Ruslands udenrigsminister Lavrov: Rusland lytter til Trump, ikke McMaster
18. april, 2017 – Den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov vil hellere lytte til USA’s præsident Trump end USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Herbert McMaster. Under en fælles pressekonference med den singalesiske udenrigsminister, svarede Lavrov på et spørgsmål om McMasters udtalelse om, at tiden var inde til at have »barske diskussioner med Rusland« om dets skridt i Syrien. Lavrov svarede, at Rusland stoler på præsidentens ord, ikke hans rådgivers.
Ifølge udskriftet fra udenrigsministeriet sagde Lavrov: »Dette er et komplekst spørgsmål. Jeg har intet ønske om at kommentere ubegrundede anklager imod Rusland. Først handlede de om Ukraine, og nu er fokus skiftet til Syrien. Jeg har set medierapporter om, at amerikanske eller britiske regeringsfolk siger, at de kunne samarbejde med Rusland, hvis det [artede sig] i Ukraine, og Syrien, og nu skal Koreahalvøen føjes til listen. Det ser ud, som om vi skal gøre noget for nogen på den Koreanske Halvø også, selv om vi ikke skabte det kaos, der hersker dér.
ISIS, og før det, al-Qaeda og Jabhat al-Nusra, er afkom af opportunistiske projekter, som involverede vore vestlige partnere, primært mange amerikanske administrationer, der begyndte med at støtte mujahedin i Afghanistan og rose dem som frihedskæmpere, og fortsatte denne politik i Irak og Libyen. Og nu, hvor disse lande er ødelagte, ser det ud til, at vi skal betale for konsekvenserne.
Det er ikke sådan, partnere handler. Denne fremgangsmåde er ikke acceptabel for os. Vi vil ikke lytte til, hvad præsident Trumps rådgiver har sagt, men derimod til, hvad præsident Trump selv har sagt, nemlig, at han er optimistisk, når det drejer sig om at forbedre relationerne med Rusland. Vi er rede til dette.«
Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov: Rusland lytter til præsident Trump, ikke hans rådgiver.