Fredag, 1. september, 2017 – Peter Koenig, en økonom, der skriver for diverse aviser og blogs, inklusive flere russiske pressemedier, udlagde torsdag en lang artikel i Information Clearing House med titlen, »Beijings Bælte & Vej Initiativ, mod en økonomi for fred?« (Beijing’s Belt and Road Initiative, Towards an Economy of Peace?). Han indleder med spørgsmålet, »Hvorfor bryder freden ikke ud, når det overvældende flertal af verdens befolkning ikke ønsker krig?« Idet han påpeger de »12 – 15 mio. mennesker, der er dræbt siden 11. september«, lægger han hele skylden på »den ene slyngelstat, verden er underkastet – USA«. Desværre udelader han briternes rolle og lægger hele skylden på »grådighed« alene, snarere end på ondets rod, Imperium og geopolitik. Men han adresserer den psykologiske faktor og stiller spørgsmålet, »Hvorfor kan vi ikke kaste denne frygt overbord for en lille smule mod – og finde tilbage til menneskelig solidaritet imod dette grusomme overgreb – det værste nogensinde, siden det Romerske Imperium, og sandsynligvis længere tilbage.«

Hans løsning rammer plet: Den Nye Silkevej. »Der er et nyt, økonomisk paradigme, der venter i kulisserne, som tilbydes af Kina og Rusland; en økonomi for fred. En økonomi, der støttes af arbejdsstyrken, af byggeri, af forskning, uddannelse, af kultur og af guld. Ingen vilkårlig økonomi – en økonomi med lige rettigheder og lige fordele for alle deltagere; en økonomi, der ikke er baseret på krig, i total modsætning til den vestlige, ågerkarle-rentesøgende, ødelæggende økonomi. Hvem ville ikke være tiltrukket af denne nye model for Fredsøkonomi?«

Han beskriver Xi Jinpings Bælte & Vej Initiativ som det »muligvis største og mest vidtrækkende, økonomiske ekspansionsinitiativ i moderne historie. Det er (hvad der svarer til) en multibilliondollar bestræbelse, der bogstavelig talt kunne række århundreder frem i tiden og skabe ny infrastruktur, beskæftigelse, handel, indkomst, nye teknologier, uddannelse – paletten er nærmest uendelig – for mange områder, der stadig i vid udstrækning er berøvet menneskelig velfærd«. Han citerer Chas Freeman[1], der kalder projektet for »den potentielt mest transformerende ingeniørmæssige indsats i menneskets historie«.

Han bemærker modstanden i Bruxelles, »som er bange for at miste deres kontrol over Grækenland – et NATO-land«.

Han tilføjer, at AIIB, og BRIKS’ NDB (Nye Udviklingsbank), er integreret i Bælte & Vej. »Disse nye finansinitiativer bliver en alvorlig udfordring for den vestlige, monetære klike og en torn i øjet på Washingtons bestræbelse på at opnå dollarens overherredømme.«

http://www.informationclearinghouse.info/47725.htm

Foto: Peter Koenig.

[1] Chefoversætter under Nixons besøg i Kina i 1972; tidl. amerikansk ambassadør til Saudi-Arabien 1989-1992.

28. august, 2017 – Der er ingen, der ved, hvor mange mennesker, der i det forgangne år er druknet i Middelhavet eller er døde af tørst i Sahara – titusinder, måske flere. Arten og måden, hvorpå EU behandler flygtningekrisen, opfattes i hele verden som Europas moralske sår. Pave Frans har ret, når han sammenligner interneringslejrene for flygtninge med koncentrationslejre.

Men forslagene fra de andre partier, der deltager i Forbundsdagsvalget, reflekterer hele spektret af fremmedfjendtlig populisme, helt til de absurde forslag som skabelse af alternative arbejdspladser for menneskehandlerne. Forslagene rækker over afskærmning af EU’s ydre grænser, »solidarisk« fordeling af flygtninge i EU, forsyning af den libyske kystvagt med »det nødvendige udstyr», udskiftning af de libyske interneringslejre med FN-ledede lejre til legal indvandring for flygtninge med gode erhvervskvalifikationer, varslingssystemer til tidlig opdagelse af potentielle flygtninge osv. De reflekterer alle den uudtalte antagelse, at Afrika i al evighed vil forblive i en tilstand af underudvikling.

BüSo og Schiller Instituttet har længe foreslået en helt anden politik: et reelt, økonomisk infrastruktur- og opbygningsprogram for hele det afrikanske kontinent. Vi udgår fra det perspektiv, at fattigdom og underudvikling i Afrika – resultatet af århundreders kolonipolitik og, i de seneste årtier, af IMF’s betingelsespolitik – kan overvindes for altid gennem et integreret infrastrukturprogram, gennem industrialisering og gennem udvikling af et moderne landbrug.

Til dette formål har vi udarbejdet en rapport med titlen, Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen. Et centralt projekt i dette udviklingsprogram, Transaqua-projektet, bliver nu realiseret i samarbejde mellem Kina og Italien. Transaqua bliver det største infrastrukturprojekt i Afrika, hvor ikke-udnyttet vand fra Congoflodens bifloder i 500 meters højde over havoverfladen føres til Tchadsøen gennem et system af floder og kanaler. Gennem dette projekt bliver tolv afrikanske stater forsynet med et system med intern sejllads, elektricitet fra vandkraftværker og anlæg til kunstig vanding af landbrugsjorder, og Tchadsøen, der er indtørret til blot 10 % af sin tidligere vandmængde, bliver igen opfyldt. Dette projekt vil betyde en kvalitativ betydelig forbedring af levestandarden for 40 millioner mennesker

Vi appellerer til de europæiske regeringer om at skabe de rammebetingelser, der gør det muligt for mellemstore og andre firmaer at deltage i investeringer i byggeriet af Transaqua og de andre infrastrukturprojekter, vi har foreslået, og som hermed vil skabe produktive arbejdspladser til mange hundrede millioner mennesker i Afrika. Kina har, med byggeri af jernbaner, industriparker, vandkraftværker osv. allerede sørget for, at mennesker i Afrika for første gang har et berettiget håb om at overvinde fattigdom og underudvikling. Hvis Den Nye Silkevej bliver bygget i hele Afrika, kan Afrika endda i løbet af de næste årtier overgå Kinas økonomiske mirakel!

BüSo er det parti i Tyskland, der ikke blot har ideerne, men som også kan virkeliggøre dem. Artiklen om vores arbejde igennem årtierne i People’s Daily bør læses af alle, der vil være med til at overvinde flygtningekrisen.

Stem på BüSo-partiet, hvis De er interesseret i virkelige løsninger!    

Redaktionens bemærkninger:

Helga Zepp-LaRouche, der i Danmark er mest kendt som stifter og præsident af det internationale Schiller Institut, er også formand for det tyske parti, BüSo, (Bürgerrechtsbewegung Solidarität, Borgerretsbevægelsen Solidaritet), og hun er spidskandidat til kanslerposten i Berlin-kredsen til forbundsdagsvalget, der finder sted den 24. september. Læsere, der er specielt interesseret i det tyske valg, kan holde sig løbende informeret på BüSo’s valgportal på BüSo’s hjemmeside. EIR’s 384-sider lange rapport Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen er nu også udgivet på tysk – interesserede bedes henvende sig til vores kontor. (Kan også købes som pdf for €35).

Se en udførlig introduktion på dansk, ved Helga Zepp-LaRouche.

Se også Helgas video-valgspot:

Leder fra LaRouche PAC, 31. august, 2017 – I dag udstedte LaRouche PAC en erklæring om, hvad der må gøres i betragtning af, at orkanen Harveys ødelæggelser ikke er en »naturlig« katastrofe, men er et resultat af kriminelle politikker. Erklæringen vil ligeledes udkomme på tryk i næste nummer af The Hamiltonian, LaRouche-bevægelsens plakat-avis, der uddeles i New York, sammen med hele Helga Zepp-LaRouches tale på konferencen den 26. august i New York City, om den amerikanske infrastruktur-nødsituation. Erklæringen kan læses på engelsk her.

Ikke flere Houston-katastrofer:

Lyndon LaRouche siger, hvad det er, der må ske ’lige med det samme’

Katastrofen i Texas er en menneskeskabt katastrofe, der skete som følge af denne nations valgte repræsentanters kriminelle neglekt; de valgte repræsentanter, der har fortsat med at støtte Wall Streets spekulationsøkonomi og imperieambitioner, alt imens de samtidig fremfører, at nationen ikke har råd til at genopbygge og erstatte sin forældede og nedbrudte, økonomiske infrastruktur. For tredje gang siden 2005 er store, amerikanske byer blevet oversvømmet og deres indbyggere bragt til fortvivlelse, fordi planerne for ny infrastruktur, der kræver investeringer for titals milliarder, til beskyttelse af befolkningen, er blevet ignoreret og afvist. Orkanen Harvey er nu den overhængende, værste, nationale katastrofe i nationens historie, og det er en katastrofe, som ikke behøvede indtræffe.

I 2005 dræbte orkanen Katrina næsten 2.000 mennesker og anrettede økonomiske skader for $130 mia. Først da, og langsomt, blev nye sikkerhedsforanstaltninger til oversvømmelseskontrol og barrierer mod havet langt om længe bygget for New Orleans, til en brøkdel af de menneskelige omkostninger og omkostningerne for skaderne, som stormen forårsagede. Hvor mange unødvendige dødsfald og lidelser kunne dette projekt have afværget?

Fire år senere mødtes det Amerikanske Civilingeniør-selskab i Manhattan for at diskutere flere muligheder for barrierer mod flodbølger i New York City-området. Det økonomiske overslag for den største af disse muligheder lød på $9 mia. Regeringen besluttede ingenting at gøre. Så dræbte superstormen Sandy i 2012 flere end 100 mennesker og forårsagede økonomiske tab for $65 mia. Netop nu gennemlever indbyggere i New York-området »Helvedessommeren«, med det 100 år gamle, regionale transportsystem, der for fem år siden blev oversvømmet og beskadiget, og som heller ikke blev repareret eller erstattet i det nødvendige tempo.

De svimlende økonomiske og menneskelige lidelser, forårsaget af orkanen Harvey i Texas’ og Louisianas golfområde, kendes endnu ikke, men vil vokse i størrelsesorden i takt med, at vandet trækker sig tilbage; men, hvad man i mange år har vidst, er, at Texas’ byer ved golfen er i fare for oversvømmelser, og gentagne gange er blevet oversvømmet. Alligevel er der ikke blevet bygget nogen sikkerhedsforanstaltninger mod oversvømmelser eller infrastruktur til beskyttelse mod orkaner, siden slutningen af Anden Verdenskrig. Man havde udarbejdet planer for et nyt system for Houston-området, men omkostningerne på $25 mia. blev vurderet til at være »for høj« en pris for vore Wall Street-dominerede regeringskontorer og valgte repræsentanter. Nu er hundrede af milliarder af dollars, og uvurderlige menneskeliv, gået tabt.

Alle disse katastrofer, samt andre i den seneste tid, kunne have været afværget for en brøkdel af de sluttelige omkostninger i tabt rigdom, for slet ikke at tale om tabte liv. Medierne insisterer over for amerikanerne, og katastrofen i den enkelte by skyldes byens særlige økonomiske vaner, dens beliggenhed, dens jurisdiktioners indbyrdes skænderier, dens ignorering af klimaforandring eller dens beliggenhed tæt på vand! Dette er nonsens. Wall Street, der gentagne gange er blevet reddet ved statslige midler (bail-out) til billioner af dollars uden, at det har medført noget som helst andet end øget forarmelse for det amerikanske folk, må ikke længere have lov at diktere USA’s økonomiske politik.

»Nationen kræver handling, og handling nu!«, med præsident Franklin Roosevelts ord. Under hans præsidentskab og op igennem 1940’erne blev ny infrastruktur – såsom Tennessee Valley Authority – til afværgelse af sådanne »naturkatastrofer« finansieret af statslig kredit, såsom via Reconstruction Finance Corporation og Works Progress Authority.

Orkanen Harvey, der drukner byer i det østlige Texas, bør være den alarmklokke, der afslutter 70 år, hvor landet har været uden sådanne statslige kreditinstitutioner.

Et kursskifte er nødvendigt

Den 30. august krævede Lyndon LaRouche et »kursskifte« i politikken »med det samme«. Han krævede den omgående skabelse af en national (dvs. statslig) kreditinstitution til ny, højteknologisk infrastruktur, ligesom det, Franklin Roosevelt anvendte, da langt størstedelen af vores nuværende infrastruktur blev bygget. Der er intet alternativ til skabelse af en statslig kreditinstitution som den, Alexander Hamilton brugte, og som er i overensstemmelse med vores Forfatning, til at finansiere de nødvendige billioner i nye infrastrukturinvesteringer.

Vi må ligeledes handle for at genindføre Glass/Steagall-bankopdeling med det samme, med endnu en overhængende finanskrise, og med Wall Street, der fortsætter med at forhindre reel, produktiv investering. At gøre det muligt for Wall Street at fjerne Glass/Steagall-loven i 1990’erne førte til et krak, der var årsag til tabt rigdom for $10 billioner, massearbejdsløshed og ufortalte tab og afkortning af menneskeliv.

LaRouche insisterer på, at hans »Fire Økonomiske Love til at redde nationen« omgående må gennemføres, hvis dette land skal komme sig over orkanen Harvey og forebygge lignende katastrofer, der stammer fra vores rådnende, fysiske økonomi, der er som en tikkende bombe:

• Genindfør Glass-Steagall: bryd Wall Street og dets magt op;
• Skab statslige kreditinstitutioner baseret på FDR’s Reconstruction Finance Corporation og Alexander Hamiltons nationalbanker;
• Investér kreditten i ny infrastruktur med frontlinje-teknologier, inklusive højhastighedsjernbaner, fjerde generations fission, samt teknologier til fusionskraft og moderne systemer til beskyttelse mod storme og til vandmanagement;
• Vedtag et »forceret program« for opnåelse af fusion, som økonomisk drivkraft: lad en stor udvidelse af NASA’s rumforskningsprogram forsyne os med drivkraften bag produktivitet og produktiv beskæftigelse.

Et Nyt Paradigme begynder at virke

Kinas Bælte & Vej Initiativ, et internationalt projekt for nye »jernbane-landbroer« og store projekter for infrastrukturudvikling, tilbyder omgående samarbejde om kreditten til og byggeriet af ny infrastruktur i USA. Dette initiativ iværksætter nu store projekter, som de længe har identificeret som værende absolut nødvendige, såsom Kra-kanalen i Sydøstasien og genoplivningen af Tchadsøen i Subsaharisk Afrika, projekter, som Lyndon LaRouche og hans hustru, Helga Zepp-LaRouche, længe har været fortalere for.

Helga og Lyndon LaRouche leder en national mobilisering, der fokuserer på at få præsident Trump til omgående at bringe Amerika ind i det af Kina initierede Bælte & Vej Initiativ for byggeri af ny infrastruktur i hele verden. Dette »win-win«-initiativ, og USA’s tilslutning til dets projekter i hele verden, samt ligeledes USA’s byggeri af sin egen, nye infrastruktur, betyder genoplivningen af USA som en industrimagt.

Den 26. august talte Helga Zepp-LaRouche på en konference i Manhattan om infrastruktur-nødsituationen i USA, hvor hun kom med følgende forslag:

»Tænk engang på det enorme potentiale, der åbner sig, hvis USA ville samarbejde med Bælte & Vej Initiativet«,

sagde Zepp-LaRouche til konferencen.

»Jeg mener, det er vigtigt, at man forestiller sig et helt andet system. Hvis USA i dag ville gøre, hvad Franklin D. Roosevelt gjorde – en New Deal, Glass-Steagall, samarbejde med Kina – kunne USA opleve en industriel revolution, større end på noget andet tidspunkt i sin historie. Folk må simpelthen forestille sig, at vi nu befinder os ved et systems afslutning, et system, der ikke kan reddes. Vi må erstatte det med et totalt andet system, og det har de fleste mennesker simpelthen svært ved at forestille sig, men der er eksempler på sådanne forandringer. Marshallplanen i Europa var f.eks. et sådant eksempel, og Meiji-restaurationen i Japan var et sådant eksempel – det, som Roosevelt gjorde med New Deal, så folk må simpelthen tænke, at en sådan dramatisk forandring absolut er mulig i dag.«[1]

LaRouche PAC har påtaget sig ansvaret for at få præsident Trump og Kongressen til at udføre denne handling. Men det er ligeledes alle amerikaneres ansvar, der tænker på sig selv som borgere: de, der aktivt har støttet præsidenten eller senator Bernie Sanders; de, der ikke støttede nogen, på grund af afsky for manipulationen, og den fortsatte manipulation, af valget, men som har ønsket en drastisk ændring i politikken med afindustrialisering og Wall Street-spekulation, der styrer landet; de, der kender mennesker, der blev dræbt eller gjort hjemløse og forarmede af de af Wall Street forårsagede »naturkatastrofer«. De må nu alle handle og lade deres stemmer blive hørt.

For, at se på, hvad der, nu igen, sker med store, amerikanske byer, fører alle ved deres fulde fem til den samme konklusion: Der er intet alternativ.

Foto: Oversvømmelser forårsaget af orkanen Harvey nær Houston Downtown. 27. august, 2017. (Youtube Screengrab / Evan Mallett)

[1] Citatet er fra ’Spørgsmål til Helga Zepp-LaRouche’, efter hendes indledende indlæg. (-red.)

Med næstformand Michelle Rasmussen:

»Man kan bruge en linje fra Charles Dickens, hvor han skrev om historien om to byer, men her har vi historien om to verdener, to verdenssyn; det ene er et kollapsende paradigme, hvor man simpelthen har forsømt at investere i moderne infrastruktur, i vedligeholdelse og modernisering af infrastrukturen og har udsultet infrastrukturen, med katastrofale konsekvenser, på den ene side; og så et nyt paradigme … jeg vil fortælle historien om Schiller Instituttets årtier lange kamp for at realisere nogle nøgle-udviklingsprojekter, som nu faktisk er ved at blive til noget, fordi en stor nation som Kina har besluttet at være med.

Så først begynder vi i Houston. I har alle sammen set billeder og nyhedsdækningen. I Houston har vi en kombination af naturkræfter, hvor orkanen Harvey i USA faktisk er blevet en storm, der har den største mængde regnfald for en enkelt storm, 52 inches (132 cm) – kombinationen af virkelig stærke naturkræfter plus menneskelige fejl, fordi Houstons vandkontrol-system er fra lige efter Anden Verdenskrig, og så har der været forslag om modernisering; det seneste forslag vil koste $28 mia., men blev ikke til noget. Og nu har de en storm, hvor det mindste beløb, de snakker om, er $100 mia. Deres system til oversvømmelseskontrol blev her for nylig vurderet og fik et C, som virkelig ringe. Nu er der 50 amter i Texas, som er påvirket. 33 af dem er i nødtilstand, og også 5 amter i Louisiana. Der skulle være 1,7 mio. mennesker, der måtte forlade deres hjem; vi har oversvømmede huse, forretninger, landbrug; ingen elektricitet i tusindvis af hjem; vi har en hel del raffinaderi-kapacitet, der er blevet lukket; vi har en meget vigtig både national og international havn, Houston, som virkelig har taget skade; jernbanenettet, man skønner, at 500.000 jernbanevogne er blevet ødelagt. …

Helga [Zepp-LaRouche] holdt en hovedtale, der er tilgængelig på dansk på vores hjemmeside, hvor hun sagde – og det var samtidig med, at orkanen Harvey ramte – hvor hun sagde, at kun ved, at vi gennemfører Lyndon LaRouches Fire Økonomiske Love, plus, at USA tilslutter sig Kinas Bælte & Vej Initiativ, kunne vi virkelig få gang i de nødvendige investeringer og moderniseringer.

Denne tragedie i Texas og Louisiana kan nu blive en opvågnings-alarmklokke til borgerne, til politikerne, om, at, nu skal der virkelig ske noget drastisk, og det kan kun lade sig gøre, hvis vi siger, at, nu skal vi ikke bare tale om LaRouches Fire Love; nu skal vi ikke bare tale om, hvor fremragende, det ville være, hvis USA tilslutter sig Bælte & Vej Initiativet, men nu skal det faktisk gøres.…«

Lyd:

Dias til mødet…