Direktør for FN’s Afdeling for Rumfartsanliggender
opfordrer til samarbejde mellem FN og Kina
gennem Bælte & Vej Initiativet
7. okt. 2017 – Kina promoverer aktivt den fredelige anvendelse af rummet og åbner sine egne rumfartsmissioner for andre lande, sagde Simonetta Di Pippo, direktør for FN’s Afdeling for Rumfartsanliggender (UNOOSA). Di Pippo kom med disse bemærkninger i et interview med Xinhua under den 68. Internationale Rumfartskongres (IAC) i Adelaide, South Australia. Di Pippo sagde, at Kina, som et aktivt medlem af komiteen, havde deltaget med meget solide delegationer, og ligeledes – mht. teknologisk ekspertise – havde »præsenteret mange nye initiativer og ideer«.
Et af de nye initiativer er Bælte & Vej Initiativet, som Kina foreslog i 2013, og som tilsigter at opbygge handels- og infrastrukturnetværk, der forbinder Asien med Europa og Afrika langs med, og hinsides, den gamle Silkevejs ruter. Det omfatter det Økonomiske Silkevejsbælte og det 21. Århundredes Maritime Silkevej.
»Vi forsøger at forhandle bilateralt mellem UNOOSA og den kinesiske regering om, hvordan vi kan blive en del af Bælte & Vej Initiativet, et vigtigt initiativ, som Kina foreslår. Vi fokuserer naturligvis på rumforskningsdelen, rumfartsdelen, rumelementerne af Bælte & Vej Initiativet«, sagde Di Pippo.
»Vi har underskrevet flere aftaler med diverse kinesiske institutioner, der strækker sig fra katastrofemanagement og nødrespons, anvendelsen af rumbaserede data og infrastruktur til katastrofemanagement og nødrespons, og til spørgsmål relateret til at åbne de videnskabelige data for alle i verden og samarbejde om udforskning og innovation«, sagde Di Pippo.
Di Pippo er særligt imponeret over Kinas indsats for at forsøge at åbne sine rumfartsmissioner for alle, især for udviklingslandene, gennem samarbejde med UNOOSA. »Vi har siden sidste år haft en meget interessant aftale med China Manned Space inden for området for bemandet rumfart. Gennem vores aftale åbner China Manned Space Kinas fremtidige rumstation for alle i verden, især for udviklingslandene og de fremvoksende lande.«
En annoncering af det forestående eksperiment for udviklingslande, der benytter den kinesiske rumstation, forventes senere i år. Di Pippo sagde, hun forventede, at Kina ville blive en stor spiller inden for udforskning af Solsystemet og hinsides, inklusive at sende automatiserede rumfartøjer og rumskibe mod andre legemer i Solsystemet, og på et givent tidspunkt, at sende mennesker.
»Kinas fortsatte og øgede engagement i den fremtidige udforskning af solsystemet vil hjælpe landet med yderligere at udvikle sig, og vil med sikkerhed hjælpe os gennem de stærke aftaler, vi har med den kinesiske regering om at hjælpe udviklingslande«, sagde hun.
»Det er en virkelig god, global fremgangsmåde. Vore diskussioner i Komiteen for den Fredelige Anvendelse af Rummet er altid meget konstruktive fra den kinesiske delegations side, for den globale udforskning af Solsystemet kan selvfølgelig kun være global. Så alle hovedaktørerne må arbejde sammen.«
Foto: Simonetta Di Pippo, italiensk astrofysiker og nuværende direktør for UNOOSA.