USA’s udenrigsminister Tillerson gør det klart,
at vi har brug for russisk samarbejde om Korea
13. dec., 2017 – På en pressekonference afholdt på Atlantic Council-Korea Foundation Forum, sagde USA’s udenrigsminister Rex Tillerson, at præsident Trump mener, det er ekstremt vigtigt at etablere en relation mellem USA og Rusland. Tillerson sagde også, at samarbejde med Rusland om Korea var vigtigt. »Jeg mener, præsidenten har gjort det fuldstændig klart, at han mener, det er ekstremt vigtigt, at USA og Rusland har en arbejdsrelation«, sagde Tillerson. »Det har vi ikke i dag.«
På trods af dette faktum påpegede Tillerson, at USA regner med Rusland for at være med til at løse krisen i Syrien og gøre Nordkorea atomvåbenfrit. »I det store og hele har de [Rusland] i FN’s Sikkerhedsråd igen støttet sanktionerne«, sagde Tillerson i går. »De har udtalt sig om, hvor effektive, de mener, disse vil være, men vi har brug for Ruslands støtte.«
Tillersons udtalelse på det samme forum om, at USA er rede til at forhandle med nordkoreanske repræsentanter uden forudsætninger, blev onsdag modificeret, men ikke ændret, af udtalelser fra Det Hvide Hus og Justitsministeriet om, at USA forventer en periode uden atom- eller missiltest i Nordkorea, før og under sådanne forhandlinger.
Talsmand for den russiske præsident, Dmitry Peskov, sagde om denne udtalelse, »Generelt set kan vi sige, at sådanne konstruktive erklæringer er bedre end den konfrontationsretorik, vi hidtil har hørt. Vi kan kun hilse dette velkomment, og det er i overensstemmelse med vore forslag«. Peskov forsatte, at »det er Putin, der uophørligt har opfordret alle de interesserede parter til at gøre enhver bestræbelse for at opbygge dialog. Så disse udtalelser [fra Tillerson] er afgjort velkomne«.
I mellemtiden sagde FN’s undergeneralsekretær for politiske anliggender, Jeffrey Feltman, efter sit besøg til Nordkorea, at USA forventer, Pyongyang vil signalere sin beredvillighed til at forberede forhandlinger om afgørelse af atomvåbenkrisen, selv om det nordkoreanske lederskab ikke kom med nogen forpligtelse i dette spørgsmål, iflg. Sputnik. »Vi understregede over for regeringsfolkene fra Den Demokratiske Folkerepublik Korea, at vi virkelig mener, de må signalere, at de er villige til nu at gå i en anden retning, til at indlede en eller anden form for engagement, til at begynde at tale om forhandlinger. De lyttede seriøst til vore argumenter og diskuterede dem med os. Men de kom ikke med nogen form for forpligtelse over for os på dette tidspunkt. De må tænke over, hvad vi sagde, sammen med deres lederskab«, sagde Feltman til reportere. »Nordkoreanske samtalepartnere var enige i, at det var vigtigt at forhindre krig. Hvordan vi gør det, var emnet for de 15+ timers diskussioner.«
Foto: USA’s udenrigsminister Rex Tillerson på pressekonferencen.