Trumps plan og Wall Streets plan ­– de kan ikke sameksistere  

Den 31. marts (EIRNS) – Præsident Donald Trump udsendte i eftermiddags et tweet, der, hvis der blev handlet på det, hurtigt kunne markere begyndelsen på en bedring – ikke alene af COVID-19, men også af det betændte kollaps i den amerikanske økonomi siden mordet på John Kennedy og lanceringen af Vietnam-krigen. Trump skrev: ”Med renter for USA tæt på NUL er det tiden til at gøre noget ved vores igennem årtier længeventede infrastruktur-lovgivning. Det skal være MEGET STORT & DRISTIGT, to billioner dollars, og udelukkende være fokuseret på jobs og genopbygning af vort lands engang så storslåede infrastruktur! Fase 4.”

Kan dette fungere? Med det demokratiske partis lederskab tvunget til at samarbejde med præsidenten i lyset af den værste krise siden 2. verdenskrig – ved at have vedtaget tre store humanitære bistands- og stimuleringspakker for at tackle den ødelagte økonomi og Wall Streets udplyndring af nationens folkesundhed, industri og infrastruktur igennem årtier – vil demokraterne næsten helt sikkert også støtte Trump i dette. Problemet ligger andre steder.

I næsten samme øjeblik som Trump udsendte dette historiske tweet, meddelte formand for Federal Reserve (USA’s centralbank), Jerome Powell, at Fed-balancen har nået et historisk højdepunkt på 5,3 billioner dollars, efter alene i denne uge at være steget med 12,4%. Endvidere tilføjede Wall Street-‘orakler’ at dette bare er begyndelsen, og at tallet ved udgangen af året sandsynligvis vil nå 10 billioner $. Dette er helt sikkert ikke til gavn for realøkonomien, men går direkte til opkøb af stadig mere værdiløse derivater og andre spekulative papirer fra bankerne – og ikke kun Wall Street-banker, men også de vestlige centralbanker. Denne massive indsprøjtning af penge, der er absolut uden opbakning i produktion, er netop det som Lyndon LaRouche har peget på – siden Richard Nixon ødelagde Bretton Woods-systemets fastkurspolitik i 1971 – som den næsten sikre årsag til et hyperinflationært sammenbrud, som vil forvandle opsparinger, lønninger og pensionsfonde for det arbejdende folk i denne nation til toiletpapir – og man kan være sikker på, at dette ikke er med henblik på at løse problemet med at vores supermarkeder er udgået for toiletpapir.

At trykke penge som kredit med den hensigt at skabe produktiv velstand for fremtiden er det præcis modsatte af at trykke penge for at løskøbe dårlig spillegæld. Det ene skaber velstand, det andet stjæler velstanden fra den reelle økonomi for at støtte de (faktisk bankerotte) britiske imperialistiske oligarker, der driver City of London og Wall Street. Som LaRouche elskede at sige: Penge er dumme, kredit ved hvad den gør.

Trump har ført kampagne for en infrastruktur-lovgivning i årevis, længe før han besluttede at stille op som præsident. Han kæmpede også for det hamiltoniske “amerikanske system” og Glass/Steagall-loven, velvidende at foruden disse ville kreditterne til genoprettelsen af den amerikanske økonomi og infrastruktur blive suget op af Wall Streets bundløse hul. Men han har ikke haft den politiske styrke til at tage kampen op med Wall Street.

Denne “dobbeltvirus”-krise – COVID-19 og derivat-virusset – har allerede skabt en “faseændring” i befolkningens bevidsthed. Folk ved i stigende grad, at det gamle system er dødt. Intet lapperi kan få det på fode. Men de er også bange, og ved ikke hvordan de kan forhindre den nye mørke tidsalder, hvis ansigt toner frem foran dem.

I dag afholdt Helga Zepp-LaRouche et to timer langt videokonferenceopkald med unge mennesker fra hele USA, Latinamerika, Europa, Afrika, Asien og Mellemøsten. Hun motiverede dem til at deltage i den påkrævede mobilisering af verdens nationer og folk, for at forlange at en bydende nødvendig række topmøder bliver afholdt af de fire stormagter samt allierede nationer, for at opbygge et alternativ til det gamle, døde paradigme – og bemærkede, at ungdommens lidenskab og visioner er en integreret del af enhver revolution og renæssance. Navnlig opfordrede hun dem til at mobilisere tusinder af mennesker internationalt til at deltage i Schiller Instituttets internationale konference, der afholdes online den 25.-26. april. Den samme appel gælder for alle læsere af dagens ‘EIR Daily Alert’. Invitationen til denne konference sendes i den kommende Alert søndag 5. april. Vær venlig at planlægge at deltage, og organisér alle du kender til at deltage i denne afgørende begivenhed.