Æstetisk opdragelse gennem ballet:
August Bournonvilles koreografiske trosbekendelse

Den er en skøn kunst, fordi den stræber efter idealet, ikke alene i plastisk, men i lyrisk og dramatisk henseende.

Den skønhed, som dansen bør hige efter, er ikke betinget af smag og behag, men grundet på det naturliges uforanderlige love.

Mimikken omfatter alle sjælelige bevægelser; dansen derimod er væsentlig et udtryk for glæden, en trang til at følge musikkens rytmer.

Det er kunstens og navnlig teatrets mission at skærpe tanken, løfte sindet og forfriske sanserne. Dansen bør altså fremfor alt vogte sig for at smigre et blaseret publikums forkærlighed for indtryk, der er fremmede for den sande kunst.

Munterhed er en kraft, berusning er en svækkelse.

Det skønne beholder stedse nyhedens friskhed, det forbavsende trætter i længden.

Dansen kan ved musikkens hjælp hæve sig til poesi, men også ved et overmål af gymnastik nedsynke til gøgleri; det såkaldte vanskelige har utallige adepter, hvorimod det tilsyneladende lette kun opnås af nogle få udvalgte.

Højdepunktet af kunstfærdighed er at dølge mekanismen og anstrengelsen ved harmonisk ro.

Manér er ikke karakter, og affektationen er gratiens afgjorte fjende.

Enhver danser bør betragte sin møjsommelige kunst som et led i skønhedskæden, som en nyttig prydelse for scenen, og denne igen som et betydningsfuldt moment i nationernes åndelige udvikling.

Fra Mit teaterliv: Erindringer og tidsbilleder. Bind 2, Thaning & Appel, 1979

Mere:

Vi behøver Schillers æstetiske breve i dag, Feride Istogu Gillesberg, Schiller Instituttets kampagneavis nr. 9, 2009

Den danske hjælp til Schiller, Tom Gillesberg, Schiller Instituttets kampagneavis nr. 8, sider 10-14, 2009

Friedrich Schiller, Menneskets æstetiske opdragelse, udgivet af Per Øhrgaard, Gyldendal, 1970