‘Rapport siger, at Danmark hjalp USA med at udspionere Merkel og europæiske allierede’.
China Plus-interview med Helga Zepp-LaRouche

Interview I China Plus World Today med Helga Zepp-LaRouche (China Plus er det officielle engelske websted for China Radio International.)

 

Mandag 31. maj 2021

WORLD TODAY: Du lytter til World Today. Danmarks efterretningstjeneste hjalp USA med at udspionere europæiske politikere, herunder den tyske kansler Angela Merkel fra 2012-2014, rapporterer danske medier. Ifølge en rapport fra Danmarks Radio samarbejdede Forsvarets Efterretningstjeneste med det amerikanske NSA for at indsamle informationer, og efterretninger blev indsamlet om andre embedsmænd fra Tyskland, Frankrig, Sverige og Norge. Lignende beskyldninger dukkede op i 2013. Dengang afslørede hemmeligheder lækket af den amerikanske whistleblower Edward Snowden, at NSA havde aflyttet den tyske kanslers telefon.

For yderligere oplysninger har vi nu Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, en tyskbaseret politisk og økonomisk tænketank, på linjen.

Tak fordi du er med os, Dr. LaRouche.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Ja, goddag.

WORLD TODAY: Kunne du først fortælle os mere om, hvad de danske medier har fundet?

ZEPP-LAROUCHE: Det er i grunden en sjov historie, fordi al denne information i det væsentlige var kendt i 2015, nemlig at NSA benytter sig af det faktum, at man i Danmark har transatlantiske kabler, hvorved man kan udspionere alt hvad der foregår i østblokken, men også internationalt. Alt dette kom frem i 2015, men der skete egentlig ikke noget. Merkel sagde på det tidspunkt "Åh, at udspionere sine allierede – det går virkelig ikke an", men derefter skete der absolut intet! Sidste år lækkede den samme historie atter, og igen skete der intet.

Så der er tilsyneladende en eller flere whistleblowers i den danske efterretningstjeneste, der siger, at dette bare er for meget. Det sætter spørgsmålstegn ved Danmarks suverænitet, det danske folks interesser. Så de lækkede vedvarende de samme oplysninger, og nu er det blevet taget op af et helt netværk af europæiske mediekredse – Le Monde og tysk tv, norsk og svensk tv – og de har fået adgang til de interne dokumenter fra den danske efterretningstjeneste, og det er således, at nyheden opstod.

WORLD TODAY: Tror du, at Angela Merkel måske vil reagere anderledes denne gang? Og hvad har reaktionen på denne rapport hidtil været i Tyskland og måske andre dele af Europa?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at denne whistleblower, fordi han ser, at der ikke har været nogen reaktion, har til hensigt at fortsætte med at lække oplysningerne for at opbygge trykket. Så nu har [Peer] Steinbrück, der er tidligere [SPD] kanslerkandidat, sagt, at dette er en skandale. De norske og svenske ministre sagde, at de nu kræver en efterforskning. Vi er nødt til at se, hvad der sker, for alt dette fandt allerede sted sidste år, og jeg tror, det helt afhænger af, at befolkningen siger, at hvis disse regeringer tillader, at alle bliver udspioneret, forsvarer disse regeringer naturligvis ikke deres respektive befolknings interesser. Så jeg tror, vi bliver nødt til at se, hvordan dette udvikler sig.

WORLD TODAY: Og efter nyheden om rapporten søndag beskyldte Edward Snowden den amerikanske præsident Joe Biden for i første omgang at være dybt involveret i denne skandale. Hvorfor siger han det?

ZEPP-LAROUCHE: [ler] Fordi det er sandt! Det er velkendt for alle, der har lyttet til Edward Snowden, og der er en hel gruppe af amerikanske whistleblowers, der har sagt lignende ting, nemlig at NSA udspionerer alt – alt hvad der foregår i verden. De spionerer på e-mails, bærbare computere, telefonopkald, og de samler alt dette i gigantiske lagerfaciliteter. Og de samler ikke blot oplysninger på en enkelt person eller et emne, de samler alt. Og når de først har det, kan de senere gå tilbage med søgeord og fremkalde specifikke ting, de ønsker.

I virkeligheden er denne NSA-operation blevet til en verdensomspændende overvågningsstat. De laver jo en masse ståhej om overvågning i Kina og Rusland og så videre, men virkeligheden er, at den britiske GCHQ, der svarer til NSA, samt NSA bare indsamler det hele. Og jeg synes naturligvis, at Biden, både i sin egenskab af vicepræsident og nu som præsident, står i spidsen for det.

WORLD TODAY: OK, men hvorfor ville USA udspionere sine allierede?

ZEPP-LAROUCHE: Fordi de tror, at de kan forsvare en unipolær verden, og for dem giver det ikke mening at der kan være noget galt med det. For dem er det helt normalt og selvindlysende, at de skal gøre det.

Jeg mener jo, USA, desværre – og jeg tror, at nogle embedsmænd i Kina er opmærksomme på det – at USA har vendt sig væk fra deres oprindelige værdier fra Den amerikanske Frihedskrig, hvor det blev grundlagt som en republik, og i de seneste år – faktisk årtier kan man sige – har allieret sig med det britiske imperium, der styrer verden på basis af 'the special relationship', hvorved de tror, at hvis de opfører sig som det britiske imperiums muskelkraft, så er det sådan, de håber på at kunne regere en unipolær verden.

WORLD TODAY: Men tror du, at dette vil have en indvirkning på Amerikas forhold til dets vigtigste allierede, fordi Joe Biden søger at genopbygge alliancer?

ZEPP-LAROUCHE: Det spørgsmål, som jeg og mange andre mennesker stiller sig selv, er: Hvorfor kom der ingen reaktion, efter at disse historier kom frem i 2015, i 2020? Jeg mener, danskerne vidste tydeligt hvad de lavede, men de ville ikke gøre noget vrøvl over det. De ville ikke lave brok i foretagendet. Det er næsten som om de foretrækker at være slaver for den store herremand, frem for at blive smidt ud af klubben! Det er jo en komplet skandale: Det sætter spørgsmålstegn ved hele dette spørgsmål om "vestlige værdier", de store vestlige demokratier, menneskerettighederne, alle disse ting. Hvorledes beskyttes de europæiske borgeres menneskerettigheder af deres regeringer?

Jeg håber, at der vil blive stillet nogle meget klare spørgsmål til præsident Biden, når han deltager i G7-mødet. Jeg mener, jeg tvivler på det, fordi disse ledere har ikke udvist…  de vil hellere være en del af "Five Eyes" og "Seven Eyes" og alt det der, snarere end at forsvare deres egne borgere

WORLD TODAY: Tak, til Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, en tyskbaseret politisk og økonomisk tænketank. Du lytter til World Today.

 

Billede: NSA: U.S. government, Public domain, via Wikimedia Commons, FE: By Skjoldbro – Own work, CC BY-SA 4.0,