NATO’s vicegeneralsekretær: Ingen garantier til Rusland for at der ikke vil blive placeret atomvåben
på finsk og svensk territorium

Den 8. juni (EIRNS) — I faretruende provokerende bemærkninger udtalte NATO’s vicegeneralsekretær, Camille Grand, i går, at NATO absolut ikke vil give Rusland garantier for, at der ikke vil blive placeret atomvåben i Sverige og Finland – sidstnævnte deler en 1.300 km lang grænse med Rusland og har ansøgt om at blive medlem af NATO. “Hvert land er frit stillet på det nukleare område med hensyn til at placere eller ikke placere sådanne våben. Vi taler ikke om at opstille nogle principielle begrænsninger for alliancens mulige handlinger”, sagde den ansvarlige for NATO til den schweiziske tv-station RTS i et interview, der blev offentliggjort den 7. juni.

Grand, en fransk diplomat, der kom til NATO efter en længere periode som direktør for den rabiat anglofile strategiske tænketank Foundation for Strategic Research (FRS), tilføjede: “Hvert NATO-medlemsland træffer suverænt afgørelse om dette spørgsmål. Og nu er der ikke noget sådant spørgsmål. Men jeg mener ikke, at det i den nuværende situation er nødvendigt at give Rusland nogen garantier med hensyn til vores militære position i regionen.”

Han udelod heller ikke Ukraine fra ligningen, og erklærede at landets optagelse i NATO ikke er på dagsordenen på nuværende tidspunkt, men når konflikten vil være løst, vil Kyiv “selv kunne beslutte, hvordan de ønsker at placere sig i den europæiske sikkerhedsarkitektur.”

Rusland har i næsten 30 år gjort det klart, at NATO’s ekspansion op til landets grænser, især hvis denne fremrykning omfatter atomvåben, er et {casus belli}.