Gammel vin på gamle flasker

Den 27. juli (EIRNS) — Den igangværende alvorlige krise omkring forsyningen af russisk naturgas til Europa understreger selv for de mest tungnemme, at de gamle metoder simpelthen ikke længere fungerer. Mange i Europa anstrenger sig for at imødegå krisen; nogle forsøger endog at finde en ny måde at gøre tingene på, men i det store og hele gør de det, mens de afviser at opgive de gamle aksiomer, der fik os ind i dette rod i første omgang – det hedengangne britiske system af frihandel og globalisering, som nu er i en decideret systemisk sammenbrudskrise.

Især i USA og Storbritannien er der dem, som insisterer på at hælde den gamle vin på de samme gamle flasker. Det russiske udenrigsministeriums talskvinde, Maria Zakharova, fangede situationens ironi i en kommentar i dag til radiostationen Sputnik: “Den isolation af Rusland, som Vesten har bekendtgjort, er blevet til Vestens selvisolering fra resten af verden…. De sætter sig selv i en stadig mere tåbelig position og skubber sig selv dybere ind i en blindgyde”, understregede den russiske diplomat. “Og nu er de ikke i stand til at opfatte, at deres satsning begynder at gå mere og mere imod dem, for hver dag der går, hvilket påvirker den økonomiske og politiske situation, får regeringer til at falde, forårsager en dyb politisk krise og en brutal intern politisk splittelse i USA”, tilføjede hun.

Heri ligger også betydningen af den målliste, som den ukrainske regerings “Center for Countering Disinformation” har offentliggjort, en liste over 78 personer – hvoraf de første 30 alle var talere på konferencer i Schiller Instituttet – som de beskylder for at fremme “russisk propaganda” fordi de opponerer mod NATO’s krigsaggression mod Rusland. Schiller Instituttets stifter, Helga Zepp-LaRouche, har påpeget, at bag denne hitliste ligger briternes og deres amerikanske allieredes frygt for, at hele deres Ukraine-“fortælling” kan blive brudt, og dermed også deres stræben efter krig mod Rusland og Kina. 

Som læsere af LaRouche-publikationerne er klar over, ligger løsningen skjult, til frit skue for alle. Sæt det gamle, fejlslagne system under konkursbehandling; afskriv tæt på 2 billioner dollars i spekulative finansielle væddemål; og organiser et nyt Bretton Woods-system til at yde rigelig, lavt forrentet kredit til højteknologisk international infrastruktur og andre udviklingsprojekter, som vil danne grundlag for et ægte win-win-samarbejde mellem forskellige kulturer og civilisationer. Som Lyndon LaRouche forklarede i en tale den 25. februar 2000 til peruvianske revisorer: 

“Det, vi bliver nødt til at gøre, er i det væsentlige at genoplive Bretton Woods-systemet fra før 1971 eller 1966 på globalt plan. Og jeg vil foreslå, at der er en række ændringer, der skal indarbejdes i det. For det første skal vi genoptage de vellykkede erfaringer fra efterkrigstiden frem til 1971, fordi det udgør en dokumenteret præcedens for et anvendeligt system. At udvide systemet til at omfatte udviklingslandene på den måde, som vi undlod i efterkrigstiden, er en af de grundlæggende tilpasninger, der må foretages.

“Jeg har f.eks. insisteret på, at man ikke kan opbygge et funktionsdygtigt system, uden at inddrage stormagter såsom Kina og Indien som partnere i forvaltningen af det nye monetære system.” 

Ligesom Kina og Indien, er Rusland også velvilligt indstillet over for den slags politik, som LaRouche udarbejdede, [især udvikling af deres videnskab, teknologi og forskning].