Dit valg: Ubegrænset fusionskraft – eller ubegrænset krig
Den 30. november 2022 (EIRNS) – Kinas “Science and Technology Daily” rapporterede den 28. november om status for den omfattende forskningsfacilitet for fusionsteknologi (CRAFT), der er ved at blive bygget på Hefei Universitetet for videnskab og teknologi. Kina, fremgår det klart af rapporten, mener det alvorligt med at nå sit mål om at generere stabil fusionsenergi inden 2028 til anvendelse i et hybrid fission-fusionskraftværk og at skabe fusionsenergi direkte til elnettet inden 2035. Materialer og teknologier, der er nødvendige for at kontrollere fusionsreaktioner, afprøves i forvejen på CRAFT, et gigantisk kompleks, der vil være fuldt udbygget i 2024, som en del af det overordnede fusionsprojekt, forankret på universitetet, som er hjemsted for den superledende EAST-tokamak ( Experimental Advanced Superconducting Tokamak) og det kinesiske videnskabsakademis institut for plasmafysik.
Det er en glædelig nyhed for alle på verdensplan. Det fænomenale fremskridt i menneskehedens magt på Jorden og i solsystemet, som vil følge af at beherske kontrollerede termonukleare fusionsreaktioner, har været velkendt i årtier. Lyndon LaRouche grundlagde Fusion Energy Foundation i 1974 for at fremme dens udbredelse, og da den amerikanske regering nedlagde den i 1987, var stiftelsens månedlige tidsskrift, Fusion, et af de mest populære videnskabelige tidsskrifter i USA.
Udviklingen af en økonomi fuldstændig baseret på fusionsenergi har taget så lang tid af rent politiske grunde, ikke af tekniske eller videnskabelige årsager. Det malthusianske, imperiale oligarki har været dens dødsfjende, men når folk forstår det næsten ubegrænsede fremskridt, som fusionskraft og de dertil knyttede teknologier kan tilvejebringe, er det slut med den malthusianske tankegang.
Kina er ikke udelukkende engageret i at udvikle fusion, men involverer også andre nationer for at få del i denne udvikling. For 12 dage siden meddelte Kinas institut for plasmafysik, at en af instituttets fire fungerende tokamaks (reaktorer) var blevet demonteret, forsvarligt pakket ned i seks containere og nu er klar til at blive sendt til Thailand i midten af december, hvor den vil blive monteret og sat i drift på Thailands Institut for Atomteknologi!
Kina donerer tokamakken til Thailand og uddanner de thailandske videnskabsmænd og ingeniører, som skal betjene den. Når den officielt er sat i gang i første halvdel af næste år, vil videnskabsfolk og ingeniører fra alle de sydøstasiatiske lande kunne modtage den uddannelse, de ligeledes har brug for med henblik på at drive fremtidige fusionseksperimenter og -reaktorer i deres egne lande.
Denne handling er et mikrokosmos af en verdensorden, i samklang med menneskeheden.
Forestil dig, hvilke fremskridt der kunne gøres for at forbedre livet for alle mennesker på denne planet, hvis USA, Japan, Frankrig og Tyskland – for eksempel – handlede på samme måde.
Men i stedet truer de hidtil urystelige anglo-amerikanske magter og deres europæiske medløbere med deres bestialske syn på menneskeheden til stadighed med at udrydde selve menneskeheden. De er ikke tilfredse med den ødelæggelse, som deres krig mod Rusland har bragt over verden (herunder Ukraine), men forbereder sig på “den store”, som lederen af USA’s strategiske kommando, admiral Charles Richard, udtrykker det: en krig mod Kina.
I dag offentliggjorde Pentagon sin årlige “China Military Power Report”, hvori det erklæres, at Kinas beslutsomhed med hensyn til at fuldføre “den kinesiske nations opblomstring inden 2049” er det, der gør Kina til en trussel mod USA. Dagen før meddelte den amerikanske Defense Intelligence Agency (DIA) , at den har oprettet en “Kina-missionsgruppe”, der skal integrere alt arbejde, som DIA udfører om Kina, fordi Kina udgør “en eksistentiel trussel mod USA’s langsigtede succes”.
Den britiske neokonservative tænketank, Council for Geostrategy, har lanceret en kampagne for at få Hans Majestæts regering til at hæve sine operationer mod Kina i Himalaya-regionen op på samme niveau som sit engagement i dets maritime Indo-Stillehavs-“udfald”. En af anbefalingerne er bl.a. at fremme den indisk-kinesiske grænsekonflikt. Modstand mod Kina stod højt på dagsordenen for NATO’s udenrigsministermøde på dets anden dag. NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg og udenrigsminister Tony Blinken erklærede inden mødet begyndte i dag, at NATO er forpligtet til at stå sammen mod Kina, idet Stoltenberg pralede med, at NATO har trænet og udrustet Ukraines væbnede styrker siden 2014.
USA’s militær fremviste for tredje gang demonstrativt en af sine ballistiske missilubåde, denne gang på den britiske militærbase på Diego Garcia midt i Det Indiske Ocean. Ligeledes meddelte USA’s strategiske kommando, at den tidligere i november havde gennemført en øvelse, Spirit Vigilance 2022, hvor det blev demonstreret, at otte stealth-bombefly kunne rulle ud og lette på én gang fra en flyveplads i Missouri.
Og de beklager sig over, at russiske og kinesiske strategiske bombefly fløj en fælles patrulje over Det Japanske Hav og Det Sydkinesiske Hav i dag?
Det er meget, meget skræmmende og fuldstændig unødvendigt, hvor dette er på vej hen. Mennesker er skabt til noget bedre, nemlig til at samarbejde om gensidig udvikling og til at glæde sig over det. Lad verdens borgere fatte mod og slutte sig til Schiller Instituttet for at etablere en verdensorden, der er værdig til princippet om, at mennesker er i stand til at regere selv, på vegne af hinanden.
Foto: Miguel Á. Padriñán, Pexels CCO