Forhandl som gjaldt det livet

Den 24. januar 2023 (EIRNS) – Under enormt pres fra USA og andre NATO-medlemmer har Tyskland truffet en beslutning, der dramatisk øger faren for en hurtig og uigenkaldelig udvidelse af den konflikt, som i øjeblikket er geografisk centreret i Ukraine. Forbundskansler Olaf Scholz meddelte, at Tyskland har givet efter for kravene og vil sende sine Leopard 2-kampvogne til Ukraine og tilmed tillade andre nationer at eksportere Leopard 2-kampvogne, der er i deres besiddelse. Ved at levere disse kampvogne til et regime, der søger at erobre Krim, taber Tyskland endnu en gang sine kampvogne i Rusland. Er der mulighed for, at Rusland kan undlade at reagere?

Fyodor Lukyanov, forskningschef for Valdai International Discussion Club, oplyste til TASS, at Rusland ikke kun vil true med at gengælde, men rent faktisk vil gøre det. “Der vil blive gennemført angreb på forsyningsruter og lagerhuse. Hvis vi fortsætter med at tolerere sådanne tilførsler, så vil den sidste frygt i Vesten fordufte: Hvad nytter det at være forsigtig, hvis Rusland undlader at gøre gengæld?”

Boris Johnson var netop i Kiev, hvor han sørgede for at holde de lokale på rette kurs og udbredte fortællingen om, at Rusland vil tøve, at det ikke vil bruge sit atomvåbenarsenal til at forsvare sig mod en opdeling af sit suveræne territorium. Husk på RUSI’s politiske forslag om at udnytte et truende opgør om Krim til at tvinge Rusland til at trække sig tilbage og overgive sig.

Den tyske forsvarsminister, Boris Pistorius, gentog tirsdag, at “NATO bør undlade at blive en part i krigen”. Det er ved at være for sent.

Idet han ikke er tilfreds med en verden, hvor USA udelukkende konfronterer én stor atommagt, planlægger formanden for Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, angiveligt at besøge Taiwan til foråret, og Pentagon er allerede i gang med forberedelserne vedrørende den fornødne logistik. Et sådant besøg vil blive modsvaret af en mindst lige så kraftig kinesisk reaktion, som den der fulgte efter Nancy Pelosis besøg i august 2022, hvor Kina indledte omfattende militærmanøvrer, herunder i det område, der ville udgøre Taiwans territorialfarvand, hvis det ellers var en suveræn nation, og indførte et forbud mod import af bestemte produkter fra Taiwan.

Det er i denne sammenhæng, at Bulletin of Atomic Scientists opdaterede sit dommedagsur for 2023, og nu indstillede det ved 90 sekunder til midnat – 10 sekunder tættere på end sidste års 100 sekunder – og efter eget udsagn “det tætteste på en global katastrofe, det nogensinde har stået”.

I lyset af 2022-meddelelsen havde Helga Zepp-LaRouche udsendt en erklæring den 6. februar med titlen: “100 sekunder til midnat på dommedags-uret: Vi har brug for en ny sikkerhedsarkitektur!” Zepp-LaRouche indledte med at påpege, at de fem atommagter og permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd netop havde bekræftet, at “en atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes” i en erklæring, der blev udsendt i begyndelsen af 2022. Hun påpegede derefter, at USA’s strategiske kommando ikke desto mindre lancerede deres Global Lightning-øvelse, der har til formål at teste beredskabet i de amerikanske atomstyrker, kun få uger efter denne fælles erklæring i FN. Øvelsen skulle simulere en “udvidet” atomkrig, hvilket fik Helga Zepp-LaRouche til at spørge:

“Hvem ville være i stand til at overleve en sådan forlænget atomkrig? De få mennesker der kan søge tilflugt i dybe underjordiske bunkere? Det får de morbide fantasier fra Dr. Strangelove til at ligne en børnefødselsdag.”

I sin erklæring påpegede Zepp-LaRouche, at disse atomøvelser ikke kun var rettet mod Rusland, men også mod Kina. Hun henviste til, at Vladmir Putin og Xi Jinping netop havde udsendt deres 16-siders dokument med titlen: “Fælles erklæring fra Den russiske Føderation og Folkerepublikken Kina om de internationale forbindelser, der går ind i en ny æra og den globale, bæredygtige udvikling”, som hun beskrev som en opfordring til at “erstatte geopolitisk konfrontation med økonomisk samarbejde som grundlag for en fælles sikkerhedspolitik”.

Zepp-LaRouche afsluttede sin 2022-erklæring med at opfordre til oprettelsen af “en international sikkerhedsarkitektur, der omfatter sikkerhedsinteresser for alle stater på jorden”, baseret på “principperne i den Westfalske Fred”.

Selv om gruppen bag dommedagsuret placerer ansvaret for konflikten næsten udelukkende hos Rusland, opfordrer den til forhandlinger: “At finde en vej til seriøse fredsforhandlinger kunne i høj grad bidrage til at mindske risikoen for en optrapning. I denne tid med en global fare uden fortilfælde er det nødvendigt med en samordnet indsats, og hvert sekund tæller.”

Ja, hvert sekund tæller, men den eneste vej fremad nu er vedtagelsen af Helga Zepp-LaRouches 10 principper.

Deltag i Schiller Instituttets konference den 4. februar, “The Age of Reason or the Annihilation of Humanity?”, og gennemlæs Zepp-LaRouches 2022-erklæring:

https://schillerinstitute.nationbuilder.com/conference_20230204

https://schillerinstitute.com/blog/2022/02/07/100-seconds-to-midnight-on-the-nuclear-war-clock-we-need-a-new-security-architecture/

Foto: Emil Tim, Pexels CCO