Gå med i det internationale kor af mennesker, der siger nej til tredje verdenskrig:
Forhandlinger og økonomisk udvikling nu!

Den 25. jan. 2023 (EIRNS) – Schiller Instituttets leder, Helga Zepp-LaRouche, kaldte dagens dobbelte bekendtgørelser fra Tyskland og USA angående NATO’s kampvognsbataljoner, der leveres til Ukraine, for et “katastrofalt skridt”, som bringer verden et gigantisk skridt nærmere risikoen for en generel atomkrig mellem NATO og verdens mest avancerede atommagt, Rusland. Folk må vågne op, slutte sig til os og kræve, at der straks indledes ubetingede fredsforhandlinger, og gøre deres medborgere opmærksomme på denne utrolige fare for deres liv, som medierne bevidst mørklægger, så folk ikke gør modstand.

Her er, hvad der skete:

Præsident Joe Biden bekendtgjorde i dag officielt, at USA vil levere M1 Abrams-kampvogne til Ukraine og vil påbegynde at uddanne ukrainske tropper til at håndtere dem hurtigst muligt. Biden hævdede skamløst, at disse amerikanske kampvogne af højeste kvalitet ikke er offensive, men defensive forsvarsmidler!

Hans meddelelse fulgte efter den tyske kansler Olaf Scholz’ formelle tale til Forbundsdagen, hvor han redegjorde for, hvordan Tyskland og andre europæiske nationer omgående vil indlede arbejdet med at sammensætte en bataljon Leopard 2-kampvogne. Læg dertil Storbritanniens tidligere tilsagn om at sende 14 af sine Challenger-kampvogne, hvorefter NATO har forpligtet sig til at sende 89 af sine førsteklasses kampvogne – til at begynde med.

Scholz forsikrede i dag et medlem af den tyske Forbundsdag om, at der aldrig vil blive sendt kampfly og landtropper til Ukraine – ligesom han tidligere havde forsikret tyskerne om, at der aldrig ville blive sendt offensive våben, og især ingen kampvogne. Allerede dagen før, tirsdag, fortalte en talsmand for det ukrainske luftvåben til ukrainsk nationalt tv, at NATO faktisk havde truffet beslutninger om, hvilke typer jetfly Ukraine vil modtage, sammen med de træningspakker, der skal ledsage dem.

Londons “The Economist” var ikke bekymret over det (relativt) begrænsede antal kampvogne, der er godkendt for øjeblikket. Den fejrede, at “USA og dets allierede er overgået fra at levere våben stykkevist til at træne og udstyre hele pansrede enheder til manøvre-krigsførelse. Målet er at hjælpe Ukraine til ikke blot at afvise det næste russiske fremstød, men også til at generobre tabte områder”, hævdede The Economist og fremhævede især tilbageerobringen af Krim.

Dette britiske imperialistiske magasin hånede atter Rusland og hævdede i realiteten: “Vi gør som det passer os, for I tør ikke bruge atomvåben, vel?” For anden gang på en uge, i Daily Mail den 24. januar, tiggede den tidligere premierminister Boris Johnson praktisk talt Rusland om at smide en atombombe i Ukraine, fordi det, savlede han, omsider ville splitte det Globale Syd – Asien, Latinamerika, Afrika – fra Rusland.

Men efterhånden som faren bliver så åbenlys, begynder folk over hele verden at mobilisere sig. Over 210 VIP’er har nu underskrevet Schiller Instituttets anmodning om støtte til pave Frans’ forslag om Vatikanet som et mulig neutralt mødested for fredsforhandlinger – uden nogen forhåndsbetingelser – mellem Rusland og Ukraine. I dag har over 500 borgere fra 57 nationer underskrevet brevet, fordi de også “mener, at det haster med at forene alle sådanne bestræbelser i en verdensomspændende bevægelse for at finde en løsning på denne konflikt under hensyntagen til alle parters gyldige sikkerhedsinteresser”.

Fra Italien henledte den tidligere premierminister Silvio Berlusconi i dag opmærksomheden på det presserende behov for en fredelig løsning, som paven opfordrer til, ved at beklage over for Corriere della Sera, at “ingen andre end paven og Den Hellige Stol synes at have løsninger, der går i retning af en fredelig løsning på en konflikt, som vi betaler for med et uacceptabelt [antal] liv, lidelser samt økonomisk skade for hele verden.”

Fra Tyskland i dag reagerede Sahra Wagenknecht, der betragtes som den mest populære person i oppositionen i landet, på Scholz’ meddelelse med en opfordring til sammenhold: “Mod dette vanvid, som kan ende i en katastrofe, har vi behov for en stor sammenslutning af alle besindige kræfter!”

Fra Mexico i dag fordømte præsident Andrés Manuel López Obrador på sin pressekonference tidligt om morgenen den tyske beslutning om at sende yderligere oprustning til Ukraine. Han gjorde medierne ansvarlige for denne beslutning, som han erklærede blev truffet imod flertallets af det tyske folks vilje: “Mediernes magt udnyttes af oligarkiet i hele verden til at undertrykke regeringer”, som f.eks. den tyske, “der ikke ønskede at involveres væsentligt i krigen i Ukraine. Og dette gentages overalt.”

Zepp-LaRouche udsendte en opfordring til handling i sin ugentlige webcast i dag og tilskyndede alle til at engagere sig, til at underskrive Schiller Instituttets brev til støtte for pavens tilbud om Vatikanet som mødested for forhandlinger, for “jo flere lande og jo flere institutioner og jo flere mennesker, der støtter paven og giver ham opbakning til denne idé om, at … dødsfaldene må ophøre, de unødvendige lidelser skal stoppe, des bedre.” (https://schillerinstitute.com/blog/2023/01/05/open-letter-to-pope-francis-from-political-and-social-leaders-support-call-for-immediate-peace-negotiations/)

Løsningen ligger i at skabe en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, insisterede hun, og at etablere en international massebevægelse for at sikre, at det bliver gjort, vil være det aktuelle emne på Schiller Instituttets internationale konference den 4. februar. (https://schillerinstitute.nationbuilder.com/conference_20230204) Der vil være “live aktører” til at tale på konferencen, udtalte hun. “Tidligere præsidenter, tidligere ministre, diplomater og andre mennesker, der repræsenterer det virkelige liv, f.eks. repræsentanter for  gejstligheden, repræsentanter for industrien og fagforeningerne,” som vil drøfte, hvad verden rent faktisk har brug for. Hun opfordrede alle til at deltage og tilskynde andre til også at deltage i opbygningen af en bevægelse af verdensborgere, der tager ansvar for menneskehedens sag. (https://schillerinstitute.com/blog/2023/01/25/webcast-flight-forward-commitment-to-send-tanks-to-ukraine-must-be-countered-by-a-movement-of-world-citizens/ )

Foto: Michael Block, Pexels CCO