NYTÅRSBUDSKAB FRA HELGA ZEPP-LAROUCHE

Det nye år, 2023, bør blive det år, hvor menneskeheden når voksenalderen. Det betyder, at vi skal lægge de barnlige geopolitiske skænderier bag os, hvor nationer bekæmper hinanden, som om vi var forkælede unger, der kæmper mod hinanden med krigslegetøj i en sandkasse. Denne sandkasse kan blive atomar radioaktiv på et øjeblik.

Vi må huske på, at vi er den skabende art, som bærer den ophøjede opgave at fortsætte skabelsesprocessen til gavn for hele menneskeheden. Størstedelen af menneskeheden, landene i det Globale Syd og mange i de tidligere såkaldt avancerede lande ønsker at lægge krigen bag sig, hvad enten det drejer sig om faren for en ny global krig eller de mange intervenerende krige, som har kostet millioner af mennesker livet eller har fordrevet dem som flygtninge.

Lad os skabe et nyt paradigme for internationale relationer, hvor de enkelte suveræne nationers interesser respekteres, og hvor vi alle går sammen om at udrydde fattigdom og underudvikling. Lad os skabe et moderne sundhedsvæsen i alle lande, så den forventede levetid øges for alle mennesker, der lever på denne planet, og lad os skabe betingelser, hvor alle børn og voksne har adgang til universel uddannelse, så alle mennesker har mulighed for at realisere deres medfødte kreative potentiale fuldt ud.

Lad os også skabe et nyt kreditsystem til finansiering af disse mål og til at øge levestandarden for befolkningen i det Globale Syd og for de fattige i de såkaldte industrialiserede lande. Lad os endelig sikre infrastruktur, landbrug og industri på alle verdens kontinenter. Lad os skabe en ny international sikkerhedsarkitektur, som overvinder opdelingen af verden i blokke og forbyder alle masseødelæggelsesvåben og arbejder for at gøre atomvåben teknologisk forældede.

Lad os tænke på hele menneskearten som denne højere Ene, som er af en højere orden end de mange nationer, og lad os aldrig forfølge en national interesse, som afviger fra hele menneskehedens samlede interesse. Lad os bringe den politiske, økonomiske og sociale orden i samhørighed med naturloven, lovene i det fysiske univers, og lad os øge denne viden gennem fremskridt inden for videnskab og klassisk kunst. Og lad os tage udgangspunkt i den antagelse, at menneskets natur grundlæggende er god, og at alt ondt kommer af manglende udvikling og derfor kan overvindes!

En ny økonomisk verdensorden er ved at opstå, som omfatter langt størstedelen af landene i det Globale Syd. De europæiske nationer og USA bør ikke bekæmpe denne indsats, men i fællesskab med udviklingslandene samarbejde om at forme den næste epoke i menneskehedens udvikling til en renæssance med de højeste og mest ædle udtryk for kreativitet! 

Lad os derfor skabe en international bevægelse af verdensborgere, som i fællesskab arbejder for at forme den næste fase i menneskehedens udvikling, den nye epoke! Verdensborgere fra alle lande, foren jer!