Schiller Instituttets ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche
EU og Japan tilslutter sig NATO; atomkrig er lige rykket meget tættere på dit dørtrin

Den 11. januar 2023 (EIRNS) – “Hvem har givet EU og NATO tilladelse til at danne en alliance for at etablere et globalt NATO-diktatur?” forespurgte Helga Zepp-LaRouche i sin ugentlige webcast i dag. “Vælgerne i de pågældende lande er ikke blevet spurgt om det; der har ikke været nogen offentlig debat; jeg tror ikke, at nogen parlamenter er blevet adspurgt,” hævdede hun skarpt. Og alligevel har denne beslutning forværret en allerede glohed strategisk situation, der når som helst kan udvikle sig til en atomar konfrontation mod Rusland og Kina.

Zepp-LaRouche henviste til den “fælles erklæring om EU-NATO-samarbejde”, der blev udsendt den 10. januar, hvori der blev bekendtgjort et “strategisk partnerskab mellem NATO og EU”, der er centreret om en tæt koordinering af deres provokatoriske kampagner mod “russisk aggression” og “Kinas voksende selvhævdelse”. Alle 27 EU-medlemsstater blev instrueret om, at de, om de vil det eller ej, uanset om de også er medlemmer af NATO eller ej, skal sikre “den størst mulige inddragelse … med [NATO] Alliancen i organisationens initiativer”.

I dag indledte USA og Japan desuden deres 2+2-møder i Washington mellem deres forsvars- og udenrigsministre, som vil blive fulgt op af et møde mellem premierminister Fumio Kishida og præsident Joe Biden i Det Hvide Hus den 13. januar. På dette møde vil de to lande ifølge Washington Post bekendtgøre “en uddybning af de to landes strategiske alliance”, herunder at forsyne en 18.000 mand stor styrke fra det amerikanske marinekorps i Okinawa “med avancerede kapaciteter, såsom missiler, der kan affyres mod kinesiske skibe i tilfælde af en Taiwan-konflikt”. En unavngiven højtstående embedsmand i administrationen efterlod ingen tvivl om rækkevidden af den radikale optrapning: “Dette handler om, at Japan i realiteten skal tilpasse sig til USA, i mange henseender som en NATO-allieret.” En anden bifaldt: “Dette er et af de mest betydningsfulde fremskridt i USA’s styrkeposition i regionen i mindst et årti.”

Washington Post-artiklen er også meget klar og tydelig omkring, hvordan dette kan føre til en direkte militær konfrontation mellem USA og Kina: “Japan og Kina har også været involveret i en langvarig territorial strid om Senkaku-øerne i det Østkinesiske Hav nordøst for Taiwan, hvor en optrapning kunne trække USA – som har lovet at forsvare Japan i henhold til en sikkerhedsaftale – ind i en konflikt med Kina.”

Modellen for Global NATO’s planlagte krigsførelse mod Kina er Ukraine – som generalløjtnant James Bierman, øverstbefalende general for den tredje flådes ekspeditionsstyrke (III MEF) og for Marine Forces Japan, ærligt indrømmede i et interview med Financial Times den 8. januar. I begyndelsen af 2014 “gik vi seriøst i gang med at forberede os på en fremtidig konflikt: uddannelse af ukrainerne, klargøring af forsyninger, identifikation af steder, hvorfra vi kunne yde støtte og opretholde operationer”, sagde han. “Vi kalder dette arrangement for “skuepladsen”. Og vi er i gang med at etablere “skuepladser” i Japan, på Filippinerne og andre steder.”

Bierman gjorde det også krystalklart, hvem der ville sætte det første slag ind: “Når vi står over for den kinesiske modstander, hvem er det så, der har startpistolen og har mulighed for potentielt at indlede fjendtligheder….”

For at opsummere: USA har opildnet til en strategisk konfrontation mod Rusland i Ukraine med et beløb på langt over 100 milliarder dollars (og stigende) i militærudgifter, der er havnet i de dybe lommer hos virksomheder i det militærindustrielle kompleks som Raytheon og Lockheed Martin – mens amerikanerne bliver flået af inflationen, fattigdommen er stigende, og grundlæggende infrastruktur kollapser overalt. Og USA og NATO er nu ved at lancere yderligere en asiatisk front i en angrebskrig, der skal krydse Kinas røde linje omkring Taiwan-spørgsmålet!

“Vi må kræve, at krigen stoppes, fordi den risikerer at komme ud af kontrol” og udvikle sig til en fuldstændig atomkrig, advarede Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, i sin webcast. “Hvis det kommer til atomkrig, hvis der blot bruges ét våben, er det civilisationens tilintetgørelse. De fleste mennesker i dag, især den yngre generation, har ingen anelse om, hvad en atomkrig ville indebære. Hele den menneskelige race ville blive udslettet. Ingen ville være i live til overhovedet at undersøge, hvorfor det skete!”

Zepp-LaRouche understregede, at de omfattende konsekvenser af en sådan atomkrig må erkendes af folk som udgangspunkt for enhver seriøs diskussion om strategi. “Jeg mener, at man er nødt til at starte med det, for atomkrig skal undgås for enhver pris…. Medmindre man gør netop dette krystalklart, befinder man sig ikke i den virkelige verden”. Hun opfordrede indtrængende til, at millioner, hvis ikke milliarder, af mennesker verden over burde se den detaljerede dokumentation af atomkrigens beskaffenhed, som den amerikanske atomkrigsspecialist Steven Starr har udgivet. (https://youtu.be/X0zlyfhz7hk )

“Vi bør absolut mobilisere os internationalt”, fortsatte hun, “for at tage imod opfordringen fra pave Frans, der har tilbudt Vatikanet som mødested for forhandlinger mellem Ukraine og Rusland, uden nogen forhåndsbetingelser. Vi er nødt til at have et internationalt pres indefra især USA og Europa” for at standse den vanvittige kamp mod atomkrig. “Og så må vi meget hurtigt gå over til en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til samtlige lande på klodens interesser.”

“Enten formår vi at foretage dette spring, dette skift,” konkluderede hun, “eller også er menneskehedens skæbne tvivlsom.”

Zepp-LaRouche redegjorde for karakteren af dette nødvendige skift i den afsluttende del af sine bemærkninger til Schiller Instituttets forum den 10. januar, “What About International Law, Mrs. Merkel?”: (https://youtu.be/GoOsZOB0i2Q)

“Hvis vi skal finde en udvej på dette sene tidspunkt, sekunder før midnat, så må der skabes en bred, overvældende opmærksomhed verden over med krav om, at der findes en diplomatisk løsning. Pave Frans’ tilbud om Vatikanets lokaler til ubetingede forhandlinger er den bedste mulighed; andre mæglingsforslag, såsom dem fra præsident Lula og andre stater i det Globale Syd samt præsident Erdoğans bestræbelser, må samles omkring Vatikanets initiativ. Jeg vil derfor bede jer alle om at underskrive vores åbne brev fra de latinamerikanske parlamentarikers initiativ til paven…. [https://schillerinstitute.com/blog/2023/01/05/open-letter-to-pope-francis-from-political-and-social-leaders-support-call-for-immediate-peace-negotiations/ ]

“Vi har brug for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som omfatter alle staters interesser, herunder Ukraine, Rusland, Kina og alle andre nationer. Med henblik herpå har jeg fremlagt ti principper til rådighed for drøftelserne, som jeg beder jer alle om at læse og diskutere. Grundtanken i dem er, at vi som mennesker udgør den kreative art i universet og derfor er i stand til at finde det højere niveau af fornuft, hvor ethvert problem kan løses.”