Nedtrap nu, før det er for sent

Den 25. april 2023 (EIRNS) – Der foregår en hovedløs march mod den største krise i menneskehedens historie. Hvis den ikke stoppes af besindige folk i den vestlige verden, så er vi hastigt på vej mod tredje verdenskrig. Dette blev gentaget af Ruslands leder af Afdelingen for ikke-spredning og Våbenkontrol, Vladimir Yermakov, som udtalte, at en direkte militær konflikt mellem USA og Rusland fortsat vokser, og at dette er en konflikt, der vil bringe “hele verdens skæbne i fare”. “Vi vedbliver med at sende nøgterne signaler til Vesten om, at en katastrofe skal forhindres”, sagde han; men Vesten “forbliver døv over for opfordringerne”. For at forbedre situationen må “USA straks tage konkrete skridt til nedtrapning….”

Hvad der er værre er, at denne krig ikke blot kan undgås og er unødvendig, men at den også skyldes den ideologiske afvisning af alle nationers ligeværdighed og suverænitet. Sammenlign to begivenheder, der fandt sted i mandags. I New York talte den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov i FN’s Sikkerhedsråd, hvor han uddybede, hvad der burde blive principperne for “ægte multilateralisme”, som må opnås gennem “en balance af interesser på grundlag af staternes suveræne lighed og sikkerhedens udelelighed”. På samme tidspunkt i Bruxelles var EU’s udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, standhaftigt imod dette synspunkt. Der er to sider, sagde han, og selv om “der er mange mennesker, der ikke ønsker at tage parti”, er de ikke desto mindre “nødt til at tage stilling” til krigen i Ukraine og ligeledes til at bekæmpe Kina.

Denne ideologiske fanatisme er det, der ligger til grund for Vestens insisteren på og engagement i forsøget på at ødelægge Rusland. Efter den nylige række af lækkede Pentagon-dokumenter, som bl.a. påviste, at USA véd, at Ukraine ikke vinder krigen, er der kommet endnu en rapport i Politico om, at Det Hvide Hus er bekymret for, at Ukraines meget omtalte offensiv vil mislykkes. På trods af dette kræver USA stadig flere og kraftigere våben til ukrainerne for at bekæmpe Rusland “så længe det tager” – en hyklerisk og umoralsk opofrelse af menneskeliv i et forsøg på at holde fast i egen ensidige orden. En anden rapport i Washington Post dokumenterer, hvor dybt involveret USA er, og hvor åbenlyst farlig denne krig er gået hen og blevet. Rapporten beskriver i detaljer, hvordan Ukraine planlagde en bølge af angreb inde i Rusland til 24. februar-årsdagen for lanceringen af den russiske SMO – og kun blev forhindret af en direkte intervention fra Washington for at stoppe disse. Vi befinder os virkelig på randen af en katastrofe.

Der er imidlertid ingen tydeligere demonstration af den ekstreme fare, som de vestlige eliter opildner til, og af den absolutte sandhed, som Jermakov advarede om, end det seminar, som Hudson Institute i Washington DC var vært for i tirsdags. Under titlen “Free Nations of Post-Russia Forum” opfordrede arrangementet dem, der befinder sig i Rusland, til at “gribe øjeblikket” og presse på for den endelige afvikling af selve Den Russiske Føderation. Vesten, argumenterede hovedtaleren, bør “omfavne” Ruslands sammenbrud og begynde at anerkende nye etniske og regionale “nationer” som suveræne for at lette overgangen. Og alle, der er bekymrede for atomvåben, skal bare slappe af, sagde han, “det kan lade sig gøre”.

Den egentlige årsag til denne krig er det neoliberale systems sammenbrud og samtidig et voksende antal nationer rundt om i verden, der hævder retten til en reel fremtid – en fremtid, der ikke er under kontrol af denne type geopolitiske intriger. Medlemmer af det Globale Syd nægter i stigende grad at bukke under af frygt for verdens håbefulde imperialister og hylder i stedet visse principper for selvbestemmelse og værdighed. Dette er en påstand, der er forankret i naturretten, og ikke blot et kneb for at få deres egen del af kagen. Sidste weekends fejring i Etiopien, “Slut med krig – lad os fejre fred”, var et godt eksempel herpå. Som nogle af repræsentanterne ved denne begivenhed påpegede, var grunden til at der blev opnået fred i Etiopien, at det var en “afrikansk løsning på afrikanske problemer”. Tilsvarende kan man se den fortsatte vækst i antallet af medlemmer af BRICS samt Global NATO-folkenes absolut manglende evne til at rekruttere til “deres side” i bestræbelserne på at bekæmpe Rusland og Kina.

Den opgave, vi alle står over for, er at stirre denne frygtelige virkelighed lige i øjnene og blive en katalysator for et gennembrud. Løsningen vil ikke komme fra partipolitik i Vesten, hvilket er smerteligt indlysende, når man ser på indenrigspolitikken i USA eller Europa, som det fremgår af annonceringen af Bidens kandidatur til genvalg i tirsdags. Det er kun ved at iværksætte noget nyt – et “sandfærdigt slag i den ideologiske mave fra oprigtige borgere” – at det bliver muligt at afværge denne tragedie.