Syv dage i juni

Den 2. juni 2023 (EIRNS) – I går talte Helga Zepp-LaRouche til en mindre international forsamling af meningsfæller, der repræsenterede flere forskellige organisationer, om opgaven med at finde en måde, hvorpå man hurtigt kan ændre den nuværende histories retning. Mens der er adskillige initiativer for fred, og endog for elementer af en ny strategisk arkitektur, der i øjeblikket organiseres over hele verden, er der behov for at tilføje et nyt element, hvis de skal lykkes. En “større fredsbevægelse” er påkrævet. Umiddelbar fælles handling, der kombinerer ressourcerne fra flere organisationer og adskillige tænkere, skal ud-tænke og derfor ud-organisere dem, der bringer verden tættere på atomar ruin.

Til en sådan “mere ophøjet fredsbevægelse” kræves klassiske principper for statskunst. Det er det overlegne våben, der skal bringes i anvendelse, som den uventede “usynlige magt” hos dem, der virkelig elsker menneskeheden. Dette blev udført af Schiller Instituttet sidste efterår i form af interventionen “Dona Nobis Pacem”. Sangen, der blev fremført af mennesker over hele verden som en samtidig bøn og et krav om fred, gjorde det muligt for folk at høre deres egne stemmer hævet i enhed med det samme formål. Det gav genlyd og forplantede sig som en del af tankegangen hos dem der hørte det, og blev forstærket langt ud over initiativtagerne.

I modsætning til den klassiske kunsts kraft må vi erindre, at formålet med det der kaldes “populærkultur”, for det meste, og i stigende grad, er at nedbryde befolkningen. I “Politics As Art” siger Lyndon LaRouche: “Politiske lederes og lignende personers største forbrydelser er som regel ikke deres brud på skik og brug, men deres manglende evne til at bryde skik og brug på den måde, der specifikt er nødvendig for at forhindre et folk i at kaste sig selv, og deres efterkommere, i en forfærdelig ulykke.” 

Tag nu tilfældet med de græske tragediedigtere, der inspirerede bystaten Athen til dens endelige (og vellykkede) militære konfrontation med Persien. De instruktioner, som Aischylos (og andre forfattere) videregav til deres athenske medborgere gennem komposition og opførelse af tragedier, især i årtiet 490-480 f.v.t., havde til formål at rykke byens borgere ud af deres underdanighed overfor det persisk påtvungne orakel i Delfi og de olympiske guders irrationelle luner som “lovgivere”.

Kun et selvstændigt tænkende folk kunne have besejret den mest magtfulde militærstyrke i verden, som athenerne – ikke spartanerne – gjorde på Marathons sletter. De var blevet masseuddannet i selvstyre gennem en proces med bogstaveligt talt dramatisk, “aksiombrydende” afvisning af deres smålighed, “lidenhed” som borgere. De udviklede, som en by, gennem at se og diskutere klassiske tragedier konsekvent og over år, begrebet sejr, den modsatte tankegang af den “skæbnesvangert tragiske” tankegang, som deres sædvanlige underdanighed over for de persiske og olympiske guder ellers havde dømt dem til. LaRouche bemærkede også, at “hovedårsagen til nationers og kulturers tragedie er ikke, at de overtrådte skik og brug eller den folkelige mening, men at de blev ved med at bøje sig for autoriteten i disse fortilfælde og sædvaner alt for længe.”

Det er denne “athenske” opfattelse af den klassiske tragedie, som er gået tabt for dem, der har glemt eller opgivet Platons sokratiske dialogmetode, og som aldrig for alvor har konfronteret betydningen af Shakespeares eller Schillers dramaer, som vi skal fremelske hos befolkningerne i den transatlantiske verden. Det Globale Syd og de nationer, der nu deltager i Bælte- og Vej-Initiativet, besidder allerede i vid udstrækning det nødvendige optimistiske udsyn, der kræves, for at menneskeheden kan sejre. Den transatlantiske folkelige “dødskultur”, der danner forudsætningen for accepten af endeløse krige, kan opløses ved effektiv anvendelse af klassiske principper.

I sin fredagsdiskussion i dag skitserede Zepp-LaRouche indledningsvis den tragedie, der udspiller sig i øjeblikket: Defender-23-manøvren, den største i NATO’s historie; de “anonyme” droner, der angriber lejlighedskomplekser i Moskva; angrebet på Kreml osv. Hun talte om, hvordan Rusland er overbevist om, at målet med angrebene er at opløse den russiske stat. Forskellige russiske ledere har udtalt, at et sådant angreb ville udgøre den eneste betingelse, hvorunder Rusland har tilkendegivet, at det sandsynligvis ville anvende atomvåben. I december sidste år havde præsident Vladimir Putin reageret på, at præsident Joe Biden var løbet fra sit valgløfte om at opgive USA’s first strike-doktrin, og at Putin havde sagt, at han ville blive nødt til at ændre den russiske føderations atomare position, da der ikke skete noget alvorligt på denne front.

Derimod må man sige, at fredsbevægelsen ikke har holdt trit med krigsmaskinen. Man kan rase mod krigsmaskinen, men det standser ikke nødvendigvis krigsmaskinen, og indsatsen må kombineres, hvis det er det, vi ønsker at opnå. Derfor foreslog Zepp-LaRouche, at debattørerne arbejdede hen imod en ny form for organisering.

Vi må søge at forene fredsbevægelsen internationalt og så række ud gennem vores gruppe til alle dem rundt om i verden, der er parate eller inspirerede til at handle. Folk bliver lokket ind i en udryddelseskrig – deres nationer vil blive udslettet. “Krigspartiet” har haft stor succes med deres strategi om at splitte og erobre. Der er mange fredsinitiativer, hvilket på den ene side er godt, men der er ingen enhed. Det er den svaghed, der er brug for at overvinde.

Zepp-LaRouche påpegede især, at den eneste måde, vi kan få succes på, er, hvis vi kan katalysere en så stærk stemme mod krigen, at den ikke kan ignoreres – men især i det Globale Syd. Selvom krigsskuepladsen måske er i Europa, advarede både præsident Sukarno og premierminister Nehru allerede i 1955 på Bandung-konferencen om, at atomkrigen ikke vil stoppe ved grænserne til den transatlantiske verden. Vi behøver sammenhold.

Så i de syv dage af juni, der er tilbage før fejringen af 60-året for præsident John F. Kennedys fredstale på Det amerikanske Universitet den 10. juni, vil vi bruge talen og dens afvisning af tragedien. “Lad os undersøge vores holdning til selve freden. Alt for mange af os tror, at det er umuligt. Alt for mange tror, det er uvirkeligt. Men det er en farlig, opgivende tro. Det fører til den konklusion, at krig er uundgåelig – at menneskeheden er dødsdømt – at vi er underlagt kræfter, vi ikke kan kontrollere. Vi behøver ikke at acceptere denne opfattelse. Vores problemer er menneskeskabte – derfor kan de løses af mennesker. Og mennesket kan være lige så stort, som det ønsker. Intet problem i menneskets skæbne ligger uden for menneskets rækkevidde. Menneskets fornuft og ånd har ofte løst det tilsyneladende uløselige – og vi tror på, at de kan gøre det igen.”

Dette er udsagnet fra en “større fredsbevægelse” af personer og organisationer, der er splittet af mange ting, men forenet for fred, som JFK foreslog med hensyn til Sovjetunionen i 1963. Vi ønsker at involvere folk i alle nationer i at udbrede denne tale, i at underskrive vores “Indtrængende appel til USA’s næste præsident” om at følge JFK i hans engagement for fred, og i at få folk fra mindst 150 af verdens nationer til at deltage i denne indsats. Vi vil blive hørt, og vi kan opnå succes. Som Kennedy bemærkede ved en anden lejlighed: “Et geni kan tale når som helst, og hele verden vil høre det og lytte … og minde (mennesket) om, at de kræfter, der forener, er dybere end de kræfter, der splitter.” (https://schillerinstitute.nationbuilder.com/urgent_appeal_by_citizens_and_institutions_from_all_over_the_world_to_the_next_president_of_the_united_states)

Foto: Simon Berger, Pexels CCO