Tid til at opløse NATO’s affolkningslobby!

Ikke korrekturlæst

18. juli 2023 (EIRNS) – Nu er tiden inde til, at Den Internationale Fredskoalition og alle rettænkende mennesker verden over griber ind for at afsløre og omstøde den seneste forbrydelse mod menneskeheden, der begås ved højlys dag af NATO’s dødslobby. Verden, og især de to milliarder mennesker, der nu mangler mad, skal have adgang til korn og gødning fra både Rusland og Ukraine, og derfor skal disse ressourcer frit kunne sendes til de mest trængende nationer, hvor de kan tilbydes. Det har ikke været tilfældet i mere end et år, og lige nu er 750 millioner mennesker verden over i overhængende fare for at “sulte”, en stigning på 122 millioner fra 2019 til 2022, ifølge Verdens Fødevare Organisation (FAO).

Det var FN’s kriminelle uagtsomhed, der forhindrede dette, selv om Rusland for flere måneder siden havde meddelt, at det ville levere gratis mad og gødning til de lande, der havde mest brug for det. Endnu værre er det, at det for flere måneder siden blev afsløret, at den ukrainske mad, der faktisk blev sendt gennem Sortehavet, ikke gik til fattige lande, men til europæiske og andre rige lande. EIR’s Marcia Baker rapporterer, at “præsident Vladimir Putin udtalte på SCO-mødet i Usbekistan den 15. september 2022, efter at Black Sea Grain Initiative havde været i kraft i to måneder, at Rusland var klar til at levere 300.000 tons gødning gratis til udviklingslandene. ….. Men EU blokerede for gødningsleverancerne, og kornet blev også blokeret….

“Putin bemærkede, at EU siden september, på trods af sine sanktioner mod Rusland, havde tilladt russiske gødningsskibe, der var strandet i europæiske havne på grund af EU’s sanktioner, at blive frigivet, hvis de leverede gødningen til EU’s medlemslande. Men russiske gødningsforsendelser til udviklingslande er blevet blokeret af EU-sanktioner i strid med Black Sea Grain Initiative. ….. Den 4. november 2022 sagde den tyrkiske præsident Tayyip Erdoğan i en tale ved et forretningsmøde: “I min telefonsamtale med Vladimir Putin sagde han: ‘Lad os sende dette korn [fra Rusland gennem Sortehavet] gratis til lande som Djibouti, Somalia og Sudan’ – og vi blev enige.” Hvorfor sulter 750 millioner mennesker så, over 100 millioner flere end sidste år?

Denne forbrydelse mod menneskeheden giver Storbritannien og USA nu Rusland skylden for, selv om begge lande har reduceret deres fødevarehjælp til Afghanistan fra henholdsvis 1,2 milliarder dollars til 74 millioner dollars og fra 522 millioner dollars til 30 millioner dollars! Endnu mere perverst er det, at udenrigsministeriet har fordømt det afghanske Taliban for at eliminere opiumshandelen og dyrke fødevarer i stedet, på trods af landets fødevaremangel. De angloamerikanske “menneskerettighedsorganisationer” og NGO’er er endnu værre, idet de intet siger om denne forbrydelse, selv om de råber op om “menneskerettighederne” for afghanske kvinder og børn, som disse organisationer indirekte sulter ihjel ved deres tavshed.

Overvej også, om brugen af klyngebomber i Ukraine måske har mere at gøre med at så dødens frø direkte i selve Ukraines jord og forvandle det fra en livgivende brødkurv til en makaber dræbermark. Det er velkendt, at der ikke er nogen militær sejr mulig for Ukraine i denne krig – så er formålet “at ødelægge Ukraine for at redde det,” som det blev sagt om amerikansk befriede og derefter raserede landsbyer i Vietnamkrigen? De transatlantiske blodige Macbeth’er (og analogien er rammende i betragtning af deres mord på præsident John F. Kennedy, Italiens Enrico Mattei, Martin Luther King, Malcolm X og Robert F. Kennedy, blandt mange andre) kan ikke længere narre, tvinge eller true den ” Globale Majoritet”. Den transatlantiske dødslobby har “mistet himlens kappe”. Syv milliarder af verdens otte milliarder mennesker afviser deres plan – eller skulle vi sige grønne plan – for udryddelse.

For eksempel kunne NATO-sidespillet efter Vilnius ikke overtale eller bestikke nationerne i den Globale Majoritet til at udsende kommunikéer, der fordømte Rusland, hverken på det netop afsluttede 50-nationers EU/CELAC-møde eller på G20-mødet, der netop er blevet afholdt i Indien. “EU-embedsmænd havde håbet, at topmødet med Fællesskabet af Latinamerikanske og Caribiske Stater (CELAC) klart ville fordømme Rusland for at invadere sin nabo i februar sidste år. Men i sluterklæringen blev Rusland ikke nævnt,” skriver Reuters. Er de ikke klar over, at disse nationer ikke kun har deres egen følelse af integritet og retfærdighed og deres egen uafhængige indenrigs- og udenrigspolitik, de har også minder – herunder om mord og kup udført af angloamerikanske efterretningstjenester på deres egen jord?

Tror NATO, at verden har glemt, hvad der virkelig skete med Nordstream-rørledningen? Tror NATO, at det globale flertal ikke kan huske, hvad der skete i Afghanistan, Irak, Libyen, og hvad der fortsat sker i Syrien i “krigen mod terrorismes” navn? Tror anglosfæren, at tidligere koloniserede folk ikke er kloge nok til at bemærke, at når et “kulstofvenligt” forslag om “grøn energi” som Inga-dæmningen, der potentielt kunne levere livreddende elektricitet til 600 millioner mennesker – 7,5% af menneskeheden – i den mest energiforarmede, mindst “forbrugende” befolkning på planeten, bliver fremsat af afrikanske ledere, er der ingen fra den transatlantiske verden, der reagerer bekræftende? Forstår “Perfidious Albion” og dets allierede virkelig ikke, at en sådan opvisning i moralsk ligegyldighed er et umiddelbart bevis for disse nye lande på, at den gamle angloamerikanske imperiale mentalitet, i en ny “planetbesparende” grøn forklædning, faktisk siger til dem: “Vi vil ikke have jeres beskidte sorte CO2-fodaftryk vandrende gennem vores have eller jungle”?

Der er en højere grund, et højere formål, en højere fred, som blev foreslået i 1963 af pave John XXIII og den snarligt myrdede John Kennedy. Det er denne højere metode, opdaget af kardinal Nicholas af Cusa i det 15. århundrede, som vi skal bruge nu. Vi må kræve, at borgerne i den transatlantiske verden udskifter deres regeringer på den bedst mulige måde, så verden kan se dem som et alternativ til deres moralsk bankerotte regimer. De må tage ansvar for verden.

Under sin valgkamp i 1960 sagde præsidentkandidat John F. Kennedy til landmændene i South Dakota: “De problemer, I står over for her i staten South Dakota, med at håndtere landbrugsproblemet, hvordan vi skal udnytte vores kapacitet, hvordan vi skal udnytte vores overflod og gøre vores overflod frugtbar for os selv og for mennesker over hele verden, er et problem, der er langt større og langt mere kompliceret end noget, nogen statsmand i det 19. århundrede stod over for…. Hvis vi fejler, fejler hele frihedens sag. Hvis vi lykkes, lykkes frihedens sag. Det er det ansvar, der påhviler en majs- eller hvedefarmer i staten South Dakota. Han skal ikke kun beskæftige sig med landbrugspolitik, men også med vores politik over for Pakistan og Indien og Latinamerika og Afrika, og med vores politik i rummet såvel som på jorden i South Dakota.

I 1961 grundlagde han Mad for Fred-programmet. Lyndon LaRouche genoplivede og transformerede denne idé i 1988, før hans kriminelle fængsling, og gjorde den til kernen i et sikkerhedsforslag og en positiv økonomisk politik, der blev tilbudt Sovjetunionen på Kempinski Hotel den 12. oktober det år. Helga Zepp-LaRouche opfordrede sidste år alle nationer til at føre en lignende politik for at hjælpe Afghanistan, Haiti, Syrien, Tyrkiet og andre problemområder som en del af en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Uanset hvilken “side” man tager i den nuværende stedfortræderkrig, er der helt sikkert en måde, hvorpå menneskeheden kan gå sammen om at brødføde mennesker, især børn, som ikke har noget kendskab til, og ikke bærer noget ansvar for, denne konflikt. NATO’s dødslobby tror måske ikke på dette, men det gør menneskeheden. Dette er “modsætningernes sammenfald”, som er indholdet af vores intervention den 6. april på vegne af Humanity for Peace.

Foto: Pixabay CCO