Kontakt os: +45 53 57 00 51 eller si@schillerinstitut.dk

Helga Zepp-LaRouche til den internationale fredskoalitions møde, 16. februar 2024

Helga Zepp-LaRouche til den internationale fredskoalitions møde, 16. februar 2024
image_pdfimage_print

Ikke korrekturlæst

AB: Velkommen alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er det 37. møde i træk, vi har holdt. Tak til jer alle for at deltage. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg skal være ordstyrer i dag sammen med mine medordstyrere Dennis Small og Dennis Speed. Hvis du har lyst til at tale, stille et spørgsmål eller komme med et forslag, kan du vælge at række hånden op. Hvis du har rapporter om den mobilisering, du har været i gang med, nogle af de protester, du har organiseret, vil vi meget gerne høre om det. Jeg ved, at folk har haft meget travlt, og det er jeg glad for at høre; at ingen hviler på laurbærrene her.

I dag har vi en række præsentationer i begyndelsen. Især en kort dokumentarfilm kaldet ” Oase-planen”, som netop er blevet færdiggjort af LaRouche-organisationen. Min gode ven Jason Ross vil tale om den. Vi vil også have en række andre spændende rapporter efter det. Med det vil jeg give ordet til Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Mens vi taler her, finder der en anden begivenhed sted i München lige nu, hvor den årlige München Sikkerhedskonference finder sted. Det plejede at være et sted, hvor sikkerheds- og militæreksperter fra hele verden kom, og hvor man forsøgte at finde løsninger på problemer. Men de tider er for længst forbi. I mange årtier nu kan man sige, at denne sikkerhedskonference – eller faktisk siden Horst Teltschik blev erstattet af sine efterfølgere som formand – er blevet forvandlet til en PR-begivenhed for det militærindustrielle kompleks internationalt. Der er stadig mange taler, der skal holdes, men tonen af total konfrontation blev allerede slået an af nogle af de journalistiske kommentatorer. Naturligvis kom nyheden om, at Navalnyj tilsyneladende var død, og hans kone var der ved et uheld. Hun tog ordet og kom med en meget stærk anklage mod Rusland. Det satte tonen, og nogle af kommentatorerne sagde, at det var det mest bevægende øjeblik i denne konferences historie nogensinde. Så du kan forestille dig, at den generelle tone på denne konference vil være konfrontation og ingen diskussion – i hvert fald ikke fra de nordatlantiske lande – der går i retning af en diplomatisk løsning på alle de forskellige konflikter, vi har.

Naturligvis forholdt Guterres, FN’s generalsekretær, der holdt hovedtalen, sig anderledes. Han talte om lovløsheden i den internationale situation, hvor flere og flere lande forsømmer deres forpligtelser. Han fordømte også Hamas den 7. oktober, men også den kollektive afstraffelse af palæstinenserne i Gaza. Han beklagede meget det faktum, at 1,4 millioner mennesker nu sidder i en ufattelig skæbne i Rafah. Så det var en vigtig holdning. Også det faktum, at Ghanas præsident krævede en retfærdig ny økonomisk verdensorden og sagde, at det ikke kan fortsætte, at den ene del af verden lever i rigdom, og den anden del står over for sult hele tiden. Han krævede en ny retfærdig økonomisk verdensorden. Der var også annonceret en relativt stor tilstedeværelse fra medlemmer af det Globale Syd. I den seneste tid har nogle af NATO-landene åbenbart indset, at de allerede har mistet det Globale Syd. Der gøres en indsats for at rette op på det, men medmindre der er en reel vilje til at ændre aksiomerne, vil alle disse ting ikke være andet end en PR-indsats.

Vi er stadig mobiliseret for et alternativ, som er ekstremt presserende. Jeg har allerede nævnt den ubeskriveligt forfærdelige situation, der foregår i Gaza og især i Rafah. Brasiliens præsident Lula har netop besøgt Egypten og har tydeligvis indtaget en holdning, der kræver en øjeblikkelig tostatsløsning. Så der er masser af bevægelse. Siden vi talte sammen sidst, har den sydafrikanske regering fremsat et yderligere forslag på grund af det igangværende folkedrab, som de mener, finder sted. Det bliver behandlet af Den Internationale Domstol. I næste uge sker der noget meget interessant; nemlig at fra den 19.-26. februar – en hel uge – vil næsten 20 lande vidne om ikke Sydafrikas nylige indgivelse, men om en klage fra FN’s Generalforsamling, som de allerede udstedte den 30. december 2022. Det vil sige længe før Hamas-angrebet. Her gjorde de opmærksom på Israels 55 år lange besættelse af palæstinenserne og de mange krænkelser i den forbindelse. Det vil selvfølgelig hænge sammen med den igangværende retssag, som er to separate ting. Men det er klart, at den nuværende situation påvirker, hvad der bliver sagt i næste uge, og det beviser også, at der er en historie før angrebet den 7. oktober; det modbeviser alle disse bestræbelser på at sige, at dette var et uventet og uprovokeret angreb, hvilket er det sprog, der normalt bliver brugt.

Alt dette er vigtigt, og det er meget prisværdigt og meget godt. Men jeg vil virkelig gerne understrege på det kraftigste, at der er brug for noget meget mere grundlæggende, for hvis vi ikke ændrer situationens håbløshed, tror jeg ikke, at der kan findes en løsning. Det er derfor, vi vil bruge diskussionen i dag til igen at pege på min afdøde mands, Lyndon LaRouches, forslag, som han fremsatte allerede i 1975 om at udvikle hele regionen gennem en Oaseplan; en grundlæggende økonomisk udviklingsplan. Det står mere og mere klart, at det er det eneste håb, medmindre man virkelig fuldstændig ændrer og vælter det geopolitiske bord og går helt over til et nyt paradigme med ideen om, at fredens nye navn er udvikling.

Som I kan se, viste vi dele af denne video for mange uger siden, men vi har forbedret den. Det er nu en fremragende video, og de første reaktioner, vi har fået fra vigtige mennesker rundt om i verden, er, at det absolut er et genialt forslag, at det skal lægges på bordet. Vi vil gerne gøre det til hovedemnet for diskussionen i dag, eller i det mindste et af hovedemnerne, fordi vi ønsker, at medlemmerne af denne diskussion virkelig bruger al den indflydelse, I har, til at få dette ud på den bredest mulige måde. Vi er nødt til at oversvømme zonen, så alle, der på nogen måde er relateret til krisen – og det er virkelig alle – kender til dette og begynder at kæmpe for det. Naturligvis er udviklingen af Sydvestasien kun en del af det absolut presserende behov for at få en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der giver mulighed for udvikling af alle lande på planeten. Men at starte med Oase-planen er en meget vigtig ting.

Så se venligst denne video. Den er kun 14 minutter lang, men den er meget vigtig som grundlag for diskussionen i denne dialog i dag. [Videoen vises].

{Bemærkninger under diskussionen}}

Jeg tror, at hvis man ser på situationen, som den er lige nu, kan man sige, at man har et argument. Alligevel tror jeg, at følelsen af uretfærdighed for palæstinenserne, så længe de ikke har deres egen stat, aldrig vil forsvinde. Min opfattelse fra diskussioner med palæstinensere er, at de er i stort flertal for deres egen stat, fordi de betragter hele denne region som deres oprindelige land. Men det er i virkeligheden ikke det vigtigste. Det vigtigste er i virkeligheden, at man ikke tænker Oase-planens indvirkning ind i denne ligning. Hvis man ser på landet, som det er, er det en ørken. Der er ingen vækst, ingen skovbrug, intet landbrug. Folk sidder dybest set i absolut tørt sand, og der er ingen udvikling. Men hvis man ser det fra en helt anden synsvinkel, at vi lige nu kun kommer derhen, hvor vi skal være, hvis der kommer en ny retfærdig økonomisk verdensorden. Den eneste måde, den kan komme i stand på, er, hvis det Globale Syd, som lige nu massivt kræver det – faktisk gjorde Ghanas præsident Nana Akufo-Addo det meget klart på sikkerhedskonferencen i München, at der skal være en retfærdig ny økonomisk verdensorden.

BRIKS vokser. BRIKS er nu BRIKS-9; der er 22 lande, der allerede har ansøgt om medlemskab; 40 mere har signaleret, at de ønsker at være en del af det. I 2024, når Rusland har ledelsen af BRIKS, vil der meget sandsynligt ske store fremskridt. På topmødet i oktober tror jeg, at det er meget sandsynligt, at vi vil se mange nye medlemmer, og endda en ny international reservevaluta baseret på en kurv af varer og ikke monetære værdier. Så det går i retning af, at denne bevægelse vil repræsentere 80% af menneskeheden, herunder nogle af de befolkningsrige lande som Kina, Indonesien, Indien, Nigeria og andre, der er på vej til at blive en del af dette nye økonomiske system.

Det er på den ene side det bedste, der er sket i meget lang tid, fordi det afslutter en 600 år lang periode med kolonialisme. Som svar på et spørgsmål, der blev rejst tidligere, er landene alle nået til et punkt, hvor de kræver, at de ikke længere er eksportører af råmaterialer, men at de forarbejder råmaterialerne i deres egne lande, tilføjer til værdikæden, går ind i produktion af halvfabrikata, færdigvarer, fuld landbrugs- og industricyklus med det klare mål at blive mellemindkomstlande på kort til mellemlangt sigt; men tættere på kort sigt end mellemlangt sigt. Det betyder, at hele verdens økonomiske system kommer til at ændre sig.

Problemet er, at vi er nødt til at få en dynamik, hvor europæerne og amerikanerne stopper den geopolitiske konfrontation med det, fordi det ville bringe dem i krig med det store flertal af menneskeheden. Vi er nødt til at overbevise folk i USA og Europa om, at vi er nødt til at samarbejde med dem, og så kan alle problemer ændres. Det er derfor, vi har skubbet på ideen om en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der ikke kun involverer en ny arkitektur for Europa, men faktisk en global arkitektur. For hvis man ikke tager hensyn til sikkerheds- og udviklingsinteresserne i hvert eneste land på planeten, vil det ikke fungere. Det var læren af den westfalske fred, og det var på en negativ måde læren af Versailles-traktaten, som kun var springbrættet til den næste verdenskrig.

Så selv om dette er et stort skridt, og de fleste ikke kan forestille sig, hvordan vi kan have et sikkerhedssystem, der involverer Rusland og Kina og Iran og alle disse lande, havde vi engang et system med traktater om atomnedrustning og forskellige andre nedrustningsaftaler, som allerede var et skridt i denne retning. USA har ensidigt annulleret alle disse traktater i løbet af de sidste 20 år. Så det er ikke umuligt at vende tilbage til et diplomatisk regime, hvor man opbygger et sikkerhedssystem, der er sikkert og garanterer sikkerheden for hvert enkelt medlem af en sådan alliance. Det er tidens dynamik, og det er ikke noget, der ligger langt ude i fremtiden. Vi er nødt til at opnå det i år.

Hvis vi går i denne retning, og de andre lande i Sydvestasien, såsom Golfstaterne, eller Irak, Syrien, Afghanistan, Iran – alle disse lande har en grundlæggende interesse i stabilitet i regionen. Mange mennesker anerkender, at den vedvarende voldscyklus, hvor man har et angreb fra den ene side, og så et andet fra en anden side, som man halshugger, så vokser folk, og man har en ny generation. Den cyklus er nødt til at stoppe. Den eneste måde at stoppe det på er ved at se på det fra oven; se på det ud fra synspunktet “Den Nye Silkevej bliver Verdenslandbroen”, hvor man siger: “OK, vi bliver enige om en plan for fælles udvikling for alle regioner i verden, for vi skal overvinde fattigdom, vi skal overvinde underudvikling, mangel på sundhedspleje, mangel på rent drikkevand. Og vi vil organisere vores anliggender på en rationel måde.” Til det har vi brug for konferencer, vi har brug for en diskussionsproces, hvor intelligente mennesker fra hele verden bliver enige om det af den simple grund, at vi er den kreative art. Hvis vi ikke kan løse disse problemer, vil vi sprænge os selv i luften i en atomkrig. Vi sidder under alle omstændigheder på sådan en krudttønde.

Jeg tror, at man er nødt til at starte med en vision for hele dette område, som er en komplet ørken. Hvis man ser på kortet, har man en ørken, der går fra Atlanterhavet i Afrika, en meget bred stribe, der udvider sig, Sahara, Sahel-zonen. Så fortsætter den ind i Saudi-Arabien, ind i hele Sydvestasien; den fortsætter gennem Iran ind i Kina og går hele vejen til det nordøstlige Kina. Kina er med stor succes begyndt at gøre noget ved det ved at gøre ørkenen grønnere. I det nordøstlige Kina har de faktisk etableret skovbrug og landbrug på størrelse med Tysklands territorium. Det er utroligt. Hvis den kinesiske metode kan anvendes i Sydvestasien, så kan folk se fordelene for alle. En retfærdig løsning kan kun være, at alle sider anerkender, at deres interesser også er den andens interesser og omvendt. På den måde forsvinder faren for krig og terrorisme og alle disse ting, fordi man udvikler en dynamik af fornuft. Hvis alle de lande, der er naboer til Israel og Palæstina, som Afghanistan, Iran, Indien (som ligger lidt længere væk), Syrien, Yemen; alle disse lande er en del af en udviklingsdynamik, hvor alle kan tro på, at deres liv vil blive bedre, at de vil have en fremtid for sig selv og deres børn. De kan studere, de kan blive normale mennesker, der lever et smukt liv. Det vil ændre dynamikken. Det er derfor, Oase-planen er så absolut vigtig.

Hvis folk sidder fast i deres pragmatisme og tæller: “Du har gjort dette mod mig, og jeg har gjort dette mod dig,” så har du en endeløs liste, og du vil aldrig kunne stoppe den. Men hvis du vender bordet helt om og siger: “Her er en smuk vision for, hvordan vi kan opnå det.” Oase-planen er yderst realiserbar, for med en meget umiddelbar forbedring, som du kan opnå på et år eller to, er det ligesom Nehru gjorde med den grønne revolution. Ikke alle var enige, så han startede med de landmænd, der var enige, og så så resten, at det gav fordele, og til sidst var alle enige.
Udviklingskraften er den eneste ting, vi er nødt til at kaste ind i situationen for at have noget håb om at ændre den.

(Spørgeren siger, at han støtter alt, hvad hun lige har sagt, men ikke forstår, hvordan fru Zepp-LaRouche kan støtte tostatsløsningen).
Jeg tror, det har noget at gøre med suverænitet. Hvis de to stater er adskilte, men forenede gennem udvikling, kan de løse alle problemer. Men i betragtning af hele regionens historie mener jeg, at hver af dem skal have en suveræn stat. Jeg synes, det er ekstremt vigtigt. Den suveræne stat skal være organiseret ud fra et repræsentativt system, hvor alle har lige stor medbestemmelse i regeringen.

Afsluttende bemærkninger
Jeg tror, at hvis man ser på historiens lange bue, kan man faktisk se, at der var flere perioder, som jeg vil kalde for højdepunkter i den menneskelige civilisation. Jeg vil sige, at dette helt sikkert var fremkomsten af konfucianismen efter meget turbulente perioder i Kina; det blev så afbrudt på et bestemt tidspunkt. I Indien havde man de vediske skrifter, man havde Gupta-perioden. I Kina havde man Song-perioden; i Egypten de forskellige perioder med pyramidebyggeri – nogle af dem var faktisk utrolige videnskabelige fremskridt. Og så havde man naturligvis den græske klassiske periode. Grækerne kollapsede, og Abbasid-dynastiet i den arabiske verden var en ægte renæssance, hvor Bagdad var verdens kulturcentrum. Så var der redningen af den europæiske kultur gennem samarbejdet mellem Haroun al-Rashid og Karl den Store. Der var en kort karolingisk renæssance, og det næste store skridt var den italienske renæssance, som forbandt alt tilbage til den antikke græske periode, men den blev formidlet gennem den arabiske renæssance i mellemtiden.

På samme måde kan man sige, at den antikke Silkevej ikke kun transporterede varer, men især teknologier, kulturer og filosofier fra Kina til Europa. Så havde vi den tyske klassiske periode, som var parallel med den amerikanske revolution. Og senere havde vi den indiske renæssance fra slutningen af det 19. århundrede til midten af det 20. århundrede. Så jeg har blot skitseret det meget groft, og jeg håber ikke, at jeg har glemt nogen periode, som ligger nogen af deltagerne på sinde. Men grunden til, at jeg siger det, er, at der i historiens lange bue har været relativt få perioder, hvor menneskeheden har gjort store fremskridt. Der var relativt lange perioder, hvor man faktisk kunne have en mørk tidsalder. For eksempel, da Romerriget kollapsede, på trods af at kristendommen begyndte at vokse, tog det fra et økonomisk synspunkt virkelig mange århundreder for menneskeheden at komme ud af denne mørke tidsalder. På andre kontinenter havde man lignende fænomener.

Jeg tror, vi har nået en virkelig forskel. Vi er nået til et punkt i historien, hvor jeg tror, der vil ske en fuldstændig ændring, af samme grund som da Romerriget kollapsede, ville folk i Indien eller Latinamerika ikke vide noget om det, fordi det ville tage flere år at rejse frem og tilbage. Og meget få mennesker rejste frem og tilbage; de rejste i ét område og i én retning og blev så boende. Så folk vidste ikke, at der rundt omkring på kloden var kulturer, der opstod, mens andre kollapsede. Vi befandt os i en meget lang afstandsseparation. Nu er det meget anderledes. Vi sidder i samme båd på mere end nogen anden måde. Vi har atomvåben; hvis vi bruger dem, ødelægger vi os alle sammen. Vi har internettet, hvilket betyder, at vi meget nemt kan afholde Zoom-konferencer som denne. Man sætter det bare til, og så kan man se hinanden i forskellige dele af verden. Og det er kun begyndelsen; tænk bare på, hvor denne teknologi vil føre os hen om nogle få år. Så har vi naturligvis pandemier. På grund af flyrejser har vi set i tilfældet med coronavirus, at en pandemi kan sprede sig ekstremt hurtigt over hele verden.

Jeg kunne give mange flere eksempler, men det, jeg prøver at sige, er, at jeg tror, vi er nået til et historisk punkt. Og det skal diskuteres, og jeg tror, at folk er nødt til at tænke over det, hvor vi, fordi vi alle sidder i samme båd, er nødt til at træde op på fornuftens niveau og finde en løsning for hele menneskearten. For jeg tror ikke på, at løsninger i sideområder, bare et lille område, mens andre stadig er i problemer, vil fungere. Det har været min dybeste overbevisning i meget lang tid – og jo længere jeg arbejder med disse spørgsmål, jo dybere bliver denne overbevisning – at vi er nødt til at få dette spring ind i et nyt paradigme, hvor nationer fortsat vil være vigtige, men vi kan ikke tillade, at en enkelt nations interesser bliver sat over menneskehedens interesser som helhed. På den anden side er vi nødt til at organisere vores nationale interesser i samhørighed med den samlede menneskeheds interesser. Jeg tror, at fælles udvikling gør netop det muligt.

Jeg tror, vi har hårdt brug for en diskussion om det, for det er den manglende diskussion om, hvordan vi som den eneste kendte intelligente art på planeten skal kunne give os selv en orden, der tillader vores udødelighed, ikke kun på Jorden, for om 1-2 milliarder år skal vi under alle omstændigheder have koloniseret det nære rum på grund af udviklingen i solsystemet. Men de fleste politikere tænker ikke på, hvad de vil gøre om 1 milliard år fra nu, men vi, der er den intelligente art, bør tænke på, hvilken retning vi skal tage for at have håbet om at være der om 1 milliard år.

Det eneste, jeg prøver at sige, er, at vi er nødt til at diskutere, hvordan vi kan organisere os for at skabe en orden, der repræsenterer hver enkelt nations interesser. Nogle mennesker på Wall Street eller i City of London mener måske ikke, at det er i USA’s eller Storbritanniens interesse at gå i retning af et sådant nyt paradigme, men hvis man spørger befolkningen – og hvis befolkningen havde et informeret valg, ville de være enige. At vi er nødt til at få et fredssystem i makrokosmos, som udelukkende er muligt gennem udvikling af alle mikrokosmosser. Det ene mikrokosmos’ interesse er udviklingen af det andet mikrokosmos og vice versa. Det hele skal arbejde sammen på en harmonisk måde. Det betyder, at vi er nødt til at have en arbejdsdeling, hvor nogle lande er store, andre er små; nogle har råmaterialer, andre ikke; nogle har geografiske fordele, andre ikke. Men hvis man tænker på en rationel arbejdsdeling, kan man organisere verden på en sådan måde, at alle får del i ikke bare en større kage, men en smukkere og mere retfærdig fordeling af de større stykker kage til alles fordel.

Jeg synes ikke, det er en utopi; jeg mener, det er en vision. Pointen med visioner er, at man er nødt til at bringe dem ind i en situation, hvor der er et vakuum. Lige nu ser jeg et gigantisk vakuum af lederskab, et gigantisk vakuum af diskussion. Ikke lederskab i det Globale Syd, men mere i den nordatlantiske region, hvor man har en regering, som jeg ikke engang vil begynde at kommentere manglerne ved; det ville tage mig hele dagen. Men jeg tror, vi er nødt til at have en smuk, glædelig debat om, hvordan vi organiserer os i denne verden for at leve. Og jeg tror, vi er nødt til at have unge mennesker, vi er nødt til at have studenterorganisationer, universiteter, tænketanke, alle mulige diskussionsgrupper til at begynde at diskutere dette. Jeg tror, vi allerede har gjort nogle fremskridt, men vi har brug for meget mere.

Så jeg vil gerne bede jer om at tænke over, hvordan vi kan bringe denne nye internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur ind i den offentlige debat. Det vigtigste er naturligvis at oversvømme zonen med Oasis-planen; for alt, hvad vi behøver for at opnå det – lad os sige, at det ville lykkes os at få tre eller fire ledere af nationer til at sige: “Ja, det er en smuk plan; lad os gøre det.” Det ville slå gnister – bare forestil dig, at du ville have store tv-stationer, der diskuterede Oase-planen; have eksperter, der diskuterede, hvordan man gør det. Og så spørger man folk, der beskriver, hvordan deres liv ville blive forandret; man kunne udløse en renæssance. Alt, hvad du behøver, er en håndfuld førende mennesker, eller førende universiteter, eller en eller anden form for gruppe, der rent faktisk bringer det ud i det offentlige rum, og så vil det brede sig som en steppebrand.

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*