Kan Amerikas historieløse forenede Stater huske præsidentembedets formål og funktion?

19. februar 2024
I går, på Præsidenternes Dag i USA (fejring af  George Washingtons og Abraham Lincolns fødselsdage), indledte Den Internationale Domstol en seks dage lang undersøgelse. De behandler en anmodning fra FN’s Generalforsamling om en rådgivende udtalelse fra domstolen vedrørende “israelsk praksis, der påvirker det palæstinensiske folks menneskerettigheder i det besatte område, herunder Østjerusalem.” Selvom dette adskiller sig fra og går forud for den sag, som Sydafrika anlagde mod Israel den 26. januar i forbindelse med Hamas-angrebet den 7. oktober sidste år, er hensigten med begge sager den samme. Begge har til formål at tvinge verden til at stoppe massakren og deportationen af 2 millioner mennesker fra Gaza, som Israel samtidig ulovligt annekterer (700.000 “bosættere” på Vestbredden) og affolker, i antikkens ”retssikkerheds” navn, der minder om den kejserlige lov, som blev håndhævet af Romerriget, som ødelagde Judæa og raserede templet i 70 e.Kr.

Et velovervejet telefonopkald fra den amerikanske præsident kunne, som det tidligere er blevet demonstreret af præsidenterne Eisenhower og Reagan, vende den forbrydelse mod menneskeheden, der nu er i gang i Sydvestasien. I stedet er den rolle, som USA’s præsidentskab, den mest magtfulde udøvende institution i verden, spiller, i dette tilfælde yderst skammelig. Præsidentskabet, som engang blev administreret af Washington, den øverstbefalende for Revolutionshæren; af Abraham Lincoln, den centrale øverstbefalende i Den amerikanske krig mod Løsrivelsen i 1861-65; og af Franklin Delano Roosevelt, leder af den mest magtfulde militær styrke i verdenshistorien fra 1941 til sin død i 1945, har undladt at handle retfærdigt over for befolkningen i Gaza, på Vestbredden, i USA og i hele verden.

Der var en amerikaner, der ville have handlet, hvis han var blevet valgt til præsident, for at udelukke muligheden for, at de omstændigheder, som verden står over for i Gaza nu, overhovedet kunne være opstået. Lyndon LaRouche, i sin allerførste af otte valgkampagner for USA’s præsidentskab, drejede hele sin kampagne over på ideen om at genoprette retfærdighed i verden gennem oprettelsen af en International Udviklingsbank, et forslag, som først var blevet præsenteret for forskellige ledere, herunder fra Israel, Irak, Iran, Saudi-Arabien og andre nationer i april 1975. En senere version af dette oprindelige forslag blev kaldt ” Oase-planen”. Nu er en ny video om LaRouches Oase-plan blevet udgivet, og der må findes en måde at sikre, at mere end en million mennesker ser denne video og overvejer dens betydning for at nå frem til både en øjeblikkelig, såvel som en holdbar langsigtet plan for en retfærdig og fremgangsrig fred, ikke kun mellem israelere og palæstinensere, men også en fred, der fremprovokerer afviklingen af de anglo-amerikanske drabelige operationer i Syrien, Libanon, Egypten, Libyen, Sudan, Irak, Iran, Pakistan og Afghanistan – Sydvestasien, operationsområdet for den britiske efterretningsagent Bernard Lewis og hans følgesvende, Henry Kissinger, Zbigniew Brzezinski og Samuel P. “Civilisationernes sammenstød” Huntington.

De sidstnævnte var alle fjender af præsidentkandidat LaRouche. Det var der en god grund til. Om dem sagde LaRouche i en webcast den 24. januar 2002: ” I USA har vi en gruppe, som har samlet sig omkring store institutioner, magtfulde finansielle institutioner … som har samlet sig omkring folk som Henry Kissinger, Zbigniew Brzezinski, Samuel P. Huntington og andre. Disse mennesker, med visse militære skikkelser inkluderet, fremlagde en politik i 1950’erne, som er, hvad Eisenhower og MacArthur advarede imod. Det blev dengang kaldt en “utopisk” militærpolitik. Ideen var at oprette et amerikansk-domineret, anglo-amerikansk verdensimperium, ligesom Romerriget, baseret på den såkaldte professionelle soldat.

“Hvis man læser de bøger og artikler og diskussioner, som disse slyngler (hvis man vil give dem det rigtige navn) har skrevet, er deres politik at eliminere nationalstaten, oprette et verdensimperium i romersk stil under deres styre og skabe en militær styrke, som faktisk er udformet direkte efter det nazistiske Waffen-SS fra slutningen af Anden Verdenskrig: det vil sige tropper rekrutteret fra alle slags nationer til en styrke, som en dræberstyrke, til at føre evig krig, ligesom Waffen-SS. Så disse fyre er rigtige nazister. Det er utopisterne. Disse mennesker er forbundet med H. Smith Richardson Foundation, Olin Institute og så videre, American Enterprise Institute og så videre og så videre – de er forbundet med velhavende finansinstitutioner af samme type, fra USA og fra London, som bragte Hitler til magten i Tyskland i 1933-1934, som gjorde Anden Verdenskrig uundgåelig. Dette er fjenden! Det er den indre fjende, og den ydre fjende er af mindre betydning sammenlignet med den indre fjende.” [Fremhævelse i original].

Bemærk den nylige alarmerende afsløring fra journalisten Tucker Carlson (hvis interview med Vladimir Putin kan vise sig at blive det mest sete interview i historien, med nu langt over en milliard visninger), at USA’s efterretningstjenester forhindrede og blokerede ham i at gennemføre dette interview i tre år. Overvej nu: Hvis Carlson rent faktisk havde gennemført det interview i 2021, og det amerikanske folk og andre ville have hørt direkte fra Putin, hvad han rent faktisk tænkte på det tidspunkt, ville det så stadig have været muligt at vildlede anglo-sfæren til at støtte “Rusland-Ukraine-krigen” og dens NATO-dækkende “finansielle atomkrig” – en krig, der nu kan omfatte tyveri fra Rusland af aktiver til en værdi af 300 milliarder dollars?

Naturligvis har det Globale Syd ikke den slags illusioner om “krigen mellem demokratierne og autokratierne”. Det har den brasilianske præsident Lula gjort klart så sent som på sin rejse til det afrikanske kontinent, sine konsultationer med Egypten og sine taler på Den Afrikanske Unions topmøde i Addis Ababa. Den lille nation Yemen er nu ved at blive konfronteret med en europæisk flådeaktion mod den – USA og Storbritannien var åbenbart ikke nok – og Afrika og Asien, Kina og Rusland bemærker, hvad der sker. Der er forskel på magt og styrke.

I New York City i søndags, den 18. februar, mødtes en international forsamling for at forsvare og aktivere det amerikanske præsidentskab for den generelle velfærd. New Yorks uafhængige kandidat til USA’s senat, Diane Sare, og den uafhængige kandidat til New Yorks 15. kongresdistrikt, José Vega, samlede knap 300 tilhængere af deres kampagner til et møde med talere og deltagere fra Europa, Afrika, Asien, Sydamerika og flere amerikanske stater. Dette var den faktiske sammensætning af det, der oprindeligt grundlagde USA, og på tærsklen til 250-året for dets revolutionære fødsel er det vigtigt at minde om dette.

USA er heller ikke i dag det, som landet kæmpede imod i sin egen revolution. Nationen lider imidlertid af et angstfremkaldt hukommelsestab om, hvad den enkelte borgers pligter – ikke rettigheder, men pligter – er. Når de selvstyrende institutioner og deres ledere svigter, kræver den amerikanske Uafhængighedserklæring, at den amerikanske borger griber ind for at “ændre eller afskaffe” sin regerings uretmæssige handlinger og den “lange række af misbrug”, der truer livet, friheden og lykken for borgerne i denne eller enhver anden nation. USA’s befolkning kan ikke nyde deres umistelige rettigheder, hvis deres regeringsinstitutioner forsætligt og med ond vilje enten begår, muliggør eller tillader massehenrettelse af medlemmer af en anden suveræn nation eller et andet folk. For at genvinde sine umistelige rettigheder er det nødvendigt at overholde sine umistelige pligter.

For at gøre en ende på den nuværende uretfærdighed kan vi begynde med at cirkulere det forslag, som den afdøde amerikanske præsidentkandidat Lyndon LaRouche har udformet, kaldet “Oase-planen”, til en holdbar løsning på den unødvendige brodermorderiske konflikt i Sydvestasien, eller hvis man foretrækker det britisk-koloniale “slavenavn”, “Mellemøsten”. Massecirkulationen af Oase-planen, især blandt unge, kan i dette øjeblik bogstaveligt talt redde liv i Gaza. Dette må ledsages af indgriben over for en amerikansk kongres, der er gidsel i sin egen spektakulære korruption gennem lobbyister og afpresning i “Anthony Weiner-stil”. Dette skal ledsages af gadeaktioner, “teach-ins”, der involverer fra 3-5 personer til en hel campus, og som bruger den 15 minutter lange video som katalysator for diskussion. Dette skal suppleres med resolutioner vedtaget af byråd og delstatsparlamenter og ved at “nævne navnene” på de personer, der er forbundet med de virksomheder, banker, karteller og militære institutioner, der fremmer og profiterer på krig. Dette inkluderer den “hemmelige regerings” mødding af tænketanke, fonde og internationale konferencer, “de klogeste fyre i rummet”, som i “Enron-stil” har bragt nationen til randen af ødelæggelse.

Mens USA befinder sig lidt over et år fra 250-årsdagen for sin revolutionære fødsel, er der ingen kandidater, bortset fra de uafhængige kandidater fra New York, senatskandidat Diane Sare og New Yorks kongreskandidat José Vega, der overhovedet diskuterer dette faktum. Årsagen er, at andre, uanset deres tilsyneladende position, vælger at undgå at gå i skyggen af det ansvar, som denne nations grundlæggere har kastet. Det ansvar er over for fremtiden som historie, den fremtid, der er udtrykt i “Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur”, udarbejdet af grundlæggeren af Det Internationale Schillerinstitut, Helga Zepp-LaRouche. Lad os derfor blive enige om at vandre i skyggen af vores glemte forfædre og udbedre og forløse os selv ved at vælge modigt at huske det virkelige amerikanske præsidentskab og den sag, som denne nation blev født for.

Foto: Norman Rockwell, an early version of his Freedom of Speech painting