Resumé af panel I, Schiller Instituttets konference:
‘Skabelse af betingelserne for dialog, sikkerhed, fred og udvikling i Sydvestasien’

Den 13. april 2024 (EIRNS) – Det første panel på Schiller Instituttets konference, “Oase-planen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina og for hele Sydvestasien”, blev åbnet med et uddrag fra en præsentation af Lyndon LaRouche ved en konference i Zayed Center i De forenede arabiske Emirater den 2. juni 2002. LaRouche placerede Mellemøsten som en historisk korsvej, der forbinder Eurasien og Afrika siden den mørke tidsalder. Han foreslog at se på regionen fra rummet, begyndende med afsmeltningen af gletsjerne, dannelsen af Middelhavet, og at bemærke, at det centrale problem i regionen ikke er eksistensen af olie, men manglen på vand.

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, leverede den indledende præsentation, som er offentliggjort i sin helhed andetsteds.

Hun blev efterfulgt af to ambassadører fra Palæstina: H.E. Prof. Dr. Manuel Hassassian, Palæstinas ambassadør i Danmark; og H.E. Mounir Anastas, Palæstinas ambassadør ved UNESCO.

Professor Hassassian sagde, at Palæstina var blevet erobret mange gange i historien, og pegede på Balfour-mandatet, der udløste et århundrede med aggression og etnisk udrensning i den påtvungne skabelse af et zionistisk “hjemland” gennem fordrivelse af palæstinenserne, så man kan hævde, at palæstinenserne betalte prisen for Holocaust i Europa. Nu har Israel en “licens til at dræbe” med fuld opbakning fra USA. Israel erklæres for at være “demokratiets bastion” i Mellemøsten, men det er tydeligvis ikke noget demokrati, men et teokrati. På trods af ord om sympati for det folkemord, der finder sted mod palæstinenserne, har Vesten intet gjort for at stoppe nedslagtningen, mens USA sender nødhjælp, samtidig med at de sender bomber.

Han og andre på konferencen roste LaRouches Oase-plan-koncept, men advarede om, at “der ikke kan blive fred uden en politisk løsning.” Alligevel, sagde han, er der potentiale, og Schiller Instituttets konference giver et ” vindue af muligheder.”

Ambassadør Anastas påpegede, at UNESCO har haft et vandprojekt siden 1965 og vil afholde en konference på Bali i Indonesien i maj. Israel har brugt vand som et våben, og verden har set passivt til, med “passiv medvirken” selv fra dem, der ikke bevæbner Israel. Han sagde, at UNESCO også har et program vedrørende journalister, og at Israel nu har dræbt 133 journalister, 10% af det samlede antal i Gaza, et tal, der aldrig er set i nogen anden krig noget sted, og tilføjede at der er blevet dræbt 30 i Ukraine på grund af det faktum, at Israel bevidst går efter journalister og mediecentre. På samme måde med uddannelse – 204 skoler er blevet ødelagt, og 6 universiteter.

Princippet i Oase-planen er korrekt, sagde han, men forudsætningen for planen er en politisk løsning med tre trin: 1) anerkendelse af Palæstina som stat; 2) lige rettigheder for alle mennesker i regionen; 3) ingen kan tillades at være hævet over loven, som den israelske regering er i øjeblikket.

H.E. Beryl Rose Sisulu, Sydafrikas ambassadør i Mexico, diskuterede Sydafrikas rolle i at etablere et princip for at løse racemæssige og etniske splittelser og had gennem forhandlinger og samarbejde, da hendes land havde overvundet mange års apartheid, der gik tilbage til den hollandske og britiske besættelse, der begyndte i det 17. århundrede. Det var en lang og voldelig kamp, men den blev løst gennem fredelige forhandlinger. Hun sagde, at Nelson Mandela lagde vægt på uddannelse og opofrelse hos ledere, som skal være villige til at “byde forskelle velkommen.” Hun mente, at Sydafrika var et “fyrtårn af håb” for kontinentet og verden, at samarbejde og dialog kan skabe forsoning. I sine afsluttende kommentarer takkede hun fru Zepp-LaRouche for hendes kommentarer, som udtrykte taknemmelighed for, at Sydafrika startede afsløringen og kampen mod folkemordet i Gaza gennem indsatsen ved Den Internationale Domstol.

Donald Ramotar, tidligere præsident for Guyana, understregede, at “verden aldrig har været så tæt på en atomkrig”, men at mulighederne for at undslippe global fattigdom og krig er til stede. Han gennemgik Wolfowitz-doktrinen, og de mange krige den har forårsaget. Han betonede sin støtte til Oase-planen, ikke kun i forhold til krisen i Sydvestasien, men at en sådan tankegang også er nødvendig for at løse den globale krise. Han understregede, at fred og udvikling begge er nødvendige: man kan ikke få det ene uden det andet.

Helga Zepp-LaRouche gik ind i diskussionen for at tale til de to ambassadører fra Palæstina om spørgsmålet om, at der er brug for en politisk løsning, før udvikling er mulig, og uddybede, at tankegangen bag Oase-planen er, at en udviklingspolitik for alle sider faktisk er en “forudsætning” for enhver levedygtig fredsplan. Hun noterede sig Lyndon LaRouches reaktion på Oslo-processen dengang, hvor han insisterede på, at spaderne skulle i jorden med det samme, at folk skulle se resultaterne og kunne overskue de langsigtede udsigter. Dette blev saboteret af Verdensbanken, som forhindrede den nødvendige finansiering. Vi må bruge denne konference og Oase-planen til at opbygge en bredere international konference med behovet for at udvikle midler til at bryde fortvivlelsens og fattigdommens cyklus for alle nationer.

Professor Hassassian svarede ved at takke fru Zepp-LaRouche, men tilføjede, at man ikke kan have udvikling, så længe den ene side er den “øverste hund”, og den anden er nedenunder. Udvikling, sagde han, kan være katalysatoren, men det er klart, at der ikke er nogen militær løsning.

Dr. Connie Rahakundini Bakrie, lektor og strategisk analytiker (Indonesien), beskrev de 500 år med muslimsk styre under Det Osmanniske Rige. Balfour-erklæringen indledte opløsningen af imperiet, hvor Harry Truman gav USA tilladelse til den zionistiske plan i 1948, og den etniske udrensning er fortsat siden da. Hun sagde, at briterne måtte tage det fulde ansvar og lade en ikke-regional magt sætte reglerne ved at fortælle araberne, at de ville befri dem fra Det Osmanniske Rige. De brugte udtrykket “nationalt hjem” uden at angive nogen definition. Indonesien har som en ledende islamisk nation en væsentlig rolle at spille, og tilføjede at briterne og franskmændene, som er skyld i problemet, må sætte sig sammen for at finde ud af, hvordan vi kommer ud af krisen.

H.E. Pavel Shidlovsky, Hvideruslands Chargé d’Affaires i USA, bemærkede, at fremkomsten af en multipolær verden var “uacceptabel for Vesten.” Han gennemgik Hvideruslands rolle i Ukraine-krisens opståen og understregede, at de altid har ønsket dialog med Vesten. Senere på konferencen svarede han på en opfordring til at gøre op med historierevisionismen og finde frem til sandheden ved at sige, at Vestens manglende evne til at fortælle den fulde historie om nazisternes grusomheder under Anden Verdenskrig var en af grundene til, at den nazistiske ideologi nu dukker op igen i hele regionen. Han kaldte Oase-planen “ambitiøs, en fordel for alle,” som “vokser, jo mere du studerer den,” og han håbede, at andre ville slutte sig til den.

Prof. Georgy Toloraya, direktør for Russian National Committee for BRICS Research, præsenterede en dristig plan for at løse katastrofen i Gaza. BRIKS, sagde han, kunne følge ideen fra Hong Kong og lade BRIKS “leje” et område, måske i 50-100 år, med Saudi-Arabien og Egypten (BRIKS-medlemmer) som forvaltere og BRIKS’ Nye Udviklingsbank til at organisere udviklingen af infrastrukturen. Israel ville ikke længere have nogen rolle, foreslog han. Han støttede kraftigt Schiller Instituttets opfattelse af, at udvikling er grundlaget for fred, uden hvilken der ikke vil være nogen permanent fred. Han udtrykte sin anerkendelse af BRIKS’ plan om at afskaffe dollaren som grundlag for verdenshandelen og for et nyt internationalt sikkerhedssystem.

Graham Fuller, den tidligere næstformand for U.S. National Intelligence Agency, med mange år i CIA i den islamiske verden, sendte en optaget besked. Han beskrev Oase-planen som “det mest spændende tiltag i Mellemøsten i lang tid”. Han henviste til den negative virkning af “årtiers hæslige geopolitik” med de koloniale operationer i regionen, der går tilbage til korstogene, “som aldrig rigtig ophørte.” Han var optimistisk med hensyn til Oase-planens succes og håbede, at afslutningen på Den kolde Krig kunne forhindre kolonimagternes indblanding i at sabotere den. Han bemærkede, at Rusland og Kina ikke var “ideologiske”, som begge sider var under Den kolde Krig, da ingen af dem nu har til hensigt at påtvinge verden kommunismen. (Fru Zepp-LaRouche svarede senere, at en sådan håbefuldhed ikke var berettiget, når de vestlige nationer var så ideologisk drevet til at fremstille verden som “den regelbaserede orden vs. autokratier”, og tilføjede, at de vestlige nationers karakter i dag, især Tyskland, faktisk var autokratisk).

Fuller sammenlignede Oase-planen med den grundlæggende karakter af Bælte- og Vej-Initiativet. BRIKS repræsenterer fremkomsten af en multipolær verden, hvor især Rusland dukker op som en ny magt med bred støtte fra det Globale Syd. Han konkluderede, at han håbede, at Schiller Instituttet kunne lykkes med at forene det eurasiske kontinent uden alle de dødsfald, som blev brugt af Djengis Khan, da han forenede Eurasien i det 13. århundrede.

En meget livlig diskussion fulgte, med spørgsmål fra hele verden. Der var fokus på ødelæggelsen af international lov, som udtrykt ved USA’s erklæring om, at våbenhvile-resolutionen vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd var “ikke-bindende”. Fru Zepp-LaRouche bemærkede, at når verden erklærer, at verdens formodet vigtigste institution, FN, ikke har nogen autoritet, så er vi på vej ind i en lovløs jungle.

Andre diskussioner drejede sig om historieforfalskning, som blev italesat af Amb. Sisulu om vigtigheden af at afsløre den faktiske historie om apartheid i Sydafrika, som var blevet dækket over under apartheid-styret, og at en lignende indsats må gøres for at genoprette den virkelige historie om apartheid i Palæstina under israelsk besættelse. Fru Zepp-LaRouche bemærkede, at dette er et universelt problem, som kommer af, at historien oftest skrives af vinderne.

Fru Zepp-LaRouche sluttede med at gentage sin opfordring til en ny international konference om en ny arkitektur for sikkerhed og udvikling for alle nationer, baseret på Den Westfalske Freds princip.