Kontakt os: +45 53 57 00 51 eller si@schillerinstitut.dk

Hussein Askary fortæller om Danmarks “Oase-plan”-seminar:
Fred gennem økonomisk udvikling er den eneste vej frem

Hussein Askary fortæller om Danmarks “Oase-plan”-seminar:
Fred gennem økonomisk udvikling er den eneste vej frem
image_pdfimage_print
Ikke korrekturlæst
Video tilgår senere
9. maj 2024 
TOM GILLESBERG: Hussein Askary, som er Schiller Instituttets koordinator for Sydvestasien, vil nu føre os ind i det forjættede land med titlen: “Det umulige er selvforskyldt; fred gennem økonomisk udvikling er den eneste vej frem i Vestasien.”
HUSSEIN ASKARY: Mange tak. Deres Excellencer, mine damer og herrer, kære Helga, det er dejligt at være tilbage i København. Grunden til, at jeg kom til Schiller Instituttet, er faktisk, at jeg var i Oslo; jeg forlod Irak i 1991 efter den forfærdelige Kuwait-krig og oprøret. Jeg endte som politisk flygtning i Norge. I Oslo blev jeg uddannet som tolk og oversætter, så jeg lærte mig norsk og begyndte at arbejde som tolk og oversætter. Da Oslo-aftalerne var i gang, blev jeg tolk for en delegation af palæstinensiske børn, som kom sammen med Yasser Arafat, og Shimon Peres var der selvfølgelig også. Men samtidig kom Schiller Instituttet til byen, og de sagde, at der ikke ville blive nogen fred uden økonomisk udvikling. Så jeg tog til seminaret, og jeg var chokeret. For første gang var der nogen, der sagde, at økonomisk udvikling skulle komme før politiske løsninger. Da jeg kom fra Irak, havde jeg allerede indset, at problemet i Irak ikke var Saddam Hussein. Problemet i Irak er meget større. Derfor er selv den konflikt, vi nu ser i Palæstina og Gaza, en del af et globalt system.
I øvrigt var det ikke Gud, Jehova, der lovede den zionistiske bevægelse, det var en herre i Storbritannien ved navn Lord Alfred Balfour i 1917 efter ordre fra den britiske kejser. Men Oase-planen har tre udfordringer. Vi har den politiske udfordring, hvordan vi løser konflikten og opnår politisk enighed. Helga og Hans Excellence ambassadøren dækkede det. Vi har en teknisk udfordring, som handler om, hvordan man udvikler et område, hvor der f.eks. er mangel på vand. Det er nemt, som jeg vil vise. Derefter er den sværeste del det begrebsmæssige spørgsmål, som Helga sagde, at de sidste tre punkter i hendes ti principper for global fred og udvikling fokuserer på. For alle de konflikter, vi har i verden i dag, er skabt af den opfattelse, at mennesker for det første er egoistiske og onde; for det andet, at der er begrænsede naturressourcer til at brødføde alle og gøre alle velstående, og derfor bør de magtfulde tage kontrol over de begrænsede naturressourcer. Jeg kan fortælle jer, at der ikke er nogen begrænsede naturressourcer; hverken på planeten Jorden eller i universet, og det kan vi bevise. Så denne idé om et nulsumsspil, at nogen skal vinde, og nogen skal tabe, fordi der ikke er nok til alle. Det var f.eks. grundlaget for det britiske imperium og Thomas Malthus, som er velkendt, og som i det 18. århundrede sagde, at den menneskelige befolkning vokser hurtigere end de naturlige ressourcer, og derfor bør vi reducere befolkningen for at kunne blive ved med at leve.
Så har vi den såkaldte nazistiske lebensraum-idé, som siger, at den ariske race har brug for en masse jord i Ukraine for at kunne dyrke mad til arierne, fordi der ikke er plads nok til alle. Derfor er vi nødt til at eliminere befolkningen i Østeuropa og dyrke mad til den ariske race. Det er det samme med den zionistiske bevægelse, som siger, at der ikke er plads nok til både os og araberne i det historiske land Palæstina. Det er alt sammen noget vrøvl! Vi kan faktisk have mange flere mennesker på planeten Jorden, end vi har nu, som ville få en meget bedre, højere levestandard, bedre miljø og mere plads at leve på. De vil bo mindre overfyldt, hvis vi udvikler hele verden.
Så det er den største udfordring; at få folk til at forstå, at mennesker er gode, og at vi er skabt i Guds billede som kreative væsener, og at vi kan ændre verden til det bedre. Det er den sværeste del af den krise, vi har i dag, for de fleste mennesker tror ikke på, at det er sandt. Jeg kan fortælle jer, at hvis I læser vores publikationer i stedet for at lytte til BBC, CNN og Al-Jazeera, så er fattigdommen i verden ved at blive reduceret. Vi har færre fattige mennesker i verden nu. Planeten bliver grønnere, først og fremmest takket være Kina og Indien; det viser en undersøgelse, som NASA har foretaget i løbet af de sidste 20 år. Der er flere grønne områder i verden, end vi havde for 40 år siden. Men vi har områder, hvor vi har ørkendannelse, og det er der en politisk grund til.
Så vores løsning på disse problemer, vores optimisme, er ikke… Vi er ikke utopister. Vores optimisme, vores ideer er baseret på historiske fakta, videnskabelige fakta og fakta på jorden. Verden har ændret sig og ændrer sig stadig. Centrene for den produktive magt i verden har flyttet sig. Vi har Kinas fremgang, Indiens fremgang, Asien; selv i Afrika. Se for eksempel på Etiopien. Etiopien er ikke det Etiopien, som man forestillede sig for ti år siden; det er fuldstændig forandret nu. Ja, der er stadig fattigdom, men Etiopien er ved at udvikle sig til en moderne økonomi. Mange nationer i Afrika – vi har BRIKS-nationerne, der er på vej frem. Vi har hele Shanghai Cooperation Organization; der er den arabiske verden, Saudi-Arabien og Egypten. Man ved ikke rigtig, hvad der foregår der, for den økonomiske udvikling, der finder sted der, er betagende, men det bliver ikke dækket i rapporterne; alt, hvad man hører om Egypten, er, at de har en enorm gældskrise. Men det er bare penge, men hvad der sker i virkeligheden, den fysiske økonomiske virkelighed, er anderledes.
Så vores idé er en idé, som Lyndon LaRouche og Helga Zepp-LaRouche har udviklet siden Berlinmurens fald, om at integrere hele verden med økonomiske udviklingskorridorer. Det var før det kinesiske Bælte & Vej Initiativ; det er i overensstemmelse med det kinesiske Bælte & Vej Initiativ, og vi er meget taknemmelige for, at Kina lancerede det. Vi forsøgte at forklare, hvorfor denne idé er så vigtig. Så løsningen på krisen i Gaza og de andre kriser i verden skal have en global løsning, fordi de mennesker, der er involveret i selve konflikten, ikke er i stand til at løse problemet. Derfor må eksterne kræfter som stormagterne blive enige om en ændring af politikken, så alle overlever. For Israel er ved at ødelægge sig selv; USA er ved at ødelægge sig selv lige nu økonomisk, socialt og kulturelt. EU er ved at ødelægge sig selv ved at skabe disse geopolitiske nulsumsspil og ambitioner.
Den løsning, vi har foreslået, er mere global, fordi kilden til problemet er global. Oase-planen beskæftiger sig med et nøgleproblem, men det er ikke kun det. Det er problemet med manglen på vand. Faktisk havde Yitzhak Rabin allerede nævnt det før disse aftaler. Han sagde, at hvis vi ikke løser vandproblemet, vil vi ende i nye konflikter. Mange af de israelske besættelseskrige blev udkæmpet for at kontrollere vandressourcerne omkring dem – i Golanhøjderne, i det sydlige Libanon, på Vestbredden og så videre. Men problemet med ørkendannelse og tørke er et globalt problem; det er en del af et større globalt system. Dette er et overdrevet billede af ikke bare ørken, det er tørre områder, halvtørre områder og også ørkenområder, der strækker sig fra Atlanterhavet i Marokko og Mauretanien hele vejen til nær Beijing i Kina, i Gobi-ørkenen.
Vi ser på denne region; den plejede at blive kaldt den frugtbare halvmåne. Det var her, landbruget blev opfundet. Det er lidt af en myte, for landbruget blev opfundet i mange dele af verden efter istiden, samtidig. Men det var i dette område, landbruget startede. Men det er ikke længere en frugtbar halvmåne; det er plaget af ørken, af sandstorme og støvstorme som dette [billede] taget med satellit, der normalt starter i nærheden af Irak, og som starter i denne del af Syrien, hvor amerikanerne er nu. Men så vidt jeg ved, planter de ikke træer for at løse dette problem, fordi deres hænder er bundet til våbnene, så de er ikke i stand til at plante træer der. Det er et af problemerne. Disse ting er ikke nationale eller endda regionale, for de kan strække sig til mange områder. Jeg giver jer bare dette billede for at vise, at det ikke er et begrænset problem. Det strækker sig hele vejen til Kina og Beijing, sand- og ørkenstormene. Men der bliver gjort noget for at afbøde det. Kineserne gør ørkenerne grønnere. Det vil jeg snart give et eksempel på. Vi har andre problemer, som at Tchadsøen i Afrika er ved at tørre ud, og der er syv nationer involveret omkring den, og titusindvis af mennesker, som er afhængige af vandet til græsning og landbrug, og de bliver nødt til at flytte et andet sted hen. Vi, Schiller Instituttet, har faktisk fremmet en idé kaldet Trans Aqua om at bringe vand fra Congofloden til Tchadsøen.
Løsningerne på disse problemer findes. Jeg vil give eksempler fra f.eks. Kina, hvis vi får tid. Men vi går tilbage til denne idé, som Lyndon LaRouche [fremførte, som] var i Abu Dhabi i 2002 før invasionen af Irak. Han præsenterede sin idé om, hvordan denne region i Vestasien – jeg kan ikke lide udtrykket Mellemøsten, fordi det er et britisk kolonialt udtryk. Jeg bruger det ikke, og jeg anbefaler ikke, at folk bruger det. Det er Vestasien, Nordafrika, og hvordan udviklingen kan finde sted der. Med vægt på opbygning af infrastruktur, transport, vand, strøm og industrialisering af regionen. Olie og gas bør bruges som industrielt materiale i stedet for at blive brændt af som brændstof. Til brændstof og elektricitet bør man i stedet bygge atomkraft; det var hans anbefaling. Fem år senere startede De Forenede Arabiske Emirater deres atomkraftprogram, og nu har de fire atomkraftværker færdige i Abu Dhabi med 4400 MW strøm, som bruges til afsaltning, hvilket er et andet aspekt af denne plan. Men samtidig sagde Lyndon LaRouche, at der er et andet problem, som skal løses, nemlig spørgsmålet om, at det globale finans- og banksystem er ved at kollapse. Det var før krisen i 2008, men det er en systemisk krise; det kollapser stadig. Trykning af penge forhindrer det i at gå helt i opløsning, men de fysiske økonomiske realiteter i verden er anderledes. Så han anbefalede at etablere et nyt finansielt system for at støtte den økonomiske udvikling. Så vi har nu alternativer som Asian Infrastructure Investment Bank, den nye udviklingsbank for BRIKS-landene. Men han anbefalede også at opbygge en arabisk udviklingsbank ved at bruge de enorme ressourcer i Golflandenes formuefonde. Golflandene har finansielle ressourcer på omkring 4 billioner dollars. Traditionelt er de investeret i Europa, mest i Storbritannien, i USA og på finans- og bankmarkederne, i fast ejendom, men nu bruges en del af pengene til udvikling i Saudi-Arabien, i Emiraterne, men også til investeringer i Asien, i Kina, i Afrika. Så det er en vigtig kilde. Spørgsmålet om finansiering dukker altid op. Hvordan finansierer man disse ting? Men der er løsninger, som vi har præsenteret.
Under alle omstændigheder, hvis man ser på denne region, så er det her, kontinenterne og havene mødes. Det er det mest interessante geografiske område, og det har også enorme naturressourcer og menneskelige ressourcer. Hvis vi tager en cirkel rundt om hele regionen, inklusive Etiopien, har vi mere end 500 millioner mennesker, for det meste unge mennesker. Så det er en enorm ressource, der kan investeres i, hvis vi industrialiserer denne region.
Så ideen med alle de linjer, I ser på vores kort, er ikke bare en kamelkaravane eller en jernbane, der bringer varer fra Kina til Europa. Vi taler om udviklingskorridorer. En udviklingskorridor er ca. 100-150 km bred; et bælte. Det er derfor, kineserne er interessante; præsident Xi Jinping taler om et økonomisk bælte af Silkevejen. Det er ideen; at man har infrastruktur, man har en flod eller vandkanaler, man har motorveje, man har højhastighedstog, olie- og gasrørledninger, elektricitetsledninger. Og omkring dem bygger man nye by-, industri- og landbrugscentre, for i mange dele af Eurasien har man naturressourcer, men man har ikke vand. Man har vand, men man har ikke mineraler. Man har en befolkning og menneskelige ressourcer, men man har ikke energiressourcer. Så man er nødt til at bygge bro over disse kløfter og bringe udvikling til alle dele. Det er også en del af vores idé for udviklingen af Afrika – at bygge et stort antal udviklingskorridorer.
Men vand er afgørende. Så for at vende tilbage til denne Oase-plan, så præsenterede Lyndon LaRouche, som Helga nævnte, den allerede i 1975, før borgerkrigen i Libanon startede på opfordring af Henry Kissinger. Denne region blev holdt i oprør; den blev holdt i brand hele tiden af globale strategiske grunde. Det handler ikke om jøder og muslimer eller kristne og arabere; det er alt sammen skabt af store geopolitiske magter, som har denne kyniske idé om mennesker og natur. Idéen, især for Palæstina, Israel, Jordan, Libanon, Syrien og endda Egypten. Ideen var at skabe nye vandressourcer, fordi det ikke er nok at dele vandet i regionen. Der er ikke nok vand i regionen til at blive delt af befolkningen, som vokser. Så man er nødt til at skabe nye ressourcer. Det er min pointe. Vi mennesker er skabt i Guds, Skaberens, billede, fordi vi kan skabe nye ressourcer. Vi er ikke afhængige af naturen. For hvis vi lod naturen bestemme, ville ingen af os være her i dag; selv vores forfædre ville være forsvundet for længe siden. For mennesker tilpasser sig ikke naturen; vi tilpasser naturen til vores behov. Vi ændrer miljøet omkring os ved at bygge infrastruktur, både for at beskytte os selv, men også for at øge vores evne til at brødføde, klæde os på og skaffe boliger til flere og flere mennesker. Det betyder ikke, at vi skal ødelægge naturen, men vi skal have denne form for symbiose med naturen. Men det er os, der bestemmer, for ellers stopper denne ørken ikke nu. Disse ørkener og ørkendannelsen er faktisk et naturligt fænomen, som startede med istidens afslutning. Hele den region, jeg viste i Afrika, var søer og skove, og der var dyr og alle mulige ting, der skete der. Men hvis vi lader naturen gå sin gang, bliver den meget destruktiv. Så vi er nødt til at kontrollere naturens kræfter. Som for eksempel med vandet; vi har Jordanfloden. Jordanflodens årlige vandføring er 1,2 milliarder kubikmeter; en kubikmeter er 1.000 liter. Når Jordanfloden når Det Døde Hav, er den næsten udtørret. Sammenlign dette med Saudi-Arabiens afsaltning af havvand, som er på 2,2 milliarder kubikmeter; det er dobbelt så meget som Jordanfloden. Så Saudi-Arabien er faktisk allerede i gang med at skabe nye Jordanfloder, men de bruger olie og gas til at drive afsaltningen. Det er ikke en smart idé, hvis man kan bygge atomkraft, for det er renere, og desuden kan man bruge olien og gassen til industrielle formål af høj værdi. Så ideen med Oase-planen er at skabe nye vandressourcer.
Bare for at give dig et eksempel på naturen og mennesket, for folk siger: “Åh, man er nødt til at tilpasse sig naturen for at opfylde sine behov. Man kan ikke overgå, hvad der er i naturen.” Der er lande i regionen, f.eks. i Kuwait, som bruger 2500% mere, end kuwaiterne får fra naturen, fordi det næsten aldrig regner i Kuwait. Så hvordan gør de det? De overgår de naturlige ressourcer, de har, med 2500%, fordi de afsalter havvand; de er ikke afhængige af naturen, for hvis det ikke regner, dør man.
Dette er et billede, der er produceret for nylig, bare for at fokusere på Palæstina, Israel og Jordan. Disse ideer eksisterede faktisk i Oslo-aftalerne. For eksempel kanalen fra Det Røde Hav til Det Døde Hav. Der er også en idé om at bygge en kanal – disse kanaler er ikke til navigation; Netanyahu ved ikke, hvad han taler om, når han taler om Ben-Gurion-kanalen. At grave en kanal så stor som Suez-kanalen gennem denne region, det er en vanvittig idé. Det, vi taler om, er akvædukter; rørledninger eller vandløb til vandoverførsel. Ideen er at bruge højdeforskellen mellem Det Røde Hav, Middelhavet og Det Døde Hav, for Det Døde Hav er det laveste punkt på planeten, hvad angår land. Det ligger 400 meter under havets overflade. Når man bringer vand fra Middelhavet og Det Røde Hav til Det Døde Hav, kan man derfor bruge højdeforskellen til at generere vandkraft. Så kan man bruge en del af den kraft til elektricitet, og resten kan man bruge til afsaltning af vand, så man kan skabe flere vandressourcer. Så det fandtes faktisk i aftalerne med Jordan, for eksempel, men israelerne nægtede at finansiere dette projekt.
Nu tilføjer vi en anden dimension til dette og siger: “I er også nødt til at bygge atomkraftværker både ved Israels og Palæstinas kyst, selv i Gaza, og i Aqaba i Jordan.” Det er det andet problem. Det er sværere end at få en våbenhvile i Gaza. Folk siger: “Hvordan kan du tale om atomkraft? Det er farligt. Der er al den stråling.” Det er faktisk svært at overbevise folk i fredsbevægelsen, fordi de har den her grønne ideologi om, at atomkraft ikke er gavnligt. Så det er et meget vanskeligt koncept. Men uden atomkraft har vi ingen chance for at generere elektricitet og varme til afsaltning af vand.
Som jeg sagde, er der mange nationer i regionen – De Forenede Arabiske Emirater har atomkraft; Egypten bruger nu atomkraft, de har et russisk anlæg. I Abu Dhabi var det koreanerne. Rusland samarbejder også med Tyrkiet om at bygge et atomkraftværk. Mange nationer i Afrika er nu ved at få øjnene op for dette. Kina bygger atomkraftværker i Pakistan; de taler ikke så meget om det, fordi det er følsomt. Selv i Pakistan spurgte jeg mine forældre: “Er atomkraftværket i Karachi færdigt?” De sagde: “Tys! Lad være med at tale om det. Ja, det er færdigt nu; det producerer strøm. Men vi taler om solenergi, fordi europæerne og amerikanerne ville blive vrede på os.” Dette er fremtiden.
Nu kan vi, som Helga sagde, gå et skridt videre. I stedet for den nuværende fissionsreaktor kan vi gå over til fusionskraft. Det ville give menneskeheden en uendelig strømkilde i tusindvis af år; det er muligt. Så dette er en kombination af vand – vi har allerede, jeg vil ikke gå for meget op i de tekniske aspekter. Jeg vil bare gerne præsentere konceptet. For uden at øge ressourcerne er det meget svært at skabe fred i regionen. Hvordan løser man f.eks. problemet med bosætterne på Vestbredden? De kan tage til Negev, hvor israelerne er rigtig gode til at anlægge marker i ørkenen. Man kan faktisk bygge nye byer i Negev. Det er ganske levedygtigt. Man behøver ikke at dræbe bosætterne, man kan flytte dem. Ligesom man flytter dem fra Gaza, kan man flytte dem til Negev. De kan få et rigtig godt liv der, og israelerne er rigtig dygtige til ørkenlandbrug. Det er disse begrebsmæssige spørgsmål, som jeg tror, er de sværeste for folk at absorbere og afklare.
Vi vil selvfølgelig lave flere undersøgelser. Vi taler med ingeniører og økonomer i Israel, i de arabiske lande og i Frankrig. Vi samler alle de ideer, der er nødvendige for at skabe en levedygtig palæstinensisk stat med [de] økonomiske ressourcer til at eksistere.
Jeg vil gerne give et eksempel. Jeg sagde, at verden har ændret sig, men det bliver ikke dækket af BBC eller CNN. De giver dig et billede af, at verden bliver fattigere, at miljøet er mere ødelagt nu, at livet er umuligt, at der er for mange storme og orkaner. Men faktisk har verden ændret sig dramatisk, og meget få mennesker har bemærket det. Kina er det bedste eksempel. 800 millioner mennesker er kommet ud af fattigdom. Det er et mirakel. Og som Helga sagde, har Kina gjort et område, der er større end Tyskland, grønt i løbet af de sidste 20 år.
Så jeg var i Xinjiang, denne vestlige region i Kina, som alle har hørt meget forfærdelige historier om. Næsten alt er ubegrundet; de fleste arabiske og muslimske lande støtter den kinesiske politik i Xinjiang for at skabe sikkerhed. Fordi Xinjiang og [inaud; 27:09] blev rystet af forfærdelige terroraktioner fra islamiske terrorgrupper, men også separatistiske grupper. Dette rapporteres meget sjældent. Der var forfærdelige terrorangreb fra 1995 til 2016. Denne region er nabo til nogle af de mest ustabile områder – Jammu Kashmir, Pakistan, Afghanistan og også Tadsjikistan og disse lande, som er stabile nu, men de andre er ustabile. Så hvad gjorde kineserne for at løse dette politiske problem? De traf sikkerhedsforanstaltninger, men de bombede ikke landsbyer, bryllupper og begravelser, som NATO gjorde i Afghanistan og Pakistan. De samlede de ekstremistiske elementer og fokuserede derefter massivt på økonomisk og social udvikling. Det var vigtigere end de sikkerhedsforanstaltninger, der blev truffet. Og de ventede ikke på at stoppe terrorismen i 2016 for at starte den økonomiske udvikling. De startede allerede Go West-strategien i 2007-8. Så udviklingen af de vestlige regioner i Kina var en nødvendighed for ledelsen. Vi kan ikke have stabilitet, især ikke i Xinjiang, uden økonomisk udvikling. Derfor hælder den kinesiske regering enorme ressourcer i denne region for at udvikle den og give befolkningen – jeg har ikke tid til at vise jer alle filmene. Nogle af de byer, jeg så, som Urumtsi og Korla, som jeg vil vise, er de mest avancerede. De er på et europæisk niveau for byområder.
Jeg besøgte mange dele af Xinjiang – det var i april – men det mest forbløffende var at tage til Korla. Det ligger ved siden af den næststørste sandørken i verden. Selv jeg, som troede, at jeg vidste noget om Kina, troede, at jeg ville komme til en tør, støvet gammel by. Det var den mest overraskende oplevelse, jeg havde. Dette var en af de mest avancerede byer, jeg nogensinde har set. OK, den er udfordret af Xinjiang og andre, men miljøet der er ekstremt interessant. Under alle omstændigheder har man i denne region et af de største produktive områder for bomuldsproduktion og frugtproduktion. Man kan forestille sig, at det er meget tørt. Mængden af nedbør – regn og sne – i Xinjiang-regionen er 150 ml om året. Det svarer til Saudi-Arabien. Det er halvdelen af, hvad der f.eks. regner i Afghanistan. I Danmark er nedbøren 800 ml om året, så det er seks gange mere. Men på trods af det har de en enorm landbrugsudvikling i gang i denne region takket være brugen af moderne infrastruktur, moderne vandteknologi, herunder israelsk drypvanding og japansk gasningsteknologi, som de har lært og gennemfører.
Jeg vil gerne slutte af med at vise en video. Jeg er ved at lave en række videoer fra min rejse. Jeg har allerede skrevet en artikel om den økonomiske udvikling i regionen, men jeg vil lave artikler og videoer. Den er ikke redigeret, og derfor er den lidt lang, men jeg kan spole frem.
[VIDEO]: Jeg taler til jer fra den sydlige del af byen Korla i Xinjiang, hvor der ikke er så langt til verdens næststørste ørken, som er Takla-Makan-ørkenen. Men overraskende nok finder man her en enorm landbrugsaktivitet i Xinjiang. Det er meget interessant, at gården hedder Oasis Farm. Nye teknologier, maskiner og robotter revolutionerer landbrugsprocessen ved hjælp af droner og moderne sensorer til måling af jordtemperatur og jordfugtighed.
ASKARY: Dette er ørkenområdet; det grænser op til ørkenen i Yulin County. Det er den samme region, men man kan allerede fra vejsiden se disse mandehuller. Fordi der allerede er bygget veje, el-ledninger og vandrør, før der er landbrug og bycentre. Men infrastrukturen er der allerede til at skabe en ny civilisation der, til at bosætte folk der. Meget af jorden bliver indvundet til landbrug, især til bomuldsproduktion. Sådan ser det ud i dele af Irak eller dele af Afrika syd for Sahara. Men forskellen er, at man starter med at bygge den infrastruktur, jeg talte om – strøm, vand, transport. Så bringer man landmændene ind. Disse ting sker nu; de er allerede sket. Det er ikke noget, der ligger i fremtiden; fremtiden er her allerede. Det er det, folk skal tænke på. For hvis vi bare følger nyhederne hele tiden, de forfærdelige nyheder om verden, så glemmer vi, at tingene ændrer sig, og at forandring er mulig. Men min pointe er, at i Xinjiang, uden denne enorme økonomiske udvikling og sociale udvikling og endda kulturelle udvikling, som vil være et chok for mange mennesker. For den kinesiske regering forsøger at bevare uighurernes og andre etniske gruppers kulturer. Det vil jeg vise i en særlig video.
Men jeg vil lige slutte af med at vise denne by, som jeg troede bare lå på siden af ørkenen. Det her er Korla; jeg troede, det ville være et støvet sted i ørkenen. Men det er en af de mest moderne byer, og den er grøn. Desuden har de bygget en kunstig flod midt i byen, hvor folk tager sightseeing-færger, hvilket jeg også gjorde. Så man kan forvandle noget på en virkelig forbløffende måde ved hjælp af teknologi, kreativitet og de tilgængelige naturressourcer, som alle tror er umuligt. Så kan man forvandle det til – Korla er kendt for pæren; verdens største producent af pærer.
Jeg vil slutte af med disse billeder, men min pointe er, at det, der er udfordrende for folk, er at forstå, at vi faktisk kan ændre tingene. Vi er kreative, vi er gode. Vi kan gøre noget godt i verden, og det bør være princippet for at opnå fred i for eksempel Palæstina og Gaza. Ja, vi har politiske udfordringer, vi har tekniske udfordringer, alle disse ting. Men som jeg sagde, da jeg var i Oslo i 1994, var valget at bygge for fred i Palæstina, hvis man ikke gør… En ting, som Rabin sagde, og som jeg tror tog livet af ham, var, at vi er nødt til at ændre vores aksiomer. Det betyder, at vi skal ændre den måde, vi tænker om os selv, om andre og om naturen. Jeg tror, det var det farligste, Rabin sagde, for uden at ændre de aksiomer, vi har, og som dominerer verdens geopolitiske system – at magt giver ret; de magtfulde tager det hele; der er kun vindere og tabere; der er begrænsede naturressourcer; vi bør ikke ændre naturen. Alle disse aksiomer, der bliver plantet i vores sind, bør fjernes, så vi rent faktisk kan skabe fred, sikkerhed og udvikling. Mange tak skal I have.

Se videoen for den spændende diskussion. Den begynder 38:28 minutter inde i videoen.

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*