Fornuftens diplomati i fredens navn

Den 9. juli 2024

Den ungarske premierminister Viktor Orbán brugte følgende ord til at identificere princippet bag de handlinger, han har indledt, umiddelbart efter at han overtog formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union, en position han vil varetage i de næste seks måneder. “Det vi kan gøre, er hvad der altid er formandskabets opgave at gøre: at lægge forslag på bordet. Så vi kommer ikke til at træffe beslutninger, men vi vil hjælpe de 27 premierministre med at træffe beslutninger. Vi vil være til stede overalt, hvor det er vigtigt for Europa; vi vil udforske alle situationer… Dette lederskab er ikke bureaukratisk – selvfølgelig er der disse sager og overvejelser, men der er også brug for en politisk form for energi: et initiativ, som ikke er en beslutning, men som lægger en klar beskrivelse af situationen på bordet, de mulige løsninger. Det er sådan, vi vil gå frem. Hvis du eller dine seere i de kommende dage hører overraskende nyheder fra overraskende steder, er det denne måde at arbejde på, der ligger til grund for det.”

I sin første uge på jobbet har “præsident” Orbán besøgt Ukraine, Rusland og Kina. Præsident Orbán sagde også noget mere: “I denne kultur af internationalt diplomati er det, vi repræsenterer, og hvordan vi repræsenterer det, offentligt, åbent og direkte. Jeg synes, at det er en dyd.” Det samme gjorde filosoffen Platon, hvis dialog, Republikken – bogstaveligt talt” de offentlige ting” – ikke så meget handler om en regeringsform som om metoden til selvstyre.

“Åben og direkte” ville ikke være de første ord, man tænker på, når man ser på det amerikanske præsidentskab lige nu, eller dets korrupte bureaukrati, der arbejder ud fra det, der mere korrekt kaldes “løgnens styre” end “retsstatsprincippet”, som i sig selv er et sofistisk, forkasteligt ikke-begreb. Der er også medierne, som har samarbejdet om at dække over det, som ingen længere kan benægte. Alligevel gør de det stadig, og derfor bør man aldrig mere stole på dem, især ikke i spørgsmål om krig og fred. Hverken amerikanerne eller resten af verden – måske med undtagelse af City of London – ved, hvem den amerikanske præsident er; vi ved bare alle, hvem den amerikanske præsident ikke er. Vi ved, at USA’s nuværende regering tydeligvis ikke er valgt af folket, ikke står til ansvar over for folket og ikke er tiltænkt folket.

Hvad der adskiller en “præsidentiel” fra en “bureaukratisk” tankegang, uanset regeringsform, er det som nogle gange kaldes voluntarisme. Det “præsidentielle princip”, som Orbán i øjeblikket henviser til, får adgang til og anvender, er ikke hans særlige embede. Det er ikke anderledes i sin potentielle effekt, end det princip som den amerikanske præsident Franklin Roosevelt anvendte i sine første dage i embedet fra den 4. marts 1933. Vi sammenligner ikke de to personers formelle handlinger eller beføjelserne i deres to embeder. Hvad der er identisk, er, at i begge tilfælde kræver den monumentale opgave, som skal udføres, at den person, der påtager sig ansvaret for at udføre den, må, for at lykkes, overtale andre til at handle på vegne af at udføre denne opgave. Lederen kan kun foreslå, men ikke gennemtvinge, en fremgangsmåde og skal med fornuftens kraft overbevise andre om at handle, selv hvis de er meget utilbøjelige til at gøre det.

FDR var nødt til at genoprette det depressionsramte amerikanske folks tillid til selvstyret i de allerførste timer af sit præsidentskab. Hans overtagelse af banksystemet – “Bank Holiday”, der begyndte den 6. marts 1933 – skete før hans vedtagelse af Glass/Steagall-loven i juni 1933, tre måneder senere. “Handling, og handling nu” var det, der var brug for; handling kom først, og så fulgte loven, fordi præsidenten agerede beslutsomt for den generelle velfærd.

I et meget anderledes, men tilsvarende eksempel mødtes Abraham Lincoln to uger efter sin indsættelse som USA’s præsident i 1861 med den 30-årige ingeniør Grenville Dodge for at diskutere det, der mindre end et årti senere skulle blive til den transkontinentale jernbane. Det var datidens “Apolloprojekt”, som forvandlede al transport i verden, gav mulighed for indre udvikling af kontinenter og banede vejen for alle efterfølgende sådanne udviklingsprojekter, herunder Kinas Bælte- og Vej-Initiativ og Shanghai Cooperation Organization i dag. En truende broderkrig, som ville bryde ud kun fire uger efter hans møde med Dodge, afholdt ikke Lincoln fra det, han vidste var grundlæggende – at fremme USA’s fysisk-økonomiske enhed som grundlag for at genetablere dets politiske enhed som en republik. Lincolns forudgående overvejelser om den transkontinentale jernbane – det første spørgsmål, han stillede Dodge to år tidligere på deres første møde i Council Bluffs, Iowa, i august 1859, var: “Dodge, hvad er den bedste rute for en Stillehavsjernbane mod vest?” – var en del af Lincolns strategi for at vinde krigen. Selve den fysiske jernbane ville først blive færdiggjort efter denne krig og efter Lincolns død. I den forstand forstod Lincoln forholdet mellem en militærstrategisk politik og en udviklingspolitik og forsøgte at skabe en ny strategisk og udviklingsmæssig “arkitektur” – som vi bliver nødt til at gøre nu, men af en kvalitativt højere international karakter, som foreslået i Helga Zepp-LaRouches ti principper.

Fra det synspunkt kan man med friske øjne se på Kinas arbejde, der grænser op til 14 nationer, og dets præsident, Xi Jinping, inden for diplomati, herunder Kinas stort set ignorerede plan for fred i Europa. Se med friske øjne på “modstanderen” Rusland, som også grænser op til 14 nationer, og dets præsident, herunder hans forslag til forhandlinger fra 14. juni. Betragt ud fra dette synspunkt, hvad Orbán har sat i værk. Overvej hvad der ville ske, hvis intelligente livsformer i den transatlantiske sektor, som ikke nødvendigvis er helt enige i Ruslands eller Kinas politik, men som har en sammenfaldende idé om nødvendigheden af fred gennem udvikling, ville tænke over, offentligt støtte og fremme det, som Orbán har gjort.

Uafhængige kandidater med et uafhængigt sind, som New Yorks senats- og kongreskandidater Diane Sare og Jose Vega, må handle i det “præsidentielle princips” navn, som økonomen og statsmanden Lyndon LaRouche gjorde gennem sine otte præsidentkampagner og sine mange fysisk-økonomiske udformninger og forslag. Alle sådanne kandidater og stemmer kan både støtte og fremskynde det diplomatiske tempo, som Viktor Orbán har indledt.

At gennemføre offentlige politiske interventioner, som både Vega og Sare har gjort for nylig, er en måde, hvorpå modige “normale borgere” i den transatlantiske sektor kan vælge også at få adgang til “præsidentprincippet”, uafhængigt af en bestemt valgdato i deres respektive lande. Og at abonnere på vores Executive Intelligence Review og dens Daily Alert, især i lyset af de åndsdræbende mediers daglige forræderi mod menneskeheden, som de kalder “nyheder”, er afgørende for at udvikle og opretholde den moralske egnethed til at overleve i disse tumultariske tider, for “ikke at blive fanget under begivenhedernes niveau”. Denne række af handlinger er den “res publica“-form for diplomati i fredens navn, som verden kræver af os for at overleve denne farligste tid i hele historien.

Foto: Irina Iriser / Unsplash