Kinas udenrigsminister Wang Yi og Ukraines Kuleba mødes for at diskutere fredsforhandlinger

BILL JONES, EIRNS

den 24. juli 2024

Den kinesiske udenrigsminister Wang Yi var vært for Ukraines udenrigsminister Dmytro Kuleba den 23. juli i den sydlige by Guangzhou. Under deres diskussioner, som var meget hjertelige, sagde Kuleba, at Ukraine er villig til at indgå i dialog og forhandlinger med Rusland, og at sådanne forhandlinger bør være rationelle og substantielle med det formål at opnå en retfærdig og varig fred, ifølge erklæringen fra Mao Ning på hendes udenrigsministeriums pressekonference i dag. Kuleba sagde, at Ukraine havde »nøje studeret« den »sekspunkts-konsensus«, som Kina og Brasilien nåede frem til i maj om den politiske løsning på den ukrainske krise.

Uanset hvad det måtte betyde, er Ukraine opsat på at bevare Kina »tæt på«. Kuleba gentog sin støtte til Kina i Taiwan-spørgsmålet og sagde, at landet vedvarende ville holde fast i ét-Kina-princippet. Han udtrykte også anerkendelse af den »positive og konstruktive rolle«, som Kina spiller for at fremme fred og opretholde den internationale orden. Kina leverer både korn – den største leverandør til Ukraine – og humanitær hjælp til Ukraine, og vil være medvirkende, når tiden kommer til at genopbygge Ukraines krigshærgede økonomi.

Wang Yi beskrev, at Kina og Ukraine etablerede et strategisk partnerskab for mere end et årti siden, og Ukraine var et af de første lande, der støttede og deltog i den fælles opbygning af »Bælte- og Vej-Initiativet«. Vi må fortsætte på grundlag af gensidig respekt og fremme et gavnligt samarbejde, sagde Wang. De to lande er nødt til at se forholdet i et langsigtet perspektiv og fremme en sund og stabil udvikling af forholdet mellem Kina og Ukraine, sagde Wang.

Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj rapporterede i en video, der i går blev lagt ud på hans Telegram-konto, at han havde fortalt den besøgende kardinal Pietro Parolin, Vatikanets statssekretær: »Jeg tror vi alle forstår, at vi er nødt til at afslutte krigen, selvfølgelig så hurtigt som muligt, for ikke at miste menneskeliv,« ifølge ThePaper.

Foto: mfa.gov.ua