En udfordrende tid for menneskers sind

Den 20. august 2024

Washington forsøgte at formilde den israelske premierminister Benjamin Netanyahu i sidste uge ved at forsikre ham om, at hans erklærede bekymring over våbensmuglingen gennem tunneler fra Egypten til Gaza ikke betød, at israelske tropper skulle undtages fra en aftalt tilbagetrækning og våbenhvile og skulle forblive på vagt ved Gaza-grænsen. Tværtimod ville USA tilbyde at patruljere grænsen sammen med Egypten. Det var ligegyldigt, at Netanyahu endnu en gang lagde hindringer i vejen for en aftale om at udlevere gidslerne og indlede en våbenhvile – en hindring, der kunne erstattes af en anden, hvis omstændighederne krævede det.

Men i dette tilfælde forklarede en israelsk embedsmand ifølge Times of Israel, at den amerikanske udenrigsminister Blinken simpelthen havde overtaget Netanyahus holdning og sagt, at Israel ikke kan forlade det sydlige Gaza helt. Hvorfor ikke? Fordi, bemærkede embedsmanden, »vi ikke kan være sikre på, at vi kan vende tilbage«, hvis det bliver nødvendigt, på grund af internationalt pres – og »amerikanerne afviste ikke Israels strategiske logik.« Man kan latterliggøre forklaringen eller måske bruge en hel dag på at tælle alle hullerne i argumentet, men pointen er, at Blinken simpelthen gav efter. Da en journalist efter hans møde med Netanyahu spurgte, om Israel stadig insisterede på en militær besættelse af grænsen, kunne Blinken ikke svare. I stedet gik han over til et ultimatum til Hamas – gå med til de ændringer vi foretager, i forhold til det der tidligere var aftalt, ellers vil der ikke blive leveret mad og medicin.

Den grimme virkelighed er, at 2 millioner palæstinensere er blevet taget som gidsler, ude af stand til at flygte fra deres ghetto. Når Hamas giver indrømmelser, bevæger Netanyahu sig længere væk. (F.eks. tilføjede han i sidste uge, at han ved enhver udveksling af fanger for gidsler ikke behøver at sende palæstinensiske fanger tilbage til Gaza; han kan i stedet sende dem til udlandet). USA lader, som om de ikke lægger mærke til mønsteret, og synger i stedet omkvædet »Hamas nægter at gå med til det« – og signalerer til Netanyahu, at det er tid til flere luftangreb på skoler i Gaza, mord i udenlandske hovedstæder og/eller en krig i Libanon osv. Man får indtryk af, at den amerikanske regerings største bekymring ikke har meget at gøre med sult og sygdom i disse dage, men primært er drevet af en grim valgkalkule: Hvis Hamas underkaster sig en latterlig, ydmygende ordning, er det en valgsejr; hvis ikke, har administrationen gjort sit bedste, og det er Hamas’ skyld, hvis palæstinenserne bliver ofre for sult, sygdom eller bomber. Men lad ikke Netanyahu ødelægge regeringens valgfortælling.

I går beskrev Ukraines præsident Zelenskyj, at Ukraines enorme succes med deres indtrængen i Ruslands Kursk-region (på trods af Ruslands forventede og markante militære fremskridt i Donbass) betyder, at han havde ret, og at hans vestlige allierede tog fejl. Når det drejer sig om Rusland, er der faktisk ingen »røde linjer«, der skal respekteres. Det er snarere på tide, at Vesten kommer »i takt« med hans strategiske genialitet.

Man kan spørge, hvordan USA får så stabile allierede? Eller måske bedre: Hvorledes fortjener normale ukrainere og israelere, at vestlige magter støtter så destruktive personer i deres lande?

Så det kan godt være, at det er en tid, der sætter menneskers sjæle på prøve, som Thomas Paine sagde på tidspunktet for Den amerikanske Frihedskrig. Men Den Internationale Fredskoalitions voksende magt og det modige initiativ til et Fornuftens Råd – for at tilføre en ny dynamik, som er udformet på et niveau, der er i stand til at håndtere de ellers tilsyneladende uløselige problemer – er en genkendelig og nødvendig flanke, og den er lige ved hånden.

Foto: Free CCO U.S. Government image, public domain