Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen! Tak, fordi I er kommet. Dette er Den Internationale Fredskoalition; dette er vores 71. ugentlige møde i træk. Hensigten med denne diskussion er at samle folk fra alle ideologier, så mange nationer som muligt, for at forene os om ægte fred. Mit navn er Anastasia Battle; jeg vil være jeres ordstyrer i dag sammen med mine medordstyrere Dennis Small og Dennis Speed. Hvis du er med via livestream, vil jeg gerne takke dig for at være med. Hvis du er en del af en anden streamingtjeneste, vil jeg gerne takke de forskellige alternative medier, der har streamet dette møde. Det betyder, at vi har været i stand til at nå ud til omkring 100.000 mennesker; det er meget vigtigt, at vi er i stand til at gøre dette på tværs af mange forskellige sprog og lande.

Vi vil fortsætte med den proces; hvis du gerne vil streame denne video i fremtiden, må du gerne kontakte mig. Det gør vi med glæde. I sidste uge havde vi K-talk radio, som livestreamede dette fra midten af USA, hvilket er meget vigtigt, at det sker. Jeg vil gerne sende en særlig tak til dem for at gøre det i sidste uge.

Vi vil have en generel åbning af mødet med talere, som vi har planlagt, og så vil vi gå over til en diskussionsperiode. Der er sket meget i løbet af de sidste par uger med hensyn til at stoppe tredje verdenskrig. Vi har haft fremragende demonstrationer, og som I kan se, var Scott Ritter en af dem, der afholdt en af disse demonstrationer for at stoppe verdenskrigen. Han kommer i dag for at tale om det og mange andre ting. Vi er virkelig nødt til at mobilisere vores kræfter nu for at forene denne proces og stoppe den kommende krise. Så jeg vil gerne have Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition, til at indlede os med at tale. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig først byde jer alle velkommen. Desværre er vi stadig i en situation, hvor de to regionale kriser hver især har potentiale til i værste fald at optrappe til en global atomkrig. Det gør vores indsats så meget desto vigtigere.

Situationen i Ukraine nærmer sig tydeligvis et beslutningspunkt. Lad mig gennemgå det kort. For et par uger siden, da premierminister Starmer besøgte Washington og talte med Biden, var det forventet, at de begge ville give tilladelse til, at Ukraine kunne bruge langtrækkende missiler til angreb dybt inde på russisk territorium, hvilket Starmer stort set allerede var gået med til. Men i sidste øjeblik undlod præsident Biden at indgå denne aftale. Efter at der er gået nogle uger, ser det virkelig ud til, at den mulige forklaring – som jeg naturligvis kun kan fremsætte hypoteser om; men det ser virkelig ud til, at præsident Putin, som var kommet med meget klare advarsler om ændringen i Ruslands atomare doktrin, sandsynligvis kunne have sendt en privat demarche til USA og til dette møde og advaret dem om, hvad konsekvenserne og den russiske reaktion ville være. Under alle omstændigheder resulterede det i, at Biden indtil i dag ikke har givet den tilladelse. Det ser ud til, at der er en fraktionskamp i Washington, hvor udenrigsministeriet og det nationale sikkerhedsråd – det vil sige Blinken og Sullivan – stadig er meget på konfrontationskurs, mens det ser ud til, at militæret, især forsvarsminister Austin og William Burns, sandsynligvis bremser tingene. For militæret – faktisk i alle lande i verden – ved, hvad en krig er; og især hvad en atomkrig er. Så det ser ud til at være det, der stadig foregår, selvom ingen ved, hvor længe det vil vare og så videre.

Men situationen på landjorden i Ukraine vil heller ikke vare længe, for russerne har gjort massive militære fremskridt. Den ukrainske hær har tydeligvis en ufattelig mangel på soldater; rygterne om, at krigen er tabt, spreder sig overalt. Der er mange mennesker, der deserterer – soldater, der ikke kan se nogen grund til, at de bare skal tage til fronten og dø. Så situationen er meget demoraliseret. Det kan være en af grundene til, at man pludselig kan høre nye toner fra folk som Stoltenberg, der indtil for nylig var generalsekretær for NATO, og som nu er gået på pension.

Men han taler pludselig om den såkaldte »tyske model« for Ukraine. Det, de mener med det, er, at der ville være en aftale, i hvert fald indtil videre, om, at Ukraine skulle gå med til tab af territorium og dybest set tilslutte sig NATO, men i denne brudstykkeform. Men de østlige dele, som så ville forblive hos Rusland, ville ikke blive påvirket af dette NATO-medlemskab. Det er et af de forslag, som ikke vil føre til noget, fordi det ikke tager fat på hovedårsagen til, at Rusland startede den særlige militæroperation i første omgang. Med andre ord tager det sig ikke af Ruslands legitime sikkerhedsinteresser og bekymringer; nemlig ikke at have offensive våbensystemer direkte ved deres grænse. Så det er efter min mening et no-go. Krigen er tydeligvis ved at være slut; der er en fysisk grænse, som er ved at blive nået. Med vinteren på vej er det efter min mening et spørgsmål om uger, før det står helt klart.

Det forhindrer ikke NATO’s nye generalsekretær Mark Rutte, som nu er i London for at mødes med Starmer, og Zelenskyj er der også lige nu; sandsynligvis vil de mødes alle sammen. Rutte sagde, at han ville advare NATO om ikke at lytte til russernes sabelraslen; at man ikke skulle tage hensyn til det. Så det er ikke afgjort, men det er meget tydeligt, at det er ved at være slut. Så er spørgsmålet Harald Kujat, den tidligere generalinspektør for det tyske Bundeswehr, sagde allerede i august sidste år, at vi er ved at nå det punkt, hvor NATO må beslutte sig for enten at tilbyde Rusland en forhandlingsløsning, som er acceptabel for Rusland – hvilket denne nuværende tyske løsning ikke er; eller optrapning. Og det vil være på bordet.

Der vil måske blive afholdt en fredskonference, som er blevet nævnt her og der i perioden mellem de to præsidenter, eller endda når den nye amerikanske præsident er kommet til. Men igen kommer det til et punkt, hvor man enten virkelig går efter en løsning ved hjælp af diplomati eller optrapning. Hvis man tænker over det, er al denne snak om, at Baerbock siger, at vi er nødt til at ruinere Rusland, ikke bare er Rusland ikke ruineret, dets økonomi klarer sig ganske godt under omstændighederne. I stedet er det Tyskland, der er ruineret, takket være vores udenrigsminister og vores økonomiminister, som begge er fra De Grønne. Det bliver naturligvis ikke let for det samlede Vesten at acceptere, at krigen i Ukraine er tabt, efter det skammelige tab i Afghanistan for et par år siden, og nu er krigen i Ukraine tabt. Det er et yderst anspændt øjeblik.

Den anden store krise, Mellemøsten, er fortsat superfarlig. Verden venter stadig på den såkaldte israelske gengældelse. Det er ikke klart, hvad de vil gøre. Vil de “kun” ramme olieraffinaderierne eller endda atomanlæggene, hvilket ikke ville være muligt uden brug af atomvåben, fordi de iranske atomanlæg ligger dybt inde i bjergene, og selv amerikanske bunkersprængningsbomber er tilsyneladende ikke i stand til virkelig at nå dertil. Hvis det kommer så vidt, vil verden befinde sig i en katastrofe, og Peskov og andre advarer om, at Mellemøsten faktisk befinder sig på randen af en katastrofe.
Den iranske udenrigsminister Abbas Araghchi har netop været i Qatar efter at have mødtes med embedsmænd i Saudi-Arabien. Det er meget vigtigt, for hvis Iran og Saudi-Arabien taler sammen, er det meget afgørende. Araghchi advarede også om, at Israel trækker hele regionen ind i en katastrofe. Naturligvis foregår folkedrabet i Gaza og Libanon. Libanon er i en næsten lige så forfærdelig situation som Gaza. Men det vil vi snart høre mere kvalificerede folk tale om.

Jeg kan kun nævne en sidste ting vedrørende den såkaldte »enhed« i EU. Der var et utroligt skænderi mellem Ungarns premierminister Orbán og Ursula von der Leyen, formanden for EU-Kommissionen. Hun sagde utrolige ting om Orbán. Orbán beskylder nu EU’s ledelse for at planlægge et regimeskifte mod Ungarn for at indsætte en regering, som vil trække Ungarn ind i krigen mod Ukraine. Det, der sker i den såkaldte europæiske »union«, er et tegn på, at den institution måske ikke er i så god form meget længere.

Alt dette betyder, at vi er nødt til at nå frem til et nyt paradigme; vi er nødt til at kæmpe meget hårdt for den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur i traditionen fra Den Westfalske Fred, for jeg tror ikke, at nogen anden løsning vil afhjælpe faren for den geopolitiske konfrontation mellem NATO på den ene side og Rusland og Kina på den anden side. Jeg vil gerne stoppe her på dette punkt.

SCOTT RITTER: Mange tak, fordi jeg måtte komme. Desværre tror jeg, at jeg vil fortsætte tendensen med at indgyde frygt i hjerterne på alle, der lytter, for I bør være meget bange. Jeg vil bare starte med at sige, at verden ikke er et mere sikkert sted, end den var, sidst jeg talte; faktisk er den endnu farligere. Situationen i Ukraine manifesterer sig vedvarende på en måde, som placerer os på tærsklen til en øjeblikkelig atomkrig; det er ikke noget, der ligger ude i fremtiden. Et pennestrøg, der autoriserer langtrækkende våben bygget af NATO og USA, målrettet af NATO og USA, til at blive affyret mod Rusland, vil skabe et russisk svar, der vil føre os til en krig mellem Rusland og NATO, som vil føre os til en atomar udveksling, som vil føre os til en generel atomkrig, som vil dræbe os alle.

Hvis I ikke har læst den, vil jeg råde alle til at gå ud og købe en kopi af Annie Jacobsens bog, {Nuclear War: A Scenario}. Jeg købte den i søndags; jeg læste den to gange på samme dag, og jeg vil læse den igen, for jeg er nødt til at få budskabet ind i hver eneste celle i min krop om, at vi alle vil dø, hvis der bliver atomkrig. Og hvis vi ikke ændrer den politik, vi har i dag, vil der komme en atomkrig; så din død er uundgåelig. Jeg taler til døde mennesker. Normalt er det et normalt udsagn; vi vil alle dø, ingen af os er udødelige. Men jeg taler til mennesker, der vil dø en unaturlig død. Hver eneste person, der lytter her, vil dø en unaturlig død, hvis vi tillader, at denne politik fortsætter.

Men det er blevet endnu farligere, for noget, der ikke er blevet omtalt i pressen, er, at Iran nu er en atommagt. Iran har ikke indrømmet det med så mange ord, men flere udtalelser fra højtstående iranske embedsmænd har bekræftet, at den fatwa, der har eksisteret siden ayatollah Khomeinis tid, kan omstødes under visse omstændigheder. En af disse omstændigheder er, at når fjenden forsøger at bruge en type våben mod dig, kan du bruge den type våben mod fjenden. Israel har atomvåben; Israel truer med at angribe Irans faciliteter til atomvåben. Som Helga nævnte, er disse faciliteter, mange af dem, ikke egnede til konventionelle angreb, så hvis du truer med at angribe faciliteterne for at fjerne dem, truer du med at bruge våben, der er i stand til at udføre den mission; hvilket betyder, at du truer med at angribe Iran med atomvåben. Det er en kendsgerning; det er ikke til debat.

Spørg Donald Trump, hvorfor han ændrede den amerikanske atomare opstilling, da han var præsident. Grunden er, at han var nødt til at indarbejde to nye kategorier af atomvåben, som var i stand til at ødelægge Irans atomanlæg. Den ene er en B-61-bombe, som er en tyngdekraftsbombe, der nedkastes af visse amerikanske fly, herunder B-2-bombeflyet. Denne B-61-variant blev tilpasset til at være en bunker-buster, til at have gennemtrængningsevne, der var specielt designet til at ødelægge Irans underjordiske atomanlæg. Vi byggede våbnet, vi indsatte våbnet, og vi har planer om at bruge våbnet. Så når man hører kandidaten Donald Trump sige, at Israel bør ramme Irans atomanlæg, så siger han, at Israel bør bombe Irans atomanlæg. For den eneste måde, man kan ramme Irans atomanlæg på, er ved at bruge et atomvåben. Og han kan ikke påberåbe sig uvidenhed om sagen, for han har personligt underskrevet tilpasningen af USA’s atomvåbenplan til at omfatte atomvåben, fordi det er de eneste våben, der kan slå de atomanlæg ud. Så han opfordrer Israel til at angribe Iran med atomvåben.

I maj sidste år sagde Irans tidligere udenrigsminister, som i dag er et højtstående medlem af Expediency Discernment Council, et højtstående beslutningsorgan i den iranske regeringsstruktur, som ifølge den iranske forfatning har mandat til at rådgive den øverste leder, at selv om denne fatwa eksisterer, så er den reversibel, og under visse omstændigheder kan Iran overveje at stræbe efter et atomvåben. Dette blev gentaget af en højtstående officer i den iranske revolutionsgardes kommando sidste sommer, som sagde, at hvis Israel angriber Iran med et atomvåben, vil Iran udvikle en atomvåbenkapacitet. Det iranske parlament har debatteret spørgsmålet og har sendt en anbefaling til den øverste leder om at trække sig ud af ikke-atomartraktaten og begynde at bygge atombomber. Iranerne er igen gået ud og har sagt, at hvis Israel truer dem med et atomangreb, så vil Iran bygge et atomvåben. Israel har truet Iran med et atomart angreb.

Erklæringer af denne art fremsættes ikke i et vakuum, hvilket betyder, at folk, der opererer på niveau med de mennesker, jeg taler om, og som citerer fatwaer udstedt af den øverste leder, ikke fremsætter disse kommentarer uden videre. Faktisk kunne ingen af dem komme med den kommentar, medmindre den var godkendt af den øverste leder. Og den øverste leder er ikke ude på at udsende modstridende oplysninger. Det, der foregår, er Irans version af deklaratorisk politik. Iran gør verden opmærksom på, at de har kapacitet til atomvåben. Hvis Israel angriber dem, vil Iran bruge denne atomare kapacitet som gengældelse mod Israel. Tre eller fem iranske atomvåben rettet mod Israel vil ødelægge Israel for evigt. Og vi ved ikke, hvor det bærer hen derfra. Vi er meget tæt på en atomkrig i Mellemøsten, meget tæt.

Hvor vil den føre os hen? Det ved jeg ikke. Vladimir Putin har lige mødtes med den nye iranske præsident i Turkmenistan. Rusland har talt om at indgå sikkerhedsaftaler med Iran. Iran er nu medlem af BRIKS-fællesskabet. Jeg kan forestille mig, at de taler om, hvad der sker, hvis Israel angriber Iran med atomvåben. Hvad vil Ruslands svar være? I betragtning af det hjertelige forhold, håndtrykket, smilene, var det ikke nogen svær samtale for nogen af dem. Det indebærer, at Rusland har givet Iran visse forsikringer.

Det betyder, at hvis Israel angriber Iran, vil Rusland have Irans ryg, når de svarer atomart mod Israel. Hvad ville USA gøre i det tilfælde? Nu ser vi et scenarie, hvor situationen er ved at komme ud af kontrol og bevæger sig væk fra en regional atomar konflikt til potentialet for en global atomar konflikt. Mine damer og herrer, vi har aldrig været tættere på en atomar undergang, end vi er i dag. Nu har vi det fra to fronter. Og USA har siden Barack Obamas tid sagt, at hvis Iran udvikler atomvåben, vil USA reagere militært. Iran har udviklet atomvåben; hvad vil USA gøre? Donald Trump siger, at det aldrig vil ske. Det er sket, og han er en af hovedårsagerne til, at det er sket, fordi han trak sig ud af Joint Comprehensive Plan of Action [JCPOA], som var et traktatlignende instrument, der lagde visse begrænsninger på Irans program.

Den tillod våbeninspektører at være i Iran og overvåge programmet for at sikre, at Iran ikke omdannede et civilt projekt til et militært projekt. Men fordi vi [USA] trak os ud, var europæerne aldrig ihærdige med at gennemføre aftalen, og Iran var i stand til at trække sig – juridisk set – fra sine forpligtelser under JCPOA til det punkt, hvor der i dag ikke er nogen JCPOA. Iran beriger uran uden begrænsninger. De har beriget op til 60 %. Det er nok til, at det kan retfærdiggøres, fordi de bruger de 60 % til at producere brændselsplader, som bruges i en forskningsreaktor. Men mængden er langt større, end hvad der er nødvendigt for at producere brændsel. Det betyder, at Iran vil være i stand til at tage dette 60 % berigede uranhexafluorid og bruge det som råmateriale i avancerede centrifugekaskader, som allerede er på plads i underjordiske anlæg, og hurtigt omdanne 60 % til 96-98 %. Det kan ske i løbet af få dage. Som jeg sagde, har Iran allerede evnen til at omdanne dette uranhexafluorid til metal; de producerer metalplader til deres eksisterende forskningsreaktor i Teheran. De kunne producere uranmetallet i tilstrækkelige mængder til at skabe kritisk masse og generere fission.

Det er alt, hvad der er nødvendigt for en anordning af kanontypen. Iran har ikke brug for en raffineret testmekanisme. USA byggede faktisk to bomber, som blev brugt mod Japan under Anden Verdenskrig. Den ene var Fat Man, den anden var Little Boy. Fat Man var den version, der blev testet i Alamogordo den 16. juli 1945. Det var et plutoniumbaseret våben, der brugte et raffineret implosionsapparat. Det skulle testes, fordi det hele var teoretisk. Uranvåbnets design behøvede ikke at blive testet, fordi det er meget enkelt; det er ikke raffineret. Hvis man har tilstrækkeligt med højt beriget uran, kan man bygge et kanondesign, der kan generere en ladning på 15-20 kiloton. Det er det, jeg tror, iranerne vil bygge; det er let at anvende på de missiler, Iran har. Iran har vist, at deres missiler kan ramme Israel uden frygt for at blive opfanget. Iran vil være i stand til at sende missiler med atomart sprænghoved mod Israel, og der er intet, Israel og USA kan gøre for at forhindre det. Det er et helt nyt paradigme lige nu, som udfordrer alle røde linjer over hele linjen.

Hvordan vil USA reagere? Indtil videre har vi undgået at sige, at vi vil deltage i et israelsk angreb mod Iran, fordi vi forstår, hvor eksplosivt det er. Men hvis Irans erklærede politik ser ud til at pege på eksistensen af et atomvåbenprogram, vil USA så nu sige: »Vi vil hjælpe Israel«? Det eneste, det gør, er at garantere Israels udslettelse som moderne nationalstat, og det bringer også titusinder af amerikanske tropper i fare. Hvilket betyder, at hvis Iran truer amerikanske tropper, vil det ifølge vores atomdoktrin være en tilstrækkelig begrundelse for USA til forebyggende at bruge atomvåben mod Iran. Hvis vi bruger atomvåben mod Iran, kan vi utilsigtet eller med vilje fremprovokere et russisk svar. Nu er vi alle døde.

Kan du se, hvordan det fungerer? Det er den verden, vi lever i. Det er en verden, som vi måske ikke lever i meget længere. Afstemningen den 5. november betyder noget. Men den betyder kun noget, hvis vi kan få kandidaterne til at forpligte sig til politikker, der taler om at gå væk fra atomvåben, i stedet for at fordoble den dumme, promoverende eksisterende politik, der fører os mod atomkrig. Så det kræver, at alle rejser sig og giver deres mening til kende. Jeg ved, at Diane Sare holder et arrangement i New York City den 26. oktober. Dagen efter er der brunch i New York City, hvor vi har paneler, der diskuterer dette. Vi vil reklamere for det, men jeg vil opfordre alle til at deltage i arrangementet i New York City den 26. oktober og derefter deltage i brunchen den 27. oktober. Styrk dig selv med viden og information, og gå så ud og stem derefter. Hold folk ansvarlige før valget, og hold dem, der vinder, ansvarlige efter valget. Hvis vi ikke gør det, vil vi, sådan som den menneskelige natur er, sandsynligvis ende i en atomar konflikt, før året er omme. Så er denne samtale ligegyldig.
Mange tak for invitationen. Det har været en fornøjelse at tale med jer.

ZEPP-LAROUCHE: Scott, det er lykkedes dig at skræmme livet af mig. Vi forsøger at følge med i udviklingen af efterretninger, især naturligvis før sådan et møde. Og jeg var klar over, at den mulighed eksisterede, men jeg var ikke klar over, at det var lykkedes Iran at udvikle denne kapacitet. Hvis det, du siger, er tilfældet, er vi i totalt alarmberedskab.
Er der nogen måde, hvorpå det kan komme frem for verdensoffentligheden? For eksempel ved at bede FN’s Sikkerhedsråd om at holde et særligt møde? For jeg tror, at vi kan advare verden, men hvis det kommer så vidt, tror jeg, at det vil kræve en institution som FN’s Sikkerhedsråd at alarmere verden. Hvad siger du til det?

RITTER: For det første har Iran ikke formelt erklæret eksistensen af et atomvåben. Irans atomkraft er vedvarende under overvågning og inspektion af Det Internationale Atomenergiagentur. Det, jeg siger, er, at Iran ved at komme med erklæringer af denne art er i stand til at forvandle disse erklæringer fra teori til virkelighed næsten øjeblikkeligt; det er ikke et stort teknologisk spring at have en atomar anordning minus det fissile materiale klar til affyring. Jeg tror, at Iran har dette; alle antydninger gennem deres udtalelser tyder på, at de er klar til at reagere med det samme. Iran – før de rent faktisk kunne have en erklæret atomkapacitet, ville Iran sandsynligvis være nødt til at trække sig ud af traktaten om ikke-spredning af kernevåben. Det er noget, som det iranske parlament opfordrer den øverste leder til at gøre lige nu.

Når de kommer med den udmelding, kan Iran lukke ned for IAEA’s overvågning – den har ikke længere nogen juridisk gyldighed. Iran kan så straks begynde at omdirigere det lavt berigede 60 % uran til urankaskaderne. Bogstaveligt talt vil de i løbet af en dag eller to have nok fissilt materiale til at omdanne det til metal og sætte det i et sprænghoved. Så på mindre end en uge kan Iran gå fra en politisk beslutning til et brugbart våben. Hvis du giver dem to uger, vil de have 3-5 brugbare våben. Det er der, vi er lige nu. Men FN’s Sikkerhedsråd kan ikke handle ud fra en teori, fordi IAEA ville blive tilkaldt og sige, at der ikke er tale om omdirigering af materiale. Det rejser også spørgsmålet om, hvad der udløser denne trussel, og svaret er Israel. Det sidste, USA ønsker, er, at Israels atomvåben skal diskuteres i Sikkerhedsrådet.

Så det er problemet. Vi har et Israel, der har denne tvetydighed omkring sin atomvåbenkapacitet. Alle ved, at de har dem; alle ved, at de er der, men ingen taler om det. Faren ved denne våbenkapacitet er blevet åbenlys, for tidligere talte man kun om Samson-muligheden: Det vil sige, at hvis Israel bliver løbet over ende, vil Israel bruge disse våben til at tage alle med i faldet. Men nu har vi en situation, hvor Israel bogstaveligt talt taler om et angreb mod Irans atomare kapacitet, som ikke involverer, at Israel bliver løbet over ende. Det er en reaktion på et problem, som Israel skabte ved at myrde en højtstående Hamas-embedsmand i Teheran på dagen, hvor den iranske præsident blev indsat; ved at myrde Hassan Nasrallah; ved at angribe det iranske konsulat i Damaskus. Dette er et problem, som Israel selv har skabt, og nu har det manifesteret sig på en måde, hvor Israel truer med at angribe Iran, hvilket kun kan lade sig gøre med atomvåben. Atomvåben, som Israel endnu ikke officielt har erklæret at være i besiddelse af.

Det er det virkelige problem her. For at løse dette problem er vi nødt til ikke kun at tale om at gå væk fra alt, hvad der kan udløse Israels potentielle brug af atomvåben, men vi er nødt til at tage fat på den destabiliserende virkelighed, som Israels atomvåben er. For de atomvåben har nu manifesteret sig i et årsag-virkning-forhold til Iran, som vil få Iran til at trække sig ud af NPT og producere sine egne atomvåben. Hvis Iran trækker sig ud af NPT, har Saudi-Arabien antydet, at de vil søge deres egen uafhængige atomare afskrækkelse; Tyrkiet har sagt det samme. Nu har vi en region helt ude af kontrol, hvilket gør muligheden for atomkrig endnu mere sandsynlig.

Så vi er nødt til at begynde at tale om nedrustning. Vi er nødt til at begynde at tale om at puste liv i Joint Comprehensive Plan of Action igen. Men JCPOA kan ikke længere kaldes Iran Nuclear Deal. For at være levedygtig skal JCPOA indebære, at Iran og Israel går med til gensidige inspektionsordninger, der fører til en garanti for, at ingen af nationerne har atomvåben. Israels atomvåben kan ikke få lov til at eksistere; de er et eksistentielt spørgsmål for verden, for regionen og for Israel. For hvis Israel bruger atomvåben mod Iran, vil Israel ophøre med at eksistere. Det er et 100% garanteret resultat, der vil ske.

Selv hvis de ikke angriber atomanlæg, hvis de bare begrænser deres angreb til oliefaciliteter eller andet, har Iran sagt, at de vil affyre over 1.000 konventionelle missiler mod Israels kritiske infrastrukturmål. Det betyder, at de vil ødelægge alle kraftværker, alle vandrensningsanlæg, alle eldistributionsanlæg, al kritisk infrastruktur til energiproduktion, olie og gas. Og Israel vil blive kastet tilbage til stenalderen. Hvis Iran foretager den slags angreb, træder Samson-muligheden i kraft, og Israel vil svare igen med atomvåben. Det vil føre til, at Iran udvikler atomvåben og indsætter dem mod Israel i løbet af meget kort tid.

Vi befinder os i en ekstremt farlig situation, og det bliver ikke nemmere af, at Benjamin Netanyahu og Joe Biden nærmest råbte og skreg. Når du taler om et skænderi, troede jeg, at du ville tale om den telefonsamtale, som Biden havde med Netanyahu. Biden sagde dybest set til Netanyahu, at han skulle droppe sin uansvarlige holdning til Iran, og Netanyahu bad ham om at stikke piben ind. Så nu ser man for eksempel, at folk spørger, hvorfor den amerikanske FN-ambassadør pludselig udtalte sig til fordel for to FN-resolutioner om Palæstina? Den ene en våbenhvile, den anden øjeblikkelig afsendelse af humanitære varer. Det er to resolutioner, som USA tidligere har været imod. Den amerikanske FN-ambassadør har udtalt sig kraftigt imod dem. Men nu er hun fortaler for dem. Hvorfor gør hun det? Fordi Biden lovede Netanyahu, at hvis han afstod fra at angribe Iran, ville USA ikke kun yde militær støtte i hidtil uset omfang, men vi ville også støtte Israel diplomatisk, da de aldrig vil frygte noget fra FN. Netanyahu har ignoreret Bidens råd, så nu får Biden Netanyahu til at betale en pris.

Jeg tror ikke, det vil lykkes at gøre andet end at skubbe israelerne endnu tættere på at træffe beslutningen om at angribe Iran. Vi befinder os i en meget farlig situation, fordi USA ser ud til at have mistet evnen til at presse Israel til at foretage handlinger, der er gode for USA. Hvis Israel ikke tager imod nogen vejledning, betyder det, at det ikke handler om, hvad der er godt for Israel, men hvad der er godt for Benjamin Netanyahu. Og han er villig til at ofre hele Israels befolkning, over 100 millioner mennesker i regionen, fordi han ønsker at gå over i historien som en stærk mand, der reddede Israel. Men han bliver manden, der ødelagde Israel og tog regionen med sig i faldet.

Afsluttende bemærkninger
Det forekommer mig, at eftersom jeg har en tendens til at være enig i det, Scott sagde, som jeg sagde, enten 100% eller i det mindste meget højt oppe over 90%. Da dette er et spørgsmål om liv eller død for hele den menneskelige art, tror jeg, at vi er nødt til at gøre det til et helt særligt fokus. Vi fra Schiller Instituttet vil virkelig forsøge at verificere, hvad Scott sagde, ved at sætte et totalt laserlignende fokus på at forsøge at gøre historien absolut vandtæt, hvilket jeg tror, den stort set allerede er, eller i nærheden af. Så må vi mobilisere på det. For hvis det er sandt, når vi måske ikke frem til 5. november; så alvorligt er det.

Vi bør lave en liste over alle de politikere i USA, som offentligt har talt for en krig mod Iran. For det er højst sandsynligt dem, der allerede er i gang med at grave din grav. Så det bør vi gøre. Så synes jeg også, at vi skal gå ud med denne historie; tage Scott Ritter-videoen og sende den rundt til alle de mennesker, vi nævnte før. Og med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt man kan stole på det, Scott Ritter sagde, at der er et element af tillid i forhold til USA eller ej, så er det et meget kompliceret spørgsmål. For der er dem, der siger, at USA er kontrolleret af den zionistiske lobby; men der er også dem, der siger, at det er USA, der bruger Israel som en håndgranat til at opnå, hvad de nu end ønsker at opnå på et givet tidspunkt. En af disse personer var min afdøde mand, Lyndon LaRouche. Hvis man faktisk ser på den komplicerede grænseflade mellem det religiøse element – det er ikke for sent at gå ind i det, men der er hele dette meget ladede spørgsmål om religiøse overbevisninger, Harmageddon, hvem der vil tjene på det. Det er alt for omfattende til, at vi kan komme ind på det lige nu.

Men jeg tror, at spørgsmålet om, hvad operationens egentlige karakter er? Er det USA, der bruger Israel? Er det et scenarie med en løsrevet allieret, hvor det bare ser ud til, at Israel er ved at løsrive sig fra USA’s kontrol? Det er bestemt et stort spørgsmål. En ting, som jeg synes er meget klar, er, at hvis der er nogen magt i verden, som kan stoppe dette, så er det USA. USA har alle midlerne, deres hangarskibe i regionen, forsyningslinjerne med våben, pengene; der er så mange flaskehalse. Jeg tænker, at det kræver en nærmere undersøgelse, men jeg tror, at det første spørgsmål er, om vi er så tæt på, som Scott siger, så bør vi virkelig gå i gang med en total mobilisering. Jeg tror, vi hellere må komme i gang, for det er ikke sikkert, vi når frem til den 5. november.

I mellemtiden skal du fortsætte med at organisere dig for IPC. Tag til koncerten i New York den 26. oktober. Gør det til et internationalt samlingspunkt. Hvis du har en musikalsk eller politisk begivenhed, som du kan knytte til, så det bliver et internationalt ekko af den 26. oktober, så gør det til et samlingspunkt for hele verden, så den vågner op til denne fare. For jeg tror, at alle de andre fredsgrupper, jeg kender til, stadig ser det som en slags tidløs ting at være imod krigen og vise, at man er for fred. Det er alt sammen velmenende, men det er ikke nok. For hvis vi er på en nedtælling, hvor vi er en dag eller to væk, før Iran kan opsige NPT og derefter gå i gang med et atomprogram, så er vi virkelig på kanten af at miste alt.
Så hold øje med, hvad vi udsender i de kommende dage, for vi vil helt sikkert undersøge, hvad Scott sagde, og du kan forvente, at vi vil udsende noget længe inden det næste IPC-møde.

Dennis Speed

Den 11. oktober 2024, (EIRNS) – »Die alten, bösen Lieder, Die Träume bös’ und arg, Die lasst uns jetzt begraben, Holt einen grossen Sarg.« (»De gamle, onde sange, de ondskabsfulde og onde drømme, lad os begrave dem nu; hent en stor kiste.« – Heinrich Heines ord og deres musikalske version af Robert Schumann falder en ind, når man ser den alt for velkendte dans mellem Macron og Zelenskyj, Zelenskyj og Washington, Zelenskyj og forskellige nationer i Syd- og Østeuropa osv., der lader som om de ikke ved, at krigen i Ukraine er så godt som tabt. De taler om, at de fuldt ud støtter »sejr for Ukraine« i dets krig, der ikke kan vindes, mod Rusland, velvidende at de lyver og snart vil blive opdaget – men fortsætter ufortrødent alligevel.

Om dem og deres forgængere i historien, udtrykte profeten Hoseas i Det Gamle Testamente det godt: »For de har sået vinden, og de vil høste hvirvelvinden.« Hvad angår diktatorernes efterkommere og dem med et despotisk tankesæt, som Platon skildrede grækeren Thrasymachos i sin dialog Republikken, de »stærke mænd« i evige krige og konflikter, tænker de sig aldrig om to gange og undskylder heller aldrig. Det er nytteløst at spørge dem, hvad deres mål er. Netanyahus mål er f.eks. at gøre præcis det, han gør. Der er ingen grund til at spørge: »Hvad forsøger Israel at opnå?« De, der sår vinden, høster hvirvelvinden.

Nero’er, som tror, at »tyranni betyder, at man aldrig behøver at sige undskyld«, bliver før eller siden knust af naturlove, som pludselig dukker op i en eller anden form – for eksempel i form af en uventet, ukontrollerbar orkan af varierende form eller funktion. Det kan være orkanen med den ubetalelige transatlantiske gæld på mere end 2 billioner dollars. Det kan være orkanen af en ny pandemi. Det kan være en egentlig orkan, eller to, eller flere.

Det siges for eksempel, at Biden pludselig ikke kunne tage til Tysklands Ramstein-militærbase den 12. oktober, hvor mange troede han ville meddele, at det nu var okay for Ukraine at bruge amerikanske våben til at slå dybt ind i Rusland, på trods af Vladimir Putins klare advarsler siden den 25. september om, hvad den beslutning kunne betyde – inklusive civilisationens endeligt. Bidens administration sagde, at han ikke ville tage til Tyskland på grund af orkanen Milton. I en vis forstand kan det meget vel være sandt. Kombinationen af Helene/Milton-orkanen har afsløret for USA’s befolkning og verden, at USA i øjeblikket har indsat sin nationalgarde i upassende tjeneste i krige, der ikke kan vindes, i udlandet, »for USA’s nationale sikkerhed«, blot for at lade stakkels amerikanere derhjemme drukne og dø i hundredvis.

Hvad betyder det for den amerikanske befolknings overlevelsesevne i tilfælde af et atomart angreb? Hvad siger det om USA’s reelle fysiske og fysisk-økonomiske tilstand? Og hvad betyder det for fornuften i den nuværende herskende angloamerikanske elites »unipolære« udenrigspolitik, især med hensyn til den nye Globale Majoritet, som snart samles i Kazan til BRIKS-topmødet?

Uanset hvad de, der opfatter sig selv som verdens vigtigste aktører, tror der er ved at ske i Ukraine, Sydvestasien eller Stillehavet, er der en anden, højere magt på spil – og det er ikke den globale opvarmning. Vi lever nu i en tid, hvor kraften i sande ideer, i »dybe og lidenskabelige forestillinger om mennesket og naturen«, når de anvendes mod en tilsyneladende overvældende materiel, » verdslig« kraft, kan sejre – hvis man tror på, har adgang til og nægter at forråde fornuftens kraft.

EIR‘s interview den 6. oktober med den tidligere malaysiske premierminister Mahathir bin Mohamad, som sad på posten i sammenlagt 24 år, 1981-2003 og 2018-2020, vil minde dem, der engang vidste det, og informere dem, der endnu ikke har opdaget det, om, at det ikke kun er muligt at stå imod rovgriske finansfolk som George Soros for at forsvare sit land – men at det også er muligt at besejre dem. Dette er afgørende for at forstå, hvorfor en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som er indeholdt i Helga Zepp-LaRouches ti principper, og som er baseret på en højere ordens menneskeopfattelse, der ikke er begrænset af geopolitik, ikke blot er ” sandsynlig”; det er snarere den eneste politik, der muligvis vil fungere i de nuværende “globale styrkeforhold”.

Den 19. september 1997 bragte den asiatiske Wall Street Journal en historie, »LaRouche Report Helps Feed Malaysian Attacks on Soros«, som begyndte således: »Da premierminister Mahathir Mohamad for nylig beskyldte finansmanden George Soros for at lede spekulative angreb på sydøstasiatiske valutaer, var Malaysias regeringsvenlige presse hurtigt ude med artikler, der tilsvinede den amerikanske milliardær. Noget af deres bitterhed kom tilsyneladende fra en usædvanlig kilde: en publikation drevet af Lyndon LaRouche Jr. …. » Wall Street Journal Europe bragte en forsidehistorie med titlen ›Malaysias Mahathir finder mærkelig kilde til Soros-kampagne – Asiens medier benytter den amerikanske konspirationsteoretiker Lyndon LaRouche Jr.‹

Da premierminister Mahathir ankom for at tale om morgenen den 20. september 1997 ved Verdensbankens årsmøde i Hongkong, var der placeret et eksemplar af Wall Street Journal Asia på hvert sæde blandt de 3.000 fremmødte. Mahathir gik frem, som han havde tænkt sig. Han forsvarede ikke kun de foranstaltninger til valutakontrol og bankregulering, som Malaysia havde indført for at beskytte sig mod Soros’ spekulationer. Han talte også om, hvad han kaldte »prosper-thy-neighbor«, hvad han også kaldte »win-win-strategier«. »Hvis man undrer sig over, hvad der menes med velstand for sin nabo, vil jeg gerne forklare igen, at det ganske enkelt betyder, at hvis man hjælper sin nabo med at få det godt, vil man få det godt sammen med ham. Når lande er velstående, bliver de mere stabile, og folk behøver ikke at emigrere til ens land. » Et netop afsluttet interview fra den 6. oktober 2024 med den 99-årige tidligere premierminister Mahathir, »vidnet til et århundrede«, kan nu ses på Schiller Instituttets hjemmeside.

Foto: Wikimedia Commons

Den Internationale Fredskoalition #71
Én løsning til at stoppe to regionale kriser fra at føre til tredje verdenskrig
Den Internationale Fredskoalition

Fredag den 11. oktober kl. 17 dansk tid

Klik her for at tilmelde dig, så du kan modtage et Zoom link.
Del venligst med dine kontakter.

Invitation (Ikke korrekturlæst)
af Dennis Small, EIRNS
»Vi befinder os i to regionale kriser, som kan føre til en global optrapning«, der ender i en regulær verdenskrig, advarede Helga Zepp-LaRouche lytterne i dag på sit ugentlige Dialogue-webcast. »Den ene er Ukraine, og den anden er Mellemøsten. Og jeg tror, man er nødt til at se på disse to ting sammen,« sagde hun, både for at forstå dem og for at løse deres underliggende årsag.

»Med hensyn til Ukraine«, rapporterede Zepp-LaRouche, ›blev Ramstein-mødet, som Biden skulle have talt om, udskudt‹ – med henvisning til mødet i Ukraine Defense Contact Group, som var planlagt til at finde sted på Ramstein-flybasen i Tyskland den 12. oktober, hvor briterne og andre havde håbet at kunne presse præsident Biden til endelig at gå med til at affyre NATO-langdistancemissiler fra Ukraine dybt ind på russisk territorium. Præsident Putin har gjort det klart, at et sådant angreb kunne få Rusland til at påberåbe sig sin reviderede doktrin for atomart forsvar.

Selv om Biden aflyste sin rejse, og Ramstein-mødet blev udskudt, var det blot en udskydelse af sagen, muligvis i yderligere en uge frem til et planlagt NATO-forsvarsministermøde i Bruxelles, hvor spørgsmålet måske vil blive taget op igen. Men den centrale krise består: Ukraine bliver besejret på slagmarken af Rusland, og det har bragt os til det punkt, mindede Zepp-LaRouche lytterne om, som den tidligere tyske Bundeswehr-general Harald Kujat »havde advaret om for et år siden: at NATO vil komme til det punkt, hvor de skal beslutte sig for enten at have en forhandlingsløsning, som vil blive accepteret af Rusland … eller gå efter en optrapning.«

»Jeg er bange for,« fortsatte hun, »at vi befinder os i umiddelbar nærhed af en beslutning om optrapning, som i værste fald kan føre til en global atomkrig.«

Situationen i Sydvestasien er uden tvivl endnu tættere på generel krigsførelse, hvor land efter land går op i flammer på grund af Israel. Premierminister Netanyahu er nu klar til at angribe Iran – enten dets oliefelter og anden vital infrastruktur eller, hvis Biden går med til en direkte amerikansk militær rolle, Irans atomprogram.

Det er i sandhed »at lege med ilden«, som den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov advarede alvorligt om i et interview med Newsweek den 7. oktober. I en uventet udvikling samme dag meddelte Kreml, at præsident Putin ville mødes med Irans præsident Pezeshkian fredag den 11. oktober i Turkmenistan – selv om de to allerede havde planlagt at mødes mindre end to uger senere, på BRIKS-topmødet i Kazan den 22.-24. oktober.

Hvorfor dette hastværk? Velinformerede medier og andre kilder rapporterer, at formålet med det tidligere møde kan være at underskrive en større sikkerheds- og forsvarsaftale mellem de to lande, som der er fuld enighed om, og som forventedes at blive underskrevet i Kazan. Vil Israel – og dets sponsorer og hjælpere i London og Washington – forstå budskabet og genoverveje deres planer om at angribe Iran med fuld kraft? Eller vil de også være villige til at risikere atomkrig i dette område?

Vi kender ikke svaret på det spørgsmål.

Men vi ved, hvad der skal til for at få menneskeheden ind på en helt anden kurs, herunder at erstatte det bankerotte Wall Street/City of London-finanssystem med en ny udviklings- og sikkerhedsarkitektur, der tjener alle nationers reelle behov.

Dette centrale politiske spørgsmål blev taget op i et ekstraordinært interview, som EIR’s redaktionsmedlem Mike Billington gennemførte den 6. oktober med den 99-årige tidligere premierminister i Malaysia og verdens ældste statsmand, Dr. Mahathir bin Mohamad. Med veltalenhed og klarhed bemærkede Dr. Mahathir: »Det ser ud til, at den vestlige alliance hele tiden har brug for en fjende … Holdningen er, at krigen [mod Rusland – red.] vil løse dette problem, men krig vil ikke løse problemet. De vil føre til større krige, til en tredje verdenskrig. Det er det, jeg frygter.«

Løsningen, sagde Dr. Mahathir, er, at en alliancefri politik skal erstatte paradigmet øst mod vest. »Verden er stadig opdelt i to konfronterende blokke, Øst og Vest. Og andre lande føler, at de bliver presset til at slutte sig til den ene eller den anden. Men disse lande ønsker ikke at blive involveret i konfrontationen mellem USA og Kina og Rusland. Derfor er der igen behov for at tænke på alliancefrihed, som var det, der blev foreslået af Sukarno,« Indonesiens præsident, som var en af grundlæggerne af den Alliancefrie Bevægelse i 1955.

Mahathir fortsatte: »Vi ønsker at se en stabil verden, hvor vi kan vokse gennem handel med hele verden … Vi har ikke brug for nogen blokke i øst eller vest, men vi har brug for en verden, hvor alle er lige.«

Vigtige uddrag af Dr. Mahathirs interview vil blive præsenteret på den Internationale Fredskoalitions kommende møde nr. 71, fredag den 11. oktober, for at hjælpe med at forme deltagernes overvejelser om en mobilisering, der kan trække menneskeheden tilbage fra randen af atomkrig – i en fart.

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 9. oktober 2024

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Dette er onsdag den 9. oktober 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende dine spørgsmål eller kommentarer via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.

Helga, det ser ud til, at der er en debat i gang blandt det etablissement, som driver det, russerne kalder den »kollektive Biden«, om, hvad der skal ske med Ukraine. Financial Times rapporterede om en »skiftende stemning« i Washington og i europæiske hovedstæder, hvor nogle er begyndt at anerkende, at Ukraine ikke kan vinde. Zelenskyj har netop meddelt, at han aflyser sin fingerede »fredskonference« i november, og i går aftes blev det så meddelt, at Bidens rejse til Tyskland, hvor han efter planen skulle lede et møde i Ramstein Ukraine Contact Defense Group, er blevet aflyst, angiveligt for at håndtere de forventede skader fra orkanen Milton. Der er skepsis over for dette, fordi han ikke virkede særlig involveret i skaderne fra orkanen Helene.

Men i betragtning af denne udvikling har vi vores første spørgsmål: »Hvad er efter din mening betydningen af hans ændrede planer? Og er det muligt, at der er ved at opstå en splittelse i Biden-administrationen og i NATO over planerne om at blive ved med at støtte kampen mod Rusland til den sidste ukrainer? Og hvis det er tilfældet, viser det så ikke, at nogle har konkluderet, at Vladimir Putin ikke bluffer?«

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er endnu større end det, for mens de vestlige medier stadig forsøger at holde befolkningen i uvidenhed, tror jeg, at der i magtens korridorer er en erkendelse af, at vi sidder på to regionale kriser, som kan udvikle sig til en global optrapning. Den ene er Ukraine, og den anden er Mellemøsten. Og jeg tror, man er nødt til at se på disse to ting sammen, for – jeg mener, lad os tage den ene efter den anden, men hvad angår Ukraine, så blev Ramstein-mødet, som Biden skulle have deltaget i, udskudt – det er ikke klart, hvornår det blev det. Men Jens Stoltenberg, den netop afgåede, tidligere NATO-generalsekretær, foreslår nu, hvad der svarer til det, de kalder det tyske forslag, som ville være ideen om, at der vil være en aftale med Rusland, hvor tilbuddet ville være, at Ukraine ville tilslutte sig NATO, men kun den vestlige del, mens den østlige del ville blive behandlet som G.D.R. [Østtyskland] i 1956, da Vesttyskland sluttede sig til NATO. Det er helt udelukket. Rusland vil aldrig acceptere det, men det afspejler det faktum, at de seneste rapporter viser, at de russiske fremskridt på slagmarken er så betydelige, og at situationen i den ukrainske hær er, at de simpelthen ikke har soldater nok, der er rapporter om en generel demoralisering, mange mennesker deserterer. Så det er generelt kun et spørgsmål om tid, hvornår det her slutter, for der er simpelthen ikke mere kampkraft blandt ukrainerne. På det tidspunkt er vi ved det punkt – og vi er faktisk ved det punkt – som den tidligere generalinspektør for Bundeswehr, general Harald Kujat (ret.), advarede om allerede i august for et år siden, nemlig at NATO vil træffe en beslutning om enten at finde en forhandlingsløsning, som vil blive accepteret af Rusland, hvilket den nuværende løsning ikke gør, eller at gå efter en optrapning. Og det er det spørgsmål, der ligger lige for.

Og der er helt klart en kamp om det, hvor det ser ud til, at militæret i USA, som ved, hvad konsekvenserne er, er mere på den side, der vil afslutte dette eller gå efter en diplomatisk løsning, mens den mere politiske del dybest set siger: »Nej, lad os gøre det muligt for ukrainerne at bruge langtrækkende missiler dybt ind på Ruslands territorium,« selv om det er blevet klart defineret som den ultimative røde linje; det er derfor, Putin har ændret Ruslands atomare doktrin. Så jeg er bange for, at vi med hensyn til Ukraine sidder i umiddelbar nærhed af en beslutning om optrapning, som i værste fald kan føre til en global atomkrig, eller til endelig at nå frem til en fredsløsning, hvor sidstnævnte desværre ikke er så meget i højsædet.

Hvis du nu kombinerer det med situationen i Mellemøsten, så lad mig bare give dig nogle af elementerne: Jeg kan kun råde jer til at se en video, som blev lagt ud i går af en platform, der hedder »Dialogue Works«. Og der havde værten oberst Lawrence Wilkerson med, den tidligere stabschef for Colin Powell (2002-2005), da han var USA’s udenrigsminister under Irak-krigen. Og hvad oberst Wilkerson præsenterer der, kan jeg kun råde jer til at lytte til: Det hele er måske ikke 100 % verificeret, men for dem af jer, der normalt aldrig får nogen reel dækning af begivenhederne, er det en øjenåbner. Han starter med en kort præsentation af en video, som tilsyneladende er lavet i Tyrkiet, og som i sig selv er et absolut must at se; den har et scenarie, hvor man i år 2040 , 16-årsdagen for folkemordet mod Gaza, dokumenterer rundt omkring i verdens byer, i Seattle, i Berlin, i Paris, i Seoul, ligesom der er udstillinger af de rædsler, der skete i Gaza i år, og mange børn spørger deres bedsteforældre: »Hvor var du, da det her skete?« Det er meget bevægende, og billederne er faktisk ganske passende. Så se venligst denne to minutter lange video.

Og så går oberst Wilkerson ind i de mulige scenarier, og han rapporterer, at der er en massiv debat i USA lige nu mellem dem, der siger, at USA bør stille sig på Israels side, hvor Israel er ved at gengælde mod Iran – dette er nu ikke i videoen, men jeg siger det – der er en debat, skal Israel »kun« (i anførselstegn) ramme Irans olieraffinaderier eller gå til angreb på de atomare anlæg, som Donald Trump havde foreslået i en ufattelig udtalelse? Det er meget klart, at Irans atomanlæg ligger i bjergene, og de er skjult dybt inde i bjergene, og den eneste måde, man kan ødelægge dem på, er med atomvåben. Jeg ved ikke, om Trump ved det, eller om han blot siger det letsindigt, men det er utroligt.

Så det, oberst Wilkerson siger, er, at der er en debat mellem dem, der siger, at Israel skal gøre det alene, eller at USA skal være på Israels side. Under alle omstændigheder ser vi på afgrunden. Hvis det sker, risikerer vi en generel krig i Mellemøsten, som vil involvere alle kræfter. For hvis man begynder at angribe Iran så massivt, vil det hele naturligvis gå op i flammer, og alle de arabiske stater – de arabiske stater har netop dannet en ny alliance, hvor de siger, at de vil holde sig neutrale og ikke blive involveret i nogen konflikt på USA’s side, hvis der kommer et angreb på Iran. Det er et helt nyt element i situationen, fordi afstanden mellem Israel og Iran er meget stor, og det kræver optankning både ved angreb ind i Iran og for fly, der flyver ud, og det kan ikke lade sig gøre uden amerikansk assistance.

Så hvis man ser på disse to situationer, og jeg tror virkelig, at man skal se på dem sammen, det absolutte point of no return i forhold til Ukraine og så for det andet den absolutte krudttønde af en situation i Sydvestasien, så tror jeg, at det, vi i Schiller Instituttet hele tiden har sagt, er, at vi er nødt til at stoppe dette; vi har brug for en fuldstændig ændring. Folk er nødt til at sige, at vi er på randen af Tredje Verdenskrig, og at vi absolut er nødt til at gå i en anden retning ved at gå i retning af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som stopper geopolitik og erstatter den med ideen om samarbejde. Så jeg tror, at det i virkeligheden er det, vi kigger på.

SCHLANGER: Nu har vi flere spørgsmål om både situationen i Ukraine og Mellemøsten fra en fredsaktivist i Storbritannien. Han skriver: »Starmer og hans regering bevægede sig hurtigt efter sin valgsejr for at optrappe konflikten mellem NATO og Rusland. Men med meningsmålinger, der viser et stort fald i støtten til ham, hvad tror du så, at de kloge slyngler i City of London har som tilbagefaldsplan?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved ikke, om de har en nødplan. Briterne er kendt for altid at satse på alle sider samtidig. Men jeg tror lige nu, at ideen om at blive ved med at skubbe på denne optrapning, jeg kan kun sige, at det bedste, der kunne ske, er, at det internationale samfund i stedet for at følge mediernes linjer og de løgne, der bliver fortalt, burde starte en undersøgelse af, hvorfor krigen i Ukraine stadig foregår? Hvorfor blev den fredsmulighed, der eksisterede i marts 2022, den såkaldte Istanbul-løsning, som begge sider, Ukraine og Rusland, var enige om, saboteret gennem Boris Johnsons rejse til Kiev, og at alle de mange mennesker, der er døde siden, mere end 500.000 mennesker på den ukrainske side og også mange mennesker på den russiske side, alt sammen står for Boris Johnsons og briternes regning: Og det bør undersøges. Så kunne man måske ændre verdensopinionen.

SCHLANGER: Helga, vi har et spørgsmål her om situationen i Tyskland. Nogen skrev ind: »Jeg så Schiller Instituttets arrangement om truslen mod Tyskland den 2. oktober, hvis det accepterer USA’s tilbud om amerikanske atomare langdistancemissiler, som kan ramme Rusland, og var meget imponeret over videoen. Ved du, om den blev set i Tyskland? Er der modstand blandt tyskerne mod, at Scholz-regeringen accepterer amerikanske atommissiler?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, den er voksende. Det er endnu ikke nok, men det er derfor, vi har lavet dette særlige program med den tidligere amerikanske ambassadør i Sovjetunionen Jack Matlock, atomarteksperten Ted Postol og andre eksperter: Rainer Rupp, Wolfgang Effenberger, oberst Alain Corvez (pensioneret). Og vi forsøger lige nu at cirkulere disse videoer, især den fra Matlock og Postol, fordi de er fremragende amerikanske eksperter – Matlock, en højtstående diplomat, som var øjenvidne til afslutningen af den kolde krig og den tyske genforening; og Postol, fordi han sandsynligvis er en, hvis ikke verdens førende ekspert i atomvåben, og han kom med en meget, meget dramatisk pointe om, at Tyskland vil ophøre med at eksistere, hvis det nogensinde kommer til en egentlig krig. Og jeg kan kun bede jer, vores seere, vi har lagt disse to videoer ud som uddrag fra hele konferencen, fordi de fleste mennesker ikke har tid til at se hele programmet: Hjælp os med at få disse to videoer ud på den maksimale måde. Vi lægger linkene under dette program, og til at sende det ud til alle, du kender, for den eneste måde, jeg kan håbe, vi kan stoppe denne fare på, er, hvis alle borgere på planeten bliver klar over, hvad konsekvenserne af en atomkrig er, og så dybest set går på gaden og laver andre aktioner for at fortælle regeringerne, at de skal væk fra denne konfrontationskurs. Så jeg tror, der er andre mennesker, der mobiliserer. Ved demonstrationen i Berlin den 3. oktober var der en betydelig demonstration – ikke stor nok, men betydelig – og flere mennesker udsendte en ny Berlin-appel, hvor de krævede, at disse langdistancemissiler absolut ikke må installeres i Tyskland. Så der er folk, der bevæger sig, men jeg synes, det er meget langt fra den grad af presserende behov, som jeg mener, der er nu, og de langtrækkende atomare missiler er bare en afledning af det, vi står over for lige nu. Så jeg kan kun bede jer om at hjælpe os med at distribuere disse to videoer så vidt muligt.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en studerende i Californien. Hun skriver: »Biden, Harris og Blinken bliver ved med at sige, at de arbejder hårdt for at forhindre, at der udbryder en regulær krig i Mellemøsten. Men det ser ud til, at Netanyahu enten ignorerer dem, eller også siger de én ting offentligt – nemlig ingen storkrig – mens de privat støtter hans planer om at knuse Hamas og Hizbollah og gå efter Iran. Kan USA stoppe Israels aggression, eller kontrollerer Israel USA’s politik?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er meget langt fremme nu, og det er ikke så klart, om vi ser på scenariet med en »udbryderallieret«, hvor visse kræfter i USA foregiver at være i opposition til Israel, og så gør Israel alligevel, hvad det vil – det er en mulighed. Det kan også være, at Netanyahu lige har kaldt sin forsvarsminister Gallant tilbage, som skulle være taget til USA for at diskutere alt dette. Nu har han lige lavet en utroligt usandfærdig video.

Så jeg tror, der er den debat, jeg nævnte før: Skal USA gå sammen med Israel som gengældelse mod Iran, og hvad bliver omfanget af denne gengældelse, som jeg vil antage, at USA forsøger – hvis de beslutter sig for at gå sammen med Israel – som jeg sagde, kan Israel ikke rigtig gøre det uden USA på grund af logistik og forskellige satellitoplysninger og anden logistisk støtte.

Så jeg tror, at det eneste, der kan stoppe dette, er, hvis USA eftertrykkeligt siger: »Ikke flere våben, ikke flere penge. Og om nødvendigt endda fortælle Israel, »at vi har midlerne til at fortælle jer, at I ikke skal gøre det.« Jeg tror ikke, at stemningen er sådan, især ikke i valgkampen, men USA er helt klart det eneste land, der kan gøre det. Men jeg tror, at hvis nok mennesker indser, at vi er på nippet til at se en ildstorm, der kan få hele Sydvestasien til at styrte i grus, så må folk kræve det! Det er den vigtigste pointe.

SCHLANGER: Der var faktisk en opfølgning på det fra Jim Hogue, som er en langvarig kontakt, der rejser spørgsmålet: »Hvordan kan vi med rimelighed diskutere situationen i Israel, før vi har lært, hvad der virkelig skete den 7. oktober 2023? Var det en plan fra Netanyahus side? Var det en fejl, en sikkerhedsbrist? Har du nogen tanker om det?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det i en vis forstand er et spørgsmål til historikere, fordi vi lige nu befinder os midt i en optrapning. Og med hensyn til det, Israel gør i Gaza, er linjen selvfølgelig, at det bare er en reaktion på den 7. oktober 2023. Jeg mener, alle mennesker i regionen, araberne, andre islamiske lande, de forskellige såkaldte »neutrale lande«, de ved alle, at det, vi ser udspille sig lige nu, er en tragedie, som i virkeligheden startede med Balfour-erklæringen og hele konfliktens historie lige siden. I Tyskland må man ikke engang diskutere det, så jeg vil begrænse mine bemærkninger til, at folk skal forsøge at få et altomfattende billede. Men jeg tror, at det eneste, man kan gøre lige nu, er at stoppe kampene, at bringe – jeg tror, det var den danske statsminister, der foreslog, at det internationale samfund skulle håndhæve tostatsløsningen – det vil sige håndhæve den, hvilket betyder FN’s blå hjelme eller noget i den stil. Men spørgsmålet er i virkeligheden, at det internationale samfund ikke bare kan se til, for det vil eksplodere! Jeg tror, at det eneste land, der virkelig kan stoppe det uden en større krig, er USA. Og det betyder, at hele ansvaret ligger hos den nuværende regering og enhver anden regering, der kommer til.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål om situationen i Europa. »Vestlig politik giver ofte bagslag, som f.eks. sanktionspolitikken mod Rusland, som skadede Europa mere end Rusland. Den Europæiske Union lægger nu op til en handelskrig mod Kina. Hvem vil blive mest skadet af en handelskrig, EU eller Kina?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at de begge ville lide, og det er en fuldstændig idiotisk politik. Heldigvis er mange industrifolk begyndt at sige fra. I Italien er stålsektoren og i Tyskland er bilsektoren endelig begyndt at sige, at sådanne sanktioner ville være at skyde sig selv i knæet. Men jeg tror, at det større billede er, at det ikke kan adskilles – det er ikke kun sanktionerne, for tolden og dette er bare en del af, at man i Vesten forsøger at gå efter et globalt NATO, erklære Rusland, Kina og dermed hele det Globale Syd for fjenden og forsøge at afkoble sig fra Kina, eller som de eufemistisk kalder det i EU, at »de-risk«, hvilket er latterligt – det er det samme som at afkoble sig. Og hvis det blev gennemført, ville det føre til en opdeling af hele verdensøkonomien i to helt separate blokke: en Global NATO-blok, som ville være et forsøg på at inddæmme Rusland, Kina og den Globale Majoritet, hvilket er umuligt; eller vi får landene i det kollektive Vesten til at samarbejde: Og jeg mener, at det er dagens mest påtrængende krav!

Folk er nødt til at blive aktive, for vi sidder på randen af en eksplosion af den internationale situation, som jeg er meget bange for ikke kan bringes under kontrol igen, når den først er gået et skridt videre. Så jeg tror, at de mennesker, der har en vis indflydelse og magt, skal begynde at handle nu, og folk, der tror, at de bare er almindelige mennesker, tror jeg, at det eneste, der er tilbage for dem, er at gå på gaden og gøre det klart, at de ikke støtter dette, og at regeringerne ikke har nogen ret til at gøre, hvad de gør lige nu, hvis de er på denne konfrontationslinje.

Det handler ikke kun om toldsatserne. Det er en del af en meget større geopolitisk konfrontation, som skal stoppes.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål om det kommende BRIKS-topmøde den 22.-24. oktober i Kazan, Rusland, fra en podcaster i Cameroun. Hun skriver: »Jeg er begejstret over udsigten til, at flere afrikanske lande, som Algeriet eller Nigeria, bliver BRIKS-medlemmer. Men jeg er nysgerrig over noget, du har sagt, fru LaRouche, nemlig at det ikke ville være svært for USA at arbejde sammen med BRIKS. Jeg ser ingen tegn på, at der er nogen interesse blandt ledende personer i USA for at samarbejde med og støtte et multipolært system. Hvorfor siger du, at det ville være let?«

ZEPP-LAROUCHE: Fordi Kina mange gange har givet tilbuddet og sagt, at BRIKS, og før det, Bælte- og Vej-Initiativet, er åbent for samarbejde for alle lande! Da Obama for flere år siden mødtes med præsident Xi Jinping, da Obama stadig var præsident, tilbød præsident Xi udtrykkeligt USA at samarbejde. Så derfor siger jeg, at det ville være meget nemt, og jeg tror, at selv om situationen med Rusland lige nu er på et absolut, historisk lavpunkt, så er det bare russernes erkendelse af, at der ikke er nogen interesse fra USA’s eller andre vestlige landes side i overhovedet at tale sammen. Det er derfor, den russiske ambassadør i Washington, Anatoly Antonov, lige er rejst! Du ved, det er utroligt: Han forlod sin post, og der er ingen afløser. Så det afspejler tydeligvis det faktum, at Antonov – og han havde sagt det før gentagne gange – at ingen i Washington ønskede at tale med ham! Her har du den russiske ambassadør i Washington, og han er nødt til at udtrykke sin frustration over, at han ikke har nogen at tale med? Jeg mener, hvad skete der med diplomatiet?

Så det er derfor, svaret skal komme fra andre kræfter, som guvernører, lovgivere, borgmestre. Jeg mener, det amerikanske folk er ikke nødvendigvis på samme kurs som denne konfrontation med at erklære alle for fjender, og USA står lige nu over for nogle meget, meget alvorlige problemer. Jeg mener, den nuværende krise i nogle af staterne langs sydøstkysten, North Carolina, South Carolina, Florida, Georgia, hvor orkanen Helene sandsynligvis allerede har kostet 1.000 mennesker livet! Det er endnu ikke det officielle tal, men det anslås, at der under murbrokkerne sandsynligvis er så mange mennesker, der er døde. Og hundredtusinder af mennesker har mistet deres hjem, og hvad er nu regeringens reaktion? De tilbyder 750 dollars til folk, der har mistet alt! Og det skaber stor vrede blandt folk – der er ikke længere noget budget til FEMA, Federal Emergency Management Agency; og nu forventes den nye orkan Milton at gå i land i Florida i dag. Det kan blive den værste orkan i 100 år.

Og det, det i høj grad afspejler, er ikke »global opvarmning« eller nogen af de historier, der bliver bragt på banen, men det faktum, at USA har nedprioriteret infrastruktur i meget lang tid, og at der ikke har været nogen forberedelse på naturkatastrofer, som vi har set det i Tyskland eller mange andre steder. Så det, det afspejler, er et kollaps i infrastrukturen som en del af kollapset i USA’s fysiske økonomi, og det er kun den ene side, kollapset i den fysiske økonomi; og så har du på den anden side det forestående sammenbrud i det finansielle system, som kan ske når som helst, udløst af selv den dummeste hændelse. Så der er god grund til, at USA og Tyskland, hvis økonomi er i frit fald, ændrer politik og går tilbage til et perspektiv med samarbejde, teknologisk innovation, investeringer og simpelthen bringer verden i orden!

Det er udelukkende de finansielle magthavere, der er så optaget af at opretholde deres bankerotte finansielle system, som samtidig tjener på disse krige, herunder de nuværende krige.

Så jeg tror, vi har en utrolig eksistentiel, civilisatorisk krise, som bør fange opmærksomheden hos virkelig alle borgere på planeten.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål. Du har lige nævnt den orkan, der er ved at ramme Florida i eftermiddag. Nogen skriver ind: »Tampa, som er hjemsted for Centcoms logistiske knudepunkt for alle operationer i Stillehavet og Mellemøsten,« og spørger, om orkanen Milton vil have indflydelse på Netanyahus planer?

ZEPP-LAROUCHE: Vi kan allerede se, at mødet i Ramstein, i Ramstein-taskforcen, er blevet udskudt, fordi præsident Biden siger, at han er nødt til at blive i USA for at deltage i den igangværende katastrofe. Nu siger jeg det kun halvt i spøg, men halvt i alvor: Måske havde Sankt Peter en vis passion for det, der sker på Jorden, og han sendte disse orkaner for at fortælle folk, at de skulle tage sig sammen, ligesom faraoerne måtte for at blive ramt af plagerne. Nu er jeg kun halvt seriøs, men der er måske et vist element af sandhed i det, for så vidt som man ikke kan overtræde det fysiske univers’ love i længere tid, uden at universet slår igen. Dette kaldes »naturlov«. Det viser, at der er en højere lovmæssighed i skabelsen, hvis man vil, i det fysiske univers, som siger, at hvis man ikke investerer i det, der beskytter mennesker, så er det resultatet. Så i en vis forstand kan man tage det som en advarsel fra oven.

SCHLANGER: For dem af jer, der er geografisk udfordret, er St. Petersburg en by meget tæt på Tampa, og den forventes også at blive ramt meget hårdt af stormfloden.

Okay, Helga, jeg har et spørgsmål til dig fra en kontroversiel historiker på mit netværk, som er forfatter, og han siger: Han er uenig med dig i, at USA var antikolonial. Han siger, at det aldrig har været antikolonialt. Det har været i kolonikrige siden dets grundlæggelse. Og han siger: »For eksempel er Monroe-doktrinen et imperialt krav om amerikansk suverænitet over Syd- og Mellemamerika.« Og han henviser dybest set til, hvad New York Times gjorde med sit »1619-projekt«. Hvad ville du svare ham?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, det er sandt. For det første skal man se på John Quincy Adams, forfatteren til Monroe-doktrinen: Han var meget, meget klar over, at det ikke var USA’s formål at føre krige i udlandet og »jage udenlandske monstre«. Og han var fortaler for en udenrigspolitik, hvor USA skulle være en republik blandt andre og forsøge at skabe en alliance af suveræne stater. Uafhængighedskrigen var imod hvad? Den var mod det Britiske Imperiums forsøg på at beholde sin koloni, og da uafhængighedskrigen brød ud, var det eftertrykkeligt en antikolonialistisk krig, hvilket drev George III til vanvid. Jeg mener, at briterne på det tidspunkt mistede fatningen, og de har ikke genvundet meget af den siden, over tabet af deres største og mest elskede koloni! Og på samme måde var Monroe-doktrinen ikke, hvad folk gør den til i dag, men hvad var Monroe-doktrinen imod? Den var imod blækspruttens arme, der rakte ind i Latinamerika af hvem? Hvad var de europæiske lande på det tidspunkt? Det var alle imperier! Det var ikke nationalstater, det var imperier – Metternich, efter Wienerkongressen; briterne, franskmændene, hollænderne, alle var et imperium.

Så jeg mener, at det virkelig er en fordrejning af historien, som ikke bør stå ved magt, for denne idé om, at USA altid har været ond, er meget populær, men den yder ikke retfærdighed, for USA var europæernes projekt om at skabe en republik. Og hvis man ser på Uafhængighedserklæringen, er det et dokument, som er gyldigt. Derfor gjorde jeg det til Schiller Instituttets grundlæggende dokument, men jeg ændrede bare nogle få ord for at gøre det gældende for hele verden: »Disse rettigheder er umistelige.« Og jeg tror, jeg ændrede i alt seks ord; hvor der står »koloni«, sagde jeg »udviklingslande« for at gøre det anvendeligt. Og jeg mener, at den idé om suverænitet, om hengivenhed over for det fælles bedste, som findes i den amerikanske forfatning, og især i forfatningens indledning, var den mest avancerede forfatning på det tidspunkt, og den repræsenterer et fuldstændigt vendepunkt.

Briterne forsøgte at ødelægge det i krigen i 1812 ved at alliere sig med Sydstaterne i borgerkrigen, og da de indså, at de ikke kunne generobre de amerikanske kolonier med militære midler, begyndte de at undergrave det ved at overbevise det amerikanske etablissement om at vedtage modellen for det Britiske Imperium som det fælles grundlag for en unipolær verden, og det er det, vi ser på frem til i dag.

Så hvis man ser på USA’s historie, var det en kamp mellem at være en republik og at være et imperium, og desværre synes det nuværende etablissement at mene, at de har det bedre med at være et imperium. Men det er ikke USA’s sande identitet.

SCHLANGER: I et sidste spørgsmål vender vi tilbage til spørgsmålet om BRIKS-topmødet den 22.-24. oktober, og spørgsmålet er: »Hvor vigtigt er det, at Tyrkiet ønsker at blive medlem af BRIKS?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er meget betydningsfuldt! For det viser tidens tendens. EU har givet Tyrkiet den kolde skulder i mange år nu, og frustrationen i Tyrkiet over det faktum er vokset. Og nu er der med BRIKS et ægte alternativ. Bælte- og Vej-Initiativet, projekterne for den nye silkevej, hvor Tyrkiet historisk set har været i en vigtig geografisk position som knudepunkt mellem Asien, Afrika og Europa. Og jeg tror, at med Tyrkiet som en del af NATO har de indtil videre sagt, at de vil være begge dele, en del af BRIKS og en del af NATO, men det skaber et meget interessant spørgsmål, for med de nuværende udsigter for NATO er det praktisk talt umuligt. Så det betyder, at enten vil de smide Tyrkiet ud, eller også vil de acceptere den tyrkiske model for at omdanne NATO til ideen om at samarbejde med BRIKS. Under alle omstændigheder skaber det et enormt pres på alle på den rigtige måde!

SCHLANGER: På fredag, den 11. oktober, har du endnu et Zoom-opkald fra Den Internationale Fredskoalition. Det er blevet et vigtigt center for diskussion og dialog i mangel af regeringsinstitutioner, der tager disse ting op. Hvad er planen for denne fredag?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at vi meget, meget seriøst vil forsøge at få talsmænd og talere til at tale om de to kriser, som jeg nævnte før. Jeg tror, at behovet for at få folk til virkelig at forstå situationens alvor gør, at vi har brug for alle de kræfter, der overhovedet kan være der. Så vær med til dette møde. Jeg har ikke den fulde liste over talere endnu, men jeg er helt sikker på, at folk vil bruge denne platform til at slå alarm, som er mere påtrængende end nogensinde før.

SCHLANGER: Helga, du har råbt vagt i gevær, og folk lytter. Jeg ser frem til at se dig på fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Jeg håber, vi ses på fredag.

af David Shavin (EIRNS) – 8. oktober 2024

Lørdagens opgør i Ramstein i Tyskland i den ukrainske forsvarskontaktgruppe har lige fået trukket tæppet væk under sig. Tidligt i eftermiddag udsendte Det Hvide Hus en kortfattet meddelelse om, at præsident Biden har aflyst sin rejse. Den officielle årsag er, at der er brug for ham til at håndtere orkanen Miltons forestående landgang i Florida.

Storbritanniens premierminister Keir Starmer var kommet til Det Hvide Hus den 13. september for at fastslå Bidens åbne tilsagn om at bruge vestlige langdistancemissiler til at ramme dybt ind i Rusland. Derefter havde Biden mødtes med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj for kun 12 dage siden, hvor det heller ikke lykkedes ham at sikre Bidens klare tilsagn. Zelenskyj skulle ikke kun mødes med Biden igen på lørdag, men også tale til Ramstein-gruppen om sin »sejrsplan«. Tirsdag aften den 8. oktober er det uklart, om Ramstein-mødet den 12. oktober vil finde sted.

Både den 12. september og den 25. september, dvs. lige før Starmer og Zelenskyjs besøg i Det Hvide Hus, havde Moskva gjort sig umage med at erklære højt og tydeligt, at hvad der stod på spil var udløsningen af en direkte konfrontation mellem NATO og Rusland, et atomart opgør.

Tidligere i dag, før meddelelsen fra Det Hvide Hus, havde den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov i utvetydige vendinger gentaget den nye russiske politik på det atomare område, som var blevet præsenteret af præsident Vladimir Putin. Han afviste på forhånd enhver formulering, farvning eller omformulering af optrapningen af NATO’s stedfortrædere og erklærede blot angående en beslutning fra Ramstein-gruppen om »dybe angreb«, at: »Så snart denne beslutning er taget, hvis det er tilfældet, vil vi få det at vide, og det beredskab, som Vladimir Putin nævnte, vil allerede være i aktion,« udtalte han til tv-stationen Channel One.

Også i morges sagde den russiske viceudenrigsminister, Alexander Grushko, som fører tilsyn med forholdet til Europa og NATO, til det statslige nyhedsbureau RIA Novosti, at Moskva opfatter, at NATO øger atomvåbnenes rolle i sin strategi, og at Rusland opdaterer sin atomdoktrin for at sende et signal, »så vores modstandere ikke har nogen illusioner om vores parathed til at sikre Den Russiske Føderations sikkerhed med alle tilgængelige midler.« Hans udtalelse fulgte efter det russiske forsvarsministeriums meddelelse den 7. oktober om, at den strategiske missilformation i Novosibirsk, der er udstyret med Yars atomare ICBM’er, er blevet indsat på kamppatruljeruter.

Man kan og bør håbe, at den fysiske virkelighed af en atomkrig, ligesom den af en omfattende orkan, kan ryste nationerne i Vesten ud af deres afhængighed af grådighed, magt, sex og vold. Det var ikke tilfældet med Helenes ødelæggelse af Asheville, North Carolina, eller med Ruslands udvikling af f.eks. hypersoniske missiler.

Trangen til at knuse Rusland vil ikke forsvinde, før Vesten tager en »kold tyrker« mht. sin afhængighed af hypersonisk gambling – tusinder af billioner af dollars i finansielle »derivater« (et smart ord for den gamle mafia-agtige »tal«-svindel, der er gået amok). I USA kunne en »kold tyrker« blive udløst af at skulle genopbygge Asheville eller for den sags skyld New Orleans – eller Baltimore, Detroit og alle andre byer, der er blevet ødelagt af orkanen fra finansielle derivater. Der er simpelthen ingen anden udvej end at skulle forholde sig til virkeligheden.

Glem 12-trins-metoden. Det er tid til at tage fat på de Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur, som om ens liv afhang af det. Helga Zepp-LaRouche, forfatteren til denne metode, tager imod spørgsmål live den 9. oktober kl. 11.00 ET (kl. 17 dansk tid) i sit ugentlige strategiske webcast med titlen: »Global krig eller universel fred – hvem skal afgøre det?«

Foto: Wikimedia Commons

MICHELLE RASMUSSEN, EIRNS

KØBENHAVN, 7. oktober 2024 (EIRNS) – Det store danske dagblad Politiken havde i anledning af toårsdagen for Nord Stream-sabotagen den 26. september 2022 en artikel, der afslørede en mulig amerikansk militær forbindelse, som tyske medier og RT har taget op. Politikens reporter Hans Davidsen-Nielsen, som har fulgt denne historie, tog til Christiansø, den østligste del af Danmark i Østersøen øst for Bornholm og tæt på de steder, hvor Nord Stream-eksplosionerne fandt sted. Her interviewede Davidsen-Nielsen havnefoged John Anker Nielsen.

Her er et citat fra Politikens artikel, som kan findes her: 

»I de første par dage måtte havnefogeden efter eget udsagn »ikke sige noget«. Men i dag kan John Anker Nielsen afsløre, at han fire-fem dage før Nord Stream-sprængningerne var ude med redningstjenesten på Christiansø, fordi der var nogle skibe med slukkede radioer. Det viste sig at være amerikanske flådefartøjer, og da redningstjenesten nærmede sig, fik de besked fra Søværnets Operative Kommando om at vende om.

»Derfor tror havnefogeden på den teori, som bl.a. den amerikanske stjernejournalist Seymour Hersh har fremsat uden nogen form for dokumentation: at USA stod bag sabotagen. Amerikanerne har de her små ubemandede ubåde, som kan løse enhver opgave, har John Anker Nielsen fået at vide.

»Havnefogedens familie har boet på Christiansø i syv generationer, og han kender alt til vejr- og vindforholdene i Østersøen. På den baggrund giver han ikke meget for teorien om en yacht og nogle ukrainere, der dykker ned til 80 meters dybde.”

Seymour Hersh skrev i februar 2023, at sprængstoffer blev anbragt på rørledningerne af amerikanske dykkere i forbindelse med NATO-flådeøvelsen Baltops-22 tre måneder forinden og detoneret af nordmændene.

Både de danske og svenske myndigheder afsluttede deres undersøgelser for flere måneder siden med den undskyldning, at det var uden for deres territorialfarvand, og at ingen af deres borgere var involveret. De tyske myndigheder fortsætter deres efterforskning og støtter teorien om den private ukrainske yacht.

Foto: Freemalaysiatoday

Dennis Speed

Den 7. oktober 2024

Når du læser dette den 7. oktober, kan Israel meget vel have gennemført et angreb på nationen Iran »som gengældelse« for Irans angreb i sidste uge på israelske militæranlæg. Hvilke våben vil de bruge, og med hvilket formål? Uanset om det bliver i dag eller senere, er hensigten at føre krig.

Men lige så ildevarslende som situationen i Sydvestasien er, så overvej Ukraine, hvor nogle parlamentariske embedsmænd opfordrer Ukraine til at angribe Hviderusland. Ruslands Dmitrij Medvedev har allerede reageret. »Så vil Alexander Grigorievich [Lukashenko, Hvideruslands præsident] have fuld grund til at bede Rusland om at bruge de taktiske atomvåben, der er udstationeret i Hviderusland.«

Denne dag, den 6. oktober, er verden meget, meget anderledes, end den ser ud til. Et eksempel: For at forstå den faktiske, usagte dynamik, der ligger til grund for trefrontskrigen i Ukraine, Sydvestasien og Stillehavet, en krig, som »det globale NATO« udkæmper mod verden, skal man lægge mærke til den korte offentlige erklæring, som Vladimir Putin kom med, da han åbnede et møde i det russiske sikkerhedsråd den 4. oktober: »I dag foreslår jeg, at vi diskuterer foranstaltninger til at etablere et internationalt betalingssystem. Vi er alle klar over, at dette er en alvorlig opgave i det nuværende miljø og en af de største udfordringer, vi står over for. Overordnet set skrider arbejdet støt fremad, men det er vigtigt at tage fat på eventuelle problemer hurtigt og planlægge de skridt, der er nødvendige for at overvinde de vanskeligheder, der skabes for os uden for vores grænser.«

Et internationalt betalingssystem som det primære emne på et møde i det russiske sikkerhedsråd? Ikke Ukraine? Ikke det russiske forsvarsbudget? Ikke det amerikanske valg? Ikke Sydvestasien? Ikke nogen af de ting, som folk i den transatlantiske verden med andre ord er blevet forledt til at tro, at Putin, »krigsforbryderen«, ville tale om? Måske har den transatlantiske verden og dens efterretningstjenester mistet grebet om virkeligheden. Er det på grund af den geopolitiske uigennemsigtighed i deres analytiske aksiomer fra tiden efter Den kolde Krig? Faktisk diskuterer Putins russiske sikkerhedsråd, hvad de ved er det egentlige casus belli for den transatlantiske verden: det uundgåelige offentlige, »officielle« kollaps af deres allerede i realiteten kollapsede gældsstruktur på 2 billioner dollars.

For forvirrede beslutningstagere synes deres analytiske dilemma at falde ind under det, som Lyndon LaRouche, grundlægger af Executive Intelligence Review i 1974, engang kaldte »det usammenlignelige«. Noget, som man enten ikke tidligere vidste eksisterede, eller som man burde have vidst, men ikke havde overvejet kunne eksistere, vender ved sin »umulige« eksistens op og ned på hele ens ramme for at forstå noget som helst. Hvad nu, hvis man f.eks. ser på verden i dag og konkluderer, at der er to helt forskellige ideer om fysisk økonomi og dermed om varig menneskelig overlevelse, som verden nu står over for – og at de ikke er »kapitalisme vs. kommunisme«, »det kinesiske kommunistparti vs. verden«, »autokratierne vs. demokratierne« eller andre fjollede, binære, parvise sportslege?

Den ene globale intention, uanset dens nationale regeringsform, søger at opretholde en ubetalelig gæld og at udtrække forskellige ressourcer fra militært relativt svagere lande ved at affolke dem under dække af »retsstatsprincippet«. Den anden globale intention, uanset dens nationale regeringsform, er engageret i en politik for ”win-win” økonomisk samarbejde og udvikling, der er til gavn for alle, blandt suveræne, uafhængige nationalstater, som hver især befinder sig på forskellige niveauer og i forskellige hastigheder af økonomisk og politisk udvikling. Både Ukraine og Israel er på linje med den første holdning. BRIKS-landene, sammen med en lang række nationer i det Globale Syd, er på linje med den anden. Det første system, det oligarkiske eller »britiske« system, drives af City of London og dets partner på Wall Street. Det andet, der lige nu er bedst repræsenteret i kombinationen BRIKS (Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika), var faktisk engang kendt som »det amerikanske økonomiske system«, men kan ikke kaldes det nu, da det nuværende politiske etablissement i USA ikke blot har forrådt og afvist det, men fører kampagne mod det ved at føre kampagne mod BRIKS (som i tilfældet med Argentina og i en anden forstand Iran). ) Dette er Alexander Hamiltons og Friedrich Lists amerikanske system, ikke Mike Bloombergs »angloamerikanske system«; systemet med Lincolns transkontinentale jernbane, ikke Bidens »Build Back Better«.

Realiseringen af de antikoloniale principper i Hamiltons system for fysisk økonomi blev opnået og overgået i den amerikanske statsmand og økonom Lyndon LaRouches økonomiske værk. I 1976, da LaRouche stillede op som præsidentkandidat for United States Labor Party, førte han kampagne for præsidentposten på det niveau, som verden burde forvente og kræve af en amerikansk præsidentkandidat. Siden han forlod den præsidentielle scene i 2004, altså for tyve år siden, er præsidentens magt i forhold til valget og de amerikanske borgeres generelle velfærd faldet sørgeligt. For at genoplive det sande amerikanske præsidentsystem, udstyret med et verdensøkonomisk alternativ, må vi referere til det amerikanske system som Lyndon LaRouches fysiske økonomi.

LaRouche brugte sine avancerede forestillinger om fysisk økonomi, især hans ideer om »potentiel relativ befolkningstæthed« og »øget energigennemstrømningstæthed« i arbejdsstyrken – for eksempel laserværktøjsmaskiner, der ville revolutionere produktionen på samlebåndet – til at foreslå en økonomisk politik for verdens genopbygning og udvikling. Dette var det Amerika, som verden længtes efter at se, men det var i modstrid med planerne hos Henry Kissinger, Zbigniew Brzezinski og George Herbert Walker Bush, som hadede LaRouche.

For den genopdagelse og genoplivning af »det amerikanske system« i 1970’erne, som kom til udtryk i LaRouches arbejde, i hans medarbejder W. Allen Salisburys arbejde, forfatter til bogen Borgerkrigen og det amerikanske system, og i LaRouches foreslåede laseranvendelser af energitætte processer til både at omstille den amerikanske arbejdsplads og til at løse problemet med et globalt forsvar af den nationale sikkerhed mod atomvåben, blev LaRouche udpeget til »særbehandling«. I 2004 afslørede LaRouche det:
»Den 6. oktober 1986 kom en egentlig hær på mere end fire hundrede bevæbnede personer til byen Leesburg, Virginia, for at foretage en razzia på EIR ‘s og dets medarbejderes kontorer, og de blev også sat ind på en anden, mørkere mission. De lokaler, jeg boede i på det tidspunkt, blev omringet af en bevæbnet styrke, mens fly, pansrede køretøjer og andet personale ventede på ordren til at gå i gang med at skyde. Heldigvis skete drabet ikke, fordi en person med højere autoritet end chefen for justitsministeriets kriminalafdeling, William Weld, beordrede angrebet på mig afblæst. De styrker, der var klar til at rykke ind mod mig, min kone og en række af mine medarbejdere, blev trukket tilbage om morgenen.«

Dette mordforsøg på LaRouche for 38 år siden er det rette udgangspunkt for at forstå nutidens kriminelle politik for statsstyrede snigmord. Julian Assanges erklæring i Strasbourg i Frankrig i sidste uge fortæller, at »det er nu offentligt kendt, at CIA under (tidligere CIA-direktør Mike) Pompeos udtrykkelige ledelse udarbejdede planer om at kidnappe og myrde mig på den ecuadorianske ambassade i London og give tilladelse til at gå efter mine europæiske kolleger og udsætte os for tyveri, hackerangreb og plantning af falske oplysninger.« Det er den samme Pompeo (daværende udenrigsminister), som den 15. april 2019 sagde til en gruppe studerende på Texas A&M University : »Hvad er kadetmottoet på West Point? ‘Du skal ikke lyve, snyde eller stjæle, og du skal ikke tolerere dem, der gør det’? Jeg var direktør for CIA. Vi løj, vi snød, vi stjal…. «

Så selv om snigmord angiveligt blev forbudt i USA ved forskellige love i 1970’erne og 80’erne, er det i stigende grad den anvendte, endog foretrukne metode til »regeringsførelse«, som anglosfæren ønsker at benytte sig af – regeringsførelse ved hjælp af mord. Husk titlen på en artikel i Foreign Policy den 30. juli 2024: »Ville USA overveje at snigmyrde Putin?« Husker I de to mislykkede mordforsøg inden for to måneder mod tidligere præsident Donald Trump, som vendte tilbage til stedet for den afværgede forbrydelse ved en demonstration med deltagelse af titusinder i Butler, Pennsylvania, lørdag den 5. oktober?

Et »attentaternes USA« tilranede sig det amerikanske præsidentskab den 22. november 1963 med drabet på og mørklægningen af drabet på USA’s præsident, John. F. Kennedy. En række mord fulgte, bl.a. på Malcolm X, Martin Luther King og præsidentkandidaten Robert Kennedy. Lige efter det begyndte FBI og andre agenturer at myrde amerikanske borgere, som i deres mord på den 21-årige Black Panther-leder Fred Hampton i Chicago den 4. december 1969. Og mens senator Frank Churchs udvalgs undersøgelser af CIA førte til udstedelsen af en række bekendtgørelser – EO 11905 i 1976, EO 12036 i 1978 og EO 12333 i 1983 – der specificerede, at »enhver, der er ansat af den amerikanske regering«, havde forbud mod at deltage i og udføre spionage, at deltage i eller på anden måde hjælpe med mord – fortsætter mordet på politiske modstandere, som det næsten skete for Lyndon og Helga Zepp-LaRouche i 1986, og som næsten skete for Donald Trump i Butler, Pennsylvania i juli, og lidt senere den 15. september i West Palm Beach, Florida. Netanyahus myrderier er blevet støttet og derfor opmuntret af både de republikanske og demokratiske kandidater. At disse mord på Hamas-ledere i Gaza medfører »følgeskader« i form af tusindvis af kvinder og børn, er, som Dr. Mark Perlmutter bemærkede, en løgn. Hamas-medlemmerne er følgeskader i den systematiske ødelæggelse af hospitaler, skoler og moskeer i Gaza, nu i Libanon og snart i Iran.

Diskussionen i det russiske sikkerhedsråd understreger imidlertid, hvorfor Helga Zepp-LaRouches Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur må blive det moralsk overlegne udgangspunkt, hvorfra afviklingen af »Bæstets internationale snigmordbureau (inklusive dets morderiske økonomiske malthusianske befolkningsreduktionskrige) kan opnås. Global økonomisk udvikling er en realitet. På slagmarken i Sydvestasien må LaRouches Oase-plan, hvor upraktisk den end kan synes i øjeblikket, fortsat have overtaget hvorfra vi kæmper og får verden til at følge efter. Vi må insistere på, at den eneste løsning imod krig er fred gennem økonomisk udvikling, ikke mord.

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition, dette er vores 70. møde i træk, 70 uger i træk. Tak til alle, der har været med indtil nu. Mit navn er Anastasia Battle. Jeg vil være jeres ordstyrer i dag, sammen med mine medordførere Dennis Speed og Dennis Small.

Grunden til, at vi har skabt denne Internationale Fredskoalition, dette forum, er at samle og forene fredsbevægelser fra hele verden: På trods af folks ideologier, på trods af folks uenigheder, er vi nødt til at samle den internationale fredsbevægelse, hvis vi vil stoppe en atomkrig. Jeg er sikker på, at mange af jer, der er med os i dag, er med os, fordi I ved, at vi er så tæt på det, samtidig med at vi står over for et forfærdeligt folkemord i Palæstina. Endnu en gang tak til alle jer, der har arbejdet utrætteligt for at få denne sammenslutning til at fungere.

Vi vil have en række talere i dag fra hele verden, som vil gennemgå, hvad der sker. Vi har en række beretninger om konflikter. Vi kommer fra en uge med mindst tre store demonstrationer – to i USA, en i Sverige og mange flere, tror jeg, i Tyskland. Så vi vil få mange rapporter om IPC’s aktiviteter og deltagerne i dem. Også interventioner, som folk foretager.

Med det vil jeg gerne give ordet til Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig først sige velkommen til jer alle sammen.

Det er, som om vores indsats kan være prisværdig, men jeg tror, at alle i denne samtale nok deler følelsen af, at begivenhederne udvikler sig hurtigere i retning af en potentiel atomkrig, end vores hidtidige indsats har kunnet bremse dem eller endda vende dem. Hvis folk har et mere optimistisk syn, må de meget gerne fortælle mig det. Men lige nu sidder vi på randen af en regulær krig i Mellemøsten. Det mener også Fyodor Lukyanov, som er en meget kendt russisk analytiker, kommentator og meningsdanner, og som mener, at Mellemøsten er på randen af en regulær krig. Det er meget svært at forestille sig, hvordan det skal stoppes i sidste øjeblik, men det er det, vores opkald handler om. Det, der skete, var, at Iran den 1. oktober – endelig, efter to måneders ventetid siden drabet på Hamas-lederen Haniyeh – sendte 400 missiler mod Israel. Israelerne sagde, at det var meget ineffektivt. Iranerne hævdede, at 90 % af missilerne kom igennem. Det er meget svært at verificere dette uafhængigt. Det ser ud til at være klart, at et stort antal af disse missiler kom igennem, hvilket betyder, at Iron Dome ikke er helt vellykket, og hvordan skulle den egentlig kunne være det?

Det forventes, og man kan næsten sige, at verden venter på det minut for minut, at Israel naturligvis vil foretage et modangreb på Iran. Biden-administrationen sagde, at de tror, at en fuld krig stadig kan undgås. Tilsyneladende godkendte præsident Biden ikke, at Israel ville angribe de iranske atomanlæg, hvilket ville være den mest alvorlige optrapning, men kun gå efter oliefelter eller raffinaderier i Iran. Og så er spørgsmålet naturligvis, hvad den iranske reaktion vil være: Hvis Iran så laver et modangreb mod Israel, og Israel slår endnu mere igen, så er vi på en meget kort optakt til den absolutte katastrofe.

Den iranske udenrigsminister er netop ankommet til Beirut, hvor der gøres en massiv indsats for at finde en efterfølger til Nasrallah.
Israelerne har tilsyneladende sendt endnu et angreb mod flere boligblokke, hvor Hizbollah-ledelsens møde formodes at finde sted. Alt dette er ikke helt verificeret endnu, fordi det foregår i en krigszone, så du kan forestille dig, hvor anspændt situationen er.

Under alle omstændigheder har den russiske regering opfordret alle sine borgere til at forlade Israel, så længe der stadig er mulighed for at tage et fly, hvis de bekymrer sig om deres liv og sikkerhed. Og generelt kan jeg kun sige, at alt virkelig er ved at forberede sig på en optrapning af situationen. Naturligvis ligger de amerikanske hangarskibe stadig i regionen med mange krigsskibe som en klar afskrækkelse mod Iran. Og naturligvis Iran, som hidtil har forsøgt at undgå en generel krig, fordi jeg tror, at den nuværende ledelse klart har signaleret, at de forstår, at der ikke kan være nogen vindere i en generel krig i Mellemøsten.

Jeg tror, at den nye bog, som er skrevet af den israelske journalist Gideon Levy, {The Killing of Gaza: Rapporter om en katastrofe}. Jeg har kun læst en rapport af en stor journalist, Chris Hedges, som blev genoptrykt i {Consortium News}, der rapporterer, hvordan denne israelske journalist var en af de få journalister, der udtalte sig på denne måde. Levy rapporterer om effekten af alle disse drab i Gaza, på Vestbredden og i Libanon, ikke kun på palæstinenserne, men også på israelerne, og siger, at dette fører til mental ødelæggelse af Israel og Palæstina, og at Israel har mistet sin medmenneskelighed, og at det største problem er, at alle de mennesker, der ser på, både i Israel, men naturligvis også det internationale samfund, som bare trækker på skuldrene over det, der sker, især i Gaza, efter at der er gået et år, at dette truer med at føre til kollektivt selvmord i Israel; og man kan tilføje, i betragtning af det eksplosive potentiale og faren for, at atomvåben i sidste ende kan blive brugt i Mellemøsten, hele den menneskelige civilisations kollektive selvmord. Så alvorligt er det.

Naturligvis er den anden store krise omkring Ukraine ikke mindre, måske mindre i overskrifterne, men det er også en igangværende optrapning der. Det ser ud til, at det ukrainske luftvåben forsøgte at ramme atomkraftværket i Kursk – uden held, men der var åbenbart et sådant forsøg. Den russiske ambassadør i Washington, Anatoly Antonov, udsendte en meget alvorlig erklæring om, at Biden-administrationen ville skubbe verden ud i en atomar katastrofe. Dette blev rapporteret i russisk tv, og han rapporterede også om personlige trusler mod ham selv og andre russiske diplomater.

Generelt er krigshysteriet i Vesten ubrudt. Der er nogle få undtagelser som Ungarn, Slovakiet, Georgien, Serbien og nogle stemmer her og der. Men generelt er EU’s politik stadig at gå i krig med Rusland engang i fremtiden. Der er kommet en ny EU-kommissær for forsvar og rumfart: Hans navn er Andrius Kubilius. Han opfordrer til, at EU øger sin militære produktion, og at der straks skal ske etablering af en europæisk forsvarsunion. Han er på samme linje som den tyske forsvarsminister Pistorius, nemlig at en krig med Rusland om 6-8 år er uundgåelig. Hvorfor skubber de til konfrontationen nu, hvis EU og de europæiske nationer ikke er »krigsklare«? Det er alt sammen fuldstændig irrationelt. Og som vi har diskuteret mange gange, er den egentlige årsag hverken situationen i Mellemøsten eller i Ukraine, selv om der er detaljer, som angiver de udløsende faktorer og årsager osv. Men den virkelige grundlæggende konflikt, som vi tydeligvis ser gå ind i sin sidste fase, er, hvad der vil ske med det kollektive Vesten, hvis neoliberale system tydeligvis er ved at kollapse, da økonomien i Tyskland er i frit fald; og frygten for, at landene i det Globale Syd danner et alternativ med BRIKS+, det Globale Syd, som i mellemtiden repræsenterer næsten 90 % af den menneskelige befolkning. Og de er fast besluttede på ikke at gå ned med Vesten. Alligevel er det klart, at hvis det kommer til en atomkrig, kan det blive hele menneskehedens skæbne.

Vi havde en meget vigtig begivenhed, som jeg absolut ikke vil undlade at nævne: Den 2. oktober havde vi et arrangement arrangeret af Schiller Instituttet med så ekstraordinære eksperter som Jack Matlock, tidligere amerikansk ambassadør i Moskva ved afslutningen af den kolde krig. Han fortalte, at der ikke var noget, der hed en uprovokeret krig fra Ruslands side. Jeg synes, det er ekstremt vigtigt, at man har nutidige vidner, som står frem og fortæller sandheden, for krigsførelsen og hvem, der kontrollerer fortællingen, bliver mere og mere voldsom. Og desværre er nogle mennesker på venstrefløjen opportunistiske og taler ikke sandt. Han redegjorde for, hvordan vi egentlig kom hertil, 34 år efter den tyske genforening, som vi »fejrede« i går. Derefter blev han naturligvis efterfulgt af en førende ekspert i atomvåben, Ted Postol, som gav en absolut hårrejsende redegørelse for, hvad der vil ske, hvis det kommer til atomkrig. Ikke for at afvise de andre talere, men især på grund af de to ekstraordinære oplægsholdere, vil jeg opfordre IPC-deltagerne til ikke bare at se denne video, men til at hjælpe med at sprede den over hele verden. For folk er nødt til at vågne op og forstå, hvad en atomkrig vil gøre. Det mindste, der vil ske, er en ødelæggelse af meget, meget store dele af den menneskelige civilisation og i værste fald alt menneskeligt og andet liv på planeten, og det er den risiko, vi står over for.

Jeg tror, det er den umiddelbare situation, vi står over for lige nu. Derfor tror jeg, at vi er nødt til at høre de forskellige vidner rapportere om graden af mobilisering mod dette. I går var der en relativt stor demonstration i Berlin, men sammenlignet med det, vi ser, er det meget, meget langt fra det, der skal til for at stoppe det. For kun hvis disse demonstrationer bliver så store, at regeringerne må frygte, at de vil blive skubbet ud af embedet, hvis de ikke reagerer på kravene fra folk på gaden, har de nogen chance for at stoppe denne truende katastrofe. Lad os diskutere alt dette og lave en virkelig seriøs brainstorming om, hvordan vi som Den Internationale Fredskoalition kan optrappe vores indsats for virkelig at stoppe denne ubeskrivelige fare.

{{Bemærkninger under diskussionen:}}
[til Imam Elahi] Jeg vil gerne udtrykke min sympati med dig og naturligvis med alle de mennesker, der befinder sig i denne utrolige situation. Jeg håber, at dine ord er med til at ryste verdens samvittighed, for det er ikke kun i Mellemøsten. For hvis vi ikke stopper dette, vil det være på verdensplan, hvad du refererede til med pastor Martin Niemöller, at de først kom efter socialisterne, så efter sigøjnerne, så efter jøderne, og da de kom efter mig, var der ingen tilbage til at forsvare mig: Det er verdens tilstand lige nu.

Jeg vil bare sige: Lad os ikke opgive håbet om, at vi kan ændre situationen. For det, Sara [Madueño] fortalte om før, er et andet system allerede i gang med at blive bygget. Jeg har en fornemmelse af, at vi står over for en stor omvæltning, en stor katastrofe. Det ser ud, som om man ikke kan forhindre det i at ske, og man kan kun håbe, at det ikke er den sidste, virkelig store atomare katastrofe, som eliminerer alt liv på Jorden. Men jeg mener, at vi absolut bør fortsætte med den optimisme, at vores metode med dialog mellem de store religioner, dialog mellem de store kulturer, hvor vi insisterer på ikke-vold, er den stærkeste metode. Så hold fast i jeres overbevisning, og opgiv ikke håbet….

[svar på spørgsmål] Meget kort, jeg er meget taknemmelig for dette spørgsmål, for jeg synes, det peger i den rigtige retning, som jeg eftertrykkeligt vil tilføje til de principper, der blev nævnt tidligere, som ikke at annektere territorium og de forskellige principper, der blev nævnt før: At jeg tror, vi er nødt til at tilføje et par ting, som for eksempel fredens fjender, og det er nødt til at blive defineret. Men jeg tror, at hvis man bare tænker på, at det nu er internationalt anerkendt og etableret, at der i marts 2022, der var et par dage efter udbruddet af den særlige militæroperation, var en aftale mellem både Ukraine og Rusland om en diplomatisk løsning på krisen, som blev forhandlet i Istanbul. Og det ville have været fuldt ud muligt at afslutte krigen, redde omkring 500.000 ukrainske liv og jeg ved ikke, hvor mange russiske liv, og hvordan blev det ødelagt? Det ved vi godt: Det var Boris Johnson, som fløj ind fra London til Kiev og fortalte præsident Zelenskyj, at han skulle blive ved med at kæmpe, at han ikke skulle gå med til forliget, fordi han så ville have opbakning fra NATO og hele Vesten.

Det og mange, mange andre hændelser, hvor en diplomatisk løsning allerede var ved at blive underskrevet og gennemført, og så kom der en eller anden indgriben, mange gange fra briterne, som ansporede til det, og krigen fortsatte. Og jeg mener, at vi absolut må indføre en ny kategori af »fredsfjender«, og vi må diskutere en måde, enten i FN-processen eller i en eller anden form, hvorpå dette kan forbydes! Med andre ord må vi skabe en bevidsthed blandt verdens befolkning om, at der findes sådanne fjender af fred, og fordi folk ellers bliver ved og ved, og folkedrabet fortsætter, og mordene fortsætter, og elendigheden fortsætter, og de mennesker, der faktisk er dem, der personligt og konkret anstifter det, bliver aldrig stillet til ansvar.

Jeg har ikke et færdigt svar på, hvad der er den korrekte diplomatiske procedure – skal det være folkeafstemninger, skal det være i de nationale parlamenter, skal det gå til FN’s Generalforsamling? Det skal afklares og diskuteres. Og jeg vil også invitere rigtige juridiske eksperter, som sikkert har tænkt over det, [der er] en masse diskussion om behovet for at reformere FN, så det kan løse mange af de problemer, som ikke er håndterbare lige nu, men jeg synes, det er et meget værdifuldt punkt.

{Afsluttende bemærkninger
Jeg tror, at i betragtning af tingenes tilstand, som virkelig er oprørende, når man ser på nyhederne, internetdækningen. Men taleren fra Palæstina sagde, hr. Kuttab, at folk i Beirut sidder der lige nu og venter på det ene angreb efter det andet, uden noget sted at tage hen. Og mens jeg kiggede, kom der rapporter om, at israelerne igen havde foretaget nogle meget hårde angreb, som tydeligvis var rettet mod Hizbollahs generalsekretær Nasrallahs efterfølger. Folk sidder bare der, som om de venter på døden. Og jeg vil virkelig også minde folk om at tage imam Elahis ord fra Dearborn til sig, for vi er nødt til at få folk til at vågne op! Folk er følelsesløse over for det folkemord, der foregår. Det er næsten, som om alle følelser er blevet dræbt, og tingene bare sker, og du ser på det, og den moralske ligegyldighed kan vi ikke tolerere.

Ellers kan jeg kun sige, at jeg ikke tror, vi har udtømt alle muligheder, for jeg vil give dig et eksempel: Ved fredsdemonstrationen i Berlin i går var der en usandsynlig taler, nemlig [Peter] Gauweiler fra CSU. Det er på det politiske spektrum i Tyskland mere på højre side. Han sagde, at han var lidt genert, selv om han ikke er genert, men det var hans første tale til en fredsdemonstration i hans liv. Og så citerede han Franz-Josef Strauss. De af jer, der har været med i et stykke tid, vil huske, at han var en meget, meget skarp figur – hadet af mange, men han var en figur, han var en rigtig karakter. Han var en politiker, som de bør være. Man kan måske ikke lide, hvad de siger, men han var ægte i forhold til de kunstige figurer, vi har mange af i dag. Og Gauweiler citerede Strauss, og han lød som fra venstre – til venstre for Baerbock, til venstre for Scholz. Det viser bare, hvordan det politiske spektrum er forsvundet. Under alle omstændigheder pegede han på en meget interessant ting, nemlig at det, den tyske regering faktisk gør med den tyske hær, er ulovligt og forfatningsstridigt, fordi den tyske forfatning kun definerer den tyske hærs opgave til at forsvare landet – ikke til at være involveret i internationale angreb og så videre. Så da han er advokat, er jeg sikker på, at han nok skal finde på en strategi for at gøre det til et stærkere emne. Og jeg tror også, at mange forfatninger eller lovgivninger har ganske gode love, som er helt tilstrækkelige til at imødegå det, der foregår på nuværende tidspunkt.

Men jeg vil virkelig opfordre folk: Se, det, der sker lige nu, er så utroligt, ikke bare hjerteskærende, men det er selvmorderisk, det driver civilisationen mod et kollektivt selvmord, og i lyset af det, så hav modet til at handle. I går blev det foreslået, at vi måske skulle opfordre til demonstrationer hver anden uge. Straks kom argumentet om, at det er for meget, det er så dyrt at have højttaleranlæg og store telte. Måske er det ikke det, der er brug for. Måske skulle vi bare opfordre folk til at samles hver anden uge uden alt det her, bare samles på en markedsplads i din by. For jeg tror, det kræver en mobilisering. Jeg tror, at vi nu er fire uger fra det amerikanske valg, og jeg er bange for, at det er de mest afgørende uger i vores levetid, i menneskehedens historie. Og vi er nødt til på en eller anden måde at bringe alt i kraft, hvad vi kan. Eller måske kan vi ikke få det organiseret denne gang, men jeg vil gerne begynde at cirkulere denne idé om at holde dette hver anden uge på torvet, uanset hvor du er.

For det andet vil jeg gerne gentage det: Vi er nødt til at have diskussionen om den internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur. For efterhånden som kriserne i Mellemøsten og Ukraine udfolder sig – og man kunne tilføje situationen i Fjernøsten omkring Kina og Filippinerne og Det Sydkinesiske Hav og Taiwan – tror jeg absolut ikke, vi kommer ud af det, hvis vi ikke har en international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle landes interesser. Det er ikke en utopisk idé: Jeg tror, det er en opskrift på overlevelse. Så hjælp os med at udbrede denne idé.

Jeg synes, BRIKS er på en god vej. Der er en masse diskussion om det kinesiske forslag om det Globale Sikkerhedsinitiativ, det Globale Udviklingsinitiativ, det Globale Civilisationsinitiativ, som skal ses i sammenhæng. Det er bare en anden måde, som kommer fra kineserne, og som går i samme retning, som vores forslag om den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur også udtrykker, hvilket i høj grad også altid har inkluderet ideen om en dialog mellem kulturer og civilisationer. Så hjælp os med at få det på dagsordenen. Og lad os forsøge at gøre den næste IPC-begivenhed til en meget stærk begivenhed, for vi er nødt til at ryste verdens befolkning til at gribe ind på enhver mulig måde for at stoppe det skrækshow, der udfolder sig for øjnene af os.

ikke korrekturlæst

Torsdag den 3. oktober 2024, EIRNS

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Det er torsdag den 3. oktober 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende os dine spørgsmål og kommentarer via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.

I dag er det den 3. oktober 2024: I Tyskland er det Tag der Deutschen Einheit eller den tyske enhedsdag, og det kommer vi til om lidt, Helga, da du kan bidrage med en ægte eksperts vurdering af, hvad der skete for 34 år siden, og hvordan en stor mulighed gik tabt på det tidspunkt. Men til at begynde med har vi flere spørgsmål fra seere, der reagerer på din advarsel i løbet af de sidste par uger om, at vi er på vej mod en mulig tredje verdenskrig, især i betragtning af den optrapning af kampene, der foregår nu i Sydvestasien, det såkaldte »Mellemøsten«. Det gængse spørgsmål er: Er vi allerede i 3. verdenskrig? Hvis ikke, hvad kan der så gøres for at forhindre den? Og en, der stillede disse spørgsmål, spurgte også: »Hvorfor hepper det amerikanske etablissement på Israel, når det burde være tydeligt, at Netanyahus mål er at bringe USA ind i denne krig mod Iran?«

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det er et meget godt spørgsmål, for jeg tror, at vi skridt for skridt nærmer os tredje verdenskrig, og jeg tror, at den seneste udvikling, at der var et israelsk angreb på den russiske militærbase i Latakia i Syrien, efter at et iransk fly angiveligt var landet der, viser, at vores advarsler ikke har været det mindste overdrevne. For hvis du nu har et forsøg på at angribe en russisk base i Mellemøsten. Jeg mener, vi er meget, meget tæt på, at andre magter, atomare magter, bliver trukket ind i denne konflikt, og mange, mange eksperter i forskellige lande siger alle de indlysende ting: Nemlig at Netanyahu tydeligvis satser på at kunne trække USA ind i en kamp mod Iran. Biden blev i går spurgt, om USA ville gå med til et israelsk angreb på Irans atomanlæg, og Biden sagde: »Nej.« Men scenariet for optrapning er der allerede helt klart. Man ville få et israelsk modangreb mod måske Irans oliefelter, olieraffinaderier; så ville Iran gengælde det mod Israel, og så ville israelerne ramme Irans atomfaciliteter, fordi hele propagandaen fra en hel fløj af krigshøge har været, at Iran nu er meget tæt på at have sin egen atombombe, måske en eller to uger væk. Det er meget svært at vurdere, men Israel har atomvåben. Og jeg tror, vi er så tæt på en sådan eksplosion.

Hvis den russiske militærbase i Syrien nu bliver angrebet, viser det, hvordan en lille optrapning virkelig kan få de andre atommagter til at involvere sig, hvis optrapningen fortsætter.

Så vi er tæt på Tredje Verdenskrig, det er der ingen tvivl om. Det eneste spørgsmål er, hvorfor USA ikke stopper Israel, for det er meget indlysende, at USA er den eneste magt, der kan gøre det. USA har siden Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober for et år siden meget hurtigt opbygget en militær tilstedeværelse i hele regionen, i Middelhavet, i Golfen; der er faktisk flere hangarskibsgrupper med destroyere og andre krigsskibe i regionen, naturligvis som en afskrækkelse – jeg siger »afskrækkelse« i anførselstegn – over for Iran. Men dybest set skaber det en situation, hvor Israel føler, at de kan gøre, hvad de vil, fordi USA ikke stopper dem. Faktisk har USA for nylig givet dem en meget stor sum penge til våbenkøb.

Jeg tror, at det eneste, der kan gøres, er, at hele verden taler imod denne fare. Jeg tror, at fredsbevægelsen i alle lande, i USA og i Europa, må gå på gaden. Der har lige været en demonstration i Berlin med et sted mellem 20-30.000 mennesker. Det er godt, men det er slet ikke nok til at præsentere det stærke budskab, der er brug for. Jeg mener, at landene i det Globale Syd skal sige fra, og det haster, for hvis det kommer til en atomkrig, vil alle være involveret. Og selv om den videnskabelige debat måske ikke er helt afgjort, om en global atomkrig vil blive efterfulgt af en atomvinter, vil det radioaktive nedfald være tilstrækkeligt til at dræbe alle mennesker og sandsynligvis meget af livet i det hele taget på planeten.

Så vi leger virkelig med en utrolig trussel mod menneskehedens eksistens, og jeg tror, at alle – lande i det Globale Syd, fredsbevægelsen i Vesten – skal blive stærkere og stærkere meget, meget hurtigt, for jeg tror, at vi virkelig befinder os i en utrolig stor fare.

SCHLANGER: Du lytter til Helga Zepp-LaRouche: Hun har taget initiativ til et ugentligt møde om fredagen i Den Internationale Fredskoalition. Hvis du kan deltage, er det kl. 11.00 Eastern Time [17.00 CET]. Det har fået større og større betydning, fordi de mennesker, der kommer, får deres stemme hørt.

Helga, vi har fået en e-mail fra en seer fra Brighton i Storbritannien, som spørger, hvorfor USA tager imod råd fra briterne om Ukraine? Han henviser især til dækningen i The Economist og Financial Times. Men han sagde: »Vi kan ikke engang få vores hangarskibe ud af tørdokken. Hvorfor skulle USA lytte til Starmer eller Lammy?« Med henvisning til premierministeren og udenrigsministeren.

Og i forbindelse med det er der et spørgsmål fra en anden seer i Storbritannien, som spørger: »Hvem træffer de endelige beslutninger om Ukraines anmodning om at bruge amerikanske og britiske missiler til at ramme mål inde i Rusland?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, man er nødt til at se på historiens lange linjer for at forstå, hvorfor USA gør det og lytter til briterne igen og igen. Og jeg tror, at svaret skal findes i, at da de amerikanske kolonier udkæmpede den første krig mod kolonialistisk undertrykkelse, nemlig det Britiske Imperium, skal det bemærkes, at den amerikanske revolution var den første antikoloniale krig! Det er vigtigt for at forstå, hvad der kan gøres i dag. Så var det britiske imperium dybest set ikke enig i det, og de forsøgte med alle midler at ophæve det, først med militære midler i krigen i 1812, borgerkrigen, hvor det Britiske Imperium allierede sig med Konføderationen, og så til sidst, da de indså, at kolonien ikke kunne generobres med militære midler, var der en hel indsats fra Fabian Society, fra forskellige andre britiske foretagender, for at overbevise det amerikanske etablissement om, at de skulle adoptere modellen fra det Britiske Imperium for et fælles styre. H.G. Wells skrev om det i sin bog The Open Conspiracy, som blev udgivet i 1928, hvor det er beskrevet i detaljer. Og jeg tror, at hvis man ser på, hvordan f.eks. amerikanske præsidenter har vandret tilbage til Storbritannien – dronningen er død nu, men før ville et møde med dronningen være et passende udtryk for politisk styre i det 20. og 21. århundrede, at man stadig har monarkier, hvor nogle mennesker, de blåblodede, aristokraterne, tror, at de er en højere art end almindelige mennesker. Den idé, den idé om at tilhøre en oligarkisk elite, tror jeg på en eller anden måde er indgået i idéen om at styre verden baseret på det særlige angloamerikanske forhold og idéen om den »regelbaserede orden«, som dybest set er et oligarki, der forsøger at bevare overherredømmet over alle institutioner i verden, hvilket tydeligvis ikke længere er muligt, fordi vi har nået en multipolaritet for meget længe siden.

Så jeg tror, at den amerikanske elites tendens til at lytte til briterne skyldes, at det ikke er fremmed for deres egne hensigter, og da briterne er mere erfarne efter flere århundreders kolonialisme, kommer de naturligvis igen og igen med ideer til, hvordan man kan optrappe. Og lige nu var Starmers besøg i Det Hvide Hus den 13. september bare et nyt udtryk for, at det igen og igen er briterne, der ønsker at anspore amerikanerne til at optrappe i denne krig mod Rusland.

Men efter min mening er der en vis tryghed ved det særlige forhold, og det giver en fortælling om den unipolære verden, som styres af angelsfæren. Så jeg tror, det er noget, der kun kan løses ved, at flere mennesker bliver samfundsborgere, ved at flere mennesker tager ansvar for, hvad deres lande gør. Men jeg tror, vi er et sekund før midnat.

SCHLANGER: Og den anden del af det spørgsmål var: »Hvem træffer den endelige beslutning om Ukraines anmodning om at tillade amerikanske og britiske missiler at blive skudt ind i Rusland? Det blev stoppet af Biden på mødet den 13. september og derefter igen i FN, men Blinken og andre sagde, at det stadig er på bordet. Så hvem træffer den endelige beslutning?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er denne »kollektive Biden«, som han er blevet kaldt på det seneste, da det stod klart, at folk i hans nærmeste omgivelser, herunder i det demokratiske parti, ikke mente, at han var i stand til at stille op til præsidentvalget igen, så de satte Kamala Harris på den position. Men det rejser naturligvis det store spørgsmål: »Hvem styrer USA?« Og det er ikke kun nu, men i mange år, og folk har altid besvaret det spørgsmål ved at sige, at det er »den dybe stat«. Men jeg tror, det er det permanente bureaukrati, det er folk, som er blevet uddannet til at sidde i disse stillinger. Jeg tror, at valgene er meget mindre vigtige, end folk tror, fordi ideen om at flytte unge ledere, om at pleje folk i stillinger og derefter sørge for, at de er der, især i krisetider, har været navnet på spillet i lang tid. I Frankrig blev det kaldt synarkiet. I USA er det et permanent bureaukrati.

Og der er kampe: Det ser ud til, at militæret og Pentagon har været hovedårsagen til, at denne beslutning ikke blev annulleret, men i det mindste udskudt. Men der er andre, som presser på, og jeg tror, at udenrigsministeriet spiller en meget fremtrædende rolle. Så den endelige beslutning ser desværre ikke ud til at ligge hos præsidenten.

SCHLANGER: Jeg nævnte i begyndelsen, at det i Tyskland i dag er 34-årsdagen for genforeningen af Tyskland. I havde et arrangement i går, som nu er lagt ud på Schiller Instituttets hjemmeside og YouTube-kanal: »Endnu et skridt tættere på atomart ragnarok – Tyskland har brug for en ny sikkerhedsarkitektur«, som havde et meget ekstraordinært panel og en diskussion. Hvad er dine tanker om, hvorfor dette er så vigtigt et spørgsmål?

ZEPP-LAROUCHE: Det, vi forsøgte at gøre i går, og jeg kan kun opfordre jer, vores seere og lyttere, til at se denne video, fordi det er meget klart, at Tyskland spiller en meget specifik rolle. Folk som Ray McGovern og Scott Ritter var allerede for længe siden af den opfattelse, at hvis Tyskland ikke ville gå med i den nuværende NATO-krigspolitik, så kunne det ikke lade sig gøre. Naturligvis viser den nuværende regering absolut ingen tilskyndelse til at gøre noget andet end det, London og Washington fortæller dem, men det er derfor, vi havde dette ekstra program i går, fordi vi havde den tidligere ambassadør Jack Matlock, som var ambassadør i Moskva på tidspunktet for afslutningen af den kolde krig og den tyske genforening. Han er et øjenvidne, og han talte faktisk utroligt åbent om, hvad han mener om den nuværende politik. Så havde vi Ted Postol, som efter min mening er Vestens førende ekspert, som holdt et hårrejsende oplæg om, hvad en atomkrig vil betyde for Tyskland. Og så havde vi mange andre anerkendte talere fra Frankrig og Tyskland. Alt i alt var det en ekstraordinær åben og virkelig den slags diskussion, som folk ikke kan høre – jeg lyttede i dag til talerne ved demonstrationen i Berlin, som var meget gode. Men det, folk er nødt til at vide, er, hvad vi præsenterede i går: For jeg er helt sikker på, at hvis folk virkelig fik en sanselig idé om, at hvis der kommer en atomkrig, har Tyskland ikke en snebolds chance i helvede. Det ville fordampe stort set øjeblikkeligt. Og jeg tror, det er det, folk er nødt til at forstå.

Så vi diskuterede det også ud fra spørgsmålet om, hvordan det kunne gå så galt så hurtigt? For kun 34 år siden, i dag, var der den tyske genforening. Det var naturligvis ikke Berlinmurens fald, som skete tidligere, den 9. november 1989, men den 3. oktober var dagen for den officielle traktat, som gav Tyskland de facto suverænitet. Det står i aviserne, at Tyskland har fået ret til suverænitet. Men det blev naturligvis aldrig realiseret politisk. Og dog foreslog vi dengang en løsning, som ville have været det økonomiske udviklingsgrundlag for en fredsorden i det 21. århundrede. Vi kaldte det dengang den produktive trekant. Den blev foreslået af min afdøde mand, Lyndon LaRouche. Og da Sovjetunionen kollapsede i 1991, udvidede vi det til at blive Den Eurasiske Landbro, som var ideen om at forbinde det økonomiske område i Europa, befolknings- og industricentrene, med dem i Asien gennem økonomiske udviklingskorridorer. Og vi præsenterede det for forskellige regeringer. Den eneste regering, der reagerede, var Kina, og jeg vil sige, at hvis man ser på Bælte- og Vej-Initiativet og Den Nye Silkevej i dag, kan man finde mange af de oprindelige ideer i vores forslag fra 1991 eller endda 1989.

Så vi diskuterede, at det var en fantastisk chance! Det, hr. Matlock illustrerede, var, at der ikke var nogen trussel! Sovjetunionen i den sidste periode og det tidlige Rusland var ikke en trussel mod Vesten. Så det ville have været meget nemt at skabe en fredsorden, og den chance blev fuldstændig ødelagt af den virkelig dårlige idé om at udvide NATO mod øst, hvilket der ikke var nogen grund til. Matlock sagde, at det var østeuropæerne, der krævede at blive en del af NATO. Jeg ved, at mange mennesker siger det, men fra mange, mange kontakter i Letland, Estland, Polen og andre østeuropæiske lande ved jeg, at – jeg mener, selvfølgelig har de til dels historiske grunde – men grunden til, at det skete, er, at mange af lederne i disse lande havde deres karriere i eksil, i Storbritannien, i USA, og så kom de tilbage og blev præsidenter og ministre. Og så faldt alt naturligvis i tråd med kravet om en udvidelse af NATO.

Så jeg synes, det er en tragedie: For man havde chancen for at skabe en fredsorden, for at overvinde ideen om, at man skal løse konflikter med krig. Og nu er vi på randen af tredje verdenskrig. Så jeg synes, det er legitimt og faktisk helt nødvendigt at se på, hvad der gik galt, og så drage konklusionerne og forsøge at rette op på det, for det er stadig muligt. Den nye økonomiske verdensorden, som er ved at opstå fra landene i det Globale Syd og BRIKS, er den eneste måde, hvorpå vi kan undgå tredje verdenskrig, hvis vi får Europa og USA til at stoppe den geopolitiske konfrontation og begynde at signalere, at de er klar til at samarbejde. Jeg kan ikke se nogen anden vej ud af denne krise.

SCHLANGER: Vi har en opfølgning på Tyskland. »De Grønne og De Liberale [FDP] er gået kraftigt tilbage ved tre nylige delstatsvalg.« Det er de to andre partier, som er en del af den nationale regeringskoalition med Scholz. Og spørgeren siger: »De fortjener at være i tilbagegang.« Men efter hans mening synes de kristelige demokrater [i oppositionen] under Friedrich Merz at have en lignende politik om Ukraine og NATO og EU som koalitionen, og de vil aldrig acceptere en alliance med hverken Wagenknecht-partiet [Bündnis Sahra Wagenknecht] eller Alternativ for Tyskland (AfD). For mig ser det ikke ud til, at der er en løsning. Men hvordan kunne det gå så galt i Tyskland?«

ZEPP-LAROUCHE: [griner] Jeg synes, det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg tror, man skal mindst 200 år tilbage for at finde svaret. For hvordan kunne Tyskland, som var på toppen af den historiske kultur i forhold til den universelle historie, i den tyske klassiske periode, hvordan kunne det gå ned, først til nazitidens rædsler, og så efter et vist opsving efter Anden Verdenskrig, hvor Tyskland gjorde fremskridt i mange henseender, økonomisk, politisk, kulturelt, og nu, hvor det er nede i hullet igen?

Det ville kræve en meget lang diskussion: Jeg tror, at den kulturelle indflydelse fra romantikken, som begyndte at ødelægge den klassiske periode, Schopenhauers pessimisme, ungdomsbevægelserne før Første Verdenskrig, alt dette var påvirkninger, som udhulede den tyske kultur. Men man må ikke glemme, at det var Wienerkongressen, den orden, som blev indført af det internationale oligarki; i en vis forstand havde befrielseskrigene praktisk talt ført til en forening af en nationalstat, baseret på monarki, men et konstitutionelt monarki. Men Wienerkongressen bragte ikke engang det forslag på bordet, som faktisk var blevet udarbejdet af von Stein og Scharnhorst.

Så der er altid dette internationale oligarki. I tilfældet med Wienerkongressen var det briterne, Castlereagh; det var franskmændene, Talleyrand. Der var faktisk en sammensværgelse for at udslette disse ideer fra den franske revolution, men endnu vigtigere den amerikanske revolution, ideerne fra 1789, som den konservative revolution var organiseret imod. Jeg har skrevet flere artikler om det, så hvis du vil læse mere om det, kan du kigge i vores arkiver.

Og det var en stor faktor, men uden briternes rolle i orkestreringen af de forskellige konflikter før Første Verdenskrig ville det naturligvis ikke have ført til Første Verdenskrig, og så var Versailles-traktaten naturligvis så uretfærdig, og den skabte forudsætningen for Anden Verdenskrig. Derefter besættelsen efter krigen og den form for paradigmeskifte, som de bevidst fremkaldte via Kongressen for Kulturel Frihed. Desuden var der en masse lignende påvirkninger, f.eks. fra Rom-klubben. Så jeg kan kun komme ind på disse forskellige påvirkninger, men vi har forsket meget i det, og det er vigtigt at studere det, for jeg tror, at den eneste måde, hvorpå Tyskland nogensinde kan komme tilbage til sine positive traditioner, er, at vi må genoplive kendskabet til de mest ædle ideer: dem i musikken hos Bach, Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert, Schumann, Brahms; i litteraturen, i filosofien, Nikolaus af Cusa, Leibniz, Kepler; i litteraturen, Lessing, Schiller, Goethe, Möricke, Heine. Og inden for videnskaben kan man finde lignende store tænkere, Riemann, Gauss, Einstein: Det skal genoplives! Vi har produceret så meget som folk.

Men vi er blevet angrebet, tror jeg, af det internationale oligarki, netop af den grund. Fordi Wilhelm von Humboldt, som kun var undervisningsminister i en meget kort periode, men som udviklede Humboldts uddannelsessystem, som var og er et af de bedste uddannelsessystemer i verden, fordi hans idé var, at hver elev skulle blive et geni, hver elev skulle have et smukt sind: Hvis det var blevet den politisk generelt accepterede idé, ville oligarkiet være forsvundet.

Så jeg tror ikke, at svaret på dit spørgsmål er enkelt, men man kan finde det, og man kan handle ud fra det.

SCHLANGER: Du lytter til Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet, og hun ved, hvad hun taler om.

Helga, der er et slags taktisk spørgsmål fra D-, som er aktivist i fredsbevægelsen. Han spørger: »Kan Schiller Instituttet udarbejde en liste over fredsdemonstrationer i USA, Storbritannien og Europa og offentliggøre dem, så vi kan fortælle folk om dem?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, vi gør det vedvarende. Jeg kan kun gentage, hvad Harley lige har sagt: Deltag i Den Internationale Fredskoalition, som holder sit næste møde i morgen [kl. 11 ET] kl. 5 centraleuropæisk tid, for det er altid der, vi diskuterer de mest umiddelbare farer for verdensfreden, og i morgen kan du være sikker på, at vi vil have flere højtstående talere om krisen i Mellemøsten og om situationen i Ukraine. Og til sidst laver vi altid en liste med forslag, og jeg vil med glæde tage dit forslag op om at diskutere på forhånd, så vi kan komme med forslag til, hvad vi skal gøre i den næste periode. For jeg tror, at mellem nu og det amerikanske valg den 5. november og derefter, afhængigt af hvordan det vil gå, indtil den næste præsident er i Det Hvide Hus – og selv da er faren naturligvis ikke ovre – men jeg tror, at perioden mellem nu og det amerikanske valg den 5. november og derefter den nye præsident, der kommer ind i Det Hvide Hus, efter min mening er den farligste periode, vi nogensinde har haft i hele menneskehedens historie, og derfor er sådan en liste med demonstrationer helt og aldeles tiltrængt.

SCHLANGER: Og du kan finde invitationen til at tilmelde dig Den Internationale Fredskoalition og få linket til Zoom-opkaldet på Schiller Instituttets IPC-side.

Vi har endnu et spørgsmål fra en kontakt i Afrika, som skriver: »Jeg sætter virkelig pris på, at du taler om vigtigheden af det Globale Syd og BRIKS, vigtigheden af Bælte- og Vej-Initiativet for at overvinde den bevidste underudvikling af det Globale Syd. Hvad tror du, der vil ske på BRIKS-topmødet, og hvorfor tror du, at Macron virker så interesseret i BRIKS, og at franskmændene har bedt om at komme med som observatører?«

ZEPP-LAROUCHE: Macron har tydeligvis brug for noget, for det går ikke så godt for ham i Frankrig, og hvis man ser på hans seneste år i embedet, ville han altid tage på en eller anden spektakulær udlandsrejse, som da han tog til Kina for nogle år siden, og han holdt en smuk tale. Og jeg sagde allerede: »Åh, wow. Hvis han gør det, han lover der, vil det virkelig være en revolution.« Og vores kolleger i Frankrig advarede mig allerede dengang og sagde: »Han er meget dygtig til at holde smukke taler, men lad os se, hvad han gør.« Og desværre var der ingen opfølgning. Og efterfølgende er Frankrig blevet smidt ud af Vestafrika, stort set for altid.

Så jeg tøver med at lægge for meget håb i den slags udmeldinger. Måske bliver han ikke engang inviteret, for den sags skyld.

Men jeg tror, at BRIKS-topmødet i Kazan bliver supervigtigt, fordi det er det sted, hvor de nu ni BRIKS-lande mødes; der er en liste med, tror jeg, 13 lande, som gerne vil være nye medlemmer, og endnu en anden række af lande, som seriøst ansøger om medlemskab.

Så det vil helt sikkert være en meget stærk demonstration af, at et nyt økonomisk system er ved at tage form. Jeg vil ikke forvente totale mirakler derfra, for først og fremmest er mange af BRIKS-landene under enormt pres og angreb, hvad angår finanspolitik og pengepolitik. Men jeg er også sikker på, at det vil være en demonstration af, at et alternativ baseret på de fem principper for fredelig sameksistens er ved at opstå. Og som jeg sagde før, er vi nødt til at overbevise alle lande i verden om, at i stedet for at bekæmpe denne nye formation, er det en model for samarbejde baseret på lighed, ikke-indblanding i den andens anliggender, respekt for det andet sociale system og forskellige kulturer. Så jeg tror, det vil være en meget kraftfuld intervention, for jeg kan kun forestille mig, at lederne af BRIKS, de lande, der allerede er med i BRIKS, absolut vil stå sammen og udvise det lederskab over for verden, som Vesten desværre mangler fuldstændig på nuværende tidspunkt.

SCHLANGER: Vi fik et spørgsmål fra James H, som henviser til det, du sagde tidligere om, at Israel har angrebet en russisk base i Syrien. Og han siger, at Ukraine og Israel efter hans mening er forbundet i det globale strategiske krigsbillede. Vil du sige noget om det?

ZEPP-LAROUCHE: Ja. For det er meget klart, at både Ukraine og Palæstina-Israel har historiske årsager til konflikterne, som i mange tilfælde går årtier tilbage. Men den måde, det udspiller sig på lige nu, er i begge tilfælde ikke et regionalt anliggende, men en del af den geopolitiske konfrontation mellem de lande, der er allieret i NATO og desværre EU, som insisterer på, at deres unipolære verdensorden, deres såkaldte »regelbaserede orden«, skal forblive den dominerende dynamik i verdenspolitikken. Og dette er rettet mod de lande, der opfattes som lederne af den Alliancefrie Bevægelse, som oplever en renæssance i form af BRIKS, genoplivningen af Bandung-ånden, og derfor, selv om disse to kriser kan se separate og forskellige ud, er det meget tydeligt forbundet, hvis man ser på, hvem der har en interesse i at fremme konflikten, og hvem der bliver kasseret som kanonføde.

SCHLANGER: Som vi nævnte tidligere, har vi det næste møde i Den Internationale Fredskoalition i morgen, Zoom-opkaldet kl. 17.00 centraleuropæisk tid; kl. 11.00 østlig tid. Nogen kommentarer til det?

ZEPP-LAROUCHE: Det er virkelig skræmmende, og hvis man ikke er bange, er man ikke i den virkelige verden. Alle de førende eksperter, vi arbejder med på dette tidspunkt – så ekstraordinære kommentatorer og aktivister som diplomater som Jack Matlock, Ted Postol, Scott Ritter, Ray McGovern. I går havde vi Rainer Rupp og Wolfgang Effenberger, Alain Corvez og mange andre eksperter på IPC-møderne: De er alle overbevist om, at vi er nødt til at skræmme jer endnu mere, for den største fare lige nu er selvtilfredsheden hos størstedelen af befolkningen og propagandamaskinen, som forsøger at fortælle jer: »Åh, der er ingen grund til bekymring. Rusland vil ikke gøre noget. Putin bluffer bare. Hvis han bare opgraderer Ruslands atomare doktrin, skal du ikke bekymre dig, russerne er bange for at gøre noget”: Denne kombination af selvtilfredse mennesker og løgnagtige politiske fortællinger er den største fare, fordi de er værre end at gå i søvne ind i en potentiel tredje verdenskrig – vi galopperer ind i en! Og nogle mennesker har øjnene vidt åbne, bortset fra at de kigger på deres smartphone i stedet for på virkeligheden!

SCHLANGER: Jeg tror, at det påhviler os alle at sørge for, at vi er logget ind i morgen til IPC-samtalen. Det er kl. 11.00 østlig tid i USA; kl. 17.00 centraleuropæisk tid. Så, Helga, jeg ser frem til at se dig i morgen.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, værsgo at slutte jer til os.

Dennis Small

På engelsk:

Resumé:
Oct. 3, 2024 (EIRNS)–The optimism was almost palpable in the audience of over 500 students, professors, diplomats and others who gathered in the auditorium of the Central Library of San Marcos University in Lima, Peru, to discuss the role of the BRICS in “Development Strategies and Mechanisms for Cooperation in the Multipolar World.” The event, one of the nearly 200 official BRICS events organized internationally under Russia’s rotating presidency of the BRICS in 2024, was sponsored by the Russian embassy in Peru, San Marcos University, and the Schiller Institute-Peru. It was addressed in person by the ambassadors in Peru of BRICS nations Russia, Brazil, China, Egypt and India, and remotely by South Africa’s ambassador in Chile. And it featured remarks by the President of San Marcos University (the oldest university of the Americas, founded in 1551), Jeri Ruffner; Russia’s BRICS sous-sherpa, Pavel Knyazev; Viktoria Panova, the head of the BRICS Russian Expert Council; Helga Zepp-LaRouche, the founder of the Schiller Institute; and many other international experts from India, Egypt, Brazil, Italy, and Peru.

The event was a {statement}: The BRICS, which is growing in numbers of members, represents the aspirations of the Global Majority. The disorder, instability, poverty and war in the world today must be ended, and replaced with new institutions that meet the needs of our people. We represent different cultures and civilizations—but that is not a weakness; it is our strength. We are optimistic about the potential to change the world!

This was the underlying message of nearly every speech delivered at the Lima event.

“The BRICS has really become the core of the changing world order,” Dr. Panova stated. “We are doing things nobody expected us to do.” She directly addressed the hundreds of students present in the Lima auditorium, and those listening online in Spanish and in English simultaneous interpretation: “I’m speaking to you now from our ongoing [BRICS International School] that has been happening since 2017. In fact, I hope that your students, your youth will be participating in the next ones. This school now encompasses not just BRICS members, but 36 countries altogether.… There is certainly a group of countries that is very much supportive of a fair international system, and that could work together” to make that goal a reality.

China’s ambassador to Peru H.E. Song Yang also suggested there was room in the BRICS for Peru and many other countries, noting with a smile that the BRICS does not yet have a Spanish-speaking member. He emphasized that, in a world of growing disorder and conflict, the BRICS is playing a stabilizing and positive role. And he said that the needed changes include a reform of the international financial architecture, and establishing a system of security for all nations, because “security is indivisible, and no one nation has the right to seek security at others’ expense.”

Two of the Peruvian speakers—Luis Vásquez, representing Lyndon LaRouche’s {EIR} magazine; and Walter Heredia, Peru representative to the BRICS Municipal Forum—called explicitly for Peru to join the BRICS. Vásquez elaborated on the kinds of great infrastructure projects that are needed to pull nations out of poverty, such as linking Peru’s massive Chancay port project, now nearing completion with Chinese help, to other South American nations through a bi-oceanic high-speed rail corridor, connecting the Atlantic and Pacific coasts of the continent. Vásquez also emphasized that a global financial reorganization is required to rid the world of the $2.1 quadrillion speculative bubble, and identified Lyndon LaRouche’s 1975 [International Development Bank] proposal as a model to be studied.

India’s Ambassador H.E. Vishvas Vidu Sapkal emphasized that the BRICS New Development Bank is the best example of the successes the group has already achieved, with more to come. The Indian expert who later addressed the event, Nilanjan Ghosh, Director of the Center for New Economic Diplomacy, placed particular emphasis on the way India’s scientific and R&D capabilities can be of use to all the BRICS nations, at a time when innovation and technological advance is central to development.

Italy’s Michele Geraci, former Undersecretary of State at the Ministry of Economic Development and the architect of his country’s 2019 agreement to join China’s Belt and Road Initiative (which was subsequently abandoned by the current Meloni government), focused the audience’s attention on the way China’s development strategy is playing a major role in helping lift African nations out of poverty, by helping build infrastructure and investing in job-creating manufacturing enterprises there. Geraci made a sharp political point directed to European nations as well. “Instead of having poor migrants that come to our European countries and become marginalized … the role of China, and the Belt and Road in Africa, is to create those economic development opportunities so that people no longer migrate.”

But it was left to Schiller Institute founder Helga Zepp-LaRouche to present the broadest strategic challenge to the audience in Peru and beyond (Read her full speech below):

“The tension in the world affairs has never been stronger in human history,” she began. “On the one side, the genocide happening in front of the eyes of the world public and the terrifying threat of the possible extinction of mankind in a global nuclear war; and on the other side, the concrete perspective for the creation of a new economic system, where the aspiration of the Global South nations for development, prosperity and a fulfilled life for all of its citizens is about to come true. This tension characterizes the end of the epoch of colonialism, which started about 500 years ago, and is now about to end—one way or another.”

Zepp-LaRouche noted that “the effort by the BRICS and nations aspiring to become BRICS members has already evoked the `Spirit of Bandung,’ meaning a tremendous sense of optimism that economic independence can finally be accomplished.” She then quoted from Indonesian President Sukarno’s historic speech at the Bandung Conference in 1955:

“What can we do? We can do much! We can inject the voice of reason into world affairs. We can mobilize all the spiritual, all the moral, all the political strength of Asia and Africa on the side of peace. Yes, we! We, the people of Asia and Africa, 1.4 billion strong, far more than half the human population of the world, we can mobilize what I have called the Moral Violence of Nations in favor of peace. We can demonstrate to the minority of the world which lives on the other continents that we, the majority, are for peace, not for war, and that whatever strength we have will always be thrown onto the side of peace.”

Other distinguished speakers at the Peru conference included: Igor Romanchenko, Russia’s ambassador to Peru; Clemente Baena Soares, Brazil’s ambassador to Peru; Ahmed Bakr, Egypt’s ambassador to Peru; George Monyemangene, South Africa’s ambassador to Chile; Marta Fernández, head of Brazil’s BRICS Policy Center; and Carlos Aquino, the Director of the Center for Asian Studies at San Marcos University.
———————————————————–

Helga Zepp-LaRouche Addresses Conference on the BRICS in Peru 

Oct. 3, 2024 (EIRNS)–“The BRICS: Development Strategies and Cooperation Mechanisms in a Multipolar World”; Conference, Lima, Peru, October 3, 2024

Helga Zepp-LaRouche: Dear conference participants, Ladies and Gentlemen:

The tension in the world affairs has never been stronger in human history: On the one side the genocide happening in front of the eyes of the world public and the terrifying threat of the possible extinction of mankind in a global nuclear war, and on the other side the concrete perspective for the creation of a new economic system, where the aspiration of the Global South nations for development, prosperity and a fulfilled life for all of its citizens is about to come true. This tension characterizes the end of the epoch of colonialism, which started about 500 years ago, and is now about to end—one way or another.

As Russian Foreign Minister Lavrov recently said: The level of conflict on Occupied Palestinian Territory and in the Lebanese-Israeli border region is unprecedented, destabilizing the entire Southwest Asia and North Africa. According to two American surgeons who just returned from Gaza, Dr. Mark Perlmutter and Dr. Feroze Sidhwa, the level of suffering surpasses that of any other war zone they have ever worked in. The defiance of the powers that be to respect the rulings of the highest courts of this world, is encouraging a war drive, aimed to engage Iran and even the U.S. into the conflict, which would rapidly expand into a world war.

Equally at the cusp of global conflict is the situation between NATO and Russia, where President Putin just announced a proposed change in the Russian nuclear doctrine, stating for the first time, that Russia could respond with nuclear weapons to an overwhelming conventional military attack coming from a non-nuclear country, if that attacking country was backed by a nuclear power. This is the Russian reaction to a long line of provocations from the West, starting with the broken promises to President Gorbachev at the end of the Cold War, never to expand NATO one inch to the East, through the Western-backed Maidan coup in 2014, and the delivery of ever-more powerful weapons to Ukraine, until the very recent threat to allow Ukraine to use these weapons for strikes “deep into the territory of Russia.” The announcement of the new Russian nuclear doctrine is literally the last warning, before the apocalypse could descend on humanity.

The effort by the BRICS and nations aspiring to become BRICS-members has already evoked the “Spirit of Bandung,” meaning a tremendous sense of optimism that economic independence can finally be accomplished. But at the same time it is more than appropriate to also remind ourselves of the warnings of President Sukarno in his historic speech at the Bandung Conference in 1955, which sounds totally prophetic for the crisis we face today:

Sukarno said: “Today the picture is more black. War would not only mean a threat to our independence, it may mean the end of civilization and even of human life. There is a force loose in the world whose potentialities for evil no man truly knows. Even in practice and rehearsal for war the effects may well be building up into something of unknown horror.

“Not so long ago it was possible to take some little comfort from the idea that the clash, if it came, could perhaps be settled by what we called ‘conventional weapons’—bombs, tanks, cannon and men. Today that little grain of comfort is denied for us. It has been made clear that the weapons of ultimate horror will certainly be used, and the military planning of nations is on that basis. The unconventional has become conventional, and who knows what other examples of misguided and diabolical scientific skills have been discovered as a plague on humanity.

“And do not think that the oceans and the seas will protect us. The food that we eat, the water that we drink, yes, even the very air that we breathe can be contaminated by poisons originating from thousands of miles away. And it could be that, even if we ourselves escaped lightly, the unborn generations of our children would bear on their distorted bodies the marks of our failure to control the forces which have been released on the world.

“No task is more urgent than that of preserving peace. Without peace our independence means little. The rehabilitation and upbuilding of our countries will have little meaning. Our revolutions will not be allowed to run their course.

“What can we do? The peoples of Asia and Africa wield little physical power. Even their economic strength is dispersed and slight. We cannot indulge in power politics. Diplomacy for us is not a matter of the big stick. Our statesmen, by and large, are not backed up with serried ranks of jet bombers. What can we do? We can do much! We can inject the voice of reason into world affairs. We can mobilize all the spiritual, all the moral, all the political strength of Asia and Africa on the side of peace. Yes, we! We, the people of Asia and Africa, 1.4 billion strong, far more than half the human population of the world, we can mobilize what I have called the Moral Violence of Nations in favor of peace. We can demonstrate to the minority of the world which lives on the other continents that we, the majority, are for peace, not for war, and that whatever strength we have will always be thrown onto the side of peace.”

These were the words of President Sukarno. That is exactly the most urgent thing you, the peoples of the Global South, who have long become the Global Majority of 7.2 billion people, which according to Chatham House represent 88% of the human population, absolutely must do: You must make your voice unmistakenly made clear, so that the populations of the collective West, who are still condoning the policies of their governments can not help but being woken up to the immediate danger we all are in.

Fortunately the way out of this present existential danger is also right in front of us. President Sukarno had warned in the same speech: “Colonialism has also its modern dress, in the form of economic control, intellectual control, actual physical control by a small, but alien community in a nation.” The BRICS nations are working to make the New Development Bank, headquartered in Shanghai, the “great development of the Global South,” as President Lula da Silva of Brazil had put it. That bank has the potential of becoming the basis for a new credit system, which eventually will be the coordination center for a system of national banks of all sovereign countries of the Global South, issuing vast, long-term credit lines and low interest rates, which can finance the development of all countries of the developing sector into modern industrial and agricultural states.

There is a major effort underway, to shape the design of the New Development Bank according to the original first proposal to replace the IMF/World Bank system with an “International Development Bank,” first proposed by the American economist and statesman Lyndon LaRouche, in 1975. After meeting a significant number of leaders of the developing sector in Bagdad, he issued this document “[How the International Development Bank Will Work](https://larouchepub.com/eiw/public/2022/eirv49n20-20220520/eirv49n20-20220520_026-how_the_international_developmen-lar.pdf),” which subsequently was studied by all governments of the Non-Aligned Movement and whose demands were expressed in the final communiqué in the summit in Colombo, Sri Lanka, in the following year. LaRouche wrote in this proposal:

“To this end, we have already identified—in consultation with some of the world’s leading professionals and relevant governmental agencies—several major specific development projects which can readily (over a five- to ten-year period of development) yield a massive increase in the output and social-productivity of world agriculture, and thereupon premise the infrastructural basis for massive industrial development. We have similarly determined the feasibility of controlled thermonuclear fusion reaction technology within the horizon of such development programs, such that no long-term `energy crisis’ could exist except through massive incompetence by leading agencies.”

At that time, there was a major backlash against the leaders of the Non-Aligned Movement, several of whom were destabilized and driven out of office. But today the existence of the BRICS and a growing number of nations aspiring to become members have the historic momentum on their side, to indeed end colonialism for good and establish a just new world economic order, which enables every country on the planet to flourish.

The effort to create a new economic system must go hand-in-hand to establish [a new global security and development architecture](https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/), which takes the interest of every single country into account, in order to overcome the poison of geopolitical thinking once and for all. The historic model for this is the Peace of Westphalia, which ended 150 years of religious warfare in Europe, and which brought the warfighting parties together, who realized that nobody would enjoy a victory, because they all would be dead if they continued the fighting. And how much more this is true today in the era of thermonuclear weapons! Out of Westphalia came the principle, that peace is only possible, if one considers the interest of “the other,” and emphatically all “others”!

In order to overcome all forms of geopolitics all international relations must be based from now on, on the Five Principles of Peaceful Coexistence and the UN Charter, as well as a dialogue of civilizations aimed at the renaissance of the best traditions all of mankind has produced so far. By unleashing the creative potential of every human being on the planet, we will be able to overcome oligarchism and colonialism forever and bring forth the innate good of human nature through the development of all potentialities of all people.

We are at the ultimate crossroad of humanity. Never before have we been tested for our moral fitness to survive as just now. Let us uphold the principle of non-violence in the tradition of Mahatma Gandhi and Martin Luther King, but let us mobilize the “Moral Violence for Peace” of President Sukarno!

Let us all bring out the best in us and create a true community of the shared future of humanity!

Zoom linket er her.

Talerlisten: Col. Richard Black, Jonathan Kuttab, Imam Elahi og andre.

Invitation skrevet af Dennis Small

Ikke korrekturlæst

Den 2. oktober 2024.

Verden står nu på randen af en amerikansk-russisk atomkrig, der ikke kun udløses på det ukrainske område, men også i Sydvestasien.
Onsdag den 2. oktober mødtes det israelske kabinet for at diskutere, hvordan det vil gengælde Irans missilangreb den 1. oktober. Senere på dagen meddelte premierminister Benjamin Netanyahus kontor, at han sent onsdag ville tale med præsident Joe Biden for at koordinere de næste skridt, der skal tages. Tidligere havde USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan advaret om, at det ville få »alvorlige konsekvenser« for Iran, og at USA vil »arbejde sammen med Israel«. »Det lyder ildevarslende som en trussel om en fælles amerikansk-israelsk militæraktion mod Iran«, muligvis mod Teherans atomprogram, rapporterede Financial Times ‘ chefkommentator for udenrigsanliggender, Gideon Rachman, med tilfredshed.

Tilfredshed, fordi det i årevis har været Londons »Great Game«-politik at bruge Israel som en brik til at trække USA ind i en ildkamp mod Iran, som så ville sende hele Sydvestasien op i flammer. Den deraf følgende fare for optrapning til en fuldskala atomar konflikt mellem supermagterne burde ikke behøve nogen uddybning: Israel er selv en atomar magt, og Iran, som blev medlem af BRIKS i 2024, er også ved at underskrive en »omfattende strategisk partnerskabsaftale« med Rusland, som blev godkendt af præsident Putin personligt i midten af september i år.

Det britiske oligarki lægger ikke skjul på deres »prognose« for, hvad de forventer, der skal ske i Sydvestasien. Den 30. september rapporteredeThe Economist: “Efter halshugningen af Hizbollah kan Iran kappes om en atombombe…. Amerika og Israel har længe lovet, at Iran ikke vil få lov til at bygge en bombe. Især Israel ser ud til at have detaljerede efterretninger om udviklingen i Irans atomprogram. Hvis det opfangede tegn på, at Iran var ved at overskride en tærskel, kunne det meget vel angribe iranske atomanlæg.”

Den 1. oktober fortsatteThe Economist: »Det igangværende iranske angreb … giver Israel en begrundelse for at håndtere Irans atomare trussel.«

Og den anglofile Heritage Foundation udgav den 1. oktober en rapport med overskriften »Iran Is Inching Toward a Nuclear Weapons Breakout: What Does This Mean for the United States?«, som argumenterede for, at ›USA skal udstyre og styrke sine regionale partnere og allierede til at konfrontere Iran … og – om nødvendigt – udvikle og opretholde de kapaciteter, der er nødvendige for at ødelægge Irans atomare kapacitet.‹

Hvor fører sådanne scenarier hen? Til atomkrig.

En betydelig del af det officielle Washington er godt klar over, at den nuværende politiske kurs for Sydvestasien (for ikke at tale om Ukraine) hurtigt vil blive atomar, hvis man fortsætter. Nonproliferation Policy Education Center rapporterede om Iran-Israel-krigsspil, som de afholdt i slutningen af 2023 – med 35 deltagere fra republikanske og demokratiske kongresmedarbejdere, embedsmænd og analytikere fra den amerikanske regering, førende akademiske forskere, eksperter i national sikkerhed og mellemøstlige tænketanke samt amerikansk militærpersonale – som fandt, at alle scenarierne »hurtigt blev atomare«.

Og alligevel holder de kursen. Faktisk var det allerførste spørgsmål, der blev stillet ved vicepræsidentdebatten den 1. oktober, designet til at stille begge kandidater op bag Londons politik om at orkestrere et fælles amerikansk-israelsk angreb mod Irans atomprogram. Hverken Vance eller Walz bestred denne politik.

Det var dog ikke tilfældet for Helga Zepp-LaRouches Schiller Institut, som den 2. oktober afholdt en international onlinekonference med topeksperter fra begge sider af Atlanten for at diskutere emnet »Endnu et skridt tættere på atomart ragnarok – Tyskland er nødt til en ny sikkerhedsarkitektur.« Læserne opfordres til at se hele det ekstraordinære referat og studere Zepp-LaRouches politikker og underliggende principper for at eliminere krigsfaren, ikke ved en optrapning af en stadig mere skræmmende terrorbalance – som i Kissingers Mutually Assured Destruction (MAD)-doktrin – men med et nyt paradigme for universel udvikling.

I februar 1982 adresserede Lyndon LaRouche MAD-doktrinens vanvid i en kort artikel med titlen “An End to Mutually Assured Destruction:
»Så i et kvart århundrede har verdens befolkning levet under den evige terror af altid parat interkontinental atomar krigsførelse…. Det værste træk ved den kissingerske MADness-doktrin er den falske antagelse, at de forud kendte konsekvenser af atomar krigsførelse er tilstrækkelige til at forhindre enhver supermagt i rent faktisk at iværksætte et generelt atomart angreb. Denne besættelse af MADness er gået så vidt som til at fremme doktrinen om, at Moskva ville tolerere et begrænset, Europa-baseret atomart angreb på Rusland selv uden at udløse en generel atomar spærreild mod USA’s fastland.

»Konsekvenserne af atomar krigsførelse er en fantastisk afskrækkelse.

“Hvis USA’s regering fortsætter sin tilslutning til den økonomiske politik, der blev sat i gang i august 1971, eller endnu værre, den nuværende Volcker-monetaristiske politik, er det meste af verden allerede på vej ned i dybet af en ny generel depression, der er langt dybere, mere vedvarende og kvalitativt mere ødelæggende end den økonomiske depression, der gik forud for krigen i 1939-45….

“Medmindre USA drastisk ændrer sin nuværende penge- og militærpolitik, truer den atomare katastrofe, der er født af Kissingersk MADness, med at blive den form for krig, som ingen ønsker at tro på faktisk kan ske.

»Når vi nærmer os denne tidlige periode med akut krise, er det påtrængende, at USA’s regering er parat til at gå ud fra både pengepolitik og militærpolitik, der er fundamentalt anderledes end de politiske tendenser, der i stigende grad har domineret vores politiske beslutningstagning i de seneste 15 år.«

Foto: GPO

Den 2. oktober 2024 (EIRNS) 

Her er hovedtalen fra Helga Zepp-LaRouche og talen fra den tidligere amerikanske ambassadør Jack Matlock:

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen til den ekstraordinære liste af talere, som jeg anser for at være enestående i stand til at diskutere, hvorfor vi har brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvis vi vil undgå faren for Tredje Verdenskrig. Jack Matlock, fordi han er det vigtigste øjenvidne fra den periode, hvor det stadig ville have været meget let at etablere en ny global sikkerhedsarkitektur; Postol, som sandsynligvis er verdens førende ekspert i atomvåben; derefter Alain Corvez, som bringer et forfriskende syn på suverænister fra Frankrig, som vi desværre helt mangler i Tyskland; Mr. Effenberger, som er en meget robust historiker og forfatter til mange bøger; og Rainer Rupp, som har en biografi, der gav ham mulighed for på første hånd at opleve, hvor hurtigt man kan glide ind i en atomkrig, hvilket han vil berette om.

Så, vi har lige nu en kaskade af begivenheder, og de gør det klart, at hvis vi fortsætter, som tingene går lige nu, er chancen for, at situationen kommer ud af kontrol, ekstremt stor. Den varmeste situation lige nu er Sydvestasien, som hurtigt er ved at komme ud af kontrol.
Grundlæggende har det sidste års begivenheder, hvor Hamas angreb Israel og Israels uforholdsmæssige reaktion i Gaza, efterladt en situation, hvor der ifølge det britiske lægetidsskrift {The Lancet} er mere end 200.000 døde i Gaza. Gaza er næsten fuldstændig ødelagt. Nu, efter angrebet på Hizbollahs hovedkvarter, hvor der ifølge CNN blev brugt femten 1000 kg tunge “bunker buster”-bomber til at dræbe Nasrallah og et ukendt antal andre mennesker. Ifølge israelske Channel 12 var det 85 bunkerpenetrerende bomber på 1 ton hver, som skabte et gigantisk krater. For mig er dette krater en slags billede på stilen og politikken, at man bare bryder ind og dræber, uanset hvad konsekvenserne er.

Det førte naturligvis til, at Iran den 1. oktober sendte flere hundrede ballistiske missiler mod Israel med sigte på to luftvåbenbaser og Mossads hovedkvarter. Iran hævder, at 90 % af disse missiler ramte deres mål; Israel benægter naturligvis dette og siger, at det iranske angreb var fuldstændig ineffektivt. Under alle omstændigheder er vi nu i en situation, hvor, hvis Israel iværksætter et betydeligt modangreb, måske på olieraffinaderierne i Iran, at, hvis Iran gengælder det, så vil Israel optrappe måske mod de atomare anlæg i Iran.

Den amerikanske hangarskibsgruppe har ligget i regionen i et år sammen med mange krigsskibe. Vi har nu en situation, hvor alt er klar til at eksplodere mellem Iran, Hamas, Hizbollah og houthierne på den ene side og Israel og dets amerikanske støtter på den anden side. Dybest set, hvis det kommer til en optrapning, hvor Iran bliver ramt på en alvorlig måde, hvad vil de andre atomare magter så gøre? Rusland har en militæraftale med Iran; det er i Kinas grundlæggende interesse ikke at lade Iran blive ødelagt i betydelig grad. Så dette kunne være den udløsende faktor for tredje verdenskrig.

Den anden situation, omkring Ukraine-krigen, har nået et punkt, hvor Rusland som reaktion på en lang række begivenheder for nylig ændrede sin atomdoktrin, som hidtil havde været, at Rusland kun ville bruge atomvåben, hvis Ruslands og Den Russiske Føderations eksistens og territoriale integritet var i fare. Men nu har de ændret den til at sige, at hvis der er et betydeligt luftangreb på Rusland fra en ikke-atomar magt, og denne magt støttes af en atommagt, så vil Rusland måske bruge atomvåben først. Så situationen er stadig bagefter, at mange mennesker i Vesten stadig siger: »Åh, Rusland bluffer. Der er ingen røde linjer«, selv om vi er på nippet til, at sådanne røde linjer bliver overskredet hele tiden. Den 13. september tog den britiske premierminister Starmer til Det Hvide Hus og forsøgte at overbevise præsident Biden om at give tilladelse til, at langdistancemissiler kunne bruges til angreb dybt inde på Ruslands territorium, hvilket Biden ikke gik med til på det tidspunkt. Men mange mennesker i den strategiske diskussion – herunder naturligvis russerne – mener, at det kun er et spørgsmål om tid, før Biden vil gå med til det. Josep Borrell fra EU sagde netop i går: »Det er vigtigt at bruge sådanne langtrækkende missiler dybt ind i Ruslands territorium, for man skal ramme bueskytten, ikke kun pilene.«

Rusland havde allerede før ændringen i atomvåbendoktrinen gjort det meget klart, at hvis tingene optrappes, vil de ikke bare ramme F-16 og NATO-tropperne inde i Ukraine, men de vil ramme kommandocentralerne, hvor ordren gives til at indsætte disse våben. Jeg tror, vi vil høre fra Ted Postol, som har skrevet mange ekstremt vigtige artikler om forskellen mellem konventionel krig og atomkrig, og hvorfor det er logikken, at når man først begynder at bruge atomvåben, så er sandsynligheden for, at de alle bliver brugt, absolut størst.

Hvis det nu kommer til atomkrig globalt, kan det ende – og vil efter al sandsynlighed ende – alt liv på planeten; fordi det vil blive efterfulgt af en atomvinter. Der er en debat, hvor folk benægter, at det er tilfældet, og allerede Albert Einstein sagde, at han ikke ved, hvordan en tredje verdenskrig vil være, men han er sikker på, at en fjerde verdenskrig igen vil være med sten og pinde. Måske vil nogle mennesker overleve, men i en forfærdelig tilstand, og selv det er ikke sikkert.

Derfor er vi nødt til at gøre alt, hvad der står i vores magt, for at stoppe det. For at finde frem til det rigtige svar må vi spørge: »Hvad gik galt? Hvordan kom vi fra afslutningen af Den kolde Krig til en situation, hvor civilisationen er på spil?« I morgen er det den 3. oktober, hvor det er 34 år siden, at Tyskland blev genforenet. Som Matlock også har sagt, sluttede Den kolde Krig faktisk to år tidligere.

Vi har udgivet en bog om dette, kaldet {The Lost Chance of 1989-90}, hvor vi præsenterer historien om den afgørende periode, afslutningen på Den kolde Krig, den tyske genforening, vores forslag, som vi havde fremsat for at udnytte den historiske chance, som under de nuværende forhold tydeligvis ikke blev udnyttet. Udenrigsminister James Baker havde i februar 1990 lovet Gorbatjov, at NATO ikke ville flytte sig en tomme mod øst. Tyskland kunne også blive forenet, svarede Gorbatjov, og være med i NATO. Det var utroligt generøst i betragtning af, at det på det tidspunkt kun var 45 år siden, at Anden Verdenskrig sluttede. I betragtning af de enorme tab, som Rusland led – formentlig 27 millioner – og som Tyskland havde en stor del af skylden for, synes jeg, at Ruslands accept af den tyske genforening under disse betingelser var utrolig generøs. Det vender sig i min mave at se, hvordan det på kun 34 år er blevet fuldstændig glemt.

Vores indgriben i situationen på det tidspunkt, bare for at nævne det kort, skyldtes, at Lyndon LaRouche – min afdøde mand – allerede i 1984 havde lavet den prognose, at hvis Sovjetunionen ville fortsætte med den økonomiske politik, de havde på det tidspunkt, hvilket grundlæggende var en form for primitiv akkumulation mod deres egen økonomi, ville de kollapse om fem år. Derfor overraskede det os ikke, at Comecons økonomiske problemer voksede massivt i 1988, og derfor holdt Lyndon LaRouche og jeg en pressekonference på Kempinski Bristol Hotel, hvor han forudsagde, at Tyskland snart ville blive forenet, et år før det skete, og at det forenede Tyskland skulle have Berlin som hovedstad og derefter fortsætte med at udvikle Polen med vestlige teknologier som en model for alle Comecon-stater, der skulle moderniseres.

Berlinmuren faldt den 9. november 1989, og vi var slet ikke overraskede. Men den 7. juli 1998 offentliggjorde den tyske regering sine »Dokumenter vedrørende tysk politik«, et dokument på 1.667 sider, som normalt har været fortroligt og hemmeligt i 30 år, men Kohl besluttede at offentliggøre det af indlysende grunde. Der stod grundlæggende, at Tyskland ikke havde nogen forberedt plan for, hvad man skulle gøre, hvis muligheden for en tysk forening opstod. I dokumentet står der: “Overraskende nok er dagen X for åbningen af grænserne kommet, og regeringen har ikke et tilgængeligt, passende begreb om, hvad den skal gøre. Ingen forberedelser, ingen procedurer eller krisescenarier til denne lejlighed.«

Vi havde dog et koncept; jeg skrev en folder, som blev udgivet den 15. november 1989 med overskriften: “Det elskede Tyskland fortsættes”, hvor jeg tog LaRouches forslag op om at udvikle Polen med vestlige midler, modernisere det og gøre det til en model for transformationen af Comecon-staterne. Det var naturligvis kun en pjece, men et par dage senere, den 28. november, offentliggjorde kansler Kohl sit 10-punktsprogram, hvor han endnu ikke foreslog en genforening af Tyskland, men blot en konføderation af to stater. To dage senere blev Alfred Herrhausen, formand for Deutsche Bank, myrdet af en meget tvivlsom »tredje generation« af Baader-Meinhof-banden, en begivenhed, som af den tidligere Pentagon-embedsmand Fletcher Prouty blev karakteriseret som lige så afgørende for den tyske situation, som mordet på John F. Kennedy var for USA. Det var et signal til Kohl og hele den tyske elite om ikke at træde ud af nogen allieret konsensus, hvor 10-punktsprogrammet havde været et lille skridt i retning af suverænitet, hvilket dybest set ikke var tilladt.

Et par dage senere på EU-topmødet i Strasbourg faldt alle over Kohl som et ton mursten, og Kohl beskrev senere dette som den mørkeste time i sit liv. Thatcher startede kampagnen om det »Fjerde Rige«, og derefter krævede Mitterrand – ifølge erindringerne – at Tyskland skulle opgive D-marken til fordel for euroen som en forudsætning for genforeningen. Alle insisterede på, at Tyskland skulle gå med til Maastricht-traktaten, som dybest set var en underkastelse af det neoliberale nedskæringsdogme og en opgivelse af enhver økonomisk suverænitet fra Tysklands side.
For Ruslands vedkommende insisterede IMF på chokterapien, som reducerede Ruslands industrielle potentiale fra 1991-94 til kun 30 %. På det tidspunkt holdt jeg mange taler, som blev offentliggjort, hvor jeg sagde, at hvis Vesten begår den fejl at pålægge det bankerotte kommunistiske økonomiske system det lige så fallerede neoliberale system, så kan man måske udskyde sammenbruddet i nogle få år, men det vil i sidste ende blive et sammenbrud, der er meget, meget, meget alvorligere end selv kommunismens endeligt. Johannes Paul II, den daværende pave, advarede på samme måde om, at Vesten ikke skulle blive triumferende og hævde, at de havde vundet Den kolde Krig, fordi der var strukturer af synd i både Øst og Vest), og hvis folk ikke ville tro på det, skulle de se på udviklingslandenes tilstand for at se, at sådanne strukturer af synd også fandtes i Vesten.

I januar 1990 offentliggjorde vi vores Productive Triangle proposal, som var en idé om at integrere området mellem Paris, Berlin og Wien: Modernisere det – det var den højeste koncentration af industriel kapacitet i verden på det tidspunkt – modernisere det ved at tilføre magnetisk højhastighedstog-teknologi, atomkraft, og så bringe denne udvikling gennem udviklingskorridorer til Warszawa, Kiev, Moskva og Balkan.
Det blev naturligvis ikke vedtaget på grund af geopolitisk modstand fra de allierede magters side. Så derfor, i 1991, da Sovjetunionen kollapsede, udvidede vi denne produktive trekant til den Eurasiske Landbro, Eurasian Land-Bridge, som i bund og grund var ideen om at forbinde befolknings- og industricentrene i Europa og Asien gennem økonomiske udviklingskorridorer. Og vi mente det udtrykkeligt som det økonomiske fundament for en fredsorden for det 21. århundrede. Gorbatjov talte på det tidspunkt stadig om et fælles europæisk hus, andre talte om en fælles sikkerhedsarkitektur fra Lissabon til Vladivostok.

»Chokterapien« sendte Rusland ind i et årti med absolut folkemord, som den russiske økonom Sergei Glazyev skrev i en bog med titlen {Genocide} . Og det transatlantiske system gik med til at deregulere markederne endnu mere, fordi der ikke var flere fjender. Så dykket ned i et neoliberalt, neomalthusiansk økonomisk system med nulvækst fortsatte, og det samme gjorde regimeskift, farvede revolutioner og så videre.
Kina var det eneste land, der tog ideen om den eurasiske landbro op. Jeg siger ikke, at de tog vores forslag direkte. Nogle gange går disse ting mange forskellige veje: Vi havde mange konferencer og seminarer på fem kontinenter i verden. Men i 2013 annoncerede Xi Jinping den nye silkevejog fremkomsten af Bælte- og Vej-Initiativet, som fuldstændig har forvandlet verden i de følgende 11 år. Som et resultat af det har man nu en genoplivning af Den Alliancefrie Bevægelse, som på grund af samarbejdet med Kinas Bælte- og Vej-Initiativ for første gang har set chancen for at overvinde kolonialisme og fattigdom, mens den vestlige verden, det transatlantiske system, grundlæggende set forsømte investeringen i fysisk økonomi til fordel for profitmaksimering. Derfor er den virkelige årsag til krigsfaren, at det Globale Syd, som er blevet den Globale Majoritet – ifølge Chatham House udgør den 88 % af verdens befolkning – er i færd med at opbygge et nyt økonomisk system, som Vesten tåbeligt nok betragter som en fjende, der skal inddæmmes og undertrykkes.

Det er grunden til, at hvis vi ikke forlader den geopolitiske idé om, at der vil være to systemer – det ene er det globale NATO, som vil undertrykke eller skal undertrykke Rusland, Kina og det Globale Syd; og på den anden side har du BRIKS+, som holder en stor konference i Kazan i Rusland i denne måned, hvor i alt 40-50 lande har ansøgt om medlemskab; ikke alle kommer med denne gang, men der vil komme bølger af tilslutning – hvis den dynamik ikke overvindes, tror jeg Tredje Verdenskrig er udfaldet.

Det er derfor vi kræver, eller i hvert fald fra Schiller Instituttets side, at der straks etableres en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur med den Westfalske Fred som forbillede, hvor krigens parter kom til den konklusion, at en vedvarende krig ikke ville efterlade nogen i live til at nyde sejren. Og de satte sig ned ved forhandlingsbordet og kom frem til principper, som er kendt som principperne i Den Westfalske Fred, og som var grundlaget for etableringen af international lov.

Jeg tror, det er meget materiale, og det er ikke sikkert, at alle er enige i min udlægning af historien, men jeg vil gerne lægge op til diskussion.

OSSENKOPP: Tusind tak, Helga Zepp-LaRouche, for denne meget stærke analyse og kronologi – især for at nævne den skandaløse udvikling, at der ikke var nogen procedure for genforening, og at mordene på Herrhausen og Rohwedder aldrig er blevet efterforsket. Så der er meget at gøre.

Hvis du undrer dig, vil vi have en diskussionsperiode efter talernes udtalelser. Bagefter vil vi kunne diskutere. Du kan så række hånden op i Zoom-konferencen, eller du kan sende dit spørgsmål i chatten. Eller du kan i mellemtiden sende os en e-mail til questions@schillerinstitute.org.

Uden yderligere omsvøb vil jeg gerne give ordet til ambassadør Jack Matlock. Han er diplomat, historiker, tidligere direktør for Kommissionen for sovjetiske Anliggender i udenrigsministeriet, ambassadør i Tjekkoslovakiet og derefter, på afgørende vis, USA’s ambassadør i Sovjetunionen fra 1987-91. Han er også forfatter til bøger som {Autopsy of an Empire} fra 1995 og {Reagan and Gorbachev: How the Cold War Ended} fra 2004. Ambassadør, før jeg giver dig ordet, vil jeg gerne med forsinkelse ønske dig tillykke med fødselsdagen, for i går var det den 1. oktober, og du blev født den 1. oktober 1929. Så tillykke med de 95 år!

Ikke korrekturlæst

AMBASSADØR JACK MATLOCK: Mange tak. Helga har beskrevet situationen så grundigt og præcist, at jeg ikke kan gøre meget andet end at uddybe nogle af hendes pointer.

Først og fremmest vil jeg blot sige, at en af vores historikere har beskrevet Første Verdenskrig som et Europa, der gik i søvne ind i krigen i 1914. Den nuværende situation minder mig om det: For mens alle disse begivenheder udvikler sig – krigen i Ukraine, hvor de vestlige magter i realiteten fører krig mod Rusland; så volden i Vestasien med det, der kun kan beskrives som et folkemorderisk angreb på befolkningen i Gaza; og nu voksende fjendtligheder mellem Iran og Israel, og Israel, der invaderer Libanon. Og så har vi ikke så meget vold i Asien, bortset fra rapporter om, at højtstående amerikanske militærfolk taler om at forberede sig på en krig med Kina, hvis der skulle komme en kinesisk invasion af Taiwan.

Jeg synes, det er en utrolig farlig situation, og jeg tror, at når jeg ser tilbage som en, der var til stede under en af vores tidligere kriser, så var jeg på den amerikanske ambassade i Moskva under Cuba-krisen. Jeg hjalp med at oversætte nogle af de beskeder, som Khrusjtjov sendte til Kennedy, og når vi ser tilbage på det, indser vi, at vi kom meget tæt på en atomkrig på det tidspunkt. Der var visse beslutninger truffet af – vil jeg sige – nogle af de lavere rangerende militære embedsmænd, som forhindrede, at atomvåben blev brugt.

Jeg vil også sige, at det diplomati, vi brugte i slutningen af 1990’erne og frem til 1991 for at afslutte den kolde krig, i realiteten er blevet vendt om siden afslutningen af den kolde krig. Vi fulgte ikke læren fra Anden Verdenskrig, hvor USA insisterede på, at Tyskland og Frankrig skulle begrave stridsøksen og begynde at samarbejde i stedet for at starte nye krige. Ved afslutningen af den kolde krig burde vi have insisteret på, at der blev opbygget en europæisk struktur, som kunne garantere [sikkerhed for] alle de nyligt uafhængige lande, inklusive Rusland. I stedet begyndte vi blot at udvide NATO.

Nu blev NATO oprettet for at modstå et muligt sovjetisk angreb på Vesteuropa. Og hvis der havde været et sådant angreb, kunne det have været en katastrofe, fordi der allerede var udstationeret taktiske atomvåben i området. Det ville være umuligt at bruge dem uden at ødelægge netop de områder, vi skulle forsvare. Så gudskelov skete det aldrig. Når man ser på de historiske optegnelser, viser det sig, at Sovjet aldrig havde til hensigt at angribe Vesteuropa. De havde planer om, at hvis vi angreb dem, ville de svare igen. Men efter atomulykken i Tjernobyl i 1986 blev det klart, selv for de sovjetiske militærledere, at en atomkrig ville være en katastrofe for alle.

På deres første møde blev præsident Reagan og daværende generalsekretær Gorbatjov enige om, at en atomkrig ikke kan vindes, ikke må udkæmpes, og at der derfor ikke kan blive nogen krig mellem os. Og de fortsatte med at forhandle: De håbede, at de kunne eliminere atomvåben. Det viste sig ikke at være muligt.

Jeg kan huske, at vi i den periode, hvor vi forsøgte at give Europa bedre beskyttelse, besluttede, at fordi Sovjet havde deres SS-20-missiler rettet mod Vesteuropa, som kunne ramme vores NATO-hovedstæder i Vesteuropa på få minutter, og Vesteuropa ikke havde noget tilsvarende, så besluttede vi, at for at få dem til at fjerne de missiler, ville vi opstille mellemdistancemissiler i Tyskland. Det var meget kontroversielt i Tyskland. Jeg kan huske, at jeg på det tidspunkt arbejdede i Det Hvide Hus med disse sikkerhedsspørgsmål, og jeg var på besøg i München, da der var demonstrationer – store demonstrationer! »{Nie wieder! Nie wieder!}« De vil ikke have atomvåben igen, men grunden til at indsætte dem var at komme af med dem alle sammen. Og det gjorde vi. Vi opstillede dem endelig, vi indgik en aftale, og så fjernede begge sider dem alle sammen, og Sovjet fjernede mange flere end os, fordi vi aldrig opstillede så mange, som de havde.

Det piner mig virkelig i dag at se, at lederen af De Grønne – på det tidspunkt var De Grønne de mest højlydte til at argumentere imod disse udstationeringer – og nu har en udenrigsminister [Annalena Baerbock], som i realiteten truer Rusland med atomvåben. Jeg kan ikke forstå en beslutning om at udstationere mellemdistancemissiler i Tyskland. Det er helt ubegribeligt, at en tysk regering går med til det. Det er ikke sket endnu, og lad os håbe, at det ikke sker. Men jeg vil gerne påpege, at hvis europæerne tror, at en amerikansk præsident vil udsætte sit land for Ruslands interkontinentale missiler for at gøre gengæld på nogen direkte måde, hvis atomvåben bliver brugt mod dem – så kan jeg bare sige: »Det ville jeg ikke regne med.« Sagen er, at når disse ting først begynder, og hvis man begynder at optrappe, vil man få den slags atomkrig, der ødelægger civilisationen. For der er ingen kendt måde, hvis den ene side svarer igen med vold mod den anden side, frem og tilbage, der er ingen måde at stoppe det på. Og jeg tror, vi er på det stadie nu.

Lad mig også sige, at det var en stor fejl, at Vesten udvidede NATO på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen trussel fra øst. Jeg tror faktisk, at Helga har ret i, at ikke bare amerikanske, men også britiske og tyske topfolk, premierministre og udenrigsministre, forsikrede Gorbatjov om, at NATO ikke ville udvide mod øst, hvis den tyske genforening i det væsentlige blev besluttet på Vesttysklands betingelser. Det er simpelthen glemt, og udvidelsen fandt sted.

Og i dette århundrede begyndte USA at forlade alle de våbenkontrolaftaler, som vi havde underskrevet med Sovjetunionen, og som var afgørende for at afslutte den kolde krig. Vi startede i 1990’erne med at forlade ABM-traktaten [Anti-Ballistic Missile Treaty] og derefter andre traktater. Til sidst trak vi os under præsident Trumps regering ud af INF-traktaten [traktaten om mellemdistanceraketter] på et, vil jeg sige, meget usikkert grundlag og sagde blot, at der var russiske overtrædelser, men de definerede aldrig præcist, hvad de var.

Det blev aldrig debatteret. Og når jeg tænker tilbage på, hvordan alle disse ting under den kolde krig blev debatteret af vores offentlighed, af vores regeringer, og nu passerer de bare, og hele vores offentlighed koncentrerer sig om andre ting af meget mindre betydning.

Så jeg vil kun tilføje én ting i denne diskussion, og det er, at jeg føler, at mit land, USA, er meget overbebyrdet med de garantier, det har givet verden. Vi betaler for næsten hele vores militære indsats med gæld. Og vores gæld er nu oppe på omkring 33 billioner dollars, hvilket er langt mere end vores bruttonationalprodukt i et givet år. Desuden stiger gælden hvert år, og ingen af vores politiske partier har planer, der kan bringe budgettet i balance igen. Jeg tror, at det er uholdbart på lang sigt. Jeg mener, at vi skal finde en måde at opmuntre parterne til at handle fredeligt i stedet for at give næring til kampene. Der kunne have været en helt rimelig aftale mellem Rusland og Ukraine, hvis de to Minsk-aftaler – som faktisk også blev underskrevet af Tyskland og Frankrig – var blevet gennemført af Ukraine. Det blev de ikke! I stedet begynder de allierede simpelthen at levere militært udstyr til Ukraine for i realiteten at fortsætte kampene.

Så det synes jeg nu også er en forfærdelig ting: Krig overalt er en forfærdelig ting. Og krigen i Ukraine skader Ukraine meget mere end noget andet land.

Men en af de ting, vi hører nu, er jeg ikke enig i: Folk siger: »Hvis I ikke stopper Rusland nu, vil Rusland gå efter de baltiske lande eller Polen eller Østeuropa.« Det er noget vrøvl! Der er ingen beviser overhovedet. Og enhver, der virkelig kender områdets historie, ved, at Ruslands forhold til Ukraine og Hviderusland er meget specielt. Det er deres nabolag. Og enhver russisk regering vil betragte muligheden for en udenlandsk militæralliance og militærbaser i de to nabolande som fuldstændig uacceptabel. Vi amerikanere ville f.eks. ikke acceptere udenlandske militærbaser i Mexico. Vi ville sandsynligvis ikke engang acceptere dem i Sydamerika, og hvorfor vi ikke kan forstå det, ved jeg ikke.

Lad mig blot slutte af med at sige, at lige nu ser jeg ingen umiddelbar udsigt til, at disse ting vil vende. Men jeg har også i min levetid oplevet hurtige vendinger, som ikke var forventet, og lad os håbe, at der snart kommer nogle, der er mere opmuntrende.

OSSENKOPP: Mange tak, ambassadør Matlock. Du er virkelig et meget unikt vidne i historien og deltager i den historiske udvikling. Og du bringer de rigtige begreber ind i vores forum, så vi kan reflektere over, hvorfor vi er havnet i dette rod, og hvordan vi kommer ud af det. Så mange tak for din tid. Vi vil have dig med i diskussionerne senere.

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 1. oktober 2024

Fra og med i dag er USA involveret i en varm krig i Sydvestasien – ikke i beredskab, ikke i nødstilfælde, men gennem engagement. Ved mørkets frembrud i dag, lokal tid, blev der affyret omkring 180-200 ballistiske missiler fra Iran i retning mod Israel, ifølge en erklæring fra Teheran i dag som gengældelse for Israels mord den 27. september på Hassan Nasrallah, leder af Hizbollah, og andre navngivne ledere. To amerikanske destroyere, USS Cole og USS Bulkeley, affyrede 12 interceptorer tilbage mod missilerne og sluttede sig til det israelske forsvar.

USA vil vedvarende forsvare Israel, udtalte topembedsmænd fra Det Hvide Hus og Pentagon efter episoden, og sagde at de afventer, hvad Israels næste beslutning vil være. På tidspunktet for udarbejdelsen af denne meddelelse mødtes det israelske sikkerhedsråd for at beslutte deres næste skridt. I FN i eftermiddag briefede den israelske FN-ambassadør, Danny Danon, medierne om at være forberedt på Israels næste handlinger, som »Iran vil mærke konsekvenserne af«. Han sagde: »Det vil blive bemærket. Det vil være smertefuldt.«

Talsmand for Det Hvide Hus, Jake Sullivan, den nationale sikkerhedsrådgiver, sagde, at der foregår »dybe konsultationer«. »Biden beordrede USA til at hjælpe med at forsvare Israel.« Pentagons talsmand, generalmajor Pat Ryder fra luftvåbnet, gentog: »Vi støtter fuldt ud Israels ret til at forsvare sig selv.« Han nedtonede, hvad Israel gør i Libanon, og tilføjede at »Israel ødelægger Hizbollahs begrænsede infrastruktur ved grænsen.«

Et vildt kor af amerikanske politiske stemmer – på tværs af partiskel – hepper på Israel for dets bombardementer og snigmord og hylder USA’s støtte. Vicepræsident Kamala Harris sagde om Israels drab på Nasrallah, at »jeg har en urokkelig forpligtelse over for Israels sikkerhed. Jeg vil altid støtte Israels ret til at forsvare sig mod Iran og Iran-støttede terrorgrupper som Hizbollah, Hamas og houthierne.« Jared Kushner, Trumps svigersøn og rådgiver for Trumps præsidentskab om Sydvestasien, sagde den 29. september, at dagen for Nasrallahs død var »den vigtigste dag i Mellemøsten siden Abraham-aftalens gennembrud«, med henvisning til den antipalæstinensiske falske »fredsplan«, som han selv havde promoveret.

Man må håbe, at skaderne fra dagens missilangreb ifølge de foreløbige rapporter er begrænsede. Men den optrapning, der er i spil, er mere end farlig. USA har på forhånd opstillet omfattende ildkraft og styrker i regionen. Forsvarsministeriet udsendte i går en erklæring, »DOD Enhances Middle East Defense Posture«, som beskriver de ekstra fly og det ekstra personale, der er sendt til Sydvestasien til »forskellige eventualiteter« og »for at komme Israel til hjælp«.

Storbritannien er iøjnefaldende i de diplomatiske konsultationer sammen med USA og Israel. Forsvarsminister Lloyd Austin, som talte to gange i dag med den israelske forsvarsminister Yoav Gallant, konfererede med den britiske forsvarsminister John Healey i går. Den høflige amerikanske udlægning lød, at Austin og Healey »noterede sig den igangværende koordinering mellem USA og Storbritannien for at beskytte både amerikansk og britisk personale i regionen og forpligtede sig til fortsat tæt kommunikation, efterhånden som situationen udvikler sig.« I månedsvis, ja i årevis, har dæmoniseringen af Iran været et evangelium for disse dødbringende geopolitiske kredse.

Ledere i regionen og i verdens arabiske og muslimske samfund har i løbet af de sidste to dage, siden bombemordet på Hassan Nasrallah og den israelske opbygning af landstyrker mod Libanon, mobiliseret sig og opfordret til nødforanstaltninger. Irak anmodede i går om et møde i Den Arabiske Liga, hvis generalsekretær, Ahmed Aboul-Gheit, udsendte en støtteerklæring til Libanon. Golfens Samarbejdsråd opfordrede i går til en øjeblikkelig våbenhvile i Libanon. Iran indkaldte til et hastemøde i Organisationen for islamisk Samarbejde på dagen for mordet på Nasrallah, den 27. september.

Hvad sker dernæst? Deltag i mobiliseringen for at stoppe galskaben. Benyt den næste mulighed for at konferere med andre internationalt om, hvad vi kan gøre. Onsdag den 2. oktober er Schiller Instituttet vært for en international webbegivenhed: »Endnu et skridt tættere på atomart ragnarok – Tyskland har brug for en ny sikkerhedsarkitektur.«

Torsdag den 3. oktober er der et internationalt arrangement, personligt og online, med base i Peru. Konferencen har titlen: »Development Strategies and Mechanisms for Cooperation in the Multipolar World« og foregår på både engelsk og spansk.
Fredag den 4. oktober afholdes det 70. ugentlige møde i træk i Den Internationale Fredskoalition.

Foto: IDF website.

Politisk orientering den 1. oktober 2024 med formand Tom Gillesberg

Kontakt os: +45 53 57 00 51; si@schillerinstitut.dk
Dansk: www.schillerinstitut.dk
Præsentationsvideo: Schiller Instituttet: Fred Gennem Udvikling:
• Schiller Institut trailer: Fred genne…

Andre vigtige hjemmesider:
English: www.schillerinstitute.com
www.laroucheorganization.com
www.larouchepub.com
www.larouchepub.com/eiw

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 30. september 2024

Det onde krigsfremstød i Netanyahus amerikansk-støttede israelske forsvarsstyrker (IDF) i Sydvestasien er på vej ind i en fuldgyldig regional kamp, endog til atomar udslettelse, lige så dramatisk som krisen i NATOs stedfortræder-krigsførelse fra Ukraine mod Rusland. Sidstnævnte trussel er ikke blevet mindre, selv om der endnu ikke er nogen formel, offentlig godkendelse fra USA af, at Ukraine må bruge dybtgående våben i Rusland. Det er endnu ikke sket.

Et luftfoto af Libanon viser et dybt krater i centrum af hovedstaden Beirut, skabt af IDF’s bombardementer med høj tonnage i weekenden. Denne forbrydelse fulgte efter en række angreb i de seneste uger fra IDF, som myrdede Hizbollahs topledelse, mens de forårsagede voldsom død, kvæstelser og ødelæggelse. Over 1000 libanesere er døde i løbet af de sidste to uger. Over 1,2 millioner libanesere er blevet fordrevet.

Den seneste opdatering er, at IDF’s landinvasion med udstyr og soldater er i gang i det sydlige Libanon. De israelske myndigheder kalder det på eufemistisk vis for en »begrænset« indtrængen. Dette er i overensstemmelse med Eretz Israel – oprettelsen af Storisrael – på en måde, som The Jerusalem Post rapporterede om for nylig: 1) etnisk udrensning i Gaza; 2) etnisk udrensning på Vestbredden; 3) tilegnelse af land i Libanon.

Hvad er USA’s svar? I dag bekendtgjorde embedsmænd i Pentagon detaljer om at sende flere amerikanske militærstyrker til regionen.

I udenrigsministeriet meddelte udenrigsminister Antony Blinken, at verden er bedre stillet nu, hvor Israel har dræbt Hassan Nasrallah, Hizbollahs leder. »Libanon, regionen og verden er mere sikker uden ham.« Da han blev spurgt specifikt om, hvorfor Israel nu går ind i Libanon, opremsede Blinken floskler om, hvor ønskværdigt diplomati er.
Det samme synspunkt kommer fra republikansk side. For eksempel viste Fox News TV i dag generalløjtnant Keith Kellogg, tidligere militærrådgiver i Donald Trumps præsidentperiode, som roste Netanyahu for alt det, han gør nu for at »afslutte det arbejde«, han burde have gjort for mange år siden.

I mellemtiden fortsætter USA’s, Storbritanniens og NATO’s vanvid om, at det ikke vil få nogen konsekvenser at angribe dybt ind i Rusland fra Ukraine. Tv-kanalen Fox News rapporterede i weekenden om den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj, som gentog sin påstand om, at Putin bluffer, når han truer med at bruge atomvåben, hvis Rusland bliver angrebet i dybden.

Mod denne galskab og disse dyriske udsigter er der modaktioner. I dag opfordrede Tayyip Erdogan, præsident for Tyrkiet, et NATO-medlem, FN’s generalforsamling til at følge op med magtanvendelse, hvis FN’s Sikkerhedsråd ikke formår at stoppe Israel i Gaza og Libanon. »FN’s Generalforsamling bør hurtigt gennemføre bemyndigelsen til at anbefale magtanvendelse, som den gjorde med Uniting for Peace-resolutionen fra 1950, hvis FN’s Sikkerhedsråd ikke formår at vise den nødvendige vilje.«

I weekenden meddelte Schweiz, at det støtter principperne og dynamikken i gruppen af nationer »Friends of Peace«, som blev grundlagt på et møde i New York den 27. september på sidelinjen af FN’s Generalforsamling, indkaldt af Kinas og Brasiliens udenrigschefer. Gruppen udsendte et fælles kommuniké som en »køreplan for varig fred« mellem Ukraine og Rusland.
I USA deltog tusindvis af amerikanere i nationale demonstrationer i løbet af weekenden – to i Washington D.C. og en i Kingston, New York, hvor de rejste mange stærke stemmer mod den amerikanske regerings krigsgalskab. Dette blev forstærket af en »søster«-demonstration den 28. september i Stockholm, Sverige, som Humanity for Peace, Schiller Instituttet og andre var medarrangører af, og som havde mange deltagere.

En af talerne i Washington var f.eks. oberst Douglas Macgregor fra USA (pensioneret). Han talte til »Rescue the Republic«-demonstrationen den 29. september og tegnede et billede af den vanvittige samling af amerikanske styrker i Sydvestasien. Han advarede om, at det med fokus på Iran kunne udløse tredje verdenskrig. Han hævdede, at krig ikke har ført til noget positivt, og sagde, at USA burde bruge penge på infrastruktur. Han sagde: »Ikke flere krige! Fred, ikke krig! Velstand, ikke fattigdom!« Macgregor sendte også en hård, forud indspillet antikrigsbesked til demonstrationen i Stockholm den 28. september.

Blandt de mange talere i weekenden i Washington var de uafhængige LaRouche-kandidater i New York, Diane Sare (til det amerikanske senat) og Jose Vega (til valgkreds 15 i Bronx), som vil være vært for en vigtig national begivenhed i New York City den 26. oktober.

I Europa ses den voksende antikrigsholdning blandt borgerne i valgresultatet i Østrig i september og tidligere i de tre østtyske delstatsafstemninger. (Desværre fik nogle af partiernes indvandrerkritiske politik også støtte).

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition i 2023, bemærkede disse og andre positive skridt som et skift »mod en vej ud af krisesituationen«, men ikke nok. Vi er nødt til at eskalere. Vi er nødt til at udvide indsatsen overalt mod den forværrede krigsfare. Måden at få folk med på det, rådede Zepp-LaRouche, er »at trænge igennem: Vi kæmper for menneskehedens eksistens.« I den rette sindstilstand kan folk finde ud af, hvad de skal gøre. Oktober måned bliver afgørende.

I denne uge er der to store internationale begivenheder og det vigtige IPC-møde på fredag – det 70. ugentlige møde i træk.
Onsdag den 2. oktober er der en international internetbegivenhed: »Another Step Closer to Nuclear Armageddon – Germany Needs a new Security Architecture«, sponsoreret af Schiller Instituttet.

Torsdag den 3. oktober er der et internationalt arrangement (personligt og på internettet) med base i Peru. På [engelsk] ( https://www.youtube.com/live/MjzHeNKwVLg) og spansk har konferencen titlen »Development Strategies and Mechanisms for Cooperation in the Multi-Polar World«.

Foto: UNICEF/Dar Al Mussawir