Invitation til Den Internationale Fredskoalition møde den 4. september 2024 kl. 17: Slut med æraen af MAD-ness

Talerlisten: Col. Richard Black, Jonathan Kuttab, Imam Elahi og andre.

Ikke korrekturlæst

Den 2. oktober 2024.

Verden står nu på randen af en amerikansk-russisk atomkrig, der ikke kun udløses på det ukrainske område, men også i Sydvestasien.
Onsdag den 2. oktober mødtes det israelske kabinet for at diskutere, hvordan det vil gengælde Irans missilangreb den 1. oktober. Senere på dagen meddelte premierminister Benjamin Netanyahus kontor, at han sent onsdag ville tale med præsident Joe Biden for at koordinere de næste skridt, der skal tages. Tidligere havde USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan advaret om, at det ville få »alvorlige konsekvenser« for Iran, og at USA vil »arbejde sammen med Israel«. »Det lyder ildevarslende som en trussel om en fælles amerikansk-israelsk militæraktion mod Iran«, muligvis mod Teherans atomprogram, rapporterede Financial Times ‘ chefkommentator for udenrigsanliggender, Gideon Rachman, med tilfredshed.

Tilfredshed, fordi det i årevis har været Londons »Great Game«-politik at bruge Israel som en brik til at trække USA ind i en ildkamp mod Iran, som så ville sende hele Sydvestasien op i flammer. Den deraf følgende fare for optrapning til en fuldskala atomar konflikt mellem supermagterne burde ikke behøve nogen uddybning: Israel er selv en atomar magt, og Iran, som blev medlem af BRIKS i 2024, er også ved at underskrive en »omfattende strategisk partnerskabsaftale« med Rusland, som blev godkendt af præsident Putin personligt i midten af september i år.

Det britiske oligarki lægger ikke skjul på deres »prognose« for, hvad de forventer, der skal ske i Sydvestasien. Den 30. september rapporteredeThe Economist: “Efter halshugningen af Hizbollah kan Iran kappes om en atombombe…. Amerika og Israel har længe lovet, at Iran ikke vil få lov til at bygge en bombe. Især Israel ser ud til at have detaljerede efterretninger om udviklingen i Irans atomprogram. Hvis det opfangede tegn på, at Iran var ved at overskride en tærskel, kunne det meget vel angribe iranske atomanlæg.”

Den 1. oktober fortsatteThe Economist: »Det igangværende iranske angreb … giver Israel en begrundelse for at håndtere Irans atomare trussel.«

Og den anglofile Heritage Foundation udgav den 1. oktober en rapport med overskriften »Iran Is Inching Toward a Nuclear Weapons Breakout: What Does This Mean for the United States?«, som argumenterede for, at ›USA skal udstyre og styrke sine regionale partnere og allierede til at konfrontere Iran … og – om nødvendigt – udvikle og opretholde de kapaciteter, der er nødvendige for at ødelægge Irans atomare kapacitet.‹

Hvor fører sådanne scenarier hen? Til atomkrig.

En betydelig del af det officielle Washington er godt klar over, at den nuværende politiske kurs for Sydvestasien (for ikke at tale om Ukraine) hurtigt vil blive atomar, hvis man fortsætter. Nonproliferation Policy Education Center rapporterede om Iran-Israel-krigsspil, som de afholdt i slutningen af 2023 – med 35 deltagere fra republikanske og demokratiske kongresmedarbejdere, embedsmænd og analytikere fra den amerikanske regering, førende akademiske forskere, eksperter i national sikkerhed og mellemøstlige tænketanke samt amerikansk militærpersonale – som fandt, at alle scenarierne »hurtigt blev atomare«.

Og alligevel holder de kursen. Faktisk var det allerførste spørgsmål, der blev stillet ved vicepræsidentdebatten den 1. oktober, designet til at stille begge kandidater op bag Londons politik om at orkestrere et fælles amerikansk-israelsk angreb mod Irans atomprogram. Hverken Vance eller Walz bestred denne politik.

Det var dog ikke tilfældet for Helga Zepp-LaRouches Schiller Institut, som den 2. oktober afholdt en international onlinekonference med topeksperter fra begge sider af Atlanten for at diskutere emnet »Endnu et skridt tættere på atomart ragnarok – Tyskland er nødt til en ny sikkerhedsarkitektur.« Læserne opfordres til at se hele det ekstraordinære referat og studere Zepp-LaRouches politikker og underliggende principper for at eliminere krigsfaren, ikke ved en optrapning af en stadig mere skræmmende terrorbalance – som i Kissingers Mutually Assured Destruction (MAD)-doktrin – men med et nyt paradigme for universel udvikling.

I februar 1982 adresserede Lyndon LaRouche MAD-doktrinens vanvid i en kort artikel med titlen “An End to Mutually Assured Destruction:
»Så i et kvart århundrede har verdens befolkning levet under den evige terror af altid parat interkontinental atomar krigsførelse…. Det værste træk ved den kissingerske MADness-doktrin er den falske antagelse, at de forud kendte konsekvenser af atomar krigsførelse er tilstrækkelige til at forhindre enhver supermagt i rent faktisk at iværksætte et generelt atomart angreb. Denne besættelse af MADness er gået så vidt som til at fremme doktrinen om, at Moskva ville tolerere et begrænset, Europa-baseret atomart angreb på Rusland selv uden at udløse en generel atomar spærreild mod USA’s fastland.

»Konsekvenserne af atomar krigsførelse er en fantastisk afskrækkelse.

“Hvis USA’s regering fortsætter sin tilslutning til den økonomiske politik, der blev sat i gang i august 1971, eller endnu værre, den nuværende Volcker-monetaristiske politik, er det meste af verden allerede på vej ned i dybet af en ny generel depression, der er langt dybere, mere vedvarende og kvalitativt mere ødelæggende end den økonomiske depression, der gik forud for krigen i 1939-45….

“Medmindre USA drastisk ændrer sin nuværende penge- og militærpolitik, truer den atomare katastrofe, der er født af Kissingersk MADness, med at blive den form for krig, som ingen ønsker at tro på faktisk kan ske.

»Når vi nærmer os denne tidlige periode med akut krise, er det påtrængende, at USA’s regering er parat til at gå ud fra både pengepolitik og militærpolitik, der er fundamentalt anderledes end de politiske tendenser, der i stigende grad har domineret vores politiske beslutningstagning i de seneste 15 år.«

Foto: GPO