Den 3. marts 2024 (EIRNS) – Der foregår en farlig optrapning af begivenheder rundt om i verden, som, hvis de ikke stoppes, hurtigt vil bringe verden på randen af en atomar verdenskrig. Den lækkede lydfil med tyske militære embedsmænd, der konspirerer om en øget tysk rolle i militære operationer – ikke kun på ukrainsk territorium, men også i Rusland – har ændret situationen betydeligt og har gjort de vestlige lederes påstande om, at de forsøger at undgå en direkte krig med Rusland, til skamme.

Det ser ud til, at budskabet endnu ikke er blevet forstået, da retorikken om et atomvåbenkapløb kun bliver større og større, tilsyneladende uden tanke for den fare, det repræsenterer. Finlands nye præsident, Alexander Stubb, har sagt, at “Finland skal have en reel atomafskrækkelse,” hvilket i øjeblikket er forbudt ifølge finsk lov. Andre, såsom Peter Dickinson fra Atlantic Council, har afvist alle advarsler om en optrapning i denne retning, og insisteret på at Vesten må “gøre front” mod Putin. “Autokrater over hele verden vil tage Putins succes i Ukraine til efterretning og drage de logiske konklusioner for deres egne udvidelsesplaner,” skrev Dickinson. Denne pointe blev gentaget af det Washington-baserede Institute For the Study of War.

Rusland har igen og igen udtalt, at der findes røde linjer, og at de ikke vil tøve med at forsvare sig. Disse modsatrettede udtalelser fra vestlige ledere viser, at de enten er dybt uvidende eller fuldstændig sindssyge – i begge tilfælde udgør de en ekstrem fare for verden, som der må handles på.

Situationen forværres af det igangværende folkemord i Gaza, som risikerer at udløse konflikt og blodsudgydelser i hele Sydvestasien. Israels nylige ændring i politik, hvor man gik fra et langvarigt forhold til Rusland til nu at placere dem sammen med Iran, Hamas og de “globale destabiliserende kræfter”, er bemærkelsesværdig i denne henseende. Husk på, at Israel har et ikke bekendtgjort arsenal af atomvåben.

Denne situation kan ikke blive ved med at eksistere. Enhver, der ikke er følelsesløs over for virkeligheden, vil føle denne ubændige spænding, som ikke vil forsvinde, selvom man ignorerer eller undertrykker den.

Den afdøde pilot Aaron Bushnell følte dette og bragte det ultimative offer i håbet om at få andre til også at mærke det. De hundredtusinder, der marcherede i gaderne lørdag den 2. marts for Rafah og Gaza, følte det også – og det var kun passende, at mange af demonstrationerne omfattede mindesmærker for Bushnell. Det står nu klart, at USA’s, Tysklands og andre vestlige nationers værdighed må genoprettes, og det skal ske hurtigt. Det er helt klart, hvad Bushnell ville have ønsket.

Men værdighed opnås kun, når man rejser sig op og nægter at acceptere den nedværdigelse, ydmygelse og næsten kriminelle medskyldighed, som er blevet påtvunget os. Opgaven er at konfrontere den fare, som USA og verden står over for, og vælge at handle – at gribe ind.

Et afgørende redskab i den forbindelse er visionen om en smuk fremtid for Israel-Palæstina, som LaRouches Oase-plan for Sydvestasien repræsenterer – et forslag, som et genoprettet USA og Vesten kunne spille en uvurderlig rolle i at gennemføre. Få den ud overalt, og forsvar den fremtidige værdighed, som din nation må være indbegrebet af.

Foto: CC/National Museum of the U.S. Navy

Thomas Grønlund Nielsen er cand. scient. i fysik fra Niels Bohr Instituttet.

Forfatter til atomkraft trilogi:

– ”Niels Bohr må vende sig i sin grav” (2013)

– ”Den Grønne Atomkraft” (2018)

– ”Den grimme atomælling” (2022)

Ikke korrekturlæst

2. marts 2024 (EIRNS) – To gange i løbet af februar adresserede den russiske præsident Vladimir Putin direkte et påtrængende strategisk spørgsmål til USA’s befolkning og dets ledere. Første gang, i løbet af sit interview med journalisten Tucker Carlson den 6. februar, bemærkede Putin, at hele sanktions- og krigspolitikken mod Rusland havde givet bagslag for USA:

” Er I overhovedet klar over, hvad der foregår eller ej? Er der nogen i USA, der indser dette? Hvad er det, I gør? I afskærer jer selv. Det siger alle eksperter. Spørg enhver intelligent og tænkende person i USA, hvad dollaren betyder for USA, men I dræber den med jeres egne hænder…. De værktøjer, som USA bruger, virker ikke. Man er nødt til at tænke over, hvad man skal gøre. Hvis denne erkendelse kommer til de herskende eliter, ja, så vil statens førstemand [præsidenten, red.] handle i forventning om, hvad vælgerne og de mennesker, der træffer beslutninger på forskellige niveauer, forventer af denne person. Så vil noget måske ændre sig.” Adspurgt om diskussioner mellem USA og Rusland, svarede Putin: “Hvem er der at tale med? Jeg forstår det bare ikke. Vi er klar til at tale. Men med hvem? Hvor er garantierne? Der er ingen.”

Den 29. februar advarede Putin i sin årlige tale til Ruslands føderale forsamling om konsekvenserne af den erklærede trussel om at sende NATO-tropper for at styrke de svindende ukrainske styrker på landjorden i landet: “Vi husker skæbnen for dem, der engang sendte deres tropper til vores lands territorium. Men nu vil konsekvenserne for eventuelle indtrængere være meget mere tragiske. De må i sidste ende forstå, at vi også har våben – ja, de ved det, har jeg lige sagt – som kan ramme mål på deres territorium. Og de bør forstå, at det, de gør nu for at skræmme hele verden, er at risikere en konflikt med atomvåben, som betyder civilisationens undergang. Forstår de det, eller hvad?”

Hvad har USA’s og andre vestlige eliters reaktion været på Putins insisterende opfordringer til dialog for at bringe planeten tilbage fra randen af en atomkrig? Intet, der bare falder i kategorien rationelt.

1. NATO’s vicegeneralsekretær Mircea Geoana afviste Putins advarsler som et bluffnummer. “Vi ser ikke nogen overhængende trussel om, at Rusland vil bruge disse våben.” Hans kommentarer var mere “logikken i psykologisk intimidering end reelle hensigter.” New York Times var enig i, at “Putin gentagne gange har fremsat skjulte atomtrusler mod Vesten.”

2. Den franske præsident Emmanuel Macron fastholdt sit forslag om at sætte tropper ind i Ukraine og gentog den 29. februar, at hans ord herom på et møde den 26. februar mellem omkring 20 europæiske ledere i Paris var blevet “vejet, gennemtænkt og målt.” Den amerikanske forsvarsminister Lloyd Austin fortalte ligeledes House Armed Services Committee den 28. februar, at “helt ærligt, hvis Ukraine falder, tror jeg virkelig, at NATO vil være i kamp med Rusland.”

3. Den chokerende, lækkede telefonsamtale mellem tyske militære topledere, hvor de diskuterede måder og midler til at udføre et angreb på Kertj-broen, der forbinder Krim med det russiske fastland, blev indrømmet at være “autentisk” af det tyske forsvarsministerium, ifølge rapporter i Spiegel og Welt. Formanden for den russiske Duma Vyacheslav Volodin spurgte i et opslag på sin Telegram-kanal, om den tyske kansler Olaf Scholz er klar over, at “disse handlinger vil kræve, at Rusland udfører gensidige angreb.”

Det er svært at overdrive den ekstreme fare, der ligger i den kollektive sindssyge, som vestlige reaktioner som disse viser over for den rødglødende strategiske situation og præsident Putins gentagne opfordringer til en dialog med fornuftige kræfter i Vesten.

Det står i kontrast til den måde, hvorpå centrale ledere i det Globale Syd, såsom Sydafrikas Cyril Ramaphosa og Brasiliens Lula de Silva, har udvist moral og statsmandskunst ved at kræve de nødvendige politiske ændringer – i Gaza, Ukraine, økonomiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål.

Bolden er nu på USA’s og de europæiske nationers banehalvdel. Bred, synlig støtte til Lyndon LaRouches Oasis-plan for Mellemøsten er et godt sted at starte. Brasiliens præsident Lula gav den 18. februar udtryk for, hvad de millioner af mennesker, der går på gaden i Vesten, tænker, hvad enten de protesterer mod folkemordet i Gaza eller mod den økonomiske politik, der slår dem ihjel, da han advarede om, at “enten ændrer de politiske ledere deres adfærd over for borgerne, eller også vil borgerne ende med at ændre den politiske klasse.”

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen, alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Det er 39. uge i træk, at vi mødes. Tak til alle for at være med. Vi har mange nye folk med, så velkommen. Vi sætter stor pris på alt det samarbejde, vi har. Mange af os kommer fra hele verden og fra mange forskellige organisationer. Vi har arbejdet sammen i de sidste 39 uger for at skabe ægte fred i verden.

Jeg har lagt dagsordenen ud i chatten. Der vil være en række personer, som vi har udpeget til at holde oplæg, og derefter vil vi gå over til en rapport-session og en åben diskussion. Det vil være programmet for i dag. Med det vil jeg gerne give ordet til grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition, Helga Zepp-LaRouche. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg vil gerne ønske jer alle sammen velkommen. Desværre tror jeg, at vi er nødt til at fordoble eller tidoble vores indsats, fordi situationen går fra at være forfærdelig til at blive værre og farligere. Man har indtryk af, at mange af etablissementets folk er fuldstændig gale. Hvorfor jeg siger dette, vil blive klart, når jeg gennemgår de forskellige krisesteder.

Jeg bør naturligvis starte med den seneste forfærdelige massakre, som angiveligt eller tilsyneladende fandt sted i Gaza City, hvor der for to dage siden udspillede sig en utrolig scene, hvor der endelig ankom nogle lastbiler med mad til de sultende mennesker. Da folk så løb hen til lastbilerne, opstod der tilsyneladende en situation, hvor IDF-styrkerne dræbte 120 mennesker og sårede 750. Israelerne hævder naturligvis, at de blev angrebet. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan sultende mennesker, som ifølge alle rapporter er ved at dø, kan udgøre en trussel mod en stærkt bevæbnet hær, som er udstyret med alle former for forsvarsværker. Men under alle omstændigheder skete denne massakre. Naturligvis er det bare det seneste kapitel i en forfærdelig situation. Og i FN’s Sikkerhedsråd var det igen USA, der ikke engang gik med til at udtale sig om det. Nu er situationen selvsagt, hvad der skal ske med disse mennesker. Råbet om en humanitær våbenhvile bliver højere og højere, selv regeringschefer som Macron fra Frankrig og mange andre kræver det. Men situationen er helt ubeskrivelig. Dette skete kun en eller to dage efter, at Aaron Bushnell fra det amerikanske luftvåben satte ild til sig selv foran den israelske ambassade i Washington, hvilket er en måde at udtrykke, hvad han følte, sig i stand til at gøre.

Nu er vi naturligvis nødt til at gøre meget mere for at vende og stoppe denne situation. Desværre vil Den Internationale Domstol, som hørte vidneudsagn fra 50 nationer fra 19.-26. februar, sandsynligvis først afsige en dom til sommer. Så det vil ikke være effektivt i den umiddelbare situation. Hvis muren til Egypten bliver åbnet, og palæstinenserne bliver drevet over grænsen, åbner det også et vindue for en større krig i Mellemøsten, for i Camp David-aftalerne blev det meget klart defineret i fire militære zoner, hvad Egypten og Israel kan gøre i hver af disse fire zoner. Og hvis der sker en overtrædelse af denne aftale, hvilket kan ske meget hurtigt nu, kan det ikke udelukkes, at Egypten vil bryde Camp David-aftalerne og åbne en situation, der meget hurtigt kan føre til en større krig.

Så dette er en af grundene til – og jeg håber, at vi kan diskutere dette i vores diskussionsperiode – hvorfor vores kampagne for at sætte Oasis-planen på den internationale dagsorden er mere presserende end nogensinde før. Situationen er så håbløs, at medmindre man indgyder håb og får alle kræfter i hele Sydvestasien til at arbejde for en sådan løsning med økonomisk udvikling for alle, er det næsten umuligt at se, hvordan nogen anden tilgang kan afhjælpe situationen.

Det er kun én af situationerne. Den anden store front omkring Ukraine eskalerer også massivt, og jeg ved ikke, hvilken situation der er værst. Måske bringer situationen i Ukraine os endnu hurtigere til en mulig global krig, for hvis man bare genfortæller de seneste dages begivenheder, så var der en konference om Ukraine i Frankrig, hvor præsident Macron foreslog at sende NATO-tropper ind i Ukraine. Det blev naturligvis afvist af den tyske kansler Scholz, som sagde, at der ikke ville blive sendt tyske tropper til Ukraine, og at ingen andre NATO-tropper skulle sendes af sted. Men han var under enormt pres for at give grønt lys til at sende det tyske Taurus-krydsermissil til ukrainerne. Det nægtede han med det argument, at krydsermissilet har en rækkevidde på mere end 500 km og derfor kan nå dybt ind på russisk territorium, hvilket ville udgøre en rød linje, som han mener, man ikke har råd til at overskride.

Den tidligere leder af NATO’s militærkomité og generalinspektør for den tyske hær, general Harald Kujat, gav et interview i Deutschlandfunk radio, hvor han sagde, at der allerede er tre lande, der har tropper på jorden i Ukraine. Han nævnte ikke navnene på landene, men vi formoder, at det er amerikanere, briter og franskmænd. Kujat sagde også, hvor farlig situationen er, hvilket man kan se ved, at hvis den drone, der for lidt siden nåede Engels-luftbasen i Rusland, blot havde ramt en meget kort afstand fra, hvor den gjorde, kunne den have ramt nogle af de atombevæbnede jagerfly. Det ville ifølge Kujat have betydet, at diskussionen mellem Kujat og intervieweren ikke ville have fundet sted; den indlysende implikation er, at vi alle ville være døde.

Det er klart, at Putin i sin årlige tale til den føderale forsamling sagde, at Vesten skal være klar over, at hvis de bliver ved med at presse på, kan det komme så vidt, at Rusland vil bruge atomvåben. De vestlige medier har som sædvanlig fuldstændig afvist det og sagt: “Tag det ikke alvorligt. Han snakker bare, han siger altid disse ting. Ingen skal tage det alvorligt.” Men det er fuldstændig vanvittigt, for hvis man bliver ved med at presse og skubbe, tror jeg, vi nærmer os den grænse, hvor det meget hurtigt vil være for sent.

Der er en ubekræftet rapport, hvilket jeg normalt ikke bruger, men den ser ret troværdig ud. Nemlig at chefredaktøren for RT, Margarita Simonyan, netop har offentliggjort en erklæring, hvor hun hævder, at hun fik fat i et bånd, som hun fik af en person i militæret, der optog en samtale mellem tyske officerer fra den 19. februar, hvor de diskuterede, hvad der skulle til, og hvordan Tyskland ville ødelægge Kertj-broen [der forbinder Krim med det russiske fastland]. At det ville kræve 10 eller måske 20 missiler at gøre det. Under alle omstændigheder er der ifølge denne rapport en officiel anmodning fra Maria Zakharova fra det russiske udenrigsministerium til den tyske regering, hvor hun kræver en forklaring på hele denne affære. Jeg ved ikke, om det er sandt; det kan være fake news. Men på den anden side har det et semi-officielt præg. Hvis det rent faktisk er sandt, at tyske officerer skulle være involveret i at diskutere dette i form af seriøs planlægning, ville vi være i en endnu mere forfærdelig katastrofe.

Jeg tror, at vi virkelig er nødt til at vække verden i endnu højere grad, end vi allerede gør nu, for vi er på randen af at glide ind i Tredje Verdenskrig. Jeg mener, at det skal være en offentlig diskussion, og der skal være flere mennesker, der giver udtryk for det, så vi ikke, som i 1914, går i søvne ind i Første Verdenskrig. Men vi skal i det mindste have en offentlig diskussion om, hvorfor det er fuldstændig vanvittigt, og hvorfor vi meget hurtigt skal bevæge os fra denne geopolitiske konfrontation til et samarbejde. Der skal være en bred opfordring til diplomatiske løsninger, både i Ukraine og med hensyn til Sydvestasien. Kina har lagt omfattende fredsplaner for begge situationer. For Ukraines vedkommende har de allerede for mange måneder siden fremlagt et 12-punkts program for, hvordan situationen kan afdramatiseres. General Kujat og Horst Teltschik, Peter Brandt og Hajo Funke har også fremsat et forslag om Ukraine. Med hensyn til Sydvestasien har Kina ligeledes fremsat et forslag om en omfattende fredskonference for Mellemøsten, som hurtigst muligt skal sættes på dagsordenen.

Jeg tror, det er det spændingsfelt, vi befinder os i, og forhåbentlig kan vi mobilisere denne gruppe til at formere sig og blive endnu mere aktiv, så vi får en absolut stærk fredsbevægelse internationalt.

Den eneste gode nyhed – jeg ved ikke, om jeg kan kalde det det, men jeg tror det – er, at George Galloway lige har vundet et sæde i det britiske parlament på Gazas liste. Han slog både Tory- og Labour-kandidaterne, og det tror jeg også er med til at bringe et nyt element ind i situationen, især i lyset af det nylige primærvalg i Michigan, hvor der var en betydelig andel af arabiske og muslimske mennesker, der stemte ” uengageret” for at give budskabet til Biden om at ændre politikken i forhold til regionen. Så det er ikke håbløst; man kan gøre noget. Men jeg tror, vi er nødt til virkelig at optrappe det, vi er i gang med, enormt.

Bemærkninger under diskussionen:

Hvad angår det første spørgsmål, tror jeg desværre ikke, at der er nogen anden vej end at forblive fredelig. For i det øjeblik vi begynder at blive voldelige, tror jeg, at vi mister den moralske autoritet til at være fredsbevægelsen. For hvis man begynder at bruge de samme midler som de mennesker, der begår disse grusomheder, så vil hele sagen være tabt. Jeg tror, det er det, Mahatma Gandhi og Martin Luther King lærte os, og jeg vil meget gerne understrege, at selvom man nogle gange har en tendens til at blive frustreret, så tror jeg, at vi hellere skal tænke på kreative måder at mangfoldiggøre os på og få flere og flere mennesker involveret i denne indsats.

Det andet spørgsmål: Jeg tror, at mange mennesker tror, at det er den zionistiske lobby, der kontrollerer USA. Men min afdøde mand, Lyndon LaRouche, hævdede altid meget eftertrykkeligt, at det er omvendt. At det er det anglo-amerikanske establishment, der bruger Israel som en håndgranat, de kan kaste ind i situationen, når de har brug for det. Og hvad er den overordnede situation? Alt dette hænger i virkeligheden sammen med, at det neoliberale finanssystem tydeligvis er ved at skrumpe. Det er ved at kollapse, økonomien er på vej ned – især i Europa – mens Asien er på vej op. Det er ikke kun Kina, men det er Kina, Indien, Indonesien og BRIKS-landene. Den egentlige årsag er, at Wolfowitz-doktrinen, projektet for et nyt amerikansk århundrede, som er det, de neokonservative i ledtog med det britiske establishment fremlagde som svar på Sovjetunionens sammenbrud i perioden 1988-91. Grundlæggende besluttede de at gå efter en unipolær verden baseret på ideen om at styre verden som et imperium baseret på det særlige anglo-amerikanske forhold, da der var mulighed for at skabe en fredsorden. Det er det, der er på spil her.

Vi har lige nu en situation, hvor hele EU, og desværre især Tyskland, har mistet al suverænitet. De er bare dette imperiums puddelhund, og de ser absolut på det voksende Asien, det voksende Globale Syd, den voksende Globale Majoritet som noget, der skal inddæmmes eller endda ødelægges. Det er virkelig det, der foregår der, så derfor – og man får virkelig skylden, hvis man siger det, men det er så langt ude, at hvis man ikke skaber klarhed, hvor skal det hele så ende? Situationen i Ukraine og også det, der sker i Sydvestasien, er blot afledninger af denne overordnede indsats. Hvad sker der med Sydvestasien? Hvad var situationen før den 7. oktober? Der var kun tre store lande, der sluttede sig til BRIKS+ – Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Iran. Der var udsigt til udvikling i regionen gennem BRIKS, Bælte & Vej Initiativet, og der var faktisk udsigt til fred på grund af den historiske tilnærmelse, som Kina havde forhandlet på plads mellem Iran og Saudi-Arabien. Det er alt sammen gået i vasken lige nu, medmindre vi sætter det på dagsordenen igen, og det er derfor, vi skubber så kraftigt på Oasis-planen. Fordi kræfterne for fred er nødt til at blive mere dominerende, og ideen om fred gennem udvikling er det eneste håb, jeg kan se for, hvordan vi kan påvirke situationen i Israel, fordi israelerne også burde have en interesse i at have en fredelig og fremgangsrig region i stedet for at have den ene bølge af terrorisme efter den anden. Så ideen om at bevæge sig tilbage til ideen om regional udvikling er det eneste håb.

Men jeg tror, man må erkende, at den egentlige årsag til alt dette er geopolitik; idéen om, at man for at forsvare anglosfæren, for at forsvare det såkaldte Vesten, er nødt til at dæmme op for Asiens fremgang, fremgangen for det globale flertal. Medmindre vi overvinder den tankegang og bevæger os over i et nyt paradigme, hvor vi etablerer et samarbejde mellem det Globale Nord, det kollektive Vesten så at sige, og den Globale Majoritet, så er det det store spring, vi er nødt til at gøre.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg tror, at jeg først og fremmest vil sige til [navn redigeret], at jeg studerer dit forslag, og jeg vil svare om en dag eller deromkring, og måske kan vi tage det op i næste uge. Jeg er ked af, at jeg ikke har indarbejdet det helt endnu.

Ellers kan jeg kun sige, at hvis alle de deltagere, der var med i denne diskussion i dag, ville gå ud og virkelig forsøge at gøre en kæmpe indsats. Jeg ved, at I alle har organiseret jer og forsøgt at kontakte folk, men mediekontrollen i Tyskland – og dette er et svar til [navn redigeret] – Tyskland er nu som et fuldstændig hermetisk lukket land, hvor man ikke kan udtale sig om noget som helst. Man kan ikke engang rapportere om, hvad der sker. Der er en fuldstændig mediekontrol. Hvis nogen siger noget, selv at der er sket en massakre, da Bushnell-selvbrændingen fandt sted, kiggede jeg i de tyske medier, og det tog næsten en dag, før den første lille nyhed dukkede op, og så blev den straks begravet et eller andet sted i de ikke-vigtige nyheder. Så jeg tror, vi er nødt til virkelig at bekæmpe krigsmaskinens forsøg på at bevare kontrollen over fortællingen. Jeg tror, at de etablerede figurer – i det mindste dem, der er de såkaldte atlantikere – er så fast besluttede på at optrappe dette. Jeg ved ikke, hvad der foregår i deres hoveder, for det er, som om de er fuldstændig uvidende om, at dette faktisk kan føre til atomkrig. Da Kujat sagde, at hvis denne drone havde ramt bare et par kilometer fra, hvor den ramte, ville vi alle være døde. Det var minutter, sekunder fra at være en atomulykke. Det er sådan, den krudttønde er, som vi sidder på. Hele mediekontrollen forsøger at få den almindelige befolkning til ikke at ane noget, de ved ikke, hvor farligt det er. Jeg tror, vi er nødt til at gøre en gigantisk indsats. Når de igen siger, at Putin siger, at vi ikke ønsker en krig mellem NATO og Rusland, men hvis I bliver ved med at presse på, så har vi disse våben, og vi vil bruge dem. De siger: “Det betyder ikke noget, han taler bare til et hjemligt publikum,” eller noget i den stil. Jeg tror, at vi på en eller anden måde må sørge for, at flere mennesker virkelig er opmærksomme på denne fare. Det kan kun lade sig gøre, hvis hver person i dette opkald forsøger at få gennembrud i forhold til at få stemmen hørt.

Hvad angår Oasis-planen, hvis vi kunne få et dusin nobelprisvindere til at komme ud og sige: “Dette drab må stoppe. Vi har brug for en plan for udvikling, og der findes en plan, som er Oasis-planen.” Eller få et par andre prominente personer til at sige det, så det kommer ud i nyhederne. Jeg tror, det ville gøre en forskel, for hvis folk begyndte at sige, at der faktisk er en måde at løse denne forfærdelige udvikling på, som kun kan føre til mere ødelæggelse. Jeg tror, at hvis vi ikke stopper drabene på palæstinenserne, og det fortsætter i Egypten, Jordan, Libanon og Iran, så er vi snart i Tredje Verdenskrig på grund af situationen i Sydvestasien. Og vi sidder allerede på krudttønden i forhold til Ukraine, så jeg tror, at hvis vi virkelig gør en gigantisk indsats og siger, at vi i næste uge skal have et mål om, at vi i løbet af de næste par dage hver især kontakter fem organisationer eller fremtrædende personer og bringer dem med i næste uge. Vi bør få folk til at udtale sig offentligt til fordel for Oasis-planen. Hvis vi får f.eks. en præsident eller fem statsministre eller et parlament til at stemme om Oasis-planen, eller som jeg sagde, en gruppe nobelprisvindere, parlamentarikere, så kan vi få det til at ske. Vi er nødt til på en eller anden måde at bryde igennem denne kontrol af fortællingen, og jeg vil virkelig opfordre alle i dette opkald til at forpligte sig til, at vi katalyserer hele denne IPC-organisering til en højere størrelsesorden, for det er det, der er brug for.

Ikke korrekturlæst

29. februar 2024 (EIRNS) – Tusindvis af udsultede palæstinensere samledes ved et maduddelingssted tidligt i morges i det vestlige Gaza By, da en sjælden leverance af mad ankom. I løbet af få øjeblikke opstod der en massakre med mindst 104 døde og omkring 760 sårede, ifølge det palæstinensiske sundhedsministerium. Selvom der er forskellige ufuldstændige rapporter, er det tydeligt, at Israels forsvarsstyrker affyrede deres våben, herunder droner og tanks, og at nødhjælpslastbilerne og den sultende menneskemængde skyndte sig væk, hvilket forårsagede endnu flere skader.

En tidlig IDF-rapport refererede ikke til nogen israelsk beskydning og sagde kun til CNN, at “Gazas indbyggere … plyndrede de forsyninger, der blev leveret. Under hændelsen blev dusinvis af gazanere såret som følge af skub og tramp.”

Senere fortalte en israelsk embedsmand CNN, at IDF-tropperne faktisk skød med skarpt. CNN citerede embedsmanden for at sige, at “folkemængden nærmede sig styrkerne på en måde, der udgjorde en trussel mod tropperne, som reagerede på truslen med skarp ild. Hændelsen er ved at blive gennemgået.”

Endelig sagde den israelske talsmand Avi Hyman til journalister, at de mennesker i Gaza, der blev dræbt, mens de ventede i kø på humanitær hjælp, “naturligvis er en tragedie, men vi er ikke helt sikre på detaljerne endnu…. På et tidspunkt blev lastbilerne overfyldt, og chaufførerne, som var civile chauffører fra Gaza, pløjede ind i menneskemængden og dræbte i sidste ende, så vidt jeg har forstået, snesevis af mennesker. Jeg har ikke noget mere konkret at sige om det. Det er ved at udvikle sig.”

I bedste fald er det hensynsløs ligegyldighed, efter at man bevidst har udsat en halv million eller flere palæstinensere i det nordlige Gaza for langvarig hungersnød og for flere uger siden fratog lastbilleverancerne den Hamas-politistyrke, der havde sørget for sikkerhed og orden i en desperat situation. Men at bevæbnede IDF-tropper fortolker desperate, sultende menneskers handlinger som at nærme sig tropperne “på en måde, der udgjorde en trussel mod tropperne,” er ikke kun hjerteløst og grusomt, det afslører også, at israelerne i Gaza ser palæstinensiske mænd, kvinder og børn som ynkelige dyr. Dette er tilfældet, uanset hvilken “gennemgang” der måtte blive foretaget. Det var en massakre, der ventede på at ske.

CNN rapporterede, at dødstallet og antallet af sårede forventes at stige, da mange lig og mennesker stadig ligger på gaden, og ambulancerne har svært ved at nå frem til de nødstedte, fordi murbrokker spærrer vejen.

En erklæring fra B’Tselem, en israelsk menneskerettighedsgruppe, siger, at palæstinenserne lider på grund af “den humanitære krise, som Israel med vilje har skabt…. Uanset om de blev skudt eller trampet ihjel, er det at åbne ild mod civile med vilje en alvorlig overtrædelse af international lov og udgør en krigsforbrydelse. Det er især alvorligt, når man tænker på, at tusindvis af mennesker tigger om hjælp.” Oxfam, den internationale velgørenhedsorganisation, udtalte: “Israels bevidste angreb på civile efter at have udsultet dem er en grov overtrædelse af internationale humanitære love og vores medmenneskelighed.”

Saudi-Arabiens udenrigsministerium fordømte Israel for “at angribe forsvarsløse civile” og opfordrede det internationale samfund til at “indtage en håndfast stillingtagen ved at forpligte Israel til at respektere international humanitær lov.” Jordans udenrigsminister Ayman Safadi kritiserede, hvad han kaldte en “uhyrlig handling” og opfordrede verdens ledere til at gøre en større indsats for at beskytte palæstinenserne. FN’s Sikkerhedsråd har behandlet massakren i dag.

Foto: Credit: IDF Facebook page

Ikke korrekturlæst

29. februar 2024. “Og alt det, de kommer med nu, hvordan de skræmmer hele verden, at alt dette virkelig truer med en konflikt ved anvendelse af atomvåben, og derfor ødelæggelsen af civilisationen…” Den russiske præsident Putin fortalte den russiske føderale forsamling. “Forstår de ikke det, eller hvad?”

“Eller hvad,” synes at være svaret, i hvert fald for mange NATO-lederes vedkommende. “Åh, Putin mener det ikke alvorligt,” insisterer de. “Han bluffer bare. Bare rolig, han skal nok give sig,” siger de og gør deres bedste for ikke at gøre status over de to års konflikt i Ukraine, hvor et uundgåeligt russisk nederlag ifølge dem altid har været lige om hjørnet.

Tænk bare på, hvad der kunne være sket, hvis droneangrebet på den russiske Engels-luftbase i slutningen af 2022 – et angreb affyret fra ukrainsk territorium – havde beskadiget eller sat en del af Ruslands strategiske atomvåben ud af drift. Det kunne have været begyndelsen på en atomudveksling, og vi har måske kun heldet at takke for, at det ikke blev sådan.

Vi har brug for mere end held! Vi har brug for en ny sikkerhedsarkitektur.

“Det er indlysende, at det er nødvendigt at arbejde på at danne en ny kontur af lige og udelelig sikkerhed i Eurasien inden for en overskuelig fremtid,” sagde Putin i den ovennævnte tale.

Og det angloamerikanske NATO-lands kollapsende formuer viser store dele af verden, inklusive og ud over det Globale Syd, at en ny verdensstrategisk og udviklingsarkitektur er afgørende for den globale menneskeheds fortsatte overlevelse og blomstring:

De tiltagende sanktioner, der er designet til at “tvinge Rusland i knæ” og undertrykke Kinas vækst, har i stedet haft den effekt, at de har drevet nationer væk fra anvendelsen af dollar og euro i deres handel. Selvom de store mængder dollar-denomineret gæld i verden udelukker en hurtig tilbagetrækning, er tendensen mod af-dollarisering klar. Som Putin udtrykte det i sin tale: “Desuden er Vesten selv ved at bringe sine egne valutaer og banksystemer i miskredit – de saver den gren over, som de har siddet på i årtier.”

Og den igangværende pulverisering af Gaza – eksemplificeret ved det seneste drab eller sårede af hundredvis af palæstinensere, der forsøgte at få mad udleveret i Gaza City – har udløst et internationalt ramaskrig. Halvtreds nationer og tre internationale organisationer talte under de mundtlige høringer, som Den Internationale Domstol afholdt den 19.-26. februar om den israelske besættelse af palæstinensisk land, og der blev indgivet 57 skriftlige erklæringer. Nogle eksempler:

– “Ingen stat begår ustraffet annektering og apartheid, undtagen – ser det ud til – Israel … Israel må tvinges til at opføre sig som alle civiliserede nationer. Stop med at overtræde international lov og FN’s resolutioner!” udtalte ambassadøren fra Belize.

– Israels “ulovlige besættelse og dens grusomheder skal stoppe og bør ikke normaliseres eller anerkendes,” sagde Indonesiens udenrigsminister.

– “Vi … fornemmer, ser, hører og føler det israelske regimes umenneskelige, diskriminerende politik og praksis som en endnu mere ekstrem form for apartheid, der blev institutionaliseret mod sorte mennesker i mit land,” sagde den sydafrikanske ambassadør.

– Rusland og Kina talte på vegne af den palæstinensiske sag.

Det var kun gennem samarbejde mellem, i det mindste, USA, Kina og Rusland, at rammerne for en succesfuld implementering af LaRouches “Oasis Plan” for fred og udvikling i Israel, Palæstina og hele regionen kunne realiseres.

Det er på tide, at der kommer flere gode nyheder fra nationerne i det anglo-amerikanske NATO! De forpinte budskaber fra dem, der ikke kan bære at være en del af den ødelæggelse, der finder sted i Gaza – i så ekstreme former som Aaron Bushnells – kan bringes til en højere enhed, som et kor for en ny vej frem, for en aktiv, bevidst fred.

LaRouche-bevægelsen og LaRouche-kandidaterne har gjort det til deres opgave at opbygge dette kor, at skabe gode nyheder. Hvad godt kan du gøre, som du kan dele med andre?

Foto: President Putin addresses the Federal Assembly. kremlin.ru

Schiller Instituttet holder møde lørdag den 2. marts kl. 13.30.

Kom til vores kontor (Sankt Knuds Vej 11, kld. t.v., Frederiksberg)

Eller se den live på Schiller Instituttets YouTube kanal: https://www.youtube.com/@Schillerinst…

Eller se den live eller senere: På Schiller Instituttets hjemmeside her: https://schillerinstitut.dk/si/2024/0…

Kontakt os: +45 53 57 00 51; si@schillerinstitut.dk

Dansk: www.schillerinstitut.dk

Præsentationsvideo: Schiller Instituttet: Fred Gennem Udvikling: https://www.youtube.com/watch?v=hJPD7…

Andre vigtige hjemmesider:

English: www.schillerinstitute.com
www.laroucheorganization.com
www.larouchepub.com
www.larouchepub.com/eiw

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 28. februar 2024

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 28. februar 2024; jeg hedder Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til os via e-mail questions@schillerinstitute.org, eller du kan poste dem på chatsiden på YouTube.

Helga, vi befinder os nu i en periode med både dybtgående farer, men også enorme muligheder for at overvinde disse farer og begynde en ny æra med fredeligt samarbejde om økonomisk udvikling. Schiller Instituttet, din organisation er en ledende kraft i udformningen af et nyt paradigme, gennem den igangværende organisering af Den Internationale Fredskoalition, samt udbredelsen og diskussionen af dine ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som giver både et filosofisk og et praktisk grundlag for en overgang til et nyt paradigme.

Det første spørgsmål, jeg har, er fra en, der følger os meget tæt i USA, og som skriver: “Helga, i de seneste dage har vi set nye provokationer fra NATO’s side, såsom den franske præsident Macrons forslag om at overveje at udstationere NATO-tropper i Ukraine, og diskussionen i Tyskland om at forsyne Ukraine med langtrækkende missiler og endda udstationering af atomvåben i Tyskland og i Europa i det hele taget. Tror du, at der vil komme en modreaktion på disse og lignende provokerende forslag, eller vil de bare gå ubemærket hen?”

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det håber jeg, for hvis man lytter til, hvad de ledende politiske kredse siger i disse dage, er der kun én konklusion: at de kollektivt er blevet fuldstændig vanvittige, og at vi er nødt til at få dem væk fra denne kurs. For hvis dette fortsætter, vil det føre til en direkte konfrontation mellem NATO og Rusland i en meget nær fremtid.

Som du nævnte, var det seneste udbrud af en meget problematisk mental tilstand synlig hos præsident Macron, som organiserede et møde med omkring 20 lande om Ukraine, og på en midnatskonference meddelte han pludselig, at franske og andre NATO-tropper kunne sendes for at forstærke de ukrainske tropper inde i Ukraine, og at han ville lede en koalition af lande, som planlægger at gøre det muligt for Ukraine at sende mellem- og langdistancemissiler til Ukraine og bomber og så videre. Så dette var tydeligvis midt i et gigantisk pres på Tyskland, især på Scholz, for at sende Taurus-krydsermissilet, som kan flyve mere end 500 km og derfor teoretisk set kan nå Moskva og andre strategiske mål, såsom Kreml og andre ministerier. Og det fik naturligvis kansler Scholz til heldigvis at slå bremserne i, indtil videre, for han sagde, at han under ingen omstændigheder ville tillade, at Tyskland blev trukket ind i krigen som krigsførende part.

Samtidig var han uenig i at sende tyske tropper ind i Ukraine, og på den måde var der en åben splittelse mellem Macron og Scholz, og jeg kan kun sige, at de mennesker, der skubber på disse optrapninger, de udviser intet ansvar. Det er, som om deres hjerne er blevet fuldstændig slukket, og et ondt geni har overtaget deres hjerne og dikterer dem ting, som fører verden, hvis de ville følge det, direkte ind i Harmagedon og en atomar afslutning på civilisationen.

Så jeg kan kun sige, at det virkelig er på høje tid, at folk i Europa og andre steder vågner op og bremser det, og dybest set går på gaden – ikke som alle disse demonstrationer, der blev organiseret af disse såkaldte “undersøgende journalister” mod højrefløjen, som viser sig at være en orkestrering, hvor mistanken faktisk er, at regeringen organiserer det af deres egne politiske grunde. De samme mennesker burde gå ud på gaderne og i stedet demonstrere mod faren for en øjeblikkelig atomkrig! For det er det, der bliver resultatet af denne politik. I Tyskland ville det ikke være bedre, selv hvis man slap af med denne utroligt inkompetente såkaldte “street light”-koalition, og den blev erstattet af oppositionen, lad os sige CDU/CSU plus FDP eller De Grønne. Fordi der er politikere i oppositionspartiet, som Kiesewetter, der siger, at vi er nødt til at bringe krigen dybt ind på Ruslands territorium – jeg mener, disse mennesker leger med den stærkeste atommagt på planeten! Så er disse mennesker gået helt bananas? Det er den eneste forklaring, man kan have. Så hvor er de voksne i lokalet, der rejser sig og fortæller dem, at det her må stoppe, for det her er mere end at gå i søvne ind i Tredje Verdenskrig, det er at kaste sig ud i katastrofen med et ordentligt hurra.

Så jeg kan kun sige, at hvis du lytter eller ser denne webcast, så meld dig ind i vores internationale fredskoalition: Vi mødes hver fredag via Zoom, og vi diskuterer, hvad vi kan gøre. Og formålet med Den Internationale Fredskoalition er at forene den internationale fredsbevægelse, for der er mange mennesker, der kæmper for fred, men indtil videre er de ikke velorganiserede til at arbejde sammen, og vi er nødt til at få en stærkere fredsbevægelse internationalt, for det er meget tydeligt, at uoverensstemmelsen mellem det, regeringerne presser på for – uanset grundene, ethvert fornuftigt menneske kan ikke forstå det – at selv hvis man følger sin personlige grådighed og prestige og privilegier, kan man ikke risikere hele civilisationens eksistens ved at gøre, hvad de gør. Men der er en utrolig uoverensstemmelse mellem, hvad disse politikere presser på for, og hvad befolkningen oplever. For ud fra de mange diskussioner, jeg har haft i de seneste dage, er folk generelt skræmte, de er bange, de tror, at disse politikere er ved at blive vanvittige, og derfor er det eneste svar ikke bare at lade være med at sige det; mobiliser sammen med os, med Schiller Instituttet og Den Internationale Fredskoalition, som kan stoppe dette.

SCHLANGER: Ud fra de spørgsmål, jeg har modtaget, er det tydeligt, at folk nu virkelig er fokuseret på krigsfaren som aldrig før. Måske var det en masse ståhej omkring toårsdagen for den særlige militæroperation eller lignende. Men lad mig give dig nogle af disse spørgsmål: Vi har et fra Nigeria, hvor personen skriver: “Under Biden-administrationen synes USA at have forpligtet sig til at finansiere en permanent krig mod Rusland i Ukraine, i fuld støtte til den israelske premierminister Netanyahus mål om at drive den palæstinensiske befolkning ud af Gaza og Vestbredden. Som i tidligere tilfælde, i Irak, Afghanistan og så videre, har USA, i store dele af verdens øjne, været medskyldig i krigsforbrydelser. Er det muligt, at USA denne gang vil blive stillet til ansvar?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan kun sige, at der er visse juridiske tiltag. Der har været en sag i Californien, som dog blev afvist af domstolen, fordi de sagde, at der er en magtdeling, og at domstolene derfor ikke kan dømme den udøvende magt. Så jeg tror ikke, at den sag førte nogen steder hen.

Jeg tror, at resultaterne fra Den Internationale Domstol i Haag i mandags kom til en konklusion på deres krav fra 26. januar på baggrund af den sydafrikanske regerings klage. Men så vidt jeg ved, er dette endnu ikke blevet offentliggjort. Og den længere klage fra FN’s Generalforsamling fra 2022 er heller ikke offentliggjort, og det kan tage flere uger og måneder, måske endda år – under alle omstændigheder er den ikke afgørende, så vidt jeg ved.

Og så er der en ny sag i Holland, hvor en person har sagsøgt den hollandske regering for at forhindre den i at sende våben til Israel, fordi det muligvis ville være at se gennem fingre med folkedrab. Så jeg ved ikke, hvor denne sag ender, men der var en vis mængde afgørelser. Og på samme måde er der bestræbelser.

Men jeg tror ikke, at de juridiske sager er særlig lovende i forhold til, hvordan sagerne bør forløbe.

Men jeg tror, at der er brug for en generel diskussion, for jeg tror, at grunden til, at disse optrapninger finder sted, er, at etablissementerne i Nord indser, at deres system klart bliver afvist af det globale flertal. Det er et tilbageslag: I stedet for at undersøge sig selv og sige, hvorfor slår disse politikker fejl? Sanktioner, for eksempel de ensidige sanktioner uden godkendelse fra FN’s Sikkerhedsråd, som USA og EU meget generøst uddelte til mange lande, det har forårsaget et tilbageslag! Fordi det blev erkendt, at disse sanktioner, som Caesar-sanktionerne mod Syrien, eller sanktionerne mod Afghanistan, eller de mange andre lande, der er blevet sanktioneret, altid havde til formål at forårsage regimeskift, at vælte de fleste valgte regeringer. Og landene i det Globale Syd ser på det og siger: “Hvis det er det, vi får, så er det ikke det, vi ønsker.” De interventionistiske krige, de såkaldte “retten til at beskytte”-krige, er det samme: Disse krige resulterede i enorme tab, millioner og atter millioner af mennesker døde eller blev fordrevet. Det Globale Syd så på det og sagde: “Hvis det er, hvad vi får, når vi samarbejder med disse lande, vil vi hellere samarbejde med lande, hvor vi kan få en fordel, som Kina og BRIKS generelt.”

Så i stedet for at erkende, at det er dem selv, der er skyld i alt det her, bliver de ved med at insistere på, at de er de “gode”, og de andre er de onde.

Jeg tror, vi er nødt til at finde en måde at forene den formodede konflikt mellem det Globale Nord og det Globale Syd. For hvis man virkelig ser på det, sidder vi i samme båd, og faren for en termonuklear krig gør det mere klart end noget andet. Og vi er nødt til at stoppe geopolitikken og gå over til et samarbejde mellem Europa, USA, BRIKS-landene, BRIKS-Plus og det Globale Syd. I betragtning af, at etablissementerne er imod det, tror jeg, at det kræver en meget bredere diskussion: Måske er vi nødt til at bringe hele dette spørgsmål ind i FN’s Generalforsamling; måske er de nødt til at genskabe forskellige fora for at diskutere behovet for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, måske først på universitetsniveau eller i tænketanke eller andre praktiske fora, men jeg tror, at befolkningen virkelig bliver bedt om at involvere sig meget mere i at udtrykke deres vilje og deres retmæssige krav.

SCHLANGER: Som du nævnte, har Den Internationale Domstol netop afsluttet en uges høringer om et forslag til fremskyndelse af midlertidige foranstaltninger, hvilket ikke ser ud til at være sket endnu. Vi har et spørgsmål fra Sydafrika: “De vestlige regeringers manglende reaktion på de dystre prognoser om massesult og dødsfald på grund af sygdom er forbløffende. Hører de ikke børnenes skrig, eller ser de ikke fortvivlelsen i deres mødres øjne?”

ZEPP-LAROUCHE: Tilsyneladende ikke! Enhver, der ønsker at vide, hvad der sker i Gaza, har rig mulighed for at finde ud af det. Jeg læste lige her til morgen en rapport fra en mand, der beskriver, hvordan folk på grund af den totale mangel på mad bruger al deres energi på at finde et måltid til sig selv og deres familie; hvordan de har mindre og mindre at spise, selv om det måske kun er korn, men så er kornet ikke længere tilgængeligt. De har absolut ingenting. De går til deres familier, og de har den samme situation. Og hvordan folk, der var normalvægtige og sunde for bare et par måneder siden, nu er ved at dø af sult. Det er hjerteskærende!

Jeg mener, jeg kan ikke forstå, hvordan folk kan vide disse ting og så vende op og ned på det. I Berlin har der for eksempel lige været en filmfestival, den såkaldte Berlinale. Jeg har kun læst om den og ikke deltaget eller set nærmere på den, men det, der blev rapporteret, var, at nogle af kunstnerne begyndte at tage spørgsmålet om, hvad der sker i Palæstina, op. Derefter var der et kæmpe ramaskrig, hvor de dybest set sagde, at dette var en demonstration af had mod Israel! Det var ikke det, der skete! Absolut ikke! Hvordan kan man undgå at udtrykke et dybtfølt menneskeligt oprør over det, der sker med palæstinenserne i Rafah: 1,5 millioner mennesker i en utrolig situation! Hvis man ikke længere kan udtrykke en menneskelig følelse, føle med disse mennesker, så er vi ved at miste al menneskelighed.

Det er det, der virkelig er på spil her. Jeg vil gerne komplimentere den sydafrikanske regering: I, regeringen, har valgt en kurs, der er i overensstemmelse med menneskehedens moral, og det er et symbol på, hvor vi er, at det ikke var et af de smukke globale nordlande og den regelbaserede orden, der havde den moralske værdighed til at tage dette spørgsmål op. Det var den sydafrikanske regering. Jeg tror, at det er et tegn i tiden, at lederskabet, det moralske lederskab på dette tidspunkt kommer fra det Globale Syd. Sådan er virkeligheden, og hvis det Globale Nord ønsker at rette op på det, må de virkelig skynde sig og tage sig sammen, for historien er dommeren.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en fast seer, som skriver: “Viser EU’s og Storbritanniens krigsiver ikke, at eliterne og det militærindustrielle kompleks faktisk er bange for deres befolkninger, fordi de er nødt til at bruge frygt og krigsøkonomi til at dominere den politiske fortælling?”

ZEPP-LAROUCHE: Åh ja, absolut! Jeg tror, du rammer hovedet på sømmet. For hele spillet handler om at kontrollere fortællingen. Hvis du lytter til visse radioprogrammer eller tv-programmer, de har nu flyttet sig til selv såkaldt “underholdning”, nogle dumme programmer om religion eller børnespørgsmål, det hele bruges til at sikre, at fortællingen er den officielle NATO-fortælling. Hvis man har en anden opfattelse, for eksempel hvis man siger, at “krigen i Ukraine bør løses gennem dialog, fordi det ukrainske land er ved at blive ødelagt. Folk dør; mange mennesker er allerede døde, og der bør være et stop,” bliver vi kaldt en “Putin-sympatisør”! Enhver, der ikke er komplet idiot, kan lige nu se, at krig ikke kan være et middel til at løse politiske problemer. I atomvåbnenes tidsalder bør krig være udelukket, og vi befinder os lige nu i to situationer, Ukraine og Sydvestasien, hvor regionale konflikter umiddelbart indebærer en fare for, at de kan udvikle sig til større regionale konflikter eller endda en global konflikt, hvor ingen ville overleve!

Så jeg tror, vi er nødt til at bryde ud af denne bestræbelse på at sætte alle under pres ved simpelthen at sige: Vi har brug for et fuldstændigt skift. Kineserne har for eksempel allerede for et år siden, den 24. februar 2023, fremsat et meget omfattende 12-punkts forslag til en fredsløsning i Ukraine. Det er blevet blankt afvist af Vesten, men jeg synes, det er på høje tid at vende tilbage til det, for Kina har vist sig at være det eneste land i denne konflikt, som var meget afbalanceret, som var upartisk: De har også gode relationer til Ukraine, og de ville være nødt til at spille en stor rolle i genopbygningen af Ukraine, hvilket på bedste vis ville ske, hvis Den Nye Silkevej blev udvidet, hele Den Eurasiske Landbro som en del af Verdenslandbroen blev bygget, og så kunne Ukraine have en fremtid og en fremgangsrig idé om, hvordan de ville blive genopbygget efter denne forfærdelige krig.

Så jeg tror helt sikkert, at det er noget, som bestræbelserne på – det er næsten som 1984, man bliver mindet om George Orwell, og hvis man ikke behager Sandhedsministeriet, bliver man straks udset som mål for alle mulige operationer. Men jeg synes, at selv de mennesker, der gør det, bør tænke over, at de ikke kommer til at tjene på det, for vi vil alle dø som følge af denne politik.

SCHLANGER: Du nævnte kontrollen over narrativet og fremhævelsen af NATO’s synspunkt. Der var en absurd scene i dag i Europa-Parlamentet, hvor Alexei Navalnyjs enke kom ind og nærmest opfordrede Europa til at gå i krig mod Rusland. Og hun blev mødt af stor jubel fra de sindsforvirrede medlemmer af Europa-Parlamentet.

Vi har to spørgsmål fra Sydvestasien vedrørende Gaza. Det ene er fra Faisal, som skriver: “Hvorfor undervurderer Biden de arabiske landes magt i forhold til Gaza?” Og jeg vil gerne vide, om du tror, det er tilfældet. Men det andet spørgsmål, fra Algeriet, er: “Tror du, at Biden tager arabisk passivitet for givet? Kunne det ikke blive et stort problem for Vesten?”

ZEPP-LAROUCHE: Det tror jeg, det er. Og jeg tror, at det eneste middel er det, vi allerede har diskuteret i tidligere programmer. Hvis du endnu ikke har set vores 14 minutter lange video om ” Oase-planen for Sydvestasien”, bør du helt sikkert se den. Det, vi gør, er, at vi cirkulerer denne video globalt i håb om, at den vil blive et emne i pro-fredsdemonstrationerne: Fordi det ikke bare er nok at være for en afslutning på krigen, men den eneste måde, hvorpå man kan have et realistisk perspektiv, er, hvis man har en plan for økonomisk genopbygning efter krigens afslutning, og så håber man grundlæggende, at naboerne til Israel og Palæstina alle vil lægge deres vægt i det: Hvis de besluttede sig for det – de ville trods alt have en masse vægt – så er flere af de store olielande nu en del af BRIKS: Der er Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Iran, som nu er en del af BRIKS. Og de kunne lægge deres vægt sammen med de andre Golfstater og sørge for, at der er pres nok til at gennemføre Oase-planen.

Jeg tror, at hvis folk i gaderne ville kræve Oase-planen, så ville man skabe et miljø, hvor USA – som er i en valgkamp, og de er nødt til at tænke over, hvad de gør: I den sidste rapport fra primærvalget i Michigan var der mange, mange mennesker, der ikke havde besluttet sig, og det var på forhånd aftalt, at ” ikke besluttet sig” ville være en protest mod Bidens politik. Så der er midler, men jeg tror, det kræver mere handling fra alles side, for dette er menneskehedens prøve – alle – de arabiske nationer, de andre nationer i Sydvestasien som Tyrkiet; og der er mange mennesker, der handler, men de er alle nødt til at komme op på et meget højere niveau. Og i sidste ende er USA det eneste land, som alt afhænger af. For hvis USA i bund og grund siger, at I går efter en fredelig løsning, eller vi ikke vil sende våben og økonomisk hjælp, så vil det ske. Så den virkelige chance ligger hos USA.

Jeg kan kun bede folk om at se på denne ” Oase-plan”, for det er vejen ud. Hvis vi kan få alle deltagere til at blive enige om, at vi er nødt til at have et positivt, håbefuldt perspektiv, hvor alle kan leve, og alle deltager, så tror jeg, at det er den eneste vej ud af denne krise.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en blogger, som har en blog, der fokuserer på sikkerhedsstaten. Og han skriver: “New York Times’ artikel om CIA’s koordinering med Ukraines nynazister tilbage til 2014 burde ikke overraske nogen, især ikke folk i LaRouche-organisationen. Men hvorfor tror du, at den blev offentliggjort nu? Viser det, at nogle leder efter en vej ud af Ukraine-krigen?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at når New York Times offentliggør noget fra CIA, skal man ikke gå ud fra, at det er en lækage. Man bør antage, at det har et formål, og at det er designet til at fremme en bestemt politik. Jeg tror bestemt, at dette er mere som en meddelelse om politikken, og derfor er spørgsmålet virkelig, hvordan man får et skift i situationen, som kun kan komme gennem en koordinering af internationale kræfter, der handler sammen.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en seer i Pakistan. Han skriver: “Det er tydeligt, at USA var involveret i forsøget på at holde Imran Khan ude af regeringen, og at dette er en meget farlig operation, som får meget lidt opmærksomhed i Vesten. Har du nogen tanker om det?”

ZEPP-LAROUCHE: Der er rapporter, jeg tror fra en ambassadør, som rapporterede, at han blev presset af USA mod Imran Khan. Imran Khans parti fik flest stemmer ved det seneste valg, men der var tilsyneladende tale om indblanding, og stemmerne blev ikke talt korrekt op. Men det er en anden sag: Man kan ikke regere på ubestemt tid imod et folks vilje. Og i alle de tilfælde, hvor det er blevet forsøgt, har det ført til et forfærdeligt resultat, og jeg kan kun opfordre folk – det er meget svært; jeg er kun til en vis grad bekendt med Pakistans interne politik, og USA’s indflydelse der har historisk set været ret betydelig. På den anden side ligger Pakistan geografisk midt i den Nye Silkevej, og hvis der er noget håb for hele regionen, så er det en form for økonomisk “win-win-samarbejde”, som potentielt er muligt med den Nye Silkevej.

Så jeg kan kun sige, at folk i Pakistan må forsøge at overbevise flere mennesker om at være på samarbejdets side i stedet for konfrontationens. Men igen, hvis vi ikke får USA og Europa til at stoppe de geopolitiske spil, tror jeg ikke, at Vesten, som er ved at kollapse lige nu, vil kollapse lige så fredeligt, som Sovjetunionen gjorde. Og derfor er vi nødt til at få denne idé om, at konfrontation skal erstattes med samarbejde, og så kan vi løse enhver konflikt på planeten.

Men det skift – det skift, tror jeg, lige nu, hvis du siger til de fleste mennesker i Tyskland, for eksempel, eller i USA, til visse lag: “Lad os samarbejde med Rusland og Kina,” så ser de på dig, som om du kommer fra et andet univers eller en planet langt væk. Men hvad er det, der er så unormalt ved tanken om, at de største magter på denne planet ikke skal behandle sig selv som modstandere, men arbejde sammen for menneskehedens fælles bedste? Det er, efter min mening, det nødvendige evolutionære skridt: Hvis vi ikke er i stand til at tage det skridt, tror jeg, vi vil sprænge os selv i luften.

SCHLANGER: Helga, vi har en note om Aaron Bushnells selvafbrænding i protest mod folkemordet i Palæstina den 25. februar, som en mand med samvittighed, men et sørgeligt tab, og vi spørger, om du har nogen kommentarer til det, han gjorde.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg så denne video i går, og jeg må sige, at jeg virkelig fik ondt i maven, fordi det var så utroligt stærkt. Når han siger, at det er, hvad det palæstinensiske folk oplever hver dag, så synes jeg, at folk skal lytte til ham! Jeg ved, at der straks var en kampagne for at nedgøre ham og svine ham til og så videre; men jeg ved intet om Aaron Bushnell, men det, jeg så på denne slags video, var så hjerteskærende og så stærkt, at jeg kun kan ønske, at alle ville tage sig mod til at se det og ikke skubbe det til side: Tænk over det! For det er klart, at for en person, der er 25 år gammel, var han pilot, så han kan ikke være så sindsforvirret, som nogle mennesker forsøger at gøre det til, for han var tydeligvis midt i at være en aktiv amerikansk patriot.

Så, hvad er det? Tænk over det. Tænk over det. Og i en vis forstand tror jeg, at budskabet skal tages til hjertet.

SCHLANGER: Jeg har et sidste spørgsmål til dig fra en ung person, som gerne vil være aktivist, men som siger, at “når man vokser op i denne verden, er det meget svært at vide, hvad der virkelig sker”. Og hun spørger, om “du har nogle råd til, hvor man kan henvende sig for at blive mere kvalificeret til at tage lederskab i at flytte befolkningen ud af dette forfaldne system?”

ZEPP-LAROUCHE: Jamen, det er et meget godt spørgsmål. Jeg tror, at hvis jeg var et ungt menneske på dette tidspunkt og så på de tilbud, der er – krig i Ukraine, krig i Sydvestasien, et generelt dommedagsperspektiv – ville jeg virkelig være meget taknemmelig, hvis nogen ville svare på det spørgsmål.

Svaret er, at man er nødt til at kvalificere sig selv. Det er man nødt til i en verden, hvor desinformation og falske nyheder bliver brugt af alle, men det bliver helt sikkert brugt af Vesten til at kontrollere fortællingen, til aldrig mere at invitere russerne til konferencer; man hører ikke, hvad folk tænker i Kina; man hører ikke, hvad folk siger i Afrika og Latinamerika: Så du er nødt til at kvalificere dig selv, stille krav til dig selv om at kunne bedømme, om noget er sandt eller ej.

En god måde er, at vi i Schiller Instituttet udgiver en masse ting, som man kan kigge på i et stykke tid og så sammenligne med det, der står i mainstream-medierne, og så danne sig sin egen mening. Du kan også gå til andre aviser: Tag til den arabiske verden, Indien, til afrikanske lande; prøv at tale med folk fra andre lande. Prøv at være din egen, uafhængige dommer, også ved at lære ting, lær om filosofi, lær om Platon, Leibniz, Konfucius, mange andre.

Det, Schiller gjorde, har jeg for eksempel altid syntes var meget nyttigt: Han var ekstremt begavet, helt naturligt. Han havde en fremragende skolegang, på trods af at han syntes, at skolen var forfærdelig; men hvad han gjorde resten af sit liv, var altid at sige: “OK, jeg må tilegne mig et bestemt område af viden, som filosofi.” Når han så var blevet meget dygtig til det, sagde han: “Det næste emne er historie.” Og sådan bevægede han sig fra det ene område til det andet, altid med det mål i det mindste at kende emnet i dets essens, at kunne bedømme tingene. På den måde ophobede han, i løbet af sit desværre alt for korte liv, enorme mængder af det, man på tysk kalder Geistesmassen: tankeobjekter, ideer. Det smukke er, at hvis man indsamler flere og flere af den slags begreber og ideer, så giver de genlyd, og man begynder at se sammenhænge, og man får et holistisk syn, og man begynder at få et overblik, som man aldrig ville få, hvis man bare valgte det ene punkt her og det andet punkt der; men hvis man går systematisk til værks for at opbygge sin egen viden, kan man gøre enorme fremskridt på meget kort tid.

SCHLANGER: Nå, Helga, tak igen for at være med os i denne uge. Jeg vil også foreslå, at vores lyttere spørger de mennesker, de kender på Schiller Instituttet, eller skriver til Schiller Instituttet for at få oplysninger om de ugentlige møder i Den Internationale Fredskoalition hver fredag, og så kan man arbejde med det og blive en del af det, uanset hvor man er i verden.

Så, Helga, tak igen. Nogen afsluttende ord?

ZEPP-LAROUCHE: Det er et meget udfordrende øjeblik, ved du nok. Som gammel stridshest spørger jeg faktisk stadig: “Er det muligt, at disse såkaldte ledere skubber os ud på randen af Tredje Verdenskrig?”

Men det gør de.

Så jeg tror, at det eneste svar på det er at blive involveret. Bliv aktiv sammen med os. Lad være med at læne dig tilbage, for kun hvis vi har et stort antal mennesker, der er store nok til at flytte noget, kan vi stoppe det. Og det er helt afgørende, at du er en del af det.

SCHLANGER: OK, med det siger vi på gensyn i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: Det håber jeg.

Paris, 27. februar 2024 (EIRNS) – Frankrigs præsident Emmanuel Macron samlede i går 27 stats- og regeringschefer eller deres ministerielle repræsentanter i Paris for at deltage i en konference om støtte til Ukraine. Macron benyttede lejligheden til at optrappe sine angreb og trusler mod Rusland.

Macrons krigeriske holdning har udviklet sig i de seneste uger,  især siden Donald Trump truede med at afskære USA’s udgifter til Europa fra NATO, hvis de forskellige lande ikke øger deres forsvarsudgifter. I slutningen af januar, under en rejse til Sverige den 30.-31. januar, understregede Macron i sine bemærkninger at Europa er nødt til at sikre sit eget forsvar, selv hvis USA beslutter ikke at fortsætte støtten til Ukraine. USA er vores allierede, en stor allieret, sagde Macron i Sverige, og understregede dog at man ikke må glemme, at Ukraine er en del af det europæiske kontinent.

 Macron kom endda med en vag trussel om, at den franske atomafskrækkelse kunne blive brugt til at afskrække fra krig i Europa. I forbindelse med gårsdagens begivenhed optrappede Macron hensynsløst situationen yderligere og erklærede endda, at “indsættelse af tropper på landjorden” ikke kan udelukkes.” I sine indledende kommentarer dramatiserede Macron og sagde, at siden krigens første dag har det, der står på spil i Ukraine, også været afgørende for vores fremtidige sikkerhed i Europa. I de seneste måneder, sagde Macron, har der været en skærpelse af den russiske attitude både indenrigspolitisk – med henvisning til det påståede mord på Navalnyj – og i Ukraine. Rusland har også øget sine cyberangreb overalt, insisterede han.

Macron udtalte: “De lande, der er repræsenteret her på konferencen i Paris, har alle sagt, hvad de tænker om den nuværende situation, og deres samlede analyse påpeger, at det inden for få år vil være nødvendigt at forberede sig på, at Rusland vil angribe disse 10 lande.” Han tilføjede: “Vi befinder os helt sikkert i et øjeblik, hvor en opvågnen er nødvendig for os alle, i betragtning af truslens ændring fra et militært og strategisk synspunkt.” Så, “for det første kan og må Rusland ikke vinde denne krig i Ukraine for Ukraines skyld. For det andet er vi i gang med at sikre vores kollektive sikkerhed, nu og i fremtiden. For det tredje er vi alle enige om, at vi ikke ønsker at gå i krig med det russiske folk.”

Macrons krigsiver er resultatet af en række begivenheder, der startede med Macrons rejse til Sverige den 30.-31. januar, hvis formål var at forny det strategiske partnerskab med landet, der netop var blevet medlem af NATO. Den 12. februar organiserede Macron så en genoplivning i Paris af “Weimar-trekanten”, den strategiske alliance fra 1991 mellem Frankrig, Tyskland og Polen, hvor det grundlæggende tema selvfølgelig var Ukraine og behovet for et forenet og stærkt EU og NATO.  

Desuden tog den ukrainske præsident Zelenskij på en rundrejse i Europa, hvor han startede i Storbritannien den 12. februar og fortsatte til Frankrig og Tyskland den 16. februar.  Under disse besøg underskrev Ukraine en fuld sikkerhedstraktat med hvert af de tre lande, der involverer fuldt militært, industrielt og civilt samarbejde, for at hjælpe Ukraine ikke kun mod russisk aggression, men også til at genvinde alt territorium det har mistet til Rusland og genopbygge det. Disse traktater giver Ukraine udsigt til et langsigtet samarbejde, der i sidste ende vil føre landet direkte ind i EU og NATO, en strategi, der blev vedtaget på NATO-topmødet i Vilnius den 11.-12. juli 2023. Den fransk-ukrainske traktat, der gælder i 10 år, kræver fuldt samarbejde med forsvarsindustrien i Ukraine for at konfrontere Rusland og, i tilfælde af yderligere russisk aggression, militær støtte til Ukraine inden for 24 timer.

Eks-NATO-general Kujat fremhæver faren ved at indsætte europæiske tropper i Ukraine

Den 27. februar 2024 (EIRNS) — Spurgt af det tyske radionetværk Deutschlandfunk om gårsdagens forslag på krigskonferencen i Paris, indkaldt af den franske præsident Emmanuel Macron, om at indsætte europæiske tropper på landjorden i Ukraine, svarede den tidligere formand for NATO’s militærkomité (2002-2005) general Harald Kujat (pensioneret)..: “Først og fremmest må man sige, at dette er en diskussion, som jeg har frygtet i månedsvis. Jo tættere det militære nederlag i Ukraine kommer, jo mere rejser spørgsmålet sig, om NATO-tropper skal følge vores våben, vestlige våben, ind i Ukraine eller ej?” Senere tilføjede han: “Jeg vil bare sige, at Macron har spillet en meget forsigtig, moderat rolle indtil videre. Jeg er forbløffet over, at han tog dette skridt.”

Kujat, som også var tidligere generalstabschef for det tyske Bundeswehr (2000-2002), sagde: “Vi ved, jeg ved i hvert fald fra tre lande, at denne mulighed diskuteres seriøst. Russerne ved det i øvrigt også. Og efter min mening har de gjort operationelle forberedelser til dette scenarie i flere uger.” Lande, der sender tropper til Ukraine, “må også gøre sig klart … at når det kommer til kamphandlinger med deres styrker i Ukraine, så er der ikke tale om NATO….”

Kujat skelnede mellem den nuværende praksis med amerikansk, fransk og britisk personale i Ukraine uofficielt og en mere officiel rolle, som ville tvinge Rusland og fremprovokere en direkte konfrontation mellem Rusland og de europæiske lande. Sidstnævnte “krigsdeltagelse” er en tilstrækkelig alvorlig anledning.

Kujat understregede dog, at presset for at få langtrækkende missiler til Kiev (både dem til Tysklands Taurus-missiler, men formodentlig også den nyligt annoncerede koalition, som Macron netop havde opfordret til) har den dækhistorie, at det bruges til at afskære “de russiske kampstyrker fra deres forsyninger fra moderlandet.” Men “det handler ikke om” dette. Det handler om, “hvad de franske og britiske kamptropper kan udrette. Det handler om at angribe strategiske mål i Rusland.” Han nævnte derefter eksemplet med det ukrainske droneangreb den 26. december 2022 på en russisk “interkontinental strategisk flyveplads i Engels, nær Saratov, hvor den atomare flåde af strategiske bombefly er stationeret. Det er sådan et strategisk mål. Forestil dig, hvis du havde ramt det atomare våbendepot med disse droner. Så ville vi begge ikke længere kunne ringe til hinanden i dag.”

Emmanuel Macron. UN Photo/Goncalo Borges Dias

Den 26 februar. Verden er på vej ind i den farligste periode i moderne historie, og alle sejl sættes til for at forhindre, at et skifte finder sted. Der er nedtælling til verdenskrig, og flere mennesker må få øjnene op for faren og få en fornemmelse af, hvordan den kan løses.

Den ukrainske konflikt er et bevis på, at ideologerne i Washington og London, på trods af den åbenlyse kendsgerning at krigen ikke kan vindes militært, nægter at lade det stoppe dem og i stedet fortsætter med at insistere på Ruslands totale “nederlag”. En artikel i New York Times fra den 25. februar illustrerer, hvordan der faktisk har været en ti år lang “skyggekrig på højtryk” mellem USA og Rusland, hvor CIA har etableret dybe netværk i Ukraine, som har hjulpet med alt fra snigmord til træning af landets nuværende efterretningschef.

Et ukrainsk parlamentsmedlem har nu gentaget en opfordring til at bringe atomvåben tilbage til Ukraine – en udmelding, som ikke bare skal ses som en udtalelse fra en enkelt galning, men snarere som et udtryk for at denne form for vanvittig retorik bliver forstærket. På samme måde bekymrer Tysklands afstemning i Forbundsdagen den 22. februar om at sende “langtrækkende våbensystemer” til Ukraine med rette mange om faren for at bringe Tyskland, et NATO-land, direkte ind i krigen, hvis de leveres. Selvom deres “Taurus”-missiler ikke er blevet godkendt endnu, rykker det os stadig tættere på den snubletråd, som Rusland vil blive tvunget til at reagere på.

Nylige indrømmelser af den kommende fiasko i Ukraine-krigen, såsom udtalelser fra den tidligere Centcom-talsmand oberst Joe Buccino og Council on Foreign Relations højtstående medlem Charles Kupchan, er nyttige og kan hjælpe med at befri folk for nogle af deres vrangforestillinger. En anden anklage, der er ved at gå op i røg, er den der rettes mod Putin for dødsfaldet den 16. februar af Vestens yndling, Alexey Navalny. Ikke alene blev hans lig returneret til hans familie i rette tid, men Ukraines militære efterretningschef erklærede også, at “jeg må skuffe jer, men vi ved, at han døde af en blodprop.”

I en diskussion med medarbejdere i dag understregede Helga Zepp-LaRouche, at hvis man gør status over de vigtigste udviklinger i verden, ser dette år ud til at blive et meget ustabilt år. Brasiliens præsident Lula da Silva står i spidsen for G20, Ungarns præsident Viktor Orbán står i spidsen for EU, Rusland står i spidsen for BRIKS, og Trump vil sandsynligvis vinde det amerikanske valg. Så landskabet i verden vil med garanti være i forandring. Dertil kommer det skrøbelige finansielle system, som kan kollapse når som helst, planen om at indføre en ny reservevaluta, og BRIKS-landene, som fortsætter med at blive den dominerende dynamik i verden. Tilsammen står det klart, at hele verden kan bevæge sig i retning af et nyt økonomisk system – medmindre der selvfølgelig udløses en atomkrig for at forhindre det.

I betragtning af denne situation sagde Zepp-LaRouche følgende:

“Det eneste rationelle, som folk i USA og Europa kunne gøre, er at opgive denne gudsforladte geopolitiske sygdom, hvor man er nødt til at besejre en fjende for at vinde, at have et nulsumsspil. “Enten vinder du, eller også taber jeg. Det er en helt forkert opfattelse, og universet fungerer ikke på den måde, for universet er organiseret på en anti-entropisk måde, så hvis man fremmer nyskabelse og ansporer højere ordener af ting, er man i overensstemmelse med universets love. Derfor vil eksistensen af win-win-samarbejde på planeten være i overensstemmelse med universets love, mens insisteren på et entropisk tab-tab- eller nulsumsspil simpelthen ikke er i overensstemmelse med universets love. Vi er nødt til at bringe den politiske og økonomiske orden på planeten i overensstemmelse med universets love for at opnå en holdbar fred og en holdbar eksistens for den menneskelige civilisation.”

Dette ansvar hviler især på skuldrene af dem i USA, en nation, som i øjeblikket giver sin accept til et folkemord i Gaza. Som i tilfældet med piloten Aaron Bushnells selvafbrænding den 25. februar, ser selv de bedste og mest patriotiske unge mennesker i Amerika ingen muligheder for at stoppe den rædsel, der udføres i deres eget navn, selvom mange desperat ønsker og længes efter en. Det er derfor LaRouche-bevægelsens opgave, gennem Oase-planen for Sydvestasien, at genoprette USA’s menneskelighed og mission – en nation, hvis sande traditioner nødvendigvis må genoprettes nu.

Credit: Photo by the U.S. Bureau of Reclamation.

26. februar 2024 (LaRouche-Organisationen) – Folk og nationer over hele verden hæver deres stemmer i opposition til det folkemord, der udføres af Likud-regimet i Israel mod civilbefolkningen i Palæstina. Alligevel forbliver premierminister Netanyahu og hans håndlangere uforsonlige og trodsige, fast besluttede på at gennemføre det, som den amerikanske FN-ambassadør Linda Thomas Greenfield, måske utilsigtet, kaldte en “endelig løsning” i de besatte områder – og USA fortsætter med at bruge sin vetoret i FN til at forpurre ethvert forsøg på at stoppe det.

Folk og nationer verden over fordømmer USA’s neokonservative udenrigspolitik, som søger at opdele verden i geopolitiske magtblokke og bruge forskellige former for tyrannisering og afpresning for at tvinge nationer til at slutte sig til den foretrukne blok. Alligevel lader det ikke til, at de amerikanske borgere forstår, hvordan denne adfærd repræsenterer et skammeligt forræderi mod vores bedste traditioner; de støtter den enten af uvidende autoritetstro eller fordømmer deres nation, som om denne adfærd udgør den samlede sum og substans af hele vores historie.

Det er ikke uløselige problemer. Vi må ikke tillade vores medborgere at kollapse i impotent populistisk raseri, eller endnu værre, at støtte disse grusomheder ud fra en misforstået følelse af national loyalitet. Den manglende ingrediens er det perspektiv, som den afdøde Lyndon H. LaRouche, Jr. og de organisationer, der fortsætter hans arbejde i dag, tilbyder.

LaRouche forstod den ældgamle imperiale taktik, divide et impera, del og hersk, som skaber etniske eller religiøse konflikter, der næres af en endeløs cyklus af forfølgelse og hævn. Den israelsk-palæstinensiske konflikt er et skoleeksempel. Den eneste måde at bryde cirklen på er ved at føre en politik, der gavner begge parter og giver håb om et bedre liv for alle involverede; den manglende ingrediens er håb, og når håbet er til stede, kan folk tale med hinanden som rationelle voksne og lægge hævnens sprog til side. Dette er vigtigheden af LaRouches Oase-plan, som Christopher Sare forklarede i denne uge.

Divide et impera: På samme måde bliver de amerikanske vælgere manipuleret til at vælge side i et latterligt præsidentvalg, hvor de førende kandidater i begge de store partier konkurrerer om, hvem der kan tilbyde den mest højlydte støtte til folkemord i Gaza og til hensynsløs geopolitisk konfrontation med nationerne i den Globale Majoritet. En illusion af valgmuligheder skabes af mediernes fokus på “kilespørgsmål”, som LaRouche fordømte som “en karakteristik af moralsk korruption i ekstrem grad”. Hvis man lader sig manipulere af enkelte “mærkesager”, sagde han, “… er man villig til at lade verden gå ad helvede til, så længe ens mærkesag bliver støttet.”

Hvordan befrier vi vores medborgere fra propagandaens jerngreb i dette valgår? Vi minder dem om, at Amerikas sande sjæl kan findes i vores gentagne bestræbelser på at bryde med Det Britiske Imperium, og alt hvad det repræsenterer (hvilket netop er, hvad de neokonservative i begge partier repræsenterer i dag). Lyndon LaRouche var enestående i amerikansk politik, fordi han forstod, at den anglofili, som sivede ind i alle amerikanske institutioner efter præsident Franklin Roosevelts død, var den korrumperende faktor, som vendte os væk fra vores bedre engle og i sidste ende forvandlede USA til en slyngelstat. En tilbagevenden til vores nations anti-imperiale identitet kan genoprette dens sjæl.

LaRouche forlod os for fem år siden, men der er nye politiske ledere i USA, som fremmer hans ideer og fører hans arv videre. En nylig Presidents’ Day-konference i New York præsenterede to kandidater, der eksemplificerer dette, senatskandidat Diane Sare og kongreskandidat Jose Vega.

Disse kandidater går foran med et godt eksempel og viser deres medborgere, hvordan de kan gøre op med de fejlbehæftede aksiomer, der tilsyneladende fastholder os i uløselige kriser. Følg deres eksempel, og mobiliser jer for at skabe en smuk fremtid!

LaRouches halvtredsårige historie for fred i Sydvestasien

LaRouche-bevægelsens bestræbelser på at opnå en varig fred og et nyt paradigme for udvikling i Sydvestasien går mange år forud for offentliggørelsen i juli 1990 af “Oase-planen”, som er emnet for en nyligt udgivet video fra LaRouche-Organisationen.

“Det objektive grundlag for en [mellemøstlig] løsning er den økonomiske udviklingspakke, vi har foreslået,” skrev LaRouche i en artikel fra august 1977 i nyhedsbrevet Israel og Palæstina. “Enhver anden tilgang vil mislykkes, vil hurtigt blive forvandlet til en farce – og sandsynligvis krig. Men det er ikke de materielle fordele i sig selv, der skaber grundlaget for fred. Det er det faktum, at en forpligtelse fra regeringerne til at realisere høje videnskabelige og teknologiske fremskridt fremmer humanistiske synspunkter.”

En tidslinje over interventioner som denne er samlet i en artikel udgivet i EIR i 1993, “A Chronology of LaRouche’s Attempts To Achieve a Lasting Mideast Peace“. Den er værd at læse!

Harley Schlanger præsenterede kronologien over LaRouche og LaRouche-bevægelsens indsats for udvikling som betegnelse for fred i Mellemøsten i LaRouche-Organisationens regelmæssige lørdags-udsendelse, Manhattan Project Meeting, den 21. oktober 2023.

Ikke korrekturlæst

Verden står over for flere krisepunkter, der kræver en transformation i vores tilgang og principper. I tilfældet med NATO’s eskalering over for Rusland og bekymringen for russiske atomvåben i rummet, er der opstået spændinger mellem Rusland og Vesten. Den russiske viceudenrigsminister Sergei Ryabkov har kritiseret hysteriet omkring rumvåben som “absurd” og påpeget, at det er svært at kommunikere med USA på grund af deres åbenlyse løgne.

NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg har også bidraget til denne uvederhæftige adfærd. Han har udtalt, at NATO arbejder for at undgå krig med Rusland, samtidig med at han understreger, at Ukraine bør have ret til at bruge F-16-fly til angreb i Rusland. Disse udtalelser har gjort det svært for Rusland at have tillid til vestlige embedsmænd.

Denne irrationalitet har alvorlige konsekvenser for de vestlige lande selv. Europæiske lande oplever en økonomisk tilbagegang, der forværres af deres egne sanktioner mod Rusland. På et topmøde mellem EU’s finansministre blev der fremsat desperate forslag til finansiering af klimaomstilling, investering i kunstig intelligens og forberedelse af militært forsvar mod Rusland. Alt dette sker samtidig med budgetnedskæringer, stigende priser og folkelig utilfredshed.

I Gaza er situationen også kritisk. Der er øget bombardement af Gazas sidste “sikre zone” i Rafah, og der er trusler om en fuldskala landinvasion. Samtidig lider befolkningen under hungersnødslignende forhold på grund af manglende humanitær hjælp fra Israel. Israel har ikke kun udvist ligegyldighed, men har også annonceret nye ulovlige bosættelser på Vestbredden. USA’s begrænsede kritik af Israels handlinger virker meningsløs og ignorerer den fortsatte rædsel.

Der er rapporter om, at der forhandles om en gidselaftale mellem Israel, Egypten, Qatar og USA. Uanset udfaldet af disse forhandlinger og en eventuel våbenhvile, er spørgsmålet, hvad der vil ske derefter. Hvor længe kan en våbenhvile vare, og hvordan kan stabilitet og fred sikres på lang sigt i regionen?

LaRouches Oasis-plan præsenterer en mulighed for at ændre dynamikken i regionen fra konflikt til udvikling og stabilitet. Planen beskriver et økonomisk udviklingsperspektiv, der kan skabe en win-win-situation. Ved at omfavne Oasis-planen kan vi bringe diskussionen videre og finde fælles fodslag.

I baggrunden af alt dette er der dog en ændring i synspunktet, som i stigende grad fejer hen over verden. Kinas FN-ambassadør Zhang Jun pegede direkte på en sådan ændring under en høring i FN’s Sikkerhedsråd fredag den 23. februar, hvor han insisterede på, at den eneste måde at løse konflikten i Ukraine og i verden mere bredt på er at ændre sin tankegang:

“Den kolde krig sluttede for over 30 år siden. Siden da har det internationale landskab gennemgået dybtgående ændringer, og multipolariseringen af verden har taget fart. Dette er tidens trend og historiens tidevand. Menneskeheden udgør et fællesskab med en fælles fremtid. Alle lande, store og små, er lige medlemmer af det globale samfund, når det kommer til internationale relationer, og har ret til en plads på den internationale arena…. At verden glider tilbage til kolonitiden er ikke en mulighed…. [Lande] skal føre deres relationer ansvarligt og håndtere deres forskelle korrekt i stræben efter win-win-samarbejde.”

Det er den udfordring, vi står over for. Når vi ændrer vores perspektiv, kan selv de største problemer blive mindre. Lad os sprede Oase-planen og bidrage til en mere stabil og fredelig fremtid.

Foto: UN Photo/Nektarios Markogiannis, Flickr

Ikke korrekturlæst.

Helga Zepp-LaRouche ved Den Internationale Fredskoalitions møde nr. 38

23. februar 2024 (EIRNS)-{Transkribering af Helga Zepp-LaRouches bemærkninger ved mødet den 23. februar 2024 i Den Internationale Fredskoalition (IPC).}

ANASTASIA BATTLE: Hej og velkommen, alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition; det er det 38. møde i træk, vi har holdt. Tak, fordi I er med os i dag. Vi har en række initiativer; især Oase-planen, som fremlægges som et meget vigtigt tiltag for at gribe ind i den proces, der foregår i verden lige nu med Israel og Palæstina. Vi er nødt til at have et positivt udsyn og begynde at flytte tingene væk fra bare at sige, at vi skal stoppe volden, men hvordan skal vi afslutte krigen for stedse i denne region? Det er virkelig et vigtigt koncept for os at understrege her i dag.

Vi kommer til at have en række talere og rapporter i dag. Vi har et møde på vej i Detroit, som jeg skal deltage i. Den professor, jeg arbejder sammen med, vil være der i dag. Hun skal også give en præsentation af, hvad de laver på Wayne State University [i Detroit]. Der sker en hel del lige nu i Dearborn-Detroit-området, som det bliver sjovt at fortælle jer om, og som er meget vigtigt.

Med det vil jeg give ordet videre til Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til International Peace Coalition. Fortsæt venligst, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Mange tak. Først og fremmest vil jeg gerne hilse på jer alle og takke jer for jeres vedholdende indsats, som er meget vigtig og nødvendig. Vi ser stadig en dramatisk optrapning, faktisk til Tredje Verdenskrig, og en dramatisk optrapning af den forfærdelige situation i Gaza. Men man skal også være opmærksom på, at vi i øjeblikket oplever et meget dramatisk skift i den internationale situation, hvor det Globale Syd i stigende grad er i total opposition til et lille mindretal i det Globale Nord eller det kollektive Vesten. Et sted, hvor dette blev meget tydeligt, var på det nylige møde mellem G20-udenrigsministrene i Brasilien, hvor de ikke var i stand til at nå frem til en fælles erklæring af den meget enkle grund, at der var fuldstændig uenighed om de to spørgsmål om krig, både i Ukraine og i Gaza. For i tilfældet med Gaza var det især den sydafrikanske og brasilianske position, der ønskede at have en formulering i erklæringen om, at der foregik folkedrab i Gaza, hvilket USA, Storbritannien, Tyskland og andre naturligvis var voldsomt imod. Så i sidste ende var der ingen fælles erklæring, og det er typisk for den voksende splittelse i verdensopinionen om, hvordan man skal bedømme disse konflikter.

I mellemtiden har flere latinamerikanske ambassadører afbrudt de diplomatiske forbindelser med Israel, og i tirsdags [20. februar] blev den resolution om situationen i Gaza, som Algeriet havde fremlagt i FN’s Sikkerhedsråd, afvist med stemmerne 13 mod 2, hvor USA nedlagde veto, og Storbritannien undlod at stemme. Så dette er typisk for den aktuelle dysfunktion i FN’s Sikkerhedsråd som det sted, hvor orden skal genoprettes i verdenssituationen. Det skal også bemærkes, at mens den utrolige humanitære situation fortsætter, især i Rafah, har 18 store internationale hjælpeorganisationer udsendt en stærk advarsel om de alvorlige konsekvenser for folks liv i området. Tilsyneladende har den israelske regering udstedt et ultimatum til Hamas med en frist til den 10. marts til at frigive alle gidsler, ellers vil de indlede en fuld landoffensiv mod Rafah. Så vi er i tidsnød, for situationen forværres for hver dag, der går.

I mellemtiden har høringerne ved Den Internationale Domstol i Haag været i gang siden mandag [19. februar]. Jeg tror, det vil fortsætte indtil mandag i næste uge. Dette er ikke den nylige sag fra Sydafrika, men det er et forslag fra FN’s Generalforsamling fra 2022, som allerede angriber Israels besættelse af Palæstina, som de bekæmper som ulovlig. Der kunne man høre taler efter taler fra mange nationer fordømme, hvad de kaldte totalt ulovligt – jeg ved ikke, om ordet folkedrab blev brugt, for jeg havde ikke tid til at lytte til alle talerne. Men det er i søgelyset, og det var i forbindelse med den anden sag, som Sydafrika har anlagt.

Jeg vil især nævne, at den kinesiske repræsentant Ma Xinmin, som talte i Haag, og som er juridisk rådgiver for den kinesiske udenrigsminister, med rette sagde, at dette øjeblik er en lakmusprøve for hele menneskehedens samvittighed, og hvordan de vil reagere på denne forfærdelige situation i Gaza….Det er situationen i Gaza, som stadig er i fare for at eskalere til en regional krig, der kan blive en global krig.

Men måske lige så farlig – det er svært at måle – er situationen omkring Ukraine, fordi den ukrainske hær led et stort nederlag i Avdeyevka. De besluttede at trække sig tilbage, og det gjorde de, men de gjorde det alt for sent, så der var mange tab. Jeg tror, at 1.000 soldater blev dræbt, og yderligere omkring 1.000 blev taget til fange som krigsfanger. Så alle militæreksperter så dette som et stort nederlag og endnu et tegn på, at den ukrainske hær ikke vinder og ikke har nogen chance for at vinde. Af en eller anden mærkelig grund afholder det dog ikke det vestlige establishment fra hysterisk at kræve flere og farligere våben sendt til Ukraine. Det er næsten uforståeligt, at de ikke tænker et sekund over konsekvenserne af en optrapning i denne situation.

Den tyske forbundsdag har netop afvist leveringen af Taurus-krydsermissiler til Ukraine med en formulering om at sende langtrækkende våbensystemer, som med lidt snilde kan tolkes til at omfatte Taurus-missilerne, men ordet Taurus var ikke med i afstemningen. Afstemningen var 480-182 imod at inkludere Taurus. Men der er folk i oppositionen, der opfordrer til at sende dette våben, fordi man er nødt til at “bringe krigen til Ruslands territorium”, og de taler, som om der ikke vil være nogen konsekvenser. De lader ikke til at indse, at enhver optrapning med den stærkeste atommagt på planeten – som Rusland er lige nu – risikerer at blive den absolutte snubletråd for en optrapning, som ingen kan kontrollere i sidste ende.

Det er interessant, at Chongyang Institute for Financial Studies ved Renmin University i Beijing netop har lavet en undersøgelse, der konkluderer, at på trods af 20.000 sanktioner fra Vestens side mod Rusland, er den russiske økonomi ikke ved at kollapse. Tværtimod vokser den. Og modtageren af billig energi fra Rusland er ikke længere Tyskland, som er ved at kollapse på en utrolig måde og i frit fald – bunden er ved at falde helt ud. Men nu er det selvfølgelig Kina og Indien og andre asiatiske lande, der nyder godt af det. Her er endnu et eksempel på, hvordan Vestens politik er skadelig for deres egne interesser, men de bliver ved med at gøre det, som om de har mistet evnen til at tænke. Det er klart, at jo mere deres narrativ kollapser, jo mere hysteriske bliver de og presser på for at få krig. Så det betyder, at vi virkelig er nødt til at mobilisere endnu hårdere, ikke kun for at besejre det, der foregår lige nu, men for at gøre det, der er vores unikke mission og vores evne, og det er at tilbyde løsninger på en ellers tilsyneladende uløselig konflikt.

Sidste gang så vi alle Oase-plan-videoen, som var et forsøg på at demonstrere, i det mindste i elementær form, hvordan min afdøde mand Lyndon LaRouches Oase-plan ville se ud. Nemlig at producere en enorm mængde ferskvand gennem et kanalsystem, der forbinder Middelhavet med Det Døde Hav og Det Røde Hav i denne region, at producere en masse afsaltet ferskvand til landbrug, skovbrug, industri, infrastruktur og på denne måde i sidste ende omdanne hele Sydvestasien til et blomstrende knudepunkt mellem Asien, Europa og Afrika. Det er vores løsning, og vi er nødt til at få de mennesker, der kæmper for at redde Palæstina, til at acceptere ideen om, at vejen til et frit Palæstina går gennem Oase-planen. For man skal indføre en optimistisk løsning, hvor alle parter – Israel, palæstinenserne og alle naboerne – indser, at det er i deres bedste interesse at arbejde sammen om at opbygge hele regionen økonomisk og landbrugsmæssigt, – så skaber man en fremtid for alle.

Det samme gælder naturligvis for Ukraine, for kun hvis der findes en diplomatisk løsning nu, før det er for sent, kan genopbygningen af Ukraine i forbindelse med Den Eurasiske Landbro, Den Nye Silkevej og Bælte & Vej Initiativet rent faktisk blive gennemført. Under alle omstændigheder er vi nødt til at gå over til et nyt paradigme, hvor vi stopper den geopolitiske konfrontation og erstatter den med samarbejde mellem det såkaldte kollektive Vesten eller det globale Nord og landene i den Globale Majoritet. For kun når vi når frem til denne form for samarbejde, kan der findes en løsning på de forfærdelige kriser, vi befinder os i nu.

Jeg vil virkelig opfordre alle i demonstrationerne til at inkludere Oase-planen; det er vejen til et frit Palæstina. Vi må have en ende på voldscyklussen, som ellers truer med til sidst at sprænge hele menneskeheden i luften. I den forstand er jeg helt enig med den kinesiske juridiske rådgiver Ma Xinmin i, at dette er et øjeblik til at teste hele menneskehedens samvittighed. Vi må finde et positivt svar.

{Bemærkninger under diskussionen}

Jeg vil bare svare meget kort, at jeg er helt enig i, at manglen på empati er kilden til dette. Så jeg vil gerne byde professoren velkommen. Det var Schiller Instituttet, fordi Friedrich Schiller – og instituttet er opkaldt efter ham netop af den grund – var den person, der talte mest dybtgående om, hvordan manglen på empati faktisk var det mest påtrængende behov i hans tid. Han sagde det som en kommentar til den franske revolution, der netop var slået fejl i form af den jakobinske terror. Han sagde, at et stort øjeblik havde fundet et lille folk, og derfor var der et absolut behov for at udvikle en metode til at gøre folk til bedre mennesker. Svaret, han fandt, var, at det skulle ske gennem æstetisk uddannelse, hvilket kun kunne ske gennem mødet med og studiet af klassisk musik. Hvis man ser på, hvordan Johann Sebastian Bach for eksempel behandler det samme emne med sine store messer og andre kompositioner, eller hvordan Beethoven også nærmer sig det med en masse kirkemusik, som hans store messe, men også hans generelle klassiske musik, kan man faktisk se, at det er mødet med disse ædle begreber og sublime begreber, der forvandler mennesker fra kun at have sanseopfattelse, der udspiller deres følelser, i modsætning til mennesker, der udvikler deres følelser til et niveau, hvor følelsen aldrig fortæller dig andet end, hvad fornuften befaler. Så spørgsmålet er, ja, der er religion, men religion skal kombineres med klassisk uddannelse. For jeg tror, at de to er rettet mod det samme spørgsmål om at frigøre det, der gør mennesket til Skaberens billede.

{Afsluttende bemærkninger}

Det har faktisk været en meget rig diskussion, så jeg ville være fristet til at svare på alle pointerne, men jeg vil gerne vælge nogle få ud. For det første mener jeg, at kampen mod – og dette er til dels et svar til [redigeret] – dødens købmænd bestemt bør omfatte dem, der bidrager til denne forfærdelige udvikling. En kategori er de virksomheder, der arbejder med kunstig intelligens i privat regi. Nogle af dem er i USA, og de udpeger mål i Gaza, som israelerne så bruger til at bombe. Jeg mener bestemt, at det er noget, der hjælper og tilskynder til dette forfærdelige folkemord. Jeg synes, det er meget vigtigt, for som det er blevet nævnt, har krigsførelse bevæget sig ind på nye områder, hvor hele spørgsmålet om cyberkrigsførelse, der bliver mere og mere dominerende, skal tages i betragtning.

Men det mindsker ikke faren ved at bruge atomvåben, for der er faktisk folk, der taler om en begrænset atomkrig som en mulighed. Efter min mening, og efter mange eksperters mening, f.eks. folk fra Massachusetts Institute of Technology og andre steder, er det logikken i atomkrig, at når man først har brugt ét atomvåben, vil man bruge dem alle. Det vil være enden på civilisationen. I begyndelsen af denne diskussion havde vi en person på programmet adskillige gange, Steven Starr, som er en fremtrædende videnskabsmand fra USA. Han har lige sendt sin video ud igen, der viser, hvad en atomkrig ville gøre. Jeg vil foreslå, at vi lægger den ud, og måske kan du, Anastasia, sende den ud igen til alle deltagerne og lægge den på steder, hvor folk kan få adgang til den. Jeg kan kun tale om Europa og Tyskland – selvfølgelig er der folk andre steder – men de taler om at bruge disse våben, som om det var en picnic; som om det var et stykke kage. Jeg tror, at problemet er, og jeg tror, at nogen nævnte det tidligere, at vi har at gøre med psykopater; mennesker, der seriøst taler om masseødelæggelsesvåben, der kan eliminere og i sidste ende udslette den menneskelige race. De hører hjemme på et galehus; måske er det ikke den mest hensigtsmæssige måde at udtrykke det på, men det er det, det handler om. De bør spærres inde, fordi de ikke er rationelle.

Jeg synes, at faren for atomkrig skal gøres meget mere kendt, for generationen fra Anden Verdenskrig vidste, hvad krig var. Min generation, som havde den fordel at have forældre og bedsteforældre, der talte om Anden Verdenskrig, vi har stadig en følelse af det, i det mindste i Tyskland. Men jeg tror, at mange af de generationer, der kommer op efter det, ikke har nogen forbindelse; de kender kun videospil, hvor man, når man er færdig med et spil, starter et nyt, og det hele er, som om intet er sket. Så jeg vil opfordre denne koalition til virkelig at sikre, at alle ved, hvad konsekvenserne af en atomkrig er, nemlig atomvinter og enden på livet på planeten; det er det hele. Hvis man ikke starter med det, vil man altid komme til den forkerte konklusion i kampen for fred.

For det andet vil jeg virkelig gerne gentage dette spørgsmål – og jeg tror, Dennis allerede har nævnt det – at det modsatte af ødelæggelse er kærlighed. Hvad kan man gøre mere kærligt end at skabe betingelserne for, at hvert eneste menneske på planeten kan udfolde sit livspotentiale? Enhver baby, der bliver født, ethvert barn, der vokser op, som har adgang til uddannelse, som har adgang til tilstrækkelig mad, som har adgang til sundhedspleje, som har adgang til alle disse ting, kan blive et fuldt udviklet menneske. Hvis du er sulten, hvis du bare prøver at finde dit næste måltid, bliver du nægtet menneskelighed. Så fattigdom og alle disse ting er den største krænkelse af menneskerettighederne, man kan forestille sig.

Så jeg tror, at Oase-planen er nøglen. Jeg kan ikke komme i tanke om noget bedre, og den person, der stillede spørgsmålet, hvad kan vi gøre for at stoppe folkemordet. Det er klart, at hvis der var en nem måde at gøre det på, ville den allerede være blevet anvendt, når man tænker på magthaverne og konstellationen af kræfter. Så jeg kan kun forestille mig, at hvis alle mennesker rundt om i verden – de humanitære hjælpeorganisationer, de studerende, der demonstrerer, de mennesker, der er i forskellige grader af bevægelse – hvis de alle virkelig begyndte at kæmpe for Oase-planen som en vej ud af denne krise, ville der være et kor af stemmer, der forstår, at den eneste måde at befri Palæstina på er, hvis der er en bølge af krav om at gennemføre Oase-planen. Hvis dette kor bliver så højt, at landene i regionen – Saudi-Arabien, Golfstaterne, de umiddelbare naboer som Irak, Iran, Syrien, Tyrkiet, og så i et større område, Indien, Iran, Kina, Rusland, og til sidst europæerne. For hvis vi ikke løser disse to fundamentalt eksploderende kriser – Gaza og Ukraine – kan det ikke bare eksplodere i Tredje Verdenskrig, men hvis disse ting kollapser, vil vi få millioner af flygtninge. Hvis Ukraine kollapser uden en diplomatisk tilgang og en idé om økonomisk genopbygning, vil det kaste hele verden ud i kaos på en måde, som aldrig er set før.

Så den eneste måde, jeg kan komme i tanke om – og hvis folk har bedre ideer, så kom endelig frem – den eneste måde, jeg kan komme i tanke om at afslutte denne elendighed på, er at hæve hele diskussionen til et højere niveau, hvor folk begynder at tænke seriøst over løsninger, over hvordan man får en økonomi til at fungere. Palæstinenserne havde, tror jeg, 800 kalorier om dagen; det var omtrent koncentrationslejr niveau. Nu er det sandsynligvis meget mindre. Så hvad gør man? Man er nødt til at opbygge et landbrug. Hvordan får man landbrug? Man er nødt til at have ferskvand; hele denne region er en ørken. Så ideen er at skabe nyt ferskvand gennem dette kanalsystem, af-saltning, og så har man vand til rådighed til landbrug, skove. Man kan bygge nye byer, man kan bygge infrastruktur. Man er nødt til at have en vision om, at Sydvestasien skal se lige så udviklet ud, som Tyskland gjorde, da det stadig fungerede, hvilket var i 1970’erne og 1980’erne. De havde en udviklet infrastruktur, integrerede jernbaner, vandveje, motorveje som et miljø for industrialisering. De havde et højt udviklet landbrug og et højt udviklet skovbrug. Det burde være tilfældet for alle lande i regionen.

Hvorfor skulle Afghanistan og Irak og Syrien og Yemen ikke være lige så udviklede som Tyskland? Det er der ingen god grund til. Det kan lade sig gøre, og jeg tror, vi har brug for en gnist af inspiration fra en vision om, hvordan denne region kunne se ud. Det vil give håb til unge mennesker i Israel, i Palæstina, i Syrien, i Irak og i Afghanistan. Når man først har den vision om at gøre regionen beboelig for alle, kan den genoptage forbindelsen til sin store tradition, som den havde. Bagdad var engang den mest udviklede by i verden. Der var Afghanistan, som var de tusind byers land i den baktrisk-græske periode. Der var Syrien, som var en del af Silkevejen, eller Samarkand i Centralasien: Det var alle perler af højtudviklede byer. Hvis vi kombinerer denne store tradition fra fortiden med en vision for fremtiden, og hvis det bliver motivationen for alle de involverede mennesker, tror jeg, vi kan afslutte dette og bringe det til en meget smukkere epoke i regionens og verdens historie.

Ikke korrekturlæst

22. februar 2024 (EIRNS) – En delegation fra Schiller Instituttet og Ibn Sina Center for Forskning og Udvikling afleverede i dag et andragende til UNESCO’s hovedkvarter i Paris, hvor de opfordrer UNESCO til at genetablere forbindelserne med Afghanistan for at hjælpe med at redde de mange kulturelle relikvier, som er i fare for terrorgrupper og andre forbrydere, og kræver, at UNESCO genetablerer kulturelle samarbejdsaktiviteter med alle nationer, såsom Syrien, hvor agenturet selektivt har indført sanktioner og forbud.

Schiller Instituttets stifter og leder Helga Zepp-LaRouche og Paris Schiller Instituttets leder Karel Vereycken ledte delegationen og udsendte erklæringer til medierne uden for UNESCO’s hovedkvarter. Zepp-LaRouche sagde: “Hvis sanktionerne fortsætter, vil det betyde, at man fortsætter det geopolitiske spil, som man har ført med Afghanistan i meget lang tid. Vores fælles kulturarv må være hævet over flygtige stridigheder, så vi vil kæmpe for dette af hensyn til vores egen identitet som én menneskelig art, eller som én fælles arv.” Se den fire minutter lange videoudtalelse.

Delegationen udgav en erklæring, som blev afleveret til UNESCO den 31. januar af Ministeriet for Information og Kultur i Det Islamiske Emirat Afghanistan, underskrevet af viceminister for kultur og kunst Mowlavi Atiqullah Azizi. Det hedder blandt andet: “Dette ministerium beder UNESCO og andre internationale organisationer, der arbejder med bevarelse af verdens materielle og immaterielle kulturarv, om at støtte Afghanistan i bevarelsen af dets materielle og immaterielle kulturarv, herunder dem, der tilhører islamiske og ikke-præ-islamiske perioder i dets historie….”

Efter USA’s totale boykot af Afghanistan i 2021 stoppede UNESCO også kontakten med de afghanske myndigheder, på trods af at mange andre FN-organisationer fortsatte deres aktiviteter i landet og arbejder der den dag i dag.

På en konference i Kabul i november 2023 om økonomisk genopbygning, hvor en delegation fra Schiller Instituttet deltog, blev det besluttet, at verdensopinionen skulle bringes i spil for at ændre UNESCO’s beslutning.

Der blev formuleret en underskriftsindsamling, som til dato har fået 550 underskrifter, herunder mange afghanske eksperter – kvinder såvel som mænd – arkæologer, historikere, kunstnere, diplomater og ledende personligheder fra fem kontinenter. Underskriverne spænder bredt fra medlemmer af det afghanske videnskabsakademi til den berømte filmskaber Oliver Stone.

Den fulde liste over underskrivere, teksten til underskriftsindsamlingen og erklæringen om påskønnelse af Ibn Sina R&D Centers indsats fra viceministeren for kultur og kunst i Afghanistan blev afleveret til UNESCO’s hovedkvarter i Paris i dag. De er tilgængelige i deres fulde længde på Schiller Instituttets hjemmesider i Frankrig og USA. Ibn Sina R&D Center og Schiller Instituttet inviterer flere mennesker til at slutte sig til denne internationale indsats.

Underskriftsindsamlingen med titlen “International Call To Lift Sanctions Against Cultural Heritage Cooperation” konkluderer: “3) Vi beklager, at UNESCO, som burde hæve sin stemme mod enhver ny form for ‘kulturel og videnskabelig apartheid’, gentagne gange har forværret situationen ved at politisere spørgsmål, der ligger uden for dets beføjelser. 4) Derfor opfordrer vi det internationale samfund til øjeblikkeligt at stoppe denne form for “kollektiv afstraffelse”, som skaber lidelse og uretfærdighed, fremmer uvidenhed og bringer menneskehedens evne til gensidig respekt og forståelse i fare.

“Fremskridt inden for videnskabelig indsigt, i et positivt klima, der tillader alle at dele den, er i sagens natur gavnlig for alle og for selve grundlaget for en sand fred.”

Ikke korrekturlæst

22. februar 2024 (EIRNS)–Den Internationale Domstol (ICJ) har allerede advaret om, at Israel er i alvorlig fare for at begå et folkemord i Gaza – og det var før den truende invasion af Rafah, den eneste tilbageværende sikre zone for Gazas flygtninge. Lederne af 18 humanitære hjælpeorganisationer har nu udsendt en [erklæring] (https://eir.news/p/b8a2d8c5-63c4-4a51-8a25-ead6d49de55a/), hvor de advarer om “massedødsfald”, hvis Israel fortsætter med sin invasion på jorden. Denne virkelighed står mere og mere klart for verden, men det har stadig ikke stoppet Israel og dets støtter fra at gå videre.

Samtidig fortsætter den anglo-amerikanske krigsfraktion med at fremme planerne om en krig mod Rusland på trods af, at deres stedfortræderkrig i Ukraine er ved at slå fejl. Selv efter Ukraines åbenlyse nederlag i Avdeyevka og de stigende problemer med forsyningskæden og finansieringen, har det ikke stoppet deres insisteren på, at Rusland skal reduceres til det rene ingenting. Og som om det ikke var nok, vokser den opfattelse blandt de neoliberale eliter i Vesten, at vi skal begynde at forberede os på krig med Kina på lang sigt.

Det er tydeligt, at der hersker en galskab i store dele af Vesten, som “undertrykker” mennesker over hele verden, en galskab, som risikerer at føre hele verden ud i krig, og det i et hurtigt tempo. Hvis denne galskab ikke ændres, har verden ikke mange chancer for at overleve, og det samme gælder de enkelte lande i den.

Men lad være med at bilde dig selv ind, at det kun er her, problemet ligger. Overvej disse [bemærkninger fra Lyndon LaRouche] (https://youtu.be/ugb0SbEEj0w?si=jw6McDBlm4kcVTw0), fremsat i 1996 på en konference i Schiller Instituttet:

“Det, der er ved at ødelægge os, er ikke George Bush – hvor meget han end prøver. Det, der ødelægger os, er vores folk; hvad vores folk tror…. Vi taler om de ‘korrupte politikere’, vi taler om de sammensvorne på Wall Street, vi taler om dit, vi taler om dat, og giver altid nogen andre skylden….

“En leders job er ikke at bebrejde ledere. Vi kan påpege, at nogle er dårlige, nogle er mangelfulde, nogle er fuldstændigt umoralske, nogle er knap nok menneskelige. Men problemet ligger i folket, ikke i lederne. Problemet med undertrykkelse ligger ofte hos de undertrykte. For de vil ikke acceptere noget forslag, der ikke er i overensstemmelse med antagelsen om, at de skal forblive ‘de undertrykte’.”

I begyndelsen af denne uge blev ICJ igen fyldt, men denne gang med repræsentanter fra mere end 50 nationer, der vidnede mod ulovligheden af den israelske besættelse af palæstinensisk land. Land efter land afviste undertrykkelsen og understregede, at folkeretten skal bringes i anvendelse – i dette tilfælde i Palæstina.

Verdensopinionen skifter overvældende og hurtigt. Men det er ikke kun relateret til Israels aktiviteter i Gaza eller til NATO’s krig i Ukraine. Husk på, at der nu er over 40 lande, der er interesserede i at slutte sig til BRIKS, en gruppering, der nu langt har overgået BNP for de “avancerede” G7-lande.

Denne dynamik er den eneste vej, hvor der findes en fremtid for Gaza, palæstinenserne eller nogen anden nation for den sags skyld. Alt andet – såsom at skændes om grænser eller forsøge at sammenflikke den tidligere eksisterende ramme af styret stabilitet i Mellemøsten – vil aldrig fungere. Der er brug for et nyt paradigme af nationer, der forpligter sig til at arbejde sammen i fred og venskab og med en fælles menneskelighed.

At overvinde undertrykkelsen betyder at gribe og handle ud fra en vision, som ikke blev tilladt af de såkaldte imperiale mestre. LaRouches [Oase-plan] (https://laroucheorganization.com/larouche-plan-southwest-asia) gør dette ved at placere Gaza og resten af Sydvestasien midt i deres retmæssige fremtid som civilisationens korsvej og en deltager i den form for forandrende økonomisk udvikling, som det indebærer. Dette er i sidste instans betydningen af et “Frit Palæstina”.

I denne ånd afholdt en delegation fra Schiller Instituttet en [demonstration](https://eir.news/p/54f08d9a-113c-4249-bd3c-1a25e3314b53/) ved UNESCO’s hovedkvarter i Paris den 22. februar, hvor de opfordrede UNESCO til at genetablere forbindelserne med Afghanistan for at hjælpe med at redde de enorme kulturelle fortidsminder fra denne nation. De uddelte en erklæring og en underskriftsindsamling med navnene på over 500 eksperter, som insisterede på: “Fremskridt inden for videnskabelig viden, i et positivt klima, der tillader alle at dele den, er i sagens natur gavnligt for alle og for selve grundlaget for en sand fred.” I første omgang krævede de, at UNESCO ophæver forbuddet mod samarbejde med Afghanistan og afviser det “geopolitiske spil, der er blevet ført med Afghanistan i meget lang tid,” som en af demonstranterne, Helga Zepp-LaRouche, sagde i en [videoudtalelse] (https://youtu.be/Cwci5tCkprc).

Torsdag vendte et amerikansk fartøj tilbage til Månen efter mere end 50 år. Fremtiden er der for at blive grebet, så længe vi har fremsynetheden til at gribe den.

Foto: Credit: UNRWA X page

Den 21. februar 2024 

Det er dette råb, der må blive til en trommeild af stemmer, en kampagne over hele verden for at bryde den nuværende kurs mod et folkemord, der opsluger hele Palæstina, og især de 2,3 millioner desperate mennesker i Gaza. Efterhånden som antikrigs-demonstrationer i USA og Europa tager denne opfordring op; efterhånden som folks opmærksomhed henledes på eksistensen af en løsning kendt som LaRouches Oase-plan, og på den 15 minutter lange video, der præsenterer denne ide klart og overbevisende; kan fantasien hos kræfter, der er imod den nuværende politik, fanges og hurtigt omdannes til en effektiv politisk kraft, hvor der er mest brug for den: USA og Europas nationer.

“Hvad der er brug for, er ikke en enkeltstående aktion,” betonede Helga Zepp-LaRouche i dag. “Det der er brug for er en kampagne; bliv ved med det, indtil der er styr på tingene.”

At det haster, understreges af de igangværende ugelange høringer ved Den Internationale Domstol i Haag, der handler om staten Israels årtier lange besættelse og undertrykkelse af Palæstina. Det presserende behov understreges af de sidste 100 dages pinsler, som befolkningen i Gaza udsættes for, en “hastig nedtur mod sult og sygdom”, som Verdensfødevareprogrammet advarede om den 20. februar.

Som et resultat af Israels krig mod en forsvarsløs befolkning, hvor over 29.000 palæstinensere er blevet dræbt til dato, og resten er blevet udsat for bevidst tilbageholdelse af mad, vand og medicinsk humanitær hjælp – forbrydelser mod menneskeheden, der kan retsforfølges efter Nürnberg-princippet om “vidste eller burde have vidst” – ser verden i dag Gazas børn blive slået ihjel, som om de ikke var menneskelige sjæle. UNICEF rapporterer, at 65% af familierne i Gaza kun spiser ét måltid om dagen, og 90% af de voksne begrænser deres eget madindtag for at sikre, at de små børn kan spise. Mere end 90% af børnene lider af alvorlig underernæring, og en lignende procentdel har infektionssygdomme, hvor 70% har haft diarré inden for de sidste to uger.

Og hvor er USA’s regering i dette moralsk afgørende øjeblik for menneskeheden? Den 20. februar nedlagde USA endnu engang veto mod en resolution fra FN’s Sikkerhedsråd, der krævede en øjeblikkelig våbenhvile og humanitær hjælp til Gaza. Dette er ikke en regering af, ved og for folket; det er en regering af, ved og for City of London og Wall Street-bankfolkene og deres unipolære verdensorden med evige krige og økonomisk kollaps.

Det er sådan, at kampen mod rendyrket ondskab ofte kan bringe det bedste frem i folk. Sydafrikas modige handling med at anklage Netanyahus Israel for folkedrab er et godt eksempel. Et andet er den brasilianske præsident Lulas gentagelse på sidste uges topmøde i Den Afrikanske Union af anklagen mod Israel om nazi-lignende folkedrab, for det landet gør i Gaza, og hans igangværende kampagne for at befri udviklingssektoren for byrdefuld gæld ved at konvertere den til investeringer i infrastruktur. Som en brasiliansk avis skrev: “Lula frigjorde det skrig, der sad fast i halsen på millioner af mennesker.”

Som gruppe har BRIKS-landene (hvor Brasilien er et af de stiftende medlemmer) taget udfordringen op med at forme en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur til erstatning for det bankerotte transatlantiske system. Som Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, fortalte en lokal tv-station efter mødet med den besøgende russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, der lovede ham, at “som gruppens formand i år vil Rusland lette processen” for Venezuelas ønske om at blive medlem af BRIKS:

“Den gamle koloniale verden med krige, interventioner, folkemord og et overlegenhedskompleks” er ved at blive erstattet af “en ny verden med BRIKS,” sagde Maduro. “Tendensen med fremkomsten af en ny verden og konsolideringen af BRIKS er uafvendelig, og Venezuela vil snart være en del af BRIKS,” lovede han.

Foto: Credit: TLO

Den 20. februar 2024 

Den Internationale Domstol (ICJ) har planlagt en høring om Israels 56 år lange administration af de palæstinensiske områder på Vestbredden og i Gaza. Der har været en slags “Spørg ikke, fortæl ikke”-politik i verden med hensyn til ansvaret for at skabe stabilitet i området. Men efter at ICJ vovede at stille spørgsmålet, har så mange lande fået tungen på gled, at høringen er planlagt til at strække sig over hele ugen.

I dag var det Sydafrikas tur, og landets ambassadør i Holland, Vusi Madonsela, talte i Haag med en særlig autoritet. Han påberåbte sig Sydafrikas “særlige forpligtelse, både over for sit eget folk og over for det internationale samfund, til at identificere, påpege og øjeblikkeligt bringe “apartheids uhyrlige og krænkende praksis” til ophør….” Målt i konfiskeret land, ulovlige bosættelser og to separate retssystemer for to kategorier af mennesker, palæstinenserne og israelerne, mente han, at Israel havde udført “en endnu mere ekstrem form for apartheid, end hvad blev institutionaliseret mod sorte mennesker i mit land.” Han sagde: “Vi, som sydafrikanere, fornemmer, ser, hører og føler denne virkelighed helt ind i vores inderste.” “Israels apartheid må ophøre.”

Da Sydafrika afsluttede apartheid, var det ikke for at hævne sig på hvide racister. Nelson Mandela forstod, da han forlod fængslet, at hævn kun ville få ham til at bære fængslet med sig. I dag er der ingen ende på apartheid i Israel, den dybt forankrede “herre/slave”-dynamik, fra nazitiden til i dag, som offer og undertrykker, uden en forpligtelse til at erobre og gøre regionens ørkener grønnere. Befolkningerne i regionen skal objektivt tage del i opgaven med at udvikle deres region med afsaltning af havvand, rigelig energi til en overkommelig pris fra atomkraftværker, massive kunstvandingsprojekter for at genvinde jordens potentielle frugtbarhed og alle de uddannelsesmæssige og kulturelle fordele, der skaber en grundlæggende optimisme i befolkningerne.

Det starter ikke med en våbenhvile eller en “jeg kan ikke holde det ud længere”-ageren. Det starter faktisk med noget meget grimt – eller faktisk med at konfrontere og tage fat på noget meget grimt, det nuværende katastrofale scenario foran os i Gaza, der starter med en million børn i Gaza på forskellige niveauer af underernæring og sult. Over 90 % af børnene under fem år i Gaza lever i alvorlig fødevarefattigdom og er ramt af smitsomme sygdomme. I løbet af de sidste to uger har omkring 70 % haft diarré – ikke let at håndtere hos en baby, et lille barn eller yngre børn. Uger og måneder, hvor man har kigget væk og håbet på, at virkeligheden ikke ville indhente en, har skabt noget af et rod.

Den logistik, der kræves til den nødvendige tilvejebringelse af mad, rent vand, medicin og husly, er ekstraordinær – men i sidste ende så meget mere givende end krigsførelse (hvis man altså kan kalde operationer som reduktionen af Warszawas ghetto for “krigsførelse”). Det viser sig, at en sådan nødmobilisering blot er det første skridt i rækken af mobiliseringer, der er nødvendige for ” Oase-planen” for regionen.

Sydafrika er enestående kvalificeret til at bringe en solidt funderet følelse af moral tilbage til vores civilisation, og man må håbe, at de udfører den mission på behørig vis. I dag, som deres handlinger i de sidste mange måneder vidner om, er der overensstemmelse i denne nye måde at handle på for en nation.

” Oase-planen” er frugten af en anden politisk fange, Lyndon LaRouche, som også forlod sit fængsel, ikke med hævn, ikke med et fængsel i bagagen, men med et dybt udviklet videnskabeligt geni for omfattende og transformerende økonomiske projekter, der er i stand til, som Abraham Lincoln udtrykte det, at tale til de bedre engle i vores natur.

Lincolns mere udførlige tanke, der henvender sig til en dybt splittet nation, er en passende optakt til undersøgelsen af de nødvendige handlinger, vi står over for:

“Erindringens mystiske akkorder, der strækker sig fra hver eneste slagmark og patriotiske grav til hvert eneste levende hjerte og ildsted over hele dette vide land, vil stadig få unionens kor til at svulme, når de igen berøres, som de helt sikkert vil blive, af de bedre engle i vores natur.”

Foto: Credit: ICJ

19. februar 2024
I går, på Præsidenternes Dag i USA (fejring af  George Washingtons og Abraham Lincolns fødselsdage), indledte Den Internationale Domstol en seks dage lang undersøgelse. De behandler en anmodning fra FN’s Generalforsamling om en rådgivende udtalelse fra domstolen vedrørende “israelsk praksis, der påvirker det palæstinensiske folks menneskerettigheder i det besatte område, herunder Østjerusalem.” Selvom dette adskiller sig fra og går forud for den sag, som Sydafrika anlagde mod Israel den 26. januar i forbindelse med Hamas-angrebet den 7. oktober sidste år, er hensigten med begge sager den samme. Begge har til formål at tvinge verden til at stoppe massakren og deportationen af 2 millioner mennesker fra Gaza, som Israel samtidig ulovligt annekterer (700.000 “bosættere” på Vestbredden) og affolker, i antikkens ”retssikkerheds” navn, der minder om den kejserlige lov, som blev håndhævet af Romerriget, som ødelagde Judæa og raserede templet i 70 e.Kr.

Et velovervejet telefonopkald fra den amerikanske præsident kunne, som det tidligere er blevet demonstreret af præsidenterne Eisenhower og Reagan, vende den forbrydelse mod menneskeheden, der nu er i gang i Sydvestasien. I stedet er den rolle, som USA’s præsidentskab, den mest magtfulde udøvende institution i verden, spiller, i dette tilfælde yderst skammelig. Præsidentskabet, som engang blev administreret af Washington, den øverstbefalende for Revolutionshæren; af Abraham Lincoln, den centrale øverstbefalende i Den amerikanske krig mod Løsrivelsen i 1861-65; og af Franklin Delano Roosevelt, leder af den mest magtfulde militær styrke i verdenshistorien fra 1941 til sin død i 1945, har undladt at handle retfærdigt over for befolkningen i Gaza, på Vestbredden, i USA og i hele verden.

Der var en amerikaner, der ville have handlet, hvis han var blevet valgt til præsident, for at udelukke muligheden for, at de omstændigheder, som verden står over for i Gaza nu, overhovedet kunne være opstået. Lyndon LaRouche, i sin allerførste af otte valgkampagner for USA’s præsidentskab, drejede hele sin kampagne over på ideen om at genoprette retfærdighed i verden gennem oprettelsen af en International Udviklingsbank, et forslag, som først var blevet præsenteret for forskellige ledere, herunder fra Israel, Irak, Iran, Saudi-Arabien og andre nationer i april 1975. En senere version af dette oprindelige forslag blev kaldt ” Oase-planen”. Nu er en ny video om LaRouches Oase-plan blevet udgivet, og der må findes en måde at sikre, at mere end en million mennesker ser denne video og overvejer dens betydning for at nå frem til både en øjeblikkelig, såvel som en holdbar langsigtet plan for en retfærdig og fremgangsrig fred, ikke kun mellem israelere og palæstinensere, men også en fred, der fremprovokerer afviklingen af de anglo-amerikanske drabelige operationer i Syrien, Libanon, Egypten, Libyen, Sudan, Irak, Iran, Pakistan og Afghanistan – Sydvestasien, operationsområdet for den britiske efterretningsagent Bernard Lewis og hans følgesvende, Henry Kissinger, Zbigniew Brzezinski og Samuel P. “Civilisationernes sammenstød” Huntington.

De sidstnævnte var alle fjender af præsidentkandidat LaRouche. Det var der en god grund til. Om dem sagde LaRouche i en webcast den 24. januar 2002: ” I USA har vi en gruppe, som har samlet sig omkring store institutioner, magtfulde finansielle institutioner … som har samlet sig omkring folk som Henry Kissinger, Zbigniew Brzezinski, Samuel P. Huntington og andre. Disse mennesker, med visse militære skikkelser inkluderet, fremlagde en politik i 1950’erne, som er, hvad Eisenhower og MacArthur advarede imod. Det blev dengang kaldt en “utopisk” militærpolitik. Ideen var at oprette et amerikansk-domineret, anglo-amerikansk verdensimperium, ligesom Romerriget, baseret på den såkaldte professionelle soldat.

“Hvis man læser de bøger og artikler og diskussioner, som disse slyngler (hvis man vil give dem det rigtige navn) har skrevet, er deres politik at eliminere nationalstaten, oprette et verdensimperium i romersk stil under deres styre og skabe en militær styrke, som faktisk er udformet direkte efter det nazistiske Waffen-SS fra slutningen af Anden Verdenskrig: det vil sige tropper rekrutteret fra alle slags nationer til en styrke, som en dræberstyrke, til at føre evig krig, ligesom Waffen-SS. Så disse fyre er rigtige nazister. Det er utopisterne. Disse mennesker er forbundet med H. Smith Richardson Foundation, Olin Institute og så videre, American Enterprise Institute og så videre og så videre – de er forbundet med velhavende finansinstitutioner af samme type, fra USA og fra London, som bragte Hitler til magten i Tyskland i 1933-1934, som gjorde Anden Verdenskrig uundgåelig. Dette er fjenden! Det er den indre fjende, og den ydre fjende er af mindre betydning sammenlignet med den indre fjende.” [Fremhævelse i original].

Bemærk den nylige alarmerende afsløring fra journalisten Tucker Carlson (hvis interview med Vladimir Putin kan vise sig at blive det mest sete interview i historien, med nu langt over en milliard visninger), at USA’s efterretningstjenester forhindrede og blokerede ham i at gennemføre dette interview i tre år. Overvej nu: Hvis Carlson rent faktisk havde gennemført det interview i 2021, og det amerikanske folk og andre ville have hørt direkte fra Putin, hvad han rent faktisk tænkte på det tidspunkt, ville det så stadig have været muligt at vildlede anglo-sfæren til at støtte “Rusland-Ukraine-krigen” og dens NATO-dækkende “finansielle atomkrig” – en krig, der nu kan omfatte tyveri fra Rusland af aktiver til en værdi af 300 milliarder dollars?

Naturligvis har det Globale Syd ikke den slags illusioner om “krigen mellem demokratierne og autokratierne”. Det har den brasilianske præsident Lula gjort klart så sent som på sin rejse til det afrikanske kontinent, sine konsultationer med Egypten og sine taler på Den Afrikanske Unions topmøde i Addis Ababa. Den lille nation Yemen er nu ved at blive konfronteret med en europæisk flådeaktion mod den – USA og Storbritannien var åbenbart ikke nok – og Afrika og Asien, Kina og Rusland bemærker, hvad der sker. Der er forskel på magt og styrke.

I New York City i søndags, den 18. februar, mødtes en international forsamling for at forsvare og aktivere det amerikanske præsidentskab for den generelle velfærd. New Yorks uafhængige kandidat til USA’s senat, Diane Sare, og den uafhængige kandidat til New Yorks 15. kongresdistrikt, José Vega, samlede knap 300 tilhængere af deres kampagner til et møde med talere og deltagere fra Europa, Afrika, Asien, Sydamerika og flere amerikanske stater. Dette var den faktiske sammensætning af det, der oprindeligt grundlagde USA, og på tærsklen til 250-året for dets revolutionære fødsel er det vigtigt at minde om dette.

USA er heller ikke i dag det, som landet kæmpede imod i sin egen revolution. Nationen lider imidlertid af et angstfremkaldt hukommelsestab om, hvad den enkelte borgers pligter – ikke rettigheder, men pligter – er. Når de selvstyrende institutioner og deres ledere svigter, kræver den amerikanske Uafhængighedserklæring, at den amerikanske borger griber ind for at “ændre eller afskaffe” sin regerings uretmæssige handlinger og den “lange række af misbrug”, der truer livet, friheden og lykken for borgerne i denne eller enhver anden nation. USA’s befolkning kan ikke nyde deres umistelige rettigheder, hvis deres regeringsinstitutioner forsætligt og med ond vilje enten begår, muliggør eller tillader massehenrettelse af medlemmer af en anden suveræn nation eller et andet folk. For at genvinde sine umistelige rettigheder er det nødvendigt at overholde sine umistelige pligter.

For at gøre en ende på den nuværende uretfærdighed kan vi begynde med at cirkulere det forslag, som den afdøde amerikanske præsidentkandidat Lyndon LaRouche har udformet, kaldet “Oase-planen”, til en holdbar løsning på den unødvendige brodermorderiske konflikt i Sydvestasien, eller hvis man foretrækker det britisk-koloniale “slavenavn”, “Mellemøsten”. Massecirkulationen af Oase-planen, især blandt unge, kan i dette øjeblik bogstaveligt talt redde liv i Gaza. Dette må ledsages af indgriben over for en amerikansk kongres, der er gidsel i sin egen spektakulære korruption gennem lobbyister og afpresning i “Anthony Weiner-stil”. Dette skal ledsages af gadeaktioner, “teach-ins”, der involverer fra 3-5 personer til en hel campus, og som bruger den 15 minutter lange video som katalysator for diskussion. Dette skal suppleres med resolutioner vedtaget af byråd og delstatsparlamenter og ved at “nævne navnene” på de personer, der er forbundet med de virksomheder, banker, karteller og militære institutioner, der fremmer og profiterer på krig. Dette inkluderer den “hemmelige regerings” mødding af tænketanke, fonde og internationale konferencer, “de klogeste fyre i rummet”, som i “Enron-stil” har bragt nationen til randen af ødelæggelse.

Mens USA befinder sig lidt over et år fra 250-årsdagen for sin revolutionære fødsel, er der ingen kandidater, bortset fra de uafhængige kandidater fra New York, senatskandidat Diane Sare og New Yorks kongreskandidat José Vega, der overhovedet diskuterer dette faktum. Årsagen er, at andre, uanset deres tilsyneladende position, vælger at undgå at gå i skyggen af det ansvar, som denne nations grundlæggere har kastet. Det ansvar er over for fremtiden som historie, den fremtid, der er udtrykt i “Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur”, udarbejdet af grundlæggeren af Det Internationale Schillerinstitut, Helga Zepp-LaRouche. Lad os derfor blive enige om at vandre i skyggen af vores glemte forfædre og udbedre og forløse os selv ved at vælge modigt at huske det virkelige amerikanske præsidentskab og den sag, som denne nation blev født for.

Foto: Norman Rockwell, an early version of his Freedom of Speech painting

Ikke korrekturlæst

Panel 2: Søndag den 18. februar 2024

DANIEL BURKE: Vi skal til at begynde på vores andet panel på Diane Sare for U.S. Senate Presidents’ Day Conference, “America’s Next Fifty Years”. Mit navn er Daniel Burke. Det er mig en stor ære at præsentere den første taler i eftermiddagens panel: Hendes navn er Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag. Først og fremmest en meget varm hilsen til jer. Jeg synes, vi befinder os i et utroligt spændende øjeblik, meget, meget farligt, men også meget lovende. Hvis du er en gennemsnitlig amerikaner, og jeg tror, at du falder i den kategori, er du sandsynligvis vant til at se dette fra det amerikanske synspunkt, fra de amerikanske medier. Måske har du nogle venner i andre verdensdele, som du kommunikerer med, men primært er du meget påvirket af det miljø, der er skabt i Washington Beltway, og af de sociale medier, du følger. Men generelt set er det et amerikansk miljø. Det betyder med al sandsynlighed – og jeg er glad, hvis du er uenig med mig i diskussionsperioden – at du tænker mere eller mindre som det, medierne portrætterer. Så er der alle problemerne i Amerika; jeg ved, at Diane har talt om nogle af dem, og José har talt om nogle af dem. Men jeg vil gerne fortælle jer, at der faktisk foregår en helt anden udvikling i verden og et tektonisk skift i historien, hvor der foregår en helt anden dynamik, som faktisk er meget lovende og meget mere optimistisk end noget, man kan konkludere ved bare at se på det fra USA eller endda fra Europa for den sags skyld. Og de fleste mennesker i Vesten har ingen idé om, hvor gigantisk dette tektoniske skift, der finder sted, faktisk er, og hvor langt det er nået.

Det er ikke bare et spørgsmål om at opbygge et nyt økonomisk system, for landene i det Globale Syd har gennemgået en hel serie af udviklinger, hvor de nu for alvor er ved at udvikle et helt nyt økonomisk system. Det indebærer også et helt andet livssyn, andre værdier, og ikke nødvendigvis dårligere værdier, men mere sandsynligt værdier, der var fælles for amerikanere, for dine bedsteforældre eller endnu længere tilbage, på tidspunktet for den amerikanske revolution, Lincoln og så videre. Jeg behøver ikke at uddybe, hvordan Amerika tænker om sig selv lige nu, for du sidder midt i det.

Lad mig give dig to forskellige perspektiver: For det første har der de sidste tre dage været sikkerhedskonference i München. Den kaldes generelt “det militære Davos”, hvor alle de vestlige topmilitærer, top-parlamentarikere, der beskæftiger sig med militære spørgsmål, topgeneraler, topforsvarsministre og så videre mødes. Det er dybest set den absolutte PR-begivenhed for hele det militærindustrielle kompleks på begge sider af Atlanten. Denne gang inviterede de nogle folk fra det Globale Syd, fordi de på en eller anden måde indså, at det Globale Syd bevæger sig i en helt anden retning. Det, de grundlæggende diskuterede på denne 60. sikkerhedskonference i München, var, hvor fantastisk det er, at alle NATO-landene nu har øget deres militærbudgetter. I USA er det næsten en billion dollars om året; alle de andre lande har øget deres budgetter til 2% af deres årlige budgetter, nogle af de baltiske lande endda til 3%.

I ugerne op til konferencen var der en voldsom optakt til den kommende krig med Rusland. Den eneste forskel var, at nogle sagde: “Nej, vi skal forberede os på krigen med Rusland om to år, tre år”; andre sagde: “Nej, vi har tid, fem år eller endda otte år”. Men der er enighed om, at denne krig med Rusland vil finde sted. Og selvfølgelig, hvilket er et tegn i tiden, når man har en konference, der startede meget positivt som en platform for dialog, så var Rusland selvfølgelig ikke inviteret. Der var absolut ingen plads til diplomati, bortset fra den kinesiske gæst, Wang Yi, som selvfølgelig talte om behovet for demokratiske tilgange, diplomati og dialog.

Dybest set var det postyr, flere våben til Ukraine, hvorfor sender Tyskland ikke Taurus-missiler, hvorfor ikke bringe våben, der går dybt ind på Ruslands territorium? Og selvfølgelig kom nyheden om Navalnyjs død som en bombe, der eksploderede et par minutter før konferencens åbning. Selvfølgelig var der en komplet virak: Nu kan NATO kun give ét svar: “Vi må sørge for, at Putin får regningen for det her”. Så atmosfæren var helt utrolig. Og fordi Trump formodes at vinde valget i USA, opstod der et hysteri om, at nu må Europa have sin egen atombombe, Tyskland må have bomben. Så det er et andet perspektiv.

For at bevæge os et helt andet sted hen, så var det i sidste uge kinesisk nytår, dragens år. Det kinesiske folk og mange kinesiske samfund rundt om i verden havde festligheder med helt spektakulære og unikke scener under disse forårsfestdage, smukke og farverige og fulde af fantasi, fuldstændig forbløffende for hele verden. Bare i løbet af weekenden rejste 2,3 milliarder mennesker fra den ene by til den anden i Kina for at besøge familie og venner på tværs af regionerne i Kina under denne forårsfestival. Der var også rekordmange til forårsfestivalen, til film og til seværdigheder mange steder. Det faktum, at denne festival også fejres i mange andre dele af verden, viser, at den globale betydning af denne festival virkelig spreder sig.

Et tredje perspektiv er, at der på samme tid er det årlige møde i Den Afrikanske Union i Addis Ababa. I betragtning af det absolut dominerende emne, folkemordet i Gaza, var dette et meget stort diskussionsemne. Og det andet store emne var afrikansk udvikling og springet ind i en helt ny fase af afrikansk historie. Formanden for Den Afrikanske Unions kommission, Moussa Faki Mahamat, beklagede den voksende uretfærdighed i verden i dag, det stigende overherredømme, som Gaza blot er det værste eksempel på. Han fik stort bifald, da han talte om Sydafrikas rolle i at bringe folkemordet i Gaza for Den Internationale Domstol i Haag. Han citerede Mandela for at sige, at Sydafrikas frihed er ufuldstændig, hvis Palæstina ikke er frit.

Derefter gav en anden taler, Etiopiens premierminister, Dr. Abiy Ahmed Ali, et meget smukt perspektiv på Afrikas fremtid og sagde, at afrikanske nationer burde blive nøglespillere i udformningen af den økonomiske fremtid for hele menneskeheden. Han fortalte den smukke historie om Afrika som menneskehedens hjem, oprindelsen til landbrug, arkitektur og medicin. Han gennemgik historien om, hvordan Afrikas udvikling blev holdt kunstigt tilbage af kolonialismen, fordi uddannelse blev undertrykt, kultur blev undertrykt og undermineret, og der var et gigantisk tyveri af ressourcer. Men så blev han optimistisk og sagde, hvilken utrolig fremtid Afrika vil få, fordi det er fuldt af rige ressourcer, men især fordi det har en meget ung befolkning, der vil være i stand til at gennemføre de meget dristige visioner i Agenda 2063, hvor Afrika vil være et fuldt moderne og udviklet kontinent.

Så hvis man ser på verden fra disse tre vinkler, hvilken tendens vil så være fremherskende? Vil det være kinesernes harmoniske syn? Bliver det den nordatlantiske regions krigeriske syn? Eller vil det være udviklingsperspektivet, som det kommer til udtryk i Addis Ababa?
For at nå frem til et positivt resultat, hvor der ikke er plads til diplomati eller samarbejde, men kun mere krig, flere våben, mere oprustning, hvis den atlantiske fraktions geopolitiske syn dominerer, så er der fare for, at vi ender i Tredje Verdenskrig. For at se, hvor den mulige udvej er, er vi nødt til at se tilbage på, hvordan vi kom til dette utroligt farlige og forfærdelige øjeblik.

Det er vigtigt at se på, hvad der gik galt undervejs, måske startende med den tabte mulighed i 1989. De fleste af jer var ikke født, eller måske knap nok født, da Berlinmuren faldt i Tyskland, og Sovjetunionen gik i opløsning. Men det var et utroligt øjeblik, hvor historien kunne have ændret sig til det bedre, fordi Lyndon LaRouche og vores bevægelse foreslog en fredsorden for det 21. århundrede, som var ideen om den eurasiske landbro, der forbinder Europa og Asien gennem udviklingskorridorer, som så ville have været den grundlæggende motor for genopbygningen af hele verdensøkonomien. Det var i høj grad muligt, men desværre var der på det tidspunkt allerede de neokonservative i Storbritannien og USA, som på trods af alle deres løfter til Gorbatjov om ikke at flytte NATO en tomme mod øst, allerede planlagde deres rolle som den dominerende kraft i en unipolær verden baseret på angloamerikanske relationer. Dette blev for eksempel udtrykt af Francis Fukuyama, som talte om [{End of History}] (https://www.simonandschuster.com/books/The-End-of-History-and-the-Last-Man/Francis-Fukuyama/9780743284554), og ideen om, at alle lande i verden ville indføre den demokratiske liberale model, og at historien derfor ville slutte, fordi alle ville være ens, og ingen større begivenheder ville finde sted på grund af denne dominans af den liberale orden.

Vi ved, hvad der skete i de følgende år, for ikke alle lande ønskede af egen fri vilje at underkaste sig denne idé om den neoliberale model. Så der var medicinen: regimeskift, farvede revolutioner, interventionskrige og seks NATO-udvidelser mod øst. En del af det var Ukraine, fordi de neokonservative var helt overbeviste om, at Rusland skulle reduceres til en regional magt, som Obama senere ville sige, eller endda skæres i stykker, så andre lande kunne få adgang til Ruslands enorme naturressourcer. I 1990’erne var det ikke noget problem, fordi Jeltsin-regeringen gik med til det, og Rusland blev plyndret. Men da Putin kom til, begyndte han at gøre op med det og arbejde på at genoprette Ruslands rolle som verdensleder – det er trods alt det største land, når det gælder territorial udstrækning, og det har 11 tidszoner. Så Rusland har en vis grund til at tro, at det har ret til at være en af de store spillere i verden. Men dette blev allerede forsøgt vendt med den orange revolution i Ukraine i 2004, fordi ideen fra et geopolitisk synspunkt var, at når man flytter NATO eller offensive amerikanske våbensystemer til Ruslands grænse ved at integrere Ukraine i den vestlige lejr, bliver Rusland ikke til at forsvare. Og det ved Rusland, og det er derfor, situationen er, som den er i dag med hensyn til krigen i Ukraine.

Victoria Nuland pralede med, at udenrigsministeriet alene har brugt 5 milliarder dollars på Ukraine. I mellemtiden er historien om, at krigen, der startede den 24. februar 2022, var “uprovokeret” og derfor kriminel og hvad ved jeg, blevet fuldstændig trukket tilbage af generalsekretær Stoltenberg, som sagde, at krigen faktisk startede i 2014.

Der er selvfølgelig to historier om, hvad der skete i 2014. Den ene er, at der var et demokratisk oprør på Maidan; og den knap så pæne historie er, at det var et fascistisk kup støttet af Vesten. Vi har dokumenteret i detaljer, hvilken af de to versioner der er sand. I mellemtiden har Merkel og Hollande indrømmet, at hele forhandlingen om Minsk-aftalen kun blev gennemført for at vinde tid. Dette var endnu en forspildt mulighed. Den første var i 1989, hvor fredsordren ikke blev accepteret. Denne, hvor man ikke fik fred med Minsk II-aftalerne, var den anden store forspildte chance. Og da Putin den 17. december 2021, efter at hele situationen allerede var blevet – undskyld, jeg bliver ved for længe, men det var allerede en forspildt mulighed.

Derefter fulgte en meget lang række sanktioner mod Rusland, hvor ideen var at ruinere Rusland, hvilket ikke virkede. Det er nu den største økonomi i Europa. Så blev dollaren gjort til et våben ved at konfiskere russiske aktiver for 300 milliarder dollars, afghanske aktiver for 9 milliarder dollars [i vestlige banker]. Alt det havde et gigantisk tilbageslag, en af-dollarisering. Lande sagde, at det ikke er sikkert at have sine aktiver i dollars, så de begyndte at handle i lokale valutaer. Og de er ved at opbygge deres egen valuta. Og BRICS har nu 9 medlemslande, 22 andre lande har ansøgt om medlemskab, 40 andre har udtrykt interesse for at blive medlemmer, muligvis allerede i år.

Det Globale Syd har aldrig købt NATO-fortællingen, fordi de bedømmer situationen ud fra erfaringerne fra kolonialismen, og når de ser effekten af USA’s interventionskrige, og de sammenligner det med det økonomiske win-win-samarbejde, de får, når de handler med kineserne, ser de meget klart, at deres eneste chance for at blive fuldt udviklede lande – ikke bare råvareeksportører – og for at få fuld industriproduktion i deres egne lande, med ideen om at blive mellemindkomstlande på kort sigt, ser de, at det er muligt med Kina. De er også meget taknemmelige over for Rusland, fordi de ved, hvad Sovjet gjorde under den anti-koloniale kamp. Det er derfor, at det Globale Syd ikke bevæger sig sammen med de atlantiske lande. Hvis USA og Europa ikke kommer ned fra eurocentrismens høje hest og retter op på de fejl, der har ført til den nuværende situation, vil vi se mere af det, vi har set i de seneste uger og måneder: Landmænd i gaderne i hundredtusindvis i Grækenland, Italien, Spanien, Frankrig, Portugal, Holland, Tyskland, Ungarn og andre lande.

Så vi har en situation, hvor alt er på spil. Jeg vil bare – det er for kort til at gå ind i det nu, men der er en gigantisk kamp om kontrollen over narrativet. Vesten forsøger desperat at kontrollere fortællingen om, at det liberale system, den “regelbaserede orden”, at vi er de gode, og at vi kæmper mod diktaturerne i Rusland, Kina og så nogle andre autokratiske diktatorer i det Globale Syd. Men jeg kan kun fortælle dig, at vi er på randen af krig. Det skyldes, at det vestlige system virkelig er i en form for totalt kollaps, og derfor er der en gigantisk indsats for at kontrollere denne fortælling med midler, der faktisk ikke er så demokratiske, men de er ret diktatoriske.

Der er et fascinerende interview, som Tucker Carlson lige har lavet med [Mike Benz] (https://www.youtube.com/watch?v=CRYSKaS-XtQ/), som tidligere var leder af cyberporteføljen i udenrigsministeriet. Han er nu administrerende direktør for Foundation for Freedom Online. I dette interview, som jeg varmt anbefaler, at du ser, går han i detaljer med, hvordan man forsøger at få total kontrol over NATO’s narrativ ved at bruge de værktøjer, der tidligere blev brugt mod russerne og andre eksterne fjender, men denne gang til total censur af den hjemlige befolkning. Det er ikke helt nyt, for det var metoder, der blev brugt i efterkrigstiden af Kongressen for Kulturel Frihed. Men med fremkomsten af internettet og kontrollen af de sociale medier er det nu langt mere effektivt. Det er utroligt. Enhver, der udfordrer NATO-fortællingen, ikke ved at gøre noget uanstændigt, men bare ved at forsøge at inddrage den større historiske kontekst og perspektiv, bliver enten stemplet som russisk agent, ligesom Russiagate mod Trump i 2016, eller bare som højreekstremist, antisemit eller noget andet. Der findes metoder til at skjule folk, til at bruge algoritmer til at få dig til at forsvinde på internettet. Så det gør det meget vanskeligt.

Jeg tror, at den eneste vej ud af denne krise er at sørge for, at den Globale Majoritets stemme bliver hørt i USA og også i Europa, fordi de repræsenterer 85% af verdens befolkning. Nu er jeg nødt til at slutte på grund af min tidsbegrænsning.

Hvis man ser på, hvad der foregår blandt BRIKS+, har de til hensigt at bygge infrastruktur på et helt moderne niveau. Der er allerede et bedre højhastighedstog mellem Bandung og Jakarta, Kunming og Laos, end der er noget sted i USA eller Europa, måske med undtagelse af Spanien. Landene i det Globale Syd ønsker at komme videre, de ønsker at have atomenergi, de ønsker at deltage i rumprojekterne i de store rumnationer som Rusland, Kina og Indien – eller USA, men ikke så meget.

Under alle omstændigheder er det, vi skal opnå, og jeg kan kun tilbyde dig mere diskussion i Q&A, at vi har brug for et nyt paradigme i USA. Vi er nødt til at overbevise store dele af befolkningen om at gå fra konfrontation til samarbejde, til partnerskab, til lighed, til respekt for det andet system. Vi er især nødt til at få unge mennesker til at blive begejstrede for at lære om, hvordan fremskridtets fakkel i den universelle historie er blevet givet videre fra et land og en kultur til en anden: Hvis man for eksempel ser på den gamle Silkevej, var det ikke kun udveksling af varer, men frem for alt udveksling af teknologier. Ikke bare silke, men hvordan man laver silke; ikke bare porcelæn, men hvordan man laver porcelæn. Hvis man ser på lægevidenskabens udvikling fra den græske læge Hippokrates til Galen og Ibn Sina, som levede i Usbekistan og Afghanistan omkring år 1000: Hvis de ikke havde gjort deres gennembrud, ville vi ikke have siddet her. Fordi de var der, kunne vores forfædre, vores tipoldeforældre leve og få børn, og vi er slutresultatet af det. Så vi er tæt forbundet med den universelle historie på samme måde, som det, vi gør, er at lægge fundamentet for bedre generationer i fremtiden.

Jeg tror, vi er nødt til at tage denne idé om et nyt paradigme, om at tænke på én menneskehed først, og have en dialog mellem kulturer og opdage, hvor smukke andre kulturer er, og hvor forskellige og hvor meget rigere vi bliver ved at kende dem. Jeg tror, at hvis vi griber ind i USA og Europa med dette perspektiv, er jeg absolut håbefuld og optimistisk med hensyn til, at vi kan vinde befolkningen for en idé om agape, om kærlighed til menneskeheden. Og den smukke tekst af Schiller i {Ode til glæden} i den niende symfoni, komponeret af Beethoven, om det – “Alle mennesker bliver brødre” og også søstre: at vi bliver den ene menneskehed.

Ikke korrekturlæst

Feb. 17, 2024 (EIRNS)- Mens sikkerhedskonferencen i München omfattede den sædvanlige krigsgale skare, der var meget oprørte over Ruslands forfærdelige krænkelser af international lov i Ukraine, mens de forblev bemærkelsesværdigt tvetydige om Israels ødelæggelse af Gaza, bød Den Afrikanske Unions møde for stats- og regeringschefer i Addis Ababa på et meget anderledes sæt stemmer, der fokuserede på samarbejde for fred og ægte udvikling.

NATO-ledere gjorde, hvad NATO-ledere gør: Den tyske kansler Olaf Scholz opfordrede de lande, der har forpligtet sig til at levere våben til Ukraine, til at indfri deres løfter. USA’s udenrigsminister Blinken proklamerede, at enhver våbenhvile kun ville gavne Rusland, og advarede Kina mod at hjælpe Rusland, da Washington “ville se enhver form for militær hjælp eller unddragelse af sanktioner som et meget alvorligt problem for os og for mange andre lande rundt om i verden.” Ukraines udenrigsminister Dmytro Kuleba delte sin vrangforestilling om en ukrainsk sejr: genoprettelse af territorial integritet, kompensation for skader, ansvarlighed for krigsforbrydelser og garantier for, at Rusland ikke vil udgøre en trussel i fremtiden. Og USA’s vicepræsident Kamala Harris mødtes med Ukraines præsident Zelenskyy for at forsikre ham om, at de våben og penge, der kræves for at opretholde strømmen af ukrainere, der dør i kamp, ville blive opretholdt.

Den kinesiske udenrigsminister Wang Yi var en fornuftens stemme i München. “Uanset hvordan verden ændrer sig, er Kina et ansvarligt stort land, som vil holde sine principper og politikker konsekvente og stabile,” sagde han. “I en turbulent verden vil Kina være en styrke for stabilitet.”

“De, der forsøger at lukke Kina ude under påskud af at mindske risikoen, begår en historisk fejltagelse,” tilføjede han. “Verdensøkonomien er som et stort hav, der ikke kan opdeles i isolerede søer. Tendensen mod økonomisk globalisering kan ikke vendes. Vi er nødt til at arbejde sammen for at gøre globaliseringen mere universelt gavnlig og inkluderende.”

De visioner, der blev præsenteret i Addis Ababa, stod i skarp kontrast til den overordnede tone i München.

Formanden for Den Afrikanske Unions kommission, Moussa Faki Mahamat, talte om den voksende uretfærdighed, overherredømme og “magt gør ret” mentaliteten. “Det mest åbenlyse tilfælde,” sagde han, “er Gaza i Palæstina.” Det er ved at blive ødelagt, dets folk “næsten udryddet” og berøvet deres menneskerettigheder og værdighed. “Internationale rettigheder, internationale menneskerettigheder, menneskets rettigheder, selve moralen” bliver ignoreret og trampet på. De forsamlede ledere og gæster klappede, da han udtrykte sin glæde over Sydafrikas handling ved Den Internationale Domstol. Den afrikanske stemme for retfærdighed, sagde han, minder om Nelson Mandelas ord, som sagde, at frihed var ufuldstændig uden palæstinensernes frihed. Domstolens afgørelse var en sejr, ikke kun for Sydafrika, ikke kun for Afrika, men for alle nationer, der står op for palæstinenserne.

Etiopiens premierminister, Dr. Abiy Ahmed, talte som den næste og fokuserede på, at afrikanske nationer bliver nøglespillere i udformningen af den økonomiske historie. Afrika var menneskehedens hjem, oprindelsen til landbrug, arkitektur og medicin. Kolonialismen holdt den afrikanske udvikling tilbage ved at undertrykke uddannelse, underminere kultur og begå økonomisk tyveri. Men kontinentet er velsignet med rigelige ressourcer, en ung befolkning og et stort potentiale. Han talte om Den Afrikanske Unions “Agenda 2063”-plan som den meningsfulde vision for fremtiden. Interkonnektivitet vil muliggøre større økonomisk integration og udvikling. Fred og stabilitet er grundlaget for udvikling, og det er gennem samarbejde, at dette vil være muligt.

Palæstinas premierminister Mohammad Shtayyeh bragte sine hilsner til Afrika fra det lidende folk i Palæstina, i Gaza. Israel lytter ikke til nogen, ikke engang USA, sagde han. Han bad om international handling for at stoppe drabene. Han talte om den igangværende aktivitet ved Den Internationale Domstol, både i spørgsmålet om folkedrab og i spørgsmålet om bosættelser som en form for kolonialisme. Hæv din stemme mod denne uretfærdighed og på vegne af det palæstinensiske folk, opfordrede han. Løft jeres stemme for at tvinge Israel til at tillade levering af varer, sundhedspleje, elektricitet og vand. Fred er mulig, men det kræver hjælp fra verdenssamfundet.

Sikkerhed og fred kan ikke opnås med magt alene. Man får ikke venner gennem magt. Det er kun gennem et perspektiv for fremtiden baseret på den fælles menneskelige stræben efter mening, efter vækst, efter at opdage og lære, efter at gøre godt, at fred er mulig.

Overvej situationen i Israel og Palæstina. I et halvt århundrede har Lyndon LaRouche og hans bevægelse organiseret for et udviklingsperspektiv som et fundament for fred.

“Det objektive grundlag for en løsning [i Mellemøsten] er den økonomiske udviklingspakke, vi har peget på,” skrev Lyndon LaRouche i 1977. “Enhver anden tilgang vil mislykkes, vil hurtigt blive nedbrudt til farce – og sandsynligvis krig. Men det er ikke blot materielle fordele i sig selv, der danner grundlag for fred. Det er det faktum, at regeringernes forpligtelse til at realisere en høj grad af videnskabelige og teknologiske fremskridt fremmer humanistiske holdninger.”

LaRouche-organisationens video om LaRouches “Oasis Plan” præsenterer et stærkt billede af den fremtid, der kan skabes.

Og en stor personlig begivenhed i retning af at realisere et humanistisk syn sker på søndag i form af Sare for Senate 2024 Presidents Day Conference.

Foto: Munich Security Conference. Credit: MSC

Ikke korrekturlæst

AB: Velkommen alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er det 37. møde i træk, vi har holdt. Tak til jer alle for at deltage. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg skal være ordstyrer i dag sammen med mine medordstyrere Dennis Small og Dennis Speed. Hvis du har lyst til at tale, stille et spørgsmål eller komme med et forslag, kan du vælge at række hånden op. Hvis du har rapporter om den mobilisering, du har været i gang med, nogle af de protester, du har organiseret, vil vi meget gerne høre om det. Jeg ved, at folk har haft meget travlt, og det er jeg glad for at høre; at ingen hviler på laurbærrene her.

I dag har vi en række præsentationer i begyndelsen. Især en kort dokumentarfilm kaldet ” Oase-planen”, som netop er blevet færdiggjort af LaRouche-organisationen. Min gode ven Jason Ross vil tale om den. Vi vil også have en række andre spændende rapporter efter det. Med det vil jeg give ordet til Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Mens vi taler her, finder der en anden begivenhed sted i München lige nu, hvor den årlige München Sikkerhedskonference finder sted. Det plejede at være et sted, hvor sikkerheds- og militæreksperter fra hele verden kom, og hvor man forsøgte at finde løsninger på problemer. Men de tider er for længst forbi. I mange årtier nu kan man sige, at denne sikkerhedskonference – eller faktisk siden Horst Teltschik blev erstattet af sine efterfølgere som formand – er blevet forvandlet til en PR-begivenhed for det militærindustrielle kompleks internationalt. Der er stadig mange taler, der skal holdes, men tonen af total konfrontation blev allerede slået an af nogle af de journalistiske kommentatorer. Naturligvis kom nyheden om, at Navalnyj tilsyneladende var død, og hans kone var der ved et uheld. Hun tog ordet og kom med en meget stærk anklage mod Rusland. Det satte tonen, og nogle af kommentatorerne sagde, at det var det mest bevægende øjeblik i denne konferences historie nogensinde. Så du kan forestille dig, at den generelle tone på denne konference vil være konfrontation og ingen diskussion – i hvert fald ikke fra de nordatlantiske lande – der går i retning af en diplomatisk løsning på alle de forskellige konflikter, vi har.

Naturligvis forholdt Guterres, FN’s generalsekretær, der holdt hovedtalen, sig anderledes. Han talte om lovløsheden i den internationale situation, hvor flere og flere lande forsømmer deres forpligtelser. Han fordømte også Hamas den 7. oktober, men også den kollektive afstraffelse af palæstinenserne i Gaza. Han beklagede meget det faktum, at 1,4 millioner mennesker nu sidder i en ufattelig skæbne i Rafah. Så det var en vigtig holdning. Også det faktum, at Ghanas præsident krævede en retfærdig ny økonomisk verdensorden og sagde, at det ikke kan fortsætte, at den ene del af verden lever i rigdom, og den anden del står over for sult hele tiden. Han krævede en ny retfærdig økonomisk verdensorden. Der var også annonceret en relativt stor tilstedeværelse fra medlemmer af det Globale Syd. I den seneste tid har nogle af NATO-landene åbenbart indset, at de allerede har mistet det Globale Syd. Der gøres en indsats for at rette op på det, men medmindre der er en reel vilje til at ændre aksiomerne, vil alle disse ting ikke være andet end en PR-indsats.

Vi er stadig mobiliseret for et alternativ, som er ekstremt presserende. Jeg har allerede nævnt den ubeskriveligt forfærdelige situation, der foregår i Gaza og især i Rafah. Brasiliens præsident Lula har netop besøgt Egypten og har tydeligvis indtaget en holdning, der kræver en øjeblikkelig tostatsløsning. Så der er masser af bevægelse. Siden vi talte sammen sidst, har den sydafrikanske regering fremsat et yderligere forslag på grund af det igangværende folkedrab, som de mener, finder sted. Det bliver behandlet af Den Internationale Domstol. I næste uge sker der noget meget interessant; nemlig at fra den 19.-26. februar – en hel uge – vil næsten 20 lande vidne om ikke Sydafrikas nylige indgivelse, men om en klage fra FN’s Generalforsamling, som de allerede udstedte den 30. december 2022. Det vil sige længe før Hamas-angrebet. Her gjorde de opmærksom på Israels 55 år lange besættelse af palæstinenserne og de mange krænkelser i den forbindelse. Det vil selvfølgelig hænge sammen med den igangværende retssag, som er to separate ting. Men det er klart, at den nuværende situation påvirker, hvad der bliver sagt i næste uge, og det beviser også, at der er en historie før angrebet den 7. oktober; det modbeviser alle disse bestræbelser på at sige, at dette var et uventet og uprovokeret angreb, hvilket er det sprog, der normalt bliver brugt.

Alt dette er vigtigt, og det er meget prisværdigt og meget godt. Men jeg vil virkelig gerne understrege på det kraftigste, at der er brug for noget meget mere grundlæggende, for hvis vi ikke ændrer situationens håbløshed, tror jeg ikke, at der kan findes en løsning. Det er derfor, vi vil bruge diskussionen i dag til igen at pege på min afdøde mands, Lyndon LaRouches, forslag, som han fremsatte allerede i 1975 om at udvikle hele regionen gennem en Oaseplan; en grundlæggende økonomisk udviklingsplan. Det står mere og mere klart, at det er det eneste håb, medmindre man virkelig fuldstændig ændrer og vælter det geopolitiske bord og går helt over til et nyt paradigme med ideen om, at fredens nye navn er udvikling.

Som I kan se, viste vi dele af denne video for mange uger siden, men vi har forbedret den. Det er nu en fremragende video, og de første reaktioner, vi har fået fra vigtige mennesker rundt om i verden, er, at det absolut er et genialt forslag, at det skal lægges på bordet. Vi vil gerne gøre det til hovedemnet for diskussionen i dag, eller i det mindste et af hovedemnerne, fordi vi ønsker, at medlemmerne af denne diskussion virkelig bruger al den indflydelse, I har, til at få dette ud på den bredest mulige måde. Vi er nødt til at oversvømme zonen, så alle, der på nogen måde er relateret til krisen – og det er virkelig alle – kender til dette og begynder at kæmpe for det. Naturligvis er udviklingen af Sydvestasien kun en del af det absolut presserende behov for at få en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der giver mulighed for udvikling af alle lande på planeten. Men at starte med Oase-planen er en meget vigtig ting.

Så se venligst denne video. Den er kun 14 minutter lang, men den er meget vigtig som grundlag for diskussionen i denne dialog i dag. [Videoen vises].

{Bemærkninger under diskussionen}}

Jeg tror, at hvis man ser på situationen, som den er lige nu, kan man sige, at man har et argument. Alligevel tror jeg, at følelsen af uretfærdighed for palæstinenserne, så længe de ikke har deres egen stat, aldrig vil forsvinde. Min opfattelse fra diskussioner med palæstinensere er, at de er i stort flertal for deres egen stat, fordi de betragter hele denne region som deres oprindelige land. Men det er i virkeligheden ikke det vigtigste. Det vigtigste er i virkeligheden, at man ikke tænker Oase-planens indvirkning ind i denne ligning. Hvis man ser på landet, som det er, er det en ørken. Der er ingen vækst, ingen skovbrug, intet landbrug. Folk sidder dybest set i absolut tørt sand, og der er ingen udvikling. Men hvis man ser det fra en helt anden synsvinkel, at vi lige nu kun kommer derhen, hvor vi skal være, hvis der kommer en ny retfærdig økonomisk verdensorden. Den eneste måde, den kan komme i stand på, er, hvis det Globale Syd, som lige nu massivt kræver det – faktisk gjorde Ghanas præsident Nana Akufo-Addo det meget klart på sikkerhedskonferencen i München, at der skal være en retfærdig ny økonomisk verdensorden.

BRIKS vokser. BRIKS er nu BRIKS-9; der er 22 lande, der allerede har ansøgt om medlemskab; 40 mere har signaleret, at de ønsker at være en del af det. I 2024, når Rusland har ledelsen af BRIKS, vil der meget sandsynligt ske store fremskridt. På topmødet i oktober tror jeg, at det er meget sandsynligt, at vi vil se mange nye medlemmer, og endda en ny international reservevaluta baseret på en kurv af varer og ikke monetære værdier. Så det går i retning af, at denne bevægelse vil repræsentere 80% af menneskeheden, herunder nogle af de befolkningsrige lande som Kina, Indonesien, Indien, Nigeria og andre, der er på vej til at blive en del af dette nye økonomiske system.

Det er på den ene side det bedste, der er sket i meget lang tid, fordi det afslutter en 600 år lang periode med kolonialisme. Som svar på et spørgsmål, der blev rejst tidligere, er landene alle nået til et punkt, hvor de kræver, at de ikke længere er eksportører af råmaterialer, men at de forarbejder råmaterialerne i deres egne lande, tilføjer til værdikæden, går ind i produktion af halvfabrikata, færdigvarer, fuld landbrugs- og industricyklus med det klare mål at blive mellemindkomstlande på kort til mellemlangt sigt; men tættere på kort sigt end mellemlangt sigt. Det betyder, at hele verdens økonomiske system kommer til at ændre sig.

Problemet er, at vi er nødt til at få en dynamik, hvor europæerne og amerikanerne stopper den geopolitiske konfrontation med det, fordi det ville bringe dem i krig med det store flertal af menneskeheden. Vi er nødt til at overbevise folk i USA og Europa om, at vi er nødt til at samarbejde med dem, og så kan alle problemer ændres. Det er derfor, vi har skubbet på ideen om en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der ikke kun involverer en ny arkitektur for Europa, men faktisk en global arkitektur. For hvis man ikke tager hensyn til sikkerheds- og udviklingsinteresserne i hvert eneste land på planeten, vil det ikke fungere. Det var læren af den westfalske fred, og det var på en negativ måde læren af Versailles-traktaten, som kun var springbrættet til den næste verdenskrig.

Så selv om dette er et stort skridt, og de fleste ikke kan forestille sig, hvordan vi kan have et sikkerhedssystem, der involverer Rusland og Kina og Iran og alle disse lande, havde vi engang et system med traktater om atomnedrustning og forskellige andre nedrustningsaftaler, som allerede var et skridt i denne retning. USA har ensidigt annulleret alle disse traktater i løbet af de sidste 20 år. Så det er ikke umuligt at vende tilbage til et diplomatisk regime, hvor man opbygger et sikkerhedssystem, der er sikkert og garanterer sikkerheden for hvert enkelt medlem af en sådan alliance. Det er tidens dynamik, og det er ikke noget, der ligger langt ude i fremtiden. Vi er nødt til at opnå det i år.

Hvis vi går i denne retning, og de andre lande i Sydvestasien, såsom Golfstaterne, eller Irak, Syrien, Afghanistan, Iran – alle disse lande har en grundlæggende interesse i stabilitet i regionen. Mange mennesker anerkender, at den vedvarende voldscyklus, hvor man har et angreb fra den ene side, og så et andet fra en anden side, som man halshugger, så vokser folk, og man har en ny generation. Den cyklus er nødt til at stoppe. Den eneste måde at stoppe det på er ved at se på det fra oven; se på det ud fra synspunktet “Den Nye Silkevej bliver Verdenslandbroen”, hvor man siger: “OK, vi bliver enige om en plan for fælles udvikling for alle regioner i verden, for vi skal overvinde fattigdom, vi skal overvinde underudvikling, mangel på sundhedspleje, mangel på rent drikkevand. Og vi vil organisere vores anliggender på en rationel måde.” Til det har vi brug for konferencer, vi har brug for en diskussionsproces, hvor intelligente mennesker fra hele verden bliver enige om det af den simple grund, at vi er den kreative art. Hvis vi ikke kan løse disse problemer, vil vi sprænge os selv i luften i en atomkrig. Vi sidder under alle omstændigheder på sådan en krudttønde.

Jeg tror, at man er nødt til at starte med en vision for hele dette område, som er en komplet ørken. Hvis man ser på kortet, har man en ørken, der går fra Atlanterhavet i Afrika, en meget bred stribe, der udvider sig, Sahara, Sahel-zonen. Så fortsætter den ind i Saudi-Arabien, ind i hele Sydvestasien; den fortsætter gennem Iran ind i Kina og går hele vejen til det nordøstlige Kina. Kina er med stor succes begyndt at gøre noget ved det ved at gøre ørkenen grønnere. I det nordøstlige Kina har de faktisk etableret skovbrug og landbrug på størrelse med Tysklands territorium. Det er utroligt. Hvis den kinesiske metode kan anvendes i Sydvestasien, så kan folk se fordelene for alle. En retfærdig løsning kan kun være, at alle sider anerkender, at deres interesser også er den andens interesser og omvendt. På den måde forsvinder faren for krig og terrorisme og alle disse ting, fordi man udvikler en dynamik af fornuft. Hvis alle de lande, der er naboer til Israel og Palæstina, som Afghanistan, Iran, Indien (som ligger lidt længere væk), Syrien, Yemen; alle disse lande er en del af en udviklingsdynamik, hvor alle kan tro på, at deres liv vil blive bedre, at de vil have en fremtid for sig selv og deres børn. De kan studere, de kan blive normale mennesker, der lever et smukt liv. Det vil ændre dynamikken. Det er derfor, Oase-planen er så absolut vigtig.

Hvis folk sidder fast i deres pragmatisme og tæller: “Du har gjort dette mod mig, og jeg har gjort dette mod dig,” så har du en endeløs liste, og du vil aldrig kunne stoppe den. Men hvis du vender bordet helt om og siger: “Her er en smuk vision for, hvordan vi kan opnå det.” Oase-planen er yderst realiserbar, for med en meget umiddelbar forbedring, som du kan opnå på et år eller to, er det ligesom Nehru gjorde med den grønne revolution. Ikke alle var enige, så han startede med de landmænd, der var enige, og så så resten, at det gav fordele, og til sidst var alle enige.
Udviklingskraften er den eneste ting, vi er nødt til at kaste ind i situationen for at have noget håb om at ændre den.

(Spørgeren siger, at han støtter alt, hvad hun lige har sagt, men ikke forstår, hvordan fru Zepp-LaRouche kan støtte tostatsløsningen).
Jeg tror, det har noget at gøre med suverænitet. Hvis de to stater er adskilte, men forenede gennem udvikling, kan de løse alle problemer. Men i betragtning af hele regionens historie mener jeg, at hver af dem skal have en suveræn stat. Jeg synes, det er ekstremt vigtigt. Den suveræne stat skal være organiseret ud fra et repræsentativt system, hvor alle har lige stor medbestemmelse i regeringen.

Afsluttende bemærkninger
Jeg tror, at hvis man ser på historiens lange bue, kan man faktisk se, at der var flere perioder, som jeg vil kalde for højdepunkter i den menneskelige civilisation. Jeg vil sige, at dette helt sikkert var fremkomsten af konfucianismen efter meget turbulente perioder i Kina; det blev så afbrudt på et bestemt tidspunkt. I Indien havde man de vediske skrifter, man havde Gupta-perioden. I Kina havde man Song-perioden; i Egypten de forskellige perioder med pyramidebyggeri – nogle af dem var faktisk utrolige videnskabelige fremskridt. Og så havde man naturligvis den græske klassiske periode. Grækerne kollapsede, og Abbasid-dynastiet i den arabiske verden var en ægte renæssance, hvor Bagdad var verdens kulturcentrum. Så var der redningen af den europæiske kultur gennem samarbejdet mellem Haroun al-Rashid og Karl den Store. Der var en kort karolingisk renæssance, og det næste store skridt var den italienske renæssance, som forbandt alt tilbage til den antikke græske periode, men den blev formidlet gennem den arabiske renæssance i mellemtiden.

På samme måde kan man sige, at den antikke Silkevej ikke kun transporterede varer, men især teknologier, kulturer og filosofier fra Kina til Europa. Så havde vi den tyske klassiske periode, som var parallel med den amerikanske revolution. Og senere havde vi den indiske renæssance fra slutningen af det 19. århundrede til midten af det 20. århundrede. Så jeg har blot skitseret det meget groft, og jeg håber ikke, at jeg har glemt nogen periode, som ligger nogen af deltagerne på sinde. Men grunden til, at jeg siger det, er, at der i historiens lange bue har været relativt få perioder, hvor menneskeheden har gjort store fremskridt. Der var relativt lange perioder, hvor man faktisk kunne have en mørk tidsalder. For eksempel, da Romerriget kollapsede, på trods af at kristendommen begyndte at vokse, tog det fra et økonomisk synspunkt virkelig mange århundreder for menneskeheden at komme ud af denne mørke tidsalder. På andre kontinenter havde man lignende fænomener.

Jeg tror, vi har nået en virkelig forskel. Vi er nået til et punkt i historien, hvor jeg tror, der vil ske en fuldstændig ændring, af samme grund som da Romerriget kollapsede, ville folk i Indien eller Latinamerika ikke vide noget om det, fordi det ville tage flere år at rejse frem og tilbage. Og meget få mennesker rejste frem og tilbage; de rejste i ét område og i én retning og blev så boende. Så folk vidste ikke, at der rundt omkring på kloden var kulturer, der opstod, mens andre kollapsede. Vi befandt os i en meget lang afstandsseparation. Nu er det meget anderledes. Vi sidder i samme båd på mere end nogen anden måde. Vi har atomvåben; hvis vi bruger dem, ødelægger vi os alle sammen. Vi har internettet, hvilket betyder, at vi meget nemt kan afholde Zoom-konferencer som denne. Man sætter det bare til, og så kan man se hinanden i forskellige dele af verden. Og det er kun begyndelsen; tænk bare på, hvor denne teknologi vil føre os hen om nogle få år. Så har vi naturligvis pandemier. På grund af flyrejser har vi set i tilfældet med coronavirus, at en pandemi kan sprede sig ekstremt hurtigt over hele verden.

Jeg kunne give mange flere eksempler, men det, jeg prøver at sige, er, at jeg tror, vi er nået til et historisk punkt. Og det skal diskuteres, og jeg tror, at folk er nødt til at tænke over det, hvor vi, fordi vi alle sidder i samme båd, er nødt til at træde op på fornuftens niveau og finde en løsning for hele menneskearten. For jeg tror ikke på, at løsninger i sideområder, bare et lille område, mens andre stadig er i problemer, vil fungere. Det har været min dybeste overbevisning i meget lang tid – og jo længere jeg arbejder med disse spørgsmål, jo dybere bliver denne overbevisning – at vi er nødt til at få dette spring ind i et nyt paradigme, hvor nationer fortsat vil være vigtige, men vi kan ikke tillade, at en enkelt nations interesser bliver sat over menneskehedens interesser som helhed. På den anden side er vi nødt til at organisere vores nationale interesser i samhørighed med den samlede menneskeheds interesser. Jeg tror, at fælles udvikling gør netop det muligt.

Jeg tror, vi har hårdt brug for en diskussion om det, for det er den manglende diskussion om, hvordan vi som den eneste kendte intelligente art på planeten skal kunne give os selv en orden, der tillader vores udødelighed, ikke kun på Jorden, for om 1-2 milliarder år skal vi under alle omstændigheder have koloniseret det nære rum på grund af udviklingen i solsystemet. Men de fleste politikere tænker ikke på, hvad de vil gøre om 1 milliard år fra nu, men vi, der er den intelligente art, bør tænke på, hvilken retning vi skal tage for at have håbet om at være der om 1 milliard år.

Det eneste, jeg prøver at sige, er, at vi er nødt til at diskutere, hvordan vi kan organisere os for at skabe en orden, der repræsenterer hver enkelt nations interesser. Nogle mennesker på Wall Street eller i City of London mener måske ikke, at det er i USA’s eller Storbritanniens interesse at gå i retning af et sådant nyt paradigme, men hvis man spørger befolkningen – og hvis befolkningen havde et informeret valg, ville de være enige. At vi er nødt til at få et fredssystem i makrokosmos, som udelukkende er muligt gennem udvikling af alle mikrokosmosser. Det ene mikrokosmos’ interesse er udviklingen af det andet mikrokosmos og vice versa. Det hele skal arbejde sammen på en harmonisk måde. Det betyder, at vi er nødt til at have en arbejdsdeling, hvor nogle lande er store, andre er små; nogle har råmaterialer, andre ikke; nogle har geografiske fordele, andre ikke. Men hvis man tænker på en rationel arbejdsdeling, kan man organisere verden på en sådan måde, at alle får del i ikke bare en større kage, men en smukkere og mere retfærdig fordeling af de større stykker kage til alles fordel.

Jeg synes ikke, det er en utopi; jeg mener, det er en vision. Pointen med visioner er, at man er nødt til at bringe dem ind i en situation, hvor der er et vakuum. Lige nu ser jeg et gigantisk vakuum af lederskab, et gigantisk vakuum af diskussion. Ikke lederskab i det Globale Syd, men mere i den nordatlantiske region, hvor man har en regering, som jeg ikke engang vil begynde at kommentere manglerne ved; det ville tage mig hele dagen. Men jeg tror, vi er nødt til at have en smuk, glædelig debat om, hvordan vi organiserer os i denne verden for at leve. Og jeg tror, vi er nødt til at have unge mennesker, vi er nødt til at have studenterorganisationer, universiteter, tænketanke, alle mulige diskussionsgrupper til at begynde at diskutere dette. Jeg tror, vi allerede har gjort nogle fremskridt, men vi har brug for meget mere.

Så jeg vil gerne bede jer om at tænke over, hvordan vi kan bringe denne nye internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur ind i den offentlige debat. Det vigtigste er naturligvis at oversvømme zonen med Oasis-planen; for alt, hvad vi behøver for at opnå det – lad os sige, at det ville lykkes os at få tre eller fire ledere af nationer til at sige: “Ja, det er en smuk plan; lad os gøre det.” Det ville slå gnister – bare forestil dig, at du ville have store tv-stationer, der diskuterede Oase-planen; have eksperter, der diskuterede, hvordan man gør det. Og så spørger man folk, der beskriver, hvordan deres liv ville blive forandret; man kunne udløse en renæssance. Alt, hvad du behøver, er en håndfuld førende mennesker, eller førende universiteter, eller en eller anden form for gruppe, der rent faktisk bringer det ud i det offentlige rum, og så vil det brede sig som en steppebrand.

Ikke korrekturlæst

15. februar 2024 (EIRNS) – Først lidt efter lidt, og nu stykke for stykke, er de intetanendes kokon ved at blive afmonteret. Vægten er begyndt at falde fra øjnene og sindet på folk i den transatlantiske verden. Nu kan de svagt begynde at se det virkelige billede af “Kong Dorian Gray” – Charles af England og de andre lige så dekadente “fyrstendømmer og magter” – med alle deres laster, fordærv og synd skrevet i linjerne i deres ansigter såvel som i de taler, vetoer og lovforslag, der præsenteres for kongresser og parlamenter, designet og anvendt til at fortsætte deres rituelle massemord på uskyldige, i Gaza og over hele verden, i retsstatens navn. Irland og Spanien, Tyrkiet og Egypten, stort set hele Afrika, selv Canada, Australien og New Zealand opfordrer til ikke at belejre/angribe Rafah. Hindustan Times rapporterede: “Den Afrikanske Union forhindrede angiveligt en israelsk delegation i at komme ind i sit hovedkvarter i den etiopiske hovedstad, Addis Ababa, onsdag [14. februar]. …. Den israelske delegation var der angiveligt for at præsentere sin holdning til Gaza-krigen.” Sydafrikas udenrigsminister Naledi Pandor, som talte uden for mødet, sagde om de igangværende kriminelle handlinger: “Vi mener, at dette bekræfter de beskyldninger, vi har fremsat over for ICJ om, at folkedrab finder sted i de palæstinensiske områder, i de besatte områder – den israelske regerings handlinger beviser helt klart, at det, vi har sagt, er sandt.”

Gå ikke glip af det virkelige drama i dette “verdensøjeblik” på grund af valg og andre distraktioner. Lige nu holder hele verden ikke kun øje med Gaza, men hele verden er også ved at blive klar over, at der findes en anden løsning end krig. Hvis den russiske journalist Pavel Zarubins udtalelse i begyndelsen af hans interview med præsident Vladimir Putin i går – “Hr. præsident, Deres interview med Tucker Carlson er allerede blevet set 1 milliard gange” – virkelig er korrekt, ville det betyde, at siden sidste torsdag, den 8. februar, er den psykologiske barriere, det “Russiagate”-drevne elektroniske mediehegn, der omhyggeligt blev rejst omkring “krigsforbryderen” og “galningen” Vladimir Putin, blevet brudt på en uge; kendskabet til hans faktiske forslag til fred og en forhandlingsløsning for at afslutte krigen i Ukraine er blevet kendt for de uvidende. Det betyder, at med den rette kombination af vellykkede initiativer fra oprørske kræfter, kan indflydelsen fra de engang så dominerende ” etablerede medier” blive fjernet og endda væltet – ligesom Berlinmuren – hvis vi handler intelligent.

Det er de heldige, men midlertidige omstændigheder, der gør, at videoen “The Oasis Plan-LaRouches løsning for Mellemøsten” og Det Internationale Schiller Instituts “Ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur” kan opnå et samlet oplag på over 1 million. Den Internationale Fredskoalitions proces, som Helga Zepp-LaRouche tog initiativ til, og “De ti principper”-metoden, som denne proces er konceptuelt baseret på, har sat os i stand til at katalysere en sådan udvidet og ekspansiv dialog. Hvis alle, der virkelig ønsker at se en ende på folkemordet i Gaza, af vores energiske udbredelse af videoen og de “Ti Principper” ledes til at konkludere, at der ikke kan være nogen ende på dette “Mellemøsten”-mareridt uden indførelsen af en retfærdig, varig løsning på denne mest manipulerede af geopolitiske konflikter, en løsning, der klart er i alle involverede parters gensidige interesse, så vil vi have magten til at få freden til at ske. Det er fornuftens magt, anvendt i ånden fra det 18. århundredes pamfletkampagner med Tom Paines Common Sense og The Federalist Papers, og anvendt til dette formål af det 21. århundredes elektroniske kommunikationsmidler, som er vores “hemmelige” våben. Samtidig med at de anvendes af mange rundt om i verden, i forbindelse med det nyligt opståede fremstød, anført af BRIKS og andre nationer, for det, Lincoln kaldte “en ny fødsel af frihed”, kan vores ideer nedbryde murene af tavshed, accept og tilpasning gennem den sikre trompet af fornuft, kærlighed – og LaRouches videnskab om fysisk økonomi.

Foto: Nemesis (1837) by Alfred Rethel

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 14. februar 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og leder af Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 14. februar 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. Du kan sende os dine spørgsmål og kommentarer til questions@schillerinstitute.org.

Helga, siden vi sidst talte sammen, er der sket to vigtige udviklinger, som former en global strategisk debat, selvom den debat bliver undertrykt i USA og Europa, men det er den umiddelbare trussel om en israelsk aggression, offensiv i Rafah; og så for det andet Tucker Carlsons interview med [den russiske præsident Vladimir Putin] (http://en.kremlin.ru/events/president/news/73411) Så lad os begynde med Gaza: Mens Netanyahu optrapper angrebet på Rafah, har Jason Ross fra LaRouche-organisationen produceret en dokumentarfilm om LaRouche-løsningen på trekvart århundredes krig mellem Israel og Palæstina, centreret om din afdøde mands strålende arbejde med [Oase-planen] (https://laroucheorganization.com/article/2024/02/10/oasis-plan-larouches-solution-middle-east). Lyndon LaRouches idé overskrider {realpolitik} og geopolitik og viser, at ægte varig fred kræver, at man handler ud fra dybe filosofiske principper, som dem du identificerede i dit vigtige notat om de [ti principper] (https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/). Da vi netop har anerkendt Lyns arv på femårsdagen for hans død den 12. februar 2019, tror jeg, det ville være meget nyttigt for opbygningen af en ægte fredsbevægelse at høre fra dig, dine tanker om LaRouche-løsningen.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, at situationen i Gaza, især i Rafah, har nået et punkt af helt utrolige dimensioner og en potentiel menneskelig katastrofe: IDF har allerede indledt nogle militære aktioner i Rafah, som har ført til, at et stort antal mennesker er blevet dræbt, men Damoklessværdet, at der vil komme en virkelig massiv intervention, hænger over verdens skæbne, og derfor mener jeg, at det er ekstremt vigtigt, at den sydafrikanske regering så sent som i går kom med endnu en intervention, hvor den anmodede [Den Internationale Domstol] (https://www.thepresidency.gov.za/south-africa-makes-urgent-request-international-court-justice-rafah-offensive) om at handle på grundlag af artikel 75(1), som indeholder bestemmelsen om, at der kræves yderligere foranstaltninger for at intervenere.

I næste uge, den 19.-26. februar, vil der under alle omstændigheder være en gennemgang af kravene fra Den Internationale Domstol, og de vil stille spørgsmål om, hvad Israel og andre nationer har gjort for at forhindre folkedrab. Og desværre er det modsatte sket: Der var ingen forebyggelse, men faktisk en optrapning. Så lad os se, hvad der sker nu, for så vidt jeg ved, hvis Den Internationale Domstol træffer en afgørelse baseret på denne nyere anmodning fra den sydafrikanske regering, går bolden tilbage til FN’s Sikkerhedsråd, og de er nødt til at gøre noget, og hvis det ikke virker, går den til FN’s Generalforsamling (jeg tror, det er rigtigt).

Det er en utrolig situation, og derfor er det bedste, vi kunne gøre, og vi kan gøre, ud over at mobilisere folk og bede om en øjeblikkelig våbenhvile og gøre folk opmærksomme på behovet, for mainstream-medierne i Tyskland og de fleste politikere, de er bare absolut – de lader som om, at intet af dette er sket, de taler stadig om “Israels ret til at forsvare sig selv” og udelader fuldstændig den foreløbige afgørelse fra Den Internationale Domstol og den forfærdelige situation i Gaza, hvor mere end 30.000 palæstinensere er blevet dræbt og mange flere såret og ligger under murbrokkerne, og hvem ved hvad ellers. Så der er en fuldstændig disproportionalitet, selv hvis man siger, at Israel har ret til at forsvare sig, så er det gået langt, langt ud over noget sådant. Men politikerne og mainstream-medierne ignorerer det! Og hvis folk ikke vidste, hvad der sker, kunne man meget vel lytte til tv og læse aviser uden nogensinde at finde ud af, hvad der sker! Jeg mener, det er det virkelig chokerende ved det.

Men det kommer ikke til at vare ved, for den sydafrikanske regerings modige handling, som overvåges af den Globale Majoritet af Verdens befolkning, det er drivkraften lige nu. Så det bedste, vi kunne gøre under omstændighederne, var at genaktivere Lyndon LaRouches forslag, som han fremsatte allerede i 1975, nemlig at den eneste måde, hvorpå man kan bringe fred til den sydvestasiatiske region, er ved at have en massiv økonomisk udvikling. Og i betragtning af, at dette er et ørkenområde, skal det hele starte med massive mængder af nyt ferskvand, hvilket kræver, at man bygger kanaler fra Middelhavet til Det Døde Hav og til Det Røde Hav, og derefter anvender afsaltning af dette saltvand til udvikling af landbrug, infrastruktur og industri, og gør hele regionen til en blomstrende have af landbrug, skovbrug og derfor skaber betingelser for massiv forbedring for alle mennesker i regionen.

Jeg vil virkelig opfordre alle jer, der er bekymrede, til at hjælpe os med at distribuere denne [Oasis Plan-video] (https://laroucheorganization.com/article/2024/02/10/oasis-plan-larouches-solution-middle-east). Det er en video på 14 minutter, og den er allerede ved at blive oversat til mange sprog, på tysk, spansk, italiensk, fransk, svensk og mange andre sprog, og hjælp os med at distribuere den. For jeg tror, at hvis vi så at sige oversvømmer zonen, hvor alle, der er bekymrede, i alle nabolandene i Sydvestasien, hvis de alle ville vide, at dette er vejen til at bygge bro over situationen og skabe en reel fredsorden; baseret på ideen, og dette er ikke en ny ide: Allerede i 1967 skrev pave Paul VI en encyklika, der blev kaldt [{Populorum Progressio}] (https://www.vatican.va/content/paul-vi/en/encyclicals/documents/hf_p-vi_enc_26031967_populorum.html), hvor han siger: “Det nye navn for fred er udvikling.” Og det er ideen om, at ingen varig fred er mulig, medmindre man har en økonomisk udvikling, der gør levevilkårene for alle så meget bedre, at de har et incitament til at stoppe fjendtlighederne og gå over til en æra med samarbejde.

Så tag et kig på denne video, som er meget veludført, og den giver dig en reel vision af, hvordan denne region kunne se ud på meget kort tid, hvis nogle donorlande ville springe til og sige: “Vi har brug for en omfattende udviklingsplan for hele Sydvestasien.” Og det er det eneste håb, jeg kan se, for at stoppe denne situation i at udvikle sig til en større regional konflikt, som endda kunne udvikle sig til en global atomkrig. Så der er al mulig grund til at gribe ind og hjælpe os med at sprede denne video så langt, du kan; få den til dit parlamentsmedlem, kongresmedlem, valgte embedsmænd, byråd, borgmester, og lad os skabe en reel bevægelse for udvikling baseret på ideen om, at “det nye navn for fred er udvikling.”

SCHLANGER: En støtte fra Sverige skrev om sin støtte til det nye sydafrikanske initiativ, og hvor vigtigt det er. Men så påpegede han også, at du har sagt, at USA kunne forhindre yderligere drab, hvis bare Biden ville skære ned på midlerne til Israel og kræve våbenhvile. Og han spørger: “Hvad skal der til for at få det til at ske?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det kræver meget mere handling end det, der allerede foregår massivt i USA. Der er flere fredsorganisationer, der kræver netop det. Det seneste eksempel er, at [Veterans For Peace] (https://www.antiwar.com/blog/2024/02/13/veterans-demand-termination-of-weapons-to-israel/) netop har sendt en officiel anmodning til generalinspektøren for det amerikanske udenrigsministerium om, at han skal undersøge ulovligheden af våbensendingerne til Israel, grundlæggende ved at bruge Haag-domstolens argumentation om, at det naturligvis er fuldstændig ulovligt at sende våben til noget, som domstolen har erklæret for sandsynligt folkemord. Og i betragtning af, at USA ikke kun har en stor jødisk befolkning, men også en stor arabisk og islamisk befolkning, kunne det, hvis mange organisationer begyndte at støtte initiativet fra Veterans For Peace og naturligvis Oase-planen, skabe et miljø, hvor Biden, som må være bekymret for, hvilken indflydelse alt dette har på valgkampen, kan blive tilskyndet til at stoppe.

SCHLANGER: Nu, hvor vi taler mere om Gaza-situationen, har vi fra Svetlana: “Hvordan ville det være muligt at undgå interventioner fra London og Washington, som i de sidste årtier bogstaveligt talt har dræbt alt håb om udvikling i hele Mellemøsten? Hvordan kan det gøres?”

ZEPP-LAROUCHE: Jo flere mennesker, der diskuterer det, jo bedre. Jeg har lige set, at Jeffrey Sachs har lavet en ny liste, hvor han kræver oprettelsen af en ny “kirkekomité” på 50-årsdagen for kirkekomitéen i 1975, som undersøgte CIA’s ulovlige aktiviteter. Og jeg tror, at den slags ting, fordi der må være en løsning på den lovløshed, vi er ved at kaste os ud i.

Så jeg tror, at flere mennesker også skaber en offentlig debat, som det næsten er blevet farligt at have i det nuværende Vesten – men at have en debat om, at alle politikkerne fra det neoliberale etablissement i den transatlantiske region har slået fuldstændig fejl og har haft et enormt tilbageslag! Og det skal der være en debat om. For eksempel: Opnåede de interventionistiske krige i Mellemøsten noget som helst? Øgede de USA’s eller briternes interesser? Nej, de kostede millioner af mennesker livet, men USA’s indflydelse i Sydvestasien – og briternes for den sags skyld – er faldet drastisk. Så det var ikke i USA’s interesse at gøre dette. På samme måde, opnåede sanktionsregimet mod Rusland, hvad det var sat i verden for at gøre? “Ruinerede” det Rusland, som Baerbock altid krævede? Nej, det gjorde det ikke – det ruinerer Tyskland, og det på en massiv måde. Men den russiske økonomi er den stærkeste økonomi i Europa lige nu, så det virkede heller ikke. Og jeg kunne spørge dig, om brugen af dollaren som våben opnåede det, den skulle, nemlig at bidrage til Ruslands ruin? Nej, det førte til en af-dollarisering, hvor mange lande nu handler i deres egen nationale valuta.

Så jeg tror, at jo flere mennesker, der begynder at rejse disse spørgsmål, fordi etablissementet indtil videre tydeligvis ikke har vist tegn på at være i stand til at reflektere over fiaskoen i sin egen politik. Jeg tror, det er én ting. Og den anden ting, som jeg synes er lige så vigtig, eller måske endnu vigtigere, er at diskutere alternativet: Diskutere mulighederne for, at det ville være så nemt – og jeg mener virkelig meget nemt – at rette op på situationen, hvis vi kunne få de vestlige lande til at samarbejde med landene i den globale majoritet. Der er et tektonisk skift i gang, som allerede finder sted, og det er irreversibelt. Det er bare det, at nogle af de vestlige etablissementer har været fuldstændig uvidende og ligeglade, fordi de tror, at de er så smukke og så gode, og at der aldrig kunne ske noget med deres arrogance. Men virkeligheden er, at verden allerede har bevæget sig i en helt anden retning: Vi har BRIKS, vi har BRIKS-Plus, vi har 22 lande fra det Globale Syd, der har ansøgt om at blive BRIKS-medlemmer, og yderligere 40 har udtrykt deres interesse for at blive det. Så der er allerede en tendens, hvor det globale flertal bevæger sig i retning af at skabe et nyt økonomisk system.

Og den eneste måde, jeg kan se, at vi kan undgå en katastrofe på, er, at vi får de europæiske lande og endda USA til at stoppe den geopolitiske konfrontation og i stedet sige, “vi er nødt til at samarbejde”. Og jeg tror, at vi skal diskutere det og den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som vi har arbejdet på i næsten to år, for at udbrede den idé. Tag de [ti principper] (https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/), som jeg foreslog som grundlag for diskussionen, og få en diskussion blandt journalister, blandt tænketanke, blandt universiteter, for jeg tror, vi virkelig er udfordret: Er vi den kreative art, der kan undgå sin egen selvdestruktion, eller er vi dømt til at være som lemminger, der løber hen til klippen og hopper ud over den? Det tror jeg ikke. Men det kræver, at en masse mennesker virkelig tager mod til sig og engagerer sig i debatten, arbejder sammen med Schiller Instituttet, og der er meget, vi kan gøre.

SCHLANGER: Helga, jeg har endnu et spørgsmål til dig om Bidens politik over for Israel, og jeg må sige, at vi har fået en masse spørgsmål specifikt om dette. Charles skriver: “Det virker indlysende, at Joe Biden forsøger at vinde en Oscar-pris ved at foregive at have problemer med Netanyahu over aggressionen mod palæstinenserne i Gaza. Men det ser ud til at være et forsøg på at købe tid, ligesom Angela Merkel gjorde med Minsk-aftalerne. Tror han, at det vil få oppositionens flammer til at brænde ud?”

ZEPP-LAROUCHE: Hvis han tror det, hvilket jeg naturligvis ikke ved, så er det helt sikkert en fejltagelse. For denne situation i Gaza, og i Rafah i særdeleshed, disse mennesker har ingen steder at gå hen! Når Baerbock nu igen går til Israel for at sige: “Åh, der må være en sikker korridor” – ja, korridor til hvor? Der er intet tilbage! Egypten har nægtet at lade palæstinenserne blive drevet ind i Sinai, fordi de ikke vil have endnu en tikkende bombe, og de har endda truet med, at de vil annullere fredstraktaten med Israel, hvis der er et forsøg på at skubbe folk ind i Sinai. Så der er ikke noget sted, disse mennesker kan tage hen. Og de sidder der, og jeg vil ikke engang forestille mig, hvor bange og desperate næsten 1,5 millioner mennesker er, som er ved at sulte ihjel. Og forfattere som Chris Hedges, som har vundet Pulitzer-prisen, og før ham Jean Ziegler, som var FN’s første særlige rapportør om retten til mad, de har beskrevet i detaljer, hvordan folk dør af sult, og det er den værste form for død, fordi organerne begynder at fortære sig selv, og alle funktioner forsvinder, den ene efter den anden, og det er simpelthen en absolut katastrofe. Men den katastrofe er, hvad palæstinenserne lider under i Rafah lige nu.

Så der er ingen måde, hvorpå du kan gøre det ugjort! Det eneste, du kan gøre for at afhjælpe det, er at gå i gang med Oase-planen med det samme: Afhold en omfattende fredskonference i Mellemøsten, gå efter en tostatsløsning, og sørg så for økonomisk udvikling. Og hvis alle naboerne og andre lande fra det såkaldte Globale Nord, kunne man virkelig begynde at forbedre situationen meget, meget hurtigt. Men det kræver en massiv mobilisering af en masse mennesker, inklusive dig.

SCHLANGER: Lad os nu skifte retning og se på situationen i Europa, og især i Tyskland. Jeg har fået flere e-mails, der udtrykker vrede over diskussionen fra tyske regeringsembedsmænd om behovet for yderligere 100 eller 300 milliarder euro i forsvarsbudgettet for at (citat) “afskrække Putin.” I en af disse e-mails står der: “Disse embedsmænd må ikke have hørt Putins svar til Tucker Carlson om Polen, hvor han stillede spørgsmålet, hvorfor vi skulle invadere Polen?”
En anden person spørger: “Hvem er målgruppen for de neokonservative på den kommende sikkerhedskonference i München, hvor de vil fremføre den samme militære opbygningslinje.”
Og så endnu et direkte spørgsmål: “Er tyskerne virkelig så dumme?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, desværre kan jeg kun sige, at nutidens tyskere ser ud til at have mistet evnen fra tidligere generationer, som trods alt producerede en masse tænkere, digtere, opfindere, filosoffer – Tyskland blev engang kaldt tænkernes, filosoffernes og digternes folk. Der er næsten intet tilbage af det, og jeg tror, at i hvert fald en stor del af befolkningen på en eller anden måde har mistet forstanden. Jeg kan ikke sige det på nogen anden måde. Det er naturligvis ikke alle, for på samme tid er der massedemonstrationer af landmænd, lastbilchauffører, bagere og håndværkere, som alle kæmper for deres eksistens.

Men jeg tror, at der lige nu er brudt en psykose ud i Tyskland, som er helt utrolig. For eksempel er der nu denne nye gimmick, og jeg kan kun kalde det en meget farlig gimmick, som er ideen om at opfordre til atomvåben i Europa, måske endda i Tyskland, efter at tidligere præsident Trump kom med en bemærkning, jeg tror i lørdags, den 10. februar, hvor han sagde, at hvis han var præsident, og et NATO-land ikke ville betale den fulde andel af sine betalinger på 2% til NATO, så ville han dybest set ikke bare ikke komme til forsvar for et land, men han ville dybest set opmuntre Putin til at gøre, hvad han vil, eller en eller anden formulering i den retning.

Det har skabt et ramaskrig, og nu opfordrer flere til at bygge og etablere atomvåben i Europa, heriblandt socialdemokraternes spidskandidat til EU-parlamentet Katarina Barley. Selv den øverste repræsentant for det militærindustrielle kompleks i Tyskland, FDP’s medlem af Forbundsdagen Marie-Agnes Strack-Zimmermann, siger, at det ikke giver nogen mening, fordi hun tilsyneladende har en lille smule viden om området, i modsætning til Barley, og siger, at det vil tage lang tid, fordi man ikke bare kan placere nogle atomvåben langs grænsen. Man er nødt til at udvikle industrien, færdighederne, det kræver træning og 10 år eller deromkring. Og så er der nogle mennesker, og jeg vil ikke nævne deres navne, fordi det er så latterligt, der siger: “Hvem skal så kontrollere atomknappen?” Måske skulle vi have en kuffert, der rejser fra den ene hovedstad til den anden, så der er en rotation af ansvaret for, hvem der trykker på knappen.

Folk, der taler om dette emne på en så useriøs måde, synes jeg skulle gå til en psykiater og få en seriøs diagnose på, om de har et problem. For vi befinder os allerede på randen af Tredje Verdenskrig: Vi har to kriser, den ene omkring Ukraine og den anden i Sydvestasien, som kan gå galt når som helst! Og jeg tror, at enhver, der under disse omstændigheder forsøger at presse Tyskland til at støtte oprustningen af Europa med atomvåben, først og fremmest har glemt historien: Ønsker du virkelig, at tyskerne skal have atomvåben? Jeg tror, at hele verden hellere må lade sin stemme høre, at selvom Tyskland har opført sig relativt OK i de sidste årtier, så tror jeg, at Tysklands naboer og hele Europa ville blive oprørte over tanken, med den skyld, vi helt sikkert har som en historisk byrde, med det, der skete under Anden Verdenskrig i særdeleshed. Og jeg ville ikke engang bebrejde dem for at gøre det.

For det andet har Tyskland underskrevet traktaten om ikke-spredning af atomvåben (NPT) og om ikke-spredning af atomvåben, og det er en god ting! Atomvåben bør forbydes helt og holdent! At opgive atomnedrustning, som var en alvorlig sag, da det skete, er vanvittigt! Atomvåben, som kan føre til udslettelse af den menneskelige art, bør forbydes, og der er allerede mindst 50 lande, som har underskrevet en traktat, der forbyder atomvåben af en meget god grund. For hvis de nogensinde bliver brugt i noget omfang – og man behøver ikke at bruge dem alle; jeg tror, at hvis man bruger 10 % af dem, vil man få en atomvinter i 10 år, og det vil være enden på alt menneskeligt liv. Så de mennesker, der skubber på, i denne situation, mens de ikke har noget diplomatisk forslag, de har ingen vision om at afslutte krigen, de taler kun om “flere våben, flere våben”, hvorfor? Fordi det militærindustrielle kompleks har profitten. Og det skal bemærkes, at både Scholz og [De Grønnes økonomiminister Robert] Habeck lige nu er gået ud og har sagt, at de ønsker at gøre det tyske militærindustrielle kompleks konkurrencedygtigt i verden!

Det er virkelig forkerte ideer, og vi bør absolut modsætte os det og sige, at det, vi har brug for, ikke er en ny militarisering, men en diplomatisk løsning på alle problemerne. I en tid med atomvåben er krig ikke en mulighed, og det bør stå klart for alle. Og jeg tror, at behovet for at få en masse mennesker til at udtale sig om det er meget tydeligt.

SCHLANGER: Helga, vi har et svar på det, du nævnte tidligere, fra Harry Smith. Han sagde: “Bestemmelsen i FN’s Generalforsamling om at forene sig for fred giver med simpelt flertal den juridiske autoritet og pligt til at bruge militær intervention for at stoppe forbrydelser mod menneskeheden, hvis Sikkerhedsrådet svigter sin pligt.” Så jeg tror, han bekræfter, at du havde ret, da du sagde, at det ville gå til FN’s Generalforsamling.
Nu nævnte du Trumps udtalelse om NATO. Vi har et spørgsmål fra en amerikansk blogger, som spørger: Hvad mener du om den tidligere præsident Trumps kommentarer om NATO, at hvis NATO-landene ikke bruger flere penge på at forsvare sig, skal de ikke regne med USA’s støtte, hvis de bliver angrebet? Bloggeren skriver: “Selvom jeg er enig i hans foragt for NATO, blev jeg skuffet. Han sagde intet i udtalelsen om NATO’s provokationer mod Rusland.”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, at udtalelsen er særlig hjælpsom, for du så, hvad den udløste i form af virkelig vanvittige reaktioner. Problemet er, at der nu er folk, der taler om behovet for at have en ny europæisk sikkerhedsarkitektur, der inkluderer Rusland og Ukraine. Og jeg synes, det er et godt første skridt i den rigtige retning, men jeg tror ikke, det er nok, for konflikten er ikke europæisk. Konflikten er global: Vi har et globalt NATO; vi har Kinas fremgang, som nogle mennesker betragter som den absolutte trussel mod deres position i verden; og hvis vi ikke kommer ud af denne geopolitiske tankegang, tror jeg, at Tredje Verdenskrig vil være uundgåelig i en ikke alt for fjern fremtid. Europæerne overvejer nu – selv Tyskland – at sende en flådekonvoj, at sende en hel gruppe skibe til Stillehavet, tydeligvis med det formål at konfrontere Kina. Og det går i den helt forkerte retning, og derfor er jeg helt overbevist om, at vi er nødt til at få en diskussion om, hvordan vi kommer ud af dilemmaet, som fornuftige mennesker, som repræsentanter for den eneste art, der er begavet med fornuft, kendt i hele universet indtil videre, skulle vi ikke være i stand til at overvinde noget, der truer vores egen udryddelse?

Jeg mener, at den måde, vi skal se på det på, er med Den Westfalske Fred som model. For på det tidspunkt blev 150 års religionskrig bragt til ophør, fordi alle deltagerne indså, at de ville forårsage deres egen udslettelse, hvis de fortsatte krigen, og der ville absolut ikke være nogen tilbage til at nyde sejren. Det er en motivation, der burde få os til at sætte os til forhandlingsbordet, og hvorfor ikke have en undersøgelseskommission eller repræsentanter for de forskellige lande – måske pensionerede diplomater, måske folk, der har en fornemmelse af vigtigheden af dette spørgsmål – og begynde at diskutere, hvordan man rent faktisk kan afhjælpe situationen.

I Den Westfalske Fred i Münster tog det fire år at løse alle territoriale og andre spørgsmål. Måske tager det et stykke tid, før man har afklaret alle disse detaljerede spørgsmål og så videre. Men hvis den overordnede hensigt er at etablere et højere niveau af fornuft, af fælles udvikling, af – vi skrev allerede dette forslag i 2014, [“How the New Silk Road Became the World Land-Bridge”] (https://chinese.larouchepub.com/en/world-landbridge-en/), som er det detaljerede forslag til, hvordan man udvikler alle kontinenter gennem infrastruktur, hvordan man forbinder dem alle gennem tunneller og broer, og hvordan man bruger ideen om fælles økonomisk udvikling af hele verden som grundlag for fred. Hvis man starter med den hensigt, at man ønsker at finde en løsning, der er til gavn for {alle}, uden undtagelse, og så kan man begynde at diskutere detaljerne – sikkerhedsinteresserne for den ene og den anden – og man finder frem til en omfattende plan. Jeg er helt sikker på, at det kan lade sig gøre, men det kræver, at nogle modige mennesker træder frem, f.eks. pensionerede diplomater, der har erfaring med, hvordan man fører sådanne diskussioner, og så tror jeg, at vi kan finde en løsning. Så vær venlig at se på Oase-planen som en del, som en integreret del af dette Verdenslandbro-forslag, og så har du vejen til, hvordan du skal tænke på det.

SCHLANGER: Den anden ting er, at folk bør downloade dine [Ti principper] (https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/), som er et eksempel på, hvordan dette fungerer som et reelt princip for statskunst. Det er tilgængeligt på Schiller Instituttets hjemmeside.

Helga, jeg har et sidste spørgsmål til dig fra Jeremiah, som spørger: “Kan vi ikke bare afsløre krigsmagerne som tilhængere af kolonialisme? Hvad skete der med den amerikanske forpligtelse til at fremme den almene velfærd?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, du besvarede selv dit spørgsmål: Vi bør afsløre dem. Der er nogle mennesker i USA fra Pax Christi og andre organisationer, som allerede laver aktioner, fredelige direkte civile aktioner, ikke-voldelige aktioner, mod “dødens købmænd”, det militær-industrielle kompleks; landmændene demonstrerer mod kartellerne. Og hvis man ser på de finansielle strukturer, finder man ud af, at det militær-industrielle kompleks, de finansielle institutioner, der kontrollerer Wall Street og City of London, og kartellerne, de er alle den samme ting! Så det, de tidligere kolonilande forsøger at slippe af med for altid, nemlig de strukturer, der forhindrede dem i at blive udviklede, hvilket i høj grad er de internationale finansinstitutioner, kartellerne og det militærindustrielle kompleks, er det samme fænomen. Det er ikke nationer; det er oligarkiske strukturer, som kun tillader profitmaksimering for nogle få, mens de gør det store, store flertal i verden fattigere og fattigere og fattigere, og det er den struktur, vi er nødt til at ændre.

SCHLANGER: Helga, vi har været igennem de fleste af de spørgsmål, jeg har. Der er et par stykker, som er meget længere, og måske kan vi besvare dem via e-mail. Men jeg vil gerne takke dig for at være med os i dag og for din klarhed og ånd, når du påtager dig dette. Og vi ses i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, og bliv aktiv sammen med os i mellemtiden.

13. februar 2024. Vil Israels premierminister Benjamin Netanyahu virkelig beordre en endelig løsning for over en million fordrevne palæstinensere, der er trængt sammen i Rafah i det sydligste Gaza? Mener han det alvorligt med at nedlægge FN’s Hjælpeorganisation for palæstinensiske Flygtninge – når omkring 1,7 millioner hjemløse søger ly i deres nødherberger eller i umiddelbar nærhed af deres tildelingssteder?

Hvor vigtige disse spørgsmål end er, så er det egentlig ikke det, det handler om. Det er at reagere på et skrækscenarie. I stedet har Israel en lovmæssig og moralsk forpligtelse til at gøre alt, hvad der står i dets magt, for at gøre en ende på sulten, hjemløsheden og manglen på rent vand, for at sørge for nødvendigt husly og lægehjælp – det vil sige at anerkende den fare, som 2,2 millioner gaza-indbyggere er blevet udsat for på grund af sygdomme og epidemier, og tage skridt til at imødegå denne fare.

Den Internationale Domstol (ICJ) har gjort verden opmærksom på, at nationer har en grundlæggende forpligtelse til at gribe ind over for folkedrab, ikke kun Sydafrika og ikke kun de seks midlertidige kendelser, der er udstedt til Israel. Denne bekendtgørelse omfatter USA, Tyskland og alle mulige andre lande, som midlertidigt har mistet evnen til at udvise forlegenhed. Folkemordskonventionen fra 1948 etablerede faktisk en standard for lande, med det nylige minde om nazisternes folkemord i baghovedet. Det var meningen, at “aldrig mere” skulle betyde noget.

I dag insisterer Sydafrika på, at “aldrig mere” faktisk betyder noget, når de meddeler, at de netop har anmodet Den Internationale Domstol om at gribe ind over for den israelske ledelses åbenlyse udstilling af sine folkemorderiske handlinger. Og som en hund med et kødben vil de ikke give sig, de vil ikke tælle dagene, før Israel skal aflevere deres fire-ugers rapport til ICJ. De palæstinensiske civile dødsfald, som alt for mange i verden betragter som et scorekort, hober sig op hver dag – og Sydafrika spiller ikke for galleriet. Det hedder: “Hold blikket rettet mod udfaldet”.

Den palæstinensiske stats permanente observatør ved FN, Riyad Mansour, var lige så insisterende og vendte tilbage til FN’s Sikkerhedsråd tre dage efter, at han havde opfordret til øjeblikkelig indgriben i de igangværende massedødsfald i Gaza. Mansour havde den dristighed at nævne problemet med tingenes tilstand: “Opmuntret af Rådets fortsatte lammelse og den beskyttelse , som nogle permanente medlemmer har givet det, har Israel iværksat sin truende invasion af Rafah og dræbt mere end 164 mennesker og såret hundredvis af andre i løbet af disse to dage.”

I USA satte soldaterorganisationen Veterans For Peace (VFP) hælene i søndag og indgav den 11. februar en formel anmodning til det amerikanske udenrigsministeriums generalinspektør om at undersøge de åbenlyst ulovlige forsendelser af våben til Israel og de påståede kriminelle handlinger fra højtstående embedsmænd i Biden-administrationen i strid med amerikansk lov. Da VFP’s nationale direktør, Mike Ferner, bekendtgjorde anmodningen, sagde han: “Vi mener, at udenrigsministeriet – fra ministeren og ned til hver eneste medarbejder, der arbejder med våbenoverførsler til Israel – overtræder de amerikanske love om, hvordan amerikanske våben må anvendes. Der er ingen “Israel-undtagelse”, der gør det i orden for amerikanske våben at blive brugt til folkemord, selv om det kaldes selvforsvar.”

Det simple spørgsmål om  at USA, som den primære kilde til finansiering og våben til Israel, afbryder forsyningerne, forstås af enhver mindre begavet person, som måske det eneste der ville få Netanyahus opmærksomhed. Men talsmanden for udenrigsministeriet, Matthew Miller, hævder, når han bliver spurgt om dette, at udenrigsministeriets nuværende metoder til at håndtere Netanyahu er de bedste, der kan bruges, og at de simpelthen ikke har vurderet, om det at skære i støtten “ville være mere virkningsfuldt, end de skridt vi allerede har taget.” John Kirby, der er kommunikationsrådgiver i Det Hvide Hus, forklarede, at USA råder Israel til ikke at slå Gazas indbyggere ihjel i stor stil, men uanset hvad Netanyahu gør, vil vi ikke overveje at afbryde den militære bistand.

Hvor virkelighedsfjern og klinisk psykotisk en sådan adfærd end er, så er der en enkel del af virkeligheden, som ikke-psykotikere kan anvende. Den begynder således:

Støt LaRouches Oase-plan for fred og udvikling i Sydvestasien. I mere end et århundrede har den region, der kaldes Mellemøsten, været en geopolitisk tumleplads, opretholdt i en tilstand af evig konflikt som en bombe, hvis lunte kan tændes når som helst. Dette har haft en forfærdelig indvirkning på befolkningen i Palæstina og Israel. LaRouches vision for regionen lover produktivitet, ikke geopolitik. Dette er Oase-planen!

Skriv under nedenfor for at udtrykke din støtte til Oase-planens fremgangsmåde, som den præsenteres i denne 15 minutter lange video om at realisere LaRouches vision for en fremtid med fred og udvikling, der forvandler en region med konflikt og uenighed til en region med sammenhængskraft, vækst og lykke.

Hold blikket rettet mod udfaldet.

Foto: ICJ