Ukraine angriber Krim med missiler leveret af USA

23. juni 2024
Talrige pressebureauer rapporterede om det ukrainske militærs angreb på Ruslands Krim, som brugte amerikansk leverede ATACMS-langdistancemissiler mod civile i Sevastopol omkring middagstid (GMT+3) den 23. juni. Ifølge det russiske sundhedsministerium blev 124 mennesker såret, herunder 27 børn; 3 mennesker blev dræbt, heraf 2 børn.

I angrebet blev der brugt fem ATACMS-missiler udstyret med klyngebomber. Det russiske luftforsvar fjernede fire af missilerne. Det femte sprænghoved blev detoneret i luften over Sevastopol og forårsagede mange dødsfald.

Sputnik rapporterede: “Flymissioner for ATACMS-missiler programmeres af amerikanske specialister baseret på amerikansk satellit rekognoscering, hvilket gør Washington hovedansvarlig for det bevidste missilangreb på Sevastopols civile, udtalte det russiske forsvarsministerium (MOD).

“Derfor ligger ansvaret for det bevidste missilangreb på Sevastopols civile primært hos Washington, som leverede dette våben til Ukraine, såvel som Kiev-regimet, fra hvis territorium angrebet blev affyret,” udtalte forsvarsministeriet. “Sådanne handlinger vil ikke forblive ubesvarede,” konkluderede forsvarsministeriet i sit telegram.

En anden rapport bekræftede USA’s rolle i angrebet: “ATACMS-missilangrebet på Sevastopol, som forårsagede alvorlige skader og tab, blev koordineret af den amerikanske RQ-4B Global Hawk rekognosceringsdrone. Dette blev kendt fra data modtaget fra observatører og militære kilder.

“Ifølge oplysningerne befandt RQ-4B-dronen sig 200 kilometer syd for Jalta på tidspunktet for nedslaget. Før missilernes klyngeammunition ramte mål i Sevastopol, slukkede RQ-4B kortvarigt for sin radartransponder, hvilket gjorde det vanskeligt at opdage og spore den. Handlingen rejste yderligere spørgsmål og mistanke om dronens rolle i koordineringen af angrebet.”

Newsweek offentliggjorde bemærkelsesværdigt et kort, udviklet af en amerikansk tænketank, Institute for the Study of War, som viser alle de mål i Rusland, der er inden for ATACMS’ens rækkevidde.

Foto: U.S. Army




Verdenskrig banker atter på Europas dør

Ikke korrekturlæst

22. juni 2024 .
Det er en uge siden, at den russiske præsident Vladimir Putin præsenterede et omfattende initiativ til en ny eurasisk sikkerhedsarkitektur, herunder en forhandlet fred for at stoppe optrapningen af krigen i Ukraine, til overvejelse i hele verden. Det gjorde han den 14. juni i en timelang tale til lederne af Ruslands udenrigsministerium, og han understregede udtrykkeligt, at hans forslag var designet til at sikre alle nationers sikkerhed, også Europas og NATO’s.

Bortset fra den næsten øjeblikkelige, kontante afvisning af tilbuddet fra USA’s præsident Joe Biden og den tyske kansler Olaf Scholz har der været en øredøvende tavshed om Putins forslag fra regeringskredse og andre politiske beslutningstagere i Vesten – på trods af, at USA og Rusland nu er på en kurs, der peger mod atomar konfrontation på kort sigt. Adspurgt af journalister bekræftede Kremls rådgiver Yury Ushakov, at Vesten ikke har henvendt sig direkte til Moskva for at diskutere Putins forslag.

Uden at lade sig afskrække gentog Putin kernen i sit forslag i en tale den 21. juni til dimittender fra Ruslands højere militærskoler: “For nylig beskrev jeg på mødet med udenrigsministeriets ledende medarbejdere vores vision om at skabe lige og ubrydelig sikkerhed i Eurasien. Vi er klar til en bred international diskussion af disse centrale, vitale spørgsmål med vores kolleger i Shanghai Cooperation Organization, SNG, EAEU, BRIKS og med andre internationale sammenslutninger, herunder europæiske og NATO-stater. Naturligvis, når de er klar til det.”

Det ser ud til, at det vestlige etablissement endnu ikke er klar.

Som Igor Istomin, en førende russisk ekspert i internationale anliggender ved udenrigsministeriets MGIMO-universitet, udtrykte det i en artikel den 19. juni: “Mens dens ukrainske stedfortræder står over for et nederlag, bliver den USA-ledede blok mere og mere hensynsløs.” Istomin var bekymret for, at “Vesten bevæger sig stadig tættere på randen af en direkte militær konfrontation” med Rusland, og at “muligheden for en transeuropæisk krig derfor er tættere på i dag end på noget andet tidspunkt siden midten af det 20. århundrede.”

Man kan ikke være uenig i Istomins læsning: Alt tyder på, at NATO faktisk aktivt forbereder sine styrker på en snarlig krig på europæisk jord – igen.

Der findes dog også fornuftige stemmer i Vesten og på begge sider af Atlanten. Den 21. juni hørte og vedtog Den Internationale Fredskoalition (IPC) på sit 55. ugentlige møde en resolution, der hilser den form for dialog velkommen, som Putin efterlyser. Resolutionen blev fremlagt af Joachim Bonatz, vicepræsident for det østtyske kuratorium for foreninger (Ostdeutsches Kuratorium von Verbänden (OKV) e.V.), og den blev støttet af ledende militær- og efterretningsfolk fra USA, Frankrig og andre steder. Schiller Instituttets og IPC’s grundlægger Helga Zepp-LaRouche bakkede også kraftigt op om initiativet og opfordrede i dag til en øjeblikkelig international distribution af det og en hurtig udvidelse af samarbejdet på begge sider af Atlanten for at tage Putins fredsforslag op.

Foto: The Ministry of Foreign Affairs of the Russian Federation




Møde i Den Internationale Fredskoalition, nr. 55, 21. juni 2024

Ikke korrekturlæst

Den Internationale Fredskoalition nr. 55 støtter OKV-appel, der bakker op om Putins opfordring til fred

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Hej til jer alle sammen. Jeg tror, at mange mennesker har en frygtelig følelse af, at krigsmaskinen kommer tættere og tættere på, og at situationen optrappes dag for dag. Og endnu vigtigere er det, at folk også advarer om, at det vil tage 3-5 måneder, før vi får en stor krig i Europa. Sådan lyder det fra den serbiske præsident Vučić, som siger, at han forbereder sin befolkning på en kommende krig. Det placerer os kort før det amerikanske valg, og jeg er enig i, at i betragtning af den strategiske dynamik er dette den farligste periode af alle. I denne situation er det forslag, som præsident Putin fremsatte den 14. juni, da han talte i en time for ledende medlemmer af det russiske udenrigsministerium, hvor han meget detaljeret fremlagde et forslag til en eurasisk sikkerhedsarkitektur – en ny – som skal være integrerende, og som skal være baseret på de fem principper for fredelig sameksistens, respekten for suverænitet. Ifølge Putin er den åben for NATO-medlemmer.

Nu har Ruslands permanente repræsentant ved FN’s kontor i Genève, Gennady Gatilov, netop uddybet dette og sagt, at det er meget tydeligt, at det euro-atlantiske sikkerhedssystem er slået helt fejl, og at Putins forslag skal være grundlaget for en ny global sikkerhedsarkitektur i en tid med multipolaritet. De af jer, der har fulgt os siden begyndelsen af den særlige militære operation i Ukraine, vil huske, at jeg umiddelbart efter fremsatte et forslag om en global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skulle tage hensyn til alle verdens landes interesser. Og at jeg i mellemtiden har foreslået ti principper, som bør og skal tages i betragtning, for at en sådan ny arkitektur rent faktisk kan fungere. Hvis man sammenligner, hvad vi har sagt i IPC i det sidste års tid og i længere tid i Schiller Instituttet, vil man opdage, at der er et meget stort sammenfald mellem det, Putin har lagt frem, og det, vi har kæmpet for.

Det er indlysende, at mainstream-medierne ikke har rapporteret Putins forslag i sin fulde længde. De valgte kun at tage de allersidste afsnit, som var et fredsforslag til løsning af Ukraine-krisen, og de afviste det straks. Scholz afviste det og andre. Men det var kun et element i denne meget større idé om at have en sikkerhedsarkitektur for hele Eurasien. Jeg synes, det er ekstremt vigtigt at diskutere, og det er derfor, vi har inviteret en af inspirationskilderne til en appel fra paraplyorganisationen for alle østtyske foreninger, Bonatz, som er en af initiativtagerne til denne internationale appel, til at tale til os. Men før vi kommer til det, så lad mig lige sige et par ting mere.

Putin har i de sidste par dage været på officielt besøg i Nordkorea, hvor han fik en utrolig venlig modtagelse med alle fanfarer. Og han indgik der en ny strategisk militæralliance med Nordkorea, og han antydede også, at Rusland vil forsyne Nordkorea med højpræcisionsvåben med lang rækkevidde. De indgik en sikkerhedspagt, som betyder, at hvis et af de to lande bliver angrebet, vil det straks blive besvaret med et militært svar fra begge. Den amerikanske ekspert Gilbert Doctorow skrev en meget interessant kommentar til denne nye strategiske alliance mellem Rusland og Nordkorea. Han fremsatte den hypotese, at dette er et russisk asymmetrisk svar på provokationerne fra NATO. Og at Putin med dette asymmetriske svar har bevist, at han er i stand til at reagere på disse provokationer uden at ty til atomvåben, hvilket naturligvis ville være det udløsende punkt for en meget større, hvis ikke en global konflikt. Og at Rusland også har indikeret, at de vil forsyne alle USA’s modstandere med lignende våben som houthierne i Yemen, og på den måde have denne form for asymmetrisk optrapning.

Så jeg tror helt sikkert, at dette skaber en ny situation, og jeg synes, det er ganske bemærkelsesværdigt, at Sergey Glazyev, en russisk økonom, har udsendt en længere erklæring, hvor han siger, at årsagen til denne militære optrapning er det vestlige finanssystems bankerot, som før eller siden vil bryde ud i en omfattende social og økonomisk katastrofe, hvis USA insisterer på at holde dette system i gang for enhver pris. Det er meget interessant, for det er præcis, hvad min afdøde mand Lyndon LaRouche har sagt siden 1971, da Nixon opgav systemet med faste valutakurser, hvor Lyndon LaRouche sagde, at det vil føre til en ny depression, en ny fare for krig og en ny fascisme. Jeg tror faktisk, at det er der, vi er lige nu.

Maria Zakharova, talskvinde for det russiske udenrigsministerium, gentog også Ruslands opfordring til, at USA skal trække alle atomvåben tilbage fra Europa, fordi de ikke har nogen mening med at være der, tusindvis af kilometer væk fra USA. Og på vores seneste konference på Schiller Instituttet i sidste weekend bemærkede Rainer Rupp, en kendt analytiker af russiske anliggender, at da han så nogle af NATO’s manøvrer, var det faktisk forbløffende, med hvilken lethed nedkastningen af atomvåben over Tyskland var en del af øvelserne. Han sagde: “Hvorfor skulle Europa beholde atomvåben, som ikke gør noget for deres sikkerhed, men som gør dem til virkelig attraktive mål?” Jeg tror, at den opfordring – jeg vil gerne foreslå IPC, at vi støtter opfordringen til at få fjernet alle atomvåben i Europa, det vil sige faktisk alle amerikanske våben; men så gå videre til at få flere måder at fjerne alle masseødelæggelsesvåben på.

I mellemtiden har vi også fået rapporter fra bekymrede borgere, fordi folk i stigende grad holder øje med, hvad vi siger, og vi har fået rapporter om, at det, som den tyske forsvarsminister Boris Pistorius har prædiket, nemlig at gøre Tyskland og andre europæiske lande krigsklare, er en skandale, at det overhovedet bliver foreslået i Tyskland efter 80 år og et totalt tab af hukommelse om vores forfærdelige historie i det 20. århundrede! Men Pistorius har tydeligvis ikke en sådan viden om historie. Men folk er bekymrede over det. Vi fik en rapport om, at der i et europæisk NATO-land er en klub, hvor de underviser i skydning, og de rapporterer, at der har været tusindvis af ukrainere, der er blevet trænet til at lære at skyde, og at hele nabolaget hele tiden ligger søvnløse, fordi der bliver skudt hele dagen lang. Fra en anden bekymret borger fik vi en rapport om, at en stor bilpark, eller en person, der ejer en stor bilpark på flere hundrede lastbiler, blev kontaktet af regeringen, de facto, og han fik at vide, at hvis det kommer til en førkrigssituation, så kan hele hans bilpark blive rekvireret til transport af tropper og våben. Nu sker det! Og det betyder, at tegnene på, at vi er i gang med at forberede en krig, siver helt ned til befolkningen. Det betyder, at vi virkelig bør få befolkningen til at stå op imod dette, for hvis det kommer til krig, har Europa ingen chance for at overleve. Jeg mener, at vi absolut bør mobilisere befolkningen til at stå op imod dette.

Vi har forberedt den engelske oversættelse af OKV’s appel, som jeg gerne vil have Anastasia til at læse nu, før Bonatz kommer med nogle kommentarer til den. Og så vil jeg opfordre deltagerne i IPC-dialogen i dag til at diskutere Putins forslag, og hvis der er generel enighed på den ene eller anden måde, at vi er i stand til at formulere det som et resultat af dette møde, fordi jeg mener, at situationens hastende karakter slet ikke kan overdrives.

Det var mine indledende bemærkninger.

Teksten til OKV’s erklæring om Putins fredsinitiativ

Erklæring fra præsidiet for de østtyske foreningers bestyrelse om præsident Putins fredsinitiativ

Vores bidrag er at støtte den russiske præsidents fredsinitiativ på en sådan måde, at det får et bredt ekko og bidrager til at hjælpe fornuften med at sejre i menneskehedens interesse.

15.06.2024 Fra præsidiet for OKV e.V., 17. juni 2024

Vi hilser det fornyede fredsinitiativ fra Den Russiske Føderations præsident Vladimir Putin velkommen, som han præsenterede i sin tale i det russiske udenrigsministerium den 14. juni 2024. Hans fredsforslag er baseret på stemmerne fra befolkningen i de fire nye regioner samt de mange stemmer fra befolkningen på Krim. De er også baseret på fakta på slagmarken. De viser oprindelsen til konflikten i Ukraine.

Dette fredsinitiativ er baseret på kontinuiteten i Ruslands ønske om fred, som blev dokumenteret åbent for verden i indgåelsen og forsøget på at gennemføre Minsk-2 samt i viljen til at forhandle og den traktat, der derfor var ved at blive indgået i foråret 2022. Svarene fra de forskellige sider afslører for verden, hvem aggressoren er, hvem der konstant optrapper, hvem der er ligeglad med utallige menneskeliv, og også hvilke intentioner der ligger bag.

I betragtning af de lidelser, som krig og aggression forårsager, og faren for, at denne konflikt optrappes til en tredje verdenskrig, er den brede støtte til dette initiativ et udtryk for alle rationelle menneskers vilje til at overleve.

De krigsophidsende, profit- og hævndrevne opfordringer til at besejre Rusland er baseret på den fejlagtige antagelse, at krigsskuepladsen kan begrænses. Det var ikke tilfældet i Første og Anden Verdenskrig. Med nutidens midler, som kan nå ethvert mål i verden på kortest mulig tid, er en sådan antagelse også et bevis på en enorm fejlvurdering og forsømmelse af virkeligheden. De, der opfordrer til krig og er imod forhandlinger, tror, at de selv har en sikker chance for at overleve.

Vores bidrag er at støtte den russiske præsidents fredsinitiativ på en sådan måde, at det får et bredt ekko og hjælper fornuften til at sejre i menneskehedens interesse. Vi opfordrer alle, vi kan nå, til at gøre det.

Denne idé var grundlaget for vores konference “Dialog i stedet for våben” i marts 2023. Det var også grundlaget for det tyske fredsråds og OKV’s internationale konference med deltagelse af repræsentanter for de europæiske medlemmer af Verdensfredsrådet i september 2023, som vi aktivt støttede.

Uanset partitilhørsforhold, tro eller nationalitet opfordrer vi alle til at slutte sig til os og støtte V. Putins fredsinitiativ.

Dr. Matthias Werner, formand for OKV e.V.

Under diskussionen:

RAY MCGOVERN: Først mange tak, Herr Bonatz. Det var en meget god briefing, meget lærerig og meget vigtig. Jeg vil gerne tage et par ting op bare for at opdatere folk, som jeg normalt gør, som tidligere efterretningsofficer.

Først og fremmest tog Putin i sin tale i fredags, for præcis en uge siden, de retoriske handsker af. Nu har han stort set taget de konkrete, håndgribelige handsker af. De retoriske handsker, jeg gentager bare, hvad han sagde her: [“Vi er kommet faretruende tæt på det punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Opfordringer til at påføre Rusland et strategisk nederlag,” som især fortsætter i den amerikanske regering og i den amerikanske kongres, opfordringer til at besejre Rusland på denne måde, på trods af at Rusland har det største arsenal af atomvåben, “de demonstrerer de vestlige politikeres ekstreme hensynsløshed.” Hold da op! Hensynsløshed. Hensynsløshed er den helt rette betegnelse for præsidentvalgkampe, som vi er midt i. Folk træffer beslutninger baseret på deres held med at blive præsident, forblive præsident eller hvad som helst, og det er den altoverskyggende virkelighed, som Putin og hans medarbejdere … [tab af lyd].

Lad mig fortsætte her. Det, jeg bemærker, er, at den vestlige presse, som Helga allerede har bemærket, har været meget ringe, meget sparsom i sin dækning af, hvad Putin har sagt, og hvad han for det meste har beskrevet med ekstrem nøjagtighed. Det er ikke underligt, at den vestlige presse undgår dette, for det er sandt, og det er beviseligt sandt.

En af de ting, Putin nævnte, var, at der var en aftale tilbage i marts-april 2022, en aftale, som sikrede, at Ukraine ikke ville blive en del af NATO, at der ville være en våbenhvile, og at de ville finde ud af andre ting. Og den aftale var lige ved at blive underskrevet – den var allerede paraferet – da Boris Johnson kom ind på opfordring fra USA og Storbritannien og satte en stopper for det, som vi siger. Han sagde til Zelenskyy: “Gør det ikke! Vi giver jer alle de våben, I er nødt til at have, så længe det varer. Lad være med det.” Så det blev smidt i skraldespanden. Datoen for Boris Johnsons besøg var den 9. april 2022. Det var ingen hemmelighed. Hvis du læste den ukrainske presse på det tidspunkt, blev hele historien fortalt! Nu indrømmer den ukrainske chefforhandler, Davyd Arakhamia, over for Kyiv Post og andre, at “ja, det er præcis, hvad der skete”. Han sagde dette med en slags naivitet og udtrykte ekstrem skuffelse over, at Boris Johnson ville opføre sig på denne måde. Arakhamia havde trods alt arbejdet på en aftale siden 28. februar – altså fire dage efter, at de russiske tropper gik ind i Ukraine! Så alt det gode arbejde, både i Hviderusland og i Tyrkiet, havde været forgæves.

Hvorfor nævner jeg det? Jeg nævner det, fordi New York Times, siden det, der kaldes Istanbul-aftalerne, blev nævnt af Putin, trak teksterne til nogle af udkastene til den aftale frem fra sine arkiver, men de glemte at nævne, at det var Vesten, USA og Storbritannien i skikkelse af Boris Johnson, der annullerede dem og sagde, at de ikke kunne gå videre. Hvorfor siger jeg det? Det siger jeg bare, fordi Vesten, og især USA, er totalt forarmet over sandheden i alt dette. Der var en aftale: Russerne stoppede. De trak tropper tilbage fra området omkring Kiev som en goodwill-gestus. Det er virkeligheden. Det er fakta! Og hvad skete der så? Vesten kom ind og sagde: “Zelenskyy, det må du ikke gøre.”

Hvad indikerer det ellers? For dem, der siger, at russerne aldrig, aldrig vil stoppe – de stoppede! De stoppede i begyndelsen af april, faktisk den 29. marts, da de trak deres tropper tilbage fra området omkring Kiev. Så for dem, der siger, at russerne ikke stopper med Ukraine – de vil gå til Polen og de baltiske lande – det er noget sludder. Det er, hvad briterne kalder “bollocks”.

Hvad ellers? Nordkorea blev nævnt. Det er meget stort. Men først en lille tilføjelse. Det er ikke kun den amerikanske presse, det er den tyske presse, det er hele den europæiske presse, der holder dette skjult for deres borgere. Efter krigen kunne man godt forstå, at tyskerne og andre følte, at de var nødt til at opføre sig som børn. Nu er de nødt til at blive voksne og opføre sig som voksne. Jeg var på kontoret hos formanden for forsvarsudvalget i Forbundsdagen for omkring syv år siden, da Exercise Anaconda blev lanceret. Jeg spurgte: “Hvad handler det her om?” Han sagde: “Tyskland har ikke godkendt det.” Jeg sagde: “Herr Helmich, Tyskland deltager i det her.” Han kastede bare hænderne i vejret. Han vidste, at uanset hvad han sagde som et fremtrædende SPD-medlem, så ville det ikke betyde noget, fordi hans chefer fik deres ordrer fra USA. Det skal der sættes en stopper for! Og tyskerne, alle europæerne, er nødt til at rejse sig og sige: “Hør her, jeres store medier forplumrer det hele. Lad os komme videre med det.”

Til sidst: Nordkorea. Hold da op! Det kom som en overraskelse for alle. Der er nu en gensidig forsvarsaftale mellem Rusland og Nordkorea. Hvor mange gensidige forsvarsaftaler har Rusland? En: Mellem Rusland og Nordkorea. Gensidig forpligtelse til at komme den anden part til hjælp, hvis den anden part bliver angrebet. Det er stort. Masser af spekulationer om, hvilke former for hjælp der kan indføres for at hjælpe den anden side. I det mindste i tv-talkshows i Rusland taler de om, at “hvis franskmændene sætter 20.000 tropper ind, hvad så med 50.000 tropper fra den nordkoreanske hær?” Jeg tror i hvert fald ikke, at det kommer til at gå den vej lige med det samme. Jeg tror snarere, at der vil blive brugt meget sofistikerede raketter og alle mulige former for missiler.

Den sidste ting, jeg vil sige, er, at vi ved, og Jake Sullivan, præsidentens nationale sikkerhedsrådgiver, ved, at Putin gav nordkoreanerne et meget, meget sofistikeret ICBM – et interkontinentalt ballistisk missil – for et par år siden. Det er ikke Ruslands mest sofistikerede, men det er det næstmest avancerede. Det kan nå hver en centimeter af USA: Det har afledninger, det har et væld af forstyrrelser. Den kan styres på plads. Og vigtigst af alt: Den er mobil! For at være mobil skal man have fast brændstof. Det er fast brændstof. Er den blevet testet? Ja, den er blevet testet to gange. Og nu: Hvad betyder det? Det betyder, at alt det hår, som New York Times, Financial Times og alle andre har revet sig i håret over – “Åh, ville Rusland give sofistikerede våben til Nordkorea i strategisk forstand?” Vær de første til at få det at vide, folkens – det har de allerede gjort!

Så hvad er det, Putin prøver at gøre? Prøver han at tage føringen strategisk? Han prøver at afskrække, for Guds skyld. Afskrækkelse er det vigtigste i spillet. Det er ikke en trussel, det er bare at sige: “Se, vi har situationen i Europa, og vi vinder. Hvis du, præsident Biden, og dine rådgivere mener, at det er så vigtigt ikke at tabe, ikke at tabe i Ukraine før valget og dermed tabe valget – hvis du mener, at det er så vigtigt, at du vil true med at bruge – hvad bliver det næste, atomvåben med lavt udbytte? Glem alt om det! For vi kan ikke kun skabe problemer for jer i Vesten. I øst har vi en forsvarsallieret nu. Ikke kun en meget god ven – Kina – men en bogstavelig allieret i forsvarssamarbejdet. Navnet er Nordkorea. De er glade for at være sammen med os. Der er et nyt element af afskrækkelse nu, hr. præsident. Jeg beder jer! Vær venlig at indse det og tag konsekvenserne for, hvad de er.”

Det, vi er nødt til at gøre, er at indse, at problemet ligger hos os. Vi har identificeret fjenden: Fjenden er os. Aftalen er derude. Afskrækkelsen er der. Den eneste store malurt i bægeret er præsidentvalget her og andre valg andre steder, i Europa og andre steder. Og vi, folket, er nødt til at rejse os, få sandheden frem og sørge for, at vores politikere ikke bringer os til randen af ikke-eksistens.

Jeg er ked af at være så negativ, men det er fakta, som jeg ser dem. Tak, fordi I lyttede.

Afsluttende bemærkninger:

ZEPP-LAROUCHE: Jeg vil bare gerne takke jer alle sammen. Jeg tror, at det, I gør i de næste uger og måneder, muligvis vil være afgørende for, om menneskeheden eksisterer eller ej: For mens der er perioder i historien, hvor individet kan gøre meget lidt, tror jeg, at vi lige nu befinder os på et af disse forgreningspunkter, hvor den individuelle faktor spiller en meget, meget vigtig rolle. Så jo mere mobilisering og moralsk mod, du kan mobilisere, det er virkelig det, du skal koncentrere dig om. Gør det til et ønske for så mange mennesker, som du kender i nærheden, at gøre det samme.




Putin foreslår global sikkerhedsplan; NATO foreslår krig

Ikke korrekturlæst

19. juni 2024 .
(EIRNS) — I en fornuftig verden ville NATO’s statsoverhoveder tage den russiske præsident Vladimir Putins detaljerede forslag af 14. juni til global sikkerhed, herunder afslutning af krigen i Ukraine, op på deres topmøde i Washington D.C. den 7.-9. juli. De ville drøfte dets fordele og ulemper, måske afvise aspekter af det, bede om afklaring af andre og bygge på et fælles grundlag for at bringe menneskeheden tilbage fra den globale atomkrigs afgrund.

Det vil de ikke gøre. Præsident Joe Biden, den tyske kansler Olaf Scholz og andre NATO-statsoverhoveder afviste uden videre Putins forslag, selv før de havde hørt eller læst det. De er allerede i fuld gang med en kollisionskurs med Rusland, som bl.a. indebærer følgende provokationer 1) at give Ukraine tilladelse til at bruge vestlige langdistancemissiler til at ramme dybt ind på russisk territorium; 2) at lancere droneangreb mod Ruslands ICBM-varslingsradar; 3) at planlægge at sætte NATO-støvler på jorden i Ukraine (næste stop: ligposer på vej hjem); og 4) forbereder sig på at give Ukraine atomare F-16-fly “til at tage russiske fly ned fra himlen, selv om de russiske fly er i russisk luftrum, hvis de er ved at beskyde ukrainsk luftrum,” som den nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan uforskammet sagde den 17. juni.

Så med galninges fingre på knappen til atomvåben er opgaven med at overveje Putins forslag og andre levedygtige muligheder, som andre måtte lægge på bordet, blevet overladt til fornuftige stemmer i Vesten, som dem, der talte på Schiller Instituttets “Emergency Press Conference” den 12. juni: Risikoen for atomkrig er reel og må stoppes” på National Press Club i Washington, D.C.

En af disse talere var Helga Zepp-LaRouche, og hun fokuserede igen på det påtrængende spørgsmål på følgende måde i sin ugentlige Dialog-webcast den 19. juni::

“Der var et forslag fra Putin, som naturligvis straks blev afvist [i Vesten]. Putin holdt en tale den 14. juni i det russiske udenrigsministerium. Han holdt en times tale, og kun slutningen, hvor han kom med et forslag til fredsforhandlinger om Ukraine, blev rapporteret i Vesten. Det blev straks afvist af [den tyske kansler Olaf] Scholz og andre. Men det var kun slutstykket i en meget større præsentation, hvor han igen analyserede, hvordan det var kommet til denne krise i Ukraine.

“Men så kom han med et meget interessant og efter min mening meget vidtrækkende forslag om at have en eurasisk sikkerhedsarkitektur, som ville tage hensyn til alle eurasiske landes interesser, og som ville være åben for NATO-medlemmer. Jeg synes, det er meget interessant. Han brugte formuleringer, som objektivt set ikke ligger langt fra det, jeg har sagt i to år, siden den særlige militæroperation startede: nemlig at enhver sikkerhedsordning skal tage hensyn til alles interesser, ellers fungerer den ikke. Og den skal være baseret på udvikling. Han nævnte ikke præcis, hvad mine ti principper var, men essensen var i høj grad i overensstemmelse med dem.

“Efter min mening bør dette tages op og evalueres. Det er ikke noget, der er et endeligt forslag, men det er en platform for diskussion, for at vende tilbage til diplomatiet. Og der står udtrykkeligt, at det er åbent for NATO-landene. Der står ikke, at det udelukker USA. Så jeg tror, at verden ville gøre klogt i at overveje dette forslag og begynde at føre en dialog om, hvordan vi kan afslutte krigen i Ukraine, før det er for sent.

“Det er måske snart for sent, [som nogle] mennesker advarer om. En af dem er Serbiens præsident, [Aleksandar] Vučić, som gav et interview til det schweiziske magasin Die Weltwoche, hvor han grundlæggende sagde, at han ser tegn på, at det kan komme til en stor krig mellem Europa og Rusland inden for tre til fem måneder. Nu ved jeg ikke, hvilke yderligere oplysninger han har for at indsnævre vinduet til en sådan tidsramme på tre til fem måneder, men det skal tages i betragtning, for også Bulgariens præsident har udsendt lignende advarsler, Slovakiets premierminister Fico, Georgiens premierminister Kobakhidze og naturligvis Viktor Orbán har hele tiden sagt ting i den retning.

“Så vi er i en dramatisk situation. Om mindre end tre uger er der NATO-topmøde. Det bliver et vendepunkt, fordi NATO vil få et stort problem, fordi NATO’s image-tab er gigantisk; også for USA og Tyskland, naturligvis, på grund af det, der skete i Gaza. Men også i forhold til det faktum, at Ukraine-politikken tydeligvis ikke fungerer.

“Så NATO vil have en masse forklaringer at give, og hvis de ønsker at komme ud af denne kasse, bør de acceptere Putins forslag om at forhandle. Det ville være til deres fordel.”

Foto: kremlin.ru




For at løse en eksistentiel krise, tænk som LaRouche-
Schiller Instituttets webcast, onsdag den 19. juni 2024

Ikke korrekturlæst

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger og formand for Schiller Instituttet. I dag er det den 19. juni 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er din vært. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til os via e-mail på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på YouTube-chatsiden.

Helga, der er sket en række vigtige udviklinger i den sidste uge. Du har haft meget travlt med nødpressekonferencen sidste onsdag, mødet i Den Internationale Fredskoalition fredag og Schiller Instituttets konference lørdag og søndag. Der var også en samling af de stadig mere irrelevante G7-lande i sidste uge, NATO-Zelenskyjs såkaldte fredskonference i Schweiz og fredstilbuddet fra Vladimir Putin. Jeg vil gerne begynde med dit overordnede syn på disse begivenheder.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror faktisk, at der sker enorme ændringer i det strategiske landskab, tektoniske ændringer af hidtil usete dimensioner. Jeg bliver ved med at sige, at vi virkelig oplever afslutningen på en epoke med 600 års kolonistyre. Jeg tror, at nogle af magthaverne har enormt svært ved at tilpasse sig denne udvikling, og de er absolut ikke villige til at erkende, at disse tektoniske ændringer er resultatet af deres egen politik. For den Alliancefrie Bevægelse har kæmpet for en ny økonomisk verdensorden siden 1955, i hvert fald med Bandung-konferencen, og de måtte tage mange tilbageslag. Det så længe ud til, at det ikke ville lykkes landene i det Globale Syd nogensinde at slippe af med kolonisystemets lænker i dets moderne form med handelsbetingelser og kreditbetingelser. Men det, der sker nu, er, at det Globale Syd faktisk genbekræfter sin egen ret til udvikling. De danner nye sammenslutninger, nye organisationer – og de følger ikke længere magthavernes ordre eller fløjte, som de hidtil har gjort.

Det blev understreget og demonstreret på den såkaldte fredskonference for Ukraine i Bürgenstock i Schweiz, hvor jeg anser betydningen af konferencens fiasko for at være meget bemærkelsesværdig. Og jeg bliver ved med at tænke på det: Fordi det var meget tydeligt, at USA, EU, G7, NATO, de gjorde en enorm indsats for at lægge maksimalt pres på landene i det Globale Syd, for at de alle skulle dukke op, for at de skulle sende delegationer på højt niveau, hvis ikke statsoverhoveder. Det var som en reel måling af kræfterne – og det mislykkedes. Der var kun (jeg har glemt det samlede antal) 78 lande, tror jeg, der dukkede op, 78 ud af næsten 200. BRIKS-landene dukkede ikke op, især ikke Kina, ikke Brasilien. Selv Lula var til G7-møde i Italien kun få timer derfra. Derefter trak yderligere to lande sig fra at underskrive slutdokumentet, efter at de allerede havde underskrevet det. Så nettoresultatet er, at hele Vestens pres ikke kunne tvinge flertallet af verdens lande til at komme til denne konference. Jeg tror, det er en afspejling af tidernes skiften. Set fra mit synspunkt er det måske det mest interessante aspekt af den ændrede situation.

Så er der naturligvis optrapningen af krigsfaren, som hele tiden foregår. Stoltenberg er den værste drivkraft: Han siger, at han vil støve en masse opmagasinerede atomvåben af og gøre dem mere anvendelige, dybest set sætte dem i en form for alarmberedskab, hvilket naturligvis optrapper krigsfaren.

Putins forslag, som naturligvis straks blev afvist – Putin holdt den 14. juni en tale for ledelsen af det russiske udenrigsministerium. Han holdt en times tale, og kun slutningen af talen, hvor han kom ind på sit forslag om fredsforhandlinger om Ukraine, blev rapporteret i Vesten. Det blev straks afvist af Scholz og andre. Men det var kun den sidste del af en meget større præsentation, hvor han igen analyserer, hvordan det kom til denne krise i Ukraine. Men så kom han med et meget interessant og efter min mening meget vidtrækkende forslag om at have en eurasisk sikkerhedsarkitektur, som ville tage hensyn til alle eurasiske landes interesser, og som ville være åben for NATO-medlemmer. Jeg synes, det er meget interessant. Han brugte formuleringer, som objektivt set ikke ligger langt fra det, jeg har sagt i to år, siden den særlige militære operation startede: Nemlig at ethvert sikkerhedsarrangement skal tage hensyn til alles interesser, ellers fungerer det ikke, og det skal være baseret på udvikling – han brugte ikke præcis mine ti principper, men essensen gav meget genlyd.

Efter min mening bør det tages op, og jeg synes, det bør evalueres. Det er ikke et færdigbehandlet forslag, men det er en platform for diskussion, for at vende tilbage til diplomatiet. Og der står udtrykkeligt, at det er åbent for NATO-landene. Der står ikke, at det udelukker USA. Så jeg tror, at verden ville gøre klogt i at overveje dette forslag og begynde at føre en dialog om, hvordan vi kan afslutte krigen i Ukraine, før det er for sent. Det kan snart være for sent, advarer folk: En af dem er Serbiens præsident Vučić, som gav et interview til det schweiziske magasin {Die Weltwoche}, hvor han grundlæggende sagde, at han ser tegn på, at der er fare for, at det kan komme til en stor krig mellem Europa og Rusland inden for tre til fem måneder. Nu ved jeg ikke, hvilke yderligere oplysninger han har for at indsnævre vinduet til en sådan tidsramme på tre til fem måneder, men det skal tages i betragtning: For også Bulgariens præsident har udsendt lignende advarsler, Slovakiets premierminister Robert Fico, Georgiens premierminister Irakli Kobakhidze, og naturligvis har Ungarns Viktor Orbán hele tiden ytret sig i den retning.

Så vi befinder os i en dramatisk situation. Om mindre end tre uger er der NATO-topmøde den 9.-11. juli. Det bliver et vendepunkt, fordi NATO vil få et stort problem, fordi NATO’s, USA’s og Tysklands image har lidt et enormt tab, naturligvis på grund af det, der skete i Gaza, men også på grund af det faktum, at Ukraine-politikken tydeligvis ikke fungerer. Så NATO har meget at forklare, og hvis de ønsker at komme ud af denne klemme, bør de acceptere Putins forslag om at forhandle. Det ville være til deres fordel.

Ellers vil tiden indtil da blive meget turbulent. Der vil være første runde af det franske parlamentsvalg, som Macron har udskrevet, og hvor det forventes, at han vil lide et stort tab. Så han vil ankomme som en knap så glorværdig præsident til NATO-topmødet i Washington. Der er også valg i Storbritannien, hvor Tories forventes at tabe massivt. Så regeringspartiernes nederlag, som vi så ved valget til Europa-Parlamentet, vil efter al sandsynlighed fortsætte i Frankrig og Storbritannien med forskellige nationale valg. Derfor er advarselsråbet om, at befolkningerne ikke ønsker deres regeringers krigspolitik, helt klart en faktor i billedet. Og hvis regeringerne ville være kloge, ville de lytte til stemningen blandt deres befolkninger i stedet for at bulldoze videre i overensstemmelse med deres egne forventede privilegier, som de tror, de vil opnå, hvis de fortsætter med at følge denne kurs, men hele verden vil naturligvis lide under det. Så det var min kortfattede introduktion.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en pensioneret lærer. Hun siger: “Harley, jeg er helt enig i den betydning, du og LaRouche-bevægelsen og Helga tillægger en tilbagevenden til principperne i Den Westfalske Fred. Men hvordan kan det ske i betragtning af de fleste regeringslederes umoral og fejhed? Kan Helga bruge sin indflydelse til at få BRIKS, SCO eller en gruppe ledere fra det Globale Syd til at tilslutte sig opfordringen til en ny Westfalisk Fred?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, vi gør store fremskridt på det område. Jeg tror, at hvis man ser på den seneste Schiller-konference, som vi havde i den forgangne weekend, så havde vi en betydelig repræsentation af lande fra det Globale Syd, fra BRIKS. Der var en højtstående delegation fra den førende tænketank i Hviderusland. De har ansøgt om at blive BRIKS-medlemmer, de støttede grundlæggende set fuldt ud denne idé om en fred i Westfalen. Vi havde professor Georgy Toloraya, som er en officiel repræsentant for BRIKS-organisationen. Vi havde folk fra Latinamerika: Tidligere præsident Donald Ramotar fra Guyana. Og i det økonomiske panel var der ligeledes flere talsmænd og kvinder fra det Globale Syd.

Jeg tror, vi gør fremskridt, fordi Schiller Instituttet er opstået – og det blev også udtrykt af flere af konferencens deltagere – er opstået som en platform, der fremmer denne idé om en ny dialog. Jeg tror, at det faktum, at det seneste fredsforslag fra Putin ikke er helt det samme som det, jeg har sagt. Jeg har sagt, at vi har brug for en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som omfatter hvert eneste land på kloden. Det, præsident Putin har sagt, er, at han har opfordret til en ny sikkerhedsarkitektur for hele Eurasien, som er åben for NATO-landene og bør tage hensyn til alles interesser.

Så selv om der stadig er forskelle, tror jeg, at vi bevæger os meget hurtigt i retning af den mulighed. Hvis du vil gøre noget for freden, og du er enig i den westfalske freds tilgang, så tag både Putins tale – som er en lang tale, men den er fuld af interessante ideer. Jeg tror, det er en af de vigtigste taler, Putin nogensinde har holdt. Og tag mine ti principper, og tag disse to ting som en pakke, og send den til alle; alle kongresmedlemmer, alle parlamentarikere i jeres lande, valgte embedsmænd på alle niveauer, andre institutioner, som bør være en del af denne debat, og få det med i diskussionen: At alternativet til en tredje verdenskrig er at have sådanne forhandlinger, som de fandt sted i Münster og Osnabrück mellem 1644 og 1648, og som førte til indgåelsen af den Westfalske Fred, som virkelig var etableringen og begyndelsen på det, vi i dag kalder folkeretten. Jeg synes, det er ekstremt vigtigt at gå tilbage til det, for kun hvis man tager hensyn til alles interesser, kan man opnå fred. Hvis man udelader nogen, fungerer det ikke. Det bedste eksempel på det er Versailles. Versaillestraktaten tog ikke hensyn til Tysklands interesser, ikke til Kinas interesser, og derfor var den optakten til Anden Verdenskrig. Hvis vi har lært noget af historien, bør vi tage det op til revision og anerkende, at princippet om den andens interesser er nøglen til fred.

SCHLANGER: Du lytter til Helga Zepp-LaRouche fra Schiller Instituttet. Du kan stadig sende os dine spørgsmål; send dem til questions@schillerinstitute.org.

Jeg har et spørgsmål her fra en person, der har underskrevet det “Frustreret i Skotland”. Han skriver: “Mens alle siger, at valget til Europa-Parlamentet chokerede regeringerne, siger de også, at Den Europæiske Union ikke vil ændre sig. Med de kommende valg i Storbritannien og Frankrig, tror du så, at vælgerne er utilfredse nok til at sende et mere klart budskab om, at der skal ske en drastisk ændring?”
ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er potentialet, og det er håbet. Som jeg allerede har nævnt, er der snart valg i Frankrig, og jeg tror, at alt tyder på, at Macron og dermed hans politik med franske tropper i Ukraine og lignende ting vil blive fuldstændig knust. Det britiske Tory-parti vil lide et tilbageslag. Og så har vi i september flere valg i Tyskland. I Østtyskland, Sachsen, Thüringen og Brandenburg – i hvert fald tre delstater. Og der var AfD det stærkeste parti ved europaparlamentsvalget, og Wagenknecht-partiet (BSW) er næsten nummer et i Thüringen – det går frem og tilbage mellem AfD og BSW, som de kaldes. De ligger begge i meningsmålingerne lige nu på 49%. Det er ikke så langt fra at være flertallet, hvis de får en procent mere. Det kan tippe, fordi krigsfaren i stigende grad er i folks bevidsthed og skræmmer dem. Så du kan få en ændring i tre af de tyske delstater, hvilket ville være en ændring i det føderale system, Bundesrat, Rådet, og det kunne afspore den tyske krigspolitik.

Så tror jeg, at en stor faktor i situationen er, at det viser sig, at de unge vælgere – de lader folk fra 16 år stemme – og en masse mennesker, der stemte for første gang, i overvældende grad gik til AfD, og det er klart relateret til krigspolitikken! Så jo mere eliten og regeringerne presser på med krigspolitikken, jo mere er de ved at miste ungdommen. Og det er fremtiden.

Under alle omstændigheder tager jeg ikke let på risikoen, og jeg siger, at der skal ske en meget større mobilisering for at advare om faren og give folk en fornemmelse af alternativet. Men selv om valgprocessen mildest talt er kedelig og ikke særlig demokratisk, fordi den tydeligvis er hæmmet af mange faktorer, så opgiver jeg ikke håbet om, at bekymringen i befolkningen er så stor, at der er et håb om, at den faktor kan være nok til at ændre situationen.

SCHLANGER: Spørgsmålet om bekymring for krig og farerne ved en udvidet krig optager mange mennesker. Jeg har to e-mails her. Den ene er fra Denver. En kvinde skriver: “Som mor er jeg forfærdet over at høre, at der er overvejelser i Kongressen om at genindføre værnepligten. Jeg vil ikke have, at mine skattekroner eller mine børn skal sendes ud i en krig, som ikke hjælper nogen. Men jeg føler mig så hjælpeløs. Hvad kan vi gøre?”

Og så fra Han i Australien: “Jeg kunne ikke være mere enig i alt det, du siger om den globale situation. Jeg vil gerne gøre noget for at få flere mennesker til at forstå det. Lad mig vide, hvad jeg kan gøre og være en del af det. Jeg synes, at dit forslag før Helga var ret godt om Putins erklæring og dine grundlæggende principper, men måske vil du sige mere om det.”

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Jeg er helt enig i, at en værnepligtshær tidligere var mere fordelagtig end en frivillig hær, fordi den frivillige hær i virkeligheden er den imperiale model. Hvis du læser Samuel Huntingtons bog {The Soldier and the State}, som er en forfærdelig bog, men jeg læste den engang, fordi jeg gerne ville finde ud af, hvordan de neokonservative tænker: De har en idé om en imperialistisk hær med Romerriget som forbillede, hvor der ikke er nogen forbindelse mellem befolkningen og folket, og derfor er det egentlige spørgsmål at få soldaternes effektivitet øget. I moderne tid er det en ganske forfærdelig idé, fordi den involverer alle mulige moderne våben. Det er bare en forfærdelig idé.

Men det nuværende system er blevet ændret så meget i retning af et imperialt militærsystem, at det ikke længere er som de preussiske reformatorer Scharnhorst, Gneisenau eller Lazare Carnot i Frankrig, hvor officeren skulle være et forbillede i samfundet. Det er fuldstændig elimineret. Derfor mener jeg, at ideen om nu at kræve en værnepligt under alle omstændigheder ikke er noget, man bør overveje. Man skal bare give udtryk for sin modstand, hvor man kan.

Når alt dette er sagt, vil jeg foreslå, at de to lyttere, de to personer, der stillede spørgsmål, og mange af vores seere – nemlig dig – deltager i vores kommende IPC-møde på fredag. Det er den Internationale Fredskoalition: Vi har afholdt Zoom-konferencer hver eneste fredag i mere end et år nu, uafbrudt. Den kommende fredag vil vi fokusere på dette forslag fra præsident Putin, for der er også en tysk organisation, der hedder OKV, som er en paraplyorganisation for østtyske organisationer. De har udsendt en opfordring til alle mennesker om at støtte og diskutere dette forslag fra Putin. Så selv om det ikke er så velkendt, har vi gjort det til et emne, der skal diskuteres på dette kommende fredagsmøde. Det er en lejlighed for folk til at blive fortrolige med det og få eksperternes syn på det. Hvis diskussionen går i retning af, at det skal godkendes, vil vi gøre det eller overveje, hvilke argumenter der skal høres imod det.

Men jeg tror bestemt, at det er noget, der kan blive et samlingspunkt, for hvis der i alle lande er et betydeligt antal organisationer, der støtter det, vil vi skabe et miljø, hvor regeringerne vil have svært ved at ignorere det. Så det er mit umiddelbare forslag til, hvad du bør gøre.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål, der lige er kommet ind. Nogen spørger: “Det ser ud til, at Saudi-Arabien bryder med dollarordenen, afslutter petrodollar-aftalen og accepterer yuan til oliekøb. Men jeg bliver ved med at høre, at de ikke har accepteret medlemskab af BRIKS endnu. Holder de sig tilbage af frygt for at fremprovokere et regimeskifte fra USA’s side?”

ZEPP-LAROUCHE: Det er muligt, jeg ved det ikke. Jeg ved, at der har været et enormt pres fra USA på Saudi-Arabien for ikke at komme med i BRIKS. Jeg tror, at forskellige embedsmænd fra det amerikanske udenrigsministerium for nylig besøgte Saudi-Arabien og pressede på for at få en pagt mellem Saudi-Arabien og Israel i stedet, hvilket allerede blev fremmet en gang under Trumps præsidentskab. Det førte til Abraham-aftalerne, og det var faktisk en stor medvirkende faktor til at udløse den nuværende Gaza-krise, fordi den helt udelukkede palæstinenserne og gjorde forholdene for folk i Gaza hårdere, så dette angreb den 7. oktober var slutresultatet af denne udelukkelse. Hvad det angår, var der forresten en rapport i den israelske presse om, at det kommende Hamas-angreb, som fandt sted den 7. oktober, allerede var kendt af IDF den 19. september. De afviste det fuldstændigt af grunde, som man må finde ud af, men det var kendt, det blev afvist. Så derfor tror jeg, at dette vil få en hel opfølgning, fordi det vil gå op for folk, at de mennesker, der mistede slægtninge blandt gidslerne, eller som blev dræbt i angrebet, det kan bidrage til Netanyahus fremtidige politiske skæbne på en betydelig måde. Folk vil sige: “Hvem er ansvarlig for det her i sidste ende?”
Så jeg ved ikke præcis, hvad der er grunden til, at Saudi-Arabien ikke har tilsluttet sig BRIKS, men det faktum, at de nu bevæger sig mod en petro-yuan, er helt sikkert et tegn i tiden på, at de-dollariseringen bevæger sig fremad med fuld fart. Det er bare endnu en grund til, at folk tænker over, at det måske ville være en god idé at ændre politik.

SCHLANGER: Jeg har lige fået et re-tweet af et tweet fra Anya Parampil, som arbejder med Grayzone. Hun skriver: “Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salman har lige opfordret til, at Netanyahu holdes strafferetligt ansvarlig for deres forbrydelser mod palæstinenserne. Den saudiske prins opfordrede også til at afslutte den ulovlige besættelse og anerkende staten Palæstina med 1967-grænsen og Jerusalem som hovedstad.” Så det ser ud til, at det kan være i tråd med det, du lige har sagt.

Helga, det næste spørgsmål, jeg har til dig, er fra USA. Los Angeles Unified School District har netop besluttet at forbyde mobiltelefoner på skolerne, også i pauserne og under frokosten. De siger, at det er for at beskytte de unges mentale sundhed. Personen, der har sendt dette, siger: “Jeg har hørt dig tale om de sociale mediers skadelige virkninger. Jeg går ud fra, at du vil støtte dette skridt fra Los Angeles’ skoledistrikt?”
ZEPP-LAROUCHE: Jeg vil gerne takke personen fra Grayzone for at have introduceret denne meget interessante nyhed. Tak – det er gode nyheder.
Jeg synes også, at beslutningen fra Los Angeles’ skoledistrikt – jeg synes, det er fremragende. Jeg er overbevist om, at den ubegrænsede adgang til alle mulige ting udgør en fare for unge mennesker og børn – jeg begyndte at undersøge Pokémon for mange år siden, og det er skadeligt! Jeg stødte på det for mange år siden, fordi vi havde besøg af to børn på seks og otte år, og de sagde: “Pokémon er så fedt!” Jeg sagde: “Hvad er det?” Jeg anede ikke, hvad det var. De sagde: “Du er forældet, du ved ikke, hvad Pokémon er.” Så det fik mig til at tage til nogle af de her indkøbscentre, hvor de havde Pokémon-konkurrencer. Jeg stillede mig op i køen for at se, hvad der egentlig skete. Der var alle de her fire- og femårige, og jeg spurgte: “Hvorfor kan du lide Pokémon?” De sagde: “Ah, kamp! Kamp!” Jeg sagde: “Synes du ikke, det er meget rarere at være venner med andre mennesker?” “Nej, nej, kamp, kamp!” Nå, men det er bare et lille indblik i, hvordan jeg startede. Så kiggede jeg på computerspil og lavede nogle mere seriøse studier. Der er ingen tvivl om, at hele dette område, hvor internettet, og når du har en mobiltelefon, har du adgang til det hele. Det er så absolut skadeligt for unge sind – for Platon ville ikke have, at Athens børn skulle gå til tragedierne, fordi han mente, at eftersom deres personlighed og sjæl endnu ikke er udviklet, kunne de ikke fordøje grusomheden i disse skuespil. Det var højkultur i forhold til, hvad folk kan se på internettet i dag. Platons argument er 100 gange mere gyldigt i dag, for det er ikke kun det forfærdelige indhold, men børn har endnu ikke nogen dømmekraft. De er ekstremt påvirkelige, og når man har en klar idé om, hvad det positive er, kan man måske se på noget forfærdeligt og afvise det, fordi man allerede har et positivt etableret synspunkt. Men børn er hjælpeløse, og derfor mener jeg, at denne skoles beslutning er nødt til at blive efterfulgt overalt.

SCHLANGER: Jeg har et sidste spørgsmål til dig. Det er et, vi har haft før, men det er stadig et problem med folk, der sidder fast i, jeg tror bare, man ville sige, en gammel måde at tænke på. Amanda spørger: “Er det på tide at udskifte FN?”

ZEPP-LAROUCHE: Nej. Jeg mener, at behovet for at have et repræsentativt system, hvor hver nation er repræsenteret som i FN’s generalforsamling, absolut skal bestå. FN’s charter skal absolut bevares. Bør FN’s Sikkerhedsråd reformeres? Bør andre underafdelinger af FN reformeres? Ja, det synes jeg. Jeg mener, at landenes repræsentation skal være mere proportional. Det faktum, at det Globale Syd er totalt underrepræsenteret, skal påtrængende afvises og forbedres. Jeg kender mange tidligere diplomater og forfattere og så videre, som arbejder på bøger med reformplaner. Der er en enorm diskussion i gang om, hvordan man kan reformere FN på en måde, så det bliver et mere passende instrument, ligesom FN’s Sikkerhedsråd ikke kan blokeres af et enkelt lands veto, når det bestemt er et problem, og det er derfor, der ikke sker fremskridt på mange fronter.

Jeg mener, at FN bør reorganiseres, men selve ideen om, at man har brug for et forum, hvor alle er repræsenteret, og at man kan have en dialog baseret på alle landes suverænitet. Jeg synes, at FN-pagten er virkelig god: Den bør bevares. Der bør handles mere på det, og jeg synes, det bør gøres mere passende for alle de andre aspekter, som FN’s organisationer, der mange gange ikke har levet op til det, de skulle. Det bør der rettes op på. Men vi har brug for en civilisationsdialog. Der er ingen erstatning. Der er ingen erstatning for diplomati, for at have en ligeværdig indstilling til at dele sine bekymringer, men også for at opnå et højere niveau.

Min hovedpointe er de tre sidste principper, jeg har i mine ti principper for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. De ville også gælde for FN-reformen, for jeg mener, at det, der mangler, selv i FN-pagten, er denne idé om, at man er nødt til at sætte FN på et mere, jeg vil næsten sige, metafysisk grundlag, noget, der er mere funderet i skabelsens lovmæssighed og det fysiske univers’ lovmæssighed, så det er forankret i noget, der går ud over blot menneskeskabt lovgivning eller forslag. Jeg har henvist til naturretten i den europæiske civilisationstradition eller kosmologien i Indien eller Himlens Mandat. Den slags ting, som henviser til en dybere lovmæssighed i universet, tror jeg ville være ekstremt vigtige. Og naturligvis også menneskebilledet: Menneskeartens sande natur som grundlæggende god, og at alt ondt er en mangel på udvikling, og at det derfor kan overvindes.

Det er ideer, som jeg mener, skal tilføjes for at gøre den mere stærk.

SCHLANGER: Jeg tror, der er mulighed for, at folk kan studere dine grundlæggende ti principper. De kan finde dem på Schiller Instituttets hjemmeside. Som du sagde, vil det være en del af fokus for organiseringen, sammen med at få ud, hvad Putin faktisk sagde. Så med det, Helga, har du nogen afsluttende kommentarer?

ZEPP-LAROUCHE: Bare kom til IPC-mødet på fredag, og bliv aktiv sammen med os. De næste tre, fire, fem, seks måneder vil – efter min mening – være helt afgørende for, om vi går ind i tredje verdenskrig, eller om vi kan gå over til et nyt paradigme. Så lad være med at vente: Bliv aktiv sammen med os.

SCHLANGER: Okay. Jeg behøver ikke at sige, at du skal være aktiv, for det ved jeg, at du vil være. Tak, fordi du var med, og vi ses igen i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, på gensyn i næste uge.




Komediespillet med det ‘kollektive Vesten’ der styrer showet er slut

17. juni 2024
Det vigtigste resultat af “Topmødet for fred i Ukraine”, der blev afholdt i den schweiziske ferieby Bürgenstock i weekenden, er, hvordan det endegyldigt viser, at Vesten ikke længere er i stand til at tvinge, eller endog foregive, en “koalition”, der er villig til at gøre, hvad den beder om. Dette er en “strategisk realitet”, som Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche noterede sig i dag. Konsekvensen af dette er selvfølgelig, at individer og nationer må træde frem – som det sker i den Globale Majoritet – for at vise vejen ud af nutidens forfærdelige fase med krig, folkemord og fare for atomar udslettelse og ind i en ny udviklingsperiode.

Zepp-LaRouche gennemgik den schweiziske “freds”-begivenhed, som var dømt til at mislykkes fra starten ved at udelukke Rusland, som var en af hovedparterne. Der var inviteret 160 nationer – en stor del af de 200 lande i FN – men kun 98 accepterede. Af dem nægtede 20 nationer at underskrive topmødekommunikéet, og af de 78 nationer, der gjorde det, var 42 fra Europa og kun 11 fra Afrika. Kina deltog ikke. Andre førende nationer i BRIKS, herunder Indien, Sydafrika og U.A.E., nægtede at underskrive, sammen med andre store nationer som Mexico.

Mange af de delegationer, der deltog, sendte repræsentanter på lavere niveau. For eksempel deltog kong Salman bin Abdulaziz Al Saud fra Saudi-Arabien ikke; udenrigsminister prins Faisal bin Farhan Al Saud kom i stedet og informerede også topmødet om, at det nu er tid til at føre seriøse forhandlinger i Ukraine og “indgå vanskelige kompromiser”. Han hoppede ikke med på vognen med uophørlig støtte til Ukraines præsident Zelenskyj og krigsførelsen. Det rapporteres, at Irak og Jordan først underskrev topmødeerklæringen, men senere fjernede deres støtte.

Alt i alt, bemærkede Zepp-LaRouche, er der “en klar erkendelse af, at den Globale Majoritet ikke længere er i nærheden af det Globale Vesten” med hensyn til tilpasning og underkastelse. “Vesten er ikke længere i stand til at diktere vilkårene” for militære, økonomiske, (mod)kulturelle og andre grundlæggende relationer mellem og inden for nationer.

Den umiddelbare fare er de globale NATO-krigshøges vilde fremstød for en atomar konfrontation. Den nu afgående NATO-generalsekretær, Jens Stoltenberg, sagde i et interview med Telegraph i London, som blev foretaget i Bruxelles på sidste uges NATO-forsvarsministermøde, at NATO-medlemmerne diskuterer at tage flere af deres atomare sprænghoveder ud af lageret og sætte flere af dem i aktiv venteposition. Han kaldte denne proces for at øge Vestens “afskrækkelse” og sagde, at det var nødvendigt, fordi Rusland og Kina er to “atomare modstandere”.

Antallet af sådanne placerede sprænghoveder er allerede stigende. En ny rapport udgivet i denne uge fra Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) rapporterer om lagerbeholdninger og status for de atomare sprænghoveder, som de ni atombevæbnede nationer har. Der er en anslået beholdning på 12.121 atomare sprænghoveder i alt i verden, hvoraf fordelingen er: 9.585 på lager i militære lagre og 3.904 udstationeret med missiler og fly. Sidstnævnte antal er steget med 60 siden januar 2023.

Disse oplysninger bidrager blot til den sammenhæng, hvor betydningen af den rolle, som Schiller Instituttet og dets samarbejdspartnere spiller, er klar: at slå alarm. Budskabet fra Schiller Instituttets hastepressemøde den 12. juni i National Press Club i Washington, D.C. giver fortsat genlyd og er nødt til at slå endnu hurtigere og højere alarm. “Faren for atomkrig er reel og må stoppes.” Budskabet fra de tre overordnede specialister inden for militær efterretning, Helga Zepp-LaRouche og Anastasia Battle, leder af Den Internationale Fredskoalition, er afgørende.

Gilbert Doctorow, ledende analytiker i Europa, understregede dette i en artikel i denne uge, der dækkede Schiller Instituttets arrangement, hvor han, efter at have nævnt nogle observationer og forskelle, sagde: “Det ville være fremragende, hvis den brede amerikanske offentlighed ville lytte til og handle efter, hvad Scott Ritter og oberst Lawrence Wilkerson havde at sige. Her er et tilfælde, hvor ægte amerikansk patriotisme er helt på linje med at redde verden for alle dens befolkninger. Selv om jeg fremhæver disse to talere, er det værd at se i hvert fald den første time af denne begivenhed. Indtil videre har videoen tiltrukket 43.000 seere, den har brug for yderligere 4 millioner for at få gennemslagskraft. Måtte det ske!”

I Brasilien cirkulerer budskabet om hastearrangementet den 12. juni nu også i medierne. En reporter fra den vigtige nationale publikation CartaCapital sammenfattede indholdet af den 2,5 timer lange begivenhed i National Press Club, herunder at den “tyske aktivist” Helga Zepp-LaRouche “opfordrer til, at der skabes en ny og umiddelbar sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle landes interesser”.

Denne “historie” bliver ikke forældet. Udfordringen er at få den ud hurtigt og engagere alle i processen med dialog og politikformulering, som det blev præsenteret på Schiller Instituttets internationale konference den 15.-16. juni, “Verden på randen: For en ny westfalsk fred!”

Stoltenberg afslører: NATO i samråd om at sætte flere atomvåben på standby for at afskrække Rusland og Kina

17. juni 2024
NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg sagde i går til London Sunday Telegraph, at der var direkte konsultationer blandt NATO-medlemmerne om at tage missiler ud af lageret og sætte dem på standby, da han opfordrede til, at gennemsigtighed skulle bruges som afskrækkelse. “Jeg vil ikke gå ind i operationelle detaljer om, hvor mange atomsprænghoveder der skal være operationelle, og hvilke der skal opbevares, men vi er nødt til at konsultere om disse spørgsmål,” sagde han. “Det er præcis, hvad vi gør….

“Gennemsigtighed hjælper med at kommunikere det direkte budskab, at vi selvfølgelig er en atomar alliance. NATO’s mål er selvfølgelig en verden uden atomvåben, men så længe der findes atomvåben, vil vi forblive en atomalliance, fordi en verden, hvor Rusland, Kina og Nordkorea har atomvåben, og NATO ikke har, er en farligere verden,” sagde Stoltenberg.

Han hævdede, at især Kina investerede kraftigt i moderne våben, herunder dets atomarsenal, som han sagde ville vokse til 1.000 sprænghoveder allerede i 2030. “Og det betyder, at NATO i en ikke særlig fjern fremtid kan stå over for noget, som det aldrig har stået over for før, og det er to atomare potentielle modstandere – Kina og Rusland. Det har selvfølgelig konsekvenser.”

Foto: NATO




Jacques Cheminade, formand for Solidarité & Progrès,
bekendtgør sit kandidatur til det franske parlamentsvalg 

Den 17. juni 2024 (EIRNS) – Den franske præsident Emmanuel Macron besluttede tidligere på måneden at opløse nationalforsamlingen og udskrive nyvalg, hvilket er hans reaktion på det usædvanligt store nederlag, som hans parti led ved valget til EU-parlamentet, og et sidste forsøg på at redde sit formandskab. Jacques Cheminade, formand for partiet Solidarité & Progrès, har valgt at stille op til valget den 30. juni-7. juli i det 11. distrikt for franske borgere i udlandet, et valgdistrikt, der omfatter Kina og Rusland samt 47 andre lande i Østeuropa, Asien og Oceanien. 

Cheminade har udgivet sin [kampagnemeddelelse] (https://solidariteetprogres.fr/spip.php?article16674). Kontakt Cheminades kampagne: +33 7 63 85 00 92.

Kandidaturerklæring: ‘Afspænding, forståelse og samarbejde’ – fra Atlanterhavet til Det Kinesiske Hav

af Jacques Cheminade

Lad mig gå direkte til sagen. Når jeg stiller op i jeres valgkreds, er det, fordi den repræsenterer en afgørende indsats for verdensfreden og for vores land. Den strækker sig fra det høje nord til Australien via Kina, og det er en god ting, for det er på denne skala, at vi må tage udfordringen op.

Vi lever under en umiddelbar krigstrussel. Ved at angribe de russiske missilforsvarssystemer i Armavir og Orsk overskred NATO en rød linje. Da Emmanuel Macron organiserede D-dag i Normandiet den 6. juni, bød han Volodymyr Zelenskyj velkommen og udelukkede russiske repræsentanter, hvilket ikke er i det russiske eller ukrainske folks interesse, men i alle dem, der fisker i urolige vande, og som spiller poker med vores liv. Det er en meningsløs provokation på et tidspunkt, hvor Frankrig burde mægle og inspirere til en fredspolitik for at genvinde sin tabte storhed og indflydelse.

I sin tid kæmpede Charles de Gaulle for en politik med “afspænding, forståelse og samarbejde”. Det er mere nødvendigt end nogensinde at forhindre “menneskeheden i at udslette sig selv i uhyrlig ødelæggelse”. Desværre kan jeg ikke se nogen anden kandidat, der er opgaven voksen. At stemme på min idé om Frankrig betyder at sende et afgørende “politisk” missil for at hjælpe vores land med at tage sig sammen. Det, vi taler om, er en ny befrielse af vores land, for det er besat af et finansielt og kulturelt oligarki, som er ved at ødelægge det.

I dag kæmper jeg først og fremmest for en udenrigspolitik, som ikke længere er afhængig af dem, der har taget magten i Washington, men som i vores nationale suverænitets navn arbejder i harmoni med landene i det Globale Syd og BRIKS-Plus, der har til hensigt at sikre, at deres egen suverænitet bliver respekteret. Jeg støtter deres initiativer, især Kinas, for et win-win internationalt system. Det er ikke et spørgsmål om at slutte op om nogen, men om at komme overens med de kræfter, der rejser sig i verden. Jeg vil kæmpe for, at et befriet Frankrig er til stede i Kazan den 22.-24. oktober, selvfølgelig uden Emmanuel Macron.

Det er et spørgsmål om at deltage i en ny arkitektur for gensidig sikkerhed og udvikling i verden, til fordel for hvert enkelt land og i overensstemmelse med principperne i den Westfalske Freds-traktat. Ingen må lades i stikken, hverken store eller “små” lande, som jeg sagde tilbage i 1995, fra Atlanterhavet til Det Kinesiske Hav. Præsident Xi Jinpings tre initiativer er et godt sted at starte. Indien, et BRIKS-medlem med næsten 20 % af verdens befolkning, er et vigtigt supplement til dette Globale Syd. Vietnam ligger os meget på sinde. Australien må blive et vigtigt omdrejningspunkt.

I Ukraine, som i Mellemøsten, opfordrer jeg til at afslutte kampene gennem forhandling og genopbygning. Frankrig må ikke længere levere våben til Ukraine eller blande sig i dets territorium. Jeg synes, det er kriminelt, at NATO udleverer ukrainere til døden i en stedfortræderkrig, som uundgåeligt vil blive tabt. Jeg fordømmer den fortsatte udvidelse mod Ruslands grænser, som førte til præsident Putins indgriben. Vores opgave er ikke at retfærdiggøre det, men at forstå det. Vores præsident er blevet en krigsmager, Raphaël Glucksmann har altid været en krigsmager, og Jordan Bardella er blevet medlem af NATO. Jeg går ind for den fredsplan, som præsidenterne Lula og Xi Jinping netop har fremlagt. Så jeg går ind for at opløse NATO, som er blevet den væbnede fløj af City of London, Wall Street og de angloamerikanske tjenester. Jeg har intet imod USA som nation, men alt imod de militær-finansielle kræfter, der besætter landet. Jeg går ind for en alliance mellem arbejderne og borgerne i Nord og folkene i det Globale Syd. Med Schiller Instituttet, en international organisation, som jeg er et aktivt medlem af, gør jeg mit yderste for at opnå dette.

For at gennemføre denne politik vil jeg genetablere et udenrigsministerium, der er dette navn værdigt, og støtte vores netværk af institutter og franske alliancer samt vores udstationerede virksomheder – med andre ord alle dem, der er involveret i den nye internationale udviklingsarkitektur. Det er på tide at få de menneskelige og økonomiske ressourcer på plads, som vores politik skal have.

Befriet fra de kræfter, der undertrykker os, vil vi derefter være i stand til at genetablere en retfærdig social orden i vores land og en politik for genfødsel af offentlige tjenester: hospitaler, skoler, børnehaver, laboratorier og en industripolitik, der respekterer de produktions- og værdikæder, der bærer vores økonomi inden for og uden for vores grænser.

Som patriot og verdensborger vil jeg være sværdet – eller laseren, som vi ville sige i dag – der lægger pres på dem, der ikke længere tror på vores suverænitet. Franskmændene er et stærkt folk, men de ved det ikke. Jeg har tænkt mig at spille en rolle i vores opvågnen, takket være jer, som er bevidste om vores potentielle indflydelse i verden og har tænkt jer at bidrage til den. Hjælp mig med at hjælpe et Frankrig, hvor vi ikke længere har grund til at være pessimistiske, fordi vi vil tænke med fremtiden for øje.

Foto: Solidarité & Progrès




Palæstinas ambassadør til Danmark, H.E. Prof. Dr. Manuel Hassassian’s
tale til Schiller Instituttets online-konference den 15. juni 2024.
Video og afskrift.

You can read the English transcript under the Danish translation.

Forstå den historiske baggrund for den palæstinensisk-israelske konflikt: Aktuelle realiteter, udfordringer og en køreplan for bæredygtig fred og varig retfærdighed, inklusiv Oase-planen

Prof. Dr. Manuel Hassassian

Palæstinensisk ambassadør i Danmark

Tale til Schiller Instituttets konference den 15. juni 2024.

Her er den fuld forudindspillet video og afskrift. Under konferencen var et par afsnit skåret væk pga. tidsbegrænsning.

Jeg vil gerne starte min tale med at takke Schiller Instituttet for denne mulighed for at tale til jeres ansete konference. Jeg beklager meget. Jeg kan ikke være til stede, fordi jeg er ude at rejse.

Og jeg vil gerne starte min tale med at give et kort resumé af Oase-planen, for senere, vil min diskussion eller overvejelse handle om den palæstinensisk-israelske konflikt, og hvordan det vil være i forbindelse med en plan, der virkelig vil bringe fred, sikkerhed og retfærdighed gennem økonomisk udvikling og gennem bånd mellem nord og syd og så videre. Og lad mig starte med at kaste et kort lys over Oase-planen, der er sponsoreret af Schiller Instituttet under titlen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina og for hele Sydvestasien. Fred gennem økonomisk udvikling er det eneste succesfulde grundlag for varig og retfærdig fred i Mellemøsten.

Der er ikke noget rent militært grundlag for fred eller sikkerhed, og militære løsninger har aldrig været en løsning. Så der er ikke noget rent militært grundlag for fred eller sikkerhed. Kun udvikling er afgørende. Men den største hindring for udvikling i vores region, som er Mellemøsten og Sydvestasien, er manglen på ferskvand. Som alle er bekendt med. For hvis vi ikke løser dette problem, vil den næste krig i Mellemøsten komme til at handle om vandressourcer, og gennem opførelsen af et netværk af afsaltningsanlæg, ideelt set baseret på atomkraft, der kan omdanne havvand til ferskvand.

Disse anlæg kunne forbinde Det Røde Hav med Det Døde Hav og Det Døde Hav med Middelhavet, som det er skitseret i planen. Og det vil kun ske ved at afvise magtpolitik, afvise geopolitik og opbygge et nyt paradigmeskift i internationale relationer, der er baseret på et nyt koncept for økonomisk udvikling, dvs. at sikkerhed og udvikling vil være fremherskende som et overordnet princip. Som Helga Zepp-LaRouche engang sagde. Jeg citerer: “Man er nødt til at have håb og give de unge en anstændig fremtid, så de kan få et normalt liv med nyttige ting.” Denne plan bør gælde for Palæstina-Israel-konflikten, for dens endelige afslutning og for dens lange levetid, for fred og sikkerhed.

Og lad mig nu kaste lys over den nuværende situation i Palæstina. Jeg synes, det er vigtigt at kende omfanget af denne store konflikt, som har påvirket hele verden. Og som I kan se, har den bredt sig til hele verden, hvor den offentlige mening bliver mere og mere opmærksom på, hvad palæstinenserne går igennem i Gaza, på Vestbredden og i Østjerusalem. Israels igangværende apokalyptiske militærkampagne mod Gaza, Vestbredden og Østjerusalem kommer oven på 76 års forfølgelse, fordrivelse og folkemord. Det har resulteret i masseødelæggelse. Den har ført til fordrivelse af over 90 % af Gazas befolkning og til, at titusinder af uskyldige civile er blevet dræbt og lemlæstet, hvoraf de fleste, som I ved, er kvinder og børn. 

I de sidste 250 dage har Israel gennemført en vedvarende kampagne med luftangreb rettet mod civile i Gaza. I den seneste optrapning er omkring 210 palæstinensere blevet massakreret, og over 400 er blevet såret i Al-Nuseirat-flygtningelejren i det centrale Gaza. Dødstallet ligger på ca. 37.000, og halvdelen af ofrene er børn. Tragisk er det, at over 10.000 martyrer menes at være fanget under murbrokkerne af de ødelagte bygninger. Den forfærdelige situation forværres af tabet af 147 FN-ansatte og ødelæggelsen af 32 hospitaler, hvilket kun efterlader nogle få operationelle faciliteter med begrænsede ressourcer. Desuden er alle uddannelsesinstitutioner, herunder skoler og universiteter, blevet decimeret, og adskillige religiøse steder som kirker og moskeer er blevet fuldstændig ødelagt. Kontrollen med grænseovergangen i Rafah begrænser yderligere adgangen til vigtige forsyninger, herunder brændstof, og forhindrer vitale tjenester i at fungere. Resultatet er, at ca. 70 % af Gazas infrastruktur ligger i ruiner, hvilket intensiverer den humanitære krise i regionen.

Hvilken betegnelse beskriver bedst denne konflikt? Er det en forsvarskrig, hvor Israel beskytter sig selv, eller er det en kampagne for at undertrykke et folk, der stræber efter uafhængighed og frihed? Nogle gange synes jeg, det er ironisk, når jeg diskuterer med europæiske eller amerikanske embedsmænd, som jeg har gjort utallige gange i min diplomatiske karriere, og de hele tiden taler for en to-statsløsning, mens Palæstina står over for stigende ødelæggelse. På trods af denne virkelighed fortsætter retorikken. Hvis de virkelig støtter en to-statsløsning, hvorfor udøver de så vetoret i FN, især når næsten 140 lande har anerkendt Palæstina? Desuden følger Europa ofte USA’s eksempel i denne sag, hvilket rejser spørgsmål om balancen i deres tilgang til to-statsløsningen.

I dag går palæstinenserne ind for det grundlæggende menneskelige princip om selvbestemmelse. Spørgsmålet er, hvorfor verdenssamfundet universelt støtter selvbestemmelse, som formuleret i Woodrow Wilsons 16. artikel, men at dette princip ofte ignoreres i forbindelse med Palæstina. Det giver anledning til overvejelser om, hvorvidt palæstinenserne opfattes som værende mindre værd i deres søgen efter anerkendelse som en uafhængig nationalstat i det internationale samfund.

Da det zionistiske projekt blev indledt i Palæstina, var regionen allerede betydeligt udviklet sammenlignet med naboområderne. Infrastruktur som havne og lufthavne samt en blomstrende økonomi og landbrug var allerede etableret. I modsætning til påstande fra personer som premierminister Golda Meir, der sagde, at ørkenen først blomstrede efter zionisternes ankomst, tyder historiske beviser på det modsatte. Der findes dokumenterede optegnelser, som understøtter påstanden om, at regionen allerede var velstående, før den zionistiske bevægelse begyndte.

Denne vedvarende konflikt, som har varet i mange år, har ikke i tilstrækkelig grad pirret verdenssamfundets samvittighed. Den er ofte blevet betragtet som en regional strid eller en konflikt mellem to parter, der kæmper om det samme territorium. Palæstinenserne hævder dog, at de ikke bestrider landet, men snarere hævder deres retmæssige ejerskab. De ser zionisterne som indtrængere, der har forsøgt at kontrollere deres hjemland. Derfor er konflikten ikke blot et spørgsmål om konkurrerende krav på fælles land; den opfattes som en indtrængen fra Israels side. Den zionistiske bestræbelse fik opbakning fra det internationale samfund, som bærer hovedparten af ansvaret for at omgøre konsekvenserne af disse handlinger.

Diskussionen om den praksis, der er forbundet med denne omstridte besættelse, kunne vare i timevis, men sagens kerne er klar: Hvordan kan vi gøre en ende på denne konflikt? Og hvem er de primære interessenter, der forsøger at skabe en løsning? Det er frustrerende, at USA på trods af sin position som fredsprocessens leder i de sidste tre årtier har svigtet og tyet mere til krisestyring end til konfliktløsning. I øjeblikket er det tydeligt, at USA har fejlet fælt i sin rolle som ærlig fredsmægler, da det har støttet Israel, den dominerende part, uforholdsmæssigt meget i forhold til Palæstina, den marginaliserede modpart.

Desværre har vores tillid til amerikanerne været malplaceret. Jeg har ondt af de amerikanske borgere, som styres af et så ineffektivt lederskab i USA med en nærsynet vision om at fremme global sikkerhed og fred. En præsident, der går ind for humanitær adgang, sender paradoksalt nok tusindvis af bomber, som resulterer i uskyldige børns og palæstinenseres død i Gaza. Hvordan kan vi tolerere så senile udtalelser fra en præsident, som ikke har kontakt med virkeligheden? Desværre er alternativet ikke mere lovende.

I det nuværende globale landskab bliver tanken om at bruge enkeltpersoner eller lande som simple brikker i internationale konflikter i stigende grad anset for uholdbar. Mens sådanne konflikter har potentiale til at optrappe til regionale eller endog globale krige, kan de grundlæggende årsager ofte spores tilbage til grundlæggende problemer som ekstrem sult, dyb fattigdom, manglende økonomisk udvikling og nationale interesser. 

Derfor rejser der sig et spørgsmål: Hvilke konsekvenser vil en anerkendelse af Palæstina som stat have for det internationale samfund? Palæstina har tidligere vist sig villig til at gå på kompromis, hvilket fremgår af, at landet kun accepterede 22 % af det historiske Palæstina som stat i 1988. Dette område omfatter Vestbredden, Gaza og Østjerusalem, mens de resterende 78 % blev tildelt det zionistiske projekt. På trods af dette store kompromis er der stadig visse fraktioner i Israel, som søger efter yderligere territorial ekspansion, især på Vestbredden. Når det er sagt, er det vigtigt at bemærke, at Israels interesse i Gaza primært drejer sig om sikkerhedshensyn og adgang til olie snarere end territoriale ambitioner.

I løbet af de sidste to årtier har der været et bemærkelsesværdigt fravær af effektivt og karismatisk globalt lederskab, hvilket har bidraget til en følelse af stagnation eller tilbagegang midt i igangværende konflikter, sult og uretfærdighed. Det rejser spørgsmål om kvaliteten af den demokratiske repræsentation og de politiske partiers indflydelse på valg af ledere. På trods af de mange intellektuelle og institutionelle ressourcer i USA, eksemplificeret ved anerkendte tænketanke og akademiske institutioner som Harvard, Yale, Columbia osv., anses præsidentkandidater som Biden og Trump af nogle personer som impotente og ineffektive. Det understreger bekymringen for den politiske elites dominans over valgprocessen i stedet for ægte folkeligt lederskab.

Der sættes spørgsmålstegn ved USA’s effektivitet som tredjepartsmægler, der skal bygge bro over kløften og uligheden mellem to parter, der ikke er på lige fod. I forhandlingerne mellem Israel og Palæstina er ubalancen i magtdynamikken tydelig. USA, som har en dominerende position, udarbejder ofte resolutioner til fordel for Israel, og palæstinenserne har ikke meget andet valg end at rette sig efter dem. Denne mangel på ligeværdighed underminerer essensen af ægte forhandlinger, som ideelt set involverer symmetriske forhandlinger mellem to stridende magter, der stræber efter at løse uoverensstemmelser. Men i denne sammenhæng var forhandlingerne mere dikteret af magtpolitik end af oprigtig dialog. Palæstinenserne, som den undertippede part, bar konsekvent byrden af disse ubalancer.

Den aktuelle situation med demonstrationer i Israel kan virke misvisende, men det er vigtigt at forstå den bredere offentlige stemning. Der er sket et markant skift i den israelske offentlige mening siden den første intifada i 1987 med en overvejende støtte til højrefløjens lederskab. Indflydelsen fra venstreorienterede progressive elementer er mindsket, hvilket har ført til deres marginalisering i det politiske landskab. Fremkomsten af personer som Ben-Gvir, Smotrich og Netanyahu i magtpositioner afspejler denne højreorienterede tendens. Derfor er potentialet for en mere liberal regering, der går ind for fred, blevet forhindret af den fremherskende højreorienterede stemning i det israelske samfund.

Ordsproget “Velgørenhed starter hjemme” lyder sandt i denne sammenhæng. Stabiliteten i regionen afhænger af, at USA fører en upartisk politik, i stedet for den dobbeltmoral landet hidtil har udvist. På den ene side forsøger man at skabe fred med vores nabolandes regeringer; at Israel kun er kirurgisk, når det handler med Hamas, men man kan tydeligt se konsekvenserne af det. Der er en risiko for at opildne til større konflikter med Egypten, Libanon og Iran. USA’s manglende evne til at skabe en våbenhvile har kompromitteret dets troværdighed. 

Den nuværende situation i Israel er meget ustabil, og optrapningen af spændingerne tyder på en farlig vej. Nogle observatører mener, at Israels undergang er i gang, hvilket understreges af nylige begivenheder som f.eks. studenterprotester i USA. Disse protester afslører en bredere kritik af Biden-administrationens håndtering af internationale konflikter, herunder Gaza-krisen og krigen i Ukraine. Ifølge eksperter er det et tegn på et større mønster af fiasko, når det gælder om at hævde amerikansk dominans på den globale scene. 

I dag er drivkraften bag konflikter ofte forankret i nationale og økonomiske interesser snarere end i ren ideologi. Men det nidkære engagement hos enkeltpersoner, der er drevet af religion, giver stadig anledning til bekymring. Det er vigtigt at forhindre enhver potentiel optrapning til en religiøs konflikt, især mellem muslimer og jøder. Vores fokus er på at føre en national kamp, styret af den verdslige ideologi om etablering af en demokratisk enhed i Palæstina, hvilket er i overensstemmelse med vores lederes overbevisning. Men denne vision kræver en kollektiv indsats, herunder præsident- og parlamentsvalg i Palæstina samt en omfattende reform af vores politiske infrastruktur. Jeg siger ovenstående som selvkritik, fordi jeg er nødt til at være ærlig som akademiker for at kunne skitsere de store skridt, der er nødvendige for realistisk at opnå bæredygtig og varig fred.

Endelig kan en omfavnelse af LaRouches koncept om økonomisk udvikling, som Schiller Instituttet står for, spille en central rolle i at skabe global sikkerhed gennem regional sikkerhed og ved at løse langvarige konflikter som den palæstinensisk-israelske konflikt. Ved at prioritere økonomiske bånd frem for militære løsninger kan nationer fra nord til syd omfavne en win-win-tilgang, der fremmer global stabilitet og velstand.

Jeg ønsker konferencedeltagerne held og lykke med deres bestræbelser, og jeg håber, at mit budskab er højt og tydeligt: Lad os alle sammen arbejde for fred og stabilitet gennem økonomisk stabilitet, og gennem det vi kalder LaRouche-konceptet. Hvilket er Oase-planen. Mange tak, mine damer og herrer. 

———————–
English transcript:

Understanding the Historical Context of the Palestinian-Israeli Conflict: Current Realities, Challenges, and the Roadmap to Sustainable Peace and Lasting Justice, including the Oasis Plan

Prof. Dr. Manuel Hassassian

Palestinian Ambassador to the Kingdom of Denmark

Speech to the Schiller Institute conference on June 15, 2024.

Pre-recorded video on June 12, 2024 . This is the full speech in video and written form, and includes a couple of paragraphs that were cut during the conference presentation for time reasons.

I would like to start my address by thanking the Schiller Institute for this opportunity to address your esteemed conference. I’m sorry that I’m not going to be with you because I’ll be traveling. And I would like to start my speech by giving a brief synopsis about the Oasis plan, because later my discussion or deliberation will be about the Palestinian-Israeli conflict and how that will be in the context of a plan that will really bring peace, security and justice through economic development and through ties between North and South, and what have you.

 

And allow me to start by shedding a brief light on the Oasis Plan, sponsored by the Schiller Institute under the title LaRouche solution for peace Through Development between Israel and Palestine and for all Southwest Asia. Peace through economic development is the only successful basis for lasting just peace in the Middle East region. There is no purely military basis for peace or security, and military solution has never been a solution. So there is no purely military basis for peace or security. Only development is essential. However, the greatest impediment to development in our region, which is the Middle East region and Southwest Asia, is the shortage of fresh water, as everybody knows. Because if we don’t solve this problem, the next war in the Middle East is going to be over water resources.

 

And through the construction of network of desalination plants, ideally nuclear powered, that could turn the seawater into fresh water. These plants could connect the Red sea with the Dead Sea and the Dead Sea with the Mediterranean as it is outlined in the plan. And it will only come about by rejecting power politics, rejecting geopolitics, and building a new paradigm shift of international relations that is based on a new concept of economic development, i.e. security and development will prevail as a great design. As Helga Zepp-LaRouche once said. I’m quoting. “You have to have hope and give the youth a decent future to have a normal life of doing useful things.” This plan should be applicable to the Palestine-Israel conflict, for its finality and for its duration of longevity, for peace and security. And now let me shed light on the current situation in Palestine. I think it is important to know the magnanimity of this great conflict that has been affecting the entire world. And as you can see, it has swept all over the world with public opinion that is becoming more and more aware of what the Palestinians are going through in Gaza, the West Bank and East Jerusalem. Israel´s ongoing apocalyptic military campaign against Gaza and the West Bank and East Jerusalem comes on top of 76 years of persecution, displacement and genocide. It has resulted in mass destruction. It has resulted in displacement of over 90% of the Gazan population, and the deaths and maiming of tens of thousands of innocent civilians, most, as you know, are women and children.

 

For the past 250 days, Israel has conducted a sustained campaign of airstrikes targeting civilians in Gaza. In the latest escalation, around 210 Palestinians have been massacred, with over 400 wounded at Al-Nuseirat refugee camp in central Gaza. The death toll stands at

approximately more than 37,000, with half of the victims being children. Tragically, over 10,000 martyrs are believed to be trapped under the rubble of destroyed buildings. The dire situation is exacerbated by the loss of 147 UN personnel and the destruction of 32 hospitals, leaving only a few operational facilities with limited resources. Furthermore, all educational institutions, including schools and universities, have been decimated, and numerous religious sites such as churches and mosques, have been completely destroyed. Control of the Rafah border crossing further restricts access to essential supplies, including fuel, preventing the functioning of vital services. As a result, approximately 70% of Gaza’s infrastructure lies in ruins, intensifying the humanitarian crisis in the region.

 

What label best describes this conflict? Is it a defensive war, with Israel protecting itself, or is it a campaign to suppress a people striving for independence and freedom? Sometimes, I find it ironic when I discuss with European or American officials, as I’ve done countless times in my diplomatic career, and they continuously advocate for a two-state solution while Palestine faces increasing destruction. Despite this reality, the rhetoric persists. If they truly support a two-state solution, why do they wield veto power in the United Nations, especially when nearly 140 countries have recognized Palestine? Moreover, Europe often follows the lead of the United States in this matter, raising questions about the balance in their approach to the two-state solution.

 

Today, Palestinians are advocating for the fundamental human principle of self-determination. The question arises as to why the global community universally supports self-determination, as articulated in Woodrow Wilson’s 16th article, yet this principle is often disregarded in the context of Palestine. This prompts reflection on whether Palestinians are perceived as deserving less consideration in their quest for recognition as an independent nation-state within the international community.

 

During the inception of the Zionist project in Palestine, the region was already significantly developed compared to neighbouring areas. Infrastructure such as harbors and airports, as well as a thriving economy and agriculture, were already established. Contrary to claims made by figures like Prime Minister Golda Meir, who stated that the desert bloomed only after the arrival of Zionists, historical evidence suggests otherwise. There are documented records supporting the assertion that the region was already prosperous before the onset of the Zionist movement.

 

This enduring conflict, which has persisted for many years, has not adequately sti rred the conscience of the global community. It has often been regarded as a regional dispute or a conflict between two parties vying for the same territory. However, Palestinians assert that they are not contesting the land but rather asserting their rightful ownership. They view Zionists as intruders who have sought to control their homeland. Therefore, the conflict is not simply a matter of competing claims over shared land; it is perceived as an incursion by Israel. The Zionist endeavour received backing from the international community, which bears the brunt of the responsibility to reverse the consequences of these actions.

 

The discourse on the practices associated with this contentious occupation could extend for hours, yet the crux of the matter is clear: how can we bring about an end to this conflict? Moreover, who are the primary stakeholders endeavouring to forge a resolution? It’s frustrating that despite positioning itself as the gavel holder of the peace process for the last

three decades, the United States has faltered, resorting more to crisis management than conflict resolution. Presently, it’s evident that the U.S. has failed dismally in its role as an honest broker for peace, as it has disproportionately supported, unequitably, Israel, the dominant party, over Palestine, the marginalised counterpart.

 

Regrettably, our faith in the Americans has been misplaced. I feel sorry for the American citizens who are governed by such ineffective leadership in the United States, with a myopic vision to fostering global security and peace. A president advocating for humanitarian access is paradoxically sending thousands of bombs, resulting in the deaths of innocent children and Palestinians in Gaza. How can we tolerate such senile statements from a president who seems out of touch with reality? Sadly, the alternative isn’t any more promising.

 

In the current global landscape, the notion of using individuals or countries as mere pawns in international conflicts is increasingly deemed untenable. While such conflicts have the potential to escalate into regional or even global wars, the root causes often trace back to fundamental issues like extreme hunger, abject poverty, lack of economic development and national interests.

 

Therefore, a question arises: what implications would the recognition of Palestine as a state hold for the international community? Notably, Palestine has previously demonstrated willingness to compromise, as evidenced by its acceptance of only 22% of historic Palestine for statehood in 1988. This territory encompasses the West Bank, Gaza, and East Jerusalem, while the remaining 78% was accorded to the Zionist project. Despite this heavy compromise, the quest for further territorial expansion, particularly in the West Bank, persists among certain factions within Israel. That said, it is important to note that Israel’s interest in Gaza primarily revolves around security considerations, and access to oil, rather than territorial ambitions.

 

Over the past two decades, there’s been a notable absence of effective and charismatic global leadership, contributing to a sense of stagnation or decline amidst ongoing conflicts, hunger, and injustice. This raises questions about the quality of democratic representation and the influence of political parties in shaping leadership choices. Despite the abundance of intellectual and institutional resources in the United States, exemplified by renowned think tanks and academic institutions like Harvard, Yale, Columbia, etc. the presidential candidacy of figures like Biden and Trump is viewed by some as a impotence and ineffective. This highlights concerns about the dominance of political elites over the electoral process, rather than genuine grassroots leadership.

 

The effectiveness of the United States as a third party mediator to bridge the gap and inequity between two sides that are not on equal footing is called into question. In negotiations between Israel and Palestine, the imbalance in power dynamics is evident. The United States, holding a dominant position, often drafted resolutions favouring Israel, leaving the Palestinians with little choice but to comply. This lack of parity undermines the essence of genuine negotiations, which ideally involve symmetric negotiations between two contending powers striving to resolve differences. However, in this context, negotiations were dictated more by power politics than by sincere dialogue. The Palestinians, as the underdog party, consistently bore the brunt of these imbalances.

 

The current state of demonstrations in Israel may appear misleading; however, it’s crucial to understand the broader public sentiment. There has been a significant shift in Israeli public opinion since the first Intifada of 1987, with a predominant support for right-wing leadership. The influence of left progressive elements has diminished, leading to their marginalisation within the political landscape. The emergence of figures like Ben-Gvir, Smotrich, and Netanyahu in positions of power reflects this right-wing trend. Consequently, the potential for a more liberal government advocating for peace has been hindered by the prevailing right-wing sentiment in Israeli society.

 

The adage “Charity starts at home” rings true in this context. The stability of the region hinges on the United States adopting an impartial policy instead of the double standards it has demonstrated thus far. On the one hand, attempting to have peace with our neighbouring governments; that Israel is only surgical when it deals with Hamas, but one can plainly see the ramifications of that. There’s a risk of instigating wider conflicts with Egypt, Lebanon and Iran. The failure of the U.S. to bring a ceasefire has compromised its credibility.

 

 

The current situation in Israel is very volatile, with escalating tensions suggesting a perilous path. There are observers expressing the belief that the destruction of Israel is underway, highlighted by recent events such as student protests in America. These protests unveil a broader critique of the Biden administration’s handling of international conflicts, including the Gaza crisis and the Ukraine war. Pundits view this as indicative of a larger pattern of failure in asserting American dominance on the global stage.

 

 

Today, the impetus for conflict is often rooted in national and economic interests rather than pure ideology. However, the zealous commitment of individuals driven by religion remains a concern. It is important to prevent any potential escalation into a religious conflict, particularly between Muslims and Jews. Our focus is on the pursuit of a national struggle, guided by the secular ideology of establishing a democratic entity in Palestine, which aligns with the beliefs of our leadership. Yet, this vision necessitates collective efforts, including presidential and legislative elections in Palestine, as well as comprehensive reform in our political infrastructure. I say the above as self-criticism, because I have to be honest as an academic in order to outline the major steps required to realistically attain sustainable and lasting peace.

 

 

Finally, embracing the LaRouche concept of economic development as espoused by the Schiller Institute, could play a pivotal role in creating global security, through regional security, through resolving long-standing conflicts such as the Palestinian-Israeli conflice. By prioritising economic ties over military solutions, nations from the north to the south can embrace a win-win approach that promotes global stability and prosperity.

 

I wish the conferees all the good luck in their endeavors, and I hope my message is loud and clear, and let’s work all together for peace, stability, through economic stability and through the what we call the LaRouche concept. Which is the Oasis plan. Thank you very much, ladies and gentlemen.




Tale af Helga Zepp-LaRouche: Panel 1: Verden på afgrundens rand:
For en ny westfalsk fred! Online-konference 15. juni 2024

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag, kære excellencer, venner af Schiller Instituttet, kære konferencedeltagere!

 

Lad mig starte med et perspektiv, som er meget velkendt blandt landene i det Globale Syd; som faktisk er blevet den Globale Majoritet i de senere år. Men dette perspektiv er næsten ukendt i Europa og USA. Jeg taler om, at et nyt verdenssystem er ved at blive opbygget, en polycentrisk, harmonisk verden, en “multi-nodal” verden. En verden, som bliver mere retfærdig, hvor alle lande har ret til at udvikle sig; kan vælge deres egen udviklingsvej i overensstemmelse med deres egen kultur, deres egen tradition og deres egen filosofi. Dette er allerede ved at ske. Det er meget fremskredent i forskellige former. For eksempel vokser det i form af BRIKS-landene, som allerede siden topmødet i Johannesburg sidste år er vokset fra 5 til 10. Nu er der yderligere 59 lande, som har ansøgt om at blive medlemmer, så det er i alt næsten 70 lande. Og blandt dem er naturligvis Kina og Indien, som tilsammen tegner sig for næsten 3 milliarder indbyggere.

 

Så, det vi oplever – og jeg tror ikke, at nogen i Vesten har en passende forståelse, eller kun meget få mennesker har en passende forståelse for dette – er, at vi oplever afslutningen på en epoke. Hvad jeg mener med det er de 600 år, der startede omkring år 1500, med kolonialisme og efterfølgende neokolonialisme, som fortsatte, selv efter at mange lande i den såkaldte udviklingssektor havde opnået uafhængighed. Som premierminister Nehru og præsident Sukarno allerede havde advaret om på Bandung-konferencen, fortsatte neokolonialismen i form af nægtelse af adgang til kredit til udvikling, handelsbetingelser og generelt uretfærdige forhold. Men i de sidste 10-12 år begyndte BRIKS’ fremtrædende rolle at stige, fra 2014 med det berømte topmøde i Brasilien. De har gennemgået en enorm udvikling: Xi Jinpings Bælte- og Vej-Initiativ, den massive industrielle vækst i mange nye lande som Brasilien, Indonesien, Egypten, Nigeria, Sydafrika og andre. Alt dette er naturligvis til dels et resultat af Kinas fremgang. Uden Kinas civilisatoriske bidrag, som er uden noget andet sidestykke og uden fortilfælde, fordi det ikke kun løftede 850 millioner af sine egne folk ud af fattigdom, men det strakte også sine hænder ud og gav gennem korridorer, gennem udviklingsprojekter, gennem industriparker; en hånd til de andre udviklingslande, så de kunne starte denne vækstproces på egen hånd.

 

Til dels var det Kinas fremgang, men til dels var det også et tilbageslag for forsøget efter Sovjetunionens sammenbrud på at etablere en unipolær verden af de neokonservative i USA og deres medtænkere i Storbritannien, og Francis Fukuyamas berømte End of History betød faktisk, at der var en hybris, hvor de forfulgte ideen om, at hele verden, hvert eneste land på planeten, ville vedtage den vestlige neoliberale model for demokrati.

 

De midler, der skulle bruges til at opnå dette, var ikke særligt rare. Det omfattede regimeskift mod lande, der ikke ville gå med til dette; farvede revolutioner ved at bruge civile organisationer og NGO’er til at destabilisere eksisterende valgte regeringer. Den var baseret på interventionskrige – Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen og andre. Den var baseret på et brutalt regime af ensidige sanktioner uden opbakning fra FN’s Sikkerhedsråd, som altid ikke var rettet mod regimerne, men faktisk straffede befolkningerne for at få dem til at gøre oprør mod deres regeringer. Det omfattede bevæbning af dollaren og euroen.

 

Alle disse faktorer skabte en faktor, hvor der opstod en stærk bevægelse mod neokolonialisme; af lande, som kræver retten til deres egen udvikling. De ønsker ikke længere blot at være råvareeksportører, hvor fortjenesten på deres råstoffer går til multinationale selskaber, karteller og banker. Men i stigende grad inspireret af Kinas eksempel ønsker landene at skabe værdikæden i deres egne lande; at udvikle deres egen industriproduktion; at blive mellemindkomstlande i den nærmeste fremtid.

 

Hvis vi tænkte os om, burde vi i Europa og USA være glade for dette. Det ville betyde afslutningen på den migrationskrise, som plager mange mennesker i Europa og USA, og som i høj grad bidrog til det seneste valgresultat ved valget til Europa-Parlamentet. Burde vi ikke være glade for, at unge mennesker fra Afrika, Asien og Latinamerika ønsker at blive hjemme og hjælpe med at opbygge deres egne lande i stedet for at dø af tørst og sult i Sahara eller drukne i Middelhavet i forsøget på at nå Europa eller blive skudt på ved den mexicansk-amerikanske grænse? Lande som Tyskland, Italien, Schweiz, Frankrig, USA og Japan er alle eksportorienterede lande. Vi bør støtte landene på de voksende udviklingsmarkeder, så de bliver velhavende og rige, og vi får voksende markeder. Det er en absolut win-win-situation.

 

Hvorfor er vi så på randen af tredje verdenskrig? NATO’s fortælling om en uprovokeret russisk angrebskrig forudsætter, at hele verdens befolkning har historisk hukommelsestab. At vi ikke kan huske tiden for den tyske genforening, hvor vi fra Schiller Instituttet var en absolut magtfaktor midt i det hele. Vi er en del af det, så vi læser ikke bøger om det; det var vores historie. Vi husker løfterne til Gorbatjov om, at NATO ikke ville flytte sig en tomme mod øst. Vi husker de håbefulde diskussioner om et fælles europæisk hus; et fælles økonomisk rum fra Vladivostok til Lissabon. Så skete der fem udvidelser af NATO mod øst. Den orange revolution i Ukraine; Rosenrevolutionen i Georgien; Maidan, som var et amerikansk og vestligt støttet kup mod en demokratisk valgt regering. Vi husker stadig Victoria Nulands berømte udtalelser, som jeg ikke vil gentage her, fordi det ikke er lady-like. Vi husker, at Merkel og Hollande indrømmede, at deres deltagelse i Minsk II kun var et trick for at give ukrainerne mere tid til at blive trænet til en NATO-standard. Jeg kan kun skitsere denne udvikling her, men det er nok til at tegne et billede af de ting, der sker nu.

 

Nu er situationen på slagmarken i Ukraine tæt på et dødvande. Den ukrainske modoffensiv fra sommeren 2023 slog tydeligvis fejl. Der er en klar russisk fordel, men på grund af den massive våbenforsyning fra Vesten er Rusland ikke i stand til bare at nedkæmpe de resterende udtømte ukrainske styrker. Der bliver sendt nye og kraftigere våben. Vi befinder os i en spiral af optrapning. Macron krævede som bekendt, at der skulle sendes landtropper; mange af dem er der allerede i form af rådgivere. Cameron fra Storbritannien tillod brugen af vestlige våbensystemer, krydsermissiler, og derefter i stigende grad ideen om langdistancemissiler, der skulle bruges dybt ind i Ruslands territorium. Og Putin, som svar på disse udtrykkeligt nævnte vestlige provokationer, havde for første gang manøvrer med taktiske atomvåben.

 

Vesten ignorerede dette. Blinken optrappede det bagefter og sagde: “Ja, I kan bruge våbensystemerne til angreb ind på russisk territorium.” Så det fik Putin til at foretage endnu en manøvre i Rusland og i Hviderusland. Så kom angrebet på det russiske radarsystem til tidlig varsling i Armavir og forsøget i Orsk. Disse angreb havde intet at gøre med krigen i Ukraine, men den eneste måde, Rusland kunne læse dette på, var, at det var et forsøg på at slå kapaciteten ud; altså et atomart angreb mod Rusland. Det ville tydeligvis ikke have været muligt uden NATO’s hjælp, uden USA’s taktiske hjælp. Derfor har opfattelsen i Rusland af, at NATO de facto allerede er i krig med Rusland, været støt stigende.

 

I Vesten breder fortællingen sig også i stigende grad om, at krig er uundgåelig. Den tyske forsvarsminister Pistorius gik ind i denne utrolige kampagne om, at Tyskland skal blive “krigsklar” igen. Skal vi efter vores historie gå den vej igen? Er denne mand klar i hovedet? Og er det tyske folk, som bare sluger dette, som om intet var hændt, ved sine fulde fem?

 

Krigen med Rusland vil ifølge Pistorius finde sted i 2029. Rusland må tabe, siger Baerbock og andre af disse utroligt kloge mennesker. Ukraine skal vinde. Det skaber et dilemma, for det russiske nederlag er udelukket; glem det. Rusland er verdens stærkeste atommagt, og det vil aldrig kapitulere; det er helt ude af overvejelserne. På ét niveau tror folk i Rusland, at på det niveau, hvor folk virkelig styrer showet, ikke på niveau med Biden og Blinken, men med de virkelige magthavere, er beslutningen allerede truffet. Der er allerede givet ordre til at gå i krig med Rusland. Det er ifølge alle vidnesbyrd konsensus i Rusland lige nu. Som svar på de russiske angreb i Kharkiv optrappedes angrebene på civile mål i Belgorod, og de betragtes i Rusland som terrorangreb, fordi de hovedsageligt rammer børn, civile osv. I Rusland er der enighed om – og det kunne man høre på sidelinjen af St. Petersborgs Internationale økonomiske Forum – at det hele allerede er gået for vidt, og derfor er der opstået en diskussion om et afskrækkende angreb. På Sankt Petersborgs Internationale Økonomiske Forum havde Putin en diskussion, [tidsstempel 2:52:54-3:14:42], hvor man tydeligvis bevidst valgte at gøre Sergej Karaganov til ordstyrer. Han er kendt for at være førsteangreb-manden nummer et i Rusland, manden med halshugningsangrebene. I modsætning til Karaganov er vi ret glade for, at Putin er meget tålmodig, og han gjorde det igen og igen meget klart, at den russiske strategiske doktrin er, at Rusland kun vil bruge atomvåben, hvis Ruslands territoriale integritet er truet, men at de også har symmetriske og asymmetriske svar på vestligt støttede ukrainske angreb.

 

Den største fare er, hvis Vesten begynder at tro på deres egen fortælling om, at Putin kun bluffer. Jeg tror ikke, at Putin bluffer, og den myte skal udryddes, for det er en af de mange ingredienser, der kan føre til en katastrofe. Rusland har også sagt, at hvis der er NATO-landtropper i Ukraine eller udstationering af F-16-fly, som kan bruges til to formål, så vil ikke kun disse tropper og militære genstande på jorden blive ramt, men også de beslutningscentre, hvor ordren blev givet til at udstationere dem.

 

I dag eller i går kunne vi læse i aviserne, at kommandoen for krigen i Ukraine var blevet overført fra Ramstein i Tyskland til en NATO-kommando i Wiesbaden. For de mennesker der ved, hvad det betyder for os, er det et meget ubehageligt sted at være i fremtiden. Hvis man tænker på, hvordan USA behandler de allieredes interesser, som vi helt sikkert vil høre fra Rainer Rupp senere i dette panel, og som også er meget grafisk beskrevet af Klaus von Dohnanyi, den tidligere overborgmester i Hamborg i en bog, hvor han beskriver, hvordan amerikanerne under NATO’s manøvrer ikke bekymrede sig om, hvorvidt der ville blive smidt nogle atombomber over Tyskland; det var bare et krigsoffer, der skulle tages højde for. Det er naturligvis et meget skræmmende perspektiv.

 

I dag starter også den schweiziske konference i Bürgenstock, der er baseret på Zelenskyj-formlen om en såkaldt Ukraine-fredskonference, som allerede inden den starter, er dømt til at mislykkes, fordi Rusland ikke er inviteret. I dag kom Putin med et nyt fredsforslag for Ukraine, hvor han grundlæggende foreslår, at alle vestukrainske tropper skal trækkes tilbage fra det område, hvor befolkningen stemte for at blive en del af Rusland. Og at der skal være et absolut sidste ord om, at Ukraine aldrig vil blive en del af NATO. Så hvad gør de toneangivende medier? De begynder at opildne Putin ved at sige, at Putin opdigter igen, hvad taler han om? Det er stadig konfrontationens vej, og vejen til optrapning, indtil det er for sent.

 

Det, vi har brug for, er en ny global sikkerheds- og udviklingskonference, som tager hensyn til interesserne i hvert eneste land på kloden. Den oplagte model må være Den Westfalske Fred, som i 1648 afsluttede 150 års religionskrig, hvoraf 30-årskrigen kun var den sidste fase. Grunden til, at folk kom til fornuft, var, at en tredjedel af alt allerede var ødelagt; en tredjedel af befolkningen, kvæget, landsbyerne. De indså, at hvis krigen fortsatte, ville der ikke være nogen i live til at nyde sejren. Er det ikke endnu mere tilfældet i en tid med atomvåben? Vi vil alle være døde, hvis det nogensinde kommer til en global atomkrig. Og vi er på randen af den, på kanten af den. En sådan global krig vil ifølge de bedste forskere blive efterfulgt af sandsynligvis 10 år med en atomar vinter, hvor alt liv på planeten vil forsvinde.

 

I går foreslog præsident Putin et nyt sikkerhedssystem, uafhængigt af forslaget om Ukraine. Et nyt system med udelelig sikkerhed i Europa baseret på det større eurasiske partnerskab. Putin sagde: “Hvem vil benægte, at geografien ikke kan ændres? Vi er nødt til at leve sammen på en eller anden måde.” Dette sikkerhedssystem er åbent for europæiske lande og NATO-lande, sagde han. For at vende tilbage til begyndelsen af mine bemærkninger, så er dette nye verdenssystem ved at opstå; dette polycentriske harmoniske multi-nodale system. Xi Jinping har i de seneste år ofte opfordret til et fælles samfund for menneskehedens fælles fremtid.

 

Det er en smuk idé, som har eksisteret i mange århundreder; den er ikke ny. Gottfried Wilhelm Leibniz sagde i det 17. århundrede, at de to mest avancerede civilisationer på de to poler af det eurasiske kontinent skulle strække deres hænder ud og arbejde sammen om at udvikle alle landene derimellem. Udvikl Syden sammen. Friedrich List, den mest berømte tyske økonom, skabte faktisk forestillingen om en rumtidsøkonomi, da han diskuterede den kontinuerlige opbygning af infrastruktur rundt om på kloden, indtil den til sidst ville forbinde hele kloden gennem sådanne tog og andre systemer – og en tidlig vision for vores forslag om Verdenslandbroen. Han havde en idé om, at en stigende sammenkobling af den globale infrastruktur ville skabe forudsætningerne for at udveksle kreative ideer inden for videnskab og kunst, og det ville blive menneskehedens økonomi. Hvor alle nationer til sidst ville forenes i det, han kaldte en “planetens republik”. Cai Yuanpei, som var den første uddannelsesminister i Sun Yat-sens regering og senere præsident for universitetet i Beijing og den mand, der bragte Schillers begreb om æstetisk uddannelse ind i Kina, havde en smuk vision om et stort fællesskab for hele verden – på kinesisk “datong shijie”.

 

Dette er ikke længere en fremtidsvision; den er her. Og i stedet for at snuble ind i den sidste verdenskrig, hvorefter der ikke vil være noget, så lad os slutte os til den Globale Majoritet. Jeg takker jer alle sammen.

 




Imperiet kollapser – sørg for at holde dem fast mellem en klippe og en rolig stemme af fornuft

ikke korrekturlæst

16. juni 2024
De vestligt ledede begivenheder i de foregående dage har kun yderligere understreget den farlige situation, som verden befinder sig i – mellem de vestlige landes moralske og politiske fallit og samtidig deres hævdelse af ensidig dominans. “Topmødet for fred i Ukraine”, der blev afholdt i Schweiz i weekenden, er nu det seneste skuespil, der er gået i vasken på trods af den enorme fanfare, der var forud for det. Bortset fra det faktum, at kun få af de førende ikke-vestlige lande i verden sendte delegationer på højt niveau, og at endnu færre af dem gik med til at underskrive den endelige fælleserklæring, blev det i løbet af weekenden bredt anerkendt, at der ikke kan ske fremskridt uden Ruslands deltagelse.

Dette fulgte i hælene på sidste uges G7-topmøde i Italien, hvor der blev stillet krav, som aldrig vil blive opfyldt, såsom at Rusland skal betale 486 milliarder dollars for at genopbygge Ukraine, eller den nye “alliance” mellem Ukraine og USA. Ikke alene havde disse ledere svært ved at finde præsident Biden, men de kæmpede også med at finde ud af, hvem der overhovedet skulle sidde i embedet i de kommende måneder i betragtning af deres forfærdelige placering efter det seneste EU-valg.

På trods af disse realiteter, som er indlysende for de fleste fornuftige mennesker i verden, har amerikanske og europæiske embedsmænd nægtet at indse det og vågne op. Mange kom med krigeriske udtalelser om Rusland under arrangementet i Schweiz, og G7 øgede endda sin indsats for at imødegå “informationsmanipulation” på hjemmefronten. Endnu værre er de vilde tiltag i den amerikanske kongres for at genstarte et atomart våbenkapløb, herunder snak om at øge antallet af udstationerede sprænghoveder, udvide berigelsen af uran og udvikle nye fremføringssystemer til interkontinentale ballistiske missiler (ICBM’er).

I lyset af en så udbredt irettesættelse af deres politik kan det nuværende vestlige politiske etablissements handlinger kun beskrives som vanvid – en viljeløs reaktion, der tankeløst accelererer mod tragediens uundgåelige konklusion. Men selv om det er vigtigt at diagnosticere og anerkende denne faktor af irrationalitet, der skubber verden mod en atomar verdenskrig, er det lige så vigtigt at kunne reagere med en rolig fornuftsstemme, hvis verden skal have en chance for at overleve. Heldigvis er der sådanne rolige og fattede stemmer på banen.

Den russiske præsident Putin holdt en skelsættende tale til de øverste embedsmænd i sit udenrigsministerium sidste fredag, den 14. juni, hvor han diskuterede de enorme forandringer, der finder sted i verden, og fremlagde det valg, som vestlige ledere og andre står over for, hvis de har midlerne til at reagere. Det sagde han: “Verden ændrer sig hurtigt. Global politik, økonomi og teknologisk konkurrence vil aldrig blive det samme som før. Flere lande stræber efter at styrke deres suverænitet, selvforsyning og nationale og kulturelle identitet.”

Det er vigtigt, at han påpegede det universelle princip om menneskelighed, som, hvis det blev realiseret, ville være i stand til at cementere denne form for nyt paradigme blandt nationer: “Denne nye politiske og økonomiske virkelighed tjener nu som fundament for den nye multipolære og multilaterale verdensorden, og det er en uundgåelig proces. Den afspejler den kulturelle og civilisatoriske mangfoldighed, som i sagens natur er en del af menneskeheden, på trods af alle forsøg på kunstig forening.” Disse ændringer “gør det muligt at løse de mest komplekse problemer sammen til fælles gavn og at opbygge gensidigt fordelagtige relationer og samarbejde mellem suveræne stater af hensyn til befolkningernes velfærd og sikkerhed.”

Helga Zepp-LaRouche har uddybet disse begreber endnu mere i sine “Ti principper for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur”, hvor hun peger på behovet for at forankre globale relationer – og politik i al almindelighed – i naturretten i modsætning til jungleloven i nutidens “regelbaserede orden”.

Schiller Instituttets konference, som blev afholdt i weekenden, tog netop disse spørgsmål op og mere til og gav en grundig diskussion af dagens krise, og hvad der kan gøres for at løse den. Panel 3 og 4, som fandt sted søndag, fokuserede på de udfordrende, men lige så vigtige spørgsmål om videnskab, kultur og menneskelig kreativitet, som ligger til grund for et virkelig sundt menneskeligt samfund, og som omgående må opleve en renæssance, hvis Vesten skal overvinde den banalitet, demoralisering og nedbrydning, der har gjort det muligt for verden at komme til det punkt, hvor den er i dag.

Cirkulationen og beherskelsen af denne type ideer er det, der kræves for at udvikle de rolige og fattede stemmer – baseret på virkelige principper og en kærlighed til menneskeheden i modsætning til en hysterisk reaktion på dagens kollapsende neoliberale system – som vil afgøre, om verden kommer ud af denne krise eller ej. Og samtidig organisere en hær til at kræve det.

Som Helga Zepp-LaRouche opsummerede i pressemødet den 12. juni “Faren for atomkrig er reel og må stoppes” i National Press Club: “Tænk som en verdensborger, hvilket er vejen til en harmonisk verden…. Vi er nødt til at løfte menneskeheden op på et højere moralsk niveau, hvis vi vil overleve denne store fare.”

Foto: G7 Itaalia




Schiller Instituttets konference den 15.-16. juni:
Gør en ende på truslen om atomkrig; vær med i Den Globale Majoritet!

Ikke korrekturlæst

(EIRNS) – 15. juni 2024

Det internationale Schiller Instituts todages konference, ” Verden på afgrundens rand: For en ny westfalsk fred!” blev indledt den 15. juni i en tid med ekstrem krise og fungerede som en platform for ikke blot en gennemgang af årsagerne til nødsituationen, men også for erklæringer om principper for løsninger. Den to dage lange begivenhed er organiseret i fire paneler med 23 talere fra 11 lande og med deltagelse i spørgsmål-og-svar-sessionerne fra mange nationer rundt om i verden. Det fulde program er lagt ud på Schiller Instituttets hjemmeside sammen med den arkiverede video af hele begivenheden.

Åbningspunktet i invitationen til konferencen blev behandlet direkte i det første panel: “Vestens kollektive forsøg på at hævde det neoliberale systems globale dominans efter afslutningen af den kolde krig har været en rungende fiasko.” Mange forskellige aspekter af dette blev diskuteret, især de vestlige lederes inkompetence, deres mangel på diplomati og det faktum, at sidste uges valg til Europa-Parlamentet var en rungende afvisning af de nuværende ledende embedsmænd i hele EU. Titlen på panel I var “Europa efter valget til Europa-Parlamentet”.

“Hvorfor er vi på randen af tredje verdenskrig?

Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche, som holdt hovedtalen, talte alvorligt om den nuværende fare og spurgte: “Hvorfor er vi på randen af tredje verdenskrig?” Hun nævnte tydelige beviser på det, fra de nylige Ukraine-baserede angreb på to af de russiske 10 faciliteter til tidlig varsling af atomare angreb og andre stærke begivenheder. Men faktisk, understregede hun, “er vi ved afslutningen af en epoke”, med henvisning til afslutningen af kolonialisme og neokolonialisme, som har bremset menneskeheden siden 1500, og vi bør komme videre. Vi har brug for et nyt system, og den gode nyhed – som de vestlige medier har fortiet – er, at “et nyt verdenssystem er i færd med at blive opbygget.” Hun henviste til tidligere fundamentale, positive skift, der blev fremmet af store personligheder, Tysklands Gottfried Leibniz (1646-1716) og Friedrich List (1789-1846) og Kinas Cai Yuanpei (1868-1940). Zepp-LaRouche afsluttede sin hovedtale med at sige: “Lad os slutte os til den Globale Majoritet.”

De øvrige paneldeltagere fra USA, Tyskland, Frankrig, Schweiz, Hviderusland og Rusland var alle enige om, at det haster med at handle på nutidens kriser, og de havde forskellige synspunkter og betoninger. Den tidligere amerikanske ambassadør Chas Freeman, der forsker i forholdet mellem USA og Kina, indledte sine betragtninger med at sige: “Nogen må tale for fred.”

To talsmænd fra Hviderusland tilføjede, hvad stemmer for fred har sagt i årevis fra Eurasien. Dr. Olga Lazorkina, formand for den udenrigspolitiske afdeling ved det hviderussiske institut for strategisk forskning (BISR), talte om, at nationer skal “finde fælles fodslag”, da vi lever på én planet. I 2023 vil der være omkring 183 regionale konflikter i verden, sagde hun. Vi må handle ud fra alternativer. På det store eurasiske kontinent er der “alternative mekanismer for global økonomisk” udvikling, som er aktive regionalt, såsom Den Eurasiske Økonomiske Union, der bygger på “venskab og kontinuitet”. Hendes hviderussiske kollega Vitaly Romanovsky, der er chefrådgiver i BISR’s udenrigspolitiske afdeling, gennemgik specifikt Hvideruslands rolle i de seneste års fredsbestræbelser i Ukraine.

De fire talere i panel 1 med militær baggrund og tilknytning var meget hårdtslående. Oberst Alain Corvez (ret.) fra Frankrig, tidligere rådgiver for det franske indenrigsministerium, citerede Nietzsche for at understrege sin pointe om, at ledende skikkelser i Vesten er demente. De befinder sig i nihilismens domæne og er ikke i stand til at tænke rationelt. USA er en hegemon, som ikke anerkender, at den har mistet sin dominans, så det at søge diplomatiske forbindelser med dem er det, der gør det så farligt. Corvez var enig i konferencens tema om at mobilisere bredt for en Westfalisk Fred-tilgang. Hans landsmand fra Frankrig, Caroline Galactéros, som er politolog og oberst i reserven, opfordrede Frankrig til at “frigøre sig” fra USA og dets krigsførelse og slå sig sammen med dem, der arbejder for stabilisering og sikkerhed. Vi bør “redde, hvad der er tilbage af Ukraine.”

Fra Schweiz redegjorde oberstløjtnant Robert Bosshard (pensioneret) for militære detaljer om, hvordan “vi befinder os i et globalt dødvande”, når det drejer sig om fastlåste, forfærdelige situationer som i Ukraine og Gaza. Dette kan og skal ændres.

Fra Tyskland gjorde Rainer Rupp, ekspert i militær efterretning, som arbejdede direkte i NATO fra 1977 til 1993 i forbindelse med deres periodiske simuleringer af atomare øvelser kaldet “Wintex” (vinterøvelser), det meget klart, hvilken tankegang han så på første hånd, hvor amerikanske, britiske og andre NATO-ledere slet ikke tog hensyn til de massedødsfald, der var på spil i det Europa, som de hævdede at beskytte.

“En falsk fred i Westfalen II?

Udsigten til en positiv udgang på dagens krise var et tema, der blev taget op af taleren fra Rusland, Georgy Toloraya, direktør for Centret for Asiatisk Strategi ved Det Russiske Videnskabsakademis Institut for Økonomi. Han gav en kort rapport om den store tale, som den russiske præsident Vladimir Putin holdt den 14. juni for de øverste ledere i udenrigsministeriet, om forslag til eurasisk og global sikkerhed. Dette involverer det “Globale Syd” og “Globale Øst” og nye konfigurationer i bevægelse såsom BRIKS. I sidste uge mødtes BRIKS-udenrigsministrene fra de oprindelige fem nationer og de fire nye medlemslande – Egypten, Iran, Etiopien, U.A.E. og Saudi-Arabien – for første gang i Nizhny Novgorod og så frem mod det, der kan blive “en ny handlingsfase” til gavn for hele verden.

Zepp-LaRouche anbefalede under paneldiskussionen, at vi opsøger forskellige miljøer og institutioner, hvor vi kan diskutere perspektiver og principper for at afslutte krisen. Hvad med tænketanke fra alle fem kontinenter? Eller på universitetsniveau? Der er en ekstrem mangel på dialog, og NATO’s fortælling er designet til at være kvælende og blokere for enhver tanke og handling.

Hun satte dette på et individuelt niveau. Hver person bør have en vision for sig selv om, hvordan verden bør være, og hvad vi hver især kan gøre for det og gøre ud af vores liv. “Krig er et resultat af en dyb kulturel krise” i Vesten. Zepp-LaRouche ser den nuværende periode på tre til seks måneder som den farligste tid i historien. Vi er nødt til at skabe en dialogproces, hvor det bedste af menneskeheden overalt bliver inspireret og engageret til at handle. Schiller Instituttet og den internationale fredsproces er dedikeret til det.

Den Globale Majoritet

Panel II med titlen “Den Globale Majoritets udviklingsaspirationer” havde seks talere, som repræsenterede Sydamerika, Europa og Palæstina i Sydvestasien. Scenen blev sat med et videouddrag fra Lyndon LaRouche, der talte for 20 år siden på en konference i Tyskland den 4. maj 2001 om økonomisk udvikling, hvor han fokuserede på “at se på muligheden for, hvad vi kan gøre i Eurasien, og på Afrikas behov”. Han præsenterede ideen om udviklingskorridorer “fra Atlanterhavet til Stillehavet”, der stråler i alle retninger, år før den kinesiske præsident Xi Jinping den 13. september 2013 lancerede Belt and Road Initiative.

Det første panel begyndte også med en video fra LaRouche i Virginia den 20. februar 2005, hvor han advarede om, at der skal organiseres en ny økonomisk og sikkerhedsmæssig ramme for verden. Han talte om “det amerikanske lederskabs tilbagegang og fald” fra 1971 til 2005 og nævnte George Shultz, Paul Volcker, Zbigniew Brzezinski og andre.

I Panel II fra Sydamerika gav Guyanas tidligere præsident Donald Ramotar både et billede af den økonomiske udnyttelse i årtier af hans og andre nationer. Se bare på fødevarer i Caribien. Landene dér skal bruge 4 milliarder dollars om året på fødevareimport. Alt dette skal ændres, og BRIKS-nationernes fremgang er afgørende for det. Henry Baldelomar, professor i internationale anliggender ved Nur University i Santa Cruz, Bolivia, sagde: “Vi står nu ved en korsvej for udvikling af en ny orden.” Den gamle ECLAC-model (FN’s økonomiske kommission for Latinamerika) er for begrænset til udfordringerne i forbindelse med reel udvikling. Baldelomar talte om projekter som den nye bi-oceaniske jernbanekorridor, der forbinder Stillehavet og Atlanterhavet.

I modsætning til vækstperspektivet præsenterede rapporter fra Europa et billede af unødvendige økonomiske og sociale sammenbrud som følge af destruktive politikker. Folker Hellmeyer, cheføkonom hos Netfonds AG i Tyskland, talte i et båndoptaget interview med Zepp-LaRouche med titlen “Quo Vadis, Tyskland?” om så grundlæggende problemer som manglen på energi, og at den er ubetalelig. Sanktionernes skade på import og eksport og meget mere. Den ungarske ekspert Prof. Dr. Laszlo Ungvari, præsident (emeritus) for Wildau University of Technology, talte om, hvor skuffet han er over Europa med dets degraderede politikere ved magten og tabte unge mennesker.

Den italienske økonom og Kina-ekspert Michele Geraci, tidligere statssekretær i det italienske ministerium for økonomisk udvikling, uddybede, hvad “win-win”-relationer mellem nationer ville betyde for deres gensidige økonomiske udvikling. Han sagde: “Jeres velstand og min velstand er en integreret del af hinanden.”

Fra København begyndte den palæstinensiske ambassadør i Danmark, professor Dr. Manuel Hassassian, sin præsentation om behovet for en palæstinensisk stat ved at fremlægge “LaRouche-konceptet” for udvikling i Oase-planen. Med et perspektiv om vand, strøm og al anden infrastruktur, der skal stilles til rådighed, er der et grundlag for fremtiden.

Rapporterne og dialogen i dette panel var et konkret udtryk for en kreativ reaktion på problemer, som opstod som en reaktion på den musik, der åbnede panelet. Der blev vist en video af den amerikanske basbaryton William Warfield (1920-2002), som sang “Die Beiden Grenadiere”, hvis tekst er af Heinrich Heine, og hvis musikalske ramme er af Robert Schumann. I stedet for den ynkelige scene med soldater, der slæbte sig hjem fra Napoleonskrigene og gik til deres grave for at søge et minde, er vi nu kaldet til at kaste imperialismen og krigsførelsen af os og skabe en verden med liv og håb.

Der er to paneler søndag den 16. juni:

Panel III søndag (14.00-17.00 CET; 8 am ET) har titlen “Implikationerne af den videnskabelige revolution, der er i gang.” Panel IV: Rigdommen i menneskehedens kulturer og den kommende gyldne renæssance (18.00-21.00 CET; 12.00 ET)




Panel 4: Verden på afgrundens rand: For en ny westfalsk fred!
Online-konference 16. juni 2024 kl. 18 eller senere.

Panel IV: Menneskehedens rige kulturer og den kommende gyldne renæssance (18.00-21.00; 12:00 ET)

Ordstyrer, Megan Dobrodt

– Jacques Cheminade, formand for Solidarité et Progrès, tidligere fransk præsidentkandidat; »The Culture of Peace« (Frankrig)

– Harley Schlanger, næstformand for bestyrelsen, Schiller Instituttet – USA; »Hvordan den offentlige mening manipuleres« (Tyskland)

– Sophie Tanapura, Maestra-sopran, grundlægger af Metropolitan Opera of Bangkok (Thailand)

– Karel Vereycken, maler og gravør, kunsthistoriker, Schiller Instituttet-Frankrig; »Samarbejde om verdens kulturarv: en vigtig nøgle til verdensfred« (Frankrig)




Panel 3: Verden på afgrundens rand: For en ny westfalsk fred!
Online-konference 16. juni 2024 kl. 18 eller senere.

Panel III: Konsekvenserne af den igangværende videnskabelige revolution (14:00-17:00; 08:00 ET)

Ordstyrer, Claudio Celani

 Francois Mellet, industrial engineer, Director of Operations at Stratek Global (Sydafrika)

– Prof. Sergey Pulinets, ledende forsker, Det russiske videnskabsakademis Rumforskningsinstitut (Rusland)

– Prof. Gennady Aksenov, S.I. Vavilov Institut for Videnskabs- og Teknologihistorie ved Det Russiske Videnskabsakademi, Afdeling for jordvidenskabernes Historie (Rusland)




Helga Zepp-LaRouche taler til Den Internationale Fredskoalitions møde nr. 54 den 14. juni 2024

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Hej, alle sammen; velkommen. Dette er Den Internationale Fredskoalition; dette er vores 54. møde i træk. Vi sætter stor pris på alle, der har sluttet sig til os fra hele verden.

Vi havde en fremragende pressekonference i går, som vi vil tale mere om. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg ordstyrer i dag sammen med min medvært Dennis Small og muligvis også Dennis Speed. Vi har meget at diskutere. Vi vil forsøge at holde dette møde på omkring en time, mest fordi vi også har en konference i morgen, som Schiller Instituttet arrangerer med titlen [“The World on the Brink: For a New Treaty of Westphalia!”] (https://schillerinstitute.nationbuilder.com/for_a_new_peace_of_westphalia_20240615) Det bliver lørdag og søndag, så for at give mulighed for mere organisering af det, vil vi forsøge at holde dette møde på omkring en time. Vi vil gerne have så mange rapporter som muligt, så hvis folk kan holde deres kommentarer, når vi kommer til diskussionsperioden, til omkring tre minutter, ville det være fremragende.
Ellers vil jeg gerne give ordet til Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition, til at indlede. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Hej, jeg vil gerne hilse på jer alle sammen og sige goddag. Det var virkelig en meget vigtig og vellykket pressekonference, vi havde for to dage siden. Der er mange hændelser rundt om i verden, fra Italien til Tyskland til Filippinerne og mange andre steder, hvor der blev rapporteret om konferencen. Ikke altid det fulde referat, men kortere versioner og segmenter, men det er stadig i gang, og mange mennesker svarede, at de ville sørge for at sende dette referat af pressekonferencen ud til så mange mennesker, som de kunne.
Hvad der også blev meget klart ud fra de svar, vi har fået indtil nu, er, at folk udtrykte stor bekymring over den forværrede adfærd mellem nationerne – den fuldstændige mangel på diplomati, manglen på dygtige diplomater, den slags, der plejede at være der selv under den kolde krig. Det er naturligvis ikke noget, der kan afhjælpes hurtigt, og jeg tror, at det i endnu højere grad understreger behovet for, at Den Internationale Fredskoalition og Schiller Instituttet bliver en stemme for de mennesker, der ønsker en forhandlingsløsning på krisen.

Som vi har diskuteret i de sidste par uger, bevæger udviklingen sig virkelig hurtigere end normalt. Det er et subjektivt indtryk, men objektivt set er der også en meget højere tæthed af virkelig vigtige begivenheder; enten fordi de har et stort potentiale, eller fordi manglen på et klart perspektiv også gør det klart, hvad verdens tilstand er. Jeg vil sige, at et eksempel på det sidste er G7-mødet i Italien, som startede i går og fortsætter endnu en dag indtil i morgen. Der var selv de vestlige medier fuldstændig kyniske og sagde, at bortset fra værten Giorgia Meloni fra Italien var alle de andre deltagere fra G7 fuldstændig håbløse, som lige havde lidt et stort nederlag ved valget, ligesom Macron. Frankrig er i en tilstand af chok og uro, og folk melder om panik. Den britiske premierminister Sunak forventes snart at være ude. Scholz betragtes som en fuldstændig handlingslammet mand og klarer sig måske ikke længere end til delstatsvalget i september, og de andre deltagere har ligeledes ekstremt lave meningsmålinger og forventes virkelig ikke at være visionære for fremtiden.

Men på dette møde i Rom er det, der er på bordet og sandsynligvis diskuteres, mens vi taler nu, ideen om, at da EU modsatte sig ideen om at tage de 300 milliarder dollars i aktiver, som blev konfiskeret som en del af sanktionerne mod Rusland, fordi det virkelig ville være dødsstødet for hele det finansielle system, fordi det ville forårsage et fuldstændigt tilbageslag, men nu presser Biden og andre på for at bruge overskuddet fra renterne på de penge, som for det meste befinder sig i europæiske banker. Men selv mod det har fru Lagarde, chefen for Den Europæiske Centralbank, advaret om, at det potentielt ville føre til gengældelse, tilbageslag, lignende handlinger mod euroen, mod dollaren. Ikke desto mindre vil de sandsynligvis gøre det. Jeg kender ikke deres regnestykke, det er meget svært at beregne, hvordan man kan få et overskud på omkring 3 milliarder dollars ud af disse 300 milliarder. Jeg er ikke helt sikker på disse tal, men der er en enorm kløft mellem den obligation på 50 milliarder dollars, som de ønsker at skabe ud af denne gearing, og som skal finansiere ukrainske våben og lignende ting i fremtiden.
Det er naturligvis meget godt for lommerne på det militærindustrielle kompleks. Det vil øge ukrainernes gæld, for det er ikke meningen, at det skal være et tilskud. Og ellers vil det ikke løse noget, men snarere forlænge dødsfaldene i Ukraine.

Så det er én ting, og der er allerede annonceret gengældelsesforanstaltninger fra Ruslands side. De vil konfiskere europæiske og amerikanske aktiver, som ligger i russiske banker. Og i betragtning af det finansielle systems skrøbelighed kan alle disse ting udløse reaktioner, som ikke er en del af vurderingen.

I denne weekend afholdes som bekendt den schweiziske Ukraine-konference, hvor jeg tror, at 70 lande deltager. Det forventes ikke, at der kommer noget fundamentalt gyldigt ud af denne konference. Måske vil Brasilien og Kina tage derhen, men jeg er sikker på, at de så vil præsentere deres forslag, som er et altomfattende forslag, i modsætning til Zelenskyj-formlen, som ikke inviterede Putin. Nu kan man virkelig se, hvordan medierne forsøger at fordreje situationen. Historien var, at Rusland ikke var inviteret fra begyndelsen. Hvad rapporterer tysk tv nu? De siger, at Putin nægtede at tage med, og at han derfor ikke blev inviteret. Det er sådan, alt i nyhederne bliver fordrejet – det er virkelig utroligt.

Op til NATO-topmødet den 9.-11. juli er der naturligvis også en masse postyr og sådan noget. En af de ting, der blev annonceret, var, at de vil oprette et NATO-hovedkvarter for krigen i Ukraine, som skal ligge i Wiesbaden. Jeg er ked af at sige det, men hvis tingene går galt, og det kommer til en krig, så vil det være et fedt og saftigt mål, fordi det vil være det sted, hvor beslutningerne træffes, og russerne har allerede meddelt, at disse steder vil være et hovedmål. Og så kommer der naturligvis alle mulige historier om, at Putin måske vil forsøge sig med en sommeroverraskelse for at overskygge NATO-topmødet eller skabe nye betingelser omkring det. Jeg tror, at situationen på stedet allerede er så skadelig for NATO’s omdømme, at de vil få meget svært ved at gennemføre dette som et voksende topmøde, fordi det er 75-års jubilæet. Så de bebrejder allerede nu Putin, hvis det ikke bliver så glamourøst, som de havde ønsket. Du kan se, hvordan alle nyhederne bliver fordrejet hele tiden.

Jeg synes, vi skal høre så mange rapporter som muligt fra alle verdenshjørner om, hvordan reaktionen på pressekonferencen var. Jeg kan kun opfordre folk til at komme til Schiller-konferencen i morgen, hvor vi vil have mange talere. Nogle førende diplomater fra førende lande, fra udviklingslandene, fra det Globale Syd; men også folk, der vil reflektere over eftervirkningerne af det europæiske valg, den tilstand Europa er i. Men især, hvordan kommer vi ud af dette, og hvordan kan vi bygge broer for at overvinde denne eksistentielle krise for menneskeheden? Der vil være mange diskussioner om videnskab og den kulturelle dialog mellem de højeste kulturudtryk som en måde at skabe en bedre fremtid og en ny renæssance for hele menneskeheden.

Så jeg tror, vi er i en rigtig god position. Jeg synes, at [pressekonferencen] (https://schillerinstitute.com/blog/2024/06/07/emergency-press-conference-the-danger-of-nuclear-war-is-real/) var en første, meget vigtig og vellykket intervention. Men det var kun en første intervention. Jeg vil bede alle deltagere om at forpligte sig til at blive i koalitionen og hjælpe os med at bygge op til den næste store begivenhed. For jeg tror, at medmindre vi har fået hele verden til at indse faren og organiseret dem for en fredelig løsning på denne krise, så er vi ikke ude af farerne. Så bliv hos os, og bliv aktiv sammen med os, hvis du ikke allerede er aktiv. Og det var alt, hvad jeg ville sige i begyndelsen.

{Bemærkninger under diskussionen:}}
ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan forsikre Garland [Nixon] om, at vi vil blive ved med det, fordi det langsigtede mål må være en permanent fredsløsning, en verdensorden, hvor alle nationer kan arbejde fredeligt sammen. Jeg tror ikke, at det er en utopi, i betragtning af at den Globale Majoritet, som er landene i det Globale Syd, der allerede repræsenterer over 80 % af verdens befolkning, er fast besluttet på at opbygge en sådan orden. Der er forskellige fora, som BRIKS-Plus, de er allerede ti nationer, og det forventes, at der i oktober på BRIKS’ årlige topmøde i Kazan i Rusland vil være mange flere, der ansøger om medlemskab. Jeg tror, det seneste tal var, at yderligere 59 nationer allerede har vist interesse for at blive medlem – det gør det allerede til næsten 70 nationer lige der. Og det er slet ikke enden på det.

Så er der andre organisationer, der bevæger sig i samme retning, som Shanghai Cooperation Organization og Eurasian Economic Union (EAEU). Jeg tror, at det eneste, vi virkelig skal opnå, og det er også hovedformålet med vores konference i morgen, er at overbevise nok mennesker i USA og i de europæiske lande om, at landene i det Globale Syd – inklusive Rusland og Kina, men ikke begrænset til det; også inklusive lande som Brasilien, Argentina, Mexico, Indonesien, Indien, Egypten, Nigeria, Sydafrika og alle de andre – at de er vores naturlige partnere. Hvis vi kommer ned fra vores høje kolonihest og erkender, at alle problemerne lige nu, herunder de mange kriser, er resultatet af den vedvarende kolonipolitik, og at det er op til os endelig at sige: “OK, vi anerkender retten for hver eneste nation på planeten til deres egen suveræne ret til udvikling i henhold til den model, de vælger,” tror jeg, det ville være meget let at foretage den overgang, hvis vi kan skabe en holdningsændring hos størstedelen af befolkningen i Europa og USA. Jeg ved, at der er mange velmenende mennesker, men der er også en utrolig mangel på viden om andre landes kultur. Det er ikke kun mangel på diplomati. Hvis du spørger den gennemsnitlige amerikaner eller europæer, uanset hvilken nation de kommer fra: “Hvad ved du egentlig om kulturen i Kina, Mexico, Thailand, Vietnam, Indien for den sags skyld, eller de afrikanske lande?” Du ville blive overrasket. Hvis de overhovedet ved noget, så ved de, hvad prisen er på et turiststed ved stranden, men de har ikke sat sig ind i den menneskelige kulturs rigdom, og det er derfor, vi er nødt til at fremme dialogen mellem civilisationer og kulturer for at skabe en sådan forståelse.

Men jeg ville bare sige det til jer, så I kan være helt sikre på, at det er vores mål, og vi vil ikke hvile i vores levetid, før vi har nået det.
Og jeg vil gerne takke Jack [Gilroy] på den mest dybfølte måde, for du er en inspiration. Måske kan du komme til Tyskland og tale med dine Pax Christi-kolleger der, for i Tyskland har militærbiskoppen lige givet sin fulde støtte til våbensalget til Ukraine. Jeg tror, han ville være nødt til at høre dit budskab, så måske kan vi finde en måde, hvorpå du kan tale til de tyske kristne, katolikker og protestanter. Lad os tænke over det.

{{Slutbemærkning:}}
ZEPP-LAROUCHE: Og i morgen kan folk deltage i diskussionen igen. Jeg vil bare gerne svare på det, Rainer Rupp sagde om, hvordan man egentlig tænker i disse atomare spil, at Europa ikke spiller en rolle. Det er absolut noget, som folk virkelig bør forholde sig til, for når man først indser, at man bare er en bonde på et skakbræt, der kan undværes og smides væk, kan det ændre ens underdanighed over for overherredømmet. Jeg synes, det er vigtigt, at vi virkelig får en masse information ud om det. Det, Rainer sagde, blev også bekræftet i en bog af Klaus von Dohnanyi, som fortæller, hvordan han som yngre mand deltog i nogle af disse manøvrer, hvor det absolut ikke var nogen overvejelse for amerikanerne at placere atombomber på tysk territorium. Jeg synes, det er noget, vi måske burde gøre noget pædagogisk ud af: For hvis du er klar over, at du befinder dig i en doktrin, hvor du ikke har en chance for at overleve, giver det ingen mening at være i den doktrin! Jeg synes, at eftersom der overhovedet ikke er nogen diskussion om dette, så synes jeg, at vi skal være opmærksomme på det.

Ellers kan jeg også godt lide ideen om at skabe en ny international platform, som kunne blive et forum for uddannelse og dialog for børn, for studerende og for specifikke emner. Så alle, der ønsker at hjælpe og samarbejde om udviklingen af en sådan idé, bedes kontakte Anastasia, så vil vi følge op på det. Jeg synes, det passer helt til den oprindelige idé med Den Internationale Fredskoalition, som startede med en lille variation af et tema, nemlig at jeg sagde, at eftersom faren for atomar udslettelse vedrører hele verden, gør det automatisk alle til verdensborgere og til nogen, der har ret til at tale imod et sådant forslag. I denne lille variation af et tema sagde jeg: “Derfor, verdensborgere i alle lande, foren jer!” Nogle mennesker vil genkende, hvad det er en variation af. Da jeg er født i Trier, ligesom min medborger fra Trier, Karl Marx, tog jeg mig den frihed at ændre lidt på denne idé, så den passede til den nuværende situation. Vi skal blive verdensborgere, og når man tænker som en verdensborger og sætter menneskeheden først, er det meget nemt at tænke på en harmonisk verden, som jeg tror, er det, der i sidste ende vil løse dette problem, hvis vi kommer ud af den nuværende fare.

Jeg synes, vi skal være glade for, at vi har denne dialog, en løbende dialog, som jeg tror kan vokse og virkelig kan tage udfordringen op med at løse en masse problemer undervejs.

I mellemtiden bedes du få så mange af dine kammerater, borgere, kolleger, familiemedlemmer og venner som muligt til at deltage i Schiller-konferencen i morgen. Schillerkonferencerne er verdensberømte for at bringe mennesker sammen, som normalt ikke ville være i dialog. Men hvis folk rent faktisk kan lytte til, hvad diplomater, højtstående forskere, økonomer og andre siger fra disse forskellige lande, er det virkelig en direkte måde at få et grundlag for at danne sin egen analyse og gøre sig sine egne tanker, for i sidste ende er det det, vi alle skal opnå. Så mange tak for jeres deltagelse, og jeg håber også at se jer i morgen tidlig.




Panel 2: Verden på afgrundens rand: For en ny westfalsk fred!
Online-konference 15. juni 2024 kl 18 eller senere.

Panel II: Den Globale Majoritets forventninger til udvikling (18.00-21.00 CET; 12:00 ET)

Ordstyrer, Dennis Speed

– Jacques Cheminade, formand for Solidarité et Progrès, tidligere fransk præsidentkandidat (Frankrig)

– H.E. Donald Ramotar, tidligere præsident for Guyana (Guyana)

– Michele Geraci, tidligere statssekretær, det italienske ministerium for økonomisk udvikling (Italien)

– Folker Hellmeyer, cheføkonom i Netfonds AG (Tyskland)

– H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian, Den Palæstinensiske Myndigheds ambassadør i Danmark (Palæstina)

– Prof. Dr. László Ungvári, tidligere præsident for Wildau University of Technology (Ungarn)

– Tre repræsentanter fra det Globale Syd, som endnu ikke er annonceret




Panel 1: Verden på afgrundens rand: For en ny westfalsk fred!
Online-konference 15. juni 2024 kl. 14 eller senere.

Foreløbigt program OPDATERET 14-06-2024

LØRDAG den 15. juni

Panel I: Europa efter valget til Europa-Parlamentet (14:00-17:00; 08:00 ET)

Ordstyrer, Dennis Speed

– Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet (Tyskland)

– Chas Freeman, forsker i USA og Kina og diplomat (pensioneret) fra USA’s udenrigstjeneste (USA)

– Dr. Olga Lazorkina, leder af udenrigspolitisk afdeling ved Belarusian Institute of Strategic Research (BISR), (Belarus)

– Prof. Georgy Toloraya, Direktør, Center for Asian Strategy, Institute of Economics of the Russian Academy of Sciences (Rusland)

– Caroline Galactéros, politolog (Frankrig)

– Oberstløjtnant (pensioneret) Ralph Bosshard, de schweiziske væbnede styrker; konsulent, militærstrategiske anliggender (Schweiz)

– Volker Tschapke, grundlægger og ærespræsident for det preussiske selskab Berlin-Brandenburg e.V. (Tyskland)

– Oberst (pens.) Alain Corvez, konsulent i internationale anliggender, tidligere rådgiver for det franske indenrigsministerium (Frankrig)

 




At standse atomkrig: Nu til det næste skridt

Den 13. juni 2024 

Schiller Instituttets hastepressekonference onsdag den 12. juni i Washington, D.C., National Press Club, “Faren for atomkrig er reel og må stoppes”, var på flere måder en stor succes. Paneldeltagerne Scott Ritter, oberst Richard Black (pensioneret), oberst Larry Wilkerson (pensioneret) og Schiller Instituttets grundlægger og formand, Helga Zepp-LaRouche, blev hørt direkte af næsten 2.000 mennesker og mere end 30.000 i løbet af de efterfølgende 24 timer. Diplomatiske ambassader og nyhedsbureauer fra hele verden deltog personligt og via sociale medier.

 

Samtidig optrappes krigsfaren hver dag, næsten time for time, hvilket fordrede, at det akutte pressemøde blev organiseret så hurtigt,. Mens pressekonferencen fandt sted onsdag, indførte USA endnu flere sanktioner mod Rusland. Rusland reagerede senere ved at stoppe transaktioner på landets finansielle børser i amerikanske dollars, euro eller Hongkong-dollars – noget, der var på vej, men som nu er blevet fremskyndet takket være USA’s seneste tiltag. I mellemtiden besøgte russiske atomare (men ubevæbnede) skibe (fire i alt), herunder den russiske fregat Admiral Gorshkov og den atomare ubådsmissilkrydser Kazan, nationen Cuba, på hvad der af USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan blev omtalt som “noget, vi har set før”.

 

Henviste Sullivan til oktober 1962? Og endnu vigtigere: Ville Sullivan rent faktisk vide, hvad han mente, hvis han gjorde? Som Executive Intelligence Reviews militæranalytiker Carl Osgood rapporterede: “USA er faktisk så ubekymret over den russiske indsatsstyrke, at den amerikanske flåde har indsat tre missildestroyere sammen med en fregat fra den franske flåde og et canadisk krigsskib samt amerikanske og canadiske fly for at overvåge de russiske skibes passage til Havana, kun 90 miles ud for Floridas spids. “Luft- og søfartsaktiver under U.S. Northern Command har gennemført operationer for at sikre forsvaret af USA og Canada,” sagde Pentagon….”

 

Dette er ikke, og vil ikke længere være, normale tider. Vi lever måske ikke længere i noget, der nogensinde igen vil ligne “normale tider”. Vores fysiske rumtid er blevet permanent forskudt, og “det er meget muligt”, som afdøde Dr. Fred Wills, tidligere udenrigsminister i Guyana og nær ven af Helga og Lyndon LaRouche, plejede at sige, “at blive fanget under niveauet for historiske begivenheder.” Det er sådan, nationer, civilisationer og imperier forsvinder. Det, hver enkelt borger må gøre for ikke bare at overleve, men også for at vokse og udvikle sig, er en “viljemæssig” tilgang for at forbedre livet ved at ændre historien.

 

Et tidligere medlem af USA’s National Security Agency (NSA), som overværede gårsdagens arrangement, bemærkede, at Helga Zepp-LaRouche “bandt det hele sammen til sidst. Det er man nødt til, for selv om jeg er enig i, at det er nødvendigt, at folk er bange for faren for en uundgåelig atomkrig, så de vil se den i øjnene, er det nødvendigt at vide, hvad det er for en verden, vi kæmper for, hvis vi skal have viljen til at vinde.” Zepp-LaRouches ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur kan være hovedårsagen til, at hun har optrådt på så mange “hitlister” og “drabslister” udstedt af styrker i Ukraine, og i forlængelse heraf, NATO. Hendes principper er revolutionerende i deres enkelhed og bør læses og anvendes som en kort, forståelig erklæring om, “hvorfor vi kæmper”. Apropos “hitlister” truer den amerikanske kongres nu med at afskaffe finansieringen af det ukrainske “Data Journalism Agency”, også kendt som “Texty”, en platform og ikke-statslig organisation, som for nylig offentliggjorde en liste med næsten 400 amerikanske borgere, herunder Harley Schlanger og Diane Sare, og 76 organisationer, som skulle “rammes”.

 

Zepp-LaRouches evaluering af, hvad pressekonferencen opnåede, og hvad der nu skal gøres, er delvist gengivet her og er ellers tilgængelig i udskriften af hendes ugentlige webcast i dag, “Den ‘eneste supermagt’ er på vej mod bankerot og irrelevans”. Hun blev spurgt, hvad hendes reaktion var på succesen med det Washington D.C.-baserede panel med Ritter, oberst Black og oberst Wilkerson:

 

Zepp-LaRouche: “Jeg synes, det var et vigtigt første skridt. Jeg bemærker talernes kompetence, som alle har en militær eller efterretningsmæssig baggrund: Oberst Wilkerson var stabschef for Colin Powell, meget åbenmundet og veltalende med stor indsigt. Richard Black har naturligvis et stort internationalt publikum. Folk har enorm respekt for hans integritet som amerikansk patriot. Og Scott Ritter er måske på nuværende tidspunkt den mest åbenmundede kritiker af USA’s konfrontationspolitik over for især Rusland, men også Kina. Så jeg tror, at kombinationen af disse talere og mig var vigtig for at få understreget, at det haster. Scott Ritter sagde det gentagne gange: Han sagde, at når folk fortalte ham, at han ikke skulle skræmme folk, så sagde han, at det er præcis det, vi skal gøre, for kun hvis folk vågner op – nu anvender jeg mine egne udtryk – midt om natten fulde af sved og er bange for, at de snart vil dø, hvis politikken ikke ændres, kan vi undgå at gå søvngængeragtigt ind i en katastrofe, som ingen måske overlever, hvis den indtræffer.

 

“Så jeg synes, det var meget, meget vigtigt. Umiddelbart efter at vi havde afsluttet denne pressekonference, tændte jeg for det tyske tv for at se nyhederne. Det var virkelig som et helt andet univers. Hvor folk på vores pressekonference advarede om, hvad der vil ske, hvis det kommer til atomkrig, og hvor virkeligt det er, er manglen på virkelighed i den tyske offentlige debat, i hvert fald som den transmitteres af de toneangivne medier, ganske enkelt forbløffende. Her har man Pistorius, forsvarsministeren, der opfordrer til militarisering af den tyske stat, opfordrer til en ny værnepligtshær, som er helt ude af trit med tiden; dette er angiveligt ikke Den kolde Krig.

 

 “Så jeg vil virkelig opfordre jer, vores seere, til, at det vigtigste, I kan gøre, er at se denne pressekonference, hvis I ikke har gjort det endnu, og derefter sende den rundt så bredt som muligt til alle mulige mennesker; folkevalgte, kontakter på de sociale medier, institutioner. Jeg tror, at det er en meget vigtig advarsel.

 

 “Er det allerede nu nok til at stoppe det tog, som ifølge mange militære eksperter og ledere i Europa og de østeuropæiske stater allerede har forladt stationen? Det tror jeg ikke. For så sent som i dag blev det rapporteret, at Ruslands viceudenrigsminister, Alexander Grushko, grundlæggende advarede om, at der er meget klare tegn på, at NATO forbereder sig på et sammenstød med Rusland, herunder muligheden for at inddrage atomvåben, og at situationen er yderst farlig. Derfor tror jeg ikke, at vi har afsporet denne politik. Jeg tror, at vi har givet folk med god vilje et værktøj, som de kan bruge til at advare folkevalgte og deres venner og bekendte, men der skal gøres meget mere.”

Foto: Schiller Instituttet

 




Webcast: “Den eneste ‘supermagt’ er på vej mod konkurs og irrelevans”
13. juni 2024 (EIRNS)-Schiller Instituttets webcast-dialog med Helga Zepp-LaRouche.

Ikke korrekturlæst

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Det er den 13. juni 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag.

Du kan sende os dine spørgsmål og kommentarer via e-mail til questions@schillerinstitute.org, eller du kan skrive dem på chat-siden.

Schiller Instituttet sponsorerede en hastepressekonference i går på National Press Club i Washington, D.C.. Titlen var “Faren for atomkrig er reel og må stoppes”. Linket til videoen kan findes på Schiller Instituttets hjemmeside. Talerne, ud over dig, Helga, var: Scott Ritter, som er meget kendt; oberst Richard Black (pensioneret); og oberst Lawrence Wilkerson (pensioneret). Alle talerne formidlede med en vis veltalenhed og lidenskab, at Biden-regeringens politik over for Rusland er provokerende og yderst farlig.

Det første spørgsmål til dig kommer fra en supporter i Colorado, som skriver: “Tillykke med pressekonferencen i går! Det er opmuntrende at se respekterede personer som dine paneldeltagere have modet til at stå frem sammen med dig og tale lige ud af posen. Ser du dette som en forandring, og vil den vokse sig stor nok til at ændre den amerikanske regerings politik?”

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det var et vigtigt første skridt. Jeg tror, at talernes kompetence, som alle har en militær eller efterretningsmæssig baggrund: Oberst Wilkerson var stabschef for Colin Powell, meget åbenmundet og veltalende, indsigtsfuld. Richard Black har naturligvis et stort internationalt publikum. Folk har enorm respekt for hans integritet som amerikansk patriot. Og Scott Ritter, som måske på nuværende tidspunkt er den mest åbenmundede kritiker af USA’s konfrontationspolitik over for især Rusland, men også over for Kina. Så jeg tror, at kombinationen af disse talere sammen med mig var vigtig for at få understreget, at det haster. Scott Ritter sagde det gentagne gange. Han sagde, at når folk fortæller ham, at han ikke skal skræmme folk, så siger han, at det er præcis det, vi skal gøre, for kun hvis folk vågner op – nu bruger jeg mine egne ord – midt om natten fulde af sved og er bange for, at de snart vil dø, hvis politikken ikke ændres, er det meget bedre end at gå i søvne ind i en katastrofe, som ingen måske overlever, hvis den indtræffer.

Så jeg synes, det var meget, meget vigtigt. Umiddelbart efter at vi havde afsluttet denne pressekonference, tændte jeg for det tyske tv for at se nyhederne. Det var virkelig som et helt andet univers. Hvor folk på vores pressekonference advarede om, hvad der vil ske, hvis det kommer til atomar krig, og hvor virkeligt det er, er manglen på realiteter i den tyske offentlige debat, i hvert fald som den transmitteres af mainstream-medierne, bare ufattelig. Her har du Pistorius, forsvarsministeren, der opfordrer til militarisering af den tyske stat, opfordrer til en ny værnepligtshær, som er helt ude af trit med virkeligheden – dette er angiveligt ikke den kolde krig.

Så jeg vil virkelig opfordre jer, vores seere, det vigtigste, I kan gøre, er at se denne pressekonference, hvis I ikke har gjort det endnu, og derefter sende den rundt så bredt som muligt til alle mulige mennesker: folkevalgte, kontakter på de sociale medier, institutioner, for jeg mener, at det er et meget vigtigt advarselsbudskab.

Er det allerede nu nok til at stoppe det tog, som ifølge mange militære eksperter og ledere i Europa og de østeuropæiske stater allerede har forladt stationen? Det tror jeg ikke. For så sent som i dag blev det rapporteret, at Ruslands viceudenrigsminister, Alexander Grushko, grundlæggende advarede om, at der er meget klare tegn på, at NATO forbereder sig på et sammenstød med Rusland, herunder muligheden for at inddrage atomvåben, og at situationen er yderst farlig. Derfor tror jeg ikke, at vi har afsporet denne politik. Jeg tror, vi har givet folk med god vilje et redskab, som de kan bruge til at advare folkevalgte og deres venner og bekendte, men der skal gøres meget mere.

SCHLANGER: Lad os holde os til krigsfaren et øjeblik. Der er et spørgsmål fra en seer i Australien, som sagde – og du har lige talt om det. Han siger: “Jeg læste, at Zelenskyy var i Berlin tirsdag [11. juni] og bad om flere penge og våben og mere støtte, og at Scholz lovede, at Tyskland ville støtte ham i Ukraine, indtil Rusland er besejret. Så spørgsmålet er, om Scholz ikke har lært noget af afstemningen [i Europa-Parlamentet] i søndags, hvor han og hans koalitionspartnere mistede mange stemmer?”

ZEPP-LAROUCHE: Det ser ikke ud til det. I går var et af de spørgsmål, der blev stillet: “Hvorfor er det, at de nuværende såkaldte eliter, etablissementerne, regeringerne, hvorfor forstår de det ikke? Eller hvorfor er de i sådan en boble?” Og jeg tænkte mere over det, og jeg tror, at svaret er meget enkelt. Det er, at vi har at gøre med en generation af politikere, især i Tyskland, som har mistet forbindelsen til historien. Da jeg voksede op, fortalte min mor og min onkel og forskellige naboer og så videre os, hvad der skete under krigen. Hvor forfærdeligt det var at blive vækket for at gå ned i bunkeren eller kælderen, når der var katastrofealarm. Man kunne se på den måde, de var traumatiserede af denne oplevelse, at det virkelig var en meget forfærdelig oplevelse. Så jeg voksede op med tanken om, at det skulle undgås. Og også omstændighederne – der var så mange slægtninge, som enten slet ikke kom tilbage fra krigen, eller som kom tilbage med et amputeret ben. I mit umiddelbare nabolag var der en mand, som kun havde ét ben. Han havde alle mulige slags smerter, så man kunne høre ham råbe og skrige i hele nabolaget, når han fik disse smerteanfald. Smertebehandlingen fungerede ikke altid godt. Så det er erfaringer, og jeg tror, at de nuværende politikere på en eller anden måde har den her videospil-idé om krig, at man nulstiller sit spil og starter forfra. Og så dræber man så mange mennesker, og så taber eller vinder man. Det gør ingen forskel. Men der er ingen forbindelse til den virkelige verden.

I Tyskland i særdeleshed, og jeg tror i hele Europa, har man også effekten af uddannelsesreformen med OECD-reformerne [Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling] i 1970. Humboldt-uddannelsessystemet blev smidt ud og erstattet af en mere modernistisk praktisk uddannelse. Så da min afdøde mand Lyndon LaRouche diskuterede effekten af at fjerne undervisningen i de klassiske fag fra skolen, hvad er så effekten på eleven? Eleven kommer ikke ind i de dybe spørgsmål om betydningen af statskunst, de store spørgsmål, der skildres i de klassiske dramaer af for eksempel Schiller eller Shakespeare og andre. Så de mangler forestillingsevne, og de er meget overfladiske. Jeg vil ikke nævne nogen navne nu, men jeg kunne give dig et helt katalog over politikere, som er så absolut overfladiske.

Det var et diskussionsemne i går, hvor flere af talerne gav udtryk for det indtryk, at disse politikere ikke ved, hvad de har med at gøre. Så de ødelægger hele vores fremtid – menneskehedens eksistens. Men de har aldrig tænkt over, hvad en atomkrig indebærer, er det sandsynligt, at man kan begrænse en atomkrig?

I Tyskland skal folk være klar over, at hvis der kommer en begrænset atomkrig, så bliver det i Tyskland. Så uanset hvad er det ikke godt for os. Men den vil ikke forblive begrænset: Det bliver en global krig. Og hvis det sker, er det sandsynligt, at den vil blive efterfulgt af en atomar vinter på ti år eller mere, hvor alt liv på planeten forsvinder. Det er aldrig blevet gennemtænkt, og jeg kan kun råde disse såkaldte eliter til at studere Ted Postols og andre eksperters skrifter – Steven Starr, Hans Kristensen. Men især Ted Postol har skrevet ekstremt vigtige skrifter om forskellen mellem konventionel krig og atomkrig, og hvorfor sandsynligheden for, at de alle vil blive brugt i tilfælde af, at ét atomvåben bliver brugt, er næsten sikker. Jeg tror, at det er en del af det problem, vi har med at gøre.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål fra Vancouver i Canada. Personen skriver: “Du sætter et stort håb til BRIKS,” med henvisning til din præsentation i går. “Er der operationer i gang for at underminere BRIKS-alliancen? Og hvad kan BRIKS gøre for at beskytte sig mod en økonomisk krigsførelsesplan fra USA og NATO?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, at de gør det ret godt. Der har lige været udenrigsministermøde i BRIKS i Nizhny Novgorod i Rusland med mange inviterede gæster. Den seneste rapport er, at der er 59 lande, som har ansøgt om medlemskab; det vil sige plus de 10, der allerede er med, altså 69-70 lande. Så selv om de internationale finansinstitutioners evne til at føre krig naturligvis stadig er meget stor, som vi ser det i tilfældet med Argentina, der er blevet lukket helt ude af BRIKS af en meget tvivlsom præsident, ved at bringe ham i position. Men også angreb på Egypten, en enorm indsats for at bringe Saudi-Arabien væk fra BRIKS og ind i en mere USA-centreret aftale med Israel. Der er enorme angreb på Sydafrika.

Så alle disse ting foregår. Men jeg er overbevist om, at der er en historisk proces i gang, som jeg ikke tror kan stoppes – undtagen hvis vi får en verdenskrig, så stopper alt. Men jeg tror, at den beslutsomhed, som landene i det Globale Syd har om at gøre en ende på kolonialismen én gang for alle, er noget, som ikke kan stoppes. Da det drejer sig om langt størstedelen af menneskeheden, ca. 85 % af befolkningen, tror jeg, at det vil blive en sejr. Jeg tror, at der blandt lederne i det Globale Syd heldigvis findes en række ekstremt kvalificerede og moralsk højtstående ledere, som jeg mener tilsammen repræsenterer en strategisk kapacitet, der giver håb om, at det kan lykkes.

SCHLANGER: Nu har vi en e-mail fra en tilhænger. Han siger, at han er tilhænger af et uafhængigt Palæstina. Han siger om Gaza: “Den fredsaftale, som Biden siger kom fra Israel, og som Israel endnu ikke har sagt, at det støtter, er emnet for udenrigsminister Blinkens seneste rejse til Mellemøsten. Tror Blinken, at saudierne vil acceptere en fredsaftale uden anerkendelse af en levedygtig palæstinensisk stat?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at den saudiske holdning har været meget klar, nemlig at de ikke ville acceptere en sådan aftale uden en aftale om en palæstinensisk stat. Og den nuværende israelske regering, flere af dens ministre, har sagt meget klart, at de fuldstændig udelukker en palæstinensisk stat. Så jeg ved ikke, hvordan det kommer til at gå. Det eneste, jeg kan sige, er, at medmindre der er en meget stærk økonomisk komponent, ikke kun genopbygningen af Gaza, som er indlysende, men en meget mere grundlæggende ændring i den økonomiske politik for hele regionen, som vi har udviklet den med Oase-planen, er jeg meget bekymret for, at dette ikke vil fungere. De reaktioner, vi har hørt indtil nu, har mildest talt været meget forsigtige. Så jeg tror, vi er nødt til at mobilisere mere for at få Oase-planen på bordet og forårsage et paradigmeskift i hele tankegangen. For så længe vi holder os til geopolitiske frem- og tilbageløb og manøvrer, hvor vi trækker saudierne ind i en anti-iransk plan eller alle disse geopolitiske planer, som har været imperiets redskaber i århundreder, må de stoppe, og vi må gå over til statskunst. Det vil sige, at folkets fælles bedste er førsteprioritet, og at harmonisk udvikling for alle skal sættes i stedet. Så jeg tror, vi er et stort skridt derfra.

SCHLANGER: Med hensyn til spørgsmålet om geopolitik og statskunst har vi noget, som RJ har sendt ind. Og lad mig sige, at du stadig kan sende dine spørgsmål ind: Send dem til questions@schillerinstitute.org. Det, RJ skriver, er, at “Amerika sidder fast i Thukydid-fælden”: Det vil sige, at når et imperium kollapser, ender det næsten altid i en krig. Hvad mener du om det, Helga? Hvordan kan det undgås, eller kan det?

ZEPP-LAROUCHE: Hvis det ikke kan undgås, så er vi i dårlig form. Jeg tror, at det største problem er, at USA bør vende tilbage til sin bedste udenrigspolitiske tradition, og jeg tror, at John Quincy Adams er et godt udgangspunkt. Han sagde med eftertryk, at “USA ikke skal tage til udlandet for at jage udenlandske monstre”. I stedet skulle de arbejde sammen med en alliance af fuldstændigt suveræne nationalstater og republikker til alles fælles bedste. Jeg tror, det var Lincolns linje, og der kom politikker fra Roosevelt og under vanskelige omstændigheder fra Kennedy. Så jeg tror, at USA har bevæget sig i retning af en idé om, at de er det uundværlige land. Jeg mener, at alle lande er uundværlige. Hvorfor skulle Luxembourg eller Liechtenstein eller Mali eller Peru, hvorfor skulle de ikke være uundværlige lande? Hver gang et land sætter sig selv over alle andre, er det sæde for racisme og apartheid, det er sæde for imperialisme og kolonialisme. Jeg synes, det er noget, amerikanerne virkelig bør reflektere over, for den eneste måde, vi kan komme ud af denne fælde på, er ved, at USA rækker ud til BRIKS, til landene i det Globale Syd, og siger: “Lad os være partnere på samme niveau. Vi ser ikke ned på jer, og I må heller ikke se ned på os. Lad os indgå i et fuldstændigt partnerskabsforhold til fælles bedste for det, vi forsøger at opnå på denne planet.”

Jeg synes, det er et mentalt skridt, som lyder så enkelt, men jeg er sikker på, at den idé, der opstod efter Sovjetunionens sammenbrud, om at der skulle være en unipolær verden, hvor USA fulgte Wolfowitz-doktrinen om, at der aldrig mere skulle være et land eller en gruppe af lande, der gik uden om USA med hensyn til økonomisk, politisk, social eller militær magt. Det er ikke en holdbar idé. USA har omkring 330 millioner – jeg tager måske fejl af et par millioner – mennesker. Selv EU har 500 millioner; Kina har 1,4 milliarder; Indien har 1,4 milliarder. Tilsammen har de næsten 3 milliarder mennesker. Det Globale Syd repræsenterer 85 % af den menneskelige befolkning.

Jeg mener, at ideen om, at USA skulle være den eneste fremherskende magt, og at alle andre på en eller anden måde skulle tilpasse sig den og blive en del af demokratiernes alliance – det er ganske enkelt en forkert opfattelse. For den vestlige demokratiske model er én model. Hvis europæerne og amerikanerne mener, at det er den model, de vil have, så lad dem få den. Man kan have andre diskussioner og tanker om det, men det må være sådan. Men at forsøge at påtvinge Afrika, Rusland, Kina, asiatiske lande eller latinamerikanske lande noget, der kommer fra en bestemt historisk baggrund – nemlig vesteuropæiske traditioner – fungerer bare ikke. Især fordi den europæiske vestlige liberale model i den seneste tid har gennemgået så enorme paradigmeskift i retning af wokeness, i retning af LBGT-kønnethed og alle disse ting. Det bliver grundlæggende afvist af alle de lande, jeg nævnte før: I Afrika siger de: “Vi vil ikke have det her. Det er ikke afrikansk kultur.” Russerne siger: “Det går imod selve fundamentet i vores kristne ortodokse tradition.” Kineserne siger: “Hvad har det med vores historie og konfucianisme at gøre?”

Så jeg synes, vi skal lære at respektere det andet sociale system, og hvis vi gør det, vil vi måske endda opdage, at vi kan lære noget af disse systemer, for det smukke ved den menneskelige familie af folkeslag og nationer er, at vi alle har bidraget med noget unikt, og tilsammen gør det os rigere. Hvis man prøver at udelukke alt, der ikke passer ind i vores one size fits all, så fratager vi os selv vores civilisations rigdom.

SCHLANGER: Det, du lige har beskrevet, er grundlaget for diplomati. Man leder efter fælles interesser og forsøger at finde en aftale. Det ser ikke ud til at være den måde, hvorpå den kommende konference i Schweiz, som Zelenskyy har indkaldt til for at støtte den såkaldte “ukrainske fredsplan”, vil finde sted. Vi har et spørgsmål fra en skribent i Brasilien, som siger: “Kina og Brasilien havde oprindeligt besluttet ikke at deltage i Zelenskyys fredsmøde i Schweiz. Nu ser det ud til, at de tager af sted. Ved du, hvad der har ændret sig?”

ZEPP-LAROUCHE: Nej, jeg kender naturligvis ikke til disse diskussioner. Men jeg kan sagtens forestille mig, at kineserne og brasilianerne ser på den proces, der foregår med Ukraine-situationen, som bliver mere og mere desperat for hver dag, og den absolutte mangel på fornuft hos vesteuropæerne. Der har lige været en konference i Berlin, hvor man diskuterede genopbygningen af Ukraine. Krigen er stadig i gang, så hvordan kan man genopbygge noget, der stadig er krigsterritorium? Og desværre viser det sig, at der planlægges en masse militærproduktion: De vil gøre Ukraine til et produktionssted for kampvognsfabrikker og alle mulige former for ammunitionsfabrikker. Så jeg kan kun forestille mig, at kineserne og brasilianerne kigger på det, og at de siger, at det er en no-win-formel. Eftersom den schweiziske Bürgenstock-konference finder sted på grundlag af Zelenskyy-formlen, som er absolut kompromisløse krav, der vil blive afvist af Rusland – under alle omstændigheder er Rusland ikke engang blevet inviteret, så hvordan kan man have en fredskonference, når en af krigens parter ikke engang er med?

Så mit bedste bud er, at de tager til denne konference for at præsentere deres plan, fordi Brasilien og Kina har fremlagt deres eget fredsforslag baseret på de 12 principper i det oprindelige kinesiske forslag. Det er inkluderende, og de vil helt sikkert invitere Rusland som deltager. Jeg kan kun forestille mig, at de vil fremlægge deres holdning i de stærkeste vendinger og forsøge at få de andre delegerede til at forstå den. For det kinesiske forslag er det mest realistiske, og hvis Lula og Brasilien støtter det, kan du være sikker på, at det Globale Syd generelt støtter det.

Så jeg glæder mig over, at de har truffet denne beslutning og dermed kan tale de andre deltagere til fornuft.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål her fra USA. Der står: “Biden har en plan om at rejse 50 milliarder dollars i et lån til Ukraine, støttet af de indefrosne, stjålne russiske aktiver. Han vil angiveligt præsentere dette på G7-mødet,” som indledes i Italien den 13.-15. juni. Spørgsmålet er: “Kan de slippe af sted med det? Er det noget, de kan gøre uden at skabe uro i verden baseret på ideen om, at man kan stjæle penge og derefter bruge dem som grundlag for en udbetaling?”

ZEPP-LAROUCHE: Det minder mig om den malaysiske abefælde. Det er historien om, hvordan man fanger en abe i Malaysia. Man har et bur med en nød indeni og et hul i burets væg, så aben kan stikke sin pote gennem hullet og få fat i nødden. Men hullet er kun så stort, at når der ikke er nogen nød i hånden, går hånden gennem hullet. Men når hånden griber fat i nødden, er hånden for stor. Så når aben forsøger at trække hånden tilbage med nødden, sidder den fast og kan ikke trække hånden ud. Da aben er grådig og gerne vil have nødden, kommer den ikke på den tanke, at den bare skal give slip på nødden og i stedet redde sig selv fra at blive fanget.

Jeg tror, det er lidt det billede, jeg har, når jeg hører sådanne diskussioner, for det er naturligvis den mest kortsigtede og tåbelige politik, man kan forestille sig. Første gang USA konfiskerede russiske aktiver for mere end 300 milliarder dollars, men hovedsageligt fra europæiske banker, skete det oven i, at USA konfiskerede 9 milliarder dollars fra Afghanistan og forskellige andre aktiver fra andre lande, og det havde større indflydelse på af-dollariseringen end noget andet. Nu panikker folk over, at så mange lande forlader dollaren, af-dollariserer og bruger deres egen valuta til handel, og de overvejer endda en alternativ reservevaluta. Men de er ikke klar over, at det var deres egen brug af dollaren, euroen og yennen som våben, der forårsagede disse tilbageslag. Det her bliver endnu værre; selv IMF har advaret mod det. Den Europæiske Centralbank har advaret mod det ved at sige, at det sætter gang i en spiral af optrapning, som kan sprænge hele det finansielle system. Rusland har for nylig allerede meddelt, at de vil træffe gensidige modforanstaltninger; at de vil beslaglægge europæiske og amerikanske bankers aktiver i Rusland. Hvad effekten af dette bliver, er stadig uvist, men det bliver ikke et godt resultat.

Så giv slip på den malaysiske abefælde, hvis du vil redde dit system.

SCHLANGER: Okay. Vi har en kommentar og et spørgsmål mere. Jeg ved ikke, om der stadig kommer flere spørgsmål ind. Kommentaren er fra ridgerunner52, som skriver: “Alt for mange mennesker er stadig på en eller anden måde forbundet med denne anglosfæres forfaldne kredsløb, hvilket forhindrer en begrebsliggørelse af krisen i sin helhed.” Så hvis du har en kommentar til det.

Men her er det andet spørgsmål. Det er fra en korrespondent i Texas, som siger: “Der er et Texas-ordsprog, der siger, at nogen med et stort ego ofte bider mere af, end de kan tygge.” Han siger, at det er hans syn på Macron, der præsenterer sig selv som den nye de Gaulle. Han spørger, om du har nogen kommentarer til, hvad der sker med det?

ZEPP-LAROUCHE: Med hensyn til det første spørgsmål, fortællingen om Anglosfæren, så er det utroligt, at folk i etablissementet i USA, men især også i Europa, har en fortælling, som de forsvarer med alt. De har opbygget et helt apparat i NATO og EU, som ikke kun skal aflive såkaldt desinformation, men også have faktatjekkere til at korrigere den opfattelse, som ikke er den rigtige. Men de er nu også gået over til pre-bunking: Med andre ord ønsker de at vaccinere børn fra de er helt små, men især i skolen, så de udelukker muligheden for nogensinde at tage hensyn til en anden opfattelse end den officielle fortælling.

Der er et ord for det: Det hedder hjernevask, og det hedder mangel på ytringsfrihed. Hvis man vil uddanne børn til at blive frie og demokratiske borgere, skal man uddanne dem til at tænke selv. At de lærer metoden til at lære, så de har livslang læring og forbedring i hele deres liv. Men man dikterer ikke en fortælling, som er en fastlagt størrelse. Det er simpelthen en helt forkert måde at gøre det på, og det er tragisk. For man kan se disse politikere, der gentager de mest idiotiske sætninger, uanset hvad der sker, som de fleste politikere gjorde efter de ret betydelige tab ved valget til Europa-Parlamentet. Og Macron blev smadret. Le Pens parti fik dobbelt så mange stemmer som hans parti. Der er nu store splittelser på vej, fordi der er en masse interne stridigheder om, hvordan man skal håndtere dette. Så Macron spiller et spil. Han tror, at hvis han opløser parlamentet nu, vil der være nyvalg om 2,5 uger. Ikke nok tid til at forberede sig. Så tænker han, at oppositionen måske vinder, og så vil han have en regering, som vil miskreditere sig selv ifølge hans vurdering. Så når det kommer til det næste præsidentvalg, vil han ligne den store vinder og reinkarnationen af de Gaulle.

Jeg mødte engang en politiker i Frankrig: Jeg kan godt sige, at det var sønnen af en meget berømt politiker i Frankrig. Den ældre politiker, faderen, havde en fremragende personlighed, kompetence og så videre. Så jeg deltog i et møde, hvor sønnen til denne person, som var relativt lille af højde, sagde: “Se! Mit jakkesæt her”, og han pegede på sin vest, “det er lavet af bare en tiendedel af min fars jakkesæt, og det passer mig perfekt.” Så jeg tror, at det er problemet: Folk i dag har på en eller anden måde vænnet sig til, at de ikke tænker stort, og selv om de foregiver at have et stort ego, kan man se igennem det. Så jeg tror, at den nuværende generation af politikere er meget, meget langt fra det, der plejede at være en Adenauer, en de Gaulle, en Indira Gandhi eller en Nehru eller en Zhou Enlai eller mange andre af den ældre generation. De prøver at efterligne det, men det lykkes ikke rigtig.

Så jeg kan kun bede dig om at studere hver dag og blive så kvalificeret, at du kan blive en god kandidat. Du kunne blive økonomiminister eller kulturminister. Det kræver arbejde, for du skal være sikker på, at du gør et bedre stykke arbejde end de nuværende politikere. Men jeg tror, at vi har brug for bedre uddannede borgere for at få en bedre fremtid.

SCHLANGER: Jeg tror, at det til dels ville hjælpe, hvis folk studerede videoen fra pressekonferencen i går og lyttede til militærveteranernes diskussion om, hvorfor denne krigsdoktrin er så farlig.

Og så vil jeg tilføje, at de også bør studere dine grundlæggende principper, Helga, som blev skrevet, vil jeg sige, på en måde for at overvinde anglosfærens råddenskab; for at vende tilbage til idéen om, at der er højere principper, som bør styre statskunst og forholdet mellem nationer. Det var en pointe, som du fremførte som en del af din præsentation ved arrangementet i går. Så det er alt, hvad vi har af spørgsmål.

Helga, har du nogle afsluttende kommentarer?

ZEPP-LAROUCHE: Ja, helt klart. I morgen, fredag, har vi det ugentlige IPC-møde, Den Internationale Fredskoalition. Jeg kan forestille mig, at der vil være mange nye mennesker på grund af det meget høje antal deltagere i pressekonferencen i går. Vi har ikke talt det hele op, men her til morgen havde selv Schiller-siden mere end 30.000 seere. Men det var kun det engelske site; vi havde også tysk, fransk og spansk. Vi havde andre institutioner, der co-streamede, så jeg tror, at der var et meget stort publikum i går, og jeg kan forestille mig, at der vil være en meget god diskussion i morgen. I weekenden 15.-16. juni har vi en konference på Schiller Instituttet, hvor vi diskuterer alle disse emner. Vi har fire paneler: den strategiske situation, det Globale Syds rolle, de videnskabelige gennembrud og behovet for en kulturel dialog. Så se venligst programmet på Schillers hjemmeside, og registrer dig og deltag, for vi har brug for mere intelligent diskussion og dialog for så mange mennesker som muligt for at få den indre styrke til at overvinde denne eksistentielle krise for menneskeheden.

SCHLANGER: Helga, tak fordi du er med i dag, og tak fordi du giver os et spark til at tage det erkendelsesmæssige spring, som du har insisteret på er grundlaget for at skabe en forandring. Så indtil næste uge, så ses vi.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg håber på fredag og lørdag og søndag.




Hastearrangement i National Press Club: Faren for atomkrig er reel og skal stoppes.
Nu med hele afskriftet på engelsk.

EIR-NEWS, 12. juni 2024

Onsdag den 12. juni var Schiller Instituttet vært for en hasteindkaldt pressekonference med fire fremtrædende talere: Scott Ritter, tidligere FN-våbeninspektør og efterretningsofficer i den amerikanske marine; oberst Richard H. Black (pensioneret), tidligere chef for den amerikanske hærs strafferetlige afdeling i Pentagon og tidligere senator i staten Virginia; Helga Zepp-LaRouche: grundlægger og formand for Schiller Instituttet; og oberst Lawrence Wilkerson (pensioneret), tidligere stabschef for USA’s udenrigsminister Colin Powell. Ray McGovern, tidligere CIA-analytiker og medstifter af Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS), skulle have medvirket, men måtte aflyse på grund af helbredsproblemer.

Stedet var National Press Club i Washington, D.C., og det personlige møde blev suppleret af journalister, der deltog via Zoom fra hele verden, med simultantolkning på spansk, tysk og fransk. Derudover deltog næsten 2.000 mennesker på et live-feed fra Schiller Instituttet, mens andre deltog via andre elektroniske kanaler.

Schiller Instituttets ordstyrer, Dennis Speed, bemærkede, at blandt andre Scott Ritter og Helga Zepp-LaRouche er blevet opført som mål af Ukraines USA-finansierede Center for Countering Disinformation (CCD). Ritter fik for nylig en chokerende behandling på foranledning af udenrigsministeriet, da han blev forhindret i at gå om bord på et fly for at deltage i St. Petersburg International Economic Forum i Rusland, og hans pas blev beslaglagt.

Ritter åbnede begivenheden med at sige, at hovedhistorien i alle amerikanske nyhedsudsendelser burde være den akutte fare for atomkrig. Folk siger med urette, at Cuba-krisen var det tætteste, vi nogensinde kom på en atomkrig, bemærkede han; på det tidspunkt foregik der diplomati. I dag sidder ambassadør Anatoly Antonov, en førende specialist i våbenkontrol, på den russiske ambassade på Wisconsin Avenue i Washington, D.C., “og hans telefon ringer ikke.” Efter Sovjetunionens fald besluttede USA at bevare en strategisk fordel og begyndte at trække sig ud af våbenkontrolaftaler. Gradvist gav afskrækkelse plads til en doktrin om krigsførelse med atomvåben. “Den største trussel mod os”, insisterede Ritter, “er den amerikanske politik med atomvåben”, og kun takket være den russiske ledelses tålmodighed har vi undgået en atomkrig.

Oberst Richard Black fortsatte temaet: “Vores atomdoktrin giver USA’s præsident fuld autoritet – uindskrænket autoritet” – til at starte en atomkrig uanset årsagen. Dette er forskelligt fra den russiske eller kinesiske doktrin; den russiske doktrin er defensiv, og atomvåben vil derfor kun blive brugt, hvis landet er under atomangreb, eller hvis nationens suveræne eksistens på anden måde er truet. “Ukraine var aldrig en vital amerikansk interesse”, sagde Black og tilføjede, at krigen begyndte over, hvorvidt Ukraine ville blive integreret i NATO, og atomvåben kunne stationeres der, tæt nok på til, at Rusland ikke ville have tid til at reagere på et førsteangreb. Efter at Rusland gik ind i Ukraine i februar 2022, begyndte fredsforhandlingerne inden for fire dage. Efter to måneder var de næsten nået frem til en aftale. Så blev den britiske premierminister Boris Johnson sendt til Kiev for at fortælle ukrainerne: “Hold op med de fredsforhandlinger, og kom tilbage til det vigtige arbejde med at kæmpe.”

Sammenfattende sagde Black: “Hele dette enorme hav af blodsudgydelser, som fulgte, har stort set været unødvendigt.” Han beskrev amerikanske og NATO-lancerede provokationer såsom sabotagen af Nord Stream-rørledningen, der kastede den tyske økonomi ud i recession; den franske præsident Macrons forslag om at sende tropper som “trænere”, som i Vietnam, hvilket uundgåeligt vil føre til kamp; og forsøgene på at blænde russiske varslingsradarer og angreb på den russiske Engels-2-luftbase, hvor dets atombevæbnede bombefly er stationeret.

Helga Zepp-LaRouche beskrev, hvordan Rusland reagerer på disse tiltagende provokationer fra NATO. Ud over at gennemføre manøvrer til taktisk brug af atomvåben er en russisk flotille ankommet til Cuba netop på dagen for pressekonferencen. Da hun skulle diskutere løsninger, foreslog hun, at “det mest oplagte referencepunkt er Den Westfalske Fred”, som afsluttede Trediveårskrigen, fordi en fortsættelse af den krig ville have dræbt alle i Europa. Vi har nu en global version af den situation. Hun bad deltagerne om at studere hendes ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur og roste den kinesiske præsident Xi Jinpings forslag og det brasiliansk/kinesiske initiativ til at afslutte krigen i Ukraine.

Oberst Lawrence Wilkerson begyndte med at citere en “stor mand, en patriot og en helt i dette land”, Daniel Ellsberg, som har sagt, at vi er tættere på atomkrig, end vi nogensinde har været. Wilkerson tilføjede: “Det er alt sammen vores skyld. Det er imperiets skyld…. Vi har ophævet alle de beskyttende traktater, som vi møjsommeligt har udformet.” Før USA’s stedfortræderkonfrontation med Rusland i Ukraine var det et etableret princip i diplomatiet, at to stater, der besidder atomvåben, aldrig må gå i krig. “Det amerikanske folk har glemt, hvad det vil sige at bygge et beskyttelsesrum i sin baghave,” sagde han. “Vi har i denne nation ikke længere nogen idé om, hvad atomvåben kan gøre.”

Spørgsmål fra seerne og pressen

Den første spørger spurgte, om hvis vores ledere vidste, at de ville dø, ville det afholde dem fra at angribe med atomvåben. Oberst Black svarede, at amerikanske ledere sandsynligvis ville overleve et første angreb. Men vi har ikke et centralt intellektuelt lederskab, som tager ansvar for politikken.

“Vesten har i bund og grund satset hele sin eksistens på Putins rationalitet.” Ritter tilføjede: “Jeg vil sige, at der i Vesten ikke er en eneste leder, der i dag forstår, hvad atomkrig er…. Vi er nødt til at finde en måde at gøre det amerikanske folk bange igen.” Wilkerson fortalte, hvordan USA og Rusland ved afslutningen af Den kolde Krig havde 30.000 atomvåben hver og begyndte at reducere deres lagre. En undersøgelse fra U.S. Air Force sagde, at vi kunne gå ned til 600 hver. “Det var gode dage!” sagde Wilkerson. Men nu diskuterer USA, hvordan vi kan ændre vores atomare politik, så den bliver mere aggressiv.

Den uafhængige senatskandidat Diane Sare spurgte Zepp-LaRouche om forholdet mellem det truende sammenbrud af det transatlantiske finanssystem og krigsfaren. Som svar erkendte fru Zepp-LaRouche, at “systemet kan eksplodere når som helst, mens vi sidder her”, og at det truende tab af magt driver amerikansk hensynsløshed. Zepp-LaRouche beskrev afslutningen på Den kolde Krig som en “Sternstunde der Menschheit”, en gylden mulighed for menneskeheden. Men desværre afviste de neokonservative denne mulighed og gik i stedet efter deres drøm om en “unipolær verden” og Francis Fukuyamas teori om “historiens afslutning”. Årtier med NATO-udvidelse fulgte, med farvede revolutioner og militære interventioner. Hun tilføjede, at i modsætning til de neokonservatives vrangforestillinger, for hvem BRIKS betragtes som “en stor trussel mod herredømmet”, er ingen af disse lande en trussel i virkeligheden.

Professor Steve Starr, som underviser i atomvåben på University of Missouri, spurgte, hvad formålet var med angrebene på de russiske radarer, og om USA leverede oplysninger til at ramme dem. Wilkerson svarede på sidstnævnte spørgsmål og sagde: “Det er velinformeret spekulation, men ja.” Til spørgsmålet om, hvorfor det blev gjort, sagde han: “Vi er sindssyge.” Vi gjorde det af samme grund, som vi sprængte Nord Stream-rørledningen i luften. Ritter tilføjede, at dronerne ikke kunne være trængt ind i Rusland uden amerikanske efterretninger i realtid.

Black tilføjede: “Hvis man bluffer, er der altid en chance for, at den anden person gennemskuer ens bluff…. Man satser faktisk hele menneskeheden … og vi er jetonerne.”

En spørger i Mexico spurgte til den manglende krigsforberedelse i Vesten, og om det kunne være med til at afskrække en beslutning om at starte en krig. Ritter svarede, at hverken USA eller NATO er i stand til at gå ind i en fuld konfrontation med Rusland. “Det er den gode nyhed … den dårlige nyhed er, at vi fører en aggressiv politik, og standarden er atomvåben.”

En reporter fra TASS spurgte om muligheden for, at USA eller allierede vil forsyne Ukraine med atomvåben. Ritter spurgte retorisk: “Hvorfor skulle vi overdrage de farligste våben i verden til den mest uansvarlige nation i verden?”

En spørger fra Patriot Action PAC spurgte, om en atomar konflikt kunne blive brugt som en valgtaktik af denne regering. Black sagde, at det er scenariet “wag the dog”, og tilføjede, at Bill Clinton havde brugt krig mod Serbien til at komme sig politisk efter en rigsretssag. Men det skal være noget uventet, modererede Black; folk er nu trætte af krig. Det har de gjort klart ved valget til Europa-Parlamentet den 9. juni. Wilkerson tilføjede, at Biden er som LBJ (Lyndon B. Johnson –red.) i 1965: Han optrappede en krig, der ikke kunne vindes, fordi det ville skade hans muligheder for at blive genvalgt, hvis han trak sig.

Zepp-LaRouche blev bedt om at kommentere valget til Europa-Parlamentet den 9. juni. Hun svarede, at det er godt, at der nu er to tyske partier i parlamentet, som er imod krigen, men Tyskland er blevet “til grin i hele verden, … den totale kolonislave for anglosfæren.” Ritter tilføjede, at amerikanerne ikke længere tror på, at deres stemme tæller, og at de ikke kan lide nogen af kandidaterne. Men, sagde han, “spørg Emmanuel Macron – din stemme betyder noget.”

Et spørgsmål kom fra Pressenza International Press Agency om, hvordan folk rundt om i verden kan bidrage til fred i Ukraine, som de gjorde for at afslutte apartheid i Sydafrika. Zepp-LaRouche svarede: “Det er eftertrykkeligt stemmernes og landene i det Globale Syds ret” at gribe ind, fordi faren for atomkrig påvirker alle. NATO er fokuseret på at kontrollere fortællingen og har skabt et helt apparat til at dæmonisere Rusland og Kina, så det Globale Syd ikke bliver hørt i Vesten. En mere selvsikker rolle for Syd er det vigtigste, der kan ske for at ændre på tingene.

En tidligere ambassadør fra Grækenland bemærkede, at der ikke er noget civilforsvar i USA eller Europa i tilfælde af et atomart angreb. Black foreslog, at der blev sat opslag op i New Yorks undergrundsbaner med besked om at købe kaliumjod-tabletter for at beskytte sig mod stråling: “Det ville måske få folk til at tænke sig om en ekstra gang.” Ritter sagde, at regeringens opfordring til et mere aggressivt atomart scenarie indebærer, at nogen faktisk er i gang med at planlægge. Men denne planlægning omfatter ikke foranstaltninger som lagre af vand, mad, beskyttelsesrum osv. for at beskytte det amerikanske folk, som burde spørge: Svigter I os?

Ritter blev spurgt, hvad han havde tænkt sig at sige i Sankt Petersborg, hvis han ikke var blevet forhindret i at tage af sted. Han fortalte, at han havde planlagt en 40-dages rejse gennem Rusland som fredsambassadør, og at han ville live-streame turen. Det “skræmte dem fra vid og sans”, så de inddrog hans pas.

Carl Osgood fra EIR mindede Wilkerson om, at Daniel Elsberg skrev, at USA altid har brugt atomvåben, som en kriminel bruger en pistol, for at få det, han vil have, uden at trykke på aftrækkeren. Wilkerson spøgede med senator Lindsey Graham (R-SC), som repræsenterer hans hjemstat, og sagde: “Lindsey har nået nye niveauer af sindssyge.” Han tilføjede, at USA har 30-35 lande under drakoniske sanktioner uden nogen egentlig grund. Vi er forhadte over hele verden, vi er ude af stand til at mobilisere til krig, så den eneste mulighed er truslen om atomkrig.

Der kom et spørgsmål fra The Grayzone-siden: Hvad er konsekvenserne af Bidens foreslåede aftale med saudierne om at hjælpe med uranberigelse for at få normaliseret forholdet til Israel? Wilkerson svarede, at USA er desperat efter at løse situationen i Gaza, og saudierne ønsker at kunne fremstille et atomvåben. Kina og Rusland vil ikke give dem den mulighed, men det vil vi!

En reporter fra Radio Mindanao i Filippinerne spurgte, om det filippinske militær bliver optrænet som stedfortræder for en krig mod Kina. Ritter svarede, at USA ikke er i stand til at bekæmpe en ligeværdig styrke og derfor bruger Filippinerne i stedet, ligesom i Ukraine. Black sagde: “Det er meget vigtigt for Filippinerne at være klar over, hvad der foregår.”

Sammenfattende bemærkninger

Wilkerson: Den stat med atomvåben i dag, som er mest tilbøjelig til at bruge disse våben, er USA. En forsigtig stat har aldrig flere fjender på et givet tidspunkt, end den kan håndtere, men vi har gjort det meste af verden til fjender. Han foreslog, at vi skulle lære at bruge det “behændige instrument for national magt, der hedder diplomati”.

Black: Det var en stor sejr for menneskeheden, at Den kolde Krig sluttede ublodigt. Vi formåede ikke at udnytte det, og vi flyttede grænsen mod øst. Da Warszawa-pagten forsvandt, gjorde NATO det ikke. Det var et frygteligt tab for menneskeheden, at vi forpassede muligheden for fred.

Ritter: “Jeg blev rådet til ikke at forsøge at skræmme folk,” men det råd ignorerer han. Alle amerikanere er nødt til at vågne op om morgenen med den frygt for at dø af atomkrig, for så vil folk handle. For at din stemme skal tælle, er kandidaterne nødt til at vide, hvad din stemme står for: “Hvis du ikke er imod atomkrig, vil du aldrig få vores stemme.”

Zepp-LaRouche: “Vi er på vej ind i den vigtigste og farligste periode i hele historien.” NATO står over for et enormt ansigtstab, og den måde, hvorpå de opgav deres stedfortrædere i Afghanistan, burde være en lærestreg for filippinerne og ukrainerne. Hun fordømte den idiotiske politik med at konfiskere russiske aktiver – selv IMF har advaret om, at det finansielle system vil kollapse, når Rusland gør gengæld. Generationen fra Anden Verdenskrig vidste, hvad krig var, men den nye generation er overfladisk tænkende og kender ikke historien. Hvordan kunne den store tyske civilisation synke til nazismens niveau?

Der må være en følelse af højere lovmæssighed, naturlov, konkluderede fru Zepp-LaRouche, men den blev opgivet af sejrherrerne. Det er nødvendigt for debatten. “Vi er nødt til at opløfte menneskeheden til et højere moralsk niveau, hvis vi vil overleve denne store fare.”

Foto: EIRNS/Stuart Lewis

Hele afskriftet på engelsk:

Emergency Press Conference: The Danger of Nuclear War Is Real, and Must Be Stopped
Schiller Institute with founder and Chairwoman Helga Zepp-LaRouche, Scott Ritter, Col. Richard H. Black (ret.), Larry Wilkerson, hosted by Dennis Speed
DENNIS SPEED: … National Press Club in Washington, D.C. and to today’s press availability, [“The Danger of Nuclear War Is Real, and Must Be Stopped”](https://schillerinstitute.com/blog/2024/06/07/emergency-press-conference-the-danger-of-nuclear-war-is-real/) Today’s event is sponsored by the Schiller Institute, an international human rights organization founded in 1984 by Helga Zepp-LaRouche, one of the speakers today.
Helga has the distinction, along with former UN weapons inspector and U.S. Marine intelligence officer Scott Ritter as well as Col. Richard Black (ret.), who is also a distinguished Vietnam veteran and former State Senator from Virginia, of having appeared on several hit lists that have been issued by the Ukrainian organization, the Center for Countering Disinformation; which has indirectly received funds from the United States. There are others in the room here today who share that same distinction. One of the questions that will be left with you today is, “Are American taxpayers funding foreign organizations that are directly threatening the lives, the livelihoods, and the freedom of thought as well as the freedom to travel, of American citizens? Is the United States State Department engaged in activities that are violations of the rights of American citizens?” 
I think we’re all aware of the recent involuntary detour that Scott Ritter was supposed to make from his appointment to speak at the recent St. Petersburg International Economic Forum, which was attended by 19,000 other people from 136 countries. It was hardly a secret meeting, and it’s hardly a secret that we have a problem in the United States. For example, this is hardly a secret meeting. It’s hardly a secret that American society is at a crossroads; and today’s topic defines it better than anything else. We are aware of the dangers that have occurred, particularly because highly irresponsible actions taken in the military sphere, including the bombing of early warning systems in the territory of Russia. Scott Ritter, who people are aware has gone out of his way in every way possible to call the attention to this, is here with us today. We’re going to begin with him, followed by Colonel Black.
SCOTT RITTER: Thank you very much for the introduction. It’s an honor and privilege to be here today to talk to you about a topic that sadly is being ignored. Pick up the morning newspaper, pick up the afternoon newspaper, pick up any newspaper, and I doubt you’re going to see on the headline “America at Imminent Risk of Nuclear Armageddon.” But that should be the headline of every newspaper; that should be the lead story of every newscast. Not because the goal is to frighten people. I’ve had many people accuse me of fear-mongering, saying that “It’s irresponsible what you’re doing, promoting fear.” I say, it’s irresponsible for the American public, for the American citizen to allow the government that works {for them} to engage in policies that will lead to the termination of all human life on the planet Earth as we know it. That’s the end result here.
We’re talking about a number of things. Today we can talk about a failure of diplomacy. I have said that we are at a period of time in our nation’s history that is far more dangerous than the Cuban Missile Crisis, and a lot of people take umbrage at that, especially people who didn’t live during the Cuban Missile Crisis and have no concept of what the Cuban Missile Crisis was. But the Cuban Missile Crisis, October 1962, people have said that’s the closest the United States and the Soviet Union came to nuclear war. In a way, they’re right, but let me talk about some differences at that time. While the Soviets were sending ships with missiles to Cuba, the danger was that they were going to run into a blockade that would lead to a direct military conflict that could expand into a nuclear conflict—while all that was happening, a man named John McCloy was speaking to a man named Valerian Zorin. Diplomacy was taking place. We, the United States, were actively engaging with the Soviet counterparts to prevent the very war everybody was afraid of! The reason why there was no war is because there was diplomacy: Because leaders were talking to leaders, if not directly, then indirectly. If not through official channels, then through the back channel. Diplomacy was alive and well. 
Today, Ladies and Gentlemen, right down the road on Wisconsin Avenue, is an embassy—the Russian Embassy. Seated in that embassy is a diplomat named Anatoly Antonov, one of the most distinguished American experts in the Russian Foreign Service: The lead arms control negotiator for the last remaining arms control treaty between Russia and the United States! He’s been sitting there for several years, and his phone is not ringing! We are not calling him! We are not talking to him! There is no diplomacy today—and yet, our two countries are on a collision course, that could very well lead to a nuclear conflict.
And when I say nuclear conflict, let’s be clear here: Now we’re going to talk about doctrine. There was a time when nuclear weapons existed for the purpose of deterring nuclear attack. That’s a sick thing, this concept of deterrence. Mutually Assured Destruction is sort of insanity encapsulated into a couple of words, but that’s the reality of it. The United States had nuclear weapons, the Soviet Union had nuclear weapons. We had to make sure that nobody felt competent enough to use these weapons preemptively to gain some sort of strategic advantage. The end result was Mutually Assured Destruction, nuclear deterrence. And this worked up until the end of the Soviet Union. 
It worked so well, I have to say, one of my first adult jobs was as a Marine Corps officer implementing arms control treaties in the former Soviet Union, part of the Intermediate Nuclear Forces Treaty, where we got rid of entire categories of nuclear weapons. The first time that we didn’t just limit the growth, but we actually reduced the arsenals. This could have led to even greater cuts in the nuclear arsenals, but no, not for the United States. When the Soviet Union went away, we decided that we needed to maintain a nuclear advantage over the Soviets, and we corrupted the concept of arms control. We withdrew from arms control treaties, like the Anti-Ballistic Missile Treaty, which gave Mutually Assured Destruction its teeth. See, without ballistic missile defense, the missiles would hit their target—which means that if you go to war, your missiles would the target they’re aimed at, and the missiles aimed at you will hit the target. Under George W. Bush we decided we didn’t want any missiles to hit America. Ostensibly a rational thought, except at the same time, we were seeking to gain nuclear supremacy over the Russians so that our missiles would hit Russia! This creates an imbalance. 
After 9/11, we went further. We saw a transition of nuclear deterrence doctrine into nuclear war-fighting doctrine, where we embraced a doctrine that said that we could use nuclear weapons preemptively against a non-nuclear threat. Our current President of the United States, the Commander-in-Chief, Joe Biden, campaigned on a promise to return America to the sanity of sole-use doctrine, meaning the sole purpose of America’s nuclear arsenal would be to deter others from attacking us. He didn’t do it. Why? I attended a reunion of Intermediate Nuclear Forces inspectors and negotiators a couple of years ago, and we asked that question to a senior Biden administration arms control official. The answer? {The inter-agency isn’t ready for this yet.} 
Now, I live in a nation that is ostensibly the greatest democracy in the world. I know that I go to vote. I know that I looked at the names on the ballot. I never saw “inter-agency” on the ballot. I don’t know what the hell they’re talking about, when it comes to democracy. The President is the Commander-in-Chief. He is the Executive. If he wants a policy direction, he directs it to happen. And the inter-agency needs to salute smartly and seek to implement it. But we’re being told that the inter-agency isn’t ready.” That means the Establishment isn’t ready; that means the Establishment seeks something else, and that, of course, is American nuclear supremacy. 
We live in a world where other nations will no longer tolerate this. Russia is one of them. And Russia, today, is a nation that is at the pointy end of the American nuclear spear. They’re seeing the United States promulgate policies that have American military capabilities thrust up to the very borders of Russia, indeed, crossing over into the borders of Russia. Threatening Russia’s strategic nuclear enterprise—early warning radars, command and control facilities, even nuclear weapons depots and nuclear launch systems. We have facilitated—“we,” being the United States—an attack against Engels Air Base where Russian strategic nuclear bombers are stationed. Under Russian doctrine, this {alone} justifies a nuclear response. We have been tickling the Russian nuclear bear for a long time, and only through the patience and wisdom of the Russian leadership have we avoided a nuclear war.
As an American, I take umbrage at that. I don’t want to be at the mercy of any foreign leader. I would rather that the American leadership takes a rational step towards de-confliction: That I be at the mercy of a government that I get to hold accountable at the polls—a government “of the people, by the people, for the people.” A Constitution that begins with, “We, the people of the United States of America,” and that’s the final thought I want to put out there. 
We have a duty and responsibility as citizens to wake up and recognize the threats that face us collectively as a nation, as a people. And the greatest threat to the continued survival of the United States of America today is {American nuclear policy, American nuclear weapons.} These weapons do not protect us, Ladies and Gentlemen. These weapons are literally a loaded gun at our head with an insane man’s finger on the trigger. We need to come together; we need to stop this. We have an election in November: Let us all do our job as citizens, and vote for somebody who places the survival of America above all else, which means they place nuclear non-proliferation, nuclear disarmament and arms control above all else. Thank you very much. 
SPEED: Before you say something, sir, I didn’t fully correctly introduce him. Col. Richard Black (ret.) is a combat veteran who has seen the face of war. He always talks about how he shed a bucket of blood for his country, he talks about seeing people killed next to him, as a pilot. He’s a former head of the U.S. Army’s Criminal Law Division of the Pentagon, a former Virginia State Senator. But most importantly, as Scott was just referencing, I decided I should say something, he has {seen} the face of war, and he intends to stop it. Colonel Black.
COL. RICHARD BLACK (ret.): Thank you much for the kind introduction. I’m Senator Dick Black. The purpose of our press conference today is to alert the world to the great risk of nuclear action occurring. We’re growing very close to that. 
It’s important to understand the nature of American military doctrine regarding nuclear weapons. Our nuclear doctrine grants the President of the United States plenary authority, unfettered authority to launch a nuclear strike for any reason, or for no reason at all. It is an offensive doctrine. It is not a defensive doctrine: It is a doctrine that allows the President to wake up and decide that he is going to carry out a nuclear Pearl Harbor against an enemy of his choice. 
Now, obviously there are political considerations, but if you’re talking about a nuclear war, you’re talking about a situation where there is going to be such vast destruction that political considerations are going to dim into the background. 
There was a comment made just this last Friday by a fellow, Pranay Vaddi, who is with the National Security Council, he’s the senior arms control official. He was commenting on why more nuclear weapons might be required. Now, both the United States and Russia have over 5,000 nuclear weapons currently, China has 600. Here’s something Mr. Vaddi said as a representative from the White House—the National Security Council is in the White House. He said, “We need to be fully prepared to execute {if} the President makes that decision.” [Emphasis in original] What does he mean by “execute”? He means we need to be prepared to launch a nuclear strike if the President decides we’re going to do so. This is a great deal different from Russian or Chinese doctrine. The Russian doctrine is based on the defensive use of nuclear weapons. They can use them if they are imminently about to be attacked, if they are attacked, or if the cohesion of Russia as a nation is about to be destroyed by the attack of an enemy. So, it should greatly distress us and concern us that we have a White House official saying, “we need to be prepared to execute if the President makes that decision.” In a responsible government, we should never be talking about the President ordering a nuclear strike.
Now, to go back with the war in Ukraine, which has gotten us to this point, Ukraine was never a vital United States interest. The war has been fought principally over the idea of whether Ukraine would be integrated into NATO, which would then allow nuclear missiles to be stationed right up to the Russian border. In other words, Russia would be in a posture where they could be attacked suddenly, unexpectedly, and have absolutely no time to respond. That really is the essence of what you get to with this enormous deadly war in Ukraine. 
A war is being fought at the doorstep of a giant nuclear superpower. You go back to the Cuban Missile Crisis—and I lived through that. I lived in Miami, and I was in Havana before the Revolution, I was there after the Revolution. I watched the whole thing unfold. I literally discovered a vast military convoy that was moved secretly through the city of Miami at night in preparation to invade Cuba. Now, they never did, but it sure made my eyes bulge out, while I was driving up Route 27 and this endless convoy came the other way. But at that time, there was such a dramatic difference, because Russia was a weak nuclear power. As a nuclear force, it was not a very big nuclear force. Today, it actually has more nuclear weapons than the United States. Both have roughly 5,000, they have a little more.
But in any event, where we have gotten to, this terrible war—the biggest war in Europe since the Second World War—is being fought on the doorstep of Russia. And the Russians entered the war in February of 2022. Four days after they crossed the border, peace negotiations with Ukraine began—after four days. After two months, a peace agreement had been pretty well hammered out, to the point where the First Deputy Foreign Minister of Ukraine announced that they were virtually on the edge of an agreement. It was at that point that the Prime Minister of Britain, Boris Johnson, was sent to basically tell them to knock off the peace talks, get back to the important work of fighting. When the peace agreement was about to be finalized, there were very few casualties, relatively; there was very little property destruction. The parties both were fairly pleased with the peace agreement; it was something they both could live with. So, all of this vast sea of bloodshed that has been followed, has been largely unnecessary.
Now, what’s happened is that Ukraine is running out of manpower. They’re much smaller in population than Russia, and the casualties have worn them down. As they have become weaker and weaker in terms of manpower, you have the United States and NATO becoming increasingly restless and anxious to sort of pull this thing off; to bring them to snatch victory from the jaws of defeat. We’ve seen them with the United States working together with Ukraine and NATO. They sank the flagship of the Russian fleet, the cruiser {Moskva}. In a very, very dramatic action, the United States orchestrated the sabotage of the Nord Stream pipeline, which has permanently damaged the European economy, particularly the economy of Germany which was thrown into a recession because of the destruction of Nord Stream. 
More recently, we’ve had Emmanuel Macron, the French President, and he has been the lead man in a trial balloon to see whether Western countries could be incentivized to go ahead and send their own troops as trainers—just like in Vietnam—trainers into Ukraine, which inevitably would lead to their engagement in battle. Everybody understands that. 
All of this has built up to the point where we just had the European Union elections, and the elections were a devastating loss for the powers that be in NATO. A tremendous conservative victory, and I think among other things it has reflected the fact that Europeans are sick and tired of war. They never wanted this war; it was imposed on them, and they would like to be away from it. But nonetheless, we continue, as has been mentioned, with the attacks to blind the radars that defend Moscow from an unprovoked attack by missiles coming in. We have helped Ukraine to launch the attacks on the Engels Air Base, where the Russians have their nuclear bombers stationed. It goes on and on. Most recently, we are now talking about making our nuclear doctrine even more aggressive. 
I don’t honestly know, if I had the assignment, how do you make the nuclear doctrine of the United States more aggressive than giving the President carte blanche authority to attack anybody at any time? I would have to ask a lot of questions if someone assigned me that task. But in any event, as we get closer to the election, as things become more desperate on the Ukrainian front lines, we have an anxious White House that is willing to attempt more and more reckless actions, and there’s a very high risk that this nuclear gambit that is underway right now may not succeed. And an accident could occur, and we won’t be holding another press conference to announce the results of it when that’s finished.
So, in any event, we’ll continue, but thank you, and thank you, Scott, for your comments.
SPEED: Our next speaker, coming to us from Germany, is the author of [“Ten Principles of a New International Security and Development Architecture”](https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/). She issued these Ten Principles on November 22, 2022, at a conference which was called [“On Stopping the Danger of Thermonuclear War”](https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/21/conference-stop-the-danger-of-nuclear-war-now/) then. The first of those points stated that “The new International Security and Development Architecture must be a partnership of perfectly sovereign nation states, which is based on the Five Principles of Peaceful Coexistence and the UN Charter.” The second principle was “The absolute priority must be to alleviate poverty in every nation on the planet, which is easily possible, if the existing technologies are being used for the benefit of the common good.”
Helga Zepp-LaRouche was also the inspiration for the creation of an organization called the International Peace Coalition, which has held 53 consecutive meetings, and will be holding its 54th meeting this coming Friday. It’s always my honor to introduce her; welcome, Helga.
HELGA ZEPP-LAROUCHE: Thank you, Dennis. Right now we have the second maneuver [rehearsing the deployment of tactical nuclear weapons](http://en.kremlin.ru/events/president/news/74108). This is not a routine maneuver, but explicitly in response to Western provocations such as Macron’s announcement of sending troops to Ukraine, Cameron’s permission that the Ukrainians can use all weapons for strikes into Russian territory, and naturally the attack on the early warning radar system. This is now happening. Also today actually, a Russian flotilla of ships has arrived in Cuba, a frigate, and a nuclear submarine, and two other ships. There is no question that we are right now at a reverse Cuban Missile Crisis, except it is, for the reasons in part already mentioned, much more dangerous than the first Cuban Missile Crisis.
The worst problem is that the Western Establishments have talked themselves into the belief that whatever Russia is doing just bluffing. And this is while the population is not being told that what is happening from the side of NATO is actually a nuclear chicken game which is taking the limits further and further and further, crossing red lines all the time, and we are indeed on the verge of a potential catastrophe.
I want to reference a solution which was mentioned by Dennis. We absolutely have to change the entire outlook. We have to go to a New Paradigm, and the most obvious reference point is the Peace of Westphalia, which ended 150 years of religious warfare in Europe. It occurred, because the participants of the war realized that if they would continue, there would absolutely nobody left to survive to enjoy the victory, because at that point, already, one-third of all of villages, people, animals, were all destroyed, and a continuation would have destroyed everybody else. 
So now, in the time of nuclear weapons, it is also clear that if it ever would come to a nuclear war, there would be absolutely nobody left to survive, to enjoy the victory.
Now, there is a debate that this is not going to be fatal, that you can have a tactical nuclear war, but I think people should study the writings of Ted Postol, who very clearly developed the idea of what is the fundamental difference between a conventional war and a nuclear war. The likelihood is that it would end up with a total global war where all nuclear weapons would be used, followed by probably ten years of a nuclear winter, where all life on the planet would be extinct, so that not even an historian would be left to investigate the reasons how this happened, is very likely.
Therefore, we have to draw the lesson from the Peace of Westphalia. We should have an immediate new security and development architecture, which takes account the interests of every single country on the planet. Because that’s the lesson from the Peace of Westphalia: That if you do not take into account the interests of the other—and that means {all} others—peace is not possible. Whenever that principle was applied, it led to peace. When it was not applied, like in the Versailles Treaty, it was just a stepping stone to the next war, which in that case was World War II. So, the Peace of Westphalia as a model for such a conference, which I volunteered to write Ten Principles to give people an idea what such a new security and development architecture must absolutely take into account. I would ask people to get these Ten Principles and look at them. And I think it is eminently possible.
Now, what would be the institution which could implement such an idea? Well, if nothing else helps, it has to be put to the UN General Assembly, because it concerns all people on the planet if we are going to live or die. The Chinese government already has made several proposals: Xi Jinping proposed the Global Security Initiative, the Global Development Initiative, and the Global Civilizational Initiative, which has exactly such an approach of an all-inclusive idea that all nations must be part of it. Also, the recent [Brazil-China proposal](https://www.fmprc.gov.cn/mfa_eng/zxxx_662805/202405/t20240523_11310698.html) for a Ukraine peace conference is all-inclusive, unlike the Swiss Bürgenstock conference, which is doomed to fail simply because it does not invite Russia to be a participant and it is based on a premise which cannot lead to a result in any case.
So, I think we are at a point where the peoples of the world are called upon to bring in their voice, because already in the Bandung Conference in 1955, Presidents Sukarno and Prime Minister Nehru said that if it ever comes to global war, maybe the countries the Global South will die a few weeks later, but they will die anyhow. That is why the issue of war and peace is not a matter of just NATO or some military-industrial complex or whatever. It is a question of every citizen in the world, which by the very nature of a global war, must act as a world citizen.
Therefore, I think we need to have a public debate about such an idea, because if we continue with the geopolitical confrontation, it is just a question of time when it will be too late. But we are the intelligent species, we are the creative species, and therefore we should have confidence that we can find a solution to such an absolutely existential problem like the mortal threat to our existence.
SPEED: We’re beginning a transition in our discussion now. As we begin to go to various matters, we want to first ask that Col. Lawrence Wilkerson will speak to us. Ray McGovern, as some people know, was hoping to be with us today. He was unable to do so, because of medical circumstances. 
Larry is currently a senior fellow at what’s called the Eisenhower Media Network. This is a group of former military intelligence and civilian national security officials who are concerned to counter Washington’s Establishment narrative on most national security issues of the day. Some of us remember, not fondly, and Larry has no problem with this, 21 years ago when he was sitting next to Colin Powell, when Colin Powell did his thing at the United Nations. Larry has been very, very clear about the nature of that disaster. He’s been very clear about his role. He’s been very clear about reversing that role. Why this is important is that something like that kind of Damascus Road is what we’re going to need coming from various members of the American military and intelligence very rapidly if we’re going to survive what we’re now in. So, it’s my first honor—it’s the first time I’ve done this—to welcome Larry. You have the floor, go ahead.
COL. LARRY WILKERSON (ret.): Thank you. Thank you for having me here, and I thank Ray for letting me fill in for him. I’m going to speak very briefly, but I hope the points I make will resonate along with those that Scott gave, and the others, because they’re all very important points.
A few years ago, I had the opportunity to sit down with a great man, a patriot, a hero of this country. And the question we were dealing with was posed by him. This was Dan Ellsberg of the Pentagon Papers fame. Dan said, “The question is, are we closer today than we were since August 29, 1949, when the Soviets exploded their first atomic bomb, and there was nuclear competition?” And before I could answer, he said, “We are; absolutely we are closer than we have ever been before. The {Bulletin of the Atomic Scientists} is right: The hand is moving so close to midnight that you can hardly decipher the clock. We are that close to nuclear conflict.” This is Dan Ellsberg, who was one of the premier, if not {the} premier nuclear planner for RAND and then for the Pentagon, at the time when he was working for the United States government. This is the man also who drove a Jeep through the wire out in Nevada to get to Ground Zero to make sure that Ronald Reagan couldn’t conduct that last nuclear test. And he was successful. He drove a Jeep to Ground Zero so they couldn’t shoot. A very brave man; a hero. He thought that we were at that point that we had never been at before; a few seconds from nuclear war. 
And we talked about the reasons. And the first reason Scott has already talked about, but I want to reiterate it because it’s so important, because it is all our fault. It is the empire’s fault: It is the United States of America’s fault. We have abrogated every treaty regime pertinent to nuclear weapons. {We did it}. We even caused the last and ultimate one, the New START Treaty, to not be looked on favorably for renewal by Moscow because of our actions in Ukraine. So, we have abrogated {every single protective treaty environment that we painstakingly crafted} over the many years of the Cold War. Nuclear weapons are free to roam.
The second point is, we now have nine countries that are nuclear weapon states, and I include Israel, of course, in there—and one of the most dangerous nuclear weapons states in my view. We have two or three aspirants—frankly, I think the Saudis have contracted with the Pakistanis to buy 30 or 40 warheads if Iran develops one—so we could have two nuclear weapons states within a moment or two if Iran suddenly decided to take the enriched uranium they have now, which the IAEA has even said is enough for three bombs, and pretty shortly if they made that decision. So, we have a proliferation of nuclear weapons states, and no treaty regimes whatsoever.
The third point—and this is as important as the first two, and I’ve discovered this in travelling all across America and speaking on university campuses, to Rotaries, to all manner of different organizations in all 50 states. The American people have forgotten. The American people do not understand what it was to build a bomb shelter in your backyard and stock it with food and water. I used to hand out pamphlet, a pamphlet from the United States government signed by Lyndon Baines Johnson, that told you with photographs and pictures and other paraphernalia in the pamphlet how to build a bomb shelter in your backyard. I used to go in the basement of my school when I was youngster, and sit there with my head in my lap, as the teacher instructed us how to perform, because we were doing a nuclear drill. We don’t have any idea in this nation anymore of what nuclear weapons can do.
Then the last point. We had a principle during the Cold War. It was absolutely fundamental to our philosophy about nuclear weapons, and it was pretty fundamental with the other nuclear weapon-owning states in the world as well, including Russia (the Soviet Union at that time). No weapon-owning state would ever go directly for war with another weapon-owning state. Think about that for a moment: That’s a pretty darn good principle. The only time that’s been violated is with India and Pakistan. And in both cases, we rushed off to Delhi and Islamabad as fast as we could get there. We sat down and in 2002—I know personally about this—with General Musharraf, and with the diplomats in New Delhi, and we told them, “Stop now. Stop now.” And gave them no choice really, we even sort of rendered a threat. No two nuclear weapon-owning states should go to war with one another. 
Where are we in Ukraine? Where are we in Ukraine? We are a hair’s breadth from violating that principle! A hair’s breadth! And we’ve got leaders like Macron who thinks he’s a latter day Charles de Gaulle, who wants to make that threat real. He wants to actually introduce NATO troops on the ground in Ukraine. 
So, we are at a very dangerous period, and if Dan were still alive, Dan would be apoplectic at this point. I guarantee you he would. He spent his life trying to prevent this moment from coming, and it looks as if it’s more imminent than it has ever been since August 29, 1949. And the American people by and large are utterly ignorant as to this fact. Thanks.
{{Open Discussion}}
SPEED: I first want to just ask if any of the speakers has anything they would like to either say or respond to anything that has been heard. So, first I’ll just ask Scott, anything at this point.
Colonel Black?
BLACK: I think I’m good.
SPEED: And Helga.  You’re OK. All right.
So, let’s do the following. We have people who are present in the room, and then we have people who are on the internet. So, I want to ask for the first two questions or comments to come from the room here, and then the next two will come from the internet. Please raise your hand to get in line in the queue for the virtual side, so we can list the names and know who you’re with. We’re going to start here in the room. Please identify yourself when you speak.
KEN MEYERCORD [ph]: If the leaders of every nuclear power knew that they were going to die if they initiate a nuclear attack, do you think that would deter them from doing so?
SPEED: To whom are you directing that?
MEYERCORD [ph]: Anybody.
BLACK: I’m not sure whether it would or not, but we do know that the leadership of the United States has ways—they will go underground, they will not be killed by the first strike. My guess is there probably are a number of the global elite who will be protected. Whether that makes a difference, I don’t know. It’s almost as though, we don’t have a central organizing intellect to our war policy. We’ve got all the various countries of NATO, we have all these various departments of the government. It’s as though there’s always somebody in every department who wants to have the latest little foot forward, so there’s somebody who says, “Why don’t we give them M-1 tanks? Why don’t we give them HIMARS missiles? Why don’t we do the ATACMS, even though they can reach way out into Russia with those? How about F-16 jets? Shouldn’t we be talking about tactical nuclear bombs?” It’s as those we’re just sort of meandering.
Early in the war, I’m sure Scott will recall, there was a, he may have been an Italian general—but there was someone who made the comment that it seems as though we’re sleepwalking into World War III, and that got my attention. It’s not as though there’s some central scheme and plan, but it’s sort of this unfolding amorphous thing. And fortunately, I think, on the other side, there is a central organizing intellect. There is a central disciplining individual. I think President Putin has firm control of the direction and the limits. While they’d love to try to get people to start calling him “Mad Vlad,” the West has essentially backed its entire existence on his rationality and the fact that he will not do something that is rash and unpredictable.
RITTER: A., I support everything Colonel Black just said, not just because he outranks me, but because he’s right. 
I’m going to build upon what Colonel Wilkerson said. The question was, do you think the leaders understand that if we go to nuclear war, they’re going to die? I will say today that there is not a single leader who understands what nuclear war is. And because you don’t understand what nuclear war is, you don’t understand the consequences thereof. In the Cold War, we had a plan: It was the Single Integrated Operations Plan, it was the nuclear plan. And when John F. Kennedy was first briefed on it when he became President, he got sick to his stomach, and turned to his advisors and said, “And we call ourselves a human race.” He chastised the Pentagon: He said, “You can’t ask me to push a button and destroy the world. You have to give me options.” So, the Pentagon gave him options, which were that no matter what he did, he pushed a button and it ended the world. Lyndon Johnson was faced with the same insanity. Every American President during the Cold War understood the consequences of his actions: That if we initiated a nuclear strike, we would all die, he would die, there’s no surviving this at all.
Then, the Cold War ended, and we went into this period when people forgot what nuclear war was. In fact, it was a good thing. I like it that we forgot what nuclear war was, because it meant that we were doing things like de-targetting our missiles, so that the missiles in our silos weren’t on a hair-trigger to be fired up. They had taken the target out of the missiles. In order to use these missiles, you had to make a deliberate decision to {re}-target them, to {rebuild} the plan, and this created time for sanity to sink in!
And then George W. Bush came along, and decided that America’s nuclear arsenal had to be a usable nuclear arsenal. But we operated under the notion that we were the supreme nuclear power, and that we could intimidate anybody into submission; that nobody had the guts to stand up to us, especially the Russians or the Chinese, because we made it clear that they would be destroyed, that they would die. And we operated on the premise that we wouldn’t die—and so, it all became a big game of bluff, of bluster, of bullying. Well, the Russians haven’t put up with that, and neither have the Chinese. Today Russia has the superior nuclear power; it’s the superior nuclear power in the world, with a modernized nuclear force that can destroy every target in the United States, anyplace in the world that it wants to. Fortunately, it’s tied to a doctrine that has some sort of sanity built into it. 
You talked about, Colonel Black, somebody saying we need to become more aggressive with our nuclear doctrine. What it means is we need to become more aggressive with our bluff. See, somebody might not be afraid of America if they know all we have are Minuteman 3 or Tridents with city-killing capability. But my God, if we make the W-76-2 low-yield nuclear weapon and we put it on a Trident missile in an Ohio-class submarine, we now have the capability to launch a {small nuclear war}. And then we can “escalate to de-escalate.” How do we prove to the Russians that we can beat them, if they don’t think we’re going to fire our missile? By firing a missile with a nuclear warhead that just goes boom instead of {boom}. We think that the Russians will go, “Oh, gosh! Thanks for nuking us. We’re done.” But what we honestly believe is that now the Russians think that because we have this usable nuclear weapon, that we may in fact use it. So, to prevent us from using it, Russia will alter its patterns of behavior. But Russia won’t alter its patterns of behavior, when it comes to issues of existential survival. The United States—talk about backing ourselves into a corner—in this case the United States is {advancing} ourselves into a corner of no return. We are creating a nuclear doctrine {backed by capacity}, backed by doctrine, backed by aggressive leadership that doesn’t understand the consequences of their actions!
We will go to nuclear war, and we will meet our nuclear demise not because somebody intended for this to happen, but because it was an accident. They said, “they will never call our bluff,” they will never react in a way because—oh, they just nuked us; it’s all over. That’s the future of this world, Ladies and Gentlemen, unless we find a way to reverse course. 
And the first thing—and I agree with Colonel Wilkerson on this so much: Sir, we have to find a way to make the American people afraid again. That’s a horrible thing to say, but if the American people don’t do what you and I did—. When I was a kid, I grew up in Germany next to a nuclear weapons storage facility. And when my dad went into the bunker, which meant that we might be going to war, that meant the world was going to end. And I grew up as a child, fearful. I would go to school in the morning not knowing if I would come home at night, or there would be a world. That’s no childhood for anybody! But it made me scared to death of nuclear weapons, which made the joy I felt when I participated in getting rid of nuclear weapons as a weapons inspector, that much more. We need to recapture that joy, Colonel, but we have to do it by making Americans afraid again.
SPEED: Two things. Helga, anything to add? 
ZEPP-LAROUCHE: We pass.
SPEED: OK, and Colonel Wilkerson?
WILKERSON: Well, I would just say that I agree with Scott. I think we do need to scare people again. And I would reiterate the euphoria that existed just after the end of the Cold War when {we}—{we} were in Russia, destroying warheads! We were destroying them so fast, the lawyers got involved and stopped us on liability issues. But we were actually destroying warheads. You talked about us being at around 5,000-6000 today. We had 30,000 each then. We destroyed all those warheads. That, in and of itself, shows what’s possible. We were planning, on the joint staff—this is not joke—we were planning to go down to somewhere around 1,200 warheads—total warheads of all types. We thought about, and had a study from, of all places, the U.S. Air Force, who said we could go down to 600. All we had to do was talk our other antagonists in the world, and they didn’t look much like antagonists at that time, into doing the same thing. And maybe even we could make the Non-Proliferation Treaty have some real robust meaning. Those were good days!
How did we lose them? We polluted them.
SPEED: Hmm! Let me say while we’re going to this question, the first question was perfect in length, because of the answers you’re going to get. So, we like to ask that when people speak, please be concise and think clearly about what it is you want to ask. If you have a particular person you want to have answer, please indicate that as well.
DIANE SARE: I’m Diane Sare. I happen to also be an independent candidate for U.S. Senate in New York. This question of how we wake up the American people looms large. I would like particularly ask Helga her thoughts on, one, the relationship between the looming blow-out of the trans-Atlantic financial system and the war drive. I think we clearly see the elections are a factor in keeping up a delusion of some kind of military victory against Russia. But what happened when the Berlin Wall came down, because really the only thing I can think of is that there has to be some kind of revolution in the West. And the last thing that I can think about, is the shift that was huge—I think it’s not much on people’s mindsit was a missed opportunity, is: are there parallels in this situation? One thing that comes to mind is the movement on the campuses against the genocide in Gaza. But I’d really like your thoughts on how we break this, and the connection between the financial situation and the war drive.
ZEPP-LAROUCHE: Well, retrospectively, the end of the Soviet Union and the German unification was an historical chance. In German you call it “{Sternstunden der Menschheit},” a stellar hour of humanity. Because there was the possibility to have a peace order for the 21st century. At that time—even some years before—the Soviet Union was not regarded as a threat anymore, the hope of Gorbachev, and even Putin later until 2001, was that Russia could maybe join NATO, which he mentioned it to Clinton when Clinton visited Moscow in 2001. We proposed at that time the Eurasian Land-Bridge as the economic basis for such a peace order. 
That chance was thoroughly missed: It’s one of the great tragedies at all, and that we are today at the verge of World War III is that the neo-cons in Great Britain and the United States decided to use the unipolar world conception, running the world as an empire based on the Anglo-American special relationship and declare the end of history—Fukuyama—meaning that everybody would adopt the neo-liberal model of Western democracy. What followed was decades of NATO expansion to the East, color revolution, regime change, interventionist wars. And this has all brought us to the point where we are today. It has caused a tremendous backlash, a blowback of incredible proportions. Almost everything that is happening in the world is the result of these wrong policies by the West from that moment on. 
The fact that we have now the BRICS countries becoming probably the BRICS+50, maybe not this year, but soon. The fact that the Global South is deciding to form their own economic system is regarded as a big threat to the hegemon. But what I am suggesting is a completely different approach. None of these countries—not China, not Russia, not Brazil, not India, not South Africa, nor any of the new Global South countries which are forming this new economic alliance—is an enemy of the United States or Europe. If the United States and Europe would say, “OK, we stop geopolitics, and we go for a new system where we cooperate instead of confrontation.” You know the problems of the world are so massive: We have world hunger, we have the migration problem, we have unbelievable misery of so many people, and if all the nations would decide to cooperate to uplift the human species, it could be done (maybe not as Trump was saying in a day), but it could be done in a very, very quick period of time. I personally think, it’s the only hope. The idea of a new security and development architecture is not an illusion: I think it’s the only realistic approach. 
And it includes emphatically a reorganization of the bankrupt financial system, because as you correctly say, Diane, the real motor of the war drive is the fact that the trans-Atlantic neo-liberal system is hopelessly bankrupt. We are sitting on a debt of $2 quadrillion in outstanding derivatives. There is no way how this can be remedied under normal conditions: The central banks are always moving between quantitative easing, quantitative tightening because there is no way out of it. The system could blow out {at any moment}, as we are sitting here. And the only orderly approach is to do exactly what Franklin D. Roosevelt did in 1933: Banking separation exactly like the Glass-Steagall Act prescribed, and then basically move to have a new credit system which provides credit for development. This is why we have said that the “new name for peace is development.” 
One very important aspect of this new security and development architecture I mentioned is our proposal for how to remedy the crisis with Gaza, Israel, and Southwest Asia. We have actualized an old proposal of my late husband, Lyndon LaRouche, [“The Oasis Plan”](https://laroucheorganization.com/larouche-plan-southwest-asia): which is the idea to have massive development of new fresh water through desalination of ocean water, through the use of peaceful nuclear energy, and to have a massive economic development of all of Southwest Asia, because that is the only way how you can overcome this conflict. 
So, there are constructive proposals which all could go into this new security and development architecture. I really urge people to think about it. I do not think that anything short of that will solve the problem.
SPEED: I have a list of four people so far on YouTube. It’s probably larger since I’ve been standing here. I’m going to announce the first two, and then we’ll return to the live audience here. So, it’s Steve Starr first, and then Antonio Váldez from {El Mercurio}. I think we have audio on them only.
STEVEN STARR: My name is Steven Starr, I’m a professor at the University of Missouri. I teach a class here on nuclear weapons, and I also recently published a [book on nuclear high-altitude electromagnetic pulse](https://www.google.com/books/edition/Nuclear_High_Altitude_Electromagnetic_Pu/tSUo0AEACAAJ?hl=en).
My question is for Colonel Wilkerson and Scott Ritter. As was mentioned, three of Russia’s ten nuclear early warning system radar sites were recently attacked by Ukrainian drones. Considering that these Russian radars are specifically designed to observe incoming nuclear-armed U.S. ICBMs and could not play any role in the Ukraine war, what do you think was the purpose of these attacks? And did the U.S. provide the targetting data for the drones that were used in the attacks?
RITTER: Colonel, you outrank me. [laughter]
WILKERSON: The answer to your question, I think—and this is somewhat speculation, but it’s informed speculation—is, yes. We knew all about it; we even provided targetting data. And why we did it, I have to answer by saying, we’re insane! The Russians do not have the kind of sophisticated array of warning that we have in space, so this is very important to them. This is like our old distant early warning line which never worked, but theirs works. And it has absolutely no capability of surveilling the battlefield in Ukraine, so what was the purpose of hitting it? I suspect that the purpose of hitting it, was something akin to the purpose of taking out Nord Stream 2. It’s absurd, it’s insane! But this is the kind of thing we do today.
RITTER: I would back up the Colonel by noting that the United States and NATO employ what we call today intelligence, surveillance, and reconnaissance [ISR] assets over Ukraine and around Ukraine. These drone attacks, I don’t believe, could have penetrated Russian air defenses without access to real-time intelligence about where these air defenses are deployed, what the radar envelopes are, what the terrain features are, how you can use terrain masking, timing of attack, the specific route of attack. It’s a very sophisticated plot that is beyond the capability of Ukraine to do of its own volition. So, I agree with the Colonel, that the United States was directly involved in the targetting of this. 
Now the question is, why would the United States do this? I come back to one my built-in assumptions, is that we think the Russians are bluffing. We believe that if we can put enough pressure on Russia, that we will cause the Russians to quickly seek the negotiating table to bring an end to this conflict. A lot of what we have been doing against the Russians, using the Ukrainians as proxies, is tying to something that’s scheduled to take place next week—the Swiss peace conference. But the purpose of the Swiss peace conference isn’t to seek peace: It’s to create a global coalition which can put political pressure on Russia. So, there’s a sequencing of trying to build this global coalition to put pressure on Russia, and putting Russia in a state where it will respond to that pressure. 
So, these attacks that have been made against Russia’s critical infrastructure, attacks made against Russian civilian targets, are all designed to wear down the resolve of the Russian government, so they would respond to this pressure. This is lunacy in the extreme. Russia has a nuclear posture which clearly states that when its critical nuclear infrastructure is placed under threat—to include nuclear threat or conventional threat—this warrants a threat of existential nature that can legitimately give Russia the green light to use their nuclear weapons in response.
Russians aren’t bluffing. They don’t bluff. The Russians are highly responsible. They have a very mature posture and very mature leadership. Vladimir Putin has been in power for 25 years. You get to know the lay of the land during that time. He is comfortable with where Russia is. He is comfortable with who Russia is. And he is comfortable with Russia’s place in the world. He is not going to throw away a quarter-century’s work on a whim, on an urge, on a miscalculation. But at the end of the day, when he is confronted with an existential threat, he will respond in accordance with Russian doctrine—and that means nuclear weapons. This is a gross miscalculation on the part of the Ukrainians, on the part of the United States, and on the part of all the allies, that we have tried to bring together to put this pressure on Russia. 
We don’t understand Russia. Which is why I believe the best thing we can do as Americans, is to begin talking to the Russians, begin listening to the Russians, begin learning about the Russians so that we better understand who they are, what they are, what they want. And we can make responsible policies based upon that.
SPEED: Colonel Wilkerson?
WILKERSON: I agree with what Scott just said. I’m told, and I believe it, that Antony Blinken and Jake Sullivan cannot talk to Sergey Lavrov. They cannot pick up the telephone and talk to one of the most accomplished diplomats on the face of the Earth, Sergey Lavrov. That’s absurd. What do you do diplomacy for? Whom do you talk to most urgently with diplomacy? Your enemies, not your friends! You talk to your friends on a cell phone any time you want to. You talk to your enemies, or your would-be enemies, or your {pretend} enemies, but you {definitely don’t forbid} your top diplomat from talking to the top diplomat of the country you’re most embroiled with, and most dangerously embroiled with.
SPEED: Colonel Black, did you have something you wanted to add?
BLACK: I thought I would just add the fact that when it comes to the drone attacks on the radar sites that defend Moscow, this was a coordinated thing. This was not simply somebody from Ukraine maybe with some permission from some Americans to go ahead and do this. It was orchestrated, because you had the attack on the early warning system; you had the attack on the nuclear bombers; you had the integration and adjustment of the F-16 jets to make them nuclear-capable and nuclear ready—all of these things coming together. Maybe it was an effort to bluff, to raise the stakes on the Russians. Or, maybe it was simply the way that the Pentagon does, to make sure that if they anticipate that the Commander-in-Chief might take a certain action, that they’ve put things in place to make sure that they’re ready for it. 
In either event, it is a {very dangerous thing}, because it just ratchets up, if you’re bluffing, there’s always a chance that the other person calls your bluff. And if he calls the bluff, it is Russia’s general position that they don’t fight a limited nuclear war. Their idea is that nuclear war is an all-out war. We have this idea, “well, maybe you can tinker around, maybe you can have a little nuclear war, and that’ll work out and everybody will back down.” Sometimes people don’t back down. And to gamble the existence of humanity on whether somebody will back down—it’s one thing if you’ve got $50 bucks on a card table in a poker game, but you’re actually putting all of humanity on the table. We’re the chips, and we’ve got reckless people gambling our lives with this.
SPEED: OK, Antonio Váldez?
ANTONIO VÁLDEZ [via interpreter]: I am in Mexico. I would like to Scott Ritter, and anyone else who would like to add their opinion, we have been reading reports for some time over these last three years, like the one from the International Security Program and other similar reports that conclude that the current pace of U.S. operations is adequate for peacetime operations, but not for major conflicts. If there were a major regional conflict, such as a war with China, the medium- and long-range weapons would quickly be exhausted, and there is no capacity to increase for a major war. And we recently heard the German Defense Ministry speak of preparing for war in 2029. My question is: Can we interpret this as, at least, perhaps good news in the short term, that the President will not launch into a global conflict, because the conditions are not adequate? Or that perhaps delay a possible nuclear response? Thank you.
RITTER: The good news is, you’re correct. That neither the United States nor NATO is in a position to engage in a large-scale conflict with Russia. Russia has done something in the two-plus years that the special military operation has been ongoing, that I think has shocked the West. You could hear it in the words of Gen. Christopher Cavoli—he’s the commander of American forces in Europe. He said, the Russians got their defense industry up and running; they’ve rebuilt their military, they have a very large military, well-trained, well-led, well-equipped, and we got nothing like that, and we’re not going to have anything like that anytime soon.
The West has shown an inability to gear up for this kind of large-scale war, because there’s a political cost to be played. As we saw recently in Europe with the recent European elections, there is a political price to pay for bad policy. And some European political parties have paid a heavy price. Emmanuel Macron has paid a heavy price for bad policy. The idea of going on a war footing where you haven’t adequately explained the necessity of conflict to your people is bad policy.
So, neither the United States nor Europe is in a position to confront Russia in a sustained, high-intensity fashion. That’s the good news.
The bad news is, we still have a policy that’s very aggressive against Russia, which means that the default in lieu of adequate conventional capacity is nuclear posture. So, rather than making us safer, this actually makes the world a much more dangerous place to live, because we aren’t altering our policies to meet conventional realities, conventional capabilities: We are insisting on moving forward aggressively on policies that can only be backed up by nuclear weapons, which makes the likelihood of these weapons being used that much higher.
SPEED: We’re going to come back to the live audience, but let me announce that we have a David Anderson with Pressenza and Leonidas Chrysanthopoulos, who will be the next two people on the social media. 
This individual in the front, you had your hand up?
TASS: I’m Ivan Tulchik[ph] of TASS news agency. I’ve got a follow-up question on the issue that Colonel Black has already touched upon. What are the chances that the U.S. or its allies, in one form or another, will provide Ukraine with nuclear arms? Thank you so much.
BLACK: I would say I don’t envision the U. S. providing nuclear weapons to Ukraine unless it is as part of a scheme where we would control the nuclear weapons. But it would give us some degree of plausible deniability, some sort of a buffer between us and the actual employment. I think we would be careful about doing that. But Scott, what are your thoughts?
RITTER: I’ll just quickly say that I think there is zero chance we would ever give Ukraine nuclear weapons. One, it’s insane. Why would we turn over the dangerous weapons in the world to the most irresponsible nation in the world? We have leaders in America who speak highly of Zelenskyy, but we know the truth. He is not a good leader. We have leaders who talk about Ukrainian democracy, but we know the truth: It’s not a democracy. We know it’s the most corrupt place in Europe; maybe one of the most corrupt places in the world, led by people who are totally inadequate to the task. We would {never} in a million years give Ukraine a nuclear weapon. 
I’ll just throw in another reason why. NATO has a nuclear doctrine. We talked about how we employ nuclear weapons as part of a NATO nuclear strategy. Key to that is that it’s kept within NATO, and that it’s done consensually. If the United States were to give nuclear weapons to Ukraine, we would be undercutting our own posture when it comes to the validity and viability of a unified NATO nuclear response. So, it’s counterproductive across the board. I don’t see the United States ever giving Ukraine weapons, nor do I see the United States every standing by while Ukraine seeks to acquire nuclear weapons. We will never let the irresponsible entity known as Ukraine have nuclear weapons—that’s my personal belief.
SUZANNE MONK: Hi, my name is Suzanne Monk; I’m with Patriot Action PAC. I wanted to ask a question with regards to the election. You said that, of course, bad policies, you spoke about that. We seem to have a President running for office right now who is intent on issuing bad policies. In any other election year, downplaying war would be a good voter call. But he seems to be doing the opposite. Do you think there’s a possibility that nuclear conflict or escalation of the existing conflict would be used as an election tool by this administration?
BLACK: Well, you’ve got the wag the dog scenario. The idea that, sort of, as a last-minute ploy you go to war, because wars mobilize people and excite them, and all of a sudden, everything is forgotten. We’ve seen this happen before. This is how the war against Serbia originated. The United States was going to stay out of the war in Serbia, and then there was an impeachment underway with President Clinton, and all of a sudden, we changed our policy and went to war.
It seems to me difficult to pull that off this time, because people have seen, sort of, the unfolding of the war. Politically, I don’t sense that it works. The wag-the-dog thing works best when there’s something that’s rather unexpected, where you can suddenly deploy troops, and there’s this sudden shock of excitement. I think people are very tired of war. They’re obviously tired in Europe, they’ve made that clear. And they rejected war in Europe. And I think there is the same feeling in this country. It was very exciting at the beginning, and now it’s become a grind. People are getting very tired of it. I think if the President were to do something very dramatic; you know of course, they’re becoming desperate in some ways. It depends on how desperate, but I think it would be difficult to pull off that scenario.
RITTER: I want to hear what Colonel Wilkerson thinks about this, because he actually was in an administration that took the country to war for political purposes. So, I think his insights into this particular question would be invaluable. If you don’t mind, Colonel?
WILKERSON: No, there’s no question that George W. Bush had as a principal incentive, with the war in Iraq, the one that started in 2003, doing the same thing for him that the first Iraq War did for his father. Too early, his father wasn’t re-elected, but Bush timed it so that he thought, “Now the American people will vote for me, and I’ll be re-elected in 2004 because I’m at war.” It very much was an incentive—not the principal one, but it was an incentive. 
Here’s where I’m worried about this conversation in a very different way. I think one of the reasons Joe Biden, in particular, is not seeking a ceasefire and a peace agreement, or at least peace negotiations leading to an agreement, and all that that would mean, is because he’s like LBJ in 1965. LBJ said, quote, “Old Ho ain’t going to be moved by no bombs,” when the Air Force briefed him on all the things they were going to do to North Vietnam and so forth. LBJ knew that we could not win that war, and yet went on and escalated it to over half a million troops. Why did he do that? He did that because he wanted the Great Society to come about, and he knew that if he were perceived as cutting and running from a war, that he in essence had inherited, but nonetheless had taken charge of, he would be punished by the American people. I think Biden is thinking the same way. He cannot cut and run from Ukraine until the election is over, and he’s won. 
That’s insidious; it’s just incredible, but it is true that domestic politics, often more powerful than even foreign politics, influences a President’s decision-making, particularly on war. That’s how I think it’s influencing Biden right now, and it’s keeping him from going to the peace table. That, plus the fact that as Dean Acheson said, so powerfully, “Prestige is often more important than actual winning or losing,” and prestige is involved now. It’s involved for Jake Sullivan, Tony Blinken, Joe Biden, Lindsey Graham, and a whole bunch of other idiots in the Senate and the Congress in general. It’s prestige that we’re fighting for now, and we’re losing. {And we know we are losing,} and we know we’re losing badly. And we know we should go to the peace table, get a ceasefire, go to the peace table and seek a negotiation and get the best deal we can. But, we won’t do it, because of prestige, and we’re fearful about what it would do to our prospects of being re-elected.
SPEED: Let me just say at this point that there are a whole lot of questions coming in. We want to make sure that we acknowledge this to people, and there’s something important I want to say about that, which is: We’re not going to be able to get to all of them. But, the good folks at {Executive Intelligence Review} have authorized me to say that all questions which are written we will certainly make available to the speakers, and perhaps those that are obviously most pertinent, we’ll ask that the speakers respond in writing. And we’ll be able to make those available for purposes of an exchange among people. That’s only said because of the following: We have 1,600 people on just on our Schiller feed—that’s only one feed—right now watching live. And in addition to that, there are other people who are writing me frantically in my private text messages also about questions they want to have asked. 
One of them, which was triggered by the discussion on elections, actually it’s not one, I got {five}, about the European elections which have just occurred. This was sort of what people think of that. I want to go to Helga about that, because she’s in Germany, and of course she’s been more than following this. But then, if anyone on the panel has any comment as to whether—the question that was being asked is: What has been the impact we’ve seen in the recent European elections, and do we think that that has some importance for the direction of war? So, Helga, I’m ask you that first, and then see if any of the panel have a response to that.
ZEPP-LAROUCHE: I think it is important, because for the first time in Germany, for example, you have now two parties of the size of parliament parties, that are explicitly against the war. This is not enough to stop the coalition government from pursuing the policies. It’s a shame, because Germany has become the laughingstock in the whole world for being completely devoid of any sovereignty, of having become the total colonial slave of the Anglosphere, disregarding the interests of the German people. So I think given the enormity of what is happening, the election result is not adequate, but it is a major step forward. Macron got smashed. I think he may be out soon. He’s maneuvering back and forth, which is probably not succeeding. But you have five European heads of state who have come out extremely strongly warning of the danger of nuclear war. That is very emphatically Vučić of Serbia, it’s naturally Viktor Orbán of Hungary, it’s Irakli Kobakhidze of Georgia, and the Bulgarian President Ruman Radev who is very alarmed. He says “the train to war has left the station already.” {And] we should not forget Prime Minister Robert Fico of Slovakia, who came out very, very strongly against the danger of war, and he was the victim of an assassination attempt which fortunately did not function. Even his speeches afterwards are basically repeating the same thing. So, I would not underestimate the cohesion of the European Union—Serbia naturally is not part of it—but the cohesion of the European Union is faltering. In my view, this is a good thing, because what do you need a European Union bureaucracy for, which does not represent the interests of its member states and the people?
So, I think Europe is in a convulsion, and since there are more elections coming this year, state elections, I think the earthquake which we start to see—you know the Alternative for Germany (AfD) is now the strongest party in all the East German states—that means soon we will have a wall again between East and West Germany. No, I don’t think that will happen, but the division between Germany East and West is absolutely incredible. 
I think it’s a work in process, but to just observe it not good enough. I have maintained for a long time that we have to build the bridge to this new system which is emerging. Because we really have the same interests, and Europe should work with the countries of the Global South to build a new world economic order. And the United States should go back to its tradition of the American Revolution, of the Founding Fathers, of John Quincy Adams’ foreign policy, of Lincoln, of Franklin Roosevelt, of Kennedy. Then, I think all problems could be solved.
SPEED: OK Scott?
RITTER: Real quick: There’s a lot of people out—we’re in an election year, and I can say first-hand,  and I’m sure everybody has similar stories, there’s just people that  don’t believe their vote counts any more. Or, when they look at the candidates that are likely to be one ballot, they just say—“We don’t like any of ‘em.” And this is all legitimate. But for the people that say, “What power is democracy? What power is the vote?” Ask Emmanuel Macron! The vote matters! Your vote matters! Everbody’s vote matters! We’re here today, to talk about the dangers of nuclear war. As Colonel Wilkerson said, Joe Biden and his administration may be formulating policy that promotes the potential of nuclear conflict, because that’s the only way out for Joe. He’s desperate! He can’t be seen as being weak! Why don’t we, the people, tell Joe that it ain’t weak to walk away from nuclear war! And if Joe doesn’t want to listen, why don’t we tell Donald Trump, “You’re not weak, by not promoting nuclear war!” Why don’t we get enough Americans in the street, before the election, to say, “We are the swing vote! The people that don’t want nuclear war! And if you don’t win us over, we’re not voting for you, and you could lose the election!”
You see, we live in an evenly divided nation right now. And if we can get enough people together, united in the notion that America needs to be walking away from nuclear war, not sleepwalking towards nuclear war, our vote will matter! Our vote will matter. 
So, we need to find a way to capture this. I’m not sleepwalking—but I’ll tell you this, on September 28th, we’re putting together a rally in Kingston. If we get enough people in the streets, shut down the throughway like we did in Woodstock. And if we have similar rallies in every swing state in America, where people just got up, just one day—Saturday, September 28th—stood up and said, “I’m angry as hell, and I’m not going to take it any more! Listen to me, or lose the election!” They will listen. 
And we know this is true: Because in June of 1982, a million people went into the streets of Central Park, New York, and they protested against nuclear war. They protested in favor of arms control. The President of the United States at that time, was a {crazy}, red-hatin’ man named Ronald Reagan! “Evil Empire!” Five years later, he signed the Intermediate Nuclear Forces Treaty, beginning a process, as Colonel Wilkerson said, that led to not only getting rid of nuclear warheads, but getting rid of nuclear weapons.
We can do it! We, the people of the United States: government of the people, by the people, and for the people! But the people have to make themselves matter. Ask Emmanuel Macron what happens when the people decide that you don’t matter any more. Ask Joe Biden, ask Donald Trump, what happens, when we decide, {they} don’t matter any more.  
Our vote does count: Let’s make it count.
SPEED: OK, what we’re going to do is, we’re going to go back to social media, and I’m going to ask that the questioners, because there are so many people, and we all have scheduling issues—I ask that people will direct their question to an individual speaker, and we’ll get one question and one response. If someone has something that’s urgent, that’s going to be other speakers, to put that in. 
I want to go David Anderson with Pressenza.
DAVID ANDERSON: Can you hear me, now? Thank you so much, I am David Anderson with Pressenza international press agency, and my question is concerning the international committee, how people in different parts of the world, in South America, in Africa, in Asia can contribute to fight that situation, and a little bit, how the power has been done before with the South African campaign against apartheid? Can something like this be done, concerning nuclear war?
SPEED: Helga raised her hand, so she fairly got it.  Go ahead.
ZEPP-LAROUCHE: I think what I said earlier, that since global war affects the entire human community, it is emphatically the right of countries and voices from the Global South, which is the global majority. They represent 85% of the human population, and I think the more people, the more newspapers, social media, politicians, institutions, students, universities, think tanks, papers, would call for world peace and renounce this present confrontation, the better. Because the problem is that, while we are on the verge of World War III, which could happen by an accident, or by miscalculation, the general population is not aware of it, because the NATO policy is so much focussed on controlling the narrative, that they have launched now a whole apparatus of fact-checkers, of so-called “fight against disinformation,” there is an entire apparatus which is out to manipulate the public opinion, to demonize Russia, to demonize China, and to basically create an image that NATO has committed no fault, it’s all these other evil countries—and that’s not true! You saw at the St. Petersburg International Economic Forum, there were 139 countries, 21,000 people representing the vast majority of the world who thinking differently. But they are not heard in the West. So, I think the louder the voice from the Global South comes, so that the people who are listening only to the very, very controlled mass media, that those people wake up and hear what the Global South has to say.  I think that’s the most important thing which could happen right now, as a new element in the situation, to shift the world in a more safe direction.
SPEED: OK, I just want to announce, we’re going to take another 26 minutes here, until 3 o’clock, and I see some people now are writing questions, which is very good. I was corrected: We are now up to 1,700 people watching simultaneously.
So we want to go now to Leonidas Chrysanthopoulos. And you also want to say who you are.
LEONIDAS CHRYSANTHOPOULOS: My question is to Larry Wilkerson on the issue of civil protection, in the case of a nuclear attack. I had also, when I was a kid during the Cold War, I had also lived in Washington, D.C., where we were also going through all these nuclear alerts in school: I remember the sirens going off in Washington.
Now, nothing is happening in the United States, to inform the people of what to do in case of emergency. Nothing is happening in Europe. I wrote an article about the necessity of doing something in Greece about that, and two days after that, Germany woke up: Somebody took that article and started saying something must be done. The authorities here, in Greece, they don’t give a damn. They tell me that if we raise the issue, there’ll be panic. I tell them, that you should make modifications in the subways so that they could accommodate the population of Athens and other practical things. But I have the impression that their point of view is that after we have a nuclear attack, we don’t give a damn what happens to the people, we have some holes for ourselves to save ourselves. Is this what’s happening in the other Western countries? And in the U.S.? I mean, the people of the West are going to be sacrificed like that? That’s my question.
WILKERSON: Interesting question, actually. I went through the experience of the enhancement—I guess that’s the right term—of our Continuation of Government, COG, capability, immediately after 9/11, as you might expect. I even got flown away to an alternate command post, blindfolded and in full MOPP gear—that is, a mask, protective clothing, and everything else, on the Black Hawk helicopter, and landed, and sworn in as President of the United States when I got there. My first act was to fire Donald Rumsfeld. [laughter]
We have places all over, now, largely as a result of that. And the intelligentsia, as it were, the {nomenklatura}, the people who make the decisions and are the political leaders in this country, will survive—for a brief time, anyway: If we have an all-out nuclear war, no one’s going to survive, period. But it is kind of comfortable for those who are  in the leadership positions to know they have these alternative command posts, and that they’ll be whisked away to them, and they’ll be saved, at least for an interim period.
And you’re right: There’s nothing else that I can detect, across the country, certainly nothing like we had during the height of the Cold War, and that’s one of the reasons why I tried to emphasize before in my initial comments, that’s one of the reasons I think the American people are ignorant.  And I don’t mean that in a derisive sense. I simply mean it in a descriptive sense: They don’t know! They haven’t a clue! And politicians {have no interest whatsoever} in giving them a clue.
BLACK: I’d just like to add one quick thing, if I could?
You know, I think it would make very good sense, I happen to believe there would be some survivability after a nuclear war. I think most of the Western world would be annihilated, New York City would be turned to glass. The Pentagon, Northern Virginia would be turned to glass. But, I think there would be some survivability. And one thing I think might wake people up a little bit, would be notices, for example, on the New York subway, telling people to get their potassium iodide tablets, which you take—you take them immediately after the outbreak, and you load up your thyroid with iodine so that it doesn’t take in the iodine from the fallout. I think if people began to put things in a concrete way, where they began to envision what it would be like, and actually, sort of like we did when we were growing up as kids, you learned—I can still remember: You covered your eyes, because the flash blinded people; you put your hand behind your back to protect your neck from the roof falling in, and you got under your little wooden desk. We did it all the time: I remember it to this day! We don’t have anything like that, but I think—I have potassium iodide tablets, not because I’m overly reactive. I’ve been in a lot of combat and so forth, but I just think the family should be protected.
So I think if we took some concrete measures and we notified people, “here are protective actions you could take, you may not survive, but it’s worth at least doing something.” It might make people think twice. I don’t know: What you think, Scott?
RITTER: Just real quick on this one. You mentioned in your outstanding remarks about a statement made by a National Security Council official, talking about how we’re going to be aggressively pursuing a potential nuclear scenario. And that’s sort of interesting, because that implies that the government is doing planning for a potential nuclear conflict: Prepared to execute, if the President makes the decision. That’s fair.
But then, now, we have an election season. Why doesn’t somebody ask Joe Biden, “If you’re ordering the military to be prepared to execute a nuclear operation, what are you telling the American people? What’re we prepared to execute? Where’s our survivability? Are you abandoning us?” And the answer is: “Yes!” 
So once again, to reiterate everything we’ve been trying to say here, to the people of the United States: Be afraid! Be very afraid. They are planning a nuclear war, and your survivability does not factor into it {one thing}. The only choice you have right now, is to turn yourself into a weapon, a weapon of democracy: Make your vote count. And there’s no more important issue today than stopping the nuclear war that our government is planning, and they’re leaving you out of it. Because if they cared about you, they’d be handing out the pills, they’d be talking about nuclear drills, they’d be reopening the subways and the gymnasium basements, and everything else. They’d be stockpiling water, stockpiling food, but they’re not doing that, because {you don’t matter}. 
Make yourselves matter.
SPEED: I’m going to make one exception, on the internet. If Dimitri Lascaris is still there. He’s an independent journalist, that was going to be going to give an interview. So if he is able to be brought up, let’s bring him up right now. If not, let’s continue.
I was passed one note that you may or may not be aware of, Scott, and others: The Biden administration just announced that the United States will provide arms and training to the Azov Brigade. That’s something that we may want to comment about a little bit. 
Let’s some back here, now, to the floor—in the back. 
ALIM MUHAMMAD: I have a question for Scott Ritter: You were pulled off a plane. You were on your way to St. Petersburg, to attend the International Economic Forum. What were you going to say, that got everybody so upset? [laughter] 
RITTER: It’s no secret what I was going to say. 
The passport that was taken from me and revoked by the State Department, there’s been no explanation provided as to why they did this, and on what authority they did this. But they did it. It’s a passport that was issued to me in 2021, it was a valid passport. It’s a passport that I’ve used to travel internationally several times, to include two prior trips to Russia. It’s a passport that the U.S. government is intimately familiar with, because they seize it from me, every time I return from Russia, as they hold me in a pen awaiting detailed questioning about what I was about to do, or what I had done in Russia. 
What I’ve been doing since May of 2023 is traveling to Russia on a mission of peace, a mission designed to learn about the Russian people, to learn about their culture, to learn about their history, to learn about their soul, and to capture this and bring it back to America as the antidote to the disease, the poison of Russophobia that has gripped the American people. 
Maybe they weren’t afraid in May, because it was the initial go around.  I was very well received in Russia, but it didn’t resonate so well in the United States. But I went back in December and January, December of last year, January of this year, again on an extended trip; this one took me to the new territories, took me to Crimea, took me to Chechnya (of all places). Anybody who speaks Russia, please don’t watch my speech to the Chechen soldiers, because it’s the worst Russian-language performance in modern history. But, the point is, I was starting to gain traction. My message was starting to resonate, not only inside Russia, but here in the United States, and around the world. 
The trip that I was going on, started at the St. Petersburg International Economic Forum, but it didn’t stop there: There was going to be a 40-day journey throughout Russia, from the Pacific Ocean to the Baltic Sea, and everything in between, where I would take this message, of speaking to the Russians of peace, of hope, of trying to find an alternative to the policy paths that we’re currently on, that lead to the potential of nuclear war: 40 days. And we had set up the mechanism, where we would be live-streaming this event back to an American audience that is growing exponentially, as we speak. This scared (excuse my French) the {crap} out of the Biden administration! Scared them to death! Which is why they took the extraordinary measure of pulling me out of the line and preventing me from flying: a violation of my Fifth Amendment rights of freedom of travel; a violation of my Fourth Amendment rights against illegal search and seizure. They have provided no reason why they did this, and ultimately, because they knew what I was doing, and they knew what they were stopping by stopping me, a violation of my First Amendment rights. I know my Constitution: Apparently the Biden administration {doesn’t}.
SPEED: Any other questions here? 
CARL OSGOOD: Carl Osgood with {EIR}. I was happy that Colonel Wilkerson mentioned Daniel Ellsberg, because another thing that Daniel Ellsberg said, and I read this in his book—I never had the pleasure of meeting him in person—was that contrary to popular myth, the popular view, the U.S. has always used nuclear weapons in the way that a criminal uses a gun, in order to get what he wants, even if he doesn’t pull the trigger. So my question for Scott Ritter and Colonel Wilkerson is, how is the U.S. using nuclear weapons now?
RITTER: The good Colonel, I yield to you.
WILKERSON: I’d say, it’s been some time since I was in government and associated with nuclear weapons in any direct way, but I would surmise that we’re using them the way we have used them throughout the time of our possession of them, including having them first, as the film “Oppenheimer” made sort of a graphic presentation of, and Lindsey Graham has given new resonance to, with his allusion to Hiroshima and Nagasaki with respect to Gaza.  Lindsey has reached new crescendos of insanity in my view, and I’m from the same state he is, South Carolina. 
We use nuclear weapons as a backdrop for threatening whenever we need to use them. We talked about, earlier, the situation in the Global South. Well, let’s just look at what’s happening with the rest of the world, is what I like to call it: Right now, according to the office of financial assets control, we have probably somewhere between 30 and 35 countries under draconian sanctions. We have a lot of individuals, in addition to the countries, under draconian sanctions. We are detested by 3.6 billion people in the world, is my guess, given the countries under sanction, given their nature, and given, in any cases, the absolute lack of any real reason to have them, and the fact that they might be pointed at the leadership of a state or country, but they in fact are impacting the people more than the leadership, if the leadership at all! So, we have built up a body of people in the world, that I estimate to be somewhere between a quarter and a third that hate our guts. Well, behind all of that, of course, is nuclear weapons.
And we talked about this earlier, and Scott alluded to it: I’m a member of something called the All Volunteer Force Forum. As a matter of fact, I and Gen. Dennis Laich founded it several years ago. And one of the things we have been doing, is taking a good, hard look at the American military today. And what Scott said, I can amplify a thousand times over: We are so broken within the American military, that we couldn’t mobilize for war if we tried. Not only that, in the polling that we do, very sophisticated polling every year, and have done for almost three decades, the propensity to serve of American youth in the draft age quadrant, roughly 18-24, is down to 9%, the lowest it’s ever been.  It’s General Laich’s and my conclusion, if we had a real war, most American youth would go to Canada or Mexico in the first 48 hours.
So it would be impossible to mobilize this country. Well, what do we do when we realize this? We threaten with nuclear weapons. We leave the nuclear weapons in the background, we hold the nuclear weapons up, we let people know—we don’t have to tell too many, they know it. That’s what scares me more than anything else about the bellicosity coming out of the White House, with regard to China, with regard to Russia, with regard to Iran, because we can’t back it up! We cannot back it up—except, with nuclear weapons. 
So, you asked the frightening question, who will be the first in the world to use nuclear weapons? The same people who were the first in the world to use them in 1945. {That} is another thing Dan and I talked about, and we both agreed, it is probably one of the most dangerous aspects of the current situation.
SPEED: OK, we’re going to take one final question, which is from The Grayzone. 
HEKMAT ABOUKHATER: Hi, this is Hekmat Aboukhater from The Grayzone, and I sent two questions, but I’ll just go for the first one: What are the implications if Biden’s potential deal with the authoritarian monarchy of Saudi Arabia, in which he is offering U.S. support to develop Saudi civilian nuclear program, with uranium enrichment, in exchange for a Saudi normalization with Israel? 
SPEED: Who wants to take it? 
WILKERSON: I’ll give you a first impression, and it’s more than a first impression, because I was there when we were talking about this, in 04 and ‘05. What we are is desperate: We’re desperate to get a situation in Gaza under some kind of control, and the only way we do that with the Arab states, led by Riyadh, is to guarantee, this time, guarantee that there will be a Palestinian state, and that means you’ve got to show some concrete on the ground. There’s got to be a prospect of a state.
The other thing the Saudis are holding over our head, is, they want a nuclear weapon, or, they want a latent capacity for a nuclear weapon, so that when Iran gets one, and they have enough uranium right now in enriched, this is IAEA, to make a bomb—to make three bombs, as a matter of fact. So they’re very close. The Saudis want to be able to make one, at the moment that the Iranians do. So that’s what they want this for, and we are {stupid} enough and desperate enough with regard to Gaza, to give it to them. 
Now, who won’t give it to them? The bad people in the world: Xi Jinping and Vladimir Putin. They will not give the Saudis nuclear weapons capability; but we will. 
BLACK: Yeah, I would tend to agree with Colonel Wilkerson. Everything revolves around November, the elections in November. It is absolutely vital that we keep the Ukraine war going through November, and also the Democratic Party right now is faced with an enormous, intractable dilemma, because two voting blocs of their own party are at war with one another, and the only way that they can defuse it, is if they can, at this point, if they can slow down or stop the war in Gaza. It’s become enormously unpopular; it has brought to light a lot of things about the history of Israel and so forth, that they would prefer to stay in the past, and that people not become aware of. But it is very possible that the war in Gaza may be the deciding issue in who wins the election in November.
So it’s very critical. We never would have thought of giving this nuclear assistance to Saudi Arabia, but at this point, they’ve got the leverage, we don’t have the leverage; Biden must take steps to defuse this situation, and he’s willing to do anything to do it. 
So, again, it’s another situation where the use of nuclear weapons, or at least the technology to create nuclear weapons, is on the table. And, of course, we’re the ones who suffer the cost for this.
SPEED: OK. We’re going to take one final question, which is from the Philippines, and then we’re going to have summaries. Let me also indicate to people who I think will probably be more than interested after this discussion, that there is an organization called the International Peace Coalition. The person who convenes that each week is Anastasia Battle, who’s here to my left, and I’m going to have her say something about that at the very conclusion. I think there’s still 1,700 people with us. All of you are invited, if you are people of good will, which we presume many of you to be, to seek us out and become part of that action.
So we’ll go to the final question, which I mentioned is from the Philippines, and it is from Maria Catherine Suba from Radio Mindanao Network.
MARIA CATHERINE SUBA: Yes, good afternoon, everyone. It’s already 2.57 a.m. here in the Philippines. I am Maria Catherine Suba, a fill-in broadcaster. I am a co-host of the late “Butch” Valdes with the [inaud 1:56:57] 
My question goes to Mr. Scott Ritter. As a former UN weapons inspector and U.S. Marines intelligence officer, and actually, to anyone else who wants to answer it: A proxy war is being orchestrated in this part of the world, our country the Philippines. Our country is actually being used by the U.S. in its intent of war against China, and according to geopolitical analysts the Philippines will be the next Ukraine. The Philippine President Ferdinand Marcos Jr. has allowed an additional nine EDCA sites, or more appropriately, nine U.S. military bases all over the country. The armed forces of the Philippines seem to be following orders from their U.S. counterpart: Drum-beats of war are being heard almost every day. Sinophobia is being propagated on mainstream media. Almost every week, there’s an incident of Chinese coast guard with water cannons, a fishing vessel at the South China Sea. Do you think a false-flag operation can happen here, as sanctions are getting worse? What do you propose for these to stop? Thank you.
RITTER: Thank you very much for the question. Just so you know, I have a little bit of background in the Philippines. In 1986, I was deployed there as a platoon commander, to reinforce the Subic garrison after the fall of the Marcos regime; there was concern about New People’s Army. So I have a warm spot in my heart for the Philippines.
Let’s build upon what Colonel Wilkerson had said, earlier. The United States is incapable of fighting a sustained conflict against a peer level force. The United States cannot fight and engage China and win. We {will} not beat the Chinese; we {cannot} beat the Chinese, and we {know} this, and yet we’re using the Philippines to create the conditions of potential conflict with the Chinese. Please understand that for the Filipino people, this is a recipe for disaster.  
You think America is your friend. So, too, did the Ukrainian people, and they are dying by the hundreds of thousands. Friends don’t let friends die in those quantities! The Ukrainians have been displaced by the tens of millions; friends don’t let friends have their cities destroyed in this manner! Friends don’t let friends have families separated, have mothers and children destined to a life of refugee status, and perpetual poverty. That’s not how friends behave. America has never been the friends of the Ukrainians, and we are not the friends of the Filipinos! {We don’t like you!} If we did like you, we wouldn’t be doing this to you! We are using you! You are a tool, nothing but a tool, and when the tool ceases to be useful, we will discard you—and discard you means usually, after a war that devastates you. We are using you to gain some sort of momentary leverage over the Chinese. We will fail! The Chinese will win, and you will be destroyed! {End of story!}
It’s high time the Filipino people pressure their government to start sitting down and engaging the Chinese government, responsibly. China is {not} your enemy: China is your neighbor! China is your friend. China doesn’t want war, and if you would engage China in {diplomacy}, and as we’ve all indicated here, America has long since lost the skill-set necessary to carry out diplomacy, but the Filipinos, the Philippine people can reignite this to relearn it, to use this skill to prevent a war. But if you continue to behave as colonial subjects—and I know that’s a sore subject to the Filipinos, because you were the colonial subjects of America; we still view you as our colonial subjects. We don’t like you, we don’t care about you, we just want to use you! Grow up! 
Grow up, and act responsibly: Take control of your own future. America’s not here to help you, America’s here only to use you until there’s nothing left, and then we will discard you on the trash heap of history.
BLACK: I spent a lot of time in the Philippines, and came in off the carrier Iwo Jima, the Valley Forge, the Guadalcanal. And Scott would agree with me: Americans have a tremendous love for the Filipino people. I would say, two of my very, very closest friends are from the Philippines. And we really wish, very much, that you were not in this posture, but I think it’s very important for the Philippines to be clear-eyed in what’s going on, and not to be led down the path by bellicose military people from the United States. 
You’re talking about small islands. I wish China were not engaged in that particular policy. I tend to be sympathetic toward them on many things, but less so on that one. But at the same time, I think, you’ve got to make sort of a cold, clear-eyed assessment, and say, look, it’s not worth a war with a great power for the Philippines to engage in combat over those small islands. But I do agree it is time to use diplomacy and to attempt to resolve the issue. Whatever you do, do not simply become a tool of the United States, and be led into an armed conflict that ends up in disaster for the Filipino people. Because if you do, you will break the heart of a whole lot of us who just dearly love the Philippines and the people of the islands. 
SPEED: OK. So, we’re at the point of summary remarks. I want to start with Larry Wilkerson. Of course, if there’s anything you wish to address that hasn’t been addressed already, please feel free to do so. And we’ll then proceed.
WILKERSON: I’ll just add to what was just said: I thought when Teddy Allen brought Ferdinand Marcos and Imelda Marcos to Pearl, and we escorted them up to Camp Smith, that the Philippines had finally awakened and thrown us out. And we would never be back. And then I saw Donald Rumsfeld take advantage of 9/11 and start infiltrating special forces back into the Philippines and I knew the game was back on, again. So, I agree with what both Scott and Colonel Black said. There’s a lot of affection on my part for the Philippines, too. But you should grow up and not need the United States, and not put the United States and China at loggerheads over your dead body, because that’s what it’ll be about. 
The topic here, today, was nuclear weapons, and I’ll just say this, again: The most likely state owning nuclear weapons today, to use those nuclear weapons, again, is the United States. And we have put ourselves in that position, and in that posture, by our incompetence at the other skill-sets, most prominently diplomacy, necessary for the relations of nations. We are not a very competent, in any vein, of diplomacy entity any more. There’s an old principle of the relations of nations, called conservation of enemies. Simply stated, it says, that a prudent state never has any more enemies at any one time, than it can handle. We have, 3.6 billion and growing every day, probably by a hundred million a week, people who hate our guts; who detest us; who are fed up with us; who think the “rules-based order” is our rules and orders to them. That’s not going to last, it’s not going to preserve us; it’s not going to preserve our empire in any way, fashion or form, so if we don’t change very quickly, we’re going down. And what I would advise people like the Philippines, and Australia, and other of our good allies over this last 50, 60, 70 years, is to “check your six,” really closely and see what you can do to make accommodations with the other powers in the world, most prominently Russia and China, but India is bigtime in there, too; India will be a replacement for China if she just keeps her act together for the next 20 years, and then we’ll have those two countries at loggerheads.  
But you’re look at a dying empire. You’re looking at a dying empire, and if we don’t do something about it, we’re going to have a really bad death, rather than a death, say, like Britain had, where she is still around, stupidly led by Rishi Sunak, but soon to be gotten rid of, probably. 
So, it’s a different world. It’s a totally different world. It’s no longer unipolar, it’s multipolar, and it’s going to act that way: It’s going to have a new financial system, a new monetary exchange system, a new banking system, everything’s going to be new. And we’re going to be on the outside, unless we learn to accommodate. And you learn to accommodate with that deft instrument of national power called “diplomacy.”  So we’d better grow some diplomats, and fast. 
SPEED: OK, thank you. Colonel Black.
BLACK: I would just like to add one thing: In 1991, the Soviet empire simply dissolved. It was one of the great victories of mankind, that we had been engaged in this tense standoff, and it ended bloodlessly. At that point, we had a thousand-mile buffer between Germany and the Russian border, and it was an opportunity, an historic opportunity to draw back from this nuclear brinkmanship, where we were just literally toe-to-toe at the Wall between East and West. But we failed to take advantage of it, and under various presidents, George Bush was one of them, and just sort of the whole sequence of fellows, we moved the border.  We kept moving Eastward, until finally, we reached the point where, now we are virtually up to the Russian border.
This whole thing, you know, when the Wall fell, you know, the Warsaw Pact dissolved; it just simply disappeared—but NATO didn’t. And I can recall, as a senior officer at the time, thinking, “just hold a parade, and tell ‘em, ‘We won! Go home.’” But we didn’t, we kept it alive. In order for NATO to survive the collapse of the Soviet Union, we had to create an illusion, we had to have an enemy. Russia was not an enemy! Russia was desperate to integrate with the rest of Europe, and to become part of all Western civilization. And it just was a terrible loss for humanity that we gave up that buffer, we gave up the opportunity to integrate Russia, and now we have perpetuated this illusion of them as this threatening enemy which they are not.
SPEED: Scott.
RITTER: First of all, I want to thank you, Dennis, and I want to thank Helga. I want to thank Colonel Wilkerson and Colonel Black, and everybody who is attending in person and online, for coming. This is one of the most important topics that can be discussed in the world today. And so, the fact that you are listening implies that you understand this.
Now, the question is, what do we do about this? How do we go forth from here? How do we take this message out, and turn it into something discernable, something that can prevent the wars that we acknowledge should never be fought: nuclear conflict. 
I was advised—and I’m one of these stupid Marines that gets lots of advice, and then I ignore it—I was advised to do not try to scare people. 
No! Y’all need to be scared, every single one of you. You need to have the kind of fear—you know, there’s people who live in the Southwest, who have been told over and over again about the danger of wildfire. “Nah, it’ll happen to them, not me.” Until they’re in their car, with their dogs, with no escape route, the flames have closed in, and they’re feeling the heat, and at that moment, they get that ugly feeling in the pit of their stomach, and they get the cold sweat: They know they’re going to die! They know they’re going to die, because it’s there in front of them, it’s unavoidable. 
That fear, every American needs to feel. The same fear people have who live in hurricane zones. They say, “well, don’t worry about it, hurricanes happen to other people, but not me”—but then the water’s coming in. It’s swept away everything, you’re holding on for dear life, and suddenly, that feeling in your stomach: “I’m going to die!” 
Every American needs to wake up every morning with that fear in your stomach, because {you’re going to die}! It’s a {certainty}, unless we change the policy direction that we’re on! I don’t know what you think anybody’s been saying up here, but what I heard, is, we’re headed toward a nuclear conflict that the United States is going to start!
How do we stop it? The first thing, the realization that this threat is real. 
You need to be afraid. You need to be {very} afraid. And then, and only then, will you take the action necessary to stop this. And we know what the action is—ask Emmanuel Macron.  {Go to the voting booth in November}—if we’re still alive—and make sure that your vote counts! But in order for it to count, the people running for office have to know what your vote stands for! And you need to come together collectively and we need to tell them, that there is a consensus that we don’t want to die in a nuclear Armageddon! And that if you are a politician, running for national office, and you don’t {oppose} nuclear war, {you will never get our vote}! Regardless of party, regardless of personality, regardless of anything. We must empower ourselves by making this issue the dominant issue, and they have to wake up for it: So, I’ll just leave you with September 28, Ladies and Gentlemen. Let’s make that day, that Saturday in September, the day that the American people put the nuclear issue on the table, on the ballot, and tell our elected officials, or those who want to become our elected officials, unless they convince us that they don’t want a nuclear war, and they will enact policies to avoid nuclear conflict.
Thank you very much.
SPEED: Thank you. Helga.
ZEPP-LAROUCHE: Well, first of all, let me thank all the speakers for the very important warning you are giving to the world, and also the participants who are listening online, sitting in the room, or in other forms. But I would like you to get active immediately, not just wait for the U.S. election, and I want you to join the International Peace Coalition. The next meeting is 5 o’clock European time, 11 a.m. Eastern Time. 
The reason why this is so urgent, is because we are going in my view, in the most important and dangerous period, probably, in all of history. The reasons for this is the following: We have at the beginning of July, the NATO annual summit, and I think that given the fact that the Ukrainian war is really running into trouble, but for the new weapons systems, it would have ended already. Because the people are not there, the soldiers are not there, and this will be an incredible moment, because NATO has {immense} reputation problem, an image loss in the eyes of the world. NATO already lost shamefully against 65,000 Taliban fighters in Afghanistan, and left Kabul in August 2021; you all remember the images of people hanging onto the airplanes trying to get out. They were abandoned by the way, by NATO, the locals who had worked with NATO for 20 years were left behind. That should be a lesson, also, for the Philippines and the Ukrainians. And now, the war in Ukraine is lost by NATO. What does it mean, if the entire force of NATO, with all the weapons and all the incredible money which was spent, was not able to defeat the Russian army which has a military budget which is about 10% of that of the United States? And image loss which is incredible. And that increases for the time being, the danger that a nuclear escalation could happen out of this dynamic.
Then, we have another problem: We have the idiotic policy that some people, Janet Yellen, the EU, they want to confiscate the Russian assets, which they confiscated already, but to spend them for Ukraine! Now, even the IMF has warned that they should not do that, because that would put at risk the entire financial system, because Russia has already announced that they will retaliate, and confiscate U.S. and European assets. And that could trigger a whole chain reaction of such developments, because that will be read by the Global South as one more reason to de-dollarize, because it’s not safe to be in the dollar. 
Then, you have the BRICS summit in October: That will be in all likelihood, a very spectacular event, where many, many more countries—up to now there were 59 countries that announced that they want to be part of this new system. That will be also a point when the West has to reflect what to do.
And then, naturally comes the November election. 
Now, I think we need to think not only of mobilizing in this entire period, between now and the U.S. election, because I think this is an extremely dangerous period; but also, because if we do not introduce another component into our thinking, a new way of approaching the whole idea of humanity, of are we the creative species or not? And I would like you to remember, actually, what happened in 1945, when Germany was completely a rubble-field. You remember the pictures of Dresden after the bombardment. Many other cities were looking almost like that. And, that is, by the way, one of the reasons—responding to the earlier question, would the Western leaders today not do what they do if they would understand nuclear war?—I think the problem is a generational and a cultural problem. Because I remember very well in Europe, the World War II generation, they knew what war was, and they told our generation, who didn’t experience it, but all the stories told by my grandparents, by my parents and relatives about the horrors of war, and that is also in my genes; and the new generation, which is completely shallow-minded, and they don’t know history, they don’t know culture, they don’t know what the Classical culture is—so they are being brainwashed by all these manipulations, and they just don’t get it. And I think the older people and the younger people have to get together. 
Now, what happened in ’45 was that the shock about how could Germany, this beautiful pearl among nations and countries, which it was during the time of Bach, or Mozart, Beethoven, of Schiller, Goethe, how could such a nation which produced so many inventors and so many creative individuals, sink so deeply to the level of Nazism, and the 12 years of the horror show of what Nazism meant? Well, I think people were so shocked that there was a soul-searching, and people said, we have to give ourselves a higher lawfulness, that this can never happen again. And there was a big debate about natural law, that we have to have something which is more fundamental than positive law, or whatever people do and say; and that this natural law in European history was the idea that there is a higher lawfulness which is built in creation, which we have to access, and which is valid, and which is functioning in the real world. 
Now, unfortunately, that debate about the use of natural law, as a very practical aspect in legislation, in lawfulness, was abandoned. It was abandoned by the occupying powers. It was extinguished by the Frankfurt School, it was eliminated by the Congress for Cultural Freedom, which started the reeducation to eliminate any such profound ideas: And that is part of the tragedy why people don’t remember this period, which was a very important moment of recollection, how could this tragedy have happened? And that is why, in the [new security and development architecture](https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/) which I have proposed, the last three principles refer to these epistemological foundations on which the New Paradigm has to be built. So, I would urge you to look at that, study it, and let us bring this into the debate, because I think we need this higher lawfulness. In Europe, it was called “natural law.” In India, it is called “cosmology.” In China it was call the “Mandate of Heaven.” And in every great culture and nation, you have this idea that there is such a higher lawfulness on which we have to agree, because we are human beings.  And I think that has to be part of the discussion, because we have to have to uplift humanity, very, very rapidly, to a higher level of morality if we want to survive this great danger.
SPEED: Thank you, Helga. 
Anastasia Battle, who is the convenor of the International Peace Coalition will make an announcement, and then we will conclude.
ANASTASIA BATTLE: Thank you, Dennis, and thank you, Scott Ritter and Col. Richard Black. Helga and myself, we co-founded the International Peace Coalition with the idea of bringing people together, above their ideologies, across the world from many different countries, to say, “We must have peace {now}!” How many times have you seen the peace movement be completely destroyed and divided, from gossip, just complete nonsense. We have to bring people together, now, to say, “No nuclear war, we must bring humanity to a higher level, now.” 
And I’m very honored that we’ve had both Scott Ritter and Col. Richard Black on the International Peace Coalition. I want to invite you, here, in the audience, but also the people who were online, which I can only imagine is thousands at this point. You can email in to questions@schillerinstitute.org, and we’d be happy to get back to you and bring you into the fold. We need as many people onboard, right now, as you can hear from our veteran heroic warriors for peace, that they’re not going to stop, and we need to have that same courage within all of you. 
So, thank you so much for joining us in this process, and we look forward to your collaboration. [applause]
SPEED: Col. Lawrence Wilkerson, Col. Richard Black, Scott Ritter, Helga Zepp-LaRouche, we want to thank you for being here and joining us. And I want all of you here to join me in thanking them for what they’ve done today. [applause]
That officially concludes our event. Thank you. 

 




POLITISK ORIENTERING den 12. juni 2024 med formand Tom Gillesberg.
Verden på afgrundens rand: For en ny westfalsk fred!
Se online-konferencen d. 15.-16. juni 2024/senere

Se pressekonferencen den 12. juni 2024 kl. 19 eller senere: Akut pressekonference: Faren for atomkrig er reel og skal stoppes:

Link: https://schillerinstitute.com/blog/2024/06/07/emergency-press-conference-the-danger-of-nuclear-war-is-real/

Se online-konference 15.-16. juni 2024 eller senere: Verden på afgrundens rand: For en ny westfalsk fred!

Link: https://schillerinstitut.dk/si/?p=37197

Kontakt os: +45 53 57 00 51; si@schillerinstitut.dk

Præsentationsvideo: Schiller Instituttet: Fred Gennem Udvikling:

Andre vigtige hjemmesider: English: www.schillerinstitute.com www.laroucheorganization.com www.larouchepub.com www.larouchepub.com/eiw




Serbiens præsident Vucic vurderer, at alt er på spil i krigen i Ukraine +
Nationer diskuterer kinesisk-brasiliansk fredsinitiativ for Ukraine

11. juni 2024
Den serbiske præsident, Aleksandar Vucic, gav et videointerview til den schweiziske tysksprogede publikation Die Weltwoche den 8. juni, hvor han i skarpe vendinger diskuterede faren for en global konflikt, som verden står over for i øjeblikket. »Toget har forladt stationen, og ingen kan stoppe det,« sagde han på engelsk. (Undertekster til denne video var tilgængelige på serbisk, tysk og engelsk.) Her følger nogle relevante uddrag af hans bemærkninger:

“Jeg tror, at vi nærmer os de sidste dage med mulighed for nytænkning og genovervejelse i Ukraine. Hvis de store magter ikke gør noget i løbet af kort tid, ja, så er jeg ret sikker på, at vi vil stå over for en virkelig katastrofe.”

Med henvisning til den vestlige retorik, der hævder at Putin bluffer: “Hvis man satser på, at nogen bluffer, betyder det, at man ikke har bedre kort på hånden. At du bare tror, at den anden side har svagere kort. Men du ved det ikke, og du har ikke set hans eller deres kort….”

“Alle taler kun om krig. Ingen ønsker at opnå fred. Ingen taler om fred. Fred er næsten et forbudt ord. Læg venligst mærke til dette! For de siger, at vi er nødt til at vinde for at sikre en fremtidig fred, men ingen taler om fred … man er nødt til også at have den anden side med ved bordet.”

Vucic siger derefter, at »der er en anden teori«, som nogle i Vesten har, og som tror, at de kan »udmatte« Rusland, indtil det taber krigen. Putin vil blive væltet, og i sidste ende vil Vesten være i stand til at rykke ind, og »Rusland i dagens territorium og form, som det er i dag, vil ikke eksistere længere.« Det vil ikke fungere, insisterede han.

Da han blev bedt om at forklare den universelt konfronterende stemning i Vesten, »denne form for krigsentusiasme«? svarede Vucic: “Hver gang jeg blev bedt om … at starte en krig mod albanerne og NATO i Kosovo … sagde jeg bare: ‘Okay, jeg forstår jeres følelser. Jeg forstår jeres holdning. Men vil I virkelig gerne have, at jeres mor får en kiste med sin søn, mand, far, hvem som helst?”, og så er det en lidt anden tilgang.

“I dagens Europa opfører de sig alle som store helte, men de siger ikke til deres folk, at de kommer til at betale en meget høj pris. Og når vi taler om det, bør I og alle medierne gøre absolut alt for at stoppe enhver form for krigsliderlig adfærd og alt muligt andet. … Jeg forstår godt, hvorfor Macron insisterer på dette. … Men på den anden side, før de siger det, før de gør det … bør de alle prøve … at nå frem til en eller anden form for våbenhvile og derefter forhandle i 10, 20, 30, 50 år – det er ligegyldigt. Det er bedre end en dag med bitter kamp, som vi står over for i dag.”

På et tidspunkt diskuterede Vucic, hvad der ligger bag dette tankeløse pres for krig, og hvorfor han mener, at vi er »tæt på afgrunden«. Hvis man analyserer NATO’s og USA’s situation, sagde han: »De har ikke råd til at tabe krigen i Ukraine, hvilket betyder, at Rusland ikke kan vinde. For det første vil deres politiske arv ikke eksistere, eller den vil være så dårlig, at de ikke kan tillade [det]. For det andet vil Europas og det samlede Vestens geopolitiske position blive forringet så meget, at ingen vil være i stand til at genoplive den … og for det tredje vil det åbne Pandoras æske for i det mindste flere bevægelser og fjendtligheder mod det samlede Vesten i fremtiden.

“Men tag den anden side…. Hvis Putin taber krigen, vil Rusland ikke eksistere og ikke være formet, som det er i dag. Jeg mener, når man har disse to sider så … langt fra hinanden, med deres ønsker, med deres forventninger, så ser man, at alt står på spil. Det hele. Ingen har råd til at tabe. Når man har denne situation, er det derfor, jeg siger, at vi kommer tættere på en virkelig katastrofe.”

Nationer diskuterer kinesisk-brasiliansk fredsinitiativ for Ukraine

11. juni 2024 .
Nicaragua er blevet det første land, der offentligt støtter den sekspunkts principerklæring, som Kina og Brasilien fremsatte i fællesskab den 23. maj som en køreplan for en politisk løsning på krisen i Ukraine. Nicaraguas udenrigsminister, Denis Moncada, meddelte den 31. maj den kinesiske udenrigsminister ,Wang Yi, at Nicaragua støtter den konsensus, der kommer til udtryk i det fælles kommuniké. Den 5. juni vedtog Nicaraguas parlament en resolution, der også støttede erklæringen og »forslaget om på et passende tidspunkt at afholde en international fredskonference, anerkendt af både Rusland og Ukraine, med lige deltagelse af alle parter og en fair diskussion af alle fredsplaner.«

Adspurgt i dag om Nicaraguas tilslutning rapporterede det kinesiske udenrigsministeriums pressetalsmand, Lin Jian, at »101 lande fra fem kontinenter og internationale organisationer har reageret positivt på de Fælles Principaftaler og i forskellige former, hvoraf 52 lande og internationale organisationer bekræftede, at de enten støtter de fælles forståelser eller ser på formen for tilslutning.« Kina håber, at flere lande tilslutter sig de seks fælles principaftaler, og fortsætter med at være i tæt kommunikation med »relevante parter i det internationale samfund«, tilføjede han.

Den kinesisk-brasilianske erklæring var også et centralt emne i telefonsamtalen den 10. juni mellem præsidenterne Luiz Inácio Lula da Silva og Vladimir Putin. Kremls udlægning rapporterede, at »Brasiliens præsident udtrykte sin vilje til at bidrage med at identificere måder at tilvejebringe en fredelig løsning på Ukraine-konflikten, som er beskrevet i det velkendte fælles initiativ fra Brasilien og Kina«, efter at han var blevet orienteret af Putin om Ruslands politik over for præsident Zelenskyjs kommende »freds«-topmøde i Schweiz (som udelukker Rusland). På sin side erklærede den officielle brasilianske udlægning, at Lula havde »gentaget forsvaret for fredsforhandlinger, som involverer begge sider af konflikten«, som beskrevet i den fælles kinesisk-brasilianske erklæring.

Foto: NATO




En vision om fred for at stoppe atomkrig

(EIRNS) – 11. juni 2024

For et år siden, den 10. juni 2023, organiserede og holdt Helga Zepp-LaRouche hovedtalen på Schiller Instituttets konference: »Verden har brug for JFK’s fredsvision«. Zepp-LaRouche og hendes nyligt organiserede Internationale Fredskoalition var netop begyndt at mødes ugentligt om fredagen og føre en udfordrende, men frugtbar international dialog, der involverede alle landes befolkninger, om, hvordan man kan ændre den dødelige populærkultur med pessimisme og ligegyldighed og slå ind på en ny kurs med optimistiske, massestøttede, strategiske politiske handlinger. Et år senere har Den Internationale Fredskoalition afholdt 53 fredagsmøder i træk, åbne for alle med god vilje, og viet til opgaven med at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for verden. Den 10. juni 1963 formulerede JFK sin vision om fred med disse ord: Lad os undersøge vores holdning til selve freden. “Alt for mange af os tror, at det er umuligt. Alt for mange tror, at det er uvirkeligt. Men det er en farlig, defaitistisk tro. Den fører til den konklusion, at krig er uundgåelig – at menneskeheden er dødsdømt – at vi er grebet af kræfter, vi ikke kan kontrollere. Vi behøver ikke at acceptere dette synspunkt. Vores problemer er menneskeskabte – derfor kan de løses af mennesker.”

 

I kølvandet på det meget vellykkede årlige Internationale Økonomiske Forum i Skt. Petersborg den 5-8. juni, hvor 19.000 mennesker fra 136 nationer deltog, må kræfterne for fred i den transatlantiske verden nu vokse. Torsdag den 12. juni vil Schiller Instituttet være vært for en hastepressekonference i National Press Club: »Faren for atomkrig er reel og må stoppes.« På konferencen deltager Scott Ritter, tidligere FN-våbeninspektør og efterretningsofficer i den amerikanske marine, som for nylig ulovligt blev forhindret af det amerikanske udenrigsministerium i at rejse til Rusland for at tale på St. Petersburg International Economic Forum; Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet; oberst Richard H. Black (pens.), tidligere chef for den amerikanske hærs strafferetlige afdeling i Pentagon og tidligere senator i staten Virginia; og Ray McGovern, tidligere CIA-analytiker og medstifter af Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS).

 

Der er et stort behov for at sætte tingene på plads med hensyn til, hvem i verden der faktisk presser på for en termonuklear krig. Under en 22 minutter lang ordveksling med ordstyrer Sergej Karaganov på plenarmødet i Sankt Petersborgs Internationale Økonomiske Forum mindede Vladimir Putin verden om, at »det ikke var mig, der begyndte at tale om atomvåben. Det var den lille britiske premierminister.” Putin henviste til Liz Truss, den kortest siddende premierminister i britisk historie, som i august 2022, før hun overhovedet var blevet indsat i embedet, blev spurgt om at starte en atomkrig i et interview under et kampagnearrangement: “Dine ordrer til vores Trident-bådkaptajn om, hvorvidt du, premierminister, giver ordre til at udløse atomvåben. Det ville betyde global udslettelse … Hvordan får den tanke dig til at føle?” Med ordene fra Londons The Independent, som rapporterede om hændelsen dengang, »virkede Truss uden følelser, da hun svarede: ›Jeg synes, det er en vigtig pligt for premierministeren, og jeg er klar til at gøre det‹. Hun tilføjede: »Jeg er klar til at gøre det.«

 

Kort efter hendes udtalelse kritiserede Putin ikke kun Truss, men også de vestlige ledere, som ikke forsøgte at irettesætte hende. “Ser du, ingen reagerede på nogen måde på det. Hvad nu, hvis hun bare var ude af sig selv og uforvarende kom til at ytre det. Hvordan kan man sige sådan noget offentligt? Men det gjorde hun. De burde have sat hende på plads, eller Washington kunne have sagt offentligt, at det ikke har noget med det her at gøre. Vi har ingen anelse om, hvad hun taler om, kunne de have sagt. Der var ingen grund til at såre nogens følelser; alt, hvad de skulle gøre, var at tage afstand fra det, hun sagde. Men alle var tavse.” En sådan irettesættelse fandt ikke sted, før Truss blev fjernet fra sit embede.

 

Med hensyn til atomkrig understregede Putin under sine bemærkninger i weekenden og henvendte sig direkte til sit publikum for at understrege det yderligere: »Vær venlig ikke at nævne sådanne ting uden videre.« Han fik spontane, generelle klapsalver, fordi folk kunne fornemme både, hvor seriøs han var  om betydningen af blot at diskutere emnet, og hvor forskellig hans måde at tænke strategisk på er fra lederne i NATO. Mens du læser dette, er de i gang med at angribe Ruslands radarsystemer for tidlig varsling med amerikanske og britiske missiler inde på russisk territorium gennem Ukraine.

 

Scott Ritter vurderer, at verden kan være et ATACMS-missilangreb fra atomar udslettelse. Derfor må der på kort sigt komme noget nyt og effektivt fra de transatlantiske nationer – et nyt lederskab, som har en forståelse for virkeligheden. Det er klart, at resultaterne af de netop overståede valg i Europa viser befolkningens ønske om noget bedre. I USA har borgerne f.eks. adgang til præsidentens magt ved hjælp af uafhængige handlinger foretaget af private borgere, som har kvalificeret sig til at foreslå og gennemføre de ændringer, der er nødvendige for at få adgang til og anvende præsidentens magt på vegne af nationens generelle velfærd i særdeleshed og planeten som helhed.

 

Det betyder ikke, at der i øjeblikket findes en amerikansk præsidentkandidat af denne kaliber eller endog med denne tilbøjelighed. Kandidaterne i New York, Diane Sare til det amerikanske senat og Jose Vega til Kongressen, kan dog udgøre den standard, som alle andre kandidater måles efter, når det gælder strategisk politik. En sådan standard blev sat af økonomen og statsmanden Lyndon LaRouche gennem hans præsidentkampagner i 1976, 1980 og 1984, hvor han foreslog, og præsident Ronald Reagan vedtog, hans politik for Det strategiske Forsvarsinitiativ (SDI). [LaRouche fortsatte med at stille op til det amerikanske præsidentvalg indtil 2004 –red.]

 

I dag kan uafhængige kandidaturer til embeder, både i USA og andre lande, kombineret med en energisk befolkning, velorienteret af den nyhedsformidling der nu dagligt stilles til rådighed af Executive Intelligence Review, bevise, at JFK’s vision om fred er korrekt. “Intet problem i den menneskelige skæbne ligger uden for menneskets rækkevidde. Menneskets fornuft og ånd har ofte løst det tilsyneladende uløselige – og vi tror på, at de kan gøre det igen.”

Foto: Florida Memory / Unsplash




Fremprovokerer Putin atomkrig eller forsøger han at stoppe den

Den 9. juni 2024 

Vil du vide, hvad Vladimir Putin selv faktisk sagde om faren for atomkrig? Eller vil du lade de løgne, der kommer fra London og Washington – og som spredes vidt og bredt af de vestlige medier – fortsætte med at dominere og skubbe os alle et skridt nærmere en sådan tredje verdenskrig?

Det er på tide at sørge for, at alle ansvarlige medier i hele verden deltager i Schiller Instituttets hastepressekonference, »The Danger of Nuclear War Is Real, and Must Be Stopped«, i National Press Club i Washington, D.C. den 12. juni, med Scott Ritter, oberst Richard Black ( pensioneret), Ray McGovern og Helga Zepp-LaRouche.

I en omfattende 22 minutter lang udveksling med ordstyrer Sergej Karaganov på St. Petersburgs International Economic Forum (SPIEF) den 7. juni, afviste den russiske præsident Vladimir Putin gentagne gange forslaget fra nogle i Rusland om, at »frygten for atomvåben« er blevet alvorligt svækket, og at »vi er nødt til at være meget hårdere i optrapningen og være klar til at bruge dem.« I denne udveksling – som kan høres i Kremls engelske simultantolkning fra 2:52:54 til 3:14: 42, sagde Putin, at Ruslands skriftlige offentlige atomdoktrin klart angiver de meget begrænsede »undtagelsestilfælde«, hvor Rusland kunne bruge atomvåben, men at »jeg ikke tror, at et sådant tilfælde er kommet; der er ikke noget sådant behov;« at »Gud forbyde«, at det skulle komme til sådanne angreb; at han ikke tror, at USA vil affyre strategiske atomvåben, men hvis det sker, har Rusland et meget effektivt varslingssystem til at opdage missiler, ligesom USA, men at »Europa ikke har et udviklet system; de er mere eller mindre forsvarsløse i denne henseende (pga. manglende effektivt missil-varslingssystem);« og at »vi ikke engang er nødt til at overveje dette emne.

Henvendt til hele publikum sagde Putin med eftertryk: »Vær venlig, og jeg vil også endnu en gang bede alle om ikke at nævne sådanne ting i flæng« – hvilket fik et kraftigt bifald.

Den erfarne strategiske analytiker Karaganov, der betragtes som noget af en »høg« i Vesten på grund af sit gentagne forslag om, at Rusland skulle bekendtgøre udsigten til at igangsætte et taktisk atomart angreb på Europa, sagde derefter til Putin: »Jeg forstår udmærket og støtter din tøven, for det er et forfærdeligt valg, og et, der kun bør træffes som en sidste udvej. Men hvis de ved, at du ikke er klar til at træffe det valg, vil de i en uendelighed forsøge at bekæmpe og udmarve os.« 

Alle vores beslutninger skal være baseret på en analyse – en virkelig, objektiv analyse af situationen…. Vi har ikke brug for nogen atomvåben til den endelige sejr« i Ukraine.

Klart og tydeligt, ikke?

Men her er et udpluk af dækningen i den britiske og amerikanske presse.

Londons Daily Telegraph havde den 8. juni overskriften: »Europe Defenseless and Unprepared for Nuclear War, Warns Putin«, som insisterede på, at »den russiske leder og andre embedsmænd gentagne gange har rejst truslen om et atomart angreb, siden de sendte tropper ind i Ukraine i 2022.«

BBC var enig og rapporterede, at »lige siden Ruslands storstilede invasion af Ukraine har Moskva været involveret i atomar sabelraslen«, og at det er en udbredt opfattelse i Vesten, at Putin »bluffer«.

Newsweek uddybede som sædvanligt mantraet om, at »Putin bluffer«, i en artikel med omfattende citater fra den ekstremt høgeagtige tænketank Institute for the Study of War (ISW) – hvis objektivitet og hensigter kan bedømmes ud fra det faktum, at den efter sigende modtager sin væsentligste finansiering fra amerikanske forsvarsleverandører. ISW hævdede, at Putins bemærkninger på SPIEF yderligere bekræftede, at alle hans røde linjer er bluff.

»Putin sagde, at han ikke mener, at der er opstået et sådant ›usædvanligt‹ tilfælde, så ›der er ikke noget behov‹ for, at Rusland bruger atomvåben,« sagde ISW. »Putins udtalelse den 7. juni er en betydelig sproglig kovending i betragtning af, at Putin og andre embedsmænd i Kreml tidligere har truet med russisk brug af atomvåben, hvis vestlige stater tillader Ukraine at slå ind på russisk territorium med vestligt leverede våben,« sagde ISW. I betragtning af at sådanne handlinger ikke har resulteret i »en betydelig russisk reaktion«, sagde ISW, at »mange af Ruslands ›røde linjer‹ sandsynligvis er informationsoperationer, der er designet til at presse Vesten til selvafskrækkelse.«

Den indlysende konklusion, de foreslår: Vesten bør holde op med at »afskrække sig selv« og komme videre.

En langt bedre tilgang vil blive præsenteret på Schiller Instituttets kommende pressekonference den 12. juni i National Press Club.

Foto: Schiller Instituttet




Akut pressekonference: Faren for atomkrig er reel og skal stoppes
Tidspunkt: Onsdag den 12. juni 2024; 13:00-15:00 ET (kl. 19-21 dansk tid)

Tidspunkt: Onsdag den 12. juni 2024; 13:00-15:00 ET (kl. 19-21 dansk tid)

Hvor: National Press Club, Washington, D.C.; og online via Zoom

Hvem: 

– Scott Ritter: tidligere FN-våbeninspektør og efterretningsofficer i den amerikanske marine
– Oberst (pens.) Richard H. Black: tidligere leder af den amerikanske hærs strafferetlige afdeling i Pentagon; tidligere delstatssenator i Virginia
– Ray McGovern: tidligere CIA-analytiker og medstifter af Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS)
– Helga Zepp-LaRouche: grundlægger af Schiller Instituttet

Vært: Schiller Instituttet

Den 3. juni forhindrede det amerikanske udenrigsministerium den amerikanske statsborger Scott Ritter i at gå om bord på flyet til Sankt Petersborg i Rusland og beslaglagde hans pas. Ritter, en tidligere amerikansk marineofficer og FN-våbeninspektør, som er blevet en fremtrædende modstander af den nuværende krigspolitik, var på vej for at deltage i St. Petersborgs Internationale Økonomiske Forum (SPIEF), som skønnes at have deltagelse af 19.000 mennesker og 3.400 medierepræsentanter fra omkring 130 lande. Ritter var efterfølgende i stand til at deltage i SPIEF-panelet via Zoom.

Ud over de klare forfatningsmæssige spørgsmål om første og fjerde forfatningstillæg, som Ritter-sagen rejser, er indholdet af det, Ritter skulle diskutere, centralt: behovet for at forbedre de amerikansk-russiske relationer og stoppe den optrapning af faren, der følger af NATO’s nuværende holdning over for Rusland, som det tydeligst ses i Ukraine, og som trækker verden mod en atomar tredje verdenskrig.

Angrebet den 22. maj på et kritisk russisk varslingssystem i Armavir, angiveligt udført af »ukrainske« droner, kunne have været den begivenhed, der fik balancen til at tippe mod krig – fordi det kunne have bekræftet Rusland i deres erklærede overbevisning om, at NATO og Vesten er opsat på at »blænde« Ruslands varslingssystem som forberedelse til et muligt »forebyggende halshugningsangreb« fra USA og NATO mod dem. Den russiske præsident Vladimir Putin har gentagne gange offentligt givet udtryk for netop denne bekymring, og det er toppen af arrogant tåbelighed fra Vestens side at afvise dette som »bluff«, som så mange i Washington, London og andre NATO-hovedstæder nu gør.

Lige så farligt som forsøget på at blænde Ruslands advarselsradar er bestræbelserne på at lukke munden på de stemmer fra befolkningen, der fungerer som en slags »tidligt varslingssystem« i de politiske overvejelser – dem, der advarer om faren for atomkrig og præsenterer alternativer til en konfrontationspolitik.

Onsdag den 12. juni i National Press Club i Washington D.C. vil et fremtrædende panel af fire eksperter hver især holde korte oplæg om disse emner og svare på spørgsmål fra medierne, både personligt og via et internationalt Zoom-link (med simultantolkning til tysk, fransk og spansk for publikum i disse lande).

Scott Ritter: tidligere FN-våbeninspektør og efterretningsofficer i den amerikanske marine

Oberst (ret.) Richard H. Black: tidligere leder af den amerikanske hærs strafferetlige afdeling i Pentagon; tidligere statssenator i Virginia

Ray McGovern: tidligere CIA-analytiker og medstifter af Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS)

Helga Zepp-LaRouche: grundlægger af Schiller Instituttet
____________________________________________________________________________________

PERSONLIG DELTAGELSE: Pladserne er begrænsede, så svar venligst på questions@schillerinstitute.org

ONLINE JOURNALISTDELTAGELSE: Journalister, der ønsker at deltage online, bedes sende en e-mail til questions@schillerinstitute.org med angivelse af navn, det medie man repræsenterer, og sprogpræference (engelsk, tysk, fransk og spansk kan imødekommes), og man vil modtage et link via e-mail.

OFFENTLIGHEDEN: Den brede offentlighed kan se den engelsksprogede livestream online her: https://schillerinstitute.com/blog/2024/06/07/emergency-press-conference-the-danger-of-nuclear-war-is-real/

___________________________________________________________________________________

Seneste kommentarer fra paneldeltagerne:
Scott Ritter: “De kommandocentre, som Rusland bruger, blev udtænkt og bygget under Sovjetunionen, da Ukraine var en del af unionen, og set fra et russisk perspektiv lå de dybt inde i den russiske baghave og var beskyttede. Men hvis Ukraine nu bliver udskilt og gjort til en del af NATO, og man indsætter amerikanske missiler der, kan man nu nå alle disse steder, som man troede var sikre i baglandet. Og hvis USA tillader Ukraine at bruge ATACMS-missiler til at angribe disse faciliteter, vil Rusland bombe NATO! Ikke Ukraine-NATO! … Ukrainerne klager over, at USA kun vil give dem lov til at bruge HIMARS, at de ikke får lov til at bruge ATACMS til at angribe Rusland endnu. Men bare så alle i publikum forstår det, så er vi én ATACMS-affyring væk fra, at alle dør. Russerne spiller ikke spil her.” [4. juni 2024, i dommer Andrew Napolitanos »Judging Freedom«-show].

Senator Richard Black: “Hvis man ser på, hvor vi er lige nu med de tre droneangreb rettet mod deres øjne og ører mod atomare angreb, vil dette helt klart udløse den russiske stats atomare doktrin. Hvis der faktisk er en sammenhængende bevægelse hen imod forberedelse af atomkrig – jeg siger ikke, at vi har truffet en eller anden form for beslutning, men vi lægger bestemt alt grundarbejdet i tilfælde af, at der skulle blive truffet en beslutning. Vi angriber deres tidlige varslingssystemer ved at gøre dem blinde. Vi har betydelige droneangreb mod den atombevæbnede bombeflybase i Rusland, dybt inde i Rusland. Husk på, at hvis man sætter dig i russernes sted, hvad ser de så? De ser, at Rusland bliver blændet, så det ikke kan opdage indkommende angreb. Også dets atombevæbnede bombeflåde bliver angrebet, gentagne gange angrebet. Nu ser vi, at NATO flytter atombevæbnede F-16-jetfly ind i landet. Når man lægger alt det sammen, er det en meget nervepirrende situation for Rusland, hvor der er så kort tid mellem en atomart angreb mod dem og en beslutning om at imødegå angrebet. Hvad gør de? Hvordan reagerer de?” [30. maj 2024, interview med Executive Intelligence Review (EIR)].

Ray McGovern: “Rusland ser USA/NATO’s stedfortræderkrig i Ukraine som den slags eksistentielle trussel, som præsident John Kennedy opfattede, da Moskva installerede atomare missiler på Cuba. Disse missiler var i stand til at ramme Washington, D.C. og den strategiske luftkommando i Omaha inden for få minutter. For de læsere, der har overset dette, kan amerikanske missilkapsler, der allerede er placeret i Rumænien og Polen (angiveligt til ‘ABM’er’), fra den ene dag til den anden udgøre det, Rusland kalder ‘offensive angrebsmissiler’ – med endnu kortere tid fra affyring til mål – end dem, Kennedy tvang Khrusjtjov til at fjerne fra Cuba under trussel om atomkrig.” [12. december 2022, Antiwar.com].

Helga Zepp-LaRouche: »Jeg kan kun sige, at Scott Ritters vurdering er, at når de begynder at bruge ATACMS-missilerne, som har en meget længere rækkevidde og faktisk kan nå dybt ind på russisk territorium; eller hvis den tyske kansler Scholz kapitulerer igen, hvilket han gør, og tillader, at Taurus-krydsermissilerne bliver udstationeret [i Ukraine], kan det føre til den absolutte ødelæggelse af Moskva, af Kreml, og det vil betyde en garanteret tredje verdenskrig. Og vi sidder absolut på denne krudttønde. Derfor er én ATACMS fra Harmagedon præcis, hvor vi er. Og vi skal virkelig have mobiliseret befolkningen … Vi må overbevise befolkningerne i Vesteuropa og USA om, at landene i det Globale Syd ikke er deres fjende. Det, BRIKS-Plus-landene forsøger at gøre, er at rette op på verdensordenen … [Det er] i allerhøjeste grad muligt at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur.” [5. juni 2024, Schiller Instituttets ugentlige webcast].

 




Den Internationale Fredskoalition Møde nr. 53 med Helga Zepp-LaRouche
Fredag den 7. juni 2024

Ikke korrekturlæst

Fredag den 7. juni 2024. ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er det 53. møde i træk; vi har holdt disse møder hver fredag. Jeg kan se, at der er mange nye mennesker; mange tak, fordi I er kommet. Vi har skabt dette møde for at bringe folk fra hele verden sammen; mange forskellige lande, mange forskellige sprog, kulturer, ideologier for at finde sammen om en større, højere fred. Når vi forener vores kræfter, kan vi faktisk opnå det, hvis vi samarbejder og arbejder sammen i hele verden. Ellers vil vores fjender, som har masser af ressourcer og evner og onde hensigter, få succes. Det ønsker vi ikke at se ske. Mange tak, fordi du er med os i dag. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg har mine to medværter her, Dennis Small og Dennis Speed, som vil slutte sig til os under hele diskussionen i dag.

Det intense øjeblik, vi står over for lige nu, gør virkelig dette møde endnu vigtigere. Vi har de to brændpunkter mellem de intense skift og bevægelser, der er sket med Ukraine-krisen, det faktum, at Biden har meddelt, at de kan bruge amerikanske våben i Ukraine og meget andet; det kommer vi til at tale mere om. Og så er der folkedrabet i Gaza, som absolut er – vi ser det i realtid lige nu. Vi får besøg af en række mennesker, der har arbejdet med dette, herunder interventionister og folk, der deltog i et møde i går aftes i New York City. Så hvis du er på fra det, byder jeg din deltagelse velkommen i dag.

Men jeg vil gerne give ordet til Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition, til at indlede og slå tonen an for, hvad der sker lige nu i verden. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig hilse på jer alle sammen. Der sker en masse; faktisk er historien mere fortættet lige nu end normalt. Det skyldes, at vi er på vej mod et uigenkaldeligt beslutningspunkt. Det er endnu ikke klart, hvilken ny æra vi vil gå ind i; ragnarok eller et nyt paradigme.

Lad mig starte med en meget interessant udvikling. Det er, at om en time, hvis jeg har forstået tidsforskellen korrekt, vil Scott Ritter være en del af – online – et panel, der finder sted i Sankt Petersborg lige nu på Sankt Petersborgs Internationale Økonomiske Forum, sammen med Tara Reid, tidligere amerikansk assistent for Biden på et tidspunkt og derefter en uafhængig journalist. Derefter Karin Kneissl, som er tidligere udenrigsminister i Østrig, Alexander von Bismarck, som er barnebarn af Otto von Bismarck, og også Jackson Hinkle fra Baltimore. Og emnet for den Zoom-konference, hvor Ritter deltager via Zoom, er spørgsmålet om dæmonisering af Rusland. Det er spektakulært, for som I sikkert alle har fulgt med i, havde Scott Ritter planlagt at tage personligt til Sankt Petersborg for at deltage i dette ekstremt vigtige forum, som i øvrigt har 19.000 deltagere fra 130 lande. Der er allerede indgået 850 store aftaler der. Så bare ud fra konferencens størrelse kan man se, at Rusland er meget langt fra at være isoleret, som massemedierne forsøger at fortælle verden. Så vi vil naturligvis følge med i, hvad Ritter og de andre deltagere i konferencen har at sige.

Det er så meget desto mere dramatisk, fordi Ritter som sagt havde planlagt at tage dertil personligt. Men så blev han hevet af flyet i New York af tre embedsmænd fra udenrigsministeriet, som nægtede at fortælle ham hvorfor; som ikke sørgede for, at han fik de nødvendige papirer på, at hans pas var taget fra ham. Det er naturligvis utroligt, og selv den russiske udenrigsminister Lavrov har allerede kommenteret det, og det samme har Maria Zakharova, talskvinde for udenrigsministeriet, som siger, at det store spørgsmål, som dette rejser, er, om det er det første eller det fjerde forfatningstillæg, der bliver tilgodeset? For de udlændinge, der måske ikke kender disse ændringer, er den første tilføjelse relateret til retten til ytringsfrihed, og den fjerde tilføjelse er beskyttelse mod uberettigede anholdelser og andre lignende foranstaltninger. Så hun har en ironisk tone.

Den anden store nyhed, vil jeg mene, er, hvad Macron igen gør. En dag efter at alle var samlet til 80-årsfejringen af D-dag på Omaha Beach i Frankrig, hvor Zelenskyy i dag talte til Assemblée Nationale, Frankrigs nationalforsamling, og krævede flere våben. Hertil svarede Macron, at han vil sende et uspecificeret antal Mirage 2005-fly til Ukraine, og at disse fly kan udstyres med de forskellige krydsermissiler, som allerede er i Ukraine; som Storm Shadows og de franske. Og disse har naturligvis en meget længere rækkevidde ind på russisk territorium. Jeg mener, at dette er en klar optrapning, selv ud over hvad vi hidtil har haft med de britiske og franske krydsermissiler, som ukrainerne har fået lov til at bruge til angreb dybt ind på russisk territorium. Og derfor er optrapningen helt klart i gang. Det er en absolut farce, at Macron for blot et par dage siden på tredjedagen af et tredages besøg i Tyskland modtog fredsprisen for Den Westfalske Fred. Det er en komplet parodi, for Den Westfalske Fred afsluttede 150 års religionskrig i Europa; og den etablerede international lov og afsluttede krig ved at gøre en fredsorden mulig. Den pris blev faktisk foreslået for 18 måneder siden, på et tidspunkt, hvor Macron havde foreslået, at han skulle være mægler mellem Ukraine og Rusland. Men siden da har han helt forladt den politik og står nu i spidsen for dem, der skubber krigen fremad. Det gør blot denne ekstremt vigtige fredspris til en tragedie og en farce.
Det betyder selvfølgelig, at jeg ikke ville blive overrasket, hvis der kom en større optrapning eller snarere et svar fra Rusland, for de røde linjer bliver overskredet dag for dag. Vi er stadig i gang med at undersøge konsekvenserne af angrebet på radarsystemet til tidlig varsling nær den ukrainske grænse i Armavir, som vi vil høre professor Starr tale om kort efter mig. Men vi venter stadig på det svar. Men antallet af europæiske statsledere, der advarer om, at Europa forbereder sig på krig, vokser. Premierminister Orbán, som udtrykkeligt sagde, at Europa forbereder sig på krig mod Rusland, og som pegede på, at Europa ikke selv har noget større lager af atomvåben, men er afhængig af USA’s lager. Og at han forventer, at hvis det kommer til krig, vil USA få adgang til deres lager i Europa for at angribe Rusland. Men ved at gøre det fra europæisk territorium gør det Europa til et mål for russisk gengældelse, og derfor appellerer han påtrængende til Europa om at skille sig af med disse atomvåben. Og det synes jeg, at vi i IPC bør støtte fuldt ud. Det plejede at være et krav fra socialdemokraterne og andre fredspartier, men i betragtning af den fuldstændige forvandling af mange partier i Europa til krigspartier, er det ikke længere tilfældet.

En anden udvikling, som jeg synes, det er værd at bemærke, er, at russerne sender fire krigsskibe – en fregat, en atomar ubåd og yderligere to skibe – til havnen i Havana. Det betyder potentielt, jeg mener, måske har denne atomubåd ingen atomvåben om bord, det ved vi ikke. Men det bringer helt sikkert mindet om Cubakrisen frem. Jeg tror, at russerne gør det for at minde folk om Cubakrisen, men også om det faktum, at hele NATO’s offensive system nu befinder sig langs Ruslands grænse, tættere på USA end Havana. Så det er bare for at få en idé om, at vi virkelig trin for trin oplever en dobbelt Cubakrise, som er ekstremt farlig.

I dag taler en person ved navn Pranay Vaddi, som er særlig assistent for præsidenten og Senior Director for Arms Control, i National Press Club og meddeler, at Biden-administrationen – sandsynligvis i dag – vil annoncere en opgraderet, mere selvhævdende atomvåben strategi. Jeg kender endnu ikke detaljerne i det; det vil vi høre. Men i betragtning af, at USA allerede har en atomar strategi, som ikke udelukker et forebyggende atomangreb, kan jeg ikke forestille mig, hvad en mere selvhævdende strategi skulle være.

I Tyskland er det fuldstændig sindssygt. Efter Scholz kapitulerede igen, fulgte Biden kort efter, da han sagde, at ukrainerne kan bruge våben på russisk territorium med undtagelse af ATACMS, som der endnu ikke er enighed om. Det fik Scott Ritter til at sige, at vi alle er ét ATACMS-angreb fra at dø, bare for at understrege, hvor ekstremt tæt vi er på, men HIMARS er tilladt. Inden for få timer gik kansler Scholz med til, at også tyske våbensystemer kan bruges til angreb på Rusland, men endnu ikke Taurus-missilerne. Harald Kujat, tidligere generalinspektør for Bundeswehr og formand for NATO’s militærkomité, havde advaret om, at Ukraine-krisen truer med at blive den største tragedie i det 21. århundrede, med henvisning til den største tragedie i det 20. århundrede, som var Første Verdenskrig, der førte til Anden Verdenskrig. Så denne advarsel fra Kujat skal tages ekstremt alvorligt, fordi han er en ekstremt nøgtern og præcis militærekspert af højeste kvalitet. Når sådanne mennesker advarer om, at vi er ved at opleve en sådan tragedie igen, efter at Europa burde have lært lektien af to verdenskrige på deres eget territorium, som efterlod hele byer og alt ødelagt. Forestil dig et øjeblik billedet af Dresden efter bombardementet – der var ingenting! Den var jævnet med jorden, og folk burde have denne erindring i deres gener, fordi den blev overført fra generation til generation. Selv folk, der ikke oplevede det, fik det fortalt af deres forældre og bedsteforældre. Men alt det ser ud til at være udslettet og erstattet af et fuldstændig vanvittigt krigshysteri. Og de er absurde, fordi Pistorius, som er den tyske forsvarsminister, og som tydeligvis befinder sig godt i det job, lige har sagt, at han er helt sikker på, at Tyskland ikke vil være klar til krig i 2029. Hold da op! Sikke en udtalelse.

På den ene side siger de, at Rusland er ved at invadere et NATO-land, og at Putin ikke vil stoppe. Zelenskyy har lige sagt det i Nationalforsamlingen i Paris, at Putin vil gøre præcis som Hitler: Han vil ikke stoppe i Ukraine, han vil marchere videre. Hvis Putin er sådan, hvorfor angriber han så ikke Tyskland nu, hvis de har brug for indtil 2029 for at være klar til krig? Det viser, hvor absurd hele denne argumentation er, men den absurditet har desværre reelle konsekvenser.
Så bør jeg nævne, at paven med en meget alvorlig advarsel i anledning af D-dags-fejringen og samtidig opfordrede til at tage fat på gældskrisen i det Globale Syd. Han siger, at en dårligt styret globalisering fratager millioner af mennesker – man kunne nok sige milliarder af mennesker – i det Globale Syd håbet om en fremtid. Han kræver, og det er meget vigtigt, en ny finansiel arkitektur, som skal være både »dristig og kreativ«. Det falder sammen med de [ti principper] (https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/), som vi har presset på for at få en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur.

Så det emne kom også op i et kort interview, som TASS lavede med mig for to dage siden. De bad mig kommentere Putins udtalelse, hvor han blev spurgt om, hvad han forventer af det amerikanske valg. Han sagde, at han ikke forventer nogen forskel, uanset hvilken præsidentkandidat der vinder, og at der kun vil komme forandringer, hvis USA begynder at tage sig af sine egne interesser. TASS-intervieweren] (https://tass.ru/mezhdunarodnaya-panorama/21009695) bad mig om mine kommentarer, og jeg sagde, at jeg er helt enig med Putin på det punkt, og at den bedste måde at hjælpe den proces, hvor USA erkender sine virkelige interesser, måske ville være, hvis et vigtigt punkt blev sat på dagsordenen på det kommende BRIKS-topmøde i oktober i Kazan i Rusland: Nemlig at sætte en international sikkerheds- og udviklingsarkitektur på dagsordenen, som tager hensyn til alle verdens landes interesser. Det ville inkludere USA, fordi det ville være vigtigt at sætte en vision af håb for verdens befolkninger, som virkelig har brug for den slags håbefulde perspektiver, for ikke at miste optimismen for fremtiden. Så det blev offentliggjort af [TASS] (https://news-pravda.com/world/2024/06/06/557439.html), og det er godt, for jo mere spørgsmålet om den internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur bliver diskuteret offentligt, jo bedre.

Det efterlader situationen, som den er ved at optrappes. Krigsdriften er ikke brudt, men på den anden side sker der en masse ting. Man kan forvente, at mange ting vil blive diskuteret på topmødet i Sankt Petersborg, hvor man har mange ledende repræsentanter for det Globale Syd, som er i gang med at lave en ny handelsvaluta; i sidste ende endda en ny reservevaluta, og at forsøge virkelig at opbygge et nyt økonomisk system.
Så det var mine indledende bemærkninger.

Under diskussionen
DENNIS SPEED: Jacques, først og fremmest synes jeg, at det, du sagde, var ekstremt vigtigt for alle at tænke over. For fem år siden, da Lyndon LaRouche døde, havde vi stadig et par veteraner fra Anden Verdenskrig hos os. Vi samarbejdede om at skaffe en pris til en af de amerikanske veteraner, som var her. Du sagde flere ting om uanstændighedens karakter. Først og fremmest vil jeg gerne invitere alle fra dig eller dit team til at være med i morgen til vores faste program, som vi laver hver uge. Jeg synes, det er ekstremt vigtigt at tage det op, fordi vi har mange veteraner. Selvfølgelig er det nu folk omkring Ray McGovern og Veteran Intelligence Professionals for Sanity, som er Ray McGovern, Larry Johnson og folk som Bill Binney og Kirk Wiebe. Mange af dem har været på platforme enten i IPC eller på anden vis.

Så her er, hvad jeg gerne vil spørge dig om, fordi du også har stillet op til præsidentvalget flere gange. Folk kender dig selvfølgelig ikke fra det, men hvis du bare kunne sige noget om dit eget syn og det positive syn – Helga taler ofte om dette – fra nationer som Frankrig og så videre, og hvad vores folk forsøger at gøre på stedet. For mange mennesker i telefonen er aktivister; mange mennesker forsøger at arbejde i forskellige lande. De har begrænsede muligheder, begrænsede ressourcer. De bliver ofte kastet rundt, og alligevel har vi en helt anden opfattelse af historien end den, som Biden og co. uanstændigt efterplaprede i går. Jeg vil gerne have dig til at sige noget om den kamp, vi har kæmpet der. Du sagde, hvad vi gjorde på gaden lige nu, men hvad er dit syn på det, og hvad tror du ville være den bedste måde for et samarbejde mellem os her i USA og din nation og andre nationer. Hvad ville være den bedste måde at gøre det på lige nu?

JACQUES CHEMINADE: Det, vi kæmper for, er at redde USA fra sig selv, at redde Frankrig fra sig selv, at redde Europa fra sig selv og at redde Israel fra sig selv. For alle disse nationer er ved at begå selvmord på nuværende tidspunkt. Og de begår selvmord, men de kan involvere os alle i en tredje verdenskrig, der vil ødelægge os alle og alle de gode ting, der er det bedste af det, vi har fået overleveret: Det bedste af vores kultur, det bedste af skønheden i [inaud; 2:11:39] os, det bedste af de mennesker, der er ophøjede foran den værste fare, de er truet af. Så det, vi forsøgte at gøre her, og det, jeg tror, landet forsøgte at gøre, er at give folk en fornemmelse af, hvornår deres land – i mit tilfælde Frankrig – har været en del af menneskehedens udvikling, og hvor man skal placere det. Det er mennesker, der især fulgte Helgas ti principper, vil jeg sige, princippet om at uddanne de kreative kræfter, vel vidende at mennesket defineres af det gode, det kan skabe, og at det onde kun kan opstå, når det ikke sker, når folk ikke handler. På dette tidspunkt med valget til Europa-Parlamentet i Frankrig er det vigtigste, der sker, at folk siger, at Frankrig bevæger sig mod højrefløjen, den højrefløj, der falder i illusioner i landet. Men samtidig er det endnu værre, at folk undlader at stemme. Ved valget til Europa-Parlamentet vil 55-60 % af befolkningen undlade at stemme ved et af de valg, der kan blive et af de vigtigste i historien. Og hele systemet er ødelagt af eliten. Så vi er nødt til at bryde igennem det og tænke på, hvad de frie franskmænd og den franske modstandsbevægelse har opnået i de sidste 80-90 år. Det er noget, de forsøger at ødelægge med denne uanstændige fejring af D-dagen, med forsøget på at ødelægge det og inddrage os alle i tredje verdenskrig, i det, de gør. Se på Zelenskyy, se på Hollande, den tidligere franske præsident, som også var der. Se på Macron, hvad han siger nu: Han sidder der med journalister og siger på den mest kolde måde, at alle provokationerne ikke kommer fra Vesten, men fra folk, der er diktatorer som Putin. Og samtidig siger han hyklerisk, at vi kæmper for fred, og at vi ønsker at undgå en optrapning, og at vi ikke er i krig med Rusland. Så dette hykleri er en del af forvirringen i fortolkningen af historien. Så vi er nødt til at være ærlige om det, om hvad grundlæggerne kæmpede for i USA, hvad de bedste mennesker i Rusland, som Sergei Witte, udrettede, hvad der blev udrettet i Frankrig af École Polytechnique og Conservatoire National des Arts et Métiers. Hvad der blev opnået af digterne, hvad der blev opnået af musikerne. Og så kan folk kigge ind i sig selv og få styr på det.
Så historien og den rette forståelse af historien er at vise folk og inspirere dem til at rydde op i sig selv for at gribe ind i dag og forhindre krigen.

Afsluttende bemærkninger
ZEPP-LAROUCHE: Der blev nævnt mange punkter, og jeg forsøger at dække i det mindste den bedste del af det.
Med hensyn til det spørgsmål, som [navn redigeret] nævnte, om hvorfor Vesteuropa går som får bag en amerikansk præsident, så er det ved at blive et topspørgsmål i hele verden, fordi mange mennesker, især i det Globale Syd, ikke kan forstå det. De siger: »Hvordan kan en nation som Tyskland, der plejede at være producent af genier som Beethoven, Schiller og mange opfindere, være så absolut selvdestruktiv og dum?« Tysklands omdømme har lidt enormt i den seneste periode. Også det faktum, at de stod på Netanyahus side, og at det krævede ICC-dommen, før de sagde: »OK, vi respekterer international lov.« Men jeg tror, at det bedste, man kan gøre, især hvis man sidder i et udviklingsland, er at sige det så højt som muligt: Hvis man skaber et helt kor, der siger »Hvor dumt kan Europa blive at gå ind i denne selvdestruktion?«, skal den stemme være så høj, at den ikke kan overdøves og ignoreres. Man er nødt til at ryste folk, for jeg tror, det er den eneste måde, man kan få nogle mennesker til at komme til fornuft igen.

Det andet argument, som du sagde, handler om forbrugerisme, og at hele verden følger den amerikanske livsstil. Der er en absolut sandhed i det, og det er, at folk har – og min afdøde mand talte om det, hvordan han så det i efterkrigstiden i USA – hvordan folk, der havde haft høje moralske standarder i kampen mod fascismen, nazismen, og efter Roosevelts død tog de til forstæderne, de blev småborgerlige, de kunne lide det gode liv i forstæderne, og hvordan deres moral gik ned og blev erstattet af forbrugerisme. Jeg tror, at den idé, at man ikke længere kæmper for sandheden, skønheden i menneskehedens historie, den universelle historie, filosofien, poesien, videnskaben, men at man bare propper sig med junkfood, tager på ferie, gør alle de ting, som er på mode nu om dage, det er en sygdom! Og du har helt ret i at pege på det, for det forhindrer folk i at finde deres indre kilder til styrke og kreativitet. Jeg havde engang en god ven, en indisk filosof, J.C. Kapur, og han talte altid om våbenbeskyttet forbrugerisme, at det var det, der drev hele den amerikanske politik, de interventionistiske krige. George W. Bush sagde engang i forbindelse med Irak-krigen, at vi – det vil sige amerikanerne – »er der for at forsvare vores livsstil«. Der er et element af det, som desværre ikke kun har påvirket den amerikanske befolkning, som begyndte at erstatte det meningsfulde, der blev udtrykt i {Federalist Papers}: Hvordan styrer vi os selv, hvordan finder vi en måde at organisere os på, der er orienteret mod det fælles bedste, er blevet erstattet af denne tankeløse forbrugerisme. Og det har påvirket mange mennesker i verden. Så jeg synes, at det er en meningsfuld diskussion. Men det skal ikke forveksles med vores kamp for at opbygge den fysiske økonomi, så folk har en anstændig levestandard, at de har et sundhedssystem, at de har universel uddannelse og alle disse ting. Det er to forskellige ting, og nogle gange blander folk behovet for reel økonomisk vækst sammen med disse negative faktorer.

Med hensyn til taleren, der talte om kunstig intelligens og den rolle, som kunstig intelligens spiller i forhold til at ramme palæstinensere – det er et meget, meget vigtigt emne, for der er skrevet flere nye bøger om det. Den ene hedder {Cognitive Warfare}, som er en af flere bøger, der beskriver, hvordan især NATO bruger AI og alle mulige systemer til at kontrollere fortællingen. Ytringsfriheden er afskaffet, man kan ikke have en anden mening. Hvis du siger, at dialog er bedre end krig, er du allerede automatisk på listen. Det er et enormt område. Jeg læste i går en artikel af en tysk forfatter ved navn Norbert Häring, som beskriver dette meget, meget præcist. Dennis har allerede nævnt {EIR}-dossieret om Molfar-CCD-apparatet. Jeg synes, det er virkelig vigtigt, for der vil ikke være noget demokrati, der vil ikke være nogen menneskerettigheder, ingen ytringsfrihed – intet. Vi vil få et forfærdeligt diktatur, hvis dette regime får lov til at fortsætte fuldt ud. Og det her er Silicon Valley: Det er ting som Palantir og andre lignende firmaer, der arbejder for efterretningstjenesterne. Jeg kan kun råde folk til at læse op på disse ting.

Jeg tror, at det punkt, som Dr. Terry Strong nævnte: Ja, jeg er helt enig i et verdensomspændende jubilæum. Faktisk har vi sagt i mange, mange årtier – min afdøde mand, Lyndon LaRouche, er berømt for at gøre det til et emne, at fejlene i systemet, som han identificerede allerede i 1952, da han erkendte, at tendensen til at gå med kunstig intelligens eller informationsteori, som så senere udviklede sig til det, at det ville føre til et profitmaksimerende system, som så blev fremskyndet, da Nixon i 1971 forlod Bretton Woods-systemet og besluttede, at der skulle være fleksible valutakurser: Min mand sagde på det tidspunkt, at hvis man fortsætter ad den vej, vil man helt opgive det fælles bedste, og man vil kun hjælpe en lille spekulantklasse, som vil fylde deres lommer. Sådan er hele systemet, og det er derfor, at kløften mellem rig og fattig er blevet større i hvert eneste land på kloden, i hvert fald dem, der er en del af det nuværende system. Så derfor, for at erstatte dette, har man ikke kun brug for gældseftergivelse af denne ubetalelige udestående gæld – især derivatgælden, som er på omkring 2 billioner dollars i ubetalelig gæld – man er nødt til at have en reorganisering præcis som Lyndon LaRouches [Fire love] (https://larouchepub.com/lar/2021/4850-the_four_new_laws_to_save_the-lar.html): Man er nødt til at have en Glass-Steagall-bankopdeling, præcis som Franklin D. Roosevelt gjorde det i 1933. Så skal man fortælle banksektoren, at de selv skal bringe orden i deres regnskaber. Hvis de ikke kan gøre det, er det bare ærgerligt: De må erklære sig konkurs. Man kan ikke blive ved med at bruge skatteydernes penge til at redde dem. Og forresten, alle disse bobler, som vi har set – den grønne boble, nu den militære boble. Militæret er en boble, fordi det ødelægger ‘den fysiske produktion, som folk er nødt til at leve af, og det er faktisk en ødelæggelse af den fysiske økonomi: For hvad sker der med de missiler, du affyrer? De kommer til deres destination, og de bliver ødelagt, ligesom det, de er rettet mod. Så det er en fuldstændig løbende ødelæggelse, som kun fylder lommerne på det militærindustrielle kompleks.
Så vi har brug for et gældsmoratorium; vi har brug for en gældsomlægning; en nationalbank; generering af ny kredit, som skal være begrænset til reel produktion. Og det er i enhver suveræn regerings magt, at de kan gøre det, så det verdensomspændende jubelår er et absolut vigtigt spørgsmål, og vi bør bruge det faktum, at paven har nævnt det, og jubelåret 2025 – jubelåret finder kun sted hvert fjerde århundrede, og det sidste var i 2000. Det nye er i 2025. Så vi bør virkelig begynde at uddanne så mange kræfter rundt om i verden som muligt i, hvad det praktisk betyder, for der er en videnskabelig måde at gøre det på, og det har vi arbejdet på i mange årtier.

Så jeg synes, det var meget godt at have med, og jeg håber ikke, at jeg glemte nogen vigtige punkter. Jeg synes, vi har dækket meget i diskussionen i dag. Jeg vil opfordre alle – og vi vil med professor Starrs tilladelse lave et udklip af hans præsentation. Hvis alle deltagerne i IPC-diskussionen i dag ville forpligte sig til at sende den video til alle verdens ledere, alle regeringschefer, få så mange indgange som muligt – ikke bare sende den til et sekretariat, men have indflydelsesrige mennesker, der har deres måder at få den ud til andre mennesker i positioner på: Få det ud til alle parlamentarikere, få det ud til alle borgmestre, statslige lovgivere, alle valgte embedsmænd i alle verdens lande. Hvis folk fik øjnene op for, hvad vi er tæt på, tror jeg forhåbentlig, at de ville skifte mening.

Så jeg vil gerne sige, at vi lige nu forsøger at arrangere en pressekonference til næste onsdag, den 12. juni. Forhåbentlig kan vi gøre det konkret i Washington med streaming. Scott Ritter vil være med, fordi han spiller en vigtig rolle på konferencen i Skt. Petersborg. Og det faktum, at han blev taget af flyet, betragtes som en komplet skandale af mange indflydelsesrige mennesker. Vi forsøger at opbygge en bevidsthed om, hvorfor han blev blokeret: Fordi han ville advare verden om faren for atomkrig, og det kan ikke få lov til at gå ubesvaret hen.

Så hold øje med meddelelsen om, hvornår og hvordan denne pressekonference vil finde sted. Hjælp os med at organisere det. Tag mindst én, hvis ikke flere, personer med til det næste IPC-møde i næste uge. I den følgende weekend, den 15.-16. juni, har vi en meget, meget vigtig konference på Schiller Instituttet, hvor vi forsøger at lægge den strategiske dialog på bordet, både om faren, men også for at vise vejene ud, og hvordan vi kan forbedre dialogen på tværs af alle nationer, især mellem det såkaldte kollektive Vesten og det Globale Syd, som for længst er blevet til den Globale Majoritet.
Så der er mange ting, vi beder dig om at deltage i vores organiseringsindsats. Vi takker dig for din hjælp.