Ikke korrekturlæst

af Jason Ross (EIRNS) – 30. januar 2025

Mens over en milliard mennesker i verden fejrer nytårsaften med fester, familiesammenkomster og de bedste ønsker og håb for det nye år, tog USA’s mulighed for at starte på en frisk et skridt fremad med senatshøringerne af Tulsi Gabbard og Kash Patel, der er nomineret til Trumps kabinet.

Kash Patel, der er nomineret til at lede FBI, har erklæret, at han vil undersøge og afslutte brugen af FBI til politiske formål og omdirigere indsatsen til at bekæmpe kriminalitet. »Jeg ville tage de 7.000 medarbejdere, der arbejder i den bygning, og sende dem rundt i hele USA for at jage forbrydere. Gå ud og vær betjente. I er betjente – gå ud og vær betjente,« sagde han i en podcast. Under høringen afværgede Patel spørgsmål og så ikke ud til at støde nogen af republikanerne, som, hvis de stemmer som et parti, vil sende hans nominering videre til hele Senatet.

Tulsi Gabbard, Trumps kandidat til posten som Director of National Intelligence, havde en omstridt høring med mange krav om, at hun skulle fordømme NSA-whistlebloweren Edward Snowden som forræder . Det var ikke nok for dem, at hun sagde, at han havde brudt loven, og at hun mente, at den rigtige fremgangsmåde ville have været at henvende sig til efterretningstjenesterne og generalinspektøren. Som i en kampsession insisterede de på, at hun skulle udtale ordet »forræder«. Hun gav sig ikke. Hendes egen personlige erfaring med at tjene i militæret i Irak, i en krig, der blev startet på baggrund af løgne, var en inspiration for hende til at handle for at reformere efterretningsprocessen.

LaRouche-organisationens rapport om »The Liars’ Bureau « er uundværlig læsning for at forstå årsagen til spærreilden af angreb fra medier og regeringslag mod bekræftelsen af disse to personer. Selv om Tulsi Gabbard og Kash Patel vidner, er det Senatet, der bliver testet. Vil efterretningstjenesten – som bragte verden Irak-krigen, drabet på Gaddafi, de »moderate oprørere« i Syrien, uberettiget udspionering af millioner af amerikanere og »Russiagate«-svadaen mod Trump (herunder løgnen om, at Hunter Bidens bærbare computer var russisk desinformation) – lykkes med at få Senatet til at nægte de nominerede deres plads i regeringen?

I mellemtiden foretager Trump forudsigelige handlinger, som er i modstrid med den store ros, han gav princippet om ytringsfrihed – han handler nemlig ud fra det, der er blevet kendt som »Palæstina-undtagelsen«. Han udstedte en bekendtgørelse for at »bekæmpe antisemitisme «, som indeholder en definition og eksempler på begrebet, der gør det muligt at anvende det på holdninger, der er anti-israelske snarere end anti-jødiske. Og han fulgte op med et faktaark, der beskriver hans planer om at deportere studerende, som deltog i det, han kaldte »pro-jihadistiske« protester. »Til alle de herboende udlændinge, som deltog i de pro-jihadistiske protester«, står der i faktaarket, «vi giver jer besked … vi vil finde jer, og vi vil deportere jer. Jeg vil også hurtigt annullere studievisummet for alle Hamas-sympatisører på universitetscampusser….«

Vil alle dem, der fordømte censur af Bidens laptop på de sociale medier, forsvare retten til at ytre sig politisk og kritisk om Israel?

I Tyskland er partiet Alternative für Deutschland (AfD), der er blevet behandlet som en paria siden sin grundlæggelse, blevet en del af den lovgivende politik, da dets medlemmer leverede de nødvendige stemmer til at vedtage et lovforslag om migration, som CDU stod bag. Tidligere afviste andre partier at drage fordel af AfD’s stemmer til deres politik og insisterede stort set på slet ikke at beskæftige sig med det. AfD har fordoblet sine stemmeprocenter i løbet af de sidste tre år og spås i øjeblikket en andenplads ved parlamentsvalget den 23. februar. AfD’s modstand mod en konflikt med Rusland og mandater for grøn energi, som er en del af dets platform, der også indeholder nogle ubehagelige elementer, har givet partiet øget støtte.

Men i sidste ende er det gennem et program for verdens udvikling under et paradigme, der afviser den unipolære herskermagt, som den angloamerikanske elite har søgt, at migrationsproblemer kan løses pålideligt som en del af en bredere bevægelse mod videnskabelig og teknologisk udvikling baseret på stigende energiforbrug og stigende kvalitet af denne energi og en kulturel renæssance baseret på det unikke kendetegn ved menneskelivet: evnen til at generere hypoteser, der overskrider sanserne, hypoteser om universelle principper, som gør det muligt for os at transformere vores forhold til naturen og til hinanden.

Foto: C-SPAN

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 29. januar 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. I dag er det den 29. januar 2025. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært.

Helga, bekræftelseshøringerne for præsident Trumps tre ledende kandidater begynder i dag med Robert F. Kennedy, Jr. som er nomineret til at lede ministeriet for sundhed og menneskelige tjenester, og som skal møde op i Senatets finansudvalg og udvalg for sundhed, uddannelse, arbejde og pensioner. I morgen er det Kash Patel, Trumps valg til at lede FBI; han skal møde op i Senatets retsudvalg. Og Tulsi Gabbard, der er nomineret til posten som direktør for den nationale efterretningstjeneste, som skal føre tilsyn med 18 efterretningstjenesters arbejde, skal møde op i Senatets efterretningsudvalg.

Vores første spørgsmål handler direkte om dette. Spørgeren siger: »Der er en samordnet indsats i gang for at afvise disse kandidater. I Patels og Gabbards tilfælde er det ironisk, fordi Dick Cheney og John Bolton gør fælles sag med neokonservative i det demokratiske parti som Hillary Clinton for at besejre dem. Din organisation støtter Gabbard og Patel. Hvorfor ser du disse udnævnelser som så afgørende, og hvorfor er modstanden mod dem så voldsom?«

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Fordi man på baggrund af tidligere udtalelser fra disse to personer naturligvis har et vist håb om, at de vil gå efter det, der generelt kaldes den dybe stat. Det er ikke et uklart spørgsmål; det går tilbage til, da præsident Eisenhower forlod embedet, og han advarede om, at det militær-industrielle kompleks kunne blive et meget alvorligt problem for USA. Det hænger naturligvis sammen med spørgsmålet om præsident Trumps beslutning om at frigive sagsakterne om mordet på og mørklægningen af mordet på Kennedy, herunder Robert Kennedy og Martin Luther King, som hører under det samme apparat. Kennedy Jr, som bliver udspurgt i dag under høringen, sagde grundlæggende, at han er overbevist om, at CIA’s rolle i disse mord vil komme frem.

Jeg tror, det her åbner Pandoras æske. Det åbner op for, hvem der stod bag Russiagate, og jeg tror, at Trump har et regnskab at gøre op på det punkt. Vi er naturligvis yderst fortrolige med det apparat, for det er præcis det samme apparat, som gik efter min afdøde mand, Lyndon LaRouche, og vores organisation i USA i særdeleshed, men også internationalt. Så dette er det modsatte af, hvad Amerika skulle være som en republik; dette er det apparat, der virkelig står bag, og som også er et instrument for alle de politikker, der er gået galt i den seneste periode internationalt, herunder interventionskrigene, herunder regimeskiftet, den farvede revolution. Det er en rigtig hvepserede eller Pandoras æske, som jeg sagde. Der er et vist håb om, at Gabbard og Patel, som ikke kommer fra den afstamning, vil handle på vegne af præsident Trump og begynde at rydde ud i dette apparat. Uden det tror jeg ikke, der er noget håb om, at USA nogensinde bliver en republik igen og kommer væk fra den krigspolitik, som Biden-administrationen førte. Så jeg håber bare, at alle disse mennesker vil blive bekræftet. Jeg tror, Kennedy blev grillet en hel del om sin sundhedspolitik; måske kunne Kennedy også være en stemme i forhold til dette Deep State-apparat, hvor han har en særlig interesse, fordi det er relateret til hans familiehistorie.

Så jeg tror kun, man kan håbe, at disse nomineringer går igennem.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål fra en tilhænger fra Storbritannien, som skriver: »USA’s efterretningstjeneste arbejder tæt sammen med det Britiske Imperiums Five Eyes-efterretningsoperationer. USA’s og NATO’s politik synes ofte at blive styret af MI6.« Han bruger som eksempel anklagen om Putins indblanding i valget eller støtte til Zelenskyj; og han henviser til Starmers 100-årsaftale med Ukraine. “Hvis hun bliver bekræftet, tror du så, at Gabbard vil udfordre det fortsatte særlige forhold? Og når Trump afviser valget af britisk ambassadør i USA, tror du så, at han vil udfordre det særlige forhold?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er håbefulde tegn. Det er apparatet, der står bag den nuværende geopolitiske konfrontation. Jeg mener, hvis man laver en kronologi over, hvor disse politikker kommer fra, kan man finde mange tilfælde, hvor det var briterne, der ansporede USA til at presse på for mere konfrontation. Som da Starmer tog til Washington og forsøgte at overbevise Biden om at tillade brugen af ATACMS, hvilket Biden først nægtede med det argument, at det kunne føre til en storkrig. Så kapitulerede han og gav tilladelse. Og på den måde havde man Boris Johnson, som tog til Kiev i marts 2022 og ødelagde muligheden for en fredsløsning, som var blevet forhandlet mellem Putin og Zelenskyj i Istanbul, og på den måde kan man faktisk sige, at det var denne indblanding, som er ansvarlig for de sandsynligvis 1 million døde mennesker i Ukraine. Så hvis der sker noget, der kan afslutte det særlige forhold, som så at sige var den britiske hævn for den amerikanske uafhængighedskrig, ved at ophæve den amerikanske revolution, ved at overbevise den amerikanske etablering om at vedtage modellen for det Britiske Imperium som grundlag for den unipolære verden, der derefter blev drevet af det særlige forhold mellem USA og Storbritannien. Så dette er kernen i, hvad der er gået galt i de seneste årtier.

Så jeg håber bare, at disse mennesker har udholdenhed og mod til at forfølge det. For et par år siden var der et møde i Privy Council i Storbritannien, hvor man sagde, at en anden Trump-administration under alle omstændigheder skulle forhindres. Så der står meget på spil, og man kan kun håbe, at alt dette vil blive afklaret.

SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål til dig fra en person, der identificerer sig som en »West Coast techie«. Han siger: »Den store nyhed i denne uge er Kinas udrulning af sin platform for kunstig intelligens, DeepSeek. Den blev kaldt en overraskelse og sammenlignet med Sputnik. Hvorfor skulle det være en overraskelse, at Kina gør teknologiske fremskridt? Er amerikanske teknologivirksomheder og efterretningstjenester så blinde, når det gælder Kina?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, vi igen og igen har set Vestens arrogance i at tro, at de er de gode, at de er de overlegne, at verden bør styres af en unipolær verden. Bag mange af de helt åbenlyse politiske fejltagelser ligger denne arrogance. Jeg tror, at den vil støde panden mod muren. For det, jeg ser i Trumps indledende, ret vilde udtalelser om, at folk bør elske Amerika med ærefrygt, skræmt og beundret – det er ikke virkeligheden i verden. Virkeligheden er, at Trump skal gøre meget for at rette op på det, som de tidligere regeringer gjorde med interventionskrigene i Mellemøsten, som kostede millioner af mennesker livet, med at muliggøre det, som Israel har gjort i Gaza – meget langt fra det lige nu – og på mange, mange andre punkter. Så jeg tror, at det, vi ser, er en fatal selvovervurdering fra det kollektive Vests side, som man også ser i EU. De nægter at anerkende, at alle deres politikker har slået fejl. Den grønne aftale er slået fejl, den liberale model er slået fejl.

Jeg tror, det burde være indlysende for enhver, at Kina har overhalet Vesten med hensyn til videnskabelige og teknologiske fremskridt, med hensyn til antallet af patenter, de registrerer hvert år. Ifølge en australsk hjemmeside, som er tilknyttet en tænketank, er Kina førende inden for 38 ud af 47 videnskabelige og teknologiske områder. Så det er helt normalt, at der kommer en Sputnik-effekt inden for kunstig intelligens, og man kan kun håbe, at det får folk i Vesten til at vågne op. Men jeg tror ikke, det vil kunne bygge bro hurtigt, for den arrogance har ført til utrolige fejl, og medmindre de fejl bliver analyseret, og de aksiomer og den tankegang, der ligger bag dem, bliver korrigeret, tror jeg ikke, det bliver nemt at rette op på.

SCHLANGER: Du nævner arrogance og liberal politik: Det næste spørgsmål handler om Friedrich Merz. Personen skriver: »Jeg var chokeret over, hvor arrogant Merz fremstod i sit interview i Davos. Han sagde, at han vil vinde; han vil arbejde sammen med Macron; han vil være i stand til at finde en koalitionspartner; og han vil fortsætte krigen.« Og denne person skriver: »Er dette virkelig den person, der vil løse problemerne for Tyskland?«

ZEPP-LAROUCHE: Nej, og jeg kan kun håbe, at der kan gøres noget for at forhindre ham i at blive den næste kansler. Denne person er berygtet: Han var CEO for den tyske afdeling af BlackRock. Det betyder, at han er fuldstændig identisk med det militærindustrielle kompleks, Wall Street og City of London, som er det egentlige problem i det nuværende system. Han er fuld af selvtillid. Han har sandsynligvis allerede nu holdt en tale i Forbundsdagen, hvor han vil foreslå en migrantlov, som grundlæggende er i strid med den tyske forfatning, den er i strid med Genève-konventionen, den er endda i strid med EU-lovgivningen, fordi den praktisk talt vil fjerne den individuelle ret til asyl. Det er en af de grundlæggende menneskerettigheder, hvis du vil nævne nogen af dem. Han har allerede sagt, at han er ligeglad med, om AfD støtter dette.

Det betyder bare, at AfD også er med på den umenneskelige politik over for migranter. Men det lader til at være den nye form for konsensus, for i Davos sagde Merz også, at hvis Trump klager over et handelsunderskud mellem USA og EU, vil vi løse det ved bare at købe mere LNG-gas og købe flere våbensystemer fra USA. Det er ikke en tysk patriot, der taler. Det er en person, der taler på vegne af BlackRock. LNG-gas fra USA er en af de medvirkende årsager til, at den tyske økonomi er i frit fald! Dette er absolut imod de tyske interesser, og jeg kan kun håbe, at i det mindste nogle af industrierne er ved at få øjnene op for, at Merz ikke er deres repræsentant, men at han vil fortsætte den tyske økonomis nedtur. Så forhåbentlig vil der komme til at ske ændringer. Og hvis Merz regner med Macron, så held og lykke! Macron er helt færdig i Frankrig – han er hadet. Den franske regering er fuldstændig ustabil og har ingen udsigt til at opnå stabilitet.

Men der er en fare for, at Melonis liberalkonservative, indvandrerfjendtlige politik ser ud til at være en ny aftale mellem alle disse mennesker, hvilket ikke ville være i modstrid med det, Trump siger. Men det er ikke i EU-medlemmernes interesse, som man kan se af de centrifugale tendenser, der kommer fra Slovakiet, Ungarn, Østrig, Kroatien og som en tendens i Georgien, Bulgarien og Rumænien. Den serbiske premierminister Vucevic er lige trådt tilbage, fordi der var et Maidan i gang mod Serbien. Så det er meget turbulent og meget langt fra at være stabilt. Men det værste ved Merz er, at han sagde, at der er brug for en mobilisering af de liberale demokratier mod de ikke-liberale autokratier, og at Kina og Rusland er modstanderne. Med den holdning er Merz virkelig det modsatte af, hvad der er brug for i forhold til at løse den strategiske krise ved at finde et nyt aftalememorandum med BRIKS, med den Globale Majoritet. Jeg tror, at hvis det lykkes Merz at blive kansler, går vi en stormfuld fremtid i møde, fordi han vil skære i det sociale system og skabe elendighed i Tyskland for befolkningen, og det vil heller ikke vare længe.

Det er ikke et godt perspektiv, det ved jeg, men valget er ikke overstået.

SCHLANGER: Vi har endnu et spørgsmål om Europa fra en person, der spørger: »Hvorfor tolererer europæiske borgere kommentarer som den tyske forsvarsministers, der siger, at Tyskland skal blive krigsparat? Eller NATO’s generalsekretær Rutte, der opfordrer til en krigstankegang? Har de glemt konsekvenserne af krig?« Han påpegede, at det i denne uge er 80-årsdagen for befrielsen af Auschwitz, og alligevel deltager folk i disse demonstrationer og lader krigshisserne fortsætte. Hvordan kan det være tilfældet i Europa?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan kun sige, at der er en enorm indsats for at skubbe til befolkningen – for at bruge dette ord, som blev opfundet af Cass Sunstein, Obamas ghoul – for at skubbe befolkningen til at tro, at de skal gøre sig mere klar; som om den tyske historie ikke ville eksistere. Det er virkelig et fantastisk fænomen, som ikke er gået ubemærket hen hos størstedelen af verdens befolkning. I dag var der f.eks. nogle taler i den tyske forbundsdag om 80-årsdagen for befrielsen af Auschwitz. Folk fortalte om gruopvækkende beretninger: hvordan mennesker blev myrdet, forsvarsløse og så videre. Et øjeblik tænkte jeg, at de måske beskrev, hvad der skete i Gaza, men det nævnte de naturligvis ikke. At de kunne sige disse ting uden at nævne Gaza, er virkelig et forbløffende fænomen. Det er svært at sige, om det er flertallet eller ej, for statistikkerne i mainstream-medierne giver ikke et præcist billede, og jeg ved for eksempel, at folk i Østtyskland absolut ikke køber denne fortælling om NATO-historien.

Men endda den vesttyske befolkning, har de glemt, hvad Tyskland gjorde mod Rusland under Anden Verdenskrig? I betragtning af den historie har jeg altid ment, og jeg mener stadig, at Rusland var ekstremt generøs i perioden med den tyske genforening ved ikke at fremlægge den historiske historie om Tyskland, men ved at lade Tyskland blive genforenet og blive en del af NATO; kun med de to bestemmelser om, at NATO ikke måtte udvides mod øst, og at der ikke måtte stationeres udenlandske tropper på Østtysklands territorium, og begge disse bestemmelser bliver overtrådt på den mest åbenlyse måde. Så jeg kan kun tænke, at hele denne situation i Tyskland ikke bliver fredelig. Det vil komme til et punkt, hvor enten folk erkender, at den eneste måde, Tyskland kan overleve på, er ved at slutte sig til den Globale Majoritet og være en stemme for fred. Så man kan kun håbe, at mange mennesker hører det og støtter os, for det er det, vi forsøger at gøre.

SCHLANGER: Jeg har endnu et spørgsmål fra en person, som skrev: »Jeg så din diskussion med oberst Wilkerson i sidste uge med stor interesse. Emnet var det amerikanske imperiums tilbagegang. Er du enig med ham i, at Amerika i løbet af de sidste 60 år er blevet et imperium?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om det. Hvis man ser på USA’s sikkerhedsdoktrin, som igen blev omtalt offentligt af kontreadmiral Thomas Buchanan ( på et møde på CSIS Center for Strategic and International Studies) i november sidste år, sagde han, at USA endda tager sig ret til at bruge atomvåben præventivt, hvis USA’s overherredømme er truet. Hvis det ikke er en erklæring fra et imperium, så ved jeg ikke, hvad det er. Så det er ikke min fortolkning. Jeg tror, Buchanan gav verden det absolutte bevis, og det har desværre været den amerikanske sikkerhedsdoktrin i stort set hele efterkrigstiden. Men jeg tror, at den i den seneste periode er blevet mere fremhævet og mere voldsom. Jeg tror, jeg er enig med oberst Wilkerson i, at hvis man kigger ned i historien, så er alle imperier forsvundet, fordi de alle har den samme fejl: Ved at blive et imperium strækker de sig til sidst for langt, og med denne overstrækning mister de evnen til at bevare kontrollen. Jeg tror, at det, præsident Trump ser ud til at gøre, er, at han måske ikke ønsker et globalt imperium, måske ikke at USA skal være en global politimand som den tidligere regering; men han ønsker helt sikkert at ændre grænsen. I sin tiltrædelsestale sagde han, at USA igen er inde i en periode, hvor landet vokser. Så fortsatte han med at sige Panama og annektering af Canada og opkøb af Grønland og omdøbning af Den Mexicanske Golf til Den Amerikanske Golf: Alle disse ting udgør måske ikke et fuldgyldigt imperium, men han har helt sikkert en idé om ikke America Great Again, men America Greater Again. Jeg tror heller ikke, at det vil gå så godt.

SCHLANGER: Helga, jeg har et spørgsmål mere til dig. Det er en, der skrev og sagde: »Jeg er blevet meget opmuntret af at se arrangementerne om fredagen i Den Internationale Fredskoalition, som du har taget initiativ til. Det ser ud til, at der er nogle mennesker, som er patrioter og gode borgere. Men hvordan får vi flere mennesker involveret i dette? Jeg prøver at få mine venner til at interessere sig, og de siger, at de har fået nok af politik.«

Når du besvarer det spørgsmål, hvorfor giver du os så ikke en fornemmelse af, hvad emnet vil være på fredag på det næste Zoom-opkald fra Den Internationale Fredskoalition?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, du skal blive ved med at gøre det, og du skal også være med: Ikke kun tale med dine venner og kolleger og så videre, men hjælpe os med at lave outreach og kontakte andre organisationer. Vi er helt sikkert på vej mod faren for kaos i hele verden. Det bliver naturligvis et emne på næste fredagsmøde, hvor vi vil se på, hvor verden står efter 10 eller 12 dage med Trump-administrationen, som allerede har medført dramatiske ændringer. Så vil vi helt sikkert se på, hvordan situationen er i Mellemøsten, hvor Trump nu har gentaget sit forslag om simpelthen at ændre palæstinensernes placering: Flytte dem ud af Gaza og ind i Egypten og Jordan og måske endda Indonesien. Tilsyneladende er ingen af disse regeringer blevet spurgt på forhånd. De har i hvert fald afvist det. Det var hele problemet, at Egypten ikke ville have palæstinenserne i Sinai-ørkenen, for eksempel, fordi de frygtede, at det kunne blive en permanent kilde til destabilisering for Egypten. Så jeg tror ikke, at der er nogen sandsynlighed for, at det vil ske, for palæstinensernes identitet har hele tiden været, at de insisterer på, at de har ret til deres eget land.

Så det vil helt sikkert blive et diskussionsemne. Og vi ser naturligvis ikke kun på dette som kommentatorer, men vi forfølger meget aggressivt ideen om, at det nu er det øjeblik, hvor Oase-planen skal lægges på bordet. Man er nødt til at have en helt anden tilgang. Hvis landene i regionen ville gå med til at sætte Oase-planen på den internationale dagsorden; det vil sige at skabe mere ferskvand ved at bygge kanaler, ved at bygge en masse atomkraftværker til afsaltning af store mængder vand, så man kunne overrisle hele regionen. Kina har bevist, at de kan overrisle store områder. De har kunstvandet et område på størrelse med Tyskland i nordøst, som tidligere var en ørken. Disse metoder skal anvendes i Mellemøsten, og på den måde skaber man en vision for fremtidens samarbejde. Man er nødt til at finde en tostatsløsning, ellers tror jeg ikke, det sker. Så er man nødt til at gå i gang med en massiv industriel udviklingsplan for alle, for palæstinenserne, men også for Libanon, for Syrien, for Yemen, for Irak. Hele regionen har påtrængende behov for at blive bygget op. Jeg tror forhåbentlig, at præsident Trump vil gå med til det. Han har gentagne gange sagt, at han tror på opbygning, og det ville være en unik chance. Hvis han er enig med, lad os sige, præsident Putin, præsident Xi Jinping, med Saudi-Arabien, er der en ny tilnærmelse mellem Saudi-Arabien og Iran. Hvis alle lande i regionen er enige, kan man ændre parametrene fuldstændigt og få ægte fred.

Så det vil helt sikkert være et emne på fredagsmødet. Vi mobiliserer i øjeblikket for at få så mange kræfter som muligt til at støtte Oase-planen; for at få den til at fungere. Det er helt sikkert et af emnerne.

SCHLANGER: Helga, bare et hurtigt spørgsmål: Har du endnu nogen antydninger af, at der er bevægelse i retning af et møde mellem Trump og Putin eller Trump og Xi Jinping? Det er blevet nævnt, men er der noget konkret om det endnu?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er ret sikker på, at det er under forberedelse. Disse topmøder kommer normalt ikke ud af det blå, men der er altid en proces, hvor eksperterne på de to sider begynder at diskutere emnerne, og når de er nået frem til en vis forståelse, mødes præsidenterne. Jeg har indikationer, som ikke er 100 % bekræftede, men jeg har indikationer på, at en sådan proces er i gang fra både Rusland og Kina. Putin sagde i dag eller i går, at krigen i Ukraine kan være slut om et par uger. Og under alle omstændigheder er situationen i Ukraine på vej mod et beslutningspunkt. Endda chefen for Ukraines militære efterretningstjeneste, Budanov, sagde, at enten er der fred for Ukraine inden sommer, eller også står selve Ukraines eksistens på spil. Det er første gang, at en ledende ukrainsk embedsmand siger sådan noget. Og i betragtning af at Trump har sagt, at han vil bidrage til at bringe Ukraine-krisen til ophør, kan man kun håbe, at de forslag, som Trump fremsætter over for Rusland, vil tage hensyn til Ruslands absolut væsentlige sikkerhedsinteresser, uden hvilke en aftale ikke er mulig. Men det er en meget anspændt situation. Det korte svar på dit spørgsmål er, at jeg har fuld tillid til, at disse ting er undervejs.

SCHLANGER: Vi ses på fredag til den Internationale Fredskoalitions næste Zoom-opkald. Vores seere kan hente det fra Schiller Instituttets hjemmeside, der er et link til det. Helga, tak fordi du kom i dag, og vi ses.

ZEPP-LAROUCHE: OK; indtil da.

Den Internationale Fredskoalition #87

af Dennis Speed (EIRNS) – 29. januar 2025

Mens der er en reel mulighed for, at en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur kan fremmes gennem den intense indsats fra forskellige af verdens præsidenter – blandt dem Ruslands Putin, Kinas Xi Jinping, Brasiliens Lula – for at engagere den anden Trump-administration i en dialog om »fred gennem udvikling« – det perspektiv, som pave Paul VI formulerede i sin banebrydende encyklika Populorum Progressio – kan en sådan transformation i det amerikanske perspektiv af historiske grunde ikke lykkes uden en indførelse, tilnærmelsesvis, af økonomen og statsmanden Lyndon LaRouches fysisk-økonomiske løsninger. LaRouches oase-plan for Sydvestasien, også kendt som »Mellemøsten«, illustrerer hvorfor. Gaza og Vestbredden – staten Palæstina – kan ikke blot behandles som en byggeplads, snarere end som en civilisatorisk korsvej.

Det faktum, at det er en korsvej ikke bare mellem Afrika, Asien og Europa, men også mellem islamisk, kristen og jødisk tro og kultur, kan være en styrke og ikke en svaghed, hvis man ser det fra oven. Genopbygning er nødvendig, det er sandt, men vand og fredelig atomkraft, ikke oliespekulation, massedeportationer og krig, må være dens fremtid. LaRouches Oase-plan kan kun gennemføres med en kombination af Kina, Rusland og USA i spidsen for bestræbelserne. Ingen af disse nationer har tillid til, at de alene kan lede en indsats sammen med naboerne i Sydvestasien. Men sammen kan sådan noget lade sig gøre, sådan et mirakel kan opnås. Den fælles gennemførelse af Oase-planen, eller en tilnærmelse til den, må blive et diskussionsemne blandt de tre ledere i den nærmeste fremtid.

Den institutionelle modstand mod LaRouche og hans Oase-plan, som i sin essens blev udarbejdet for over 50 år siden, kom ikke fra Sydvestasien, men fra de angloamerikanske »Henry Kissinger«-efterretningstjenester, som stadig er imod den i dag. Disse agenturer, som regelmæssigt bruges af stærke finansielle kræfter til at overtræde den amerikanske forfatning og dens præambel-forskrift om »fremme af den generelle velfærd«, må omstruktureres eller afskaffes. Den meget velkomne frigivelse af arkiverne om mordene på John F. Kennedy, Martin Luther King og Robert F. Kennedy – men først nu, årtier efter at disse begivenheder fandt sted – viser hvorfor.

Efter mordene i 1960’erne gav den uretfærdige forfølgelse og endelige fængsling af præsidentkandidaten Lyndon LaRouche, især i løbet af 1980’erne, mulighed for et senere intensiveret »angreb på præsidentskabet«. Dette blev foretaget i 1990’erne af den britiske efterretningsagent Ambrose Evans-Pritchard, som ved at operere mod den daværende præsident Bill Clinton spillede en vigtig rolle i at sikre Clintons rigsretssag i 1998. Derefter sikrede den britiske efterretningsagent Christopher Steele og MI6-chefen Sir Richard Dearlove, blandt andre, en næsten ødelæggelse af præsidentembedet, især gennem »Russiagate« og de to rigsretssager mod Donald Trump i hans præsidentperiode 2017-2021.

Den næsten ødelæggelse af USA’s nationale sikkerhedskapacitet – og derigennem selve den amerikanske republik – ved hjælp af kriminelle, forræderiske operationer udført gennem det »særlige forhold« til den britiske efterretningstjeneste og dens forlængelse, kendt som »de fem øjne«, havde bragt præsidentskabet på katastrofens rand fra den 11. september 2001 til den seneste proces, der førte til valget den 5. november 2024. (Dette involverede ikke kun det amerikanske valg, men også fremkomsten af BRIKS- og BRIKS-Plus-nationerne i løbet af 2023 og 2024, herunder deres forsøg på at spille en rolle i Ukraine-konflikten, og især Sydafrikas rolle ved Den Internationale Domstol). Hvis udnævnelserne til stillingen som direktør for den nationale efterretningstjeneste og leder af Federal Bureau of Investigation (FBI) går igennem som foreslået, kan det ætsende »særlige forhold« mellem USA og Storbritannien undergå en politisk rodbehandling.

Med hensyn til Tulsi Gabbard har 60 efterretningsfolk netop godkendt Gabbards nominering til direktør for den nationale efterretningstjeneste.

Input til præsidenten, især om international sikkerhed og militære anliggender, der vil afgøre, om millioner af mennesker på denne planet lever eller dør eller bliver fordrevet af krig, skal tages ud af hænderne på dem, som har bragt os på afgrundens rand af selvudslettelse. Direktøren for den nationale efterretningstjeneste, den person, der leder den daglige briefing af præsidenten, har en afgørende funktion. Mens de kandidater, som Trump har foreslået, generelt er kommet igennem, er det vigtigt i de næste dage at mobilisere det amerikanske folk og andre for at sikre, at denne særlige nominering og nomineringen af Kash Patel går igennem. De, der i øjeblikket gemmer sig i gemmerne hos de 18 efterretningstjenester, og som er helt oppe at køre over, at denne rolle bliver givet til en, der ikke er medlem af den såkaldte »dybe stat«, er ikke så bekymrede for Gabbard, men for, hvad det vil betyde for det amerikanske folk at blive så opildnet, at det kræver gennemsigtighed og ansvarlighed fra disse tjenester.

Under en diskussion tirsdag morgen den 28. januar med dommer Andrew Napolitano bemærkede ambassadør Chas Freeman, med henvisning til Hamas-angrebet den 7. oktober 2023, som var det umiddelbare flammepunkt, der indledte drabene på, hvad der nu kunne være så mange som 200.000 palæstinensere i Gaza og på Vestbredden, at »efterretningsfejl oftere er fejl i intellektet end fejl i information.« Økonomen Lyndon LaRouche, grundlæggeren af Executive Intelligence Review i 1974, bemærkede til sine medarbejdere, at: »Alt arbejde er i bund og grund efterretning. Det eneste vigtige arbejde, vi udfører, er efterretningsarbejde. Det betyder, at alle bør være med i den drøftende proces – dem, der laver den daglige indsamling af input, mødes oftere, men alle er involveret i den. Ellers er de ikke intelligente. Og det er en forfærdelig ting ikke at være en intelligent livsform, ikke sandt? Det vil sende dig i hundene meget hurtigt.« Lad os i de næste timer og dage ikke bare kræve, men begynde at rense ud i »den dybe stats« Augeias-stalde.

Ikke korrekturlæst

af Jason Ross (EIRNS) – 29. januar 2025

Trump vender op og ned på mange forhold, nogle gange nyttigt, andre gange ikke. Men den rædsel, som London [The Economist og New York Times ] gav udtryk for over hans kandidater Tulsi Gabbard og Kash Patel, afspejler den potentielt store betydning af at bekræfte en direktør for den nationale efterretningstjeneste og en FBI-direktør, som kan udfordre snarere end støtte de politiske intentioner i det såkaldte »efterretnings«-samfund og den angloamerikanske elite mere generelt.

På sin første dag i embedet udstedte Trump – som selv har overlevet mindst to troværdige mordforsøg – en bekendtgørelse om, at der inden for 15 dage skulle udarbejdes planer for en uredigeret frigivelse af alle resterende filer om mordet på præsident Kennedy og inden for 45 dage for Robert Kennedy og Martin Luther King.

Denne afklassificering og Gabbards og Patels efterforskningsindsats kan være afgørende for at knuse magten hos det, LaRouche-bevægelsen har kaldt Det Internationale Snigmordsbureau, som stod bag drabene og terrorismen fra midten af det 20. århundrede, og som ødelagde den nationale suverænitet og forhindrede økonomisk udvikling.

Den mentale tilstand af krisestyring, der fremkaldes af en parade af angiveligt eksistentielle trusler, som kræver øjeblikkelig reaktion, gør det næsten umuligt at tænke, at overveje et lands eller verdens fremtid.

Det er derfor, Løgnernes Bureau, inklusive dets mange medievedhæng og aktiver, arbejder så hårdt på at forhindre Tulsi Gabbard og Kash Patel i at blive godkendt i deres stillinger.

Snesevis af LaRouche-bevægelsens aktivister og venner arbejdede onsdag den 29. januar på at sprede budskabet i hele Kongressen om, at bekræftelseshøringerne den 30. januar og de efterfølgende afstemninger er ekstremt vigtige for at hjælpe USA med at genvinde sin suverænitet og kaste lænkerne af sit såkaldte »særlige« forhold til Storbritannien, som det kæmpede en vellykket revolution imod for omkring 250 år siden.

Vi må identificere leverandørerne af kontraproduktive politikker som Green New Deal, manien omkring spekulation og kryptovalutaer, det »«woke»«-kulturelle mareridt, som de transatlantiske lande ser ud til at vågne op fra, og den permanente krigspolitik, der ser en angloamerikansk ledet unipolær verden som den eneste tilladelige fremtid. Dette netværk af imperiale planer kan udryddes, og en sund kultur med teknologisk og kulturel vækst, fælles menneskelighed og smukke værker kan træde i stedet.

Så hvis du ikke allerede har gjort det – også selvom du har – så benyt lejligheden til at opfordre senatorerne til at bekræfte Tulsi Gabbard og Kash Patel.

Foto: EIRNS/Robert Baker

Ikke korrekturlæst

[CCC]

29. januar 2025 (EIRNS) – Den tidligere italienske finansminister (2008-2011) Giulio Tremonti opfordrede til et nyt Bretton Woods i et interview med det italienske dagblad {Corriere della Sera}, der blev offentliggjort den 28. januar. Tremonti præsenterede sin nye bog, {Krig og fred}, hvor han sammenligner afslutningen på globaliseringen med begivenhederne i det 15. århundrede. Dengang var der fire »revolutionære begivenheder«: opdagelsen af Amerika, opfindelsen af trykpressen, oversvømmelsen af Europa med guld og sølv fra Amerika, som fik Spanien til at gå i betalingsstandsning seks gange, og den osmanniske trussel mod Europa.

I dag ser Tremonti analogier med »opdagelsen« af Asien og frem for alt Kina; internettet (»{Digito ergo sum}«); og hvad angår valuta, »er der en enorm pengemasse i omløb, så meget, at vi for at beregne de hyperbolske tal er gået fra milliarder til billioner.« Derefter nævner Tremonti, som burde vide bedre, fejlagtigt »tropper, der fra øst bevæger sig for at angribe den vestlige civilisation.«

Tremonti insisterer på, at globaliseringen ikke var forkert i sig selv, men »det blev gjort for hurtigt« af »en bande uansvarlige politikere«. Europa er blandt andet blevet hyperreguleret, eksemplificeret ved Maastricht-traktaten med 1,2 millioner sider.

Under de nuværende regler ville opfinderen af den trådløse telegraf og radioen »Guglielmo Marconi blive jagtet af politiet i dag for at overtræde post- og skatteregler og endda navigationskoden.« Men den største fejl var at overlade magten til centralbankerne. »Frankfurt er blevet et tempel. Da Draghi overdrog ECB til Christine Lagarde, var alle stats- og regeringschefer til stede for at klappe. Kunne du forestille dig Adenauer, de Gaulle eller Mitterrand hylde centralbankfolk?«

»Vi har brug for et nyt Bretton Woods, som omfatter USA’s, Kinas og G7-landenes interesser for at nå frem til en fælles plan for regler, så vi kan lukke det hul, der er opstået mellem en virkelighed uden regler og regler uden virkelighed«, er Tremontis konklusion.

Der er meget LaRouche i Tremontis idé om et nyt Bretton Woods. Tremonti har kendt til LaRouches ideer i årtier og delte podium med ham i 2007 på en konference i Rom arrangeret af {EIR}. Han har støttet ideerne om både den eurasiske landbro og genindførelsen af Glass-Steagall-loven.

Den 13. marts 2013 anerkendte Tremonti LaRouches forfatterskab til projektet om den nye silkevej, i et interview med {Corriere della Sera}. »Silkevejen – det vil sige Bælte- og Vej-Initiativet, som præsident Xi Jinping ønsker – er et projekt, der går tilbage til midten af 90’erne, af den amerikanske visionær Lyndon LaRouche, som så det som menneskehedens frelse.«

Tremonti har igen nævnt LaRouche i en høring i et underudvalg af Deputeretkammerets udenrigspolitiske komité den 23. november 2023. Ifølge det stenografiske referat fra underudvalget kaldte Tremonti dog LaRouche for en »anarkist«: »Ideen om de store ruter har været udviklet i årtier; måske kan du ikke huske det, men der var en amerikansk anarkist, Lyndon LaRouche, som tegnede de store jernbanelinjer fra øst til vest, der gik gennem – må jeg sige – Rusland.«

Foto: Wikimedia Commons

Afskriftet kommer senere.

af Stewart Battle (EIRNS) – 27. januar 2025

Hvis man ser rigtigt på det, kaster mandagens overraskende fald på det amerikanske aktiemarked lys over den reelle situation, som den vestlige verden står over for i dag. Det finansielle chok var en reaktion på nyheden i slutningen af sidste uge om, at den nye kinesiske AI-model, DeepSeek, havde klaret sig bedre end de førende amerikanske modeller, og det til en brøkdel af omkostningerne og energiforbruget. Dette skete efter måneder og år med bestræbelser fra Biden-administrationen på at sanktionere Kina og begrænse dets adgang til avancerede halvledere, kombineret med hundredvis af milliarder dollars i investeringer i USA’s AI-kapacitet i håb om, at det ville give USA et forspring. Som mange har bemærket, er afsløringen af DeepSeek i stedet en slags »Sputnik-øjeblik«.

Mens den slags brutale foranstaltninger, som Biden anvendte, måske har fungeret i begrænset omfang i tidligere tider, har verden i dag tydeligvis ændret sig. I en lignende udvikling er Ruslands økonomi fortsat med at vokse og rapporterede i sidste måned indtægter, der var 28 % større end for et år siden. Det mest bemærkelsesværdige er, at de største gevinster var inden for salg af andre varer end olie og gas. Det er tydeligt, at de vestlige sanktioner ikke har formået at få den russiske økonomi til at kollapse, og dette endda på trods af de hårde amerikanske sanktioner, der blev indført i november.

Ukraine er et andet område, hvor den vestlige politik har slået fejl. Der er opstået panik på tværs af Atlanten, efter at Trump-administrationen har meddelt en pause i støtten til Ukraine og andre lande, samtidig med at Ukraines ressourcer, militære udstyr og arbejdskraft er ved at nå et bristepunkt. Desuden kan det ikke længere benægtes, at Rusland konstant vinder frem på slagmarken på trods af de hundredvis af milliarder, der er brugt på at »svække« landet.

Den virkelige krise, som USA og Vesten står over for, er todelt: For det første gennemgår verden et faseskift, væk fra de foregående århundreder med koloniserede og kolonisatorer, og ind i en ny æra, som afviser metoderne og aksiomerne i det tidligere system. Hvis Vesten vil undgå en eventuel verdenskrig, må det finde en ny identitet, som ikke længere er afhængig af trusler, afpresning og magt. For det andet er hele det transatlantiske finanssystem bankerot og har ikke lang levetid i denne verden. Kun en radikal ændring væk fra den monetaristiske politik med at understøtte fiktive aktiver – herunder gennem den form for kryptofanatisme, der for nylig har vundet indpas  kan afværge denne kommende katastrofe. Og på trods af præsident Trumps insisteren på at nedbryde den liberale »globalistiske« verdensorden og alle de katastrofer den har skabt, er det på nuværende tidspunkt ikke klart, om han er parat til at tage fat på disse grundlæggende problemstillinger.

I en diskussion med medarbejdere i dag sagde Helga Zepp-LaRouche, at den strategiske situation i dag er så fuld af modsætninger, at det eneste, man virkelig kan sige, er, at disse modsætninger før eller siden vil detonere, og indtil da er der ingen forudsigelig retning, som tingene vil tage. Derfor skal der handles nu for at lægge fundamentalt nye løsninger på bordet.

Tag sagen om Gaza. Våbenhvilen holder stadig på trods af betydelige spændinger på Vestbredden og i Libanon. Hvilken bedre mulighed er der for at genopbygge Vestens troværdighed og moralske status i verden end at bruge dette øjeblik til at opbygge en smuk, uafhængig palæstinensisk nation ved at skabe moderne infrastruktur og vandsystemer i hele regionen og sikre velstand og stabilitet i de kommende årtier? En sådan indsats kunne naturligvis gøres sammen med Kina, et land, som allerede har valgt den teknologiske og økonomiske udviklings vej frem for finansiel spekulation og militarisering. Hvis et sådant samarbejdsforhold blev etableret omkring løsningen af vigtige spørgsmål, såsom det mellem Palæstina og Israel, ville det ikke kun betyde en ny æra for Sydvestasien, men en ny æra for verden som helhed.

Mandag den 27. januar markerede 50-året for afstemningen om etableringen af Church Committee, som førte til den første større undersøgelse nogensinde af grove overtrædelser fra det amerikanske efterretningsvæsens side. På trods af de væsentlige resultater dengang har disse agenturer udelukkende fortsat deres modbydelige aktiviteter, både mod amerikanske borgere og i udlandet, og sidder i dag i spidsen for det fejlslagne unipolære perspektiv, der har ført os til randen af en atomar tredje verdenskrig. Uden disse forræderiske netværk ville vestlige nationer og deres borgere ikke være overbevist om, at lande som Rusland og Kina er vores »fjender«, for eksempel.

Senatets bekræftelseshøringer for Tulsi Gabbard og Kash Patel begynder torsdag den 30. januar og vil blive heftigt anfægtet af efterretningstjenesternes bureaukrater og deres loyalister i Kongressen. Deres bekræftelse ville være en stor sejr i forhold til at vælte denne »dybe stat« og nærme sig de faktiske udfordringer, som Vesten står over for, med friske øjne. Præsidenten for LaRouche-organisationen, Diane Sare, har skrevet en ny erklæring om dette, som er en absolut nødvendighed at læse: »Er der en demokrat i Senatet med halvt så stor integritet som Frank Church? Hvis ja, vil du handle for at sikre bekræftelsen af Tulsi Gabbard og Kash Patel.« Distribuer den bredt, og kontakt dine senatorer for at bede dem om at stemme for at bekræfte Gabbard og Patel.

Foto: CC/Government of Thailand

14. januar 2025 — LaRouche-organisationen i USA har udgivet en hvidbog, Løgnerens bureau (The Liar’s Bureau), der besvarer spørgsmålet, “Hvem vil blokere for, at Tulsi Gabbard bliver direktør for de nationale efterretningstjenester og Kash Patel direktør for FBI, og hvad prøver de at skjule?”

Læs rapporten her på engelsk:

Download (PDF, Unknown)

Kontakt os: +45 53 57 00 51; si@schillerinstitut.dk
Dansk: www.schillerinstitut.dk
Præsentationsvideo: Schiller Instituttet: Fred Gennem Udvikling:
• Schiller Institut trailer: Fred genne…

Andre vigtige hjemmesider:
English: www.schillerinstitute.com
www.laroucheorganization.com
www.larouchepub.com
www.larouchepub.com/eiw

Ikke korrekturlæst

DENNIS SMALL: Godmorgen alle sammen; god eftermiddag; god aften, alt efter hvor I er forbundet fra. Velkommen til Den Internationale Fredskoalitions møde nr. 86. Mit navn er Dennis Small; jeg er en af ordstyrerne sammen med Dennis Speed og Anastasia Battle, som vil slutte sig til os om lidt.

Vi har tydeligvis en meget hurtigt skiftende international situation, som vi vil diskutere. Dette er vores 86. ugentlige møde i træk; etableret med den hensigt at forene kræfterne internationalt til menneskehedens fælles formål, det åbenlyst samlende mål at etablere fred baseret på en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Vi har gjort betydelige fremskridt; verden er dog stadig et usædvanligt farligt sted, men samtidig et sted med enorme muligheder og potentiale.

Vi har en række talere på programmet i dag. Vi begynder om et øjeblik med Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Derefter har vi oberst Richard Black – eller senator, tidligere statssenator fra Virginia; Graham Fuller; også Larry Johnson. Og så har vi et videointerview med Alan Lee Green om situationen i Israel og Gaza. Så lad mig uden videre give ordet til Helga for hendes indledende bemærkninger.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig byde jer alle sammen velkommen. Jeg tror, at verden er lettet over, at vi har fået en ny præsident i USA, og selv om ikke alt allerede er klart, hvordan det vil gå, og vi har flere mennesker, der er mere i stand til at fortælle os indefra, hvad der kan forventes af Trump, kan jeg kun tale om den overordnede situation, og hvordan det ser ud fra Europa, fra resten af verden. Jeg synes bestemt, det er en lettelse; jeg synes, der faldt en bombe med det samme, da præsident Trump underskrev en bekendtgørelse om, at dokumenterne om mordet på John F. Kennedy vil blive frigivet om 15 dage. Det er en bombe, fordi det bliver en Pandoras æske, som vil føre verden til mange tråde, der fører til, hvad der er gået galt med USA op til det, folk kalder den dybe stat. Det er i hvert fald, hvad jeg er ret sikker på vil ske.

Hvad angår mordene på Robert Kennedy og Martin Luther King, har han sagt, at det vil blive offentliggjort om 45 dage. At alle de frigivelser, som han havde sagt i sin første regering – jeg tror, det var i en diskussion med dommer Napolitano – han sagde: »Hvis du havde set, hvad jeg så, ville du heller ikke have frigivet dem.« Men nu har han åbenbart skiftet mening, og han sagde, at det har været længe undervejs, og at det er i offentlighedens interesse, at de bliver frigivet. Så det her er virkelig stort. Det vil få internationale følgevirkninger af indlysende grunde.

I dag er det også den 24. januar, så om seks dage, den 30. januar, finder der ifølge Politico høringer sted i Senatets efterretningskomité og retsudvalg, mærkeligt nok efterfulgt af et møde for lukkede døre. Jeg ved ikke, om det er normalt. Måske kan en af talerne efter mig kaste lys over, hvad det betyder. Under alle omstændigheder er det meget lovende tegn.

Der er mange, mange andre ændringer på vej, nogle af dem helt sikkert gode, nogle af dem problematiske, i hvert fald set fra et internationalt synspunkt. En af dem er, at præsident Trump i går aftes fortalte journalister, at han mente, at NATO burde tages op til revision, og at han ikke var sikker på, at USA skulle betale noget for det. Det er ikke den værste ting i universet. Men hvad angår de allierede, sagde han, at han ikke er sikker på, at USA beskytter dem; de beskytter ikke os (dvs. amerikanerne). Så krævede han, at europæerne skulle bruge 5 % af deres BNP på militærudgifter, hvilket jeg synes er helt uacceptabelt set fra et europæisk synspunkt, fordi den i forvejen katastrofale økonomiske tilstand i for eksempel Tyskland simpelthen ville bringe det ud over kanten. Der går rygter om, at han vil trække 20.000 tropper ud af Europa, måske for at flytte dem til Stillehavsområdet; det er endnu ikke helt klart.

Den anden situation er naturligvis, hvad der vil ske i Mellemøsten. Man må give præsident Trump æren for, at han fik våbenhvilen i stand. Det er meget tydeligt, at der allerede i marts var en plan, som var klar til at blive underskrevet, men Biden og Blinken håndhævede den ikke. Præsident Trump sendte sin udsending Steven Witkoff, som tydeligvis leverede en besked, der tvang Netanyahu til at overholde den. Det beviser, at det kunne have været gjort hele tiden; hvilket betyder, at alle de mange dødsfald, der er sket siden da, går ind på Biden-administrationens konto.

Situationen er langt fra afklaret, for spørgsmålet er, om der kommer en fase to og tre, eller om Israel – efter pres fra nogle i regeringen – bare vil springe det hele over, når alle gidslerne er afleveret af Hamas, og så vil de ellers bare gå tilbage til deres tidligere fremgangsmåde – det er ikke så klart. Private sikkerhedsfirmaer fra USA og Egypten er ved at blive indsat for at overtage sikkerhedskontrollen i Gaza. Jeg ved ikke, om disse private sikkerhedsfirmaer er beskyttelsen mod en optrapning af situationen. Palæstinensernes store bekymring er naturligvis, at der på Vestbredden vil ske en gentagelse af det, der lige er sket i Gaza, for i den seneste tid er der blevet oprettet snesevis af nye checkpoints, som forhindrer landmænd i at nå deres gårde og oven i købet afspærrer hele byer som Hebron og Betlehem. Der er stor bekymring for, at Vestbredden stadig skal renses, som det blev forsøgt i Gaza.

Under alle omstændigheder er det, vi gør – og vi vil høre noget af dette – at vi opfordrer til en øjeblikkelig iværksættelse af en anden politik med Oase-planen: For hvis den amerikanske regering nu ville lægge deres vægt bag Oase-planen– hvilket ikke kun betyder den økonomiske genopbygning af Gaza, men den økonomiske opbygning af hele regionen med produktion af mere vand, med skabelse af industriproduktion, landbrug, infrastruktur, ville man skabe en dynamik for fred. Så vi har opfordret alle deltagere i IPC-processen og også tidligere konferencer afholdt af Schiller Instituttet til at støtte Oase-planen og sætte den på dagsordenen. Det kan være et kort vindue af muligheder, hvor situationen kan ændres. Så jeg opfordrer jer alle til at støtte det, og vi vil diskutere det under hele dette opkald.

Andre emner, som er relevante, er naturligvis, at vi ved, at det transatlantiske systems virkelige akilleshæl er det transatlantiske systems forestående konkurs. Og præsident Trump har i sin tale i Davos valgt at tackle det på sin måde, Trump-måden, ved at opfordre hele verden til bare at investere i USA, nyde godt af de største skattelettelser, man kan få nogen steder, have de billigste energipriser. Og hvis I ikke gør det, vil I blive udsat for massive toldsatser, og billioner af dollars vil blive skubbet ind i det amerikanske statsbudgets kasse på denne måde, siger Trump. Han roste saudierne for, at de allerede havde lovet at investere 600 milliarder dollars i USA, og bad dem om at opgradere det til 1 billion dollars. Så han har allerede annonceret 25 % told mod Canada og Mexico. Han har endnu ikke sagt noget i forhold til EU.

Jeg kan kun sige, at toldpolitikken er et meget, meget problematisk værktøj. Den tyske industri er f.eks. allerede påvirket af deres investeringer i Mexico, hvor de producerer biler og andre ting til det amerikanske marked. Så hvis der nu også gennemføres told i forhold til EU, kan det være ødelæggende for Europa. Og det kan føre til en kortsigtet fordel for USA, men det vil helt sikkert forværre forholdene på den internationale scene, fordi toldsatser er værdifulde, hvis de beskytter et nyt land, men ikke som et politisk middel blandt verdens store økonomier. Det vil vise sig, og det kræver, at vi griber ind.

Udenrigsminister Rubio har meddelt, at hans første rejse går til Panama, hvor han naturligvis vil diskutere Panamakanalen og kinesernes rolle, ikke kun i Panama, men i hele Latinamerika. Vi har hele tiden sagt, at Latinamerikas problemer bedst kan løses, hvis USA og Kina arbejder sammen, f.eks. i projekter som den bi-oceaniske jernbane, og ikke ved at fortsætte den politik, hvor Biden-regeringen truede de latinamerikanske lande med at afbryde forbindelserne til Kina. Det må vi også vente og se.

Situationen med EU er ellers den, at EU helt klart er ved at flippe ud. Alle pro-atlantikerne er i oprør, men de centrifugale tendenser i EU er der. Den pro-atlantiske fraktion opfordrer nu til militarisering for at kompensere for det, som USA ikke investerer i våben og tropper osv. Det er meget dårligt for Tyskland. Vi har en kanslerkandidat fra CDU, som fører i meningsmålingerne, Friedrich Merz, som i sin tale i Davos sagde, at det ikke er noget problem, hvis Trump vil have os til at investere mere i USA eller købe flere produkter fra USA. Vi kan købe flere våben, vi kan købe mere LNG-gas – den gas er fem gange så dyr som i USA. Med andre ord vil det ruinere Europa og Tyskland. Så var han naturligvis chef for den europæiske bestyrelse i BlackRock, før han genoptog sin karriere i CDU. Der er en video af Kennedy Jr. om BlackRock. Jeg kan kun råde jer alle til ikke bare at se denne video, men at give den den bredest mulige distribution. Den er fremragende. Det, Kennedy gør i den video, er at vise præcis, hvordan BlackRock-strukturen står bag krigene; hvordan de ejer alle de militærindustrielle firmaer, våbenproducenterne, hvordan de virkelig står bag Wall Street-systemet som sådan; og også, hvordan de allerede er klar til at springe ind i genopbygningen af Ukraine. Hvis denne Merz blev kansler, tror jeg, det ville være det værste resultat, fordi han ønsker at sende de tyske Taurus-missiler til Ukraine, selvom USA nu regeres af en anden præsident. Så det bedste ville være, hvis Trump ændrede dynamikken i de fire uger, før vi har det tyske valg den 23. februar; for det er ikke skrevet i sten, at Friedrich Merz skal blive den nye kansler, hvilket jeg tror ville være meget dårligt.

EU er i en tilstand af total uorden. Det er ikke uden fare: For i Slovakiet har premierminister Robert Fico – der som bekendt blev udsat for et mordforsøg, hvor han beskyldte udenlandske kræfter for at stå bag. Nu indkaldte han for to dage siden det slovakiske sikkerhedsråd til et krisemøde og sagde, at der er en umiddelbar trussel om at vælte den slovakiske regering, og at udenlandske agenter og eksperter allerede er i landet. Så det skal man holde øje med. Også det faktum, at EU’s såkaldte udenrigsminister er Kaja Kallas fra Estland, og hun er den værste høg, du nogensinde har hørt om; hun er værre end von der Leyen, værre end nogen anden. Hun render rundt og siger, at Rusland er en eksistentiel trussel mod EU, hvilket fik lederen af Patriotpartiet i Frankrig til at kalde hende en skør person. Det kan jeg ikke modsige hende i.

Til sidst vil Trump tage til Los Angeles og se på resultatet af brandene. Der skal man lægge mærke til én ting: Disse brande er tydeligvis ikke en naturkatastrofe. Trump bemærkede selv, at vandforsyningen var blokeret, hvilket ville have genopfyldt reservoirerne, så brandvæsenet kunne slukke flammerne. Men i højere grad er det resultatet af, at NAWAPA (North American Water and Power Alliance) ikke blev bygget i 1960’erne. Det ville have bragt vand ned fra den nordvestlige del af kontinentet fra Mackenzie og Alaska River Basins. Og med tiden ville det have ført til udvikling af vegetation, regionale vejrsystemer og mere regn. Dybest set ville de ekstreme vejrmønstre ikke have udviklet sig; man ville have haft en forbedring af tørkerne og ørkenvindene, herunder Santa Ana-vindene. I denne sammenhæng vil jeg gerne understrege, at både præsident John F. Kennedy og hans bror Robert Kennedy i 1960’erne gik ind for at bygge dette NAWAPA-projekt. Det faktum, at de blev myrdet, har helt sikkert bidraget til det resultat, vi har set med disse brande. Så man kan sige, at der med disse mord er noget, der hedder naturlov, og at hvis man ikke stopper det og afslører mørklægningen, så er der en kraft, der hedder naturlov, der virker. Jeg tror, at brandene i Californien er en afspejling af en sådan naturlov.

Så endnu en grund til at se frem til offentliggørelsen af disse filer, og jeg vil gerne sige, at verden naturligvis er i en helt anden situation end for en uge siden. Det er meget lovende, men det er også stadig muligt, at mange ting kan gå galt. Derfor er vores fokus på løsninger, Oase-planen og mere generelt, at vi absolut er nødt til at overvinde geopolitik og gå over til et nyt paradigme for samarbejde mellem landene i Vesten og landene i det Globale Syd i skabelsen af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til interesserne i hvert eneste land på planeten. Jeg tror ikke, at fred i verden vil blive opnået uden den betingelse. Jeg vil gerne takke jer.

Bemærkninger under diskussionen:

Jeg tror, at den ene ting, man virkelig skal forstå, er, at denne Oase-plan efter min mening kun vil fungere, hvis de store strategiske parametre ændres. De er ved at ændre sig. Som briterne sagde siden Sykes-Picot, har hele regionen altid været et cockpit for geopolitisk manipulation, det store spil, som Brzezinski talte om. Så derfor har alle de beslutninger, der er truffet på jorden, altid haft den strategiske baggrund. Jeg er helt sikker på, at den eneste sikre måde, hvorpå Oase-planen kan realiseres, er, hvis stormagterne bliver enige om det. Men det er et potentiale, som nok aldrig har været så tæt på som lige nu, for da præsident Trump ringede til præsident Xi Jinping, diskuterede de, og Trump sagde, at hvis USA og Kina arbejder sammen, kan vi løse alle problemer på planeten. Jeg er helt sikker på, at det er sandt, at det kan lade sig gøre. Og hvis der er et forsøg på at anvende det princip i Mellemøsten, skal det være nu. Jeg tror, at Kina har potentiale til at arbejde sammen med USA om at yde teknisk bistand – vi havde en konference på Schiller Instituttet i begyndelsen af december, hvor det spørgsmål blev diskuteret, og en af de eksperter, der talte om det, var professor Zhang Weiwei fra Fudan University. På den konference sagde han, at Kina har midlerne til at gennemføre Oase-planen.

Der er andre kinesiske forskere som Ding Yifan, der har skrevet en hel bog om kinesiske udviklingsplaner, herunder omdannelsen af en stor ørken i det nordøstlige Kina, hvor der absolut intet var før; det var ørken, det var fattigdom. Ved hjælp af moderne metoder til at skabe nyt vand var Kina i stand til at overrisle et område på størrelse med Tyskland! Hvor der før var ørken, er der nu skove og landbrug, turisme. De fattige bønder er blevet rige landmænd, og der er generel velstand. Så Kina har tilbudt at hjælpe i andre regioner i denne store ørken, som strækker sig fra Afrikas Atlanterhavskyst, hele vejen gennem Sahel-zonen, Sahara, til den saudiske halvø og hele vejen til Iran, ind i Kina og nordpå: Hele dette gigantiske ørkenbælte, som vokser lige nu, kan vendes med moderne teknologiske midler.

Jeg ville virkelig se det som en utrolig chance, hvis der blev indgået en aftale mellem USA og Kina – og så kan andre lande også komme i spil. Er det virkelig i Israels interesse at blive ved med at producere fjender, generation efter generation; især efter den seneste udvikling er der mange eksperter, der har udtrykt bekymring for, at dette kan være begyndelsen på enden for Israel. For hvis du får så mange mennesker omkring dit territorium til at begynde at hade dig endda mere end før, bør dette betragtes som en massiv sikkerhedstrussel mod Israel. På den anden side, hvis alle naboerne – Golfstaterne, som har enorme midler; Saudi-Arabien, Emiraterne, Qatar, nogle af de mindre stater, de har alle en interesse i, at denne region bliver rig og velstående. Når man begynder at overrisle regionen og gøre den til et nyt grønt land – et nyt grønt land behøver ikke kun at være i Grønland, for Grønland blev kun kaldt Grønland, fordi der var en tid, hvor der var en masse vækst, fordi vejrcyklussen havde skabt varmere vejr. I dette tilfælde kunne det blive et grønt land som følge af menneskelig indgriben.

Så jeg tror, at potentialet er der. Jeg tror, at nabolandene enten har potentialet til at hjælpe, eller at de selv er i stor nød – som Syrien, som Yemen, som Irak, som Afghanistan. Stormagter som Iran, Indien, Rusland og Kina har alle en interesse i, at denne region bliver fredelig. Ingen har interesse i, at det forbliver en kilde til terrorisme og ustabilitet, bortset fra de kræfter i verden, der stadig tror, at de kan manipulere gennem geopolitiske spil, som har været deres specialitet i årtier eller århundreder. Jeg tror, det er et enormt potentiale. Det er derfor, vi har opfordret til en omfattende mobilisering: Vi ønsker at generere udtalelser, vi ønsker, at folk skal diskutere det. Vi vil have folk til at sige: »Ja, det er den løsning, vi vil støtte.« Jeg tror, at vi på nuværende tidspunkt kan påvirke klimaet fuldstændigt, så det sker….

[Senere i diskussionen]: Jeg tror, at hvis alle de redigerede steder og så videre bliver offentliggjort, så tror jeg, at det vil føre til sandheden, for når man forsøger at beskrive en historisk begivenhed af sådanne dimensioner, så længe man befinder sig i journalistikkens og historikernes verden uden dokumentation, så sammenligner jeg det med Seymour Hershs historie om sabotagen af Nord Stream. Han lavede en undersøgelse, som jeg tror viser sig at være ret tæt på den egentlige sandhed. På samme måde tror jeg, at Oliver Stones film om John F. Kennedy, ud fra alt det, der er offentliggjort, nok er den nærmeste tilnærmelse til det, der faktisk skete. Hvis man ser historisk på det, så var det paradigmeskifte, der skete i amerikansk politik, ikke kun med mordet på Kennedy, men især med Warren-kommissionens mørklægning, den absolutte ændring mellem USA som republik og Kennedy som en ung, håbefuld præsident, der havde en enorm vision om, hvad der skulle gøres i verden. Og hvis man så ser på, hvad der skete bagefter med hensyn til overtagelsen af den dybe stat, hvis man vil kalde det det – så er det som nat og dag.

I anledning af 50-året for opførelsen af Mozarts Requiem gjorde vi det i katedralen i Boston, 50 år efter at den faktiske opførelse fandt sted. Det blev dirigeret af Schillers orkester og kor; det er smukt, og du kan stadig se det online på vores hjemmeside. Men vi blandede det med klip fra Kennedys taler, og hvis man lytter til disse ord, var de så helt anderledes end noget andet fra præsidenterne siden. Forhåbentlig vil præsident Trump finde tilbage til den form for optimisme. Men det, vi ser, er ikke bare en forbrydelse og et cover-up, men vi ser et kup mod selve ideen om Amerika som en republik, som Kennedy nok var den sidste repræsentant for, på trods af nogle af hans mangler. Jeg tror, at hvis man lytter til, hvad han havde at byde på, så var det et helt andet Amerika. Det var det Amerika, som folk i hele verden elskede. Se, hvad der er sket med den måde, folk ser på USA i dag.

Så jeg tror, at det, der er på spil her, er noget meget større end mordet som sådan. Det er hele forvandlingen af USA fra et håbefuldt land til et land, som er blevet frygtet og næsten hadet af mange lande, mange mennesker i verden. Så ved at afdække det, tror jeg, at det har en enorm chance for at rette op på meget og sætte Amerika tilbage på det grundlag, det blev sat på, da den amerikanske revolution skabte et vandskel, da Amerika førte den første antikoloniale krig mod det Britiske Imperium. Jeg tror, det vil gøre det muligt for USA at slutte sig til den Globale Majoritets antikoloniale kamp, fordi det er som en katarsis: Det er som at befri USA for alle de dårlige ting, der er sket i mellemtiden. Det er min opfattelse….

[Svar på et andet spørgsmål] Jeg tror, at den bedste vinkel til at løse det problem er, at Trump-administrationen tydeligvis består af mange forskellige typer personer. Man kan diskutere med Kennedy Jr. om fordelene ved hans vaccinationspolitik og så videre. Men se på den video, han lavede om BlackRock. Som jeg sagde tidligere, er denne video en bombe. Hvis man vil gøre op med USA’s karakter af imperium, kolonialistisk udbytter og alt muligt andet, så lad os håbe, at dette budskab fra Kennedy – som trods alt er minister i regeringen. Det er det problem, der skal afhjælpes, for vi befinder os i et hav af forandringer i international politik, hvor den Globale Majoritet – det er 85 % af menneskearten – i form af BRIKS, SCO, ASEAN, Den Afrikanske Union, Den Eurasiske Økonomiske Union og mange andre lignende organisationer, de bevæger sig lige nu i retning af et verdenssystem med suverænitet: hvor hvert land respekterer suveræniteten og forpligter sig til ikke at blande sig i de andres indre anliggender og til at respektere de forskellige sociale systemer i overensstemmelse med de fem principper for fredelig sameksistens. Jeg tror, det er en model for international politik, som vil blive mere og mere attraktiv. Hvis visse ting bliver rettet, og hvis USA ønsker at være en del af den, ville det være fantastisk. Det er ikke i modstrid med den.

Så jeg tror, at nøglespørgsmålet er, hvad Trump vil gøre i forhold til Biden-regeringens og mange tidligere regeringers ønske om, at USA forbliver verdens eneste hersker med unipolær kontrol over verden, hvilket går hånd i hånd med BlackRock og det militærindustrielle kompleks? Eller bliver USA med Trump et land blandt mange ligeværdige lande, større, fint nok; det er der ingen, der vil benægte. Men vil USA gå i retning af det, der sker i øjeblikket med hensyn til de tektoniske forandringer i verden? Derfor synes jeg, at Kennedys video er helt afgørende, fordi den sætter fingeren på det problem, som skal løses….

[Lidt senere igen]: Jeg er enig med Larry [Wilkerson]. Oreshnik-missilet har lagt spørgsmålet på bordet om, at der er et alternativ til simpel våbenkontrol, og det er, at man med metoden for videnskabeligt og teknologisk fremskridt til sidst kan finde måder at gøre atomvåben forældede på. Oreshnik er et stort skridt i den retning, fordi den sætter kraften i et konventionelt våben på lige fod med atomvåben, og der er i øjeblikket ikke noget forsvar mod det. Så jeg tror, at det åbner vejen – det er ikke det endelige svar – men jeg tror, at det gør spørgsmålet aktuelt, fordi våbenkontrol ikke fungerer. Jeg ved, at det var en stor debat omkring SDI på det tidspunkt. Mange mennesker var imod SDI med det argument, at det var en trussel mod våbenkontrol. Men hvis man ser på alle våbenkontrolaftalerne, så er de alle sammen væk; ingen af dem eksisterer længere. Medmindre der sker en større ændring, hænger fornyelsen af den nye START-aftale også meget i luften. Men tanken om, at de store atommagter kunne samle deres visdom og sammen undersøge måder at gøre atomvåben forældede på og fjerne det damoklessværd, der hænger over hovedet på den menneskelige befolkning, udelukker jeg ikke muligheden for, at det kommer ind i diskussionen. Jeg tror, det er en meget mere lovende vej end våbenkontrol, især med den fuldstændige mangel på tillid, der eksisterer på nuværende tidspunkt. Men jeg synes, det er en meget interessant vej….

Afsluttende bemærkninger:

Jeg ville næsten have svaret på det sidste spørgsmål på samme måde som dig (Dennis Speed), fordi »googling« er blevet et verbum – »at google«. Det er latterligt. Under alle omstændigheder, hvis man begynder at se på, hvor meget den narrative kontrol er en faktor i det, der kommer ud om den ene og den anden styrke, er det forbløffende.

Jeg vil gerne svare hr. Lenkait (jeg håber, jeg udtaler navnet rigtigt): Pointen er, at historie ikke er histomat og ikke diamat (det er de tyske kortformer for historisk materialisme og dialektisk materialisme), fordi det ikke er en deterministisk proces. Men når man befinder sig i en periode som den nuværende, hvor et system på 500 år er ved at være slut, så er det en hel æra, der er ved at være slut: Det er ikke kun efterkrigsordenen, det er ikke kun post-koldkrigs-ordenen, som smuldrer, og nye udviklinger finder sted. Det er bogstaveligt talt en æra! Og jeg har gentagne gange sagt – og jo længere denne proces varer, jo mere overbevist bliver jeg om, at jeg har fuldstændig ret – at den aksiomatiske ændring i, hvad folk tror og tænker mellem det gamle system, den gamle æra og den nye æra, som vi er på vej ind i, er lige så forskellig som ændringen fra middelalderen til den moderne tid. Eller, hvis du vil se konkret på det, fra hvad folk troede på i det 14. århundrede med den sorte død, overtro, hekseri og det helt, helt anderledes billede af mennesket og opfattelsen af universet i den gyldne renæssance i Italien, og hvad der fulgte bagefter. Med andre ord havde folk i middelalderen ingen fornemmelse for videnskab, de havde ingen fornemmelse for viden. De troede på skolastikken, på peripatetiske læresætninger, på det rene sludder og vrøvl. Hvor mange engle kan sidde på et knappenålshoved? Den slags latterlige debatter. Og så med ankomsten af den nye æra, den gyldne renæssance i Italien, havde du pludselig videnskab, du havde individets rolle som afgørende i udformningen af historien: Det var en helt grundlæggende ændring i den måde, folk tænker på.

Og jeg er helt sikker på, at det, vi oplever lige nu, er en slags fødselsveer for det nye system, der er ved at opstå. Det gamle system har stadig greb om mange mennesker, men den nye tænkning er ved at bryde igennem: Det bliver en æra med rationalitet, med meget mindre had og meget mere kærlighed, hvis man forstår kærlighed i betydningen Westfalske Fred, at kærlighed kommer til udtryk som at arbejde for den andens interesser som grundlag for fred, og det kan jeg se ske.

Så vær venlig at have et åbent sind. For vi oplever lige nu en af de mest spændende transformationer i historien, nogensinde i historiens lange bue, og vi bør tænke på, hvordan vi er nødt til at forme dette. For et par dage siden havde jeg en fascinerende dialog med oberst Wilkerson. Han kom med et meget interessant forslag i løbet af diskussionen. På spørgsmålet om, hvad vi skal gøre med atomvåben, og hvordan vi får kontrol over det, sagde han: »Måske skulle vi bare tage alle de ni atommagter med til et møde i Genève og diskutere en ny måde at gribe det an på, hvordan vi kan eliminere den fare, der kommer fra disse våben.« Han sagde: »Ni, inklusive Israel. Israel indrømmer ikke, at de har atomvåben, men hele verden ved, at de har det.« Hvis der lige nu er en sådan bevægelse for virkelig at slippe af med atomvåben, fordi vi har indset, hvor farligt tæt vi kom på udslettelsen af den menneskelige art, udelukker jeg ikke muligheden for, at det kan lade sig gøre, fordi historie som sagt ikke er historisk materialisme, men individets rolle – især i sådanne utrolige transformationer: Det er det øjeblik, hvor ideer betyder noget. Man har perioder, hvor der i lang tid ikke kan ændres noget, alt synes at være skrevet i sten, i cement. Men så kommer en af de helt utrolige forandringer, og pludselig betyder ideer noget. Det er ideer, der kan forme historien.

Det er derfor, jeg siger, at hvis vi i Vesten vil være en positiv del af den nye verdensorden, der er ved at opstå, må vi skille os af med alt det dekadente kulturelle affald, som vi har akkumuleret i de seneste årtier. Og vi må vende tilbage til de bedste traditioner, vi havde i Tyskland, Italien, Frankrig og USA, og hente styrke i de bedste traditioner og definere fremtiden ud fra det synspunkt. Ligesom asiaterne gør, ligesom afrikanerne i stigende grad gør. Og så har vi en positiv fremtid.

Så tænk ikke lineært i et øjeblik med så store forandringer som nu. Men vær åben for virkelig store idéer. Den bedste kilde er at tage alle de bedste tænkere fra fortiden – fra Platon, Konfucius, Leibniz og mange, mange andre – og så styrke dit sind med disse ideer og derefter komme med nye ideer til fremtiden. Det er det, vi skal gøre meget hurtigt: Bevæge os konkret med Oase-planen for at gøre det til vores tids momentum, og jeg tror, vi kan skabe et mirakel. [hzl/dns] [ssu]

Ikke korrekturlæst

af Jason Ross (EIRNS) – 25. januar 2025

I næste uge er der godkendelseshøringer for Kash Patel, præsident Trumps kandidat til at lede FBI, og Tulsi Gabbard, som han har udpeget til at være direktør for den nationale efterretningstjeneste. Kampen, især omkring Gabbard, er intens! The National Review fandt det passende at udgive en virkelig hysterisk leder, der opfordrede republikanske senatorer til at stemme imod hende. Donald Trump Jr. forsvarede hende på X ved at dele en artikel til hendes forsvar og sige, at »enhver republikansk senator, der stemmer imod @TulsiGabbard, fortjener et primærvalg.«

LaRouche-organisationen har i Washington, D.C. og rundt om i USA udsendt en rapport om de kræfter, der er imod det tilsyn, som Gabbard og Patel vil føre. I sit indledende brev til »The Liars’ Bureau« spørger LaRouche-organisationens præsident Diane Sare de efterretnings»ledere«, der løj igen og igen, og som nu er imod Gabbard og Patel: »Hvorfor i alverden skulle man lytte til nogen af disse mennesker, hvis løgne bogstaveligt talt har dræbt tusindvis af amerikanere og uopretteligt skadet eller endog afsluttet millioner af menneskers liv rundt om i verden …?«

I lyset af bekendtgørelserne om at sætte en stopper for den føderale regerings bevæbning og forsvare ytringsfriheden opfordrer Scott Ritter præsident Trump til at lukke de hitlister, som vedligeholdes af det ukrainske Center for Countering Disinformation and Myrotvorets, og som Ritter, Tulsi Gabbard og Tucker Carlson optræder på. Mener Trump, at »koordinering mellem det amerikanske udenrigsministerium, den amerikanske ambassade i Ukraine, Federal Bureau of Investigation og justitsministeriet, sammen med det amerikanske efterretningsvæsen, ved hjælp af permanent personale eller kontraktansatte stedfortrædere, og den ukrainske regering, som resulterede i oprettelse og vedligeholdelse af flere lister – herunder en, som med støtte fra det amerikanske udenrigsministerium stemplede amerikanske borgere som ›informationsterrorister‹, der krævede summarisk retfærdighed (dvs., død), og en anden, som ikke skjulte sin rolle som en de facto ‘hitliste’, overtræder de nye ordrer, for så vidt som føderale ressourcer var involveret i at lette arbejdet med at straffe amerikanske borgere med den ultimative sanktion – døden – for ‘forbrydelsen’ at udøve deres ret til ytringsfrihed.«

At splitte »The Liars’ Bureau« ad vil give USA mulighed for en ægte katarsis, et meningsfuldt opgør med det »mordbureau«, der har brugt terror til at forhindre udfordringer af den imperiale politik, der er kommet til at dominere USA’s tankegang siden FDR’s død og i hvert fald siden mordet på JFK. Højdepunktet i denne indsats vil være en frikendelse af Lyndon LaRouche, så USA kan drage fordel af hans arvegods.

Men tilbage til nutiden et øjeblik.

Et af Trumps vigtigste indenrigspolitiske emner – indvandring – er ved at løbe ind i vanskeligheder. Hans opfordring til at gøre en ende på retten til statsborgerskab ved fødslen blev erklæret forfatningsstridig stort set med det samme af en føderal dommer, og hans politik synes klart at være i strid med 6-2-beslutningen i højesteretssagen United States v. Wong Kim Ark fra 1898, som fastslog, at en mand født i San Francisco af kinesiske forældre faktisk var amerikansk statsborger.

Den 21. januar holdt Trump et arrangement i Det Hvide Hus for at annoncere planlagte investeringer i »Stargate«-projektet, hvor der skal investeres op til 500 milliarder dollars i et halvt dusin maskinlæringsdatacentre for at sikre, at USA har, hvad Trump kaldte »den fysiske og virtuelle infrastruktur til at drive den næste generation af AI«. Men hans udmelding blev overhalet indenom af DeepSeek, et kinesisk firma, der har udgivet en stor sprogmodel, der er lige så god som alt andet fra OpenAI, til en brøkdel af prisen og efter sigende også computerkraften.

I mellemtiden har han slået to kraftige slag mod den grønne ideologi, der kvæler potentiel økonomisk vækst: Han har trukket sig ud af klimaaftalen fra Paris og tæmmet kravene til miljøkonsekvensbeskrivelser, der bruges til at forsinke, hvis ikke helt forhindre, projekter af potentiel værdi.

En løsning på kampene i Ukraine, en opgivelse af politikken for krig mod Iran og en afslutning på forsøgene på at hindre Kinas vækst – disse nødvendige skridt hører sammen med vedtagelsen af en virkelig positiv politik, en renæssance for infrastruktur, videnskab og kooperativ udvikling. Fusionskraft, vandoverførsel i kontinental skala, nye transportnetværk – det kunne være vores fremtid i stedet for krig.

Schiller Instituttets rapport »Development Drive Means Billions of New Jobs, No Refugees, No War« viser vejen frem.

Foto: EIRNS/Yuriy Zah

Ikke korrekturlæst

24. januar 2025 (EIRNS) – Dagens 86. ugentlige møde i træk i Den Internationale Fredskoalition (IPC) åbnede med, at Helga Zepp-LaRouche henviste til »lettelsen« rundt om i verden med afslutningen på Biden/Blinken-mareridtet og de dramatiske ændringer, der finder sted som følge af den nye Trump-administration, på trods af de problematiske aspekter. »Situationen er meget lovende, selv om meget kan gå galt.«

Trumps ordre om at frigive »mord«-filerne – JFK-filerne om 15 dage og RFK- og MLK-filerne om 45 dage – er en »bombe«. Afsløringen af Warren-kommissionens løgne og mørklægning kan og skal fjerne den tåge, der er skabt i folks bevidsthed om de forbrydelser, som drabet på præsident John F. Kennedy udløste. Schiller Instituttets kors opførelse af Mozarts Requiem på 50-årsdagen for hans begravelsesmesse i Boston, som omfattede optagelser af præsident Kennedys udtalelser om udvikling, videnskab og kultur, viste, hvilken dybtgående forskel der var mellem ham og alle senere præsidenter.

Disse afsløringer, understregede hun, kunne åbne vejen for, at USA kunne vende tilbage til sine egne bedre øjeblikke med teknologisk fremskridt, industriel vækst og samarbejde med andre suveræne nationer. En nylig video udsendt af Robert F. Kennedy, Jr. – som er en del af Trumps annoncerede kabinet – afslører de fremtrædende BlackRock-finansspekulanters rolle i det militær-industrielle kompleks, der driver krige og økonomisk udplyndring.

Håb om en æra med sikkerhed og udvikling

Oase-planen er det eneste element, der kan samle verden om ikke bare at skabe fred i Sydvestasien, men også give verden retning og håb om en æra med sikkerhed og udvikling for alle nationer.

Oberst Richard H. Black (ret.), tidligere chef for hærens strafferetlige afdeling i Pentagon og tidligere senator i staten Virginia, roste det potentiale, som Kash Patel som FBI-direktør, Tulsi Gabbard som direktør for den nationale efterretningstjeneste og Pam Bondi som justitsminister har til at rydde ud i de »slyngelagtige efterretningstjenester«. Han understregede FBI’s lange korruptionshistorie og gennemgik flere af de vigtigste punkter i LaRouche-organisationens nyligt udgivne pamflet, »The Liars’ Bureau«. Han beskrev Tulsi Gabbards rolle, sammen med sin egen, i afsløringen af USA’s finansiering af al-Qaedas operation, der havde til formål at vælte Bashar al-Assads regering i Syrien, og bemærkede, at Gabbards besøg hos Assad kom et år efter hans eget besøg, som den første amerikanske politiske leder, der besøgte Assad.

Graham Fuller, tidligere CIA-officer og medformand for National Intelligence Council, roste BRIKS, den vigtigste del af den fremvoksende verden. Han opfordrede til en fornyelse af JCPOA (Joint Comprehensive Plan of Action) med Iran, som Trump afviklede i sin første embedsperiode. Et sådant skridt kunne hjælpe med at bringe USA og Rusland sammen og ville fungere som en vigtig udvidelse af Oase-planen til Iran og videre til Centralasien. Spørgsmålet er, om USA vil se BRIKS som en åbning eller en trussel? Spørgsmålet om Grønland er interessant, da inuit-folket bor i Canada og Grønland og er en af de største oprindelige befolkninger i verden. En imødekommelse af denne befolknings udviklingsbehov og områdets rige ressourcer ville ændre karakteren af supermagternes potentielle konflikt om spørgsmålet om Arktis-regionen og Den Nordlige Sørute.

Alon-Lee Green, leder af fredsorganisationen Standing Together i Israel og Palæstina, blev interviewet af Schiller Instituttets Gerald Belsky og udtrykte håb om, at våbenhvilen holder – at der ikke længere falder bomber, at folk vender tilbage til deres hjem (»selv om de fleste af deres hjem ikke længere eksisterer«), og at gidsler og fanger bliver løsladt. Han advarede om, at det måske ikke varer ved, da vi allerede kan se, at Israels premierminister Benjamin Netanyahu har flyttet sine dræberstyrker til Vestbredden. Green udtrykte i første omgang forbehold over for Oase-planen og argumenterede for, at der først skal være fred og uafhængighed for palæstinenserne, så de økonomiske forslag ikke bliver en afledningsmanøvre. Belsky understregede, at fredsprocessen ikke ville lykkes uden et udviklingsperspektiv, og sagde, at både de politiske og økonomiske aspekter skulle gennemføres samtidig – hvilket Green var enig i.

Zepp-LaRouche sluttede sig til diskussionen for at hævde, at Oase-planen kun ville fungere, hvis der skete et grundlæggende skift i de globale parametre, men at denne ændring faktisk er præcis det, der er ved at tage form. Hun rapporterede, at den kinesiske økonom og professor Zhang Weiwei på en nylig konference på Schiller Instituttet sagde, at Kina kunne bygge dette enorme vand- og energiprojekt. Vi har en sjælden og afgørende mulighed, sagde hun, hvor folk kan bryde ud af deres fastlåste tankegang og skabe store udviklinger, som det skete under renæssancen, der forvandlede middelalderen til den moderne tidsalder. At redde Gaza kræver både oprettelse af en stat for det palæstinensiske folk, men også den udviklingsproces, som Oase-planen repræsenterer.

Den tidligere CIA-officer Larry Johnson, som er medstifter af Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS), advarede om, at CIA løj for præsident Trump, overdrev Ruslands tab i Ukraine og på anden måde fik det til at se ud, som om Rusland var ved at tabe krigen. Johnson håbede, at Trump ville sætte en stopper for våbensalget til Ukraine, hvilket måske kunne sætte en stopper for krigen. Han hævdede også, at Trump havde beordret en revision af forsvarsministeriet, som ville afsløre en hel del korruption.

Aftaler om våbenkontrol virker ikke

LaRouche-bevægelsens leder og tidligere kongreskandidat Jose Vega spurgte, om Trumps erklæring om, at han planlægger at mødes med både Ruslands præsident Vladimir Putin og Kinas præsident Xi Jinping for at diskutere atomvåben, kan føre til en aftale om at afskaffe atomvåben. Zepp-LaRouche svarede, at våbenkontrol ikke virker, og under alle omstændigheder er alle de tidligere aftaler væk nu. I stedet skal der udvikles nye fysiske principper, som kan gøre atomvåben overflødige, som Lyndon LaRouche foreslog med sit Strategic Defense Initiative (SDI). Den russiske opstilling af det hypersoniske Oreshnik-missil viser gennembrud i denne retning. Vi må bringe verdens videnskabelige forskere sammen for at udvikle dette alternativ.

En række af de tilstedeværende satte spørgsmålstegn ved nogle af de politikker, som de forskellige talere fremlagde, hvilket førte til en livlig diskussion. En person klagede over, at der ikke længere var brug for atomkraft, og at solenergi ville give alt, hvad verden havde brug for. Zepp-LaRouche opfordrede spørgeren til at overveje spørgsmålet om »energigennemstrømningstæthed«, og hvad der var nødvendigt for en ekspanderende menneskehed for at imødekomme det massivt voksende behov for energi. En anden person udfordrede, hvad han kaldte »støtte til Donald Trump«, og sammenlignede ham med de højreorienterede ledere i Israel som en del af en »konservativ international« og sagde, at al dokumentation for dette kunne findes online. Zepp-LaRouche svarede, at folk ikke skal tro på, hvad de læser online, eller når de søger efter noget på Google – selve ideen om, at viden består af »googling«, er latterlig, sagde hun.

Hun afsluttede arrangementet med at understrege, at dette er et øjeblik med store forandringer i verden, og vi må alle arbejde sammen for at overbevise alle lande om, at de skal søge tilbage til det bedste i deres egne kulturer og samle de kulturelle udtryk i et nyt paradigme for hele menneskeheden. Oase-planen for Sydvestasien kan være et afgørende skridt i den retning. »I øjeblikke som dette«, sagde hun, «betyder ideer noget. Skil dig af med det kulturelle affald, som de gør i Asien.« [eir]

Ikke korrekturlæst

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 23. januar 2025

Mens fase 1 af våbenhvilen, som blev indledt den 19. januar, er undervejs i Gaza, bliver spørgsmålet stillet hver time og dag: Kan den fortsætte? Vil fase to og tre blive gennemført? Hvor vil den bevæge sig hen? At holde den på sporet kræver handling på verdensplan for at fremlægge visionen om en » Oase-plan« for genopbygning af hele regionen fra det østlige Middelhavsområde til Centralasien. Og at gå videre med den. Tilgangen med Oase-planen, der blev fremsat i 1970’erne af statsmanden/økonomen Lyndon LaRouche, forudså, at den integrerede udvikling af rigeligt vand, energi, landbrug, industri og forbindelser ville være det historiske grundlag for varig fred i regionen og for alle folkeslag.

I går kiggede direktøren for FN’s udviklingsprogram, Achim Steiner, i denne retning, omend på den mest begrænsede måde. Han sagde, at der er tilsagn fra donorlande om at opfylde de umiddelbare humanitære behov i Gaza, for de 2 millioner fordrevne, men for infrastrukturen til genopbygning, »vil det internationale samfund blive opfordret til at træde frem. Den private sektor kan også investere….« I et interview med Deutsche Welle på World Economic Forum i Davos kaldte Steiner det »en enorm kamp op ad bakke at mobilisere ressourcerne til dette omfattende tidlige genopbygningsarbejde i løbet af de næste år.« Der har været enkelte tilbud i den retning, f.eks. fra Algeriet, som sidste år lovede at genopbygge tre hospitaler, når portene til Gaza blev åbnet. Men det overordnede perspektiv og dialogen om detaljerne bør nu komme frem.

Schiller Instituttet lancerede for et år siden initiativet til at tage Oase-planen op til godkendelse, omtale og overvejelse blandt eksperter. Den 13. april 2024 var Schiller Instituttets konference, »Påtrængende opfordring til fred gennem udvikling: Oase-planen«. Kravet om at tilvejebringe midlerne til udvikling er det samme som at skabe grundlaget for fred. Det er modgiften mod strid og krig, som ellers kan føre til menneskehedens udryddelse, hvis den ikke bliver kontrolleret i atomvåbnenes tidsalder.

Impulsen til Oase-planen – endda uden den nøjagtige titel – kommer fra bølgerne af bevægelse, der kræver økonomisk fremgang overalt som menneskehedens ret. Nationer i den Globale Majoritet bryder alle lænker fra århundreders kolonialisme. I Europa afviser vigtige valgresultater også de kolonialistiske betingelser for krig og forarmelse, især det grønne fupnummer om afkarbonisering. Resultaterne af det amerikanske præsidentvalg i november udtrykker den samme afvisning af forarmelse, krigsførelse og løgne.

At gøre en ende på »svindelnummeret med den grønne aftale« var et af de vigtigste budskaber til World Economic Forum i Davos i dag i præsident Trumps videopræsentation. I morgen tager han til Californien, hvor de store skovbrande i og omkring Los Angeles ikke ville være opstået, hvis principperne i » Oase-planen« var blevet anvendt for mange år siden i Nordamerika for at afhjælpe den store amerikanske ørken i det sydvestlige USA og det nordlige Mexico. Californiske hydrologer udarbejdede i 1950’erne en plan kaldet North American Water and Power Alliance (NAWAPA), som gik ud på at lede noget af afstrømningen fra Mackenzie- og Alaskan-flodbassinerne i den nordvestlige del af kontinentet sydpå, hvilket med tiden ville have gjort det muligt for vegetationen og en ny biosfære at afhjælpe ekstreme vejrforhold. Det kunne endda have mindsket de tørre ørkenvinde (Santa Ana, fra det indre Great Basin), som puster til ilden i det sydlige Californien lige nu. I 1960’erne var NAWAPA oppe i Kongressen med støtte fra præsident John F. Kennedy og hans bror Robert Kennedy, som begge blev myrdet.

Men blandt de vigtigste begivenheder i dag er de afgørende skridt, der tages for at optrævle de hemmelige netværk, som i årtier har udført snigmord og alle former for løgnagtig regeringsførelse, håndhævet anti-udvikling og krigsførende geopolitik. Disse netværk fængslede med urette Lyndon LaRouche og hans medarbejdere.

Trump underskrev her til eftermiddag en bekendtgørelse om, at de hemmelige filer om mordene på Kennedy-parret og Martin Luther King Jr. skal afklassificeres. Han skrev:

»Jeg har nu besluttet, at den vedvarende redigering og tilbageholdelse af oplysninger fra optegnelser vedrørende mordet på præsident John F. Kennedy ikke er i overensstemmelse med den offentlige interesse, og at frigivelsen af disse optegnelser er længe ventet. Og selv om ingen lov i Kongressen foreskriver frigivelse af oplysninger om mordene på senator Robert F. Kennedy og pastor Dr. Martin Luther King, Jr. har jeg besluttet, at frigivelsen af alle optegnelser i den føderale regerings besiddelse vedrørende hvert af disse mord også er i offentlighedens interesse.«

I sit første interview som præsident fortalte Trump på Fox News i går aftes, at det var Michael Pompeo, der havde bedt ham om ikke at frigive de fulde dokumenter under hans første præsidentskab. Ikke nok med at Pompeo slet ikke har nogen rolle i den nye Trump-administration – som Trump annoncerede for flere dage siden – men Pompeos føderale sikkerhedsbeskyttelse er også blevet ophævet.

I dag afholdt venner af LaRouche-organisationen (TLO) i Washington D.C. en demonstration uden for en af kongressens kontorbygninger under banneret »Stop krigene, stop løgnene – bekræft Patel og Gabbard«. LaRouche-aktivisten Jose Vega, som talte ved mødet, forklarede, hvad der var på spil for at få Kash Patel bekræftet som leder af FBI og Tulsi Gabbard som national efterretningsdirektør. »Kend dem på deres fjender«, sagde han. Uanset deres fortjenester eller fejl er de under voldsom modstand, fordi de kan sætte fokus på den hemmelige regering.

Det nye TLO-dossier »The Liars’ Bureau-Who wants to block the confirmations of Gabbard and Patel, and what are they trying to hide?« blev stillet til rådighed for alle 100 senatskontorer, som nu afholder høringer om Trumps kandidater, og også for mange kontorer i Repræsentanternes Hus. I dag meddelte Senatets særlige efterretningsudvalg, at høringen af den nominerede Gabbard vil finde sted den 30. januar kl. 10.00.

Deltag i mobiliseringen. I morgen, den 24. januar, holder Den Internationale Fredskoalition sit 86. ugentlige fredagsmøde for at diskutere de næste skridt i aktionen.

[MR_]

KØBENHAVN, 21. januar 2025 (EIRNS) – Den diplomatiske krise mellem USA, Grønland og Danmark er ikke overstået. De grønlandske og danske folkevalgte og befolkningerne ventede spændt på, om præsident Trump i sin indsættelsestale ville omtale sit krav om, at USA skal overtage Grønland, som han gjorde det med Panama-kanalen. Det gjorde han ikke, men han talte om territorial ekspansion.

Under den efterfølgende ceremoni i Det Ovale Kontor, hvor bekendtgørelserne blev underskrevet, spurgte en journalist imidlertid om Grønland, og Trumps svar fik alarmklokkerne til at ringe i Grønland og Danmark.

Præsident Trump sagde: »Grønland er et vidunderligt sted. Vi har brug for Grønland af hensyn til den internationale sikkerhed, og jeg tror, at Danmark vil rette ind. Det koster dem mange penge at vedligeholde det, at holde det. Det grønlandske folk er ikke tilfredse med Danmark. Jeg tror, de er glade for os. Vi havde repræsentanter – min søn og repræsentanter var deroppe for to uger siden, og de kan godt lide os.

»Men Grønland er nødvendigt, ikke for os. Det er nødvendigt for den internationale sikkerhed. Der er russiske fartøjer overalt. Kina har skibe over det hele, krigsskibe, og de kan ikke opretholde det.”

Lederen af Grønlands selvstyre, som er en del af Kongeriget Danmark, Múte B. Egede, sagde: »Det er vores land og vores befolkning, der bestemmer, hvad der skal ske. Andre kan ikke bestemme, hvad vi gør,« og han opfordrede til ro. Et af de grønlandske medlemmer af det danske folketing, Aaja Chemnitz, opfordrede til en diplomatisk løsning.

Den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sagde bagefter, at han ikke ville afblæse krisen, men at der var forskel på, om Trump talte om den under sin tale eller til en journalist bagefter. »Vi kan selvfølgelig ikke have en verdensorden, hvor lande, der er stærke nok, uanset hvad de hedder, bare kan tage, hvad de vil have.«

Foto: Barni1, Pixabay

af Dennis Speed (EIRNS) – 21. januar 2025

Fra og med mandag den 20. januar er vi trådt ind i en ny og højere fase af den aktuelle historie. Tre verdensledere, præsidenterne Donald Trump, Xi Jinping og Vladimir Putin, vil mødes – ikke sammen, men præsident Trump har til hensigt at mødes med hver af de to, sandsynligvis i løbet af de næste 100 dage. Præsidenterne Xi og Putin har mødtes 42 gange i løbet af det seneste årti, og måske vil de også mødes inden for samme tidsramme. Tirsdag den 21. januar talte Xi og Putin på en videokonference om, hvordan krigen i Ukraine kunne afsluttes, om Ruslands støtte til Kinas holdning til Taiwan og om præsident Trumps opkald til præsident Xi den 17. januar, ifølge Reuters og andre presserapporter .

Hvis man har et fastlåst syn på verden, skal man forberede sig på at forlade »tåbernes skib«. Den snart åbenbare udvikling på verdensscenen vil blegne i sammenligning med potentialet for mere vidtrækkende og endda forbløffende ændringer, der kan forårsages, hvis en aktiv transatlantisk borger bliver følelsesmæssigt og intellektuelt involveret i dette unikke øjeblik. Selv om det måske er indlysende for dem, der ikke er intellektuelt lænket af geopolitikkens ideologi, kan den faktiske dynamiske natur af denne højere mangfoldighed ikke kun forstås, men også tilgås og styres.

I det mindste midlertidigt er de tilsyneladende »love« i det geopolitiske univers blevet suspenderet. De fjollede opdelinger i »venstre« og »højre« fungerer ikke. Kendsgerningerne, som man har lært dem, vil ikke stemme. I – det amerikanske folk, Europas borgere, anglosfærens ofre og dens døende imperiale kultur – har brug for menneskeligt efterretningarbejde, og det er Lyndon LaRouches Executive Intelligence Review, der kan give jer det. For at forstå disse tre ledere – præsidenterne Donald Trump, Xi Jinping og Vladimir Putin, hvoraf to har været mål for attentater i de seneste måneder og år – og det løfte (og den trussel), de udgør, i deres faktiske historiske kontekst, er det nyttigt at overveje disse kloge ord af Lyndon LaRouche:

“Den nu afsluttede 500-årige cyklus i europæisk historie, som dukkede op i det 15. århundrede, er blevet bestemt af den begyndende konflikt mellem de to ledende kræfter i europæisk kultur i dette århundrede. På den ene side var der kræfterne bag den gyldne renæssance, centreret omkring skikkelser som kardinal Nicholas af Cusa og konciliet i Firenze i 1439-40. På den modsatte side stod det Venedig-centrerede europæiske aristokratiske og finansielle oligarkis genopståede magt. … Al europæisk historie siden det 15. århundrede i Europa og globalt har været domineret af den kulturelle konflikt mellem renæssancens udstrålende indflydelse og den modsatte, fra Venedig søsatte kraft i den såkaldte ‘Oplysningstid’.«

Kirkerådet, »Koncilet i Firenze«, som LaRouche henviser til, fandt sted i 1439 og blev organiseret af kardinal Nicholas af Cusa. Cusa forsøgte at forene de østlige og vestlige kristne kirker gennem en heroisk diplomatisk handling. I Cusas bog De Docta Ignorantia (Om lærd uvidenhed) og andre skrifter diskuterede han ideen om »Coincidentia Oppositorum« – »modsætningernes sammenfald« – at der for ethvert uløseligt, uhåndterligt tankeproblem findes en højere mangfoldighed, en »bjergtop«, hvorfra problemet kan ses og i sidste ende løses. (Det bedste, korte eksempel på, hvordan man kan tænke over, hvordan man gør dette, er Helga Zepp-LaRouches »Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur«.

Venetianerne splittede og regerede gennem bedrag, løgne og personlig korruption, i høj grad gennem indflydelse fra deres globalt udstrakte indsamling af efterretninger og manipulation. Det har været den britiske efterretningstjenestes historiske metode, som senere blev overtaget af korrupte og forræderiske elementer i den amerikanske efterretningstjeneste. Som Mike Pompeo sagde til en gruppe studerende på Texas A&M University den 15. april 2019: »Hvad er kadetmottoet på West Point? Du skal ikke lyve, snyde eller stjæle, og du skal ikke tolerere dem, der gør det. Jeg var direktør for CIA. Vi løj, vi snød, vi stjal….«

Hvis det amerikanske folk mobiliseres for at sikre en vellykket nominering af Tulsi Gabbard og Kash Patel til posterne som henholdsvis Director of National Intelligence og Director of the Federal Bureau of Investigation; for at sikre frigivelsen af alle sagsakter vedrørende mordene på John F. Kennedy, Malcolm X, Martin Luther King og Robert F. Kennedy; og at sikre frigivelsen af de ultrahemmelige dokumenter om mordforsøget på og fængslingen af Lyndon LaRouche for hans arbejde med det strategiske forsvarsinitiativ – så kan det samarbejde, som verden har brug for fra Trump, Xi, Putin og flere andre verdensledere, fortsætte. Denne chance for samarbejde vil dog næsten helt sikkert mislykkes, medmindre denne betingelse er opfyldt.

Hvorfor har man derfor brug for at læse og abonnere på Executive Intelligence Review, den menneskelige efterretningstjeneste? EIR respekterer sine læseres intellektuelle potentiale. Et eksempel på det: Den nok vigtigste udvikling, der er sket i verden i de sidste dage, var det kinesiske fusionskraftprograms præstation, Experimental Advanced Superconducting Tokamak (EAST), som med succes i næsten 18 minutter opretholdt den atomare højtemperaturreaktion, som er fusion, en reaktion, der brænder varmere end Solens overflade- og selv kernetemperatur. Fusionsreaktionen blev opretholdt i laboratoriet i 1.066 sekunder, hvilket langt overgår sidste års rekord på 403 sekunder. Reaktionen blev opretholdt ved en temperatur på over 100 millioner grader Celsius, eller 180 millioner grader Fahrenheit. (Solens kernetemperatur er 15 millioner grader Celsius eller 27 millioner grader Fahrenheit). Det betyder, at det er lykkedes at udnytte en ild, der er mere end seks gange varmere end solens kerne, i 18 minutter. »Det ultimative mål med en kunstig sol er at skabe fusionskraft som solen, give menneskeheden en endeløs, ren energikilde og muliggøre udforskning af rummet ud over solsystemet,« hedder det i erklæringen fra State Council Information Office of China.

Er det ikke noget, som USA og Europa burde gøre? Burde vi ikke være med til det? Burde vi ikke kræve, at præsident Trump spørger præsident Xi Jinping om deres fusionsprogram? Burde USA, Rusland, Kina, Indien, Japan, Brasilien ikke indkalde til en verdenskonference for at diskutere, ikke hvad Trump lige har kaldt »den grønne nye svindel«, men et internationalt samarbejdsprogram i Apollo-stil for atomar fusion, i ånden fra det JFK sagde i sin tale på American University den 10. juni 1963 og i sin tale i FN den 20. september 1963? Burde det ikke være et mål, som det amerikanske folk omfavner, når de forbereder sig på at fejre 250-året for dette lands fødsel i Independence Hall i juli 1776?

Det er en menneskelig efterretningstjenestes rolle. »Fortæl folket, hvad de er nødt til at vide, så finder de ud af, hvordan de skal gøre det, der må gøres.« Trump-administrationen bør gennem Gabbard, Patel og andre udnævnelser og dens frigivelse af sandheden gennem dens frigivelse af dokumenterne og den sande historie, der tilhører det amerikanske folk, gøre en ende på det umenneskelige efterretningsarbejdes herredømme og erstatte det med det menneskelige efterretningsarbejded, som Lyndon LaRouches EIR både producerer og repræsenterer.

Foto: Photo by David Mark from Pixabay

Ikke korrekturlæst

[HZL] [LW_]

Onsdag den 22. januar 2025

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig først og fremmest udtrykke min store glæde og taknemmelighed over, at du deltager i dette program. Det er et øjeblik, hvor hele verden naturligvis ser på USA, og jeg tror, at afhængigt af hvilken politisk lejr man befinder sig i, mellem håb og frygt, ser de allierede på, hvad Trump-administrationen vil betyde. Så eftersom du har været kabinetschef for udenrigsminister Colin Powell, og du har været meget åbenmundet i mange spørgsmål, synes jeg, det er ekstremt vigtigt at høre dit syn på sagen. Og især for dig at fortælle den europæiske befolkning og naturligvis den amerikanske befolkning, men især den europæiske befolkning, hvad du mener set indefra om, hvad verden har i vente.

OBERST. LARRY WILKERSON (PENSIONERET): Det er et fascinerende spørgsmål for alle i dette land lige nu, især for en som mig, der har undervist i nationale sikkerhedsanliggender i omkring 20 år og har tilbragt meget tid i regeringen – 50 år velsagtens. Det er et mysterium for mig, hvor vi er på vej hen. I en generel forstand er det ikke noget mysterium, for vi har gjort hvad vi har gjort som et imperium i mindst 20+ år. Og vi har hovedsageligt gjort det med krig og sanktioner eller begge dele, hvilket efter min mening er en virkelig håbløs formulering. Så der var i hvert fald en del af mig, og jeg må indrømme, at jeg stadig er medlem – nok blandt fire eller fem – af det republikanske parti, som betragter sig selv som mere eller mindre »Eisenhower-republikaner«. Så jeg havde et vist håb om, at der måske var en kerne i mit politiske parti, som ville tage udfordringen op og gøre tingene på en anden måde. Jeg regnede ikke med, at Donald Trump ville komme tilbage for anden gang, men nu er han her. Han har udtrykt en filosofi, som jeg bedst kan definere som Fortress America; hvilket nok ikke betyder isolationisme, men i hvert fald et tilbagetog eller en tilbagetrækning fra meget af det ansvar – om man så må sige – som vi har fået i vores imperiale rækkevidde i løbet af de sidste to-tre årtier, og uden tvivl siden begyndelsen af den kolde krig. Folk kalder det den liberale økonomiske orden, den regelbaserede orden og så videre. Jeg tror, at det er sådan, den er formuleret i imperiet på et bestemt slutpunkt. Men jeg tror, at den er gået i opløsning lige siden George W. Bush, den præsident, som jeg tjente i 2002 til 2005.

Når alt det er sagt, så har jeg ingen idé om, hvad Trump vil gøre, for han er helt ude i tovene. Jeg håbede, at han ville afslutte krigen i Ukraine hurtigt, hvilket er nødvendigt. Jeg håbede, at han ville gøre det, han har gjort med sin udsending fra Golfen, Witkoff, nemlig at slå hårdt ned på Bibi Netanyahu. Men jeg ved ikke, hvad virkningen af den hammer bliver; det ser ud til, at vi måske kan komme igennem den første fase af denne våbenhvile og den første hjemsendelse af gidsler og fangeudveksling. Men jeg tror, at oddsene er, at Bibi vil afslutte den og vende tilbage til sin gamle plan om at besætte Gaza fuldt og helt med israelske bosættere i sidste ende. Og han trænger længere og længere ind i Syrien fra den syriske side af Golanhøjderne. Hvis jeg var kongen af Jordan, ville jeg måske selv være bekymret, for jeg tror, at Netanyahu og hans klan, hans kult eller rabiate zionister, faktisk begærer endda mere territorium, end de har lige nu. Og jeg tror ikke, at Trump vil stoppe det. 50-100 millioner dollars fra Miriam Adelson alene giver ham et incitament til at gøre ting, der er lige så drakoniske, som da Biden gjorde det; men måske med et andet aftryk. Med det mener jeg, at Mohammed bin Salman ser ud, som om han er klar med en slags foreløbig idé om, at der vil være en palæstinensisk stat et sted i fremtiden, til at genoptage samarbejdet med Trump og lave noget i stil med Abraham-aftalerne, men endda mere omfattende og med Israel som en central partner i disse aftaler.

Så jeg er ikke sikker på, hvor vi er på vej hen. Jeg er endda ikke sikker på Ukraine længere. Keith Kellogg, den 80-årige general, som nok har overskredet sin sidste salgsdato, og som er den udsending, Trump har valgt til Ukraine, er kommet med udtalelser, som får mig til at tro, at han er mere beslægtet med Bidens sikkerhedsteam med hensyn til Ukraine end det, Trump oprindeligt sagde. Så jeg tror, vi bliver nødt til at vente og se og forberede os på nogle orkanagtige vinde, som Trump under alle omstændigheder kommer til at skabe. Han har allerede skabt orkanagtige vinde her i bureaukratiet i Washington. Han afskediger folk til højre og venstre; afskediger dem uden videre – der vil komme masser af retssager, det kan jeg garantere dig. Og han har folk på plads, som sandsynligvis vil blive godkendt til at være hans vigtigste kabinetsmedlemmer, hvis syn på verden, lad os sige det sådan, er helt anderledes end mit og dit. Så det er et lidt dystert portræt, men jeg tror, vi står over for en masse problemer.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er enig med dig i, at det er en meget kompliceret og mangefacetteret situation. Jeg tror endda ikke, at den er helt sammenhængende, men ingen forventer egentlig, at præsident Trump skal være helt sammenhængende; alle forventer, at han er impulsiv og innovativ.

På den gode side tror jeg, at de vigtigste ting, han har sagt, er, at han vil forhindre tredje verdenskrig, og at han vil normalisere forholdet til Rusland. Og i sin diskussion med præsident Xi Jinping sagde han, at hvis USA og Kina arbejder sammen, kan de løse alle verdens problemer.

Jeg kan altid lide at se på den strategiske situation fra toppen, og hvis det endda er halvt sandt, eller 90 % sandt, eller hvad ved jeg, så tror jeg, at verden har en chance. For det største problem, mareridtet med Biden-administrationen, var, at vi kom tættere og tættere på tredje verdenskrig, og den geopolitiske konfrontation med Rusland og Kina var på en vej, som syntes at være ustoppelig. Hvis det kan stoppes, tror jeg, der er håb. Så hvad synes du om det her?

WILKERSON: Jeg tror, du har helt ret! Og det var mit største håb, da Trump kom ind, at han ville leve op til sit tidligere kampagneløfte og øjeblikkeligt afskære midlerne og afskære våbnene; hvilket i bund og grund ville stoppe Zelenskyj i hans spor og give ham et hammerslag, der ville sige »Du må hellere komme til forhandlingsbordet, unge mand, ellers vil nogen myrde dig, eller jeg myrder dig.« Det var sådan, det så ud.

Lad mig stille dig et spørgsmål, for jeg er lige så bekymret, som du er, over din bekymring for mit imperium, for Tyskland. Hvor er Tyskland? Mit perspektiv lige nu siger mig, at Tyskland, efterfulgt af Frankrig, som sandsynligvis er lige så dysfunktionelt, som nogen af republikkerne har været i Frankrig lige nu, vil forlade NATO i sidste ende. Min forudsigelse er, at det vil ske i løbet af de næste 18-24 måneder, når politikken er faldet på plads, og Tyskland nok forstår lidt bedre, hvad dets position er. Hvordan ser du på det?

ZEPP-LAROUCHE: Vi har nu et forbundsdagsvalg om fire uger, den 23. februar. Hvis man ser på de seneste meningsmålinger, har CDU’s kandidat, Friedrich Merz, lige nu 29 % af stemmerne; det andet parti er AfD, som i øjeblikket har 21 % af stemmerne; og så ligger alle de andre partier i nærheden af teenagealderen. Så medmindre Trumps indtog i Det Hvide Hus ændrer de strategiske parametre så dramatisk, ser det ud til, at Merz kan blive den næste kansler. Og fra mit synspunkt ville det være en absolut katastrofe for Tyskland, fordi han er den tidligere europæiske chef for BlackRock, og hvis man derfor ser på BlackRocks virksomhedsstruktur, er de uadskillelige fra det militærindustrielle kompleks og de værste spekulative interesser på Wall Street. Se, han har lige været i Davos, og i sin tale sagde han, at der ikke er noget problem, vi kan lave en aftale med Trump; han er god til at lave aftaler. Hvis han ønsker mere eksport til Europa, og at vi importerer mere, kan vi købe mere LNG-gas, og vi kan købe flere amerikanske våben, og så er alt på plads. Og han sagde også dybest set: Giv Taurus [missilerne] til ukrainerne, endda selvom Trump ændrer politik i forhold til Ukraine.

Dette er virkelig en katastrofe, for som du kan se, var hele etablissementet i Europa og Biden-administrationen helt ude af den over muligheden for, at Trump kunne vinde; så de forsøgte at gøre alt – inklusive NATO – »Trump-sikret«. På Ramstein-mødet adskilte de de forskellige områder og gav de forskellige NATO-lande ansvaret for at erstatte det, som USA ikke længere ville gøre, når Trump kom til. De forsøgte at foreskrive alle programmerne, så de ville fortsætte, uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus. Det er naturligvis latterligt, for hvis USA når frem til en aftale med Rusland om at afslutte krigen i Ukraine – hvilket stadig er et usikkert spørgsmål, fordi russerne har gjort det meget klart, at de ikke vil kapitulere, når det gælder om at beskytte deres egne sikkerhedsinteresser. Men europæerne kan ikke opretholde denne krig uden USA. At en person, som seriøst ønsker at blive kansler, endda siger dette i Davos på World Economic Forum, beviser, at disse mennesker har en anden dagsorden, hvilket er ekstremt bekymrende.

Så jeg prøver at fortælle alle, at vi bør gøre alt for kun at vælge kandidater, der er imod vedvarende krig i Ukraine, og som er imod udvidelsen af NATO. Jeg kunne sige mere om, hvad jeg mener, der skal gøres, men det korte af det lange er, at jeg tror, at medmindre der sker en enorm mobilisering, kan vi ende med Merz som den næste kansler. I værste fald vil han indgå i en koalition med De Grønne-Habeck, den samme økonomiminister, som lige har ødelagt den tyske økonomi. Den tyske økonomi er i frit fald som følge af den absolut inkompetente grønne økonomiske politik i kombination med sabotagen af Nord Stream-rørledningerne. Han vil have en koalition med en sådan person; eller naturligvis med socialdemokraterne, afhængigt af hvordan resultatet bliver. Merz erklærede helt eftertrykkeligt, at han under ingen omstændigheder ville indgå i en koalition med AfD.

Så jeg tror ikke, at det ser godt ud på kort sigt, men jeg tror, at der sker enorme forandringer. Hele EU er i gang med en centrifugal disintegrationsproces. Hvis du ser på Ungarn, Slovakiet og nu Rumænien, hvor de lige har annulleret valget, hvilket er utroligt; det skaber et enormt oprør i Rumænien. Og i Kroatien har den antieuropæiske kandidat lige vundet med et flertal på 75 %. Meloni fra Italien har lige været på Mar-a-Lago og kom tilbage og sagde, at hun vil repræsentere Trumps synspunkter i Europa. Frankrig er de facto uden regering, en meget ustabil situation. Og det gør, at Tyskland stort set kun er sammen med de baltiske lande, Polen og de skandinaviske lande. Men under visse omstændigheder tror jeg endda, at EU kan detonere, hvilket efter min mening ikke ville være en dårlig ting. For EU har i høj grad bevæget sig væk fra at repræsentere medlemmernes interesser.

Så hvad der vil ske, tror jeg er et lige så åbent spørgsmål, som du sagde om USA, for jeg tror, at vi lige nu oplever en tektonisk forandring, hvor 500 års kolonialisme er ved at være slut. BRIKS-landene forsøger at skabe et system, som giver mulighed for økonomisk udvikling i det Globale Syd. Og det er naturligvis det andet store spørgsmål, hvor jeg gerne vil give det tilbage til dig, fordi Trump er flyttet ind i Det Hvide Hus med en fuldstændig ændret verdenssituation sammenlignet med for fire år siden, da han forlod det. Nu har man BRIKS-landene – Indonesien og Nigeria er lige kommet med – og de har allerede et større BNP end G7. Trump har desværre lige sagt, at han vil indføre 100 % told på BRIKS-landene, hvis de endda vover at overveje af-dollarisering. Så hvad er din kommentar til alle disse spørgsmål?

Det korte svar – det er selvfølgelig et langt svar – men det korte svar er, at jeg synes, det er et meget åbent spørgsmål, og det afhænger meget af folk med god vilje og opfattelser af, hvordan man kan forme dette. For jeg tror, vi oplever en utrolig transformation, som er uden fortilfælde i historien.

WILKERSON: Det tror jeg også, du har helt ret i. Jeg tror, du kender min geopolitiske teori om, at vi nu er ved at vende et 500 år langt skift. Magten lå i Østen i 3.000 år med alle imperierne – mogulerne, mongolerne, osmannerne. Briterne kom ind og skabte os, og magten gik til Vesten. Jeg tror, den skifter tilbage nu; ubønhørligt skifter den tilbage med Kina som den magnet, der trækker magten tilbage. Kinas holdning er dog det, jeg kalder ASEAN-holdningen. Det er ikke en holdning til krig; det er ikke en holdning til sanktioner. Hvor mange lande er Kina i krig med, og hvor mange lande har Kina sanktioner over for? Så vidt jeg ved, ingen. Så det er ikke uskyldigt, men det er bestemt ikke et spejlbillede af Vesten, der desperat forsøger at holde fast i sin imperiale magt og bestride Kinas plads, hvis det kan. Jeg tror, det er den spænding i verden, der har gjort imperiet så oprørt og så villigt til at gøre næsten hvad som helst.

Men du har rejst en masse spørgsmål. Lad mig prøve at komme ind på et par af dem fra mit perspektiv her, hvor jeg ser på Imperiet indefra. For det første tror jeg, at dette magtskifte, som de fornemmer, til en vis grad bliver orkestreret bag kulisserne af BlackRock, Vanguard, State Group og andre lignende Davos-aktører – jeg kalder dem Davos-spillere; Davos-publikummet. De holder altid øje med, hvad der sker, ligesom Rothschilds i gamle dage eller J.P. Morgans i gamle dage. De holder øje med, hvad der sker, og de er parate til at flytte flag, hvor der er brug for det, og også flytte penge, hvis det ser ud, som om de har magten. Vi har nogle af disse mennesker i Trumps menageri nu. Jeg vil nævne Peter Thiel i den gruppe; jeg vil næsten nævne Elon Musk i den gruppe, selv om han til tider er næsten lige så uudgrundelig som Donald Trump selv. Så der er mange penge. Følg altid pengene for at se, hvor imperiet er på vej hen; op, ned eller hvad som helst, bag gardinerne, så at sige, der orkestrerer noget af det her. Jeg har ingen idé om, hvad deres egentlige mål er, andet end at være på den vindende side med flest penge i lommen, når magten definitivt skifter.

Det kan tage meget lang tid, så der vil være mange skadelidte blandt dem, der protesterer, ligesom der var før, da magten skiftede den anden vej. Se på, hvad vi gjorde, efter at Ferdinand og Isabella sendte deres skibe til den såkaldte nye verden. Vi voldtog en hel halvkugle for deres guld og sølv og juveler og så videre, og det skabte imperierne. Spanien var så forurenet, at dets laugsstruktur faldt fra hinanden, en meget raffineret laugsstruktur, der orkestrerede alt fra keramik til maleri. Og det faldt fra hinanden, fordi alle var så forurenede med guld og sølv og juveler og andre ting, der kom tilbage gennem plyndring og plyndring fra den nye verden.

Overvejer man noget lignende i dag? Ikke i så grove vendinger, som vi ser i Gaza, som er en gentagelse af Pizarro eller andre af de erobrere, der gik ind og flåede indianerne på vores halvkugle. Men det bliver mere raffineret, fordi vi er blevet mere raffinerede i den måde, vi myrder folk på; i den måde, vi dræber folk på; i den måde, vi fratager folk deres rettigheder på osv.

Så jeg tror, at vi er nødt til at forholde os til det generelle billede, når vi prøver at finde ud af, hvor vi skal hen på daglig, ugentlig og månedlig basis med hensyn til strategi, geopolitik eller andet for at gøre situationen bedre, end den er i øjeblikket. For jeg tror, det bliver værre. Jeg fortalte det til en person i går, som spurgte mig, hvad jeg skulle gøre, og vi talte om, hvordan man skulle reagere på nogle af de ting, som formand Johnson i Repræsentanternes Hus her vil gøre. Nogle af de ting er meget drakoniske, meget udemokratiske og meget forfatningsstridige, ikke mindst hans ønske om at gøre kristendommen til nationalreligion og få USA’s væbnede styrker til at beskytte den religion. Jeg er ikke i tvivl om, at Trump ville gå med til det for at få politisk værdi ud af det, hvis det skulle ske. Han er meget dygtig til at bruge de religiøse kræfter i dette land – som er på fremmarch igen; man kunne kalde dette den fjerde eller femte store opvågnen i Amerika. Hvis du kender til de tidligere store opvågninger, så var de meget tumultariske perioder. De førte f.eks. til forbuddet. Hold da op! Det var virkelig begyndelsen på organiseret kriminalitet i USA: Forbuddet.

Så de ting, der sker, sagde jeg til en særlig kvinde: »Du ved, det er orkanstyrke, så du er nødt til virkelig at lukke lugerne, hvis du vil fortsætte med det, du gør, og forsøge at ændre nogle af de mere skadelige virkninger, som Trump og Kongressen kan have.« Det sagde jeg til hende: »Du må indse, at alle tre grene af USA’s regering, domstolen, den lovgivende og den udøvende magt, nu til en vis grad er i hænderne på Donald Trump. Hvis ikke Donald Trump, så det republikanske parti, som er lige så desperat efter at gøre disse ting, som han er; sandsynligvis mere desperat, når det gælder de mere drakoniske tiltag. Det er ikke en god verden at bevæge sig ind i,« sagde jeg til hende. »Men hvis du er seriøs og gerne vil gøre noget positivt, så er der nogle ting, jeg tror, du kan gøre.« Hun arbejder primært på en form for anerkendelse af den katastrofe, vi har skabt i Levanten, og det er hendes drivkraft lige nu.

Men det bliver ekstremt svært at håndtere Ukraine, at håndtere Gaza og eftervirkningerne, at håndtere Levanten generelt, at håndtere Syrien. Forleden havde jeg en samtale med en person fra Vatikanet, som fortalte mig om Calin Georgescus uro i Rumænien. Da han var færdig, sagde jeg: »Ved du, at USA er derinde og prøver at sikre sig, at de ikke får en ny Viktor Orban? Prøver at sikre sig, at de ikke får valgt en person i Rumænien, som muligvis vil tage Rumænien ud af NATO? De gør det samme i Georgien. Vidste du, at et kongresmedlem har sendt et brev til udenrigsminister Marco Rubio, hvor han med navns nævnelse beskriver de mennesker, der er tilknyttet Drømmepartiet i Georgien, som med nød og næppe holder fast i magten der, og som forsøger at opretholde en afbalanceret udenrigs- og sikkerhedspolitik? Afbalanceret i forhold til EU, Washington og NATO og Moskva på den anden side? Ikke valgt? Prøver at få dem undermineret og smidt ud af embedet og få folk ind, som er helt på EU’s, Washingtons og NATO’s side?« Det sker i Moldova i mindre grad. Det er, hvad imperiet gør lige nu for at forsøge at skabe problemer, som vil hjælpe det med at gøre, hvad det ønsker at gøre i forhold til Kina i sidste ende – selvfølgelig. Det betyder, at Europa skal forhindres i at gøre noget meningsfuldt med hensyn til handel, kultur, efterretninger eller andet med Kina. Og det er en del af motivationen for alle de handlinger, der overvejes her.

ZEPP-LAROUCHE: Siden du nævnte Rumænien, tror du så ikke, at det har noget at gøre med hensigten om at opbygge militærbasen i Rumænien til at blive den største NATO-base i Europa? Der er endda en EU-kommissær – Breton – som sagde, at hvis AfD vinder i Tyskland, vil vi gøre med Tyskland, hvad vi lige har gjort i Rumænien, med andre ord annullere valget.

WILKERSON: Ja.

ZEPP-LAROUCHE: I en vis forstand ville det være sjovt, hvis det ikke var så tragisk for det rumænske folk. Men jeg tror, det er sådan med disse ting, ligesom med alle de andre ting: Hvis man ser på, hvad der skete ved afslutningen af den kolde krig, ifølge Jack Matlock og andre; men Jack Matlock, han har helt sikkert bekræftet som øjenvidne, at der blev givet alle disse løfter til Gorbatjov om ikke at udvide NATO mod øst, og at der ikke var nogen trussel fra Sovjetunionen, endda i årene før Sovjetunionens sammenbrud faktisk fandt sted. Der ville have været en chance for at starte en fredsorden for det 21. århundrede. Men så kom de neokonservative, og de startede alle disse politikker – udvidelse af NATO, regimeskifte, farverevolution osv. Hvis man ser på nettoresultatet mere end 30 år senere, hvad har det så ført til? Er Fukuyamas udtalelse om »historiens afslutning« – som var ideen om, at alle lande på planeten ville blive et neoliberalt vestligt demokrati – lykkedes? Nej, tydeligvis ikke, for alle disse politikker har haft et enormt tilbageslag. Og resultatet er, at hele det Globale Syd, som er blevet til den Globale Majoritet, har vendt sig mod Vesten. Og hvis man f.eks. annullerer valg og ikke respekterer befolkningens vilje, kan disse ting måske lykkes på kort sigt, men dette blowback vil fortsætte.

Og det, der undrer mig, er, at disse såkaldte etablissementer synes at være helt ude af stand til nogensinde at reflektere over, at det er deres politik, der forårsager alle disse resultater, som de hader. Hvad er din opfattelse af det?

WILKERSON: Igen, du har beskrevet det ret præcist. Jeg var der selv. Jeg var der, da Powell vendte sig mod mig og sagde: »Jeg vil være en anden formand. Jeg bliver en formand, som mange mennesker vil finde for magtfuld. Ikke alene vil jeg gennemføre de ændringer, som Goldwater-Nichols-loven foretog i formandsposten – jeg vil blive den eneste militære rådgiver for første gang i USA’s historie.« En chef for militæret – chefen for militæret – blev gjort til den eneste militære rådgiver for de nationale kommandomyndigheder: forsvarsministeren, det nationale sikkerhedsråd og USA’s præsident. Det gjorde ham til en meget magtfuld person. Og han sagde: »Det vil jeg udnytte.« Det allerførste, han gjorde for at udnytte det, var at reformere og revolutionere den fælles stab. Han gjorde fællesstaben – ca. 2400 officerer – til den mest kompetente militære stab i det amerikanske etablissement. Den havde været den værste, fordi alle værn – hæren, flåden, luftvåbnet, marinekorpset og så videre – sendte deres bedste officerer til deres egne stabe og sendte resterne til fællesstaben. Det ændrede han næsten fra den ene dag til den anden: De bedste folk begyndte at komme til Washington, fordi de ellers ikke kunne blive forfremmet.

Så det revolutionerede Pentagon med hensyn til de genier, der arbejdede med strategi og den slags. Og den arkitektur, vi designede for fremtiden, var en arkitektur, der fuldt ud inkluderede Rusland i det europæiske sikkerhedsarrangement, fuldt ud inkluderede dem som en partner. Processen ville være metodisk, den ville være langsom. Der ville være kontrol ved hvert eneste punkt undervejs. Men med hensyn til Baker og Shevardnadze og H.W. Bush og andre, der var involveret i samtalerne, og helt sikkert Colin Powell; folk glemmer, at han var national sikkerhedsrådgiver og før det vice-national sikkerhedsrådgiver for Ronald Reagan i de sidste to år. Så han var {der} i St. Catherine’s Palace; han var {der} på Long Island, da Gorbatjov og H.W. og Reagan i begyndelsen gjorde, hvad de gjorde: bragte en ende på den kolde krig. Og ham, der gjorde det, var ikke Ronald Reagan, det var ikke Star Wars, det var ikke Imperiet: Det var Mikhail Gorbatjov, der indførte det. Og det var lidt tumultarisk, fordi det var ham, der gjorde det, og han havde mange modstandere.

Og så kom alle vores folk ind: Larry Summers, Goldman Sachs, you name it, og stjal og plyndrede og holdt brandudsalg i Moskva, hvor de solgte alle de gamle kommunistiske aktiver til oligarker og tjente {store summer} til sig selv. Det var begyndelsen på forureningen af vores drøm – det var begyndelsen. Og Putin holdt øje med alt det: En klog mand så alt det og begyndte, tror jeg, at forpligte sig til, at når han kom til den virkelige magt, ville han ændre det.

Så vi startede denne dynamik, der var antagonistisk meget tidligt. Og så kom Bill Clinton og samlede sin komité af militære forsvarsentreprenører for at spørge dem, om NATO skulle udvides, og om Partnerskab for Fred skulle forfalskes og ændres, så det primært blev et fremskridt for nye lande, der ville ind i NATO. Og de kom tilbage og sagde: »Vidunderlig idé, hr. præsident, vi kan tjene en formue på at sælge F-16-fly til Polen og Finland og alle andre, vi kan gøre det med.«

Det forurenede hele processen. Så du har ret. De neokonservative stod bag det og ønskede denne politik. De ville have denne politik. Og det forurenede alt, hvad vi ønskede at gøre.

ZEPP-LAROUCHE: Det, du siger, er ekstremt vigtigt, men det er især vigtigt for Tyskland. For jeg er stadig ikke kommet mig over, hvad der skete, for man skulle tro, at med tyskernes skyld i Anden Verdenskrig – og jeg siger ikke, at tyskerne er de eneste, der var skyldige i Anden Verdenskrig, men de havde en betydelig andel – at de ville føle en vis taknemmelighed over de fredelige omstændigheder ved den tyske genforening. Rusland gik med til Tysklands genforening, og Tyskland kunne blive en del af NATO; men ifølge 2+4-traktaten må der ikke være udenlandske tropper på det tidligere DDR’s territorium, hvilket bliver overtrådt lige nu med et nyt hovedkvarter i Rostock ved Østersøen; men dybest set skulle man tro, at det tyske folk ville føle en vis taknemmelighed over for Rusland for omstændighederne ved den fredelige genforening. Og jeg ved, at folk i Østtyskland tænker helt anderledes end folk i Vesttyskland.

Men pointen er, at lige nu, på grund af manipulationen af »nudging« af den offentlige mening, af kontrollen af fortællingen, kan man i Tyskland endda ikke længere sige, at der er en forhistorie til det, der skete den 24. februar 2022. Man må ikke sige, at det ikke var Rusland, der uprovokeret invaderede – faktisk skal enhver politiker indlede sine sætninger med at sige »Putins uprovokerede aggressionskrig mod international lov«, snarere…

WILKERSON: Det er i øvrigt det samme her, at enhver politiker skal indlede med »Den 7. oktober fandt der et afskyeligt terrorangreb sted mod Israel….«

ZEPP-LAROUCHE: Ja, men i tilfældet med denne tyske situation tror jeg, det er virkelig afgørende, at vi på en eller anden måde, jeg tror, at alle øjenvidnerne, som dig og Jack Matlock og andre, virkelig bør sætte sig ned og skrive deres erindringer ned hurtigt, fordi der er en gigantisk indsats for at omskrive historien, så den passer ind i den nuværende geopolitiske NATO-narrativ. Men jeg tror, at hvis man ikke starter med den historiske sandhed, og der er noget, der hedder historisk sandhed, som kan graves frem – og nu er »sandhed« allerede et ord, som straks placerer dig i kategorien diktator eller en anden autokratisk person; det er ikke pointen – men jeg tror virkelig, at det ville være så vigtigt for det tyske folk at genoplive og blive bevidst om, hvad der skete i hele denne periode siden 1945 med den tyske genforening. For hvis denne fortælling er der, tror jeg, at vi er i fare for at gå i den helt forkerte retning igen.

WILKERSON: Du kan forestille dig, hvordan jeg har det, og hvordan jeg må sige, at Powell havde det i det øjeblik, han gik bort. Vi var oprindeligt viklet ind i en diskussion med Helmut Kohl og François Mitterrand og John Major og Maggie Thatcher, hvor Helmut Kohl var bekymret – jeg kunne sige syg af bekymring – ikke kun over den forventede amerikanske pris på 80 milliarder dollars for en genforening, men også over, hvad en genforening ville betyde for Rusland og for at blive i NATO. Og det var han meget bange for! Han var meget bange for det signal, han ville sende til Moskva, endda sammen med Gorbatjov.

Så en af de personer, som François og Powell og en række andre personer, herunder præsidenten, skulle overbevise, var Helmut Kohl, ikke kun på grund af omkostningerne, som jeg sagde, men også på grund af de politiske konsekvenser. Og jeg mener at huske, at jeg så et sted, at omkostningerne faktisk var fordoblet i forhold til de faktiske omkostninger for Tyskland, for genforeningen. Men på det tidspunkt sagde de, at 80 milliarder dollars var minimum, inklusive flytning af hovedstaden fra Bonn til Berlin og så videre. Men det blev til noget!

Og jeg må sige, at i 1992 og 1993, helt op til William Clintons »tronbestigelse«, om man vil, var der eufori i Washington. Der var absolut eufori! Den kolde krig var ikke bare slut, men vi skulle også være partnere i at sikre ikke bare Nordamerikas, men også Europas sikkerhed. Og Rusland ville for første gang siden Katarina, som forsøgte flere gange mellem Katarina og nutiden, komme ind i Europa på en meningsfuld, positiv måde. Hendes hof talte fransk! Man kunne ikke operere ved Katharinas hof, medmindre man talte fransk. Det ville faktisk ske: Vi troede faktisk, at det ville ske. Og så blev det, som du sagde, forurenet: Det blev forurenet af europæerne, men det meste af tiden stod vi til rådighed.

Og nu ser vi sådanne ting i lande, som havde garanteret og fundet deres neutralitet sympatisk i NATO! Lande, som jeg aldrig havde troet ville komme med i NATO. Og jeg tror, at det i sidste ende er til skade for dem, og det vil de finde ud af i løbet af det næste årti.

Vi har brug for en ny sikkerhedsarkitektur for Europa, og den skal være europæisk centreret, og den skal sandsynligvis skille sig af med NATO. Det ville jeg have sagt i ’92-’93, for vi talte faktisk om, mens vi talte om disse andre euforiske ting – og vi talte også med tyskerne og franskmændene, briterne og andre om dette – hvad med en europæisk sikkerhedsidentitet? Og til at begynde med var den del, vi skulle være ansvarlige for i Pentagon, en brigade på omkring 3.000 europæere, bestående af tyskere, franskmænd og hvem europæerne ellers ville have med i den, som skulle være uafhængig af NATO. Den skulle arbejde med europæiske sikkerhedsspørgsmål, som for eksempel, ja, Balkan! Som blev nævnt som et reelt problem. Og den ville være uafhængig af NATO’s struktur, uafhængig af NATO’s penge, uafhængig af NATO’s våben: Fuldstændig uafhængig. Og den skulle operere under europæisk kommando i europæiske sikkerhedsspørgsmål.

Og gæt, hvem der ikke ville være med til det? Europæerne!

Men du kan måske også gætte, at der var et element, et neokonservativt element, der arbejdede på dem under hele forløbet – og vi opdagede det først i slutningen af 1994 – med at overbevise europæerne og påvirke deres valg for at få folk valgt – Jens Stoltenberg var en af deres første succeser – som ville tro på det samme som dem: Det vil sige, at det er en dårlig idé. Vi er nødt til at beholde NATO, og vi er nødt til at udvide NATO. Så det hele blev forurenet. Men der var mange stammer, mange tråde af den forurening, på begge sider af Atlanten.

ZEPP-LAROUCHE: Vi udgav en lille pjece, der hed »[Lost Chance of ’89] (https://www.youtube.com/watch?v=UjUFOlHm8Z0)«, fordi min afdøde mand Lyndon LaRouche havde forudsagt, at Sovjetunionen ville kollapse allerede i 1984: Han sagde, at hvis Sovjetunionen fortsatte med deres daværende politik, som var en slags primitiv akkumulation mod den fysiske økonomi, så ville de kollapse om fem år. Vi forventede, at det ville ske, og vi så i 1988, da Comecons økonomiske vanskeligheder blev meget store, at vi tog til Berlin, og han kom med en udtalelse på Kempinski Bristol Hotel, hvor han forudsagde Tysklands snarlige genforening og foreslog, at hovedstaden i det forenede Tyskland, Berlin, skulle arbejde på at modernisere Polen som et eksempel på, hvordan man kunne modernisere de andre Comecon-lande med vestlige teknologier.

Det var et år før Murens fald, og ingen troede, at det ville ske, men han ramte helt plet. Og derfor offentliggjorde vi denne idé, da muren faktisk faldt, og vi kaldte Den produktive trekant, som var ideen om at tage den økonomiske zone fra Paris-Berlin-Wien, som var den højeste koncentration af industriel magt på mellemniveau i verden på det tidspunkt, og derefter modernisere den med indførelse af atomkraft, af hurtige togsystemer og derefter bringe korridorer til Østeuropa, til Warszawa, til Kiev, til Moskva, til Balkan, og på den måde, på en fredelig måde, modernisere økonomierne i Comecon.

Og da muren faldt, var vi de eneste, der havde opfattelser af, hvad der skulle gøres. Endda den tyske regering indrømmede i de papirer, de offentliggjorde flere år senere, at de faktisk ikke havde en plan for, hvad de skulle gøre i tilfælde af tysk genforening, på trods af at det var det politiske spørgsmål nummer et i hele den tyske udenrigspolitik i hele efterkrigstiden! Og så henvendte vi os til alle regeringerne, og vi tog til den økonomiske messe i Leipzig og talte med direktørerne for de store virksomheder, og de sagde: »Dette er en fremragende plan. Det er præcis, hvad der bør gøres, men det er så stort, at det kræver, at regeringerne gør det.« Og så ville Bush-regeringen naturligvis ikke gøre det, fordi de bare mente, at Tyskland ikke skulle binde sig til Rusland. Thatcher startede »Det Fjerde Rige«-kampagnen mod stakkels Kohl og sagde, at han var alt andet end en Hitler, naturligvis. Mitterrand ønskede ikke, at Tyskland skulle være stærkt, og insisterede på, at den tyske mark skulle opgives, for at franskmændene kunne gå med til genforeningen.

Så i dette hæfte om [»Lost Chance of ’89«](https://larouchepub.com/eiw/public/1998/eirv25n32-19980814/eirv25n32-19980814.pdf) er alt dette skrevet ned. Jeg vil forsøge at sende dig en kopi, hvis du har lyst, for jeg vil gerne have din kommentar til nogle af punkterne. For jeg tror, det ville være {ekstremt} vigtigt at rekonstruere denne periode i historien, og jeg ved, at der er mange mennesker, især i Østtyskland, som nu har et helt andet syn på tingene. De gik ind for en fredelig afslutning på DDR dengang, men nu ser de tilbage og siger: »Åh, det, der faktisk skete, var en kolonialistisk overtagelse af Østtyskland«, og nu føler de sig berøvet hele deres livsværk, deres historie, og de er ekstremt bitre. Og jeg tror, at for at bearbejde denne del af historien og faktisk rekonstruere, hvad der faktisk skete, ved jeg, at de gerne vil gå i dialog med dig og andre mennesker. Hvad synes du om det?

WILKERSON: Jeg synes, at din opremsning af historien er ret præcis! Lad mig fortælle dig, at i Central Intelligence Agency, hvor sovjetologerne arbejdede, sagde de i ’81 og ’82 det samme, som du lige har sagt: ’88 var deres målår for Sovjetunionens sammenbrud, men de sagde et interval fra ’88 til ’92.

Hvor blev det sendt hen? Det gik direkte til Bill Casey, direktør for CIA. Disse sovjetologer, som Bill Casey lyttede til i CIA’s indre, var Bob Gates, som senere blev forsvarsminister og direktør for CIA. Men første gang hans navn blev forelagt Kongressen til godkendelse, ville de ikke godkende det! Så hans navn blev trukket tilbage. Grunden til, at de ikke ville godkende det, var, at en masse af disse sovjetologer gik over til kongressen og talte om Bob Gates, og hvad han havde gjort. Og det, han gjorde, var, at han gik til Casey, direktøren, og sagde: »Jeg vil give dig en vurdering af Sovjetunionen, som får dem til at se tre meter høje ud.« På den måde ville det støtte Ronald Reagans oprustning i første periode, som var den største siden Anden Verdenskrig. Casey sagde: »God aftale, lad os tage derover.« Og de tog over og talte med præsident Reagan, og de overbeviste ham om, at han havde ret, og at våbenhandlen kunne understøttes af dette massive efterretningsestimat, som ville blive sendt til Kongressen i en klassificeret version, og de kunne se det og forstå, hvor stor Sovjetunionen var – når de nede i bunden af CIA sagde, at den kollapser! Det falder fra hinanden!

Nå, men han fik sin oprustning, og det fik ham til at tro – jeg tror – og som sagt var Powell hans stedfortræder og derefter hans nationale sikkerhedsrådgiver i de sidste to år, og han bekræftede på en måde dette for mig – det fik Reagan til at tro, at hans oprustning og hans Star Wars-idé og alt det der havde bragt Sovjetunionen til fald, i det mindste delvist, når det, der faktisk havde bragt Sovjetunionen til fald, var Mikhail Gorbatjov, der erkendte den alvorlige økonomiske situation, som Sovjetunionen befandt sig i! Og også andre ting, som du gentog.

Så dette er en forurenet proces helt fra begyndelsen, hvad angår imperiets forhold til Sovjetunionen. Det blev først ubesmittet, om du vil, da de faktisk kollapsede, og Mikhail Gorbatjov blev en partner, med Edvard Sjevardnadse som hjælper, til at forhandle med os på en meningsfuld og ikke-bedragerisk måde, direkte, om afslutningen på den kolde krig.

Og så ødelagde vi det, som vi sagde før: Vi sprang ind og ødelagde det. Jeg siger ikke, at der ikke var nogle parter på den anden side, som måske kunne have hjulpet, men jeg mener, at imperiet og den neokonservative filosofi i det imperium overvejende ødelagde hele den mulige fremtid. Og det er virkelig en skam, for verden kunne have været et helt andet sted, et sted med kammeratskab, samarbejde og samvirke, begyndende med Europa, hvor vi kunne have konfronteret klimaforandringerne på en afgørende måde og have håndteret det faktum, at vi er – det ville ikke være sket; vi ville have haft dette nye atomare våbenkapløb, hvis det var sket.

Pentagon præsenterede H.W. Bush for en vurdering af de nødvendige atomvåben for USA, som var mindre end 2.000. Vi havde 60.000, mellem os – Moskva og Washington – 60.000. Vi skulle hurtigt ned på omkring 5.000 hver, hvilket er nogenlunde, hvad vi har nu – vi stoppede – men i sidste ende skulle vi ned på 2.000. Og her er den virkelige kicker: Vi havde en undersøgelse, der viste, at vi kunne leve med det, hvis vi kunne vise de andre stater med atomvåben, at de kunne leve med den samme aftale: Vi kunne leve med 200-300. Tænk på, hvilken sikrere verden det ville være, hvis vi havde været i stand til at opnå det?

ZEPP-LAROUCHE: Hvad tror du, Trump vil gøre med den tidligere forpligtelse til at placere amerikanske mellemdistancemissiler i Tyskland fra 2026?

WILKERSON: Det vil være noget, som jeg tror, han vil udfordre. Jeg er ikke sikker, men jeg tror, han vil udfordre det, og han vil måske ændre det. Han kan ændre hele det forhold, som det transatlantiske forhold, om du vil, repræsenterer lige nu med hensyn til national sikkerhed og europæisk sikkerhed. Men jeg ved ikke hvordan. Og jeg har hørt nogle af de ting, som Pete Hegseth har sagt tidligere, for eksempel. De giver mig ikke meget håb, for det ser mere ud til, at Hegseth vil være en »Aye-aye, tre poser fulde«-mand for Trump, med andre ord. Trump vil sige »gør det«, og han vil gøre det.

Men der er folk i Pentagon, som forstår, at situationen for imperiet i militær forstand ikke er god. Der er for eksempel folk, som forstår, at hvis vi pludselig kom i krig med Iran, ville vi sandsynligvis tabe, og vi ville være nødt til at gå – og tabe, når det gælder målet, som ville være at ødelægge Irans atomprogram: Vi ville ikke gøre det. Det ville være umuligt at gøre det fra luften. Så vi er nødt til at træffe et valg: Skal vi invadere og udrydde deres atomprogram og gøre en ende på det? I så fald ville det tage ti år, koste billioner af dollars, og vi ville sandsynligvis stå med et større »Irak« til sidst, en katastrofe med andre ord. Og vi ville sætte Levanten i brand igen. Det er ikke til at sige, hvad Tyrkiet ville gøre i den forbindelse. Men det er spørgsmål, der bliver stillet lige nu blandt mine kolleger og landsmænd, som forstår det amerikanske militær, og som forstår, at Donald Trump måske ikke ved disse ting. Og er der nogen, der vil fortælle ham det?

Jeg tror f.eks., at han er tilbøjelig til ikke at ville starte en krig med Iran. Betyder det, at han vil forhandle, som jeg tror, han allerede gør i al hemmelighed gennem Oman, om en ny atomart samarbejde med Iran? Hvad vil det så gøre ved hans forhold til Bibi? Jeg tror, at Bibi vil være væk til den tid; en ny regering vil sidde i Jerusalem. Hvad betyder det for Mohammad bin Salman, som nu vil have saudiarabisk indflydelse i hele Levanten? Det er det, han hele tiden har ønsket at gøre, faktisk lige siden han kom til magten, og han har lagt alle mulige penge bag det. Hans forhold til Joseph Aoun udvikler sig skarpt lige nu, fordi han ser Libanon som et genopstået Mekka i det østlige Middelhavsområde, dvs. den nordlige del af det nye Levanten, som han vil skabe. Og han ser sandsynligvis Ankara som sin eneste modstander i dette, og han vil behandle dem forsigtigt og omhyggeligt, fordi de ville være en reel modstander, og Erdogan har altid ønsket at være leder af den muslimske verden – sunnierne, shiamuslimerne, hele den muslimske verden. Jeg tror, MBS mener, at det er hans ret, ikke Erdogans, så det kan blive et spændingsfelt.

Trump vil håndtere dette på et transaktionsmæssigt grundlag, og vi vil sandsynligvis ende med at se en ny Abrahams-aftale, selvom det ikke vil være en Abrahams-aftale, det vil være en Trump-aftale, og den vil have en ny [krydstale].

ZEPP-LAROUCHE: Ja.

WILKERSON: Og den vil ikke have – her er min frygt – den vil ikke have en levedygtig palæstinensisk stat. Den vil sige, at den gør, men den vil ikke have en levedygtig palæstinensisk stat som en del af den. Og min bekymring er, at Israel under alt dette vil have konsolideret sin større magt på Vestbredden, i hele Golan, sandsynligvis i hele Gaza, og præsentere det som et {fait accompli} til enhver aftale, der opnås.

ZEPP-LAROUCHE: Lad mig nærme mig dette strategiske spørgsmål fra en lidt anden vinkel. For et par år siden blev de fem stater med atomvåben i FN’s Sikkerhedsråd enige om, at [atomkrig ikke kan vindes](http://en.kremlin.ru/events/president/news/67551) og derfor aldrig må udkæmpes, og hvis man starter med det, og også overvejer, hvor tæt vi kom – og måske stadig er – på, at krigen i Ukraine kunne gå helt galt, med ATACMS, der når dybt ind på Ruslands territorium, med muligheden for, at Mellemøsten ender i en krig mellem Israel og Iran – jeg vil ikke uddybe detaljerne i det – men jeg har været fortaler for det synspunkt, at man skal starte fra toppen: Og dybest set sige, at vi absolut skal forhindre atomkrig, fordi ingen ville overleve den. Sandsynligheden for, at det ville føre til en atomar vinter, er mere sikker end det modsatte. Så hvorfor gør vi ikke, som forhandlerne af Den Westfalske Fred gjorde? Fordi de efter 150 års religionskrig i Europa erkendte, at hvis krigen ville fortsætte, ville der absolut ikke være nogen tilbage i live, fordi en tredjedel af alt allerede var blevet ødelagt, og hvis kampene ville fortsætte, ville der ikke være nogen sejr for nogen, fordi de alle ville være døde.

I lyset af faren for atomar udslettelse, hvorfor går vi så ikke efter at skabe en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til sikkerhedsinteresserne i hvert eneste land på planeten, for jeg tror ikke, at en sideordre vil løse problemet? Og jeg tror, at en sådan ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvis der var en aftale mellem stormagterne om at gøre det, og så sætte sig ned, som de gjorde i den Westfalske Fred, hvor man i fire år hamrede detaljerne ud, hvordan man skulle løse dette regionale problem og denne territoriale konflikt, og slutresultatet var den Westfalske Fred, som producerede principper, der var grundlaget for international lov. Hvorfor kan vi ikke gøre noget lignende nu, i betragtning af at vi er den intelligente art: Vi er den eneste art, der kan tænke og ændre ting, når de ikke er rigtige, og vi er begavet med fornuftens kraft; og hvis vi ikke kan bringe orden i vores anliggender på planeten, kan vi ikke forvente, at nogen anden art gør det for os.

Så hvad synes du om sådan en tilgang?

WILKERSON: Jeg er mere eller mindre enig. Jeg vil dog indvende, at Trump i det mindste har givet indtryk af, at han vil stoppe vores donationer til FN, som er dominerende, ligesom Reagan gjorde det i en periode, og til sidst trække os ud af FN. Han har ikke meget til overs for det sted.

Hvis jeg var konge for en dag, ville jeg have startet med at kræve – og det ville have været et krav – at verdens stater med atomvåben skulle mødes i Genève eller et andet passende sted inden for seks måneder, hver og en af dem, alle ni; jeg kunne endda bede nogle af aspiranterne om at komme, som Iran: Og vi ville sætte os ned, og jeg ville fortælle dem, at vi må skabe et nyt traktatregime for atomvåben; det skal omfatte jer alle – også dig, Israel. Vi ved, at I har atomvåben: Vi gav dem til jer. Den skal omfatte hver eneste stat, der ejer atomvåben, og vi skal have nogle mål! Og de mål er at skære ned på lagrene, at stoppe enhver form for forskning og udvikling af vores lagre, som ville gøre dem endda farligere, end de er nu (de er farlige nok lige nu, mange tak); og vi vil indgå traktater med dette formål. Og hvis du vil bruge sanktioner, og du vil bruge pres, så gå ind i baglokalet og tru disse lande, medmindre de retter sig efter dine ønsker med hensyn til et nyt multilateralt traktatregime for atomvåben. Det ville have været det første, jeg ville have gjort: det allerførste, jeg ville have gjort.

Fordi, {du har ret!} Dette er den største trussel mod menneskeheden, ud over klimaforandringer, og den er lige foran næsen på os! Jeg mener, atomvåben er {her}! Knappen er klar til at blive trykket på! Det er den største udfordring, vi har, og vi er nødt til at gøre noget ved det.

ZEPP-LAROUCHE: Larry, jeg vil absolut gerne fortsætte den del af diskussionen, for jeg synes, det er den vigtigste. Men da vi er ved at løbe lidt tør for tid, og jeg ikke kan lade dig slippe uden naturligvis at stille dig et sidste spørgsmål: Og det er, hvad vidste folk før Irak-krigen i 2003 om eksistensen eller ikke-eksistensen af masseødelæggelsesvåben?

WILKERSON: De fleste mennesker i regeringen, som jeg havde kontakt med, i forsvarsministeriet og i udenrigsministeriet, troede, selv om det viste sig at være forkert, at Saddam Hussein havde nogle rester af våben tilbage fra sine tidligere eksperimenter. De kunne ikke tro, især ikke militærfolkene, at han havde smidt dem alle sammen væk. For de vidste, at han levede i en meget farlig region; han havde været i en meget blodig krig med Iran; han havde folk i sit eget land, som ville vælte ham på et øjeblik, hvis de troede, at han ikke var i besiddelse af de kapaciteter, han ønskede; og at han på nogen måde ville skaffe sig af med dem alle sammen.

Endda selvom der var efterretningsfolk, der fortalte os, under dynen, så at sige, at de troede, at hvis han overhovedet havde nogen, så var de sandsynligvis i sikker forvaring i Syrien og Sudan. For hvis du husker det, var regeringen i Khartoum på det tidspunkt meget fjendtligt indstillet over for imperiet. Og vi havde beviser for, at software til kemiske og biologiske våben sandsynligvis befandt sig i Khartoum eller et andet sted i Sudan. Vi havde også beviser for, at Bashar al-Assad havde lagre af kemiske våben, som faktisk var mærket »Saddam Husseins ejendom«.

Så vi mente, at der i det mindste var en {prima facie} sag, et indicium for at gå i krig, men vi var imod krigen. Vi var imod krigen af samme grund, som vi var imod, at krigen i 1991 skulle gå videre. Og det forstod H.W. Bush. Vi ønskede en magtbalance i Golfen mellem Iran og Saddam Hussein og Irak. Og hvis man fjernede Iraks evne til at være et omdrejningspunkt i den magtbalance, ville man være nødt til at forholde sig til Iran uden nogen magtbalance! Og det er præcis, hvad der skete! (griner)

Så vi var imod krigen.

ZEPP-LAROUCHE: Okay, Nancy Pelosi sagde i en diskussion med de studerende, at alle efterretningsfolk vidste, at der ikke fandtes masseødelæggelsesvåben. Nå, men jeg er desværre nødt til at stoppe nu. Et sidste spørgsmål til dig: Hvad er dit råd til det tyske folk i betragtning af den specifikke rolle, den meget vigtige rolle, som Tyskland spiller for Europas skæbne?

WILKERSON: Mit råd er, at man ikke skal følge imperiet som en puddelhund. Det er tid til, at folk rejser sig på egen hånd. Jeg taler ikke om voldsom nationalisme, men om egne interesser, både økonomiske og andre. Og lige nu tror jeg, at Tysklands holdning virkelig har skadet dets ellers tidligere overlegne økonomiske position, i hvert fald i Europa og endda i verden. Og det er ikke godt for det tyske folk! Så overtag ansvaret for jeres egen økonomi og retningen for den, og hvis I vil handle med Kina – hvilket er {uundgåeligt, ubønhørligt} – så gør det med Kina; og også med Rusland for den sags skyld.

ZEPP-LAROUCHE: Okay, mange tak. Vi har desværre ikke mere tid. Jeg har virkelig nydt dette, og jeg håber, at vi kan fortsætte det en anden gang. Tusind tak for det!

WILKERSON: Tak, fordi jeg måtte komme. Jeg har nydt det.

Fredag den 24. januar kl. 17.00 dansk tid

Klik på linket nedenfor, og brug dit fulde navn, når du deltager i mødet:

https://us02web.zoom.us/j/83288789255

Mobiliser dine organisationer.

Deltag i Den Internationale Fredskoalition på fredag kl. 17.00 dansk tid med Larry Johnson og andre for at diskutere de næste skridt i processen.

Venner af Den Internationale Fredskoalition,

Præsident Donald Trumps indsættelse den 20. januar og hans mange udtalelser og dekreter i løbet af de følgende 48 timer har fanget opmærksomheden i en verden i oprør. »Hele verden kigger på USA, og alt efter hvilken politisk lejr man befinder sig i, er det mellem håb og frygt«, kommenterede Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche i dag ved begyndelsen af sit ugentlige Dialogue-webcast. Situationen, tilføjede hun, er »kompliceret og mangefacetteret«, og Trumps handlinger er ikke alle sammenhængende med hinanden. Han er impulsiv og innovativ på samme tid.

Men alt for mange mennesker spilder tiden med at diskutere, om glasset er halvtomt eller halvfuldt, og opremser de gode og dårlige ting, Trump gør og siger – når det, der faktisk sker, er, at hele karakteren af det »glas«, de tror, de kigger på, har ændret sig dramatisk. Og den forandring kræver øjeblikkelig handling fra vores side. »Vi oplever nu en tektonisk forandring, hvor 500 års kolonialisme er ved at være slut, og BRIKS-landene forsøger at skabe et system, som giver mulighed for økonomisk udvikling i det Globale Syd.« De er blevet hovedpersoner i udformningen af menneskets fremtid.

På trods af sine uinformerede (og kontraproduktive) angreb på BRIKS har præsident Trump erklæret, at han ønsker at forhindre tredje verdenskrig, at normalisere forholdet til Putins Rusland og afslutte krigen i Ukraine, at samarbejde med Kina for at gøre verden til et bedre sted for alle nationer. Denne ændring har skabt en strategisk åbning, som hurtigt skal udnyttes til at skabe en ny virkelighed »på jorden«. Det mest påtrængende – måske også det sværeste – sted, hvor det kan ske, er i Sydvestasien.

Den israelsk-palæstinensiske krise, herunder folkemordet i Gaza og i stigende grad på Vestbredden, kan kun løses ved at rekonstruere hele området efter de linjer, som Lyndon LaRouches oase-plan foreslår. Rigeligt med ferskvand, elektricitet, højhastighedstog og en genopbygget sundheds- og uddannelsesinfrastruktur er alt sammen inden for rækkevidde. Kun ved at gå i gang med at bygge den infrastruktur kan der skabes ægte optimisme for fremtiden, en optimisme, som {både} israelere og palæstinensere er så desperate efter. israelere og palæstinensere så desperat har brug for.

Til dem, der i dag hævder, at der er brug for en politisk løsning, før økonomien kan komme i gang, svarede Lyndon LaRouche for 35 år siden, den 21. august 1990: »I årevis er vores forslag til økonomisk udvikling gentagne gange blevet fejet til side med det råd, at en politisk løsning må komme først, og derefter kan et økonomisk samarbejde om generel udvikling af regionen blive muligt. Vi har gentagne gange sagt, og med rette, at den argumentation er forkert og endda farligt absurd. Den simple grund er, at uden en politik for økonomisk udvikling har araberne og israelerne ikke noget fælles grundlag for en politisk aftale: ingen fælles interesse.«

LaRouches Oase-plan kan fungere – især hvis USA og Kina samarbejder om at føre den ud i livet. Som det hed i en leder den 22. januar i det halvofficielle kinesiske dagblad Global Times, der afspejlede tankegangen i Beijing: »Det, der er sikkert, er, at når Trump begynder sin anden præsidentperiode, er der et udbredt håb om et modent og stabilt forhold mellem Kina og USA. For begge lande er der et stort potentiale for forskellige former for samarbejde; nøglen er, om de kan møde hinanden på halvvejen…. En tilbagevenden til en rationel og pragmatisk politik over for Kina er en fælles ambition for befolkningerne i både Kina og USA.«

Oase-planen er et godt sted at omsætte den forpligtelse til praksis.

Deltag i Den Internationale Fredskoalition på fredag kl. 17.00 med Larry Johnson og andre for at diskutere de næste skridt i processen.

Read the English original below the Danish translation.
Ikke korrekturlæst

Meget bevægende kronik af den gazansk-canadiske Dr. Izzeldin Abuelaish en dag efter våbenhvilen i Gaza

22. januar 2025 (Schiller Instituttet) – Følgende kronik af den gazansk-canadiske Dr. Izzeldin Abuelaish blev offentliggjort i The Globe and Mail i Toronto den 21. januar 2025, en dag efter at våbenhvilen mellem Israel og Hamas begyndte. Forfatteren har givet sin tilladelse til, at vi offentliggør den. Dr. Abuelaish er forfatter til bogen Jeg Skal Ikke Hade, som han skrev, efter at tre af hans døtre og en niece blev dræbt i et israelsk angreb i 2009. Schiller Instituttets interview med ham i marts 2024 er tilgængeligt her:

Den førende palæstinensiske læge og fredsaktivist Dr. Izzeldin Abuelaish
interviewet af Schiller Instituttet i Danmark: “Jeg vil ikke hade”

Udskrift af interview: Palæstinensiske Dr. Izzeldin Abuelaish:
Jeg vil ikke hade. Stop volden. Vælg håb og sameksistens

Han talte også på Schiller Instituttets Oasis Plan-konference i april 2024. Se linket nedenunder.
——————————-

Morgen – og sorg [Morning and mourning] – i Gaza: Palæstinenserne kan endelig begynde det vigtige arbejde med at sørge

af Izzeldin Abuelaish

Izzeldin Abuelaish er palæstinensisk-canadisk forfatter, menneskerettighedsforkæmper og professor emeritus ved University of Toronto.

I mange år er sorgen i Gaza blevet undertrykt, begravet under vægten af bombardementer og frygt, som om det at udtrykke smerte er en slags privilegium.

Og derfor står palæstinenserne i dette skrøbelige og paradoksale øjeblik – starten på en våbenhvile i Gazastriben – foran en længe ventet scene: en chance for at sørge i fred.

Under en krig bliver øjeblikke til levende vidnesbyrd om smerte, rædsel, drab og ødelæggelse. Krig opleves ikke af mennesker som en kamp om magt, men som en test af menneskelig vilje over for den hårdeste vold og uretfærdighed. Og denne krig har stjålet folks drømme, deres mest grundlæggende rettigheder til et værdigt liv. Hvert ødelagt hus var engang et fristed, og hver ødelagt gade var engang en passage til håb. Selv om krigen slutter helt, vil dens indvirkning aldrig forlade sjælene.

Men håbet er stadig den skjulte kraft, der kan give livet ny mening.

Våbenhvilen er en mulighed for, at dette håb kan slå rod i Gaza, et land, der aldrig har kendt til fred, hvor hver dag begynder og slutter med lidelse, og som er tynget af sår fra både fortid og nutid. Denne by fortjener en chance for at sørge uden frygt og for at leve fri af dødens skygge. Selv om fuldstændig fred kan synes langt væk, giver denne våbenhvile plads til at begynde på en frisk. Det er et desperat tiltrængt pusterum for de afdøde sjæle, for hjerterne hos dem, der holder ud, for et land, som en dag fortjener varig ro.

Der er nu en chance for, at håbet for alvor kan slå rod i hjertet på den enke, der er blevet mor, det forældreløse barn, den sørgende far og søsteren, der klamrer sig til minderne. På trods af deres enorme tab har de styrken til at overleve.

I et land, der har kendt til uretfærdighed, undertrykkelse og besættelse, mere end det har kendt til fred, bliver sorgen en modstandshandling. At sørge betyder at anerkende sit tab, at anerkende, at man er et menneske, der er tynget af smerte. Men at sørge over mistede kære uden frygt for at møde samme skæbne har været en uopnåelig drøm for Gaza. I dag, i den fredelige stilhed i gader, der i går var fyldt med en anden slags stilhed – en, der er svanger med rædslen for mulig ødelæggelse – giver sorgen mulighed for den fordybelse, der er nødvendig til at forfølge ny mening og nyt liv.

Selvfølgelig er sorg ikke enden på vejen. Det er det første, afgørende skridt mod at genopbygge sjælen, mod at respektere mindet om dem, der er gået bort, mod at give sårene plads til at trække vejret. Sorg er den eneste måde at forblive menneske på i lyset af hadet.

Efter mere end 15 måneders bombardementer vender folk tilbage til murbrokkerne – ikke for at finde ly, men for at udføre den hjerteskærende opgave at finde ligene af deres kære. Blandt murbrokkerne ligger smertefulde minder. Hvor dyb er denne smerte – at finde lig, hvoraf nogle er blevet gnavet i af herreløse hunde.

Børnenes drømme – om at lære i skolen, om at finde forsvundne venner eller legetøj – ligger også under murbrokkerne. Men sorgen giver dem mulighed for at finde en verden, hvor sikkerhed og uskyld kan trives igen. Disse drømme, der nægter at blive begravet, minder verden om, at selv i krig er børns håb i stand til at overleve.

De, der har levet i en cyklus af konstant terror, kan nu endelig finde den længe ventede søvn. Det vil stadig ikke være en almindelig søvn, men en, der er tynget af minder og smerte, en, der blotter sårene. Og selv når våbenhvileaftaler annonceres, forbliver ventetiden på fred smertefuld. Timerne bliver på en eller anden måde tungere end årene, mens folk lever på en knivsæg mellem frygten for det sidste bombeangreb og det at turde håbe på frelse. Hvert øjeblik, der er gået i løbet af de sidste 15 måneder, har bragt muligheden for tab med sig; nu er det blandet med den skrøbelige mulighed for fred – og potentialet for en anden slags smerte.

Smerte i Gaza bliver til energi til vedholdenhed. Et blødende sår bliver et symbol på styrke. Men tab, på trods af dets grusomhed, planter i hjerterne en vilje til at leve. Palæstinenserne er ikke kun ofre for krig; de er et eksempel på ukuelig vilje, der legemliggør, hvad det vil sige at rejse sig fra asken. Selve landet fortæller historier om dette modstandsdygtige folks lidelser. De huse, der blev ødelagt, var engang fyldt med latter, og de gader, der blev reduceret til murbrokker, var engang korridorer med liv – men på trods af alt dette står palæstinenserne oprejst og gør smerte til en lektie og standhaftighed til en livsstil.

I dette land er der noget, der er værd at leve for. Gaza er ikke bare en by, men et symbol på beslutsomhed og håb. Under murbrokkerne går palæstinenserne nu i gang med at skabe liv ud af død. Nederlaget ligger ikke i ødelæggelsen, men i tabet af troen på frihed og værdighed; det er det, Gazas befolkning afviser. Det er derfor, palæstinenserne stadig er håbefulde. Det er ikke kun, fordi de fortjener liv, men fordi de tror på, at friheden kommer, og at den smerte, de oplever i dag, vil være kimen til at skabe en mere retfærdig og fredelig fremtid.

Fra Gazas smerte kommer der dybe menneskelige lektioner. Palæstinenserne lærer os, at krige kan ødelægge hjem, men de kan ikke udslette troen. De lærer os, at håb, når det bliver en livsstil, er bedre end noget våben eller nogen begrænsning.

Det er derfor, Gaza ikke bare er en lidende by, men et symbol på modstandskraft. Så dens befolkning, som forvandler enhver tragedie til styrke og enhver ødelæggelse til opbygning, sender nu et budskab til verden: Livet sejrer altid. Palæstinenserne er styret af håb, bevæbnet med vilje og tror på, at frihed, retfærdighed, lighed og værdighed er essentielle og afgørende for fred.

Hvem ved, hvor længe denne våbenhvile vil vare? Men rejsen mod fred kan nu begynde.

———————–

Mere om Dr. Abuelaish:

Dr. Izzeldin Abuelaishs tale til Schiller Instituttets konference
om Oase-Planen den 13. april 2024

Palestinian Dr. Izzeldin Abuelaishs artikel i anledning af 76 år efter “katastrofen” for palæstinenserne
————————
English original:

Foto: Creator: Libertinus, Copyright: Creative Commons: Atribución – Compatir por igual

Carl Osgood

Den 20. januar 2025 – Israels premierminister Benjamin Netanyahu og hans tilhængere insisterer på, at Israel kan genstarte krigen i Gaza ved afslutningen af fase 1 i våbenhvileaftalen, og at præsident Donald Trump vil støtte dem, men det er alt sammen spekulationer. Haaretz-analytikerenAmos Harel hævder, atdet i Israel ikke er den israelske premierminister Benjamin Netanyahu, der har kontrollen, men snarere Trump, på trods af de aftaler, som premierministeren har indgået for at holde sammen på sin regering. »Det er slet ikke klart, at lederne på nogen af siderne er interesserede i [fase 2],« skriver Harel. »Og alligevel kan det være, at vi søndag besteg det første trin på stigen mod at afslutte aftalen og afslutte krigen takket være Donald Trumps formaninger, blot få dage før han bliver taget i ed til en ny periode som USA’s præsident.«

»Snakken om at genoptage krigen, som skal ske ved afslutningen af fase 1 om seks uger, er allerede hovedsageligt teoretisk,« siger Harel senere efter at have påpeget, at strømmen af op til 1 million palæstinensere tilbage til det nordlige Gaza kan gøre det vanskeligt for IDF at genoptage operationer der. »Beslutningen ligger nu hos Trump. De mange løfter, som premierminister Benjamin Netanyahu gav finansminister Bezalel Smotrich for at sikre, at det religiøse zionistparti bliver i regeringen under hele den første fase, er forudbestemt til at kollidere med Trumps krav. Hvis den amerikanske præsident insisterer på, at krigen i Gaza skal slutte, vil Netanyahu få svært ved at trodse ham.«

Billede: President Donald J. Trump and Prime Minister Benjamin Netanyahu of Israel at the United Nations General Assembly in 2017 (Official White House Photo by Shealah Craighead)

af Stewart Battle (EIRNS) – 20. januar 2025

Præsident Donald Trump blev indsat som den 47. præsident i mandags, mens hele verden fulgte med. Trumps indsættelsestale var alt andet end mavesur – han lovede forskellige initiativer til at styrke økonomien, bringe produktionen tilbage og øge energiforsyningen; opfordrede til at afslutte USA’s krige; og bebudede endda en plan om at sætte et amerikansk flag på Mars i de kommende år. Vigtigt nok erklærede han også, at han ville sætte en stopper for bevæbningen af regeringen, og senere på dagen tilbagekaldte han sikkerhedsgodkendelsen af 50 tidligere efterretningsofficerer.

På den negative side af sagen bekendtgjorde Trump omfattende immigrationsreformer, lovede at sende illegale immigranter tilbage og erklærede narkokarteller for terrororganisationer – hvilket muligvis kan give anledning til udenlandske militære aktioner for at bekæmpe dem. Denne fremgangsmåde vil ikke kunne løse indvandringsproblemet, som er et dybere problem og kræver den form for økonomisk udvikling, der er beskrevet i Schiller Instituttets nylige rapport »Development Drive Means Billions of New Jobs, No Refugees, No War«.

Imidlertid kunne man plukke hvert eneste initiativ og bekendtgørelse, som Trump meddelte under sin tale, fra hinanden, men det ville ikke være at tænke strategisk. Nogle af Trumps holdninger er bestemt problematiske og vil skabe yderligere unødvendige spændinger, men det egentlige spørgsmål er, om han vil bidrage til eller hindre udformningen af den nye verden, der er ved at tage form.

Præsident Trumps indsættelse blev hilst velkommen af regeringerne i Rusland, Kina og Indien – hver på deres måde, men de udtrykte alle håb for det potentiale, der findes. Den russiske præsident Putin hilste Trumps erklærede ønske om at genetablere forholdet til Moskva velkommen og fremhævede især Trumps »udtalelser om behovet for at gøre alt for at forhindre Tredje Verdenskrig.« Kinas præsident Xi, som talte med Trump for blot et par dage siden, bemærkede, hvordan Kina og USA bør være partnere, der »arbejder sammen for verdensfreden« og i fælles interesse. I Indien bød premierminister Modi Trump velkommen i et indlæg på X i dag. Udenrigsminister Jaishankar gav dog en særlig interessant analyse af Trump-administrationens betydning under en tale i Mumbai den 18. januar:

Trumps indsættelse, sagde Jaishankar, »er en begivenhed, som forventes at få dybtgående konsekvenser for den globale orden. I stedet for at opfatte det som en årsag i sig selv, bør vi måske analysere det som et symptom på en omvæltning, der nu har nået et kritisk punkt. Denne proces har mange dimensioner, mange spørgsmål, herunder en omfordeling af økonomisk og politisk magt over flere årtier. Den er blevet fremskyndet af en særlig globaliseringsmodel, som ganske vist har skabt større velstand, men som også har ført til mere usikkerhed…. I dag står vi måske på tærsklen til en ny æra. En, hvor USA afviger fra en etableret udenrigspolitisk tradition og fokuserer på sine egne interesser i stedet for at forme selve verden. Hvor fokus er mere på nødvendigheden af konkurrence frem for på iagttagelse af regimer…. Nye åbninger og nye praksisser kan skabe rum, som ikke fandtes tidligere.«

Disse nye åbninger og nye praksisser forekommer faktisk – se blot på begyndelsen af en fredsproces i Gaza og intentionen om at bringe krigen i Ukraine til ophør. Der skal gøres meget mere, og den indledende våbenhvile i Gaza må eksempelvis ophøjes til en fundamentalt anderledes politik for regionen. Men som det tydeligt fremgik af Bidens beslutning om at udstede »forebyggende benådninger« til ca. 50 personer i mandags – hvoraf mange var involveret i bestræbelser på uretmæssigt at ødelægge deres politiske modstandere – vil Trump møde enorm modstand. Hvis man tror, at det bare er partipolitik og store egoer, kan man godt tro om igen. Trumps evne til fundamentalt at ændre politikken i Washington vil afhænge af, om han kan frigøre sig fra efterretningstjenestens diktatur over tankegangen i USA.

Derfor er den mest værdifulde forudsætning nu, at borgerne tager stilling til denne strategiske dynamik. Bekræftelserne af Tulsi Gabbard og Kash Patel er fortsat et afgørende skridt i denne henseende, og LaRouche-Organisationens dossier »The Liars’ Bureau« bør distribueres vidt og bredt som en del af det. Det kan supplere de allerede store planer, som Trump har bekendtgjort for at håndtere regeringens bevæbning.

Men for at gøre disse åbninger til begyndelsen på et nyt paradigme i verden er det nødvendigt, at der kommer nye, principfaste ideer ind i denne regering. I en diskussion med medarbejdere i dag pegede Helga Zepp-LaRouche især på behovet for Oase-planen i Mellemøsten, nu hvor der er indgået en våbenhvile:

»Det store spørgsmål er, om våbenhvilen vil gå igennem alle tre faser? Og jeg tror, hvad vi skal gøre er virkelig at intensivere vores organisering, at det er nu, Oase-planen skal sættes på dagsordenen. Og det faktum, at professor Zhang Weiwei på Schiller-konferencen den 7.-8. december 2024 havde sagt, at Kina har midlerne til at gennemføre Oase-planen, gør at det derfor nu virkelig er et spørgsmål for Trump-administrationen at acceptere et sådant samarbejde….

»Den nuværende situation er en, der har potentiale til at blive katapulteret ind i et komplet paradigmeskifte,« tilføjede Zepp-LaRouche, men vi er nødt til at få folk mobiliseret, fordi «vi er absolut nødt til at få en ende på voldscyklussen, og den eneste måde, det kan ske på, er ved at lægge Oase-planen på bordet.«

Foto: C-SPAN

Carl Osgood og Dennis Speed

Den 19. januar 2025 – Våbenhvilen i Gaza trådte endelig i kraft efter en forsinkelse på næsten tre timer. Den første fase af våbenhvilen var oprindeligt planlagt til at begynde i morges kl. 8.30, men blev forsinket, efter at Hamas var forsinket med at udlevere listen over de tre kvindelige gidsler, der skulle frigives i eftermiddag, rapporterede Times of Israel. Tre kvindelige gidsler blev dog frigivet midt på eftermiddagen, og de så alle ud til at være i god behold. Fire andre levende kvindelige gidsler skal frigives om syv dage.

Selv under forsinkelsen blev Hamas-medlemmer set paraderende i Rafah, og Gazas politibetjente i deres blå uniformer patruljerede i gaderne. IDF fortsatte med at udføre artilleri- og luftangreb under forsinkelsen. »IDF fortsætter med at operere og angribe terrormål i Gazastriben,« hedder det i en erklæring.

Våbenhvilen er muligvis allerede i fare, mens den er i gang. I en videoudtalelse i går aftes kaldte Netanyahu den første fase af aftalen om frigivelse af gidsler for en »midlertidig våbenhvile,« og hævdede at både USA’s præsident Joe Biden og den kommende præsident Donald Trump havde understreget, at Israel kunne vende tilbage til kampene i Gaza, hvis de næste faser af aftalen ikke blev realiseret, skriver Times of Israel. Det tyder på, at Israel ikke har til hensigt at gå videre til fase 2 i aftalen – et skridt, som, hvis det tages, kan være en dødsdom for de resterende levende gidsler, har tilhængere af aftalen advaret om.

Netanyahu sagde, at Israel ikke vil hvile, før »alle dets krigsmål er nået«, hvilket omfatter hjemsendelse af hvert eneste gidsel, der holdes fanget i Gaza. Han tilføjede, at USA havde lovet, at Israel ville have de våben, der var nødvendige for at vende tilbage til kampene, hvis det blev nødvendigt, og sagde at Israel ville gøre det »på nye måder og med meget stor magt.«

»I den aftale, der lige er blevet godkendt, får vi yderligere 33 af vores brødre og søstre tilbage – de fleste af dem i live,« sagde han uden at nævne de yderligere potentielle faser i aftalen, hvor de resterende 65 gidsler skal frigives, og en permanent våbenhvile skal indføres i Gaza.

Netanyahu sagde, at aftalen er et resultat af, at Israel har modstået pres udefra og indefra, og af samarbejdet med den afgående Biden-administration og den kommende Trump-administration. »Præsident Trump sluttede sig til missionen om at befri gidslerne fra det øjeblik, han blev valgt,« sagde Netanyahu. »Han talte med mig onsdag aften [15. januar] og hilste aftalen velkommen. [Trump] understregede med rette, at første fase af aftalen er en midlertidig våbenhvile. Det var det, han sagde: ‘En midlertidig våbenhvile’.«

Foto: Rawpixel.com CCO

af Dennis Speed (EIRNS) – 20. januar 2025

Over 20.000 mennesker sluttede sig til Trump ved hans sejrsmøde søndag den 19. januar i Washington D.C. Under Trumps tale sagde han:

»Som et første skridt i retning af at genoprette gennemsigtighed og ansvarlighed i regeringen vil vi også ophæve overklassificeringen af fortrolige regeringsdokumenter, og i de kommende dage vil vi offentliggøre dokumenter vedrørende præsident John F. Kennedy, hans bror Robert F. Kennedy og Dr. Martin Luther King Jr. samt andre emner af stor offentlig interesse. Det hele vil blive frigivet.«

Nyhedstjenesten Reuters påpegede, at Trump »havde givet et lignende løfte i sin embedsperiode fra 2017 til 2021, og han frigav faktisk nogle dokumenter relateret til mordet på JFK i 1963. Men i sidste ende bøjede han sig for presset fra Central Intelligence Agency og Federal Bureau of Investigation og holdt en betydelig del af dokumenterne skjult med henvisning til nationale sikkerhedshensyn.« Der rapporteredes derefter dette:

»Trumps udpegede sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., søn af Robert Kennedy og nevø til JFK, har sagt, at han mener, at CIA var involveret i hans onkels død, en påstand, som agenturet har beskrevet som grundløs.

»Kennedy Jr. har også sagt, at han tror, at hans far blev dræbt af flere bevæbnede mænd, en påstand, der er i modstrid med de officielle beretninger.«

Tænk et øjeblik over konsekvenserne af det, du lige har læst. Den kommende præsident, som næsten blev myrdet i Butler, Pennsylvania, den 13. juli sidste år i en stadig stort set uopklaret hændelse, og mindst én af de nominerede til hans kabinet, nevøen til en myrdet præsident og sønnen til en myrdet præsidentkandidat, er meget uenige i efterretningstjenesternes synspunkter og praksis – ligesom den myrdede præsident John F. Kennedy var det. Robert F. Kennedy Jr. mener faktisk, at en af disse tjenester kan have været involveret i mordet på hans onkel.

Mange amerikanere med forskellige baggrunde, overbevisninger og samfundslag mener, at disse hemmelige agenturer rutinemæssigt myrder adskillige, endog mange, offentlige personer, her og rundt om i verden. Om det er sandt eller ej, vil relativt let kunne bevises ved offentlige afsløringer, hvis eneste »sikkerhedstrussel« ville være mod de regeringsansatte kriminelle, der begår disse forbrydelser, herunder snigmord, uden det amerikanske folks viden, men i dets navn. Hvad kan der derfor ske, hvis præsidentens kandidater, Tulsi Gabbard som direktør for den nationale efterretningstjeneste og Kash Patel som FBI-direktør, får bemyndigelse til at ændre retningen for disse efterretnings- og retshåndhævelsesorganer i USA? Hvad nu, hvis de bliver bekræftet, og det slør af hemmeligholdelse, der er lagt over det sidste halve århundrede, måske tilmed løftes delvist?

Vi påstår ikke, at der ikke vil være problematiske og endog katastrofale virkninger at forvente af aspekter af den politik, som præsident Trump og i hvert fald flere af hans medarbejdere står for i øjeblikket, især på det økonomiske område. Men vi må også se på det større billede for at se, hvorfor kræfter i London af finansiel og efterretningsmæssig herkomst har grund til at være dybt, dybt bekymrede over dette præsidentskab.

Præsident Trump har udtalt, at han ønsker at mødes med præsident Vladimir Putin, helst inden for de næste 100 dage. Den tidligere præsident Biden havde end ikke talt med Putin i to år. Præsident Trump har også allerede talt med Kinas præsident Xi Jinping og har planer om også at mødes med ham. Hvad mener »efterretningssamfundet«, det vil sige den finansielle efterretningsetablissement i City of London og Wall Street, om dette? Lad os sige det på denne måde: De er ikke særlig begejstrede for udsigten.

»Trump har en foragt for føderale bureaukrater og nærer et vedvarende nag til den undersøgelse, som IC (efterretningstjenesten) har foretaget af Ruslands indblanding i præsidentvalget i 2016. Og den vej, han signalerer gennem sin retorik og sine udnævnelser, er konfrontation. Hvis Trump i sidste ende vælger antagonisme, vil de amerikanske efterretningstjenester stå over for alvorlige udfordringer i udførelsen af deres daglige arbejde.« Sådan skriver den tidligere CIA-embedsmand Peter Schroeder i en artikel i Foreign Affairs den 17. januar med titlen »Trump’s Threat to National Intelligence«.

Da John Kennedy efter Cuba-krisen i 1962 forsøgte at bevæge sig over til at »tale om fred som det nødvendige rationelle mål for rationelle mennesker« i sin tiltrædelsestale på American University den 10. juni 1963, var efterretningstjenesterne imod ham. »Alt for mange af os tror, at det er umuligt. Alt for mange tror, at det er uvirkeligt. Men det er en farlig, opgivende tro. Den fører til den konklusion, at krig er uundgåelig – at menneskeheden er dømt til undergang – at vi er grebet af kræfter, vi ikke kan kontrollere.

»Vi behøver ikke at acceptere det synspunkt. Vores problemer er menneskeskabte – derfor kan de løses af mennesker.« Han blev myrdet for at have ført nationen mod fred.

Som det tidligere kongresmedlem Dennis Kucinich sagde ved en medieoptræden den 18. januar: »Lad os starte med dette: Det er meget klart, at vi har brug for en ny verdenssikkerhedsarkitektur, der afspejler alle parters interesser – ikke en unipolær tilgang. Og den store ting i USA er, at vi er nødt til at skifte fra Den kolde Krigs perspektiv, som har låst os fast i frygten for atomkrig, som nogle gange kan blive en selvopfyldende profeti – især hvis man, som i Biden-administrationen, sender langdistancemissiler ind i Rusland.« Det må være den vej, USA går på nuværende tidspunkt, uanset hvad de afsporede efterretningstjenester mener.

Helga Zepp-LaRouches Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur og de detaljerede planer for hvad der skal ske i Gaza, »Oase-planen«, i USA, »Kernekraftbaseret NAWAPA XXI« (North American Water And Power Alliance) og i verden, »Den nye Silkevej bliver Verdenslandbroen«, er ikke kun løsningskonceptet for Trump-administrationens udenrigspolitik. De er det manglende led i forklaringen på, hvorfor det amerikanske præsidentskab må tøjle efterretningstjenesterne. Ved at fortælle det amerikanske folk sandheden om den »hemmelige regering«, der har forhindret amerikanske præsidenter, også gennem mord, i at arbejde med nationer som Rusland, Kina, BRIKS og nationerne i det Globale Syd, ikke for at dominere dem, men for at gøre en ende på kolonialismen, kan vi skabe den ændring i tankesættet, som John F. Kennedy, Robert Kennedy og Martin Luther King ønskede at se i Amerika og i verden.

Foto: Free Malaysia Today

Ikke korrekturlæst

af Megan Dobrodt (EIRNS) – 18. januar 2025

Hvordan vinder man freden– ikke bare ved at stoppe kampene, men ved at skabe en ustoppelig fred? Uden en ny og positiv dynamik, der reparerer de forbrydelser, der er blevet begået, vil konflikten helt sikkert blive genoptaget – som vi så det, da Første Verdenskrig »gik i pause« og blev til Anden Verdenskrig, og da Oslo-aftalens fredspotentiale effektivt blev dræbt med mordet på Yitzhak Rabin.

Tidligt om morgenen den 18. januar stemte den israelske regering for at godkende våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas, som skal begynde kl. 6.30 GMT søndag den 19. januar. Der er skitseret tre faser, som omfatter frigivelse af israelske gidsler og palæstinensiske fanger, levering af humanitær hjælp til Gaza og tilbagetrækning af IDF-styrker fra Gaza. Men vil det vare ved? Hvad vil forhindre våbenhvilen i at blive saboteret?

»Jeg tror, at for regionen Mellemøsten er Oase-planen lige nu den eneste ting, der kan ændre dynamikken,« sagde Helga Zepp-LaRouche til et møde i Den Internationale Fredskoalition den 17. januar. »Efter min og mange andres mening kræver det en øjeblikkelig anerkendelse af en palæstinensisk stat, og den stat kan naturligvis ikke fungere, hvis der ikke er en øjeblikkelig, ikke bare genopbygning af Gaza, som er fuldstændig jævnet med jorden, men … en reel fredsorden i hele regionen, som vi har tilvejebragt med Oase-planen. Hvis vi på en eller anden måde kunne opmuntre Trump-administrationen til virkelig at gå ind i en reel fredsopbygning ved at få landene i Mellemøsten til at gå sammen om at gennemføre Oase-planen, så har det et reelt potentiale til at løse situationen.«

Men den imperiale verdensordens slimklat, som skabte den antimenneskelige doktrin om geopolitik, kan ikke udholde udsigten til at miste overherredømmet over verdenssystemet. Det kan ses i den hektiske kamp for at sikre, at Ukraine har nok vestlig støtte til at fortsætte kampen mod Rusland til den sidste ukrainer; i udbruddene fra imperiale talerør som Londons Chatham House, som beklager Kinas »ikke-finansielle investeringer i udviklingslandene«; og truslerne fra det permanente bureaukrati i USA, som advarer Trump mod at smide de krigsliderlige løgnere ud af de amerikanske efterretningstjenester.

På den anden side er størstedelen af menneskeheden ved at forme sig selv i en ny og voksende verdensorden med win-win-samarbejde for udvikling i afvisning af kolonialisme. Nigeria er netop blevet den nyeste BRIKS-partnernation og slutter sig til otte andre partnere og ti medlemslande, der tilsammen udgør omkring 52 % af verdens befolkning. Ifølge erklæringen fra BRIKS-formand Brasiliens udenrigsministerium: »Med verdens sjettestørste befolkning – og Afrikas største – samt en af kontinentets største økonomier, deler Nigeria sammenfaldende interesser med andre BRIKS-medlemmer. Landet spiller en aktiv rolle i styrkelsen af Syd-Syd-samarbejdet og i reformen af den globale styring.«

Hvis USA samarbejdede med Kina, med nationer i det Globale Syd, for at overvinde virkningerne af 500 års kolonialisme, kunne denne generation opbygge en retfærdig og varig fred. Geopolitik, den største trussel mod alle nationers og befolkningers sikkerhed og liv, kan overvindes, som var det en børnesygdom i den menneskelige kultur.

Helga Zepp-LaRouche har peget på nødvendigheden af en kulturel renæssance som en del af fredssikringen: »Vi er nødt til at genoplive de bedste klassiske perioder i Europa, ånden fra den amerikanske revolution og den antikoloniale kamp mod det Britiske Imperium. Vi må virkelig bringe verdenssamfundet ind i traditionen for det bedste, menneskeheden nogensinde har frembragt i hver nation, i hver civilisation; og så føre en dialog mellem civilisationerne. Det, sammen med en økonomisk genopbygning, er grundlaget for fred.«

Oase-planen kan være begyndelsen, den første gnist, til en sådan ny renæssance.

Foto: Asuka Saito Burke

19. januar 2025: Nu, hvor der endelig er indgået en våbenhvile mellem Israel og Hamas, og gidslerne og fangerne er forhåbentlig på vej til frihed, må vi kræve, at Oasis-planen bliver gennemført.

Ny LaRouche-organisation video:
‘Oase-planen – LaRouches løsning for Sydvestasien’

11. februar 2024 — LaRouche-organisationen (TLO) udgav den 10. februar en smuk ny video, ” Oase-planen – LaRouches løsning for Sydvestasien” (Først på Rumble, nu på YouTube). Den 14 minutter lange produktion fremlægges af Jason Ross, TLO’s talsmand og videnskabelige kontaktperson. Han præsenterer historien, geopolitikken og den økonomiske geografi i Palæstina og Israel og den større region, og beskriver konkret, med kort og illustrationer, elementer af de teknologier, den finansiering og integration i LaRouches “Verdenslandbro-skabelon”, der skal finde sted som “vejen til fremskridt” og fred. Ross afslutter med at spørge: “Hvad med dig? Vil du handle for at give mening til de menneskers liv, der er gået til grunde? Vil du være en stemme for fred og udvikling?”

Læs en dansk oversættelse af hele videoen under den næste artikel.

Skriv under for at støtte Oase-planen: https://schillerinstitute.nationbuilder.com/support_the_larouche_oasis_plan_for_peace_and_development_in_southwest_asia

Oase-planen: Nøglen til fred i Sydvestasien

11. februar 2024 (EIRNS) — Krige begynder ikke ud af ingenting, som om de manifesterer sig øjeblikkeligt ved at affyre en kugle mod det forkerte mål. Forsimplede historier som denne bruges kun som redskaber til at påvirke den offentlige mening, som i tilfældet med den nuværende absurde forestilling om, at den igangværende krig i Gaza begyndte den 7. oktober 2023. Tværtimod er krige, og historie generelt, en del af en dynamisk proces, som må forstås som en helhed – i hvert fald hvis man gerne vil slippe ud af de undertrykkende manipulationer, som bevidst bliver brugt imod én.

I tilfældet med Israels folkemorderiske krig i Gaza startede historien helt sikkert længe før den 7. oktober, og meget bør siges og er blevet sagt om den. Men ud over de seneste årtiers forhold mellem israelere og palæstinensere – hvor vigtigt det end er – er der en større proces, som begivenhederne er en del af, og som ofte overses af selv de mest velmenende aktører. Det er den historiske arv fra det britiske imperiums skabelse og manipulation af den region, der kaldes “Mellemøsten”, skamløst skåret op som en del af Storbritanniens store spil for over 100 år siden, og udnyttet for sine omfattende råstofreserver til og med i dag. Denne arv og dens fortsatte realiteter i nutidens anglo-amerikanske unipolære orden gør faktisk fred umulig og krig uundgåelig.

Den nyligt udgivne video “Oasis Plan” fra LaRouche-organisationen er et afgørende værktøj i denne henseende. Videoen beskriver Lyndon LaRouches forslag til en oase-plan, som skitserer en plan for infrastrukturel udvikling af den region, der i øjeblikket bebos af både Israel og Palæstina. Af særlig vigtighed er vand og energi – primære elementer, som regionens fremtid vil afhænge af, og som Palæstina i øjeblikket knap nok råder over.

Videoen giver en smuk vision for, hvordan regionen kan blive blomstrende og velstående, ikke mindst fordi den ligger ved den legendariske “civilisationens korsvej” mellem kontinenterne Europa, Afrika og Asien. Denne form for transformerende infrastruktur og relateret økonomisk udvikling har været forbudt af nutidens imperiale arkitektur, og kun ved at ændre den kan langsigtet fred gøres mulig. Selvom Oase-planen ikke er tilstrækkelig i sig selv, vil den være et afgørende skridt i retning af en velfungerende fredsaftale mellem Israel og Palæstina.

I dag står Sydvestasien på randen af en katastrofe. Israelske tropper er ved at gøre sig klar til en storstilet invasion af Rafah, den eneste by i Gaza, som de fordrevne er flygtet til. Der er kun lidt vand, næsten ingen mad og ingen husly. Sanitets- og sundhedsfaciliteter er stort set blevet ødelagt af israelerne, som nu forsøger at fjerne den vigtigste humanitære hjælpeorganisation, UNRWA. Premierminister Netanyahu har lovet at fortsætte, og den amerikanske regering har kun vist ubetydelig modstand. En første bølge af luftangreb blev udført fredag aften den 9. februar.

Hvis denne aktion får lov til at fortsætte, vil det ikke kun betyde en tragedie for befolkningen i Gaza, det vil potentielt betyde en katastrofe for hele verden. Mange lande i hele regionen har allerede advaret om, at konflikten vil blive optrappet langt ud over dens nuværende grænser – som en krudttønde, der venter på at eksplodere. Det er ikke kun Palæstina, der står på spil; det er menneskeheden.

Der skal ske en hurtig ændring. Demonstrationer bryder ud globalt imod det, efterhånden som flere og flere ser det absurde i at finde på undskyldninger for at retfærdiggøre et folkemord. Det haster med en våbenhvile, som må følges op af indkaldelsen til en international fredskonference og skridt mod gennemførslen af en to-statsløsning for Palæstina, som FN blev enige om i 1947.

Men for at løse den underliggende dynamik, der har bragt os til dette punkt i dag, og som fortsætter med at føre verden mod en global krig mellem supermagter, må LaRouche-løsningen for fred gennem økonomisk udvikling til gensidig fordel lægges på bordet. Vi må have modet til at tænke stort.

—————————————————————————
Her er en dansk oversættelse af hele videoen:

1: Våbenhvile nu!
Hele verden er vidne til de rædsler, som det palæstinensiske folk udsættes for, og som vi hver dag ser i form af videoer. Men ødelæggelsen fortsætter, aktivt støttet af USA og et faldende antal andre lande. Menneskehedens moralske evne til at overleve er ved at blive testet. Dette rædselsshow må ophøre, og det starter med en øjeblikkelig, betingelsesløs våbenhvile.

I skrivende stund vil Sydafrikas sagsanlæg mod Israel for folkedrab ved Den Internationale Domstol blive behandlet om blot et par dage.
Fred er mulig, men det er ikke en fred, der vender tilbage til den 6. oktober! Før Hamas’ invasion den 7. oktober levede det palæstinensiske folk og hele den region, der populært kaldes Mellemøsten, i en frygtelig virkelighed, som en kedel af konflikt, der bevidst blev opretholdt med geopolitiske formål, en uholdbar og uretfærdig spænding.

Løsningen kræver anerkendelse af en palæstinensisk stat i overensstemmelse med FN’s Sikkerhedsråds resolution 242, som blev enstemmigt vedtaget af Sikkerhedsrådet i 1967. Dette er det første skridt mod en langsigtet løsning, såsom to-statsløsningen, der støttes af Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche.

Men løsningen er ikke lokal, ikke regional; i dag er den nødt til at være international. Kina har foreslået en international fredskonference for at udvikle en varig vision for at skabe palæstinensisk-israelsk og arabisk-israelsk fred.

De fejl der førte til, at Oslo-aftalen fra 1993 gik i vasken, må ikke gentages. Der skal opnås enighed om sikkerhedsgarantier for alle parter i regionen. Og det inkluderer at finde løsninger på de potentielt eksplosive situationer andre steder, i Libanon, Syrien, Irak, Yemen, Libyen og Sudan, som alle er resultatet af årtiers farlig geopolitik.

2. Oase-planen, foreslået af Lyndon LaRouche
Men uden økonomisk udvikling, uden en levedygtig og meningsfuld vej til udvikling i fremtiden, er politiske aftaler i sig selv uholdbare. Befolkningen i regionen skal vide, at deres børn vil få en bedre fremtid, et bedre liv. Fred gennem økonomisk udvikling er det eneste succesfulde grundlag for en varig og retfærdig fred i regionen. Det er, hvad den israelske premierminister Yitzhak Rabin indså – der er ikke noget rent militært grundlag for fred eller sikkerhed; udvikling er afgørende.

En skitse til fred gennem økonomisk udvikling eksisterer allerede, i form af LaRouches program for at bygge en Verdenslandbro, i dag eksemplificeret ved Kinas Bælte- og Vej-Initiativ, som mere end 150 nationer har tilsluttet sig, inklusive alle Palæstinas og Israels naboer. Verdenslandbroen er ikke kun en specifik plan for vækst; den er en afvisning af anti-vækst herredømme i form af neo-kolonialisme og grøn malthusianisme.

En stærk økonomisk genopbygnings- og udviklingsplan er især nødvendig for en levedygtig palæstinensisk stat. Lyndon LaRouche lagde den frem for 30 år siden. Den bærer navnet Oase-planen.

Umiddelbart efter at de israelske og palæstinensiske ledere i 1993 havde underskrevet Oslo-aftalen i Det Hvide Hus, opfordrede Lyndon LaRouche og hans medarbejdere indtrængende parterne og det internationale samfund til at gennemføre økonomiske udviklingsprojekter for at opretholde og fremme fredsprocessen. LaRouche og hans medarbejdere udviklede Oase-planen, som både omfattede visse økonomiske forhold i bilag IV til Oslo-aftalen fra 1993 – som blev kaldt “Protokollen om israelsk-palæstinensisk samarbejde vedrørende regionale udviklingsprogrammer” – og desuden opfordrede til yderligere vigtige vand- og energiprojekter og andre projekter, som LaRouche havde bemærket var nødvendige i midten af 1970’erne.

Oase-planen fokuserede primært på at tackle den største barriere for udvikling i regionen – knapheden på ferskvand – gennem opførelsen af et netværk af afsaltningsanlæg, der kunne omdanne det rigelige havvand til ferskvand. Og disse anlæg skulle ikke kun ligge på Middelhavskysten; de skulle bygges langs to nye kanaler: en, der forbinder Det Røde Hav med Det Døde Hav, og en anden, der forbinder Det Døde Hav med Middelhavet. For at gøre det klart, så er disse nye kanaler eller akvædukter ikke beregnet til fragtskibsfart, som et alternativ til Suez-kanalen – deres formål er at transportere vand. På grund af Det Døde Havs lave højde, som er mere end 400 meter under havets overflade, kan det strømmende vand også undervejs levere elektricitet fra vandkraft, som kan bidrage til at drive afsaltningsanlæggene og udviklingen mere generelt. Anlæggene kan også drives af de store mængder naturgas, der findes ud for Gazas, Israels, Libanons, Syriens og Egyptens kyster. Men vigtigst af alt opfordrer Oase-planen til at gå helt ud over vandkraft og kemiske brændstoffer ved at bygge atomkraftværker langs disse kanaler og ved Middelhavets og Det Røde Havs kyster for at producere rigelig elektricitet og afsalte havvand til at gøre de store ørkener i regionen grønne og til at drive en industriel proces i Palæstina, Israel, Jordan, Syrien, Libanon og Egypten.

Brugen af atomkraft til energi ville frigøre regionens kulbrinteressourcer, så de kunne bruges kemisk til at producere industrielle materialer gennem petrokemiske mellemprodukter.

De atomdrevne komplekser kunne bruge sikre gasafkølede højtemperaturreaktorer med stenbund af den type, der netop er taget i brug i Shidao Bay i Kina.

De nye menneskeskabte floder, der skabes ved afsaltning, vil i høj grad udvide potentialet for agroindustriel udvikling i hele regionen og få ørkenerne – og økonomierne – til at blomstre!

LaRouche forklarede nødvendigheden af at udvikle nye vandkilder i en tale i 1994. LaRouche: “Man kan ikke imødekomme vandforbruget for en moderne befolkning, for både den palæstinensiske og israelske befolkning, under de nuværende forhold. Der er en konflikt om vand, fordi israelerne sandt at sige har brugt deres erobringer til at fratage vand fra alle. Det er en af konflikterne med Syrien om Golan-højderne. I Libanon involverer det Litani-floden og lignende emner.”

Udviklingen af energi og vand skal ledsages af et netværk af transportinfrastruktur, der opgraderer den fysiske sammenhængskraft mellem alle regionens nationer og forvandler en konfliktfyldt region, en barriere for forbindelsesmuligheder, til et knudepunkt for interaktion, til en korsvej.

En motorvej, der forbinder Vestbredden med Gaza-striben, og som forbinder den palæstinensiske stat, er en absolut nødvendig del af dette netværk.

Regionale motorveje og jernbanenetværk vil gøre det muligt for hele området at operere fra en højere økonomisk platform. LaRouche foreslog også en udvidelse af Suez-kanalen med industrizoner på begge sider, en opgave, som Egypten har udført i de senere år. LaRouche har siden 1975 argumenteret for, at denne region, som er civilisationens korsvej og geografisk placeret mellem Det Indiske Ocean og Middelhavet og mellem Europa, Asien og Afrika, har en unik position som et industrielt og logistisk knudepunkt. Olie og naturgas vil være råstoffer til industriel produktion af plastik, maling og mange andre nyttige materialer, i stedet for at blive eksporteret som råmateriale, der primært bruges til simpel forbrænding.

Opgraderingen af tilgængeligheden for at muliggøre højere udviklingsniveauer har været et nøgleelement i Kinas foreslåede Bælte- og Vej-Initiativ i 2013.

At bruge denne region som en landbro mellem kontinenter, hvor stormagter som USA, Kina, Rusland og EU bidrager til udviklingen, vil stabilisere området og undervejs hjælpe med at cementere de bedre relationer mellem supermagterne, som vil have været en forudsætning for, at det kunne realiseres.

Videnskabeligt, teknologisk og kulturelt samarbejde og udveksling er nøgleelementer i den forandringsproces, som Oase-planen er udtryk for.
Ved at samarbejde om at bekæmpe ørkenen, snarere end hinanden, vil folk i regionen bedre kunne genkende det menneskelige i hinanden, menneskets fælles evne til at opdage naturens principper og forandre vores forhold til miljøet omkring os. Der findes ingen menneskelige dyr.
Så hvordan skal vi finansiere alt dette, og hvem skal betale?

3. Finansiering
En del af finansieringen vil komme fra finansiel bistand, som bliver gjort lettere ved at smede sværd om til plovjern, ved at omdanne det militær-finansielle kompleks’ industri- og forskningskapacitet til produktiv anvendelse, som beskrevet i en undersøgelse fra EIR.
Bortset fra international bistand kan der opnås 100 milliarder dollars i kredit over et årti til genopbygning af palæstinensiske områder og den fulde opbygning af Oase-planens infrastruktur. Dette kan organiseres gennem udviklingsbanker, der er tilknyttet BRIKS-plus-nationerne, herunder Den Islamiske Udviklingsbank i Saudi-Arabien, Den Nye Udviklingsbank med hovedsæde i Kina og andre nationale udviklingsbanker i den sydvestasiatiske region. De statslige investeringsfonde i de store regionale BRIKS-plus-lande kan bidrage til at kapitalisere disse udviklingsbanker til dette formål. Landene i Golfstaternes Samarbejdsråd har statslige investeringsfonde med en kapital på omkring 4 billioner dollars. Denne kapital har traditionelt været placeret i finans-, bank- eller ejendomsaktiver fra det fallerede transatlantiske system. Nu er disse lande i stedet på udkig efter mere produktive investeringer i Eurasien og Afrika.  

Denne investering kan udgøres af gunstige udviklingslån fra disse banker – for eksempel af 20 års varighed med en rente på 2% og en indledende afdragsfri periode på 5 år, hvis det er nødvendigt.

Afdragene på disse udviklingslån vil, i hvert fald hvis de ydes i den nærmeste fremtid, skulle betales af staten Israel, som er den stat, der i dag besætter og beskatter hele området Israel og Palæstina. USA, og måske andre nationer, som bestemt på en international freds- og udviklingskonference, bør være garant for disse gældsbetalinger.

Organiseringen af genopbygningsarbejdet og opbygningen af Oase-planens infrastrukturer kan organiseres under bemyndigelse af FN’s fredsbevarende missioners militære logistiske enhed og FN’s hjælpeorganisation for flygtninge i Palæstina og alle andre myndigheder, der er nødvendige.

Disse ordninger bør alle formelt vedtages af de involverede nationer inden for rammerne af en international fredskonference om Israel og Palæstina, som det haster med at få organiseret. Internationale forpligtelser til udvikling, både gennem disse særlige projekter og som et paradigme, skal indgås.

4. En fredsvision
At opnå fred i Sydvestasien, ikke kun mellem israelere og palæstinensere, men mellem alle landene i hele regionen, vil markere en ny epoke i menneskehedens historie, da en region, der er kendt for konflikt, forvandles til en region med forbindelsesmuligheder, der står ved korsvejen mellem tre kontinenter.

Oase-planen er ikke en fjern forhåbning om, hvad der kan opnås mange år ude i fremtiden efter freden. Det er kun gennem et paradigme for internationale relationer, der understøtter denne tilgang, at fred overhovedet er mulig!

Der er et akut behov for at stoppe drabene, for en våbenhvile nu. Men lige så påtrængende er behovet for en vision om varig fred, der langt om længe vil forme en fredelig og fremgangsrig skæbne for regionen.

Hvert minut, krigen fortsætter, bringer mere død, mere bitterhed og større vanskeligheder med at opnå fælles velstand. Det må slutte nu!
Retfærdighed for dem der er døde, dem der er blevet såret, dem der har lidt, kræver, at den forfærdelige vold vækker det internationale samfunds samvittighed og intellekt, ikke blot for at sige “aldrig igen”, men for altid at afslutte det geopolitiske paradigme, der er oprindelsen til de fleste konflikter i verden i dag. Oase-planen kan i dag ikke gennemføres som en ren regional plan – en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur er påkrævet globalt.

Stemmerne fra det Globale Syd bliver stærkere og mere selvsikre. Moralsk autoritet, nu og i fremtiden, afhænger af, hvordan vi handler i dag.

5. Efterskrift
LaRouche skrev i 1978:
“Det eneste menneskelige er at give de dødes liv og lidelser mening, ikke blot ved at skabe fred i Mellemøsten, men ved at skabe grundlaget for en fred, som giver de nuværende og fremtidige generationer af palæstinensere og andre arabere et tilfredsstillende liv, og dermed et formål og en opfyldelse af de dødes hellige liv.”

Dette gælder også for israelere. Hvad med dig? Vil du handle for at skabe mening i livet for dem, der er omkommet? Vil du være en stemme for fred og udvikling?
–
Jeg vil gerne takke dig for at se med. Hvis du vil vide mere om Oase-planen, og om hvordan du kan støtte LaRouche-organisationens bestræbelser på at gøre den til virkelighed, så følg linket her og i videobeskrivelsen. Og hvis du ikke allerede har tilmeldt dig og slået notifikationer til, så sørg for at gøre det for at holde dig opdateret om udviklingen af denne vision.

Støt Oase-planen ved at skrive under her: https://schillerinstitute.nationbuilder.com/support_the_larouche_oasis_plan_for_peace_and_development_in_southwest_asia

Ikke korrekturlæst

17. januar 2025 (EIRNS) -{Det følgende er åbningsbemærkningerne, noget af dialogen og de afsluttende bemærkninger fra Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche ved den Internationale Fredskoalitions 85. møde i træk, fredag den 17. januar 2025.}

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen! Dette er det 85. møde i Den Internationale Fredskoalition. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg er ordstyrer i dag sammen med Dennis Small og Dennis Speed.

Jeg vil gerne minde alle om, hvorfor vi skabte dette forum, for helt ærligt har fredsbevægelsen været meget dysfunktionel, og vi er nødt til at bringe alle fredsorganisationer og ledere i verden sammen, hvis vi skal opnå ægte fred. Bringe folk sammen på tværs af deres ideologier for at bryde igennem de forskellige forskelle, folk har, og have disse vanskelige diskussioner for at nå målet om at skabe fred i verden. Der burde ikke finde folkedrab sted, der burde ikke være endeløse krige. Disse ting er menneskeskabte, og vi kan løse dem gennem vores egen indgriben.

Tak til alle for at være med. Vi starter med en række talere, som er en meget spændende diskussion i dag. Som folk ved, er der blevet forhandlet en våbenhvile på plads mellem Israel og Palæstina. Det er vigtigt, og der er mange ting, vi skal diskutere med hensyn til de næste skridt, der skal tages, for der er meget mere, vi skal gøre. Vi vil have en række diskussioner om det i dag.

Med det vil jeg overlade det til Helga Zepp-LaRouche at åbne. Hun er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen til jer alle sammen. Det er et bemærkelsesværdigt skift, der er på vej. Nyheden var, at de sidste problemer i våbenhvileaftalen mellem Hamas og Israel faktisk blev løst i løbet af natten, i det mindste til en vis grad. Der er stadig mange problemer, der skal løses. Men det ser ud til, at Smotrich er gået med til at blive i regeringen. Han er imod aftalen, men han blev i regeringen. Ben Gvir er imod den, og han forlod den. Men det er ikke nok til at vælte Netanyahu-regeringens koalition. Jeg synes bestemt, det er et meget vigtigt skridt i den rigtige retning.

Endda den tyske SWP-repræsentant – det er en tysk tænketank i Berlin – en kvinde sagde i dag i radioen, at dette er en aftale, som var klar allerede i maj sidste år, men det krævede åbenbart, at Trumps team greb ind for at lægge pres på Netanyahu for at få den igennem. Det er utroligt, for det bekræfter fuldstændig, hvad vi hele tiden har sagt, nemlig at alle disse rædsler ikke ville have været mulige uden Biden-administrationens samtykke. Jeg tror, det vil få et efterspil, men bortset fra det vil den endelige afstemning finde sted i morgen. Indtil videre har IDF dræbt dusinvis af palæstinensere, mens våbenhvilen angiveligt blev aftalt. Når præsident Trump kommer til Det Hvide Hus på mandag, er der naturligvis en chance for, at det kan løse situationen. Jeg synes, at det faktum, at han holdt sit ord om, at han ville have denne aftale, før han kom ind i Det Hvide Hus, og at det nu sker, viser en vis beslutsomhed. Og måske kan den video, som Trump havde lagt på sin X-konto med Jeffrey Sachs, der beskyldte Netanyahu for de forbrydelser, han talte om, have været et yderligere pres.

Men i betragtning af, at situationen er helt forfærdelig, og ifølge Aida Touma-Suleiman, som er Knesset-medlem med palæstinensiske rødder, sagde hun stort set før, at alle partier i koalitionen er for den totale udrensning af Gaza og er for at fortsætte operationen på Vestbredden. Så det er stadig et helt gigantisk arbejde, som jeg mener kræver de internationale fredskræfter, den Internationale Fredskoalition, men også alle andre, for at sikre, at der kan opnås en reel løsning på krisen. Efter min og mange andres mening kræver det en øjeblikkelig anerkendelse af en palæstinensisk stat, og den stat kan naturligvis ikke fungere, hvis der ikke sker en øjeblikkelig genopbygning af Gaza, som er fuldstændig jævnet med jorden; men det kræver en reel fredsorden i hele regionen, hvilket vi har sørget for med Oase-planen. Hvis vi på en eller anden måde kunne opmuntre Trump-administrationen til virkelig at gå ind i en reel fredsopbygning ved at få landene i Mellemøsten til at gå sammen om at gennemføre oase-planen, så har det et reelt potentiale til at løse situationen.

Samme dag, i dag, er Irans præsident Pezeshkian i Moskva, hvor han underskriver en strategisk aftale med Rusland, med Putin. Det er naturligvis også en ny faktor i situationen. Så det er meget lovende, men jeg tror stadig, at det kræver en enorm ændring i situationen, i betragtning af situationen i Syrien, i betragtning af spændingerne mellem Tyrkiet og Israel, i betragtning af den generelle ødelæggelse af regionen på grund af de meningsløse krige i de sidste årtier. Så jeg synes, det er meget lovende.

Situationen i Ukraine, som er det andet store område, kan man forvente, at de meget forsigtige tegn på en diskussion, som meget snart kan starte mellem Putin og præsident Trump, også kan bringe situationen frem til en løsning. Vi skal dog være meget opmærksomme på, at briterne forsøger at anspore til vedvarende optrapning, hvilket blev demonstreret af premierminister Keir Starmers pludselige besøg i Kiev i går. Det var det første besøg, siden han tiltrådte, og han foreslog straks en 100-årig traktat mellem Ukraine og Storbritannien. Så vidt jeg ved, er valgperioden i Storbritannien fire år, så hvordan han kan love en 100-årig traktat, overgår virkelig min forstand. Hvis man da ikke tænker på, at der allerede tidligere var folk, der tænkte på et 1000-årigt rige; og det gik som bekendt ikke så godt. Men det er klart, at høgefraktionen har til hensigt at holde denne konflikt i kog, som det blev demonstreret på det sidste møde i Ramstein, hvor de forskellige NATO-lande delte sig op i grupper på to; hver især lovede de, at de ville overtage nogle af de områder, som de tror, vil blive forladt af USA, når Trump kommer ind i administrationen. Starmer lovede også utrolige 40 millioner pund til genopbygningen af Ukraine. Man kan anslå, at det er et trecifret milliardbeløb, der er brug for, og BlackRock har allerede positioneret sig rigtig godt til at overtage det, der skal overtages. Så den situation kræver også en ændring.

Det andet centrale spørgsmål om, hvad Trump vil gøre – jeg mener, der er mange ting, som stammer fra tidligere regeringer, herunder hans egen, men også Bidens regering, som er USA’s strategiske holdning. Der er dette program for modernisering af atomarsenalet, som er i gang lige nu. Det omfatter hele 5000 atomare sprænghoveder, 400 ICBM’er, 1000 ballistiske missiler på ubåde og alle sprænghovederne på luftbaserne i USA og i udlandet, som alle skal moderniseres i løbet af de næste ti år. Ifølge estimatet fra Congressional Budget Office fra 2017 vil det koste 1,2 billioner dollars. Og ifølge Nuclear Posture Review, USA’s ret til under ekstreme forhold, når USA’s vitale interesser er truet, bevarer de retten til forebyggende at bruge atomvåben; og de nægter at underskrive nogen aftale om ikke-førstebrug. Spørgsmålet er nu, om Trump vil ændre det? Det er ekstremt vigtigt, for hvis man husker det, så foretog præsident Biden i marts denne ændring, som vi først fandt ud af fra {New York Times} i august; den såkaldte OPlan 8010-12, som definerer Rusland, Kina, Nordkorea og Iran som fjender. Biden havde dybest set sagt, at USA skal forberede sig – og NATO med det – på at indlede en konfrontation mod alle disse på samme tid. Og de nye B61-12 atomare sprænghoveder skal erstatte de gamle B61-bombefly. Disse nye våben har deres egen målretningsenhed, og de har stealth-teknologi. Så det betyder, at den russiske rekognoscering kun kan genkende dem, hvis overhovedet, i sidste øjeblik, hvilket er for sent. Så det øger risikoen for en fejl i angrebet.

Når den nye START-aftale nu ikke har nogen opfølgning – den udløber om cirka et år – vil det så føre til et nyt enormt kapløb om atomvåben? Vil det fjendtlige forhold blive vedvarende, selvom disse umiddelbare krisepunkter bliver løst eller i det mindste beroliget? Jeg tror, det kræver et meget mere grundlæggende skift. Vi fra IPC, i hvert fald jeg og nogle af mine samarbejdspartnere, har hele tiden sagt, at for at få ægte fred er det ikke nok at stoppe krigene og de regionale krige. Vi er nødt til at overvinde den grundlæggende antagonisme i geopolitikken. Geopolitik er et levn fra fortiden; den forårsagede to verdenskrige i det 20. århundrede, og den skal absolut væk, hvis verden skal være sikker. Det betyder, at de vestlige lande må holde op med at tro, at der vil blive krig mellem USA og Kina; der vil ske en afkobling, en risikoaflastning. Alle disse ting er en del af denne geopolitiske tankegang. Vi er nødt til at flytte verden til et nyt paradigme, hvor de vestlige lande samarbejder med den Globale Majoritet i deres bestræbelser på at overvinde virkningerne af 500 års kolonialisme.

Vi er nødt til at samarbejde om at overvinde fattigdommen, så de mennesker, der nu flygter som migranter fra Latinamerika, Afrika og Mellemøsten, får et incitament til at samarbejde om at opbygge deres egne økonomier. Hvis vi kunne få de vestlige lande til at samarbejde med organisationer som BRIKS om det projekt, ville vi løse migrantproblemet på den eneste menneskelige måde, det kan løses på; og et sådant samarbejde kunne være grundlaget for en fredelig verdensorden, en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til hvert enkelt lands interesser. Jeg tror, at det, der absolut skal følge med, hvis det skal lykkes, er, at vi har påtrængende brug for en kulturel renæssance i Vesten. For under doktrinen om neoliberale værdier har vi ladet de bedste traditioner i vores respektive lande gå i glemmebogen og blive trådt under fode. Vi er nødt til at genoplive de bedste klassiske perioder i Europa, ånden fra den amerikanske revolution og den antikoloniale kamp mod det Britiske Imperium. Vi må virkelig sætte verdenssamfundet på traditionen for det bedste, som menneskeheden nogensinde har frembragt i hver nation, i hver civilisation; og så have en dialog mellem civilisationer blandt dem. Det, sammen med en økonomisk genopbygning, er grundlaget for fred.

Jeg synes, det er et vidunderligt perspektiv, og jeg tror, at hvis folk synes, det er en utopisk opfattelse, så overser de, hvad der allerede foregår i det Globale Syd, hvor de asiatiske lande stolt ser på deres 5000-årige historie, eller 3000 eller 4000 år, og de tager styrken ud af den kulturarv til at definere en positiv vision for fremtiden. Jeg tror, at vi i Vesten er nødt til at gøre fuldstændig det samme, og så samarbejde om kriseprogrammer for atomar fusionsenergi, om international rumforskning og -udvikling. Så kan vi opbygge fred, ikke kun på planeten, men også udenfor. Det vil jeg gerne slutte af med. Jeg tror, vi befinder os i en af de situationer, hvor det er tid til at justere politikken og gå i en meget mere positiv retning. Det var det, jeg ville sige.

Bemærkninger under diskussionen:

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan kun dele din bekymring for, at situationen er en håbefuld pause, men hvis vi hviler på laurbærrene, tror jeg, at potentialet for, at det kan gå helt galt, er til stede. Så jeg vil bare sige, at det nu efter min mening er det øjeblik, hvor vi alle bør skubbe på Oase-planen, fordi Trump har sagt om sig selv mange gange, at han er en bygherre, og han forstår noget om byggeri. Han ønsker at få gang i USA’s økonomi. Måske hvis vi alle arbejdede sammen om at overbevise ham om at fremme Oase-planen og også tale med alle nabolandene Israel og Palæstina og lægge frem, hvad vi forsøger at gøre med vores konferencer om Oase-planen og de videoer, vi har lavet. Måske ville det inspirere de forskellige ledere i regionen. For eksempel er Saudi-Arabien ved at bygge et skisportssted i ørkenen. Jeg tror, temperaturen er op til 40-50 grader, men de bygger et skisportssted, så folk kan stå på ski der. Det koster enormt mange penge, og jeg tror, at hvis man tænkte på at bygge Oase-planen og give gratis nyt vand til alle landene i regionen, så en kilde til konflikt ville forsvinde – nemlig manglen på vand – så kunne det inspirere den unge generation af palæstinensere, de forskellige arabiske lande, Tyrkiet, Syrien, Irak, Afghanistan, hele regionen. Jeg mener, at vi virkelig bør lægge dette udviklingsperspektiv massivt på bordet, for jeg tror helt ærligt, at der er andre muligheder end en ny global strategisk sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som involverer alle lande på planeten, hvilket jeg mener, er den vej, vi skal gå. Jeg tror, at for Mellemøsten er Oase-planen lige nu den eneste ting, der kan ændre dynamikken. Så jeg vil foreslå, at vi måske diskuterer det i løbet af denne session i IPC, og hvis folk er enige, kan vi måske også lave en mobilisering ud af det.

SCOTT RITTER: Hør her, jeg er åben for at arbejde sammen med alle, der på ansvarlig vis og med oprigtige hensigter søger et fredeligt resultat. Oase-planen bør udvikles yderligere og få en chance. Så betragt mig som et redskab i din værktøjskasse, og jeg vil hjælpe dig på enhver måde, jeg kan.

LARRY WILKERSON: Jeg vil sige det samme. Jeg tror, at det saudiske skisportssted er lidt ligesom laksefiskeri i Yemen, hvis du husker den film og den bog. Det er penge, der tilfredsstiller nogle prælater og nogle højtstående kongelige, men det gør ikke noget for regionen og endda i sidste ende for Saudi-Arabien.

Du har ret i at sætte fingeren på vand. Vand er kritisk i den region. Og en af grundene til, at man til dels kan forstå, hvad Israel har gjort med hensyn til Libanon og andre steder, er deres søgen efter vand. Det vil blive faktisk endnu mere kritisk, efterhånden som klimaforandringerne skaber mere ravage. Så ja, det ville jeg absolut gå ind for.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg vil foreslå, at vi i diskussionsperioden tænker over måder … Jeg mener, vi har haft to konferencer om Oase-planen med topambassadører fra Palæstina, fra Sydafrika og mange andre lande. De har alle forpligtet sig til at fremme denne idé. Så måske skulle vi genoptage kontakten med alle de mennesker, vi allerede har arbejdet sammen med om Oase-planen, og virkelig forsøge at sætte den på dagsordenen. Det bedste ville være straks at indkalde til en konference i regionen og invitere alle lande til at deltage. Hvis vi alle arbejder hen imod det mål, kan vi måske nå det.

WILKERSON: Det lyder for mig som noget, der ville være lige noget for Donald Trump. Jeg prøver ikke at være morsom; jeg tror, det er den slags, han kan lide.

RITTER: Især hvis man sætter hans navn på det.

WILKERSON: Ja, Trumps oase-plan. Hvad pokker!

RITTER: Trump; vand.

BATTLE: Det bliver kæmpestort!

WILKERSON: Han kunne bygge et hotel lige i midten af Oasen.

RITTER: Så er det nok. OK, jeg er nødt til at gå. Mange tak for invitationen. Det var en fornøjelse. Helga og Larry og Anastasia og Dennis og alle andre, lad os fortsætte med at arbejde for at gøre noget godt. Tusind tak skal I have.

WILKERSON: Tak. Jeg sætter pris på dine bemærkninger; jeg er også nødt til at løbe.

{Senere bemærkninger under diskussionen:}}

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan kun sige, at vi i Vesten er i et øjeblik, hvor vi forhåbentlig kan løse dette. Men i dag er vi stadig på vej mod diktatur, fordi en masse menneskelig stræben efter at tage spørgsmålet om det palæstinensiske folkemord op; i Tyskland kan man ikke engang sige det længere. Bare for at give dig et eksempel, så er alle i hele det Globale Syd klar over, at man i Vesten ikke længere har disse værdier, som man holder fast i – demokrati, menneskerettigheder, regelbaseret orden; det bliver alt sammen latterliggjort. Og det er ikke kun fra det Globale Syd, det er en diskussion i Europa, hvor mange lande fra Slovakiet, Ungarn, Georgien, Rumænien, Bulgarien, Serbien, Kroatien, Østrig, Schweiz; folk er nu begyndt at diskutere, at det, som de såkaldte atlantister gør, er diktatur. Den tidligere præsident i Schweiz, som er konservativ, har lige sagt, at han havde en annonce på en side i {Neue Zuricher Zeitung}, som er det førende dagblad i Schweiz. En annonce på en side, hvor han sagde, at det, der sker i Tyskland, er det, han kaldte »Stasi 2.0«. Der er mindre ytringsfrihed end i DDR i slutfasen.

Jeg tror, det er meget vigtigt, at professoren fra London også indser, at dette ikke er en statisk ting. Det er en løbende kamp, hvor vi kæmper for, om vi vil bevare vores forfatningsmæssige værdier, eller om det vil blive en forfærdelig gentagelse af det, der skete i 1930’erne. Nu er det tid til at ændre det med den slags indgreb, som vi har sagt. Alle disse punkter er vigtige, men jeg synes ikke, at vi skal glemme de initiativer, der virkelig er game-changers med hensyn til systemiske ændringer, som f.eks. den Oase-plan, som jeg gerne vil love meget stærkt igen.

Afsluttende bemærkninger

Lad mig nævne et andet emne. Vi kæmper for at imødegå argumenterne fra modstanderne af Tulsi Gabbard og Kash Patel, fordi de repræsenterer håbet om, at disse netværk vil blive renset ud. Tulsi Gabbard har tydeligvis under pres opgivet sin støtte til paragraf 702 i Foreign Intelligence Surveillance Act, som handler om uberettiget udspionering. Jeg er ikke ekspert i dette, og jeg vil ikke gå i dybden med det, men denne lov udviklede sig fra at være rettet mod udenlandske agentoperationer til bare at tale med udlændinge. Så med den nye FISA-lov, hvis du taler med mig eller en anden, taler med din tante i Schweiz eller din nevø i Grækenland, så kan FBI i henhold til den nuværende lov følge op på ikke bare den udlænding og dig selv, men fem eller seks andre opfølgninger. Med andre ord, hvis denne person har talt med den person, med den person, med den person osv. Så jeg tror, det var dommer Napolitano, der i sin kommentar til Tulsi Gabbards kompromis – hvor hun tydeligvis kapitulerede under pres – beregnede, at med den lov når man op på den sjette grad af FBI’s tilladelse til at udspørge folk, når man de 330 millioner amerikanere, længe før man har opbrugt den seksdobbelte. Jeg mener, det er et mareridt. Dette er tydeligvis en lov, som tillader udspionering af alle amerikanske borgere. Dommer Napolitano har en interessant artikel om det, som jeg synes, I skal læse, for det er selvfølgelig vigtigt, at Tulsi Gabbard kommer ind. Men jeg tror, vi skal sørge for, at nok mennesker virkelig udtrykker støtte til hende, så hun ikke kommer til at stå i midten af disse knusende elementer. Jeg ville bare nævne det, fordi det er en del af kampen.

Nu til den person, der lige har talt, Ellen, som sagde, at der ikke er nogen mening med den nye sikkerhedsarkitektur; det er ikke så håbløst. Hvad amerikanere og europæere generelt ikke ved, er, at verden allerede har ændret sig på måder, som de fleste mennesker ikke har nogen anelse om. Politikkerne, især efter afslutningen af den kolde krig, hvor man forsøgte at indføre en unipolær verden; Fukuyama kaldte det historiens afslutning. Hele politikken med NATO-udvidelse, regimeskift, farvede revolutioner, sanktioner, dollar som våben – alt dette fik et gigantisk tilbageslag. Det kan man ikke gøre over for flertallet af befolkningen, især ikke når de har et alternativ i form af Kina, som er blevet en økonomisk supermagt og hjælper mange af landene i Afrika, Asien og Latinamerika. Så denne nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur er allerede ved at opstå; det eneste, der åbenlyst mangler, er USA og for det meste de europæiske lande. Så det er ikke noget, der er et luftkastel; det er ved at ske. Langt de fleste mennesker er allerede i gang med at organisere sig på denne måde. For bare to uger siden blev Indonesien medlem af BRIKS; det er stort. Indonesien vil snart være verdens tredjestørste økonomi. Dette er størstedelen af verdens befolkning. Bare fordi mainstream-medierne forhindrer folk i Vesten i at kende til dette på nogen meningsfuld måde; man hører ikke om kinesisk kultur, indisk kultur, ikke ud fra det synspunkt, hvordan det ser ud indefra, hvis man er indfødt i disse nationer.

Jeg tror, at vi er nødt til at uddanne folk meget mere, for jeg tror, at vi er nået til slutningen af en æra, som jeg mener er lige så stor som ændringen fra middelalderen til moderne tid med den gyldne renæssance i Italien. Hvis man sammenligner de aksiomer, som folk tænkte i det 14. århundrede, med det, de tænkte i det 15. århundrede, er det som to forskellige universer. Jeg tror, vi står foran, eller faktisk midt i, en lignende eller endda større forandring. Der er ikke tid til at uddybe det nu, men jeg tror, at enten går vi fremad og når et nyt stadie i menneskehedens udvikling, eller også ødelægger vi hinanden. Jeg tror også, at vi står ved den korsvej.

Men vær optimistisk; meld dig ind i Schiller Instituttet, hvis du vil vide mere om den kulturelle renæssance, for vi er fast besluttet på at gøre det til et vigtigt punkt i diskussionen. Jeg tror, det er nøglen; at få en bedre kultur vil afgøre, hvordan vi tænker, og hvordan vi handler.