Ikke korrekturlæst

af Stewart Battle (EIRNS) – 09. februar 2025

Trump-administrationens første tre uger har uden tvivl været tumultariske, og det er stadig for tidligt at bedømme resultaterne af dens forskellige handlinger. Det centrale spørgsmål er stadig, om USA med en ny præsident ved roret vil forsøge at opretholde det eksisterende overherredømme over verden efter den kolde krig, eller om det vil tilslutte sig det voksende kor af nationer, der søger en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der er fri for geopolitiske intriger. Virkeligheden kræver, at det bliver det ene eller det andet, og ethvert forsøg på at ignorere dette, mens man udelukkende insisterer på »America First«, vil udelukkende løbe ind i problemer og selvmodsigelser.

Der foregår et øget diplomati rundt omkring i verden. Egypten meddelte den 9. februar, at de vil afholde et krisetopmøde om Palæstina i slutningen af måneden for at styrke en fælles holdning i hele Sydvestasien. I mellemtiden har der været en massiv fordømmelse af både Trumps kommentarer om Gaza og Netanyahus afvisning af en palæstinensisk stat. Topembedsmænd i hele den arabiske verden er kommet med skarpe udtalelser om det i løbet af de seneste dage.

Endnu mere påtrængende er begyndelsen på fase to af forhandlingerne om gidsel- og våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas, som er sat til at begynde, når Israels delegation ankommer til Qatar søndag den 9. februar. Der er dog bekymring for, at forhandlingerne er i fare for at bryde sammen, ansporet af Netanyahus åbenlyse holdning til en fremtidig palæstinensisk stat og kravet om, at Hamas skal forbydes adgang til Gazastriben for evigt. Haaretz citerede søndag israelske kilder, som sagde, at Netanyahu er klar over dette og forsøger at sabotere fredsforhandlingerne for at kunne fortsætte krigen og holde fast i magten. Hans tilsyneladende gunst hos Trump var sandsynligvis ikke med til at afskrække ham.

Senere på ugen tager vicepræsident J.D. Vance og den særlige udsending for Ukraine og Rusland Keith Kellogg til sikkerhedskonferencen i München den 14.-16. februar, hvor de efter sigende vil indlede samtaler med Ukraines Zelenskyj og andre. Om deres indsats vil resultere i en afslutning på krigen i Ukraine eller ej, er endnu uvist. I weekenden kom der også rapporter om, at Trump muligvis har haft en eller flere telefonsamtaler med den russiske præsident Vladimir Putin, hvilket også er lovende.

Mens disse diplomatiske tiltag fortsætter, er der fortsat bestræbelser på at optrævle eller i det mindste afsløre den »dybe stat« i USA. Flere er begyndt at se den underliggende råddenskab i USAID og relaterede institutioner, som blot var fronter for regimeskiftebestræbelser verden over. Den seneste afsløring var USAID’s udgifter på næsten 500 millioner dollars til en NGO ved navn »Internews Network«. Dette regeringsfinansierede monstrum støttede angiveligt »uafhængige medier« og havde ifølge WikiLeaks forbindelser til næsten 4.300 medier i 30 lande. Ud over disse afsløringer vil senatets afstemning om at bekræfte Tulsi Gabbard som direktør for efterretningstjenesten finde sted mandag den 10. februar, hvilket giver en betydelig mulighed for endelig at frigøre det amerikanske præsidentskab fra det angloamerikanske Five Eyes-efterretningsapparats kontrol.

Det ledende spørgsmål i alt dette er imidlertid, om USA vil reagere på de ændrede realiteter, der finder sted i verden, eller holde fast i gamle, unaturlige måder at tænke på. Det spørgsmål blev stillet af professor Zhang Weiwei fra Kinas Fudan-universitet den 5. februar, da han sagde: »Når færdselsreglerne ikke længere afspejler realiteterne på vejen, kan der ske tre ting: Enten reformeres institutionerne, der bygges nye institutioner, eller landene handler på egen hånd – om nødvendigt ligefrem i krig.« Det vil sige, at naturloven ikke kan ignoreres for evigt.

Den mest hensigtsmæssige udvikling, der nu viser sig i denne henseende, er krisen i Gaza. Hvis USA kunne se, at en genopbygget, velstående og fri stat i Palæstina er i deres interesse – ligesom det er for Kina, Rusland og de andre lande i regionen – så kan begrebet menneskehedens fælles mål introduceres, og naturloven kan følges. Det ville være en ægte »win-win« i modsætning til de afskyelige forslag om »win-lose«, som nu er i omløb, og det ville have konsekvenser i hele verden langt ud over Gaza.

LaRouches Oase-plan er den bedste og eneste realistiske mulighed i denne henseende, og der bør organiseres for den overalt i de kommende dage og uger.

Ikke korrekturlæst

af Megan Dobrodt (EIRNS) – 08. februar 2025

En stor del af verden er i øjeblikket rystet over og reagerer på præsident Trumps handlinger – men lad dig ikke narre: Trump er en følge, ikke en årsag, til et igangværende, monumentalt skift i menneskehedens historie, hvis udfald i høj grad er ubestemt. Det , der er sikkert, er, at geopolitikkens og kolonialismens æra er forbi, og at de forskellige kræfter, der er på spil, krydser hinanden og interagerer på måder, som ikke kan forudsiges ud fra en simpel fortolkning af begivenhederne.

Det, der vil afgøre, om menneskearten overlever denne transformation, moralsk eller ej, er, om vi kan gennemtvinge et skift i USA’s politiske retning væk fra at optræde som verdens hersker og ind i et win-win-samarbejde for et nyt system med fredelig økonomisk udvikling for alle nationer, et system, der er i overensstemmelse med naturloven og afspejler menneskelig godhed.

I den sammenhæng vil det, der sker i Gaza, være en test af vores arts moralske overlevelsesevne. Vanviddet i Trumps Gaza-plan, som med rette er blevet fordømt af det meste af verden, skal erstattes af støtte til Oase-planen og en tostatsløsning, og det i tide til den planlagte FN-konference om Palæstina i juni. Hvis der ikke gennemføres en politik for at skabe et nyt økonomisk udviklingspotentiale i regionen til gavn for alle mennesker, der bor der, som foreslået i Oase-planen, frygter mange, herunder mange israelere, med rette, at den nuværende våbenhvileaftale hurtigt vil bryde sammen. Hvis Oase-planen og en tostatsløsning derimod vedtages, kan Gaza hurtigt blive et eksempel på menneskehedens engagement i et nyt, pro-menneskeligt system, som anerkender hvert enkelt menneskes værdi og kreative potentiale.

Hvad kan gøre dette muligt?

Vi må mobilisere, som om vores liv afhang af det, for at opbygge en massebevægelse for en positiv løsning, for et nyt paradigme, i USA og i de vestlige lande. Afviklingen af »løgnernes bureau« i de amerikanske efterretningstjenester vil være en afgørende del af at frigøre amerikansk politik og tænkning fra dens underkastelse af imperiale interesser, og derfor haster det med at få det amerikanske senat til at bekræfte Tulsi Gabbard som direktør for den nationale efterretningstjeneste, en afstemning, der er sat til mandag den 10. februar. Alle bekymrede borgere og folk med god vilje bør oversvømme Senatet med opkald og kræve, at deres repræsentanter stemmer for hendes bekræftelse.

Bliv ikke fanget i hvirvelvinden af at reagere på »gode« og »dårlige« begivenheder (atafslutte krigen i Ukraine, godt! At fordømme Sydafrika for at påpege Israels folkedrab, dårligt!); hold kursen. Historie skabes af et standhaftigt lederskab af personer, der ved, hvad der skal gøres, og som er fast besluttet på at gøre de principielle løsninger til fremme af hele menneskeheden til landets lov.

Foto: UNICEF/Eyad El Baba

Ikke korrekturlæst

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig byde jer alle velkommen. Den internationale diskussion er tydeligvis domineret af denne ret utrolige udtalelse fra præsident Trump. Han gjorde det på en pressekonference sammen med premierminister Netanyahu, hvor han meddelte, at USA forfølger en plan om at flytte palæstinenserne til andre lande og derefter gøre Gaza til, som Anastasia lige sagde, en ny Riviera. Han sagde også, at han vil gøre Gaza til et af de største og mest spektakulære udviklingsområder på jorden. Da han blev spurgt, hvem der skulle bo der, sagde han: »Verdens befolkning.« Det betyder naturligvis ikke de mennesker, der bor der nu, men folk, der skal være investorer og gæster i golfklubber, kasinoer, luksusresorts og så videre, og en animation af, hvordan det ville se ud, blev allerede offentliggjort af Netanyahus kontor i maj sidste år i 2024, hvor man kunne se en animation af en frodig, udviklet Gazastribe.

Dette er naturligvis straks blevet afvist af alle naboer, alle lande, især dem, hvor palæstinenserne angiveligt skal flyttes til, Egypten, Jordan, men også Indonesien blev nævnt. De afviste det alle sammen. Men alle naboerne afviste eftertrykkeligt denne idé, og det samme gjorde resten af verden, endda medlemmer af det republikanske parti i USA afviste det.

At dette ikke er en joke, blev straks demonstreret af den israelske forsvarsminister Israel Katz, som sagde, at han allerede havde instrueret hæren i at planlægge flytning af et stort antal palæstinensere, så de kunne forlade Gaza, og forberede en udgang ved landegrænser, i luften og til søs. Så sagde Katz også, at i betragtning af at lande som Spanien, Irland og Norge alle har anerkendt staten Palæstina, bør de tage imod disse palæstinensere, og hvis de nægter, vil deres hykleri blive udstillet.

Det skabte en sådan storm af forargelse verden over, at de forskellige talsmænd for administrationen dagen efter følte, at de var nødt til at tilpasse Trumps ord. For eksempel sagde udenrigsminister Rubio, at dette ikke er en fjendtlig udtalelse, det ville bare betyde, at USA bliver ansvarlig, og at det faktisk er meget generøst. Det Hvide Hus’ pressesekretær Karoline Leavitt sagde: »Åh, kan du ikke se, at dette bare er et nedrivningssted lige nu, og det ville være ret ondt at foreslå, at folk skulle bo der under så forfærdelige forhold.«

Det er svært at sluge, for samtidig viste tv-stationerne i detaljer den absolutte ødelæggelsesgrad, hvor alle huse var jævnet med jorden, og palæstinensiske familier forsøgte at rode i murbrokkerne for at finde billeder eller tegn på det, der tidligere var deres huse. Så at undlade at nævne med ét ord, hvem der er ansvarlig for denne utrolige ødelæggelse, som var den israelske regering, men støttet af en masse våbensalg fra USA og endda fra Tyskland – som om nogen burde have haft en grund til ikke at have gjort det.

Men det er skandaløst. Men som med enhver større krise er dette også en absolut chance. Det er det, vi gerne vil diskutere på denne uges IPC-session. For straks dagen efter sagde USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz, at eftersom dette er det eneste forslag, og Trumps forslag er det bedste forslag, sagde han følgende: »Faktum er, at ingen har en realistisk løsning, og han [dvs. Trump] har lagt nogle meget dristige, nye ideer på bordet, som jeg ikke synes, man skal kritisere på nogen måde. Det vil få hele regionen til at komme med deres egne løsninger, hvis de ikke kan lide Trumps løsninger. … Men en af de vigtigste pointer, som præsident Trump kom med i går aftes, var: »Fortæl mig, hvilke bedre alternativer de nogensinde er blevet tilbudt?«

Det er for os den absolutte mulighed for først og fremmest at sørge for, at alle kender til Oase-planen. Nu er hele regionen naturligvis i oprør som aldrig før, og jeg mener, at den forargelse, der er opstået, bør bruges som en energikilde til at sikre Mike Waltz og præsident Trump og alle, der ønsker at kende til den, at der faktisk findes en bedre løsning. Den egyptiske udenrigsminister Abdelatty sagde under et besøg i Tyrkiet, at Cairo planlægger at organisere en stor konference for genopbygningen af Gaza. Den palæstinensiske ambassadør i Rusland sagde, at det nu er nok, og at en tostatsløsning endelig skal på bordet for alvor, og at der i juni i New York vil blive afholdt en FN-konference om tostatsløsningen. Vi har fra Schiller Instituttet og Den Internationale Fredskoalition talt med mange mennesker i de dage, der lige er gået. Det er meget, meget tydeligt, at der er seriøse topkræfter fra regionen, som forstår, at det er nu, der skal ske noget, hvis der nogensinde skal ske noget.

Så jeg vil foreslå, at vi tager dette møde og de følgende dage med det absolutte mål, at vi senest ved denne FN-konference i juni skal have hele pakken på bordet: en tostatsløsning i kombination med en plan for økonomisk udvikling, ikke kun for Palæstina, ikke kun for Gaza og Libanon og Vestbredden, men for hele regionen. For hvis man flyver med et fly over området, er det meget tydeligt, at det hele er ørken. Jeg gjorde det engang, og derfor har jeg et levende indtryk af, at man kigger ud af vinduet på flyet og kun ser brunt, brunt, gult, gult, og ikke en eneste grøn plet.

Så det er nu, vi skal gøre det, som nogle af Emiraterne effektivt har gjort, og som har forvandlet noget af kyststrækningen til grønt land. Kina har lavet et utroligt eksempel ved at omdanne et område på størrelse med Tyskland i det nordøstlige Kina, som var fuldstændig ørken, og som nu, på grund af kunstvanding, er frugtbar landbrugsjord og skove og turisme. Og de mennesker, der før var ludfattige, er nu velhavende og nyder et liv i velstand. Og den tilgang skal anvendes i hele regionen som grundlag for fred. Hele denne region har brug for genopbygning. Afghanistan er stadig i en absolut alvorlig humanitær krise; Irak er totalt bombet; Syrien er stadig ødelagt. Yemen er så fattig, at børnene dør på hospitalerne.

Det, vi har brug for lige nu, er en helt anden tilgang: Der skal være en international mobilisering af hele verdensoffentligheden og et stærkt kor af stemmer, der siger: »Det nye navn for fred er udvikling.« Det skal absolut starte med anerkendelsen af en palæstinensisk stat; men det skal kombineres med en økonomisk udviklingsregion, ikke for nogle få rige mennesker, der nyder deres kasinoer og golfbaner i luksusresorts, men for alle! For hele befolkningen i regionen. Og det må blive kampråbet. Vi må tale med regeringerne i regionen, som Trump allerede har sagt, at han vil kræve, at de finansierer genopbygningen af Gaza. Men ikke den model, han foreslår, men en virkelig gennemgribende udvikling med Oase-planen: ideen om at bygge kanaler, store mængder atomkraftværker til afsaltning af store mængder havvand og omdanne hele regionen i en gigantisk plan for udvikling af fred.

Så jeg tror, at hvis vi mobiliserer alle og starter med en dialog mellem palæstinenserne og israelerne – og jeg ved, at nogle israelere ikke vil tale med palæstinenserne, men jeg tror også, at alle i Israel må overveje, at man ikke kan have alle fjender omkring sig og tro, at man har en sikker og velstående fremtid. Jeg tror, at det nu er tid til at gå i en helt anden retning og skabe en stabil situation for fremtiden.

Det var det, jeg ville sige i begyndelsen. Der er selvfølgelig andre emner, vi bør diskutere, f.eks. hvad der sker i Ukraine. Men jeg vil virkelig gerne sætte absolut fokus på dette punkt i dagens diskussion.

Bemærkninger under diskussionen:

Svar til Jonathan Kattab: Jeg synes, at alle dine pointer er rigtig gode. Det eneste, jeg eftertrykkeligt vil tilføje, er, at i det øjeblik dynamikken i den reelle økonomiske udvikling, sådan som Oase-planen beskriver den, vil skabe betingelser, hvor alle de forhåbninger, du har nævnt, faktisk kan fortsætte. Jeg tror, vi er nået til et punkt, hvor det ikke er enten en politisk løsning eller helt sikkert ikke økonomisk udvikling uden en politisk løsning. Men vi er nødt til virkelig at se på disse ting som en helhed, og jeg tror, at hvis vi organiserer de næste uger og højst måneder, så vi virkelig har det mål, at vi i juni skal have udarbejdet hele denne pakke – som du understregede, alle de forskellige aspekter – inklusive en meget mere udviklet plan for en økonomisk genopbygning; jeg tror, at hvis alle kræfter forenes omkring dette perspektiv, så tror jeg, at det er et unikt øjeblik til at gennemføre det….

Jeg vil bare gerne understrege, at vi ikke er de fleste mennesker – det vil jeg virkelig gerne sige meget klart. Du nævnte menneskerettigheder, og jeg vil gerne sige, at begrebet menneskerettigheder, som det normalt er udviklet i de vestlige lande, ikke er den eneste fortolkning. Jeg tror fuldt og fast på, at den kinesiske regering, som har løftet 850 millioner mennesker ud af fattigdom i Kina, og at det var den motor, som gjorde det muligt for Kina at række ud til de andre lande i det Globale Syd, og gennem Bælte- og Vej-Initiativet har lanceret det største infrastrukturprojekt i historien: At udrydde fattigdom er efter min mening det største bidrag til menneskerettighederne. For hvis du skal bekymre dig om dit næste måltid, hvis du ikke har nogen sundhedspleje, og du dør tidligt, så er det at afhjælpe alt det og skabe en økonomisk chance for at leve et normalt liv med et fuldt udviklet potentiale af alle dine evner, efter min mening det største bidrag til menneskerettighederne, du kan opnå.

Jeg ville bare præcisere det, for jeg ved, at denne misforståelse er meget udbredt, men hvis man ser på min afdøde mands, Lyndon LaRouches, økonomiske teorier, synes jeg, det er meget klart, at vi ikke er som de fleste mennesker, men at vi er meget forskellige fra sådanne mennesker….

Lidt senere: Jeg vil bare sige til din overvejelse, præsident Ramotar, at FN’s Sikkerhedsråd ikke fungerede i den sidste periode, fordi USA altid nedlagde veto mod enhver løsning. Hvis man ser på det andet kriseområde lige nu, som er Ukraine, er der endda nogle stadig små, men ikke desto mindre håbefulde tegn på et muligt møde mellem præsident Trump og præsident Putin, ifølge regeringens talsmand Peskov; det var Storbritanniens udenrigsminister Lammy, som straks tog til Kiev i går, og som en af oppositionens parlamentarikere i Radaen sagde, er det tydeligvis endnu et forsøg fra briternes side på at forstyrre potentialet for en fredsforhandling, som Boris Johnson havde gjort i marts 2022, da Istanbul-forhandlingerne praktisk talt havde ført til en aftale mellem Putin og Zelenskyj, og det var Boris Johnson, som gik ind og sagde til Zelenskyj, at han skulle kæmpe videre. Og al den krig, der er sket i mellemtiden, var resultatet.

Så jeg vil bare sige, at FN’s Sikkerhedsråd måske ikke er det bedste, og måske er ideen om at have hele BRIKS, som nu er 22 lande, der er fuldgyldige medlemmer, og som bærer vægten af den Globale Majoritet. Jeg tror, at hvis dette gøres på en sådan måde, at det løfter hele diskussionen op på et højere niveau, for hvis vi ikke når frem til et nyt paradigme i diskussionen, som giver et realistisk perspektiv til at overvinde geopolitik, er jeg enig med dig i, at hvis denne krise ikke løses, eller enhver anden krise som Ukraine eller endda krisen i Stillehavet, er vi i fare for en global krig som følge af den.

Men jeg vil også gerne understrege, at jeg ikke mente, at israelerne og palæstinenserne skulle tale med hinanden alene, for det ville naturligvis være en ulempe for palæstinenserne. Men jeg tror, at det, vi har brug for, er en mobilisering af hele verden: Alle lande i regionen har en interesse – Jordan, Syrien, alle Israels naboer. Derfor tror jeg, at vi har brug for en generel mobilisering: Er menneskeheden i stand til at rette op på en af de største uretfærdigheder og forbrydelser i vores samtid og finde en løsning, som er acceptabel for alle? Jeg tror, det er noget, der kræver – jeg tror ikke, vi endda kan overlade det til eksisterende organer som FN’s Sikkerhedsråd. Jeg tror, vi har brug for en reel mobilisering af alle kræfter i og uden for regionen.

Senere i diskussionen: Jeg synes, at argumentet om at starte med små gennemførlige skridt med det samme giver god mening. Jeg kan kun sige, at jeg allerede er i gang med at diskutere, og at flere andre i vores organisation allerede er i gang med at diskutere med specifikke kredse. Da alt dette er en organisationsproces, er jeg endnu ikke i en position, hvor jeg kan annoncere det, men jeg ved, at der efter chokket over Trumps udmelding har været et reelt wakeup call for alle, der nogensinde har gjort en indsats for at skabe fred i regionen.

Så jeg tror, at en sådan idé om at have ekspertkomiteer med ingeniører, vandeksperter, atomare eksperter, vandforvaltningseksperter, jeg tror, at det absolut er tilfældet. Jeg tror, der er mange palæstinensere i udlandet, som har meget vigtige erhverv: alt fra læger til forskere og ingeniører. Jeg tror, at hvis der kom en opfordring til at hente dem alle sammen hjem for at være en del af genopbygningen, så ville det absolut gå. Så lad os blive ved med at tale om det og nå frem til konkrete resultater så hurtigt som muligt.

Senere i diskussionen: Jeg tror ikke, at det palæstinensiske spørgsmål vil blive løst uden en palæstinensisk stat, der er adskilt fra Israel, fordi hele det palæstinensiske folks identitet er, at de føler, at de uretfærdigt er blevet fordrevet fra det land, som de betragter som deres eget, og at de er blevet tvunget til at betale for tyskernes skyld i forbindelse med Holocaust. Jeg vil ikke gentage hele den lange historie med mange kampe frem og tilbage, men jeg mener, at der skal tages hensyn til både Israels og Palæstinas suveræne rettigheder. Jeg tror, at den eneste måde, det kan fungere på, er, at de to ting går hånd i hånd, for en stat uden udvikling er dømt til at mislykkes, og udvikling uden suverænitet er også dømt til at mislykkes. Det er derfor, jeg hele tiden har sagt, at man i en vis forstand er nødt til at gå fra toppen: Hvis der er en aftale mellem, lad os sige, præsident Trump og præsident Xi Jinping og præsident Putin om at gå i retning af et overordnet nyt paradigme, så kan alle problemerne løses, også i Mellemøsten. Hvis den geopolitiske kurs mellem disse stormagter fortsætter, er der ingen regional løsning på nogen konflikt. For jeg tror, at vi historisk set har nået et punkt, hvor vi er udmattede: Vi er nået til et punkt, hvor det 500 år lange kolonisystem er udtømt. Jeg tror ikke, det er muligt at vende tilbage til en tilstand, hvor dele af verden er koloniseret, og andre dele er verdens herskere. Det tror jeg er udelukket. Et udmattelsespunkt er også, at det vestlige finansielle system er håbløst forgældet, og det er kun et spørgsmål om tid, før det eksploderer, enten i form af et kollaps som følge af en forandringsreaktion eller en hyperinflation, og det kommer også til et udmattelsespunkt.

Det Globale Syd er ved at opstå med en kraft, som aldrig har eksisteret i historien før: Det er ånden fra Bandung, men denne gang styrket med Kinas magt, som lige nu er den ubestridelige motor i verdensøkonomien, som allerede har påvirket utrolige vækstrater i hele Asien og størstedelen af BRIKS-staterne. Så alle disse faktorer betyder, at man ikke kan løse situationen med en delvis løsning, og man kan ikke løse den med status quo. Enten går vi ind i tredje verdenskrig, hvis ingen af disse løsninger accepteres, eller også lykkes det os at foretage et artsspring, så at sige, i den menneskelige arts historie ved at holde op med at opføre os som små fireårige drenge, der sparker hinanden i knæene hele tiden; og blive voksne og sige, at vi er den kreative art i universet, og vi kan arbejde sammen om menneskehedens fælles mål, såsom at forsvare planeten mod faren for, at meteoritter eller andre objekter fra rummet sprænger store dele af verden i luften, som det skete for 65 millioner år siden, hvor dinosaurerne blev udryddet: Den fare eksisterer og er meget reel. Og at løse problemet med at forlade Jorden som det eneste beboelige sted, hvilket vi vil blive tvunget til at gøre om 1 million år eller måske 2 millioner år – nogle mennesker synes måske, at det er for langt væk til at overveje, men hvis man ser på den længere bue i menneskets udvikling, er vi nødt til at foretage sådanne kvalitative spring, ellers vil vi ophøre med at eksistere før eller siden.

Så jeg tror, vi er nået til det punkt, hvor vi er nødt til helt at ændre den måde, vi tænker på, og starte med menneskehedens fælles mål først, og så kan vi løse alle disse problemer. Og jeg tror, vi har brug for den diskussion mere påtrængende end nogensinde før.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg vil gerne sige noget, som jeg faktisk burde have sagt i begyndelsen: Og det er, at vi er nødt til at tænke på, at en utrolig kæmper for retfærdighed er gået bort, og det er professor Francis Boyle, som var involveret i mange kampe sammen med Schiller Instituttet, hvoraf den seneste var for palæstinensernes sag, og især i forbindelse med afgørelserne fra Den Internationale Domstol og Den Internationale Straffedomstol. Men vi har også en længere historie med ham: Vi kæmpede med ham, da spørgsmålet om krigen mod Jugoslavien var på spil, og folkedrabet i Srebrenica og lignende begivenheder. Så jeg vil gerne udtrykke vores sorg over, at vi har mistet en så fremragende og modig forkæmper for retfærdighed.

Ellers vil jeg gerne sige, at Oase-planen er nødt til at blive studeret af folk på denne opfordring. Vi vil som sædvanlig lægge en læseliste til dette i chatten. For der er en stor forskel, en enorm forskel, en grundlæggende forskel mellem Trump Riviera-planen og Oase-planen. Riviera-planen, som den præsenteres nu, vil være for de rige, milliardærerne og millionærerne. Den ville være baseret på at nyde overskuddet fra udnyttelsen af det nuværende system og profitmaksimering, og det ville være til skade for den generelle verdensøkonomi, fordi disse udskejelser går hånd i hånd med forarmelsen af flere og flere millioner mennesker over hele kloden.

Dette står i fuldstændig kontrast til selve essensen af opfattelsen af fysisk økonomi i Oase-planen, som tager udgangspunkt i principperne for fysisk økonomi, i ideen om, at den eneste kilde til rigdom ikke er råmaterialer, det er ikke penge, det er ikke at købe billigt og sælge dyrt eller nogen af den slags ordninger: Den går ud fra den antagelse, at den eneste kilde til rigdom er arbejdsstyrkens kreativitet, og at en forøgelse af denne kreativitet derfor fører til større videnskabelige og teknologiske fremskridt i produktionsprocessen, hvilket igen fører til en forøgelse af levestandarden: Det øger levetiden i et land; det øger antallet af mennesker, der kan forsørges. Så det er en fundamentalt modsatrettet tilgang til økonomi. Og hvis vi vil løse dette, tror jeg, at vi har brug for en masse mennesker, der bliver rigtige eksperter i fysisk økonomi. Derfor tror jeg, at vi vil gøre læselisten tilgængelig i chatten, eller at Anastasia vil sende e-mails med sådanne forslag.

Ellers vil jeg gerne gentage min opfordring fra begyndelsen om, at det er nu, der skal ske noget, for alle er rystet sammen. Der er mange, mange grupper, der mødes og diskuterer. Nogle af dem kunne virkelig katapultere denne diskussion op på det niveau, hvor vi er nødt til det, men vi bør sætte FN-konferencen i juni om tostatsløsningen som mål, men absolut kombineret med Oase-planen for hele regionen. Jeg vil gerne appellere til jer om at hjælpe os med at fremskynde diskussionen blandt så mange mennesker som muligt på det punkt, så vi bliver et kor af stemmer, der ikke kan tales for meget om. [hzl/amb] [ssu]

Ikke korrekturlæst

af Stewart Battle (EIRNS) – 06. februar 2025

Efter de seneste to dages strøm af udtalelser begynder der at tegne sig et billede af de ildevarslende konsekvenser af præsident Trumps politik vedrørende Gaza. »Gazastriben ville blive overdraget til USA af Israel ved afslutningen af kampene,« sagde Trump i dag i et indlæg på Truth Social, og palæstinenserne «ville allerede være blevet genbosat i langt sikrere og smukkere samfund.« Gaza »ville blive en af de største og mest spektakulære udviklinger af sin art på jorden«, hævdede han. Hvem skal bo i denne nye, storslåede »riviera«, kunne man spørge? Ifølge Trump vil det være »verdens befolkning«, dvs. ikke palæstinenserne.

Forslaget er blevet mødt med næsten universel fordømmelse, fra førende nationer som Rusland, Kina og Brasilien; fra FN; fra lande i Sydvestasien; og endda fra betydelige dele af Trumps eget republikanske parti. Forslagets absurde karakter fremgår af den åbenlyse forvirring i den udøvende magt, hvor udenrigsminister Marco Rubio og Det Hvide Hus’ pressesekretær Karoline Leavitt i løbet af den 5. og 6. februar var usikre på, om Trump mente, at der var tale om en permanent eller midlertidig »flytning«.

Men selv om forslaget ser absurd ud på overfladen, er det dødsens alvorligt. Den israelske forsvarsminister Israel Katz sagde den 6. februar, at den israelske hær allerede er i gang med at planlægge en masseemigration af palæstinensere fra Gaza. Og man kan være sikker på, at premierminister Netanyahus plan fra sidste år for den post-palæstinensiske bosættelse i Gaza er mere end bare i støbeskeen. Hvis denne plan gennemføres, vil den udløse kaos og krig i hele regionen og muligvis også længere væk.

Men en anden virkelighed er også begyndt at dukke op. Nemlig den meget reelle afslutning på den imperiale »regelbaserede orden« og fremkomsten af radikale nye muligheder, som aldrig før ville have set dagens lys – både dårlige og gode. Som Rubio sagde i et interview med Megyn Kelly den 30. januar, var USA’s fremkomst som unipolær magt »en anomali. Det var et produkt af afslutningen på den kolde krig, men i sidste ende ville man nå tilbage til et punkt, hvor man havde en multipolær verden….« På samme måde har Trumps stop for USAID, ud over at stoppe vigtige midler til humanitær hjælp rundt om i verden, også stoppet en af de vigtigste veje til indsatsen for regimeskift mod Vestens såkaldte »modstandere«. Dette omfattede endda millioner dollars til at sende Hollywood-berømtheder – herunder 20 millioner dollars til Angelina Jolie – for at lave en fotosession med Volodymyr Zelenskyj for at sælge deres atomkrig mod Rusland til et indoktrineret amerikansk publikum. Hvis de bliver bekræftet, vil udnævnelsen af Tulsi Gabbard og Kash Patel yderligere styrke denne administration, så den kan tage sig af nogle af de værste faldgruber i verden efter JFK.

På grund af disse og andre handlinger kan Trump-administrationen ikke blot betegnes som en ny form for fascisme eller imperialisme, selv om virkningerne kan blive lige så katastrofale. Indtil da skal det dog bemærkes, at udfaldet endnu ikke er bestemt, og at historien aktivt er i færd med at blive formet. Fremtiden er ikke et produkt af fortiden, så bliv ikke fanget i at vente og se på!

Derfor skal LaRouches Oase-plan straks frem i lyset til overvejelse – den er det eneste alternativ til en ellers katastrofal situation. Det dårligt betegnede »Mellemøsten« blev skabt af det Britiske Imperium for over 100 år siden, og arven hjemsøger stadig denne region og dens befolkning i dag. Knappe ressourcer, religiøse skel og brutale militære konflikter er varemærker for det imperiale system – det samme imperiale system, som nu er døende og på vej ud. Vil verden tage udfordringen op og erstatte det? At omdanne Gaza til en oase med kasinoer, golfbaner og luksusturisme vil ikke bringe velstand eller fred til nogen, og det vil heller ikke ændre de underliggende forhold, som førte til konflikterne. Men at skabe en oase gennem store vand- og elsystemer – brændstoffet til den faktiske økonomiske udvikling – vil forvandle regionen og skabe et solidt grundlag for fred årtier ud i fremtiden.

Som afslutning på sin webcast-diskussion med VIPS-medlem Larry Johnson den 5. februar sagde Helga Zepp-LaRouche: »Jeg tror, at potentialet for at tilføre nye ideer absolut er der, fordi … mange af politikkerne vil støde panden mod muren, fordi de ikke kan realiseres, og så er der mulighed for noget nyt. Vi fra Schiller Instituttet bliver ved med at skubbe på Oase-planen, som lige nu overvejes af meget vigtige kræfter fra Mellemøsten, som grundlæggende ser den fælles økonomiske udvikling af hele regionen, fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Den Persiske Golf, som én region, og at det er den eneste vej at gå. Så jeg tror, at dette potentiale for en tostatskonference i FN, som finder sted i juni i New York, jeg tror, at hvis der kan ske en masse diskussioner om Oase-planen mellem nu og da, vil jeg ikke vædde, men jeg vil fremsætte et virkelig stærkt håb, bakket op af handling, om, at vi vil være i stand til at få denne Oase-plan på bordet, fordi det er det, der giver mening.”

Som USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz sagde, »har ingen en anden realistisk løsning« end den, Trump har lagt på bordet, og Trump sagde selv: »Fortæl mig, hvilke reelle bedre alternativer de [palæstinenserne] nogensinde er blevet tilbudt.« Det er nu, vi skal organisere os og lægge en reel løsning på bordet.

Foto: Asuka Saito Burke

af Dennis Small (EIRNS) – 05. februar 2025

Først og fremmest: Prøv ikke at feje pressekonferencen mellem Trump og Netanyahu den 4. februar til side som endnu et tilfælde, hvor præsidenten kaster absurde forslag ud som en »forhandlingstaktik«, hvor han ikke rigtig mente, hvad han sagde: At USA ville overtage og »eje« Gaza; at USA ville bruge militær magt »om nødvendigt« for at opnå det; og at 1,8 millioner palæstinensere ville blive »flyttet« til nabolandene (som alle hurtigt gentog, at de ikke ville være med til en sådan etnisk udrensning).

I modsætning til andre »blev jeg ikke helt overrasket« over Trumps udtalelser, sagde Helga Zepp-LaRouche under sin webcast-dialog den 5. februar med den erfarne efterretningsanalytiker Larry Johnson. »Vi kendte allerede til denne plan, som blev udsendt for første gang af premierminister Netanyahus kontor i maj sidste år.« Desuden rapporterede EIR’s Daily Alert den 2. februar, at Netanyahus »tilsyneladende dagsorden [med Trump] omfatter drøftelse af karakteren af fase 2 i aftalen om våbenhvile og gidseludveksling mellem Israel og Hamas. Men Netanyahu har en dybere dagsorden: at få Trumps opbakning til sin folkemordsplan om at fordrive alle palæstinensere fra Vestbredden og Gaza og gøre området til en etnisk renset del af Storisrael – en mangeårig drøm for det britiske udenrigsministerium og dets geopolitiske ideologi.«

Der er 61.000 døde palæstinensere ved den seneste officielle optælling, som vidner om, at indførelsen af denne politik allerede er i gang i Gaza.

For det andet: Den eneste måde at opnå fred i regionen på er ved samtidig at bevæge sig på den politiske og den økonomiske front. En to-statsløsning, hvor Palæstinas suverænitet anerkendes og langt om længe gennemføres, er afgørende. Samtidig må den massive genopbygning af området begynde som en del af en overordnet udviklingsplan for regionen – LaRouches Oase-plan – hvor Kina og nationerne i Europa og USA i fællesskab samarbejder om at bygge atomkraftværker til afsaltning af store mængder ferskvand til at gøre ørkenen grønnere og anlægge kanaler og anden større infrastruktur – herunder boliger og hospitaler.

Oase-planen er det rigtige svar på den nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz’ forsøg på at bakke ud i lyset af stormen af national og international modstand, idet han den 5. februar fejlagtigt udtalte, at »ingen har en realistisk løsning« ud over Trump-planen. »Jeg synes ikke, at [Trump] skal kritiseres på nogen måde,« argumenterede Waltz. »Det vil få hele regionen til at komme med deres egne løsninger, hvis de ikke kan lide Trumps løsning.«

Waltz og hans chef bør informeres om, at amerikanerne ikke kan lide Trumps forslag, og at han ville gøre klogt i at studere og gennemføre LaRouches Oase-plan i stedet.

For det tredje: Der er et underliggende aksiomatisk problem i Vesten (inklusive USA), som må tages fat på direkte, ellers vil folkedrabet ikke blive stoppet. Og det er den dybt rodfæstede tro på, at USA’s grundlæggende interesser er i strid med andre landes, at der ikke er en fælles interesse, som hele menneskeheden deler. Den opfattelse er lige så falsk, som den er farlig.

»Hver gang et land tror, at det er det eneste relevante, det overlegne, tror jeg, at det går i en frygtelig forkert retning,« sagde Zepp-LaRouche. »Som tysker er jeg altid på vagt. Det er ligegyldigt, hvilket land det er: Hvis de tror, at de er bedre end andre, er det kimen til en potentiel katastrofe. Jeg tror, at den eneste måde, hvorpå verden i sidste ende kan nå frem til en fredelig udvikling, er, hvis hvert enkelt lands retmæssige krav om at få sine sikkerhedsinteresser beskyttet, og deres ret til udvikling beskyttes.«

Denne tilgang er lige så sand med hensyn til en løsning på krigens cockpit i Sydvestasien, som den er med hensyn til, hvordan man får verden tilbage fra atomkrigens afgrund – hvilket ligger i et fælles samarbejde mellem atommagterne om den slags teknologier, der vil gøre atomvåben overflødige, som Lyndon LaRouche foreslog i sit SDI [Strategiske Forsvarsinitiativ –red.].

»Potentialet for at tilføre nye ideer er absolut til stede«, understregede Zepp-LaRouche, »for mange politiske tiltag vil støde panden mod muren, fordi de ikke kan realiseres, og så er der mulighed for noget nyt. Vi fra Schiller Instituttet bliver ved med at skubbe på Oase-planen, som lige nu overvejes af meget vigtige kræfter fra Mellemøsten, som grundlæggende ser den fælles økonomiske udvikling af hele regionen … som den eneste vej at gå.”

Zepp-LaRouche konkluderede: “Jeg tror personligt, at vor tids store udfordring er at overbevise folk i Europa og USA om, at disse lande [i den Globale Majoritet] ikke er deres fjender; at den geopolitiske tilgang med at forsøge at inddæmme dem ikke fungerer, ikke er moralsk forstandig og ikke kan lade sig gøre. Så hvorfor ikke ændre sig og virkelig tænke på et nyt paradigme, hvor alle lande på planeten kan leve sammen på en gensidigt fordelagtig måde? Hver af os har styrker, og andre har fordele. Hvis vi sætter dem alle sammen, kan vi virkelig opbygge et samfund, som virkelig er menneskeligt.«

»Vi er stadig i den tidlige fase af Trump-administrationen,« understregede Zepp-LaRouche. »Hvis vi mobiliserer hurtigt, kan vi måske sætte gang i noget.«

Foto: Ahmad Abu Sitteh

Ikke korrekturlæst

[HZL] [LCJ]

Onsdag den 5. februar 2025

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen, god dag til jer alle sammen, jeg er meget glad for i dag at kunne byde velkommen til Larry Johnson, som er en anerkendt analytiker. Han er en del af Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS) og har mange andre funktioner. Velkommen, Larry, hvordan har du det? Godt at se dig.

LARRY C. JOHNSON: Jeg har det fint, tak. Jeg sætter pris på muligheden.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kunne ikke have valgt et mere dramatisk øjeblik end i dag, fordi hele verden er i en tilstand af overraskelse, chok, forvirring over, hvad der skete, da premierminister Netanyahu ankom til Washington og holdt pressekonference sammen med præsident Trump, fordi hele verden enten kiggede på, om Trump ville lægge pres på premierminister Netanyahu for at fortsætte med våbenhvilen i Gaza fase 2, de vedvarende aftaler om de resterende gidsler og de andre aftaler. Men i stedet blev verden virkelig vækket med et chok: Nemlig at præsident Trump lige har sagt, at USA har tænkt sig at overtage Gaza og skabe en riviera der.

Nu var jeg ikke helt overrasket, for vi havde allerede kendt til denne plan, som blev udsendt for første gang af premierminister Netanyahus kontor i maj sidste år, og som har animationer af, hvordan Gazastriben skal se ud, med skyskrabere og luksusbygninger og så videre. Så vi ventede fulde af utålmodighed på, om det ville være at fortsætte med våbenhvileprocessen, eller om det ville være denne utrolige idé, som er baseret på etnisk udrensning af palæstinenserne – og desværre gik chokket i retning af det sidste.

Så kan du fortælle os, hvad dit syn er på denne sag?

JOHNSON: Trump er et ret forvirrende individ. Vi har set ham sende modstridende budskaber, både på den ene side har han omgivet sig med kristne zionister og har taget imod penge fra folk som Mariam Adelson, enke efter Sheldon Adelson, en rig Las Vegas-figur, og han sagde: »Naturligvis vil vi gøre, hvad israelerne ønsker.« Men så lagde han Jeffrey Sachs ud på sine sociale medier, hvor han sagde nogle virkelig hårde, men sande ting om Bibi Netanyahu. Så indførte han faktisk våbenhvilen. Og virkeligheden med våbenhvilen er, at den har gjort det muligt for palæstinenserne i Gaza at vende tilbage til deres ødelagte hjem eller de murbrokker, der er tilbage.

Så i går, når Trump har sagt – han siger nogle ting, men der er ingen måde, hvorpå han faktisk kan gennemføre dem. For eksempel: »USA vil tage ansvar for Gaza.« Men hvad betyder det? Vi vil ikke sende tropper til Gaza for at sikre det, som det israelske militær forsøgte, for hvis vi gør det, vil amerikanske soldater blive dræbt. Hamas forsvinder ikke. Trump insisterer vedvarende på, at han vil tvangsforflytte palæstinenserne. Held og lykke med det, for jeg gætter på, at han – endda på sin pressekonference – sagde, at jeg vil tale med alle de arabiske nationer, de muslimske nationer, som om de er med på den. Nej, det er de ikke. Saudi-Arabien gik specifikt ud i går aftes og gentog, at der ikke vil ske fremskridt i forholdet til Israel, før der er en etableret palæstinensisk stat, og det palæstinensiske folks rettigheder er beskyttet. Og de har ikke tænkt sig at acceptere nogen form for ny Nakba.

Så nogle gange undrer det mig, hvad Trump gjorde, da han fremsatte denne retorik. På en måde afvæbner det Netanyahu, for i stedet for at han siger: »Vi vil støtte Israel fuldt ud, og Israel kan gøre, hvad de vil i Gaza«, siger han: »Nej, USA vil være ansvarlig«, hvilket jeg tror er en markering over for Netanyahu, der siger: »OK, hold jer ude, vi tager os af det«; men dette løfte om at tage sig af det, gjorde han ikke til en offentlig dagsorden. Måske gav han nogle private forsikringer. Det kan vi ikke udelukke. Men vi vender tilbage til det grundlæggende spørgsmål om, at Trump ikke har den militære magt til at starte en ny krig, for samtidig med at han siger det, kommer nyheden om, at der er planer om at trække de amerikanske tropper ud af Syrien. Og det ville ikke bare være et spørgsmål om at flytte dem, tage dem ud af Syrien og placere dem i Gaza, for det er specialoperationsstyrker; det er ikke konventionelt militær.

Så Trump viser, i det mindste med hensyn til spørgsmålet om det palæstinensiske folk, at han ikke gør noget offentligt for at forsikre det palæstinensiske folk om, at han har deres interesser på hjerte. Dybest set lød den plan, han foreslog og talte om, meget som den ejendomsplan, hans svigersøn Jared Kushner foreslog for otte måneder siden. Så jeg tror ikke, at der er nogen ny handling på vej fra USA’s side. Og om noget vil denne form for retorik fra Trumps side gøre det sværere for Israel at genstarte drabskampagnen i Gaza, og det vil holde våbenhvilen intakt.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg håber, at det, du siger, er sandt, men problemet er, at verden har set dette folkemord foregå i 15 måneder nu, og jeg mener, jeg var virkelig forbløffet over, at Trump kunne sige: Åh, disse fattige mennesker, de skal ikke tage tilbage til dette område, som er fuldstændig ødelagt; de skal have et bedre liv. Jeg mener, han sagde ikke med ét ord, hvorfor denne del af verden er så fuldstændig ødelagt, og det var blandt andet ikke kun Israels handlinger, men det var USA’s våbenleverancer og opbakning til Israel ved Den Internationale Straffedomstol. Uden USA’s opbakning i FN’s Sikkerhedsråd, hvor USA nedlagde veto, hver gang der blev gjort et forsøg på at afhjælpe situationen, kunne det ikke være sket, og det ved hele verden!

Jeg er virkelig bekymret for, at medmindre der virkelig sker en dramatisk ændring, som yder palæstinenserne retfærdighed, både i Gaza og på Vestbredden, så – okay, der er en tragedie på kort sigt, men der er også en effekt på lang sigt. For jeg har i de sidste måneder i stigende grad hørt fra lande i det Globale Syd, at det kollektive Vestens ære og omdømme har lidt enormt, især på grund af den holdning til det, der skete i Gaza.

JOHNSON: Det er rigtigt.

ZEPP-LAROUCHE: Og jeg er bange for, at hvis præsident Trump lige nu tror, at han kan bygge en riviera i Gaza – ud fra hvad du siger om, at det ikke er særlig sandsynligt, at det sker – men det vil bare øge verdens afsky. Og jeg tror, at alle naboerne allerede har afvist det, inden det overhovedet var kommet til et beslutningspunkt.

Og hvis man tænker på, hvad Trump gør i forhold til migranter ved den mexicanske grænse, så er det en hårdhændet behandling: Folk blev samlet sammen og sendt i håndjern til deres respektive lande – ikke ligefrem et rart billede, som også registreres i verden. Og så antager han, at egypterne og jordanerne sagde, at de bare skulle tage imod migranter. Tænker han ikke på, at de også har sikkerhedsproblemer? Det vil jeg gerne høre dit syn på.

JOHNSON: Åh ja. Nej, det ignorerer han. Jeg synes, det er svært at sige, at han er uvidende om det, for jeg tror, at en af de fejl, som kritikerne af Trump begår, er, at de altid forsøger at beskrive ham som dum og overfladisk, og hvis han er dum og overfladisk, så slog han i hvert fald hele det demokratiske etablissement og blev valgt. Og han holdt USA’s retshåndhævende myndigheder væk fra politiseringen af justitsministeriet. Så jeg giver ham kredit for ikke at være en overfladisk, uvidende person. Når det er sagt, er han en forfærdelig offentlig taler, for han taler aldrig rigtig om sin filosofi, sin vision, med nogen form for – demonstrerer ikke intellekt på den front. Det er meget enkelt: Det er MAGA. Han vil »gøre Amerika stort igen«, uanset hvad det indebærer.

Men en gang imellem slipper han ud med sandheden, som for en uge siden, da han erkendte, at Rusland havde en legitim klage over, at NATO sneg sig ind på landets grænser. Og da han indrømmede, at hvis det skete for os i USA, ville vi så reagere på samme måde? OK, det sender et godt budskab til Rusland.

Men når det gælder spørgsmålet om det palæstinensiske folk, tror jeg, at Trump er intellektuelt disponeret for at omfavne den zionistiske vision, og alligevel bringer han – der er en slags element af pragmatisme fra hans synspunkt – »lad os bare få disse mennesker et sted hen, hvor de har et rart sted at bo, og så vil de være lykkelige.« Det viser, at han ikke forstår noget om det palæstinensiske folk, at det ikke er en masse, en klump ler, der kan formes, som det passer ham. Det har haft en meget rig og mangfoldig kultur, og der er stadig kristne blandt palæstinenserne; det er ikke kun en muslimsk bevægelse, for den er uden for bedømmelse her i Vesten, i USA.

Så det, der i sidste ende driver Trump, er, at han gerne vil være vellidt, og at han gerne vil lave »the big deal«. I den forbindelse er vi også nødt til at se på, hvad han sagde om Iran i forbindelse med diskussionen om Israel. Han talte varmt om, at »Iran ikke vil have atomvåben«. Virkeligheden er, at ayatollah Ali Khamenei ikke har givet tilladelse, ikke har ophævet fatwaen, for at tillade opførelsen af et atomvåben i Iran. Han har modstået det og derefter modstået det interne pres for at gøre det; og så har den aftale, der blev underskrevet den 17. januar, sikkerhedsaftalen mellem Rusland og Iran, gjort sandsynligheden for, at Iran bygger et atomvåben, endda mere fjern, fordi Rusland lovede støtte til projekter inden for atomkraft, men samtidig vil Rusland ikke hjælpe til med at tillade Iran at bygge et atomvåben. Så at Trump siger det, tror jeg faktisk er en måde, hvorpå han afdramatiserer sandsynligheden for, at Israel vil foretage en ensidig handling for at angribe Iran, hvilket de har truet med og lagt pres på for at gøre. Så jeg tager Trumps retorik om det som et tegn på, at han siger det offentligt: »Ja, okay, vi gør noget, hvis der sker noget«, men der er ingen beviser.

Oppositionsgruppen i Iran, som jeg garanterer dig er delvist finansieret af USAID; de modtager helt sikkert nogle penge fra dem og fra CIA, cirkulerer falske efterretninger, der hævder, at Iran allerede er i gang med at bygge en meget primitiv atombombe, en der ikke kan være på et missil, at det er en bombe, der kan nedkastes med et fly. Det er en del af CIA’s arbejde mod Trump for at forsøge at skabe et påskud, som vil tvinge Trump til at angribe Iran. Så der foregår lidt 4D-skak her, som ikke bare er et ensidigt fremstød fra Trump, for efterretningstjenesten har ikke slækket på sit ønske om at forsøge at starte en krig med Iran.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, der er en anden ting at overveje, og det er, at hver gang et land tror, at det er det eneste relevante, det overlegne, tror jeg, det går i en frygtelig forkert retning…

JOHNSON: Mm-hmm.

ZEPP-LAROUCHE: Og i betragtning af, at jeg taler som tysker, tror jeg – jeg er altid meget, det er ligegyldigt, hvilket land det er, hvis de tror, de er bedre end andre, har det kimen til en potentiel katastrofe. Og jeg tror, at den eneste måde, hvorpå verden i sidste ende kan komme ind i en fredelig udvikling, er, hvis hvert enkelt land på planeten har ret til at kræve, at deres sikkerhedsinteresser bliver beskyttet, og at deres ret til udvikling bliver beskyttet. Og hvis der ikke er nogen delt sikkerhed, er den nuværende ledelse af Hamas måske svækket, den nuværende ledelse af Hizbollah er svækket, og du kan halshugge mange enkeltpersoner, men det, det avler, er et vedvarende had, et vedvarende ønske om hævn.

Og jeg tror, at hvis jeg var rådgiver for præsident Trump (hvilket jeg naturligvis ikke er), men i dag var der en meget stærk pressekonference, som blev holdt af Francesca Albanese; hun er FN’s repræsentant for menneskerettigheder og også FN’s særlige rapportør for de besatte palæstinensiske områder. Hun redegjorde for historien om Nakba ’48, ’67 og de forskellige utrolige pinsler, som palæstinenserne har været igennem, og jeg tror, at præsident Trump ville gøre klogt i ikke kun at lytte til den israelske side, for han har naturligvis mange magtfulde israelske venner, men jeg tror personligt, at hvis han ikke også åbner sit sind og sit øre for den anden side, hvordan kan han så få USA til at være en kraft for det gode i verden igen, hvilket er den eneste måde, hvorpå USA kan blive stort igen? Hvad mener du om det?

JOHNSON: Nej, jeg er helt enig med dig. Nu kommer vi igen tilbage til Trump og Trump-administrationen, som sender blandede signaler. I mandags sagde den nytiltrådte udenrigsminister Marco Rubio i et interview med Megyn Kelly, at USA ikke længere kunne foregive at være verdens unipolære leder, men måtte anerkende, at der var forskellige, og han brugte udtrykket »multipolær«. Så det er et godt tegn, at han anerkender det. Men det betyder endnu ikke handling. Men lad os også erkende, at Trump selv kom ud og truede BRIKS. Det er vigtigt, for den tidligere regering under Joe Biden sagde ikke et ord om BRIKS. De anerkendte det ikke engang. Det mindede mig lidt om, at Biden-administrationen opførte sig som en karakter i Harry Potter-filmene, hvor de ikke ville sige navnet »Lord Voldemort«. Det kan man godt sige, men man kan ikke sige »BRIKS«. Trump kom ud og sagde »BRIKS«. Og så tog han fejl og hævdede, at Spanien var BRIKS-medlem, nej, »S’et« står for Sydafrika.

Men ved at nævne det anerkendte han, at BRIKS faktisk er et alternativ til USA’s økonomiske overherredømme og anerkender, at det er en trussel. Og USA har en hel del indflydelse til at skabe noget virkeligt kaos i dette. Brasilien er for eksempel nok det svageste led i den kæde, så jeg forventer fuldt ud, at CIA, hvis de ikke allerede gør det, vil intensivere de hemmelige aktioner for at forstyrre Brasiliens evne – for i år har Brasilien ansvaret, det har formandskabet for BRIKS – og jeg tror, at USA vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at sabotere det. Indien er et andet land, som sandsynligvis kommer til at stå for skud, fordi det har ret stærke økonomiske forbindelser med USA og derfor har nogle sårbarheder der. Kina er en af USA’s største handelspartnere, men landet har skiftet kurs og forsøger at flytte mere af sin aktivitet til det Globale Syd. De har afskåret sig fra sjældne jordarter, som de bruger, og som er afgørende for produktionen i den amerikanske forsvarsindustri. Og Kina er ærligt talt træt af at blive mobbet. De vil ikke lade sig tyrannisere af USA.

Så det, Trump står over for, er, at hans og USA’s handlinger i det mindste styrker beslutsomheden hos andre BRIKS-lande og de nyligt installerede BRIKS-medlemmer som Indonesien og Vietnam. Så Trump anerkender, at den multipolære verden eksisterer. Jeg tror ikke, at han endnu har fundet en strategi for, hvad han skal gøre, andet end at true den. Og du ved, han sagde, at han vil indføre 100 % told på alle lande: For det første glemte jeg at nævne det i nogle af de analyser, jeg har skrevet, men Trump har ikke magt som præsident til ensidigt at indføre told. Told er en funktion, der varetages af den amerikanske kongres. Så han kan foreslå lovgivning, og når det kommer ind i lovgivningsprocessen, har man mange muligheder for, at det kan blive afsporet, fordi der er virksomheder her i USA, som har forretningsinteresser i flere af BRIKS-landene, som ville se deres økonomiske fordele blive afsporet.

Det andet aspekt af det er, at de fleste af BRIKS-landene, de eneste, der er aktive, store forhandlere med USA, er Kina, Indien og Vietnam. Alle andre er ikke så vigtige for USA.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at Trumps forståelse af brugen af told er nødt til at blive bedre, for ifølge Alexander Hamiltons, Friedrich Lists og Henry C. Careys amerikanske økonomisystem skulle told, når der var tale om told, beskytte de spirende, unge økonomier mod indflydelse fra frihandel, som dybest set ville køre disse økonomier over og ikke give dem mulighed for at vokse. Men told er ikke en klog politik i et kompliceret, internationalt forhold mellem stater, og man kunne allerede se, at Trump var nødt til at trække toldsatserne tilbage i forhold til Mexico og Canada, for som jeg har fundet ud af nu, så går noget af produktionen af reservedele til biler frem og tilbage over grænsen seks, syv, otte gange. Så det ville øge produktet; i biler ville det gøre det 3.000 dollars dyrere i gennemsnit; SUV’er endda 6-7.000 dollars mere og andre varer. Så det ville øge inflationen. Og naturligvis er alternativet – vi har promoveret en helt anden tilgang til dette spørgsmål på Schiller Instituttet.

Migrantspørgsmålet er naturligvis et af de største emner i verden i dag. Hvor kommer disse migranter fra? De kommer fra Mellemøsten, fra interventionskrige, grundlæggende efter 9/11: Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen; det er derfor, vi har millioner af migranter fra Mellemøsten. I Afrika og Latinamerika flygter migranterne hovedsageligt fra fattigdom, en fattigdom, som er blevet påtvunget af det nuværende efterkrigssystem, som var OK for det kollektive Vesten, men som ikke var OK for landene i det Globale Syd. Og derfor har man nu millioner af mennesker, som forsøger at undslippe sult, mangel på ferskvand og mangel på sundhedssystemer. Så hvis man vil løse migrantspørgsmålet, skal man oven i købet bygge en mur, hvor intet menneske og ikke en flue kan komme igennem, eller man skal bruge Frontex i Middelhavet til at skubbe flygtninge tilbage, som så drukner i Middelhavet. Det er ikke en løsning!

Hvorfor ikke vælge den anden tilgang? Du ved, at Kina og BRIKS-landene nu vender sig mod det Globale Syd, fordi de bliver udelukket af USA og EU, så de indfører sanktioner, de gør alle mulige ting, så de vender sig mod det Globale Syd og opbygger produktive handelsforbindelser med landene i Afrika, Asien og Latinamerika. Hvorfor er USA ikke så smart? Og Trump kunne virkelig gå i den retning og dybest set sige, hvorfor udvikler vi ikke disse lande sammen med Kina? Den tidligere regering forsøgte så hårdt at forhindre Kina i at få indflydelse i Latinamerika. Ikke desto mindre er Chancay-dybvandshavnen i Peru blevet bygget. Og hvis USA bare holdt op med at tænke geopolitisk og sagde: »Hvis vi sammen med Kina arbejder på alle disse projekter, ville flygtningene blive hjemme, og de ville hjælpe med at opbygge deres lande!« Jeg tror, at det er den eneste måde, vi kan komme ud af denne krise på.

Tror du, der er nogen mulighed for, at det kan ske med Trump-administrationen eller ej?

JOHNSON: Nej. Jeg synes, du er generøs i din optimisme, Helga, men jeg tror, der er nul chance for, at det sker. Se på, hvad Trump allerede har gjort med hensyn til Panama: Han kom til magten og sagde: »Panama, min Gud! Kineserne er overalt!« Jeg har arbejdet meget i Panama med at undersøge produktforfalskning og hvidvaskning af penge. Jeg arbejdede med en af de store banker dernede, hvor jeg hjalp med at lave due diligence på e-handelskunder. Jeg kender området. Kineserne har været der i 30 år! Kineserne har haft kontrakten på at administrere havnene i byen Colón, frihandelszonen Colón; der er mindst tre store containerhavne i den nordlige ende af kanalen. Der er mindst én stor containerhavn i den sydlige ende. Den har kineserne drevet i over 30 år. Og Trump gjorde slet ikke noget ud af det, da han tiltrådte for første gang. Så nu skal vi pludselig stoppe kineserne.

Hvis Panama går med til at suspendere kontrakten med Hong Kong-virksomhederne, hvilket vil fjerne deres ledelsesansvar, ville det ikke overraske mig, at kineserne ville sige: »Okay, vi tager alle vores kraner og tager hjem.« Og de vil trække den infrastruktur ud, som de har bygget i de havne. Hvis det sker, vil det være en katastrofe! Ikke kun for Panamas økonomi, men for økonomierne i Mellem- og Sydamerika, fordi mængden af produkter, vi taler om, jeg vil anslå, at det er langt over 1 billion dollars, produkter, der flyder gennem Panamakanalen og bliver deponeret i frihandelszonen Colón, som bliver solgt – vi har grossister, folk, der sælger alt fra fjernsyn til Nike-sneakers til undertrøjer, og de bliver solgt videre til købmænd, der kommer fra Mellemamerika, fra Caribien, fra Sydamerika. De køber det, og så bliver det sendt ud til de lande, og så bliver det solgt videre i de lokale butikker. Så der er en enorm mængde handel der.

USA har besluttet, at de vil forsøge at konfrontere kineserne, men ved at gøre det med trusler og mobning forstærker de blot det dårlige gamle billede af USA som en aggressiv imperialist. Og en ting, jeg har bemærket ved at observere kinesernes og russernes handlinger over for andre lande, er, at når de har med folk fra Afrika, andre dele af Asien eller Mellem- og Sydamerika at gøre, så behandler de dem ikke, som om de er »små brune mennesker«. De er ikke nedladende over for dem. De behandler dem som ligeværdige, de behandler dem med respekt, og det anerkender disse mennesker. Og det går tilbage til noget, du sagde tidligere med henvisning til Mellemøsten om, hvad der er sket med USA’s og Israels omdømme, at ingen af landene har gjort sig fortjent til mere respekt. De bliver hånet, fordømt internationalt – og bliver faktisk mere isolerede diplomatisk set.

Så Trumps bestræbelser på at tage kampen op med Kina, først i Panama, men kineserne har udvidet deres økonomiske magt – de har brugt økonomisk diplomati, ikke diplomati med geværer og kanoner.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at hvis man ser objektivt på denne dynamik, så har kineserne i lang tid, og russerne før det – du ved, russerne støttede landene i det Globale Syd i deres kamp for uafhængighed, og mange lande holder mindet om Rusland meget højt, fordi de føler, at de er taknemmelige for deres uafhængighed på grund af Ruslands støtte. Nu, i den seneste periode, har Rusland tilbudt atomkraft og mange andre videnskabelige projekter; kineserne har, siden de satte Bælte- og Vej-Initiativet på dagsordenen for 12 år siden, fået en enorm mængde, ikke kun af indflydelse, men også af venskab. Mange lande i Afrika eller Asien siger, at Churchills ord om, at lande kun har interesser og ingen venner, ikke er sandt, fordi de har oplevet ægte venskab. For hvad er venskab? Når man gør noget for den anden, som hjælper den anden person eller det andet land til at trives eller få gavn af det, så er det selve roden til venskab.

Desværre har USA’s bestræbelser på at skabe en unipolær verden, eller som Rear Adm. Thomas Buchanan sagde for nylig på et møde med CSIS, at USA endda har ret til at føre en forebyggende taktisk atomkrig for at bevare overherredømmet, jeg mener, det gik hånd i hånd med at bygge næsten 1.000 baser rundt om i verden, og de lande, der var på modtagersiden af disse baser, ja, de havde visse fordele, men at være et sikkerhedsaktiv for USA betyder ikke, at disse økonomier bliver opbygget. Det er ligesom med turisme, det er noget, der giver overskud til den, der har franchisen, men ikke til landet.
Så ville det ikke være på tide, at USA tog sin model op til revision, altså ideen om at forsøge at kontrollere verden på basis af overherredømme med militære midler, pres, CIA, USAID (som nu heldigvis er blevet udslettet), ville det ikke være bedre at se på den kinesiske model og sige: »Måske gør de noget rigtigt, som giver dem indflydelse og venner blandt disse lande«, og måske kunne USA gå tilbage til sin egen tradition med John Quincy Adams, som f.eks. sagde, at det ikke er USA’s formål at tage til udlandet for at jage monstre, men at opbygge alliancer med partnere. Hvad synes du om det? Er der et potentiale for at få USA tilbage på det spor?

JOHNSON: Det tror jeg ikke. Og det, du taler om, er en meget sund, rationel og intelligent tilgang. Jeg var vidne til en samtale i går mellem en ung fyr, som er en glimrende analytiker, og han talte om problemerne med, at Nvidia, denne computerchipproducent, er så overvurderet, og at det er en boble, der venter på at briste. Og han blev angrebet af en fyr, som havde været – og denne person er sandsynligvis flere millioner dollars værd, jeg er ikke sikker på præcis hvor meget – men det, han sagde til den yngre fyr, var for mig symbolsk for problemet med USA. Og dybest set afviste han den yngre fyrs argument ved simpelthen at sige: »Jeg har lyttet til alle disse mennesker, som er fabelagtigt rige. Og fordi de er så rige, må de vide mere end dig. Og de ved mere end dig, fordi de har så mange penge, at de er klogere end dig.« Den holdning, at det er ligegyldigt, hvordan de har tjent pengene, om det var ved tyveri eller andet, at de fortolker det faktum, at de har store, fede bankkonti, som at de også er rigtig, rigtig kloge, og de har fuldstændig ret. Og den korruption, der er her i USA, tror jeg bliver meget svær at udrydde.

Vi oplever det lige nu i Florida, hvor guvernør Ron DeSantis har indkaldt den lovgivende forsamling til krisemøde for at få vedtaget love, der vil styrke guvernørens mulighed for at støtte Donald Trumps indsamling af illegale immigranter og tvinge dem ud af landet, og med vægt på at gå efter dem, der er her illegalt og bryder loven. Den lovgivende forsamling, som er kontrolleret af republikanerne, både Huset og Senatet, fjernede det lovforslag, som DeSantis havde fremsat, og tog faktisk den magt, som skulle ligge hos guvernøren, og gav den til landbrugskommissæren. Hvorfor skulle de gøre det? Ved du hvad? Landbrugskommissæren fører tilsyn med al landbrugsaktivitet i Florida, og alle de forretningsfolk, der dyrker appelsiner, grøntsager eller andet, udnytter disse udenlandske arbejdere.

Det er en ny form for slaveri: De betaler dem under mindstelønnen, de har ingen sundhedsforsikring, de har ingen goder, og de bruger truslen om, at fordi de er her illegalt, skal de gøre, hvad disse mennesker kræver, ellers. Og det er der, hvor selv {Republikanerne} ville have en lov – tror du, at Demokraterne også ville have sat sig op imod det. Nej, nej, nej! Det ville de ikke. Så begge partier er desværre så korrumperede og efter min mening så onde, at de vil gøre hvad som helst, de vil ofre ethvert menneske for en dollar. For det er præcis, hvad de gør, de udnytter et stort antal – de opretter et system til at bringe denne strøm af illegale migranter ind, og når de så er her, bliver de udnyttet. Og når de først bliver udnyttet, har de ikke noget alternativ. Så det er et meget grimt billede. Men det er sådan, jeg tror, at USA grundlæggende ser på resten af verden, du ved, »hvad kan vi få ud af dem«.

Du ved, Trump, i går: Okay, ja, Ukraine, vi giver jer militærhjælp, hvis I giver os alle jeres sjældne jordarter. Nå, men… Russerne kontrollerer nu de sjældne jordarter, ikke ukrainerne, men det er en helt anden sag.

ZEPP-LAROUCHE: Der er to ting, man skal overveje: Den ene er, at Trump selv blev valgt i 2016 og igen nu som følge af et oprør, primært blandt de mennesker, som Hillary Clinton havde kaldt »de elendige«.

JOHNSON: Nemlig!

ZEPP-LAROUCHE: Det var mennesker, som ikke var rige, de har ikke yachter, de har ikke alle disse fordele, men de følte på en eller anden måde, at Trump var den fyr, som ville tage hensyn til deres interesser og forsvare dem. Og det er ikke kun et amerikansk fænomen, for du havde Brexit, som var drevet af noget lignende; du har lige nu Macron med den absolut laveste popularitet, fordi han ikke kan få budgettet igennem, han kan ikke danne en stabil regering, fordi folk hader det her! De hader den politik, der kommer fra dette oligarki, som i Europa er EU-Kommissionen. EU opløses, og det er dybest set en centrifugal udvikling, hvor de nordlige stater bevæger sig væk fra EU’s og Bruxelles’ kontrol. Og en lignende proces kan man se over hele verden, for jeg tror, at vi måske kun er i den første fase, men jo mere folk ser på det, jo mere forstår de det, så det er ét element. Og den anden ting er, at hvis det amerikansk dominerede dollarsystem var så stærkt, så ville alle disse andre ting ske. Men virkeligheden er, at det finansielle system er totalt overgældsat; det kan eksplodere af mange forskellige årsager.

Se bare på USA: USA er ikke længere beundringsværdigt. Det var det måske i 1960’erne og 70’erne, men nu er infrastrukturen, hvis du kører på motorvejen i New Jersey – jeg bliver ved med at sige til folk, at de aldrig skal køre i en italiensk Fiat 500, for du kan forsvinde i et hul. Og USA har ikke en eneste kilometer højhastighedstog! Kina har i mellemtiden 45.000 km hurtigtog, og de kører 250 km i timen, de er glatte. Nu er de ved at opgradere dem til at køre 450 km/t. De øver sig allerede på 600 km/t, og endda et vakuumrør med 1.000 km/t. Det er moderne infrastruktur, og hvorfor omstiller USA ikke sit militær-industrielle kompleks, som fylder lommerne på dem, der har investeret aktier i disse firmaer, men på bekostning af det amerikanske folk. I har ikke flere smukke byer, de falder fra hinanden. Så hvorfor er der ikke nogen i USA, der ser objektivt på billedet og siger: Vent lidt, måske er denne neoliberale model, som vi har overdrevet til det yderste, ikke den bedste, hvorfor laver vi ikke om på det hele og gør Amerika smukt igen!

JOHNSON: Jeg bifalder din vision. Jeg talte med Pepe Escobar tidligere på ugen, og vi talte om, hvordan Paris var i 1996, lysets by. Men i dag er den lidt snusket og mørk. Den nye lysets by er Moskva. Hvis nogen har været i Moskva i december eller januar, midt i vintermørket, så hold da op! Den er bare fuld af lys! Det er smukt, det er utroligt! Og som du så rigtigt bemærker, så ignorerer USA fuldstændig de teknologiske fremskridt, som kineserne og russerne har gjort! Vi er ikke engang i samme boldgade.

Du og jeg er gamle nok til at huske to virksomheder: Kodak og Polaroid. Og dem, der ser med, og som er 45 år eller yngre, kan sikkert ikke huske det. Men der var en tid i verdensøkonomien, hvor Kodak og Polaroid var virkelig store spillere, fordi de lavede film, og de gik ind i kameraer. Og folk var nødt til at indlæse filmen – det var før smartphones, før digital fotografering tog fart. Hvad skete der med dem? De forsvandt. De tilpassede sig ikke de teknologiske ændringer i miljøet, og så forsvandt de. De døde. Jeg tror helt ærligt, at det er der, USA er på vej hen.

For læg mærke til, at med hensyn til Kina plejede amerikanske bilproducenter at have en betydelig forretningsmæssig tilstedeværelse i Kina. De lavede ret billige biler og solgte dem til alle de nye kinesiske bilister. Og når man har en milliard nye bilister, er det meget. Hvad er der sket i de sidste fire-fem år? Jo, den kinesiske bilindustri har taget fart! Og den kinesiske industri har ikke kun bygget billigere og billigere biler, men de bygger også bedre biler, de bygger teknologisk avancerede biler. De har gjort ting med elektriske køretøjer, som Elon Musk ikke har gjort. Og USA er ikke engang i stand til at konkurrere eller anerkende det.

Og det samme med kunstig intelligens: Vi har lige set kineserne afsløre DeepSeek, som de hævder blev udviklet med meget, meget lidt fusionsmasse sammenlignet med, hvad Nvidia og Meta har gjort i forsøget på at skabe produkter med kunstig intelligens. Og holdningen i USA er, at hvis kineserne har gjort det, så er det noget lort, det er ikke godt, det er ikke lige så godt som vores. Arrogancefaktoren er en anden hæmsko: Når du har overbevist dig selv om, at du er så god, at du ikke objektivt kan træde tilbage og værdsætte andres talenter og færdigheder, er du på vej mod ødelæggelse.

ZEPP-LAROUCHE: Der findes en australsk tænketank, jeg tror, den hedder Australian Strategic Policy Institute (ASPI). De har en hjemmeside, hvor de vedvarende rapporterer om de teknologiske fremskridt, og hvordan de sammenligner sig med andre lande. Og de har lige offentliggjort, at ud af 64 højteknologiske områder, tror jeg, er Kina førende på 57 af dem. Og hvis man derudover tager antallet af patenter, antallet af forskere og dygtige studerende, de udklækker hvert år, deres vægt på den vedvarende tilførsel af innovation i økonomien, så finder jeg den kinesiske økonomiske model ekstremt fascinerende, for de har tydeligvis ingen cyklusser! Og det skyldes efter min mening, at de har en måde at innovere det teknologiske niveau på inden for alle områder af deres produktion på og det vedvarende. Så derfor er tanken om, at man kan bremse den kinesiske udvikling, fuldstændig latterlig.

JOHNSON. Ja, det er det.

ZEPP-LAROUCHE: Man kan ødelægge det i tredje verdenskrig, men så er man også en taber, så det er ikke en god løsning.
Så jeg tror personligt, at vores tids store udfordring er at overbevise folk i Europa og USA om, at disse lande ikke er deres fjender, at den geopolitiske tilgang med at forsøge at inddæmme dem ikke virker, at det ikke er moralsk klogt, og at det ikke kan lade sig gøre. Så hvorfor ikke ændre sig og virkelig tænke på et nyt paradigme, hvor alle lande på planeten kan leve sammen på en gensidigt fordelagtig måde: Hver af os har styrker, og andre har fordele, og hvis man sætter dem alle sammen, kan man virkelig skabe en verden, hvor jeg altid siger, at teenage- eller barndomsalderen er forbi, og vi bør blive voksne og forholde os til hinanden som voksne, værdsætte hinandens kreative potentiale og omvendt og opbygge et samfund, der virkelig er menneskeligt. Hvis vi som en kreativ art ikke kan gøre det, hvem skal så? Ikke musene og ikke æslerne, helt sikkert.

JOHNSON: Det er faktisk derfor, jeg siger, at så alvorlig som situationen ser ud lige nu for Europa og USA, hvad er så vores vej frem, hvordan får vi vendt udviklingen? Jeg siger, følg Ruslands eksempel. Hvis man går tilbage og ser på Rusland i 1999, da Vladimir Putin kom til magten, blev det velvilligt beskrevet som en »skraldespand«. Jeg har hørt meget grovere udtryk, men det var beskidt, uproduktivt, infrastrukturen var ved at bryde sammen, folk døde, den forventede levealder var faldet. Livet var forfærdeligt! Det, Putin gjorde i løbet af de næste 26 år, var at sikre, at de penge, der blev genereret, ikke bare gik i oligarkernes lommer, men at oligarkerne – du ved, kapitalisterne, for det var, hvad de var; vi kalder dem »oligarker« i Vesten for at fornærme dem – men at de var nødt til at investere i Rusland, hvilket de gjorde. Og han blev ikke fanget i en række udenlandske krige eller erobringer. Ja, han stod over for den ti år lange krig i Tjetjenien, som i høj grad blev udløst af vestlige efterretningstjenesters finansiering og støtte til disse radikale islamiske grupper. Men da det var overstået, fokuserede Rusland på at opbygge sit folks liv, investere i sit folk, investere i infrastruktur og uddannelse. Jeg har lige været i Moskva og Sankt Petersborg inden for det sidste år, to gange i Moskva og en gang i Sankt Petersborg: Storslået! Metroerne, de underjordiske tog er som kunstmuseer! Jeg mener, de kan sammenlignes med Louvre og alt, hvad man har set i Paris. Systemet fungerer bare! Og fordi det fungerer, oplever folk fordelene. Så derfor siger jeg: Følg den vej, som Rusland har fulgt, og hold op med at bruge penge på udenlandske krige!

Måske er det den gode nyhed, at Trump fjerner alle USAID-pengene, fordi en stor del af dem blev brugt til at fremme krige i udlandet og til at finansiere destabiliserende kup eller farvede revolutioner. Lad os bruge pengene her i USA, hvor vi ikke længere har hjemløse i gaderne i New York, Los Angeles, San Francisco, Chicago og alle de andre store byer. Jeg mener, det er et mareridt! Det ser man ikke i Moskva og Skt. Petersborg. Det er her i USA, at vi ligner nomader fra ørkenen.
Så der er et eksempel at følge, og starten på det er {stop med at finansiere krige}. Læg vores sværd væk, lad os lave nogle plovskær, lad os arbejde på at producere, ikke dræbe.

ZEPP-LAROUCHE: Det er her, vi skal prøve alt for forhåbentlig at få nye ideer på bordet – også på præsident Trumps præsidentskab. Det ville være så nemt for USA at ændre profilen fra at være det mest forhadte land i verden lige nu. Jeg tror, at den gennemsnitlige amerikaner ikke engang er tilnærmelsesvis klar over, hvor dårligt USA’s image er.

JOHNSON: Ja. Nej, jeg er enig. Jeg er helt enig.

ZEPP-LAROUCHE: Fordi de på en eller anden måde synes at gå på en sky i den henseende. Men det ville være meget nemt for USA at ændre på det. Det ville bare kræve ægte lederskab, og måske vil mødet mellem præsident Trump og Putin og Xi Jinping være en bevægelse mod et nyt paradigme, tror du?

JOHNSON: Ja, det tror jeg. Jeg tror faktisk, at det vil være et wakeup call for Trump. Jeg tror, at Trump er frosset fast i tiden for syv år siden. Han tror, at Rusland og Kina er, hvad de var for syv år siden, og det er de ikke. Og han tror, at han stadig kan splitte dem ad og spille dem ud mod hinanden. Men det kan han ikke. Når han når til den erkendelse, er han klog nok som forhandler til at indse, at hvis han troede, at han havde en masse trumfkort, og de kort ikke længere er noget værd, så bliver han nødt til at ændre spillet. Og at ændre spillet betyder, ja, at han nu er nødt til at håndtere Rusland og Kina som en kombination, som ligemænd, ikke som underordnede, der skal beordres rundt.

ZEPP-LAROUCHE: Desværre nærmer vi os timen. Jeg tror, at potentialet for nye ideer absolut er til stede, for som du siger, vil mange af politikkerne løbe panden mod muren, fordi de ikke kan realiseres, og så er der mulighed for noget nyt. Vi fra Schiller Instituttet bliver ved med at skubbe på Oase-planen, som lige nu overvejes af meget vigtige kræfter fra Mellemøsten, som grundlæggende ser den fælles økonomiske udvikling af hele regionen, fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Den Persiske Golf, som én region, og at det er den eneste vej at gå. Så jeg tror, at dette potentiale for en tostatskonference i FN, som finder sted i juni i New York, jeg tror, at hvis der kan opstå en masse diskussioner om Oase-planen mellem nu og da, vil jeg ikke vædde, men jeg vil gøre et virkelig stærkt håb, bakket op af handling, at vi vil være i stand til at få denne Oase-plan på bordet, fordi det er det, der giver mening. Hvad er din holdning til det?

JOHNSON: Ja! Jeg har desværre ikke læst planen, så jeg vil gerne læse den, så jeg kan udtale mig mere udførligt om den. Men hvad jeg ved fra den slags arbejde, som du forbinder dig med, og som du investerer din tid i, er, at det er aktiviteter, der er designet til at fremme en bedre verden og til at fremme fred, ikke til at fremme død og ødelæggelse. Og på det punkt er jeg helt med, helt for.

Det er næsten, som om Vesten er blevet en dødskult, at vi bare kan træde på folk og afslutte deres liv uden at tænke over det. Det er på en måde indbygget i vores popkultur: Vi fejrer, hvad vi gjorde under Anden Verdenskrig, endda selvom de massive bombardementer af byer i Tyskland og Japan ikke bragte krigen til ophør. Det eneste, det gjorde, var at dræbe civile. Og vi normaliserede på en måde drabene på civile i den krig, og det er blevet noget, vi tolererer og accepterer. Så vi er nødt til at bevæge os væk fra det. Vi er nødt til – du ved, jeg er skydevåbeninstruktør, og jeg underviser folk i selvforsvar. Og det eneste tidspunkt, du nogensinde må trække din pistol, er, når dit liv er i overhængende fare, og du har dræbt den trussel, du står over for. Man kan ikke bare skyde truslen og så skyde alle andre.

Men desværre har Vesten en tendens til at dræbe alle, og så finder vi ud af, hvem der var gode og onde bagefter. Det skal der sættes en stopper for. Faktisk er det en af de forunderlige ting, der driver Vesten til vanvid med Rusland, fordi Putins hær har været meget, meget omhyggelig med at undgå civile tab, ikke at dræbe civile. Og når man sammenligner det med, hvad Israel, zionisterne, har gjort mod palæstinenserne, nedslagtningen – lige nu er det officielle tal 61.000, og der er andre skøn, som siger, at når vi afdækker alle ligene under murbrokkerne, er det langt over 120.000. Men det siger noget om, hvorvidt man værdsætter menneskeliv? Og jeg ved, at det, Schiller Instituttet står for, er at værdsætte menneskeliv.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er meget glad for det, du siger, og jeg vil sørge for, at mange mennesker i Tyskland finder ud af det, for jeg ville ønske, at vi havde folk i det tidligere efterretningssamfund i Tyskland, som ville være så kloge og menneskelige, som du har udtrykt det nu. For jeg mener, at der blev gjort så meget skade i Afghanistan, i Irak og alle disse steder, at jeg tror, vi har brug for folk som dig til at sige fra. Så jeg takker dig meget for at give mig tid, og jeg synes, det var et meget nyttigt synspunkt fra en patriotisk amerikaner, også for folk i Europa at finde ud af, at de eksisterer. Så jeg håber at få lejlighed til det igen i fremtiden.

JOHNSON: Jeg står altid til rådighed. Tak, Helga, for din generøsitet med at interviewe mig.

ZEPP-LAROUCHE: Vi ses snart!

JOHNSON: Tak skal du have.

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 04. februar 2025

Præsident Donald Trump sagde på en fælles pressekonference i Det Hvide Hus her til aften med Israels premierminister Benjamin Netanyahu, at USA vil »overtage Gaza-striben« og bygge den op til det, han sagde oven i købet kan blive »Mellemøstens Riviera«. Han begrundede ideen med, at han har tænkt over det i månedsvis og talt med folk og nationer i regionen, og at der på denne måde kan skabes stabilitet.

Han indledte sin meddelelse med at tale om, hvorfor og hvordan de 1,8 millioner palæstinensere i Gaza skal flytte. Han sagde, at Gaza lige nu er en »nedrivningszone«, og at den eneste grund til, at folk er blevet der eller vedvarende vil blive der, er, at de ikke ser noget alternativ. Men, sagde han, der kan bygges nye »smukke« steder til dem i andre lande, såsom Egypten og Jordan, og selv om de hidtil har afvist det, kan de genoverveje det og ændre deres opfattelse. Der kan bygges ét stort sted, som palæstinenserne kan tage til, eller flere, endog 12, og i forskellige lande. »Kongen« og ›Generalen‹ kan genoverveje det.

Som svar på flere spørgsmål fra journalister uddybede Trump sin vision. Han sagde: »Jeg ser et muligt langsigtet ejerskab« fra USA’s side af Gaza-striben. Der vil være tusindvis af jobs. Hvem skal bo der? »Folk fra hele verden.«

Trump vinder både prisen for optræden og for retro-unilateralisme, netop som historien er gunstig for en ny verdensarkitektur for national suverænitet, internationalt samarbejde og gensidig økonomisk forbedring. Der er en ny multilateralisme, uanset hvordan den defineres. Da han blev spurgt om, hvad der sker med palæstinenserne i en to-stats- eller en-statsløsning, sagde Trump, at spørgsmålet ikke længere er relevant.

Forud for aftenens erklæring underskrev Trump i dag to bekendtgørelser i forbindelse med krisesituationen i regionen. En af dem fokuserer på at lægge »maksimalt pres« – som Trump beskrev det – på Iran. Den anden afslutter – ikke blot suspenderer – USA’s finansiering af FN’s Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Mellemøsten (UNRWA), som i årtier har været palæstinensernes livline til skolegang, lægehjælp, mad og humanitær hjælp, uanset hvor palæstinenserne befinder sig i regionen. USA’s støtte til FN’s Menneskerettighedsråd er også indstillet med anklagen om, at det er antisemitisk. USA’s støtte til UNESCO skal tages op til revision.

Den aktuelle krise med hensyn til palæstinensernes eksistensgrundlag i regionen blev slet ikke behandlet ved aftenens mediebegivenhed, hvor premierminister Netanyahu stod selvtilfreds ved siden af Trump. Netanyahu har haft møder i Washington de sidste to dage og har til hensigt at være på Capitol Hill torsdag for at holde møder i Kongressen.

Netop på tidspunktet for Trumps dramatiske ensidige indgriben kommer der visse initiativer fra Rusland og Kina i retning af multilateralisme. I går i FN i New York City skitserede den kinesiske FN-ambassadør Fu Cong ( https://press.un.org/en/2025/250203_sc.doc.htm) dagsordenen for FN’s Sikkerhedsråd, som Kina er formand for i februar, og understregede at Mellemøsten vil være en prioritet i forbindelse med samarbejdet om at finde en løsning. »Da verden går ind i en meget turbulent periode, har den åbne debat til formål at opmuntre landene til at genoverveje [FN’s] oprindelige ambitioner«, sagde han. Der er planlagt et møde den 18. februar på højt niveau i FN’s Sikkerhedsråd om »praktisering af multilateralisme«, som skal ledes af udenrigsminister Wang Yi, og hvortil udenrigsministre og højtstående embedsmænd fra de 15 medlemslande i FN’s Sikkerhedsråd samt gæstenationer er inviteret.

I dag talte udenrigsminister Sergei Lavrov på sidelinjen af den 14. Mellemøstkonference i Valdai International Discussion Club i Moskva. Han gennemgik regionen indgående og sagde: »Mellemøsten er ikke en legeplads. Det skal ikke ses i det lys. Nøglen til de mange konflikter i området er oprettelsen af en palæstinensisk stat. Talrige resolutioner om dette er blevet vedtaget af FN’s Generalforsamling og Sikkerhedsråd.« Lavrovs artikel udkommer også i dag i magasinet Global Affairs under overskriften: »The UN Charter Should Become the Legal Foundation of a Multipolar World«.

Sørg for at se eller læse meningsudvekslingen den 5. februar, »Breaking Through the Fog of Unipolar Narratives«, mellem Schiller Instituttets leder Helga Zepp-LaRouche og Larry C. Johnson, efterretningsekspert, tidligere CIA-officer og planlægger og rådgiver i det amerikanske udenrigsministerium.

Foto: The White House

Her er lydfilen.
Here is the audio file.

Read the English version below.

Francesca Albaneses hovedpointer var, at alle nationer er forpligtet til at stoppe det folkemord, der foregår i de besatte palæstinensiske områder, at Israel skal trække sig ud af disse områder, og at Palæstina skal anerkendes som en selvstændig nation.

Francesca Albanese’s main points were that all nations are required to stop the genocide that is going on in the Palestinian occupied territories, that Israel must pull out of these areas, and that Palestine must be recognized as an independent nation.

Executive Intelligence Review stillede de to første spørgsmål til Francesca Albanese. Det første spørgsmål handlede om Oase-planen, der første gang blev foreslået af Lyndon LaRouche i 1975.

Her er det første EIR-spørgsmål stillet af journalist Michelle Rasmussen:

Efter identifikation: “Jeg har et spørgsmål om at gennemføre en Oase-plan for fred gennem økonomisk udvikling og forbinde en politisk løsning med en økonomisk løsning.

Mit magasin Executive Intelligence Review og dets grundlægger Lyndon LaRouche foreslog i 1975 og efterfølgende en Oase-plan for samarbejde mellem et uafhængigt Palæstina, Israel, regionen og andre, nu også kineserne, om afsaltning af vand, nye vandoverførselskanaler og anden moderne infrastruktur.

Tror du, at noget sådant kan være med til at bryde cirklen af vold og had ved at skabe en fremtidig vision om samarbejde til gavn for alle, som kan være med til at bane vejen fra folkemord til fred og give folk håb?

Du sagde i et interview efter våbenhvileaftalen, at Palæstina er en test for menneskeheden i forhold til, hvad vi nu vil gøre.

Kan du kommentere behovet for internationalt samarbejde om genopbygning og økonomisk udvikling, herunder noget i retning af en Oase-plan, for at sikre en anstændig fremtid for palæstinenserne?”

På grund af et lydproblem troede Francesca Albanese desværre, at spørgsmålet handlede om »USA’s plan« og ikke om »Oase-planen«.

Det andet spørgsmål handlede om hendes reaktion på præsident Trumps opfordring til USA om at overtage Gaza og fjerne alle palæstinenserne.

En aktivist fra Schiller Instituttet uddelte 100 Oase-plan flyveblade foran FN-Byen til journalister, der skulle til pressekonference, og til FN-ansatte, og 200 flyveblade efter Francesca Albaneses møde på Københavns Universitet dagen efter.

Se den 14 min.-lange video: Støt LaRouches Oase-plan for fred og udvikling mellem Israel og Palæstina, og i Sydvestasien. Se og del den 14 min. video

Læs hele pressekonference afskriftet nedenfor.

English:

Executive Intelligence Review asked the first two questions to Francesca Albanese.
The first question was about the Oasis Plan, first proposed by Lyndon LaRouche in 1975.

Here is the first EIR question posed by journalist Michelle Rasmussen:

Foto: Michelle Rasmussen, Executive Intelligence Review

English: Read the English transcript below the partial Danish translation.

Her er den første del af et let redigerede udskrift af Francesca Albaneses indledende bemærkninger under pressekonferencen.

Jeg vil gerne sige tak. Godmorgen, alle sammen. Jeg er meget glad for at være sammen med jer i dag i København. Jeg må sige, at jeg er positivt overrasket over at se lokalet temmelig fyldt og så mange af jer her, da jeg blev ret negativt overrasket over at forstå, at så sent som i går besluttede to fremtrædende medier i dette land pludselig at aflyse vores længe planlagte interviews uden nogen forklaring, og lige før mit besøg. Så jeg tror, at det danske medieøkosystem, ligesom i andre lande, herunder mit eget [Italien], ikke er immunt over for pres. Men jeg tror, jeg tog fejl, og der er i det mindste undtagelser. Så mange tak, fordi I er her. Velkommen til alle.

Jeg har et tætpakket program forude i de kommende dage, hvor jeg skal tale om menneskerettighedssituationen i de besatte palæstinensiske områder. Jeg er her efter anmodning og invitation fra en koalition af danske civilsamfundsaktører og græsrodsorganisationer, som har arbejdet hårdt i månedsvis for at forberede dette besøg.

Vi står ved en meget interessant og farlig korsvej. Det tror jeg, alle fornemmer. Efter 15 måneder giver våbenhvilen i Gaza og de gensidige gidselfrigivelser – der er også fanger på den palæstinensiske side, der er mange gidsler – et lyspunkt. Det er der ingen tvivl om.

Men på trods af alt dette er situationen på jorden fortsat katastrofal. Men lad mig starte med at minde jer om det besatte palæstinensiske område og min juridiske vurdering. Sidste år konkluderede jeg, først efter seks måneders og derefter 12 måneders efterforskning, at der var rimelig grund til at tro, at Israel havde begået folkedrab i Gaza. Sidste år sagde jeg også, at Israel brugte det, jeg kaldte humanitær camouflage, til at retfærdiggøre sine operationer i Gaza ved at bruge international humanitær lov-jargon som »menneskelige skjolde, følgeskader, sikre zoner og evakueringsordrer« for at retfærdiggøre og normalisere angrebet, det hensynsløse angreb på civile liv. Det er blevet brugt til at camouflere folkedrab.

Og i min anden rapport argumenterede jeg for, at – jeg havde vedvarende dokumenteret angrebene i Gaza, men også, at den vold, vi havde set i Gaza, sivede ud over resten af det besatte palæstinensiske område. Og dette var en del af en proces med kolonial udslettelse. Argumenterne om, at Israel ønsker at udrydde Hamas, uanset hvad det betyder, eller befri gidslerne, var ikke hoveddrivkraften bag den omfattende ødelæggelse, som Israel har sluppet løs mod Gaza. Som jeg advarede om den 12. oktober 2023, ville Israel have forsøgt at gribe muligheden for at få mere land og tvangsforflytte det palæstinensiske folk.

Mine ord var profetiske. Landet har, i et forsøg på at genskabe det, som nogle politikere kaldte en anden Nakba [katastrofen], og i den proces, begået folkemord i krigens tåge. Israelske embedsmænd har åbent talt for en total udslettelse af Gaza og for massefordrivelse, tvangsfordrivelse af palæstinensere, som det skete i 1947, 1949 og 1967. Alt dette for at realisere en stat Israel kun for jøder, fra floden til havet.

Dette fortsætter, mens vi taler, fordi folkedrabet på palæstinenserne stadig er i gang, ligesom det ikke begyndte i 2023. Vi ved, at folkedrab er processer, ikke handlinger, ikke enkeltstående handlinger. Folkemord er en anden forbrydelse end krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Vi kan ikke lede efter hensigten med et forstørrelsesglas. Vi er nødt til at træde et skridt tilbage og se hensigten. Hensigten om at ødelægge en gruppe som sådan, et folk som sådan. Og de sidste 15 måneder har ført til ødelæggelsen – det ved I allerede. Jeg er sikker på, at jeg ikke behøver at gennemgå listen med data. De 70 % ødelagte hjem. Ikke flere universiteter, ikke flere skoler, få hospitaler findes stadig og er stadig stærkt reducerede, ude af stand til at fungere. Der er ingen mulighed for at genoptage et normalt liv i Gaza.

Og de mennesker, der nu bevæger sig gennem murbrokkerne for at lede efter resterne af deres elskede og forsøge at give dem en værdig begravelse, de er overlevende fra folkedrabet. De har overlevet 15 måneders ubarmhjertige bombardementer og drab, også fra snigskytter. Der er dokumentation om børn, som er blevet skudt i overkroppen og i hovedet. Og de har boet i telte uden nogen form for værdig adgang til vand, husly og mad.

Disse mennesker har brug for hjælp! Det er det, vi virkelig må fordøje, at dette er en befolkning af folkedrabsoverlevere, og de skal reddes, før vi tænker på, hvem der skal genopbygge Gaza. Selvfølgelig skal og vil Gaza blive genopbygget, men ingen andre end palæstinenserne har ret til at sige, hvordan Gaza skal genopbygges. Det er noget, vi er nødt til at tilegne os.

Lad mig gå hurtigt frem. Jeg er chokeret over at se, hvor lidt det internationale samfund, herunder lande i Europa, har registreret det seismiske paradigmeskifte, som ICJ’s, Den Internationale Domstols, rådgivende udtalelse sidste år har medført. Det faktum, at det er en rådgivende udtalelse, betyder ikke, at den ikke er bindende. Den er bindende, fordi den er baseret på ufravigelige normer i international lov.

Denne rådgivende udtalelse har konkluderet, at den israelske tilstedeværelse, ikke bare den militære tilstedeværelse, den israelske tilstedeværelse, både hæren og bosættelserne, er retsstridig. Den skal ophøre betingelsesløst og så hurtigt som muligt og fuldstændigt. Så Israel skal fjerne alt det materielle og immaterielle, håndgribelige og uhåndgribelige, civile og militære, som de har etableret i de besatte palæstinensiske områder. Punktum.

Og der er også en deadline for, hvornår det skal ske, nemlig den 16. september i år. Det er, hvad Generalforsamlingen har givet som tidsramme for Israel til at overholde. Og ved I hvorfor? Fordi besættelsen knuser det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse.

Resten af den danske oversættelse kommer senere, men her er Francesca Albaneses svar til EIR’s spørgsmål om Trumps udtalelse om, at USA burde overtage Gaza og fjerne alle palæstinenserne:

Trump – åh, hvor skal jeg begynde? Det korte svar på dit spørgsmål er, at det han foreslår er det rene nonsens. Og det er retsstridigt. De, han foreslår – jeg mener, folk taler om etnisk udrensning. Nej, det er værre. Det er værre. Det er tvungen fordrivelse. Det er opfordring til at gennemføre tvangsfordrivelse, hvilket er en international forbrydelse. Tvangsfordrivelse og yderligere afsavn. Og i forbindelse med et folkemord mener jeg, at det vil styrke Israels medskyldighed i de forbrydelser, de har begået i de sidste 15 måneder og tidligere. Det er ulovligt, umoralsk og uansvarligt. Det er fuldstændig uansvarligt, fordi det vil gøre den regionale krise endnu værre. Og jeg håber virkelig, at folk vil bevare roen, ikke gå i panik og huske på, at det internationale samfund består af 193 stater, og at det nu er tid til at tildele USA, hvad det har ledt efter – isolation.

Dette er muligheden for at genoplive eller give mening til et samarbejde, der bygger på respekt for grundlæggende regler. Der er en grund til, at international lov findes. Og se, der er Haag – jeg ved ikke, om du har fulgt det initiativ, der for nylig blev søsat af ni lande i Haag, Haag-gruppen, en række stater, der har forpligtet sig til at gennemføre grundlæggende foranstaltninger for at sikre ansvarlighed og afslutningen på straffrihed i de besatte palæstinensiske områder. Det er en model, som andre bør følge, og jeg håber virkelig, at Danmark, som har været meget principfast, meget principfast i andre sager, i andre regioner i verden, slutter sig til gruppen og initiativet.

Læs hele afskriftet på engelsk nedenunder. Der er markeret der, hvor den danske oversættelse slap.

———————————
English: The entire transcript
Here is the slightly edited transcript of Francesca Albanese’s opening remarks and the Q&A during the press conference.

Thank you. Good morning. I’m very happy to be with you today in Copenhagen. I have to say that I’m positively surprised to see the room pretty packed and so many of you here, given that I was quite negatively surprised to understand that just yesterday, two prominent media outlets in this country suddenly decided to cancel our long scheduled interviews without any explanation, and just before my visit. So, I do think that, like in other countries, including my own [Italy], the Danish media ecosystem is not immune to pressure. But I guess I was wrong, and at least there are exceptions. So thank you very much for being here. Welcome to all.

I have a dense program ahead these coming few days, to talk about the human rights situation in the occupied Palestinian territory. I am here at the request and invitation of a coalition of Danish civil society actors and grassroots organizations, which have worked hard for months to prepare this visit.

We are at a very interesting and dangerous crossroad. I think everyone senses it. After 15 months, the ceasefire in Gaza and the mutual hostage releases — there are also prisoners on the Palestinian side, there are many hostages — these offer a ray of hope. There is no question.

However, the situation on the ground remains catastrophic despite all this. But let me start by putting the occupied Palestinian territory and my legal assessment in your mind. Last year, I concluded, first after six months, and then 12 months of investigation altogether, that there were reasonable grounds to believe that Israel had committed acts of genocide in in Gaza. I also said, last year, that Israel used what I called humanitarian camouflage, used to justify its operations in Gaza, by using international humanitarian law jargon like “human shields, collateral damage, safe zones, and evacuation orders,” in order to justify and to normalize the assault, the reckless assault on civilian life. This has been used to camouflage acts of genocide.

And in my second report, I argued that– I had continued to document the attacks in Gaza, but also, that the violence that we had seen in Gaza, was leaking out across the rest of the occupied Palestinian territory. And this was part and parcel of a process of colonial erasure. The arguments that Israel wants to eradicate Hamas, whatever it means, or liberate the hostages, were not the main drive behind the wholesome destruction that Israel has unleashed against Gaza. As I warned on October 12, 2023, Israel would have tried to seize the opportunity to get more land, and forcibly displace the Palestinian people.

My words were prophetic. In an attempt to reproduce what some politicians called a second Nakba [the catastrophe], and in the process, it has committed acts of genocide under the fog of war. Israeli public officials have openly advocated for a total erasure of Gaza and for mass displacement, forced displacement of Palestinians, as it had happened in 1947, 1949 and in 1967. All these to realize a state of Israel for Jews only, from the river to the sea.

This continues as we speak, because the genocide of the Palestinians is still ongoing, just as it did not begin in 2023. We know that genocides are processes, not acts, not single acts. Genocide is a different crime than war crimes and crimes against humanity. We cannot look for the intent with a magnifying glass. We need to take a step back and see the intent. The intention to destroy a group as such, a people as such. And the past 15 months have led to the destruction — you know that already. I’m sure that I don’t need to go through the list of data. The 70% of homes destroyed. No more universities, no more schools, few hospitals still standing and still decimated, unable to function. There is no possibility to resume a normal life in Gaza.

And, plus, the people who now move across the rubble looking for the remains of their beloved ones, trying to give them a dignified burial, they are genocide survivors. They have survived the 15 months of relentless bombing and killing, including by sniper fire. There is documentation of children who have been shot in the torso and in the head. And they have been living in tents without any dignified access to water, shelter, food.

These people need to be helped! This is what we should really absorb, that this is a population of genocide survivors, and they need to be rescued before thinking about who’s going to rebuild Gaza. Of course, Gaza is going to be rebuilt and will be rebuilt, but no one has the right to say how Gaza will be rebuilt other than the Palestinians. This is something that we need to absorb.

Let me go fast forward. I’m shocked to see how little the international community, including countries in Europe, have registered the seismic paradigm shift that has been prompted by the ICJ, the International Court of Justice, advisory opinion last year. The fact that it’s an advisory opinion doesn’t mean that it’s not binding. It’s binding because it’s premised upon non-derogable norms of international law.

This advisory opinion has concluded that the Israeli presence, not just the military presence, Israeli presence, both army and settlements, is unlawful. It is to be ceased unconditionally, and as soon as possible, and totally. So, Israel needs to remove whatever material and immaterial, tangible and intangible, civilian and military, it has established in the occupied Palestinian territory. Full stop.

And there is also a deadline for it to happen, the 16th of September this year. This is what the General Assembly has given as a time frame for Israel to comply. And do you know why? Because the occupation crushes the right of self-determination of the Palestinian people.

Here is where the Danish translation ended for now.

We Western people do not understand what self-determination is, because we enjoy it, because we have it. Self-determination is the right to exist free as a people, to determine oneself, as a people, politically, economically, culturally. This is something that the Palestinians cannot do under Israeli rule, including in the little that remains of their land, the Gaza Strip, West Bank and East Jerusalem.

And let me remind everyone, this is the land that international consensus, I would say at least 192 states, minus Israel, (things might change right now, but it might become 191, it’s still okay, it’s still international consensus), recognize the right of exclusive rights of self-determination as statehood to the Palestinians. Which doesn’t mean that Jewish people cannot live in the occupied Palestinian territory. If they want to live there, first of all, it will not be on stolen Palestinian land, and they will not be Israeli citizens. They will be under Palestinian law, as simple as that. Meanwhile, Israel needs to withdraw.

In the face of all this, and this will be my last comment, I’m also shocked by the defiance of international law, not just of Israel, not just of Israel, but international — most of most countries in the international community, particularly the West, particularly the West, which has been preaching about compliance with international law with each and every country in the global South for the past decades. The ICC has issued arrest warrants for two Israeli leaders, three Palestinian leaders as well, Hamas leaders as well, but they have already been killed. There are two people who — and there should be more, in my view — who are wanted by the International Criminal Court. And a number of countries have run forward in order to shelter, to ensure that these people will be sheltered from accountability, so they have fully embraced impunity.

The International Court of Justice has concluded, already in January last year, that there was a plausible risk for the rights of the Palestinians in Gaza protected under the Genocide Convention, meaning it has recognized the plausibility of genocide, and it has issued not once, but twice, three times, provisional measures that have not been complied with, of course, by Israel, but not just by Israel, because all member states, including Denmark, have a clear responsibility toward international law. They should suspend all ties, especially economic and military ties with Israel.

So the question you should ask your government, if you have not done it yet, is “What are you doing to comply with the ICJ advisory opinion, with the ICC arrest warrants, including by securing that there are all domestic mechanisms in place to investigate and prosecute anyone who might have committed crimes in the occupied Palestinian territory?”

It’s regrettable that, in fact, the the government in this country is moving, but in the opposite direction, because I understand that it intends to pass a law to make investigation and prosecution of the crimes committed in Palestine, and trust me, it will be applied elsewhere, more difficult. So, as someone who deeply believes in human rights and justice, I firmly stand against this lawlessness, and encourage the government of Denmark to comply with its obligations to stop doing anything that translates into aiding and assisting Israel’s unlawful occupation, apartheid regime and, recently, an ongoing genocide. Thank you.
——————–
Question and answer period moderated by Noa Valentin Katz Søgaard Head of UN City Communications:

Executive Intelligence Review: Thank you. Francesca. I am Michele Rasmussen from the Executive Intelligence Review in the United States. And I have two questions. The first is, I have a question about implementing an Oasis plan for peace through economic development, and connecting a political solution to an economic solution. Because my magazine, and its founding editor, Lyndon LaRouche, back in 1975, came out with an Oasis plan for cooperation between an independent Palestine, Israel, the regional countries, now also possibly including the Chinese, for water desalinization, new water-transfer canals and basic modern infrastructure.

So, do you think that something like this could help break this cycle of violence and hate by creating a future vision of cooperation for the benefit of everyone, which could help pave a path from genocide to peace, and give people hope? Because you said in a recent interview that, what we do for Palestine, is a test for humanity, of what we want to do next. So, could you comment on the need for international cooperation, for reconstruction and economic development, including something like an Oasis plan to ensure a decent future for Palestinians?

[Unfortunately, because of an audio problem, Francesca Albanese thought that the question was about the “U.S. Plan” and not the “Oasis Plan.”]

Then I have a second question if it’s possible.

The other question is, of course, what do you say to President Trump’s statement yesterday that the United States should take over Gaza Strip, and throw out all the Palestinians.

Francesca Albanese: I was waiting for this question.

Before being the UN special rapporteur on the occupied Palestinian territory, I’ve devoted a decent number of years to the question of Palestine as a UN official first, and then as a scholar. And I know the question of Palestine through the perspective and through the story, the experience of its people, Palestinian refugees, in fact, we shouldn’t call them Palestinian refugees. We should call the Palestinians Nakba survivors, because this gives for the Palestinians, the fact of being refugees, not just being, like it’s not just a matter of legal status, it’s a matter of having been deprived of a homeland that, as Edward Said, used to say existed one day, and is no more.

So as such, I can tell you, for decades, for decades, the international community has treated the question of Palestine as something that could be managed in perpetuity, through means of development, economic incentives and encouraging growth, whatever it means, or managing it as a humanitarian crisis. And frankly, after, let’s say, at least the 56, 57, but in fact, it’s 76 years, it doesn’t work.

And you know why? Because, of course, economic development must happen. Of course, cooperation is necessary, but not at the expense of fundamental rights and freedoms, which is what, Israel, the United States, more openly than ever, and others, seem to expect that the Palestinians will accept. Like all indigenous people in the world, the Palestinians will never surrender. They will fight and they will resist. I mean, when I say fight, I do not mean armed resistance. They will fight for recognition of their rights and their dignity. And so, no, the short answer is no. Economic peace through economic development is expectation of surrender. And it will not work, because everyone has the right to be free, and to gain self-determination as a people. This is a collective right.

Executive Intelligence Review: The question was including a sovereign Palestine.

Francesca Albanese: Well, but this is not what has been talked about. I mean, the argument of sovereignty is used as a rhetorical one, I mean, just to kick the can in the air, because then when it comes to — you know, the only thing that is to be done, to allow a Palestinian state is not to, excuse me, ambassador [referring to H.E. Ambassador Prof. Dr. Manuel Hassassian, the Palestinian ambassador to Denmark], it’s not to fund the Palestinian Authority. It’s not to tell the Palestinian Authority how to reform. This is not our business. We don’t go to other countries telling them — we should probably in some countries, tell them, advise people whom to elect. You’re from the U.S., right? And we don’t do that. So the same thing applies to the Palestinians. I mean, the only thing we need to do to ensure a Palestinian state is to make sure that Israel withdraws troops, settlements, controls over resources. As simple as that. There is no other way around. The rest is hypocrisy. And frankly, the world has had enough of it. So no, it’s not going to happen. And so the next point you are raising is, is economic development going to break the cycle of violence? No. No. If there is one thing that I’m 100% sure of, the answer is no.

What happened in the last 15 months, what happened 15 months ago, and what has happened over and over, the violence in Palestine — And let’s be very, very blunt. Palestinians, they are not violent people. They are people who want to live in peace and freedom. And the fact that they might have resorted to violence at various points, and they might have committed crimes against the Israelis during 76 years of dispossession and displacement, is to be read as mirroring the violence they have been subject to.

So, the only way to stop the cycles of violence, is to give peace a chance through freedom, through full recognition of freedom. And this is not going to bring a decent future for the Palestinians, only, but for the Palestinians and the Israelis. I always have tried to have this inclusive language, because there are a few Israelis who are fighting against genocide, against occupation and against apartheid, and they should not be invisibilized. They are an important actor in the process.

Trump. Oh, where to start? The short the short answer to your question is what he proposes is utter nonsense. And it’s unlawful. What he proposes — I mean, people talk of ethnic cleansing. No. It’s worse. It’s worse. It’s forced displacement. It’s inciting to commit forced displacement, which is an international crime. Forced displacement and further dispossession. And in the context of a genocide, I mean, it will strengthen the complicity in the crimes that Israel has been committing over the past 15 months and before. It’s unlawful, immoral and irresponsible. It’s completely irresponsible, because it will make the regional crisis even worse. And I truly hope that people will stay calm, will not panic, and will remember that the international community is made of 193 states, and this is the time to give the U.S. what it has been looking for — isolation.

This is the opportunity to revive, or to to give meaning to cooperation premised upon respect of basic rules. International law is there for a reason. And look as there is The Hague — I don’t know if you have followed the initiative launched recently by nine countries in The Hague, The Hague Group, a number of states who have committed to implementing basic measures to ensure accountability, and the end of impunity in the occupied Palestinian territory. This is a model that others should follow, and I truly hope that Denmark, which has been very principled, very principled on other matters, on other regions of the world, joins the group and the initiative.

H.E. Ambassador Prof. Dr. Manuel Hassassian, Palestinian ambassador to Denmark: Thank you. Ms. Albanese, for being with us today. And I would start first by acknowledging and revering your position, that has always been very consistent with the facts on the ground. People think that you are biased for the Palestinians, but in fact, you have been the most pragmatic rapporteur that we have ever seen since 2022. And saying this, let me start with a premise, which is going to shock the people here when it comes, basically, about the resolution of this conflict. I believe that today, Palestinians and Israelis are stuck between the historically inevitable and the politically impossible, and we rely on the international community to shoulder the two-state solution, which has been adopted since 1994, as a result of the Oslo peace process, and unfortunately, the United States, that was supposed to be the honest broker of peace, became a total partisan, in trying, more or less, to push the agenda of the Israelis over the Palestinians. And, of course, the Americans have lost their credibility, not only among the Palestinians, but even among the Arab world. And today, we have a president that I would consider daringly a bully, who is trying to bully the entire world in order to achieve the national interests of the United States. He deals with the Palestinians as if we are ants, he could move us from Gaza, rebuild Gaza, make it Singapore, a place where the Americans could thrive economically, without paying attention to, that the Palestinians struggle for self-determination is the 14th article of a president called Woodrow Wilson, where the international community has practiced that right, except for the Palestinians, which is considered to be, today, one of the longest modern occupations in history.

And we have seen the onslaught of Trump, let alone Biden, on the agencies of the United Nations, especially UNRWA, the recent onslaught on UNRWA, to close down their offices in Jerusalem, is a sign that there is no right of return for the Palestinians. This is killing the refugee issue, and this is what they’re basically trying to do.

The United States wants to eradicate the Palestinian problem by forceful diasporization, by displacement, by ethnic cleansing, and by supporting Israel to basically control that part of the world, with a close proximity of interests of the United States in the region. And today, what we are witnessing in the Middle East are dramatic draconian changes that are basically going in the wrong direction. And this is partly because of the non-unity of the Arab countries, where they are fractionalized in their positions when it comes to U.S. policy in the region.

And I think if we cannot get united with the Europeans, and with other countries — and today, the threats of Trump for Europe, in terms of tariffs, Canada and what have you, all these signs, if it proves something, it does not prove the Pax Americana that we wanted to see back in the 1990s. We are seeing a total hegemony, a new imperialism, that basically has been trying to impose its position on the world, and trying to unilaterally rule over the world through its hegemonic processes.

And of course, as you are a human rights lawyer, and you represent the United Nations, and you are very well-spoken on this issue, to what extent do you think, you coming from an Italian background, from Europe, you could have a certain kind of an impetus, I would say, on the European countries to start moving. Because we cannot see any kind of change coming from the Middle East itself. It has to come from the Europeans, who are considered to be the natural allies of the United States. And in particular, I would like to see the government of Denmark talk the talk and not walk the walk. And this is what is happening today, where they are totally submissive to the dictate of American policies in the region, regardless of their position, in terms of human rights, and in developing Palestinian infrastructure. But we don’t see a clear position on the decimation, the ethnic cleansing of the Palestinians by this government, which is considered to be a rightist government.

And that’s why I think it’s about time that we have to shoulder our responsibilities as an international community. We have to push for the International Criminal Court justice resolutions, and we have to continue our struggle democratically, and not by using violence. Violence is rejected by the Palestinians. And I speak in terms of the Authority of the Palestinians. We are against violence. We don’t believe that violence is going to bring our rights for self-determination, but it’s through political accommodation. And we have done that in 1988, when we had our historic compromise, painful compromise, in accepting Israel on 78% of the land, and accepting 22% of the remaining Palestine. And this is our position. We believe that through pragmatism, through political accommodation, through negotiations, as recent U.S. presidents have promised us, where we can see the oxymoron represented in President Trump, that negates all kinds of agreements in the past, and opens a new avenue for continued conflict in the Middle East. Thank you very much for your presence, and thank you for your presentation.

Noa Valentin Katz Søgaard Head of UN City Communications: Thank you. Ambassador. There was a question in there, but let’s have another one, also in the interest of time.

Jordan News Agency: Thank you. My name is Osama. I’m from Jordan News Agency. I have a couple of questions. You started by saying that a couple of Danish media channels canceled their arriving here with you. So my question is, how do you describe the Western media coverage of what’s happening in Gaza and the occupied West Bank now? That’s the first question. Being in Denmark, my second question is, what’s your message to the Danish government regarding the ICJ resolutions, and regarding that Denmark is exporting weapons to Israel?

Francesca Albanese: First, a comment. Again whatever Israel’s ambitions in in destroying UNWRA, again, which is another abysmal phenomenon, which shouldn’t happen, because UNWRA is a subsidiary body of the General Assembly. Only the General Assembly can decide the future, the mandate or the cessation of the agency. So, if Israel, the United States, and other member states, who are defunding UNWRA, are against the continuation of the agency, they need to go through, and respect respect UN law, and go through the General Assembly, not operate outside the system because this is unlawful.

But, however, it will not kill the right of return, simply because the right of return is established under international law, that predates the creation of the state of Israel. So this is something that people need to absorb.

The impetus I can give to European countries, as a person? Look, my role is pretty limited, in the sense that the United Nations expects me to monitor, report on the situation in the occupied Palestinian territory, and produce a legal assessment. To assess the human rights situation, which as I said, is catastrophic. And of course, I make recommendations. I’ve done the utmost to deliver my mandate in the most effective way, which is making sure that people listen. And what I think I might have helped, Palestinians, especially, but also some Israelis who stand with them for a non-apartheid land between the river and the sea, is to make sure that people understand the framework.

We should stop calling what happens in that land as a conflict, unless we understand that it’s a conflict of a very specific nature, which happens in a settler colonial paradigm, where Israel — let’s put aside its foundations, etc., but since 1967, has actually pursued, and steadily pursued policies to acquire the control over the land that remained of Palestine and displace its people, its residents, its inhabitants. This is what settler colonialism is about. And of course, as history should tell us, if we bothered to look at it and learn from it, that settler colonialism is intimately, quintessentially genocidal, because it will result, sooner or later, in the annihilation of the indigenous people, if it succeeds.

Look at the United States. The United States is a country birthed from a genocide. Many genocides, in fact, as Indigenous American, Native American scholars teach us, many genocides. And so there have been many genocides in Latin America and in Africa. This is our history as a European. Denmark has its own — I mean, of course, there are major colonizers, and Denmark has its own history, so probably you don’t feel that responsible for the past. But it’s our European past, and so we should do better today.

So, this is what I aim to do, continue to bring attention to the facts, the context, the history, and what are the international law obligations. And here, let me move to the — then I will go back to what I think of negotiation. It’s a risky argument.

But the question of what is my message to the Danish government? First of all, my visit aims to speak to whomever wants to listen. And I think that those who want to listen the most here, considering the demand, are the Danish people. So the point and the message is, my request to the government is, please respect international law. You have clear international law obligations. Under the law of state responsibility, Denmark is called upon to not aid and assist an internationally wrongful act. And Israel maintains an occupation which, as I said, is ontologically illegal. So, the Danish government should explain, should reveal all the ties that it maintains with Israel, diplomatic, political, military, strategic, research-wise, and should suspend anything that, according to the ICJ advisory opinion, is found potentially detrimental to the rights of the Palestinians. And, therefore, the minimum is to suspend arms, the arms trade, arms deals with Israel not to sell, not to buy.

This is something that the International Court of Justice has also reminded member states, in the context of the genocide case. There are two cases pending before the ICJ: South Africa versus Israel, and then Nicaragua versus Germany. And in the latter, the court has reminded member states of their obligations to not transfer arms, to not have arms deals with countries which are committing violations of the Genocide Convention, but also the Geneva Conventions. So, first of all, there is this responsibility that Denmark will continue to have, even if it tries to circumvent international law, and change its laws so as not to comply with it. It will still be a stain on Denmark and will continue to violate international law, whatever the nationalist camouflages are.

And then the thing that I want to say to the Danish people, it is not just your state that has obligations toward international law, also businesses, private actors. I don’t know if it’s the case here, as in other European countries, but there are dual nationals, I mean, individuals with Israeli nationality who have committed crimes, or who might partake in crimes as individuals, as settlers, as business people who are dealing in the colonies. Well, they should be investigated and prosecuted. And also charities, pension funds, banks.  I’m investigating, right now, the complicity of the private sector in that monstrosity that Israel has set up in the occupied Palestinian territory. And I’m telling you, there are quite a few businesses, including located in this country, that I’m investigating, including, it’s no secret, Terma and Maersk. It’s very complicated. I’m carrying out an investigation right now. I will do the utmost to also get in touch with these businesses, like other European businesses that I’m investigating. But again, what I want to say to the lawyers in this country is: act, because it’s also your job to make sure that justice, I mean, justice starts at home. And also ordinary people have a responsibility.

There has been a silencing. And I will go to the other question. The role of the media, in general, in the West, has been unprofessional, unethical, to say the least, in the sense — not only facts have not — and I don’t speak of the Danish media, because I do not know the Danish media enough. I can only tell you that the Danish media is not immune to cancel culture, given the fact that, again, two important media outlets which scheduled interviews, long time, long time ago with me, canceled, yesterday. So there is this tendency to not host, not give a place, so that the voice is heard.

And this is frankly pathetic. It’s so sad, because, in any case, my voice is going to be heard anyway, so it’s their loss. But the point is, not only the media has not told the story. They have chosen which story to tell. Not telling the facts. Not giving context, for example, to what has happened on October 7th. Which doesn’t mean justifying the crimes that have been committed against Israelis. Absolutely, which I’ve condemned, and I’ve called for justice for all the victims. But there is a context, and that context has often been missed. And also what has followed has been misrepresented. The examples: the Palestinians are, by default, referred to as terrorists. And while terrorism is an act, cannot be an individual, I mean, independent, I mean independently from from what the acts, the operations or the ideologies. And, also, the Western media have amplified the Israeli propaganda. Israel lies. Israel lies, and it’s fully documented by commission of inquiry after commissions of inquiry. And, these, notwithstanding, facts have disappeared and international law has been completely sidelined. That’s very, that’s very unprofessional.

But also, I think that there is something worse, because again, there is a genocide, and there is an increasing consensus that there is a genocide ongoing. And like in other genocides, media do play a role. Also the work that international tribunals have revealed in the case of Rwanda, for example, or in the case of the former Yugoslavia. What is shocking here is that the international media has made itself complicit. It’s not just the Israeli media, and not all of them, of course. There are wonderful, wonderful journalists in Israel, and thanks to them, we know a lot, for example, about how artificial intelligence has been used to kill hundreds and hundreds of civilians in Gaza at the time. So, there should be a study and an investigation about how the Western media has acted in the context of this genocide.

One last comment, and this is in connection with negotiation and pragmatism. As I said before, sure, but neither negotiation nor pragmatism can happen at the expense of fundamental rights. The Palestinians should not be negotiating their right of self-determination. The right of self-determination should be the departure. Once the right of self-determination is realized, in the form of statehood as the starting point, then there is negotiation on the relations that Israel and Palestine will have. And one day, maybe they will decide, I mean the Israelis and the Palestinians, will decide to live happily together. Who knows? But the realization of the state, is the ground zero that should be pursued.

Noa Valentin Katz Søgaard: All right. Another question here. Thank you.

Irish journalist: Hello. My name is Claire McCarthy. I’m a journalist from Ireland, and which, as you know, is one of the few places to have recognized the sovereignty of Palestine, and which is working on making it illegal to import things from the settlers, and my government has access to exactly the same intelligence reports as do all the other governments of Western Europe. They know the same stuff. They know more than we’ve seen on our television screens. So my question would be this: why, what explains the reluctance of other Western small countries, or big countries, to do the morally correct thing? And that is to recognize the right, absolute right to self-determination of the Palestinians, and to recognize the genocide for what it undoubtedly is. Thank you.

Jonathan Ofir: My name is Jonathan Ophir. I would like to ask about the West Bank. Francesca Albanese, you have a made a report in late October among elsewhere, warning that the genocide of Gaza may be spreading to the West Bank? And now, precisely after the cease fire has taken place, we seem to have seen a major escalation in attacks and violence and assaults, and even blowing up of houses, serially, in the West Bank, something which seems to be a kind of Gazafization of the West Bank. What is your view of this situation?

AFP: James Brooks from AFP. Given Trump’s comments, what’s your thoughts on the next stage of negotiations, ceasefire negotiations?

Francesca Albanese: Ireland. Well, I think that Ireland is a case in point, in the sense that I do not think that it’s one of the few states that recognize Palestine. It’s one of the few states in Europe, which speaks to the hypocrisy of European countries, because on the one hand, they keep on saying and reciting the mantras of the the two states [solution], but then they don’t do anything to make sure it happens. So what I think — this is why I say we are living in an historical moment. We might not realize what’s happening, but the masks have fallen, and the hypocrisy is fully exposed, and this might propel changes in the way the rest of the world interacts with Europe. Because even that pretense of compliance with international law, that pretense of morality, has gone down the drain.

And I live in the Global South, I move and work across various countries in the Global South, and I can tell you that that sense, that was also probably a legacy of of decades and centuries of colonialism, of the primacy of the West and Europe, is gone. And I’m perfectly fine with it, although, as a European, I resent it. I would like us to be better, to do better, and we can still do better. I will get to this. So I do think that Ireland, inasmuch as it has done a lot, and has been very vocal, especially because of the people, still has some way to go to give full meaning to the recognition of, I mean, to ensure full compliance with international law, because there are still — the settlement bill has not been passed, and recently Ireland referred to the fact of its commitment to endorse the IHRA definition of anti-Semitism, which I think shocked everyone — if even Ireland does it. But again, this goes to the why, why Western states, in particular — and this is not just the West. This also applies to many countries in the rest — why these countries cannot, do not comply with their basic obligations under international law, because Palestine is very specific. Palestine is the state of exception, and Israel has enjoyed impunity, like no other state, probably other than the United States, in the world. So, this is the thing. Israel is, on the one hand, an extension, is the remnants of Western colonialism. It’s not considered a middle eastern country by the Israelis itself, first and foremost, or any other country. It seems like a prolongation of Europe, white, non-Muslim Europe. This is the reality. And of course, I know that many Israelis are not Europeans. But, I’m simplifying to say, there is this cultural affinity on the one hand. So Israel has projected itself like the bulwark to protect the Europeans of Western civilization against these “savages.” And again, this is a colonial language. And the thing is, that this colonial language and colonial mentality has a lot of buy-in in our culture, in our European culture. This is something we need to work on. So it’s partly cultural.

A lot of it has to do with geopolitical and economic interests. There is a work, that I strongly recommend everyone to read by Antony Loewenstein, “Palestine Laboratory.” It’s one of the most brilliant investigations I’ve come across on Israel-Palestine, because it really exposes the deep, intimate, real nature of Israel as a military state, a state that produces military services, techniques, intelligence and weapons, and has historically used the Palestinians, first and foremost, Palestine, as a laboratory to test all these, and then to sell its techniques, services and weapons all over the world, including many dictatorships. Israel has been, in a way, it’s not in a technical sense, but been a subcontractor of the U.S., to sell weaponry. This is what Antony Loewenstein reports in his book, to sell weapons and other strategic services to countries that it would have been uncomfortable for, inconvenient for the U.S. to trade with, like dictatorships in Latin America, like Chile and Argentina, but also countries that have committed genocides like, Guatemala, Rwanda and former Yugoslavia. This is all documented, including by Israelis. There is an Israeli lawyer who has done extraordinary exceptional work on this. So, because many countries buy these services, buy these techniques, buy these tools, the drones, the weaponry from Israel, it’s difficult to break that relationship. And this is where our focus, our attention needs to be.

The discussion concerning anti-Semitism. This has nothing to do with real anti-Semitism, which is disgusting and still exists. It’s still a Western problem. But the reason why anti-Semitism is used so much in the past, I mean, in the current times, is to deflect the attention — I mean, the accusation of anti-Semitism, is to deflect the attention from the reality, that Israel is coming under scrutiny for its military nature and the human rights implications of it.

I should have, of course, mentioned the West Bank more in my presentation. Look, since October last year, I’ve been warning the international community that there were discernible patterns of conduct that Israel had deployed in the West Bank, that reminded of what Israel was doing in Gaza.

Francesca Albanese: And I’ve been looking at the shoot-to-kill policy that has been used since October 7th, more and more by the army and the settlers in the West Bank and East Jerusalem, which has killed now, in 15 months, around 870 Palestinians, in the West Bank and East Jerusalem alone. These numbers are shocking. 200 of these are children. There are over 9,000 Palestinians from the West Bank who have been arrested and detained, and often tortured, and apparently, many of them raped while in detention. This is something that is shocking. It has happened to the Palestinians in Gaza, but it has also happened to the Palestinians in the West Bank.

And also the other trait, the other feature I documented is that there has been a strategic destruction, this is what I told the told the General Assembly in October, of essential civilian infrastructure, like homes, assaults on hospitals and health facilities, medical professionals and water infrastructure, energy grids, etc. Why? To make the life of the Palestinians more and more difficult. To create conditions of life that might lead, in my view, to the destruction of the Palestinian people. So while I didn’t conclude that there were acts of genocide identifiable in the West Bank, this is the trajectory. And because we know that genocide is a process, and because we know that genocide doesn’t distinguish — genocide is an assault. It’s a aimed at annihilation, aimed at destruction of a people, as such, of a group, as such. So it doesn’t matter if the Palestinians are in are in Gaza, or in the West Bank. They are targeted for ethnic cleansing, and in the process, Israel is committing genocide. So let me say, this is why we don’t need to conclude that Israel has committed acts of genocide in the West Bank, but what it has done, as of the beginning of cease fire in Gaza, is telling. Because the fighting machine has just shifted from the Gaza Strip toward the West Bank. In one day, Israel has detonated 24 buildings, simultaneously. This is not just a war crime. You need to read the totality of conduct, against the totality of the people, in the totality of the land that Israel wants for itself. This gives you the sense of why this is genocide, and why this is a settler colonial genocide.

And then, it is up to the court to determine where where certain acts have been — if the court wants to take that local approach to say, oh, in Jabalia we had the genocidal attacks, and not in Darbala (?), for example. In Gaza there have been genocidal attacks everywhere, but in the West Bank –. But again, we have an obligation, member states have an obligation to prevent genocide. And therefore, what’s happening? These similarities should be a warning and there should be prompt action, but nothing is moving.

The question after the Trump declaration, what is going to happen? Let me be hopeful. So to close on a positive note. Again, as I say, I know that this is going to generate panic across the world, because it bears huge consequences. We live in a world where the United States is ingrained in our politics, in our lifestyle, in everything we do in our economies. So these influences are hugely felt, and no one alone will be able to stand against the United States. But this will be the default option. I mean, it will be either subservience, a world made of vassals, who abide by this lawlessness, this lawlessness and nonsense that is being propagated. And the other, will be to take a principled stance and say, enough, enough. So start disengaging. And again, I want to hope that the American people, first and foremost, most come back to their senses, and oppose this system from within. It might not happen, so it’s up to the other 191 member states to fix this. And again, it’s the entire world. So it should make us feel stronger, rather than be be fearful. We can do better. This is the opportunity to do better.

Noa Valentin Katz Søgaard Head of UN City Communications: Thank you so much for your time this morning. I also want to thank you, dear colleagues …

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 03. februar 2025

Vi er nu to uger inde i Donald Trumps anden præsidentperiode, og verden holdes hen i spænding. Der sker en dramatisk udvikling, men spørgsmålet er, hvor den vil føre hen? Vil det være i retning af løsninger eller til et større skred ud i kaos og fare, ja måske endog til atomart holocaust?

I dag foregik der i Europa, hvad deltagerne kaldte et »uformelt« møde mellem lederne af EU’s 27 medlemslande i Bruxelles om styrkelse af forsvaret, og for første gang siden Brexit deltog Storbritanniens premierminister Keir Starmer og NATO’s generalsekretær Mark Rutte. Man kan sige, at de mødtes i det »åbne rum«, indtil det ventede møde mellem USA’s præsident Trump og Ruslands præsident Putin finder sted en af dagene. Det globale NATO-krigsparti forsøger at holde Europa på et permanent krigsspor.

I Washington D.C. lukkede Trump-administrationen i dag kontorerne for U.S. Agency for International Development (USAID). Medarbejderne fik tidligt i morges besked på ikke at møde på arbejde. USAID’s hjemmeside blev taget ned 1. februar. Dette er et direkte slag mod strømmen af finansiering og gennemførelse af farverevolutionære interventioner i mange lande, fra Ukraine til Slovakiet til Georgien og mange flere. USAID blev etableret i 1961 under præsident John F. Kennedy og opstod som en anstændig idé til udenlandsk fødevarehjælp og økonomisk kapacitetsopbygning under præsident Dwight Eisenhower. I årenes løb blev USAID forvandlet til et monster.

Udenrigsminister Marco Rubio er i dag fungerende administrator for USAID. Det handler om at adskille ægte og vigtige fødevare- og humanitære hjælpefunktioner fra det, der er blevet til regimeskiftefunktioner under USAID. Præsident Trump sagde på en pressekonference i dag i Det Ovale Kontor, hvor han kom ind på mange emner, at USAID var »et godt koncept”, men at “venstreradikale galninge” havde overtaget det.

I morgen skal Senatets udvalg stemme om Trumps kandidater Tulsi Gabbard til posten som direktør for den nationale efterretningstjeneste og Robert F. Kennedy Jr. til posten som sundhedsminister. Der er hektiske bevægelser mod de nominerede fra den dybe stats indre. Men på den anden side er der bevægelser til fordel for en dybtgående rengøring af USA’s beskidte netværk. Newsweek bragte f.eks. i går udskriften af Gabbards åbningstale til Senatets efterretningsudvalgs høring den 30. januar.

Helga Zepp-LaRouche, leder af Schiller Instituttet, kommenterede i dag, hvad der er på spil i Gabbards, RFK’s, Jr. og Patels afstemninger, ved at påpege hvordan deres tiltrædelser truer den dybe stat, som hun sagde bedre burde betegnes som »det permanente bureaukrati i det meste af de sidste 50 år« med forbrydelser og beskidte gerninger.

Med hensyn til toldsatserne kan det kun føre til en katastrofe, for hvis man nøjes med at se på mængden af ting, som USA importerer fra Mexico, så står Mexico for 63 % af de grøntsager, der importeres til USA, 47 % af frugt og nødder og 90 % af den frosne broccoli og 90 % af de avocadoer, der spises i USA. Og hvad angår biler, så udgør de over 42 % af al amerikansk import af reservedele til biler i de første to måneder af 2024. Næsten 4 millioner lette biler til USA blev produceret i Mexico sidste år. Dette vil helt sikkert føre til en stigning i priserne; især da Canada straks meddelte en modtold på 25 %. Mexico bekendtgjorde told på både landbrugs- og industrivarer. På trods af at Trump havde sagt, at alt dette vil betyde en guldalder for Amerika, indrømmede han i mellemtiden, at der også vil være en vis smerte, men at det vil være det hele værd, og at prisen skal betales. [Altså, vi får se].

Trump antydede på sin pressekonference i dag, at han eller en embedsmand fra administrationen vil tale med de kinesiske ledere om toldsatser i løbet af de næste 24 timer. Han truede også EU med at forpligte sig til at genskabe handelsbalancen.

Midt i alt dette kommer det meget vigtige besøg tirsdag aften, 4. februar, i Det Hvide Hus af Israels premierminister Benjamin Netanyahu. Han havde møder i Washington i dag, bl.a. med Trumps udsending Steve Wittkoff. Vil resultatet af dette Netanyahu-Trump-møde føre til en løsning på den forfærdelige situation i Sydvestasien? Eller det modsatte?

Israelske styrker optrappede deres angreb på Vestbredden i løbet af weekenden. Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas opfordrede i går til et krisemøde i FN’s Sikkerhedsråd, som i denne måned ledes af Kina. Den kinesiske FN-ambassadør Fu Cong mødtes i morges med den palæstinensiske FN-ambassadør Riyad Mansour, og på dagens pressekonference, hvor Kinas planer for FN’s Sikkerhedsråd i februar blev bekendtgjort, sagde Fu Cong, at »situationen i Mellemøsten fortsat er en prioritet.« Tidspunktet og formatet for det ønskede møde om Israels angreb på Vestbredden er ved at blive fastlagt. Fu sagde, at der også vil være møder i FN’s Sikkerhedsråd om Yemen og Syrien. Kinas udenrigsminister Wang Yi vil personligt lede en session den 18. februar om »praktisering af multilateralisme«.

Nu er det tid til, at »Oase-planens« tilgang for udvikling og fred kommer i forgrunden. Et glimt af den involverede teknologi kommer fra Egypten, hvor nylige satellitfotos »før og efter« nær Alexandria, vest for Nildeltaet, viser, hvordan ørkenen kan blive grøn med afgrøder fra nye vandprojekter. Billederne viser, hvordan jorden i »New Delta Project« er blevet forvandlet fra 2018 til 2024.

Vær med til at mobilisere for Oase-planen sammen med Den Internationale Fredskoalition.

Foto: Joyce N. Boghosian

af Dennis Small (EIRNS) – 02. februar 2025

Efter en eksplosiv uge med dækning af de ulovlige aktiviteter i London-Washingtons »Deep State«-apparat, som blev afsløret i løbet af senatshøringerne om nomineringerne af Tulsi Gabbard og Kash Patel, vil Senatet gå over til en afstemning i løbet af den kommende uge. Begge kandidater klarede sig godt, og præsident Trump har givet dem sin betydelige politiske opbakning, både offentligt og privat. Alligevel må amerikanerne øge presset på Senatet for at sikre, at de bliver godkendt, for det dybe statsapparat har ikke tænkt sig at give op.

Som den tidligere CIA-analytiker Ray McGovern nøgternt forklarede på mødet i International Peace Coalition den 31. januar, vil netop det efterretningsapparat, som bliver afsløret og føler sig så truet af Gabbard og Patel, helt forudsigeligt sætte alle sejl til – både lovligt og ulovligt – for at sikre, at senatorerne stemmer, som efterretningstjenesten beder dem om. McGovern mindede om FBI’s J. Edgar Hoovers praksis for at understrege pointen. LaRouche-Organisationens oplysningsblad »The Liars’ Bureau«, som nu cirkulerer på Capitol Hill, afslører historien om den form for kriminalitet, som Gabbard får mandat til at rydde op i.

Derfor er det så meget desto mere betydningsfuldt, at Gabbard indledte sin skriftlige redegørelse for senatspanelet med en uforbeholden udfordring: »Jeg er beæret og taknemmelig over, at præsident Trump har vist mig tillid ved at udnævne mig til at tjene vores land som direktør for den nationale efterretningstjeneste på et tidspunkt, hvor tilliden til efterretningstjenesten er helt i bund. Chuck Schumer indrømmede: »Hvis du udfordrer efterretningsvæsenet, har de seks måder at hævne sig på fra på søndag.«

Som om Washington ikke selv havde nok krigsmagere at slås med, ankom Israels premierminister Benjamin Netanyahu til den amerikanske hovedstad den 2. februar og skal efter planen mødes med præsident Trump tirsdag den 4. februar. Den tilsyneladende dagsorden omfatter en drøftelse af fase 2 i aftalen om våbenhvile og udveksling af gidsler mellem Israel og Hamas. Men Netanyahu har en dybere dagsorden: at få Trumps opbakning til sin folkemordsplan om at fordrive alle palæstinensere fra Vestbredden og Gaza og gøre området til en etnisk renset del af Storisrael – en mangeårig drøm for det britiske udenrigsministerium og dets geopolitiske ideologi.

Vil Trump give efter? Er hans gentagne opfordringer til de arabiske nabolande om at acceptere millioner af fordrevne palæstinensere i deres lande – en idé, der igen blev kraftigt afvist den 1. februar af et halvt dusin arabiske ledere – sammenfaldende med Londons Netanyahu-udspil? Eller vil præsident Trump, den selvudnævnte ejendomsudvikler og bygherre, hælde i retning af at overveje LaRouches Oase-Plan, som Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche aktivt har promoveret? En sådan tilgang, som ville være til gavn for både palæstinensere og israelere, ville fungere bedst med Kinas aktive deltagelse i genopbygningen af Gaza og hele regionen – som førende kinesiske intellektuelle har udtalt er ganske muligt.

Men der er også store uvejrsskyer i horisonten for forholdet mellem USA og Kina. Ud over Trumps helt igennem misforståede indførelse af høje toldsatser på Kina (10 %), Canada (25 %) og Mexico (25 %) den 1. februar, har udenrigsminister Marco Rubio netop indledt sin første udlandsrejse, hvis erklærede hensigt er at drive Kina og dets Bælte- og Vej-Initiativ (BVI)-projekter helt ud af Amerika og sabotere ethvert eksisterende kinesisk samarbejde med nationer i regionen.

Rubios første stop var Panama, hvor han den 2. februar mødtes med præsident José Raúl Mulino. Midt i de svirrende rygter om en mulig amerikansk invasion af det lille Panama – udløst af præsident Trumps trusler i sin indsættelsestale om, at »Kina driver Panama-kanalen, og vi overdrog den ikke til Kina. Vi gav den til Panama, og vi tager den tilbage« – Rubio fik nemt, hvad han var kommet for. Mulino gik med til at annullere Panamas medlemskab af BVI, så snart aftalens forståelsespapir skal fornyes, og han havde allerede før Rubios ankomst indvilliget i at indlede en »undersøgelse« af de Hongkong-selskaber, der driver havnene i begge ender af kanalen – dvs. at udvise dem så hurtigt som muligt.

Betyder det, at Peru er den næste på hitlisten i lyset af sidste års indvielse af den dybvandshavn i verdensklasse, som Kina og Peru har bygget i Chancay?

Præsident Trump gjorde klogt i at minde om sine egne tidligere karakteristikker af Rubio. I et interview med »Fox News Sunday« den 28. februar 2016 var Trump ude med riven efter den mand, der nu er hans udenrigsminister: »Jeg kalder ham ‘Lille Marco’ …. Han er en meget ubehagelig fyr … en svindler.« Og endnu vigtigere er det, at Trump og hans rådgivere studerer Schiller Instituttets pamflet »Development Drive Means Billions of New Jobs, No Refugees, No War«, som viser, hvordan et samarbejde mellem USA og Kina mod de internationale finansielle interesser, som driver »den dybe stat«, kan stoppe fremdriften mod krig og sætte en stopper for flygtninge- og narkokrisen – to af Trumps vigtigste erklærede politiske forpligtelser.

Alle andre politiske muligheder, hvoraf præsident Trump allerede er gået i gang med nogle, vil give bagslag. Så få mest muligt ud af denne uges potentiale.

Foto: CC/Eric Haynes

Ikke korrekturlæst

af Megan Dobrodt (EIRNS) – 01. februar 2025

»Man er nødt til at tænke i udviklingslove for universet som helhed,« sagde Helga Zepp-LaRouche til en forsamling i Den Internationale Fredskoalition den 31. januar. »Spørgsmålet om godt eller dårligt defineres ud fra, om en bestemt handling, udtalelse, aktivitet, emne eller andet bidrager til den langsigtede udvikling af universet, af den menneskelige art. Øger det trivslen og den relative potentielle befolkningstæthed på planeten? Fremmer det universets love, eller er det i modstrid med dem? For hvis man ikke har en sådan retningslinje som målestok, vil man altid ende i konflikter, som kan udnyttes af imperier.”

Hvis USA lærte denne lektie, en metode til at tænke over den strategiske situation udviklet af Lyndon LaRouche, kunne vi sammen med resten af den menneskelige familie frigøre os fra det troglodytiske system af geopolitik og imperium, som har ført os » til kanten af undergang«.

Tag Trump-administrationens historiske skridt til at rense de kriminelle »Deep State«-elementer ud af de amerikanske efterretningstjenester, hvoraf en meget offentlig fase udspillede sig i Senatet i denne uge under bekræftelseshøringerne af Tulsi Gabbard og Kash Patel. Denne indsats skal støttes af alle patriotiske borgere i USA, og den skal lykkes. Tag også Trumps erklærede hensigt om at mødes med Vladimir Putin og Xi Jinping og om at afslutte krigen i Ukraine. Alle disse handlinger peger på et USA, som er ved at frigøre sig fra det imperiale krigssystems greb.

På den anden side kan man overveje fantasien om, at den »mægtige amerikanske dollar« kan stabiliseres af kryptovalutaer. Enhver, der ved noget om videnskaben om fysisk økonomi i modsætning til Wall Street-monetarismens kriminelle svindel, indser, at det globale finansielle system er fuldstændig bankerot og nu er vært for den største spekulative boble i menneskets historie – kryptovaluta er blot den seneste variant af privat spekulativ svindel. Det er en boble, som Federal Reserve har støttet, mens den produktive økonomi er kollapset i et accelererende tempo .

Kun en revaluering af valutaen på et fysisk økonomisk grundlag, som foreslået af Lyndon LaRouche i hans »Four New Laws To Save the U.S.A Now!« faciliteret af et samarbejde mellem stormagter som USA og Kina for at muliggøre den fysiske økonomiske udvikling af alle nationer, kan give værdi til en hvilken som helst valuta.

Den endelige retning for den strategiske situation i verden er stadig meget flydende. Nu er det tid til, at lederskabets stemmer med en klar opfordring til løsninger, der bidrager til den langsigtede udvikling af menneskeheden, kan udgøre forskellen mellem krig og fred, sammenbrud og en ny æra med evig fremgang for menneskeheden.

Foto: U.S. Senate Select Committee on Intelligence

Ikke korrekturlæst

[HZL] [AMB] [ssu]
ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 87. møde i træk. Jeg vil gerne takke alle for at være kommet, uanset om I er nye eller har været med i 87 uger for at skabe ægte fred i verden. Mit navn er Anastasia Battle; jeg er jeres vært i dag sammen med Dennis Small og Dennis Speed som medværter.

Jeg vil gerne minde folk om, hvorfor vi skabte dette forum. Vi ønskede at forene fredsbevægelsen i hele verden, fordi der har været mange indgreb for at forhindre dialog mellem forskellige grupper, uanset om de kommer fra venstre, højre eller midt imellem. Men hvis vi rent faktisk skal skabe ægte fred i verden, er vi nødt til at forene befolkningerne rundt om på planeten for at få det til at ske; koordinere, hvad vi gør med vores forskellige grupper, og samarbejde.

Der er sket mange meget spændende og vilde ting her i USA, men det har også været meget vigtigt, hvad vi gør for at forme processen her i USA og rundt om i verden. Til at indlede i dag har vi Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen til jer alle sammen. Verden befinder sig tydeligvis stadig i en tilstand af absolut spænding, hvor man forsøger at vurdere, hvilke ændringer den nye Trump-administration vil medføre for verden; først og fremmest hvad angår perspektivet for fred eller ikke-fred. Tegnene og signalerne synes mildest talt at være meget modstridende. På den ene side er der positive tegn, ikke mindst med nomineringen af Tulsi Gabbard og Kash Patel til de respektive poster i administrationen; høringerne har stået på i de seneste dage. Men de store krisepunkter venter stadig på en løsning.

Med hensyn til situationen i Ukraine sagde Kyrylo Budanov, som er chef for efterretningstjenesten, noget helt unikt og nyt fra ukrainsk side, nemlig at medmindre der er meget seriøse forhandlinger inden sommer, er der fare for, at Ukraine kan miste sin statslige eksistens – en eksistentiel trussel. Så hvis Ukraine signalerer vilje til at forhandle – og præsident Putin sagde også, at han er klar til at forhandle – kan man gå ud fra, at Trumps intention om at løse konflikten hurtigt absolut består. Men det er absolut obligatorisk, at Ruslands grundlæggende sikkerhedsinteresser – som er, at Ukraine ikke er med i NATO, og sikkerhedsgarantier i forskellige former – skal opretholdes. Så det er et lille lyspunkt i horisonten, at denne rædselsfulde situation snart kan få en ende, og at en forhandlet fred kan være mulig.

Mere bekymrende er helt klart situationen i Mellemøsten, hvor præsident Trump stort set har gentaget sit oprindelige forslag om at flytte alle palæstinenserne fra Gaza til Egypten, til Jordan og endda til Indonesien; hvilket blev afvist af alle disse regeringer. Det er naturligvis ikke i palæstinensernes interesse, som på trods af alle de utrolige lidelser altid har fastholdt opfattelsen af {sumud} – standhaftighed – og ideen om at holde fast i deres land, endda selv om det er dækket af murbrokker og affald. Det store spørgsmål er, hvad der nu vil ske? Vil fase to af våbenhvilen blive gennemført? Vil kampene blive genoptaget, som det sker på Vestbredden? Mange mennesker siger, at det, der skete i Gaza, vil gentage sig på Vestbredden. Men spørgsmålet er, hvilken løsning der vil blive lagt på bordet for fred i Gaza?

Vi promoverer Oase-planen; vi fra Schiller Instituttet og Den Internationale Fredskoalition er i gang med en international mobilisering for igen at lægge konceptet Oase-planen på bordet. Det ville være en generel økonomisk udvikling af hele regionen, startende med produktion af masser af ferskvand til kunstvanding i hele regionen; og naturligvis sammen med en to-statsløsning og hele spørgsmålet om en permanent fred. Det store spørgsmål – og måske kan nogle af deltagerne også kaste lys over det i denne diskussion – er, hvad der ligger bag præsident Trumps idé om at flytte palæstinenserne? Kan det være, at den plan, som premierminister Netanyahu udsendte for første gang i maj 2024, kaldet Plan Gaza 2035: Plan for transformation af Gazastriben? Er det, hvad der menes? I den plan, som blev offentliggjort af {Jerusalem Post} og forskellige andre publikationer, kunne man se animationer med fantastiske skyskrabere og tydeligvis luksusbygninger. Der var ingen omtale af en tostatsløsning, og der var ingen anden henvisning, end at myndigheden i denne Gazastribe nominelt skulle være under Den Palæstinensiske Myndighed; men som sagt, ingen henvisning til en tostatsløsning. Det, der i stedet blev fremhævet, var handelsruten mellem øst og vest; historisk set ligger Gaza i denne unikke position også med hensyn til handelsruten mellem Bagdad og Egypten og handelsruten mellem Yemen og Europa.

Det vil vi helt sikkert få mere at vide om den 4. februar, når premierminister Netanyahu ankommer til Washington for at diskutere med præsident Trump. Så tror jeg, at hemmeligheden vil blive løftet med hensyn til, hvad de faktiske planer er, og om det er et acceptabelt forslag eller ej. Trump vil også diskutere Libanon-spørgsmålet og Iran med premierminister Netanyahu. Det er også ekstremt vigtigt, og man kan kun sige, at Trump havde lovet, at han vil være der for at afslutte krige og ikke starte nye. Dr. Shay Har-Zvi, som er tidligere fungerende generaldirektør for ministeriet for strategiske anliggender, gav et interview til {Maariv}, hvor han foreslog, at spørgsmålet om atomkraft i Iran skulle forhandles med Det Internationale Atomenergiagentur som overvåger af processen. Den iranske udenrigsminister Araghchi advarede om, at ethvert angreb på de iranske atomanlæg ville få katastrofale, ødelæggende konsekvenser.

Jeg synes selvfølgelig, at vi skal prøve at finde ud af, hvad de egentlige planer for Gaza er. Jeg tror stadig, at ethvert forslag om at genopbygge Gaza med luksusbygninger og knudepunkter for handelsruter kan være forbundet med den berømte Neom-plan i Saudi-Arabien, som er en ret mærkelig idé om at bygge et skisportssted i ørkenen, hvilket ikke ser ud til at være en hovedprioritet i regionen. Men vi er nødt til at se, og vi er nødt til at kæmpe for Oase-planen, fordi Oase-planen ser på hele kortet fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Den Persiske Golf; fordi hele denne region skal ses under ét. Der skal være en fredsløsning, som løfter befolkningerne i disse krigshærgede regioner. Der er Afghanistan, Irak, Syrien, Yemen, Libanon, Vestbredden, Gaza; alle disse regioner er ekstremt plagede og ødelagte af mange års krig. Man er nødt til at gøre noget for befolkningen, ikke kun for overklassen.

Den overordnede situation er meget foranderlig. Jeg tror, at europæerne stadig ikke er helt afklarede; der er en enorm kamp i EU mellem dem, der går ind for en tilnærmelse til Rusland og Kina, og dem, der er på en komplet krigssti, som NATO mod Rusland. Mark Rutte, NATO’s generalsekretær, taler stadig om, hvordan Europa skal blive klar til krig; at de skal bruge 5 % af deres budgetter på militære udgifter, og at NATO skal være forberedt på en krig med Rusland om senest 4-5 år. Det er fuldstændig latterligt, fordi det er baseret på en fortælling, ikke på fakta.

I Polen, for eksempel, skal eleverne på grundskolen i de første år nu lære at skyde til den kommende krig med Rusland. Det er fuldstændig vanvittigt, og netop i dag, mens vi taler her, er der en afstemning i det tyske parlament om spørgsmålet om, hvad den nye lov eller ikke nye lov skal være for at håndtere migrantspørgsmålet, hvilket er et meget ladet spørgsmål. Vi kan diskutere det senere i diskussionen, men det er spørgsmålet, om Europa vil gå i retning af en tilnærmelse til Rusland i forhold til Ukraine og have en form for fredeligt samarbejde med BRIKS-landene? Eller vil Europa være i krigstilstand, uanset hvad Trump gør? Der er dem i Europa, som helt klart går ind for en optrapning. Det er en no-win-situation, men det viser, hvor vanvittige nogle af disse mennesker er.

Jeg tror, at vi i høj grad stadig er i en periode, hvor vi former den vej, verden vil gå, og derfor kan jeg kun bifalde den diskussion, vi skal have; for dette er et af de steder, hvor der hver uge diskuteres nye ideer til, hvordan vi kan gribe ind. Jeg tror, at det i denne uge helt sikkert er Oase-planen, som skal være i front. Det var mine indledende bemærkninger.

Bemærkninger under diskussionen:
Meget kort: Jeg tror, at det, du siger om, at man skal tage hensyn til den andens interesser, er et af de mest grundlæggende principper for at nå frem til fred. Jeg mener, at man kun kan nå frem til en retfærdig løsning, hvis man tager hensyn til alle andre i regionen. Vi forbinder altid dette med spørgsmålet om udvikling; at det nye navn for fred er udvikling. Det var derfor, jeg lagde vægt på spørgsmålet om, hvad den faktiske plan for genopbygningen af Gaza vil være. Spørgsmålet om flytning af palæstinenserne er efter min mening en total selvmodsigelse set i forhold til de principper, du lige har fremlagt om tostatsløsningen. Hvis du har nogen viden om, hvad de faktiske planer for fredsforhandlingerne er, hvis fase 2 og fase 3 lykkes, tror jeg, det ville være meget nyttigt for os, hvis du ville dele det med os. Ellers kan vi måske diskutere det ved en senere lejlighed, hvis du ikke har den information….

Vi forsøger helt sikkert at få Oase-planen på bordet, for det er helt sikkert en plan, der vil tage hensyn til interesserne hos alle de forskellige stater og folk i regionen. Jeg tror forhåbentlig, at det vil blive et diskussionsemne, når præsident Trump og Xi Jinping mødes, for vi havde en konference på Schiller Instituttet om Oase-planen i begyndelsen af december. Her deltog den kinesiske professor Zhang Weiwei, som sagde, at Kina er i stand til at overrisle store ørkenområder og gøre dem tilgængelige for landbrug, skovbrug og så videre. Jeg tror, det ville være en game-changer for regionen. Så eftersom præsident Trump er en person, der også har sans for at bygge, vil det forhåbentlig være et emne mellem disse to præsidenter. Det ville ændre hele grundlaget for regionen. Det er mit håb, og derfor bliver vi ved med at organisere os for det.

Senere i diskussionen:
Jeg tror, man er nødt til at skelne mellem ting, der er virkelig vigtige, og ting, der er af sekundær karakter. På en eller anden måde hænger det sjovt nok sammen med det spørgsmål, der blev rejst lige før; nemlig spørgsmålet om atomkraft eller ej. Jeg kan kun råde folk til at studere nogle af de skrifter, som min afdøde mand, Lyndon LaRouche, har skrevet. For han udviklede en metode til at tænke, som jeg tror, man virkelig kan lære; det er ikke en doktrin, det er en metode – der er en forskel. Og metoden er, at man skal tænke i forhold til udviklingslovene i universet som helhed. Spørgsmålet om godt eller dårligt defineres ud fra, om en bestemt handling, udtalelse, aktivitet, emne eller andet bidrager til den langsigtede udvikling af universet, af den menneskelige art. Øger det trivslen og den relative potentielle befolkningstæthed på planeten? Fremmer det universets love, eller er det i modstrid med dem? For hvis man ikke har en sådan retningslinje som målestok, vil man altid ende i konflikter, som kan udnyttes af imperier. Og imperier elsker intet mere end at sige, at denne person har det synspunkt, og den anden har det modsatte synspunkt; og hvordan kan jeg manipulere de to mod hinanden for at holde dem i en permanent tilstand af kamp? Hvis du imidlertid ser på, om nogen siger noget med en god hensigt, men det kan være forkert på et sekundært punkt, ville du så undgå at arbejde sammen med den person for at være ren? Eller ville du sige, at vores samarbejde fremmer en større sag?

Man kan se dette lige nu på en frygtelig perverteret måde i den tyske situation. Om eftermiddagen fulgte jeg noget af debatten i parlamentet. Det var en vældig højlydt seance; en masse følelser, en masse forkerte partnere, en masse ståhej. Hvad var problemet? Merz, CDU’s kanslerkandidat, foreslår at bremse tilstrømningen af migranter ved at skærpe migrantloven, primært i stil med det, Trump har gjort i USA. Det er angiveligt en reaktion på flere mord, hvor migranter var involveret og dræbte tyskere, og i det seneste tilfælde en toårig lille dreng. Merz ønskede, at afstemningen skulle støttes. AfD sagde, at de støttede den; AfD er paria i det tyske politiske system lige nu. Og Merz sagde nej, men hvis jeg fører den rigtige politik, vil jeg ikke lade mig afskrække af, at de forkerte mennesker støtter den rigtige politik. Det ville i princippet være et korrekt argument, bortset fra at hele retningen er forkert. Hvorfor sker mordene som følge af migranterne? Er det den enkelte migrants skyld, hvis han bliver morder? Ja, selvfølgelig; de er kriminelle og i nogle tilfælde psykiatriske tilfælde og skal have passende behandling. Men det større spørgsmål er, om det var korrekt af Bundeswehr at deltage i 20 år i en NATO-krig i Afghanistan, hvor 2 billioner dollars blev spildt, og mange liv gik tabt – millioner på afghanernes side og tusinder på USA’s side, 59 soldater fra Tyskland. Nettoresultatet er, at de efterlod en katastrofe. Så de mennesker, der kommer som flygtninge fra disse krigshærgede områder, er traumatiserede af den forfærdelige oplevelse af disse meningsløse krige. Så hvem nærmer sig dette spørgsmål fra det rigtige standpunkt? Det er ikke Merz; det er ikke AfD. For hvis man bare lukker grænserne, overlader man ofrene for de forkerte imperialistiske interventionskrige efter 9/11 til deres egen skæbne, og de sulter.

Det er derfor, jeg siger, at hvis vi vil afhjælpe fortidens problemer, må vi tage fat på de grundlæggende årsager. Og de grundlæggende årsager til migrantspørgsmålet er i USA, præcis som i de europæiske lande, deltagelsen i forkerte politikker. Enten imperialistiske interventionskrige, som USA og NATO deltog i efter afslutningen af den kolde krig for at bevare en unipolær verden; eller ved at lade kolonisystemet – på trods af befrielsen af nogle af de udviklingslande, som havde formel uafhængighed, men de var stadig underlagt et kolonisystem ved at blive nægtet adgang til kredit på grund af IMF’s betingelser; derfor blev deres fattigdom opretholdt.

Så hvordan måler man nu, hvad der er den rigtige politik? Den rigtige politik er naturligvis ikke at lukke grænserne, bygge mure og lignende ting. Men den rigtige politik ville være virkelig at afhjælpe den grundlæggende årsag til flygtningeproblemet. Det vil sige fattigdommen og krigskonsekvenserne af den imperiale politik. Jeg tror virkelig, at vi er nødt til at få målt, hvad der faktisk er sandt, og hvad der ikke er sandt. Jeg håber ikke, at jeg var for omstændelig, og jeg håber, at mit argument var klart. Hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, er ikke, hvad der ser ud til at være en flertalsafstemning på overfladen, eller det bedste argument. Det er spørgsmålet om, hvorvidt du begår retfærdighed, eller om du vedvarende gør ondt.

Afsluttende bemærkninger:
I mellemtiden har afstemningen fundet sted i det tyske parlament. Det ser ud til, at Merz tabte; han kunne ikke få sin skarpe migrantlov igennem på trods af, at AfD støttede ham. Det skyldes, at flere medlemmer af hans eget parti og nogle af de andre partier, som skulle have stemt for den, ikke stemte. Så indsatsen gik tabt. Det betyder ikke, at problemet er løst; jeg tror, at det vil føre til en vedvarende polarisering i de resterende tre uger af valgkampen. Jeg vil bede alle, der er med i dette opkald, og måske fra Tyskland, om at hjælpe os med at få det virkelige spørgsmål på bordet. Det vil sige ikke at lukke grænsen for flygtninge og nægte folk retten til asyl, som trods alt er en grundlæggende menneskerettighed, men at tage fat på problemet, hvor det bør tages op. Det vil sige, at vi endelig skal overvinde denne helt forfærdelige racisme. At tro, at kun vi i Vesten har ret til et anstændigt liv; og anerkende, at landene i det Globale Syd har samme ret som os til at have en harmonisk udvikling for alle deres borgere. Det kræver infrastruktur, industri og landbrug, for hvis du løber rundt med ét måltid om dagen, bliver dine menneskerettigheder krænket. Så sker der alle mulige ting som følge heraf. Jeg synes, at denne beslutning er god set fra mit synspunkt, for loven var dårlig. Den løser ikke noget, men den giver alle mulighed for at forstå og tænke over, hvad det egentlig betyder, at det nye navn for fred er udvikling. Det er vigtigt at stoppe politiske uretfærdigheder, men det vil ikke blive afhjulpet, hvis man ikke tager fat på de grundlæggende årsager til alle disse ting.

Med det vil jeg gerne opfordre dig til at være så aktiv sammen med os, som du kan.