
EIR Strategic Alert, Wiesbaden, 19. Marts 2025
Telefonsamtalen den 18. marts mellem præsidenterne Vladimir Putin og Donald Trump har åbnet døren til et perspektiv, som ikke har været til stede i mindst de sidste 35 år. Ifølge de meget foreløbige udskrifter, der var tilgængelige, før dette nummer af vores nyhedsbrev gik i trykken, blev der drøftet mange emner mellem de to ledere, som, hvis de realiseres, kunne betyde en afslutning på kampene i Ukraine og et meget tiltrængt skridt tilbage fra tærsklen til en direkte konflikt mellem atommagterne. Det ser ud til, at de blev enige om at starte med en våbenhvile for angreb på energiinfrastruktur og fortsætte derfra, efterhånden som flere detaljer bliver udarbejdet på opfølgende møder. Spørgsmålet om Ukraines medlemskab af NATO ser ud til at være fjernet fra dagsordenen, selv før opkaldet.
Vigtigst af alt synes både Donald Trump og Vladimir Putin at have en bevidst forståelse af behovet for at genetablere forholdet mellem USA og Rusland, som Ukraine-konflikten blot er en afspejling af. Begge udmeldinger understregede de »positive sider« og den »gensidige interesse« i at normalisere deres forhold, hvilket ville have en enormt gavnlig effekt på hele verden og fundamentalt ændre det paradigme, der er defineret af britisk-imperialistisk geopolitik.
Men alt vil afhænge af, hvilke handlinger der konkret bliver foretaget, og af hvor succesfulde bestræbelserne på at sabotere processen bliver. Det kan forventes, at de europæiske nationer, der står bag London i en besynderlig form for »Coalition of the Willing«, vedvarende vil forsøge at forhindre en afslutning på krigen. Faktisk har de siden mødet i Saudi-Arabien, hvor præsident Zelenskyj accepterede en våbenhvile, konstant gentaget fortællingen om, at »bolden nu er på Ruslands banehalvdel«, for at fremstille Moskva som den eneste hindring for en løsning.
På trods af alle de forhindringer og kompleksiteter, som denne konflikt indebærer, og efter årtiers geopolitisk manøvrering fra Vestens side for at bruge Østeuropa som rambuk mod Rusland, er præsident Trump forblevet optimistisk med hensyn til, at hans russiske modpart oprigtigt ønsker en afslutning på krigen og en genetablering af gode forbindelser med USA og Vesten. Trump er tro mod sig selv og har tænkt sig at indgå en kompromisløs aftale med Putin, men den russiske præsident lader sig ikke skræmme.
Da Vladimir Putin kommenterede forslaget om våbenhvile den 13. marts, kom han med en lidet bemærket, men meget vigtig henvisning. Han begyndte med at takke Trump for hans indsats og for »at have været så opmærksom på løsningen i Ukraine«, men han udtrykte også taknemmelighed over for lederne af andre nationer, som har taget fat på spørgsmålet, og nævnte udtrykeligt lederne af Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika. Disse nationer er selvfølgelig fire af de fem oprindelige BRIKS-medlemmer sammen med Rusland. Nogle skarpe iagttagere ser dette som en underfundig måde at minde Vesten om, at der er andre magter uden for NATO og den transatlantiske verden, hvis stemmer i stigende grad bliver hørt på verdensscenen.
Mens der sker visse fremskridt med hensyn til at stoppe krigen i Ukraine, er situationen i Mellemøsten langt mere bekymrende. Den skrøbelige våbenhvile i Gaza er blevet brudt, da Israel iværksatte flere luftangreb den 18. marts, som dræbte mindst 400 palæstinensere, og det forventes, at landoperationer vil blive genoptaget inden for kort tid. Palæstinensere i dele af det østlige Gaza er blevet beordret til at evakuere, hvilket skaber mere nød og lidelse, som nødhjælpsorganisationerne ikke har midler til at lindre. En talsmand for Det Hvide Hus sagde, at de israelske myndigheder havde rådført sig med Trump-administrationen, før de indledte operationerne.
Washington har også optrappet konflikten med Yemen ved at iværksætte tre nætters luftangreb på houthi-stillinger som gengældelse for angreb på amerikanske og israelske skibe på vej gennem regionen. Præsident Trump har udsendt voldsomme erklæringer, hvor han advarer om, at »hvert skud, der affyres af houthierne«, vil blive betragtet som affyret af Irans ledelse, og han fortæller houthierne, at »helvede vil regne ned over jer«, hvis I ikke stopper. Dette spiller naturligvis ind i Netanyahus planer om at anstifte et direkte opgør mellem Iran og USA.