De ti principper: Valget af udødelighed

af Dennis Speed (EIRNS) — 25. april 2025

Dette er et øjeblik, hvor sløret af illusionen om »aktuelle begivenheder« midlertidigt trækkes væk for pludselig og kortvarigt at afsløre historiens ansigt. Pave Frans’ bortgang i påsken i et øjeblik med særlig stor uro i verden har givet milliarder af mennesker – ikke kun verdens 1,4 milliarder katolikker, men også dem i de lande, hvor de bor, og andre – en unik mulighed for en form for refleksion over udødelighed, som normalt holdes utilgængelig for masserne, hovedsageligt af »populærkulturen«.

Det er helt passende og korrekt, at dem, hvis tro i det mindste strækker sig til overbevisningen om, at store ideer kombineret med kærlighed er den mest magtfulde kraft i verden, griber dette øjeblik til at indlede en samtale om, hvorfor menneskelivet har en hellig betydning for universet. Helga Zepp-LaRouches Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur, som kan læses nu og inden Schiller Instituttets konference den 24.-25. maj: »En smuk vision for menneskeheden i tider med stor uro!«, kan forstås noget klarere og tages mere personligt netop nu end ellers. Uanset ens baggrund kan de ti principper placere enhver i verden, der studerer dem på dette tidspunkt, på det niveau, hvor overvejelserne finder sted, i det intellektuelle centrum af den dialog, der må og bør fortsætte i de kommende uger i præsidentembedet og pavestolen.

I de kommende uger, hvor kardinalerne i den romersk-katolske kirke vil mødes i et konklave for at vælge en ny pave, bør præsidenterne i Rusland, Kina og USA samt kompetente dele af deres respektive regeringer også indgå i et højere niveau af overvejelser om krig og fred, end det har været tilfældet siden 20. januar, da Trump genindtrådte som præsident for USA. Hvordan kan vi, der ikke er direkte involveret, sikre, at interesserne for verdens fattige og besiddelsesløse, de milliarder af mennesker i udkanten af samfundet, der udgør den største kilde til rigdom på planeten, ikke blot bliver repræsenteret, men også gennemgår en forandring i de kommende uger?

Et uddrag fra pave Johannes XXIII’s encyklika fra 1963, »Pacem In Terris/Fred på Jorden«, i afsnit 53, »Opnåelse af det fælles bedste er den offentlige myndigheds formål«, erklærer: »Mennesker, både som enkeltpersoner og som mellemliggende grupper, er forpligtet til at yde deres eget særlige bidrag til det almene vel. Hovedkonsekvensen heraf er, at de skal harmonisere deres egne interesser med andres behov og tilbyde deres varer og tjenester, som deres regenter foreskriver – forudsat naturligvis, at retfærdigheden opretholdes … De, der har myndighed i staten, skal udøve denne myndighed på en måde, der ikke kun er moralsk uantastelig, men også bedst egnet til at sikre eller fremme statens velfærd.« I afsnit 54 hedder det videre: »Opnåelse af det fælles bedste er den eneste grund til de civile myndigheders eksistens.«

Ideerne om den almene velfærd, harmoni mellem interesser og regeringens ansvar over for folket, er alle indeholdt her. Selvom disse idéer, der var centrale i pavens indgriben over for præsident John F. Kennedy og den sovjetiske premierminister Nikita Khrusjtjov for at stoppe atomkrig, nu synes at ligge langt over visse regeringers »intellektuelle niveau«, må det ikke være tilfældet. At mestre disse idéer for at forbedre verden i den korte tid, vi har foran os, er en opgave, som LaRouche-Organisationen har været viet til siden sin oprettelse.

Uanset om det drejer sig om arbejdsløse modtagere af sociale ydelser, bandemedlemmer, universitetsstuderende eller fabriksarbejdere, har LaRouche-Organisationen siden begyndelsen af 1970’erne, hvor den begyndte sin masseudbredelse til »almindelige mennesker på gaden«, i sine publikationer og handlinger krævet det højeste niveau af intellektuelt engagement fra alle sine læsere. Vi vidste, hvad Frederick Douglass insisterede på – uddannelse afskaffede slaveri. Borgerne forventedes at konfrontere og mestre hvad de burde vide, for at gøre det de ønskede at gøre, og dermed blive dem, de skulle være, for at kunne ændre verden.

Ud over at være sponsoreret af Schiller Instituttet er konferencen den 24.-25. maj medsponsoreret af International Caucus of Labor Committees, den organisatoriske »kim«, hvorfra alle andre af LaRouches bestræbelser udsprang. Den afdøde økonom og statsmand Lyndon LaRouche forklarede i sit dokument fra 1977 med titlen: »What Really Are the Labor Committees? —The Lessons of Erasmus and Franklin« (Hvad er arbejder-komiteerne egentlig? – Lærdommen fra Erasmus og Franklin): »Hvis man går ind for teknologisk fremskridt i udvidelsen af industrien og landbruget og definerer nationernes vitale interesser i disse termer, og hvis man betragter menneskets evne til at skabe og tilegne sig videnskabelig viden til forbedring af vores art som den ukrænkelige forskel mellem mennesket og de lavere dyr, så er Arbejder-komitéerne en uundværlig hjælp til den sag, man går ind for, uanset hvilket politisk tilhørsforhold man har.«

Hvad angår pave Frans, som mange med rette har kritiseret, så overvej dette uddrag fra hans påskeprædiken, hans sidste dag på jorden. »Kærligheden har sejret over hadet, lyset over mørket og sandheden over løgnen. Tilgivelsen har sejret over hævnen. Ondskaben er ikke forsvundet fra historien; den vil forblive indtil tidernes ende, men den har ikke længere overtaget; den har ikke længere magt over dem, der tager imod denne dags nåde …« På denne dag vil jeg gerne, at vi alle får nyt håb og genopvækker vores tillid til andre, også dem, der er anderledes end os selv, eller som kommer fra fjerne lande og medbringer uvante skikke, levemåder og ideer! For vi er alle Guds børn!« Se, hvordan han tilbragte sin sidste dag, herunder sin tur på Peterspladsen og hans hilsen til folket. Som søn af en jernbanearbejder talte han ofte om mennesker som ›knudepunkter‹. »Et jernbaneknudepunkt forbinder, muliggør passage fra … en skinne til en anden; dem, der fungerer som knudepunkter, tænker ikke kun på sig selv, men mangfoldiggør relationer og fælles projekter, velvidende at det gode for enkeltpersoner og samfund på alle niveauer udspringer af det gode for alle.«

Det enestående ved menneskets eksistens er, at en mand eller kvinde, ufuldkommen og svag, kan, »på et øjeblik, i et kort øjeblik«, røre ved udødelighedens ansigt. Det gjorde grundlæggerne af De Forenede Stater i deres Uafhængighedserklæring. At overskride knudepunktet mellem dødelighed og udødelighed i fremme af menneskehedens almene velfærd er opgaven og den »smukke vision for menneskeheden«, hvilket er det egentlige emne for konferencens drøftelser den 24.-25. maj og for de øvrige diskussioner, der vil præge vores verden i de kommende dage, hvis vi vælger at lade det ske.

Foto: Ashwin Vaswani / Unsplash