Panel 1, Helga Zepp-LaRouche Hovedtale, 24. maj 2025
Der er ingen problemer, som menneskelig kreativitet ikke kan løse!

24. maj 2025 (EIRNS) – Hovedtale til Schiller-konference, panel 1, af Helga Zepp-LaRouche

 Helga Zepp-LaRouche: Lad mig byde jer alle velkommen, både her til stede på Schiller Instituttets konference og online rundt om i verden, med dette optimistiske syn på menneskeartens natur: Vi er den kreative art – den eneste, der hidtil er kendt i universet – men det menneskelige sind som mikrokosmos i det store univers, makrokosmos, er påviseligt af en anti-entropisk natur. Vores kreative fornuft er i stand til altid at finde en løsning på ethvert problem på et højere plan, og derfor er jeg sikker på, at vi ved at mobilisere det bedste potentiale i hele menneskeheden vil være i stand til at nå frem til et nyt paradigme i vores internationale relationer, som vil kaste os ind i en ny æra i menneskehedens historie. Vi vil være i stand til at skabe et verdenssamfund, der vil være i overensstemmelse med menneskets værdighed og dets sjæls potentielle skønhed.

Man må sige nej til enhver »praktisk« tilgang til politik og tage udgangspunkt i denne vision!
 
Det er åbenlyst, at den nuværende verden befinder sig i en tilstand af næsten fuldstændig kaos. Vi er allerede kommet meget langt i barbariets tilbagegang, ved at tolerere det der i Gaza er blevet betegnet som »tæt på krigsforbrydelser« af selv den tidligere [israelske] premierminister Olmert, og et folkemord, der har stået på i lang tid ifølge Den Internationale Domstol og for nylig også ifølge Josep Borrell.

 En tolerance, der har sat et frygteligt præg på hele menneskeheden, og som på kort sigt kan føre til en altomfattende krig i Sydvestasien, der kan eskalere til en global atomkrig.

Den seneste udvikling omkring krigen i Ukraine har afsløret en forbløffende opstilling: De to største atommagter, præsidenterne i USA og Rusland, forsøger at finde en fredsaftale for at afslutte krigen, hvilket enhver fornuftig person bør være glad for, mens nogle europæere, den såkaldte »koalition af villige«, forsøger at sabotere disse bestræbelser for at forlænge krigen og ikke har opgivet målet om at gøre det muligt for Ukraine at »vinde krigen«, selv på et tidspunkt, hvor den ukrainske hær og befolkning ikke kan opretholde denne udmattelseskrig meget længere, med mere end en million døde.  Pålidelige militæreksperter advarer om, at de militære kapaciteter i landene i Koalitionen af Villige er langt fra at kunne konfrontere Rusland uden amerikansk støtte, og de europæiske økonomier er ved at kollapse som følge af en selvforskyldt krise, ublu energipriser og grøn ideologi. Alt, hvad der blev opbygget i Tyskland på ruinerne efter Anden Verdenskrig, bliver nu revet ned!

Journalister og analytikere over hele verden spørger med vantro: “Hvad sker der med Tyskland!  Og Europa generelt? Hvorfor ødelægger de sig selv? De lader deres Nord Stream-rørledning sprænge i luften, de indfører sanktioner mod Rusland, hvilket får den russiske økonomi til at vokse og ødelægger deres egen økonomi, Tyskland lukker sine atomkraftværker uden at have en alternativ energikilde, og kun 80 år efter Anden Verdenskrig militariserer Tyskland igen sin økonomi med en form for kreditskabelse, der minder om Hjalmar Schachts Mefo-veksler, blot for at placere den tyske hær tæt på den russiske grænse og sende tyske kampvogne mod Rusland, igen?

For 20, 30 år siden blev Europa betragtet som verdens bedste model med en førende position inden for videnskabelig og teknologisk innovation og en deraf følgende konkurrencedygtig økonomi, en høj livskvalitet, høje sociale standarder, sikre levevilkår osv. Og nu? Europa er ved at blive fuldstændig sat ud af spillet, de kan ikke reparere deres infrastruktur, togene kører aldrig til tiden, de lader deres skjulte flagskibe (virksomheder) gå konkurs eller investere i udlandet. De lader deres sociale systemer blive skåret i stykker.

Der er ikke noget let svar, for det er et lagdelt, mangesidigt problem med mange niveauer af det, man med rette kan kalde hjernevask eller »nudging«, som det kaldes i dag. Et af lagene starter med geopolitiske manøvrer, ligesom det, der med rette blev kaldt »den historiske chance for tysk genforening«, blev saboteret gennem de geopolitiske manøvrer fra neokonservative i den angelsaksiske verden, som fra begyndelsen ikke havde nogen intentioner om at indfri de løfter, der blev givet til Gorbatjov og den sovjetiske ledelse ved afslutningen af Den kolde Krig, nemlig at NATO ikke ville rykke en tomme mod øst, hvis Tyskland fik lov til at genforenes og tiltræde NATO. Neokonservative var overstadige i deres triumferen over, at de havde »vundet Den kolde Krig« og arrogant ignorerede de pave Johannes Paul II’s advarsel om, at »syndens strukturer« eksisterede i lige høj grad i Øst og Vest, og at man blot skulle se på den såkaldte Tredje Verdens underudvikling som følge af den fortsatte neokolonialisme for at finde beviset på, at »syndens strukturer« også eksisterede i Vesten.  Men de fortsatte med Wolfowitz-doktrinen, skitsen til en unipolær verden, og forestillede sig, at dette ville være »historiens ende«, sandsynligvis den kortest levende tusindårsdrøm nogensinde. Jeg advarede dengang om, at hvis de finansielle magter brugte Comecons bankerot til fuldstændigt at påtvinge verden det lige så fallerede neoliberale system, ville det måske udskyde et sammenbrud, men det ville helt sikkert komme med fornyet styrke i et meget større omfang end selv Sovjetunionens sammenbrud.

Der er for nylig blevet frigivet snesevis af dokumenter i amerikanske, tyske, britiske og franske arkiver og biblioteker om de utallige sikkerhedsgarantier mod en østlig udvidelse af NATO, som Baker, Bush Sr., Genscher, Kohl, Gates, Mitterrand, Thatcher, Hurd, Major og Wörner gav Gorbatjov og Sjevardnadze. De afslører også, at mange førende politikere afviste et NATO-medlemskab for de central- og østeuropæiske stater. Udenrigsminister Genschers grundlæggende tale i det protestantiske akademi i Tutzing den 31. januar 1990, den såkaldte »Tutzing-formel«, påvirkede en hel række topmøder i de følgende dage, hvor Gorbatjov gik med til den tyske genforening på betingelse af, at NATO ikke blev udvidet mod øst. Genscher erklærede: »Vi ønsker ikke enhed på bekostning af tredjeparter…. Det er op til NATO at erklære utvetydigt: Uanset hvad der sker i Warszawa-pagten, vil der ikke ske en udvidelse af NATO’s territorium mod øst, dvs. tættere på Sovjetunionens grænser.« Denne tale er forsvundet fra internettet og kan kun findes med xx-funktionen.

I et memorandum den 9. februar om drøftelserne mellem den amerikanske udenrigsminister James Baker og Eduard Sjevardnadze citeres Baker klart: »Der skal naturligvis være jernhårde garantier for, at NATO’s jurisdiktion eller styrker ikke vil bevæge sig mod øst.«

Chancerne for at etablere en ny international fredsorden eller et »fælles europæisk hus«, som Gorbatjov kaldte det – og som Lyndon LaRouche havde foreslået det økonomiske grundlag for – først med programmet »Den produktive trekant Paris-Berlin-Wien« og derefter, efter Sovjetunionens opløsning, »Den eurasiske Landbro« – blev forspildt. Dette var den oprindelige synd i den post-Kolde Krigs-orden, og George Kennan, mere end nogen anden, »faderen« til inddæmningspolitikken, kritiserede skarpt NATO’s udvidelse mod øst i et interview med New York Times den 5. februar 1997 og kaldte det en tragisk fejltagelse, som der ikke var nogen som helst grund til.

Hvis man tager i betragtning, at det på det tidspunkt kun var 45 år efter Anden Verdenskrig, hvor Sovjetunionen havde mistet 27 millioner borgere i krigen mod nationalsocialisterne, (video) udviste russerne en enorm generøsitet ved at tillade den tyske genforening og endda acceptere, at det forenede Tyskland skulle være en del af NATO. I lyset af alle disse løfter føltes tillidsbruddet endnu dybere. Hvis man så tager i betragtning, at der også var den ensidige opsigelse af alle våbenkontrolaftaler fra Vestens side, fra ABM-, INF-, Open Sky- og KSE-traktaterne, og Merkel og Hollandes indrømmelse af, at de kun havde indgået Minsk II-aftalen for at vinde tid til at træne Ukraine op til NATO-niveau, kan man tydeligt se, at forpligtelsen til at opfylde aftalerne ligger hos Vesten.

Man må tilføje artiklen i {New York Times} fra 29. marts i år, der er baseret på 300 interviews som led i en årelang undersøgelse, som afslørede, at det amerikanske hovedkvarter for den amerikanske hær i Wiesbaden fra foråret 2022 var kommandocentralen for krigen i Ukraine, på et tidspunkt, hvor Boris Johnson fløj til Kiev for at sabotere den såkaldte Istanbul-aftale mellem Putin og Zelenskyj, hvilket på denne måde gav det endelige bevis på, at denne krig ikke handlede om Ukraine, men var en stedfortræderkrig mellem USA og NATO på den ene side og Rusland på den anden.

Det er nu tid til en nøgtern vurdering af de sidste 35 år, hvis vi vil finde en vej ud. Vi husker tydeligt, at i begyndelsen af krigen i Ukraine var mantraet i Vesten, fra Biden, Scholz, Macron, von der Leyen: »Ukraine skal vinde«, »Rusland skal ødelægges« (Baerbock).  Nu, lidt mere end tre år senere, er det tydeligt, at Ukraine og dermed NATO har tabt krigen. Og dette tab er det seneste i en række af andre: Vietnam, Afghanistan, Irak, Libyen. (Skulle man tilføje Syrien, hvor en »reformeret« Al Qaida-leder nu er præsident?

Og det på trods af mere end 800 militærbaser, som USA opretholdt for at understøtte den unipolære orden og sin dominerende position i verden. Præsident Trump vandt valget for anden gang, fordi han lovede at afslutte disse krige og ikke starte nye. Man bør indse, at modellen med at understøtte den unipolære verden gennem et system med over 800 militærbaser har slået fuldstændig fejl.

Så hvorfor holder den europæiske koalition af villige fast i en mislykket politik? Det er indlysende, at de ikke føler, at de er i et værdifællesskab med USA som nation, men med et neoliberalt system, faktisk ikke Amerika som republik, men med et Amerika, der er undergravet af det Britiske Imperium, baseret på det anglo-amerikanske særlige forhold. Og nu, hvor Trump har forladt dette forhold, er det eneste, der er tilbage, loyaliteten over for det Britiske Imperium. Og det system viser sig slet ikke at være liberalt.

Da vicepræsident J.D. Vance på sikkerhedskonferencen i München beskyldte europæerne for at have en forfalden opfattelse af demokrati, og at man i EU brugte mange begreber, der mindede ham om Sovjetunionen, såsom »desinformation«, for at miskreditere alternative meninger, var protesterne øredøvende.  Men tilfældet Rumænien viser, at EU lader landene stemme så mange gange, det er nødvendigt, for at få det ønskede resultat. Der er flere og flere love i EU og på nationalt plan, der kriminaliserer »desinformation«, hvilket har fået mange til at tro, at der også i Europa er en »deep state« på spil, som går efter enhver mening, der afviger fra den officielle NATO-fortælling. Den nylige sag om, at to tyske journalister, Thomas Röper og Alina Lipp, der arbejder i Rusland, rent faktisk er blevet frataget deres statsborgerskab, er blevet sammenlignet med Worms-ediktet fra 1521 og forbuddet mod Martin Luther, der ligeledes blev frataget alle borgerrettigheder. Biblioteker i Tyskland kategoriserer nu bøger med en markering, der viser forfatterens filosofiske og politiske synspunkter, som om biblioteksbrugerne er for dumme til at bedømme det selv, og med en tilkendegivelse af, hvad der er politisk korrekt. Og mest bekymrende af alt er den nye kansler Friedrich Merz’ krigslystne russisk fjendtlige holdning og hans bestræbelser på at militarisere den tyske økonomi fuldstændigt, hvilket allerede vækker den gamle frygt for tysk militarisme blandt de europæiske naboer.
 
Men der er også den helt anderledes virkelighed i landene i det Globale Syd, som udgør langt den globale majoritet af menneskeheden. Ikke alene har de nægtet at acceptere NATO’s fortælling om årsagerne til krigen i Ukraine, men de er inspireret af det største økonomiske mirakel i historien, det som Kina har opnået i de sidste 40 år, hvor 850 millioner af landets egne borgere er blevet løftet ud af fattigdom, og hvor BVI (Bælte- og Vej-Initiativet –red.) er blevet et transmissionsbælte, der bringer Kinas resultater til landene i Afrika, Asien og Latinamerika.

Ifølge den australske tænketank Australian Strategic Policy Institute (ASPI) er Kina nu førende inden for 57 af 64 avancerede teknologier. Der er bogstaveligt talt hundredvis af kinesiske byer med flere millioner indbyggere hver, med enorme moderne bygninger, forbundet gennem et system på mere end 42.000 km hurtige togforbindelser (2024); et system, der er større end alle andre landes tilsammen. Og disse tog kører til tiden! Det ville kræve en hel præsentation i sig selv at yde den kinesiske økonomiske models betagende succes retfærdighed. Hvis USA og EU erklærer Kina for en »systemisk rival«, har det kollektive Vesten allerede tabt det kapløb. Men i stedet for at undersøge årsagerne til den kinesiske økonomiske models succes, der er baseret på en vedvarende tilførsel af innovation til økonomien og er en kinesisk version af det amerikanske økonomiske system, udviklet af Alexander Hamilton, synes både USA og EU indtil videre fast besluttet på at indlede et nyt våbenkapløb til lands, til vands og i luften.

Senest siden det historiske memorandum mellem præsident Xi og præsident Putin den 4. februar 2022, der konsoliderede et »strategisk partnerskab uden begrænsninger«, burde dette strategiske forhold mellem verdens stærkeste økonomi og den teknologisk mest avancerede atomare supermagt (med Kina i hælene) have gjort det klart for enhver strateg i ethvert land, at skiftet til en multipolær verden er konsolideret. En anden kraftig demonstration af dette partnerskab var Xi og Putins fælles deltagelse i militærparaden i Moskva den 9. maj til fejring af 80-årsdagen for nationalsocialismens fald i Moskva (to billeder).

Verdenssamfundet står nu i det væsentlige kun over for to valg. Enten fortsætter vi med geopolitisk konfrontation og risikerer i sidste ende en global atomkrig, der vil betyde civilisationens undergang, eller også kan vi mobilisere visdommen hos initiativtagerne til den Westfalske Fred, som erkendte, at der efter 150 års religionskrig i Europa ikke ville være nogen vindere, da en fortsættelse af krigen ville efterlade alle døde.

I det første tilfælde kunne vi se et hidtil uset våbenkapløb, herunder det såkaldte »Golden Dome«-missilforsvarssystem, som præsident Trump har planlagt, og som skal være klart om tre år. Det er et globalt, flerlags og multidomæne-missilforsvarssystem, der sigter mod en betydelig udvidelse af de rumbaserede kampkapaciteter, herunder udvikling og indsættelse af satellitbaserede afskæringssystemer. Det er i strid med princippet i Outer Space Treaty om fredelig brug af rummet, endnu en våbenkontroltraktat. Det vil helt sikkert blive besvaret af Rusland, Kina og alle andre store aktører.

I den geometri vil Europa ligeledes gå ind i en fuldstændig militarisering, forsøge at opbygge et europæisk atomskjold, Tyskland vil forsøge at opbygge den »stærkeste hær« i Europa, enorme fysiske kapaciteter vil blive spildt, mens realøkonomien og det sociale system bliver udslettet. Sandsynligvis vil ingen af disse planer blive realiseret, fordi der i mellemtiden vil ske, at det fuldstændig overbelastede finanssystem vil bryde sammen, den amerikanske gældskrise vil eksplodere, NATO og EU vil gå i opløsning, og hele Europa vil opleve en eksplosion af civile uroligheder.  Hvis Tyskland ikke inden da bliver et krigsområde, hvis Merz hemmeligt går videre og indsætter Taurus, og snart det nye tysk-britiske langdistance-missil med en rækkevidde på 2000 km, i Ukraine eller andre lande, vil Europa snart kun blive vist som fossiler af en civilisation der ikke klarede det i museerne rundt om i verden. Uanset hvad vil der ikke være noget godt resultat.

Vi foreslår en helt anden tilgang, og det er det, denne konference handler om. Vi erkender, at vi er nået til et punkt i verdenshistorien, hvor vi har brug for et paradigmeskifte, der er mere grundlæggende end overgangen fra middelalderens aksiomer i Europa til den moderne tidsalder, som erstattede menneskesynet og opfattelsen af det fysiske univers fra en mørk tidsalder præget af overtro til den moderne idé om videnskabens og teknologiens rolle og det enkelte menneskes perfektibilitet.

I dag må vi lægge de geopolitiske ambitioner bag os og først tage udgangspunkt i forestillingen om »én menneskehed«, og derefter bringe alle nationale interesser i overensstemmelse med denne overordnede opfattelse. Vi må anvende Nikolaus af Cusas idé om, at harmoni i makrokosmos kun er mulig, hvis alle mikrokosmos udvikler sig på den bedst mulige måde, og hvert mikrokosmos betragter udviklingen af alle andre mikrokosmos som sin grundlæggende interesse og omvendt. Det er ikke nogen tilfældighed, at den konfucianske idé om en harmonisk udvikling af alle medlemmer af en familie, en nation eller et samfund af nationer i det væsentlige er den samme som Nikolaus af Cusas idé, som tilfældigvis ligger til grund for Xi Jinpings opfattelse af menneskehedens fælles fremtid og hans tre principper, det globale sikkerhedsinitiativ, det globale udviklingsinitiativ og det globale civilisationsinitiativ. Vi må gøre NATO’s oprindelige synd, nemlig udvidelsen mod øst, ugjort og erstatte den med en opfattelse af »udelelig sikkerhed«, et system, der tager hensyn til sikkerhedsinteresserne i hvert eneste land på kloden.

Lad os derfor alle mobilisere os og sende en lidenskabelig appel om en fredelig overgang til en ny epoke i menneskehedens historie, hvor vi ser på vores menneskelige art fra et perspektiv hundrede år frem i tiden, når vi er holdt op med at være en flok skændende småbørn, der sparker hinanden over skinnebenet. Når vi er blevet en voksen menneskehed, hvor atomar fusionsenergi vil være kommercielt tilgængelig for alle nationer. Så ingen flere krige om energiressourcer!

Pyrolyse, kemisk genanvendelse, biotekniske metoder, forgasning, plasma-lysbue-processen eller i fremtiden fusionsflamme-processen vil give os adgang til ubegrænsede råstoffer, og der vil ikke længere være krige om kontrollen med dem!

Vi vil have bygget infrastruktur i det nære rum, landsbyer på Månen og byer på Mars, og vi vil have forbedret vores identitet som én menneskelig familie, som den tysk-amerikanske rumpioner Krafft Ehricke forudsagde i sin {Extraterrestrial Imperative}! (Det ydre rums Imperativ –red.)

AI og teknologier, som vi ikke engang har stillet de rigtige videnskabelige spørgsmål om, vil befri os fra byrden af gentagelsesarbejde og give hvert barn forudsætningerne for livslang læring, hvilket vil opfylde Confucius’ og Wilhelm von Humboldts ideal om en perfekt, harmonisk udviklet karakter, eller som Friedrich Schiller kaldte det, en smuk sjæl og et geni.

Lad os derfor indlede en dialogproces, hvor vi sætter ideen om en ny international sikkerhed og udvikling på dagsordenen – i traditionen fra den Westfalske Fred – hvor vi bliver enige om FN-pagten som udgangspunkt for international ret, først principielt, med hensyn til hvordan vi skal tackle de særlige udfordringer, problemer og opgaver, og derefter overlader det til velmenende forhandlere at udarbejde alle uoverensstemmelser konkret.

Vi har allerede planerne for at overvinde fattigdom og underudvikling med Verdenslandbro-programmet, vi har Oase-planen for at omdanne Sydvestasien og forvandle ørkenen til frodige marker, skove og frugtplantager! Vi har de økonomiske planer for at skabe 3 milliarder nye produktive arbejdspladser i Afrika, Asien og Latinamerika, for at overvinde migrationskrisen gennem økonomisk udvikling!

Lad amerikanerne vende tilbage til den smukke vision om det internationale projekt om at skabe en ny republik på amerikansk jord, som Lyndon LaRouche talte om i det korte videoklip i begyndelsen, et projekt, det første af sin art, om at etablere en republik viet til det fælles bedste, ikke kun for nutiden, men for alle fremtidige generationer, som det står i forfatningens indledning, en republik, som var den absolutte modsætning til alle former for oligarki, imperialisme og tyranni, og som kæmpede den første antikoloniale krig mod det Britiske Imperium for at opnå dette!

Lad Amerika vende tilbage til John Quincy Adams’ udenrigspolitiske tilgang fra 1821 og gøre {{Amerika til en forkæmper for frihed igen}} og ikke engagere sig i udenlandske krige for at fremme demokrati i udlandet.

»Amerika drager ikke til udlandet for at søge monstre at tilintetgøre. Det hilser alles frihed og uafhængighed velkommen. Det er kun en forkæmper for og forfægter af sin egen.«

Lad europæerne give afkald på alle former for neokolonialisme og arrogance, der behandler resten af verden som en »jungle«! Lad os genoplive de store renæssancers og klassiske perioders høje idealer, hvor menneskets ædle karakter blev hyldet i filosofi, poesi, malerkunst, billedhuggerkunst og musik, som berigede verdenshistorien for altid.

Lad os erstatte geopolitisk konfrontation med samarbejde, især med landene i den Globale Majoritet, så alle problemer kan løses let! Vi må straks tage meget konkrete skridt i FN’s Generalforsamling, BRIKS eller ethvert andet passende forum for at lægge den nye internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur på bordet og blive enige om projekter, der falder sammen med menneskehedens fælles mål!

Alt, hvad vi er nødt til for at opnå dette, er at blive virkelig menneskelige og fremkalde en næsten øm kærlighed til menneskeheden!