En omskrevet version af Schiller Instituttets flyveblad
Mens disse ord læses, styrer magtfulde finansielle kræfter, centreret i City of London og Wall Street, verden mod en alvorlig dommens dag – en kurs, der, hvis den ikke ændres, kan føre menneskeheden ind i en uigenkaldelig katastrofe i form af atomkrig. Droneangrebene den 1. juni mod fire russiske flyvepladser – Olenya i Murmansk, Diaghilev i Ryazan, Belaya i Irkutsk og Ivanovo i Ivanovo – ødelagde mindst ni atomvåbenbærende bombefly, og ukrainske kilder hævder, at tallet er så højt som fyrre. I en verden bevæbnet med våben, der kan udslette civilisationen, kræver denne udvikling et enkelt, klart spørgsmål: Har vi nu overskredet den tærskel, hvor en atomkrig, der kan udrydde menneskeheden, bliver en umiddelbar mulighed? Selv Cuba-krisen i 1962, som med rette huskes for sin skræmmende spænding, nåede aldrig det niveau af konkret fare, vi står over for i dag.
Denne optrapning er ikke opstået isoleret. Erfarne analytikere insisterer på, at et så koordineret og præcist angreb næppe kunne have været udført uden NATO’s tilsyn og aktiv deltagelse fra enten Storbritannien, USA eller begge lande. Den tidligere FN-våbeninspektør Scott Ritter udtrykte omfanget af denne provokation ved at sammenligne den med et hypotetisk droneangreb fra en fremmed fjende mod Amerikas egen atomvåben-triade – B-52H-bombefly stationeret på Minot Air Force Base i North Dakota og Barksdale Air Force Base i Louisiana eller B-2-bombefly i Whiteman i Missouri. Det er værd at stoppe op og overveje: Hvad ville USA gøre, hvis Mexico – udstyret med russiske og kinesiske våben, overvågningssystemer og endda militære rådgivere – i forbindelse med en grænsekonflikt med USA ødelagde blot et eneste fly på amerikansk jord?
Angrebet den 1. juni var ikke kun en militær begivenhed; det var et øjeblik, hvor chokket, koordineringen og kompleksiteten, der mindede lidt om angrebene den 11. september 2001, afslørede en dybere problemstilling: vidste præsident Donald Trump, at angrebet var under planlægning, eller vidste han det ikke? Hvis han ikke vidste det, er vi måske vidne til de første faser af et koordineret oprør fra dem, der stod bag angrebet. Den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn har antydet, at den ukrainske præsident Zelenskyj kan have godkendt angrebet uafhængigt uden at informere præsidenten. Hvis det er sandt, skrev han, »er det ikke blot et brud på protokollen. Det er en geopolitisk fornærmelse og et advarselssignal.« På den anden side, hvis Trump var klar over det og gav sin godkendelse, ville det betyde, at han har opgivet tanken om et diplomatisk forhold til Putin og Rusland, og at en verdenskrig ville være nært forestående. I begge tilfælde er kursen mod krig tydelig og farlig. Den moralske byrde påhviler derfor os – dem, der stadig tror på menneskets hellige værdighed – at gribe ind for at forhindre krig ved at handle som frie borgere i verdenshistorien.
Vi bør nu gøre en klar indsats for at stoppe udstationeringen af Taurus-krydsermissiler fra Tyskland til Ukraine. Hvis det, som nogle troværdige rapporter antyder, allerede er sket, må den tyske regering straks handle for at trække dem tilbage. Rusland, en nation, der mistede 27 millioner mennesker under Anden Verdenskrig – mange i kamp mod tyske styrker – har gjort det klart, at det vil opfatte en sådan udstationering som en alvorlig provokation, og at det ikke vil tøve med at angribe de industrielle produktionsanlæg, der er ansvarlige for missilerne, i selve Tyskland.
Men der findes en anden vej, smal og fuld af lys. Der kan stadig opbygges en ny international arkitektur, der bygger på sikkerhed og udvikling. Den kinesiske præsident Xi Jinping har foreslået en ramme baseret på gensidig fordel, hvad han kalder en »Win-Win«-tilgang – et princip, der er rodfæstet i at handle til »den andens fordel«. En af de klareste legemliggørelser af denne vision er LaRouches Oase-Plan for Gaza og Sydvestasien, som tilbyder reelle, konkrete udviklingsprojekter, til at erstatte fortvivlelse med økonomisk fremgang og genoprette muligheden for diplomati, hvor ødelæggelse engang herskede.
Hvis vi ikke handler klogt og beslutsomt, vil vi overlade magten til dem, der allerede har udvist blindhed over for fremtiden. Senatorerne Lindsey Graham og Richard Blumenthal står i spidsen for en tværpolitisk kampagne for at få vedtaget en sanktionslov, der vil pålægge lande, der fortsætter med at købe russisk olie, gas, uran og andre eksportvarer, told på 500 procent. Som rapporteret af Politico vil disse toldsatser primært ramme Kina og Indien, der tilsammen tegner sig for ca. 70 % af Ruslands energihandel – og dermed vil den globale handel blive brugt som våben til at kvæle de diplomatiske muligheder. Selv senator Graham har indrømmet, at det er det mest drakoniske lovforslag, han nogensinde har oplevet i sin tid i Senatet.
I en verden, hvor atomvåben eksisterer, kan krig ikke længere accepteres som et redskab til konfliktløsning. Det er ikke længere et middel – det er en afslutning. Den Globale Majoritet, der består af nationerne i Afrika, Asien og Latinamerika, søger ikke krig. Den søger udvikling. Den beder om værdighed gennem infrastruktur, videnskab, kultur og partnerskab. Det er stemmer, der ikke beder om overherredømme, men om retten til at opbygge. Civilisationen kan ikke overleve, hvis den bliver bedt om at kæmpe for sin egen udryddelse. Men i Londons finansielle tårne og Wall Streets kolde korridorer er der stadig dem, der ønsker evig krig – ikke af kærlighed til vold, men af frygt for en fremtid, de ikke kan kontrollere.
For at stoppe dem må vi ikke handle i hast, men tænke først. Det første skridt er ikke konfrontation, men refleksion. Hvad er så dit mest meningsfulde bidrag til at vende denne udvikling?
Der er utallige måder at deltage i dette vendepunkt for menneskeheden. Man kan stå frem offentligt og fordømme dem, der forlænger krigen og stadig kalder sig statsmænd. Man kan indgå i direkte dialog på gaden og sikre, at ingen bliver overset. Man kan appellere til pave Leo XIV [link til underskriftsindsamling], den første amerikanske pave, hvis første offentlige ord var: »Fred være med jer alle.« Man kan hjælpe med at udbrede, studere og udvikle LaRouches Oase-Plan for Gaza [link] og sikre, at den bliver forelagt FN inden den kommende særlige session om Palæstina den 17. juni. Man kan arbejde for at forhindre vedtagelsen af Blumenthal-Graham-sanktionsforslaget i Kongressen. Man kan hjælpe med at opbygge og styrke Den Internationale Fredskoalition, som i to år har mødtes hver uge for at bygge broer mellem nationerne. Vigtigst af alt kan man læse, dele og kommentere de Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur, forfattet af Helga Zepp-LaRouche, det visionære dokument, der har inspireret denne globale fredsbevægelse.
Den opgave, der nu påhviler vores generation, er ikke lille: Det er at afskaffe selve muligheden for atomkrig, og sikre at menneskeheden kan fortsætte med at leve, vokse og elske. Hvis vi fejler, vil vi måske blive husket som den sidste generation – dem der stod foran historiens spejl og fandt sig selv moralsk uegnede til at overleve.
Det spejl står foran os nu. Må vi reagere, ikke med fortvivlelse, men med lysende klarhed og vælge at handle – ikke som spredte individer, men som menneskehedens vågnende samvittighed.
