Ikke korrekturlæst
HARLEY SCHLANGER: Hej, og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition, som mødes via Zoom hver fredag kl. 17.00. Du kan sende dine spørgsmål eller kommentarer til Helga i dag via e-mail på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden.
Helga, vi ser meget dramatiske diplomatiske udviklinger i Asien, som afspejler den politiske orientering mod »fred gennem udvikling«, der har været i centrum for LaRouche-bevægelsens organisatoriske engagement i de sidste fem årtier. Samtidig ser vi en fare for militær optrapning fra Vesten – fra Gaza til Centraleuropa og til Caribien. Vi kan om et øjeblik komme til en diskussion af de positive og farlige strategiske træk, men lad os begynde med den overraskende udvikling fra et højere domæne: Blandt de positive udviklinger bragte pave Leo XIV en af dine yndlingsfilosoffer, kardinal Nikolaus af Kusa, ind i diskussionen. Hvad er betydningen af pavens indgriben?
HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det er efter min mening sandsynligvis den vigtigste strategiske intervention, fordi paven hæver diskussionen til et plan, hvor en løsning er mulig. Han siger, at Nikolaus af Kusa’ betydning er, at han giver håb og får folk til at se noget, selv når det endnu ikke kan ses. Jeg vil gerne afspille et meget kort klip med pavens kommentarer, så I kan høre med hans egen stemme, hvad han havde at sige:
PAVE LEO XIV: »Som pilgrimme af håb må vi se på vores urolige tider i lyset af opstandelsen. Nikolaus af Kusa, en kardinal fra det 15. århundrede, levede også i en turbulent tid med alvorlige åndelige splittelser. På trods af spændingerne håbede Nikolaus på det, han ikke kunne se, og stolede på, at Gud kunne skabe enhed. Også vi kan lære af Nikolaus af Kusa. Når vi ikke kender svarene, lad os huske den Opstandne og bede ham om at lede os, skridt for skridt, på håbets rejse.«
ZEPP-LAROUCHE: Ja. På et andet tidspunkt i hans prædiken, som blev holdt i forbindelse med jubilæumsfejringen – ikke i kirkens snævre kreds, men foran tusinder på Peterspladsen i Rom – bragte han Cuses tilgang til at finde løsninger frem i hele kirken. For alle, der har studeret emnet – som jeg har gjort siden 1970’erne – er det tydeligt, at Nikolaus af Kues (Cusanus) fortjener en renæssance. Jeg er sikker på, at pavens omtale vil virke som katalysator for en Cusanus-renæssance verden over. Af hans mange idéer er en af de vigtigste begrebet coincidentia oppositorum, »modsætningernes sammenfald«.
Han var sig bevidst, hvad han gjorde, da han skrev om det: »Jeg vil skrive om noget, som intet menneske før mig har tænkt.« Han satte sig bevidst op imod den aristoteliske tankegang, hvor konflikter defineres som enten-eller: A kan aldrig være B. Cusa afviste dette og sagde: Nej. Det, der adskiller mennesket fra dyret, er fornuften – vis creativa, den kreative kraft – som gør os i stand til at finde det højere Ene, der har større kraft og målestok end de Mange, og som dermed er niveauet, hvor konflikter kan løses.
Studerer man hans skrifter, er det klart, at det Ene for ham er forankret i Gud. Men metoden rækker videre: Den hjælper os med at overvinde sindets tendens til at klamre sig til fakta og sansedata og i stedet udvikle den kreativitet, der gør det muligt at tænke noget nyt. I De visione Dei skriver han billedligt, at man mentalt må »springe bag muren« for at begribe det højere Ene i modsætningernes sammenfald. Det er en træning i at undgå at sidde fast i detaljen og i stedet tænke fra helheden.
Det er ekstremt vigtigt, og paven anvender det tydeligt på den aktuelle politik. Ser man kun på konfliktens fakta, historie, spændinger og aktører – i Mellemøsten, Ukraine, Caribien – finder man aldrig en løsning. Begynder man derimod med det Ene – i dette tilfælde én menneskehed og det, som forener os – og ser derfra på den konkrete krise, kan man finde en løsning. Denne metode kan anvendes på politik, økonomi, militære, sociale og kulturelle spørgsmål. Håbet om at syntetisere det næste trin i menneskehedens udvikling betyder at se det, som endnu ikke findes, men kan skabes gennem god vilje og fælles indsats.
Et par ord mere om, hvorfor Cusanus, kardinalen fra det 15. århundrede, er så vigtig. Han deltog i koncilet i Basel og skrev sit første store værk, De concordantia catholica. I tredje bog skitserer han for første gang den suveræne nationalstats teori via et repræsentativt system, hvor valgte repræsentanter er ansvarlige over for både regerende og regerede – et gensidigt retligt forhold. Det var begyndelsen på republikanismen og idéen om, at regeringens legitimitet hviler på de regeredes samtykke. Han foreslog også, at regeringen skulle rådgives af et råd af de viseste – i en vis forstand et tidligt meritokrati.
Han formulerede desuden en smuk proportionalitetsidé: Harmoni i makrokosmos opstår kun, hvis hver mikrokosmos udvikler sit bedste – og anser det for sin egen interesse at udvikle det bedste i de andre. Overført til nationalstater betyder det, at global harmoni kræver et system, hvor alle nationer udvikler deres fulde potentiale til gavn for det fælles bedste.
Historisk blev Cusa modarbejdet af en aristotelisk fraktion; efter De docta ignorantia angreb Johannes Wenck ham for kætteri. Cusa svarede med Apologia doctae ignorantiae og påpegede – i mine ord – at aristotelikerne famlede i mudderet, mens den platoniske tilgang ser dynamisk ovenfra, som fra et tårn. Det er beslægtet med modsætningernes sammenfald: altid at betragte problemet fra et højere niveau.
Betydningen for Kirken er enorm, for dette er dens bedste tradition. Og det er ikke akademisk. Få dage senere, ved et religionsmøde organiseret af Sant’Egidio-fællesskabet, kritiserede paven dem, der går i krig, og sagde, at de vil blive holdt ansvarlige af Gud; al politik bør handle om at finde fred. Mødet samlede repræsentanter for islam, hinduisme, buddhisme, jødedom m.fl. Det kunne blive en intervention fra verdens religioner i en farlig tid. Hvis du lytter nu: Bring dette budskab til din præst, rabbiner, imam – og indled en fredsdialog. Det er det vigtigste at gøre.
SCHLANGER: Nogle lyttere deler tydeligvis din begejstring. Du er formentlig en af de få, der konsekvent har holdt Nikolaus af Kusa’ betydning levende i dine skrifter. Folk kan se mere i Executive Intelligence Review og andre publikationer.
En kommentar fra John O’Malley: »Jeg har bemærket ved at læse Campaigner, Executive Intelligence Review og andre skrifter fra Schiller Instituttet, at Nicholas af Cusa er blevet nævnt, citeret og kommenteret tusindvis af gange. Meget profetisk.«
Andre siger: »Det er for kompliceret at bringe filosofi ind i disse diskussioner«, eller er mistænksomme over for Vatikanets motiver. Hvordan svarer du dem? »Hold det enkelt, dit fjols« og »hold Vatikanet ude« – hvordan adresserer du det?
ZEPP-LAROUCHE: Jeg ville ønske, vi havde lidt mere kompleksitet i den politiske dialog. Mange politikere taler fladt og todimensionelt. Politik bør handle om statsmandskunst – om at øge det fælles bedste. At politik har et dårligt ry, skyldes magtbegær og brudte løfter. I Tyskland ser vi paradokset, at de kristne partier, CDU/CSU, er blandt de mest krigsglade; de burde lytte til paven. Det vil vi hjælpe dem med at bemærke – og I kan hjælpe.
Til dem, der tvivler på Vatikanets motiver, siger jeg: Brug jeres egen fornuft. Læs Cusa. Sproget fra det 15. århundrede kræver tilvænning, men læsningen beriger og løfter ens tænkning. Vi må afvise idéen om, at ting er for svære. Underholdningsindustrien antager, at folk er idioter. Det er en fornærmelse. Jeg opfordrer til en renæssance for læsning og studier – tilbage til kilderne. Paven sagde det også: Som humanister vender vi tilbage til kilderne. Læs Platon, Augustin m.fl. direkte; det hæver os til deres niveau.
SCHLANGER: En lytter spørger: »Ville Keir Starmer forstå Nicholas af Cusa?«
ZEPP-LAROUCHE: Sandsynligvis ikke. At kalde ham aristoteliker ville nok være en smiger, der var spildt.
SCHLANGER: Sidste uge havde vi et indgående EIR-seminar om vigtigheden af at bygge Beringsstrædetunnelen – et stort projekt, du og din mand har fremhævet som freds- og udviklingsforstærker. Thomas fra London spørger: »Hvorfor ser nogle ledere sådanne projekter som en trussel, der skal forhindres? Hvorfor ser neokonservative og imperialister sådanne initiativer som en årsag til krig?«
ZEPP-LAROUCHE: Fordi hvis USA og Rusland – de to stærkeste atommagter – erstatter konfrontation med samarbejde om infrastruktur, der forbinder Amerika via højhastighedsbaner op gennem Canada, over Beringsstrædet, videre gennem det eurasiske kontinent og via en Gibraltar-tunnel mod Afrika, så vil handel og produktivitet langs korridorerne eksplodere. Menneskeheden vil vokse sammen. Det er skidt for imperialister, der lever af »del og hersk«. Fælles interesser gør manipulation vanskelig. Det er det korte svar.
SCHLANGER: En anden udvikling: Putin-udsending Kirill Dmitrievs besøg i USA i denne uge. En lytter i det sydlige Californien spørger: »Hvad er betydningen af besøget? Bruger russerne flere kanaler til Trump-administrationen?«
ZEPP-LAROUCHE: Ja. Dmitriev har fremhævet Beringsstrædets betydning, bl.a. ved møder i Alaska. Han er blandt de tætte kontakter omkring præsident Putin, der er i dialog med præsident Trumps team. Alt tyder på, at der – trods op- og nedture – er en løbende diskussion mellem Trump og Putin og deres nærmeste. Det er godt. Ungarns premierminister Orbán har mødt paven og søgt hans støtte til fredsbestræbelser mellem USA og Rusland. Man ser et netværk af gejstlige og politikere, der søger fred – og et andet, der gør det modsatte. I Bruxelles, Strasbourg og Berlin koger hysteriet imod Rusland. Oprustning og snak om mobilisering – atmosfæren er hysterisk. Derfor er fredens stemme desto vigtigere.
SCHLANGER: Et spørgsmål om USA’s operationer i Caribien: »Hvordan retfærdiggør Trump-administrationen optrapning mod små både og skibe? Kan vi forvente kanonbådsdiplomati og kup? Afspejler det en forskydning af USA’s økonomiske interesser mod Amerika – i tråd med finansminister Bessents intervention i Argentina?«
ZEPP-LAROUCHE: Det ligner en ny doktrin med fokus på den vestlige halvkugle og et forsøg på at skubbe Kina ud. Det udspringer af at have karakteriseret Kina som systemisk rival i 2017-18 – en ny udgave af Wolfowitz-doktrinen: USA må ikke overgås. Det er urealistisk. Kinas økonomiske løft er en civilisatorisk bedrift med enorme globale fordele, inkl. fattigdomsreduktion. En konfrontationslinje mod lande, der samarbejder med BRIKS, kan destabilisere Latinamerika og skabe flygtningestrømme. Jeg håber, at møderne mellem Trump og Lula ved ASEAN i Kuala Lumpur – og morgendagens møde mellem Trump og Xi i Sydkorea – kan skabe en positiv arbejdsform, der også køler Latinamerika. Barbados’ præsident har med rette kritiseret udenomretlige drab: Der skal være rettergang – ikke junglelove.
SCHLANGER: En geografilærer fra New Mexico skriver: »I taler om store infrastrukturprojekter. Kunne I lave en pjece med en liste, korte beskrivelser og, hvor man finder mere?«
ZEPP-LAROUCHE: Den findes: Den Nye Silkevej bliver Verdenslandbroen (2014) og senere bind – inkl. en opdatering om Afrika (Udvidelse af Den Nye Silkevej til Vestasien og Afrika – en vision om en økonomisk renæssance). Skriv til EIR og få rapporterne. Vi opdaterer løbende.
SCHLANGER: Som sagt: Har man spørgsmål, så tag dem med til Helga! Sidste punkt: Den Internationale Fredskoalition på fredag er blevet stadig vigtigere for at forme ikke bare en opposition mod krigshøgene, men en positiv udviklingslinje – som i dag med Cusa og Beringsstrædetunnelen. Hvad er på programmet?
ZEPP-LAROUCHE: Vi vil helt sikkert diskutere pavens henvisning til coincidentia oppositorum og Nikolaus af Kusa. I to år har vi haft ugentlige IPC-drøftelser med religiøse ledere fra USA (bl.a. Pax Christi) og andre kirker for at fremme en interreligiøs intervention. Vi tager også Ukraine og europæisk krigsmageri op – det må afvises og fordømmes globalt. Der kommer oplægsholdere fra VIPS (Veteran Intelligence Professionals for Sanity), netop hjemvendt fra Moskva, samt bidrag fra Mellemøsten. En vigtig retssag i Tyrkiet vil også blive behandlet.
SCHLANGER: Det er fredag kl. 11 Eastern. Link findes på Schiller-instituttets websted.
Helga, tak. Det har været et spændende øjeblik – og en anledning for mange til at genopdage »sandhedens sødme«, som du kalder det. På gensyn fredag.
ZEPP-LAROUCHE: Ja, på fredag.
