Ikke korrekturlæst

8. november 2025 (EIRNS) – Her er talen, som Schiller-Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, holdt ved konferencen i Paris den 8. november:

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg vil gerne tale til jer om den nye verdensøkonomiske orden baseret på princippet coincidentia oppositorum – modsætningernes sammenfald. Jeg må begynde med følgende: En institution ved navn Economic Society for Westphalia and Lippe har sammen med en jury bestående af personligheder fra politik og erhvervsliv – herunder Sigmar Gabriel, Cem Özdemir, Friedrich Merz og Frank-Walter Steinmeier – besluttet at tildele NATO den Westfalske Fredspris for 2026. Begrundelsen er NATOs vedvarende fredsarbejde. Prisen er på 100.000 euro og skal deles med en ungdomsorganisation ved navn socioMovens, som har til opgave at bringe en vestligt orienteret ungdomskultur til Østeuropa. Det er altså en af de typiske NGO’er, der forsøger at forberede farverevolutioner og lignende. Hvis man vil være sarkastisk, kunne man sige, at NATO har akut brug for pengene for at blive klar til krig – for det er de åbenbart ikke.

Næste år skal der være en stor fest i rådhuset i Münster for at fejre den Westfalske Fred. Jeg ved ikke, om man forstår, hvor perverteret og fuldstændig på hovedet denne tilgang er. Derfor foreslår jeg, at Westfalens og Lippes økonomiske selskab tildeles George Orwell-prisen i 2026. Mange af jer kender George Orwell. Han skrev flere bøger, hvoraf den mest berømte nok er 1984, der beskriver den absolutte dobbelttale og Newspeak, hvorfra man har skabt begrebet dobbelttænkning som et nyt ord for løgn og manipulation gennem sproget. Så hedder for eksempel i 1984 Ministeriet for Tortur »Ministeriet for Kærlighed«. Ministeriet for Løgne og Propaganda hedder »Ministeriet for Sandhed«. Ministeriet for Sultstyring kaldes »Ministeriet for Overflod«. Og så videre. Den åbenlyse overtrumfning af Goebbels, som en sådan tilgang frembringer, kan man se i argumenterne for beslutningen om at give denne pris til NATO: den ansvarlige støtte til Ukraine, at NATO koordinerer hjælpen i overensstemmelse med international lovgivning i solidaritet, men uden selv at blive en del af konflikten.

Dette er helt utroligt, fordi det strider mod den officielle NATO-fortælling, der insisterer på, at alle, der taler om Ukraine, skal indlede deres tale med sætningen: »Ruslands uprovokerede, ulovlige angrebskrig.« Dette er åbenbart et af de absolutte dobbelttydige udtryk, som vi ikke længere bør tolerere. Enhver med historisk hukommelse vil huske de løfter, der blev givet i forbindelse med den tyske genforening og afslutningen på den kolde krig, da udenrigsminister James Baker og Hans-Dietrich Genscher lovede Gorbatjov og Sjevardnadze, at NATO ikke ville rykke »en tomme mod øst«. Det, der fulgte, var fem udvidelser af NATO mod øst – nu seks, efter at Sverige og Finland er tiltrådt – uden at spørge befolkningerne, om de var enige. Så nu er det 1.000 km mod øst plus det løse. Vi har altså en fuldgyldig Cubakrise i omvendt retning.

Hvis man har fulgt begivenhederne i de sidste årtier, har NATO også været et instrument til etablering af en unipolær verdensorden baseret på det anglo-amerikanske særlige forhold. Under NATOs auspicier har man haft regimeskift, farverevolutioner og interventionistiske krige i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien osv.

Når prisen skal uddeles næste år, er der ingen tvivl om, at krigen i Ukraine vil være tabt – for den er allerede tabt nu. Hvis denne dynamik ikke skal føre til en optrapning, der ender i en global atomkrig, må vi fuldstændig afvise enhver form for dobbelttydighed og radikalt ændre den vestlige tilgang til international politik. Vi er nødt til at erstatte politikken om at påføre Rusland et strategisk nederlag, for et sådant nederlag er fuldstændig umuligt. Rusland er allerede nu den stærkeste atommagt. Med deres nyeste våben – Oresjnik, Burevestnik og Poseidon – har Rusland udviklet en teknologisk militær fordel. Derfor kan det ikke besejres; men hvad der kan ske, er, at hele menneskeheden udryddes.

Ser vi på situationen i Sydvestasien, er der – trods den våbenhvile, der angiveligt trådte i kraft den 11. oktober – blevet dræbt mere end 200 mennesker og såret over 600. På blot én nat blev over 100 mennesker dræbt, heraf 46 børn. I alt er 10 % af hele den palæstinensiske befolkning blevet udryddet.

Nu skal det næste kapitel – den uprovokerede krig mod Venezuela – angiveligt begynde. Ifølge et nyt memorandum fra Veteran Intelligence Professionals for Sanity kan dette føre til forskellige grader af blodsudgydelse og potentielt et fuldstændigt oprør i hele Latinamerika mod USA – i værste fald med en konflikt med Rusland og Kina. For ikke at nævne den kommende krig med Kina, som krigsmagerne længe har drømt om.

Tager man et skridt tilbage og ser på den nuværende verden, som om man betragtede den fra Den Internationale Rumstation – eller fra et endnu højere synspunkt, hvor man kunne se verden ovenfra, hævet over rum og tid – hvilket billede af menneskeheden ville man så se? Er vi en art af uopdragne, ubehagelige småbørn – ikke alle småbørn er grimme, men nogle sparker ret godt til ens ben – som efter at have spillet Pokémon og voldelige videospil nu leger med atomraketter, indtil vi alle er døde? Eller er vi den kreative art, begavet med fornuft? Det store spørgsmål, som hele menneskeheden står overfor, er: Kan vi give os selv en international orden, der etablerer varig fred og en harmonisk udvikling af alle nationer og civilisationer på Jorden? For det er netop det, der er brug for.

Vi har – meget realistisk og praktisk – brug for en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager højde for sikkerheds- og udviklingsinteresserne for hvert eneste land på kloden. Der er en stor præcedens for det. Jacques [Cheminade] henviste til den i morges: den Westfalske Fred. I 1648 afsluttede den de 150 års religionskrige i Europa og indledte etableringen af folkeretten. Det vigtigste princip, der kom ud af den, var, at enhver fred kræver, at man altid tager hensyn til den andens legitime interesser; at man for fredens skyld erstatter had med kærlighed og tilgiver og glemmer alle de forbrydelser, den ene side har begået mod den anden – og omvendt. Den fastslog naturligvis princippet om udelelig fred. Alle disse principper er blevet overtrådt af NATO. Den fastslog princippet om suverænitet og ikke-indblanding – at hver stat har eksklusiv suverænitet over sit territorium og sine indenrigsanliggender. NATO har klart overtrådt dette, om ikke i ord, så i praksis, hvis man husker Victoria Nulands ord om, at det amerikanske udenrigsministerium alene brugte 5 milliarder dollar på NGO’er i Ukraine, hvilket banede vejen for den Orange Revolution og siden Maidan.

Den Westfalske Fred fastslog også princippet om ikke-indblanding i andre landes interne anliggender. I 20 år i Afghanistan forsøgte NATO at påtvinge vestlige værdier. I husker alle, hvad resultatet blev – mennesker, der hang ud af fly, da man forlod Kabul. NATO er identisk med princippet om interventionistiske krige; »retten til at beskytte« blev til opgivelsen af den Westfalske Fred. Kender man denne historie, er det en alvorlig fornærmelse mod europæiske og andre borgeres intelligens at give fredsprisen til NATO. Den Westfalske Fred fastslog også princippet cuius regio, eius religio, hvilket betyder, at uanset hvilket land man befinder sig i, har man ret til sin egen religion. Den garanterede for eksempel kristnes ret til at udøve deres tro offentligt i fastsatte tidsrum. Dette er også blevet krænket kontinuerligt – gennem dæmonisering af islam og af den russisk-ortodokse kirke.

Den Westfalske Fred fastslog ydermere, at alle stater – uanset størrelse eller magt – er lige under international lov. Den skabte et system af sameksisterende stater og fastsatte som præcedens princippet om diplomati til konfliktløsning, ikke krig. Den afsluttede krigen, omdefinerede de territoriale grænser i hele Europa, fjernede krigstidens handelsbarrierer, garanterede en vis grad af fri sejlads på Rhinen og skabte en ny politisk orden baseret på suveræne stater. Men vigtigst af alt: Den etablerede diplomati som vejen til at løse konflikter. Intet af det, NATO har gjort, afspejler ånden i den Westfalske Fred.

De forskellige krigsførende parter kom dengang sammen, fordi de indså, at hvis krigen fortsatte, ville der ikke være nogen tilbage til at nyde sejren, i betragtning af at allerede en tredjedel af befolkningen, husdyrene og landsbyerne var blevet ødelagt. Er det ikke endnu mere tilfældet nu end nogensinde, at hvis krigen fortsætter, vil ingen kunne nyde resultatet, fordi ingen vil overleve en global atomkrig?

For nylig ændrede den amerikanske tænketank RAND Corporation en tidligere vurdering om, at det ville være bedre at gå i krig med Kina tidligere. På grund af Kinas spektakulære fremgang måtte man forvente, at jo længere man ventede, desto større fordel ville Kina have. Den politik er nu blevet erstattet af noget, de kalder »kontrolleret rivalisering«, åbenbart fordi de indser, at toget er kørt, og at USA ikke kan vinde en krig mod Kina på dette tidspunkt. Men så konkluderer papiret, at en samarbejdende sameksistens ikke er mulig, fordi de to lande ikke har nogen fælles interesser. Det er en meget vigtig aksiomatisk antagelse, som vi må angribe. For hvis menneskeheden ikke kan komme videre end idéen om, at to lande ikke har nogen fælles interesser – at intet forener dem – så vil det logiske resultat være en tredje verdenskrig.

Derfor lægger vi så stor vægt på pave Leo XIV’s indgriben, da han i sin jubilæumstale den 25. oktober påkaldte Nikolaus af Cusa og idéen om modsætningernes sammenfald. Jeg citerer Leo XIV, der sagde:

»I en anden urolig tid, det 15. århundrede, havde Kirken en kardinal, der stadig er lidt kendt i dag. Han var en stor tænker og en tjener for enhed. Hans navn var Nikolaus, og han kom fra Kues i Tyskland, og han er kendt som Nikolaus af Cusa…«

»Mange af hans samtidige levede i frygt; andre greb til våben og forberedte nye korstog. Nicolaus valgte imidlertid fra ung alder at omgås dem, der nærede håb. [Og sammen med dem] udviklede han nye discipliner, genlæste klassikerne og vendte tilbage til kilderne. Han troede på menneskeheden. Han forstod, at der findes modsætninger, som må holdes sammen; at Gud er et mysterium, og at det, der står i spænding, finder enhed. Nicolaus vidste, at han ikke vidste, og kom dermed til stadig dybere forståelse af virkeligheden.«

For dem, der kender kirkens historie, er dette en absolut revolutionerende udtalelse, for der findes to traditioner i den katolske kirke. Den ene kan kaldes den fundamentalistiske fraktion: dem, der hævder, at alene Bibelen giver viden om, hvad Jesus Kristus og kristendommen handler om. Den anden, den augustinske tradition, hævder, at der ikke er nogen modsætning mellem tro og videnskab. Jeg hævder, at al fremgang i Europas historie inden for videnskab og kunst stammer fra den sidstnævnte traditions indflydelse, mens den første har virket som en hindring; det er disse mennesker, der har ført os ud i korstog, religionskrige og nogle af menneskehedens mørkeste kapitler. Nicolaus af Kues blev sat på indeks efter Tridentinerkoncilet: Man måtte ikke læse hans skrifter eller rose hans arbejde. Det varede længe, og som følge heraf blev Nicolaus af Cusa, trods sin helt fremtrædende rolle i skabelsen af den italienske højrenæssance, i praksis sat ud af spillet. Nogle kendte hans bøger – i enkelte klostre havde man manuskripter – men det var ikke et almindeligt diskussionsemne.

Så sent som i begyndelsen af 1990’erne rejste jeg til Brasilien, til en by i det sydvestlige Brasilien – Anápolis. Der mødte jeg en hel dominikanerorden. Det blev til en stor session om Cusa, fordi de vidste, at jeg gjorde mig til talskvinde for ham. De medbragte bøger og sagde: »Nej, det er kætteri! Han hører ikke til i Kirken.« Vi havde en lang diskussion på flere timer, hvor de gjorde meget for at overbevise mig og få mig til at opgive dette »kætteri«. Det lykkedes dem naturligvis ikke.

At paven nu indtager denne holdning, har ikke blot den betydning, jeg netop har nævnt; det angår også Kirkens interne hygiejne. Kirken har altid ønsket at sætte alle paver og kardinaler på linje: man siger ikke, at denne var en god pave, og den anden en dårlig. For dem er det én kirkehistorie. Men når paven i en tale siger, at »andre greb til våben og forberedte nye korstog«, er det en meget klar fraktionserklæring imod dem, der stod bag korstogene. Leo XIV’s uddybende henvisning til Nicolaus af Kues – som jeg kun har citeret kort – er derfor af største strategiske betydning, fordi den repræsenterer en tankegang, der gør det muligt at løse tilsyneladende umulige problemer. Han introducerer en helt anden tilgang. For at forstå metoden må man fuldstændig afvise den aristoteliske tænkemåde i modsætninger. For eksempel udsagnet om, at A aldrig kan være B, hvilket i den traditionelle logik betragtes som et ontologisk princip.

Aristoteles skriver i sin Metafysik: »Men det sikreste princip af alle, hvor fejl er absolut umulig … hvad det er, vil vi nu angive; for det er umuligt, at det samme i samme henseende og på samme tid både tilkommer og ikke tilkommer det samme. … Man har netop antaget, at det er umuligt, at noget både er og ikke er på samme tid.« Det giver i en nøddeskal logikskolens trosbekendelse.

Nicolaus udviklede et andet princip i De Docta Ignorantia. Nogle år senere erfarede han, at en af tidens mest fremtrædende tyske aristoteliske skolastikere, Johannes Wenck, havde angrebet skriftet i De Ignota Litteratura og kaldt det kætteri. Cusa svarede i Apologia Doctae Ignorantiae, et kort skrift. Ønsker man at begive sig ind på dette svære område – alt er jo skrevet på 1400-tals latin – kan man med fordel begynde med Apologia, der giver et umiddelbart indblik i kontroversens kerne. Her skriver han, at den aristoteliske sekt, som i dag dominerer Kirken, desværre ikke tænker på et højere niveau end ratio – dyrenes rationelle tænken, som Philo allerede havde understreget. Ethvert dyr kan slutte ud fra sansede ting; det er ingen stor bedrift. Det ville derfor næsten være et mirakel, om de (den aristoteliske sekt) ville opgive Aristoteles og formå at tænke på et højere niveau.

I modsætning til den aristoteliske metode, der vikler sig ind i kampen mellem modsætninger, svarer synspunktet i »sammenfaldet« (coincidentia) til at betragte udviklingen fra et højt tårn: Står man der, ser man ovenfra den søgende (subjektet), det søgte (objektet) og selve søgeprocessen. Med andre ord får man et helt andet, dynamisk blik.

Nicolaus udviklede også begrebet forudviden – en forudgående viden om, hvad der skal søges. Uden en sådan forudviden står man blot med et resultat, uden at vide om det fundne faktisk er det søgte, fordi man mangler kriterier for metoden. Det er åbenlyst skæbnen for mange, der søger på internettet hele dagen: de finder ting, men ved ikke, om det er det, de søgte efter.

I skriftet De Visione Dei – et smukt lille værk skrevet til munkene i Tegernsee – forsøger han at beskrive, hvordan man kan blive bevidst om dette princip. Han bruger et ikon og lader munkene stå i en halvcirkel omkring det. Når man bevæger sig fra den ene munk til den anden, oplever hver enkelt, at Kristus-ikonets blik hviler direkte på ham. Det er en manuductio (pædagogisk ledetråd) til, hvordan man når frem til »modsætningsvæggen«, hvor man i det sidste skridt mentalt må springe over muren, fordi adgangen til denne grænse ikke kan opnås uden et fuldstændigt perspektivskifte.

Cusa anvendte denne metode på et problem, som alle tænkere før ham var strandet på – cirklens kvadratur. Han afviste Archimedes’ fejlagtige antagelse, der benyttede udtømningsmetoden: at man, ved at føje stadig flere hjørner til en polygon inden for og uden for cirkelomkredsen, til sidst ville nå frem til kommensurabilitet mellem de to geometriske former – at den mangesidede polygon og cirklen ville blive ét. Cusa afviste dette og insisterede på, at jo flere hjørner man føjer til polygonen, desto længere fjerner man sig fra cirklen, fordi de to er uforenelige.

Nicolaus udviklede også det, som professor Haubst – en af grundlæggerne af Cusanus-Gesellschaft, der fortjenstfuldt genoplivede interessen for Nicolaus af Kues, fordi han vidste, hvor Cusas forskellige skrifter befandt sig – kaldte »den biogene lov om evolution«. Haubst sagde ofte til sine elever: »Gå til dette britiske museum eller bibliotek – så finder I manuskriptet dér.« Det gjorde de som regel, og han blev derfor helt central for indsamlingen af prædikenerne og andre skrifter, hvilket skabte international begejstring i det intellektuelle akademiske miljø omkring Cusa.

»Den biogene lov om evolution« er idéen om, at ingen art i artshierarkiet udvikler sit fulde potentiale, medmindre den deltager i mindst ét punkt i den næste højere art. Dette går ikke fra det lavere til det højere, men omvendt – fra det højeste til det laveste. I Gud, den Ene, eksisterer alle tilsyneladende modstridende væsentlige årsager i en grundlæggende sammenhæng, før de adskilles i differentieringer. Mennesket hæves til sin fulde accentuering ved at deltage i Gud gennem sin vis creativa, sin skabende kraft. Mennesket er kun fuldt menneske, når det deltager i Guds kreativitet og bliver »en anden Gud«. Dyret udfolder tilsvarende sit fulde potentiale ved at deltage i mennesket – hvilket enhver kender forskellen på et husdyr og et vildt dyr som konkret eksempel på.

Metoden til at tænke i modsætningernes sammenfald gør det dermed muligt først at tænke den ene menneskehed i al dens kompleksitet og udvikling – ikke statisk, men sådan at den kontinuerlige udvikling er en ontologisk primær virkelighed. Derfor løses konflikter ikke ud fra den aristoteliske metode, hvor modsætninger kædes til kompromiser på laveste fællesnævner eller til en aritmetisk mellemløsning. Man må i stedet finde det iboende princip, der udgår fra den højere enhed og løfter alle parter – således at alle konfliktparters orientering hæves, så de kan se deres fælles interesse og enheden i deres mål. Denne enhed er ikke ensartethed, men tværtimod et gensidigt fordelagtigt samarbejde mellem suveræne stater, der respekterer forskellige samfundssystemer og arbejder sammen som i en kontrapunktisk fuga, hvor hver stemmes fuldendelse interagerer med og optimerer den næste, og hvor systemets energi øges for alle deltagere. Harmoni i makrokosmos – fred på Jorden – kan kun eksistere, hvis alle mikrokosmos, alle nationer, udvikler deres fulde potentiale og ser det som i deres egen interesse at støtte alle andres udvikling, og omvendt. Jo mere dette sker, desto flere frihedsgrader opstår – og desto rigere bliver menneskehedens samlede komposition.

Er princippet om modsætningernes sammenfald blot en teori? Nej. Det er faktisk det filosofiske ståsted i politikken hos ledere i den Globale Majoritet, der søger at etablere et nyt økonomisk og politisk system. Præsident Xi Jinping har udviklet idéen om »menneskehedens fælles fremtid«, den ene menneskehed, og fremlagt fire initiativer: det Globale Sikkerhedsinitiativ, det Globale Udviklingsinitiativ, det Globale Civilisationsinitiativ og det Globale Governance-initiativ. Især det sidstnævnte er en konkret uddybning af principperne fra den Westfalske Fred: nationer forholder sig til hinanden som ligeværdige – store som små; ingen kan overstemmes af andres rå magt; og ikke-indblanding skal respekteres, selv for de mindste stater. Det er et meget gennemtænkt begreb.

Også præsident Putin har opfordret til en ny eurasiatisk sikkerhedsarkitektur, hvor nationer samarbejder som instrumenter i en symfonisk komposition. På det seneste Valdai-årsmøde sagde han: »Dagens verden er et usædvanligt komplekst, mangesidigt system. For at beskrive og forstå det korrekt er simple logiske love, årsag-virkningsforhold og de mønstre, der opstår ud fra dem, ikke tilstrækkelige. Hvad der er brug for her, er en filosofi om kompleksitet – noget, der ligner kvantemekanik, som er klogere og på nogle måder mere kompleks end klassisk fysik.« Her ser vi to ledere fra store lande i det Globale Syd, der klart afviser en snæver aristotelisk metode.

Lad os derfor tage Nicolaus af Kues’ begreb om modsætningernes sammenfald til os som rettesnor for politikken over for alle nationer. Det betyder, at vi har en forpligtelse til at få Europa og USA til at samarbejde med BRIKS, SCO, ASEAN, CELAC, Den Eurasiske Økonomiske Union, Den Afrikanske Union, OIC, Golfens Samarbejdsråd m.fl. om at industrialisere Afrika.

I 2050 vil Afrika have ca. 2,5 mia. indbyggere – 1 mia. flere end i dag – som det eneste kontinent med vedvarende demografisk vækst. Vi skal derfor skabe 1 mia. nye produktive arbejdspladser over de næste 25 år. Et smukt eksempel på, hvordan det kan ske, er GERD – Grand Ethiopian Renaissance Dam – der blev opført på få år (angiveligt fem) gennem samarbejde mellem kinesiske, etiopiske, italienske og franske virksomheder. Anlægget kostede omkring 5 mia. dollar, som i dette tilfælde blev rejst via obligationer udelukkende købt af etiopiske borgere. De 5 mia. dollar afskrives over fem år ved, at værket genererer ca. 1 mia. dollar årligt; derefter bliver det rentabelt. Etiopien er allerede begyndt at eksportere elektricitet til nabolande efter at have dækket eget behov. Dette kan gentages: med Inga-dæmningen i DR Congo; med Transaqua-projektet, der vil lede 3–5 % af Congo-flodens vand i ca. 500 meters højde gennem et system af kanaler og floder til Tchadsøen. Det vil industrialisere 12 lande undervejs og skabe kunstvanding i Sahelzonen, hvilket muliggør landbrug og bidrager til at bekæmpe ustabilitet i regionen.

Dette må naturligvis forbindes med Beringstrædet, som kan bygges – et projekt, der ifølge tidligere drøftelser mellem USA og Rusland under Trump og Putin kunne igangsættes på kort tid. Dermed åbnes infrastrukturforbindelsen mellem Amerika og Asien, så man med højhastighedstog i princippet kan rejse fra Sydchile og Argentina gennem Latinamerika, Mellemamerika, Nordamerika, Canada, Alaska, via Beringstrædet til Eurasien og videre til Spanien – derfra gennem en kommende tunnel under Gibraltarstrædet – og videre med tog hele vejen til Kap det Gode Håb. Man vil praktisk talt kunne rejse jorden rundt på få dage. Andre forgreninger vil naturligvis gå fra Kina, Iran, Indien og Sydøstasien til Filippinerne med færger og andre transportmidler. Et globalt net af infrastruktur, der muliggør rejser på få dage og forbinder hele menneskeheden, vil ændre mentaliteter radikalt. Infrastruktur ændrer, hvordan mennesker tænker; historien bekræfter det hver gang. Dette er også en af kerneidéerne hos Krafft Ehricke, den berømte tyske raketforsker, der udviklede begrebet »det udenjordiske imperativ«. Han sagde, at menneskets identitet vil ændre sig fundamentalt, når vi først begynder at rejse sammen i rummet, fordi relationerne mennesker imellem da forandres. Det ser vi allerede hos astronauterne på ISS: De tænker ikke »det er en russer, det er en amerikaner«, men: »Vi er astronauter, der ser på den lille, skrøbelige blå planet i et enormt univers med billioner af galakser.« At tænke i sådanne størrelser gør det klart, hvorfor vi må løfte blikket fra jorden og se mod stjernerne.

Vi er den kreative art; derfor kan vi skabe en ny æra for menneskeheden. I stedet for at give NATO den Westfalske Fredspris, lad os opbygge en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur – og opløse NATO. Følg Leo XIV’s råd: Det særlige ved Nicolaus af Kues var, at han genlæste klassikerne. Som alle humanister, dengang som nu, anbefaler han, at man ikke nøjes med professorers fodnoter, men går tilbage til kilderne – til Platon, til Augustin. Det er den bedste medicin mod »Sandhedsministeriet«: Det lærer os at tænke selv, søge sandheden og blive immune over for manipulation.

Lad os derfor gå til opgaven med glæde og optimisme!

6. november 2025 af Stewart Battle, EIRNS

Selvom Donald Trump ikke helt lykkes med sit forsøg på at blive »fredspræsidenten«, kan han meget vel lykkes med at forene store dele af verden omkring et fælles krav om fred. Desværre er det en samling mod hans egen politik. Der er ved at opstå en international protest i denne henseende med opfordringer fra hele verden – herunder fra alle sider af det politiske spektrum i selve USA. Kun få dage efter den ultrakonservative Dick Cheneys død, hvis vrede Donald Trump hilste velkommen under sin valgkampagne, risikerer den amerikanske regering at blive lokket ind i en ny umulig krig i Caribien.

En vigtig advarsel om dette blev udsendt af Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS), som udsendte et nyt memorandum til præsident Trump den 5. november. »Vi er dybt bekymrede over, hvor USA synes at være på vej hen i sin Venezuela-politik, og opfordrer Dem til at kræve, at efterretningstjenesten giver Dem en klar, ufiltreret ›sandhed til magten‹-analyse,« skriver de. De ser »en klassisk storm af politisering brygge i efterretningstjenesten« og tilføjer, at »vi har set dette før … herunder de falske beskyldninger om masseødelæggelsesvåben i Irak.« En lignende advarsel blev udsendt af Henry Stimson Center i Washington, D.C., som konkluderede, at enhver kombination af fortsat militær magtanvendelse mod Venezuela »ville efterlade USA i en værre position … med risiko for øget regional ustabilitet og fjendtlighed over for USA uden påviselige fordele.«

Hvilken bedre tid end nu til at indse, at en løsning på et problem af denne type ikke kommer gennem bomber og magt, men kun gennem opbygningen af en bedre fremtid for befolkningerne i regionen? De nylige mord i Mexico og den fortsatte kontrol, der udøves af narkokarteller, viser, at den virkelige årsag til migration og ustabilitet ikke er »autoritære regimer«, men snarere fraværet af stabile og velstående levevilkår. For at håndtere dette problem kræver det kvalitativt anderledes og konkrete handlinger, især anvendelse af Vestens økonomiske kapacitet til at bistå udviklingen i det Globale Syd og dermed ændre denne dynamik. Derudover er den tilgang, som Brasiliens Lula-regering har valgt i bekæmpelsen af sine egne narkokarteller, bemærkelsesværdig. Vi må slå til fra »toppen og kvæle finansieringen af organiseret kriminalitet«, sagde Brasiliens finansminister Fernando Haddad i sidste uge.

En rapport fra 14. oktober fra RAND Corporation opfordrer til at »moderere rivaliseringen« mellem USA og Kina. Selvom rapporten kommer med nogle vigtige pointer om behovet for at »afvise absolutte versioner af sejr« over Kina og i stedet »søge beskedne samarbejdsprojekter om spørgsmål af fælles interesse eller humanitær betydning«, opretholder rapporten den centrale mentale sygdom, der plager den vestlige verden i dag. Den insisterer nemlig på: »Vi tror ikke, at samarbejdende sameksistens er mulig«, men kun et forhold, hvor »man reducerer risikoen for kriser, forhindrer en unødvendig strøm af konkurrencemæssige tiltag og bevarer begrænsede områder for koordinering, kan være til gavn for begge sider«.

Men hvor naturligt ville det være for USA og Kina at finde en fælles interesse i at samarbejde om at udvikle Latinamerika, øge den gensidige handel og økonomiske aktivitet, samtidig med at man tager fat på de grundlæggende årsager til migration og ustabilitet, som omvendt giver narkokartellerne mulighed for at brede sig? Dette spørgsmål bliver i stigende grad et fokuspunkt globalt og peger på en oplagt vej ud af det vanvid, der så tydeligt har grebet verden.

Ikke uden forbindelse hertil er den fortsatte kamp for at opnå et gennembrud i fredelige anliggender med Rusland. Præsident Donald Trumps kommentarer om atomvåbenforsøg har sendt kuldegysninger ned ad ryggen på mange verdensledere; et emne, der blev behandlet på et møde i det russiske sikkerhedsråd den 5. november. Der beordrede den russiske præsident Vladimir Putin sine medarbejdere til at undersøge muligheden for også at genoptage atomprøvesprængninger for Rusland, en udtalelse, som blev bekræftet af Kremls talsmand Dmitry Peskov den 6. november. »Præsident Putins holdning er krystalklar. Den kan ikke fortolkes på nogen anden måde. Vi forbliver forpligtet til vores forpligtelser i henhold til det omfattende atomvåbenforbud. Og vi vil ikke foretage os noget, før den anden side gør noget,« sagde Peskov.

Verden står ved en vigtig skillevej, og der er behov for en samlet indsats fra borgere på internationalt plan for at hæve det nuværende niveau af protester mod dette til det nødvendige niveau for løsninger. Den kommende internationale konference, Solidarité & Progrès den 8.-9. november, »Afrikas og den Globale Majoritets frigørelse, en udfordring for Europa«, vil give vigtig inspiration i denne henseende. Gå ikke glip af den!

U.S Marines in the Carribean. Credit: U.S. Marine Corps photo by Sgt. Nathan Mitchell

5. november 2025 (EIRNS) – Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche interviewede Ruslands første vice-faste repræsentant ved FN den 5. november:

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag, ambassadør Polyanskiy. Det er en fornøjelse at tale med Dem. Jeg sætter stor pris på muligheden for at stille Dem et par spørgsmål, da man i Tyskland, hvor jeg befinder mig lige nu, aldrig hører den russiske holdning. Man hører altid NATO’s synspunkt, så jeg glæder mig over at høre Deres perspektiv, da De taler fra FN og har et internationalt udsyn på højeste niveau.
Hvad er Deres holdning til, at den tyske regering tilsyneladende forsøger at “vise lederskab” ved at gå i spidsen for Koalitionen af Villige, der har erklæret, at deres mål er at besejre Rusland strategisk? Hvad mener De om det?

AMBASSADØR DMITRY POLYANSKIY: Mange tak, fru LaRouche, for denne mulighed. Jeg mener faktisk, at der er et stort underskud af fri information fra mit land – af synspunkter fra mit land. Lige nu, især fordi Den Europæiske Union, Tyskland og nogle andre EU- og NATO-lande har indført meget streng censur af alle synspunkter, der ikke stemmer overens med de holdninger, der gives udtryk for i Vesten. Hvis noget, der bliver sagt, ikke passer ind i den officielle fortælling, bliver det straks stemplet som russisk propaganda eller lignende. Det er altså en meget dårlig tid for ytringsfriheden, så tak for denne mulighed.

Vi er meget kede af det, der er sket i Tyskland og i Europa som sådan. Det er svært at forstå fra russisk side, for det, der gøres – især på det geostrategiske område i forhold til Rusland – er meget skadeligt for den aktuelle situation i Europa, for Europas fremtid og for dets geopolitiske position. Jeg tror, at alle europæiske borgere, først og fremmest dem i Tyskland, allerede har været vidner til de direkte konsekvenser af de foranstaltninger, som EU ensidigt har indført mod Rusland siden mindst 2022.

Dette korstog mod russisk kultur, mod russisk identitet og sprog – samt beslutningen om at afskaffe billige russiske energikilder, som var rygraden i den økonomiske vækst i mange europæiske lande, først og fremmest Tyskland – vil naturligvis få og har allerede haft meget ødelæggende konsekvenser for de europæiske og tyske borgeres velfærd. Det er et klart valg om konfrontation, og det er Europas valg; vi kan kun beklage det, men vi kan naturligvis ikke redde Europa fra bevidst at skyde sig selv i begge fødder. Det er meget trist, men vi kan kun observere det.

Hvad der er endnu mere foruroligende, er, at den officielle propaganda i Tyskland, i Europa og i alle disse lande nu er travlt optaget af at fremstille Rusland som en fjende – og af at hjernevaske især unge europæiske borgere, der ikke har noget historisk minde og kun en vag viden om fortiden – til at tro, at Rusland er en fjende, og at den eneste måde, Europa kan komme videre på, er ved at besejre Rusland, helst på slagmarken. Der er altså en tydelig vision om, at Europa forbereder sig på krig med Rusland. Man ser det i medierne og i politikernes udtalelser; der er mange eksempler på disse meget farlige overvejelser, som De sikkert allerede kender.

Hvad økonomien angår, behøver man ikke være ekspert for at se, at sanktionerne – som skader Europa langt mere, end de påvirker Rusland, hvis overhovedet synligt – i virkeligheden fratager Europa dets rolle som international aktør. Jeg tror, at Europa er den eneste klare taber i denne situation, på grund af sin voksende afhængighed af USA og sin beslutning om at stoppe importen af gas og olie fra Rusland. Alt dette vil få alvorlige konsekvenser for fremtidige generationer og for de europæiske borgeres velfærd. Jeg tror, De tydeligt kan se det, når De bor i Tyskland.

ZEPP-LAROUCHE: Den tyske økonomi er i frit fald som følge af afskæringen af billig energi fra Rusland; det er der ingen tvivl om.
Men én ting, der generer mig meget – og som mange har spurgt sig selv om – er, hvordan det var muligt, at Rusland spillede en ekstremt, ja faktisk generøs rolle i forbindelse med den tyske genforening, kun 40 år efter afslutningen på Anden Verdenskrig, hvor Rusland mistede 27 millioner mennesker – i høj grad på grund af Tysklands handlinger. Det faktum, at denne historie synes glemt … Hvordan ser folk i Rusland på denne tyske adfærd i dag?

POLYANSKIY: Det knuser, helt ærligt, vores hjerter. Vi var meget begejstrede for, at Tyskland havde ændret sig – at det ikke længere var det land, hvor hadet blomstrede, men hvor det tyske sprog var populært i Rusland, og hvor tyske virksomheder var meget velkomne. Jeg tror, Tyskland var et af de mest besøgte europæiske lande for russiske borgere. Vi troede, at vi endelig havde vendt denne smertefulde side i historien, og at der ikke længere var nogen grund til at vende tilbage til den.

Men det, vi ser nu, er nedslående og skuffende, fordi denne russofobi, som vi troede var overvundet – især i Tyskland – nu vender tilbage. Dette had til alt russisk, denne nedladende holdning til russiske eller slaviske nationer, kommer nogle gange tydeligt til udtryk. Vi ser politikere og analytikere fremsætte denne slags farlige idéer, som om intet var hændt.

For flere år siden stemte Tyskland sammen med hele EU imod et udkast til resolution – det udkast, der hvert år fremsættes mod glorificering af nazismen. Det var et hårdt slag for alle, der hævdede, at Tyskland havde ændret sig, og at nazismens fortid kunne lægges bag os. Vi får mange foruroligende rapporter om, at tyskerne ser gennem fingre med brugen af nazistiske symboler i Ukraine. Jeg husker selv, hvordan nogle vestlige journalister åbent erkendte, at når ukrainske soldater kom til Tyskland for at blive behandlet og havde hagekors-tatoveringer, sagde tyskerne blot, at de ikke skulle vise dem frem. For dem var det normalt. Det er virkelig utroligt – svært at tro, at der kan være så farlig en dobbeltmoral, og at det land, der selv har lidt generationer igennem for sin fortid, nu vælger at se bort fra, hvad der sker i Ukraine og andre steder.

I stedet for at forsøge at finde en løsning eller en sikkerhedsformel, der inkluderer Rusland, forsøger man nu at skabe noget, der udelukker Rusland fra sikkerhedsligningen. Vi ved af erfaring, at sådanne konstruktioner fra europæiske politikere aldrig før har ført noget godt med sig.

ZEPP-LAROUCHE: Hvis man sammenligner Putins tale i den tyske forbundsdag i 2001, hvor han for det meste talte på tysk og nævnte mange tyske digtere – en tale, der var yderst positiv – med den tale, han holdt i München i 2007, som var en skarp advarsel til verden, hvor finder man så skiftet? Hvad skete der i de år, som førte til denne totale vending?

POLYANSKIY: Svaret er meget klart: udvidelsen af NATO.
Talen i 2001 blev holdt på tærsklen til de begivenheder, der ændrede alt. Vi troede, at der ville ske en transformation af sikkerhedsarkitekturen i Europa, i tråd med det, vi havde diskuteret ved afslutningen af den kolde krig, da Tyskland blev genforenet. Der var store forhåbninger om, at NATO ville vige pladsen for noget mere universelt, som også omfattede Rusland og andre aktører – en form for fusion mellem NATO og OSCE.

Men i 2007 stod det helt klart, at ingen sådan ændring ville ske. Vesten havde erklæret sig selv som vinder af den kolde krig og besluttet at tage hele byttet, hvis jeg må bruge det udtryk. Det var et stort skift i vores forståelse af virkeligheden. Præsident Putins tale i München i 2007 var derfor en klar advarsel om, hvor vi var på vej hen, og hvilke problemer vi kunne forvente, hvis der ikke blev foretaget de nødvendige korrektioner – hvis vi ikke begyndte at forstå hinanden bedre og tage hensyn til hinandens vitale interesser.

Jeg synes, det var en tale, der forudså det hele. Alt, hvad han nævnte, er siden blevet til virkelighed: krisen i Georgien, og senere forberedelserne i Ukraine, som kulminerede i 2014. Allerede i 2004 så vi den første “Orange Revolution” – et forsøg på at bringe Ukraine ind i det mønster, vi ser i dag: ultranationalisme og fjendtlighed mod Rusland. Præsident Putin havde helt ret i at advare så skarpt. Desværre blev alt, hvad han sagde, til virkelighed – for os og for alle andre.

ZEPP-LAROUCHE: I Tyskland skal man, når man nævner Rusland, indlede sætningen med “uprovokeret, ulovlig aggressionskrig”. Hvis man ikke siger det, er man allerede ude.
Hvordan kan det være, at hele det Globale Syd ikke købte NATO’s fortælling om årsagerne til krigen i Ukraine?

POLYANSKIY: Vi forklarede konsekvent, hvordan vi var kommet dertil, og hvad de grundlæggende årsager til krisen i Ukraine var. I Sikkerhedsrådet gjorde vi i mange år før starten på vores særlige militæroperation i 2022 opmærksom på, at Minsk-aftalerne ikke blev gennemført. Der var tydelige tegn på, at Ukraine forberedte sig på krig.

Efter starten på vores særlige militæroperation brugte vi mange kræfter på at forklare vores holdning. Fra dag ét sagde vi, at Rusland foretrak en diplomatisk løsning – en gennemførelse af målene for operationen ad forhandlingens vej. Vi havde endda denne mulighed i marts og april 2022, efter at der var udarbejdet et udkast til traktat, som ukrainerne havde paraferet i Istanbul.

Jeg kan fortælle Dem, at I måske i Tyskland er nødt til at bruge udtrykket “uprovokeret aggression”, men det hører man ikke længere i FN. Efter præsident Trumps tid begyndte de vestlige lande – ikke kun USA, men også Frankrig, Storbritannien og andre – at opgive denne formulering, fordi den virker urealistisk i lyset af, hvad der nu vides om begivenhederne forud for krigen. Kun Ukraine, Polen og de baltiske stater gentager stadig denne retorik, men det lyder efterhånden mærkeligt, når alle andre taler anderledes.

Der er sket et markant skift i, hvordan det internationale samfund ser på krisen i Ukraine. Jeg kan give et eksempel: Rusland havde formandskabet for Sikkerhedsrådet i oktober, og vi afholdt et møde den 24. oktober – på 80-årsdagen for underskrivelsen af FN-pagten – om FN’s fremtid. Det var en højtidelig begivenhed, og mange medlemslande deltog.

Men Ukraine og dets støtter ønskede at ødelægge vores fest og arrangerede derfor en pressekonference for journalister før mødet, hvor de påstod, at Rusland ikke havde ret til at tale om charterets fremtid, fordi vi angiveligt overtræder det.
Kan De forestille Dem, hvor mange lande der støttede dette ukrainske initiativ? Kun 45 ud af 193 FN-medlemmer – inklusive Ukraine. Hvis man tæller EU- og NATO-medlemmerne, passer det næsten præcist med det antal. USA deltog ikke, Ungarn deltog ikke; flere NATO-lande holdt sig væk.

Hvis man sammenligner det med antallet af lande, der støttede Ukraine i begyndelsen af vores særlige militæroperation i 2022, ser man tydeligt, hvordan støtten til den ukrainske sag er svundet ind i løbet af disse år, efterhånden som flere lande har fået øjnene op for de faktiske omstændigheder bag konflikten.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved, at Europa i virkeligheden har isoleret sig selv utroligt meget, men folk ved det ikke. Det er mærkeligt – som om man lever i et andet univers. Men landene i det Globale Syd forsøger at skabe et nyt økonomisk system. De har organisationer som BRIKS, Shanghai Cooperation Organization, Eurasian Economic Union, ASEAN og mange andre.

Nogle mennesker tror, at dette er rettet mod Vesten og dollaren, men mange ledere i disse lande har erklæret, at de ikke danner en blok imod en anden blok. Disse organisationer er faktisk åbne for samarbejde med Vesten. Så ville hele det strategiske problem ikke kunne løses, hvis de europæiske nationer og USA blot indtog en anden holdning og sagde: “Lad os ændre konfrontation til samarbejde.” Ville det ikke fungere?

POLYANSKIY: Det ville virke, men desværre er der ingen tegn på, at USA og Europa er parate til at indtage rimelige holdninger i denne henseende.

De nævnte spørgsmålet om dollaren, og De har helt ret. Alle de økonomiske konstellationer, som De ser blomstre i dag – såsom BRIKS – er ikke rettet mod nogen. Deres kerneprincip er gensidigt fordelagtigt samarbejde. Men de må naturligvis reagere på den virkelighed, der omgiver dem.

Jeg kan fortælle Dem – jeg kan afsløre en lille hemmelighed – at der kun findes ét land i verden, der virkelig skader dollaren. Det land er USA, fordi alle USA’s politikker viser, at USA ønsker at bruge dollaren som et redskab, som et våben. Hvad ville De forvente af andre lande, når de indser, at det er risikabelt at investere i dollaren? At dollaren kan bruges som straf, hvis et land ønsker at føre en uafhængig politik?

Alle de sekundære sanktioner, som USA forsøger at pålægge andre lande, er også baseret på brugen af dollaren. Så naturligvis vil den logiske reaktion fra mange lande i det Globale Syd være at mindske deres afhængighed af dollaren – at lægge nogle af deres æg i en anden kurv, ikke kun i dollarkurven. Det er en naturlig reaktion fra de kredse i udviklingslandene, der står for den strategiske økonomiske planlægning.

Det eneste land, der kan bebrejdes for dette, er USA; det er USA’s politik. Vi har sagt det tydeligt. Der har aldrig været nogen opgave i Rusland – eller andre steder – om at afskaffe dollaren som reservevaluta eller som et vigtigt globalt redskab. Men USA har, gennem sin egen aggressive adfærd, presset hele verden til at forstå, at dollaren ikke længere er sikker.

Det samme gælder for euroen. Der er mange tiltag i EU, som endnu ikke har ført til noget praktisk, men som er yderst provokerende – f.eks. forslagene om at konfiskere russiske aktiver. Det er noget, som folk i udviklingslandene følger nøje. Hvis disse tiltag nogensinde blev gennemført, ville det være et ødelæggende slag for EU’s omdømme og finansielle troværdighed.

Hvis man konfiskerer suveræne fonde – hvilket burde være helt utænkeligt, da de udgør rygraden i Europas økonomiske og finansielle stabilitet – ville det udløse en kædereaktion. Jeg tror, det er den eneste faktor, der forhindrer mange politikere i medlemslandene i at give grønt lys til sådanne politikker. Men blot diskussionen om dette emne er allerede meget skadelig; den viser, at euroen ikke længere opfattes som et særligt pålideligt økonomisk instrument.

Mange lande forsøger derfor at diversificere deres økonomiske forbindelser og de valutaer, de bruger. For eksempel har Rusland i de senere år reduceret sin brug af dollar og euro i international handel betydeligt. Kinas tal viser, at omkring 86 % af handelen mellem Rusland og Kina nu afvikles i rubler eller yuan. Vi er altså ikke længere afhængige af dollar eller euro i vores bilaterale samhandel. Det samme gælder i stigende grad for vores øvrige handel; derfor er sanktionernes virkning meget begrænset.

ZEPP-LAROUCHE: Umiddelbart efter, at den særlige militæroperation begyndte i februar 2022, opfordrede jeg til etableringen af en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der skal tage hensyn til alle landes interesser på kloden.

I mellemtiden har præsident Putin opfordret til en international orden, hvor landene samarbejder som instrumenter i en polyfon symfoni. Han sagde derefter i Valdai Club – og jeg vil gerne læse dette citat for Dem:

“Dagens verden er et usædvanligt komplekst, mangesidigt system. For at beskrive og forstå det korrekt er simple logiske love, årsag-virkningsforhold og de mønstre, der opstår ud fra dem, ikke tilstrækkelige. Hvad der er brug for her, er en filosofi om kompleksitet – noget, der ligner kvantemekanik, som er klogere og på nogle måder mere kompleks end klassisk fysik.”

Vil De kommentere det?

POLYANSKIY: Ja, jeg synes, det er indlysende. Det er en meget rationel analyse; det er svært at kommentere, fordi den ganske enkelt er sand.

ZEPP-LAROUCHE: Så lad mig stille endnu et spørgsmål i samme retning. For nylig talte pave Leo XIV i sin jubilæumsprediken den 25. oktober foran tusindvis af pilgrimme på Peterspladsen. Han nævnte den store tænker Nicolaus af Kues, som i Rusland er kendt som Nikolai Kusansky. Han havde for eksempel stor indflydelse på Vernadsky.

Paven genoplivede mindet om ham og sagde, at selv om han måske ikke er kendt af mange, var han vigtig, fordi han formulerede begrebet coincidentia oppositorum – modsætningernes sammenfald – som en metode til at løse problemer, hvor løsningen endnu ikke er klar, men hvor menneskets kreative evne (vis creative) gør det muligt at begribe en løsning på et højere plan end det niveau, hvor problemet opstod.

Jeg har selv talt om dette i årtier som en metode til altid at tænke på det højere først; på den måde kan man finde løsninger på tilsyneladende uløselige problemer. Hvordan passer dette med præsident Putins symfonibegreb?

POLYANSKIY: Jeg tror, at præsident Putins begreb og taler, især rettet mod Vesten, i høj grad understreger, at vi er åbne. Vi har ikke lukket døren for dialog. Den blev lukket udefra – af Europa og de europæiske politikere, der ikke ønskede at tale med os.

Men når de ønsker at tale med os, ved de, hvor de kan finde os. Da præsident Macron ønskede at ringe til præsident Putin, tog han telefonen. Det er det bedste bevis på, at vi fortsat er åbne for enhver dialog.

Det, der virkelig mangler i europæisk politik i dag, er sund fornuft og åbenhed i sindet – evnen til at tænke ud af boksen. Desværre eksisterer der mange ideologiske dogmer, som politikerne ikke kan eller vil lægge fra sig; måske fordi de føler sig trygge i denne boble af løgne og russofobi. Men den virkelige verden fungerer ikke sådan.

Dette er skadeligt for Europas egne interesser – for ikke at nævne den mærkelige rolle, som Europa-Kommissionen og de personer, der skulle styre Europa gennem disse turbulente farvande, spiller. I virkeligheden gør de deres bedste for at sænke det europæiske skib, mens det sejler.

Der er dog grund til forsigtig optimisme. Flere og flere mennesker i Europa stiller nu legitime spørgsmål til deres regeringer og afviser den uansvarlige politik, som de europæiske magthavere fører over for Rusland, Ukraine og den europæiske sikkerhedsarkitektur. Disse mennesker kræver forandring, og det er et godt tegn.

Jeg håber, at denne stemning vil sejre, så vi kan overvinde vores forskelle og sammen opbygge en fælles fremtid. Rusland og Europa, som naboer, har meget til fælles – ikke kun kulturelt, men også økonomisk. Hvis vi formår at lægge uoverensstemmelserne til side, kan vi skabe en lys fremtid for kommende generationer, i stedet for endnu et militært problem i Europa, som desværre er den kurs, vi bevæger os i nu.

ZEPP-LAROUCHE: Det skal undgås, for jeg er overbevist om, at hvis det kommer så vidt, vil det ende i en katastrofe for hele menneskeheden.

Måske kan De sige noget til de europæiske og amerikanske unge. Det er jo deres fremtid, der står på spil. De ældre generationer har ingen ret til at efterlade dem en verden i ruiner. Hvad kan De sige, der giver håb – eller hvordan vil De henvende Dem til verdens unge om, hvad de bør gøre for at skabe en bedre verden?

POLYANSKIY: Jeg har indtryk af, at mange unge i Europa – og i Vesten generelt – i dag lever bag et jerntæppe, hvilket minder mig om den måde, vi levede på i Sovjetunionen, da jeg var ung. Vi hørte mange ting om Vesten, men vidste meget lidt, og det var skadeligt for os.

I dag er situationen omvendt. Der er ingen censur i Rusland af informationer fra Vesten; vi er ikke bange for at diskutere eller forsvare vores synspunkter. Det er Vesten, der er bange – som foretrækker at lukke dørene, forsegle vinduerne og undgå enhver sand information om den virkelige situation i Rusland, især over for unge europæere.

Det er meget farligt. Jeg vil appellere til dem – åbne øjnene, se, hvad der virkelig foregår, og stille legitime spørgsmål: Hvorfor planlægges der en krig med Rusland lige nu i Europa? Hvad er årsagerne? Hvad vil konsekvenserne være?

Desværre er det her, mange af de krigsglade herskende klasser presser deres lande hen. Jeg råder unge mennesker til at bruge forskellige informationskilder – ikke kun russiske, men også alternative kilder – og danne deres mening ud fra fakta, ikke propaganda.

Jeg vil også opfordre alle til at komme til Rusland. Der er intet at frygte. Den russiske økonomi er i øjeblikket i rivende udvikling. Moskva og Sankt Petersborg er fantastiske byer, og der findes mange blomstrende byer i hele landet. Kom og se forskellen; De vil forstå, at meget af det, den vestlige propaganda siger om Rusland, ganske enkelt ikke er sandt.

Jeg håber også, at der snart findes en løsning på krisen i Ukraine – en løsning, der er tilfredsstillende og retfærdig for alle, og som tager fat på de grundlæggende årsager. En løsning, der udrydder bestræbelserne på at genoplive nazismen og nationalismen, og som sikrer lige rettigheder for nationale minoriteter, uden diskrimination af russisktalende, blot fordi de ønsker at bevare deres identitet.

Det er en fair aftale – og i Europas egen interesse, ikke kun Ruslands eller Ukraines. Europa bør leve op til sine egne værdier og anvende dem ensartet, også i Ukraine. Det, der sker dér, underminerer i høj grad de vestlige værdier og Europas påstande om at forsvare demokrati og menneskerettigheder.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ville gerne tale med Dem meget længere, for der er mange flere spørgsmål. Men De fortalte mig på forhånd, at Deres tid er begrænset. Jeg vil derfor gerne takke Dem mange gange for denne diskussion. Forhåbentlig kan vi fortsætte den en anden gang i fremtiden. Mange tak.

POLYANSKIY: Tak, og alt godt til alle dem, der stadig elsker Rusland og tror på Rusland, Europa og Tyskland. Mange tak.

Den 4. november 2025 (EIRNS) — {Schiller Instituttet grundlægger Helga Zepp-LaRouche udsendte følgende åbne brev, hvor hun opfordrede repræsentanter for alle religioner og kulturer rundt om i verden til at indlede en dialog for at løse de strategiske kriser, som menneskeheden står over for, inspireret af Nicolaus af Cusas metodiske tænkegang om »modsætningernes sammenfald«, som pave Leo XIV for nylig fremhævede i sin prædiken ved jubilæumsaudiencen den 25. oktober. En pakke med relevant dokumentationsmateriale kan findes på Schiller Instituttets hjemmeside.}

Den 5. november 2025

Kære ven

I dagens verden, der er udfordret af farerne ved krige, geopolitiske spændinger, massesult, fattigdom og kulturel krise, kom en af de vigtigste og mest opløftende interventioner fra pave Leo XIV i hans jubilæumsprædiken den 25. oktober 2025 på Peterspladsen foran titusinder af pilgrimme. Den Hellige Fader introducerede i sin prædiken Nicolaus af Cusa, kardinalen og den fremragende tænker fra det 15. århundrede, som en person, hvis tankegang gør det muligt for mennesket at se håbet om en bedre fremtid og en måde at finde løsninger på selv de sværeste problemer.

Pavens uddybende henvisning til Nicolaus af Cusa og dette begreb om »coincidentia oppositorum«, modsætningernes sammenfald, er af største strategiske betydning, fordi den giver nøglen til altid at finde en løsning på ethvert problem på et højere niveau end det, hvor problemet opstod. Cusa udviklede i sin »Docta Ignorantia« og andre skrifter argumentet om, at mennesket som »imago viva dei«, Guds levende billede, altid kan bruge sine kreative kræfter (»vis creativa«) til at finde det højere ›Ene‹, som har en højere magt og betydning end »Mange«. Denne tankegang gør det muligt for det menneskelige sind at tænke på den ene menneskehed først, før man tænker på mangfoldigheden, og på denne måde overvinde ellers tilsyneladende uløselige konflikter.

Paven forklarede, at Nicolaus i det urolige 15. århundrede ikke kunne se Kirkens enhed eller udsigten til fred i en tid, hvor kristendommen var truet af ydre kræfter. Men Nicolaus forstod, at »der er modsætninger, der må sammenholdes, at Gud er et mysterium, hvor det, der er i modstrid, finder enhed… Hvilken stor gave for kirken!« sagde paven. »Hvilken opfordring til fornyelse af hjertet!« Fra Nicolaus, fortsatte han, kan kirken lære at skabe plads, at holde modsætninger sammen, at håbe på det, der endnu ikke ses.

Vi ønsker at gøre opmærksom på denne yderst vigtige indgriben fra pave Leo XIV, fordi den giver en ny tilgang til de ovennævnte udfordringer. For årtier siden anbefalede min afdøde mand, Lyndon LaRouche, Schiller Instituttet og jeg altid denne tilgang fra Cusa, et synspunkt, som den amerikanske præst, fader Harry Bury, fremhævede i nylige bemærkninger af stor betydning.

Schiller Instituttet vil gerne invitere dig til at indlede en dialog mellem repræsentanter for de forskellige religioner, men også akademikere, tænketanke og generelt mennesker med gode intentioner, for at anvende Cusas metode for modsætningernes sammenfald på de presserende problemer i den nuværende situation. Ligesom Nicolaus af Cusa var den vigtigste intellektuelle indflydelse for den gyldne renæssance i det 15. århundrede, kan vi gentage hans tankegang og indlede en ny renæssance for vores verden i dag.

Helga Zepp-LaRouche

Grundlægger, Schiller Instituttet

Læs en samling med trykte og videodokumenter om Nikolaus fra Kues her: Replicate-Cusas-Thinking-revised.pdf

Download (PDF, Unknown)

Billede: Geschichte des Armen-Hospitals zum h. Nikolaus zu Cuesby Marx, J. (Jakob), 1855-1924, CC0, via Wikimedia Commons

af Stewart Battle (EIRNS) — 4. november 2025

I løbet af de seneste dage har vigtige personer i den vestlige finansverden advaret om, at der er chok på vej i det globale finansielle system, og at visse af de mest succesrige aktier er overvurderede. Det skete kun få dage efter, at centralbanken, Federal Reserve, begyndte at tilføre det finansielle system ekstra likviditet i det største tiltag af sin art siden 2019-2020. Som i historien om Belshazzar er skriften på væggen synlig for alle – spørgsmålet er, om nogen af festdeltagerne vil lytte til advarslen.

Disse chok peger imidlertid på noget langt større end en simpel »tilbagegang«, som CEO’erne for Goldman Sachs og Morgan Stanley advarede om i denne uge. For dem, der ikke fløjter på vej forbi kirkegården, er bekymringen råddenskaben i det vestlige finanssystem som helhed. Siden dets næsten sammenbrud i 2008 er dette system kun blevet holdt oven vande ved at kaste det fra boble til boble. Som Lyndon LaRouche længe insisterede på, kommer reel økonomisk vækst ikke fra oppustede finansielle værdier, men snarere fra fysisk økonomiske handlinger, der transformerer en nations produktivitet og hæver levestandarden for alle. I stedet for at tech-virksomheder opkøber hele kraftværker for at drive deres spekulative AI-boble, hvor meget mere kunne man for eksempel opnå, hvis vestlige produktionsfaciliteter blev sat i arbejde med at bygge ny, moderne infrastruktur? Eller ved at projektere en tunnel, der forbinder Europa og Afrika under Gibraltar Strædet, et projekt, der ifølge en nylig undersøgelse bestilt af den spanske regering er fundet gennemførligt?

… [Efter den russiske premierminister Mishustins rejse til Kina fortsætter Kina og Rusland] med at tage skridt til at integrere deres økonomier og udviklingsmodeller yderligere….

Den rettidige død af en af de førende fortalere for politikken for regimeskiftekrige, Dick Cheney, udgør et nyttigt vendepunkt for Vesten mellem en mislykket politik, der selv bør dø, og en endnu ubestemt ny retning. I stedet for geopolitisk konfrontation og oppustede militærbudgetter kunne Vesten efterstræbe en politik for win-win-samarbejde med nationerne i det Globale Syd og resten af verden. En sådan ændring er faktisk hvad der er nødvendigt for at håndtere det forestående sammenbrud i det spekulative finanssystem og i stedet omlægge økonomien til produktiv fysisk vækst.

Dette vil være emnet for denne weekends konference den 8. november, der afholdes i samarbejde mellem Solidarité & Progrès og Schiller Instituttet i Paris. Sørg for at følge med og deltage.

Credit: PICRYL | Offentlig domæne

af Richard A. Black EIRNS

 3. november 2025 (EIRNS) – Kina offentliggjorde den 28. oktober de omfattende »Anbefalinger fra CPC’s Centralkomité« til femårsplanen for 2026-2030.

Hvad der er bemærkelsesværdigt er fokus på en national mission om at forbedre grundlæggende arbejde inden for videnskabens grænseområder og den nationale integration af uddannelse, industri, forskning og udvikling samt udvikling af nye teknologier og kvalificeret arbejdskraft. Disse anbefalinger er i tråd med præsident Xi Jinpings opfordring i løbet af det sidste år til udvikling af »en ny teori om produktive kræfter«. Den nye femårsplan forventes at blive offentliggjort i januar 2026. Det skal bemærkes, at femårsplanen har samme gyldighed som et nationalpolitisk direktiv.

I afsnittet med titlen: »Vejledende principper og hovedmål for økonomisk og social udvikling…« opfordrer forfatterne til “væsentlige forbedringer af den videnskabelige og teknologiske selvstændighed og styrke. Vi bør markant øge den samlede ydeevne af Kinas innovationssystem og etablere en grundlæggende ramme for integreret udvikling af uddannelse, videnskab og teknologi samt menneskelige ressourcer. Vi bør styrke vores kapacitet inden for grundforskning og original innovation betydeligt, opnå hurtigere fremskridt med hensyn til at sikre gennembrud inden for kerneteknologier på nøgleområder, og sikre at Kina holder trit eller endda går foran på mange flere områder. Der bør opnås fuld integration mellem teknologisk og industriel innovation, og innovation bør spille en mere fremtrædende rolle i at drive udviklingen fremad.»

I afsnittet med titlen: «Opnåelse af større selvstændighed og styrke inden for videnskab og teknologi og styring af udviklingen af nye produktive kræfter af høj kvalitet» opfordrer forfatterne til «Fremme af fremskridt inden for original innovation og gennembrud inden for kerneteknologier på centrale områder: Vi bør forbedre det nye system til mobilisering af ressourcer på landsplan og indføre utraditionelle foranstaltninger for at skabe afgørende gennembrud inden for kerneteknologier på tværs af hele kæder inden for nøgleområder som integrerede kredsløb, industrielle værktøjsmaskiner, avanceret udstyr, grundlæggende software, avancerede materialer og biomedicinsk produktion. Der bør iværksættes en række store nationale videnskabs- og teknologiprogrammer med fokus på at imødekomme vores lands strategiske behov.

»Vi bør styrke den strategiske, fremadrettede og systematiske planlægning af grundforskning, rette en større andel af de samlede udgifter til forskning og udvikling mod dette område og øge den langsigtede, stabile støtte. Man er nødt til at lægge større vægt på original innovation inden for videnskabelig forskning og teknologisk udvikling og skabe et optimalt miljø for original og banebrydende innovation i et forsøg på at skabe et stort antal originale, skelsættende fremskridt …«

Kinas lederskab på disse områder [sammen med russisk eksport af atomkraft til Afrika osv. –red.] markerer en afslutning på neokolonialismen og en renæssance i det Globale Syd. Det er på tide, at det stagnerende Vesten slutter sig til denne proces og opgiver vejen mod 3. verdenskrig.

Press Conference for the CCP’s Central Committee about it’s latest five-year plan. Credit: CGTN

Dennis Small Eirns

 31. oktober 2025 – ”Pave Leo talte meget positivt om Nicolaus af Cusa. Nicolaus af Cusa var kardinal i kirken, da der var udfordringer, ligesom dem vi står over for i dag, især i Europa. Nicolaus af Cusa var en katalysator for at igangsætte renæssancen, og det er min opfattelse, at Nicolaus af Cusa var for det 15. århundrede, hvad Lyndon LaRouche var og er for det 20. og 21. århundrede. Lyn LaRouche var også en renæssancemand. Både han og Nicolaus af Cusa var genier og bidrog til verdens intellektuelle, økonomiske og menneskelige udvikling. Begge troede på menneskehedens enhed, at vi alle er ét. Det betyder, at hvad der er godt for dig, også er godt for mig og omvendt, ellers er det ikke godt.”

Dette var de indledende ord i en ekstraordinær præsentation af Rev. Dr. Harry J. Bury, der i 70 år har været romersk-katolsk præst og livslang fredsaktivist, til det 126. ugentlige møde i den Internationale Fredskoalition fredag den 31. oktober.

En uge tidligere, den 25. oktober, havde pave Leo XIV chokeret den katolske verden – og mange kyndige kredse udenfor – ved at holde en fem minutters tale foran titusinder af pilgrimme på Peterspladsen i Vatikanet til jubilæumsaudiencen, hvor han vækkede kardinal Nicolaus af Cusa tilbage til live. Cusa, en af de fremtrædende intellektuelle giganter, der indledte renæssancen og den moderne videnskabs æra, er blevet bagtalt i bogstavelig forstand i århundreder, både inden for og uden for den katolske kirke, og er blevet tilsidesat af de oligarkiske aristoteliske strømninger, der frygter kraften i hans vigtige gennembrud, især metoden for modsætningernes sammenfald til at overvinde tilsyneladende modsætninger med et højere begreb om det Ene, der omfatter de Mange.

Intet har mere presserende behov for en sådan tilgang end den skræmmende strategiske fare, som det fallerede transatlantiske finanssystem og dets NATO-arm udgør med deres stræben efter atomar konfrontation med Rusland. I dag er det eneste, der står mellem menneskeheden og vores forestående selvudslettelse, den vanvittige, mangelfulde doktrin om gensidigt garanteret ødelæggelse (MAD), hvor den ene side afskrækkes fra at angribe den anden, alene ved bevidstheden om, at den også vil blive fuldstændig ødelagt af fjenden. Lyndon LaRouche udarbejdede en helt anden tilgang, nemlig gensidigt garanteret overlevelse, bygget op omkring en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvor hver enkeltes velfærd afhænger af alles velfærd. Som Helga Zepp-LaRouche gentagne gange har insisteret på, må vi alle først og fremmest tænke og handle som én menneskehed.

Dette er Cusas metode for modsætningernes sammenfald.

Fader Bury forklarede: ”Nicolaus af Cusa og Lyndon LaRouche sagde: Vi kan alle lære; vi kan alle vokse; vi kan alle forandre os. Der er håb for menneskeheden.

”Begge [Cusa og LaRouche] opfordrede folk til at tænke ud af boksen, til at tænke anderledes. Og derfor havde de fjender. Fjenderne talte højt og overbeviste folk om, at Nicolaus af Cusa, en kardinal, i virkeligheden ikke var et godt menneske. De bagvaskede ham. Derfor blev han aldrig helgenkåret af kirken. Og Lyndon LaRouche oplevede det samme. Han blev bagvasket, og de løj om ham. Det fik folk til at tro, at han var ond. Derfor kom han i fængsel. De led begge meget, men de blev ikke modløse. På trods af det de gik igennem, havde de begge håb. De så begge, at menneskeheden kunne ændre sig til det bedre.

” Så de bringer håb til verden, og vi må videreføre dette, nu hvor både Nicolaus af Cusa og Lyndon LaRouche er gået bort, sagde den 95-årige Bury til forsamlingen af hundreder af mennesker fra mere end 30 nationer rundt om i verden.

Tiden er virkelig kommet til at rehabilitere både Nicolaus af Cusa og Lyndon LaRouche, personerne og deres idéer. Fremtiden vil takke os for det.

Dennis Small

31. oktober 2025 – ”Pave Leo talte meget positivt om Nicolaus af Cusa. Nicolaus af Cusa var kardinal i kirken, da der var udfordringer, ligesom dem vi står over for i dag, især i Europa. Nicolaus af Cusa var en katalysator for at igangsætte renæssancen, og det er min opfattelse, at Nicolaus af Cusa var for det 15. århundrede, hvad Lyndon LaRouche var og er for det 20. og 21. århundrede. Lyn LaRouche var også en renæssancemand. Både han og Nicolaus af Cusa var genier og bidrog til verdens intellektuelle, økonomiske og menneskelige udvikling. Begge troede på menneskehedens enhed, at vi alle er ét. Det betyder, at hvad der er godt for dig, også er godt for mig og omvendt, ellers er det ikke godt.”

Dette var de indledende ord i en ekstraordinær præsentation af Rev. Dr. Harry J. Bury, der i 70 år har været romersk-katolsk præst og livslang fredsaktivist, til det 126. ugentlige møde i den Internationale Fredskoalition fredag den 31. oktober.

En uge tidligere, den 25. oktober, havde pave Leo XIV chokeret den katolske verden – og mange kyndige kredse udenfor – ved at holde en fem minutters tale foran titusinder af pilgrimme på Peterspladsen i Vatikanet til jubilæumsaudiencen, hvor han vækkede kardinal Nicolaus af Cusa tilbage til live. Cusa, en af de fremtrædende intellektuelle giganter, der indledte renæssancen og den moderne videnskabs æra, er blevet bagtalt i bogstavelig forstand i århundreder, både inden for og uden for den katolske kirke, og er blevet tilsidesat af de oligarkiske aristoteliske strømninger, der frygter kraften i hans vigtige gennembrud, især metoden for modsætningernes sammenfald til at overvinde tilsyneladende modsætninger med et højere begreb om det Ene, der omfatter de Mange.

Intet har mere presserende behov for en sådan tilgang end den skræmmende strategiske fare, som det fallerede transatlantiske finanssystem og dets NATO-arm udgør med deres stræben efter atomar konfrontation med Rusland. I dag er det eneste, der står mellem menneskeheden og vores forestående selvudslettelse, den vanvittige, mangelfulde doktrin om gensidigt garanteret ødelæggelse (MAD), hvor den ene side afskrækkes fra at angribe den anden, alene ved bevidstheden om, at den også vil blive fuldstændig ødelagt af fjenden. Lyndon LaRouche udarbejdede en helt anden tilgang, nemlig gensidigt garanteret overlevelse, bygget op omkring en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvor hver enkeltes velfærd afhænger af alles velfærd. Som Helga Zepp-LaRouche gentagne gange har insisteret på, må vi alle først og fremmest tænke og handle som én menneskehed.

Dette er Cusas metode for modsætningernes sammenfald.

Fader Bury forklarede: ”Nicolaus af Cusa og Lyndon LaRouche sagde: Vi kan alle lære; vi kan alle vokse; vi kan alle forandre os. Der er håb for menneskeheden.

”Begge [Cusa og LaRouche] opfordrede folk til at tænke ud af boksen, til at tænke anderledes. Og derfor havde de fjender. Fjenderne talte højt og overbeviste folk om, at Nicolaus af Cusa, en kardinal, i virkeligheden ikke var et godt menneske. De bagvaskede ham. Derfor blev han aldrig helgenkåret af kirken. Og Lyndon LaRouche oplevede det samme. Han blev bagvasket, og de løj om ham. Det fik folk til at tro, at han var ond. Derfor kom han i fængsel. De led begge meget, men de blev ikke modløse. På trods af det de gik igennem, havde de begge håb. De så begge, at menneskeheden kunne ændre sig til det bedre.

” Så de bringer håb til verden, og vi må videreføre dette, nu hvor både Nicolaus af Cusa og Lyndon LaRouche er gået bort, sagde den 95-årige Bury til forsamlingen af hundreder af mennesker fra mere end 30 nationer rundt om i verden.

Tiden er virkelig kommet til at rehabilitere både Nicolaus af Cusa og Lyndon LaRouche, personerne og deres idéer. Fremtiden vil takke os for det.

30. oktober 2025 (EIRNS) – Verden blev sandsynligvis igen midlertidigt reddet af den netop afsluttede række møder, som den amerikanske præsident Donald Trump afholdt i Asien. Mens møderne med Sydkorea og Japan var vigtige, var det mest bemærkelsesværdige Trumps personlige møde med den kinesiske præsident Xi Jinping. Kinas udenrigsministerium udsendte følgende meddelelse: »Den 30. oktober 2025 lokal tid havde præsident Xi Jinping et møde med den amerikanske præsident Donald J. Trump i Busan.

Præsident Xi bemærkede, at under vores fælles ledelse har forholdet mellem Kina og USA generelt været stabilt. Kina og USA bør være partnere og venner. Det er, hvad historien har lært os, og hvad virkeligheden kræver. I betragtning af vores forskellige nationale forhold er vi ikke altid enige, og det er normalt, at de to førende økonomier i verden af og til har gnidninger. Du og jeg står i spidsen for forholdet mellem Kina og USA. I mødet med vind, bølger og udfordringer bør vi navigere gennem det komplekse landskab, holde den rette kurs og sikre, at det gigantiske skib, som forholdet mellem Kina og USA er, sejler støt fremad. Jeg er klar til at fortsætte samarbejdet med dig om at skabe et solidt fundament for forholdet mellem Kina og USA og skabe en sund atmosfære for begge landes udvikling.

U.S. National Public Radio rapporterede: »På flyveturen tilbage til Washington fortalte Trump de medrejsende journalister, at han ville bedømme mødet med Xi ›på en skala fra nul til 10, hvor 10 er det bedste, og jeg vil sige, at mødet var et 12.‹«

I sin tidligere X-besked om mødet sagde Trump blandt andet, at “Kina også har aftalt, at de vil påbegynde processen med at købe amerikansk energi.

Faktisk kan der finde en meget stor transaktion sted vedrørende køb af olie og gas fra den store stat Alaska. Der er på nuværende tidspunkt ingen tegn på, at dette har forbindelse til de russisk-amerikanske drøftelser den 15. august (og tidligere) om Berings Strædet-tunnelprojektet. Det er imidlertid en helhed af projekter – jernbane, herunder højhastighedstog;

tunnel- og boreprojekter, hvor kineserne har størst erfaring; nye og forbedrede materialer til byggeri; kommunikationsteknologier; og energi/strøm, herunder avanceret atomkraftværksbyggeri af den type, der er antydet af de seneste russiske gennembrud inden for reduktion af kraftværkers størrelse – der definerer det teknologikompleks, som er en forudsætning for den nødvendige »realisering« af Berings Strædet-tunnelprojektet og dets nødvendige udvidelser. På nuværende tidspunkt vil den russiske præsident Vladimir Putin utvivlsomt være blevet orienteret af den ene og muligvis begge præsidenter.

Næsten samtidig udsendte Trump imidlertid, måske som reaktion på det, han fik at vide – eller ikke fik at vide – om betydningen af Ruslands vellykkede test af leveringssystemet til dets Burevestnik-krydsermissil og et lignende vellykket gennembrud med dets undervandsmissil Poseidon, denne erklæring: USA har flere atomvåben end noget andet land. Dette blev opnået, herunder en fuldstændig opdatering og renovering af eksisterende våben, under min første embedsperiode. På grund af den enorme ødelæggelseskraft HADEDE jeg at gøre det, men havde ikke noget valg! Rusland er nummer to, og Kina er et fjernt nummer tre, men vil være lige inden for 5 år.

På grund af andre landes testprogrammer har jeg instrueret krigsministeriet om at begynde at teste vores atomvåben på lige fod. Denne proces vil begynde med det samme.

Virkeligheden er en helt anden. Ingen, bortset fra Nordkorea den  3. september 2017, for otte år siden, har testet et atomvåben siden 1998 – for mere end en generation siden. Trumps senere forsøg på at forklare, hvad han mente, gjorde det hele mere forvirrende i stedet for at afklare det.

Disse lunefulde, vildt afvigende udtalelser antyder, at der er andre kræfter på spil; kræfter, der ofte har britisk oprindelse, og som synes at »pludselig« afspore reelle overvejelser mellem Kina, Rusland og USA. Konsekvenserne ses også i den udtrykkeligt Teddy Roosevelt-inspirerede imperiale politik, der føres over for Mellem- og Sydamerika og Caribien, Afrika og Asien (hvor der netop er dukket nogle diplomatiske løsninger op).

Hvorfor sker dette? Og hvordan kan vi anvende idéen om »modsætningernes sammenfald« til at finde en vej gennem malstrømmen uden at blive afledt fra missionen? For faktisk at forstå, på et højere niveau end blot »Trump«, hvorfor dette sker, kan man se på en anden nylig begivenhed, der fandt sted for mindre end en uge siden i Washington – National Parks Services genindsættelse af statuen af sydstaternes forræder Albert Pike på Judiciary Square.

Her er, hvad økonom og uafhængig præsidentkandidat i 1992, Lyndon LaRouche, sagde om Albert Pike, den juridiske rådgiver for Ku Klux Klan, da LaRouches kampagne argumenterede for fjernelsen af Pike-statuen:

“Se på denne statue et øjeblik. Lad os gå tilbage til den tid, hvor den mand, som denne statue forestiller, levede: general Albert Pike. For at forstå, hvorfor USA er i en sådan uorden i dag – hvorfor vi ikke kun har disse problemer inden for vores nation, men også i vores relationer med resten af verden; hvorfor folk i Washington synes at være ude af stand til enten at erkende problemet eller foreslå effektive løsninger; hvorfor Clinton og Perot, såvel som Bush, ikke viser den mindste forståelse for, hvad vores problem er –må vi gå tilbage til borgerkrigens tid, til den tid hvor den mand, som denne statue forestiller, general Albert Pike, levede: racist, forræder og satanisk afstumpet.

Det faktum, at denne statue har stået i Washington, D.C. nær Højesteret, ved siden af arbejdsministeriets bygning, vedligeholdt på offentlig grund og for offentlige midler, viser, at der er en udbredt korruption og uvidenhed inden for vores regering, hvilket er årsagen til, at vores nuværende problemer fortsætter.”

At statuen af en person, der ikke kun modsatte sig den amerikanske forfatning med vold i den blodigste konflikt i amerikansk historie, men også blev juridisk rådgiver for Ku Klux Klans usynlige imperium, genindsættes i landets hovedstad, er den stærkeste tilkendegivelse af, at der er en dyb misforståelse af den amerikanske forfatnings karakter, som er betegnende for hele vores Kongres, Senat og præsidentembede. For at komme til kilden til denne misforståelse, overvej denne udtalelse fra Lyndon LaRouche fra hans undervisningsvideo fra 1984, »The Power of Labor« (Arbejdskraftens styrke).

“Selvom kun få af jer måske ved det i dag, var det under den gyldne renæssance i Italien, at den vesteuropæiske civilisation først modtog de nye begreber, som med tiden førte til etableringen af vores konstitutionelle republik i USA. To mænd fra det 15. århundredes Italien skiller sig ud fra alle andre: Den første og største af disse mænd fra Italien var tysk af fødsel, kardinal Nicolaus af Cusa. Den største gigant blandt Cusas umiddelbare efterfølgere var Leonardo Da Vinci…

Det mærkelige er, at de fleste af jer har i det mindste en vag idé om Leonardos betydning, men de fleste af jer ved måske intet om Leonardos store, umiddelbare forgænger, en mand, der utvivlsomt var det største geni, det mest universelle og dybsindige sind i de sidste seks hundrede år, og den ene mand, som den moderne europæiske kultur skylder mere end nogen anden personlighed, Nikolaus af Cusa…

»Vi skylder Cusa tak for mange andre ting. For eksempel var det Cusa, der definerede doktrinen om international ret, der regulerer eksistensen af den moderne form for suveræn nationalstatsrepublik. Det var Cusa, der etablerede doktrinen om naturret, idet grundlæggerne af vores konstitutionelle republik kendte til naturretten …«

Pave Leo XIV’s uddybende diskussion i sin jubilæumstale den 25. oktober om Nicolaus af Cusa giver adgang til den ukendte historie om den virkelige oprindelse af De Forenede Stater i den italienske renæssance, og ikke i John Lockes Royal African Society. Få adgang til Nicolaus af Cusas ideer, og man vil få adgang til den begrebsmæssige kraft, der er nødvendig for at drive det amerikanske præsidentielle system gennem Berings Strædet-projektet og Oase-planen for Sydvestasien til en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur. På den måde kan vi sikre, at de eneste atomprøvesprængninger, der vil finde sted i den nærmeste fremtid, vil være til design af små atomreaktorer og fælles, avanceret arbejde med atomar fusion, udført af et principbaseret fællesskab styret af »modsætningernes sammenfald«.

‘
Trump og Xi i 2019. Credit: The White House.

Schiller Instituttets franske samarbejdspartner Solidarité & Progrès holder en trænings- og mobiliseringsweekend fra 7. til 11. november 2025.

VIGTIGT: Begivenhederne lørdag og søndag vil blive simultantolket til fransk, engelsk, spansk og tysk. De finder sted i Paris og Clichy, men vil også blive transmitteret live internationalt via Zoom. For at reservere din plads, få information i lokal tid om programmet og de nøjagtige lokationer eller få Zoom-links, bedes du registrere dig via knappen nedenfor.

Lørdag den 8. november inviterer vi dig til en international sammenkomst i Paris.

I denne sammenhæng har vi inviteret repræsentanter fra en delegation fra det Internationale Schiller Institut.

Engagerede borgere og unge fra hele verden vil derefter komme for at forsvare deres vision for den kommende verden og deres løsninger for at opnå fred, og medbringe stemmerne fra Afrika, landene i den Globale Majoritet og alle andre nationer, der kæmper for folks sande frigørelse, for fred, solidaritet og fremskridt for alle.

For at opnå dette må Frankrigs sande frihedskæmpere samles og forene deres kræfter for at stoppe krigen. Ved at organisere en fredsbevægelse med frihedskæmpere fra andre nationer, patrioter og verdensborgere kan vi opbygge en arkitektur for gensidig udvikling og sikkerhed, det Charles de Gaulle kaldte »détente, entente og samarbejde«. Denne afgørende udfordring vil være kernen i debatterne i løbet af disse dage – at definere en fremtid for vores land og for hele menneskeheden.

Fra kl. 9.30 om morgenen og frem til kl. 19.30 om aftenen afholdes der tre rundbordsdiskussioner for at præsentere køreplanen for denne mobilisering og diskutere den med jer.

Dagen før, fredag den 7. november, afholdes generalforsamlingen for partiet Solidarité & Progrès i Clichy (92).

Søndag den 9. november arrangerer vi en »kadreskole« for at udforske de emner, der blev diskuteret på lørdagens konference, mere indgående, efterfulgt af to dages aktivisme i Paris og omegn. Det handler om at kombinere handling og ideer!

Vi inviterer dig til at tilmelde dig nu, så du kan være den første til at få at vide, når tiden kommer, det nøjagtige program og sted for denne konference og de arrangementer, der arrangeres omkring den.

Og tøv ikke med at fortælle dine venner og familie om denne begivenhed!

Programmet i detaljer:

Fredag den 7. november, kl. 19.00 til 21.30, Clichy-la-Garenne

Solidarité & Progrès generalforsamling i Clichy-la-Garenne (92).

Forbeholdt medlemmer af det politiske parti, der har betalt deres kontingent (som kan betales på stedet).

For at blive medlem eller opdatere dit medlemskab skal du klikke på følgende link: her

Og for at bekræfte din deltagelse i denne generalforsamling skal du sende en besked til sebastiendrochon@solidariteetprogres.org

Lørdag den 8. november, kl. 9.30-20.30, Paris 13. arrondissement

International konference med 3 rundbordsdiskussioner:

Offentligt, åben for alle.

Formiddag fra kl. 9.30 til 13.00:

Svar på folkets opråb

Ordstyrer:

• Sébastien PERIMONY

Talere:

• Jacques CHEMINADE – formand for Solidarité et Progrès (Frankrig)
• Vores kandidater til lovgivende forsamlinger med Solidarité et Progrès (Frankrig)
• Diane SARE – aktivist i LaRouche-organisationen. Tidligere kandidat til det amerikanske senat i staten New York (USA)

Jacques Cheminade vil opfordre til mobilisering mod den militær-finansielle besættelse af Frankrig sammen med vores kandidater til lovgivende forsamlinger og Diane Sare, tidligere kandidat til det amerikanske senat. I deres taler og under en spørgerunde med publikum vil de tage fat på dette væsentlige spørgsmål: Hvordan kan vi »reagere på folkets opråb« og den uro, der i dag er ved at opstå i form af massestrejker i Frankrig og andre steder?

Eftermiddag fra kl. 15.00 til 17.50

Afrikas frigørelse og det globale flertal, en udfordring for Europa

Musikalsk introduktion: sangen Nkosi Sikelel’ iAfrika fremført af Schiller Instituttets kor

Ordstyrer:

• Sébastien PERIMONY

Talere:

• International gæst
• Princy MTHOMBENI (video) – Grundlægger af Africa4Nuclear, specialist i atomenergi (Sydafrika)
• Filomène EBI N’GODO (video) – Doktor i internationale relationers historie, professor og forsker ved Alassane Ouattara Universitet (Elfenbenskysten)
• Zenobita MAGANGA – Aktivist for fred og Den Demokratiske Republik Congos sag (Den Demokratiske Republik Congo)
• Dora MUANDA (video) – Direktør for Videnskabs- og Teknologiuge (Den Demokratiske Republik Congo)
• Chekaraou Halidou Namaiwa (video) – Panafrikanist (Niger)
• Mariano Nguema ESONO MEDJA – Professor i internationale relationer ved Det Nationale Universitet i Ækvatorialguinea (Ækvatorialguinea)
• Odile MOJON – Repræsentant for Schiller Instituttet (Frankrig)

Flere af vores internationale gæster, ledere (politikere, historikere, videnskabsfolk) og vores partnere fra Schiller Instituttet vil vise, hvordan man kan forestille sig fremtiden og frigørelsen af Afrika og den globale majoritet, hvilket vil sikre en radikal ændring i Europas og Vestens politik. De vil vise, hvordan sidstnævnte må påtage sig deres ansvar for at opbygge en ny arkitektur for sikkerhed og gensidig udvikling. En arkitektur, der i dag tager form omkring strukturerne i win-win-relationer, som blandt andet er udmøntet af BRIKS og Shanghai Cooperation Organization (SCO).

Aften fra kl. 18.10 til 20.00

Unge fra hele verden for fred og gensidig udvikling

Ordstyrer :

• Odile MOJON

Talere:

• Chérine Sultan – Repræsentant for partiet Solidaritet & Fremskridt (Frankrig)
• Carolina Dominguez – Repræsentant for Schiller Institute Youth Movement (Mexico)
• Daniel Burke – Repræsentant for LaRouche Organization (USA)
• Jose Vega – Kandidat til den amerikanske kongres i Bronx med LaRouche Organization (USA)
• Megan Dobrodt – Repræsentant for Schiller Institute (USA)

I dialog med vores internationale gæst og Jacques Cheminade.

Repræsentanter og unge aktivister fra Solidarité & Progrès og Schiller International Institute, der kommer fra flere kontinenter, vil præsentere deres rekrutterings- og uddannelsesarbejde for andre unge, politikere og institutionelle ledere i deres respektive lande. Uanset om de er kandidater til valg, forskere inden for fysisk økonomi eller engagerede i at fremme en dialog mellem civilisationer og en universel opdagelseskultur, vil deres engagement i at opbygge et nyt økonomisk system, der sigter mod fred og gensidig udvikling af folkeslagene, være den røde tråd gennem den afsluttende rundbordsdiskussion på vores uddannelses- og mobiliseringsdag. De vil blive opfordret til at stille spørgsmål til de andre talere og besvare spørgsmål fra publikum i en ånd af inspiration og gensidig forståelse.

Aften fra kl. 20.15 til 21.00: Musikalsk øjeblik

Koncert

Kunstnerpræsentationer af Johanna CLERC, korleder for Rebel Canto-koret

• Feride GILLESBERG – Operasanger, Schiller Instituttet (Danmark)
• Leena MALKKI – Operasanger (Sverige)

Søndag 9. november, kl. 10.00-20.30, Clichy-la-Garenne

Politisk uddannelsesdag

I lyset af truslen om en finansiel krise og atomkrig vil søndagen være helliget politisk uddannelse for at mobilisere os. En »ledelsesskole« for alle. For de unge og de mest motiverede blandt jer. Hvad er den fysiske økonomi, og hvorfor skal vi studere og undervise i den? Hvad betyder en kultur for liv og opdagelse? Hvordan kan vi gøre det muligt for alle at udvikle deres kreativitet og bruge den som et redskab til det fælles bedste? Hvad kunne en kultur for skønhed og sandhed være? Vi vil besvare disse spørgsmål gennem en række præsentationer samt flere klassiske musikkoncerter i løbet af dagen. Frokost og kaffepause er inkluderet!

Formiddag fra kl. 10.00 til 12.30:

Redegør for Lyndon LaRouches videnskab om fysisk økonomi ved at udforske begrebet om grundlæggende opdagelse gennem den videnskabelige metode hos store tænkere som Pierre Fermat og Georg Cantor

• International gæst
• Sébastien DROCHON – Solidaritet & Fremskridt (Frankrig)
• Yoan DELHOTAL – Solidaritet & Fremskridt (Frankrig)
• Jason ROSS – LaRouche Organization (USA)
• Benoît Odille – Solidaritet & Fremskridt (Frankrig)

Eftermiddag fra kl. 13.30 til 17.30:

Udforsk den sande politiske og revolutionære natur af tanken i kunst, kultur og historie gennem studiet af værker af store genier som Rembrandt, Rabelais, Shakespeare, Schiller og mange andre. Lad dig inspirere af Ludvig XI og Mazarin om de store principper, de indførte for at ændre historiens gang.

• Internationale gæster
• Jacques CHEMINADE – Solidaritet & Fremskridt (Frankrig)
• Karel VEREYCKEN – Solidaritet & Fremskridt (Frankrig)
• Megan DOBRODT – Schiller Instituttet (USA)
• Kynan THISLETHWAITE – Schiller Instituttet (USA)
• Rémi LEBRUN – Solidaritet & Fremskridt (Frankrig)
• Johanna CLERC – Solidaritet & Fremskridt (Frankrig)

Aften fra kl. 18.30 til 20.30: Musikalsk øjeblik

Oplev skønheden gennem klassiske musikværker fremført af vores professionelle musikere og aktivister.

Kunstnerpræsentationer af Johanna CLERC, korleder for Rebel Canto-koret

• Schiller Instituttets Kor – Schiller Institute International
• Feride GILLESBERG – Operasanger, Schiller Instituttet (Danmark)
• Leena MALKKI – Operasanger (Sverige)

Mandag 10. november – tirsdag 11. november

Aktivismens dage. Tanker og handling!

Mandag 10. november og tirsdag 11. november vil være tilegnet aktivisme. Der vil blive opstillet informationsstande med løbesedler i gaderne i Paris og i hele Ile-de-France-regionen. Alle borgere, der ønsker at handle og engagere sig, er velkomne! Vores erfarne aktivister vil være til stede for at guide dig gennem denne spændende oplevelse.

TILMELDING

Nedenfor finder du linket til forhåndstilmelding.

Dette giver os mulighed for at holde kontakt med dig og informere dig om nyheder, programmet og de nøjagtige tidspunkter og steder for møderne:

Online deltagelse lørdag og søndag den 8.-9. 

Tilmeld dig her.

Ikke korrekturlæst

HARLEY SCHLANGER: Hej, og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition, som mødes via Zoom hver fredag kl. 17.00. Du kan sende dine spørgsmål eller kommentarer til Helga i dag via e-mail på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden.

Helga, vi ser meget dramatiske diplomatiske udviklinger i Asien, som afspejler den politiske orientering mod »fred gennem udvikling«, der har været i centrum for LaRouche-bevægelsens organisatoriske engagement i de sidste fem årtier. Samtidig ser vi en fare for militær optrapning fra Vesten – fra Gaza til Centraleuropa og til Caribien. Vi kan om et øjeblik komme til en diskussion af de positive og farlige strategiske træk, men lad os begynde med den overraskende udvikling fra et højere domæne: Blandt de positive udviklinger bragte pave Leo XIV en af dine yndlingsfilosoffer, kardinal Nikolaus af Kusa, ind i diskussionen. Hvad er betydningen af pavens indgriben?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det er efter min mening sandsynligvis den vigtigste strategiske intervention, fordi paven hæver diskussionen til et plan, hvor en løsning er mulig. Han siger, at Nikolaus af Kusa’ betydning er, at han giver håb og får folk til at se noget, selv når det endnu ikke kan ses. Jeg vil gerne afspille et meget kort klip med pavens kommentarer, så I kan høre med hans egen stemme, hvad han havde at sige:

PAVE LEO XIV: »Som pilgrimme af håb må vi se på vores urolige tider i lyset af opstandelsen. Nikolaus af Kusa, en kardinal fra det 15. århundrede, levede også i en turbulent tid med alvorlige åndelige splittelser. På trods af spændingerne håbede Nikolaus på det, han ikke kunne se, og stolede på, at Gud kunne skabe enhed. Også vi kan lære af Nikolaus af Kusa. Når vi ikke kender svarene, lad os huske den Opstandne og bede ham om at lede os, skridt for skridt, på håbets rejse.«

ZEPP-LAROUCHE: Ja. På et andet tidspunkt i hans prædiken, som blev holdt i forbindelse med jubilæumsfejringen – ikke i kirkens snævre kreds, men foran tusinder på Peterspladsen i Rom – bragte han Cuses tilgang til at finde løsninger frem i hele kirken. For alle, der har studeret emnet – som jeg har gjort siden 1970’erne – er det tydeligt, at Nikolaus af Kues (Cusanus) fortjener en renæssance. Jeg er sikker på, at pavens omtale vil virke som katalysator for en Cusanus-renæssance verden over. Af hans mange idéer er en af de vigtigste begrebet coincidentia oppositorum, »modsætningernes sammenfald«.

Han var sig bevidst, hvad han gjorde, da han skrev om det: »Jeg vil skrive om noget, som intet menneske før mig har tænkt.« Han satte sig bevidst op imod den aristoteliske tankegang, hvor konflikter defineres som enten-eller: A kan aldrig være B. Cusa afviste dette og sagde: Nej. Det, der adskiller mennesket fra dyret, er fornuften – vis creativa, den kreative kraft – som gør os i stand til at finde det højere Ene, der har større kraft og målestok end de Mange, og som dermed er niveauet, hvor konflikter kan løses.

Studerer man hans skrifter, er det klart, at det Ene for ham er forankret i Gud. Men metoden rækker videre: Den hjælper os med at overvinde sindets tendens til at klamre sig til fakta og sansedata og i stedet udvikle den kreativitet, der gør det muligt at tænke noget nyt. I De visione Dei skriver han billedligt, at man mentalt må »springe bag muren« for at begribe det højere Ene i modsætningernes sammenfald. Det er en træning i at undgå at sidde fast i detaljen og i stedet tænke fra helheden.

Det er ekstremt vigtigt, og paven anvender det tydeligt på den aktuelle politik. Ser man kun på konfliktens fakta, historie, spændinger og aktører – i Mellemøsten, Ukraine, Caribien – finder man aldrig en løsning. Begynder man derimod med det Ene – i dette tilfælde én menneskehed og det, som forener os – og ser derfra på den konkrete krise, kan man finde en løsning. Denne metode kan anvendes på politik, økonomi, militære, sociale og kulturelle spørgsmål. Håbet om at syntetisere det næste trin i menneskehedens udvikling betyder at se det, som endnu ikke findes, men kan skabes gennem god vilje og fælles indsats.

Et par ord mere om, hvorfor Cusanus, kardinalen fra det 15. århundrede, er så vigtig. Han deltog i koncilet i Basel og skrev sit første store værk, De concordantia catholica. I tredje bog skitserer han for første gang den suveræne nationalstats teori via et repræsentativt system, hvor valgte repræsentanter er ansvarlige over for både regerende og regerede – et gensidigt retligt forhold. Det var begyndelsen på republikanismen og idéen om, at regeringens legitimitet hviler på de regeredes samtykke. Han foreslog også, at regeringen skulle rådgives af et råd af de viseste – i en vis forstand et tidligt meritokrati.

Han formulerede desuden en smuk proportionalitetsidé: Harmoni i makrokosmos opstår kun, hvis hver mikrokosmos udvikler sit bedste – og anser det for sin egen interesse at udvikle det bedste i de andre. Overført til nationalstater betyder det, at global harmoni kræver et system, hvor alle nationer udvikler deres fulde potentiale til gavn for det fælles bedste.

Historisk blev Cusa modarbejdet af en aristotelisk fraktion; efter De docta ignorantia angreb Johannes Wenck ham for kætteri. Cusa svarede med Apologia doctae ignorantiae og påpegede – i mine ord – at aristotelikerne famlede i mudderet, mens den platoniske tilgang ser dynamisk ovenfra, som fra et tårn. Det er beslægtet med modsætningernes sammenfald: altid at betragte problemet fra et højere niveau.

Betydningen for Kirken er enorm, for dette er dens bedste tradition. Og det er ikke akademisk. Få dage senere, ved et religionsmøde organiseret af Sant’Egidio-fællesskabet, kritiserede paven dem, der går i krig, og sagde, at de vil blive holdt ansvarlige af Gud; al politik bør handle om at finde fred. Mødet samlede repræsentanter for islam, hinduisme, buddhisme, jødedom m.fl. Det kunne blive en intervention fra verdens religioner i en farlig tid. Hvis du lytter nu: Bring dette budskab til din præst, rabbiner, imam – og indled en fredsdialog. Det er det vigtigste at gøre.

SCHLANGER: Nogle lyttere deler tydeligvis din begejstring. Du er formentlig en af de få, der konsekvent har holdt Nikolaus af Kusa’ betydning levende i dine skrifter. Folk kan se mere i Executive Intelligence Review og andre publikationer.

En kommentar fra John O’Malley: »Jeg har bemærket ved at læse Campaigner, Executive Intelligence Review og andre skrifter fra Schiller Instituttet, at Nicholas af Cusa er blevet nævnt, citeret og kommenteret tusindvis af gange. Meget profetisk.«

Andre siger: »Det er for kompliceret at bringe filosofi ind i disse diskussioner«, eller er mistænksomme over for Vatikanets motiver. Hvordan svarer du dem? »Hold det enkelt, dit fjols« og »hold Vatikanet ude« – hvordan adresserer du det?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ville ønske, vi havde lidt mere kompleksitet i den politiske dialog. Mange politikere taler fladt og todimensionelt. Politik bør handle om statsmandskunst – om at øge det fælles bedste. At politik har et dårligt ry, skyldes magtbegær og brudte løfter. I Tyskland ser vi paradokset, at de kristne partier, CDU/CSU, er blandt de mest krigsglade; de burde lytte til paven. Det vil vi hjælpe dem med at bemærke – og I kan hjælpe.

Til dem, der tvivler på Vatikanets motiver, siger jeg: Brug jeres egen fornuft. Læs Cusa. Sproget fra det 15. århundrede kræver tilvænning, men læsningen beriger og løfter ens tænkning. Vi må afvise idéen om, at ting er for svære. Underholdningsindustrien antager, at folk er idioter. Det er en fornærmelse. Jeg opfordrer til en renæssance for læsning og studier – tilbage til kilderne. Paven sagde det også: Som humanister vender vi tilbage til kilderne. Læs Platon, Augustin m.fl. direkte; det hæver os til deres niveau.

SCHLANGER: En lytter spørger: »Ville Keir Starmer forstå Nicholas af Cusa?«

ZEPP-LAROUCHE: Sandsynligvis ikke. At kalde ham aristoteliker ville nok være en smiger, der var spildt.

SCHLANGER: Sidste uge havde vi et indgående EIR-seminar om vigtigheden af at bygge Beringsstrædetunnelen – et stort projekt, du og din mand har fremhævet som freds- og udviklingsforstærker. Thomas fra London spørger: »Hvorfor ser nogle ledere sådanne projekter som en trussel, der skal forhindres? Hvorfor ser neokonservative og imperialister sådanne initiativer som en årsag til krig?«

ZEPP-LAROUCHE: Fordi hvis USA og Rusland – de to stærkeste atommagter – erstatter konfrontation med samarbejde om infrastruktur, der forbinder Amerika via højhastighedsbaner op gennem Canada, over Beringsstrædet, videre gennem det eurasiske kontinent og via en Gibraltar-tunnel mod Afrika, så vil handel og produktivitet langs korridorerne eksplodere. Menneskeheden vil vokse sammen. Det er skidt for imperialister, der lever af »del og hersk«. Fælles interesser gør manipulation vanskelig. Det er det korte svar.

SCHLANGER: En anden udvikling: Putin-udsending Kirill Dmitrievs besøg i USA i denne uge. En lytter i det sydlige Californien spørger: »Hvad er betydningen af besøget? Bruger russerne flere kanaler til Trump-administrationen?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Dmitriev har fremhævet Beringsstrædets betydning, bl.a. ved møder i Alaska. Han er blandt de tætte kontakter omkring præsident Putin, der er i dialog med præsident Trumps team. Alt tyder på, at der – trods op- og nedture – er en løbende diskussion mellem Trump og Putin og deres nærmeste. Det er godt. Ungarns premierminister Orbán har mødt paven og søgt hans støtte til fredsbestræbelser mellem USA og Rusland. Man ser et netværk af gejstlige og politikere, der søger fred – og et andet, der gør det modsatte. I Bruxelles, Strasbourg og Berlin koger hysteriet imod Rusland. Oprustning og snak om mobilisering – atmosfæren er hysterisk. Derfor er fredens stemme desto vigtigere.

SCHLANGER: Et spørgsmål om USA’s operationer i Caribien: »Hvordan retfærdiggør Trump-administrationen optrapning mod små både og skibe? Kan vi forvente kanonbådsdiplomati og kup? Afspejler det en forskydning af USA’s økonomiske interesser mod Amerika – i tråd med finansminister Bessents intervention i Argentina?«

ZEPP-LAROUCHE: Det ligner en ny doktrin med fokus på den vestlige halvkugle og et forsøg på at skubbe Kina ud. Det udspringer af at have karakteriseret Kina som systemisk rival i 2017-18 – en ny udgave af Wolfowitz-doktrinen: USA må ikke overgås. Det er urealistisk. Kinas økonomiske løft er en civilisatorisk bedrift med enorme globale fordele, inkl. fattigdomsreduktion. En konfrontationslinje mod lande, der samarbejder med BRIKS, kan destabilisere Latinamerika og skabe flygtningestrømme. Jeg håber, at møderne mellem Trump og Lula ved ASEAN i Kuala Lumpur – og morgendagens møde mellem Trump og Xi i Sydkorea – kan skabe en positiv arbejdsform, der også køler Latinamerika. Barbados’ præsident har med rette kritiseret udenomretlige drab: Der skal være rettergang – ikke junglelove.

SCHLANGER: En geografilærer fra New Mexico skriver: »I taler om store infrastrukturprojekter. Kunne I lave en pjece med en liste, korte beskrivelser og, hvor man finder mere?«

ZEPP-LAROUCHE: Den findes: Den Nye Silkevej bliver Verdenslandbroen (2014) og senere bind – inkl. en opdatering om Afrika (Udvidelse af Den Nye Silkevej til Vestasien og Afrika – en vision om en økonomisk renæssance). Skriv til EIR og få rapporterne. Vi opdaterer løbende.

SCHLANGER: Som sagt: Har man spørgsmål, så tag dem med til Helga! Sidste punkt: Den Internationale Fredskoalition på fredag er blevet stadig vigtigere for at forme ikke bare en opposition mod krigshøgene, men en positiv udviklingslinje – som i dag med Cusa og Beringsstrædetunnelen. Hvad er på programmet?

ZEPP-LAROUCHE: Vi vil helt sikkert diskutere pavens henvisning til coincidentia oppositorum og Nikolaus af Kusa. I to år har vi haft ugentlige IPC-drøftelser med religiøse ledere fra USA (bl.a. Pax Christi) og andre kirker for at fremme en interreligiøs intervention. Vi tager også Ukraine og europæisk krigsmageri op – det må afvises og fordømmes globalt. Der kommer oplægsholdere fra VIPS (Veteran Intelligence Professionals for Sanity), netop hjemvendt fra Moskva, samt bidrag fra Mellemøsten. En vigtig retssag i Tyrkiet vil også blive behandlet.

SCHLANGER: Det er fredag kl. 11 Eastern. Link findes på Schiller-instituttets websted.

Helga, tak. Det har været et spændende øjeblik – og en anledning for mange til at genopdage »sandhedens sødme«, som du kalder det. På gensyn fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, på fredag.

28. oktober 2025 (EIRNS) – Topmødet for Sammenslutningen af sydøstasiatiske Nationer (ASEAN), der omfattede ledere fra 11 medlemslande og inviterede nationer, sluttede den 28. oktober i Malaysia, mens delegationer i mellemtiden begynder at ankomme til Sydkorea til mødet den 31. oktober-1. november i Asia Pacific Economic Cooperation (APEC), der omfatter 21 medlemslande. Disse sammenkomster, sammen med vigtige sidemøder og aftaler – for eksempel mellem ASEAN og Indien, ASEAN og Kina og andre – finder sted i et Asien, der er midt i en dybtgående transformation, præget af samarbejde om gavnlige projekter, handel og multinationale relationer.

Nedtællingen til det vigtige møde torsdag den 30. oktober i den gamle koreanske hovedstad, Gyeongiu, mellem Kinas præsident Xi Jinping og USA’s præsident Donald Trump er nu i fuld gang. På flere måder placerer dette møde i Østasien dem i domænet for de ekstraordinære internationale drøftelser, der fandt sted i den første uge af september i Kina og Rusland, hvor snesevis af ledere mødtes under en række af tre møder fra Shanghai Cooperation Organization (SCO) i Tianjin til 80-årsdagen for sejren i Anden Verdenskrig i Beijing og til Vladivostok til Eastern Economic Forum.

Trump indledte sin ugelange Asien-turné den 26. oktober i Malaysia for at deltage i topmødet mellem USA og ASEAN, hvor han mødtes med premierminister Anwar Ibrahim, der er engageret i at udvikle handelsforbindelser med Kina og styrke BRIKS, som Malaysia tiltrådte som partnerland den 1. januar i år. I denne uge foreslås det, at Malaysia bliver fuldt medlem af BRIKS.

Ni af de elleve BRIKS-lande deltog i ASEAN-topmødet med forskellige delegationer. Af disse er Indonesien medlem af ASEAN, mens de øvrige var gæster, herunder Sydafrikas præsident Ramaphosa, Indiens premierminister Modi (der deltog via video), Kinas premierminister Li Qiang, Ruslands vicepremierminister Overchuk, Brasiliens præsident Lula da Silva og andre. Denne lejlighed markerede Brasiliens første deltagelse nogensinde. Trump havde en meget rettidig drøftelse med Brasiliens præsident Lula da Silva, som forhåbentlig orienterede den amerikanske leder om de akutte farer ved hans anti-Kina-politik i Sydamerika.

I dag var præsident Trump i Japan, hvor USA har 120 militære installationer og 50.000 soldater stationeret. Forsvarsanliggender var sammen med handel på dagsordenen for hans rejse. Han holdt en tale til tropperne på USS George Washington under et kæmpe banner med påskriften »Fred gennem styrke«. Han blev ledsaget af Japans nye premierminister Sanae Takaichi. Men der er flere vinkler på deres drøftelser. Hun har allerede skabt en del røre siden hun for nylig tiltrådte. I sin første tale til det nationale parlament den 24. oktober meddelte hun, at hendes regering har til hensigt at løse den langvarige territoriale strid med Rusland og indgå en fredstraktat med Moskva. Med hensyn til Kina understregede hun behovet for at fremme »konstruktive og stabile bånd« med Beijing, og havde allerede mod forventning meddelt at hun ikke ville støtte Washingtons handelskrig mod den asiatiske gigant.

I morgen vil præsident Trump være i Seoul på statsbesøg. Sydkoreas præsident Lee Jae-myung, der har været i embedet siden juni, håber at forbedre relationerne til både Kina og Nordkorea og forsøger nu at opnå en nedsættelse af de omfattende toldafgifter, som Trump-administrationen har indført. Efter den amerikanske præsidents besøg vil Lee være vært for dette års APEC-møde, der afholdes fra 31. oktober til 1. november. Om en måned vil Lee være vært for præsident Xi Jinping på et statsbesøg.

Disse aktiviteter er en del af den umiddelbare baggrund for topmødet mellem Trump og Xi. På handelsfronten mellem USA og Kina meddelte den amerikanske finansminister Scott Bessent den 26. oktober, at der var opnået en »meget vellykket rammeaftale« efter intense forhandlinger mellem ham og Kinas chefforhandler Li Chenggang for nogle dage siden. Li fortalte journalister den 27. oktober, at der var opnået en »foreløbig konsensus«. Inden for denne ramme skal der træffes foranstaltninger, som f.eks. at USA angiveligt trækker truslen om at indføre en told på 100 % på kinesiske eksportvarer tilbage, og at Kina ikke indfører et verdensomspændende eksportkontrolregime og sandsynligvis genoptager købet af amerikanske sojabønner. Der synes således at være sket fremskridt, men det er op til de respektive præsidenter at undersøge betingelserne og træffe de endelige beslutninger.

Ud over handels- og toldmæssige overvejelser er der imidlertid meget mere på spil for verden i udviklingen af forholdet mellem USA og Kina. Det er bedst  at denne gunstige lejlighed for samarbejde mellem stormagterne gribes af det globale nord i den globale majoritets bestræbelser på at skabe udvikling, hvilket er grundlaget for fred i verden.

Der er ingen »stående invitation« til sådanne positive relationer, der kan vare evigt. Trusler om krig, endog atomkrig, forværres. I Europa er der nu en stadig højere efterspørgsel efter mere deling af atomvåben mellem Storbritannien og Tyskland. I den vestlige halvkugle optrapper de amerikanske styrker deres militære tilstedeværelse, trusler mod Venezuela og piratagtige angreb i internationale farvande.

Borgere, der engagerer sig overalt, kan gøre en afgørende forskel i mobiliseringen mod denne ødelæggelse og undergang og for en politik, der tjener menneskeheden. I denne henseende er det meget interessant at se på initiativet fra pave Leo XIV i sin tale på Peterspladsen den 25. oktober, hvor han henviste til de historiske »bidrag fra kardinal Nicholas af Cusa«, især hans begreb om coincidentia oppositorum, eller modsætningernes sammenfald, som en metode til at løse konflikter. Det ville bestemt være meget belejligt, hvis præsident Xi og Trump anvendte det i deres drøftelser i denne uge.

Planlæg at deltage i den internationale konference arrangeret af Schiller Instituttet og Solidarité et Progrès den 8.-9. november i Paris, enten personligt eller via internettet. Tilmeld dig på: https://solidariteetprogres.fr/spip.php?article16972

—Christine Schier har bidraget til denne artikel.

Billede: President Donald Trump meeting with Japan’s new Prime Minister, Sanae Takaichi. Credit: White House

Dennis Small Eirns

25. oktober 2025

Heldigvis for menneskeheden er det ikke de aktuelle begivenheder, der finder sted over uger og måneder, som bestemmer historien. Det er snarere historiens dynamiske forløb, der er formet af samfundets underliggende kulturelle og filosofiske synspunkter, der definerer forløbet af det, der normalt betragtes som »aktuelle begivenheder«. Lyndon LaRouche understregede ofte dette punkt og gjorde det til et centralt element i den efterretningsvirksomhed han oprettede, Executive Intelligence Review.

I forfatterens taksigelse i sin bog fra 1983, There Are No Limits to Growth, forklarede LaRouche sin tankegang:

“Nyhedstjenestens funktion adskilte sig mest markant fra de fleste førende nyhedsmagasiner på to punkter. Det redaktionelle standpunkt var det samme som det, der blev indtaget i det 15. århundrede, den gyldne renæssances humanisme; det standpunkt der var karakteriseret af Leibniz og, mere eller mindre effektivt, af Dr. Benjamin Franklin.

Tilgangsmetoden for aktuelle begivenheder har været at lægge vægt på dybtgående historiske studier af den politiske og intellektuelle historie for den generelle befolkning og de fraktioner, der eksisterer inden for hvert specialistområde.

… Almindelig daglig erfaring, selv over flere generationer, er ikke et kompetent sæt empiriske beviser, hvorfra man kan udlede de faktiske, dybere love for menneskelig adfærd. For at forstå de aktuelle udviklinger i en verden, der i dag er domineret af europæisk kultur, er det mere eller mindre uundværligt at kende den interne historie for denne europæiske kultur over en periode på cirka 2.500 år.”

Det er ud fra dette synspunkt, at vi henleder læserens opmærksomhed på den dybere betydning af den tale, som pave Leo XIV holdt den 25. oktober for en skare på omkring 10.000 pilgrimme fra 93 lande, der var samlet på Peterspladsen i Vatikanstaten i anledning af jubilæumsaudiencen. Paven fokuserede sin tale på bidragene fra kardinal Nikolaus af Cusa i det 15. århundrede, »en kardinal, der stadig er lidet kendt i dag«, indrømmede paven. Han fremhævede Cusas centrale begreb om sammenfaldet af modsætninger og understregede dets enorme betydning for i dag.

Paven talte indtrængende om »en anden urolig tid, det 15. århundrede«, hvor »mange af hans [Cusas] samtidige levede i frygt, andre greb til våben og forberedte nye korstog«. Cusa »troede imidlertid på menneskeheden. Han forstod, at der er modsætninger, som skal holdes sammen«. Paven opfordrede: »Lad os blive et folk, hvor modsætninger bringes i enhed«; selvom det ikke eksisterer, må vi med Cusa »håbe på det, der endnu ikke ses«, en fremtid, der er menneskets værdighed værdig.

Pavens ord var vise og meget nødvendige. Men for fuldt ud at forstå den revolutionære karakter – og betydningen for menneskehedens overlevelse – af Cusas begreb om modsætningers sammenfald, er den seriøse læser og politiske aktivist nødt til at vende sig mod Lyndon LaRouches omfattende skrifter om emnet – for eksempel hans For Today’s Young Adults: Kepler & Cusa, og til Schiller Instituttets igangværende arbejde under ledelse af Helga Zepp-LaRouche, der selv er en anerkendt Cusa-forsker. For eksempel forklarede Zepp-LaRouche i en artikel fra 25. april 2020, The LaRouche Legacy Foundation:

“Han [Cusa] udviklede en tankegang, som han var meget bevidst om, og han sagde: ›Jeg siger nu noget, som intet menneske nogensinde har tænkt før‹, og det var princippet om coincidentia oppositorum. Dette er idéen om, at det Ene har en højere værdi og større betydning end de Mange, og at det menneskelige sind altid kan overvinde modsætninger ved at udvikle et niveau af fornuft på et højere plan, som anviser en måde at løse problemer, der ikke var løselige på det lavere plan.”

En fremragende anvendelse af netop denne tankegang er LaRouche-bevægelsens mangeårige fremme af Berings Strædet-tunnelprojektet, som fysisk vil forbinde USA og Rusland og sætte begge nationer på en vej mod gensidigt fordelagtigt økonomisk og strategisk samarbejde i stedet for konfrontation. Den 22. oktober afholdt EIR en historisk international konference om netop dette emne.

I weekenden ankom Kremls særlige udsending, Kirill Dmitriev, til Miami for at mødes med sin amerikanske modpart, Steve Witkoff, for at forsøge at få fredsforhandlingerne mellem de to lande tilbage på sporet. Dmitriev gentog sin fulde støtte til at projektere Berings Strædet-projektet i interviews med de amerikanske toneangivende tv-netværk CNN og Fox News:

»Det er ikke kun at projektere; men når de politiske vanskeligheder er overvundet, tror vi, at der kan opstå et omfattende økonomisk samarbejde, og dette økonomiske samarbejde kan danne grundlag for et fredeligt forhold mellem Rusland og USA. Og vi har brug for det grundlag, fordi hele verdens sikkerhed afhænger af det.«

Nicholas af Cusa ville være enig og bifalde det.

Billede: offentlig domæne

Ikke korrekturlæst

22. oktober 2025 (EIRNS) – Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, fremsatte følgende bemærkninger ved dagens EIR-arrangement: »Beringstrædet-tunnelprojektet kan indlede en ny æra med fred gennem udvikling.«

Helga Zepp-LaRouche: Hej til jer alle. Jeg må sige, at det er en stor glæde for mig at tale om Beringstrædet tunnelen, for i modsætning til mange kynikere, der kun ser dollartegn for deres øjne og tror, at dette vil føre til et enormt investeringspotentiale – hvilket det uden tvivl vil – tror jeg på et mere grundlæggende niveau, at realiseringen af Beringstrædet tunnelen potentielt og meget sandsynligt er svaret på, om vi får krig eller fred. For hvis vi kan nå til enighed mellem de to største atommagter i verden om at erstatte konfrontation med samarbejde – til gavn ikke kun for disse to lande, men for alle lande i verden – kan det være det vendepunkt, der markerer afskeden med det nuværende, ekstremt farlige øjeblik i historien.

Hvad vi skal gøre med Beringstrædet, er ligetil. Min afdøde mand, Lyndon LaRouche, promoverede allerede opførelsen af Beringstrædet Tunnelen så tidligt som i 1978, hvor han begyndte at nævne og skrive om den. Senere deltog han i en meget vigtig konference i SOPS, Det Russiske Råd for Studier af Produktive Kræfter – en fælles institution under Det Russiske Videnskabsakademi og det russiske ministerium for økonomisk udvikling. Han præsenterede et papir om emnet, og også hr. Razbegin, som jeg hermed hilser meget hjerteligt velkommen, deltog samme år i en konference, vi afholdt med Schiller Instituttet i den tyske by Kiedrich, hvor han bidrog med et vigtigt papir.

Det stod hele tiden klart for os, at forbindelsen mellem Amerika og det eurasiske kontinent ville åbne en afgørende akse i det, vi senere udarbejdede som rapporten »Den nye Silkevej bliver Verdenslandbroen«, der præsenterede idéen efter, at præsident Xi Jinping i 2013 i Kasakhstan havde annonceret Den Nye Silkevej som Kinas vigtigste projekt. Vi offentliggjorde denne undersøgelse om Verdens Landbroen – idéen om, at vedvarende infrastrukturudvikling i sidste ende åbner alle kontinenter gennem et netværk af korridorer, tunneler og broer, så hele verden bliver forbundet. Hvis man bygger Beringstrædet Tunnelen, vil man inden for få år kunne rejse med hurtigtog fra den sydlige spids af Argentina eller Chile hele vejen op gennem Latinamerika, via Mellemamerika, Nordamerika, Canada og Alaska, gennem tunnelen til Sibirien og videre ad Den Transsibiriske Jernbane, under Gibraltar, og til sidst ende ved Kap Det Gode Håb i Afrikas sydligste punkt. Naturligvis vil hele Eurasien blive forbundet gennem et tilsvarende net af korridorer og højhastigheds systemer.

Derfor mener jeg, at opførelsen af Beringstrædet Tunnelen – diskuteret siden det 19. århundrede og en visionær idé for mange, herunder Khrusjtjov, Kennedy og andre – vil åbne et nyt kapitel i menneskehedens historie. Det skyldes, at idéen ikke blot er en transport linje fra Alaska til den sibiriske kyst, en linje fra A til B, men selve kernen i korridor tænkningen. Det betyder for eksempel, at der på russisk side skal bygges omkring 4.000 km højhastighedsbane og omkring 2.000 km på canadisk og alaskansk side. Men det bliver kun én arterie i en bredere korridor, som også omfatter motorveje, energiproduktion og -distribution, telekommunikation osv. Grundlæggende åbner man de store områder i Nordamerika – i Canada og Alaska – og på russisk side i Fjernøsten, hvor store dele stadig er under permafrost, men hvor man kan finde alle elementer i Mendelejevs periodiske system. Hvis disse områder åbnes med den infrastruktur-tæthed, man normalt kun finder langs floder eller kystlinjer, kan produktiviteten i disse landmasser i sidste ende blive på niveau med de industrielle centre i verden i dag.

Det er også svaret på spørgsmålet om, hvem der skal betale for det. Nogle eksperter – hvoraf enkelte taler om kort tid – har påpeget, at projektet kan tjene sig selv ind på kun ca. 15 år. Elon Musk, som har meddelt, at hans boremaskiner faktisk kan være de instrumenter, der skaber denne tunnel, har sagt, at den kan bygges på otte år for 8 milliarder dollars. Men det potentiale for økonomisk produktivitet og velstand, den åbner for, er gigantisk. Det er sandsynligvis det største infrastrukturprojekt nogensinde, fordi konsekvenserne er enorme for alle lande, der i dag er fattige på råstoffer og energi, men som kan deltage. I de seneste år har præsident Putin og andre inviteret lande til at deltage i Vladivostok Economic Forum, fordi investeringerne i udviklingen af dette område er så store, at der er plads til alle, som vil være med.

Jeg ser det som en utrolig vigtig udvikling, og – som sagt – med et fredsskabende aspekt. Man kan se det på den debat, der raser i vestlige medier netop nu. Præsident Trump blev spurgt om projektet på en pressekonference og sagde, at det måske ikke sker, at han mødes med præsident Putin i Budapest i slutningen af måneden. Medierne erklærede straks, at projektet var dødt. De gengav ikke fortsættelsen af hans sætning, hvor han sagde, at ting sker meget hurtigt, så han ikke ved, hvad der vil ske; at man ville blive informeret inden for to dage. Udenrigsminister Lavrov sagde, at samtalerne fortsætter med udenrigsminister Rubio. Der er ingen tegn på, at projektet er aflyst, men de vestlige medier gik i fuld hysterisk dækning og udråbte det som afsluttet. Det er helt forkert, og jeg tror, det vil vise sig at være fuldstændig latterligt.

Konteksten bliver naturligvis tydeligere, når man lytter til, hvad chefen for den russiske udenrigsefterretningstjeneste, Sergey Naryshkin, sagde: at Rusland har beviser for, at NATO-landene fuldt ud forbereder sig på krig mod Rusland, og at de er i gang med en kampagne for at overbevise deres befolkninger om, at en sådan krig er uundgåelig.

Jeg kan kun bekræfte, at mediekampagnerne i Tyskland er helt utrolige, og forsvarsminister Pistorius siger, at Tyskland skal være klar til krig – det er, efter min mening, helt forkert. Men jeg er overbevist om, at hvis Beringstrædet Tunnelen besluttes og bygges, vil historiens momentum være på fredsmagernes side, og det vil i sidste ende påvirke alle, også europæerne.

Jeg vil tilføje et lille håb om, at Europa ikke forbliver fjendtligt indstillet, men erkender, at dets egne interesser ligger i at deltage i projektet – ikke mindst fordi navnet Bering tilhører en dansker, Vitus Jonassen Bering (1681-1741), som af Peter den Store fik til opgave at lede den første Kamchatka-ekspedition for at undersøge og kortlægge, om Rusland var forbundet med Amerika. Han udarbejdede faktisk utroligt præcise kort, og derfor bærer Beringstrædet hans navn. Lad os tage det som et lille, håbefuldt tegn på, at også Europa vil indtage en positiv holdning. Jeg vil slutte her og blot udtrykke min store optimisme for dette perspektiv.

Afsluttende bemærkninger

Tak til alle talerne. Jeg har også lært meget. Én ting, som Dr. Spencer sagde, gjorde mig meget bekymret: at AI og atomvåben ikke kan eksistere side om side. Det er en skræmmende tanke. Husk, at Israels angreb på Iran i juni var baseret på oplysninger fra et AI-program fra Palantir, som blev givet til Det Internationale Atomenergiagentur, og som dannede grundlag for vurderingen af den såkaldte status for iranske atomvåben. Fem dage senere blev oplysningerne trukket tilbage, fordi de viste sig at være falske – de byggede ikke på fakta, men på en algoritme – og skaden var sket. Her var der kun tale om konventionelle våben; forestil jer, hvis atomvåben havde været involveret. Denne episode understreger den absolutte nødvendighed af at skifte kurs.

Denne vision er også vigtig i lyset af den tyske økonom Friedrich List – som i øvrigt påvirkede grev Witte og mange andre, og hvor Rusland har en vis tradition. Han mente, at hvis infrastrukturen med tiden voksede til et planetarisk netværk, der forbandt alle kontinenter og lande, ville det danne grundlag for en fuldstændig ændring i folks mentalitet og konsolidere verdensfreden. Det er præcis, hvad idéen om Verdenslandbroen står for. I begyndelsen tænker folk altid: »Åh, man kan ikke køre med jernbane hurtigere end 30 km/t, ellers dør alle af et hjerteanfald.« I dag bygger man maglev-tog i Kina, der kører 600 km/t, og der planlægges banesløjfer, der kan nå 1.000 km/t. Infrastruktur, der forbinder mennesker og ændrer mentaliteten ved at få os til at vokse sammen som én menneskehed, kan overvinde geopolitikken og få os til at forstå, at vi virkelig sidder i samme båd. Beringstrædet Tunnelen er et vigtigt skridt i den retning. Måske bør vi fortsætte denne diskussion om nogle uger eller måneder og forhåbentlig udbrede den bredt, så flere kan støtte den.

For English, see below.
Helga Zepp-LaRouche: Goddag, ambassadør Hassassian. Jeg er meget glad for, at De i dette afgørende øjeblik har fundet tid til at give os et interview. Hele verden var naturligvis glad og lettet, da de 20 gidsler blev løsladt, og jeg tror, at tallet for palæstinensiske fanger i alt var [næsten 2.000]. Mit første spørgsmål til Dem er: Tror De, at dette er begyndelsen på fred? Eller skal vi bekymre os om, at det kun er en pause, og at kampene vil blive genoptaget? Fortæl os venligst, hvad Deres holdning er.

H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian: Først og fremmest mener jeg, at det er et gennembrud, at denne krig er stoppet efter to år. Det ser ud til, at præsident Trump har brugt sin indflydelse på Israel for at få landet til at acceptere våbenhvilen. Naturligvis har de bestræbelser, der er gjort for at mægle mellem Israel og Hamas, båret frugt. Allerede fra begyndelsen vil jeg sige, at det har været en lettelse – først og fremmest for befolkningen i Gaza – at dette blodbad og drab er stoppet, og at ødelæggelsen og jævningen af Gaza er ophørt.

Befolkningen i Palæstina er lettet over, at krigen er slut, og mange tror, at dette kan være starten på en ny æra i Mellemøsten, hvor fred er mulig efter så mange års konflikt og ødelæggelse. Vi er nået til et punkt, hvor den eneste mulighed for at løse konflikten mellem Palæstina og Israel er gennem fredsforhandlinger, fordi begge parter har forstået konsekvenserne af sådanne krige. Israel har ikke sparet på noget og har fortsat brugt militær magt for at undertrykke palæstinensernes krav om selvbestemmelse. Nu indser de, at en militær løsning ikke er nogen løsning. Vi er nødt til at vende tilbage til forhandlingsbordet, først udarbejde detaljerne i præsident Trumps fredsaftale og dernæst finde ud af, hvordan vi kan opnå en omfattende fred i Mellemøsten ved at realisere palæstinensisk selvbestemmelse og oprette vores uafhængige palæstinensiske stat.

Dette er begyndelsen og optakten til et større billede i Mellemøsten, hvor alle ved, at den militære konflikt i vores del af verden er kernen i usikkerhed og ustabilitet. For at løse dette må alle parter – alle interessenter – erkende det. Især Israel må forstå, at besættelsen ikke kan fortsætte; besættelsen må ophøre, og palæstinenserne skal have deres umistelige ret til selvbestemmelse og dannelsen af en uafhængig palæstinensisk stat inden for 1967-grænserne, sådan som det er legitimeret af det internationale samfund og FN’s resolutioner.

Zepp-LaRouche: Jeg synes, at den plan, der blev forhandlet på plads mellem præsident Trumps team og forskellige arabiske regeringer – Egypten, Qatar osv. – ser meget lovende ud. Men jeg mener personligt, og Schiller Instituttet mener, at dette er et meget værdifuldt øjeblik til at skabe en grundlæggende forandring i hele dynamikken. Som De ved, og som De også har deltaget i på nogle af vores konferencer, handler ideen om at ændre parametrene i hele regionen – ikke kun Israel/Palæstina – ved at omdanne ørkenen til et grønt område med skove og landbrug gennem gennemførelsen af Oase-planen, som blev udtænkt af min afdøde mand, Lyndon LaRouche, allerede i 1975, og som vi har videreudviklet i den seneste periode. Jeg mener, at dette er det rette tidspunkt at sætte Oase-planen på dagsordenen. I betragtning af at Israels naboer er meget bevidste om, at der skal gøres noget for at skabe et stabilt grundlag for fred: Hvordan ser De chancerne for, at Golfstaternes Samarbejdsråd (GCC), Organisationen for islamisk Samarbejde (OIC), Den Arabiske Liga og lignende organisationer vil være villige til at overveje Oase-planen netop nu?

Ambassadør Hassassian: Jeg mener, at dette er det rette tidspunkt for Deres organisation til at gå videre og markedsføre Oase-planen. Som jeg har sagt tidligere ved flere lejligheder, har jeg støttet Oase-planen som et forstadium til økonomisk og infrastrukturel udvikling. Det er efter min opfattelse en opskrift, som internationale donorer og interessenter kan bruge i processen med national genopbygning og infrastrukturudvikling i Gaza. Det er på tide at markedsføre Oase-planen, så den kan indarbejdes af dem, der skal være involveret i genopbygningen af Gaza, som en plan der kan supplere andre planer, samle dem og fungere som en vigtig partner i denne udviklingsproces.

Oase-planen bliver nu mere og mere synlig for interessenterne og kan indgå i enhver udviklingsproces vedrørende infrastruktur osv. Dette er det rette tidspunkt for jeres organisation til at spille en afgørende rolle. Vær mere aktiv i at nå ud til donorlandene, som allerede har lovet at deltage i genopbygningen af Gaza – nu er der en enestående mulighed for at fremme en plan, som har eksisteret i tre-fire årtier.

Det er ikke noget nyt; det er noget, der er afprøvet og testet og har vist sig at kunne lykkes. Hvorfor så ikke nu – også ved at bruge Oase-planen som del af genopbygningen af Gaza, som desværre i vidt omfang er jævnet med jorden? Omkring 80 % af Gaza er ødelagt, og netop nu bør sådanne udviklingsmodeller integreres i fremtidige genopbygnings- og udviklingsplaner.

Zepp-LaRouche: Som De ved, starter programmet med et system af kanaler mellem Det Røde Hav og Det Døde Hav og dernæst en kanal til Middelhavet og kan på den måde – grundlæggende ved hjælp af afsaltning af store mængder havvand – skabe et helt nyt vandingssystem for hele regionen, inklusive kunstige floder. I sidste ende er det ikke kun tænkt til genopbygningen af Gaza; visionen er, at hele regionen – faktisk fra Indien til Middelhavet og fra Kaukasus til Den Persiske Golf – kan transformeres. I en vis forstand var denne region allerede centrum for den gamle Silkevej og forbandt Asien, Afrika og Europa; den kunne indtage den rolle igen. Hvad er Deres holdning til dette?

Ambassadør Hassassian: Jeg forstår udmærket, hvad De siger, og jeg mener, at regeringerne bør involveres i processen, for det er ikke noget, et privat firma kan løfte alene. Det er et langsigtet projekt, som allerede er blevet afprøvet i forskellige former, og Oase-planen bør uddybes og foreligge i en mere udviklet form, når den skal markedsføres – med Gaza som eksempel. Alt det, De har nævnt, er vigtigt: Fordelene vil ikke kun tilfalde beboerne i Gaza og palæstinenserne. Regionen vil blive løftet til et andet niveau, hvor der skabes nye forbindelser i form af handel og infrastruktur. Det vil i sig selv skabe momentum for regionalt samarbejde og fremme stabilitet. Denne form for økonomisk udvikling vil gavne hele regionen, og derfor bør den ses som et makrokosmos, ikke blot et mikrokosmos.

Jeg er helt overbevist om, at Oase-planen bør overvejes seriøst nu, hvor regional sikkerhed også vil afhænge af økonomisk stabilitet gennem en plan, der bringer alle interessenter sammen for at forankre stabilitet i hele Mellemøsten. Som De ved, er sikkerhed ikke kun politisk; trumfkortet her er økonomisk stabilitet. Økonomisk samarbejde vil også føre til politisk stabilitet, i den forstand at både israelere, palæstinensere og resten af regionen nu bør være klar til en ny begyndelse. Det kan kun baseres på en synkronisering, hvor politisk stabilitet katalyseres af økonomisk stabilitet gennem en sund økonomisk plan, der bringer fordele til alle interessenter – med henblik på at forankre stabilitet én gang for alle i denne lange konflikt, som har varet i årtier.

Zepp-LaRouche: De nævnte, at regeringerne må træffe beslutningen. Vi har afholdt flere konferencer om Oase-planen, som De også har deltaget i, og de konferencer sluttede altid med erkendelsen af, at regeringerne må tage planen op. På en af vores konferencer sagde en kinesisk økonom, professor Zhang Weiwei, at Kina har den videnskabelige og teknologiske kapacitet til at gennemføre planen, idet landet har stor erfaring med at bekæmpe ørkenspredning i Xinjiang og også i en region i det nordøstlige Kina på størrelse med Tyskland, som tidligere var ørken, men nu rummer haver, skovbrug og landbrug – med velhavende bønder til følge. Præsident Xi Jinping meddelte allerede i 2015, da han besøgte Iran, Saudi-Arabien og Egypten, at han var villig til at udvide Bælte- og Vej-initiativet til hele regionen.

På den anden side har præsident Trump været meget stolt af at have fået fredsaftalen i stand. Hvorfor derfor ikke foreslå, at når præsident Xi Jinping og præsident Trump – forhåbentlig – mødes i Sydkorea ved det kommende APEC-topmøde, kan de løse dette problem én gang for alle ved at gå sammen? Så vil alle nabolande kunne enes, og jeg tror også, at befolkningen i Israel vil se fordelen ved at have et fredeligt miljø og naboer, der ikke er fjendtlige, men hvor der faktisk kan udvikle sig venskab. Hvad mener De om alt dette?

Ambassadør Hassassian: Jeg mener, hvad du har sagt er helt rigtigt. Der er en klar præcedens for Oase-planen, og kineserne kunne – som led i at komme tættere på en dialog med amerikanerne – drøfte det på det kommende møde i Sydkorea. Jeg mener, at præsident Trump bør drøfte sagen med Jared Kushner, Steve Witkoff og de øvrige, der har været involveret i Gaza-forhandlingerne, og forsøge at inddrage alle lande, som kan hjælpe med genopbygningen af Gaza, især i den arabiske verden. Det ville være en god mulighed for præsident Trump at anerkende Oase-planen, som har vist sit værd, og arbejde for at den kan fusionere med andre planer og fungere som en samlet ramme for regionens udvikling og Gazas genopbygning. Og naturligvis vil israelerne – hvis de til sidst accepterer fred som den endelige løsning – kunne blive potentielle partnere i gennemførelsen af planen. Overordnet set mener jeg, at verden skylder Mellemøsten, at konflikten bliver løst og stabiliseret – økonomisk såvel som politisk.

Vi lever i en meget interessant tid, hvor der er global deltagelse i bestræbelserne på at bringe Mellemøsten fra konflikt til fred. Nu er det rette tidspunkt for alle at synkronisere deres indsatser, lægge hovederne i blød og omsætte tingene til realiteter på jorden ved at realisere fordelene ved Oase-planen. Også inddragelsen af Golfstaterne, den arabiske og den islamiske verden samt Den Europæiske Union – ikke kun med materielle ressourcer, men også med politisk vilje – vil være vigtig. For dette vil skabe fred, og en varig fred vil i høj grad gavne Europa og verdenshandelen.

Zepp-LaRouche: Jeg mener, at denne plan må overvejes meget hurtigt. Den nuværende situation rummer et enormt potentiale, men det kan også forspildes. Mange analytikere er bekymrede for, at en krig mod Iran er mulig. For eksempel mener Alastair Crooke, tidligere britisk diplomat med stor viden om Mellemøsten, at et nyt angreb på Iran kunne finde sted snarere før end senere. Iran har netop suspenderet samarbejdet med Det Internationale Atomenergi-agentur (IAEA) som reaktion på fornyede sanktioner, og det gør øjeblikket yderst farligt. Hvis det kommer til et nyt angreb på Iran, er Iran i mellemtiden blevet styrket af venligtsindede stater, bl.a. med hensyn til luftforsvar. Faren for en fornyet krig mod Iran, som kunne involvere hele regionen og i sidste ende udvikle sig til en global krig, bør være et motiv til at fremskynde Oase-planen som en fredsplan – meget, meget hurtigt.

Ambassadør Hassassian: Ja, der er faktisk en risiko for en ny konflikt mellem Iran og Israel. Men jeg tror, at præsident Trump er klar over, at alt vil blive sprængt i luften, hvis Israel angriber Iran nu. Som vi ved fra pressen, planlægger præsident Trump at rejse til Iran. Denne rejse er i sig selv et klart signal om, at der er en åben dialog mellem amerikanerne og iranerne om atomspørgsmålet og den atomare teknologi i Iran. Det vil kunne dæmpe spændingerne mellem Israel og Iran, hvis præsident Trump tager dertil og forsøger at få garantier for, at iranerne vil respektere de regler, der er udstedt af Atomenergi-agenturet, for ikke at tale om, at de forhandlinger, som har fundet sted om begrænsning af Irans atomudvikling, kan bære frugt. Jeg tror ikke, præsident Trump vil løse det ene problem for så at lade andre problemer underminere hans ihærdige bestræbelser på at skabe fred i Mellemøsten.

Truslen om krig vil altid være der, men potentialet for fred er stærkere nu, især da Iran betragtes som et magtfuldt land i Mellemøsten med evnen til at reagere på enhver aggression fra Israels side. Jeg tror ikke, at iranerne ønsker at angribe Israel; tværtimod ser vi, at israelerne ofte har truet Iran og ønsket amerikansk medvirken til at bombe Iran. Derfor må præsident Trump være meget forsigtig og tilbageholdende i sin håndtering af det iranske spørgsmål.

Ser vi fremad, tror jeg, at Israel vil blive taberen, hvis landet åbner en ny front mod Iran. Hele regionen vil stå på spil, og det bringer ikke fred og stabilitet. Fortolkningen er, at dette potentielt kan udvikle sig til en “global krig”. Men ingen ønsker krig længere – ingen ønsker krig længere! Vi har brug for fred, sikkerhed og stabilitet. Iran ville blive accepteret, ikke kun i den arabiske og islamiske verden, men også i Europa og andre steder, fordi Iran ikke planlægger at angribe Israel – tværtimod. Derfor bør Trump være mere restriktiv over for Israel og ikke opfordre verden til at støtte et israelsk angreb på Iran. Iran kender begrænsningerne for sine atomare kapaciteter, og der har været forståelse for, i hvilket omfang Iran kan udvikle dem til fredelige formål.

Ansvaret ligger i høj grad hos Israel. Da amerikanerne – og særligt præsident Trump nu – har stor indflydelse på israelsk politik, er tidspunktet gunstigt for at indgå en fredsaftale mellem Israel og Iran.

Zepp-LaRouche: Der er også spørgsmålet om forholdet mellem palæstinensere og israelere. Efter forskellige krige ville det engang have virket utænkeligt, at forholdet mellem franskmænd og tyskere kunne blive normalt eller endog venskabeligt. Jeg synes, det er vigtigt at overveje, at Avrum Burg, tidligere præsident og Knesset-formand, netop har udtalt i et interview, at der i ethvert lands historie kommer øjeblikke, hvor nationen må konfrontere sin egen identitet. Sådan et øjeblik kom for Tyskland i 1945; for USA ved afslutningen af Vietnam-krigen; og for Israel i dag – han mener, at den israelske sjæl er knust lige nu. Han opfordrede også til oprettelsen af en global jødisk fond til genopbygning af Gaza, hvilket efter min mening ville være et vigtigt element i gennemførelsen af Oase-planen.

Mere grundlæggende: Kan De forestille Dem, at en reel dialog mellem det palæstinensiske folk og det israelske folk kan begynde – hvor man lægger alle de begåede forbrydelser og de forfærdelige lidelser til side, og hvor hver side trækker på de bedste traditioner i hhv. jødisk og palæstinensisk kultur? Ser De et sådant potentiale?

Ambassadør Hassassian: Der er et potentiale, men det vil tage tid. Det er for tidligt at tale om at hele sårene. Palæstinenserne lever stadig under israelsk besættelse, og der har som bekendt ikke været nævneværdig menneskelig interaktion i lang tid. Det havde vi under Oslo-processen, men Oslo mislykkedes, fordi palæstinenserne ikke opnåede uafhængighed i 1999. Vi kan derfor tale om næsten 26 år, hvor Oslo-aftalerne ikke er blevet gennemført. Vi er tilbage ved udgangspunktet – i en nulsumskonflikt – og har kun en våbenhvile. Vi håber, at den vil vare ved, indtil folk har helet deres sår og kan vende tilbage til et normalt liv. Det vil tage tid; de psykologiske traumer kan ikke vaskes væk med en våbenhvile.

I sidste ende vil det kunne ske, hvis folk på begge sider tror på, at sameksistens er uundgåelig, da vi er naboer. Men det vil ikke ske, medmindre besættelsen ophører. Først når besættelsen er slut, vil palæstinenserne ikke længere leve i konstant usikkerhed, og først da åbnes muligheden for egentlig normalisering.

Vi kan tale om accept og sameksistens, når palæstinenserne har deres egen uafhængige stat, og relationerne kan normaliseres – handel, kultur osv. Det er den ideelle situation, som vil kunne opstå, når konflikten er afsluttet. Uden at bringe besættelsen til ophør kan jeg ikke se reel interaktion mellem mennesker, i hvert fald ikke foreløbig.

Zepp-LaRouche: Det understreger vigtigheden af Oase-planens tilgang, som bygger på ideen om fred gennem udvikling. Det var faktisk pave Paul VI’s idé, som han allerede fremlagde i 1967 i encyklikaen Populorum Progressio om alle menneskers udvikling: Hvis man har et langsigtet udviklingsperspektiv, der forbedrer livet og giver håb for kommende generationer, vil mennesker, der lever i elendighed og er udsatte for radikale ideer, se fordelen ved at blive videnskabsfolk, ingeniører, lærere, stifte familie osv. På den måde ændres dynamikken – og det sker kun, hvis alle parter får en gevinst gennem Oase-planen.

Jeg vil gerne takke Dem for Deres tid. Fra Schiller Instituttets side er vi fuldt ud forpligtet til at gøre alt, hvad der er muligt, for at sætte Oase-planen på dagsordenen. Mange tak! Har De nogle afsluttende ord?

Ambassadør Hassassian: Først og fremmest tak for invitationen – og for vores samarbejde. Det er ikke første gang, jeg taler ved Schiller Instituttet. Vores samarbejde har været langvarigt. Jeg troede på Oase-planen, og derfor var jeg måske den eneste palæstinensiske ambassadør, der aktivt har fremmet den. Planen er blevet grundigt diskuteret i vores organisationer i Palæstina, og jeg har også forsøgt at bringe den op i regeringen, så den kan overvejes som en potentiel plan for fremtiden.

En sådan organisation bør hyldes for sit bidrag til verdensfreden, ikke kun i Mellemøsten. Jeg vil være en stærk tilhænger – uanset om jeg er ambassadør eller ej. Jeg er nu på vej på pension, men jeg vil fortsat bringe budskabet om fred og udvikling gennem Oase-planen videre. Vi vil fortsætte samarbejdet, uanset min officielle stilling; som professor og som influencer kan jeg fortsat støtte jer og dette vigtige institut med dets ædle sag: at skabe fred og stabilitet – ikke kun i bestemte geografiske områder, men i hele verden. Jeg roser jeres arbejde og ønsker, at Gud vil velsigne jer i jeres ædle mission. Må vi en dag høste frugterne af Oase-planen! Tusind tak for at have mig med.

Zepp-LaRouche: Mange tak.

English:
Here is the edited version of the interview in Executive Intelligence Review:

Download (PDF, Unknown)

af Jason Ross

eir.news den 20. oktober 2025

Mens verden bevæger sig mod enten geopolitisk splittelse eller løftet om samarbejdsbaseret udvikling, står Berings Strædet-tunnelen som en potentiel bro, ikke kun mellem kontinenter, men også mellem civilisationer. At forbinde Eurasien med Amerika gennem en forbindelse mellem Rusland og Alaska har begejstret tænkere i over et århundrede og blev endda direkte godkendt af zar Nikolaj II i 1906. Principperne bag Bering-projektet går ud over beton, stål og skinner. Det er en vision om fred gennem udvikling: nationer forbundet af et fælles mål, ikke adskilt af rivalisering.

Tunnelen vil forankre Verdenslandbroen, der forbinder New York med Shanghai, Paris med Buenos Aires og Dakar med Moskva gennem sammenhængende jernbane- og udviklingskorridorer. Og den kan være katalysator for en moralsk revolution i internationale relationer, hvor nulsums-konkurrence erstattes af fælles fremskridt. Projektet, i forbindelse med en global Glass/Steagall-tilgang, ville flytte globale investeringer til produktiv udvikling og vende den afindustrialisering, der nu ses i store dele af Europa og Nordamerika.

I april 2007 samledes flere hundrede mennesker i Moskva til en konference med titlen »Megaprojekter i det østlige Rusland: En transkontinental transportforbindelse mellem Eurasien og Amerika via Berings Strædet.« To amerikanere, der seriøst havde støttet projektet, den tidligere amerikanske indenrigsminister og guvernør i Alaska Walter J. Hickel og Lyndon LaRouche, der havde opfordret til forbindelsen siden 1978, deltog. Hickel for at tale til konferencen personligt, og Lyndon LaRouches skriftlige bemærkninger blev leveret af en talsmand personligt. En rapport om konferencen findes i forår/sommerudgaven 2007 af 21st Century Science & Technology.

Da idéen igen er blevet genstand for offentlig debat, afholder (EIR) et seminar kl. 10.00 ET (16.00 dansk tid) den 22. oktober med eksperter inden for ingeniørvidenskab, økonomi og diplomati. Detaljer findes her.

Kirill Dmitrievs virale opfordring til kreativt engagement, Elon Musks bemærkninger om Alaskas og Ruslands nærhed samt fornyet interesse for tidligere gennemførlighedsundersøgelser foretaget af det tyske tunnelbyggerfirma Herrenknecht og det kinesiske ingeniørakademi har genoplivet offentlighedens entusiasme. Herrenknecht, hvis tunnelboremaskiner forbandt Europa og Asien gennem Bosporus (Eurasien-tunnelen, åbnet i 2016), bekræftede, at projektet er »fuldstændig gennemførligt med nutidens teknologi«. Da denne vurdering kommer fra det firma, der i øjeblikket er ansvarlig for Europas mest ambitiøse tunnelprojekter, herunder Brenner-basistunnelen og den planlagte forbindelse mellem Gibraltar og Marokko, har den stor vægt. Men gennemførligheden er ikke længere det vigtigste spørgsmål. Det der betyder noget nu er, om nationerne har modet til at handle på det.

Denne diskussion kan ikke forblive begrænset til ingeniører, investorer og politikere. Berings Strædet udfordrer os alle til at tænke anderledes om menneskeheden som helhed: Vores art er unik blandt alle levende væsener gennem vores evne til at opdage, bygge og forbinde, ikke til at dominere.

I samme uge, hvor landene i FN genoptager kampen for at afskaffe kolonialisme i alle dens former, og hvor den tyske industri opfordrer til et nyt udviklingspartnerskab med Afrika, tilbyder Berings-projektet en konkret vej frem.

Tunnelen og udviklingskorridorerne er fysisk og moralsk infrastruktur, en platform for opbygningen af en virkelig menneskelig fremtid.

20. oktober 2025 (EIRNS) – Onsdag den 22. oktober 2025 16:00 dansk tid.

Onsdag den 22. oktober afholder Executive Intelligence Review en international rundbordsdiskussion om de strategiske implikationer af Berings Strædet-tunnelprojektet, som i løbet af de seneste 48 timer er kommet i fokus i forholdet mellem USA og Rusland på grund af indlæg på sociale medier fra Kremls særlige udsending Kirill Dmitriev, der opfordrer til et fælles byggeri af en sådan »Putin-Trump-tunnel«, og den amerikanske præsident Donald Trumps kommentar som svar, at han fandt forslaget »interessant« og at han ville overveje det.

Den russiske præsident Vladimir Putin og Trump skal mødes i Budapest, Ungarn, i slutningen af oktober for at fortsætte deres forhandlinger om at afslutte krigen i Ukraine, og Dmitrievs forslag kan meget vel være på dagsordenen.

Dmitriev afslørede i dag i et indlæg på sociale medier, at »vi for seks måneder siden påbegyndte en gennemførligheds-undersøgelse af tunnelen mellem Rusland og Alaska« – dvs. omkring april 2025, eller fire måneder før det historiske topmøde mellem Putin og Trump i Alaska den 15. august.

Læserne vil huske, at umiddelbart før dette topmøde, den 11. august, havde Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche udsendt en hasteerklæring: »Zepp-LaRouche opfordrer præsidenterne Trump, Putin og Xi: Berings Strædet-tunnelprojektet er den perfekte politik for at undgå krig.« I dette dokument opfordrede Zepp-LaRouche Putin og Trump til, “når I mødes i Alaska den 15. august … at I kunne blive enige om at bygge en korridor over Berings Strædet og med dette jernbane- og tunnelprojekt at forene jernbanesystemerne i Eurasien med dem i Amerika. Dette projekt ville åbne op for udnyttelsen af de enorme uudnyttede ressourcer i Sibirien samt de amerikanske arktiske ressourcer af olie, gas, alle former for ædle metaller og ferskvand … [Det] kunne blive det perfekte program til at undgå krig og i høj grad øge verdens velstand.» Zepp-LaRouche forklarede, at «Berings Strædet-tunnelprojektet er blevet undersøgt og fremmet i årtier af førende videnskabelige og politiske personligheder i USA, Rusland og Kina,” herunder hendes afdøde mand, den berømte fysiske økonom Lyndon LaRouche.

Denne opfordring den 11. august indeholdt et 21-siders tillæg med historisk dokumentation af Berings Strædet-tunnelprojektet, som er blevet offentliggjort gennem årene af EIR.

Men det strategiske potentiale i dette initiativ rækker endnu længere end topmødet mellem Trump og Putin. Trump vil sandsynligvis også mødes med den kinesiske præsident Xi Jinping i samme periode. Begge præsidenter vil være i Sydkorea omkring den 30. oktober, hvor APEC-topmødet er planlagt til at finde sted fra den 31. oktober til den 1. november. Den amerikanske finansminister Scott Bessent vil mødes med den kinesiske vicepremierminister He Lifeng i Malaysia om cirka en uge for at se, om der kan opnås tilstrækkelig enighed om handel og andre spørgsmål til at gøre et sådant topmøde muligt.

Kina har i årtier været en ivrig fortaler for Berings Strædet-tunnelprojektet og vil drage direkte fordel af det. Det ville være helt logisk at flytte forholdet mellem USA og Kina væk fra den blindgyde, som toldkrigen udgør, og over på en vej med samarbejde om et sådant projekt.

Desuden tilbyder LaRouches Oase-plan for Mellemøsten en lignende tilgang til fred gennem udvikling for at løse kriserne i denne krigshærgede region.

Det russiske nyhedsbureau TASS henvendte sig i dag til Zepp-LaRouche for at få en vurdering af betydningen af de seneste udviklinger. »Det er indlysende for præsident Trump, at en normalisering af forholdet mellem USA og Rusland vil åbne enorme muligheder for at udvikle det økonomiske samarbejde mellem de to lande,« sagde Zepp-LaRouche til TASS. »Det mest imponerende [ projekt] ville være ›Putin-Trump-tunnelen‹, som, som Kirill Dmitriev, administrerende direktør for Russian Direct Investment Fund, bemærkede på sociale medier, ville blive en 112 km lang forbindelse mellem Amerika og Afro-Eurasien på tværs af Berings Strædet… Putin-Trump-tunnelen ville være den ideelle legemliggørelse af begrebet ›fred gennem udvikling‹.«

Bekræftede talere:

• Helga Zepp-LaRouche (Tyskland), chefredaktør for EIR

• Scott Spencer (USA), chefprojektrådgiver, InterContinental Railway

• Prof. Enzo Siviero (Italien), direktør, eCampus University, Italien; vicepræsident, Réseau Méditerranéen des Écoles d’Ingénieurs

• Dr. Alexander Bobrov (Rusland), ph.d. i historie, leder af afdelingen for diplomatiske studier ved Institut for Strategiske Studier og Prognoser, RUDN Universitet (Folkenes Venskabsuniversitet)

Andre eksperter vil blive annonceret.

Mvh. Med venlig hilsen

Michelle

mich.ras@hotmail.com

Dennis Small EIRNS

18. oktober 2025

Onsdag den 22. oktober afholder Executive Intelligence Review en international rundbordsdiskussion om de strategiske implikationer af Berings Strædet-tunnelprojektet, som i løbet af de seneste 48 timer er kommet i fokus i forholdet mellem USA og Rusland på grund af indlæg på sociale medier fra Kremls særlige udsending Kirill Dmitriev, der opfordrer til et fælles byggeri af en sådan »Putin-Trump-tunnel«, og den amerikanske præsident Donald Trumps kommentar som svar, at han fandt forslaget »interessant« og at han ville overveje det.

Den russiske præsident Vladimir Putin og Trump skal mødes i Budapest, Ungarn, i slutningen af oktober for at fortsætte deres forhandlinger om at afslutte krigen i Ukraine, og Dmitrievs forslag kan meget vel være på dagsordenen.

Dmitriev afslørede i dag i et indlæg på sociale medier, at »vi for seks måneder siden påbegyndte en gennemførligheds-undersøgelse af tunnelen mellem Rusland og Alaska« – dvs. omkring april 2025, eller fire måneder før det historiske topmøde mellem Putin og Trump i Alaska den 15. august.

Læserne vil huske, at umiddelbart før dette topmøde, den 11. august, havde Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche udsendt en hasteerklæring: »Zepp-LaRouche opfordrer præsidenterne Trump, Putin og Xi: Berings Strædet-tunnelprojektet er den perfekte politik for at undgå krig.« I dette dokument opfordrede Zepp-LaRouche Putin og Trump til, “når I mødes i Alaska den 15. august … at I kunne blive enige om at bygge en korridor over Berings Strædet og med dette jernbane- og tunnelprojekt at forene jernbanesystemerne i Eurasien med dem i Amerika. Dette projekt ville åbne op for udnyttelsen af de enorme uudnyttede ressourcer i Sibirien samt de amerikanske arktiske ressourcer af olie, gas, alle former for ædle metaller og ferskvand … [Det] kunne blive det perfekte program til at undgå krig og i høj grad øge verdens velstand.» Zepp-LaRouche forklarede, at «Berings Strædet-tunnelprojektet er blevet undersøgt og fremmet i årtier af førende videnskabelige og politiske personligheder i USA, Rusland og Kina,” herunder hendes afdøde mand, den berømte fysikøkonom Lyndon LaRouche.

Denne opfordring den 11. august indeholdt et 21-siders tillæg med historisk dokumentation af Berings Strædet-tunnelprojektet, som er blevet offentliggjort gennem årene af EIR.

Men det strategiske potentiale i dette initiativ rækker endnu længere end topmødet mellem Trump og Putin. Trump vil sandsynligvis også mødes med den kinesiske præsident Xi Jinping i samme periode. Begge præsidenter vil være i Sydkorea omkring den 30. oktober, hvor APEC-topmødet er planlagt til at finde sted fra den 31. oktober til den 1. november. Den amerikanske finansminister Scott Bessent vil mødes med den kinesiske vicepremierminister He Lifeng i Malaysia om cirka en uge for at se, om der kan opnås tilstrækkelig enighed om handel og andre spørgsmål til at gøre et sådant topmøde muligt.

Kina har i årtier været en ivrig fortaler for Berings Strædet-tunnelprojektet og vil drage direkte fordel af det. Det ville være helt logisk at flytte forholdet mellem USA og Kina væk fra den blindgyde, som toldkrigen udgør, og over på en vej med samarbejde om et sådant projekt.

Desuden tilbyder LaRouches Oase-plan for Mellemøsten en lignende tilgang til fred gennem udvikling for at løse kriserne i denne
krigshærgede region.

Det russiske nyhedsbureau TASS henvendte sig i dag til Zepp-LaRouche for at få en vurdering af betydningen af de seneste udviklinger. »Det er indlysende for præsident Trump, at en normalisering af forholdet mellem USA og Rusland vil åbne enorme muligheder for at udvikle det økonomiske samarbejde mellem de to lande,« sagde Zepp-LaRouche til TASS. »Det mest imponerende [ projekt] ville være ›Putin-Trump-tunnelen‹, som, som Kirill Dmitriev, administrerende direktør for Russian Direct Investment Fund, bemærkede på sociale medier, ville blive en 112 km lang forbindelse mellem Amerika og Afro-Eurasien på tværs af Berings Strædet… Putin-Trump-tunnelen ville være den ideelle legemliggørelse af begrebet ›fred gennem udvikling‹.«

ANASTASIA BATTLE: Velkommen, alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 124. møde i træk. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg vil være jeres ordstyrer i dag sammen med Dennis Speed og Dennis Small. Jeg vil gerne takke alle veteranerne i denne proces, for grunden til, at vi har oprettet dette forum, er at samle den internationale fredsbevægelse. Mennesker med mange forskellige filosofier, mange forskellige religioner, sprog og kulturer; uanset hvor I kommer fra, er I velkomne her, hvis I går ind for at skabe ægte fred. Ofte oplever man, at man gennem en dialogproces kan nå frem til en højere forståelse. Ved at være i stand til det og koordinere vores aktiviteter på internationalt plan, kan vi fuldføre denne mission. Tag jer et øjeblik til at dele denne invitation med jeres venner, jeres organisationer og jeres fornuftige fjender. Inviter dem til denne proces, så vi kan fortsætte med at udvide den så hurtigt som muligt.

For at komme i gang i dag har vi Helga Zepp-LaRouche, som er grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til den Internationale Fredskoalition. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Tak, Anastasia, og velkommen til jer alle. I dag, tror jeg, starter vi mødet med et mere optimistisk syn på fremtiden. De meget pludselige vendinger og ændringer, der sker næsten hver time, ser ud til at gå i en positiv retning. Det synspunkt deles bestemt ikke af alle, men jeg tror, at alle fornuftige mennesker i verden bør være glade for det nylige telefonopkald mellem præsident Trump og præsident Putin. Ifølge den russiske regering varede det 2,5 timer og var meget indholdsrigt. Resultatet af dette er, at de ønsker at afholde et personligt møde inden for to uger eller lidt mere. Og stedet er allerede valgt: Det er Budapest i Ungarn. Dette er et meget vigtigt signal. For det første sagde præsident Trump i sin karakteristik af mødet, at han mener, at dette vil have et enormt økonomisk potentiale for samarbejde mellem Rusland og USA, hvis krisen i Ukraine kan løses. Det giver naturligvis en helt anden fornemmelse for mødet med Zelenskyj i Det Hvide Hus i dag, som jeg endnu ikke har nogen rapport om. Men det skal finde sted, og det skal dreje sig om levering af Tomahawk-missiler fra USA til Ukraine; i hvert fald er det, hvad Zelenskyj har meddelt, at han ønsker at få ud af dette møde. Det er nu et stort spørgsmålstegn, om det vil ske, i betragtning af at Putin tidligere har sagt, at leveringen af Tomahawk-missiler ikke vil ændre krigens forløb, men at det helt sikkert vil være en meget dårlig udvikling for forholdet mellem USA og Rusland og måske endda ødelægge det.

Så det faktum, at dette telefonopkald fandt sted lige før mødet med Zelenskyj, betyder efter al sandsynlighed, at Zelenskyj ikke får, hvad han ønskede. I stedet er det ganske vigtigt, at den særlige økonomiske rådgiver, Kirill Dmitriev, der var med i delegationen ved mødet i Alaska, udsendte en erklæring, der henviste til Putin-Trump-tunnelen, der forbinder Alaska med Afro-Eurasien. Jeg tror, han allerede havde fremsat mange erklæringer om potentialet i Beringstrædet. Og I, der har deltaget i IPC-møderne i længere tid, vil huske, at da nyheden om mødet i Anchorage først blev offentliggjort i august, trak vi i Schiller Instituttet, EIR og tilknyttede organisationer straks vores undersøgelser om Beringstrædet frem. Lyndon LaRouche havde deltaget i en konference om Beringstrædet i Moskva i 2007. Efterfølgende havde vi mange diskussioner; vi udarbejdede en særlig rapport om det økonomiske potentiale i Beringstrædet, der forbinder Amerika med det eurasiske kontinent. Det er klart, at hvis man bygger en tunnel, der krydser Beringstrædet, som er ca. 70 miles langt, vil dette i utrolig grad åbne op for det enorme økonomiske, råstof- og energipotentiale i det fjerne Østen i Rusland, hvilket har været emnet for de seneste Vladivostok Eastern Economic Forums. Der var mange lande fra det Globale Syd, der er fattige på råstoffer, blevet inviteret til at medinvestere og løse deres råstof- og energiproblemer ved at deltage i et sådant multinationalt investeringsengagement. Det er klart, at dette er et område, der er så stort, at det er for meget for ét enkelt land – i hvert fald i lang tid fremover. Det ville derfor være et utroligt løft for verdensøkonomien. Det ser ud til, at Trumps team er fuldt ud klar over dette. Kirill Dmitriev skrev i samme meddelelse, at takket være moderne teknologi ville omkostningerne ved at bygge en sådan tunnel – hvilket ville tage omkring 6-7 år – blive reduceret til kun 8 milliarder dollars, hvilket i moderne penge er en bagatel, i betragtning af at afkastet ville komme meget hurtigt og i grunden betale sig selv ved at forbinde kontinenterne og åbne Alaska og Sibirien for økonomisk udvikling.

Så det er meget gode nyheder. Putin ringede umiddelbart efter til Ungarns premierminister, Orbán, der havde tilbudt Budapest som fredens by og dermed konkurrerede med Bratislava i Slovakiet, som også ønsker at være fredens by. Men jeg tror, at de to lande kan samarbejde meget godt. Dette er meget vigtigt, fordi konferencen finder sted i Europa og afholdes af Ungarn, som er medlem af NATO og Den Europæiske Union. Dette bringer idéen om, at diplomati er vejen til at løse konflikter, tilbage til det europæiske kontinent. Dette er et meget vigtigt budskab, og jeg kan kun håbe, at alle i Koalitionen af Villige, der har været døve over for ideen om fred, forhandlinger og diplomati, ikke vil have nogen undskyldning for ikke at erkende, at hvis alle disse kræfter bevæger sig i retning af diplomati for at løse krisen i Ukraine, vil det virke, og det vil gøre deres bestræbelser på at fortsætte krigen temmelig forgæves.

Så jeg synes, det er rigtig gode nyheder, og jeg synes også, det er meget klart, at det momentum, som præsident Trump skabte ved at få Gaza-fredsaftalen på plads – hans 22-punktsplan i samarbejde med nogle af de arabiske lande: Egypten, Qatar, Emiraterne og med støtte fra andre som Tyrkiet og så videre – at det momentum er blevet videreført i løsningen af situationen i Ukraine.

Det er naturligvis, bare for at gentage det, en god nyhed og et meget vigtigt gennembrud, at den mere end to år lange krig i Gaza er slut. Men det betyder på ingen måde, at alle problemer er løst. Spørgsmålet om de døde gidslers lig bliver fremhævet, og Hamas beskyldes for ikke at overholde aftalen. Men naturligvis kan alle, der ser objektivt på det, forestille sig, at lig, der er begravet under et utroligt bjerg af murbrokker, ikke kan identificeres så hurtigt. Mange af de Hamas-folk, der vidste, hvor disse lig befandt sig, er selv døde. Befolkningen i Gaza har ikke udstyr til at grave ligene frem. Dette er et meget stort problem, og andre lande bringer udstyr ind for at hjælpe dem med at grave gennem murbrokkerne og finde disse lig. Men i det store hele bør det betragtes som et relativt mindre problem, som jeg mener blot er en af de ting, der skal løses. Det samme gælder rapporterne om, at Hamas angiveligt har dræbt nogle bandeledere, der stjal fødevarer og olie. Hamas har tilsyneladende skudt nogle af dem. Præsident Trump sagde, at han ikke bekymrede sig meget om det, fordi disse mennesker stjal fra sultende mennesker.

Dette er naturligvis bekymrende udviklinger, men de bør ikke overskygge det større billede. Jeg bagatelliserer dog ikke problemerne, især ikke rapporten om, at Marwan Barghouti blev slået bevidstløs, mens han blev overført fra et fængsel til et andet. Det er yderst foruroligende. At hans pårørende siger, at de frygter for hans liv, bør føre til, at alle i den internationale fredsbevægelse engagerer sig og mobiliserer sig for at gøre alt for at sætte fokus på sagen og kræve hans øjeblikkelige løsladelse.

Men vi har valgt den overordnede tilgang, at denne udvikling, som indeholder nogle vigtige elementer, kun kan føre til en stabil og varig fred, hvis vi anvender princippet om fred gennem udvikling. Derfor offentliggjorde vi i går et meget vigtigt interview, som jeg gennemførte med ambassadør Hassassian, der er den palæstinensiske ambassadør i København. Han gav sin fulde støtte til Oase-planen, som oprindeligt blev udarbejdet af min afdøde mand, Lyndon LaRouche, i 1975. Idéen er, at man er nødt til at skabe store mængder ferskvand i regionen, fordi regionen er en ørken – fra Atlanterhavskysten i Afrika hele vejen gennem Sahel, Sahara, Den Arabiske Halvø, Irak, Iran og ind i Kina. Det nordøstlige Kina er en gigantisk ørkenstrækning, der vokser for hvert år. For at gøre forholdene beboelige er man nødt til at have store mængder vand. Vi foreslog og opgraderede Oase-planen, som går ud på at skabe kanaler fra Det Røde Hav og Det Døde Hav til Middelhavet og bruge dem til at afsalte store mængder havvand for at skabe kunstige floder, vandingssystemer, skove og vandede landbrugsarealer, bygge byer og infrastruktur. På den måde kan man transformere regionen, ikke kun ved at genopbygge Gaza, men ved virkelig at udvikle alle de lande, der mangler vand: Jordan, Libanon, Syrien, Yemen, Irak, Iran, helt til Indien. Denne region skal betragtes som én region. Den åbenlyse præcedens er den gamle Silkevej, da Mellemøsten var knudepunktet for forbindelserne mellem Asien, Europa og Afrika. De asiatiske handelsruter leverede ikke kun varer, men også teknologier og øgede levestandarder for alle deltagende lande. Den gamle Silkevejs model er i dag særdeles mulig med Bælte- og Vej-Initiativet og den tilnærmelse, der er skabt mellem for eksempel Saudi-Arabien og Iran gennem Kinas mægling. Dette er alle muligheder for at sætte en regional udvikling, som foreslås af Oase-planen, på dagsordenen, og vi har allerede afholdt flere konferencer om dette i IPC, Schiller Instituttet. På Schiller-webstedet kan man finde en liste over internationale tilhængere – fremtrædende personligheder, der har givet deres navn til denne indsats. Dette er grunden til, at vi lavede et interview med ambassadør Hassassian, der fuldt ud støttede Oase-planen og sagde, at det er vejen til stor fred i regionen. Jeg vil bede jer alle om at tage dette interview, downloade det eller sende linket til så mange mennesker som muligt på alle kanaler – Gmail, X, Rumble, Instagram, Telegram, alle mulige måder. Få det ud, for vi er nødt til at oversvømme diskussionen med, at det nye navn for fred er udvikling.

Der er mange andre ting, man kunne nævne – forholdet mellem USA og Kina er stadig fyldt med mange problemer, og situationen omkring Venezuela er fortsat yderst bekymrende. Men jeg tror, at hvis de to hovedproblemer kan løses – hvis den forfærdelige krig og det folkemord i Mellemøsten kan overvindes; hvis krigen i Ukraine kan overvindes gennem nye diplomatiske aftaler – så tror jeg, at forudsætningerne for at løse alle problemer på kloden er meget bedre. Idéer om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der kan adressere alle problemer på Jorden, har en realistisk chance for at blive sat på dagsordenen for altid. Derfor kan jeg i dag indlede denne diskussion med et ret optimistisk syn. Opgaven er dog endnu ikke fuldført, så behovet for, at IPC vokser og mobiliserer mere, er absolut presserende, for man vil ikke gå glip af de sidste faser af kampen.

Bemærkninger under diskussionen:

[Re. spørgsmål om, at ubegrænset vækst på en begrænset planet ikke fungerer; hvad med regenerativ økonomi som vejledning?] Jeg tror, at når folk hører om økonomisk udvikling, projicerer de normalt, at det bare er en kvantitativ tilføjelse af mere af det samme. Så har man idéer om forurening, klimaforandringer osv. Virkeligheden er, at hvis man studerer den fysiske økonomi, er der en helt anden parameter, nemlig begrebet relativ potentiel befolkningstæthed, som blev udviklet af Lyndon LaRouche som en parameter til at måle økonomisk velstand og udvikling. Der er for eksempel en helt anden opfattelse af menneskets evne til at interagere med universets love. Hvis man for eksempel ser på energi gennemstrømnings tætheden fra meget lave niveauer i kulfyring til fossile brændstoffer til fission og nu til fusion, som er ved at blive inden for rækkevidde på grund af de seneste kinesiske gennembrud i udviklingen af fusionskraft, kan man se, at økonomisk udvikling betyder kvalitativ vækst; det betyder højere teknologi niveauer, der transformerer den måde, materialer bruges på, bliver mere effektive og i stigende grad i overensstemmelse med det faktiske fysiske univers’ love. Jeg indrømmer, at der i de tidlige former for kapitalisme er begået mange fejl – luft- og vandforurening, grundvandsforurening. Men det er ikke en iboende faktor i økonomisk udvikling, for i takt med at menneskets evne til at udvikle videnskab og teknologi øges, bliver disse overtrædelser af naturlovene færre. Når vi når tilstanden af atomar fusion, efterligner vi de plasma processer, der foregår i Solen. Så har man ikke alle disse problemer fra de tidligere faser af udviklingen. Ligeledes er det, som du kan se, ikke udviklingen af økonomien, der er problemet, men manglen på udvikling hos de mennesker, der anvender denne teknologi. Derfor har jeg fra begyndelsen sagt, og det har været en integreret del af idéen om fysisk økonomi, at den kun fungerer, hvis man kombinerer den med en klassisk æstetisk uddannelse af mennesker. Mennesker skal blive bedre mennesker. Det er noget, som jeg synes, vi skal være meget opmærksomme på, for teknologien er aldrig god eller dårlig; det er altid niveauet hos de mennesker, der anvender den. Så jeg synes, at vi er nødt til at udvide denne diskussion om, hvad økonomisk vækst og udvikling egentlig betyder.

[Som svar på Mossi Raz] Jeg tror, at ideen er, at vi siden Schiller Instituttets begyndelse har propaganderet for ideen om en dialog mellem kulturer. Ikke kun kulturer, som de er nu, hvor man laver mad sammen eller andre ting. Men jeg mener, at vi skal udforske den universelle historie fra de perioder, hvor hver nation eller civilisation bidrog med nogle gennembrud. Der er perioder, hvor man har klassiske perioder, hvor der skete hele ændringer i de aksiomatiske antagelser om menneskets rolle i universet, om forholdet mellem individet og staten – sådanne transformative ideer opstod. De fører normalt til smukke udviklinger inden for videnskab, kunst, poesi, maleri, filosofi og den måde, menneskets kreativitet udtrykker sig på. Hvis man ser på den længere bue af universel historie, kan man se, at denne fakkel af fremskridt nogle gange blev båret videre fra et kontinent til det næste. Det startede efter al sandsynlighed i Etiopien; det blev båret videre fra Afrika til Asien; derfra måske til Europa. De fleste kulturer havde utrolige renæssance perioder. Jeg tror, vi er nødt til at aktivere de bedste perioder og derefter have en dialog mellem dem. For det nye paradigme bliver ikke en lineær proces; jeg tror, at denne idé om en proces på flere niveauer blev nævnt af Dennis lige før. Se bare på den måde, mennesker forholdt sig til hinanden på i disse klassiske perioder. Man har en utrolig rigdom af relationer mellem kreative sind. Jeg tror, at fordi den nuværende periode har været så barbarisk, præget af drab, mord, røveri, selvmord, gadebandevold, skolemassakrer – alt dette – befinder vi os overalt i en mørk tidsalder. (Hvis man for eksempel ser på Europa, er der næsten ingen viden om den klassiske periode længere blandt de yngre generationer. USA befinder sig i en mørk tidsalder.) Jeg tror, at folk har mistet idéen om, hvad renæssancen egentlig er, hvor alle ikke kun koncentrerer sig om at udvikle deres egen kreativitet, men også opmuntrer alle andre omkring dem til at være kreative. Jeg tror, vi er nødt til at genoplive de bedste traditioner i vores menneskelige historie og ud fra det samarbejde udvikle noget nyt, som renæssancen altid har gjort. Da Abbaside-dynastiet opstod i den arabiske verden, sendte kalifferne udsendinge ud til hele den kendte verden – til Egypten, Spanien, Italien – og de blev betalt i guld for hver opdagelse, de bragte med tilbage. På det tidspunkt var Bagdad den mest udviklede by på Jorden. Det var det, der genoplivede renæssance tanken i Europa på grund af samarbejdet mellem Harun al-Rashid og Karl den Store. På samme måde udløser sådanne samarbejder mellem kulturer altid nye udviklinger. Jeg tror, det er det, vi bevidst skal engagere os i i dag.

[Spørgsmål om højere bevidsthed, moral end vi nogensinde har set før, eller noget helt nyt for at opnå universel fred] Jeg vil sige, at vi taler om både genoplivningen af de bedste traditioner, for hvis man ser på billedet af mennesket i andre perioder, hvor omstændighederne var kulturelt mere optimistiske, har man lige nu et ret bestialiseret billede af mennesket. Så jeg tror, at hvis vi genaktiverer de bedste traditioner, har vi allerede en god platform. Men jeg tænker virkelig på noget nyt, for jeg siger altid, at den nye æra, vi skal realisere, skal være lige så forskellig med hensyn til de aksiomatiske grundlag, som middelalderen var i sammenligning med den moderne tid i den italienske renæssance i det 15. århundrede.

Man har middelalderen, da der var voldsom overtro. Man har skolastikken, peripatetikerne, den sorte død. Der var et utroligt sammenbrud i barbari, som for eksempel er beskrevet i Decameron. Hvordan mennesker, på grund af den vedvarende krig og død, hvor folk døde som fluer omkring dem, var blevet fuldstændig barbariske. Så kom den moderne tidsalder, baseret på ideerne fra Nicolaus af Cues, fra den italienske renæssance inden for kultur, maleri og arkitektur. Da Platon blev oversat af den ortodokse delegation, der kom til koncilet i Firenze, genindførte de Platon for første gang, da han havde været forsvundet i omkring 1700 år efter det antikke Grækenlands sammenbrud. For i det romerske imperium var Platon stort set glemt og forsømt. Det udløste en fuldstændig renæssance i idéen om, hvad individet er, og hvad statens rolle er – nemlig at regeringen skal være ansvarlig for befolkningens fælles bedste. Det var en helt ny idé, for indtil det 15. århundrede blev alle regeringer i Europa styret af oligarker, imperier og adelige, der kun tog sig af deres egne interesser og holdt befolkningen så tilbagestående som muligt, så de lettere kunne regere. Derfor faldt opfindelsen af bogtrykkeriet i Europa – Gutenberg – sammen med dette, eller lidt senere, men stadig i det 15. århundrede. Bare det faktum, at flere mennesker kunne lære at læse på folkesprogene, ikke kun på latin, som var forbeholdt en meget lille klasse, ændrede hele den moderne tid; andelen af bybefolkningen blev meget større. Folk blev mere uddannede; universitetslivet blev meget mere betydningsfuldt.

Så hvis man tænker over den enorme ændring i aksiomer mellem det 14. og 15. århundrede, tror jeg, at vi i dag har brug for at ændre en masse ideer, som folk i dag anser for selvindlysende, såsom geopolitiske interesser; idéen om nationale interesser kontra andre nationers interesser, som hurtigt ender i krig og chauvinisme. Alt dette skal erstattes af en helt anden vision om én menneskehed, der engagerer sig i at øge menneskeartens rolle i universet. Det vil fuldstændig transformere relationerne mellem nationerne, og jeg tror, at udformningen af dette nye paradigme, hvor alle tænker på menneskeheden først og derefter på nationale interesser – hvor folk tænker på de grundlæggende store opdagelser af, hvad menneskehedens rolle er i universet som helhed – først da kan vi være begrænset til planeten Jorden i betragtning af ændringerne i det fysiske univers over en periode på årtusinder. Dette er spørgsmål, der nødvendigvis vil ændre den måde, vi forholder os til hinanden på. Jeg tror, det vil blive meget rigere end det, der synes at være almindelig sund fornuft i dag.

[Spørgsmål om støtte til Oase-planen, men hvorfor invitere dem, der er uenige?] Det er åbenlyst en lang liste af forbrydelser, der er blevet begået. Sanktionerne har man helt ret i; ensidige sanktioner, der ikke er godkendt af FN’s Sikkerhedsråd, er ulovlige sanktioner, der derfor har til formål at få et regimeskifte. Befolkningen lider; idéen er, at befolkningen i det berørte land rejser sig for at få et regimeskifte. Alt dette er sandt. Men jeg tror, at den tilgang, IPC forsøger at tage, er, at i stedet for at beklage de mange … hvis man begynder at diskutere de forbrydelser, der gør livet for milliarder af mennesker på planeten elendigt, tror jeg, vi kunne blive ved med at tale i ugevis.

Spørgsmålet er, hvordan man bruger forgreningspunkter i historien, hvor man kan påvirke udformningen af det, der skal komme? Jeg tror, det var Yitzhak Rabin, der skrev i sin bog, at en statsmand er en person, der genkender de konjunktur punkter, hvor idéer virker. Der er perioder med stabil udvikling, hvor folk i årtier har den korrekte fornemmelse af, at de ikke kan gøre meget, fordi tingene er på en stabil kurs. Men så kommer der øjeblikke, hvor man har en systemisk afbrydelse. Det er i disse perioder, at det helt eller i meget høj grad afhænger af den subjektive faktor, om folk kan gribe ind i et sådant forgreningspunkt med nye idéer, der kan forme en ny æra i historien. Vi har lige nu meget tydeligt en sådan konjunktur, for det er ikke kun den stadig meget skrøbelige udvikling omkring Gaza og det skrøbelige håb (jeg kan kun sige skrøbeligt håb) om at afslutte krigen i Ukraine. Men vi har en meget større konjunktur, og det er, at hele den 500-årige periode med kolonialisme er ved at ende. Fordi det neoliberale system, der satte sig for at etablere en unipolær verden ved afslutningen af den kolde krig – da Francis Fukuyama glorværdigt erklærede »historiens ende« – troede, at hele verden ville blive overtaget af den vestlige liberale model, herunder dens økonomiske træk i form af liberal økonomi. De troede, at Kina ville blive et vestligt demokrati, at Afrika ville blive vestlige demokratier, og alle andre. Det var en illusion, der slog fejl. Landene i den Globale Majoritet brød sig ikke om idéen om en fortsættelse af det koloniale system. Og på grund af især Kinas fremkomst har man nu fremkomsten af et nyt økonomisk system, der ikke er baseret på overherredømme, som ikke er baseret på idéen om, at der er en lille klasse af milliardærer og millionærer, der skal styre verden. Men disse lande i BRIKS, SCO og mange andre organisationer, der er tilknyttet dem, forsøger at opbygge et nyt, mere retfærdigt system baseret på de fem principper for fredelig sameksistens: respekt for det andet lands suverænitet; respekt for det andet sociale system; ikke at forsøge at blande sig og ændre folks tankegang ved at påtvinge dem den vestlige neoliberale model. I stedet skal man respektere den tradition, som den anden kultur har udviklet organisk gennem årtusinder, og have et system med ligeværdigt partnerskab samt gensidig respekt og gensidigt gavnlig udvikling for alle.

Det er den virkelige konflikt. Det er konjunkturen. Og alt vil afhænge af, om vi kan – og jeg tror, at IPC er et vigtigt element i det, og Schiller Instituttet også – overbevise nok mennesker i verdens lande om, at vi er nødt til at bevæge os mod dette nye niveau af tænkning. Hvis vi forsøger at fortsætte med magt i stedet for diplomati, med krige som konfliktløsning, vil vi sprænge hinanden i luften. For hvis vi kommer til spørgsmålet om atomkrig, vil det være slut med civilisationen. Vi var ekstremt tæt på den fare, som det fremgår af, at Pentagon ved afslutningen af Biden-administrationen anslog, at sandsynligheden for, at det ville komme til brug af atomvåben, var 50 %, og det blev accepteret som værende acceptabelt.

Så vi befinder os nu på et vendepunkt i historien, hvor vi er nødt til at gøre op med idéen om, at konflikter kan løses med militære midler, fordi det indebærer en potentiel udslettelse af hele menneskeheden, og det tvinger os også til at tænke, at vi må finde en fremgangsmåde i forholdet mellem mennesker, der udgår fra den ene menneskehed først, fordi vi alle sidder i samme båd for første gang i historien. Det må vi tilpasse os. Dette er altså et af de øjeblikke i historien, hvor idéer er afgørende. Og jeg må sige, at det kræver mod at fremlægge disse idéer, for det betyder ikke noget, om man har de bedste idéer, hvis man sidder i sin sofa i stuen og ikke gør noget for at fremlægge dem.

Så jeg tror, vi befinder os i et utroligt vigtigt øjeblik. Den seneste udvikling i fredsaftalen i Gaza og nu udsigten til topmødet i Budapest gør det til et af disse øjeblikke.

[Spørgsmål om Kinas næste femårsplan og afskæring af sjældne jordarters mineraler til Vesten] Jeg synes, du berører nogle meget vigtige punkter. Da præsident Trump startede denne toldkrig, sagde jeg straks, at det, der vil afgøre dette, er den fysiske økonomis styrke. Selv hvis man tror, man har kontrol over de internationale finansmarkeder, har Kina en meget bedre fysisk økonomi. Hvis det kommer til et sammenbrud i det finansielle system – hvilket kan ske – hvem vil så have industriel kapacitet tilbage? Det vil hovedsageligt være Kina og lande, der har investeret i udvikling af infrastruktur og produktionsfaciliteter. Det faktum, at Kina nu reagerer på truslen ved ikke at eksportere sjældne jordarters mineraler, kan bringe hele det militærindustrielle kompleks til en brat standsning. Det er meget klart. Jeg synes, det er indlysende, at en handelskrig kun kan føre til en katastrofe, men katastrofen vil være værre for Vesten, fordi vi – man – har undermineret vores økonomiske strukturer gennem 50 års neoliberale reformer og paradigmeskift, siden Nixon gik i retning af flydende valutakurser. Det var det, Lyndon LaRouche advarede imod, hver gang det internationale finansielle system tog endnu et skridt i retning af liberale modeller.

Så jeg forventer, at den kinesiske regerings næste femårsplan vil være en meget klar uddybning af begrebet governance. For Xi Jinping har for nylig lanceret et fjerde globalt governance-initiativ, som han præsenterede i forbindelse med mødet i Shanghai Cooperation Organization i begyndelsen af september. Hvis man ser på, hvad det betyder, betyder det en meget detaljeret ændring af relationerne mellem nationerne, herunder økonomisk samarbejde, videnskabeligt, civilisatorisk og kulturelt samarbejde. Jeg synes, at den model for regeringsførelse, som Kina tilbyder, baseret på suverænitet og ikke-indblanding i andres systemer, er noget, vi bør diskutere meget. Idéer om at have partnerskaber mellem ligeværdige partnere, uanset om landet er stort eller lille, er naturligvis meget mere attraktive end idéen om, at man hersker over verden ved hjælp af ren militær magt og kontrol over monetære værdier, som kan forsvinde på en dag.

Så jeg synes, vi bør blive bedre til at diskutere disse spørgsmål. Hvad er statsmandskunst? Hvordan kan vi forholde os internationalt i et system, hvor alle lande har lige stor indflydelse? Hvor intet land kan tvinges til at gøre noget, de fundamentalt er uenige i? Der er mange nye idéer, der er samlet i en omfattende form, og jeg ville ønske, at universiteter og tænketanke ville engagere sig i diskussionen om, hvad det betyder at udvikle et nyt begreb for statsmandskunst i denne tid og alder. Så jeg er enig med dig i, at der er mange rige idéer. Ved at dæmonisere Kina fratager du dig selv interessante nye inspirationer. Den kinesiske model er en succes. Folk kan måske ikke lide den, men Kina er den mest succesrige økonomi i verden. Ved at undersøge hvorfor kan man lære meget. Man kan ikke holde den tilbage, fordi det er en overlegen tilgang til økonomien. Så vi gør klogest i Vesten ved at lære af Kina … [lydtab].

[Kommentar om, hvor meget længere vi kunne have udviklet os, hvis vi ikke havde haft krig.] Jeg synes faktisk, det er meget vigtigt, at du bringer dette op, for da de fleste mennesker i dag forholder sig til situationen i Mellemøsten, blev der ikke lagt så meget vægt på det, jeg sagde i begyndelsen om det banebrydende potentiale i mødet mellem Putin og Trump. Vi bør minde os selv om, at vi stadig sidder på en krudttønde af en potentiel global atomkrig. Jeg synes, at læren fra Den Westfalske Fred skal anvendes i dag i den mest presserende form. Grunden til, at de forskellige krigsførende parter i 1644 mødtes og sad ved forhandlingsbordet i fire år, var, at de indså, at en fortsættelse af krigen ikke ville efterlade nogen vindere. Andelen af drab, nedbrændte landsbyer og slagtede dyr havde nået cirka en tredjedel af alt i store dele af Europa. Bøhmen og andre steder var for eksempel fuldstændig ødelagt. Så folk kom til forhandlingsbordet, fordi de indså, at der ikke ville være nogen vindere, fordi ingen ville være i live.

I dag sidder vi stadig på en absolut krudttønde, der kan føre til den fuldstændige udryddelse af menneskeheden. I sidste uge havde vi en fremragende præsentation af den vigtigste og mest kyndige ekspert i atomvåben, professor Ted Postol, der er professor emeritus fra MIT og har haft mange andre stillinger. Han holdt en to timers præsentation og derefter mere end en times spørgsmål og svar, hvor han fremlagde ideen om, at selve begrebet om en begrænset atomkrig er fuldstændig umuligt. Det er logikken i atomvåben, at når man først bruger ét, vil den anden side – som også har atomvåben – altid være tvunget til at overgå, hvad modstanderen på den anden side gør. Det betyder en optrapning, hvor man, når man først begynder at bruge et atomvåben, efter fem dage næsten med 100 % sikkerhed vil have en global atomkrig, hvor der vil blive udvekslet flere atomvåben, end der er nødvendigt for at udslette alt liv på planeten. Derefter gik han over til at beskrive, hvad en atomkrig egentlig er. Den første atomeksplosion ødelægger allerede kvadratkilometer af territorium, afhængigt af våbenets kiloton, som kan nå op på 1200 kiloton, hvilket er disse super-mega strategiske bomber, der kan ødelægge hele amter med en enkelt eksplosion. Men så kommer ildstormene. Og disse ildstorme er meget mere ødelæggende, end folk forestiller sig, fordi de har ekstremt høje temperaturer. Derefter kommer den nukleare stråling.

Så jeg har inviteret professor Postol til at holde et foredrag næste fredag på IPC-mødet, og forhåbentlig kan han gøre det. Han har en utrolig vigtig PowerPoint-præsentation med diagrammer, som han selv har udviklet. Jeg tror, det er det, vi står over for, hvis vi ikke får fred i Mellemøsten, og det er det, vi helt klart står over for i situationen omkring Ukraine. Hvis Zelenskyj, der er i Det Hvide Hus i dag, lykkes med at få Tomahawk-missilerne fra Trump-administrationen, og de bliver indsat dybt inde på russisk territorium, er man nødt til at huske, at Putin har ændret den russiske atomdoktrin på grund af udviklingen i Ukraine. Han sagde, at hvis Ruslands nationale sikkerhedsinteresser trues af en ikke-atomar magt, er det virkelig en trussel mod de nationale sikkerhedsinteresser; men hvis den ikke-atomare magt støttes af en atomar magt, kan Rusland under den betingelse bruge sine atomvåben i et spørgsmål om præventivt forsvar. Det henviser naturligvis til Ukraine og USA. Hvis vi går ind i den slags logik, som er idéen bag Koalitionen af Villige – hvilket er en forfærdelig idé … Klingbeil, der er finansminister i Tyskland i den såkaldte store koalition, som er en lille, svindende koalition, er finansminister og leder af Socialdemokraterne. Han sagde, at han ønsker at investere nye milliarder i Ukraines oprustning på et tidspunkt, hvor præsident Trump tydeligvis forsøger at finde en diplomatisk løsning med Putin. Det er meget dumt; det vil ødelægge Tyskland. Tyskland er allerede ved at kollapse økonomisk. Vi har en fuldstændig insolvensrate, en stigning i arbejdsløsheden, en stigning i fattigdommen, sociale nedskæringer, nedskæringer i pensionerne, forlængelse af pensionsalderen, ingen investeringer i sundhedssektoren, forfærdelige resultater inden for uddannelse. Tyskland er ved at kollapse, og hvad gør Klingbeil? Han vil spilde flere milliarder på at levere våben til en krig, der allerede er tabt, og som knuser den ukrainske befolkning. Det er simpelthen forfærdeligt.

Jeg synes, vi virkelig skal kæmpe for idéen om, at vi i en tid med atomvåben ikke kan bruge krig som middel til at løse konflikter. Vi må vende tilbage til idéen om, at kun diplomati og forhandlinger kan løse problemer. I betragtning af at vi nu har dette topmøde i Budapest foran os, mener jeg, at vi må uddanne flere mennesker. Jeg mener, at det strategiske diskussionsniveau – udviklingen af visioner for at komme ud af denne elendighed – er totalt fraværende i Vesten. Jeg mener, at vi må gøre det til IPC’s mission at have flere diskussioner på et sådant niveau om, hvordan vi kan vende tilbage til et menneskeligt niveau for problemløsning.

Afsluttende bemærkninger
[om ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur og opgradering af EIR-webstedet]

Først og fremmest er problemet, at almindelige borgere har svært ved at danne sig et tilstrækkeligt overblik over en meget hurtigt skiftende verdenssituation, der ændrer sig fra dag til dag. Hvis man forsøger at danne sig et overblik ved at følge med i mainstream-medierne, er det i dag meget svært. I Tyskland er der for eksempel en generel bevidsthed om, at de offentlige medier, som betales af borgerne med deres egne skattepenge, der automatisk trækkes fra i skat, ikke desto mindre – har borgerne – ingen indflydelse på mediernes kvalitet. Og i takt med at NATO’s fortælling bliver den eneste tilladte fortælling, og demokratiet forsvinder mere og mere, og andre meninger ikke længere bliver hørt, er det meget svært for almindelige borgere at forstå, hvad der sker. Man hører, at denne person er en krigsforbryder, og denne person er en god person, men medmindre man har en meget udviklet tankegang og følger med i historien og har opnået videnskabelige eller kunstneriske resultater og derfor har dannet sig sin egen mening, er det meget let at blive helt forvirret, hvis man bare følger med i nyhederne, så at sige. Så sker der det, at folk mener, at der mangler gennemsigtighed, og at man ikke kan gøre noget. Folk bliver deprimerede og føler sig håbløse og bliver kulturelt pessimistiske. Det er det værste, der kan ske; det er sådan, katastrofer opstår, for hvis befolkningen som helhed er deprimeret, kan diktatorerne gøre, hvad de vil.

Så min afdøde mand, Lyndon LaRouche, udviklede allerede for mere end 50 år siden idéen om at have en uafhængig nyhedsanalyse tjeneste. Vi begyndte at undersøge partierne, økonomien, videnskaben, kulturen. Og ud fra denne meget rige erfaring, som mange mennesker har deltaget i gennem årtier, har vi udviklet dette produkt, der hedder Daily Alert. Det er ikke bare en samling af nyhedsartikler, men en vurdering af, hvor de afgørende ændringer i den strategiske situation er fra dag til dag, som man skal tage højde for, når man skal træffe mentale beslutninger på præsident niveau. Man har alle hørt Ray McGovern, der gentagne gange i dette program har sagt, at EIR er af samme kvalitet, hvis ikke bedre, end de briefinger, der gives til præsidenter. Ray McGovern gav briefinger til tre præsidenter – Reagan, Bush Sr. og Clinton; jeg ved det ikke præcist.

Vi gør nu denne Daily Alert tilgængelig, så folk kan begynde at træne sig selv i strategisk tænkning for at være i stand til at træffe beslutninger og gribe ind i udviklingen på en mere informeret måde. Jeg vil virkelig opfordre jer til at prøve dette. Vi opgraderer lige nu EIR-webstedet, så Daily Alert ikke kun er tilgængelig i elektronisk form, men også i lydform, så du kan downloade den og lytte til den, mens du kører bil eller laver huslige pligter – eller hvad du nu har gang i – så du kan absorbere nyhederne, mens du laver noget andet. Mange mennesker vil kunne lide dette. Vi planlægger også at øge antallet af interviews med personer som ambassadør Hassassian om aktuelle udviklinger. Vi har et netværk af korrespondenter, der er ganske enormt internationalt. Så vær opmærksom på det, og følg med på EIR-webstedet. Det er det sted, bortset fra IPC, hvor du kan interagere med os på daglig basis. Vi er nødt til at opbygge et netværk af informerede statsborgere. Hele idéen var, at statsborgere er de mennesker, der først tager menneskehedens skæbne til sig i deres hjerte og sind og derefter forener sig for det fælles bedste for den ene menneskehed. Ud fra det synspunkt kan man definere, hvad man har at gøre i sit eget land. På den måde bevæger vi os mod det nye paradigme.

Jeg vil gerne have din feedback; man bør komme med forslag. Hvis man kender interessante mennesker, der bør interviewes, er dette en platform, hvor folk kan komme med deres input. Det var det, jeg ville fortælle dig. Prøv det i den tid, du har brug for, og hvis man har erkendt, at man vil have det, så hjælp med at distribuere det, for det er det, der vaccinerer folk mod desinformation og mod faren for at fare vild i et hav af information, fordi internettet ikke giver dig vejledning om, hvorvidt den information, man modtager, er falsk, sand, nyttig, uvigtig eller spild. Man er nødt til at have uddannet strategisk tænkning for til sidst selv at kunne vurdere det. Det er min anmodning til dig.

Ellers kan du hjælpe os med at få denne idé om Verdenslandbroen på plads. For at vende tilbage til idéen om Beringstrædet-landbroen: Da min mand og jeg var i Moskva i 2007 eller deromkring, deltog vi i professor Stanislav Menshikovs 80-års fødselsdag. Der var mange mennesker fra Institut for Økonomisk Udvikling i Rusland, og Beringstrædet var på dagsordenen. På et tidspunkt skålede professor Menshikovs kone for sin mands fødselsdag. Hun sagde, at når Beringstrædet en dag bliver bygget, vil vi kalde havnen på den russiske side for Menshikov Havn og havnen på den alaskanske side for LaRouche Havn. Jeg er helt tilfreds med at kalde den Putin-Trump-tunnelen, for jeg tror, at disse to præsidenter vil indse, at de fortjener hele menneskehedens taknemmelighed, fordi denne bro vil forene Amerika og det eurasiske kontinent, som igen vil blive forbundet med det afrikanske kontinent gennem Gibraltar-tunnelen. Denne form for brobygning vil forene menneskeheden og bringe idéen om, at vi er én menneskehed, et kæmpe skridt videre. Hjælp os med at udbrede denne idé og få hele processen til at vokse.

Ikke Korrekturlæst

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger af Schiller Instituttet, respekteret forfatter og analytiker, og hun er med os i dag for at give indsigt i den globale kamp for at skabe et nyt paradigme. Det er onsdag den 15. oktober 2025; jeg hedder Harley Schlanger og er jeres vært. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer per e-mail til questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden.

Helga, den store nyhed i denne uge er den aftale, som Donald Trump har forhandlet på plads om våbenhvile i Gaza. Den omfatter tilbagelevering af israelske gidsler, der holdes af Hamas, og palæstinensiske fanger, der holdes af Israel. Mens aftalen af nogle – herunder præsident Trump – hyldes som afslutningen på hundreder eller endda tusinder af års konflikt, er der meget, der er kontroversielt: Kan våbenhvilen holde? Hvem skal regere Gaza? Vil området blive genopbygget osv.
Helga, hvad er din samlede vurdering af denne aftale, og hvordan den fungerer?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Den første reaktion er naturligvis en enorm lettelse over, at drabene er ved at ophøre – eller i det mindste kan ophøre – og for størstedelens vedkommende allerede er ved at gøre det. Det er efter min mening præsident Trumps fortjeneste, at han endelig lagde et pres på Netanyahu, som han ikke kunne sige »nej« til. Det er et meget vigtigt skridt, for det, der er sket de sidste to år, er blevet ubærligt for hele verdens samvittighed. Det er en helt anden historie.

Nu er der en chance for at få en ende på dette. De seneste nyheder i dag er, at der gennem forhandlinger mellem alle parter i aftalen nu er nedsat et 15-mands udvalg, der skal regere Gaza. Det er alle mennesker fra Gaza, alle palæstinensere, hvilket var et palæstinensisk krav: at ingen ikke-palæstinensere skulle være involveret. Det ser ud til at fungere. Der er naturligvis stadig spørgsmålet om gidslerne – herunder de omkomne gidsler. Her er en vigtig udtalelse fra Gershon Baskin, en af de centrale forhandlere. Han sagde i dag, at det israelske pres og de israelske beskyldninger ikke er velbegrundede, når man hævder, at Hamas ikke leverer ligene med det samme, fordi mange af de Hamas-ledere, der vidste, hvor ligene er begravet, selv er blevet dræbt, og mange ligger under murbrokkerne; andre er dræbt uden at kunne identificeres og er ligeledes under murbrokker. Det bør derfor ikke bruges som bevis for, at Hamas ikke overholder aftalen.

Den egyptiske efterretningstjeneste hjælper nu tilsyneladende Hamas med at finde disse lig, så det bør ikke være en hindring. Jeg mener, at alt nu afhænger af en afgørende forbedring – ikke kun for Gaza og genopbygningen, men også for Vestbredden og en tostatsløsning. Desværre var der i dag også rapporter om, at Israel har halveret den humanitære hjælp til Gaza; det ville være en tragedie, fordi mange mennesker er på sultens rand.

Alt afhænger nu af, at parametrene virkelig ændres til det bedre. Det vigtigste, vi – og I som seere – kan gøre, er at hjælpe med at sætte Oase-planen markant på dagsordenen netop nu. Hvis der kunne opnås enighed blandt alle naboerne – de arabiske lande og de store aktører i regionen, Rusland, Kina, Indien, Iran; Egypten er allerede involveret; og alle landene i området – om, at hundreder af års vold og spænding skal overvindes ved at sætte udvikling for alle i centrum (for det nye navn for fred er udvikling), så kan situationen ændres. Regionen kunne dermed genoprette forbindelsen til sin store tradition fra den gamle Silkevej, hvor Sydvestasien var knudepunkt for forbindelser og handel mellem Asien, Europa og Afrika. Netop det er begyndelsen på Oase-planen: at integrere hele regionen – fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Den Persiske Golf – som ét udviklingsområde, hvor alle lande drager fordel af et massivt projekt, der starter med skabelsen af nyt ferskvand via kanaler fra Det Røde Hav og Det Døde Hav til Middelhavet og derfra forgrener sig som kunstige floder; afsaltning af store mængder havvand til kunstvanding, landbrug, skovbrug, grundvandsmagasiner, industri, nye byer – alt dette kan udvikles. Hjælp os derfor med at sætte det på dagsordenen.

Jeg er meget glad for, at jeg i går kunne interviewe den palæstinensiske ambassadør i København, Dr. Manuel Hassassian, og at han i interviewet gav sin fulde støtte til Oase-planen. Lad os se dette:

Videouddrag fra interviewet den 14. oktober 2025 med ambassadør Manuel Hassassian, Palæstinas ambassadør i Danmark.
Ambassadør Manuel Hassassian: Jeg synes, det er det rigtige tidspunkt for jeres organisation at gå videre og markedsføre Oase-planen. Som jeg har sagt tidligere ved flere lejligheder, har jeg fremmet Oase-planen som et forstadium til økonomisk udvikling og infrastrukturudvikling. Jeg mener, at dette er en opskrift, som internationale donorer og interessenter kan bruge i processen med national genopbygning og infrastrukturudvikling i Gaza. Det er på tide at markedsføre Oase-planen, så den kan inddrages af dem, der skal være involveret i genopbygningen af Gaza – som en plan, der kan hjælpe med at samle andre planer og være en vigtig partner i denne udviklingsproces. Oase-planen bliver nu mere og mere synlig for interessenterne, så den kan inddrages i enhver udviklingsproces… [slut på video]

ZEPP-LAROUCHE: Dette er et uddrag af et længere interview med ambassadør Hassassian. Interviewet vil blive lagt ud på EIR’s websted; jeg tror også, vi lægger det på Schiller-hjemmesiden og andre sider. Gå venligst ind på EIR’s nye hjemmeside, download interviewet og distribuer det til så mange kolleger, venner og samarbejdspartnere som muligt. Send det til alle parlamenter, send det til alle lande i regionen. Den fulde tilslutning til Oase-planen fra den palæstinensiske ambassadør i København – som sammen med os har organiseret dette på flere konferencer i Schiller Instituttet og Den Internationale Fredskoalition – viser virkelig vejen til, hvordan situationen kan føres ind i en ny æra for hele regionen. Det er min indtrængende anmodning til jer.

SCHLANGER: Mens processen stod på, var der et møde i Sharm el-Sheikh i Egypten, hvor – så vidt jeg ved – 20 til 22 lande var samlet for at drøfte, hvordan man kan sikre, at fredsprocessen fuldføres. I lyset af kampen for Oase-planen: Har du set tilkendegivelser, der viser støtte til din afdøde mands plan, ud over hvad vi netop hørte fra den palæstinensiske ambassadør i Danmark?

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Jeg har ikke egentlige nyheder fra det møde, men jeg ved, at repræsentanter for flere af de deltagende lande tidligere har udtrykt stærk støtte. Hvis du vil kende nogle af navnene, kan du gå ind på Schiller Instituttets hjemmeside og kigge under endorsements for the Oase-planen, hvor du finder en liste over personer, der har støttet den – herunder ganske vigtige, såsom Sydafrikas tidligere udenrigsminister Naledi Pandor; andre ambassadører fra Iran, såsom Hossein Mousavian; og mange flere. Der har således været en diskussion om, at den bedste – og måske eneste – måde at afslutte denne konflikt på er at løfte hele samtalen op på et nyt niveau med en økonomisk udviklingsplan, som alle deltager i.

Som ambassadør Hassassian også påpegede senere i interviewet, er forsoning mellem israelere og palæstinensere selvfølgelig ikke let: Der er udgydt meget blod, folk er traumatiserede, og vi har haft to år med det, FN kaldte »folkemord«. Men det bedste miljø for forsoning er idéen om fred gennem udvikling, hvor alle kan se, at en bedre fremtid er mulig, hvis man arbejder sammen.

Derfor: Indtag ikke rollen som kommentator. Det er let at kommentere Trumps tale til Knesset eller pege på, hvad der endnu ikke sker. Men den holdning bør vi undgå. Vi bør i stedet arbejde for at flytte hele Mellemøsten ind i en ny fase af økonomisk udvikling, der gavner alle og giver alle en fremtid. Det er efter min opfattelse det eneste rigtige at gøre.

Min indtrængende opfordring til jer er derfor: Tag interviewet med ambassadør Hassassian og distribuer det bredt – sammen med vores Oase-plan og listen over tilhængere – så folk forstår, at vi ikke starter fra nul, men at der allerede findes betydelig støtte til idéen.

SCHLANGER: En af de mere dybsindige kommentarer til folkemordet i Gaza er et Substack-indlæg fra Avrum Burg, den tidligere formand for Knesset. Han skrev, at afslutningen på belejringen af Gaza er et øjeblik, hvor israelerne »må se sig selv i spejlet og erkende, hvad vi er blevet til. Og det er grimt.« Men han sagde, at det nu er tid til en »kollektiv sjæl, der gennemgår en transformation.« Og han gav udtryk for sit håb om, at det jødiske folk ville erkende, at »jødedommens bankende hjerte aldrig har været fysisk magt, men åndelig forfinelse.«
En af vores kolleger bad mig spørge dig: Hvad kan der gøres for at skabe en sådan transformation, der derefter vil føre til idéen om forsoning gennem økonomisk udvikling?

ZEPP-LAROUCHE: Ja, jeg tror først og fremmest, at alle israelere bør lytte til Avrum Burg, for i de andre punkter, han nævnte i interviewet, sagde han, at i mange nationers historie er der kommet et sådant punkt. For Tyskland var det i 1945, hvor vi stod ved nulpunktet og så på ruinerne af knuste illusioner og forbrydelser. Derefter var det USA efter afslutningen af Vietnamkrigen, og nu er det Israel.

Jeg tror, det første skridt er at nå til det punkt, hvor folk i Tyskland dengang sagde: »Aldrig mere.« For jeg tror, det er det første og absolut nødvendige skridt at tage afstand fra de forbrydelser, der blev begået. Og så skal man, ud over den økonomiske genopbygning, finde de bedre sider af sin identitet og sin sjæl; i tilfældet med Israel og Palæstina har man mange store traditioner, der skal aktiveres og fremkaldes, og der skal være en dialog mellem disse civilisationer. Israel har mange digtere og store tænkere – for eksempel Mendelssohn og mange andre – som repræsenterer den bedre side. Disse mennesker eller disse traditioner skal fremkaldes.
Det er, hvad jeg generelt mener er nødvendigt, fordi der er en dyb kulturel krise i mange lande, især i Vesten. Så denne tilgang er også presserende.

SCHLANGER: Et yderligere presserende spørgsmål er den fortsatte trussel fra Netanyahu-regimet og en ny krig mod Iran. Fra London har vi et spørgsmål: »Er der stadig fare for en fornyet krig mellem Israel og Iran?« Og den samme person spurgte: »Hvorfor er Iran sådan et mål for britisk imperial geopolitik?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja, faren er helt klart stadig til stede. Faktisk er der mange analytikere – nogle meget velbevandrede i Mellemøstens historie, som tidligere har leveret præcise analyser – såsom Alastair Crooke, en tidligere britisk diplomat og analytiker med dyb viden om regionen, som mener, at et angreb er nært forestående. Jeg tror, at det afhænger af præsident Trump, om det sker eller ej: Hvis han kan lægge USA’s vægt i vægtskålen for at forhindre det, så sker det ikke. Desværre er der, blot som parentes bemærket, nyheder fra i dag om, at tre B-52-bombefly er blevet positioneret til at angribe Venezuela, så vi er endnu ikke i sikkerhed rundt om i verden.
Hvad angår Iran, taler en vigtig faktor imod: Irans forsvarsstyrker er i mellemtiden – siden USA’s og Israels angreb på Iran i juni – blevet styrket betydeligt, også gennem samarbejde, tror jeg, med Rusland og Kina. Hvis der skulle komme et nyt angreb, kunne Irans reaktion blive ret ødelæggende for Israel; det er derfor ikke givet, at kræfterne dér vil løbe den risiko. Nogle analytikere siger endda, at hvis det sker, kan det være slutningen på Israel, fordi et modangreb fra Iran vil være så massivt.
Jeg håber virkelig, at USA lægger sin tyngde i vægtskålen og siger »nej«, for nu er der en ny æra. Uanset hvad man måtte mene om andre aspekter af Trumps politik, så var det ham, der bragte os til denne fase. Det var ikke Biden – det var Trump! Så lad os give ham fordelen af tvivlen og tro på, at han grundlæggende vil forhindre et sådant angreb.
Grunden til, at israelerne er så fikserede på Iran, er den lange historie om den såkaldte »modstandsfront«. I krig begås der på begge sider mange forbrydelser, eller det, man kunne kalde forbrydelser; mange tab, meget ondt blod. Iran har modsat sig enhver kapitulation, og man skal huske, at Israel ikke nødvendigvis er sin egen aktør. Vi – især min afdøde mand – har ofte sagt, at Israel bruges som en »håndgranat« af oligarkiske kræfter i den engelsktalende verden. Derfor bør man også se dertil for at finde årsagerne til denne vedvarende konfrontation. Har man et stort land som Iran, der nægter at underkaste sig en unipolær verden – med Bush og de interventionistiske krige i frisk erindring – må årsagerne søges i en meget større geostrategisk sammenhæng.

SCHLANGER: Du lytter til Helga Zepp-LaRouche. Dette er vores ugentlige webcast og dialog om den strategiske situation efter gennembruddet i Mellemøsten.
Nu, Helga, har vi modtaget nogle e-mails, der tydeligt er glade for udviklingen, men som man kunne forvente, er der også mange, der er kritiske eller mistænksomme. Thomas B., en fast læser, sagde, at aftalen for ham ligner en plan om at blokere Silkevejsprojektet og etablere en permanent forpost for anglo-amerikanerne og deres zionistiske marionetter for at kontrollere regionen. Dette henviser til Mellemøsten-initiativet, som oprindeligt var en del af Trumps plan. Hvad kan du sige om det?

ZEPP-LAROUCHE: Det er bestemt et aspekt af situationen, men jeg ser det fra et overordnet udviklingsperspektiv. Jeg er sikker på, at der stadig er folk, der mener, at en »Riviera Gaza« er en mulighed, og som tænker i termer af ejendomsinvesteringer. Men den overordnede tendens er fremkomsten af et nyt økonomisk system, hvor landene i det Globale Syd ønsker at overvinde kolonialismen. Jeg tror ikke, præsident Trump helt har forstået det, for han bliver ved med at sige, at BRIKS-medlemmerne på grund af hans toldsatser alle forlader BRIKS. Det kan jeg slet ikke se! Der er undertiden et enormt pres mod enkelte lande, men kontra modellen virker ikke: Se bare på, hvad der skete med Milei i Argentina – det er en ruin.

Der er bestræbelser på at inddæmme BRIKS, men BRIKS repræsenterer 85 % af verdens befolkning, og Mellemøsten/Sydvestasien er en del af det. Dele af Golfstaterne er med i BRIKS. Man bør følge udviklingen nøje, men den overordnede tendens går mod et nyt styringssystem. Folk i Vesten bør se nærmere på, hvad BRIKS er – og hvad SCO (Shanghai Cooperation Organization), SNG/CIS, Den Eurasiske Økonomiske Union (EAEU), ASEAN, Mercosur, CELAC og Den Afrikanske Union (AU) er. Alle disse organisationer forsøger at bevæge sig mod et nyt system, hvor man ikke længere har dominans fra ét land eller en blok, men lægger vægt på suverænitet, lighed, ikke-indblanding og accept af forskellige sociale systemer.
Angrebene på BRIKS bør afløses af studier af det faktiske indhold af præsident Xi Jinpings fire initiativer: Det Globale Styringsinitiativ, Det Globale Sikkerhedsinitiativ, Det Globale Udviklingsinitiativ og Det Globale Civilisationsinitiativ, som tilsammen udgør en ny ramme for en fredelig sikkerheds- og udviklingsarkitektur med mange ligheder med Den Westfalske Fred.
Det er den diskussion, vi skal have, for der er kun to veje: enten atomkrig eller et nyt system med samarbejde og gensidig accept. Vi må beslutte, hvad vi vil. Og ethvert fornuftigt menneske vil vælge det sidste.

SCHLANGER: Vi har endnu et spørgsmål fra Storbritannien, som ser på situationen fra et optimistisk synspunkt. Han skriver: »Hvis Trump kunne påtvinge Israel og Hamas sin plan, tror du så, at han kunne gøre det samme i samarbejde med Putin over for Zelenskyj?«

ZEPP-LAROUCHE: Åh, absolut! For det første er mødet mellem Putin og Trump i Alaska ikke blot fortid. Peskov, Lavrov og Putin understreger hver gang, de bliver spurgt, at ånden fra Anchorage stadig er der, og at USA og Rusland stadig er i dialog. Der er selvfølgelig også farlige punkter. Hvis USA leverer Tomahawk-krydsermissiler til Ukraine – med en rækkevidde på 2.500 km og kompatible med atomladninger – kan det være endnu en rød linje. Der er tekniske vanskeligheder: USA har ikke ubegrænsede Tomahawks – lageret var omkring 4.000; flere hundrede er allerede brugt mod Houthierne; det tager to år at producere dem; de koster 2 mio. dollars stykket; mange er designet til affyring fra skibe eller ubåde og kan ikke uden videre overføres til landbaseret affyring. Det vil kræve tekniske ændringer, som kan tage op til et år. Så det er ikke så let.
Man kan være sikker på, at dette bliver et stort emne på fredag, når Zelenskyj besøger Trump i Det Hvide Hus. Det vil være et stort faremoment, men hvis det kan undgås – eller Trump ikke går med til at indsætte Tomahawks i Ukraine – tror jeg, han vil fastholde sit mål om at afslutte krigen i Ukraine. Trods forskellige udtalelser om frustrationer, om Putin osv., tror jeg, han nu, opmuntret af sine egne handlinger med at få afsluttet krigen i Gaza, vil lade den ånd smitte af.
Lad os alle arbejde hen imod det mål, for vi må ud af farezonen: Så længe der ikke er fred mellem atommagterne, befinder vi os tæt på en global katastrofe. Det er dét, vi alle bør arbejde for.

SCHLANGER: Et spørgsmål fra en libanesisk journalist, som takkede for dit arbejde med Oase-planen og sagde, at han cirkulerer den blandt sine kolleger: »Trump har nu truet med sanktioner mod Spanien, hvis den spanske regering ikke imødekommer hans krav om, at NATO-medlemmerne skal bruge 5 % af deres BNP på NATO og forsvar. Den spanske premierminister Sánchez siger, at hans regering ikke vil gå med til det og kun vil nå op på 2 % i år.«
Han spørger: »Hvis Trump mener det alvorligt med normaliseringen af forholdet til Rusland, hvorfor presser han så stadig nogle NATO-regeringer til at øge deres militærudgifter – forbereder de sig på en krig mod Rusland?«

ZEPP-LAROUCHE: Den generelle tendens blandt nogle europæere er en ubarmhjertig militarisering og dæmonisering af Rusland. Jeg lyttede forleden til en live-udsendelse om en undersøgelse fra Bundestags kommission for de tyske efterretningstjenester. Lederne af de tre tjenester sagde ting, der var virkelig utrolige – krigslignende og høgeagtige – uden beviser. I en vis forstand: Laver de udenrigspolitik? Jeg troede, at kansleren udformer Tysklands udenrigspolitik. Her kommer tre efterretningschefer og definerer stort set, hvad Tyskland skal gøre! Det forekommer mig i strid med Grundgesetz, og jeg kunne sige meget mere om disse chefer – men det er et andet emne.
Jeg tror, problemet er, at Trump altid har insisteret på, at europæerne skal købe våben i USA. Det kan være en årsag til, hvad han gør, fordi det amerikanske militærindustrielle kompleks vil drage fordel af det. Det er et område, jeg vil se nærmere på.
Jeg er meget glad for, at premierminister Sánchez ikke kapitulerer. Mange europæiske landes politik er ikke på linje med »Koalitionen af Villige«. Man ville ikke have brug for en koalition af villige, hvis alle var villige – for de andre er netop ikke villige! Spanien, Portugal, Italien, mange Balkanlande, østeuropæiske lande som Ungarn, Slovakiet og lige nu Tjekkiet er ikke villige. Trusler mod Spanien vil sandsynligvis øge modstanden, fordi sådanne trusler har boomerang-effekt. Selvom det ikke ses hvert sekund, er landene ikke dumme – de vurderer deres situation. På samme måde som landene i det Globale Syd ikke købte NATO’s fortælling om oprindelsen til krigen i Ukraine, er der megen diskussion og omlægning i gang. Konfrontationspolitikken kan have modsatte effekter af det, der var tilsigtet.

SCHLANGER: Du har længe advaret om den nedadgående spiral i den tyske økonomi, drevet af tilbagegang i bilsektoren og den relaterede værktøjsmaskinsektor. Schiller-instituttet cirkulerer et program for tysk samarbejde med Kina om at bygge infrastruktur i Afrika. Er der fremskridt at rapportere om dette initiativ? Er det ikke netop den slags, den tyske industri bør se på?

ZEPP-LAROUCHE: Absolut! Jer, der ser med, bedes downloade programmet. Det er endnu ikke helt færdigudarbejdet, fordi det kræver en del arbejde, men vi har et udkast, som allerede skitserer politiken. Hent det – måske kan vi lægge et link under webcasten – for det er helt klart fremtiden!
Den tyske økonomi er eksportorienteret. Vi har næsten ingen råvarer, og grunden til Tysklands høje levestandard, faktisk siden Bismarcks industrialisering, var den høje andel af videnskab og teknologi, som hævede produktiviteten – og dermed eksport. Den høje videnskabs- og teknologiproduktion har lidt meget under den grønne politiks tåbeligheder, den såkaldte klimaforandring, men der er nu en voksende diskussion i industrien – endelig – der siger, at det hele er latterligt og bør opgives. Flere forskere har nu mod til at sige, at de klimaforandringer, der finder sted, skyldes langsigtede cyklusser i solsystemet og udviklingen på solen; den menneskeskabte del er ubetydelig. Det bør først fastslås.
Den eneste måde, hvorpå tysk industri kan komme på fode, er ved at udvikle nye voksende markeder – som realiseringen af Oase-planen, der vil forvandle Mellemøsten til et område med enorme økonomiske muligheder. Hvis vi hjælper landene i Afrika med industrialisering ved at udvikle grundlæggende infrastruktur – veje, lufthavne, havne, motorveje, højhastighedstog, vandveje, energi-produktion og -distribution, kommunikation – som forudsætning for reel industrialisering, kan disse økonomier blive motor i verdensøkonomien, i betragtning af at den største demografiske vækst er i Afrika. I 2050 vil der være 2,5 mia. mennesker – 1 mia. flere end nu – hvilket betyder, at vi i de næste 25 år må skabe 1 mia. nye produktive arbejdspladser i Afrika, ellers vil flygtningekrisen blive meget større!
Hjælper vi derimod de afrikanske lande med at skabe 1 mia. nye produktive arbejdspladser, kan det blive et vækstområde – ikke kun for Afrika, men også for Europa og alle andre lande, der vil bidrage til industrialiseringsprocessen.
Vi gør gode fremskridt, vi diskuterer det med mange, og I bør følge med. Det er den eneste måde, vi kan løse flygtningekrisen humant på: ved grundlæggende at fjerne årsagerne til, at mennesker flygter fra sult, sygdom og krig – ved at skabe fred gennem udvikling. Det er samme tilgang: Afrika-planen 2063 og Oase-planen er af samme ånd. Det var også vurderingen fra Dr. Naledi Pandor, da hun deltog i en af vores konferencer, og jeg er helt enig. Det er den eneste vej ud af krisen.

SCHLANGER: Jeg går ud fra, at det, I har diskuteret, vil være i centrum for denne uges møde i Den Internationale Fredskoalition på fredag den 17. oktober. Som eksempel på den vildfarelse, der stadig hersker i visse amerikanske neokonservative kredse: Antony Blinken, kandidat til posten som amerikansk udenrigsminister, hævder, at Trumps plans succes skyldes det diplomati, som Biden-administrationen har udøvet! Jeg er ikke sikker på, om andre end Blinken – måske Biden – tror på det. Men i betragtning af IPC’s forpligtelse til at forholde sig til virkeligheden, hvad forventer du af denne uges diskussion?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er temmelig sikker på, at vi vil have flere repræsentanter fra Mellemøsten – fra palæstinensisk og israelsk side. Måske – jeg har ikke hørt det seneste – kan vi få en som Gershon Baskin, der var forhandler; vi har haft Avrum Burg, som også var midt i begivenhederne. Dette er det bedste forum for at høre de seneste nyheder, så sørg for, at IPC vokser, for jo flere mennesker der orienterer sig mod løsninger, desto bedre. Fredsbevægelsen skal være for fred – men det er ikke nok at være imod krig. Man må diskutere og gennemføre løsninger, der fjerner krigens årsager. Vores varemærke har været – og er – idéen om fred gennem udvikling, og det vil helt sikkert være emnet på fredag. Så sørg for at deltage, og få så mange kolleger og venner som muligt med.

SCHLANGER: Det er fredag kl. 17
Helga, tak fordi du deltog og kastede lys over disse spørgsmål. Vi ser frem til at tale med dig igen i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: Og vær venlig at distribuere interviewet med ambassadør Hassassian.