ikke Korrekturlæst

ANASTASIA MARES: Hej og velkommen til Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 134. møde i træk. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg vil være jeres ordstyrer sammen med Dennis Small, min medmoderator.

Jeg vil gerne minde alle om, hvorfor vi oprettede dette forum for 134 uger siden, nemlig for at forene hele fredsbevægelsen rundt om i verden. Som mange ved, har der været mange forsøg på at forhindre os i at kommunikere med hinanden. På trods af alle de forskelle, vi har indbyrdes, er vi nødt til at samarbejde, hvis vi ønsker at se menneskeheden komme igennem denne tumultariske periode og faren for atomkrig. Det omfatter mennesker med mange forskellige filosofier, religioner og sprog. Det er vidunderligt, at vi alle er samlet her for at gøre dette.

Tak til alle veteranerne, der har været en del af denne proces, og velkommen til alle nye deltagere. Spred venligst denne invitation til jeres netværk – organisationer, venner, fjender; vi bør alle være en del af denne diskussionsproces sammen.

For at komme i gang i dag har vi Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Velkommen, Helga – værsgo.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig først byde jer alle en glædelig jul, for som nogle af jer her i denne diskussion ved, har vi i Europa stadig anden juledag, så jeg er stadig i julestemning, så at sige. Nogle af jer er allerede kommet videre.

Ikke desto mindre synes jeg, at det er et tidspunkt på året, hvor man bør reflektere over det store billede. Jeg har på en eller anden måde en fornemmelse af, at det kommende år, 2026, sandsynligvis vil ændre hele situationen – til det gode eller det dårlige. Mange processer er så spændte, at det næsten er umuligt at forestille sig, at tingene vil fortsætte på samme niveau i længere tid.

Det, vi oplever lige nu, er ikke kun de mange regionale kriser, som vi vil komme ind på i dag, men også denne utrolige, epokegørende forandring, hvor 500 års kolonialisme definitivt er ved at ende. En ny orden er under udvikling, men endnu ikke helt udformet, og en gammel orden er ved at gå i opløsning.

Problemet er, at disse etablissementer, som i lang tid var domineret af europæisk politik, af kolonimagter og af en angloamerikansk dominans af verden i forskellige faser, endnu ikke har indset, at denne orden – efter min mening – er uigenkaldeligt forsvundet. De vestlige eliter har endnu ikke tilpasset sig det faktum, at hvis Vesten ønsker at spille en rolle i den fremtidige verdensorden, må de ændre sig. De er endnu ikke villige til at ændre sig, så de holder fast i den gamle fortælling.

For eksempel fortællingen om, at krisen i Ukraine er resultatet af en uprovokeret aggressionskrig fra Ruslands side, hvor man fuldstændig forsøger at påtvinge folk den opfattelse, at der ikke var nogen forhistorie før februar 2022 – nemlig NATO’s udvidelser – som alle militæreksperter af betydning i USA, Frankrig, Tyskland og Italien er enige om var den virkelige årsag til, at denne krig opstod.

For eksempel har professor Jeffrey Sachs, professor John Mearsheimer, hele VIPS-gruppen i USA, oberst Douglas Macgregor, Jimmy Dore, dommer Napolitano og mange talere i deres programmer sagt dette mange gange. Det er næsten utroligt at forestille sig, hvordan eliten tror, at de kan kontrollere fortællingen, når den helt klart er usand.

Men denne insisteren på, at det er en uprovokeret aggressionskrig fra Ruslands side, og at Rusland skal besejres strategisk, har bragt os faretruende tæt på krig. Viktor Orbán, Ungarns premierminister, advarede om, at han er bekymret for, at den store krig vil finde sted i 2026 – potentielt om få dage. Ikke med det samme, men i det kommende år.

Der har naturligvis været trommevirvler for krig, som for eksempel NATO’s generalsekretær Mark Rutte, der i december i en tale i Berlin sagde, at vi skal forberede os på den store krig, og at vi skal vænne os til, at vi bliver nødt til at gøre ting, som vores bedsteforældre og oldeforældre gjorde – hvilket naturligvis henviser til Første og Anden Verdenskrig.

Det er fuldstændig nonsens, for hvis det kommer til krig, vil det ikke være en konventionel krig. Alle fornuftige militæreksperter er enige om, at Rusland hverken har den militære kapacitet eller det mandskab, der skal til for at besætte et europæisk NATO-land. I betragtning af, at de havde et meget langsomt tempo i deres territoriale fremskridt selv i Ukraine, hvor de åbenbart respekterede visse regler, kunne de have taget en langt større bazooka i brug. Men ikke desto mindre viser det, at de russiske konventionelle styrker ikke er så store, at de kan gøre dette, og derfor er denne slags snak latterlig.

For hvis man fortsætter med disse provokationer, som Rearm Europe og Operation Plan Germany – som er massive oprustningsprogrammer – og man tilføjer nogle hændelser i Østersøen eller omkring Kaliningrad, som der tales meget om, eller Sortehavet eller andre potentielle krisesteder, så står man straks over for Armageddon og muligheden for brug af atomvåben.

Der er tyske journalister som Eva Paley, der har interviewet Sergej Karaganov i Moskva, som meget direkte sagde, at hvis det nogensinde kommer til en sådan hændelse, vil Europa – og især Tyskland – forsvinde fra Jordens overflade. De vil ophøre med at eksistere. De vestlige eliter siger: »Åh, det er bare russisk propaganda.«

Men hvis det kommer til en optrapning, vil det ikke blive en konventionel krig. Den gode nyhed ville være, at det ville være Oresjniks; den dårlige nyhed ville være brugen af et atomvåben – med flere i følge – som Ted Postol altid insisterer på.

Det er det, vi står over for. Og idéen om, at man kan komme ud af det nuværende enorme økonomiske sammenbrud i Europa via genoprustning, er økonomisk dumhed. Den tidligere militære rådgiver for kansler Merkel, brigadegeneral (pensioneret) Erich Vad, sagde netop eftertrykkeligt, at selve idéen om, at man kan genstarte økonomien med et militariseringsprogram, er fuldstændig fejlagtig.

Jeg er glad for, at en militærperson bekræftede det, for det er klart, at det kun absorberer kapital, som ellers kunne være blevet investeret i infrastruktur, industri og landbrug – i skoler, der er ved at falde sammen, og alle disse ting. Med sundhedssystemet, for eksempel, går man efter massive besparelser i Europa. Jeg er ikke sikker på, at det er bedre i USA, hvor folk i disse dage falder af forsikringslisten. Så det går ud over befolkningens levestandard.

Vi har brug for at se på, hvordan det hele er sket. Jeg synes, det er ret heldigt, at Nationalarkivet i USA netop har frigivet dokumenterne fra de direkte drøftelser mellem præsident George W. Bush og Vladimir Putin i 2001, 2005 og 2008 på baggrund af en FOIA-anmodning. Det er ikke noget nyt, men det bekræfter, at Putins holdning i 2001 var fuldstændig åben.

Han ønskede at samarbejde med NATO og spurgte endda, om Rusland kunne blive medlem af NATO – hvilket han også havde anmodet præsident Clinton om og gentog over for præsident Bush. Han sagde, at Rusland er en europæisk nation; vi er en smeltedigel ligesom USA. Vi ønsker at være en del af den nye sikkerhedsstruktur i Europa.

Vi ved, at det blev afvist. Fra russisk side var det første gang, de virkelig indså, at dette var et absolut nej, under den orange revolution i Ukraine i 2004 – men især i 2008, da den samme Bush insisterede på, at Ukraine og Georgien skulle blive en del af NATO. Det var faktisk på grund af modstand fra kansler Merkel, at det blev undgået. Men siden da var løftet om, at Ukraine og Georgien på sigt skulle blive medlem af NATO, det, der drev hele optrapningen fremad.

Jeg synes, det er meget vigtigt at se på dette, for de historiske fakta taler et meget klart sprog om, at Vesten vidste, at den røde linje var at placere offensive ABM-systemer i Tjekkiet og Polen – og derefter Rumænien. Der har været mange sikkerhedskonferencer i Moskva gennem årene, hvor det klart blev fastslået, hvor de røde linjer gik.

Hvis man ser på kortet, blev løftet om ikke at udvide NATO en tomme mod øst ikke blot brudt, og NATO blev udvidet med 1.000 kilometer mod øst; der blev også skabt en omvendt Cubakrise ved at placere potentielt offensive systemer tæt på Ruslands grænse, så advarselstiden til Moskva blev reduceret til fem til seks minutter.

Dette var klart uacceptabelt, men alle disse berettigede krav fra Rusland blev fuldstændig ignoreret.

Nu har man en situation, hvor faren for en optrapning er større end nogensinde før. Vi bør absolut tage fat i det, paven sagde i julen, da han igen fremsatte en meget kraftig appel om fred. Han havde tidligere sagt, at kun fred er hellig, og at krig absolut skal forbydes. Jeg synes, vi fra IPC bør opfordre til at forbyde og udstøde krig, for i en tid med atomvåben kan krig ikke være et middel til konfliktløsning; det kan kun dialog og diplomati. Det er det spørgsmål, som civilisationens overlevelse afhænger af.

Samtidig med hele denne våbenoprustning sker der en anden udvikling i Europa, som er yderst bekymrende, nemlig at ytringsfriheden, meningsfriheden og endda tankefriheden bliver angrebet. Der var den absolutte skandale, da EU sanktionerede Jacques Baud, et tidligere medlem af den schweiziske strategiske efterretningstjeneste – en absolut respekteret, moderat eller højreorienteret analytiker; slet ikke en venstreorienteret eller radikal person, men blot en meget objektiv, fremragende analytiker, der har skrevet mange bøger og er respekteret i hele verden.

Han blev angiveligt sanktioneret, fordi han gentog den russiske fortælling, på trods af at han hævder, at han for at undgå en sådan beskyldning kun bruger ukrainske, amerikanske, franske og tyske kilder og aldrig bruger russiske kilder til at lave sine analyser. Dette er, hvad nogle juridiske eksperter kalder en persons »civile død«, for hvis man fryser en persons konti og forbyder dem at rejse, kan de ikke rejse tilbage til deres hjem i Schweiz, fordi de er forbudt at rejse inden for Den Europæiske Union. Det gør dem dybest set til ikke-personer med et snuptag.

Der er flere andre – i alt 59 – som er blevet sanktioneret af EU. Den tyske regering støtter dette fuldt ud og truer endda med, at andre også vil blive sanktioneret. USA har nu indført et rejseforbud mod den tidligere EU-kommissær Thierry Breton på grund af den europæiske digitale lov, der går imod de amerikanske big tech-virksomheder. Men også visse ICC-dommere – én fra Slovenien og én fra Frankrig – samt Francesca Albanese er blevet sanktioneret.

Det er næsten, som om man har USA og Europa hver i sit glashus og kaster sten efter hinanden og beskylder hinanden for at gøre ulovlige ting. Imens går retten til ytringsfrihed, meningsfrihed og udtryksfrihed tabt.

Hvor skal det ende? Den russiske regering har nu udsendt en advarsel til russiske borgere om ikke at rejse til Tyskland, fordi det ikke længere er et sikkert sted for russere. Russiske privatpersoner har fået deres ejendele konfiskeret i lufthavne. Dette er en optrapning, der er yderst bekymrende.

Hvad vi gør med Den Europæiske Union, er et stort spørgsmål. Orbán advarer om, at EU allerede er i en opløsningsproces, fordi Bruxelles giver ordrer, og flere og flere lande ikke udfører dem. Det er naturligvis en anden proces med reel optrapning.

Hvad angår USA, har præsident Trump udnævnt en særlig udsending til Grønland, hvilket har forværret forholdet til Danmark til et krisepunkt. Det danske folk er yderst bekymret, fordi USA ønsker at annektere Grønland. Trump har tidligere sagt, at han ønsker at annektere Canada, fordi han ønsker, at USA skal være verdens største territorium – og ikke Rusland. Dette er også ekstremt dårlige udviklinger.

Det er ganske ildevarslende, at USA bombede nogle ISIS-lokationer i Nigeria, angiveligt på anmodning fra den nigerianske regering. Der var frem-og-tilbage-udtalelser fra den nigerianske regering, så det er ikke helt klart, om de var fuldstændig enige i det eller ej. Under alle omstændigheder sagde de, at det ikke havde noget med religion at gøre, og at de kristne i Nigeria ville være i sikkerhed. Dette er endnu en ekstremt ildevarslende udvikling.

Der er naturligvis også i den israelske presse og andre steder store advarsler om, hvad resultatet vil blive, når Netanyahu besøger Trump den 29. december. Det forventes, at Israel vil gennemføre angreb i Libanon for at tvinge den libanesiske regering til at afvæbne Hizbollah. Ligeledes vil der komme flere angreb i Gaza for at forsøge at afvæbne Hamas, hvilket de hidtil ikke har været i stand til.

Der er flere bosættelser, fordi finansminister Bezalel Smotrich har tilladt mange flere bosættelser. Det store spørgsmål er naturligvis, om Netanyahu vil forsøge at få godkendelse til – eller samarbejde om – nye angreb mod Iran. Trump vil sandsynligvis ikke gøre det, fordi der er en voksende modstand mod dette i den amerikanske befolkning; især er der en meningsmåling, der viser, at unge republikanere er fuldstændig imod yderligere samarbejde med Israel.

Så hvad fører det os hen? Jeg tror, at det, vi har sagt på IPC-møderne i et stykke tid nu, er, at vi skal overbevise de vestlige regeringer om at opgive deres arrogante idé om, at de vil være verdens herskere for evigt – på et tidspunkt, hvor det ikke længere er tæt på at være en realitet.

Den Globale Majoritet har længe bevæget sig i retning af at skabe et nyt system, hvor de kan overvinde den underudvikling, der var kendetegnende for kolonitiden, og ikke længere være råvareeksportører, men udvikle den industrielle kæde i deres egne lande for at opnå en mellemindkomst for deres egen befolkning i den nærmeste fremtid.

Hvis Vesten var rimelig, ville vi støtte dette. Vi ville sige: Lad os hjælpe disse lande med at overvinde fattigdom og underudvikling; lad os blive venner, så vi alle kan løse vores problemer gennem dialog og forhandling. Det er efter min mening den eneste måde, vi kan komme ud af denne krise på.

Vi må overbevise de europæiske nationer og USA om, at de bør samarbejde i stedet for at gå efter konfrontation. På den måde kan alle problemer på kloden løses. Det var det, jeg ville sige i begyndelsen, og vi bør have ideen om, at 2026 efter al sandsynlighed vil blive et år, hvor historien vil gå i den ene eller den anden retning. Derfor er vi alle opfordret til at blive langt mere aktive og langt mere beslutsomme for at bringe verden ud af denne farezone.

Bemærkninger under diskussionen:

Jeg synes, at det billede, Rachel gav af Japans remilitarisering, har utrolige paralleller til det, der foregår i Europa. Russerne og kineserne er yderst bekymrede over denne genopblussen af militarisme, der går hånd i hånd med en revanchistisk omskrivning af historien, hvor man regner med, at den unge generation ikke længere har nogen historisk bevidsthed på grund af de sociale medier.

Jeg tror, at det, vi på en eller anden måde skal løse, er at sikre, at den virkelige historie om, hvad der skete under Anden Verdenskrig – i relation til det, der sker nu – på en eller anden måde formidles til de unge. Det er forbløffende.

I Tyskland er der for eksempel ældre mennesker, der stadig er bevidste om, hvad Anden Verdenskrig gjorde i form af ruiner, og hvordan tyske byer så ud ved afslutningen af krigen. Men der er to eller tre generationer efter dem, som er helt afskåret fra denne viden. Og som du sagde: Den japanske befolkning ved ikke engang, hvor mange militære faciliteter der er i Japan.

Jeg tror, at hvis man spurgte tyskerne: »Ved I, hvor mange amerikanske baser der er i Tyskland?«, ville de fleste heller ikke vide det. Jeg tror, der er omkring 32. Vi har en enorm opgave foran os med at formidle denne historie, og jeg er meget glad – ikke for indholdet af din rapport, men for at du gav os den. Jeg synes, den supplerer billedet, fordi den gør det klart, at vi ikke ser på regionale kriser, men på en potentiel verdenskrig.

Den pacifiske side af Anden Verdenskrig er heller ikke til stede i bevidstheden hos mange mennesker i Europa. Jeg takker dig mange gange.

Til Larry vil jeg blot sige, at jeg sætter pris på din hårde tone, fordi den afspejler situationens alvor. Jeg kan kun håbe, at nogle europæiske ledere lytter til det, du siger. Men jeg mener stadig, at vi på en eller anden måde må finde en måde at få folk til at tænke anderledes.

For mig er forholdet mellem atlantisterne – som er blevet taget på sengen af nogle af Trumps handlinger og føler sig fuldstændig ladt i stikken – næsten en krig mellem atlantisterne i Europa og Trump-administrationen, og tonen mellem Europa og USA afspejler dette. Der er folk som Röttgen, der siger, at USA ikke længere kan betragtes som en allieret. Det næste skridt er, at det bliver betragtet som en fjende.

Jeg tror, vi er nødt til virkelig at tænke over, hvordan vi kommer frem til et nyt paradigme i 2026; ellers tror jeg, vi risikerer civilisationens undergang. Jeg tror virkelig ikke, at dette er en overdrevet frygt.

Jeg må sige, at da jeg er verdensborger, men også tysk patriot, kan jeg naturligvis ikke bare stå og se på, at mit land bliver ødelagt på den måde, det bliver. Det er virkelig ved at bryde sammen. Tyskland, der engang var landet for digtere, tænkere og opfindere, er nu hele verdens latter.

Især i det Globale Syd siger alle, man taler med i Afrika og Asien: »Hvad sker der i Tyskland?« Hvordan kan du forklare, at der ikke er nogen modstand, ingen indsats for at redde landet?

Jeg kan kun sige, at mine bestræbelser også går i retning af at forsøge at forhindre Europas totale ødelæggelse. Jeg kan ikke læne mig tilbage og nyde det faktum, at kontinentet ikke længere betragtes som noget at være stolt af.

Jeg tror, det er indlysende, at vi har mistet vores forspring inden for videnskab og teknologi, fordi vi for længe siden lod toget køre fra stationen på grund af den grønne sygdom. Men jeg tror stadig, at hvis Europa bliver en mislykket stat, hvor det eneste, der er tilbage, er fossiler i et museum i Mongoliet eller Mali – relikvier, som turister besøger og siger: »Åh, det var Tyskland for 20 år siden; de klarede det bare ikke, ligesom inkaerne eller mayaerne« – så kan jeg ikke acceptere det.

Europa har måske gjort mange forfærdelige ting, men for 200 år siden repræsenterede Europa den bedste kultur, man kunne forestille sig. Man havde klassisk musik; i Italien for 500–600 år siden havde man den gyldne renæssance. Alt dette har frembragt idéer, der er yderst værdifulde.

Derfor er min idé: Hvad kan vi gøre for at forhindre et ødelæggende sammenbrud? Jeg ønsker ikke at se en situation, hvor alle løsninger er på det militære område – ikke kun i Ukraine, men også i Tyskland og andre steder.

Jeg er enig med Ted Postol i, at når først et atomvåben er blevet brugt, er faren, at hele arsenalet vil blive affyret. Postol holdt for nylig en tale i Berlin, hvor han sagde, at inden for fem dage vil man have global atomkrig. Tænk blot på provokationerne omkring Kaliningrad, som flere amerikanske militærchefer har talt om; man kan være i en atomkrig på ingen tid.

Derfor mener jeg, at vi seriøst må gøre en indsats for at finde en måde at få denne idé om en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur – der inkluderer alle landes interesser på kloden – seriøst på bordet. Putin taler nu om en eurasiatisk sikkerhedsarkitektur; Xi Jinping taler om et globalt styringsinitiativ, som også er et globalt initiativ, der forsøger at basere alle internationale relationer på de fem principper for fredelig sameksistens.

Der er altså bevægelser, men jeg vil virkelig stille det som en udfordring: Hvad kan vi gøre for at engagere seriøse intellektuelle fra USA, Europa, Japan og andre steder i en diskussion om behovet for at gå over til en ny arkitektur? Det er meget klart, at den gamle er ved at gå i opløsning.

[Om hvordan man når ud til mennesker, der er udsat for frygt, sanktioner og krigsretorik i et samfund, der belønner konformitet mere end mod]

Jeg tror, vi først og fremmest skal forene os. Jeg tror, vi skal formidle en vision for, hvordan verden kunne se anderledes ud. Jeg kan kun sige, at min drøm for verden er, at alle nationer får mulighed for at udvikle deres borgeres fulde potentiale; at alle børn får nok mad, nok uddannelse og sundhedspleje, så de alle kan udvikle deres potentiale.

Jeg er helt sikker på, at flertallet af børnene så ville udvikle en vis grad af genialitet, for det er menneskets sande natur. Schillers idé om, at alle mennesker har potentiale til at blive en smuk sjæl, er opnåelig. Lige nu ser det ud som en fata morgana og en utopi, men jeg tror, at vi allerede lever i en mørk tidsalder – med en åbenlys afhængighed af medier, uden at tænke længere, uden at læse bøger, uden at lære poesi.

Det er alt sammen en enorm udfordring, men det er derfor, vi lægger så stor vægt på verdens ungdom. Jeg er helt overbevist om, at hvis vi kunne opbygge en international ungdomsbevægelse, hvor især unge fra det Globale Syd kræver den vision, at alle lande har ret til at udvikle sig, og at alle børn har ret til at udvikle deres fulde potentiale som kreative mennesker, så kunne noget forandre sig.

Jeg har tænkt meget over dette, og jeg tror, at det eneste element, der kan bringe en virkelig forandring, er stemmen fra den Globale Majoritet – og i særdeleshed de unge mennesker. For hvordan når man ud til de unge mennesker i USA og Vesteuropa? Hvis de meget tydeligt og kraftfuldt hørte, at unge mennesker fra 54 afrikanske nationer, fra Latinamerika og fra Asien kræver dette, kunne det ændre balancen. Jeg er helt sikker på, at vi virkelig må tænke over, hvordan vi kan gøre den Globale Syds stemmer mere hørbare.

[Om sanktioner svarende til folkemord og hvordan man kan stoppe fattigdom under kapitalismen]

Jeg tror, at regeringers moralske kvalitet bør bedømmes ud fra deres forhold til de mindre privilegerede, de fattige. Man har ikke fundet noget program til udryddelse eller reel lindring af fattigdom i USA eller i Den Europæiske Union. Jeg tror, at det officielle antal mennesker ikke er klassificeret som fattige, men som værende i risiko for at blive fattige – hvilket i praksis er næsten det samme.

Jeg tror, at det er omkring 90 millioner mennesker i Europa, der falder ind under denne kategori. I USA viste den seneste rapport, at der er 53 millioner mennesker, som er kategoriseret som fattige, og der findes heller ikke dér noget program til udryddelse af fattigdom.

På den anden side har vi for eksempel Kina, og jeg kan absolut bekræfte det, du sagde, Rachel, om, at folk er meget glade i Kina. Holdningen og tankegangen hos folk i Kina er så forskellig fra den i USA eller Europa. Det har meget at gøre med, at folk i Kina har en oplevelse af, at regeringen tager sig af dem.

De havde et program til udryddelse af fattigdom, der skulle afhjælpe alvorlig fattigdom inden udgangen af 2020 – ud fra en situation i 1971, hvor Kina var på samme niveau som Sudan er i dag. Kinas succeshistorie er utrolig. Man har netop færdiggjort et 50.000 kilometer langt højhastighedstogsystem og forbundet alle større byer med hinanden.

USA har intet tilsvarende, og den tyske Bundesbahn har netop opgivet overhovedet at udarbejde en køreplan for, hvornår togene ankommer; de giver blot et skøn over, hvornår de forventes at ankomme. Det hele er en total bankerot.

Jeg tror, at jo mere vi gør disse fakta kendte – og jo mere folk lærer at stå op for sig selv – desto bedre. Der er ingen anden udvej. Man kan ikke forvente, at tingene på mirakuløs vis vil løse sig i den nuværende strategiske situation.

Vi er nødt til at vække folks statsborgerskab; folk må genvinde idéen om, at de har et ansvar for, hvad der sker i deres land og i denne periode af historien. Det værste, der kan ske, er, hvis alle tænker: »Åh, jeg er så lille, der er intet, jeg kan gøre. Disse mennesker er så magtfulde.« Det er det, man hører på gaden, når man taler med folk i Tyskland. Det er en sikker opskrift på nederlag.

På den anden side tror jeg, at hvis folk forener sig om en god plan – som Schiller sagde i indledningen til The History of the Revolt of the United Netherlands Against Spanish Rule – så skriver han, at han nedskrev denne historie, for at almindelige borgere kunne udvikle modet til at indse, at det er muligt at besejre selv den stærkeste tyran, hvis de forener sig om en god plan.

Jeg tror, at den gode plan netop er denne vision om en verden, hvor alle lande kan samarbejde og blomstre sammen. Hvis folk forener sig om denne plan, er de flere. Det er som historien om en af kejserne i det kejserlige Rom, hvor nogen foreslog, at alle slaver skulle have et bånd om armen. En anden sagde: »Er du gal? Når de ser, hvor mange de er, er vi færdige.« Det er præcis det.

Vi skal opmuntre folk til at stå op og forene sig om en plan, der er en retfærdig, ny verdensøkonomisk orden.

Afsluttende bemærkninger:

En kommentar til det, du sagde om arkiverne: Uanset hvad Bush sagde på disse møder, må man ikke glemme, at det var USA i Bukarest i 2008, der udøvede det største pres for, at Ukraine og Georgien skulle optages i NATO. Det var det eneste tilfælde, hvor Merkel gjorde noget heroisk ved at modsætte sig dette. Jeg siger det, fordi man er nødt til at se disse ting i deres helhed.

Dette bringer mig til det punkt, jeg ville fremhæve, nemlig at historieundervisningen er så forfærdelig. Faktisk havde jeg tre gange historie i skolen – fra stenalderen til Første Verdenskrig – og vi nåede aldrig frem til hverken Første eller Anden Verdenskrig. Jeg begyndte først at interessere mig for historie efter skolen.

Da jeg kom til USA for første gang, fik jeg et kulturchok. For første gang så jeg Hogan’s Heroes og lignende film, og jeg sagde: »Hvad fanden er det her?« Jeg var fuldstændig chokeret over det billede, amerikanerne havde af tyskerne i filmene på det tidspunkt. Det fik mig til at grave i Nationalarkivets afsløringer fra den periode.

Jeg synes, vi bør opfordre unge mennesker til at gå til kildematerialet. Ikke nødvendigvis til bøger med utallige fodnoter, men til at forsøge at rekonstruere historien, som den faktisk var. Der findes nationale arkiver overalt. For eksempel findes der hundredvis af dokumenter om, hvad der skete ved afslutningen af den kolde krig. Folk kan selv læse disse dokumenter og ikke blot stole på den historie, som de sejrende magter ønskede at skrive.

Jeg vil foreslå, at vi tager dette op i diskussionen med de unge. Der er måske nogle, der er interesserede, og som kunne spille en ledende rolle i at skabe en ny renæssance inden for historieforskning blandt unge mennesker.

Ellers vil jeg igen bringe spørgsmålet om fattigdomsbekæmpelse på banen. Verdensbanken indrømmer i sine rapporter, at Kina var ansvarlig for omkring 60 % af den globale fattigdomsreduktion på verdensplan. Det betyder ikke blot, at de løftede deres egen befolkning, men også at de bidrog afgørende internationalt – hvilket jeg mener er værd at fremhæve.

Til sidst vil jeg virkelig sige, at vi bør komme med et konkret forslag om at forbyde krig. Jeg tror, tiden er inde nu. Enhver fortsættelse af forsøget på at løse konflikter med militære midler kan kun føre til den mulige udryddelse af hele menneskeheden.

Militarisering er en selvforstærkende dynamik. Når man først er kommet ind i den, bliver den næsten uundgåelig – en selvopfyldende profeti. Hvis man gør nogen til fjende og opbygger sit militær, fører det til optrapning, som derefter præsenteres som en nødvendighed.

Så lad os gå ind i det nye år med idéen om fuldstændigt at udstøde krig og i stedet virkelig skabe en kultur af fred – en kultur af kærlighed. Vi er nødt til at fremmane det bedste i mennesker. Kun hvis menneskeheden bliver mindet om, at vi er den kreative art – den eneste kendte i universet indtil videre – og at vi er begavet med smukke evner, som kan vokse, hvis vi tillader dem og respekterer dem i andre, kan der være håb om en menneskelig verden.

Jeg tror absolut, at det kommende år vil byde på enorme udfordringer, men også muligheder. Så lad os gå ind i dette år med den beslutsomhed, at menneskeheden skal komme ud som vinder.

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE:
Velkommen, alle sammen! Velkommen til Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 133. møde i træk. Mange tak til jer alle for at deltage i denne proces. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg vil være jeres ordstyrer i dag sammen med Dennis Small.

En særlig tak til de mennesker, der har været en del af dette i alle 133 uger, og en særlig velkomst til nye deltagere, som er med for første gang. I er meget velkomne til at deltage i diskussionen og præsentere jer selv.

Jeg vil gerne hver uge minde om, hvorfor vi startede dette forum. Vi oprettede det for at forene den internationale fredsbevægelse: mennesker med forskellige filosofier, religioner, sprog og kulturer. Vi ønsker at bringe mennesker sammen i dialog, så vi kan koordinere vores aktiviteter for at opnå ægte fred i verden.

Som det er blevet tydeligt – og som vi vil høre mere om i dag – befinder vi os på en ekstremt farlig kant af atomkrig på flere fronter. En udslettelse af menneskeheden er ikke noget, vi ønsker at se ske. Hvis I støtter missionen om at skabe ægte fred på planeten, er I velkomne her.

Tag jer et øjeblik til at dele invitationen med venner, familie, jeres organisationer – og jeres rimelige fjender. Få alle med i dagens diskussion.

Vi vil have en række indledende talere i den første del af mødet, hvorefter vi åbner for en generel diskussion med publikum. Til at begynde med har vi i dag Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE:
Tak, og velkommen til jer alle. Det er tumultariske tider. Det såkaldte EU-topmøde, som skulle træffe beslutning om beslaglæggelse af russiske aktiver for fortsat at finansiere krigen i Ukraine, har netop fundet sted. På trods af at kansler Merz efterfølgende erklærede sejr, er dette langt fra tilfældet – på grund af massiv modstand internt i Den Europæiske Union og tydelige advarselssignaler udefra.

Det lykkedes ikke at gennemføre planen. I stedet blev man enige om at låne 90 milliarder euro til Ukraine, som skal betales af europæiske skatteydere. Modstanden kom fra Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet, men også det østrigske parlament stemte kraftigt imod. Samtidig advarede kreditvurderingsbureauet Fitch Euroclear Bank om risikoen for nedgradering, hvis man gik videre.

Som følge heraf kunne man ikke samle stemmerne. Det er et klart tegn på, at hvis man alligevel forsøger – hvilket Merz stadig antyder som en mulighed i kulissen, hvad jeg ikke tror er realistisk – kan det ikke blot udløse massiv russisk gengældelse, men også underminere troværdigheden af EU’s banksystem i en grad, der kan blive det sidste skridt mod et systemisk sammenbrud.

Dette er et meget typisk eksempel på den tvangspolitik, EU i øjeblikket fører. Ursula von der Leyen informerede medlemslandene om, at de ikke kunne forlade forhandlingerne, før der var truffet en beslutning. Det førte til 16 timers forhandlinger natten igennem – frem til kl. 3 om morgenen – før man nåede frem til en såkaldt aftale.

Berliner Zeitung rapporterede, at en del af midlerne reelt skal bruges til at tilbagebetale 45 milliarder euro fra et G7-lån fra sidste år. Man optager altså lån for at betale lån – noget der normalt betegnes som et Ponzi-svindelnummer og som i det mindste burde give anledning til strafferetlig efterforskning.

Dette er ingen sejr for EU. Samtidig hænger hele situationen i Ukraine fortsat i luften. Rusland gør betydelige fremskridt langs frontlinjerne, og præsident Zelenskyj satser åbenlyst på, at europæerne vil fortsætte med at forlænge krigen – på trods af at stort set alle militæreksperter er enige om, at dette er urealistisk, især på grund af manglen på mandskab.

I forhold til den ofte gentagne påstand om, at dette var en uprovokeret russisk aggressionskrig, er der også sket noget bemærkelsesværdigt. Amanda Sloat, tidligere særlig rådgiver for præsident Biden og medarbejder i det Nationale Sikkerhedsråd, troede, at hun talte med to rådgivere for Zelenskyj. I samtalen indrømmede hun, at det allerede før krigen var klart for hende og Biden, at hvis Ukraine i januar 2020 havde accepteret at opgive NATO-medlemskab, ville krigen aldrig være brudt ud.

Hun indrømmede også, at hvis Ukraine havde accepteret den fredsaftale, der blev forhandlet i Istanbul i marts–april 2022, kunne krigen være afsluttet dengang. Det viste sig senere, at de personer, hun talte med, ikke var Zelenskyjs rådgivere, men de russiske pranksters Vovan og Lexus, som tidligere har narret flere politikere.

At denne indrømmelse ikke er “russisk propaganda”, men afspejler Bidens faktiske overvejelser før krigen, vil uden tvivl være yderst interessant for fremtidige historikere – om end tilsyneladende ikke for nutidens politikere.

Den anden store krise er den fortsat truende amerikanske intervention i Venezuela. Onsdag den 17. december skabte Tucker Carlson stor alarm ved at hævde, at præsidenten ville holde en national tale kl. 21 om en forestående invasion. Hele verden holdt vejret. Det viste sig dog, at præsident Trump slet ikke nævnte Venezuela, men holdt en 20 minutter lang tale, hvor han roste sin egen administration og kritiserede Biden-administrationens resultater.

Alarmen er dog ikke helt afblæst. Der er massiv modstand blandt MAGA-tilhængere mod en invasion, og betydeligt internationalt pres fra Rusland, Kina, Brasiliens præsident Lula og Mexicos præsident Sheinbaum. En fuld landinvasion er usandsynlig, men en begrænset operation – muligvis rettet mod præsident Maduro – kan ikke udelukkes.

En anden dybt foruroligende udvikling er EU’s sanktionering af den schweiziske analytiker Jacques Baud, en internationalt respekteret militær- og sikkerhedsanalytiker. Anklagen? At han videreformidlede “den russiske fortælling”.

Jeg har set adskillige analyser med Baud og kan sige, at han hverken er pro-russisk eller partisk. Han nægtede blot at gentage en fortælling, han vidste var falsk – nemlig at Ukraine ville vinde krigen, og at Rusland ville lide et strategisk nederlag. Han analyserede fakta på jorden.

Hans bankkonti er blevet indefrosset, han kan ikke længere rejse inden for EU og er reelt fanget i Belgien, hvor han bor. Dette er en skandale. Hans eneste “forbrydelse” er at have udtrykt en afvigende analyse.

Det samme gælder sanktioner mod tyske journalister som Alina Rupp og Thomas Röper – og mange mindre kendte journalister. Der er en tydelig indsats for at forbyde afvigende meninger.

Da den undersøgende journalist Zoe Angravic spurgte den tyske regering, om de støttede EU’s beslutning, svarede de: “Ja. Og alle, der gør lignende, bør vide, at det samme kan ske for dem.”

Dette er et direkte angreb på ytringsfriheden og strider mod EU-chartret, FN-chartret, den tyske Grundgesetz og det første tillæg til den amerikanske forfatning. Hvis dette fortsætter, vil man måske næste gang sanktionere pave Leo XIV, fordi han har sagt, at kun fred er hellig.

Vi må fortsætte bestræbelserne på at forene den internationale fredsbevægelse. Oprustningen fortsætter, og alarmen må slås på højeste niveau. Geopolitik har allerede ført til to verdenskrige. Hvis vi ikke stopper dette vanvid, risikerer vi at miste selve menneskeheden.

Ungdomskonferencen den 14. december var ekstremt vigtig. Unge mennesker må tage ansvar. Hvis etablissementerne fører verden mod krig, har de ingen ret til at stjæle de unges fremtid.

Bemærkninger under diskussionen:
Jeg vil kort takke dig, Jack, for din medfølende – ja, agapiske – opfordring til forandring. Din livshistorie rørte mig dybt. At du, trods årtiers kamp, fastholder ønsket om en kultur af kærlighed frem for had, af liv frem for død, er præcis det, unge mennesker har brug for at høre.

Om USA: Lyndon LaRouche var en dybt patriotisk amerikaner, men først og fremmest verdensborger. For ham var det ingen modsætning. Uanset om han talte med fiskere i Peru, skomagere i Italien eller landmænd andre steder, tog han deres bekymringer ind i sit hjerte. Den agapiske kærlighed til menneskeheden er afgørende.

Jeg tror, at USA nu er truet af at blive et chauvinistisk sted, fordi præsident Trump har sat 39 lande på en liste over mennesker, der ikke længere må komme ind i USA – eller som, hvis de allerede befinder sig dér, risikerer at blive deporteret af ICE-politiet med yderst brutale metoder. Jeg mener, at dette må blive et emne for international diskussion, fordi USA altid med stolthed har beskrevet sig selv som en smeltedigel, baseret på fuldstændig integration af alle kulturer.

Der findes afrikanere, asiater, latinamerikanere og europæere. Jeg har altid betragtet New York som et næsten perfekt eksempel: 195 sprog, mennesker, der arbejdede sammen og faktisk nød rigdommen i hinandens kulturelle erfaringer. De perioder, hvor det var anderledes – som under Anden Verdenskrig, hvor udlændinge blev interneret i lejre og lignende – er mørke kapitler i amerikansk historie.

Jeg tror, vi er nødt til at intensivere den internationale diskussion om, hvad menneskeheden er. Vi er nødt til at diskutere menneskets billede af sig selv. Grunden til, at denne NATO-PR-video, “From Foresight to War Fight”, er så dybt frastødende, er, at den bygger på et menneskesyn, der ganske enkelt ikke er sandt.

Vi har en grundlæggende debat: Hvad er mennesket? Er vi blot dyr? Er vi manikæere, hvor godt og ondt altid eksisterer side om side? Nej – det siger jeg eftertrykkeligt nej til. Som jeg skrev i det tiende princip, er mennesket godt af natur. Det faktum, at ondskab eksisterer – hvilket naturligvis er ubestrideligt – skyldes efter min overbevisning 100 % manglende udvikling.

Hvis man gav alle mennesker, inklusive alle nyfødte børn, mulighed for at udvikle ikke blot deres intellekt, men også deres karakter og deres sjæl, så de kunne blive smukke mennesker, ville oligarkiet forsvinde.

Derfor vil jeg også knytte an til det, Dennis sagde tidligere i sit svar, og til din kritik af denne læseliste. Det er naturligvis vigtigt at læse meget litteratur og mange forfattere, som giver et forsvar mod imperialisme, kolonialisme og lignende fænomener.

Men det er min faste overbevisning – og også min erfaring – at det er langt mere effektivt at begynde med en smuk idé. Man må begynde med et begreb om, at mennesket er noget helt særligt.

Man kan elske sit kæledyr – sin hund, sin kat eller hvilket dyr man end har – og det er vidunderligt; det er sundt, og man bør have dyr omkring sig. Men mennesket er noget helt særligt. Af alle levende væsener, vi indtil videre kender i universet, er vi de eneste, der kan foretage kreative opdagelser inden for videnskab og kunst.

Vi kan skrive smuk musik. Vi kan skrive digte. Vi kan opdage universelle principper i fysikken, som fører til teknologiske fremskridt, der hæver hele menneskehedens levestandard. Alt dette er unikt menneskeligt.

Når man gennemgår en dyb uddannelse af sig selv ved at studere de største tænkere, der nogensinde har levet – på tværs af alle kulturer – kan man begynde med Confucius, Platon, Beethoven. Tag de største først. Når man forstår, hvilket smukt menneskebillede de har formidlet, og at dette har været menneskehedens ledestjerne for udvikling, så bliver man vaccineret mod ondskab.

Efter min opfattelse – og erfaring – er dette et langt stærkere udgangspunkt for at kritisere det, der er forkert. Når man først har en klar idé om det menneskebillede, man kæmper for, falder alt andet på plads.

Jeg kan kun sige, at vi må udvide vores kendskab til disse tænkere og derefter forsøge at løfte alle mennesker omkring os.

[Med henvisning til en linje fra NSS: “Gennem historien har suveræne nationer forbudt ukontrolleret migration og kun sjældent givet statsborgerskab til udlændinge” – og at dette er en direkte forfalskning af USA’s historie.]

Jeg glemte at nævne, at en meget konkret mulighed for at forandre USA er det kommende 250-års jubilæum for Den Amerikanske Uafhængighedskrig. Denne revolution faldt ikke ned fra himlen. Den var et projekt, hvor mange europæere, der var utilfredse med oligarkiske og monarkiske systemer, sluttede sig sammen med de amerikanske grundlæggere.

Mange af Europas bedste traditioner strømmede ind i Den Amerikanske Uafhængighedskrig – helt tilbage til Toscanelli, som udviklede kortene til Columbus, der senere blev udbredt af Nicolaus Cusanus. Der findes en meget rig forhistorie.

I betragtning af at USA i dag desværre synes at være blevet det system, som revolutionen gjorde oprør imod – nemlig idéen om at styre verden ud fra en unipolær forestilling om et særligt forhold mellem USA og Storbritannien, med det Britiske Imperium som forbillede – er vi nødt til at undervise mennesker i USA’s virkelige historie.

Når man ser på Benjamin Franklin, var han et af de mest begavede genier, der har levet. Han baserede sin moralske og etiske tænkning på Confucius. John Quincy Adams var fuldstændig gennemsyret af den dybeste republikanisme, hvilket fremgår af hans berømte udsagn om, at USA ikke skal drage ud i verden for at bekæmpe udenlandske monstre.

Alt dette er i dag glemt af mange amerikanere.

Jeg vil derfor opfordre alle til at hjælpe os med at fejre 250-året. Vi har allerede planlagt et omfattende program med musik, studiegrupper og konferencer. Alle amerikanere med bindestregsidentiteter bør spore deres respektive nationers bedste bidrag til Den Amerikanske Uafhængighedskrig og deltage aktivt.

Vi kan ligeledes opfordre mennesker i Afrika, Europa, Latinamerika og Asien til at fejre jubilæet, for revolutionen tilhørte ikke kun USA. Grundlovsfædrene betragtede USA som et “fyrtårn for håb og et frihedens tempel” for hele verden.

Ved at føre en sådan diskussion globalt kan vi give feedback til USA og minde amerikanerne om deres egen historie. De vil forhåbentlig afvise den britiske indflydelse, som har overtaget – præcist som H.G. Wells beskrev i The Open Conspiracy fra 1929.

Når amerikanerne studerer denne historie, vil det – som man siger på tysk – falde dem som skæl fra øjnene.

Også i Europa må vi alvorligt studere, hvad der gik galt. Hvordan kan det være, at vi blot 80 år efter Anden Verdenskrig – hvor vores bedsteforældre lovede “aldrig mere krig” – igen står på randen af Tredje Verdenskrig?

Hvis vi studerede historien samtidig, globalt, med 250-året som anledning, kunne det påvirke den offentlige mening i USA og måske få dem til at kaste det britiske åg af sig.

Afsluttende bemærkninger:
Jeg vil gerne opfordre jer alle til at hjælpe med at udbrede opfordringen til at opløse NATO og erstatte det med en international sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Opfordringen er allerede blevet genudgivet i Mexico, andre latinamerikanske lande og i Sydafrika.

Vi befinder os i en tektonisk overgang: det gamle liberale system er ved at gå i opløsning, og et nyt er under dannelse. Dets endelige form er endnu ikke fastlagt, og netop derfor er diskussionen afgørende.

Hjælp venligst med at få opfordringen genudgivet eller kommenteret af medier verden over. Det vil bringe sagen et stort skridt fremad.

Til sidst vil jeg foreslå to længere artikler af Lyndon LaRouche som læsning i juledagene. Den ene hedder noget i retning af “What Is the Purpose of the Universal Individual?” Den anden er “The Secrets Known Only to the Inner Elites”. Sammen forklarer de både fjendens natur og de egenskaber, man må udvikle for at overvinde den.

Det leder mig til Jacks opfordring om at lære unge mennesker medfølelse. Det var Friedrich Schillers centrale krav. Han talte om udviklingen af Empfindungsvermögen – et langt rigere begreb end empati, fordi det forener intellekt, ånd og sjæl i en aktiv ansvarlighed over for verden.

Man kan uddanne sine følelser. Schillers idé om den æstetiske opdragelse viser, at følelser kan hæves til fornuftens niveau. Man kan lære at gøre det gode bevidst. Det forandrer mennesket.

Jeg er dybt overbevist om, at vi ikke kan forbedre verden, hvis vi ikke forbedrer os selv.

Det er en god tanke til jul.
Jeg ønsker jer alle en glædelig jul.

Sæt dig selv for et øjeblik i stedet for en præsident, en minister eller en anden vigtig leder af en nation fra det globale Syd, som repræsenterer størstedelen af menneskeheden – enten en nuværende leder eller en fremtidig leder, såsom de omkring 150 unge voksne fra 37 lande på alle kontinenter, der deltog i den internationale ungdomsdialog den 14. december med Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche.

Hvad ser du?

Du ser USA spille en vigtig rolle i forsøget på at finde en løsning på krigen i Ukraine, der tager hensyn til alle parters sikkerhedsinteresser. Men du ser også en Trump-regering, der er ved at iværksætte et militært angreb på Venezuela og åbent erklærer, at den har til hensigt at stjæle landets olie – og allerede er begyndt at gøre det ved at beslaglægge skibe på åbent hav – efter at være blevet valgt på løftet om »aldrig igen« at indlede en sådan erobringskrig.

Du læser den samme administrations dokument om national sikkerhedsstrategi, udgivet den 4. december 2025, som bekendtgør dens intention om at drive Kina og dets Bælte- og Vej-initiativ ud af den vestlige halvkugle – til at begynde med. »Vi bør gøre alt for at fordrive udenlandske virksomheder, der bygger infrastruktur i regionen,« hedder det direkte i dokumentet, »ved at udnytte USA’s indflydelse inden for finans og teknologi til at få landene til at afvise sådan hjælp,« samtidig med at vi bruger amerikansk militær, politisk og økonomisk magt til at »udvide amerikansk adgang til kritiske mineraler og materialer.«

Du forstår, at hvis denne Trump-variant af britisk kolonialisme får lov at bestå på den vestlige halvkugle, vil Afrika, Mellemøsten og Asien være de næste.

For at være sikker, ser du dig derefter omkring for at se, hvilke store infrastrukturprojekter USA har bidraget med til at opbygge i Latinamerika og Caribien i løbet af de sidste 20 år.

Der er ingen.

Men dine øjne vender sig også mod en anden økonomisk og sikkerhedspolitisk linje fra Kina og andre nationer i BRIKS og SCO. Du er godt klar over, at Kina har løftet 850 millioner mennesker ud af fattigdom på 40 år, og du har spurgt dig selv: »Hvis Kina kan gøre det, hvorfor kan vi så ikke?« Og den 10. december 2025 udsendte den kinesiske regering et politisk strategipapir om Latinamerika og Caribien, der tilbyder »planlægning og opførelse af infrastruktur i lande i Latinamerika og Caribien (LAC) for at forbedre den regionale infrastrukturelle sammenhængskraft.«

Det fastslår, at Kina vil hjælpe med at »udnytte rumteknologi til at fremme LAC-landenes videnskabelige, teknologiske og industrielle udvikling« og tilbyde »aktiv deltagelse af LAC-landene i Kinas bemandede rumprogram og missioner til månen og det ydre rum.« Det understreges, at der vil blive ydet særlig støtte til »unge forskere«, og at fattigdomsbekæmpelse vil være et centralt mål for alle kinesiske aktiviteter i regionen. Det understreges, at »Kina vil fortsætte med at yde udviklingsbistand til LAC-landene uden at stille politiske betingelser« (langt fra, hvad IMF og Wall Street gør i øjeblikket), og det tilbydes endda at »gennemføre trilateralt udviklingssamarbejde i LAC-landene med relevante lande uden for regionen« – et direkte tilbud til USA og Europa om at deltage i denne win-win-politik.

Man kan så se på, hvilke store infrastrukturprojekter kineserne har bygget eller tilbudt at iværksætte i Latinamerika og Caribien. Man ser Chancay-megahavnen i Peru, der nu er i drift; den foreslåede bi-oceaniske jernbanekorridor, der forbinder Atlanterhavet og Stillehavet fra Peru til Brasilien; man ser Mutún-jernmalm- og stålkomplekset i Bolivia; der er forslag om at bygge den nicaraguanske interoceaniske store kanal og bygge højhastighedstoglinjer gennem hele Mellemamerika. Man ser de kinesiske forslag om at bygge højhastighedstog i Mexico – fra Mexico City til Querétaro og på tværs af Tehuantepec-landtangen – som blev annulleret på grund af pres fra Wall Street og Washington.

Disse unge mennesker med denne vision er Amerikas bedste allierede i den fælles opbygning af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, når vi går ind i 2026 – året for 250-årsdagen for den Amerikanske Uafhængighedserklæring.

Den 11. december 2025 afholdte Schiller Instituttet i Danmark et diplomatisk seminar, hvor 14 diplomater fra 10 lande deltog, med gæstetalere H.E. ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian og Helga Zepp-LaRouche, der var rejst til København fra Tyskland.

Titlen var: Kan der endelig skabes fred gennem udvikling mellem et uafhængigt Palæstina, Israel og regionen? Lad os opbygge Oase-planen nu! ‘

De deltagende lande var: seks fra Sydvestasien, et fra Vesteuropa, et fra Østeuropa, et fra Afrika og et fra Asien. Fem andre lande havde tilmeldt sig, men kunne ikke deltage.

Læs en kort rapport her.

Der kommer en afskrift og dansk oversættelse senere.

HARLEY SCHLANGER:
Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. I dag er det den 17. december 2025. Jeg hedder Harley Schlanger og er jeres vært.
Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden.

Vi befinder os i en situation med enorm fare og en eskalation af provokationer fra City of London og de europæiske hovedstæder – den såkaldte Koalition af Villige. Jeg vil gerne begynde med et tegn på håb, nemlig at unge mennesker over hele verden reagerer på jeres opfordring til at organisere en global bevægelse for en ny strategisk og udviklingsmæssig arkitektur, der fredeligt kan erstatte det sammenbrudende imperiale system.

Den 14. december blev der afholdt en onlinekonference under sloganet “Young People of the World Unite!” (Unge mennesker i verden, foren jer!), som samlede unge fra mange lande med et fælles engagement i at afvise den imperiale geopolitik, der driver os mod krig.

Som initiativtager til denne opfordring – Helga – levede begivenheden op til dine forventninger?

HELGA ZEPP-LAROUCHE:
Ja, jeg var faktisk meget glad for det. Fire uger tidligere havde vi en konference i Paris med stort fokus på netop en sådan ungdomsbevægelse. Hvis man ser på deltagerantallet ved den nylige Zoom-konference, var der langt flere lande repræsenteret.

Jeg har helt klart en fornemmelse af, at gnisten er tændt, og at unge mennesker indser, at vi befinder os i en utrolig situation, hvor der hver dag sker nye udviklinger, og hvor verden bevæger sig i mange forskellige retninger.

Det betyder, at unge mennesker ikke blot har ret til at lade deres stemmer høre – i betragtning af at fremtiden tilhører dem – men også, at mange af de gråhårede statschefer, der driver dette krigsmageri, ikke vil være her, når konsekvenserne af deres politik for alvor viser sig. Det kan endda ske langt tidligere.

Under alle omstændigheder har unge mennesker ret – og efter min mening endda pligt – til at lade deres stemmer høre, for menneskeheden skal fortsætte. Det er deres liv, der lige er begyndt.

Så ja, jeg var meget tilfreds. Vi havde to paneler. Det første panel havde fire talere: Dr. Naledi Pandor, tidligere udenrigsminister i Sydafrika; ambassadør Sisulu, Sydafrikas ambassadør i Mexico, som kommer fra en meget berømt familie i Sydafrika, der arbejdede tæt sammen med Mandela; Jacques Cheminade, leder af Solidarité et Progrès, vores søsterorganisation i Frankrig; og så mig selv.

Der var allerede en meget livlig diskussion. Men diskussionen blev endnu mere livlig i det andet panel, så jeg synes, det var en klar succes.

SCHLANGER:
Hvad er planerne for det næste møde?

ZEPP-LAROUCHE:
Mange! Først og fremmest var der en generel enighed om, at alle ønsker at opbygge organisationer dér, hvor de er. Man kan derfor forvente, at der vil opstå mange lokale organisationer i mange lande – i Afrika, Latinamerika og andre steder.

Der vil også blive afholdt kurser om min afdøde mand, Lyndon LaRouches, økonomiske teori, fordi der er en reel hunger efter at forstå, hvad der er galt med økonomien. Hvorfor er Kina for eksempel så succesfuldt? Hvorfor er Tyskland ved at kollapse? Man er nødt til at have en teoretisk begrundelse for alt dette.

Der var også stor begejstring for idéen om en dialog mellem civilisationer og kulturer, fordi disse unge mennesker kommer fra mange forskellige nationer. De har alle deres egne stolte traditioner og ønsker at studere deres egen historie såvel som andre nationers historie. Der vil derfor blive afholdt begivenheder af den slags.

Jeg synes, det var meget livligt, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med disse unge mennesker i fremtiden.

SCHLANGER:
Desværre må vi vende os mod den krigsindsats, der foregår i et accelererende tempo. Der var et møde mellem krigsfraktionen – den såkaldte Koalition af Villige (villige til at dræbe deres egne befolkninger, formoder jeg) – og Zelenskyj.

Der blev lovet mere støtte, penge osv., mens man tilsyneladende ikke var klar over, at våben ikke vil påvirke udfaldet, men blot føre til, at flere mennesker bliver dræbt. De taler også om fredsbevarende styrker i Ukraine og om pres på Trump.

Det er klart, at Putin ikke vil acceptere disse krav. Betyder det, at de europæiske ledere låser sig fast i en permanent krig?

ZEPP-LAROUCHE:
Ja, det er en mulighed. Hvis man ser på formuleringerne i den fælles erklæring, var det ikke en fælles erklæring med amerikanerne. Hvad betyder det? Det betyder, at der ikke er amerikansk opbakning til det, de ønsker at forfølge.

Det indebærer naturligvis, at spændingerne med USA vil fortsætte. Russerne er allerede begyndt at afvise de forskellige punkter. Lavrov, Ryabkov, Peskov og flere andre russiske embedsmænd har allerede sagt, at de såkaldte sikkerhedsgarantier i realiteten svarer til NATO’s artikel 5. Det er naturligvis et trick – det skal være NATO-lignende uden at kalde det NATO.

Jeg tror, Rusland mange gange har gjort det klart, at de ikke vil acceptere såkaldte fredsbevarende tropper fra NATO-lande. En af disse russere – det var måske Ryabkov – sagde endda, at NATO i sammenligning ville være mere stabilt, fordi der dér findes visse strukturer og procedurer. Hvis man kun har landene i Koalitionen af Villige, ville det være endnu mere destabiliserende.

Jeg tror derfor ikke, det vil lykkes. Jeg har endnu ikke set et svar fra Trump eller Trump-administrationen, men jeg kan ikke forestille mig, at Trump – efter at have ændret hele USA’s strategiske udsigter, som det kommer til udtryk i den nationale sikkerhedsstrategi – vil gå ind i en konfrontation med Rusland.

Jeg ved, at NSS-dokumentet blev udformet med henblik på at flytte fokus væk fra konfrontation med Rusland og i stedet mere eller mindre normalisere forholdet til Rusland, samtidig med at fokus flyttes til den såkaldte vestlige halvkugle.

Vi må se; det er for tidligt at sige i dag. Jeg så ikke noget svar, før vi begyndte denne diskussion.

SCHLANGER:
Jeg bemærkede, at der var en række spørgsmål sendt til mig om forvirringen omkring, hvad den amerikanske politik egentlig er med det nye strategiske dokument. Især blev der henvist til en rapport fra London om, at der vil være et tættere samarbejde mellem amerikanske og britiske tech-virksomheder inden for kunstig intelligens og lignende.

Den nye chef for MI6 sagde, at frontlinjen er overalt. Derfor spurgte flere personer:
“Accepterer præsident Trump dette samarbejde med Storbritannien? Er han ikke klar over, at Starmer arbejder imod hans bestræbelser på at normalisere forholdet mellem USA og Rusland?”

ZEPP-LAROUCHE:
Jeg tror, det er et stort spørgsmålstegn. Da Trump accepterede kong Charles’ invitation til statsbanketten, havde han nogle af de øverste direktører fra flere af de førende AI-firmaer i Silicon Valley med sig. De havde allerede på det tidspunkt besluttet at oprette fælles forretningsinvesteringer i Storbritannien.

Jeg tror derfor, at dette kan udgøre en meget stor sårbarhed, fordi disse mennesker … Jeg fremsatte denne opfordring om, at man bør erstatte NATO med en omfattende sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som bør være universel og omfatte alle. Hvis den ikke omfatter alle, vil det føre til en katastrofe.

I denne opfordring indsatte jeg et link til en video, som NATO havde udgivet som propagandavideo for sig selv. Det er den mest psykotiske, psykedeliske, vanvittige science-fiction-fortolkning af virkeligheden. Jeg mener virkelig, at alle bør se denne video, for hvis NATO udsender noget som dette som PR for sig selv, behøver man ikke et angreb – det er et angreb i sig selv.

Det menneskesyn, der fremføres dér, er utroligt barbarisk. Det hævdes direkte, at krig for evigt er en del af menneskets engagement, virksomhed eller drivkraft – eller hvad man nu vil kalde det. Under alle omstændigheder fremstilles krig som en del af menneskets natur.

Det afviser jeg kategorisk! Det er et bestialsk begreb, der stammer direkte fra filosofferne i den britiske oplysningstid – folk som John Locke og Thomas Hobbes – og hele idéen om Leviathan: at mennesket per definition er ondt. Alt dette er blot imperiefraktionens ideologi.

Det er ikke virkeligheden. Men hvis NATO overtager positionen fra det værste affald fra det Britiske Imperium, bør det virkelig give anledning til dyb bekymring. Det er ikke overraskende, men at se det sort på hvidt er ekstremt chokerende.

Jeg tror, vi må forstå, at denne form for propaganda uundgåeligt vil føre til en human katastrofe, hvor menneskeheden risikerer at forsvinde i en global atomkrig. Folk må vide dette.

SCHLANGER:
Hvis man ser tilbage på den tidligere periode under den kolde krig, var der film som Dr. Strangelove, der satiriserede og gjorde grin med denne type galninge med deres våben og planer om at udrydde menneskeheden. Nu tager denne nye NATO-dokumentar det alvorligt; man kan tydeligt se mentalitetsændringen.

Når vi taler om dette, er der et par ting, der er virkelig alarmerende. Vi har et spørgsmål fra en person i Schweiz, som spørger:
“Kan du kommentere på, at Den Europæiske Union har sat den pensionerede schweiziske efterretningsagent Jacques Baud,” som de skriver er en meget seriøs person, “på sanktionslisten som russisk agent?”

ZEPP-LAROUCHE:
Jeg synes, det bør vække bekymring hos alle, der stadig har håb om demokrati, ytringsfrihed og friheden til at udtrykke sig. Jeg ser af og til Jacques Bauds videoer, og jeg mener, at han er en meget skarp analytisk ekspert, som mange gange har insisteret på, at han aldrig bruger russiske kilder, men udelukkende vestlige og ukrainske kilder.

At påstå, at han blot gentager russisk propaganda – jeg synes, EU diskrediterer sig selv over for hele verden med sådanne handlinger. Hvad gør det? De blev alle skræmte, da J.D. Vance på sikkerhedskonferencen i München sagde, at der ikke er demokrati og ytringsfrihed i EU. Så nu har man leveret beviset – som om det stadig var nødvendigt.

Men alvorligt talt: Jeg mener, at alle bør tage Jacques Bauds parti, for det er en grundlæggende rettighed at have ytringsfrihed og meningsfrihed. Hvis man ikke længere kan analysere konflikters oprindelse, som Baud plejede at gøre, ender vi i et diktatur.

SCHLANGER:
Der er flere andre skandaløse ting, der sker, som vi har fået spørgsmål om. En af vores venner i London spørger:
“Er der intet, der kan gøres for at stoppe tyveriet af midlerne fra de russiske aktiver?”

ZEPP-LAROUCHE:
Det ser ud til, at de går videre med det. Der var et møde, hvor en mindre gruppe af EU-stats- og regeringschefer besluttede at påberåbe sig artikel 122 – jeg mener, det er den – i EU-traktaten, som vedrører en nødsituation.

Der er imidlertid ikke tale om en nødsituation, men de besluttede alligevel at bruge denne artikel for at fjerne kravet om enstemmighed og erstatte det med kvalificeret flertal, så lande som Ungarn og Slovakiet ikke kunne nedlægge veto mod en sådan beslutning.

Det lyder måske som et smart træk for dem, men jeg tror, at hvis de går den vej, inviterer de til modforanstaltninger, som de ikke er forberedte på at håndtere. Selv den polske premierminister Tusk advarede EU mod at gå videre med dette, fordi det ville få ødelæggende konsekvenser.

Dette kan være det, der udløser hele situationen, fordi Rusland kunne reagere ved at konfiskere meget store aktiver, som tilhører europæere i Rusland. Jeg tror, det kunne udløse en eskalation, som – i betragtning af det finansielle systems skrøbelighed – kunne blive det sidste søm i kisten.

SCHLANGER:
Vi har et par spørgsmål fra Tyskland, eftersom Merz fortsat er meget aktiv som leder sammen med Starmer og Macron i Koalitionen af Villige, så at sige. Spørgsmålet lyder:
“Tillader den tyske forfatning en mistillidsafstemning? Hvis ja, ville det være en måde at fjerne Merz på? Hvis ikke, hvad kan man så gøre?”

ZEPP-LAROUCHE:
Der er flere procedurer. Der er mistillidsvotummet; der er også en anden form for mistillid – jeg har glemt den præcise betegnelse nu. Under alle omstændigheder skal den ene indkaldes af kansleren selv, den anden af et andet parti.

Det er derfor meget muligt, at hvis spændingerne inden for koalitionen – og endda inden for CDU/CSU – fortsætter om alle mulige emner, såsom pensionsspørgsmålet, klimapolitikken og andre spørgsmål, så er flertallet i denne regering så spinkelt, at det kunne ske meget hurtigt.

Især nu, fordi panikken i tysk politik er blevet forstærket af NSS-dokumentet og dets afsnit om Europa. Dokumentet kritiserer de europæiske regeringer og siger, at de undertrykker oppositionen. I det væsentlige gentager det, hvad J.D. Vance sagde på sikkerhedskonferencen i München, og lover derefter, at USA vil støtte oppositionens demokratiske rettigheder – eller noget i den retning.

Dette skabte panik, fordi mange sagde, at det betyder, at den amerikanske regering går ind for et regimeskifte rettet mod de liberale regeringer i Europa. Der er i øjeblikket meget hyppig kontakt mellem AfD-partimedlemmer og USA. De har netop deltaget i en Young Republicans Gala i New York, hvor en af dem – lederen af fraktionen, tror jeg – modtog en pris.

Heritage Foundation er også meget involveret, både i Det Hvide Hus og i AfD. Nogle af deres topfolk rejser frem og tilbage. Der er altså i øjeblikket en meget aktiv forståelse mellem Trump-administrationen og AfD.

Det har konsekvenser, som man på nuværende tidspunkt kun kan spekulere over, men jeg tror meget vel, at denne regering ikke vil vare særlig længe. Ligesom Macron og Starmer har disse mennesker meget små flertal, og det er netop derfor, situationen er så skandaløs.

Macron har tydeligvis mistet legitimiteten i sit præsidentembede, men han fortsætter alligevel med at gøre, hvad han gør, og klamrer sig til magten uanset konsekvenserne. Men jeg tror ikke, det vil fortsætte for evigt, for indsatsen er så høj, at uforudsigelige begivenheder kan indtræffe når som helst.

SCHLANGER:
Var der nogen ændringer som følge af Macrons besøg i Kina?

ZEPP-LAROUCHE:
Det er ligesom dengang Macron tog til Kina i 2019 eller 2020. Han holdt dér en fantastisk tale – jeg husker den tydeligt, fordi den var så fremragende. Han sagde, at Frankrig ønskede at samarbejde med Kina om udviklingen af Afrika, og at man ville bede Kina om at hjælpe Frankrig med ikke at begå de samme fejl som under den franske kolonialisme.

Jeg sagde til mig selv: “Mand, den fyr lærer virkelig noget!” Men var der nogen konsekvenser i praksis? Nej. De fortsatte deres politik, og som følge heraf smed de forskellige stater i Sahel-området franskmændene ud. Så meget for Macrons løfte om at ændre Frankrigs holdning til Afrika.

Han holdt nogle taler under sit seneste Kina-besøg, som lød, som om han ønskede at forbedre relationerne. Men så kom han hjem, og tre dage senere sagde han det stik modsatte.

Det er meget svært; det er næsten som med Trump. Man ved ikke præcist, hvad en af disse mennesker siger om morgenen i forhold til om aftenen. Det er simpelthen et tegn på tiden. Jeg tror, de er ekstremt nervøse og ikke har styr på deres tanker – ellers ville de jo ikke handle, som de gør.

SCHLANGER:
En af de personer, der forbliver konsekvent, er Benjamin Netanyahu – konsekvent engageret i etnisk udrensning, folkemord og krig mod palæstinenserne og Iran, alt sammen for at forblive ved magten.

Spørgsmålet er blevet rejst i de sidste to dage i en række israelske tidsskrifter, om Netanyahu vil bruge angrebet på strandfesten for Hanukkah-deltagere i Australien, hvor mindst 15 mennesker blev dræbt af terrorister, som begrundelse for endnu et angreb på Iran.

ZEPP-LAROUCHE:
Det kan ikke udelukkes. Han beskyldte straks den australske regering for at være ansvarlig for det, der skete, fordi den anerkendte den palæstinensiske stat for tre måneder siden, hvilket er fuldstændig latterligt; der er ingen sammenhæng.

Han angreb også andre vestlige ledere for at være ansvarlige, fordi de efter hans mening ikke har fortsat kampen mod antisemitisme, hvilket også er … Man kan samle ting, der slet ikke hører sammen. Men det ligger helt sikkert i luften.

På den anden side mener jeg, at der har været en meget klar kommunikation fra Lavrov, som sagde, at han har en aftale med Trump-administrationen om at afkøle situationen med Iran. Rusland støtter Iran og fortsætter med at bygge Bushehr-atomkraftværket i samarbejde med Iran.

Jeg tror, det, der har ændret sig i forhold til angrebene i juni, er, at der nu er et langt stærkere engagement fra Ruslands side. Det ser også ud til, at Trump – i forbindelse med aftalen mellem Rusland og USA – ikke ønsker at bevæge sig i retning af at støtte endnu et angreb.

Det er i hvert fald mit håb, og jeg mener, der er visse tegn på det, men jeg ved det ikke med sikkerhed.

SCHLANGER:
Du lytter til Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet. Der er et andet spørgsmål til dig, Helga, som jeg finder interessant. Det er fra en person, der fortæller, at han plejede at høre sin far tale om Lyndon LaRouche som verdens største økonom.

Han skriver:
“Din afdøde mand plejede at gøre grin med Økonomi 101. Jeg lærte én ting af Økonomi 101, nemlig at det ikke løser problemerne forårsaget af monetær manipulation at skifte frem og tilbage mellem kvantitativ lempelse og kvantitativ stramning. Måske burde vi sende vores økonomiministre på et genopfriskningskursus i Økonomi 101. Men seriøst: Hvad kan man gøre for at bryde denne boom-bust-cyklus?”

ZEPP-LAROUCHE:
Der er en enkel løsning, og det er Franklin D. Roosevelts Glass-Steagall-lov fra 1933 om adskillelse af kommerciel bankvirksomhed og investeringsbankvirksomhed. Den er en del af Lyndon LaRouches fire love. Det afgørende er ikke blot at genindføre Glass-Steagall i ét land, men at gøre det globalt – i det mindste i de lande, hvor der findes høj spekulativ aktivitet.

Kina er allerede i gang med at slå ned på dette; de forbyder spekulation med stablecoins og kryptovalutaer. De advarer meget tydeligt om farerne ved sådan spekulativ, ukontrolleret manipulation, for det er jo det, der reelt foregår.

I USA, London og andre steder åbner man derimod sluserne endnu mere for denne type aktivitet. Og naturligvis sænkede Federal Reserve renten med 0,25 %, samtidig med at man igen vil tilføre omkring 40 milliarder dollars om måneden til det finansielle system. Det vil igen presse inflationen op og i sidste ende kunne føre til hyperinflation.

Dette kan kun stoppes gennem lovgivning, der forhindrer det. Vi cirkulerer i øjeblikket igen Lyndon LaRouches fire love i kombination med en længere artikel af Paul Gallagher. Jeg kan kun opfordre jer til at læse, downloade og distribuere dette materiale og tale med så mange folkevalgte som muligt – parlamentarikere, kongresmedlemmer, delstatslovgivere og borgmestre på alle niveauer – og fortælle dem, at de skal forberede sig.

Den store krise er på vej, og den er måske tættere på, end de fleste tror. Systemet er så overgældsat, at ethvert forsøg på at løse problemerne med flere monetaristiske midler blot forværrer situationen.

Tag derfor vores lovgivningsforslag, spred dem, og organisér parlamentsmedlemmerne til at gennemføre dem.

SCHLANGER:
Jeg modtog også et spørgsmål fra en person, der henviste til tegn på fare for en tilbagevenden til fascisme i Europa, herunder i Tyskland. Spørgsmålet lød:
“Er dette det samme som fascismen fra 1930’erne? Er der forskelle?”

Personen spurgte også, om vi vil udarbejde en rapport om dette, hvilket jeg tror, vi vil. Så hvad kan du sige om det?

ZEPP-LAROUCHE:
Det er et meget svært spørgsmål, og jeg mener, at man skal være både forsigtig og grundig. Der har tidligere været meget ordkløveri, hvor folk har beskyldt Putin for at være som Hitler. Det er selvfølgelig absurd.

Jeg tror, der er et problem med afnazificeringen i Tyskland. Der foreligger nu endda en undersøgelse fra Kiel Universitet, som har set nærmere på, hvordan denne proces forløb. Undersøgelsen viste, at man på mellemniveau genindsatte mange mennesker, der havde været medlemmer af NSDAP, i politiet, domstolene og advokatstanden, simpelthen fordi der var mangel på arbejdskraft til disse stillinger. Det har sandsynligvis haft en vis indflydelse.

Der kan være familier, som ikke betragtede 1945 som en befrielsesdag, men som en kapitulationsdag, og som derfor kan have en dybt rodfæstet trang til at hævne sig på russerne. Det ved jeg ikke, men det er et fænomen.

Man har NATO’s generalsekretær, Rutte, som holdt en utrolig tale ved München-sikkerhedskonferencen i Berlin i sidste uge. Han sagde, at vi skal være parate til at gøre det, vores bedsteforældre og oldeforældre gjorde. Han antydede, at vi igen skal forsvare os mod russerne.

Hvis man husker historien: Hvem angreb hvem under Anden Verdenskrig? Det var ikke sovjetterne, der angreb Tyskland; det var nazisterne, der angreb Sovjetunionen. Når man kommer med sådanne uklare, sammenflettede og tågede udtalelser, regner man åbenbart med, at alle lider af historisk hukommelsestab – at vi alle er dumme og ikke kan huske det mest grundlæggende om det 20. århundredes historie. Jeg ved det ikke.

Jeg tror, der er fare for en ny form for fascisme, men jeg tror, den sandsynligvis vil være en blanding. Jeg har tænkt mig at undersøge dette nærmere: en blanding af schachtisk økonomi – med andre ord ubegrænsede militærudgifter kombineret med sparepolitik over for sociale udgifter.

I nazisternes tilfælde førte dette til det berygtede Tiergarten-program, eutanasi, som reducerede omkostningerne ved de såkaldt “ubrukelige spisere”. Det var den endelige version af denne logik.

Ser vi noget, der bevæger sig i den retning med nedskæringer i sundhedsvæsenet og lukningen af hospitaler i landdistrikterne overalt i Tyskland? Man kan i hvert fald sige, at udviklingen går i samme retning.

Er der andre tendenser? Ja, helt sikkert. Man må medtage brugen af kunstig intelligens til militære formål, automatiseringen af krigsførelse og algoritmisk måludvælgelse for beskydning, som tilsyneladende finder sted i Gaza.

Jeg mener, at man skal se meget nøje på dette og finde ud af, hvad der udgør den grundlæggende fascisme, som lurer i baggrunden, og hvad der er nye former. For fascisme betyder ikke nødvendigvis ensartede uniformer, der marcherer i takt; den kan også bære moderne klæder.

SCHLANGER:
Helga, på fredag har vi igen møde i Den Internationale Fredskoalition. Dette har været afgørende for at samle kræfterne internationalt for at adressere nogle af de emner, vi har talt om i dag. Hvad er der på dagsordenen denne fredag?

ZEPP-LAROUCHE:
Jeg har endnu ikke listen over talere, men jeg er sikker på, at der vil være en bred diskussion om den nye amerikanske nationale sikkerhedsstrategi, fordi den har så store konsekvenser. På den ene side vælter den den tidligere orden fuldstændigt, hvilket er grunden til, at europæerne er så bange for den.

Samtidig har man den forestående invasion af Venezuela. Regeringen i Trinidad og Tobago har netop givet USA tilladelse til at bruge deres flyvepladser og så videre. Det Hvide Hus har udsendt en utrolig erklæring, hvor de siger, at det største antal tropper er samlet omkring Venezuela for at tage tilbage, hvad Venezuela angiveligt har stjålet fra USA i form af land og olie.

Hvor har Venezuela stjålet amerikansk land og olie? Nogle af disse ting er svære at forstå; man spørger sig selv, hvilket univers man befinder sig i.

Hvad angår faren for en landinvasion, vil jeg sige nej. Men specialoperationer – ja. En landinvasion ville kræve mange styrker på jorden, og USA har ganske enkelt ikke nok tropper der til det. Jeg tror ikke, det vil ske.

Men der er helt klart et forsøg på at destabilisere alle regeringer, som ikke er enige i Trumps eller Marco Rubios verdenssyn. Det vil derfor helt sikkert være et centralt emne.

Dernæst naturligvis konsekvenserne af det, der kommer ud af situationen i Ukraine. Som altid vil vi have nogle af de bedste eksperter. Sidste gang havde vi Alistair Crooke; tidligere har vi haft andre topfolk. Det er uden tvivl det sted, hvor man kan opdatere sine indsigter med førende eksperter, der taler om de mest presserende emner netop den dag og den uge.

SCHLANGER:
Du kan deltage i diskussionen; linket findes på schillerinstitute.com. Det er fredag kl. 11.00 østkysttid.

Helga, tak fordi du var med os igen i dag, og tak for dine kommentarer og din vedvarende optimisme.

ZEPP-LAROUCHE:
Tja, hvad kan man ellers gøre? Deltage i kampen – det er det bedste, man kan gøre for sig selv.

SCHLANGER:
OK, vi ses på fredag.

ZEPP-LAROUCHE:
Vi ses.

Helga Zepp-LaRouche til den internationale ungdomskonference, 14. december 2025

DANIEL BURKE:
Velkommen til Schiller Instituttets internationale ungdomskonference, »Unge mennesker i hele verden, foren jer!« Tak, fordi I alle er kommet. Mit navn er Daniel Burke, og jeg vil være jeres ordstyrer. Vi begynder med kommentarer fra Helga Zepp-LaRouche og Jacques Cheminade.

Det er mig en stor ære at præsentere vores første taler, grundlæggeren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche.

HELGA ZEPP-LAROUCHE:
Tak. Velkommen, og goddag til jer alle. Jeg tror, at dette er et hidtil uset øjeblik i historien. Man kunne sige, at hvert øjeblik i historien er hidtil uset, fordi det altid er det nyeste. Men jeg mener det i en mere specifik forstand: For første gang har vi, efter min mening, muligheden for fuldstændigt at ændre verden til et bedre system, hvor hvert land har ret til at udvikle sig.

Hvordan kom vi som Schiller Instituttet – og den organisation, der blev grundlagt af min afdøde mand, Lyndon LaRouche – i denne position? I 1971 fremlagde min afdøde mand – som dengang endnu ikke var min mand – en helt unik analyse, som ingen anden økonom havde. Han erkendte, at da præsident Nixon erstattede de faste valutakurser med fleksible, ville verden, hvis den fortsatte ad denne vej, på et tidspunkt uundgåeligt bevæge sig ind i en ny krigsfare, en ny fare for fascisme og en ny depression.

Jeg kan forsikre jer om, at i 1971 og 1972, da jeg sluttede mig til denne indsats, var der – i det mindste i de såkaldte industrilande – ingen tegn på dette. Europa var stadig i fremgang, og USA befandt sig stadig i en relativt stabil udviklingsfase. Naturligvis var situationen i udviklingslandene en anden sag, men hvis man lyttede til Lyndon LaRouche i 1971, måtte hans forudsigelse være baseret på en dyb intellektuel forståelse af, hvad der var galt med det globale system, fordi de empiriske beviser i de vestlige lande på det tidspunkt ikke syntes at understøtte en sådan analyse.

Men Lyndon LaRouche, jeg selv og nogle andre, som var med i den indledende fase af denne organisation, havde et klart billede af forholdene i landene i det Globale Syd. Lyndon LaRouche tjente for eksempel som læge under Anden Verdenskrig i Burma og Indien. I 1946 var han øjenvidne til det britiske Raj i Calcutta, hvor han med egne øjne så, hvad britisk imperialisme og neokolonialisme var i stand til. Det var et blodbad. Han kom ud af denne erfaring og vendte tilbage til efterkrigstidens USA med et højtideligt løfte og en dyb forpligtelse: at han ville gøre alt, hvad han kunne i sit liv, for at afhjælpe denne ufattelige uretfærdighed i verden.

På samme måde tog jeg selv, da jeg var en meget ung journalist, min første større rejse i 1971 på et fragtskib, der førte mig til Kina under Kulturrevolutionen. Undervejs gjorde jeg korte ophold i flere lande i Afrika, især Senegal og Sydafrika. Også dér fik jeg et førstehåndsindtryk af, hvor utroligt uretfærdige forholdene var – og hvor let de i princippet kunne afhjælpes, hvis den politiske vilje var til stede.

For at gøre en lang historie kort opstod denne organisation ud af disse erfaringer. I 1970’erne brugte vi vores kræfter på at udarbejde meget konkrete udviklingsprogrammer, herunder en industriel udviklingsplan for hele Afrika. Vi samarbejdede med Indira Gandhi om en 40-årig udviklingsplan for Indien og med præsident López Portillo om en plan for den økonomiske integration af Latinamerika. Vi arbejdede på en 50-årig udviklingsplan for Stillehavsområdet. Efter Berlinmurens fald arbejdede vi på den eurasiske landbro, der skulle forbinde hele det eurasiske kontinent. Og naturligvis må jeg heller ikke glemme Oase-planen samt genopbygningsplanen for USA.

Det, vi har forberedt os på siden Lyndon LaRouches forudsigelse i 1971, var, at verden både ville stå over for en ny fare for fascisme, krig og depression – men også over for potentialet for en ny verdensøkonomisk orden. Det er denne mulighed, man har arbejdet på i et halvt århundrede ved at formulere konkrete programmer.

Dette øjeblik er nu kommet. Og det er kommet med en sådan voldsomhed, at de fleste mennesker, som ikke har reflekteret over de iboende fejl i det nuværende finansielle verdenssystem, er fuldstændig overraskede. De forstår ikke helt, hvordan tingene kan udvikle sig så kaotisk, men de erkender, at den gamle orden – især den såkaldte unipolære orden, som man forsøgte at etablere efter afslutningen på den kolde krig – er væk. Den er forbi.

Ikke alene er der i dag en enorm kløft mellem det såkaldte globale Vesten og det Globale Syd; der er nu også et dybt brud i det transatlantiske forhold. Efter at Trump-administrationen offentliggjorde den nye nationale sikkerhedsstrategi, er alt kommet i oprør. Europæerne er i fuldstændig panik. Mennesker, der hele deres liv har været overbeviste atlantister, siger nu: »Vi kan ikke længere betragte USA som en allieret.« Den danske efterretningstjeneste har endda udarbejdet et 62-siders dokument, hvor den konkluderer, at USA nu udgør en sikkerhedstrussel mod Danmark. Den slags ting sker nu løbende.

Hvis man ser nærmere på indholdet af dette nye nationale sikkerhedsstrategidokument – som, som jeg sagde, har ændret alt – er det meget sammensat. Det rummer både positive og negative elementer. Det mest optimistiske er efter min mening, at det klart fastslår, at den fortsatte udvidelse af NATO bør ophøre; der bør ikke ske yderligere NATO-udvidelse. Det er, efter min vurdering, det mest positive element i dokumentet.

Også i den positive kategori er ønsket om at normalisere forholdet mellem USA og Rusland. Dokumentet bruger ikke direkte ordet »normalisering«, men taler om et »ophør af fjendtligheder«. Det er en vigtig formulering, fordi den afspejler et ønske om at bringe krigen i Ukraine til ophør. Hvem med bare en smule fornuft ville ikke være lettet over, at de to mest magtfulde atommagter – Rusland og USA – søger at bevæge sig tilbage mod et mere normalt forhold? Hvis konflikten mellem Rusland og NATO i Ukraine – for det er, hvad den reelt er – fortsætter, kan den føre til en global atomkrig, hvilket ville betyde civilisationens undergang. Set i det lys er dette utvivlsomt et positivt element.

En anden, om end mere begrænset, positiv ændring er, at den tidligere formulering af Kina som en trussel nu er erstattet af betegnelsen Kina som en økonomisk konkurrent. Det kan man leve med. Men der er også andre elementer i dokumentet, som er dybt problematiske.

Det værste er uden tvivl, at dokumentet erklærer den vestlige halvkugle – Mellemamerika og Latinamerika – for at være USA’s væsentlige baghave. Det taler endda om en Trump-udgave af Monroe-doktrinen. Man kunne med rette sige, at det i virkeligheden er en Trump-udgave af Teddy Roosevelts udvidelse af Monroe-doktrinen. Grundlæggende fastslår dokumentet, at den vestlige halvkugle er USA’s indflydelsessfære.

Dette hænger sammen med den forestående invasion af Venezuela, hvor påskuddet er kampen mod narkotika. Men ser man nøgternt på situationen, er det tydeligt, at det egentlige mål er at fortrænge Ruslands, Kinas, Irans og Cubas indflydelse i Latinamerika. Dette varsler en omfattende destabilisering. Selv om USA ikke har landstyrker til at invadere og besætte Venezuela, kan de forvolde enorm skade. Det kan kaste hele det latinamerikanske kontinent ud i dyb uro, hvor målet naturligvis vil være at favorisere økonomisk libertarianske regeringer, der er villige til at anvende Javier Mileis berygtede motorsavs-tilgang – også i andre lande, som for eksempel Bolsonaro i Brasilien. Efter offentliggørelsen af dette nye strategidokument er dette et af verdens mest urolige områder.

Hvad angår Europa, siger dokumentet i realiteten, at helvede er brudt løs. Det hævder, at der hersker en fuldstændig mangel på demokrati, og at oppositionen bliver undertrykt – som om USA selv ikke praktiserer undertrykkelse. Se blot på, hvad ICE-politikken gør mod migranter; men det er en sidebemærkning. Dokumentet fastslår, at hvis Europa ikke får styr på situationen, kan der om 20 år være tale om en »civilisatorisk udslettelse« af Europa. Det er meget stærke ord. Det betyder i praksis, at Europa som civilisation kan forsvinde.

Jeg har selv sagt noget lignende, men ikke af de grunde, som anføres i strategidokumentet. Jeg har sagt, at hvis Europa ikke ændrer sin nuværende fejlagtige økonomiske og kulturelle politik, kan det ophøre med at eksistere som civilisation og i stedet blive en relikvie i et fremtidigt museum. Men den begrundelse, der gives i dette dokument, er migrantspørgsmålet, hvor det hævdes, at tilstrømningen af migranter til Europa kan føre til, at den europæiske kultur forsvinder.

Men det største problem lige nu er: Hvordan reagerer europæerne?

Krigen i Ukraine, som fra begyndelsen var en stedfortræderkrig mellem NATO og Rusland, udspringer af NATO’s fem udvidelser efter afslutningen på den kolde krig – udvidelser, som man havde lovet aldrig ville finde sted. Men de fandt sted alligevel. NATO rykkede omkring 1.000 kilometer mod øst, helt frem til Ruslands grænser, og placerede potentielt offensive våbensystemer i Polen og Rumænien. Det reducerede varslingstiden for et eventuelt missilangreb på Moskva til blot fem til syv minutter.

Da det stod klart, at denne udvidelse endda ville fortsætte yderligere, indledte Rusland den såkaldte særlige militæroperation i Ukraine. Det var for næsten fire år siden. Og som det var tydeligt fra begyndelsen, kunne denne krig aldrig vindes af Ukraine, simpelthen fordi Rusland råder over en enorm militær overlegenhed. Selv om NATO leverer alle tænkelige former for våbensystemer til Ukraine, kan det ikke opveje det faktum, at den ukrainske befolkning er langt mindre og siden krigens begyndelse er blevet reduceret med omkring halvdelen på grund af emigration, desertering fra militæret og tab i krigen.

Denne krig er derfor nu næsten ved at være slut. Det har været en udmattelseskrig.

Men hvad gør europæerne? Ikke alle europæere, må jeg understrege, men den såkaldte »koalition af villige«. Storbritannien, Frankrig og Tyskland – hvortil man kan føje Polen, de baltiske lande og Skandinavien – men især de tre store: Tyskland, Frankrig og Storbritannien. De har dannet det, man kunne kalde et E3-Europa: en koalition af villige, der har til hensigt at fortsætte krigen, indtil Rusland er strategisk besejret.

Det er umuligt. Man kan ikke besejre Rusland af den helt enkle grund, at Rusland i øjeblikket er den stærkeste atomvåbenmagt på kloden. Før Rusland vil lade sig selv blive ødelagt, vil det anvende sine atomvåben – noget, det har gjort helt klart i sin atomdoktrin, og som præsident Putin og andre russiske embedsmænd gentagne gange har understreget.

Så hvad betyder det, når koalitionen af villige siger, at de vil fortsætte krigen, indtil Rusland er strategisk besejret? Det betyder, at de er villige til at risikere en atomkrig. Argumentet er tilsyneladende, at Rusland ikke vil standse i Ukraine, men derimod vil angribe et andet europæisk NATO-land. Nogle fuldstændig vanvittige mennesker hævder, at dette kan ske meget snart, mens andre siger, at Rusland først vil have brug for fem år til at opbygge sine atomare og konventionelle styrker.

Men NATO’s generalsekretær, Mark Rutte, var for blot tre eller fire dage siden i Berlin til et arrangement i forbindelse med München-sikkerhedskonferencen, hvor han holdt en tale, der var helt utrolig. Han sagde, at Rusland forbereder en enorm krig, hvor total ødelæggelse vil ramme alle europæiske hjem; der vil være massemobiliseringer, millioner af fordrevne mennesker, ubegrænset lidelse og ekstreme tab. Derfor, sagde han, må Europa gøre sig klar til den slags krig, som vores bedsteforældre og oldeforældre kæmpede.

Med andre ord skal vi være parate til at gøre det samme, som vores bedsteforældre og oldeforældre gjorde i Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig. Det er fuldstændig umuligt, for hvis det nogensinde kommer til en krig, vil det være en atomkrig og ikke en konventionel krig.

Det er også en løgn. For hvad mener Rutte egentlig, når han siger, at vi skal gøre det, vores bedsteforældre og oldeforældre gjorde? Hvem var angriberen i Anden Verdenskrig? Det var ikke Rusland. Det var ikke Sovjetunionen. Og det var heller ikke Kina i Stillehavsområdet.

For at give jer et indblik i denne måde at tænke på vil jeg nu vise jer en video, som – overraskende nok – er en PR-video produceret af NATO selv. Den kan findes på NATO’s egen hjemmeside. De mener åbenbart, at dette er en meget motiverende video for det, de har gang i. Så lad os lytte til den.

[»From Foresight to War Fight« – man skal virkelig se den for at få den fulde effekt – red.]

VIDEOFORTÆLLER:
Vi har en ret god idé om, hvordan fremtidens krig vil se ud. Klimaforandringer vil ikke kun påvirke handelsruter, fødevareforsyninger og infrastruktur, men også vores militære udstyr. Mere end nogensinde før vil teknologien give afgørende fordele – fra kunstig intelligens til overvågningssystemer, fra droner til hypersoniske missiler.

Og alligevel vil krig fortsat være en grundlæggende menneskelig bestræbelse. At manipulere modstanderens følelser og forståelse vil være lige så vigtigt som at nægte adgang til territorier. Det menneskelige sind vil være et kampområde i sig selv.

Vi bliver nødt til at være klar til at kæmpe i byer, i rummet, i cyberspace, i Arktis og på åbent hav. Vi må genlære afskrækkelsens sprog. Vi forventer, at konturerne af denne fremtid vil tage form fra 2030 og frem. Vi er i et kapløb med tiden.

Der er kun ét problem: At forudsige krigens fremtid er per definition fejlbarligt. Vi har en tendens til at overvurdere teknologi og undervurdere vores modstanders evne til at tilpasse sig. Vi glemmer ofte, at ikke alt ved krig vil være nyt; meget vil i virkeligheden være gammelt.

Vi forstår tendenserne, men ikke tidshorisonten. Og vores modstandere har også deres egne visioner for krigens fremtid, hvilket afslører farlige huller i vores forsvar. For nogle er krig i antroposfæren ikke et forbudt område – herunder psykofarmaka, angreb på økosystemer og biologiske våben. For andre behøver mennesker måske slet ikke at være en del af den dødelige beslutningsproces, som styres af kunstig intelligens.

Drone-sværme koordineret af robotmoderskibe lyder måske som science fiction, men det gør al god teknologisk fremsyn. Og selv om alle involverede parter – NATO såvel som dets modstandere – sigter mod korte krige, har virkeligheden ofte det sidste ord. For NATO betyder det, at vi ikke har tid at spilde. I morgen begynder i dag. Din udfordring, hvis du vælger at acceptere den, er at omsætte denne fremtidsvision til krigsførelse.

ZEPP-LAROUCHE:
Efter min mening er de mennesker, der udsender en sådan video som positiv propaganda for deres mål, sindssyge og burde være indlagt bag lukkede døre på en psykiatrisk institution. Det menneskesyn, der kommer til udtryk i denne video, er dybt barbarisk. Den postulerer, at krig altid vil være et afgørende element i menneskets virksomhed. Det er vanvid. Det er et menneskesyn, der er fuldstændig umenneskeligt. Jeg afviser det totalt.

Det var denne video – sammen med NATO-generalsekretær Ruttes tale om, at NATO muligvis må iværksætte et forebyggende angreb på Rusland – der fik mig til at skrive denne appel om at forlade NATO og straks påbegynde opbygningen af en international sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Grundlæggende bygger denne tænkning på forestillingen om, at mennesket aldrig vil være i stand til at blive sandt menneskeligt.

Man må spørge sig selv, hvad der er gået galt i de vestlige eliter, siden mindet om, hvad krig faktisk indebærer, allerede blot 80 år efter Anden Verdenskrig ikke længere lever i visse menneskers bevidsthed. Der findes rigeligt med filmoptagelser, dokumentarer og historisk materiale til at give enhver et klart billede af, hvad krig betyder. Alligevel er der mennesker, der er villige til ikke blot at risikere en gentagelse af deres bedsteforældres og oldeforældres krige, men også at risikere nuklear udslettelse.

Samtidig har hele forsøget på at opbygge en unipolær verdensorden efter afslutningen på den kolde krig, da Sovjetunionen gik i opløsning, fejlet så fuldstændigt, at det er vendt imod sig selv. I dag ser vi landene i det Globale Syd danne et nyt økonomisk system gennem BRIKS og Shanghai Cooperation Organization. Selv NATO er splittet: nogle europæiske lande ønsker at fortsætte krigen, mens andre absolut ikke gør det. Der er en dyb kløft i den transatlantiske alliance.

Og samtidig befinder Europa sig i økonomisk frit fald, mens USA heller ikke er i nogen god økonomisk forfatning. Hvis nogen tvivler på det, behøver man blot at besøge amerikanske byer for straks at blive overbevist: infrastrukturen er ved at bryde sammen, selvmordsraten er høj, og befolkningens syn på fremtiden er stærkt polariseret og præget af fortvivlelse.

Hvorfor er de vestlige eliter da så fuldstændig ude af stand til at reflektere over, at verdens nuværende tilstand er resultatet af deres egne fejl?

Jeg vil nu vise jer endnu en video, denne gang med den politiker, der vandt det seneste valg i Østrig. Han var ikke i stand til at danne regering, fordi det såkaldte flertal af centrumspartier forhindrede det. Ikke desto mindre vandt han valget. Han holdt følgende tale, som jeg nu vil vise jer med engelske undertekster, fordi den meget præcist illustrerer det, jeg netop har sagt.

HERBERT KICKL (oversatte undertekster):
Nu har jeg et spørgsmål til lederne af de etablerede politiske partier. Jeg spørger jer: Hvem var det, der mæglede fredsaftalen mellem Rusland og Ukraine i foråret 2022 – forhandlingerne i Istanbul? Hvem var det? Det skal jeg fortælle jer. Det var politikere, der led af den samme moraliserende vildfarelse som jer. Det var den fejlfri Europæiske Kommission.

Det var i øvrigt briterne – Brexit-briterne – som hele Europa nu forfølger. Også et interessant fænomen. Og det var den amerikanske regering under en vis Joe Biden, som hele EU-etablissementet intet havde andet at gøre end at underkaste sig.

Så meget for uafhængighed, selvtillid og et stærkt Europa. Du må gerne grine. Det var mennesker som dig, der lancerede sloganet om, at sejren udelukkende kunne opnås på slagmarken, og at fred ikke var en mulighed.

For det bærer du en del af ansvaret for de hundredtusinder af dødsfald siden da, for den omfattende ødelæggelse af dele af Ukraine, for milliarder i gæld, der vil belaste fremtidige generationer, for de milliarder, som du har pålagt de europæiske skatteydere, og for den europæiske økonomis forfald. Så meget for det.

ZEPP-LAROUCHE:
Når en østrigsk politiker anklager Europas pro-krigsfraktioner for at have forårsaget hundredtusinder af dødsfald og for bevidst at have forhindret freden, da den var mulig i marts 2022, er det blot én stemme. Men man kan forestille sig, hvad der vil ske, hvis det vestlige systems nuværende politik fortsættes, og det uundgåelige sammenbrud af det finansielle system indtræffer.

Vi befinder os i øjeblikket i en finansiel boble, der er værre end den, som næsten brast i 2008 under Lehman Brothers-krisen. Et sammenbrud af denne boble kan få konsekvenser af dimensioner, der er næsten ufattelige. Det, der hænger over hovedet på disse mennesker, er frygten for at blive stillet til ansvar for den politik, de har påtvunget verden.

Dette er den eneste forklaring, jeg kan se på, hvorfor de insisterer på at fortsætte en politik, der har fejlet totalt. Hele deres karriere, prestige og privilegier er bundet til denne kurs. Denne faktor af irrationalitet er uden tvivl en central del af den nuværende verdenssituation.

Som jeg tidligere sagde, da jeg så denne optrapning mod en forebyggende krig mod Rusland og denne form for NATO-propaganda, er det på høje tid at erklære NATO for forældet. Det burde være sket allerede i 1991, da Warszawa-pagten blev opløst. NATO har for længst udlevet sin legitimitet.

Vi må hurtigst muligt erstatte NATO med en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som denne gang tager hensyn til sikkerheds- og udviklingsinteresserne i hvert eneste land på kloden. Jeg er overbevist om, at dette er den eneste vej ud af krisen.

Vi står over for en enorm krise, hvor ikke blot krigen i Ukraine, men også en række andre regionale konflikter i sidste ende kan føre til en global atomkrig. Det gælder i særlig grad Mellemøsten, hvor folkemordet i Gaza fortsætter på trods af Trumps såkaldte fredsplan.

For blot få timer siden fandt der et terrorangreb sted i Bondi Beach i Australien, hvor 12 mennesker blev dræbt og over 30 såret. Angrebet fandt sted under en hanukkah-lysfestival i det jødiske samfund. Netanyahu erklærede straks, at dette var et angreb på hele jødedommen, og at det var et resultat af, at verdens ledere er holdt op med at bekæmpe antisemitisme. Det ville ikke overraske mig, hvis dette terrorangreb bliver brugt som påskud for en militær aktion i Mellemøsten.

Hvis det kommer til en større krig i Mellemøsten, herunder en direkte konfrontation med Iran, kan det også føre til en atomkrig. Derudover er der de seneste spændinger mellem Kina og Japan, hvor Japans premierminister, Takaichi, har erklæret, at det ville udgøre en eksistentiel trussel mod Japan, hvis Kina militært forsøgte at genforene Taiwan med Kina. En sådan situation kan føre til en optrapning, der også involverer andre stormagter i Stillehavsområdet. Og naturligvis vil en eskalering af konflikterne i Latinamerika ligeledes rumme et sådant potentiale.

I en verden, der befinder sig i så dyb uorden, kan man ikke forsøge at løse disse problemer ét for ét. Selvom hver enkelt krise har sin egen historiske og faktuelle specificitet – sine egne årsager og sin egen dynamik – er de alle udtryk for den samme overordnede proces: afslutningen på 500 års kolonialisme og fremkomsten af et nyt system, hvor landene i den Globale Majoritet forsøger at skabe en mere retfærdig verdensorden. Denne grundlæggende konflikt er den dybere årsag bag alle disse regionale kriser.

Derfor må man forsøge at løse problemet som en helhed. Den eneste måde at gøre det på er ved at etablere en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som absolut ikke må være partisk. Den skal tage hensyn til alle landes interesser på kloden.

Den vigtigste historiske reference her er Den Westfalske Fred. Den Westfalske Fred i 1648 afsluttede 150 års religionskrige i Europa. De krigsførende parter indså, at de måtte finde en diplomatisk løsning, fordi en fortsættelse af krigen ville have betydet alles udslettelse. Ingen ville have overlevet. I dag, i en verden med atomvåben, er denne erkendelse endnu mere presserende.

Derfor må vi oprigtigt og med største alvor sætte diskussionen om at erstatte de nuværende sikkerhedsstrukturer – NATO og andre lignende ordninger, herunder idéen om et såkaldt globalt NATO – på dagsordenen. Vi må i stedet arbejde hen imod en ny vestfalsk fredsorden, som tager hensyn til den andens interesser. Dette var det centrale princip i Den Westfalske Fred.

I dag er der allerede lande, som fremlægger lignende idéer. Et af dem er Kina, hvor præsident Xi Jinping i de senere år har lanceret fire globale initiativer: det Globale Sikkerhedsinitiativ, det Globale Udviklingsinitiativ, det Globale Civilisationsinitiativ og det Globale Styringsinitiativ. Tilsammen udtrykker disse initiativer præcis den samme idé: et nyt internationalt system baseret på FN-pagten og de fem principper for fredelig sameksistens, som omfatter alle lande – på samme måde som mit forslag.

Præsident Putin har ligeledes ved flere lejligheder talt om behovet for en eurasiatisk sikkerhedsarkitektur. Jeg nævner dette blot for at understrege, at der allerede eksisterer parallelle tanker om at give verden en ny orden, der er baseret på alles udvikling og sikkerhed.

Det er helt klart, at vi står på randen af en tredje verdenskrig. Dette er også blevet fremhævet af pave Leo XIV i flere af hans seneste prædikener og taler. Senest talte han til de italienske diplomater i forbindelse med jubilæet, hvor han sagde, at fred er menneskehedens pligt. Han henviste til pave Paul VI’s berømte tale i FN for 60 år siden, hvor pave Paul VI sagde: »Aldrig mere krig, aldrig igen«, og opfordrede til, at krig som middel til konfliktløsning skulle afskaffes for altid.

Jeg er overbevist om, at menneskeheden er i stand til dette. Vi er ikke barbarer. Vi er ikke det menneskesyn, som kommer til udtryk i NATO’s propaganda. Vi er den kreative art. Vi kan finde løsninger på alle menneskeskabte problemer – og krig er et menneskeskabt problem.

Derfor mener jeg, at behovet for en stærk og international ungdomsbevægelse er nøglen til at løse den nuværende situation i menneskehedens historie. Kun hvis unge mennesker på alle kontinenter – i Afrika, Latinamerika, Asien og forhåbentlig også inspirerede unge i USA og Europa – engagerer sig i kampen for et nyt økonomisk system, en ny verdensøkonomisk orden og en afslutning på krig, kan den tragedie, som menneskeheden potentielt står over for, blive afværget.

Jeg mener, at vi befinder os i et helt enestående og potentielt ekstremt magtfuldt øjeblik i historien. Det er ikke kun ungdomsbevægelsen, der bevæger sig i denne retning. De fleste lande – BRIKS-landene, SCO og mange andre internationale sammenslutninger – arbejder i dag for et system, hvor alle lande på kloden har lige ret til økonomisk udvikling og velstand for deres befolkninger.

Den store opgave, der stadig resterer, er at forhindre de kræfter, som fortsat betragter krig som et legitimt middel til konfliktløsning – neokonservative kredse i USA og krigspartiet i Europa – i at nå deres mål. Til dette har vi i høj grad brug for unge mennesker, som kan sikre, at budskabet om, at fremtiden tilhører jer, bliver hørt.

Jeg er meget optimistisk med hensyn til, at vi har alle nødvendige midler til rådighed for at åbne et nyt kapitel i menneskehedens historie. Vi kan lægge denne nuværende periode – denne æra af imperialisme og kolonialisme – bag os og bevæge os hen imod et nyt menneskeligt selvbillede, hvor nationer forholder sig til hinanden som medlemmer af én familie, hvor hver ønsker det bedste for den anden, og hvor dette gensidigt er anerkendt.

Vi kan rette blikket mod en fremtid, hvor menneskeheden bruger sin energi på at udvikle atomar fusionskraft, bekæmpe sygdomme, som der endnu ikke findes nogen kur imod, rejse til Månen sammen, skabe forudsætningerne for interstellare rejser og opbygge en lys fremtid, hvor den ene menneskehed bliver vores fælles identitet.

Det er dette, jeg mener, vi bør diskutere. Og det var det, jeg ønskede at sige indledningsvis.

Af Tom Gillesberg

11. december 2025 (EIRNS) – En 62-siders rapport, der blev offentliggjort den 10. december af det danske forsvars efterretningstjeneste (DDIS) med titlen »Outlook 2025, An Intelligence-Based Evaluation of the Outer Conditions for the Safety of the Kingdom of Denmark« (Udsigter for 2025, en efterretningsbaseret vurdering af de ydre betingelser for sikkerheden i Kongeriget Danmark), har skabt mange overskrifter i USA, da den angiveligt udpeger USA som en potentiel trussel mod den danske nationale sikkerhed. Man kunne forestille sig, at dette betyder, at rapporten diskuterede truslerne fra præsident Donald Trump om, at USA er nødt til at overtage Grønland. Det er ikke tilfældet. I stedet forekommer det kun indirekte i passagen: “Øget supermagtkonkurrence i Arktis har øget den internationale opmærksomhed på regionen betydeligt. Dette gælder især USA’s voksende interesse for Grønland og dets betydning for USA’s nationale sikkerhed. Samtidig øger denne opmærksomhed truslen om spionage, herunder cyberspionage, og forsøg på at påvirke alle dele af Kongeriget Danmark.»

Selv Trump-administrationens toldkrige kommenteres kun med ordene: «USA bruger økonomisk magt, herunder trusler om høje toldsatser, til at gennemtvinge sin vilje og udelukker ikke længere brugen af militær magt, selv mod allierede.”

Rapportens største bekymring er, at USA måske vil forsøge at trække sig ud af sine sikkerhedsforpligtelser over for Europa gennem NATO og ikke længere vil fungere som en brik i det vestlige finansimperium, der kan indsættes i tjeneste for den unipolære orden. Det hedder: “Det vil øge Ruslands vilje til at gennemføre mere kraftfulde militære provokationer mod europæiske NATO-lande, hvis USA offentligt sår tvivl om, hvorvidt det vil reagere på et russisk angreb på et europæisk NATO-land. Rusland vil være i stand til at gennemføre sådanne provokationer for at teste, om USA rent faktisk vil komme Europa til undsætning. Desuden vil Rusland sandsynligvis blive mere villig til at konfrontere europæiske NATO-lande, hvis USA øger sit fokus på Stillehavsregionen og trækker flere af sine tropper tilbage fra Europa.”

Samtidig fastslår rapporten, at der ikke er nogen umiddelbar militær trussel mod Danmark fra Rusland eller andre, men fortsætter alligevel med at bygge videre på fortællingen om, at Rusland med tiden kan blive en farlig trussel mod Europa, uden at underbygge denne påstand.

Da fristen for rettelser til rapporten var den 3. december, og den derfor var færdig før den seneste amerikanske nationale sikkerhedsstrategi, ville den sandsynligvis have været endnu mere hysterisk, hvis den var blevet offentliggjort bare to uger senere.

Billede: Wikimedia Commons 

af Michelle Rasmussen

11. december 2025 (EIRNS) -KØBENHAVN – I dag afholdt Schiller Instituttet i Danmark et diplomatisk seminar, hvor 14 diplomater fra 10 lande deltog, med gæstetalere H.E. ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian og Helga Zepp-LaRouche, der var rejst til København fra Tyskland. Titlen var: Kan der endelig skabes fred gennem udvikling mellem et uafhængigt Palæstina, Israel og regionen? Lad os opbygge Oase-planen nu! De deltagende lande var: seks fra Sydvestasien, et fra Vesteuropa, et fra Østeuropa, et fra Afrika og et fra Asien. Fem andre lande havde tilmeldt sig, men kunne ikke deltage. Et par tilhængere af Schiller Instituttet var også til stede.

Her er en forkortet rapport. Ambassadør Hassassian holdt en times tale med sin indsigtsfulde analyse af hindringerne og udsigterne for fred og en vidunderlig begrebsmæssig beskrivelse af Oase-planen, som han fuldt ud støtter. Han besvarede to spørgsmål fra Helga, det første om betydningen af den nye amerikanske nationale sikkerhedsrapport for konflikten i Sydvestasien, og det andet, hvor hun takkede ambassadøren for hans støtte til Oase-planen, og sagde at det næste skridt bør være, at en regering sponsorerer en konference for at udarbejde planen, herunder at studerende laver AI-animationer for at visualisere den. Ambassadør Hassassian besvarede også spørgsmål fra to andre diplomater.

Helga Zepp-LaRouche fordømte det stadig pågående folkemord i Palæstina og beskrev Oase-planen mere detaljeret, i forbindelse med Verdenslandbroen og behovet for at oprette en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Hun gav derefter en orientering baseret på sit dokument, Udtræd af Nato! Ny national sikkerhedsstrategi kræver ny sikkerhedsarkitektur, hvor hun opfordrede til en westfalsk fredsproces. Helga besvarede to spørgsmål fra en arrangør fra Schiller Instituttet om behovet for en ny kulturel renæssance og om anvendelsen af Cusas metode til konfliktløsning i vores tid.

Videoer vil blive offentliggjort. Her er invitationen efter titlen, som blev rundsendt til næsten alle ambassader i Danmark samt andre institutioner:

Talere:

H.E. Prof. Dr. Manuel Hassassian, Den Palæstinensiske Myndigheds ambassadør i Danmark, som snart går på pension fra sin stilling i Danmark, vil præsentere sin afskedsevaluering om udsigterne og hindringerne for fred og palæstinensisk uafhængighed. Han er tilhænger af Schiller Instituttets Oase-plan for fred gennem udvikling. H.E. Prof. Dr. Manuel Hassassian har “en ph.d. i sammenlignende politik og har over 25 års akademisk erfaring, bl.a. som vicepræsident ved Bethlehem University. Før sin nuværende stilling var han palæstinensisk ambassadør i Storbritannien fra 2005 til 2018. Prof. Hassassian er en engageret fortaler for palæstinensernes rettigheder og har været aktivt involveret i internationale dialoger, der fremmer fred i Mellemøsten.

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og international præsident for Schiller Instituttet og chefredaktør for Executive Intelligence Review. Helga Zepp-LaRouche grundlagde Schiller Instituttet i 1984. Hun var gift med Lyndon LaRouche (1922-2019), der i 1975 foreslog en Oase-plan for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina og regionen. Siden november 2022 har hun fremmet etableringen af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, og hun tog initiativ til Den Internationale Fredskoalition i 2023.

*****

Fredsaftalen, der blev underskrevet den 9. oktober 2025, var et vendepunkt i den lange konflikt mellem Israel og palæstinenserne og hele det sydvestasiatiske område. De levende israelske gidsler og hundredvis af palæstinensiske fanger blev løsladt. Der blev indgået en våbenhvile, men drabene i Gaza fortsætter, om end i mindre omfang. Nedrivningen af bygninger fortsætter. Den humanitære hjælp er begrænset. Israelske bosætters vold stiger på Vestbredden. Den israelske premierminister Netanyahu fortsætter med at sige, at han ikke vil tillade, at der oprettes en uafhængig palæstinensisk stat. Mange dele af fredsplanen er udefinerede eller omstridte.

Spørgsmålet er, hvordan det internationale samfund kan handle for at sikre, at der opnås ægte fred?

En ting er at øge støtten til Palæstinas uafhængighed. Men et andet afgørende element er behovet for at fremme ideen om »fred gennem udvikling«. I 1975 foreslog den amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche (1922-2019) en Oase-plan – et ambitiøst infrastrukturprojekt, der skulle producere enorme mængder ferskvand i regionen, øge den økonomiske produktivitet og skabe en vision om et win-win-samarbejde mellem Israel og Palæstina og regionen – for at bane vejen for fred. Som LaRouche understregede efter underskrivelsen af Oslo-aftalerne i 1993, må skovlene i jorden. Dengang skete det ikke. Kan det ske nu?

Som Nicolaus af Cusa (1401-1464), den tyske katolske kardinal og filosof, forklarede i sin idé om modsætningernes sammenfald (for nylig nævnt af pave Leo IV med stor relevans for konfliktløsning i dag), kan en konflikt ikke løses på konfliktens niveau. Der skal søges et højere niveau af gensidig fordel, så parterne kan overvinde spiralen af had og vold. Det er også derfor, en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur er afgørende.

Schiller Instituttet håber inderligt, at De og/eller andre diplomater vil kunne deltage i dette vigtige seminar for at høre vurderingerne fra H.E. ambassadør Prof. Dr. Hassassian i hans afskedstale som ambassadør i Danmark og Helga Zepp-LaRouche, ekspert i internationale anliggender og initiativtager til løsningsforslag, om udsigterne og hindringerne for endelig at opnå fred i denne krigshærgede region og for at deltage i diskussionsperioden.

Ikke Korrekturlæst

DIANE SARE: Velkommen til den ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche fra Schiller Instituttet.
Jeg hedder Diane Sare og vikarierer i dag for Harley Schlanger. Dagens emne er: “Global Glass-Steagall; ikke global NATO.” Jeg synes, det er et meget provokerende tema – også selvom nogle måske ikke umiddelbart forstår hvorfor.

Jeg vil begynde med din reaktion, Helga, på den nye nationale sikkerhedsundersøgelse, som Trump-regeringen har offentliggjort. Den er dateret november 2025, men udkom i første uge af december. Den indeholder dramatiske, virkelig grundlæggende ændringer i forhold til politikkerne fra Biden-æraen – og nogle elementer, der ikke er ændret i en anden retning.

Man har udstedt et meget gennemtænkt svar, og i stedet for at sige mere vil jeg give ordet til dig.

HELGA ZEPP-LAROUCHE:

Tak. Den nye sikkerhedsstrategi er uden tvivl en velkommen ændring i forhold til den tidligere linje, som kom til udtryk i de tidligere studier. Det er et meget blandet dokument; man må læse det som helhed. De europæiske, NATO-venlige hardlinere befinder sig i en form for paniktilstand som reaktion på det. Det er virkelig bemærkelsesværdigt – jeg kan ikke mindes at have set en tilsvarende hysteri, i hvert fald ikke i relation til USA.

Folk som Norbert Röttgen og andre siger nu, at vi må vænne os til, at USA ikke længere er vores allierede; det er helt utroligt.

Det er naturligvis vigtigt, at både Rusland og Kina har reageret forsigtigt, men moderat positivt. Ikke overstrømmende – alle ved, at ord er ord, og handlinger er handlinger – så alle venter på at se, hvad resultatet bliver.

Men der er bestemt positive elementer. Ét af dem er efter min vurdering, at NATO-udvidelsen skal stoppes. Formuleringen er ikke 100 % klar, for den efterlader et indtryk af, at udvidelsen kunne fortsætte. Det efterlader et spillerum mellem opfattelse og virkelighed. Så med al forsigtighed vil jeg give fordelen af tvivlen – men mit svar var ikke at gennemgå alle aspekter af dette meget modstridende dokument.

Det er forfærdeligt med hensyn til Latinamerika, hvor de nu har føjet den såkaldte Trump-konsekvens til Monroe-doktrinen. Det betyder grundlæggende at definere den vestlige halvkugle som USA’s baghave.

Dokumentet har også stærkt blandede formuleringer om Kina, og visse omhyggeligt formulerede forbedringer i forholdet til Rusland – hvilket blev hilst moderat velkommen af Kremls talsmand Peskov.

I stedet for at dvæle ved alle dokumentets indbyggede modsætninger, mener jeg, at man må se dem som udtryk for den modstridende person, præsident Trump, men endnu mere som udtryk for den dybt modstridende situation, USA befinder sig i. På den ene side ønsker de at bevare deres verdensherredømme – hvilket fremgår meget tydeligt af dokumentet. Men på den anden side: Er USA overhovedet i stand til at leve op til dette krav længere?

I stedet for at reagere punkt for punkt vil jeg tage en anden tilgang og pege på, at den gamle neoliberale orden ­– især den orden, der opstod efter den kolde krig, da USA og Storbritannien forsøgte at påtvinge verden en unipolær struktur – fuldstændig gav bagslag. Den gik direkte imod de interesser, som den Globale Majoritet har.

Nu fremkommer et nyt system: BRIKS, SCO. Europa er i en nedadgående spiral uden fortilfælde. Samtidig har vi situationen i Mellemøsten, Ukraine-krisen, der stadig er uløst, en ny krise mellem Japan og Kina – og truslen om en invasion i Venezuela hænger som et Damoklessværd over hele verdenssituationen.

I lyset af alle disse komplekse problemer valgte jeg at sige: Når vi nu står i en overgangsperiode, hvor aktører trækker verden i forskellige retninger – hvorfor så ikke løfte hele den strategiske diskussion ind i et nyt domæne? Ind i et nyt paradigme, hvor man overvinder geopolitikken og etablerer et nyt paradigme, hvor den ene menneskehed sættes først.

Alle nationale interesser skal bringes i overensstemmelse med menneskehedens fælles interesse.

Den, der siger, at det ikke er muligt, mangler grundlæggende tillid til menneskets karakter. Vi er én art. Vi har én fremtid. Vi sidder i samme båd. I en tid med atomvåben, pandemier, internettet og meget mere er enhver, der ikke forstår, at vores skæbne er uløseligt forbundet, simpelthen ikke klar i hovedet.

Derfor sagde jeg: Lad os bruge øjeblikket – præget af ekstrem usikkerhed, forvirring, vrede og panik – til at indlede diskussionen om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der i Westfalsk tradition tager alle nationers interesser i betragtning.

Hvis man ikke gør dette, vil det ikke føre til fred. Historien giver eksempler på dette.

Derfor har jeg udgivet dette dokument. Vi vedhæfter linket under webcasten. Jeg opfordrer folk til ikke blot at læse det, men – hvis de er enige – at støtte det med deres navn og dele det bredt blandt venner, kolleger og på sociale medier.

For vi må løfte diskussionen op på et strategisk niveau, der ligger over den snævre egeninteresse, som kun skaber uløselige modsætninger. Men hvis man omdefinerer hele diskussionen og siger: Lad os begynde fra toppen – hvor ønsker menneskeheden at være om 100 år? Hvis vi ikke har løst vores konflikter inden da, eksisterer vi ikke længere.

Dette bør som minimum fremprovokere en diskussion om, hvordan menneskeheden kan overvinde de mange modsætninger, der dominerer i dag.

SARE: Der er meget at tage fat på, men én af de ting, du nævner i din artikel, er spørgsmålet om, hvad der skete i 1989. Det ville være nyttigt, at du gennemgår dine tanker om dette, fordi du og din afdøde mand, Lyndon LaRouche, faktisk opfordrede til genforening af Tyskland i oktober 1988. Derefter satte forskellige kræfter – sandsynligvis dem, der stadig støtter NATO i dag – ind for at fængsle ham og bringe ham til tavshed.

Et år senere faldt Berlinmuren, og året efter blev Tyskland genforenet. Det var tydeligvis et øjeblik, hvor meget kunne have ændret sig. Mange har sagt, at det var en forspildt mulighed. Måske kan dine præciseringer hjælpe her.

ZEPP-LAROUCHE:

Som vi har dokumenteret i interviews – blandt andet med Jack Matlock, den amerikanske ambassadør i Moskva i disse skæbnesvangre år – var det en gylden mulighed, der gik tabt.

Allerede flere år før den kolde krig sluttede, blev Sovjetunionen ikke længere betragtet som en trussel. Da muren faldt, og Sovjetunionen opløstes i 1991, var der et øjeblik, hvor alt var muligt. Man havde ingen fjende. Der var ingen hindringer for at skabe en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur.

Folk talte om en ny sikkerhedsstruktur fra Lissabon til Vladivostok. Gorbatjov og mange andre talte om det fælles europæiske hus. Den amerikanske udenrigsminister James Baker gav Gorbatjov og Sjevardnadze løftet om, at hvis de accepterede en fredelig tysk genforening, ville NATO ikke rykke en tomme mod øst.

Der er gjort en enorm indsats for at benægte, at dette løfte blev givet. Men det blev det.

I dag er hundredvis af dokumenter blevet offentliggjort. Enhver kan gå til præsidentbibliotekerne, Nationalarkivet og andre institutioner og se de originale papirer. Ikke bare Baker, men også den tyske udenrigsminister Genscher og mange andre gav de samme forsikringer.

Løftet blev naturligvis brudt. Mens Baker lovede det, planlagde neokonservative allerede, hvordan de kunne udnytte forestillingen om, at Vesten havde “vundet” den kolde krig. Men Vesten vandt ikke den kolde krig. Jeg husker tydeligt, at pave Johannes Paul II på det tidspunkt advarede mod Vestens triumfalisme og sagde, at der fandtes syndens strukturer både i Øst og Vest.

Syndens strukturer i Øst blev betalt med Sovjetunionens sammenbrud. Men syndens strukturer i Vest var synlige i udviklingslandenes fortsatte underudvikling. Han sagde: Hvis nogen tvivler på, at sådanne strukturer eksisterer, skal de blot se på udviklingssektoren.

SARE: Jeg vil gerne afbryde kort, for du og din mand advarede jo også om, at det vestlige økonomiske system ville kollapse. Midt i al fejringen af kommunismens sammenbrud sagde I, at ja – systemet var mislykket – men tro ikke, at det liberale frihandelssystem er en succes.

ZEPP-LAROUCHE:

… vi ville få et endnu værre sammenbrud. Jeg vil ikke tage æren fra min afdøde mand, som profetisk forudsagde dette, men netop denne analyse er faktisk én af mine egne berømmelsesværdige observationer: Det er præcis dér, vi befinder os nu. Vi sidder på den største boble i verdenshistorien. Den er mange gange større end i 2008.

Derfor opfordrer vi til en global Glass-Steagall. Nogle kinesiske økonomer – som Justin Yifu Lin, tidligere cheføkonom i IMF – har advaret om, at Kina bør forberede sig på en mulig kollaps af AI-boblens finansielle overbygning.

Jeg mener, at de nuværende forhold kan udløse et sammenbrud forårsaget af dumhed, virksomhedsgæld, misligholdelse af betalingsforpligtelser. For eksempel: Hvis de kræfter i EU, der ønsker at stjæle de russiske aktiver, der ligger i Bruxelles og andre steder, for at “finansiere militærhjælp til Ukraine” – hvis dette blev gennemført, kunne det alene udløse et systemisk kollaps.

Belgiens premierminister De Wever forstår dette og har advaret imod det. Der er omkring 117 mia. dollars i Belgien, og han frygter gengældelse. Men han sagde efter den sidste diskussion, at den tyske kansler Merz er villig til at garantere følgerne af et sådant skridt. Merz hævder, at hele EU vil støtte Belgien – men det er usandt. Han gambler med tyske skatteyderes penge. Det er utroligt, hvad disse mennesker gør i deres desperation.

Til dit spørgsmål: Det var allerede tydeligt ved Tysklands genforening, at et system hvor penge skaber penge på bekostning af den fysiske økonomi ikke kunne vare.

Derfor er Kina – med sin vægt på den fysiske økonomi – i en langt stærkere position. Det er også derfor, de vandt handelskrigen med Trump.

Vi går meget interessante tider i møde. Min pointe med at foreslå en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur er: Når man først er enige om at løse problemerne sammen, kan man løse ethvert problem. Alt dette er menneskeskabt; det er ikke naturkatastrofer.

Hvis man ikke gør det, risikerer man et anarkistisk sammenbrud, der kan bringe globalt kaos.

SARE: Jeg synes, det er meget vigtigt, og jeg vil gerne vende tilbage til 1989, fordi mange mennesker, der ikke har organiseret sig, undervurderer intensiteten af kampen om den økonomiske politik. Omkring tidspunktet for Tysklands genforening fremsatte man flere forslag til en form for økonomisk udvikling fra vest til øst, som ville have bragt os i en fantastisk situation i dag, hvis de var blevet gennemført.

Lederen af Deutsche Bank, Alfred Herrhausen, blev myrdet på det tidspunkt, og jeg synes virkelig, det ville være godt, hvis du ville sige noget om det. Jeg forstår, at der er en film eller dokumentar i Tyskland om dette, som har fået en masse omtale og skabt en del diskussion. Men er det virkelig så vigtigt, at disse kredse er villige til at myrde folk, der er i stand til at gennemføre en anden økonomisk politik?

ZEPP-LAROUCHE:

Jeg mener, at det er et spørgsmål, som stadig ikke er blevet besvaret. Idéen om, at det skulle være “tredje generation” af Rote Armee Fraktion, der dræbte Herrhausen, er yderst tvivlsom, og stort set ingen tror på den forklaring.

Herrhausen var chef for Deutsche Bank, og han var en bankmand, der adskilte sig markant fra nutidens bankfolk. Han betragtede bankvirksomhed som en service til industrien. Han foreslog for eksempel, at størstedelen af udviklingslandenes gæld burde eftergives, fordi den alligevel var umulig at betale, og fordi disse lande ikke kunne udvikle sig, så længe de var tynget af denne gæld. Det var et revolutionært forslag.

Han foreslog også at udvikle Polen uden for IMF-rammerne ved at bruge metoderne fra Kreditanstalt für Wiederaufbau, som havde været nøglen til det tyske økonomiske mirakel efter Anden Verdenskrig. Det var naturligvis helt uacceptabelt for det internationale finansielle oligarki, at en topbankmand fremsatte sådanne forslag.

Da han blev myrdet, markerede det derfor et absolut paradigmeskifte.

Fletcher Prouty – en Pentagon-embedsmand, der blev portrætteret som “Mr. X” i Oliver Stones film om John F. Kennedy – gav på det tidspunkt et interview til EIR, hvor han sagde, at betydningen af mordet på Herrhausen var lige så paradigmatisk for Tyskland, som Kennedys mord havde været for USA. Det kan jeg kun være enig i, for på det tidspunkt var det netop spørgsmålet om, hvad der skulle ske med den tyske genforening.

Herrhausen blev dræbt to dage efter, at Helmut Kohl havde fremlagt sit 10-punktsprogram. Det var Tysklands første lille skridt i retning af suverænitet. Det var ikke engang et udtrykkeligt genforeningsforslag, men et forslag om et forenet Tyskland. Selv det var for meget.

Efter mordet på Herrhausen var der et EU-topmøde. Kohl har senere sagt, at det var de mørkeste timer i hans liv. Alle vendte sig mod ham og blokerede enhver egen idé om, hvad Tysklands kurs skulle være.

Det, der derefter blev pålagt Tyskland, var euroen – som et middel til at kontrollere Tyskland og sikre, at der ikke kunne opstå uafhængige relationer mellem Tyskland og Rusland. Som det ofte er blevet sagt: Kombinationen af tysk videnskab og teknologi med russiske råstoffer og arbejdskraft – herunder videnskabelig arbejdskraft – ville være en uovervindelig konkurrent til USA.

Mange eksperter, herunder George Friedman, har udtalt, at det i mere end 100 år har været USA’s strategiske mål at forhindre et sådant samarbejde mellem et uafhængigt, suverænt Tyskland og Rusland. Euroen blev udformet for at sikre, at et sådant uafhængigt forhold ikke kunne udvikles, og for at holde Tyskland fastspændt i EU’s stramme økonomiske rammer, som senere blev cementeret med gældsbremsen.

Jeg mener derfor, at vi her ser en tragisk forspildt mulighed. For det, vi havde foreslået, var at udnytte det faktum, at Jerntæppet var forsvundet, og at man nu kunne forbinde Europas industrizoner og befolkningscentre med Asien gennem udviklingskorridorer.

Det betød ikke blot at bygge transportlinjer, men at anlægge en integreret tilgang med højhastighedstog, motorveje, vandveje, energiproduktion, opbygning af kommunikationsknudepunkter osv., og på den måde skabe betingelser for investeringer i hele det indre af det eurasiske kontinent, så dets udviklingsniveau kom på højde med kyst- og flodregionerne.

Dette blev til det, vi i 1991 kaldte Eurasian Land-Bridge – den Nye Silkevej. Og det er præcis dette, Kina siden har realiseret med Bælte- og Vej-initiativet.

På én måde er det positivt, for ideerne har båret frugt. Det negative er, at Europa tog en så negativ holdning til det – ud fra en afvisning af at samarbejde med dette nye system – at Europa nu befinder sig i et frit fald uden synlig bund.

Selv om jeg ikke er enig i hvert eneste ord i den nye sikkerhedsdoktrin, rummer den formuleringen, at hvis Europa ikke ændrer kurs, trues det af en “civilisatorisk udslettelse”. Det er ganske stærke ord. Jeg tror, dokumentet især henviser til tilstrømningen af migranter som årsagen til denne risiko.

Jeg mener, årsagen ligger langt dybere: Europas fejlslagne økonomiske og kulturelle politik truer med en potentiel “udslettelse af civilisationen”. Det er en formulering, man har brugt; jeg tilskriver blot denne risiko helt andre årsager end dokumentet gør. Men slutresultatet er det samme: Europa er nødt til at ændre politik, hvis vi skal overleve den nuværende krise.

SARE: Jeg tror, det er et tema, man har tænkt over i meget lang tid. Man spørger sig selv, hvordan en nation som Tyskland – der har frembragt Beethoven, Bach, Schiller og disse genier – kunne underkaste sig nationalsocialismen. Jeg tror, at mange i dag reflekterer over nogle ret foruroligende forandringer i deres egne nationer.

Din vægt på kulturspørgsmålet er derfor virkelig vigtig i dag. Som amerikaner vil jeg sige, at jeg på en måde deler din smerte, fordi du ser vores republiks oprindelige intention om at være et bolværk mod kolonialisme – at sige, at alle mennesker er født med lige potentiale, og at regeringens formål er at beskytte dette.

Men nu ser det ud til, at vi har en politik, der behandler nogle mennesker – for at citere Animal Farm – som “mere lige end andre”. Nogle mennesker anses for bedre og acceptable, mens andre betragtes som skrot. Vi er virkelig nødt til at ændre kurs.

Jeg vil stille dig et spørgsmål, der giver dig mulighed for at uddybe dette, for jeg synes, vi bør bruge lidt tid på din positive vision med de ti principper, og hvordan du forestiller dig, at de kan fungere. Jeg kunne forestille mig, at det også involverer aftaler – som ved Westfalske Fred – om gældseftergivelse, måske en tilbagevenden til faste valutakurser osv., men på grundlag af nogle grundlæggende principper.

Det spørgsmål, der blev indsendt tidligere, lyder:

“Der er en tendens blandt verdens ledere til at finde pragmatiske løsninger på problemer, hvilket er en forfærdelig tendens, der ikke vil ændre tingene til det bedre. Jeg tror, vi er nødt til at have en bred diskussion mellem mennesker for at finde løsninger, der er baseret på et højere princip, som faktisk vil ændre tingene til det bedre og bidrage til at skabe en mere perfekt verden.”

Det var en kommentar, som en seer sendte ind.
Fortsæt venligst med at forklare, hvordan vi kommer frem til det nye paradigme, du taler om.

ZEPP-LAROUCHE:

Jeg mener, det centrale spørgsmål er, om menneskeheden som art er i stand til at give sig selv en orden, der muliggør vores langsigtede overlevelse i universet.

Det centrale begreb i mine ti principper er, at jeg har opstillet syv programmatiske punkter, som er relativt indlysende: suverænitet, et nyt kreditsystem, infrastruktur, sundhedssystemer og forskellige andre konkrete programmatiske punkter. Men de vigtigste er efter min mening de sidste tre, som er mere filosofiske.

Hvis man ikke placerer et økonomisk program i sammenhæng med vores forhold til universet – som vi befinder os i – så hænger det på en måde i luften. Derfor siger jeg, at vi må bringe det politiske og økonomiske i overensstemmelse med universets fysiske love.

Jeg mener, at dette er fuldt ud muligt, fordi mennesker er i stand til at frembringe gyldige idéer om universets lovmæssigheder. Det betyder, at menneskeheden igen og igen kan komme med nye opdagelser, nye hypoteser, der fører til videnskabelige gennembrud.

Hvis man omsætter disse gennembrud til teknologi og bringer dem ind i produktionsprocessen, fører det – hver gang det er en sand og passende idé – til en stigning i arbejdskraftens produktivitet, i kapacitetens produktivitet og dermed i befolkningens levestandard, i den forventede levealder osv.

Det afgørende er, at en idé, der opstår i det menneskelige sind, ingen materielle egenskaber har: den har ingen vægt, ingen længde; den er immateriel. Ikke desto mindre kan en sådan idé – hvis den er sand – forandre det fysiske univers på den dybtgående måde, jeg lige har beskrevet. Den forbedrer menneskehedens levevilkår.

Dette er beviset på, at der findes en sammenhæng mellem lovmæssigheden i mikrokosmos (sindet) og makrokosmos (det fysiske univers, økonomien osv.). Det er et meget vigtigt princip, for det betyder, at vi ikke blot flyder rundt i universet som tilfældige væsener uden forbindelse til noget. Vi er forbundet med en lovmæssighed, som vi på en eller anden måde må rette os efter.

Et eksempel: Vi er nu meget tæt på at reproducere på Jorden de plasmafusionsprocesser, som normalt finder sted i Solen. I form af fusionsteknologi er vi meget tæt på at gøre dette anvendeligt som energikilde. Det ville give næsten ubegrænset energi og gøre det muligt for menneskeheden at producere energi i titusinder af år.

Hvis vi kan reproducere noget, der foregår i Solen, i en fusionsreaktor på Jorden, så har vi det praktiske bevis på, at en sådan sammenhæng mellem mikrokosmos og makrokosmos eksisterer.

Hvis vi kan gøre det i form af fysiske processer, bør vi også tilpasse vores økonomiske praksis – og vores sociale og kulturelle praksis – til disse love. Det er en meget spændende idé, som også er blevet fejret i den store klassiske kunst.

Derfor har min afdøde mand altid understreget, at der ikke er nogen grundlæggende forskel mellem den mentale aktivitet, der fører til videnskabelige opdagelser, og den, der fører til kunstneriske opdagelser. Derfor har vi også lagt så stor vægt på behovet for klassisk kultur – og ikke popkultur. Klassisk kultur søger at opdage principper, mens popkultur blot efterligner rytmer – noget, som aber også kan gøre, når de slår på tremmerne i deres bur. Der er en grundlæggende forskel i kunstbegrebet her.

Jeg vil naturligvis også nævne det menneskesyn, der følger med: Vi må antage et menneskebillede, hvor mennesket er principielt godt af natur, og hvor alt ondt er resultatet af mangel på udvikling. Den gode nyhed er, at hvis ondskaben skyldes mangel på udvikling, kan den overvindes gennem udvikling.

Hvis man vil fremelske og udvikle denne evne, findes der ingen grænse for, hvor langt man kan komme i perfektionen af både sindet og karakterens skønhed.

Jeg ved, at mange mennesker næsten skriger, når man siger det, men jeg er helt overbevist om, at det eneste virkelig værdige menneskebegreb er idéen om den smukke sjæl. Og potentialet til at blive en smuk sjæl findes i hvert eneste menneske.

Det er min vision for det hele.

SARE: Det er fantastisk! Jeg vil gerne gøre reklame for den internationale ungdomskonference, der finder sted på søndag. Jeg håber, at der er mange mennesker, der ser denne dialog mellem os og siger: “Jeg vil gerne blive en smuk sjæl. Jeg vil gerne tage ansvar for den ene menneskehed og udøve lederskab i mit land.” Information findes på Schiller Instituttets hjemmeside. Måske vil du give folk nogle marchordrer.

Lad mig lige hurtigt tilføje, at vi i går havde folk oppe på Capitol Hill, som diskuterede nødvendigheden af at genindføre Glass-Steagall-loven og også nationalisere Federal Reserve. Man kan ikke bare adskille bankerne og skære en masse “affald” fra uden samtidig at have en nationalbankmekanisme til at dirigere kredit til det, der er nødvendigt.

Jeg tror, det er en del af denne NATO-operation at opretholde det nuværende finansielle system. Det faktum, at de køber våben, som ikke engang kan produceres før om tre år, får mig til at tro, at der også må være en eller anden form for gigantisk derivatboble forbundet med dette. De er så desperate for, at krigen mellem Ukraine og Rusland aldrig skal ende, osv.

Jeg ved, at du har flere initiativer, så vil du ikke fortælle folk, hvad du ønsker, de skal gøre – og eventuelt andre tanker, eller noget, jeg har glemt at spørge om, som du gerne vil tage op?

ZEPP-LAROUCHE:

Der er tre ting, der falder mig ind. Den første er netop det, du nævnte.

Vi har idéen om en global Glass-Steagall, hvilket betyder, at alle nationer bør indføre en Glass-Steagall-bankadskillelse. Der bør være en nationalbank i hvert land, for kravet er grundlæggende det samme overalt. Derefter behøver man et clearinghus mellem disse nationalbanker, som i praksis vil etablere et nyt Bretton Woods-system – denne gang med den udtrykkelige hensigt at gøre finansieringen af store infrastrukturprojekter i det Globale Syd til en absolut prioritet.

Som Lyndon LaRouche altid har understreget, er den vigtigste forskel mellem et nyt Bretton Woods og det gamle Bretton Woods, at det oprindelige system blev etableret efter Roosevelts død på et meget ubelejligt tidspunkt. Truman og Churchill fjernede derefter den vigtigste del af Franklin D. Roosevelts idé, nemlig at forbedre levevilkårene i udviklingslandene.

Det blev aldrig integreret i Bretton Woods-systemet, som det faktisk fungerede – selv om systemet var nyttigt for de industrialiserede nationer, så længe det varede frem til 1971. Men det overså behovet for at forbedre levestandarden i det Globale Syd. Det ville derfor være en helt afgørende komponent i et nyt Bretton Woods.

Hvis man samtidig har en diskussion om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, vil dette være en del af aftalen mellem de vestlige nationer og BRIKS-landene om at reorganisere det globale finanssystem.

Tag venligst disse principper – som I kan finde via linket, vi tilføjer nedenfor – og gå til jeres folkevalgte politikere, uanset hvor I befinder jer: kongresmedlemmer, parlamentsmedlemmer, forskellige repræsentanter, delstatslovgivere, borgmestre. Fortæl dem, at de bør studere Glass-Steagall og Lyndon LaRouches fire love, for tidspunktet kan hurtigt komme, hvor vi meget vel kan blive nødt til at vedtage disse i den nærmeste fremtid.

For det andet bør I tage mit forslag om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur og på samme måde henvende jer til professorer, intellektuelle, tænketanke og forskellige indflydelsesrige personer og sige, at vi har brug for en diskussion om, hvordan vi kommer ud af det nuværende strategiske kaos ved at skifte til et helt nyt paradigme for internationale relationer – et paradigme, der i det væsentlige bygger på FN-pagten og de fem principper for fredelig sameksistens. Lad os organisere verden på en måde, hvor vi alle kan leve sammen som én menneskehed. Det er den anden marchordre.

Og hvis du er ung, bør du absolut deltage i vores kommende ungdomskonference næste søndag. Skriv til os og tilmeld dig. Vi ønsker at have en diskussion om de unges rolle. Det, vi siger her, er én ting – men de unge, der nu er i teenageårene, i 20’erne og 30’erne, er dem, der skal leve – eller ikke leve – med konsekvenserne. Kan du forestille dig det?

Kansler Merz deltog i mandags i en udsendelse på offentligt tv med såkaldte “borgere”, og en soldat, som sagde, at han havde været professionel soldat i ti år, stillede ham et spørgsmål. Han sagde:

“Jeg har vænnet mig til tanken om, at jeg kun bliver 40 år, og så dør jeg på grund af den nuværende situation i verden.
Kansler Merz, hvordan vil De overbevise unge mennesker om, at de også snart skal dø?”

Han mente det fuldstændigt alvorligt. Han sagde ikke: “Hvad i alverden er det, I gør?” Han sagde: “Nej, jeg har vænnet mig til det, for jeg er soldat af profession.”

Merz griber naturligvis den enorme åbning, han får, og svarer: “Nej, jeg ønsker blot, at hæren er stærk, så vi aldrig behøver at forsvare os selv.” Men soldaten accepterer det, og samtalen fortsætter. Det er dybt akavet – kan du forestille dig det?

Det er åbenlyst, at de unge må påtage sig en helt anden rolle.

På den positive side kan jeg sige, at der i fredags i Tyskland var omkring 50.000 skoleelever på gaden i 90 byer for at demonstrere mod værnepligt. Det betyder ikke, at vi er imod værnepligt som sådan – det kan være en patriotisk ting, som man frivilligt ønsker at gøre, hvis det sker under sande forsvarsforhold.

Men under de nuværende omstændigheder ville det helt tydeligt være for at bruge unge mennesker som kanonføde i den krig, der planlægges – en krig, som Ungarns premierminister Orbán siger, at EU allerede har besluttet at gå ind i. Under disse omstændigheder har eleverne brug for al den støtte, de kan få, for at modsætte sig dette og sikre, at det aldrig bliver til lov.

Derfor: Hvis du er ung, så tilmeld dig denne konference. Hvis du kender en ung person, der burde høre om den, så fortæl dem det. Lad os have denne diskussion om, hvordan de unge kan spille en rolle i kampen for det nye paradigme for hele menneskeheden – næste søndag og fremover.

SARE: Perfekt. Mange tak, Helga Zepp-LaRouche. Jeg ser frem til at tale med dig igen meget snart.

ZEPP-LAROUCHE: Vi ses snart.

Af Helga Zepp-LaRouche, den 9. december 2025

Selvom den nyligt offentliggjorte amerikanske nationale sikkerhedsstrategi (NSS) blev modtaget af nogle førende kredse i Europa med en blanding af tænders gnidsel, raserianfald og fortvivlelse, bør den under de givne omstændigheder betragtes som en velsignelse i forklædning. Den repræsenterer et brud med Biden-administrationens sikkerhedsdoktrin om amerikansk lederskab i en unipolær verdensorden til fordel for en mere afbalanceret politik over for Rusland og en hensyntagen til den globale magtforskydning mod Kina, hvilket giver mulighed for en rationel revurdering af egne sikkerhedsinteresser og en omlægning af den internationale sikkerhedsarkitektur.

Dokumentet forbyder udtrykkeligt yderligere udvidelse af NATO, hvilket de facto udelukker Ukraines medlemskab, da den såkaldte »koalition af villige« ikke kan gennemtvinge et sådant medlemskab mod USA’s vilje. Det sætter også effektivt en stopper for idéen om et »globalt NATO« samt for den »interoperative struktur« mellem Den Europæiske Union og dette globale NATO.

I stedet for at puste og stønne over, at man ikke har brug for »rådgivning udefra«, som den tyske udenrigsminister Wadephul udtrykte det, ville europæerne gøre klogt i at tage det ganske vist barske wake-up call i NSS-dokumentet alvorligt: at det europæiske kontinent vil være uigenkendeligt om 20 år, hvis de nuværende tendenser til økonomisk tilbagegang fortsætter. Dokumentet advarer endda om en »udslettelse af civilisationen«.

Den største fejl, vi i Europa kunne begå nu, ville være at afvise denne advarsel arrogant som endnu et bevis på præsident Trumps uforudsigelighed.
For udsigten til en »udslettelse af civilisationen« i Europa skyldes IKKE KUN fortsættelsen af den nuværende økonomiske politik – massive besparelser på alle sociale områder til fordel for en skruppelløs våbenindustri – men endnu mere det absolut uansvarlige og håbløse forsøg på at påføre Rusland et »strategisk nederlag«.

Den nye amerikanske NSS giver en meget tiltrængt mulighed for at trække sig ud af NATO, da alliancen i lang tid ikke har svaret til vores grundlæggende sikkerhedsinteresser. Siden afslutningen af Den kolde Krig burde NATO være blevet opløst, ligesom Warszawa-pagten blev det i 1991, til fordel for en fredsorden for det 21. århundrede, som på det tidspunkt ville have været fuldstændig mulig.

I stedet forvandlede NATO sig fra en defensiv alliance til en offensiv. Det endelige slag kom, da den højest rangerede NATO-militærofficer, admiral Giuseppe Cavo Dragone, formand for NATO’s Militærkomité, i et interview opfordrede til en »mere aggressiv reaktion« på krigen i Ukraine. Et »forebyggende angreb« mod Rusland var ifølge ham også tænkeligt – hvilket naturligvis kunne betegnes som en »defensiv handling«. George Orwell, eller hvad?
»Angreb er forsvar, krig er fred!«

Præsident Putin svarede med umiskendelig klarhed, at Rusland ikke har nogen intentioner om at starte en krig med Europa. Det har man allerede understreget hundredvis af gange. Men hvis Europa selv skulle starte en sådan krig, tilføjede han, ville Rusland være »øjeblikkeligt klar«, og konflikten ville blive afsluttet meget hurtigt til Ruslands fordel – i modsætning til den »kirurgiske« tilgang, der blev anvendt i Ukraine. Den russiske politolog Sergei Karaganov var endnu mere direkte i et interview med Eva Peli den 30. oktober i Moskva, hvor han sagde, at hvis en større krig brød ud i Europa, ville Europa ophøre med at eksistere.

Mens den amerikanske og russiske regering gør en seriøs indsats for at afslutte krigen gennem forhandlinger, fastholder den europæiske »koalition af villige« – Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Polen, de baltiske stater og EU-Kommissionen – stadig målet om at påføre Rusland et »strategisk nederlag«. Det må stå klart for enhver tænkende person, at dette er umuligt mod det der nu er verdens stærkeste atommagt, medmindre man er villig til at acceptere menneskehedens undergang. Efter det nylige møde mellem NATO’s udenrigsministre i Bruxelles beskyldte den ungarske udenrigsminister Szijjártó disse europæiske kræfter for at forsøge at forhindre fredsbestræbelser og trække Europa ind i en krig med Rusland. Ungarns premierminister Orbán advarede endog lørdag den 6. december i Kecskemét om, at europæiske ledere allerede har besluttet at gå i krig mod Rusland, og at en stor ungarsk delegation ville besøge Moskva i de kommende dage.

I Tyskland må man i alle udtalelser om krigen i Ukraine gentage mantraet om, at det er »Putins uprovokerede aggressionskrig i strid med folkeretten« for at undgå at blive stemplet som »Putins marionet«. Men den næsten enstemmige opfattelse i det Globale Syd og blandt amerikanske eksperter som Jeffrey Sachs, John Mearsheimer, Ray McGovern, Chas Freeman og mange andre er, at NATO’s femdobbelte udvidelse mod øst – 1.000 km – i strid med løftet ved afslutningen af Den kolde Krig om ikke at udvide NATO »en tomme« mod øst, var det, der udløste krigen. I begyndelsen af 2022 havde offensive våbensystemer nær den russiske grænse reelt skabt en omvendt cubansk missilkrise, og Putins appeller om juridisk bindende sikkerhedsgarantier blev simpelthen ignoreret.

Krigen kunne være afsluttet i marts 2022 med Istanbul-aftalen mellem Putin og Zelenskyj, som blev notorisk saboteret af Boris Johnson. Nu – efter næsten fire års udmattende krig og tabet af millioner af menneskeliv – kan man ikke benægte, hvad den tidligere generalinspektør for Bundeswehr og tidligere formand for NATO’s Militærkomité, Harald Kujat, gentagne gange har understreget: at Ukraine aldrig har været i stand til at ændre den strategiske situation. Og slet ikke nu, hvor dele af fronten kollapser, hvor fronttropper og tvangsudskrevne deserterer i massevis, og hvor internationale militæreksperter åbent diskuterer, at krigen er tabt. I denne situation er det yderst uansvarligt af den højest rangerede NATO-officer at tale om forebyggende angreb. Det svarer til en opfordring til kollektivt selvmord.

I de næsten fire år denne udmattelseskrig har varet, har hverken EU-Kommissionen eller de europæiske statschefer gjort noget forsøg på at afslutte krigen gennem forhandlinger. Tværtimod: Da en diplomatisk løsning mellem Putin og Zelenskyj praktisk talt var aftalt i marts 2022 med Istanbul-aftalen, så Europa – og den daværende præsident Biden – tavst til, mens Boris Johnson ødelagde muligheden. Nu, hvor der er en realistisk udsigt til, at krigen kan afsluttes af Trump og Putin, og at forholdet mellem de to største atommagter kan normaliseres, taler NATO om forebyggende angreb!

NATO er ikke længere en atlantisk forsvarsalliance, men ser sig selv som den militære arm, der skal forsvare den unipolære verdensorden, som Vesten har fulgt siden afslutningen af Den kolde Krig. Men denne orden er allerede blevet erstattet af partnerskabet mellem landene i det Globale Syd, som ikke længere er villige til at underkaste sig det kollektive Vestens imperiale og koloniale strukturer. De er i færd med at opbygge en ny verdensøkonomisk orden gennem BRIKS og SCO, baseret på suverænitet og gensidig, ligeværdig udvikling.

Vi må ikke modsætte os denne nye verdensorden, der bringer 500 års kolonialisme til ophør og for første gang giver nationerne i den Globale Majoritet mulighed for at overvinde fattigdom og underudvikling. Vi må snarere samarbejde med disse lande og dermed åbne et nyt kapitel i menneskehedens historie.

I denne tid med epokegørende forandringer er der flere regionale kriser, som kan udvikle sig til større konflikter. Efter den igangværende katastrofe i Mellemøsten er der for nylig udbrudt en ny og farlig optrapning mellem Japan og Kina. Nu hvor premierminister Takaichi har stillet spørgsmålstegn ved Et-Kina-politikken – som er uomtvistelig i henhold til international ret – og endda rejst muligheden for japansk militær intervention i Taiwan, vokser bekymringen i hele Indo-Stillehavsregionen. Militarismen i Japan ligner i stigende grad den, vi ser i Europa, og vækker de mest forfærdelige minder om aksemagternes handlinger under Anden Verdenskrig, som kostede 27 millioner liv i Sovjetunionen og 35 millioner i Kina.

Hvis vi har lært noget af de to verdenskrige, er det, at tiden nu er inde til at genoptage det, vi opgav ved afslutningen af Den kolde Krig, da vi tog den forkerte afkørsel. Der var ikke længere nogen fjende; det ville have været let at etablere en ny international fredsorden. I dag, 35 år senere, er den arrogante og kortlivede forudsigelse om »historiens ende« afsløret som falsk – ligesom det enorme boomerang-tilbageslag fra forsøget på at etablere en unipolær verdensorden.

Hvert enkelt land bør meddele sin udtræden af NATO og samtidig indkalde til en ny konference i traditionen fra Den Westfalske Fred, hvor en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur må formuleres, der tager hensyn til alle nationers interesser på planeten.

Den kinesiske præsident Xi Jinping har allerede foreslået en lignende tilgang med sit Global Governance Initiative. Præsident Putin har også rejst ideen om en eurasisk sikkerhedsarkitektur. Og der er håb: Unge i Tyskland deltager i skolestrejker, fordi de hverken ønsker at være kanonføde eller skyde mennesker i fremmede lande.

Vi befinder os på et punkt i menneskehedens universelle historie, hvor vi ikke blot må lægge et halvt årtusinde med kolonialisme bag os, men også den tankegang, der førte til to verdenskrige i det 20. århundrede: geopolitik. Vi må én gang for alle lægge den barbariske idé bag os, at mennesket er en ulv for mennesket, som Thomas Hobbes – ideolog for det Britiske Imperium – hævdede.

Denne barbariske opfattelse afspejles i NATO’s promoveringsvideo »From Foresight to Warfight«, hvor det hedder:
»Krig vil altid forblive en væsentlig del af menneskets bestræbelser; manipulation af følelser og forståelse vil være lige så vigtigt som at nægte adgang til vores rum; det menneskelige sind vil være en slagmark i sig selv…«

Enhver, der ser denne video og ikke afviser dette syge verdenssyn, har allerede tabt kampen om sit eget sind.

Vi er den eneste kendte art i universet, der er udstyret med kreativ fornuft, og vi må nu bruge den til at sætte idéen om én menneskehed først, når vi etablerer en ny orden.

Noter:

1. https://schillerinstitut.dk/si/2022/11/ti-principper-for-en-ny-international-sikkerheds-og-udviklingsarkitektur/

https://www.youtube.com/watch?v=gUeOJ5pMHiQ

af Paul Gallagher
7. december 2025 (EIRNS)

Forord

For at fremme den generelle velfærd bør Amerika på sin 250-års fødselsdag vælge det amerikanske økonomiske system – finansminister Alexander Hamiltons offentlige kreditsystem, som han beskrev i sin rapport om offentlig kredit fra 1791 og andre rapporter til Kongressen – frem for et system baseret på finansiel spekulation og tilbagevendende kriser.

For at sikre for os selv og vores efterkommere frihed fra kolonialisme og skabe fredeligt samarbejde mellem frie og suveræne nationer, ønsker USA desuden, at landets egen økonomiske fremgang suppleres af tilsvarende fremgang og udvikling hos partnerlande, herunder udviklingslande.

A. Bankadskillelse

Der indføres en generel politik for bankadskillelse. Formålet er at adskille kommerciel indskuds- og udlånsvirksomhed fra investeringsbankvirksomhed, handelsbankvirksomhed og spekulation i gældsbeviser. Dette følger traditionen fra:

• præsident Madisons U.S. Bank Charter Act af 1816, der omcharterede USA’s nationalbank,

• præsident Lincolns Banking Acts fra 1863 og 1864, som skabte det første system af nationalt charterede banker,

• præsident Franklin Roosevelts Glass-Steagall Act fra 1933, der indledte genopretningen efter den store depression,

• Bank Holding Company Act fra 1957,
  samt tilsvarende love i flere europæiske lande efter 2. verdenskrig.

1. Reorganisering af forretningsbankerne

Fra finanskrisen i 2007–08 til begyndelsen af 2020’erne faldt forholdet mellem udlån og indlån i det amerikanske banksystem som helhed fra 102 % til 60 %, og i de seks største megabanker fra ca. 85 % til ca. 40 %. Resten består af spekulative investeringer – herunder ejerskab af og prime-broker-tjenester til tusindvis af hedgefonde, pengemarkedsfonde m.m.

En genetableret Glass-Steagall-lov vil forbyde dette. Bankerne får af Kongressen en periode på seks måneder til at sælge eller udskille alle spekulative værdipapirafdelinger (de største banker har hver flere tusinde). Disse enheder vil dermed stå uden udsigt til redning fra staten, FDIC eller Federal Reserve, når de går konkurs.

2. Adskillelse fra værdipapirhandel

Kommercielle banker, uanset størrelse, vil være begrænset til indskuds- og udlånsvirksomhed samt tjenester knyttet til kommerciel bankdrift, såsom valutaveksling og køb/indløsning af statspapirer for kunder. De vil specifikt blive forbudt både at eje og at låne til fonde, der driver værdipapirhandel, samt at handle på derivatmarkeder.

3. Holdingselskaber

Kommercielle bankholdingselskaber vil blive forbudt at eje investeringsbanker eller råvarehandlere, der besidder og spekulerer i primære råvarer, som er væsentlige for økonomien – herunder energi og elektricitet – i overensstemmelse med Bank Holding Company Act fra 1957.

4. Kreditgivning

Det nuværende dystre forhold mellem udlån og indlån hænger sammen med Federal Reserve – en centralbank, der ikke låner ud til økonomien, men tilfører indlån til megabankerne, som siden 2008 er blevet 50 % større. Bankerne anvender i stigende grad disse indskud til spekulation frem for udlån.

En genetableret Glass-Steagall-lov, der tørrer de spekulative bobler ud, kan bane vejen for reel økonomisk genopretning. Økonomien har behov for kredit til infrastrukturprojekter, reindustrialisering og deltagelse i international økonomisk udvikling.

B. National bankvirksomhed og kapitalbudget

Der bør vedtages et kapitalbudget til industrialisering og økonomisk infrastruktur – et budget, der udlånes som kredit, og derfor er langt mere generøst end det finansministerium normalt kan afsætte. Dette følger traditionen fra National Bank-lovene i 1791, 1816 og 1841; fra Reconstruction Finance Corporation (1932–1955); og siden 2018, i mindre målestok, fra United States International Development Finance Corporation.

Kongressen bør oprette en nationalbank inden for Federal Reserve, som overtager kontrollen over kredit- og monetære funktioner og gennemfører en politik for udviklingslån til økonomisk infrastruktur og industrialisering – både indenlands og internationalt.

1. Formål

Oprettelse af en amerikansk bank for infrastruktur og produktion

Under en genindført Glass-Steagall-regulering vil oprettelsen af en sådan kommerciel bank genskabe det gyldige overskud i banksystemet, et overskud der stammer fra produktion, industri, øget produktivitet af jord og jordbund samt opførelse af ny, teknologisk avanceret infrastruktur.

Kongressens formål er at etablere en tredje nationalbank for at genetablere det fremskridtsniveau, der fandtes i USA’s “gyldne produktivitetsalder” fra 1935 til 1965, hvor multifaktorproduktiviteten steg med 3–4 % om året.

Hamilton havde ret i, at offentlig gæld er en offentlig velsignelse, når den via en offentlig bank kanaliseres til at øge produktionskraften i økonomien.

2. Principper

Kongressen bemyndiger hermed oprettelsen af det offentlige selskab Bank of the United States, der skal have beføjelse til at:

• yde kredit til store nationale infrastrukturprojekter (transport, havne, elektrificeret jernbane, vandforvaltning, tørke- og oversvømmelsesforebyggelse, stormbeskyttelse, energi, rumforskning og fusionsudvikling),

• yde lån til amerikanske agenturer, der projekterer sådanne projekter,

• indgå joint ventures med udenlandske agenturer for gensidigt at finansiere international infrastruktur,

• yde kredit til statslige og kommunale kapitalprojekter ved køb af kommunale obligationer,

• diskontere banklån til virksomheder i sådanne projekter,

• samarbejde med Export–Import Bank om handelskredit.

1. Kapitalisering

(a) Kapitalgrundlag

Banken kapitaliseres med op til 2 billioner dollars ved udstedelse af præferenceaktier i bytte for:

1. offentligt ejede statsobligationer med løbetid ≥3 år,

2. udestående kommunale obligationer med løbetid ≥5 år.

Federal Reserve bistår kapitaliseringen ved fortsat salg af sine beholdninger af statsobligationer.

(b) Finansminsteriet

Finansministeriet fungerer som on-call-tegner med op til 100 mia. dollars i nye 30-årige statsobligationer og modtager tilsvarende præferenceaktier.

(c) Indskud

Banken kan modtage indskud af statens indtægter, herunder provenu fra benzinskatten og dieselafgiften (National Transportation Trust Fund), for så vidt banken overtager transportinfrastrukturens finansieringsansvar.

(d) Renteindtægter

Banken modtager regelmæssige rentebetalinger fra statslige og kommunale organer, hvis obligationer er indgået som kapital.

(e) Indskudspligt

Stater og kommuner, der modtager støtte via bankens obligationskøb, skal opbevare 5 % af provenuet som indskud i banken, indtil projektet kræver udgifterne.

(f) Yderligere kapitalfremskaffelse

Banken kan rejse yderligere lånekapital – fra offentligheden, kommercielle banker, erhvervsvirksomheder og investeringsfonde – ved at udstede obligationer op til et samlet beløb, der ikke overstiger dens tegnede kapital.

(g) Udenlandske investorer

Udenlandske tegnere af bankens kapital skal være aktionærer uden stemmeret.

2. Kommercielle banklån

(a) Centralbanken skal diskontere lån ydet af kommercielle banker under Glass-Steagall-standarder til deltagere i godkendte infrastrukturprojekter. Diskonteringen må ikke være mindre end 50 %.

(b) Banken kan deltage i nye lån til godkendte projekter i samarbejde med multilaterale og nationale udviklingsbanker og kan dække op til 50 % af lånene.

(c) Lån og diskonteringer skal have løbetider, der svarer til projekternes forventede rentabilitet og levetid.

(d) Banken kan yde lån til produktionsvirksomheder, der mangler adgang til kapital via lokale banker.

3. Ledelse

(a) Et flertal af bankens direktører skal være aktivt engageret i industri eller teknik eller have mindst 15 års erfaring inden for industri, infrastruktur eller landbrug. Repræsentanter fra United States Army Corps of Engineers, NASA og luftfartsindustrien skal indgå.

Bestyrelsen vælger en formand og sammensætter en stab med erfaring i kommerciel bankdrift, teknik, tungt byggeri og videnskabelige feltområder.

(b) Denne ledelse erstatter Federal Reserves styrelsesråd – bortset fra guvernøren for banktilsyn.

Billedet fra valgkampen i 2013

ANASTASIA BATTLE: Velkommen til den Internationale Fredskoalition. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg vil være jeres ordstyrer i dag sammen med Dennis Small, min medordstyrer. Dette er vores 131. møde i træk. Tak til alle, der har deltaget i denne diskussionsproces gennem 131 uger. Hvis I er nye, så velkommen! Præsenter jer selv under den åbne diskussionsperiode.

Jeg vil gerne minde folk om, hvorfor vi oprettede dette forum for 131 uger siden. Vi gjorde det for at samle hele fredsbevægelsen. Uanset hvilken baggrund I kommer fra, hvilken filosofi, religion, nationalitet eller hvilket sprog I har, så er I velkomne her, hvis I går ind for at samles om begrebet ægte fred i verden. Vi ønsker at koordinere aktiviteter gennem forskellige organisationer, politiske partier og hvad man ellers har, for at gøre denne idé mulig. Som mange af jer ved, er der sikkert folk, der ikke bryder sig om, at mennesker med mange forskellige filosofier arbejder sammen for at gøre dette muligt. De har gjort en ganske stor indsats for at forhindre os i at kommunikere. Så del venligst denne invitation med jeres organisationer; vi byder folk velkommen til at deltage i denne proces.

For at komme i gang i dag har vi Helga Zepp-LaRouche, som er grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til den Internationale Fredskoalition. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen til jer alle. Jeg kan starte med nogle virkelig gode nyheder, men desværre også nogle meget dårlige nyheder. Men lad mig begynde med de meget opmuntrende udviklinger omkring præsident Putins statsbesøg i Indien. Jeg ved, at fru Purnima Anand taler efter mig, så jeg vil ikke gå i detaljer. Jeg kan kun sige, at besøget er af historisk og strategisk betydning. Da præsident Putin og premierminister Modi gentog deres dybe venskab, og da Modi sagde, at han er lige så tæt ven med Kina og Rusland, er jeg helt sikker på, at premierminister Primakovs sjæl, hvor han end befinder sig lige nu, var yderst glad; for allerede i slutningen af 1990’erne havde man opfordret til samarbejde og partnerskab mellem Kina, Indien og Rusland.

Hvis man ser på de tre lande, repræsenterer de faktisk ikke alle mennesker, men et stort flertal, der repræsenterer den Globale Majoritet i verden. Jeg er sikker på, at de forskellige Rumpelstiltskin-aftaler i de forskellige hovedstæder, især i Europa, i disse tider sandsynligvis var travlt optagede af at rive sig selv i stykker midt i vreden. Men det vigtigste var, at premierminister Modi modtog Putin i lufthavnen, hvilket er meget usædvanligt og en stor ære. Derefter kørte de i Modis bil til deres første destination. Derefter rapporteres det, at den vigtigste begivenhed under det to-dages besøg var den private diskussion mellem Putin og Modi. Vi vil naturligvis ikke få alt at vide om den, men der blev indgået mange traktater og aftaler om målet for det indisk-russiske samarbejde frem til 2030.

Der er mange samarbejdsområder, og Modi beskrev dette partnerskab mellem Rusland og Indien som en ledestjerne for internationale relationer. Putin nævnte på sin side Indiens mange tusinde års historie med kultur og civilisation. Derefter var der en statsbanket med præsident Murmu som vært. Jeg tror, at dette helt sikkert er sandt, på trods af alle bestræbelser fra verdens imperiale kræfter på at adskille Indien fra Rusland, indføre sanktioner mod Indien og prøve alle mulige ting for at trække Indien ind i lejren af de såkaldte demokratier, hvilket åbenbart ikke har fungeret. Denne kombination betyder, at hele idéen om et globalt NATO i det mindste er alvorligt svækket af dette fornyede venskab mellem Indien og Rusland.

Dette er yderst vigtigt i betragtning af, at situationen på jorden i Ukraine desværre er tabt. Ifølge alle eksperter, der følger dette i detaljer, er denne krig tabt. Ethvert forsøg på at forlænge den vil blot resultere i fortsat død, drab og lidelse for mange mennesker. Men det forhindrer ikke visse kræfter i Koalitionen af Villige i at forsøge at skabe en optrapning.

Jeg synes, at den mest skandaløse og berygtede udvikling i de sidste par dage var en artikel skrevet i oktober af den italienske admiral Cavo Dragone. Financial Times valgte imidlertid først at offentliggøre den den 2. december, åbenbart i et forsøg på at sabotere de igangværende fredsforhandlinger mellem Rusland og USA om spørgsmålet om Ukraine. Admiral Dragone sagde i dette interview, at på et bestemt tidspunkt, i betragtning af den hybride krigsførelse, som Rusland fører mod NATO, kunne det komme til en situation, hvor NATO er nødt til at iværksætte et »forebyggende angreb« på Rusland. Det blev straks besvaret meget hårdt af forskellige russiske kilder, herunder præsident Putin selv, der sagde, at man har gentaget hundredvis af gange, at Rusland ikke har nogen intentioner om at angribe Europa. Men hvis Ruslands territorium bliver angrebet, har vi til hensigt at svare igen, muligvis med alle potentielle våben.

Vi havde en diskussion, hvor en højtstående kilde i Italien sagde – i en kommentar til, hvad der ligger bag Dragones formulering om hybridkrigsførelse – at i NATO’s sprog omfatter dette alle våben, herunder droner. Det er derfor et lille, men vigtigt skridt fremad for NATO at iværksætte et hybridangreb på Rusland. Men i betragtning af at de fleste af de instrumenter, der betragtes som hybride, ikke er i NATO’s hænder, men i medlemslandenes hænder, må man regne med, at Rusland vil svare på en ikke-hybrid måde, hvis der skulle komme et sådant hybridangreb. Så dette er ekstremt alvorligt.

Hvis nogen i NATO’s ledelseskredse truer med et forebyggende angreb på Rusland, bør alle alarmklokker ringe, og der bør være en offentlig protest. Men i Vesten skete der intet af den slags. I stedet havde man NATO’s udenrigsministre til møde i Bruxelles, hvor de formelt opløste NATO-Rusland-Rådet. Det er ikke noget særligt, for det har været døende i meget lang tid, men som en anden højtstående militær kilde fortalte mig for lidt siden, er det meget sigende, at det eneste potentielle forum for dialog mellem Rusland og NATO erklæres for ophørt. Det viser tydeligt, at der ikke er nogen interesse i at gå i retning af en diplomatisk løsning på krisen. Desuden blev NATO-Rusland-grundlæggelsesakten officielt opløst, hvilket betyder, at Rusland og NATO officielt igen er fjender eller har fjendestatus. Alt dette er en yderst bekymrende optrapning.

I det tyske parlament var der i dag også flere vigtige afstemninger. En af dem var, at parlamentet stemte for værnepligt for unge mennesker i Tyskland. Det er angiveligt kun et udkast, men endnu ikke et krav om, at alle unge mænd skal aftjene værnepligt; for unge kvinder er det foreløbig frivilligt. Men forsvarsminister Pistorius har allerede på en yderst krigslustig måde sagt, at hvis der ikke er nok frivillige, der accepterer værnepligten, vil der blive indført obligatorisk værnepligt.

Så i betragtning af den utrolige hype i Tyskland omkring Operational Plan Germany, et hemmeligt dokument på 12.000 sider, der nu gennemføres på alle niveauer i samfundet, hvor den tyske hær reklamerer på skolerne, og alle offentlige transportmidler er fulde af reklamer, der opfordrer folk til at melde sig til hæren, er der et ret stort pres i denne retning.

I dag var der studenterdemonstrationer i 90 byer i Tyskland, hvor man demonstrerede mod at skulle kæmpe en krig for de rige; de vil ikke kæmpe en krig for krigsmagerne. Undervisningsministeriet og skolefagforeningen havde advaret om, at hvis disse studerende ikke mødte op i skolen, ville det blive mødt med disciplinære foranstaltninger. Så sandsynligvis blev eleverne chikaneret for ikke at møde op. Men det er helt klart et udtryk for, at de unge ikke ønsker at være kanonføde i en meningsløs krig.

Kujat, den tidligere stabschef for Bundeswehr og tidligere formand for NATO’s Militærkomité, sagde igen i et interview, at den ukrainske hær på intet tidspunkt havde nogen chance for at ændre sin kurs mod nederlag. Det var en tabt sag fra begyndelsen.

Det eneste andet krisested – ja, jeg bør nævne to mere. Den ene er, at situationen i Venezuela fortsat er meget spændt. Den russiske ambassadør i Venezuela blev spurgt, om Rusland ville støtte Venezuela. Han svarede, at hvis vi bliver bedt om det, vil vi overveje det. Marco Rubio kom til gengæld frem og sagde, at Venezuela er et indflydelsescenter for Iran og også Hizbollah, og forsøgte dermed at puste til ilden også der.

Det sidste krisested, jeg bør nævne, er – naturligvis – den fortsatte katastrofe i Gaza. Der er ingen reel fred eller våbenhvile. Drabene fortsætter, både i Gaza og på Vestbredden. Men det nye krisested er det, der er opstået mellem Japan og Kina.

Den nye [japanske] premierminister Takaichi sagde for tre uger siden, at hvis der kommer et militært angreb på Taiwan fra fastlandet, vil det udgøre en eksistentiel sikkerhedssituation for Japan, og de vil gribe militært ind. De har også leveret missiler til en ø, der kun ligger 100 km fra Taiwan, og de forhandler om at sælge missiler til Filippinerne. Alt dette har ført til en markant øget spænding mellem Kina og Japan.

I Kina, hvor vi nu har 80-årsdagen for afslutningen af krigen i Stillehavet, er minderne om de japanske grusomheder under Anden Verdenskrig meget levende, og situationen kan blive meget mere alvorlig. Der er allerede alvorlige konsekvenser; turismen fra Kina til Japan er næsten stoppet, og japanske restauranter i Kina boykottes. Dette kan føre til en virkelig alvorlig krise i fremtiden.

Det er en del af Global NATO, fordi Takaichi for et par dage siden havde en 30 minutters diskussion med NATO’s generalsekretær Rutte, hvor hun gentog, at sikkerheden i Indo-Stillehavsområdet og NATO’s sikkerhed er tæt forbundet. Vi ved, at Global NATO har kontorer i Tokyo og så videre.

Dette er alt sammen yderst bekymrende og understreger nødvendigheden af virkelig at gå efter noget, der ikke kun adresserer de enkelte krisesteder, som jeg netop har nævnt, men som vil eliminere geopolitik for altid. Det er ganske interessant, at Valdai Club den 9. december afholder et møde om sikkerhed i Eurasien, som præsident Putin igen har presset på for. Han sagde, at der er et presserende behov for en ny eurasiatisk sikkerhedsstruktur. Til det møde i Valdai vil der være 40 repræsentanter, men de repræsenterer hovedsageligt asiatiske lande på det eurasiske kontinent.

Man har gentagne gange understreget, at vi har brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til alle landes interesser på kloden; ellers vil den ikke være tilstrækkelig. Hvis man ser på denne nylige udtalelse fra admiral Dragone, understreger det efter min mening det punkt, jeg hele tiden har fremhævet.

Lad os virkelig seriøst tage idéen om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur op til diskussion. Lad os overveje måder, hvorpå vi kan fremme denne idé mere kraftigt, end vi har gjort hidtil. Det var det, jeg ville sige i begyndelsen.

4. december 2025

af Helga Zepp-LaRouche

Linket til artiklen på CGTN’s hjemmeside.

Redaktørens note: Helga Zepp-LaRouche, specialkommentator for CGTN, er grundlægger og international præsident for Schiller Instituttet, en tysk politisk og økonomisk tænketank grundlagt i 1984. Artiklen afspejler forfatterens holdninger og ikke nødvendigvis CGTN’s.

Emmanuel Macrons fjerde besøg i sin egenskab af præsident for Frankrig kommer på et tidspunkt, hvor der er strategisk uro på flere krisesteder rundt om i verden, som Kina og Frankrig ikke har identiske synspunkter om. Men da den strategiske stabilitet i verden kræver stabile og gensidigt fordelagtige relationer mellem Kina og Den Europæiske Union, kan Macrons besøg bidrage til at forbedre den overordnede dynamik.

Frankrig har haft en særlig betydning for Kina, siden flere ledere af det kinesiske kommunistparti (CPC), såsom Zhou Enlai og Deng Xiaoping, studerede i Frankrig i begyndelsen af det 20. århundrede. På det tidspunkt rejste omkring 4.000 unge kinesiske mænd til Frankrig for at studere, inspireret af ønsket om at modernisere Kina. Mange af dem tog til Montargis for at studere og arbejde. Deng Xiaoping var blandt dem. Det var der, at de, politiseret af den russiske revolution, i samråd med Mao Zedong besluttede at stifte CPC i 1921.

Et sådant historisk fundament for relationerne kunne være gavnligt, når Europa kæmper for sin sande identitet, splittet mellem den såkaldte koalition af villige – dem, der ønsker at fortsætte krigen i Ukraine, og de lande, der ser fordelen ved at styrke relationerne med BRIKS-landene som helhed, såsom Spanien, Italien, Portugal, Island, Ungarn og Slovakiet.

Frankrig har haft fem forskellige premierministre i de sidste to år, mens Macrons popularitet for nylig har nået et historisk lavpunkt på under 20 procent. Landet er overgældsat og har svært ved at blive enige om et budget for det kommende år på grund af sociale nedskæringer på forskellige områder. Macron vil derfor søge at forbedre samarbejdet om økonomiske og handelsmæssige spørgsmål, fremme flere investeringer fra kinesiske virksomheder og forbedre markedsadgangen for franske eksportvarer.

Under besøget forventes embedsmænd fra begge nationer at underskrive flere aftaler inden for energi-, fødevareindustri- og luftfartssektorerne.

I betragtning af den ambitiøse orientering i Kinas 15. femårsplan (2026-2030), der lægger vægt på innovation som drivkraft for økonomien, vil det øgede budget til grundlæggende forskning og udvikling samt fremskridt inden for såkaldte banebrydende teknologier åbne potentielt interessante perspektiver for mere samarbejde med Frankrig.

Frankrig har traditionelt været et førende land inden for luftfart, rumfart, atomkraft og fusionsteknologi, men er i de senere år kommet bagud. Samarbejde med Kina på disse områder kunne være et velkomment løft for den franske økonomi til at overvinde sine nuværende vanskeligheder.

Dette kunne også involvere tredjelande. Den internationale atomare forsøgsreaktor, hvor mere end 30 stater, herunder Kina, samarbejder, er beliggende i det sydlige Frankrig. Det er et glimrende eksempel på internationalt samarbejde inden for højteknologisektoren, som kommer alle deltagende stater til gode.

Den nylige åbning af Great Ethiopian Renaissance Dam i Etiopien er et andet eksempel på sådant multinationalt samarbejde og vellykkede joint ventures i tredjelande. I forbindelse med dette projekt, samarbejdede kinesiske, etiopiske, italienske og franske virksomheder med succes om ikke kun at levere elektricitet til Etiopien, men også at gøre det muligt for landet at eksportere elektricitet til nabolandene.

Da de europæiske økonomier er indbyrdes forbundne, er de franske økonomiske vanskeligheder tæt forbundet med de andre europæiske økonomier, især Tysklands. Formanden for det Tyske Industriforbund (BDI) har netop offentliggjort en rapport, der beskriver den tyske økonomi som værende i »frit fald«.

Ifølge BDI’s formand, Peter Leibinger, oplever den tyske økonomi »sin dybeste krise siden Forbundsrepublikkens grundlæggelse«, og han forventer, at produktionen vil falde med to procent i år, hvilket vil være det fjerde år i træk med tilbagegang.

Med Frankrig og Tyskland, de to største økonomier i Europa, som er tæt forbundet og begge befinder sig i en eksistentiel krise, kan Macrons besøg potentielt udgøre et vendepunkt. Kinas succes og gennembrud inden for mange af de mest avancerede højteknologiske områder kan være en inspiration for Europa. De tilbyder mange samarbejdsområder, især i Afrika.

Det vil også være vigtigt at forbedre og opgradere relationerne mellem mennesker, især øget udveksling af unge, da de unge i Europa kan drage fordel af de unge i Kinas optimistiske livssyn.

(Hvis du ønsker at bidrage og har specifik ekspertise, bedes du kontakte os på opinions@cgtn.com. Følg @thouse_opinions på X for at se de seneste kommentarer i CGTN Opinion Section.)

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition, som holder møde hver fredag. I dag er det den 3. december 2025. Jeg hedder Harley Schlanger og er jeres vært. Du kan sende spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail: Send dem til questions@schillerinstitute.org eller skriv dem på chat-siden. Vi glæder os til at høre fra dig.
Helga, der har været en række møder mellem russiske og amerikanske embedsmænd for at udarbejde en fredsplan for Ukraine. Putin havde i går et fem timers møde med Trumps udsending Steve Witkoff. Der er få detaljer, men begge sider udtrykte tilfredshed med drøftelserne og fremskridtene. Imidlertid var førende embedsmænd i europæiske regeringer åbenbart utilfredse og er i fuld gang med at sabotere enhver aftale og fortsætte NATO’s krig mod Rusland. Det første spørgsmål er: »Som Putin sagde, skubber Europa kontinentet mod krig. Hvorfor?«

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det er et meget svært spørgsmål at besvare, fordi der ikke er noget rationelt argument. Faktisk burde hele verden være glad, hvis mindst et af de store geopolitiske krisesteder kommer til en afslutning, meget på bekostning af ukrainerne. Landet er stort set ødelagt; de har ikke nok tropper til at genopfylde frontlinjerne, så det er en total katastrofe. Folk burde være glade, hvis denne unødvendige død ville stoppe; de burde være taknemmelige over for både Trump og Putin for, at de forsøger at finde en løsning. Om det sagde den [russiske] rådgiver Ushakov, at der er gjort fremskridt, men at der stadig er meget arbejde at gøre, både i Washington og i Moskva. Så det ser ud til, at de gør fremskridt, men alle detaljerne er ikke blevet udarbejdet. Det er ikke overraskende, givet problemets natur.

Men europæerne bliver ved med at presse på, og hele verden er ikke enig med dem; den Globale Majoritet deler ikke den fortælling, de fremfører. Det såkaldte globale Vesten er isoleret; de repræsenterer virkelig en minoritet af verdens befolkning. Hvis de fortsætter med at handle, som de gør, vil de kun opnå enten tredje verdenskrig, hvilket er en fare, eller de kan blive fuldstændig isoleret, marginaliseret og skubbet til side. Heldigvis er det ikke hele Europa, det er kun den såkaldte »koalition af villige«: det vil sige Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Polen, de baltiske lande og Skandinavien, og naturligvis [Ursula] von der Leyen og EU-Kommissionen.

En nylig udtalelse fra chefen for NATO’s militærkomité, en italiensk viceadmiral ved navn Dragone, sagde, at NATO måske skal blive mere aggressiv, at de måske endda bør foretage et forebyggende angreb på Rusland. Det er fuldstændig vanvid. Putin siger derefter, at europæerne skubber verden mod krig, hvilket er resultatet af sådanne udtalelser fra denne drakoniske Dragone. Måske skulle han kaldes »Dracone«.

Under alle omstændigheder synes jeg, det er meget klart, at NATO efter min mening bør opløses. Hvis man er med i en militær alliance, hvor man har en offensiv politik, der ikke giver mening, og i tilfælde af krig ikke har en chance for at overleve, giver det naturligvis ikke mening. NATO mistede efter min mening sin raison d’être efter opløsningen af Warszawa-pagten i 1991. Jeg mener, at vi har brug for et andet begreb, og derfor har jeg siden begyndelsen af den såkaldte særlige militæroperation i Ukraine fremmet idéen om, at vi har brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der udtrykkeligt skal tage hensyn til alle landes interesser på kloden. Det var derfor, den Westfalske Fred fungerede. Derfor virkede Versailles ikke, fordi Sovjetunionen, Kina og Tyskland blev udelukket fra Versailles-dokumenterne og Paris-traktaten af 1919, og derfor var det blot et springbræt til Anden Verdenskrig. Hvis vi har lært noget af historien, bør vi forstå, at der kun kan være inklusiv sikkerhed for alle, ellers vil der ikke være sikkerhed for nogen.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra Denise fra New Jersey. Hun spørger: »Hvordan reagerer de unge i Europa på Merz’, Macrons og Starmers opfordringer til krig med Rusland? Melder de sig til militæret?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, der er mange tegn på, at dette er et stort diskussionsemne blandt skoleelever og studerende. De forstår udmærket, at de vil blive kanonføde i en meningsløs krig. En meningsmåling viser, at 80 procent af de unge i Tyskland ikke ønsker at blive indkaldt. Om to dage, på fredag, er der en national opfordring fra forskellige ungdomsorganisationer til at strejke mod idéen om værnepligt. Jeg ved ikke, hvilken form det vil tage, om det vil føre til, at eleverne ikke går i skole. Naturligvis lægger de officielle institutioner stort pres på og siger, at der ikke er nogen ret til ikke at gå i skole, at der er en pligt til at gå i skole. Men eleverne kunne også meget vel mødes til møder og demonstrationer fredag eftermiddag. Det ser ud til, at der i mange tyske byer bliver organiseret sådanne begivenheder, og det er et håbefuldt tegn, for verdens unge mennesker må sige deres mening.

Det er ikke kun Schiller Instituttet, der lægger stor vægt på behovet for en international ungdomsorganisation, der har erkendt dette, men også pave Leo den fjortende, der netop har adresseret femten tusind unge mennesker fra Libanon, Irak og Syrien. Han sagde, at de unge mennesker har entusiasmen til at ændre historien. Han opfordrede dem til netop det. Også præsident Putin understregede i et møde med unge forskere den absolutte skønhed i de unges kamp for kreativitet, og at det er den vigtigste drivkraft i historien. Jeg omskriver nu lidt det, han sagde, men der er åbenbart en erkendelse af, at nogle af de nuværende eliter – eller etablissementer, for de er bestemt ikke eliter i intellektuel forstand – har for mange interesser, som de mener, de er nødt til at holde fast i, selvom denne fortælling er fuldstændig fejlslagen. De frygter, at hele deres karriere på en eller anden måde er bundet til dette, så man kan ikke forvente, at de ændrer sig. Men hvis de unge begynder at udtrykke deres protest, så er der faktisk håb. Så jeg er meget interesseret i, hvad der vil ske på fredag. Hvis du vil sende dem en byde, så gør det endelig, for jeg tror, de vil blive meget glade for international støtte.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en podcaster til dig. Nogle militære embedsmænd i NATO opfordrer til et forebyggende angreb mod Rusland; du nævnte dette med admiral Draconian, formanden for NATO’s militærkomité. Men den franske militærchef kritiserede det franske folk og sagde, at de ikke er villige til at ofre deres børn i krig. Spørgsmålet fra podcasteren er: »Er der nogen i Frankrig, der taler imod denne barbarisme? Afspejler dette Macrons politik?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg har hørt, at der var en bølge af protester mod dette, fordi denne Mandon – jeg tror, det er hans navn – sagde, at det, der er galt med franskmændene, er, at de ikke er villige til at ofre deres børn, hvilket er barbarisk. Jeg vil endda sige, at det grænser til en psykisk lidelse. Hvem med sund fornuft ville ønske at ofre deres børn? Den fyr burde se en psykiater.

SCHLANGER: Om det samme emne sagde du: »Ethvert fornuftigt europæisk land bør forlade NATO.« Er der nogen chance for det? Er der flere, der falder fra NATO eller Den Europæiske Union?

ZEPP-LAROUCHE: Ja, jeg tror, at hvis NATO fortsætter … De har lige haft et møde, hvor der tilsyneladende var et sådant pres. Den ungarske udenrigsminister Szijjártó tog fuldstændig afstand fra det efter dette møde og beskyldte dem for at presse på for krig. Så jeg kan meget godt forestille mig, at hvis dette fortsætter, vil de lande, der ikke er enige – helt sikkert Ungarn, Slovakiet, den nye præsident for Tjekkiet, men også nogle lande på Balkan, herunder Spanien og Island – alle være lande, der ikke er en del af koalitionen af villige. Jeg kan forestille mig, at Ursula von der Leyen og Kaja Kallas netop har vedtaget en utrolig ny udtalelse eller noget, hvor de har besluttet – EU-Kommissionen og den såkaldte højkommissær (hvilket i sig selv er en latterlig titel) – at de ønsker en krigs-Schengen, en militær Schengen. De traf en sådan afgørelse den 19. november, og den siger, at man i en fremtidig krig meget hurtigt skal kunne flytte tropper og våben fra vest til øst og naturligvis de sårede tilbage fra øst til vest. Der bør altså ikke være nogen begrænsninger ved grænserne, og intet land bør have ret til at modsætte sig sådanne transporter, hvis det kommer til en alvorlig konflikt. De kalder det militært Schengen; det er fuldstændig skandaløst! Jeg kan kun håbe, at de lande, der ikke ønsker at ofre deres eksistens, træder frem og siger, at vi ikke længere vil være en del af dette.

SCHLANGER: Vores webcast i dag har titlen »Vil krig redde den europæiske økonomi?« Den tyske industriføderation, BDI, udgav for nylig en rapport, der beskrev den tyske økonomi som værende i frit fald. Ved fremlæggelsen af rapporten udtalte BDI’s formand følgende: »Økonomien oplever den alvorligste krise siden Forbundsrepublikkens grundlæggelse, men alligevel reagerer forbundsregeringen ikke med tilstrækkelig beslutsomhed. Den tyske industri står over for et dramatisk lavpunkt ved udgangen af 2025. Vi forventer, at produktionen vil falde med 2 procent i år, hvilket vil være det fjerde år i træk med fald i industriproduktionen. Dette er ikke et konjunkturmæssigt fald,« sagde han, »men et strukturelt fald.«

Så vi har to spørgsmål om dette. Det første er: »Hvorfor sker dette, og hvad er årsagerne til denne nedgang?« Det andet er: »Hvordan kan Europas ledere opfordre til militarisering og presse på for krig, når den fysiske økonomi er ved at bryde sammen?«

ZEPP-LAROUCHE: Det første spørgsmål har faktisk været aktuelt i ganske lang tid. Alle disse grønne politikker fra EU-Kommissionen har undermineret kompatibiliteten og produktiviteten i især den tyske økonomi, men også i andre europæiske økonomier. Så de har allerede mistet substans i flere år. Von der Leyens grønne aftale var et reelt dødsstød. Dertil kom sabotagen af Nord Stream-rørledningerne, som den tyske regering – utroligt nok den dag i dag – fulgte fuldt ud med kansler Scholz. Der er en stor diskussion under overfladen om, at han vidste, hvad Biden sagde, da Biden sagde: »Ja, vi har midlerne til at forhindre rørledningen i nogensinde at fungere.« Scholz stod der som en lille dreng, nikkede og sagde: »Vi gør alt sammen.«

Vi mister alt, hvad der blev opbygget i efterkrigstiden ud af ruinerne. Flere generationers arbejde går dermed til spilde. Naturligvis varierer energipriserne, nu hvor Nord Stream-rørledningerne er væk, mellem tre og fem gange den pris, amerikanerne betaler for energi. Og naturligvis har andre lande lavere energipriser. Mange af de energiafhængige industrier flytter til udlandet og investerer andre steder – i USA, Kina, Schweiz og andre lande. Så hele substansen i den tyske industri er ved at bryde sammen. Der er bankerot – man har ikke tallene her lige nu, men man har en lang liste over virksomheder, der afskediger tusinder, ja titusinder af medarbejdere. Så hele strukturen i den tyske økonomi er ved at bryde sammen; bunden falder ud. Jeg kan kun sige, at hvis der ikke sker en hurtig vending, vil det få de mest utrolige sociale konsekvenser og vil bringe hele den europæiske økonomi ned, fordi de europæiske økonomier er ekstremt indbyrdes forbundne. Derfor vil det, hvis den stærkeste økonomi – den tyske – kollapser, også have en massiv nedadgående effekt på alle de andre økonomier.

SCHLANGER: Tror du, at en sådan udtalelse fra BDI skaber potentiale for en mobilisering af Mittelstand, de små og mellemstore virksomheder i Tyskland? Vil det ske?

ZEPP-LAROUCHE: Det er jeg ret sikker på. Der var allerede en panik over udtalelsen; folk sagde: »Åh, han overdriver.« Medierne gik naturligvis efter ham, men efter min mening er det endda årets underdrivelse. Sammenbruddet er så dramatisk og så massivt, at man har en national nødsituation for Glass-Steagall, for de særlige investeringsprogrammer, som Merz straks lagde på bordet, efter at han tiltrådte. Men nu spilder de det på militæret, og der er nu undersøgelser, der siger, at investeringer i militæret ikke er en fordel for den fysiske økonomi, men en ulempe, fordi det binder kapital i områder, der ikke kun er fuldstændig uproduktive, men faktisk ødelæggende. Våben fylder kun spekulanternes lommer; man kan ikke spise dem, man kan ikke bo i dem. Det er bare et komplet spild af materialer, investeringer og energi.

SCHLANGER: Der er et par spørgsmål om muligheden for en krig mellem USA og Venezuela. En fredsaktivist i Storbritannien skriver: »Hvorfor er Trump så engageret i at afslutte krigen i Ukraine, mens han forbereder sig på en krig mod Venezuela? Tror du, at det primært er drevet af oliepolitik? Det vil sige truslen om at oversvømme verden med venezuelansk olie, når Maduro er væk, for at skade russerne? Eller en opfattet økonomisk trussel fra Kina, der bevæger sig ind i Central- og Sydamerika? Hvad tror du er drivkraften bag dette?«

ZEPP-LAROUCHE: Tja, den kinesiske tilstedeværelse i Latinamerika bør ikke betragtes som en trussel; det er en fordel. Hvad er problemet med migrationsspørgsmålet? Hvad sker der i USA med de såkaldte ulovlige migranter, hvoraf nogle har været integreret i den amerikanske økonomi i årevis, hvis ikke årtier? ICE’s politik om at arrestere disse mennesker med utrolig brutalitet – folk går i retten for at forsøge at legalisere deres status, og så bliver de revet ud af deres biler og arresteret. Det er grimt, grimt. Trump har udtalt, at han vil smide alle indvandrere fra det Globale Syd ud. For det første er det ikke muligt, fordi mange af disse mennesker har jobs, som amerikanerne ikke vil have, for eksempel inden for serviceøkonomien og landbruget. Det vil have en enorm økonomisk effekt.

Men hvad vigtigere er, har man ikke løst det problem ved at føre en så brutal, ja nærmest fascistisk politik over for indvandrere. Den eneste fornuftige tilgang ville være at samarbejde med Kina om at opbygge økonomierne i Latinamerika, så folk bliver hjemme og bidrager til opbygningen af deres lande. Jeg tror, at bagved dette ligger det faktum, at præsident Trump er omgivet af mennesker, der rådgiver ham; en af dem er naturligvis Marco Rubio, der er berømt for sit had mod visse lande i Latinamerika. Det ser ud til, at de har kontrol over, hvad der kommer ud af præsident Trumps mund. Jeg har ikke hørt om Tulsi Gabbard i et stykke tid; andre, der virker mere fornuftige, har været tavse. Jeg ved ikke, hvordan fraktionssituationen i Det Hvide Hus er, men det er meget klart, at olie er en faktor.

Der var nogle vanvittige artikler, der sagde, at hvis USA erobrer al olien i Venezuela og eksporterer den, vil det drive olieprisen ned til et historisk lavpunkt. Det vil ødelægge Rusland, og på den måde kan man få et regimeskifte i Rusland. Det er at skyde sig selv i foden, men også at binde et par knuder på kroppen, før man gør det. Det er fuldstændig vanvittigt. Men jeg tror, at det egentlige underliggende problem er, at der blandt visse oligarkiske personer er en geopolitisk idé om, at Kinas fremgang skal forhindres og vendes. Hvis det ikke kan forhindres, kan det kun vendes ved hjælp af krig.

Man har en opblussen af krisen over Taiwan med Japan. Jeg tror, det hele er en del af den samme idé om, at det nye system, der er ved at opstå, skal stoppes. Det kan ikke stoppes! Hvordan kan du tro, at du kan stoppe femogfirs procent af verdens befolkning, der organiserer sig for at skabe et mere retfærdigt økonomisk system? Jeg tror, det primært er geopolitik. Derfor bliver jeg ved med at rejse dette spørgsmål, at vi skal overvinde geopolitikken. Jeg tror, det er den største sygdom, vi alle kan dræbe os selv med, hvis vi ikke overvinder den.

SCHLANGER: Der er et andet spørgsmål om Trump og hele situationen i Sydamerika. Der er en rapport om, at Trump havde en produktiv diskussion med Brasiliens præsident Lula. I den diskussion talte han positivt om at opbygge et partnerskab for at bekæmpe narkotikahandel. Spørgsmålet, der kom ind, var: »Ved du, om nogen i Trumps omgangskreds eller Trump selv kender til LaRouches bog Dope, Inc., som identificerer City of London og ikke fiskere i Venezuela som kilden til den internationale narkohandel?«

ZEPP-LAROUCHE: Det ved jeg ikke, men måske ville det være en god idé, hvis mange mennesker vil sende en julegave til Det Hvide Hus. I kunne alle købe bogen Dope, Inc. og sende den. Send den til Melania; send den til Trump selv. Oversvøm Det Hvide Hus med Dope, Inc. – det kan måske virke.

SCHLANGER: God idé. Jeg har et spørgsmål til dig om tysk politik. Jeg tror ikke, du kan undslippe tysk politik, Helga. Spørgeren siger: »Forventer du, at de tyske sikkerhedstjenester vil gribe ind over for Alternative für Deutschland, for eksempel ved at forbyde dem at deltage i valg?« De fortsætter: »Er det muligt, at de to førende antikrigspartier, AfD og BSW, kan gå sammen om at bekæmpe den antityske politik, der kommer fra London og NATO?«

ZEPP-LAROUCHE: Så vidt jeg ved, er der faktisk drøftelser mellem disse to partier. BSW manglede kun nogle få tusinde stemmer, og der var mange uregelmæssigheder, så de krævede en omoptælling af stemmerne, som netop er blevet afvist af en domstol, så de får sandsynligvis ikke deres vilje. Der er lignende tiltag mod AfD fra nogle mennesker, der ønsker at forbyde dem. For eksempel fremsætter De Grønne i Sachsen-Anhalt, der har tre procent af stemmerne, et forslag om at forbyde AfD, der har omkring tredive procent eller mere. Det er latterligt.

Hele denne sag illustrerer virkelig, hvor misbrugt ordet »demokrati« er blevet. For eksempel havde AfD stiftelsen af deres ungdomsbevægelse i sidste weekend. Ifølge arrangørerne af demonstrationen var der halvtreds tusind mennesker, der demonstrerede imod den. De blokerede alle veje; nogle mennesker hang fra broerne for at blokere vejene. Hele begivenheden kunne først starte flere timer senere, fordi delegaterne ikke kunne komme ind i lokalet. Der var politibetjente til stede, og mange blev såret. De måtte bruge stave, tåregas og vandkanoner; det var virkelig voldsomt.

Så spørg dig selv: Hvem er de højreekstremister? Er det ikke dem, der bruger vold for at blokere dannelsen af et parti? Jeg er måske ikke enig i alt, hvad AfD siger, men jeg synes, at idéen om en firewall, om ikke at tale med dem, er lige så udemokratisk. De repræsenterer efterhånden, tror jeg, det stærkeste parti i Tyskland ifølge meningsmålingerne. I nogle af de østlige delstater er de endda med i regeringen. Jeg tror, at svaret på spørgsmålet om, hvem der er udemokratisk, ligger mere i retning af dem, der forsøger at forbyde AfD, end omvendt.

SCHLANGER: Et sidste spørgsmål til dig handler om en af de skøre ting, der foregår i Sydvestasien. Da præsident Trump var i Israel, bad han Israels præsident, Herzog, om at benåde Netanyahu, der står for retten – faktisk er under retssag for bestikkelse og korruption. Præsident Trump bad om, at han blev benådet. Normalt bliver man benådet efter en skyldig dom eller tilståelse. Herzog sagde, at han vil gøre det, der er bedst for Israel. En af mine korrespondenter sagde: »Måske skulle Netanyahu, hvis han vil undgå retssagen, sige, at han er uskyldig på grund af sindssyge. Hvad synes du om denne sag? Og hvorfor vil Trump sætte sig selv i fare for at redde Bibi Netanyahu?«

ZEPP-LAROUCHE: Det er et spørgsmål, der har meget at gøre med Trumps økonomiske støtter i USA. Jeg tror, at Netanyahu i mellemtiden selv har bedt Herzog om benådning, hvilket naturligvis er en indrømmelse af skyld. Jeg synes, det er en helt utrolig situation. Jeg synes, at de regeringer, der stadig støtter det, den israelske regering gør, gør sig selv lige så skyldige, for trods den såkaldte fredsaftale og våbenhvile fortsætter drabene. De er måske reduceret en smule, men ikke meget. Der er stadig vilkårlige skyderier i Gaza. Der cirkulerer endda videoer, lavet af IDF-soldaterne selv, hvor de jubler, når de skyder uskyldige, ubevæbnede palæstinensere. Jeg synes, at dette fortsætter med at være et stort sår på verdens samvittighed.

Jeg kan kun håbe, at vores bestræbelser på at bringe Oase-planen på banen i forbindelse med en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur snart vil give resultater. Ellers tror jeg ikke, der er noget håb i sigte, medmindre man ændrer hele den internationale orden.

SCHLANGER: Det er klart, at ingen af disse kriser er blevet mindre, nu hvor vi nærmer os jul og årets afslutning. De bør være i alles bevidsthed. Når det er sagt, har vi det ugentlige møde i Den Internationale Fredskoalition på fredag, den femte december. Hvad forventer du, at emnerne vil være i denne uge? Naturligvis krig og fred.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det bliver situationen i Ukraine, for den er tydeligvis ved at nå sin afslutning. Den vil simpelthen ende med, at Ukraine taber udmattelseskrigen. Ethvert forsøg fra Koalitionen af Villige på at forlænge den vil blot betyde, at russerne vil fortsætte. De er allerede overbeviste om, at den skal løses militært. Forhåbentlig sker der fremskridt mellem Trump og Putin. Forhåbentlig vil USA gøre sig gældende mod nogle europæeres bestræbelser på at fortsætte krigen, så den kan få en hurtig afslutning. Det vil helt sikkert være et emne.

Det kan også være, at vi vil diskutere den nylige krise mellem Kina og Japan. Den japanske premierminister Takaichi kom med nogle utrolige udtalelser for tre uger siden, hvor han sagde, at hvis Kina griber militært ind i Taiwan, er det en eksistentiel trussel mod Japan, og at Japan vil gribe militært ind. Det har udløst en enorm og skarp reaktion, ikke kun fra Kina, men også fra Rusland og mange andre lande i regionen. Det bliver bragt op hver dag; medierne, tænketanke, Chatham House og alle andre forsøger at puste yderligere til konflikten. Det er helt klart, at hvis krigen i Ukraine slutter, er der nogle, der gerne vil åbne en ny front – for eksempel i Venezuela eller omkring Taiwan.

Jeg tror, at emnet helt sikkert vil være begge disse individuelle kriser, men også at forsøge at give folk en fornemmelse af, hvordan de hænger sammen, for det er derfor, jeg bliver ved med at sige, at man ikke kan se på disse kriser hver for sig. Man må tænke over de underliggende aksiomer og rette disse fejl i tænkningen, hvis man vil undgå en katastrofe. Absolut, kom med om bord. Vi må gøre alt for at forene fredsbevægelsen internationalt; den er stadig meget langt fra at være forenet. På trods af at flertallet af mennesker er for fred, bliver deres stemmer ikke hørt tilstrækkeligt, fordi fredsbevægelsen stadig tillader sig at være splittet.

Jason Ross EIRNS

28. november 2025

Verdens kriser, fra Ukraine til Gaza til stigende spændinger i Østasien, kan spores tilbage til samme kilde: en international orden, der søger at udnytte konflikter i sine bestræbelser på at opretholde dominans. Sammenbruddet er synligt overalt. Kievs chefforhandler falder i forbindelse med korruptionsrazziaer efter at have lovet aldrig at gå på kompromis; FN-systemet er næsten lammet, mens Amnesty International dokumenterer det igangværende folkemord i Gaza; og Japans farlige retorik om Taiwan tvinger Washington til stille og roligt at opfordre til nedtrapning, mens indenrigspolitikken i USA forfalder til fremmedfjendsk teater.

Dette er ikke isolerede begivenheder. Det er symptomerne på en sygdom, på en rådden geopolitisk ramme, der er ved at gå i opløsning økonomisk og moralsk, men som søger at bruge konfrontation til at bevare sin autoritet.

Mens USA bliver stadig mere finansstyret, og Europa (især Tyskland) saboterer sin industrielle base, er der ved at opstå et alternativ. Dette alternativ skal ses i sammenhæng med LaRouche-bevægelsens årtier lange arbejde for et nyt udviklingsparadigme, Verdenslandbroen og internationale relationer baseret på gensidig udvikling.

Forslag, der nu kommer fra Kina, Rusland og nationer i det Globale Syd, forestiller sig en sikkerheds- og udviklingsmæssig intention baseret på fælles indsats for at udvikle sig som den sikreste vej til varig fred. Lokale fredsaftaler er ikke nok. Den forestående finansielle storm skal håndteres, og et udviklingsparadigme må indføres. Strukturelle reformer, der begynder med adskillelsen af produktiv kredit fra spekulativt kaos, er væsentlige, ellers kan ingen fredsramme bestå.

Verden står over for et valg: at forblive fanget i et sammenstyrtende paradigme eller at skabe et nyt system, hvor diplomati, økonomisk udvikling og langsigtet sikkerhed samles som et enkelt mål for menneskelig fremgang.

Muligheden for en sådan fremtid eksisterer.

Det er vigtigt at huske, at den udbredte europæiske kultur rummer langt mere end nutidens fejltagelser. Den Westfalske Fred, der afsluttede Trediveårskrigen, krævede en afslutning på repressalier og en forpligtelse til at fremme den andens vel. Aischylos havde udtrykt det samme princip i sin Orestien: Furierne, der var fast besluttede på at hævne fortidens ugerninger, blev ikke besejret, men snarere forvandlet til Eumeniderne. Deres voldsomme engagement i »retfærdighed« omdirigeres fra endeløs gengældelse til at beskytte Athens fremtid.

Vores opgave er ikke at heppe på den ene blok frem for den anden. Den er at opnå et sammenfald af tilsyneladende modsætninger ved at bringe nationerne i »Vesten« til en klarere forståelse af deres egne sande interesser inden for en global orden, der er orienteret mod udvikling og fred.

Ikke Korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen. Dette er den Internationale Fredskoalition, og dette er vores 130. møde i træk. Mange tak til alle, der har deltaget i denne proces gennem mere end 130 uger. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg vil være jeres ordstyrer i dag sammen med Dennis Small.

Jeg vil gerne minde alle om, hvorfor vi oprettede dette forum for 130 uger siden. Vi gjorde det for at samle mennesker fra fredsbevægelsen på tværs af samfundslag, filosofier, nationer, religioner og sprog under én paraply for at koordinere vores aktiviteter omkring idéen om at skabe ægte fred i verden. Hvis du støtter den idé, er du velkommen her, og vi ser frem til at samarbejde med dig i fremtiden.

For at starte i dag har vi Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til den Internationale Fredskoalition. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Tak, og velkommen til jer alle. Verden er tydeligvis i en tilstand af absolut oprør, hvor flere krisesteder i forskellige hjørner af kloden er ved at udvikle sig dramatisk. For blot at nævne nogle: Krisen i Ukraine er ved at koge over; vi ser folkemord i Mellemøsten; der er en forestående fare for militær intervention i Venezuela; og en ny krise mellem Japan og Kina er under udvikling.

Det eneste, jeg indledningsvis kan sige, er, at der også findes fornuftige røster, som klart viser, hvordan verden kan finde en vej ud af dette. Jeg vil blot nævne, at præsident Putin på et møde i CSTO, Den Kollektive Sikkerhedstraktatorganisation, i Bishkek netop sagde noget, vi har talt om her i næsten fire år: behovet for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Putin opfordrede til en ligeværdig og udelelig sikkerhedsarkitektur – hvilket i sig selv betyder, at den skal være åben for alle lande i verden. Ellers ville den ikke være udelelig.

Vores krav om, at de vestlige nationer må indvilge i at samarbejde med landene i den Globale Majoritet som den eneste realistiske måde at løse disse problemer på, er derfor fuldt gennemførligt – og jeg vil endda sige realistisk.

Lad mig kort berøre disse forskellige krisesteder.

Ukraine

Situationen i Ukraine er ekstremt spændt. Kort før denne session begyndte, kom nyheden om, at præsident Zelenskyjs rådgiver Yermak er ude; han har tilsyneladende sagt op i Kiev. Det hænger naturligvis tæt sammen med korruptionsskandalen, der direkte berørte ham.

Efter lækagen af det såkaldte 28-punktsprogram, angiveligt fra Trump-administrationen, brød helvede løs. De internationale medier og krigsmagerne forsøgte straks at fremstille det som en afskrift af det russiske program. Den tyske forsvarsminister Pistorius og flere andre fra koalitionen af villige gik i oprør og sagde nej til diktat og territoriale indrømmelser.

Faktisk indeholder denne plan flere vigtige punkter, der er udformet til at adressere Ruslands kerneinteresser. Men hvorfor skulle Rusland ikke insistere på disse? Det var netop disse kerneinteresser, der udløste den særlige militæroperation.

Intet NATO-medlemskab for Ukraine; Donbass vil forblive en del af Den Russiske Føderation; og strenge betingelser for resten af Ukraine.

Eksperter som Harald Kujat, tidligere stabschef for Bundeswehr (2000–2002) og tidligere formand for NATO’s Militærkomité (2002–2005), rådgiver Tyskland, Frankrig og Storbritannien til at acceptere forslaget, fordi det er den eneste mulighed. Afviser Vesten det, vil den militære operation fortsætte – og i lyset af Ruslands enorme fremskridt de seneste uger kan det kun ende med en endnu større russisk sejr. Ifølge Kujat vil det have langt mere alvorlige sikkerhedsmæssige konsekvenser for Europa.

Splittelsen i USA

Noget andet, der er kommet frem på dramatisk vis, er den dybe splittelse i den amerikanske regering. På den ene side står præsident Trump, vicepræsident J.D. Vance, den nye hærminister Dan Driscoll (nu særlig repræsentant for Ukraine) og Witkoff. Det er disse personer, der forsøger at forhandle en aftale i tråd med de 28 punkter.

På den anden side står Marco Rubio, som åbent er i opposition. Han flyver til Genève, slutter sig til koalitionen af villige og forsøger at fastholde den modsatte linje – målet om at påføre Rusland et strategisk nederlag.

Derefter offentliggør Bloomberg en såkaldt optaget samtale mellem Witkoff og hans russiske modparter, som angiveligt skulle bevise, at Witkoff blot er Putins marionet. Det er et tydeligt forsøg på at igangsætte en ”Russiagate 2.0”.

Situationen er ekstremt ophedet. Oberst Macgregor har eksempelvis fastholdt hypotesen om, at et kup mod Zelenskyj kan være under opsejling. Putin har samtidig sagt, at ingen juridisk aftale kan indgås med Zelenskyj, da han ikke længere er den legitime præsident for Ukraine.

Situationen ændrer sig altså med enorm hast.

Rusland og den strategiske illusion

Folk, der stadig satser på et regimeskifte i Rusland – dvs. dem, der mener, at et strategisk nederlag for Rusland automatisk vil føre til en pro-vestlig leder i Kreml – bør tænke sig om endnu en gang. 80 % af den russiske befolkning støtter regeringen.

Et interview, som den ungarske journalist Éva Péli lavede med Sergey Karaganov den 30. oktober i Moskva, giver et sjældent indblik i, hvad en bestemt fraktion af det russiske establishment faktisk mener. Sammenlignet med Karaganovs synspunkter fremstår Putin som en ekstremt tålmodig og diplomatisk orienteret person.

Karaganov siger meget direkte, at hvis der kommer en stor krig, vil Europa ophøre med at eksistere. Han antyder endda, at fordi Europas establishment ikke har formået at acceptere afslutningen på Vestens 500 år lange kolonialisme – og derfor har mistet enhver frygt for krig, også atomkrig – kan den sidste udvej blive brugen af et taktisk atomvåben for at genoprette realitetssansen.

Han siger, at han ikke ønsker dette, men at det kan blive nødvendigt, hvis alt andet fejler.

Hans perspektiv er fuldstændigt eurasisk. Han beskriver Europa som ”en grim udvækst” på det eurasiske kontinent. Han afviser enhver idé om, at Rusland behøver en europæisk komponent i sin identitet, og han afviser Éva Pélis henvisning til Ted Postols argument om, at en taktisk atomkrig ikke findes.

Interviewet er fremragende journalistik og viser, hvor farlig illusionen om et regimeskifte i Rusland er. Vesten vil ikke få nogen, der er mere venligtsindet end Putin.

Mellemøsten

Jeg vil ikke gå i detaljer om Mellemøsten, for professor Falk vil tale om det med større indsigt. Men jeg vil nævne, at det er positivt, at 11 amerikanske demokratiske senatorer nu kræver en undersøgelse af israelske krigsforbrydelser. Det er alt for lidt og alt for sent, men Oase-planen er stadig yderst presserende, og vi fortsætter arbejdet for at organisere den.

Venezuela

Situationen i Venezuela er uændret siden vores nødseminar. Der er 15.000 amerikanske soldater i Caribien, og hangarskibet USS Gerald Ford, verdens største, er der sammen med 11 krigsskibe. Der er rapporter om, at USA har krævet fødevareforsyninger langt frem i tiden, hvilket kan indikere planer om en mere permanent tilstedeværelse.

Som en artikel i Foreign Affairs gjorde helt klart, er målet at fjerne en regering, der er venligtsindet over for Rusland, Cuba, Iran og Kina – især for at presse Kina ud af regionen.

Japan og Kina

Udviklingen i Japan bør tages meget alvorligt. Selvom premierminister Takaichi havde et positivt møde med Xi Jinping i Korea, udtalte hun i parlamentet, at hvis Kina griber militært ind i Taiwan, vil det udgøre en vital sikkerhedssituation for Japan, hvilket vil gøre det muligt for Japan at intervenere militært.

Den kinesiske reaktion har været ekstremt skarp. Baggrunden er klar: I år markerer vi 80-året for afslutningen på Anden Verdenskrig og dermed den japanske militarismes fald. Japan forvoldte Kina enorme skader; derfor tages enhver antydning af militær genoprustning dybt alvorligt i Beijing.

USA’s indre kaos

Til sidst er der kaosset i USA. Efter skyderiet på to soldater fra Nationalgarden – hvoraf den ene er død, og den anden er i kritisk tilstand – har præsident Trump beordret udvisning af stort set alle indvandrere og stop for al indvandring fra udviklingslande. Det er utroligt. USA var engang en smeltedigel, hvor alle kunne blive amerikanere, hvis de ønskede det.

De metoder, ICE anvender, er helt forfærdelige.

I samme spor følger præsident Trumps skandaløse udtalelser om Sydafrika. Ikke alene deltog USA ikke i G20-mødet i Johannesburg; bagefter sagde Trump, at Sydafrika er et land, der ikke burde være medlem af nogen international organisation. Lige så skandaløst er det, at Dr. Naledi Pandor, tidligere sydafrikansk udenrigsminister, er blevet nægtet visum til USA. Det er reelt afslutningen på diplomatiet.

Det er åbenbart Sydafrikas holdning til Gaza-situationen, der ligger bag. Beskyldningen om, at der foregår folkemord på hvide i Sydafrika, er efter alt, hvad vi ved, helt ubegrundet.

Hvis man ser på alle disse situationer, som helt klart udgør en sammensmeltning af kriser, der er ved at løbe løbsk, understreger det den absolutte nødvendighed af, at vi lægger den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur – som skal tage hensyn til hvert enkelt lands interesser i forhold til sikkerhed og udvikling – på bordet. Jeg kan kun sige, at det faktum, at præsident Putin netop har brugt de samme formuleringer, som vi har drøftet i IPC i mange år, gør, at jeg ikke opgiver håbet om, at vi kan overbevise selv de mennesker i Europa, der synes at være ude af trit med virkeligheden om, hvordan den Globale Majoritet udvikler sig, om at vi kan ændre os og vende tilbage til diplomati som en måde at løse konflikter på i stedet for gennem militære eller andre midler.

I betragtning af, at Xi Jinping også har fremsat lignende forslag – det Globale Sikkerhedsinitiativ og Global Governance Initiative – som er genstand for intense diskussioner blandt landene i det Globale Syd, er det stadig nødvendigt, at vi overbeviser de vestlige nationer om at samarbejde med den Globale Majoritet. Hvis de ville gå med til det, kunne alle problemer løses relativt let, fordi den Globale Majoritet er villig til det; viljen til at samarbejde i stedet for at søge geopolitiske konfrontationer er absolut til stede. Det var det, jeg ville sige i begyndelsen.

Bemærkninger under diskussionen

Først og fremmest vil jeg takke professor Falk for hans afklaring af den juridiske situation og tribunalets intentioner. Jeg synes, det var yderst nyttigt, og vi vil helt sikkert gøre tribunalets resultater kendt.

Jeg vil også gerne svare Deres Excellence, ambassadør Abdullah Shaweesh. Når man lytter til Dem, føler man en dyb forargelse over det, der foregår. Man må kæmpe imod følelsen af hjælpeløshed. Og selvom jeg fuldt ud forstår de opfordringer, De fremfører, vil vi alligevel sige, at vi fortsætter arbejdet for Oase-planen. Vi afholder endnu en fysisk konference i Danmark i løbet af de næste par uger inden jul, hvor vi vil forsøge at skabe et internationalt publikum til at gennemføre Oase-planen. Jeg mener stadig, at man er nødt til at have en vision om håb for fremtiden, hvis man vil bevæge mennesker lokalt og internationalt.

Når det er sagt, mener jeg også, at selv Oase-planen – selvom den er en måde at håndtere krisen i området på – kun vil være mulig, hvis vi adresserer det større spørgsmål: at den gamle orden er ved at falde fra hinanden. Som jeg sagde i mine indledende bemærkninger, er alle disse kriser efter min opfattelse symptomer på sammenbruddet af en 500-årig orden. Selvom hver enkelt krise har sine historiske særpræg – Israels og Palæstinas historie, Ukraines historie, Venezuelas historie osv. – er fællesnævneren, at den gamle orden ikke accepterer fremkomsten af en ny. Derfor udnyttes alle disse etniske og historiske særpræg til at forhindre opkomsten af en ny orden.

Hvis man har en idé om et nyt økonomisk system baseret på de begreber, som BRIKS og SCO fremfører, vil udviklingen i Mellemøsten være et naturligt aspekt heraf, når man først har opnået enighed blandt stormagterne om at samarbejde. Da vi befinder os i en opstartsfase, og vi snart skal høre mere om dette fra Dennis Small – og da hele situationen er drevet af den forestående trussel om et finansielt sammenbrud – tror jeg ikke, at nogen regionale kriser kan løses, medmindre vi adresserer disse spørgsmål og erstatter det gamle systems modsætninger med et nyt økonomisk paradigme for hele verden. Et nyt sikkerhedsparadigme, som tager højde for alle landes interesser og løfter diskussionen op på et nyt niveau. Men hvis vi går videre med at få den nye arkitektur på plads, er jeg helt optimistisk med hensyn til, at vi kan løse alle disse problemer.

Derfor mener jeg, at vi skal lægge langt større vægt på og langt mere intensivt diskutere, hvordan vi kan reagere på de forslag, der nu ligger på bordet. Først og fremmest naturligvis vores eget forslag til den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Men nu har vi også Putins forslag og Xi Jinpings forslag; alle disse forslag ligner hinanden, og vi er nødt til at sætte dem seriøst og med hast på den internationale dagsorden.

Jeg vil ikke afskrække jer fra de skridt, I tager. Men da jeg er overbevist om, at den eneste måde, vi faktisk kan komme ud af denne globale krise på, er den, jeg netop har skitseret, vil jeg gerne opfordre alle i panelet til i den videre diskussion at overveje, hvordan vi kan gøre mere for at skabe større bevidsthed blandt alle mennesker med gode intentioner. Det er nødvendigt at ændre paradigmet grundlæggende – ellers vil menneskeheden ikke klare det.

Jeg deler bekymringen, men jeg er dog moderat optimistisk af den simple grund, at hvis man ser på, hvad der kommer fra mange ledere i det Globale Syd – ikke kun store ledere som Xi Jinping, Putin, Modi og Lula, men også mange ledere i afrikanske nationer, og især unge mennesker – så ser man en fast beslutsomhed på at kæmpe for en fremtid. Hvis der er håb for menneskeheden, så er det i disse unge mennesker.

Vi afholdt netop en konference for Schiller Instituttet i Paris, hvor vi fokuserede på behovet for at opbygge en ny international ungdomsbevægelse. Vi havde unge deltagere fra Mexico, Brasilien, Kenya, Uganda og mange andre lande, herunder flere europæiske. Vi agter at lade denne bevægelse vokse. Jeg opfordrer alle, der deltager i denne session: Om cirka to uger afholder vi endnu en Zoom-konference for unge. Hvis du hvor som helst i verden er enig i, at vi har brug for en international ungdomsbevægelse, som kræver et nyt paradigme, så vil denne ungdom være den kraft, der kan vippe balancen.

Jeg vil blot minde om, at den Globale Majoritet udgør 85 % af verdens befolkning. Mange af disse lande er langt fremme; de er langt mere fremtidsorienterede end lande i Europa og USA. Vi må arbejde hårdt for at få folk i USA og Europa ud af den kunstige boble, de lever i – skabt af massemediernes kontrol og de officielle narrativer, der fremstiller én version af virkeligheden, mens den faktiske virkelighed er en helt anden.

Vi står ved afslutningen på en 500-årig æra med kolonialisme, slaveri, imperialisme, udbytning og elendighed for størstedelen af verdens befolkning. Vi har nu en konkret mulighed for at opbygge et nyt system. Det faktum, at SCO-landene den 1. september besluttede seriøst at arbejde for et nyt økonomisk system og oprette en ny udviklingsbank, SCO-banken – selvom det ikke går så hurtigt, som man kunne ønske – betyder, at de samlede kræfter fra Rusland, Kina, BRIKS, SCO og det Globale Syds ønske om at skabe et system, hvor alle lande kan udvikle deres rettigheder til naturlig udvikling, ikke kan stoppes, medmindre der kommer en global atomkrig. Men forhåbentlig indser dem med hånden på knappen, at der ikke kan være nogen vindere.

Måske kan vi hurtigt nok indlede en debat om, hvilke principper en sådan ny arkitektur skal bygges på. Jeg vil opfordre alle til at læse mine ti principper, som jeg fremsatte for to år siden; jeg mener, at de er et godt udgangspunkt. Men vi har brug for en meget bredere diskussion om, hvordan dette nye paradigme skal se ud.

Jeg vil gerne give dette som en slags ”lektie” hen over julen: Studér disse spørgsmål i dybden. Studér også Platons Staten og Schillers skrifter – herunder hans analyser af Lykurgos og Solon. Der er meget materiale, der kan hjælpe til at udvikle idéer til, hvordan man kan erstatte det nuværende system med et langt bedre.

Afsluttende bemærkninger

Jeg kan kun understrege det, Dennis netop sagde: Forsøg ikke at fokusere på de forfærdelige ting i øjeblikket; se på den længere historiske bue. Som Martin Luther King sagde: »Den moralske universets bue er lang, men den bøjer sig mod retfærdighed.« Det tror jeg fuldt og fast på.

Se blot på Kina: På bare 40 år er landet gået fra at være et af verdens fattigste lande til et af de mest udviklede. Det var muligt på en enkelt generation. Og nu, hvor Kina har taget dette spring, rækker de en hjælpende hånd til andre lande, så de kan gennemgå en lignende udvikling endnu hurtigere. Der er efter min opfattelse god grund til optimisme.

Ellers vil jeg sige, at vi må skabe mere støtte til den internationale fredsbevægelse. Vi befinder os ved flere afgørende vendepunkter. Ikke kun i forhold til de emner, vi har drøftet i dag, men også i Tyskland, hvor der er en voksende ungdomsmodstand mod militarisering. Den 5. december vil der være demonstrationer i mange tyske byer mod genindførelse af værnepligten. Ifølge meningsmålinger er 80 % af de unge imod. Der vil være demonstrationer i mange byer.

Hvis man har børn, eller selv er ung, eller blot støtter disse unge, så deltag i demonstrationerne og vis jeres støtte. Deltag også i den internationale ungdomskonference den 14. december, som afholdes som en Zoom-konference. Vi ønsker så mange satellitmøder som muligt. Hvis man har en gruppe unge i sin by eller sit land, så prøv at organisere et satellitmøde til mindst et af panelerne.

Dette er et yderst vigtigt initiativ, som vi skal sætte fart på.

Endelig må vi forstå, at dette er et øjeblik, hvor der ikke blot sker små forandringer – som afslutningen på den kolde krig, som var en stor forandring. Men sammenlignet med det, der sker nu, var selv Sovjetunionens fald lille i forhold til den tektoniske forandring, der nu er ved at tage form.

Bliv aktive! Dette er ikke et øjeblik, hvor man kan være observatør. Jeg vil ændre det gamle ordsprog: Det er ikke vores opgave at være kommentatorer, men at blive aktive. Jeg mener, det stammer fra Karl Marx, og da han kommer fra min hjemby, har jeg en tendens til at kigge på hans citater en gang imellem. Under alle omstændigheder: Det er tid til at blive aktive – så gør det sammen med os.

27. november 2025 (EIRNS) — Mens den amerikanske præsident Donald Trump foreslår, at der indføres en verdensomspændende boykot mod Sydafrikas anti-apartheidregering – ja, ikke mod Netanyahus Israel, men mod Sydafrika, som har indbragt Israels folkemord for verdensretten– har den kinesiske premierminister Li Qiang og den sydafrikanske præsident Cyril Ramaphosa iværksat et fælles kinesisk-sydafrikansk »initiativ til samarbejde om modernisering i Afrika«.

Præsident Xi Jinping og Ramaphosa blev enige om idéen til initiativet på Forum for Kina-Afrika-Samarbejde (FOCAC) i Beijing i september 2024. Meddelelsen om, at projektet nu skal igangsættes, blev fremsat, efter at Li Qiang og Ramaphosa mødtes i forbindelse med G20-topmødet i Sydafrika den 22.-23. november, et topmøde, som USA boykottede. I erklæringen om initiativet anerkender Kina og Sydafrika modernisering som »en fælles stræben og en umistelig ret for alle lande i verden.« Det opfordrer derfor det internationale samfund til at deltage i »at bidrage til den økonomiske, sociale og teknologiske transformation af det afrikanske kontinent og sikre en bæredygtig og inkluderende  udvikling for alle afrikanere.«

Initiativet har til formål at støtte de afrikanske lande »i deres bestræbelser på selvstændigt at udforske moderniseringsveje, der passer til deres nationale forhold, og at fuldføre det afrikanske folks ønsker om et bedre liv«. Afrikas egen Agenda 2063 og det afrikanske kontinentale frihandelsområde nævnes, og der lægges vægt på »princippet om ›Afrika-iværksat, indenlandsk ejerskab og Afrika-ledet‹ i gennemførelsen af trilateralt eller multilateralt samarbejde i Afrika for at fremme Afrikas modernisering«. Blandt de specifikke foranstaltninger, der nævnes, er behovet for en reform af det internationale finansielle system og gældslettelse, samt at andre lande hjælper med at gennemføre anden fase af Den Afrikanske Unions infrastrukturprogram (PIDA-PAP2) med dets »plan for Afrika om at opnå en robust infrastruktur i verdensklasse, som er den væsentlige rygrad for at opnå Afrikas integration og industrialisering.«

Initiativet opfordrer »virksomheder i alle lande til at udvide investeringerne i fremstillingsindustrien i Afrika, støtte udviklingen af regionale værdikæder og slå til lyd for et retfærdigt og ligeværdigt partnerskab, der støtter lokal forarbejdning og værdiforøgelse af ressourcerne i Afrika.«

Sammenlign denne vision med præsident Trumps seneste intimiderende budskab, der blev offentliggjort den 26. november på Truth Social. Trump gentager endnu en gang absurde løgne om en ikke-eksisterende sydafrikansk regerings »folkemord« på »hvide mennesker« for derefter at meddele, at »Sydafrika IKKE vil modtage en invitation til G20-topmødet i 2026.« (Det skal afholdes i Miami, Florida.) Trump gik endnu længere og erklærede, at »Sydafrika har vist verden, at de ikke er et land, der er værdigt til medlemskab nogen steder, og vi vil stoppe alle betalinger og subsidier til dem med øjeblikkelig virkning.«

Én ting er sikkert: Hvis denne politik fastholdes, er det USA, der vil blive isoleret, ikke Sydafrika.

Billede: By NINTENPUG – This SVG map includes elements that have been taken or adapted from this map:, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=32791152

Ikke Korrekturlæst

HARLEY SCHLANGER: Hej, og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til den Internationale Fredskoalition, som holder Zoom-møder hver fredag – også denne fredag. I dag er det den 26. november 2025. Jeg hedder Harley Schlanger og er jeres vært. Du kan sende spørgsmål og kommentarer til Helga via questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden.

Helga, der sker meget i forbindelse med forhandlingerne om at afslutte krigen i Ukraine, samtidig med at situationen i Gaza fortsat er uacceptabel. Det første spørgsmål handler om kombinationen af den såkaldte Trump-fredsaftale for Gaza, som undermineres af israelske angreb. Spørgsmålet er, hvad der vil ske, hvis der samtidig indgås en fredsaftale om Ukraine? Der er meget snak om, hvad man kan forvente af de igangværende forhandlinger mellem USA og Rusland om at afslutte proxy-krigen i Ukraine. Spørgerne beder om din vurdering af, hvor seriøst dette initiativ er, og om der er noget, Trump og Putin kan gøre for at forhindre E3-landene i at samarbejde med neokonservative i USA om at sabotere ethvert forsøg på samarbejde mellem Rusland og USA?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at panikken i Europa er en god indikator for, at trods mange forvirrende rapporter om Trumps 28-punktsplan – om hvem der har skrevet den, og om det virkelig er Trump, der “kapitulerer” over for russerne – så tvinger realiteterne på slagmarken en afslutning på denne krig. Dette er blevet udtalt af flere personer, herunder den amerikanske hærminister Daniel Driscoll, som synes at være den nye person, Trump har udpeget til FN-Ukraine. Han fortalte ukrainerne, at sammenbruddet er nært forestående, og at de må vænne sig til den situation. Der er også rapporter om, at Witkoff ifølge Ushakov forventes i Moskva i næste uge, så jeg tror, alle tegn peger i retning af, at de resterende punkter, der skal afklares, er mindre og kan håndteres.

Hvis man skal finde en indikator fra den negative side, så peger panikken blandt visse atlantister i Europa på, at denne krig faktisk er tæt på at være slut. En meget sigende reaktion kom fra Josep Borrell, der sagde, at EU efter dette ikke længere kan betragte USA som en allieret. Det er ret stærk kaffe, som vi siger i Tyskland. Norbert Röttgen – også en indædt atlantist – er absolut forfærdet over aftalen. Og naturligvis har europæerne ikke længere noget at bidrage med, hvilket den russiske udenrigsminister Lavrov udtrykte meget brutalt, da han sagde, at europæerne havde haft deres chance i Minsk. De misbrugte den, og nu ønsker ingen dem længere som mæglere. Der er andre lande – som Tyrkiet, Hviderusland og andre – der ville være mere velkomne som mæglere i en sådan konflikt.

Så jeg tror, med al forsigtighed, at der er et vist håb om, at denne forfærdelige krig kan komme til en ende. Briterne vil åbenbart forlænge den uanset hvad; de har allerede sagt, at de vil sende udstyr og tropper dertil, selv efter en aftale. Det må vi se, for de europæiske landes militære og økonomiske kapacitet er ikke særlig stærk. Sabotage kan naturligvis altid finde sted, men jeg håber, at når der først er indgået en aftale mellem præsident Trump og præsident Putin, som ukrainerne på en eller anden måde føler, at de kan acceptere, så vil dette bringe konflikten til ophør.

Og forhåbentlig sprænger præsident Trump ikke Venezuela i luften i mellemtiden, for det seneste jeg læste var, at han gerne ville tale direkte med præsident Maduro – så måske fører det ikke til en militær intervention. Faren er dog ekstremt stor. Forhåbentlig kan Trump-administrationen derefter rette mere opmærksomhed mod situationen i Mellemøsten, som er ganske forfærdelig. Desværre er drabene på palæstinensere, både i Gaza og på Vestbredden, kun lidt færre end før den såkaldte fredsaftale, men ikke væsentligt færre.

Så vi er stadig ikke ude af skoven, og derfor må vi øge vores aktiviteter. Jeg opfordrer alle jer, der ser dette: Dette er ikke et øjeblik i historien, hvor man kan være selvtilfreds og se passivt til. Vi må bruge alle mulige midler til at overbevise folk om, at vi må overvinde geopolitikken. Vi er nået til et punkt i historien, hvor idéen om, at man konstant svækker sin modstander, fordi man har brug for en fjende for at mobilisere noget indenlands, eller at verden nødvendigvis er et nulsumsspil, hvor én vinder og én taber – alle disse ideer er forældede og utidssvarende. De skal erstattes af en ny tankegang, hvor menneskehedens fælles interesser kommer først.

Når man er enige om det – og om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til alle landes interesser – kan man begynde at løse de problemer, der er tilbage. Ligesom i Den Westfalske Fred, hvor man enedes om principper, såsom at man altid skal tage hensyn til andres interesser. I dag betyder det mere end nogensinde: alle andre, ellers er der ingen fred. Når man er blevet enige om sådanne principper, kan man udarbejde detaljerne: territoriale, etniske og historiske konflikter. Men man må først blive enige om, at den fælles interesse er menneskehedens, og derfra kan man tackle alle problemer gennem diplomati. Vi må vende tilbage til diplomati som konfliktløsningsmekanisme, for i en tid med atomvåben bør det være indlysende for alle, at krig som middel til at løse konflikter absolut bør lægges til side for altid.

SCHLANGER: Vi har lige fået et spørgsmål her. Nogen henviste til din omtale af Driscoll, der er forsvarsminister. Han er ven af Vance og går nu sammen med Witkoff som de vigtigste diplomater i Ukraine, og sætter »Narco« Rubio, general Kellogg og Hegseth på sidelinjen. Er det dette, du taler om som et positivt tegn?

ZEPP-LAROUCHE: Det tror jeg. Norbert Röttgen, som jeg lige har citeret, er meget oprørt over denne kombination. Han siger, at det nu er “forretningsmændene”, der forhandler, ikke diplomaterne. Hvis der er en pragmatisk tilgang, hvor Witkoff – der måske har været ejendomsmægler i fortiden og måske igen i fremtiden – handler i overensstemmelse med præsident Trumps intention, som fra begyndelsen har været at normalisere forholdet til Rusland, så er det en god ting. Jeg tror, at de andre personer, du nævner, klart forsøgte at omgå Trumps intentioner, og hvis han sætter dem ud af spillet, er det meget værdifuldt.

SCHLANGER: Et spørgsmål fra en tidligere dommer, nu professor i Frankrig. Jeg briefede hende i dag, og hun henviste til Trumps og Hegseths trusler om at retsforfølge demokratiske kongresmedlemmer for forræderi, fordi de har sagt, at soldater kan nægte at kæmpe af moralske grunde. Hun reagerede også på kommentarerne fra den franske stabschef, general Mandon, der sagde, at Frankrig kunne besejre Rusland i en krig, men mangler viljen. Hans citat lyder: »Franskmændene synes ikke at være villige til at miste deres børn eller lide økonomisk.« Hendes spørgsmål er: »Hvordan kan borgerne tolerere ledende embedsmænd, der siger sådanne ting?«

ZEPP-LAROUCHE: Det bør de ikke. De bør smide dem ud! De bør gøre oprør. De bør kræve en sådan inkompetent generals afgang, for hele diskussionen i Europa om at genopruste Europa og styrke sig til den kommende krig med Rusland, som angiveligt skulle finde sted senest i 2029 – måske i morgen – er fuldstændig vanvittig.

Jeg kan kun sige, at der er to måder at håndtere det på: Enten kræver man virkelig disse personers afgang, eller også gør man som jeg så i en ganske sjov kommentar fra en bayersk komiker ved navn Monika Gruber. Hun lavede en fremragende sketch, hvor hun råbte: »Russerne kommer, russerne kommer!« og kontrasterede det med den absurde woke-kultur i Tyskland, hvor russerne umuligt kan trænge ind, fordi broreparationerne ikke fungerer, så de ikke kan krydse broerne, og så videre. Jeg synes, det er én måde at få folk til at grine af det på.

Men mere alvorligt: disse mennesker bør afsættes. De har ingen ret til at sige sådan noget. Hvis der kommer en krig, bliver det ikke en konventionel krig. Rusland vil ikke indtage Polen eller de baltiske lande, og så vil man føre en konventionel krig. Faren for krig opstår, hvis der leveres Taurus- og Tomahawk-missiler og lignende våben til Ukraine, og der derefter udføres angreb dybt inde i Rusland. Så overskrides den sidste røde linje, og Rusland vil reagere. Måske ikke med atomvåben i begyndelsen – måske med Oreshnik, som ikke nødvendigvis er atomar, men ustoppelig, fordi den kan flyve op til Mach 11, og der findes intet forsvar imod den. Det kan meget vel være, at hvis disse mennesker fortsætter deres kurs, vil en sådan Oreshnik en dag ramme et våbenfirma i Tyskland eller et andet europæisk land som et signal om at vågne op.

ZEPP-LAROUCHE: Vi har også denne Greenie Hofreiter, der sagde, at de ældre måske burde gå i front først, fordi de allerede har haft et godt liv. Implikationen er altså, at hvis nogen skal dø, så må de ældre dø først. Vi bør smide disse mennesker ud af politik, for jeg hader at sige det, men det minder mig om en tankegang, hvor gamle mennesker betragtes som “ubrugelige ædere”. Det havde vi allerede for 80 år siden.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en fast kontakt i Minnesota, som siger: »Jeg hører ofte fra LaRouche-bevægelsen, at de finansielle kredse, der er knyttet til City of London, ønsker krig. Hvordan tjener krig andre virksomhedskartellers interesser end våbenproducenter og våbenhandlere?« Han påpeger, at general Smedley Butler engang sagde: »Alle krige er bankernes krige.« Hvordan vil du besvare det spørgsmål?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er helt rigtigt. For hvem er det, der dør i krige? Det er altid almindelige mennesker, de fattige, mennesker som tror, at de ikke har andre muligheder for at få en stabil karriere end at gå ind i hæren. Den tid, hvor det blev opfattet som en patriotisk pligt at forsvare sit land, er forbi. De moderne våbensystemers ødelæggelseskraft – især siden fremkomsten af atomvåben – er så enorm, at det er vanvittigt overhovedet at overveje krig.

I dag er de eneste, der tjener på krigen, naturligvis våbenproducenterne og dem, der spekulerer i disse virksomheders aktier. Men det er knyttet til en anden boble, nemlig AI-boblen. Den fortsatte strøm af våbensystemer kombineret med AI-, Bitcoin- og Stablecoin-boblen er lige nu de eneste steder i Vesten, hvor der skabes profit. Men alt dette er baseret på ødelæggelse af den reelle økonomi – som man tydeligt kan se. Hele diskussionen i Tyskland om, at investering i våben ville hjælpe med at genstarte økonomien, har vist sig at være fuldstændig forkert og latterlig. Den tyske økonomi er i frit fald.

Da medierne rapporterede, at krigen i Ukraine måske var på vej mod en afslutning, styrtdykkede aktierne i Rheinmetall og andre våbenproducenter. Det viser, hvor vanvittigt systemet er. Det er lige så vanvittigt som i den liberale økonomi, hvor en virksomhed fyrer 10.000 mennesker, og aktiens værdi stiger. Hvorfor? Fordi virksomhedens såkaldte rentabilitet stiger. Men den reelle økonomi ødelægges; arbejdspladser forsvinder. På samme måde ødelægger man med militærinvesteringer faktiske fysiske aktiver, som er hårdt nødvendige andre steder. Man skal blot se sig omkring i USA eller Europa for at se den kollapsende infrastruktur, de forfaldne skoler, manglen på billig energi. Det er helt sikkert sandt, at krig kun gavner våbenproducenterne, spekulanterne og banksektoren. Absolut.

SCHLANGER: Du lytter til Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet. Helga, der er nogle spørgsmål fra Asien. Den nye japanske premierminister, Takaichi, ser ud til at presse på for en militær oprustning for at konfrontere Kina. Spørgsmålet er, om dette genopliver ideen om Quad som en yderligere udvidelse af NATO mod øst? Og den anden del af spørgsmålet lyder: I betragtning af Japans morderiske imperialistiske politik og fremmarch i Asien i 1930’erne og 1940’erne – vil de lande, der dengang var ofre, såsom Vietnam, Korea og andre, samt Kina, acceptere, at Japan får atomvåben?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er tilbøjelig til at tro, at det ikke vil ske, for spøgelset af japansk militarisme er ikke glemt. Det er ikke glemt blandt nogle asiatiske lande, og slet ikke i Kina. Kina advarer i de skarpeste vendinger mod denne idé. Da premierminister Takaichi sagde, at hun kunne forestille sig, at Japan ville blive involveret, hvis Kina gjorde et militært forsøg på at genforene sig med Taiwan, blev dette fuldstændigt afvist af Kina.

For det første tror jeg ikke, Kina planlægger en militær genforening, for de hævder med rette, at det siden Cairo-konferencen og Potsdam-erklæringen er international lov, at der kun er ét Kina, og at Taiwan tilhører det kinesiske fastland. Det er altså indblanding i et andet lands indre anliggender, og Kina var derfor meget hård i sin kritik.

Der var også en artikel for nylig i Foreign Affairs, hvor forfatteren opfordrede både Tyskland og Japan til at anskaffe atomvåben. Han hævdede, at dette ville øge stabiliteten i den internationale orden. Jeg mener, det vil åbne en Pandoras æske. Idéen om, at to tidligere aksemagter fra Anden Verdenskrig nu skulle anskaffe atomvåben, er et mareridt for alle nabolande i Asien, hvad angår Japan.

Jeg kan heller ikke forestille mig, at alle europæiske lande ville acceptere det. Allerede nu vækker kansler Merz’ udtalelser om at gøre den tyske hær til Europas stærkeste ubehagelige associationer. Det minder om Anden Verdenskrig og de forbrydelser, der blev begået dengang. I Europa og USA er det i høj grad blevet “glemt”, men i Asien er Japans rolle under krigen ikke glemt. Massakren i Nanjing alene kostede flere kinesere livet end antallet af faldne i Sovjetunionen under krigen.

Det er virkelig dumt, for det genopliver identiteter i både Tyskland og Japan, som mange generationer efter krigen havde arbejdet for at lade fortiden bag sig. Hvorfor vække disse ånder til live ved at genoptage en militaristisk politik? Det er naturligvis ikke overraskende, at Rusland nu beskylder Tyskland for at genoplive Det Tredje Rige i form af et “Fjerde Rige”. Det kan man diskutere, men militariseringen i sig selv forgifter atmosfæren. Enhver, der er ved sine fulde fem, bør modsætte sig dette med alle midler.

SCHLANGER: Helga, du bliver ofte interviewet af kinesiske medier. Du har skrevet essays til forskellige publikationer. Hvordan er stemningen i Kina nu, hvor Trump har talt med Xi et par gange? På den ene side har man diskussionen om en militær oprustning med Japan. På den anden side har man tale om samarbejde. Hvad tror du er den generelle opfattelse i Kina af, hvor situationen er på vej hen?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, den er todelt. Hvis man sammenligner de kinesiske embedsmænds stil og sprogbrug nu med, hvordan de talte om forskellige emner for bare et år siden, er den meget hårdere. Den er meget mere selvsikker, fordi Kina kan hvile på visheden om, at de har overhalet Vesten inden for videnskab og teknologi. Ifølge Australian Strategic Policy Institute (ASPI) er de førende i 57 ud af 63 kategorier. De har også langt de fleste patenter; de uddanner flere forskere og ingeniører end noget andet land i verden. Deres økonomi er solid og voksende takket være en korrekt politik med permanente investeringer i innovation.

Hvis man ser på deres næste 15. femårsplan, lægger den fuld vægt på banebrydende teknologier og på at afsætte en større andel til grundlæggende forskning og udvikling end nogen anden økonomi på kloden. De går efter disruptive teknologier. De gør alt rigtigt, hvis man ser på det ud fra et fysisk-økonomisk synspunkt, så i en vis forstand har de en stærk position. Men de har heller ikke ændret deres harmoniske syn på fremtiden. De ønsker en situation, hvor magtforholdet mellem USA og Kina er stabilt. De fremsatte allerede et sådant tilbud til præsident Obama, som fuldstændig ignorerede det og aldrig rigtig reagerede.

I betragtning af at Trump har accepteret en invitation til at besøge Kina i april, og at han har sagt, at der allerede er fremsat en gensidig invitation til Xi Jinping om at aflægge et statsbesøg i USA senere på året, er jeg faktisk ret håbefuld. Kineserne er fremragende diplomater; de har stor ekspertise i, hvordan man skaber et felt, hvor muligheden for fredelige løsninger på konflikter altid bevares. På den anden side er de ikke villige til at indgå kompromisser om centrale principper.

En af de mest overraskende, men sigende udtalelser kom fra udenrigsminister Wang Yi for et par måneder siden. Han blev udfordret af Kaja Kallas, EU’s udenrigsminister, som forsøgte at lægge pres på ham for, at Kina ikke skulle støtte Rusland i krigen mod Ukraine. Wang Yi sagde: »Hør her, vi er fuldt ud klar over, at hvis vi ikke støtter Rusland i forhold til krigen i Ukraine, bliver vi de næste.« Det var en meget usædvanlig udtalelse, men jeg tror, den afspejler tankegangen: Kina bevæger sig med absolut beslutsomhed i retning af, at “ydmygelsens århundrede” aldrig må gentage sig, og at japansk militarisme aldrig igen må blive en trussel mod Kina.

Ellers forsøger de at have harmoniske relationer. Og det, de gør i forhold til det Globale Syd, er et civilisatorisk bidrag af uovertrufne dimensioner. De giver landene i det Globale Syd mulighed for at springe direkte til nye teknologier og springe forældede og unødvendige udviklingsstadier over. På den måde hjælper de virkelig udviklingslandene med at overvinde kolonialismen. Det værdsættes slet ikke i Vesten; man ser blot Kina som en konkurrent og rival om råstoffer. Man forstår ikke, at landene i det Globale Syd ikke længere ønsker at være råstofeksportører, men ønsker at udvikle værdikæden i deres egne lande. De finder i Kina en pålidelig, troværdig partner, og derfor betragter mange af disse lande Kina som en ægte ven. Vi i Vesten ville være klogere, hvis vi gjorde det samme og vandt det Globale Syds venskab i stedet for at optræde som en bulldozer og forsøge at hævde vores såkaldte overlegenhed.

SCHLANGER: Jeg har endnu et økonomisk spørgsmål til dig om et øjeblik, men først lidt humor fra en fast korrespondent, Debashi [ph], der siger: »Måske kunne Europa købe nok energi fra Rusland og reparere de tyske broer, før de bliver invaderet.« Han tilføjer: »Men seriøst, Helga har 100 % ret; de europæiske lederes malthusianske vanvid er helt ude af kontrol.«

Her er så det økonomiske spørgsmål til dig om LaRouche–FDR-politikken. LaRouche-organisationen iværksætter en kampagne for, at nationerne skal vedtage reguleringsstandarder for at skabe en global Glass-Steagall. At genindføre Glass-Steagall i USA efter krisen i 2008 var en af Lyndon LaRouches fire love. Med advarsler om implosioner i AI- og teknologiboblerne spurgte en økonomilærer i Ghana: »Når de fleste mennesker er groft uvidende om den fysiske økonomi, hvordan kan de så mobiliseres til at støtte Glass-Steagall?«

ZEPP-LAROUCHE: Hvis du er økonomilærer, er det et godt sted at starte. Alle kan downloade de forskellige lovforslag, vi tidligere har fremlagt. Jeg er sikker på, at vi i disse dage vil fremsætte endnu et forslag til et globalt Glass-Steagall-initiativ. Jeg tror, det første, du skal gøre, er at udstyre dig selv med de skrifter, vi har udarbejdet. Lyndon LaRouche har skrevet meget om det, og jeg er sikker på, at vi vil lægge en pakke på vores hjemmesider – alle de forskellige internationale hjemmesider – så du kan downloade den og sende den til din parlamentariker, din borgmester, din delstatslovgiver, dit kongresmedlem, din senator, hvem som helst. Eller organisere private møder; få folk involveret.

Det her er den store torden, der rumler over himlen. Der hænger et Damoklessværd over os. Vi kunne få et sammenbrud af systemet, som kan vælte hele verdenssystemet på en måde, der er meget voldsommere end det, der skete i 2008. Muligheden for blot at gentage det, man gjorde i 2008 med kvantitativ lempelse, er helt klart ikke længere til stede. Boblen er meget større; der er tale om cirka 2 billiarder dollars i totalt ukontrollable penge, hvis det kommer til et sådant sammenbrud.

Det vil være ekstremt vigtigt, at vi genoptager diskussionen om Glass-Steagall i hvert enkelt land og får de lovgivende forsamlinger til seriøst at overveje det. For et sådant sammenbrud kunne føre til en civilisatorisk kollaps, som vi aldrig har set før.

SCHLANGER: Som du påpegede, skrev Lyndon LaRouche udførligt om forskellen mellem fysisk økonomi og “falske penge”. Man kan gå ind på Executive Intelligence Review for at se hans ældre skrifter, men også det nye arbejde, vi er ved at udgive.

Vi har endnu et spørgsmål fra Afrika. En skriver: »Fortæl mig venligst, om der er planer om at oprette en LaRouche-ungdomsbevægelse i afrikanske lande. Jeg var meget begejstret for ungdomskonferencen, og jeg spekulerer på, om I vil inkludere afrikansk kormusik som en del af jeres program – sang, især fra Sydafrika og andre lande?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja, som du sikkert ved, hvis du så ungdomskonferencen i Paris, sang vores kor den sydafrikanske nationalsang, fordi det er en så smuk melodi og komposition. Mit svar på dit spørgsmål er: ja. Først og fremmest er vi allerede i gang med at diskutere med unge fra forskellige afrikanske lande om at organisere deltagelse i vores næste ungdomskonference, som finder sted den 14. december. Den vil vare næsten en hel dag – to paneler med hovedtalere og også hovedtalere fra de unge organisationer.

Så du bør helt sikkert gå ind på vores hjemmeside, tilmelde dig og deltage. Og vi opfordrer også studerende og unge fra hele verden – ikke kun Afrika, men eksplicit også Afrika – til at oprette satellitmøder, så I ikke kun lytter individuelt til panelerne, men også kan samle større grupper af unge mennesker. Vi har absolut til hensigt at opmuntre til en sådan diskussionsproces, for jeg mener, vi befinder os i en situation, hvor det er det Globale Syds stemme, der må høres i nord: at I ikke længere accepterer nogen form for kolonialisme, imperialisme eller udnyttelse; og at I kræver et nyt paradigme i tråd med Bandung-ånden og de fem principper for fredelig sameksistens.

Jeg er helt sikker på, at hvis der kommer en stærk stemme fra de unge i det Globale Syd, vil det også hjælpe med at vække de unge i det kollektive Vesten, som stadig har mange illusioner om det gamle system. Mange af dem har virkelig ikke en klar idé om de tektoniske forandringer, der foregår i verden lige nu. En del af svaret er naturligvis en dialog mellem civilisationer, og det har vi opmuntret til siden Schiller Instituttets grundlæggelse, fordi det fra begyndelsen har været min overbevisning, at man må fremkalde og aktualisere den bedste tradition i hver nation, for at den nye verdensøkonomiske orden kan fungere. Den bedste kultur fra hver nation er nøglen.

SCHLANGER: Helga, der er endnu et møde på fredag [28. november], et Zoom-møde i den Internationale Fredskoalition. Disse møder har været absolut afgørende for at samle internationale kræfter om at diskutere, hvad der kan gøres for at skabe en ny strategisk geometri. Hvad er der planlagt til denne fredag?

ZEPP-LAROUCHE: Allerede i sidste uge meddelte jeg, at professor Falk ville være taler; så blev han forhindret i sidste øjeblik, men han har nu bekræftet, at han vil tale på fredag. Han deltog i det store tribunal i Tyrkiet om Gaza, så han vil helt sikkert rapportere om resultaterne af disse drøftelser. Og da krigen i Ukraine sandsynligvis er ved at være slut, vil det helt sikkert være et diskussionsemne. Og forhåbentlig kan vi også rapportere, at krisen i Venezuela er blevet løst gennem en dialog mellem Trump og Maduro. Men den sky hænger naturligvis stadig over os.

Der vil altså være meget vigtige emner. Du bør virkelig bestræbe dig ikke kun på at deltage selv, men også få dine kolleger, venner og familie med ind i denne diskussion. Det er et meget vigtigt kommunikationsrum hver eneste uge. Hvis du tilmelder dig, kan du deltage aktivt i diskussionen. Og du vil hver uge høre førende eksperter om disse krisepunkter – det er helt sikkert en bedre informationskilde end mainstream-medierne. Så kom endelig med på fredag.

SCHLANGER: I morgen er det Thanksgiving, og det er normalt en tid, hvor familier samles. Mange af vores faste lyttere skriver, at det er svært at tale med deres familie om disse globale kriser. Jeg vil anbefale, at du afspiller denne video – dette interview med Helga – for at skabe en diskussion, der ikke handler om, hvilket fodboldhold der har et dårligt eller et godt år.

Vi ønsker jer alle en god Thanksgiving og en god diskussion. Helga, vi ses igen på fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, god Thanksgiving til jer alle.

af Marcia Merry Baker (EIRNS) — 24. november 2025

Den kinesiske præsident Xi Jinping og den amerikanske præsident Donald Trump havde en telefonsamtale den 24. november, hvor en vigtig del af samtalen drejede sig om deres respektive nationers historiske samarbejde om bekæmpelse af fascisme. Dette blev bragt på bane af præsident Xi, der tog initiativ til samtalen, i forbindelse med at han ønskede at gøre Taiwans forhold til Kina klart. Ifølge Kinas rapport om samtalen »præciserede Xi Jinping Kinas principielle holdning til Taiwan-spørgsmålet, og understregede at Taiwans tilbagevenden til Kina er en vigtig del af den internationale orden efter krigen, idet han bemærkede, at Kina og USA kæmpede side om side mod fascisme og militarisme og nu bør arbejde sammen for at beskytte resultaterne af sejren i Anden Verdenskrig.« Som svar udtrykte præsident Trump anerkendelse af, at Kina spillede en »afgørende rolle« under Anden Verdenskrig, og sagde at USA forstår vigtigheden af Taiwan-spørgsmålet for Kina.

I Trumps senere indlæg den 24. november, efter at have gennemgået de emner, der blev drøftet, herunder handel, og fortsat venskab fra Busan, talte Trump om planer for 2026: »Nu kan vi rette blikket mod det store billede.« Med det formål inviterede præsident Xi mig til at besøge Beijing i april, hvilket jeg accepterede, og jeg gengældte invitationen, hvor han vil være min gæst på et statsbesøg i USA senere på året. Vi blev enige om, at det er vigtigt, at vi kommunikerer ofte, hvilket jeg ser frem til.”

Dette eksempel på ledersamarbejde mellem store nationer er velkomment og afgørende i en verdenssituation, der kan sammenlignes med en stor skov med flere brande, hvor den ene slukkes, og den næste bryder ud. Det var den analogi, som leder for Schiller Instituttet Helga Zepp-LaRouche brugte i dag om den strategiske krise, vi står over for. Hun fremførte dette mareridtsbillede for at understrege, at vi står over for en håbløs situation, medmindre vi bringer de geopolitiske kræfter, der stadig er i spil, til ophør, og i stedet skifter verden over til en ny arkitektur for økonomisk udvikling og sikkerhed. Dette er grundlaget for håb og for, at nationer og enkeltpersoner mobiliserer sig på alle mulige måder.

Især Schiller Instituttet, LaRouche-organisationen og internationale samarbejdspartnere iværksætter en kampagne til støtte for økonomisk udvikling gennem mobilisering for en »global Glass-Steagall«. Dette henviser til diskussion og handling for at yde kredit til udvikling og nødvendige økonomiske funktioner, for at begrænse spekulation og parasitisk finansiering og for at træffe foranstaltninger til konkursbehandling, reorganisering og udslettelse af de gigantiske bobler af ubetalelig, uværdig og ofte kriminel gæld. Den amerikanske banklov fra 1933, som gjorde det muligt for den nyvalgte præsident Franklin D. Roosevelt at gennemføre disse foranstaltninger – en model for i dag – blev opkaldt efter lovens sponsorer, senator Carter Glass (Virginia) og repræsentant Henry B. Steagall (Alabama).

Hvad angår Ukraine, er der grund til forsigtig optimisme, selvom krigshøgene i Europa fortsætter deres krav om militarisering for at forsvare sig mod Rusland, ellers… Genève-forhandlingerne den 23. november mellem Ukraine og USA, med nogle andre til stede, er i dag afsluttet med den amerikanske 28-punkts fredsplan. Amerikanske talsmænd beskriver resultaterne som positive indtil videre, med nogle »justeringer« af punkter under diskussion. Kremls talsmand Dmitry Peskov sagde den 24. november med velovervejede ord: »Vi har læst erklæringen efter drøftelserne i Genève. Der er foretaget nogle justeringer i forhold til den tekst, vi så tidligere. Vi vil afvente. Tilsyneladende fortsætter dialogen der, og nogle kontakter vil fortsætte. Indtil videre, gentager jeg, har vi ikke modtaget noget officielt.« Tyrkiets præsident Recip Erdogan ringede i dag til præsident Putin og gentog Istanbuls tilbud om potentielle internationale forhandlinger om Ukraine samt drøftede andre emner.

Trumps egen kommentar til Genève-forhandlingerne i morges var gådefuld, i hans typiske stil: »Er det virkelig muligt, at der gøres store fremskridt i fredsforhandlingerne mellem Rusland og Ukraine??? Tro det ikke, før du ser det, men der kan være noget godt på vej.«

Imidlertid er modstanderne i bevægelse. Den britiske premierminister Keir Starmer meddelte den 24. november, at den såkaldte Koalition af Villige … vil mødes virtuelt i morgen for at gennemgå status for forhandlingerne om Ukraine, og de giver udtryk for indvendinger. Der kommer advarsler fra ledere i Ungarn, Slovakiet og andre steder om, at denne … front vil forsøge at sabotere en løsning på krisen i Ukraine.

I mellemtiden kommer der dystre nyheder fra andre brande, der er ved at løbe løbsk. I Caribien er den amerikanske betegnelse nu trådt i kraft, hvor Cartel de los Soles betegnes som en »udenlandsk terrororganisation« med base i Venezuela og ledet af Venezuelas præsident Nicolás Maduro. Denne betegnelse af en enhed som en transnational narkotikahandelsgruppe, der blev bekendtgjort den 16. november af udenrigsminister Marco Rubio, er et legaliseret påskud, som Trump-administrationen anvender for at retfærdiggøre USA’s ensidige dødbringende angreb på land eller til søs uden rettergang. Krigsminister Pete Hegseth roste i sidste uge betegnelsen for at give »en hel række nye muligheder for USA« til at håndtere Maduro.

Det er ildevarslende, at den amerikanske generalstabschef, Dan Caine, i dag var i Puerto Rico for at orientere de amerikanske Southcom-tropper der og derefter fortsatte til Trinidad og Tobago, som har samarbejdet med det amerikanske krigsministerium. Den amerikanske ambassade i Port of Spain meddelte i dag, at Caine den 25. november vil mødes med »premierminister Kamla Persad-Bissessar … om den afgørende betydning af at bekæmpe ulovlig handel og transnationale kriminelle organisationer.«

Der er fortsat protester og indsigelser mod USA’s massive militære tilstedeværelse i Caribien og det formodede forestående angreb på Venezuela. For eksempel er et brev til præsident Trump blevet offentliggjort, som er sendt den 18. november af premierminister Gaston A. Browne fra Antigua og Barbuda. I brevet angives grundene til ikke at indlede angreb på Venezuela: ”Jeg opfordrer Dem til at følge Deres instinkter, som så vidt jeg har set, er forankret i dialog og forhandling. Præsident Nicolás Maduro har offentligt signaleret vilje til at forhandle. Dialog kan være langsom, ufuldkommen og frustrerende, men som De ved, medfører den færre lidelser end alternativet.”

Det er bydende nødvendigt at ændre situationen i Gaza, hvor den israelske hær, IDF, fortsætter med myrderierne, og israelske bosættere og myndigheder ligeledes forårsager død og ødelæggelse på Vestbredden. I Libanon bombede IDF i går mål og priste deres drab på Haytham Ali Tabataba, en leder af Hezbollah.

Den Internationale Fredskoalitions netværk er en vigtig global platform for drøftelse og mobilisering. Deltag i deres næste ugentlige møde denne fredag, den 28. november.

Prime Minister Gaston A. Browne of Antigua & Barbuda has appealed to Pres. Trump to negotiate with President Maduro, not attack Venezuela. Credit: Office of The Prime Minister Antigua and Barbud