Den Internationale Fredskoalition: Dette er øjeblikket, hvor ‘ideer betyder noget’

Ikke korrekturlæst

24. januar 2025 (EIRNS) – Dagens 86. ugentlige møde i træk i Den Internationale Fredskoalition (IPC) åbnede med, at Helga Zepp-LaRouche henviste til »lettelsen« rundt om i verden med afslutningen på Biden/Blinken-mareridtet og de dramatiske ændringer, der finder sted som følge af den nye Trump-administration, på trods af de problematiske aspekter. »Situationen er meget lovende, selv om meget kan gå galt.«

Trumps ordre om at frigive »mord«-filerne – JFK-filerne om 15 dage og RFK- og MLK-filerne om 45 dage – er en »bombe«. Afsløringen af Warren-kommissionens løgne og mørklægning kan og skal fjerne den tåge, der er skabt i folks bevidsthed om de forbrydelser, som drabet på præsident John F. Kennedy udløste. Schiller Instituttets kors opførelse af Mozarts Requiem på 50-årsdagen for hans begravelsesmesse i Boston, som omfattede optagelser af præsident Kennedys udtalelser om udvikling, videnskab og kultur, viste, hvilken dybtgående forskel der var mellem ham og alle senere præsidenter.

Disse afsløringer, understregede hun, kunne åbne vejen for, at USA kunne vende tilbage til sine egne bedre øjeblikke med teknologisk fremskridt, industriel vækst og samarbejde med andre suveræne nationer. En nylig video udsendt af Robert F. Kennedy, Jr. – som er en del af Trumps annoncerede kabinet – afslører de fremtrædende BlackRock-finansspekulanters rolle i det militær-industrielle kompleks, der driver krige og økonomisk udplyndring.

Håb om en æra med sikkerhed og udvikling

Oase-planen er det eneste element, der kan samle verden om ikke bare at skabe fred i Sydvestasien, men også give verden retning og håb om en æra med sikkerhed og udvikling for alle nationer.

Oberst Richard H. Black (ret.), tidligere chef for hærens strafferetlige afdeling i Pentagon og tidligere senator i staten Virginia, roste det potentiale, som Kash Patel som FBI-direktør, Tulsi Gabbard som direktør for den nationale efterretningstjeneste og Pam Bondi som justitsminister har til at rydde ud i de »slyngelagtige efterretningstjenester«. Han understregede FBI’s lange korruptionshistorie og gennemgik flere af de vigtigste punkter i LaRouche-organisationens nyligt udgivne pamflet, »The Liars’ Bureau«. Han beskrev Tulsi Gabbards rolle, sammen med sin egen, i afsløringen af USA’s finansiering af al-Qaedas operation, der havde til formål at vælte Bashar al-Assads regering i Syrien, og bemærkede, at Gabbards besøg hos Assad kom et år efter hans eget besøg, som den første amerikanske politiske leder, der besøgte Assad.

Graham Fuller, tidligere CIA-officer og medformand for National Intelligence Council, roste BRIKS, den vigtigste del af den fremvoksende verden. Han opfordrede til en fornyelse af JCPOA (Joint Comprehensive Plan of Action) med Iran, som Trump afviklede i sin første embedsperiode. Et sådant skridt kunne hjælpe med at bringe USA og Rusland sammen og ville fungere som en vigtig udvidelse af Oase-planen til Iran og videre til Centralasien. Spørgsmålet er, om USA vil se BRIKS som en åbning eller en trussel? Spørgsmålet om Grønland er interessant, da inuit-folket bor i Canada og Grønland og er en af de største oprindelige befolkninger i verden. En imødekommelse af denne befolknings udviklingsbehov og områdets rige ressourcer ville ændre karakteren af supermagternes potentielle konflikt om spørgsmålet om Arktis-regionen og Den Nordlige Sørute.

Alon-Lee Green, leder af fredsorganisationen Standing Together i Israel og Palæstina, blev interviewet af Schiller Instituttets Gerald Belsky og udtrykte håb om, at våbenhvilen holder – at der ikke længere falder bomber, at folk vender tilbage til deres hjem (»selv om de fleste af deres hjem ikke længere eksisterer«), og at gidsler og fanger bliver løsladt. Han advarede om, at det måske ikke varer ved, da vi allerede kan se, at Israels premierminister Benjamin Netanyahu har flyttet sine dræberstyrker til Vestbredden. Green udtrykte i første omgang forbehold over for Oase-planen og argumenterede for, at der først skal være fred og uafhængighed for palæstinenserne, så de økonomiske forslag ikke bliver en afledningsmanøvre. Belsky understregede, at fredsprocessen ikke ville lykkes uden et udviklingsperspektiv, og sagde, at både de politiske og økonomiske aspekter skulle gennemføres samtidig – hvilket Green var enig i.

Zepp-LaRouche sluttede sig til diskussionen for at hævde, at Oase-planen kun ville fungere, hvis der skete et grundlæggende skift i de globale parametre, men at denne ændring faktisk er præcis det, der er ved at tage form. Hun rapporterede, at den kinesiske økonom og professor Zhang Weiwei på en nylig konference på Schiller Instituttet sagde, at Kina kunne bygge dette enorme vand- og energiprojekt. Vi har en sjælden og afgørende mulighed, sagde hun, hvor folk kan bryde ud af deres fastlåste tankegang og skabe store udviklinger, som det skete under renæssancen, der forvandlede middelalderen til den moderne tidsalder. At redde Gaza kræver både oprettelse af en stat for det palæstinensiske folk, men også den udviklingsproces, som Oase-planen repræsenterer.

Den tidligere CIA-officer Larry Johnson, som er medstifter af Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS), advarede om, at CIA løj for præsident Trump, overdrev Ruslands tab i Ukraine og på anden måde fik det til at se ud, som om Rusland var ved at tabe krigen. Johnson håbede, at Trump ville sætte en stopper for våbensalget til Ukraine, hvilket måske kunne sætte en stopper for krigen. Han hævdede også, at Trump havde beordret en revision af forsvarsministeriet, som ville afsløre en hel del korruption.

Aftaler om våbenkontrol virker ikke

LaRouche-bevægelsens leder og tidligere kongreskandidat Jose Vega spurgte, om Trumps erklæring om, at han planlægger at mødes med både Ruslands præsident Vladimir Putin og Kinas præsident Xi Jinping for at diskutere atomvåben, kan føre til en aftale om at afskaffe atomvåben. Zepp-LaRouche svarede, at våbenkontrol ikke virker, og under alle omstændigheder er alle de tidligere aftaler væk nu. I stedet skal der udvikles nye fysiske principper, som kan gøre atomvåben overflødige, som Lyndon LaRouche foreslog med sit Strategic Defense Initiative (SDI). Den russiske opstilling af det hypersoniske Oreshnik-missil viser gennembrud i denne retning. Vi må bringe verdens videnskabelige forskere sammen for at udvikle dette alternativ.

En række af de tilstedeværende satte spørgsmålstegn ved nogle af de politikker, som de forskellige talere fremlagde, hvilket førte til en livlig diskussion. En person klagede over, at der ikke længere var brug for atomkraft, og at solenergi ville give alt, hvad verden havde brug for. Zepp-LaRouche opfordrede spørgeren til at overveje spørgsmålet om »energigennemstrømningstæthed«, og hvad der var nødvendigt for en ekspanderende menneskehed for at imødekomme det massivt voksende behov for energi. En anden person udfordrede, hvad han kaldte »støtte til Donald Trump«, og sammenlignede ham med de højreorienterede ledere i Israel som en del af en »konservativ international« og sagde, at al dokumentation for dette kunne findes online. Zepp-LaRouche svarede, at folk ikke skal tro på, hvad de læser online, eller når de søger efter noget på Google – selve ideen om, at viden består af »googling«, er latterlig, sagde hun.

Hun afsluttede arrangementet med at understrege, at dette er et øjeblik med store forandringer i verden, og vi må alle arbejde sammen for at overbevise alle lande om, at de skal søge tilbage til det bedste i deres egne kulturer og samle de kulturelle udtryk i et nyt paradigme for hele menneskeheden. Oase-planen for Sydvestasien kan være et afgørende skridt i den retning. »I øjeblikke som dette«, sagde hun, «betyder ideer noget. Skil dig af med det kulturelle affald, som de gør i Asien.« [eir]




Sæt ‘Oase-planen’ for Sydvestasien øverst på verdens dagsorden

Ikke korrekturlæst

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 23. januar 2025

Mens fase 1 af våbenhvilen, som blev indledt den 19. januar, er undervejs i Gaza, bliver spørgsmålet stillet hver time og dag: Kan den fortsætte? Vil fase to og tre blive gennemført? Hvor vil den bevæge sig hen? At holde den på sporet kræver handling på verdensplan for at fremlægge visionen om en » Oase-plan« for genopbygning af hele regionen fra det østlige Middelhavsområde til Centralasien. Og at gå videre med den. Tilgangen med Oase-planen, der blev fremsat i 1970’erne af statsmanden/økonomen Lyndon LaRouche, forudså, at den integrerede udvikling af rigeligt vand, energi, landbrug, industri og forbindelser ville være det historiske grundlag for varig fred i regionen og for alle folkeslag.

I går kiggede direktøren for FN’s udviklingsprogram, Achim Steiner, i denne retning, omend på den mest begrænsede måde. Han sagde, at der er tilsagn fra donorlande om at opfylde de umiddelbare humanitære behov i Gaza, for de 2 millioner fordrevne, men for infrastrukturen til genopbygning, »vil det internationale samfund blive opfordret til at træde frem. Den private sektor kan også investere….« I et interview med Deutsche Welle på World Economic Forum i Davos kaldte Steiner det »en enorm kamp op ad bakke at mobilisere ressourcerne til dette omfattende tidlige genopbygningsarbejde i løbet af de næste år.« Der har været enkelte tilbud i den retning, f.eks. fra Algeriet, som sidste år lovede at genopbygge tre hospitaler, når portene til Gaza blev åbnet. Men det overordnede perspektiv og dialogen om detaljerne bør nu komme frem.

Schiller Instituttet lancerede for et år siden initiativet til at tage Oase-planen op til godkendelse, omtale og overvejelse blandt eksperter. Den 13. april 2024 var Schiller Instituttets konference, »Påtrængende opfordring til fred gennem udvikling: Oase-planen«. Kravet om at tilvejebringe midlerne til udvikling er det samme som at skabe grundlaget for fred. Det er modgiften mod strid og krig, som ellers kan føre til menneskehedens udryddelse, hvis den ikke bliver kontrolleret i atomvåbnenes tidsalder.

Impulsen til Oase-planen – endda uden den nøjagtige titel – kommer fra bølgerne af bevægelse, der kræver økonomisk fremgang overalt som menneskehedens ret. Nationer i den Globale Majoritet bryder alle lænker fra århundreders kolonialisme. I Europa afviser vigtige valgresultater også de kolonialistiske betingelser for krig og forarmelse, især det grønne fupnummer om afkarbonisering. Resultaterne af det amerikanske præsidentvalg i november udtrykker den samme afvisning af forarmelse, krigsførelse og løgne.

At gøre en ende på »svindelnummeret med den grønne aftale« var et af de vigtigste budskaber til World Economic Forum i Davos i dag i præsident Trumps videopræsentation. I morgen tager han til Californien, hvor de store skovbrande i og omkring Los Angeles ikke ville være opstået, hvis principperne i » Oase-planen« var blevet anvendt for mange år siden i Nordamerika for at afhjælpe den store amerikanske ørken i det sydvestlige USA og det nordlige Mexico. Californiske hydrologer udarbejdede i 1950’erne en plan kaldet North American Water and Power Alliance (NAWAPA), som gik ud på at lede noget af afstrømningen fra Mackenzie- og Alaskan-flodbassinerne i den nordvestlige del af kontinentet sydpå, hvilket med tiden ville have gjort det muligt for vegetationen og en ny biosfære at afhjælpe ekstreme vejrforhold. Det kunne endda have mindsket de tørre ørkenvinde (Santa Ana, fra det indre Great Basin), som puster til ilden i det sydlige Californien lige nu. I 1960’erne var NAWAPA oppe i Kongressen med støtte fra præsident John F. Kennedy og hans bror Robert Kennedy, som begge blev myrdet.

Men blandt de vigtigste begivenheder i dag er de afgørende skridt, der tages for at optrævle de hemmelige netværk, som i årtier har udført snigmord og alle former for løgnagtig regeringsførelse, håndhævet anti-udvikling og krigsførende geopolitik. Disse netværk fængslede med urette Lyndon LaRouche og hans medarbejdere.

Trump underskrev her til eftermiddag en bekendtgørelse om, at de hemmelige filer om mordene på Kennedy-parret og Martin Luther King Jr. skal afklassificeres. Han skrev:

»Jeg har nu besluttet, at den vedvarende redigering og tilbageholdelse af oplysninger fra optegnelser vedrørende mordet på præsident John F. Kennedy ikke er i overensstemmelse med den offentlige interesse, og at frigivelsen af disse optegnelser er længe ventet. Og selv om ingen lov i Kongressen foreskriver frigivelse af oplysninger om mordene på senator Robert F. Kennedy og pastor Dr. Martin Luther King, Jr. har jeg besluttet, at frigivelsen af alle optegnelser i den føderale regerings besiddelse vedrørende hvert af disse mord også er i offentlighedens interesse.«

I sit første interview som præsident fortalte Trump på Fox News i går aftes, at det var Michael Pompeo, der havde bedt ham om ikke at frigive de fulde dokumenter under hans første præsidentskab. Ikke nok med at Pompeo slet ikke har nogen rolle i den nye Trump-administration – som Trump annoncerede for flere dage siden – men Pompeos føderale sikkerhedsbeskyttelse er også blevet ophævet.

I dag afholdt venner af LaRouche-organisationen (TLO) i Washington D.C. en demonstration uden for en af kongressens kontorbygninger under banneret »Stop krigene, stop løgnene – bekræft Patel og Gabbard«. LaRouche-aktivisten Jose Vega, som talte ved mødet, forklarede, hvad der var på spil for at få Kash Patel bekræftet som leder af FBI og Tulsi Gabbard som national efterretningsdirektør. »Kend dem på deres fjender«, sagde han. Uanset deres fortjenester eller fejl er de under voldsom modstand, fordi de kan sætte fokus på den hemmelige regering.

Det nye TLO-dossier »The Liars’ Bureau-Who wants to block the confirmations of Gabbard and Patel, and what are they trying to hide?« blev stillet til rådighed for alle 100 senatskontorer, som nu afholder høringer om Trumps kandidater, og også for mange kontorer i Repræsentanternes Hus. I dag meddelte Senatets særlige efterretningsudvalg, at høringen af den nominerede Gabbard vil finde sted den 30. januar kl. 10.00.

Deltag i mobiliseringen. I morgen, den 24. januar, holder Den Internationale Fredskoalition sit 86. ugentlige fredagsmøde for at diskutere de næste skridt i aktionen.




Trump insisterer stadig på, at han vil overtage Grønland

[MR_]

KØBENHAVN, 21. januar 2025 (EIRNS) – Den diplomatiske krise mellem USA, Grønland og Danmark er ikke overstået. De grønlandske og danske folkevalgte og befolkningerne ventede spændt på, om præsident Trump i sin indsættelsestale ville omtale sit krav om, at USA skal overtage Grønland, som han gjorde det med Panama-kanalen. Det gjorde han ikke, men han talte om territorial ekspansion.

 

Under den efterfølgende ceremoni i Det Ovale Kontor, hvor bekendtgørelserne blev underskrevet, spurgte en journalist imidlertid om Grønland, og Trumps svar fik alarmklokkerne til at ringe i Grønland og Danmark.

 

Præsident Trump sagde: »Grønland er et vidunderligt sted. Vi har brug for Grønland af hensyn til den internationale sikkerhed, og jeg tror, at Danmark vil rette ind. Det koster dem mange penge at vedligeholde det, at holde det. Det grønlandske folk er ikke tilfredse med Danmark. Jeg tror, de er glade for os. Vi havde repræsentanter – min søn og repræsentanter var deroppe for to uger siden, og de kan godt lide os.

 

»Men Grønland er nødvendigt, ikke for os. Det er nødvendigt for den internationale sikkerhed. Der er russiske fartøjer overalt. Kina har skibe over det hele, krigsskibe, og de kan ikke opretholde det.”

 

Lederen af Grønlands selvstyre, som er en del af Kongeriget Danmark, Múte B. Egede, sagde: »Det er vores land og vores befolkning, der bestemmer, hvad der skal ske. Andre kan ikke bestemme, hvad vi gør,« og han opfordrede til ro. Et af de grønlandske medlemmer af det danske folketing, Aaja Chemnitz, opfordrede til en diplomatisk løsning.

 

Den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sagde bagefter, at han ikke ville afblæse krisen, men at der var forskel på, om Trump talte om den under sin tale eller til en journalist bagefter. »Vi kan selvfølgelig ikke have en verdensorden, hvor lande, der er stærke nok, uanset hvad de hedder, bare kan tage, hvad de vil have.«

Foto: Barni1, Pixabay




Firenze eller Venedig? Menneskehedens næste hundrede dage

af Dennis Speed (EIRNS) – 21. januar 2025

Fra og med mandag den 20. januar er vi trådt ind i en ny og højere fase af den aktuelle historie. Tre verdensledere, præsidenterne Donald Trump, Xi Jinping og Vladimir Putin, vil mødes – ikke sammen, men præsident Trump har til hensigt at mødes med hver af de to, sandsynligvis i løbet af de næste 100 dage. Præsidenterne Xi og Putin har mødtes 42 gange i løbet af det seneste årti, og måske vil de også mødes inden for samme tidsramme. Tirsdag den 21. januar talte Xi og Putin på en videokonference om, hvordan krigen i Ukraine kunne afsluttes, om Ruslands støtte til Kinas holdning til Taiwan og om præsident Trumps opkald til præsident Xi den 17. januar, ifølge Reuters og andre presserapporter .

Hvis man har et fastlåst syn på verden, skal man forberede sig på at forlade »tåbernes skib«. Den snart åbenbare udvikling på verdensscenen vil blegne i sammenligning med potentialet for mere vidtrækkende og endda forbløffende ændringer, der kan forårsages, hvis en aktiv transatlantisk borger bliver følelsesmæssigt og intellektuelt involveret i dette unikke øjeblik. Selv om det måske er indlysende for dem, der ikke er intellektuelt lænket af geopolitikkens ideologi, kan den faktiske dynamiske natur af denne højere mangfoldighed ikke kun forstås, men også tilgås og styres.

I det mindste midlertidigt er de tilsyneladende »love« i det geopolitiske univers blevet suspenderet. De fjollede opdelinger i »venstre« og »højre« fungerer ikke. Kendsgerningerne, som man har lært dem, vil ikke stemme. I – det amerikanske folk, Europas borgere, anglosfærens ofre og dens døende imperiale kultur – har brug for menneskeligt efterretningarbejde, og det er Lyndon LaRouches Executive Intelligence Review, der kan give jer det. For at forstå disse tre ledere – præsidenterne Donald Trump, Xi Jinping og Vladimir Putin, hvoraf to har været mål for attentater i de seneste måneder og år – og det løfte (og den trussel), de udgør, i deres faktiske historiske kontekst, er det nyttigt at overveje disse kloge ord af Lyndon LaRouche:

“Den nu afsluttede 500-årige cyklus i europæisk historie, som dukkede op i det 15. århundrede, er blevet bestemt af den begyndende konflikt mellem de to ledende kræfter i europæisk kultur i dette århundrede. På den ene side var der kræfterne bag den gyldne renæssance, centreret omkring skikkelser som kardinal Nicholas af Cusa og konciliet i Firenze i 1439-40. På den modsatte side stod det Venedig-centrerede europæiske aristokratiske og finansielle oligarkis genopståede magt. … Al europæisk historie siden det 15. århundrede i Europa og globalt har været domineret af den kulturelle konflikt mellem renæssancens udstrålende indflydelse og den modsatte, fra Venedig søsatte kraft i den såkaldte ‘Oplysningstid’.«

Kirkerådet, »Koncilet i Firenze«, som LaRouche henviser til, fandt sted i 1439 og blev organiseret af kardinal Nicholas af Cusa. Cusa forsøgte at forene de østlige og vestlige kristne kirker gennem en heroisk diplomatisk handling. I Cusas bog De Docta Ignorantia (Om lærd uvidenhed) og andre skrifter diskuterede han ideen om »Coincidentia Oppositorum« – »modsætningernes sammenfald« – at der for ethvert uløseligt, uhåndterligt tankeproblem findes en højere mangfoldighed, en »bjergtop«, hvorfra problemet kan ses og i sidste ende løses. (Det bedste, korte eksempel på, hvordan man kan tænke over, hvordan man gør dette, er Helga Zepp-LaRouches »Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur«.

Venetianerne splittede og regerede gennem bedrag, løgne og personlig korruption, i høj grad gennem indflydelse fra deres globalt udstrakte indsamling af efterretninger og manipulation. Det har været den britiske efterretningstjenestes historiske metode, som senere blev overtaget af korrupte og forræderiske elementer i den amerikanske efterretningstjeneste. Som Mike Pompeo sagde til en gruppe studerende på Texas A&M University den 15. april 2019: »Hvad er kadetmottoet på West Point? Du skal ikke lyve, snyde eller stjæle, og du skal ikke tolerere dem, der gør det. Jeg var direktør for CIA. Vi løj, vi snød, vi stjal….«

Hvis det amerikanske folk mobiliseres for at sikre en vellykket nominering af Tulsi Gabbard og Kash Patel til posterne som henholdsvis Director of National Intelligence og Director of the Federal Bureau of Investigation; for at sikre frigivelsen af alle sagsakter vedrørende mordene på John F. Kennedy, Malcolm X, Martin Luther King og Robert F. Kennedy; og at sikre frigivelsen af de ultrahemmelige dokumenter om mordforsøget på og fængslingen af Lyndon LaRouche for hans arbejde med det strategiske forsvarsinitiativ – så kan det samarbejde, som verden har brug for fra Trump, Xi, Putin og flere andre verdensledere, fortsætte. Denne chance for samarbejde vil dog næsten helt sikkert mislykkes, medmindre denne betingelse er opfyldt.

Hvorfor har man derfor brug for at læse og abonnere på Executive Intelligence Review, den menneskelige efterretningstjeneste? EIR respekterer sine læseres intellektuelle potentiale. Et eksempel på det: Den nok vigtigste udvikling, der er sket i verden i de sidste dage, var det kinesiske fusionskraftprograms præstation, Experimental Advanced Superconducting Tokamak (EAST), som med succes i næsten 18 minutter opretholdt den atomare højtemperaturreaktion, som er fusion, en reaktion, der brænder varmere end Solens overflade- og selv kernetemperatur. Fusionsreaktionen blev opretholdt i laboratoriet i 1.066 sekunder, hvilket langt overgår sidste års rekord på 403 sekunder. Reaktionen blev opretholdt ved en temperatur på over 100 millioner grader Celsius, eller 180 millioner grader Fahrenheit. (Solens kernetemperatur er 15 millioner grader Celsius eller 27 millioner grader Fahrenheit). Det betyder, at det er lykkedes at udnytte en ild, der er mere end seks gange varmere end solens kerne, i 18 minutter. »Det ultimative mål med en kunstig sol er at skabe fusionskraft som solen, give menneskeheden en endeløs, ren energikilde og muliggøre udforskning af rummet ud over solsystemet,« hedder det i erklæringen fra State Council Information Office of China.

Er det ikke noget, som USA og Europa burde gøre? Burde vi ikke være med til det? Burde vi ikke kræve, at præsident Trump spørger præsident Xi Jinping om deres fusionsprogram? Burde USA, Rusland, Kina, Indien, Japan, Brasilien ikke indkalde til en verdenskonference for at diskutere, ikke hvad Trump lige har kaldt »den grønne nye svindel«, men et internationalt samarbejdsprogram i Apollo-stil for atomar fusion, i ånden fra det JFK sagde i sin tale på American University den 10. juni 1963 og i sin tale i FN den 20. september 1963? Burde det ikke være et mål, som det amerikanske folk omfavner, når de forbereder sig på at fejre 250-året for dette lands fødsel i Independence Hall i juli 1776?

Det er en menneskelig efterretningstjenestes rolle. »Fortæl folket, hvad de er nødt til at vide, så finder de ud af, hvordan de skal gøre det, der må gøres.« Trump-administrationen bør gennem Gabbard, Patel og andre udnævnelser og dens frigivelse af sandheden gennem dens frigivelse af dokumenterne og den sande historie, der tilhører det amerikanske folk, gøre en ende på det umenneskelige efterretningsarbejdes herredømme og erstatte det med det menneskelige efterretningsarbejded, som Lyndon LaRouches EIR både producerer og repræsenterer.

Foto: Photo by David Mark from Pixabay




Webcast med Helga Zepp-LaRouche og oberst Larry Wilkerson (ret.):
‘Det amerikanske imperium er kommet slemt på afveje’

Ikke korrekturlæst

[HZL] [LW_]

Onsdag den 22. januar 2025

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig først og fremmest udtrykke min store glæde og taknemmelighed over, at du deltager i dette program. Det er et øjeblik, hvor hele verden naturligvis ser på USA, og jeg tror, at afhængigt af hvilken politisk lejr man befinder sig i, mellem håb og frygt, ser de allierede på, hvad Trump-administrationen vil betyde. Så eftersom du har været kabinetschef for udenrigsminister Colin Powell, og du har været meget åbenmundet i mange spørgsmål, synes jeg, det er ekstremt vigtigt at høre dit syn på sagen. Og især for dig at fortælle den europæiske befolkning og naturligvis den amerikanske befolkning, men især den europæiske befolkning, hvad du mener set indefra om, hvad verden har i vente.

OBERST. LARRY WILKERSON (PENSIONERET): Det er et fascinerende spørgsmål for alle i dette land lige nu, især for en som mig, der har undervist i nationale sikkerhedsanliggender i omkring 20 år og har tilbragt meget tid i regeringen – 50 år velsagtens. Det er et mysterium for mig, hvor vi er på vej hen. I en generel forstand er det ikke noget mysterium, for vi har gjort hvad vi har gjort som et imperium i mindst 20+ år. Og vi har hovedsageligt gjort det med krig og sanktioner eller begge dele, hvilket efter min mening er en virkelig håbløs formulering. Så der var i hvert fald en del af mig, og jeg må indrømme, at jeg stadig er medlem – nok blandt fire eller fem – af det republikanske parti, som betragter sig selv som mere eller mindre »Eisenhower-republikaner«. Så jeg havde et vist håb om, at der måske var en kerne i mit politiske parti, som ville tage udfordringen op og gøre tingene på en anden måde. Jeg regnede ikke med, at Donald Trump ville komme tilbage for anden gang, men nu er han her. Han har udtrykt en filosofi, som jeg bedst kan definere som Fortress America; hvilket nok ikke betyder isolationisme, men i hvert fald et tilbagetog eller en tilbagetrækning fra meget af det ansvar – om man så må sige – som vi har fået i vores imperiale rækkevidde i løbet af de sidste to-tre årtier, og uden tvivl siden begyndelsen af den kolde krig. Folk kalder det den liberale økonomiske orden, den regelbaserede orden og så videre. Jeg tror, at det er sådan, den er formuleret i imperiet på et bestemt slutpunkt. Men jeg tror, at den er gået i opløsning lige siden George W. Bush, den præsident, som jeg tjente i 2002 til 2005.

Når alt det er sagt, så har jeg ingen idé om, hvad Trump vil gøre, for han er helt ude i tovene. Jeg håbede, at han ville afslutte krigen i Ukraine hurtigt, hvilket er nødvendigt. Jeg håbede, at han ville gøre det, han har gjort med sin udsending fra Golfen, Witkoff, nemlig at slå hårdt ned på Bibi Netanyahu. Men jeg ved ikke, hvad virkningen af den hammer bliver; det ser ud til, at vi måske kan komme igennem den første fase af denne våbenhvile og den første hjemsendelse af gidsler og fangeudveksling. Men jeg tror, at oddsene er, at Bibi vil afslutte den og vende tilbage til sin gamle plan om at besætte Gaza fuldt og helt med israelske bosættere i sidste ende. Og han trænger længere og længere ind i Syrien fra den syriske side af Golanhøjderne. Hvis jeg var kongen af Jordan, ville jeg måske selv være bekymret, for jeg tror, at Netanyahu og hans klan, hans kult eller rabiate zionister, faktisk begærer endda mere territorium, end de har lige nu. Og jeg tror ikke, at Trump vil stoppe det. 50-100 millioner dollars fra Miriam Adelson alene giver ham et incitament til at gøre ting, der er lige så drakoniske, som da Biden gjorde det; men måske med et andet aftryk. Med det mener jeg, at Mohammed bin Salman ser ud, som om han er klar med en slags foreløbig idé om, at der vil være en palæstinensisk stat et sted i fremtiden, til at genoptage samarbejdet med Trump og lave noget i stil med Abraham-aftalerne, men endda mere omfattende og med Israel som en central partner i disse aftaler.

Så jeg er ikke sikker på, hvor vi er på vej hen. Jeg er endda ikke sikker på Ukraine længere. Keith Kellogg, den 80-årige general, som nok har overskredet sin sidste salgsdato, og som er den udsending, Trump har valgt til Ukraine, er kommet med udtalelser, som får mig til at tro, at han er mere beslægtet med Bidens sikkerhedsteam med hensyn til Ukraine end det, Trump oprindeligt sagde. Så jeg tror, vi bliver nødt til at vente og se og forberede os på nogle orkanagtige vinde, som Trump under alle omstændigheder kommer til at skabe. Han har allerede skabt orkanagtige vinde her i bureaukratiet i Washington. Han afskediger folk til højre og venstre; afskediger dem uden videre – der vil komme masser af retssager, det kan jeg garantere dig. Og han har folk på plads, som sandsynligvis vil blive godkendt til at være hans vigtigste kabinetsmedlemmer, hvis syn på verden, lad os sige det sådan, er helt anderledes end mit og dit. Så det er et lidt dystert portræt, men jeg tror, vi står over for en masse problemer.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er enig med dig i, at det er en meget kompliceret og mangefacetteret situation. Jeg tror endda ikke, at den er helt sammenhængende, men ingen forventer egentlig, at præsident Trump skal være helt sammenhængende; alle forventer, at han er impulsiv og innovativ.

På den gode side tror jeg, at de vigtigste ting, han har sagt, er, at han vil forhindre tredje verdenskrig, og at han vil normalisere forholdet til Rusland. Og i sin diskussion med præsident Xi Jinping sagde han, at hvis USA og Kina arbejder sammen, kan de løse alle verdens problemer.

Jeg kan altid lide at se på den strategiske situation fra toppen, og hvis det endda er halvt sandt, eller 90 % sandt, eller hvad ved jeg, så tror jeg, at verden har en chance. For det største problem, mareridtet med Biden-administrationen, var, at vi kom tættere og tættere på tredje verdenskrig, og den geopolitiske konfrontation med Rusland og Kina var på en vej, som syntes at være ustoppelig. Hvis det kan stoppes, tror jeg, der er håb. Så hvad synes du om det her?

WILKERSON: Jeg tror, du har helt ret! Og det var mit største håb, da Trump kom ind, at han ville leve op til sit tidligere kampagneløfte og øjeblikkeligt afskære midlerne og afskære våbnene; hvilket i bund og grund ville stoppe Zelenskyj i hans spor og give ham et hammerslag, der ville sige »Du må hellere komme til forhandlingsbordet, unge mand, ellers vil nogen myrde dig, eller jeg myrder dig.« Det var sådan, det så ud.

Lad mig stille dig et spørgsmål, for jeg er lige så bekymret, som du er, over din bekymring for mit imperium, for Tyskland. Hvor er Tyskland? Mit perspektiv lige nu siger mig, at Tyskland, efterfulgt af Frankrig, som sandsynligvis er lige så dysfunktionelt, som nogen af republikkerne har været i Frankrig lige nu, vil forlade NATO i sidste ende. Min forudsigelse er, at det vil ske i løbet af de næste 18-24 måneder, når politikken er faldet på plads, og Tyskland nok forstår lidt bedre, hvad dets position er. Hvordan ser du på det?

ZEPP-LAROUCHE: Vi har nu et forbundsdagsvalg om fire uger, den 23. februar. Hvis man ser på de seneste meningsmålinger, har CDU’s kandidat, Friedrich Merz, lige nu 29 % af stemmerne; det andet parti er AfD, som i øjeblikket har 21 % af stemmerne; og så ligger alle de andre partier i nærheden af teenagealderen. Så medmindre Trumps indtog i Det Hvide Hus ændrer de strategiske parametre så dramatisk, ser det ud til, at Merz kan blive den næste kansler. Og fra mit synspunkt ville det være en absolut katastrofe for Tyskland, fordi han er den tidligere europæiske chef for BlackRock, og hvis man derfor ser på BlackRocks virksomhedsstruktur, er de uadskillelige fra det militærindustrielle kompleks og de værste spekulative interesser på Wall Street. Se, han har lige været i Davos, og i sin tale sagde han, at der ikke er noget problem, vi kan lave en aftale med Trump; han er god til at lave aftaler. Hvis han ønsker mere eksport til Europa, og at vi importerer mere, kan vi købe mere LNG-gas, og vi kan købe flere amerikanske våben, og så er alt på plads. Og han sagde også dybest set: Giv Taurus [missilerne] til ukrainerne, endda selvom Trump ændrer politik i forhold til Ukraine.

Dette er virkelig en katastrofe, for som du kan se, var hele etablissementet i Europa og Biden-administrationen helt ude af den over muligheden for, at Trump kunne vinde; så de forsøgte at gøre alt – inklusive NATO – »Trump-sikret«. På Ramstein-mødet adskilte de de forskellige områder og gav de forskellige NATO-lande ansvaret for at erstatte det, som USA ikke længere ville gøre, når Trump kom til. De forsøgte at foreskrive alle programmerne, så de ville fortsætte, uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus. Det er naturligvis latterligt, for hvis USA når frem til en aftale med Rusland om at afslutte krigen i Ukraine – hvilket stadig er et usikkert spørgsmål, fordi russerne har gjort det meget klart, at de ikke vil kapitulere, når det gælder om at beskytte deres egne sikkerhedsinteresser. Men europæerne kan ikke opretholde denne krig uden USA. At en person, som seriøst ønsker at blive kansler, endda siger dette i Davos på World Economic Forum, beviser, at disse mennesker har en anden dagsorden, hvilket er ekstremt bekymrende.

Så jeg prøver at fortælle alle, at vi bør gøre alt for kun at vælge kandidater, der er imod vedvarende krig i Ukraine, og som er imod udvidelsen af NATO. Jeg kunne sige mere om, hvad jeg mener, der skal gøres, men det korte af det lange er, at jeg tror, at medmindre der sker en enorm mobilisering, kan vi ende med Merz som den næste kansler. I værste fald vil han indgå i en koalition med De Grønne-Habeck, den samme økonomiminister, som lige har ødelagt den tyske økonomi. Den tyske økonomi er i frit fald som følge af den absolut inkompetente grønne økonomiske politik i kombination med sabotagen af Nord Stream-rørledningerne. Han vil have en koalition med en sådan person; eller naturligvis med socialdemokraterne, afhængigt af hvordan resultatet bliver. Merz erklærede helt eftertrykkeligt, at han under ingen omstændigheder ville indgå i en koalition med AfD.

Så jeg tror ikke, at det ser godt ud på kort sigt, men jeg tror, at der sker enorme forandringer. Hele EU er i gang med en centrifugal disintegrationsproces. Hvis du ser på Ungarn, Slovakiet og nu Rumænien, hvor de lige har annulleret valget, hvilket er utroligt; det skaber et enormt oprør i Rumænien. Og i Kroatien har den antieuropæiske kandidat lige vundet med et flertal på 75 %. Meloni fra Italien har lige været på Mar-a-Lago og kom tilbage og sagde, at hun vil repræsentere Trumps synspunkter i Europa. Frankrig er de facto uden regering, en meget ustabil situation. Og det gør, at Tyskland stort set kun er sammen med de baltiske lande, Polen og de skandinaviske lande. Men under visse omstændigheder tror jeg endda, at EU kan detonere, hvilket efter min mening ikke ville være en dårlig ting. For EU har i høj grad bevæget sig væk fra at repræsentere medlemmernes interesser.

Så hvad der vil ske, tror jeg er et lige så åbent spørgsmål, som du sagde om USA, for jeg tror, at vi lige nu oplever en tektonisk forandring, hvor 500 års kolonialisme er ved at være slut. BRIKS-landene forsøger at skabe et system, som giver mulighed for økonomisk udvikling i det Globale Syd. Og det er naturligvis det andet store spørgsmål, hvor jeg gerne vil give det tilbage til dig, fordi Trump er flyttet ind i Det Hvide Hus med en fuldstændig ændret verdenssituation sammenlignet med for fire år siden, da han forlod det. Nu har man BRIKS-landene – Indonesien og Nigeria er lige kommet med – og de har allerede et større BNP end G7. Trump har desværre lige sagt, at han vil indføre 100 % told på BRIKS-landene, hvis de endda vover at overveje af-dollarisering. Så hvad er din kommentar til alle disse spørgsmål?

Det korte svar – det er selvfølgelig et langt svar – men det korte svar er, at jeg synes, det er et meget åbent spørgsmål, og det afhænger meget af folk med god vilje og opfattelser af, hvordan man kan forme dette. For jeg tror, vi oplever en utrolig transformation, som er uden fortilfælde i historien.

WILKERSON: Det tror jeg også, du har helt ret i. Jeg tror, du kender min geopolitiske teori om, at vi nu er ved at vende et 500 år langt skift. Magten lå i Østen i 3.000 år med alle imperierne – mogulerne, mongolerne, osmannerne. Briterne kom ind og skabte os, og magten gik til Vesten. Jeg tror, den skifter tilbage nu; ubønhørligt skifter den tilbage med Kina som den magnet, der trækker magten tilbage. Kinas holdning er dog det, jeg kalder ASEAN-holdningen. Det er ikke en holdning til krig; det er ikke en holdning til sanktioner. Hvor mange lande er Kina i krig med, og hvor mange lande har Kina sanktioner over for? Så vidt jeg ved, ingen. Så det er ikke uskyldigt, men det er bestemt ikke et spejlbillede af Vesten, der desperat forsøger at holde fast i sin imperiale magt og bestride Kinas plads, hvis det kan. Jeg tror, det er den spænding i verden, der har gjort imperiet så oprørt og så villigt til at gøre næsten hvad som helst.

Men du har rejst en masse spørgsmål. Lad mig prøve at komme ind på et par af dem fra mit perspektiv her, hvor jeg ser på Imperiet indefra. For det første tror jeg, at dette magtskifte, som de fornemmer, til en vis grad bliver orkestreret bag kulisserne af BlackRock, Vanguard, State Group og andre lignende Davos-aktører – jeg kalder dem Davos-spillere; Davos-publikummet. De holder altid øje med, hvad der sker, ligesom Rothschilds i gamle dage eller J.P. Morgans i gamle dage. De holder øje med, hvad der sker, og de er parate til at flytte flag, hvor der er brug for det, og også flytte penge, hvis det ser ud, som om de har magten. Vi har nogle af disse mennesker i Trumps menageri nu. Jeg vil nævne Peter Thiel i den gruppe; jeg vil næsten nævne Elon Musk i den gruppe, selv om han til tider er næsten lige så uudgrundelig som Donald Trump selv. Så der er mange penge. Følg altid pengene for at se, hvor imperiet er på vej hen; op, ned eller hvad som helst, bag gardinerne, så at sige, der orkestrerer noget af det her. Jeg har ingen idé om, hvad deres egentlige mål er, andet end at være på den vindende side med flest penge i lommen, når magten definitivt skifter.

Det kan tage meget lang tid, så der vil være mange skadelidte blandt dem, der protesterer, ligesom der var før, da magten skiftede den anden vej. Se på, hvad vi gjorde, efter at Ferdinand og Isabella sendte deres skibe til den såkaldte nye verden. Vi voldtog en hel halvkugle for deres guld og sølv og juveler og så videre, og det skabte imperierne. Spanien var så forurenet, at dets laugsstruktur faldt fra hinanden, en meget raffineret laugsstruktur, der orkestrerede alt fra keramik til maleri. Og det faldt fra hinanden, fordi alle var så forurenede med guld og sølv og juveler og andre ting, der kom tilbage gennem plyndring og plyndring fra den nye verden.

Overvejer man noget lignende i dag? Ikke i så grove vendinger, som vi ser i Gaza, som er en gentagelse af Pizarro eller andre af de erobrere, der gik ind og flåede indianerne på vores halvkugle. Men det bliver mere raffineret, fordi vi er blevet mere raffinerede i den måde, vi myrder folk på; i den måde, vi dræber folk på; i den måde, vi fratager folk deres rettigheder på osv.

Så jeg tror, at vi er nødt til at forholde os til det generelle billede, når vi prøver at finde ud af, hvor vi skal hen på daglig, ugentlig og månedlig basis med hensyn til strategi, geopolitik eller andet for at gøre situationen bedre, end den er i øjeblikket. For jeg tror, det bliver værre. Jeg fortalte det til en person i går, som spurgte mig, hvad jeg skulle gøre, og vi talte om, hvordan man skulle reagere på nogle af de ting, som formand Johnson i Repræsentanternes Hus her vil gøre. Nogle af de ting er meget drakoniske, meget udemokratiske og meget forfatningsstridige, ikke mindst hans ønske om at gøre kristendommen til nationalreligion og få USA’s væbnede styrker til at beskytte den religion. Jeg er ikke i tvivl om, at Trump ville gå med til det for at få politisk værdi ud af det, hvis det skulle ske. Han er meget dygtig til at bruge de religiøse kræfter i dette land – som er på fremmarch igen; man kunne kalde dette den fjerde eller femte store opvågnen i Amerika. Hvis du kender til de tidligere store opvågninger, så var de meget tumultariske perioder. De førte f.eks. til forbuddet. Hold da op! Det var virkelig begyndelsen på organiseret kriminalitet i USA: Forbuddet.

Så de ting, der sker, sagde jeg til en særlig kvinde: »Du ved, det er orkanstyrke, så du er nødt til virkelig at lukke lugerne, hvis du vil fortsætte med det, du gør, og forsøge at ændre nogle af de mere skadelige virkninger, som Trump og Kongressen kan have.« Det sagde jeg til hende: »Du må indse, at alle tre grene af USA’s regering, domstolen, den lovgivende og den udøvende magt, nu til en vis grad er i hænderne på Donald Trump. Hvis ikke Donald Trump, så det republikanske parti, som er lige så desperat efter at gøre disse ting, som han er; sandsynligvis mere desperat, når det gælder de mere drakoniske tiltag. Det er ikke en god verden at bevæge sig ind i,« sagde jeg til hende. »Men hvis du er seriøs og gerne vil gøre noget positivt, så er der nogle ting, jeg tror, du kan gøre.« Hun arbejder primært på en form for anerkendelse af den katastrofe, vi har skabt i Levanten, og det er hendes drivkraft lige nu.

Men det bliver ekstremt svært at håndtere Ukraine, at håndtere Gaza og eftervirkningerne, at håndtere Levanten generelt, at håndtere Syrien. Forleden havde jeg en samtale med en person fra Vatikanet, som fortalte mig om Calin Georgescus uro i Rumænien. Da han var færdig, sagde jeg: »Ved du, at USA er derinde og prøver at sikre sig, at de ikke får en ny Viktor Orban? Prøver at sikre sig, at de ikke får valgt en person i Rumænien, som muligvis vil tage Rumænien ud af NATO? De gør det samme i Georgien. Vidste du, at et kongresmedlem har sendt et brev til udenrigsminister Marco Rubio, hvor han med navns nævnelse beskriver de mennesker, der er tilknyttet Drømmepartiet i Georgien, som med nød og næppe holder fast i magten der, og som forsøger at opretholde en afbalanceret udenrigs- og sikkerhedspolitik? Afbalanceret i forhold til EU, Washington og NATO og Moskva på den anden side? Ikke valgt? Prøver at få dem undermineret og smidt ud af embedet og få folk ind, som er helt på EU’s, Washingtons og NATO’s side?« Det sker i Moldova i mindre grad. Det er, hvad imperiet gør lige nu for at forsøge at skabe problemer, som vil hjælpe det med at gøre, hvad det ønsker at gøre i forhold til Kina i sidste ende – selvfølgelig. Det betyder, at Europa skal forhindres i at gøre noget meningsfuldt med hensyn til handel, kultur, efterretninger eller andet med Kina. Og det er en del af motivationen for alle de handlinger, der overvejes her.

ZEPP-LAROUCHE: Siden du nævnte Rumænien, tror du så ikke, at det har noget at gøre med hensigten om at opbygge militærbasen i Rumænien til at blive den største NATO-base i Europa? Der er endda en EU-kommissær – Breton – som sagde, at hvis AfD vinder i Tyskland, vil vi gøre med Tyskland, hvad vi lige har gjort i Rumænien, med andre ord annullere valget.

WILKERSON: Ja.

ZEPP-LAROUCHE: I en vis forstand ville det være sjovt, hvis det ikke var så tragisk for det rumænske folk. Men jeg tror, det er sådan med disse ting, ligesom med alle de andre ting: Hvis man ser på, hvad der skete ved afslutningen af den kolde krig, ifølge Jack Matlock og andre; men Jack Matlock, han har helt sikkert bekræftet som øjenvidne, at der blev givet alle disse løfter til Gorbatjov om ikke at udvide NATO mod øst, og at der ikke var nogen trussel fra Sovjetunionen, endda i årene før Sovjetunionens sammenbrud faktisk fandt sted. Der ville have været en chance for at starte en fredsorden for det 21. århundrede. Men så kom de neokonservative, og de startede alle disse politikker – udvidelse af NATO, regimeskifte, farverevolution osv. Hvis man ser på nettoresultatet mere end 30 år senere, hvad har det så ført til? Er Fukuyamas udtalelse om »historiens afslutning« – som var ideen om, at alle lande på planeten ville blive et neoliberalt vestligt demokrati – lykkedes? Nej, tydeligvis ikke, for alle disse politikker har haft et enormt tilbageslag. Og resultatet er, at hele det Globale Syd, som er blevet til den Globale Majoritet, har vendt sig mod Vesten. Og hvis man f.eks. annullerer valg og ikke respekterer befolkningens vilje, kan disse ting måske lykkes på kort sigt, men dette blowback vil fortsætte.

Og det, der undrer mig, er, at disse såkaldte etablissementer synes at være helt ude af stand til nogensinde at reflektere over, at det er deres politik, der forårsager alle disse resultater, som de hader. Hvad er din opfattelse af det?

WILKERSON: Igen, du har beskrevet det ret præcist. Jeg var der selv. Jeg var der, da Powell vendte sig mod mig og sagde: »Jeg vil være en anden formand. Jeg bliver en formand, som mange mennesker vil finde for magtfuld. Ikke alene vil jeg gennemføre de ændringer, som Goldwater-Nichols-loven foretog i formandsposten – jeg vil blive den eneste militære rådgiver for første gang i USA’s historie.« En chef for militæret – chefen for militæret – blev gjort til den eneste militære rådgiver for de nationale kommandomyndigheder: forsvarsministeren, det nationale sikkerhedsråd og USA’s præsident. Det gjorde ham til en meget magtfuld person. Og han sagde: »Det vil jeg udnytte.« Det allerførste, han gjorde for at udnytte det, var at reformere og revolutionere den fælles stab. Han gjorde fællesstaben – ca. 2400 officerer – til den mest kompetente militære stab i det amerikanske etablissement. Den havde været den værste, fordi alle værn – hæren, flåden, luftvåbnet, marinekorpset og så videre – sendte deres bedste officerer til deres egne stabe og sendte resterne til fællesstaben. Det ændrede han næsten fra den ene dag til den anden: De bedste folk begyndte at komme til Washington, fordi de ellers ikke kunne blive forfremmet.

Så det revolutionerede Pentagon med hensyn til de genier, der arbejdede med strategi og den slags. Og den arkitektur, vi designede for fremtiden, var en arkitektur, der fuldt ud inkluderede Rusland i det europæiske sikkerhedsarrangement, fuldt ud inkluderede dem som en partner. Processen ville være metodisk, den ville være langsom. Der ville være kontrol ved hvert eneste punkt undervejs. Men med hensyn til Baker og Shevardnadze og H.W. Bush og andre, der var involveret i samtalerne, og helt sikkert Colin Powell; folk glemmer, at han var national sikkerhedsrådgiver og før det vice-national sikkerhedsrådgiver for Ronald Reagan i de sidste to år. Så han var {der} i St. Catherine’s Palace; han var {der} på Long Island, da Gorbatjov og H.W. og Reagan i begyndelsen gjorde, hvad de gjorde: bragte en ende på den kolde krig. Og ham, der gjorde det, var ikke Ronald Reagan, det var ikke Star Wars, det var ikke Imperiet: Det var Mikhail Gorbatjov, der indførte det. Og det var lidt tumultarisk, fordi det var ham, der gjorde det, og han havde mange modstandere.

Og så kom alle vores folk ind: Larry Summers, Goldman Sachs, you name it, og stjal og plyndrede og holdt brandudsalg i Moskva, hvor de solgte alle de gamle kommunistiske aktiver til oligarker og tjente {store summer} til sig selv. Det var begyndelsen på forureningen af vores drøm – det var begyndelsen. Og Putin holdt øje med alt det: En klog mand så alt det og begyndte, tror jeg, at forpligte sig til, at når han kom til den virkelige magt, ville han ændre det.

Så vi startede denne dynamik, der var antagonistisk meget tidligt. Og så kom Bill Clinton og samlede sin komité af militære forsvarsentreprenører for at spørge dem, om NATO skulle udvides, og om Partnerskab for Fred skulle forfalskes og ændres, så det primært blev et fremskridt for nye lande, der ville ind i NATO. Og de kom tilbage og sagde: »Vidunderlig idé, hr. præsident, vi kan tjene en formue på at sælge F-16-fly til Polen og Finland og alle andre, vi kan gøre det med.«

Det forurenede hele processen. Så du har ret. De neokonservative stod bag det og ønskede denne politik. De ville have denne politik. Og det forurenede alt, hvad vi ønskede at gøre.

ZEPP-LAROUCHE: Det, du siger, er ekstremt vigtigt, men det er især vigtigt for Tyskland. For jeg er stadig ikke kommet mig over, hvad der skete, for man skulle tro, at med tyskernes skyld i Anden Verdenskrig – og jeg siger ikke, at tyskerne er de eneste, der var skyldige i Anden Verdenskrig, men de havde en betydelig andel – at de ville føle en vis taknemmelighed over de fredelige omstændigheder ved den tyske genforening. Rusland gik med til Tysklands genforening, og Tyskland kunne blive en del af NATO; men ifølge 2+4-traktaten må der ikke være udenlandske tropper på det tidligere DDR’s territorium, hvilket bliver overtrådt lige nu med et nyt hovedkvarter i Rostock ved Østersøen; men dybest set skulle man tro, at det tyske folk ville føle en vis taknemmelighed over for Rusland for omstændighederne ved den fredelige genforening. Og jeg ved, at folk i Østtyskland tænker helt anderledes end folk i Vesttyskland.

Men pointen er, at lige nu, på grund af manipulationen af »nudging« af den offentlige mening, af kontrollen af fortællingen, kan man i Tyskland endda ikke længere sige, at der er en forhistorie til det, der skete den 24. februar 2022. Man må ikke sige, at det ikke var Rusland, der uprovokeret invaderede – faktisk skal enhver politiker indlede sine sætninger med at sige »Putins uprovokerede aggressionskrig mod international lov«, snarere…

WILKERSON: Det er i øvrigt det samme her, at enhver politiker skal indlede med »Den 7. oktober fandt der et afskyeligt terrorangreb sted mod Israel….«

ZEPP-LAROUCHE: Ja, men i tilfældet med denne tyske situation tror jeg, det er virkelig afgørende, at vi på en eller anden måde, jeg tror, at alle øjenvidnerne, som dig og Jack Matlock og andre, virkelig bør sætte sig ned og skrive deres erindringer ned hurtigt, fordi der er en gigantisk indsats for at omskrive historien, så den passer ind i den nuværende geopolitiske NATO-narrativ. Men jeg tror, at hvis man ikke starter med den historiske sandhed, og der er noget, der hedder historisk sandhed, som kan graves frem – og nu er »sandhed« allerede et ord, som straks placerer dig i kategorien diktator eller en anden autokratisk person; det er ikke pointen – men jeg tror virkelig, at det ville være så vigtigt for det tyske folk at genoplive og blive bevidst om, hvad der skete i hele denne periode siden 1945 med den tyske genforening. For hvis denne fortælling er der, tror jeg, at vi er i fare for at gå i den helt forkerte retning igen.

WILKERSON: Du kan forestille dig, hvordan jeg har det, og hvordan jeg må sige, at Powell havde det i det øjeblik, han gik bort. Vi var oprindeligt viklet ind i en diskussion med Helmut Kohl og François Mitterrand og John Major og Maggie Thatcher, hvor Helmut Kohl var bekymret – jeg kunne sige syg af bekymring – ikke kun over den forventede amerikanske pris på 80 milliarder dollars for en genforening, men også over, hvad en genforening ville betyde for Rusland og for at blive i NATO. Og det var han meget bange for! Han var meget bange for det signal, han ville sende til Moskva, endda sammen med Gorbatjov.

Så en af de personer, som François og Powell og en række andre personer, herunder præsidenten, skulle overbevise, var Helmut Kohl, ikke kun på grund af omkostningerne, som jeg sagde, men også på grund af de politiske konsekvenser. Og jeg mener at huske, at jeg så et sted, at omkostningerne faktisk var fordoblet i forhold til de faktiske omkostninger for Tyskland, for genforeningen. Men på det tidspunkt sagde de, at 80 milliarder dollars var minimum, inklusive flytning af hovedstaden fra Bonn til Berlin og så videre. Men det blev til noget!

Og jeg må sige, at i 1992 og 1993, helt op til William Clintons »tronbestigelse«, om man vil, var der eufori i Washington. Der var absolut eufori! Den kolde krig var ikke bare slut, men vi skulle også være partnere i at sikre ikke bare Nordamerikas, men også Europas sikkerhed. Og Rusland ville for første gang siden Katarina, som forsøgte flere gange mellem Katarina og nutiden, komme ind i Europa på en meningsfuld, positiv måde. Hendes hof talte fransk! Man kunne ikke operere ved Katharinas hof, medmindre man talte fransk. Det ville faktisk ske: Vi troede faktisk, at det ville ske. Og så blev det, som du sagde, forurenet: Det blev forurenet af europæerne, men det meste af tiden stod vi til rådighed.

Og nu ser vi sådanne ting i lande, som havde garanteret og fundet deres neutralitet sympatisk i NATO! Lande, som jeg aldrig havde troet ville komme med i NATO. Og jeg tror, at det i sidste ende er til skade for dem, og det vil de finde ud af i løbet af det næste årti.

Vi har brug for en ny sikkerhedsarkitektur for Europa, og den skal være europæisk centreret, og den skal sandsynligvis skille sig af med NATO. Det ville jeg have sagt i ’92-’93, for vi talte faktisk om, mens vi talte om disse andre euforiske ting – og vi talte også med tyskerne og franskmændene, briterne og andre om dette – hvad med en europæisk sikkerhedsidentitet? Og til at begynde med var den del, vi skulle være ansvarlige for i Pentagon, en brigade på omkring 3.000 europæere, bestående af tyskere, franskmænd og hvem europæerne ellers ville have med i den, som skulle være uafhængig af NATO. Den skulle arbejde med europæiske sikkerhedsspørgsmål, som for eksempel, ja, Balkan! Som blev nævnt som et reelt problem. Og den ville være uafhængig af NATO’s struktur, uafhængig af NATO’s penge, uafhængig af NATO’s våben: Fuldstændig uafhængig. Og den skulle operere under europæisk kommando i europæiske sikkerhedsspørgsmål.

Og gæt, hvem der ikke ville være med til det? Europæerne!

Men du kan måske også gætte, at der var et element, et neokonservativt element, der arbejdede på dem under hele forløbet – og vi opdagede det først i slutningen af 1994 – med at overbevise europæerne og påvirke deres valg for at få folk valgt – Jens Stoltenberg var en af deres første succeser – som ville tro på det samme som dem: Det vil sige, at det er en dårlig idé. Vi er nødt til at beholde NATO, og vi er nødt til at udvide NATO. Så det hele blev forurenet. Men der var mange stammer, mange tråde af den forurening, på begge sider af Atlanten.

ZEPP-LAROUCHE: Vi udgav en lille pjece, der hed »[Lost Chance of ’89] (https://www.youtube.com/watch?v=UjUFOlHm8Z0)«, fordi min afdøde mand Lyndon LaRouche havde forudsagt, at Sovjetunionen ville kollapse allerede i 1984: Han sagde, at hvis Sovjetunionen fortsatte med deres daværende politik, som var en slags primitiv akkumulation mod den fysiske økonomi, så ville de kollapse om fem år. Vi forventede, at det ville ske, og vi så i 1988, da Comecons økonomiske vanskeligheder blev meget store, at vi tog til Berlin, og han kom med en udtalelse på Kempinski Bristol Hotel, hvor han forudsagde Tysklands snarlige genforening og foreslog, at hovedstaden i det forenede Tyskland, Berlin, skulle arbejde på at modernisere Polen som et eksempel på, hvordan man kunne modernisere de andre Comecon-lande med vestlige teknologier.

Det var et år før Murens fald, og ingen troede, at det ville ske, men han ramte helt plet. Og derfor offentliggjorde vi denne idé, da muren faktisk faldt, og vi kaldte Den produktive trekant, som var ideen om at tage den økonomiske zone fra Paris-Berlin-Wien, som var den højeste koncentration af industriel magt på mellemniveau i verden på det tidspunkt, og derefter modernisere den med indførelse af atomkraft, af hurtige togsystemer og derefter bringe korridorer til Østeuropa, til Warszawa, til Kiev, til Moskva, til Balkan, og på den måde, på en fredelig måde, modernisere økonomierne i Comecon.

Og da muren faldt, var vi de eneste, der havde opfattelser af, hvad der skulle gøres. Endda den tyske regering indrømmede i de papirer, de offentliggjorde flere år senere, at de faktisk ikke havde en plan for, hvad de skulle gøre i tilfælde af tysk genforening, på trods af at det var det politiske spørgsmål nummer et i hele den tyske udenrigspolitik i hele efterkrigstiden! Og så henvendte vi os til alle regeringerne, og vi tog til den økonomiske messe i Leipzig og talte med direktørerne for de store virksomheder, og de sagde: »Dette er en fremragende plan. Det er præcis, hvad der bør gøres, men det er så stort, at det kræver, at regeringerne gør det.« Og så ville Bush-regeringen naturligvis ikke gøre det, fordi de bare mente, at Tyskland ikke skulle binde sig til Rusland. Thatcher startede »Det Fjerde Rige«-kampagnen mod stakkels Kohl og sagde, at han var alt andet end en Hitler, naturligvis. Mitterrand ønskede ikke, at Tyskland skulle være stærkt, og insisterede på, at den tyske mark skulle opgives, for at franskmændene kunne gå med til genforeningen.

Så i dette hæfte om [»Lost Chance of ’89«](https://larouchepub.com/eiw/public/1998/eirv25n32-19980814/eirv25n32-19980814.pdf) er alt dette skrevet ned. Jeg vil forsøge at sende dig en kopi, hvis du har lyst, for jeg vil gerne have din kommentar til nogle af punkterne. For jeg tror, det ville være {ekstremt} vigtigt at rekonstruere denne periode i historien, og jeg ved, at der er mange mennesker, især i Østtyskland, som nu har et helt andet syn på tingene. De gik ind for en fredelig afslutning på DDR dengang, men nu ser de tilbage og siger: »Åh, det, der faktisk skete, var en kolonialistisk overtagelse af Østtyskland«, og nu føler de sig berøvet hele deres livsværk, deres historie, og de er ekstremt bitre. Og jeg tror, at for at bearbejde denne del af historien og faktisk rekonstruere, hvad der faktisk skete, ved jeg, at de gerne vil gå i dialog med dig og andre mennesker. Hvad synes du om det?

WILKERSON: Jeg synes, at din opremsning af historien er ret præcis! Lad mig fortælle dig, at i Central Intelligence Agency, hvor sovjetologerne arbejdede, sagde de i ’81 og ’82 det samme, som du lige har sagt: ’88 var deres målår for Sovjetunionens sammenbrud, men de sagde et interval fra ’88 til ’92.

Hvor blev det sendt hen? Det gik direkte til Bill Casey, direktør for CIA. Disse sovjetologer, som Bill Casey lyttede til i CIA’s indre, var Bob Gates, som senere blev forsvarsminister og direktør for CIA. Men første gang hans navn blev forelagt Kongressen til godkendelse, ville de ikke godkende det! Så hans navn blev trukket tilbage. Grunden til, at de ikke ville godkende det, var, at en masse af disse sovjetologer gik over til kongressen og talte om Bob Gates, og hvad han havde gjort. Og det, han gjorde, var, at han gik til Casey, direktøren, og sagde: »Jeg vil give dig en vurdering af Sovjetunionen, som får dem til at se tre meter høje ud.« På den måde ville det støtte Ronald Reagans oprustning i første periode, som var den største siden Anden Verdenskrig. Casey sagde: »God aftale, lad os tage derover.« Og de tog over og talte med præsident Reagan, og de overbeviste ham om, at han havde ret, og at våbenhandlen kunne understøttes af dette massive efterretningsestimat, som ville blive sendt til Kongressen i en klassificeret version, og de kunne se det og forstå, hvor stor Sovjetunionen var – når de nede i bunden af CIA sagde, at den kollapser! Det falder fra hinanden!

Nå, men han fik sin oprustning, og det fik ham til at tro – jeg tror – og som sagt var Powell hans stedfortræder og derefter hans nationale sikkerhedsrådgiver i de sidste to år, og han bekræftede på en måde dette for mig – det fik Reagan til at tro, at hans oprustning og hans Star Wars-idé og alt det der havde bragt Sovjetunionen til fald, i det mindste delvist, når det, der faktisk havde bragt Sovjetunionen til fald, var Mikhail Gorbatjov, der erkendte den alvorlige økonomiske situation, som Sovjetunionen befandt sig i! Og også andre ting, som du gentog.

Så dette er en forurenet proces helt fra begyndelsen, hvad angår imperiets forhold til Sovjetunionen. Det blev først ubesmittet, om du vil, da de faktisk kollapsede, og Mikhail Gorbatjov blev en partner, med Edvard Sjevardnadse som hjælper, til at forhandle med os på en meningsfuld og ikke-bedragerisk måde, direkte, om afslutningen på den kolde krig.

Og så ødelagde vi det, som vi sagde før: Vi sprang ind og ødelagde det. Jeg siger ikke, at der ikke var nogle parter på den anden side, som måske kunne have hjulpet, men jeg mener, at imperiet og den neokonservative filosofi i det imperium overvejende ødelagde hele den mulige fremtid. Og det er virkelig en skam, for verden kunne have været et helt andet sted, et sted med kammeratskab, samarbejde og samvirke, begyndende med Europa, hvor vi kunne have konfronteret klimaforandringerne på en afgørende måde og have håndteret det faktum, at vi er – det ville ikke være sket; vi ville have haft dette nye atomare våbenkapløb, hvis det var sket.

Pentagon præsenterede H.W. Bush for en vurdering af de nødvendige atomvåben for USA, som var mindre end 2.000. Vi havde 60.000, mellem os – Moskva og Washington – 60.000. Vi skulle hurtigt ned på omkring 5.000 hver, hvilket er nogenlunde, hvad vi har nu – vi stoppede – men i sidste ende skulle vi ned på 2.000. Og her er den virkelige kicker: Vi havde en undersøgelse, der viste, at vi kunne leve med det, hvis vi kunne vise de andre stater med atomvåben, at de kunne leve med den samme aftale: Vi kunne leve med 200-300. Tænk på, hvilken sikrere verden det ville være, hvis vi havde været i stand til at opnå det?

ZEPP-LAROUCHE: Hvad tror du, Trump vil gøre med den tidligere forpligtelse til at placere amerikanske mellemdistancemissiler i Tyskland fra 2026?

WILKERSON: Det vil være noget, som jeg tror, han vil udfordre. Jeg er ikke sikker, men jeg tror, han vil udfordre det, og han vil måske ændre det. Han kan ændre hele det forhold, som det transatlantiske forhold, om du vil, repræsenterer lige nu med hensyn til national sikkerhed og europæisk sikkerhed. Men jeg ved ikke hvordan. Og jeg har hørt nogle af de ting, som Pete Hegseth har sagt tidligere, for eksempel. De giver mig ikke meget håb, for det ser mere ud til, at Hegseth vil være en »Aye-aye, tre poser fulde«-mand for Trump, med andre ord. Trump vil sige »gør det«, og han vil gøre det.

Men der er folk i Pentagon, som forstår, at situationen for imperiet i militær forstand ikke er god. Der er for eksempel folk, som forstår, at hvis vi pludselig kom i krig med Iran, ville vi sandsynligvis tabe, og vi ville være nødt til at gå – og tabe, når det gælder målet, som ville være at ødelægge Irans atomprogram: Vi ville ikke gøre det. Det ville være umuligt at gøre det fra luften. Så vi er nødt til at træffe et valg: Skal vi invadere og udrydde deres atomprogram og gøre en ende på det? I så fald ville det tage ti år, koste billioner af dollars, og vi ville sandsynligvis stå med et større »Irak« til sidst, en katastrofe med andre ord. Og vi ville sætte Levanten i brand igen. Det er ikke til at sige, hvad Tyrkiet ville gøre i den forbindelse. Men det er spørgsmål, der bliver stillet lige nu blandt mine kolleger og landsmænd, som forstår det amerikanske militær, og som forstår, at Donald Trump måske ikke ved disse ting. Og er der nogen, der vil fortælle ham det?

Jeg tror f.eks., at han er tilbøjelig til ikke at ville starte en krig med Iran. Betyder det, at han vil forhandle, som jeg tror, han allerede gør i al hemmelighed gennem Oman, om en ny atomart samarbejde med Iran? Hvad vil det så gøre ved hans forhold til Bibi? Jeg tror, at Bibi vil være væk til den tid; en ny regering vil sidde i Jerusalem. Hvad betyder det for Mohammad bin Salman, som nu vil have saudiarabisk indflydelse i hele Levanten? Det er det, han hele tiden har ønsket at gøre, faktisk lige siden han kom til magten, og han har lagt alle mulige penge bag det. Hans forhold til Joseph Aoun udvikler sig skarpt lige nu, fordi han ser Libanon som et genopstået Mekka i det østlige Middelhavsområde, dvs. den nordlige del af det nye Levanten, som han vil skabe. Og han ser sandsynligvis Ankara som sin eneste modstander i dette, og han vil behandle dem forsigtigt og omhyggeligt, fordi de ville være en reel modstander, og Erdogan har altid ønsket at være leder af den muslimske verden – sunnierne, shiamuslimerne, hele den muslimske verden. Jeg tror, MBS mener, at det er hans ret, ikke Erdogans, så det kan blive et spændingsfelt.

Trump vil håndtere dette på et transaktionsmæssigt grundlag, og vi vil sandsynligvis ende med at se en ny Abrahams-aftale, selvom det ikke vil være en Abrahams-aftale, det vil være en Trump-aftale, og den vil have en ny [krydstale].

ZEPP-LAROUCHE: Ja.

WILKERSON: Og den vil ikke have – her er min frygt – den vil ikke have en levedygtig palæstinensisk stat. Den vil sige, at den gør, men den vil ikke have en levedygtig palæstinensisk stat som en del af den. Og min bekymring er, at Israel under alt dette vil have konsolideret sin større magt på Vestbredden, i hele Golan, sandsynligvis i hele Gaza, og præsentere det som et {fait accompli} til enhver aftale, der opnås.

ZEPP-LAROUCHE: Lad mig nærme mig dette strategiske spørgsmål fra en lidt anden vinkel. For et par år siden blev de fem stater med atomvåben i FN’s Sikkerhedsråd enige om, at [atomkrig ikke kan vindes](http://en.kremlin.ru/events/president/news/67551) og derfor aldrig må udkæmpes, og hvis man starter med det, og også overvejer, hvor tæt vi kom – og måske stadig er – på, at krigen i Ukraine kunne gå helt galt, med ATACMS, der når dybt ind på Ruslands territorium, med muligheden for, at Mellemøsten ender i en krig mellem Israel og Iran – jeg vil ikke uddybe detaljerne i det – men jeg har været fortaler for det synspunkt, at man skal starte fra toppen: Og dybest set sige, at vi absolut skal forhindre atomkrig, fordi ingen ville overleve den. Sandsynligheden for, at det ville føre til en atomar vinter, er mere sikker end det modsatte. Så hvorfor gør vi ikke, som forhandlerne af Den Westfalske Fred gjorde? Fordi de efter 150 års religionskrig i Europa erkendte, at hvis krigen ville fortsætte, ville der absolut ikke være nogen tilbage i live, fordi en tredjedel af alt allerede var blevet ødelagt, og hvis kampene ville fortsætte, ville der ikke være nogen sejr for nogen, fordi de alle ville være døde.

I lyset af faren for atomar udslettelse, hvorfor går vi så ikke efter at skabe en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til sikkerhedsinteresserne i hvert eneste land på planeten, for jeg tror ikke, at en sideordre vil løse problemet? Og jeg tror, at en sådan ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvis der var en aftale mellem stormagterne om at gøre det, og så sætte sig ned, som de gjorde i den Westfalske Fred, hvor man i fire år hamrede detaljerne ud, hvordan man skulle løse dette regionale problem og denne territoriale konflikt, og slutresultatet var den Westfalske Fred, som producerede principper, der var grundlaget for international lov. Hvorfor kan vi ikke gøre noget lignende nu, i betragtning af at vi er den intelligente art: Vi er den eneste art, der kan tænke og ændre ting, når de ikke er rigtige, og vi er begavet med fornuftens kraft; og hvis vi ikke kan bringe orden i vores anliggender på planeten, kan vi ikke forvente, at nogen anden art gør det for os.

Så hvad synes du om sådan en tilgang?

WILKERSON: Jeg er mere eller mindre enig. Jeg vil dog indvende, at Trump i det mindste har givet indtryk af, at han vil stoppe vores donationer til FN, som er dominerende, ligesom Reagan gjorde det i en periode, og til sidst trække os ud af FN. Han har ikke meget til overs for det sted.

Hvis jeg var konge for en dag, ville jeg have startet med at kræve – og det ville have været et krav – at verdens stater med atomvåben skulle mødes i Genève eller et andet passende sted inden for seks måneder, hver og en af dem, alle ni; jeg kunne endda bede nogle af aspiranterne om at komme, som Iran: Og vi ville sætte os ned, og jeg ville fortælle dem, at vi må skabe et nyt traktatregime for atomvåben; det skal omfatte jer alle – også dig, Israel. Vi ved, at I har atomvåben: Vi gav dem til jer. Den skal omfatte hver eneste stat, der ejer atomvåben, og vi skal have nogle mål! Og de mål er at skære ned på lagrene, at stoppe enhver form for forskning og udvikling af vores lagre, som ville gøre dem endda farligere, end de er nu (de er farlige nok lige nu, mange tak); og vi vil indgå traktater med dette formål. Og hvis du vil bruge sanktioner, og du vil bruge pres, så gå ind i baglokalet og tru disse lande, medmindre de retter sig efter dine ønsker med hensyn til et nyt multilateralt traktatregime for atomvåben. Det ville have været det første, jeg ville have gjort: det allerførste, jeg ville have gjort.

Fordi, {du har ret!} Dette er den største trussel mod menneskeheden, ud over klimaforandringer, og den er lige foran næsen på os! Jeg mener, atomvåben er {her}! Knappen er klar til at blive trykket på! Det er den største udfordring, vi har, og vi er nødt til at gøre noget ved det.

ZEPP-LAROUCHE: Larry, jeg vil absolut gerne fortsætte den del af diskussionen, for jeg synes, det er den vigtigste. Men da vi er ved at løbe lidt tør for tid, og jeg ikke kan lade dig slippe uden naturligvis at stille dig et sidste spørgsmål: Og det er, hvad vidste folk før Irak-krigen i 2003 om eksistensen eller ikke-eksistensen af masseødelæggelsesvåben?

WILKERSON: De fleste mennesker i regeringen, som jeg havde kontakt med, i forsvarsministeriet og i udenrigsministeriet, troede, selv om det viste sig at være forkert, at Saddam Hussein havde nogle rester af våben tilbage fra sine tidligere eksperimenter. De kunne ikke tro, især ikke militærfolkene, at han havde smidt dem alle sammen væk. For de vidste, at han levede i en meget farlig region; han havde været i en meget blodig krig med Iran; han havde folk i sit eget land, som ville vælte ham på et øjeblik, hvis de troede, at han ikke var i besiddelse af de kapaciteter, han ønskede; og at han på nogen måde ville skaffe sig af med dem alle sammen.

Endda selvom der var efterretningsfolk, der fortalte os, under dynen, så at sige, at de troede, at hvis han overhovedet havde nogen, så var de sandsynligvis i sikker forvaring i Syrien og Sudan. For hvis du husker det, var regeringen i Khartoum på det tidspunkt meget fjendtligt indstillet over for imperiet. Og vi havde beviser for, at software til kemiske og biologiske våben sandsynligvis befandt sig i Khartoum eller et andet sted i Sudan. Vi havde også beviser for, at Bashar al-Assad havde lagre af kemiske våben, som faktisk var mærket »Saddam Husseins ejendom«.

Så vi mente, at der i det mindste var en {prima facie} sag, et indicium for at gå i krig, men vi var imod krigen. Vi var imod krigen af samme grund, som vi var imod, at krigen i 1991 skulle gå videre. Og det forstod H.W. Bush. Vi ønskede en magtbalance i Golfen mellem Iran og Saddam Hussein og Irak. Og hvis man fjernede Iraks evne til at være et omdrejningspunkt i den magtbalance, ville man være nødt til at forholde sig til Iran uden nogen magtbalance! Og det er præcis, hvad der skete! (griner)

Så vi var imod krigen.

ZEPP-LAROUCHE: Okay, Nancy Pelosi sagde i en diskussion med de studerende, at alle efterretningsfolk vidste, at der ikke fandtes masseødelæggelsesvåben. Nå, men jeg er desværre nødt til at stoppe nu. Et sidste spørgsmål til dig: Hvad er dit råd til det tyske folk i betragtning af den specifikke rolle, den meget vigtige rolle, som Tyskland spiller for Europas skæbne?

WILKERSON: Mit råd er, at man ikke skal følge imperiet som en puddelhund. Det er tid til, at folk rejser sig på egen hånd. Jeg taler ikke om voldsom nationalisme, men om egne interesser, både økonomiske og andre. Og lige nu tror jeg, at Tysklands holdning virkelig har skadet dets ellers tidligere overlegne økonomiske position, i hvert fald i Europa og endda i verden. Og det er ikke godt for det tyske folk! Så overtag ansvaret for jeres egen økonomi og retningen for den, og hvis I vil handle med Kina – hvilket er {uundgåeligt, ubønhørligt} – så gør det med Kina; og også med Rusland for den sags skyld.

ZEPP-LAROUCHE: Okay, mange tak. Vi har desværre ikke mere tid. Jeg har virkelig nydt dette, og jeg håber, at vi kan fortsætte det en anden gang. Tusind tak for det!

WILKERSON: Tak, fordi jeg måtte komme. Jeg har nydt det.




Invitation til Den Internationale Fredskoalition #86
Hold op med at spekulere på, hvad Trump vil gøre, og begynd at organisere for oase-planen!

Fredag den 24. januar kl. 17.00 dansk tid

 

Klik på linket nedenfor, og brug dit fulde navn, når du deltager i mødet:

https://us02web.zoom.us/j/83288789255

 

Mobiliser dine organisationer.

 

Deltag i Den Internationale Fredskoalition på fredag kl. 17.00 dansk tid med Larry Johnson og andre for at diskutere de næste skridt i processen.

 

Venner af Den Internationale Fredskoalition,

 

Præsident Donald Trumps indsættelse den 20. januar og hans mange udtalelser og dekreter i løbet af de følgende 48 timer har fanget opmærksomheden i en verden i oprør. »Hele verden kigger på USA, og alt efter hvilken politisk lejr man befinder sig i, er det mellem håb og frygt«, kommenterede Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche i dag ved begyndelsen af sit ugentlige Dialogue-webcast. Situationen, tilføjede hun, er »kompliceret og mangefacetteret«, og Trumps handlinger er ikke alle sammenhængende med hinanden. Han er impulsiv og innovativ på samme tid.

 

Men alt for mange mennesker spilder tiden med at diskutere, om glasset er halvtomt eller halvfuldt, og opremser de gode og dårlige ting, Trump gør og siger – når det, der faktisk sker, er, at hele karakteren af det »glas«, de tror, de kigger på, har ændret sig dramatisk. Og den forandring kræver øjeblikkelig handling fra vores side. »Vi oplever nu en tektonisk forandring, hvor 500 års kolonialisme er ved at være slut, og BRIKS-landene forsøger at skabe et system, som giver mulighed for økonomisk udvikling i det Globale Syd.« De er blevet hovedpersoner i udformningen af menneskets fremtid.

 

På trods af sine uinformerede (og kontraproduktive) angreb på BRIKS har præsident Trump erklæret, at han ønsker at forhindre tredje verdenskrig, at normalisere forholdet til Putins Rusland og afslutte krigen i Ukraine, at samarbejde med Kina for at gøre verden til et bedre sted for alle nationer. Denne ændring har skabt en strategisk åbning, som hurtigt skal udnyttes til at skabe en ny virkelighed »på jorden«. Det mest påtrængende – måske også det sværeste – sted, hvor det kan ske, er i Sydvestasien.

 

Den israelsk-palæstinensiske krise, herunder folkemordet i Gaza og i stigende grad på Vestbredden, kan kun løses ved at rekonstruere hele området efter de linjer, som Lyndon LaRouches oase-plan foreslår. Rigeligt med ferskvand, elektricitet, højhastighedstog og en genopbygget sundheds- og uddannelsesinfrastruktur er alt sammen inden for rækkevidde. Kun ved at gå i gang med at bygge den infrastruktur kan der skabes ægte optimisme for fremtiden, en optimisme, som {både} israelere og palæstinensere er så desperate efter. israelere og palæstinensere så desperat har brug for.

 

Til dem, der i dag hævder, at der er brug for en politisk løsning, før økonomien kan komme i gang, svarede Lyndon LaRouche for 35 år siden, den 21. august 1990: »I årevis er vores forslag til økonomisk udvikling gentagne gange blevet fejet til side med det råd, at en politisk løsning må komme først, og derefter kan et økonomisk samarbejde om generel udvikling af regionen blive muligt. Vi har gentagne gange sagt, og med rette, at den argumentation er forkert og endda farligt absurd. Den simple grund er, at uden en politik for økonomisk udvikling har araberne og israelerne ikke noget fælles grundlag for en politisk aftale: ingen fælles interesse.«

 

LaRouches Oase-plan kan fungere – især hvis USA og Kina samarbejder om at føre den ud i livet. Som det hed i en leder den 22. januar i det halvofficielle kinesiske dagblad Global Times, der afspejlede tankegangen i Beijing: »Det, der er sikkert, er, at når Trump begynder sin anden præsidentperiode, er der et udbredt håb om et modent og stabilt forhold mellem Kina og USA. For begge lande er der et stort potentiale for forskellige former for samarbejde; nøglen er, om de kan møde hinanden på halvvejen…. En tilbagevenden til en rationel og pragmatisk politik over for Kina er en fælles ambition for befolkningerne i både Kina og USA.«

 

Oase-planen er et godt sted at omsætte den forpligtelse til praksis.

 

Deltag i Den Internationale Fredskoalition på fredag kl. 17.00 med Larry Johnson og andre for at diskutere de næste skridt i processen.




Morgen – og sorg – i Gaza:
Palæstinenserne kan endelig begynde det vigtige arbejde med at sørge
af Dr. Izzeldin Abuelaish

Read the English original below the Danish translation.
Ikke korrekturlæst

Meget bevægende kronik af den gazansk-canadiske Dr. Izzeldin Abuelaish en dag efter våbenhvilen i Gaza

22. januar 2025 (Schiller Instituttet) – Følgende kronik af den gazansk-canadiske Dr. Izzeldin Abuelaish blev offentliggjort i The Globe and Mail i Toronto den 21. januar 2025, en dag efter at våbenhvilen mellem Israel og Hamas begyndte. Forfatteren har givet sin tilladelse til, at vi offentliggør den. Dr. Abuelaish er forfatter til bogen Jeg Skal Ikke Hade, som han skrev, efter at tre af hans døtre og en niece blev dræbt i et israelsk angreb i 2009. Schiller Instituttets interview med ham i marts 2024 er tilgængeligt her:

Den førende palæstinensiske læge og fredsaktivist Dr. Izzeldin Abuelaish
interviewet af Schiller Instituttet i Danmark: “Jeg vil ikke hade”

Udskrift af interview: Palæstinensiske Dr. Izzeldin Abuelaish:
Jeg vil ikke hade. Stop volden. Vælg håb og sameksistens

Han talte også på Schiller Instituttets Oasis Plan-konference i april 2024. Se linket nedenunder.
——————————-

Morgen – og sorg [Morning and mourning] – i Gaza: Palæstinenserne kan endelig begynde det vigtige arbejde med at sørge

af Izzeldin Abuelaish

Izzeldin Abuelaish er palæstinensisk-canadisk forfatter, menneskerettighedsforkæmper og professor emeritus ved University of Toronto.

I mange år er sorgen i Gaza blevet undertrykt, begravet under vægten af bombardementer og frygt, som om det at udtrykke smerte er en slags privilegium.

Og derfor står palæstinenserne i dette skrøbelige og paradoksale øjeblik – starten på en våbenhvile i Gazastriben – foran en længe ventet scene: en chance for at sørge i fred.

Under en krig bliver øjeblikke til levende vidnesbyrd om smerte, rædsel, drab og ødelæggelse. Krig opleves ikke af mennesker som en kamp om magt, men som en test af menneskelig vilje over for den hårdeste vold og uretfærdighed. Og denne krig har stjålet folks drømme, deres mest grundlæggende rettigheder til et værdigt liv. Hvert ødelagt hus var engang et fristed, og hver ødelagt gade var engang en passage til håb. Selv om krigen slutter helt, vil dens indvirkning aldrig forlade sjælene.

Men håbet er stadig den skjulte kraft, der kan give livet ny mening.

Våbenhvilen er en mulighed for, at dette håb kan slå rod i Gaza, et land, der aldrig har kendt til fred, hvor hver dag begynder og slutter med lidelse, og som er tynget af sår fra både fortid og nutid. Denne by fortjener en chance for at sørge uden frygt og for at leve fri af dødens skygge. Selv om fuldstændig fred kan synes langt væk, giver denne våbenhvile plads til at begynde på en frisk. Det er et desperat tiltrængt pusterum for de afdøde sjæle, for hjerterne hos dem, der holder ud, for et land, som en dag fortjener varig ro.

Der er nu en chance for, at håbet for alvor kan slå rod i hjertet på den enke, der er blevet mor, det forældreløse barn, den sørgende far og søsteren, der klamrer sig til minderne. På trods af deres enorme tab har de styrken til at overleve.

I et land, der har kendt til uretfærdighed, undertrykkelse og besættelse, mere end det har kendt til fred, bliver sorgen en modstandshandling. At sørge betyder at anerkende sit tab, at anerkende, at man er et menneske, der er tynget af smerte. Men at sørge over mistede kære uden frygt for at møde samme skæbne har været en uopnåelig drøm for Gaza. I dag, i den fredelige stilhed i gader, der i går var fyldt med en anden slags stilhed – en, der er svanger med rædslen for mulig ødelæggelse – giver sorgen mulighed for den fordybelse, der er nødvendig til at forfølge ny mening og nyt liv.

Selvfølgelig er sorg ikke enden på vejen. Det er det første, afgørende skridt mod at genopbygge sjælen, mod at respektere mindet om dem, der er gået bort, mod at give sårene plads til at trække vejret. Sorg er den eneste måde at forblive menneske på i lyset af hadet.

Efter mere end 15 måneders bombardementer vender folk tilbage til murbrokkerne – ikke for at finde ly, men for at udføre den hjerteskærende opgave at finde ligene af deres kære. Blandt murbrokkerne ligger smertefulde minder. Hvor dyb er denne smerte – at finde lig, hvoraf nogle er blevet gnavet i af herreløse hunde.

Børnenes drømme – om at lære i skolen, om at finde forsvundne venner eller legetøj – ligger også under murbrokkerne. Men sorgen giver dem mulighed for at finde en verden, hvor sikkerhed og uskyld kan trives igen. Disse drømme, der nægter at blive begravet, minder verden om, at selv i krig er børns håb i stand til at overleve.

De, der har levet i en cyklus af konstant terror, kan nu endelig finde den længe ventede søvn. Det vil stadig ikke være en almindelig søvn, men en, der er tynget af minder og smerte, en, der blotter sårene. Og selv når våbenhvileaftaler annonceres, forbliver ventetiden på fred smertefuld. Timerne bliver på en eller anden måde tungere end årene, mens folk lever på en knivsæg mellem frygten for det sidste bombeangreb og det at turde håbe på frelse. Hvert øjeblik, der er gået i løbet af de sidste 15 måneder, har bragt muligheden for tab med sig; nu er det blandet med den skrøbelige mulighed for fred – og potentialet for en anden slags smerte.

Smerte i Gaza bliver til energi til vedholdenhed. Et blødende sår bliver et symbol på styrke. Men tab, på trods af dets grusomhed, planter i hjerterne en vilje til at leve. Palæstinenserne er ikke kun ofre for krig; de er et eksempel på ukuelig vilje, der legemliggør, hvad det vil sige at rejse sig fra asken. Selve landet fortæller historier om dette modstandsdygtige folks lidelser. De huse, der blev ødelagt, var engang fyldt med latter, og de gader, der blev reduceret til murbrokker, var engang korridorer med liv – men på trods af alt dette står palæstinenserne oprejst og gør smerte til en lektie og standhaftighed til en livsstil.

I dette land er der noget, der er værd at leve for. Gaza er ikke bare en by, men et symbol på beslutsomhed og håb. Under murbrokkerne går palæstinenserne nu i gang med at skabe liv ud af død. Nederlaget ligger ikke i ødelæggelsen, men i tabet af troen på frihed og værdighed; det er det, Gazas befolkning afviser. Det er derfor, palæstinenserne stadig er håbefulde. Det er ikke kun, fordi de fortjener liv, men fordi de tror på, at friheden kommer, og at den smerte, de oplever i dag, vil være kimen til at skabe en mere retfærdig og fredelig fremtid.

Fra Gazas smerte kommer der dybe menneskelige lektioner. Palæstinenserne lærer os, at krige kan ødelægge hjem, men de kan ikke udslette troen. De lærer os, at håb, når det bliver en livsstil, er bedre end noget våben eller nogen begrænsning.

Det er derfor, Gaza ikke bare er en lidende by, men et symbol på modstandskraft. Så dens befolkning, som forvandler enhver tragedie til styrke og enhver ødelæggelse til opbygning, sender nu et budskab til verden: Livet sejrer altid. Palæstinenserne er styret af håb, bevæbnet med vilje og tror på, at frihed, retfærdighed, lighed og værdighed er essentielle og afgørende for fred.

Hvem ved, hvor længe denne våbenhvile vil vare? Men rejsen mod fred kan nu begynde.

———————–

Mere om Dr. Abuelaish:

Dr. Izzeldin Abuelaishs tale til Schiller Instituttets konference
om Oase-Planen den 13. april 2024

Palestinian Dr. Izzeldin Abuelaishs artikel i anledning af 76 år efter “katastrofen” for palæstinenserne
————————
English original:

Very Moving Op Ed by the Gazan Doctor Izzeldin Abuelaish One Day After the Cease-Fire in Gaza

The following op ed by the Gazan-Canadian Dr. Izzeldin Abuelaish was published in The Globe and Mail in Toronto on January 21, 2025, one day after the commencement of the cease-fire agreement between Israel and Hamas. The author has given his permission to us to publish it. Dr. Abuelaish is the author of the book, I Shall Not Hate, written after three of his daughters and a niece were killed in an Israeli attack in 2009. The Schiller Institute in Denmark’s interview with him in March, 2024 is available here in English: 

Den førende palæstinensiske læge og fredsaktivist Dr. Izzeldin Abuelaish
interviewet af Schiller Instituttet i Danmark: “Jeg vil ikke hade”
He also spoke at the Schiller Institute’s Oasis Plan conference in April 2024.
Morning – and mourning – in Gaza: Palestinians can finally begin the important work of grieving
by Izzeldin Abuelaish
Izzeldin Abuelaish is a Palestinian-Canadian author, human rights advocate and professor emeritus at the University of Toronto.
For many years, grief in Gaza has been repressed, buried under the weight of bombing and fear, as though expressing pain is some sort of privilege.
And so at this fragile and paradoxical moment – the start of a ceasefire in the Gaza Strip – Palestinians stand before a long-awaited scene: a chance to grieve in peace.
During a war, moments turn into living testimonies of pain, horror, killing and destruction. War is not experienced by people as a struggle for power, but as a test of human will in the face of the harshest violence and injustice. And this war has stolen people’s dreams, their most basic rights to a dignified life. Every destroyed house was once a haven, and every shattered street was once a passageway to hope. Even if the war fully ends, its impact will never leave souls.
But hope remains the hidden force that can give life new meaning.
The ceasefire is an opportunity for this hope to take root in Gaza, a land that has never known peace, where each day begins and ends in suffering, and which is burdened by wounds both past and present. This city deserves the chance to mourn without fear and to live free from the shadow of death. While complete peace may seem far off, this ceasefire offers a space to begin anew. It is a desperately needed respite for the departed souls, for the hearts of those who endure, for a land that deserves lasting tranquillity one day.
There is now a chance for hope to truly take root in the heart of the widowed mother, the orphaned child, the grieving father, the sister clinging to memories. Despite their immense losses, they embody the strength to survive.
In a land that has known injustice, oppression and occupation more than it has known peace, grief becomes an act of resistance. To grieve means acknowledging your loss, acknowledging that you are a human who is burdened with hurt. But mourning for lost loved ones without fear of meeting the same fate has been an elusive dream for Gaza. Today, in the peaceful silence of streets that were yesterday filled with a different kind of silence – one pregnant with the terror of potential destruction – mourning allows for the contemplation needed to pursue new meaning and new life.
Of course, mourning is not the end of the road. It is the first, crucial step toward rebuilding the soul, toward respecting the memory of those who have passed away, toward giving wounds space to breathe. Mourning is the only way to remain human in the face of hatred.
After more than 15 months of bombing, people are returning to the rubble – not for shelter, but for the heartbreaking task of recovering the bodies of loved ones. Among the debris lie painful memories. How deep, this pain – finding bodies, some of which have been gnawed at by stray dogs.
The dreams of children – of learning at school, of finding lost friends or toys – lie under that rubble, too. But mourning allows them to find a world where safety and innocence can thrive again. These dreams that refuse to be buried remind the world that even in war, the hope of children is capable of survival.
Those who have lived in a cycle of constant terror may now finally find long-awaited sleep. It will still not be an ordinary sleep, but one burdened with memories and pain, one that reveals the wounds. And even when ceasefire agreements are announced, the wait for peace remains painful. The hours become somehow heavier than years, as people live on a knife’s edge between the fear of the last bombing and daring to hope for salvation. Every passing moment over the last 15 months has brought with it the possibility of loss; now, it is mixed in with the fragile possibility of peace − and the potential for a different kind of pain.
Pain in Gaza is turning into energy for persistence. A bleeding wound becomes a symbol of strength. But loss, despite its cruelty, plants in hearts a determination to live. Palestinians are not only victims of war; they are an example of indomitable will, embodying what it means to rise from the ashes. The land itself tells stories of the suffering of this resilient people. The houses that were destroyed were once filled with laughter, and the streets that were reduced to rubble were once corridors of life – but despite all this, Palestinians stand tall, turning pain into a lesson and steadfastness into a way of life.
On this land, there is something worth living for. Gaza is not just a city, but a symbol of determination and hope. From beneath the rubble, Palestinians are now embarking on the work of creating life from death. Defeat is not in destruction, but in the loss of faith in freedom and dignity; this is what the people of Gaza are rejecting. That’s why Palestinians remain hopeful. It’s not only because they deserve life, but because they believe that freedom is coming, and that the pain they are experiencing today will be the seed for creating a more just and peaceful future.
From Gaza’s pain, profound human lessons emerge. Palestinians teach us that wars may destroy homes, but they cannot erase faith. They teach us that hope, when it becomes a way of life, is superior to any weapon or restriction.
That is why Gaza is not just a suffering city, but a symbol of resilience. So its people, who transform every tragedy into strength and every destruction into construction, are now sending a message to the world: life always triumphs. Palestinians are governed by hope, armed with will and believe that freedom, justice, equality and dignity are essential and crucial to peace.
Who knows how long this ceasefire will last? But the journey to peace can now begin.
—————-

More about Dr. Abuelaish:
His speech to the Schiller Institute conference about the Oasis Plan on April 13, 2024:

Dr. Izzeldin Abuelaishs tale til Schiller Instituttets konference
om Oase-Planen den 13. april 2024

His article on the occassion of 76 years after “the catastrophe (Nakba)” for the Palestinians:

Palestinian Dr. Izzeldin Abuelaishs artikel i anledning af 76 år efter “katastrofen” for palæstinenserne

Foto: Creator: Libertinus, Copyright: Creative Commons: Atribución – Compatir por igual




Haaretz-klummeskribent siger, at Trump nu har kontrollen i Gaza

Carl Osgood

Den 20. januar 2025 – Israels premierminister Benjamin Netanyahu og hans tilhængere insisterer på, at Israel kan genstarte krigen i Gaza ved afslutningen af fase 1 i våbenhvileaftalen, og at præsident Donald Trump vil støtte dem, men det er alt sammen spekulationer. Haaretz-analytikerenAmos Harel hævder, atdet i Israel ikke er den israelske premierminister Benjamin Netanyahu, der har kontrollen, men snarere Trump, på trods af de aftaler, som premierministeren har indgået for at holde sammen på sin regering. »Det er slet ikke klart, at lederne på nogen af siderne er interesserede i [fase 2],« skriver Harel. »Og alligevel kan det være, at vi søndag besteg det første trin på stigen mod at afslutte aftalen og afslutte krigen takket være Donald Trumps formaninger, blot få dage før han bliver taget i ed til en ny periode som USA’s præsident.«

»Snakken om at genoptage krigen, som skal ske ved afslutningen af fase 1 om seks uger, er allerede hovedsageligt teoretisk,« siger Harel senere efter at have påpeget, at strømmen af op til 1 million palæstinensere tilbage til det nordlige Gaza kan gøre det vanskeligt for IDF at genoptage operationer der. »Beslutningen ligger nu hos Trump. De mange løfter, som premierminister Benjamin Netanyahu gav finansminister Bezalel Smotrich for at sikre, at det religiøse zionistparti bliver i regeringen under hele den første fase, er forudbestemt til at kollidere med Trumps krav. Hvis den amerikanske præsident insisterer på, at krigen i Gaza skal slutte, vil Netanyahu få svært ved at trodse ham.«

Billede: President Donald J. Trump and Prime Minister Benjamin Netanyahu of Israel at the United Nations General Assembly in 2017 (Official White House Photo by Shealah Craighead)




Amerika og det nye globale kor

af Stewart Battle (EIRNS) – 20. januar 2025

Præsident Donald Trump blev indsat som den 47. præsident i mandags, mens hele verden fulgte med. Trumps indsættelsestale var alt andet end mavesur – han lovede forskellige initiativer til at styrke økonomien, bringe produktionen tilbage og øge energiforsyningen; opfordrede til at afslutte USA’s krige; og bebudede endda en plan om at sætte et amerikansk flag på Mars i de kommende år. Vigtigt nok erklærede han også, at han ville sætte en stopper for bevæbningen af regeringen, og senere på dagen tilbagekaldte han sikkerhedsgodkendelsen af 50 tidligere efterretningsofficerer.

På den negative side af sagen bekendtgjorde Trump omfattende immigrationsreformer, lovede at sende illegale immigranter tilbage og erklærede narkokarteller for terrororganisationer – hvilket muligvis kan give anledning til udenlandske militære aktioner for at bekæmpe dem. Denne fremgangsmåde vil ikke kunne løse indvandringsproblemet, som er et dybere problem og kræver den form for økonomisk udvikling, der er beskrevet i Schiller Instituttets nylige rapport »Development Drive Means Billions of New Jobs, No Refugees, No War«.

Imidlertid kunne man plukke hvert eneste initiativ og bekendtgørelse, som Trump meddelte under sin tale, fra hinanden, men det ville ikke være at tænke strategisk. Nogle af Trumps holdninger er bestemt problematiske og vil skabe yderligere unødvendige spændinger, men det egentlige spørgsmål er, om han vil bidrage til eller hindre udformningen af den nye verden, der er ved at tage form.

Præsident Trumps indsættelse blev hilst velkommen af regeringerne i Rusland, Kina og Indien – hver på deres måde, men de udtrykte alle håb for det potentiale, der findes. Den russiske præsident Putin hilste Trumps erklærede ønske om at genetablere forholdet til Moskva velkommen og fremhævede især Trumps »udtalelser om behovet for at gøre alt for at forhindre Tredje Verdenskrig.« Kinas præsident Xi, som talte med Trump for blot et par dage siden, bemærkede, hvordan Kina og USA bør være partnere, der »arbejder sammen for verdensfreden« og i fælles interesse. I Indien bød premierminister Modi Trump velkommen i et indlæg på X i dag. Udenrigsminister Jaishankar gav dog en særlig interessant analyse af Trump-administrationens betydning under en tale i Mumbai den 18. januar:

Trumps indsættelse, sagde Jaishankar, »er en begivenhed, som forventes at få dybtgående konsekvenser for den globale orden. I stedet for at opfatte det som en årsag i sig selv, bør vi måske analysere det som et symptom på en omvæltning, der nu har nået et kritisk punkt. Denne proces har mange dimensioner, mange spørgsmål, herunder en omfordeling af økonomisk og politisk magt over flere årtier. Den er blevet fremskyndet af en særlig globaliseringsmodel, som ganske vist har skabt større velstand, men som også har ført til mere usikkerhed…. I dag står vi måske på tærsklen til en ny æra. En, hvor USA afviger fra en etableret udenrigspolitisk tradition og fokuserer på sine egne interesser i stedet for at forme selve verden. Hvor fokus er mere på nødvendigheden af konkurrence frem for på iagttagelse af regimer…. Nye åbninger og nye praksisser kan skabe rum, som ikke fandtes tidligere.«

Disse nye åbninger og nye praksisser forekommer faktisk – se blot på begyndelsen af en fredsproces i Gaza og intentionen om at bringe krigen i Ukraine til ophør. Der skal gøres meget mere, og den indledende våbenhvile i Gaza må eksempelvis ophøjes til en fundamentalt anderledes politik for regionen. Men som det tydeligt fremgik af Bidens beslutning om at udstede »forebyggende benådninger« til ca. 50 personer i mandags – hvoraf mange var involveret i bestræbelser på uretmæssigt at ødelægge deres politiske modstandere – vil Trump møde enorm modstand. Hvis man tror, at det bare er partipolitik og store egoer, kan man godt tro om igen. Trumps evne til fundamentalt at ændre politikken i Washington vil afhænge af, om han kan frigøre sig fra efterretningstjenestens diktatur over tankegangen i USA.

Derfor er den mest værdifulde forudsætning nu, at borgerne tager stilling til denne strategiske dynamik. Bekræftelserne af Tulsi Gabbard og Kash Patel er fortsat et afgørende skridt i denne henseende, og LaRouche-Organisationens dossier »The Liars’ Bureau« bør distribueres vidt og bredt som en del af det. Det kan supplere de allerede store planer, som Trump har bekendtgjort for at håndtere regeringens bevæbning.

Men for at gøre disse åbninger til begyndelsen på et nyt paradigme i verden er det nødvendigt, at der kommer nye, principfaste ideer ind i denne regering. I en diskussion med medarbejdere i dag pegede Helga Zepp-LaRouche især på behovet for Oase-planen i Mellemøsten, nu hvor der er indgået en våbenhvile:

»Det store spørgsmål er, om våbenhvilen vil gå igennem alle tre faser? Og jeg tror, hvad vi skal gøre er virkelig at intensivere vores organisering, at det er nu, Oase-planen skal sættes på dagsordenen. Og det faktum, at professor Zhang Weiwei på Schiller-konferencen den 7.-8. december 2024 havde sagt, at Kina har midlerne til at gennemføre Oase-planen, gør at det derfor nu virkelig er et spørgsmål for Trump-administrationen at acceptere et sådant samarbejde….

»Den nuværende situation er en, der har potentiale til at blive katapulteret ind i et komplet paradigmeskifte,« tilføjede Zepp-LaRouche, men vi er nødt til at få folk mobiliseret, fordi «vi er absolut nødt til at få en ende på voldscyklussen, og den eneste måde, det kan ske på, er ved at lægge Oase-planen på bordet.«

Foto: C-SPAN




Våbenhvile i Gaza træder i kraft, Netanyahu taler med to tunger

Carl Osgood og Dennis Speed

Den 19. januar 2025 – Våbenhvilen i Gaza trådte endelig i kraft efter en forsinkelse på næsten tre timer. Den første fase af våbenhvilen var oprindeligt planlagt til at begynde i morges kl. 8.30, men blev forsinket, efter at Hamas var forsinket med at udlevere listen over de tre kvindelige gidsler, der skulle frigives i eftermiddag, rapporterede Times of Israel. Tre kvindelige gidsler blev dog frigivet midt på eftermiddagen, og de så alle ud til at være i god behold. Fire andre levende kvindelige gidsler skal frigives om syv dage.

Selv under forsinkelsen blev Hamas-medlemmer set paraderende i Rafah, og Gazas politibetjente i deres blå uniformer patruljerede i gaderne. IDF fortsatte med at udføre artilleri- og luftangreb under forsinkelsen. »IDF fortsætter med at operere og angribe terrormål i Gazastriben,« hedder det i en erklæring.

Våbenhvilen er muligvis allerede i fare, mens den er i gang. I en videoudtalelse i går aftes kaldte Netanyahu den første fase af aftalen om frigivelse af gidsler for en »midlertidig våbenhvile,« og hævdede at både USA’s præsident Joe Biden og den kommende præsident Donald Trump havde understreget, at Israel kunne vende tilbage til kampene i Gaza, hvis de næste faser af aftalen ikke blev realiseret, skriver Times of Israel. Det tyder på, at Israel ikke har til hensigt at gå videre til fase 2 i aftalen – et skridt, som, hvis det tages, kan være en dødsdom for de resterende levende gidsler, har tilhængere af aftalen advaret om.

Netanyahu sagde, at Israel ikke vil hvile, før »alle dets krigsmål er nået«, hvilket omfatter hjemsendelse af hvert eneste gidsel, der holdes fanget i Gaza. Han tilføjede, at USA havde lovet, at Israel ville have de våben, der var nødvendige for at vende tilbage til kampene, hvis det blev nødvendigt, og sagde at Israel ville gøre det »på nye måder og med meget stor magt.«

»I den aftale, der lige er blevet godkendt, får vi yderligere 33 af vores brødre og søstre tilbage – de fleste af dem i live,« sagde han uden at nævne de yderligere potentielle faser i aftalen, hvor de resterende 65 gidsler skal frigives, og en permanent våbenhvile skal indføres i Gaza.

Netanyahu sagde, at aftalen er et resultat af, at Israel har modstået pres udefra og indefra, og af samarbejdet med den afgående Biden-administration og den kommende Trump-administration. »Præsident Trump sluttede sig til missionen om at befri gidslerne fra det øjeblik, han blev valgt,« sagde Netanyahu. »Han talte med mig onsdag aften [15. januar] og hilste aftalen velkommen. [Trump] understregede med rette, at første fase af aftalen er en midlertidig våbenhvile. Det var det, han sagde: ‘En midlertidig våbenhvile’.«

Foto: Rawpixel.com CCO




Indvielse af en ny amerikansk revolution

af Dennis Speed (EIRNS) – 20. januar 2025

Over 20.000 mennesker sluttede sig til Trump ved hans sejrsmøde søndag den 19. januar i Washington D.C. Under Trumps tale sagde han:

»Som et første skridt i retning af at genoprette gennemsigtighed og ansvarlighed i regeringen vil vi også ophæve overklassificeringen af fortrolige regeringsdokumenter, og i de kommende dage vil vi offentliggøre dokumenter vedrørende præsident John F. Kennedy, hans bror Robert F. Kennedy og Dr. Martin Luther King Jr. samt andre emner af stor offentlig interesse. Det hele vil blive frigivet.«

Nyhedstjenesten Reuters påpegede, at Trump »havde givet et lignende løfte i sin embedsperiode fra 2017 til 2021, og han frigav faktisk nogle dokumenter relateret til mordet på JFK i 1963. Men i sidste ende bøjede han sig for presset fra Central Intelligence Agency og Federal Bureau of Investigation og holdt en betydelig del af dokumenterne skjult med henvisning til nationale sikkerhedshensyn.« Der rapporteredes derefter dette:

»Trumps udpegede sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., søn af Robert Kennedy og nevø til JFK, har sagt, at han mener, at CIA var involveret i hans onkels død, en påstand, som agenturet har beskrevet som grundløs.

»Kennedy Jr. har også sagt, at han tror, at hans far blev dræbt af flere bevæbnede mænd, en påstand, der er i modstrid med de officielle beretninger.«

Tænk et øjeblik over konsekvenserne af det, du lige har læst. Den kommende præsident, som næsten blev myrdet i Butler, Pennsylvania, den 13. juli sidste år i en stadig stort set uopklaret hændelse, og mindst én af de nominerede til hans kabinet, nevøen til en myrdet præsident og sønnen til en myrdet præsidentkandidat, er meget uenige i efterretningstjenesternes synspunkter og praksis – ligesom den myrdede præsident John F. Kennedy var det. Robert F. Kennedy Jr. mener faktisk, at en af disse tjenester kan have været involveret i mordet på hans onkel.

Mange amerikanere med forskellige baggrunde, overbevisninger og samfundslag mener, at disse hemmelige agenturer rutinemæssigt myrder adskillige, endog mange, offentlige personer, her og rundt om i verden. Om det er sandt eller ej, vil relativt let kunne bevises ved offentlige afsløringer, hvis eneste »sikkerhedstrussel« ville være mod de regeringsansatte kriminelle, der begår disse forbrydelser, herunder snigmord, uden det amerikanske folks viden, men i dets navn. Hvad kan der derfor ske, hvis præsidentens kandidater, Tulsi Gabbard som direktør for den nationale efterretningstjeneste og Kash Patel som FBI-direktør, får bemyndigelse til at ændre retningen for disse efterretnings- og retshåndhævelsesorganer i USA? Hvad nu, hvis de bliver bekræftet, og det slør af hemmeligholdelse, der er lagt over det sidste halve århundrede, måske tilmed løftes delvist?

Vi påstår ikke, at der ikke vil være problematiske og endog katastrofale virkninger at forvente af aspekter af den politik, som præsident Trump og i hvert fald flere af hans medarbejdere står for i øjeblikket, især på det økonomiske område. Men vi må også se på det større billede for at se, hvorfor kræfter i London af finansiel og efterretningsmæssig herkomst har grund til at være dybt, dybt bekymrede over dette præsidentskab.

Præsident Trump har udtalt, at han ønsker at mødes med præsident Vladimir Putin, helst inden for de næste 100 dage. Den tidligere præsident Biden havde end ikke talt med Putin i to år. Præsident Trump har også allerede talt med Kinas præsident Xi Jinping og har planer om også at mødes med ham. Hvad mener »efterretningssamfundet«, det vil sige den finansielle efterretningsetablissement i City of London og Wall Street, om dette? Lad os sige det på denne måde: De er ikke særlig begejstrede for udsigten.

»Trump har en foragt for føderale bureaukrater og nærer et vedvarende nag til den undersøgelse, som IC (efterretningstjenesten) har foretaget af Ruslands indblanding i præsidentvalget i 2016. Og den vej, han signalerer gennem sin retorik og sine udnævnelser, er konfrontation. Hvis Trump i sidste ende vælger antagonisme, vil de amerikanske efterretningstjenester stå over for alvorlige udfordringer i udførelsen af deres daglige arbejde.« Sådan skriver den tidligere CIA-embedsmand Peter Schroeder i en artikel i Foreign Affairs den 17. januar med titlen »Trump’s Threat to National Intelligence«.

Da John Kennedy efter Cuba-krisen i 1962 forsøgte at bevæge sig over til at »tale om fred som det nødvendige rationelle mål for rationelle mennesker« i sin tiltrædelsestale på American University den 10. juni 1963, var efterretningstjenesterne imod ham. »Alt for mange af os tror, at det er umuligt. Alt for mange tror, at det er uvirkeligt. Men det er en farlig, opgivende tro. Den fører til den konklusion, at krig er uundgåelig – at menneskeheden er dømt til undergang – at vi er grebet af kræfter, vi ikke kan kontrollere.

»Vi behøver ikke at acceptere det synspunkt. Vores problemer er menneskeskabte – derfor kan de løses af mennesker.« Han blev myrdet for at have ført nationen mod fred.

Som det tidligere kongresmedlem Dennis Kucinich sagde ved en medieoptræden den 18. januar: »Lad os starte med dette: Det er meget klart, at vi har brug for en ny verdenssikkerhedsarkitektur, der afspejler alle parters interesser – ikke en unipolær tilgang. Og den store ting i USA er, at vi er nødt til at skifte fra Den kolde Krigs perspektiv, som har låst os fast i frygten for atomkrig, som nogle gange kan blive en selvopfyldende profeti – især hvis man, som i Biden-administrationen, sender langdistancemissiler ind i Rusland.« Det må være den vej, USA går på nuværende tidspunkt, uanset hvad de afsporede efterretningstjenester mener.

Helga Zepp-LaRouches Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur og de detaljerede planer for hvad der skal ske i Gaza, »Oase-planen«, i USA, »Kernekraftbaseret NAWAPA XXI« (North American Water And Power Alliance) og i verden, »Den nye Silkevej bliver Verdenslandbroen«, er ikke kun løsningskonceptet for Trump-administrationens udenrigspolitik. De er det manglende led i forklaringen på, hvorfor det amerikanske præsidentskab må tøjle efterretningstjenesterne. Ved at fortælle det amerikanske folk sandheden om den »hemmelige regering«, der har forhindret amerikanske præsidenter, også gennem mord, i at arbejde med nationer som Rusland, Kina, BRIKS og nationerne i det Globale Syd, ikke for at dominere dem, men for at gøre en ende på kolonialismen, kan vi skabe den ændring i tankesættet, som John F. Kennedy, Robert Kennedy og Martin Luther King ønskede at se i Amerika og i verden.

Foto: Free Malaysia Today




Oase-planen kan starte en ustoppelig fred

Ikke korrekturlæst

af Megan Dobrodt (EIRNS) – 18. januar 2025

Hvordan vinder man freden– ikke bare ved at stoppe kampene, men ved at skabe en ustoppelig fred? Uden en ny og positiv dynamik, der reparerer de forbrydelser, der er blevet begået, vil konflikten helt sikkert blive genoptaget – som vi så det, da Første Verdenskrig »gik i pause« og blev til Anden Verdenskrig, og da Oslo-aftalens fredspotentiale effektivt blev dræbt med mordet på Yitzhak Rabin.

Tidligt om morgenen den 18. januar stemte den israelske regering for at godkende våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas, som skal begynde kl. 6.30 GMT søndag den 19. januar. Der er skitseret tre faser, som omfatter frigivelse af israelske gidsler og palæstinensiske fanger, levering af humanitær hjælp til Gaza og tilbagetrækning af IDF-styrker fra Gaza. Men vil det vare ved? Hvad vil forhindre våbenhvilen i at blive saboteret?

»Jeg tror, at for regionen Mellemøsten er Oase-planen lige nu den eneste ting, der kan ændre dynamikken,« sagde Helga Zepp-LaRouche til et møde i Den Internationale Fredskoalition den 17. januar. »Efter min og mange andres mening kræver det en øjeblikkelig anerkendelse af en palæstinensisk stat, og den stat kan naturligvis ikke fungere, hvis der ikke er en øjeblikkelig, ikke bare genopbygning af Gaza, som er fuldstændig jævnet med jorden, men … en reel fredsorden i hele regionen, som vi har tilvejebragt med Oase-planen. Hvis vi på en eller anden måde kunne opmuntre Trump-administrationen til virkelig at gå ind i en reel fredsopbygning ved at få landene i Mellemøsten til at gå sammen om at gennemføre Oase-planen, så har det et reelt potentiale til at løse situationen.«

Men den imperiale verdensordens slimklat, som skabte den antimenneskelige doktrin om geopolitik, kan ikke udholde udsigten til at miste overherredømmet over verdenssystemet. Det kan ses i den hektiske kamp for at sikre, at Ukraine har nok vestlig støtte til at fortsætte kampen mod Rusland til den sidste ukrainer; i udbruddene fra imperiale talerør som Londons Chatham House, som beklager Kinas »ikke-finansielle investeringer i udviklingslandene«; og truslerne fra det permanente bureaukrati i USA, som advarer Trump mod at smide de krigsliderlige løgnere ud af de amerikanske efterretningstjenester.

På den anden side er størstedelen af menneskeheden ved at forme sig selv i en ny og voksende verdensorden med win-win-samarbejde for udvikling i afvisning af kolonialisme. Nigeria er netop blevet den nyeste BRIKS-partnernation og slutter sig til otte andre partnere og ti medlemslande, der tilsammen udgør omkring 52 % af verdens befolkning. Ifølge erklæringen fra BRIKS-formand Brasiliens udenrigsministerium: »Med verdens sjettestørste befolkning – og Afrikas største – samt en af kontinentets største økonomier, deler Nigeria sammenfaldende interesser med andre BRIKS-medlemmer. Landet spiller en aktiv rolle i styrkelsen af Syd-Syd-samarbejdet og i reformen af den globale styring.«

Hvis USA samarbejdede med Kina, med nationer i det Globale Syd, for at overvinde virkningerne af 500 års kolonialisme, kunne denne generation opbygge en retfærdig og varig fred. Geopolitik, den største trussel mod alle nationers og befolkningers sikkerhed og liv, kan overvindes, som var det en børnesygdom i den menneskelige kultur.

Helga Zepp-LaRouche har peget på nødvendigheden af en kulturel renæssance som en del af fredssikringen: »Vi er nødt til at genoplive de bedste klassiske perioder i Europa, ånden fra den amerikanske revolution og den antikoloniale kamp mod det Britiske Imperium. Vi må virkelig bringe verdenssamfundet ind i traditionen for det bedste, menneskeheden nogensinde har frembragt i hver nation, i hver civilisation; og så føre en dialog mellem civilisationerne. Det, sammen med en økonomisk genopbygning, er grundlaget for fred.«

Oase-planen kan være begyndelsen, den første gnist, til en sådan ny renæssance.

Foto: Asuka Saito Burke




Efter våbenhvilen: Støt LaRouches Oase-plan for fred og udvikling mellem
Israel og Palæstina, og i Sydvestasien.
Se og del den 14 min. video

19. januar 2025: Nu, hvor der endelig er indgået en våbenhvile mellem Israel og Hamas, og gidslerne og fangerne er forhåbentlig på vej til frihed, må vi kræve, at Oasis-planen bliver gennemført.

Ny LaRouche-organisation video:
‘Oase-planen – LaRouches løsning for Sydvestasien’

11. februar 2024 — LaRouche-organisationen (TLO) udgav den 10. februar en smuk ny video, ” Oase-planen – LaRouches løsning for Sydvestasien” (Først på Rumble, nu på YouTube). Den 14 minutter lange produktion fremlægges af Jason Ross, TLO’s talsmand og videnskabelige kontaktperson. Han præsenterer historien, geopolitikken og den økonomiske geografi i Palæstina og Israel og den større region, og beskriver konkret, med kort og illustrationer, elementer af de teknologier, den finansiering og integration i LaRouches “Verdenslandbro-skabelon”, der skal finde sted som “vejen til fremskridt” og fred. Ross afslutter med at spørge: “Hvad med dig? Vil du handle for at give mening til de menneskers liv, der er gået til grunde? Vil du være en stemme for fred og udvikling?”

Læs en dansk oversættelse af hele videoen under den næste artikel.

Skriv under for at støtte Oase-planen: https://schillerinstitute.nationbuilder.com/support_the_larouche_oasis_plan_for_peace_and_development_in_southwest_asia

Oase-planen: Nøglen til fred i Sydvestasien

11. februar 2024 (EIRNS) — Krige begynder ikke ud af ingenting, som om de manifesterer sig øjeblikkeligt ved at affyre en kugle mod det forkerte mål. Forsimplede historier som denne bruges kun som redskaber til at påvirke den offentlige mening, som i tilfældet med den nuværende absurde forestilling om, at den igangværende krig i Gaza begyndte den 7. oktober 2023. Tværtimod er krige, og historie generelt, en del af en dynamisk proces, som må forstås som en helhed – i hvert fald hvis man gerne vil slippe ud af de undertrykkende manipulationer, som bevidst bliver brugt imod én.

I tilfældet med Israels folkemorderiske krig i Gaza startede historien helt sikkert længe før den 7. oktober, og meget bør siges og er blevet sagt om den. Men ud over de seneste årtiers forhold mellem israelere og palæstinensere – hvor vigtigt det end er – er der en større proces, som begivenhederne er en del af, og som ofte overses af selv de mest velmenende aktører. Det er den historiske arv fra det britiske imperiums skabelse og manipulation af den region, der kaldes “Mellemøsten”, skamløst skåret op som en del af Storbritanniens store spil for over 100 år siden, og udnyttet for sine omfattende råstofreserver til og med i dag. Denne arv og dens fortsatte realiteter i nutidens anglo-amerikanske unipolære orden gør faktisk fred umulig og krig uundgåelig.

Den nyligt udgivne video “Oasis Plan” fra LaRouche-organisationen er et afgørende værktøj i denne henseende. Videoen beskriver Lyndon LaRouches forslag til en oase-plan, som skitserer en plan for infrastrukturel udvikling af den region, der i øjeblikket bebos af både Israel og Palæstina. Af særlig vigtighed er vand og energi – primære elementer, som regionens fremtid vil afhænge af, og som Palæstina i øjeblikket knap nok råder over.

Videoen giver en smuk vision for, hvordan regionen kan blive blomstrende og velstående, ikke mindst fordi den ligger ved den legendariske “civilisationens korsvej” mellem kontinenterne Europa, Afrika og Asien. Denne form for transformerende infrastruktur og relateret økonomisk udvikling har været forbudt af nutidens imperiale arkitektur, og kun ved at ændre den kan langsigtet fred gøres mulig. Selvom Oase-planen ikke er tilstrækkelig i sig selv, vil den være et afgørende skridt i retning af en velfungerende fredsaftale mellem Israel og Palæstina.

I dag står Sydvestasien på randen af en katastrofe. Israelske tropper er ved at gøre sig klar til en storstilet invasion af Rafah, den eneste by i Gaza, som de fordrevne er flygtet til. Der er kun lidt vand, næsten ingen mad og ingen husly. Sanitets- og sundhedsfaciliteter er stort set blevet ødelagt af israelerne, som nu forsøger at fjerne den vigtigste humanitære hjælpeorganisation, UNRWA. Premierminister Netanyahu har lovet at fortsætte, og den amerikanske regering har kun vist ubetydelig modstand. En første bølge af luftangreb blev udført fredag aften den 9. februar.

Hvis denne aktion får lov til at fortsætte, vil det ikke kun betyde en tragedie for befolkningen i Gaza, det vil potentielt betyde en katastrofe for hele verden. Mange lande i hele regionen har allerede advaret om, at konflikten vil blive optrappet langt ud over dens nuværende grænser – som en krudttønde, der venter på at eksplodere. Det er ikke kun Palæstina, der står på spil; det er menneskeheden.

Der skal ske en hurtig ændring. Demonstrationer bryder ud globalt imod det, efterhånden som flere og flere ser det absurde i at finde på undskyldninger for at retfærdiggøre et folkemord. Det haster med en våbenhvile, som må følges op af indkaldelsen til en international fredskonference og skridt mod gennemførslen af en to-statsløsning for Palæstina, som FN blev enige om i 1947.

Men for at løse den underliggende dynamik, der har bragt os til dette punkt i dag, og som fortsætter med at føre verden mod en global krig mellem supermagter, må LaRouche-løsningen for fred gennem økonomisk udvikling til gensidig fordel lægges på bordet. Vi må have modet til at tænke stort.

—————————————————————————
Her er en dansk oversættelse af hele videoen:

1: Våbenhvile nu!
Hele verden er vidne til de rædsler, som det palæstinensiske folk udsættes for, og som vi hver dag ser i form af videoer. Men ødelæggelsen fortsætter, aktivt støttet af USA og et faldende antal andre lande. Menneskehedens moralske evne til at overleve er ved at blive testet. Dette rædselsshow må ophøre, og det starter med en øjeblikkelig, betingelsesløs våbenhvile.

I skrivende stund vil Sydafrikas sagsanlæg mod Israel for folkedrab ved Den Internationale Domstol blive behandlet om blot et par dage.
Fred er mulig, men det er ikke en fred, der vender tilbage til den 6. oktober! Før Hamas’ invasion den 7. oktober levede det palæstinensiske folk og hele den region, der populært kaldes Mellemøsten, i en frygtelig virkelighed, som en kedel af konflikt, der bevidst blev opretholdt med geopolitiske formål, en uholdbar og uretfærdig spænding.

Løsningen kræver anerkendelse af en palæstinensisk stat i overensstemmelse med FN’s Sikkerhedsråds resolution 242, som blev enstemmigt vedtaget af Sikkerhedsrådet i 1967. Dette er det første skridt mod en langsigtet løsning, såsom to-statsløsningen, der støttes af Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche.

Men løsningen er ikke lokal, ikke regional; i dag er den nødt til at være international. Kina har foreslået en international fredskonference for at udvikle en varig vision for at skabe palæstinensisk-israelsk og arabisk-israelsk fred.

De fejl der førte til, at Oslo-aftalen fra 1993 gik i vasken, må ikke gentages. Der skal opnås enighed om sikkerhedsgarantier for alle parter i regionen. Og det inkluderer at finde løsninger på de potentielt eksplosive situationer andre steder, i Libanon, Syrien, Irak, Yemen, Libyen og Sudan, som alle er resultatet af årtiers farlig geopolitik.

2. Oase-planen, foreslået af Lyndon LaRouche
Men uden økonomisk udvikling, uden en levedygtig og meningsfuld vej til udvikling i fremtiden, er politiske aftaler i sig selv uholdbare. Befolkningen i regionen skal vide, at deres børn vil få en bedre fremtid, et bedre liv. Fred gennem økonomisk udvikling er det eneste succesfulde grundlag for en varig og retfærdig fred i regionen. Det er, hvad den israelske premierminister Yitzhak Rabin indså – der er ikke noget rent militært grundlag for fred eller sikkerhed; udvikling er afgørende.

En skitse til fred gennem økonomisk udvikling eksisterer allerede, i form af LaRouches program for at bygge en Verdenslandbro, i dag eksemplificeret ved Kinas Bælte- og Vej-Initiativ, som mere end 150 nationer har tilsluttet sig, inklusive alle Palæstinas og Israels naboer. Verdenslandbroen er ikke kun en specifik plan for vækst; den er en afvisning af anti-vækst herredømme i form af neo-kolonialisme og grøn malthusianisme.

En stærk økonomisk genopbygnings- og udviklingsplan er især nødvendig for en levedygtig palæstinensisk stat. Lyndon LaRouche lagde den frem for 30 år siden. Den bærer navnet Oase-planen.

Umiddelbart efter at de israelske og palæstinensiske ledere i 1993 havde underskrevet Oslo-aftalen i Det Hvide Hus, opfordrede Lyndon LaRouche og hans medarbejdere indtrængende parterne og det internationale samfund til at gennemføre økonomiske udviklingsprojekter for at opretholde og fremme fredsprocessen. LaRouche og hans medarbejdere udviklede Oase-planen, som både omfattede visse økonomiske forhold i bilag IV til Oslo-aftalen fra 1993 – som blev kaldt “Protokollen om israelsk-palæstinensisk samarbejde vedrørende regionale udviklingsprogrammer” – og desuden opfordrede til yderligere vigtige vand- og energiprojekter og andre projekter, som LaRouche havde bemærket var nødvendige i midten af 1970’erne.

Oase-planen fokuserede primært på at tackle den største barriere for udvikling i regionen – knapheden på ferskvand – gennem opførelsen af et netværk af afsaltningsanlæg, der kunne omdanne det rigelige havvand til ferskvand. Og disse anlæg skulle ikke kun ligge på Middelhavskysten; de skulle bygges langs to nye kanaler: en, der forbinder Det Røde Hav med Det Døde Hav, og en anden, der forbinder Det Døde Hav med Middelhavet. For at gøre det klart, så er disse nye kanaler eller akvædukter ikke beregnet til fragtskibsfart, som et alternativ til Suez-kanalen – deres formål er at transportere vand. På grund af Det Døde Havs lave højde, som er mere end 400 meter under havets overflade, kan det strømmende vand også undervejs levere elektricitet fra vandkraft, som kan bidrage til at drive afsaltningsanlæggene og udviklingen mere generelt. Anlæggene kan også drives af de store mængder naturgas, der findes ud for Gazas, Israels, Libanons, Syriens og Egyptens kyster. Men vigtigst af alt opfordrer Oase-planen til at gå helt ud over vandkraft og kemiske brændstoffer ved at bygge atomkraftværker langs disse kanaler og ved Middelhavets og Det Røde Havs kyster for at producere rigelig elektricitet og afsalte havvand til at gøre de store ørkener i regionen grønne og til at drive en industriel proces i Palæstina, Israel, Jordan, Syrien, Libanon og Egypten.

Brugen af atomkraft til energi ville frigøre regionens kulbrinteressourcer, så de kunne bruges kemisk til at producere industrielle materialer gennem petrokemiske mellemprodukter.

De atomdrevne komplekser kunne bruge sikre gasafkølede højtemperaturreaktorer med stenbund af den type, der netop er taget i brug i Shidao Bay i Kina.

De nye menneskeskabte floder, der skabes ved afsaltning, vil i høj grad udvide potentialet for agroindustriel udvikling i hele regionen og få ørkenerne – og økonomierne – til at blomstre!

LaRouche forklarede nødvendigheden af at udvikle nye vandkilder i en tale i 1994. LaRouche: “Man kan ikke imødekomme vandforbruget for en moderne befolkning, for både den palæstinensiske og israelske befolkning, under de nuværende forhold. Der er en konflikt om vand, fordi israelerne sandt at sige har brugt deres erobringer til at fratage vand fra alle. Det er en af konflikterne med Syrien om Golan-højderne. I Libanon involverer det Litani-floden og lignende emner.”

Udviklingen af energi og vand skal ledsages af et netværk af transportinfrastruktur, der opgraderer den fysiske sammenhængskraft mellem alle regionens nationer og forvandler en konfliktfyldt region, en barriere for forbindelsesmuligheder, til et knudepunkt for interaktion, til en korsvej.

En motorvej, der forbinder Vestbredden med Gaza-striben, og som forbinder den palæstinensiske stat, er en absolut nødvendig del af dette netværk.

Regionale motorveje og jernbanenetværk vil gøre det muligt for hele området at operere fra en højere økonomisk platform. LaRouche foreslog også en udvidelse af Suez-kanalen med industrizoner på begge sider, en opgave, som Egypten har udført i de senere år. LaRouche har siden 1975 argumenteret for, at denne region, som er civilisationens korsvej og geografisk placeret mellem Det Indiske Ocean og Middelhavet og mellem Europa, Asien og Afrika, har en unik position som et industrielt og logistisk knudepunkt. Olie og naturgas vil være råstoffer til industriel produktion af plastik, maling og mange andre nyttige materialer, i stedet for at blive eksporteret som råmateriale, der primært bruges til simpel forbrænding.

Opgraderingen af tilgængeligheden for at muliggøre højere udviklingsniveauer har været et nøgleelement i Kinas foreslåede Bælte- og Vej-Initiativ i 2013.

At bruge denne region som en landbro mellem kontinenter, hvor stormagter som USA, Kina, Rusland og EU bidrager til udviklingen, vil stabilisere området og undervejs hjælpe med at cementere de bedre relationer mellem supermagterne, som vil have været en forudsætning for, at det kunne realiseres.

Videnskabeligt, teknologisk og kulturelt samarbejde og udveksling er nøgleelementer i den forandringsproces, som Oase-planen er udtryk for.
Ved at samarbejde om at bekæmpe ørkenen, snarere end hinanden, vil folk i regionen bedre kunne genkende det menneskelige i hinanden, menneskets fælles evne til at opdage naturens principper og forandre vores forhold til miljøet omkring os. Der findes ingen menneskelige dyr.
Så hvordan skal vi finansiere alt dette, og hvem skal betale?

3. Finansiering
En del af finansieringen vil komme fra finansiel bistand, som bliver gjort lettere ved at smede sværd om til plovjern, ved at omdanne det militær-finansielle kompleks’ industri- og forskningskapacitet til produktiv anvendelse, som beskrevet i en undersøgelse fra EIR.
Bortset fra international bistand kan der opnås 100 milliarder dollars i kredit over et årti til genopbygning af palæstinensiske områder og den fulde opbygning af Oase-planens infrastruktur. Dette kan organiseres gennem udviklingsbanker, der er tilknyttet BRIKS-plus-nationerne, herunder Den Islamiske Udviklingsbank i Saudi-Arabien, Den Nye Udviklingsbank med hovedsæde i Kina og andre nationale udviklingsbanker i den sydvestasiatiske region. De statslige investeringsfonde i de store regionale BRIKS-plus-lande kan bidrage til at kapitalisere disse udviklingsbanker til dette formål. Landene i Golfstaternes Samarbejdsråd har statslige investeringsfonde med en kapital på omkring 4 billioner dollars. Denne kapital har traditionelt været placeret i finans-, bank- eller ejendomsaktiver fra det fallerede transatlantiske system. Nu er disse lande i stedet på udkig efter mere produktive investeringer i Eurasien og Afrika.  

Denne investering kan udgøres af gunstige udviklingslån fra disse banker – for eksempel af 20 års varighed med en rente på 2% og en indledende afdragsfri periode på 5 år, hvis det er nødvendigt.

Afdragene på disse udviklingslån vil, i hvert fald hvis de ydes i den nærmeste fremtid, skulle betales af staten Israel, som er den stat, der i dag besætter og beskatter hele området Israel og Palæstina. USA, og måske andre nationer, som bestemt på en international freds- og udviklingskonference, bør være garant for disse gældsbetalinger.

Organiseringen af genopbygningsarbejdet og opbygningen af Oase-planens infrastrukturer kan organiseres under bemyndigelse af FN’s fredsbevarende missioners militære logistiske enhed og FN’s hjælpeorganisation for flygtninge i Palæstina og alle andre myndigheder, der er nødvendige.

Disse ordninger bør alle formelt vedtages af de involverede nationer inden for rammerne af en international fredskonference om Israel og Palæstina, som det haster med at få organiseret. Internationale forpligtelser til udvikling, både gennem disse særlige projekter og som et paradigme, skal indgås.

4. En fredsvision
At opnå fred i Sydvestasien, ikke kun mellem israelere og palæstinensere, men mellem alle landene i hele regionen, vil markere en ny epoke i menneskehedens historie, da en region, der er kendt for konflikt, forvandles til en region med forbindelsesmuligheder, der står ved korsvejen mellem tre kontinenter.

Oase-planen er ikke en fjern forhåbning om, hvad der kan opnås mange år ude i fremtiden efter freden. Det er kun gennem et paradigme for internationale relationer, der understøtter denne tilgang, at fred overhovedet er mulig!

Der er et akut behov for at stoppe drabene, for en våbenhvile nu. Men lige så påtrængende er behovet for en vision om varig fred, der langt om længe vil forme en fredelig og fremgangsrig skæbne for regionen.

Hvert minut, krigen fortsætter, bringer mere død, mere bitterhed og større vanskeligheder med at opnå fælles velstand. Det må slutte nu!
Retfærdighed for dem der er døde, dem der er blevet såret, dem der har lidt, kræver, at den forfærdelige vold vækker det internationale samfunds samvittighed og intellekt, ikke blot for at sige “aldrig igen”, men for altid at afslutte det geopolitiske paradigme, der er oprindelsen til de fleste konflikter i verden i dag. Oase-planen kan i dag ikke gennemføres som en ren regional plan – en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur er påkrævet globalt.

Stemmerne fra det Globale Syd bliver stærkere og mere selvsikre. Moralsk autoritet, nu og i fremtiden, afhænger af, hvordan vi handler i dag.

5. Efterskrift
LaRouche skrev i 1978:
“Det eneste menneskelige er at give de dødes liv og lidelser mening, ikke blot ved at skabe fred i Mellemøsten, men ved at skabe grundlaget for en fred, som giver de nuværende og fremtidige generationer af palæstinensere og andre arabere et tilfredsstillende liv, og dermed et formål og en opfyldelse af de dødes hellige liv.”

Dette gælder også for israelere. Hvad med dig? Vil du handle for at skabe mening i livet for dem, der er omkommet? Vil du være en stemme for fred og udvikling?

Jeg vil gerne takke dig for at se med. Hvis du vil vide mere om Oase-planen, og om hvordan du kan støtte LaRouche-organisationens bestræbelser på at gøre den til virkelighed, så følg linket her og i videobeskrivelsen. Og hvis du ikke allerede har tilmeldt dig og slået notifikationer til, så sørg for at gøre det for at holde dig opdateret om udviklingen af denne vision.

Støt Oase-planen ved at skrive under her: https://schillerinstitute.nationbuilder.com/support_the_larouche_oasis_plan_for_peace_and_development_in_southwest_asia




Helga Zepp-LaRouche til Den Internationale Fredskoalition møde #85 den 17. januar 2025:
Et bemærkelsesværdigt skift er på vej

Ikke korrekturlæst

17. januar 2025 (EIRNS) -{Det følgende er åbningsbemærkningerne, noget af dialogen og de afsluttende bemærkninger fra Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche ved den Internationale Fredskoalitions 85. møde i træk, fredag den 17. januar 2025.}

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen! Dette er det 85. møde i Den Internationale Fredskoalition. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg er ordstyrer i dag sammen med Dennis Small og Dennis Speed.

Jeg vil gerne minde alle om, hvorfor vi skabte dette forum, for helt ærligt har fredsbevægelsen været meget dysfunktionel, og vi er nødt til at bringe alle fredsorganisationer og ledere i verden sammen, hvis vi skal opnå ægte fred. Bringe folk sammen på tværs af deres ideologier for at bryde igennem de forskellige forskelle, folk har, og have disse vanskelige diskussioner for at nå målet om at skabe fred i verden. Der burde ikke finde folkedrab sted, der burde ikke være endeløse krige. Disse ting er menneskeskabte, og vi kan løse dem gennem vores egen indgriben.

Tak til alle for at være med. Vi starter med en række talere, som er en meget spændende diskussion i dag. Som folk ved, er der blevet forhandlet en våbenhvile på plads mellem Israel og Palæstina. Det er vigtigt, og der er mange ting, vi skal diskutere med hensyn til de næste skridt, der skal tages, for der er meget mere, vi skal gøre. Vi vil have en række diskussioner om det i dag.

Med det vil jeg overlade det til Helga Zepp-LaRouche at åbne. Hun er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen til jer alle sammen. Det er et bemærkelsesværdigt skift, der er på vej. Nyheden var, at de sidste problemer i våbenhvileaftalen mellem Hamas og Israel faktisk blev løst i løbet af natten, i det mindste til en vis grad. Der er stadig mange problemer, der skal løses. Men det ser ud til, at Smotrich er gået med til at blive i regeringen. Han er imod aftalen, men han blev i regeringen. Ben Gvir er imod den, og han forlod den. Men det er ikke nok til at vælte Netanyahu-regeringens koalition. Jeg synes bestemt, det er et meget vigtigt skridt i den rigtige retning.

Endda den tyske SWP-repræsentant – det er en tysk tænketank i Berlin – en kvinde sagde i dag i radioen, at dette er en aftale, som var klar allerede i maj sidste år, men det krævede åbenbart, at Trumps team greb ind for at lægge pres på Netanyahu for at få den igennem. Det er utroligt, for det bekræfter fuldstændig, hvad vi hele tiden har sagt, nemlig at alle disse rædsler ikke ville have været mulige uden Biden-administrationens samtykke. Jeg tror, det vil få et efterspil, men bortset fra det vil den endelige afstemning finde sted i morgen. Indtil videre har IDF dræbt dusinvis af palæstinensere, mens våbenhvilen angiveligt blev aftalt. Når præsident Trump kommer til Det Hvide Hus på mandag, er der naturligvis en chance for, at det kan løse situationen. Jeg synes, at det faktum, at han holdt sit ord om, at han ville have denne aftale, før han kom ind i Det Hvide Hus, og at det nu sker, viser en vis beslutsomhed. Og måske kan den video, som Trump havde lagt på sin X-konto med Jeffrey Sachs, der beskyldte Netanyahu for de forbrydelser, han talte om, have været et yderligere pres.

Men i betragtning af, at situationen er helt forfærdelig, og ifølge Aida Touma-Suleiman, som er Knesset-medlem med palæstinensiske rødder, sagde hun stort set før, at alle partier i koalitionen er for den totale udrensning af Gaza og er for at fortsætte operationen på Vestbredden. Så det er stadig et helt gigantisk arbejde, som jeg mener kræver de internationale fredskræfter, den Internationale Fredskoalition, men også alle andre, for at sikre, at der kan opnås en reel løsning på krisen. Efter min og mange andres mening kræver det en øjeblikkelig anerkendelse af en palæstinensisk stat, og den stat kan naturligvis ikke fungere, hvis der ikke sker en øjeblikkelig genopbygning af Gaza, som er fuldstændig jævnet med jorden; men det kræver en reel fredsorden i hele regionen, hvilket vi har sørget for med Oase-planen. Hvis vi på en eller anden måde kunne opmuntre Trump-administrationen til virkelig at gå ind i en reel fredsopbygning ved at få landene i Mellemøsten til at gå sammen om at gennemføre oase-planen, så har det et reelt potentiale til at løse situationen.

Samme dag, i dag, er Irans præsident Pezeshkian i Moskva, hvor han underskriver en strategisk aftale med Rusland, med Putin. Det er naturligvis også en ny faktor i situationen. Så det er meget lovende, men jeg tror stadig, at det kræver en enorm ændring i situationen, i betragtning af situationen i Syrien, i betragtning af spændingerne mellem Tyrkiet og Israel, i betragtning af den generelle ødelæggelse af regionen på grund af de meningsløse krige i de sidste årtier. Så jeg synes, det er meget lovende.

Situationen i Ukraine, som er det andet store område, kan man forvente, at de meget forsigtige tegn på en diskussion, som meget snart kan starte mellem Putin og præsident Trump, også kan bringe situationen frem til en løsning. Vi skal dog være meget opmærksomme på, at briterne forsøger at anspore til vedvarende optrapning, hvilket blev demonstreret af premierminister Keir Starmers pludselige besøg i Kiev i går. Det var det første besøg, siden han tiltrådte, og han foreslog straks en 100-årig traktat mellem Ukraine og Storbritannien. Så vidt jeg ved, er valgperioden i Storbritannien fire år, så hvordan han kan love en 100-årig traktat, overgår virkelig min forstand. Hvis man da ikke tænker på, at der allerede tidligere var folk, der tænkte på et 1000-årigt rige; og det gik som bekendt ikke så godt. Men det er klart, at høgefraktionen har til hensigt at holde denne konflikt i kog, som det blev demonstreret på det sidste møde i Ramstein, hvor de forskellige NATO-lande delte sig op i grupper på to; hver især lovede de, at de ville overtage nogle af de områder, som de tror, vil blive forladt af USA, når Trump kommer ind i administrationen. Starmer lovede også utrolige 40 millioner pund til genopbygningen af Ukraine. Man kan anslå, at det er et trecifret milliardbeløb, der er brug for, og BlackRock har allerede positioneret sig rigtig godt til at overtage det, der skal overtages. Så den situation kræver også en ændring.

Det andet centrale spørgsmål om, hvad Trump vil gøre – jeg mener, der er mange ting, som stammer fra tidligere regeringer, herunder hans egen, men også Bidens regering, som er USA’s strategiske holdning. Der er dette program for modernisering af atomarsenalet, som er i gang lige nu. Det omfatter hele 5000 atomare sprænghoveder, 400 ICBM’er, 1000 ballistiske missiler på ubåde og alle sprænghovederne på luftbaserne i USA og i udlandet, som alle skal moderniseres i løbet af de næste ti år. Ifølge estimatet fra Congressional Budget Office fra 2017 vil det koste 1,2 billioner dollars. Og ifølge Nuclear Posture Review, USA’s ret til under ekstreme forhold, når USA’s vitale interesser er truet, bevarer de retten til forebyggende at bruge atomvåben; og de nægter at underskrive nogen aftale om ikke-førstebrug. Spørgsmålet er nu, om Trump vil ændre det? Det er ekstremt vigtigt, for hvis man husker det, så foretog præsident Biden i marts denne ændring, som vi først fandt ud af fra {New York Times} i august; den såkaldte OPlan 8010-12, som definerer Rusland, Kina, Nordkorea og Iran som fjender. Biden havde dybest set sagt, at USA skal forberede sig – og NATO med det – på at indlede en konfrontation mod alle disse på samme tid. Og de nye B61-12 atomare sprænghoveder skal erstatte de gamle B61-bombefly. Disse nye våben har deres egen målretningsenhed, og de har stealth-teknologi. Så det betyder, at den russiske rekognoscering kun kan genkende dem, hvis overhovedet, i sidste øjeblik, hvilket er for sent. Så det øger risikoen for en fejl i angrebet.

Når den nye START-aftale nu ikke har nogen opfølgning – den udløber om cirka et år – vil det så føre til et nyt enormt kapløb om atomvåben? Vil det fjendtlige forhold blive vedvarende, selvom disse umiddelbare krisepunkter bliver løst eller i det mindste beroliget? Jeg tror, det kræver et meget mere grundlæggende skift. Vi fra IPC, i hvert fald jeg og nogle af mine samarbejdspartnere, har hele tiden sagt, at for at få ægte fred er det ikke nok at stoppe krigene og de regionale krige. Vi er nødt til at overvinde den grundlæggende antagonisme i geopolitikken. Geopolitik er et levn fra fortiden; den forårsagede to verdenskrige i det 20. århundrede, og den skal absolut væk, hvis verden skal være sikker. Det betyder, at de vestlige lande må holde op med at tro, at der vil blive krig mellem USA og Kina; der vil ske en afkobling, en risikoaflastning. Alle disse ting er en del af denne geopolitiske tankegang. Vi er nødt til at flytte verden til et nyt paradigme, hvor de vestlige lande samarbejder med den Globale Majoritet i deres bestræbelser på at overvinde virkningerne af 500 års kolonialisme.

Vi er nødt til at samarbejde om at overvinde fattigdommen, så de mennesker, der nu flygter som migranter fra Latinamerika, Afrika og Mellemøsten, får et incitament til at samarbejde om at opbygge deres egne økonomier. Hvis vi kunne få de vestlige lande til at samarbejde med organisationer som BRIKS om det projekt, ville vi løse migrantproblemet på den eneste menneskelige måde, det kan løses på; og et sådant samarbejde kunne være grundlaget for en fredelig verdensorden, en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til hvert enkelt lands interesser. Jeg tror, at det, der absolut skal følge med, hvis det skal lykkes, er, at vi har påtrængende brug for en kulturel renæssance i Vesten. For under doktrinen om neoliberale værdier har vi ladet de bedste traditioner i vores respektive lande gå i glemmebogen og blive trådt under fode. Vi er nødt til at genoplive de bedste klassiske perioder i Europa, ånden fra den amerikanske revolution og den antikoloniale kamp mod det Britiske Imperium. Vi må virkelig sætte verdenssamfundet på traditionen for det bedste, som menneskeheden nogensinde har frembragt i hver nation, i hver civilisation; og så have en dialog mellem civilisationer blandt dem. Det, sammen med en økonomisk genopbygning, er grundlaget for fred.

Jeg synes, det er et vidunderligt perspektiv, og jeg tror, at hvis folk synes, det er en utopisk opfattelse, så overser de, hvad der allerede foregår i det Globale Syd, hvor de asiatiske lande stolt ser på deres 5000-årige historie, eller 3000 eller 4000 år, og de tager styrken ud af den kulturarv til at definere en positiv vision for fremtiden. Jeg tror, at vi i Vesten er nødt til at gøre fuldstændig det samme, og så samarbejde om kriseprogrammer for atomar fusionsenergi, om international rumforskning og -udvikling. Så kan vi opbygge fred, ikke kun på planeten, men også udenfor. Det vil jeg gerne slutte af med. Jeg tror, vi befinder os i en af de situationer, hvor det er tid til at justere politikken og gå i en meget mere positiv retning. Det var det, jeg ville sige.

 

Bemærkninger under diskussionen:

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan kun dele din bekymring for, at situationen er en håbefuld pause, men hvis vi hviler på laurbærrene, tror jeg, at potentialet for, at det kan gå helt galt, er til stede. Så jeg vil bare sige, at det nu efter min mening er det øjeblik, hvor vi alle bør skubbe på Oase-planen, fordi Trump har sagt om sig selv mange gange, at han er en bygherre, og han forstår noget om byggeri. Han ønsker at få gang i USA’s økonomi. Måske hvis vi alle arbejdede sammen om at overbevise ham om at fremme Oase-planen og også tale med alle nabolandene Israel og Palæstina og lægge frem, hvad vi forsøger at gøre med vores konferencer om Oase-planen og de videoer, vi har lavet. Måske ville det inspirere de forskellige ledere i regionen. For eksempel er Saudi-Arabien ved at bygge et skisportssted i ørkenen. Jeg tror, temperaturen er op til 40-50 grader, men de bygger et skisportssted, så folk kan stå på ski der. Det koster enormt mange penge, og jeg tror, at hvis man tænkte på at bygge Oase-planen og give gratis nyt vand til alle landene i regionen, så en kilde til konflikt ville forsvinde – nemlig manglen på vand – så kunne det inspirere den unge generation af palæstinensere, de forskellige arabiske lande, Tyrkiet, Syrien, Irak, Afghanistan, hele regionen. Jeg mener, at vi virkelig bør lægge dette udviklingsperspektiv massivt på bordet, for jeg tror helt ærligt, at der er andre muligheder end en ny global strategisk sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som involverer alle lande på planeten, hvilket jeg mener, er den vej, vi skal gå. Jeg tror, at for Mellemøsten er Oase-planen lige nu den eneste ting, der kan ændre dynamikken. Så jeg vil foreslå, at vi måske diskuterer det i løbet af denne session i IPC, og hvis folk er enige, kan vi måske også lave en mobilisering ud af det.

SCOTT RITTER: Hør her, jeg er åben for at arbejde sammen med alle, der på ansvarlig vis og med oprigtige hensigter søger et fredeligt resultat. Oase-planen bør udvikles yderligere og få en chance. Så betragt mig som et redskab i din værktøjskasse, og jeg vil hjælpe dig på enhver måde, jeg kan.

LARRY WILKERSON: Jeg vil sige det samme. Jeg tror, at det saudiske skisportssted er lidt ligesom laksefiskeri i Yemen, hvis du husker den film og den bog. Det er penge, der tilfredsstiller nogle prælater og nogle højtstående kongelige, men det gør ikke noget for regionen og endda i sidste ende for Saudi-Arabien.

Du har ret i at sætte fingeren på vand. Vand er kritisk i den region. Og en af grundene til, at man til dels kan forstå, hvad Israel har gjort med hensyn til Libanon og andre steder, er deres søgen efter vand. Det vil blive faktisk endnu mere kritisk, efterhånden som klimaforandringerne skaber mere ravage. Så ja, det ville jeg absolut gå ind for.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg vil foreslå, at vi i diskussionsperioden tænker over måder … Jeg mener, vi har haft to konferencer om Oase-planen med topambassadører fra Palæstina, fra Sydafrika og mange andre lande. De har alle forpligtet sig til at fremme denne idé. Så måske skulle vi genoptage kontakten med alle de mennesker, vi allerede har arbejdet sammen med om Oase-planen, og virkelig forsøge at sætte den på dagsordenen. Det bedste ville være straks at indkalde til en konference i regionen og invitere alle lande til at deltage. Hvis vi alle arbejder hen imod det mål, kan vi måske nå det.

WILKERSON: Det lyder for mig som noget, der ville være lige noget for Donald Trump. Jeg prøver ikke at være morsom; jeg tror, det er den slags, han kan lide.

RITTER: Især hvis man sætter hans navn på det.

WILKERSON: Ja, Trumps oase-plan. Hvad pokker!

RITTER: Trump; vand.

BATTLE: Det bliver kæmpestort!

WILKERSON: Han kunne bygge et hotel lige i midten af Oasen.

RITTER: Så er det nok. OK, jeg er nødt til at gå. Mange tak for invitationen. Det var en fornøjelse. Helga og Larry og Anastasia og Dennis og alle andre, lad os fortsætte med at arbejde for at gøre noget godt. Tusind tak skal I have.

WILKERSON: Tak. Jeg sætter pris på dine bemærkninger; jeg er også nødt til at løbe.

{Senere bemærkninger under diskussionen:}}

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan kun sige, at vi i Vesten er i et øjeblik, hvor vi forhåbentlig kan løse dette. Men i dag er vi stadig på vej mod diktatur, fordi en masse menneskelig stræben efter at tage spørgsmålet om det palæstinensiske folkemord op; i Tyskland kan man ikke engang sige det længere. Bare for at give dig et eksempel, så er alle i hele det Globale Syd klar over, at man i Vesten ikke længere har disse værdier, som man holder fast i – demokrati, menneskerettigheder, regelbaseret orden; det bliver alt sammen latterliggjort. Og det er ikke kun fra det Globale Syd, det er en diskussion i Europa, hvor mange lande fra Slovakiet, Ungarn, Georgien, Rumænien, Bulgarien, Serbien, Kroatien, Østrig, Schweiz; folk er nu begyndt at diskutere, at det, som de såkaldte atlantister gør, er diktatur. Den tidligere præsident i Schweiz, som er konservativ, har lige sagt, at han havde en annonce på en side i {Neue Zuricher Zeitung}, som er det førende dagblad i Schweiz. En annonce på en side, hvor han sagde, at det, der sker i Tyskland, er det, han kaldte »Stasi 2.0«. Der er mindre ytringsfrihed end i DDR i slutfasen.

Jeg tror, det er meget vigtigt, at professoren fra London også indser, at dette ikke er en statisk ting. Det er en løbende kamp, hvor vi kæmper for, om vi vil bevare vores forfatningsmæssige værdier, eller om det vil blive en forfærdelig gentagelse af det, der skete i 1930’erne. Nu er det tid til at ændre det med den slags indgreb, som vi har sagt. Alle disse punkter er vigtige, men jeg synes ikke, at vi skal glemme de initiativer, der virkelig er game-changers med hensyn til systemiske ændringer, som f.eks. den Oase-plan, som jeg gerne vil love meget stærkt igen.

 

Afsluttende bemærkninger

Lad mig nævne et andet emne. Vi kæmper for at imødegå argumenterne fra modstanderne af Tulsi Gabbard og Kash Patel, fordi de repræsenterer håbet om, at disse netværk vil blive renset ud. Tulsi Gabbard har tydeligvis under pres opgivet sin støtte til paragraf 702 i Foreign Intelligence Surveillance Act, som handler om uberettiget udspionering. Jeg er ikke ekspert i dette, og jeg vil ikke gå i dybden med det, men denne lov udviklede sig fra at være rettet mod udenlandske agentoperationer til bare at tale med udlændinge. Så med den nye FISA-lov, hvis du taler med mig eller en anden, taler med din tante i Schweiz eller din nevø i Grækenland, så kan FBI i henhold til den nuværende lov følge op på ikke bare den udlænding og dig selv, men fem eller seks andre opfølgninger. Med andre ord, hvis denne person har talt med den person, med den person, med den person osv. Så jeg tror, det var dommer Napolitano, der i sin kommentar til Tulsi Gabbards kompromis – hvor hun tydeligvis kapitulerede under pres – beregnede, at med den lov når man op på den sjette grad af FBI’s tilladelse til at udspørge folk, når man de 330 millioner amerikanere, længe før man har opbrugt den seksdobbelte. Jeg mener, det er et mareridt. Dette er tydeligvis en lov, som tillader udspionering af alle amerikanske borgere. Dommer Napolitano har en interessant artikel om det, som jeg synes, I skal læse, for det er selvfølgelig vigtigt, at Tulsi Gabbard kommer ind. Men jeg tror, vi skal sørge for, at nok mennesker virkelig udtrykker støtte til hende, så hun ikke kommer til at stå i midten af disse knusende elementer. Jeg ville bare nævne det, fordi det er en del af kampen.

Nu til den person, der lige har talt, Ellen, som sagde, at der ikke er nogen mening med den nye sikkerhedsarkitektur; det er ikke så håbløst. Hvad amerikanere og europæere generelt ikke ved, er, at verden allerede har ændret sig på måder, som de fleste mennesker ikke har nogen anelse om. Politikkerne, især efter afslutningen af den kolde krig, hvor man forsøgte at indføre en unipolær verden; Fukuyama kaldte det historiens afslutning. Hele politikken med NATO-udvidelse, regimeskift, farvede revolutioner, sanktioner, dollar som våben – alt dette fik et gigantisk tilbageslag. Det kan man ikke gøre over for flertallet af befolkningen, især ikke når de har et alternativ i form af Kina, som er blevet en økonomisk supermagt og hjælper mange af landene i Afrika, Asien og Latinamerika. Så denne nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur er allerede ved at opstå; det eneste, der åbenlyst mangler, er USA og for det meste de europæiske lande. Så det er ikke noget, der er et luftkastel; det er ved at ske. Langt de fleste mennesker er allerede i gang med at organisere sig på denne måde. For bare to uger siden blev Indonesien medlem af BRIKS; det er stort. Indonesien vil snart være verdens tredjestørste økonomi. Dette er størstedelen af verdens befolkning. Bare fordi mainstream-medierne forhindrer folk i Vesten i at kende til dette på nogen meningsfuld måde; man hører ikke om kinesisk kultur, indisk kultur, ikke ud fra det synspunkt, hvordan det ser ud indefra, hvis man er indfødt i disse nationer.

Jeg tror, at vi er nødt til at uddanne folk meget mere, for jeg tror, at vi er nået til slutningen af en æra, som jeg mener er lige så stor som ændringen fra middelalderen til moderne tid med den gyldne renæssance i Italien. Hvis man sammenligner de aksiomer, som folk tænkte i det 14. århundrede, med det, de tænkte i det 15. århundrede, er det som to forskellige universer. Jeg tror, vi står foran, eller faktisk midt i, en lignende eller endda større forandring. Der er ikke tid til at uddybe det nu, men jeg tror, at enten går vi fremad og når et nyt stadie i menneskehedens udvikling, eller også ødelægger vi hinanden. Jeg tror også, at vi står ved den korsvej.

Men vær optimistisk; meld dig ind i Schiller Instituttet, hvis du vil vide mere om den kulturelle renæssance, for vi er fast besluttet på at gøre det til et vigtigt punkt i diskussionen. Jeg tror, det er nøglen; at få en bedre kultur vil afgøre, hvordan vi tænker, og hvordan vi handler.




Våbenhvileaftale viser potentialet i det nuværende øjeblik – gør en ende på geopolitikkens folkemord!

Ikke korrekturlæst

af Jason Ross (EIRNS) – 16. januar 2025

Mens Joe Biden hævder, at det var hans og hans teams løbende arbejde, der førte til den våbenhvileaftale mellem Israel og Hamas, som blev offentliggjort onsdag, var den tydeligvis resultatet af den kommende præsident Trumps bestræbelser på at opnå en aftale – i høj grad for at give ham mulighed for at forfølge sine egne prioriteter. Palæstinensere, der er lettede, men ikke jublende, israelske ekstremister, der er chokerede og rasende, og gidslernes familier, der håber på at se deres kære, har reageret på nyheden på deres egen måde. Det er klart, at Biden-administrationen – eller hvem der nu har stået for USA’s udøvende politik – kunne have gennemtvunget aftalen for flere måneder siden, men den valgte at tillade den fortsatte ødelæggelse af Gaza, mens man gav udtryk for at tilgodese palæstinensernes ønsker.

Det var den pointe, som to journalister fremførte på den afgående udenrigsministers sidste pressekonference. Max Blumenthal og Sam Husseinis skarpe spørgsmål til Blinken – »Hvorfor er du ikke i Haag?« og »Hvorfor tillod du, at vor tids Holocaust fandt sted?« – blevmødt med magt, da de blev eskorteret ud og i det ene tilfælde lagt i håndjern.

Vil Trump, som truede med, at »helvede« kunne bryde ud i regionen, hvis der ikke blev indgået en aftale, få samme potentielle succes i andre områder af verden? Og vil det fulde omfang af den udvikling, der kræves for at besejre ørkensandet gennem vandprojekter og med tiden fjerne hadet fra hjerterne, blive gennemført?

Mens den kommende præsident har fremhævet sit forhold til Kinas præsident Xi Jinping, indgyder hans skarpe kommentarer og valg af nøglepositioner i kabinettet ikke tillid til, at han vil opnå et meningsfuldt samarbejde med verdens største økonomi i stedet for konflikt, hvad enten det er på det militære område, handel eller begge dele.

I alle disse spørgsmål ligger valget ikke hos Trump, men hos os selv.

Hvilke krav stiller verdens befolkning til deres regeringer? Vil dialog tiltrække mennesker med god vilje fra det Globale Nord og Syd for at dele erfaringer og realisere en virkelig menneskelig fremtid for alle? Overvej fænomenet TikTok. Mens en amerikansk lov skal sætte en stopper for den sociale medieplatform – hvis moderselskab har nægtet at blive tvunget til at afhænde den – er en anden app fra Kina, Xiaohongshu, blevet den mest downloadede mobilapp, og talrige udtalelser viser, at amerikanere lærer mere om, hvordan folk i Kina og andre dele af verden lever.

Med en forpligtelse til at fremme de fælles mål for vores fælles menneskehed – videnskabelig, teknologisk, økonomisk, kulturel og moralsk vækst – kan vi skabe ikke bare en international, men en interplanetarisk fremtid.

»Våbenhvile opnået i Gaza«, lyder titlen på dagens møde i Den Internationale Fredskoalition. »Nu er det tid til at gøre en ende på geopolitikkens folkemord.«

Foto: Det var den kommende præsident Donald Trumps indsats, der førte til våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas. Kredit: Donald Trump fra Facebook-side




Den Internationale Fredskoalition #85 Fredag den 17. januar kl. 17
Våbenhvile opnået i Gaza, nu er det tid til at afslutte geopolitikkens folkemord

Ikke korrekturlæst

Klik på nedenstående link, og brug dit fulde navn, når du deltager i mødet:

https://us02web.zoom.us/j/83288789255

Mobiliser venligst dine organisationer.

Denne fredags møde i Den Internationale Fredskoalition vil tage dette emne op og lægge perspektivet for, hvad de næste skridt skal være. På mødet deltager oberst (ret.) Lawrence Wilkerson, professor Haim Bresheeth, grundlægger af Jewish Network for Palestine, og førende palæstinensiske stemmer i kampen for fred i Palæstina.

BLIV AKTIV: Vi er ved at oprette en IPC-taskforce, som skal hjælpe med at koordinere IPC-aktiviteter i forbindelse med initiativet Læger mod folkedrab på verdensplan.

Bliv medlem af signalgruppen »IPC – Doctors Against Genocide Initiative Coordination«

Du skal bruge dit fulde navn, når du tilmelder dig gruppen.

Våbenhvile opnået i Gaza: Nu er det tid til at gøre en ende på geopolitikkens folkedrab


af Stewart Battle (EIRNS) – 15. januar 2025

Onsdag den 15. januar kom nyheden om, at forhandlere i Qatar var nået frem til en aftale om en midlertidig våbenhvile mellem Israel og Hamas. Efter 15 måneders brutalitet er der opstået et lille håb om, at det meningsløse drab på palæstinensere kan stoppe, og at en anden fremtid for regionen kan begynde. Men selv om denne udvikling er håbefuld, repræsenterer den kun et vindue, hvor man kan tage fat på det dybere problem, som folkemordet i Gaza blot har været en afspejling af, og der er stadig mange forhindringer på vejen.

Præsident Biden var naturligvis hurtig til at tage æren for resultatet og hævdede, at det var et direkte resultat af hans diplomatiske plan fra maj 2024 siden oktober 2023. Men i virkelighedens verden var det tydeligt, at aftalen kun var blevet sikret med hjælp fra Donald Trump, hvilket selv udenrigsministeriet indrømmede, da talsmanden sagde, at Trumps team var »absolut afgørende« for at gennemføre den. Historien vil vise, at det faktisk var Joe Biden og »Bloody Blinken«, der sammen med Netanyahu og hans ekstremistiske allierede forhindrede det i at ske meget tidligere.

Joe Biden er faktisk et perfekt eksempel på den værste type af Washingtons permanente bureaukrati, der opstod i Wall Street-City of London-ordenen efter 1971, et bureaukrati, der er villig til at indføre endeløse krige, offentlige besparelser og endda fascisme for at bevare deres system med vedvarende herredømme. Uden andet end ambitioner følger disse typer blot som lemminger de ordrer og anbefalinger, som »eksperterne« giver dem – de samme mennesker, hvis »ekspertise« fik verden ud i utallige krige i Sydvestasien og andre steder, samt en truende global konflikt mellem supermagter i dag.

At forstå, hvad dette system er, og hvordan det har påvirket den vestlige civilisation, er nøglen til at sikre, ikke bare at denne våbenhvile bliver en varig fred langt ud i fremtiden, men også at noget sådant aldrig sker i verden igen. For hvis man tror, at mennesker i bund og grund er dyr og udelukkende styres af deres egne interesser, så falder man lige i den fælde, som det britiske imperiums geopolitikere har sat op for os. »Menneskehedens fælles interesser er en utopi!« hævder de, ›Vi må bruge nok ‹magt til at skabe tillid og energi på den ene side og indgyde respekt og forsigtighed på den anden’.« Sidstnævnte udtalelse blev fremsat den 9. januar af den britiske udenrigsminister David Lammy, som citerede Ernest Bevin, Storbritanniens udenrigsminister i efterkrigstiden og en af de vigtigste forfattere til den kolde krig. Vesten »må genlære manualen for den kolde krig«, tilføjede Lammy i et åbenlyst forsøg på at appellere til Trump og give Storbritannien en lederrolle igen.

I mellemtiden gør Trump vigtige forsøg på at løse krisen i Ukraine og genetablere et forhold til Rusland. Hans kommentar i sidste uge, hvor han gav NATO skylden for at udvide til Ruslands dørtrin, blev bemærket af den russiske udenrigsminister Sergey Lavrov, som påpegede, at dette »er første gang, at en amerikansk og faktisk enhver vestlig leder åbent har erkendt, at NATO var uærlig, da den underskrev adskillige aftaler med vores land.« Men om det blot er en taktik, eller om Trump rent faktisk vil anerkende Ruslands rettigheder og indgå i »meningsfulde diskussioner«, er stadig et åbent spørgsmål, tilføjede Lavrov.

I kampen for at ændre dette paradigme skal man ikke vente på, at de tilbageblevne fra den »regelbaserede orden« ændrer adfærd lige med det samme. Og regn heller ikke med Trump, selv om hans bidrag til våbenhvilen i Gaza bestemt er velkomment. I stedet skal du selv blive en aktiv drivkraft for forandring. I sit ugentlige webcast tog Helga Zepp-LaRouche spørgsmålet om geopolitik op, som har spillet den dominerende rolle i de grusomheder, der har udfoldet sig i Palæstina og Libanon samt i Ukraine:

»Ideen om, at det geopolitiske perspektiv, som har kimen til verdenskrige i sig – geopolitik var grunden til, at vi havde to verdenskrige i det 20. århundrede – jeg tror helt sikkert, at det er noget, der skal overvindes, og det må erstattes af ideen om, at der er en større interesse, der forener os som den ene menneskehed. Jeg synes, det er et eksistentielt spørgsmål, for hvis vi ikke kan overvinde det, er der stor sandsynlighed for, at vi sprænger os selv i luften og ødelægger alt på denne planet – desværre har vi aldrig været tættere på det – men på den anden side, hvis nok mennesker indser, at denne fare eksisterer, kan vi måske mobilisere de moralske værdier, der skal til for at overvinde den.”

Denne fredags møde i Den Internationale Fredskoalition kl. 17 dansk tid den 17. januar vil tage dette emne op og fremlægge perspektivet for, hvad de næste skridt skal være. På mødet deltager oberst Lawrence Wilkerson (pensioneret), den israelske fredsaktivist Haim Bresheeth og førende palæstinensiske stemmer i kampen for fred i Palæstina. Lyt med og deltag i indsatsen.

Foto: The White House




Webcast med Helga Zepp LaRouche: Det gamle system er døende – en historisk mulighed for menneskeheden

Ikke korrekturlæst

[HZL] [HCS]

Onsdag den 15. januar 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 15. januar 2025; jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail til questions@schillerinstitute.org, eller du kan skrive dem på chatsiden.

Så, Helga, du kom med en udtalelse i mandags, hvor du sagde, at vi i 2025 vil se enden på det gamle system, enden på en unipolær orden, der håndhæves af USA’s og NATO’s militære magt. Men du sagde også, at det kan gå rigtig galt i krisens brændpunkter, da det neoliberale oligarki ikke vil overgive sig. Nøglen til at bevæge sig ind i et nyt paradigme, har du insisteret på, er en afvisning af geopolitik. Det ser ud til at have ramt nogle af vores akademiske seere lige i ansigtet. Så lad os starte med spørgsmålet om geopolitik – faktisk to spørgsmål fra en amerikansk podcaster. Han spurgte: »Tror du ikke, at det geopolitiske verdensbillede er for dominerende blandt vestlige ledere til at bryde med det?« Og han sagde: »Det er forankret i den politiske tænkning i begge politiske partier i USA, også blandt mange republikanere, som støtter Trump.« Og det andet spørgsmål var fra en professor i Storbritannien, og han spørger: »Er geopolitik ikke baseret på ideen om, at eftersom der ikke er enighed om, hvad der definerer et fælleseje eller en generel velfærd, så er de identitetskløfter, der bruges til at skabe geopolitisk splittelse, naturlige og kan ikke overvindes?«

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at hvis geopolitik var naturligt, ville vi være en del af dyrearten, ikke? Jeg mener, alle ved, at hanner markerer deres domæne med bestemte metoder og sørger for, at der ikke er nogen konkurrenter. Men vi er ikke dyr, vi er mennesker. Og jeg ser på det ud fra den lange udviklingsbue: Hvis du tror, du ved, hvor gammelt universet er – vi ved det ikke præcist, men måske 13,5 milliarder år, det var James Webb-teleskopets fund – og i denne lange periode er menneskets historie måske 2 millioner år, og den registrerede historie er måske højst 10.000 år, afhængigt af hvilke artefakter du tager med i betragtning. Så vi har kun eksisteret i meget kort tid i universets historie. Men tænk så på for 10.000 år siden eller 20.000 år siden, i slutningen af den sidste istid, hvor var vi? Og hvor er vi i dag? Vi har øget befolkningspotentialet fra et par hundrede tusinde, måske maksimalt et par millioner mennesker, for inden vi for alvor udviklede landbruget og var på niveau med jægere og samlere, var befolkningstætheden på planeten meget lille. Dengang brugte folk sandsynligvis stenen til at slå deres nabo med, og den blev betragtet som et mordvåben. I dag ser man på den samme sten og siger: »Åh, det er interessant. Det er sjældne jordarter,« eller «det er en praktisk mobiltelefon af samme størrelse.« Og i den mobiltelefon, eller i evnen til at bruge de sjældne jordarter til produktion, har du legemliggørelsen af al den videnskabelige og teknologiske udvikling i hele den periode.

Nu er 10.000 år en meget kort periode. Og du kan tænke 10.000 år frem i tiden. Vi har sandsynligvis taget meget, meget større spring fremad, end vi har gjort tidligere. Så tror du virkelig, at vi stadig – hvis vi ikke udrydder os selv i en atomkrig i mellemtiden, hvilket naturligvis kan ske – tror du, at vi om 10.000 år stadig vil kæmpe om stykker af territorium og brønde og så videre, når vi helt sikkert længe før har koloniseret det nærliggende rum, vi har lavet landsbyer på Månen; vi har sandsynligvis – selv Elon Musk er begejstret for dette perspektiv – vi har sandsynligvis bygget byer på Mars: Tror du virkelig, at det ligger i menneskets natur at være i en geopolitisk kamp? Det tror jeg ikke. Jeg tror, vi adskiller os fra alle andre arter ved vores fornuft, ved det faktum, at vi kan ændre det, der begrænser os. Og med tiden vil det stå klart, at vi er den eneste menneskeart, som har en vigtig opgave med at overleve i galaksen. Jeg tror, at den seneste optælling fra James Webb-teleskopet viser, at vi har mindst flere billioner galakser. Det er ufatteligt. Men hvis vi skal overleve som art i dette utroligt store univers, er vi nødt til at ændre vores adfærd, og vi kan ikke bruge energi på at kæmpe mod hinanden. Så det er mit svar til professoren fra Storbritannien.

Jeg er også enig i, at det geopolitiske synspunkt er fremherskende. Hvis man ser på toppen af systemet, de to politiske partier i USA, EU-bureaukratiet, som mener, at vi nu skal blive vores egen geopolitiske kraft mod andre stormagter som Kina, Rusland og USA. Men hvis man spørger folk, hvis man spørger befolkningen, så tror jeg ikke, at de tænker geopolitisk. Jeg tror, at folk har en tendens til straks at blive venner med andre mennesker, når de lærer dem at kende. På det laveste niveau laver de mad sammen, de danser sammen; hvis det er lidt mere udviklet, begynder de at sætte pris på deres forskellige kulturer. Så jeg tror, at ideen om, at det geopolitiske perspektiv, som har kimen til verdenskrige i sig – geopolitik var grunden til, at vi havde to verdenskrige i det 20. århundrede – jeg tror bestemt, at det er noget, der skal overvindes, og det må erstattes af ideen om, at der er en større interesse, som forener os som den ene menneskehed. Det er et eksistentielt spørgsmål, for hvis vi ikke kan overvinde det, er der stor sandsynlighed for, at vi sprænger os selv i luften og ødelægger alt på denne planet – desværre har vi aldrig været tættere på det – men på den anden side tror jeg, at hvis nok mennesker indser, at denne fare eksisterer, kan vi måske mobilisere den moralske styrke, der skal til for at overvinde den.

SCHLANGER: Du lytter til Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet, og også initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition, som mødes igen på fredag, som den har gjort hver fredag i 84 uger.
Der er et slags opfølgende spørgsmål til det første, Helga, fra Pat Moulton, som spørger: »Det ser ud til at være afgørende for et magtskifte i USA, at det går ret hurtigt med at godkende kabinetsvalg til at tage tøjlerne. Hvilke strategier tror du, der vil blive brugt for at stoppe dette? Og vil det være militæret, der bliver involveret?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er meget under forandring. Jeg tror, at nøglespørgsmålet er: Har Trump en strategi til at føre sin egen politik og kontrollere de forskellige elementer i de udnævnelser, han har foretaget? Hvis man ser på mange af aspekterne, er folk ekstremt bekymrede for, at der er for mange krigshøge på posterne, eller for mange monetarister, som gerne vil have et orgie af deregulering; folk har alle mulige synspunkter. Men jeg synes – og jeg tror ikke kun, at jeg håber, men at vi har en idé om, hvad vi skal gøre – at Trump har sagt forskellige ting, som til dels er selvmodsigende, men han har sagt, at han ønsker at afslutte krigene. Han mener, at de endeløse krige var ødelæggende for amerikanske interesser. Han har sagt, at han vil mødes med både præsident Putin og præsident Xi Jinping ret snart. Han har sagt, at hvis USA og Kina arbejder sammen, er der ingen problemer, de ikke kan løse. Så der er flere grunde til at tro, at han faktisk vil føre en anden politik, og jeg er også tilbøjelig til at tro, at han har lært den hårde lektie fra sin første regering, f.eks. ved udnævnelsen af folk som Tulsi Gabbard og Kash Patel (»man må håbe«). På den anden side er han kommet med udtalelser, som er hårrejsende for mange mennesker, der tror på suverænitet, som f.eks. at han vil indtage Grønland, enten af egen fri vilje eller militært, hvilket er hårrejsende. Han vil genintegrere Panamakanalen i amerikansk kontrol, hvilket heller ikke ligefrem er respekt for suverænitet. Han har alle mulige ting, som går i en anden retning.

Så i stedet for at se på det som kaninen og slangen eller vente på hegnet som en spurv og se, hvor tingene bevæger sig hen, har jeg et andet perspektiv: Og det er, at jeg af hele mit hjerte tror på, at vi kun kan overvinde krigsfaren for altid, hvis vi finder en måde at samarbejde på mellem landene i det såkaldte »kollektive Vesten« og de lande i det Globale Syd, som forsøger at gøre op med 500 års kolonialisme. Og jeg tror, det er meget undervurderet i Vesten, både i USA og i Europa – i hvert fald i nogle europæiske lande – at der er en enorm vilje i landene i Afrika, Latinamerika og Asien til at overvinde slaveriet, til at overvinde slaveriet i dets moderne former ved ikke at have adgang til kredit til udvikling, ved at være tvunget af handelsbetingelserne til at sælge råmaterialer uden virkelig at kunne bruge dem i deres egne lande, der er en utrolig gejst. I år er det 70 år siden, at Bandung-konferencen blev afholdt, og Bandung-ånden er vågnet på en meget stærk måde. Og på trods af visse finansielle interessers massive bestræbelser på at destabilisere disse forhåbninger, tror jeg, at det faktum, at BRIKS bliver stærkere, at Indonesien er kommet med i BRIKS, at landene i Afrika bestemt er fast besluttet på at overvinde fattigdom og udvikling med hjælp fra BRIKS – jeg tror, at den eneste måde, man kan ødelægge det på, er ved atomkrig! Men atomkrig har ingen vindere. Så den, der tænker på at bremse det, tænker også på sin egen begravelse, så det er ikke en mulighed, man kan overveje.

Hvis vi på den anden side virkelig kunne overbevise folk i USA og Vesteuropa om, at de bare skal sige: »Se, verden har allerede ændret sig. Den unipolære verden eksisterer ikke længere. Vi har allerede en multipolær verden under udvikling.« Og hvorfor ikke gå tilbage til de bedste traditioner i amerikansk udenrigspolitik med John Quincy Adams og samarbejde med et system af suveræne lande rundt om i verden. Og i Europa ville det være traditionen fra de Gaulle, eller Adenauer, eller Rathenau, Enrico Mattei – tendenser, hvor folk havde den idé, at vi ikke er imperialister, men vi er nødt til at finde en måde at samarbejde på med landene i det Globale Syd, som nu er blevet en meget mere fremtrædende kraft i verden.
Hvis vi gjorde det, ville det være så let at løse alle problemerne, for de eneste, der vinder på krige, er det militærindustrielle kompleks og de uansvarlige mennesker, der har investeret i disse firmaer og ejer aktier, som de tror gør dem rigere. Men hvad hjælper det dem, hvis resultatet er, at hele verden bliver sprængt i luften?

Hvis vi gik ud og sagde: Lad os genoplive vores økonomier, lad os genopbygge USA – branden i Californien burde have givet alle en absolut advarsel: USA har brug for infrastruktur! Man har brug for massiv vandudvikling, vandforvaltning. Det nordamerikanske vandprojekt NAWAPA skulle have været gennemført for årtier siden, men lad os nu gøre det, og på den måde forhindre, at sådanne katastrofer sker i fremtiden! Der er så mange konstruktive ting at gøre, at hvis landene i det kollektive Vesten virkelig ønsker at overleve, vil vi gå i denne retning, og vi vil forsøge at sætte dette mål og alternativ kraftigere på dagsordenen end nogensinde før.

SCHLANGER: For dem af jer, der er bekymrede for, hvad der kommer til at ske med bekræftelseshøringerne for de forskellige nominerede af præsident Trump, har vi udgivet et dossier kaldet The Liars’ Bureau , som henleder opmærksomheden eller forsøger at henlede Senatets opmærksomhed på, at de mennesker, der er imod, især Gabbard og Patel, er mennesker, der selv er ansvarlige for de endeløse krige, udspioneringen, overvågningen og så videre. Så det er tilgængeligt gennem LaRouche-organisationen.

Nu, Helga, har du faktisk besvaret flere spørgsmål i det, du lige har sagt. Nogen spurgte: »Du siger, at Trump er klar til at mødes med præsident Putin for at afslutte krigen. Hvad nu, hvis de europæiske lande vedvarende støtter Ukraine, som det blev antydet på sidste uges konference på Ramstein Air Base? Hvad kan Trump gøre for at afslutte krigen?« Jeg tror, du lige har besvaret det med »tag til det Globale Syd og udmanøvrer dem«.

Men der er et par spørgsmål om Tyskland i særdeleshed, som jeg gerne vil stille dig. Det ene er »Er der noget håb om, at Friedrich Merz, den kristendemokratiske kanslerkandidat og en dedikeret krigshøg, kan besejres?« Og for det andet: »Er der støtte til opfordringen fra Sahra Wagenknechts parti om at genopbygge Nord Stream-rørledningen?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, at Merz indtil videre har sagt noget, der overbeviser mig om, at han er bedre end »trafiklyskoalitionen«, som lige er gået i opløsning. Faktisk er han endda værre, idet han promoverer at sende Taurus-missilet til ukrainerne. Det er virkelig utroligt, for general Kujat, den tidligere generalinspektør for den tyske hær og leder af NATO’s militærkomité, er lige kommet med en meget, meget kraftig advarsel, hvor han siger, at den, der opfordrer til at sende Taurus-missilet, opfordrer til, at tyske soldater skal bemande det, fordi ukrainerne ikke er trænet i at bruge det. Så det skulle leveres og bruges af tyske soldater, hvilket straks ville gøre Tyskland til en aktiv part i krigen og derfor et mål for en optrapning af spændingerne med Rusland, hvilket potentielt kunne føre til ødelæggelse af hele Tyskland.

Nu har Kujat sagt det i de stærkeste vendinger, for det gælder naturligvis for Merz. Det gælder Habeck, som af en eller anden mærkelig grund tror, at han nogensinde kan blive kansler i Tyskland – hvilket jeg synes er en joke, når man tænker på, at han med succes har ødelagt den tyske økonomi, og hvorfor skulle nogen stadig stemme på en så uduelig person? Hvad der sker med Merz’ stemmer, tror jeg i høj grad afhænger af, hvad Trump gør. Trump har helt klart en anden politik for Ukraine.

I Tyskland synes politikken desværre stadig at være domineret af levnene fra Biden-administrationen, fra den britiske politik, fra EU-politikken; Ramstein, opdelingen af de opgaver, som ikke vil blive varetaget af USA, i otte grupper eller deromkring, med to lande i hver, skal erstatte det, som USA gjorde før.

Der er stadig denne utrolige snak om at gøre Tyskland »krigsklar« med denne Pistorius. Han har lige været i Kiev. Og de har nu planer om at lave en hjemmedivision, som skal hjælpe med at forsyne NATO-tropper i deres bevægelse mod østfronten. Det er i strid med forfatningen. Og jeg kan kun håbe, at der er tilstrækkeligt mange mennesker, som er rædselsslagne ved tanken om, at Tyskland igen vil køre tanks mod Rusland! Jeg mener, hvor meget kan man glemme sådan en historie? Vi havde en Anden Verdenskrig, hvor Hitler endda blev bragt til magten af mange indflydelsesrige kræfter, herunder i USA og Storbritannien – naturligvis også i Tyskland – men tyskerne havde en utrolig stor skyld i Anden Verdenskrig! Jeg mener, man kan ikke tale sig ud af det.

Og i lyset af den historie at gøre det, som disse mennesker gør nu – jeg har sagt det, endda i dette program før: Jeg har altid ment, at da det kom til den tyske genforening i 1989-1990, var russerne utroligt generøse ved at tillade den tyske genforening, herunder et forenet Tyskland, der tilsluttede sig NATO, dog med den betingelse, at der ikke skulle ske nogen udvidelse af NATO mod øst, og at der ikke skulle være nogen udenlandske tropper på det tidligere DDR’s territorium. Begge ting er massivt overtrådt med NATO-udvidelser og nu med det nye hovedkvarter for Østersøen i Rostock, som igen er en overtrædelse af 2+4-traktaten. Så jeg synes, at det i lyset af alt dette er en absolut skam, hvad disse mennesker, som synes at være besat af en fremmed ånd, der forsøger at gå {Drang nach Osten}, det er næsten som en gentagelse af den forfærdelige stemning i 20’erne og 30’erne med territoriale gevinster i øst. Jeg tror, at alle i EU ville gå bananas over sammenligningen, men hvis man virkelig ser på substansen i det, så er det, hvad det er!
Så jeg tror, at håbet er, at nok mennesker vågner op.

CDU er gået lidt tilbage fra 32%; jeg tror, at de nu ligger omkring 30%, højst 31%, og AfD er gået frem fra 20% til 22%. Det er stadig et stort hul på 9 %. Men under dramatiske forhold, og jeg siger ikke, at jeg ønsker, at AfD skal vinde, jeg siger bare, at man bør stemme på ethvert parti, der er imod krigen. Og lige nu er det kun BüSo, som er mit parti, som er meget lille, og vi er med i denne kamp, ikke så meget fordi vi tror, at vi kan vinde, men vi er en ekstremt vigtig producent af ideer, af løsninger, og en valgkamp er et meget vigtigt medie til at sprede dem. Og desværre taber Wagenknecht-partiet i meningsmålingerne. Jeg tror, det har noget at gøre med, at folk ikke bryder sig om, at de nu har indgået koalitioner med andre partier i de tre østtyske delstater og indgået betydelige kompromiser. Og mange mennesker siger: »Hvorfor skal vi stemme på dem, hvis de bare er ved at blive et parti som alle andre?« Og jeg tror, at folk er meget skuffede over, at Wagenknecht hele tiden gentager Ruslands »uprovokerede angrebskrig«, når det handler om Ukraine. Og mange mennesker, især i Østtyskland, tror bare ikke på den NATO-fortælling, fordi de har deres egen historiske hukommelse, og de har været tidsvidner, så det er ikke så let at narre dem.

Så selv hvis Merz vinder, hvilket jeg virkelig ikke tror, han gør, for han er for deregulering, han er en komplet liberal, hvad angår økonomi. Han er endda imod atomkraft – han har lige udelukket en tilbagevenden til atomkraft. Så hvorfor skulle man stemme på en person, som helt klart ikke vil rette op på økonomien, og som helt klart vil optrappe den geostrategiske konflikt med Rusland og Kina? Så jeg kan kun sige, at han under de givne omstændigheder ville være det værste valg. Og endda hvis han skulle vinde, så se på, hvad der skete med Macron: Macron er nu den mest hadede mand i Frankrig. Endda de mennesker, der hjalp ham med at komme til magten, er helt imod ham. Hans regering er ekstremt ustabil, og der er ingen udsigt til en stabil regering under de nuværende forhold i Frankrig: Og det kan også ske for Merz.

Og man bør også virkelig se på den massive ændring af EU: Der er nu en lang række lande, der vender sig væk fra EU: Du har Slovakiet, Ungarn og de seneste ændringer i Østrig. Nu har du afstemningen i Kroatien, hvor den nye, eller den person, der blev valgt ind for anden gang, Milanovic, fik 74,7 %: Det er to tredjedele af befolkningen. Så du har Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Serbien, Kroatien, Georgien. Nogle af dem er ikke med i EU, men det er hele den østeuropæiske tendens. Og du har Meloni i Italien, som tog til Mar-a-Lago og kom tilbage med et klart mandat fra Trump om at gøre sin stemme stærkere. Så der er sket et komplet skift.

Så Macron, Frankrig, er praktisk talt ikke relevant længere på grund af landets ustabilitet. Så Tyskland ville være alene, med hvem? Kun med de baltiske lande. Hvor mange mennesker har de? Du kan tælle dem på én hånd – jeg laver sjov. Jeg overdriver, men det er ikke mange mennesker. Så har du Polen og Skandinavien, og det er det hele. Så det er ikke ligefrem en overvældende styrke. Og måske vil det få nogle industrifolk i Tyskland til at ændre holdning, for den tyske økonomi er i frit fald. Og den {eneste} måde, hvorpå Tyskland kan overleve, er ved at orientere sig mod det Globale Syd. Og det er et valg, som vil blive indlysende: Du ved, det er virkelig Tysklands eksistens. Så tingene vil ikke blive afgjort med valget, for vi befinder os i en fuldstændig tektonisk forandring med en periode på 500 år, der nærmer sig sin afslutning, nemlig kolonialismen.

SCHLANGER: Du nævnte tidligere North American Water and Power Alliance, som din mand støttede stærkt i mange af sine kampagner, som en løsning på brandkrisen i Californien. Vi har to spørgsmål til det. Det ene er: »Jeg faldt næsten ned af stolen, da jeg hørte Trump sige, at man kunne hente vand fra Canada for at genopbygge vandforsyningen i Californien. Tror du, han kender til NAWAPA? Endnu en gang ser vi, hvor langt fremme i skoene Lyndon LaRouche var.« Og et andet spørgsmål fra Michael D i Los Angeles: »Hvad er oddsene for, at Donald Trump i sin anden periode vil begynde at tænke som Lyndon LaRouche?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, vi vil gøre alt det arbejde, der er nødvendigt for at nå dertil, for det ville være det bedste for USA – helt ærligt! Jeg mener, man bør tænke over – lad mig sige dette, fordi Lyndon LaRouche profetisk erkendte de ødelæggende konsekvenser, det ville få, da Nixon afkoblede dollaren fra guldstandarden og erstattede faste valutakurser med fleksible. Og han sagde, at hvis man vedvarende gik den vej, dvs. profitmaksimering, liberal deregulering og hele det paradigme, der følger med, så ville det føre til et økonomisk kollaps, en depression, den nye krigsfare og ny fascisme, og faren for en ny verdenskrig, faktisk.

Han opdaterede denne prognose med ni store prognoser i løbet af sin politiske karriere, som alle viste sig at være helt sande. Jeg kan kun bede dig om at gå ind på hjemmesiderne for The LaRouche Organization og se på nogle af de taler, Lyndon LaRouche har holdt i årenes løb. Jeg mener, nogle af dem ville få dig til at falde ned af stolen, fordi du tror, at han talte i går eller i dag og adresserede øjeblikkelige problemer. Jeg mener, han var en af de mest fremsynede personer i historien nogensinde. Og det siger jeg ikke, fordi jeg var gift med ham, men det er et objektivt faktum!

Nu er det den største tragedie, at han blev retsforfulgt – jeg mener, her har du en person, som helt klart havde intellekt som en Leibniz, som en Platon, som en af de fremragende personer, hvor du har en i et århundrede, hvis du er heldig; og du ved, at det faktum, at USA’s apparat, hvad der generelt kaldes »Deep State«, er blevet indsat mod den mand, er det mest tragiske element i USA’s historie. For det var ikke bare en uretfærdighed, der blev begået mod ham, men det forhindrede det amerikanske folk i at anerkende de løsninger, han præsenterede, i at anerkende den analyse, han præsenterede. Og al den modgang, der sker lige nu, kunne have været forhindret, herunder befolkningens moralske sammenbrud, effekten af legaliseringen af stoffer, effekten af volden i skolerne, effekten af selvmordsraten blandt unge, sammenbruddet af infrastrukturen i byerne, {og} det, der skete i Los Angeles, fordi, som du antydede, hvis NAWAPA var blevet gennemført, ville der ikke have været sådan en brand! Eller hvis der havde været en brand, ville der have været vand nok til at slukke den med det samme.

Jeg ville blive meget overrasket, hvis Trump ikke kendte til NAWAPA, for NAWAPA var et projekt, som var meget kendt, i hvert fald blandt ingeniører, og i betragtning af at Trump betragter sig selv som en bygherre, er det næsten utænkeligt, at han ikke kender til det. Og hans bemærkning om, at hvis vi fører kampagne for det, og hvis vi gør det til et emne blandt forskere, blandt ingeniører, blandt byråd, blandt alle de mennesker, der er berørt af brandens ødelæggelser, så kan vi måske skabe et miljø, hvor det bliver gennemført.

Jeg synes, det ville være fantastisk! Jeg mener, hvad nu hvis Trump kunne være omgivet af en stemning af mennesker, der kræver genopbygning af USA, bygger et hurtigtogssystem, forbinder alle byerne gennem hurtigtogssystemet, som det kinesiske – eller endda bedre, kineserne har nu 45.000 km, det er omkring 33, 33.000 miles, cirka af hurtigtog, der kører 350 km/t. De er nu ved at opgradere det til 400 eller 450 km/t. Og de arbejder allerede på et loop-system med 1.000 km/t.
Kan USA ikke bare sige, at det skal være slut med disse smuthuller og huller i motorvejssystemet, og bygge et nyt motorvejssystem og nye byer? Der blev gjort en stor indsats for at åbne de vestlige dele af USA, men det stoppede på et tidspunkt, og derfor har man nu mange stater, som er meget tyndt befolkede. Man kunne bygge nye byer og forbinde dem med infrastruktur. Og det ville virkelig være det bedste for den amerikanske befolkning, og alle ville have et perspektiv om at lære, om at have universiteter, hvor unge mennesker kan konkurrere og blive verdens bedste igen, hvilket ikke sker lige nu. Så jeg tror, at hvis vi virkelig skaber betingelser, hvor befolkningen kræver det, kan vi måske flytte det i den retning: Det er absolut et mål, som alle bør have.

SCHLANGER: Jeg har bare to hurtige bemærkninger om NAWAPA. Den ene er, at vi har en video på LaRouche-organisationens hjemmeside, som folk kan se. For det andet er det ikke uvæsentligt, at senator Robert F. Kennedy i 1968 fremsatte et lovforslag om NAWAPA. RFK Jr. er nu en tæt rådgiver for Trump: Måske har de talt om det.
Nu har vi en kommentar og derefter et spørgsmål til dig for at afslutte vores session i dag, Helga. Kommentaren er fra Diana fra Canada, som siger, at hun mener, at Trump skal slukke brandene i Ukraine og Gaza som sit første job. Men derefter kan han arbejde på at reparere og styrke USA igen. Og det ville være vejen til global stabilitet og fred for os alle.
Nu kommer spørgsmålet fra Jocelyn Tchakounte, som er præsident for African Diaspora International Trade Association, og hun spørger: Hvordan gælder Lyns klassiske tilgang for de koloniserede stater i Afrika?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at de afrikanske lande lige nu på den ene side stadig er udsat for enorme farer fra terrorisme, krig og så videre, men på den anden side er mange afrikanske ledere fast besluttede på at modernisere det afrikanske kontinent og opbygge alle landene som middelklasselande. Og jeg tror, at holdningen, for eksempel da præsident Ramaphosa deltog i en finanskonference i Paris for omkring to år siden, var, at han sagde til alle de europæere, der var der: Jeg vil ikke høre jeres prædikener. Byg Inga-dæmningen i Congo, som koster omkring 80 milliarder dollars, og så kan vi tale sammen. Jeg vil ikke høre andet. Og det, tror jeg, er den holdning, mange afrikanere har lige nu, fordi de er trætte af, at der kommer arrogante vesterlændinge og prædiker for dem, hvad de skal gøre – menneskerettigheder, demokrati, regelbaseret orden. Og de tror dybest set ikke på det længere, fordi de har set, at den regelbaserede orden er noget, der kan bøjes på et øjeblik til at betyde det modsatte af, hvad den betød før. Hvis det passer til den, der taler om det. Og efter at Vesten har tolereret det, der sker i Gaza, tror jeg ikke, at nogen leder i det Globale Syd længere vil lytte til nogen fra Vesten, der taler om menneskerettigheder. Det, tror jeg, er en ændring, som de fleste mennesker ikke har indset endnu. Men du vil i fremtiden se, at det, jeg siger, er helt rigtigt.

Så jeg tror, at det bedste, der kan ske, ikke er, at USA tager til Afrika og forsøger at konkurrere med Kinas og Ruslands indflydelse, hvilket igen ville skabe spændinger og fraktioner osv. Jeg mener, vi har skrevet en pjece, som du også kan se på vores hjemmesider, hvordan man kan skabe 2 til 3 milliarder nye produktive job i det Globale Syd i de næste årtier. Afrika vil have 2,5 milliarder mennesker i år 2050. Det er kun 25 år væk: En generation, det er ikke meget. Og det betyder, at der vil være cirka 1 milliard mennesker mere, så når vi siger, at vi har brug for 2 til 3 milliarder nye produktive job i den periode, så er det ikke noget stort tal. Det svarer bare nogenlunde til antallet af unge mennesker, der vil have brug for et job! Og det ville være den {eneste} måde at løse migrantkrisen på, for hvis man bygger infrastruktur, hvis man bygger industrialisering, mekanisering af landbruget, moderne stater, tilstrækkelig elektricitet – 600 millioner mennesker i Afrika har stadig ikke adgang til elektricitet, men det er forudsætningen for enhver form for industrialisering. Hvis Vesten nu ville gå sammen med BRIKS om at bygge den form for grundlæggende infrastruktur, så kan det problem løses. Og de unge og ældre mennesker, der nu marcherer gennem Sahel-zonen, gennem Sahara for derefter at forsøge at komme over Middelhavet – mange af dem dør, enten i Sahara, hvor der endda ikke rapporteres om dem, eller de drukner i Middelhavet – for derefter at blive modtaget af en fjendtlig Frontex-organisation fra EU, som forsøger at skubbe folk tilbage; og der har været mange retssager om det.

Så i stedet for at have det elendige perspektiv, som ødelægger Europa, og det ødelægger Afrika; på samme måde fungerer indsatsen for at skubbe migranterne tilbage til Mellemamerika ikke i USA, ud over at skabe elendighed: Men hvis det kollektive Vesten i samarbejde med BRIKS-Plus gjorde en indsats for at løse dette problem én gang for alle og skabe menneskelige betingelser for økonomisk udvikling for alle på planeten, kunne vi løse alle disse problemer. Og det er inden for rækkevidde.

Så hvis du befinder dig i en hvilken som helst del af verden og er enig i dette perspektiv, så slut dig til os. Lad være med at blive hængende: Slut dig til Schiller Instituttet. Kom på fredag til det IPC-møde, vi holder hver uge, og arbejd sammen med os. Dette er nu en periode i historien, hvor den enkeltes indgriben kan ændre historien. Så vær venlig at slutte dig til os.

SCHLANGER: Jeg tror, at vores seere har en fornemmelse af det, for vi har flere spørgsmål, end vi kan tage, mere end vi har tid til. Men inden vi afslutter, hvad kan du så fortælle os om IPC-mødet på fredag kl. 17.00 dansk tid?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg har ikke den fulde liste over talere. Jeg har hørt, at oberst Wilkerson skal tale, og så er der flere talsmænd fra Sydvestasien, for det er også en ekstremt vigtig situation lige nu. Hvis den aftale, som ser ud til at blive forhandlet på plads mellem israelerne og palæstinenserne, mæglet af USA og Qatar – det er naturligvis stadig et meget vanskeligt øjeblik. Der vil være folk, der rapporterer om, hvordan det ser ud fra jorden. Så vi vil helt sikkert diskutere perspektiverne for Ukraine og Mellemøsten og det overordnede strategiske billede. Så kom endelig: Dette er det eneste sted, hvor du hver uge har vigtige eksperter og specialister, der diskuterer den aktuelle strategiske situation. Og vi har fået at vide af mange seere, at dette er et format, som virkelig ikke har nogen parallel. Så det er stedet at gå hen.

SCHLANGER: Nå, Helga, jeg vil også sige, at der ikke er nogen parallel for dig. Så tak, fordi du kom i dag, og vi ses på fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Vi ses på fredag.




Bjergtoppen og oasen

af Dennis Speed (EIRNS) – 15. januar 2025

Det står klart for hele verden og for alle tænkende amerikanere, at vi i dette nye år har brug for noget fundamentalt nyt fra det amerikanske præsidentskab. Den kommende præsident Donald Trump har gjort det klart, at han har til hensigt at mødes med præsident Vladimir Putin så hurtigt som muligt – men hvad vil eller kan der blive diskuteret? “Der er ingen konkrete forberedelser endnu, der er en erklæret forståelse og politisk vilje, fordi sådanne kontakter ville være meget, meget nødvendige og tilrådelige. Vi vil se nærmere på det, når administrationen i Washington er blevet ændret,« sagde Kremls talsmand Dmitry Peskov.

Det ser også ud til, at en aftale om at frigive gidslerne i Gaza (og forhåbentlig også nogle af gidslerne i Israel) vil blive indgået i løbet af de næste dage – men hvad så? En dokumentarfilm, »Gaza, in the Extermination Strip«, som havde premiere i går i Mexico, og et nyligt indslag i CBS 60 Minutes gør det begge klart, at de fleste af de mennesker, der er blevet dræbt i krigen i Gaza, har været børn. Israelske soldater nægter at kæmpe videre, og en af gidslernes forældre har erklæret sig enig i Den Internationale Straffedomstols karakterisering af Netanyahu som krigsforbryder. Hvad vil, hvad kan man foreslå for Vestbredden og Gaza? Hvordan kan, hvordan bør en amerikansk præsident forholde sig til dette?

Det amerikanske præsidentskab må vælge at » gå til stålet« og virke sammen med verdensledere af format for at tage spørgsmålet om krig, herunder atomkrig, op »fra bjergets top«. For at gøre det kan det være nødvendigt at turde søge råd netop der, hvor ingen forventer  man kigger. Hvad kan et Trump-præsidentskab f.eks. lære af pastor Dr. Martin Luther Kings liv og syn på tingene? Han er den eneste ikke-præsident på National Mall; måske er det den person, hvis liv bør konsulteres, især af en nærved myrdet kommende præsident.

I dag, hvis han havde levet, ville Martin Luther King have fejret sin 96-års fødselsdag. King sagde som bekendt, dagen før han blev dræbt: »Som alle andre vil jeg gerne leve et langt liv. Lang levetid har sin plads. Men jeg vil bare gøre Guds vilje. Og han har givet mig lov til at gå op på bjerget. Og jeg har set ud over det, og jeg har set det forjættede land.«

»Det forjættede land« er, i modsætning til den profane tro hos visse vildledte fraktioner i Sydvestasien og deres modstykker i USA, ikke en drøm om et imperium. Det er en fremtid. USA, som fra dette øjeblik ikke længere lever i fremtiden, er ikke længere det forjættede land, hverken for amerikanerne eller nogen andre. Hvordan kan det ændres?

Præsident Abraham Lincolns energiske forsvar og fremme af USA og dets forfatning skete ikke kun gennem krig. Det var hans idé om fremtiden, som ses i hans initiativ til, kamp for og støtte til den transkontinentale jernbane, der ville katapultere USA, selv i midten af det 19. århundrede, til at blive den største industrimagt i menneskehedens historie. Det var hans »greenbacks«-finanspolitik, hvormed han undgik at sætte sig i gæld til Wall Street, der gjorde det muligt for den amerikanske økonomi at komme stærkere ud af krigen 1861-65, end den gik ind i den, på trods af den forfærdelige ødelæggelse af menneskeliv og ressourcer.

Præsident Lincoln forstod, hvad Alexander Hamilton, den første finansminister, havde forstået og skrevet om i 1789 i sine fire rapporter – om industri, om nationalbanken, om offentlig kredit og om nationalbankens forfatningsmæssige status. Hamilton så den offentlige kredit som et værktøj til at forme fremtiden. Hamiltons formål var at gøre USA virkelig og permanent uafhængig af det Britiske Imperium ved at give den unge republik mulighed for at påtage sig, og ikke afvise, de tretten koloniers gæld. Han vidste, at hvis denne gæld, i et USA der øgede arbejdskraftens produktive kræfter gennem industriproduktion, blev brugt som kredit, kunne man i sidste ende bryde med det plantageslaverisystem, som han og mange amerikanske grundlæggere afskyede. Hamilton og amerikanerne ønskede, ligesom BRIKS-nationerne i dag, at blive fri af det perfide Albion, det Britiske Imperium. Hvad ville Hamilton mene om USA’s »særlige forhold« til briterne? Har de ændret sig i forhold til for 250 år siden?

Storbritanniens udenrigsminister David Lammys tale den 9. januar falbød, ifølge den russiske ambassades vurdering i London, »de samme slidte og letgenkendelige neokoloniale principper i britisk udenrigspolitik, som ved mange lejligheder tidligere har bidraget til at øge de globale spændinger . Men hvorfor tage deres ord for gode varer? Lammy havde i 2018 kaldt Trump »en kvindehadende, nynazistsympatiserende sociopat«, men 2 dage efter, at Trump havde vundet valget i 2024, sagde han, at Trump var »en person, som vi kan opbygge et forhold til i vores nationale interesse«. Det er sådan, det Britiske Imperium er – »Jeg vil altid være din ven, Othello,« sagde Jago.

Et rent brud med fortiden må foretages af et USA, som ikke blot har afindustrialiseret sig selv og affolket sig selv, men som nu er ved at brænde sig selv ned. Teknologisk fremskridt må bringes tilbage til USA. Løftet om en fremtid skal gives til dets ungdom. Og en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur må sammensættes af Rusland, USA, Kina og andre nationer, som præsidenten må involvere.

Da USA vendte ryggen til FDR’s (Roosevelts) mission om at afskaffe den britiske, franske, belgiske, hollandske og portugisiske kolonialisme og i stedet kastede atombomben som et første skridt i Winston Churchills »Operation Unthinkable« for at ødelægge Sovjetunionen med atomvåben, blev kimen lagt til de problemer, vi ser over hele verden nu. Martin Luther King forlod den nedadgående spiral. Både i sit kreative, ikke-voldelige arbejde for det, der blev kaldt »borgerrettigheder«, og i sin energiske fordømmelse af USA’s onde rolle i Vietnam-krigen forsvarede han USA’s forfatning på nøjagtig samme måde, som Lincoln havde gjort, og for den sag som FDR havde taget til sig, herunder hans planer for efterkrigstidens FN og dets International Bank for Reconstruction and Development, »Verdensbanken«. «

Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche har i to dokumenter – »Ti principper for en ny sikkerheds- og Udviklingsarkitektur og ›Gandhis vision for et nyt paradigme i internationale Relationer, et verdenssundhedssystem og direkte ikke-voldelig handling i tider med socialt sammenbrud‹ – givet verdens ledere og dem, der vil rådgive dem, den begrebsmæssige adgang til, hvordan de kan nå den bjergtop, fra hvis top verden, selv på dette sene tidspunkt, ikke bare kan overleve, men også blomstre. Økonomen Lyndon LaRouches Oase-plan, opdateret fra hans »How the International Development Bank Will Work« fra 1975, viser, hvordan man i dag i Sydvestasien kan udføre det, som Lincolns og Hamiltons USA lovede ville være vores mission i verden – at gøre en ende på kolonialismen, ikke videreføre den. Det var Martin Luther Kings vision, og det bør være præsidentens vision i dag. 

Foto: Unseen Histories / Unsplash




En ‘historisk mulighed for at gribe ind’ for menneskeheden

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 13. januar 2025

I nutidens æra med atomvåben udgør de varme konfrontationszoner – i Ukraine, i Sydvestasien – en hidtil uset fare for hele menneskeheden. Men samtidig er det »en historisk mulighed for at gribe ind« og forme begivenheder, der kan føre en kurs ud af faren og ind i en hidtil uset æra af udvikling. Det var den vurdering, som Schiller Instituttets grundlægger og leder Helga Zepp-LaRouche gentog i dag, hvor hun uddybede årsagerne til, at det vil lykkes, hvis vi griber ind. Hun henviste til, at det gamle system med geopolitik og monetarisme er døende, og at USA’s, Storbritanniens og det kollektive Vestens vedvarende forsøg på at gennemtvinge deres vilje til at forsøge at fortsætte den ensidige dominans vil mislykkes.

En af vores største udfordringer er at genoplive og opløfte kulturen, de positive traditioner og synet på alle nationer, men især blandt de vestlige nationer, der er fornedret af modkultur og sindelagskontrol, for at genskabe forståelsen for aksiomer for udvikling, ikke fordærv.

I hele Europa er der en voksende bølge af erkendelse blandt mange nationer af, at deres nationale interesser i det økonomiske liv, uddannelse, videnskab, udenrigsrelationer og alle andre aspekter er blevet kvalt under USA’s og Storbritanniens og Bruxelles’ indflydelse. Se på de seneste valgresultater og andre udtryk for suveræne interesser i Østrig, Kroatien, Georgien, Ungarn, Slovakiet, Rumænien og mange flere. Selv i Polen – den globale NATO-bastion – arrangerede polske landmænd en protest i Warszawa, hvor de demonstrerede mod EU, da Polen begyndte sit seks måneder lange EU-formandskab 1. januar.

USA har bevæget sig langt væk fra sit oprindelige bidrag til den universelle historie: det vellykkede brud med det Britiske Imperium. I det 21. århundrede står USA selv i spidsen for det globale NATO-imperium af finanskomplekser. Præsident Joe Biden læste i dag en tale op i det amerikanske udenrigsministerium, hvor han hyldede USA’s lederskab ved at opremse alle de militære alliancer, der er i gang, fra »styrkelse af Quad« til støtte til Ukraine, til modstand mod Iran osv.

Som indledning til sin liste pralede Biden med, at »USA’s økonomi blomstrer«. Scenerne omkring Los Angeles, der går op i flammer, modbeviser bare hans løgn. Hvis de nødvendige programmer til opbygning af infrastruktur var blevet gennemført i Nordamerika i det sidste halve århundrede, ville der ikke have været sådanne brandkatastrofer og langt færre og mildere tørker, oversvømmelser og katastrofer af enhver art. De gavnlige virkninger af den kontinentale North American Water and Power Alliance (NAWAPA), som blev foreslået af californiske ingeniører for over 60 år siden, ville have forbedret miljøet ved at levere vand og strøm. De aldrende vandværker i byerne og på landet (rør, pumper, vandledninger og brandslukningssystemer) skulle have været opgraderet. El-transmissionsledningerne i brandfarlige områder skulle have været under jorden. Og atomkraft og afsaltning af havvand i Stillehavet burde fungere i dag, også i Mexico, som det engang var planlagt i Atoms for Peace-tiden.

Endvidere, hvis det var blevet gjort, ville USA’s stålproduktion, produktion af tungt maskineri og kapitalgoder blomstre. I stedet er der en dødedans i gang i alle sektorer af den grundlæggende produktion om, hvordan man holder sig i gang. I weekenden trak Biden-administrationen f.eks. sit forbud mod, at japanske Nippon Steel kunne opkøbe U.S. Steel, tilbage ved at erklære, at håndhævelsen af forbuddet vil blive udsat i yderligere seks måneder, mens spørgsmålet diskuteres.

Det er påtrængende at genoprette udviklingsprincippet – grundlaget for fred – som aksiom for den økonomiske politik, både nationalt i Nordamerika og Europa og internationalt i samarbejde med den Globale Majoritet. Opgaverne med at håndtere gældsbyrder, skabe kredit og planer for prioriterede projekter gennemgås i Schiller Instituttets internationale dokument, »Development Drive Means Billions of New Jobs, No Refugees, No War.«

Pave Frans indledte den 11. januar den første af, hvad der vil blive en lørdags-jubilæumsaudiens hver uge i 2025, med særlige arrangementer derudover. Han talte om gældssanering som en del af det at skabe håb.

I spidsen for at gribe ind for håb er  at sikre handling til »Oase-planen«-tilgangen i hele den sydvestlige Asien-region, hvor midtpunktet er infrastruktur i Palæstina. Det er bemærkelsesværdigt, at Josh Paul og andre tidligere embedsmænd i udenrigsministeriet, som trådte tilbage i protest mod IDF/USA/Storbritanniens folkemord i Gaza, i går aftes, aftenen før Bidens afskedstale i udenrigsministeriet, fremlagde deres barske rapporter i CBS News-programmet »60 Minutes«.

En særlig intervention for at afsløre de dødbringende krigsparti-netværk i USA – deres løgne og forbrydelser – er blevet søsat i dag af LaRouche-organisationen, som udgav et nyt dossier, der identificerer mange af de store løgne og opdigtede fortællinger fra disse amerikanske regeringsnetværk. Hjælpe-biografien har titlen »The Liars’ Bureau«.

Dokumentet er timet til cirkulation i Washington D.C. og internationalt, netop som høringerne i det amerikanske senat begynder i morgen om kandidater til den nye Trump-administration. Den kommende præsident Donald Trumps udnævnelse af Tulsi Gabbard til direktør for den nationale efterretningstjeneste og Kash Patel til FBI-direktør har skabt ekstrem vrede og frygt blandt USA’s og menneskehedens fjender. (Tidsplanen for deres høringer i Senatet er endnu ikke blevet offentliggjort.) »The Liars’ Bureau« indleder med spørgsmålet: »Hvem ønsker at blokere for godkendelsen af Tulsi Gabbard og Kash Patel, og hvad forsøger de at skjule?«

Diane Sare, formand for The LaRouche Organization (TLO), sagde i et brev til senatorerne: »Både det tidligere kongresmedlem oberstløjtnant Tulsi Gabbard og den tidligere føderale anklager Kash Patel har haft modet til at gå imod den manipulerede offentlige mening og sætte spørgsmålstegn ved de fortællinger, som har vist sig at være meget skadelige for vores folks og vores republiks velbefindende. Det er det, der kvalificerer dem begge til at tjene på de poster, som den kommende præsident Donald Trump har nomineret dem til.«

Foto: Călin Georgescu Facebook page




Der er ikke længere plads til en verden inficeret med britisk geopolitik

af Stewart Battle (EIRNS) – 12. januar 2025

Den seneste runde af sanktioner mod russiske olieselskaber, skibe og andre relaterede enheder er en klar fortsættelse af tendensen fra Biden-administrationen, som arbejder på at kaste så mange håndgranater for den kommende Trump-administration som muligt, så det er næsten umuligt at ændre den strategiske dynamik mellem USA og Rusland. Det russiske udenrigsministerium svarede i går, at de nye sanktioner »synes at have til formål at skabe maksimale hindringer for de bilaterale økonomiske relationer«, og at »den kommende amerikanske præsident … vil arve en politik for den brændte jord – både i overført betydning og i bogstavelig forstand.«

Men et nærmere kig på restriktionerne viser, at de ikke kun er rettet mod Rusland, men også mod de andre førende nationer, Kina og Indien, som har øget deres handel og andre relationer med Rusland, siden Vesten indledte sin omfattende politiske og økonomiske krigsførelse mod landet. En artikel fra Reuters beskriver, at Indien og Kina nu modtager henholdsvis 36 % og 20 % af deres samlede olieimport fra Rusland – og det er denne import, som sanktionerne vil påvirke. En analytiker, der er citeret i artiklen, forudsiger glædeligt, at den russiske eksport vil »falde ud over en klippe« og tvinge de to store asiatiske lande til at finde nye leverandører. Derudover forventes det, at de globale oliepriser vil skyde i vejret som følge heraf, hvilket de allerede er begyndt at gøre.

»Brændt jord« er en præcis beskrivelse af den nuværende angloamerikanske politik, som skaber kaos i hele verden – både hos venner og fjender. De europæiske økonomier kæmper under vægten af krigen i Ukraine og fraværet af russisk gas; lande i hele det Globale Syd oplever de værste gældskriser i årtier takket være vestlig politik, og mere og mere af den amerikanske økonomi er blevet brugt på ubrugelige militærbudgetter, mens vitale aspekter af økonomien ligger i ruiner. For ikke at nævne, at det palæstinensiske folk ofres i et folkemord, der angiveligt skal gøre Sydvestasien »sikkert«, og ukrainerne er ikke langt bagefter, da de kæmper »til sidste mand« for Vestens stedfortræderkrig mod Rusland – en krig, der hurtigt kan blive atomar og afslutte livet for alle på jorden.

Et fornuftigt lederskab må nu handle for at sætte en stopper for dette vanvid. Retorikken og tiltagene over for Iran fortsætter med at tage til, og Iran er nu begyndt på store militærøvelser, som omfatter simuleringer af forsvaret mod angreb på deres atomare anlæg. Det sker, mens USA og Israel har åbnet nye fronter mod houthierne i Yemen. I mellemtiden, endog mens den kommende præsident Trump ser ud til at trække sig fra krigen i Ukraine, arbejder NATO i Europa på at »Trump-sikre« flere mekanismer og har netop overtaget kontrollen med det polske luftforsvar fra USA.

På trods af dette afviser borgere verden over et sådant syn, omend på ufuldkomne og forskellige måder. I Kroatien vandt præsident Zoran Milanovic den 12. januar sit genvalg med et jordskredsresultat på 74 %, selv om han blev stemplet som »pro-russisk« af sine modstandere og af EU-bureaukrater. Milanovic har været en stærk stemme imod bevæbning af Ukraine, og størrelsen af hans stemmetal sender et stærkt budskab i den henseende. I Rumænien er der ligeledes udbrudt store protester mod regeringens forsøg på at aflyse præsidentvalget, efter at outsideren og antikrigskandidaten Calin Georgescu vandt i første runde. Georgescu advarede i et interview den 10. januar om, at hans land kan blive brugt som den næste »dør til krig« med Rusland, og pegede især på en ny udvidet NATO-base, der er ved at blive bygget der. Hold øje med EIR‘s kommende interview med formanden for Koalitionen til forsvar for retsstaten i Rumænien, Elena Radu, som spiller en central rolle i denne kamp.

Der er ingen grund til, at de vestlige lande ikke kan komme til fornuft og genfinde en passende rolle for sig selv i en verden, der ikke længere er egnet til den slags herskesyge spil. Britiske imperialister brugte årtier på at få det tidligere antikoloniale USA til at opgive sine rødder og i stedet overtage sin tidligere koloniherres mission – men det behøver ikke at være fremtiden, ligesom det ikke var tilfældet i fortiden. Som præsident Franklin Roosevelt skrev i den tale, han skulle holde den 13. april 1945, en dag efter sin alt for tidlige død den 12. april:

»I dag har videnskaben bragt alle de forskellige dele af kloden så tæt sammen, at det er umuligt at isolere dem fra hinanden.

»I dag står vi over for den førende kendsgerning, at hvis civilisationen skal overleve, må vi dyrke videnskaben om menneskelige relationer – alle folkeslags evne til at leve sammen og arbejde sammen i den samme verden, i fred.«

Verden har påtrængende brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for at løse denne grundlæggende krise og udelukke geopolitik for altid. Verden står ved en skillevej, og det er stadig uafklaret, hvilken retning den vil gå i, især da en ny amerikansk præsident snart tiltræder. Mobiliser for at skabe dette skift, mens muligheden stadig eksisterer.

Foto: Erin Scott




Forudsig ikke fremtiden, Skab den!

Ikke korrekturlæst

Jason Ross

10. januar 2025 .

Verden venter med tilbageholdt åndedræt, mens indsættelsen af den kommende præsident Donald Trump nærmer sig. Vil han afslutte krigen i Ukraine? Hvad vil han gøre ved indvandringen? Hvordan vil han forholde sig til Iran? Er der noget håb om, at han vil fortælle Israel, at det skal stoppe sin politik med etnisk udrensning? Bliver Canada, Grønland og Panamakanalen amerikanske?

I mange af disse spørgsmål ved vi det ganske enkelt ikke, og det rejser spørgsmålet om, hvad der kan gøres nu.

Man kan forsøge at påvirke den lamme Biden-regering, men hvem styrer showet? Den nye kongres er i gang – hvilke ændringer kan der foretages der? Og måske allervigtigst: Hvordan tænker dine venner, naboer og kolleger? Hvad er den positive vej frem, som kan præsenteres for den nye regering, og hvordan kan den organiseres til at tage imod den?

En ting er helt sikkert: En revolutionær ændring af politikken i USA og det angloamerikanske NATO er den eneste måde at undgå en katastrofe på.

NATO-krigen mod Rusland, som udspiller sig i Ukraine, er resultatet af årtiers NATO-udvidelse, som Trump erkender var en fejl, og at det var naturligt, at Rusland opfattede det som en risiko for sin egen sikkerhed. Mens våbenleverancerne til Ukraine fortsætter, vil de aldrig kunne muliggøre det, som Ukraine kan kalde en sejr over Rusland. Nogle europæiske ledere opfordrer til, at krigen fortsætter, selv om Trump trækker sig tilbage.

Det »liberale demokratiske« paradigme har i vid udstrækning mistet sin legitimitet rundt om i verden. Hvem kan tage en angiveligt »demokratisk« samling af samfund alvorligt, som hævder at hylde retsstatsprincippet, mens de muliggør eller tolererer folkemord på palæstinenserne, vælter nationer, omstyrter valg, underminerer energiforsyningen og støtter terrorister?

The Lancet, et britisk lægetidsskrift, har offentliggjort en undersøgelse, der viser, at dødstallet i Gaza er betydeligt underrapporteret. I mellemtiden er mere skamløse israelske krav om annektering af palæstinensisk land hverdagskost. Og Seymour Hersh rapporterer, at en stor del af de højtstående IDF-officerer kommer fra bosætterfamilier på Vestbredden, hvilket giver deres brutalitet en religiøs glød: »Det, der begyndte som en gengældelseskrig fra de internationalt anerkendte israelske forsvarsstyrker mod en disciplineret Hamas-guerillastyrke, blev til en systematisk udsultning af et samfund, hvis civile overlevende – mænd, kvinder og børn – er ofre for et israelsk militær, hvis kampenheder ofte ledes af anden generation af israelske bosættere. Disse officerer, som bliver mere og mere fremtrædende, efterhånden som krigen i Gaza skrider frem, er religiøst fanatiske majorer og oberstløjtnanter, som mener, at det er deres kald at skyde og dræbe enhver palæstinenser, der bevæger sig, uanset om det er en soldat eller en civil.«

I USA den 10. januar reagerede den kommende præsident Trump på sin dom om »ubetinget afsked«, højesteret hørte argumenter om lovforslaget, der tvinger salg eller lukning af TikTok, Tulsi Gabbard fortalte angiveligt pressen, at hun nu støtter § 702 om uberettiget spionage, og Meta meddelte kort efter at have annonceret, at det droppede sin faktatjekmetode, at det opløser sit DEI-program.

Når Trump overtager præsidentposten om lidt over en uge, bliver han nødt til at handle hurtigt. USA har mistet troværdighed på verdensplan, men ved at fremlægge globale løsninger under et vækstparadigme kan USA fungere som en stærk kraft for det gode. Ved at nationalisere Federal Reserve, afslutte det »særlige forhold« til briterne og ved at hjælpe med at forme og byde et nyt paradigme velkommen, kan USA genoprette sig selv.

Foto: Creative Commons/Dan Smith




Gør en ende på imperiets slimklat: Naturret vs. ‘magt gør ret’

Ikke korrekturlæst

af Megan Dobrodt (EIRNS) – 11. januar 2025

På vegne af den anglo-amerikanske elite gør Biden-administrationen vedvarende alt, hvad der står i dens magt, for at sikre, at USA’s politik, selv efter at Trump er tiltrådt, ikke vil – ikke kan – afvige fra den politik, der går ud på at opretholde overherredømmet over den bankerotte imperiale verdensorden. Lyndon LaRouche sammenlignede denne imperiale elite med en slimklat: »Den, der styrer systemet, er et venetiansk system af private finansinteresser, lidt ligesom en slimklat, som samler sig og hævder sin kollektive magt og bruger regeringens instrumenter, under dens tvang, til at få samfund til at underkaste sig dens vilje. Det er et imperium. Det var korsfarernes og venetianernes, ågerkarlenes, imperium, middelalderens imperium. Det har været det Britiske Imperium siden februar 1763, hvor vi brød med briterne på det punkt.«

Dette unaturlige, anti-menneskelige system er dømt til at mislykkes, men dets leverandører vil hellere regere i helvede end at miste magten – eller måske bilder de sig ind, at de nuværende scenarier for kontrol over verdens ressourcer og udvikling på en eller anden måde kan opretholdes i det uendelige, endda selvom de er ved at sprænges i sømmene.

Til det formål er en strøm af bekendtgørelser, våbenpakker, sanktioner og militære hjælpepakker blevet indført af den kollektive Biden i løbet af de seneste uger. Senest indførte administrationen betydelige sanktioner mod store dele af den russiske olieproduktion med det formål at »kollektivt dræne milliarder af dollars om måneden fra Kremls krigskasse og dermed intensivere omkostningerne og risiciene for Moskva ved at fortsætte sin meningsløse krig.« Hensigten med denne politik blev bemærket af Leonid Slutsky, formand for det internationale udvalg i den russiske statsduma, som sagde: »Biden vil bogstaveligt talt efterlade ›brændt jord‹ til Trump og komplicere genoptagelsen af dialogen med Rusland så meget, han kan.«

Overvej det forbløffende og meget risikable tempo i destabiliseringerne i Sydvestasien: I løbet af bare den sidste måned er den syriske regering blevet væltet, og der er en ikke ubegrundet frygt for, at Syrien kan blive opløst; folkemordet i Gaza er optrappet til ufattelige proportioner, og Israel planlægger nu at gøre det samme på Vestbredden; efter to år har Libanon endelig valgt en ny præsident, og der er usikkerhed om, hvad det vil betyde for landets plads i de bredere regionale konflikter; den 10. januar angreb USA og Israel i fællesskab mål i Yemen, hvilket rejste spørgsmålet: Var det en generalprøve på fælles amerikansk-israelske angreb på Iran?

Men kan denne leviathan lykkes?

Nogle velmenende mennesker tror, at det imperiale system, korrupt som det er, er så mægtigt, at dets magt ikke kan modstås; men disse mennesker er blinde for det større skift, der finder sted i udviklingen af menneskets historie, et skift, som Helga Zepp-LaRouche mange gange har identificeret som værende lige så dybtgående som ændringen fra den mørke middelalder til renæssancen. Kolonialismens æra, som har domineret menneskehedens historie, nærmer sig en velfortjent afslutning, og nationer, som har været holdt i økonomisk tilbageståenhed, træder frem for at hævde deres ret til suverænitet og moderne udvikling.

Dette nye system, som sætter den ene menneskeheds interesser først og placerer nationale interesser inden for den, er et system, som er i overensstemmelse med naturloven. Det er et system, som kan gøre en ende på fattigdom som et fænomen blandt mennesker. Det kan lykkes at udvide menneskets beherskelse af universelle principper til fænomener, der ligger langt uden for vores solsystems grænser. Det er sand magt.

Det andet, imperiets og den geopolitiske tænknings »magt giver ret«, vil mislykkes.

Vi må reformere vores institutioner, så de er i overensstemmelse med behovene i det nye system, med naturloven. Præsident Trump kunne gøre store fremskridt i den retning og i retning af at eliminere imperiets slimklat ved at gøre det til en af sine første embedshandlinger at nationalisere Federal Reserve, som beskrevet i EIR’s rapport fra 26. december, “Why the New President and Congress Must Nationalize the Federal Reserve”.

For at opnå det må du – ja, du! – droppe din pessimisme og organisere dig for løsningen, som om dit liv afhang af det, for det gør det helt sikkert.

Foto: CC/KeresH




Møde i Den Internationale Fredskoalition, fredag den 10. januar 2025 #84:
Gør menneskeheden virkelig menneskelig igen

Ikke korrekturlæst

[MOB]
10. januar 2025 (EIRNS) – Den Internationale Fredskoalitions (IPC) 84. ugentlige møde i træk fredag den 10. januar var igen et stærkt udtryk for, at ledere fra hele verden forener deres kræfter for at bringe fred til en verden på randen af global krig. Schiller Instituttets grundlægger og IPC-initiativtager Helga Zepp-LaRouche åbnede med at bemærke den spænding, der er i luften, mens verden venter på Donald Trumps indsættelse den 20. januar, uden sikkerhed for, hvilken retning hans administration vil tage. Den afgående Biden-regering presser på for en krigspolitik, og forsvarsminister Lloyd Austin lyver igen om, at hvis Ukraine tabes, vil russerne (og andre “autokrater”) foretage andre ” landovertagelser”. Rædslerne i Palæstina fortsætter og udvides til Vestbredden, som sågar den israelske avis {Haaretz} indrømmer er folkemorderisk og kan kaldes en “pogrom”. Fru Zepp-LaRouche nævnte flere af de personer, som Kash Patel (Trumps bud på en FBI-chef) har nævnt i sin bog som mål for efterforskning i ethvert forsøg på at rense ud i »den dybe stat«. For at stoppe krigene, sagde hun, må vi stoppe årsagen til krigene, som er opløsningen af det vestlige finansielle system, i samarbejde med BRIKS for at »hjælpe med at gøre menneskeheden menneskelig igen.«

Den pensionerede schweiziske oberstløjtnant Ralph Bosshard sagde, at Trump træder ind i embedet i en »vanskelig atmosfære«, som han ikke selv har skabt. Han sagde, at aftalen med Iran fra 2003 om at stoppe deres atomvåbenprogram (som ikke eksisterede, hvilket alle vidste) blev accepteret af Teheran, fordi de vidste, at de ellers ville blive angrebet. Nu har vi Netanyahu, som begår folkemord i Palæstina og truer med krig mod Iran, og som bliver tiljublet i den amerikanske kongres og af Biden-administrationen. For at forhindre en global krig med Rusland skal der tages hånd om russiske interesser. Europa er ved at kollapse, bl.a. fordi Biden udnyttede den tyske kansler Scholz’ svaghed til at sprænge Nord Stream-rørledningen i luften og underminere hele Europas energisikkerhed. Trump skal tage fat på af-dollariseringen og afgøre, hvilke andre politikker der skal tages fat på først – tiden vil være kort, for han vil snart ikke kunne give Biden skylden for kriserne. Det vil de første par måneder vise.

Dr. Glenn Diesen fra Norge sagde, at han var optimistisk med hensyn til, at Trump vil handle for at løse krisen med Rusland, men at det “liberale demokrati”-paradigme har spillet fallit. Det »internationale aristokrati« har konstrueret en »demokratiernes klub«, men en sådan unipolær politik kræver overherredømme, som kun kan gennemføres med magt, så nu støtter de såkaldte »demokratier« folkemord, har væltet Assad-regimet med magt, støtter ISIS og har omstødt det demokratiske valg i Rumænien. De nægter at anerkende andre sikkerhedsinteresser end deres egne. Multipolaritet er ikke til diskussion, sagde han, det er en realitet. Den unipolære verden var baseret på mange krige med svage lande, men var ikke desto mindre en katastrofe for Vesten – forestil dig, hvad der vil ske i en krig mod en supermagt. Økonomierne og befolkningerne i Vesten er udmattede og har opgivet diplomatiet. Regeringer falder til højre og venstre. Trump har erkendt, at udvidelsen af NATO var en fejltagelse, hvilket i det mindste er et skridt i retning af fred.

Dr. Mimi Syed fra Doctors Against Genocide talte som læge og som mor og beskrev de rædsler, hun har været vidne til under sine rejser til Gaza – »grusomheder, som ingen burde være vidne til«. Dette er i modstrid med de ideer, som USA blev skabt på, sagde hun. Hun beskrev flere sådanne rædselssituationer i Gaza, bl.a. en 8-årig dreng i en »sikker zone«, hvis ansigt var blevet sprængt væk af en bombe, og som havde en t-shirt på med »Captain America« – en grim ironi. Hun sagde, at USA finansierer disse krigsforbrydelser, og at vi må stå sammen om at kræve en våbenhvile og humanitær hjælp til palæstinenserne.

Dr. Joycelyn Elders, den tidligere amerikanske kirugiske generaldirektør, talte til mødet og roste Schiller Instituttet og IPC for at føre denne kamp. Vi undlader at forberede den næste generation, sagde hun, ved at tillade ødelæggelsen af børn, som har brug for sundhed, uddannelse og håb. Den rædsel, som vi alle ser, »gør os alle syge«.

Helga Zepp-LaRouche talte om, at Dr. Elders havde været afgørende under COVID-epidemien ved at arbejde sammen med Zepp-LaRouche om at skabe Komiteen for Modsætningers Sammenfald, baseret på Nicholas af Cusas opfattelser fra det 15. århundrede – opfattelsen af, at hvis menneskeheden sættes først, så kan alle tilsyneladende modsætninger bringes sammen. Hun henvendte sig også til oberst Bosshard om Trumps korte tid til at handle og bemærkede, at USA nu har mistet al troværdighed på verdensplan og har mistet retten til at tale om menneskerettigheder som en »døende civilisation«. Oberst Bosshard sagde, at han var helt enig, og at globalt lederskab kræver løsninger, mens Vesten nu ikke tilbyder andet end sanktioner og militær magt.

Dr. Rodolfo Ondarza, en mexicansk læge og tidligere repræsentant i den lovgivende forsamling i Mexico City, læste et offentligt brev op, som han havde skrevet på vegne af sig selv og sin tilknytning til Schiller Instituttet om de mange krige og til støtte for Læger mod folkedrab, hvor han opfordrede Israel til at løslade Kamal Adwan-hospitalets direktør, Dr. Hussam Abu Safiya, og andre palæstinensiske læger, der er fængslet.

I diskussionsperioden kom folk ind på FN’s fiasko, behovet for mere eksponering af IPC og manglen på tilstrækkelige sundhedssystemer rundt om i verden. Den igangværende lobbyvirksomhed i den amerikanske kongres af Doctors Against Genocide, med hjælp fra medlemmer af Schiller Instituttet og tidligere amerikanske militærofficerer, blev diskuteret. Joe Jennings beskrev den demonstration, der blev afholdt på Texas Medical Center i Houston, verdens største medicinske center med 50.000 sundhedsarbejdere, med foldere og skilte for at stoppe folkedrabet. Der var en diskussion af Den Westfalske Fred, som løste religionskrigene i Europa i 1648 baseret på respekt for »den andens interesser«, og hvordan Versailles-traktaten efter Første Verdenskrig, som ignorerede Tysklands interesser, skabte forudsætningerne for Anden Verdenskrig. Afslutningen på den kolde krig, hvor Sovjetunionens interesser blev ignoreret til fordel for udvidelsen af NATO, førte til den nuværende ekstreme fare for en global atomkrig.

I sine afsluttende bemærkninger bemærkede oberst Bosshard, at han havde været i Ukraine, før de militære operationer begyndte, og at det var klart, at Rusland ville forsvare den ukrainske russisktalende befolkning. Det var vanvittigt, at regeringen i Kiev erklærede brugen af det russiske sprog for ulovlig. Troen på vestlig overlegenhed har kun tilskyndet vestlige ledere til at »gø højere«, sagde han. Vesten må lære at respektere andre kulturer.

Helga Zepp-LaRouche adresserede pandemispørgsmålet ved at bemærke, at Lyndon H. LaRouche i 1971 oprettede en arbejdsgruppe om konsekvenserne af IMF’s »betingelser«, som tvang nationer til at betale deres gæld endda på bekostning af befolkningens behov. At sænke levestandarden på denne måde, viste han, var årsagen til pandemier og tilhørende befolkningskollaps.




Den neoliberale verdensorden i krise – tiden er moden til et nyt system

Ikke korrekturlæst

af Stewart Battle (EIRNS) – 09. januar 2025

Fremkomsten af endnu en Donald Trump-administration har fået bukserne til at blafre på alle dem, der forsvarer den vestlige liberale orden. Selv om det stadig er et mysterium, hvad Trump rent faktisk har tænkt sig at gøre, er der ingen tvivl om, at verden står over for en vild omgang. Men kan der skabes noget i løbet af de næste fire år, som virkelig er positivt, og som er i stand til at erstatte ondskaben i den fremherskende post-Bretton Woods-verdensorden med et system, som rent faktisk løser de grundlæggende problemer i verden?

Det sidste møde i kontaktgruppen for det ukrainske forsvar under Biden-administrationen blev afholdt i Tyskland den 9. januar. Der blev talt med store bogstaver, og USA annoncerede yderligere 500 millioner dollars i våben til Ukraine sammen med løfter om at støtte Ukraine »så længe, det er nødvendigt« fra alle deltagere. Temaet for mødet var »fremtidig styrkeudvikling frem til 2027« og fokuserede på, at andre NATO-medlemmer skulle påtage sig ansvaret for de forskellige områder af støtten til Ukraine i løbet af de næste tre år.

Trumps kommentarer om Ukraine lover dog ikke godt for Ramstein-gruppens omhyggeligt udarbejdede planer. De tyder heller ikke på en gnidningsfri fortsættelse for den »regelbaserede orden« mere generelt, hvis Trump afviser politikken med »endeløse krige« og i stedet slår ind på en vej, hvor han faktisk taler med verdens ledere i stedet for at belære dem – som Trumps Ukraine-udsending netop antydede, at han ville. Den kommende præsidents udnævnelse af Tulsi Gabbard og Kash Patel – begge personer, der står uden for det permanente bureaukratis verden af velklædte manuskriptlæsere – vil yderligere styrke dette. Det samme kan siges om hans afvisning af grønne miljøpolitikker, som har været så ødelæggende for de vestlige økonomier – som eksemplificeret i de nylige brande i Californien.

Men »Amerika først« er noget helt andet end »menneskeheden først« eller et »principielt fællesskab« mellem suveræne nationalstater i forsvaret mod imperiet, som USA’s John Quincy Adams understregede. Den kinesiske udenrigsminister Wang Yi er nu ved at afslutte sit besøg i fire afrikanske lande, og det er en kinesisk tradition at begynde hvert år med et større besøg på det afrikanske kontinent for at understrege den betydning, Kina tillægger det. Mange afrikanske nationer er selv blevet førende modstandere af moderne imperialisme og politikken med endeløse krige og har vist sig som modne stemmer for at stoppe krigen i Ukraine. På samme måde er mange i Afrika imod dødbringende politikker for vedvarende energi, og nogle betegner dem som »kulstofkolonialisme«.

I stedet for at arbejde på at »inddæmme« Kina (eller Rusland, for den sags skyld), vil Trumps USA så i stedet arbejde sammen med Kina om at gøre afrikanske lande til moderne industrimagter? En sådan politik ville ikke kun afspejle et sundere syn end blot »America First«, men det ville også være den eneste reelle måde at løse den meget omtalte migrantkrise på. Det samme kunne man spørge om i Iberoamerika, hvor Kinas nylige investeringer i det nye BRIKS-medlem Bolivias Mutún-stålværk og Perus Chancay-havn giver en forsmag på de typer af transformative økonomiske projekter, der er mulige.

Og hvad med Gaza og resten af Palæstina, hvor radikale israelere nu presser på for at få åbnet en ny front på Vestbredden? Her mere end noget andet sted er den vestlige liberale ordens moralske fallit tydelig for verden at se. Et sted, hvor hospitalsdirektører bliver stemplet som »terrorister« og bortført til torturlejre, og hvor brændstof er begrænset på de få stadig fungerende hospitaler, hvilket garanterer døden for nyfødte og spædbørn i kuvøser og alle dem, der stadig er i live derinde. Kan dette forfærdelige udtryk for det vestlige lederskabs fiasko blive en drivkraft for et nyt, mere humant system i verden?

Disse og andre spørgsmål er den uundgåelige virkelighed, der trænger sig på, uanset om Trump vil acceptere det eller ej. Det er derfor, at en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur skal lægges på bordet og organiseres som det eneste alternativ til nutidens kollapsende neoliberale orden. Det amerikanske præsidentskab er en institution, der skal formes, ikke tilbedes. Derfor er det nu det vigtigste tidspunkt at være aktiv og hævde de løsninger, som verden har desperat brug for, for at forme den kommende administration.

Foto: Det sidste møde i kontaktgruppen for det ukrainske forsvar under Biden-administrationen blev afholdt i Tyskland den 9. januar. Kredit: Ukraines præsidents officielle hjemmeside. 




Politisk orientering den 9. januar 2025 med formand Tom Gillesberg
Den nye verdensorden under Trump: Vil vasalen Danmark miste Grønland?

Politisk orientering den 9. januar 2025 med formand Tom Gillesberg
Kontakt os: +45 53 57 00 51; si@schillerinstitut.dk
Dansk: www.schillerinstitut.dk
Præsentationsvideo: Schiller Instituttet: Fred Gennem Udvikling:
• Schiller Institut trailer: Fred genne…

Andre vigtige hjemmesider:
English: www.schillerinstitute.com
www.laroucheorganization.com
www.larouchepub.com
www.larouchepub.com/eiw