Den Internationale Fredskoalitions møde #77, fredag den 22. november 2024

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen, alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 77. møde i træk. Tak til jer alle, fordi I er kommet. Mit navn er Anastasia Battle, jeg vil være jeres ordstyrer sammen med Dennis Small og Dennis Speed, som vil være mine medordstyrere.

Vi har skabt dette forum for at samle den internationale fredsbevægelse, fordi den helt ærligt har været dysfunktionel. Vi er nødt til at forene alle aspekter af fredsbevægelsen – uanset om den er venstreorienteret, højreorienteret eller noget midt imellem – folk er nødt til at hæve sig over deres ideologier og forskelle for at redde menneskeheden lige nu.

Jeg er sikker på, at mange af jer er klar over, at USA’s præsident – angiveligt; vi har ingen idé om, hvad der virkelig styrer USA på nuværende tidspunkt. Men han har givet Ukraine tilladelse til at bruge ATACMS-missiler. De missiler er nu blevet brugt, og vi ser en optrapning som reaktion på det. Vi ville gerne have en evaluerende diskussion i dag. Vi har en række eksperter, som er kommet for at gennemgå dette, og vi vil diskutere, hvad vi gør ved det i Den Internationale Fredskoalition.

Til at starte med har vi Dennis Speed. Desværre kan Helga Zepp-LaRouche ikke være med os i dag. Dennis Speed vil starte denne diskussion. Værsgo at gå i gang, Dennis.

DENNIS SPEED: Tak, Anastasia. Jeg vil gerne byde alle velkommen fra alle de nationer, der er til stede, og alle de mennesker, især i USA, der er til stede. Som alle ved, er dette måske det farligste præsidentskifte i USA’s historie, og det påvirker selvfølgelig hele verden. Det er i dag 61 år siden, at USA begyndte sin nedtur med mordet på præsident John F. Kennedy fredag den 22. november 1963. Et år tidligere havde præsidenten, hans bror Robert og den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov samarbejdet om at bringe verden tilbage fra randen af atomkrig. I dag, hvor vi er samlet her, bringes overgangen fra en amerikansk præsident til en anden i fare af en skyggestruktur, som meget vel kan have handlet i løbet af den uge, der er gået, siden vi sidst holdt møde, for at bringe verden på randen af Tredje Verdenskrig.

Det, vi diskuterer og beslutter at gøre her i dag, sker i den lange skygge af konsekvenserne af den dag i Dallas for 61 år siden. Men det er indvirkningen på dette øjeblik, vi skal bekymre os om. Det er ikke klart, hverken for verdens ledere eller for det amerikanske folk, hvem der har ansvaret for det amerikanske præsidentskab i dag. Dette blev tydeligt udstillet på G20-mødet for verdens ledere, som netop er afsluttet i Brasilien.

KVINDELIG REPORTER: Joe Biden deltog i G20-topmødet i Brasilien som en af sine sidste optrædener på verdensscenen, inden han forlader Det Hvide Hus om to måneder. Men i stedet for at styre rampelyset som leder af det mægtige og magtfulde USA blev Joe Biden stort set ignoreret af de andre verdensledere og tilmed hånet af pressen. Det sås tydeligst under gruppefotoet, hvor Joe Biden var fraværende. Men lederne gad ikke vente på, at han skulle dukke op, hvilket førte til en chokeret presseflok.

STEMMER [fra pressen]: Biden er her ikke. Hvor var han? De ringer til Biden; de siger, at de skal vente på Biden, gutter. Oh my God! Han er i nærheden af Joe Carlisle, til venstre for palmetræet. Åh, Gud! Han er bag palmetræet lige nu.
KVINDELIG REPORTER: Internettet eksploderede med denne kommentator, der fremhævede Kinas præsident Xi Jinping foran og i midten af billedet. Han [Robert Preston] sagde: »Det er ret tydeligt, hvilken supermagtsleder der tror, at han bestemmer over G20 – og ingen Biden i sigte.«

Og det var ikke kun verdens ledere, der kastede skygge over Biden. Verdens medier hånede ham også. Denne kommentator [End Wokeness] sagde: »Udenlandske medier håner Biden, da de filmer ham totalt strandet og fortabt ved G20. Alle gik fra ham.« [slut video]

SPEED: Hvad betød det for verdens ledere og deres regeringer at se USA’s påståede præsident ude af stand til at finde vej til sin plads i en fotosession? Er den hemmelige regering, som i en eller anden form har styret USA siden 22. november 1963, så arrogant og foragtelig, ikke kun over for de amerikanske borgere, men nu også over for hele verden, at den skilter med sit despotiske styre? Indtil nu har vi, så vidt jeg ved, ingen bekræftelse på, at den påståede præsident Biden faktisk overvejede og besluttede at sende amerikanske langdistancemissiler til angreb på Rusland; men han må formodes at være ansvarlig. Den demokratiske regering synes ikke at mene, at de er forpligtet til at fortælle os det. I lyset af disse ting, hvad skal ansvarlige regeringer så gøre økonomisk og militært for at forsvare sig selv og tilmed deres efterkommere? De ledere, der gik væk fra Bidens fotosession, viste noget med deres handlinger. Nemlig at kolonialismen er forbi. Den Globale Majoritet har forpligtet sig til det lige så stærkt, som USA’s grundlæggere engang forpligtede deres liv, formue og hellige ære; at gøre en ende på det britiske styre og kaste deres kolonistatus af sig.

Selv om den amerikanske præsident Franklin Delano Roosevelt døde, før han kunne indfri sit løfte om at befri verden for britisk, fransk, hollandsk og belgisk kolonistyre, forpligtede det afro-asiatiske topmøde i Bandung sig ti år efter hans død i april 1955 til at nå dette mål. Bemærk, at der på det tidspunkt kun var fire uafhængige lande på hele det afrikanske kontinent; et kontinent med 253 millioner mennesker på det tidspunkt. Nu er der 54 nationer, og i 2050, en generation fra nu af – om 25 år – vil der være 2,5 milliarder mennesker på det afrikanske kontinent. Det er det samme antal mennesker, som der var på hele planeten i 1950. Hvad betyder det for ledere i det Globale Syd at kæmpe, at være i stand til at bestemme over deres efterkommere, og hvad der sker med deres lande? Tænk på patrioter i Argentina som tidligere præsident Cristina Kirchner, der nu risikerer fængsel på grund af hendes og hendes mands nederlag til Den Internationale Valutafond og deres forsvar for atomkraft. Eller tænk på Brasiliens præsident Lula, som engang sad i fængsel, men nu er vendt tilbage til magten, og som er engageret i at skabe en vej fremad for det afrikanske kontinent og for Brasilien til velstand og udryddelse af fattigdom. Eller Lulas kollega – og også tidligere brasiliansk præsident – Dilma Rousseff, som engang blev tortureret i fængslet, og som nu er leder af den nye udviklingsbank. Eller Naledi Pandor fra Sydafrika, hvis veltalenhed i forsvaret af Palæstina gav genlyd af en Nelson Mandelas principielle moralske syn på trods af personlige trusler og misbilligelse fra hele den transatlantiske elite.

Desværre har galskaben, den demens, som altid griber dem, der tror, at de er universets herrer, grebet, fordrejet, korrumperet og ødelagt USA. Et USA, hvor alle løb i stedet for at se attentatmændene fra den 22. november 1963, den 4. april 1968, den 6. juni 1968 og andre senere datoer i øjnene. Resten af verden kan dog ikke vente på, at USA beslutter sig for at vende tilbage til de bedre sider af sin natur. Denne overgangsperiode er i sandhed den farligste i amerikansk historie, og en International Fredskoalitions rolle er derfor vigtigere end nogensinde.

Vi vil gerne påpege, at der er nogle mennesker i USA, som er i stand til at udøve statskunst. For eksempel har det tidligere kongresmedlem Dennis Kucinich udtalt: »Biden havde truffet en beslutning om at bringe USA ind i en utvetydig optrapningsfase ved at bruge Ukraines territorium til at angribe Rusland direkte med missiler, der kan nå 190 miles ned. Det er en ulovlig handling fra præsidentens side, som bringer vores nation på vej mod krig med Rusland. Det amerikanske folk stemte på Trump for at afslutte krigene. Biden ønsker tilsyneladende at gøre en ende på verden….

»Trump har sat USA’s interesser for fred og velstand først.

»Ingen præsident har ret til at bruge ensidig udøvende myndighed til at tillade et amerikansk missilangreb mod en anden nation…. Det er en lovovertrædelse, der kan stilles for en rigsret.«

Til sidst vil jeg bare påpege, at da den russiske præsident Vladimir Putin talte til det russiske folk umiddelbart efter brugen af det ballistiske mellemdistancemissilsystem, Oreshnik, sagde han noget meget vigtigt, som jeg tror, vi alle skal huske på. Han sagde: »Det siger sig selv:
»Det siger sig selv, at når vi om nødvendigt og som en gengældelsesforanstaltning vælger mål, der skal rammes af systemer som Oreshnik på ukrainsk territorium, vil vi på forhånd foreslå, at civile og borgere fra venligtsindede lande, der bor i disse områder, forlader farezonerne. Det vil vi gøre af humanitære grunde, åbent og offentligt, uden frygt for modtræk fra fjenden, som også vil modtage denne information.

»Hvorfor uden frygt? Fordi der ikke er nogen midler til at imødegå sådanne våben i dag. Missiler angriber mål med en hastighed på Mach 10, hvilket er 2,5 til 3 kilometer i sekundet. De luftforsvarssystemer, der findes i verden i dag, og de missilforsvarssystemer, som amerikanerne er ved at udvikle i Europa, kan ikke opfange sådanne missiler. Det er umuligt.
»Jeg vil gerne endnu en gang understrege, at det ikke var Rusland, men USA, der ødelagde det internationale sikkerhedssystem, og ved vedvarende at kæmpe og klamre sig til sit overherredømme skubber de hele verden ud i en global konflikt.«

Det vil være op til os og vores diskussioner og handlinger at skabe en vej ud af det helvede, vi er på vej til; i det mindste til et sted, hvor der er en form for dialog. Som jeg har sagt, er dette en {international} fredskoalition. Fredskoalition; den involverer nationer, normalt 40-50 nationer, der deltager i dette opkald. Og det er kun med det internationale input, at vi kan håbe på at få USA eller andre nationer i den transatlantiske verden til at komme til fornuft igen. Som John Kennedy sagde i sin tale på American University i 1963: »I sidste ende er vores mest grundlæggende fællesnævner, at vi alle bebor denne lille planet. Vi indånder alle den samme luft. Vi værner alle om vores børns fremtid. Og vi er alle dødelige.«

Vores opgave bliver – og mange af talerne vil henvise til dette – at sikre, at denne overgangsperiode er præget af den form for intervention, den form for statskunst, som det tidligere kongresmedlem Kucinich repræsenterede i USA, og som folk i Tyskland, Frankrig eller andre lande forhåbentlig også vil repræsentere; og at sikre, at de faktiske årsager til krigen – kampen mod kolonialisme – bliver gjort klart for det amerikanske folk, så der i vores tilgang til at afslutte dette er fokus på fremtiden og ikke blot på at stoppe en konflikt. Det er, hvad jeg gerne vil sige for at få os i gang.

BATTLE: Tak for det, Dennis. Jeg kan se, at vi har vores ven Scott Ritter, som lige har sluttet sig til os på linjen her. Jeg vil gerne tale med ham som den næste. Scott er tidligere FN-våbeninspektør og har været en utrolig stemme for ægte fred.
SCOTT RITTER: Jeg kom i dag, fordi jeg for det første tror på, hvad dette panel gør. Men endnu vigtigere er det, at jeg er nødt til at appellere til dette panel om at hjælpe os med at redde jeres liv, mit liv og alles liv. Vi er tættere på i dag, end vi nogensinde har været i atomartens historie, siden atomvåben blev brugt i Hiroshima og Nagasaki. Vi er tættere på i dag end nogensinde før, at atomvåben bliver brugt igen. Vi står bogstaveligt talt på tærsklen til en atomkrig. Dette er ikke en overdrivelse; jeg er her ikke for at skræmme dig. Jeg er ligeglad med, hvad du tænker. Du kommer til at dø, medmindre vi gør noget for at stoppe det. Det er sgu fuldautomatisk.

Rusland har sænket sin tærskel for brug af atomvåben, herunder betingelser, som de ved, at NATO og USA allerede har opfyldt. Hvis Rusland ihærdigt fulgte sin atomdoktrin, ville de være i stand til at bruge atomvåben i dag mod NATO. Det har de valgt ikke at gøre, men vi har allerede passeret den tærskel. Samtidig har vi en kontreadmiral Buchanan i USA’s Strategiske Kommando, som taler flot om, at USA er klar til en atomar udveksling med russerne. Ved du, hvad det betyder, en »atomar udveksling«? Det betyder en atomkrig. Vi er klar til at få en. Rusland har sænket sin atomartærskel, og Amerika er klar til at indgå i en atomar udveksling med Rusland; lige nu, lige her. Når som helst.

Lige nu forsøger USA og Europa at finde ud af, hvad de skal gøre, efter at Rusland har reageret på deres tåbelige beslutning om at lade Ukraine bruge ATACMS-missiler og Storm Shadow-missiler til at angribe Rusland. Rusland har reageret med et unikt missilsystem; et mellemdistancesystem, som vi ved meget lidt om. Men det, vi ved, eller det, vi kan gætte os til ud fra tidligere praksis og det, der foregår, er, at dette missil er specialbygget til at ramme mål, der giver anledning til bekymring i NATO, som er udstationeret i Europa. Jeg tror, at dette missil blev udviklet på ordre fra præsident Putin engang sidste sommer for at ødelægge USA’s Dark Eagle-missilkompleks. Det er et hypersonisk mellemdistancemissil, som USA planlægger at udstationere i Europa. Mark 41 Aegis-luftforsvarssystemet til lands, som angiveligt blev bygget til at håndtere Iran, men som vi alle ved blev bygget til at håndtere Rusland. I dag bruger NATO det som en grundpille i deres luftforsvar mod Rusland. Dette system er designet til at slå det ud; det er designet til at slå kommando- og kontrolfaciliteter ud, logistiske faciliteter fra top til bund, fra venstre til højre, i hele Europa. Det bruger ikke-atomare ladninger; men ikke desto mindre ville dette være et russisk angreb mod NATO.

Rusland har vist, at de lige nu er klar til at angribe ethvert mål i Europa, hvis Europa giver dem en undskyldning for at gøre det. Hvordan vil Europa reagere? Artikel V er ifølge Joe Biden en hellig forpligtelse. Mange NATO-lande har lænet sig frem og ventet på en mulighed for at anvende artikel V, fordi de troede, at Rusland bluffede. Men Rusland bluffer ikke; Rusland har lige bevist, at det ikke bluffer. Hvordan skal NATO nu reagere på dette? Trække sig tilbage? Der er investeret for meget politisk kapital. Der er stadig folk i Det Hvide Hus, i udenrigsministeriet og i NATO, som tror, at Putin bluffer; det er trods alt bare et eksperimentelt system. Det er ikke sådan, at Rusland virkelig har tænkt sig at bruge det.

Rusland bluffer ikke. Og hvis vi vedvarende kalder Putins bluff, kalder Ruslands bluff, vil der komme en atomkrig. Og jeg er meget bekymret over, at Biden-administrationen sammen med deres NATO-allierede indrømmer, at de forsøger at »Trump-sikre« NATO, »Trump-sikre« Ukraine, »Trump-sikre« denne politik om et strategisk nederlag for Rusland, så Donald Trump ikke vil kunne ændre noget af dette, når han bliver taget i ed som præsident den 20. januar. Det betyder, at der er en komprimeret tidslinje mellem nu og den 20. januar til at få alt dette på plads. De har ikke råd til forsinkelser, de har ikke råd til pauser, de har ikke råd til tvivl. Min bekymring er, at de vil gå aggressivt frem og tvinge Rusland til at gøre det.

Så vil vi få Admiral Buchanans lille atomudveksling; men der er ikke noget, der hedder en »lille atomudveksling«. Der er ikke noget, der hedder en begrænset atomkrig. Når atomvåbnene begynder at flyve – læs Annie Jacobsens bog {Nuclear War: A Scenario} – kommer det hurtigt ud af kontrol. 72 minutter efter den første atomart udløste bombe er vi alle døde. Det er der, vi er.

Hvad skal vi gøre ved det? Vi kan holde konferencer osv. Jeg tror, at vi kun har én chance for at stoppe atomkrigen. Det er at få den kommende præsident til at engagere sig aktivt i at råbe Biden-administrationen op og tale til det amerikanske folk. Uanset hvor du står i forhold til valget den 5. november, var der en vinder; den vinder er Donald Trump. Og Donald Trump har formuleret en politik, der søger at afslutte konflikten i Ukraine og forhindre en atomkrig med Rusland. Hvis du ikke tror mig, så læs artiklen i magasinet {The Hill}, som er skrevet af RFK, Jr. og Don Trump, Jr. to personer, som er inde i Trumps team. De ville ikke have udgivet denne artikel uden Donald Trumps tilladelse og samtykke. Vi ved, at det er Trumps holdning. Det amerikanske folk støttede denne holdning, da de gav ham mandat til at regere. Og alligevel opererer Biden-administrationen nu på en måde, der er i direkte modstrid med dette; søger at forstyrre det. Forsøger at gøre det umuligt; og på den måde skubber os til randen af et atomart ragnarok.

Hvordan kan vi involvere ham? Hvordan kan vi få vores stemme hørt? På den gammeldags måde; ved at råbe det højt i Washington, D.C.. Det, jeg beder om, er, at alle tager med mig til Washington D.C. den 7. december. Jeg har taget kontakt til Jose Vega; jeg har taget kontakt til andre. Jose har taget kontakt, og vi er begyndt at sammensætte et hold, der skal gøre det muligt. 7. december – to uger. Vi kan redde verden; redde vores liv; redde dit liv ved at lade vores stemmer blive hørt. Hvis vi når det, er der ingen garanti. Der er ingen garanti for, at vi når frem til den 7. december, og det er ikke for sjov. Én dum fejl, og det hele er forbi; krigen begynder, og vi dør alle sammen. Men i tilfælde af, at vi overlever Thanksgiving, i tilfælde af, at vi nyder kalkunmiddagen, kan vi samles i Washington D.C. ved Lincoln Memorial og marchere til Kongressen og derefter marchere til Det Hvide Hus og lade vores stemmer blive hørt. Vi vil sige »NEJ« til atomkrig. Det er et hashtag, som jeg gerne vil have, at alle begynder at trende – #SayNoToNuclearWar. Gå på de sociale medier og få det til at ske. Det er nu; jeg ved ikke, hvad I ellers skal gøre, for I kommer til at dø, hvis I ikke gør det.

Hvis vi ikke finder en måde at blive hørt på og lader Biden-administrationen vide, at dette ikke er acceptabelt; det er ikke sådan, vi driver forretning; det er ikke det, vi, folket, ønsker; så vil de vedvarende føre denne politik til skade for alle. Det var egentlig alt, hvad jeg ville sige. Hold øje med dette sted, mens vi udvikler denne mission. Dette er vores livs mission. Det er vores livs kamp. Hvis vi taber den, dør vi alle sammen; bogstaveligt talt, så dør vi alle sammen. Vi er så tæt på en atomar konflikt, at det ikke er sjovt. Når du har en højtstående officer i Strategic Command, som åbent siger, at vi er klar til en atomar udveksling med Rusland, forstår du så, hvad han siger? Forstår du, at en atomar udveksling betyder hundredvis af millioner af døde mennesker? Mindst 100 millioner døde amerikanere. Og de er klar til at gøre det lige nu.

Hvis du ikke er vred, hvis du ikke er bange, er du ikke et menneske. De er klar til at gå i atomkrig lige nu. Vi er nødt til at stoppe det. At stå sammen den 7. december giver os måske en chance. Mange tak for at lade mig komme her og tale. Det er, hvad jeg har at sige.

Afsluttende bemærkninger
SPEED: Lad os bare gøre et par ting. Jeg vil undskylde over for en masse mennesker, der er her. Jeg kan se, at Ray [McGovern] også er der, så jeg vil også give Ray lidt tid til at sige noget.

Nogle af os har arbejdet med organisering i et stykke tid, og for omkring 40 år siden, da det demokratiske parti befandt sig i den samme situation i en vis forstand ved det valg – faktisk værre, fordi Ronald Reagan løb med sejren tilbage i 1984. Mange mennesker sad efter valget og vidste ikke helt, hvad de skulle gøre. Vores organisation havde dengang lige grundlagt Schiller Instituttet, som var en meget specifik organisation, der er en del af IPC. Men det, vi gjorde, var, at vi bemærkede, at ingen var parat til at fejre den dengang netop erklærede Martin Luther King-helligdag. For det, der var sket, var, at Ronald Reagan havde overrasket alle og indstiftet Martin Luther King-dagen ved lov. Det Demokratiske Parti havde ikke meget lyst til at fejre det. Det, der skete, var, at vi trådte ind i det hul og organiserede en demonstration, som endte med at samle 10.000 mennesker den 15. januar 1985 midt på en meget kold vinterdag. Vi talte om en meget specifik form for politik, som vi havde, nemlig at brødføde Afrika og bygge strålevåben. Vi talte om det strategiske forsvarsinitiativ dengang. Folk sagde: »Hvordan kan folk gå ind for sådan en idé?« Men det gjorde de. Ikke alene kom de, men Southern Christian Leadership Conference – Martin Luther Kings organisation – flere af dens afdelinger skrev vores demonstration og deres deltagelse i den op som deres primære aktion det år. Vi vidste ikke, at de gjorde det; vi havde ingen idé om, at det var sket; vi vidste ikke engang, hvem de mennesker var, der kom.

Jeg siger det for at sige følgende: Vil du se på det lige nu? Kan vi f.eks. gøre noget mellem en rigsretssag, det 25. forfatningstillæg eller en massedemonstration, som Scott Ritter opfordrede til? Ja, absolut! Disse ting kan gøres. Men måden, de skal gøres på, er, at alle skal forpligte sig til at gøre så meget, som de kan gøre individuelt. Og så skal de af os, der er organisatorer, og som gør det her på fuld tid, gå ind i det. For eksempel en person som Garland Nixon. Han er ikke med os i dag, men han var med os den 26. oktober, da vi holdt møde i New York. Og Scott Ritter var der, Larry Wilkerson var der, og Ray McGovern sendte også en erklæring. Det var en begivenhed, hvor vi havde omkring 400-500 mennesker i lokalet, men et meget større publikum – faktisk var det i tusindvis – der fulgte med i begivenheden. Garland sagde følgende. Han sagde: »Det, vi kunne gøre,« det var i øvrigt et opfølgende arrangement, som dommer Napolitano og flere andre deltog i den næste dag. Han sagde, hvad hvis vi koordinerede mellem de forskellige sociale platforme, som folk som Garland eller andre styrer; for mange mennesker – alle ved, at man kan se Ray på Judge Napolitano hver uge. Så der er måder, hvorpå ordet kommer ud. Hvad ville der ske, hvis der var en koordineret indsats på det område?

Lad os tænke på, hvad der bliver sagt om den 7. december. Scott har foreslået noget, og han taler grundlæggende om en international fredsdemonstration. Nej, et amerikansk rally, men lad os antage, at vi allerede holder vores konference den dag; en international fredskonference og et rally. Kan de kombineres? Det ved vi ikke rigtig. Det, vi ved, er følgende: Øjeblikket er så presserende, at hvis vi kan sætte gang i handling – lad os tage det, der blev sagt om Thomas Massie, som eksempel. Hvad ville der ske, hvis nogen trak sig fra den amerikanske kongres lige nu, i dag, og sagde: »Jeg trækker mig, fordi verden er ved at gå i atomkrig, og USA er ved at indlede den. Jeg kan ikke med god samvittighed stå her og vide, at vi ikke kommer til at stille præsidenten for en rigsret, vi kommer ikke til at råbe op om det, vi kommer ikke til at fortælle det til det amerikanske folk. Derfor tager jeg det på mig at træde tilbage for at gøre opmærksom på det.« Hvad ville der ske, hvis det skete? Kunne nogen gøre det? Måske behøver du ikke at træde tilbage; måske kunne du faktisk bare beslutte dig for at have modet til at gå ind i kongressen og tale om det. Det kunne du også gøre.

Der blev sagt noget før; der var forskellige mennesker, som havde noget at sige. Jeg ville forresten gerne sige en ting til Tatjana [Ždanoka], før jeg glemmer det. Ann Reynolds talte om denne idé. Hun henviste til Bernie Sanders; hun henviste til RFK og andre. Alle disse mennesker har faktisk noget at sige om spørgsmålet om krig. Sanders havde lige sat forskellige resolutioner i spil om det. Så jeg vil bare gøre det klart, at der skal gøres noget. Jeg ville gerne sige noget til Tatjana, fordi hun nu er i Bruxelles i stedet for der, hvor hun gerne ville være, fordi hun bliver forfulgt for at have forsøgt at starte en egentlig dialog. Du har sluttet dig til et vigtigt panteon af mennesker som Cristina Kirchner og Lula fra Brasilien og Dilma Rousseff, [Naledi] Pandor, Nelson Mandela, vores gode ven og samarbejdspartner, afdøde Lyndon LaRouche, som kom i fængsel i fem år i USA for det, han gjorde. Dennis [Small] var med ham i fængsel på det tidspunkt. Det er noget, folk skal være parate til at gøre på grund af den situation, vi befinder os i i alt dette.

Så jeg ville bare gøre det klart, at vi har ting, vi kan gøre. Vi har en orientering, som vi bør tage. Anastasia, jeg vil bare bede om, at du til sidst læser panelerne for konferencen op, så folk ved, hvad vi planlægger at gøre den 7. og 8. december.
Jeg vil gerne sige en sidste ting, før jeg giver ordet til Ray for at spørge, om han har noget, han gerne vil sige. Dette er et citat fra John F. Kennedy. Det var en måned efter Cuba-krisen, og det er ham der taler i det nationale kulturcenter. Han ønskede at danne det, der senere blev kaldt Kennedy Center for the Performing Arts. Men dette er inden for en måned efter Cuba-krisen. Jeg vil gerne have, at du tænker over, hvorfor han sagde det, han sagde ved den lejlighed. Han sagde dette:
»Et geni kan tale når som helst, og hele verden vil høre det og lytte. Bag stormen af daglige konflikter og kriser, de dramatiske konfrontationer, den politiske kamps tumult, fortsætter digteren, kunstneren, musikeren århundreders stille arbejde med at bygge erfaringsbroer mellem folk, minde mennesket om universaliteten af dets følelser og ønsker og fortvivlelser og minde det om, at de kræfter, der forener, er dybere end dem, der splitter.

»Kunst og opmuntring til kunst er således politisk i den dybeste forstand, ikke som et våben i kampen, men som et instrument til at forstå det meningsløse i kamp mellem dem, der deler menneskets tro. Aischylos og Platon huskes i dag, længe efter at triumferne i det kejserlige Athen er forsvundet. Dante overlevede ambitionerne i Firenze i det 13. århundrede. Goethe står roligt over Tysklands politik, og jeg er sikker på, at når århundreders støv har lagt sig over vores byer, vil vi også blive husket, ikke for sejre eller nederlag i kamp eller i politik, men for vores bidrag til den menneskelige ånd.«

Det var Kennedy. Hvorfor skulle han have sagt det mindre end en måned efter Cubakrisen? Jeg tror, det er vigtigt for os alle at tænke over det, både på denne dag og i forbindelse med denne krise. Så det er, hvad jeg vil sige.