Borgernes Vælgerråd (CEC, Citizens Electoral Council) i Australien udstedte den følgende rapport til medierne for at give en opsummering af omfanget af nationens landbrugskrise – en trussel mod den hjemlige og globale fødevareforsyning. CEC mobiliserer i øjeblikket for, at der tages skridt til hasteindgreb.(www.cecaust.com.au).    

10. maj, 2013 – Netop nu, som en konsekvens af politiske beslutninger, står mange tusinde familiefarmere over hele Australien over for en umiddelbart forestående ruin:

·       600-1200 familiefarmere i det vestlige Australiens (WA) østlige hvedebælte er under vedholdende angreb fra bankerne og både de statslige og føderale regeringer for at tvinge dem væk fra landbruget og/eller privatisere og sælge deres kooperativer til udenlandske kornkarteller.

·       Mange hundrede oksekødsproducenter i det nordlige Australien er blevet ramt på deres svage punkt gennem regeringens rent ud sabotage af deres eksportmarkeder, der har medført, at hjemmemarkedet er blevet oversvømmet af oksekød, hvilket har drevet prisen for kvæg fra A$ 500-1000 pr. høved ned til så lidt som A$ 20 og efterladt hundreder af producenter bankerot og selvmordstruede.

·       Hundreder af frugtavlere og mælkefarmere i det nordlige Victoria er ved at blive knust af regeringens frihandelspolitik, der i øjeblikket tvinger SPC-Ardmona-konservesfabrikken i Shepparton til en drastisk reduktion i produktionen og har tvunget prisen for mælk langt ned under fremstillingsprisen.

Imidlertid slår regeringen, der har forårsaget disse kriser, farmerne oven i hovedet med den besked, at de ikke er »levedygtige«.

CEC afslørede i sit juni/juli 2012-nummer af avisen New Citizen den kendsgerning, at antallet af ægte familiefarme i Australien i 2010 har nået det farligt lave tal 40.000, en skarp nedgang fra 120.000 for to årtier siden og fra 204.000 i 1953.

Hvis det australske folk fortsat tolererer, at deres regeringer, med begge de to største partier, fortsætter med aggressivt at drive familiefarmere væk fra landbruget – hvad enten årsagerne skal findes i frihandel, bankernes rationerede finansiering, eller grøn fascisme (inklusiv de vegetariske militante, der giver sig ud for at tale dyrenes sag) – så vil folket stå over for den meget realistiske udsigt til, at deres nation ikke kan overleve.

Den aktuelle krise er en dødbringende trussel mod Australiens fødevaresikkerhed. Agro-virksomhedsselskaber vil ligge på lur for at overtage nogle af disse landbrug, men de garanterer ikke en nations fødevaresikkerhed. Agro-virksomheder producerer kun, når det passer på bundlinjen, og ofte producerer de efter kontrakt med globale forsyningskæder, uanset de hjemlige fødevarebehov. Kun de stærke familiefarme, der har en pålidelig produktion, prioriterer hjemmemarkedet, eksporterer overskud og plejer jorden til overlevering til de næste generationer, kan garantere en nations fødevaresikkerhed.

Den aktuelle krise er også en trussel imod den globale fødevareforsyning. Man anslår, at 1 milliard mennesker hver dag må gå sultne, alt imens de to sektorer, hvor australske familiefarmere er ved at blive knust, hvede og oksekød, udgør landets to største landbrugseksportsektorer.

Australien er verdens andenstørste hvedeeksportør efter USA, og WA’s hvedeavlere producerer størstedelen af de australske afgrøder. Regeringen lader bankerne tilintetgøre WA’s avlere på et tidspunkt, hvor tørke og frostgrader i USA forventes at reducere nationens 2013-vinterafgrøder med 25 %, og tørketilstande reducerer hvedeproduktionen i Rusland, verdens tredjestørste eksportør af hvede.

Australiens eksport af levende kvæg til Indonesien har markant øget forbruget af protein hos millioner i denne nations lavindkomstgrupper. Australiens kødeksportmarkeder i Mellemøsten omfatter nogle af de nationer, hvor fødevaremangel udløste de nationale regeringers fald i 2011. Australiens selvpåførte krise forværrer den globale mangel: den amerikanske produktion af oksekød, der repræsenterer en femtedel af den globale produktion, forventes at falde drastisk i år.

Der er ingen grund til, at nogen som helst hvedeavler, oksekødsproducent, frugtavler eller mælkefarmer, der i øjeblikket kæmper for deres overlevelse, skal miste deres farme. Det ligger fuldstændigt inden for rammerne af regeringens magt med omgående virkning at:

·       – erklære et moratorium for overtagelse af farme;

·       – beordre bankerne til at genforhandle gælden i farmene til en lavere rente;

·       – etablere en statslig organisation, hvor farmere kan låne til en lav rente til finansiering af deres afgrøder og kapitalopgradering;

·       – pålægge told på import af frugtkonserves og vedtage bøder for Coles og Woolworths for yderligere at misbruge deres markedsdominans ved at anvende udenlandske ressourcer af frugt og grøntsager, der produceres hjemme;

·       – etablere kontrakter direkte regeringerne imellem med nationer som Indonesien for at genoptage forsyningen af oksekød, med en regeringsgaranti både for forsyningen til Indonesien og for prisen til de australske producenter; sådanne kontrakter bør også tilstræbes med Mellemøsten og Afrika.

Den eneste løsning på længere sigt er imidlertid, at regeringen vedtager en Glass/Steagall-opdeling af essentielle bankaktiviteter og den spekulative investeringsbankaktivitet for på denne måde at beskytte og prioritere kredit til landbrugsproduktion. Dernæst må regeringen oprette en nationalbank, der ejes og drives af regeringen, der leder langfristet kredit over til en styrkelse og udvidelse af nationens fødevareproduktion. Dette ville f. eks. omfatte investering i en øget kapacitet til forarbejdning af kød, som den aktuelle krise har vist, at Australien har en sørgelig mangel på.

Lederen af Borgernes Vælgerråd, Craig Isherwood, erklærede i dag: »Den beslutning, som regeringen skal tage, er ikke en forretningsbeslutning, men en beslutning i nationens interesse. Alle familiefarmere, der tvinges fra landbruget af denne krise, er de klare ofre for regeringens overlagte plan, som regeringen må drages til ansvar for.

Det er op til den australske befolkning. Hvis I forstår, hvor stor betydning familiefarmene har for Australiens overlevelse som nation, og I er villige til at påtage jer ansvaret for at kæmpe for nationens fremtid, så gå med i CEC«, fortsatte han.

Kilde: EIR 17. maj 2013

Forbruget af korn af alle slags overstiger nu mængden af den globale produktion, og svælget kan ikke indhentes. At tillade en fortsættelse af denne politik – som dikteres af det imperiale finanskartel –, som har ført til denne katastrofe og til, at mindst en milliard mennesker verden over allerede sulter, er ikke en realistisk valgmulighed. Løsningen er et omslag – og det hurtigt – til Glass-Steagall.

Af Marcia Merry Baker. EIR, 13. maj 2013 – Mængden af verdens årlige forbrug af korn (alle slags) – til direkte menneskelig fortæring, foderandel til dyrehold, sædekorn til året efter, biobrændstof, spild o. s. v. – overstiger nu mængden af den globale produktion; svælget kan ikke indhentes. Det betyder præcis, hvad du tror: Vi har et problem. Den politik, der ligger bag dette, er vanvittig. At tillade at den fortsætter betyder, at der ikke er noget håb for den milliard mennesker i verden, der allerede lider af sult, og at der ikke er noget håb om en fremtid nogetsteds.

Figur 1 giver et situationsbillede af krisen i kornproduktion kontra kornforbrug; det blev publiceret den 9. maj af FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisations »FAO’s korte oversigt over udbud og efterspørgsel af kornsorter«. Afdelingen rapporterer, at verdens totale produktion af korn (alle sorter) for 2012-13 forventes at blive 2,306 metertons, hvilket er mindre end de 2,332 mmt, som forbruget forventes at blive. Det er ikke første gang nogensinde, at der er en sådan ubalance, men med praktisk talt ingen reserver, ingen udveje, og ingen ændringer i politikken, har det dødbringende betydning.

Dårligt vejr i adskillige vigtige landbrugsområder (som FAO rapporterer det) er en medvirkende faktor til sæsonmæssige underskud. Men sårbarhed over for ekstreme vejrforhold inden for nutidigt landbrug har været et overlagt aspekt ved »det fri markeds« regime, som i årtier er blevet prakket verden på af globale finansielle, varemæssige og politiske netværk, der bedst kendes som Det britiske Imperium. De har en plan, der går ud på fødevareunderskud og affolkning.

Dette kom for nylig til udtryk i en rapport fra december 2012 fra Londons Kongelige Institut for Internationale Affærer (Chatham House) med titlen »Ressourcefutures«, som afgjorde, at den »nye normalsituation« ville bestå af prischok, der stammede fra overbefolkningens pres på knappe ressourcer, for hvilket der ikke findes nogen løsninger. Regeringer må danne en »koalition af betroede« – en R30 (Ressourcer 30), der skal rationere knapheden.

Hvad har Obama-regeringen at sige angående de kommende udsigter for høsten? »Gør jer ingen bekymringer. Såningen, vejret og afgrøderne bliver alt sammen godt. De tomme beholdere bliver fyldt op.«

Oksekøds- og mælkesektoren hårdt ramt

Virkningen af underskud af korn på verdensplan betyder, at forsyningen af animalsk protein i fødekæden vil være blandt de første fødevaretyper, der vil opleve et kraftigt fald. Mangel og priser, der skyder i vejret, på majs, hø, soja og andre foderemner til dyr rammer kød- og malkekvægfarmere hårdt, midt i en tørke i det sydvestlige Nordamerika, det nordlige Australien, New Zealand og andre steder.

Antallet af kvæg er faldet voldsomt i Texas, Oklahoma og Kansas. I det nordvestlige Queensland i Australien holdt kvægopdrættere et »krisetopmøde« den 7. maj. Her og andre steder får ranchejerne at vide, at det nuværende system med »markederne« må herske, hvilket betyder, at producenterne står over for den kendsgerning, at de priser, de får, er lavere end deres produktionsomkostninger. Verdens eksportforsyninger af mælk er skrumpet ind til ingenting. I New Zealand – som udgør en vigtig kilde til mælkeprodukter til eksport – har tørketilstande haft en drastisk negativ virkning på mængden af mælk, der produceres. Verdens eksportlagre er nu praktisk talt nede på nul for sødmælkspulvers vedkommende, såvel som for skummetmælk og smør.

I Californien, den største mælkeproducerende stat i USA, er over 350 højtydende, mælkeproducerende landbrug lukket i løbet af de seneste par år, hvilket efterlader knapt 1500 i alt, hvoraf mange har problemer. Sidste efterår protesterede californiske mælkefarmere i Sacramento. Den 1. maj afholdt Delstatskongressens Landbrugskomite en høring; den 20. maj har Californiens Departement for Fødevarer og Landbrug planer om at afholde endnu en høring om krisen.

Glass-Steagall og videnskab  

Det, der kræves, er et radikalt omslag væk fra den politik, der bragte os til dette kritiske punkt – de seneste fem årtiers globale udflytning af kilderne til fødevarer og alle andre former for spekulative pengemarkeder inden for landbruget, i stedet for at fremme fødevaresikkerheden i nationens tjeneste gennem kredit til programmer for forbedringer i forhold til jord, vand og energi, fastsættelse af priserne til farmerne baseret på deres faktiske omkostninger, og generel støtte til landbrug og forarbejdning i familieregi.

Rent umiddelbart er der behov for at genindsætte Glass/Steagall-banksystemet med det formål at genetablere kredit til familiefarmerne og opbygning af landbrugsinfrastruktur. I samme ånd kan kortfristede nødforanstaltninger for at redde familielandbrug lanceres omgående gennem bevillinger, kredit og gældsmoratorier. Selv om der er knaphed på fødevarer, kan der findes ressourcer, der kan distribueres til områder, hvor nøden er hård.

Krisesituationen for farmere og ranchejere i Australien er typisk for det, der sker, med forskelle i enkelthederne, i landbrugsområder over hele verden. Den australske hvede- og oksekødssektor trues af ruin; begge er af afgørende betydning for den aktuelle, globale fødevareforsyning, såvel som for den hjemlige. Den medfølgende erklæring, der er udgivet den 10. maj af Borgernes Vælgerråd (CEC), giver et overblik over detaljerne.

Lederen af de vestaustralske (WA) hvedefarmere Jean Robinson stiller op til valg til den føderale forsamling i september på et CEC-program for at samles om omgående forandring. På et massemøde for WA-hvededyrkere i Merredin den 10. april cirkulerede der en anmodning, som hun offentliggjorde i april, hvis punkter med få ændringer kan anvendes i et hvilket som helst område, hvor der i dag er landbrugskrise:

»Forholdsregler bør omfatte:

1.     En total adskillelse af almindelig bankvirksomhed med indsættelse og udlån af indskud fra risikabel, spekulativ bankaktivitet. En total adskillelse kan kun opnås gennem strukturelle ændringer som i den succesrige amerikanske Glass/Steagall-lov fra 1933.

2.    Et gældsmoratorium for at reorganisere den ubetalelige gæld med henblik på at befri fødevareproduktion fra åger.

3.    Oprettelsen af en ny Commonwealth National Credit Bank efter forbillede af den originale Commonwealth Bank og/eller Statsejede Regeringsbanker, der vil lede offentlig kredit over til langfristede investeringer i strategisk vigtige industrier såsom landbrug, og til det desperate behov for fysisk, økonomisk infrastruktur. Dette må ske for at genoplive Australiens kollapsende industrielle basis og økonomi.« (»Resolution til redning af vore farme«, april 2013).

I Robinsons politiske erklæring til fordel for en forøgelse af den fysisk-økonomiske produktive kapacitet ligger der ifølge dens natur også det synspunkt, at landbrugets produktive potentiale er ubegrænset, takket være videnskaben. Beviset for dette princip for ris’ vedkommende er blevet gennemgået af dr. Robert Ziegler, direktør for International Rice Research Institute, i en spændende præsentation i december 2012 i Washington D.C., som er dækket i dette nummer af EIR (se nedenfor).

»Ris-eksemplet« modbeviser grundigt den imperiale, ’grønne’ påstand, som er lutter løgn, at verdens befolkningstal har »toppet«, at forekomsten af ressourcer er endegyldig, og at Jorden kun kan reddes ved at »administrere knapheden» og acceptere affolkning.

I USA kan man konstatere et fremstød imod ødelæggelsen af landbruget i den beredvillige aktivering hos de medlemmer af delstatskongressen med baggrund i landbruget, hvor de forlanger, at Kongressen tager skridt til at genindsætte Glass-Steagall.  De 18 stater, der hidtil i år har vedtaget en resolution for dette, omfatter Minnesota, Montana, Louisiana, South Dakota og andre landbrugsstater; i South Dakota blev en resolution vedtaget i begge kamre; og i Indiana blev en resolution fremlagt og vedtaget i Underhuset samme dag, den 11. april.

Omfanget af kornkrisen  

Den mængde af verdens totale kornproduktion (alle slags korn), der er nødvendig for at der kan være anstændig ernæring til alle, er i grove træk det dobbelte af de 2,003 metertons, der er vist på Figur 1. Dette kan sagtens opnås gennem forbedrede betingelser med hensyn til sikkerhed for vandforsyning, frugtbar jord og beskyttelse i forhold til ekstreme vejrforhold, såvel som genforbedrede planter og dyr.

Men i øjeblikket ser man bag ved situationsbilledet på Figur 1 mange problemområder for alle typer korn og fødevarer.

En del af den aktuelle nedgang i verdens produktion af korn stammer fra den indvirkning, som vejret har haft på den amerikanske hvedeproduktion. Mere end halvdelen af vinterhvedebæltet i de sydlige højsletter er fortsat ramt af tørke; oven i dette har området været ramt at sen forårsfrost. Høsten her, som finder sted senere, i juni, forventes at blive 23 % mindre end sidste år i henhold til det amerikanske landbrugsministeriums første beregning for denne høstsæson, som blev udgiver den 10. maj. De vestligste amter med hvededyrkning i Kansas er katastrofeområder.

På landsplan kunne amerikansk vinterhvede (hårde, røde arter) opleve en nedgang på gennemsnitlig mindst 10 %. FAO’s globale prognose for hvede i 2013 er 695 metertons, hvilket er mindre end de 701 metertons i 2011.

Dette års verdenshøst af majs er usikker på grund af forsinket såning både i USA og Kina. Vådt og koldt vejr har forsinket såningen af afgrøderne i Iowa og Illinois – hjertet af majsbæltet. I Iowa er kun 8 % blevet sået, langt under sidste års 62 % (et gunstigt forår). Dette er den seneste start i Iowa siden 1995.

Økonomen Todd Davis fra Illinois’ landbrugsdepartement sagde i midten af april: »Der er ikke en stødpude af majs til rådighed, der kan imødegå vejr- eller andre produktionsrelaterede problemer for dette års afgrøder. Såningen vil begynde i Midtvesten i løbet af de næste par uger, og hvis den seneste rapport bliver til virkelighed, viser den, at slutlagrene vil blive de mindste siden 1995-96.« (Fra De føderale Landbrugsdepartementer, 10. april, 2013. (Rapport online fra »Landbrugets Stemme«.)

marciabaker@larouchepub.com

12. maj, 2013 – Ugunstige vejrforhold forsinker såningen af majs i både USA og Kina, hvilket føjer usikkerhed til en i forvejen livsfarligt utilstrækkelig fødevareforsyning og landbrugskapacitet i verden. Usikkerheden omkring majs og andre afgrøder kommer på et tidspunkt, hvor de amerikanske lagre af majs og soja er drastisk lave, afgrøder, som i de senere år har været har været en afgørende eksportvare, men hvor der nu sker en stor omdirigering af majs til fremstilling af brændstof under Obamas/Londons politik for folkemord. Manglen på rigelige mængder af dyrefoder til en overkommelig pris er en hovedfaktor i den totale, globale nedgang i produktionen af animalsk protein.

FN’s Fødevare- og landbrugsorganisation udgav i denne uge en rapport om det fortsatte fald i verdens lagre af kornsorter af alle slags (hvede, ris, majs og andre kornsorter). FAO anslår lagrene af kornsorter ved udgangen af 2013 til at udgøre 505 mio. metertons, hvilket er 3 % lavere end lagrene ved årets begyndelse. Økonom ved staten Illinois landbrugsafdeling Todd Davis sagde midt i april: »Der er ikke en stor stødpude af majs til rådighed til at imødegå vejrproblemer eller andre produktionsrelaterede problemer for dette års afgrøder. Såning begynder i Midtvesten i løbet af de næste par uger, og hvis den seneste rapport bliver til virkelighed, så viser den, at lagrene ved årets udgang bliver de mindste siden 1995-96. (Kilde: American Farm Bureau Federation, den 10. april, 2013. »The Voice of Agriculture«, rapport online.)

Forholdet af rådighedslagre for majs er lavt, med 6,8 %, hvilket refererer til den mængde majs, der er tilgængelig, (oplagret på landbrug, i kartellernes kornsiloer o. s. v.), i relation til det forventede forbrug (alle formål) det år. Faktisk er det muligt, at der INGEN LAGRE vil være tilbage i august, før høsten i år begynder.

Forholdet af de amerikanske rådighedslagre af sojabønner er endnu lavere end for majs’ vedkommende, med 4,1 %. Selv vurderingen fra USDA (april, 2013) er, at der kun vil være, hvad der svarer til 15 dages forsyning af sojabønner til rådighed den 1. september.

Vådt og koldt vejr i majsbæltet har forsinket såningen. Kun 12 % af majsmarkerne var tilsået ved begyndelsen af maj, hvilket er en fjerdedel af gennemsnittet over fem år. I Iowa, den største majsstat, er ku 8 % blevet tilsået, et fald på 62 % i forhold til sidste år (et favorabelt forår). Dette er den seneste start på såningen i Iowa siden 1995. Såningen af soja i USA er ligeledes forsinket. Kun 2 % af sojamarkerne var tilsået pr. den 5. maj, sammenlignet med gennemsnittet over fem år på 12 %, og i kontrast til sidste års 22 %, et favorabelt forår. De amerikanske landmænd og deres udstyr kan måske klare udfordringen og få høsten i hus. Måske sker der et mirakel, og vejret bliver perfekt for afgrøderne i år. Eller også gør der ikke.

Hvad siger så Obama-regeringen? »Lad være med at bekymre jer.« Landmænd vil, selv med forsinkelserne, tilså så enormt et areal som 97,3 mio. acres, at selv om udbyttet pr. acre er forringet p. g. a. sen såning, fugt og kulde, så vil den totale høst ikke desto mindre blive rekordstor, og beholderne fyldt op. USDA’s prognose pr. den 10. maj for arealer, tilsået med majs, siger, at dette vil blive det største tilsåede areal i USA siden 1936.

Kilde: www.larouchepac.com

Af Georg Neudecker

Artiklens forfatter er aktivist i Schiller Instituttets landbrugskommission i Tyskland

EIR, den 12. april, 2013

To år efter, at Super E10 benzin (der indeholder 10 % etanol) blev introduceret i Tyskland, udgør det stadig kun ca. 18 % procent af brændstof til biler. Andelen stiger stadig, men er langt fra de 80 %, som den tyske regering forventede. Flertallet af bilejere undgår fortsat Bio Super (15 % etanol). Det ser ud til, at råolie- og biobrændstofindustrierne ikke har været i stand til at levere tilstrækkeligt overbevisende dokumentation for, at biobrændstof er en fordel for miljøet, fordi dets oprindelse og forarbejdning ikke kan dokumenteres. Der hersker skepsis: nogle er bange for skader på deres biler, fordi det er usikkert, om denne biosuppe angriber brændstofsystemet og ødelægger motoren; andre tager det etiske dilemma om »mad eller brændstof« op. Ingen normal person ønsker, at folk skal sulte et sted i verden, bare fordi man fylder tanken med biobrændstof. Stigende, globale fødevarepriser, såvel som en kolossal og stadig større nedgang i den totale mængde af producerede fødevarer, samt en faldende evne til at producere fødevarer, er alle årsag til, at der er hungersnød. Dette vil slutteligt berøre alle.

Fremstillingen af biobrændstof er ikke en ny opfindelse fra de seneste 30 år. Omkring år 1900, da automobilmotoren stadig befandt sig i sin barndom, fremstillede man allerede brændstof, der indeholdt alkohol, til motorkøretøjer. Infrastrukturen var dengang meget ringe, med oliefelter, der slet ikke var udnyttede i moderne forstand. De beskedne, raffinerede råolieprodukter, som fandtes, såsom petroleum, blev hovedsagelig brugt til lamper. Tænk blot på Bertha Benz, hustru til opfinderen af den første automobil: Da hun kørte sin første tur fra Mannheim til Pforzheim, kunne hun kun købe brændstof på apotekerne. Fremtiden var endnu ikke blevet afgjort, og folk eksperimenterede i alle retninger. Undertiden var der flere elektriske biler og lastbiler, end der var motorkøretøjer med en indvendig forbrændingsmotor. Først, da startmotoren blev opfundet som motor i 1920’erne, var omstændighederne favorable for yderligere udvikling af motorer, der kørte på fossilt brændstof.

Fremstilling af biobrændstof begyndte i Brasilien i 1925, i Recife i staten Pernambuco. I 1931 fremstillede man 5,4 mio. liter, hvoraf det meste solgtes i det nordøstlige Brasilien. Under Den store Depression i 1930’erne brød Brasiliens sukkermarked sammen. For at beskytte investeringer i sukkerfremstillingen, øgede man fremstillingen af alkohol til 50 mio. liter, og en undtagelseslov krævede, at importører af brændstof blandede 5 % alkohol i deres produkt. Denne lov eksisterede frem til 1950’erne. Der kræves omkring 15 metertons[2]sukkerrør til at fremstille 1000 liter brændsel, og når sukkerrørsaften er presset ud, bliver der ca. tre metertons tør, kødfuld restmateriale, der kaldes bagasse, tilbage, som kan bruges til opvarmning. Varmen fra det brændende bagasse er imidlertid ikke nok til at destillere etanolen fra den gærede sukkerrørssaft; der skal bruges mere brændsel.

Den sociale virkning af denne monokultur i Brasilien diskuteres i Jean Zieglers bog fra 2011, Destruction massive. Géopolitique de la faim. [Massiv ødelæggelse. Sultens geopolitik.] Han fortæller historien om Josué da Castro, forfatter til Geografica da fome (Sultens geografi). Da castro, en verdensberømt forkæmper for retten til mad, havde studeret virkningerne af underernæring og fejlernæring hos børn. Da den økonomiske situation atter normaliseredes, gav alkoholprogrammet ikke længere mening.

[1] Det totale forbrug af biobrændstof i EU i 2012, som en andel af volumen af brændstof til transport, er 4,5-5 %.  EU udgav i 2007 et »Direktiv for biobrændstof«, der krævede, at biobrændstof skulle udgøre 10 % af brændstof til transport i 2020; men i september 2012 blev målet ændret til at inkludere et loft på 5 % fra fødevarekilder; de andre 5 % skulle komme fra andre kilder end fødevarer, som halm.
[2] Meterton = 1000 kg

… Helga Zepp-LaRouche stillede spørgsmålet: »Kan I hjælpe os med at overtale verdens regeringer til at opgive snævertsynede, geopolitiske konfrontationer og foretage de ændringer, der er nødvendige for den menneskelige arts overlevelse?«

Inkluderer Lyndon LaRouche: Denne krises afgørende spørgsmål. 

Tekster, der henvises til i Helga’s tale: FDR’s Iran/Hurley-memorandum

Download (PDF, Unknown)

Af Marcia Merry Baker. EIR, 15. januar, 2011 – Den globale fødevarekrise, der i øjeblikket forværres, er ikke en gentagelse, der ikke var til at forudse, af »episoden« i 2008 med fødevareoptøjer og lidelse; det er den fortsatte politik for folkemord. Bagom chokpriserne på fødevarer, er fødevarerne der ganske enkelt ikke! Hvis spekulationen på fødevarepriserne blev fejet bort natten over – som den burde -, så ville krisen stadig være der.

I øjeblikket er den globale kornproduktion endnu lavere end det niveau, som det nuværende forbrug befinder sig på – og dette niveau er i sig selv langt under den mængde af fødevarer, der behøves; dette, plus den kendsgerning, at korn går tabt til biobrændstof, betyder, at afsavnene er forfærdelige og bliver værre. Priserne på andre hovedartikler – olier, sukker, grøntsager – er, sammen med korn, gået ind i en hyperinflationær fase. Spekulationen sætter rekord. Over en milliard mennesker har ikke nok at spise og sulter. Men dette er kun begyndelsen, med mindre det bliver stoppet nu.

»Hvem æder dig?« er det spørgsmål, som Lyndon LaRouche stiller. Svaret skal findes i årtierne med malthusiansk miljøbevægelse og globalisering, hvor produktionspotentialet bevidst er blevet modarbejdet. Alt imens er varekontrol og spekulation blevet fremmet og beskyttet til fordel for det neo-britiske imperium, der står bag denne politik. Det er planen med denne praksis. Planen er folkemord, understregede LaRouche.

Selv nu, med hensyn til fysisk produktion og mulighederne for den bedste udnyttelse af knappe forsyninger, kan situationen vendes, gennem det internationale samarbejde i LaRouches foreslåede Firemagtsinitiativs ånd (USA, Rusland, Kina og Indien i alliance om skabelsen et nyt, internationalt kreditsystem). En ny, enorm fødevarekapacitet kan lanceres med Det nordamerikanske Vand- og Elektricitetssamarbejde (NAWAPA) og lignende, prioriterede, storstilede projekter på alle kontinenterne.

Uden en sådan udvikling vil vægtstangen imidlertid fortsat hælde over mod hungersnød. I det følgende nævnes de fremherskende træk.

Dræbende miljøbevægelse og globalisering

De to moderne metoder, der bruges til at sabotere fødevareproduktion og således igangsætte et folkemord, er miljøbevægelsen og globaliseringen.

Miljøbevægelsen. Idet man operer under det falske flag, der hedder bekymring for »miljøet« og »fastlagte ressourceforekomster«, har man i årtier forhindret nødvendig infrastruktur til vand, energi, kunstig vanding, jordforbedring, fødevaredepoter, skadedyrskontrol og transport. Udstrakte landområder har med fuldt overlæg fået lov til at blive elendige som følge af saltdannelse, udtømning af de vandførende jordlag, ødelæggelse af jordens frugtbarhed o. s. v. Endnu andre områder, såsom »Den store, amerikanske Ørken«, ligger brak.

Med svindelnummeret om global opvarmning er nationer under hårdt pres for at »tilpasse sig« klimaforandringer ved at ødelægge sig selv med vanvittig, lavteknologisk energi, lavt vandforbrug, primitive landbrugsmetoder og »lav kulstofaktivitet«.

Globalisering. Selve nationalstatssystemet er blevet ødelagt under globaliseringen – det høflige navn for fascisme, der bruges til at få nationale regeringer til at opgive deres suverænitet, underkaste sig afhængighed af fødevareimport, flydende kurser, spekulation, fødevarekartellernes kontrol og verdensdiktatur over selv videnskab og teknologi, inklusiv uretfærdige patentrettigheder på fødevarer i sig selv. Berømte navne på fødevarekarteller omfatter Cargill/Monsanto, DuPont/Pioneer Hi-Bred, BASF, ADM, Bunge, Louis Dreyfus, Yara, JBS, og et par stykker til.

Denne politiske praksis er blevet implementeret i næsten et halvt århundrede af et netværk af personer og institutioner, centreret i London. Fremtrædende medlemmer af disse ødelæggelsens gerningsmænd er miljøagenter såsom Verdensnaturfonden, som Englands Prins Philip, der gentagne gange har stillet krav om affolkning, var med til at grundlægge i 1981. I 1981 sagde han: »Befolkningstilvæksten er på længere sigt sandsynligvis den alvorligste trussel mod overlevelse. Hvis den ikke holdes i tømme, venter der os en større katastrofe – ikke blot for naturen, men også for mennesker. Jo flere mennesker, der er, desto flere ressourcer vil de konsumere, desto mere forurening vil de skabe, og desto mere vil de kriges. Vi har intet valg. Hvis vi ikke af egen fri vilje kontrollerer det, vil det blive ufrivilligt kontrolleret gennem en stigende forekomst af sygdomme, hungersnød og krig.« (People, 21. dec., 1981)

Hans »Londonsynspunkt« er blevet vidt udbredt i De forenede Nationer, og er manifest tilstede i f. eks. projektet Millenium Development Goals (MDG), der blev tilskyndet i 2000 og fremmet af sådanne personer som FN’s vicegeneralsekretær Mark Lord Malloch-Brown og George Soros. MDG’s definition for udviklingen er et »rimeligt« forbrug af en fastlagt forekomst af ressourcer.

Dette er sagens kerne. Eftersom »naturlige« ressourcer er, og altid har været, menneskeskabte – forstået på den måde, at det er menneskelige gennembrud inden for forståelse og anvendelse, der omdanner forekomster i universet til »ressourcer« – er det at dekretere, at forekomsten af ressourcer ligger endegyldigt fast, det samme som at dekretere menneskehedens ødelæggelse.

Promoveringsmekanismen for dette neo-malthusianske synspunkt strækker sig over alle slags medie- og anden relateret virksomhed, fra Lester Browns karriere til National Geographicog, inden han faldt fra ærens tinder, Al Gore.          Deres stående mål er, som Lester Brown gentager i sin artikel Foreign Policy fra 10. jan., 2011, at reducere befolkningstallet og underbyde de fysiske midler til vor fremtidige eksistens. Brown beskriver befolkningstilvæksten som en af de »skyldige«, der driver fødevarepriserne i vejret. »På et eller andet tidspunkt vil denne ubønhørlige befolkningstilvækst begynde at bebyrde både landmændenes evner og Jordens begrænsede ressourcer af jord og vand«, skriver han. Han kalder det »et glimt af gode nyheder«, at befolkningstilvæksten er faldet til under 1,2 % sidste år, et fald fra 2 % i 1970. Han går ind for lavteknologisk landbrug og »alternativ« energi.

LaRouche i 2008: Fordobl fødevareproduktionen!      

I april 2008, under de voksende fødevareoptøjer og prischok, lancerede LaRouche en kampagne imod dette folkemord gennem fødevarekontrol og udstedte et krav om at »Slå WTO ihjel« og lancere et fremstød for at imødegå behovet for fødevarer. Helga Zepp-LaRouche indledte en international mobilisering for en fordobling af verdens fødevareproduktion så hurtigt som muligt, så vel som for at opfylde det akutte behov.

Det forår fremkom der erklæringer og strategier fra adskillige ledere og regeringer, inklusiv Council on Rice Trade Cooperation (Kina og nationerne omkring Mekong-flodbækkenet), samt fra de eurasiske giganter Indien, Kina og Rusland. Blandt støtterne til fremstødet for en fødevarefordobling var prof. M.S. Swaminathan, Indiens tidligere landbrugsminister, der hjalp med for første gang at gøre Indien selvforsynende med korn i 1974. I maj 2008 meddelte den japanske premierminister, Yasuo Fukuda, at regeringen forpligtede sig til at fordoble produktionen af ris i Afrika inden for ti år. Dette ville betyde 30 mio. metertons, en stigning fra de nuværende 15 mia. mt (malet ris).

Alle disse bevægelser betød, at et politisk momentum var under opbygning for potentielt at bryde med miljøbevægelsens og globaliseringens ødelæggelse, og for en forpligtelse til at skabe et nyt finanssystem, der tjener udviklingen. En bevægelse imod Det britiske Imperium var ved at samle styrke under fødevarekrisen i 2008.

Under og efter en konference, der afholdtes den 3.-5. juni [2008] i Rom af FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) med titlen »Konference på højt niveau om fødevaregaranti«, blev af »Det brutale Imperium« imidlertid slået tilbage gennem alle dets institutioner og sorte operationer for at bevare sin magt. En nul-handlings ’Taskforce på højt plan om Fødevarekrisen’ blev oprettet. FAO-direktør Jacques Diouf anslog det delfiske tema: Jo, verdens fødevareproduktion skulle fordobles – om 50 år! Denne 50-års formel blev globaliseringstilhængernes refræn.

Typisk for denne pseudo-videnskabelige dobbeltsnak var temaet i magasinet Science fra 10. februar, 2010, »Sikkerhed for fødevareforsyning: En udfordring om at brødføde 9 milliarder mennesker« (om 50 år). Artiklens ti britiske forfattere, der omfattede embedsmænd fra U.K. Office of Science, konkluderede: »Al optimisme [med hensyn til at brødføde 9 mia. mennesker bæredygtigt] må dæmpes af den enorme udfordring at gøre fødevareproduktionen bæredygtig samtidig med en kontrol med udslip af drivhusgas og bevarelse af svindende vandforsyninger, såvel som at opfylde Årtusindskiftets mål for Udvikling (MDG) om at gøre en ende på sult… «

Gates og filantrop-fascisterne

Bill Gates er personligt i fortroppen for folkemordere, der giver sig ud for at være fortalere for landbrug. Hans Milliardærklub fungerer som en klike af filantrop-fascister. I maj 2009 indkaldte Gates til et privat topmøde i New York City om temaet affolkning, med deltagelse af Warren Buffet, George Soros, David Rockefeller jr., Ted Turner, Michael Bloomberg og mange andre, i præsidenten for Rockefeller University’s hjem. Dækningen af det hemmelighedsfulde møde i Londons Sunday Times citerede Gates’ tale i februar det år i Californien om, hvordan han ønsker at »lægge loft« over verdens befolkningstal for evigt. Han nævnte et mål, der hedder 8,3 mia. mennesker, men dette tal vil blive langt lavere, med mindre det stoppes.

Gates har været ekstremt aktiv i promoveringen af en politik for at underbyde fødevareproduktionen. Hans gaver og projekter arbejder imod store infrastrukturprojekter af national betydning og kræver i stedet, at »husmandsbrug« indgår i landbrug i private/offentlige, neoplantage-funktioner. Frem for alt går han ind for patentrettigheder til fødevarekartellerne og Verdenshandelsorganisationen (WTO).

Han har oprettet nye centre, hvorfra der kan udføres politiske angreb på vegne af London-dagsordenen: I 2006 oprettedes Bill and Melinda Gates Foundation og Rockefeller Foundations »Alliance for en Grøn Revolution i Afrika (AGRA). I 2008 sponsorerede Gates oprettelsen af Det globale Landbrugsinitiativ i Rådet for globale Affærer i Chicago, som et forslag til Kongressen. I efteråret 2009 udgav Gates en bog med titlen Millioner af brødfødte: Beviselige successer inden for landbrugsudvikling, for at fremme sin falske kampagne for fødevarer.

I oktober 2009 holdt Gates hovedtalen til uddelingen af Verdens Fødevarepris i Des Moines, Iowa. I april 2010 kundgjorde han, sammen med finansminister Tim Geithner, præsident Obamas Globale Landbrugsinitiativ, der skulle ledes af en gruppe nationer plus Gates Foundation.

Aktører, der repræsenterer Gates og fødevarekartellerne, sidder på høje poster i Obama-regeringen. Dr. Rajiv Shah, med otte år på bagen i Gates Foundation, blev udnævnt til øverste videnskabelige rådgiver i det amerikanske landbrugsministerium (USDA) i juni 2009; i november 2009 blev han flyttet over til at være leder af udenrigsministeriets Amerikanske afdeling for international Udvikling (USAID).

En videnskabsmand med forbindelse til Monsanto, dr. Roger Beachey, blev udnævnt til videnskabelig rådgiver for USDA. Den aktuelle chefforhandler for landbrugsaffærer i Afdelingen for amerikanske Handelsrepræsentanter er Islam A. Siddiqui, udnævnt af Obama som en Kongresferieafløser i juni 2010 (Siddiqui var en del af staben hos en handelsorganisation, der repræsenterede Monsanto, DuPont, BASF, Syngenta og andre kæmpeselskaber i landbrugskartellerne).

Det er ikke så mærkeligt, at der mangler mad.

Maden er der ikke!

Det er et situationsbillede af knaphedens barske virkelighed, at der er et stadig stigende underskud i den kornmængde, der årligt konsumeres, i forhold til den faldende mængde, der produceres – et underskud, der skriver sig i omegnen af 59 mio. metertons i den nuværende årshøst.

Den forventede, globale kornproduktion for i år (2010-11) er på 2182 mia. metertons (en nedgang fra 2242 i 2008-09, og 2231 i 2009-10), hvilket i sig selv er et godt stykke under det »totale forbrug« af korn i verden i dag på 2241 mia. metertons.

Dette er USDA’s forventede produktionsmængder fra deres månedlige rapport af 12. jan., 2011 (Overslag over den globale forsyning og efterspørgsel af landbrugsvarer WASDE-490-8), som, selv hvis det rammer ved siden af, viser, at vægtstangen hælder over mod hungersnød.

For at imødegå alle de behov for næringsmidler hos verdens nuværende 6,9 mia. mennesker, og der kommer flere til, skal der produceres mindst 4 mia. tons korn nu, dels til direkte forbrug og dels til det indirekte forbrug til dyrehold til produktion af animalsk protein.

Med den lave og stadig faldende produktion skrumper lagrene imidlertid i øjeblikket ind, og man forventer, at det bliver værre:

Hvede: Den forventede årlige produktion er faldet med 6 %, fra 683 mia. mt i sidste års høst til sandsynligvis 646 mia. mt i år (2010-11). Et resultat i denne størrelsesorden er langt under det aktuelle forbrug på 665 mia. mt. Lagerstatus ved årsafslutningen forventes at falde med mindst 10 %, fra 198 mia. mt til 178 mia. mt.

Blandt de førende hvedeeksporterende lande – USA, Frankrig, Canada, Rusland og Australien – er der enten betydelige tab af landbrug, en stærk efterspørgsel på knappe lagre, eller begge dele.

·       Rusland eksporterer slet ingen hvede i betragtning af tørken sidste sommer. Ukraine har i øjeblikket forbud mod eksport. Rusland har øget sin hvedeimport.

·       Frankrig oplever svindende lagre, og må i marts måned muligvis vælge mellem at forsyne hjemmemarkedet på bekostning af eksporten.

·       Australien er i øjeblikket ramt af oversvømmelse. Selv om Queensland kun tegner sig for 5 % eller så af Australiens hvedehøst, så har ethvert tab en indvirkning

Majs. Den forventede årlige produktion af ubehandlet korn, inklusiv majs, byg, rug og andre kornsorter, er faldet med mere end 2 %, fra 1108 mia. mt (i sig selv et fald i forhold til året før), til 1084 mia. mt. Dette årlige produktionstal er langt under det årlige forbrug af majs på 1123 mia. mt. Den endelige lagerbeholdning forventes at falde med 20 %, fra 199 mia. mt til 159 mia. mt for året 2010-11, men forventes at falde yderligere.

USA, der er verdens førende avler og eksportør, er nu på vej til at bruge helt op til 40 % af sin majshøst til biobrændstof (etanol).(Se Figur 1) Kina, der har forpligtet sig til princippet om, at Kina skal være selvforsynende med fødevarer, men som har behov for at importere til sine sikkerhedsreserver, er begyndt signifikant at importere majs. (Kina er stadig afhængig af at importere 80 % af sit forbrug af sojabønner).

Ris. Status over lagre og produktion ved årets afslutning ligger langt under behovet. Produktionen af ris lå på 441 mia. mt i 2009-10 og forventes at stige til 452 mia. mt i år, men det udgør lige netop det nuværende forbrug, ikke mere. Lagerstatus forventes kun at være på samme niveau som nu, omkring 94 mia. mt.

·       Vietnam, en af de tre førende, ris-eksporterende lande, forudser et fald i eksporten til 5,5 mia. mt i år, fra 6,8 mia. mt sidste år.

·       Indonesien og Filippinerne forsøger at træffe aftaler for nødopkøb af ris, i betragtning af den globale knaphed på ris.

·       Sri Lanka valgte at frigive ris fra sine lagre af bufferreserver i december for at lægge en dæmper på en potentiel spekulation i de knappe forsyninger.

Kæmpeprofit på knaphed.

Det månedlige Fødevareprisindeks fra den 5. januar viser rekordhøje priser på fødevarer.(Figurerne 2-3) Det samlede prisindeks for 55 fødevareemner steg i december måned for sjette måned i træk og nåede det hidtidig højeste niveau nogensinde (i forhold til grundlinjen i 2002-04), idet niveauet overgik det højeste punkt i 2008, der ansporede til optøjer i 30 lande. Majs, sukker, vegetabilsk olie og kød lå foran i prisstigningerne.

Rapporten viser, at 2006-priserne kredser rundt om 120 i indekset, med stadig stigene priser i løbet af 2007, der nåede et toppunkt på 213,5 i juni 2008, hvorefter kurven knækkede. Men denne stigning, der fandt sted i løbet af et helt år, er blevet opnået og overgået i år med 214,7,på blot seks måneder, og stiger fortsat.

Priserne på majs- og hvedeoptioner er steget med 50 % i forhold til sidste år. I december købte Mexico optioner for 4,2 mio. tons importvarer på Chicagos handelsbørs til levering næste efterår.

De nationale regeringer forsøger at lægge en dæmper på inflationen i fødevarepriserne. Indien, der nu står over for den højeste inflation i fødevarepriserne, har udstedt forbud mod eksport af ris og hvede og indført andre forholdsregler. Fødevarepriserne stiger med tocifrede rater. For eksempel er prisen på løg – en basisvare – steget med 33 % i forhold til året før. I Indonesien koster peberfrugter mere end 40 % mere, end de gjorde sidste år på denne tid.

Spekulanterne er klar til det afgørende øjeblik. Mængden af optioner i handelen med fødevarer steg med 23 % i 2010 i forhold til 2009 på Chiagos Handelsbørs (CME). Obama-regeringens London-styrede politik med kæmpemæssige finansielle bailouts og vægring ved at forbyde spekulation sender bølger at varme penge ind i børshandelen med landbrugs-futures.

Hver dag sidste år skiftede i gennemsnit 908.021 futures og option-aftaler i landbrugsvarer hænder på CME, sammenlignet med 737.063 i 2009. November 2010 satte rekord med 1,26 mio. handlede aftaler. December, der udviste et lille fald, lå stadig 36 % over mængden af handeler i samme måned året før.

I december 2010 appellerede Den amerikanske Fødevareindustri-sammenslutning om at gribe ind for i det mindste at påbyde en stillingsbegrænsning for mæglerne. Chefdirektør Joel Newmann udpegede »Wall Street-banker« som dem, der hældte enorme pengesummer ind i varemarkedet og forårsagede ruin af faktiske fødevarefunktioner.

Sluttelig er der de kæmpeprofitter, som kartellerne for vare- og handelsselskaber har offentliggjort. I denne måned rapporterede Cargill, at deres fortjeneste var steget med 74 %, en kæmpestigning, i perioden juni-december, første halvdel af deres regnskabsår, i forhold til samme tid året før. Tallene var 1,53 mia. dollar, en stigning fra 878 mio. dollar året før.

I løbet af de første 24 timer af den spekulationsmani, der opstod, efter at USDA den 12. januar udgav sin rapport om den globale fødevareknaphed, steg aktierne for Monsanto, DuPont/Pioneer Hi-Bred, ADM og andre i det imperiale netværk, der har forpligtet sig til at profitere på folkemord.

KAMPAGNEAVIS NR. 9, SOMMER 2009

Download (PDF, Unknown)

KAMPAGNEAVIS NR. 6, SOMMER 2008

Download (PDF, Unknown)

Den 28. maj 2008 havde Schiller Instituttet foretræde for Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Tom Gillesberg holdt talen nedenfor og uddybede efter spørgsmål fra medlemmer af udvalget, hvorfor de seneste årtiers frimarkedspolitik har slået fejl og at vi må vende tilbage til den form for nationale landbrugsprogrammer, der virkede i efterkrigstiden.

Talen som tekst

Tale af Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, til Schiller Instituttets foretræde for Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 28. maj 2008.

Fødevarekrisen kræver handling nu!

Tak fordi vi måtte komme med så kort varsel.

Vi står midt i et sammenbrud af det globale finanssystem. Verden mangler mad og hyperinflationslignende fødevareprisstigninger har gjort helt basale fødevarer utilgængelige for mange fattige mennesker. Der er en akut fødevarekrise. På trods af at formanden for FN’s fødevare- og landbrugsorganisation FAO slog alarm for et halvt år siden, er krisen indtil for nylig blevet holdt ude af mediernes søgelys. 40 lande har allerede oplevet fødevareoptøjer og ifølge Den Asiatiske Udviklingsbank er en milliard mennesker i Asien allerede alvorligt truet af hungersnød. I Afrika, Latinamerika og andre steder, ser yderligere en milliard mennesker samme skæbne i øjnene.

Den 3.-5. juni er der FAO-topmøde i Rom. Det skulle have diskuteret klima­forandringer og bioenergi, men i lyset af den akutte accelererende globale fødevarekrise har Schiller Instituttets internationale formand, Helga Zepp-LaRouche, iværksat en global kampagne for at diskutere fødevarekrisen i stedet^[i]. Både de hurtige umiddelbare tiltag, der kan afbøde de værste af fødevarekrisens effekter, og et program, der kan fordoble den globale fødevareforsyning og sikre, at vi både kan brødføde den nuværende befolkning og de ni milliarder mennesker, som FN anslår vi vil være i 2050. Med den tilgængelige teknologi vi har i dag, er der ingen grund til at mennesker dør på grund af underudvikling, sult og fejlernæring. Det har Schiller Instituttet hævdet siden sin oprettelse og fremført med fornyet styrke, siden den amerikanske økonom og tidligere demokratisk præsidentkandidat Lyndon LaRouche startede sin Mad for Fred-kampagne i 1988.

Årsagen til fødevarekrisen

Det mest uhyggelige ved fødevarekrisen er, at den ikke er resultatet af klima­forandringer eller uforudsigelige naturkatastrofer, men af en forfejlet malthusiansk politik. Den globale tilgængelighed af de livsnødvendige fødevarer er blevet reduceret, så de nu danner grundlag for den seneste spekulationsboble på finansmarkederne. Spekulanter tjener enorme beløb på at true milliarder af mennesker på deres liv og eksistens. Hvor mange mennesker skal dø, før vi griber ind?

De populære bortforklaringer på fødevarekrisen, som når medierne siger, at den skyldes en fejlslagen høst i Australien og at inderne og kineserne er begyndt at spise mere, eller når Verdensnaturfondens grundlægger prins Philip hævder, at krisen skyldes overbefolkning, er kynisk manipulation. Ser man på den globale kornproduktion per person over de seneste 50 år, frem til slutningen af 1980’erne, er det tydeligt, at samtidigt som befolkningstallet steg, øgedes produktionen langt mere, fordi den ikke blev overladt til det ”frie” marked, men blev prioriteret med programmer for national fødevareselvforsyning, øremærkede kreditter til landbrugsinvesteringer og produktionspriser for landmændene.^[ii]

Siden slutningen af 80’erne er det gået den anden vej. Det har været resultatet af et skifte i den overordnede økonomiske og handelsmæssige politik. Fødevarelagre blev pludseligt omdøbt til overskudslagre, som skulle fjernes hurtigst muligt. Landmænd blev betalt for at producere mindre frem for mere. Gennem GATT og senere Verdenshandelsorganisationen WTO blev verdens lande tvunget til at fjerne nationale beskyttelsesordninger for deres landbrug og erstatte forsyningssikkerhed med de ”frie” markedskræfter. Landmændene blev dårligere betalt mens multinationale fødevare­giganter havde kronede dage. Samtidigt gennemtvang Den vestlige Verden, bl.a. gennem IMF og Verdensbanken, at fattige gældsatte lande skulle erstatte deres produktion af mad til hjemmemarkedet med underbetalte eksportafgrøder, der kunne skaffe indtægter til afdrage på gælden. Uanset faren for fødevareforsyningen.

I miljøets navn sænkede man landbrugets produktivitet gennem restriktioner på gødning og sprøjtemidler, og der blev indført braklægningsstøtte, der kunne nedbringe den såkaldte ”overproduktion”. I de seneste år blev vanviddet så fuldbyrdet med beslutningen om at støtte produktion af biobrændsel fra majs og korn. Alene i 2007 blev majs og korn, der kunne have brødfødt 130 millioner mennesker i et helt år, lavet til bio-ethanol^[iii]. Det er, hvad FN’s særlige rapportør for ”ret til føde”-programmet har kaldt ”en forbrydelse imod menneskeheden” – et emne Egyptens præsident Mubarak har fortalt, at han vil tage op på FAO’s møde i Rom.

De seneste 25 års malthusianske politik – i ”miljøbevidsthedens”, globaliseringens og frihandlens hellige navn – er altså årsagen til den fødevarekrise, som nu truer menneskeheden.

Løsningen til fødevarekrisen

Ligesom det var en forkert international politik, der har skabt denne fødevarekrise, så er det også en ændret international politik, der kan løse den. Derfor opfordrer Schiller Instituttet Folketinget og den danske regering til at handle på følgende punkter og få dem sat på dagsordenen ved FAO’s konference i begyndelsen af juni:

1. Fødevarehjælp og hurtig nødhjælp til finansiering af såsæd, kunstgødning og landbrugsmaskineri til fattige nationer, så vi øger fødevareforsyningen allerede næste høst.

2. Et omgående stop for brugen af fødevarer til biobrændsel, ophævning af braklægningprogrammer og en ny grøn revolution til øgning af landbrugs­produktiviteten.

3. Indgreb imod den globale spekulation i fødevarer og olie, der bærer hovedansvaret for den seneste tids kraftigt stigende fødevarepriser, samt etableringen af et nyt Bretton Woods-finanssystem inden det nuværende finanssystem bryder helt sammen, som foreslået af Lyndon LaRouche^[iv] og for nyligt fremført af den italienske finansminister Tremonti.

4. Nedlæggelse af WTO og genetablering af nationale og regionale programmer for fødevareforsyningssikkerhed inkl. sikring af produktionspriser til landmændene.

5. Programmer i fattige nationer for at øge fødevareforsyningen gennem investeringer i infrastruktur, fødevareindustri og vandprojekter.

6. Langsigtede investeringer i store infrastrukturprojekter som Den eurasiske Landbro, der vil reducere transporttiden, øge energiproduktionen og fremme udviklingen af underudviklede områder.

Danmarks ansvar

Danmark er et rigt land, der også er et landbrugsland. Alligevel har vi ladet os forblænde af den britiske liberalismes blålys og har været med til at propagere for afskaffelse af den form for økonomi og fødevarepolitik, der i efterkrigstiden sikrede stadigt flere mennesker mere mad på bordet. Vi har været med til at påtvinge verden en global frihandelspolitik, der har betydet, at det mest uundværlige for os mennesker – mad – er blevet reduceret til blot at være en handelsvare og et spekulationsobjekt. At spise sig mæt er en menneskeret og fødevarer må derfor ikke styres af smarte købmænd og grådige spekulanter.

Danmarks og Marianne Fischer Boels forsøg på at afskaffe resterne af EU’s fælles landbrugspolitik, vil blot føje spot til skade gennem at yderligere forringe landmændenes kår og reducere fødevareproduktionen i EU. Erstatter vi egen fødevareproduktion med toldfri import fra fattige lande, vil vi ikke som hævdet forbedre deres situation, men blot sørge for at landmænd i ulandene, der burde producere mad til deres lokale marked, producerer til os i stedet og efterlader flere sultne maver i Afrika, Asien og Sydamerika.  Vi må i stedet øge vores produktion gennem at genetablere produktionspriser i EU og samarbejde med det strategiske partnerskab mellem Rusland, Kina og Indien ­– og forhåbentlig snart USA – om at forhindre en verdensorden baseret på en moderne version af Det britiske Imperiums politik og de deraf følgende konflikter og krige.

Danmark må gøre skaden god igen, ved at sørge for, at vi i stedet for at bruge miljøargumenter til at lægge hindringer i vejen for den nødvendige produktion af mad, skaber en ægte grøn revolution med moderne videnskab og teknologi. Lad os erstatte de seneste årtiers malthusianske politik med en fordobling af verdens fødevareproduktion som det første skridt i en ny økonomisk verdensorden, hvor vi ved hjælp af videnskabeligt og teknologisk fremskridt giver alle mennesker fred, sikkerhed og velstand.

Tak for ordet.

[i]  Bilag 1: ”I stedet for krig og hungersnød, lad os fordoble fødevareproduktionen” og bilag 2:”Mobilization to Double Food Production is in Full Swing” af Helga Zepp-LaRouche

[ii]  Bilag 3: ”To Defeat Famine Kill the WTO” af Marcia Merry Baker

[iii] Bilag 4: “Showdown over Gorey/WTO Plans To ”Let Them Starve” af Marcia Merry Baker

[iv] Bilag 5: “Out with Malthusian Ideas; Let’s Develop the Planet!” af Lyndon LaRouche

Den 22. maj havde Schiller Instituttet foretræde for Folketingets Udenrigsudvalg. Tom Gillesberg holdt talen nedenfor og uddybede efter spørgsmål fra medlemmer af udvalget, hvorfor det er et spørgsmål om liv eller død for fattige mennesker at vi erkender at de seneste årtiers frimarkedspolitik og antilandbrugspolitik har slået fejl og at vi må vende tilbage til det der virkede i efterkrigstiden. Formanden for Udenrigsudvalget, Gitte Seeberg, skal deltage på FAO-mødet i Rom og hun blev direkte adspurgt af Feride Gillesberg om at få sat spørgsmålet om at fordoble fødevareproduktionen på dagsordenen. Udvalgets medlemmer modtog også en række uddybende bilag. Se alle bilagene på folketingets hjemmeside.

Talen som tekst

Tale af Tom Gillesberg til Schiller Instituttets foretræde for Folketingets Udenrigs­udvalg den 22. maj 2008.

Fødevarekrisen kræver handling nu!

Jeg er Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark.

Tak fordi vi måtte komme med så kort varsel.

Vi står midt i et sammenbrud af det globale finanssystem. Verden mangler mad og hyperinflationslignende fødevareprisstigninger har gjort helt basale fødevarer utilgængelige for mange fattige mennesker. Der er en akut fødevarekrise. På trods af at formanden for FN’s fødevare- og landbrugsorganisation FAO slog alarm for et halvt år siden, er krisen indtil for nylig blevet holdt ude af mediernes søgelys. 40 lande har allerede oplevet fødevareoptøjer og ifølge Den Asiatiske Udviklingsbank er en milliard mennesker i Asien allerede alvorligt truet af hungersnød. I Afrika, Latinamerika og andre steder, ser yderligere en milliard mennesker samme skæbne i øjnene.

Den 3.-5. juni er der FAO-topmøde i Rom. Det skulle have diskuteret klima­forandringer og bioenergi, men i lyset af den akutte accelererende globale fødevarekrise har Schiller Instituttets internationale formand, Helga Zepp-LaRouche, iværksat en global kampagne for at diskutere fødevarekrisen i stedet[i]. Både de hurtige umiddelbare tiltag, der kan afbøde de værste af fødevarekrisens effekter, og et program, der kan fordoble den globale fødevareforsyning og sikre, at vi både kan brødføde den nuværende befolkning og de ni milliarder mennesker, som FN anslår vi vil være i 2050. Med den tilgængelige teknologi vi har i dag, er der ingen grund til at mennesker dør på grund af underudvikling, sult og fejlernæring. Det har Schiller Instituttet hævdet siden sin oprettelse og fremført med fornyet styrke, siden den amerikanske økonom og tidligere demokratisk præsidentkandidat Lyndon LaRouche startede sin Mad for Fred-kampagne i 1988.

Årsagen til fødevarekrisen

Det mest uhyggelige ved fødevarekrisen er, at den ikke er resultatet af klima­forandringer eller uforudsigelige naturkatastrofer, men af en forfejlet malthusiansk politik, der har reduceret den globale tilgængelighed af fødevarer og dermed har gjort de livsnødvendige fødevarer til det hotteste spekulationsobjekt i finansverdenen. Spekulanter tjener milliarder af dollars mens millioner af mennesker dør.

De populære bortforklaringer på fødevarekrisen, som f.eks. at den skyldes en fejlslagen høst i Australien og at inderne og kineserne er begyndt at spise mere, er kynisk manipulation. Ser man på den globale kornproduktion per capita over de sidste 50 år, er det tydeligt at produktionen steg frem til  slutningen af 1980’erne pga. programmer for national fødevareselvforsyning og brug af videnskabeligt og teknologisk fremskridt[ii].

Siden slutningen af 80’erne er det gået den anden vej. Det har været resultatet af et skifte i den overordnede økonomiske og handelsmæssige politik. Fødevarelagre blev pludseligt omdøbt til overskudslagre, som skulle fjernes hurtigst muligt. Landmænd blev betalt for at producere mindre frem for mere. Gennem GATT og senere Verdenshandelsorganisationen WTO blev verdens lande tvunget til at fjerne nationale beskyttelsesordninger for deres landbrug og erstatte forsyningssikkerhed med de ”frie” markedskræfter. Landmændene blev dårligere betalt mens multinationale fødevare­giganter havde kronede dage. Samtidigt gennemtvang Den vestlige Verden, bl.a. gennem IMF og Verdensbanken, at fattige gældsatte lande skulle erstatte deres produktion af mad til hjemmemarkedet med underbetalte eksportafgrøder, der kunne skaffe indtægter til afdrage på gælden. Uanset faren for fødevareforsyningen.

I miljøets navn sænkede man landbrugets produktivitet gennem restriktioner på gødning og sprøjtemidler, og der blev indført braklægningsstøtte, der kunne nedbringe den såkaldte ”overproduktion”. I de seneste år blev vanviddet så fuldbyrdet med beslutningen om at støtte produktion af biobrændsel fra majs og korn. Alene i 2007 blev majs og korn, der kunne have brødfødt 130 millioner mennesker i et helt år, lavet til bio-ethanol[iii]. Det er, hvad FN’s særlige rapportør for ”ret til føde”-programmet har kaldt ”en forbrydelse imod menneskeheden” – et emne Egyptens præsident Mubarak har fortalt, at han vil tage op på FAO’s møde i Rom.

De seneste 25 års malthusianske politik – i ”miljøbevidsthedens” og globaliseringens hellige navn – er altså årsagen til den fødevarekrise, som nu truer menneskeheden.

Løsningen til fødevarekrisen

Ligesom det var en forkert international politik, der har skabt denne fødevarekrise, så er det også en ændret international politik, der kan løse den. Derfor opfordrer Schiller Instituttet Folketinget og den danske regering til at handle på følgende punkter og få dem sat på dagsordenen ved FAO’s konference i begyndelsen af juni:

1. Fødevarehjælp og hurtig nødhjælp til finansiering af såsæd, kunstgødning og landbrugsmaskineri til fattige nationer, så vi øger fødevareforsyningen allerede næste høst.

2. Et omgående stop for brugen af fødevarer til biobrændsel.

3. Stop for WTO’s angreb på nationale programmer for fødevareforsyningssikkerhed, og sikring af produktionspriser til landmændene.

4. En ny grøn revolution til øgning af landbrugsproduktiviteten.

5. Programmer i fattige nationer for at øge fødevareforsyningen gennem investeringer i infrastruktur, fødevareindustri og vandprojekter.

6. Indgreb imod den globale spekulation i fødevarer og olie, der er medansvarlig for de stigende fødevarepriser, samt etableringen af et nyt Bretton Woods-finanssystem inden det nuværende finanssystem bryder helt sammen, som foreslået af Lyndon LaRouche[iv] den italienske finansminister Tremonti.

7. Langsigtede investeringer i store infrastrukturprojekter som Den eurasiske Landbro, der vil reducere transporttiden, øge energiproduktionen og fremme udviklingen af underudviklede områder.

Danmarks ansvar

Danmark er et rigt land, der også er et landbrugsland. Alligevel har vi ladet os forblænde af den britiske liberalismes blålys og har været med til at propagere for afskaffelse af den form for økonomi og fødevarepolitik, der i efterkrigstiden sikrede stadigt flere mennesker mere mad på bordet. Vi har været med til at påtvinge verden en global frihandelspolitik, der har betydet, at det mest uundværlige for os mennesker – mad – er blevet reduceret til blot at være et spekulationsobjekt og en handelsvare. At spise sig mæt er en menneskeret og fødevarer må derfor ikke styres af de normale handels- og markedsmekanismer.

Danmarks og Marianne Fischer Boels forsøg på at afskaffe resterne af EU’s fælles landbrugspolitik, vil blot føje spot til skade gennem at yderligere forringe landmændenes kår og reducere fødevareproduktionen i EU. Erstatter vi egen fødevareproduktion med toldfri import fra fattige lande, vil vi ikke som hævdet forbedre deres situation, men blot sørge for at landmænd i ulandene, der burde producere mad til deres lokale marked, producerer til os i stedet og efterlader flere sultne maver i Afrika, Asien og Sydamerika.  Vi må i stedet øge vores produktion gennem at genetablere produktionspriser i EU og samarbejde med det strategiske partnerskab mellem Rusland, Kina og Indien ­– og forhåbentlig snart USA – om at forhindre en verdensorden baseret på en moderne version af Det britiske Imperiums politik og de deraf følgende konflikter og krige.

Danmark må gøre skaden god igen, ved at sørge for, at vi i stedet for at bruge miljøargumenter til at lægge hindringer i vejen for den nødvendige produktion af mad, skaber en ægte grøn revolution med moderne videnskab og teknologi. Lad os erstatte de seneste årtiers malthusianske politik med en fordobling af verdens fødevareproduktion som det første skridt i en ny økonomisk verdensorden, hvor vi ved hjælp af videnskabeligt og teknologisk fremskridt giver alle mennesker fred, sikkerhed og velstand.

Tak for ordet.

[i]  Bilag 1: ”I stedet for krig og hungersnød, lad os fordoble fødevareproduktionen” og bilag 2:”Mobilization to Double Food Production is in Full Swing” af Helga Zepp-LaRouche

[ii]  Bilag 3: ”To Defeat Famine Kill the WTO” af Marcia Merry Baker

[iii] Bilag 4: “Showdown over Gorey/WTO Plans To ”Let Them Starve” af Marcia Merry Baker

[iv] Bilag 5: “Out with Malthusian Ideas; Let’s Develop the Planet!” af Lyndon LaRouche