Ikke korrekturlæst

Onsdag den 4. december 2024

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche: Hun er grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Dette er onsdag den 4. december 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail på questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.

Helga, din afdøde mand, Lyndon LaRouche, sagde engang, at virkeligheden er en hård læremester. Men der kan ikke findes nogen løsninger, medmindre folk ser virkeligheden i øjnene, hvilket ikke er let i den transatlantiske verden, hvor vi bombarderes med fortællinger, som præsenteres af de selvsamme mennesker, der skaber krige og depression. Så den » livets mobilisering«, som du opfordrede til i denne uge, indledes med at se virkeligheden i øjnene. Så derfor synes jeg, at vi skal begynde i dag med din opsummering af, hvor tingene står i en verden, der undergår dramatiske forandringer: Hvad er den virkelighed, vi skal se i øjnene?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Verden har aldrig været tættere på faren for atomar udslettelse. Det siger mange mennesker nu, senest Tucker Carlson, som er ankommet til Moskva til et interview, han skal have med udenrigsminister Sergey Lavrov. Og hans pointe er, at det amerikanske folk i allerhøjeste grad er nødt til at høre Ruslands perspektiv, for alt, hvad de får fra USA, er et meget ensidigt syn, og han sagde, at vi befinder os i en situation, der er farligere end under Cubakrisen. Og jeg kan ikke tilføje noget, for det er, hvad det er!

Det, vi er vidne til lige nu, i opløbet til den 20. januar 2025, hvor præsident Trump angiveligt vil træde ind i Det Hvide Hus og i det mindste ændre nogle politikker, som skaber en del hysteri i den atlantiske fraktions lejr, som er allieret med Biden, så det, vi ser lige nu, er en utrolig destabilisering af hele verdensarkitekturen. Hvis man læser nyhederne og prøver at få et overblik over, hvor vi er, har man en fornemmelse af, at hele verdens fundament, verdenssystemet, som vi har kendt det i endog i den seneste periode, ryster, det smuldrer. Og det seneste udtryk for det er forsøget på at indføre undtagelsestilstand i Sydkorea, som blev annulleret af parlamentet ved en hurtig afstemning. Nu mobiliserer den sydkoreanske fagforening en generalstrejke for at tvinge præsident Yoon Yuk Seol til at træde tilbage. Det er én situation, og præsident Yoon beskylder oppositionen for at være knyttet til Nordkorea. Det er en uklar situation, men parlamentet stemte enstemmigt for at ophæve undtagelsestilstanden. Det er en dramatisk situation lige dér.

Så er der forsøget på at lave et nyt »Maidan«-kup i Georgien, hvor pro-EU-demonstranter demonstrerede på vegne af præsident Salome Zourabichvili, som er en kvinde, der er født i Paris, og som har tilbragt flere årtier i Frankrigs diplomatiske tjeneste. Hun blev personligt uddannet af Zbigniew Brzezinski på Columbia University i New York og arbejdede derefter for NATO. Og i 2004 blev hun udenrigsminister i Georgien, så det er ikke ligefrem et udtryk for georgisk patriotisme, men snarere en af disse typisk installerede østeuropæiske personer, som er blevet oplært i Vesten i situationen efter den kolde krig, for derefter at blive installeret for at give troværdighed til ideen om, at de østeuropæiske lande ville have ønsket, at NATO skulle udvides, hvilket i mange tilfælde bare er en komplet iscenesættelse. Fordi disse mennesker blev promoveret af folk som Victoria Nuland, og Biden spillede også en stor rolle i alt dette. Så nu er der demonstrationer, og forfatningsdomstolen har lige afgjort, at præsidentens forsøg på at erklære parlamentsvalget ugyldigt – det blev afvist af forfatningsdomstolen med stemmerne 7-2 – og bekræftede premierminister Irakli Kobakhidze i hans nuværende kurs. Men det er en meget ustabil situation, og NGO’erne støttes naturligvis af Vesten.

Og så er der den absolut dramatiske situation i Syrien, hvor der ud af det blå – naturligvis ikke på stedet, men set fra en vestlig observatørs synspunkt ud af det blå – kom et massivt angreb fra nye terrororganisationer, de såkaldte Hayat Tahrir al-Sham’s, eller HTS, som er en forkortelse for et arabisk navn, der er en omdannelse af al-Qaeda/al-Nusra-organisationerne, og som ifølge senator Richard H. Black støttes af USA og endda af CIA. De er i gang med en massiv offensiv mod præsident Bashar al-Assads regeringsstyrker, som er blevet svækket af mange års Cæsar-sanktioner, der har forhindret den syriske økonomi i at komme på fode igen. Nu får han støtte fra både Rusland og Iran, men det er en forfærdelig situation, for det er klart, at et af målene er at afskære forsyningslinjen fra Syrien til Libanon i forbindelse med våbenhvilen mellem Israel og Hizbollah, som Israel har brudt flere gange. Og det er klart, at Iran lader til at være tilbageholdende over for hele situationen, fordi de er meget opmærksomme på, at når Iran officielt kommer mere ind i billedet, kan det udnyttes som et påskud til at bombe Irans atomanlæg.

Så hele regionen er en komplet krudttønde. Jeg kan ikke rigtig vurdere, hvor magtbalancen er, og hvordan det vil udspille sig, men det er endnu et område, hvor vi er på randen af tredje verdenskrig – som vi selvfølgelig er i Ukraine, hvor vi lige nu har den utrolige situation, at den tyske kansler Olaf Scholz, som har kapituleret over for alle aspekter af NATO’s politik, bortset fra at han nu modsætter sig at levere det tyske Taurus-langdistancemissil til Kiev, efter at det amerikanske ATAMCS, det britiske Storm Shadow og det franske SCALP-missil er blevet sendt af sted. Og Taurus, som har en lidt længere rækkevidde, siger Scholz ville være den snubletråd, som ville gøre Tyskland til en direkte krigspartner mod Rusland, så han er imod det. Men der er en stor kabale af dumme mennesker, som forsøger at slippe af med Scholz og erstatte ham med den kristendemokratiske leder Friedrich Merz, som går ind for øjeblikkelig levering af Taurus, og som også vil have de amerikanske mellemdistancemissiler placeret i Tyskland i 2026, hvilket virkelig vil gøre Tyskland til en krigspartner.

Så Tyskland er under et voldsomt angreb fra alle sider; den tyske økonomi er ved at kollapse. I dag, som måske allerede er sket, blev der stemt om at få den franske premierminister Michel Barnier ud, fordi de ikke kunne finde et kompromis om budgettet, så uanset hvad der sker, vil der være ustabilitet i flere måneder i det mindste i Frankrig, med den eksplosive situation i Tyskland, og situationen i USA er absolut anspændt i perioden op til den 20. januar.

Så jeg tror, vi må være forberedt på, at tingene kommer til at gå endog endnu mere skævt, og det er derfor, vi har indkaldt til det internationale Schiller Instituts konference i den kommende weekend, lørdag og søndag, som er et forsøg på at samle den slags kræfter af kvalificerede talere, der repræsenterer forskellige nationer og forskellig ekspertise, for at lægge løsningen på bordet for, hvordan vi kan komme ud af dette, og det er et nyt paradigme, hvor landene i det kollektive Vesten vil samarbejde med den Globale Majoritet i stedet for at gøre Rusland og Kina til fjenden og så optrappe og ende i Tredje Verdenskrig. Så det vigtigste, I seere kan gøre, når I har set alt dette, er at tilmelde jer konferencen i denne weekend. Det vil give adgang til simultantolkning til forskellige sprog, spansk, tysk og fransk, og man kan deltage i diskussionen. Så selvom du er engelsktalende, bør du registrere dig, selv om live-streamingen er tilgængelig andetsteds.

Det vil være stedet, hvor vi vil diskutere, hvilke muligheder der findes, for de eksisterer. Vi kan komme ud af denne krise, men det kræver en meget stor mobilisering af befolkningen, for vi har aldrig været i så stor livsfare som lige nu.

SCHLANGER: Konferencen finder sted lørdag og søndag og starter kl. 9.00 østlig tid i USA hver dag. Du kan tilmelde dig, det er en online-konference. Du kan finde tilmeldingssiden på Schiller Instituttets hjemmeside.

Det var bestemt et hårdtslående billede af virkeligheden. Vi har en række spørgsmål til dele af det, du lige har præsenteret. Lad mig starte med Mellemøsten. To personer skrev ind, den ene er en pensioneret skolelærer fra Skotland. Han siger: »Det, der sker i Syrien, er skræmmende. Det lyder, som om de samme terrorister, som dræbte kristne, drusere og shiamuslimer under borgerkrigen, der startede i 2011, er tilbage. Der går rygter om, at de bliver støttet af CIA, briterne, israelerne og endda Ukraine. Er der nogen sandhed i de rygter?«

Vi har en anden kommentar, som jeg synes er meget vigtig. Den er fra en blogger, som skriver om national sikkerhed. Han skrev om, hvad Bidens nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan sagde, da han blev spurgt om situationen der, og han sagde: »Vi græder ikke over, at Assad-regeringen, der støttes af Rusland, Iran og Hizbollah, er udsat for en vis form for pres.« Og denne blogger mindede os om, at Sullivan den 12. februar 2012 sendte en e-mail til daværende udenrigsminister Hillary Clinton, hvori han sagde, at »al-Qaeda er på vores side i Syrien.« Og han spørger: »Hvordan kan sådan en person få lov til at sidde i regeringen?«

ZEPP-LAROUCHE: [griner] Det er et godt spørgsmål! For det første var der ingen borgerkrig i 2011. Den var fuldstændig orkestreret og igangsat fra begyndelsen af de samme kræfter, som er i aktion nu, og det var et forsøg på at vælte Assads legitime regering, som så reagerede, og det blev udlagt som »Assad the monster« osv. Men i virkeligheden var det lige fra begyndelsen sådan, at al-Qaeda og al-Nusra og alle disse grupper blev støttet af USA. Det var det spørgsmål, som general Flynn forsøgte at gøre Obama opmærksom på i 2012, men han ville ikke høre på det. Jeg tror, at hvis man ser på kronologien i disse ting, så er det et meget grimt billede. Og det er sandt, at sandsynligheden for, at ukrainerne er i Aleppo og hjælper terroristerne, også blev nævnt af det russiske udenrigsministeriums talskvinde Maria Zakharova og forskellige andre kommentatorer, der sagde, at disse syriske terrorister ikke ved, hvordan de skal håndtere de avancerede teknologiske enheder i forbindelse med data og information, og at ukrainerne faktisk er der på stedet for at hjælpe dem med den nødvendige assistance.

Så det er utroligt, hvis man tænker over det, at Vesten støtter terrorister, de støtter folk, der af vestlige kilder og naturligvis også af russere karakteriseres som værende i traditionen fra Stepan Bandera [den ukrainske pro-nazistiske kollaboratør under Anden Verdenskrig]. Og uanset hvad der kommer ud af denne situation, hvis det er Tredje Verdenskrig, så er det et ligegyldigt spørgsmål. Men hvis støvet lægger sig, og historikerne ser tilbage på denne periode i historien, så mister Vesten lige nu absolut sin troværdighed ved at gøre dette! Hvad handler »demokrati« om? Hvad handler »menneskerettigheder« om? Hvad med den såkaldte »retsstat«? Alt det ryger ud af vinduet: Den vestlige politiks dobbeltmoral er et diskussionsemne i alle hjørner af kloden, og det ved jeg, fordi jeg har haft nok diskussioner i den seneste tid fra alle mulige lande, og de siger alle: »Hvad sker der med Vesten? Hvad sker der med de tidligere stolte lande i Europa, som havde en følelse af at være anstændige republikker eller demokratier? Og se nu, hvad de gør!« Og det er tegnet på det døende imperium: Jeg kan ikke give det en anden betegnelse. Og vi har én måde at redde os selv på, og det er ved at ændre denne politik og vende tilbage til vores bedste traditioner, som vi har. Vi har den italienske renæssance, vi har den tyske klassiske periode, vi har andre store traditioner i Europa, som vi opgiver lige nu ved at være kolonier i Anglosfæren, som føler, at de er i en sidste kamp mod den Globale Majoritet.

Vejen ud ville være meget let: Hvis du stopper konfrontationen og erklærer, at du vil samarbejde med den Globale Majoritet, kunne alle disse problemer forsvinde på en dag – og jeg mener det virkelig. Jeg mener det ikke på den måde, at Trump siger, at han kan redde situationen i Ukraine på en dag. Jeg mener virkelig, at hvis Vesten ville sende et stærkt signal om, at de reflekterer over, at de er kommet til den konklusion, at vi er på randen af tredje verdenskrig, og at det ikke er det værd at ofre hele menneskehedens eksistens for denne kamp, så ved jeg, at Kina og Rusland og alle de andre lande straks ville byde det velkommen og sætte sig til forhandlingsbordet. Og det hele kunne reddes.

SCHLANGER: Du lytter til Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet, som vil være vært for en international online-konference den 7.-8. december. Du kan tilmelde dig på Schiller Instituttets hjemmeside, hvor du også kan finde konferenceprogrammet og talerne.

Helga, du har lige nævnt Rusland, Kina og BRIKS. Der kom et spørgsmål ind fra en amerikansk podcaster, som sagde: »Jeg lyttede til, hvad du sagde i sidste uge om dit nylige besøg i Kina. Det lød spændende. Jeg kan se, at du støtter det, de gør, men jeg bliver ved med at høre, at Kina gør nogle dårlige ting. De står bag fentanyltrafikken, som kommer ind i USA, og de er stadig involveret i industrispionage for at stjæle amerikanske videnskabelige fremskridt. Hvad mener du om disse anklager, og er de legitime, eller er de en del af krigspolitikken?«

ZEPP-LAROUCHE: Det er en ubegrundet beskyldning. For det første rådede Alexander Hamilton alle sine diplomater til at spionere så meget som muligt i udlandet for at hjælpe med at opbygge den unge amerikanske republik. Alle lande i hele verden har udført spionage. Vesten er ikke så hellig, at de ikke ville forsøge at gøre det selv.

Når det er sagt, hvem spionerer så på hvem? Hvis man ser på Australian Strategic Policy Institute’s (ASPI) Critical Technology Tracker, og de har for nylig offentliggjort, at Kina er førende i 37 kategorier ud af 48: Det betyder, at de er langt foran Vesten på de fleste af disse områder, og derfor er det at skære i eget kød, når USA nu øger toldsatserne, og Trump sagde, at han endda ville kræve 100 % told. ASPI’s Critical Technology Tracker, så du kan selv tjekke den ud. Det er en anti-Kina australsk tænketank, og det har de sagt.

Under alle omstændigheder har Kina ændret sin økonomiske politik under Xi Jinpings ledelse ved at optrappe det, som Deng Xiaoping havde startet med reformen og åbningen, der begyndte i 1978. Og efter at Kina blev medlem af WTO, skete der et gigantisk spring fremad, igen ved ikke at vende sig mod den vestlige liberale model, som Vesten havde håbet, men ved at vende sig mod den 5.000 år gamle kinesiske tradition, den konfucianske lære. Og når alt kommer til alt, var Kina den førende nation indtil det 15. århundrede – det har folk glemt. Så det er ikke ukarakteristisk, at Kina har sådan en førende position, og især med Xi Jinpings vægt på videnskab og teknologi, på innovation som kilden til produktivitet i økonomien, har Kina lagt en enorm indsats i uddannelse, i videnskabelige gennembrud; De uddanner hvert år ti gange flere videnskabsfolk og ingeniører end USA, hvilket til dels skyldes befolkningens størrelse, men især deres politik, som går ud på at fremme banebrydende teknologier og sikre, at de anvendes i økonomien uden forsinkelse, og derfor bliver de hele tiden mere produktive. Og de gør det, som USA og Europa plejede at gøre, da vi stadig var fornuftige! Men Vesten vendte sig væk fra den model, som Friedrich List havde kaldt det amerikanske system for økonomisk udvikling, eller kameralisme, eller hvad traditionen nu var, og Vesten vendte sig mod spekulation i, at penge skaber penge. Det var den tåbelige beslutning, som min afdøde mand, Lyndon LaRouche, identificerede, da Nixon den 15. august 1971 erklærede, at man ville skifte fra faste valutakurser til flydende valutakurser, og Lyndon LaRouche sagde straks: Hvis du fortsætter ad den vej, vil det føre til en ny depression, en ny fascisme, en ny fare for krig, medmindre man laver et helt andet økonomisk system. Og det har vist sig, at han havde fuldstændig ret, for nu, mere end 50 år senere, er vi nået til det punkt, hvor det vestlige finanssystem er gået totalt i opløsning, og det er uløseligt. Det kan ikke afhjælpes, for i 2008, da vi allerede havde en systemisk krise, ville der have været en chance for virkelig at reformere det og reorganisere det. Men det gjorde de ikke, og i stedet gik de over til kvantitative lempelser, og nu vakler de mellem kvantitative stramninger og kvantitative lempelser.

Men de er nået til vejs ende, for det vestlige finanssystem sidder på 2 billioner dollars i udestående derivatkontrakter, jeg tror, det er 300 billioner dollars i udestående gæld i alt. Det kan ikke betales! Og da Vesten også har hengivet sig til den grønne fantasi, er de nødvendige avancerede teknologier ikke længere til stede, undtagen på meget selektive områder, men ikke i den fysiske produktion. Det er en af grundene til, at Vesten ikke kan følge med Rusland i den militære produktion.

Så derfor tror jeg, at vi er nået til et punkt, hvor vi er nødt til at stoppe Kina-bashingen, for den er ikke sandfærdig! Kina gør, hvad der er godt for Kina, og de har rakt hånden ud og hjulpet udviklingslandene med at overvinde underudviklingen, men de er langt, langt forbi det punkt, hvor de er nødt til at stjæle fra Vesten, fordi de er førende! Så Vesten kan stjæle fra Kina – hvis de kan. Det er virkelig vigtigt, at vi får styr på disse fakta.

SCHLANGER: En af de ting, vi gør i den retning, er, at Schiller Instituttet netop har udgivet en ny rapport, »Development Drive Means Billions of New Jobs, No Refugees, No War«. Og den gennemgår LaRouches plan for at bryde ud af denne depression, det globale kollaps, som er forårsaget af det vestlige etablissement.

Der er mange spørgsmål, og jeg vil prøve at opsummere nogle få. Bethany fra Spanien spørger: »Mener du, at stedfortræderkrige bør gøres ulovlige?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja! Svaret på det er helt klart ja. Det eneste spørgsmål er, hvordan man håndhæver det? Problemet er, at vi har bevæget os væk fra international lov, som den blev formuleret i FN-pagten, fordi nogle lande erstatter den med »magt giver ret«, og det kan man se på adfærden i FN’s Sikkerhedsråd. Og så kommer man til spørgsmålet, om FN’s Sikkerhedsråd i det hele taget kan træffe en beslutning under forhold, hvor en af de fem permanente medlemmer konstant nedlægger veto og derfor ikke kommer frem til nogen juridisk gyldig konklusion. Men man ser også spørgsmålet om håndhævelse i forbindelse med ICC.

Så jeg tror, at spørgsmålet om påtrængende behov for at reformere FN og FN’s Sikkerhedsråd er et af de spørgsmål, som helt klart kommer på dagsordenen. Jeg er helt enig i, at stedfortræderkrige ikke bør tillades og bør forbydes, men spørgsmålet er, hvordan man håndhæver det?

SCHLANGER: Vi havde også et spørgsmål om håndhævelsen af Den Internationale Straffedomstols anklager mod Netanyahu og Gallant og spurgte, hvorfor USA’s regering vedvarende modsætter sig, at disse anklager bliver afleveret, og om der er nogen chance for, at de vil blive håndhævet?

ZEPP-LAROUCHE: Under de nuværende omstændigheder ser jeg det ikke ske, fordi – jeg håber, at jeg tager fejl, men det ser ud til, at Trumps udnævnelser i forhold til Mellemøsten-politikken også meget tydeligt hælder i retning af at være ret ensidigt pro-israelske. Så medmindre der sker en fuldstændig ændring af den internationale orden i retning af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som virkelig skal sætte det hele på et brugbart grundlag, kan jeg ikke se det.

SCHLANGER: Og igen, med hensyn til spørgsmålet om dialog, som du har talt om, har vi et spørgsmål fra professor Larafy [ph]: »Tror du, det er muligt, at det internationale samfund kan indgå i en fornuftig dialog mellem nord og syd, når de store konflikter, som f.eks. i Ukraine, er løst?«

ZEPP-LAROUCHE: Det tror jeg, for vi er trods alt mennesker. Hvis jeg ikke troede på, at vores bestræbelser på at få en sådan dialog i gang på kort sigt, ville jeg give op og sandsynligvis fortvivle. Men jeg er ikke fortvivlet. Jeg tror, at den Globale Majoritet – præsident Putin sagde i Valdai Discussion Club – ikke tror, at det vil forblive, som det er. Stemmerne fra det Globale Syd lyder nogle gange som en kakofoni i stedet for en symfoni, fordi de endnu ikke har fastlagt deres retning, men han udtrykte tillid til, at det snart ville ændre sig, og at samarbejdet mellem disse nationer ville være som en polyfonisk symfoni. Og jeg tror absolut, at det er tilfældet: For nogen nævnte min nylige rejse til Guangzhou i Guangdong, og det bekræftede bare for 117. gang, hvad jeg altid har oplevet, når jeg var i Kina: De nationer, der sender deres repræsentanter til disse konferencer, de kommer fra en helt anden ånd; de er virkelig problemløsende, de er løsningsorienterede, de er konstruktive, de forsøger at etablere venskab – det er en helt anden atmosfære.

Når man kun er vant til tankegangen i Vesten, skulle man tro, at det ikke kunne lade sig gøre. Men jeg har set det mange, mange gange: Der er et flertal af verdens nationer, som forsøger at få en mere retfærdig orden, og jeg er overbevist om, at hvis vi kan overbevise nok mennesker i USA og de europæiske lande, så kan vi løse det. Vi er nødt til at løse det! Alternativet er ikke acceptabelt, for det er udryddelse af den menneskelige art.

SCHLANGER: Nu vi taler om store udviklingsprojekter, så er der et meget interessant spørgsmål fra Richard, som beskriver sig selv som en mangeårig iagttager af LaRouche-bevægelsens aktiviteter. Og titlen på hans e-mail var »Gør Amerika vådt igen«. Og han sagde: »Hvad synes du om en kampagne for at få præsident Trump til at gøre NAWAPA, North American Water and Power Alliance, til et centralt element i opgraderingen af USA’s infrastruktur?« Og han afslutter sine kommentarer med at sige: »Hvis tilhængere af Donald Trump virkelig ønsker at gøre Amerika stort igen, kan de vel ikke ignorere, at store dele af det vestlige USA allerede mangler vand, og at det bare vil blive værre.« Hvad synes du, Helga?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er en fremragende idé! Du ved, det ville være den slags politik, der ville blive ført, hvis USA besluttede at opgive ideen om told mod Kina og sanktioner mod det ene og det andet land og indtage en holdning, som vi har forsøgt at sige i lang tid, nemlig at USA bør samarbejde med BRIKS, med den Globale Majoritet, om udviklingsprojekter i Latinamerika, i Afrika og i Asien; men så skal USA også genopbygges! Omlæg det militærindustrielle kompleks. Brug den industrielle kapacitet, som i dag bruges til destruktiv våbenproduktion, omstil den, og byg maglev-tog eller andre hurtige togsystemer; USA har ikke noget hurtigt togsystem overhovedet, ikke en kilometer! Det ville være så let at forbinde større byer med sådanne hurtige togsystemer og derefter gå i gang med grundlæggende infrastruktursystemer som NAWAPA, der bringer vandet fra Alaska hele vejen til Mexico til kunstvanding og vandkraft. Og samtidig få flere mennesker ind i midten af USA, som er tyndt befolket: Man kunne bygge nye byer der. Man kunne bygge videnskabelige byer, man kunne udrette mirakler! Hvorfor forsøge at kæmpe om noget fjollet olie i Syrien, når USA kunne vende tilbage til sin egen store videnskabelige tradition og opbygge sit eget land og være et af de lande i verden, der respekterer og samarbejder med de andre. Og jeg tror, det er den vej, vi skal gå.

Så du bør virkelig ikke sidde på hegnet, men hjælpe os med denne kampagne, og hvis du har nogle ideer til, hvordan du kan gøre det i det miljø, du befinder dig i, skal du bare kontakte os, og jeg er sikker på, at vores forskellige repræsentanter i de forskellige lokalområder med glæde vil inddrage dig i denne kampagne.

SCHLANGER: Den person, der skrev spørgsmålet, spurgte desuden, om han, hvis han synes, det er en god idé, er parat til at hellige sig arbejdet med at få Trump-administrationen til at vedtage politikken, da han nu er pensioneret.

Helga, vi har vores Schiller Institute-konference i denne weekend den 7.-8. december. Kan du fortælle lidt om, hvad du forventer at få ud af den? For det er noget, som alle, der holder øje med os, bør organisere på fuld tid mellem nu og lørdag morgen.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er meget sikker på, at denne konference vil munde ud i nogle vigtige nye politiske ideer og initiativer, for hvis man ser på listen over talere, er den meget, meget imponerende: Vi har flere tidligere statsoverhoveder; tidligere ministre fra vigtige lande; vi har topfolk fra tænketanke fra flere lande og eksperter, økonomer og så videre; men kombinationen af mennesker, der er enige om, at man er nødt til at flytte verden ind i et nyt paradigme, er uden fortilfælde. Og jeg er meget stolt over den liste af talere, vi har samlet.

Så jeg kan kun sige: Hvis du vil høre en fornuftig stemme – virkelig mange fornuftige stemmer – som vil vise dig en anden retning for verden, som Harley lige sagde, så brug al den tid, du har, til at få dine venner, dine kolleger, din familie og de sociale medier til at fortælle om denne konference, og gør det til en stor succes, så folk kan få et håb om, at vi kan komme ud af denne utrolige krise. Det er, hvad du bør gøre.

SCHLANGER: Helga, jeg ser frem til konferencen, og jeg kender en masse mennesker. Så tak, fordi du har arrangeret den, og tak, fordi du kom i dag, og vi ses i løbet af de næste par dage.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, indtil lørdag!

Ikke korrekturlæst

[HZL] [AMB] [DHS] [SSU]

ANASTASIA BATTLE: Hallo, alle sammen; velkommen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 78. møde i træk. Velkommen, alle sammen. Mit navn er Anastasia Battle; jeg vil være jeres ordstyrer sammen med Dennis Speed og Dennis Small, som er mine medordstyrere.

Vi har tydeligvis en meget vigtig grund til at skabe denne Internationale Fredskoalition, nemlig at forene den internationale fredsbevægelse; som rent ud sagt har været dysfunktionel og har brug for at finde sammen. Vi ønskede at bringe folk sammen på tværs af deres ideologier og gennem mange forskellige nationer for at opnå ægte fred i verden.

Til at starte os i dag har vi grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition, Helga Zepp-LaRouche. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig byde jer alle velkommen, uanset hvor I befinder jer. Desværre er den strategiske situation præget af en meget mærkelig uoverensstemmelse i opfattelsen af virkeligheden, som næsten virker, som om folk befinder sig i to forskellige universer, der næsten ikke har nogen forbindelse med hinanden. På russernes side havde vi efter indsættelsen af ATACMS- og Storm Shadow-missilerne fra USA og Storbritannien indsættelsen af det nye taktiske missil – som Putin beskrev det – Oreshnik i en ukrainsk våbenfabrik i Dnipropetrovsk. Og ifølge Gilbert Doctorow også reparationsværkstedet for den tyske Leopard-kampvogn, et produkt fra militærfirmaet Rheinmetall. Det havde dog ikke nogen reel betydning, for på trods af at Oreshnik-missilet, som Putin beskrev udførligt, blev opstillet. Det er et såkaldt taktisk missil med en hastighed på Mach 10, og det kan nå alle steder i Europa. Det burde have sendt et budskab om, at folk vågner op til faren for det atomare Damoklessværd, der hænger over vores hoveder. Men det var absolut ikke tilfældet, for umiddelbart efter skete der yderligere to angreb på Kursk og Brjansk, hvor der igen blev brugt ATACMS- og Storm Shadow-missiler.

Alt, hvad man kan konkludere ud fra dette, er, at magthaverne forsøger at optrappe situationen på en sådan måde, at man i januar har en situation, hvor krigen, tilmed hvis Trump kommer ind i Det Hvide Hus, er optrappet i en sådan grad, at det vil være umuligt for Trump at nedtone den og træde tilbage. Så vi er i den farligste situation i verdenshistorien nogensinde. Hvis Vesten vedvarende ignorerer, at vi er på randen af en atomar udveksling, så kan det ske meget let.

I går i Astana, Kasakhstan, på mødet i Collective Security Treaty Organization, CSTO, uddybede Putin igen i detaljer, hvad dette Oreshnik-missil er. Det er dybest set et våben, der er hypersonisk; det kan ikke opfanges. Han beskrev, at Rusland i alt har ti gange så mange missiler som alle NATO-landene tilsammen. Han gennemgik i detaljer hver enkelt kategori af missiler og beskrev dem som overlegne i forhold til, hvad Vesten har. Det bliver naturligvis affejet i Vesten; medierne siger stadig, at Oreshnik ikke vil få nogen større indflydelse, ingen stor effekt. Men ud fra alt, hvad vi kan forstå, er det slet ikke tilfældet. Hvad det betyder, vil jeg beskrive om lidt.

Hvad er forskellen mellem Sarmat-missilet, som Putin annoncerede i 2018, og som var den store forandring; den nye type våbensystemer, som på det tidspunkt var første gang, der var hypersoniske missiler, som kunne flyve med Mach 20. Og hvert missil havde 12 selvstændigt målrettede Avangard-missiler, så de var MIRV’ede. Forskellen er følgende: Sarmat-missilet bruger flydende brændstof og skal derfor være silobaseret, hvilket betyder, at placeringen naturligvis er kendt af enhver fjende. Naturligvis kræver det stadig en stor sprængkraft, fordi det er dybt under jorden i siloer. Men Sarmat-missilet, som normalt kaldes Satan, er så kraftigt, at et enkelt missil af denne type kan ødelægge næsten hele Storbritannien.

Oreshnik-missilet kan kun nå Mach 10, og i modsætning til Sarmat-missilet har det fast brændstof og kan derfor være på mobile affyringsramper. Så det kan skjules bag træer, det kan camoufleres på alle mulige måder. Så det er stort set umuligt at ramme alle disse missiler i et angreb. Det betyder i praksis, at selve ideen om, at Vesten kunne iværksætte et halshugningsangreb mod den russiske ledelse, er helt udelukket.

Det betyder, at vi er i en situation, hvor Vesten vedvarende leger med ilden og lader, som om dette ikke eksisterer. Der vil efter al sandsynlighed komme et modangreb fra Rusland; det er forventeligt mod denne vedvarende udstationering af ATACMS- og Storm Shadow-missiler for et par dage siden. Igen beskriver Gilbert Doctorow i et langt interview med Nima Alkhorshid, hvordan han tror, at det sandsynlige angrebsmål er, fordi Putin for et stykke tid siden sagde, at de ville ramme de kommandocentre, hvor beslutningerne om at affyre disse missiler bliver truffet. Han udelukkede Storbritannien, fordi de har atomvåben, og dette ville naturligvis straks optrappes til en atomkrig. Han mener, at Rumænien, som har den amerikanske base for mange af disse udstationeringer, Aegis-systemerne, heller ikke er særlig sandsynligt i betragtning af, at der nu er en relativt russiskvenlig regering på plads. Så han efterlader Polen som den mest sandsynlige mulighed. Dette er bare en hypotese, men jeg gentager den, så folk får en fornemmelse af, hvor tæt vi er på en optrapning, som kan komme helt ud af kontrol. Det kunne også være et angreb på kommandocentralerne i Kiev.

Så det er dybest set, hvor vi er. Vi er på randen af atomkrig, og befolkningen i Vesten er for størstedelens vedkommende absolut ikke klar over det. Der er nogle få eksperter, der taler om det, og nogle mennesker i fredsbevægelsen er begyndt at blive ret skræmte over faren. Men de vestlige medier og de fleste vestlige politikere – især de transatlantiske høge – leger med ilden; og de leger med den mulige udslettelse af civilisationen ved at ignorere disse klare tegn fra russisk side, som for dem helt sikkert betyder, at den røde linje er overskredet. Jeg tror, det gør det endnu mere påtrængende, at vi går over til et helt andet paradigme. Vi har indkaldt til en international Schiller-konference den 7. og 8. december. Det vil være et forsøg på at lægge et alternativ på bordet. Som vi sagde helt fra begyndelsen, er vi nødt til at overbevise de europæiske nationer og tilmed USA om at stoppe konfrontationen med det nye økonomiske system, der er ved at opstå i BRIKS; som er den Globale Majoritet. Hvis vi ikke tager springet fra konfrontation til samarbejde, står vi over for en afgrund af udslettelse af den menneskelige civilisation.

Vi har besluttet og diskuteret det allerede på det sidste IPC-møde: Hvor er de emner af fælles interesse, hvor vi kan forsøge at bygge broer, så vi kan se, at verdens problemer er af en sådan art, at de absolut kræver vores internationale samarbejde. Et af mange, ganske vist, men et meget påtrængende sådant problem er migrantspørgsmålet. Trump har gjort det klart, også gennem udnævnelsen af sit nye kabinet, at han har til hensigt at bygge en mur mellem Mexico og USA for at afværge migranterne fra Latinamerika og Mellemamerika. Det fungerer måske til en vis grad ved at holde migranterne ude og deportere de fleste af de illegale, men det løser slet ikke migranternes lidelser og situation. Det efterlader dem med en helt ufattelig krænkelse af deres menneskerettigheder. Det samme gælder de mennesker, der forsøger at komme fra Afrika og Sydvestasien til Europa, hvor EU kun har fundet et absolut modbydeligt svar, nemlig at opbygge Frontex, den paramilitære kystvagt, for at skubbe disse migranter tilbage og gøre det til et så forfærdeligt eksempel, at det forhåbentlig vil afskrække mange flere fra at komme. Og at lave aftaler med landene omkring Middelhavet om at opbygge flygtningelejre, som pave Frans med rette har kaldt koncentrationslejre, fordi de er omgivet af pigtråd, og folk kan generelt ikke forlade dem, når de først er i dem.

Vi har foreslået en radikalt anderledes tilgang til at sige, at Afrika har 600 millioner mennesker, som endnu ikke har elektricitet. Så hvorfor slår vi ikke vores kræfter sammen? Europæiske nationer og BRIKS-landene og USA, og gå i gang med et crash-program for at elektrificere Afrika, og samtidig starte opførelsen af visse banebrydende projekter som Inga-dæmningen i Republikken Congo og Transaqua-projektet, som ville levere elektricitet til industrialiseringen af 12 eller flere lande i hjertet af Afrika. Det ville virkelig skabe et incitament for de mennesker, som nu risikerer deres liv i forsøget på at komme til Europa og drukner i Middelhavet, til at blive hjemme og få et perspektiv til at opbygge deres egne lande og overvinde fattigdommen og underudviklingen ved at blive mellemindkomstlande på kort sigt. Og på samme måde kan man opbygge infrastruktur i Latinamerika, hvilket nu er muligt på grund af Chancay-havnen, den første dybvandshavn i Latinamerika, som skal forbindes med den bi-oceaniske jernbane. Det kan blive drivkraften for et helt nyt infrastrukturprogram for hele kontinentet. Det ville give flygtningene et incitament til at blive hjemme og opbygge deres lande i stedet.

Vi planlægger i mellemtiden at gengive en meget stærk pamflet i et crash-program, som vi snart vil høre noget om fra Dennis. Vi planlægger at bruge den – og jeg appellerer til alle jer, der deltager i denne IPC-konference. Download denne pjece og organiser jer, som I aldrig har gjort før, for at nå ud til folk, der er optaget af flygtningespørgsmål – kirker, alle slags sociale organisationer – for dette er vejen til fred. Denne form for samarbejde om at løse migrantspørgsmålet er blot en af de mange måder, hvorpå vi kan opbygge et nyt paradigme og opbygge en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skal have en tilgang, der rent faktisk adresserer alle de påtrængende problemer som sult, fattigdom og sundhedskriser. Alle disse ting ville være så lette at overvinde, hvis vi kunne få samarbejde mellem verdens nationer og virkelig bevæge os ind i det, jeg kalder menneskehedens voksenalder; hvor krig som middel til konfliktløsning er overvundet for evigt. For i en tid med atomvåben burde det være klart for enhver rationel person, at ideen om at løse problemer ved hjælp af krig – som har den medfølgende fare for at bruge atomvåben og dermed udrydde alt liv på planeten – bør udelukkes, hvis vi overhovedet har nogen fornemmelse af overlevelse.

Så jeg tror, det er det umiddelbare perspektiv, der ligger foran os. Jeg tror, vi er nødt til at give folk det perspektiv, at der er en udvej; for lige nu ser man, at folk virkelig er ved at blive bange. Folk flipper ud. I Tyskland er der for eksempel noget, der hedder Operation Plan Deutschland, hvor alle niveauer i samfundet skal forberede sig på den kommende krig med Rusland. Industrien opfordres til at forberede sig; jernbanen forstærkes kun i retning fra vest mod øst, så store mængder tropper kan transporteres til østfronten. Det er fuldstændig sindssygt! Den nye EU-kommission med von der Leyen har nu opgivet spørgsmålet om klimaforandringer, som var hendes mærkesag i hendes første embedsperiode. Nu har hun tænkt sig at militarisere EU fuldstændigt. Det er en tabersag, og det vil føre til Europas undergang, hvis det ikke stoppes. Folk i Tyskland får at vide, at de skal gøre deres kældre og garager klar til krigstid – som om det ville hjælpe i tilfælde af atomkrig. Det er fuldstændig vanvittigt, men det har den effekt, at det skræmmer folk til døde og gør dem ekstremt kulturpessimistiske.

Så da Scott Ritter opfordrede til verdensomspændende demonstrationer den 7. december, blev det opfanget af RT Germany, og der vil være demonstrationer nogle steder. Vi bør naturligvis diskutere, hvad der kan gøres i denne henseende for at forstærke det, i tillæg til og absolut i forbindelse med vores ekstremt vigtige Schiller Institut-konference i weekenden. Vi vil have talere på meget højt niveau, især fra det Globale Syd. Så jeg tror, det var mit første overordnede overblik. Jeg synes virkelig, vi skal prøve at få et brud, for vi er i livsfare.

Kommentarer under diskussionen:
ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er i tråd med, hvad vi har set fra mange af de østeuropæiske lande – Ungarn, Slovakiet, Serbien og nu Rumænien. Det er tydeligvis et meget omstridt område. Georgien har lige opgivet at forhandle med EU om et potentielt medlemskab, hvilket er blevet besvaret med demonstrationer i form af en farverevolution. Så du kan se, at alle disse lande – og det, Alexandra beskriver i Rumænien – er i tråd med det faktum, at de alle er mere eller mindre nabolande til Ukraine. De er ikke blinde for, at tidevandet er vendt; at den nuværende situation i Ukraine er ved at blive en komplet kødhakker. Hver dag denne krig vedvarende er på bekostning af det ukrainske folk, som ofres uden nogen god grund. Jeg tror, at hvis man sidder i Rumænien og ser på det, så vil man være med i enhver udvidet krig, eftersom der er en amerikansk base i Rumænien. Så jeg tror, at det, vi ser lige nu, er, at befolkningen i mange af disse lande klart siger, at de ikke ønsker at være en del af det. Det ville være min første indskydelse.

DENNIS SPEED: Ray, har du noget, du vil tilføje?

RAY MCGOVERN: Jeg vil bare gerne understrege, hvad Helga lige sagde. Mirakler sker; mirakler kan senere blive forhindret af kræfter, der vil fjerne denne meget populære politiker. Men lad os sige, at Rumænien spiller den traditionelle rolle med at være anderledes; de var tilmed anderledes, da de var en del af Warszawapagten.

Mit spørgsmål til Helga og andre ville være: Er der udsigt til, at det kan smitte? Med andre ord: Rumænien holder op med at levere til eller fungere som forsyningsdepot for Ukraine; holder op med at sende våben dertil. Måske tilmed beder USA om at fjerne sin offensive base der; sin base, der skulle være en base for antiballistiske missiler, men det kan ikke fastslås, at den er netop det. Den kunne skjule offensive missiler. Jeg tror, at alt dette ville være dynamit i Tyskland. Hvad tror du, Helga? Tror du, at den slags kan være smitsomt?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror absolut ja, for der er en kløft mellem befolkningen og de officielle myndigheder. Hvis man lytter til, hvad regeringen og mainstream-medierne siger, og hvad befolkningen tror på, og hvordan de taler sammen, er det som to helt forskellige universer. Så jeg vil sige, at selv om det ikke er garanteret, så tror jeg, at der er et potentiale for, at Europa, EU, kan bryde sammen. Jeg tror, at NATO kan bryde sammen. Jeg tror, det var en bekymring, som tilmed blev udtrykt af nogle af de NATO-embedsmænd, som tydeligvis holder øje med dette med falkeøjne. Så jeg tror, at svaret er et klart ja.

Lidt senere
ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at dobbeltmoral er årets eufemisme for det, der sker. Hvis man begynder at studere, hvad Putin udsender, hvad den faktiske effekt er af de russiske nye våbensystemer, så er de klart overlegne i forhold til NATO. Og samtidig har du NATO-generaler og folk fra vestlige tænketanke, der siger, at »NATO er så overlegen«. Jeg tror, at disse mennesker er fuldstændig desperate. Faktum er, at det vestlige system er ved at kollapse, og jeg tror, at det kollapser med en hastighed, der er betagende. Tag Tyskland som det mest grelle eksempel. Tyskland plejede at være nummer tre i verdensøkonomien; i BNP-tallene er det måske stadig tilfældet, men i virkeligheden er landet i frit fald. Industrien kollapser med en sådan hastighed, at Tyskland snart vil være et afindustrialiseret eller tidligere industrialiseret land. Intet fungerer længere. Togene er forsinkede, infrastrukturen kollapser. Der er en enorm kulturel krise. USA er i en forfærdelig tilstand. Hvis du ser på broerne, hullerne i motorvejene, den nedslidte kultur, den forfærdelige populærmusik. Alt er et symptom på et enormt kollaps.

Og hvad er virkeligheden for BRIKS-landene? Indonesien vil snart overhale Tyskland som verdens tredjestørste økonomi. Kina bevæger sig fremad med en hastighed, som er uden fortilfælde. Lige nu har de en økonomisk zone i det såkaldte Guangdong-Hong Kong-Macao Greater Bay Area, som ligger i det sydlige Kina; hele regionen mellem Hong Kong og Shenzhen, Guangzhou, Zhuhai. Det er en region med omkring 100 millioner mennesker, og det er motoren i verdensøkonomien. Det er, hvad den »produktive trekant Paris-Berlin-Wien« var for mere end 30 år siden. Den region i Europa er ved at kollapse, og Greater Bay Area i Kina er motoren i Bælte- og Vej-Initiativet, men også i verdensøkonomien. Kina har mere end 40.000 km højhastighedstog. USA har nul, intet, nul, nada. Jeg kunne blive ved og ved.

Jeg tror, at det, der motiverer denne dobbeltmoral, er desperation. Det er fuldstændig desperation, og flere og flere mennesker vågner op og ser det. Jeg tror, at krigsfaren kommer fra det faktum, at de vestlige eliter – og det er det, jeg virkelig prøver at forstå, hvordan det tilmed er muligt – de vestlige eliter viser sig ikke i stand til overhovedet at reflektere over, at deres politik slår fejl. At alt, hvad der sker i det Globale Syd, er et enormt tilbageslag mod den politik, der kommer fra Vesten – sanktioner, ensidige foranstaltninger af enhver art, indførelse af uretfærdige handelspolitikker, brug af dollaren som våben. Nu går disse lande i gang med at skabe deres egne finansielle mekanismer. Det er en reaktion på det, der kommer fra Vesten. Men de vestlige eliter er ude af stand tilmed måske at tænke, at de har gjort noget forkert. Nej, de bliver ved med at holde fast i det, uanset hvad. Det er for mig det mest utrolige. Hvis man indser, at man har begået en fejl eller en række fejl, så erkender man det på et tidspunkt og siger: »Vent lidt. Måske skulle jeg ændre min adfærd.« I en vis forstand er disse mennesker tydeligvis i den grad gift med deres privilegier, at de løber den største risiko i stedet for at reflektere over, hvad de burde rette op på.

Jeg tror, det er derfor, vi er nødt til at gå på gaden. Det er derfor, folk skal demonstrere; det er derfor, folk skal aktivere sig selv. Og især derfor skal vi sørge for, at det Globale Syds stemme bliver hørt tydeligere; for I har den største revolution i gang, jeg kan komme i tanke om. Større end det, der skete, da Sovjetunionen gik i opløsning, fordi vi har det Globale Syd, som er den Globale Majoritet, som nu udgør 85 % af befolkningen. De bevæger sig i en helt anden retning. Og jeg tror, at etablissementets manglende reaktion bare er et rent hysteri over denne kendsgerning.

Slutbemærkning:
ZEPP-LAROUCHE: Som svar til Doubashis [ph] (jeg forstod ikke helt navnet), så tror jeg, at der er et betydeligt antal såkaldte eliter, som har planer om at gå i en bunker. Det ved jeg med sikkerhed, for allerede for mange år siden havde vi en slags privat diskussion i Frankfurt med nogle bankfolk og diplomater og så videre. Da Lyn, som stadig var med os på det tidspunkt, gav sit perspektiv på, hvor det hele ville ende, sagde flere af dem: »Åh, jeg har mit hus i Australien, som har en dyb kælder flere etager nede i jorden.« Andre sagde: »Jeg har min billet til Chile eller Argentina«, eller hvad ved jeg. Så jeg tror helt sikkert, at der foregår sådan noget. At de nu fortæller tyskerne, at de skal gøre deres kældre og garager klar til atomkrig, tror jeg naturligvis ikke vil gå så godt, for alle ved, at det er en joke. Det svarer til at lægge landkortet over hovedet i tilfælde af, at der kommer en atombombe; hvilket er, hvad vi lærte i skolen, at vi skulle gøre.

Men jeg tror alligevel, at fænomenet er der. Da jeg boede i Virginia, var der en meget velhavende familie, som boede i nærheden i en anden by – Middleburg, faktisk – og de havde en privat lufthavn til små jetfly, og de rejste til et sted i Mexico, og de landede aldrig på jorden, de landede altid på taget af disse huse. Så jeg tror, der er en betydelig illusion om, at nogle af disse mennesker har midlerne til at overleve dette. Det er min erfaring, som jeg ikke har fra bøger, men fra levende mennesker, der taler.

Når det er sagt, så tror jeg, at vi er nødt til at mobilisere millioner af mennesker til at gå på gaden. Det går jeg absolut ind for; det er nødvendigt. Hvis du husker, var det de fredelige demonstrationer i 1989, der gjorde en ende på regimet der [i Østtyskland]. I mellemtiden fortryder folk det, fordi de mener, at de fik det værre bagefter; at de blev koloniseret af Vesttyskland, men det er en anden sag. Gadens magt er helt sikkert et meget vigtigt redskab.

Men når det er sagt, så tror jeg, at den proces med Schiller Instituttets konferencer, som vi har haft, og som vi meget kraftfuldt vil fortsætte i næste weekend, er det sted, hvor der præsenteres begrebslige løsninger. Det er vigtigt at demonstrere og protestere mod noget, men det er langtfra nok. Man er nødt til at komme med løsninger som det, Dennis begyndte at tale om med planen om at industrialisere Afrika og Latinamerika for at løse migrantspørgsmålet. Men man er også nødt til at samle de netværk af mennesker, der rent faktisk repræsenterer dette nye paradigme. Det kan jeg love: Vi har denne gang et ekstraordinært antal talere, der repræsenterer det Globale Syd, men også lande fra USA, Europa og andre steder. Men I vil blive overrasket over kaliberen af de mennesker, der har valgt Schiller Instituttet som det forum, hvor sådanne ideer kan samles.

Så jeg tror, at begge ting har deres plads, og jeg vil bare opfordre til, at vi mangedobler hinandens indsats. At de mennesker, der arbejder på demonstrationen af Scott Ritter, alle deltager i konferencen, og at vi mobiliserer til demonstrationen. For hvis du ser på tidspunktet, så er vores konference på den amerikanske østkyst kl. 9-12 og derefter kl. 13-16. Vi var nødt til at vælge det tidspunkt, så vi har de mennesker i Europa, for hvem det vil vare til kl. 22, som er omtrent den tålmodighed, folk har om aftenen til at deltage. Og så starter Scott Ritter-arrangementet kl. 17.00 (ET). Så der er ingen konflikt. Og jeg synes, du skal have energi til at deltage hele dagen, og du vil komme ud af det her som en meget stærkere person; og du vil have gjort noget for at opretholde menneskehedens fortsatte eksistens. Så det er umagen værd at være stærk den dag, døgnet rundt.

En lille video invitation til deling:

Tilmeld dig venligst her for at modtage talerlisten og linkene direkte til din e-mail.

Mere information: +45 53 57 00 51

Program:

Lørdag den 7. december (alle tidspunkter er dansk tid)

Panel 1 (kl. 15.00-18.00): »Den strategiske krise: Ny og sidste verdenskrig eller et nyt paradigme for hele menneskeheden?« Talere fra BRIKS-landene, USA og Europa

Panel 2 (19.00-22.00): »De store projekter til at overvinde migrantkrisen; de nye, produktive kvalitetskræfter i verdensøkonomien.« Talere fra BRIKS-landene, USA og Europa

Søndag den 8. december

Panel 3 (kl. kl. 15.00-18.00): »De videnskabelige drivkræfter i den fysiske økonomi i dag«

Panel 4 (19.00-22.00): »Skønheden i verdens kulturer: En dialog mellem civilisationer«

Der vil være simultantolkning på tysk, spansk og fransk (via Zoom). 

Foreløbigt program for Schiller Instituttets konference

Den 1. december 2024 (EIRNS) – Schiller Instituttets internationale konference, 7.-8. december 2024,

»I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre!«

Fejring af Schiller Instituttets 40-års jubilæum

Lørdag den 7. december (alle tidspunkter er dansk tid)

Panel 1 (kl. 15.00-18.00): »Den strategiske krise: Ny og sidste verdenskrig eller et nyt paradigme for den ene menneskehed?«

Ordstyrer: Dennis Speed (USA), Schiller Instituttet: Velkomst og introduktion

1. Hovedtaler: Helga Zepp-LaRouche (Tyskland), grundlægger af Schiller Instituttet
2. Dmitri Trenin (Rusland), professor og akademisk vejleder ved Instituttet for Verdens Militærøkonomi og Strategi på Higher School of Economics University (Moskva)
3. H.E. Donald Ramotar (Guyana), tidligere præsident for Guyana
4. H.E. Ján Čarnogurský (Slovakiet), tidligere premierminister i Slovakiet
5. Prof. Zhang Weiwei (Kina), professor i internationale relationer ved Fudan Universitet, Kina
6. Ambassadør Chas W. Freeman, Jr. (USA), tidligere amerikansk assisterende forsvarsminister for internationale sikkerhedsforhold, 1993-1994
7. Scott Ritter (USA), tidligere FN-våbeninspektør i Irak
8. Oberst (pensioneret) Larry Wilkerson (USA), tidligere stabschef for den amerikanske udenrigsminister
9. Ambassadør Hossein Mousavian (Iran), tidligere iransk ambassadør til Tyskland

Spørgerunde

Panel 2 (19.00-22.00): »De store projekter for at overvinde migrantkrisen; de nye, produktive kvalitetskræfter; en ny retfærdig økonomisk verdensorden«

Ordstyrer: Stephan Ossenkopp (Tyskland), Schiller Instituttet: Velkomst og introduktion

1. Hovedtaler: Dennis Small (USA), leder af afdelingen for Latinamerika, Schiller Instituttet
2. Dr. Alexander K. Bobrov (Rusland), lektor ved Institut for Diplomati, MGIMO Universitet, Moskva
3. H.E. Prof. Dr. Manuel Hassassian (Palæstina), palæstinensisk ambassadør i Danmark
4. Chandra Muzaffar (Malaysia), grundlægger og præsident for den Internationale Bevægelse for en Retfærdig Verden (JUST)
5. Michael Limburg (Tyskland), civilingeniør og næstformand i EIKE (European Institute for Climate and Energy)
6. Prof. Glenn Diesen (Norge), professor og forfatter
7. Dr. Bedabrata Pain (Indien), filminstruktør; tidligere seniorforsker ved NASA, kendt for “Deja vu, Where Past Meets the Future”
8. Joe Maxwell (USA), medstifter af Farm Action, tidligere viceguvernør i Missouri
9. Mike Callicrate (USA), ejer af Ranch Foods Direct og Callicrate Cattle Co.
10. Robert Baker (USA), medlem af Schiller Instituttets Landbrugskommission

Spørgerunde

Søndag den 8. december (alle tidspunkter er amerikansk østtid)

Panel 3 (kl. 15.00-18.00): »De videnskabelige drivkræfter i den fysiske økonomi i dag«

Ordstyrer: Jason Ross (USA), videnskabelig rådgiver for Schiller Instituttet: Velkomst og introduktion

1. Hovedtaler: Jacques Cheminade (Frankrig), tidligere præsidentkandidat, præsident for Solidarité et Progrès
2. H.E. Naledi Pandor (Sydafrika), tidligere minister for internationale relationer og samarbejde, Sydafrika; “Hvordan bør Syd svare?”
3. Theodore Postol (USA), professor emeritus i videnskab, teknologi og national sikkerhed ved Massachusetts Institute of Technology
4. Michele Geraci (Italien), tidligere viceøkonomiminister
5. Sergey Pulinets (Rusland), ledende forsker ved Rumforskningsinstituttet, det Russiske Videnskabsakademi, Moskva
6. Jürgen Schöttle (Tyskland), civilingeniør, specialiseret i kraftværkskonstruktion
7. Brian Harvey (Irland), rumhistoriker

Spørgerunde

Panel 4 (19.00-22.00): »Skønheden i verdens kulturer: En dialog mellem civilisationer«

Ordstyrer: Harley Schlanger: Velkomst og introduktion

1. Hovedtaler: Diane Sare (USA), tidligere kandidat til det amerikanske senat fra New York, præsident for LaRouche-organisationen
2. Helga Zepp-LaRouche (Tyskland), grundlægger af Schiller Instituttet
3. William Ferguson (USA), Schiller Instituttet
4. Paul Gallagher (USA), Schiller Instituttet
5. John Sigerson (USA), musikalsk leder, Schiller Instituttet
6. Liliana Gorini (Italien), formand for Movisol, og Sebastiano Brusco (Italien), pianist
7. Nader Majd (Iran/USA), musiker, Center for Persisk Kultur

Spørgerunde

Invitation:

»I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre!«

af Helga Zepp-LaRouche – skrevet den 18. november 2024

Forlydender om den udgående præsident Biden-regerings beslutning om at tillade Ukraine at bruge amerikanske ballistiske ATACMS-missiler til angreb på russisk territorium, begyndende med Kursk-regionen, bringer verden tæt på at være ganske få dage væk fra en strategisk, ustoppelig optrapning. Da disse missiler, ligesom de tyske Taurus- og de britiske Storm Shadow-missiler, teknisk set ikke kan betjenes af ukrainerne, men skal have hjælp af specialister fra NATO-landene, betyder det, at vi i det øjeblik, de bliver indsat, befinder os i en regulær NATO-krig mod Rusland.

Det var netop som svar på sådanne optrapninger, herunder det kollektive vestens nationers indsættelse af stadig kraftigere våben i Ukraine, at den russiske præsident Putin i september 2024 bekendtgjorde foreslåede ændringer i Moskvas »atomdoktrin« for at inkludere den eventuelle ibrugtagning af atomvåben som svar på et angreb, der udgør en kritisk trussel mod Ruslands suverænitet, herunder angreb fra en ikke-atomstat, når den støttes af en atomstat. Putin forklarede denne ændring på følgende, meget præcise måde:

…

»Den opdaterede version af dokumentet [Basic Principles] skal betragte en aggression mod Rusland fra en hvilken som helst ikke-atomstat, men som involverer eller støttes af en hvilken som helst atomstat, som deres fælles angreb mod Den Russiske Føderation. …

»Vi vil overveje en sådan mulighed, så snart vi modtager pålidelige oplysninger om en massiv affyring af luft- og rumangrebsvåben og deres overskridelse af vores statsgrænse.«

Han tilføjede: »Jeg mener strategiske og taktiske fly, krydsermissiler, UAV’er, hypersoniske og andre fly. Vi forbeholder os retten til at bruge atomvåben i tilfælde af aggression … Inklusive det tilfælde, hvor fjenden ved hjælp af konventionelle våben skaber en kritisk trussel mod vores suverænitet.«

Den meget omtalte meddelelse om Biden-regeringens ATACMS-beslutning overskrider klart denne røde linje. Ikke desto mindre bliver vestlige politikere og såkaldte militæreksperter ved med at ignorere den russiske advarsel og fortsætter med vedvarende at tale om, at »Rusland bluffer«, »at besejre Rusland militært« osv. På en illusorisk måde ignorerer de det faktum, at Rusland i øjeblikket er den stærkeste atommagt og derfor ikke kan besejres på slagmarken. Det, der meget vel kan ske på kort sigt, er i stedet, at alt liv på planeten kan blive udslettet i en global atomkrig.

Vi har samtidig optrapningen af krisen i Sydvestasien. Den israelske militæraktion i Gaza, som Den Internationale Domstol (ICJ) og Den Internationale Straffedomstol (ICC) har karakteriseret som et igangværende folkemord, har ført til en katastrofal sult, som truer 400.000 palæstinensere på livet. Det internationale samfund har stort set ikke gjort noget, mens det har set på. Libanon gennemlever nu en lignende skæbne. Hvis denne krig udvides til Iran og retter sig mod landets atomanlæg, vil den hurtigt tiltrække større magter. Så ville vi stå på tærsklen til en global atomkrig.

Den tidligere dominerende unipolære verden er smuldret, og bestræbelserne på at forhindre en multipolær verden i at etablere sig er nyttesløse. Det er hovedårsagen til den strategiske krise.

I oktober i år fandt det årlige topmøde i BRIKS sted i Kazan i Rusland med deltagelse af de 9 BRIKS-medlemmer og 13 nye partnerlande (samt yderligere gæster), der repræsenterer 4,7 milliarder mennesker eller 57 % af verdens befolkning. Disse lande er fast besluttet på at overvinde 500 års kolonialisme og etablere en ny retfærdig økonomisk verdensorden, nye udviklingsplatforme og et nyt kreditsystem og en ny handelsmekanisme for at ophøre med at være råvareeksporterende lande, udvikle hele værdikæden i deres egne lande og overvinde fattigdom og underudvikling for bestandigt.

Hvorfor jubler kræfterne i Vesten ikke over dette fantastiske perspektiv? Fordi Vesten oplever en dyb kulturel krise; Vesten er faret vild; og fordi det vestlige finanssystem arbejder under en dødbringende spekulationsboble på 2 billiarder dollars, som kræver globalt folkemord.

Hvis vi ikke overvinder geopolitikkens ondskab, som resulterede i to verdenskrige i det 20. århundrede, er der fare for, at verden deler sig i to separate blokke: et Globalt NATO på den ene side og en BRIKS-Plus Global Majoritet på den anden side. I så fald vil vi ikke kun stå over for økonomisk kaos, men også den umiddelbare fare for en global atomar ildkamp.

Den indlysende og nemme måde at overvinde faren for krig og konfrontation på er at overbevise landene i det kollektive Vesten – de europæiske nationer og tilmed USA – om at stoppe konfrontationen og indlede et samarbejde med denne voksende Globale Majoritet. Hvis Vesten ville gå sammen med BRIKS og hjælpe det Globale Syd med at industrialisere, kunne vi ikke kun stoppe den geopolitiske konkurrence, men vi kunne også begynde at overvinde migrantkrisen på den eneste menneskelige måde: nemlig ved at skabe forhold, hvor de mennesker, der nu er flygtninge, i stedet har et perspektiv om at blive involveret i opbygningen af deres egne hjemlande.

I stedet for at dømme millioner af mennesker til at gå på dødsmarcher gennem Sahara for derefter at drukne i massegrave i Middelhavet eller ende i flygtningelejre, som pave Frans har benævnt koncentrationslejre; eller til at krydse mange lande og møde sult, narkobander og terrorisme for derefter at blive skubbet tilbage ved den mexicansk-amerikanske grænse; må vi hjælpe dem med at industrialisere deres nationer.

Vi opfordrer FN eller BRIKS til at indlede en arbejdsdialog mellem BRIKS og landene i Vesten (eftersom G20 forsømmer denne påtrængende udfordring) og erklære deres hensigt om at skabe 1,5-2 milliarder nye produktive job i landene i det Globale Syd på kort sigt og at skabe i alt 3 milliarder nye produktive job inden 2050. En sådan udmelding efterfulgt af konkrete skridt til at sikre fuldstændig elektrificering af alle lande i Afrika, Asien og Latinamerika samt en øjeblikkelig start på realiseringen af banebrydende infrastruktur og andre udviklingsprojekter ville være et stærkt budskab om en æra af håb.

Bygningen af den største dybvandshavn i Latinamerika, Chancay-havnen i Peru, med udsigt til at bygge en bi-oceanisk jernbane, der forbinder Atlanterhavet og Stillehavet, er et sådant projekt. Ligeledes er bygningen af Grand Inga-dæmningen og Transaqua-projektet, som vil hjælpe med at overrisle og industrialisere flere lande i hjertet af Afrika, sådanne projekter.

For at overvinde faren for krig for altid er vi nødt til at etablere en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til interesserne i hvert eneste land på planeten. Dette bør ske i traditionen fra Den Westfalske Fred, som afsluttede 150 års religionskrige i Europa, fordi de stridende parter indså, at der ikke ville være nogen tilbage i live, hvis kampene fortsatte. Hvor meget mere er det ikke sandt i atomvåbnenes tidsalder!

For at lægge en sådan ny arkitektur frem for menneskeheden planlægger Schiller Instituttet at indkalde til en international online-konference den 7.-8. december med førende repræsentanter og eksperter

fra det kollektive Vesten og det Globale Syd, for at diskutere de principper som en sådan ny arkitektur må baseres på. Vi vil også give et eksempel på dialog mellem kulturer og civilisationer med smukke eksempler på stor kunst fra forskellige nationer for at vise vejen til etablering af en civilisation baseret på, ikke had, men kærlighed.

Ikke korrekturlæst

[HZL] [AMB] [SSU]
Fredag den 15. november 2024

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen, tak fordi I er kommet. Dette er den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 76. møde i træk. Mit navn er Anastasia Battle, jeg er jeres ordstyrer, og Dennis Speed og Dennis Small er mine medordstyrere.

Alle sidder på nåle lige nu, mens I følger med i efterdønningerne af det amerikanske valg og de forskellige udnævnelser. Det kommer vi helt sikkert til at diskutere i dag. Hvis folk ikke har set det, så har udnævnelsen af Tulsi Gabbard til Director of National Intelligence virkelig fået CCD Ukraines kill-liste til at flippe ud, og jeg vil sørge for at dele den med jer alle sammen. Der foregår nogle meget interessante ting.

Men jeg tror, at det vigtigste er, hvad vi gør for at forene fredsbevægelsen i hele verden over folks ideologier for ægte fred; at samle mennesker med alle fredselskende opfattelser. Det er det, vi gør her i dag, og det er det, vi vil blive ved med at gøre, uanset hvad der sker. Vi skal ikke håbe og vente og se, hvad der kommer til at ske nogen steder. Vi bør organisere og mobilisere for at skabe en dynamik.

Til at starte diskussionen i dag har vi Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og også initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Mange tak, værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen til jer alle sammen. Jeg tror, vi befinder os i et ekstremt interessant øjeblik i historien, som kan blive forfærdeligt, men det kan også blive begyndelsen på en ny æra. Jeg tror ikke, det er besluttet endnu, i hvilken af disse retninger det vil gå. Det store emne er naturligvis den nye regering, som tiltræder i USA den 20. januar med præsident Trump. Han er i færd med at sammensætte sit hold. Jeg vil sige, at der er nogle udnævnelser, som ikke lover så meget for freden, fordi de er kendt for at være ret hårde i filten og anti-Kina og anti-Rusland.

Men først og fremmest er det stadig præsident Trump, der fastlægger politikken, så man kan ikke læse ud af disse menneskers tidligere historie, hvad de vil gøre i fremtiden. Og jeg vil give Trump kredit, når han siger, at han vil afslutte krigene, og at han faktisk har tænkt sig at gøre det. Som du nævnte, Anastasia, skaber nogle af udnævnelserne naturligvis meget kraftige reaktioner blandt nogle mennesker i Europa, som havde satset på, at Kamala Harris ville vinde; det gælder især mainstreammedierne. I betragtning af, at vi også i Tyskland har et tidligt valg, som vil finde sted den 23. februar, tror jeg, at tiden mellem den 20. januar og det tyske valg kan føre til en udvikling, som ikke var forventet.

For eksempel har den kommende præsident Trump sagt, at han vil afslutte krigen i Ukraine inden for 24 timer. Nu tror jeg ikke, at det vil ske på 24 timer, og det, der er kendt indtil videre, har ikke fundet tilslutning hos russerne, men vi ved endnu ikke, hvad han vil foreslå. Man kan være sikker på, at med Tulsi Gabbard som direktør for den nationale efterretningstjeneste vil sandheden om, hvor Ukraine står, helt sikkert komme frem; for mainstream-medierne i Europa kører stadig linjen om, at Ukraine skal vinde, flere våben til Ukraine, flere langtrækkende våben, så ukrainerne kan bruge dem til at foretage angreb dybt ind i Ruslands territorium. Virkeligheden på jorden er en helt anden. Ukrainerne har tydeligvis allerede tabt krigen. Det er en forfærdelig kødhakker, der finder sted; antallet af deserteringer stiger. Jeg er ret sikker på, at hvis den sandhed kommer frem i perioden mellem Trumps indflytning i Det Hvide Hus og det tyske valg, så vil det give et chok i Tyskland og måske påvirke valgresultatet.

Det kan heller ikke udelukkes, at når Tulsi Gabbard bliver chef for efterretningstjenesten, så vil der være en anden opfattelse af, hvem der var ansvarlig for sabotagen af Nord Stream-rørledningen. Det er, vil jeg sige, det vanskeligste spørgsmål i Tyskland af alle spørgsmål, fordi det er resultatet af, at Nord Stream-rørledningen blev saboteret, og i den sammenhæng blev alle forbindelser mellem Tyskland og Rusland i sidste ende afbrudt. Derfor har Tyskland nu ikke længere adgang til billige gasleverancer, hvilket igen har fået den tyske økonomi til at være i frit fald. Hele Tysklands struktur er ved at gå i opløsning som følge af det. Hvis der kommer en ny undersøgelse eller afsløring inden det tyske valg, tror jeg også, at det vil påvirke situationen betydeligt.

Med hensyn til Iran kan man kun håbe, at der er tegn på, at Trump måske ikke går ind for det regimeskifte, som nogle kilder opfordrer til. Under alle omstændigheder vil jeg ikke spekulere i, hvad Trump vil gøre. Vi er nødt til at vente, indtil han sidder i Det Hvide Hus.

Generelt mener jeg ikke, at det er vores opgave bare at kommentere begivenheder, men vi forsøger at tilbyde løsninger på, hvordan visse krisepunkter kan overvindes. Der er et oplagt område, som jeg tror påvirker både Europa og USA. Begge er ramt af en stor migrantkrise. Trump har sine ideer til, hvad han vil gøre ved det, og EU har nogle andre ideer. Vi vil gerne foreslå en helt anden tilgang. Problemet forsvinder ikke, hvis man har Frontex involveret i pushback-operationer i Middelhavet, og problemet med migranterne bliver ikke løst, hvis man bygger en mur mellem Mexico og USA – i hvert fald ikke for migranterne, for de vil forblive flygtninge på grund af krig, sult og mangel på økonomiske muligheder.

Så i betragtning af, at den strategiske situation har ændret sig dramatisk, siden Trump forlod Det Hvide Hus for fire år siden, er det nye element helt klart eksistensen af BRIKS-landene, som netop har holdt topmøde i Kazan, hvor 4,7 milliarder mennesker – svarende til 57 % af verdens befolkning – var repræsenteret gennem de 22 lande, der nu er BRIKS-medlemmer. Det er helt klart den Globale Majoritet. De er en økonomisk blok, og det er her, væksten ligger; det er her, de stigende økonomiske rater findes – i Kina, men også i andre lande, der arbejder sammen med BRIKS. Så hvorfor ikke vælge en helt anden tilgang? Hvis Vesten – det vil sige USA med Trump-administrationen og de europæiske lande – ville sige: »Vi er nødt til at gøre noget for at afhjælpe dette utrolige problem med fattigdom eller krigshærgede regioner, hvor folk ikke kan leve.

Hvorfor samler vi ikke vores kræfter og går i gang med et massivt økonomisk opbygningsprogram i Afrika, Latinamerika og Mellemøsten? Og samle vores kapaciteter?« I Afrika har man f.eks. brug for elektrificering til omkring 600 millioner mennesker, som ikke har elektricitet. Det tager flere år at få elektricitet, måske fire eller seks år, men man kan starte med det samme og blive ved med at bygge oplagte projekter som offshore-gas, der producerer energi direkte fra turbinerne på stedet. Så er der visse banebrydende projekter som Transaqua; det tager længere tid, men det er en absolut banebryder for hele Afrika. Det samme gælder Inga-dæmningen. I Latinamerika har APEC-mødet lige fundet sted, hvor både Xi Jinping og Biden deltog. Men Xi Jinping og Perus præsident åbnede Chancay-havnen, som er den første dybvandshavn i Latinamerika. Den er potentielt forbundet med den bi-oceaniske jernbane, som vil forbinde Atlanterhavet og Stillehavet. Det ville dybest set være hovedpulsåren for en masse infrastrukturintegration for hele Latinamerika. Ligeledes for Mellemøsten har vi for nogen tid siden foreslået Oase-planen for at skabe masser af nyt ferskvand, som kunne blive en del af en generel udviklingsplan for hele Mellemøsten.

Så hvis BRIKS-landene ville gå sammen med USA og de europæiske nationer og sige: Lad os forpligte os til at overvinde underudviklingen i de lande, som flygtningene kommer fra, så vi kan opbygge økonomierne i disse lande, som under alle omstændigheder ønsker at overvinde neokolonialismen. Det er hele formålet med BRIKS. Og de ønsker ikke længere kun at være råvareeksportører, men at blive fuldgyldige økonomier. De ønsker at have værdikæden i deres land, de ønsker at blive mellemindkomstlande på kort sigt. De vil opbygge uddannelsessystemet, sundhedssystemet, infrastrukturen, industrien, landbruget, så der er en grund til, at de mennesker, der nu flygter som flygtninge, bliver hjemme, får jobmuligheder og hjælper med at opbygge deres egne lande. Er det ikke det, alle ønsker? Hvem ønsker at være flygtning i et land, hvor de ikke bliver modtaget på en venlig måde, hvis der er mulighed for at blive hjemme og opbygge deres egen økonomi? Det ville være i USA’s, de europæiske nationers og de involverede og berørte lande i det Globale Syds absolutte egeninteresse at gå sammen om at gøre det. Argumentet om, at det tager for lang tid, er ikke rigtigt gyldigt, for det er et spørgsmål om at give et tegn på håb. Når folk først ser, at der er et seriøst forsøg på at gøre det, og der i begyndelsen er et mundtligt tilsagn fra lederne i alle disse lande om, at de vil lave sådan et intensivt program, så vil stemningen straks ændre sig. Der ville være håb om en bedre verden, og det ville faktisk afslutte et kapitel med kolonialisme, som virkelig er noget, vi bør konkludere og skabe en mere retfærdig tilgang til hele verden.

Det er ikke kun det, vi foreslår. Vi vil afholde en stor international internetkonference Schiller-konferencen den 7. og 8. december. Vi er allerede ved at samle talere på topniveau fra det Globale Syd, fra USA, fra Europa og andre dele af verden. Vi vil gerne præsentere hele programmet der. For at gøre det let for folk at forstå, er vi lige nu involveret i et crash-program for at producere en forundersøgelse, en pamflet, som vi håber at have ude om ca. 10 dage, hvor vi vil definere disse projekter; hvor vi er; hvilke skridt der skal tages for at organisere så mange kræfter som muligt til denne konference. I mellemtiden vil vi fortsætte med at uddybe undersøgelsen og præsentere noget i den nærmeste fremtid, ligesom vi gjorde med »Den nye Silkevej bliver Verdenslandbroen«, som var en omfattende undersøgelse af infrastruktur- og udviklingsprojekter for alle fem kontinenter, og hvordan de kunne forbindes gennem tunneler og broer. Det er stadig standardbogen for udvidelsen af den nye silkevej som et verdensomspændende projekt.

Jeg har derfor den holdning, at vi måske er uenige i nogle af de økonomiske ideer, som nogle af regeringerne har. Jeg vil såmænd ikke engang gå ind i diskussionen om det nu. Men vi vil præsentere vores mulighed, og jeg er helt sikker på, at eftersom det, vi foreslår, i den grad er i alle involverede landes interesse, så er jeg ret optimistisk med hensyn til, at vi kan sætte det på dagsordenen for alvor og forhåbentlig starte et nyt kapitel i menneskehedens historie ved at gøre det.
Det var egentlig alt, hvad jeg ville sige indledningsvis.

Bemærkninger under diskussionen, om den kommende Trump-administration:
Jeg kunne kommentere meget på de udnævnte, deres profil fra fortiden; men jeg tror ikke, det er en nyttig tilgang, for hvis man indtager den holdning, kommer man til den konklusion, at der ikke er noget, man kan gøre ved det; der er historiske væsentlige processer, som sker uanset hvad. Jeg synes, det er den forkerte måde at anskue det på. Først og fremmest ser man de utrolige ændringer, der er sket i det strategiske landskab. Fremkomsten af BRIKS – som er størstedelen af verden lige nu, og flere lande ønsker at være med – er en ny faktor. Trump bliver nødt til at forholde sig til det på den ene eller anden måde, men man kan ikke påtage sig hele verden på samme tid. Tilmed i Europa er der mange lande, der driver i denne retning – Ungarn, Slovakiet, Serbien. Italiens præsident Mattarella har lige været i Kina og holdt en meget smuk tale om behovet for at erstatte konfrontation med en dialog mellem civilisationer. Så der sker en masse ting, som skaber et anderledes felt. Jeg vil give den kommende præsident Trump den kredit, at jeg tror, han bestemt ikke vil ødelægge sin historiske rekord ved at videreføre det, som den tidligere krigsmaskine har gjort.

Og mens Mellemøsten er et område med stor bekymring, fik vi fra en diplomatisk kontakt et indledende svar, for da Biden modtog Trump i Det Hvide Hus for grundlæggende at blive enige om overgangen – hvilket var et vigtigt skridt – sagde Biden, at den største trussel mod USA var Iran. Der er naturligvis mange mennesker, som har tænkt, at den nye regering måske vil gå efter et regimeskifte i Teheran osv. Men jeg tror, at Trump fik Elon Musk involveret og tilmed mødtes med den iranske FN-ambassadør – jeg tror, det var det, der skete. Jeg synes ikke, vi skal se sådan på det, for hvis man ser på det som projektioner af tidligere erfaringer ind i fremtiden, ender man med noget, der ikke svarer til den absolutte revolutionære transformation, der foregår lige nu. Og i stedet for at kommentere det, hvorfor tager man så ikke det forslag op, som jeg kom med i begyndelsen, nemlig at i betragtning af, at migrantspørgsmålet er så presserende, er det helt sikkert et spørgsmål for USA. Trump har sagt, at han vil bygge muren; han vil sandsynligvis gøre det, da han nu har et flertal af vælgerne, et flertal af de populære stemmer, og det republikanske parti kontrollerer kongressens to huse. Så det vil han sandsynligvis gøre. Men verden er i bevægelse.

Hvis vi internationalt orkestrerer alle de involverede lande, BRIKS-landene og de lande, hvorfra flygtningene kommer på grund af krig, fattigdom og forfærdelige kriser; hvis vi starter en reel debat om, at den indlysende måde at løse alt dette på er en gigantisk Marshall-plan (jeg vil ikke kalde det Marshall-plan), men et enormt økonomisk program som det, Kina lancerede med Bælte- og Vej-Initiativet for 11 år siden, som allerede har forvandlet verden på en utrolig måde: Hvis de vestlige lande, herunder USA, Tyskland, Frankrig, Italien og andre, ville gå sammen og sige: »Vi vil gøre det samme« og samarbejde med Bælte- og Vej-Initiativet, med BRIKS, for at opbygge industriel udvikling i Afrika, Latinamerika og Asien, så flygtningene har et andet alternativ end at forsøge at overleve ved at komme til Europa og USA, hvor de tydeligvis ikke er velkomne, eller hvor kapaciteten simpelthen er nået, som i Tyskland. Der er mange samfund, som simpelthen siger: “Vi har alt fyldt op, vi kan ikke gøre mere.”

Så hvorfor ikke gå sammen om at sige: Er det ikke indlysende, at de milliarder af mennesker, der stadig lever i fattigdom, har ret til et anstændigt liv, ligesom vi har i Europa eller USA? Det ville være meget nemt – det er et spørgsmål om nogle få år – at løfte de lande og få en anstændig levestandard for alle på planeten. Det er det, vi bør koncentrere os om! Og jeg er helt overbevist om, at vi kan vende dette på den bedst mulige måde, hvis vi alle koncentrerer os om det….

Svar til præsident Ramotar om Nord Stream-sabotage som faktor i det kommende tyske valg:
Jeg er sikker på, at mit parti (BüSo) vil samle det op, og jeg er ret sikker på, at Wagenknecht-partiet vil samle det op, og det samme gælder Alternativ for Tyskland [AfD]. Så jeg tror, at der vil være en debat om det.

Afsluttende bemærkninger
Jeg vil også gerne svare Santiago Morales ved at sige, at mange mennesker altid siger, at man først skal have en politisk løsning, at man først skal have nye politiske ledere, og at intet derefter virkelig ændrer sig.

Hvis man på den anden side ser på industrialiseringen i alle de lande, som tog springet fra uudviklede feudale forhold til industrialiserede forhold, så skete det altid gennem grundlæggende infrastruktur. Det var tilfældet for Tyskland, for USA, for Rusland og for Japan. Derfor vil jeg heller ikke se skævt til Chancay-havnen og potentialet for en bi-oceanisk korridor, for infrastruktur er den absolutte forudsætning for industrialisering. Jeg ved, at mange kræfter i Latinamerika gerne vil have, at USA og Kina samarbejder. Forhåbentlig kan det ændre sig med Trump-administrationen, for den tidligere administration gjorde det altid helt klart – jeg tror, at chefen for Sydkommandoen, Laura Richardson, gjorde det helt klart, at USA ikke vil have Kina i nærheden af Latinamerika. Hvor virkeligheden er, at verden virkelig skal forbindes gennem infrastruktur. Kravene er så store, at der i lang tid fremover er plads til, at alle lande kan finde deres vej og deres ekspertise. Under alle omstændigheder står vi på randen af en helt ny industriel revolution med digitalisering og kunstig intelligens – som kan bruges til gode formål. Mange mennesker er bange for det, men der er også mange eksempler på, at hvis hensigten er god, kan det anvendes til gavn for befolkningen ved at frigøre arbejdskraften, så folk kan engagere sig i en livslang læringsproces.

Men jeg tror, vi er nået til et punkt, hvor der er mulighed for dramatiske ændringer, både på godt og ondt. Lige mens vi talte sammen, fik jeg to beskeder på mit skrivebord. Den ene er, at Scholz, som stadig er Tysklands kansler, ringede til Putin for første gang i to år. De havde en diskussion på en time. Scholz havde talt med Zelenskyj før, og han planlægger at tale med Zelenskyj efter sin diskussion med Putin. Så jeg nævner det bare, men måske er der noget i gære. På den anden side imødegik Rusland forbuddet mod eksport af uran fra Rusland til USA, som Biden havde indført i maj i år, ved nu at forbyde eksport af beriget uran til USA; hvilket jeg tror vil påvirke brændstoffet til atomkraftværker i USA. Så jeg nævner det bare for at sige, at hvis vi begynder at gå i retning af afkobling, handelskrig, kan det virkelig få hele økonomien til at bryde sammen. Og på den anden side, hvis vi finder en måde at samarbejde på, er alt muligt.

Jeg har en klar fornemmelse af, at der er mange kræfter rundt om i verden, som anerkender, at vi hver især er nødt til at vende os mod de bedste traditioner i vores egne kulturer for at løse nutidens problemer. Dette blev nævnt i en smuk tale af Xi Jinping i Lima, hvor han pegede på det faktum, at både Peru og Kina tilhører gamle kulturer, som sandsynligvis allerede for tusinder af år siden havde udvekslinger. Han pegede især på, at visse guldmasker, som er blevet fundet i Sichuan i det sydlige Kina, faktisk til forveksling ligner tilsvarende guldmasker i Machu Picchu, de gamle inka-steder. Der må selvfølgelig have været nogle sømænd, eller måske var havniveauet lavere, så folk kunne rejse på en anden måde – det må vi finde ud af. Men det er meget spændende, for hvis folk forstår, at universel historie er – sådan som jeg ser på det, så var fremskridtets fakkel engang i ét land, én civilisation, én kultur. Og af den ene eller anden grund klarede disse kulturer sig ikke, men ideerne rejste, og de fik en renæssance og en klassisk periode et andet sted. Så kom de tilmed tilbage efter et stykke tid. Men fremskridtets fakkel gik fra hånd til hånd (hvis man siger, at kulturer kan have hænder), men fra den ene kultur til den næste. Og jeg tror, at vi befinder os på et meget nyt tidspunkt i historien, hvor vi alle sidder i samme båd. For før i tiden kunne kulturer gå under i en del af verden, og i en anden del var der en klassisk periode, og de vidste ikke engang, at den anden kultur var kollapset. Men denne gang sidder vi i samme båd, på grund af atomvåben, på grund af internettet, på grund af pandemier, og jeg kunne sikkert nævne en hel masse andre grunde til, at vi er så forbundne. Og denne idé om en fælles fremtid for menneskeheden er virkelig den eneste måde at se det på, for enten sprænger vi os selv i luften, og så er vi alle døde, eller også når vi alle en ny æra af civilisation.

Så jeg synes, vi har en meget optimistisk tone, men jeg vil virkelig opfordre alle deltagerne i dette opkald til at komme i kontakt med Anastasia. Hun vil sende sin e-mail ud. Få rapporten om løsningen på migrantspørgsmålet gennem økonomiske udviklingsprojekter for det Globale Syd. Vi håber at have den klar om ca. 10 dage. Og hjælp os så med at organisere alle de mennesker, som det vedrører – fagforeningsfolk, landmænd, arbejdere, professorer, studerende – simpelthen alle, for alle vil blive berørt af det, og lad os virkelig få gang i en verdensbevægelse for udvikling.

Jeg er helt sikker på, at vi befinder os i en overgangsperiode, og hvis vi indfører disse ideer lige nu, kan de virkelig få indflydelse på, hvordan historien udvikler sig, og så vil vi forhåbentlig snart komme ud af denne farezone med atomkrig og den potentielle udslettelse af hele menneskeheden. Så vær venlig at blive organisator hos os: Det er det vigtigste, du kan gøre.

Ikke korrekturlæst

Fredag den 15. november kl. 17.00 dansk tid

Klik på linket nedenfor, og brug dit fulde navn, når du deltager i mødet:

https://us02web.zoom.us/j/83288789255

Deltag i Den Internationale Fredskoalition denne fredag kl. 17.00 CET med Glenn Diesen, forfatter og professor; Dr. Haim Bresheeth, medstifter af det jødiske netværk for Palæstina i Storbritannien, forfatter og pensioneret professor; og andre, der snart bliver annonceret.

Venner af den Internationale Fredskoalition,

13. november 2024 (EIRNS) – I et interview den 8. november talte den pensionerede oberst Douglas Macgregor om den form for dybtgående nytænkning af politik, der er nødvendig i kølvandet på det amerikanske præsidentvalg. »Folk tænker ikke disse ting igennem,« udbrød Macgregor. »Vi er nødt til at opgive hele ideen om at sanktionere, mobbe og true. Vi er nødt til at finde et rent ark papir frem og starte forfra.« Macgregor, som kortvarigt fungerede som seniorrådgiver for forsvarsministeren i Trumps første embedsperiode, pegede på »den finansielle krise, der truer i horisonten« som en krise, der kan hjælpe USA med at gøre netop det.

Macgregor har ret. Men hvad skal vi skrive på den blanke side? Hvad er indholdet af den politik, der er nødvendig for at erstatte sanktionerne, mobningen og truslerne, en politik, der for altid vil fjerne faren for en atomkrig med Rusland og/eller Kina ved at fjerne årsagen til de politikker, der skaber denne fare?

I sit ugentlige webcast understregede Helga Zepp-LaRouche, at »vor tids udfordring« er, at USA og Europa skal samarbejde med BRIKS-landene om udviklingen af det Globale Syd«. Hun forklarede, at »verdensscenen har ændret sig dramatisk, siden Trump forlod Det Hvide Hus for fire år siden, og nu er eksistensen af en Global Majoritet i form af BRIKS en ny strategisk realitet, som jeg mener, at ingen præsident i USA eller regeringschef i noget land kan ignorere.«

Denne Globale Majoritet taler på vegne af næsten 5 milliarder mennesker, og de er fast besluttet på at afslutte æraen med kolonialisme, neokolonialisme og Wall Street og City of Londons udplyndring af deres økonomier og deres befolkninger. USA skal – og kan – have et positivt forhold til denne gruppe af lande, som udtrykkeligt har erklæret, at de ikke er en blok, og at de er åbne for at samarbejde med Europas nationer og tilmed NATO.

Men grundlaget for det samarbejde skal være en fælles indsats omkring store infrastrukturudviklingsprojekter, som det i Perus megahavn Chancay, der officielt indvies den 14. november af den besøgende kinesiske præsident Xi Jinping og Perus præsident Dina Boluarte. Bygningen af denne havn og den tilhørende bi-oceaniske højhastighedstogkorridor, der forbinder Perus stillehavskyst med Brasiliens atlanterhavshavne, er præcis den slags projekt, som amerikanske virksomheder bør deltage i, side om side med Kina, hvor de eksporterer højteknologiske produktionsmidler og andre produkter og hjælper med at fremme den lokale befolknings levestandard og kvalifikationsniveau.

Skabelsen af den slags produktive jobs i Mexico og Mellemamerika eller i Afrika syd for Sahara med lignende projekter er også den eneste måde at stoppe strømmen af illegale migranter og dødbringende stoffer på – ikke »sanktioner, mobning og trusler« … eller det, der er værre.

De eneste, der vil tabe på denne form for amerikansk win-win-samarbejde med Kina, Rusland og den Globale Majoritet, er de opsvulmede spekulative interesser i City of London og Wall Street og den narkotikahandel og det militære finanskompleks, som de driver. Det er dem, der har bragt planeten til kanten af en total finansiel sammenbrudskrise og til randen af atomkrig.

Den kommende Trump-administration har en historisk mulighed foran sig. Trump “kunne starte med et helt rent bord”, sagde Zepp-LaRouche, “og han kunne virkelig forsøge at leve op til sit løfte om at afslutte krigene og helt sikkert ikke indlede nye.”

“Hvis Trump ville gøre det – som jeg allerede har nævnt i hans første periode – kunne han blive en af USA’s store præsidenter. Hvis han går i den anden retning, i retning af konfrontation for at forsøge at gøre Amerika stort igen på bekostning af Kinas eller andre landes fremgang, ser jeg desværre, at verden vil gå i en forfærdelig retning.«

Deltag i Den Internationale Fredskoalition på fredag kl. 11.00 EST/5.00 CET med Glenn Diesen, forfatter og professor; Dr. Haim Bresheeth, medstifter af det jødiske netværk for Palæstina i Storbritannien, forfatter og pensioneret professor; og flere andre, som snart vil blive annonceret.

Ikke korrekturlæst

[HZL] [HCS]
13. november 2024 (EIRNS) – Webcast-dialog med Schiller Instituttets grundlægger [Helga Zepp-LaRouche] 

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Schiller Instituttets grundlægger og formand Helga Zepp-LaRouche. Dette er onsdag den 13. november 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.
Jeg vil gerne starte med at fortælle, at Schiller Instituttet sponsorerer en vigtig konference den 7.-8. december under titlen »I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre« . Du kan finde et link til at tilmelde dig på Schiller Instituttets hjemmeside. Jeg er sikker på, at vi vil diskutere dette i dag, når vi tager fat på spørgsmålet om, hvad der kan gøres for at sikre, at vi kan bringe menneskeheden ud af den fare, den befinder sig i, med to igangværende krige og planlægning af flere krige, som vi vil diskutere i løbet af vores dialog.

Helga, det er en uge siden, at Donald Trump blev valgt til USA’s præsident. Jeg er rimelig sikker på, at etableringen stadig er noget chokeret og iværksætter planer for at bevare deres kontrol. Men der har været mange efterdønninger som følge af afstemningen. Jeg har modtaget flere e-mails, der udtrykker pessimisme over for den nye regering, så lad os starte med det. Hvad er din anbefaling til den kommende præsident? Hvad bør hans umiddelbare prioriteter være?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det er klart, at valget af hans kabinet og ellers ledere af institutionerne giver plads til en vis bekymring: Fordi verdensscenen har ændret sig dramatisk, siden Trump forlod Det Hvide Hus for fire år siden, og nu er eksistensen af en Globale Majoritet i form af BRIKS en ny strategisk realitet, som jeg mener, at ingen præsident i USA eller regeringschef i noget land kan ignorere. Der var netop den 22.-24. oktober BRIKS-topmøde i Kazan, Rusland, hvor 22 lande nu er medlemmer af BRIKS, eller klar til at blive medlemmer i begyndelsen af året; og omkring 30 andre lande har udtrykt interesse for at slutte sig til denne gruppe. Allerede i Kazan repræsenterede dette 4,7 milliarder mennesker, dvs. 57% af verdens befolkning. Og hvis man ser på de involverede lande, er det Kina og Indien, og mellem disse to befolkningsrige lande er der allerede 3 milliarder mennesker; så er der mange vækstlande som Brasilien, Indonesien og også mange andre, og vækstraterne er især høje i den del af verden.

Så hvis USA ikke har et positivt forhold til denne gruppe af lande, som udtrykkeligt har erklæret, at de ikke er en blok, at de ikke forsøger at konkurrere med NATO, at de ikke forsøger at udelukke lande, så tror jeg, at Xi Jinpings tilbud til Obama for nogle år siden om, at USA burde alliere sig med Kina, stadig eksisterer. BRIKS er åben for tilmed NATO-medlemmer. Så jeg tror, at i betragtning af at USA har et nyt præsidentskab, og jeg er sikker på, at Trump har draget sin egen konklusion af, hvad der skete i hans første embedsperiode, Russiagate, og hvem der stod bag, så har han flere gange annonceret, at han vil åbne arkiverne om Kennedy-mordet, og han kunne også åbne mange andre arkiver for den sags skyld! Så jeg tror, at han kunne starte med et helt rent bord, og han kunne virkelig forsøge at indfri sit løfte om at afslutte krigene og helt sikkert ikke starte nye.

Og tilmed tror jeg, at det afgørende spørgsmål er, om han kan overbevise landene i det såkaldte »kollektive Vesten«, det vil sige USA og de vesteuropæiske nationer, om at samarbejde med BRIKS-landene om udviklingen af det Globale Syd, og jeg tror, at det er vores tids udfordring. For det smukke er, at landene i Afrika, Asien og Latinamerika er i fuld gang med at overvinde ikke bare kolonialismen, men også neokolonialismen, som fortsatte, efter at de opnåede såkaldt »uafhængighed«, og nu ønsker alle disse lande ikke længere bare at være råvareeksportører, men de ønsker at beholde råmaterialerne til oparbejdning, at udvikle værdikæden i deres egne lande og blive fuldgyldige økonomier og øge levestandarden, så fattigdom og underudvikling udryddes. Og det er naturligvis den eneste måde, hvorpå man kan forhindre millioner af mennesker i at forsøge at flygte på grund af fattigdom og nød, og på den måde kan man løse migrantspørgsmålet.

Så i stedet for at forsøge at bygge en mur, hvilket jeg er meget bange for, at han vil gøre, men tilmed hvis han begynder at bygge denne mur, hvilket jeg mener er en helt forkert politik, hvis han i stedet rakte hånden ud og sagde, at vi hjælper – Biden tager nu til Lima i Peru, hvor der er APEC-møde. Der vil Xi Jinping være, og Biden tager af sted med 600 militærfolk, hvilket er en magtdemonstration, vil jeg mene; men de vil bygge den bi-oceaniske jernbane, som vil forbinde havene, via en enorm infrastrukturudvikling for hele Latinamerika, fordi det vil have alle mulige sideeffekter. Hvis USA sagde: »Vi prøver ikke at bekæmpe det, men vi samarbejder. På samme måde ønsker vi at samarbejde om udviklingen af Afrika og andre asiatiske lande,« så tror jeg, at Europa kunne gøre det samme. Og i stedet for at have dette skrækshow med tusinder og atter tusinder af mennesker, der krydser Sahara for derefter at drukne i Middelhavet eller blive skubbet tilbage af Frontex, som er EU’s grænsevagt, og som allerede har forvandlet Middelhavet til en vandig kirkegård, så vælg en anden tilgang: Gå sammen med BRIKS, og sig: Vi vil sammen bygge infrastruktur, havne, jernbaner, hurtigtog, afsaltning af havvand, generobre ørkenen, Sahel-zonen, Sahara, som begge udvider sig betydeligt hvert år. Og på den måde kan man bygge industriparker, man kan bygge smukke landskaber ved at genplante skov i områder, hvor der nu er ørken, eller have landbrug, hvor der nu er ødemark, som i Sudan, og mange andre sådanne projekter, som Transaqua, som vil fylde Tchadsøen op igen og give vand og elektricitet til 12 regnfattige lande. Alle disse projekter er så store, at det virkelig ville være nødvendigt for alle lande, der har industriel kapacitet, at gå sammen om at udvikle dem.

Og hvis Trump ville gøre det, ville han – som jeg allerede har sagt i hans første periode – kunne blive en af USA’s store præsidenter. Hvis han går den anden vej, i retning af konfrontation og at få Amerika til at blive stort igen på bekostning af Kinas eller andre landes fremgang, ser jeg desværre, at verden vil gå i en forfærdelig retning. Men det er friskt! Det er en {tabula rasa}, så at sige – ikke helt – men han kunne virkelig slå tonen an på en lovende måde.
Så lad os håbe, at det kan forstås af så mange mennesker som muligt. Det er derfor, vi afholder Schiller Instituttets konference den 7.-8. december, og jeg kan allerede nu love, at vi får en fantastisk gruppe af talere. Og jeg synes, det er en konference, som alle bør tilmelde sig og følge med i.

SCHLANGER: I forbindelse med dit svar lige nu har vi fået rapporteret, at oberst Douglas Macgregor (pensioneret), som tjente i slutningen af Donald Trumps første periode i forsvarsministeriet, talte om »fejlslagne sanktioner, mobning og trusler mod andre nationer« og tydeligvis kritiserede Madeleine Albrights, Blinkens og Bidens politik. Og han sagde: »Vi må finde et nyt ark papir frem og starte forfra.« Nu er der igen skepsis fra folk over, at Trump ville gøre dette, men så er der den anden side. Der kom et spørgsmål ind: »Hvis USA gjorde det, tror du så, at det ville blive accepteret af de nationer, som har været ofre og mål for ‘sanktioner, mobning og trusler’?«

ZEPP-LAROUCHE: Til den sidste del af spørgsmålet vil jeg eftertrykkeligt sige: »Ja.« For jeg tror, at den ånd, der var i Kazan, men også på de andre nylige konferencer – der var lige Rusland-Afrika Partnerskabsforum den 10.-11. november; der var Valdai Discussion Club Forum den 4.-7. november, og på alle disse konferencer citerede folk ånden fra Bandung, ånden fra de fem principper for fredelig sameksistens, og den ånd er ikke revanchistisk! Den er grundlæggende klar til at respektere alles suverænitet, men også til ikke at blande sig i den andens indre anliggender, til at acceptere den andens anderledes sociale system og til generelt at arbejde for hinandens fælles bedste. Jeg mener, at det er det modsatte af revanche, og jeg er ret optimistisk med hensyn til, at hvis USA og Europa for den sags skyld sender et så stærkt signal, så vil glæden over det gamle regime med krige og interventioner og sanktioner og brug af valuta som våben og drab på jeres ledere stoppe.

Tucker Carlson sagde den 11. november noget meget interessant. Han sagde, at hvis folk var klar over, hvor meget verden hænger på afgrunden af atomar udslettelse af menneskeheden, ville de blive helt forfærdede. Og han opfordrede også til en ændring af politikken. Han sagde, at vi – det vil sige USA – gik ind i disse andre lande og dræbte deres ledere, Saddam Hussein, Gaddafi, og vi forsøgte med den syriske præsident Bashar al-Assad, og man kunne lave en længere liste, hvis man går tilbage i historien. Så jeg tror, at hvis det stopper, så er der et berettiget håb om, at Trump vil stoppe det, for jeg tror ikke, at det er hans hensigt. Så hvis det blev officiel amerikansk politik, ville hele verden være så glad – og broen til et nyt paradigme er der faktisk!

Så jeg synes, at alle mennesker med god vilje virkelig skal prøve at forene deres kræfter lige nu, og hvis du har et lederskab, hvis du har en klub eller forening, som du er en del af, så bring bare disse perspektiver ind. Og vi er virkelig i en revolutionær periode, for hvis man lytter til, hvad mange såkaldte sociale medier, alternative YouTube-kanaler, Rumble-kanaler, alle mulige kanaler, siger, så er der virkelig en ny form for anerkendelse af, hvad problemet har været, og en klar uenighed om, at det skal fortsætte. Jeg mener, det er stadig sådan, at de NATO-ledede regeringer har kontrollen i det meste af Europa, men nedenunder er der et oprør i gang, hvor jeg tror, at Trump-vælgerne tydeligvis ikke ønsker at fortsætte den politik. Så hvis Trump tager et skridt i den retning, tror jeg, at der kan ske en reel verdensrevolution. Vil de gøre det? Tja, jeg beder til det.

SCHLANGER: Du lytter til Helga Zepp-LaRouche, formand for Schiller Instituttet og en person, der har kæmpet for denne forandring i mange, mange år.
Nu er det andet spørgsmål, der er kommet fra flere faste lyttere, til din vurdering af Ruslands og BRIKS’ reaktion, og der er flere henvisninger til den tale, som Vladimir Putin holdt i Valdai-klubben , hvor han præsenterede ideen om »polyfoni« som den mere komplekse opfattelse til at beskrive, hvad nogle mennesker kalder »multipolaritet«. Og spørgsmålet fra flere er: »Hvad tror du, Putin mener med det?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, Putin er en ekstremt veluddannet person, der kender principperne for klassisk komposition, og det er det, det refererer til, hvilket betyder, og han siger det faktisk udtrykkeligt i sin tale, at i stedet for at have en unipolær verden, hvor man har en solist, der synger hele tiden og undertrykker alle de andre stemmer i det potentielle kor, fordi han kun vil have sin stemme lyttet til (jeg uddyber nu lidt); Han siger, at vi skal have en symfoni, en polyfonisk komposition, hvor alle stemmerne bliver hørt, og alle de forskellige musikalske temaer arbejder sammen i en polyfonisk komposition, som er en helhed.

Jeg synes, det er et meget smukt billede på, hvordan nationer kan forholde sig til hinanden. For ligesom i en komposition har du et lille tema, så har du et større gennemgående tema, og disse forskellige temaer bliver flettet sammen, nogle gange i en dobbelt fugal komposition, nogle gange på andre måder; men ud fra disse forskellige musikalske ideer og emner har alle toner en plads, og i en gennemarbejdet komposition er der ikke én tone for meget, men hver tone spiller en afgørende rolle. Og det er en smuk metafor for forskellen på nationer: Du har selvfølgelig store nationer, du har små nationer, du har noget som Liechtenstein, og du har Rusland – det ene er meget lille, det andet er 11 tidszoner. Du har lande, der har mange mennesker som Kina og Indien, og så har du små lande med bare et par millioner eller tilmed mindre. Der er lande, som har masser af råstoffer, og der er lande, som næsten ingen har. Der er forskellige grader af udvikling. Men hvis alle disse lande deltager i en fælles udvikling, kan de hver især udfolde hele det potentiale, der er indlejret i dem.

Så det er som en symfoni, hvor en klassisk flerstemmig komposition er harmonisk, den lyder smukt for øret, den løfter sjælen, og den svarer til det højeste billede af mennesket, mennesket i Skaberens billede, eller mennesket som et kreativt væsen, og det er et meget smukt billede på, hvordan vi kommer ud af denne krise. For jeg har troet på det i mindst 40 år nu, faktisk meget længere, men for 40 år siden, da jeg grundlagde Schiller Instituttet, kaldte jeg det Schiller Instituttet, fordi Friedrich Schiller er den tyske digter, der havde den idé, at hvert menneske har potentiale til at blive et geni, og gennem den æstetiske uddannelse kan man ikke kun udvikle sit sind og frigøre alle sine intellektuelle potentialer, men man kan også uddanne sine følelser, så man kan begynde at føle sig mere ædel. Kan du forestille dig det, hvis du havde et grådigt dyr, der løb gennem truget for at få mest muligt bytte, men at du faktisk kan tage alle dine følelser – dem alle sammen – og uddanne dem, så de føles mere på niveau med fornuften gennem den æstetiske uddannelse. Og jeg tror i den forstand, at mennesket kan perfektioneres, og at mennesket er godt af natur, og hvis man fortsætter med at opbygge et sådant nyt system af nationer efter disse linjer, tror jeg, at vi står på randen af en ny renæssance, som vil være smukkere end alle de renæssancer, vi tidligere har haft.

SCHLANGER: Det virker, som om Putin er en af dine medtænkere i hele spørgsmålet om de grundlæggende principper, som du har udarbejdet. Og folk burde gå ind på Schiller Instituttets hjemmeside og læse dine Ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvor denne diskussion i Valdai-klubben i bund og grund mindede mig om den diskussion, du har indledt omkring det.

Du nævnte tidligere, at EU- og NATO-landene stadig forsøger at reagere på frygten for, at hvis Trump trækker sig ud af krigen i Ukraine, hvad vil der så ske? Hvem skal tage over? Der blev afholdt en konference den 7.-8. november i Budapest, sponsoreret af Ungarns premierminister Viktor Orbán; EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen og andre sendte de obligatoriske lykønskninger til Trump, men der er stadig en mobilisering for at fortsætte krigen. Den polske regering og briterne har arrangeret møder for at forberede sig på det. Hvad kan du fortælle os om den generelle reaktion i Europa, og tror de virkelig, at de kan gennemføre en krig mod Rusland?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg må sige, at der lige nu, helt uafhængigt af, hvad Trump måtte gøre eller ikke gøre, er en virkelig samordnet indsats fra denne NATO-atlantiske skare, som starter med en ny artikel, jeg tror, det er i {Foreign Affairs}, og en tilsvarende artikel i DGAP, det tyske råd for udenlandske relationer, i Berlin, som også har udgivet en rapport. Og argumentet går ud på, at den kommende krig mellem Kina og USA er uundgåelig, og derfor vil USA orientere sig mod Stillehavet, og derfor bør Europa kompensere for, at de amerikanske tropper forlader Europa, Europa bør militarisere for at opbygge mere militær kapacitet, for at have mere produktion af ammunition til brug i den fremtidige krig med Kina; og det er bare {fuldstændigt} vanvittigt!

Og der er visse politikere, som giver udtryk for det: Den sidste var den tyske forsvarsminister Boris Pistorius, som – kan du forestille dig det? – han blev spurgt, hvad der ville ske, hvis Trump ville afslutte krigen i Ukraine: »Ja, jeg frygter, at den fare eksisterer, og jeg håber, at den ikke materialiserer sig.« Kan du forestille dig det? Han »frygter«, at freden kan bryde ud! Det viser dig, hvor omvendt disse mennesker tænker. Og man skal naturligvis være opmærksom på, at det ikke er et let job, for jeg tror, at Trump vil være tilbøjelig til at lægge ansvaret for Ukraines kurs over på europæerne. Det vil helt sikkert skabe ondt blod. Så jeg siger ikke, at vi er i paradis lige med det samme; jeg talte bare om potentialet, at folk skulle se, hvor vi kunne gå hen.

Men jeg tror, at der lige nu er et fornyet pres – den polske stabschef har lige sagt, at Polen ønsker at tage føringen i betragtning af, at Tysklands regering er faldet, og der vil være en tillidsafstemning den 16. december og derefter sandsynligvis en ny afstemning den 23. februar. Så der er den største ustabilitet i Tyskland. Frankrig er også i en meget ustabil position. Og derfor forsøger man at skabe en ny akse mellem Biden-administrationen, så længe den stadig er der, og den britiske regering, Polen, de baltiske lande og EU-Kommissionens nye udenrigsrepræsentant, Kaja Kallas: Hun er en rædsel! Hun er tidligere premierminister i det lille land Estland, men hun vil gerne tage kampen op mod Rusland – intet problem! Det er en stor atomvåbenmagt, men det lille land Estland, hun vil tage kampen op mod en atomar supermagt, den største i verden! Jeg ved ikke, hvad disse mennesker spiser til morgenmad, det må være nogle mærkelige morgenmadsprodukter med steroider i.

Spøg til side, jeg synes, det er meget dumt og meget farligt, og tanken om en kommende krig med Kina er bare den værste ting at sige, for ingen ville overleve sådan en krig. Og hvis man ser på den militære alliance mellem Rusland og Kina, som igen blev konsolideret af den tidligere forsvarsminister Shoigus besøg i Kina, som nu er sekretær for det russiske sikkerhedsråd. Han mødtes med udenrigsminister Wang Yi, og de sagde grundlæggende, at forholdet mellem Rusland og Kina er det bedste nogensinde, og at det vil blive udvidet og forbedret på alle områder. Og så er der en ny militæralliance mellem Rusland og Nordkorea, og også en militæralliance mellem Rusland og Iran. Så hvis man angriber et af disse lande, angriber man dem alle! Og så har du tredje verdenskrig, og det er det!

Så jeg synes virkelig, at folk skal begynde at genoverveje idéen om »den kommende krig med Kina«, for det er en forfærdelig, uhyrlig idé.

SCHLANGER: Blandt de andre udviklinger, og du nævnte lige dette med den tyske regerings kollaps, og nyvalget er blevet fastsat til den 23. februar; det var blevet fastsat til september næste år, og så var der snak om at holde det i marts, men der er et pres for at få det så hurtigt som muligt for at få en ændring i regeringen. Og i baggrunden lurer oppositionsleder Friedrich Merz fra CDU. Spørgsmålet kom ind: »Giv os din fornemmelse af, hvad der er i gang politisk i Tyskland. Og er der nogen, der træder frem med løsninger på problemerne i den tyske økonomi? Og vil folk tolerere Merz, som er mere en høg, end De Grønne?«

ZEPP-LAROUCHE: Situationen er ikke let, fordi regeringen faldt over spørgsmålet om Ukraine, hvor Scholz krævede flere milliarder til våben til Ukraine, og han krævede af finansminister Christian Lindner (FDP), at han skulle løsne gældsbremsen, som er blevet stemt ind i Grundgesetz, den tyske grundlov eller forfatning. Så Scholz var villig til at ophæve denne uhellige »gældsbremse«, som slet ikke giver mening, for at finansiere krigen i Ukraine, men han nægtede tidligere at gøre det samme for investeringer i infrastruktur og industrielle investeringer i Tyskland, hvilket ville være så påtrængende, da den tyske økonomi er i frit fald som følge af sabotagen af Nord Stream-gasrørledningen fra Rusland, der leverer billig energi. Og Tyskland er i en forfærdelig situation! Jeg tror, vi får et forfærdeligt efterår og en forfærdelig vinter, fordi virkningen af, at mange virksomheder enten går konkurs eller tager til udlandet for at få bedre investeringer, vil kunne mærkes tilmed i de næste måneder hen over vinteren og derefter.

Så Scholz var ikke villig til at gøre noget ved det, hvilket allerede viser, at han er en forfærdelig kansler. Det, Lindner foreslog – han nægtede at løsne gældsbremsen, men han sagde: »Vi burde sende Taurus-missiler i stedet.« Det ville være at overskride den røde linje over alle røde linjer, for som det blev opdaget i en lækage af samtalen mellem disse tre Bundeswehr-officerer, kan Taurus ikke betjenes af ukrainerne alene; det kræver Bundeswehr-teknikere og efterretningsdata, hvilket ville betyde, at Taurus ville blive betjent af tyske soldater! Det ville betyde, at Tyskland ville være med i krigen mod Rusland! Er disse mennesker stadig ved deres fulde fem? Rusland er den største og mest magtfulde atomvåbenmagt i verden, og det tyske militær er en joke. Det eneste, man kunne gøre, var at udløse tredje verdenskrig, og så ville Tyskland helt sikkert blive ødelagt.

Så meget for Lindner. Og nu har vi en situation, hvor Merz, oppositionslederen, presser på for at få et tidligt valg. Han lagde et stort pres for at fremskynde det, og Scholz gik med til det, så der blev indgået et kompromis om at holde valg den 23. februar. Men den samme Merz vil også give Ukraine Taurus og kombinere det med et ultimatum til Rusland om, at enten stopper I med at bombe Ukraines infrastruktur inden for 24 timer, eller også vil vi tillade ukrainerne at bruge Taurus-missilerne dybt ind på russisk territorium. Det betyder tredje verdenskrig. Derfor løser valget ikke nogen problemer – mange mennesker er enige om, at den såkaldte »gadelygtekoalition« var den værste regering siden Anden Verdenskrig, men hvis det bare er en udskiftning med en krigshøg som Merz kombineret med De Grønne eller FDP, som begge er høge, får man desværre ingen forbedring.

Så de seneste rygter går på, at det kan ende med en stor koalition igen, CDU/CSU plus SPD, hvor Scholz ikke bliver kansler, men sandsynligvis Merz. Det løser heller ikke problemet, for Merz er en hardcore atlantist, og SPD har været meget svagt. Så man må sige, at Scholz i det mindste har forhindret indsættelsen af Taurus indtil videre. Det er ikke meget, men det er noget vigtigt.

Der er også oppositionen, AfD (Alternativ for Tyskland) og Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW). Og naturligvis BüSo, hvor jeg er den planlagte spidskandidat. Men nu er der opstået et problem med den korte valgkamp: Man skal indsamle tusindvis af underskrifter til delstatslisterne, og oven i købet skal man aflevere underskrifterne seks uger før valgdagen. Det vil sige, at man skal have indsamlet alle underskrifterne i begyndelsen af januar, hvilket giver fem uger til at indsamle underskrifter, og det i juleperioden, hvor det er meget svært at indsamle underskrifter, fordi folk er fikseret på at få gaver. Og så er der perioden mellem jul og nytår, hvor mange mennesker tager på ferie. Der er en protest fra otte såkaldte »mindre partier«, som har sendt et brandalarmbrev til regeringen eller de valgansvarlige om, at disse kriterier ikke kan opfyldes.

Det er indlysende, men der er 120 små partier, og hvis de udelukker dem alle, hvad så med »demokratiet«? Det bliver en blankocheck til de etablerede parlamentspartier, og de laver reglerne sådan, at oppositionspartier ikke kan deltage, så det vil helt sikkert blive et problem. Og vi vil forsøge at manøvrere inden for det, så godt vi kan, men det er ikke en nem situation. Men da vi er i samme situation som mere end 100 andre partier, kan vi måske finde nogle allierede til at bringe sagen for forfatningsdomstolen. Men det er den situation, vi befinder os i.

SCHLANGER: Du lytter til Helga Zepp-LaRouche, formand for Schiller Instituttet. Vi afholder igen Den Internationale Fredskoalitions telefonmøde fredag den 15. november kl. 11.00 østkysttid, kl. 15.00 dansk tid. Og jeg vil gerne minde folk om at tilmelde sig på Schiller Instituttets hjemmeside, ikke bare dig selv, men også din familie og dine venner, til Schiller Instituttets Zoom-konference den 7.-8. december, »I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre!«
Helga, vi har et par spørgsmål mere. Vores ven Diana fra Canada siger: »Helga, du har ret, vi har brug for en global revolution eller renæssance, ikke en global nulstilling.« Og en ven fra Afrika siger, at der helt klart er et oprør mod identitetspolitik og geopolitik. Men han spørger: »Hvordan flytter man tankegangen fra et oprør til en positiv opfattelse af mennesket, som gør det muligt for en renæssance at finde sted, hvis idé er, at alle mennesker er potentielt kreative? Hvordan inspirerer man folk til at gå op på det højere niveau?«

ZEPP-LAROUCHE: Vi har talt om det i 40 år eller mere, nemlig at man er nødt til at have en ny økonomisk verdensorden, men den vil kun fungere, hvis man kombinerer den med en renæssance for klassisk musik og klassisk kultur, ikke bare for den europæiske tradition, men for alle traditioner. For hvis du kigger efter, vil du se, at der i enhver civilisation, i enhver nation, er højdepunkter og lavpunkter, som kunsten afspejlede og udtrykte i overensstemmelse hermed. For eksempel den klassiske periode i Tyskland, som frembragte musikken fra J.S. Bach over Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert, Schumann og Brahms: Det er en periode, hvor kompositionerne er så absolut opløftende, når man lytter til dem! På samme måde har du Verdi i Italien og andre komponister andre steder. Du har en masse klassiske kompositioner i Kina, i Indien og i andre lande.

Og for repræsentanterne for de forskellige kulturer er det meget svært at forstå det: Hvis man er vokset op med det, lyder det smukt og behageligt for øret, men hvis det er nyt for en, skal man opdage det. Og det er derfor, vi har lagt vægt på civilisationernes dialog, for jeg er helt sikker på, at vores titel for konferencen »I Schillers og Beethovens ånd: All Men Become Brethren!« naturligvis er mænd og kvinder, og det kan kun ske, når folk bliver smukke sjæle og genier, i det mindste med en tilbøjelighed i den retning. Det betyder, at man er nødt til at have en opfattelse af sin egen udvikling: Man skal sætte sig ned hver dag eller en gang om året og tænke: Hvad vil du med dit liv? Vil du være en middelmådig forbruger, som bare propper sig med mad, og på din grav står der: »Denne person spiste 1.000 stykker toast med kaviar og indtog 90.000 porterbøffer«, eller hvad ved jeg? Jeg bruger det som en metafor for forbrugerisme. Eller ønsker du at få det bedste frem i det, du som en begavet person kan gøre i dit liv og bidrage med? Med hensyn til at komponere musik, skrive store digte, male store malerier, tegninger, skrive smukke essays, uddanne dine medborgere eller børn som lærer, videnskabsmand, opdager? Der er så mange områder, hvor du kan udvikle det, der er i dig, og de fleste mennesker gør det ikke!
Og jeg tror, at det, vi ser lige nu, faktisk er en omvæltning rundt om i verden. Og det gode ved mennesker er, at når de ser et håb, og når de ser en mulighed, så er de motiverede til at gå i den retning og opfylde det. Det er kun, når kulturpessimismen hersker, og de tror, at man alligevel ikke kan gøre noget, så bliver folk små og tilmed onde og potentielt endda fascistiske: Det er et vigtigt emne, men der er en sammenhæng mellem kulturpessimisme og accept af fascisme.
Så jeg tror derfor, at fordi der er så mange kræfter i bevægelse, udtrykker landene i det Globale Syd den ånd – i hvert fald har jeg hørt mange mennesker fra det Globale Syd i den seneste måned i særdeleshed. Så jeg tror, at hvis vi fremmer denne idé, og det er formålet med vores Schiller-konference den 7.-8. december, så ved jeg, at der bliver lyttet mere og mere til os, og det er meget vigtigt, for jeg tror, at vi stadig er en idéfabrik, som kan inspirere en masse andre mennesker og bevægelser, så alle kan bidrage med det bedste, de har i sig som potentiale.

SCHLANGER: Helga, tak for din vedvarende optimisme og din kamp for sandhed og skønhed. Kan du give os en lille fornemmelse af, hvad du forventer, der vil komme ud af den Internationale Fredskoalitions nr. 76 Zoom call-møde fredag den 15. november?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved, at vi har flere talere fra Israel, som er forfærdede over, hvad Israel gør lige nu, og som kæmper for palæstinensernes rettigheder. Så det er vigtigt, for folkedrabet fortsætter, og FN advarer hele tiden om, at sultkrisen i Gaza forværres dag for dag. Tilmed tysk radio i morges, som har været tavs i månedsvis, havde en rapport, der sagde, at den mængde mad, som børnene i Gaza får, bliver mindre og mindre for hver dag, der går, og at de langsomt dør: Og det er hensigten! Så det, der foregår med uskyldige børn, som ikke kan beskyldes for noget, mener jeg er den store moralske advarsel om, at vi er ved at miste vores moralske overlevelsesevne.

Så vi vil have flere talere om det emne, og vi vil naturligvis også kommentere den strategiske betydning af udfaldet af det amerikanske valg, og hvad den tyske krise varsler. Så kom og vær med, for Den Internationale Fredskoalition er en integreret del af vores indsats for at forene alle mennesker af god vilje til at kæmpe for en løsning, før det er for sent: Så kom og vær med på fredag.

SCHLANGER: Helga, tak fordi du kom i dag, og jeg ser frem til at se dig på fredag den 15. november.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, indtil fredag.

Ikke korrekturlæst

Fredag den 8. november 2024

DENNIS SPEED: Vi vil gerne byde alle velkommen til det 75. møde i træk i Den Internationale Fredskoalition. Mit navn er Dennis Speed, og jeg afløser Anastasia Battle, som normalt indleder vores møder.

Det er klart, at denne uge er særlig bemærkelsesværdig på grund af det, der er sket ved det amerikanske valg. Den er også bemærkelsesværdig, fordi den nyvalgte amerikanske præsident siger, at han har talt med omkring 70 verdensledere siden tirsdag. Men endnu vigtigere er det, at en af disse ledere – Vladimir Putin – har talt om, hvordan han og USA’s kommende præsident har tænkt sig at tale sammen. Og han lagde især mærke til den kommende præsidents forslag omkring Ukraine og sagde blot, at disse forslag fortjener opmærksomhed. Jeg tror, det er vigtigt, at Den Internationale Fredskoalition vedvarende har forsøgt at understrege, mens vi har afholdt disse møder, at ingen begivenhed, heller ikke valget af USA’s præsident, er den dominerende begivenhed; for det er spørgsmålet om krig og fred, der er det dominerende. Det er grunden til, at vi begyndte dette for omkring 75 uger siden. Pointen var at forsøge at forene verdens fredsbevægelser eller at skabe en verdensomspændende fredsbevægelse, som ville hæve sig over ideologi eller særlige valgfordele eller økonomiske overvejelser for at forsøge at forhindre verden i at sprænge sig selv i luften. Jeg tror, at der vil være masser at diskutere, efterhånden som præsentationerne udvikler sig her i dag.

Det, vi vil gøre, er at starte med en præsentation af den person, der inspirerede og opfordrede til oprettelsen af Den Internationale Fredskoalition. Hun er også formand for og grundlægger af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche. Helga, du har nu ordet.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen til jer alle sammen. De seneste dage har været ret begivenhedsrige, og jeg tror, at især den 6. november vil gå over i historien som en milepæl, for det var ikke kun dagen, hvor Trump blev genvalgt som USA’s præsident, men det var også dagen, hvor den såkaldte »gadelygtekoalition« i Tyskland faldt. Begge disse begivenheder har naturligvis meget at gøre med spørgsmålet om fred eller krig.

Det, Trump har lovet, er at sige, at han vil afslutte krige og ikke starte nye. Det er i hvert fald indtil videre en betydelig forstyrrelse i krigsmaskinen, og man kan se, hvem der er hvem internationalt. Briterne er helt ude af den og forsøger at skabe “Trump-sikre forhold” både i relation til Ukraine og Mellemøsten, inden Trump tiltræder. Om Trump rent faktisk vil indfri sit løfte, vil naturligvis i høj grad afhænge af, hvilket kabinet han sammensætter; om det bliver folk, der vil forsøge at støtte hans dagsorden om at afslutte krige eller ej. Vi ved fra den tidligere Trump-administration, at han havde sådanne folk, som faktisk også tilhørte neo-con-lejren. Men som Dennis lige har sagt, afhænger det ikke kun af den hjemlige situation i USA, for vi befinder os i en periode med absolut tektoniske ændringer i det strategiske billede.

Før jeg siger et par ord om det, så lad mig sige, at den tyske regerings fald er en meget positiv udvikling. Den er endnu ikke helt ude, for Scholz har sagt, at han vil udskyde en mistillidsafstemning til den 15. januar. Der er meget modstand, som presser ham til at stille spørgsmålet i begyndelsen af næste uge. Men det er helt sikkert meget positivt, for det var den værste regering, vi har haft i hele efterkrigstiden. Scholz smed finansminister Lindner ud, og det formodede problem var, at Scholz krævede, at Lindner skulle ophæve gældsbremsen for at kunne sende et sted mellem 3 og 10-15 milliarder euro mere til Ukraine. Der er en masse intern dynamik, som tiden er for kort til at gå ind i. Lindner er ikke nogen fredsengel, for han gik ind for at sende Taurus-missiler i stedet for at ophæve gældsbremsen. Men tonen mellem de to mænd, der skændtes, var lige så skinger, som hvis det var to fiskekoner eller to sladderhanke, der skændtes på markedspladsen. Niveauet var så utroligt lavt, at det var ufatteligt.

Grunden til, at jeg siger, at dette var den værste regering, Tyskland har haft siden Anden Verdenskrig, er, at den tyske økonomi lige nu er i frit fald på grund af Scholz-regeringen. Scholz undlod helt klart at beskytte den tyske befolkning mod sabotagen af Nord Stream-rørledningerne, som leverede forholdsvis billig gas fra Rusland til den tyske økonomi, hvilket virkelig var hovedårsagen til, at den tyske økonomi klarede sig relativt godt. Som følge af mørklægningen – og man kan kun kalde det en mørklægning, fordi Seymour Hersh fremlagde en meget troværdig hypotese om, hvem der stod bag – skal Tyskland nu betale energipriser, der er tre gange så høje som i USA, og de er tvunget til at købe meget dyr flydende naturgas, der kommer fra Shell Gas i USA. Det får naturligvis den tyske økonomi til at styrtdykke i frit fald. Så legaliserede de cannabis. Vi ser både fra Holland og USA, hvad en legalisering af narkotikapolitikken gør med hensyn til stigningen i kriminalitetsraten, den erkendelsesmæssige effekt på især unge mennesker. Og naturligvis indførte de også den såkaldte selvbestemmelseslov. Det betyder, at alle 14-årige børn fra nu af kan skifte køn én gang om året bare ved at udtrykke et ønske om det, hvilket naturligvis er fuldstændig skadeligt for deres velbefindende. Jeg kunne lave en lang liste, men bare for at give et eksempel, så er det her en regering, hvor Scholz’ eneste fortjeneste er, at han indtil nu har forhindret, at Taurus-missilerne blev sendt til Ukraine.

Den alternative kanslerkandidat fra CDU-oppositionen, Friedrich Merz, holdt den 11. oktober en tale i parlamentet, hvor han sagde, at han går ind for at give Rusland et 24-timers ultimatum om at stoppe med at bombe infrastruktur i Ukraine, ellers vil Taurus blive sendt for at ødelægge alle Ruslands forsyningslinjer til Ukraine. Naturligvis er der sådanne uhellige skabninger i det parti som Roderich Kiesewetter, der mange gange har sagt: »Man er nødt til at føre krigen dybt ind i Rusland. Man er nødt til at ødelægge ministerierne og flyvepladserne,« og så videre og så videre. Derfor er Tyskland endnu ikke ude af problemerne, selv hvis denne regering falder, for alt vil afhænge af, hvad der kommer til at erstatte den; og hvad afstemningen bliver ved det kommende valg, som sandsynligvis bliver et eller andet sted i begyndelsen af det nye år.
Krigsmagerne på den atlantiske side, der ser på Biden-administrationen, Baerbock fra den tyske regering, den britiske regering, tænketankene, kræver alle nu at sende alle mulige våben, før Trump tiltræder. De står i så total kontrast til, hvor størstedelen af verden faktisk bevæger sig hen, og vi diskuterede sidste gang mødet mellem BRIKS-landene i Kazan. Der var 4,7 milliarder mennesker repræsenteret, som udgør 57 % af verdens befolkning, og de går alle i en helt anden retning. Fordi alle disse lande i det Globale Syd ønsker at opbygge en ny verdensorden baseret på lighed, på suverænitet, på de fem principper om ikke-indblanding. Det skaber naturligvis en helt anden dynamik.

Nu vil jeg gerne pege på den tale, som præsident Putin netop har holdt på deres årlige Valdai Discussion Club, hvor de altid har diskussioner om sikkerhedsordenen, arkitekturen. Putin holdt en virkelig bemærkelsesværdig tale, og jeg vil gerne give jer nogle citater med kun ét formål – nemlig at opfordre jer til at få hele talen senere efter mødet, for det er en bemærkelsesværdig tale. Det, Putin startede med, var, at han sagde

»Vi er vidne til dannelsen af en helt ny verdensorden, ikke noget som vi havde tidligere, såsom det westfalske eller Jalta-systemet.

»Nye magter rejser sig. Nationer bliver mere og mere bevidste om deres interesser, deres værdi, egenart og identitet, og de insisterer i stigende grad på at forfølge målene om udvikling og retfærdighed. Samtidig konfronteres samfundene med en lang række nye udfordringer, fra spændende teknologiske forandringer til katastrofale naturkatastrofer, fra uhyrlig social splittelse til massive migrationsbølger og akutte økonomiske kriser….

»Der kommer på en måde et sandhedens øjeblik. Den tidligere verdensorden er uigenkaldeligt ved at forsvinde, faktisk er den allerede forsvundet, og der udspiller sig en alvorlig, uforsonlig kamp for udviklingen af en ny verdensorden. Den er først og fremmest uforsonlig, fordi det ikke engang er en kamp om magt eller geopolitisk indflydelse. Det er et sammenstød mellem selve de principper, der vil ligge til grund for landenes og folkenes forhold i den næste historiske fase. Udfaldet vil afgøre, om vi gennem en fælles indsats vil være i stand til at opbygge en verden, der giver alle nationer mulighed for at udvikle sig og løse nye modsætninger baseret på gensidig respekt for kulturer og civilisationer uden tvang og magtanvendelse. Og endelig, om det menneskelige samfund vil være i stand til at bevare sine etiske humanistiske principper, og om et individ vil være i stand til at forblive menneskeligt.

»Ved første øjekast kan det se ud, som om der ikke er noget alternativ. Men det er der desværre. Det er menneskehedens dyk ned i aggressivt anarki, intern og ekstern splittelse, erosion af traditionelle værdier, fremkomsten af nye former for tyranni og den faktiske afståelse fra de klassiske demokratiske principper sammen med grundlæggende rettigheder og friheder….

»Jeg har tidligere sagt, at vi har nået de røde linjer. Vestens opfordringer til at påføre Rusland et strategisk nederlag, en nation med det største arsenal af atomvåben, afslører visse vestlige politikeres hensynsløse eventyrlyst. En sådan blind tro på deres egen straffrihed og exceptionalisme kan føre til en global katastrofe….«

Jeg giver dig kun de vigtigste citater, så jeg springer nu til det punkt, hvor han siger:
»I denne sammenhæng vil jeg gerne understrege endnu en gang: I modsætning til vores modparter ser Rusland ikke den vestlige civilisation som en modstander, og det stiller heller ikke spørgsmålet om ‘os eller dem’. Jeg gentager: »I er enten med os eller imod os« er ikke en del af vores ordforråd. Vi har intet ønske om at undervise nogen eller påtvinge nogen vores verdensbillede. Vores holdning er åben….«

Og så gentager han, hvilke principper Rusland støtter med hensyn til den nye arkitektur. Så slutter han med følgende:
“Fremkomsten af nationer og kulturer, som tidligere har holdt sig i periferien af den globale politik af den ene eller anden grund, betyder, at deres egne særegne ideer om lov og retfærdighed spiller en stadig vigtigere rolle. De er forskellige. Det kan give indtryk af uenighed og måske kakofoni, men det er kun den første fase. Det er min dybe overbevisning, at det eneste mulige nye internationale system er et, der omfatter polyfoni, hvor mange toner og mange musikalske temaer klinger sammen og danner harmoni. Hvis du vil, bevæger vi os mod et verdenssystem, der bliver polyfonisk snarere end polycentrisk, et system, hvor alle stemmer bliver hørt og, vigtigst af alt, absolut skal høres. De, der er vant til at spille solo og gerne vil beholde det sådan, må vænne sig til de nye ‘partiturer’ nu.«

Det synes jeg er en meget smuk metafor for den slags verdenssystem, som er ved at blive formet. Jeg har tidligere sagt, og vi har også diskuteret det i dette forum, at spørgsmålet om fred ikke bare er et spørgsmål om ikke at have krig. Men vi er nødt til at arbejde på at fjerne de underliggende årsager, som er den geopolitiske konfrontation og nogle nationers påstand om, at de har en legitim ret til at påtvinge andre nationer deres verdenssyn. Geopolitik var årsagen til to verdenskrige i det 20. århundrede, og vi er nødt til at tage et gigantisk spring i menneskehedens historiske udvikling, nemlig at gå over til et nyt paradigme, hvor den ene menneskehed sættes først, og alle nationale interesser kun er legitime i det omfang, de er i overensstemmelse med menneskehedens interesser som helhed.

Det er den eneste måde at løse migrantkrisen på, den ulighed, som får millioner af mennesker til at forsøge at forlade deres land og tage til andre lande, hvor de håber at få et bedre liv eller overleve. Det er grunden til, at Middelhavet er blevet en kirkegård, hvor folk drukner i tusindvis, og hvorfor den mexicansk-amerikanske grænse er blevet et sted, hvor mange mennesker også er døde, eller på vej til at nå det mål. Sådan kan situationen ikke være, for man kan ikke opretholde en status quo, hvor kun nogle få mennesker forbliver rige og velhavende – nogle ekstremt rige – og den Globale Majoritet forbliver fattig. Man er nødt til at skifte til et system, hvor alle nationer på planeten har ret til deres egen udvikling. Den eneste måde, vi kan forhindre tredje verdenskrig i at bryde ud, er ved at få landene i det kollektive Vesten til at arbejde sammen med BRIKS om udviklingen af det Globale Syd. På den måde skaber vi en verden, hvor alle nationer kan trives. Jeg tror, det er meget tættere på, end folk tror. Vi har lige fået at vide, at den italienske præsident Sergio Mattarella under sit statsbesøg i Kina udtrykte stor interesse for at slutte sig til dette nye system, som er fri for oligarki og imperialisme.
Lige nu mødes EU’s [stats- og regeringschefer] i Budapest. Der er flere europæiske lande – Slovakiet, Ungarn – som støtter dette nye system fuldt ud. Et land, som ikke er en del af EU, Serbien, er også helt på det nye systems side. Som du lige har hørt, er Italiens præsident Mattarella i gang med at udforske sådanne potentialer. Og i alle europæiske lande er der partier og institutioner, som også går ind for det.

Om Trump-administrationen virkelig bliver en fredskraft, afhænger efter min mening næsten udelukkende af, hvilken holdning Trump-administrationen vil have til denne nye fremvoksende Globale Majoritet. For da Trump forlod Det Hvide Hus for fire år siden, eksisterede det ikke, så verden har ændret sig dramatisk, siden han sidst var i Det Hvide Hus. Hvis vi kan få verden til at nå dette nye niveau af et nyt paradigme, af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur i alle verdens landes interesse, så kan vi være meget håbefulde om, at der kan skabes fred.

Jeg vil lade det blive ved det.

Bemærkninger under diskussionen som svar på et spørgsmål fra en person fra American Friends Service Committee:
Hele den grundlæggende idé med Den Internationale Fredskoalition var at gøre netop det, for efterhånden som krigsfaren både i Ukraine og i Mellemøsten bliver mere forfærdelig, er mange grupper og enkeltpersoner og mennesker virkelig bekymrede over faren for, at det hele faktisk kan ende i atomkrig, hvilket ville afslutte livet på jorden. Det kunne være enden på hele den menneskelige civilisation. Så i betragtning af, at en sådan krig truer med at udslette den menneskelige arts eksistens, gør det alle på planeten – uanset hvilket land du befinder dig i – grundlæggende bekymrede, fordi det berører alle. Derfor er vi alle nødt til at tænke som verdensborgere, og vi er nødt til at tage ansvar for, hvordan denne periode i historien ender, enten med et nyt paradigme, hvor faren for krig virkelig er elimineret, for jeg tror ikke, at krig er noget, der er medfødt i den menneskelige karakter, men jeg tror, at det er et levn fra en børnesygdom. Jeg er helt overbevist om, at når menneskeheden har nået en vis grad af modenhed, vil det være indlysende, at enhver konflikt i atomvåbnenes tid kan og skal løses gennem forhandling, gennem diplomati, gennem dialog. Dette er et så indlysende øjeblik i historien, hvor den overgang skal ske. Så det er derfor, IPC faktisk forsøger at forene hele den internationale fredsbevægelse.

Jeg vil bare bede dig, hvis du kender disse grupper, om at introducere dem. Eller, hvis du ikke kender disse grupper så godt, så send os oplysningerne. Vi vil invitere dem og invitere dem som talere til vores næste arrangement.

Afsluttende bemærkninger
Jeg vil faktisk gerne vende tilbage til det allerførste spørgsmål, du stillede, om det kunne være, at Biden-administrationen skaber så meget ravage, at den erklærer en nødsituation, så overførslen til Trump-administrationen bliver blokeret. Jeg ved ikke, om det vil ske præcis på den måde, men hvis du ser på alle medierne på begge sider af Atlanten, der kommenterer det kommende valg, siger de alle, at det bliver et absolut tæt løb; det vil være et spørgsmål om meget få stemmer. Og hvis Trump taber, vil der være vold som den 6. januar 2021. Der var masser af sådanne artikler og tv-kommentarer. Hvis man ser på virkeligheden, tror jeg, det var helt ved siden af. Trump vandt faktisk et overvældende flertal af 312 valgmænd mod 226 eller sådan noget. Jeg kan tage lidt fejl, men generelt er det et rigtigt jordskred. Næsten 50 % flere valgmænd til Trump end Harris, og også det største antal stemmer, og begge kongressens kamre er stort set republikanske, eller i hvert fald en stor del af dem. Så derfor tror jeg, at det vil være meget vanskeligt for et hvilket som helst scenarie at gå videre med det, som spørgeren foreslår.

Jeg tror dog, at vi stadig befinder os i den farligste periode i historien, simpelthen fordi der på begge sider af Atlanten tydeligvis er folk, som ikke er enige i, at verden bevæger sig væk fra en unipolær verden og ind i, som Putin sagde, en polyfonisk verden. Jeg tror, at vi må være – og især Trump må være meget på vagt for sin sikkerhed. Efter tre mordforsøg tror jeg, at han uden tvivl tager det meget alvorligt.

Jeg vil virkelig gerne sige, at vi i stedet for at sidde og se på og vente på, hvad der sker, bør indtage en meget aktiv holdning. Dette er en pause, ikke kun i situationen i USA, det er en pause i Tyskland. Men vigtigst af alt er det en tektonisk ændring, hvor 500 års kolonialisme er ved at være slut. Der er allerede et flertal i verden, som forsøger at skabe et nyt system baseret på win-win-samarbejde, på respekt for den andens suverænitet, de fem principper for fredelig sameksistens. Så jeg har sagt det i flere år, men det er ved at blive helt klart, at spørgsmålet om krig og fred afhænger af, om vi kan få befolkningerne i USA og de vesteuropæiske lande til at reagere positivt på denne nye økonomiske orden i stedet for at se den som en fjende.

Jeg tror, vi er nødt til at bekæmpe – alle i deres omgivelser, i deres daglige liv – for absolut at bekæmpe ideen om, at en person, der er kineser eller russer eller afrikaner eller en hvilken som helst anden nationalitet, per definition allerede er en fremmed, en fjende, som skal hades eller holdes øje med. Jeg tror, vi er nået til et punkt, hvor vi er nødt til at ændre forholdet mellem nationer, kulturer og civilisationer for at udvikle venskab, tillid og kærlighed. Den bedste måde at gøre det på er at studere den anden kultur og finde ud af, hvilke skønheder man kan opdage, når man åbner sit hjerte og sit sind for nye kulturer. Derfor har vi indkaldt til internet Schiller-konferencen den 7.-8. december med den idé ikke at holde en konference på det tidspunkt, men at bruge hver eneste dag mellem nu og da – cirka 4,5 uger – til at sammensætte en international kombination af kræfter, der siger, at vi er nødt til at have et nyt paradigme i forholdet mellem nationer. Derfor er titlen på konferencen »I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre!« Schillers {Ode til glæden}, som blev sat i musik af Beethoven i {Niende symfoni}. Vi kunne sige, at alle mænd og kvinder bliver brødre og søstre, hvilket Lyndon LaRouche faktisk ville have sagt, og sagde mange gange, da han stadig var blandt os.Men i dag bliver man mistænkt for at være kønsdiskriminerende, hvis man siger det. Lyndon LaRouche sagde det for årtier siden, fordi han altid har ment, at mænd og kvinder er lige begavede som kreative mennesker, og at der ikke er nogen forskel på dem.

Under alle omstændigheder er dette konferencens emne. Vi ønsker at gøre den konference til en meget kraftfuld demonstration af, at vi er ved at nå en ny tidsalder for menneskeheden, en ny æra – og at vi samler den mest kraftfulde kombination af talere, vi nogensinde har haft på en konference, fra det Globale Syd, fra det kollektive Vesten, men mennesker, som gennem deres livsværk repræsenterer denne idé. Organiseringstiden før det er faktisk tiden for maksimal outreach. Jeg vil derfor appellere til jer alle om at forpligte jer til ikke kun at tage én person med til konferencen ud over jer selv, men at I virkelig slutter jer til vores organisationsteam. Kontakt Anastasia: Hun vil sætte dig i kontakt, eller vi har andre arrangører i Tyskland, i Frankrig, i Skandinavien, i Italien, i Latinamerika.Uanset hvor du er, så kontakt vores lokale folk og følg med, så vi kan gøre konferencen til et absolut tordnende gennembrud, som hele verden kan lytte til.

Det er det, jeg tror, vi bedst kan gøre for at forme denne periode i stedet for bare at vente og se, hvad der sker. Fordi Tyskland er i fuldstændig forandring, er situationen i Frankrig lige så dramatisk med en regering, der kan falde lige så let, som den tyske regering lige har gjort. Jeg tror, at vi har et åbent felt til at sætte en ny dagsorden på bordet. Jeg vil virkelig opfordre dig: Giv os noget af din tid, og hjælp og deltag i denne organiseringsproces for at nå frem til en ny æra af civilisation.

Ikke korrekturlæst

[HZL] [HCS]
6. november 2024 (EIRNS)–Strategisk webcast med Schiller Instituttets grundlægger og formand Helga Zepp-LaRouche
Onsdag den 6. november 2024

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Det er onsdag den 6. november 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende spørgsmål og kommentarer via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.

Helga, i går blev tidligere præsident Donald Trump atter valgt til USA’s præsident. Han havde besejret vicepræsident Kamala Harris, som var blevet valgt af partiets etablissement, efter at de havde besluttet at sende Joe Biden på førtidspension gennem det, som mange kaldte et »blødt kup«. Med andre ord skulle Biden ofres for at redde politikken. Det ser ud til, at det ikke virkede: Caitlin Johnstone kommenterede: »Det viser sig, at det ikke er en god måde at få progressive til at stemme på sig selv, når man fører valgkamp på løftet om at fortsætte et folkemord, mens man bejler til støtte fra krigsforbrydere som Dick Cheney.«

Helga, da du så på udviklingen i de seneste dage, sagde du: »Vores historiske øjeblik oprinder, fordi det er meget tydeligt, at det gamle system er ved at smuldre, og chancerne for at indføre et helt nyt system er absolut til stede.« Så hvordan skal vores seere tænke om udviklingen i den sidste uge, herunder valget af Donald Trump?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror helt sikkert, at det er et øjeblik med en pause i en meget anspændt strategisk situation. Trump har lovet at stoppe krige. Nu må vi naturligvis se, om ordene bliver fulgt op af handling, men også begivenheder – vicepræsidenten sagde noget lignende. Så jeg ville indtage den holdning, at han er en nyvalgt præsident, og lad os se, om han holder sine løfter.

Nu er nøglespørgsmålet selvfølgelig ikke kun, hvad han gør i USA, men naturligvis er udenrigspolitikken afgørende: Jeg tror, han vil gøre noget for at afslutte krigen i Ukraine. Jeg tror, der er et potentiale for det, tilmed hvis russerne er meget forsigtige, hvilket er forståeligt i betragtning af deres synspunkt. Men jeg tror, at det synspunkt eksisterer. Jeg er ikke så optimistisk med hensyn til Sydvestasien. Men jeg tror, at det virkelig afgørende spørgsmål er, hvad Trump-administrationens holdning vil være til den Globale Majoritets bestræbelser på at opbygge det nye økonomiske system. Og jeg håber bare, at der er nok stemmer internationalt, som viser potentialet: Den første reaktion fra kineserne, fra udenrigsministeriets talskvinde Mao Ning, var, at den kinesiske holdning grundlæggende er at tilbyde et win-win-samarbejde. Og i betragtning af, at Xi Jinping allerede for flere år siden tilbød Obama, at Obama-administrationen skulle samarbejde med BRIKS og Bælte- og Vej-Initiativet, hvilket Obama reagerede meget negativt på ved at fremsætte »Pivot Asia« i stedet. Men det tilbud eksisterer tydeligvis stadig, og i betragtning af at landene Ungarn og Slovakiet, som er meget interesserede i at afslutte krigen i Ukraine, fordi det er et naboland, og det er en forfærdelig ting at have sådan en krig i deres nabolag, også er på en meget positiv kurs med Kina, tror jeg, der er et potentiale for at afslutte krigen i Ukraine og for at bygge broer!

Altså, jeg tror, at landene i det Globale Syd, som har bevist i Kazan, at de bestemt er fast besluttet på at bevæge sig i retning af en mere retfærdig og rimelig, ny økonomisk verdensorden, jeg tror også, at de vil se muligheden, og jeg kunne godt forestille mig, at mange af dem rækker hånden ud til Trumps nye regering for at se, om der kan arrangeres en ny, positiv holdning.

Det må blive, hvad det bliver. Jeg kan kun sige, at vores opgave, LaRouche-organisationen, Schiller Instituttet, dybest set er, at vi skal bruge øjeblikket til virkelig at katapultere verdenssituationen ind i et nyt paradigme, en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, for jeg har sagt det gentagne gange, og det er mere sandt end nogensinde før: Hvis vi ikke overvinder geopolitik, som er Wolfowitz-doktrinen, som er ideen, Wolfowitz-doktrinen, der tilmed kræver, at USA skal forblive verdens hersker for evigt, men også geopolitik, som er ideen om, at en nation eller en gruppe af nationer har ret til at påtvinge andre nationer deres interesser, må den tankegang forsvinde, især i en tid med atomvåben; og vi er virkelig nødt til at bruge den nuværende situation til at forsøge at bevæge os ud af denne ekstremt farlige zone. Hvor farligt det er, understreges af, at USA, kun få timer før valgresultatet blev kendt, affyrede en Minuteman ICBM-missiltest, som er atomart, for at demonstrere USA’s atomare beredskab. Jeg tror bare, det viser, at den nuværende regerings tankegang stadig er i det gamle paradigme, og det er præcis dér, problemet ligger.

Så jeg tror, at den næste periode bliver ekstremt farlig. Jeg tror, at perioden frem til Trumps indsættelse er yderst spændende og farlig, og naturligvis også tilmed derefter. Men jeg tror, at hvis man kan håbe på, at Trump vil gøre det, han har sagt, så skal man naturligvis holde meget nøje øje med, hvilket kabinet han sammensætter: Hvis det er folk, der vil insistere på, som Trump selv sagde under valgkampen, at han vil splitte forholdet mellem Rusland og Kina, hvilket jeg tror har nul chancer i betragtning af, at grunden til, at disse to lande har bevæget sig så tæt sammen, har alt at gøre med den strategiske fare. Så jeg tror ikke, der er nogen chance for at splitte disse to lande, men jeg tror, det ville være meget uheldigt, hvis budskabet fra den nye Trump-administration ville være, at han ønsker at gå i den retning.

Hvis der på den anden side er en fælles indsats for at forsøge at flytte verden til et bedre sted, og det er, hvad vores kommende Schiller-konference handler om, at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til hvert enkelt lands interesser, i traditionen fra Den Westfalske Fred, er vi muligvis på vej ind i en helt ny æra: Men det kræver en stor indsats fra mange mennesker med god vilje.

Så jeg er på den ene side optimistisk med hensyn til, at der kan ske noget stort, men på den anden side ville det være en fatal fejltagelse at slukke for alarmerne, for vi er ikke det mindste ude af farezonen, og derfor tror jeg, at det stadig kræver en maksimal mobilisering af mennesker, der kæmper for fred.

SCHLANGER: Du nævnte Schiller Instituttets kommende konference, som finder sted den 7.-8. december. Folk bør kigge efter annonceringen for den på Schiller Instituttets hjemmeside. Vi skulle gerne have mere ud snarest.

Helga, jeg talte med en valgt embedsmand i Tyskland i dag, som sagde, at han ser Trump-sejren som en god nyhed, men med nogle problemer, og det var det, du henviste til. Men det, han især sagde, var de to store problemer: For det første præsident Trumps potentielle modstand mod BRIKS, og for det andet støtten til Netanyahus folkemord på palæstinenserne. Og han spurgte: »Hvad tror du, der kan gøres for at ændre retningen på disse to spørgsmål?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg mener, at landene i det Globale Syd ikke er passive aktører eller partnere eller enheder. De er i bevægelse. De lande, der mødtes i Kazan, repræsenterede 4,7 milliarder mennesker og 57 % af den Globale Majoritet, og der er omkring 30 lande mere, der har udtrykt interesse for at blive medlem af BRIKS. Så jeg tror ikke, at disse lande bare vil vente og se, hvad Trump gør. Jeg tror også, at de vil række ud og gøre det klart, hvad deres interesse er.

Og jeg tror, at Vesten virkelig er nået til et punkt, hvor der er påtrængende behov for nytænkning. Først og fremmest vil Trump sandsynligvis gå i retning af told mod Kina, told mod EU: Jeg tror ikke, det vil gå uden gnidninger. Hvis han forbliver på det niveau, f.eks. i Europa, var medierne i morges ganske forbløffende: Der var kommentatorer, som sagde, at »dette er enden på demokratiet!« Trump er jo lige blevet valgt på demokratisk vis, og to af Kongressens huse er nu republikanske, hvilket ikke ligefrem er et tegn på, at demokratiet ikke fungerer – det er en demokratisk afstemning! Så hvorfor er demokratiet ved vejs ende? Jeg mener, der var selvfølgelig nogle problemer i valget, som at vores uafhængige kandidat til det amerikanske senat i New York, Diane Sare, kun fik halvt så mange stemmer som det antal mennesker, der skrev under på at sætte hende på stemmesedlen, og hendes stemmetal var 0,35 % uden nogen form for udsving i løbet af hele valgdagen, hvilket er statistisk umuligt, fordi disse resultater normalt går op og ned, afhængigt af hvor afstemningen finder sted. Så jeg siger ikke, at der ikke er problemer med det resultat.

Men jeg tror, at landene i det Globale Syd er i bevægelse: De vil have et nyt, retfærdigt verdensøkonomisk system, som gør det muligt for dem at overvinde underudviklingen. Og jeg kunne godt forestille mig, at eftersom der er mange ledere, som har meget klare ideer om fremtiden, såsom præsidenterne i Brasilien og Indonesien, premierministeren i Indien, Kina, Nigeria, Sydafrika og mange andre, så kunne jeg godt forestille mig, at de også kan gribe ind i situationen og lægge deres ønsker på bordet: Og så må USA tænke: Vil de afbryde forbindelserne til den Globale Majoritet, eller vil de have et positivt forhold? Biden-administrationen gik helt sikkert ind for afkobling, for et globalt NATO, hvilket ville betyde økonomisk, politisk og militær afkobling, og at verden ville blive splittet i to separate blokke – hvilket ville være ødelæggende for verdensøkonomien. Og jeg tror ikke, det ville være godt for USA; det ville heller ikke være godt for Europa.

Så jeg tror, at denne periode på de næste tre måneder vil blive brugt af praktisk talt alle sider til at forsøge at lægge deres system på bordet, men den Globale Majoritet, er den Globale Majoritet. Og for det samlede Vesten gælder det, at hvis de afbryder forbindelserne med det eneste område i verdensøkonomien, som virkelig vokser, nemlig Kina, og med hensyn til demografisk vækst er det Afrika, så vil de virkelig skyde sig selv i knæet.

Dette er en periode, hvor historien kan formes, og derfor tror jeg ikke, det er det sidste ord at lytte til de mennesker, der forsøger at læse bladene i et tidligere kapitel af historien.

SCHLANGER: Vi har nogle meget interessante spørgsmål til dig, Helga. Her er et fra Takis Ioannides, som skriver: »Der er blevet valgt en ny præsident i USA. Europa er blevet ødelagt af krigen i Ukraine. Borgerne i alle lande lider, livskvaliteten er lav. EU’s planer for immigranter har slået fejl på det groveste.« Og han siger: »Tyskland er hovedansvarlig for fiaskoen.« Så spørger han: »Er der nu en chance for, at Europa kan samarbejde ordentligt med USA om at afslutte krigen og genoprette vores liv, og hvordan kan det opnås?« Det er spørgsmålet til dig.

ZEPP-LAROUCHE: Lad os se, hvad der sker: Hvis man ser på de første reaktioner fra tilmed von der Leyen, der varmt bød præsident Trump velkommen med hans sejr, så lad os nu se, om den varme atmosfære forbliver. Men jeg tror, at premierminister Orbán fra Ungarn allerede har udtrykt store forventninger; jeg tror, at der er mange andre, der har udtrykt det samme, eller tilmed bare formelle, høflige velkomster. Og dette er et øjeblik, hvor man kan lægge en ny politik på bordet.

Og jeg tror, at alle ville gøre klogt i at se på, hvorfor verden kom til dette krisepunkt? Alle de politikker, som USA og de europæiske lande har klaget over, var tilbageslag for deres egen politik! Den neoliberale model fungerede bare ikke. I en vis forstand har denne afstemning om præsident Trump virkelig visse ekkoer af, at han blev valgt i 2016, som på det tidspunkt var en verdensomspændende afvisning af det neoliberale paradigme: Brexit [Storbritanniens brud med EU] var en del af det; afstemningen mod forfatningsændringen i Italien var en anden verdensomspændende demonstration. Så i en vis forstand var denne Trump-afstemning igen resultatet af, at folk afviser krigspolitikken, de afviser »«woke»«-politikker, og i en vis forstand er det et øjeblik, hvor man med magt kan lægge en anden dagsorden på bordet. Så jeg ser det ikke som noget passivt, men hvis folk i Europa, der kan lide Trump-valget, bør de række ud til Trump-administrationen eller den kommende Trump-administration, og det er et tidspunkt, hvor man virkelig kan forsøge at lægge en bedre politik på bordet.

Hvis Vesten vil have et godt forhold til det Globale Syd, er det meget nemt: De bør stoppe en konfrontationspolitik, de bør tilbyde samarbejde og dybest set sige: »Europa har stadig en masse videnskabelig og teknologisk kapacitet« – »stadig« må man sige – det har USA også til en vis grad, fordi det meste af deres kapacitet desværre ligger i den militære sektor, som er nødt til at blive omstillet. Men hvis der var en fælles politik om at sige, lad os opbygge Afrika og Latinamerika og asiatiske lande, som ikke er så udviklede, og hjælpe dem med at blive mellemindkomstlande på kort sigt ved at opbygge infrastruktur, udvikle landbrug, industriparker, hurtigtog, energinet, energidistribution, bekæmpe ørkenerne ved at levere nyt, ferskvand gennem afsaltning via atomkraftværker: Alle disse projekter, og på dén måde skabe en situation, hvor migranterne ikke ønsker at migrere mere, fordi de ville have god grund til at blive hjemme og opbygge deres eget land! Ville det ikke være måden at løse migrantspørgsmålet på? Er det ikke noget, Trump-administrationen kunne tage op, og i stedet for at forsøge at undertrykke kinesiske investeringer, som Chancay-havnen i Peru, kunne de sige: »Lad os samarbejde om at bygge den bi-oceaniske jernbane og andre vigtige infrastrukturprojekter i Latinamerika«, og på den måde ville migranterne blive hjemme!

Ville det ikke være bedre end at bygge en mur, hvor mange mennesker dør på vej til en mur, for så bare at være – desværre vil Trumps impuls nok være at være meget hård ved migranterne. Men jeg tror, at hvis alle de latinamerikanske lande og afrikanske lande og andre grundlæggende ville henvende sig til Trump-administrationen og sige: Hør her, vi vil gerne løse migrantproblemerne, men ikke ved at bygge en mur og så lade folk hænge der imellem og dø og have det elendigt og blive nægtet deres grundlæggende menneskerettigheder – men ved at ændre politikken! Samarbejde! Hvorfor kan USA og Kina ikke samarbejde om at opbygge den latinamerikanske økonomi? Og gøre det samme med europæerne i Afrika?
Det ville være så nemt. Og jeg er ikke naiv eller blåøjet, men jeg ved med sikkerhed, og jeg vil virkelig satse hele min eksistens på, at hvis der kom en gestus fra det kollektive Vesten i den retning, jeg siger nu, ville de afrikanske lande, de asiatiske lande, de latinamerikanske lande, BRIKS-landene straks være enige: Så hvorfor arbejder vi ikke alle sammen hen imod det mål, for det er den eneste måde at løse denne krise på.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en kontakt i Ohio. Han skrev: »Medierne forstår det bare ikke. I alle de artikler og kommentarer, jeg har hørt i dag om valget, er der ingen, der identificerer støtten til endeløse krige som en medvirkende årsag til Trumps valgsejr. Jeg betragter det som psykologisk krigsførelse.« Og han beder om dine kommentarer til dette.
ZEPP-LAROUCHE: Det er selvfølgelig psykologisk krigsførelse, men det afspejler også – jeg har spurgt mig selv mange gange, hvorfor Vestens etablissementer ikke er i stand til at erkende, at deres politik har slået fejl? Jeg mener, normalt, når man ser, at man forsøger at gøre noget, og det ikke virker, for eksempel, i anførselstegn, »humanitære interventioner«, der forsøger at eksportere den liberale vestlige model for demokrati, i Irak, i Afghanistan, i Libyen, hvor som helst, og det fungerede ikke nogen steder! Resultatet er, at USA’s indflydelse i Sydvestasien som følge af disse interventionskrige er skrumpet ind til det laveste niveau i hele perioden! Og man skulle tro, at de for eksempel i Tyskland deltog i krigen i Afghanistan, for vi havde engang en forsvarsminister, der sagde, at »den tyske frihed forsvares ved Hindu Kush.« Kan du huske, hvor skammelig NATO’s tilbagetrækning fra Kabul var i 2021? Man skulle tro, at de ville reflektere over, hvorfor det ikke fungerede! Og måske er der folk her og der, som har indset, at det var en forkert politik, for man kan ikke gå ind i en kultur med en helt anden baggrund, en helt anden civilisation, som nogle gange er flere tusinde år gammel, og så forsøge at indføre »demokrati« med nogle få soldater, som næsten ikke forlader deres lejr – det er dømt til at mislykkes lige fra begyndelsen!

Og jeg tror, at grunden til, at disse etablissementer ikke er villige til at reflektere over det, er, at de tror, at hele deres position, privilegier, penge, indkomst, alt det afhænger af den fortælling, de alle har vedtaget som en klub, og derfor holder de fast i den, tilmed selvom den ikke fungerer mere. Men jeg har kun billedet af [den østtyske kommunistleder] Erich Honecker, som ved fejringen af DDR’s 40-års jubilæum dybest set sagde: »Socialismen vil bestå i tusind år, og hverken okser eller æsler kan stoppe den.« Der gik mindre end to uger eller 12 dage, tror jeg, før Honecker trådte tilbage, og på tre uger faldt Berlinmuren.

Hvis en etablering ikke er villig til at indse, at deres politik ikke fungerer, så tror jeg, at principperne i det, der er skrevet i Uafhængighedserklæringen, træder i kraft, nemlig at hvis et folk udholder en dårlig regering i meget lang tid, så har de pligt til at skifte regeringen ud, når der ikke er andre midler til rådighed! Nu har vi lige set en sådan afspejling af denne politik med Trump-valget, og derfor tror jeg, at det ville være et øjeblik for andre mennesker, som ikke er i en af de to lejre, men som er i institutionerne, som er i det permanente bureaukrati, til virkelig at tænke »ville det ikke være øjeblikket til at vende tilbage til de bedre traditioner i alle lande, både i USA og i Europa? For vi er faret vild, og det er påtrængende tid at genoprette en bedre politik i de bedste traditioner, vi hver især har.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra Israel: »Netanyahu fyrede sin forsvarsminister Yoav Gallant og sagde, at han havde mistet tilliden til ham. Gallant nævnte Netanyahus manglende fremlæggelse af en efterkrigsplan og hans manglende vilje til at nedsætte en undersøgelseskommission om 7. oktober [2023] som to hovedårsager til spændingerne mellem dem.« Så han skriver: »Nogle i Israel spekulerer i, at Netanyahu handlede for at komme et træk fra nogle i de israelske forsvarsstyrker (IDF) i forkøbet i samarbejde med amerikanske embedsmænd i Washington for at vælte hans regering. Hvad tror du?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg har ikke adgang til sådanne oplysninger, men timingen, da Netanyahu fyrede Gallant, er indlysende. Midt under det amerikanske valg troede eller håbede han tydeligvis, at USA ville være opmærksom på andre ting.

Jeg synes, at Israels situation er forfærdelig. Og mange kommentatorer siger, at det, der sker, er en alvorlig trussel mod Israels eksistens. Jeg kan kun håbe, at fornuftens stemmer i Israel bliver stærkere og manifesterer sig.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra professor L., som spørger: »Tror du, at USA og Rusland kan bevæge sig i retning af et tøbrud, som kunne omfatte opbygning af en ny våbenkontrol- og nedrustningspolitik, som ville stabilisere de internationale relationer?«

ZEPP-LAROUCHE: I betragtning af, at Trump selv var den, der annullerede mange af disse aftaler, kan man kun håbe, at der sker en genovervejelse. Jeg tror, at det haster mere end nogensinde før med at få lavet sådanne nye aftaler. Men som sagt afhænger alt af, hvilken slags regering han sammensætter, og jeg kan kun sige: Jo flere mennesker, der siger deres mening og forsøger at blive hørt i denne konsolideringsperiode, jo større indflydelse kan de få.

SCHLANGER: Og her er et spørgsmål fra Christopher C. fra Filippinerne: »Er det muligt, at BRIKS kan skabe et finansielt system, der er inspireret af Lyndon LaRouches idé om et nyt Bretton Woods?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja, selvfølgelig. På Kazan-mødet var der et forsøg på at bevæge sig i den retning, men de gik ikke hele vejen. Og den grundlæggende årsag er, at flere af BRIKS-medlemmerne har deres egne formodede interesser og ønsker at have en fod i hver lejr. Så de gik kun efter, hvad jeg tror er en flankerende operation, ved grundlæggende at opfordre til en
BRIKS investeringsfondsplatform, en kornplatform og lignende ting, men i betragtning af at det var Paulo Nogueira Batista, den tidligere vicepræsident for Den Nye Udviklingsbank, der sagde, at IMF ikke kan reformeres, mens flere lande sagde, at de ønsker at reformere IMF, Verdensbanken osv. nemlig at man er nødt til at slippe af med den udestående derivatgæld på 4 billioner dollars, de flere hundrede billioner i offentlig gæld og offentlig og privat gæld, og at så længe man forbliver i dette gældsplagede system, er der ingen måde, hvorpå Vesten kan tilslutte sig en ny finansiel arkitektur. Så jeg tror, at Lyndon LaRouches fire love: at man skal have en Glass-Steagall-bankopdeling, at investeringsbankerne selv skal tage sig af deres regnskaber uden redningspakker af forskellig art; og at man derefter skal beskytte forretningsbankerne; at man skal oprette nationalbanker, at man skal forbinde disse nationalbanker med clearinghuse for at oprette et nyt kreditsystem: Alle disse trin er relativt nemme. Og jeg tror, at det ville være måden at skabe forudsætningen for, at det samlede Vesten kunne slutte sig fuldt ud til BRIKS i et nyt økonomisk system.

Hvis landene i Vesten har visdom nok til at bevæge sig i denne retning, tror jeg, det afhænger meget af et intelligent vælgerkorps og statslige borgere, som træder frem eller skifter regeringerne ud, som de er, hvilket lige nu har været tilfældet ved de seneste valg; også i Tyskland, Frankrig og andre steder.

Så jeg tror, det stadig er en organisatorisk opgave, og det er igen grunden til, at vi har arrangeret den nye konference på Schiller Instituttet den 7.-8. december, hvor denne nye udviklings- og sikkerhedsarkitektur er et af hovedfokuspunkterne. Og de ti principper som jeg har foreslået, og som bør indgå i en sådan sikkerhedsarkitektur, er virkelig grundlaget for en sådan diskussion. Så læs dem, deltag i vores konference og hjælp os med at organisere den, så den bliver en enestående begivenhed. For vi har fastsat datoen på en sådan måde, at den skal gribe ind i den nuværende situation i så mange lande i verden som muligt. Fordi vi er nødt til at få det bedste frem i alle mennesker for at løse denne krise.

SCHLANGER: Madeleine, som overvåger chatsiden, rapporterer, at mange mennesker siger, at de er glade for, at Trump vandt. Et eksempel er Diana S. fra Canada, som skriver: »Godmorgen Helga og Harley. Tillykke til det amerikanske folk og præsident Trump: Sikke en fantastisk sejr for friheden. Folket har talt. Jeg er så glad i dag, og jeg er ikke engang amerikaner. Dette var en sejr for verden.«

En anden kvinde skrev ind, som er fast deltager i Den Internationale Fredskoalitions opkald, og hun sagde: »Når jeg lytter til, hvad I siger, har jeg kun ét budskab: Tag telefonen og få folk til at deltage i denne uges [IPC]-zoomopkald. IPC har været afgørende for den forandring, der har været i gang.«

Så med det, Helga, hvad er der på tapetet til fredagens IPC Zoom-møde?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan fortælle dig, at vi er ved at organisere fredagens opkald, men også allerede til Schiller Instituttets konference den 7.-8. december, og vi har en enorm interesse fra top, top, topfolk! Så jeg beder jer! Forstå, at dette er en ekstraordinær mulighed for at sammensætte en international koalition: IPC-mødet på fredag vil helt sikkert diskutere konsekvenserne af udfaldet af Trump-sejren i USA, og hvad der skal gøres af internationale kræfter for at hjælpe. Så tag telefonen, og jeg kan kun fuldt ud tilslutte mig det, du lige har sagt: Tag telefonen, organiser alle dine venner, alle dine kolleger. Dette er øjeblikket, hvor vi faktisk kan forme historien, så det er det, vi skal gøre.

SCHLANGER: Jeg tror, at da hun stillede spørgsmålet, forventede hun, at det ville være dit svar. Så Helga, tak fordi du ville være med i dag. Undskyld min stemme, men jeg synes,det er vigtigt, at folk får disse opdateringer {hver eneste uge}. Vi ses på fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, og god bedring!

Ikke korrekturlæst.

Uanset det amerikanske valg står verden over for atomkrig – Den Internationale Fredskoalitions møde nr. 74, 1. november 2024; udskrift af bemærkninger fra Helga Zepp-LaRouche
[HZL] [AMB] [SSU]

1. november 2024 (EIRNS)–ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition; dette er det 74. møde i træk, vi afholder. Mit navn er Anastasia Battle; jeg er jeres ordstyrer, og det samme er mine medordstyrere Dennis Small og Dennis Speed. Tak, fordi I er kommet i dag på dette meget turbulente tidspunkt. Vi skabte dette forum for 74 uger siden for at forene fredsbevægelsen i hele verden. Samle folk fra alle ideologier, der ønsker ægte fred, og fra alle nationer. Hvis vi rent faktisk skal stoppe tredje atomkrig, er det, hvad vi er nødt til at gøre. Det er præcis det, vi står over for, og det vil I høre om i dag. Jeg lægger dagsordenen ud i chatten.

Vi gør det lidt anderledes i dag. Scott Ritter vil holde den første præsentation, og så vil vi have nogle flere talere efterfølgende.

For at fortsætte har vi som den næste Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig først sige »velkommen« til jer alle. Jeg vil gerne fremhæve den aktuelle situation i Gaza og Libanon, hvor den israelske regering har forbudt FN’s palæstinensiske hjælpeorganisation UNRWA. Det har naturligvis forværret situationen totalt, så Philippe Lazzarini, som er kommissær for den organisation, sagde, at FN blev etableret for at gøre en ende på den slags rædsler, som førte til Anden Verdenskrig, og at vi nu står over for den samme slags kaos, som førte til den situation, hvilket er en ret skarp sammenligning af det, der foregår nu, med perioden under nazisterne. Men jeg tror, at hvis man ser på, hvad der foregår i Gaza, så kan man ikke undgå den slags sammenligninger. Lazzarini sagde også, at hvis man i dag ser på børnene i Gaza, så ved vi, at mange af dem vil dø i morgen, og at der faktisk er 650.000 piger og drenge under 18 år, som befinder sig i den situation. Så han sagde, at det betyder, at den såkaldte »regelbaserede orden« er ved at smuldre. Jeg tror, det er den overvældende situation, at den orden er ved at gå i opløsning. Det er det, der udgør den overordnede fare for en global krig.

Den sydafrikanske regering har netop afleveret endnu en rapport til Den Internationale Domstol, hvor de fremhæver intensiveringen af israelernes drab på palæstinensere. Det er et dokument på 750 sider med yderligere 4000 sider med bilag og yderligere materiale. De beskriver tydeligvis meget detaljeret brugen af sult som et krigsvåben og hensigten om at fordrive alle palæstinensere fra dele af Gaza. Det burde være en øjenåbner, men der er stadig regeringer, som leverer våben til Israel. Sådan er situationen i Sydvestasien.

Der er rapporter, som jeg ikke kan bekræfte; jeg kan kun nævne, at de eksisterer, og at der kunne komme et modangreb fra Iran allerede før det amerikanske valg. Der citeres udtalelser fra iranske embedsmænd om, at det, der vil ske, vil være anderledes end noget scenarie, Israel kunne forestille sig, og at Irans reaktion vil være endelig og smertefuld. Hvis det sker, kan det endda ske på valgdagen. Det viser, hvor tæt vi er på en atomkrig, for hvis det udvikler sig til en aktion/modaktion, og der til sidst bliver brugt atomvåben, så er alting forbi.

En lignende krise er ved at blive opbygget i forbindelse med en mulig NATO-intervention i Rusland på grund af rapporter om de 10.000 nordkoreanske soldater, der angiveligt er i Rusland for at blive trænet. Det er der ingen beviser for. Så var der mødet mellem Austin og den sydkoreanske forsvarsminister, og i samme periode affyrede Nordkorea et ICBM-våben, som havde en længere rækkevidde og fløj højere end noget andet våben, der var blevet testet hidtil. Det er naturligvis for at demonstrere, at Nordkorea har evnen til at nå amerikansk territorium, hvis det bliver nødvendigt.

Så vi har faktisk en ekstremt anspændt situation. På den anden side er alternativet, som vi tidligere har sagt, også synligt. Alternativet var synligt i Kazan, hvor BRIKS-mødet fandt sted. Nu er i alt 22 nationer medlemmer af BRIKS, i hvert fald pr. 1. januar. Der er i alt 50 nationer, som ønsker at være en del af BRIKS. I går og i dag er der en sikkerhedskonference i Minsk, hvor 600 deltagere fra 40 lande diskuterer en skitse til en eurasisk sikkerhedsarkitektur; naturligvis i overensstemmelse med det, Putin nævnte den 14. juni om behovet for en ny eurasisk sikkerhedsarkitektur.

Situationen er så meget i bevægelse, at selv EU kan regnes med i det smuldrende system, for det er meget tydeligt, at EU-Kommissionen er på krigsstien mod flere af sine medlemmer, så premierminister Orbán fra Ungarn beskyldte EU-Kommissionen for at fremme et aktivt regimeskifte mod regeringen i Ungarn, et EU-medlem. The {Financial Times} har en giftig bagvaskelse mod Slovakiets premierminister Fico, som går i samme retning. Og så er der den løbende mulighed for en gentagelse af Maidan-kuppet mod Georgien. Det viser, at situationen virkelig er tilspidset, og vi er absolut nødt til at optrappe vores kampagne for at få et helt nyt paradigme. Vi er nødt til at forlade det geopolitiske felt. Geopolitik var ansvarlig for to verdenskrige i det 20. århundrede; og nu i atomvåbnenes tidsalder, hvis det kommer til endnu en optrapning – hvad enten det er omkring Ukraine eller Mellemøsten – ville vi være i umiddelbar fare for en global krig, som ville omfatte atomvåben og derfor meget let kunne betyde afslutningen på al civilisation på planeten; den menneskelige civilisation, men også alt andet liv på planeten.

Det er vi meget tæt på i Ukraine, for alle rapporter viser, at ukrainerne taber terræn dag for dag; at situationen bliver militært mere desperat for hver dag, der går. Som Lukashenko sagde på sikkerhedskonferencen i Minsk, er det nu tid til at forhandle. Men Zelenskyj kræver et øjeblikkeligt medlemskab af NATO for Ukraine og adgang til atomvåben for Ukraine; hvilket ifølge general Kujat, den tidligere stabschef for Bundeswehr og tidligere formand for NATO’s militærkomité, ville betyde, at NATO øjeblikkeligt ville gå i krig med Rusland. For det vil naturligvis betyde, at NATO får adgang til alle offensive våbensystemer på Ukraines territorium, hvilket var den røde linje for Rusland lige fra begyndelsen.

Så jeg mener ikke, at det er den eneste krise, for en effekt af den smuldrende orden er afspejlingen af optrapningen af såkaldte »hunger spots« i udviklingslandene. Der er fem lande lige nu, som befinder sig i en umiddelbar katastrofe – Haiti, Mali, de besatte palæstinensiske områder, Sydsudan og Sudan. Men der er 22 andre såkaldte “hunger spots”, hvor folk dør uden nogen egentlig grund, for det ville være meget nemt at afhjælpe. Behovet for virkelig at ændre verdensarkitekturen, så alle nationer på denne planet kan overleve, og for at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til hvert eneste lands interesser på planeten, er mere påtrængende end nogensinde før. Da vi tror – i hvert fald tror jeg, og jeg ved, at mange af mine kolleger her også tror det – at intet af dette virkelig vil blive afgjort endeligt gennem det amerikanske valg. Der vil ske nogle ændringer afhængigt af, hvem der vinder, men jeg er ikke optimistisk med hensyn til, at det amerikanske valg vil løse de underliggende aksiomatiske årsager til, at vi befinder os i denne krise. Denne geopolitiske idé om, at en gruppe nationer har en interesse mod en anden gruppe nationer, hvor de har ret til at forsvare den med alle midler, herunder militære midler. Vi er nødt til at komme ud af den logik og etablere et nyt system, en ny arkitektur, som hæver os over geopolitikken.

For at sætte det på dagsordenen foreslår vi, at vi snart afholder en internet-Schiller-konference i to dage, hvor vi vil diskutere, hvordan en sådan ny sikkerhedsarkitektur kunne se ud; hvordan vi kommer dertil, og hvilke økonomiske og kulturelle programmer, der er nødvendige for at nå dertil. Lige nu foreslår vi at indkalde til en sådan konference i begyndelsen af december. Jeg har skrevet en meget foreløbig invitation, som vi vil lægge ud i chatten. Den er naturligvis meget foreløbig, for vi vil opdatere den efter det amerikanske valg, for så vil vi vide, hvilken slags geometri vi befinder os i, hvis valgresultatet bliver kendt, som det burde forventes. Men under alle omstændigheder vil vi opdatere invitationen. Jeg vil gerne opfordre alle jer, der deltager i dette IPC-møde, til at hjælpe os med at opbygge denne konference som en meget kraftfuld måde, hvorpå en helt anden udformning af verdenspolitikken er mulig.

Jeg vil slutte med det og give ordet tilbage til jer.

Bemærkninger under diskussionen:
Der blev rejst en masse ting, som fortjener en kommentar. En af dem er, at grunden til, at jeg i begyndelsen nævnte, at Schiller Instituttet har planer om at afholde en todages konference i begyndelsen af december, er, at jeg forventer, at det amerikanske valgresultat ikke rigtig vil løse nogen af de spørgsmål, vi har nævnt. Forhåbentlig vil der komme en løsning omkring Ukraine, men jeg synes, at situationen i Mellemøsten ser meget mere bekymrende ud, hvad det angår. Så jeg mener, at valg er vigtige, fordi de bør udtrykke suverænens vilje – nemlig folkets – men vi er lige nu i en situation, hvor intet valg i et enkelt land vil afhjælpe dette; hvilket jeg mener er den værste krise, menneskeheden nogensinde har befundet sig i. For hvis en regional konflikt optrappes og fører til en global atomkrig og dermed udslettelse af hele menneskeheden, tror jeg aldrig, vi har haft sådan en situation. De to verdenskrige var forfærdelige og havde utroligt mange ofre; men denne gang ser vi virkelig på den mulige udslettelse af civilisationen.

Jeg tror, det er vigtigt, at Den Internationale Fredskoalition og andre fredsbevægelser ikke mister det af syne, for der vil altid være forskelle på, hvordan man ser på det ene og det andet aspekt. Men jeg tror, at det, der bør forene os alle, er, at vi absolut er nødt til at kæmpe til det yderste for at forhindre, at civilisationen bliver udslettet. Der er en særlig rædsel ved tanken om atomvåben, fordi vi havde flere eksperter – Ted Postol, Steven Starr og andre – som gennemgik forskellen mellem atomkrig og almindelig krig. Så jeg tror, vi er nødt til at vende tilbage til spørgsmålet om, at dette skal forhindres. Jeg har ikke fundet noget bedre svar end at sige, at vi er nødt til at ændre hele paradigmet. Det er ikke nok at løse … selv hvis man løser ét aspekt; lad os sige, at man afslutter krigen i Ukraine. Men så er der stadig den vedvarende eksplosion i Mellemøsten, eller du har det forestående kollaps af det finansielle system. Det, Chandra Muzaffar nævnte, var, at hegemonen ønsker at bevare sin magt. Så vi er nødt til at løse alle disse spørgsmål på samme tid. Derfor skal løsningen findes på et niveau af en højere orden og en højere natur end det niveau, hvor alle disse konflikter opstod. Det er et nyt paradigme, som sætter menneskeheden først.

Det er mit svar på et af de tidligere spørgsmål om, hvad vi skal gøre for at uddanne de evangeliske (kristne). Se tilbage i historien: Hver gang en nation eller en kultur troede, at de var det udvalgte folk, gik det helt galt. Jeg er ked af at sige det, men det var ideen hos nationalsocialisterne i Tyskland, som mente, at den ariske race var andre racer overlegen, og at det derfor gav dem ret til at udrydde jøder og sigøjnere og andre mennesker. Jeg synes, at idéen om, at man skal sætte en nation først, er en ødelæggende idé; vi bør ikke tænke på den et eneste minut. Det er umenneskeligt; det fører til katastrofe. Det er derfor, jeg eftertrykkeligt siger, at vi alle må blive enige om at sætte menneskeheden først. Der er kun én menneskerace, og det er menneskeheden som helhed. Hvad din hudfarve er, eller hvilken religion du har, er noget personligt, du kan vælge eller lade være – hudfarve naturligvis ikke. Men det er irrelevant. Det eneste, vi skal koncentrere os om, er, at vi er en del af den ene menneskeart, som er meget speciel. Jeg mener, jeg elsker dyr, og jeg er enig i, at vi med artsdiversiteten bør forsøge at bevare så mange som muligt. Men der er en grundlæggende forskel mellem de bedste dyr og mennesker. For mennesker er, hvis man vil sige det i religiøse termer, Guds, Skaberens, levende billede. Det er derfor, vi har {vis creative}, den kreative kraft. På samme måde som Gud skabte verden og universet, kan vi også skabe ting i universet, hvis man vil tale om det i religiøse termer. Vores kreativitet er en del af det udviklende univers. Det kan ingen andre arter sige om sig selv.

Jeg kan selvfølgelig godt lide alle slags dyr – katte, hunde, æsler og andre. Men ingen af disse arter kan gøre, hvad vi kan. De kan ikke dyrke bedre afgrøder for at få bedre måltider; de kan ikke bygge bedre højhuse for at få mere vandkraftdrevet landbrug i skyskrabere; de kan ikke dyrke planter på den anden side af månen (hvilket kineserne har vist, at vi kan). Så jeg tror, vi er nødt til at respektere det faktum, at det, der gør os til mennesker, er vores fælles væren i Guds, Skaberens, billede. Det mener jeg, at enhver evangelisk bør forstå. Og jeg tror ikke, at der er noget i Skriften – og jeg er ikke ekspert i Skriften, det må jeg indrømme. Men der er intet, der siger, at den ene race er den anden overlegen. Jeg synes, det er en frygtelig tankefejl, og jeg kan kun sige, at det er ødelæggende set fra et kristent synspunkt. Jeg er katolsk opdraget, og jeg kender ikke noget i den kristne religion, som giver os ret til at udslette andre mennesker, eller som siger, at vi kan forfølge vores interesser med alle midler – inklusive militære midler, inklusive brug af masseødelæggelsesvåben. Det er satanisk; det er en synd. Og jeg kan ikke forestille mig, at det er Guds vilje, at vi skal gå satanismens ærinde. Jeg ved ikke, om jeg siger det på den rigtige måde, men jeg vil virkelig gerne understrege, at vi er den kreative art.

Til Chandra vil jeg bare sige, at det er sandt, at det er den uforholdsmæssigt store individualitet, der har bragt os til det punkt, hvor folk støtter disse politikker. Men jeg tror, at problemet kommer af, at vi har forladt vores bedste traditioner. Hvis vi stadig holdt fast i humanismens principper – og jeg er klar over, at ordet humanisme bruges anderledes i USA end i Europa. I Europa betyder det den bedste periode i den klassiske periode i renæssancen, i den klassiske periode i Tyskland, den gyldne renæssance i Italien. Grundlæggende er det ideen om, at vi som mennesker har talenter, når vi bliver født, og at det er vores glæde og frihed, men også moralske forpligtelse, at vi udvikler alle disse talenter til at blive smukke sjæle. At vi udvikler en smuk karakter; at vi udvikler vores potentiale til at blive genier så meget, vi kan, og på den måde deltager og bidrager til det fælles bedste.

I den asiatiske kultur var vægten altid en smule omvendt; man sagde, at vi først og fremmest har brug for statens og fællesskabets velfærd, og kun hvis man har en velfungerende stat, kan individet trives og udvikle sig. Mens man i Europa lagde lidt mere vægt på, at individet skal perfektionere sig selv, for at staten kan udvikle sig bedst muligt. Jeg tror, at løsningen er det, man finder i Schillers fjerde brev [i de æstetiske breve]. Der er et smukt citat, som jeg ikke har med mig, og jeg kan det ikke udenad; måske kan vi lægge det ind i chatten. Det siger grundlæggende, at ethvert menneske har som den store opgave i sin eksistens behovet for at perfektionere sig selv og være i enhed med staten. Jeg yder det ikke fuld retfærdighed, for Schiller har et meget smukt sprog, og mit engelsk er nogle gange ikke tilstrækkeligt til at udtrykke det på den rigtige måde. Se venligst på dette citat, for jeg tror, at hvis man både perfektionerer staten for individernes velbefindende, og man på den anden side har den idé, at alle individer har behov for og nødvendighed af at perfektionere sig selv, så ender man i samme tilstand – den bedst mulige frihed for individet og den bedst mulige udvikling af staten. Og det er det, vi bør sigte efter. Jeg tror ikke, det er en selvmodsigelse, som ikke kan løses.

Problemet er, at Vesten, som lagde lidt mere vægt på individualitet end Asien, da det neoliberale paradigme tog over, og vi blev det, som den russiske udenrigsminister Lavrov engang kaldte »de post-kristne værdier«, så kom man virkelig i den situation, vi har nu. Alt er frit; alt er tilladt. Så ender man i det hul af umoral, hvor vi befinder os i Vesten lige nu. Så jeg tror, at den rigtige måde at komme tilbage på sporet på er, at vi vender tilbage til vores bedste traditioner inden for humanisme, til de principper, som grundlæggerne af den amerikanske revolution havde. Jeg tror, at hvis vi gør det, så vil en dialog mellem civilisationer være absolut mulig.

Så jeg ville bare komme med den kommentar. For det er op til os; vi er nødt til at forbedre os. Jeg er enig med Friedrich Schiller i, at der ikke vil ske nogen forbedring af den politiske situation, medmindre vi forædler os selv. Det må alle gøre individuelt, for staten eller nogen anden institution kan på ingen måde befri os fra det behov, vi har for at udvikle os. Vi er nødt til at vie vores liv til et højere formål, som er udviklingen af menneskeheden som helhed.
Afsluttende bemærkninger:

Jeg kan kun sige, at jeg vil opfordre folk til, hvis de har et bestemt synspunkt, og de mener, at det, vi diskuterer her, ikke dækker det, at de nogle gange er nødt til at revidere deres tankegang. Jeg synes, det er meget tydeligt, at menneskeheden for første gang sidder i samme båd. Eksistensen af atomvåben, som kan udslette livet på planeten; internettet, som gør, at man kan nå det fjerneste hjørne af kloden for at holde konferencer og alle mulige ting, gør det berømte ordsprog om, at verden er blevet en landsby; det faktum, at man har pandemier, som på grund af flyrejser kan spredes på en dag over hele kloden. Jeg kunne sikkert komme med en hel masse andre grunde til, at menneskeheden virkelig sidder i samme båd. Før i tiden var det ikke tilfældet. Da Romerriget kollapsede, oplevede man i samme periode en renæssance i Indien kaldet Gupta-perioden, hvor de havde de smukkeste dramaer og poesi osv. Men folk blev ikke påvirket; Romerriget kunne bryde sammen, og andre steder oplevede man en renæssance. Det tog måneder at rejse, så selv nyhederne om disse udviklinger ville nogle gange ikke komme tilbage i løbet af et helt liv. Denne gang er det anderledes. Alt er øjeblikkeligt, alt er forbundet. Med AI og digitalisering vil det hele bare gå hurtigere. Hvis vi i denne sammenkoblede verden ikke finder en løsning, som tager hensyn til hver enkelt nations, hver enkelt civilisations interesser, vil vi ikke kunne klare det sammen.

Enten vinder vi sammen, eller også dør vi sammen; det er et berømt gammelt ordsprog. Jeg tror, det kræver, at vi virkelig tænker over, hvordan vi kan definere en verdensorden, som tager hensyn til alle nationers interesser – USA’s, de europæiske nationers, de afrikanske nationers, Ruslands, Kinas, Irans, Nordkoreas, Israels og Palæstinas. Hvordan definerer man en sikkerhedsarkitektur, som alle kan acceptere, fordi de føler, at den ikke går imod deres interesser? Jeg tror, at det er muligt. Jeg tror, at det magiske ord for det er udvikling, for hvis man bare sætter alt ind i ligningen og forbliver statisk – status quo – så ser disse konflikter ud til at være uoverkommelige. Men når man siger, at alle nationer fra nu af ser det som deres egen interesse at fremme alle andres interesser og vice versa, så er det nemt. Harmoni kan kun opstå, hvis alle nationer og alle underafdelinger udvikler sig til deres bedst mulige.

Det er dybe filosofiske spørgsmål, som tidligere er blevet tacklet af tænkere som Nicholas af Cusa, Leibniz og Confucius. Det kræver en filosofisk tilgang, for hvis man bare siger: »Men de nøgne fakta er sådan, og mine materielle interesser er sådan«, så kommer man ikke frem til en løsning. Man er nødt til at gå ind i filosofiens, metafysikkens, videnskabens, den store kunsts og især et ekstremt ophøjet menneskebillede, som man er nødt til at anerkende enten i virkeligheden eller som et potentiale i alle andre væsener. I ved alle, at hvis man taler med sin nabo og siger til ham: »Du er bare et modbydeligt eksemplar af menneskearten, og du er grim og dum,« så er det meget let at få problemer med sin nabo. Hvis du er afhængig af dit temperament, ender du i slagsmål eller det, der er værre. Men hvis du siger: »Jeg så, at du talte så pænt til børnene i nabolaget. Du har et utroligt pædagogisk talent. Hvorfor udforsker du ikke denne bog, som jeg lige har læst, fordi den indeholder følgende indsigter i, hvordan man kan gøre pædagogik bedre?« Det hele afhænger virkelig af, hvordan du forholder dig til den anden person, hvordan du forholder dig til den anden nation, om du får krig eller fred. Jeg tror, det er den raffinerede personlighed, der gør forskellen. Jeg tror ikke, at den profit, som lige nu ser ud til at styre verden, vil være det eneste motiv. Jeg har en grundlæggende tro på menneskets godhed. Når man giver dem den rette opmuntring, eller nogle gange skal de bare konfronteres og slippes løs, så de gør ting ud over deres såkaldte grænser, så frigør man et kreativt potentiale i den anden person.

Jeg tror, vi er nødt til at have den kærlighed til menneskeheden, hvis vi vil ud af det her. Jeg kan ikke se, hvordan vi skal redde denne verden, hvis vi ikke alle individuelt, startende med os selv, forpligter os til at blive bedre mennesker; at vi vil være mere kærlige; at vi vil have en mere generøs holdning til alle andre mennesker. Hvis vi kan starte en bevægelse af mennesker, der elsker menneskeheden, er jeg helt sikker på, at de milliarder af mennesker, der findes, vil bringe denne godhed og disse syndens strukturer frem, som lige nu klart dominerer verden – det var, hvad pave Johannes Paul II sagde ved afslutningen af den kolde krig; at syndens strukturer findes i øst og vest. På det tidspunkt var det den kollapsende Sovjetunion. Han advarede mod de neokonservatives eufori og sagde: »Nej, I har ikke vundet den kolde krig, for disse syndens strukturer findes også i Vesten.«

Jeg tror, vi er nødt til at tænke på disse spørgsmål på en anden måde. Men jeg tror ikke, vi kommer uden om at organisere, organisere og organisere. Få mange flere mennesker ind i denne IPC-proces. Organiser, at Schiller-konferencen, som nu er fem uger væk, kan blive en rigtig massebegivenhed, der involverer tusinder og atter tusinder af mennesker på alle kontinenter. Og sætte gang i ideen om en ny økonomisk verdensorden, som gør det muligt for alle mennesker på planeten at overleve og have det godt.

Så jeg vil bare slutte af med at sige, at vi befinder os i det farligste øjeblik i verdenshistorien nogensinde; men jeg kan også se, at vi potentielt står ved begyndelsen af en smuk ny renæssance, hvor vi overvinder disse syndens strukturer, fordi vi endelig bliver mennesker og bliver kreative og lever sammen og fejrer denne unikke karakter hos hele menneskearten. Så selv om vi bør være på vagt, årvågne og alarmerede, bør vi også være optimistiske. For hvis vi gør, hvad vi skal, kan vi vinde denne kamp.

EIR Nyheder

Ikke korrekturlæst.

Den 26. oktober 2024 EIRNS

Med titlen »Build a Peace Chorus Against the Ghouls of War« var de kombinerede uafhængige kampagner for Jose Vega og Diane Sare vært for en offentlig begivenhed i New York City om eftermiddagen lørdag den 26. oktober.

Jose Vega, kandidat til USA’s Repræsentanternes Hus i Bronx’ 15. kreds, åbnede arrangementet og lovede »noget, der aldrig er blevet gjort før, en hybrid klassisk koncert/politisk demonstration«.

Derefter gik Sare Brass Quintet på scenen og fremførte Den lille Fuga af J.S. Bach med kandidaten Diane Sare på trombone, efterfulgt af et stykke for messingkvintet af den russiske komponist Victor Ewald. Kvintetten fik derefter selskab af koret Friends of Sare-Vega Chorus, dirigeret af Megan Dobrodt, til et arrangement af en koral fra Bachs Matthæuspassion med ny tekst på engelsk, »Because All Men Are Brothers«, af Tom Glazer.

Diane Sare, kandidat til det amerikanske senat i New York, introducerede gæstetalerne, »som alle er genier på deres egen måde.« Den første taler var Dennis Fritz, Command Chief Master Sergeant (ret., USAF) og direktør for Eisenhower Media Group, som bad tilhørerne om at overveje, at hvis den amerikanske kongres kan se til og ikke sige noget om drab på kvinder og børn, hvad betyder vi så for dem? Han og oberst Lawrence Wilkerson (ret.) og oberst Ann Wright var blandt dem, der blev fordømt i kongressen for at demonstrere uden for den israelske premierminister Benjamin Netanyahus optræden der: »Vores kongres spyttede os i ansigtet på vegne af Bibi Netanyahu.« Fritz hævdede, at vores studerende og professorer i USA har mere mod end vores kongresmedlemmer. Han kom med en besked til Netanyahu om krigen mod Iran: »Du ønskede denne krig, du fik den, men hold os ude af den.« Til sine amerikanske medborgere sagde han: Giv ikke muslimer, arabiske amerikanere, fredselskende jøder eller sorte mænd skylden, hvis jeres kandidat taber. Giv den israelske lobby skylden.

Angela McCardle, formand for det nationale Libertarian Party og medarrangør af Rage Against the War Machine, sendte en videobesked, hvor hun ønskede succes til alle de uafhængige kandidater og kandidater fra tredjeparter.

Dr. Mark Perlmutter, MD, rapporterede i en anden videobesked om de uhyggelige tilfælde af civile, som han behandlede i Gaza, og som var klare beviser på krigsforbrydelser.

Dernæst fulgte et musikalsk intermezzo med et arrangement for solist og kor af »Go Down, Moses«.

Russell Dobular og Keaton Weiss fra »Due Dissidence«, en platform for politiske kommentarer, var de næste talere. Dobular præsenterede en sarkastisk ristning af begge mainstream-præsidentkandidater og fokuserede sin polemik primært på Kamala Harris. Han hyldede Vega og Sare som de eneste fredskandidater, der »giver mig håb i håbløse tider«. Han blev efterfulgt af Weiss, som roste Jose Vegas og LaRouche-bevægelsens » ubønhørlige humanisme« og beskrev, hvordan han delte en søndagsbrunch med kylling og vafler med Jose, som »citerede Platon udenad og i lange baner«. Han kom med lærde bemærkninger om USA’s tilstand og citerede den lærde historiker Ibn Khaldun fra det 14. århundrede om begrebet asabiyya, eller solidaritet, og spurgte provokerende: »Hvem ønsker, at vi skal miste vores følelse af os selv som ét folk?« Han fortsatte med at sige, at »Jose og Diane er blandt de få aktivister, jeg kender, som ikke er faldet i den fælde at hade det land, de forsøger at repræsentere.«

Schiller Instituttets leder Harley Schlanger beskrev USA’s 50-årige økonomiske nedtur efter »Nixons paradigmeskifte« og LaRouche-bevægelsens rolle i at tilbyde et alternativ på trods af en bagvaskelseskampagne og politisk forfølgelse af LaRouche, som er slået fejl. Nu er BRIKS klar til at gennemføre LaRouches alternative politik.

Schlanger blev efterfulgt af tenoren Everett Suttle, som fremførte et solo-arrangement af den spirituelle »This Little Light of Mine«.

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet og leder af Den Internationale Fredskoalition, advarede om, at USA er blevet det mest frygtede land i verden, fordi det forsøger at blive verdens hersker. Krigene i Ukraine og Sydvestasien truer begge med at optrappe til en atomkrig, som kan gøre en ende på alt liv på jorden. Men BRIKS-nationerne, som repræsenterer den Globale Majoritet, »er fast besluttet på at afslutte perioden med 500 års kolonialisme ved at opbygge et nyt verdensøkonomisk system, som vil give dem mulighed for at industrialisere og overvinde fattigdom og underudvikling…. Hvis USA ville indtage en samarbejdsvillig holdning til dette nye system og endda blive en del af det, ville stort set alle problemer i verden blive håndterbare og kunne overvindes.«

Everett Suttle vendte derefter tilbage for at fremføre »He’s Got the Whole World in His Hands«.

Garland Nixon, en erfaren progressiv radio- og tv-talkshowvært og medlem af ACLU’s nationale bestyrelse, kom med bemærkninger om betydningen af det netop afsluttede BRIKS-topmøde i Kazan i Rusland. Han citerede en kommentator, som sammenlignede BRIKS med Noahs Ark, et redskab til at redde menneskeheden fra det forestående kollaps. »Jeg tror ikke, at menneskeheden kan overleve med en dominerende holdning i Washington, D.C.,« sagde han. »Amerikanerne tror, at de er på en luksusliner – de er på et piratskib.«

Diane Sare dirigerede derefter sit kor i en opførelse af »O, Freedom«.

Scott Ritter, tidligere FN-våbeninspektør, omtalte ironisk sig selv som en »krigens ghoul« på grund af sin lange militære karriere i marinekorpset. Han gav en poetisk beskrivelse af den proces, hvor han blev forvandlet fra en glødende krigselsker til at ønske en afslutning på krigen og blive en stærk tilhænger af Vega og Sare og det, de repræsenterer.

Dette blev endnu en gang efterfulgt af koret under ledelse af Diane Sare med et arrangement af den spirituelle sang »Hold On«.

Oberst Lawrence Wilkerson (ret., U.S. Army), tidligere stabschef for daværende udenrigsminister Colin Powell, gennemgik imperiernes historie. De er alle væk, bortset fra det nuværende, amerikanske imperium, som har det ene kendetegn, at det har opfundet midlerne til at udslette menneskeliv. »Det alene gør os unikke – forfærdeligt unikke.« Han havde håbet, at Israels fejlslagne angreb på Iran ville afskrække dem fra yderligere optrapning, men desværre ser det ud til, at Netanyahu, som er »en langt værre skurk end Golda Meir«, der havde sagt, at hun ikke ville tøve med at bruge atomvåben til at forsvare Israel i krig), planlægger at optrappe hensynsløst.

Den dystre og alarmerende stemning i Wilkersons bemærkninger blev derefter beroliget af en blid og øm fremførelse af et korarrangement af Spiritual, »Steal Away«.

Den politiske komiker Jimmy Dore serverede sin karakteristiske sorte humor. Han begyndte med en ironisk meddelelse om, at vores regering fortæller sandheden om Ukraine, selv om de har løjet om alle andre krige. Han mindede om, at Lindsey Graham for nylig havde meddelt, at der er mineraler til en værdi af 11 billioner dollars i undergrunden i Ukraine – “Han sagde det bare ligeud, ligesom hans kærestes navn på valentinsdag.” Han sagde, at han har zionistiske venner, som insisterer på, at Israel er det eneste demokrati i Mellemøsten, hvortil han svarer: »Ved du hvorfor? Det er, fordi vi væltede alle de andre demokratier.« Afslutningsvis introducerede han Jose Vega og sagde: »Der er ingen større glæde, jeg kan opleve i dag, end at se en video af Jose Vega, der laver en intervention på et neoliberalt krigssvin.«

Vega beskrev noget, han først havde lært for nylig, nemlig at den salvadoranske regering indkaldte hans far som 14-årig til at kæmpe mod de USA-bevæbnede Contras i borgerkrigen. Han fortsatte med at forklare, hvordan »interventionsprincippet« fungerer: »Vores job« i disse interventioner «er at chokere USA’s og amerikanernes bevidsthed og samvittighed.«

Ray McGovern, tidligere CIA-analytiker og medstifter af Veteran Intelligence Professionals for Sanity, eller VIPS, støttede Jose Vega i en videobesked. Han bemærkede, at Vega stiller op for at repræsentere det samme distrikt i Bronx, hvor McGovern selv voksede op. “Vi er nødt til at have nogen der, som ikke er en skabning af en eller anden lobby…. Jose er guld værd, han giver mig håb. … Med Jose vil der ikke være nogen, der blot nikker eller holder mund om folkedrab.”

Diane Sare tog derefter ordet og sagde, at selv om USA har været ved at blive fascistisk siden FDR’s død, og at vi nu har en optrapning af censuren under Biden/Harris-krigsadministrationen, så »har vi stadig frihed nok til at ændre vores nations retning, hvis vi bruger den.« Hun fortsatte: »Min drøm er, at ingen i New York skal kunne komme her og lyve offentligt … det skal være en by, hvor folk ved, at når de kommer, kan de ikke lyve for befolkningen, for så er der nogen, der rejser sig og laver en Jose Vega.«

Derefter fulgte særlige videopræsentationer af musik fra Iran, Sverige, Finland og Sydafrika samt en liveoptræden af en sang fra Albanien. Resten af arrangementet var for det meste en koncert med bl.a:

– Strygekvartet nr. 12, »American«, op. 96 B. 179, Antonin Dvorak (1841-1904) NEO Strygekvartet

– »Quia Respexit« fra Magnificat i D af J.S. Bach (»Han har skuet min ydmyghed«), sopran, obo duet

–  En palæstinensisk kvinde læste to rørende digte op om det palæstinensiske folks tragedie og håb via video.

– »Shalom Chaverim« kanon, hebraisk traditionel folkemelodi for fred, kor og publikum

– »My Country ’tis of Thee« arr. af Fred Haight fra Dvoraks Strygekvartet, op. 97 B. 180 Larghetto, kor og NEO Strygekvartet

– »Battle Cry of Freedom«, George Root, 1862, kor og publikum.

Ikke korrekturlæst

Den Internationale Fredskoalitions møde #73, 25. oktober 2024

[HZL] [AMB] [ssu]

25. oktober 2024 (EIRNS)–ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition; dette er vores 73. møde i træk. Mit navn er Anastasia Battle. Jeg vil være jeres ordstyrer i dag sammen med Dennis Speed.

Vi skabte dette forum for 73 uger siden for at forene den internationale fredsbevægelse på tværs af alle ideologier og gennem mange forskellige lag og arbejder, som folk udfører, for at stoppe faren for den kommende atomkrig, der, som vi ser lige nu, udfolder sig på to fronter – både i Ukraine og i Israel. Vi er nødt til absolut at intensivere det, vi gør lige nu, for at stoppe denne krigsfare og skabe et nyt system på planeten, hvor dette aldrig er en mulighed nogensinde igen. Tak til alle for at være med. Hvis du er ny og på Zoom, er du velkommen til at præsentere dig selv i løbet af diskussionsperioden. Vi starter med nogle indledende præsentationer i cirka en time med planlagte talere, og derefter har vi en generel diskussion. Hvis du gerne vil deltage i den generelle diskussion, skal du være registreret og få Zoom-linket, enten fra YouTube-beskrivelsen eller ved at gå ind på schillerinstitute.com, hvor du kan se registreringsknappen øverst på hjemmesiden.

Nu skal vi i gang med det hele. Vi starter med min gode ven Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Tak, Anastasia, og velkommen til jer alle sammen. Kort før dette program startede, fik jeg oplysninger, som jeg ikke havde tid til at tjekke, så tag det med et gran salt, men rapporten sagde, at en enorm flåde af KC-135R-tankningsfly fra det amerikanske luftvåben og et stort antal F-16-kampfly er blevet overført til forskellige amerikanske luftbaser i Mellemøsten. Hvis det viser sig at være sandt, vil det naturligvis være et bekymrende tegn. I betragtning af at der lige er blevet afsluttet et møde i BRIKS i Kazan, som man kan beskrive som virkelig historisk, for så vidt som det går fremad med at skabe et nyt økonomisk verdenssystem. I Kazan kom der før de ni BRIKS-medlemmer – oprindeligt var det fire, så fem, så ni – 13 nye lande til, hvilket bragte antallet af lande op på 22. Det repræsenterer 4,7 milliarder mennesker, hvilket er 57 % af verdens befolkning. Så allerede med den eksisterende BRIKS-kombination er det den Globale Majoritet af verdens befolkning.

Xi Jinping havde i sin tale til åbningssessionen sagt, at han håber, at BRIKS vil lede verden tilbage til en vej med den overordnede tendens til fred og udvikling. Derefter stillede han spørgsmålet, om vi skulle lade verden synke ned i afgrunden og uorden og kaos? Hvis der skulle ske en optrapning af krigen i Mellemøsten, ville det naturligvis være den mulighed. Eller, sagde Xi Jinping, skal vi træde tilbage til fredens og udviklingens vej? Så opfordrede han folk til at være forsvarere af den fælles sikkerhed, og han sagde, at vi mennesker er et udeleligt sikkerhedsfællesskab. Så der var mange formuleringer fra Xi Jinping, Putin og andre, som absolut var et ekko af det, vi har diskuteret her i Den Internationale Fredskoalition i mere end et år, nemlig det absolut påtrængende behov for at skabe en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skal tage hensyn til alle landes interesser for at bringe verden væk fra afgrunden med de truende krige, som kan blive regionale og endda globale og derefter atomkrig.

Så det er desværre ikke utænkeligt, at en optrapning i Mellemøsten vil være en reaktion på det, for det er nu hele verdens nøglespørgsmål: Vil Vesten, vil USA og de europæiske nationer reagere på det helt legitime ønske fra landene i det Globale Syd om at skabe en mere retfærdig og rimelig økonomisk verdensorden, som vil give dem mulighed for at overvinde fattigdom og underudvikling? Vil Vesten reagere på det med konfrontation; ved at forsøge at nedbryde det ved at gå efter individuelle BRIKS-medlemmer, som vi har set det i den seneste tid? Eller vil fornuften dominere og vise, at der kun er én vej til fred, og det er, at vi finder en måde at samarbejde på? Jeg tror, at det er det mest brændende spørgsmål i hele verden, og vi må sørge for, at folk forstår det. For mainstream-medierne – i hvert fald her i Tyskland – var latterlige. Vi vil senere høre fra en af vores korrespondenter, som befandt sig i Kazan. Stemningen var præget af begejstring og optimisme, mens de vestlige medier har rapporteret om dette, som om det hele bare var et PR-show arrangeret af Putin for at bevise, at han ikke er isoleret, men der var intet i det. Det er den mest tåbelige reaktion, jeg nogensinde har set.

Under alle omstændigheder er spørgsmålet, om Vesten vil forholde sig positivt til denne nye udvikling eller ej? Alle verdens problemer kunne håndteres nemt, hvis det kollektive Vesten nu ville sige, at dette er det legitime ønske fra de kollektive lande i Syd. De ønsker at overvinde kolonialismen og etablere et økonomisk verdenssystem, som giver dem mulighed for at udvikle sig. Derfor støtter vi det. Hvis det sker, kan vi virkelig gå ind i en ny æra for menneskeheden. Men hvis Vestens reaktion er at sige nej, så vil vi forsøge at smadre denne nye formation, så er vi på kort vej mod en katastrofe.

Desværre kan jeg ikke udelukke, at hvis de oplysninger, jeg sagde i begyndelsen, viser sig at være sande, så kan vejen til katastrofe være meget kort. Det skal også bemærkes, at den tidligere vicedirektør for det israelske nationale sikkerhedsråd, en person ved navn Eran Etzion, netop har offentliggjort en artikel i den israelske presse, hvor han siger, at Netanyahu-kabinettet for nylig i al hemmelighed stemte om den såkaldte ø-plan, som er ideen om, at den nordlige del af Gaza, og at omkring 3-400.000 mennesker, der har været der, bliver bedt om at forlade området. Alle, der ikke forlader området, vil blive dræbt eller sultet ihjel, og så vil området blive annekteret og genbosat med israelske bosættere. Dette er den skarpeste kritik fra en tidligere embedsmand i Israel, som mig bekendt er blevet offentliggjort indtil videre. Han kaldte det en krigsforbrydelse, og han opfordrede officerer til ikke at reagere på ordrer om at deltage i denne plan. Han sagde, at det er officerernes moralske pligt at nægte, og at civile skal træde tilbage og ikke deltage i dette.

Scott Ritter har i de seneste dage udsendt en advarsel, hvor han tegner et meget dystert billede af, hvad han forventer, der vil ske. Nemlig at Israel forbereder, hvad han kalder en »pakke af drone- og missilangreb«, og at de derefter vil angribe det syriske og irakiske luftforsvar og forsøge et halshugningsangreb mod Irans militære og civile ledelse. Så ville Iran svare igen med alt, hvad de har, og så ville Israel svare igen med et atomart angreb på Irans atomanlæg. Det er, hvad Scott Ritter mener; jeg rapporterer det bare her.

Men jeg tror, at vi befinder os i en ekstremt anspændt situation, og desværre ser situationen omkring Ukraine og hele scenariet i Europa ikke meget bedre ud. Det er stadig sådan, at USA og kansler Scholz nægter at give ukrainerne tilladelse til at bruge de langdistancemissiler, de har modtaget fra Vesten, til dybe angreb på Rusland. Det holder stadig, men på alle andre fronter ser man en trinvis optrapning. Det seneste er, at der nu er flere hovedkvarterer i Tyskland, som er forberedelser til en kommende krig mellem NATO og Rusland. Et af dem er naturligvis luftbasen Ramstein, som er forsyningspunkt for alle former for militært udstyr, herunder krydsermissiler. Dernæst har man hovedkvarteret i Wiesbaden-Erbenheim for hele NATO’s Ukraine-kommando. Og så er der et nyt hovedkvarter i Rostock ved Østersøen, som skal være hovedkvarter for operationer i Østersøen.

Det er lidt af en skandale, fordi det tyske forsvarsministerium meddelte, at det ville være helt under tysk kommando; under Bundeswehrs kommando. Men desværre udsendte NATO-hovedkvarteret i Bruxelles samtidig, og tydeligvis ukoordineret, en pressemeddelelse, hvori de sagde, at den tyske kommando kun er midlertidig, og at den vil blive erstattet af andre nationaliteter – svenskere, andre lande – og derfor naturligvis afslørede hovedkvarterets NATO-karakter. Det er en overtrædelse af 2+4-traktaten, som officielt gav Tyskland suverænitet i 1990 efter den tyske genforening. Men den har en klausul, der siger, at dette sker under bestemmelsen om, at ingen udenlandske tropper må være stationeret på det tidligere DDR’s territorium. Dette er helt klart en overtrædelse af den bestemmelse, og det afslører endnu en gang de løgne, der foregår hele tiden. Det uddyber bare mistilliden til hvert eneste ord, der kommer fra nogen fra den vestlige side. Det medførte naturligvis en ret skarp reaktion fra Rusland, som sagde, at det ville få alvorlige konsekvenser.

Så jeg tror, vi sidder på en komplet krudttønde. På den ene side er der virkelig grund til optimisme; jeg tror, at denne udvikling i Kazan, selv om den naturligvis ikke gik hele vejen, fordi det er meget vanskeligt og kompliceret, så de gik ikke ind for en ny verdensreservevaluta eller endda en BRIKS-relateret reservevaluta; men der blev fremsat mange andre erklæringer. Den nye udviklingsbank skal efter planen give en masse investeringskreditter; de vil skabe en ny BRIKS-investeringsplatform, som skal investere massivt i infrastruktur- og udviklingsprojekter. Kornplatformen vil blive oprettet; så der er sket mange meget vigtige ting. Og der er stadig en meget lang liste af lande, der har udtrykt deres hensigt og håber at blive budt velkommen i BRIKS meget snart. Så det er en meget positiv udvikling. Hvis Vesten ikke tog så meget fejl, ville vi være glade. USA er en smeltedigel – eller det er, hvad folk altid har kaldt det. Der er mennesker fra hele verden, som er immigreret til USA for at få et bedre liv. Hvis USA nu ville sige, at vi vil hjælpe disse lande, hvor vi har mange amerikanere med forskellige oprindelsesbetegnelser. Der er amerikansk-libanesere, amerikansk-palæstinensere, amerikansk-nigerianere, amerikansk-afghanere og så videre og så videre. Hvis USA ville sige, at vi vil hjælpe sammen med BRIKS, vi samarbejder med BRIKS, og vi hjælper disse lande med at industrialisere, så migranterne bliver hjemme og hjælper med at opbygge deres egne økonomier; det ville være den eneste menneskelige måde at løse flygtningekrisen på. Det ville løse alle disse konflikter; det ville gøre enhver konflikt umiddelbart håndterbar. Vi ville virkelig gå ind i en fredsæra.
Så jeg synes, at Den Internationale Fredskoalition skal gøre alt, hvad den kan, for at den mulighed kommer på bordet, og at alle ved, at det virkelig er vejen ud af denne krigsfare.

Jeg vil stoppe her og give ordet tilbage til dig, Anastasia.

Bemærkninger før diskussionsperioden:
Jeg vil også gerne takke ambassadøren [den palæstinensiske ambassadør i Nigeria] for det, han har sagt. Jeg mener, at vi virkelig er nødt til at sætte dette spørgsmål i centrum, for hvis vi ikke løser det, er risikoen for, at verden går under på grund af denne krise, meget tydelig. Men jeg vil gerne gentage, at efter min mening – og hvis du er uenig, så fortæl mig det – er den eneste måde, det giver mening på, at vi skal have alt på én gang. Vi skal have en undersøgelseskommission, vi skal lægge spørgsmålet om krigsforbrydelser på bordet internationalt. Men det skal efter min mening absolut kombineres med en vision om, hvordan vi kommer ud af det. For selvom det er rigtigt, at krigsforbrydelserne skal stoppes og undersøges og så videre, så vil det fortsætte for evigt, hvis vi ikke bryder voldsspiralen og øje-for-øje-princippet – ja, ikke for evigt, for der vil komme atomkrig i mellemtiden. Derfor mener jeg, at vi har brug for hele pakken. Vi har brug for øjeblikkelig våbenhvile, en tostatsløsning, oase-planen, en regional fredskonference for hele Sydvestasien og en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvor spørgsmålet om Palæstina og tostatsløsningen er en del af det. Jeg tror, at hvis vi får samlet alle kræfterne i Den Internationale Fredskoalition og andre fredsgrupper, for der er mange andre fredsgrupper rundt om i verden, som også kæmper. Men vi er nødt til at få dem alle til at sætte denne store pakke på dagsordenen, for at det kan fungere; det er min opfattelse.

Så fortæl mig, om du er enig eller uenig, men jeg tror, at medmindre man bruger det momentum, der nu er med BRIKS-landene, som nu er blevet til 22 lande, så er det flertallet af verden. Momentummet er der. Kineserne er vigtige i forhold til genopbygningen af Gaza; det har Dr. Baskin nævnt før. Jeg tror virkelig, at det eneste håb er, at vi virkelig skubber på og afholder en konference, måske i Sydvestasien. Der er mange lande, der kunne være vært for en sådan konference. Vi kan gøre det med IPC, men jeg tror, vi er nødt til at få nogle af landene i Golfstaterne eller Jordan eller et hvilket som helst andet land, som ikke er helt involveret i konflikten, men som har en interesse i at hjælpe med at finde en løsning.
Så jeg synes, vi skal sigte mod en egentlig fysisk konference i Sydvestasien på kort sigt.

Svar på spørgsmål fra Bernie Holland om, hvorvidt et udvidet BRIKS kan erstatte FN.

Jeg tror, at der lige nu er en enorm diskussion i gang på alle mulige områder om behovet for at reformere FN. Den store blokering er naturligvis, at Sikkerhedsrådet vil blokere for diskussionen om en sådan reform. Men jeg udelukker ikke muligheden for, at det, du siger, bliver til virkelighed, men jeg tror, at det vigtigste spørgsmål lige nu er, om vi i den næste periode kan få USA og de europæiske nationer, herunder Storbritannien, som jeg tror, bliver den sværeste. Nej, måske næst efter Tyskland, som lige nu er en koloni under briterne og USA; og kolonier har nogle gange en tendens til at være værre end deres koloniherrer. Men kan vi få dem til ikke at gå imod dette nye fremvoksende system, som allerede er kommet ret langt; det er nu 22 lande, og du nævnte nogle af dem. Der er mange flere, der har ansøgt. Jeg tror, at vi nu er i den kritiske fase, for hvis USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, disse lande nu bevæger sig imod denne nye formation; og jeg er glad for at høre, at Ray er optimistisk, og jeg er glad for at høre, at fader Bury også er optimistisk. Jeg lytter til disse kommentarer. Men jeg tror, at den nød, der skal knækkes, er mere grundlæggende. Hvis vi ikke får en venlig idé til europæerne og USA om at slutte sig til BRIKS, tror jeg ikke, at problemet vil forsvinde. Og jeg tror, der var flere mennesker, som den tidligere vicechef for Den Nye Udviklingsbank, Paulo Nogueira Batista, der sagde, at IMF ikke kan reformeres. Jeg tror, det peger på sagens egentlige kerne.

Hvorfor er det ikke så let for det nordatlantiske IMF-dominerede system at gå sammen med BRIKS? De ville være nødt til at opgive derivatboblen; de ville være nødt til at opgive spekulationsdelen af det finansielle system. Det ville kræve noget i retning af en Glass-Steagall-reform. Man ville være nødt til at afskrive en stor del af gælden; systemet er fuldstændig forgældet. Hvis de ville gøre det – husk, at det var Xi Jinping, der tilbød daværende præsident Obama, at USA skulle gå med i BRIKS. Han lavede endda en særlig model for et memorandum for særlige stormagtsrelationer om, hvordan de kunne arbejde sammen uden at krænke hinandens suverænitet og så videre. Dette blev fuldstændig ignoreret af Obama.
Så jeg tror, at sagens kerne er, om vi kan få en diskussion i Europa og i USA om, hvordan vi kan tilslutte os – ikke formelt, man behøver ikke at blive medlem – men hvordan vi kan bevæge os fra konfrontation til samarbejde. Efter min mening er det det, der vil afgøre, om det her kan løses eller ej. Så er spørgsmålet om, hvorvidt BRIKS skal være medlem af FN, eller om FN skal reformeres, i virkeligheden et sekundært spørgsmål.

Afsluttende bemærkninger:
Jeg ønsker ikke at dæmpe håbet, men mit håb ligger i noget andet. Det er, at jeg tror, at universet er skabt på en sådan måde, at det åbner op for nye frihedsgrader, hver gang der opstår noget forfærdeligt, fordi det er universets tendens at overgå det onde med et større gode. Om det kommer til at gælde for den næste periode, må vi se. Men jeg vil bare sige, at vi ikke er ude af kriseområdet. Jeg har lige haft en masse diskussioner med folk i Tyskland, og der er en erkendelse af, at vi allerede har mistet ikke bare vores suverænitet, men også frihed, demokrati og menneskerettigheder. Vi marcherer virkelig meget hurtigt mod – eller er allerede i – et diktatur. Denne dom kom fra så mange forskellige sider; fra industrien, til fredsbevægelsen, til forskellige mennesker. Jeg kan kun sige, at det er godt at have håb, men jeg tror kun på de mirakler, som vi selv gør. Jeg vil virkelig opfordre alle i Den Internationale Fredskoalition. Vi skal virkelig bruge dette øjeblik. Jeg synes, det er en gylden mulighed, fordi den Globale Majoritet organiserer sig, og det betyder et alternativ.

Men jeg kan kun gentage mig selv: Det er min dybeste overbevisning, at det afgørende øjeblik ikke kun er det amerikanske valg; det afhænger naturligvis af, hvem der bliver præsident, og det vil gøre et betydeligt udslag. Men jeg tror, at det er endnu vigtigere, om vi kan få USA og Europa til at indtage en positiv holdning til den Globale Majoritet af menneskeheden. Hvis det lykkes, tror jeg, at alle andre problemer er til at håndtere. Jeg tror, vi kan løse Ukraine-krisen og krisen i Mellemøsten og Sudan og mange andre kriser i verden. Men hvis vi ikke får ændret tankegangen hos en stor del af befolkningen i USA og Europa – for også Lilias, dit eksempel med London, og at jøder og muslimer arbejder fint sammen i London, er ikke et holdbart argument, for det er aldrig menneskene, der er problemet. Du kan sætte et hvilket som helst segment af to mennesker sammen, og de vil normalt absolut have et venskabeligt forhold. Det er, hvad pave Johannes Paul II engang kaldte »syndens strukturer«. Der er disse strukturer, som er – som Ray altid siger – MICIMATT-strukturerne – City of London, kombinationen af det militærindustrielle kompleks, som er den store pengemaskine, der tjener penge på krig, og de finansielle interesser. Hvis der ikke er en vilje til at gå tilbage til et system, som det var tilfældet med FDR og John F. Kennedy; perioder i amerikansk historie, hvor Wall Streets magt var begrænset, relativt set. Jeg tror, det er problemet.

Jeg kan kun sige, at du skal sætte dig ind i, hvad disse ledere fra BRIKS-landene siger, og ikke tro på, hvad medierne siger. De fremstiller dem som dæmoner og diktatorer og alt muligt andet. Bare læs Lulas, Ramaphosas, Xi Jinpings og Putins taler, og sammenlign dem med de taler, du ser fra Vestens ledere. Lav din egen vurdering. Jeg tror, det er det vigtigste. Du er nødt til at nære din egen tænkning og din egen analytiske evne, for det er en vanskelig periode, og du er nødt til at navigere gennem en masse misinformation. Så jeg er fortrøstningsfuld, men kun hvis vi gør vores arbejde.

Ikke korrekturlæst

[HZL] [AMB] [DNS] [SSU]

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition; dette er vores 72. møde i træk. Vi har holdt det i træk. Tak, fordi I er kommet, især hvis I er nye. Mit navn er Anastasia Battle; jeg vil være jeres ordstyrer, sammen med Dennis Small og Dennis Speed som medordstyrere.

Til at begynde med er grunden til, at vi oprettede dette forum – og jeg vil gerne understrege det, fordi det er vigtigt – at vi ønskede at bringe folk fra alle ideologier og mange forskellige nationer og kulturer sammen for at opnå ægte fred. Og at den eneste måde, vi kan stoppe faren for atomkrig på, er, hvis vi bringer menneskeheden sammen for at få det til at ske. Så igen vil jeg gerne takke jer alle for at være med os i dag på dette meget vanskelige tidspunkt. Jeg er sikker på, at mange af jer har hørt om mordet på Hamas-lederen Sinwar. Han blev dræbt af Israel forleden dag, hvilket bringer os endnu tættere på denne fare. Præsident Zelenskyj truer også med, at Ukraine vil gå atomart til værks, hvis de ikke opnår deres NATO-medlemskab. Det er utroligt intenst, og det er endnu en grund til, at det, vi gør her i dag, er meget vigtigt.

Hvis du er på livestream eller Zoom, så del venligst dette link og få så mange mennesker på som muligt lige nu. Med det vil vi fortsætte med vores dagsorden. Vi har en række indledende talere til jer, til diskussionen, og så vil vi have en generel diskussion med de mange mennesker, der er på Zoom-linjen. Så Helga Zepp-LaRouche, værsgo at åbne op for os. Hun er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Tak skal du have.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig først sige velkommen til jer alle sammen. For nogle måneder siden vovede jeg den påstand, at vi ville gå ind i de farligste seks måneder i menneskehedens historie, og desværre er jeg ikke i stand til at korrigere det synspunkt. Faktisk er der mange tegn på, at der vil ske store, store udviklinger inden det amerikanske valg den 5. november.

Som Anastasia lige har sagt, befinder vi os med mordet på Hamas’ leder, Sinwar, helt klart i en situation, hvor optrapningen truer. Kamala Harris sagde, at det nu er tid til at afslutte det, men det er tydeligvis ikke det, Netanyahu har tænkt sig. Og CNN rapporterede allerede for nogle dage siden, at den israelske hær er klar til et angreb på Iran når som helst. Det kan være, at et sådant angreb finder sted; det kan være et konventionelt angreb »kun« (i anførselstegn) på olieraffinaderier og lignende mål. Det kunne også være et forsøg på at slå atomanlæggene ud, hvilket naturligvis, i betragtning af at de ligger dybt skjult i bjergene, sandsynligvis ville kræve atomvåben. Derfor har den russiske viceudenrigsminister Sergey Ryabkov i en skarp advarsel til Israel sagt, at hvis de gør det, vil det føre til en helt forfærdelig katastrofe i regionen og muligvis også længere væk.

Situationen på landjorden er fortsat ubeskrivelig. Den etniske udrensning fortsætter. Israel har meddelt, at de vil erklære omkring 400.000 mennesker, der bor i den nordlige del af Gaza, for kombattanter, og at de kun kan forlade området, hvis de ikke vil sulte. Hvis dette ikke er et tilfælde af klar etnisk udrensning, så ved jeg ikke, hvad man kan kalde det.

Men den endnu større fare er naturligvis et forestående angreb på Iran. Allerede i 2016 leverede Rusland S-300 luftforsvarssystemet til Iran, og Times of India rapporterede i slutningen af august, at Rusland også har leveret nogle Iskander-missiler til Iran. Det er atomare missiler. Og også Murmansk-BN EW-systemet, som er et system, der kan blokere for satellitnavigation og -kommunikation på en afstand af ca. 300-500 km. Iskander-systemet kan også omfatte R-500 eller 9M729 jordbaserede missiler, som har en rækkevidde på 1.550 km og også er atomare. Men det afgørende punkt ved alt dette er, at de har brug for russiske specialister til at betjene dem – både Iskander- og Murmansk-systemerne. For nylig har Rusland også leveret S-400 luftforsvarssystemer til Iran. Så der er efter al sandsynlighed russiske specialister i Iran, som hjælper Iran med disse systemer.

På den anden side har USA for nylig leveret luftforsvarssystemet THAAD [Terminal High Altitude Air Defense] til Israel. Det rapporteres, at der er omkring 100 amerikanske tropper der, og disse THAAD-luftforsvarssystemer vil helt klart være et mål for Iran, hvis dette scenarie udfolder sig. Rusland skal forsyne Iran med de måloplysninger, der er nødvendige for at ramme disse USA-drevne THAAD-missiler.

Så det betyder, at vi ikke kun ser på et muligt israelsk angreb mod Iran, men at vi ser på en direkte konfrontation mellem det amerikanske og det russiske militær på grund af denne situation. Og man kan sagtens forestille sig, at det har potentiale til at komme helt ud af kontrol, især fordi den nyligt indgåede russisk-iranske sikkerhedsaftale skal underskrives på det kommende møde i Kazan i BRIKS. Det er klart, at hvis det træder i kraft, så har du et fuldgyldigt russisk-iransk svar. Husk, at præsident Putin for kun få måneder siden var i Nordkorea for at indgå en strategisk aftale mellem Rusland og Nordkorea, og så er der det tætte samarbejde mellem Rusland og Kina. Så vi ser i virkeligheden ind i øjet på en optrapning til tredje verdenskrig.

Desværre er situationen i Ukraine ikke meget bedre, for der bliver situationen på slagmarken i Ukraine mere desperat for hver time, der går, og det er meget tydeligt, at der ikke er nogen chance i verden for, at Ukraine kan vinde over Rusland, hvilket mange mennesker har sagt i lang tid. Zelenskyj er på rundtur i Europa lige nu, bl.a. i Berlin, hvor han kræver eller foreslår sin såkaldte »sejrsplan«, som slet ikke er en sejrsplan. For det eneste, han krævede, var, at Ukraine straks skulle optages i NATO, og at Ukraine vil insistere på at have atomvåben, hvis det bliver nægtet. Det er naturligvis en direkte plan til tredje verdenskrig, fordi begge disse betingelser – atomvåben i Ukraine og Ukraine som en del af NATO – er den absolutte røde linje. Det er den egentlige grund til, at hele denne konflikt brød ud i første omgang. Grundlæggende er det ikke acceptabelt for Rusland at have offensive systemer så tæt på deres grænse. Og at Zelenskyj gentager det, betyder bare, at han slet ikke bekymrer sig om virkeligheden. Det er derfor, en af lederne af Dumaen, Leonid Slutsky, karakteriserede planen som et forsøg på at trække Vesten ind i Tredje Verdenskrig.

I Tyskland, hvor Scholz stadig siger nej, vil han ikke levere Taurus, for ellers vil Tyskland næst efter USA være den største leverandør af våben til Ukraine. Men Scholz sagde, at Taurus-systemet stadig ikke ville blive leveret. Det vil han holde fast i. Men så sagde Friedrich Merz, oppositionslederen og oppositionens sandsynlige kanslerkandidat, den 16. oktober i en debat i Forbundsdagen: »Åh, vi bør give Putin et 24-timers ultimatum om, at han skal holde op med at angribe den ukrainske befolkning, ellers bør vi ødelægge de forsyningslinjer, hvorigennem våbnene kommer, så de kan dræbe den ukrainske befolkning. Og vi bør forsyne Ukraine med Taurus-missiler.« Nu kan du sikkert huske, at der for få måneder siden var en stor skandale om et bånd, der på en eller anden måde blev frigivet, hvor tre Bundeswehr-officerer diskuterede, hvordan Taurus-systemet kun kan betjenes af eksperter fra Bundeswehr. Så det, Merz faktisk foreslår, er at bruge tyske Taurus-missiler til et angreb på Rusland, en atommagt. En person, der kommer med sådan et forslag, er tydeligvis fuldstændig adskilt fra enhver virkelighed. Jeg tror, at hvis man konsulterede en psykolog, ville de nemt kunne blive enige om, at definitionen på sindssyge er, hvis folk er fuldstændig adskilt fra virkeligheden.

Den virkelige grund til, at dette spidser til, er ikke kun tidsplanen for det amerikanske valg, den generelle tilstand på slagmarken, men naturligvis også, at det finansielle system i den transatlantiske verden er i en forfærdelig tilstand. De ønsker med alle midler at forhindre fremkomsten af et nyt system: Men det er præcis, hvad der sker. Den tidligere vicepræsident for New Development Bank, Paulo Nogueira Batista, har netop igen i et interview sagt, at IMF ikke kan reformeres. Jeg tror, at den manglende vilje hos kræfter i Vesten til at afskrive en ubetalelig gæld vil bekræfte et sådant skøn. Derfor insisterer Nogueira på, at der er brug for en ny international finansiel arkitektur; en ny reservevaluta. På de forberedende møder før BRIKS-topmødet blev det klart, at ikke alle i BRIKS-gruppen er på samme side. Det ser ud til, at Indien ikke går i retning af en sådan ny reservevaluta. Derfor foreslog Nogueira, at en undergruppe i BRIKS skulle arbejde på et sådant forslag. Han sagde – og det tror jeg er helt rigtigt – at landene i det Globale Syd ville blive meget skuffede, hvis der ikke kom noget konkret ud af mødet i Kazan, men kun pæne ord.

Der er en anden udvikling, som jeg synes er mere håbefuld, og det er, at Sun Xiaobo, generaldirektøren for våbenkontrol i det kinesiske udenrigsministerium, har skrevet i en artikel i {Global Times}, at der er brug for en ny sikkerhedsarkitektur. Jeg tror, det er det tætteste, jeg har hørt på det forslag, vi har fremsat her om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skal tage hensyn til alle verdens nationers interesser.

Så det, Sun Xiaobo siger, er, at vi absolut skal sigte mod at få en verden uden atomvåben. Jeg synes, det er så absolut påtrængende, for hvis vi er den intelligente art på planeten, og vi ikke kan fjerne et våbensystem, som truer os med udryddelse, så fejler vi helt sikkert i vores karakteristik af at være den kreative art. Han siger, at de eksisterende sikkerhedsstrukturer ikke er tilstrækkelige til at forhindre atomkrig, hvilket er tydeligt, hvis man ser på, hvordan FN’s Sikkerhedsråd ikke fungerer, for på grund af de fem permanente landes vetoret har man ikke kunnet nå frem til en konklusion i meget lang tid. Og derfor opfordrer han til et paradigmeskift, en inkluderende og samarbejdende sikkerhedsramme, som tager hensyn til alle nationers legitime bekymringer. Han opfordrer alle nationer til at begynde at diskutere et bæredygtigt sikkerhedskoncept, som bør indledes med konkrete skridt, og som skal gå ud over den kolde krigs tankegang.

Jeg mener, at det er det absolut nødvendige svar på en dobbelt fare for atomkrig som følge af to regionale kriser, der kan komme ud af kontrol når som helst. Og derfor vil jeg gerne gentage min opfordring til alle deltagerne i dette møde om, at vi må finde en måde at katapultere denne debat om behovet for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur i traditionen fra Den Westfalske Fred op på den internationale dagsorden. For jeg tror, at det er den eneste måde, hvorpå vi kan komme ud af denne dobbelte krise.

Så lad os diskutere det, håber jeg.

Bemærkning til Mossi Raz:

Jeg tror, at det fredsforslag, du talte om, hr. Raz, og som også blev drøftet med paven, har sin berettigelse. Men min erfaring og bekymring er, at det ikke vil fungere. For hvis man ikke ændrer den underliggende dynamik, hvilket vil sige en aftale om at stoppe dette Eretz Israel på den ene side og virkelig gå i en retning som den, vi har foreslået med den økonomiske udviklingsplan for hele regionen, så man skaber et incitament for alle til at lægge tidligere krige og konflikter bag sig og bevæge sig mod at opbygge en fremtid sammen, er jeg ikke sikker på, at det vil fungere. Derfor tror jeg, at vi er nødt til at se på helheden. Hvad bliver resultatet af Libanon-krisen lige nu? Der er allerede mere end en million mennesker, der er blevet flygtninge; mange af dem tager til Syrien, men nogle af dem tager også til Europa. Hvis man ser på den europæiske reaktion på flygtningekrisen, så sætter den fuldstændig spørgsmålstegn ved retten til asyl og Genève-konventionen om flygtninge. Det, Italien nu foreslår med hotspottet i Albanien, er et mareridt. Det er en koncentrationslejr, og EU ønsker at gøre det til en model for alle lande; at de vil oprette sådanne hotspots og dermed omgå Schengen-aftalen, som siger, at det land, hvor en flygtning kommer i land for første gang, også skal fortsætte med asylprocedurerne. Det fungerer ikke, fordi der er mange EU-medlemmer, som slet ikke vil have nogen flygtninge, så de forsøger at omgå det med disse hotspots. Men det er fuldstændig umenneskeligt. Hvis du ser på Frontex’ pushback-operation i Middelhavet – vi er ved at miste al moral. Vi skal forestille at være et kontinent med en humanistisk tradition, og jeg kan se, at alt det er ved at blive glemt. Og det er den anden bekymring: Jeg tror, at billigelsen af det, der er sket i så lang tid, allerede er – jeg tror, at Europas image er gået helt i sort i det Globale Syds øjne. Landene ser på Europa som et mislykket kontinent med en umenneskelig politik hele vejen rundt. Jeg tror virkelig, at bortset fra det, jeg sagde om den umiddelbare fare for et direkte engagement mellem USA og Rusland om Iran, som kunne ske, og denne idé om optrapning i Ukraine-situationen, så bringer det os også til afgrunden.

Hvis man ser på alle disse ting samlet, er det desværre min overbevisning, at ingen delløsninger kan fungere. Disse delløsninger er meget, meget vigtige, hvis de er indlejret i en overordnet ny sikkerhedsarkitektur, som det blev opnået med den Westfalske Fred, hvor også krigens parter blev enige om grundlæggende principper, som at tage hensyn til den andens interesser i fredens interesse og tilgive alle forbrydelser, der blev begået af den ene eller den anden side: Så der var disse generelle principper. Og så sad de i fire år og forhandlede om alle detaljerne, territoriale krav og andre detaljer. Jeg tror, at hvis man ser på dette forslag i den sammenhæng, så kan det spille en meget vigtig positiv rolle. Men hvis man ikke ændrer den generelle holdning hos de involverede stormagter – som er USA, Rusland, EU, Kina og BRIKS – kan jeg ikke se, at det kan fungere. Så jeg vil gerne opfordre til, at vi også diskuterer, hvordan vi kan gøre dette forslag til en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur til et reelt fokus for vores organisering? Jeg synes, det er meget opmuntrende, at det kinesiske udenrigsministerium har udsendt noget, som bare er udtrykt med andre ord, men som indholdsmæssigt går helt i samme retning.

Bemærkninger under diskussionen:

DENNIS SMALL: Jeg vil gå til disse tre kommentarer og spørgsmål sammen. Jeg vil vove at påstå, at dette har meget at gøre med det, du lige talte om i forbindelse med diskussionen om menneskets grundlæggende natur. For hvis man mener, at mennesket i bund og grund er et dyr, som er i konflikt med hinanden, så har man en tendens til at fokusere på »løsninger«, som tager fat på specifikke problemer og forsøger at opnå en form for balance. Hvis du derimod mener det modsatte, som du gentagne gange har adresseret med det tiende princip om, at mennesket i bund og grund er godt og i stand til at blomstre af den andens udvikling, så tænker du ud af boksen og forsøger at komme med en løsning, der går ud over den måde, problemerne er stillet på i øjeblikket.

Når det er sagt, så er der et spørgsmål, som er kommet op et par gange nu fra Denise Ham, og det er en anmodning om at tage fat på spørgsmålet om briternes rolle i hele denne situation – krigssituationen og den strategiske situation. Et andet spørgsmål kommer fra et sted i Sydamerika – jeg er ikke sikker på hvor, eller muligvis Spanien; det blev sendt ind på spansk. Der står: »Vær hilset. Det er nødvendigt at støtte en form for pres for at indføre en verdensomspændende dom om BDS – boykot, desinvestering og sanktioner – mod det zionistiske regime i staten Israel. Tak for fredelig sameksistens.« Så igen spørgsmålet om, hvordan man skal forholde sig til den type tilgang. Og så et tredje spørgsmål eller kommentar, en anmodning til dig fra Drew i Bangor, Maine, som siger: »Helga, siden du oprindeligt påpegede det tyske grønne partis nazistiske oprindelse, går den nuværende generation af grønne så tilbage til deres rødder i betragtning af deres blodtørstige udfald for nylig?«

Så det er en række spørgsmål, der er kommet til dig.

ZEPP-LAROUCHE: Hvis vi starter med spørgsmålet om boykotsanktioner, så tror jeg, at det spørgsmål skal besvares af verdenssamfundet som helhed. Det hænger i høj grad sammen med spørgsmålet om en ny sikkerhedsstruktur, eftersom den nuværende tydeligvis ikke fungerer. Der er lige nu en enorm debat i FN om, at der er påtrængende behov for en reform. Det, som mange eksperter peger på, er, at den største hindring er det nuværende FN’s Sikkerhedsråd, eller rettere sagt de fem permanente medlemmer af det, som er atommagterne. For hver gang der kommer et spørgsmål op, som berører en af disse fems formodede interesser, kan de blokere alt med et veto. Det er dybest set derfor, at hele FN ikke fungerer. Jeg kan kun se én udvej, og det er, at vi helt sikkert er nødt til at have de spørgsmål, som er de brændende spørgsmål, som hvordan vi stopper folkemordet i Gaza og nu i stigende grad i Libanon. De skal bringes op i FN’s Generalforsamling. I betragtning af at et overvældende flertal af lande allerede har erklæret, at Palæstina har absolut ret til sin egen stat, tror jeg, at det ville være det rette forum at handle i. Det kan så også påvirke de mere fornuftige mennesker i selve Israel, hvis de hører, hvad resten af verden tænker. Ligesom folk i Tyskland sandsynligvis ville få et bedre informeret syn, end de har lige nu. Så mit svar på det er, at det bør bringes op i FN’s Generalforsamling så hurtigt som muligt.

Nu synes jeg, at briternes rolle er meget interessant. Hvis man ser på, hvem der altid opildner USA til at gøre mere – som at have langdistancemissiler til brug dybt inde på Ruslands territorium eller sende flere våben – kan man dokumentere, at det i den seneste periode altid var briternes rolle at optrappe krigen. Hvis man ser på situationen i Mellemøsten, kan man gå tilbage til Balfour-erklæringen og Sykes-Picot, hvor briterne er mindst halvt ansvarlige for at trække grænserne op på en sådan måde, at man kan manipulere situationen i det uendelige. Hvor kommer dette fra? Det kommer fra det gamle Britiske Imperiums idé om at dele og herske, om altid at alliere sig med den svagere mod den stærkere eller omvendt; at blive ved med at så mistillid for at kunne manipulere. I USA’s tilfælde synes jeg, at man bør bemærke, at USA’s uafhængighedskrig var den første befrielse fra kolonisystemet. Eller, ikke den første, men uafhængighedskrigen var den første antikoloniale krig. Jeg synes, det er meget vigtigt, for på Bandung-konferencen i 1955 var det enten præsident Sukarno eller premierminister Nehru, der sagde, at USA skulle huske, at de udkæmpede den første antikoloniale krig.

Hvis man ser på den amerikanske historie, forsøgte briterne naturligvis at ødelægge den amerikanske revolution, først militært i krigen i 1812 og i borgerkrigen. Da de indså, at de ikke kunne generobre USA militært, skiftede de grundlæggende taktik og sagde, at de var nødt til at overbevise det amerikanske etablissement om at overtage det Britiske Imperiums rolle som model for at styre verden baseret på det angloamerikanske særlige forhold. Det er en meget kort kondensering af denne historie, men folk tror, at det Britiske Imperium ikke længere eksisterer. Men det eksisterer fortsat; du har Commonwealth, du har Five Eyes, du har kontrollen over City of London, som i virkeligheden er Wall Streets egentlige moder. Så hvis man ser på disse strukturer, kan man faktisk se, at det Britiske Imperium stadig eksisterer, og det er derfor, vi er nødt til at erstatte det med et system af suveræne nationalstater.

Hvad angår De Grønne, så tror jeg, at hvis man ser på oprindelsen til den grønne ideologi i form af den onde præst Malthus’ skrifter, som opfandt en fuldstændig bedragerisk teori om, at mennesker på en bestemt måde formerer sig hurtigere, end man kan producere mad, og at man derfor er nødt til malthusiansk nøjsomhed. Det var bare en dækhistorie for det britiske ostindiske kompagni, og han var bare en betalt skribent, der skulle lave en teori, som kunne retfærdiggøre det, det britiske ostindiske kompagni gjorde. Vi har dokumenteret den grønne bevægelses historie, som du kan finde i arkiverne hos EIR og Schiller Instituttet. Selv om økologernes bevægelse aldrig rigtig forsvandt, var det faktisk Rom-klubben, der genopfandt den i stor stil i begyndelsen af 1970’erne. Det var det, der fik den internationale grønne bevægelse til at opstå. I begyndelsen havde de en vis fredsvenlig holdning, men på grund af deres neomalthusianske ideologi var det meget let for de internationale oligarkiske kræfter at overtage dem. Det gjorde de med stor succes ved at bruge deres aktiv, Joschka Fischer, Tysklands udenrigsminister under den jugoslaviske krig, som virkelig forvandlede De Grønne fra et formodet fredsparti til nu at være de største krigstilhængere i hele Tyskland.

Hvis du er mere interesseret i detaljerne, kan jeg kun foreslå, at du kontakter Anastasia, så kan vi hjælpe dig med at finde al den dokumentation, vi har produceret gennem årtier om dette problem.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg tror, at forventningen om, hvad der vil komme ud af BRIKS-mødet, har betydet, at der er blevet gjort en enorm indsats for at destabilisere de forskellige BRIKS-lande på forhånd. I Argentinas tilfælde så meget, at de ikke engang kom med i BRIKS, som de oprindeligt havde tænkt sig at gøre. I andre tilfælde blev der udført en enorm finansiel krigsførelse. Men ikke desto mindre er jeg helt sikker på, at de vil komme meget stærkt ud af det; endda meget stærkere end på topmødet i Johannesburg sidste år i Sydafrika. De vil annoncere nye strukturer for en international sikkerhedsarkitektur. Jeg er ret sikker på, at det vil være i tråd med, hvad Putin sagde, da han den 14. juni foreslog en ny eurasisk sikkerhedsinfrastruktur. Og sandsynligvis vil de gentage, hvad Xi Jinping gentagne gange har sagt – især til præsident Obama på det tidspunkt – at BRIKS er åben for alle nationer. Jeg håber, at de vil sige det, for jeg er overbevist om, at det, BRIKS forsøger at gøre, under alle omstændigheder vil være meget positivt.

Men problemet er, at vi er nødt til at overvinde geopolitikken. For hvis den nuværende tendens til at opdele verden i to separate blokke – en NATO-blok, et globalt NATO med told og restriktioner, og så en BRIKS-blok – så tror jeg ikke, at det overvinder faren for Tredje Verdenskrig. For hele spørgsmålet om krigsfaren er, at man har et gammelt system, der kollapser, det neoliberale vestlige system, som tydeligvis – selv i Tyskland er der mange kommentarer, hvor folk siger: »Tyskland er ved at dø! Er der ingen, der kan se, at vi er ved at kollapse?« Det kan man faktisk godt se. Fra dette øjeblik er vi et kollapsende, døende kontinent og en alliance. Krigsfaren kommer af, at når det døende system forsøger at dæmme op for det nye systems fremgang – som er centreret omkring BRIKS – så har du det mest risikofyldte øjeblik for krig. Som jeg sagde i begyndelsen af mine bemærkninger, er faren efter min mening meget stor før det amerikanske valg, simpelthen fordi folk, afhængigt af hvad der kommer ud af det valg, frygter, at de mister grebet om de institutioner, som er det militær-industrielle kompleks.

Derfor kan jeg kun håbe, og jeg er ret sikker på, at de [BRIKS] vil komme med nogle meget magtfulde og stærke tilbud til verden. For jeg tror, at mange af lederne i BRIKS virkelig er utroligt kloge og modne statsmænd, som virkelig har vist, at de har visioner, de har tålmodighed, de har alle de holdninger, som vi havde engang i Vesten, da vi stadig havde ledere som Adenauer og de Gaulle, men nu i de seneste årtier er vores lederes mentale størrelse på en eller anden måde skrumpet ind. I dag har vi ledere, der har en statur som dværge med hensyn til mental kapacitet. Jeg kan tale om det i lang tid.

Jeg er ret sikker på, at der vil komme noget stort ud af dette med hensyn til sikkerhedsstruktur, med hensyn til økonomiske forslag, nye betalingssystemer. Måske endnu ikke en reservevaluta, men der vil komme mange af den slags nye idéer.

Hvad angår personen fra Costa Rica, kan jeg forsikre jer om, at vi absolut tager hensyn til alle verdens landes interesser. Og jeg vil gerne have, at du ser på de økonomiske udviklingsplaner, vi skrev allerede i 1970’erne, hvor vi havde et fuldt udbygget infrastrukturprogram for hele Afrika. Min afdøde mand arbejdede sammen med López Portillo om et økonomisk udviklings- og infrastrukturprogram for hele Latinamerika. Vi arbejdede sammen med Indira Gandhi om en 40-årig udviklingsplan for Indien. Hele Asien. Bare se på det; du kan blive overbevist om, at vi ser på verden som en helhed og ikke ud fra et vestligt synspunkt. Den eneste grund til, at jeg nævnte donuts, er, at jeg tænkte på steder som for eksempel Berlin. Berlin, hvor man lige nu har en regeringspolitik, som desværre er meget i tråd med briternes og USA’s. Vi har ikke en suveræn regering. Men Berlin har ligesom New York alle de nationer, der bor der. De kunne lave en demonstration af den slags børn, der arbejder sammen og viser, at fremtiden heldigvis tilhører børn og unge. Så tilgiv mig for donuts. Jeg kan ikke selv lide donuts; jeg synes ikke, det er sund mad. De er for sukkerholdige. Men jeg tænkte bare, at der var noget – for jeg ved ikke, hvad man spiser i Costa Rica til børnefester. Så kom med et forslag, så tager vi det med. Jeg håber ikke, at jeg gør emnet for let, men jeg ville bare gerne udtrykke min begejstring for tanken om, at børn fra alle nationer kunne være et eksempel for de voksne på, hvad det vil sige at leve sammen i fred og glæde.

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 16. oktober 2024

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 16. oktober 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.
I dag skal vi diskutere BRIKS-topmødet, der finder sted om mindre end en uge, midt i turbulensen i hele verden, og jeg vil begynde med turbulensen. To store kriser, i Ukraine og i Sydvestasien, som truer med optrapning til tredje verdenskrig, foruden den vedvarende, brutale borgerkrig i Sudan og farlige provokationer mod Kina.

Så lad os starte med Ukraine: Med al balladen mod Putin på grund af hans påståede trusler om at bruge atomvåben, har der ikke været megen omtale af NATO’s atomkrigsspil Steadfast Noon, som begyndte i går: Det omfatter øvelser i NATO-landene, som skal simulere indsættelse og brug af atomvåben. Helga, hvad er dine tanker om dette, og hvorfor er det vigtigt?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: NATO, jeg tror SHAPE-hovedkvarteret, hævdede, at dette bare er en årlig rutinemanøvre, men talsmanden for Kreml, Dmitry Peskov, sagde efter min mening helt korrekt, at timingen af dette er upassende og forfærdelig, for med en varm krig i gang i Ukraine, det faktum, at der fra den 14. oktober i 15 dage vil være manøvrer, der involverer, tror jeg, i alt 2.000 personer, 13 lande og otte store amerikanske baser, hvor de flyver rundt med kampfly og alle mulige støttefly, tanker op og alle mulige andre ting, betyder, at – selv om de hævder, at der faktisk ikke er nogen skarp ammunition, dvs. taktiske atombomber om bord, men det er naturligvis et spørgsmål, som ingen ved. Og for en manøvre, hvor man anvender taktiske atomvåben i Nordsøen, over flere NATO-lande, mens man har en situation, hvor nerverne allerede på grund af situationen i Ukraine er temmelig skrøbelige, vil jeg sige, at det bare er fuldstændig hensynsløst, det er ikke nødvendigt, medmindre man virkelig ønsker at provokere situationen. Og virkelig fremstille et billede af {Schrecklichkeit} [ren rædsel]. Jeg mener, russerne kan ikke vide, om disse fly rent faktisk har skarp ammunition med eller ej. Det er ekstremt let at gå fra en igangværende manøvre til en egentlig krigsudstationering, og det er det, russerne er nødt til at antage, at den mulighed eksisterer.

Så det mindste, man kan sige, er, at hele denne manøvre, der har stået på i 15 dage, og som startede den 14. oktober, vil vare indtil slutningen af oktober, bare et par dage før det amerikanske valg. Hvis folk tænker over det, kan noget gå galt, og det er, at selv hvis en ikke-tilfældig krig skulle ske, kunne det føre til civilisationens udslettelse på grund af konsekvenserne. Der er udkommet en bog af Annie Jacobsen, (Nuclear War: A Scenario) – den er lige udkommet på tysk og også på fransk; og den originale engelske i marts. Jeg har endnu ikke læst bogen, men jeg har hørt om den. Det, hun tilsyneladende beskriver, er, at advarselstiden, hvis noget går galt, er jeg tror, hun taler om 72 minutter – det lyder endda som meget tid i betragtning af, at affyring efter advarsel efterlader langt færre minutter. Og det, hun beskriver, ifølge de rapporter, jeg har fra folk, der har læst bogen, er, at når først tegnet er givet, at krigen er i gang, er tænketiden nul. For de ting, der skal gøres af en præsident eller en regeringsleder, er så hurtige, at der absolut ikke er tid til at tænke over det eller ændre noget. Alt foregår i en automatisk rutine.

Det betyder, at vi sidder på en absolut krudttønde på to fronter: Den ene er situationen i Ukraine, hvor situationen tydeligvis ikke går i den retning, som Zelenskyj forsøgte at fremkalde på sin nylige tur gennem de europæiske hovedstæder, men den går mere i den retning, at Rusland stabiliserer sig – med andre ord forsøgte han at overbevise de europæiske ledere om sin såkaldte »sejrsplan«. Der er ingen sejr i sigte i Ukraine. Rusland gør stadige, store territoriale fremskridt. Flere eksperter mener grundlæggende, at krigen vil være slut inden årets udgang, og det bringer så det absolutte »to be or not to be«-spørgsmål: Vil NATO endelig gå med til en forhandling med Rusland, som Rusland kan acceptere: en diplomatisk løsning. Eller vil der ske en optrapning, som så kan udvikle sig til en storkrig? Det er situationen i Ukraine.
Og så har man den utroligt farlige situation i Sydvestasien, som også kan blive atomar.

Så i forbindelse med disse to aktuelle situationer er det hensynsløst og uansvarligt at have denne NATO-manøvre. Og jeg synes, det gør det endnu vigtigere, at den japanske organisation Nihon Hidankyo, som har kæmpet mod faren for atomkrig i lang tid, blev tildelt Nobels fredspris i år. Og at den kinesiske regering meget offensivt fremmer ideen om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, stort set i tråd med, hvad Schiller Instituttet har krævet i mere end to år.
Så jeg tror virkelig, at vi er på vej mod et afgørende punkt. Og jeg kan kun opfordre jer, vores seere, til at slutte jer til Schiller Instituttet og vores bestræbelser på virkelig at sætte en helt anden dagsorden, et nyt paradigme, på det internationale diskussionsbord, for vi er i absolut fare for at miste alt, hvad der er menneskelighed.

SCHLANGER: Helga, med hensyn til det, du lige sagde om potentialet for et russisk gennembrud i krigen i Ukraine, skrev flere mennesker ind angående rapporter i mainstream-medierne om dyb angst, der rammer tilhængere af Ukraine i krigen mod Rusland, og i Europa generelt over det kommende amerikanske valg. Folk stiller spørgsmål som: »Hvad vil der ske, hvis Trump vinder?« »Vil USA opgive Ukraine?« »Vil de europæiske lande skulle dække forskellen i omkostninger?« Og så er spørgsmålet: »Er der en krigstræthed, som påvirker de europæiske regeringer og den generelle befolkning?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det tror jeg. Jeg tror, at krigstrætheden først og fremmest findes i Ukraine selv. Der er mange rapporter om, at antallet af desertører er steget dramatisk i år, og med et perspektiv, hvor de mennesker, der kæmper på jorden, ikke behøver at læse avisen for at vide, hvordan deres situation er, fordi de befinder sig midt i det. Men der synes at være en meget udbredt demoralisering, fordi Ukraine er gjort til offer! Denne idé om, at man skal blive ved med at kæmpe, når det er tydeligt, at der ikke er nogen sejr mulig. Jeg tror, at en pensioneret officer lavede den sammenligning, at det er lige så umuligt for Ukraine at vinde over Rusland, som det ville være for Mexico at vinde over USA. Og alligevel er der disse hensynsløse militære og politiske ledere, som kræver, at kampen skal fortsætte, indtil Rusland er besejret, selv om det er en objektiv umulighed. Og de eneste ofre er i virkeligheden det ukrainske folk, hvoraf mange bliver slagtet, og deres land bukker under i krigsødelæggelser.

Og det andet store, store offer for dette er naturligvis Europa. Europa er ved at falde fra hinanden. Og jeg tror, at faren for, at Europa – det gør efter min mening ikke den store forskel, hvem der vinder det amerikanske valg, for okay, Trump har lovet, at han vil afslutte krigen i Ukraine inden for 24 timer. Og måske gør han det; jeg tror, han gør det. Men der er ingen, der spørger, hvad Trumps politik er i Mellemøsten, hvor han siger ting, som er helt utrolige for en potentiel amerikansk præsident at udtale sig om.

Så jeg tror, vi har brug for noget helt – jeg lægger ikke mine æg i kurven hos nogen af disse to kandidater, for jeg synes ikke, nogen af dem har sagt noget, som virkelig ville give mig tillid til, at de tænker i den rigtige retning, som må være et nyt paradigme: Stop geopolitik. Komme ud af Wolfowitz-doktrinen, som stadig lurer i baggrunden, om at USA skal forblive den dominerende magt i verden for evigt, og at ingen kombination af lande skal have lov til at overgå USA økonomisk, politisk eller på nogen anden måde. Og så længe det er det underliggende træk i Pentagon, i det militærindustrielle kompleks, ja, så tror jeg virkelig ikke, at vi er ude af denne krise, før en stor del af befolkningen i USA og Europa hævder deres ønske om at bevare freden! Og det betyder samarbejde i stedet for konfrontation.
Så jeg tror, at det er, hvad man kan sige om denne situation.

SCHLANGER: I sidste uge talte vi om den præsentation, som Scott Ritter holdt for Den Internationale Fredskoalition fredag den 11. oktober (https://www.youtube.com/watch?v=ratqFyq_5zk), hvor han advarede om muligheden for et iransk atomart angreb på Israel. Nu havde vi et spørgsmål: »Er den nylige annoncering af det amerikanske missilforsvarssystem og tropper sendt til Israel et tegn på et forventet atomart angreb fra Iran?« og «Viser det, at USA er fuldt ud forpligtet til at forsvare Israel?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, vi ser en tragedie uden sidestykke. Det, der sker, er helt klart, at dette latterlige brev, som Blinken og forsvarsminister Austin har skrevet til Israel om, at de inden for 30 dage skal forbedre den humanitære situation i Gaza, jeg mener, det er den største vittighed – jeg mener, det er ikke en vittighed, det er en skrækhistorie! Lige nu har israelerne givet et ultimatum til et sted mellem 300-400.000 palæstinensere i Gaza om at evakuere, ellers vil de blive behandlet som terrorister, hvilket betyder, at de kan blive skudt og sultet, eller hvad ved jeg. Og noget lignende er ved at ske i Libanon, hvor en fjerdedel af landet allerede er under IDF’s kontrol. Og det har ufattelige konsekvenser: Mordene på mennesker sker for øjnene af hele verden, og for palæstinenserne er det en absolut tragedie; for befolkningen i Libanon er det ligeledes en tragedie, fordi Libanon skridt for skridt bliver forvandlet til en ny Gaza-situation.

Så det er forfærdeligt for alle de involverede mennesker. Mange af dem mister livet. Men jeg tror, det er meget, meget mere end det, en tragedie for hele menneskeheden, fordi det faktum, at verdensoffentligheden kender til det og derefter er vidne til visse amerikanske og europæiske lederes adfærd, som på en skamløs måde vender op og ned på sandheden. Og når de rapporterer om det i medierne, siger de altid, at det var et libanesisk angreb på Israel, som tvang Israel til selvforsvar, hvilket er en fuldstændig fejlkonstruktion af kendsgerningerne og af rækkefølgen og kronologien.

Det bliver observeret af hele verden, af den islamiske verden, af den Globale Majoritet, og jeg tror, at en yderligere effekt af alt dette vil være, at det moralske tab af image, pletten på bevidstheden hos de mennesker i Vesten, der tolererer dette, jeg tror ikke, at det vil forsvinde. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan verden nogensinde vil vende tilbage til nogen form for førkrigssituation, fordi denne billigelse er det, der vil blive bedømt af historien og af verdensoffentligheden. Så jeg kan kun sige: Vi er nødt til at flytte hele verden ind i et nyt paradigme, for jeg tror ikke, at nogen af disse kriser, hverken Ukraine eller Sydvestasien, bare kan løses af kræfterne i regionen, fordi den transatlantiske verden tydeligvis reagerer på Kinas fremgang og den multipolære verden. Og man er nødt til at overvinde denne geopolitiske tankegang, ellers tror jeg ikke, der vil være nogen udvej.

SCHLANGER: En skarp iagttager tog spørgsmålet om at give Israel 30 dage til at efterkomme humanitær hjælp op og skrev, at for ham er »dette støtte til folkemord i slowmotion«. Og han spørger: »Hvad kan man gøre for at fremtvinge en reaktion fra de vestlige regeringer? Er der noget, der kan gøres?« Og her er det måske værd at nævne, at Den Internationale Fredskoalition har Zoom-opkald som sædvanlig på fredag den 18. oktober kl. 11 ET (kl. 17 CET).
ZEPP-LAROUCHE: Ja. Som jeg sagde, tror jeg, det er meget indlysende, at der kun er én magt i verden, som kan stoppe dette, og det er USA. Og USA ville faktisk hævde deres magt med hensyn til våbenleverancer og økonomisk støtte. Det kunne stoppes med det samme – måske ikke så let – men det kunne stoppes.

Så det faktum, at der er et sted, hvor man kan sætte ind, betyder, at USA’s befolkning må sige fra mere tydeligt og lægge pres på USA. Men jeg tror også, at landene i det Globale Syd, som udgør langt størstedelen af den menneskelige befolkning – og jeg tror, at de bliver mere aktive hele tiden – de er nødt til at træde frem. For vi har en utrolig krise: FN fungerer ikke i sin nuværende form. FN’s Sikkerhedsråd er hele tiden blokeret af et veto fra et af de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, hvilket de facto betyder, at når denne konflikt involverer et af dem, nemlig USA (og naturligvis i skyggen Storbritannien), så er der ingen løsning.

Så der er en reel krise for menneskeheden. Og jeg tror, at folk hellere må vågne op og indse, at vi måske er nødt til at skabe en ny institution. BRIKS er ved at udvikle sig til en ret vigtig modvægt til alt dette. De holder topmøde om en uge, den 22.-24. oktober, og jeg tror, at det forhåbentlig bliver et af de steder, hvor der vil blive foreslået et reelt alternativ. Men jeg tror ikke, der er noget, der forhindrer folk i Vesteuropa – eller Europa og USA – i at tage ansvar for virkelig at mobilisere og lægge pres på deres regeringer for at stoppe dette.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål fra Magna H., fra Norge, tror jeg, som spørger: »Hvorfor er det, at de vestlige eliter overhovedet ikke er i stand til at erkende deres nederlag i konfrontationen med resten af verden og deres neokolonialistiske dagsorden?«

ZEPP-LAROUCHE: Tja: Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange. Fordi det er så indlysende, at alle deres politikker har slået fejl! Hvis man ser på, hvad der skete efter afslutningen af den kolde krig, hvor man ignorerede advarslerne fra pave Johannes Paul II, som sagde, at Vesten ikke skulle konkludere fra Sovjetunionens opløsning, at de havde »vundet«. For de har ikke vundet. Og han talte om »syndens strukturer« i både øst og vest, og han sagde, at man skulle se på udviklingslandenes tilstand for at se, at Vesten også har syndens strukturer.

Men det, der skete, var, at de erklærede »historiens afslutning«. Fukuyama gjorde det, og de udviklede en triumfalisme, som om de ville have vundet den kolde krig, og det havde de ikke! Og ud fra den triumfalisme konkluderede de, at den unipolære verden ville dominere kloden, at den »regelbaserede orden« ville tvinge alle lande på kloden til at indføre den vestlige liberale demokratimodel, og du kan se, hvor det har bragt os hen. Du kan se, hvad de interventionistiske krige efter 11. september har resulteret i. Er USA’s indflydelse øget? Nej! Er Europas status steget? Nej! Og det er meget tydeligt, at den vestlige politik med at modarbejde det store flertal i verden ved at føre denne politik nu fører til en situation, hvor disse lande har vendt sig væk fra Vesten, men de vestlige eliter holder stadig fast i den samme politik, som f.eks. er ved at ødelægge Europa: Tyskland er totalt ødelagt. Der er mange rapporter om mellemstore virksomheder, der forlader landet og tager til USA for at investere der, eller tager til Kina, eller lukker eller tager til Schweiz. Men de forlader Tyskland. Og jeg tror, at det vil føre til et reelt socialt sammenbrud på kort sigt, som allerede er i gang, og som vil føre til nedskæringer i det sociale system, hvilket vil skabe ustabilitet og uro i landet.

Så disse mennesker bliver ved med at gøre, hvad de gør, på trods af at vælgerne ved de seneste valg klart har signaleret, at de ikke er enige: Det skete i Frankrig. Det skete ved fire valg i Tyskland – valget til Europa-Parlamentet og derefter tre delstatsvalg i Østtyskland. Men eliterne (»eliterne«), de såkaldte etablissementer, de erkender ikke, at de er ved at ødelægge deres land, eller hvis de erkender det, er de fuldstændig ligeglade. Jeg synes virkelig, det er en utrolig moralsk krise.

Så jeg kan kun appellere til vælgerne om virkelig at blive samfundsborgere. Mobiliser jer selv. Om fredagen er IPC-mødet et vigtigt mødested, hvor mange kræfter fra fredsbevægelsen og andre organisationer mødes hver uge nu i mere end et år. Og som hver uge vil vi helt sikkert komme med nogle forslag til, hvad der skal gøres for at påvirke situationen. Men det kræver virkelig, at folk tænker sig om. Folk, der nu diskvalificerer sig selv som ledere, de kan aldrig stoles på igen!

SCHLANGER: Nej, vi har et spørgsmål eller en udtalelse fra Amanda, som sagde: »Jeg kan ikke tro, at Israel nu slipper af sted med at angribe NATO’s eller UNIFIL’s fredsbevarende styrker. Israelske pansrede køretøjer smadrede sig vej gennem porten til UNIFIL-basen. NATO’s reaktion? Ingenting!«

En anden skrev ind og sagde, at en kommentator havde sagt, at hvis Israel skyder på FN’s fredsbevarende styrker, kan FN skyde tilbage. Tror du, der er en mulighed for, at det vil tvinge NATO-landene til at reagere mere direkte?
ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan kun sige, at jeg lyttede til en kommentar fra en ledende CSU-politiker Tysklands kristelige demokrati Thomas Ernd i Deutschlandfunk. Det var utroligt, som om han befandt sig i et parallelt univers. Han tog fuldstændig parti for Israel og gav alle andre skylden, også de fredsbevarende tropper. Og jeg tror desværre, at det er sådan, NATO tænker lige nu.

Så jeg tror, det kræver handling på et andet niveau, og jeg kan kun gentage mig selv, at ideen om at have en helt anden tilgang, som i den Westfalske Fred, efter min mening er den eneste måde, hvorpå vi kan undgå tredje verdenskrig! Og jeg er meget interesseret i, at den kinesiske leder af udenrigsministeriets nedrustningsafdeling, Sun Xiaobo: Han kom med et forslag for bare to dage siden, som var meget vidtgående, og som gentog behovet for en ny sikkerhedsarkitektur, som skal tage hensyn til alle landes interesser, fordi fred er udelelig, og hvis et land er i problemer, påvirker det hele verden.

Jeg tror, det er den slags diskussioner, vi skal have, og jeg vil opfordre til, at hvis man er studerende, professor eller ærlig journalist (selv om det måske er en uddøende art i dag) eller har en anden platform, internet, lister fra venner og kolleger, chatgrupper, hvad som helst, så begynder man at diskutere ideen om, at man er nødt til at have en anden orden, hvad angår sikkerhedsarkitekturen i hele verden. For vi er trods alt den eneste intelligente, kreative art i universet, i hvert fald som vi kender den. Der kan være andre intelligente arter med kreativitet; de findes måske, men vi kender ikke til dem, så derfor må vi gå ud fra, at vi er de eneste, der er aktive på scenen: Og hvis vi ikke kan sige, at den nuværende sikkerhedsorden, den nuværende struktur, det nuværende set up blandt naturen muligvis dømmer os alle til at forsvinde i en atomkrig og den efterfølgende atomvinter, burde vi så ikke være i stand til at tænke over, hvad vi skal gøre anderledes, mens vi stadig har tid? Og for mig er det det brændende spørgsmål, som jeg virkelig gerne vil have, at flere begynder at diskutere. Vi havde en konference om dette emne, som involverede et universitet i Nicaragua, og jeg synes stadig, at tænketanke, universiteter og andre sociale grupperinger burde begynde at diskutere det! At hvis du er bundet i en sikkerhedsstruktur, som ikke tillader din overlevelse, hvis noget går galt, så kan det ikke være en struktur, der er god for dig!

Så jeg synes, vi har ret og faktisk pligt til at tænke over, hvordan vi kommer ud af denne situation?

SCHLANGER: Du nævnte før BRIKS-topmødet, som starter den 22. oktober. Vi har et par spørgsmål om det. Et fra Susie i New Mexico, som startede med at sige: »Ord kan ikke udtrykke min taknemmelighed for dit lederskab og din uophørlige indsats for at forhindre tredje verdenskrig og realisere en fredelig, retfærdig og velstående verden. Jeg er meget bekymret for, at de hegemoniske verdensmagter, for eksempel USA, vil forsøge at sabotere det kommende BRIKS-topmøde i Kazan i Rusland. Tror du, at de kan eller vil gøre det?«

Og så et andet spørgsmål om dette: »Hvordan vurderer du BRIKS’ chancer for at lykkes med at transformere verden fra en neokolonial status til en med retfærdighed for alle nationer og mennesker?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at der allerede er bestræbelser på at skabe maksimale problemer for alle BRIKS-medlemmerne. Du ved, at der er kreditkrav til flere lande eller vanskeligheder med den finansielle måde, de fungerer på, hvilket er designet til at skabe uenighed. Ideen om at skabe et nyt betalingssystem, som præsident Putin diskuterede med sit sikkerhedsteam for to uger siden, vil naturligvis være på dagsordenen. Der er meget modstridende rapporter om, hvad der kan forventes i Kazan.

Jeg vil antage, at der vil blive trukket noget stort op af hatten, så at sige; og det er måske ikke BRIKS. Det kan være det, som den tidligere vicechef for Den Nye Udviklingsbank Paulo Nogueira Batista har nævnt ved flere lejligheder, at det kan være en undergruppe af BRIKS, der vil arbejde med det. Jeg er ikke med i disse diskussioner, så jeg kan ikke være sikker. Jeg ved, at der er mange spændinger omkring det.

Jeg kan kun sige med sikkerhed, hvad der ikke er en god idé, og det er, hvad Donald Trump lige har sagt: Han sagde, at han ville indføre 100 % told på alle lande, der går i retning af af-dollarisering. Det er ikke et særlig smart økonomisk forslag, for det ville betyde, at USA kun ville have meget få lande at handle med, og det er helt upraktisk. Det ville være mere intelligent at sige: OK, vores finansielle system er i alvorlige problemer, eller vores fysiske økonomi er ved at kollapse. Se på USA’s manglende evne til at håndtere ofrene for de seneste orkaner. Lad os bygge vores infrastruktur! Lad os samarbejde med det nye, spirende system om at tilslutte os deres nye kreditfacilitet og begynde at investere igen i fysisk produktion, infrastruktur, innovation og forskning og udvikling – i bund og grund det, som Kina gør. Så ville der være en chance for at komme ud af problemerne.

Men jeg tror helt sikkert, at vi vil gå ind i en stormfuld periode. Jeg tror, vi er så tæt på tredje verdenskrig, men på den anden side tror jeg, at hvis nogen kombination af lande kan trække verden ud af denne krise, så bliver det BRIKS. Og jeg er ret sikker på, at verden vil få sig nogle overraskelser i næste uge, for jeg tror, at de ledere, der mødes der, har bevist, at de er ganske ansvarlige mennesker. Og jeg tror, der er en chance for, at vi overlever denne prøvelse, men det er slet ikke sikkert.

SCHLANGER: Jeg har en ting mere til dig fra en tilhænger fra Tyskland, som skrev om Tysklands fremtid i Europa. Han skrev »Jeg er pensioneret fra bilindustrien. Jeg har med rædsel set de Grønnes angreb på vores industri. Efter fiaskoen med forsøget på at forbyde forbrændingsmotorer presser de nu på med høje toldsatser på elektriske biler fra Kina. Det tyske folk er ikke dumt. Bliv ved med at kæmpe: Jeg tror, at folk er begyndt at være opmærksomme.«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg vil følge dit råd. Jeg vil fortsætte kampen. Og jeg tror, at bilindustrien, efter min mening lidt sent, men endelig kommer de ud, og alle – Mercedes, BMW, Audi, VW – de kom alle stærkt ud imod EU’s politik om at indføre disse toldsatser på elbiler fra Kina. Og jeg mener ikke, at Tyskland kæmpede troværdigt, for hvis de vidste, at afstemningen var på vej, og at EU ville indføre disse toldsatser, ville de, hvis de seriøst forsøgte at undgå det, have sendt følere ud til Italien og andre lande på forhånd, og det skete ikke.

Vi diskuterede det med hinanden, med vores kolleger fra forskellige lande. Og jeg tror, at det var et show og ikke alvorligt ment, for jeg tror, at den nuværende regering ser på hele situationen, hvor Tyskland er ved at falde fra hinanden, uden at rette op på det, uden at gøre noget ved det. Så jeg tror, at det kinesiske svar vil være, at de vil indføre modtold. Men igen, det er det tyske folks kamp ikke kun at komme af med denne regering, men hvis man lytter til, hvad nogle af oppositionslederne fra CDU/CSU siger, vil det ikke få Tyskland i en meget bedre – eller faktisk i en værre – situation, hvis de gør, hvad de taler om.

Jeg tror, vi er nødt til at have en reel mobilisering i Tyskland for, at Tyskland skal vende tilbage til sine bedste traditioner! Jeg mener, vi er blevet overtaget af en kombination af neokonservative og neoliberale, både hvad angår økonomi og det kulturelle område. Og mens asiaterne er kloge, og de er gået tilbage til deres egne historiske traditioner for nogle gange helt op til 5.000 år siden, og de henter deres styrke fra den største kultur, de har produceret i årtusinder, så er vi i Tyskland, som på et tidspunkt havde klassisk musik og klassisk poesi som noget af det bedste! Inden for klassisk musik vil jeg endda sige den bedste fremførelse af vores komponister, fra Bach til Beethoven, Schumann, Schubert og Brahms: Jeg mener, dette er en skat! Og har du nogensinde hørt Ursula von der Leyen eller Olaf Scholz eller nogen af disse mennesker tale om skattene i den europæiske kultur og især i den tyske kultur? Det har jeg ikke. Og hvis du kan vise mig, at de har en forståelse af, hvorfor (Lied) er vigtig, Schubert-sangene eller Schumann-sangene, eller Brahms, eller Mozart eller Beethoven – det er perler, der ikke overgås af noget andet i verden! Og vi lader det gå i stykker! Der er ikke længere nogen forestillinger, fordi publikum angiveligt ikke vil have det, hvilket jeg ikke tror er sandt. Jeg tror, det er designet til at sænke kulturens niveau og befolkningens smag, fordi vi er styret af et oligarkisk system!

Så lad os kæmpe for det, Tyskland har produceret: Vi havde Nikolaus af Cusa, vi havde Leibniz, vi havde Schiller, vi havde Beethoven. Vi havde så mange opfindere og store hjerner, og vi bør ikke lade os træde under fode, som det sker lige nu. Men vi har brug for en renæssance af det bedste, Tyskland nogensinde har produceret, og så tror jeg, der er en kraft – som sover lige nu i det tyske folk – men som kan vækkes til humanismens højeste ideal. Og det er det, vi har brug for, at arbejde sammen med andre lande, i et kor af nationer for en bedre fremtid.

SCHLANGER: I den forbindelse mødes Den Internationale Fredskoalition igen på fredag: kl. 11.00 østlig tid, kl. 17.00 centraleuropæisk tid.

Og så, Helga, kan du måske sige noget om demonstrationen og koncerten den 26. oktober for Jose Vega & Diane Sare Peace Fund, som vil være en kampagnebegivenhed for New Yorks kongreskandidat Jose Vega (CD15, Bronx) og senatskandidat Diane Sare i New York. Det er sådan set det, du taler om som værende nødvendigt.

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Det er en ekstraordinær begivenhed, der er planlagt til lørdag den 26. oktober i New York, og vi har allerede et fantastisk antal talere. Du kan finde navnene på deres hjemmeside. Vi lægger linket ind under dette program. Det omfatter folk som oberst Lawrence Wilkerson (pensioneret) og Ray McGovern, Garland Nixon og mange andre fremragende patrioter fra USA. Og så vil vi have musikalske bidrag fra forskellige lande, og meget vil handle om fred. Og vi forsøger at få folk med fra hele verden, måske endda at lave søsterarrangementer. Vi har kor i Afrika, vi har andre mennesker, som har foreslået, at de deltager ved at lave søsterarrangementer i forskellige lande. Og jeg tror, at dette kan blive en model for at forene den internationale fredsbevægelse ved at fremhæve skønheden i den kultur, vi kæmper for, som en kilde til styrke.

Man bør absolut tilmelde sig. Jeg tror, at det er helt gratis for internationale gæster. Jeg ved ikke, hvordan det foregår på stedet, det kan være anderledes, men det er helt sikkert en begivenhed, som er den mest kraftfulde intervention i valgkampen og i spørgsmålet om krig og fred.

SCHLANGER: Nå, Helga, tak fordi du kom i dag, og jeg ved, at vi ses på fredag og sandsynligvis også den 26. oktober!
ZEPP-LAROUCHE: Jeg ser frem til det, ligesom du gør.

»Byg et fredskor mod krigens spøgelser«

HVORNÅR:

Lørdag den 26. oktober 2024 kl. kl. 20-24 dansk tid. 
Live streamnings link:

af Diane W Sare den 3. oktober 2024

“Erindringens mystiske akkorder, der strækker sig fra hver slagmark og patriotiske grav til hvert levende hjerte og arnested over hele dette vidtstrakte land, vil endnu hæve Unionens kor, når de igen berøres, som de helt sikkert vil blive, af de bedre engle i vores natur.”
-Abraham Lincoln, 4. marts 1861, fra hans første tiltrædelsestale

Tag med Diane Sare, LaRouche-bevægelsens uafhængige kandidat til USA’s senat fra New York, og Jose Vega, bevægelsens uafhængige kandidat til kongressen fra den 15. valgkreds i Bronx, og en række modige tidligere militærfolk, efterretningsledere og fredsfortalere fra hele landet og internationalt, når vi udforsker uafhængig tænkning og handling, inspireret af de ædle principper, som vores land blev grundlagt på. Den nationale vision, som blev bekræftet under borgerkrigen og borgerrettighedsbevægelsen, må atter forfægtes i lyset af den nuværende økonomiske krise i nationen og rækken af folkemorderiske krige, som nu truer med at blive optrappet til en global atomkrig. Der er nu hårdt brug for ægte lederskab og moralske visioner af den type, som Jose Vega og Diane Sare repræsenterer i deres uafhængige kampagner.

Vi erklærer vores uafhængighed af krigspartiet. Vi siger: »Skab velstand, ikke krig!«

Vi inviterer dig til at være en del af denne historiske indendørs valgmøde og koncert.

Billetter fås på vegasarepeacefund.org.

HVORNÅR:

26. oktober 2024 kl. 14.00-18.00 (kl. 20-24 dansk tid). Der vil være gratis live streaming: Mere info senere.

HVOR:

En Manhattan koncertsal

International koncert/manifestation 26. oktober i New York præsenterer ekstraordinært program for fred

[DWS] [MGM]

14. oktober 2024 (EIRNS) – Programmet med talere og musik for fred, der er planlagt til den indendørs fredsdemonstration og -koncert i New York City lørdag den 26. oktober kl. 14.00 (EDT), er uden fortilfælde i sit omfang. Arrangementet er designet til at have en stærk indflydelse internationalt såvel som i USA og har titlen »Build a Peace Chorus Against the Ghouls of War«. Programmet vil blive livestreamet fra koncertsalen på Manhattan med simultantolkning til flere sprog.

Arrangementets sponsor er Jose Vega & Diane Sare Peace Fund. Disse to politiske ledere er uafhængige kandidater på stemmesedlen i november til Senatet og Kongressen i New York: Diane Sare til Senatet og Jose Vega til Kongressen, 15. kreds i Bronx. Personlig deltagelse sker via forhåndstilmelding på hjemmesiden på engelsk eller på spansk i den fælles fundraising-komité, der er oprettet til arrangementet.

Nedenfor er en delvis liste over talere og optrædende og delvise detaljer om musikken. Titlerne på afsnittene er kun til information forud for arrangementet. De er ikke den endelige rækkefølge af programmet. Det kor, der henvises til, er Sare-Vegas Venner-koret. Yderligere bidrag med musik og præsentationer er velkomne til dette og fremtidige arrangementer, også til partnerarrangementer internationalt.

• Åbning-‘Fordi alle mænd er brødre’
• Sare messingkvintet
• -Lille Fuga, J.S. Bach (1685-1750)
• -Stykket for messingkvintet, Victor Ewald (1860-1935, Rusland)
• »Fordi alle mennesker er brødre«
• (tekst, Tom Glazer; musik, Bach’s Passion Chorale, Hassler) Friends of Sare-Vega Chorus
• -Velkommen:
• Diane Sare, kandidat til det amerikanske senat, New York
• Jose Vega, kandidat til Kongressen, 15. CD, Bronx, New York
• Opfordring til handling – ‘Gå ned, Moses’
• -Dennis Fritz, direktør for Eisenhower Media Network; Command Chief Master Sergeant (ret. U.S. Air Force)
• -»Gå ned, Moses«, kor
• -Russ Dobular, fra Due Dissidence, platform for politiske kommentarer
• -Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet; initiativtager til Den Internationale Fredskoalition
• »O, Freedom«, kor
• Stop atomkrigens vanvid – ‘Hold On’
• Garland Nixon, erfaren progressiv radio- og tv-talkshowvært; medlem af ACLU’s nationale bestyrelse.
• »Hold ud«, kor
• Oberst Lawrence Wilkerson (ret. U.S. Army); stabschef for tidligere udenrigsminister Colin Powell
• Frihed fra krig – »Steal Away«
• “Stjæl dig væk til friheden”, kor
• -Jimmy Dore (inviteret) podcaster (Home of the Jimmy Dore Show); komiker, politisk kommentator
• -Ray McGovern, tidligere CIA-analytiker, medstifter af VIPS (Veteran Intelligence Professionals for Sanity)
• -Jose Vega
• -Diane Sare
• Klassiske principper-skønhed, mod, statskunst
• -»Quia Respexit« fra Magnificat i D af J.S. Bach (»Han har set på min ydmyghed«), sopran, obo duet
• -Sydafrikansk ungdomskor (inviteret)
• -Særlige bidrag med klassisk musik fra Iran, Syrien, Albanien og Sverige
• Ekstra musik
• Strygekvartet nr. 12, »American«, op. 96 B. 179, Antonin Dvorak (1841-1904) NEO String Quartet
• Shalom Chaverim canon, hebraisk traditionel folkemelodi, kor og publikum
• -»My Country ’tis of Thee« arr. af Fred Haight fra Dvoraks Strygekvartet, op. 97 B. 180 Larghetto, kor og NEO Strygekvartet
• -»Battle Cry of Freedom« George Root, 1862, kor og publikum

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 9. oktober 2024

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Dette er onsdag den 9. oktober 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende dine spørgsmål eller kommentarer via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.

Helga, det ser ud til, at der er en debat i gang blandt det etablissement, som driver det, russerne kalder den »kollektive Biden«, om, hvad der skal ske med Ukraine. Financial Times rapporterede om en »skiftende stemning« i Washington og i europæiske hovedstæder, hvor nogle er begyndt at anerkende, at Ukraine ikke kan vinde. Zelenskyj har netop meddelt, at han aflyser sin fingerede »fredskonference« i november, og i går aftes blev det så meddelt, at Bidens rejse til Tyskland, hvor han efter planen skulle lede et møde i Ramstein Ukraine Contact Defense Group, er blevet aflyst, angiveligt for at håndtere de forventede skader fra orkanen Milton. Der er skepsis over for dette, fordi han ikke virkede særlig involveret i skaderne fra orkanen Helene.

Men i betragtning af denne udvikling har vi vores første spørgsmål: »Hvad er efter din mening betydningen af hans ændrede planer? Og er det muligt, at der er ved at opstå en splittelse i Biden-administrationen og i NATO over planerne om at blive ved med at støtte kampen mod Rusland til den sidste ukrainer? Og hvis det er tilfældet, viser det så ikke, at nogle har konkluderet, at Vladimir Putin ikke bluffer?«

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er endnu større end det, for mens de vestlige medier stadig forsøger at holde befolkningen i uvidenhed, tror jeg, at der i magtens korridorer er en erkendelse af, at vi sidder på to regionale kriser, som kan udvikle sig til en global optrapning. Den ene er Ukraine, og den anden er Mellemøsten. Og jeg tror, man er nødt til at se på disse to ting sammen, for – jeg mener, lad os tage den ene efter den anden, men hvad angår Ukraine, så blev Ramstein-mødet, som Biden skulle have deltaget i, udskudt – det er ikke klart, hvornår det blev det. Men Jens Stoltenberg, den netop afgåede, tidligere NATO-generalsekretær, foreslår nu, hvad der svarer til det, de kalder det tyske forslag, som ville være ideen om, at der vil være en aftale med Rusland, hvor tilbuddet ville være, at Ukraine ville tilslutte sig NATO, men kun den vestlige del, mens den østlige del ville blive behandlet som G.D.R. [Østtyskland] i 1956, da Vesttyskland sluttede sig til NATO. Det er helt udelukket. Rusland vil aldrig acceptere det, men det afspejler det faktum, at de seneste rapporter viser, at de russiske fremskridt på slagmarken er så betydelige, og at situationen i den ukrainske hær er, at de simpelthen ikke har soldater nok, der er rapporter om en generel demoralisering, mange mennesker deserterer. Så det er generelt kun et spørgsmål om tid, hvornår det her slutter, for der er simpelthen ikke mere kampkraft blandt ukrainerne. På det tidspunkt er vi ved det punkt – og vi er faktisk ved det punkt – som den tidligere generalinspektør for Bundeswehr, general Harald Kujat (ret.), advarede om allerede i august for et år siden, nemlig at NATO vil træffe en beslutning om enten at finde en forhandlingsløsning, som vil blive accepteret af Rusland, hvilket den nuværende løsning ikke gør, eller at gå efter en optrapning. Og det er det spørgsmål, der ligger lige for.

Og der er helt klart en kamp om det, hvor det ser ud til, at militæret i USA, som ved, hvad konsekvenserne er, er mere på den side, der vil afslutte dette eller gå efter en diplomatisk løsning, mens den mere politiske del dybest set siger: »Nej, lad os gøre det muligt for ukrainerne at bruge langtrækkende missiler dybt ind på Ruslands territorium,« selv om det er blevet klart defineret som den ultimative røde linje; det er derfor, Putin har ændret Ruslands atomare doktrin. Så jeg er bange for, at vi med hensyn til Ukraine sidder i umiddelbar nærhed af en beslutning om optrapning, som i værste fald kan føre til en global atomkrig, eller til endelig at nå frem til en fredsløsning, hvor sidstnævnte desværre ikke er så meget i højsædet.

Hvis du nu kombinerer det med situationen i Mellemøsten, så lad mig bare give dig nogle af elementerne: Jeg kan kun råde jer til at se en video, som blev lagt ud i går af en platform, der hedder »Dialogue Works«. Og der havde værten oberst Lawrence Wilkerson med, den tidligere stabschef for Colin Powell (2002-2005), da han var USA’s udenrigsminister under Irak-krigen. Og hvad oberst Wilkerson præsenterer der, kan jeg kun råde jer til at lytte til: Det hele er måske ikke 100 % verificeret, men for dem af jer, der normalt aldrig får nogen reel dækning af begivenhederne, er det en øjenåbner. Han starter med en kort præsentation af en video, som tilsyneladende er lavet i Tyrkiet, og som i sig selv er et absolut must at se; den har et scenarie, hvor man i år 2040 , 16-årsdagen for folkemordet mod Gaza, dokumenterer rundt omkring i verdens byer, i Seattle, i Berlin, i Paris, i Seoul, ligesom der er udstillinger af de rædsler, der skete i Gaza i år, og mange børn spørger deres bedsteforældre: »Hvor var du, da det her skete?« Det er meget bevægende, og billederne er faktisk ganske passende. Så se venligst denne to minutter lange video.

Og så går oberst Wilkerson ind i de mulige scenarier, og han rapporterer, at der er en massiv debat i USA lige nu mellem dem, der siger, at USA bør stille sig på Israels side, hvor Israel er ved at gengælde mod Iran – dette er nu ikke i videoen, men jeg siger det – der er en debat, skal Israel »kun« (i anførselstegn) ramme Irans olieraffinaderier eller gå til angreb på de atomare anlæg, som Donald Trump havde foreslået i en ufattelig udtalelse? Det er meget klart, at Irans atomanlæg ligger i bjergene, og de er skjult dybt inde i bjergene, og den eneste måde, man kan ødelægge dem på, er med atomvåben. Jeg ved ikke, om Trump ved det, eller om han blot siger det letsindigt, men det er utroligt.

Så det, oberst Wilkerson siger, er, at der er en debat mellem dem, der siger, at Israel skal gøre det alene, eller at USA skal være på Israels side. Under alle omstændigheder ser vi på afgrunden. Hvis det sker, risikerer vi en generel krig i Mellemøsten, som vil involvere alle kræfter. For hvis man begynder at angribe Iran så massivt, vil det hele naturligvis gå op i flammer, og alle de arabiske stater – de arabiske stater har netop dannet en ny alliance, hvor de siger, at de vil holde sig neutrale og ikke blive involveret i nogen konflikt på USA’s side, hvis der kommer et angreb på Iran. Det er et helt nyt element i situationen, fordi afstanden mellem Israel og Iran er meget stor, og det kræver optankning både ved angreb ind i Iran og for fly, der flyver ud, og det kan ikke lade sig gøre uden amerikansk assistance.

Så hvis man ser på disse to situationer, og jeg tror virkelig, at man skal se på dem sammen, det absolutte point of no return i forhold til Ukraine og så for det andet den absolutte krudttønde af en situation i Sydvestasien, så tror jeg, at det, vi i Schiller Instituttet hele tiden har sagt, er, at vi er nødt til at stoppe dette; vi har brug for en fuldstændig ændring. Folk er nødt til at sige, at vi er på randen af Tredje Verdenskrig, og at vi absolut er nødt til at gå i en anden retning ved at gå i retning af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som stopper geopolitik og erstatter den med ideen om samarbejde. Så jeg tror, at det i virkeligheden er det, vi kigger på.

SCHLANGER: Nu har vi flere spørgsmål om både situationen i Ukraine og Mellemøsten fra en fredsaktivist i Storbritannien. Han skriver: »Starmer og hans regering bevægede sig hurtigt efter sin valgsejr for at optrappe konflikten mellem NATO og Rusland. Men med meningsmålinger, der viser et stort fald i støtten til ham, hvad tror du så, at de kloge slyngler i City of London har som tilbagefaldsplan?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved ikke, om de har en nødplan. Briterne er kendt for altid at satse på alle sider samtidig. Men jeg tror lige nu, at ideen om at blive ved med at skubbe på denne optrapning, jeg kan kun sige, at det bedste, der kunne ske, er, at det internationale samfund i stedet for at følge mediernes linjer og de løgne, der bliver fortalt, burde starte en undersøgelse af, hvorfor krigen i Ukraine stadig foregår? Hvorfor blev den fredsmulighed, der eksisterede i marts 2022, den såkaldte Istanbul-løsning, som begge sider, Ukraine og Rusland, var enige om, saboteret gennem Boris Johnsons rejse til Kiev, og at alle de mange mennesker, der er døde siden, mere end 500.000 mennesker på den ukrainske side og også mange mennesker på den russiske side, alt sammen står for Boris Johnsons og briternes regning: Og det bør undersøges. Så kunne man måske ændre verdensopinionen.

SCHLANGER: Helga, vi har et spørgsmål her om situationen i Tyskland. Nogen skrev ind: »Jeg så Schiller Instituttets arrangement om truslen mod Tyskland den 2. oktober, hvis det accepterer USA’s tilbud om amerikanske atomare langdistancemissiler, som kan ramme Rusland, og var meget imponeret over videoen. Ved du, om den blev set i Tyskland? Er der modstand blandt tyskerne mod, at Scholz-regeringen accepterer amerikanske atommissiler?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, den er voksende. Det er endnu ikke nok, men det er derfor, vi har lavet dette særlige program med den tidligere amerikanske ambassadør i Sovjetunionen Jack Matlock, atomarteksperten Ted Postol og andre eksperter: Rainer Rupp, Wolfgang Effenberger, oberst Alain Corvez (pensioneret). Og vi forsøger lige nu at cirkulere disse videoer, især den fra Matlock og Postol, fordi de er fremragende amerikanske eksperter – Matlock, en højtstående diplomat, som var øjenvidne til afslutningen af den kolde krig og den tyske genforening; og Postol, fordi han sandsynligvis er en, hvis ikke verdens førende ekspert i atomvåben, og han kom med en meget, meget dramatisk pointe om, at Tyskland vil ophøre med at eksistere, hvis det nogensinde kommer til en egentlig krig. Og jeg kan kun bede jer, vores seere, vi har lagt disse to videoer ud som uddrag fra hele konferencen, fordi de fleste mennesker ikke har tid til at se hele programmet: Hjælp os med at få disse to videoer ud på den maksimale måde. Vi lægger linkene under dette program, og til at sende det ud til alle, du kender, for den eneste måde, jeg kan håbe, vi kan stoppe denne fare på, er, hvis alle borgere på planeten bliver klar over, hvad konsekvenserne af en atomkrig er, og så dybest set går på gaden og laver andre aktioner for at fortælle regeringerne, at de skal væk fra denne konfrontationskurs. Så jeg tror, der er andre mennesker, der mobiliserer. Ved demonstrationen i Berlin den 3. oktober var der en betydelig demonstration – ikke stor nok, men betydelig – og flere mennesker udsendte en ny Berlin-appel, hvor de krævede, at disse langdistancemissiler absolut ikke må installeres i Tyskland. Så der er folk, der bevæger sig, men jeg synes, det er meget langt fra den grad af presserende behov, som jeg mener, der er nu, og de langtrækkende atomare missiler er bare en afledning af det, vi står over for lige nu. Så jeg kan kun bede jer om at hjælpe os med at distribuere disse to videoer så vidt muligt.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en studerende i Californien. Hun skriver: »Biden, Harris og Blinken bliver ved med at sige, at de arbejder hårdt for at forhindre, at der udbryder en regulær krig i Mellemøsten. Men det ser ud til, at Netanyahu enten ignorerer dem, eller også siger de én ting offentligt – nemlig ingen storkrig – mens de privat støtter hans planer om at knuse Hamas og Hizbollah og gå efter Iran. Kan USA stoppe Israels aggression, eller kontrollerer Israel USA’s politik?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er meget langt fremme nu, og det er ikke så klart, om vi ser på scenariet med en »udbryderallieret«, hvor visse kræfter i USA foregiver at være i opposition til Israel, og så gør Israel alligevel, hvad det vil – det er en mulighed. Det kan også være, at Netanyahu lige har kaldt sin forsvarsminister Gallant tilbage, som skulle være taget til USA for at diskutere alt dette. Nu har han lige lavet en utroligt usandfærdig video.

Så jeg tror, der er den debat, jeg nævnte før: Skal USA gå sammen med Israel som gengældelse mod Iran, og hvad bliver omfanget af denne gengældelse, som jeg vil antage, at USA forsøger – hvis de beslutter sig for at gå sammen med Israel – som jeg sagde, kan Israel ikke rigtig gøre det uden USA på grund af logistik og forskellige satellitoplysninger og anden logistisk støtte.

Så jeg tror, at det eneste, der kan stoppe dette, er, hvis USA eftertrykkeligt siger: »Ikke flere våben, ikke flere penge. Og om nødvendigt endda fortælle Israel, »at vi har midlerne til at fortælle jer, at I ikke skal gøre det.« Jeg tror ikke, at stemningen er sådan, især ikke i valgkampen, men USA er helt klart det eneste land, der kan gøre det. Men jeg tror, at hvis nok mennesker indser, at vi er på nippet til at se en ildstorm, der kan få hele Sydvestasien til at styrte i grus, så må folk kræve det! Det er den vigtigste pointe.

SCHLANGER: Der var faktisk en opfølgning på det fra Jim Hogue, som er en langvarig kontakt, der rejser spørgsmålet: »Hvordan kan vi med rimelighed diskutere situationen i Israel, før vi har lært, hvad der virkelig skete den 7. oktober 2023? Var det en plan fra Netanyahus side? Var det en fejl, en sikkerhedsbrist? Har du nogen tanker om det?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det i en vis forstand er et spørgsmål til historikere, fordi vi lige nu befinder os midt i en optrapning. Og med hensyn til det, Israel gør i Gaza, er linjen selvfølgelig, at det bare er en reaktion på den 7. oktober 2023. Jeg mener, alle mennesker i regionen, araberne, andre islamiske lande, de forskellige såkaldte »neutrale lande«, de ved alle, at det, vi ser udspille sig lige nu, er en tragedie, som i virkeligheden startede med Balfour-erklæringen og hele konfliktens historie lige siden. I Tyskland må man ikke engang diskutere det, så jeg vil begrænse mine bemærkninger til, at folk skal forsøge at få et altomfattende billede. Men jeg tror, at det eneste, man kan gøre lige nu, er at stoppe kampene, at bringe – jeg tror, det var den danske statsminister, der foreslog, at det internationale samfund skulle håndhæve tostatsløsningen – det vil sige håndhæve den, hvilket betyder FN’s blå hjelme eller noget i den stil. Men spørgsmålet er i virkeligheden, at det internationale samfund ikke bare kan se til, for det vil eksplodere! Jeg tror, at det eneste land, der virkelig kan stoppe det uden en større krig, er USA. Og det betyder, at hele ansvaret ligger hos den nuværende regering og enhver anden regering, der kommer til.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål om situationen i Europa. »Vestlig politik giver ofte bagslag, som f.eks. sanktionspolitikken mod Rusland, som skadede Europa mere end Rusland. Den Europæiske Union lægger nu op til en handelskrig mod Kina. Hvem vil blive mest skadet af en handelskrig, EU eller Kina?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at de begge ville lide, og det er en fuldstændig idiotisk politik. Heldigvis er mange industrifolk begyndt at sige fra. I Italien er stålsektoren og i Tyskland er bilsektoren endelig begyndt at sige, at sådanne sanktioner ville være at skyde sig selv i knæet. Men jeg tror, at det større billede er, at det ikke kan adskilles – det er ikke kun sanktionerne, for tolden og dette er bare en del af, at man i Vesten forsøger at gå efter et globalt NATO, erklære Rusland, Kina og dermed hele det Globale Syd for fjenden og forsøge at afkoble sig fra Kina, eller som de eufemistisk kalder det i EU, at »de-risk«, hvilket er latterligt – det er det samme som at afkoble sig. Og hvis det blev gennemført, ville det føre til en opdeling af hele verdensøkonomien i to helt separate blokke: en Global NATO-blok, som ville være et forsøg på at inddæmme Rusland, Kina og den Globale Majoritet, hvilket er umuligt; eller vi får landene i det kollektive Vesten til at samarbejde: Og jeg mener, at det er dagens mest påtrængende krav!

Folk er nødt til at blive aktive, for vi sidder på randen af en eksplosion af den internationale situation, som jeg er meget bange for ikke kan bringes under kontrol igen, når den først er gået et skridt videre. Så jeg tror, at de mennesker, der har en vis indflydelse og magt, skal begynde at handle nu, og folk, der tror, at de bare er almindelige mennesker, tror jeg, at det eneste, der er tilbage for dem, er at gå på gaden og gøre det klart, at de ikke støtter dette, og at regeringerne ikke har nogen ret til at gøre, hvad de gør lige nu, hvis de er på denne konfrontationslinje.

Det handler ikke kun om toldsatserne. Det er en del af en meget større geopolitisk konfrontation, som skal stoppes.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål om det kommende BRIKS-topmøde den 22.-24. oktober i Kazan, Rusland, fra en podcaster i Cameroun. Hun skriver: »Jeg er begejstret over udsigten til, at flere afrikanske lande, som Algeriet eller Nigeria, bliver BRIKS-medlemmer. Men jeg er nysgerrig over noget, du har sagt, fru LaRouche, nemlig at det ikke ville være svært for USA at arbejde sammen med BRIKS. Jeg ser ingen tegn på, at der er nogen interesse blandt ledende personer i USA for at samarbejde med og støtte et multipolært system. Hvorfor siger du, at det ville være let?«

ZEPP-LAROUCHE: Fordi Kina mange gange har givet tilbuddet og sagt, at BRIKS, og før det, Bælte- og Vej-Initiativet, er åbent for samarbejde for alle lande! Da Obama for flere år siden mødtes med præsident Xi Jinping, da Obama stadig var præsident, tilbød præsident Xi udtrykkeligt USA at samarbejde. Så derfor siger jeg, at det ville være meget nemt, og jeg tror, at selv om situationen med Rusland lige nu er på et absolut, historisk lavpunkt, så er det bare russernes erkendelse af, at der ikke er nogen interesse fra USA’s eller andre vestlige landes side i overhovedet at tale sammen. Det er derfor, den russiske ambassadør i Washington, Anatoly Antonov, lige er rejst! Du ved, det er utroligt: Han forlod sin post, og der er ingen afløser. Så det afspejler tydeligvis det faktum, at Antonov – og han havde sagt det før gentagne gange – at ingen i Washington ønskede at tale med ham! Her har du den russiske ambassadør i Washington, og han er nødt til at udtrykke sin frustration over, at han ikke har nogen at tale med? Jeg mener, hvad skete der med diplomatiet?

Så det er derfor, svaret skal komme fra andre kræfter, som guvernører, lovgivere, borgmestre. Jeg mener, det amerikanske folk er ikke nødvendigvis på samme kurs som denne konfrontation med at erklære alle for fjender, og USA står lige nu over for nogle meget, meget alvorlige problemer. Jeg mener, den nuværende krise i nogle af staterne langs sydøstkysten, North Carolina, South Carolina, Florida, Georgia, hvor orkanen Helene sandsynligvis allerede har kostet 1.000 mennesker livet! Det er endnu ikke det officielle tal, men det anslås, at der under murbrokkerne sandsynligvis er så mange mennesker, der er døde. Og hundredtusinder af mennesker har mistet deres hjem, og hvad er nu regeringens reaktion? De tilbyder 750 dollars til folk, der har mistet alt! Og det skaber stor vrede blandt folk – der er ikke længere noget budget til FEMA, Federal Emergency Management Agency; og nu forventes den nye orkan Milton at gå i land i Florida i dag. Det kan blive den værste orkan i 100 år.

Og det, det i høj grad afspejler, er ikke »global opvarmning« eller nogen af de historier, der bliver bragt på banen, men det faktum, at USA har nedprioriteret infrastruktur i meget lang tid, og at der ikke har været nogen forberedelse på naturkatastrofer, som vi har set det i Tyskland eller mange andre steder. Så det, det afspejler, er et kollaps i infrastrukturen som en del af kollapset i USA’s fysiske økonomi, og det er kun den ene side, kollapset i den fysiske økonomi; og så har du på den anden side det forestående sammenbrud i det finansielle system, som kan ske når som helst, udløst af selv den dummeste hændelse. Så der er god grund til, at USA og Tyskland, hvis økonomi er i frit fald, ændrer politik og går tilbage til et perspektiv med samarbejde, teknologisk innovation, investeringer og simpelthen bringer verden i orden!

Det er udelukkende de finansielle magthavere, der er så optaget af at opretholde deres bankerotte finansielle system, som samtidig tjener på disse krige, herunder de nuværende krige.

Så jeg tror, vi har en utrolig eksistentiel, civilisatorisk krise, som bør fange opmærksomheden hos virkelig alle borgere på planeten.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål. Du har lige nævnt den orkan, der er ved at ramme Florida i eftermiddag. Nogen skriver ind: »Tampa, som er hjemsted for Centcoms logistiske knudepunkt for alle operationer i Stillehavet og Mellemøsten,« og spørger, om orkanen Milton vil have indflydelse på Netanyahus planer?

ZEPP-LAROUCHE: Vi kan allerede se, at mødet i Ramstein, i Ramstein-taskforcen, er blevet udskudt, fordi præsident Biden siger, at han er nødt til at blive i USA for at deltage i den igangværende katastrofe. Nu siger jeg det kun halvt i spøg, men halvt i alvor: Måske havde Sankt Peter en vis passion for det, der sker på Jorden, og han sendte disse orkaner for at fortælle folk, at de skulle tage sig sammen, ligesom faraoerne måtte for at blive ramt af plagerne. Nu er jeg kun halvt seriøs, men der er måske et vist element af sandhed i det, for så vidt som man ikke kan overtræde det fysiske univers’ love i længere tid, uden at universet slår igen. Dette kaldes »naturlov«. Det viser, at der er en højere lovmæssighed i skabelsen, hvis man vil, i det fysiske univers, som siger, at hvis man ikke investerer i det, der beskytter mennesker, så er det resultatet. Så i en vis forstand kan man tage det som en advarsel fra oven.

SCHLANGER: For dem af jer, der er geografisk udfordret, er St. Petersburg en by meget tæt på Tampa, og den forventes også at blive ramt meget hårdt af stormfloden.

Okay, Helga, jeg har et spørgsmål til dig fra en kontroversiel historiker på mit netværk, som er forfatter, og han siger: Han er uenig med dig i, at USA var antikolonial. Han siger, at det aldrig har været antikolonialt. Det har været i kolonikrige siden dets grundlæggelse. Og han siger: »For eksempel er Monroe-doktrinen et imperialt krav om amerikansk suverænitet over Syd- og Mellemamerika.« Og han henviser dybest set til, hvad New York Times gjorde med sit »1619-projekt«. Hvad ville du svare ham?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, det er sandt. For det første skal man se på John Quincy Adams, forfatteren til Monroe-doktrinen: Han var meget, meget klar over, at det ikke var USA’s formål at føre krige i udlandet og »jage udenlandske monstre«. Og han var fortaler for en udenrigspolitik, hvor USA skulle være en republik blandt andre og forsøge at skabe en alliance af suveræne stater. Uafhængighedskrigen var imod hvad? Den var mod det Britiske Imperiums forsøg på at beholde sin koloni, og da uafhængighedskrigen brød ud, var det eftertrykkeligt en antikolonialistisk krig, hvilket drev George III til vanvid. Jeg mener, at briterne på det tidspunkt mistede fatningen, og de har ikke genvundet meget af den siden, over tabet af deres største og mest elskede koloni! Og på samme måde var Monroe-doktrinen ikke, hvad folk gør den til i dag, men hvad var Monroe-doktrinen imod? Den var imod blækspruttens arme, der rakte ind i Latinamerika af hvem? Hvad var de europæiske lande på det tidspunkt? Det var alle imperier! Det var ikke nationalstater, det var imperier – Metternich, efter Wienerkongressen; briterne, franskmændene, hollænderne, alle var et imperium.

Så jeg mener, at det virkelig er en fordrejning af historien, som ikke bør stå ved magt, for denne idé om, at USA altid har været ond, er meget populær, men den yder ikke retfærdighed, for USA var europæernes projekt om at skabe en republik. Og hvis man ser på Uafhængighedserklæringen, er det et dokument, som er gyldigt. Derfor gjorde jeg det til Schiller Instituttets grundlæggende dokument, men jeg ændrede bare nogle få ord for at gøre det gældende for hele verden: »Disse rettigheder er umistelige.« Og jeg tror, jeg ændrede i alt seks ord; hvor der står »koloni«, sagde jeg »udviklingslande« for at gøre det anvendeligt. Og jeg mener, at den idé om suverænitet, om hengivenhed over for det fælles bedste, som findes i den amerikanske forfatning, og især i forfatningens indledning, var den mest avancerede forfatning på det tidspunkt, og den repræsenterer et fuldstændigt vendepunkt.

Briterne forsøgte at ødelægge det i krigen i 1812 ved at alliere sig med Sydstaterne i borgerkrigen, og da de indså, at de ikke kunne generobre de amerikanske kolonier med militære midler, begyndte de at undergrave det ved at overbevise det amerikanske etablissement om at vedtage modellen for det Britiske Imperium som det fælles grundlag for en unipolær verden, og det er det, vi ser på frem til i dag.

Så hvis man ser på USA’s historie, var det en kamp mellem at være en republik og at være et imperium, og desværre synes det nuværende etablissement at mene, at de har det bedre med at være et imperium. Men det er ikke USA’s sande identitet.

SCHLANGER: I et sidste spørgsmål vender vi tilbage til spørgsmålet om BRIKS-topmødet den 22.-24. oktober, og spørgsmålet er: »Hvor vigtigt er det, at Tyrkiet ønsker at blive medlem af BRIKS?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er meget betydningsfuldt! For det viser tidens tendens. EU har givet Tyrkiet den kolde skulder i mange år nu, og frustrationen i Tyrkiet over det faktum er vokset. Og nu er der med BRIKS et ægte alternativ. Bælte- og Vej-Initiativet, projekterne for den nye silkevej, hvor Tyrkiet historisk set har været i en vigtig geografisk position som knudepunkt mellem Asien, Afrika og Europa. Og jeg tror, at med Tyrkiet som en del af NATO har de indtil videre sagt, at de vil være begge dele, en del af BRIKS og en del af NATO, men det skaber et meget interessant spørgsmål, for med de nuværende udsigter for NATO er det praktisk talt umuligt. Så det betyder, at enten vil de smide Tyrkiet ud, eller også vil de acceptere den tyrkiske model for at omdanne NATO til ideen om at samarbejde med BRIKS. Under alle omstændigheder skaber det et enormt pres på alle på den rigtige måde!

SCHLANGER: På fredag, den 11. oktober, har du endnu et Zoom-opkald fra Den Internationale Fredskoalition. Det er blevet et vigtigt center for diskussion og dialog i mangel af regeringsinstitutioner, der tager disse ting op. Hvad er planen for denne fredag?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at vi meget, meget seriøst vil forsøge at få talsmænd og talere til at tale om de to kriser, som jeg nævnte før. Jeg tror, at behovet for at få folk til virkelig at forstå situationens alvor gør, at vi har brug for alle de kræfter, der overhovedet kan være der. Så vær med til dette møde. Jeg har ikke den fulde liste over talere endnu, men jeg er helt sikker på, at folk vil bruge denne platform til at slå alarm, som er mere påtrængende end nogensinde før.

SCHLANGER: Helga, du har råbt vagt i gevær, og folk lytter. Jeg ser frem til at se dig på fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Jeg håber, vi ses på fredag.

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition, dette er vores 70. møde i træk, 70 uger i træk. Tak til alle, der har været med indtil nu. Mit navn er Anastasia Battle. Jeg vil være jeres ordstyrer i dag, sammen med mine medordførere Dennis Speed og Dennis Small.

Grunden til, at vi har skabt denne Internationale Fredskoalition, dette forum, er at samle og forene fredsbevægelser fra hele verden: På trods af folks ideologier, på trods af folks uenigheder, er vi nødt til at samle den internationale fredsbevægelse, hvis vi vil stoppe en atomkrig. Jeg er sikker på, at mange af jer, der er med os i dag, er med os, fordi I ved, at vi er så tæt på det, samtidig med at vi står over for et forfærdeligt folkemord i Palæstina. Endnu en gang tak til alle jer, der har arbejdet utrætteligt for at få denne sammenslutning til at fungere.

Vi vil have en række talere i dag fra hele verden, som vil gennemgå, hvad der sker. Vi har en række beretninger om konflikter. Vi kommer fra en uge med mindst tre store demonstrationer – to i USA, en i Sverige og mange flere, tror jeg, i Tyskland. Så vi vil få mange rapporter om IPC’s aktiviteter og deltagerne i dem. Også interventioner, som folk foretager.

Med det vil jeg gerne give ordet til Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig først sige velkommen til jer alle sammen.

Det er, som om vores indsats kan være prisværdig, men jeg tror, at alle i denne samtale nok deler følelsen af, at begivenhederne udvikler sig hurtigere i retning af en potentiel atomkrig, end vores hidtidige indsats har kunnet bremse dem eller endda vende dem. Hvis folk har et mere optimistisk syn, må de meget gerne fortælle mig det. Men lige nu sidder vi på randen af en regulær krig i Mellemøsten. Det mener også Fyodor Lukyanov, som er en meget kendt russisk analytiker, kommentator og meningsdanner, og som mener, at Mellemøsten er på randen af en regulær krig. Det er meget svært at forestille sig, hvordan det skal stoppes i sidste øjeblik, men det er det, vores opkald handler om. Det, der skete, var, at Iran den 1. oktober – endelig, efter to måneders ventetid siden drabet på Hamas-lederen Haniyeh – sendte 400 missiler mod Israel. Israelerne sagde, at det var meget ineffektivt. Iranerne hævdede, at 90 % af missilerne kom igennem. Det er meget svært at verificere dette uafhængigt. Det ser ud til at være klart, at et stort antal af disse missiler kom igennem, hvilket betyder, at Iron Dome ikke er helt vellykket, og hvordan skulle den egentlig kunne være det?

Det forventes, og man kan næsten sige, at verden venter på det minut for minut, at Israel naturligvis vil foretage et modangreb på Iran. Biden-administrationen sagde, at de tror, at en fuld krig stadig kan undgås. Tilsyneladende godkendte præsident Biden ikke, at Israel ville angribe de iranske atomanlæg, hvilket ville være den mest alvorlige optrapning, men kun gå efter oliefelter eller raffinaderier i Iran. Og så er spørgsmålet naturligvis, hvad den iranske reaktion vil være: Hvis Iran så laver et modangreb mod Israel, og Israel slår endnu mere igen, så er vi på en meget kort optakt til den absolutte katastrofe.

Den iranske udenrigsminister er netop ankommet til Beirut, hvor der gøres en massiv indsats for at finde en efterfølger til Nasrallah.
Israelerne har tilsyneladende sendt endnu et angreb mod flere boligblokke, hvor Hizbollah-ledelsens møde formodes at finde sted. Alt dette er ikke helt verificeret endnu, fordi det foregår i en krigszone, så du kan forestille dig, hvor anspændt situationen er.

Under alle omstændigheder har den russiske regering opfordret alle sine borgere til at forlade Israel, så længe der stadig er mulighed for at tage et fly, hvis de bekymrer sig om deres liv og sikkerhed. Og generelt kan jeg kun sige, at alt virkelig er ved at forberede sig på en optrapning af situationen. Naturligvis ligger de amerikanske hangarskibe stadig i regionen med mange krigsskibe som en klar afskrækkelse mod Iran. Og naturligvis Iran, som hidtil har forsøgt at undgå en generel krig, fordi jeg tror, at den nuværende ledelse klart har signaleret, at de forstår, at der ikke kan være nogen vindere i en generel krig i Mellemøsten.

Jeg tror, at den nye bog, som er skrevet af den israelske journalist Gideon Levy, {The Killing of Gaza: Rapporter om en katastrofe}. Jeg har kun læst en rapport af en stor journalist, Chris Hedges, som blev genoptrykt i {Consortium News}, der rapporterer, hvordan denne israelske journalist var en af de få journalister, der udtalte sig på denne måde. Levy rapporterer om effekten af alle disse drab i Gaza, på Vestbredden og i Libanon, ikke kun på palæstinenserne, men også på israelerne, og siger, at dette fører til mental ødelæggelse af Israel og Palæstina, og at Israel har mistet sin medmenneskelighed, og at det største problem er, at alle de mennesker, der ser på, både i Israel, men naturligvis også det internationale samfund, som bare trækker på skuldrene over det, der sker, især i Gaza, efter at der er gået et år, at dette truer med at føre til kollektivt selvmord i Israel; og man kan tilføje, i betragtning af det eksplosive potentiale og faren for, at atomvåben i sidste ende kan blive brugt i Mellemøsten, hele den menneskelige civilisations kollektive selvmord. Så alvorligt er det.

Naturligvis er den anden store krise omkring Ukraine ikke mindre, måske mindre i overskrifterne, men det er også en igangværende optrapning der. Det ser ud til, at det ukrainske luftvåben forsøgte at ramme atomkraftværket i Kursk – uden held, men der var åbenbart et sådant forsøg. Den russiske ambassadør i Washington, Anatoly Antonov, udsendte en meget alvorlig erklæring om, at Biden-administrationen ville skubbe verden ud i en atomar katastrofe. Dette blev rapporteret i russisk tv, og han rapporterede også om personlige trusler mod ham selv og andre russiske diplomater.

Generelt er krigshysteriet i Vesten ubrudt. Der er nogle få undtagelser som Ungarn, Slovakiet, Georgien, Serbien og nogle stemmer her og der. Men generelt er EU’s politik stadig at gå i krig med Rusland engang i fremtiden. Der er kommet en ny EU-kommissær for forsvar og rumfart: Hans navn er Andrius Kubilius. Han opfordrer til, at EU øger sin militære produktion, og at der straks skal ske etablering af en europæisk forsvarsunion. Han er på samme linje som den tyske forsvarsminister Pistorius, nemlig at en krig med Rusland om 6-8 år er uundgåelig. Hvorfor skubber de til konfrontationen nu, hvis EU og de europæiske nationer ikke er »krigsklare«? Det er alt sammen fuldstændig irrationelt. Og som vi har diskuteret mange gange, er den egentlige årsag hverken situationen i Mellemøsten eller i Ukraine, selv om der er detaljer, som angiver de udløsende faktorer og årsager osv. Men den virkelige grundlæggende konflikt, som vi tydeligvis ser gå ind i sin sidste fase, er, hvad der vil ske med det kollektive Vesten, hvis neoliberale system tydeligvis er ved at kollapse, da økonomien i Tyskland er i frit fald; og frygten for, at landene i det Globale Syd danner et alternativ med BRIKS+, det Globale Syd, som i mellemtiden repræsenterer næsten 90 % af den menneskelige befolkning. Og de er fast besluttede på ikke at gå ned med Vesten. Alligevel er det klart, at hvis det kommer til en atomkrig, kan det blive hele menneskehedens skæbne.

Vi havde en meget vigtig begivenhed, som jeg absolut ikke vil undlade at nævne: Den 2. oktober havde vi et arrangement arrangeret af Schiller Instituttet med så ekstraordinære eksperter som Jack Matlock, tidligere amerikansk ambassadør i Moskva ved afslutningen af den kolde krig. Han fortalte, at der ikke var noget, der hed en uprovokeret krig fra Ruslands side. Jeg synes, det er ekstremt vigtigt, at man har nutidige vidner, som står frem og fortæller sandheden, for krigsførelsen og hvem, der kontrollerer fortællingen, bliver mere og mere voldsom. Og desværre er nogle mennesker på venstrefløjen opportunistiske og taler ikke sandt. Han redegjorde for, hvordan vi egentlig kom hertil, 34 år efter den tyske genforening, som vi »fejrede« i går. Derefter blev han naturligvis efterfulgt af en førende ekspert i atomvåben, Ted Postol, som gav en absolut hårrejsende redegørelse for, hvad der vil ske, hvis det kommer til atomkrig. Ikke for at afvise de andre talere, men især på grund af de to ekstraordinære oplægsholdere, vil jeg opfordre IPC-deltagerne til ikke bare at se denne video, men til at hjælpe med at sprede den over hele verden. For folk er nødt til at vågne op og forstå, hvad en atomkrig vil gøre. Det mindste, der vil ske, er en ødelæggelse af meget, meget store dele af den menneskelige civilisation og i værste fald alt menneskeligt og andet liv på planeten, og det er den risiko, vi står over for.

Jeg tror, det er den umiddelbare situation, vi står over for lige nu. Derfor tror jeg, at vi er nødt til at høre de forskellige vidner rapportere om graden af mobilisering mod dette. I går var der en relativt stor demonstration i Berlin, men sammenlignet med det, vi ser, er det meget, meget langt fra det, der skal til for at stoppe det. For kun hvis disse demonstrationer bliver så store, at regeringerne må frygte, at de vil blive skubbet ud af embedet, hvis de ikke reagerer på kravene fra folk på gaden, har de nogen chance for at stoppe denne truende katastrofe. Lad os diskutere alt dette og lave en virkelig seriøs brainstorming om, hvordan vi som Den Internationale Fredskoalition kan optrappe vores indsats for virkelig at stoppe denne ubeskrivelige fare.

{{Bemærkninger under diskussionen:}}
[til Imam Elahi] Jeg vil gerne udtrykke min sympati med dig og naturligvis med alle de mennesker, der befinder sig i denne utrolige situation. Jeg håber, at dine ord er med til at ryste verdens samvittighed, for det er ikke kun i Mellemøsten. For hvis vi ikke stopper dette, vil det være på verdensplan, hvad du refererede til med pastor Martin Niemöller, at de først kom efter socialisterne, så efter sigøjnerne, så efter jøderne, og da de kom efter mig, var der ingen tilbage til at forsvare mig: Det er verdens tilstand lige nu.

Jeg vil bare sige: Lad os ikke opgive håbet om, at vi kan ændre situationen. For det, Sara [Madueño] fortalte om før, er et andet system allerede i gang med at blive bygget. Jeg har en fornemmelse af, at vi står over for en stor omvæltning, en stor katastrofe. Det ser ud, som om man ikke kan forhindre det i at ske, og man kan kun håbe, at det ikke er den sidste, virkelig store atomare katastrofe, som eliminerer alt liv på Jorden. Men jeg mener, at vi absolut bør fortsætte med den optimisme, at vores metode med dialog mellem de store religioner, dialog mellem de store kulturer, hvor vi insisterer på ikke-vold, er den stærkeste metode. Så hold fast i jeres overbevisning, og opgiv ikke håbet….

[svar på spørgsmål] Meget kort, jeg er meget taknemmelig for dette spørgsmål, for jeg synes, det peger i den rigtige retning, som jeg eftertrykkeligt vil tilføje til de principper, der blev nævnt tidligere, som ikke at annektere territorium og de forskellige principper, der blev nævnt før: At jeg tror, vi er nødt til at tilføje et par ting, som for eksempel fredens fjender, og det er nødt til at blive defineret. Men jeg tror, at hvis man bare tænker på, at det nu er internationalt anerkendt og etableret, at der i marts 2022, der var et par dage efter udbruddet af den særlige militæroperation, var en aftale mellem både Ukraine og Rusland om en diplomatisk løsning på krisen, som blev forhandlet i Istanbul. Og det ville have været fuldt ud muligt at afslutte krigen, redde omkring 500.000 ukrainske liv og jeg ved ikke, hvor mange russiske liv, og hvordan blev det ødelagt? Det ved vi godt: Det var Boris Johnson, som fløj ind fra London til Kiev og fortalte præsident Zelenskyj, at han skulle blive ved med at kæmpe, at han ikke skulle gå med til forliget, fordi han så ville have opbakning fra NATO og hele Vesten.

Det og mange, mange andre hændelser, hvor en diplomatisk løsning allerede var ved at blive underskrevet og gennemført, og så kom der en eller anden indgriben, mange gange fra briterne, som ansporede til det, og krigen fortsatte. Og jeg mener, at vi absolut må indføre en ny kategori af »fredsfjender«, og vi må diskutere en måde, enten i FN-processen eller i en eller anden form, hvorpå dette kan forbydes! Med andre ord må vi skabe en bevidsthed blandt verdens befolkning om, at der findes sådanne fjender af fred, og fordi folk ellers bliver ved og ved, og folkedrabet fortsætter, og mordene fortsætter, og elendigheden fortsætter, og de mennesker, der faktisk er dem, der personligt og konkret anstifter det, bliver aldrig stillet til ansvar.

Jeg har ikke et færdigt svar på, hvad der er den korrekte diplomatiske procedure – skal det være folkeafstemninger, skal det være i de nationale parlamenter, skal det gå til FN’s Generalforsamling? Det skal afklares og diskuteres. Og jeg vil også invitere rigtige juridiske eksperter, som sikkert har tænkt over det, [der er] en masse diskussion om behovet for at reformere FN, så det kan løse mange af de problemer, som ikke er håndterbare lige nu, men jeg synes, det er et meget værdifuldt punkt.

{Afsluttende bemærkninger
Jeg tror, at i betragtning af tingenes tilstand, som virkelig er oprørende, når man ser på nyhederne, internetdækningen. Men taleren fra Palæstina sagde, hr. Kuttab, at folk i Beirut sidder der lige nu og venter på det ene angreb efter det andet, uden noget sted at tage hen. Og mens jeg kiggede, kom der rapporter om, at israelerne igen havde foretaget nogle meget hårde angreb, som tydeligvis var rettet mod Hizbollahs generalsekretær Nasrallahs efterfølger. Folk sidder bare der, som om de venter på døden. Og jeg vil virkelig også minde folk om at tage imam Elahis ord fra Dearborn til sig, for vi er nødt til at få folk til at vågne op! Folk er følelsesløse over for det folkemord, der foregår. Det er næsten, som om alle følelser er blevet dræbt, og tingene bare sker, og du ser på det, og den moralske ligegyldighed kan vi ikke tolerere.

Ellers kan jeg kun sige, at jeg ikke tror, vi har udtømt alle muligheder, for jeg vil give dig et eksempel: Ved fredsdemonstrationen i Berlin i går var der en usandsynlig taler, nemlig [Peter] Gauweiler fra CSU. Det er på det politiske spektrum i Tyskland mere på højre side. Han sagde, at han var lidt genert, selv om han ikke er genert, men det var hans første tale til en fredsdemonstration i hans liv. Og så citerede han Franz-Josef Strauss. De af jer, der har været med i et stykke tid, vil huske, at han var en meget, meget skarp figur – hadet af mange, men han var en figur, han var en rigtig karakter. Han var en politiker, som de bør være. Man kan måske ikke lide, hvad de siger, men han var ægte i forhold til de kunstige figurer, vi har mange af i dag. Og Gauweiler citerede Strauss, og han lød som fra venstre – til venstre for Baerbock, til venstre for Scholz. Det viser bare, hvordan det politiske spektrum er forsvundet. Under alle omstændigheder pegede han på en meget interessant ting, nemlig at det, den tyske regering faktisk gør med den tyske hær, er ulovligt og forfatningsstridigt, fordi den tyske forfatning kun definerer den tyske hærs opgave til at forsvare landet – ikke til at være involveret i internationale angreb og så videre. Så da han er advokat, er jeg sikker på, at han nok skal finde på en strategi for at gøre det til et stærkere emne. Og jeg tror også, at mange forfatninger eller lovgivninger har ganske gode love, som er helt tilstrækkelige til at imødegå det, der foregår på nuværende tidspunkt.

Men jeg vil virkelig opfordre folk: Se, det, der sker lige nu, er så utroligt, ikke bare hjerteskærende, men det er selvmorderisk, det driver civilisationen mod et kollektivt selvmord, og i lyset af det, så hav modet til at handle. I går blev det foreslået, at vi måske skulle opfordre til demonstrationer hver anden uge. Straks kom argumentet om, at det er for meget, det er så dyrt at have højttaleranlæg og store telte. Måske er det ikke det, der er brug for. Måske skulle vi bare opfordre folk til at samles hver anden uge uden alt det her, bare samles på en markedsplads i din by. For jeg tror, det kræver en mobilisering. Jeg tror, at vi nu er fire uger fra det amerikanske valg, og jeg er bange for, at det er de mest afgørende uger i vores levetid, i menneskehedens historie. Og vi er nødt til på en eller anden måde at bringe alt i kraft, hvad vi kan. Eller måske kan vi ikke få det organiseret denne gang, men jeg vil gerne begynde at cirkulere denne idé om at holde dette hver anden uge på torvet, uanset hvor du er.

For det andet vil jeg gerne gentage det: Vi er nødt til at have diskussionen om den internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur. For efterhånden som kriserne i Mellemøsten og Ukraine udfolder sig – og man kunne tilføje situationen i Fjernøsten omkring Kina og Filippinerne og Det Sydkinesiske Hav og Taiwan – tror jeg absolut ikke, vi kommer ud af det, hvis vi ikke har en international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle landes interesser. Det er ikke en utopisk idé: Jeg tror, det er en opskrift på overlevelse. Så hjælp os med at udbrede denne idé.

Jeg synes, BRIKS er på en god vej. Der er en masse diskussion om det kinesiske forslag om det Globale Sikkerhedsinitiativ, det Globale Udviklingsinitiativ, det Globale Civilisationsinitiativ, som skal ses i sammenhæng. Det er bare en anden måde, som kommer fra kineserne, og som går i samme retning, som vores forslag om den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur også udtrykker, hvilket i høj grad også altid har inkluderet ideen om en dialog mellem kulturer og civilisationer. Så hjælp os med at få det på dagsordenen. Og lad os forsøge at gøre den næste IPC-begivenhed til en meget stærk begivenhed, for vi er nødt til at ryste verdens befolkning til at gribe ind på enhver mulig måde for at stoppe det skrækshow, der udfolder sig for øjnene af os.

Tilmelding til mødet her.

– Ambassadør Jack Matlock, tidligere amerikansk ambassadør i Sovjetunionen, 1987-1991.

– Dr. Ted Postol, professor emeritus ved MIT, førende ekspert i atomvåben.

– Rainer Rupp, Military and Intelligence expert (Germany)

– Col. (ret,) Alain Corvez, International Strategy Consultant. Former International Relations Consultant of the Defense and Interior Ministries, Paris.

– Wolfgang Effenberger (Germany), Author, „Pax Americana“(2004) & „Die unterschätzte Macht Von Geo- bis Biopolitik Oligarchen transformieren die Welt“ (2022).

– Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet

Det virker, som om erindringen om de to verdenskriges ødelæggelser og lidelser er blevet slettet. Der leveres stadig kraftigere og mere vidtrækkende våben til krigen mod Rusland, som om der ikke var nogen røde linjer i kampen mod den russiske atommagt. Vladimir Putins tålmodighed bliver tolket som svaghed, hvilket er en potentielt fatal fejlberegning!

Hvis der gives tilladelse til at bruge amerikanske og britiske langdistancemissiler til at angribe dybt ind på russisk territorium, vil risikoen for optrapning til atomkrig være større end under Cuba-krisen. Præsident Putin har advaret om, at brugen af sådanne våben vil betyde, at NATO-landene er i krig med Rusland, og den russiske viceudenrigsminister Ryabkov har bebudet en revision af Ruslands atomdoktrin, som på nuværende tidspunkt kun foreskriver brug af russiske atomvåben i tilfælde af en trussel mod eksistensen af russisk territorium.

Den 26. august meddelte New York Times , at præsident Biden allerede havde ændret den amerikanske atomdoktrin tilbage i marts i år for at foregribe truslen om en trefrontskrig mod Rusland, Kina og Nordkorea. USA’s (!) beslutning om at placere amerikanske mellemdistancemissiler i Tyskland fra 2026, som den tyske kansler bekendtgjorde i juli, skal ses i denne strategiske sammenhæng. Der var ingen debat om spørgsmålet i Forbundsdagen eller i offentligheden. Nu rapporteres det, at Pentagon har bestilt en undersøgelse af virkningerne af radioaktivt nedfald på det globale landbrug, og især i Østeuropa.

Hvis det kommer til krig, vil Tyskland være det primære mål for angreb, og hvis der bruges atomvåben, vil der ikke være noget tilbage af Tyskland, ingen industri, ingen byer, ingen infrastruktur – og ingen mennesker. Med andre ord er vi fanget i en militær strategi, hvor der i værste fald ikke vil være nogen overlevelse. Er det i Tysklands interesse?

Ved afslutningen af Den kolde Krig og den tyske genforening var der en mulighed for at etablere en fredsorden for det 21. århundrede. Denne store mulighed for menneskeheden blev forpasset på grund af Vestens triumferen, uden sidestykke, alle løfterne til Mikhail Gorbatjov og Boris Jeltsin blev brudt, og i dag står vi på randen af en global atomkrig, der truer med at udslette alt liv på denne planet.

En atomkrig kan ikke vindes og må derfor aldrig føres. John F. Kennedy advarede verden efter Cuba-krisen om, at en atomar supermagt aldrig måtte bringes i en situation, hvor den skulle vælge mellem »enten et ydmygende nederlag eller atomkrig«. Aldrig har det været mere påtrængende at løse en konflikt gennem diplomati end i dag.

Disse spørgsmål vil blive diskuteret i et zoom-seminar af følgende vidner og forskere, hvis livsværk og ekspertise gør dem yderst kvalificerede til at indlede den påtrængende nødvendige offentlige diskussion, som nu er fraværende i Tyskland.

Onsdag den 2. oktober kl. 17:00 CET

Tilmelding til mødet her.

Ikke korrekturlæst

27. september 2024 (EIRNS) – Mere end tusind forskere, akademikere, læger og aktivister fra hele verden mødtes i dag til det 69. ugentlige onlinemøde i Den Internationale Fredskoalition (IPC). Åbningspræsentationerne blev livestreamet og er tilgængelige online.

Helga Zepp-LaRouche talte til mødet og nævnte den mest åbenlyse fare, som kom til udtryk i den russiske præsident Vladimir Putins meddelelse den 25. september om revisionen af Ruslands doktrin om atomar afskrækkelse. Denne politikændring var et direkte modsvar til optrapningen af de åbne trusler fra USA og NATO om at give Ukraine tilladelse til at begynde at angribe steder på russisk territorium med vestligt styrede våben, som Ukraine ikke har kapacitet til at indsætte på egen hånd. Hun pegede på slagsmålet bag kulisserne i Washington, hvor tilbageholdenhed blev opfordret af militære ledere i Pentagon, som ser ud til midlertidigt at have overtalt præsident Biden til ikke at skrive under på den »målliste«, der tillader Rusland at blive angrebet med amerikanske våben – som den britiske premierminister Keir Starmer forsøgte at få fra Det Hvide Hus under sit besøg den 13. september – og også tilbageholdt enhver lignende aftale med Ukraines fungerende præsident Volodymyr Zelenskyj, da de mødtes med Biden i Det Hvide Hus den 26. september. En sådan farlig optrapning mod åben konfrontation med verdens største atommagt af de politisk ustabile amerikanske og europæiske nationer får nu følgeskab af optrapningen af Israels bestræbelser på at sprede den folkemorderiske krig mod palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden til Libanon, hvor det endelige mål er Iran.

Kina

Zepp-LaRouche kritiserede det geopolitiske vanvid hos viceudenrigsminister Kurt Campbell, som i et vidneudsagn i det amerikanske Repræsentanternes Hus kaldte Kina for den største trussel mod USA nogensinde, ikke kun militært, men også teknologisk og gennem dets forbindelser med det Globale Syd.

»Det er en løgn, som ikke må få lov til at stå,« udbrød hun, da Kina ikke er et aggressivt land, ikke er imperialistisk, men har udviklet sin økonomi og sit folk og nu gør det samme i det Globale Syd med den hensigt at afslutte den 600-årige arv fra kolonialismen ved at opbygge infrastruktur, uddannelse, sundhed, industri og landbrug – og det lykkes. Hun fortalte, at hun netop var vendt tilbage fra fejringen af »den internationale fredsdag« i Shandong-provinsen i Kina, og sammenlignede det med sit første besøg i Kina i 1971, som markerede nationens forbløffende forvandling fra ekstrem fattigdom til ekstraordinær udvikling.

»Hvis Vesten ville droppe sin unipolære følelse af verdensdominans og tilbyde samarbejde om udvikling, ville Rusland og Kina slutte sig til med det samme, og verden ville bevæge sig mod fred,« insisterede hun og tilføjede, at det ville være relativt nemt. Men i stedet forbereder Vesten sig på en global krig.

Udsigten fra Europa

Biden besøger Tyskland den 10. oktober. Zepp-LaRouche vil på en tyskbaseret Zoom-konference den 2. oktober sammen med ambassadør Jack Matlock og videnskabsmanden Ted Postol samt tyske og franske eksperter sætte fokus på faren for, at USA placerer sine mellem- og langdistancevåben på tysk jord, og på den krise, der nu bryder ud i Tyskland. »Hvis det kommer til krig, vil Tyskland være det primære mål for angreb, og hvis der bruges atomvåben, vil der ikke være noget tilbage af Tyskland: ingen industri, ingen byer, ingen infrastruktur – og ingen mennesker. Er det i Tysklands interesse?« står der i invitationen til konferencen.

Hun konkluderede: »Jeg tror, vi er nødt til at mobilisere, til virkelig at gå på gaden; få et stort antal mennesker på gaden for at protestere mod dette. Og mere grundlæggende skal vi arbejde internationalt for at få den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur på dagsordenen. Det er det, vi bør diskutere her.«

Prof. Glenn Diesen, en kendt norsk strategisk analytiker, uddybede Putins nye atomdoktrin, herunder hans erklæring om, at “aggression mod Rusland fra enhver ikke-atomar stat, men som involverer eller støttes af enhver atomar stat, som deres fælles angreb mod Den Russiske Føderation”, med et passende svar – og at et angreb på nabolandet Hviderusland “som medlem af unionsstaten” ville blive behandlet på samme måde. Dette er helt klart et russisk svar på den politiske konference i USA i 2022, som konkluderede, at et atomart angreb på Rusland ville fremprovokere et atomart svar, så det var bedre at angribe Ruslands allierede Hviderusland.

Atomvåbenekspert Steven Starr advarede om, at siden Sovjetunionens sammenbrud er frygten for atomvåben gået tabt i USA, og der undervises ikke længere i faren for atomkrig i de amerikanske skoler. Han viste den russiske »Tsar-bombe«-eksplosion og scenariet med en atomar udveksling mellem atommagter, der hurtigt – på kun 72 minutter i alt – fører til drab på 85 millioner mennesker og en »atomvinter«, der skyldes, at soden fra eksplosionerne fylder stratosfæren, hvilket vil blokere for sollyset og resultere i en langvarig global nedkøling, der vil dræbe det meste liv på jorden. Dette blev af nogle kaldt en »falsk teori«, men det er et eksistentielt spørgsmål for menneskeheden.

Dr. Feroze Sidhwa, en californisk traumekirurg, som rejste med Dr. Mark Perlmutter til Gaza i foråret, rapporterede, at ud over massedøden af sult er sundheds- og sanitetsfaciliteter stort set blevet elimineret, at der var 1 toilet for hver 4.000 mennesker, 4 liter vand pr. person (15 liter betragtes som minimum i nødsituationer), og konkluderede, at hvis dette USA-sponsorerede folkemord ikke blev stoppet, er verden i alvorlig fare.

Dr. Jorge Rachid fra Argentina meddelte, at et hold argentinske læger ville tage til Gaza, og at 15 intellektuelle havde oprettet en afdeling af IPC i Argentina, og han læste organisationens stiftende erklæring op. Han udpegede general Laura Richardson, chefen for USA’s sydkommando, som personligt ansvarlig for bestræbelserne på at bryde alle sydamerikanske nationers bånd til Rusland og Kina på vegne af BlackRock og andre hedgefonde.

Mødets diskussionsdel begyndte med, at Jose Vega beskrev, hvordan hans kampagnehold i New York havde forsøgt at distribuere en rapport fra Dr. Perlmutter og Dr. Sidhwa til de delegerede i FN’s generalforsamling, men at politiet havde konfiskeret folderne fra de delegerede og censureret kirurgernes rapporter om Gaza fra de delegerede!

Jacques Cheminade, lederen af det LaRouche-associerede parti Solidarité et Progrès i Frankrig, rapporterede om et katolsk fredsforum med 3.000 mennesker i Paris med repræsentanter for forskellige religioner fra hele verden, som modtog et budskab fra pave Frans. Cheminade læste en erklæring om det globale finanssystems sammenbrud som drivkraft for krigene, som formanden, en tidligere fransk ambassadør i Vatikanet, uden held forsøgte at stoppe. Cheminade og hans medarbejdere uddelte over 1.000 foldere til deltagerne.

En spanier rapporterede, at der ville være demonstrationer i 50 spanske byer den 28. september til forsvar for Palæstina, med støttestrejker fra flere fagforeninger, der opfordrede til at afslutte diplomatiske forbindelser og våbenleverancer til Israel. Den spanske regering anerkender staten Palæstina, men har undladt at gribe ind over for Israel. En anden person fra Spanien rapporterede, at den 2. oktober, den internationale dag for ikke-vold, vil en verdensomspændende march for fred starte i San José, Costa Rica.

Demonstrationer for fred optrappes den 28. september med en Humanity for Peace-rally i Stockholm, Sverige, med solidaritetserklæringer fra flere amerikanere som Ray McGovern og oberst Douglas Macgregror (ret.), parallelt med en demonstration af Rage Against the War Machine, der finder sted i Washington, D.C. Samme dag finder Peace and Freedom Rally sted i Kingston, New York, med Scott Ritter og andre store talere. Der vil også være store fredsdemonstrationer i hele Tyskland den 3. oktober [eir].

Møde i Den Internationale Fredskoalition, 27. september 2024

27. september 2024 (EIRNS)-ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Mit navn er Anastasia Battle; jeg er jeres ordstyrer i dag sammen med Dennis Small og Dennis Speed, som er mine medordstyrere. Dette er det 69. møde i træk i IPC. Vi skabte dette forum for at samle folk fra mange forskellige ideologier, mange forskellige religioner og nationer for at forene menneskeheden og skabe ægte fred. Der har været for meget splittelse blandt forskellige fredsorganisationer, og hvis vi rent faktisk ønsker at stoppe atomkrig, som er det, vi er på randen af lige nu, mens vi taler, er vi nødt til at forene hele menneskeheden for at få det til at ske. Så tak igen, fordi du er med. Vi sender over flere platforme lige nu.

Vi har talere, som vil holde indledende præsentationer i den første times tid, og så har vi en generel diskussionsperiode med publikum; folk, der er en del af Zoom-mødet. Hvis du gerne vil være en del af Zoom-mødet for at diskutere med talerne, skal du tilmelde dig denne begivenhed. Du finder linket i beskrivelsen af YouTube-kanalen. Hvis du er på en anden platform – ikke YouTube eller Rumble – skal du gå til schillerinstitute.com, og det vil være det første punkt på hjemmesiden, og registrere dig der.

Tak til jer alle, fordi I er med os på dette forudseende tidspunkt, hvor vi samler alle vores kræfter. Jeg vil gerne have Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition, til at indlede. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen til jer alle sammen. Jeg tror, vi befinder os i en ekstremt farlig situation, som har mange elementer. Men jeg tror, at det mest åbenlyse – selv om det måske ikke er det værste – er den ændring, der er sket i de sidste par dage i den russiske atomare doktrin. Naturligvis som reaktion på NATO’s igangværende skridt i forbindelse med krigen i Ukraine og mere og mere snak om behovet for at give Ukraine kontrol over langtrækkende missiler, så de kan ramme dybt ind i Ruslands territorium, hvilket var emnet for diskussionen på et møde mellem den britiske premierminister Starmer og Biden den 13. september. Starmer var kommet med en liste over mål, som sådanne missiler skulle rettes mod i Rusland. På det tidspunkt skrev præsident Biden ikke under på dette, og det ser ud til, at der er et stort slagsmål i baggrunden af Bidens administration, hvor Pentagon forsøger at begrænse situationen. For som så mange gange før er militæret mere bevidst om konsekvenserne af visse handlinger end de såkaldte civile. Det ser ud til, at udenrigsministeriet i det mindste indtil videre har tabt denne kamp, så Biden har endnu ikke givet ukrainerne lov til at bruge amerikanske missiler til sådanne angreb dybt ind på russisk territorium. Dette blev også gentaget af [White House National Security Communications Advisor] Kirby i går, så ikke desto mindre ser det ud til, at den russiske regering ikke stoler på, at denne udtalelse fra Biden er hugget i sten, for ikke desto mindre annoncerede præsident Putin for et par dage siden en ændring i Ruslands atomdoktrin; som hidtil var, at Rusland kun ville bruge atomvåben, hvis Den Russiske Føderations territorium ville blive truet. Nu er dette ændret ved at sige, at hvis der kommer et massivt luftangreb fra et ikke-nukleart land – et stort antal droner, missiler, cyberangreb – og hvis et sådant ikke-nukleart land støttes af en atommagt, vil de betragte dette som et fælles angreb og derfor bevare retten til at bruge atomvåben mod aggressoren.

Dette er meget tydeligt et signal, hvis der kan være noget signal, om at stoppe denne ekstremt farlige vej mod ragnarok; jeg ved ikke, hvad folk ellers har brug for. Men det ser ud til, at de vestlige medier igen bare behandler det som »Åh, Putin truer med atomvåben igen«, mens de totalt underspiller den absolutte forskel i Ruslands atomdoktrin, som netop er blevet vedtaget. Det ser ud til, at også præsident Zelenskyj, som er i USA i forbindelse med FN’s generalforsamling, på en eller anden måde fortsætter med at tale, som om der ikke var sket en sådan ændring. Da han mødtes med en tværpolitisk gruppe af senatorer og præsenterede sin såkaldte »sejrsplan«, var det ikke særlig klart, hvordan den sejr skulle opnås i betragtning af Ukraines dramatiske tab på slagmarken. Det, der i bund og grund kom frem på mødet, var, at Zelenskyj kræver flere F-16-fly og retten til at bruge de angloamerikanske langdistancemissiler til dybe angreb på russisk territorium. Ifølge Zelenskyj ville denne garanti så tvinge Rusland til forhandlingsbordet senest næste år. På den måde ville krigen slutte hurtigt. Men igen er det, som om ændringen i den atomare doktrin ikke er sket.

Det er en situation, som naturligvis er ekstremt farlig, for det er ikke bare sådan, at hvis Pentagon tror, at de har situationen under kontrol, så er det én ting. Men hvor hurtigt der kan ske en fejl, en fejlvurdering, en menneskelig fejl, en teknisk fejl, en fejllæsning af situationen. Så vi bør være meget bekymrede over denne situation. Men desværre er det ikke den eneste.

Den anden er naturligvis, hvad der sker i Mellemøsten, hvor de israelske angreb på Libanon og Hizbollah har stået på i et par dage og allerede har kostet et betydeligt antal ofre. Og samtidig er der gjort forberedelser til en landinvasion af de israelske væbnede styrker i Libanon. Netanyahu, som ifølge forskellige rapporter også er ankommet til USA for at deltage i FN’s generalforsamling, antydede privat, at han måske ville gå med til det amerikansk-franske forslag om en 21-dages våbenhvile, men offentligt sagde han præcis det modsatte. Han sagde, at Israel vil angribe Hizbollah med fuld kraft og ikke stoppe, før målet er nået, hvilket giver genlyd af de forfærdelige hændelser i Gaza indtil videre.

Den nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan sagde, at USA må tage skridt til at forhindre, at situationen kommer ud af kontrol. Men hvis der kommer et fuldt angreb med det formål at udslette Hizbollah, er målet naturligvis at trække Iran ind i konflikten. Hvis det sker, er praktisk talt alle stop potentielt ude, og hvis det skulle komme til brug af atomvåben i Mellemøsten, ville det være endnu farligere end den umiddelbare situation i Ukraine. Vi talte med nogle militære kilder i Europa, som faktisk advarede om, at de anser den umiddelbare fare for brug af atomvåben i Mellemøsten for at være større end situationen i Ukraine. Det er klart, at det er endnu en ekstremt anspændt og superfarlig situation.

Desværre ikke den eneste, for den virkelige krise, eller den geopolitiske konfrontation mellem USA og Kina, er det andet ekstremt bekymrende aspekt. Udenrigsminister Kurt Campbell vidnede for et par dage siden for udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus, hvor han holdt en tale, som er helt utrolig; grundlæggende fordi det ikke kunne være mere forbløffende, hvordan et geopolitisk skuespil gør folk blinde for at se, hvad der faktisk foregår. Campbell sagde, at Kina er den største trussel i USA’s historie nogensinde; at den blegner i forhold til truslerne under den kolde krig. Og at truslen fra Kina ikke kun er militær, men også teknologisk og Kinas indflydelse på det Globale Syd. Han sagde også, at der er behov for langt hårdere foranstaltninger fra europæernes side over for Kina. Og han beklagede, at fokus på Ukraine og Mellemøsten forhindrer et fuldt udbygget fokus på Kina og Indo-Stillehavet.

Jeg vil gerne sige dette. Hele linjen om, at Kina er en trussel mod USA, er en løgn, som ikke må blive stående. For Kina – og Kinas historie er beviset på det – er ikke et aggressivt land; det forsøger ikke at erstatte USA som hegemon. Det er ikke en imperialistisk orientering. Kina gør, hvad der er den absolutte ret for ethvert suverænt land på planeten – det udvikler sit eget folk; det udvikler videnskab og teknologi; og det hjælper det Globale Syd med at overvinde resterne af kolonialismen. Det er en utrolig succes, for i modsætning til NATO’s fortælling, som folk er nødt til at tro på, ellers bliver de udsat for alle mulige trusler, bøder og forskellige negative ting, så hjælper Kina relativt ubemærket lande i Afrika, Latinamerika og Asien med at udvikle sig og overvinde fattigdom og underudvikling ved at forsyne dem med infrastruktur, industri, landbrug, hjælpe dem med uddannelse, sundhed og alle mulige andre ting. Og som følge heraf betragter mange lande i det Globale Syd naturligvis Kina og BRIKS som deres venner. Jeg kan bare sige, at jeg er kommet tilbage fra en tur til Shandong, hvor jeg i sidste uge deltog i Den Internationale Fredsdag, som blev arrangeret i Shandong med en stor gruppe mennesker fra hele verden. Det var en blanding af fejring af forskellige bedrifter – vi besøgte en masse fabrikker og gårde. Jeg kan kun sige, at jeg var i Kina for første gang i 1971; det var midt under kulturrevolutionen. Forskellen på fattigdommen i 1971 – som jeg så på første hånd, og jeg har ikke brug for bøger og sekundære kilder – er, at jeg har været i Kina gentagne gange siden da. Jeg har med egne øjne set, hvilket gigantisk civilisatorisk bidrag Kina har ydet ved at anvende videnskab og teknologi i deres egen økonomi og nu give det som hjælp til udviklingslandene.

Jeg har set, hvordan repræsentanter for disse lande forholder sig til Kina og betragter det som en ven. Så hele ideen om, at Kina er en trussel, er simpelthen ikke sand. Det ville være ekstremt nemt at løse hele denne situation, hvis Vesten – begyndende med USA og de europæiske lande – ville stoppe denne geopolitiske konfrontation og reagere på den kinesiske version af mit forslag om at få en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. For Kina har fremmet et Globalt Sikkerhedsinitiativ, et Globalt Udviklingsinitiativ og et Globalt Civilisationsinitiativ; hvilket egentlig bare er en anden måde at sige, at vi har brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur og en renæssance for civilisationernes dialog. De er formuleret forskelligt, men det er præcis, hvad vi har promoveret som vejen ud af denne krise. Hvis Vesten ville sige: »Vi samarbejder, vi stopper kampen om overherredømme. Vi er enige om, at verden er multipolær, og vi går fra konfrontation til samarbejde,« så ville alle disse konflikter stort set forsvinde fra den ene dag til den anden. For hvis de store magter – USA og Kina og på samme måde Rusland – gik ind i et sådant samarbejde, ville alle regionale konflikter straks være yderst håndterbare. Så vejen ud er meget klar. Og jeg kan kun sige, at Den Internationale Fredskoalition mobiliserer for at uddanne folk i, at der er en udvej. Truslen er enorm; den er overvældende. Men vejen ud af denne situation ville være relativt let.

Lad mig lige nævne et sidste aspekt af dette billede. Det er, at der lige nu er en meget bred indsats, især i Tyskland, fra NATO og visse kredse i Bundeswehr, for grundlæggende at forberede befolkningen på den kommende krig med NATO. Som generalløjtnant Alexander Sollfrank, der er chef for NATO’s Joint Support and Enabling Command, netop udtaler dagligt, skal folk være forberedt på at transportere et stort antal sårede fra østfronten tilbage til de europæiske lande. Pistorius, den tyske forsvarsminister, ønsker at gøre det tyske samfund »krigsklart«; han prædiker det samme om, at krigen med Rusland er uundgåelig senest i 2029; og at alle institutioner i Tyskland skal være forberedt på den kommende krig, herunder Røde Kors, der skal lære at transportere disse store mængder af sårede mennesker. Dette er absolut psykose. Vi er nødt til at få befolkningen væk fra denne form for hjernevask, for det kan nemt blive en selvopfyldende profeti.

Om få dage, jeg tror den 10.-12. oktober, vil præsident Biden aflægge sit sidste besøg i Tyskland som præsident. Han vil være formand for Ramstein-gruppen, og emnet vil naturligvis være mere støtte til våben til Ukraine og lignende ting. Der er allerede mange mennesker, der er ved at vågne op til den fare, vi befinder os i; især hvis planerne om at placere amerikanske lang- eller mellemdistancemissiler på tysk territorium fra 2026, uden at tyskerne har noget at skulle have sagt. De blev ikke spurgt, om de ville have disse våben; de bliver ikke spurgt, hvordan disse våben skal placeres. Hvis de nogensinde bliver opstillet, har de ingen indflydelse på beslutningen. Folk er ved at vågne op nu. Der cirkulerer et åbent brev til Biden, og der forberedes store demonstrationer til den 3. oktober. Det er en af de ting, vi absolut skal mobilisere folk til, for problemet er, at den brede befolkning stadig ikke aner, hvilken akut fare vi befinder os i. Ellers tror jeg, vi er nødt til at mobilisere til virkelig at gå på gaden; få et stort antal mennesker på gaden for at protestere mod dette. Og mere grundlæggende skal vi arbejde internationalt for at få den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur på dagsordenen. Det er det, vi bør diskutere her; tak.

Bemærkninger under diskussionen

Jeg vil gerne takke alle talerne, som har bidraget med ekstremt vigtige aspekter. Jeg kan kun sige, at informationen om, hvad en atomkrig ville betyde, på nuværende tidspunkt nok er den vigtigste information at sprede rundt om i verden. For jeg er helt sikker på, at hvis folk vidste, hvilken livsfare de befinder sig i, ville de absolut ikke tolerere det. Så jeg beder alle deltagerne i dette møde om at sørge for, at I tager videomaterialet fra dette møde og får det bredt ud.

Jeg tror også, at det, der blev rapporteret om den faktiske situation i Gaza, hvis folk ved det, så er Gaza i en vis forstand næsten forsvundet fra overskrifterne, i hvert fald hvad angår det folkemord, der foregår hver dag. Så jeg hilser også idéen om at oprette IPC-afdelinger velkommen, fordi det er mere påtrængende end nogensinde før at forene fredsbevægelsen. Der er stadig en masse splittelse, som faktisk spredes af imperiets kræfter, der gerne vil have kræfterne splittet for at kunne kontrollere dem. Så jeg tror, at ideen om, at en global krig ville forårsage ødelæggelse på den sydlige halvkugle, er grunden til, at jeg mener, at landene i det Globale Syd også skal vækkes. Jeg tror, det var enten præsident Sukarno eller premierminister Nehru, der allerede på Bandung-konferencen i 1955 advarede om, at hvis det nogensinde kommer til en atomkrig, vil landene i det Globale Syd måske dø lidt senere, måske to eller tre uger senere, men de vil dø under alle omstændigheder. Det er faktisk efter min mening det eneste element, der endnu ikke er regnet med i ligningen. Hvis landene i det Globale Syd havde mulighed for at tale højere, så er de i flertal. De har helt klart taget det moralske lederskab, som det blev demonstreret af Sydafrikas handling i sagen mod Israels folkemord i Gaza i Haag. Så jeg vil bede jer alle om at hjælpe os med at sikre, at denne diskussion spredes, især i landene i det Globale Syd, og at vi bringer så mange af dem – eller deres repræsentanter – med til den næste IPC-diskussion.

Afsluttende bemærkninger:

Hvad angår debatten mellem Jeffrey Sachs og John Mearsheimer, er jeg nødt til at se på den, og måske kan jeg sige noget mere væsentligt i næste uge. Jeg er lidt overrasket, fordi Mearsheimer tidligere plejede at sige, at det var Vesten, der var ansvarlig for krigen i Ukraine; så jeg er nødt til at se lidt nærmere på det. Generelt kan jeg sige, at denne idé om, at der altid vil være en hegemon, er en bestialsk opfattelse af mennesket, som ikke svarer til menneskets potentiale som et kreativt menneske. For hvis det altid er sådan, at der skal være en toptyr, som jager de andre tyre væk, så er det ikke ligefrem en idé om menneskelighed. Jeg mener, at dette er oligarki; der er stor forskel på et oligarkisk system og et system af nationalstater og civilisationer.

I menneskehedens historie er der mange filosoffer, som har meget mere avancerede forestillinger, begyndende med Konfucius. Han havde en idé om en harmonisk udvikling af alle nationer, alle familier og alle individer. Den sande udvikling kan kun ske på en harmonisk måde. En lignende idé kan findes hos Leibniz, som endda har en forestilling om en på forhånd etableret harmoni i det fysiske univers, ifølge hvilken den politiske udvikling på Jorden bør bringes i overensstemmelse. Og naturligvis havde den store filosof fra det 15. århundrede, Nicolaus af Cusa, også den idé, at fred i universet kun er mulig, hvis alle mikrokosmosser udvikler sig for at gøre fred i makrokosmos mulig. Og at fred faktisk kræver, at hvert mikrokosmos tager de andre mikrokosmers interesser som sine egne og i gensidig form støtter den andens udvikling som forudsætning for ens egen udvikling. Jeg tror, det er en idé, som gjorde den Westfalske Fred mulig; at man er nødt til at tage hensyn til den andens interesser.

Tidligere var der nogen, der nævnte, at man skal sætte sig i russernes, kinesernes eller enhver anden kulturs sted. Det er faktisk ikke en byrde, det er en glæde. For når man først begynder at forstå, hvordan den andens sind fungerer, og hvor smuk kulturen er, bliver man beriget. Jeg tror, vi står på randen af historien og menneskehedens udvikling, hvor vi enten når frem til det synspunkt, at vi i en vis forstand er ligestillede over for retten, og at der skal være en absolut respekt for den andens suverænitet, de fem principper for fredelig sameksistens; det er ideer, som er meget bedre end ideen om, at man altid vil have en hegemon, og at alle andre skal adlyde. Det er faktisk Leviathan; det går tilbage til den britiske oplysningstid, som havde en idé om, at mennesket er ondt, og derfor er den eneste måde, man kan få fred på, at have en stærk stat, som undertrykker de andre og indfører politistatslige kontrolforanstaltninger. Det går tilbage til den britiske oplysningstid, og det er absolut en filosofi, der er forbundet med oligarki og ikke med menneskelig udvikling.

Så jeg tror, vi skal have en bred diskussion, og jeg vil opfordre alle, der deltager i Den Internationale Fredskoalition, til at begynde at oprette lokalafdelinger. I kan oprette diskussionsgrupper om spørgsmålet om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Den fredsbegivenhed, jeg deltog i i sidste uge i Kina, var faktisk ret interessant. De havde flere paneler om det Globale Sikkerhedsinitiativ, det Globale Udviklingsinitiativ og det Globale Civilisationsinitiativ, som er deres måde at tale om det, vi kalder en dialog mellem civilisationer. Jeg synes, vi skal begynde at kopiere det i diskussionsgrupper for virkelig at ændre klimaet for, hvordan vi forholder os til hinanden som mennesker. Hvis du vil have hjælp til det, så kontakt os; vi kan hjælpe dig med at sætte det op. Men jeg tror, vi er nødt til at udvide diskussionen om, hvad der faktisk skal til, for at menneskeheden kan nå frem til et punkt, hvor vi kan kalde os virkelig menneskelige.

I mellemtiden er vi absolut nødt til at gå hele vejen og øge disse demonstrationer i den næste periode. I morgen i USA, og den 3. oktober vil der være en stor demonstration i Berlin. Folk bør arrangere parallel- og søsterdemonstrationer, hvor de kan. Arrangementet med Jack Matlock, Ted Postol, Rainer Rupp, Alain Corvez og andre talere finder sted den 2. oktober kl. 17.00 CET, kl. 11.00 ET. Så du bør absolut også mobilisere folk til det, for der vil vi diskutere effekten af og behovet til at forhindre installationen af mellemdistancemissiler i Tyskland, og hvorfor Tyskland har en særlig rolle at spille i denne sammenhæng. Så deltag også i den diskussion.

Ikke korrekturlæst

Torsdag den 26. september 2024

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Schiller Instituttets grundlægger og formand Helga Zepp-LaRouche. Det er torsdag den 26. september 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende spørgsmål og kommentarer via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.

Helga, en stor del af verdens opmærksomhed har de seneste dage været rettet mod FN’s generalforsamling i New York City. Spørgsmålet om krig og fred er et centralt emne, som tages op, da NATO’s krig mod Rusland truer med at udvikle sig til tredje verdenskrig, og da Netanyahu og Israel udvider deres krig til det sydlige Libanon med brutale følger. Zelenskyj holdt en sindsoprivende tale til FN’s Generalforsamling i går, hvor han krævede mere krigshjælp og frihed til at angribe Rusland. Biden er under ubarmhjertigt pres fra London for at give Ukraine grønt lys til at sende missiler dybt ind på russisk territorium, og i går udsendte præsident Putin en revideret doktrin omkring atomprogrammet. Hvilke ændringer foretog han, og hvad er konsekvenserne af disse ændringer?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at verden er ved at få øjnene op for, hvor vi står. De facto har Putin virkelig gjort den røde linje så klar, at alle kan se, at hvis der kommer et angreb fra et land, som kun har konventionelle våben, men som støttes af et land, med atomvåben, og hvis der kommer et massivt luftangreb, så har Rusland ifølge sin nye doktrin fri ret til at besvare det med atomvåben. Det refererer meget tydeligt til Ukraine, da forskellige russiske talsmænd fra Lavrov til Peskov og jeg tror, at Putin selv har gjort det meget klart, at alle disse ukrainske angreb ikke ville være mulige uden USA’s eller NATO’s vejledning, satellitstøtte, datastøtte, og så er NATO de facto allerede på randen af at være i krig med Rusland, og at hvis dette yderligere skridt tages, at Biden kapitulerer over for kravet om, at USA giver Ukraine grønt lys til at bruge langdistancemissiler til at ramme dybt ind i Rusland, så er den betingelse opfyldt. Så vi er på kanten, og jeg kan kun sige, at disse vestlige kommentatorer, som i Tyskland, der dybest set stadig siger, at Putin »bluffer«, disse mennesker er så fuldstændig ude af deres forstand, at man kun kan sige, at vi virkelig er i fare for at blive regeret af galninge, og medierne, som er fuldstændig i sådanne galninges tjeneste.

Så det eneste svar på nuværende tidspunkt er en bred offentlig diskussion. De demonstrationer, der er planlagt for den næste periode, både i USA og især i Tyskland, skal være en klar demonstration af, at masser af mennesker, i bedste fald hundredtusinder eller millioner af mennesker, mener, at de er absolut imod dette. Og der må endelig komme den længe tiltrængte diskussion om, hvor vi står, og hvorfor denne nuværende politik med at forsøge at opretholde »overherredømme«, når dette overherredømme tydeligvis allerede er fortid, det må vendes, og vi må sætte en helt anden tilgang på dagsordenen, som f.eks. det, vi har diskuteret i næsten tre år nu: En ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som virkelig skal have en helt anden tilgang, stoppe denne geopolitiske konfrontation og gå ind i et samarbejde med den Globale Majoritet af lande, der helt klart bevæger sig i en anden retning.
Men hvis folk ikke lytter til denne alarmklokke, kan det være for sent for hele menneskeheden.

SCHLANGER: Det andet land, som er i Vestens geopolitiske søgelys, og du er lige vendt tilbage fra en hurtig rejse dertil, hvad var din fornemmelse af at være i Kina? Jeg ved, at du ikke har været der i et stykke tid. Hvordan er situationen der?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg har ikke været der i et år, og det interessante er, at hver gang man vender tilbage til Kina, selv om der kun er gået et år, bliver man fuldstændig chokeret over forandringerne til det bedre. Anledningen til, at jeg rejste dertil denne gang, var den internationale fredsdag den 21. september, og jeg deltog i vigtige festligheder i Shandong-provinsen, i Jinan og Weifang. Og det var en ret betydningsfuld konference med folk fra mange, mange lande, som grundlæggende fejrede Kinas bidrag til en helt anden tilgang.

Det bemærkelsesværdige er, at Kina helt klart har fået et gennembrud som det førende land inden for mange, mange fakulteter – jeg har ikke det nøjagtige tal nu, men det er noget i retning af 65 områder, hvor Kina nu er førende inden for ca. 55. Så det er for længst forbi det punkt, hvor intellektuel ejendom skal beskyttes mod Kina, for i mellemtiden er Kina førende! Så Kina var det første land, der landede et rumfartøj på Månens bagside, nu to gange. De har lige afsluttet en meget vellykket mission, hvor de bragte materialer tilbage fra Månens bagside – der har ikke været nogen andre før det. Og på samme måde besøgte vi under denne flere dage lange fejring nogle af de højteknologiske virksomheder, hvor Kina er på forkant med udviklingen inden for optik og forskellige nye teknologier, men også inden for robotteknologi, automatiserede fabrikker og højteknologiske landbrug.

Og jeg kan kun sige, at jeg besøgte Kina første gang i 1971, og jeg tog også ud på landet. Der var ingen mekanisering der; folk var virkelig, ekstremt fattige, praktisk talt på niveau med landene syd for Sahara. Og nu har de et landbrug, som er fuldstændig intelligent, det er integreret med alle former for digitalisering og intelligente teknologier. Der findes absolut intet af den slags i Europa eller USA. Og folk er generelt glade.

Så ideen om, at Kina kun laver propaganda eller sælger en fortælling – Kina {gør}, hvad de siger! De forbedrer livet for deres eget folk, og grunden til, at den kinesiske model er så meget mere attraktiv, er, at de forbedrer livet for folk i hele verden, især i Afrika og de asiatiske lande, og det kommer til udtryk i en helt anden attitude. Nu er det ikke sådan, at Vesten konkurrerer med fortællingen. Vesten tænker stadig, at det er et spørgsmål om fortællingen, mens Kina gør det i virkeligheden og forbedrer livet for så mange mennesker. Så kontrasten kunne ikke være større.
Denne fredsdag, som blev arrangeret af Chinese People’s Association for Peace and Development, var en absolut demonstration af, at en anden samarbejdsmodel er mulig, og at det er vejen til fred. Og idéen om fred gennem udvikling er en realitet, som denne nye model virkelig gør synlig for folk.

SCHLANGER: Vi har lige fået en besked fra Bob van Hee; jeg tror, han stadig er folkevalgt i Minnesota, som svar på det, du sagde om Putin. Han sagde: »Putins seneste udtalelser om USA’s involvering i leveringen af våben til Ukraine er for mig en perfekt timing til at ruske op i det såkaldte amerikanske lederskabs dumhed.« Han opfordrer til, at der udarbejdes et budskab til vores folkevalgte, så folk kan få deres stemme hørt for at stoppe dette vanvid, og han sagde, at hvis vi udarbejder et sådant budskab, »vil jeg og andre sende det til vores ledere i D.C. for at stoppe dumheden i at være medskyldige i Ukraines involvering i angrebet på Rusland.« Så det er fra en tilhænger i Minnesota.

Helga, du nævnte vigtigheden af den Globale Majoritet, som ses i FN, der går imod USA’s og NATO’s politik. Der er et spørgsmål her fra en person, der sagde: »Jeg hører dig tale om det Globale Syd, men det Globale Syd er ikke rigtig forenet. Det er ikke stærkt nok. Hvordan skal de kunne tage kampen op mod City of London og NATO?«

ZEPP-LAROUCHE: Det Globale Syd er en meget forskelligartet kombination af lande. De forsøger at skabe et nyt system. Der vil være det årlige topmøde i BRIKS i Kazan i Rusland den 22.-24. oktober. Og selv om jeg ikke har kendskab til planerne for det topmøde, tyder alt på, at der vil blive taget et stort skridt fremad i bestræbelserne på at skabe et andet betalingssystem, et andet kreditsystem, og at alle bestræbelserne på at øge den økonomiske magt i landene i det Globale Syd vil blive bragt et stort skridt fremad.

Nu kunne det være en overraskelse, det kunne være et nyt Bretton Woods, som der tales om i en artikel af Pepe Escobar. Jeg har ikke noget belæg for at tro, at det vil ske; det kunne ske. Under alle omstændigheder tror jeg, at nøglespørgsmålet er, at vi skal overbevise landene i det Globale Nord, i det kollektive Vesten, i det tidligere eller nuværende NATO, om, at de skal samarbejde: Vi kan ikke have en situation, hvor verden bliver delt i to nye blokke, hvor NATO bliver til »Globale NATO« med konfrontation; Mellemøsten på randen af en potentiel regional krig, der kan komme ud af kontrol; situationen i Ukraine absolut på randen af en katastrofe; så flere provokationer i Taiwanstrædet, i Det Sydkinesiske Hav. Vi er nødt til at komme væk fra denne konfrontationskurs, ellers vil en fejltagelse – situationen er så absolut anspændt, at en lille menneskelig fejl, en teknisk fejl, en række uheld, kan gøre en ende på civilisationen! Vi er nået til det punkt.
Så jeg tror ikke, det er et spørgsmål om det Globale Syd mod det Globale Nord.

Jeg tror, at vi er nødt til at nå til et punkt, hvor vi i Vesten er nødt til at sige, at vi vil samarbejde. BRIKS-landene bevæger sig i den rigtige retning. Kina har helt klart en helt anden tilgang: De tænker på en langsigtet, harmonisk udvikling af alle nationer. De forsøger ikke at opnå overherredømme. Jeg har virkelig studeret dette i et halvt århundrede, og der er absolut ingen måde, hvorpå Kina ønsker at erstatte USA’s hegemoni – det er ikke deres hensigt. Og det ville være meget, meget nemt for landene i det kollektive Vesten bare at sige: »Vi vil samarbejde med det nye system, der er ved at opstå«, for vi har problemer nok, som vi skal løse sammen: overvinde fattigdom, underudvikling, skabe et sundhedssystem for hele verden; sørge for, at alle børn har adgang til universel uddannelse. Der er så mange problemer, som bedst løses i fællesskab. Og jeg tror, at det er det absolutte skridt, vi skal tage, og vi har valget: Vil vi have tredje verdenskrig, hvis vi holder fast i denne konfrontation mod Kina, Rusland og dermed det Globale Syd? Eller skal vi gå i retning af at tro, at vi kan løse alle problemer sammen? Og jeg tror, at det er et spørgsmål, hvor alle personligt bliver udfordret til at være med til at skabe løsningen.

SCHLANGER: Vi har endnu et spørgsmål om BRIKS-topmødet på vej fra en supporter, der arbejder med afrikanske regeringer og ikke-statslige organisationer. Han sagde, at han har to spørgsmål om BRIKS-topmødet, der finder sted den 22.-24. oktober: »Er det muligt, at de vil være klar til at indføre en ny valuta, for jeg er bange for, at hvis de venter for længe, vil USA og briterne sabotere deres initiativ?« Og for det andet spørger han: »Vil du være der, eller vil Schiller Instituttet have repræsentanter der? Jeg synes, det er vigtigt, at Schiller Instituttet er der for at hjælpe med at forme diskussionen.«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at der er bestræbelser på at bevæge sig i retning af en ny valuta, men det er ikke et let spørgsmål. Jeg mener, tænk bare på de fejl, der blev begået i forbindelse med oprettelsen af euroen: For man kan ikke samle økonomier og lande med helt forskellige økonomiske udviklingsniveauer i én integreret økonomisk og valutamæssig zone uden at skabe massive problemer for dem, der er mindre udviklede. Så det skal være meget omhyggeligt udformet, og jeg ved, at der er nogle fremragende økonomer både i Rusland og i Kina, som lægger en stor indsats i denne opgave.
Så jeg kan kun sige, at hvis man bevæger sig for hurtigt eller for langsomt, så tror jeg ikke, at der er nogen fare på færde. Den eneste fare er, at kræfter i Vesten, som briterne har demonstreret med Keir Starmers besøg i Washington, at de forsøger at gå efter den militære konfrontation for at kompensere for svagheden i deres økonomi; at indsatsen for at dæmpe det nye økonomiske system vil være på det militære område og bringe os ind i Tredje Verdenskrig: Det er faren…
Nu tror jeg, at Schiller Instituttet, {EIR}, helt sikkert vil dække begivenheden. Jeg tror ikke, at vores indsats for at forme, hvad der sker, vil være i Kazan, fordi det vil være et regeringsmøde. Men jeg tror, at vi helt sikkert vil komme med alle mulige løsninger, især ideen om det nye niveau af den nye udviklings- og sikkerhedsarkitektur, som er det, Schiller Instituttet promoverer. På samme måde går Kina i retning af det, Xi Jinping har foreslået som det Globale Sikkerhedsinitiativ, det Globale Udviklingsinitiativ og det Globale Civilisationsinitiativ, som går i samme retning. Der er en stor samhørighed. Men jeg tror, at vores unikke bidrag er at forsøge at uddanne folk i Vesten om det utrolige potentiale, der ville være, hvis de stoppede deres geopolitiske spektakel – fjernede det fra deres næse – og tænkte i samarbejde på et helt nyt niveau: Tænke på menneskeheden, som den burde være om 100 år, og så bruge den visdom fra fremtiden til at løse problemerne i nutiden.

SCHLANGER: Helga, jeg har to spørgsmål om det delstatsvalg, der fandt sted i søndags, den 22. september, i Tyskland. En skriver: »Efter at Scholz-koalitionen blev knust af vælgerne i tre tyske delstater, hvad så nu? Vente et år på det nationale valg [planlagt til september 2025], eller kan der gøres noget for at stoppe den skade, de forvolder?« Og det andet spørgsmål var: »Hvor stærk er den ekstreme højrefløj i Europa og Tyskland?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at valgresultaterne i disse tre delstater, Thüringen, Sachsen og Brandenburg, helt klart har ændret den politiske situation i Tyskland. Jeg tror, at det bedste resultat er De Grønnes forsvinden, deres pulverisering. Nogle har sagt, at dette er {Ibykus’ kraner}, med henvisning til Schillers digt, hvor de skyldige afslører sig selv og bliver stillet for retten på grund af deres egen manglende evne til at holde forbrydelsen skjult. Nu er den forbrydelse, De Grønne har begået, den fuldstændige ødelæggelse af den tyske økonomi: De fik præsenteret lovforslaget, ledelsen trådte tilbage, og den grønne ungdomsorganisation, ikke alene trådte hele ledelsen tilbage, men de forlod også partiet og antydede, at de vil skabe et nyt parti på venstrefløjen, hvilket betyder, at De Grønne i det mindste for tiden er færdige. Og det er en god ting, for den grønne politik er det, der har været det mest ødelæggende element i ødelæggelsen af den tyske økonomi, bortset fra de geopolitiske faktorer som sabotagen af Nord Stream 2, som i øvrigt også bliver et emne igen. For den russiske efterretningstjeneste har netop udsendt en erklæring om, at de er sikre på, at Nord Stream-rørledningen blev saboteret af briterne og amerikanerne.

Men jeg tror, at med hensyn til valget kan det meget vel være, at den nuværende koalitionsregering ikke holder et år mere. Jeg tror, der er mange faktorer, der spiller ind, og alle disse partier er i oprør. Socialdemokraterne, hvis de beholder Scholz – alternativet ville være forsvarsminister Boris Pistorius, hvilket er endnu værre, fordi han ønsker at gøre Tyskland »krigsparat«. Jeg tror, at Tyskland virkelig har brug for en klar afvisning af krigspolitikken: Denne afvisning er det, der forener AfD, i det mindste delvist, med Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW): Det er et positivt element.
Problemet er, at højrefløjen, det du sammenfatter med »højrefløjen«, er en meget blandet landhandel: Der er mange mennesker, som er ganske fornuftige, som er for alle de rigtige politikker, som afviser NATO’s krigspolitik, som er for atomkraft, som er for alle mulige ting, som man kan støtte; men jeg tror, at problemet er, at de har visse meget uhellige elementer i deres parti, som de burde smide ud, og så kunne man arbejde sammen med dem – men indtil videre har de ikke været villige til at gøre det.

Så jeg tror, vi ser en tektonisk forandring, og problemet er, at massemedierne forhindrer folk i at få en idé om alternativet. Hvis man for eksempel spørger almindelige mennesker i Tyskland, hvad de ved om BRIKS, så ved de næsten ingenting. De har ingen idé om, hvilken enorm chance for fremtiden, der opstår der. Tyskland er for eksempel en eksportnation, og det ville være det mest naturlige for Tyskland at samarbejde med voksende markeder. Hvis Tyskland ville deltage sammen med andre lande i BRIKS og forhåbentlig andre europæiske lande og endda USA for at skabe 2-3 milliarder nye produktive job i Afrika, Asien og Latinamerika, ville det være en måde at løse migrantproblemerne på, på en human måde. Afrika vil have 2,5 milliarder mennesker i 2050, og den eneste måde, hvorpå der vil være en positiv fremtid og ikke hundredtusinder af migranter, der kommer til Europa og drukner i Middelhavet eller bliver skubbet af EU’s grænsevagter i Frontex på en modbydelig måde, som det er sket indtil nu, ville være, hvis Europa vendte sig om og sagde: »Vi vil samarbejde med BRIKS om at skabe 2 milliarder nye produktive job inden 2050 og hjælpe Afrika med at modernisere sig.« Det ville kræve joint ventures mellem Kina og europæiske nationer og andre nationer rundt om i verden: Og det er den retning, vi skal skubbe det hele i, og så er der håb.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål fra en professor, som sagde: »Med Ukraines beslutning om at slå til dybt inde i Rusland, hvis det sker, og om at opstille atomare missiler i Tyskland, har vi så brug for, at folk i NATO-landene strømmer ud i gaderne, som de gjorde i kampagnen mod euro-missilerne i 1980’erne?«

ZEPP-LAROUCHE: Det er helt klart, hvad vi skal opnå, for situationen lige nu er, at alle tegn tyder på krigsforberedelser. Der tales om, at det tyske samfund skal være forberedt på snart at håndtere et meget stort antal sårede, der kommer tilbage fra alle mulige fronter i øst. Røde Kors får endda at vide, at de skal integreres i et sådant system. Det er meningen, at sundhedssystemet i Tyskland skal prioritere de sårede fra de kommende krige – jeg mener, det er sindssygt!

Og heldigvis er der nu flere mennesker, der vågner op til denne fare. Jeg tror, at den næste store demonstration bliver den 3. oktober i Berlin, og det er nødvendigt, at vi virkelig sørger for, at denne demonstration bliver meget, meget stor. Så hvis du har mulighed for det, så hjælp med at opbygge den. Den 28. september vil der være en stor demonstration i USA: Det skal absolut gøres så stort som muligt. Og jeg tror, vi er nødt til virkelig at vække folk: Hvis du kender dine naboer, dine kolleger, så tal med dem om det! Tal med dem, for folk har på en eller anden måde mistet erindringen om de sidste verdenskrige i det 20. århundrede, og de yngre generationer synes at være blevet så påvirket af computerkrigsspil, at de har mistet fornemmelsen af, hvad det betyder, når byer som Dresden bliver jævnet med jorden af massebombardementer, og den elendighed, der fulgte med. På et af de sidste møder i Den Internationale Fredskoalition havde vi besøg af en professor fra Tyskland, som havde boet i Dresden som ung dreng, da bombardementerne fandt sted, og han var meget følelsesladet, da han fortalte om det. Og jeg tror, at den virkelighed skal bringes hjem til folk i dag, for hvis det kommer til en tredje verdenskrig, tror jeg, at der er mange lande, som der ikke vil være noget tilbage af. Og hvis det bliver en global krig, hvilket er meget sandsynligt, når man begynder at bruge atomvåben, vil hele civilisationen forsvinde, da atomkrigen vil blive efterfulgt af ti års atomvinter.

Og sandsynligheden for, at de mennesker, der tror, at de kan overleve det i deres bunkere, hvilket er en meget lille procentdel af de privilegerede mennesker, tror jeg vil være et mareridt, som ikke vil fungere i virkeligheden: For tanken om, at man kan leve i flere år i en bunker og så komme ud og fortsætte sit liv, er ikke et særlig realistisk perspektiv. Men det er, hvad nogle mennesker diskuterer i disse dage!

SCHLANGER: Vi har to spørgsmål mere om mediespørgsmålet og også anmodninger til dig om at give folk en bedre fornemmelse af, hvordan de skal organisere sig omkring det. Det ene er fra Storbritannien, hvor en person skriver: »Medierne stempler alle, der er imod fortællingen, som ›det yderste højre‹. Men er der virkelig en ‘yderste højrefløj’ i Tyskland? Hvad er deres politik?«
Og det andet spørgsmål er fra Pat, som skriver: »Mainstream-medierne kontrollerer en stor del af befolkningen. Hvordan kan sandheden komme til at afsløre det kvælertag? Hvad skal vi gøre for at få sandheden ud til folk?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror først og fremmest, at der er en slags digt af Friedrich Schiller – det er mere som disse par eller {distichon} på tysk – hvor han siger: »Hvis du ikke kan være en helhed, så knyt dig til en.« [Og jeg tror, at det er sandt, for hvis man kun er et individ, føler man sig næsten hjælpeløs over for det, vi står over for. Derfor bør du i morgen deltage i mødet i Den Internationale Fredskoalition: Det er et forsøg på at forene den internationale fredsbevægelse, som vi har været i gang med i over et år nu – i morgen er det 69. møde i træk, hvor vi mødes hver fredag, og vi er vokset ganske støt. De sidste par møder har vi haft mere end 1.000 deltagere online, og så har tusindvis af andre set videoen bagefter. Og hver uge diskuterer vi, hvad vi skal gøre. Og jeg tror, at en af de tidligere spørgere spurgte: »Hvorfor sender I ikke et budskab ud?« Måske vil vi præsentere et kort budskab i morgen, så folk har noget at bevæbne sig med, så de kan ringe til de folkevalgte, bruge sociale møder, tale med alle deres slægtninge, kolleger og venner: Få dem mobiliseret, for vi befinder os virkelig i et utroligt farligt øjeblik, og jeg tror, at til sidst – jeg er ret sikker på, at kontrollen over medierne smuldrer. Det faktum, at vi i Tyskland havde disse valgresultater, hvor to partier, FDP Liberale og De Grønne, blev pulveriseret, og dybest set udtrykker befolkningen deres bekymring med en klar erklæring mod krigen.

Så det er ikke umuligt. Men jeg vil sige, at det mest umiddelbare, du kan gøre, er at slutte dig til Den Internationale Fredskoalition (IPC) i morgen; fortæl alle dine venner om det, vi vil igen have en ekstraordinær kombination af talere. Så vidt jeg ved, er der ingen platform, som mødes regelmæssigt med udveksling af synspunkter på så højt et niveau, altid om dagens emner. Og du kan være sikker på, at vi i morgen udførligt vil diskutere konsekvenserne af, at Rusland har ændret sin atomare doktrin som reaktion på NATO’s politik. Og jeg tror, at det er noget, der vil trænge igennem til befolkningen, fordi vi nu er ved at nå et punkt, hvor der næsten ikke er nogen vej tilbage – men ikke endnu: Så der er stadig tid til at gøre noget.

SCHLANGER: I den forbindelse har vi lige fået en besked fra en person, som sagde: »Min ven sagde til mig, at jeg skulle melde mig til Den Internationale Fredskoalition i sidste uge. Jeg var skeptisk. Jeg har altid troet, at LaRouche-bevægelsen var noget marginal, og at ideen om at tage den internationale kamp op var noget håbløs. Men jeg er glad for, at min veninde blev ved. Hun har bedt mig om at komme med i ugevis. Jeg kom med: Det var utroligt!« Og hun skriver: »Jeg opfordrer alle til at deltage i opkaldet og blive aktive.«
Opkaldet finder sted kl. 11 østkysttid i morgen. Og jeg tror, at det viser, at folk bliver berørt af det, vi gør. Situationen er under forandring, der er et vakuum for reel diskussion på grund af mediernes rolle, men det er det, vi gør – vi ændrer det.
Så, Helga, har du nogle afsluttende ord?

ZEPP-LAROUCHE: Nej, men dette er helt klart det farligste øjeblik i verdenshistorien nogensinde. Og i stedet for at gemme sig og tænke, »hvordan kan jeg bevare mit privatliv«, som under Anden Verdenskrig, hvor de mennesker, der forsøgte at undgå krigen, endte med at blive ramt, fordi det endte med, at der ikke var noget sted at gemme sig. Og faren for en tredje verdenskrig er helt sikkert, at der ikke er noget skjulested! Så mobiliser det positive billede, du har af menneskeheden, og handl ud fra kærlighed til menneskeheden. For det, der motiverer mig stærkest, er tanken om, at hvis vi ikke løser dette problem, så vil alle de smukke ting, der er blevet skabt af generationer før os, gå tabt: Beethovens og andre komponisters musik; poesien fra alle de smukke digtere rundt om i verden vil være blevet komponeret for ingenting. Og det ville være en skam!
Så det er virkelig noget, man skal mobilisere i sig selv for at have styrken til at være en del af løsningen og stoppe dette og skabe en bedre verdenssituation med en ny økonomisk verdensorden ved at samarbejde med BRIKS-landene, for det ville være den nemme udvej.

SCHLANGER: Nå, Helga, jeg ved, at du er træt af jetlag og lige er kommet tilbage fra din rejse. Men tak, fordi du er med os i dag. Og igen, alle bør være med i morgen kl. 11.00 østkysttid. Du kan registrere dig og få linket på Schiller Instituttets hjemmeside. Så indtil i morgen, Helga, vi ses senere.

ZEPP-LAROUCHE: Vi ses i morgen!

The Schiller Institute NYC Chorus was back in the historic Little Italy district in the Bronx on September 15, 2024, to present the
9/11 Memorial Concert

Tragedy & Hope- Restoring the Classical Tradition in America. 

The inspiring commemoration of the tragedy of September 11, 2001, Tragedy & Hope, took place at Our Lady of Mt Carmel RC Church, and was addressed by FDNY Chaplain Msgr. Jamie Gigantiello with the FDNY Ceremonial Unit Color Guard. Please take a look at the concert program attached below as you watch this phenomenal event which presented the world dialogue of cultures that formed the American Classical Tradition.

Links: 
https://www.sinycchorus.com/past_events

YouTube

PROGRAM (PDF)

American music itself is very much what people brought to these shores from diverse circumstances around the world. Alongside native melodies, it was all brought together into a new classical school of music by the courageous efforts of Jeanette Thurber who created the National Conservatory of Music of America with the crucial role of Antonín Dvořák as director in the early 1890s and his collaboration with H.T. Burleigh. 

You’ll hear for the first time a new arrangement for America’s anthem, My Country ‘Tis of Thee, by Schiller Institute music historian Fred Haight, originally composed by Dvořák to replace the music for the American anthem from the British anthem, God Save the King.

You’ll also see the theme for another anthem, Battle Hymn of the Republic, which made its way from an early 19th century Slavonic church composition of the 26th Psalm by Ukrainian-Russian composer Dmitry Bortniansky, to the tune of abolitionist camp song, John Brown’s Body, and finally to the words of Julia Ward Howe during the Civil War.

The program includes the works of Brahms, Dvořák, H.T. Burleigh, Hall Johnson, Verdi & more.

Special guest artists: 

The NEO String Quartet, led by Jungwon Yoon
Elvira Green, soprano
Everett Suttle, tenor
Linda Childs, contralto
Michelle Erin, soprano
Dura Jun, pianist

Program

Greetings Jennifer Pearl, Chair, Schiller Institute NYC Chorus 

Opening narrative Dennis Speed, International Schiller Institute
FDNY Ceremonial Unit Color Guard Invocation and remarks:  
FDNY Chaplain Msgr. Gigantiello  
Litanei   Linda Childs, alto; Dura Jun, piano  Franz Schubert (1797-1828) 
Narrative: Elvira Green  
 African-American Spirituals ~  Schiller Institute Chorus, Diane Sare conducting
My Lord What a Mornin’
Lord, I Don’t Feel No-Ways Tired Everett Suttle, tenor arr. H. T. Burleigh (1866-1949)  
African American Spiritual,  arr. Hall Johnson (1888-1970)
Narrative: Elvira Green
Concerto No. 22, The Lord is my Light and my Savior  Dmitry Bortniansky (1751-1825) Schiller Institute Chorus; Megan Dobrodt conducting
Luleborë: Traditional Albanian Folk Song  Michelle Erin, soprano; Dura Jun, piano
Dem dunkeln Schoβ Simon Gjoni (1925-1991) Johannes Brahms (1833-1897) Schiller Institute Chorus; Megan Dobrodt conducting
Narrative: Elvira Green
Soon Ah Will Be Done arr. William L. Dawson (1899-1990) Schiller Institute Chorus; Diane Sare conducting
 —-   Intermission  —-
Part 2
Narrative: Dennis Speed String Quartet No. 12, “American”, Op. 96, B. 179: Antonín Dvořák (1841-1904) 1st movement: Allegro ma non troppo; 4th movement: Finale, Vivace ma non troppo NEO String Quartet ~
Traditional American Folk Songs ~
Poor Wayfarin’ Stranger: Traditional  Linda Childs, Alto;  
At the River: Aaron Copland (1900-1990): Old American Songs, Set II, No. 4 Everett Suttle, tenor
Long Time Ago: Aaron Copland: Old American Songs, Set I, No. 3 Everett Suttle, tenor
Narrative:  Elvira
Green Goin’ Home: arranged by William Arms Fisher (1861-1948), from Antonín Dvořák: Symphony No. 9, From the New World, Opus 95, B. 178 – Largo Schiller Institute Chorus; Dura Jun, piano; Megan Dobrodt conducting
Va, Pensiero: from the Opera Nabucco by Giuseppe Verdi (1813-1901) Schiller Institute Chorus; Megan Dobrodt conducting
Narrative:  Elvira Green
My Country ‘Tis of Thee: arranged by Schiller Institute music historian Frederick Haight from  Antonín Dvořák: String Quintet, Op. 97, Burghauser 180- Larghetto (A flat minor/B flat Major) NEO String Quartet; Schiller Institute Chorus, Nancy Guice conducting

Foto; SI

Panel III: Konsekvenserne af den igangværende videnskabelige revolution (14:00-17:00; 08:00 ET)

Ordstyrer, Claudio Celani

– Francois Mellet, industrial engineer, Director of Operations at Stratek Global (Sydafrika)

– Prof. Sergey Pulinets, ledende forsker, Det russiske videnskabsakademis Rumforskningsinstitut (Rusland)

– Prof. Gennady Aksenov, S.I. Vavilov Institut for Videnskabs- og Teknologihistorie ved Det Russiske Videnskabsakademi, Afdeling for jordvidenskabernes Historie (Rusland)

Panel II: Den Globale Majoritets forventninger til udvikling (18.00-21.00 CET; 12:00 ET)

Ordstyrer, Dennis Speed

– Jacques Cheminade, formand for Solidarité et Progrès, tidligere fransk præsidentkandidat (Frankrig)

– H.E. Donald Ramotar, tidligere præsident for Guyana (Guyana)

– Michele Geraci, tidligere statssekretær, det italienske ministerium for økonomisk udvikling (Italien)

– Folker Hellmeyer, cheføkonom i Netfonds AG (Tyskland)

– H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian, Den Palæstinensiske Myndigheds ambassadør i Danmark (Palæstina)

– Prof. Dr. László Ungvári, tidligere præsident for Wildau University of Technology (Ungarn)

– Tre repræsentanter fra det Globale Syd, som endnu ikke er annonceret

Foreløbigt program OPDATERET 14-06-2024

LØRDAG den 15. juni

Panel I: Europa efter valget til Europa-Parlamentet (14:00-17:00; 08:00 ET)

Ordstyrer, Dennis Speed

– Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet (Tyskland)

– Chas Freeman, forsker i USA og Kina og diplomat (pensioneret) fra USA’s udenrigstjeneste (USA)

– Dr. Olga Lazorkina, leder af udenrigspolitisk afdeling ved Belarusian Institute of Strategic Research (BISR), (Belarus)

– Prof. Georgy Toloraya, Direktør, Center for Asian Strategy, Institute of Economics of the Russian Academy of Sciences (Rusland)

– Caroline Galactéros, politolog (Frankrig)

– Oberstløjtnant (pensioneret) Ralph Bosshard, de schweiziske væbnede styrker; konsulent, militærstrategiske anliggender (Schweiz)

– Volker Tschapke, grundlægger og ærespræsident for det preussiske selskab Berlin-Brandenburg e.V. (Tyskland)

– Oberst (pens.) Alain Corvez, konsulent i internationale anliggender, tidligere rådgiver for det franske indenrigsministerium (Frankrig)

Verden på afgrundens rand: For en ny westfalsk fred!

Online-konference på www.schillerinstitute.com

15.-16. juni 2024 – Panel 1, kl. 14 dansk tid; Panel 2, kl. 18 dansk tid 
eller senere

Se alle videoer nedenunder.

Tilmeld dig her for at modtage linkene, opdateringer og talerlisten.

Du kan også se konferencen her: The World on the Brink: For a New Peace of Westphalia!

Schiller Instituttets foreløbige program for den internationale konference den 15.-16. juni

Den 11. juni 2024 (EIRNS) – Schiller Instituttet offentliggjorde i dag det foreløbige program for sin internationale online-konference den 15.-16. juni, »Verden på afgrundens rand: For en ny westfalsk fred!”

Foreløbigt program OPDATERET 14-06-2024

LØRDAG den 15. juni

Panel I: Europa efter valget til Europa-Parlamentet (14:00-17:00; 08:00 ET)

Ordstyrer, Dennis Speed

– Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet (Tyskland)

– Chas Freeman, forsker i USA og Kina og diplomat (pensioneret) fra USA’s udenrigstjeneste (USA)

– Dr. Olga Lazorkina, leder af udenrigspolitisk afdeling ved Belarusian Institute of Strategic Research (BISR), (Belarus)

– Prof. Georgy Toloraya, Direktør, Center for Asian Strategy, Institute of Economics of the Russian Academy of Sciences (Rusland)

– Caroline Galactéros, politolog (Frankrig)

– Oberstløjtnant (pensioneret) Ralph Bosshard, de schweiziske væbnede styrker; konsulent, militærstrategiske anliggender (Schweiz)

– Volker Tschapke, grundlægger og ærespræsident for det preussiske selskab Berlin-Brandenburg e.V. (Tyskland)

– Oberst (pens.) Alain Corvez, konsulent i internationale anliggender, tidligere rådgiver for det franske indenrigsministerium (Frankrig)

Panel II: Den Globale Majoritets forventninger til udvikling (18.00-21.00 CET; 12:00 ET)

Ordstyrer, Dennis Speed

– Jacques Cheminade, formand for Solidarité et Progrès, tidligere fransk præsidentkandidat (Frankrig)

– H.E. Donald Ramotar, tidligere præsident for Guyana (Guyana)

– Michele Geraci, tidligere statssekretær, det italienske ministerium for økonomisk udvikling (Italien)

– Folker Hellmeyer, cheføkonom i Netfonds AG (Tyskland)

– H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian, Den Palæstinensiske Myndigheds ambassadør i Danmark (Palæstina)

– Prof. Dr. László Ungvári, tidligere præsident for Wildau University of Technology (Ungarn)

– Tre repræsentanter fra det Globale Syd, som endnu ikke er annonceret

SØNDAG den 16. juni

Panel III: Konsekvenserne af den igangværende videnskabelige revolution (14:00-17:00; 08:00 ET)

Ordstyrer, Claudio Celani

– Francois Mellet, industrial engineer, Director of Operations at Stratek Global (Sydafrika)

– Prof. Sergey Pulinets, ledende forsker, Det russiske videnskabsakademis Rumforskningsinstitut (Rusland)

– Prof. Gennady Aksenov, S.I. Vavilov Institut for Videnskabs- og Teknologihistorie ved Det Russiske Videnskabsakademi, Afdeling for jordvidenskabernes Historie (Rusland)

Panel IV: Menneskehedens rige kulturer og den kommende gyldne renæssance (18.00-21.00; 12:00 ET)

Ordstyrer, Megan Dobrodt

– Jacques Cheminade, formand for Solidarité et Progrès, tidligere fransk præsidentkandidat; »The Culture of Peace« (Frankrig)

– Harley Schlanger, næstformand for bestyrelsen, Schiller Instituttet – USA; »Hvordan den offentlige mening manipuleres« (Tyskland)

– Sophie Tanapura, Maestra-sopran, grundlægger af Metropolitan Opera of Bangkok (Thailand)

– Karel Vereycken, maler og gravør, kunsthistoriker, Schiller Instituttet-Frankrig; »Samarbejde om verdens kulturarv: en vigtig nøgle til verdensfred« (Frankrig)

Man kan også se den på denne side.

Alle tegn peger på en storm! Vestens kollektive forsøg på at forfægte det neoliberale systems globale dominans efter afslutningen af Den kolde Krig har været en rungende fiasko. Størstedelen af nationerne var på ingen måde parate til at acceptere den »historiens afslutning«, som Francis Fukuyama havde annonceret for tidligt, og som landene i det Globale Syd blot opfattede som en fortsættelse af den kolonialistiske politik. De måder, hvorpå man forsøgte at cementere den unipolære verdensorden, fra farvede revolutioner, interventionskrige eller ensidige sanktioner med henblik på regimeskift, til brug af dollaren som våben, havde en enorm boomerang-effekt. I stedet for at acceptere vestlige neoliberale værdier vendte nationerne i Asien, Afrika og Latinamerika sig mod deres egne kulturelle traditioner og er nu, hjulpet af Kinas økonomiske fremgang, i gang med at opbygge deres egne økonomiske systemer baseret på suverænitet og lighed.

Men i stedet for at støtte det Globale Syds bestræbelser, som for længst er blevet den Globale Majoritet, på at overvinde fattigdom og underudvikling gennem industriel udvikling (hvilket også ville løse flygtningekrisen på den eneste humane måde), insisterer det såkaldte kollektive Vesten på »fortællingen« om, at det er en kamp mellem »demokratierne« og de »autoritære diktaturer«, at Rusland fører en »uprovokeret angrebskrig« mod Ukraine, og at Israel blot udøver sin »ret til selvforsvar« i Gaza. For at forsvare disse »fortællinger« undermineres forfatningsmæssige rettigheder som retten til ytringsfrihed, forbuddet mod censur og retten til forsamlingsfrihed.

Det er forbløffende at se, hvor fuldstændig ude af stand etablissementet i det kollektive Vesten er til at erkende fiaskoen i deres politik og foretage de nødvendige korrektioner! Efter mere end et dusin sanktionspakker er Rusland ikke »ruineret«, men den europæiske økonomi er ved at kollapse, især Tyskland! Efter stadig mere omfattende våbenleverancer, som for længst har bragt Vesten op på eller forbi det punkt, hvor de er en del af krigen, står det klart, at Ukraine ikke kan vinde. Rusland har nu gennemført sin første militærøvelse med sine taktiske atomvåben som en reaktion på den franske præsident Emmanuel Macrons trussel om at sende NATO-tropper til Ukraine og på den britiske udenrigsminister David Camerons og den amerikanske udenrigsminister Antony Blinkens anbefaling om, at Ukraine skal bruge vestligt leverede missiler til at angribe Rusland. Efter at Vesten i otte måneder har set på krigsforbrydelserne i Gaza, har ICJ og ICC nu grebet ind for at stoppe det igangværende folkemord, fordi det synes at være blevet klart for nogle kræfter, at de dobbeltstandarder, der hidtil er blevet tolereret, ødelægger hele den internationale ordens legitimitet.

I dag står vi på randen af den potentielt største katastrofe i menneskehedens historie. Hvis vi ikke overvinder den geopolitiske konfrontation mellem Vesten og Rusland og Kina, er der en meget kort afstand til optrapning til en ny verdenskrig, hvor den sikre brug af atomvåben vil resultere i en atomvinter og udryddelse af den menneskelige art.

Det tektoniske skift, der er forårsaget af den absolutte beslutsomhed hos nationerne i det Globale Syd om at forfægte deres ret til suveræn udvikling, repræsenterer også en monumental mulighed for at overvinde krisen. Først må vi sikre, at folk i Europa og USA lærer om den nye »Bandung-ånd«, der inspirerer nationerne i det Globale Syd, og derefter må vi påvise de enorme muligheder, der byder sig til, hvis vi samarbejder med disse stater om deres udvikling.

De næste seks måneder vil være af allerstørste betydning for menneskehedens fortsatte eksistens: NATO- og SCO-topmøderne i juli, BRIKS-topmødet i Rusland i oktober, det amerikanske præsidentvalg i november. I løbet af denne tid må det lykkes os at sætte idéen om en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur på den internationale dagsorden, som tager hensyn til alle planetens nationers interesser, hvis vi skal forhindre den ekstreme polarisering af verdensordenen i to adskilte og urokkelige blokke, så den bryder helt sammen.

Schiller Instituttets kommende konference vil derfor samle talere og kræfter, der er forenet i intentionen om at finde en vej ud af krisen ved at præsentere et nyt paradigme for den næste æra i den menneskelige udvikling.

Panel 1: Den største forandring i verdenshistorien

Panel 2: Den Globale Majoritets forventninger til udvikling

Panel 3: Betydningen af den igangværende videnskabelige revolution 

Panel 4: Rigdommen i menneskehedens kulturer og den kommende gyldne renæssance

Tilmeld dig her for at modtage linkene, opdateringer og talerlisten.

10. maj 2024. 52 minutters indhold (resten er tomt).
Del 2 fra Schiller Instituttets seminar i Danmark:
Stop drabene og begynd at genopbygge Gaza og regionen med Oase-planen:
LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling.

H.E. Prof. Dr. Manuel Hassassian er Den Palæstinensiske Myndigheds ambassadør i Danmark.
Tidligere ambassadør i Storbritannien og Ungarn. Kandidatgrad i internationale relationer fra University of Toledo, Ohio, og ph.d. i statskundskab fra University of Cincinnati. Var Executive Vice President for Bethlehem University på Vestbredden og professor ved University of Maryland, hvor han udviklede et kursus i konfliktløsning mellem Israel og Palæstina. Han var PLO’s chefrådgiver i spørgsmålet om Jerusalems status.

Ambassadøren holdt en meget polemisk tale om det palæstinensiske folks igangværende tragedie, konfliktens historie, og hvad der er nødvendigt for at stoppe folkemordet. Ambassadøren opfordrede de 12 lande, der var repræsenteret på seminaret, og det internationale samfund til at handle for at stoppe drabene og anerkende et suverænt Palæstina. Han understregede behovet for en politisk løsning baseret på palæstinensisk suverænitet, støttet af økonomisk udvikling. Oase-planen (oprindeligt foreslået af Lyndon LaRouche i 1975) vil være en vigtig katalysator for økonomisk udvikling, fastslog han.

Tolv ambassader fra Sydvestasien og Nordafrika, nationer andre steder i Asien og Afrika og fra Vesteuropa deltog i seminaret, foruden medlemmer og venner af Schiller Instituttet.

Stop drabene og begynd genopbygningen:

Dansk oversættelse af talen af H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassians, Den Palæstinensiske Myndigheds ambassadør i Danmark, ved Schiller Instituttets konference i København, onsdag den 8. maj 2024

Det er en stor fornøjelse at mødes med jer her til morgen. Jeg takker Schiller Instituttet for at have inviteret mig til at tale om et emne, der i bedste fald er usikkert, om man så må sige. Vi takker Helga for hendes omfattende introduktion af Oase-planen, og hvordan den kan føre til stabilitet og til regional og global sikkerhed. Selvfølgelig fortsætter debatten med sådanne teorier, så længe de ikke er gennemført fuldt ud, men ideer bør altid udbredes for i sidste ende at finde en sandsynlig løsning på at skabe en mere sikker verden.

Vi husker, at vi bortset fra Den kolde Krig i 60’erne og 70’erne følte os mere sikre, og at verden var meget mere stabil, da vi havde udbredt polaritet i stedet for unipolaritet, men da Sovjetunionen brød sammen i 1988, blev vi vidne til en unipolær magt, hvis konsekvenser vi ser i dag med regionale krige, ustabilitet og det, jeg kalder ny imperialisme.

Nu har vi hørt så meget om regionale konflikter og om den palæstinensisk-israelske konflikt: Jeg kunne starte med at sige, at denne konflikt ikke startede den 7. oktober, og jeg vil ikke gå ind i en forklaring på, hvorfor den 7. oktober fandt sted, men det er en naturlig reaktion for mennesker under 13-14 års belejring at handle på den måde, de har gjort.

Spørgsmålet er, om palæstinenserne blev angrebet den 8. oktober: Overalt blev palæstinenserne og deres ledere angrebet som terrorister, som om de ikke er mennesker, der har lidt under besættelse i de sidste 75 år. Men efterhånden som krigen udviklede sig, efterhånden som aggressionen mod vores folk i Gaza udviklede sig, begyndte den internationale samvittighed at vågne op for at se, om denne uforholdsmæssige reaktion på det, der skete den 7. oktober og i de sidste 75 år, kan retfærdiggøres eller ej? Det var det udfordrende spørgsmål, som blev stillet til det internationale samfund. Og vi begyndte dag for dag at opleve mere sympati og empati med det palæstinensiske folk, fordi de sociale medier og mediedækningen for første gang i historien har vist besættelsens grimme ansigt, og hvad besættelse kan gøre ved et folk i de sidste 75 år.

Det er så ironisk, og jeg betragter det som et modsætningsforhold, når man ser staten Israel, som hævder at være jødisk, lide et Holocaust, skabe et offer ud af ofrene, og lade palæstinenserne betale prisen for det Vesteuropa gjorde mod jøderne, da de levede i deres samfund. Så palæstinenserne skal betale prisen. De er blevet fordrevet fra deres land, de er blevet dræbt, lemlæstet, og det, vi er vidne til i dag, er det rene folkemord. Etnisk udrensning, kollektiv afstraffelse og folkedrab er det bedste udtryk for det, vi i dag kalder en apartheidstat. Ingen kan benægte, at Israel i dag kaldes en apartheidstat, fordi det har kvalificeret sig til at få den betegnelse.

Dette er en krig eller en konflikt, der har stået på i de sidste 75 år mellem to erkendelsesmæssige samfund. Det ene forsøger at redde sit land, det andet forsøger at tage landet. Så det, vi kalder Israel i dag, er en kolonial bosætterbevægelse, fordi det jødiske område startede i 20’erne og 30’erne under Storbritanniens sponsorat under det britiske mandat i Palæstina, og vi har set omfattende optøjer mod briterne i Palæstina i 1920, 29 og 36 indtil krigen i 1948, hvor vi har set, at Storbritannien systematisk pressede på for at få jøder til at immigrere til Palæstina. Med andre ord tog det næsten 30 år at gennemføre Balfour-erklæringen fra 1917, som lovede jøderne et nationalt hjem. Da krigen brød ud i 1948, blev Israel betragtet og accepteret som uafhængigt og blev straks anerkendt af FN.

Udfordringen i dag er, at palæstinenserne er gået i gang med en besværlig, vil jeg sige, vej mod forsoning med Israel. Vi har accepteret Oslo-aftalen, vi har i 1988 accepteret at anerkende Israel, ikke kun i praksis, men også retligt, og vi har endda forsøgt at foregribe enhver form for afsluttende forhandlinger. Til gengæld har vi set, at Oslo-aftalen er blevet brugt af israelerne til at firedoble antallet af bosættere på den besatte Vestbred, både hvad angår demografi og geografi. Og vi har set, at Netanyahu, der kom til magten, havde som sit ultimative mål at ødelægge Oslo-aftalen. Og siden Oslo-aftalen blev indgået, sidder vi i dag fast mellem det historisk uundgåelige og det politisk umulige. Med en så højreorienteret og ekstrem regering i Israel er det umuligt at indlede nogen form for forhandlinger om fremtidig stabilitet og sikkerhed.

Nu har Israel i 210-211 dage systematisk bombet civile med angreb. Mellem i går og i dag er mere end 40 i Rafah allerede blevet gjort til martyrer. Vi har mere end 35.000 dræbte, 50% af dem er børn; vi har mindst 10.000 under murbrokkerne, mere end 147 læger er blevet dræbt, 52 hospitaler er blevet totalt ødelagt; der er ikke noget brændstof til at drive de resterende to eller tre hospitaler. Nu, hvor Rafah-grænseovergangen er kontrolleret, kommer der ikke noget brændstof ind i Gaza, og 70 % af infrastrukturen i Gaza er totalt ødelagt.

Så hvad skal vi kalde denne krig? Er det en forsvarskrig? Forsvarer Israel sig selv, eller er det en decimeringskrig mod et folk, hvis eneste skyld er deres stræben efter uafhængighed og frihed?

Nogle gange virker det så ironisk, når jeg siger til europæiske eller amerikanske embedsmænd, som jeg har gjort så mange gange i min karriere som diplomat, at de bliver ved med at bombardere os med deres retorik om en to-statsløsning, og jeg begynder at grine, når jeg hører denne sætning “to-statsløsning”. Ødelæggelsen af Palæstina er næsten i hus, og de taler stadig om en “to-statsløsning”. OKAY! Hvis I tror på en to-statsløsning, hvorfor bruger I så vetoretten i FN, når næsten 140 lande har anerkendt staten Palæstina, og I bruger vetoretten, mens hele Europa følger den amerikanske beslutning. Så hvor er balancen, når man taler om en “to-statsløsning”?

Hvad beder palæstinenserne om i dag? De beder om det samme menneskelige princip om selvbestemmelse. Hvorfor har hele verden ret til at praktisere selvbestemmelse, som det blev vedtaget i Woodrow Wilsons 16. artikel, mens det ikke er vigtigt, når det drejer sig om Palæstina? Er vi børn af en laverestående Gud, som ikke kan accepteres i det internationale samfund som en uafhængig nationalstat?

Da det zionistiske projekt startede i Palæstina, var vi langt fremme regionalt: Vi havde en havn, vi havde en lufthavn, vi havde en økonomi, vi havde et landbrug. Det var ikke, som Golda Meir sagde, at ørkenen blomstrede, da zionisterne kom til Palæstina. Det er en historisk fejlslutning. Det er ikke sandt, og vi har al den historiske dokumentation, der beviser det modsatte.

Så denne beskyttede konflikt, der har stået på i så mange år nu, har ikke rystet hele verdenssamfundets samvittighed. Det er som at behandle det som en regional konflikt, som en konflikt mellem to mennesker, som om de kæmper om det samme land. Palæstinenserne bestrider ikke landet: Det er vores land! Zionisterne er indtrængende. De kom for at kontrollere vores land. Så det er ikke et land, der er i konflikt. Det er ikke en konflikt mellem to mennesker om et land, der ejes af begge. Israel er en indtrængen. Det zionistiske projekt blev støttet af det internationale samfund, og derfor bør det internationale samfund påtage sig ansvaret for at vende udviklingen.

Jeg kan blive ved med at tale om denne grimme besættelsespraksis i timevis. Men alt, hvad jeg vil sige, er dybest set følgende: Hvordan får vi sat en stopper for denne konflikt? Og hvem er de vigtigste aktører i forsøget på at gennemtvinge en løsning på denne konflikt? Det er så frustrerende, at USA, som hævder at have stået i spidsen for fredsprocessen i de sidste 30 år, har vist sig at være en sørgelig fiasko, fordi de ikke praktiserede konfliktløsning, men krisestyring. Og i dag har amerikanerne vist sig at være en sørgelig fiasko som tredjepart, som en ærlig fredsmægler, af den simple grund, at de uretfærdigt har støttet den øverste part, Israel, frem for den nederste part, Palæstina!

Så vi har ikke tillid til amerikanerne. Jeg har ondt af det amerikanske folk, som har et så svagt lederskab i USA, der har en nærsynet vision om, hvordan man skaber sikkerhed og global sikkerhed og fred i verden. En præsident, der taler om at tillade humanitær adgang, er den samme præsident, som sender tusindvis af bomber for at dræbe uskyldige børn og palæstinensere i Gaza!

Hvordan kan vi acceptere senile kommentarer fra en præsident, som ikke ved, hvad han taler om? Og alternativet er ikke bedre.

Vi kan ikke længere bruges som kastebold i en global konflikt. Ja, en sådan konflikt kan føre til en regional krig, en sådan konflikt kan føre til en global krig, men når alt kommer til alt, er det så ikke sult og fattigdom, dyb fattigdom, der er den egentlige grund til krig? Er det ikke nationale interesser, som kommer før alt andet?

Så hvad taber det internationale samfund, hvis de anerkender staten Palæstina? Vi indgik vores historiske kompromis i 1988, da vi kun accepterede 22 % af det historiske Palæstina som en uafhængig stat, hvilket vil sige Vestbredden, Gaza og Østjerusalem; og vi har givet legitimitet til fødslen af et zionistisk projekt med over 78 % af det historiske Palæstina. Og stadig hungrer zionisterne efter mere land, efter at få Vestbredden. Israel er ikke interesseret i Gaza. Israel er kun interesseret i Gaza ud fra et sikkerhedsperspektiv, for at kontrollere det, og sådan er det.

Men når man taler om Vestbredden, så taler man om “Judæa og Samaria”. Det er hvad israelerne presser på for at få deres bosættelser, så de dybest set kan kontrollere og alligevel forene Vestbredden med det egentlige Israel. For det er den bibelske profeti: For jødernes vedkommende er dette det forjættede land. Som om Gud er en ejendomsmægler. Han sagde: “I er de udvalgte, og Palæstina er for jer.” At det er en Gud, der lover land og betragter jøderne som det udvalgte folk – jeg vil ikke tro på den Gud. Den Gud har ingen betydning for mig.

Og i dag er der en stor debat mellem den katolske kirke og Israel, især jøderne, om spørgsmålet om de bibelske profetier og det forjættede land. Nu kommer der stemmer, som udfordrer denne retorik om, at “dette land tilhører os, fordi Gud gav det til os.” To milliarder mennesker, der følger katolicismen i dag, er i total modstrid med det zionistiske perspektiv om, at “dette er det jødiske land, det forjættede land, som Gud har givet os.”

Nogle gange sidder jeg og tænker over, at der i de sidste 20 år har været mangel på legitimt lederskab, at der er mangel på karismatisk lederskab i verden, og at verden ikke bliver bedre. Den forværres af konflikter, sult og uretfærdighed. Og jeg undrer mig over, hvorfor vi ikke har et lederskab, der kan påtage sig ansvaret for at lede denne verden?

Jeg har kortvarigt studeret i USA i forbindelse med min ph.d. og min mastergrad, og jeg har udført masser af forskning med amerikanske institutter, herunder Harvard. Alle disse tænketanke, alle disse ressourcer, som I har i USA, og produktionen af to kandidater til præsidentposten, Biden og Trump, er en skændsel. Det viser, at disse politiske partier leder folket, og det er ikke folket, der leder dem. Og det er derfor, jeg udfordrer denne form for demokrati, for det er demokrati for de få; det er demokrati for de rige. Vi ser næppe nogen komme fra ghettoerne og blive USA’s præsident på baggrund af fortjeneste, intellektualitet og så videre. Det findes ikke hos os.

Og jeg kan fortælle jer, at der aldrig vil ske en ændring – og her henvender jeg mig til den kinesiske delegation – der vil aldrig ske en ændring i USA’s politik i Mellemøsten. Siden Truman og frem til i dag har den været baseret på fire hjørnesten: For det første, at inddæmme kommunismen, og da Sovjetunionen gik i opløsning, skabte de noget, de kaldte “islamisk fundamentalisme”, for at retfærdiggøre deres herredømme og nye imperialisme. For det andet, at kontrollere olieprodukterne i den arabiske verden, kontrollere den militært eller gennem prisen, de styrer den. For det tredje, at støtte et stedfortræderregime, som gør deres beskidte arbejde i Mellemøsten på en uretfærdig måde, nemlig Israel. Og for det fjerde, at forsøge at bremse enhver form for befrielsesbevægelse, der kommer ud af regionen.

Uanset om Demokraterne eller Republikanerne kommer til magten, har disse fire hjørnesten aldrig ændret sig som USA’s grundlæggende politik i Mellemøsten. Hvis Demokraterne eller Republikanerne er ved magten, er det Tweedle Dee og Tweedle Dum, mine venner. C’est la même chose, en français: Det er den samme historie.

Så hvordan kan vi stole på, at USA som en tredje part kan bygge bro over kløften og uligheden mellem to partnere, der ikke er på lige fod? Da vi sad og forhandlede fred med israelerne, var vi ikke på lige fod. Amerikanerne udarbejdede resolutionerne, og palæstinenserne blev tvunget til at acceptere dem med ren og skær magt! Så der var {aldrig} seriøse forhandlinger! Forhandlinger er baseret på symmetri mellem to stridende magter, der er på lige fod og forsøger at løse et problem. Det var ikke tilfældet med vores forhandlinger, mine damer og herrer! Det var altid et magtpolitisk diktat. Og palæstinenserne måtte som den underlegne part altid betale prisen.

Lad jer ikke narre af, hvad der foregår i Israel i dag, hvad angår demonstrationer. Den israelske befolkning står fuldstændig bag deres ledere. Lad jer ikke narre.

Der er sket et dramatisk skift fra den første intifada til i dag, hvad angår den offentlige mening i Israel. De er alle sammen ekstremt højreorienterede. Det, vi kalder de venstreorienterede progressive elementer i Israel, er ubetydelige, og de er fuldstændig marginaliserede.

Hvis Israel ikke var ekstremt højreorienteret, hvem ville så have bragt Ben-Gvir og Smotrich og Netanyahu til magten? Er det ikke rigtigt? Vi kunne have forventet en meget mere liberal regering, som virkelig kunne presse på for fredsprocessen. Men desværre har vi været vidne til et ekstremt højreorienteret skift i den offentlige mening i Israel, som har bragt folk som Smotrich, Ben-Gvir og Netanyahu til magten.

Så vi siger altid: “Velgørenhed starter derhjemme.” Vi kan ikke forvente nogen form for stabilitet i regionen, hvis USA fortsætter med denne politik, som jeg anser for at være dobbeltmoralsk. På den ene side forsøger vi at skabe fred med vores nabolandes regeringer – at Israel kun er kirurgisk, når det handler med Hamas, men vi kan se konsekvenserne af det: Det kan opildne Egypten, det kan opildne Libanon til en regional krig. Indtil videre er det blevet kontrolleret.

Men jeg tror, at amerikanerne har mistet troværdighed, da de ikke kunne få en våbenhvile i stand, og jeg kan ikke se, at den vej er tvingende nødvendig for USA, og vi har indtil videre set modstridende politik fra USA, som ikke stabiliserer, men destabiliserer situationen yderligere.

Og vi har ikke set det internationale samfund stå frem og fordømme Rafah, hvad de anser for at være et inddæmmet angreb på Hamas’ sidste tilholdssted, som om de ved, hvor de militante Hamas-medlemmer er.

Så det er undskyldninger for at lægge pres på 1 million palæstinensere, så de begynder at flytte ind i Egypten. De vil skabe kaos og frygt, så folk forlader deres hjem og begynder at migrere mod Egypten. Og det ville skabe et stort problem for Egypten, fordi landets holdning er, at palæstinenserne ikke skal have lov til at forlade Gaza. Ved at gøre det giver de nemlig grønt lys for, at Israel kan fortsætte med at udrydde palæstinenserne og slippe af med dem “demografisk” fra Gaza.

Hvis Israel med sine folkemorderiske angreb havde formået at slippe af med Hamas, mine damer og herrer, så er Hamas nu en illusion. Det er ikke en person, der kæmper. Det er en ideologi. Selv hvis de dræber alle disse militante, vil der opstå andre militante. Når man taler om 35.000 martyrer, hvor mange af de børn, der overlever det her, vil så glemme det? Ikke sandt? Ingen vil glemme det.

Israel bør forstå, at de ikke kan, og at de ikke kommer af med det palæstinensiske folk. Israel bør forstå, at dets legitime fødselsattest til at være i Mellemøsten kun er givet af palæstinenserne og ikke af USA! Israel bør forstå, at uden Palæstinas uafhængighed vil landet være en garnisonsfæstning i Mellemøsten. Og det psykologiske problem med at være i en garnisonsstat vil skabe en masse psykologiske problemer i fremtiden for et land, der havde chancen for at skabe fred og bare lod den glide væk.

Tingene kommer ikke til at ligge stille. Palæstinenserne vil fortsætte deres kamp. Der er ingen militær løsning på denne konflikt: Alle ved, at selv Israel, med al sin tekniske magt, med al sin teknologi, ikke kunne få palæstinenserne til at knæle.

Og hvis man ser på livsmodet hos disse mennesker i Gaza, er det utroligt! De siger altid, at vi aldrig vil vende tilbage til Nakba (katastrofen) i 1948. Vi vil aldrig emigrere. Vi vil aldrig forlade vores land. Vi vil hellere dø end forlade det. Denne modstandskraft, denne beslutsomhed, dette engagement hos et folk bør vække det internationale samfunds samvittighed og sige, at disse mennesker fortjener at have deres egen stat, fortjener at have deres eget uafhængige land.

Israel leger med ilden. Og jeg tror, at ødelæggelsen af Israel er begyndt. Og det, vi er vidne til i USA med hensyn til studenterstrejkerne og alt det andet, er det bedste eksempel på Biden-administrationens fallit i håndteringen af konflikten i Gaza; det er også et eksempel på ineffektiviteten i håndteringen af krigen i Ukraine. Og dens ineffektivitet i forsøget på at sprede sit overherredømme over verden som en unipolær magt. Og hvis vi sammenligner det, der sker på universiteterne i USA nu, med Vietnam-krigen i 60’erne, så er dette begyndelsen til enden på en sådan æra.

Så begynder vi at se dramatiske forandringer i Mellemøsten. Vi har brug for nye regeringer. Vi har brug for nye regeringer: Vi har brug for regeringer, der vil fremme global sikkerhed og stabilitet gennem økonomisk udvikling, gennem Oase-planen.

Vi har brug for en ny regering i Israel! Den skal i det mindste være mindre zionistisk i sin tilgang til konfliktløsning i stedet for konflikthåndtering.

Vi er også nødt til at have et forenet lederskab mellem alle vores palæstinensiske fraktioner: For forenet står vi, splittet falder vi.

Hvis ikke disse tre betingelser er til stede, vil denne konflikt få yderligere forgreninger, som vil føre til ødelæggelse og, Gud forbyde det, til en global krig.

Mine damer og herrer: I dag er det ikke ideologi, der driver folk i krig. Det er national interesse. Det er økonomiske interesser. Men menneskers engagement gennem religion er skræmmende, og Gud forbyde, at vores konflikt en dag bliver en konflikt mellem muslimer og jøder. For det er ikke hensigten. Vi mener, at dette er en national kamp med en verdslig ideologi om at opbygge en demokratisk enhed i Palæstina. Det er det, min ledelse tror på.

Men vi kan ikke gøre det alene. Vi er nødt til at gøre det i fællesskab, og i fællesskab betyder præsidentvalg, parlamentsvalg og en total reform af vores politiske infrastruktur. Jeg siger dette som selvkritik, fordi jeg er nødt til at være ærlig som akademiker og fortælle jer præcis, hvad vi er nødt til at gøre for at opnå en bæredygtig og langvarig fred.

Fred er ikke at underskrive et dokument. Vi havde fred mellem Jordan og Israel. Vi havde fred mellem Egypten og Israel. Det er kold fred. Spørg enhver egypter i dag, og han vil fortælle dig: “Israel er ikke vores ven. Så længe de besætter Palæstina, vil vi ikke have et normalt forhold til israelerne. OK, mellem regeringer, ja.” Det samme i Jordan. Ægte fred vil blive opnået, når palæstinenserne har ret til selvbestemmelse. Så vil den arabiske verden være klar til at samarbejde og acceptere Israel som et legitimt land i Mellemøsten. Men nu er Israel udstødt. Israel er en zionistisk besættelsesmagt, det er ikke legitimt.

Og lad mig slutte, for min tid er forbi: Det er let at underskrive en fredsaftale, men det er meget svært at skabe fred, og den fredsopbygning kræver en indsats for at forsøge at skabe synergi mellem civilsamfundene på begge sider, mellem mennesker, og her kommer processen med at afslutte konflikter og udvikle demokratier, for vi tror på, at demokratier som udgangspunkt ikke bekæmper hinanden.

Og økonomisk udvikling, som den støttes af Schiller Instituttet, af LaRouches koncept for økonomisk udvikling, kunne spille en central rolle i processen med at forsøge at skabe global sikkerhed gennem regional sikkerhed og ved at afslutte den palæstinensisk-israelske konflikt.

Det ville være, vil jeg sige, begyndelsen på en æra, hvor lande i verden, nord og syd, ville begynde at indse, at krig ikke er svaret, men at opbygning af økonomiske bånd er svaret, fordi det ville være en win-win-situation.

Mange tak skal I have.

Oase-planen: Fred kun gennem udvikling
Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets grundlægger og internationale leder, og den amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouches (1922-2019) årtier lange samarbejdspartner, som talte online.

Det umulige er selvpålagt: Fred gennem økonomisk udvikling er den eneste vej frem i Vestasien
Hussein Askary, Schiller Instituttets koordinator for Sydvestasien.
Medforfatter til: “Extending the New Silk Road to Southwest Asia and Africa”, arabisk oversætter af: “The New Silk Road Becomes the World Land Bridge”.

Kontaktpersoner:
Den Palæstinensiske Mission i Danmark: +45 33 93 22 39, info@palestine.dk
Schiller Instituttet i Danmark: +45 53 57 00 51; si@schillerinstitut.dk
Engelsk: www.schillerinstitute.com
Dansk: www.schillerinstitut.dk

Andre relaterede hjemmesider på engelsk:
www.laroucheorganization.com
www.larouchepub.com

Arabisk: https://t.me/larouchearabic

Uddrag af invitationen:
Schiller Instituttets seminar i København er tilrettelagt for at fremme den vigtige dialog, der blev ført under vores internationale online-konference den 13. april 2024 med titlen “Oase-planen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina og for hele Sydvestasien”, som er tilgængelig på YouTube.

H.E. Prof. Dr. Manuel Hassassian, Det Palæstinensiske Selvstyres ambassadør i Danmark, præsenterede den igangværende tragedie for det palæstinensiske folk og behovet for en politisk løsning baseret på palæstinensisk suverænitet og lige rettigheder, støttet af økonomisk udvikling. Der kan ikke være nogen militær løsning, fastslog han.

Helga Zepp-LaRouche indledte sin tale med at fremhæve det påtrængende behov for at tilføre et perspektiv af håb for at vise vejen ud af den katastrofale situation i Sydvestasien, og advarede om potentialet for en fuldstændig regional og endog global krig. Hun understregede behovet for en helt ny tilgang, der tager højde for palæstinensernes, israelernes og alle regionens landes kombinerede økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser.

Nu må drabene stoppe, og genopbygningen må begynde.

Massiv humanitær hjælp må strømme ind.

Der skal indkaldes til en international konference for at finde en politisk løsning, herunder fuld international anerkendelse af en suveræn palæstinensisk stat.

Men hvor kan lyset komme fra midt i det nuværende mørke? Schiller Instituttet er overbevist om, at en fremtidig vision om økonomisk udvikling for hele regionen, som nu inkluderer et genopbygget Gaza som det første skridt, er nødvendig for at lyse op på vejen til fred.

Denne vision er Oase-planen, som først blev foreslået af den amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche (1922-2019) i 1975 efter en rejse til regionen. Oase-planen tager fat på den største barriere for udvikling i regionen – manglen på ferskvand – gennem opførelsen af et netværk af afsaltningsanlæg, ideelt set atomdrevne, langs Middelhavskysten og langs to nye kanaler: en kanal mellem Det Røde Hav og Det Døde Hav og en kanal mellem Det Døde Hav og Middelhavet. En oversigt kan ses i LaRouche-organisationens 14 minutter lange video, Oase-planen: LaRouches løsning for Mellemøsten….

Død, ødelæggelse og sult er blevet brugt som krigsvåben; økonomisk udvikling skal bruges som et fredsvåben: til at forvandle sværd til plovskær. Vi må alle handle nu for at stoppe drabene og starte genopbygningen.