Helga Zepp-LaRouches åbningstale:

Lad mig først byde jer alle velkommen. Jeg tror, vi alle deler den absolutte rædsel over, at vi stadig sidder på randen af det, der kan blive 3. verdenskrig. Jeg overdriver ikke faren det mindste. Det er meget svært at være rolig, når man har USA’s præsident, præsident Trump, der siger: “Jeg vil måske slutte mig til Israel i bombningen af Iran; måske gør jeg det ikke. Ingen ved, hvad jeg vil gøre.” Det ved han åbenbart ikke selv. Hvis man tænker over, hvad konsekvenserne af dette ville være, og hvor skrøbeligt det, der er tilbage af verdensfreden, er, kan jeg kun fortælle, at mange mennesker, vi har talt med de sidste dage, er fuldstændig usikre og forfærdede. Vi har modtaget flere e-mails til vores kontor fra mennesker, der siger, at de tager på ubegrænset ferie; de tager til et område, der geopolitisk set ikke er i fare for at blive inddraget i denne konflikt. Men som de relevante eksempler fra Anden Verdenskrig viser, er der ingen sikre steder, når man først er kommet ind i denne krigsdynamik.

Den umiddelbare fare ville være, hvis USA blev trukket ind i bombningen af Iran. USA har disse bunkerbuster-bomber, meget tunge bomber, som trods deres størrelse endnu ikke er tilstrækkelige til at eliminere Irans atomfaciliteter, som ligger 80 meter under jorden i bjergene forskellige steder. De er heller ikke lette at ramme, fordi den nøjagtige placering ikke er kendt, da de kan ligge et stykke fra indgangen i en vinkel til siden. Så det er en meget farlig situation. Hvis man kommer ind i denne dynamik, vil den endelige fase naturligvis være, at Israel kan bruge en atombombe eller flere atombomber til at eliminere de iranske atomanlæg. Nu eskalerer det også, fordi den israelske forsvarsminister Katz har fremsat en åben trussel om at myrde den øverste leder [Ali Khamenei] og sagt, at han har mistet sin ret til at eksistere, hvilket er et sprog, der allerede er hårrejsende. Hvis man ser på det store billede, følger det der sker i Mellemøsten, gamle drejebøger. Uanset hvad præsident Trump tror, han gør, er det ikke hans egen beslutning. Lige nu følger alle begivenhederne drejebogen for politikken, som oprindeligt blev skrevet af Richard Perle og Douglas Feith under titlen »Clean Break«, der var de neokonservatives svar i 1996 på præsident Clintons Oslo-aftaler. Desuden nævnte vi i sidste uge en rapport fra Brookings Institution fra 2009, en 170-siders rapport, der detaljeret beskriver alle de forskellige faser, der har ført til den nuværende krise, herunder indgåelsen af atomaftalen med Iran, JCPOA, som Obama indgik, som præsident Trump ensidigt har opsagt. Det fremgår også af Brookings Institution-rapporten, at dette ville føre til et påskud for at angribe Iran, hvilket er det, vi ser lige nu.

Det er også meget klart, at briterne har en særlig interesse i at holde denne konflikt i gang. Vi har ikke kun set briternes rolle i krigen i Ukraine, men også her. Premierminister Starmer har sat de britiske styrker i beredskab, og de forskellige tidligere chefer for MI6 er klart tilhængere af en optrapning. Det bør minde os om, at det umiddelbare mål med hele denne operation ikke kun er det, der sker i Mellemøsten, hvor man i »Clean Break«-scenariet havde udpeget syv nationer, hvor der skulle ske et regimeskifte: Det var Irak, Syrien, Iran, Libanon, Saudi-Arabien, Libyen og de palæstinensiske besatte områder. Man kan se, hvor de fleste af disse lande – med undtagelse af Saudi-Arabien – ligger; Iran ville være det sidste på listen. Libyen er en fuldstændig mislykket stat, Syrien lider den dag i dag, og Libanon er naturligvis i en forfærdelig tilstand.

Så dette var en politik for fuldstændig ødelæggelse. Men regimeskiftet i regionen var ikke det eneste mål. Vi skal naturligvis huske, at det britiske Overhus havde sagt, at de ville gøre alt for at forhindre der nogensinde kom en anden Trump-regering [»U.K. Foreign Policy in a Shifting World Order«, december

2018 –red.] Da de ikke kunne forhindre det, forsøger de naturligvis at undergrave det så hurtigt som muligt. Desværre er hele denne operation allerede kommet langt i den retning, hvilket man kan se i lyset af, at halvdelen af præsident Trumps vælgerbase nu næsten vender ham ryggen. MAGA-basen mener, at dette er et forræderi, fordi Trump havde lovet, at han ville afslutte alle krige og ikke starte nye. Nu er han ved at føre USA ind i en krig, der kan blive atomkrig.

Desuden ser Trump ikke ud til at lytte til de mennesker i sit kabinet, som han havde udnævnt til at modarbejde neokonservative. Hans første regering havde i vid udstrækning fejlet, fordi han ikke kunne besejre de britiske bestræbelser på at destabilisere ham med Russiagate-operationen, som viste sig at være en komplet forfalskning, hovedsageligt på grund af det faktum, at hele Trump-apparatet var inficeret med neokonservative på alle mulige niveauer. Trump forsøgte at modsætte sig det denne gang ved at udnævne personer som Tulsi Gabbard, Kash Patel og J.D. Vance, der synes at være på hans side. Men der er stadig den neokonservative fraktion, der bevæger sig i den anden retning. Så da Tulsi Gabbard i februar orienterede om efterretningstjenesternes rapport, at der ikke er nogen tilkendegivelser af, at Iran er ved at forberede sig på at bygge en atombombe – og hun gentog det for nylig – var Trump meget afvisende og sagde, at han ikke tror, hun ved, hvad hun taler om. Det er meget bekymrende, og det sætter også en anden vinkel på den video, som Tulsi Gabbard lavede, da hun kom tilbage fra sin rejse til Hiroshima, hvor hun på den mest barske måde og med fremragende optagelser viste, hvad en atomkrig ville medføre. Nemlig at den ville brænde alle borgere og udslette alle byer i USA og resten af verden. Jeg synes, vi absolut skal fortsætte med at bruge hendes video samt tidligere videoer, vi har vist på den Internationale Fredskoalitions møder, om konsekvenserne af en atomkrig, for medmindre folk forstår, at vi taler om civilisationens undergang, hvis denne konflikt eskalerer, forstår de ikke rigtig, hvad det handler om.

Jeg synes ikke, det er for meget at sige, at vi befinder os i nogle absolut skæbnesvangre uger, for i næste uge er der NATO-topmøde. Oprindeligt havde NATO til hensigt at gå videre med sin globale NATO, at fortsætte med at opbygge NATO-blokken ved at trække alle mulige lande ind, der naturligvis er imod tanken om en multipolær verden. Det går ikke så godt, simpelthen fordi Trump er en usikkerhedsfaktor. Han har tidligere truet med, at USA måske vil trække sig ud af NATO; det ser ikke særlig sandsynligt ud lige nu. Men det er helt klart en uforudsigelig faktor, som vi netop har set på G7-topmødet i Canada. Trump rejste tidligt og viste dermed sin foragt for denne gruppe. Det kan ske igen på NATO-topmødet, men NATO vil helt sikkert styrke og bekræfte sin politik om, at der er disse permanente fjender, en direkte trussel, som nævnes i det dokument, der er ved at blive udarbejdet til topmødet, nemlig at Rusland er en sådan trussel. Derefter vil den fjendtlige holdning over for Kina helt sikkert blive opretholdt. Det er den slags geopolitisk tænkning, der er den virkelige trussel. For hvis det ikke er krigen i Ukraine, der løber løbsk, eller situationen i Iran, kan det meget vel blive den kommende krig med Kina, som vi ved, at nogle af disse mennesker er fast besluttede på at få i stand.

Situationen i Mellemøsten er i sig selv forfærdelig. Efter en uges bombardementer – missiler, droner, bomber – fra både Israel og Iran er der sket store ødelæggelser i Iran. Nogle af atomreaktorerne er blevet ramt. Den israelske side ser helt forfærdelig ud. Ifølge Scott Ritter er skaderne i form af ødelæggelse af infrastruktur, der allerede er sket, på mere end en halv billion dollars – det er 500 milliarder dollars. Og for et relativt lille land med kun 9,7 millioner indbyggere er det et stort slag for økonomien. Det viser meget tydeligt, at Israel risikerer sin egen eksistens med det, det gør; nogle siger faktisk, at det er en selvmordsmission.

Andre, som den tyske kansler Merz, støttede og bakkede op om den uprovokerede aggressionskrig, som Israel har indledt mod Iran. Han var meget hurtig til at sige, (at hvis det kommer til Rusland og

Ukraine, hvor der klart er en forhistorie, og hvor der i dette tilfælde absolut ikke var nogen provokation fra Irans side, der kunne have forårsaget det). Ikke desto mindre støttede kansler Merz det [det israelske angreb imod Iran] og brugte endda den utrolige formulering, at »Israel gør det beskidte arbejde for os«. Da jeg hørte denne formulering, sagde jeg: »Hvordan kan en civiliseret person, en tysk kansler, bruge et så fordærvet sprog, hvor tusinder af mennesker dør, hele menneskers eksistensgrundlag ødelægges; hvilken tankegang kan frembringe sådanne sætninger?« Det mindste, man kan sige, er, at det afspejler en meget tvivlsom, kolonial tankegang, at det bare er nogle lavere mennesker, som ikke er på samme niveau som os i Europa, mens man selv lever i den smukke have, som Josep Borrell udtrykte det for noget tid siden. Men russerne finder meget hårde ord til at karakterisere Merz, og siger direkte at dette er ånden i Tyskland for 80 år siden. Det er stærke ord, men jeg tror, det er den vej det går.

NATO-topmødet (24.-25. juni) er i næste uge, og den 6.-7. juli er der BRIKS-mødet i Rio de Janeiro. Der har netop været en telefonsamtale mellem præsident Trump og præsident Putin, hvor de drøftede situationen i Mellemøsten. De konkluderede, at de har identiske synspunkter, at de begge fordømmer Israels aggression, og at de begge gentager, at en diplomatisk løsning stadig er absolut mulig. Putin sagde især, at han er sikker på, at der kan findes en diplomatisk løsning, hvor både Irans legitime ret til at udvikle sin fredelige brug af atomkraft kan garanteres, så vel som Israels sikkerhed. Det er meget klart, at det der styrer Kina og Rusland er det som viceudenrigsminister Pankin netop udtrykte meget dramatisk. Han sagde, at det vigtigste i denne konflikt er at undgå en optrapning til 3. verdenskrig, fordi det ville være menneskehedens undergang.

Så jeg tror, at de fornuftige kræfter i verden bevæger sig i retning af den idé, at det vigtigste er at undgå 3. verdenskrig, for efter den ville der ikke være nogen tilbage til at reflektere over, hvorfor den fandt sted. Alle de smukke ting, menneskeheden har skabt siden sin begyndelse, ville være ugyldige. Der ville ikke være nogen til at lytte til Beethoven, ingen til at lytte til Shakespeare, fordi vi alle ville være døde. Jeg tror, vi virkelig må have en grafisk, realistisk fornemmelse af, at det er det vi taler om. Forhåbentlig vil BRIKS-topmødet komme med et tilbud, som jeg er sikker på, at de vil arbejde på. Hvis jeg skulle komme med et forslag, ville jeg helt klart sige, at BRIKS-topmødet skal fremsætte et tilbud om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur i traditionen fra Den Vestfalske Fred, der indeholder en plan, som tager hensyn til alle landes interesser på kloden. Jeg tror, at hvis et sådant forslag kom fra BRIKS, ville det have de bedste muligheder for at blive taget op, fordi der er mange mennesker, der er ved at indse, at vi har nået et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage, hvis vi ikke stopper.

Det er, hvad jeg kan sige foreløbig.

Læs Helga Zepp-LaRouches bidrag til diskussionen nedenunder på engelsk.
——————

Remarks During the Discussion:

ZEPP-LAROUCHE: I definitely want to thank Professor Siqueira, because I have been saying the whole time that the people from the Global South have to speak out loudly, because I’m absolutely certain that if the normal population in Germany, France, Italy, the United States would know that there is this tectonic change going where the countries of the Global South are fighting to over neo-colonialism forever and that they are in a position to do that because of the rise of China and the development of the alternative system represented by the Belt and Road Initiative, which happens to be in complete cohesion with what my late husband Lyndon LaRouche, and our movement have been fighting for. Not only fighting for, but we were among the architects of the Eurasian Land-Bridge; that was our proposal for a peace order for the 21st century after the end of the Cold War, when the Soviet Union disintegrated. So, I also think this call for a broad international peace movement, not just against nuclear war and war in general, but for development. I think if we could convince many people to get out in the streets and fight for a peace plan, like the Oasis Plan, but also for the development of Africa, of Latin America; I think that would be the real counter to the effort by the oligarchs to keep control. I know it’s much more difficult for people to conceptualize a beautiful vision of what the world could look like; for some reason, it seems to be much easier to go in the streets and say, “I’m against this; I’m against that.” But I think the real step to victory would be if people say, “No, the countries of the Global South have the right to have the same potential unfolding like we have enjoyed for so long in the Global North.” If people would recognize that that is the key issue of our time, I think then we would break the control of those, who are trying to manipulate and set people against each other all the time. So, I’m really calling for support of what you said in this respect.

Q: How do we keep the U.S. from joining in the strikes and get it to end all weapons exports, and instead, convert its defense plants to the purpose of building new industrial capacity and infrastructure for the American people?

ZEPP-LAROUCHE: I think the only way I can think of to immediately get out of this present crisis would be if the United States and European nations would just declare that they want to cooperate with the BRICS countries in developing the industrial infrastructure and agriculture in the Global South. If they would join hands and say, “Let’s have joint ventures,” all these problems would vanish.

Now, it’s clear that the present establishments are so hooked to their privileges which they think are married to the present system that you can’t expect them to do it. But I think given the fact that the United States is really falling apart if you look at the infrastructure, the living standard, the cultural situation, the mass shootings. I think there are now every four hours mass shootings in the United States, at least over last weekend. That means more than four people shot dead, not including the shooter, every four hours. If that is not a cultural collapse, then I don’t know what is. Likewise in Germany, the economy is just collapsing. This will accelerate because, unless the bubble of the monetarist financial system is corrected, this will get worse and worse.

I think the idea of a peace movement for development, which then would demand that the United States should engage in the same kind of industrial development program as we are proposing for the Middle East with the Oasis Plan, or the Africa development program. I think we need a movement for development, and I really want to put this out as a challenge to the participants of this peace coalition to start thinking that way. One very good place is, indeed, the upcoming Schiller Institute conference in Berlin at the beginning of July (6-7). There we will present an absolute blockbuster breakthrough program for development, which will exactly show that perspective and how the countries of the West can participate. So, I really would like you to make that mental jump. Not just fight against the war danger, but fight for the right for development of the Global South and the Global Majority. Let’s make a peace movement around that.

re Pedro Rubio question on presenting Iranian culture and history:

ZEPP-LAROUCHE: I think what people have to recognize is that Iran is not Iran; it’s actually Persia. Persia is one of those Asian nations that is very proud that they have a many thousand-year history with many poets, philosophers, and many technological discoveries. Persia was a leading nation along the ancient Silk Road. I fully agree with your approach that we absolutely need to make the culture of all of these nations known. If people know that there is an incredible wealth of poetry, painting. For example, Persian miniature painting is extremely beautiful; it’s one of the outstanding contributions to universal history. Once you start to know that, your whole perspective changes. I think one of the most urgent questions is the exchange and dialogue of cultures. Every nation should bring in their best traditions, the best that they have produced over the millennia. They should present it so others get to know it.

I think right now, we have a terrible cultural deprivation. The people who are only living in the here and now believe in whatever internet atrocity, pornography, violent videos and so forth that are being presented. But they know nothing about the at least 5,000 years of history of China, of India, of Persia, many other countries, Babylonia. The ancient Silk Road went through Syria; Damascus was a very important hub. All of these things are not known; and I fully agree that that is something which will bring down prejudices and stupidity which causes hostility. That will be one feature of our upcoming conference (July 6-7) in Germany. We will have an effort to portray the dialogue of civilizations through music and poetry. I think we will also keep talking—especially to our Chinese friends, because Xi Jinping has, from his own perspective, proposed the Global Civilizational Initiative. That is very much in tune with what we have been calling for, since the Schiller Institute came into existence. I will make sure this becomes much more prominent in the international discussion; along the line of a positive vision of what kind of a world we do want. Most people do not have the imagination to imagine it themselves; so I think we will go in the next period into a massive video production to be shared all over the world. It’s so rich; but it’s not accessible under the present circumstances.

Closing Remarks:

ZEPP-LAROUCHE: I think that there are two important ideas which are really one which came out of the discussion today. One was emphatically what Professor Siqueira was saying. Because the one thing which really would make a difference in the world, right now, is if the people in the North—the trade unionists, the businessmen, the pharmacists, the hairdressers, ordinary people—who have no idea what is going on in the world; that we are experiencing unprecedented change right now. Probably it has never happened in history like that before, because history used to move much more slowly. It took months before people would even know there was a collapse of a government in one part of the world. It would take half a year by ship to travel, and then people say, “Oh, there was a change in the government in such and such a country.” You have no idea how slow moving history was until very recently. Now, we are experiencing it almost every day; you listen to the radio, you turn on the TV—which you should be very careful about; always thinking how they are trying to manipulate you. Every news item is an effort to do so. Or, you turn to your alternative media or whatever. Every day, there are breaking developments, new changes in the world. That is a reflection of the fact that we are experiencing a collapse of the so-called “rules-based order” which had rules which were only bent in the direction of the privileged, so they could keep their privileges accessible. But that order is disintegrating, and that has a lot to do with the fact that the countries of the Global South, which have been at that for decades; they were at it at the Bandung Conference in 1955, and the Non-Aligned Movement had many years and decades of fighting for a new world economic order. Our LaRouche movement has been an integral part of that struggle from the very beginning. My late husband, Lyndon LaRouche, already in 1975 wrote a proposal for a new credit system—the International Development Bank. We convinced the Non-Aligned Movement in 1976 to adopt that proposal as their own. But then there was a gigantic counter-reaction, blow-back. Indira Gandhi, Sirimavo Bandaranaike, Zulfiqar Ali Bhutto all got destabilized—in the case of Bhutto even killed. Henry Kissinger said at the time, “We will make a bloody example of you” to Bhutto, because Bhutto dared to raise the issue of a debt cancellation for the Global South. So, for a long time, these countries were on the defensive; they didn’t play a big role because they were too weak.

But in the last period, in the 11 years since China’s Belt and Road Initiative was put on the table—and that was really a continuation of what we had proposed at the latest in 1991 as a reaction to the collapse of the Soviet Union. That has become the dominant dynamic for development in the world. Now we have the situation in which, short of World War III, nothing in my view will stop the desire of the countries in Africa, Latin America, and Asia from fulfilling their right—[internet loss].

DENNIS SMALL: I think we can all finish off Helga’s thought. Nothing short of nuclear war is going to stop this drive for ending colonialism for good, once and for all. By far, the best thing for the nations of the West—Europe, the United States—is to join that effort, rather than go to nuclear war to try to stop it on orders from the British Empire….

ZEPP-LAROUCHE: Maybe I just try to finish the thought I was interrupted at. I was just saying that the countries of the Global South are now on the move. And short of a Third World War, I’m absolutely certain that nothing will stop them.

Coming back to what Sharon had said earlier, therefore, I want to encourage that Eduardo should keep saying what he’s saying, and we should invite many more people from the Global South to speak out. I think that is what people need to know in Europe and the United States in particular.

Coming back to what Sharon had said that we must organize with a positive outlook, because people are already freaked out enough about the danger of World War III, at the conference in Berlin, we will present a revolutionary new proposal, and we will make visions of it, like in the form of videos. You have seen our short video about the Oasis Plan, which is a 20-minute video, which shows how the entire Middle East could look very differently once you start building new canals, building irrigation with desalinated ocean water to create green fields, agriculture, forests, orchards, new cities. You have to have a vision that the Middle East, which is now almost entirely desert, can be transformed to have an infrastructure network in a few years—maybe 20 years or so—which will be as dense as the infrastructure in Germany. If you have an idea of how integrated German infrastructure is, coming from a time when Germany was still functioning—which is not any longer. But having waterways, highways, trains, all integrated into a very tight network which is the precondition for industrial development and urban civilization.

We will produce some videos to show that, because most people cannot imagine how you transform an entire desert into a beautiful blooming landscape. But we will try to produce such videos so that people have a sense of what it can look like. I think we have to build a peace movement for development; a world where there is no man, woman, or child hungry or without education or healthcare. I always invite people to sit down and think for themselves, what do you want the world to look like when you die one day? What world do you want to leave behind you? Do you want a world, where only a nuclear rubble field is left? Or, do you want a world, where every child can learn and study and develop their minds?

I think we are on the verge of accomplishing that, because the Global Majority is called that, because they are that. They want this kind of development, and that is the key to overcoming the present oligarchical outlook which dominates the so-called West. So, I just want to invite you to think out your own personal vision of what you want the world to look like. I think once you start to think earnestly like that, then you will recognize the beauty of what we have already produced in terms of a global development network of infrastructure, where poverty will practically be eradicated. Not only that, but we will replace it with lots of science, lots of science centers, lots of science cities, beautiful landscapes where the famous garden Borrell thinks is only inside the EU, will be the normal condition for everybody on the planet to live in. That’s the topic we will discuss in Berlin.

Ikke korrekturlæst

DENNIS SMALL: Godmorgen, god eftermiddag alle sammen. Velkommen til det 104. møde i Den Internationale Fredskoalition. Mit navn er Dennis Small, og jeg vil være ordstyrer sammen med Dennis Speed. Vi vil gerne byde jer særligt velkommen til dette 104. møde i træk i IPC. 104 er 52 gange 2, så dette er vores andet år med uafbrudte ugentlige møder. Det er nødvendigt, da de mål, vi har sat os, er at opbygge en fredsbevægelse, der ikke kun kan gøre et godt forsøg, men faktisk lykkes med at skabe en ændring i det globale paradigme for at sikre en varig fred. Den opgave er ikke afsluttet; den er ikke fuldført.

Vi havde en meget vellykket konference i løbet af sidste weekend, som faldt sammen med vores 103. møde. Konferencen var arrangeret af Schiller-instituttet og havde titlen »En smuk vision for menneskeheden i tider med voldsom turbulens!« Det var både en smuk vision, og det er virkelig tider med stor uro.

Jeg vil gerne byde jer alle velkommen og give ordet til Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller-instituttet, initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition og hovedtaleren på disse ugentlige møder, som giver os et strategisk overblik. Helga, værsgo.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig først byde Dem alle velkommen. Desværre kan jeg ikke melde om nogen lettelse i den strategiske situation. Alligevel udvikler forskellige fronter sig i forskellige retninger og med forskellig hastighed. Hvad angår den strategiske situation mellem USA og Rusland, er ikke alt tabt; alligevel så det sådan ud i et par timer eller dage på grund af en meget urovækkende situation, hvor præsident Trump på et tidspunkt brugte meget udipomatisk sprog om præsident Putin, for at sige det mildt. Han kom også med en meget vred kommentar i en lufthavn i en diskussion med en reporter, der spurgte ham, om han var klar over droneangrebet på præsident Putins helikopter. Forbløffende nok sagde han, at han ikke var klar over det. I mellemtiden kan der ikke være nogen tvivl om, at der var tale om et sådant angreb, selv om den nøjagtige karakter stadig skal afklares. Men der var helt sikkert et droneangreb på præsident Putins helikopter. Det er ikke klart, om Putin var i helikopteren eller ej, men det er naturligvis en meget alvorlig begivenhed, hvis der er tale om et potentielt attentatforsøg på præsidenten for den stærkeste atommagt, og at præsidenten for den anden atommagt ikke blev informeret om det. Jeg synes, det er et stort spørgsmålstegn, og måske har Graham Fuller nogle indsigter i det.

Under alle omstændigheder førte det til en indsigt i, at præsident Putins tålmodighed åbenbart har været ganske betydelig, men det er ikke så klart, at tålmodigheden hos alle militærfolk og andre omkring ham er lige så lang. Der var flere rapporter om, at stemningen i Rusland er ved at skifte på grund af de fortsatte spil fra forskellige personer i Vesten. De er mere og mere fast besluttede på, at de ikke kan give afkald på deres kerneinteresser. Der er nogle håbefulde tegn forud for det næste møde mellem Rusland og Ukraine i Istanbul den 2. juni i begyndelsen af næste uge. Det er klart, hvad Ruslands kerneinteresser er: ingen NATO-medlemskab for Ukraine og ingen offensive våben på ukrainsk territorium. Der vil naturligvis blive fastlagt nye grænser i lyset af den ændrede situation i de seneste tre år. Det er derfor endnu ikke klart, hvad det ukrainske memorandum vil indeholde, men hvis alt går godt, vil parterne mødes den 2. juni i Istanbul og udveksle og afstemme deres memoranda i håb om at nå frem til en løsning.

Desværre er det ikke den eneste udvikling. Der er en udvikling, der er yderst bekymrende, og det er, at den nye kansler i Tyskland, Friedrich Merz, der tidligere har udtalt, at han ønsker, at Taurus-missilet skal leveres til ukrainerne, og at dette missil kan ramme Kertj-broen, der fører til Krim. Det kan nå andre mål i Rusland. I mellemtiden har Socialdemokratiet, som er hans koalitionspartner, gentaget, at det ikke skal ske. Merz har således været mere uklar og sagt, at der under alle omstændigheder ikke vil blive offentliggjort nyheder om våbenleverancer. Han sagde også, at ukrainerne er nødt til at blive trænet i disse missiler lige nu, hvilket tager ca. 5-6 uger. Der er ubekræftede rygter om, at Taurus-missilerne allerede er blevet leveret. I går var præsident Zelenskyj i Berlin til møde med Merz, hvorefter det ikke kun blev meddelt, at Tyskland vil give yderligere 5 mia. EUR til Ukraine, men også at man planlægger en fælles ukrainsk-tysk produktion i Ukraine af langdistance-missiler. Alt dette læses med stor bekymring i Rusland. Der er højtstående russiske embedsmænd, der har sagt, at Rusland er parat til at træffe modforanstaltninger.

Så vi står potentielt om få uger over for et scenario, hvor en sådan indsættelse kan finde sted. Der har allerede været diskussioner i russisk tv i programmet »60 Minutes«, hvor det blev sagt, at hvis dette sker, kunne en russisk modforanstaltning være indsættelsen af Oreshnik-missilet, som, hvis De husker, er et hypersonisk missil med en hastighed på Mach 10, og som der ikke findes noget forsvar mod. De kunne indsætte sådanne Oreshnik-missiler for at ødelægge f.eks. den fabrik, hvor Taurus-missilet produceres i en lille by ved navn Schrobenhausen, ca. 40 km fra München. Det ville naturligvis være et meget stærkt signal. Men hvis noget andet bliver ramt, f.eks. Kertj-broen, kunne det også være en bro i Tyskland eller et andet militært mål eller noget helt andet.

Nu er der ingen i Tyskland, der er ved deres fulde fem, som forstår, hvad der foregår i Merz’ hoved. Den russiske reaktion på alt dette har været ekstremt hård. Lavrov, Maria Zakharova og andre har sagt, at dette er en politik fra Tyskland, der absolut minder verden om, hvad Tyskland gjorde for 80 år siden, hvor 27 millioner russere blev dræbt under Anden Verdenskrig, hovedsageligt på grund af det, som Wehrmacht gjorde. Tysklands rolle i det, russerne kalder Den Store Fædrelandskrig, er meget levende; den blev netop gjort endnu mere levende ved 80-årsdagen for afslutningen af Anden Verdenskrig, som blev markeret med store festligheder og mindesmærker i Moskva. Lavrov og andre sagde også, at dette minder dem nøjagtigt om, hvad Tyskland gjorde; det var kun en millimeter fra at sige, at Tyskland igen er ved at vende tilbage til fascismen, men det fremkaldte det billede.

Jeg har ingen anelse om, hvad der foregår i Merz’ hoved, at han ikke er klar over dette. Måske er han klar over det; det er utænkeligt, at hvis en sådan udstationering finder sted, gør det Tyskland til en direkte krigsførende part. I så fald, hvis Merz regner med, at artikel V i NATO vil blive påberåbt, er det et meget tvivlsomt forslag i betragtning af, at præsident Trump måske ikke ønsker at involvere USA’s tilintetgørelse i et sådant eventyr. Men samtidig forsøger han at opnå en fredsaftale med Rusland om Ukraine i Istanbul. Så hvad foregår der? Jeg har ingen anelse, men jeg kan kun sige, at det er yderst farligt. Man kan forvente, at stemningen i Rusland er sådan, at de sandsynligvis vil indkalde til et møde i FN’s Sikkerhedsråd og informere Rådet om deres planlagte handlinger og derefter indsætte en eller to Oreshnik-enheder mod udvalgte mål i Tyskland. Derefter er faren for, at en sådan militær handling kan udvides og blive mere omfattende og i sidste ende føre til en europæisk brand, der ikke kan stoppes, ekstremt stor. Derfor er mobiliseringen af den internationale fredskoalition mere presserende end nogensinde før.

For et par dage siden havde jeg en dialog med professor Ted Postol, en af verdens mest fremtrædende eksperter i atomkrig og atomvåben. De bør se denne dialog, for professor Postol advarede i de skarpeste vendinger om, hvilke konsekvenser det vil få for Tyskland og resten af verden, hvis dette fortsætter.

Jeg kan kun sige, at vi må mobilisere os for at stoppe det, og vi må absolut gå over til alternativet, som er den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der skal tage hensyn til alle landes sikkerhedsinteresser på kloden og gå i retning af en udelelig sikkerhed. For tanken om, at én nation kan have sikkerhed på bekostning af andre, er optakten til 3. verdenskrig.

Den anden store front, tror jeg, vi hører mere om fra de andre talere. Jeg kan kun sige, at der i de seneste dage har været en markant ændring i holdningen hos alle de lande i Vesten, der indtil nu har støttet Netanyahus handlinger i Gaza praktisk talt uden nogen begrænsninger. Selv de begynder nu at sige, at det, der foregår, er for meget. Det er stadig for lidt og for sent, og faren for, at Gaza bliver affolket, at alle palæstinensere bliver dræbt, og at de overlevendes liv bliver så uudholdeligt, at det lykkes at få dem alle ud af Gaza, er stadig til stede. Der begås dagligt grusomheder, og drabene fortsætter stort set uformindsket. Det gør vores mobilisering for at påvirke det kommende møde i juni om tostatsløsningen i FN, hvor vi ønsker at indføre perspektivet om økonomisk udvikling med Oase-planen, mere presserende end nogensinde.
Så jeg vil slutte med disse indledende bemærkninger, men jeg kan kun sige, at Tysklands eksistens er på spil og truet som aldrig før siden 1945.

Bemærkninger under diskussionen.
ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det nu er absolut nødvendigt at gøre alt det ovenstående, hvad end folk føler, de kan gøre, for folk dør hvert eneste minut, hvert eneste sekund. Presset skal øges til det maksimale. Ring til jeres parlamentsmedlemmer, jeres repræsentanter, jeres borgmestre, jeres kirkefolk. Vi har brevet til pave Leo XIV. Alt, hvad der kan hjælpe, for lige nu er der en omtanke i gang. Selv den tyske regering, som indtil for nylig leverede våben til Israel og ikke kritiserede dem. Merz ønskede at modtage Netanyahu i Tyskland på trods af sagen ved Den Internationale Domstol. Der er nu en ændring; selv Merz fordømte det, der foregår lige nu. Derfor er der allerede en svækkelse af denne fortælling. Så mobiliser jer selv lige nu for øjeblikkelig humanitær hjælp, for folk dør hvert sekund.

Jeg mener også, at vi absolut må have en ændring i den overordnede situation. Derfor er mobiliseringen af Oase-planen så vigtig for at komme ind i FN-diskussionen. Jeg hørte, hvad Ingrid sagde, men ikke desto mindre mener jeg, at vi bør fokusere på Oase-planen, for kun hvis man kombinerer perspektivet om en tostatsløsning med ideen om en økonomisk udvikling, ikke kun for genopbygningen af Gaza, men man skal have en tilskyndelse for alle naboerne. Alle Palæstinas og Israels naboer skal være enige om, at dette skal ændres, og at man skal have et program for at gøre ørkenen grøn og omdanne hele regionen i det sydvestlige Asien for at skabe et perspektiv for fred. Så nu gælder det om at mobilisere for at få det ind i FN på en eller anden måde.

[svar til Steve Starr om vestlig hjælp til at spore Putins helikopter] Jeg tror, vi må vente på en undersøgelse, for i en så højspændt strategisk situation som denne bør vi ikke give os af med spekulationer. Når vi har konkrete fakta, må vi advare folk, men der var hundredvis af droner, der kom fra Ukraine ind i Rusland, de fleste rettet mod Moskva. Det er ikke fastslået, om helikopteren var et mål for en enkelt handling, eller om det blot var en spærreild af droner, som helikopteren på en eller anden måde befandt sig midt i. Jeg kan ikke besvare det spørgsmål på nuværende tidspunkt. Jeg kan kun sige, at hvis den antagelse er korrekt, er vi virkelig et sekund fra midnat, og lad os bare håbe, at det ikke er tilfældet. Men lad os afvente undersøgelsen.

Jeg går ud fra, at RT heller ikke bringer useriøse rapporter, men jeg vil ikke udtale mig ud over det, jeg lige har sagt.
lidt senere i diskussionen om, at folk i Tyskland bliver modløse:

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det, du rejser, er ekstremt vigtigt. Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan den tyske befolkning kan være så føjelig og følge en politik, der vil føre til Tysklands totale udslettelse? Hvis denne Taurus-udstationering går igennem, bliver Tyskland en direkte part i krigen. Jeg forsøgte at sige i begyndelsen, at jeg er overbevist om, at der allerede er planer klar, hvis dette fortsætter, om at Oreshnik vil blive indsat mod meget udvalgte mål som Schrobenhausen eller andre militære mål i Tyskland. Så problemet er præcis, som De siger. Hvis folk bare lytter til nyhederne og følger med i tingene, som de præsenteres i tysk tv og radio, så har man denne effekt, hvor vandet langsomt koger. Der er et meget godt middel mod det, og det er, at vi udgiver en daglig alarm, der ikke er som andre oplysninger. Det er resultatet af 50 års efterretningsarbejde, som blev indledt af min afdøde mand, Lyndon LaRouche, for mere end 50 år siden. Oprindeligt var det en måde at informere vores egne medlemmer ved at udvikle efterretninger og ekspertise inden for alle områder – økonomi, strategi, udenrigspolitik, Mellemøsten, Europa, USA, Rusland. Jeg kunne give dig en meget lang liste. Det har vi arbejdet på sammen med en række internationale undersøgende journalister, kan man sige, som udarbejder en daglig briefing, der er en sammenfattende analyse sat ind i en strategisk sammenhæng hver dag. Så når man læser denne Daily Alert, er det ikke bare en rapportering af nyheder som sådan eller fakta eller begivenheder. Den sætter hver af disse aktuelle udviklinger ind i deres historiske strategiske sammenhæng, så alle, der læser den, bliver briefet på samme måde som en præsident eller kansler.

Ray McGovern, der har været med i IPC flere gange og på Schiller-konferencen, sagde, at han mener, at dette er den bedste daglige efterretningsbriefing, han kender. Han var briefingsmedarbejder for tre amerikanske præsidenter, og han sagde, at han er kommet til den konklusion, at denne Daily Alert indeholder mange oplysninger, som han absolut er nødt til at kende. Det er det første, han gør om morgenen: at gå ind på vores Daily Alert og læse den, før han gør noget andet. Så mit forslag ville være, at alle, der ønsker at komme igennem denne jungle af informationskrigsførelse – det er virkelig informationskrigsførelse, fordi det hele er designet til at forme folks mening og skubbe dem i den ønskede retning. Jeg foreslår, at I begynder at læse vores Daily Alert; I kan læse det gratis i cirka to uger, og hvis I kan lide det, kan I abonnere til den meget lave månedlige pris på 10 dollars eller 10 euro. I betragtning af hvor meget arbejde der ligger i det, er det virkelig ikke så meget. Det hjælper også med at støtte det, vi gør. Så prøv venligst denne Daily Alert og sammenlign den med de nyhedsbreve, man ellers læser. Mange mennesker siger: »Jeg kan ikke læse mere, for jeg læser allerede så meget.« Prøv det bare, så vil man se, at det er af en helt anden kvalitet, og at Ray McGovern har helt ret i sin vurdering.

Man skal træne folk i at tænke strategisk. Hvis de ikke lærer at tænke strategisk, vil de altid drage de forkerte konklusioner.
GRAHAM FULLER: Jeg vil gerne tilslutte mig det, Helga sagde om EIR Daily Alert. Som I ved, arbejdede jeg i CIA i meget lang tid, og jeg plejede at læse mange af disse daglige briefinger. Det er efter min mening noget af det bedste, der findes, når det gælder om at forstå de dybere implikationer af vigtige begivenheder i verden. Jeg læser det også tidligt om morgenen. Det har alle kendetegnene for den slags højkvalitets efterretningsbriefinger, der blev udarbejdet til den amerikanske præsident, med den dybde og den kontekst, der er så vigtig for at forstå, hvor tingene er på vej hen.

Glem alt om New York Times. New York Times er et sjovt og interessant magasin, men EIR Daily Alert fra Schiller-instituttet er det rigtige, når det gælder dybdegående analyser af aktuelle internationale tendenser.

Senere, Helga Zepp-LaRouche, afsluttende bemærkninger:
ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det ville være godt, hvis verden gik over til et nyt paradigme, ikke kun hvad angår kommercielle interaktioner, men jeg synes, Graham, at du ikke skal have så lav en mening om menneskeheden. For i alle nationer har vi vidunderlige tænkere, filosoffer, digtere og komponister. Hvis man går tilbage til Amerikas oprindelse, har man 250-årsdagen næste år, og det er et meget godt tidspunkt at genoplive det, der kaldes de bedre engle i USA, eller USA’s karakter. Du nævnte selv John Quincy Adams’ tale fra 1821, som er en vidunderlig tale. Jeg synes, vi bør genudgive den i så mange webcasts og på så mange hjemmesider som muligt. Benjamin Franklin havde en vision; hele uafhængighedserklæringen er et udtryk for det høje niveau af statsmandskunst og tænkning i forhold til naturen, som var fremherskende blandt grundlovsfædrene. Der er meget at forholde sig til, og på samme måde har man i alle andre nationer højdepunkter, perioder, hvor nationen oplevede en renæssance eller en klassisk periode, en stor opdagelse eller en anden positiv udvikling.

Jeg tror, at vi er nødt til at indlede en reel dialog, hvor vi taler til hinanden ikke fra det for det meste lave niveau i vores nutidige politik, men går tilbage til de bedste traditioner inden for kultur, historie og videnskab og derefter kommunikerer disse idéer på en levende måde. Jeg er 100 % sikker på, at hvis vi gør det, kan vi skabe en renæssance. For hvis man ser tilbage på alle renæssancer, da mørke tider blev overvundet, som f.eks. i det 14. århundrede i Europa, der var en frygtelig mørk tid. Man havde den sorte død, der dræbte mennesker fra Indien til Island; en tredjedel af befolkningen døde. Folk var virkelig ulykkelige. Hvis man ser på (Decameron), får man beskrivelser af, hvad det gjorde ved folks mentale helbred. Vi har en mørk tid som den i dag i mange dele af verden. Men det, der fik os ud af den, var på den ene side den humanistiske bevægelse med Dante, Petrarca og tanken om, at man er nødt til at gå tilbage til kildematerialet. Det, de mente med det, var at gå tilbage til de bedste skrifter i hvert land, fra de græske klassikere til Augustin, alle dem, der tidligere havde været det højeste udtryk for tænkning. Det var i tillæg til, at Rådet i Firenze bragte hele Platons værker, som havde været glemt i Europa i 1700 år, til denne italienske ferment. Også naturligt inspireret af idéerne fra Nicholas af Cusa, som var en fuldstændig revolutionær tænker på det tidspunkt. Alt dette sammen førte til den italienske renæssance, som var det kulturelle højdepunkt på det tidspunkt. Det lagde grundlaget for 600 års europæisk civilisation.

Nu tror jeg, at hvis vi genopliver den italienske renæssance, den tyske klassiske periode, den konfucianske tradition i Kina, den vediske tradition i Indien, den amerikanske revolution i USA og meget mere, så er jeg helt sikker på, at hvis vi har en ærlig dialog om alle disse spørgsmål, vil vi få den smukkeste renæssance. Vi kan ikke engang forestille os det endnu, for jeg tror, at menneskeheden altid er i stand til at overgå det, vi har opnået i fortiden. Så jeg tror, vi har grund til at være optimistiske, forudsat at vi kan ryste vores samtidige borgere op og virkelig advare dem mod faren, især denne frygtelige Taurus-udvikling omkring Tyskland. Jeg opfordrer virkelig alle til at hjælpe os med at mobilisere parlamentarikere over hele verden til at føre en debat og stoppe dette og erstatte det med en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur i traditionen fra Westfalen-freden. For hvis vi ikke løser dette, kan det føre til den totale udslettelse af menneskeheden. Hjælp os med at mobilisere alle vores medborgere.

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 28. maj 2025

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen alle sammen, jeg byder jer alle velkommen, men jeg er særlig glad for at byde velkommen til professor Ted Postol, der tidligere var professor ved MIT og sandsynligvis en af verdens mest berømte og kompetente eksperter i atomvåben, og han vil diskutere med mig sin opfattelse af farerne ved den ›gyldne kuppel‹, som præsident Trump har foreslået. Men inden jeg stiller Dem nogle spørgsmål – og først velkommen til Dem – vil jeg meget kort sætte dette emne ind i den meget dramatiske udvikling, der har fundet sted i de seneste dage. Og jeg vil virkelig opfordre alle jer, vores seere, til at være yderst opmærksomme, for jeg tror, at vi er vidne til en meget hurtig og dramatisk forværring af den strategiske situation, selv i den sidste uge.

For det første kom den tyske kansler Friedrich Merz med en ildevarslende udtalelse, hvor han sagde, at Tyskland, Frankrig, Storbritannien og USA angiveligt alle har ophævet alle restriktioner vedrørende rækkevidden af våben, der leveres til Ukraine, og hvor langt de kan trænge ind på russisk territorium. Det har udløst en meget skarp og øjeblikkelig reaktion fra Kremls talsmand Peskov, der sagde, at denne udtalelse og de tilsvarende handlinger har bragt verden flere skridt nærmere en direkte konfrontation. Maria Zakharova sagde, at da Merz allerede havde nævnt meget konkrete mål i Rusland, såsom Kertj-broen, kunne man forvente passende modreaktioner fra Rusland, der ville ramme passende mål i Tyskland, hvis sådanne våben blev brugt.

I tv-programmet »60 Minutes« i Moskva var der en diskussion, hvor nogle eksperter drøftede muligheden for, at hvis Taurus-missilerne blev leveret til ukrainerne og brugt, kunne Rusland ødelægge fabrikken, hvor Taurus-missilerne produceres, som er et lille sted, en lille by i Bayern, 40 km nord for München, der hedder Schrobenhausen, og jeg er sikker på, at borgerne i Schrobenhausen ikke vil være særlig glade for at høre det, for hvis de bliver ramt af Oreshnik-missiler, som ikke kan stoppes, vil det være et forvarsel om en stor rædsel, ikke kun for Schrobenhausen, men efterfølgende sandsynligvis for hele Tyskland og Europa.

Det er desværre ikke det eneste, der er sket i løbet af de sidste par dage: Man har også på den strategiske front mellem USA og Rusland en dramatisk forværring efter den meget håbefulde diskussion, som præsident Putin havde med præsident Trump i løbet af de sidste, jeg vil sige seks eller syv dage, hvor der var et kæmpe angreb på russisk territorium med mange ukrainske droner og andre køretøjer – jeg tror i alt 1.100 droner, der hovedsagelig var rettet mod Moskva, så de måtte lukke fire lufthavne i Moskva, og tilsyneladende blev præsident Putins helikopter også ramt. Om dette var en målrettet operation, et attentatforsøg eller ej, kan jeg ikke sige, men det er en meget alvorlig sag. Naturligvis svarede Rusland med et meget kraftigt droneangreb på Ukraine, som, som sædvanlig rapporteres i vestlige medier, kun omtaler de russiske droner, men ikke at det var en reaktion på de øgede droneangreb fra ukrainernes side mod Moskva. Da præsident Trump blev spurgt om dette i en lufthavn, var han tydeligvis meget frustreret, fordi han også allerede havde skrevet på Truth Social, at Putin var gal. Naturligvis sprang de internationale medier på denne udtalelse, og Trump blev i dette interview i lufthavnen spurgt: »Er du klar over angrebet på Putins helikopter?« og Trump svarede »Nej.« Det er jo helt utroligt: At præsidenten for De Forenede Stater ikke skulle vide, at et sådant angreb havde fundet sted i denne ekstremt spændte situation.

Han sagde i sit svar til journalisten, at der kunne ske meget dårlige ting for Rusland, hvis tingene ikke blev bedre, eller noget i den retning. Så jeg tror, at de lovende drøftelser, som Putin og Trump havde, naturligvis var til stor forfærdelse for den såkaldte »koalition af villige«, de europæere, der ønsker at forlænge krigen i Ukraine med alle midler, og man kan være sikker på, at der er mange kræfter i USA, med den tidligere regering, som også var ekstremt vrede over drøftelserne mellem Putin og Trump, og de vil gøre en del for at afspore dem.

Så det er den situation, vi nu befinder os i, hvor vi ikke kun har truslen om, at Taurus vil blive brugt, men også meddelelsen om, at USA vil bygge denne Golden Dome. Så jeg vil gerne bede dig, Ted, fortælle os, hvad du mener om alle disse spørgsmål.

TED POSTOL: [griner] Du spørger – lad mig lige komme med en hurtig kommentar, for noget, jeg lærte af dig i din indledning, var, at præsident Trump tilsyneladende ikke var blevet informeret om droneangrebet på præsident Putin. Har jeg forstået det korrekt?

ZEPP-LAROUCHE: Ja, ja.

POSTOL: Det er en ret vigtig indsigt i den manglende efterretningsstøtte til politiske ledere i Vesten generelt og i USA i særdeleshed. Et af de problemer, som jeg tror, mange mennesker, der ikke har haft meget personlig kontakt med mennesker i politisk betydningsfulde roller, ikke er klar over, er, at disse mennesker ikke holdes godt informeret af vores efterretningstjenester. Der er flere grunde til dette. Det har ikke kun at gøre med bureaukratiet – man har nogen, der ved, at dette har foregået; jeg er sikker på, at der er folk i vores efterretningstjeneste, der er klar over dette, men denne information er aldrig blevet videregivet til de folk, der orienterer præsidenten om den aktuelle situation i Ukraine.

Jeg har observeret denne type fænomener mange gange i min karriere, hvor jeg har talt med højtstående personer enten i Det Hvide Hus eller med folk i flådens stab, som jeg var rådgiver for, og et af de temaer, jeg hele tiden bringer op i nogle af vores diskussioner, når det er relevant, er at minde folk om, at vores efterretningstjeneste ikke giver vores politiske ledelse tilstrækkelige oplysninger. Noget af det har at gøre med den politiske ledelses ansvar: De bør være nysgerrige nok til at spørge om det. Hvis man ikke ved, at der foregår noget, ved man selvfølgelig ikke, at man skal spørge om det. Men der bør være nogen på det relevante niveau, der sikrer, at præsidenten er klar over den slags ting. Det er angiveligt derfor, vi har en national efterretningschef. Jeg er overrasket over, at Tulsi Gabbard ikke sikrede sig, at præsidenten blev gjort opmærksom på dette. Jeg vil ikke antyde, at hun ikke gør sit arbejde. Jeg tror, hun har et frygtelig svært job, men hvis præsidenten ikke blev gjort opmærksom på dette, var Tulsi Gabbard måske ikke klar over, at de mennesker, der skal orientere præsidenten, holdt ham ajour. Så hvis af en eller anden grund en person, der arbejder sammen med Gabbard, som jeg anser for at være meget kompetent – jeg vil gerne understrege, at min erfaring med Tulsi Gabbard er, at hun er meget kompetent – hvis nogen, der arbejder sammen med hende, tilfældigvis ser dette, vil jeg opfordre dem til at gøre Gabbard opmærksom på, at præsidenten ikke blev informeret om denne yderst vigtige oplysning, så hun kan få rettet op på det system, der ikke holder ham ordentligt informeret. Men det er min reaktion på din udtalelse.

Desværre er den situation, som Trump står over for, at han er udsat for stort politisk pres fra to grupper, som han har været allieret med i fortiden, faktisk som han er allieret med. Den ene er denne gruppe, der er ledet af senator Lindsey Graham, som lobbyer for at fortsætte krigen i Ukraine. Han har lobbyet i Senatet og andre steder – undskyld, jeg er lige ved at komme mig over en lungebetændelse; han har lobbyet hos medlemmer af Senatet og også konspireret med politiske ledere i Vesteuropa, hovedsagelig de politiske ledere i Storbritannien, Frankrig og Tyskland, Merz, Macron og Starmer, for at forsøge at holde denne krig i gang. Disse mennesker tror ikke, at det er i deres interesse at få en fredelig afslutning på denne krig, der nu dræber mennesker uden grund. Jeg vil understrege, at krigen er forbi, hvad angår de forudsigelige konsekvenser: Russerne dominerer fuldstændigt militært. De har ikke brugt nær så meget magt, som de er i stand til. Det vil vi se i de kommende uger eller i løbet af en måned eller deromkring, når de indleder en fuldskalaoffensiv i et omfang, der er endnu større end det, de allerede gør. Men hvem ved, hvad der vil ske der? Hvor hurtigt tingene kan bryde sammen for Ukraine. Og krigen er tabt, så mennesker, ukrainere, dør, og russere dør uden grund, fordi de politiske ledere i Ukraine ikke vil erkende, at de er besejret!

Og ved at lade som om, at de kan beordre russerne til at overgive sig, på trods af at russerne har vundet krigen, er det eneste, de gør, at forårsage mere død og ødelæggelse i det ukrainske samfund. Det ukrainske samfund har allerede lidt ekstraordinære tab af unge mænd og også unge kvinder i den mest produktive alder, så Ukraines demografi er allerede ændret for de næste 40 år, fordi tabet af disse mennesker – de vil ikke få familier, de vil ikke producere intellektuel rigdom, de vil ikke producere materiel rigdom, de vil være et hul i den ukrainske befolkningssammensætning, og det hul bliver kun større og dybere, da disse mennesker insisterer på at dræbe deres eget folk uden grund. Så jeg må sige, at jeg er ude af mig selv over denne situation. Der er selvfølgelig intet at gøre andet end at påpege det, synes jeg i hvert fald, og jeg tror, at præsident Trump er klar over dette, og han synes også at være meget oprørt over situationen.

Men det er i sidste ende op til ukrainerne at handle nu: Det er helt klart, at ukrainerne fik at vide på mødet i Istanbul, som fandt sted, jeg tror det var omkring den 18. maj, hvor russerne havde et møde med ukrainerne – endelig havde et møde med ukrainerne; husk, at før dette havde Zelenskyj fået vedtaget en lov om, at ukrainerne ikke kan forhandle med Rusland, af grunde, som jeg tror, de i det væsentlige blev påtvunget af Trump, hvilket var en god ting, han gjorde, han tvang ukrainerne til at gå ind i et rum og sætte sig sammen med russerne. Så de overtrådte deres egen lov, hvilket var godt! Så de sad faktisk sammen.

Det, ukrainerne fik at vide, var, at vi – vi russere – har dette forslag: Forslaget er velkendt på dette tidspunkt. De vil have ukrainerne til at overgive de fire østlige provinser, som er ved at blive taget med magt. Disse provinser er tabt. De vil sandsynligvis blive taget inden for få uger, hvis ikke før. Vi vil have, at I overgiver jer, holder op med at bestride vores kontrol over disse fire provinser, oblasts og Krim, og holder op med at forfølge ukrainske borgere af russisk afstamning; I skal acceptere ikke at tiltræde NATO og ikke at tillade udenlandske tropper og militært udstyr på jeres territorium, som vil blive brugt mod os. Det er, hvad russerne har bedt om.

Russerne har indtaget den holdning, at vi, russerne og ukrainerne, havde en aftale i 2022, og i marts og april 2022 blev denne aftale underskrevet og paraferet af den ukrainske og russiske side, og den var langt mere gunstig end det, der nu tilbydes ukrainerne. Men ukrainerne trak sig ud af denne aftale, på trods af at de havde underskrevet den, fordi den amerikanske regering på det tidspunkt, Biden-administrationen og briterne krævede, at ukrainerne trak sig ud, ellers ville de trække deres støtte til Ukraine tilbage, og meget uklogt fulgte Zelenskyj ordrerne fra USA og Storbritannien. Konsekvensen heraf var, at russerne led et betydeligt militært tilbageslag, fordi russerne villigt trak tropper tilbage, der allerede havde besat områder omkring Kiev, som et tegn på god vilje: Disse styrker blev ikke drevet væk fra deres positioner: De blev flyttet frivilligt af russerne for at vise, at russerne var villige til at vise god vilje, fordi denne traktat allerede var underskrevet.

Og hvad der så skete, var, at disse styrker blev angrebet. Og det russiske militær var ikke tilfreds med dette resultat, og jeg er sikker på, at Putin blev udsat for intern kritik fra det russiske militær over dette, hvilket er grunden til, at det russiske militær sad med ved planlægningen af de forhandlinger, der netop fandt sted i midten af maj. Lederne af de russiske sydlige, centrale og nordlige kampgrupper var alle til stede ved de forhandlinger, som det russiske sikkerhedsråd havde før, før russerne tog til mødet i Istanbul.

Det, ukrainerne fik at vide i Istanbul, hvilket jeg tror var et resultat af det møde, der havde fundet sted i Moskva før, dette møde mellem Det Nationale Sikkerhedsråd og Det Russiske Sikkerhedsråd i Moskva, var følgende: De fik at vide, at hvis der ikke blev indgået en aftale i overensstemmelse med russernes krav, ville russerne antage, at de ville være nødt til at bringe denne krig til ophør. Og at slutresultatet vil se således ud: Russerne vil indtage Sumy-området nord og vest for Kiev, de vil indtage Kharkiv, de vil indtage Kharkiv-området, og de vil indtage Nikolayev og Odessa. Det er tilsyneladende, hvad ukrainerne har fået at vide.

Så de er blevet advaret. De har fået et valg: I kan enten acceptere det, vi beder om nu, eller I får en meget værre situation. I har allerede en meget værre situation, end I havde i marts 2022, da I havde en traktat, og russerne stort set ville trække sig tilbage. Så det, den ukrainske regering viser den russiske regering, er, at den politiske ledelse ikke er bekymret for sin egen befolknings velfærd i sit eget land. De forsøger simpelthen på grund af deres ideologiske, ultranationalistiske synspunkter, som er fuldstændig uacceptable, at kæmpe til det sidste, ligesom Hitler kæmpede til det sidste og ville have forvoldt endnu større skade på Tyskland, hvis Albert Speer havde udført Hitlers ordre til Speer om at ødelægge resten af Tyskland i stedet for at lade det falde i hænderne på de allierede. Det er den slags Götterdämmerung, den slags afslutning på krigen i Ukraine, der er ved at opstå på grund af den ukrainske politiske ledelse. Og det er ikke en god ting, disse konsekvenser er forfærdelige!

ZEPP-LAROUCHE: Det er meget bekymrende, fordi alle de rapporter, man får fra forskellige kilder, er, at de vestlige styrker lyver konstant, man havde – først og fremmest havde man en revanchistisk omskrivning af historien. Jeg husker meget godt, hvad der skete på Maidan i 2014: Victoria Nuland, der delte kager ud til demonstranterne, telefonsamtalen mellem hende og Pyatt. Men de vestlige medier og de vestlige politikere lader som om, at man ikke har nogen hukommelse, at man ikke kan huske disse fakta, og de omskriver historien om, hvad denne krig egentlig handlede om.

Derefter kom naturligvis indrømmelsen fra Merkel og Hollande, at de blot opretholdt Minsk II-aftalen for at vinde tid til, at ukrainerne kunne blive trænet på NATO-niveau, og så videre og så videre. Resultatet af alt dette er, at jeg nu grundlæggende mener, at stemningen – det er de rapporter, vi får fra forskellige kilder – at stemningen i Rusland har skiftet. Den slags tålmodighed, måske ikke med Putin, heldigvis, som synes at være en meget tålmodig person, men stemningen blandt russerne, herunder befolkningen, er virkelig ved at være opbrugt, fordi de er kommet til den konklusion, at man ikke kan stole på nogen som helst i Vesten, og at hele denne konflikt derfor må løses militært.

Og Vesten lever fortsat i den vildfarelse, at de kan fortsætte krigen. Og jeg tror, at denne blanding af på den ene side fuldstændig frustration og skuffelse hos russerne og på den anden side den fortsatte vildfarelse, at man stadig på en eller anden måde kan ødelægge Rusland, når man helt klart ikke kan, skaber en meget eksplosiv blanding.

POSTOL: Jeg ville nok vælge et andet ord end »vildfarelse«: Jeg ville kalde det »hallucination«. For det, der sker nu, er, at man har en ledelse i Vesten, der bogstaveligt talt hallucinerer, og når man hallucinerer og springer fra den ene gren til den anden på et træ og springer til en gren, der ikke er der, overlever man ikke.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Vi har netop fejret 80-årsdagen for afslutningen af Anden Verdenskrig, og jeg ved, at for Rusland er hele erindringen om Anden Verdenskrig og det, de kalder den »Store Fædrelandskrig«, er så levende, at mange, herunder Lavrov og mange andre ledere i Rusland, nu naturligvis siger, at når Merz nu igen indsætter hæren mod Rusland, og der er blevet sendt en ny bataljon til Litauen, vækker det minder fra for 80 år siden, og de bruger ret hårde ord om den tankegang, som disse tyskere, men også andre europæiske ledere, der gør det, har. Så hvad skal vi sige…

TED POSTOL: Jeg kan tage fejl. Jeg er typisk i Tyskland mindst to gange om året, fordi jeg har en adoptivdatter der og hendes søn, og man møder ofte deres venner snarere end den brede befolkning. Men mit overvældende indtryk er, at det tyske folk husker, hvad der skete med Tyskland i Anden Verdenskrig! Og desværre er den politiske ledelse helt ude af trit med det, jeg forstår, at den tyske offentlighed forstår. I det mindste tager jeg måske fejl; du er måske nødt til at rette mig. Du er nedsænket i dette samfund, du ser et bredere udsnit af befolkningen end jeg gør. Men det forekommer mig, at det tyske folk er meget, meget bevidst om konsekvenserne af, hvad der skete i Anden Verdenskrig, og hvad der skete i den efterfølgende periode med den kolde krig.

Og desværre er den politiske ledelse fuldstændig ude af trit. Merz – jeg tror ikke, Merz kan sidde og tale med en almindelig person på gaden. Han må leve i en kokon. Macron er af samme slags. Denne Starmer i Storbritannien er også fuldstændig ude af trit. Hvis man ser på, hvor virkelighedsfjerne disse politiske ledere er, og lad os bare fokusere på Tyskland, da du er bekymret for landet – hvilket jeg i øvrigt også er, fordi jeg elsker Tyskland og elsker at rejse dertil. Jeg synes, det er et vidunderligt land. Hvis man ser på ledelsen i Tyskland, og især Merz, er der ingen højere forpligtelse for en leder end at gøre det, der er bedst for sit folk. Det, der er bedst for dit folk, er dit mål som leder. Og at ødelægge sit lands økonomi, som det sker i Tyskland, hvor bruttonationalproduktet i det væsentlige er fastfrosset og vil falde med tiden, hvor Tyskland bliver deindustrialiseret i et fantastisk tempo, hvor tabet af kvalificerede arbejdspladser ikke kun finder sted, men vil accelerere, alt sammen på grund af en myte, som du fortæller dig selv, at russerne på en eller anden måde er en fjende, der snart vil stå ved porten – russerne kan ikke stå ved porten! De har ikke den militære kapacitet til at stå for døren! De har heller ikke lyst til det: Jeg tror, du har ret i din vurdering af stemningen i Rusland. Stemningen i Rusland er: »Lad os for helvede være i fred! I har været efter os i 30 år.« I har løjet for os i 30 år, I har forsøgt at skade os i 30 år, og nu har vi dannet en ubrydelig alliance med Kina, som fungerer meget godt for både Rusland og Kina, og vi vil ikke finde os i det længere! Og det er russernes holdning.

Og en af de ting, jeg altid har forsøgt at gøre, når jeg var i Pentagon, er at sætte mig i potentielle fjenders sted. Og disse potentielle fjender kan være mennesker, jeg afskyr. Når jeg så på, hvad der foregik i Kosovo, satte jeg mig i deres sted – ja, man vil dræbe så mange civile som muligt, fordi man kæmper mod en magtfuld fjende, og hvis man kan få Vesten til at dræbe en masse uskyldige bønder ved at lægge en fælde, hvor bønderne får det til at se ud, som om de er et militært mål, så gør man det, fordi man ikke har nogen etiske standarder. Og så sætter man sig ind i tankegangen – hvis jeg sætter mig ind i russernes tankegang, som jeg i øvrigt ikke sammenligner med folk, der lægger fælder for at dræbe civile; russerne har ført denne krig i – der findes ikke noget, der hedder en »civiliseret krig«, men de har ført den i overensstemmelse med krigens regler i langt højere grad end ukrainerne har; de har forsøgt at minimere unødvendige skader eller drab på civile, hvilket jeg vil sige, at det bestemt ikke er tilfældet med ukrainerne, når vi ser på, hvad de har gjort. De –

ZEPP-LAROUCHE: I de tyske medier får man den stik modsatte historie hver dag. Det er jo utroligt!

POSTOL: Ja, jeg forstår. Det er en hallucination. Det er en løgn, der faktisk fremmer en hallucination, som, hvis nok mennesker tror på den, kan føre til beslutninger, der vil forårsage utrolige og uigenkaldelige skader for Tyskland i fremtiden. Fordi…

ZEPP-LAROUCHE: Derfor er jeg så taknemmelig for, at du taler med mig her.

For situationen i Tyskland er, vil jeg sige, at der er en vis del af befolkningen, der husker Anden Verdenskrig, og du ved, hvad der skete i ’45, genopbygningen, ruinerne, terrorbombardementerne. Du ved, der er en vis del af befolkningen, for hvem det enten stadig er et levende minde, eller som har hørt om det fra deres forældre eller bedsteforældre. Men desværre er der en helt massiv fremme af fortællinger, hvor man ikke længere taler om historiske fakta, men om fortællinger: Alt er en fortolkning, der er designet på en sådan måde, at den når ud til en bestemt målgruppe og overbeviser dem om at tage en bestemt holdning. Det har intet med fakta at gøre, eller – det har desværre en stor effekt i Tyskland, og i hele Europa gør man lige nu en enorm indsats for at kontrollere den fortælling. Jeg mener, der er –

POSTOL: Ja, hvis folk forstår den virkelige situation – jeg siger ikke, at de ikke gør det, men hvis folk forstår den virkelige situation, må de hellere bede for Putins helbred! For lad mig sige dig, gå ud og se, hvad Dmitry Medvedev siger nu: Han kunne blive præsident i Rusland, hvis Putin bliver dræbt eller myrdet. Og hvis han kommer i nærheden af at gøre, hvad han faktisk siger, han vil gøre, får vi en verdenskrig! Jeg mener, denne optagethed, som jeg finder – jeg ved, at under hammeren vil nogen forsøge at fremhæve denne udtalelse som en eller anden form for »bed for Putin«, men lad mig sige jer, se på Dmitry Medvedev, se på Peskov. Jeg mener, disse fyre skummer af raseri over at komme efter Vesten. Putin har været den eneste, der har udvist reel tilbageholdenhed. Mellem Putin og Xi Jinping er de eneste voksne i rummet med hensyn til disse forfærdelige, provokerende situationer, som Vesten skaber for både Rusland og Kina, og gudskelov, at disse mennesker opfører sig som voksne og modne politiske ledere! For hvis de opførte sig som Biden, ville vi alle være døde! Vi ville allerede være døde.

Og jeg synes, det er på tide, at folk konfronterer denne situation! Vi har at gøre med hallucinerende ledere i Vesten, og de forsøger at tvinge beslutninger igennem – hvilket de endnu ikke er lykkedes med – som kan udløse en global atomkrig, der i det væsentlige ville betyde enden på civilisationen og muligvis menneskelivet på planeten. Det er utroligt for mig, at folk kan tale om Putin, som de gør, når man ser, hvor tilbageholdende og forsigtig han har været.

Så jeg er ikke helt så bekymret som du er. Forhåbentlig har jeg ret – det betyder ikke, at jeg har det – for Putin er, som du sagde tidligere, en mand, der ikke vil lade sig provokere til at gøre noget, der vil eskalere og skade både Ruslands og verdens generelle velfærd. Han vil holde øje med bolden og fortsætte med at skrue til skruerne i Ukraine, så længe ingen dræber ham. Hvis nogen lykkes med at dræbe ham, så må Gud hjælpe os!

ZEPP-LAROUCHE: Nå, jeg håber, at du har ret, og at jeg tager fejl. Men det, man må undre sig over, er, at efter Biden er der nu mange, der indrømmer, at vi var tæt på 3. verdenskrig mod slutningen af Bidens regering, og at selv i Pentagon var der en vurdering af, at hvis disse langdistance-missiler bliver leveret til ukrainerne, vil det betyde en 50 % chance for, at det kan føre til en atomkrig, og at denne 50 % chance tilsyneladende blev accepteret!

Så har man en situation, hvor man skulle tro, at enhver fornuftig person ville være glad for, at Trump og Putin forsøger at normalisere forholdet mellem de to største atomvåbenmagter i verden. Men i stedet ser man den såkaldte »koalition af villige«, der forsøger at forlænge krigen, at holde krigen i gang, indtil 2029 eller endda 2030 eller længere…

POSTOL: De kan ikke forlænge krigen. Der er et par hære, russiske hære, der endnu ikke er blevet involveret, som sidder og venter på offensiven, venter på deres ordrer til offensiven, der vil begynde om nogle uger eller en måned eller deromkring. Jeg mener, helvede vil bryde løs i Ukraine, ud over det helvede, der allerede er ved at udvikle sig i Ukraine. Jeg mener, dette sted vil falde fra hinanden i løbet af de næste par uger til måneder! Der vil ikke være krig – ved udgangen af året kan jeg ikke forestille mig, at der vil være krig ved udgangen af året, i betragtning af den styrke, russerne har til rådighed, at –

ZEPP-LAROUCHE: Jeg siger ikke, at de vil få ret, men du kan se, at intentionen er død. Fordi de har timet deres politiske karriere så meget efter den fortælling, der nu udspiller sig, at de ikke vil – hvis de var realistiske, ville de sige, at det hele var en stor fiasko, at Vesten har tabt alle disse krige, fra Vietnam, Afghanistan, Irak og nu Ukraine; hvis de var rationelle, ville de måske sige, at det ikke er så god en idé at fortsætte disse krige. Men der er slet ingen tegn på en sådan refleksion, og jeg tror, at det, jeg nævnte i begyndelsen om den uheldige ændring i Trumps synspunkter, peger på et miljø, et globalt miljø, hvor de vestlige kræfter stadig synes at ville bevare en global dominans på den ene eller anden måde, og det er ikke ændret.

Vi har netop haft en meget vellykket konference i Schiller-instituttet i New Jersey. Målet var, at hvis vi ikke lykkes med at overvinde geopolitikken og erstatte denne idé om, at en nation eller en gruppe af nationer skal undertrykke en anden gruppe eller dominere en anden gruppe, med idéen om, at vi skal bevæge os mod én menneskehed, der har fælles mål. Dr. Teller talte om »menneskehedens fælles mål«, og jeg tror, at denne idé om, at vi er én menneskehed, i sidste ende bør erstatte denne idé om stridende interesser og ideologiske kontroverser.

Det er altså meget tydeligt, at ideen om verdensherredømme stadig eksisterer, og det bringer os til det emne, vi egentlig ville diskutere i dag, nemlig din holdning til Golden Dome, for det synes at være et udtryk for netop dette ønske om at dominere, nu også rummet. Så vil du ikke fortælle os, hvad du mener?

POSTOL: Lad mig komme med en sidste kommentar som svar, og så kan De vende tilbage til det, og så går vi videre: Det bedste håb, vi har lige nu, er efter min mening – og det er et håb, for jeg tror ikke, vi har nogen kontrol over det – at Putin fortsat holder øje med bolden og ikke lader sig skubbe af de magtfulde politiske kræfter, der helt sikkert skubber ham hver dag i Kreml, og at han bevarer sin strategiske forståelse af tingene og sine strategiske mål; og hvis han gør det, tror jeg, at han ganske enkelt vil fortsætte denne krig, uanset hvad der sker, selv om der kommer langdistanceangreb mod Rusland fra en uforsvarlig tysk ledelse. Og hvad Putin vil gøre, er blot at tage resten af Ukraine og derefter gøre, hvad der skal gøres. Og hvis det er det, han gør, og forhindrer os i at få en global atomkrig, tager jeg hatten af for ham! For lige nu har man en hallucinerende politisk ledelse i Tyskland, og befolkningen viser ved deres stemmeafgivning, at de er utilfredse med den politiske ledelse, men cyklussen, den politiske cyklus mellem, at folk rent faktisk kan få disse mennesker fjernet fra deres embeder, og at de rent faktisk bliver fjernet fra deres embeder, er lang. Så de repræsenterer ikke det tyske folk, så vidt jeg kan se.

Men desværre kommer vi til at opleve en meget farlig periode, hvor folk som Merz vil rende rundt og gøre ting, der kan føre os alle ind i en atomkrig! Vi må bare håbe, at den anden side fortsat vil udvise den politiske modenhed, den har vist indtil nu. Jeg ved ikke, hvad vi ellers kan gøre! Man kan ikke stoppe dem.

Trump forstår måske situationen bedre, end det er blevet rapporteret. Jeg er ikke overbevist om, at han kun giver Putin skylden for situationen. Det kan han godt, men jeg er ikke så sikker på det. Husk, at rapporteringen ikke er særlig afbalanceret. Jeg har forstået, at han også kom med nogle ret skarpe kommentarer om det europæiske lederskab og Zelenskyj, og han er ikke nogen fan af Zelenskyj, det ved vi med sikkerhed! Det er hans vicepræsident heller ikke.

Så lad os gøre, hvad vi kan, for at informere folk, og lad os håbe, at den politiske ledelse i Rusland og Kina og i USA, som er velinformeret, vil forhindre, at tingene eskalerer ud af kontrol. Vi ved det ikke. Vi må bare håbe på det bedste.

ZEPP-LAROUCHE: Derfor vil jeg virkelig gerne have, at dine ord bliver kendt i Tyskland så bredt som muligt, for Tyskland er lige nu som i et fuldstændigt vakuum, og stemmer fra omverdenen, der taler fornuft, er måske det bedste [kryds-snak]—

POSTOL: Det samme gælder USA! USA er [inaud 43:36].

ZEPP-LAROUCHE: Ja.

POSTOL: Så når krigen bliver overvældende, hvis den ikke allerede er det, og det bliver klart, at krigen er tabt, så offentligheden ikke længere kan ignorere det, vil folk begynde at stille spørgsmål. Når Sumy falder, når Kharkiv falder, når Odessa falder, når Nikolayev falder, vil aviserne ikke kunne undlade at rapportere om det! Og folk vil så begynde at stille spørgsmålet: »Hvordan kunne vi ikke vide det? Men det er jo ikke bare sket.« Det vil være en åbning for folk som dig og forhåbentlig mig til at sige: »Se! Det er ingen overraskelse for os! Man har misinformeret og vildledt jer af jeres egen presse! Så I har ikke et demokratisk land, fordi jeres demokratiske presse har gjort jer en bjørnetjeneste i de sidste tre eller fire år, i det mindste!«

Så det bliver vores mulighed. Jeg venter på den. Og jeg beder bare til, at Putin fortsat holder øje med målet og ikke lader sig provokere til at gøre noget, der kan føre til en optrapning. Vi får se. Det er alt, vi kan sige.

Så måske skulle vi vende os mod det andet deprimerende emne [griner], nemlig den overvældende fare for den internationale stabilitet, som skyldes muligheden for, at Trump vil gennemføre en eller anden form for »Golden Dome«-opfattelse, som han har talt om. Jeg skal dog sige fra starten, at de tekniske muligheder for at gennemføre et af disse »Golden Dome«-systemer er så skræmmende, at man på en måde kan se det som en teknisk hallucination, med andre ord, at det ikke vil være muligt. Problemet er, at hensigten er et stort problem, så når man siger, at man vil gøre noget, afslører man sin hensigt, og denne form for hensigt er en tilkendegivelse af en global holdning, som politiske ledere andre steder ikke kan ignorere. For eksempel har de amerikanske missilforsvarssystemer hidtil ikke produceret noget brugbart – nul, der er hidtil blevet produceret af missilforsvaret. Det gælder både de havbaserede og de landbaserede missilforsvarssystemer. Det faktum, at disse systemer ikke har givet noget resultat, har gjort den politiske ledelse i Kina opmærksom på, at en minimal atomar afskrækkelse ikke vil afskrække amerikanerne, og det har fået dem til at begynde at udvide deres atomstyrker. Kineserne udviste en ekstraordinær tilbageholdenhed med hensyn til deres atomstyrker i årtier, hvor de kunne have udvidet disse styrker i lang tid, men de valgte ikke at gøre det. De valgte ikke at gøre det – det vil jeg gerne understrege. USA brød kamelens ryg, mener jeg, ved den endelige installation af THAAD-systemet i Sydkorea, hvor USA skubbede dette forsvarssystem ind i Sydkorea. Forsvarssystemet var tydeligvis der for at give det amerikanske jordbaserede missilforsvarssystem ekstra kapacitet, men det er en anden diskussion, og kineserne reagerede ved at lægge ekstremt økonomisk pres på Sydkorea. Det var klart, at det økonomiske pres ikke ville virke, så kineserne sagde: »OK, hvis det økonomiske pres på Sydkorea ikke får sydkoreanerne til at gøre noget fornuftigt, og sydkoreanerne stadig vil gøre dumme, aggressive ting mod Kina, som f.eks. at sælge artillerigranater til Ukraine, så må vi passe på vores egen sikkerhed.« Og en af disse foranstaltninger var at udvide deres atomstyrker.

Så hvis du vil finde nogen at takke for udvidelsen af de kinesiske atomstyrker, så se på Biden og Obama. Og måske også Trump, Trump 1.

Så nu ser vi en udvidelse af de kinesiske atomstyrker, og det er et resultat af de tidligere intentioner, som de amerikanske aktiviteter har vist, selv om de ikke har ført til noget. Det værste, man kan gøre, er at vise en fjende, at man har onde hensigter mod ham, men så ikke gøre noget. Man viser bare sin fjendtlighed, og det er, hvad vi har gjort.

Nu er denne »Golden Dome« endnu et eksempel på en intention om at skade Kina og Rusland. Lad mig beskrive systemet: Det er en forbedring af det, vi allerede har gjort, plus en rumkomponent til vores aktiviteter. Lad mig forklare jeres publikum, hvad denne rumkomponent er, og så vil jeg beskrive nogle af konsekvenserne af dette system. Lad mig først og fremmest påpege, at det vil være satellitter, der sættes i kredsløb, og disse satellitter vil have interceptorer, de vil huse interceptorer; så satellitten kan veje 2 tons, og den kan have en interceptor på tre fjerdedele af en ton i sig, men satellitten vejer mere end det, fordi satellitten sørger for stationeringskapacitet for satellitten, for interceptoren, den leverer strøm, miljøkontrol, alle former for støttesystemer: Så du taler om en satellit på måske 2 tons, der indeholder en interceptor. Kan jeg få slides – kan jeg få delingen, tak? [Fig. 4] OK, lad mig starte med at vise jer, hvor satellitterne ville blive placeret i kredsløb. Dette er et diagram – kan I se cursoren? Kan I se en bevægelig cursor? Godt. Du kan se, at markøren er over den grønne cirkel med rød baggrund; OK, godt.

Så satellitterne vil blive placeret i kredsløb, en højde på ca. 400 km er et godt valg, fordi de skal være lavt nok i kredsløb, så interceptoren kan nå et område med lavere højder før det ballistiske missil, som er vist her; kan du se det ballistiske missils bane, som jeg peger på? Hvor man kan opfange det ballistiske missil, før det afslutter sin motorflyvning. Så dette gule område, hvor den røde kontur er en slags skive i rummet, er hvor satellitten har sin maksimale evne, maksimal rækkevidde, til at ødelægge opfangere, der affyres fra jorden. Så hvis man kan forestille sig en opfanger affyres herfra eller herfra, inden for en region på 500 km på jorden, vil ca. 500 eller 600 km være dækket af denne satellit.

Sådan fungerer systemet: Hvis et missil affyres på et givet tidspunkt, bliver satellitten advaret om affyringen af sensorer, der befinder sig langt ude i rummet. Sensorerne fortæller satellitten: »Der er en affyring på denne position, her.« Og så ville der være en forsinkelse, en lille forsinkelse, fordi sensorerne i rummet skulle spore ICBM’ens, missilets, bane tilstrækkeligt til at vide, hvor den omtrent ville flyve hen, så interceptoren kunne affyres, hvilket er vist her, ca. 20 eller 25 sekunder efter den første registrering af affyringen. Derefter accelererer interceptoren over tid, og inden for måske 150 eller 170 sekunder efter den faktiske detektion af affyringen vil interceptoren være i stand til at ødelægge en ICBM, der er affyret fra dette område.

Så hvis vi vil have en fornemmelse af, hvor mange satellitter vi skulle affyre, er her en situation, hvor jeg har antaget 288 satellitter [Fig. 5]. Bemærk, at man her til venstre ser satellitterne på et tidspunkt, og 200 sekunder senere ser man, hvor satellitterne befinder sig 200 sekunder senere. Hvis man f.eks. ser markøren igen, har satellitten på denne position her bevæget sig til denne position her: Den er bevæget sig fra denne position til denne position på 200 sekunder. Og hvis der var en affyring fra denne position 200 sekunder tidligere, da satellitten faktisk var her, ville interceptoren bevæge sig ud fra den faktiske affyringsposition i kredsløb, og den ville være i stand til at dække dette lille område på ca. 500 eller 600 km i diameter, hvor en enkelt ICBM var blevet affyret.

Så for at skyde en enkelt ICBM ned over hele verden ville man have brug for omkring 2.000 af disse satellitter. Her har man kun 288, så man ville være nødt til at opsende omkring 2.000 af disse satellitter i kredsløb. Så hvis satellitterne vejer omkring 2 tons [Fig. 2], ville man være nødt til at sende omkring 4.200 tons i kredsløb, og man ville muligvis have brug for 42 opsendelser af dette meget tunge løftefartøj, som SpaceX har testet – de sidste tre opsendelser er i øvrigt mislykkedes, men der er ingen grundlæggende årsag til, at fartøjet ikke i sidste ende vil fungere. Men den kan sende omkring 100 tons i kredsløb pr. opsendelse, så man ville have brug for 42 Starship-opsendelser for at sende 2.000 satellitter i kredsløb. Det ville koste omkring 4,2 milliarder dollars – det er selvfølgelig ikke prisen for at bygge hver enkelt satellit, det er kun opsendelsen. Så hvis man antager, at de koster det samme som det koster at opsende dem, er det to eller tre gange så meget, så det er 12 milliarder dollars, og selvfølgelig, lad os sige 15 eller 20 milliarder dollars for at have en satellitkonstellation, der kan håndtere en ICBM-opsendelse hvor som helst i verden.

Den oplagte måde at besejre dette system på, lad os sige det koster 20 milliarder dollar, er at opsende måske 10 ICBM’er samtidigt, som er relativt tæt på hinanden; relativt tæt, det kan være ti eller 50 eller 100 km fra hinanden, fordi det område, hvor man kan angribe en ICBM, er cirka 500 km stort. Så man skal have ca. 10 satellitter i en position, hvor de kan angribe 10 ICBM’er i en relativt samlet affyring, hvilket betyder, at man skal have en satellitkonstellation, der er 10 gange større. Hvis den konstellation koster 20 milliarder dollars for én, vil den koste 200 milliarder dollars for 10, og hvis man har 100 ICBM’er, som let kan affyres fra et ICBM-felt i Kina eller Rusland, taler vi om et par billioner dollars. Så vi taler virkelig om billioner af dollars for at bygge et system, som man nogensinde kunne håbe på at kunne placere over [Fig. 2]; dette forudsætter, at man ikke støder på nogen teknologiske problemer.

Så hvis man vil have en fornemmelse af, hvor kompleks styringen af dette system ville være. Lad os se, om jeg kan køre denne opsætning [Fig. 6]. Dette er en video af, hvordan satellitterne ville bevæge sig. Dette er for 288 satellitter. Bemærk, at områderne åbner sig overalt og lukker sig igen. Så man skal tage højde for denne åbning og lukning af områder, så man har brug for omkring 2.000 af disse satellitter, næsten ti gange flere satellitter.

Kan I ikke se videoen? Åh, I kan ikke se videoen, og I kan ikke afspille videoen. Okay, lad os ikke bekymre os om videoen. Lad os bare fortsætte.

Så det problem, man har, er, at man har brug for tusinder, som man kan se på dette dias 10 [Fig. 10]: Det problem, man nu har – kan du se markøren bevæge sig?

ZEPP-LAROUCHE: Ja.

POSTOL: Okay, så hvis vi ser på satellitter, der er i lavt kredsløb om Jorden, det er de grønne, den grønne satellit i lavt kredsløb om Jorden, som jeg peger på, har den satellit en interceptor, der kan nå 5 km/sekund, fordi den er designet til at kunne nå ned til lavere højder og opfange en ICBM, når den flyver op fra Jordens overflade. Det viser altså en bane, som den samme interceptor kan nå, hvis den kun bruger 2 km/sekund af sine 5 km, altså kun 40 % af sin fulde hastighed. Denne interceptor er altså i stand til at angribe satellitter i det, der kaldes geosynkrone baner. Hvorfor er geosynkrone baner så ekstremt vigtige? En geosynkron bane er en bane, der ligger ca. 36.000 km fra Jordens overflade eller 42.000 km fra Jordens centrum. I denne højde bevæger satellitten sig med en hastighed, så den roterer i sin bane ca. en gang hver 24. time. Når Jorden roterer nedenunder, roterer satellitten også med samme hastighed, så den ser ud til at stå stille over Jordens overflade. Af årsager, der er unikke for denne bane, befinder kritiske kommunikationssatellitter, såsom militærkommunikation, kritiske varslingssystemer og kritiske systemer, der bruges til signal efterretning, som ville blive brugt i krig, sig alle i geosynkron bane.

Geosynkron bane er normalt ikke så let at nå, men hvis man havde tusindvis af satellitter, som alle havde interceptorer, der pludselig kunne nå geosynkron bane, ville man have en ekstraordinær trussel mod stort set alle Kinas og Ruslands satellitter fra dette system, hvis man kun havde et system med 200 satellitter, som jeg viste tidligere, hvilket ville være helt utilstrækkeligt og kun kunne opfange en enkelt ICBM en tiendedel af tiden! Det ville være en overvældende antisatellittrussel mod Ruslands og Kinas vigtigste militære rumaktiver. Nu vil ingen lande sidde og lade denne situation stå ubesvaret. Så man vil få to effekter [Fig. 9]: Man vil få et forsvar, der vil blive tilskyndet til at opsende ICBM’er i stort antal i stedet for at opsende enkelte, for at overvælde satellitkonstellationen, så man er nødt til at bygge og opsende 20.000 eller 200.000 satellitter, eller man vil få en stor antisatellittrussel – eller begge dele!

Så grundlæggende vil man skabe en uacceptabel trussel [Fig. 10], som sandsynligvis vil blive besvaret af russerne og kineserne, der vil sende deres egne systemer ud i rummet for at angribe satellitter i lavt kredsløb, hvilket bestemt ikke ville være ønskeligt, fordi det betyder, at man kunne få en krig, hvor den ene eller den anden side kunne foretage et forebyggende angreb og ville have tilskyndelse til at angribe den andens rumsatellitter, før den anden kunne ødelægge deres system. Det er en uacceptabel farlig situation.

Så hvis man bare overvejer, hvad man kunne få, hvis man tillod dette system at opstå, denne situation at opstå, så skal man bare se på det rumskrot, der i øjeblikket findes i kredsløb. [Fig. 14] Gennem hver af disse hvide prikker kan man se billedet af Jorden nedenunder, og man ser denne ring af næsten helt hvidt område: Det er objekter, der ikke længere fungerer som satellitter. Det er ikke fungerende satellitter, de fungerer ikke længere, og det er affald fra opsendelser af disse satellitter, der alle befinder sig i lavt kredsløb om Jorden, hvor de i det væsentlige vil være i hundreder af år!

Et af de problemer, vi ved kan opstå – og det er ikke science fiction – er, at hvis man beskadiger eksisterende satellitter nok, altså hvis man angriber eksisterende satellitter i lavt kredsløb, kan man skabe så meget affald i lavt kredsløb, at ingen lande kan bruge lavt kredsløb, fordi satellitter, der opsendes i lavt kredsløb, vil blive ramt af et stykke affald inden for relativt kort tid og ødelagt. Så man ville ikke kunne opsende satellitter og bruge dem. Og faktisk ville hver eneste satellit, man opsender i denne dødszone, der er skabt af tidligere angreb på lavt kredsløb, skabe en endnu værre situation: Hvis man opsender satellitter, lad os sige hver måned, vel vidende at de kun vil holde en måned, så vil den næste generation af satellitter, affaldet, øges, og man vil kun kunne have satellitter, der kan overleve en uge! Det ville bogstaveligt talt være en kaskadesituation, hvor man aldrig ville kunne bruge lavt kredsløb om Jorden igen i en overskuelig fremtid.

Lavt kredsløb om Jorden er meget vigtigt. Så skaderne på kommercielle og rumaktiviteter, for ikke at nævne alle landes militære kapacitet, ville være uoprettelige og uigenkaldelige. Så det er den slags situation, man inviterer til, hvis man igen går ind i den slags situation, vi ser nu. Dette er blot et diagram [Fig. 13], der viser den geosynkrone bane og en bestemt russisk bane, der også ville blive angrebet, men det vil jeg ikke gå nærmere ind på. Men det er grundlæggende, hvad der ville ske, hvis man havde ressourcerne, hvilket jeg ikke tror, man har, til at forsøge at opbygge en rumbaseret komponent til et eller andet missilforsvarssystem.

Lad mig også påpege, at det vil tage lang tid – år – at implementere dette system. Systemet ville straks udgøre en stor trussel mod satellitter. Det ville være fristende at angribe denne trussel mod satellitter lige fra starten, fordi implementeringsperioden ville være sårbar over for forebyggende angreb, og en fjende kunne håbe at afskrække den anden fra at fortsætte en opsendelsesindsats, hvis en sådan var i gang. Det er altså ikke en god situation: Man ville provokere begge sider til at tage skridt mod hinanden, hvilket let kunne føre til en optrapning af krigen i rummet, som igen kunne føre til en generel, global atomkrig. Man skal huske på, at den doktrinære holdning i USA, Kina og Rusland er, at hvis man angriber et militært aktiv, der er afgørende for vores nationale overlevelse, såsom vores tidlige varslingssystemer, vil vi betragte det som et angreb på det pågældende rumaktiv, et angreb på vores suveræne territorium, og vi vil reagere i overensstemmelse hermed. Jeg mener, det er en idé, som, hvis man kunne gennemføre den, og jeg siger ikke, at man kan, ville koste bogstaveligt talt astronomiske beløb, men hvis man kunne gennemføre den, ville den være så provokerende, at man i realiteten ville forberede verden på dens undergang. Det ville være så uovervejet, at det er svært at tro, at selv hr. Merz ville støtte det, men vi ved det ikke. Jeg mener, man skulle være fuldstændig uansvarlig, helt utroligt, for at forsøge at indsætte et sådant system – og det ville selvfølgelig ikke fungere.

Så jeg synes ikke, at Golden Dome er en særlig god idé.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, jeg synes, at hvis ideen om en udelelig sikkerhed allerede gælder for forhold på planeten, så gælder den i dobbelt forstand for rummet, for det er jo sådan en spild af ressourcer!

Vi har sådan et spændende perspektiv på at finde ud af, hvordan universet fungerer: Hubble-teleskopet har allerede opdaget, at der er mindst 2 billioner galakser, og vi er ikke engang kommet uden for vores egen, endsige 2 billioner: Så der er så meget at opdage! Og det ville være så meget mere i alles interesse –

POSTOL: Heldigvis er de fleste af dem for langt væk til, at vi kan angribe dem! [griner]

ZEPP-LAROUCHE: Ja, men alligevel, du ved, disse opdagelser, der stadig skal gøres –

POSTOL: Nej, måden at tænke på rummet og satellitter på, og det er noget, som folk ikke forstår, heller ikke folk i vores militære rumkommando: Disse mennesker forstår det ikke. Men der er en simpel kendsgerning om satellitter: Satellitter er spinkle objekter, de er meget skrøbelige. De er skrøbelige, fordi det koster så meget at sende dem i kredsløb, så man gør dem så lette som muligt. For man betaler tusinder af dollars per pund for at sende dem i kredsløb. Det er uden de titusinder af dollars per pund, man betaler for at bygge den ting, der koster tusinder af dollars per pund at sende i kredsløb. Så når man først har en satellit i kredsløb, er den skrøbelig og kan ikke forsvares. Man kunne f.eks. sige: “Jamen, jeg vil forsvare min satellit. Jeg sætter interceptorer på dem.” Men når man ser på udgifterne til at opsende disse interceptorer sammen med satellitterne, er det uoverkommeligt. Det er teknisk umuligt og uoverkommeligt at sætte interceptorer sammen med alle disse satellitter for at forsvare dem, og disse interceptorer ville selvfølgelig, hvis de var i stand til at forsvare satellitterne, udgøre en anti-satellit-trussel mod andre satellitter. Så man ville skabe ustabilitet bare ved det.

Den anden mulighed er, at man kunne forsøge at manøvrere, at udmanøvrere interceptorerne. Men det er let at give interceptorerne tilstrækkelig såkaldt »afledningskapacitet«, at satellitternes afledningskapacitet skulle være enorm, hvilket ville få deres vægt til at stige enormt, fordi de ikke blot skulle accelerere, være i stand til at accelerere meget hurtigt, men man ville også være nødt til at forstærke satellitternes fysiske struktur, så de ikke ville gå i stykker, hvis man forsøgte at accelerere dem hurtigt nok til at undvige en af disse interceptorer, fordi interceptoren er et solidt, meget stift konstrueret objekt, mens satellitten er et spinkelt objekt. Så man har en slags – det er næsten som en situation med atomar afskrækkelse: Man har ingen mulighed for at forsvare sig, men man har en betydelig mulighed for at angribe den andens satellitter. Så hvis den ene side dumt nok udgør en trussel mod den anden og får den anden side til at reagere, vil begge sider komme i en meget farlig, ustabil situation, hvor risikoen for en ulykke, der fører til krig, vil blive kraftigt forøget! Det er derfor, at Tyskland, når visse tyskere – slå det op – udvikler deres egen atomare afskrækkelse mod Rusland, for eksempel, er det det sidste, Tyskland bør ønske sig, for hvis Tyskland placerer atomvåben mod Rusland, vil det være våben med meget kort varsel, som russerne vil reagere på med våben med meget kort varsel, og begge sider vil have angrebsvåben med kort varsel mod hinanden, hvilket i høj grad vil reducere chancerne for, at folk opdager, at et angreb er undervejs, og i høj grad øge chancerne for en ulykke, der vil udløse en global atomkrig.

Så det sidste, man ønsker, er at placere flere atomvåben i Europa: Man ønsker at få dem ud af Europa. Man ønsker at holde dem på lang afstand; hvis man skal have dem, skal de være på lang afstand, og derfor skal traktaten om mellemdistancemissiler genindføres! Og den bør udvides til at omfatte alle disse lokale atomstyrker, som f.eks. Storbritanniens og Frankrigs styrker. Man ønsker ikke, at disse atomstyrker er tæt på hinanden. Advarselstiden er allerede alt for kort, og risikoen for en uoprettelig ulykke er allerede for høj, alt for høj.

Så, anyway—

ZEPP-LAROUCHE: Desværre er tiden ved at løbe ud. Men—

POSTOL: Ja! På mange måder! [griner]

ZEPP-LAROUCHE: Men jeg vil gerne takke Dem mange gange for det, De sagde, især lige nu til sidst, for det er en anden ting, der generer mig meget, at i begyndelsen af 80’erne, da vi havde krisen med mellemdistancemissilerne, var der hundredtusinder af mennesker på gaden, fordi de vidste, at denne korte rækkevidde betød, at vi havde få minutter, og at vi var tæt på 3. verdenskrig. Og nu, hvor vi er i en meget, meget farligere situation, sover folk. Så med hensyn til spørgsmålet om en atomparaply for Europa, kunne vi måske, hvis jeg må bede om din hjælp, lave et andet program, ikke alt for langt ude i fremtiden. For der er en reel debat lige nu, og jeg støtter fuldt ud din idé om, at alle atomvåben, alle amerikanske atomvåben, bør trækkes tilbage til USA og ikke distribueres over hele Europa. For det bidrager ikke til vores sikkerhed.

POSTOL: Ja. Ja. Helt vanvittigt!

Ja, den politiske doktrin – ja, vi vil ikke gå ind i den diskussion nu, men den politiske doktrin er forvrænget, urealistisk. Den blev udarbejdet af en gruppe mennesker, der burde have tænkt sig bedre om, hvad de gjorde, og også til en anden tid. Men det kan vi diskutere i en separat diskussion.

ZEPP-LAROUCHE: OK, og mange tak! Det var yderst vigtigt, og vi vil oversætte denne diskussion til tysk og forsøge at få den udbredt.

POSTOL: Lad mig komme med en forudsigelse, som kunne ske i løbet af det næste år eller deromkring, for jeg tror ikke, det vil ske med det samme. Men jeg tror, at den tyske offentlighed i løbet af det næste år eller deromkring, på trods af den dårlige presse, den uansvarlige tyske presse, der ikke holder folk informeret, vil blive opmærksom på den fare, der opstod i 1983 og i 1980’erne, før traktaten om mellemdistancemissiler, og at den vil genopstå, hvis den nuværende tyske regering får sin vilje. Og jeg forudsiger, at vi igen vil se hundredtusinder af mennesker på gaden. Det er mit gæt, men det vil tage et år. Det vil kræve, at russerne vinder nok i Ukraine, så aviserne ikke længere kan ignorere, at krigen er tabt i Ukraine, og tvinge aviserne til at åbne en debat om, hvad der skal ske nu, og at det, der skal ske nu, er uacceptabelt og udgør en alvorlig fare for menneskehedens fremtid.

ZEPP-LAROUCHE: Mange tak. Lad os gøre vores bedste for at bringe menneskeheden til en mere fornuftig tilstand.

POSTOL: Absolut! Absolut!

ZEPP-LAROUCHE: Så ses vi næste gang. Mange tak.

POSTOL: Tak! Farvel. 

Ikke korrekturlæst

Webcast med Helga Zepp-LaRouche og vært Harley Schlanger

Onsdag, 21. maj 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller-instituttet. I dag er det onsdag den 21. maj 2025. Jeg hedder Harley Schlanger og er jeres vært. I kan sende jeres spørgsmål og kommentarer til fru Zepp-LaRouche via e-mail på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden.

Nu vil jeg gerne starte med at gøre opmærksom på en yderst vigtig konference, sponsoreret af Schiller-instituttet, der finder sted i weekenden, lørdag og søndag. Det har aldrig været mere nødvendigt, i lyset af de begivenheder, der finder sted i verden. Der er nogle potentielle skridt, meget vigtige skridt i retning af fred, men der foregår også nogle meget ubehagelige operationer, ikke kun mod fred, men også mod udvikling, som rejser hele spørgsmålet om, hvorvidt menneskeheden vil vise den moralske modenhed, der skal til for at overleve. Der er ingen bedre til at tale om det end Helga, så Helga, i lyset af disse sammenfaldende begivenheder og den kommende konference, hvor tror du, at vi står lige nu?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest er jeg glad for, at du er min dialogpartner, for professor Theodore Postol, som skulle have været her i dag, har fået en uforudset forpligtelse, men han vil være her i næste uge. Så hvis du leder efter professor Postol, må du være tålmodig: Han kommer i næste uge.

Konferencen finder sted på et tidspunkt, hvor den strategiske situation aldrig har været så turbulent: Der er ved at ske jordskælvende forandringer. Vi har en situation, hvor det er klart, at der mellem USA og Rusland er et meget seriøst forsøg på at bringe krigen i Ukraine til ophør. Der var en meget vigtig telefonsamtale mellem præsident Putin og præsident Trump. Disse to største atomvåbenmagter er på vej mod at afslutte krigen i Ukraine, som havde potentiale til at blive en global atomkrig, hvilket forhåbentlig snart ikke længere er tilfældet. Så man skulle tro, at folk er glade for det. Men man har europæerne og ukrainerne i den såkaldte »koalition af villige« – et meget mærkeligt navn, de har valgt, da det henviser til »koalitionen af villige« i krigen mod Saddam Hussein i 2003, som vi nu ved var baseret på løgne. Men de synes at forsøge at forlænge konflikten på en eller anden måde. Så det er den ene ting.

Så har vi ubekræftede, men alvorlige nyheder om, at amerikanske embedsmænd citeres for, at de har alle mulige tilkendegivelser fra efterretningsrapporter og observationer af, hvad den israelske hær foretager sig, at de har underskrevet, at Israel muligvis forbereder en krig, et angreb på Irans atomfaciliteter, også på et tidspunkt, hvor det ser ud til, at forhandlingerne med Trump-administrationen kunne føre til en fredelig løsning.

Så har vi en utrolig, næsten officiel afslutning på demokratiet, ser det ud til, hvor der afholdes valg i EU-medlemslande så ofte, indtil det ønskede resultat kommer frem, som i Rumænien: Vi har EU’s 17. sanktionspakke mod Rusland, som utroligt nok indebærer, at to tyske journalister, der arbejder i Rusland, fratages deres statsborgerskab uden retsmidler, blot ved at gennemføre det på grundlag af en administrativ afgørelse, hvilket de facto fratager dem enhver mulighed for at søge retsmidler. Det er altså alle sammen meget, meget utrolige begivenheder, og det viser, at man fra de fleste regeringer, i hvert fald i Europa, ikke kan forvente en konstruktiv tilgang til, hvordan man skal håndtere situationen i Ukraine, hvordan man skal håndtere det utrolige folkemord, der foregår i Gaza, hvor den seneste rapport allerede er mere end en dag gammel, og hvor FN advarer om, at 14.000 børn er i umiddelbar livsfare, hvis de ikke bliver reddet inden for de næste 48 timer. Så der er allerede gået mere end et døgn af disse 48 timer, så man kan kun forestille sig, hvad der foregår.

Disse udviklinger gør det meget klart, at hvis man forsøger at tackle disse problemer et for et – man er nødt til at tackle dem et for et – så er vi nødt til hurtigst muligt at gå over til et helt nyt paradigme, og det er netop det, konferencen i USA i den kommende weekend handler om. Og jeg tror, at dette vil være en af de vigtigste historiske interventioner for at forsøge at sætte en helt anden tilgang på dagsordenen, for hvordan kan vi bringe menneskeheden til et mere sikkert sted?

Så I bør absolut følge med og tilmelde jer, hvis I ønsker at deltage aktivt i diskussionen, eller i det mindste se det på YouTube: Det vil blive streamet af flere andre platforme, men fokuser på den. Gå til Schiller Institute’s hjemmeside, hvor vi har lagt en liste over de fantastiske talere og de emner, de har valgt, og jeg tror, at jeres nysgerrighed helt sikkert vil blive vakt.

SCHLANGER: Vi har lige gennemgået en hel masse ting, der foregår i verden. Lad os uddybe det lidt ved at tage et par af dem enkeltvis. Jeg vil starte med det, der sker i Mellemøsten, i Gaza, hvor Netanyahu, så snart Trump forlod regionen, iværksatte denne »Gideons vogn« operation, der dybest set går ud på at rense Gaza for palæstinensere, ødelægge det, der er tilbage af Gazastriben, og tvinge palæstinenserne til at evakuere. Nu er det interessant: Der kommer endelig flere kommentarer om folkemordet i Gaza – en af de mest interessante kom fra den tidligere vicestabschef for Israels forsvarsstyrker (IDF), Yair Golan, der sagde: »Israel er ikke længere et fornuftigt land. Og alligevel gøres der stadig ikke nok for at stoppe folkemordet.«

Jeg vil gerne høre dine tanker om det.

ZEPP-LAROUCHE: Der er en voksende opposition mod Netanyahu i Israel. Vi havde et møde i Den Internationale Fredskoalition, som er et ugentligt Zoom-møde hver fredag, hvor fredsaktivister fra alle sider deltager. Vi har haft mange israelere, der er for en løsning og fred i denne situation. Så der sker meget. Men jeg synes, at de vestlige medier var meget langsomme, næsten for langsomme, til at indse, at de ikke længere kunne dække over det, og regeringerne i Frankrig, Storbritannien og Canada udsendte også en fordømmelse og krævede øjeblikkelig nødhjælp. Der er mange stemmer fra det Globale Syd, der siger, at det kollektive Vestens omdømme har lidt uoprettelig skade, fordi de begyndte dækningen meget sent, for flere dage siden, hvor de viste, at folk er desperate og løber rundt i ruiner: Næsten hele Gaza er jævnet med jorden. Folk spørger: »Hvor skal jeg tage hen? Jeg kan ikke tage sydpå, jeg kan ikke tage vestpå.« Bombardementerne fortsætter. I 90 dage har der ikke været mad, medicin eller medicinsk udstyr; som jeg sagde, dør et stort antal børn, og nu dør babyer, mens vi taler. Det er også klart, at de såkaldte private humanitære hjælpeorganisationer, som nu skulle levere mad, er latterlige!

Før det hele startede med Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023, kom der 500 lastbiler om dagen med mad, medicin og så videre til Gaza hver eneste dag! Nu, efter 90 dages total sult, er den nye ordning, at der må komme fem lastbiler om dagen! Og de 400 uddelingssteder er blevet reduceret til 4. Så naturligvis har vi haft gentagne sultoptøjer: Hvis folk virkelig kæmper for deres liv, så er det naturligt, at når der er lidt mad for øjnene af dem, så forsøger de at få fat i det, og der opstår vold, og folk bliver dræbt som følge deraf.

Det er utroligt. Og det er helt klart, at den israelske regering ikke har nogen plan om at eksportere de resterende palæstinensere til 30, 40, 50 lande over hele verden og fordele dem: Det er altså de facto en etnisk udrensning.

Og jeg kan kun sige, at verdens regeringer har været ude af stand til at handle i tide for at forhindre dette, efter at nyheden har været ude praktisk talt fra begyndelsen, fordi Al Jazeera og andre kanaler har sendt det ind i stuerne hos millioner og atter millioner af mennesker over hele verden, og nu er vi i slutfasen af dette. Og jeg tror, at dette vil efterlade en plet på verdenssamfundets omdømme, fordi vi alle er en del af dette, hvilket jeg tror vil kræve en ekstraordinær handling på et helt andet plan for at forsøge at rette op på denne utrolige uretfærdighed, der finder sted lige nu.

SCHLANGER: Der er et par spørgsmål, der lige er kommet ind, og så har jeg et om situationen i Mellemøsten, som er en lidt længere udtalelse. Men først skriver nogen: »Tror du, at advarslerne om et angreb på Iran er noget, Netanyahu ville gøre for at aflede opmærksomheden fra folkemordet, i betragtning af at det nu får mere fokus?«

For det andet har nogen gjort opmærksom på, at Netanyahus forklaring på, at han tillader nogle fødevareforsendelser, er for at undgå anklager om krigsforbrydelser! Så jeg vil gerne høre, om du kan kommentere på disse to ting?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er meget klart, at Netanyahu vil prøve alle mulige tricks for at forlænge krigen, for når situationen i Gaza slutter, vil han stå over for utrolige juridiske problemer, og jeg tror, at det er en sandsynlig hypotese, at han forsøger at aflede opmærksomheden og fortsætte så længe som muligt.

Jeg kan kun sige, at den eneste tænkelige plan ville være, hvis verdens regeringer, herunder russerne, kineserne, inderne og især USA, alle ville arbejde sammen og gennemtvinge en fred. USA kunne gøre det! Hvis USA, hvis præsident Trump grundlæggende ville gå et skridt videre – jeg mener, han har jo allerede i et vist omfang talt med Netanyahu ved ikke at besøge Israel under sin Mellemøsten-turné den 13.-16. maj, f.eks. Det er blevet tolket af mange observatører som et klart tegn på, at han tager afstand, fordi der nu er stemmer, som den De citerede, der siger, at Israel er i fare for at blive en paria-stat, som Sydafrika var under apartheid. Og at der er en voksende bekymring for Trump, at det kan påvirke hans omdømme. Så han kunne gøre det, men jeg kan godt forstå, at Trump selv manøvrerer i et meget, meget vanskeligt minefelt i USA, fordi han på den ene side har den zionistiske lobby, store finansierere af hans kampagne, og på den anden side har han neokonservative, han har demokraterne, så det er en meget vanskelig situation, men det er ingen undskyldning, for det eneste land, der kan bringe det til ophør med det samme, er USA.

Men i betragtning af verdens kompleksitet tror jeg, at det bedste ville være, hvis USA blot ville række hånden ud til Rusland og Kina og sige: »Lad os arbejde sammen og kombinere afslutningen af krigen med en økonomisk udviklingspakke«, som vi har foreslået med Oase-planen. Og vi fra Schiller-instituttet og Den Internationale Fredskoalition er stadig i gang med at mobilisere for at få Oase-planen på dagsordenen. Oprindeligt var det meningen, at den skulle være rettet mod FN’s Sikkerhedsråds konference om tostatsløsningen, som Frankrigs Macron og Saudi-Arabien havde opfordret til, og som skulle have fundet sted i begyndelsen af juni. Nu ser det ud til, at den er blevet udsat til slutningen af juni, så vi har mere tid til at mobilisere, men tiden er virkelig afgørende: Hvert minut, hvert sekund tæller.

SCHLANGER: Især med de sultrapporter, vi har fået fra Gaza.

Helga, lige til spørgsmålet om, hvad man kan gøre som enkeltpersoner, har jeg en kommentar: »Udsagn som dem fra Macron og Starmer betyder intet. De vil ikke gøre noget.« Og så siger Omar: »USA kunne stoppe dette. Det er den eneste mulighed. Er der nogen indflydelse på det?«

Og jeg vil gerne bringe det op i denne sammenhæng, når du taler om international mobilisering, at du sammen med Ray McGovern tog initiativ til at sende et brev til paven. Kan du sige noget om det?

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Pave Leo XIV, nyheden kom netop i dag, udsendte en meget, meget stærk besked om, at situationen i Gaza kræver øjeblikkelig handling, at den humanitære situation er ved at blive helt desperat.

Så jeg synes, det var et meget vigtigt skridt i den rigtige retning. Men vi har skrevet et brev til pave Leo XIV, et åbent brev, hvor vi giver vores fulde støtte til hans fredsbestræbelser: De første ord, han sagde, da han blev valgt til pave, var trods alt en opfordring til fred. Så jeg tror, at han i den forstand helt klart følger i pave Frans’ fodspor. Men selv om man har en kristen opfattelse af agapē og at være mægler, tror jeg alligevel, at verdens befolkning har brug for et moralsk kompas. For hvis regeringerne ikke længere følger deres egne forfatninger, ikke følger folkeretten, ikke følger Genève-konventionerne, FN-pagten og andre vigtige retsakter, har befolkningen en tendens til at miste orienteringen. Derfor har vi rettet denne meget, meget stærke appel til paven om, at han bør gribe endnu kraftigere ind. For pavestolen er en af de få institutioner i verden, der står over menneskets lov. Den er baseret på naturloven, den er baseret på skabelsesloven, og mange religioner ser på paven som en moralsk leder, selvom de tilhører en anden trosretning.

Så hvis De er enig i, at vi har brug for mere handling, så underskriv dette brev! Vi er lige nu i gang med en international mobilisering for at indsamle underskrifter, og vi ønsker at udsende brevet med underskrifter om et par dage, måske allerede i weekenden, når vi holder konferencen. Så vær venlig at distribuere dette brev i alle de netværk, man har, underskrive det og slutte sig til vores mobilisering. For jeg tror, at hvis paven ville tale endnu stærkere, ville det være absolut nødvendigt for regeringerne at følge hans befaling.

SCHLANGER: Og det brev er tilgængeligt på Schiller Instituttets hjemmeside. Man kan finde det, læse det, udskrive det, sende det rundt, indsamle underskrifter og sende dem til os osv.

For at vende tilbage til Trump-Putin-diskussionen den 19. maj, er der medieberetninger, der forsøger at sige, at den ikke var en succes, at der er en fastlåst situation mellem Europa og USA. Men her er et spørgsmål, som jeg synes er vigtigt. Nogen spørger, hvorfor Schiller-instituttet ikke støtter ideen om en øjeblikkelig våbenhvile? Og kan De forklare forskellen mellem det, europæerne kræver, og Zelenskyjs krav om en våbenhvile, og det, Putin kræver, nemlig at man tager fat på de underliggende årsager til konflikten?

ZEPP-LAROUCHE: Det er meget klart, at den russiske holdning er, at de har sat klare mål for det, de kalder den »særlige militæroperation«: Nemlig at beskytte det russisktalende folk i Ukraine. Det er de næsten lykkedes med ved at befri de fire oblasts og Krim. De kræver også, at de grundlæggende årsager, som ikke kun er de russisktalende, men også at Ukraine skal være neutralt, at Ukraine ikke kan tilslutte sig NATO, og at der ikke må være offensive våbensystemer – hvilket naturligvis er indeholdt i de to tidligere krav, men der må ikke være offensive våbensystemer stationeret i Ukraine. Og jeg tror ikke, der er noget i denne verden, der kan overbevise Putin og andre i den russiske regering om at give afkald på dette krav, fordi de betragter det som en absolut eksistentiel trussel mod Den Russiske Føderations eksistens, og det er derfor, det hele startede.

Og da dette var Putins krav den 17. december 2021, to eller tre måneder før operationen startede, var dette en appel til NATO og til Biden om at give juridisk bindende garantier for Ruslands sikkerhedskrav. Dette blev fuldstændig tilsidesat og ignoreret. Biden kom med et »blah-blah«-svar, hvor han sagde, ja, vi vil genoptage våbenforhandlingerne, men uden at adressere de såkaldte kerneinteresser i det mindste. NATO gav et lignende ikke-svar. Og det er derfor, hele konflikten gik over i denne særlige militære operation, som, som mange militæreksperter har sagt, aldrig var ment som en fuldgyldig krig, hvilket man kunne bedømme ud fra størrelsen af den russiske hær: Der var kun 190.000 soldater, der var samlet ved den ukrainske grænse, mod en ukrainsk hær på 400.000. Den tidligere tyske general Harald Kujat og mange andre militæreksperter har derfor udtalt, at man ud fra dette tal faktisk kunne udlede, at målet netop var at befri de russisktalende områder og ikke mere. Det var aldrig meningen, at det skulle være en fuldgyldig krig eller endda at overtage Ukraine.

Så jeg synes, at den russiske holdning er meget klar, og de har også givet udtryk for, at hvis der indføres våbenhvile, og de vestlige magter fortsætter med at sende våben til Ukraine under våbenhvilen, vil det blot forlænge krigen, det vil medføre flere – hver uge dør i gennemsnit 6.000 mennesker, både ukrainere og russere, på slagmarken, og situationen i Ukraine nærmer sig absolut desperation. De har ikke længere mandskab til at holde fronten dækket.

Så jeg tror, at den russiske holdning er, at de ønsker en våbenhvile, men kun efter at disse kerneinteresser er opfyldt. Derfor har de foreslået et memorandum, som angiveligt er under udarbejdelse.

SCHLANGER: Helga vil holde hovedtalen ved det første panel lørdag formiddag den 24. maj på Schiller Institute-konferencen. Det er et ganske ekstraordinært panel. Blandt talerne er Dmitry Trenin, en meget kendt russisk ekspert, Ray McGovern, Scott Ritter, Chas Freeman og mange andre, men jeg vil opfordre jer til at tilmelde jer konferencen og få andre til at se den online, så I kan høre meget mere indgående, end vi kan præsentere i dagens dialog.

Nu, Helga, vil jeg gerne vende tilbage til det europæiske spørgsmål, for det er klart, at europæerne ikke bare saboterer et fredsinitiativ, men at de presser på for en opløsning af Rusland, og det ville betyde krig. Og det er sandsynligvis en af grundene til, at den tyske kansler Merz er fremstået som en af talsmændene for det hårde krigsparti. De skulle diskutere dette med Dr. Postol i dag og hele spørgsmålet om Taurus-missilerne. Hvor står det? Er det virkelig stadig et sandsynligt scenario, at Merz vil presse på for at levere disse mellemdistancemissiler, der kan slå dybt ind i Rusland fra Ukraine, at han vil presse på for at give dem til ukrainerne?

ZEPP-LAROUCHE: Merz har for blot få dage siden udtalt, at Zelenskyj absolut kan stole på ham og Tyskland, da han blev stillet det spørgsmål. To dage senere sagde han: »Åh, det er ikke på bordet som et reelt problem, men under alle omstændigheder vil vi ikke gøre det offentligt, hvis vi gør det, for det er ikke klogt at informere sin modstander om sine planer.« Det betyder altså, at han måske allerede har forberedt det; det er måske allerede blevet leveret – hvem ved? Forbundsdagsmedlem Matthias Miersch, den nye generalsekretær for Socialdemokratiet, erklærede imidlertid, at Socialdemokraterne stadig er imod levering af Taurus, fordi det ville gøre Tyskland til en krigsparti med det samme. Så i CDU/SPD-koalitionsregeringen er der tydeligvis et andet synspunkt, men desværre blev der i mellemtiden indgået en tysk-britisk strategisk aftale, hvor man besluttede at konstruere nye langdistance-missiler, som har fire gange så lang rækkevidde som Taurus. Taurus har en rækkevidde på 500 km og kan derfor nå Moskva, Kreml, som naturligvis er den ultimative trussel. Men disse nye langdistance-missiler skal angiveligt have en rækkevidde på 2.000 km og nå frem til Ural!

At Tyskland og Storbritannien begynder at fremstille disse missiler på dette tidspunkt er et klart tegn på, at de ikke har nogen fredsplan. De har ingen plan for, hvordan konflikten skal bringes til ophør, og hvordan de normale forbindelser med Rusland skal genoprettes. Man hører ikke et ord om dette fra nogen!

Så jeg synes, at det er helt klart, at hvis man ser på, hvad der foregår i Europa, er det forbløffende, for som jeg sagde, at fratage tyske borgere deres statsborgerskab og gøre dem til en del af denne 17-sanktionspakke mod Rusland – jeg har de sidste par dage talt med flere mennesker, der alle var helt forbløffede over, hvordan man skal tolke det! For det betyder de facto, at disse to journalister, Thomas Röper og Alina Lipp, der arbejder fra Rusland, og som jeg kan se, er ganske anstændige journalister, der er meget grundige i deres kildearbejde og følger spor, verificerer og tjekker dem: De er journalister, ved du. I en tid, hvor journalistik stadig eksisterede som et erhverv, hvilket jeg nu tvivler meget på, fordi de fleste journalister er propagandainstrumenter for NATO’s fortælling, men under alle omstændigheder – uanset hvad, at sætte folk uden retsmidler, at fratage dem deres statsborgerskab, man må lade det synke ind, hvad det betyder. Dybest set, at enhver, der afviger fra denne fortælling, potentielt står over for en lignende skæbne. Og i en vis forstand betyder det, at deres bankkonti bliver indefrosset, så de ikke kan betale en advokat for at få retshjælp; advokaterne har under sanktionerne forbud mod at arbejde med dem, så det er de facto umuligt at gå til domstolen og forsøge at få retfærdighed. Det er bare en administrativ afgørelse, der fratager folk en af deres mest grundlæggende menneskerettigheder, som man kan forestille sig, nemlig deres statsborgerskab. Og hvad skal de nu være? Mennesker uden statsborgerskab eller statsborgerskab? Jeg synes, det er ekstremt alvorligt!

Og jeg har opfanget fra mange diskussioner, at folk virkelig, helt og holdent, er ved at blive meget bange for det.

SCHLANGER: Jeg har endnu et spørgsmål om situationen i Europa. Nogen skrev om den nye sanktionspakke, som EU netop har annonceret, og de siger: »Er de ikke klar over, at de tidligere sanktionspakker ikke har gjort noget for at stoppe Rusland, men har haft en negativ effekt, en modsat effekt, på Europa? For det andet, oprustning: Er det virkelig Europas fremtid?«

Og så er deres sidste pointe: »Ursula von der Leyen, Kaja Kallas og hele holdet af eurokrater, hvis interesser tjener de egentlig? Hvem trækker i trådene?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan allerede nu sige, at denne 17. sanktionspakke vil skade de europæiske økonomier meget mere end Rusland, fordi den definitivt forhindrer Europa, Tyskland og andre nationer i at samarbejde med Rusland og få adgang til billig gas og olie. Von der Leyen vil nu endda indføre en lovgivning, der forbyder genåbningen af Nord Stream-rørledningerne. Det er alt sammen en selvforskyldt katastrofe. Den tyske økonomi og den europæiske økonomi generelt er i frit fald! Der er bankerotter hver dag. De små og mellemstore virksomheder (SMV’er), hver dag må to eller tre af sådanne virksomheder i Tyskland erklære sig konkurs, og man kan regne ud, hvor længe det vil fortsætte. Vi i Tyskland står over for et potentielt fuldstændigt sammenbrud af vores model! For blot få år siden så folk i hele verden på Europa som en meget succesrig model med et godt socialt system, ikke den angloamerikanske frie markedsøkonomi, men det begyndte med kansler Ludwig Erhards »soziale Marktwirtschaft«, den »sociale markedsøkonomi«, men med vægt på »social« og et meget veletableret socialt system, sundhedssystem, uddannelsessystem – alt det ryger nu ud af vinduet. Og hvis vi ikke vender kursen meget hurtigt, vil hele den tyske model, som er en eksportorienteret model, kollapse! For hvor går alle disse kunstigt skabte penge hen, som man kan sammenligne med Hjalmar Schachts Mefo-veksler? De går til en vis grad til det tyske militærindustrielle kompleks, hvor Rheinmetall og andre opnår enorme fortjenester, og til krigsprofitører. Men krigsindsatsen er ikke hurtig nok, så mange penge går til andre lande, der producerer våben – til USA, til Storbritannien, til Israel, til alle mulige lande.

Så penge, der vil være gæld for kommende generationer, og som er fuldstændig spild, fordi enhver investering i militærproduktion, set ud fra et fysisk økonomisk synspunkt, er smidt ud af vinduet eller sunket i havet, eller hvad man nu vil kalde det. Det hjælper ikke befolkningens velfærd. Det er en pengemaskine for spekulanter og krigsmagere.

Så jeg kan kun sige, at den tyske situation fortjener den største opmærksomhed, og der er nu en hel række kommentatorer, Jeffrey Sachs, Patrick Lawrence og mange andre, der alle siger: “Hvad sker der med Tyskland? Hvordan kan vi forklare, at de ikke kan ændre kurs, når de ser, at den selvforskyldte undergang, de bringer over sig selv, ødelægger alt det, som alle generationer efter Anden Verdenskrig har arbejdet for at opbygge: Alt dette bliver ofret lige nu!” Og jeg kan kun sige, at det eneste håb er, at befolkningen vågner op og kræver, at dette stoppes! Så vær venlig at blive aktiv sammen med os, og vi vil helt sikkert diskutere flere aktiviteter for, hvad der skal gøres for at øge offentlighedens bevidsthed. Men vi befinder os i en eksistentiel krise lige nu, og den kan kun afhjælpes, hvis nok statsborgere – det vil sige jer – hjælper os med at mobilisere for at stoppe dette.

SCHLANGER: Det bringer mig til det sidste spørgsmål, som går tilbage til det, jeg rejste i begyndelsen: Din afdøde mand, Lyndon LaRouche, rejste for mange år siden spørgsmålet: »Har vi den moralske egnethed til at overleve?« Når man har en samling eller en sammenlægning af denne slags kriser, er det det spørgsmål, der stilles. Nu ved jeg, at han var optimist – han var hård, men han var optimist, der troede, at vi ville være i stand til at mobilisere den slags empati og menneskelig kreativitet for at overleve. Hvad synes du om det, Helga?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, at det spørgsmål er noget, som alle, også jer, der ser og lytter til os lige nu, bør overveje alvorligt. For svaret er endnu ikke afgjort. Jeg tror, at der er håb, fordi verdens flertal, landene i det Globale Syd, som repræsenterer den Globale Majoritet, helt klart bevæger sig i en helt anden retning. Hvis man ser på de bestræbelser, de gør for at skabe et nyt økonomisk system, der ikke er baseret på geopolitisk konfrontation, men på et »win-win-samarbejde« og på at have de fem principper for fredelig sameksistens som retningslinjer for deres udenrigspolitik, tror jeg, at de har en helt anden tankegang, og at de er fredelige. Hvis man ser på BRIKS-landene, Afrika, Asien og Latinamerika, er der en helt anden stemning: Folk er meget mere optimistiske end i Europa og USA.

Men om det vestlige etablissements insisteren på at holde fast i sin tidligere privilegerede position vil fortsætte, indtil der er nået en fuldstændig katastrofe, må vi vente og se. Og det er meget farligt. Og jeg kan kun sige, at i et øjeblik som dette må man mobilisere det bedste i sig selv. Man må tænke over, hvad mit liv er værd. Hvorfor er jeg her? Hvad er formålet med menneskearten? Er menneskearten noget andet end dyrene?

Jeg kan fortælle jer, at intet dyr – hverken en bjørn, en løve, en slange eller noget andet såkaldt grimt dyr – nogensinde ville gøre det, som nogle mennesker, der har opgivet deres menneskelighed, er i stand til at gøre! For de dræber kun, når de er sultne, og når deres sult er stillet, holder de op. Men det, der foregår på denne planet lige nu, af grådighed og profetiske og privilegerede begær, går langt ud over, hvad noget dyr nogensinde ville gøre.

Så man må spørge sig selv i et øjeblik som dette: »Hvor kan jeg finde ressourcerne i min bedste sjæl til at stå op mod det onde omkring mig?« Og det er derfor, man skal se på mennesker som Friedrich Schiller, Ludwig van Beethoven, Confucius og mange af de andre store tænkere, fordi de har beskæftiget sig med disse spørgsmål på et meget avanceret niveau. Og naturligvis min afdøde mand, Lyndon LaRouche, som nu bliver rost af flere og flere mennesker, der siger: »Han havde så ret. Han forudsagde alt dette, der er på vej.« Hvis man ser på nogle af hans ældre taler, videoer og artikler, er det forbløffende: Mange af dem er så aktuelle, som om de var skrevet i dag.

Så det vil også være et emne på vores kommende konference, og jeg tror, der stadig er tid til at reflektere over alt det og grundlæggende sige: »Vi er i en situation, hvor vi absolut må sætte menneskeheden først – ikke et land først, men menneskeheden først – og så må man på en eller anden måde bringe sit eget lands interesser i overensstemmelse med menneskehedens større interesser som helhed. Og så kan alt falde på plads og blive løst.«

Men bliv aktive: Jeg tror, at ligegyldighed er den værste synd lige nu.

SCHLANGER: Så kom op af stolen og slut jer til os i weekenden, når vi mobiliserer for at bøje historiens bue mod retfærdighed. Jeg vil holde hovedtalen i det tredje panel om Oase-planen og LaRouche-planen for en milliard arbejdspladser. Helga vil holde hovedtalen i det første panel: Så, Helga, vi ses!

ZEPP-LAROUCHE: Ja, vi ses på lørdag! 

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen! Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 102. møde i træk. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg vil være ordstyrer i dag sammen med Dennis Speed og Dennis Small.
Jeg vil gerne takke vores veteran-deltagere for 102 ugers organisering. Grunden til, at vi oprettede dette forum, er for at forene fredsbevægelsen rundt om i verden. Helt ærligt har det været meget dysfunktionelt, der er en masse interne stridigheder og en masse skænderier. Vi ønsker at samle folk i ét rum, være modne voksne, og vi vil koordinere vores aktiviteter, så vi kan opnå ægte fred.

Vi har naturligvis meget at se til i den kommende uge og de kommende uger. Vi har Schiller-instituttets konference i næste uge. Næste uges IPC-møde flyttes til lørdag, til konferencen, fordi mange IPC-medlemmer skal tale under konferencens første panel. Jeg vil også gerne sikre mig, at folk er klar over den massive organisering, der foregår i forbindelse med det palæstinensiske FN-topmøde den 2.-4. juni. Vi skal sørge for at lægge maksimalt pres på for at få Oase-planen igennem. Vi har haft mange mennesker, der vil organisere sig op til dette topmøde. Fortsæt venligst med at organisere og distribuere dette materiale.

Vi starter i dag med Helga Zepp-LaRouche, der er grundlægger af Schiller-instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig byde jer alle velkommen. Jeg tror, at hele verdens øjne er rettet mod Istanbul, hvor det i dag er anden dag af begivenhederne. Mødet mellem den ukrainske og russiske delegation fandt endelig sted; det blev ledet af den tyrkiske udenrigsminister. Mødet sluttede efter to timer; resultatet er endnu ikke kendt, i hvert fald ikke for mig. Måske vil vi finde ud af mere i løbet af denne diskussion.
Under alle omstændigheder var der en enorm international dramatik omkring mødet, hvor alle i Vesten sagde, at det var en fælde for Putin, og nu dukker Putin ikke op. Men når man ser bort fra al dramatikken, synes jeg, det er yderst vigtigt, at mødet fandt sted. Det var de første direkte drøftelser mellem ukrainere og russere siden marts 2022, hvor de også i Istanbul nåede frem til en aftale, der ville have afsluttet krigen efter kun en måned. Den aftale blev saboteret af Boris Johnson, der fløj til Kiev for at fortælle Zelenskyj, at han skulle fortsætte kampen, og at hele NATO ville bakke ham op. Når man tænker på det enorme antal mennesker, der har mistet livet, og den enorme ødelæggelse, der er sket i Ukraine, er det utroligt. Derfor er det meget vigtigt, at disse direkte forhandlinger fandt sted.

Den russiske delegation bestod af nøjagtig det samme team, der forhandlede i marts 2022, og de var derfor naturligvis meget godt bekendt med området. De kendte alle vanskelighederne og var derfor meget erfarne. Zelenskyj fordømte delegationen og sagde, at den var på et lavt niveau, og Putin dukkede ikke op. Men ifølge nogle rapporter fra russiske kilder var den ukrainske delegation ikke et erfarent team. Teamet var meget stort og bestod af 80 % sikkerhedsembedsmænd af forskellig art og kun 20 % politikere eller diplomater. Man kunne altså ud fra sammensætningen af teamet læse begge parters tankegang. Men det er naturligvis for tidligt at dømme. Under alle omstændigheder kan man forvente, at det reelle resultat først vil komme efter et direkte møde mellem præsident Trump og præsident Putin. I brevet står der blot, at han ønsker, at dette møde finder sted så hurtigt som muligt, og det kan være inden for få dage.

Så jeg tror, at dette er et vigtigt tegn på, at der er håb om en løsning. Jeg tror, at den overordnede dynamik faktisk går i retning af en løsning af konflikterne. Det gælder desværre ikke for alt. Det gælder helt sikkert situationen omkring Gaza, hvor folkemordet i øjeblikket er i fuld gang. Tom Fletcher, der er undersekretær for humanitære anliggender i FN, har netop udtalt, at Den Internationale Domstol er i gang med at undersøge, om der er tale om folkemord. Han sagde, at hvis de ikke skynder sig, vil det være for sent, fordi alle vil være døde. Faktisk betyder den mere end 60 dage lange fuldstændige afbrydelse af hjælpen til Gaza, at for to dage siden var 22 % af alle mennesker i Gaza i fase fem af sult, og fase fire – som er lige under umiddelbar sult, men stadig hungersnød – gjaldt for de resterende 80 %. Så der er grundlæggende en utrolig høj dødelighed som følge af sult, tørst og sygdom. Det, der sker lige nu, er nøjagtig det, som forsvarsministeren sagde den 9. oktober for 19 måneder siden, nemlig at der vil være en total belejring af Gaza, fordi det, Israel står over for, er »menneskelige dyr«, og det er åbenbart nok til at dehumanisere hele kampagnen.

Situationen er altså ubeskrivelig. Jeg tror, at Tom Fletchers ord om, at vores nuværende verden vil blive dømt af fremtidige generationer, og at ingen kan sige, at vi gjorde alt, hvad vi kunne, fordi det ville være nok med et enkelt telefonopkald fra USA for at stoppe det, er rigtige. Så byrden for at handle ligger på os, på verdenssamfundet, men især på de magter, der med en lille indsats kunne ændre situationen.
Situationen der er fortsat meget alvorlig. Nu har IDF udvidet sine aktioner i Gaza til Vestbredden. Der var en hændelse, hvor der blev begået et bombeangreb mod en bil med en gravid kvinde, som blev dræbt. Det var udgangspunktet for, at det israelske militær meddelte, at de ville jævne alle flygtningelejre og landsbyer, hvor mistænkte »terrorister« gemte sig, med jorden. Så nu har vi en udvidelse af folkedrabet i Gaza til Vestbredden. Det er naturligvis det brændende spørgsmål, som vi alle må ændre.

Ellers vil jeg sige, at præsident Trumps indsats kan virke vanskelig at forstå på grund af hans åbenlyse tendens til at sige det ene den ene dag og gøre det modsatte den næste. Men hvis der er noget håb, kan man konkludere det ud fra det faktum, at Genève-forhandlingerne mellem USA og Kina om tolden efter kun en meget kort forhandlingsperiode resulterede i et positivt resultat. Næsten alle toldsatser blev trukket tilbage til omkring 10 %, hvilket er et mindre beløb. Den kinesiske vurdering var, at det var »en overraskende succes, en forbløffende vending, der overgik de mest optimistiske prognoser. Et sjældent øjeblik af afspænding i et hav af spændinger og friktion.« De amerikanske toldsatser på kinesiske produkter, som i nogle kategorier var på op til 245 %, blev alle trukket tilbage.

Den kinesiske kommentar var naturligvis, at det efter forhandlingerne viste sig, at vanskelighederne ikke var så store som oprindeligt forventet. Man kan håbe, at det også er tilfældet for løsningen af det ukrainske spørgsmål, hvor ukrainerne, trods situationen på slagmarken, hvor de her og der iværksætter nye angreb, generelt allerede er klart besejret.

Alle bestræbelser fra den såkaldte koalition af villige på at styrke deres kampkapacitet vil ikke føre til en ændring af krigssituationen, som i grunden er tabt. Så nu er det eneste spørgsmål, om man kan få en ende på dødskampen, og om man kan forhindre, at dette stadig fører til en optrapning. Koalitionen af villige har tydeligvis endnu ikke kapituleret og indstillet deres bestræbelser på at sabotere denne indsats.

Den nye tyske kansler Friedrich Merz havde oprindeligt sagt i et tv-interview, at Zelenskyj kan have fuld tillid til Merz med hensyn til Taurus. Derefter protesterede socialdemokraterne og sagde, at de ikke har ændret deres holdning og ikke vil gå med til levering af Taurus, fordi de ikke ønsker, at Tyskland bliver en krigspart. Derefter tonede Merz det lidt ned og sagde, at det ikke er et aktuelt spørgsmål nu. Men under alle omstændigheder vil vi ikke diskutere det offentligt, hvis det kommer op i fremtiden, fordi man ikke bør diskutere sådanne ting offentligt. Så vi må være på vagt, fordi det ville sætte Tyskland i en position, hvor det straks ville blive en part i krigen. Som flere russiske eksperter har sagt, ville russernes sikre reaktion være at ramme et tilsvarende mål i Tyskland. Måske broer, hvis Kerch-broen [til Krim] bliver ramt af Taurus-missilerne, eller måske fabrikken, hvor Taurus-missilerne produceres, og så ville man have en regulær krig midt i Europa mellem Tyskland og Rusland. Denne fare er endnu ikke afværget, før der er fundet en løsning på krisen i Ukraine, som – som russerne har sagt mange gange – tager fat på de grundlæggende årsager. Det er udvidelsen af NATO og offensive våben på Ukraines territorium, som truer Ruslands nationale sikkerhed.

Jeg tror, at dette er nogle af de udviklinger, der er i gang. Jeg vil blot nævne to ting, som man er nødt til at huske på. Vi er endnu ikke i sikkerhed. Der er noget meget forbløffende og chokerende, og jeg håber, at nogle af eksperterne fra VIPS kan kommentere det i løbet af denne diskussion. Der er en helt chokerende video med Tulsi Gabbard, direktøren for National Intelligence, der bliver spurgt af en reporter, om hun vil stå ved sine beskyldninger mod Comey, den tidligere FBI-direktør, om at han propaganderede for mordet på præsident Trump. Hun svarede, at hun ville, fordi Comey tilsyneladende havde promoveret eller distribueret et ildevarslende tegn, der bruges som symbol for mord – 8647. Tallet 86 er et tegn for mord [og Trump er den 47. præsident].

I går var der også en lignende ildevarslende artikel i den britiske presse, hvor der stod, at det kun er et spørgsmål om tid, før Putin falder, og at han under alle omstændigheder kan blive myrdet. Jeg nævner bare disse to ting, fordi vi endnu ikke er i sikker havn, selvom vi kan afværge de umiddelbare kriser i Ukraine og toldkrigen. Men vi skal naturligvis være absolut mobiliserede, som vi sagde før, og som Anastasia netop nævnte, om Oase-planen, der skal sættes på dagsordenen for konferencen den 2.-4. juni i FN. Og vi skal have den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der løfter hele de internationale relationer op i et helt andet paradigme, hvor vi erstatter konfrontation med samarbejde i traditionen fra Westfalske Fred. Så det var det, jeg ville sige i begyndelsen.

Bemærkninger under diskussionen:

Som svar til Maoz Inon:Jeg støtter naturligvis helhjertet det, De gør. Jeg tror, jeg kan forpligte de fleste kræfter i Den Internationale Fredskoalition til at gøre det samme. Jeg har en lidt anden ting, som jeg måske bør bringe på banen, inden De går. Jeg har skrevet et åbent brev til Hans Hellighed, pave Leo XIV. I betragtning af at Ray nævnte Putins generøsitet ved at nævne de allierede styrkers bidrag til sejren over nazisterne, kan De måske tilgive mig, at jeg ikke kritiserer pave Frans for det, han ikke gjorde, men at jeg bygger videre på det, han gjorde. Lad mig hurtigt læse det op; det er meget kort. Og jeg vil faktisk gerne have, at folk lytter til det og læser det, for hvis vi ud fra denne diskussion kan samle så mange underskrifter som muligt for at begynde at forene alle religioner og mennesker med god vilje omkring denne fredside, for at skabe en reel international fredsbevægelse, desto bedre.

Åbent brev til Hans Hellighed, pave Leo XIV

»Vi, de undertegnede, byder Deres Hellighed hjerteligt velkommen i Deres pontifikat i vores nuværende ekstremt turbulente tider og værdsætter, at Deres første ord var ›Fred være med jer alle‹.
«Ikke alene raser der regionale konflikter i mange dele af verden, flere af dem har potentiale til at eskalere til en atomkrig, der kunne betyde civilisationens undergang og dermed udgøre den ultimative synd mod Guds skaberværk.
“De tilbød at fremme fredsforhandlinger mellem lande i krig og dermed fortsætte mandatet fra pave Frans, der gjorde fred til et presserende krav i sit sidste Urbi et Orbi-budskab og som så mange gange har fordømt våbenhandel og dem, der tjener på krig.
“Vi ønsker at meddele Deres Hellighed, at vi er fast besluttet på at gøre alt, hvad der står i vores magt, for at nå ud til alle kristne såvel som troende af andre religioner og verdenssyn, for at forene os i bestræbelserne på at etablere en ægte fredsorden i verden, der fjerner de grundlæggende årsager til krig ved at tage hensyn til alle parters legitime sikkerhedsinteresser.

Vi støtter også fuldt ud Deres afvisning af de ›manikæiske forestillinger‹, der deler mennesker i ›gode og onde‹, fordi de nægter mennesker muligheden for at overvinde det onde gennem udvikling. Vi støtter denne idé om, at ›det nye navn for fred er udvikling‹.”

Hvis mange af jer, der deltager i denne diskussion, kunne underskrive dette, kunne vi måske virkelig starte en international mobilisering for at forsøge at få mange kræfter involveret i denne fredsindsats.

(Lidt senere i diskussionen:) Jeg synes også, man bør se det større billede, nemlig at der før krigen brød ud var potentiale for, at Ukraine kunne spille en rolle som bro mellem Asien og Europa gennem udvidelsen af Bælte- og Vej-Initiativets korridorer. EU-associeringsaftalen, som var udløseren for Maidan-kuppet, var designet til at afbryde dette og forhindre, at det skete. Så nu, efter tre års krig, er BRIKS-landene vokset enormt, og udviklingskorridorerne inden for BRIKS er vokset. I mellemtiden har Brasilien og Kina også fremsat et fredsforslag for Ukraine.
Det er ganske tænkeligt, at hvis vi bevæger os i den retning, som IPC og Schiller-instituttet har slået til lyd for siden begyndelsen af denne indsats, nemlig at få en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til alle landes interesser på kloden, så kunne man i den sammenhæng tænke sig en økonomisk integration af Eurasien. Præsident Putin har gentagne gange i den seneste tid sagt, at han som et resultat af den særlige militæroperation, som han kalder den, ser potentiale for et nyt eurasiatisk sikkerhedssystem. Den 14. juni 2024 sagde han endda, at der er potentiale for et nyt globalt sikkerhedssystem. I den sammenhæng er det ganske tænkeligt, at opfattelsen af at opbygge korridorer til genopbygning af Ukraine efter krigen i forbindelse med udviklingsprojekterne for den eurasiske landbro kan forene Europa og Asien som det økonomiske grundlag for dette nye eurasiske sikkerhedssystem. Jeg tror, at hele dynamikken vil skifte til det, jeg sagde var tilfældet for Gaza, nemlig at det nye navn for fred er udvikling. Jeg tror, at den samme idé om, at det nye navn for fred er udvikling, også gælder for løsningen af problemer som f.eks. hvad der vil ske med Odessa….

Svar til Scott Ritters kommentar til hendes kommentar: Bare en kort kommentar. Da hele formålet med Den Internationale Fredskoalition er at få verden til at indføre et nyt paradigme, den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur i traditionen fra Westfalen-freden, som afsluttede 150 års krig i Europa ved at skabe et system, der tog hensyn til de andres interesser, dvs. alle andre landes interesser. Jeg udelukker ikke muligheden – og det vil naturligvis kræve en større diskussion – at USA kunne skifte til at samarbejde med BRIKS, når de først indser, at de får langt større fordele ved at samarbejde med den globale majoritet i verden end ved at forblive i den geopolitiske tankegang.

Det lyder måske usandsynligt lige nu, men tendensen i verden går så kraftigt i den retning, at jeg håber, at det også vil være muligt at inddrage USA i en helt ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur.

Svar på spørgsmål om Afrika, Trump i Saudi-Arabien osv.: Jeg tror, at afrikanerne først og fremmest har brug for energi – 600 millioner afrikanere har ikke adgang til elektricitet. Så USA’s politik kunne være at opbygge energikilder, der er lette at realisere på kort sigt, såsom at udnytte gasfelter med turbiner og så videre, og oprette et elnet for hele Afrika. Man bør også straks påbegynde opførelsen af sikre atomkraftværker af fjerde generation, enten med thorium, pebble-bed eller hvad som helst, sikre reaktorer. Det tager lidt længere tid, men man er nødt til at gå i gang med det samme. Afrika har også et presserende behov for et internationalt infrastrukturnet – havne, jernbaner, højhastighedstog, motorveje, industriparker. Der er to banebrydende projekter, som kunne sættes i gang med det samme. Det ene er Inga-dæmningen i Congo, som ville forsyne hele regionen med elektricitet. Dernæst er der Transaqua-programmet, som vil tage 3 % til 5 % af vandet fra Congo-floden i en højde af ca. 500 meter og gennem et system af kanaler og floder man kunne transportere det til Tchad-søen, som er ved at udtørre – der er kun 10 % tilbage. På den måde kunne man få vandkraft langs kanalerne og floderne til at forsyne omkring 12 lande med elektricitet. Man kunne bruge det vand til at irrigere store dele af Sahel-zonen. Man kunne starte landbrug, skovbrug og orkideavl der. På den måde ville man få en fuldstændig game changer, fordi disse to projekter i hjertet af Afrika ville sætte gang i en reel industrialisering af kontinentet. Så det ville være mit forslag til at begynde med…

Svar på kommentar og spørgsmål vedrørende Afrika: Jeg tror, det er præcis tendensen i øjeblikket, fordi alle de [afrikanske] lande, du nævnte, for nylig har smidt de relevante ambassader ud, afbrudt de diplomatiske forbindelser eller ophørt med at bruge franc som valuta. Jeg tror, at de fleste mennesker i Vesten fuldstændig undervurderer Bandung-ånden, som er vendt tilbage med fuld styrke til det Globale Syd. I år er det 70-årsdagen for Bandung-konferencen, og det inspirerer mange lande i Afrika, Latinamerika og Asien – især Asien og Afrika – til grundlæggende at gøre en ende på kolonialismen for altid. For i Bandung advarede Jawaharlal Nehru, Zhou Enlai og Sukarno alle om, at selv om nogle af disse lande allerede havde overvundet kolonialismen ved at opnå en vis grad af uafhængighed, eksisterede den moderne form for neokolonialisme stadig. Det, der nu er sket, hovedsageligt gennem Kinas fremkomst og Bælte- og Vej-Initiativet og de mange samarbejdsaftaler i Afrika, Latinamerika og Asien, er, at disse lande har set muligheden for at overvinde denne neokoloniale tilstand ved at sige, at de ønsker at forarbejde de råvarer, de har i deres egne lande, udvikle den industrielle kæde i deres egne lande og på den måde skabe værdiforøgende produkter gennem en sådan industrialisering for at blive mellemindkomstlande på relativt kort sigt. Det er det, der motiverer disse lande, og de er ikke længere villige til at lytte til prædikener fra landene i det Globale Nord, fordi de tager deres skæbne i egne hænder. De gør dette gennem et voksende system af samarbejde baseret på win-win-samarbejde.

Jeg synes, at Vesten fuldstændig og aldeles arrogant ignorerer dette, men jeg tror, at det er tidens tendens. Størstedelen af menneskeheden bevæger sig kraftigt i den retning.

Svar på kommentar om Ray, der tager til Tyskland: Jeg er faktisk enig i det, der lige blev sagt. Jeg tror, vi kunne samle alle vores kræfter, og Ray McGovern kunne virkelig gøre en forskel. Jeg synes, vi skal hjælpe ham med at løse de problemer, han vil stå over for. Han har brug for en vis hjælp i sin situation. Jeg vil også gerne invitere Scott. Ville du også være villig til at komme? Jeg tror, at I to ville udgøre en magtfuldt duo, som ingen kunne modstå. Scott siger, at han meget gerne vil komme, hvis han kan få sit pas tilbage.

Afsluttende bemærkninger:
Jeg vil gerne opfordre alle, der lytter, til straks at blive aktive sammen med os. Det er yderst presserende. Situationen i Ukraine kan blive løst på den måde, Scott beskrev. Det, der er sikkert, er, at tiden er ved at løbe ud for befolkningen i Gaza. Sulten fortsætter. Du kan selv regne ud, hvor længe du kan overleve – vi taler ikke om at faste, vi taler om at sulte ihjel. Så måske højst fire uger, jeg ved det ikke.
Vær venlig at blive aktive sammen med os. Jeg siger dette især til folk i Tyskland, hvor der, som Ray korrekt nævnte, er en utrolig undertrykkende atmosfære. Mange mennesker trækker sig tilbage som i Biedermeier-tiden; de trækker gardinerne for og siger: »Lad os gøre vores hjem behageligt og ikke se på, hvad der foregår udenfor.« Jeg finder dette dobbelt og tredobbelt tragisk, for hvorfor eksisterer Israel overhovedet? På grund af Holocaust, og man kan ikke diskutere dette emne i Tyskland uden at fremkalde en øjeblikkelig reaktion – selv det kan jeg ikke diskutere. Men det er en tragedie, at Tyskland, som burde have lært, hvad en holocaust er, nu ikke gør noget for at stoppe en, der finder sted lige foran vores øjne i vores stuer gennem fjernsynet hver dag. Desuden overvejer Tyskland igen at sende kampvogne mod Rusland. Merz vil besøge denne bataljon i Litauen for at styrke den. Det er lige ved den russiske grænse. Graden af historisk glemsomhed – jeg ved ikke, om det er et ord, men på tysk findes der et ord, der hedder (Geschiestvergessenheit); glemsomhed over for historien. Det er noget, vi må ryste af os. Vi har haft to verdenskrige på vores jord. Det er sandt, at for russerne er verdenskrige – især Anden Verdenskrig – en del af deres daglige virkelighed. Amerikanerne har ikke haft krig på deres territorium i meget lang tid. Men vi i Europa har haft to forfærdelige verdenskrige. Hvorfor er det, at vi nu har en række politikere, der tramper på mindet om alle dem, der døde i disse krige, og forsøger at udrydde mindet om det? Lad os genoplive det.

Derfor vil jeg gerne opfordre Dem alle til at deltage i vores konference i næste weekend i USA. Vi vil også afholde en konference i Europa inden længe, sandsynligvis i begyndelsen af juli. Tilmeld Dem den; deltag i den. Alle Dem, der er enige i den tekst, jeg læste op i begyndelsen med Ray’s tilføjelser, vil forhåbentlig skrive det umiddelbart efter dette program er slut, med den specifikke tilføjelse, at folkedrabet skal tages op af pave Leo XIV. Send jeres underskrift med det samme til Anastasia, for vi vil gerne bruge denne kampagne til at nå ud til religiøse ledere og civile ledere over hele verden, så de vil slutte sig til denne indsats. Jeg tror, vi må styrke fredsbevægelsen, så den bliver den mest magtfulde kraft på kloden. Det var alt, jeg ville sige.

Her er Zoom linket til hele konferencen: Klik her.

Invitation til Schiller Instituttets internationale konference i Berlin og online den 12.-13. juli 2025

»Mennesket er ikke en ulv for mennesket«

For et nyt paradigme i internationale relationer!

For at deltage i Berlin og for mere information kontakt venligst Schiller Instituttet i Danmark:
53 57 00 51, si@schillerinstitut.dk

For at se konferencen online vil videoerne kommer på denne side lige inden konferencen begynder.

Program:
Lørdag kl. 10:00 dansk tid: Panel 1: Samarbejde mellem BRIKS og Europa om at gennemføre Oase-planen for Sydvestasien og Agenda 2063 for Afrika

14:00: Panel 2: Strategiske udfordringer og den nye verdensorden, der er ved at opstå

19:00: Koncert. En dialog mellem klassiske kulturer

Søndag kl. 10: De videnskabelige udfordringer i det nye paradigme

Kl. 14: Skønheden i kulturernes mangfoldighed og de unges rolle i udformningen af Jordens næste 50 år

Speakers list in English:

Saturday, July 12

10:00 CEST: Panel I: Cooperation between the BRICS and Europe to Implement

the Oasis Plan and the Agenda 2063 for Africa

· Helga Zepp-LaRouche, Founder and President of the Schiller Institute, Germany, World War Three or a New Global Security and Development Architecture?

· Dr. Naledi Pandor, former Minister of International Relations and Cooperation, South Africa The Voice of the Global Majority

· Prof. Zhang Weiwei, Fudan-University, China, A Harmonious Development of all Nations

· Hans-Christof von Sponeck, former UN Coordinator of Humanitarian Aid in Iraq, Germany

· Prof. Dmitri Trenin, Academic Supervisor of the Institute of World Military Economy and Strategy at the Higher School of Economics University (HSE), Russia. A New Global Security System

· Ray McGovern, former Senior Analyst of the CIA, Co-founder of the Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS), United States

· Dr. Kwame Amuah, Founder of the Singularity Institute Africa and Centre for Disruptive Technologies, South Africa. Creating a Young, New Leadership for Africa

· Abbey Makoe, Founder and Publisher: Global South Media Network, South Africa. The Spectre of Embedded Media in a Unipolar World Order

Discussion

14:30: Panel 2: Strategic Challenges and the Emerging New Order from an International Perspective

· Jacques Cheminade, President of Solidarité et Progrès, France

· Donald Ramotar, former President of Guyana, Guyana

· Ali Rastbeen, President, Académie de Géopolitique de Paris, France

· Diane Sare, President of The LaRouche Organization, former Independent Senate Candidate, USA

· Elisabeth Murray, former CIA Deputy National Intelligence Officer for Middle East, USA, From Intel Officer to Peace Activist

· Dr. Jérôme Ravenet, Philosophy Professor and Sinologist, France

· Achim Bonatz, Germany. 5% of GDP for the Defense Industry: A Redistribution of National Wealth – An Over-Demand on Society

· Cornelia Pretorius, Mothers against War, Germany.

· Wolfgang Effenberger, Officer of the Bundeswehr (ret.) and Author, Germany “The Foundations of International Law”

· Major Florian Pfaff (ret.), Speaker of the Working Group “Darmstädter Signal”, Germany “Peace and Security – Why We Need a Different Policy”

· Colonel (ret.) Jacques Hogard, former Officer of the Foreign Legion and Special Forces, France “Words from a Concerned Soldier”

Discussion

19:00: Concert. A Dialogue of Classical Cultures

Sunday, July 13

10:00 CEST: Panel 3: The Scientific Challenges in the New Paradigm

· Jason Ross, Scientific Advisor of the Schiller Institute, USA

· Prof. Franco Battaglia, Professor of Physical Chemistry, Modena University, Italy

· Prof. Dr. Carl-Otto Weiss, Professor and Director, German Federal Institute of Metrology, Braunschweig, Germany “The Cyclical Climate and the False Concepts behind the Presentation of Climate Change”

· Robert Lechner-Schobel, Business Consultant, Germany “From Thermonuclear Fusion to Transmutation”

· Dennis Small, Director of the Latin American Desk of EIR, USA “Why Lyndon LaRouche’s Economic Forecasts Are Correct” →

Discussion

13:30: Panel 4: The Beauty of the Diversity of Cultures and the Role of Young People

in Shaping the Earth’s Next 50 Years

· Harley Schlanger, Vice President of the Schiller Institute, USA

· Maurizio Abbate, President of the National Institute for Cultural Activities (ENAC), Italy

· Helena Chang, Columnist, China/Austria

. Jens Jørgen Nielsen, Historian, journalist, author of books about Ukraine and Russia, teacher and a leader of the Russian-Danish Dialogue organization.

. Martin Kaptein, Dutch pianist, with Dutch and Russian roots, living in Germany

· Anastasia Battle, Co-Initiator, International Peace Coalition, Editor-in-Chief, Leonore Magazine

· Carolina Dominguez, Schiller Institute, Mexico

· Kynan Thistlethwaite, Schiller Institute, USA

· Mike Campbell (USA), Schiller Institute, USA

· Ashley Tran, Schiller Institute, USA

· Chérine Sultan, Institut Schiller, France

· Daniel Burke, Schiller Institute, USA

Discussion

Udgivet den 14. maj 2025
Verden befinder sig i en hidtil uset krise: Krige og borgerkrige raser på flere fronter – i Ukraine, Israel/Palæstina, Sudan, Myanmar, Yemen, Den demokratiske republik Congo, og der er udbrud af vold i mange andre kriseområder. Mindst to af disse konflikter – i Ukraine og i Sydvestasien – har potentiale til at udvikle sig til en verdenskrig, der vil ødelægge civilisationen. Den told- og handelskrig, som præsident Trump har indledt, kan føre til sammenbruddet af det allerede skrøbelige globale finanssystem. Verden er kørt af sporet.

Vi befinder os midt i en epokegørende forandring, der ikke er mindre dramatisk end overgangen fra middelalderen til den moderne tid, hvor der skete en grundlæggende omdefinering af menneskesynet og forestillingerne om staten og universet. På samme måde er forestillingen om den orden, der bør herske mellem nationerne, i dag under forandring. Den afgørende forskel er, at mens nationerne i det Globale Syd i stigende grad er bevidste om omfanget af denne omvæltning, klamrer det vestlige etablissement sig fortsat til for længst forældede forestillinger om sin privilegerede position i verden.

Forestillingen om én nations dominans, som den opstod efter Anden Verdenskrig, eller endog forestillingen om en unipolær verden, som nogle forsvarede efter Den kolde Krigs afslutning, er blevet afløst af en multipolær verden, som dog endnu ikke er understøttet af nogen struktur eller stabilitet.

Kinas økonomiske fremgang og fremkomsten af BRIKS-landene gør det muligt for nationerne i det Globale Syd at tage deres økonomiske udvikling i egne hænder og lægge 500 års kolonialisme bag sig, herunder i dens moderne form som IMF’s betingelser, for at opnå en anstændig levestandard i en overskuelig fremtid. Alle, der ønsker en positiv fremtid for menneskeheden, bør hilse denne udvikling velkommen.

I stedet for dette har en del af Europa forpligtet sig til en massiv militarisering af kontinentet og en fortsættelse af den geopolitiske konfrontation. Ifølge den ungarske premierminister Orbán tøver EU’s medlemsstater med at indrømme deres fiasko i Ukraine. Hele Vesten førte en »stedfortræderkrig« mod Rusland og tabte den, sagde han, og at tabe en krig er en meget alvorlig sag, som vil få enorme konsekvenser for hele Vesten.

Som følge af benægtelsen af denne virkelighed ønsker Europa at fortsætte krigen, og Tyskland ønsker endda at levere endnu mere vidtrækkende våben som Taurus-missilet, hvis anvendelse øjeblikkeligt ville gøre Tyskland til en krigsførende part, mens præsident Trump endnu en gang forsøger at normalisere forholdet til Rusland.

I en så kompleks strategisk situation, hvor der opstår stadig flere kriser, må der findes en udvej på et højere niveau end det, hvor kriserne opstod – på fornuftens niveau. Mennesket er den eneste kendte art i universet, der er udstyret med kreativ fornuft. Og denne fornuft dikterer, at vi finder en løsning, der tager hensyn til hele menneskehedens interesser. Vi bør og kan derfor skabe en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der opfylder alle nationers interesser på denne planet. Hvis Vesten havde reageret på Ruslands legitime krav om juridisk bindende sikkerhedsgarantier, ville krigen i Ukraine aldrig have fundet sted. Vi i Europa vil altid være naboer til Rusland, og vi er nødt til hurtigst muligt at normalisere forholdet.

Størstedelen af menneskeheden stræber allerede i denne retning. BRIKS-medlemmerne og partnerlandene repræsenterer allerede 53 % af verdens befolkning, og de er i færd med at skabe en ny form for samarbejde på grundlag af FN-pagten og de fem principper for fredeligt samarbejde, som ikke er baseret på geopolitisk konfrontation, men på venskab og samarbejde til gensidig fordel. I Europa støtter den slovakiske premierminister Fico en sådan form for samarbejde.

Vejen ud for os i Europa er faktisk meget enkel. Trump-chokket bør have den virkning, at det endelig frigør os fra vores eksistens som vasaller, og frem for alt må vi afvise det oligarkiske dogme om, at »mennesket er en ulv for mennesket«, samt den filosofi, som ligger til grund for alle imperier. Vi må snarere indlede et nyt kapitel med fred i menneskehedens historie. Så snart vi udtrykker vores vilje til at samarbejde med BRIKS og den Globale Majoritet, vil vi blive modtaget med åbne arme af størstedelen af verdens befolkning. Dette vil blive desto lettere, hvis vi vender tilbage til den klassiske europæiske kultur og genopliver den storslåede opfattelse af menneskeheden, som denne kultur bygger på, nemlig at mennesket er iboende godt og i stand til ubegrænset perfektion. Vi er blot nødt til at genoplive vores klassiske kultur, og så vil vores store digtere og komponister som Dante, Shakespeare, Schiller, Heine, Pushkin, Petőfi, Bach, Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert, Verdi, Tjajkovskij, Dvořák, for blot at nævne nogle få, danne grundlaget for en dialog mellem kulturerne og nationerne i den Globale Majoritet.

Den engelske oplysningsideolog Thomas Hobbes’ bestialske opfattelse af, at mennesket er en ulv for mennesket, må en gang for alle forkastes, ligesom alle former for imperium og kolonialisme, som han var ideolog for. Vi må skrive et nyt kapitel i menneskehedens historie, der afspejler det enkelte menneskes værdighed og kreative potentiale.

For at diskutere dette perspektiv og fremme en dialog med det Globale Syd afholdes en international konference i Berlin den 12.-13. juli 2025, som De hermed hjerteligt inviteres til.

Højtstående talere fra Europa og nationerne i det Globale Syd vil deltage og være til rådighed for en intensiv diskussion.

For at deltage og for mere information kontakt venligst Schiller Instituttet i Danmark:
53 57 00 51, si@schillerinstitut.dk

Ikke korrekturlæst

Fredag den 2. maj 2025

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg er ordstyrer i dag ved det 100. møde i Den Internationale Fredskoalition. Mange tak til alle for jeres deltagelse, både de erfarne deltagere og de nye deltagere. Vi har et fantastisk program, der virkelig viser den styrke, som denne koalition har opbygget gennem disse 100 ugers dialogprocesser.

Vi skabte dette forum for at bringe mennesker fra alle forskellige ideologier sammen for at skabe ægte fred. Vi har haft en vis succes med det, som I vil se i dag. Vi vil åbne diskussionen med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller-instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig først byde jer alle velkommen. Vi mødes nu for 100. gang i træk. Jeg må desværre sige, at freden ikke er kommet nærmere. Faktisk ser vi en meget foruroligende stigning i konflikter. Mens situationen i Ukraine langt fra er afklaret, er der dog en vis bevægelse. Situationen i Gaza er helt forfærdelig og ubeskrivelig. Men vi har nu set en ny konflikt opstå, som understreger vores pointe om, at konflikterne har regionalt historiske årsager, men at årsagen til, at vi har dem, er, at hele dynamikken er forårsaget af en geopolitisk konfrontation mellem det, man kunne kalde et gammelt system, som er tydeligt på vej ned, og et nyt system, som er systemet for den Globale Majoritet, som er på vej op. Vi har altid haft en tendens til at placere de regionale konflikter i sammenhæng med den større strategiske kamp.

Der er stadig behov for en specifik undersøgelse for at finde ud af, hvad der forårsagede den seneste optrapning mellem Indien og Pakistan med terrorangrebet, hvor 26 mennesker blev dræbt i Kashmir. Det må vi vente på at se resultatet af en sådan uafhængig undersøgelse, som vil afsløre, hvad de reelle årsager er. Men hvis jeg fortæller jer nogle af de omstændigheder, der har ført til situationen, tror jeg, der er nogle spor at gå efter. For det første er situationen ved at blive optrappet. Premierminister Modi har forbudt alle pakistanske fly i indisk luftrum. Han har også givet militæret frie hænder til at vælge de foranstaltninger, de finder nødvendige. Den pakistanske hærchef, general Syed Asim Munir, har svaret, at enhver indisk militær handling vil blive mødt med en hurtig og kraftig reaktion fra Pakistans side.

Det er klart, at dette kan føre til en militær krig, som kan bryde ud, mens vi taler. Pakistans informationsminister talte endda om atomvåben og sagde, at alle Pakistans atomvåben er rettet mod Indien. Nogle hårde linjer på indisk side nævnte også atomvåben. Hvis dette skulle ske, ville det naturligvis være en total katastrofe med uforudsigelige konsekvenser i betragtning af Indiens og Pakistans strategiske placering. Heldigvis har Iran og Kina forsøgt at mægle og tale med begge sider for at dæmpe situationen. Men man skal også huske på, at Pakistans forsvarsminister sagde, at Pakistan mange gange tidligere er blevet brugt som redskab af angloamerikanerne – det sagde han ikke direkte, men vi ved, at Zbigniew Brzezinski i 1975 på et møde i Den Trilaterale Kommission i Tokyo sagde, at Vesten ville spille det »islamiske kort« mod Sovjetunionen. Faktisk blev opbygningen af mujahideen og de radikale islamister fremmet i 1980’erne i krigen mod Sovjetunionen i Afghanistan. Og naturligvis spredte disse radikaliserede jihadister sig efter krigen til hele regionen, til Tjetjenien, Xinjiang, Pakistan og mange andre lande i regionen. Som general Flynn allerede sagde i 2012, blev disse elementer naturligvis udnyttet af USA; dette var en indrømmelse fra en amerikansk general. Det er en meget alvorlig situation, hvor vi kun kan håbe, at fornuften vil sejre. Det er krigens natur, og jeg bagatelliserer det ikke det mindste.

I situationen i Ukraine er det nye element, at der er blevet annonceret en ny aftale mellem USA og Ukraine, hvor USA får ret til at udnytte nogle af råstofferne i Ukraine, sjældne jordarters metaller og lignende. Præsident Trump sagde, at der er militærudgifter for 350 mia. dollar fra de seneste tre år, som man er nødt til at få balance i. Præsident Zelenskyj talte kun om 100 milliarder dollar. Det ser ud til, at der er en komponent, hvor det amerikanske militær vil blive i Ukraine. Hvordan russerne vil se på det, har jeg ikke været i stand til at bekræfte på tidspunktet for denne drøftelse, men jeg kan forestille mig, at det ikke behager russerne. Men den russiske viceambassadør ved FN i New York, Dmitry Polyanskiy, understregede i et nyt interview det positive og bemærkede på russisk side, at præsident Trump indrømmer, at NATO’s udvidelse mod øst har været den vigtigste dynamik bag krigen i Ukraine. Jeg synes, det er et vigtigt punkt.

Desværre er det ikke kun USA og Rusland, der er interesseret i at normalisere forholdet mellem de to største atomare supermagter i verden. Desværre er nogle vanvittige europæere fast besluttet på at fortsætte denne krig. Den såkaldte koalition af villige er blevet dannet mellem Storbritannien, Frankrig, Tyskland, de baltiske lande og de skandinaviske lande. De er fast besluttet på at fortsætte med at levere våben til Ukraine og holde krigen i gang. Jeg synes, det er meget sigende, at Ambrose Evans-Pritchard, en meget kendt og tvetydig journalist, hvis man kan kalde ham det – han er måske en efterretningsagent – sagde, at han var fuld af ros for aftalen, råvareaftalen mellem USA og Ukraine. Han sagde, at det var fantastisk. Hvis krigen i Ukraine fortsætter i endnu et år, vil den russiske økonomi helt sikkert kollapse. Så man kan se, hvad det er, de mennesker i denne koalition af villige har i sinde. De ønsker ikke fred, de ønsker at fortsætte krigen. De har ikke opgivet deres mål om at ødelægge Rusland og muligvis endda splitte det i mange stykker, hvilket ville bringe os til den absolutte røde linje for atomkrig.

Vi har den igangværende toldkrig, hvor Trump går frem og tilbage, den ene dag i den ene retning, den næste dag i en anden. Men dette har på kort sigt potentiale til at udløse en fuldstændig sammenbrud af det finansielle system. Det er klart, at Trump ønsker at reindustrialisere USA; han ønsker at gøre op med de sidste årtier af den neoliberale model. Men når han siger, at told vil beskytte den amerikanske økonomi, var det tilfældet i Alexander Hamiltons tid, da han beskyttede den unge økonomi i USA med told. Men det gælder tydeligvis ikke for en meget sammenkoblet verdensøkonomi, hvor mange produkter produceres i flere lande. Reservedele produceres i Canada, Mexico og Afrika, alle mulige steder. Det kan derfor ikke kun føre til en stigning i forbrugerpriserne i USA, men også til, at nye markeder og gældstyngede amerikanske virksomheder går konkurs, hvilket kan udløse et sammenbrud i det finansielle system. Jeg tror ikke, at Trump har tænkt den del igennem.

Der er et andet element, som det amerikanske militærmagasin Defense One rapporterer om. De siger, at i betragtning af, at de fleste sjældne jordarters metaller findes i Kina, men endnu vigtigere, at noget af det industrielle udstyr til raffinering af disse råmaterialer findes i Kina, kan de ikke erstattes på kort sigt af nogen anden. Og se, over 78 % af alle amerikanske våben har brug for disse sjældne jordarters metaller fra Kina. Så måske har USA skudt sin forsvarsindustri i foden ved at indføre disse toldafgifter.

Den anden helt forfærdelige situation er naturligvis det igangværende folkemord i Gaza. Siden 2. marts har den israelske regering og IDF indført en fuldstændig blokade af Gaza. Ingen mad, ingen lægehjælp, igangværende kampe, hvor folk skubbes frem og tilbage. I alle konventioner står der, at det at bruge sult som et krigsvåben er i det mindste en krigsforbrydelse og muligvis en del af et generelt folkemord.

Hvis man ser på disse tre krisesteder – og jeg kunne tilføje Congo, Sudan og Haiti – er der mange områder i verden, der skriger på oprejsning og hjælp. Dynamikken går i retning af forværring, ikke forbedring. Derfor har vi besluttet at opfordre til en international mobilisering. Vi må få et gennembrud! Vi kan ikke bare være passive tilskuere til denne forfærdelige fare, der potentielt kan føre til 3. verdenskrig, og bare sidde og se til. Derfor har vi fremmet Oase-planen, især siden angrebet den 7. oktober 2023, og mange kræfter har tilsluttet sig den og sagt, at økonomisk udvikling er det nye navn for fred. I betragtning af at der i begyndelsen af juni er en stor FN-konference i New York, der er helliget tostatsløsningen i Mellemøsten. I mellemtiden har den egyptiske regering fremsat en genopbygningsplan for Gaza, som er blevet støttet af Den Arabiske Liga og andre arabiske lande. Vi vil opfordre Den Internationale Fredskoalition til at gå ind i en fem ugers accelereret mobilisering for at sætte Oase-planen på dagsordenen sammen med tostatsløsningen, når denne FN-konference finder sted i juni. At tilføje en økonomisk udviklingsplan for hele regionen er efter vores opfattelse en absolut nødvendig ingrediens, ikke kun for at løse situationen i Gaza, men også for at skabe betingelser for fred. På en måde er vi blevet bekræftet i denne indsats af pave Frans’ sidste »Urbi et Orbi«-budskab, som han fremsatte dagen før sin død. Han mindede om alle de lidelser, der findes i verden, og alle de mennesker, der er ofre for krig i Palæstina, Israel, Libanon, Den Demokratiske Republik Congo, Sudan og mange andre steder. Han sagde til alle disse mennesker, at han beder for dem. Men så advarede han om faren ved et atomvåbenkapløb og opfordrede folk til at afvise frygtens og krigens logik. Han sagde, at folk i stedet skal fremme udvikling, som han kaldte fredens våben. Jeg tror ikke, vi er langt fra at tage det som en tilslutning til Oase-planen, for det er et fredens våben, som vi absolut må bringe til fuldførelse i denne femugersperiode.

Når det er sagt, gentager vi stadig, at selv om en regional løsning som Oase-planen for Mellemøsten er vigtig, mener jeg, at vi kun kan nå frem til en løsning, hvis vi overvinder geopolitikken, hvis vi overvinder tanken om, at man altid har brug for en fjende, at man altid skal have et nulsumsspil, hvor den ene vinder og den anden taber, eller for den sags skyld, at det er et lands eller en gruppe af landes ret at holde et andet land i skak. Realistisk set tror jeg, at tanken om at holde Kinas fremgang i skak er fuldstændig umulig. Kina er i øjeblikket langt foran Vesten. Det australske strategiske politikinstitut har netop i sin kritiske teknologicheck oplyst, at Kina er førende inden for 57 af 64 avancerede teknologier, og at Kina er førende inden for 9 af 10 områder inden for avanceret teknologi. Hvis man nogensinde tager til Kina – hvilket man bør gøre – vil man se, at de er så langt foran på så mange områder, at det er absurd. De har 1,4 milliarder indbyggere, USA har lidt over 300 millioner, EU har 500 millioner. Så det er umuligt at afhjælpe på den måde, som folk tror.

Jeg tror, det er derfor, vi er nødt til at finde frem til et nyt paradigme, hvor alle sætter menneskeheden først. Det er i orden at være patriot, men det er ikke i orden at være patriot mod andre dele af verden. Man skal være en patriot, der kæmper for sin nation i overensstemmelse med menneskehedens velfærd, som altid skal komme i første række. Derfor opfordrer vi til en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der skal tage hensyn til alle landes interesser i tråd med Westfalske Fred, som er præcedens for en sådan tilgang. Det var det, jeg ville sige indledningsvis.

Bemærkninger til Ofer Bronchtein, tidligere rådgiver for den israelske premierminister Yitzhak Rabin:

ZEPP-LAROUCHE: Hr. Bronchtein, jeg er meget glad for, at De er her. I begyndelsen af denne session opfordrede jeg alle deltagere i IPC til at deltage i en fem ugers mobilisering for at afbryde konferencen i juni om tostatsløsningen. Jeg ved, at De havde en meget god diskussion med vores Schiller Instituts repræsentant i Frankrig, hr. Karel Vereycken. Så jeg ved, at De er orienteret om Oase-planen. Jeg tror virkelig, at Oase-planen sammen med tostatsløsningen og den egyptiske plan for genopbygningen af Gaza vil udgøre en pakke, der ikke kun vil give Gaza et perspektiv, men også vil gå ud over status quo og i retning af en reel fredsplan for Mellemøsten. Jeg er meget glad for, at De er i kontakt og mægler med præsident Macron og Saudi-Arabien, for vi har haft mange konferencer, herunder med palæstinensiske ambassadører og andre embedsmænd, som alle sagde, at vi har brug for regeringer. Vi kan mobilisere meget, men vi har i sidste ende brug for, at regeringerne handler og gennemfører det. Det vil jeg bare gerne sige til Dem, så hvis De har yderligere kontakt, kan vi diskutere det nærmere.

Jeg ville bare sige, at vi i de næste fem uger vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at støtte denne proces.

OFER BRONCHTEIN: En ting om vand: Da premierminister Rabin i 1993 underskrev det, vi kalder Oslo-aftalen med Yasser Arafat, sagde han i sin tale, at hvis vi ikke kan nå til enighed om vandspørgsmålet, vil der ikke være fred. Vand er afgørende i regionen; det er afgørende i verden. Der er helt sikkert mange andre planer på bordet, og jeg tror, at Oase-planen er en af dem. Jeg tror, at vi på et tidspunkt bliver nødt til at samle dem alle for at fremme noget vigtigt for vandet. Det er afgørende for freden. Uden en vandaftale bliver der ikke fred. Så mange tak.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at en vision om, hvordan Mellemøsten kan forvandles, og ørkenen kan gøres grøn, er noget, der vil give håb, især til de unge. Aførkendelse er noget, der er fuldt ud muligt med moderne teknologi. Så i stedet for at se på ørkenen, lad os se på en fremtid, hvor alle har mulighed for at leve et meningsfuldt liv. Tak igen for at være med os.

Bemærkninger under diskussionen:

Spørgsmål: Jeg er Dr. Yasir Masood, senior international opinionsredaktør fra China Global Television Network (CGTN). Mit spørgsmål er rettet til Helga Zepp LaRouche om spændingerne mellem Indien og Pakistan, hvilket, som hun nævnte i sin oplysende tale, kan udvikle sig til en atomkrig. I en så dramatisk situation, hvorfor forsøger det internationale samfund, især USA, ikke virkelig at afbøde spændingerne?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det har at gøre med en generel selvtilfredshed over for mange problemer, som i virkeligheden er skabt af det Britiske Imperium. Hvis man ser på konflikten mellem Indien og Pakistan, må man gå tilbage til delingen, som åbenbart lagde grunden, ligesom Sykes-Picot-traktaten gjorde for Mellemøsten. Der er visse territorier mellem Pakistan og Indien og også mellem Indien og Kina, som er blevet opdelt og er omstridte med henblik på fremtidig kontrol i henhold til imperiets princip om del og hersk. Jeg håber virkelig, at der meget hurtigt kommer en uafhængig undersøgelse af, hvordan denne terrorhandling fandt sted. Jeg har allerede nævnt den pakistanske forsvarsministers udtalelse om, at Pakistan eller tidligere pakistanske regeringer af den ene eller anden grund var tvunget til at gå med på nogle af de fælder, som angloamerikanerne havde lagt med hensyn til støtte til ekstremistiske elementer i regionen. Jeg har ingen konkrete beviser, men vi har også undersøgt dette tidligere. Vi har set på mordet på Indira Gandhi og Rajiv Gandhi, hvor man altid har haft en officiel forklaring, men hvor situationen i virkeligheden var meget mere kompleks. Med alle disse spørgsmål er det klogt at spørge, hvem der har cui bono. Cui bono er helt sikkert ikke mellem Pakistan og Indien, fordi de begge er medlemmer af BRIKS. BRIKS forsøger i øjeblikket at etablere et nyt økonomisk system, der muliggør økonomisk udvikling i landene i det Globale Syd. Vi ser, at mange af de lande, der er en del af BRIKS, er blevet udsat for angreb. Nogle så meget, at de ikke engang er blevet medlem, som f.eks. Argentina. Andre som Brasilien og Egypten og nu Etiopien og Nigeria, Sydafrika; alle disse lande er blevet udsat for den ene eller anden form for økonomisk finansiel krigsførelse eller anden form for destabilisering.

Så jeg vil altid råde til at se på disse regionale situationer ud fra den større strategiske sammenhæng. Så finder man måske et svar. Men jeg håber, at en sådan international uafhængig undersøgelse kan kaste lys over denne konflikt.

Spørgsmål: Hej, det er Ying fra China Media Group. Jeg har et hurtigt spørgsmål til fru LaRouche og de ærede gæster. Der findes forskellige former for usynlighed, f.eks. handelskrig. Denne enorme usikkerhed for verdensøkonomien er en stor risiko. Hvordan kan man mindske denne risiko? Og hvad er Deres kommentar til handelskrigen og verdensfreden?

ZEPP-LAROUCHE: Præsident Trump vakler tydeligvis og reagerer på pres. Det faktum, at Kina indtog en meget hård holdning, havde helt sikkert en indvirkning. Jeg er sikker på, at nogle af hans forretningskolleger også fortæller ham, at tolden har et utroligt potentiale for at slå tilbage mod amerikanske interesser.

Jeg hader at gentage mig selv, men jeg tror, vi er nødt til at gøre det igen og igen: Hvis man tager alle disse spørgsmål op et for et, vil man måske ikke lykkes, simpelthen fordi det hele er en del af et gigantisk geopolitisk spil. Jeg har virkelig troet det længe før disse krige begyndte, fordi jeg er elev af Nicolaus af Kues, som var en filosof fra det 15. århundrede, der var meget indflydelsesrig i den europæiske videnskab efterfølgende. Han påpegede, at hvis man har et systemisk problem, kan man ikke løse det ved at løse sekundære problemer.

Så jeg mener seriøst, at hvis man ser på alle de forskellige aspekter af den strategiske situation, er kompleksiteten så stor, at hvis man prøver at løse dem en efter en, en efter en, er det, hvad man i matematikken kalder en dårlig uendelighed. Man skal tackle det på en helt anden måde, hvilket også er en idé fra Nicolaus af Kues, der kaldes modsætningernes sammenfald. Det er en idé, der i høj grad giver genklang i den konfucianske idé om en harmonisk udvikling, og at man kun kan løse problemer ved en harmonisk udvikling af alle dele. Idéen om modsætningernes sammenfald, som Cusa, som han kaldes på latin, også kalder det, betyder også, at det menneskelige kreative sind altid har evnen til at formulere en opfattelse på et højere niveau, et højere niveau end det, hvor alle problemerne opstod. Det var en tanke, der blev taget op af Albert Einstein, der sagde, at man aldrig skal forsøge at løse et problem på det samme niveau, hvor det opstod, men altid forsøge at finde den højere idé. Det er i en vis forstand denne nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som igen er meget i tråd med det, Xi Jinping har sagt om menneskehedens fælles fremtid eller de tre initiativer – det globale sikkerhedsinitiativ, det globale udviklingsinitiativ og det globale civilisationsinitiativ. Det er den samme idé, men formuleret som min globale sikkerheds- og udviklingsarkitektur. For man skal indføre princippet om enhed – først og fremmest den ene menneskeheds interesse. Hvis man tager det som et ordnende princip, kan man løse alle problemerne på de lavere niveauer.

Uanset hvad vi gør for at komme ud af denne handelskrig, tror jeg, at svaret er meget enkelt. Den kinesiske økonomiske model har vist vejen. Ved at basere den økonomiske idé fuldstændig på innovation, ved hele tiden at indføre videnskabelige og teknologiske principper, ved at lægge vægt på uddannelse af høj kvalitet og ved at uddanne mange videnskabsfolk og ingeniører. Nogen kom for nylig med en lille vittighed: Han sagde: »Hvis man i dag forsøger at samle et rum fuldt af designingeniører i Europa eller USA, vil man have svært ved at fylde rummet. Hvis du prøver at gøre det samme i Kina, kan du nemt fylde flere fodboldstadioner, fordi der hvert år uddannes så mange millioner af sådanne studerende.« Jeg tror, det er den rigtige tilgang. Gør kagen større; kæmp ikke om de forskellige stykker af kagen, som handelskrigsprincippet på en måde gør. Bare slå kræfterne sammen og bag en større kage, så alle har nok at spise, alle har nok energi, og alle har nok af de ting, der er nødvendige for at leve.

Jeg vil gerne spørge, hvorfor China Media Group ikke kan organisere en international konference om denne idé om at lægge Xi Jinpings tre initiativer på bordet og reagere på mit forslag om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der skal tage hensyn til alle landes interesser på kloden, for at den kan fungere? Jeg tror, at vi lige nu er nødt til at ændre hele debatten. Hvis man f.eks. ser på de offentlige debatter, i det mindste hvad angår vestlige politikere i Europa, mangler de enhver idé. Jeg tror, at de er blevet så intellektuelt forældede, at man ikke kan forvente, at de løser problemerne. Så andre kredse som oplyste medier, universiteter eller tænketanke må tage den fakkel op. [hzl/amb] [ssu]

Ikke korrekturlæst

30. april 2025 (EIRNS) – Her er udskriften af Helga Zepp-LaRouches ugentlige webcast, der i dag blev præsenteret af LaRouche-organisationens præsident Diane Sare:

DIANE SARE: Godmorgen og velkommen til Helga Zepp-LaRouches engelske webcast. I dag er det onsdag den 30. april 2025. Jeg er Diane Sare, præsident for LaRouche-organisationen. Jeg må sige, at det er en ære og en fornøjelse at kunne føre denne samtale med Helga, som er grundlæggeren af Schiller-instituttet og initiativtageren til dialogen i Den Internationale Fredskoalition.

I dag huskes ikke i USA for den temmelig skammelige afslutning på Vietnamkrigen, hvor man, ligesom ved tilbagetrækningen fra Afghanistan, reddede mennesker ned fra taget af ambassaden i Saigon for 50 år siden i dag. Jeg tror, folk måske vil reflektere over forskellen mellem denne mærkedag og 80-årsdagen for fascismens nederlag i Europa, som snart skal fejres.

Men inden vi går videre til disse emner, ved jeg, at Helga for nylig har været til en meget vigtig konference i Qufu, Confucius’ fødeby. Helga, vil du fortælle os om det?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Mit bedste råd ville være, at alle, der ser dette program, tager til Qufu, for det er fantastisk. Det er ikke kun fødestedet for Confucius, som er den vigtigste tænker i kinesisk historie, og som har haft en meget dybtgående indflydelse på det kinesiske liv i 2.500 år, herunder det nuværende politiske system, men det er også et smukt sted. Det ligger i Shandong-provinsen nær Kinas kyst, mellem Beijing og Xiantao. Der er en smuk gigantisk sø og en endnu mere gigantisk statue af Confucius, og der er mange, mange ting omkring den, såsom et smukt gammelt palads, der er Confucius’ fødested, som gennem århundreder er blevet udvidet til et meget langt og stort palads.

Der er også et utroligt veludført moderne museum, der har alle artefakter og skrifter og skulpturer og malerier og så videre – herunder for øvrigt et billede af de amerikanske grundlovsfædre, der diskuterer Confucius. Det er en del af historien, som jeg synes fortjener at blive meget bedre kendt, for Benjamin Franklin var en stor beundrer af Confucius. Han baserede faktisk sit eget uddannelsessystem på Confucius’ moralske og etiske lære. Så jeg tror helt sikkert, at dette kunne være en bro i de nuværende, ganske vist anspændte relationer mellem USA og Kina. Men jeg tror, at hvis man går tilbage til rødderne af den amerikanske revolution og den amerikanske republik og viser [inaud; 03:50 – hun siger »vincinity«, men det er ikke et ord] nogle af dens vigtigste tænkere – især Benjamin Franklin, men også nogle af de andre grundlæggere – kunne det faktisk hjælpe med at lægge det filosofiske fundament for en bedre forståelse.

For hvis man ser på det hele, er det ganske forbløffende, at der er mange flere ligheder mellem det, Kina gør i dag med hensyn til økonomi, og den økonomiske teori i det amerikanske system, som det blev udviklet af Alexander Hamilton. Det er en fantastisk, helt fascinerende historie, og generelt kan jeg kun opfordre folk til at tage til Kina og danne sig deres egen mening, hvis de aldrig har været der eller kun har læst, hvad nogle af de angloamerikanske tænketanke skriver om Kina. Jeg lover Dem, og jeg tager ikke let på det, men jeg lover Dem, at De vil få det største positive kulturchok i Deres liv. For det er slet ikke, som De har fået at vide. De vil opleve enorme fremskridt i form af økonomisk fremgang. Togsystemet – de har ca. 40.000 miles moderne togsystemer, hvor togene kører med en gennemsnitshastighed på ca. 280 mph. De er hurtige, de er rene, det hele fungerer, det er fantastisk. Så har man enorme byggeprojekter, enorme moderne bygninger – Kina er nu førende inden for 57 ud af 66 højteknologiske områder. Det er fantastisk!

Under alle omstændigheder kan jeg kun sige: Tag derhen og dann din egen mening med dine egne øjne og dine egne samtaler med folk der. Du vil komme tilbage forandret, og du vil indse, at Kina kunne være USA’s bedste ven, hvis USA bare ville det.

SARE: Det er meget spændende. Jeg vil gerne vende tilbage til spørgsmålet om den amerikanske revolution, men inden jeg gør det, vil jeg lige nævne, at den konference, du talte på, handlede om grøn energi osv. Og jeg synes, din tilgang til det var meget vigtig og også informativ for de andre deltagere. Vil du måske sige noget om konferencens karakter og dine tanker om dette emne?

ZEPP-LAROUCHE: Konferencen handlede faktisk ikke om det emne; det var blot emnet for et af flere paneler. Konferencen var arrangeret af China Media Group, som havde inviteret førende medier fra hele verden, fra Europa, Afrika og Asien. Der var således mange administrerende direktører for nationale medieorganisationer fra deres respektive lande til stede. Jeg tror, det var et klart forsøg på at øge kommunikationen om vigtige opfattelser. Mit panel var blot et af flere, og emnet var faktisk grøn omstilling af økonomien og lignende spørgsmål.

Men jeg synes, det var helt klart, at Kina nu er førende inden for produktion af solcellepaneler og vindmøller og så videre, men de er også verdens førende inden for atomkraft. Så i en vis forstand er det ikke sådan, at grøn omstilling i Kina er et alternativ til atomkraft eller fossile brændstoffer, men en del af en samlet løsning. Jeg tror, at spørgsmålet om grøn omstilling i Kina i hvert fald er meget forskelligt fra f.eks. i Europa og især i Tyskland, hvor grøn omstilling er en ideologi, en malthusiansk idé om befolkningsreduktion eller befolkningsbegrænsning. Det er anti-videnskabeligt og anti-teknologisk. Men i Kina har det en helt anden betydning, fordi der i begyndelsen af industrialiseringen i Kina for omkring 30-40 år siden, hvor det hovedsageligt var multinationale selskaber fra internationale virksomheder, der stod for industrialiseringen, blev der gjort stor skade på miljøet. De havde et forureningsproblem i ganske lang tid; forurenet luft, forurenet grundvand og lignende bivirkninger.

Så på et tidspunkt besluttede den kinesiske ledelse at gøre noget ved det, og de gjorde et helt fantastisk stykke arbejde. De flyttede f.eks. al tung industri fra Beijing, som var enorm, når man tænker på, at Beijing er en by med mellem 20 og 30 millioner indbyggere. De flyttede al tung industri til en anden by ca. 150 km væk. Nu er himlen i Beijing blå, og luften er ren. De har stort set fået disse reelle miljøproblemer under kontrol.

Jeg synes ikke desto mindre, at diskussionen handlede om at gøre økonomien grønnere osv. Jeg tror, jeg kan bringe en vigtig idé ind i diskussionen, nemlig at hvis man ser på energi, skal man ikke kun se på de tilsyneladende omkostninger. Hvis man ser på de tilsyneladende omkostninger, kan man sige, at det er billigere at bygge et solcellepanel end at bygge et atomkraftværk. Men hvis man ser på effektiviteten, indser man, at atomkraft er meget mere omkostningseffektivt end solenergi, fordi det har en meget højere energigennemstrømningstæthed. Og som min afdøde mand Lyndon LaRouche havde udviklet et meget vigtigt teoretisk grundlag for, er der en sammenhæng mellem energigennemstrømningstætheden i produktionsprocessen og antallet af mennesker, der kan opretholdes på det niveau. Da sol og vind har en ekstremt lav energigennemstrømningstæthed, har de en tilsvarende lav befolkningstæthed. Så jeg kunne bringe det ind i diskussionen, at hvis man vil opretholde de nuværende 8 milliarder mennesker og forhåbentlig snart flere, kan man ikke kun stole på vedvarende energi, fordi den ikke har tilstrækkelig kraft til det. Det fik faktisk nogle af de andre paneldeltagere til at tage spørgsmålet op, og naturligvis blev spørgsmålet om en retfærdig verdensøkonomisk orden også et stort emne i diskussionen. Så jeg synes, det havde en god effekt.

SARE: Med hensyn til spørgsmålet om energi har vi netop haft en massiv strømafbrydelse i Europa, hvor Spanien angiveligt er førende i verden eller på vej over til vedvarende energi, hvilket ikke synes at fungere særlig godt. Har du nogen tanker om det?

ZEPP-LAROUCHE: Det er virkelig ironisk, hvis jeg nogensinde har set noget ironisk. Jeg tror, det var den 16. april, at Spanien stolt proklamerede, at de nu har alt på vedvarende energi. Hele deres elnet forsynes af sol- og vindenergi og lidt vandkraft. Så bare få dage senere – bogstaveligt talt mindre end to uger senere – havde man denne strømafbrydelse i Spanien, Portugal og endda dele af Frankrig. I mange timer var hele Den Iberiske Halvø uden strøm. Jeg tror, at de minimale omkostninger er 5 milliarder dollars i skader bare fra den ene dag. Nu er der naturligvis en stor interesse for at finde ud af, hvad der var årsagen. De evige propagandister sagde straks, at det måtte være et cyberangreb; Rusland må stå bag. Intet af det er tilfældet, og det bliver også mere og mere klart, at det er den iboende fejl ved vedvarende energi. Hvis man har et helt net, der forsynes af vedvarende energi – sol og vind – produceres energien, når vinden blæser, og solen skinner. Den stopper, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser. Men i alle andre økonomier, hvor dette anvendes, er der en slags backup, hvor man har kraftværker, der forsynes med kul eller gas eller turbiner eller atomkraft. På den måde kan man kompensere for det pludselige overskud af energi eller den pludselige mangel på energi. De andre kraftværker kan træde til og sikre stabilitet i elnettet. Hvis man ikke har det og kun har sol og vind som i Spanien, kan man ikke kompensere, hvis der pludselig er for meget, og elnettet bryder sammen. Det er grundlæggende en overbelastning af elnettet. Og der er ingen inerti, og strømmen skal konstant være på mere eller mindre 50 hertz. I dette tilfælde faldt trykket kun til ca. 49,86, hvilket ser ud som en meget lille margin, men det var nok til at lægge hele det nationale elnet i Spanien og Portugal ned. Naturligvis er forbindelsen til Frankrig meget dårlig, hvilket også kunne have udlignet noget af det, fordi Pyrenæerne ligger imellem. Der er altså meget frie net, der går over denne bjergkæde, og derfor var der ingen udligning.

Jeg tror derfor, at denne hændelse kunne ske overalt, hvor man er stærkt afhængig af vedvarende energi. Eksperterne i Tyskland var naturligvis meget hurtige til at sige, at dette aldrig kunne ske her, men andre eksperter har længe advaret om, at nøjagtig det samme kunne ske i Tyskland og andre lande, der er i en lignende situation. Så jeg er temmelig sikker på, at dette vil blive revurderet, og når årsagerne bliver klar, er jeg helt sikker på, at der vil ske en omlægning. Hvad vil der ske, hvis hele europæiske lande pludselig rammes af strømsvigt? Det er en katastrofal situation, og jeg tror, det vil tage lidt tid, men det vil føre til en omlægning af dette område.

SARE: Det håber jeg. Vi havde denne oplevelse i Texas for blot få år siden. Det er den olieproducerende delstat i USA, og vi havde disse vanvittige strømafbrydelser, hvor hundredvis af mennesker døde, og energiselskaberne udnyttede det til at hæve priserne. Vi synes ikke at have lært meget, men jeg håber, at vi bliver klogere.

Jeg vil gerne skifte emne, for det er 80-årsdagen for sejrsdagen den 8. og 9. maj, hvor fascismen blev besejret i Europa. Den russiske udenrigsminister Lavrov har sagt, at der kan ses konkrete resultater af dialogen mellem USA og Rusland i den nærmeste fremtid. Han sagde: »Der er håb om, at den lovende udvikling i dialogen mellem Rusland og USA bliver til virkelighed. Jeg forventer en solid bekræftelse af de gensidige interesser mellem Moskva og Washington i den nærmeste fremtid.« Han sagde dette på konferencen for BRIKS-udenrigsministrene i Brasilien for nylig. Jeg vil gerne høre dine tanker om dette. Jeg tror, at dette måske er præsident Trumps vigtigste initiativ til at forsøge at genoprette normale relationer mellem USA og Rusland. Så hvad er dine tanker om denne dynamik?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg håber, at præsident Trumps impuls fører til et resultat, der gør netop det – at genoprette de strategisk vigtigste forbindelser, for når alt kommer til alt er Rusland og USA de to atommagter, der har det største kontingent af atomraketter, der kunne udslette menneskeheden 20 gange. Så hvis de vender tilbage til normale forbindelser, tror jeg, det er det vigtigste strategiske spørgsmål, for uden det er der intet. Derfor er jeg meget utilfreds med nogle af disse europæere anført af Keir Starmer fra Storbritannien og Macron fra Frankrig. Desværre findes der noget, der hedder Koalitionen af Villige, som meget åbent forsøger at sabotere enhver sådan indsats fra Trump og Putin for ikke kun at genoprette relationerne, men også for at bringe en fredelig afslutning på krigen i Ukraine, som de facto er slut på grund af mangel på soldater i Ukraine. Det er bare et kontinuerligt blodbad, der foregår, og enhver ved sine fulde fem, der forsøger at forlænge dette, er simpelthen en kynisk person, der ikke bekymrer sig det mindste om det ukrainske folk eller soldaterne på begge sider.

Så jeg synes, det er meget vigtigt. Den såkaldte koalition af villige er blot vanvittig; jeg mener, der absolut ikke er noget at vinde. Selve tanken om, at Europa kunne erstatte USA i krigen mod Rusland, er blot storhedsvanvid og dumhed. Jeg tror desværre, at befolkningen bliver bombarderet med en masse propaganda, så kun en vis del af befolkningen kan se, hvor farligt dette er.

Da du nævnte 80-årsdagen for afslutningen af Anden Verdenskrig, er der en sådan vending eller nærmest en revanchistisk omskrivning af historien. Den sandsynligvis nye tyske kansler, Friedrich Merz, tager ikke til Moskva [til årsdagen], men til Kiev. Og Kiev har allerede ændret datoen; de fejrer ikke længere afslutningen på Anden Verdenskrig. De fejrer nu på samme dag en eller anden ildevarslende Europadag eller et nyt navn, de har givet den. Oliver Stone kritiserede for eksempel med rette dette og sagde, at disse mennesker er revanchister, fordi de står på den forkerte side af historien.

SARE: Lad mig bare spørge, er det også tilfældet, at de ikke inviterer den russiske ledelse til fejringerne i Europa? Efter at Sovjetunionen mistede 27 millioner mennesker, ville denne krig ikke være blevet vundet uden deres indsats? Er det stadig tilfældet?

ZEPP-LAROUCHE: Det er værre end det, for den afgående regering under kansler Scholz og denne usigelige udenrigsminister, der heldigvis har aflagt sit sidste besøg i sin egenskab af udenrigsminister, fordi det var uudholdeligt, hvordan hun rejste rundt i verden og virkelig skadede Tysklands image, uanset hvor hun satte sine ben. Men sammen har de indført en lovgivning eller et dekret, hvorved ingen i en officiel stilling – dette gælder også for Den Europæiske Union – må deltage i fejringerne i Moskva, ellers vil de blive ramt af sanktioner. I Tysklands tilfælde tror jeg også, at det er strafbart, hvis man på den dag går til den russiske ambassade i Berlin for at udtrykke sin taknemmelighed for det, Sovjetunionen gjorde i Anden Verdenskrig. Så det er virkelig en skam; det er en absolut vederstyggelighed. Det kan naturligvis kun forklares med folks ekstreme evne til at glemme historien og bare leve i nuet. Det er en af de aktuelle kulturelle kampagner, at få folk til at glemme historien og kun tænke på fornøjelserne i nuet, alt andet tæller ikke. Hvis man ser på populærkulturen, er der mange popsange, hvor folk synger »drikke vin, have det godt, man lever kun én gang«. Den slags absolutte mentale lavpunkt bliver propaganderet fra alle kanaler – fra tv, fra film og hvad ved jeg. Jeg synes, det er en skam, for hvis man glemmer historien, er der et ordsprog, der siger, at man nogle gange bliver tvunget til at genopleve den, enten som en farce eller som en større tragedie. Jeg håber, at vi kan forhindre, at det sker, men jeg synes, det er en absolut vederstyggelighed, hvad der sker omkring denne årsdag i Europa.

SARE: Jeg vil sige, at vi i USA har en glædelig forandring, for i de sidste par år har der ikke været nogen march for det udødelige regiment, hvor folks forfædre, der var involveret i Anden Verdenskrig – amerikanere og russere – marcherede sammen og lagde blomster og sendte hvide balloner op og fejrede afslutningen på krigen i Europa. Vi var ikke i stand til at afholde sådanne fejringer. Men i år vil der endelig igen være en Immortal Regiment March i Washington, D.C. den 3. maj. Jeg synes, det er en virkelig velkommen ændring, og det er en tilkendegivelse af, at der er mulighed for en ny retning.

Jeg vil også gerne nævne – og De har allerede været inde på den amerikanske revolution – at den russiske efterretningstjenestes websted bragte en lang erklæring med en temmelig lidet flatterende tegning af Ursula von der Leyen, der promoverer denne fascisme. De talte om det historiske forhold mellem USA og Sovjetunionen eller Rusland, der går tilbage til den såkaldte borgerkrig – den britiske pro-slaveri-anstiftede krig – hvor russerne sendte den russiske flåde til New York og San Francisco på Lincolns side. De talte om Suez-krisen, hvor Sovjetunionen samarbejdede med Eisenhower om at sætte Israel på plads. Og de talte om denne form for dynamik. Det forekommer mig, at dette ville være et meget naturligt grundlag for relationer, ligesom Confucius giver os et grundlag for relationer mellem USA og Kina. Forholdet mellem USA og Rusland kunne også blive meget vigtigt, hvis vi genopliver denne tradition. Hvad er dine tanker om det?

ZEPP-LAROUCHE: Det er min filosofi og derfor også Schiller-Instituttets filosofi, at hvis man ønsker fredelige relationer mellem nationer, skal man altid fokusere på hinandens positive bidrag. Hvis man går hen og taler med nogen og kun fremhæver de negative punkter, kunne jeg starte 3. verdenskrig med Dem, hvis jeg sagde, at Deres næse er grim, Deres kjole er modbydelig, og Deres frisure er elendig. Hvis jeg fortsætter og optrapper, er jeg sikker på, at vi efter en halv time ville være fjender. På den anden side, hvis jeg siger: »Diane Sare, du er sådan en begavet musiker; du har sans for poesi. Du er en stor leder« – så ville du svare, og vi kunne finde ud af, hvad vi har af fælles interesser og så videre. Det samme princip bør gælde for nationer, for i enhver historie er der op- og nedture. Så længe man har oligarkiske politiske ledere, sker det desværre, at lande gør dårlige ting. Men hvis man ønsker at reparere et forhold, skal man fremhæve det, der bringer menneskeheden fremad. I den forstand synes jeg, at alt fra Neutralitetsligaen og andre samarbejdsområder er et meget godt tegn på, at Rusland fremhæver disse positive elementer. Jeg synes, det ville være meget godt, hvis den amerikanske side ville imødegå dette ved at fortælle deres side af historien så meget som muligt.

SARE: Jeg er enig! Nu, med netop det eksempel, du lige gav, må jeg bringe konflikten mellem Indien og Pakistan på banen. Det er to meget store nationer, hvor det Britiske Imperium har spillet en meget destruktiv rolle. Jeg frygter, at vi virkelig er på randen af krig. Jeg vil gerne læse de seneste udtalelser fra Modi og Pakistans informationsminister. Modi har nu sagt, at »de væbnede styrker har fuld operationel frihed til at vælge midler, mål og datoer for Indiens gengældelsesforanstaltninger.« Dette er i forbindelse med terrorangrebet den 22. april, hvor omkring 26 turister blev dræbt. Modi sagde videre – og det lyder lidt som visse af vores neokonservative krigsfolk – »Jeg siger til hele verden, at Indien vil identificere, opspore og straffe alle terrorister og deres bagmænd. Vi vil forfølge dem til verdens ende.«

Derefter skrev Pakistans informationsminister i går på X: »Pakistan har troværdige efterretninger om, at Indien har til hensigt at iværksætte et militært angreb inden for de næste 24-36 timer under påskud af Pahalgam-hændelsen. Enhver aggressiv handling vil blive mødt med en beslutsom reaktion. Indien vil være fuldt ansvarlig for alle alvorlige konsekvenser i regionen.«

Jeg ved, at du og din afdøde mand, Lyndon LaRouche, har besøgt Indien mange gange. Du havde et godt venskab med Indira Gandhi, og Executive Intelligence Review offentliggjorde brevene fra Zulfikar Ali Bhutto, den myrdede tidligere leder af Pakistan. Så jeg ville virkelig gerne høre dine tanker om denne nye indsats, som jeg tror er briternes. Åh, og jeg vil gerne tilføje noget: Kinesernes reaktion var at sige, at vi skulle undersøge, hvad der skete før reaktionen. Det er noget helt andet end den amerikanske reaktion på 9/11 – undersøgelser kan rende og hoppe, vi invaderer nu det ene land og det andet. Og det samme gælder terrorangrebet på Israel den 7. oktober; der blev aldrig foretaget en undersøgelse, der blev straks truffet foranstaltninger. Så jeg sætter på en måde pris på den radikale kinesiske tilgang, hvor man først vil finde ud af, hvad der foregår, men hvad er din holdning til dette?

ZEPP-LAROUCHE: Desværre tror jeg, at situationen er ekstremt farlig, fordi Pakistan og Indien begge er atommagter. Der var allerede en pakistansk minister, der havde nævnt, at alle Pakistans atomvåben er rettet mod Indien, hvilket er en meget krigerisk trussel om at bruge disse atomvåben. Modis reaktion er naturligvis også meget hård og stridbar. Jeg håber bare, at det, han sagde, ikke er sandt, for hvis det er, kan vi inden for en til tre dage befinde os i en atomkatastrofe. Jeg kan kun sige, at den tidligere internationale bekymring om ikke-spredning og om, at faren for atomkrig kan komme fra andre steder end de store atommagter, men fra nogle af de andre, er meget reel. Så jeg kan kun håbe, at Pakistans forsvarsminister også sagde noget andet, som jeg synes er ekstremt vigtigt. Han sagde, at al Pakistans involvering i de sidste årtier var et resultat af, at landet blev udnyttet af Storbritannien og USA, herunder støtten til terrorisme fra pakistansk jord efter 9/11. Det er man helt klart nødt til at være opmærksom på, for nu med Trump-administrationen er det ikke det apparat, der gjorde det. Det var Brzezinski og hans islamiske kort, som han havde givet som ordre til Den Trilaterale Kommission på deres berygtede møde i Tokyo i 1975, hvilket derefter førte til Vestens støtte til koranskolerne og opbygningen af den ekstremistiske islamiske jihad i Afghanistan, først i krigen mod Sovjetunionen. Men efter at den krig var tabt, forsvandt disse terrorstyrker ikke; de spredte sig gennem hele regionen, gennem dele af de sovjetiske republikker, til Tjetjenien, til uigurerne i Xinjiang og andre områder. Så de inficerede hele regionen, og som general Flynn påpegede og forsøgte at formidle til Obama i 2012, blev disse kræfter – al-Qaeda, al-Nusra, uanset hvordan de ændrede sig – instrumentaliseret af Vesten, af USA og andre vestlige kræfter. Så jeg synes, at den pakistanske forsvarsministers henvisning til denne historie er yderst vigtig. Kun hvis man har et klart syn på tingene og ikke tilskriver det nationer, men andre former for interesser, kan man udforme en politik, der kan afbøde faren.

Jeg kan kun sige, at håbet er, at der er flere naboer, der straks blev aktive og forsøgte at mægle mellem Pakistan og Indien, såsom Iran, som er meget vigtig, og også Kina. De taler sammen, og de har positive relationer til begge sider. Man kan kun håbe, at deres mægling vil sejre, og at vi ikke kommer til at se en atomkrig på grund af denne krise på kort sigt.

SARE: Tak, det er et meget vigtigt svar. Vi har mange spørgsmål, men meget lidt tid. Så jeg vil bare vælge to af dem. Det ene er fra en tysk forretningsmand, der skriver: »Jeg har lige læst om Deres industrielle trekantprogram fra 1989-90 for at forbedre relationerne mellem Tyskland og det post-sovjetiske Rusland, da muren faldt. Hvis man antager, at der opnås fred i Ukraine, ville noget lignende kunne fungere i dag? Har man udarbejdet et forslag til i dag, der ville fungere og tage hensyn til begge landes skiftende behov?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det bedste resultat under de nuværende omstændigheder, som er uheldige, fordi vi nu har været i krig i tre år, og den særlige militæroperation kunne have været afsluttet i marts 2022. På det tidspunkt ville tabene have været minimale sammenlignet med den forfærdelige ødelæggelse, der er sket i de mellemliggende tre år på grund af sabotage fra primært Boris Johnson, men også fra visse elementer i Biden-administrationen. Det bedste, der kan ske nu, er, at man først indgår en våbenhvile, derefter en våbenstilstand og derefter indleder reelle fredsforhandlinger, hvor genopbygningen af Ukraine vil være tilskyndelsen for ukrainerne til at acceptere en sådan politik. Her tror jeg, at hvis man vendte tilbage til den idé, der eksisterede før krigens udbrud, nemlig at Kinas Bælte- og Vej-Initiativ kunne udvides helt til Europa. Så ville Ukraine være en bro mellem de europæiske og de asiatiske dele af Eurasien. Jeg mener, at det absolut stadig er en mulighed, for jeg har længe ment, at man skal have konkrete løsninger på lokale problemer og regionale kriser, men at vi kun kan komme ud af denne geopolitiske konfrontation ved hjælp af en global løsning. Jeg har opfordret til en global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der skal tage hensyn til alle landes interesser på kloden for at kunne fungere, en slags moderne Westfalske fred. Derefter kunne man virkelig tænke i samarbejde mellem landene i Eurasien og tage hånd om alle de problemer, der findes, herunder en Oase-plan for Sydvestasien, genopbygningen af Ukraine, men også opbygningen af moderne infrastruktur i hele Europa og forbindelsen til resten af Asien, så der på den måde bliver to fredelige kontinenter.

Jeg er helt sikker på, at kineserne allerede tænker i denne retning, og jeg kan kun håbe, at ukrainerne indser, at hvis de ønsker at have et land, og hvis de ønsker velstand og en fremtid, bør de absolut kræve, at en sådan løsning bliver lagt på bordet.

SARE: Så jeg vil ændre det sidste spørgsmål en smule, og du vil måske gerne kommentere de kommende konferencer i Schiller-instituttet i både USA og Europa. Du nævnte i går over for nogle af os noget, som jeg synes sætter tingene i et meget klart perspektiv, nemlig at du talte om den entropiske karakter af dette britiske liberalistiske imperium, som er konkurs, krigsmagerne, NATO’s krigsdrift osv. i modsætning til den nye dynamik, der er ved at opstå, som er vækstorienteret og faktisk bliver stærkere for hver dag, der går. Jeg tror naturligvis, at vi har en meget vigtig rolle at spille i den forbindelse, både her i USA og i Europa, fordi vi befinder os inden for det entropiske system, selv om der helt klart er en forandring i gang begge steder. Hvad vil du sige om konferencerne eller dine tanker om dette potentielle skillevej for menneskeheden?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke det på en passende måde, men når jeg sammenligner stemningen, udsigterne og forståelsen hos folk i Tyskland med dem, jeg lige er kommet hjem fra på denne rejse i Kina, er det forbløffende. Det er som at være i to helt forskellige universer. Når man taler med folk i Tyskland, er de alle ulykkelige, bange, deprimerede, pessimistiske, simpelthen forfærdelige. I Kina er alting helt anderledes. Alle, både kineserne og de internationale gæster, har en helt anden tankegang. De tænker på at opbygge ting, løse problemer, lave positive planer for fremtiden; de har helt enkelt en enorm positiv og optimistisk indstilling. Jeg tror, det skyldes, at man efter min mening ikke kan opdele den nuværende politiske situation i de gamle kategorier af venstre og højre og efter pladsfordelingen i det franske parlament på tidspunktet for den franske revolution. Det passer ikke længere. Der er mennesker, der angiveligt er venstreorienterede, men de er progressive, og der er mennesker på højrefløjen, der også er progressive. Så hvordan forener man det synspunkt? Jeg tror, den bedste måde er at sige, at verden er opdelt mellem de kræfter, der er fast besluttet på at bevare nogle fås privilegier, og som for disse privilegiers skyld er villige til at gå i den mest destruktive retning. På den anden side har man mennesker, der er velmenende, godhjertede og opgavestyrede, og de forsøger at gøre alting bedre. At få lande til at fungere sammen, at få økonomier til at fungere, at have høje poetiske idealer. De er grundlæggende anti-entropiske i deres tankegang. Jeg tror, at den overvældende tendens i vores tid er den sidstnævnte. Langt størstedelen af mennesker – det Globale Syd, dem, der faktisk udgør den Globale Majoritet – er i en meget konstruktiv stemning. Derfor kunne vi i Vesten, hvis vi ville tage det til os og sige, at vi vil samarbejde og løse de vigtigste problemer i vores tid – fattigdom, underudvikling, migrationsspørgsmålet – ved at opbygge de lande, som folk flygter fra, løse alle problemerne så let.

Det vil faktisk være emnet for vores konferencer, hvor vi vil forsøge at få folk i Vesten til at forstå, at den krigslignende fortælling ikke er ønskværdig. Den vil føre til en katastrofe. På den anden side er den historiske tendens for menneskeheden i dette særlige historiske øjeblik at overvinde geopolitikken og finde en måde at samarbejde på.

Det vil kort sagt være emnet for begge konferencer. Jeg kan kun råde jer til at tilmelde jer enten personligt eller, hvis I ikke kan rejse, via Zoom. Men vær en del af det; det er her, historien bliver skabt på den mest avancerede måde lige nu. Så gå ikke glip af det.

SARE: Mange tak. Jeg sætter pris på denne mulighed for at tale med Dem og stille Dem spørgsmål. Jeg undskylder over for de personer, der har sendt spørgsmål, som vi ikke nåede at besvare, men jeg er sikker på, at der vil være flere muligheder. Tak igen, og vi tales ved snart.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det håber jeg. Vi tales ved snart.

15. april 2025 — I lyset af den aktuelle turbulens i verdensøkonomien og behovet for at huske på de principper, der kan skabe økonomisk udvikling, henleder vi opmærksomheden på følgende video udgivet af LaRouche-organisationen i USA den 17. august 2021.

Det timelange videoindslag beskriver, hvordan kineserne lærte om nøgleprincipper for økonomisk udvikling, der er indlejret i det amerikanske system, som de fleste amerikanere har glemt, men som er blevet fremmet af Lyndon LaRouches organisation. Det følgende blev skrevet dengang af Peter Møller, som producerede videoen.

18. august 2021 — I går udgav LaRouche-Organisationen en ny dokumentar med titlen: „Genoplivelsen af det Amerikanske System med kinesiske Karaktertræk”, som er et bidrag til at få USA til at deltage i Kinas Bælte- og Vejinitiativ (BVI) og endelig løsrive sig fra det britisk centrerede, geopolitiske system. Videoen viser hvordan dette ikke blot er det rigtige at gøre, men at BVI er baseret på de samme principper der ligger til grund for det der historisk er kendt som det ’Amerikanske System’ – hvis USA afviser BVI, ville det dermed afvise sin egen historiske identitet.

Videoen begynder med fejringen af hundredårsjubilæet for Uafhængighedserklæringen i Philadelphia i 1876, som var centralt i udbredelsen af det Amerikanske System til resten af verden. Den viser adskillige eksempler på dette – blandt andet i Kina – og hvordan det Britiske Imperium manøvrerede for at stoppe denne eksistentielle trussel til deres maritimt dominerede kontrol over verdens begivenheder, ved at spille alle de nationer, som deltog i det, ud mod hinanden – en konflikt der er nu er kendt som 1. Verdenskrig.

Videre viser den genoplivelsen af det Amerikanske System, først med livsværket af Sun Yat-sen – grundlæggeren af det moderne Kina – og hvordan Deng Xiaoping – efter ødelæggelsen forårsaget af 2. Verdenskrig, den kinesiske borgerkrig og kulturrevolutionen – i hvert fald implicit, videreførte Suns vision for Kina, som derefter begyndte at udvikle sig til en moderne, industriel nation.

Med sammenbruddet af Sovjetunionen begynder Lyndon og Helga LaRouche en kampagne for Den eurasiske Landbro og opfinder navnet ’Den nye Silkevej’. Dette program, baseret på idéerne fra Henry C. Carey og det Amerikanske System, blev vedtaget af det kinesiske lederskab og genkendes i dag i af Bælte- og Vejinitiativets omsiggribende succes.

Men spørgsmålet forbliver: Vil USA blive en del af dette ”Amerikanske System”-initiativ, eller vil det afvise sin egen historiske identitet og fortsætte sin underdanighed til en britisk centreret, geopolitisk ideologi, der allerede er ved at bringe verden tættere og tættere på en krig, som kun få ville overleve længe nok til at berette om? Det kapitel er stadig ikke nedskrevet – et kapitel som vi alle spiller en mulig rolle i.

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 97. møde i træk. Tak, fordi I er med, både dem, der har deltaget i 97 uger, og dem, der er med i dag. Vi har skabt dette forum for at samle mennesker fra hele verden for at diskutere, hvordan vi kan skabe ægte fred. Det er ligegyldigt, hvilken ideologi man har, hvis man ønsker at skabe ægte fred, er man velkommen her. Vi har haft folk fra 95 nationer, som vi kender til, til at deltage, og mindst 1.000 mennesker deltager hver uge i disse diskussioner. Så del dette med dine venner og organisationer, og få dem til også at deltage. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg er ordstyrer sammen med Dennis Small og Dennis Speed.

For at begynde i dag vil jeg gerne invitere Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition, til at tale til os. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig sige velkommen til jer alle sammen. Jeg tror, at alle er meget bevidste om, at verden befinder sig i en hidtil uset tumult. Til de mange kriser, vi har diskuteret i de sidste 97 uger, kommer nu et nyt stort chok. Det er, at præsident Trump først erklærede høje toldsatser mod praktisk talt hele verden; så kom der gengældelse, især fra Kina. Så accelererede Trump mod Kina igen, og nu har USA importtariffer mod Kina på 145%; og Kina har tariffer mod USA på 125%. I løbet af få dage blev billioner af dollars udraderet på de finansielle markeder. Og det var sandsynligvis på grund af det, at nogle af præsident Trumps milliardærvenner overbeviste ham om at indføre en 90-dages pause for resten af verden undtagen Kina.

Man kan selvfølgelig diskutere, hvad præsident Trumps hensigt er; han siger, at USA blev plyndret af hele verden, at alle udnyttede USA, og at han ønsker at genindustrialisere USA. Det er måske hans ærlige hensigt, men hvis man spørger rundt omkring i verden, tror jeg, at næsten ingen ville være enige i den fortolkning, fordi vi ved, at IMF/Verdensbank-systemet skabte handelsbetingelser til fordel for især USA, men også Europa, og til ulempe for udviklingslandene. IMF’s betingelser forhindrede faktisk den industrielle udvikling i det Globale Syd, og det er derfor, vi har dette oprør, som det kommer til udtryk i dannelsen af BRIKS og andre tilsvarende udviklinger.

Hvad bliver resultatet nu? Vi vil se, hvad der potentielt sker med denne optrapning af handelskrigen mellem USA og Kina, men det er ikke årsagen til finanskrisen. Den forårsager ikke den systematiske krise i det finansielle system. Men det kan udløse det endelige kollaps af hele systemet, fordi det system har været bankerot i meget lang tid. Vi cirkulerer lige nu internationalt på Schiller Instituttets hjemmeside og andre steder en erklæring, som jeg vil bede alle deltagere i denne opfordring om at hjælpe os med at distribuere. Overskriften er »[Hvad hver eneste nation må gøre nu: Wall Street gav os denne krise; LaRouche har svaret].« I papiret er der lange citater fra min afdøde mand, Lyndon LaRouche, som profetisk havde forudsagt det nuværende systemkollaps. Den foreslår meget klare foranstaltninger, som skal træffes, og som han havde døbt »[The Four Laws of Lyndon LaRouche].« Det starter med en Glass-Steagall-bankopdelingslov, præcis som Franklin D. Roosevelt indførte den i 1933. Det omfatter at bringe kreditgivningen tilbage under regeringers og parlamenters suveræne kontrol – i USA er det Kongressen. Det vil kræve oprettelsen af et nyt internationalt kreditsystem som et nyt Bretton Woods-system, der skal afhjælpe underudviklingen i det Globale Syd ved at give langfristet kredit til lav rente. Og det skal indføre en massiv forøgelse af produktiviteten i verdens økonomiske system ved at fokusere på rumteknologi, fusionsenergi og lignende ting. I kan se det hele skrevet i denne erklæring, og jeg vil opfordre jer alle til at tænke over, hvilke institutioner i jeres land, der skal gøres opmærksom på dette dokument.

Det er naturligvis et åbent spørgsmål, hvad der vil komme ud af denne konfrontation mellem USA og Kina. Jeg vil gerne citere en artikel, som netop er udgivet af Wang Wen, der er dekan for Chongyang Financial Institute ved Renmin University i Beijing. Han skriver en artikel med overskriften [»Bliver der krig mellem USA og Kina?«] . Han siger, at dette spørgsmål pludselig er blevet populært på de sociale medier efter denne handelskrig, og han slår først fast, at det aldrig har været Kinas hensigt at betragte USA som en fjende. Der er heller ikke kommet nogen udtalelse fra nogen højtstående kinesisk embedsmand om denne handelskrig. Han nævner dette som et punkt for at sige, at Kina ikke ønsker en optrapning. Og den 17. januar, tre dage før Trump tiltrådte, var der en telefonsamtale mellem Trump og Xi Jinping, hvor de begge udtrykte et ønske om at samarbejde og håb om, at det ville være muligt, forudsat at de hver især respekterer hinandens kerneinteresser. Derefter fortsatte han med at pege på Kinas øgede militære styrke; at det har tre hangarskibe langs kysten, at det har mange langtrækkende missiler, at det har 70 % af verdens droneproduktion, og at USA ikke kunne besejre Kina i en militær konflikt. Han henviste til nylige krigsscenarier fra RAND Corporation og tænketanken CSIS, som kom til den konklusion, at USA ikke kan vinde, men kan lide et katastrofalt nederlag. Til sidst citerer han en tegneserie, der gik viralt i Kina for nylig, og som viser Trump klædt ud som enkekejserinde Cixi, Qing-dynastiets sidste herskerinde, som i 1900 »erklærede krig mod de otte mest magtfulde lande på det tidspunkt«. Få år senere kollapsede Qing-dynastiet.« Dette er en åbenlys henvisning til det faktum, at USA er involveret i mange krige rundt om i verden. Han slutter artiklen med at sige, at hvis det kom til en krig mellem USA og Kina, ville det ende meget værre for USA end Koreakrigen. Jeg vil tro, at det bare er en udtalelse fra en ledende tænketanksperson fra Kina, men det peger på den faktiske situation.

Meget mere bekymrende er en [lækage, som netop er blevet offentliggjort af Tucker Carlson], som vi forsøgte at få bekræftet til dette møde; det har vi endnu ikke været i stand til. Men Carlson citerede en nylig Pentagon-vurdering, som siger, at Pentagon har dokumenter, der viser, at hvis de tillod Ukraine at affyre missiler dybt ind på Ruslands territorium, ville det medføre en 50% risiko for en optrapning til atomkrig. Og alligevel fik Ukraine den tilladelse. Tucker Carlson siger, at politikere, der føler sig trygge ved et sådant resultat, hører hjemme i et fængsel for kriminelle sindssyge. Vi vil naturligvis forsøge at få bekræftet, om der findes et sådant Pentagon-dokument, men jeg udelukker det slet ikke, for det var vores uafhængige vurdering af situationen mod slutningen af Biden-administrationen. Denne Pentagon-erklæring ville bare bekræfte det.

Ellers finder jeg situationen meget dramatisk. IDF i Gaza bombarderer flere steder i Gaza. Den humanitære situation er katastrofal. Smotrich sagde, at de ikke længere ville tillade, at der kom majskorn ind i Gaza, hvilket naturligvis betyder total hungersnød. Selv pensionerede IDF-soldater protesterede tilsyneladende mod Netanyahu, og FN’s Sikkerhedsråd udsendte en erklæring, der fordømte den nuværende israelske politik. Det er lige til at gå til, og optrapningen med Iran står naturligvis stadig højt på dagsordenen. Det har potentialet til virkelig at bringe verden på kanten af en global konfrontation. Og på den anden store front, Ukraine, bliver situationen på landjorden i Ukraine mere desperat for hver time, der går. Der er fuldstændig ødelæggelse; hæren er ikke længere i stand til at genopbygge sine rækker, og der var nogle højtstående kommandanter, der sagde, at de ikke kunne fortælle den ukrainske befolkning sandheden, fordi de ikke kunne klare det. Ukraine-kontaktgruppen mødes igen i Bruxelles lige nu, og Witkoff er i Sankt Petersborg.

Så det er nogle af parametrene i den ekstremt dramatiske situation. I mellemtiden bør jeg nævne denne meget vigtige afsløring fra New York Times, som den 31. januar offentliggjorde en artikel på 13.000 ord, der dybest set indrømmer, at fra midten af april 2022 og frem blev hele kommandoen over Ukraine-krigen ført fra Wiesbaden, Clay Barracks, hvor USA gav ordrerne, leverede den tekniske assistance, al sikkerhed og efterretning. Derfor er argumentet om, at krigen var uprovokeret, og at det var en krig mellem Rusland og Ukraine – som vi altid har sagt var en krig mellem USA og NATO og Rusland; det er nu blevet fuldstændig bekræftet. Jeg synes, at det anstændige ville være, at alle de mennesker, der gentog fortællingen om den uprovokerede angrebskrig, kom ud og anerkendte, at New York Times blandt andre har bevist, at det var en forkert fortælling.

Nu vi taler om en forkert fortælling, så er den nye tyske regering – den er ikke helt dannet endnu, men den har indgået en koalitionsaftale mellem CDU, CSU og socialdemokraterne. Den traktat indeholder den utrolige paragraf, at de fra nu af, mens denne regering sidder ved magten, vil forsøge at gennemføre en krig, der forbyder hvad? At lyve! Simpelthen at lyve! Det vil blive sat under straf, hvis nogen bevidst spreder misinformation. Selv Bildzeitung, den største tabloidavis i Tyskland, har i dag en leder, der kommenterer denne nyhed og siger, at de bør stoppe dette; det er meget farligt. Mange forfatningsmæssige og juridiske eksperter er citeret for at sige, at dette er på vej mod et diktatur, for hvem skal afgøre, hvad der er løgn, og hvad der ikke er? Og mange ting, som man troede var løgn, viste sig at være sande kort tid efter, så de advarer mod det og siger, at det er vejen til et diktatur. Jeg tror desværre, at det er en stor fare i betragtning af, at redaktøren af et magasin i Tyskland allerede er blevet dømt til fængsel – ikke med det samme, men som en ventende straf, fordi han lavede et billede af indenrigsminister Nancy Faeser, der viste en plakat, hvor der stod, at hun er imod ytringsfrihed. En satirisk kommentar, som tydeligvis ikke er tilladt i Tyskland længere.

Jeg synes, vi er i en utrolig situation, som virkelig kræver mobilisering af den internationale fredsbevægelse og Den Internationale Fredskoalition, men også enhver anden gruppe, som er bekymret for verdensfreden. Jeg har nu i flere år sagt, at jeg ikke tror, at denne situation kan afhjælpes ved at klistre kosmetiske plastre på problemerne; men at vi er nødt til at have en grundlæggende korrektion af det fejlbehæftede system ved at skabe en international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skal tage hensyn til hvert enkelt lands interesser i traditionen fra Den Westfalske Fred. Så vi bør diskutere dette i diskussionsperioden, og jeg giver ordet tilbage til dig, Anastasia.

Bemærkninger under diskussionen:

Jeg vil bare gerne takke Fuller for hans optimisme, som giver os et håbefuldt perspektiv. Jeg har mine tvivl, om det kan gå igennem, men jeg er glad for at høre det fra dig. Og jeg vil gerne takke professor Roberts for faktisk at tage spørgsmålet om en ny sikkerhedsarkitektur op, for jeg synes, at diskussionen om, hvordan vi kommer dertil, og hvad principperne for en sådan ny arkitektur skal være, er ekstremt vigtig. Men jeg vil sige, at vi har brug for noget bedre end både Jalta og de 100 års fred mellem Wienerkongressen og Første Verdenskrig. Det var en slags fred, men bestræbelserne på at udvikle republikanske principper i Tyskland mislykkedes f.eks. i 1848. Man havde dybest set stadig forskellige former for oligarkiske systemer. Jeg tror, vi er nødt til at finde på noget bedre, og jeg mener, at vi virkelig må starte en diskussion om, hvad principperne for denne nye arkitektur skal være. Jeg har skrevet ti principper, som forsøger at berøre det, jeg mener er helt afgørende at tilføje til ideer som de fem principper for fredelig sameksistens eller FN’s charter, som jeg mener skal spille en rolle i den nye arkitektur.

Men jeg tror, at den er nødt til at have noget, man næsten kan kalde et metafysisk grundlag; eller hvis man ikke vil kalde det metafysisk, vedrørende den faktiske lovmæssighed i det fysiske univers, for at give en slags forankring i noget, der ikke er en mening, men baseret på videnskab og principper for stor kunst. Men jeg tror, det ville være vigtigt virkelig at overveje, at det nye element i situationen er det faktum, at landene i det Globale Syd ønsker at have en ligeværdig stemme. På den ene side er man nødt til at have stormagterne til at garantere med al deres magt og militære styrke, men jeg tror, at det, der er brug for, er en orden, som giver alle lande en ligeværdig stemme, uanset om de er små eller store. Jeg tror, at BRIKS-landene har bevæget sig i denne retning og forsøgt at anvende disse principper. Men som sagt vil jeg bare gerne udtrykke min glæde over, at denne diskussion er blevet bragt til bordet igen af jer. Så måske kunne vi opmuntre nogle unge mennesker, nogle studerende, til at begynde at tænke over, hvad principperne for den nye økonomiske verdensarkitektur skal være. For den verden, vi forsøger at forme for at sikre menneskehedens overlevelse, vil i høj grad være den verden, I kommer til at leve i de næste 75 år eller mere. Så jeg synes, man skal have en stemme i det. Det ville også være min appel til yngre mennesker.

Senere i diskussionen:

Vi har fulgt perspektivet om, at vi ville komme til dette punkt i 54 år. For i 1971, da Nixon gik fra faste valutakurser til flydende valutakurser, erkendte min afdøde mand, Lyndon LaRouche, straks, at det ville betyde, at Bretton Woods-systemet var dødt. Bretton Woods-systemet var tiltænkt Franklin D. Roosevelt, men det blev aldrig helt gennemført, som han havde tænkt sig, fordi han døde på det forkerte tidspunkt, og så blev det faktiske Bretton Woods i høj grad påvirket af Churchill og Truman. Derfor gjorde det en masse godt for den såkaldt avancerede sektor, men det forsømte fuldstændig ideen om, at Bretton Woods-systemet – ifølge Roosevelts hensigt – skulle overvinde fattigdom i udviklingslandene som en absolut prioritet. Ikke desto mindre betød Bretton Woods-systemet en meget stabil udvikling i to årtier, og det var ved at være slut. Lyndon LaRouche sagde på det tidspunkt, at hvis de vestlige lande holder fast i politikken med at lægge vægt på spekulationsgevinster og profitmaksimering, vil det absolut og nødvendigvis ende med en ny depression, en ny fare for verdenskrig og endda fare for en ny fascisme.

I hele sit liv fra det øjeblik analyserede han altid enhver væsentlig vending til det værre; han kom med ni grundlæggende forudsigelser i denne periode. Han tilbød altid, hvad der burde være alternativet. Det alternativ har udviklet sig fra forslaget om en ny international udviklingsbank, som han fremsatte i 1975, til det nuværende system med Lyndon LaRouches fire love. Der er blevet skrevet mange artikler om det af ham, og jeg mener, at den store tragedie for USA og verden er, at etablissementerne på Wall Street, City of London og magthaverne frygtede, at Lyndon LaRouches ideer ville begrænse deres privilegier så meget, og at det ville fjerne deres magt til at skabe absolut profit; at de gik efter LaRouche på måder, som kun nogle gange er blevet nået af chikanen og forfølgelsen af Trump i hans første administration. Men den store tragedie er, at folk er blevet nægtet uhæmmet adgang til disse ideer. Så jeg vil faktisk foreslå dig og andre, der lytter til dette, at Anastasia måske kan lave en læseliste med mindst to, tre eller fire store artikler, som du absolut bør læse som følge af denne diskussion. Læg den i chatten eller i en e-mail efter denne diskussion.

For lige nu tror jeg, at det, verden har mest brug for, er de rigtige økonomiske principper for fysisk økonomi. Der er en masse forvirring; folk tror på kryptovalutaer og Bitcoin og alle mulige charlataner og fupmagere. Jeg tror, at det, der er brug for lige nu, er en massemobilisering af mennesker, som kræver de rigtige løsninger.

Til professor Roberts vil jeg bare sige, at selvom jeg er enig i, at en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur er et spørgsmål om stater, kan det kun være stater, der gennemfører det. Men hvad gør man, når i hvert fald nogle stater – dem i Vesten – har vist sig at være helt ude af stand til at rette op på de fejl, der førte til den nuværende situation? Man har BRIKS-processen, som er den Globale Majoritet, der forsøger at sammensætte et nyt system baseret på gyldige principper om et win-win-samarbejde, der giver alle lande mulighed for at udvikle sig. Men landene i Vesten, som har holdt fast i den neoliberale politik både med hensyn til økonomi og finans, men også den såkaldte regelbaserede orden, som har været en fuldstændig fiasko, der har ført til den nuværende verdenskrise. Etablissementerne har ikke været villige til at indrømme, at det er resultatet af deres politik. Derfor er vi nødt til at få folk udefra til at gribe ind; folk med god vilje, eksperter som dig selv, historikere, akademikere, folk, der seriøst har studeret forskellige vidensområder; til at danne et Fornuftens Råd, for hvis de nuværende regeringer ikke er i stand til at løse problemet, må rådet komme fra et velinformeret flertal af befolkningen. Vi forsøger at inspirere til netop det.

Lidt senere:
Jeg vil bare tilføje, at opmærksomheden ikke kun går til selve problemet, men også til en hidtil uset militarisering. I Europa vil EU bruge 800 milliarder euro på at opruste Europa; Tyskland vil bruge 400 milliarder euro eller mere uden et loft. Og desværre har Trump netop annonceret et militærprogram på 1 billion dollars. Den nye rumkommando sigter mod dominans i rummet. Der er mange aspekter, som viser, at vi er meget langt fra den form for økonomisk system, som ville bringe det tilbage til at tjene det fælles bedste. Jeg tror, at militærudgifterne er de mest kontraproduktive; det er det militærindustrielle kompleks, som er en slags sidste fase af denne profitmaksimering. Det er en lov, som kan bevises i historien; først bruger man pengene på våben, så kalder man de unge til fronten, og til sidst kalder man børnene til fronten, som det er sket i alle større krige. Vi er meget tæt på det i Ukraine, og i Tyskland går Bundeswehr-officerer ud på skolerne og forsøger at rekruttere 17-årige til at slutte sig til Bundeswehr. Så jeg vil eftertrykkeligt sige, at hele dette fremstød for militarisering af økonomien skal opgives, fordi det er en selvopfyldende profeti, der fører til en katastrofe. Det har ikke noget som helst at gøre med Hamiltons økonomi.

Med hensyn til Balfour-aftalen og Sykes-Picot-traktaten:
Jeg tror, det var aftalen om opdeling af Mellemøsten i 1916. Det var grundlæggende mellem franskmændene og briterne. Den trak grænserne op på en sådan måde, at den ville give plads til fremtidig manipulation. Jeg tror, at det er det korte af det lange. Alle disse traktater mellem begyndelsen af Første Verdenskrig og afslutningen af Første Verdenskrig – Versailles var en af dem; Trianon-traktaten var en anden. Der var en række af sådanne aftaler, som opretholdt det Britiske Imperiums og det Franske Imperiums evne til hele tiden at bruge Mellemøsten som et cockpit for det store spil. Jeg tror, at det stadig er problemet i dag, fordi briternes indflydelse i Israel eller i den nuværende syriske regering er levn fra det. Hele historien om de såkaldte befrielsesbevægelser, der blev til officielle regeringer, udviklingen af al-Qaeda, til ISIS, til al-Nusra; alt dette var en del af den indflydelse, der kom ud af sådanne manipulationer. Det er det korte af det lange.

Afsluttende bemærkninger

Jeg vil gerne bringe det tilbage til det, jeg sagde i begyndelsen, for vi har en verden i hidtil uset uro. Jeg tror ikke, at nogen lige nu kan forudsige, hvor denne nuværende optrapning mellem USA og Kina vil føre hen. Den kan på kort sigt udløse den form for kollaps, som i sidste ende vil finde sted, medmindre man foretager en reorganisering af et nyt Bretton Woods i forbindelse med en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Så vi sidder på en komplet krudttønde. Jeg kan kun bede alle deltagere om at tage dette dokument, som I så på skærmen, som vil være i chatten, og som I kan finde på Schiller Instituttets webside, og bruge det. Alle kan tage denne erklæring og kontakte deres parlamentariker, kongresmedlem, senator, delstatssenator, folkevalgte, borgmester, andre råd af forskellig art og kræve, at de handler. Vi er nødt til at sætte denne løsningsmodel ind i denne debat meget hurtigt. Tidligere har vi haft mobiliseringer, hvor delstatslovgivere overvejede at gennemføre og foreslå love til Kongressen som Glass-Steagall. Denne gang har vi brug for hele pakken. Hvis vi gør det i alle lande samtidig, tror jeg, vi kan få stor indflydelse. Den anden ting er, at jeg gerne vil pege på, at vi i det mindste i Europa har påskeperioden med de berømte påskemarcher. Der vil være fredsdemonstrationer, hovedsageligt arrangeret af fagforeningerne. Jeg ved ikke, om der er sådanne ting i USA, men uanset hvor man har disse påskemarcher, bør man absolut printe et stort antal af dette dokument ud, tage derhen og distribuere det bredt.

Vi er nået til et punkt, hvor menneskehedens håb afhænger af enkeltpersoners mod og af mennesker, der træder ud af deres almindelige livsstil og adfærd og tager ansvar for udfaldet af denne historiske periode. Det er, hvad denne IPC handler om, og det er, hvad jeg beder jer om at gøre. Hjælp os med virkelig at udvide denne indsats. I næste uge vil vi gerne have mindst dobbelt så mange mennesker med. Vi er nødt til at gribe ind i denne periode med den viden, at vi har vejen ud af disse problemer. Det giver os et enormt historisk ansvar.

Ikke korrekturlæst

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag. Lad mig byde vores publikum velkommen, og især vores gæst i dag, ambassadør Jack Matlock, som er et af de fremragende øjenvidner, der har været i afgørende positioner ved vigtige forgreningspunkter i historien, nemlig afslutningen af den kolde krig. Du var jo USA’s ambassadør i Moskva på det tidspunkt og deltog i mange af de afgørende diskussioner, som virkelig lagde grunden til en utrolig chance i historien, som efter min mening – og jeg tror, at du til en vis grad deler den – gik tabt. Men før vi kommer til denne periode, som er meget relevant for det, der sker i dag, så lad os starte med at høre, hvad du mener om den uro, der finder sted på de finansielle markeder lige nu som en reaktion på præsident Trumps foranstaltninger; han har indført told på import fra alle lande på planeten. Det ser ud til, at der er ved at opstå kaos, og jeg tror, at der lige nu er meget få mennesker i hele verden – også i regeringerne – som har nogen idé om, hvor det her fører hen.

Tror du, at præsident Trump har en klar plan? Har han en klar idé om, hvordan han skal gennemføre det for at nå sit mål?

AMBASSADØR JACK MATLOCK: Tak, fordi du inviterede mig til at deltage i denne diskussion. Nej, jeg tror, at præsident Trump er fuldstændig vildledt i sin måde at bruge toldsatserne på. Jeg tror, han går ud fra de forkerte antagelser, og den rådgiver, der muligvis opfordrer ham til at gøre det, tror, at det vil bringe udbredt produktion tilbage til USA. Jeg tvivler på, at det kommer til at ske, og i stedet forstyrrer det en stor del af verdenshandelen, og omfanget af disse ting skaber nu uro i en stor del af økonomien. Værdien af vores aktier er nu faldet i de sidste fire eller fem dage, og aktiemarkedet er lige åbnet for nylig i dag her, og de fortsætter deres nedadgående kurs. Så jeg tror ikke, at det kommer til at virke, og virkningerne vil sandsynligvis ikke blot kunne mærkes af de lande, som det er rettet mod, men også af amerikanerne og vores forbrugere. Så jeg tænker, at deres politik er dårlig for alle.

Nu siger nogle, at han kun vil forhandle om lavere toldsatser og mere handel. Vi får se, men jeg synes, at omfanget af disse er så urimeligt, at de vil skade mange mennesker. Så jeg tror, at man i USA vil se en stigende modstand mod dem. For gennemsnitsforbrugeren går der måske et par måneder, før de mærker det, men nogle af vores arbejdere, f.eks. bilfabrikkerne, har allerede fyret medarbejdere på grund af tolden på reservedele og andre varer, der kommer ind i landet. Jeg tror, vi får se, men jeg vil i hvert fald sige, at det har været en meget destruktiv effekt indtil videre.

ZEPP-LAROUCHE: Det ser ud til, at det allerede påvirker de finansielle markeder betydeligt. For eksempel er mange banker begyndt at afvikle deres derivatpositioner, og jeg tror, at i betragtning af at det transatlantiske finansielle system er så overgældsat, og at man har en derivateksponering, som nogle eksperter anslår til at være 2 kvadrillioner dollars i udestående derivatkontrakter. Så når vi begynder at gå ind i dette, kan vi se et virkelig stort finansielt sammenbrud. Det er mit spørgsmål, for lad os sige, at Trump vil ophæve globaliseringen; der kunne være nogle argumenter for, at det er legitimt at gøre det, fordi globaliseringen, som den har udviklet sig i løbet af de sidste årtier, har gjort nogle flere rige mennesker, flere millionærer, flere milliardærer og mange, mange flere fattige over hele verden. Så en korrektion af dette system er ønskværdig, kunne man hævde. Men min største bekymring er, at man ikke bare kan tyrannisere folk over hele verden; skubbe til folk. Det er måske Trumps berømte stil, men jeg tror, at den rigtige måde at gøre det på ville have været at indkalde til en stor international konference, som en ny Bretton Woods-konference, og diskutere principperne for, hvordan denne omorganisering skal ske. Og så overlade detaljerne til en taskforce og ekspertgrupper og finde ud af det hele i et velvilligt samarbejde. Men det ser ikke ud til at være det, Trump har tænkt sig. Hvad tror du?

MATLOCK: Nej, det er bestemt ikke Trumps stil. Og som jeg sagde, tror jeg, at det vil give bagslag. Men hvor hurtigt han bliver tvunget til at ændre sig – hvis han bliver tvunget til at ændre sig – det ved vi simpelthen ikke. Så jeg tror, der er mange usikkerheder forude. Men hans stil er helt sikkert at ruske op i tingene og vise, at det er ham, der bestemmer. Han er helt klart en autoritær leder, og på grund af vores meget indviklede politik i det seneste årti eller mere i USA vandt han valget. Men faktum er, at ingen af vores politiske partier gav os en kandidat, der var dedikeret til fred. Og jeg tror, at fred er vigtigt for os og for hele verden. I stedet for at fortsætte krige forskellige steder burde vi have forsøgt at dæmpe dem.

Vi må se, hvordan de forskellige ting går, men på den økonomiske front skal vi amerikanere i hvert fald huske på, at vi nu har et underskud på mere end 36 billioner dollars. Hvor meget længere kan dollaren bevare sin værdi med så stor en gældsbyrde, og i betragtning af Trumps planer om at sænke skatterne og det faktum, at inflationen vil fortsætte, kan jeg se, at den amerikanske gæld kan fortsætte med at stige. Den er allerede alt for høj. Så jeg tror, det er noget, der venter på at bringe ikke bare USA, men hele verden, ud i en økonomisk recession og en slags krise.

ZEPP-LAROUCHE: Da præsident Trump kom til, var der mange, der håbede, at da han begyndte at vise tegn på, at han ville normalisere forholdet til Rusland, så var det det vigtigste. Det var som i slutningen af den forrige regering, hvor vi var kommet faretruende tæt på en reel optrapning på grund af de amerikanske langdistancemissiler, der blev affyret ind på russisk territorium og så videre. Vi sad på en vulkan. Så i begyndelsen så det ud, som om Trump mente det alvorligt med at få fred med Rusland; det kan naturligvis ikke gøres på 24 timer og måske ikke engang på uger, men der var en chance. Jeg tror, at den chance stadig eksisterer, men i mellemtiden har mange andre ting kompliceret billedet. For eksempel havde Trump lovet ikke kun at afslutte alle krige, men heller ikke at starte nye. Men han startede bombekampagnen mod Yemen, og der er stadig dystre udsigter for, hvad der vil ske med Iran. Så jeg vil gerne høre dine tanker om det og det faktum, at europæerne – i det mindste nogle af europæerne, ikke dem alle, men nordeuropæerne – ønsker at danne en såkaldt koalition af villige til at holde krigen i Ukraine i gang. Det er helt utroligt! De bygger tanks igen i Tyskland af VW for at sende dem mod Rusland. Det er kun 80 år efter afslutningen af Anden Verdenskrig. Så jeg tror aldrig, vi har haft et verdensbillede – i hvert fald i min levetid – som var så kompliceret og fyldt med både håb og farer. Men synes du ikke, at Trump bør opfordres til at gå videre med denne fred med Rusland? Jeg synes, det er det vigtigste element i hele billedet.

MATLOCK: Ja, jeg tror, det er meget vigtigt for Europa og USA og ikke mindst Ukraine, at der kommer en afslutning på denne krig og en løsning, der kan skabe stabilitet. Jeg synes, at den stigende oprustning i Vesteuropa næsten er tragisk. For det første er de unødvendige; Rusland truer ikke de lande, der nu er med i NATO. Og problemet har været, at vi har behandlet en meget urepræsentativ regering i Ukraine, som om den var et NATO-medlem; hvilket har været en rød linje for Rusland i årtier. Men det, vi har gjort ved at bringe våben ind – vi og vores europæiske allierede – er det største, vi ville være forpligtet til at gøre, hvis de var et NATO-medlem. Den russiske ledelse har gjort det klart i over 20 år, at dette er en absolut rød linje; at bringe vestlige våben ind i Ukraine, eller jeg vil sige Hviderusland. Det bør vi helt ærligt forstå, for vores egne lande – især USA – ville ikke tolerere bevæbnede baser i nabolandene, Mexico, Canada eller Caribien, som er bevæbnet af en fremmed magt.

At sige, at krigen i Ukraine var uprovokeret, er efter min mening en forkert fremstilling af kendsgerningerne. Og når den nu skal afgøres, kan det ikke ske ved etableringen af grænser, som blev skabt af Stalin og Hitler. Vi må ikke glemme, at Stalin og Hitler skabte disse grænser for at samle det, der i dag er Vestukraine, og forene det med Ukraine. Og hvorfor vi vil have ukrainere til at dø og få deres land ødelagt for at forsvare Josef Stalins og Adolf Hitlers arv, er mig en gåde. Jeg kan bare ikke se det, og jeg kan ikke forstå, hvordan både USA og vores europæiske allierede har været ofre for en sådan vildfarelse om, at Ukraine på en eller anden måde har ret til alle disse grænser, uanset hvad det gør og med hensyn til dets meget store mindretal af russisktalende. For det, der skete med tiden, var, at de fjernede disse menneskers kulturelle rettigheder, og lad os se det i øjnene, meget af volden er skabt af nynazister, som har alle symbolerne og har opstillet monumenter for nogle af de værste krigsforbrydere fra Anden Verdenskrig, som var involveret i henrettelsen af jødiske indbyggere i det, der dengang var det østlige Polen, men som nu er det vestlige Ukraine.

Så det ser ud til, at de europæiske politikker er historisk nærsynede, og at de glemmer historien om disse problemer og har tunnelsyn. For når man ser på fortiden i det omfang, vi gør, glemmer man mange af de relevante fakta.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg har svært ved at forstå, hvordan historien kan glemmes; jeg ved ikke, om det er det rigtige engelske ord. Hvor meget europæerne faktisk fuldstændig har trukket på skuldrene af erindringen om historien for 80 år siden. Du har sagt, at Rusland ikke har til hensigt at erobre andre europæiske lande, hvilket lige nu er den store fortælling om, hvorfor denne militarisering fremmes. De har ikke kapacitet til at erobre resten af Europa, og jeg tror ikke, de har intentionen, fordi Rusland har vendt sig væk fra Europa og mod Asien, mod BRIKS. Så jeg kan ikke engang se et motiv, og jeg kan ikke se, at de har kapacitet til at angribe. Ikke desto mindre er dette fortællingen, og der er nu sket en meget vigtig udvikling, som jeg mener, underbygger det. Det er det faktum, at {New York Times} for måske en uge siden havde en artikel på 13.000 ord, som var en årelang undersøgelse, de foretog. De interviewede 300 mennesker fra mange lande. Det korte af det lange er, at de indrømmer, at fra midten af april 2022 og fremefter blev hele krigen i Ukraine ledet, udført, teknisk assisteret osv. fra det amerikanske militære hovedkvarter for Europa og Afrika i Wiesbaden. De bragte de øverste ukrainske militærledere ind i civil i midten af april 2022. Artiklen beskriver derefter meget detaljeret, at praktisk talt hele krigen blev ført af amerikanerne fra Wiesbaden, og at ukrainerne virkelig havde en meget underordnet rolle; de var dybest set kanonføde for denne operation.

Det er efter min mening en meget vigtig indrømmelse, for hele NATO’s og nordeuropæernes fortælling er, at dette var en »uprovokeret« angrebskrig. Hvis nogen journalist eller kommentator tvivler på det, risikerer man i Europa at få en bøde, hvis man sætter spørgsmålstegn ved den fortælling. Og hvis man siger, at der var en forhistorie til det, der går tilbage til NATO-udvidelserne – så nævnte man, at vi de facto har en omvendt Cubakrise, fordi alle disse offensive systemer er meget tæt på den russiske grænse. Nogle af disse systemer har en advarselstid på måske seks minutter til Moskva. Så enhver, der ser objektivt på situationen, vil sige, at det ikke var uprovokeret.

Så hvad tror du er konsekvensen af denne {New York Times} artikel? Efter min mening har de stadig en vis grad af dækhistorie, fordi de siger, at amerikanerne gjorde alt rigtigt, det var bare, at ukrainerne ikke adlød amerikanernes ordrer ordentligt, og det var derfor, krigen blev tabt. Jeg synes heller ikke, at det stemmer helt overens med historien. Men efter min mening, min retfærdighedssans og min fornemmelse af, at hvis man ikke genindfører sandheden i denne debat, kan vi ikke finde en løsning. Synes du ikke, at det ville være passende, at alle de journalister og politikere, som blev ved med at gentage fortællingen om den »uprovokerede angrebskrig«, dybest set skulle undskylde og sige, at de i bedste fald tog fejl?

MATLOCK: Selvfølgelig burde der være en undskyldning, men det er jeg sikker på, at der ikke bliver.

Man kan sige, at vores udenrigspolitiske elite er dem, der er koncentreret i Washington, og mange i tænketanke, finansieret af vores våbenproducenter, har ærligt talt konstrueret en helt falsk fortælling, tror jeg, om situationen. Det, der er sket, er, at selv om de fortæller det amerikanske folk, at »Jamen, vi må forsvare Ukraine. Det er et stakkels uskyldigt demokratisk land, som er blevet invaderet af det onde, gamle Rusland.« Ja, Ukraine er blevet invaderet af Rusland, det er sandt. Men den invasion har ikke været så komplet som den amerikanske invasion af Irak tilbage i den anden Bush-regering, hvor Irak ikke udgjorde nogen som helst trussel mod USA. USA tog mange af sine NATO-allierede med sig. Så der er præcedens for, at USA har ført en aggressiv krig uden provokation.

Og nu beskylder USA Rusland for en aggressiv krig og ignorerer det faktum, at provokationen var der. Præsident Putin begyndte i sin tale i 2007 i München på Wehrkunde-konferencen at advare om de ting, der skete, og som jeg vil sige, belastede freden med Rusland. De fleste af disse ting var baseret på udvidelsen af NATO, og ikke kun udvidelsen af NATO, men også placeringen af militærbaser i de østeuropæiske lande tæt på Rusland. Rusland havde lige siden 1990’erne signaleret, at det var uacceptabelt.

Vi glemmer, at da Vladimir Putin kom til magten, rettede han ikke kun op på Ruslands økonomi i en grad, så den næsten havde været bankerot: Han bragte den tilbage i produktivitet, og de betalte Sovjetunionens og Ruslands udlandsgæld på omkring tre til fire år. Han bragte en vis regelmæssighed ind i det russiske økonomiske system. Så på det tidspunkt betragtede han sig selv som Vestens allierede og forsøgte at bringe Rusland ind i Vesten. Og gentagne gange blev bestræbelserne på at skabe et sikkerhedssystem, der ville omfatte Rusland såvel som de andre lande, simpelthen ignoreret af de vestlige lande og USA. I stedet så det ud til, at man forsøgte at fjerne tidligere dele af Sovjetunionen, dele, der juridisk set var en del af Sovjetunionen, som Georgien og især Ukraine, fra russisk indflydelse, og det var af indlysende grunde uacceptabelt.

Men ideen om, at Rusland på en eller anden måde altid er aggressiv, overser det faktum, at det faktisk var den russiske leder, der opløste Sovjetunionen. Det var Boris Jeltsins møder med lederne af Hviderusland og Ukraine, der bragte Sovjetunionen til fald. Det var ikke en sejr for Vesten, og det var ikke der, den kolde krig sluttede. Den kolde krig sluttede tidligere. Og USA ønskede på det tidspunkt, under den første Bush-regering, ikke, at resten af Sovjetunionen skulle falde fra hinanden. Vi havde altid ønsket, at de tre baltiske stater skulle genvinde deres uafhængighed; vi anerkendte aldrig, at de juridisk set var en del af Sovjetunionen. De andre 12 republikker, som vi anerkendte, var der lovligt; og som den første præsident Bush sagde til det ukrainske parlament i 1991, bad han dem om at undgå selvmorderisk nationalisme. Og alligevel begyndte den selvmorderiske nationalisme – den slags, der tidligere havde ramt Georgien og ført til krig der – at være dominerende i Ukraine. Det blev simpelthen ignoreret af dem, der nu argumenterer for, at vi skal besejre Putin, ellers bliver han en trussel mod andre.

Jeg bryder mig ikke om, hvad Putin har gjort internt. Jeg bryder mig bestemt ikke om invasionen. Men fra slutningen af 1990’erne advarede jeg om, at det ville være katastrofalt at udvide NATO, og især at placere baser i Østeuropa, uden sikkerhedsgarantier til Rusland. Næsten alle os, der ved, at Gorbatjov havde forhandlet afslutningen på den kolde krig, gjorde det klart, da spørgsmålet blev debatteret i USA. Og det er en tragedie, at vores forudsigelse nu er blevet til virkelighed.

Jeg vil komme med en anden pointe: At vi og vores vesteuropæiske venner ødelægger Ukraine i denne proces i et forsøg på blot at svække Rusland. Vi har alle brug for, at Rusland samarbejder om nutidens og fremtidens store udfordringer. Miljøødelæggelserne hærger, og vi ser hver dag flere brande, flere oversvømmelser og så videre. Og alligevel forhindrer disse krige os i virkelig at håndtere klimaforandringerne. De medfører endnu flere massive folkevandringer, som er en belastning for alle vores lande. I stedet for at stå sammen om at forsøge at løse disse problemer, giver vi næring til kampene, ikke kun i Ukraine, men endnu værre i Mellemøsten. Vi tolererer den folkemordspolitik, som Israel fører i Gaza og i stigende grad på Vestbredden. Dækningen af dette i vores vigtigste medier er simpelthen stærkt partisk.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg takker dig for din menneskelige stemme, som du udtrykker så klart. Hvad er din forklaring, hvorfor? Jeg kan kun sige, at de taler, som Putin holdt gentagne gange, da Clinton besøgte Moskva i 2000, og da Putin talte til den tyske forbundsdag i 2001 – han talte endda delvist på tysk – citerede han alle de tyske digtere og udtrykte en meget varm holdning til Tyskland, hvilket jeg synes var meget bemærkelsesværdigt i betragtning af, at Tyskland trods alt havde en ledende rolle i Anden Verdenskrig, hvor 27 millioner russere blev dræbt, hvilket stadig er meget, meget aktivt i folks bevidsthed, når de taler om den store fædrelandskrig. Så jeg synes, at russernes opførsel i forbindelse med den tyske genforening og selv bagefter var ekstremt generøs! De gik med til at lade Tyskland være en del af NATO, hvis der ikke skete en udvidelse af NATO mod øst. Og det, jeg virkelig kæmper med, er, hvordan kan disse, mine nutidige tyskere, hvordan kan de være så uagtsomme og uvidende og ligeglade med den tyske historie? For vi burde være taknemmelige over for Rusland, at vi havde denne fredelige revolution, som historisk set var en enorm chance. Vi kunne have haft en fredsorden. Vi kunne have bevæget os ind i en helt anden æra af den menneskelige civilisation. Jeg kæmper stadig med tanken om, hvorfor de hader russerne så meget – eller nogle mennesker gør – at de forårsager den potentielle ødelæggelse af hele civilisationen i stedet for at indrømme, at de tog fejl?

MATLOCK: Jeg tror, du har ret i mange henseender. Jeg var til stede, da vores udenrigsminister gentagne gange forsikrede præsident Gorbatjov og den sovjetiske udenrigsminister Sjevardnadse om, at hvis de gik med til en genforening af de daværende to tyske stater, og en genforening på de vilkår, som Vesttyskland havde fastsat, hvilket simpelthen var at absorbere Den Tyske Demokratiske Republik i den vesttyske forfatning – med andre ord ville de østtyske {Länder} simpelthen blive en del af Tyskland. Den sovjetiske holdning var tidligere, at der måtte være forhandlinger mellem de to stater. Men begivenhederne i Østtyskland gjorde det umuligt, da valget i februar 1990 bragte CDU ind, som fik flertallet af stemmerne i Den Tyske Demokratiske Republik.

Under alle omstændigheder var der dengang en aftale om, at når Tyskland blev forenet, var der, selv om der ikke stod noget om NATO-udvidelse i aftalerne, en bestemmelse om, at der ikke måtte være udenlandske tropper eller atomvåben på det, der havde været Den Tyske Demokratiske Republiks territorium. De forsikringer, som den amerikanske udenrigsminister og den tyske udenrigsminister gav, og som jeg forstår, at den britiske premierminister John Major gav på det tidspunkt, var, at der ikke ville ske nogen NATO-udvidelse mod øst. Som udenrigsminister Baker sagde på et tidspunkt: »Ikke en tomme.« Han talte om Den Tyske Demokratiske Republiks territorium på det tidspunkt, men det ville naturligvis også have været gældende for Østeuropa. De talte ikke om Østeuropa, for på det tidspunkt var der stadig Warszawapagten. Der var aldrig nogen tanke om, at vi ville udvide den yderligere. Samtalerne handlede om Østtyskland. Men traktaten forbød udenlandske baser. Så da vi senere begyndte at udvide NATO, havde den daværende præsident Putin ingen indvendinger mod den første udvidelse. Han havde ikke engang indvendinger mod udvidelsen til de tre baltiske lande.

Da det blev diskuteret, kom han til New York og holdt en tale på Columbia University. Jeg underviste der på det tidspunkt, og jeg spurgte ham direkte på et offentligt møde, hvad hans holdning var til at inkludere de tre baltiske lande i NATO? Han sagde, at han mente, det var unødvendigt, men at han ikke ville modsætte sig det, så længe der ikke var nogen udenlandske baser der.

Så det, vi ignorerer, når vi siger, at det bare er en NATO-udvidelse, er, at det er en NATO-udvidelse plus udenlandske baser. Vi må ikke glemme, at de antiballistiske missilbaser, der senere blev etableret i Polen og Rumænien, brugte missiler, der med en ændring i softwaren kunne have været offensive. Så der er en god og solid grund til, at præsident Putin har modsat sig dette. Så ja, den nuværende krig i Ukraine er en stor tragedie, mest af alt for Ukraine, men også for Rusland: Fordi den vil skabe fjendtlighed i generationer mellem de to lande. Men faktum er, at hvis der skal være fred i Europa, er man nødt til at have en løsning på et andet grundlag end en total genoprettelse af de grænser, som Hitler, Stalin og i Krims tilfælde Khrusjtjov skabte. Så det tror jeg er kendsgerningen, og jeg har svært ved at forstå, hvorfor det ikke er mere forstået i Europa, og især i Tyskland.

ZEPP-LAROUCHE: Georgiens statsoverhoved har lige sagt, at han mener, at europæerne nu er en dyb stat, eller at de er i familie med det, folk kalder den dybe stat i USA. Jeg tror, det er geopolitik, jeg tror, det er det Britiske Imperium. Folk tror, at det Britiske Imperium er forsvundet, eller at det ikke længere eksisterer. Men jeg tror, det eksisterer i en anden form. Først har man Commonwealth; man har Five Eyes. Så er der de finansielle kræfter i Wall Street og City of London, som er en slags forlængelse af det Britiske Imperium, fordi de kontrollerer en stor del af betingelserne for kredit, handel og så videre. Jeg tror, at hvis man ser på briternes rolle i denne konflikt, så har de været anstiftere igen og igen. Keir Starmer kom til Washington i den sidste fase af Biden-administrationen og opildnede ham til at bruge langdistancemissiler på russisk territorium.

Kan du sige, hvordan du ser briternes rolle i det særlige anglo-amerikanske forhold?

MATLOCK: Jeg tror, at man helt korrekt har diagnosticeret det som en slags imperienostalgi, at man ser Rusland som en evig fjende, om man så må sige. For der var selvfølgelig en kamp i Krimkrigen og en kamp om kontrollen med Afghanistan, som går tilbage til det 19. århundrede, og så videre. Så ja, jeg tror, at amerikanerne i manges bevidsthed i virkeligheden er blevet håndhævere af en genetablering af en slags Britisk Imperium, inspireret af de samme holdninger. Men jeg tror ikke, det er i folkets interesse i Storbritannien. Igen mener jeg, at begge vores regeringer – vi må heller ikke glemme den aggressive invasion af Irak, som den anden Bush-regering gennemførte baseret på falske beviser, som de vidste var falske, når vi ser tilbage. Hvem var vores vigtigste allierede i den forbindelse? Tja, briterne. Igen tror jeg ikke, at det er i briternes interesse, men man har måske et udvalg bestående af følelser og tanker om imperiet, især på steder som Krim, som jo i det 19. århundrede blev angrebet af briterne.

I øvrigt var den store forfatter Leo Tolstoj, som senere blev pacifist, faktisk russisk artilleriofficer i forsvaret af Krim under Krimkrigen. Alle disse ting, som vi i dag kæmper om, er for russerne følelsesmæssigt en meget integreret del af deres egen historie. Så en af de ting, vesteuropæerne og amerikanerne bør forstå, er, at denne konflikt i høj grad er en borgerkrig blandt østslaverne om, hvem der kontrollerer hvad, og hvor de er orienteret. Som i andre borgerkrige forværres den blot af andres indblanding. Dette kunne have været afgjort uden en total krig, hvis Minsk-aftalerne var blevet overholdt; men det var underskriverne, Frankrig og Tyskland, der overtrådte dem. Man hører nu: »Åh, man kan ikke stole på Vladimir Putin.« Hvis man faktisk ser på, hvad han sagde, og hvad andre har sagt, så vil jeg sige, at Frankrig og Tyskland har brudt flere aftaler, end han har. Alle har brudt nogle, men i dette tilfælde tror jeg, at vi har set et forsøg på at trimme Rusland og begrænse dets indflydelse. Selvfølgelig er det svagere end USA, men faktum er, at når vi forsøger – som vores tidligere forsvarsminister sagde – at svække Rusland, gør vi faktisk mere for at dele verden op og skabe, vil jeg sige, større problemer for os selv og hele menneskeheden.
ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror også, at USA befinder sig i en krise. På Bandung-konferencen – den første asiatisk-afrikanske konference i Den Alliancefrie Bevægelse – diskuterede præsidenterne Sukarno og Nehru, at USA’s uafhængighedskrig var den første antikoloniale krig i noget land.

Jeg tror, at hvis USA’s befolkning bare kunne gå tilbage og se på deres egen historie og se på, hvad der var hensigten med den amerikanske republik hos Benjamin Franklin, hos grundlæggerne, hos John Quincy Adams, som berømt udtalte, at det ikke er USA’s formål at tage til udlandet og lede efter udenlandske monstre. Det amerikanske økonomisystem blev indført af Alexander Hamilton. Det var faktisk en tid, hvor mange mennesker rundt om i verden så op til den amerikanske revolution som et forgreningspunkt i historien, fordi Europa stadig var under kontrol af monarkier og oligarkier, og den amerikanske republik skulle være en republik. Den var dedikeret til det fælles bedste, ikke kun for det nuværende folk, men også for fremtidige generationer, som det hedder i forfatningens indledning. Og så har man Uafhængighedserklæringen.

Da jeg grundlagde Schiller Instituttet for 41 år siden, ledte jeg efter et dokument, der kunne danne grundlag for Schiller Instituttets forfatning. Jeg tænkte, at det, der kom tættest på idéerne om, hvad det skulle udrette, var Uafhængighedserklæringen. Så jeg ændrede kun seks ord, f.eks. hvor der står amerikansk koloni, sagde jeg udviklingslande; hvor der står koloniherren, sagde jeg det finansielle kreditsystem eller finansiel kontrol af systemet. Ved blot at ændre fem eller seks ord gjorde jeg det gældende for hele verden. Jeg ønskede, at amerikanerne skulle minde sig selv om deres egen stolte tradition, og jeg ønskede, at amerikanerne også skulle se, at andre lande har samme ret som dem; og at de andre lande ser, hvad der er USA’s bedste geni.

Hvad ville efter din mening være nødvendigt for at genoplive den stolte amerikanske tradition og afvise det Britiske Imperiums greb?
MATLOCK: Jeg tror, at amerikanerne og vores vesteuropæiske allierede ved afslutningen af den kolde krig simpelthen antog en falsk doktrin. Vi synes med mindre ændringer at have overtaget den tidligere sovjetiske idé om, at kommunismen ville feje verden af banen ved hjælp af revolutioner, og at det derfor var deres historiske pligt at støtte revolutioner i forskellige lande. Faktum var selvfølgelig, at disse revolutioner ikke producerede den socialisme, som Marx havde beskrevet. De skabte totalitære systemer. Men der var en anden antagelse om, at hvis man var det, de kaldte »socialistisk«, dvs. domineret af Sovjetunionen, så ville de være venner. Det var selvfølgelig et spørgsmål om sovjetisk dominans. Men så trak andre lande, som det marxistiske Jugoslavien, Albanien sig væk; Kina trak sig væk under Mao Zedong. Så faktisk var idéen om, at dette ville blive verdens fremtid, simpelthen forkert.

Da Sovjetunionen gik i opløsning, havde vi vores filosoffer, der sagde, at dette var historiens afslutning; og som fulgte en slags forvrængning af Hegel, at denne gang ville det være demokrati og kapitalisme, der ville feje hen over verden. Og at det var USA’s pligt som det vigtigste demokratiske og kapitalistiske land at udbrede demokrati i resten af verden. Der er flere ting galt med det. En ting, som bestemt ikke nødvendigvis er sand, er, at bare fordi man har den samme regeringsform, så bliver man venner. Om man er venner eller ej, afhænger af mange ting. Det andet er, at et land ikke kan skabe demokrati i et andet. Som Lincoln på et tidspunkt udtrykte det: Regering af, ved og for folket. Hvordan kan en anden person så skabe det? Hvis andre lande blander sig i den interne politik, kan de faktisk gøre mere skade på de mennesker, som de ønsker at hjælpe.

Du citerede John Quincy Adams ganske rammende, for da han advarede mod og sagde »Amerika går ikke til udlandet og søger monstre at ødelægge«, sagde han også i sit meget blomstrende sprog, at hvis USA bliver involveret i stridigheder i Europa og støtter den ene eller den anden side i disse stridigheder, vil Amerika selv blive et imperium. Han advarede mod det. Nu har vi en præsident, som i høj grad beundrer præsident McKinley, som var det tidspunkt, hvor USA blev åbenlyst imperialistisk. Amerikansk udenrigspolitik har vaklet på en række forskellige måder. Men da vi begyndte at ekspandere uden for Nordamerika, var det under McKinley. McKinley synes at være præsident Trumps idol. Han citerer ham ofte, og han ville endda omdøbe Alaskas bjerg til Mount McKinley igen i stedet for Denali, som var det oprindelige navn, som befolkningen der havde givet det. Så det er et af vores problemer. Trump ser ud til at ville vende tilbage til en periode, som faktisk viste sig ikke at være særlig succesfuld i det lange løb. Men jeg vil sige, at amerikansk politik vakler; det har den altid gjort. Det har ikke været en lige linje på nogen måde. Jeg tror, at det, vi kommer til at se, på mange måder er en fiasko for den nuværende politik, og i hvert fald den nuværende krigeriske måde at bruge told på. Vi fortsætter med at give næring til krige i Mellemøsten og giver våben til det, der helt klart er en folkemordskrig mod Gaza osv.

Jeg tror, der sker mange ting nu, som ikke kommer til at gå godt. Men jeg vil også sige, at der kan komme uventede vendinger ret hurtigt. Da jeg rådgav præsident Reagan om, hvordan vi kunne afslutte den kolde krig, tog vi en meget anspændt situation, og i løbet af tre år fik vi vendt den. Så jeg tror, at der kan ske uventede ting. Men én ting, jeg vil sige, er, at idéen om, at der vil være en fremtid i at forsøge at opdele verden mellem øst og vest og bruge militære midler, efter min mening vil være katastrofal for alle. Jo hurtigere vi kommer væk fra det, jo bedre vil det være for alle.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg har længe ment, at vi er nået til et punkt i menneskehedens historie, hvor vi har brug for et nyt kapitel. Et nyt paradigme, som skal være lige så forskelligt fra middelalderen, som den moderne tid er det. Hvis man tænker på det 14. århundrede, som var den sorte død, havde man overtro, tro på hekseri; peripatetikerne diskuterede, hvor mange engle der kunne sidde på en nål. Det var virkelig et syn, som var meget tilbagestående. Så kom den italienske renæssance, og man havde begyndelsen på den moderne tid; urbanisering spillede en større rolle. Individets rolle blev mere tydelig; videnskabens og teknologiens rolle for at forbedre folks levestandard blev en faktor; man havde bogtrykkerkunsten. Den moderne tid havde meget forskellige aksiomer i, hvad folk tænkte om billedet af mennesket, universets natur. Jeg tror, vi er nået til et punkt i historien, hvor man virkelig må tænke på det nye paradigme. Lægge imperialisme, oligarki og grådighed af den ubegrænsede type, vi oplever i dag, bag os og virkelig tænke på, hvad der placerer os som menneskehed på et helt andet plan. For af alle de skabninger, der findes i universet, er menneskearten den eneste kreative art. Vi kan igen og igen finde på løsninger på problemer. Vi kan gøre videnskabelige opdagelser, som fuldstændig ændrer vores måde at leve på og forbedrer den forventede levealder og levestandarden for flere og flere mennesker. Jeg tror, at vi nu virkelig er udfordret til at give os selv en orden, som gør det muligt for alle nationer på planeten at overleve; under hensyntagen til alle nationers interesser på planeten. Lidt ligesom den Westfalske Fred gjorde det for første gang. At man virkelig har tænkt, at man skal tage hensyn til alles interesser, ellers bliver ingens interesser varetaget.

Jeg håber, at nogle ledende mennesker i verden vil komme på den idé at skabe et nyt paradigme, en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som gør præcis det. Så hvis du vil være så venlig at fortælle mig, hvad du synes om sådan en idé?

MATLOCK: Jeg tror, du har ret i, at vi er nødt til at finde en vej til et verdenssystem, der kan tolerere forskellige kulturer. Man må erkende, at uanset hvor vigtige nogle af ideerne fra den vestlige renæssance og udviklingen af international ret er, så var der også andre perioder. Som i den mørke middelalder i Vesteuropa, hvor Byzans og Østen var meget mere succesfulde. Og i den tidlige middelalder var mange aspekter af det muslimske samfund, især i Spanien, efter min mening mere liberale og mere indsigtsfulde end de fremherskende vestlige ideer. Så ideen om, at Europas fremgang og det, der i en periode var dominansen over resten af verden, på en eller anden måde var en midlertidig tilstand, og at den bar byrden af underforstået racisme med sig; en dominans af kolonier andre steder. Vi ser stadig udviklinger ud over det.

Men jeg tror, at når vi i dag bekymrer os om f.eks. kinesisk indflydelse, så ser det ud til, at den indflydelse skyldes kinesisk økonomisk politik, kinesiske investeringer og salg i forskellige lande. Så vidt jeg ved, har Kina ingen militærbaser uden for landets grænser, bortset fra nogle af de omstridte øer i Det Sydkinesiske Hav, mens USA har over 80 baser i over 80 lande. Det forekommer mig at være latterligt at tale om en kinesisk militær trussel. Selvfølgelig har Kina ikke udelukket at bruge magt mod Taiwan; men Gud forbyde, at vi kommer i krig på grund af det. Hvis det skulle ske, er det slet ikke sikkert, at Kina ikke ville sejre. I dag tror jeg, at ideen om at udelukke eksport af ting som avancerede chips vil føre til en situation, hvor Kina simpelthen overhaler USA inden for nogle af disse teknologiområder. Jeg tror, der har været en slags blindhed over for dette. Men bag meget af dette har der i USA været en kraft, som jeg kalder det militærindustrielle og kongreskomplekset. Ideen om, at vi på en eller anden måde er nødt til at finde jævnbyrdige konkurrenter for at kunne finansiere et større og større såkaldt forsvarsbudget. Et forsvar, som er blevet mere og mere offensivt; jeg tror ikke, det er i det amerikanske folks interesse, og jeg tror ikke, det er i resten af verdens interesse.

ZEPP-LAROUCHE: Ambassadør, det har virkelig været et frisk pust at lytte til dig, for jeg taler mest med europæere i disse dage. Det, du siger, er så meget mere fornuftigt og oplyst. Vil du være så venlig at fortælle vores publikum her til sidst din advarsel, eller hvis man ser på Ursula von der Leyen, og nu har vi en ny regering i Tyskland-Merz. De ønsker alle at militarisere; de ønsker at gøre Tyskland krigsparat. Kan du på baggrund af din erfaring fortælle tyskerne og europæerne, hvordan de skal ændre deres tankegang omkring disse spørgsmål?
MATLOCK: Jeg tror ikke, at Tyskland i særdeleshed, men også resten af Europa, vil være i stand til at udnytte sit fulde potentiale uden samarbejde med Rusland og Østen. Rusland er simpelthen for stort; det indeholder så mange ressourcer. Og selvfølgelig har det en kultur, som er europæisk og en af de vigtigste kulturer for Europa. Det forekommer mig, at Tyskland aldrig kan blomstre, hvis det er afskåret fra Rusland. Når alt kommer til alt, vil hele spørgsmålet om energiinput være billigere fra Rusland. Det er den tyske industri meget afhængig af. Jeg tror, at de nuværende toldsatser fra USA vil være katastrofale, hvis de fortsætter. At opføre sig, som om Rusland er en trussel mod Tyskland, tror jeg simpelthen er en meget farlig illusion.

ZEPP-LAROUCHE: Mange tak! Lad mig udtrykke min taknemmelighed over for dig og spontant fortælle dig, at du er et fantastisk menneske, og jeg håber, at du vil give os den glæde igen i fremtiden. Tusind tak skal du have.

MATLOCK: Tak for komplimenterne og for det privilegium, det er at være med i dit show.

ZEPP-LAROUCHE: Vi ses meget snart. På gensyn.

Ikke korrekturlæst

[HZL] [AMB] [SSU]

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition, og dette er vores 96. møde i træk. Tak, fordi I er kommet. Mit navn er Anastasia Battle; jeg er jeres ordstyrer i dag, og Dennis Small og Dennis Speed er medordstyrere. Vi skabte dette forum for 96 uger siden for at samle folk fra hele verden for at diskutere, hvordan vi kan skabe ægte fred. Som mange mennesker er klar over, har det været meget dysfunktionelt at forsøge at bringe forskellige fredsgrupper sammen, fordi der altid er noget, der trænger sig på. Vi ønsker at bringe folk sammen for at få en moden dialog.

Du vil måske opdage, at der er folk, du ikke er enig med; det er fint, vi vil gerne have den dialog med folk, så vi kan forstå, hvordan vi kan skabe en ægte fredsproces. Jeg synes, det er meget tydeligt med det, der er sket i de sidste par uger, at de mennesker, vi har organiseret os imod, vil have denne krig; de vil have en atomkrig på den ene eller anden måde. Uanset om det drejer sig om Ukraine, Palæstina eller Iran, er der tiltag fra briterne og andre for at få det til at ske. Vores indgriben i denne proces lige nu er af afgørende betydning. Vi vil have en indledende dialogproces med en håndfuld talere, ledere fra hele verden, og så vil vi åbne op for diskussion med deltagerne.

Så jeg vil gerne have Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition, til at åbne for os i dag. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen til jer alle sammen. Verden bevæger sig hver dag ind i nye konfrontationer, overraskelser og chok. På nuværende tidspunkt tror jeg ikke, at nogen kan sige, om det vil ende galt, eller om vi kan flytte verden ind i et nyt paradigme for internationalt samarbejde. Lige nu synes jeg, at krigsskyerne over Mellemøsten er blandt de mest bekymrende elementer. Der er denne kontrovers, hvor Trump har stillet et ultimatum til Iran om at gå med til at afvikle hele sit atomprogram, hvilket er uacceptabelt for Iran, fordi de har ret til at have et fredeligt atomprogram som ethvert andet suverænt land. Der er en såkaldt fatwa fra Khamenei, den øverste leder, om, at Iran ikke ønsker at have atomvåben, fordi det ville være i strid med islams ånd.

Uanset dette gentager Trump sit ultimatum, og samtidig bliver B-2 stealth-bombefly sendt til Diego Garcia-basen i Det Indiske Ocean. Desuden er tre amerikanske hangarskibsgrupper på vej til regionen generelt. Iran har reageret på alt dette ved at sige, at hvis der kommer et angreb på Iran, vil det blive besvaret med et meget alvorligt modangreb. Efter vores mening er det naturligvis en fælde for præsident Trump, for hvis det kommer til en sådan krig, kan det ikke kun føre til en eksplosion i oliepriserne og i den allerede ekstremt spændte situation, især efter at toldkrigen er startet; det kan føre til et kollaps af det finansielle system. Og det kunne ikke føre til et sammenbrud af Iran, men til et sammenbrud af Trump-administrationen i stedet. Det er den fare, vi ser, og det er derfor, vi advarer mod sådanne tiltag. Helt ind i præsident Trumps base er man ved at blive ekstremt utilfreds og nervøs, fordi Trump vandt valget på et løfte om, at han ikke bare ville afslutte alle eksisterende krige, men heller ikke ville starte nye. Nu er angrebene på Yemen allerede en overtrædelse af det, og mange MAGA-folk er ekstremt oprørte over det. Det er ikke, hvad de havde håbet på at opnå med valget af Trump.

Der er mange andre kriseudviklinger. NATO er tydeligvis stadig fast besluttet på at gøre fjendebilledet af Rusland til det primære fokus. EU’s forsvarsministre har lige mødtes i Polen og er blevet enige om at gå videre med ReArm Europe-programmet til 850 milliarder euro og betragte Rusland som den primære trussel. Det er det ikke, og det vil jeg komme ind på om lidt. Desuden siger NATO nu, at de vil sende NATO-fredstropper efter en eventuel våbenhvile i Ukraine; noget, som Rusland allerede har afvist som fuldstændig uacceptabelt. Det afspejler klart NATO’s hensigt om at bevare et permanent konfliktpunkt der.

Ellers kan jeg kun sige, at EU er i centrifugal uorden, hvor de nordlige lande – Storbritannien, de skandinaviske lande, de baltiske lande, Tyskland, Polen og Frankrig – er på vej til at opbygge konfrontationen med Rusland, mens de sydlige lande, Balkanlandene og de østeuropæiske lande hurtigt er på vej i en anden retning. Så der er helt klart sprækker i EU. Det forhindrer ikke EU-Kommissionen i at gøre sin indflydelse gældende, og den seneste chokerende oplevelse viser, at J.D. Vance, da han talte på sikkerhedskonferencen i München og sagde, at Europa ikke længere er et demokratisk kontinent, skabte et enormt postyr. Men EU beviser det dag for dag, og det seneste eksempel er dommen mod Marine Le Pen. Hun er leder af Rassemblement National (RN), og i meningsmålingerne fik hun 37% af stemmerne, hvilket er næsten det dobbelte af, hvad Macron får i disse dage. For at eliminere hendes passive stemmeret ved at finde hende skyldig i at have brugt EU-penge til sit personlige personale i den franske kampagne, trådte hoveddommeren i Rene Hænder-skandalen i Italien for mange år siden, Di Pietro, frem og sagde, at da han var medlem af Europa-Parlamentet, kunne han bevidne, at det er helt umuligt at skelne fuldstændigt mellem, hvornår man bruger sit personale til EU-formål, og hvornår man gør det til nationale formål. Det er en bedragerisk bøde, siger han.

Husk, at da Christine Lagarde var fransk økonomiminister, blev hun beskyldt for at have sendt 450 millioner euro til en fransk forretningsmand på bekostning af den franske regering. Og retten afgjorde, at hun ikke skulle have en bøde, fordi hun var en person med international prestige. Le Pen har helt sikkert også international prestige. Men af de politiske kræfter, som EU-Kommissionen ikke kan lide, så det tæller ikke, og Le Pen er kun anklaget for at have misbrugt værdien af 5 millioner euro – det er ca. 10 % af, hvad Lagarde gjorde. Så det viser tydeligt, at der er en dobbeltmoral, og at alle, der ikke makker ret i Europa lige nu, får en »rumænsk behandling«, især hvis de kommer tæt på magten. Så forholdene i Europa er yderst problematiske.

Men jeg ville gerne gøre et andet emne til hovedfokus for mine indledende bemærkninger; og det er den absolut betagende chokerende artikel, som blev offentliggjort af {New York Times} i en 13.000 ord lang artikel, som var resultatet af en årelang undersøgelse af krigen i Ukraine. Den var baseret på interviews med 300 forskellige personer fra forskellige lande. Jeg mener, at alle, der kæmper for fred, bør se denne artikel i {New York Times} som den absolutte grund til, at fortællingen om Ruslands uprovokerede aggressionskrig mod Ukraine ikke længere kan opretholdes. Denne artikel siger, at der ikke kun var 12 hemmelige spionbaser i Ukraine tilbage fra 2014 – hovedsageligt fra kort efter Maidan-kuppet – men at især efter den oprindelige særlige militære operation var kommet til et håbefuldt punkt med Istanbul-forhandlingerne, hvor Zelenskyj og Putin grundlæggende var blevet enige om en våbenhvile og en løsning på krisen; så tog Boris Johnson som bekendt til Kiev og fortalte Zelenskyj, at han absolut skulle fortsætte med at kæmpe og sagde, at de ville få al opbakning fra NATO. Nu viser det sig, at {New York Times} afslører, at der i Wiesbaden af alle steder, i Clay Barracks, som er hovedkvarteret for de amerikanske styrker i Europa og Afrika, var en kombination af generaler og officerer på højt niveau, og kun to måneder efter, at krigen i Ukraine startede, tog ukrainske generaler på højt niveau dertil uden uniform for at diskutere operationer sammen med CIA og amerikanske militærstyrker.

Derefter beskriver artiklen i detaljer alle de mange operationer, der blev udført fra Wiesbaden i Ukraine. For eksempel at hjælpe ukrainerne med at gå efter Ruslands berømte 58. armé, hvor de flere gange slog ledelsen ud. Så flyttede hæren, og ved hjælp af amerikansk rekognoscering blev den nye placering opdaget, og den nye ledelse blev dræbt. Det skete mange gange. CIA var også involveret i angrebet på Sevastopol og i jagten på den russiske flåde i Sortehavet. Der står også, at Biden-administrationen, selv om den officielt ikke gav tilladelse til visse offensive operationer, i al hemmelighed gav grønt lys og hjalp Ukraine med at gennemføre disse operationer. Så der er ingen tvivl om, at det var, hvad russerne hele tiden havde sagt, at dette ikke var en konflikt mellem Ukraine og Rusland, men at det var en stedfortræderkrig mellem USA og Rusland og mellem NATO og Rusland. Hele den amerikanske efterretningstjeneste – CIA, NSA, DIA og NGA – var alle involveret, og de drøftede, hvordan man kunne operere med plausibel benægtelse. De sagde, at hvis man nogensinde bliver spurgt, om man ramte et russisk mål, skal man ikke kalde det et mål, men et interessepunkt. Så når man bliver spurgt, kan man sige nej, man har aldrig ramt noget i Rusland. CIA var også involveret i bombningen af Kerch-broen og så videre og så videre.

Jeg tror, at alle, der kæmper for fred, bør opfatte denne {New York Times} artikel som en bekræftelse på, at den russiske version af det, der blev sagt, var den rigtige. Og at hele historien om den uprovokerede krig ikke kan opretholdes, og derfor bør de politikere, der har kolporteret den i de sidste tre år, officielt korrigere deres opfattelse for ærlighedens skyld. Jeg mener, at kun hvis sandheden om, hvad der skete, bliver etableret igen, og at man også tager fat på de grundlæggende årsager til krisen – hvilket man opdager, når man ser på manipulationen af denne fortælling – så kan man finde en løsning. Hvis man ikke gør det, vil man blive holdt fast i dette spind af løgne for evigt, indtil det er for sent.

Så mit forslag til dette møde i IPC er, at alle deltagere bruger denne artikel fra New York Times til at kræve af deres politikere, uanset hvor de befinder sig, at de skal rette op på det, de har sagt om det. Det skal være en reel korrektion af, hvad der faktisk skete, i parlamenter og andre fora. For hele historien falder sammen med afsløringen af denne løgn. Jeg synes, det er noget, vi alle bør være optaget af, og hvis folk ønsker at diskutere det, bør vi gøre det.

{Bemærkninger under diskussionen:}}

Jeg har normalt stor respekt for professor Starrs militære arbejde, men også for Scott Ritter. Jeg synes dog, at han overser noget på dette punkt, især da han gentog, at dette ville være katastrofalt regionalt. Jeg tror, han overser, at dette er et større spil. Iran er naturligvis vigtig for iranerne, og hele Mellemøsten er vigtig for alle de mennesker, der bor der. Men set fra de store geopolitiske magter i verden har Mellemøsten altid kun været cockpittet i deres geopolitiske spil. Lige nu er det eneste relevante spil i byen ud fra et strategisk udviklingssynspunkt den begyndende fornyelse af forholdet mellem USA og Rusland; det faktum, at Putin og Trump er begyndt at føre en dialog, og at der er nogle første skridt, der går i den rigtige retning. Jeg tror, det er det, der er målet. Så jeg vil gerne have, at Scott Ritter virkelig genovervejer det. For jeg ved, at han er meget vidende om Rusland og så videre. Jeg synes, han overser det mest afgørende punkt, og jeg vil virkelig gerne have, at vi diskuterer det.

Briterne, som er de klart dokumenterede anstiftere af den ukrainske krig igen og igen; det var Boris Johnson, der afviste muligheden for at nå frem til en løsning i marts-april 2022. Og lige nu er de anstiftere af fortsættelsen af både koalitionen af de villige, men også af presset mod Iran. Den tidligere MI6-chef Sir Richard Dearlove sagde som bekendt, at Iran er den største trussel mod jøderne i Storbritannien. Han opmuntrer USA. Så jeg tror, at det, jeg kort sagde i mine indledende bemærkninger, er, at hele denne operation ikke kun potentielt har til formål at halshugge den iranske regering; den er designet til at halshugge Trump-administrationen og slå dem ud af kurs i forhold til deres nuværende dialog med Rusland. Uanset hvilken advarsel vi kan give Trump-administrationen om at gennemgå dette hurtigst muligt, er det nødvendigt, for jeg tror, at de af alle de grunde, som professor Starr nævnte, har deres egne religiøse og andre overbevisninger, som jeg overhovedet ikke vil begynde at kommentere på. Men jeg tror, at den strategiske fælde er at ødelægge dialogen mellem USA og Rusland. Det er efter min mening det vigtigste strategiske spørgsmål på bordet….

Jeg vil bare gerne tilføje et element. Hvis Trump gjorde det, der blev beskrevet her, ville det ødelægge hans omdømme for altid. Alle landene i det Globale Syd ville … det ville være dødsstødet til hans image; og jeg tror, at det ville være det værste, han kunne gøre for sin egen skyld og America First-interessen. Det ville være ødelæggende for de amerikanske interesser.

{Senere i diskussionen:}}

Meget kort sagt mener jeg, at situationen med Iran simpelthen illustrerer, at sikkerheden skal være udelelig og er udelelig. Hvorfor forsøger Iran at lege med muligheden for altid at kunne udvikle atomvåben? Det er, fordi Israel har atomvåben. Jeg synes slet ikke, at det faktum bliver taget med i diskussionen. Jeg har mange gange argumenteret for, at Den Westfalske Fred fungerede, fordi den tog højde for alle landes interesser. Når man forsøger at få en fredsaftale, som udelukker et eller to eller tre lande, er det optakten til den næste krig. Et eksempel på det er Versailles-traktaten, som var uretfærdig over for Tyskland og Kina, og derfor var den næste verdenskrig praktisk talt allerede indregnet. Det er den ene pointe.

Den anden, jeg ville sige, er, at på trods af at vi ikke talte så meget om det i dag, foregår der en meget vigtig organisering for Oase-planen blandt mange repræsentanter. Vi taler med mange diplomater og andre institutionelle kræfter. Jeg ville bare nævne det, for hvis hr. Schenker eller hr. Baskin ville være i stand til at indgå i en diskussion med os om, hvad vi skal gøre for at fremme Oase-planen som en fredspolitik, måske tilføje den til Olmert-planen, tror jeg, at det ville være yderst nyttigt.

{Senere i diskussionen:}}

Set i bakspejlet tror jeg, at det er en fuldstændig godkendelse af Oase-planen. Jeg tror, at Martin Luther King er tilhænger af Oase-planen, så jeg tror, at vi kan være sikre og sige det.

{Senere i diskussionen:}}

Jeg er i det mindste enig i den sidste konklusion [at Helgas plan for en ny demokratisk arkitektur er meget forskellig fra Trump-planen], fordi jeg har argumenteret for dette mange gange. Hvis man ser på den lange bue i menneskets historie, i den universelle historie, er vi nu nået til et punkt, som aldrig har eksisteret før. Da andre kulturer og civilisationer kollapsede, som da Romerriget kollapsede, var der en renæssanceperiode i Indien på samme tid – Gupta-perioden. Men folk vidste ikke noget om det, fordi det nogle gange tog år at rejse og komme tilbage. Det var som en fuldstændig opdelt udvikling. Jeg kunne komme med mange andre eksempler.

Denne gang er det meget anderledes. Vi sidder virkelig i samme båd; på grund af atomvåben, på grund af internettet, på grund af pandemier. Man kunne tilføje kunstig intelligens og alle mulige andre ting, som gør os så absolut forbundne, at det længe har været min opfattelse, at vi kun kan løse menneskehedens problemer på én gang. Man kan ikke forsøge at løse problemet i Ukraine og tro, at det løser problemet, mens Mellemøsten ligger i ruiner; eller løse problemet i Afrika og lade Ukraine være i fred. Nej, vi er nødt til at bringe retfærdighed ind i hele arkitekturen, hvilket kun kan ske ved at hæve hele diskussionen over geopolitik. Jeg tror ikke, at ideen om, at et land eller en gruppe af lande har en legitim interesse over for en anden gruppe af lande, kan fungere længere. Geopolitik er en sygdom, som i det 21. århundrede vil føre til en katastrofe.

Hvad er så alternativet til geopolitik? Det er helt klart, at man først skal se på menneskeheden som en enhed, som noget, der hænger sammen. Man siger, at man først skal gøre, hvad der er i den ene menneskeheds interesse, og derefter kan man definere de nationale interesser i overensstemmelse med denne højere Ene. Det er naturligvis kun muligt, hvis man indfører en udviklingsdynamik; for hvis man bare flytter rundt på brikkerne i puslespillet på et statisk bord, kommer man ikke frem til en løsning. Men hvis man indfører en reel udvikling, som er i alles interesse, så kan man finde frem til alle delløsninger. Jeg tror også, at den idé i en vis forstand er påtvunget verden, for hvis der sker et finansielt sammenbrud i det transatlantiske finanssystem, vil det påvirke hele verden. Det vil forstyrre produktionskæderne fuldstændigt; det vil føre til sammenbrud i strømmen; det vil føre til massemigration osv. osv.

Derfor skrev jeg disse ti principper, som er principper; de er ikke det sidste ord om det detaljerede program, men de peger på det absolutte minimum af ideer, som skal gennemføres for at nå frem til en sådan ny arkitektur; inklusive de sidste tre filosofiske punkter, som er introduktionen til principperne før.

Så jeg vil på det kraftigste foreslå … jeg venter stadig på, at flere mennesker rent faktisk engagerer sig i en diskussion om dette, for jeg mener virkelig, at vi har brug for en proces som den Westfalske Fred. Og efter min mening kan den kun starte nu, hvor universiteter, tænketanke og andre mennesker med god vilje begynder at diskutere, hvordan vi kan sætte menneskehedens grundlag på en holdbar platform, hvor menneskehedens overlevelse er garanteret. Vi kan begynde at gå videre derfra, for hvis jeg ikke troede på, at vi som menneskeart er den kreative art – jeg elsker dyr, jeg nyder blomster, planter og træer – men vi er den eneste intelligente art, der er begavet med kreativ fornuft. Derfor mener jeg, at vi burde være i stand til at finde en løsning ud fra vores fornuft. Og jeg er ret optimistisk med hensyn til, at det er en klar mulighed, som bør styre vores aktiviteter, især i en situation som nu.

{Afsluttende bemærkninger:}}

Jeg tror, at det nuværende politiske lederskab i store dele af Europa – ikke alle, men nogle lande som den øverste regering i Storbritannien, i Frankrig. Heldigvis er Merz endnu ikke kansler; det bliver han måske ikke. De løber ind i en masse interne stridigheder og uenighed. Men jeg synes, at de alle fortjener en klinisk undersøgelse; lad mig sige det på denne måde. Der er så mange love nu, at man ikke kan sige en enkel ting. Under alle omstændigheder mener jeg, at de er nødt til at bekymre sig gevaldigt om deres helbred i meget bred forstand, så ingen kan kritisere mig, hvis jeg vil opfordre dem til at passe på deres hoveder, men I ved, hvad jeg mener.

Det er fuldstændig sindssygt. Nu går Bundeswehr ind i skolerne, og ungdomsofficerer forsøger at rekruttere 17-årige til at gå ind i hæren. Der er hele denne vanvittige militarisering, som om to verdenskrige ikke ville have fundet sted i Europa. Det er, som om folk har afskrevet enhver erindring om, at hvis man begynder at investere store summer i våben, så tager det bare lidt tid, og så er der krig. Det er logikken i det. Jeg tror, vi har brug for en meget stærkere fredsbevægelse, for jeg tror, vi har en dyb krise i Europa. Jeg tror, at krisen er økonomisk, den er militær, men vigtigst af alt er den kulturel. Det er også mit svar til Alberto Portugheis. Hvorfor er det, at folk ikke lærer, at vores børn og børnebørn i sidste ende vil dø i denne krig? Måske vil vi også dø, afhængigt af hvor hurtigt det går. Jeg tror, at den eneste måde er, at vi i Europa må tage fat på den kulturelle krise. Jeg tror, vi er faret vild; vi har underkastet os et oligarki, som udspiller Romerrigets slutfase – dekadencen, det kulturelle forfald.

Der er ingen forskel på Romerrigets sidste fase og det, der sker nu: den seksuelle perversion, pornografien, volden for voldens skyld. Jeg tror, at det, vi har allermest brug for, er en kulturel renæssance. Vi er nødt til at vende tilbage til den klassiske kultur. Min afdøde mand, Lyndon LaRouche, sagde altid, at et samfund, som ikke kan tænke på, hvordan klassisk musik og klassisk poesi bliver komponeret, ikke er i den virkelige verden. De kan ikke tænke. Hvis man ser på debatterne, så er de ikke en sokratisk dialog; de er talkshows. Du siger en idiotisk ting, og din nabo samler et ord op af det, du sagde, og vender det om, og den anden vender det om. Der er ingen bestræbelser på at nå frem til sandheden; der er bare tale for talens skyld. Vi er nødt til at gå tilbage til de store komponisters musik, til poesien skrevet af de store digtere og dramatikere i hele verdenshistorien; for de havde en metode til at tænke. Nogle af de asiatiske lande gør det faktisk, og vi er nødt til at slå os sammen med store dele af det Globale Syd.

Jeg tror, at hvis Merz bliver valgt til kansler – hvilket måske ikke sker, fordi de virkelig er i problemer – men hvis han bliver valgt, tror jeg, at han er ude hurtigere, end nogen kan forestille sig, i betragtning af at forskellen mellem CDU, CSU og AfD kun er 1 %. Hvis han går videre og gør disse ting, tror jeg ikke, at hans regering holder ret længe.

Europa er i fuld gang med at omstille sig lige nu. Det er faktisk en god ting, for det, von der Leyen repræsenterer, er bare en fortsættelse. Det, som Le Pen bliver beskyldt for, gjorde von der Leyen en million gange, da hun var forsvarsminister. Hun gav en masse penge væk til entreprenører, utrolige summer, for hvad? For ingenting, for at producere totalt affald.

Jeg vil gerne understrege, at vi har brug for en kulturel renæssance af den klassiske kultur. Det var Schiller Instituttets program, da vi startede for 41 år siden, og det er absolut mere påtrængende i dag end nogensinde før.

DENNIS SPEED: Der er en konference med titlen »A Beautiful Vision for Humanity in Times of Great Turbulence«. Du gav konferencen den titel. Den finder sted om syv uger. Har du noget, du gerne vil sige om, hvorfor du gav den titel, og hvad du tror, den konference skal bruges til?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at vi virkelig befinder os i en revolutionær periode, hvor den gamle orden er ved at gå i opløsning, og det bliver den mere og mere for hver dag, der går. Hvordan den nye orden kommer til at se ud, vil udelukkende skyldes indsatsen fra mennesker med god vilje. Jeg synes, det er et optimistisk perspektiv, at der kan komme noget meget bedre ud af den nuværende uro, for tanken om en unipolær verden eller en verden, der er domineret af kun én nation med 300 millioner indbyggere, som regerer som en slags verdenspoliti over resten af verden, har aldrig været en holdbar idé.

I den umiddelbare efterkrigstid var der et betydeligt element af det, men det blev meget stærkt efter afslutningen af den kolde krig. Francis Fukuyama sagde, at historiens afslutning er kommet, fordi hele verden vil adoptere den neoliberale demokratiske model. Det var den korteste forkerte prognose, jeg nogensinde har set, for nu er der et enormt bagslag. Men jeg tror, vi er nødt til at gribe ind; der er så mange mennesker, der nu er i opløsning, bange for krig, bliver skubbet ud på sidelinjen økonomisk, og der er mange dårligdomme, som folk lider under. Jeg tror, vi er nødt til at skabe et nyt økonomisk verdenssystem, der er styret af helt andre moralske principper, som er baseret på naturvidenskab og på store kunstneriske opdagelser fra alle tiders store klassiske kunstnere.

Derfor er jeg helt sikker på, at hvis vi får en masse mennesker til ikke at sidde på sidelinjen, ikke sidde på sofaen som en sofakartoffel; men faktisk begynder at tage ansvar som statsborgere for deres land og for menneskeheden som helhed, så er jeg meget optimistisk med hensyn til, at det kan lade sig gøre. Jeg tror, at alle de store komponister og kunstnere og digtere i særdeleshed havde dette meget optimistiske billede af mennesket. Schiller siger i dette digt om håb, at menneskeheden er født til noget bedre [gentager linjen på tysk]. Det er min overbevisning. Hvis vi fremkalder den ånd, som er overalt – Martin Luther King blev lige citeret i dag i denne ånd. Der er mange kræfter i verden, som forsøger at genoplive Bandung-ånden, udviklingslandenes absolutte inspiration til at overvinde fattigdom for altid og få normale liv for alle deres folk.

Alle disse ting kan lade sig gøre, hvis vi omdanner det militærindustrielle kompleks til nyttig produktion, så kan vi løse sulten på et år. Jeg er helt sikker på, at det kan lade sig gøre. Så hvorfor ikke mobilisere verdens unge til at sige: Skal vi virkelig gå i retning af civilisationens ødelæggelse? Risikere at bruge atomvåben, som ville være enden på os alle? Måske skulle vi skabe en ungdomsbevægelse af unge mennesker, som siger, at vi ønsker at være en del af denne utrolige historiske situation, hvor størstedelen af verden allerede er i gang med at opbygge et nyt og mere retfærdigt system? Lad os overbevise amerikanerne og europæerne om, at de skal gøre det samme. Det er det, denne konference handler om, så du bør helt sikkert tilmelde dig den, og hvis du kan, bør du deltage personligt. Hvis du ikke kan, fordi du er for langt væk, så deltag i det mindste virtuelt, men deltag.

Ikke korrekturlæst

[HZL] [HCS]
Onsdag den 2. april 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 2. april 2025. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden. Jeg vil sige til dig, at dette er en ekstraordinær mulighed for at komme i dialog med en af de førende eksperter og aktivister i verden, så udnyt den.

Mens vi taler i dag, er spørgsmålet om krig og fred stadig et centralt emne for stort set alle. På trods af visse fremskridt med hensyn til at forbedre forholdet mellem USA og Rusland forbereder krigshøgene i Europa sig på krig mod Rusland. Netanyahu optrapper en indsats for at fjerne palæstinenserne fra Palæstina, og der cirkulerer et memo i det amerikanske forsvarsministerium fra forsvarsminister Hegseth, som opfordrer til at forberede sig på krig mod Kina.

Så Helga, det første spørgsmål til dig kommer fra en person, som følger Rusland meget tæt. Han skriver, at »Putin sagde i sidste uge, at den gamle orden er væk, men forvent ikke en ændring fra Europa.« Putin fortsatte med at sige, at Rusland har reageret på sanktioner ved at ændre sin økonomi for at overleve, men han forventer alligevel flere sanktioner fra Europa. Så spørgsmålet til dig er: »Hvorfor erkender de europæiske ledere ikke, at deres planer ikke virker? Er de så forblændet af russofobi?«

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det korte svar på det er ja. Jeg tror, det er et fænomen, at den tyske elite – det tyske etablissement og også mange andre i Europa – ser ud til at være vendt tilbage til et syn, vi havde for mere end 80 år siden. Jeg har det meget svært med at sige det, men der er ingen anden forklaring, for hvordan kan det være, at det store flertal af verdens befolkning har et helt andet syn på Rusland? Der er det Globale Syd, som fuldstændig nægter at acceptere fortællingen om, at krigen i Ukraine er forårsaget af en »uprovokeret aggression« fra Rusland, som overtræder international lov, og på det punkt vil jeg bare gerne fortælle vores publikum – det vil sige jer – at den historie ikke kan opretholdes. For som om det skulle være nødvendigt, havde {New York Times} naturligvis for to eller tre dage siden en artikel på 13.000 ord, som var resultatet af en årelang undersøgelse, hvor man interviewede 300 forskellige personer fra mange forskellige lande om omstændighederne ved udbruddet af krigen mod Ukraine, og det de klart fastslog: De starter med den umiddelbare forhistorie til den faktiske begyndelse af den særlige militæroperation – at der først og fremmest var en samling af ukrainske tropper ved Donbass, og at USA imidlertid, umiddelbart efter at krigen var startet, straks sendte store mængder tropper, officerer og personale af forskellig art ind i Ukraine, til den russiske grænse!

Som mange andre eksperter klart har påvist, havde russerne kun planlagt en begrænset militæroperation, for de havde kun omkring 100.000 tropper ved den ukrainske grænse, langt fra nok til hele krigen mod Ukraine, men selvfølgelig var amerikanerne til stede, og måske andre NATO-tropper ({Figaro} rapporterede om franske tropper på et tidspunkt), men disse tropper blev indsat fra Wiesbaden, fra Clay House, Clay Kaserne i Wiesbaden, som dybest set kommanderede hvert eneste skridt, endog kanonernes retning, jeg mener, ned i de mindste detaljer. Så amerikanerne, og dermed NATO, var i krig næsten lige fra begyndelsen.

Hvis man derudover tager det faktum, at Victoria Nuland pralede med, at udenrigsministeriet havde brugt 5 milliarder dollars på NGO’er og andre formål i Ukraine før Maidan, så er der omstændighederne ved Maidan, Vestens involvering, den båndede diskussion mellem Nuland og ambassadør Geoffrey Pyatt, samt Minsk 2-sabotagen, som blev indrømmet af Merkel og Hollande. Så hvis man lægger hele historien sammen, så var NATO med i krigen helt fra begyndelsen, forberedte den, ansporede den, og det er nu alt sammen officielt. Så man skulle tro, at disse europæiske etablissementer ville sige: »Vent lige lidt. Vores fortælling er ikke længere håndterbar, vi kan ikke længere opretholde den.« Nej, Baerbock tager samme dag som artiklen i {New York Times} til Kiev og lover – jeg vil ikke karakterisere det; jeg lader det bare være ved min undertrykte impuls til at karakterisere det – så hun lovede vedvarende støtte, overhovedet ud over denne nuværende regering.

Så der er ingen antydning af anerkendelse af, at deres løgne er blevet afsløret, at der nu er, {New York Times} er trods alt den største avis i USA. Så jeg tror, der er en næsten klinisk defekt i disse menneskers tankegang. Og jeg synes, det er meget forfærdeligt, for det, der sker, er, at Europa går amok, Europa falder fra hinanden. Se på alt det, der sker i Europa lige nu: Jeg tror, at indsatsen i Frankrig for at undertrykke Le Pen som modstander til Macron, der er langt foran i meningsmålingerne, kun kan give bagslag. Ligeledes er situationen i Tyskland fuldstændig kaotisk! Så jeg tror bestemt ikke, at disse eliter opfylder den ed, de aflagde, da de tiltrådte, om at forsvare deres folks fælles bedste, og de befinder sig helt sikkert i et parallelt univers. Og det kan kun ende galt for dem, men i værste fald for alle.

SCHLANGER: Vi har endnu et spørgsmål om krig og fred fra Paz i Spanien, som spørger: »Kære Helga, hvad kan Schiller Instituttet gøre for at forhindre Europas oprustning? Krigen mod Iran og alt det, som de neokonservative og City of London sammen med Trump og Bruxelles planlægger mod verdensfreden? Er det nok at tale på konferencer? Hvad gør Europas befolkning for at forhindre dette vanvid?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes bestemt, det går fremad – men ikke hurtigt nok. Jeg mener, vi vil afholde konferencer; vi vil afholde en i USA, og nogle gange vil vi også afholde en i Europa. Vi deltager i demonstrationerne, og vi vil helt sikkert opfordre en masse mennesker til at deltage i påskemarcherne omkring påske, til at gå på gaden. Jeg tror, det er absolut nødvendigt.

Og jeg tror, at vi lige nu oplever et fuldstændigt kollaps i befolkningens tillid til alle regeringer, eller næsten alle regeringer i Europa. I Tyskland er situationen helt utrolig: Efter tre uger, eller lidt mere, med forhandlinger om en ny regering, eller et forsøg på en ny regering, med det formål at indsætte Friedrich Merz som ny kansler, er det hele ved at falde fra hinanden! Det forlyder fra flere kilder, at spændingerne mellem SPD og CDU/CSU er værre end i slutfasen af den såkaldte »gadelygtekoalition«, og alle siger, at vi forbereder os på nyvalg, for det her kommer ikke til at fungere.

Forskellen mellem denne såkaldte koalition og AfD er 1 %! Hvis du fortsætter en uge mere, vil AfD være foran! Så vi ser lige nu et fuldstændigt kaos og en transformation af hele Europa, og jeg tror, det er ekstremt vigtigt at gribe ind overalt – i demonstrationerne, på konferencerne, i interventioner, i alle slags begivenheder – med ét budskab: Den eneste måde, hvorpå vi kan løfte den nuværende situation ud af dette kaos, er at etablere et højere niveau, et nyt paradigme for en dialog mellem alle lande på planeten, at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skal tage hensyn til alle landes interesser. Jeg tror, vi bevæger os centimeter for centimeter tættere på den idé, for tanken om, at man er nødt til at gøre noget helt andet, bevæge sig væk fra geopolitik og tage fat på det presserende spørgsmål om menneskeheden, er en tanke, der bliver mere og mere populær, efterhånden som det bliver tydeligt, at de nuværende politikker ikke kan lade sig gøre.

Så slut dig til os i den indsats, og måske kan du sætte os i kontakt med relevante personer i Spanien, for Spanien er et meget vigtigt land lige nu, fordi Spanien har en politik, der ikke er så tosset som den såkaldte Koalition af Villige.

SCHLANGER: Vi har en rapport fra {Washington Post} om, at forsvarsminister Hegseth distribuerer et memo i Pentagon, som beordrer Pentagon til at fokusere på at forberede sig på en krig med Kina. Er det en opdatering af, hvad de havde i de tidligere National Defense Authorization Acts, eller er det noget nyt?

ZEPP-LAROUCHE: Nej, jeg er bange for, at det kun er en opdatering, men det er en vedvarende fortsættelse af den samme politik, nemlig at erklære Kina for USA’s hovedmodstander. Hvilket er fuldstændig latterligt, for desværre ser det ud til, at Trump-administrationen er ved at løbe ind i nogle virkelige problemer. Jeg mener, de har kun siddet i seks-syv uger, og allerede nu kan man sige, at Trumps base gør oprør på grund af de brudte løfter. Det ved vi fra mange diskussioner, vores kolleger har haft i USA med MAGA-folk, med alle mulige grupper, der støtter Trump, og de er meget oprørte over, at Trump ikke holder sine løfter om, at han ikke bare vil afslutte alle krige, men heller ikke starte nye.
Så jeg synes, det er helt forfærdeligt, for vi sidder på en tidsindstillet bombe med Iran; hvis du nu tilføjer konflikten med Ukraine, som endnu ikke er løst, og hvis du nu tilføjer krisen med Kina, kan det her eksplodere i stor stil. Det mindste, det vil gøre på kort sigt, er absolut at øge et våbenkapløb, både med hensyn til konventionelle våben, atomvåben og rumvåben, hvilket jeg tror kun kan føre til en katastrofe. Så meget desto vigtigere er det, at landene i det Globale Syd kommer på banen, for de har ingen interesse i sådan en ny opdeling af verden, hvor USA tydeligvis stadig forsøger at opretholde en militær dominans i verden: Der har lige været høringer i Senatet, hvor flere rumkommandører sagde, at USA skal vinde dominans i rummet med alle mulige nye våbensystemer: Jeg synes, det er meget, meget skidt, og hvis der bliver krig med Kina, er jeg helt sikker på, at USA vil tabe stort, for hvis man ser på Taiwans geografiske placering, lad os sige i Det Sydkinesiske Hav, vil USA være i en meget ugunstig position, simpelthen på grund af de geografiske forhold. Og der er naturligvis altid muligheden for at gå atomart til værks, hvilket var en stor bekymring for Daniel Ellsberg, fordi der allerede i 1958 var planer i Pentagon om at bruge atomvåben, hvis det nogensinde kom til en konflikt med Kina om Taiwan. Men det ville udløse Armageddon, og jeg kan ikke forestille mig, at præsident Trump ville gå den vej.

SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål fra vores ven i Pakistan, som sagde, at han rejser spørgsmålet om brugen af normaliseringen med Rusland som en mulighed for at fokusere på Kina. Men han skriver: »Den indiske udenrigsminister S. Jaishankar diskuterer tilnærmelse til Kina og virker meget seriøs omkring det. Hvad ville konsekvenserne være af en normalisering af forholdet mellem Indien og Kina? Det ser ud til, at det vil ødelægge hele ideen om et globalt NATO, hvis Indien og Kina arbejder sammen.«

ZEPP-LAROUCHE: Der er meget lovende tegn, ikke kun det, du rapporterede om Jaishankar, men også premierminister Narendra Modi er kommet med lignende udtalelser. Der er snart 75-års jubilæum for forholdet mellem Kina og Indien. Og jeg tror, at de planlægger at styrke det, for jeg ser absolut Indien som et alliancefrit land, og de har modstået alle bestræbelser under Biden-administrationen på at trække dem over i lejren for de såkaldte »demokratier« versus »autokratier«.

Så jeg synes bestemt, det er et lovende tegn, og det er derfor, jeg siger, at vi er nødt til at opmuntre alle landene i det Globale Syd – og det omfatter eftertrykkeligt Brasilien, det omfatter Indonesien, det omfatter naturligvis Indien, mange afrikanske nationer – til at indtage en stærkere rolle. Og jeg tror, at hvis de alle lægger deres vægt i det, så tror jeg, at landene i det såkaldte Vesten bliver nødt til at genoverveje det: For det er ikke kun Rusland og Kina, men det er det faktum, at BRIKS-landene, som nu har 22 medlemmer, og mange, mange flere har ansøgt om medlemskab, men de repræsenterer hele det Globale Syd. Så derfor, jo stærkere det Globale Syds stemme høres, jo mere må folk i USA og Europa overveje, at verdens fremtid tilhører det Globale Syd, alene på grund af befolkningens størrelse. Så det tror jeg er et meget vigtigt element i billedet.

SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål her fra en pensioneret journalist, som er amerikaner og nu bor i Israel; og han spørger med meget store, fede bogstaver: »Er du opmærksom på Qatargate?« med henvisning til de juridiske problemer, Netanyahu har med bestikkelse og en skandale, der involverer penge fra Qatar. Han skriver: »Mens den juridiske løkke strammes om Bibis hals, og demonstrationerne mod ham vokser i Israel, optrapper han i Gaza, i Libanon og kommer med flere trusler mod Iran. Er der en chance for, at Trump eller nogen anden leder vil handle for at forhindre en forfærdelig tragedie i at blive udløst af en desperat Netanyahu?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er det mest bekymrende spørgsmål lige nu, for der er ikke kun en ny trussel fra præsident Trump med nogle ildevarslende bemærkninger om, at der vil ske meget slemme ting; der er et ultimatum til Iran om helt at slippe af med sit atomprogram, som tilsyneladende også omfatter missilsystemet, hvortil Iran allerede har svaret meget klart, at de ikke vil gøre det, under ingen omstændigheder. Så derfor ser vi lige nu en fuldstændig optrapning mod Iran, hvilket helt klart er i Netanyahus interesse. Og hvis man så tager det faktum, at alle mulige våbensystemer bliver bragt ind i regionen, THAAD-missilerne bliver tilsyneladende bragt dertil, der er flere hangarskibe på vej, enten til Golfen eller Stillehavet eller Middelhavet, men under alle omstændigheder i regionen; og der er tilsyneladende flere B-2 stealth-bombefly, der bliver bragt til Diego Garcia, den amerikansk-britiske base i Det Indiske Ocean; så alt tyder på, at der er en stor forberedelse til en vedvarende militær aktion mod Iran.

Om det vil ske eller ej, er stadig uvist, men jeg kan kun sige, at hvis det skal ødelægge atomvåbnene – eller Irans atomprogram: Der er stadig en fatwa fra Khamenei om, at Iran ikke har til hensigt at anskaffe atomvåben, fordi det er imod islams ånd. Det skøre er, at overhovedet de amerikanske efterretningstjenester i deres seneste rapport om Iran sagde meget klart, at der absolut ikke er noget bevis for, at Iran forbereder et atomvåbenprogram på nuværende tidspunkt. Ikke desto mindre er der denne trommehvirvel, og hvis der af en eller anden grund, efter britisk tilskyndelse, er en Dearlove, som dybest set kræver handling mod Iran, og han har tilskyndet til dette i lang tid, ville det være en katastrofe, hvis det lykkes. For den eneste måde, man kan eliminere Irans atomprogram på, er ved at bruge atomvåben: Fordi disse faciliteter ligger dybt nede i mange bjerge, og derfor kan du ikke bare eliminere dem, endda ikke med disse bunker buster-bomber.

Hvis atomvåben bliver brugt, har Kucinich, det tidligere kongresmedlem, netop udsendt en advarsel, hvor han siger, at hvis der kommer et angreb på atomanlæggene – jeg tror overhovedet ikke, at der kommer atomvåben – vil faren for nedfald ikke kun dræbe millioner af mennesker i Iran, men også hundreder af millioner i nabolandene, Pakistan, Afghanistan, helt op til Indien og mange andre lande i regionen; og det vil føre til kræft, babyer, der bliver født med mangler, alle mulige rædsler; og han advarer på det kraftigste imod det. Men jeg tror, at faren er meget akut, og jeg tror, at det har at gøre med præcis det, du siger, at Netanyahu er desperat, at modstanden mod ham vokser, at Qatar-skandalen, som du kalder den, kan eksplodere, og det store spørgsmål er, hvad det israelske militær vil gøre i denne situation? Så vi sidder på en komplet krudttønde, og den russiske viceudenrigsminister Sergey Ryabkov har netop advaret meget kraftigt i Moskva om, at en sådan militær aktion mod Iran vil få katastrofale konsekvenser. Kinas udenrigsminister Wang Yi er i øjeblikket i Moskva, hvor han diskuterer med både Lavrov og Putin, og det står naturligvis meget højt på dagsordenen, hvad man kan gøre for at stoppe det.

Jeg tror, at målet helt klart ville være at gøre en ende på Trumps præsidentskab. Vi har talt om dette med mange eksperter i Europa, militære eksperter i forskellige lande, og der er en fælles vurdering af, at målet er at halshugge Trump-administrationen, at skabe så meget ravage, at den ville være færdig, at Trump dybest set ville være ude, fordi den hjemlige opposition mod ham ville stige; man kunne få en eksplosion i olieprisen, som ville udløse et finansielt sammenbrud, og målet er dybest set at stoppe Trump: Det er det egentlige mål med det.

SCHLANGER: Her er et interessant spørgsmål fra Harrison. Han stiller det ikke som et spørgsmål, men han siger: »Jeg føler, at en ofte overset indikator i økonomien er betydningen af befolkningstilvækst. Det Globale Syd har en meget vigtig fordel på den måde, og i store dele af resten af verden, herunder Vesten og Østasien, er der en lav fødselsrate. Hvordan tackler man sådan noget?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er et fænomen, at det afrikanske kontinent lige nu er det eneste, der har en betydelig befolkningstilvækst, hvilket betyder, at de har det bedste perspektiv for deres økonomiske fremtid. For i alle lande, i Europa, i USA, overhovedet i Kina og Rusland, er der befolkningsmæssige kurver, som betyder, at andelen af den aldrende befolkning bliver større og større sammenlignet med befolkningen i den arbejdsdygtige alder. Og det kan naturligvis kompenseres; det kan kompenseres med ekstremt høje økonomiske vækstrater: Hvis man har en stor indsprøjtning af videnskab og teknologi i økonomien, kan man klare det, i hvert fald i en vis periode.

Men jeg tror, det har noget at gøre med, for eksempel i Kina, hvor jeg har haft mange diskussioner med videnskabelige kolleger, forskere og venner, og de rapporterer grundlæggende, at på trods af den enorme økonomiske vækst i Kina er det stadig relativt set for dyrt at opfostre børn til, at mange par kan forestille sig et sådant perspektiv. Jeg tror, at det er en faktor dér. I Vesteuropa og USA tror jeg, at det har mere at gøre med livets meningsløshed. For hvis man i dag spørger yngre mennesker, yngre par: »Hvad er formålet med dit liv?« Så får man ikke et fyldestgørende svar. De siger normalt, at de forventer, at deres børns og børnebørns skæbne vil blive meget værre end deres egen eller deres forældres. Så de ser på udviklingen som en nedadgående spiral, og derfor ønsker de ikke at få børn!

Jeg tror, det ville være absolut nødvendigt at omdefinere spørgsmålet om meningen med livet: Hvorfor er vi her? Hvorfor eksisterer livet? Hvad laver vi på denne planet? Hvad er den menneskelige arts rolle uden for vores planet, i det nære rum, i universet i det hele taget? Og disse spørgsmål bliver naturligvis ikke diskuteret, eller i hvert fald ikke på nogen meningsfuld måde, og jeg tror, det har noget at gøre med, at folk er blevet så overfladiske og så, du ved, nedtrykte i deres syn på tingene, at de nyder livets øjeblikke, har det sjovt, men ikke er intellektuelle. Jeg tror, at det problem, vi især har i Vesten, er, at vores såkaldte etablissementer er blevet så tomme for intellekt, så tomme for enhver form for intellektuel spænding eller fremskridt: Og desværre afspejler det en fordummelse af befolkningen over en lang periode. Så den lille procentdel af mennesker, der stadig er intellektuelt levende, føler, at de er i mindretal, og at deres stemme ikke bliver hørt. Og jeg tror, vi har en reel krise i Vesten, og fødselsraten er et resultat af det.

SCHLANGER: Jeg har to spørgsmål til noget, du nævnte tidligere, nemlig Le Pen-dommen i Frankrig. Der er et notat fra en assistent til et medlem af Europa-Parlamentet, som skrev til mig og sagde, at det, hun er anklaget for, bliver gjort af næsten alle kontorer i Europa-Parlamentet, dvs. såkaldt sammenblanding af midler, partiets midler og kontorets midler.

Men det andet spørgsmål, der kom ind, er: Hvad er konsekvenserne af dette? Er dette en mulig borgerkrig i Frankrig? Hvorfor skulle nogen vælge denne tid med kaos for at skabe endnu mere kaos i Frankrig?

ZEPP-LAROUCHE: Med hensyn til det første spørgsmål er det meget vigtigt, at Antonio Di Pietro, som jeg tror var den vigtigste dommer i »Rene hænder«-skandalen i Italien: Hvis du husker, var det for mange år siden, da korruptionssagen i Italien blev det dominerende emne. Og i Italien vidste alle, at man i hele efterkrigstiden havde principperne om »{amici di amici}«, at man gav kontrakter til sine venner, og at man hjalp hinanden og så videre, og det var sådan, systemet var. Så det var naturligvis kendt af efterretningstjenesterne og blev ikke omtalt i årtier; men på et tidspunkt besluttede de at nedlægge hele partistrukturen, som den havde udviklet sig i efterkrigstiden, og de lancerede »Rene hænder«-skandalen.

Hovedanklageren i denne sag var Di Pietro. Og han kom ud i dag og kritiserede det, der skete med Marine Le Pen, ved at sige, at han selv arbejdede som medlem af Europa-Parlamentet på et tidspunkt, og han kan sige af egen erfaring, at man absolut ikke kan skelne mellem, hvornår man bruger sit personale til opgaver, der har med EU at gøre i Bruxelles, og hvornår man bruger det samme personale til arbejde fra sit parti derhjemme, i sit hjemland? Det ligger i sagens natur, at det er blandet, fordi det er de samme mennesker, der gør begge ting. Så det er en fuldstændig latterlig anklage, og det afspejler naturligvis Macrons desperation, for han er nede i meningsmålingerne, jeg tror et sted omkring 20 %, eller meget lavt; og Marine Le Pen havde fået omkring 40 % i meningsmålingerne.

Så det er meget klart, at hun ville være den vindende kandidat ved det næste valg, og selvfølgelig et ikke så uafhængigt retssystem – og det er ikke første gang, at retten i Frankrig har handlet på denne politiske måde, for det skete flere gange for vores kandidat Jacques Cheminade, hvor de forsøgte at orkestrere og manipulere situationen, hvilket er typisk for det såkaldte »demokrati«. Jeg mener, jo mere man oplever den slags ting, og jeg må sige, hvad der skete med min afdøde mand og organisationen, så er det umuligt stadig at tro på demokratiet, når man ser, at hver gang en kandidat, der ikke er med i den såkaldte NATO-fortælling, får den »rumænske behandling« eller »LaRouche-behandlingen«, så mister man enhver tillid til systemet! Og det er præcis, hvad der sker: Det sker i Frankrig, og jeg kan kun gætte på, at de vil få meget store demonstrationer; hendes nye partinavn, Rassemblement National (RN), har allerede opfordret til store demonstrationer i mange franske byer, og efterhånden som hele den finansielle og økonomiske krise bliver værre, hvem ved så, hvor det ender?

Og det samme gælder i Tyskland! I Tyskland, hvis de ikke kan samle en regering – og hvordan kan de det? De forsøger nu at sammensætte en regering af partier, som har været absolut modstandere af hinanden i valgkampen, og nu skal de finde et kompromis: Det fungerer naturligvis ikke. Det viser svagheden ved det parlamentariske system. Og så beskylder de Kina for at være et »autokrati«, men det såkaldte »altomfattende demokrati«, som de praktiserer i Kina, er en demokratisk model, som muligvis endda fungerer meget bedre end det såkaldte vestlige system.

Men jeg tror, vi er på vej mod en enorm krise i begge lande, i Frankrig og i Tyskland, og der er nu lækager om, at den nye koalition, mens de har disse interne stridigheder og problemer med overhovedet at danne en regering, allerede er ved at forberede et nyt papir, der skal straffe de EU-medlemmer, der ikke opfylder alle reglerne. Nu nævner de ikke Ungarn, men det er klart, at de mener Ungarn, og at de måske vil smide Ungarn ud af EU. Hvis de gør det, tror jeg, at det er dødsstødet til EU, for det vil have en signaleffekt, og mange andre lande vil også forlade EU.

Så selv om trusselsbilledet fra NATO og EU lige nu ser meget stort ud, tror jeg, at de er meget sårbare og meget skrøbelige, hvis man ser på det fundament, de står på.

SCHLANGER: Du har lige forudset det sidste spørgsmål, som er relateret til Tyskland og vanskelighederne med at danne en koalitionsregering, når de to førende partier bliver mere og mere upopulære. Men personen spørger: »Er det et problem med de parlamentariske regeringer, som de findes i Europa? Især i Tyskland og Storbritannien, hvor man har mindretalskoalitioner, hvor man har regeringer, der kun i meget ringe grad reagerer på vælgernes og befolkningens problemer? Ville der være mulighed for en reform, for at gå fra et parlamentarisk system til et stærkt præsidentielt system, eller ville folk erklære, at det er for autoritært?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror heller ikke, at præsidentsystemet løser problemet fuldt ud, som man kan se i USA, hvor der er mere plutokrati end demokrati. Jeg mener, når man tænker på, at Wall Street i gennemsnit bruger flere milliarder på et sæde i Senatet og mange millioner på et sæde i Kongressen, og disse kongresmedlemmer og senatorer så udviser en utrolig loyalitet over for det militærindustrielle kompleks og andre aspekter af Wall Street. Jeg tror ikke, at det er et rigtigt svar.

Jeg tror, at det, der er brug for, er noget meget mere grundlæggende: Jeg tror, at vi har brug for en stor bevægelse af statsborgere, fordi ethvert system ikke fungerer, hvis borgerne er korrumperede. Man er nødt til at have individuelle mennesker, som træder frem, som kommer fra deres erhverv som videnskabsmænd, som lærere, som alle slags håndværkere, læger, alle mulige forskellige samfundslag; og så beslutter de sig for at bruge en vis tid af deres liv på det fælles bedste, og de er nødt til at prøve at kvalificere sig til, at de kunne være præsident eller kansler eller minister, fordi de mestrer økonomi, kultur, historie, videnskab.

Jeg tror, vi lige nu er i en situation, hvor den typiske, professionelle politiker – mange af dem i Forbundsdagen for eksempel – aldrig har haft et erhverv, de har ikke lært noget for at tjene til livets ophold, de har aldrig betalt skat; de kom fra universitetet, som de i mange tilfælde ikke afsluttede, og så gik de ind i politik, og de er ikke kompetente! Det er det, der er problemet. Vi har en udenrigsminister i Tyskland, som ikke ved, hvad ordet »diplomati« betyder! For hun har aldrig, i de tre år hun har været i embedet, demonstreret, at hun kender til diplomatiets kunst!

Ikke desto mindre tror jeg, at vi har – som jeg sagde før – en meget dybere intellektuel krise i Vesten, for hvor er de mennesker, der er uafhængige tænkere, som har opnået store områder af viden på egen hånd? De er ved at blive en minoritet! Og det er ikke dem, der leder partierne.

Så jeg tror, vi har brug for en slags ny – altså, der er nogle partier, hvor man har flere intellektuelle end andre, men jeg tror, vi virkelig har brug for en kulturel renæssance, fordi hele den »post-kristne kultur«, som udenrigsminister Lavrov kaldte den, har ført til en fuldstændig eliminering af hele den viden om det, der engang var 2.500 års europæisk historie og alt, hvad der hører med, som var en del af Humboldts uddannelsessystem: Det skal geninstalleres. Problemet nu er, at vi ikke har lærere, der er kompetente til det.
Så jeg tror, at vi virkelig har brug for en bevægelse af borgere over partierne, fordi partistrukturen er sådan en model, som har vist sig ikke at fungere.

SCHLANGER: Sidste spørgsmål, Helga. Den Internationale Fredskoalition mødes fortsat med Zoom-opkaldene hver fredag kl. 17.00 dansk tid. Hvad har du planlagt for denne uge, den 4. april?

ZEPP-LAROUCHE: Vi vil naturligvis have en masse meget vigtige talere fra Israel, fra Mellemøsten, for det er der, den største krigsfare er lige nu. Og naturligvis vil vi helt sikkert have toptalere om den udviklende strategiske krise ved siden af Kina som et nyt, kommende element i den. Så du bør helt sikkert følge med, for IPC er et forum, hvor folk fra hele verden hver uge har mulighed for at få det ufiltrerede syn fra topeksperter, og du bliver opdateret i diskussionen – og du kan deltage, hvis du tilmelder dig,  du kan deltage i diskussionen, og det er det, du bør gøre. Og du bør sprede nyheden om denne begivenhed til alle dine venner og kolleger.

SCHLANGER: Tak, fordi du kom i dag. Det er altid godt at se dig, og vi ses på fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, og vær meget aktiv sammen med os indtil da.

Ikke korrekturlæst

[HZL] [HCS]

Onsdag den 26. marts 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 26. marts 2025. Jeg er Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært. Du kan sende spørgsmål og kommentarer pr. e-mail til fru Zepp-LaRouche på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden.

Vi har meget at tale om i dag, Helga. Løbende er der samtaler mellem USA og Rusland om fred i Ukraine, og der er konferencer i hele Europa, hvor man forsøger at holde krigen i gang i Ukraine. Men jeg synes ikke, vi skal begå den fejl at ignorere udviklingen i Sydvestasien, så lad mig starte med flere spørgsmål om den øgede fare for, at en regional krig bryder ud, og muligvis en verdenskrig derfra.

Det første kommer fra en fredsaktivist fra Storbritannien, som skriver: »Med demonstrationer på 100.000 mennesker i Israel i lørdags mod Netanyahu og vrede over hans fyring af chefen for Shin Bet, hans afvisning af at mødes med gidslernes familier og hans beslutning om at bryde våbenhvileaftalen, er der så en chance for, at han kan blive fjernet af det israelske folk?«

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, det kan udelukkes, for demonstrationerne er tilsyneladende ved at tage fart. Men jeg tror, at den umiddelbare fare er, at hele konflikten kan udvikle sig til en større krig i Mellemøsten med USA’s angreb på houthierne i Yemen, som er en reaktion på det, israelerne gør i Gaza. Og så ser det ud til, at Iran-politikken er det mest bekymrende. Det ser ud til, at der er en vis indflydelse på Trumps politik over for Iran. Det brev, som Trump skrev til Khamenei, var blandet, men det havde en masse provokerende toner, som ikke falder i god jord i Iran, da der stadig er denne fatwa, som siger, at Iran ikke har til hensigt at bygge atomvåben, fordi det er imod den islamiske religion. Ikke desto mindre er der en beskyldning, hvor Trump ser ud til at stille et ultimatum om, at Iran skal skaffe sig af med al atomar teknologi. Det er ikke helt klart, om det også omfatter det civile aspekt, hvilket ville være en fuldstændig krænkelse af Irans suverænitet.

Men jeg tror, at det mest bekymrende lige nu er, at der ifølge efterretninger fra åbne kilder lige nu er en udstationering af B-2 stealth-bombefly fra USA og forskellige amerikanske baser rundt om i verden til basen Diego Garcia i Det Indiske Ocean, og jeg tror også, at der i alt er to amerikanske hangarskibe i regionen. Hvis det nu er i retning af, hvad nogle kilder siger, efterretningskilder, analytikere fra regionen, som er eksperter i regionen, at dette peger i retning af et dødsstød mod Iran.

Hvis det sker – jeg siger bare, at det er scenarier, der bliver fremsat, men den militære udstationering på Diego Garcia ser ud til at være reel. Hvis det eksploderer, kan det fuldstændig ødelægge alt det positive, som Trump hidtil har gjort i forhold til Rusland. For hvis der kommer sådan et amerikansk, måske israelsk-amerikansk angreb på Iran, så vil det fuldstændig ødelægge de skridt, der er taget i Riyadh, hvor der er kommet visse positive tegn på, at konflikten omkring Sortehavet kan løses fredeligt, og både ukrainere, russere og amerikanere ser ud til at tage små skridt i retning af fremskridt. Men jeg kan kun udtrykke den største bekymring over, hvad der foregår i Mellemøsten. Jeg tror, vi sidder på en komplet krudttønde, og jeg tror, det er virkelig ekstremt farligt, for endnu en lille hændelse, som et terrorangreb, en rigsdagsbrand, der kan skabe begivenheder i området, og så kan vi faktisk få en optrapning, der ikke er til at komme udenom.

SCHLANGER: Det har vi et spørgsmål til. Nogen sagde: »Hvis Trump åbent støtter et israelsk angreb på Iran, hvad vil det så betyde for normaliseringen af båndene mellem Rusland og USA? Er det muligt, at det er strategien fra London for at vende Putin mod Trump og bryde samarbejdet?«

ZEPP-LAROUCHE: Det spørgsmål er allerede svaret. Ja, jeg tror, det er det, for man kan tydeligt se, at med de meget lovende skridt i retning af nedkøling og forhåbentlig løsning af Ukraine-krisen er der klare tegn på, at briterne, Keir Starmer, forsvarsminister John Healey, den franske præsident Macron og andre i Europa, ikke er enige i denne løsning, og de danner det, de kalder en »koalition af villige«, med det dobbelte ord, at de vedvarende vil sende våben og udstyr til Ukraine, for at sikre Ukraine endda efter krigens afslutning, med altid tanken om at holde konflikten i gang. Så denne »koalition af villige« er tydeligvis designet til ikke at støtte fredsbestræbelserne mellem Trump og Putin, men til at gøre det modsatte: At blive ved med at levere våben. Og det er helt forfærdeligt.

Det har forårsaget en stor, jeg vil sige strategisk vigtig reaktion fra den russiske udenrigsminister Lavrov, som holdt en utrolig skarp tale, hvor han dybest set sagde, at det, visse europæere gør lige nu, er i traditionen fra Napoleon og endda Hitler; at deres snak om at forårsage et strategisk nederlag for Rusland er præcis i denne tradition, og det går tilbage til Krimkrigen, til – han siger det ikke i denne tale, men det er blevet nævnt før – Lord Palmerston, og ideen om at skille Rusland fuldstændigt ad i mange stykker. Og hvis man ser på, hvad von der Leyen gør med sin ReArm Europe-politik, som hun omdøber til »Readiness 2030«, så synes jeg, at det er ekstremt bekymrende. Og jeg er virkelig ekstremt foruroliget over, hvad der foregår i Europa i øjeblikket.

SCHLANGER: Vi har endnu et spørgsmål fra Los Angeles – der er nogen, der skriver ind og siger: »Hej Harley og Helga. Jeg hørte jer sige i går, at en britisk admiral truede med at tilintetgøre 40 russiske byer. Har der været en modreaktion mod ham i Storbritannien? Eller er det nu acceptabelt for officerer at komme med sådanne provokerende udtalelser?« Og den samme person spørger: »Er der nogen stemmer i opposition i Tyskland til ‘Mr. BlackRock’ Friedrich Merz og hans skandaløse militærbudget?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at der er en modreaktion i Storbritannien; der er demonstrationer i gang. Også i Tyskland. Det er så utroligt, hvad der er sket. Den måde, hvorpå det nye parlament dybest set blev overlistet, eller rettere Merz, som vandt valget ved at love, at han ikke ville røre ved gældsbremsen, sagde i det øjeblik, han blev valgt ind: »Nej, situationen har ændret sig.« Så går han ind i det, som analytikere kalder den »finansielle bazooka« i Tyskland, som er sluppet løs. {Handelsblatt} sagde, at mængden af penge, der er blevet sluppet løs nu, er 1,7 {billioner} euro, og der er ikke noget loft: Det kan altid blive større. Det har ført til en situation, hvor det nye parlament blev indsat i går, og straks er AfD nu 1% højere på 23%; CDU gik 1% lavere. Så der er kun 4% mellem dem, og hvis det synker ind i befolkningen, hvad der sker lige nu, at der er sluppet et utroligt militært udgiftsprogram løs i Tyskland, som kun kan finansieres af penge, der er skabt uden for det almindelige budget, hvilket minder om det, Hjalmar Schacht gjorde med Mefo-lovene – og det, som folk virkelig er ved at vågne op til, langsomt, og gnider sig i øjnene og ikke vil tro det, men det er ved at synke ind, er, at når man først går ind på sådan en militariseringsvej, bliver det en selvopfyldende profeti, og det vil føre til krig.

Det er helt vanvittigt, for jeg mener, for det første er det hele baseret på fortællingen om, at Rusland har til hensigt at angribe et europæisk land, at Putin har til hensigt at genoprette Sovjetunionen, at han har til hensigt at opsluge hele Ukraine, derefter angribe Polen, så de baltiske lande og så endda et andet EU-medlem, intet af det er bevist! Det er simpelthen ren propaganda! Der er topmilitære eksperter, som advarer mod dette vanvid. Ted Postol, som er en af verdens førende eksperter i atomvåben, holdt ikke kun en meget vigtig tale for bare to dage siden i Berlin, hvor han igen viste, hvad han allerede har vist i vores program, hvad effekten vil være på Tyskland, hvis det nogensinde kommer til en krig: Nemlig ikke udløst af Rusland, fordi han også gør opmærksom på, at det russiske militær absolut ikke er i stand til at angribe hele Europa. Husk, at hele NATO’s militærbudget er ti gange så stort som Ruslands!

Jeg mener, at den eneste form for krig, der er tænkelig, er en atomkrig: Og hvis det kommer til en udveksling af atomvåben i Europa, vil Tyskland blive udslettet, og der er mange mennesker i Tyskland lige nu – ikke nok, men der er et betydeligt antal mennesker, der vågner op til det. Og lige siden mandag, hvor det nye parlament er blevet indsat, er der mange mennesker i Europa, som nu er virkelig bange, de er chokerede, de er forfærdede over, hvordan dette kup kunne ske. At mange mennesker taler om et »kup« – måske er det ikke juridisk et kup, men det har lighed med et kup, nemlig at Merz vendte 180 grader og kun behøvede en dag til at bryde sit løfte: Han løsnede gældsbremsen, hvilket ville have været legitimt og faktisk økonomisk klogt, hvis det var blevet gjort for at relancere den fysiske økonomi. Men at gøre det for en krigsøkonomi! Jeg tror, vi har en super-mega-krise. Og jo flere mennesker, der vågner op til den kendsgerning, jo bedre.

SCHLANGER: Nogen spurgte: »Har du en opdatering på, hvordan det går med de amerikansk-russiske forhandlinger? Går de fremad?«
ZEPP-LAROUCHE: Det er det eneste gode, man kan sige om det nuværende strategiske billede. Der var disse diskussioner i Riyadh, og det ser ud til, at de gjorde fremskridt på en hel masse punkter, herunder at skibsfarten i Sortehavet vil blive beskyttet, at de blev enige om ikke at bruge civile skibe til militære formål; og at der er en aftale mellem Rusland og Ukraine om ikke at angribe energiinfrastruktur, som forresten lige er blevet overtrådt af Ukraine igen. Men den russiske side besluttede sig for ikke at reagere på det, naturligvis for at forsøge at komme videre med denne aftale. Men det faktum, at der er en vis dialog i gang, er omtrent det eneste positive, man kan rapportere. Men jeg tror, at alle de andre indsættelser, som vi diskuterede før, er rettet mod at hindre dette fremskridt mellem USA og især Rusland.

SCHLANGER: Fra en landmand i Texas: »Jeg vil ikke have, at mine skattekroner skal betale for at dræbe palæstinensiske børn i Gaza. Mine venner siger, at Israel kontrollerer USA gennem den zionistiske lobby. Er det sandt? Og kontrollerer de præsident Trump?«
ZEPP-LAROUCHE: Det er det desværre, jeg tror, at man kan støtte præsident Trumps politik i forsøget på at forsone den diplomatiske diskurs med Rusland, hvilket jeg synes er helt afgørende, da dette er mellem de to største atomvåbenmagter, men jeg synes, at situationen i Mellemøsten er forfærdelig. Det faktum, at præsident Trump blev overbevist om at bombe Yemen, er forfærdeligt, fordi det, der kom fra houthierne, var en reaktion på IDF’s fornyede angreb på Gaza. IDF har fornyet offensiven med landtropper: Mere end 1.000 mennesker er blevet dræbt, de fleste kvinder og børn, og det ser ud til, at man nu er begyndt på det, der forsøges at blive den endelige flytning af alle palæstinensere.

Så houthierne reagerede på det. Og det, Trump burde have gjort, var det, han gjorde i første omgang, da han tvang Netanyahu til at indføre våbenhvilen. Men Netanyahu havde hele tiden gjort det klart, at han aldrig ville gå med til fase 2 af våbenhvilen, og den er nu ved at blive gennemført. Og jeg tror, at Trump er ved at få sig selv, USA og hele verden ind i en krig med Iran: Og hvis det sker, så tror jeg, at alle de fremskridt, han har gjort med Rusland, kan blive gjort til skamme i løbet af kort tid.

Så jeg tror, at svaret til denne bonde er, at jeg desværre tror, at disse kræfters indflydelse i USA er for stor, og det kræver en mobilisering af befolkningen imod dem.

SCHLANGER: Jeg vil opfordre ham til at sørge for, at han deltager i Den Internationale Fredskoalitions møde fredag den 28. marts, hvor der vedvarende har været møde hver eneste uge i 94 uger. Så kan han få sin stemme hørt og høre, hvad der ellers bliver sagt. Men fredag kl. 11.00 østlig tid har vi det næste opkald fra Den Internationale Fredskoalition.

Jeg har et spørgsmål, der kom fra en bankmand, som spurgte: »Tror du, at der kan komme noget positivt ud af dette initiativ til at gøre bitcoin til en del af det amerikanske Federal Reserve System?«

ZEPP-LAROUCHE: Nej. Og hvis du vil se på, hvad der sker, så se på Argentina, hvor denne spekulationsboble kollapsede fuldstændigt. Bitcoin og kryptovalutaer og såkaldte stabile valutaer er alle forsøg på at skabe kredit og penge uden for parlamenternes og budgetternes kontrol. Det er en fuldstændig spekulativ, privat indsats, og den går imod alt, hvad teorien om amerikansk fysisk økonomi, det amerikanske system, siger.
Nu synes jeg, det er meget problematisk, for det ser ud til, at Trump Jr. er involveret i nogle af disse bitcoin-operationer, og jeg tror ikke, der kan komme noget som helst positivt ud af det, og jeg kan kun advare alle, der tror, de kan blive rige hurtigt ved at sætte deres opsparing i det her: Gør det ikke! Lad være med at gøre det.

SCHLANGER: Tidligere, da vi talte om Yemen, kom spørgsmålet op om dette såkaldte DOD, Department of Defense call, som havde en journalist, faktisk en meget berygtet journalist, Jeffrey Goldberg, med. Så vi har et spørgsmål, hvor nogen skrev ind: »Jeg er meget mistænksom: Hvad tror du er den virkelige historie om, at Jeffrey Goldberg fra magasinet {The Atlantic} blev føjet til forsvarsministeriets opringning, da de angiveligt diskuterede bombningen af Yemen?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at denne såkaldte Signalgate tydeligvis er designet til at skabe problemer i Trumps kabinet for i sidste ende at få Waltz ud. Jeg synes, der bør være en seriøs undersøgelse af, hvem denne assistent er, og hvordan det blev arrangeret. For mig ser det ud til at være et rigtigt set-up. Og det ser nu ud til, at argumentet om, at der ikke blev afsløret tophemmelige oplysninger, måske ikke holder, da den nøjagtige timing af luftangrebene på Yemen blev diskuteret. Så det ville helt klart være et tegn på, at der blev lækket alvorlige efterretninger.
Jeg synes, det lugter af, at dette kunne være en ægte britisk designet Five Eyes-operation, som et modtræk til Trumps angreb på den dybe stat og lukning af mange af disse operationer, og her skaber de en typisk fælde for at forsøge at imødegå det. Og jeg tror, det er det, det er, og det bør undersøges.

SCHLANGER: Max Blumenthal rapporterede i dag, at Jeffrey Goldberg oprindeligt blev rekrutteret til politik af Meir Kahane, den ekstremistiske rabbinerterrorist, fra Jewish Defense League, og faktisk var i de israelske forsvarsstyrker i en periode som fængselsvagt. Og nu ender han som chefredaktør for magasinet {The Atlantic}. Så jeg tror, at det kommer ind på din pointe om, at det er et set-up.

Nu har vi et spørgsmål fra Thomas B., som spørger: »For at have et økonomisk genopretningsprogram for USA, ville Trump så ikke være nødt til at tage magten fra London- og Wall Street-bankerne? Det kan jeg ikke se ham gøre. Er der nogen chance for en Glass-Steagall-politik?«
ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at spørgeren har fuldstændig ret. Jeg kan heller ikke se Trump gøre det. Og Glass-Steagall ville også være det absolut nødvendige første skridt. Men jeg tror, at i betragtning af den strategiske situations kompleksitet og den ekstreme fare, vi befinder os i lige nu, bliver det, jeg har sagt i tre år, mere og mere påtrængende for hver time, der går: Og det er, at vi er nødt til at iværksætte en helt anden tilgang, nemlig at etablere en international diskussion om sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Jeg skrev Ti principper til en sådan diskussion, og Glass-Steagall er blot et element i den. Men i betragtning af, at vi virkelig befinder os i en opgørstid med total fare, mener jeg, at 1) Glass-Steagall ikke er nok; man er nødt til at lægge hele pakken på bordet, og jeg kan kun håbe, at mellem de igangværende bestræbelser, fra Kinas tre initiativer, Putins omtale af potentialet for et globalt sikkerhedssystem, at det bliver fremmet.

For det, man ser lige nu, er en reel modoffensiv: For eksempel er alle BRIKS-landene mål for finansiel krigsførelse; Indonesien har kapitalflugt, så de måtte bruge centralbanken til at gribe ind; og det påståede argument er, at Indonesien ville bruge for mange penge på skolefrokoster og gravide kvinder! Det er jo helt utroligt! Det er et suverænt land. Indonesien er meget vigtigt: Det kan blive den tredjestørste økonomi på kort tid; det er et vigtigt nyt BRIKS-medlem. Der er et lignende angreb på Brasilien, Sydafrika og Egypten, og man får næsten fornemmelsen af, at vi er på vej ind i stormens øje meget hurtigt, og derfor tror jeg, at man er nødt til at have en helt anden tilgang og tænke på, om en gruppe lande lige nu en gruppe lande ville insistere på at sætte en sådan global sikkerheds- og udviklingsarkitektur som et middel til at undgå krig på dagsordenen – for eksempel i FN’s generalforsamling – kunne det få verden til at indse, hvor stor faren er, og det ville fjerne den imperialistiske fraktions evne til at manipulere hver eneste konflikt, indtil den koger over, og det ville eliminere den mulighed. Og det er min dybeste overbevisning.

SCHLANGER: Vi havde igen et spørgsmål fra Storbritannien: »Har du nogen mening om det lovforslag om assisteret selvmord, der vil blive introduceret i det britiske parlament i denne uge?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kendte ikke til det lovforslag, men der er ingen tvivl om, at når man først bevæger sig i retning af finansiel fascisme – og det er, hvad denne oprustning er: For når man tyer til finansiering, i Hjalmar Schachts tradition, at man skaber penge uden for budgettet til at finansiere oprustning, så vil det i sidste ende gå hånd i hånd med massive nedskæringer på det sociale område, med brutale stramninger. Og som vi så det for 80 år siden, bliver eutanasi en økonomisk grund. Eller der er en økonomisk grund til aktiv dødshjælp: Man ønsker at reducere udgifterne til sundhedssystemet. Og det ser vi overalt! Vi ser nedskæringer i sundhedssystemet i USA, i Frankrig, i Tyskland, i Italien, og jeg har endda ikke kigget på alle de andre lande i detaljer, men jeg ved, at hvis de såkaldte større lande i Europa alle sammen lukker hospitaler, så er der naturligvis mange grunde til, at der på grund af budgetnedskæringerne ikke er nok sygeplejersker og specialister. Så jeg synes, det passer fuldstændig til den fascistiske profil: Og folk må hellere se på, hvad der skete for 80 år siden, så de kan mobilisere imod det i tide.

SCHLANGER: Helga, jeg har et spørgsmål mere til dig. Nogen skriver ind og siger: »For 42 år siden sidste søndag, den 23. marts 1983, holdt Ronald Reagan den berømte tale, hvor han annoncerede det strategiske forsvarsinitiativ, som var din mands politik, og som din mand rejste rundt i verden med dig for at promovere.« Så skriver han: »Nu taler Trump om en eller anden form for missilforsvarssystem. Hvad ville Lyndon gøre i dag?«

ZEPP-LAROUCHE: Han ville helt sikkert inddrage ideen i den nuværende begyndende dialog mellem Trump og Putin om at lægge et fælles missilforsvar på bordet. Det, folk ikke er klar over, er, at hele dette forslag, som blev til SDI, ikke var, hvad medierne sagde om det. Det var ikke »Star Wars«, det var ikke et forsøg på bare at bruge kinetiske energier til grundlæggende at benytte standardteknologier, men det var tænkt som en fælles forskning, hvor amerikanske og dengang sovjetiske og nu russiske forskere ville udvikle disse nye teknologier sammen, gennemføre disse systemer sammen, på en fuldstændig tillidsskabende måde. I dag ville man være nødt til at involvere alle de andre atomvåbenmagter på en eller anden måde, især kineserne, så det er nok mere kompliceret i dag. Men jeg tror, at denne idé – jeg mener, det er meget positivt, at Trump har talt om, at han vil halvere alle atomvåben, og på et tidspunkt sagde han endda, at han vil af med dem, og han kom med en vag henvisning til præsident Reagan og sagde, at han ikke havde teknologien endnu; så det indebærer, at russiske og amerikanske videnskabsfolk måske i det mindste har en idé om, hvor vi skal hen, hvilket Putin har demonstreret med de forskellige hypersoniske programmer, som han annoncerede den 1. marts 2018, og for nylig Oreshnik-missilet; men det er absolut nødvendigt at indføre det som en tillidsskabende foranstaltning for fælles samarbejde, fælles forskning og fælles udvikling af disse systemer.

SCHLANGER: Det kunne selvfølgelig også gælde for rumprogrammet, et fælles rumprogram. Og der har været nogle artikler i {Executive Intelligence Review} for nylig om videnskaben i det strategiske forsvarsinitiativ.

Så, Helga, det sidste spørgsmål: Vi har møde i Den Internationale Fredskoalition igen på fredag kl. 17.00 dansk tid. Hvad er der på programmet?

ZEPP-LAROUCHE: Vi vil helt sikkert diskutere krisen i Mellemøsten: Vi vil have specialister og eksperter fra Indien, Iran, Israel og Palæstina, så det bliver et stort kompleks. Eftersom krigsskyerne samler sig over regionen på en hidtil uset måde, skal du deltage på fredag, hvis du vil vide, hvad eksperterne mener. Og naturligvis situationen med Ukraine og oprustningen og den strategiske udvikling mellem USA og Rusland – og europæerne! Jeg kan kun sige, at Lavrov, som uden tvivl er en af de mest betroede og erfarne diplomater, verden har lige nu, hvis han begynder at bruge et sprog, som om det, europæerne gør, er i Napoleons og Hitlers tradition, så mener jeg, at det ikke er sagt med let hjerte. Så folk må hellere vågne op og høre disse advarsler, for I kan se, hvordan vi skridt for skridt bevæger os mod en katastrofe, som ingen vil komme ud af i live, hvis det går galt. Og vi vil forsøge at øge den Internationale Fredskoalition, så inviter alle dine kolleger, dine venner, dine familiemedlemmer. Se dette, deltag i det, for vi er nødt til at opbygge en ægte fredsbevægelse, som lige nu ikke er stærk nok.

På lørdag vil vi have store demonstrationer i Tyskland, i Wiesbaden, jeg tror i Berlin og andre steder. Det er på lørdag. Så kom til IPC på fredag, og overvej at deltage i enhver demonstration, du kan, på lørdag: For vi er nødt til virkelig at få ændret den nuværende kurs, før det er for sent!

SCHLANGER: Okay, Helga, tak fordi du kom i dag, og jeg er sikker på, at alle gerne vil være hos dig på fredag for at diskutere dette spørgsmål yderligere. Så tak igen.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, jeg håber, vi ses på fredag.

Ikke korrekturlæst

[HZL] [LJ_] Onsdag den 19. marts 2025

HELGA ZEPP-LAROUCHE: er [starter midt i en sætning] … er det perspektiv, der kommer fra den erfaring. Bare for at nævne konteksten meget kort, så var i går en fantastisk dag: På den ene side havde man den virkelig vigtige, supervigtige telefonsamtale mellem præsident Trump og præsident Putin, som jeg mener er ekstremt vigtig for håbet om at undgå atomkrig, og alle, der ikke er helt ude på dybt vand, bør efter min mening være glade for den samtale – selvom processen med at løse de komplicerede spørgsmål ikke er let. Og samme dag var der en lige så spektakulær begivenhed, dog i den anden retning, i det tyske parlament, Forbundsdagen, hvor et flertal på to tredjedele stemte for at løsne gældsbremsen og dybest set finansiere et enormt oprustningsprogram, som ifølge det tyske økonomiske dagblad {Handelsblatt} vil beløbe sig til 1,7 billioner euro inden for en overskuelig fremtid, som vil blive løsnet og brugt til primært militære formål. Og så, en dag senere, annoncerede von der Leyen fra København en ny hvidbog om militære spørgsmål for EU, som også annoncerede et program for 800 milliarder euro til oprustning.

Fortæl vores seere og lyttere, hvad du mener om denne udvikling. Og især, hvad kan du fortælle folk rundt omkring i verden, hvordan de efter din mening kan komme ud af dette?

LARRY JOHNSON: Okay, det burde være en nem opgave på fem minutter, ikke? (latter)
Så lad mig starte med turen til Moskva. Jeg ankom til Moskva for to uger siden i dag, torsdag [6. marts] – eller i morgen. Jeg rejste for to uger siden i dag, og jeg ankom torsdag og var der i fem dage, med et møde med udenrigsminister Lavrov mandag. Jeg var der sammen med dommer Napolitano fra hans show »Judging Freedom« samt en ung iværksætter fra Dubai ved navn Mario Nawfal. Og vi havde en meget åbenhjertig og behagelig samtale med udenrigsminister Lavrov. Det var ikke planlagt. Ja, vi var på forhånd blevet bedt om at forberede spørgsmål, men realiteten er, at da vi først kom ind til mødet, røg de spørgsmål ud af vinduet, og vi kunne få en diskussion. Lavrov er en gentleman. Han er sjov. Men han er også en alvorlig mand. Og jeg spurgte ham især om to ting: For det første, om præsident Putins tale til Ruslands sikkerhedsråd i juni 2024 stadig var Ruslands politik i forhold til at sikre våbenhvileforhandlinger med Ukraine? Og Lavrov var ikke kategorisk omkring det: Han sagde: »Absolut. Det har ikke ændret sig.« Og så er de holdninger, som Putin fremlagde i 2024, at Ukraine for det første skal opgive og fjerne sig fra alt russisk territorium, hvilket inkluderer de nyligt indlemmede områder Kherson, Zaporozhye, Donetsk og Lugansk. Så de er nødt til at trække sig tilbage og stoppe alle militære aktioner. De er nødt til at afstå fra at tilslutte sig NATO, de er nødt til at afholde nye valg for at få en legitim leder på plads, som Rusland kan forhandle med, fordi Zelenskyj ikke betragtes som en legitim leder i lyset af, at han aflyste den sidste runde af præsidentvalget; og at USA er nødt til at afbryde al militær, finansiel og efterretningsmæssig støtte: De skal stoppe med at understøtte krigen. Det har ikke ændret sig. Så det er Ruslands krav til at starte forhandlinger om at bringe krigen til ophør, for så vidt angår at tale med Ukraine.

Så spurgte jeg ham om forholdet til Kina. Igen tror USA ud fra et politisk synspunkt, især omkring Trump – og det er ikke kun omkring Trump, det er tværpolitisk – at vi på en eller anden måde kan splitte Rusland fra Kina og bruge Rusland som en kile til at angribe og underminere Kina. Jeg mener, det er simpelthen vanvid. Men denne imperialistiske sygdom, som inficerer Vesten, er som en afhængighed. Det er meget svært at holde op. Men Lavrov påpegede, at Rusland og Kina nu har et forhold, som ikke er overfladisk: Det er gennemgribende, det er dybt. Det omfatter både økonomi, politik og militær. Lavrov erkendte, at der er ideologiske, filosofiske forskelle, som kan adskille de to; hvert land har sine egne interesser, som det forfølger, men de er også modne nok til at erkende, at de har mere til fælles, hvor de kan arbejde sammen.
Helt ærligt, så tror jeg, at Ruslands forhold til Vesten, Vladimir Putin og den russiske regering, fordi – når USA begår den fejl at personliggøre dette, altså som om Putin er diktatoren og styrer alt, hvilket absolut ikke er tilfældet. Men jeg tror, at russerne i det store og hele endelig har indset, at USA er det samme som en voldelig ægtefælle, som har skadet os i årevis. Og vi er altid vendt tilbage til dem med et løfte om at opføre sig ordentligt; de lover aldrig at gøre det igen, og vi vender tilbage, og de banker os, voldtager os, du ved, misbruger os; og det har været Ruslands forhold til Vesten. Og Rusland er nu, tror jeg, i særdeleshed udtrykt af Putin så sent som i går på en konference for industrifolk – Rusland forstår, at der ikke er udsigt til et normalt forhold til USA. Det betyder ikke, at de ikke kan have normale diplomatiske forbindelser, men forståelsen af, at USA aldrig vil gøre noget for at handle i Ruslands interesse, og bestemt ikke vil være ivrig efter at identificere eller acceptere nogen af Ruslands nationale interesser. Det er i høj grad et nytteorienteret forhold: Det handler om, hvad vi i Vesten vil have ud af det, og hvad vi kan tage fra Rusland, hvad vi kan udnytte fra Rusland, og hvordan vi kan manipulere og bruge Rusland til at nå andre mål.
Og det ved russerne godt nu. Så de siger: Okay, det gør vi ikke mere. Vil du have et forhold? Vi vil have et venskabeligt, voksent forhold, men der er ingen romantik involveret. Det skal være fair, det skal være retfærdigt, og hvis du ikke vil have det, så er det fint! Vi er glade for at leve vores liv uden at bekymre os om jer. De har ikke brug for Vesten. De anerkender, at de er bedre stillet, hvis de ikke skal bevæbne sig selv. Men helt ærligt, som du påpegede, er tyskernes handlinger, kombineret med retorikken fra Frankrig og Macrons tilbud om en atomar paraply, og så Starmers forsøg på at samle en »koalition af de villige«, Rusland erkender, at Vesten stadig er opsat på at invadere det og forsøge at ødelægge det. Og derfor vil det vedvarende tage skridt til at forsvare sig, og det vil ikke sænke paraderne og give efter for en våbenhvile, bare for at forsøge at tilfredsstille Vesten.

ZEPP-LAROUCHE: I betragtning af, at der synes at være to universer, hvor folk, der lever i det ene univers, har en overbevisning og et sæt aksiomer og måder at forstå, hvordan verden fungerer på; og så har du denne fantastiske afbrydelse på siden af de mennesker, der nu kalder sig selv »De villiges koalition«. Men hvis man ser på det, så er den tyske økonomi i frit fald på trods af al denne blær; de europæiske økonomier generelt kan ikke længere hamle op med Asien; og i en vis forstand, selv om de går ind i denne militære oprustning, deles dette ikke af alle, ikke engang af hele EU. Meloni har lige sagt, at hun ikke ønsker at være en del af dette. Naturligvis Ungarn, Slovakiet, men også lande som på Balkan, og faktisk også Spanien, der heller ikke er begejstrede, så vi ser virkelig kun på en meget lille del, endog af EU!
Hvad er din første forståelse af, hvorfor de gør, som de gør? Og for det andet fik jeg en rapport i dag fra flere af vores medlemmer, som havde mange diskussioner fra i går, efter at disse to begivenheder fandt sted praktisk talt samtidig, telefonopkaldet mellem Putin og Trump og så denne utrolige afstemning i Forbundsdagen, og befolkningen i Tyskland er helt forfærdet! De er ekstremt oprørte: De tænker: »Åh gud, hvor fører det os hen? Hvad kan vi gøre?«

Så hvad er dit råd til, hvad vi skal gøre? Hvad bør tyskerne indse efter din mening?

JOHNSON: Jeg tror, at en del af det, der driver dette, er beslutninger truffet af folk som Starmer, Macron og nu Merz, og det er penge. Og der er bogstaveligt talt blevet sparket millioner af dollars tilbage til politikere i Vesten. Jeg er klar over det her i USA, fordi en af mine venner er involveret i denne efterforskning: De har identificeret 26 medlemmer af den amerikanske kongres, både i Repræsentanternes Hus og i Senatet, som har modtaget – jeg ved, at en bestemt person, som har været en meget fremtrædende fortaler for at finansiere krigen i Irak, har modtaget 17,2 millioner dollars på sin egen personlige bankkonto! Så jeg har en stærk mistanke om, at folk som Starmer, Macron og Merz er blevet betalt af elementer med forbindelse til organiseret kriminalitet. Kan jeg bevise det lige nu? Nej, men det er min opfattelse, at der er et økonomisk incitament i det her, for ud fra et rationelt politisk synspunkt giver det, de går ind for, absolut ingen mening. Det er faktisk i modstrid med, hvad offentligheden ville forvente i et ægte demokrati, hvis et demokrati betyder, at man forsøger at følge folkets vilje eller udtrykke, hvad flertallet mener. Og så tror jeg, at et andet element er, at især i Storbritannien er de i høj grad økonomisk eksponeret i Ukraine, hvor de bogfører adgangen til ressourcer i Ukraine og ønsker at beskytte den adgang for enhver pris.

Og så har vi bare historien: For det er kun ca. 170 år siden, at briterne og franskmændene invaderede Krim og kæmpede mod Rusland. Så denne langvarige fjendtlighed mellem disse kolonimagter i Europa, som forsøgte at forhindre Rusland i at blive en del af Europa, og som samtidig forsøgte at erobre og ødelægge det, er ikke aftaget. Så du har ret i, at der er en enorm forskel på, hvad befolkningen nødvendigvis ønsker, og hvad ledelsen gør. Men en del af problemet er, at uanset om det er Storbritannien, Frankrig eller Tyskland, så er politikken meget rodet. Der er endnu ikke en klar flertalsbevægelse, som har rejst sig og sagt: »Vi er nødt til at stoppe det her.« For mange mennesker har fejret AfD’s succes ved det seneste valg, hvor de fik omkring 20 % af stemmerne. Men lad os være realistiske: De fik en femtedel af stemmerne, okay? Det er ikke et flertal, ikke i nærheden. Og der var heller ikke noget andet parti, du ved, alle var i 20’erne og 30’erne. Så det betyder, at du har et fuldstændig fragmenteret samfund. Det er problemet: Indtil offentligheden samles om et bestemt emne eller en gruppe af emner og siger: »OK, vi vil ikke være et land, der går i krig,« så vil du på det tidspunkt få en ændring i politikken; men indtil da vil disse politikere bare udnytte den manglende konsensus til deres egen fordel.

ZEPP-LAROUCHE: Der er mange, selv juridiske eksperter, som meget varsomt, men ikke desto mindre siger, at det, der er sket, ligner et statskup i Tyskland, fordi Merz gik til valg på løftet om, at CDU/CSU ville stå for ikke at slække på gældsbremsen – jeg mener, bare i parentes bemærket, at gældsbremsen er en forkert politik, fordi den udspringer af Maastricht-stramhedsvanviddet; så jeg forsvarer ikke gældsbremsen som sådan. Og nu er man nødt til at ændre forfatningen, fordi de stemte den ind i forfatningen, hvilket var tåbeligt. Hvis man nu vil ændre den, ville det være meget fornuftigt at sætte gang i realøkonomien – infrastruktur, modernisering, investering i innovation og alle disse ting. Men selv i infrastrukturdelen af dette program er der mange komponenter, som virkelig tjener logistikken for en fremtidig oprustning og bevægelse mod øst – man har broer og motorveje og tog, der kører fra vest til øst i tilfælde af en militær begivenhed. Men dette bruges udelukkende til militær orientering, og jeg tror, at det store spørgsmål bliver, hvor disse penge vil gå hen? For det militærindustrielle kompleks vokser helt sikkert enormt lige nu i Europa; men jeg tror ikke, at de på kort sigt har evnen til at producere alle de ting, de vil putte i dette, så sandsynligvis vil en stor del af dem gå til det militærindustrielle kompleks andre steder, blandt andet i USA. Det ville ikke overraske mig, for Merz var administrerende direktør for den tyske afdeling af BlackRock, før han begyndte sin politiske karriere.

Så i en vis forstand lovede han ikke at gøre det ved valget. Så vandt han, og næste dag siger han: »Åh, undskyld! Nu løsner jeg gældsbremsen og slipper den her bazooka løs.« Teknisk set er det måske ikke et statskup, men de facto gør det ingen forskel. Det kunne lige så godt have været en helt anden person, der marcherede ind og tog magten.

Så jeg synes, det er et af de værste og mest tragiske øjeblikke i tysk historie – i hvert fald i dette århundrede – og jeg er enig med dig i, at den eneste løsning ville være, at denne overfladiske splittelse, for Die Linke kunne f.eks. sammen med AfD have insisteret på, at parlamentsformanden, i stedet for at foretage afstemningen om forfatningen, kunne have indkaldt det nye parlament samme morgen, hvilket, i betragtning af at argumentet var, at hvis det var så påtrængende, ville hun have haft alle grunde til at indkalde det nye parlament, men der havde Merz ikke to tredjedeles flertal.

Så derfor tror jeg, at det, du siger, med hensyn til den absolutte, påtrængende nødvendighed af, at folk virkelig begynder at – og her gjorde Die Linke det ikke, fordi de sagde: »Vi vil aldrig gå sammen med et ekstremt højreorienteret parti, som det, der overvåges af [Bundesamt für] Verfassungschutz, af den interne efterretningstjeneste. Og hvis du spørger dig selv: »Hvad er værst? At arbejde med nogen, der ganske vist har nogle skinhellige elementer i sig – du ved, AfD har nogle meget problematiske mennesker i sig; men i det store og hele er der også meget anstændige mennesker i det. Så i stedet for at forhindre Tyskland i at gå i krig, har de denne latterlige idé om, at man ikke kan arbejde sammen med sådanne mennesker. Fortæl, hvad du mener om det.

JOHNSON: Det er lidt ironisk, hvad Tyskland går igennem nu. Det minder om det, der skete i 1920’erne og ind i 1930’erne med nationalsocialismens fremmarch: Hvad jeg mener med det, er, at det økonomiske kaos, der var i gang, og manglen på en sammenhængende politisk kraft; og lige nu ser vi ikke nogen anden gruppe, selvom AfD bliver portrætteret som nazisternes genfødsel, hvilket det ikke er. Men vi ser ikke nogen med den slags personlighedskarisma, som Hitler udviste dengang, og som i sidste ende gjorde ham til en populær figur; og en populær figur, til dels fordi han genoprettede økonomien i Tyskland, han overvandt de økonomiske problemer, og du ved, gav folk stor stolthed over at være tyskere på det tidspunkt. Ser vi nogen form for politisk aktør nogen steder i de forskellige tyske politiske partier med den slags karisma og evner? Nej, især ikke Merz. Merz er næsten som en dårlig stereotyp i en Hollywood-film, der forsøger at skabe en skurk med sine forbindelser til BlackRock. Og det er her, jeg tror, vi kommer til sagens kerne, det er stadig »follow the money«. Det hele handler om penge og rigdom. Og BlackRocks eksponering i Ukraine er betydelig. Og hvis Rusland fortsætter ad den vej og besejrer Ukraine, vil det være et betydeligt økonomisk tab, både for BlackRock, men også for Storbritannien.

Og her er Merz så, selvom han tilsyneladende forsøger at lede Tyskland, tjener han sin tidligere finansielle herres interesser. Og det er her, vi kommer til sagens kerne, at det ultimative mål for alle udgifterne til militært udstyr og den slags er at forsøge at ødelægge Rusland og tage alle Ruslands naturressourcer og bruge dem til gavn for Vesten. Jeg mener, Vesten er som en græshoppesværm lige nu, der forsøger at falde ned over en majshøst og blotte den.

Så det er det, Rusland kæmper imod. Og måske er det heldigt, at det, der foregår i Vesten, er manglen på en sammenhængende politik: Det er mere som folk på et synkende skib, der prøver at finde ud af, hvem der kan komme først i redningsbåden, og prøver at få kontrol over den redningsbåd. Det skaber uundgåeligt kaos.

ZEPP-LAROUCHE: Ja. At ødelægge Rusland fungerede ikke så godt. Baerbock, som stadig er vores udenrigsminister, havde sagt det mange gange, og nu foreslog nogen i den tyske regering, at hun skulle være formand for FN’s generalforsamling i et år fra september, hvilket er en absurd idé – hun ødelagde Tysklands image i hele sin periode som udenrigsminister, og nu foreslår de det! Så selv den tidligere chef for sikkerhedskonferencen i München, Christoph Heusgen, sagde, at det er absurd, fordi hun simpelthen er utidssvarende. Og i en vis forstand er det fuldstændig vanvittigt!

Men for at vende tilbage til det britiske spørgsmål: Den eneste interessante udvikling er, at hvis man ser på Rusland-analysen af, hvem der laver al sabotagen og forstyrrer ethvert forsøg på at løse tingene, så peger de meget stærkt på briternes rolle. Og det ser også ud til, at præsident Trump på baggrund af sin erfaring med Russiagate, og hvem der stod bag, er meget opmærksom på briternes rolle. Men briterne sendte Starmer til Washington i et forsøg på at manipulere situationen. Så hvor tror du, det her kan ende?

JOHNSON: Den gode nyhed er, at briterne åbenlyst vil være ude af stand til at gennemføre deres plan, det de ønsker at gøre. Og det er simpelthen, fordi de taler stort, de taler, som om de er Great Dane, men i virkeligheden er de en ældre legetøjspuddel uden tænder. De kan stadig lave rod i gulvtæppet, de er meget ubehagelige at være i nærheden af, men militært er de udhulet. Og du kan tage hele den britiske hær og putte den ind på Manchester Uniteds fodboldstadion, og der vil stadig være 20.000 sæder til rådighed til yderligere tropper! [De har ingen militær styrke, hverken hvad angår flådestyrker, luftvåben eller landstyrker. Ikke desto mindre opretholder de denne forestilling om, at de på en eller anden måde vil gøre en forskel på landjorden i lande som Ukraine. Og du har ret i, at briterne spillede en rolle i Rusland – de har virkelig haft en skadelig indflydelse! Og det er derfor, Trump på en måde legede med Starmer og ikke gav Starmer, hvad han ville have. Det, Starmer leder efter, er en garanti for, at hvis de begynder at skændes med Rusland, så vil USA komme og afslutte det. Og indtil videre har Donald Trump sagt: »Øh, nej. Det kommer vi ikke til at gøre.« Så Starmer er stadig på bar bund.

Jeg kan virkelig ikke se, hvordan han kan blive ved med at fokusere på udenrigsanliggender, mens han ignorerer den hjemlige uro! Storbritanniens økonomi er ikke meget bedre end Tysklands, og Storbritanniens økonomi er i bedste fald i stagnation. Så der er økonomisk recession i hele Europa, og det er ikke kun et spørgsmål om at kunne skaffe midler, men de har heller ikke personalet. Der er ikke det, jeg vil kalde tyske patrioter og britiske patrioter, der siger: »Vi vil i militæret! Vi vil kæmpe for vores land!« Heldigvis har vi ikke mange af den slags følelser: Det er den gode nyhed.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er forbløffet, for hvis man ser på de forandringer, der sker i verden lige nu, er de så gigantiske og så store, at det er meget svært at forstå, hvordan nogle mennesker ikke kan se det. Jeg vil give dig et eksempel: I går eller for to dage siden deltog Tulsi Gabbard i Raisina-dialogen i Indien, som er et meget prestigefyldt forum, der afholdes af det indiske udenrigsministerium og Observer Research Foundation. Og hun holdt en meget passioneret tale, fordi hun er hindu, og fordi hun føler, at Indien er hendes andet hjem. Og det indebærer naturligvis en god forbindelse mellem Indien og USA.

Samtidig holdt Modi, som også har en god forbindelse til Trump, en meget vigtig tale, hvor han sagde, at forholdet mellem Indien og Kina nu er meget bedre, og at de er som en familie, hvor man måske har små uoverensstemmelser, men hvor man ikke lader det udvikle sig til en virkelig alvorlig konflikt. Det hænger sammen med Rusland, som har et meget stærkt partnerskab med Kina. Så BRIKS-landene er på vej til at blive en ny fremtidig magtblok, eller de er allerede en magtblok. Og hvis USA via sådanne forbindelser som et pragmatisk forhold til Rusland og et positivt forhold til Indien, kan jeg konstatere, at USA ikke længere er modstander af det. Og Putin havde, før han talte i telefon med Trump, et møde med russiske industrifolk, og han fremlagde et perspektiv, hvor han sagde, hør her, fremtiden ligger virkelig hos den Globale Majoritet, BRIKS, og han rådede dem til at investere i dette område osv.

Så det, du ser, er en fuldstændig strategisk omlægning med Asiens fremgang; det er ikke kun Kina, men hele Asien. Så har du BRIKS-landene i tillæg til det, og der er et enormt ønske fra afrikanerne om for eksempel at holde op med at være råvareproducerende lande, og de ønsker at tage skridtet til at blive mellemindkomstlande på kort sigt, hvilket de nu kan gøre, fordi de har partnerskabet med Kina; mange af dem er allerede med i BRIKS eller ønsker at være en del af BRIKS.

Så hele verdens magtcentrum har tydeligvis flyttet sig, og fra det synspunkt ser det for mig ud til, at de få europæere virkelig er »altid i går«-folket: Dem, der bare ikke forstår, at verden har ændret sig, og de holder fast i deres gamle, neoliberale, neokolonialistiske verdenssyn. Og jeg tror på en måde, at det ikke kan vare længe, fordi dynamikken i denne nye magtblok vil være så tydelig, og især hvis USA i det mindste indtager en neutral eller ligefrem positiv holdning til det, tror jeg, at vi står over for gigantiske ændringer til det bedre. Så jeg har en underliggende, enorm følelse af optimisme.

JOHNSON: Jeg er enig med dig, især med hensyn til, lad os kalde det afslutningen på den kolonialistiske æra. Vi kan markere starten på den kolonialistiske æra med Vasco de Gamas, Christoffer Columbus’, rejser og begyndelsen på at erobre territorier rundt om i verden, og den har udviklet sig og været vedvarende, indtil USA blev den eneste tilbageværende hegemon. Nu følger Europas vasalstater med i USA’s bestræbelser på at kontrollere verden via dollaren.

Jeg tror, at når historien skrives om mange år, vil de se tilbage på starten af den særlige militære operation i Ukraine som det skelsættende øjeblik, hvor den ene verden sluttede, og den nye verden kom frem i lyset. For det var starten på den krig og derefter de sanktioner, som Vesten, især USA, forsøgte at pålægge Rusland, hvor det blev klart, at USA håbede, at de havde Rusland i et afhængighedsforhold, og at de faktisk havde Kina i et afhængighedsforhold; at det er en meget formynderisk model. Jeg kan huske, at jeg oplevede noget af dette med min egen far, hvor han havde en tvist, da jeg fyldte 18 år, og han bad mig om at gøre en ting, som jeg helt ærligt mente var min ret til at træffe den beslutning. Så han sagde: »Enten gør du det, eller også skrider du!« Så jeg skred! Jeg skred! Kom ud, fik et job, blev uafhængig. Og vi har faktisk stadig et venskabeligt forhold efter det, men jeg var nu uafhængig; jeg var ikke længere afhængig.

Og det er det, der sker med Rusland, med Kina, med Iran, med Indien, med Sydafrika, med lande over hele verden. Og jeg prøver ikke at lade som om, at nogle af disse lande ikke har deres egne interne problemer at slås med – men ved du hvad? Det er deres problem at slås med. Det er ikke mit job at blande mig og være med til at fortælle dem, hvad de skal gøre for at løse deres egne problemer. Og det er her, Rusland kommer ind i billedet, i en lederrolle, for russerne har været meget kloge til at håndtere andre lande, ikke ud fra et synspunkt om selvhøjtidelighed, ikke behandle dem på en nedladende måde, men behandle dem som ligeværdige! Det ser man især hos de forskellige afrikanske repræsentanter, som jeg har mødt ved det internationale økonomiske forum i Sankt Petersborg: Russerne behandler dem ikke, som om de er en flok tidligere slaver fra Afrika, de behandler dem som ligeværdige. Og du ved, folk ved, hvornår de bliver talt ned til, og de ved, hvornår de bliver behandlet med respekt. Og det er en af de ting, der er ægte ved russerne: At de ikke taler ned til dig og behandler dig, som om du er et mindreværdigt væsen eller et insekt. Og det er der, jeg tror, vi går ind i denne nye æra.

USA og Europa forsøger desperat at holde fast i det, men som vi har set i løbet af især de sidste to år, er Frankrig og Belgien ved at blive smidt ud af Afrika, og det med rette! Det samme gælder USA. Hvorimod Rusland og Kina gør fremskridt, og de gør fremskridt, fordi Rusland og Kina ikke er nødt til at gå ind i disse lande for at voldtage dem for deres ressourcer! For Rusland og Kina har deres egne ressourcer. I stedet tror jeg, at de virkelig er oprigtige omkring at fremme den ægte økonomiske udvikling i disse lande.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, at den nuværende situation er meget håbefuld. Jeg ved ikke, om du er klar over, at da den særlige militæroperation startede, fremsatte jeg straks et forslag om, at vi absolut skal stoppe geopolitikken og gå over til en international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle verdens landes interesser, hvilket er i overensstemmelse med traditionen fra Den Westfalske Fred, og som naturligvis i dag ville omfatte Rusland, Kina, Nordkorea og Iran. Og da jeg fremsatte dette forslag for næsten præcis tre år siden, var der mange, der sagde: »Åh nej, det er for tidligt. Det kan ikke lade sig gøre. Nu er vi i krig, og derfor vil folk ikke lytte til det.« Men hvis man ser på det, bevæger vi os nu i denne retning, fordi Xi Jinping foreslår sine tre initiativer, det Globale Sikkerhedsinitiativ, Udviklingsinitiativet og Civilisationsinitiativet; og Putin holdt den 14. juni 2024 en meget vigtig tale, hvor han sagde, at han nu, på grund af den særlige militære operation, ser muligheden for et europæisk sikkerhedssystem og endda et globalt sikkerhedssystem. Og det betyder, at både Kina og Rusland har udtalt, at de tænker i et nyt, globalt sikkerhedssystem.

Så jeg tror, at det virkelig er målet for fremtiden, for jeg tror, at vi af mange grunde, fremkomsten af atomvåben, internettet, pandemierne og AI og digitalisering, virkelig befinder os i et historisk øjeblik, hvor vi er nødt til at tænke på menneskeheden som én, fordi man ikke længere kan løse problemet på en delvis måde. Jeg mener, Romerriget kollapsede, og folk i Indien havde ingen anelse om, at det fandt sted, og de havde en Gupta-periode med blomstrende litteratur og så videre; og først mange år senere fandt de ud af, at der i en anden del af verden var et enormt kollaps. Det her er anderledes. At vi sidder i samme båd, og jeg tror personligt, at det bedste, vi kan gøre, er at bevæge os mod et sådant internationalt system så hurtigt som muligt, for kun da kan man efter min mening løse problemer som Mellemøsten og andre krisepunkter, som stadig er i uorden.

Så tror du, at Trump ville være villig til at overveje sådan noget?

JOHNSON: Hvis du havde spurgt mig om det for tre uger siden, ville jeg have sagt ja. Hvis du spurgte mig i dag, ville jeg sige nej. Jeg tror, at Trump vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at sabotere BRIKS; han vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at opretholde den amerikanske dollars overherredømme; og jeg tror, at det til dels er det, der ligger bag hans opfordringer til at overtage Grønland og indlemme Canada i USA, og vi tager Panamakanalen. Du ved, det er et niveau af aggressiv imperialisme, som, måske for at give Trump kredit, ikke er diskret. Han lader ikke som om, han er »Mr. Peace« og kommer nu med denne aggression. Han siger ligeud, at det er det, han vil gøre.
På trods af noget af hans valgkampsretorik om at ville fremme fred og gøre en ende på konflikter, ser det ud til, at han puster til ilden. Og hælder mere og mere benzin på bålet for at udvide konflikterne, ikke mindske dem. Men han har lagt en klar linje for BRIKS om, at han vil straffe ethvert land, der forsøger at bevæge sig væk fra at bruge dollaren som reservevaluta. Nu fremsætter han den trussel, men jeg tror, at han har klare begrænsninger for, hvad han kan gøre i den forbindelse.

ZEPP-LAROUCHE: Men jeg tror ikke, at det – jeg mener, nu hvor Mark Carney er ny premierminister i Canada, kan det faktisk være et interessant problem. Men jeg tror ikke, at tendensen i verden går i retning af at tolerere sådanne handlinger.
Men lad mig stille dig et andet spørgsmål: Det faktum, at Kennedy-akterne nu er blevet frigivet – vi har naturligvis ikke haft tid til at se på dem endnu – og det faktum, at Tulsi Gabbard fjernede sikkerhedsgodkendelsen fra en hel masse mennesker, herunder Blinken og Sullivan – hvordan bedømmer du den del af Trumps politik?

JOHNSON: Jeg tror, at jeg generelt støtter, at Tulsi bliver direktør for den nationale efterretningstjeneste. Hun har ikke megen erfaring med efterretninger, men hun er i stand til at lære. Hun har normalt de rigtige instinkter, men hun er kommet på andre tanker og har dybest set måttet bøje knæ for den zionistiske lobby, American Israel Public Affairs Committee og andre. Hun er deres fange; hun kan ikke gå imod dem, hun kan f.eks. ikke komme ud og sige til præsidenten: Hey, at angribe Yemen, som du gjorde i weekenden, var en uvidende ting at gøre. det var dumt. Det var kontraproduktivt. Og at fortsætte med at true Iran er kontraproduktivt. Så i den grad vil hun desværre gå med til det.

Lad mig lige kort komme ind på Kennedy-sagerne: Jeg tror, at en af de ting, der er blevet skjult, er den rolle, som CIA spillede i at sende Lee Harvey Oswald til udlandet og derefter også kontrollere ham, da han kom tilbage. Jeg tror ikke, at han var den ensomme skytte, men en af de ting, som CIA har forsøgt at skjule i årevis, er deres direkte forhold – tænk tilbage, her er denne knægt, han er knap 17 år; han melder sig til det amerikanske marinekorps, han bliver radaroperatør. Og det næste, du ved, er, at han beder om at få lov til at forlade militæret. Det får han lov til, og han undskylder sig med, at han er nødt til at tage sig af sin syge mor. Og få dage efter, at han havde forladt marinekorpset, var han på et skib med kurs mod Rusland. Jeg tror, at han på et tidspunkt under sin træning i marinekorpset blev udvalgt til at blive en person – du ved, han begyndte at skabe en legende om sig selv som en pro-sovjetisk person; så når han kom ud, ville han i det mindste have en plausibel historie at sælge sovjetterne; hvilket han gjorde. Og han tog dertil og blev gift, og efter et stykke tid fungerede tingene ikke, så han kom tilbage til USA, men fortsatte forholdet til CIA, hvilket førte ham ind i aktiviteter, hvor han igen forsøgte at præsentere sig selv som pro-Castro. Og i mellemtiden fortsatte han med at tage tilbage til Mexico for at forsøge at sno sig eller finde ud af, hvordan han kunne komme tilbage til Sovjetunionen. Så han var en syndebuk, et redskab. Og det er en af de store ting, der er blevet dækket over i årenes løb.

Men hvem affyrede egentlig det skud, der dræbte Kennedy? Det står ikke klart for mig. Det ser ikke ud til, bare ud fra et praktisk synspunkt om Kennedy, med det dødelige skud i hovedet, som ser ud til, at hvis det kom bagfra, forklarer det ikke, hvorfor hjernemassen blev blæst om bag i bilen. Den skulle have været blæst ud foran. Så – men jeg er ikke sikker på, at du vil få mange svar ud af offentliggørelsen af disse dokumenter. Jeg tror, folk vil synge Peggy Lee-sangen »Is That All There Is?«.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er tydeligvis mindre ekspert i disse spørgsmål, end du er, men ikke desto mindre vil jeg antage, at der er mange mennesker, der har kigget på det, inklusive Oliver Stone; der var John F. Kennedy-filmen, og i den film »JFK« er der faktisk en meget interessant figur, oberst Prouty. Og vi var i kontakt med ham, da han stadig var i live, og han gav os et meget interessant interview, hvor han sagde, at mordet på Alfred Herrhausen, formanden for Deutsche Bank den 30. november 1989, var lige så betydningsfuldt med hensyn til et paradigmeskift i forbindelse med den tyske genforening som mordet på John F. Kennedy for USA. Fordi det startede et helt nyt paradigme. Og Warren-kommissionens mørklægning er et meget vigtigt punkt, og der er mange amerikanere, som jeg endda kender til, som er overbeviste om – eller lad mig sige det på denne måde – som ser på hele denne periode ud fra det synspunkt, at dette afsluttede en periode med optimisme i USA. For Kennedy var ekstremt optimistisk med hensyn til videnskabens og teknologiens rolle, med hensyn til USA’s forhold til udviklingslandene, og det hele sluttede og blev til det modsatte med mordet og Warren-kommissionens mørklægning.

Grunden til, at jeg kommer med denne længere udtalelse, er, at jeg for nogle år siden deltog i en dialog mellem asiatiske civilisationer i Kina, og der var alle de asiatiske nationer til stede. Og det, der imponerede mig utroligt meget, var, at alle disse lande – ikke bare Kina, men Indien, Persien, Vietnam, Thailand – alle kiggede på deres egen rige tradition, der nogle gange havde varet i 5.000 år, og definerede, hvad der var det stærkeste bidrag, de havde ydet, og ud fra det definerede de så styrken for deres egen fremtid. Og i betragtning af, at man i USA snart har 250-års jubilæum for den amerikanske revolution, tror jeg, at når man ser på det paradigmeskift, som Kennedy-mordet forårsagede, i sammenhæng med USA’s relativt unge historie, Jeg kan meget vel se, at det vil føre til et nyt syn på amerikansk historie ud fra spørgsmålet om, hvornår der var perioder, hvor USA spillede en positiv rolle – som John Quincy Adams’ berømte ord om, at USA’s rolle ikke er at tage til udlandet »på jagt efter monstre«, men at leve i en alliance af fredelige republikker. At gå tilbage til dette Kennedy-paradigme og så tænke på 250-året for den amerikanske republik, at det virkelig kunne føre til et fornyet intellektuelt engagement hos amerikanerne med deres egen historie, at afvise det, der var negativt, hvilket efter min mening var den periode, hvor der var et særligt forhold mellem USA og Storbritannien, og bruge det som grundlag for at styre verden som et imperium, baseret på modellen for det Britiske Imperium; at afvise det og gå tilbage til sin tradition som republik, fordi uafhængighedskrigen trods alt var den første antikolonialistiske krig i historien, mod det Britiske Imperium.

Så selv om dette strækker emnet lidt ud over Kennedy-sagerne, synes jeg, at det er en fantastisk mulighed at se tilbage på den amerikanske historie for at forsøge at bringe landets sjæl tilbage: Synes du ikke?

JOHNSON: Lad os kalde det den mytologi, der dominerer lige nu, hvor vores historiske forklaring på vores eksistensberettigelse er centreret om Anden Verdenskrig, og den myte er, at USA passede sig selv, da tyrannen Adolf Hitler rejste sig, og den japanske krigsmaskine gik amok, og derfor blev vi ufrivilligt trukket ind i denne krig, og vi reddede dagen, vi vandt krigen – du ved, hvis man ser bort fra, hvad Rusland gjorde for at besejre det nazistiske imperium, men det er en helt anden historie! Så efter det har amerikanerne stadig denne model, denne forestilling: »Hey, vi er de gode. Det er os, der prøver at genopbygge. Vi dræber ikke alle japanerne nu, vi lader Japan genopbygge,« og det gjorde vi. Vi underkaster ikke Europa vores styre, vi lader dem vælge deres styre. Da Sovjetunionen blokerede Berlin, gennemførte vi luftbroen for at give folk mad på bordet. Så det skabte en forestilling om USA som »den gode«. {Men}: Det, der skete som en konsekvens af Anden Verdenskrig, var den kloge skabelse af det militærindustrielle kompleks, fordi den mængde penge, der blev brugt på disse våbensystemer og de industrier, der voksede op omkring dem, blev noget, der stillede USA over for et ubehageligt valg: Hvis vi afviklede det, ville vi ødelægge vores økonomi, fordi det spillede en væsentlig rolle i den økonomiske vækst og efterfølgende velstand, som amerikanerne nød godt af i kølvandet på Anden Verdenskrig.

Så med oprettelsen af CIA, som startede i 1948, blev CIA en agent for udenlandsk indblanding, for at skabe, om man vil, krige eller trusler i udlandet, som så kunne retfærdiggøre øgede militærudgifter. Og USA udkæmpede ikke kun krigen i Korea, omstyrtelsen af Arbenz i Guatemala, omstyrtelsen af Mossadegh i Iran, det var i 1953-54; støtten til franskmændene i Vietnam, som startede USA’s engagement i Vietnam for at bevare, igen, et kolonialistisk imperium; og franskmændenes fiasko ved Dien Bien Phu, men ud af den fiasko træder USA ind. Så lige pludselig har du disse enorme økonomiske interesser, der er investeret i krig! Og helt ærligt, siden 1960, i de sidste 65 år, har USA fundet en undskyldning for at gå i krig med nogen i stedet for at finde et alternativ, og det er den situation, vi befinder os i i dag, hvor Donald Trump i lørdags indledte den uberettigede bombning af houthierne i Yemen og hævdede, at det var for at sikre navigationsfriheden. Men faktum er, at houthierne havde overholdt den våbenhvile, som Trump havde forhandlet på plads med sin udsending Witkoff, og houthierne angreb ikke længere skibe, der forsøgte at sejle gennem Det Røde Hav.

Nu har Trump angrebet dem, og han har angrebet dem med ét formål, tror jeg, og det er at starte en krig med Iran. Så vi er tilbage på et meget farligt tidspunkt. Og igen, den ultimative grund til alt dette er at holde Raytheons, General Dynamics, Lockheed-Martins, alle disse store industrivirksomheder, som betjener det militære samfund, flydende og med tilstrækkeligt med kontanter i lommerne.

ZEPP-LAROUCHE: Det er sandt, men på den anden side har russerne gjort nogle militære fremskridt, som de bruger omkring en tiendedel af USA’s militærbudget på, men ikke desto mindre gør de gennembrud som Oreshnik-missilet og andre systemer…

JOHNSON: Nemlig!

ZEPP-LAROUCHE: Og hvis man f.eks. ser på Kina, så er moderniteten i hundredvis af kinesiske byer – ikke én, men hundredvis! – det er så absolut forbløffende, hvad angår forskellen, sammenbruddet af infrastrukturen i Europa og i USA, og hvordan Kina nu har 45.000 km hurtigtogsystemer, de er landet på den anden side af Månen. Med andre ord kan den militære produktion være et middel i en vis periode, men hvis den ikke understøttes af en reel økonomi, er det en midlertidig ting. Og hvis Trump ikke anerkender det, og han ønsker at »gøre Amerika stort igen«, må han genopbygge infrastrukturen, han må bygge nye byer, han må gøre noget for rent faktisk at investere i realøkonomien i USA og ikke bare profitten for de mennesker, der har investeret i det militærindustrielle kompleks. Så hvordan tror du, at det her vil løse sig?
JOHNSON: Jeg tror, at hvis USA gennemfører sin plan om at gå i krig med Iran, så vil den krig ende i en katastrofe for USA. Og jeg tror, at det så vil blive ledsaget af et betydeligt økonomisk kaos. Det positive ved det er, at USA måske vil være i stand til at erkende, at vi er nødt til at bevæge os væk fra vores alliance med en militær-finansieret økonomi. Og hvad mener jeg med det? Det er en militariseret økonomi, fordi en betydelig del af den økonomiske aktivitet går til at skabe våbensystemer, som ikke har nogen praktisk anvendelse på slagmarken, som F-35. Det er et jetfly, som nu efter sigende koster i alt 200 millioner dollars pr. styk, når man tager både købs- og driftsomkostninger i betragtning! Fly bliver skudt ned! Man har ikke råd til at have noget så dyrt flyvende rundt! Men den finansialiserede aktivitet, når man ser på de største virksomheder på aktiemarkedet med hensyn til markedsværdi, er de dybest set sociale medier: Yahoo, Google, hvis du ser på dem, så laver de ikke noget! De producerer faktisk ikke produkter. De bygger ikke noget. Og USA har levet med den illusion, at fordi vi er afhængige af både de militære udgifter og af at have dollars, den primære reservevaluta, har vi været i stand til at finansiere, låne penge rundt omkring i verden, købe amerikanske statsobligationer, og vi kan vedvarende bruge, hvad vi vil, uden at skulle tage hensyn til, at det er gæld, som vi er nødt til at betale tilbage på et tidspunkt.

Så jeg tror, at kampen eller en krig med Iran virkelig kan ende med at skade os, men bringe en erkendelse ud af det om, at vi er nødt til at ændre vores kurs.

ZEPP-LAROUCHE: Desværre er vi allerede kommet til vejs ende, så for at vende tilbage til spørgsmålet om, hvad der bør gøres i Tyskland? Hvis man ser på det, så strækker imperier sig altid for langt og kollapser derefter, så jeg har indtryk af, at vi ikke er langt fra det. Så hvad kan vi gøre for at vække disse tyskere, så de ikke går denne vej? For nu, på dette sene tidspunkt af den strategiske omlægning, er det næsten tragisk at gå i denne retning. Har du et sidste godt råd til os tyskere?

JOHNSON: Jeg ville ønske, at det tyske folk bare ville være, hvem de er! I løbet af mine 23 år i det amerikanske militær har jeg tilbragt meget tid i Tyskland, og jeg har også haft det privilegium at holde foredrag om terrorisme i Braunschweig, Berlin, Bonn, Köln, Frankfurt, Stuttgart, Baden-Baden og München – så jeg har været vidt omkring. Og jeg har altid fundet det tyske folk usædvanligt kompetent og meget omhyggeligt i det, de gør. Så måske, hvis det tyske folk bare ville genopdage, hvem de er, genopdage deres nationale rødder og leve op til det, så ville de have grundlaget for at sige: »Vi er nødt til at ordne det her. Vi er nødt til at vende tilbage til ikke at gå i krig, men vi er nødt til at være mennesker, der kan fremme fred.« Så jeg er stadig optimistisk i forhold til, at den evne findes i den tyske befolkning.

ZEPP-LAROUCHE: Mange tak! Jeg deler dit håb og din overbevisning, for jeg synes, det ville være en skam, hvis Tyskland kollapsede og blev fuldstændig ødelagt på sidelinjen af historien, for vi havde engang en smuk kultur, som stadig er der, så verden kan se den.
Så mange tak! Dette var en yderst interessant {tour d’horizon}, så lad os håbe, at vores bedste ønsker går i opfyldelse, og ikke de værste forventninger! Så mange tak, Larry.

JOHNSON: Tak, Helga, for din venlighed og muligheden for at chatte med dig i så lang tid. Det sætter jeg pris på.

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen; tak, fordi I er kommet i dag. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 93. møde i træk. Mit navn er Anastasia Battle; jeg vil være jeres ordstyrer i dag sammen med Dennis Small og Dennis Speed.

Vi skabte dette forum for 93 uger siden for at samle den internationale fredsbevægelse, som ærligt talt har været meget dysfunktionel. Der er så mange interne stridigheder og skænderier, som er med til at forhindre ægte fred i at ske. Vi ønsker at bringe folk sammen på tværs af deres ideologier for at diskutere, hvad vi kan gøre for at opnå ægte fred i verden. Hvis du er for fred, er du velkommen her.

Vi vil have et panel af forskellige fredsledere fra hele verden. Jeg vil bede Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition, om at starte os. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen, god dag til jer alle sammen. Jeg tror, vi er ved at nå et afgørende vendepunkt i situationen. Alle øjne er rettet mod løsningen af Ukraine-krisen, efter at de vestlige medier og politikere virkelig har forsøgt at narre Putin ved at lokke ham ud i en situation, hvor han ville afvise Trumps såkaldte tilbud om våbenhvile. Men Putin håndterede det meget smart, så dagens gode nyhed er, at præsident Trump på sin Truth Social-kanal fortæller, at han så sent som i går havde en meget god diskussion med Putin, og at han på den baggrund mener, at der er en meget god chance for, at krigen vil slutte. Der er dog stadig tusindvis af ukrainere omringet af russiske tropper i Kursk-regionen, som er i en meget dårlig position. Trump har på det kraftigste bedt Putin om at skåne deres liv. Men det er tydeligvis på bordet nu, og det, Putin havde sagt før, var, at han ikke svarede nej til anmodningen om en våbenhvile, men han pegede på mange vanskeligheder, som skal løses. Nemlig at der er en 2000 km lang frontlinje, og at hvis våbenhvilen kun bliver brugt til at omgruppere og genopruste ukrainerne og træne nye rekrutter, så vil det naturligvis være meget kontraproduktivt, og derfor skal der arrangeres sikkerhedsgarantier.

Men ikke desto mindre er dette et stort gennembrud, for det faktum, at Trump og Putin taler direkte, og at den særlige udsending Witkoff tilsyneladende var i Moskva i går for at briefe Putin om detaljerne i diskussionen i Saudi-Arabien. Så jeg synes, det er et ekstremt lovende tegn. Det er selvfølgelig stadig en meget vanskelig situation, da det for det ukrainske militær kun er et spørgsmål om tid, hvornår denne krig slutter på grund af ren og skær mangel på soldater og våben. Men jeg vil gerne understrege, at det kun er den værste del af den strategiske krise, som er faldet til ro. Det betyder slet ikke, at vi er ude af den dynamik, som er ekstremt farlig.

Nogle af elementerne i den er det utrolige pres for militarisering i Europa, som jeg synes er helt betagende. Det har mange elementer – for eksempel kræver den polske præsident Duda nu atomvåben til Polen. Han vil fordoble den polske hær fra de nuværende 250.000 til 500.000 soldater, men mere grundlæggende er von der Leyens bestræbelser på at opruste Europa. Det er tanken, at de den 19. marts vil udstede en slags euroobligation for at finansiere alt dette.

Det er interessant, at chefen for det italienske forsvarsmagasin Analisi Difesa, Gianandrea Gaiani, korrekt sagde, at oprustning af Europa ikke er en forsvarsstrategi, men en finansiel plan for at overføre offentlige og private midler – inklusive sparernes investeringsfonde – til systemer, der fodrer forsvarsindustrien. Han sammenlignede det dengang med de italienske fascisters kampagne i 1935 for at donere deres guldbesiddelser for at hjælpe med at finansiere Italiens krig mod Etiopien.

For blot et par timer siden i dag stemte Forbundsdagen i Tyskland, og CDU/CSU, Socialdemokratiet og De Grønne blev enige om militærbudgettet på betingelse af, at der nu indledes koalitionsforhandlinger. Jeg har ikke de nøjagtige detaljer endnu, men det er en plan på 400 milliarder euro til militære udgifter, 500 milliarder euro til infrastruktur – hvoraf en stor del er afsat til at opbygge logistikken for militæret. Der var også et større beløb på 50 milliarder euro eller mere til De Grønne til klimatiltag, som var betalingen til De Grønne for deres støtte. Det er alt sammen meget tvivlsomt, fordi det hele er vedtaget af det gamle parlament, som netop er blevet stemt ud. De Grønne er blevet bestukket, fordi de ikke er med i den nye regering. I dag kommer der en afgørelse fra forfatningsdomstolen om, hvorvidt dette er lovligt eller ej. Der blev anlagt adskillige sager ved forfatningsdomstolen for at udfordre lovligheden af denne procedure.

Men hele den europæiske situation er virkelig gearet til denne militarisering. For eksempel har Rheinmetall, som er den største tyske våbenproducent, lige meddelt, at de sandsynligvis overtager en fabrik fra VW, som skulle have været lukket i Osnabrück på grund af krisen i bilindustrien. De vil producere tanks og andre ting på denne fabrik. Gæt, hvem der er den største aktionær i Rheinmetall? Det er naturligvis BlackRock, som Merz tidligere var bestyrelsesformand for i den tyske afdeling, før han nu er kanslerkandidat og sandsynligvis bliver kansler i den næste tyske regering. Det er virkelig von der Leyen med hendes militarisering; det er Macron, der tilbyder den franske atomare paraply til hele Europa. Jeg kan kun sige, at der er et hysteri i Europa, som er uden fortilfælde, og jeg tror, det er ved at blive et stort problem. Det er helt klart en operation, som vi er nødt til at undersøge nærmere, for hvem er det, der skubber på?

For eksempel er der nu et nyt åbent brev fra 18 højtstående akademikere, som siger, at den store trussel nu ikke kun er Rusland, men også Trump-administrationen. USA er ved at forvandle sig fra at være en allieret og beskyttende magt til en sikkerhedsrisiko for Europa. De mennesker, der har skrevet under på det – blandt andre – er Christian Mölling, Carlos Masala, Claudia Major og Herfried Münkler; alle er de rasende militarister, som tidligere var transatlantiske talsmænd. Men nu, hvor Trump er i embedet, er de tydeligvis på den britiske linje. Så vi er nødt til at se på disse menneskers afstamning. De optræder i talkshows hver eneste dag i Tyskland og opildner virkelig befolkningen.

Jeg tror, at vi er kommet et stort skridt videre, og hvis Trump og Putin kan løse Ukraine-krisen, vil det selvfølgelig tage en masse vind ud af sejlene på disse mennesker. Men der har allerede været advarsler om, at hvis europæerne forsøger at lokke ukrainerne imod denne Trump-Putin-fredstilgang og forsøger at fortsætte krigen, så er vi virkelig i en ny situation.

Det er indlysende, at det andet store krisepunkt er situationen i Gaza. Vi har begge små skridt i den rigtige retning med den egyptisk-arabisk-støttede genopbygningsplan for Gaza, som nu er blevet godkendt af Haaretz, fordi den israelske regering straks afviste den. Men samtidig fortsætter de forfærdelige begivenheder i Gaza og på Vestbredden. Der er nu kommet en ny rapport fra FN’s undersøgelseskommission, som blev offentliggjort i går. I denne rapport står der, at Israel med vilje angreb og ødelagde det palæstinensiske områdes vigtigste fertilitetscenter, indførte en belejring og blokerede for hjælp, herunder medicin til at sikre sikre graviditeter, fødsler og neonatal pleje. Så dette foregår tydeligvis. Det afspejler tydeligvis den situation, at krisen i Mellemøsten absolut ikke er overstået.

De andre ting, man skal se på, er, at præsident Trump i Panama meddelte, at han endda ikke udelukker den militære mulighed for at tage kontrollen over kanalen tilbage; og med hensyn til Grønland, som lige har haft et valg, hvor et parti vandt, som ønsker mere uafhængighed for Grønland, også af Danmark. Men præsident Trump sagde igen, at USA har brug for Grønland; at det vil ske; at han har talt med Danmark. Danmark ønsker naturligvis ikke at afgive myndighed over Grønland. Så det er stadig bekymrende, for jeg tror ikke, at USA har brug for Grønland, og princippet om suverænitet bør respekteres overalt, uanset om et land er stort eller lille eller har mange eller få mennesker.

Der er én god ting, og det er, at vores utrættelige kampagne for en løsning på et højere niveau – nemlig en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur – tydeligvis giver genlyd. Jeg tror, at det faktum, at Global Times i går havde en leder, hvor de skrev »en ny sikkerhedsvision, der er fælles, omfattende, samarbejdsvillig og bæredygtig«, er påkrævet. »[D]et ene lands sikkerhed kan ikke bygges på andres usikkerhed. Det er vigtigt at fremme og gennemføre denne nye sikkerhedsvision for virkelig at opnå langsigtet fred og stabilitet på det eurasiske kontinent og i verden.« Så jeg tror, at det virkelig er en afspejling af IPC-processen i det sidste års tid; præsident Xi Jinpings tre initiativer; det faktum, at præsident Putin på sit FSB-møde den 27. februar også havde sagt, at han mener, at et europæisk sikkerhedssystem og endda et globalt system nu er muligt. Så du har kineserne, Rusland og naturligvis Schiller Instituttets kræfter, der kæmper for et sådant omfattende nyt niveau, hvor alle krigens parter og interesserede parter vil sætte sig ned og blive enige om principper, som de gjorde i den Westfalske Fred. Så kan man arbejde videre med detaljerne, de territoriale udfordringer og krav, etniske konflikter, religiøse konflikter og alt muligt andet. Men først bliver man enige om, at menneskeheden er det, der tæller som den ene menneskehed, og at vi alle sidder i samme båd. Vi er den kreative art, og derfor bør vi være i stand til at finde en løsning på enhver konflikt på planeten.

Jeg tror, at det med få ord er, hvor vi er, og jeg synes, at det er meget lovende, men det kræver meget mere aktivering af mange mennesker.

Bemærkninger under diskussionen:

Der er mange ting, men jeg vil gerne svare Graham, for jeg synes, at opdelingen af Europa er lidt anderledes, heldigvis. Jeg tror, at etableringen af Europa, som var en NATO-plukket og NATO-domineret etablering i al den tid, nu med Trump i Det Hvide Hus, skiftede de straks til briterne. Og EU har i den forstand altid været den lokale eller regionale version af det Britiske Imperium, og den farve kommer nu frem hos dem, der er på denne militariseringskurs. Men i modsætning til det er der mange andre tendenser. Hvis du ser på Østeuropa, er det ikke så forenet, som du sagde, for der er Ungarn, Slovakiet, Rumænien – de forsøgte endda at annullere valget. Ikke desto mindre er den præsidentkandidat, der fik flest stemmer, anti-EU og pro-Rusland. Og endda i Georgien har man en meget blandet situation. På trods af at der er Maidans i gang i mange af disse lande, er der en meget højrøstet befolkning, som ikke tænker i EU-baner. Kroatien har lige vundet et valg med et overvældende flertal for den samme profil. Serbien er ikke medlem af EU, men ikke desto mindre en del af kombinationen; og Østrig har også en kandidat, som faktisk har den samme NTEU-profil, og ved hjælp af intriger forhindrede de ham i at blive den nye statschef. Så dynamikken er meget blandet, og jeg tror, at Italien sidder på hegnet; Meloni har givet udtryk for, at hun ønsker at være en bro mellem USA og Europa. Så det er meget langt fra at være forenet.

Derfor opgiver jeg ikke håbet om Europas identitet. En af grundene til, at jeg synes, det er værd at kæmpe for Europa, er, at hvis man ser på historiens lange bue, har Europa noget vigtigt at bidrage med. Det er i høj grad den europæiske klassiske kultur; alt fra den italienske renæssance til den tyske klassiske periode, den danske klassiske periode. Der var mange lande, endda mellem Polen og Litauen, du havde Jagiellonian Act, som kæmpede for en forfatning 300 år før den amerikanske revolution, som havde mange af de samme principper. Det eneste, jeg siger, er, at der er en rig tradition, og hvis den går tabt, vil det være en skam for hele menneskeheden. Derfor er vi nødt til at kæmpe for at få europæernes sande identitet tilbage på dagsordenen. Til det har jeg en stor bøn til folk som dig, Graham, og også Ray og andre, der måske er med i dette opkald. Jeg tror, at en svag flanke er, at hele den militariseringsplan, som nu tager fart, er baseret på den linje, at Putin vil angribe Europa; at han ikke er tilfreds med Ukraine. Han vil gå ind i Baltikum og Polen og derfra endog angribe andre NATO-lande. Det er min bedste observation – og jeg er helt sikkert ikke Putin-agent; jeg synes, det er en fornærmelse at kalde mig det – men jeg tror, det ville være ekstremt vigtigt at udvikle et argument, som overbeviser de stakkels vildledte mennesker, der tror på mainstream-medierne; de er virkelig utroværdige. I Tyskland kan man ikke tænde for en nyhed, et familieprogram, en sæbeopera eller et religiøst program; overalt har de indsat noget forfærdeligt om Rusland og noget pænt om Ukraine. Det er en 24-timers hjernevask, der foregår.

Jeg tror, at hvis man fra et efterretningssynspunkt – og eftersom I er professionelle – kunne udvikle et argument, som ikke kan imødegås, fordi det er faktuelt og så indlysende overbevisende, at det ikke er i Ruslands interesse, ikke i Ruslands hensigt at angribe Europa. Jeg tror, der er mange militæranalytikere i Frankrig, Tyskland, Sverige, Schweiz og Italien, som er enige i, at det er latterligt, men de har ikke en stemme lige nu. Hvis der var noget i retning af »verdens efterretningsfolk forenes«, tror jeg, at det virkelig kunne gøre indhug i hele denne fortælling. Det ville være mit forslag.

[Et par minutter senere] Jeg tror, det ville være godt, hvis en masse mennesker internationalt kommenterede de neoliberales seneste opførsel. For jeg tror, at vi lige nu ser en meget hurtig nedbrydning af demokratiets smukke ansigt, og at diktaturets mere grimme ansigt kommer frem. Det har en tendens til at bekræfte både Platon og Thukydid, som tidligt sagde, at demokratiet har en anden side, som er tyranni. Jeg tror, at det mest åbenlyse eksempel er Rumænien, hvor Georgescu vandt valget; så annullerede de det. Så var der en protest fra det rumænske folk, og der bliver nu udskrevet nyvalg til maj. Georgescu forsøgte at anmelde sin deltagelse, og så afviste de ham af en absurd teknisk grund om, at der manglede en underskrift eller sådan et latterligt påskud. Så nu er han udelukket fra at deltage. Hvor er EU’s ramaskrig over denne afvisning af demokratiet?

På samme måde har du nu et stort udbrud over, hvad vicepræsident Vance sagde i München, at der ikke er nogen ytringsfrihed. Men hvis du vover at sige noget, som ikke er den officielle fortælling … de havde razziaer mod pensionister kl. 6 om morgenen, fordi nogen skrev noget på de sociale medier, som ikke var særlig undergravende, det var bare en mening. Jeg tror, at det ville være en stor hjælp, hvis flere mennesker kommenterede det faktum, at der ikke længere er noget demokrati i Europa. Jeg er enig i, at neoliberalisterne er de virkelige diktatorer; de ønsker at indføre deres paradigme. Og mange lande rundt om i verden bryder sig ikke om det. For eksempel bryder Rusland sig ikke om det, Ungarn bryder sig ikke om det, Kina bryder sig ikke om det, afrikanerne bryder sig ikke om det. For når europæiske politikere rejser rundt i alle disse lande – i det omfang de stadig kan, for de er ikke så velkomne længere – fortæller afrikanerne dem, at de ikke vil have LGBTQ-værdier, fordi det er i strid med deres traditioner. Så jeg tror, at jo mere vi diskuterer, om demokratiets sværd virkelig afspejler demokratiet, eller om det er det modsatte, jo bedre er det.

[Senere i diskussionen] Jeg vil faktisk foreslå, at de af os, der er med i dette opkald, og som har adgang til at gøre det, virkelig gør en indsats for at få nogle relevante talere fra det Globale Syd med til det næste møde i IPC. Og at vi fra nu af har spørgsmålet om BRIKS som et dominerende og fremtrædende emne. For jeg har længe ment, at hvis man ser på europæerne og amerikanerne og russerne og kineserne, så ser det helt fastlåst ud. Men hvis man inddrager det Globale Syd, BRIKS-Plus, så er det lande, som er meget langt fra at være det – Indonesien vil for eksempel snart overgå Tyskland som den tredjestørste økonomi i verden. Det er en stor faktor. Så er der andre lande, som er meget store; hele det afrikanske momentum. Så vi inddrager BRIKS mere som en bevidst beslutning og får deres stemme hørt. Jeg tror, de er helt afgørende som et nyt element i den strategiske ligning. Europæerne lader, som om de ikke eksisterer, eller siger nogle gange: »Åh ja, der er disse BRIKS-lande. Hvorfor indleder vi ikke diplomatiske forbindelser nu for at presse russerne og kineserne ud?« Det tog har for længst forladt stationen, fordi landene i det Globale Syd har gjort op med sig selv, hvem der er hvem på hvilken side af historien på nuværende tidspunkt. De har en lang historie om, hvad Sovjetunionen gjorde i deres kamp for uafhængighed, og hvad europæerne gjorde. Så jeg tror bestemt ikke, at det kommer til at fungere.

Men jeg tror, at hvis vi inddrager den tredje verdens blok, som i dag er reinkarnationen af den Alliancefrie Bevægelse i form af BRIKS-Plus og lignende organisationer, så skal de høres. Som Nehru og Sukarno sagde på Bandung-konferencen, har de ret til at have en stemme, for hvis det nogensinde kommer til atomkrig, vil de være lige så døde som folk i Vesten, måske to uger senere, men de vil også være døde. Derfor har de ret til at tale og give deres besyv med. Ifølge nogle hjemmesider fra Oxford University udgør de 85 % af verdens befolkning. Jeg synes, at det skal inddrages meget mere i ligningen.

Jeg vil også på det kraftigste opfordre alle til at hjælpe med at få en masse underskrifter under min appel. For jeg skrev denne appel som reaktion på militariseringen i Europa, men den slutter med at sige, at måden at komme ud af denne fælde på er ved at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til interesserne i hvert eneste land på planeten. Med andre ord, i betragtning af at kineserne og russerne allerede taler om en international orden, som jeg sagde i begyndelsen, mener jeg, at tiden nu er inde til virkelig at fremføre det argument. Vi befinder os absolut i et historisk øjeblik, hvor vi er nødt til at overvinde geopolitikken. Geopolitik var kimen til verdenskrige to gange i det 20. århundrede; det førte til forfærdelige verdenskrige. Vi er nødt til at overvinde ideen om, at et land eller en gruppe lande kan have en legitim interesse mod et andet land eller en gruppe lande, og at de kan forfølge den interesse med alle midler, herunder militære. Det er en meget dødbringende idé, som vi må overvinde ved virkelig at definere et nyt paradigme i internationale relationer baseret på freden i Westfalen, at man altid skal respektere den andens interesser, og at vi er menneskeheden først, og at nationale interesser kun er legitime, hvis de er i overensstemmelse med menneskehedens interesser som helhed.

Jeg vil virkelig opfordre jer alle til at hjælpe med at gøre denne appel til en meget hurtigt voksende appel, og få mange mennesker fra hele verden til at underskrive den.

Afsluttende bemærkninger:

Først og fremmest vil jeg gerne takke alle deltagerne i denne diskussion. Som svar på det spørgsmål, som Sophie fra Sverige og Dorian rejste, tror jeg, at forskellen mellem det, som et mindretal af mennesker ved er sandt, og det, som mainstream-institutioner, partier, medier osv. faktisk gør, bliver større dag for dag. På en eller anden måde må vi finde en måde at løse det på. Derfor vil jeg foreslå, at vi tilføjer lidt mere fri energi til det, vi gør. Problemet er nemlig, at det, I roser, Ray og Graham, med hensyn til mere adgang til ægte efterretninger og viden og så videre, kaldes desinformation. Og EU er lige nu i gang med en stor kampagne for at beskytte befolkningen mod forfærdelige elementer som os selv, der spreder »fake news« og desinformation. Jeg tror, at vi på en eller anden måde er nødt til at lægge en strategi. Så jeg vil foreslå, at vi danner en arbejdsgruppe med repræsentanter for de forskellige grupper inden for IPC, og at vi holder et lille møde i løbet af de næste par dage og virkelig tænker over, hvad der er nødvendigt for at få et gennembrud. Jeg tror, at hvis vi sætter os sammen, vil vi komme frem til mange flere flanker. Derfor vil jeg bede dem af jer, der føler, at de gerne vil være en del af det, om at kontakte Anastasia efter opkaldet, og at vi sætter det op på meget kort sigt.

Ellers tror jeg, at vi befinder os i et utroligt potentielt øjeblik. Igen, vær venlig at sende min appel rundt, for jeg synes, det er en meget konstruktiv løsning. Det var alt, hvad jeg ville sige. [hzl/amb] [ssu]

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 12. marts 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til dagens ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Det er onsdag den 12. marts 2025. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chatsiden.

Helga, med den hurtige udvikling er det svært at følge med, så jeg vil gerne begynde med dit syn på det store billede, en {tour d’horizon}: Hvor ser du tingene stå i dag i denne turbulente overgangsperiode mellem to paradigmer?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Som du siger, bevæger tingene sig så hurtigt, at det er svært at følge med. Jeg har lige sagt det samme til en anden for lidt siden, men jeg synes bestemt, at tegnene er lovende. Jeg synes, at mødet i Saudi-Arabien mellem Rubio og jeg tror, det var Yermak fra Ukraine, gik godt. Nu er Waltz på vej til Moskva; russerne har endnu ikke kommenteret resultatet af forhandlingerne mellem USA og Ukraine og siger, at de venter på, at de amerikanske delegerede kommer og briefer dem, men jeg synes, det går i den rigtige retning. Nu ved jeg ikke, om russerne vil gå med til det, der blev aftalt i Jeddah – det vil vi vide inden for en dag eller to, men det går helt sikkert i den rigtige retning, og jeg tror, at det, udenrigsminister Lavrov sagde i et interview med nogle amerikanske bloggere, som besøgte ham i Moskva, blandt dem Larry Johnson, som var med i dette program flere gange, og dommer Andew Napolitano, og en tredje person, Mario Nawfal, og Lavrov sagde i denne dialog, da han blev spurgt, hvordan han vurderer den nuværende udvikling mellem USA og Rusland, at han tror, at tingene er på vej tilbage til det normale, hvilket betyder, at de to stormagter, de to største atommagter, at hvis de begynder at have en dialog igen, så burde det være normalt.

Og jeg har virkelig sagt mange gange, at alle, der ikke er idioter, burde være glade for det! For ifølge mange eksperter – virkelig fornuftige, erfarne militæreksperter fra mange lande – var vi på vej mod en atomkonfrontation, og det gik så hurtigt i de sidste uger af Biden-administrationen, hvor stadig kraftigere, langtrækkende våben blev leveret til Ukraine og virkelig nåede snubletrådstilstanden meget, meget tæt på. Så hvis denne del af den strategiske verdenskrise nu i det mindste er på vej ind i en mere rolig periode, bør alle, der ikke er idioter, være glade for det! For hvis det nogensinde skulle komme til en militær konfrontation mellem de to største atommagter i verden, ville ingen overleve konsekvenserne.

Er alle så glade for det? Det er meget interessant: Keir Starmer, den britiske premierminister, som har forsøgt at opildne USA til at fortsætte og endda i den seneste tid har allieret sig med Macron for at holde krigen i Ukraine i gang, selv om USA forsøger at indgå en fredsaftale, hilser nu resultatet af mødet i Jeddah velkommen ved at sige, at han er helt enig og lykønsker præsident Trump med denne succes. Nu tror jeg, at briterne, som var de mest skræmte over tilnærmelsen mellem Trump og russerne, tydeligvis frygter for eksistensen af det »særlige forhold« mellem London og Washington, som har været grundlaget for den unipolære verden efter afslutningen af den kolde krig. Og hvis USA bevægede sig væk fra det, hang de ligesom i luften.

Det er naturligvis ikke alle i Europa, der deler denne opfattelse: Europæerne er utroligt opsatte på at holde krigen i gang, på at gå i gang med en hidtil uset oprustning af hele Europa. Nu havde præsident Macron tilsyneladende et møde bag lukkede døre med 37 lande og deres militære ledere eller stabschefer, og de har tydeligvis planlagt, hvordan krigen skal fortsætte, og de har endda talt om at sende franske tropper til Ukraine – alle disse ting. Von der Leyen forsøger at presse »Rearm Europe«-loven igennem Europa-Kommissionen, hvor hun ønsker at afsætte 800 milliarder euro til militarisering af Europa i de næste mange år, og hun ønsker at gøre det uden at konsultere eller endda informere Europa-Parlamentet ved at påberåbe sig artikel 122 i Lissabontraktaten, som dybest set er en nødretstilstand, hvilket jeg synes er meget udemokratisk, og som bare viser, hvad dette apparat, dette permanente bureaukrati, er blevet til. Og det faktum, at de nu forsøger at forhindre Calin Georgescu i Rumænien i at deltage i præsidentvalget, er blot endnu et tegn på, at demokratiet er ved at forsvinde, hvilket jeg mener bør bekymre enhver.

Så vi har en meget mærkelig situation, hvor de to store magter, USA og Rusland, ser ud til at være på vej mod, som Lavrov sagde, »en tilbagevenden til normalitet«, dialog, løsning af Ukraine-krisen, forhåbentlig på kort sigt, mens nogle europæere er fuldstændig drevet af tanken om, at de nu er nødt til at militarisere. Og jeg tror, det er meget farligt, for hvis man nu begynder at oprette budgetter – og Merz forsøger at gøre det samme i Tyskland; vi får se, om det lykkes for ham – hvis man begynder at oprette militærbudgetter uden for det almindelige budget, i traditionen fra Hjalmar Schacht og hans Mefo-lovforslag, så bliver det, eller kan det blive, en selvopfyldende profeti: For hvis man skaber en boble, som ikke skaber reel velstand, men som skaber militært maskineri, ammunition og våbensystemer af alle slags, så skal det til sidst enten bruges til at erobre et andet land, eller også skal det udødeliggøres på en eller anden måde: Og det er den store fare, som bliver drivkraften for krig.

Så jeg tror, at det, vi gør fra Schiller Instituttets side, er, at vi grundlæggende set tager fat på denne situation – og jeg har endda endnu ikke berørt Mellemøsten; der er naturligvis mange andre kriseområder rundt omkring i verden – men grundlæggende set med den idé, at den eneste måde, hvorpå man kan få orden i denne meget hurtigt udviklende situation, som har mange bump og vanskeligheder, er at gå over til et helt nyt paradigme: Nemlig ideen om, at man er nødt til at have en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som løser alle disse problemer på én gang ved at skabe et nyt system, hvor alle får deres interesser varetaget. Og det vigtigste i den forbindelse er naturligvis Den Westfalske Fred i 1648, som afsluttede 150 års religionskrig, og hvor krigens parter først blev enige om principper og derefter gik i gang med at udforme detaljerne. Og jeg tror, at en sådan tilgang absolut er det, der er brug for i dag.

SCHLANGER: Det var bestemt en {tour d’horizon}, og du gav os en masse ting at tænke over. Jeg har et par spørgsmål her, Helga. Det første er fra en podcaster i Canada, som spørger om dit syn på, hvad det betyder, at der vil ske en normalisering af forholdet mellem USA og Rusland? Du berørte det i dit første svar, men måske har du mere at sige.

Og han spurgte også, om du har nogen kommentarer til Mark Carney, tidligere chef for Bank of Canada, derefter guvernør for Bank of England og en af initiativtagerne til den store nulstilling, til hans udnævnelse eller valg som Canadas premierminister?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at normaliseringen mellem USA og Rusland faktisk har en rig historie, hvor Rusland og USA samarbejdede helt tilbage til den amerikanske revolution og i det 19. århundrede og naturligvis under Anden Verdenskrig. Så det er ikke sådan, at man starter fra bunden, men at der faktisk er et grundlag for, at de store magter i verden kan samarbejde. Og jeg tror nu, at hvis det fungerer godt, kan det også blive broen til at nå ind i det Globale Syd. For hvis USA er på den tidligere regerings linje, så er der en konflikt mellem BRIKS og USA og USA og det Globale Syd; men hvis man har en tilnærmelse mellem USA og Rusland, Rusland, som faktisk er meget værdsat af mange lande i det Globale Syd på grund af den støtte, Sovjetunionen havde givet dem i deres kamp for uafhængighed, så kan det også være et springbræt til at afhjælpe forholdet mellem USA og den Globale Majoritet af lande.

Om det lykkes, må vi se, men jeg tror bestemt, at potentialet er der, for Rusland er slet ikke isoleret; hele NATO’s fortælling om, at Rusland er isoleret, at Rusland skal besejres, alt dette, det skete ikke. Rusland er meget godt forbundet med landene i Afrika og Asien, det er én ting.

Hvad angår Mark Carney: Jeg tror, han er inkarnationen af City of London og Wall Street og det militærindustrielle kompleks tilsammen. For han var en af fortalerne for dette regimeskifte, hvor det ikke var regeringerne, der skulle føre politik, men centralbankerne. Det var den store debat, som du henviste til fra centralbankmødet i Jackson Hole i 2019, hvor de besluttede sig for Green Deal, Great Reset og alle disse ting. Har du hørt om den grønne aftale for nylig? (latter) Jeg tror, de har ladet den gå i glemmebogen. Der bliver ikke talt om den mere, og den virkede tydeligvis ikke. Så nu har de brug for en ny boble, og den nye boble er naturligvis militariseringen. Og i betragtning af, at Canada er en del af Commonwealth, og kong Charles faktisk er konge af Canada, tror jeg, man skal se meget nøje på, hvad det indebærer. For de har tydeligvis sat Carney ind for at imødegå alt, hvad Trump gør, især i lyset af Trumps udmelding om, at han vil gøre Canada til USA’s 51. stat, hvilket ikke faldt i god jord hos mange mennesker i verden.

Men jeg tror bestemt, at det er noget, man skal holde øje med, for der er meget få mennesker, der i lige så høj grad repræsenterer den absolutte inkarnation af hans monetaristiske system for profitmaksimering, som har stået bag mange af verdens dårligdomme.

SCHLANGER: Her har vi noget fra en abonnent på EIR Daily Alert, og hvis du ikke allerede abonnerer på den, bør du gøre det, for det er det daglige billede af verden, som vi sammensætter. Men hun skriver: »Jeg rundsender din erklæring mod oprustning af Europa, men jeg må indrømme, at jeg er meget pessimistisk. Jeg kan ikke tro, at de europæiske ledere ikke har lært noget af det sidste århundredes historie, som du forklarer i din udtalelse. Tror du virkelig, at de kan vågne op, før vi er i tredje verdenskrig?«

ZEPP-LAROUCHE: Så må vi hellere vække dem! Jeg tror ikke, at de nødvendigvis vil vågne op af sig selv, for de er virkelig hardcore. Og man kan se det i Tyskland, for eksempel. Der er visse repræsentanter for medierne og visse tænketanksfolk, måske et par dusin, men nogle meget fremtrædende; de dukker op i hvert eneste talkshow og i hvert eneste interview, og de er virkelig hardlinere! Og de er fuldstændig fast besluttede på, at man skal forhindre Putin i at erobre Polen og de baltiske lande, og i 2029 har Rusland helt sikkert opbygget sin kapacitet igen, så han vil angribe et andet europæisk land, og derfor er vi nødt til helt at opgive enhver form for social velfærd – det kommer snart, men det er allerede i støbeskeen. Og disse mennesker, du ved, jeg mener, jeg spekulerede virkelig på, hvad der får dem til at reagere? For de er tydeligvis professionelle analytikere. Men der er et tysk ordsprog, som siger: »Den måde, du råber ind i skoven på, er den måde, ekkoet kommer ud på.« Det synes jeg er et meget godt billede: Forestil dig, at du har et fredeligt landskab, en skov og marker og græs, og så står der nogen i skoven og råber: »Dit svin! Din idiot! Din dæmon!«, og til sidst kommer der naturligvis nogle dæmoner ud af skoven!

Jeg mener, det er en fantasi, ikke? Jeg tror ikke, at Rusland har til hensigt at erobre Europa: Hvorfor skulle de ønske at gøre det? Stedet fungerer ikke lige nu. Rusland er et meget stort land, de har 11 tidszoner, de har flere uudviklede råstoffer end hele Europa tilsammen. Hvad skulle deres formål være med at erobre Europa? Det giver ikke mening, og disse såkaldte eksperter har ikke bevist deres sag, de insisterer bare på det. Og da de er meget godt repræsenteret i massemedierne, er det i høj grad lykkedes dem at overbevise mange mennesker om, at det er tilfældet.

Men jeg tror ikke, det er tilfældet, og jeg tænker bare, hvad kan man gøre for at modbevise denne fortælling? Så det er derfor, jeg arbejder for en helt anden tilgang til en ny sikkerhedsarkitektur, for jeg tror, at hvis man står over for et uløseligt problem, er man nødt til at bevæge sig op på et nyt plan, et højere niveau af fornuft. Så vær venlig vedvarende at støtte min appel, for denne appel er dybest set henvendt til folk med fornuft, så de europæiske ledere erkender, at deres synspunkt ikke deles af et flertal af verdens befolkning. Så hjælp med at distribuere denne erklæring, få så mange underskrifter som muligt, og jeg tror, at det er det bedste, vi kan gøre på nuværende tidspunkt, for at forhindre, at dette bliver en automatik, hvor det på et vist tidspunkt bliver for sent.

SCHLANGER: Denne erklæring er [tilgængelig på](https://schillerinstitute.com/blog/2025/03/09/instead-of-rearming-for-the-great-war-we-need-to-create-a-global-security-architecture-by-helga-zepp-larouche/) på Schiller Instituttets hjemmeside. Og folk bør underskrive den og lade den cirkulere, så andre kan underskrive den, og gå til deres lokale politiske embedsmænd, fagforeningsfolk og kirkeledere og sørge for, at folk kender til den.

Nu, Helga, er der en kommentar til dette punkt; nogen skrev ind og sagde: »Diskussionen om NATO-udvidelsen som årsag til den særlige russiske militæroperation og chokterapien kommer nu meget mere ud i offentligheden. Lyndon og du var langt fremme med denne historie: Jeg vil bare gerne lykønske jer og spørge, om I oplever, at der er en voksende anerkendelse af jeres arbejde gennem årene på dette område?«

ZEPP-LAROUCHE: Både ja og nej. [latter] Jeg tror »ja«, fordi der er et stigende antal mennesker internationalt, som udtrykker, også direkte til mig og nogle af mine kolleger, at de virkelig sætter pris på det arbejde, vi udfører, især fordi vi har været urokkelige, at vi »ikke satte vores lille frakke for vinden«, som vi siger i Tyskland, men at vi holdt fast i vores principper, og princippet er, at vi er nødt til at have et mere retfærdigt verdensøkonomisk system, så alle verdens lande kan blomstre.

Men der er også en øget indsats for at undertrykke det, vi siger. Jeg synes, der er flere antydninger af, at de forsøger at undertrykke vores synspunkter. Jeg er endnu ikke nået til et punkt, hvor jeg kan præsentere dig for hele billedet, men jeg tror, at vi har observeret det på flere fronter. Vi er naturligvis ikke de eneste. Hvis de kan opgive hele valg, som de gjorde i Rumænien, og farverevolutionsapparatet stadig fungerer – det faktum, at præsident Trump afvikler de subversive elementer i USAID, betyder ikke, at strukturerne ikke stadig er i funktion i flere europæiske lande.

Nå, men for at besvare dit spørgsmål, så tror jeg, at det er både ja og nej: På den ene side er der flere mennesker, der udtrykker anerkendelse, men jeg tror, at der stadig vil være mange kampe at udkæmpe, medmindre vi har flyttet hele verden til et nyt syn, hvor vi kan erstatte konfrontation med samarbejde. Så ja: Det er, hvad jeg tror.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål – du har berørt situationen i Rumænien et par gange, og jeg har en e-mail her fra en selvudnævnt »ungarsk frihedskæmper«. Og det, han skriver, er: »Hvorfor diskvalificerede forfatningsdomstolen Georgescu fra at stille op til præsidentvalget i Rumænien? Hvad mener du om det? Var der pres for at diskvalificere ham fra de såkaldte demokratiforkæmpere i EU?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved ikke præcis, hvad der er sket med forfatningsdomstolen. Jeg tror, at befolkningen i Rumænien er meget oprørt over, at Georgescu allerede har vundet valget én gang, så kvalificerede han sig til at deltage i det næste valg, og så udelukkede de ham med det argument, at hans papirarbejde ikke var tilstrækkeligt, hvilket er et spinkelt argument. Men jeg tror, at en meget overbevisende grund er det faktum, at USA er ved at bygge den største militærbase i Rumænien lige nu. Og det kan være en grund til, at de ikke vil have en præsident, som de siger er venlig stemt over for Rusland og kritisk over for EU. Men jeg synes bestemt, at det er et spørgsmål, som alle, der tror på demokrati, bør være meget bekymrede over, for hvis man aflyser kandidater, der vinder valg, taler man ikke længere om et »demokrati«; man taler om et diktatur.

SCHLANGER: Jeg kan huske et af primærvalgene i Lyndon LaRouches kampagne, hvor han blev nummer to med 26 eller 28% af stemmerne, og de nægtede at give hans delegerede plads: Så det er ikke en hidtil uset handling.

Nu er der et spørgsmål om den egyptiske plan for genopbygning af Gaza. Nogen skrev ind og sagde: »Det ser ud til, at Netanyahu ikke overraskende har afvist den egyptiske plan for opbygning af Gaza. Hvis han ikke vil støtte den, er der så nogen måde, hvorpå den kan fortsætte – kan saudierne f.eks. tilbageholde den gensidige anerkendelse, som Israel ønsker, hvis han ikke vil acceptere planen?«

ZEPP-LAROUCHE: Det kunne de! Min overbevisning er, at den eneste måde – den egyptiske plan er helt sikkert et skridt i den rigtige retning. Men som vi har diskuteret mange gange, mener jeg, at permanent, holdbar fred i Sydvestasien kun er mulig gennem storstilede udviklingsprogrammer, som vi har præsenteret med oase-planen. Og det kræver virkelig et strategisk samarbejde mellem USA, Rusland og Kina. Hvis disse tre lande kan nå til enighed, og du ved, at der er rapporter om, at præsident Trump sandsynligvis ringer til Putin i denne uge. Han sagde, at han vil mødes med Putin personligt meget snart; han vil også mødes med præsident Xi Jinping, sandsynligvis inden for en måned. Hvis denne udvikling går godt, og den geopolitiske konfrontation mellem stormagterne derfor kan overvindes i Mellemøsten, så tror jeg, at alle de andre problemer kan løses. Endda selv om Kina allerede har mæglet mellem Saudi-Arabien og Iran – hele Mellemøsten har været en stedfortræderkrig, et iscenesat område, ligesom Ukraine er det. Derfor tror jeg, at en løsning skal komme oppefra og ned, og så kan alting blive løst. Det, tror jeg, er perspektivet.

SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål til dig fra Thomas B., som sagde: »Det siges, at handelsminister Lutnick er arkitekten bag Trumps toldpolitik« – jeg er ikke sikker på, at det er sandt. Men han spørger: »Ved du, hvad der er hensigten bag brugen af told?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det er en akilleshæl for Trump-administrationen. For så sent som i morges ved midnat indførte Trump 25 % told på europæisk stål- og aluminiumseksport til USA; von der Leyen svarede straks flere timer senere med at indføre 25 % import på whisky, på jordnøddesmør – det lyder latterligt, men den samlede sum på begge sider er 26 milliarder euro, og det er ikke jordnødder. Det vil betyde, at tingene bliver dyrere, og at forbrugerne skal betale prisen; det vil drive inflationen op. Og hvis truslen så også omfatter bilimport til USA, kan det virkelig skade den europæiske økonomi, især i Tyskland. Og så vil det blive imødegået igen med noget andet.

Jeg synes, det er en helt forkert idé. Trump tror selvfølgelig, at han beskytter den amerikanske produktion, og at han kan lokke flere investorer til USA ved at gøre alle disse ting. Men jeg tror, det skader alle! Det er et taber-taber-spil, og jeg synes, det er en dårligt udtænkt teori. For da Alexander Hamilton og de tidlige Founding Fathers talte om told, og også senere Henry C. Carey og Friedrich List og så videre, var det en helt anden situation, for told giver mening, hvis man har en ung, spirende økonomi, som skal beskyttes mod meget stærkere økonomier, der dominerer handlen. I det tilfælde kan told give mening. Men ikke hvis man har en totalt integreret verdensøkonomi: Hvis man f.eks. ser på de forskellige produktionsniveauer mellem USA og Kina, eller Kina og Europa, eller Europa og USA, så skader det alle parter, hvis man forsøger at skille det ad – afkoble, fjerne risikoen, eller hvad man nu vil kalde det.

Så jeg tror, at det forhåbentlig kan afhjælpes, for jeg tror, at det sammen med kryptovalutaen helt sikkert er en svag flanke i Trumps økonomiske politik.

SCHLANGER: Lad mig slutte af med at spørge dig om denne uges møde i Den Internationale Fredskoalition. IPC har stået i spidsen for at samle folk fra forskellige samfundslag, forskellige nationer, forskellige niveauer af engagement, og det har nu stået på i næsten 100 uger i træk. Hvad er der planlagt i denne uge?

ZEPP-LAROUCHE: Vi skal helt sikkert have en vurdering af, hvad der foregår i Syrien, hvor der er en stor opblussen af civile, der bliver dræbt. Vi får flere eksperter til at tale om det, og også en vurdering af den egyptiske Gaza-plan, og hvor vi er på vej hen i Mellemøsten generelt. Vi vil helt sikkert have talere om situationen i Ukraine, hvad der er sket efter Jeddah-mødet, hvad den generelle situation er mellem USA og Rusland, og hvad den europæiske reaktion er på det. Så du bør absolut tune ind og deltage, for det er stedet, hvor du hver uge kan høre topeksperter give dig deres syn på sagen, og det er et meget vigtigt supplement til det, du kan læse i mainstream-medierne, for det er alle mennesker, der har livslang erfaring som analytikere, som militære specialister og som diplomater: Så du bør helt sikkert være en del af det, og det er en voksende fredsbevægelse af mennesker, der kæmper for et nyt paradigme for at komme ud af de nuværende strategiske farer.

SCHLANGER: Nå, Helga, tak fordi du kom i dag, og tak fordi du gør det, du gør: Og vi ses på fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Det håber jeg. Indtil da.

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg vil være jeres ordstyrer i dag sammen med Dennis Small og Dennis Speed. Dette er vores 92. møde i træk. Jeg vil gerne takke alle vores faste deltagere fra hele verden; ledere af forskellige organisationer, diplomater, forskellige repræsentanter for mange forskellige organisationer og også nye mennesker, som er med os i dag.

Vi oprettede dette forum for 92 uger siden for at forene fredsbevægelsen i hele verden, fordi mange forskellige koalitioner helt åbenlyst er brudt sammen og er blevet ret dysfunktionelle. Hvis vi skal opnå ægte fred på planeten, er vi nødt til at bringe folk sammen på tværs af deres ideologier for at opnå dette. Vi har koordineret i 92 uger, hvilket er noget af en bedrift.

Vi har et åbningspanel med meget interessante mennesker; jeg lægger dagsordenen op i chatten. Jeg vil gerne have Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition, til at indlede mødet i dag. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag. Vi befinder os i en virkelig dramatisk situation, hvor der næsten hver dag sker et nyt jordskælv. Det er endnu ikke klart, hvor det vil bevæge sig hen, men det er utroligt. Mens situationen omkring Ukraine har været i højsædet i den sidste uge, især efter Zelenskyjs dramatiske optræden i Det Hvide Hus i fredags, er tingene virkelig ved at gå helt amok. Den europæiske reaktion på præsident Trumps insisteren på, at han ønsker at afslutte krigen i Ukraine, er forbløffende. For et par dage siden var der et særligt EU-rådsmøde, hvor Ursula von der Leyen, formanden for EU-Kommissionen, meddelte, at de havde godkendt 800 milliarder euro til noget, der kaldes »Rearm Europe Plan«. Det er meningen, at der skal stemmes om det på det næste formelle møde i Det Europæiske Råd den 21. marts. Det er et enormt beløb – 800 milliarder euro. Men det er ikke nok, for i mellemtiden er det på en uge lykkedes den udpegede nye tyske kansler Friedrich Merz at lave en 180 graders kovending, for før han blev valgt, lovede han og fortalte vælgerne mange gange, at CDU ville være imod ændringen af den såkaldte gældsbremse. Gældsbremsen er en mekanisme, hvor det er skrevet ind i den tyske forfatning, at regeringen ikke kan overskride en bestemt grænse for nye kreditter. Han sagde, at fordi der er ekstraordinære omstændigheder, må det opgives. Derfor foreslår han nu et militærbudget på 400 mia. euro og derudover 500 mia. euro til infrastruktur. Men de 400 mia. euro er ikke et loft, men han sagde, at han vil gøre, hvad der skal til. Det er en tydelig henvisning til Mario Draghis berømte bemærkninger midt under eurokrisen, hvor han sagde, at Den Europæiske Centralbank ville mobilisere al den likviditet, der var nødvendig; hvad der end skulle til for at redde euroen. Så det bruger Merz nu, hvilket betyder en ubegrænset vilje til at finansiere Tysklands oprustning. EU har 800 milliarder euro, og Tyskland har 400 milliarder euro til fri afbenyttelse. Det er som sagt en 180-graders ændring på en uge! Manden har lige vundet valget med et løfte om, at han ikke ville ændre på det. Derfor støttede mange vælgere ham, og endda mange mennesker i selve CDU, fordi de er imod socialdemokraternes og de grønnes idé om bare at løsne gældsbremsen for alle mulige investeringer. Endda Bild Zeitung, som er den største tabloidavis i Tyskland, havde på side tre i dag en hel side med citater fra folk, der udtrykte, at de mener, at dette er et forræderi mod vælgerne, for hvis Merz en uge efter afstemningen gør præcis det modsatte af, hvad han gik til valg på, er det helt klart et forræderi.

Hvad er påskuddet for alt dette? Naturligvis reaktionen på den hurtige række af begivenheder. Først Hegseths tale i Bruxelles; så vicepræsident Vances tale på sikkerhedskonferencen i München, hvor han beskyldte EU for ikke at have noget demokrati, ingen ytringsfrihed; efterfulgt af mødet mellem udenrigsminister Lavrov og udenrigsminister Rubio i Riyadh; så telefonsamtalen mellem Putin og Trump. Og som kronen på værket flippede det hele ud i Det Ovale Kontor, da Zelenskyj var på besøg, og han kom op at skændes med Trump og Vance og blev uden varsel smidt ud af Det Hvide Hus. Dette efterfølges nu af en hel række begivenheder. Zelenskyj tog straks fra Det Hvide Hus til London, hvor han blev modtaget med åbne arme af Keir Starmer. Macron truede med at sende franske tropper ind i Ukraine for at åbne den franske atomparaply for hele Europa. Det blev straks besvaret af udenrigsminister Lavrov, som sagde, at Macrons forslag om at sende tropper ind i Ukraine er helt uacceptabelt. Det ville være en direkte indsættelse af NATO mod Rusland, og det ville naturligvis få passende konsekvenser.

Det, der er sket, er, at europæerne tydeligvis var så fast besluttede på hele deres strategi om at ødelægge Rusland, at forårsage et strategisk nederlag for Rusland, som har været dagsordenen i de sidste tre år, at de ikke kunne indstille sig på, at Trump ville sige: »Lad os afslutte denne krig og få en aftale med Rusland.« Det er klart, at europæerne ikke på noget tidspunkt forsøgte at løse konflikten gennem diplomati; på intet tidspunkt foreslog de at forhandle om noget som helst. De talte altid kun om, at Ukraine skulle vinde på slagmarken, og at Rusland skulle besejres. Det var deres eneste mantra. Nu, hvor de er konfronteret med denne indsats fra Trump, som endnu ikke er afgjort; det er bare de første spæde skridt i forhandlingerne nu. Naturligvis har mange ting fulgt efter. Trump er holdt op med at sende militært udstyr til Ukraine – det er måske kun en pause – og afskærer Ukraine fra militær efterretning. Nogen sagde, at det er som at bruge en 2 x 4 mod et muldyr bare for at få dets opmærksomhed. Under alle omstændigheder er det, hvad der skete.

Der er også trusler om, at USA kan skære ned på efterretningsudvekslingen med briterne og Five Eyes. Det har skabt en helt ny situation, fordi hele briternes atomarsenal kun er operationelt med amerikansk teknisk støtte og efterretningsstøtte; de kan ikke bruges uafhængigt. Det er kun det franske atomarsenal, som har en suveræn eller uafhængig evne til at fungere. Det, som hele denne sag har forårsaget, er en hidtil uset og på overfladen næsten uforståelig reaktion fra europæerne. De siger, at dette er en fuldstændig afbrydelse af den vestlige alliance; nu er Europa på egen hånd og må sørge for sit eget forsvar og kan ikke længere stole på USA. Det er som et fuldstændigt brud. På det europæiske topmøde i London, mens de løb rundt som en kylling uden hoved, indså de, at EU plus briterne ikke er militært i stand til at klare sig selv uden NATO. Det faktum, at de stadig er med i NATO, betyder naturligvis, at franskmændene end ikke frit kan bruge deres nukleare arsenal uden tilladelse fra NATO-strukturen generelt.

Der kommer også mange rapporter, f.eks. fra Keeler Economic Institute, som siger, at den tyske hærs tilstand er fuldstændig latterlig. De siger, at for at komme tilbage til niveauet for Bundeswehr, som det eksisterede i 2004, for at få det samme antal kampfly, er man nødt til at bruge 15 år. For at komme tilbage til niveauet af kampvogne fra 2004 er man nødt til at bruge 40 år. Og for at have en lignende mængde haubitser, er man nødt til at bruge 100 år. Det er selvfølgelig et tvivlsomt spørgsmål, så det er derfor, de går efter dette massive militære oprustningsprogram med de tal, jeg nævnte i begyndelsen. Der må man sige, at hvis de nu vil finansiere denne form for militær oprustning på europæisk og tysk niveau – og det er op til de andre lande, hvad de vil gøre – så kan det ikke finansieres inden for budgettet. Derfor ønsker de at skabe denne separate mekanisme, som har et historisk fortilfælde i Hjalmar Schachts Mefo-lovforslag. Det var sådan, det lykkedes Schacht at få gang i våbenindustrien igen. Der dukker nu forskellige artikler op, bl.a. i den britiske presse, som siger, at det var sådan, USA kom ud af depressionen; det var ikke New Deal, det var krigsmobiliseringen. Det er en meget almindelig historie. Men det, disse mennesker udelader, er, at det logiske resultat af denne Mefo-lovs mobilisering var at gå i krig; for man kan ikke realisere denne boble i faktiske fysiske økonomiske termer, undtagen når man går efter fuldstændig ødelæggelse i en krig.

Det er det, der truer, og det er faren. Og det er det, vi skal mobilisere imod for at få noget helt andet på dagsordenen. Hvis dette fortsætter, opstår der en fuldstændig katastrofe.

Det er ikke en ensartet godkendelse fra europæerne. I de forskellige lande er mange mennesker ved at få øjnene op for det enorme i det, der sker. Det er ikke 100 % klart, at Merz’ nye koalition kan skabes, for nogle folk i Socialdemokratiet har ondt i maven over denne form for oprustning; endda nogle af CDU-folkene er meget kritiske. Men naturligvis var Orbán, Ungarns premierminister, den eneste, der stemte imod, og han brugte sit veto mod en sådan plan. Han sagde, at dette langt overskrider EU’s muligheder for at gøre dette. Jeg mener, at dette er noget, verden må tage i betragtning som en strategisk grund til alarm af højeste prioritet. Det historiske fortilfælde er Hjalmar Schacht, og folk bør se på historien for at erkende, hvad resultatet blev af en sådan mobilisering.

Årsagen er indlysende: Det europæiske etablissement er så skræmt over Trump, fordi han repræsenterer en diskontinuitet i forhold til den tidligere imperiale politik. De har nemlig endnu ikke set på, hvorfor Trump blev valgt, nemlig fordi de amerikanske vælgere afviste den politik, der fulgte med det unipolære verdensherredømme, globaliseringen og alle dens aspekter. Hvis europæerne var kloge – hvilket de tydeligvis er meget langt fra at være – ville de reflektere over det faktum, at Trump blev valgt på grund af den tidligere regerings politik; i særdeleshed Obama og Biden. I stedet for at drage den konklusion, at hvis de ikke tager sig sammen og retter op på den fejlslagne politik, kan de måske holde fast i magten i en meget kort periode, men det vil helt sikkert give næring til lignende opposition i alle de europæiske lande, fra Geert Wilders til Meloni til Le Pen, til AfD og mange andre lignende bevægelser i andre lande også. Det er en fuldstændig kortsigtet og dum reaktion, men den repræsenterer det faktum, at disse politiske eliter i Europa ikke er villige og ikke i stand til at reflektere over den fejlslagne politik, der er blevet ført i de sidste 35 år efter afslutningen af den kolde krig og forsøget på at etablere en unipolær verden med alle de forudsætninger, det indebærer. Så det betyder, at vi har en meget dramatisk situation i Europa.

Ikke at sige, at den ikke er lige så alvorlig og dramatisk, for ikke at nævne, hvad der sker i Sydvestasien. Vi havde det ret vigtige og vellykkede topmøde i Cairo den 4. marts, hvor der blev vedtaget en plan for genopbygning af Gaza. Egypten har nu forpligtet sig til at organisere en stor all-arabisk konference for at realisere denne plan. Så det er et lille skridt i den rigtige retning for Oase-planen. Men i selve Gaza ser det meget sort ud, for nu på sjette dag blokerer IDF igen Gaza og lukker ikke mad og humanitær hjælp og andet udstyr ind. Det fører igen til enorme krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, som en FN-embedsmand netop har udtalt i situationen.

Vi er nødt til at forny vores bestræbelser på at få oase-planen på bordet som en del af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur. På grund af situationens alvor møder vi mange palæstinensere, som siger til os: »Glem oase-planen. Vi har brug for retfærdighed; vi har brug for en tostatsløsning. Intet andet tæller.« Jeg tror, at vi i denne diskussion om IPC mange gange har argumenteret for, hvorfor det ikke fungerer, fordi man ikke får en tostatsløsning, hvis man ikke ændrer hele dynamikken i regionen og derudover hele den strategiske situation på verdensplan. Det er i allerhøjeste grad muligt, fordi Kina tilbyder det, der svarer til en ny sikkerhedsarkitektur. Putin sagde i sin diskussion med FSB den 27. februar, at han nu ser potentialet for et europæisk sikkerhedssystem og endda et globalt sikkerhedssystem. Så disse muligheder er i horisonten, men de kræver, at vi og andre, der forsøger at bevare freden, tager målrettede skridt.

Endelig har Vatikanets repræsentant i FN igen rettet en dramatisk appel til verdenssamfundet om at standse denne krigsførelse, advaret om Hiroshima og Nagasaki og appelleret til verden om at gå i en anden retning. Man kunne ønske, at især de partier, der har et C i deres navn, som Kristendemokraterne, ville lytte til dette.

Jeg tror, det er her, vi er; og jeg tror, vi er nødt til absolut at optrappe vores mobilisering for det nye paradigme, for som man kan se, løser opsplitningen af den vestlige alliance, som den har fundet sted, ikke problemet, men har en tendens til at øge faren.

Bemærkninger under diskussionen:

Jeg kan kun være enig med dig i, at det ikke kun er uger og måneder, hvor europæerne ikke vil være klar til krig; det vil være år. Faktisk kommer forskellige efterretningsvurderinger fra Sverige, Danmark, Holland og Tyskland ud af det blå og siger, at Rusland vil være klar i 2029 eller 2030 til at føre endnu en storkrig mod et land i Europa eller måske hele Europa. Det er der ikke et eneste bevis for; det er en antagelse, der skal motivere den nuværende oprustningspolitik. Hvis man ser objektivt på Ruslands politik, har jeg ikke fundet og har ikke set beviser fra nogen anden på, hvorfor det skulle være i Ruslands interesse at gå den vej og forberede sig på krig i 2029 eller 2030. Det er bare en komplet løgn.

Jeg synes, det er vigtigt, da du sagde, at der igen vil være plads til debat, som lige nu er meget begrænset. Folk som tidligere medlemmer af efterretningstjenesterne som dig kan gøre verden og udsigten til fred en stor tjeneste ved at analysere. Er det et realistisk skøn? Er der noget bevis for, at Rusland har sådanne planer? Det samme gælder beskyldningen om, at Kina forsøger at erstatte USA som en imperialistisk magt. Det er der ikke noget som helst bevis for. Hvis man ser på den kinesiske regering og det kinesiske system, er det faktisk helt anderledes end i Vesten; det er sandt. De siger, at de er kommunister; man kan sige, at det er en meget specifik kommunisme med kinesiske karakteristika. Men det er i langt højere grad 5.000 års kinesisk tradition, som altid har været mere optaget af det fælles bedste end af individuel frihed. Mange af de ting, som Vesten nu kritiserer for at være så forfærdelige, er kinesisk kultur; en kultur, som har tjent dem godt. Hvorfor tror du, at Asien trives lige nu, mens Vesten er ved at kollapse? I det mindste er den europæiske del af det i frit fald. Jeg tror, vi er nået til et punkt, hvor vi absolut er nødt til at se på, hvad der i Vestens tankegang stadig er kolonialt? MI6 blev nævnt af både Bhadrakumar og Garland Nixon. Det er en kendsgerning, at den britiske rolle i anstiftelsen af denne krig har været helt ubestridelig. Boris Johnson ødelagde Istanbul-aftalen; Starmer opildnede Trump til at sende flere våben og våben med større rækkevidde. Briternes rolle er uden for enhver tvivl for enhver, der ønsker at se, hvad der foregår. Og nu tilbyder Macron en atomar paraply for hele Europa, hvilket jeg ikke synes er en god idé; også idéen om franske tropper i Ukraine. Er det ikke utroligt, at de tidligere kolonimagter fra Sykes-Picot-traktaten nu er de største anstiftere af krigen i Ukraine? Der er tydeligvis en rest af kolonialisme i disse europæeres politik. Jeg ved godt, at de helt arrogant vil skubbe det fra sig, men jeg tror desværre, at det er noget, der er nødt til at blive diskuteret. 2 x 4 er ikke mit yndlingsinstrument til dialog, men nogle gange er det nødvendigt.

Spørgsmål: Håndterer de nuværende europæiske ledere dette på eget initiativ, eller må vi antage, at der er større kræfter bag scenen uden for dagslyset, som driver og styrer dem?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er begge dele, for hvis man ser på, hvordan det europæiske system har udviklet sig, er det i Tysklands tilfælde mest indlysende, fordi hele Tysklands eksistens i efterkrigstiden har været som et besat land. Suverænitet er endnu ikke opnået. 2+4-aftalen efter genforeningen gav teoretisk eller praktisk suverænitet til Tyskland, men vi ved, at den ikke blev gennemført. Hele strukturen for, hvordan DDR blev overtaget, hvordan folk blev indsat af Vesten i henhold til checkhæftet og pengene og så videre, var en slags blåkopi af det, der skete med Vesttyskland efter Anden Verdenskrig af besættelsesmagten. De indsatte udvalgte politikere, som de havde valgt i eksil i henhold til den profil, der passede bedst til besættelsesmagtens interesser.

Hele strukturen er sådan, at folk, der følger programmet, gør karriere, og dem, der afviger, gør ikke. De eneste, der bryder med det, er naturligvis AfD og BSW, men BSW blev effektivt smidt ud af parlamentet. Vi har et reelt problem med det parlamentariske system i Europa. Det er virkelig degenereret næsten som det amerikanske valg, som i høj grad er blevet et plutokrati. Penge fra Wall Street og det militærindustrielle kompleks har virkelig muliggjort mange kongresmedlemmers og senatorers karrierer. På samme måde er det i høj grad et spørgsmål om, hvem der bliver opstillet i det parlamentariske partisystem i Europa. Passer de til profilen for oligarkiets interesser? Det er et stort problem.

Det betyder, at mange mennesker, som ellers ville handle anderledes, ikke ønsker at miste deres privilegier, og derfor følger de med. Hvis du spørger, hvad de andre uhyggelige kræfter er, så er det systemet; oligarkiets system. Man behøver ikke nødvendigvis at sætte folk på en lønningsliste; det er at være en del af klubben at følge med for at følge med.

Derudover tror jeg, at der er nogle mennesker, som helt klart er det, som British Integrity Initiative plejede at kalde klyngeagenter; folk, som bliver sat i positioner for at udbrede historien. De er meget tydelige, fordi de er åbenmundede og klare, men nogle af disse mennesker er så meget med i det, at de også er deres egne drivkræfter. Det er virkelig en mangel på demokrati, en mangel på statskunst. Jeg har længe sagt, at vi har brug for flere statsborgere – folk, der forsøger at blive kompetente, så de kan være kansler, økonomiminister, uddannelsesminister og kulturminister. Men det går imod dovenskaben hos folk, der hellere vil have banal underholdning end at tænke selv. Jeg synes, vi har en kæmpe krise i Vesten; folk prøver ikke længere at forbedre sig selv. Jeg tror virkelig, at det er en rest fra slutningen af Romerriget. Men Schiller Instituttet forsøger naturligvis at modvirke det ved at få folk overbevist om, at vi har brug for en kulturel renæssance. At tænke og forbedre sig selv for det fælles bedste er et meget højere mål end bare at have det sjovt.

[Lidt senere] Jeg er helt enig i det, Jack siger, for Oase-planen var en plan, som blev foreslået af Lyndon LaRouche i 1975 på grund af et meget specifikt potentiale, som eksisterede dengang. Vi har genaktiveret den på grund af de forfærdelige begivenheder, der foregår i Gaza og på Vestbredden og så videre. Jeg har sagt mange gange, at jeg mener, at det er vigtigt at organisere mange mennesker for det perspektiv; for det er kun, hvis man har en vision for en bedre fremtid, at man kan overvinde voldens cyklus. Men jeg har også altid givet udtryk for min tro på, at det kun vil være muligt, fordi der vil opstå en situation, hvor USA, Rusland og Kina bliver enige om noget, der går i retning af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. For kun hvis man stopper geopolitikken, for hele Mellemøsten er en stedfortræderkrig for kolonimagterne, inklusive USA i den forstand. Kun hvis disse magter stopper det geopolitiske spil og tillader et system, hvor alle lande på planeten får deres interesser opfyldt, kan man få sådanne løsninger.

Jeg tror, at dette allerede er den dominerende dynamik i verden, for hvis man ser på den seneste kongres i Kina, de såkaldte to sessioner, så har de et utroligt optimistisk perspektiv for på den ene side at opbygge hjemmemarkedet i Kina, som allerede er meget mere moderne end i noget andet land i Vesten. Men samtidig fokuserer de meget på det Globale Syd, på Afrika, på Latinamerika. Latinamerika nævner de ikke så meget på grund af den nuværende politik. Hvorfor er det Globale Syd så meget mere venligt stemt over for Kina og også over for Rusland? Hvorfor afviser de at blive inddraget i NATO’s fortælling om Rusland? Det er, fordi de oplever, at Kina og Rusland giver dem reelle fordele i deres egne bestræbelser på at udvikle sig. Det er derfor, de har opbygget disse venskaber. Den tidligere kombination af Vesten, som nu er ved at gå i opløsning, forsøgte at have mere end 800 militærbaser rundt om i verden. Hvad får udviklingslandene ud af det? I bedste fald får de sikkerhedstræning til deres soldater og en vis mængde industri omkring det. Men infrastruktur, industri, landbrug? Nej, absolut ikke.

Jeg tror, at det mentale spring, Vesten skal tage, er at sige, hvorfor vi ikke slår os sammen med Rusland, Kina, Indien, Japan, Brasilien, Indonesien og andre lande, som allerede er vækstøkonomier, og lader os forene vores bestræbelser på at løfte alle disse lande. Så vil vi have en global Marshall-plan, som du kalder det, eller vi kalder det »Den nye Silkevej bliver Verdenslandbroen«. I 2014 offentliggjorde vi planen for en sådan global Marshall-plan, som vi kaldte »Den nye Silkevej bliver Verdenslandbroen«. Den er til dels allerede ved at blive realiseret, men den kan blive den absolutte plan for, hvordan alle nationer kan arbejde for at løfte landene i det Globale Syd med det samme. Jeg tror, det er fremtidens krav, og jo flere studerende, der begynder at diskutere disse spørgsmål, jo bedre. Man er nødt til at have unge mennesker til at lægge pres på de eksisterende institutioner for at kræve en sådan ændring.

Spørgsmål: »Både Storbritannien og Frankrig vil gøre alt, hvad de kan, for at bevare deres imperiale rolle. Jeg ser det største brændpunkt i disse to nationer. Forhandlingerne må gå deres gang der, så Frankrig og Storbritannien kan finde en ny rolle.« Jeg går ud fra, at hun siger, at diskussionerne om krig skal have en indvirkning der.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror bestemt, det er sandt. Jeg ville ikke undervurdere hollænderne og belgierne. Europa har desværre en historie med kolonialisme. Jeg tror, at selv om den nuværende befolkning nok helt vil afvise tanken om, at de stadig udøver kolonialisme, så tror jeg, at det er et faktum. Se på Afrikas tilstand. De klager nu over kinesernes rolle i mange afrikanske stater, men har europæerne gjort noget for at udvikle Afrika i alle disse årtier? Nej, det gjorde de ikke. Jeg synes, at den koloniale tankegang kom tydeligst til udtryk i det, Josep Borrell sagde med sit latterlige billede af, at Europa er en have, og alle de andre er en jungle. Man skal sørge for, at jungleplanterne ikke vokser ind i den smukke have. Det var det mest latterlige udsagn, men det er illustrativt. Se på den stadigværende udenrigsminister, som forhåbentlig er ude om et par dage og løber rundt i verden og prædiker, hvad folk skal gøre. I en vis forstand synes jeg, at koloni-feberen er noget, folk bør blive bevidste om.

Hvis man taler med den almindelige borger og fortæller dem, at det historiske momentum allerede er flyttet til landene i det, der tidligere hed Den Alliancefrie Bevægelse, men som nu hedder Den Globale Majoritet, så synes jeg, at de har meget mere menneskelighed og stræben efter en bedre epoke for menneskearten, end man finder i Vesten lige nu. Men for at finde folk i Vesten, som endda indser det, skal man bruge et forstørrelsesglas. Derfor mener jeg, at det Globale Syd skal tale med store bogstaver; de skal inddrages i alle komitéer. Jeg tror, at det historiske momentum på nuværende tidspunkt er at inddrage vægten af 85 % af den menneskelige befolkning i alle komitéer, herunder reformen af FN for at afspejle det. Jeg tror, at det skal diskuteres meget mere, for det er tidens trend, som kan blive en meget positiv indflydelse.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg vil gerne komme ind på det, jeg startede med, nemlig det faktum, at Europa nu udsteder utrolige summer til militær produktion. Man kan diskutere, om det er det samme som Hjalmar Schachts Mefo-sedler, men det er pengeskabelse uden et produktivt grundlag. Derfor er det i sidste ende en inflationær forøgelse af en boble. Det samme kan siges om kryptovalutaer og andre Bitcoins og lignende ikke-regeringskontrollerede private valutaer. Jeg tror, det er en af akilleshælene i hele systemet.

Men siden du nævnte spørgsmålet om unge mennesker og ungdommen, synes jeg, at alle deltagerne i IPC-opkaldet bør kommunikere ideen om »Lad os ikke gentage historien« til alle de unge mennesker, du kender. Resultatet af en sådan bestræbelse var to forfærdelige verdenskrige, men især Anden Verdenskrig. Lad os ikke gå ned ad den vej igen. Hvis jeg var et ungt menneske lige nu, ville jeg reagere på det, for hvordan kan man have en fremtid, når faren for en ny fascisme truer? Det er også implicit tilfældet.

Ellers er jeg helt enig i den idé, Bernie nævnte, om at vi har brug for en international konference med alle regeringer. Jeg tror, at FN’s generalforsamling ville være det perfekte sted at afholde en sådan konference. Den kunne udspringe af generalforsamlingen. Den Westfalske Fred afsluttede 150 års religionskrig, og den eneste grund til, at folk fra forskellige lande mødtes, var, at de indså, at hvis krigen fortsatte, ville ingen være i live til at nyde sejren, fordi så mange mennesker allerede var blevet dræbt. Jeg tror, det er en stærk motivation.

Jeg tror, at vi lige nu befinder os i en periode med utrolige forandringer fra et paradigme til det næste. Den nye orden er endnu ikke sikkert formet, men det er perioder, hvor ideer betyder noget. Engagementet fra mennesker med god vilje har en meget større indflydelse end i tider, hvor alting går ad rene veje, som det har gjort i årtier. Dette er en periode med revolutionære forandringer. Næste tirsdag har vi et internationalt ungdomsopkald for at forberede deltagelsen i Schiller Instituttets konference i maj. Hvis du kender nogle unge, som gerne vil lære unge fra andre lande at kende og udveksle ideer om denne kamp, så kontakt Schiller Instituttet og bliv registreret som deltager i den kommende diskussion på tirsdag [https://schillerinstitute.nationbuilder.com/youthdialoguemarch2025]. Jeg tror, det bliver kl. 10 på østkysten. Husk, at der bliver skiftet til sommertid i løbet af weekenden, så du bør helt sikkert forsøge at opmuntre unge mennesker til at komme til den samtale. Jeg kan kun sige, at historien på nuværende tidspunkt bevæger sig i et så betagende tempo, at jeg tror, folk er klar over, at det er nu, de bør blive aktive. Tænk over, hvad dit liv handler om. Vil du bare være en forbruger, eller vil du være en, der ved slutningen af dit liv kan sige, at du har bidraget med noget til at forbedre den menneskelige arts vilkår? Jeg synes bestemt, at det er et mål, vi alle bør have. I den ånd, kom tilbage i næste uge til IPC-mødet og tag to eller tre venner med. [hzl/amb] [ssu]

Nu med YouTube og Zoom links for alle seks paneler.

Tilmeld dig for online deltagelse her for at modtage video linkene direkte til din e-mail.

Zoom links:
Her er et Zoom link for hele konferencen.
Passcode:918161
For at komme på Zoom via et telefonnummer klik her. 

YouTube: 
Man kan se konferencen via YouTube på denne side.

LØRDAG den 24. maj kl. 16.00 dansk tid

16:00-19:00 -Panel 1: Strategiske udfordringer og den fremvoksende nye orden

Panel 1 video er ovenover.

Talere:

1. Helga Zepp-LaRouche (Tyskland), grundlægger af Schiller-instituttet
2. H.E. Naledi Pandor (Sydafrika), tidligere minister for internationale relationer og samarbejde, Sydafrika
3. Prof. Dmitri Trenin (Rusland), akademisk vejleder ved Institut for Verdens Militærøkonomi og Strategi ved Higher School of Economics University (HSE) (Moskva)
4. Prof. Zhang Weiwei, professor i internationale relationer ved Fudan University, Kina
5. H.E. Donald Ramotar (Guyana), tidligere præsident for Guyana
6. Ambassadør Jack Matlock (USA), tidligere amerikansk ambassadør i Sovjetunionen, 1987-1991
7. Ambassadør Chas Freeman (USA), tidligere amerikansk viceminister for internationale sikkerhedsanliggender, 1993-1994
8. Ray McGovern (USA), tidligere senioranalytiker, Central Intelligence Agency (CIA); stiftende medlem, Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS)
9. Scott Ritter (USA), tidligere USMC Intel. og tidligere FN-våbeninspektør)

20:00-23:00 – Panel 2: Skønheden i kulturernes mangfoldighed

Moderator: Jen Pearl (U.S.), The Schiller Institute

1. Video: Lyndon LaRouche om Jesu, Meine Freude
2. Jesu, Meine Freude (Johann Sebastian Bach)
3. Helga Zepp-LaRouche (Tyskland), grundlægger af Schiller-Instituttet
4. Megan Dobrodt (USA), præsident for Schiller-Instituttet i USA
5. Elvira Green (USA) mezzosopran, tidligere ved New York Metropolitan Opera, i øjeblikket artist-in-residence ved North Carolina Central University
6. Feride Istogu Gillesberg (Albanien), albanske sange
7. Nader Majd og Alireza Analouei (Iran) direktør, Center for Persisk Klassisk Musik
8. Mezzosopran: »Parto, ma tu ben mio,« Sextus’ arie fra Mozarts {La Clemenza di Tito} ({Titus’ barmhjertighed})
9. Tenor »On the Other Side of the River«; »O wie ängstlich, o wie feurig,« Belmontes arie fra Mozarts {Die Entführung aus dem Serail} ({Bortførelsen fra serailen})
10. Everett Suttle (USA)
11. Ave Verum Corpus (W.A. Mozart)

01:00-04:00 – Panel tre: LaRouche-programmet til at skabe 3 milliarder nye produktive jobs i løbet af en generation

Ordstyrer Anastasia Battle

Musik: John Sigerson, tenor, og Dura Jun (klaver): Tre kompositioner af Ludwig Uhlands digt »Frühlingsglaube« (»Tro på foråret«) af (a) Conradin Kreutzer (1780–1849), (b) Franz Schubert (1797–1828) og (c) Josephine Lang (1815–1880)

1. 1. Harley Schlanger (USA), næstformand for bestyrelsen for Schiller-instituttet
   2. Jason Ross (USA), videnskabelig rådgiver for Schiller-instituttet
   3. Sergei Glazyev (Rusland), statssekretær for Den Russisk-Hviderussiske Union; akademiker, Det Russiske Videnskabsakademi (RAS): »Genopbygning efter finanskrisen«
   4. Paul Gallagher (USA)
   5. William DeOreo (USA), hydrolog, præsident for Aquacraft
   6. Michele Geraci (Italien), tidligere undersekretær i Ministeriet for Økonomisk Udvikling, Italien, professor i økonomisk politik, Nottingham University, Ningbo; æresprofessor, Peking University School of Economics; adjungeret professor i finansiering, New York University, Shanghai;
   7. Bob Baker, Marcia Baker og Farmers (USA)

SØNDAG, 25. maj, kl. 15.00 dansk tid

15:00-18:00 – Panel fire: LaRouche Legacy Foundation om realiteterne i LaRouches ideer

Musik: Schubert B-dur Klaversonate 1. sats, Martin Kaptein, klaver

Ordstyrer: Dennis Small (USA), LaRouche Legacy Foundation

1. 1. Lyndon LaRouche, videoklip
   2. Diane Sare (USA), formand for LaRouche Organization, tidligere uafhængig kandidat til det amerikanske senat i New York
   3. Helga Zepp-LaRouche (Tyskland), grundlægger af Schiller Institute

19.00-22.00 – Panel fem: Ungdommens rolle i udformningen af Jordens næste 50 år

Music: Franz Schubert Impromptu in G flat, Martin Kaptein

Video: Lyndon LaRouche

Moderator: Daniel Burke (U.S.), The Schiller Institute

1. Jason Ross (U.S.), Science Advisor to the Schiller Institute
2. Mike Campbell (U.S.)
3. Adrian Pearl (U.S.)
4. Robert Castle (U.S.)
5. Carolina Domínguez (Mexico), Schiller Institute
6. Kynan Thistlethwaite (U.S.)
7. Anastasia Battle (U.S.)
8. Jose Vega (U.S.), LaRouche Youth Movement Leader, Independent Congressional Candidate, Bronx, New York
9. Megan Dobrodt (U.S.), President, Schiller Institute

22:00-00:30 – Debat og diskussion for de unge

00:30-03:30 -Panel seks: Den industrielle revolution 4.0: Rummet, fusion og kunstig intelligens

1. 1. Music: Beethoven Trio #4, Op. 11: Dura Jun, piano; Jungwon Yoon, violin and Sam Chung, cello

      Video: Lyndon LaRouche

      Moderator: Dennis Speed (U.S.),The Schiller Institute

      1. Jacques Cheminade (France), Former Presidential Candidate, President of Solidarité et Progrès
      2. William Happer (U.S.), Professor Emeritus of Physics, Princeton University; former member, U.S. National Security Council and the U.S. Department of Energy
      3. Kelvin Kemm (South Africa), Nuclear Physicist, Past Chairman, South African Nuclear Energy Corporation
      4. Steve Durst (U.S.), International Lunar Observatory Association
      5. Cody Jones (U.S.), High School Teacher
      6. Jason Ross (U.S.), Schiller Institute Science Advisor

      ————————————————————————————–

Invitation:
Den strategiske situation gennemgår i øjeblikket ikke bare én, men flere tektoniske forandringer. Disse ændringer begraver effektivt den unipolære orden, som opstod efter Anden Verdenskrig og derefter igen i en ny form efter afslutningen af Den kolde Krig. Francis Fukuyamas tese om »historiens afslutning«, hvormed han mente den vestlige liberale demokratimodels verdensherredømme, viste sig at udgøre en af de mest kortlivede »epoker« i historien.

Efter præsident Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus krakelerede det transatlantiske forhold meget hurtigt med et øredøvende brag. »USA er nu Vestens fjende,« skreg Londons Financial Times i en forsideartikel, som konkluderede: »Vesten er død.« Det særlige forhold mellem USA og Storbritannien, som var grundpillen i den unipolære orden, er blevet brudt og vil aldrig blive genoprettet.

Det kommer nu frem, at pro-EU-kræfterne i Europa var allieret med den selvsamme »dybe stat«, også kaldet det »permanente bureaukrati«, som er under angreb fra Trump-administrationen. Vicepræsident J.D. Vances bemærkninger på sikkerhedskonferencen i München om den manglende demokratiske praksis i Europa ramte en rå nerve i det europæiske »permanente bureaukrati«.

Hvis det lykkes præsident Trump ikke kun at afslutte krigen i Ukraine, men også permanent at forbyde den artstruende brug af atomvåben gennem en proces med samarbejde og dialog med Rusland og Kina, vil han fortjene [ros]. Det ville betyde intet mindre end at erstatte praksis med geopolitisk konfrontation mod BRIKS-staterne og det Globale Syd med samarbejde til gensidig fordel for alle.

Den anden tektoniske ændring er præget af den proces, hvor nationerne i det Globale Syd i øjeblikket overvinder 500 års kolonialisme med hjælp fra Kina og bevæger sig mod at blive mellemindkomstlande på kort sigt. I stedet for at betragte denne udvikling som en trussel burde de europæiske nationer og USA glæde sig over, at milliarder af mennesker, som nu frigøres til at udnytte deres fulde potentiale, undgår den kværnende fattigdom. Den eneste måde, hvorpå faren for en global atomkrig og den efterfølgende udslettelse af menneskearten kan overvindes, er ved at samarbejde med den Globale Majoritet.

Konferencen vil også reflektere over Lyndon LaRouches livsværk. LaRouche Legacy Foundation (LLF) vil fremlægge rigelige beviser for, at Lyndon LaRouche allerede i 1960’erne forudsagde det liberale systems nuværende krise med forbløffende nøjagtighed. Hvis verden havde lyttet til LaRouches analyse og hans advarsel om Nixons ødelæggelse af det gamle Bretton Woods-system ved at indføre flydende valutakurser, ville verden aldrig være kommet ind i den nuværende eksistentielle krise – en krise, der er kendetegnet ved en blomstrende spekulativ finansboble, en kollapsende fysisk økonomi og en ubændig trang til krig og den schachtianske militarisering af økonomien, der er forbundet med den.

Den videnskabelige metode i LaRouches fysiske økonomi tillempes i dag tilnærmelsesvis mest i Kina, hvilket er grunden til, at dette land er så enormt succesfuldt, en succes, som kan kopieres af enhver nation, der vælger at gøre det.

Den store udfordring for verden som helhed er endelig at skabe en retfærdig, ny økonomisk verdensorden og at anvende opfattelsen af fred gennem udvikling. På konferencen vil der være en vigtig diskussion af Schiller Instituttets kampagne for at sætte Oase-planen, som LaRouche først foreslog i 1975, på dagsordenen for hele Sydvestasien. Der vil være et særligt fokus på en udviklingsplan for det afrikanske kontinent, i overensstemmelse med Den Afrikanske Unions Agenda 2063, som deler ånden i Oase-planen.

Vi er nødt til at slynge hele verden ud af den nuværende elendighed med geopolitisk konfrontation, ud af den barbariske opfattelse at alt er et nulsumsspil, og at man altid har brug for en fjende. Vi har nået et øjeblik i historien, hvor vi absolut må opnå et nyt paradigme, der først tager udgangspunkt i ideen om den ene menneskehed og derefter bringer alle nationers interesser i overensstemmelse med den ene menneskeheds interesser. Vi må skabe en ny æra i menneskehedens historie, baseret på helt nye aksiomer, ikke dem fra den gamle orden, som netop er imploderet. Til det har vi brug for en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til de eksistentielle interesser for hver eneste nation på planeten. Det er kvaliteten af en fornedret eller en ophøjet kultur, der bestemmer, hvordan vi tænker. Det nødvendige nye paradigme kræver, at vi erstatter den nuværende uvidenhed, ligegyldighed og direkte chauvinisme over for andre kulturer med nysgerrighed, interesse, viden og tilmed kærlighed til de forskellige kulturer på planeten. Schiller Instituttets konference vil byde på en dialog mellem kulturer og civilisationer, hvor det enestående såvel som de universelle principper, der forener kunsten, vil blive fremhævet.

Menneskeheden står ved sit vigtigste forgreningspunkt nogensinde. Hvis vi fortsætter som barbarer, vil vi lide samme skæbne som dinosaurerne og huleboerne. Men vi har også håb, fordi mennesket er i stand til en grænseløs perfektion af sin fornuft og karakterskønhed. Det bør præge vores syn på fremtiden.

Ikke korrekturlæst

[HZL] [NP] [ssu]
14. februar 2025 (EIRNS) – [Det følgende er bemærkningerne fra både Helga Zepp-LaRouche og H.E. Dr. Naledi Pandor i den rækkefølge, de forekommer, men uden de andre samtalepartnere imellem].

ANASTASIA BATTLE: Jeg byder alle, nye som gamle, velkommen til Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 89. møde i træk. Jeg vil gerne byde jer alle sammen velkommen til denne særlige diskussion i dag. Mit navn er Anastasia Battle; jeg vil være jeres ordstyrer sammen med Dennis Small og Dennis Speed. Som jeg gerne vil minde alle om, skabte vi dette forum for 89 uger siden for at forene fredsbevægelsen over hele verden. Uanset hvilken ideologi du kommer fra, er du velkommen her, hvis du går ind for ægte fred. Hvis vi vil nå dette mål, er vi nødt til at forene så mange mennesker som muligt på planeten for at få det til at ske.

Vi har en fremragende række af ledere i dag. Det er noget helt særligt. Her er dagsordenen: Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet; Hendes Excellence Dr. Naledi Pandor, tidligere minister for internationale relationer og samarbejde i Sydafrika; tidligere præsident i Guyana, Donald Ramotar; og repræsentant for Eisenhower Media Network Dennis Fritz. Jeg vil også gerne rette en særlig tak til Sydafrikas ambassadør i Mexico, Hendes Excellence Beryl Sisulu, for at deltage i samtalen i dag.

Til at starte med vil jeg gerne give ordet til Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet, som vil introducere diskussionen. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest vil jeg gerne sige velkommen til jer alle sammen. Det er naturligvis en særlig ære, at vi i dag har besøg af Dr. Naledi Pandor, som helt klart er en af de fremtrædende ledere fra det Globale Syd – som er den Globale Majoritet – hvis stemme skal blive meget stærkere, hvis verden nogensinde skal nå frem til en fredelig orden. Så jeg vil gerne byde dig særligt velkommen, men naturligvis også alle de andre prominente talere.

Jeg tror, at vi befinder os i den mest dramatiske tidsændring, en ændring af en epoke, som på den ene side er fyldt med utrolige farer – og faren for en global atomkrig er stadig ikke helt af bordet. Men på den anden side tror jeg absolut, at der er håb om, at hvis vi forener vores kræfter, kan vi flytte menneskeheden ind i en bedre æra med et nyt paradigme. Hele verden reagerer lige nu tydeligvis på den omvæltning, som valget af præsident Trump har medført. Ved at foretage et telefonopkald sammen med præsident Putin har han – i det mindste i den transatlantiske verden – forårsaget et fuldstændigt jordskælv og freak-outs og nervøsitet af hidtil usete dimensioner. Men jeg synes, at en del af det, han gør, er ekstremt lovende, og det repræsenterer et ægte gennembrud.

Ifølge den russiske talsmand Peskov er et møde mellem Trump og Putin aftalt og under forberedelse på kort sigt. Stedet er endnu ikke afgjort, men han sagde, at der er meget at tale om. Trump har allerede sagt, at han ønsker at genstarte forhandlingerne om kontrol med atomvåben med Rusland og Kina. Dette blev bredt rapporteret af de kinesiske medier, og den kinesiske talsmand sagde, at USA burde gå foran ved at være et eksempel på atomnedrustning, da USA og Rusland har de største atomarsenaler. På den måde kan andre lande følge efter. Han sagde også, at han har en plan for at løse krisen i Ukraine ved at forsikre Rusland om, at Ukraine ikke kan blive medlem af NATO, og på den måde tage fat på en af de vigtigste årsager til krigen. Han sagde også, at Ukraine ikke kan forvente at have det samme territorium og de samme grænser som før 2014. Han sagde også, at Biden-administrationen fremprovokerede konflikten. Han sagde også, at han stoler på Putin. Han tror, at Putin ønsker fred, og han ønsker, at Rusland kommer tilbage i G8.

Så for det første er det et meget velkomment brud med den tidligere politik. Hvis man ser på de britiske medier, er de helt ude af den og hysteriske og siger, at Trump har solgt Ukraine, og at det er eftergivenhed. Så de kan ikke forlige sig med det. Det er klart, at det rammer sikkerhedskonferencen i München, som starter i dag, som et lyn.

Den anden store krise, som vi er ekstremt bekymrede over, er det, der sker i Mellemøsten. Her var præsident Trumps første bemærkninger ret forfærdelige; da han foreslog at omdanne Gaza til en ny, smuk riviera, skulle alle palæstinenserne dog flyttes til Jordan, Egypten og andre lande, hvilket naturligvis er helt uacceptabelt for palæstinenserne og det meste af verden med dem.

Vi gik straks i gang med en mobilisering og sagde, at vi nu må aktivere oase-planen, for man er nødt til at have en tostatsløsning, men i betragtning af ødelæggelserne i Gaza og også på Vestbredden er man absolut nødt til at kombinere det med en økonomisk udviklingsplan. Da Trump fik besøg af kong Abdullah II af Jordan, gentog han sit forslag om at forflytte alle palæstinenserne, hvilket kong Abdullah ikke umiddelbart imødegik, men sad stille og roligt. Men efter mødet udsendte han en erklæring om, at hvis USA forsøgte at gøre det, ville Jordan erklære krig mod Israel. Det er meget indlysende, for allerede nu er 60 % af den jordanske befolkning palæstinensere, og det ville true med at destabilisere ikke bare kongeriget Jordan, men også, hvis en sådan politik blev accepteret, ville det være en trussel mod stabiliteten i hvert eneste land i regionen. De andre berørte lande – især Egypten – er heller ikke enige i denne plan. De afviste den ligesom alle andre arabiske naboer. Egypten afholder nu den 17. februar, om tre dage, en konference i Cairo om en alternativ plan. Denne plan er meget god; den foreslår genopbygning af Gaza, men med palæstinenserne tilbage i deres hjemland. Vi synes, det er et skridt i den rigtige retning, men jeg vil komme ind på, hvad jeg mener, der er brug for om lidt.

De NATO-allierede sikkerhedsfolk i verden, eller i store dele af verden, mødes lige nu i München til en tredages konference. Jeg vil gerne sige, at den såkaldte »{Wehrkundetagung}«, som er det navn, sikkerhedskonferencen i München plejede at have, da Ewald von Kleist og Horst Teltschik var lederne. På det tidspunkt var det et forum for en reel dialog mellem nationer om sikkerhedsproblemer i deres lande og relaterede spørgsmål. Men desværre er sikkerhedskonferencen i München, efter at Horst Teltschiks efterfølgere tog over, blevet til en PR-begivenhed for NATO og det militærindustrielle kompleks. Så lige nu er disse mennesker – europæere af forskellig slags, som de har inviteret for første gang, vigtige talere fra det Globale Syd, ikke første gang, men mere vægt på dem denne gang – i fuldstændig opløsning, fordi de har indset, at den gamle liberale orden er ved at gå i opløsning. Med Trumps ankomst til Det Hvide Hus er det slut med deres såkaldte regelbaserede orden. Naturligvis er der stor opstandelse over, at præsident Trump lukkede USAID, som havde et budget på 40-60 milliarder dollars om året; og ud over såkaldt humanitær bistand var det det vigtigste redskab for USA’s såkaldte bløde magt, som med ikke så pæne ord betød politisk destabilisering, manipulationer, farvede revolutioner og lignende. De mennesker, der brugte disse værktøjer til at opretholde deres regelbaserede orden, er nu i vildrede over, at den er afbrudt. Men det er meget godt.

J.D. Vance, USA’s vicepræsident, har lige talt på München-konferencen for en time siden. Han gav europæerne en lektion i demokrati ved at sige, at problemet med europæerne er, at de er bange for vælgerne. Han opfordrede dem til ikke længere at udstøde valgte oppositioner, som er udbredt over hele Europa lige nu.

Når man ser på dette billede, som helt klart er involveret, og i betragtning af at den gamle orden er ved at bryde sammen – selv om den nye orden endnu ikke har taget form – mener jeg, at det er ekstremt påtrængende, at vi sammen med Den Internationale Fredskoalition og alle relaterede kræfter forsøger at lægge et nyt paradigme på bordet. Som jeg har sagt mange gange før, mener jeg, at alle verdens problemer kun kan løses effektivt, hvis man bliver enige om en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle verdens landes interesser, i traditionen fra Den Westfalske Fred. For konklusionen på den fred var, at medmindre man tager hensyn til alle andres interesser, er fred umulig.

Så det betyder for Mellemøsten, som lige nu er det mest påtrængende spørgsmål, at vi skal kæmpe for at få kombinationen af en arabisk fredsplan, som den fremmes af Egypten og andre arabiske lande, men med den tilføjelse, at tostatsløsningen skal omfatte en Oase-plan. Kun hvis man har et bredt udviklingsperspektiv for hele Mellemøsten – ikke bare Israel og Palæstina, men for alle de lande, der er blevet ødelagt af tidligere interventionskrige, som Syrien, Irak, Afghanistan, Yemen og mange andre lande i regionen: De har brug for udvikling hurtigst muligt og Oase-planen, som foreslår at skabe nye store mængder ferskvand gennem kanaler, kunstvandingssystemer og store mængder havvand, der skal afsaltes ved hjælp af atomkraft, som grundlag for infrastruktur og industriel udvikling af hele denne region, som lige nu overvejende er en ørken. Det umiddelbare spørgsmål er naturligvis, at den humanitære hjælp skal ind i Gaza, for folk dør, mens vi taler her. Men hele denne pakke skal sættes på dagsordenen under ét, hvis den skal lykkes.
Dette er mine indledende bemærkninger, og jeg giver ordet tilbage til dig, Anastasia.

BATTLE: På vegne af Den Internationale Fredskoalition vil jeg gerne takke Hendes Excellence Naledi Pandor for at slutte sig til os. Hun er tidligere minister for internationale relationer og samarbejde i Sydafrika og har været en helt fantastisk ledende stemme for fred og retfærdighed i verden. Mange tak, Deres Excellence, fordi De kom. Værsgo at gå i gang.

H.E. DR. NALEDI PANDOR: Mange tak for invitationen til at deltage i jeres drøftelser. Jeg mener, at de er meget vigtige. Jeg synes, at oase-planen præsenterer en række meget nyttige forslag, som de stridende grupperinger kan se på som grundlag for yderligere diskussioner. Fra vores egen erfaring i Sydafrika, hvor vi for 30 år siden blev enige om at indlede forhandlinger med dem, der havde undertrykt os i mange, mange årtier, ved vi, at når man først sidder ved bordet, er det de tidligere undertrykte, der skal afgøre, hvilken fremtid de gerne vil se. Og derfor er det meget vigtigt, at vi aldrig antager noget på vegne af dem, der har det svært. Og vi er nødt til at finde måder at få deres synspunkter på bordet for at sikre, at uanset hvilket resultat vi når frem til, så er det et, der har legitimitet i form af støtte fra de tidligere undertrykte. Så selv om jeg grundlæggende er enig i, at en central del af det, der skal tages fat på, når vi går ind i fremtiden, er spørgsmålet om genopbygningen af det område, hvor det palæstinensiske folk bor, mener jeg, at det er bydende nødvendigt at engagere det palæstinensiske folk: deres ledelse, deres civilsamfund og spørge dem: »Hvordan ser man fremtiden?« Og selvfølgelig er »fjenden« (i anførselstegn), som vi plejede at kalde vores undertrykker, det, de mener at tale til, folket og især Israels regering samt de allierede, der har støttet Israel så kraftigt i dets undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Så vi er nødt til at se på, hvordan vi gennem Den Internationale Fredskoalition kan samle disse grupperinger og faktisk få dem til at give os en fornemmelse af, hvilken slags fremtid de forestiller sig.

Jeg vil gerne antyde, at hvis den fremtid omfatter vedvarende fornægtelse af menneskerettigheder, vedvarende fornægtelse af frihed, manglende respekt for suverænitet, så er det ikke noget grundlag for en politisk løsning. Så der er visse, tror jeg, nøgleaftaler, som er nødt til at være et accepteret grundlag. Jeg bifalder tanken om en tostatsløsning. Det har været den holdning, som vi alle har støttet, flertallet af os, i FN’s Generalforsamling. Men tostatsløsningen, som vi forestillede os den, da resolutionen først blev vedtaget, har ændret sig fundamentalt i forhold til, hvad der eksisterede på det tidspunkt. Det øgede antal israelske bosættelser har gjort det usandsynligt, at man kan have et suverænt palæstinensisk territorium. Det kan kun opnås, hvis der er enighed om, at de personer, der har besat palæstinensisk territorium, skal genbosættes på anden jord. Du har set i det sidste halvandet års konflikt mod Gaza, at temperaturen er så høj, at fjendtligheden endda mellem almindelige civile er af så ekstrem karakter, at det bliver meget, meget svært at få en diskussion – en rationel, meget omhyggeligt konstrueret diskussion – i gang. Bosætterne er endda gået så langt som til at angribe lastbiler med humanitær hjælp og dræbe civile palæstinensere. Så det er gået langt ud over Israels tidligere væbnede styrker. Desuden må Hamas og andre grupperinger i Palæstina acceptere, at der skal findes en løsning mellem de to, og at man ikke kan ødelægge den ene eller den anden.

Så jeg tror, at de internationale fredsprocesser kunne begynde at etablere koalitioner gennem en række nøglesamtaler. Den første ville være at teste sandsynligheden for et engagement mellem israelere og palæstinensere. Vi er nødt til at forstå, om palæstinenserne er klar til at sidde omkring et bord, hvor der også sidder repræsentanter for Israel? Er israelerne på samme måde klar til at sidde med ved det bord? Hvad ville være de vigtigste spørgsmål, der skulle tages op ved det bord? Og hvem kunne være de ærlige samtalepartnere, som man ville have tillid til kunne facilitere en meget kompleks proces af denne art? Jeg tror, der skal gøres et stort stykke arbejde.

Jeg tror også, at vi befinder os i en meget farlig tid, fordi vi taler gennem overskrifter snarere end gennem rationalitet. Så vi har brug for lederskab. Vi er nødt til at finde en måde, gennem Schiller Instituttet, at identificere, hvem der er de voksne i rummet. Hvem kan rent faktisk leve uden at være på en overskrift hver dag? Hvem er klar til at engagere sig på en seriøs måde for rent faktisk at løse verdens problemer? Det er ikke godt for kloden, at USA og Kina går i kødet på hinanden med handelsaftaler. Det skader vores mindre økonomier og gavner slet ikke verden. Så vi har brug for voksne. Vi har brug for ledere. Jeg har endnu ikke været i stand til at identificere, hvem der er lederne. Så jeg tror, at Schiller Instituttet sammen med andre organisationer med lignende styrke kunne begynde at påtage sig den lederrolle, primært med henblik på at indkalde, indlede samtaler og udvikle en dagsorden.

Jeg tror, at der er ledere i Syd, som kunne spille en rolle. Du ved, at Sydafrika har været et af emnerne for en nylig bekendtgørelse fra USA’s præsident. Vi mener, at der har været en hel del misrepræsentation af vores politik og vores politiske intentioner, og endda de mennesker, som præsident Trump har tilbudt tilflugt i Amerika, har sagt, at de ikke har noget ønske om at forlade deres land, Sydafrika. Så der er helt klart misinformation derude, og denne bekendtgørelse blev underskrevet uden ordentlig research, uden konsultation med den sydafrikanske regering, og den har virkelig sat os i et meget negativt lys, helt unødvendigt.

Derfor vender jeg tilbage til mit synspunkt om, at vi har brug for voksne i lokalet. Og måske kunne Den Internationale Fredskoalition begynde en række møder med forskellige grupperinger med henblik på at nå frem til den større globale konsultation, hvor vi så kunne begynde at udvikle en dagsorden, der gør det muligt for os at tage fat på de nøgleproblemer, der påvirker kloden og forårsager den uorden, vi er vidne til i øjeblikket.

Når vi taler om Mellemøsten, må vi også nævne Sahel i Afrika, vi bør nævne Sudan, som er under stort pres, samt meget fattige afrikanske lande, som bærer en betydelig byrde af flygtninge og fordrevne personer, men som ikke får megen opmærksomhed fra verden eller kommentarer til deres situation.

Så der er meget at gøre for os, og jeg ser frem til, at Den Internationale Fredskoalition identificerer disse mennesker, som jeg kalder »voksne«, og overtaler dem sammen med andre organisationer. Så det første skridt er, at vi etablerer en global fredskoalition; og så arbejder vi os igennem den og bliver mere ambitiøse, indtil vi når frem til et punkt, hvor et af de kritiske spørgsmål, vi ønsker at tage op – som jeg mener har førsteprioritet, er konflikten i Mellemøsten – virkelig får fokuseret opmærksomhed, og vi forsøger gennem vores forskellige ressourcer at nå frem til en løsning.

Jeg vil gerne have, at FN også bliver involveret. Jeg mener, at der i de sidste par år har været et ægte og ret ondsindet forsøg på at mindske FN’s status som den førende multilaterale institution. Og derfor mener jeg, at uanset hvad vi gør, bør vi ikke bekræfte den hensigt, men tillade FN, som er vores globale organ, at indtage sin plads i støtten til løsningen af globale problemer.

Så jeg vil holde en pause på det punkt. Lad mig slutte af med at sige, at selvom jeg er enig i, at dette øjeblik giver Syd mulighed for at komme til sin ret, så er Syd ikke en sammenhængende, koordineret politisk formation. Endda inden for BRIKS er der forskellige filosofiske orienteringer, forskellige økonomiske styrker. Så selv om der er fælles perspektiver og mål, er det vanskeligt og måske ikke nyttigt at forestille sig Syd som en koordineret, sammenhængende politisk formation. Men det er en nyttig ramme, som vi kan trække på.
Mange tak skal du have. Jeg håber, jeg har givet mening. Jeg håber, det gav mening.

ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest vil jeg gerne takke Dr. Pandor for at have vist IPC-processen, herunder Schiller Instituttet, tillid til at sammensætte den slags indledende grupperinger til at udforske dette. En af dem: Kan vi få israelere og palæstinensere til at acceptere at sætte sig ved samme bord, hvilket vi lige har hørt Dennis Fritz være meget pessimistisk omkring. Og der er faktisk nogle ekstreme bekymringer, for vi er blevet kontaktet af mange palæstinensere, som sagde: »Kan du bringe os sammen med nogle israelere, fordi de nægter at tale med os?« Så vi er godt klar over, at det er svært. Men jeg mener ikke, at man skal lade sig afskrække af fortidens problemer. Jeg tror, at vi befinder os i en så tektonisk forandring af alting, at der opstår nye åbninger. En af dem, som skal udforskes, er, at den nationale sikkerhedsrådgiver Waltz havde sagt, at Trumps forslag om Gazas riviera er det bedste forslag på bordet, men hvis nogen har et bedre forslag, skal de komme frem. Og nu blev dette endda gentaget af udenrigsminister Marco Rubio, som også sagde, at hvis nogen har en bedre plan, bør de komme frem med den.

Jeg tror, det skaber en åbning. I betragtning af, at egypterne har taget føringen ved at foreslå deres version af genopbygningen af Gaza, vil jeg virkelig opfordre alle deltagere i dette panel til at hjælpe os med at fusionere de to bestræbelser – det egyptiske forslag med Oase-planen. For jeg tror, at hvis de arabiske regeringer ville – og jeg ved ikke, om det er et spørgsmål om kommunikation – men det, vi foreslår, er ikke bare – lad mig først sige det negative. Hvis det går galt, er det ikke kun en generel krig i Mellemøsten, der er mulig, men oberst Macgregor, som også er en ekstremt vidende og vigtig analytiker, mener, at en generel krig i Mellemøsten vil finde sted i begyndelsen af marts, og han er også meget pessimistisk. Det kan føre til en atomkrig, for når man først har en generel krig i Mellemøsten – inklusive Iran, et muligt forsøg på at ødelægge Irans atomforskningsfaciliteter – har den potentiale til at komme helt ud af kontrol. Så det er den ene fare.

Den anden er, at hvis der bliver gjort et forsøg på at jage palæstinenserne ud af Gaza og Vestbredden – det er også i gang – vil der være en umiddelbar mulighed for, at 6 millioner nye flygtninge vil strømme til hele regionen, hvilket, som allerede nævnt, kan destabilisere hver eneste regering i Mellemøsten; eller til Europa, som lige nu er ved at blive revet i stykker på grund af det såkaldte »migrant«-spørgsmål, for det er et kompliceret emne. Der var igen en massakre i München i går, og hele landet er i oprør. Migrantspørgsmålet har tydeligvis været et af hovedpunkterne i Trumps beslutning om at bygge en mur mod Mexico. Og igen, jeg tror grundlæggende på, at verden hænger sammen på en sådan måde, at vi alle sidder i samme båd på en måde, som det aldrig er sket i historien før, på grund af atomvåben, på grund af pandemier, på grund af internettet: Vi er virkelig i samme båd, og derfor er man nødt til at søge løsninger, der tager fat på alt på én gang! Derfor kræver vi en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvor hele oase-planen for hele Mellemøsten, regionen fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Golfstaterne, er ét udviklingsområde; hvor ørkenen skal omdannes til landbrug, skovbrug og beboelig jord.

Og håndteringen af migrantspørgsmålet, hvor vi har udgivet en rapport, der siger, at den eneste menneskelige måde at håndtere migrantspørgsmålet på i USA og Europa er, at de europæiske lande og USA skal gå sammen med BRIKS om at udvikle de lande, hvor flygtningene kommer fra. For de flygter ikke og risikerer deres liv for sjov, men fordi de ikke har noget at leve af. Så genopbygningen af Mellemøsten som et fælles projekt for Europa, for USA, hånd i hånd med BRIKS, er vejen til at løse alle problemerne på én gang. Og at bringe udvikling til Afrika, hvilket er i overensstemmelse med Den Afrikanske Unions plan, 2063-planen; for Latinamerika ligeledes en plan for et infrastrukturprojekt for hele Latinamerika, hvor USA og Kina ville arbejde sammen om at løfte disse lande ud af fattigdom, så flygtninge ikke længere ville løbe til den mexicanske grænse og risikere deres liv. Hvorfor ser vi ikke på alle disse ting som én pakke? Det ville være en win-win-tilgang, som jeg tror vil lykkes.

PANDOR: Tak skal du have. Jeg synes, vi har haft fremragende bidrag. Jeg synes, at spørgsmålet om det militærindustrielle kompleks er et, som vi alle bør være opmærksomme på. Der er en spredning af våben, og en stor del af konflikterne på det afrikanske kontinent skyldes ofte våben, der bringes ind på kontinentet af eksterne grupperinger, og som giver næring til en stor del af fjendtligheden mellem forskellige samfund i lande, i forskellige regioner i Afrika. Så jeg tror, vi er nødt til at ændre den måde, vi engagerer os i verden på.

Vi har en plan: Vi har FN’s mål for bæredygtig udvikling. De har været taget af bordet i så lang tid. Jeg er enig med den tidligere præsident i, at de største udfordringer, vi står over for, er fred, ulighed og bekæmpelse af fattigdom i vores verden. Det store flertal af mennesker oplever stor skade, de har intet håb. Hvad der faktisk er endnu mere bekymrende er, at der er en voksende fjendtlighed over for demokratisk praksis og et demokratisk etos. Så jeg tror, at alle vores lande er nødt til at handle hurtigt for at forsikre offentligheden om, at demokrati betyder noget positivt, og at vi har enkeltpersoner og institutioner, der kan hjælpe med at gøre en forskel.

Hvis vi går glip af dette øjeblik, tror jeg ikke, vi kan forestille os det kaos, der vil møde os. Så dette er en tid, hvor vi er nødt til at bruge al den institutionelle kapacitet, vi har til rådighed, for at sikre, at vi vender tilbage til rationalitet, og at vi har diskussioner og processer, der tager fat på vores dybtliggende problemer med ulighed, mangel på levebrød og usikkerhed forårsaget af konflikt. Alt dette er spørgsmål, som vi har diskuteret i mange, mange årtier, men vi har ikke fundet et globalt samarbejde om at løse disse udfordringer, og jeg tror, at vi nu er nødt til at opbygge en virkelig praktisk og effektiv global koalition, der vil tage fat på disse udviklingsudfordringer.

Jeg støtter den tidligere præsident i Guyana, når han siger, at der er en meget vigtig forbindelse mellem fred og udvikling. Det er derfor, vi ikke har set fremskridt på det afrikanske kontinent. For lige så snart vi tager et skridt fremad, tager vi ti skridt tilbage på grund af civile konflikter eller konflikter mellem naboer. Så vi er nødt til virkelig at gøre en indsats.

Jeg spekulerer på, om det ville være plausibelt at anerkende, at der er rådgivere, som er negative, og om vi kunne skabe positive rådgivere, som har en stemme, og som kan bruge de mange kommunikationsinstrumenter, der er til rådighed i hele verden. Et af de områder, der bekymrer mig, er, at når der fremsættes en latterlig idé, ser man ikke i populærpressen en udfordring af den. Vi har endda oplevet, at selv om man ved, at en idé er latterlig, så behandler man den i medierne, som om den har en chance for at lykkes. Men vi ved, at det ikke vil fungere. Befolkningen i Palæstina vil ikke acceptere tvangsflytninger, ligesom vi i Sydafrika nægtede at acceptere tvangsflytninger. Og derfor er vi nødt til at være mere tydelige omkring at se på historien, se på de løsninger, historien har givet os, og faktisk advare dem, der opmuntrer til negative ideer, om, at de er nødt til at bevæge sig mod mere positive mål.

Så hvem er de mennesker, der kan tale med præsident Trump, som kan tale med præsident von der Leyen, som kan tale med kansler Scholz? Vi er nødt til at få lederne til at blive enige om, at de vil give verden en pause, så vi kan tage fat på de virkelige problemer – klimaforandringer, spredning af atomvåben, behovet for udvikling, udryddelse af fattigdom, ligestilling mellem kønnene og alle de negative ting, der er verdens virkelige udfordring. Mange tak skal I have.

PANDOR: Jeg tror, det er en meget vanskelig opgave. Men lige fra starten af befrielsesbevægelsen i Sydafrika var der altid en intention om at samle nationen. Da den store befrielsesbevægelse, African National Congress, blev skabt, var aftalen at forene det afrikanske folk, fordi kolonitidens dagsorden var at opdele os etnisk, så vi aldrig ville være tilstrækkeligt forenede til at opnå fuld frihed. Så ANC begyndte som en organisation, der samlede afrikanere, men med tiden, da den konfronterede de undertrykkende kræfter, indså den, at undertrykkelse faktisk handler om værdier og principper. Det handler ikke bare om identitet. I alle samfund var der individer, som værdsatte menneskerettigheder, retfærdighed og frihed. Så den arbejdede på at samle disse mennesker og sikrede, at African National Congress ville blive en ikke-racistisk organisation, der optog alle, der ønskede at deltage i kampen mod apartheid, i befrielsesbevægelserne. Så begrebet ikke-racialisme havde eksisteret i mange årtier. At konfrontere apartheidstaten var at konfrontere det onde ved apartheid og ikke at konfrontere hvide personer.
Så jeg tror, det er modenheden i den politiske forståelse af, hvad der skal gøres for at opbygge en nation. Vi er et land med en usædvanlig kolonihistorie, fordi de imperiale kræfter, som regerede fra udlandet, boede i vores land og havde boet i Sydafrika i århundreder. Så de var i høj grad afrikanske; de var sydafrikanske. Det var en virkelighed, vi var nødt til at leve med. Udfordringen var at overbevise om, at det faktisk er rigtigt, at vi alle skal have rettigheder; at vi kan være frie sammen; og at opgaven med at bekæmpe undertrykkelse og gøre en ende på apartheid ikke kun var at befri de undertrykte, men også undertrykkerne.

Så jeg tror, at svaret i virkeligheden er, at det er modenheden af dit politiske ideal, der afgør, om du har evnen til virkelig at søge løsninger, der søger at opbygge eller forsøger at ødelægge. Sydafrika var på den måde ret usædvanligt, og vi er heldige, at vi havde ledere, der var fremsynede nok til at tro på muligheden for en nation, der kunne forenes i sin mangfoldighed og dele fælles værdier og principper.
PANDOR: Med hensyn til en opdatering tror jeg, at Sydafrikas regering leverede en for nylig i den sydafrikanske præsidents tale til nationen. Jeg er ude af regeringen. Opdateringen er, at den sydafrikanske regering nu har indsendt mindesmærket, papirerne, som fuldt ud bekræfter, at der er begået folkemord på det palæstinensiske folk. Regeringen har arbejdet sammen med en række forskningsorganisationer, civilsamfundsorganisationer og mange andre, som har leveret beviser, der udgør en del af det memorial, der er blevet indsendt til domstolen. Andre lande har tilsluttet sig sagen ved Den Internationale Domstol, og vi afventer nu en dato for en høring om sagens substans. Så vi har taget alle de nødvendige skridt. Lægerne har været meget hjælpsomme på sundhedsområdet, idet de har leveret meget brugbare beviser på de grusomheder, som vi mener er forbundet med folkedrabsforbrydelsen. Jeg tror, at vi alle bør være meget opmærksomme på sagen, når høringen begynder. Hvis der er yderligere beviser, der kan fremlægges, bør vi være i kontakt med de lande, der har sluttet sig til Sydafrika i sagen.

Det er lidt ærgerligt, at det hovedsageligt er lande i Syd, der tager denne sag op, hvilket understreger vigtigheden af at anerkende international menneskerettighedslovgivning og dens plads i beskyttelsen af de marginaliserede og sårbare. Man kunne ønske, at flere lande i vores verden, som havde været meget bekymrede over folkedrabet i Rwanda; ekstremt bekymrede over, hvad der skete i nogle lande i Latinamerika. Vi ville ønske, at de også kunne anerkende værdien af institutioner som Den Internationale Domstol til at holde ledere ansvarlige for deres handlinger, som skader grupper eller individer.

PANDOR: For det første tror jeg ikke, at vi skal acceptere forestillingen om, at ikke-statslige enheder nu vil blive drivkraften bag global handling og globale relationer. Jeg har tidligere sagt, at jeg mener, det er meget vigtigt, at vi bekræfter FN’s rolle som den førende multilaterale institution i verden. Samtidig med at jeg siger det, støtter jeg også alle de opfordringer, som Sydafrika og mange andre FN-medlemsstater har fremsat om at reformere FN og andre udviklingsinstitutioner, især de internationale finansielle udviklingsinstitutioner, som har behandlet det afrikanske kontinent temmelig uretfærdigt. Så jeg mener, at stater stadig er vigtige, men vi skal også have stærke ikke-statslige enheder, der handler i samspil med regeringen; og især når det gælder udviklingsprioriteter, er de i stand til at støtte gennemførelsen af udviklingsinitiativer.

Jeg tror ikke, at staten på egen hånd i noget land er i stand til at gennemføre en udviklingsdagsorden fuldt ud. Og det er ved at arbejde i en meget veludformet plan med ikke-statslige organer, civilsamfundet, hvad enten det er statsbaserede organisationer, sportsorganer, kvindeorganisationer og så videre; det er ved at bringe alle disse sammen, at vi så får et fælles formål, som jeg tror bedre kan fremme udviklingsmålene.

Oase-planen taler om mange emner, der er vigtige for det afrikanske kontinent. Hvis man tager de 17 prioriteter i Agenda 2063, den plan, som vi kalder det Afrika, vi ønsker, vil man se, at disse prioriteter har en meget klar forbindelse til de mål, der er opstillet, de forskellige initiativer om energi, bæredygtighed, vandkvalitet, vandinfrastruktur, der er opstillet i Oase-planen. Så i stedet for en spredning af planer tror jeg, at vi er nødt til at se på, hvordan vi kan etablere et større samarbejde for at sikre, at vi gennemfører fokus på de vigtigste prioriteter for størstedelen af befolkningen på vores klode. Vi har et stort problem med vandinfrastruktur med retfærdig adgang til vandressourcer; vi har en stor del af verden, der mangler energi. Der findes bæredygtige energiløsninger, grønne løsninger. Mange lande mangler fødevaresikkerhed. Alle disse er en del af Afrikas Agenda 2063, og der er fokus på dem i oase-planen.

Så jeg mener, at de kan forenes på en ganske hensigtsmæssig måde. Og det kræver selvfølgelig, at de afrikanske ledere bliver beslutsomme og meget praktiske i udførelsen af de vigtigste prioriteter i Agenda 2063. Jeg takker mange gange. Jeg tror, at Dr. Zepp-LaRouche bør tilføje.
ZEPP-LAROUCHE: Jeg er helt enig med Dr. Pandor i, at FN’s rolle skal styrkes, og at de hidtidige mangler i organisationens funktion ikke bør føre til den konklusion, at den kan afskaffes, fordi den er den eneste repræsentation for alle nationer på planeten. Jeg mener, at reformen skal gennemføres meget hurtigt.

Jeg vil virkelig gerne igen fremsætte denne idé om en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som kunne tages op af FN’s Generalforsamling. Jeg tror, at medmindre man udvikler en arkitektur, som tager hensyn til interesserne i hvert enkelt land på planeten, både hvad angår sikkerhed, fattigdomsbekæmpelse, sundhedssystemer, uddannelse og alle aspekter af, hvad der udgør en nations interesser, så tror jeg, at det er den eneste måde, vi kan tænke på en varig fred.

Da det ikke er så let at springe fra 0 til 100, har mit forslag været – og vi gjorde lidt fremskridt med det, men ikke nok – at få en kombination af tænketanke og/eller universiteter til at begynde at diskutere, hvordan sådan en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur ville se ud i traditionen fra Den Westfalske Fred, og hvordan man ville gribe det an. Jeg havde til det formål fremsendt ti principper, som specifikt ikke er programpunkter, men som er principper, der skal medtages. De er ikke eksklusive; dette er blot en invitation til andre om at bidrage. Men jeg mener, at disse ti principper er de absolutte forudsætninger for, at en sådan arkitektur kan fungere.

Pandor, præsident Ramotar, Fritz og Jboor og andre, der sidder i dette panel. Måske kan vi tage et af de konkrete skridt, som Dr. Pandor nævnte i begyndelsen, nemlig at komme med en liste over handlinger, som IPC bør påtage sig at gennemføre som påtænkte prioriteter. Mit forslag ville være at fremme en sådan international tænketank/universitetskonference om den påtrængende nødvendighed af at gå over til et nyt paradigme i denne henseende. Det er det første spørgsmål.

Det andet spørgsmål handler om den nødplan, vi har foreslået for at håndtere migrantspørgsmålet i Afrika, hvor 600 millioner mennesker stadig er uden elektricitet. Vi har foreslået en meget konkret plan for, hvordan man kan udvikle denne elektricitet ved at bruge vandkraft, ved at bruge turbinekraft, men samtidig begynde at bygge atomkraftværker, som tager længere tid. Derudover har vi visse banebrydende projekter som [Transaqua-projektet] (https://larouchepub.com/eiw/public/2014/eirv41n48-20141205/28-36_4148.pdf), der vil give elektricitet og vandkraft til 12 lande fra Congo til Tchad. Det blev vedtaget af landene i Lake Chad Basin i Abuja for to år siden. Det er stort set klar til brug, hvis det kan gennemføres. Naturligvis er bygningen af Inga-dæmningen et andet af de projekter, der kan ændre spillet. Så det mener jeg for alvor skal sættes på dagsordenen. Jeg vil også minde folk om, at professor Zhang Weiwei fra Fudan University på en nylig Schiller-konference sagde, at Kina har evnen til at gennemføre oase-planen baseret på det faktum, at de har forvandlet ørkenen i det nordøstlige Kina fra en komplet ørken til et land, hvor man nu har landbrug, skovbrug og turisme. Så Kina har bevist, at det kan lade sig gøre.

Jeg synes, det er to meget konkrete referencepunkter for yderligere handling.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at jo flere amerikanere som dig selv, Fritz og de andre VIPS-folk, der begynder at blande sig i europæisk politik, jo bedre. Hvis man sammenligner mediekontrollen i USA og Europa, tror jeg, at præsident Trumps og Elon Musks ankomst, og hvad de gør med hensyn til de sociale medier og så videre, skaber en fuldstændig freak-out i Europa, fordi det tydeligvis truer en fuldstændig opretholdelse af kontrollen over mainstream-medierne. De er virkelig helt ude af den. Jeg kan fortælle dig, at eftersom jeg holder øje med både amerikanske og europæiske medier og om muligt også andre medier, så tror jeg ikke, at der er noget sted, der er så strengt kontrolleret som Tyskland lige nu. Det har at gøre med det faktum, at Tyskland desværre, mens vi korrekt fik suverænitet gennem den fredelige revolution i 1989 og den efterfølgende genforening og 2+4-traktaten, hvor suveræniteten formelt blev givet til Tyskland. Men som mordet på Alfred Herrhausen endog allerede i november 1989 gjorde klart, var der klare bestræbelser på at sikre, at ingen tysk leder nogensinde ville turde handle i Tysklands interesse. Jeg synes, det mest skammelige var, da kansler Scholz stod ved siden af præsident Biden, og Biden meddelte, at de ville slippe af med Nord Stream 2. Scholz sagde, at vi gør alt sammen. Der var ingen forargelse. Seymour Hersh fremlagde en meget plausibel analyse af, hvad der skete med disse rørledninger, og der har været en åbenlys mørklægning af det lige siden. Det er ganske enkelt symptomatisk for det faktum, at Tyskland og det meste af Europa er blevet reduceret til vasaller. Det er endda blevet sagt af Macron, som helt sikkert ikke er en modstander af hele dette arrangement.

Men jeg tror, at hvis vi vil have ytringsfrihed, tænkefrihed, overvejelsesfrihed og egeninteresse i Europa, så kræver det, at folk som dig griber ind. Vi er nødt til at få en reel dialog med fredsbevægelsen, for fredsbevægelsen er stadig fuldstændig adskilt. Det er derfor, den ikke er særlig effektiv. Det er mit korte svar. Jeg inviterer dig til et af mine næste programmer for at debattere dette i Tyskland; på tysk oversat live.

PANDOR: God aften, Dr. Jones. Det er en fornøjelse at høre din stemme igen. Jeg husker den vidunderlige tid, vi tilbragte i Cape Town. Faktisk er videnskabelig forskning og innovation fortsat nøgleprioriteter for den sydafrikanske regering. Sydafrika vandt buddet om at være vært for kvadratkilometersystemet, og sammen med en række internationale partnere bygger vi denne vidunderlige radioastronomiske infrastruktur, der bliver den største satellitradioinfrastruktur i verden, og som støtter forskning i astronomividenskab. Så vi er fast besluttet på at fortsætte med at investere i videnskab, og vi har meget gode partnere i USA. Vi er blevet en satellitstation i partnerskab med for eksempel NASA og andre rumagenturer. SKA har virkelig åbnet betydelige muligheder for vores unge ingeniører og astrofysikere. Som jeg fortalte jer, da vi mødtes i 2016, har vi nu den første kvalificerede unge ingeniør fra den by, der ligger meget tæt på SKA’s videnskab, omkring 70 km væk, og ingen i den by havde nogensinde forestillet sig, at de ville få sådan en ung person. Så den videnskab, vi har bragt til det område, har løftet lokalsamfundet, har gjort videnskab til centrum for lokalsamfundets handlinger og har fået skolerne til at gøre meget mere ud af videnskab og matematik. Jeg mener, at det er noget, vi bør forfølge på hele det afrikanske kontinent.

Jeg er ked af nedskæringerne i støtten til Sydafrika, men jeg tror, at vi gennem jeres venskab, gennem overtalelse og diplomatisk engagement med USA’s regering vil være i stand til at overbevise om, at Sydafrika faktisk er en meget god partner for USA. Og at de værdier, som Sydafrika står for gennem sin forfatning og sin Bill of Rights, er værdier, der er meget i overensstemmelse med de værdier, der traditionelt er blevet forbundet med USA.

Så jeg håber, at vi vil overvinde dette brud, og at fornuft og samarbejde vil sejre. Mange tak skal I have.

PANDOR: Jeg vil gerne slutte af med at sige, at Nelson Mandela viede sit liv til at søge frihed for Sydafrikas befolkning. Da han rejste sig for at tale som den første demokratisk valgte præsident for et frit Sydafrika, sagde han: »Jeg har kæmpet mod sort dominans hele mit liv, og jeg har kæmpet mod hvid dominans. Jeg ønsker et Sydafrika, der er forenet med et folk, der nyder godt af retfærdighed og menneskerettigheder.« Dette efter at have tilbragt 27 bitre år i fængsel. Jeg mener, at vi bør have Mandelas ånd, at frihed er mulig; at det palæstinensiske folk vil nyde suverænitet, retfærdighed og frihed. Og at Oase-planen giver os mulighed for at tænke på verden på en anden måde.

Så lad os samle vores ressourcer; men lad det ikke tage overhånd nu. Lad os være ambitiøse; lad os være optimistiske. For Mandela har vist, at ting, som vi forestiller os er umulige, faktisk er mulige. Mange tak skal I have.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, at der blev sagt mange gode ting, som kræver opfølgning. En af de ting, jeg gerne vil sætte på dagsordenen, er noget, vi har arbejdet med i IPC for et par måneder siden. På grund af den seneste udvikling osv. kom det lidt i baggrunden. Men jeg vil gerne have det frem i lyset igen. Det er ideen om, at eftersom behovet for voksne i rummet er så tydeligt som aldrig før, så er forslaget om at skabe et Fornuftens Råd mere påtrængende nu, end da forslaget blev fremsat. Det er idéen om at se efter personer i hvert land, som gennem deres liv har bevist, at de arbejder for det fælles bedste – det være sig inden for politik, videnskab eller kunst – og som har bevist, at de ikke lader sig lede af egoistiske grunde, men er optaget af menneskehedens fælles bedste. At vi for alvor begynder at lede efter sådanne personer. Da vi startede denne indsats for flere måneder siden, fandt jeg faktisk fremragende mennesker. Vi har generelt ikke spurgt enkeltpersoner direkte, for man vil ikke have, at nogen af egoistiske grunde siger: »Jeg er så god; jeg burde være sådan en person.« Men snarere spurgt folk, hvem du mener i dit land ville være den mest egnede til at indgå i en sådan gruppering for at danne et Fornuftens Råd, som så kunne træde frem og rådgive præsidenter, statsoverhoveder og træde frem, hvor regeringer ikke gør det indtil nu.

Så jeg vil gerne igen opfordre jer alle, hvis I kender sådanne mennesker, til at slutte jer til os og fortælle os, hvem de er. Hjælp os med at organisere dem. Som Dr. Pandor fortalte mig i en samtale for nylig, er dette i virkeligheden stort set den samme idé som det ældreråd, der blev oprettet af Nelson Mandela. Måske kan vi endda invitere dette ældreråd til at være en del af dette. Jeg vil virkelig gerne have, at alle kommer med sådanne forslag.

Jeg vil gerne takke jer alle sammen og bede jer om at fordoble, tredoble, firedoble antallet af deltagere i IPC i næste uge, for vi er nødt til at have en rigtig hær til at kæmpe. Vi er nødt til at forene fredsbevægelsen, og det er stadig en stor udfordring, der ligger foran os. Men jeg håber virkelig også, at vi får en masse mennesker fra Asien, Latinamerika og Afrika til at være stærke stemmer i IPC. Jeg er overbevist om, at det nye paradigme skal være et, som helt sikkert er formet af den Globale Majoritet. Jeg tror stadig, at den eneste måde, vi kan komme ud af denne krise på, er, hvis vi overbeviser landene i Europa og USA eller Nordamerika om at slutte sig til den Globale Majoritet; fordi vi er nødt til at gøre en ende på geopolitikken. Geopolitik er efter min mening den største hjernesygdom, jeg kan komme i tanke om. Så længe man tror, at man er nødt til at have en fjende, at man er nødt til at opdele folk i fjender og venner, kommer vi ikke ud af denne fælde. Vi er nødt til at lære folk at tage springet og tænke på menneskeheden først, før de tænker på deres nationale interesser. Hvis vi kan tage det spring, så tror jeg, at vi nemt kan løse alle problemerne.

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 12. februar 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Det er onsdag den 12. februar 2025. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende spørgsmål eller kommentarer til fru Zepp-LaRouche på question@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden. Jeg håber, at I har mange spørgsmål, for der sker meget i verden, og der er mere end nogensinde brug for Helgas stemme.

Nu, Helga, tror jeg med det spørgsmål, at den førende udvikling er relateret til faren for en optrapning af krisen i Gaza. Netanyahus trussel om at bryde våbenhvilen i Gaza, om at gå tilbage til at jage Hamas og begå folkemord i processen, og så er der præsident Trumps såkaldte »fredsplan«, som indebærer en amerikansk overtagelse af Gaza og flytning af 1,5-2 millioner palæstinensere til Egypten eller Jordan eller et andet sted, som er blevet fordømt af langt de fleste nationer, herunder alle Israels arabiske naboer. Den eneste positive del af det, han sagde, var, da Waltz, den nationale sikkerhedsrådgiver, sagde, at hvis nogen havde en bedre plan, ville han gerne høre den.

Så, Helga, det første spørgsmål til dig er, hvorfor Trumps plan ikke vil fungere? Og en podcaster fra Ohio spørger: »Hvordan kan vi få Trump til at se, at oase-planen er en bedre løsning?«

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest synes jeg, det er en potentiel tragedie, det vi ser, for da Trump stillede dette ultimatum … [lydtab] Okay, undskyld.

Da præsident Trump stillede det ultimatum, at Hamas skal frigive alle gidsler inden lørdag middag, ellers vil »helvede bryde løs« og ramme dem, kombineret med det urokkelige krav om, at palæstinenserne skal flyttes og ikke vende tilbage – han gentog det eftertrykkeligt flere gange – mener jeg for det første, at det ikke kommer til at fungere. For som flere israelere endda har bemærket, har Israel i de mere end 15 måneders kamp ikke opnået nogen af krigens mål; Hamas blev ikke tilintetgjort, palæstinenserne er dybest set ikke blevet flyttet. Men når man nu lægger dette oven i hele situationen, er det en overtrædelse af enhver international lov, af FN’s charter, af ideen om, at man ikke må flytte folk, etnisk udrensning – alt det. Og det budskab, der kommer fra præsident Trump på denne måde, tror jeg er ødelæggende, hvis det ikke bliver vendt, for vi er midt i en strategisk forandring, en epokegørende forandring, som verden ikke har oplevet i meget lang tid, i flere århundreder, man kunne sige 500 år, da kolonialismen startede, og denne periode er ved at være slut. Hele verden er i gang med en nyorientering. Og endda hvis man kan argumentere for, at der kunne være gjort meget mere for at forsvare palæstinenserne, vil dette om mange år blive læst af mere end en milliard muslimer over hele verden: Det vil bringe USA’s image i miskredit, hvis det ikke vendes.

Og der er seriøse analytikere, som f.eks. oberst Douglas Macgregor (pensioneret), der i en diskussion dybest set advarede om, at hvis dette fortsætter, kan der komme en stor krig i Mellemøsten om to uger, i marts. Og hvis man ser på alle de forskellige dele af det, kunne det endda involvere en krig mellem Israel og Iran; og så er spørgsmålet, hvor det ville stoppe, i betragtning af Irans alliancer med Rusland, militært, og mere bredt, med Kina.

Så vi står over for en katastrofe, og jeg kan kun være enig med oberst Macgregor i, at Trump må være omgivet af folk, som enten er fuldstændig virkelighedsfjerne, eller også er de bare grådige, og de ser allerede en stor fortjeneste i de ejendomme, som vil blive skabt i Gaza, efter at det er blevet renset for palæstinensere. Så det er ikke helt klart, hvor det kommer fra? Er det Trumps svigersøn Jared Kushner, som tidligere har talt om sådanne ejendomsinvesteringer i Gazastriben? Kommer det fra den plan, som kom fra Netanyahus kontor allerede i maj sidste år? Måske en sammenblanding af de to?

Men det kommer ikke til at fungere. Og jeg tror, at en af de ting, der går mig mest på, er, at præsident Trump, endda hvis man giver ham æren for, at han ønsker at afslutte krisen, at han ønsker at opfylde sit løfte om, at palæstinenserne skal leve et liv uden at frygte at blive dræbt når som helst, ikke med en stavelse nævnte, hvem der forårsagede al denne elendighed i de sidste 15 måneder, at det var, hvad IDF gjorde med drab på mindst 62.000 palæstinensere ifølge lægetidsskriftet The Lancet: De anslog allerede for mere end et halvt år siden, at det var mere end 200.000 mennesker, der var blevet dræbt.

Men mere grundlæggende ville man forvente, at en leder som Trump havde en vis form for empati med de mennesker rundt om i verden, som han har med at gøre. Og man behøver ikke at være enig i alle handlinger, hvad der er sket i de sidste 80 år, for det er desværre krigens logik, at hvis krig avler krig, genererer krig, sker der en masse uretfærdigheder på begge sider, og det er ikke tiden til overhovedet at fortælle om det. Men ikke at tage højde for, hvad der er sket gennem palæstinensernes lidelser, de utrolige billeder, der er blevet transmitteret via tv ind i alle menneskers stuer – for mig er det at blive smidt ud af sit territorium, som ifølge alle historiske optegnelser har tilhørt det folk i tusindvis af år, og nu igen blive truet med at blive smidt ud af territoriet, det er en meget utrolig – jeg kan kun sige, det er en tragisk, det er en dramatisk situation, og så bare at tale som Trump, »Åh, de burde tage et andet sted hen« – jeg mener, den mangel på empati, der afspejles i det, tror jeg vil blive bemærket af hele verden. Og hvis det ikke bliver rettet, og jeg håber, at det stadig kan blive rettet inden for den korte tidsfrist før middag på lørdag, tror jeg, at den lange, eller ikke så lange, mellemlange effekt af det på status for det såkaldte Vesten, på status for folk, der foregiver at være – Trump støtter ikke længere den regelbaserede orden – men Vesten vil få skylden af hele verden, det Globale Syd, den Globale Majoritet. Og fraværet af empati i alt dette er det, der skræmmer mig mest.

For er vi mennesker, eller er vi ikke? Forsøger vi at forbedre verden og skabe et bedre liv for mennesker i vores generation, så fremtidige generationer får et endnu bedre liv? Alt det er tydeligvis forsvundet fra politik, og jeg er bange for, at vi ser et forfald og en nedstigning til et barbari, som ikke lover godt for menneskehedens fremtid – hvis det ikke bliver vendt.

SCHLANGER: Den anden del af spørgsmålet var: »Hvordan kan vi få Trump til at se, at oase-planen er en bedre løsning?«

ZEPP-LAROUCHE: Det er det, vi forsøger at gøre. Da Mike Waltz sagde, at dette er Trumps bedste forslag, og hvis andre har bedre forslag, bør de komme frem med dem: Vi gik ind i en øjeblikkelig mobilisering for at sætte Oase-planen, som vi har kæmpet for i nu mere end et år, da vi satte den aktualiserede form af Oase-planen på dagsordenen, vi gennemførte flere internationale konferencer, vi havde mange møder i Den Internationale Fredskoalition om det, og vi taler lige nu med en masse mennesker, kræfter, enkeltpersoner, institutioner, for at komme ud og støtte Oase-planen. Så der er allerede en hel mobilisering i gang. Præsident Trump ville have en chance – hvis han nu ville træde frem og sige »OK, der er et bedre forslag, som kom frem: Det er planen om at skabe meget mere vand, ikke højhuse og kasinoer i Gaza, men at skabe et reelt grundlag for fred ved at stille nyt ferskvand til rådighed, ved at bygge kanaler, ved at bygge atomare anlæg til omfattende afsaltning af havvand til kunstvanding af hele regionen«; og så vise nogle af billederne og give folk en vision. Jeg tror, det kan lade sig gøre!

Jeg ved fra de mange organisatoriske diskussioner, vi har haft, at hele verden – måske med undtagelse af nogle få, som er de åbenlyse – men hele verden ville være helt enig i, at det er bedre for israelerne, det er bedre for palæstinenserne, det er bedre for nabolandene, for noget lignende er aldrig sket, hvor alle naboerne, alle de arabiske naboer, dybest set kommer ud og modsætter sig det, Trump foreslår; og nogle af dem er meget afhængige af amerikansk militærhjælp, af økonomisk hjælp. Nogle af dem er meget afhængige af USA’s militære og økonomiske bistand, men de er alle gået ud og har sagt: »Nej, det kan vi ikke acceptere.« For hvis de accepterede det, ville deres regeringer ikke være så stabile på kort sigt, fordi uretfærdigheden bliver opfattet af alle tænkende mennesker, især i den muslimske verden.

Så det bedste ville være, at folk, der ser dette nu, deltager i vores indsats: Vi holder endnu et møde i Den Internationale Fredskoalition på fredag. At I sætter jer ind i Oase-planen; vi har en kort video ude, som giver jer den væsentlige introduktion til, hvad den indebærer, og hjælper os med at lægge den på bordet, hvilket grundlæggende vil sige at tage hele regionen fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Golfstaterne, og forvandle regionen gennem skabelse af meget nyt ferskvand, infrastruktur, landbrug, industri, skovbrug, for at forvandle den del af verden, som i det væsentlige er ørken i dag, til et beboeligt område for alle borgere, der bor i det land. Og det er den mobilisering, jeg opfordrer dig til at deltage i, for meget af det, der sker i menneskehedens fremtid, bliver afgjort lige nu i denne kamp.

SCHLANGER: Den Internationale Fredskoalition har mødtes i de sidste 88 uger i træk, hver fredag kl. 17 dansk tid, og du får et link til det på Schiller Instituttets hjemmeside. De sidste uger har der været meget omfattende diskussioner – nogle uenigheder og nogle ting, der er blevet løst – og jeg synes, at folk skal benytte sig af det. Hvis du vil gøre noget, er det her, du skal gå hen.

Jeg vil gerne skifte til Ukraine et øjeblik, for vi har et spørgsmål fra en person i Østrig, som sagde, at hun plejede at være tilhænger af Ukraine. Men nu læser hun, at »Zelenskyj tror, at Trump vil hjælpe ham med at få en fredsaftale ved at tilbyde Trump Ukraines strategiske mineraler. Eller ved at tilbyde Putin territorium i Kursk, som er besat af ukrainske styrker, i bytte for territorium i det østlige Ukraine, som Rusland gør krav på. Ved du, hvem der rådgiver Zelenskyj? Og hvorfor har Putin og Trump ikke mødtes, for det ser ud til at være løsningen for mig.« Det var, hvad hun skrev.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, at Zelenskyjs forslag vil fungere, først og fremmest fordi de respektive strategiske mineraler alle, eller de fleste af dem, befinder sig på det territorium, som Rusland kontrollerer på nuværende tidspunkt, og der er absolut ingen grund til, at Rusland skulle gå med til sådan en plan, fordi Rusland vinder på slagmarken. Alle observatører understreger, at krigen er tabt, og at alle, der foreslår at fortsætte den – og det er der nogle, der gør – bare er ligeglade med ukrainernes situation og foreslår at fortsætte en nytteløs nedslagtning, som kunne have været afsluttet i marts 2022. Og derfor, hvis Zelenskyj foreslår noget lige nu, som ikke svarer til russernes kerneinteresse, på et tidspunkt, hvor Rusland klart vinder militært, har det ingen chance for at komme nogen vegne.

Hvad angår et møde mellem præsident Putin og præsident Trump, var der nogle tvetydige udtalelser fra præsident Trump om, at han måske allerede havde mødt eller talt med Putin, men det blev ikke bekræftet af den russiske talsmand Peskov. Så det er uklart, om de har haft kontakt via telefon eller på anden måde. Jeg tror, at Trump ville gøre klogt i straks at arrangere et sådant møde og springe alle mellemtrin over, for hvis denne konflikt skal løses, skal det være mellem USA og Rusland, for det er det, krigen hele tiden har handlet om.

Så mit korte svar er: Lad os håbe, at Trump gør det hurtigt. Nu har han, tror jeg, Hegseth og J.D. Vance, de var til forskellige møder i Bruxelles, i Paris; de skal nu til sikkerhedskonferencen i München, som finder sted fra 14.-16. februar, og der er angiveligt et møde i Ukraine-kontaktgruppen, og de diskuterer angiveligt alt dette.

Men jeg tror faktisk, at det bedste er, hvis Trump tager telefonen og ringer til Putin og tager den korte vej i det spørgsmål.

SCHLANGER: Vi har to andre spørgsmål til oase-planen, som begge drejer sig om spørgsmålet om brug af atomkraft til afsaltning.

Bill M. siger: »Efter at have studeret det, er det eneste, der gør mig urolig, muligheden for, at atomart materiale falder i hænderne på Hamas, forudsat at det stadig findes. Hvordan vil atomart materiale blive håndteret og forvaltet?«

Og så spørger Manuel Javiero [ph], som er pensioneret professor i oceanografi, om det kan lade sig gøre at bygge atomartereaktorer på seismiske steder. Jeg går ud fra, at han mener, at der er seismisk aktivitet i området omkring Oase-planen.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at der i mellemtiden er sket teknologiske fremskridt. Vi kan anvende iboende sikre atomreaktorer, vi kan bruge den model, som Indien har udviklet på basis af thorium, og som ikke kan bruges til atomvåben. Man har modeller som Pebble Bed-reaktoren, som fysisk kan lukke ned i det øjeblik, der opstår en fejlfunktion. Det er selvfølgelig overvejelser, men jeg tror, de er teknologisk håndterbare. Og hvis man vil løse problemet med de store vandmængder, er man nødt til at have en energikilde, som har en meget høj energigennemstrømningstæthed. Men jeg tror, at den tekniske side absolut kan håndteres.

SCHLANGER: Vi har nogle flere spørgsmål her, Helga, som afspejler, at folk har været meget opmærksomme på disse diskussioner. Fra en tilhænger i Tyskland skriver hun: »Tak for din diskussion med Dr. [Werner] Rügemer, som har skrevet en bog om Friedrich Merz og BlackRock. [Jeg har svært ved at få mine venner til at tale om det; de siger, at det bare viser, at Merz i modsætning til Scholz eller Habeck var en succesrig forretningsmand, hvilket ville gøre ham tilen god kansler. Hvordan får jeg dem til at se den fare, som Merz repræsenterer?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, det kun er Merz. Jeg så debatten mellem Merz og Scholz, den berømte duel, hvor de to hovedkandidater talte sammen i 90 minutter. Og det, der slog mig ved den debat, var, at de talte meget om økonomi; migrantspørgsmålet var hovedemnet, men alt andet blev fuldstændig udeladt! Intet om situationen i Mellemøsten – i Tyskland kan man naturligvis ikke diskutere dette under alle omstændigheder – men intet om forholdet til BRIKS; intet om faren for atomkrig, hvis denne opstilling af mellemdistancemissiler, som blev aftalt mellem Biden og Scholz på det sidste NATO-topmøde, hvis det går igennem i 2026, som ikke er så langt væk, gør det Tyskland til et hovedmål for enhver optrapning, som så helt sikkert vil ske. Intet af dette! Ingen krigsfare! Ingen situation i det Globale Syd, BRIKS, ingenting! Jeg var virkelig chokeret.

Jeg mener, denne debat foregik i en fuldstændig boble. På tysk hedder det Deutsche Käse Kloake. Det var helt forfærdeligt. Mit råd til dig er, at Dr. Rügemer udgiver en ny bog [BlackRock Germany: Die heimliche Weltmacht, ihre Praktiken in Deutschland und Friedrich Merz], som han netop har præsenteret på en pressekonference i Berlin. Jeg tror, man allerede kan få den online. Jeg vil foreslå, at du køber denne bog, læser den, for han har masser af detaljerede oplysninger, og viser den til dine venner og dybest set siger: Hør, hvis du vil vide, hvem der er kombinationen af Wall Street, City of London, det militærindustrielle kompleks, Silicon Valley og især metoden med profitmaksimering for profittens skyld, det, der har bragt hele verden på kanten af tredje verdenskrig, så er det dette system med BlackRock, Vanguard og de andre kapitalforvaltere: Det er de mennesker, der tjener på aktierne i det militærindustrielle kompleks. De har en interesse i at have den ene krig efter den anden.

Og den anden ting, som jeg synes er vigtig, er, at Merz tilhører en bestemt libertariansk opfattelse af økonomien, som går ud på at slippe af med den store stat, og jeg vil sige, at det er et af de andre svage punkter i Trump-administrationen, at han synes at være omgivet af folk, som vil skære ned på regeringen. Jeg mener, det er én ting at skære ned på USAID, fordi det har været involveret i regimeskift, farverevolutioner og manipulation af udenrigspolitikken i over 100 lande, hvilket var tilfældet under Biden, Obama og tidligere regeringer. Så der er en positiv side. Men hvis man skærer alle statens funktioner ned til det absolutte minimum i von Hayek/von Mises’ østrigske skoletradition, og så kun satser på militære udgifter, hvor ender man så? Man ender i schachtiansk økonomi. Og det havde vi i Tyskland: Hjalmar Schacht var Hitlers økonomiminister, og hans økonomiske model med at skære ned på de sociale udgifter og sætte alt ind på militæret er en model, som allerede har bragt Tyskland ud i en frygtelig katastrofe, som vi ikke er kommet os over den dag i dag!

Så jeg tror ikke, der er nogen genvej. Start med bogen af Dr. Rügemer, men tag derefter dine venner med ind i den schachtianske økonomis historie, og sig grundlæggende, at hvis du har en kombination af de nuværende – jeg mener, problemet er, at der ikke er noget godt valg. Alle disse partier har problemer, men jeg synes helt klart, at Merz er en person, som ikke bør vinde valget.

SCHLANGER: Vi har fået en e-mail fra en person, som siger, at hendes yndlingsdel af disse webcasts er, når I taler om kultur. Og hun sagde: »Jeg blev syg i sidste uge af Superbowl-mani. Væddemål, såkaldt ‘underholdning’, halvnøgne kvinder, nøgne mænd, det var ulækkert! Vi har brug for en ændring af det kulturelle paradigme. Men hvordan gør vi det gennem uddannelsessystemet? Hvordan kan vi reformere uddannelsessystemet i Vesten?«

ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest skal du ikke se Superbowl, hvis du hader det så meget! [latter] Lad være med at torturere dig selv!

Jeg mener det alvorligt, for allerede Platon anbefalede, at forældrene på hans tid ikke skulle lade deres børn gå til teaterforestillinger af de store tragediedigtere, Sofokles, Aischylos og lignende forfattere, fordi den vold, der blev skildret i disse skuespil, ville være for meget for børnene at klare. For børn vokser stadig, og de kan blive ødelagt i en tidlig alder. Hvis Platon havde set, hvad der foregår i dag, ville han vende sig i sin grav.

Men det er også en effekt, at Schiller i sit stykke Bruden fra Messina, og i indledningen til det stykke, skriver, at kultur har en kraft, som, hvis man går til en stor forestilling på et område, at den kraft gør noget ved ens sjæl, og den kraft forbliver endda, efter at forestillingen er slut, og man går hjem, den forbliver hos en. Det ved du selv. Hvis du har en opløftende oplevelse, bliver den hos dig i flere dage, måske længere. Men det samme gælder desværre, hvis man ser noget grimt: Jeg er holdt op med at gøre den slags, men før i tiden, hvis man for eksempel så en af dissekrimier, i Tyskland har man ikke længere film, man har krimier, »Krimis«; som i dag ikke længere har noget plot, de har kun vold, pornografi, perversion, vold uden nogen form for mening. Og hvis du gør det mod dig selv og ser det, sætter det et aftryk i dit sind, som også bliver siddende i dagevis, hvis ikke længere. Så det er derfor, jeg siger: Gør det ikke mod dig selv.

Hvordan får vi et bedre uddannelsessystem? Jeg tror, det er et stort problem: De forskellige lande i det Globale Syd afviser al denne perversion, kønsforretningen, børns ret til at ændre deres køn en gang om året, de skøre ting, der foregår – de afviser det. Kineserne afviser det, russerne afviser det, afrikanerne afviser det, mange andre lande, og de går tilbage til deres egne bedste traditioner. Inden for videnskaben tager de naturligvis en universel tilgang og tager ganske enkelt alt, hvad der har bidraget til menneskehedens fremskridt gennem årtusinder.

Og det, vi skal gøre i Vesten, er at – det er meget svært, for de fleste regeringer tilhører enten denne neoliberale skole, hvor alt er tilladt, eller også er de uvidende om de store traditioner og har en meget begrænset idé om, hvad »tradition« skal betyde.

Det, vi skal gøre, er at gå tilbage til de største perioder i hele menneskehedens historie, den klassiske periode i Grækenland, den italienske renæssance, den andalusiske renæssance, den franske Ecole Polytechnique, den tyske klassiske periode, og så tage fra andre kulturer, som den konfucianske tradition, den vediske tradition i Indien, og bare tage det bedste, som hele menneskeheden har frembragt, og gøre det tilgængeligt for vores elever. Det store problem er naturligvis, hvor vi skal få lærerne fra, for det har desværre ikke længere været på pensum i flere generationer, så jeg tror, at det, vi skal gøre, er at fremsætte ideen om en renæssancebevægelse, hvor de mennesker i Vesten, der forstår, at vi har en stor tradition, men at den er ved at blive glemt, fordi den unge generation ikke har nogen fornemmelse længere, at vi er nødt til at skabe en bevægelse, der kæmper for en kulturel renæssance. Og det er derfor, jeg skabte Schiller Instituttet for 41 år siden, med det udtrykkelige mål, at vi ikke kun har brug for en retfærdig ny økonomisk verdensorden, men vi har også brug for en dialog mellem civilisationer, som bringer det bedste frem i alle kulturer og alle nationer, og så føre en dialog mellem dem og ud fra det skabe en ny renæssance. Og det var, vil jeg sige, en af de bedste ideer, jeg nogensinde har haft, for det er nu det, der er sket blandt BRIKS-landene, blandt landene i det Globale Syd. Men vi er nødt til at få Vesten med, og jeg tror, at det kræver folk, der samler sig – vi har to kulturmagasiner: Vi har Leonore på engelsk, og vi har Ibykus på tysk. Det er to kulturmagasiner, hvor vi forsøger at fremlægge disse ideer. Så du kan abonnere på et af dem eller begge og sprede det. For vi har brug for folk, der kæmper for det her, hvilket naturligvis er meget sværere end at drikke sig fuld til et Superbowl-orgie.

SCHLANGER: Nu, Helga, har jeg endnu et spørgsmål til dig, som kommer fra en, der har fulgt Schiller Instituttets arbejde i mange år. Han skriver: »Jeg husker Schiller Instituttets promovering af den tyske rumforsker Krafft Ehrickes arbejde og hans idé om det udenjordiske imperativ. Når Elon Musk taler om, hvorfor han er så passioneret omkring kolonisering af Mars og videre, lyder han lidt som Ehricke. Ved du, om han er bekendt med Ehrickes arbejde, og er det muligt, at Schiller Instituttet kunne gøre noget igen for at popularisere de opfattelser, der var der fra Krafft Ehricke?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved ikke, om Elon Musk kender til Krafft Ehricke. Jeg er enig i, at det nok er et af de bedste aspekter ved Musk, fordi han ser ud til at have en idé om visionen for menneskeheden, hvad der sker med menneskehedens identitet, når man begynder at rejse ud i rummet og har en idé om at kolonisere rummet. Så hvis nogen af jer, der lytter, vil hjælpe, ved nogle af jer måske, hvordan man kommer til Elon Musk: Tag det arbejde, vi har udgivet om Krafft Ehricke. Vi har udgivet en bog af Marsha Freeman, en smuk bog om Krafft Ehricke: Send den til Musk, så kan han måske reagere på den.

Jeg tror, at vi lige nu promoverer Krafft Ehricke i Tyskland, fordi Tyskland er et af de lande, der sammen med Oberg og andre, herunder Ehricke selv, var pionerer inden for hele rumdrømmen. Krafft Ehricke havde sine tre love for rumfart: Jeg kan dem ikke udenad, men grundlæggende siger han, at der ikke er nogen anden grænse for mennesket end mennesket selv. Det er i sig selv en utrolig idé: Det frigør idéen om at tænke, hvilket jeg synes er ekstremt vigtigt. [“1. Ingen og intet under dette univers’ naturlove pålægger mennesket nogen begrænsninger undtagen mennesket selv. 2. Ikke kun Jorden, men hele solsystemet og så meget af universet, som han kan nå under naturlovene, er menneskets retmæssige aktivitetsområde. 3. Ved at ekspandere gennem universet opfylder mennesket sin skæbne som et livselement, udstyret med fornuftens kraft og den moralske lovs visdom i sig selv.”]

Jeg er helt enig, for Krafft Ehricke skrev disse ting i 1950’erne og 60’erne og 70’erne, men det er svært at finde nogen, der har en smukkere opfattelse af, hvad det gør at transformere den menneskelige identitet, når vi arbejder internationalt, sammen, og bygger byer på Månen, byer på Mars. Og jeg tror, at det er det eneste håb for, at vi i sidste ende vil overvinde denne tilstand af småbørn, der sparker hinanden, og i stedet blive voksne.

SCHLANGER: Kan du give os en forsmag på, hvad vi kan forvente af mødet i Den Internationale Fredskoalition på fredag?

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Vi har denne gang et meget aktuelt og ekstraordinært antal talere. Jeg tror, at faren for, at der lørdag middag sker en optrapning til en større krig, eller at den følger kort tid efter, bør give os et incitament til virkelig at arbejde meget hårdt for at få oase-planen på bordet lige nu.

Som talere har vi Sydafrikas tidligere udenrigsminister Naledi Pandor. Sydafrika har tydeligvis spillet en meget vigtig rolle i forhold til at brænde for palæstinensernes situation, så det er en stor ære, at hun vil være der. Derefter har vi ekstremt vigtige talere fra den bedre tradition i USA, fra Eisenhower Media Network. Det er folk, som alle refererer til Eisenhower, og han havde i sin tid en plan om at bruge atomkraft til afsaltning, så det er en måde, hvorpå det republikanske parti måske faktisk kan forholde sig til denne Oase-plan, da den er i deres eget partis og Lincolns tradition, så det kan måske hjælpe med at få Trump til at vedtage Oase-planen. Og så har vi ekstremt vigtige mennesker fra Palæstina, diplomater fra andre lande i den sydvestasiatiske region.

Vi lægger invitationen ud i dag på Schiller Instituttets hjemmeside, så gå ind på hjemmesiden, så kan du se de andre navne, og organisér så, at så mange som muligt deltager eller i det mindste ser IPC-mødet på fredag, for det bliver en meget, meget vigtig intervention for at forsøge at få en bedre dagsorden på bordet, før det er for sent.

SCHLANGER: Det er fredag formiddag kl. 11 østkysttid. Og Helga, i betragtning af at så mange af spørgsmålene i dag var »hvordan gør vi det her?«, ville det være et glimrende sted for dem at starte.

Så tak, fordi du ville være med i dag. Har du nogle sidste ord?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, vi sidder på en potentiel krudttønde, som kan eksplodere i en katastrofe, så sørg for, at jeres samtidige bliver vækket af denne fare, og læg oase-planen på bordet, for oase-planen er en vigtig ingrediens i behovet for at gå over til en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Hvis præsident Trump ville ringe til præsident Putin og reagere på det krav, som Rusland har fremsat i lang tid, nemlig behovet for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, så er det den eneste måde, hvorpå vi kan forbyde faren for krig for altid, i traditionen fra den Westfalske Fred, hvor man anerkender, at for at opnå fred, er man nødt til at tage hensyn til den andens interesser, og det betyder alle andre. Så det er det, vi også vil diskutere på fredag.

SCHLANGER: Okay, så ses vi der.

ZEPP-LAROUCHE: Vi ses snart. (hzl/hcs)

Ikke korrekturlæst

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig byde jer alle velkommen. Den internationale diskussion er tydeligvis domineret af denne ret utrolige udtalelse fra præsident Trump. Han gjorde det på en pressekonference sammen med premierminister Netanyahu, hvor han meddelte, at USA forfølger en plan om at flytte palæstinenserne til andre lande og derefter gøre Gaza til, som Anastasia lige sagde, en ny Riviera. Han sagde også, at han vil gøre Gaza til et af de største og mest spektakulære udviklingsområder på jorden. Da han blev spurgt, hvem der skulle bo der, sagde han: »Verdens befolkning.« Det betyder naturligvis ikke de mennesker, der bor der nu, men folk, der skal være investorer og gæster i golfklubber, kasinoer, luksusresorts og så videre, og en animation af, hvordan det ville se ud, blev allerede offentliggjort af Netanyahus kontor i maj sidste år i 2024, hvor man kunne se en animation af en frodig, udviklet Gazastribe.

Dette er naturligvis straks blevet afvist af alle naboer, alle lande, især dem, hvor palæstinenserne angiveligt skal flyttes til, Egypten, Jordan, men også Indonesien blev nævnt. De afviste det alle sammen. Men alle naboerne afviste eftertrykkeligt denne idé, og det samme gjorde resten af verden, endda medlemmer af det republikanske parti i USA afviste det.

At dette ikke er en joke, blev straks demonstreret af den israelske forsvarsminister Israel Katz, som sagde, at han allerede havde instrueret hæren i at planlægge flytning af et stort antal palæstinensere, så de kunne forlade Gaza, og forberede en udgang ved landegrænser, i luften og til søs. Så sagde Katz også, at i betragtning af at lande som Spanien, Irland og Norge alle har anerkendt staten Palæstina, bør de tage imod disse palæstinensere, og hvis de nægter, vil deres hykleri blive udstillet.

Det skabte en sådan storm af forargelse verden over, at de forskellige talsmænd for administrationen dagen efter følte, at de var nødt til at tilpasse Trumps ord. For eksempel sagde udenrigsminister Rubio, at dette ikke er en fjendtlig udtalelse, det ville bare betyde, at USA bliver ansvarlig, og at det faktisk er meget generøst. Det Hvide Hus’ pressesekretær Karoline Leavitt sagde: »Åh, kan du ikke se, at dette bare er et nedrivningssted lige nu, og det ville være ret ondt at foreslå, at folk skulle bo der under så forfærdelige forhold.«

Det er svært at sluge, for samtidig viste tv-stationerne i detaljer den absolutte ødelæggelsesgrad, hvor alle huse var jævnet med jorden, og palæstinensiske familier forsøgte at rode i murbrokkerne for at finde billeder eller tegn på det, der tidligere var deres huse. Så at undlade at nævne med ét ord, hvem der er ansvarlig for denne utrolige ødelæggelse, som var den israelske regering, men støttet af en masse våbensalg fra USA og endda fra Tyskland – som om nogen burde have haft en grund til ikke at have gjort det.

Men det er skandaløst. Men som med enhver større krise er dette også en absolut chance. Det er det, vi gerne vil diskutere på denne uges IPC-session. For straks dagen efter sagde USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz, at eftersom dette er det eneste forslag, og Trumps forslag er det bedste forslag, sagde han følgende: »Faktum er, at ingen har en realistisk løsning, og han [dvs. Trump] har lagt nogle meget dristige, nye ideer på bordet, som jeg ikke synes, man skal kritisere på nogen måde. Det vil få hele regionen til at komme med deres egne løsninger, hvis de ikke kan lide Trumps løsninger. … Men en af de vigtigste pointer, som præsident Trump kom med i går aftes, var: »Fortæl mig, hvilke bedre alternativer de nogensinde er blevet tilbudt?«

Det er for os den absolutte mulighed for først og fremmest at sørge for, at alle kender til Oase-planen. Nu er hele regionen naturligvis i oprør som aldrig før, og jeg mener, at den forargelse, der er opstået, bør bruges som en energikilde til at sikre Mike Waltz og præsident Trump og alle, der ønsker at kende til den, at der faktisk findes en bedre løsning. Den egyptiske udenrigsminister Abdelatty sagde under et besøg i Tyrkiet, at Cairo planlægger at organisere en stor konference for genopbygningen af Gaza. Den palæstinensiske ambassadør i Rusland sagde, at det nu er nok, og at en tostatsløsning endelig skal på bordet for alvor, og at der i juni i New York vil blive afholdt en FN-konference om tostatsløsningen. Vi har fra Schiller Instituttet og Den Internationale Fredskoalition talt med mange mennesker i de dage, der lige er gået. Det er meget, meget tydeligt, at der er seriøse topkræfter fra regionen, som forstår, at det er nu, der skal ske noget, hvis der nogensinde skal ske noget.

Så jeg vil foreslå, at vi tager dette møde og de følgende dage med det absolutte mål, at vi senest ved denne FN-konference i juni skal have hele pakken på bordet: en tostatsløsning i kombination med en plan for økonomisk udvikling, ikke kun for Palæstina, ikke kun for Gaza og Libanon og Vestbredden, men for hele regionen. For hvis man flyver med et fly over området, er det meget tydeligt, at det hele er ørken. Jeg gjorde det engang, og derfor har jeg et levende indtryk af, at man kigger ud af vinduet på flyet og kun ser brunt, brunt, gult, gult, og ikke en eneste grøn plet.

Så det er nu, vi skal gøre det, som nogle af Emiraterne effektivt har gjort, og som har forvandlet noget af kyststrækningen til grønt land. Kina har lavet et utroligt eksempel ved at omdanne et område på størrelse med Tyskland i det nordøstlige Kina, som var fuldstændig ørken, og som nu, på grund af kunstvanding, er frugtbar landbrugsjord og skove og turisme. Og de mennesker, der før var ludfattige, er nu velhavende og nyder et liv i velstand. Og den tilgang skal anvendes i hele regionen som grundlag for fred. Hele denne region har brug for genopbygning. Afghanistan er stadig i en absolut alvorlig humanitær krise; Irak er totalt bombet; Syrien er stadig ødelagt. Yemen er så fattig, at børnene dør på hospitalerne.

Det, vi har brug for lige nu, er en helt anden tilgang: Der skal være en international mobilisering af hele verdensoffentligheden og et stærkt kor af stemmer, der siger: »Det nye navn for fred er udvikling.« Det skal absolut starte med anerkendelsen af en palæstinensisk stat; men det skal kombineres med en økonomisk udviklingsregion, ikke for nogle få rige mennesker, der nyder deres kasinoer og golfbaner i luksusresorts, men for alle! For hele befolkningen i regionen. Og det må blive kampråbet. Vi må tale med regeringerne i regionen, som Trump allerede har sagt, at han vil kræve, at de finansierer genopbygningen af Gaza. Men ikke den model, han foreslår, men en virkelig gennemgribende udvikling med Oase-planen: ideen om at bygge kanaler, store mængder atomkraftværker til afsaltning af store mængder havvand og omdanne hele regionen i en gigantisk plan for udvikling af fred.

Så jeg tror, at hvis vi mobiliserer alle og starter med en dialog mellem palæstinenserne og israelerne – og jeg ved, at nogle israelere ikke vil tale med palæstinenserne, men jeg tror også, at alle i Israel må overveje, at man ikke kan have alle fjender omkring sig og tro, at man har en sikker og velstående fremtid. Jeg tror, at det nu er tid til at gå i en helt anden retning og skabe en stabil situation for fremtiden.

Det var det, jeg ville sige i begyndelsen. Der er selvfølgelig andre emner, vi bør diskutere, f.eks. hvad der sker i Ukraine. Men jeg vil virkelig gerne sætte absolut fokus på dette punkt i dagens diskussion.

Bemærkninger under diskussionen:

Svar til Jonathan Kattab: Jeg synes, at alle dine pointer er rigtig gode. Det eneste, jeg eftertrykkeligt vil tilføje, er, at i det øjeblik dynamikken i den reelle økonomiske udvikling, sådan som Oase-planen beskriver den, vil skabe betingelser, hvor alle de forhåbninger, du har nævnt, faktisk kan fortsætte. Jeg tror, vi er nået til et punkt, hvor det ikke er enten en politisk løsning eller helt sikkert ikke økonomisk udvikling uden en politisk løsning. Men vi er nødt til virkelig at se på disse ting som en helhed, og jeg tror, at hvis vi organiserer de næste uger og højst måneder, så vi virkelig har det mål, at vi i juni skal have udarbejdet hele denne pakke – som du understregede, alle de forskellige aspekter – inklusive en meget mere udviklet plan for en økonomisk genopbygning; jeg tror, at hvis alle kræfter forenes omkring dette perspektiv, så tror jeg, at det er et unikt øjeblik til at gennemføre det….

Jeg vil bare gerne understrege, at vi ikke er de fleste mennesker – det vil jeg virkelig gerne sige meget klart. Du nævnte menneskerettigheder, og jeg vil gerne sige, at begrebet menneskerettigheder, som det normalt er udviklet i de vestlige lande, ikke er den eneste fortolkning. Jeg tror fuldt og fast på, at den kinesiske regering, som har løftet 850 millioner mennesker ud af fattigdom i Kina, og at det var den motor, som gjorde det muligt for Kina at række ud til de andre lande i det Globale Syd, og gennem Bælte- og Vej-Initiativet har lanceret det største infrastrukturprojekt i historien: At udrydde fattigdom er efter min mening det største bidrag til menneskerettighederne. For hvis du skal bekymre dig om dit næste måltid, hvis du ikke har nogen sundhedspleje, og du dør tidligt, så er det at afhjælpe alt det og skabe en økonomisk chance for at leve et normalt liv med et fuldt udviklet potentiale af alle dine evner, efter min mening det største bidrag til menneskerettighederne, du kan opnå.

Jeg ville bare præcisere det, for jeg ved, at denne misforståelse er meget udbredt, men hvis man ser på min afdøde mands, Lyndon LaRouches, økonomiske teorier, synes jeg, det er meget klart, at vi ikke er som de fleste mennesker, men at vi er meget forskellige fra sådanne mennesker….

Lidt senere: Jeg vil bare sige til din overvejelse, præsident Ramotar, at FN’s Sikkerhedsråd ikke fungerede i den sidste periode, fordi USA altid nedlagde veto mod enhver løsning. Hvis man ser på det andet kriseområde lige nu, som er Ukraine, er der endda nogle stadig små, men ikke desto mindre håbefulde tegn på et muligt møde mellem præsident Trump og præsident Putin, ifølge regeringens talsmand Peskov; det var Storbritanniens udenrigsminister Lammy, som straks tog til Kiev i går, og som en af oppositionens parlamentarikere i Radaen sagde, er det tydeligvis endnu et forsøg fra briternes side på at forstyrre potentialet for en fredsforhandling, som Boris Johnson havde gjort i marts 2022, da Istanbul-forhandlingerne praktisk talt havde ført til en aftale mellem Putin og Zelenskyj, og det var Boris Johnson, som gik ind og sagde til Zelenskyj, at han skulle kæmpe videre. Og al den krig, der er sket i mellemtiden, var resultatet.

Så jeg vil bare sige, at FN’s Sikkerhedsråd måske ikke er det bedste, og måske er ideen om at have hele BRIKS, som nu er 22 lande, der er fuldgyldige medlemmer, og som bærer vægten af den Globale Majoritet. Jeg tror, at hvis dette gøres på en sådan måde, at det løfter hele diskussionen op på et højere niveau, for hvis vi ikke når frem til et nyt paradigme i diskussionen, som giver et realistisk perspektiv til at overvinde geopolitik, er jeg enig med dig i, at hvis denne krise ikke løses, eller enhver anden krise som Ukraine eller endda krisen i Stillehavet, er vi i fare for en global krig som følge af den.

Men jeg vil også gerne understrege, at jeg ikke mente, at israelerne og palæstinenserne skulle tale med hinanden alene, for det ville naturligvis være en ulempe for palæstinenserne. Men jeg tror, at det, vi har brug for, er en mobilisering af hele verden: Alle lande i regionen har en interesse – Jordan, Syrien, alle Israels naboer. Derfor tror jeg, at vi har brug for en generel mobilisering: Er menneskeheden i stand til at rette op på en af de største uretfærdigheder og forbrydelser i vores samtid og finde en løsning, som er acceptabel for alle? Jeg tror, det er noget, der kræver – jeg tror ikke, vi endda kan overlade det til eksisterende organer som FN’s Sikkerhedsråd. Jeg tror, vi har brug for en reel mobilisering af alle kræfter i og uden for regionen.

Senere i diskussionen: Jeg synes, at argumentet om at starte med små gennemførlige skridt med det samme giver god mening. Jeg kan kun sige, at jeg allerede er i gang med at diskutere, og at flere andre i vores organisation allerede er i gang med at diskutere med specifikke kredse. Da alt dette er en organisationsproces, er jeg endnu ikke i en position, hvor jeg kan annoncere det, men jeg ved, at der efter chokket over Trumps udmelding har været et reelt wakeup call for alle, der nogensinde har gjort en indsats for at skabe fred i regionen.

Så jeg tror, at en sådan idé om at have ekspertkomiteer med ingeniører, vandeksperter, atomare eksperter, vandforvaltningseksperter, jeg tror, at det absolut er tilfældet. Jeg tror, der er mange palæstinensere i udlandet, som har meget vigtige erhverv: alt fra læger til forskere og ingeniører. Jeg tror, at hvis der kom en opfordring til at hente dem alle sammen hjem for at være en del af genopbygningen, så ville det absolut gå. Så lad os blive ved med at tale om det og nå frem til konkrete resultater så hurtigt som muligt.

Senere i diskussionen: Jeg tror ikke, at det palæstinensiske spørgsmål vil blive løst uden en palæstinensisk stat, der er adskilt fra Israel, fordi hele det palæstinensiske folks identitet er, at de føler, at de uretfærdigt er blevet fordrevet fra det land, som de betragter som deres eget, og at de er blevet tvunget til at betale for tyskernes skyld i forbindelse med Holocaust. Jeg vil ikke gentage hele den lange historie med mange kampe frem og tilbage, men jeg mener, at der skal tages hensyn til både Israels og Palæstinas suveræne rettigheder. Jeg tror, at den eneste måde, det kan fungere på, er, at de to ting går hånd i hånd, for en stat uden udvikling er dømt til at mislykkes, og udvikling uden suverænitet er også dømt til at mislykkes. Det er derfor, jeg hele tiden har sagt, at man i en vis forstand er nødt til at gå fra toppen: Hvis der er en aftale mellem, lad os sige, præsident Trump og præsident Xi Jinping og præsident Putin om at gå i retning af et overordnet nyt paradigme, så kan alle problemerne løses, også i Mellemøsten. Hvis den geopolitiske kurs mellem disse stormagter fortsætter, er der ingen regional løsning på nogen konflikt. For jeg tror, at vi historisk set har nået et punkt, hvor vi er udmattede: Vi er nået til et punkt, hvor det 500 år lange kolonisystem er udtømt. Jeg tror ikke, det er muligt at vende tilbage til en tilstand, hvor dele af verden er koloniseret, og andre dele er verdens herskere. Det tror jeg er udelukket. Et udmattelsespunkt er også, at det vestlige finansielle system er håbløst forgældet, og det er kun et spørgsmål om tid, før det eksploderer, enten i form af et kollaps som følge af en forandringsreaktion eller en hyperinflation, og det kommer også til et udmattelsespunkt.

Det Globale Syd er ved at opstå med en kraft, som aldrig har eksisteret i historien før: Det er ånden fra Bandung, men denne gang styrket med Kinas magt, som lige nu er den ubestridelige motor i verdensøkonomien, som allerede har påvirket utrolige vækstrater i hele Asien og størstedelen af BRIKS-staterne. Så alle disse faktorer betyder, at man ikke kan løse situationen med en delvis løsning, og man kan ikke løse den med status quo. Enten går vi ind i tredje verdenskrig, hvis ingen af disse løsninger accepteres, eller også lykkes det os at foretage et artsspring, så at sige, i den menneskelige arts historie ved at holde op med at opføre os som små fireårige drenge, der sparker hinanden i knæene hele tiden; og blive voksne og sige, at vi er den kreative art i universet, og vi kan arbejde sammen om menneskehedens fælles mål, såsom at forsvare planeten mod faren for, at meteoritter eller andre objekter fra rummet sprænger store dele af verden i luften, som det skete for 65 millioner år siden, hvor dinosaurerne blev udryddet: Den fare eksisterer og er meget reel. Og at løse problemet med at forlade Jorden som det eneste beboelige sted, hvilket vi vil blive tvunget til at gøre om 1 million år eller måske 2 millioner år – nogle mennesker synes måske, at det er for langt væk til at overveje, men hvis man ser på den længere bue i menneskets udvikling, er vi nødt til at foretage sådanne kvalitative spring, ellers vil vi ophøre med at eksistere før eller siden.

Så jeg tror, vi er nået til det punkt, hvor vi er nødt til helt at ændre den måde, vi tænker på, og starte med menneskehedens fælles mål først, og så kan vi løse alle disse problemer. Og jeg tror, vi har brug for den diskussion mere påtrængende end nogensinde før.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg vil gerne sige noget, som jeg faktisk burde have sagt i begyndelsen: Og det er, at vi er nødt til at tænke på, at en utrolig kæmper for retfærdighed er gået bort, og det er professor Francis Boyle, som var involveret i mange kampe sammen med Schiller Instituttet, hvoraf den seneste var for palæstinensernes sag, og især i forbindelse med afgørelserne fra Den Internationale Domstol og Den Internationale Straffedomstol. Men vi har også en længere historie med ham: Vi kæmpede med ham, da spørgsmålet om krigen mod Jugoslavien var på spil, og folkedrabet i Srebrenica og lignende begivenheder. Så jeg vil gerne udtrykke vores sorg over, at vi har mistet en så fremragende og modig forkæmper for retfærdighed.

Ellers vil jeg gerne sige, at Oase-planen er nødt til at blive studeret af folk på denne opfordring. Vi vil som sædvanlig lægge en læseliste til dette i chatten. For der er en stor forskel, en enorm forskel, en grundlæggende forskel mellem Trump Riviera-planen og Oase-planen. Riviera-planen, som den præsenteres nu, vil være for de rige, milliardærerne og millionærerne. Den ville være baseret på at nyde overskuddet fra udnyttelsen af det nuværende system og profitmaksimering, og det ville være til skade for den generelle verdensøkonomi, fordi disse udskejelser går hånd i hånd med forarmelsen af flere og flere millioner mennesker over hele kloden.

Dette står i fuldstændig kontrast til selve essensen af opfattelsen af fysisk økonomi i Oase-planen, som tager udgangspunkt i principperne for fysisk økonomi, i ideen om, at den eneste kilde til rigdom ikke er råmaterialer, det er ikke penge, det er ikke at købe billigt og sælge dyrt eller nogen af den slags ordninger: Den går ud fra den antagelse, at den eneste kilde til rigdom er arbejdsstyrkens kreativitet, og at en forøgelse af denne kreativitet derfor fører til større videnskabelige og teknologiske fremskridt i produktionsprocessen, hvilket igen fører til en forøgelse af levestandarden: Det øger levetiden i et land; det øger antallet af mennesker, der kan forsørges. Så det er en fundamentalt modsatrettet tilgang til økonomi. Og hvis vi vil løse dette, tror jeg, at vi har brug for en masse mennesker, der bliver rigtige eksperter i fysisk økonomi. Derfor tror jeg, at vi vil gøre læselisten tilgængelig i chatten, eller at Anastasia vil sende e-mails med sådanne forslag.

Ellers vil jeg gerne gentage min opfordring fra begyndelsen om, at det er nu, der skal ske noget, for alle er rystet sammen. Der er mange, mange grupper, der mødes og diskuterer. Nogle af dem kunne virkelig katapultere denne diskussion op på det niveau, hvor vi er nødt til det, men vi bør sætte FN-konferencen i juni om tostatsløsningen som mål, men absolut kombineret med Oase-planen for hele regionen. Jeg vil gerne appellere til jer om at hjælpe os med at fremskynde diskussionen blandt så mange mennesker som muligt på det punkt, så vi bliver et kor af stemmer, der ikke kan tales for meget om. [hzl/amb] [ssu]

Ikke korrekturlæst

[HZL] [LCJ]

Onsdag den 5. februar 2025

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen, god dag til jer alle sammen, jeg er meget glad for i dag at kunne byde velkommen til Larry Johnson, som er en anerkendt analytiker. Han er en del af Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS) og har mange andre funktioner. Velkommen, Larry, hvordan har du det? Godt at se dig.

LARRY C. JOHNSON: Jeg har det fint, tak. Jeg sætter pris på muligheden.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kunne ikke have valgt et mere dramatisk øjeblik end i dag, fordi hele verden er i en tilstand af overraskelse, chok, forvirring over, hvad der skete, da premierminister Netanyahu ankom til Washington og holdt pressekonference sammen med præsident Trump, fordi hele verden enten kiggede på, om Trump ville lægge pres på premierminister Netanyahu for at fortsætte med våbenhvilen i Gaza fase 2, de vedvarende aftaler om de resterende gidsler og de andre aftaler. Men i stedet blev verden virkelig vækket med et chok: Nemlig at præsident Trump lige har sagt, at USA har tænkt sig at overtage Gaza og skabe en riviera der.

Nu var jeg ikke helt overrasket, for vi havde allerede kendt til denne plan, som blev udsendt for første gang af premierminister Netanyahus kontor i maj sidste år, og som har animationer af, hvordan Gazastriben skal se ud, med skyskrabere og luksusbygninger og så videre. Så vi ventede fulde af utålmodighed på, om det ville være at fortsætte med våbenhvileprocessen, eller om det ville være denne utrolige idé, som er baseret på etnisk udrensning af palæstinenserne – og desværre gik chokket i retning af det sidste.

Så kan du fortælle os, hvad dit syn er på denne sag?

JOHNSON: Trump er et ret forvirrende individ. Vi har set ham sende modstridende budskaber, både på den ene side har han omgivet sig med kristne zionister og har taget imod penge fra folk som Mariam Adelson, enke efter Sheldon Adelson, en rig Las Vegas-figur, og han sagde: »Naturligvis vil vi gøre, hvad israelerne ønsker.« Men så lagde han Jeffrey Sachs ud på sine sociale medier, hvor han sagde nogle virkelig hårde, men sande ting om Bibi Netanyahu. Så indførte han faktisk våbenhvilen. Og virkeligheden med våbenhvilen er, at den har gjort det muligt for palæstinenserne i Gaza at vende tilbage til deres ødelagte hjem eller de murbrokker, der er tilbage.

Så i går, når Trump har sagt – han siger nogle ting, men der er ingen måde, hvorpå han faktisk kan gennemføre dem. For eksempel: »USA vil tage ansvar for Gaza.« Men hvad betyder det? Vi vil ikke sende tropper til Gaza for at sikre det, som det israelske militær forsøgte, for hvis vi gør det, vil amerikanske soldater blive dræbt. Hamas forsvinder ikke. Trump insisterer vedvarende på, at han vil tvangsforflytte palæstinenserne. Held og lykke med det, for jeg gætter på, at han – endda på sin pressekonference – sagde, at jeg vil tale med alle de arabiske nationer, de muslimske nationer, som om de er med på den. Nej, det er de ikke. Saudi-Arabien gik specifikt ud i går aftes og gentog, at der ikke vil ske fremskridt i forholdet til Israel, før der er en etableret palæstinensisk stat, og det palæstinensiske folks rettigheder er beskyttet. Og de har ikke tænkt sig at acceptere nogen form for ny Nakba.

Så nogle gange undrer det mig, hvad Trump gjorde, da han fremsatte denne retorik. På en måde afvæbner det Netanyahu, for i stedet for at han siger: »Vi vil støtte Israel fuldt ud, og Israel kan gøre, hvad de vil i Gaza«, siger han: »Nej, USA vil være ansvarlig«, hvilket jeg tror er en markering over for Netanyahu, der siger: »OK, hold jer ude, vi tager os af det«; men dette løfte om at tage sig af det, gjorde han ikke til en offentlig dagsorden. Måske gav han nogle private forsikringer. Det kan vi ikke udelukke. Men vi vender tilbage til det grundlæggende spørgsmål om, at Trump ikke har den militære magt til at starte en ny krig, for samtidig med at han siger det, kommer nyheden om, at der er planer om at trække de amerikanske tropper ud af Syrien. Og det ville ikke bare være et spørgsmål om at flytte dem, tage dem ud af Syrien og placere dem i Gaza, for det er specialoperationsstyrker; det er ikke konventionelt militær.

Så Trump viser, i det mindste med hensyn til spørgsmålet om det palæstinensiske folk, at han ikke gør noget offentligt for at forsikre det palæstinensiske folk om, at han har deres interesser på hjerte. Dybest set lød den plan, han foreslog og talte om, meget som den ejendomsplan, hans svigersøn Jared Kushner foreslog for otte måneder siden. Så jeg tror ikke, at der er nogen ny handling på vej fra USA’s side. Og om noget vil denne form for retorik fra Trumps side gøre det sværere for Israel at genstarte drabskampagnen i Gaza, og det vil holde våbenhvilen intakt.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg håber, at det, du siger, er sandt, men problemet er, at verden har set dette folkemord foregå i 15 måneder nu, og jeg mener, jeg var virkelig forbløffet over, at Trump kunne sige: Åh, disse fattige mennesker, de skal ikke tage tilbage til dette område, som er fuldstændig ødelagt; de skal have et bedre liv. Jeg mener, han sagde ikke med ét ord, hvorfor denne del af verden er så fuldstændig ødelagt, og det var blandt andet ikke kun Israels handlinger, men det var USA’s våbenleverancer og opbakning til Israel ved Den Internationale Straffedomstol. Uden USA’s opbakning i FN’s Sikkerhedsråd, hvor USA nedlagde veto, hver gang der blev gjort et forsøg på at afhjælpe situationen, kunne det ikke være sket, og det ved hele verden!

Jeg er virkelig bekymret for, at medmindre der virkelig sker en dramatisk ændring, som yder palæstinenserne retfærdighed, både i Gaza og på Vestbredden, så – okay, der er en tragedie på kort sigt, men der er også en effekt på lang sigt. For jeg har i de sidste måneder i stigende grad hørt fra lande i det Globale Syd, at det kollektive Vestens ære og omdømme har lidt enormt, især på grund af den holdning til det, der skete i Gaza.

JOHNSON: Det er rigtigt.

ZEPP-LAROUCHE: Og jeg er bange for, at hvis præsident Trump lige nu tror, at han kan bygge en riviera i Gaza – ud fra hvad du siger om, at det ikke er særlig sandsynligt, at det sker – men det vil bare øge verdens afsky. Og jeg tror, at alle naboerne allerede har afvist det, inden det overhovedet var kommet til et beslutningspunkt.

Og hvis man tænker på, hvad Trump gør i forhold til migranter ved den mexicanske grænse, så er det en hårdhændet behandling: Folk blev samlet sammen og sendt i håndjern til deres respektive lande – ikke ligefrem et rart billede, som også registreres i verden. Og så antager han, at egypterne og jordanerne sagde, at de bare skulle tage imod migranter. Tænker han ikke på, at de også har sikkerhedsproblemer? Det vil jeg gerne høre dit syn på.

JOHNSON: Åh ja. Nej, det ignorerer han. Jeg synes, det er svært at sige, at han er uvidende om det, for jeg tror, at en af de fejl, som kritikerne af Trump begår, er, at de altid forsøger at beskrive ham som dum og overfladisk, og hvis han er dum og overfladisk, så slog han i hvert fald hele det demokratiske etablissement og blev valgt. Og han holdt USA’s retshåndhævende myndigheder væk fra politiseringen af justitsministeriet. Så jeg giver ham kredit for ikke at være en overfladisk, uvidende person. Når det er sagt, er han en forfærdelig offentlig taler, for han taler aldrig rigtig om sin filosofi, sin vision, med nogen form for – demonstrerer ikke intellekt på den front. Det er meget enkelt: Det er MAGA. Han vil »gøre Amerika stort igen«, uanset hvad det indebærer.

Men en gang imellem slipper han ud med sandheden, som for en uge siden, da han erkendte, at Rusland havde en legitim klage over, at NATO sneg sig ind på landets grænser. Og da han indrømmede, at hvis det skete for os i USA, ville vi så reagere på samme måde? OK, det sender et godt budskab til Rusland.

Men når det gælder spørgsmålet om det palæstinensiske folk, tror jeg, at Trump er intellektuelt disponeret for at omfavne den zionistiske vision, og alligevel bringer han – der er en slags element af pragmatisme fra hans synspunkt – »lad os bare få disse mennesker et sted hen, hvor de har et rart sted at bo, og så vil de være lykkelige.« Det viser, at han ikke forstår noget om det palæstinensiske folk, at det ikke er en masse, en klump ler, der kan formes, som det passer ham. Det har haft en meget rig og mangfoldig kultur, og der er stadig kristne blandt palæstinenserne; det er ikke kun en muslimsk bevægelse, for den er uden for bedømmelse her i Vesten, i USA.

Så det, der i sidste ende driver Trump, er, at han gerne vil være vellidt, og at han gerne vil lave »the big deal«. I den forbindelse er vi også nødt til at se på, hvad han sagde om Iran i forbindelse med diskussionen om Israel. Han talte varmt om, at »Iran ikke vil have atomvåben«. Virkeligheden er, at ayatollah Ali Khamenei ikke har givet tilladelse, ikke har ophævet fatwaen, for at tillade opførelsen af et atomvåben i Iran. Han har modstået det og derefter modstået det interne pres for at gøre det; og så har den aftale, der blev underskrevet den 17. januar, sikkerhedsaftalen mellem Rusland og Iran, gjort sandsynligheden for, at Iran bygger et atomvåben, endda mere fjern, fordi Rusland lovede støtte til projekter inden for atomkraft, men samtidig vil Rusland ikke hjælpe til med at tillade Iran at bygge et atomvåben. Så at Trump siger det, tror jeg faktisk er en måde, hvorpå han afdramatiserer sandsynligheden for, at Israel vil foretage en ensidig handling for at angribe Iran, hvilket de har truet med og lagt pres på for at gøre. Så jeg tager Trumps retorik om det som et tegn på, at han siger det offentligt: »Ja, okay, vi gør noget, hvis der sker noget«, men der er ingen beviser.

Oppositionsgruppen i Iran, som jeg garanterer dig er delvist finansieret af USAID; de modtager helt sikkert nogle penge fra dem og fra CIA, cirkulerer falske efterretninger, der hævder, at Iran allerede er i gang med at bygge en meget primitiv atombombe, en der ikke kan være på et missil, at det er en bombe, der kan nedkastes med et fly. Det er en del af CIA’s arbejde mod Trump for at forsøge at skabe et påskud, som vil tvinge Trump til at angribe Iran. Så der foregår lidt 4D-skak her, som ikke bare er et ensidigt fremstød fra Trump, for efterretningstjenesten har ikke slækket på sit ønske om at forsøge at starte en krig med Iran.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, der er en anden ting at overveje, og det er, at hver gang et land tror, at det er det eneste relevante, det overlegne, tror jeg, det går i en frygtelig forkert retning…

JOHNSON: Mm-hmm.

ZEPP-LAROUCHE: Og i betragtning af, at jeg taler som tysker, tror jeg – jeg er altid meget, det er ligegyldigt, hvilket land det er, hvis de tror, de er bedre end andre, har det kimen til en potentiel katastrofe. Og jeg tror, at den eneste måde, hvorpå verden i sidste ende kan komme ind i en fredelig udvikling, er, hvis hvert enkelt land på planeten har ret til at kræve, at deres sikkerhedsinteresser bliver beskyttet, og at deres ret til udvikling bliver beskyttet. Og hvis der ikke er nogen delt sikkerhed, er den nuværende ledelse af Hamas måske svækket, den nuværende ledelse af Hizbollah er svækket, og du kan halshugge mange enkeltpersoner, men det, det avler, er et vedvarende had, et vedvarende ønske om hævn.

Og jeg tror, at hvis jeg var rådgiver for præsident Trump (hvilket jeg naturligvis ikke er), men i dag var der en meget stærk pressekonference, som blev holdt af Francesca Albanese; hun er FN’s repræsentant for menneskerettigheder og også FN’s særlige rapportør for de besatte palæstinensiske områder. Hun redegjorde for historien om Nakba ’48, ’67 og de forskellige utrolige pinsler, som palæstinenserne har været igennem, og jeg tror, at præsident Trump ville gøre klogt i ikke kun at lytte til den israelske side, for han har naturligvis mange magtfulde israelske venner, men jeg tror personligt, at hvis han ikke også åbner sit sind og sit øre for den anden side, hvordan kan han så få USA til at være en kraft for det gode i verden igen, hvilket er den eneste måde, hvorpå USA kan blive stort igen? Hvad mener du om det?

JOHNSON: Nej, jeg er helt enig med dig. Nu kommer vi igen tilbage til Trump og Trump-administrationen, som sender blandede signaler. I mandags sagde den nytiltrådte udenrigsminister Marco Rubio i et interview med Megyn Kelly, at USA ikke længere kunne foregive at være verdens unipolære leder, men måtte anerkende, at der var forskellige, og han brugte udtrykket »multipolær«. Så det er et godt tegn, at han anerkender det. Men det betyder endnu ikke handling. Men lad os også erkende, at Trump selv kom ud og truede BRIKS. Det er vigtigt, for den tidligere regering under Joe Biden sagde ikke et ord om BRIKS. De anerkendte det ikke engang. Det mindede mig lidt om, at Biden-administrationen opførte sig som en karakter i Harry Potter-filmene, hvor de ikke ville sige navnet »Lord Voldemort«. Det kan man godt sige, men man kan ikke sige »BRIKS«. Trump kom ud og sagde »BRIKS«. Og så tog han fejl og hævdede, at Spanien var BRIKS-medlem, nej, »S’et« står for Sydafrika.

Men ved at nævne det anerkendte han, at BRIKS faktisk er et alternativ til USA’s økonomiske overherredømme og anerkender, at det er en trussel. Og USA har en hel del indflydelse til at skabe noget virkeligt kaos i dette. Brasilien er for eksempel nok det svageste led i den kæde, så jeg forventer fuldt ud, at CIA, hvis de ikke allerede gør det, vil intensivere de hemmelige aktioner for at forstyrre Brasiliens evne – for i år har Brasilien ansvaret, det har formandskabet for BRIKS – og jeg tror, at USA vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at sabotere det. Indien er et andet land, som sandsynligvis kommer til at stå for skud, fordi det har ret stærke økonomiske forbindelser med USA og derfor har nogle sårbarheder der. Kina er en af USA’s største handelspartnere, men landet har skiftet kurs og forsøger at flytte mere af sin aktivitet til det Globale Syd. De har afskåret sig fra sjældne jordarter, som de bruger, og som er afgørende for produktionen i den amerikanske forsvarsindustri. Og Kina er ærligt talt træt af at blive mobbet. De vil ikke lade sig tyrannisere af USA.

Så det, Trump står over for, er, at hans og USA’s handlinger i det mindste styrker beslutsomheden hos andre BRIKS-lande og de nyligt installerede BRIKS-medlemmer som Indonesien og Vietnam. Så Trump anerkender, at den multipolære verden eksisterer. Jeg tror ikke, at han endnu har fundet en strategi for, hvad han skal gøre, andet end at true den. Og du ved, han sagde, at han vil indføre 100 % told på alle lande: For det første glemte jeg at nævne det i nogle af de analyser, jeg har skrevet, men Trump har ikke magt som præsident til ensidigt at indføre told. Told er en funktion, der varetages af den amerikanske kongres. Så han kan foreslå lovgivning, og når det kommer ind i lovgivningsprocessen, har man mange muligheder for, at det kan blive afsporet, fordi der er virksomheder her i USA, som har forretningsinteresser i flere af BRIKS-landene, som ville se deres økonomiske fordele blive afsporet.

Det andet aspekt af det er, at de fleste af BRIKS-landene, de eneste, der er aktive, store forhandlere med USA, er Kina, Indien og Vietnam. Alle andre er ikke så vigtige for USA.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at Trumps forståelse af brugen af told er nødt til at blive bedre, for ifølge Alexander Hamiltons, Friedrich Lists og Henry C. Careys amerikanske økonomisystem skulle told, når der var tale om told, beskytte de spirende, unge økonomier mod indflydelse fra frihandel, som dybest set ville køre disse økonomier over og ikke give dem mulighed for at vokse. Men told er ikke en klog politik i et kompliceret, internationalt forhold mellem stater, og man kunne allerede se, at Trump var nødt til at trække toldsatserne tilbage i forhold til Mexico og Canada, for som jeg har fundet ud af nu, så går noget af produktionen af reservedele til biler frem og tilbage over grænsen seks, syv, otte gange. Så det ville øge produktet; i biler ville det gøre det 3.000 dollars dyrere i gennemsnit; SUV’er endda 6-7.000 dollars mere og andre varer. Så det ville øge inflationen. Og naturligvis er alternativet – vi har promoveret en helt anden tilgang til dette spørgsmål på Schiller Instituttet.

Migrantspørgsmålet er naturligvis et af de største emner i verden i dag. Hvor kommer disse migranter fra? De kommer fra Mellemøsten, fra interventionskrige, grundlæggende efter 9/11: Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen; det er derfor, vi har millioner af migranter fra Mellemøsten. I Afrika og Latinamerika flygter migranterne hovedsageligt fra fattigdom, en fattigdom, som er blevet påtvunget af det nuværende efterkrigssystem, som var OK for det kollektive Vesten, men som ikke var OK for landene i det Globale Syd. Og derfor har man nu millioner af mennesker, som forsøger at undslippe sult, mangel på ferskvand og mangel på sundhedssystemer. Så hvis man vil løse migrantspørgsmålet, skal man oven i købet bygge en mur, hvor intet menneske og ikke en flue kan komme igennem, eller man skal bruge Frontex i Middelhavet til at skubbe flygtninge tilbage, som så drukner i Middelhavet. Det er ikke en løsning!

Hvorfor ikke vælge den anden tilgang? Du ved, at Kina og BRIKS-landene nu vender sig mod det Globale Syd, fordi de bliver udelukket af USA og EU, så de indfører sanktioner, de gør alle mulige ting, så de vender sig mod det Globale Syd og opbygger produktive handelsforbindelser med landene i Afrika, Asien og Latinamerika. Hvorfor er USA ikke så smart? Og Trump kunne virkelig gå i den retning og dybest set sige, hvorfor udvikler vi ikke disse lande sammen med Kina? Den tidligere regering forsøgte så hårdt at forhindre Kina i at få indflydelse i Latinamerika. Ikke desto mindre er Chancay-dybvandshavnen i Peru blevet bygget. Og hvis USA bare holdt op med at tænke geopolitisk og sagde: »Hvis vi sammen med Kina arbejder på alle disse projekter, ville flygtningene blive hjemme, og de ville hjælpe med at opbygge deres lande!« Jeg tror, at det er den eneste måde, vi kan komme ud af denne krise på.

Tror du, der er nogen mulighed for, at det kan ske med Trump-administrationen eller ej?

JOHNSON: Nej. Jeg synes, du er generøs i din optimisme, Helga, men jeg tror, der er nul chance for, at det sker. Se på, hvad Trump allerede har gjort med hensyn til Panama: Han kom til magten og sagde: »Panama, min Gud! Kineserne er overalt!« Jeg har arbejdet meget i Panama med at undersøge produktforfalskning og hvidvaskning af penge. Jeg arbejdede med en af de store banker dernede, hvor jeg hjalp med at lave due diligence på e-handelskunder. Jeg kender området. Kineserne har været der i 30 år! Kineserne har haft kontrakten på at administrere havnene i byen Colón, frihandelszonen Colón; der er mindst tre store containerhavne i den nordlige ende af kanalen. Der er mindst én stor containerhavn i den sydlige ende. Den har kineserne drevet i over 30 år. Og Trump gjorde slet ikke noget ud af det, da han tiltrådte for første gang. Så nu skal vi pludselig stoppe kineserne.

Hvis Panama går med til at suspendere kontrakten med Hong Kong-virksomhederne, hvilket vil fjerne deres ledelsesansvar, ville det ikke overraske mig, at kineserne ville sige: »Okay, vi tager alle vores kraner og tager hjem.« Og de vil trække den infrastruktur ud, som de har bygget i de havne. Hvis det sker, vil det være en katastrofe! Ikke kun for Panamas økonomi, men for økonomierne i Mellem- og Sydamerika, fordi mængden af produkter, vi taler om, jeg vil anslå, at det er langt over 1 billion dollars, produkter, der flyder gennem Panamakanalen og bliver deponeret i frihandelszonen Colón, som bliver solgt – vi har grossister, folk, der sælger alt fra fjernsyn til Nike-sneakers til undertrøjer, og de bliver solgt videre til købmænd, der kommer fra Mellemamerika, fra Caribien, fra Sydamerika. De køber det, og så bliver det sendt ud til de lande, og så bliver det solgt videre i de lokale butikker. Så der er en enorm mængde handel der.

USA har besluttet, at de vil forsøge at konfrontere kineserne, men ved at gøre det med trusler og mobning forstærker de blot det dårlige gamle billede af USA som en aggressiv imperialist. Og en ting, jeg har bemærket ved at observere kinesernes og russernes handlinger over for andre lande, er, at når de har med folk fra Afrika, andre dele af Asien eller Mellem- og Sydamerika at gøre, så behandler de dem ikke, som om de er »små brune mennesker«. De er ikke nedladende over for dem. De behandler dem som ligeværdige, de behandler dem med respekt, og det anerkender disse mennesker. Og det går tilbage til noget, du sagde tidligere med henvisning til Mellemøsten om, hvad der er sket med USA’s og Israels omdømme, at ingen af landene har gjort sig fortjent til mere respekt. De bliver hånet, fordømt internationalt – og bliver faktisk mere isolerede diplomatisk set.

Så Trumps bestræbelser på at tage kampen op med Kina, først i Panama, men kineserne har udvidet deres økonomiske magt – de har brugt økonomisk diplomati, ikke diplomati med geværer og kanoner.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at hvis man ser objektivt på denne dynamik, så har kineserne i lang tid, og russerne før det – du ved, russerne støttede landene i det Globale Syd i deres kamp for uafhængighed, og mange lande holder mindet om Rusland meget højt, fordi de føler, at de er taknemmelige for deres uafhængighed på grund af Ruslands støtte. Nu, i den seneste periode, har Rusland tilbudt atomkraft og mange andre videnskabelige projekter; kineserne har, siden de satte Bælte- og Vej-Initiativet på dagsordenen for 12 år siden, fået en enorm mængde, ikke kun af indflydelse, men også af venskab. Mange lande i Afrika eller Asien siger, at Churchills ord om, at lande kun har interesser og ingen venner, ikke er sandt, fordi de har oplevet ægte venskab. For hvad er venskab? Når man gør noget for den anden, som hjælper den anden person eller det andet land til at trives eller få gavn af det, så er det selve roden til venskab.

Desværre har USA’s bestræbelser på at skabe en unipolær verden, eller som Rear Adm. Thomas Buchanan sagde for nylig på et møde med CSIS, at USA endda har ret til at føre en forebyggende taktisk atomkrig for at bevare overherredømmet, jeg mener, det gik hånd i hånd med at bygge næsten 1.000 baser rundt om i verden, og de lande, der var på modtagersiden af disse baser, ja, de havde visse fordele, men at være et sikkerhedsaktiv for USA betyder ikke, at disse økonomier bliver opbygget. Det er ligesom med turisme, det er noget, der giver overskud til den, der har franchisen, men ikke til landet.
Så ville det ikke være på tide, at USA tog sin model op til revision, altså ideen om at forsøge at kontrollere verden på basis af overherredømme med militære midler, pres, CIA, USAID (som nu heldigvis er blevet udslettet), ville det ikke være bedre at se på den kinesiske model og sige: »Måske gør de noget rigtigt, som giver dem indflydelse og venner blandt disse lande«, og måske kunne USA gå tilbage til sin egen tradition med John Quincy Adams, som f.eks. sagde, at det ikke er USA’s formål at tage til udlandet for at jage monstre, men at opbygge alliancer med partnere. Hvad synes du om det? Er der et potentiale for at få USA tilbage på det spor?

JOHNSON: Det tror jeg ikke. Og det, du taler om, er en meget sund, rationel og intelligent tilgang. Jeg var vidne til en samtale i går mellem en ung fyr, som er en glimrende analytiker, og han talte om problemerne med, at Nvidia, denne computerchipproducent, er så overvurderet, og at det er en boble, der venter på at briste. Og han blev angrebet af en fyr, som havde været – og denne person er sandsynligvis flere millioner dollars værd, jeg er ikke sikker på præcis hvor meget – men det, han sagde til den yngre fyr, var for mig symbolsk for problemet med USA. Og dybest set afviste han den yngre fyrs argument ved simpelthen at sige: »Jeg har lyttet til alle disse mennesker, som er fabelagtigt rige. Og fordi de er så rige, må de vide mere end dig. Og de ved mere end dig, fordi de har så mange penge, at de er klogere end dig.« Den holdning, at det er ligegyldigt, hvordan de har tjent pengene, om det var ved tyveri eller andet, at de fortolker det faktum, at de har store, fede bankkonti, som at de også er rigtig, rigtig kloge, og de har fuldstændig ret. Og den korruption, der er her i USA, tror jeg bliver meget svær at udrydde.

Vi oplever det lige nu i Florida, hvor guvernør Ron DeSantis har indkaldt den lovgivende forsamling til krisemøde for at få vedtaget love, der vil styrke guvernørens mulighed for at støtte Donald Trumps indsamling af illegale immigranter og tvinge dem ud af landet, og med vægt på at gå efter dem, der er her illegalt og bryder loven. Den lovgivende forsamling, som er kontrolleret af republikanerne, både Huset og Senatet, fjernede det lovforslag, som DeSantis havde fremsat, og tog faktisk den magt, som skulle ligge hos guvernøren, og gav den til landbrugskommissæren. Hvorfor skulle de gøre det? Ved du hvad? Landbrugskommissæren fører tilsyn med al landbrugsaktivitet i Florida, og alle de forretningsfolk, der dyrker appelsiner, grøntsager eller andet, udnytter disse udenlandske arbejdere.

Det er en ny form for slaveri: De betaler dem under mindstelønnen, de har ingen sundhedsforsikring, de har ingen goder, og de bruger truslen om, at fordi de er her illegalt, skal de gøre, hvad disse mennesker kræver, ellers. Og det er der, hvor selv {Republikanerne} ville have en lov – tror du, at Demokraterne også ville have sat sig op imod det. Nej, nej, nej! Det ville de ikke. Så begge partier er desværre så korrumperede og efter min mening så onde, at de vil gøre hvad som helst, de vil ofre ethvert menneske for en dollar. For det er præcis, hvad de gør, de udnytter et stort antal – de opretter et system til at bringe denne strøm af illegale migranter ind, og når de så er her, bliver de udnyttet. Og når de først bliver udnyttet, har de ikke noget alternativ. Så det er et meget grimt billede. Men det er sådan, jeg tror, at USA grundlæggende ser på resten af verden, du ved, »hvad kan vi få ud af dem«.

Du ved, Trump, i går: Okay, ja, Ukraine, vi giver jer militærhjælp, hvis I giver os alle jeres sjældne jordarter. Nå, men… Russerne kontrollerer nu de sjældne jordarter, ikke ukrainerne, men det er en helt anden sag.

ZEPP-LAROUCHE: Der er to ting, man skal overveje: Den ene er, at Trump selv blev valgt i 2016 og igen nu som følge af et oprør, primært blandt de mennesker, som Hillary Clinton havde kaldt »de elendige«.

JOHNSON: Nemlig!

ZEPP-LAROUCHE: Det var mennesker, som ikke var rige, de har ikke yachter, de har ikke alle disse fordele, men de følte på en eller anden måde, at Trump var den fyr, som ville tage hensyn til deres interesser og forsvare dem. Og det er ikke kun et amerikansk fænomen, for du havde Brexit, som var drevet af noget lignende; du har lige nu Macron med den absolut laveste popularitet, fordi han ikke kan få budgettet igennem, han kan ikke danne en stabil regering, fordi folk hader det her! De hader den politik, der kommer fra dette oligarki, som i Europa er EU-Kommissionen. EU opløses, og det er dybest set en centrifugal udvikling, hvor de nordlige stater bevæger sig væk fra EU’s og Bruxelles’ kontrol. Og en lignende proces kan man se over hele verden, for jeg tror, at vi måske kun er i den første fase, men jo mere folk ser på det, jo mere forstår de det, så det er ét element. Og den anden ting er, at hvis det amerikansk dominerede dollarsystem var så stærkt, så ville alle disse andre ting ske. Men virkeligheden er, at det finansielle system er totalt overgældsat; det kan eksplodere af mange forskellige årsager.

Se bare på USA: USA er ikke længere beundringsværdigt. Det var det måske i 1960’erne og 70’erne, men nu er infrastrukturen, hvis du kører på motorvejen i New Jersey – jeg bliver ved med at sige til folk, at de aldrig skal køre i en italiensk Fiat 500, for du kan forsvinde i et hul. Og USA har ikke en eneste kilometer højhastighedstog! Kina har i mellemtiden 45.000 km hurtigtog, og de kører 250 km i timen, de er glatte. Nu er de ved at opgradere dem til at køre 450 km/t. De øver sig allerede på 600 km/t, og endda et vakuumrør med 1.000 km/t. Det er moderne infrastruktur, og hvorfor omstiller USA ikke sit militær-industrielle kompleks, som fylder lommerne på dem, der har investeret aktier i disse firmaer, men på bekostning af det amerikanske folk. I har ikke flere smukke byer, de falder fra hinanden. Så hvorfor er der ikke nogen i USA, der ser objektivt på billedet og siger: Vent lidt, måske er denne neoliberale model, som vi har overdrevet til det yderste, ikke den bedste, hvorfor laver vi ikke om på det hele og gør Amerika smukt igen!

JOHNSON: Jeg bifalder din vision. Jeg talte med Pepe Escobar tidligere på ugen, og vi talte om, hvordan Paris var i 1996, lysets by. Men i dag er den lidt snusket og mørk. Den nye lysets by er Moskva. Hvis nogen har været i Moskva i december eller januar, midt i vintermørket, så hold da op! Den er bare fuld af lys! Det er smukt, det er utroligt! Og som du så rigtigt bemærker, så ignorerer USA fuldstændig de teknologiske fremskridt, som kineserne og russerne har gjort! Vi er ikke engang i samme boldgade.

Du og jeg er gamle nok til at huske to virksomheder: Kodak og Polaroid. Og dem, der ser med, og som er 45 år eller yngre, kan sikkert ikke huske det. Men der var en tid i verdensøkonomien, hvor Kodak og Polaroid var virkelig store spillere, fordi de lavede film, og de gik ind i kameraer. Og folk var nødt til at indlæse filmen – det var før smartphones, før digital fotografering tog fart. Hvad skete der med dem? De forsvandt. De tilpassede sig ikke de teknologiske ændringer i miljøet, og så forsvandt de. De døde. Jeg tror helt ærligt, at det er der, USA er på vej hen.

For læg mærke til, at med hensyn til Kina plejede amerikanske bilproducenter at have en betydelig forretningsmæssig tilstedeværelse i Kina. De lavede ret billige biler og solgte dem til alle de nye kinesiske bilister. Og når man har en milliard nye bilister, er det meget. Hvad er der sket i de sidste fire-fem år? Jo, den kinesiske bilindustri har taget fart! Og den kinesiske industri har ikke kun bygget billigere og billigere biler, men de bygger også bedre biler, de bygger teknologisk avancerede biler. De har gjort ting med elektriske køretøjer, som Elon Musk ikke har gjort. Og USA er ikke engang i stand til at konkurrere eller anerkende det.

Og det samme med kunstig intelligens: Vi har lige set kineserne afsløre DeepSeek, som de hævder blev udviklet med meget, meget lidt fusionsmasse sammenlignet med, hvad Nvidia og Meta har gjort i forsøget på at skabe produkter med kunstig intelligens. Og holdningen i USA er, at hvis kineserne har gjort det, så er det noget lort, det er ikke godt, det er ikke lige så godt som vores. Arrogancefaktoren er en anden hæmsko: Når du har overbevist dig selv om, at du er så god, at du ikke objektivt kan træde tilbage og værdsætte andres talenter og færdigheder, er du på vej mod ødelæggelse.

ZEPP-LAROUCHE: Der findes en australsk tænketank, jeg tror, den hedder Australian Strategic Policy Institute (ASPI). De har en hjemmeside, hvor de vedvarende rapporterer om de teknologiske fremskridt, og hvordan de sammenligner sig med andre lande. Og de har lige offentliggjort, at ud af 64 højteknologiske områder, tror jeg, er Kina førende på 57 af dem. Og hvis man derudover tager antallet af patenter, antallet af forskere og dygtige studerende, de udklækker hvert år, deres vægt på den vedvarende tilførsel af innovation i økonomien, så finder jeg den kinesiske økonomiske model ekstremt fascinerende, for de har tydeligvis ingen cyklusser! Og det skyldes efter min mening, at de har en måde at innovere det teknologiske niveau på inden for alle områder af deres produktion på og det vedvarende. Så derfor er tanken om, at man kan bremse den kinesiske udvikling, fuldstændig latterlig.

JOHNSON. Ja, det er det.

ZEPP-LAROUCHE: Man kan ødelægge det i tredje verdenskrig, men så er man også en taber, så det er ikke en god løsning.
Så jeg tror personligt, at vores tids store udfordring er at overbevise folk i Europa og USA om, at disse lande ikke er deres fjender, at den geopolitiske tilgang med at forsøge at inddæmme dem ikke virker, at det ikke er moralsk klogt, og at det ikke kan lade sig gøre. Så hvorfor ikke ændre sig og virkelig tænke på et nyt paradigme, hvor alle lande på planeten kan leve sammen på en gensidigt fordelagtig måde: Hver af os har styrker, og andre har fordele, og hvis man sætter dem alle sammen, kan man virkelig skabe en verden, hvor jeg altid siger, at teenage- eller barndomsalderen er forbi, og vi bør blive voksne og forholde os til hinanden som voksne, værdsætte hinandens kreative potentiale og omvendt og opbygge et samfund, der virkelig er menneskeligt. Hvis vi som en kreativ art ikke kan gøre det, hvem skal så? Ikke musene og ikke æslerne, helt sikkert.

JOHNSON: Det er faktisk derfor, jeg siger, at så alvorlig som situationen ser ud lige nu for Europa og USA, hvad er så vores vej frem, hvordan får vi vendt udviklingen? Jeg siger, følg Ruslands eksempel. Hvis man går tilbage og ser på Rusland i 1999, da Vladimir Putin kom til magten, blev det velvilligt beskrevet som en »skraldespand«. Jeg har hørt meget grovere udtryk, men det var beskidt, uproduktivt, infrastrukturen var ved at bryde sammen, folk døde, den forventede levealder var faldet. Livet var forfærdeligt! Det, Putin gjorde i løbet af de næste 26 år, var at sikre, at de penge, der blev genereret, ikke bare gik i oligarkernes lommer, men at oligarkerne – du ved, kapitalisterne, for det var, hvad de var; vi kalder dem »oligarker« i Vesten for at fornærme dem – men at de var nødt til at investere i Rusland, hvilket de gjorde. Og han blev ikke fanget i en række udenlandske krige eller erobringer. Ja, han stod over for den ti år lange krig i Tjetjenien, som i høj grad blev udløst af vestlige efterretningstjenesters finansiering og støtte til disse radikale islamiske grupper. Men da det var overstået, fokuserede Rusland på at opbygge sit folks liv, investere i sit folk, investere i infrastruktur og uddannelse. Jeg har lige været i Moskva og Sankt Petersborg inden for det sidste år, to gange i Moskva og en gang i Sankt Petersborg: Storslået! Metroerne, de underjordiske tog er som kunstmuseer! Jeg mener, de kan sammenlignes med Louvre og alt, hvad man har set i Paris. Systemet fungerer bare! Og fordi det fungerer, oplever folk fordelene. Så derfor siger jeg: Følg den vej, som Rusland har fulgt, og hold op med at bruge penge på udenlandske krige!

Måske er det den gode nyhed, at Trump fjerner alle USAID-pengene, fordi en stor del af dem blev brugt til at fremme krige i udlandet og til at finansiere destabiliserende kup eller farvede revolutioner. Lad os bruge pengene her i USA, hvor vi ikke længere har hjemløse i gaderne i New York, Los Angeles, San Francisco, Chicago og alle de andre store byer. Jeg mener, det er et mareridt! Det ser man ikke i Moskva og Skt. Petersborg. Det er her i USA, at vi ligner nomader fra ørkenen.
Så der er et eksempel at følge, og starten på det er {stop med at finansiere krige}. Læg vores sværd væk, lad os lave nogle plovskær, lad os arbejde på at producere, ikke dræbe.

ZEPP-LAROUCHE: Det er her, vi skal prøve alt for forhåbentlig at få nye ideer på bordet – også på præsident Trumps præsidentskab. Det ville være så nemt for USA at ændre profilen fra at være det mest forhadte land i verden lige nu. Jeg tror, at den gennemsnitlige amerikaner ikke engang er tilnærmelsesvis klar over, hvor dårligt USA’s image er.

JOHNSON: Ja. Nej, jeg er enig. Jeg er helt enig.

ZEPP-LAROUCHE: Fordi de på en eller anden måde synes at gå på en sky i den henseende. Men det ville være meget nemt for USA at ændre på det. Det ville bare kræve ægte lederskab, og måske vil mødet mellem præsident Trump og Putin og Xi Jinping være en bevægelse mod et nyt paradigme, tror du?

JOHNSON: Ja, det tror jeg. Jeg tror faktisk, at det vil være et wakeup call for Trump. Jeg tror, at Trump er frosset fast i tiden for syv år siden. Han tror, at Rusland og Kina er, hvad de var for syv år siden, og det er de ikke. Og han tror, at han stadig kan splitte dem ad og spille dem ud mod hinanden. Men det kan han ikke. Når han når til den erkendelse, er han klog nok som forhandler til at indse, at hvis han troede, at han havde en masse trumfkort, og de kort ikke længere er noget værd, så bliver han nødt til at ændre spillet. Og at ændre spillet betyder, ja, at han nu er nødt til at håndtere Rusland og Kina som en kombination, som ligemænd, ikke som underordnede, der skal beordres rundt.

ZEPP-LAROUCHE: Desværre nærmer vi os timen. Jeg tror, at potentialet for nye ideer absolut er til stede, for som du siger, vil mange af politikkerne løbe panden mod muren, fordi de ikke kan realiseres, og så er der mulighed for noget nyt. Vi fra Schiller Instituttet bliver ved med at skubbe på Oase-planen, som lige nu overvejes af meget vigtige kræfter fra Mellemøsten, som grundlæggende ser den fælles økonomiske udvikling af hele regionen, fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Den Persiske Golf, som én region, og at det er den eneste vej at gå. Så jeg tror, at dette potentiale for en tostatskonference i FN, som finder sted i juni i New York, jeg tror, at hvis der kan opstå en masse diskussioner om Oase-planen mellem nu og da, vil jeg ikke vædde, men jeg vil gøre et virkelig stærkt håb, bakket op af handling, at vi vil være i stand til at få denne Oase-plan på bordet, fordi det er det, der giver mening. Hvad er din holdning til det?

JOHNSON: Ja! Jeg har desværre ikke læst planen, så jeg vil gerne læse den, så jeg kan udtale mig mere udførligt om den. Men hvad jeg ved fra den slags arbejde, som du forbinder dig med, og som du investerer din tid i, er, at det er aktiviteter, der er designet til at fremme en bedre verden og til at fremme fred, ikke til at fremme død og ødelæggelse. Og på det punkt er jeg helt med, helt for.

Det er næsten, som om Vesten er blevet en dødskult, at vi bare kan træde på folk og afslutte deres liv uden at tænke over det. Det er på en måde indbygget i vores popkultur: Vi fejrer, hvad vi gjorde under Anden Verdenskrig, endda selvom de massive bombardementer af byer i Tyskland og Japan ikke bragte krigen til ophør. Det eneste, det gjorde, var at dræbe civile. Og vi normaliserede på en måde drabene på civile i den krig, og det er blevet noget, vi tolererer og accepterer. Så vi er nødt til at bevæge os væk fra det. Vi er nødt til – du ved, jeg er skydevåbeninstruktør, og jeg underviser folk i selvforsvar. Og det eneste tidspunkt, du nogensinde må trække din pistol, er, når dit liv er i overhængende fare, og du har dræbt den trussel, du står over for. Man kan ikke bare skyde truslen og så skyde alle andre.

Men desværre har Vesten en tendens til at dræbe alle, og så finder vi ud af, hvem der var gode og onde bagefter. Det skal der sættes en stopper for. Faktisk er det en af de forunderlige ting, der driver Vesten til vanvid med Rusland, fordi Putins hær har været meget, meget omhyggelig med at undgå civile tab, ikke at dræbe civile. Og når man sammenligner det med, hvad Israel, zionisterne, har gjort mod palæstinenserne, nedslagtningen – lige nu er det officielle tal 61.000, og der er andre skøn, som siger, at når vi afdækker alle ligene under murbrokkerne, er det langt over 120.000. Men det siger noget om, hvorvidt man værdsætter menneskeliv? Og jeg ved, at det, Schiller Instituttet står for, er at værdsætte menneskeliv.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er meget glad for det, du siger, og jeg vil sørge for, at mange mennesker i Tyskland finder ud af det, for jeg ville ønske, at vi havde folk i det tidligere efterretningssamfund i Tyskland, som ville være så kloge og menneskelige, som du har udtrykt det nu. For jeg mener, at der blev gjort så meget skade i Afghanistan, i Irak og alle disse steder, at jeg tror, vi har brug for folk som dig til at sige fra. Så jeg takker dig meget for at give mig tid, og jeg synes, det var et meget nyttigt synspunkt fra en patriotisk amerikaner, også for folk i Europa at finde ud af, at de eksisterer. Så jeg håber at få lejlighed til det igen i fremtiden.

JOHNSON: Jeg står altid til rådighed. Tak, Helga, for din generøsitet med at interviewe mig.

ZEPP-LAROUCHE: Vi ses snart!

JOHNSON: Tak skal du have.

Afskriftet kommer senere.