Et økonomisk nedbrud kommer som en stor tsunami
Schiller Instituttets ugentlige webcast med helga Zepp-LaRouche den 21. august

I denne uges webcast gennemgik leder for Schiller Instituttet Helga Zepp LaRouche den seneste økonomiske svindel, der udgår fra Black Rock-gruppen som et eksempel på den desperate indsats for at købe  tid til forsvar for et system, som er under sammenbrud. Alt imens dets initiativtagere omtaler denne plan som en “regimeændring” i finanspolitikken, er det blot endnu et forsøg på at oversvømme systemet med “helikopterpenge” for at beskytte værdiløse aktiver på 1,5 billiarder $. Dette blev afsløret i 1990’erne af Lyndon LaRouche, der med sin “Triple Curve” udviklede det pædagogiske værktøj, der viser, hvorfor denne tilgang ødelægger den fysiske økonomi og vil føre til kaos.

Dette er baggrunden for den eskalerede destabilisering af Kina, der demonstrerer den ‘britiske hånd’ – og deres allierede som Bolton og Pompeo – i et forgæves forsøg på at forhindre Kinas opkomst og dens BRI-politik (Bælt og Vej-Initiativ). Mens Trump ønsker en aftale med Kina, sætter hans modstandere – både inden for og uden for hans administration – verden på en farlig kurs.

En markant, positiv udvikling, som hun identificerede, er dækningen i the Guardian, Washington Post og Financial Times af den middelalderlige ideologi bag økofascismen, og hvordan denne bruges til at skabe et grønt bonanza for ellers konkursramte finansfolk.

Denne udvikling er en del af en utrolig proces, der viser, at systemet ikke fungerer, og åbner udsigten til, at stigende antal mennesker kan bringes til at se, at løsningen afhænger af udbredelsen af videnskabelige ideer og stor kultur – og dette skaber grundlag for optimisme.




Se foredragsrækken om LaRouches liv: Jordens sidste 50 år og Jordens næste 50 år

# 1: Oversigt: Den enkeltes rolle i historien. Klik her.
Helga Zepp-LaRouche. En person kan ændre historien, og den mest magtfulde kraft i historien er ikke våben, penge eller hære: det er ideer. Lyndon LaRouche udnyttede denne indsigt og brugte den til at ændre verden. I dag ses frugterne af hans årtier lange organisering, sammen med mange kolleger og hans kone Helga i potentialet for internationalt samarbejde, som eksemplificeret af det kinesiske Bælte- og Vejinitiativ. For at undgå den truende mørke tidsalder, som atomkonflikten mellem USA og Rusland udgør, er det vigtigt med en forståelse af den nødvendige renæssance.

# 2: LaRouches ufuldendte krig for en ny økonomisk verdensorden. Klik her.
Dennis Small. Historien om kampen for en retfærdig, ny økonomisk verdensorden (NWEO), baseret på nord-syd-samarbejde og udvikling, er et perfekt eksempel på hvordan ideer, og faktisk udelukkende ideer, skaber historien. De ideer, omkring hvilke de første kampe for en NWEO blev udkæmpet, især i perioden 1979-1983, og begrebet om hvordan man fører denne krig, blev udviklet af Lyndon LaRouche.

Han påviste, at denne politik ville være til gavn for både nord og syd. Hans metode var at fremlægge de underliggende filosofiske begreber og det videnskabelige fysisk-økonomiske grundlag for at bevise, at en sådan tilgang rent faktisk kan fungere. De politiske relationer mellem de store hovedpersoner i denne kamp, Mexicos José López Portillo og Indiens Indira Gandhi, blev også bevidst fremmet af LaRouche. Og da en flanke opstod, da Ronald Reagan overtog præsidentskabet i USA i januar 1981, kastede LaRouche sig over den for at bringe de kræfter, der rent faktisk kunne besejre fjenden og vinde den strategiske krig, ind i kampen. Dette er genstand for en lektion i uafsluttet krig.

#3: Lyndon LaRouches unikke bidrag til videnskaben om universel historie. Klik her.
Will Wertz. I et essay han skrev, som blev udgivet i foråret 1993 med titlen »Om Gud«, skrev han: »Hvis vi måler historien med standarden, at hver person er imago viva Dei, får vi en komplet anderledes opfattelse af historien, end det, som er beskrevet i vores tåbelige lærebøger fra universiteterne og lignende steder«. I et efterfølgende essay, udgivet i tidsskriftet Fidelio i efteråret 1993 med titlen »Historie som videnskab«, fortsatte Lyndon LaRouche: En rigoristisk definition af begrebet »historie« begynder med det faktum, at den fortsatte eksistens af den menneskelige art er styret af et princip, som ikke eksisterer for andre arter.«

#4 (18. maj): Italiensk Videnskab og Kultur. Klik her.
Liliana Gorini og John Sigerson. LaRouches ideer afspejler i Italien et fremskridt for den videnskabelige og kunstneriske revolution i det 15. århundredes florentinske renæssance. Dette fremskridt omfatter en tilbagevenden til en naturlig musikalsk stemning, hvilket Giuseppe Verdi krævede for mere end et århundrede siden; Italiens nylige skridt til at gennemføre LaRouches forslag om en Glass/Steagall-banklovgivning, en tilbagevenden til Hamiltons principper om økonomisk politik; og Italiens dristige beslutning om at tilslutte sig Kinas Bælte og Vejinitiativ for verdens udvikling.

Klassisk musik: Den tyske dirigent Furtwängler blev den ledende inspiration for LaRouches insisteren på at musik ikke udfoldes i lyd, men i det riemannske komplekse domæne.

5. Det amerikanske system, LaRouche-Riemannsk økonomi, og et Måne-Mars projekt. Klik her. Den findes nederste på siden.
Ben Deniston og Paul Gallagher. Den 23. marts 1983 traf præsident Reagan en beslutning – trods stærk modstand fra sine rådgivere – om at gøre LaRouches strategiske forsvarsinitiativ (SDI) til USA’s politik. Det var en del af LaRouches rumprojektforeslag for en ny æra af potentielt set ubegrænset fremskridt.

Alle kan også ses på LaRouchePAC’s hjemmeside. Klik her.




Se og del: Dokumentarfilm om at rense Lyndon LaRouches navn.

Skriv gerne under for at rense LaRouches navn: klik her.

Læs også afskriftet (på engelsk) nedenunder.

Trailer:

Den 21. juni offentligjorde LaRouchePAC en 80-minutters dokumentarfilm, som opfordrer til at rense Lyndon LaRouches navn, “Hvorfor Lyndon LaRouches navn skal renses” (primært med uddrag af de uafhængige høringer fra 1995 om justitsministeriets embedsmisbrug – med Lyndon LaRouche, Helga Zepp-LaRouche, USA’s fhv. justisminister Ramsey Clark, og LaRouches sagfører Odin Anderson).

Hjælp med at få denne nye video til at gå viralt.

I samarbejde med Helga LaRouche lancerer vi en international mobilisering for at få så mange som muligt (medlemmer, tilhængere, aktivister, kontakter osv.) til at dele, promovere og sprede videoen.

Kan du gøre en særlig indsats for at nå ud til kontakter med vigtige e-mail-lister, hjemmesider, blogs, Twitter, Facebook osv. og bede dem om at cirkulere dokumentaren. (Du kan naturligvis også hjælpe ved at promovere det via dine egne lister/sociale medier/eller hjemmeside)

Med den rette koordinerede indsats kan vi få videoen til at gå viralt.

Afskrift på engelsk:

The Case of LaRouche: Robert Mueller’s First Hit Job 

The Case for the Exoneration of Lyndon LaRouche 

June 21, 2019 

 

[music] 

 

HELGA ZEPP-LAROUCHE:  The most important in history is ideas, especially those ideas which move mankind forward; which are ideas which make the life of generations to come more human.   

For me, the biggest crime of what happened to my husband is not that he was innocently in jail.  I’m not saying it was not a hard time, because it was.  But the lack of the ability to have important ideas govern history; that is the biggest crime.  Lyn, while he was incredibly courageous of producing creative work while he was in prison — I mean, he did more in prison than any of us outside, and he put us to shame.   

But nevertheless, I will only give you one example.  In 1989, he was already in jail for nearly one year, when the borders of Europe opened.  He, from his prison cell, designed a great vision of how to integrate Eastern Europe, Western Europe, China, the whole Eurasian continent, which would have been a groundbreaking conception which would have put the entire history of the 20th century on a totally new basis.  Because economically, to integrate that economic space as one would have given opportunities and freedom to the states of the former Soviet Union and Eastern Europe and the Asian countries.  But because Lyn was in jail, this idea did not become as effective as if he would have been free. 

Now, I’m saying this because to put a man of great ideas into jail is a crime all by itself, because of the ideas.  The reason why we were able to mobilize hundreds of parliamentarians and thousands of VIPs from around the globe — why would people from Africa sign the parole request for Lyndon LaRouche?  Why would people from Latin America do this?  Why would people from around the world, from Russia; why would people come out of completely different cultural worlds to fight for this man?  Well, because we not only said this man must be free and his innocence must be proven, but they, many of them told me and others that they understand that the kind of change in global policy my husband is standing for, the kind of just new world economic order which allows the economic development of Africa; which allows the economic development of the developing countries, of Eastern Europe, they say is the only hope for them, for their nation, as far away as it may be. 

So, the reason why we must win is not because it’s a personal affair.  But as my husband was saying, we are going into a period of crisis, which most people are completely unaware of.  The kinds of changes have to be big, and they have to be done with the help of the United States, because the world cannot be saved against the United States.   

So, it is an historical necessity.  And I think in a certain sense, given the experience I have from eight years of fighting this, given the fact that more and more people around the globe are united around this and understand that mankind is sitting in one boat this time; that either we solve all our problems at once, or nobody will live.  I think we can win, and I think we must have that attitude. [applause] 

 

NARRATOR:  On August 31st and September 1st, 1995, a series of extraordinary hearings were convened in Tysons Corner, Virginia, to investigate gross misconduct by the U.S. Department of Justice.  The hearings were chaired by former U.S. Congressman James Mann of South Carolina and J.L. Chestnut of Alabama — the great lawyer and icon of the Civil Rights movement.  The hearings focussed on abuses by the U.S. Department of Justice, highlighting the onslaughts of targetted criminal cases against black elected officials in the United States — dubbed “Operation Fruehmenschen” according to FBI whistleblowers and Congressman Merv Dymally of California; as well as the case of Lyndon LaRouche. 

 

LYNDON LAROUCHE:  My case may be, as Ramsey Clark described it, the most extensive and the highest level of these cases, in terms of the duration and scope of the operation. 

 

NARRATOR:  Witnesses included:  LaRouche’s attorney, Odin Anderson; former U.S. Attorney General Ramsey Clark, who had been LaRouche’s defense attorney in his appeal; Lyndon LaRouche’s wife, Helga Zepp-LaRouche — from whom you just heard; and Lyndon LaRouche himself.  The panel was comprised of leading national and international political figures, including the former Vice Premier of Slovakia, Jozef Miklosko; numerous state senators and other elected officials from across the United States; as well as Chor-Bishop of the Maronite Church, Monsignor Elias el-Hayek.  Numerous international observers were present, including legendary Civil Rights heroine Amelia Boynton Robinson of Selma, Alabama. 

As you will hear, these hearings demonstrated not just the injustice which was perpetrated against leading U.S. political officials by the Department of Justice because of their political views — exemplified by the case of Lyndon LaRouche — but the inherent danger at that time that such abuses, if left unchecked, could subsequently threaten the very existence of our Constitutional republic itself; a fight we see playing out today as we speak at the very highest level of our government, in the form of the attempted takedown of the U.S. Presidency. 

 

[from Oct. 6, 1986] 

NEWS REPORTER 1:  The raid command post, about three miles from town, was busy all night.  Just before dawn, Virginia State Police moved out.  It was a combined strike force, including FBI, Internal Revenue Service, Secret Service, and other Federal and state agents.  As FBI agents approached LaRouche’s estate in Leesburg, Virginia, 50 miles from Washington, police lined up outside. 

 

NEWS REPORTER 2:  Good evening.  Federal and state agents today raided the Leesburg, Virginia headquarters of political activist Lyndon LaRouche. 

 

NEWS REPORTER 3:  Today, it was a law enforcement assault here in Leesburg that set this town buzzing. 

 

NEWS REPORTER 4:  Scores of state and local police joined Federal agents in a coordinated, nationwide raid. 

 

NARRATOR:  On October 6, 1986, four hundred FBI, state police, IRS, ATF agents, and the national news media descended on Leesburg, Virginia, to search offices associated with the LaRouche political movement.  At a farm outside Leesburg, where Lyndon LaRouche and Helga Zepp-LaRouche were staying, heavily armed agents dressed in full tactical gear patrolled the perimeter as armored personnel carriers surrounded the property, and helicopters buzzed constantly overhead.   

In addition the materials specified in the Federal search warrant, according to later court testimony, the FBI case agent in charge was searching for evidence by which to obtain an arrest warrant for Lyndon LaRouche himself and a search warrant to allow armed entry to the farm.  A plan was in place to provoke a firefight with LaRouche’s security guards, to take out LaRouche, which was admitted years later. 

During the evening of October 6th, moves to implement that plan seemed to begin with news stations broadcasting that now an assault was about to occur on the farm.  A telegram was sent in LaRouche’s name to President Ronald Reagan, seeking his intervention to call off the raid.  Coincidentally, at exactly the same time, President Reagan was in Reykjavik, Iceland, refusing to back down in negotiations with Mikhail Gorbachev on his commitment to the so-called SDI — the Strategic Defense Initiative.  The same SDI that Lyndon LaRouche had worked for years alongside top officials in the Reagan Administration to craft and support. 

 

LAROUCHE:  A first-generation of strategic ballistic missile defense … 

 

NARRATOR:  Only after this telegram to Ronald Reagan was sent did the forces surrounding the farm begin to dissipate and recede.  However, this was merely the opening chapter, in a concerted campaign involving elements within the Justice Department to target and dismantle the political operation of Lyndon LaRouche.  A campaign which astute observers of this case would readily compare to the operation underway, today, against none other than President Donald J. Trump.  There are striking similarities between the LaRouche case and the present attempt to prosecute or impeach Donald Trump. 

The first one is that both cases with a British call for prosecution and criminal investigation.  In LaRouche’s case, British intelligence sent a letter to the FBI in 1982, demanding investigation because LaRouche, the British claimed, was an agent of Soviet disinformation.  At the same time, Henry Kissinger and the President’s Foreign Intelligence Advisory Board triggered a counterintelligence investigation of LaRouche under Executive Order 12333.  In the Trump case, the British government began demanding Trump’s head as early as 2015; and have bragged to the {Guardian} and other British newspapers that their spying was the origin of Russiagate. 

Both cases shared a legal hit man in the form of prosecutor Robert Mueller.  And, both cases involved the employment of the criminal law enforcement and intelligence capacities of the United States to defeat and silence a political opponent for political reasons; something which violates the very core principles of the U.S. Constitution.  In LaRouche’s case, the effort was to permanently demonize him, in order to bury his ideas, precisely as Helga LaRouche stated in her testimony. 

As can be seen, the failure to challenge the gross abuses of justice, perpetrated by the Justice Department in the case of Lyndon LaRouche, has now brought us to the point, where the very Constitutional system on which our republic depends is being threatened. 

 

 

REP. JAMES MANN:  All right, the session will come to order. 

 

NARRATOR:  Let’s hear from Lyndon LaRouche’s lawyer, Mr. Odin Anderson of Boston, Massachusetts. 

 

MANN:  As we attempt to study the broad subject of misconduct by the Department of Justice … we cannot overlook the case that is perhaps the most pervasive (and I’m stealing the words from Ramsey Clark, I think), most pervasive course of misconduct by the Department of Justice, in the history of this country: broader-based, longstanding, abuse of power beyond expression, abuse of power through the use of Federal agencies, including, even, a Bankruptcy Court. 

Throughout the days of the LaRouche ordeal of criminal charges, Odin Anderson, a lawyer from Boston, has been the solid rock of criminal defense and counsel, far and above any other person. He can, therefore, speak to the subject of misconduct, or such facets of that as he may choose to discuss, better than anybody, with the possible exception of Lyndon and Helga. He has, literally, devoted a major portion of his life in the last 7 or 8 years, 8 or 9 years, to that task.  And we appreciate him taking the time to be here from Boston, to make some such statement as he wishes to make, and be responsive to questions. 

Thank you. 

 

ODIN ANDERSON:  Thank you, Congressman, honorable panel. It’s I who thank you for this opportunity to speak about the LaRouche case. 

I’m thankful, as I looked up and counted names, there are only 11 of you. If there had been a 12th, I would have been tempted to re-try this case in front of you, assured, I think, that Mr. LaRouche would finally get a fair trial…. 

I have represented Lyndon LaRouche since 1984, at which time he was directly targetted by the Department of Justice, through its U.S. Attorney’s office in Boston, although there is a history of many years of harassment prior to that…. 

Back in the late ’60s, you probably all remember a student organization called the Students for a Democratic Society, (SDS); very active on campuses, particularly around the Vietnam War, but on many other issues of political importance to the United States; economic, social, a broad range of issues. 

Mr. LaRouche, and a number of political associates of his, became involved in those very same issues. But they had a difficulty with SDS, and essentially founded their own group, which became known, originally as a faction of SDS, the Labor Committees. They ultimately became known as the National Caucus of Labor Committees, which was and remains a political association … of people who share like political views. 

Probably the best way to demonstrate the government’s venal behavior, and the unconstitutional activities undertaken, directed out of the Criminal Division of the Department of Justice, is to show you their own documents, and read to you their own words. And, by way of history, I’d like to have No. 1 put up on the screen. 

What you see before you, is an FBI memorandum from the SAC, the Special Agent-in-Charge, of the New York Field Office of the FBI, to the Director. It’s dated March 1969. And, it requests authorization of the Director to issue a false leaflet, to stir up antagonisms between these various aspects of SDS. Now, I’m sure that’s a tactic familiar to all of you, if in slightly different form. They want to disseminate this leaflet under false cover, to various of these groups, and stir up as much controversy between them, hopefully, undermining their ability to act in concert, and getting them into faction fights, which would destroy their efficiency and cohesion. 

Well, if you put up No. 2, you’ll see that they got that authority from the Director of the FBI, and his blessing: “Authority is granted to anonymously mail copies of the leaflet submitted.” Now, I’m not going to bother to show you the leaflet, because it’s a piece of scurrilous garbage. It’s available for anyone who would like to see it. It was called “The Mouse Crap Revolution,” but its intent and purpose was exactly as defined in the letters. {This} is the Department of Justice, {this} is the FBI at work in the 1960s, under — if you look at the bottom —  what was called “Cointelpro,” or “Counterintelligence Program.”… 

So in 1969 and the 1970s, this was the kind of activity which was going on against the LaRouche political movement, and many others, including people you’re well acquainted with personally. 

If we could move on to the next overlay [No. 3]. This is to the Director, again from the SAC in New York, regarding the named subject, Lyndon Hermyle LaRouche, Jr., also known as Lynn Marcus, as they suggest. This is one of the most incredible pieces of FBI material that I have ever seen…. 

What this suggests, is that the Communist Party has let the FBI know, that they want to eliminate Lyndon LaRouche, for their political reasons. They consider him to be a “politically dangerous person,” and the Communist Party wants to eliminate him. 

If you look at the bottom, “New York proposes submitting a blind memorandum to the {Daily World},” to foster these efforts. Here’s the FBI climbing in bed with the Communist Party, in order to effect the elimination of Lyndon LaRouche from the political scene. I think we all know what that means. And they go on to say, that it’s believed, that once LaRouche is eliminated, the political effectiveness of the National Caucus of Labor Committees will, thereby, be diminished, and it will cease to be of any political significance. Here, again, is the FBI, in the ’70s, in operation. 

Years went by, and the members of the National Caucus of Labor Committees continued their political efforts. Now, they are considered, Mr. LaRouche is considered, extremely controversial by many. Those he’s considered controversial by, tend to be those whose policies are inconsistent with his, or those that he has named as operating against the best interests of the society and peoples of the United States. And we all know, that those people tend to be very powerful people…. 

Henry Kissinger, who we all know by name, and some probably remember by reputation and actions, was a very powerful man. Mr. LaRouche took exception with his policies, which he considered to be genocidal, particularly in the context of the financial policies, and the conditionalities imposed on the Third World in order to get money from the World Bank, and got into a serious row with Mr. Kissinger. 

And Mr. Kissinger writes to (on his letterhead) William Webster, the Director of the FBI [Exhibit No. 4]. They had recently had a lovely social occasion together at the place called the Grove, where these powers associate, and frolic around, in various curious ways. And after that, he [Kissinger] appreciates having seen him there, and asks for the assistance of Bill Webster in dealing with “the LaRouche menace.”… 

Here is [Exhibit No. 5]– within the short period thereafter, “Buck” Revell, who was the head of counterintelligence for the FBI, at the time, is sent this memorandum by William Webster, who had been contacted by David Abshire of PFIAB, that’s the President’s Foreign Intelligence Advisory Board. And these same parties, Henry Kissinger and his colleagues, are now raising before PFIAB, the question as to whether LaRouche, because he seems to have funding from sources that they don’t understand, is operating as a foreign intelligence agent, and they want them to look into this. 

Now, what that does, and the words are bad enough, but the reality is terrifying. This triggers the Executive Order I referred to earlier, Executive Order 12333, which allows virtually {any form of conduct, any activity}, to be undertaken, as long as it’s under this national security cover. So, this was the beginning of a national security-covered operation against Mr. LaRouche and his colleagues…. 

The common denominator between all of these cases is twofold. It’s, as I said, political targetting, and it’s the Criminal Division of the Justice Department. 

You probably also know, from your own experiences with colleagues who have run afoul of the situations that have been discussed, that the first place they try you, is in the press. Only {then} do they try you in the courts, once they’ve set the stage, once they’ve poisoned all the minds in the community against you, then, they haul you into court, where you can’t get a fair trial, because the jurors who are sitting there, have been told for days, months, years, or millennia, what a bad person you are, and what horrible offenses you’ve committed against the moral or social fabric of the community. 

Well, that’s precisely what happened in the LaRouche case, probably more so than in any other case…. In the LaRouche case, the press began, not by accident, because we all know who owns the press:  It’s not owned by individuals, and as a matter of fact, there’s an awful lot of ownership of the press which represents certain political and financial interests.   

So, the fact is that beginning in the same period of the 80s, a private financier in New York City, John Train, with reach into the media community, by virtue of his social and financial circumstances, convened a group of media types in a salon that he hosted in his apartment, to plan a press campaign against LaRouche, and his political movement. Their objective was threefold: to tar and feather Lyndon LaRouche and his colleagues as best they could; to advocate and press for prosecutions of any kind, in any place; and, ultimately, to destroy and jail LaRouche, and destroy the political movement which he headed. 

Among those who attended this meeting — and there were several of them, that we have evidence of, collected over a period of years, and admissions by people under oath —  were members of and persons associated with the intelligence community, as well as people with political axes to grind against Mr. LaRouche, such as the Anti-Defamation League of B’nai B’rith, who has, historically, done everything it could, financially and editorially, to label Mr. LaRouche as an anti-Semite, as a fascist, as a racist, as a “Hitler,” a “little Hitler,” and some of the most scurrilous names we can imagine hurling in another person’s face without basis. 

All of these parties, collectively,  — and unfortunately, this is the way these things operate; they don’t operate above board, they operate under the table where you can’t see them, because they don’t flourish well in the light of day, but the grow well in darkness.  They get together, and in fact, this has been referred to by others as part of the “secret government”: The powers that be that operate in conjunction with official agencies but are never seen or heard of. … 

I want to move on briefly and specifically to the LaRouche cases, which are, in fact, a series of cases, that began in 1984. 

In 1984, Mr. LaRouche, under his name, sued NBC and the Anti-Defamation League of B’nai B’rith, in Federal court in Alexandria, Virginia, on libel charges, on the basis of the accusations which I’ve already told you about. 

We tried that case. NBC lied through their teeth, in terms of what information we had. In fact, we had FBI documents that indicated that the NBC reporter had received proprietary and non-public information from four agencies of the federal government, with reference to Mr. LaRouche. 

So they make the stories up, and then they leak them to people who want to use them against you. … 

We sued NBC in Alexandria, Va. As soon as that case was over, NBC in Boston, on the very day — I had finished our presentation and was packing up to go back to Boston, published a so-called “investigative series” of theirs, alleging that certain persons associated with the LaRouche political campaign, had made false credit charges against certain contributors. And they [NBC] had a couple of contributors who got up and said, “you know, I met these people, and I gave them 35 bucks, and the next thing I knew, there was 100 bucks charged to my credit card.” 

Well, I’ll say one thing. Mr. LaRouche is very controversial. And people who contributed to them, frequently came under various types of criticism for that contribution. It could be their wife who says, “what’re you giving $100 away? We need to buy new shoes for the kids.” Or, it could be a neighbor, or a child.  And many times, the amounts of money were larger, so the reasons for opposing the contribution were even greater. 

But, if you know anything about credit cards, the only way a person can re-capture money charged to his credit card, which has been charged to the account, is to say “it was unauthorized.” Those are the magic words. If you don’t use the magic words, you can’t collect the $100. So, in order to reverse a credit card charge, one must say, “I never authorized it.” 

Therefore, what you’re alleging in that case — although the intent was probably not to make the allegation — but in fact you’re alleging that the person did it without your authority, which could be a criminal act. 

Now, they started an investigation around this, which they conducted for two years. It ultimately culminated in a trial in Boston. 

Of course, another thing you’ll all recognize from your personal experiences, is that when they want to charge you and they don’t have anything, they charge you with conspiracy; because then, they don’t have to prove anything! They just go around, tell a bunch of stories, and hope that the jury is poisoned against you, is going to link it all up somehow, and convict you. So “conspiracy” is the vehicle, and that’s precisely what happened in Boston: LaRouche and his colleagues were charged with conspiracy, with a few other specific charges linked on as an afterthought. 

We tried the case for seven months. We weren’t even through with the government’s case, when the case mis-tried. The reason it mistried, is that the jury had been led to believe that the case would have been over long before, which it would have, had we been able to concentrate on the evidence. But, because of the hearings that the judge was forced to conduct for literally months and months, on governmental misconduct, the case dragged on, and the jury sat in the jury box. 

The jury ultimately got frustrated and … wanted to go home, and the case mistried. 

This is an article from the {Boston Herald} that printed that day. [Exhibit No. 6] I’m only showing it to you for one reason, not because of the highlight, “LaRouche Jury Would Have Voted `Not Guilty'”  — although that’s true, and those come out of the words of the jury foreman, who was interviewed  — but, in the first line of text, there are some very important words, from the foreman: 

“`We would have acquitted everybody at this point, and that’s based on prosecution evidence’, said foreman Dashawetz. “There was too much question of government misconduct in what was happening to the LaRouche campaign.'” 

“Government misconduct.” Very seldom do you get a jury to see it, because the government fights you {nail and tooth}. They lie, they cover up evidence, they, in fact, deny information to their own agents, so that the agent won’t be in a position to have to intentionally not disclose it. These are common tactics, and that’s what happened here. Fortunately, in our case, we were able to show enough of it to the jury, so that the jury got the smell. 

However, the government wasn’t about to quit, particularly having taken what was a serious public relations beating at that point in time. So, they decided to switch forums, come down to a much more favorable forum,  — {the} most favorable forum —  the Eastern District of Virginia: the so-called “rocket docket,” the home of almost every government agency, and government contractor in the country, with a few other pockets here and there. 

They brought the case down to there, indicted the case, and brought us to trial. New charges, new defendants. LaRouche was also indicted, so he was one of the few who was also charged the second time — and forced the case from indictment to trial in 28 days. 

There’s a great book, and it’s not a novel, it’s a factual book. It is the history of the case shown by the documents of the case; it’s called {Railroad!} and I commend it to your attention. If you’re to see how that system worked in this particular case, it’s all there, and it’s not somebody else’s words, it’s the words from the court documents. 

In any event, LaRouche was convicted, as were all of his co-defendants, {again}, on conspiracy charges. That was the seminal charge, the rest were just tacked on. This time it wasn’t credit cards. It was allegations of wire fraud, the allegation being that loans were taken from contributors, without intent to repay, or with reckless disregard of that fact that payment wouldn’t take place. 

Now, these were political loans, made in the political context, by political people, to a political candidate, and his political candidacy. Everybody knew that…. 

Back in Boston, the grand jury that was investigating the case, held certain businesses associated with Mr. LaRouche in contempt of court, for not producing documents which were under subpoena, which were being fought during a period of time based on various privacy grounds. 

Twenty million dollars’ worth of contempt sanctions were imposed. The government then sought to collect that $20 million, by filing an involuntary bankruptcy against these organizations in Alexandria, Virginia, just prior to — not just prior —  but at some point prior to the Alexandria indictments. 

They also did this, {ex parte}. The government was the {only} creditor —  in violation of federal law. But, by virtue of their {ex parte} petition to the judge, they were able to effect the closing of these four businesses, all of which were engaged in First Amendment advocacy and publication. These businesses were closed. They were seized by Federal marshals. They never reopened. The publications were never reprinted. 

The $20 million the government sought, was a ruse. In fact, what they intended to do, and what they did do, was close the conspiracy that they alleged in the Alexandria indictments, on the very day that they filed the bankruptcy. The point of the bankruptcy being that from the moment a bankruptcy is filed, an order issued, that no one can pay any debts without order of the court. So it was physically impossible for any debts to be repaid after that, thereby creating a pool of persons who were owed money, who couldn’t be repaid. They [the government] got five or six of these people to come forward and say, “I was promised repayment and didn’t get it,” and that was the basis of the conviction for loan fraud. 

In any event, I want to say that we have fought as vigorously as anyone can through the appeals process, without success and through the {mandamus} process, 2255s in federal court.  And are now at a stage, where, Ramsey Clark, former Attorney General of the United States, who has been with me on all of the appeals,  — he joined the effort just after the sentencing of Mr. LaRouche and his colleagues in 1990.  Recently, he wrote a letter to the Attorney General, asking for a departmental review of the LaRouche case. I’d like to read you some portions of his letter.  He’ll be here tomorrow to speak to you personally.  I’d like to leave you with the following words of Ramsey Clark: 

“Dear Attorney General Reno, 

I have been an attorney in this case since shortly after the defendants were sentenced in January 1989 and appeared as co-counsel on appeal and on the subsequent motions and appeals in proceedings under 28 U.S.C. sec. 2255 and F.R. Cr.P. Rule 33. I bring this matter to you directly, because I believe it involves a broader range of deliberate and systematic misconduct and abuse of power over a longer period of time in an effort to destroy a political movement and leader, than any other federal prosecution in my time or to my knowledge. Three courts have now condemned the Department’s conduct in this prosecutorial campaign. The result has been a tragic miscarriage of justice which at this time can only be corrected by an objective review and courageous action by the Department of Justice.” 

 

MANN:  The session will come to order.  The session will come to order. 

We are pleased and honored to have with us today, the former Attorney General of the United States Ramsey Clark, who will make such presentation as he may choose.  Attorney General. 

 

RAMSEY CLARK: Thank you very much. It’s a good feeling to be here with you again this year. I wish I could say it’s been a good year for freedom and justice under law, but I can’t say that. But at least, in this company, you know that the struggle goes on, and that we shall overcome. 

I will, probably, unless my mind wanders, which it does, talk about three cases primarily.  And I’ll start and end, with the case of Lyndon LaRouche and his co-defendants. not because it’s the Alpha and Omega, although it’s about as close as a case gets to the potential perfidy of justice, but because it shows how bad it can be, and yet, it has, as so very, very few of these cases ever do, a positive side that we have to consider. 

I came into the case after the trial. As a person who lives in the country and pays attention to these things, I followed it carefully. I knew something about the ways of the judicial district in which the case was filed and the meaning of filing a case there. To call it the “rocket docket” is a disservice, unless you identify the rocket, because if there’s a rocket in present use that would be similar, it would be the so-called depleted uranium-tipped missile, the silver bullet used in Iraq. 

In other words, it’s a lethal rocket. It’s not a rocket that sought truth or intended justice. … 

I was prepared, therefore, for what might happen. I had followed the earlier case in Boston, which, by any measure, was an extremely peculiar case, both in its charges and its prosecution, and in its history. I knew the judge there as a fellow Texan. His brother, Page Keeton, had been dean of the law school where I started out, down at the University of Texas. And he’s one of the old school, that doesn’t like tricks, falsity, or injustice. He became outraged with the prosecution, and did a lot. I can’t tell you he did all that a judge could have done. I believe Odin would agree, though, he did a lot. And not many judges, who come through a political conditioning process, who have the courage to stand up to the power of the Executive Branch, to the FBI and others, and say the things that he did. And, that was almost an early end to a malicious prosecution. 

But, in what was a complex and pervasive a utilization of law enforcement, prosecution, media, and non-governmental organizations focussed on destroying an enemy, this case must be number one. There are some, where the government itself may have done more and more wrongfully over a period of time. But the very networking and combination of federal, state, and local agencies, of executive and even some legislative and judicial branches, of major media and minor local media, and of influential lobbyist types  — the ADL preeminently —  this case takes the prize. 

The purpose can only be seen as destroying–it’s more than a political movement, it’s more than a political figure. It {is} those two. But it’s a fertile engine of ideas, a common purpose of thinking and studying and analyzing to solve problems, regardless of the impact on the {status quo}, or on vested interests. It was a deliberate purpose to destroy that at any cost. … 

And yet, all this law enforcement was coming down on them. We didn’t have that kind of violence, that physical violence, in the LaRouche case. But the potential from one side was entirely there. The day they went out to seize 2 million documents, as I recall (I may be off a million or 2 million), a big warehouse! These people produce a lot of paper, and it’s not trash; it’s not bureaucratic paper-keeping; you may not agree with it, but it’s all saying things. They had several times more agents, armed, than the ATF force that initially attacked the Mount Carmel Church outside Waco on Feb. 28, 1993. They just didn’t have people on the other side, who were shooters…. 

I guess I’m really still caught with the idea, the old idea of the First Amendment of the Constitution of the United States, that is ingrained in a lot of Americans, in particular, young lawyers, who are kind of idealistic and believe in the idea of freedom and the power of the word and the truth. I believe the truth can set us free. I think that’s the struggle. The real struggle, is whether we can see the truth in time…. The truth can set us free. 

In the LaRouche case, they’re book people. (I have to confess to an intellectual weakness: I find reading easier than thinking, so I read constantly, nearly blinded myself from too much reading. I’ve got 15,000 books at home, read most them, unfortunately. As you can tell, I haven’t learned much, but I haven’t stopped yet.) These are book people. They had publishing houses going on. Important publications. Non-profit stuff…. And the government comes in a completely — these are just some of the peripheral things, that Odin and others might not have explained to you, but these are what they were about:  {ideas}, information, social change! Meeting the needs of human people all over the world, humanity all over the world. 

We’re going to have a billion more people before the end of this millennium, century, decade, and the vast majority, 80% of them are going to have beautiful, darker skin. And they’re going to live short lives, {short lives} of sickness, hunger, pain, ignorance, and violence, {unless we act radically}. And these books have ideas! Some will work, some won’t work, but they’re ideas. They can be “tested in the marketplace,” as we used to say. 

And they [the government] come in with a {false} bankruptcy claim, against a non-profit publishing houses, and {shut ’em down!} What’s the First Amendment worth, you know? “We’ll silence you, you’ll have no books out there.” 

And not only that: then they take people who were contributing and supposed to be paid back their loans to the publisher, and try to prosecute, falsely, on it. They put on witnesses, to give false testimony. From the tens and tens of thousands of contributors, and thousands of people who gave loans, they came up with a baker’s dozen, roughly — 13, 14, 15 people — who got their feelings hurt, perhaps.  And some who were mean-spirited enough to lie about it, and who didn’t get their money back, although they were being paid back. Because anybody can have financial crunch, where you can’t pay back. 

Imagine what would happen to political campaigns in this country, if you enforced law strictly against those who are raising money like this, by inquiring about all the people who gave money; whether they got what they wanted, what they expected, and whether they were misled about it. Nobody could run for office.   

We know in this society that we are plutocracy, that money dominates politics, absolutely dominates it:  Read this new book {The Golden Rule} by Thomas Ferguson, University of Chicago Press, about the role of money in our democratic society, how it absolutely controls not just the elections, and not just the politicians, but the whole shebang!  The media, the military, the industry, everything.  And we call it “democracy.” 

We need some ideas, we need the good words out there. And that’s why it had to be stopped, and that’s why they came after him. 

I read the record — in addition to reading books, I read lots of records of trials.  Absolutely no evidence to support a conviction there, if you take it all, if you exclude the parts that were false or venomous, there’s not even a shell. But they had to say that this noble enterprise, agree or not with it, was corrupt. Corrupt — have nothing to do with it! It’s corrupt! Nobody respects financial or other corruption. Destroy ’em that way. 

They were put to trial, without any chance to prepare their case, and they made a valiant effort. And got consecutive sentences — unbelievable…. 

We’ve been trying in every way we can, others much more than I, to make the LaRouche case known. I personally have appeared at meetings in Europe and North America. There have been books and pamphlets and there’s a constant flow of literature and verbal communication. 

We’ve tried, for I can’t tell you how many years right now, but several years, maybe four even, to explore the possibility of fair hearings in the Congress. 

Hearings are risky in a highly political environment like that. … 

There’s a continuing effort. I think it will bear fruit. We’ve asked the Department of Justice for a comprehensive review. Lyndon LaRouche has always asked for a review, not only of his case, but of all cases where there are allegations of serious misconduct, and usually names a bunch of ’em. And so, we’ve always done that. That’s his vision. It happens to be my vision, too, of how you correct things. 

But the capacity of the Department of Justice for self-criticism, is of a very low order. It has two offices that are charged with the responsibility. One’s called the Office of Professional Responsibility, and one’s called the Office of the Inspector General, and neither have ever done anything very serious that I’m aware of. Maybe someone was caught stealing pencils, or something, taking home for the kids.  That’s about the dimension of their address. 

So our efforts to secure a review of injustice; we’ve tried in the courts.  We sought {habeas corpus}, which is the grand English — it’s the Writ of Amparo; in the Dominican Republic, it’s the grand old way of reviewing injustice and wrongful conviction — and we got short shrift. We had to go back to the same judge who gave us the fast shrift the first time! 

The [inaudible 54:09] rocket docket. 

So, we have to find solid means. The media’s a great problem. The media’s controlled by wealth and power that prefers the {status quo}, and it’s very sophisticated in how it manages these matters. I can take a cause that they’re interested in, that’s virtually meaningless, and be on prime time evening news. And I can take on a cause of what I consider to be international importance of the highest magnitude, that they oppose, and shout from the rooftops, and you’d never know I existed. That’s the way it works. 

That’s one reason that publications — the books and magazines and newspapers that spread the word — even though they’re minor compared with the huge international media conglomerates that we’re confronted with, but they reach thinking people, and they spread the word. 

I think we’ll get our hearing in time, and I think it’ll be a reasonably short time, but I think to be meaningful, it’s going to take a regeneration of moral force in the American people. 

I’m both an optimist and an idealist, so you have to take what I say with a grain of salt. But I believe that the civil rights movement was the noblest quest of the American people in my time. I think it was real, and vital, and passionate. And I think it consumed the energies and faith of some few millions of people. I mean, we really believed in it! We were marching and singing and doing!  And then it kind of dribbled out. So that now we have this vicious fights that divide us.   

We have to have a moral regeneration and energy and commitment and faith and belief, that we can overcome; that equality is desirable; that justice is essential; that a life of principle is only worth living; then we’ll get our hearings. Then we won’t need our hearings, but we’ll have to keep on. 

 

MANN:  The session will come to order. 

If anyone needs an introduction to the next presenter, I suggest you see him after the meeting. [laughter] We’re delighted to have Lyndon LaRouche. 

LYNDON H. LAROUCHE, JR: Just for the record, I’ll state a few facts which bear upon the circumstances in which certain events befell me. 

I was born in Sept. 8, 1922, in Rochester, New Hampshire, lived there for the first 10 years of my life, lived for the next 22 years of my life in Lynn, Massachusetts, except for service overseas. I moved to New York City, where I lived until July of 1983, and, since that time, except for a period of incarceration, I have been a resident of the Commonwealth of Virginia. 

I attended university a couple of times, before the war or at the beginning of the war, and after it; and then had a career in management consulting, which lasted until about 1972, tapered off, sort of. 

My most notable professional achievement was developed during the years 1948-1952, in certain discoveries of a fundamental scientific nature in respect to economics, and my professional qualifications are essentially derived from that. 

In the course of time, in 1964, approximately, I was persuaded that things were being done to change the United States, which, from my view, were the worst possible disaster which could befall this nation. And thus, while I had given up any hope of political improvement in this country before then, to speak of, I felt I had to do something. So I became involved part time, from 1966 through 1973, in teaching a one-semester course in economics, largely on the graduate level, at a number of campus locations, chiefly in New York City, but also in Pennsylvania. 

In the course of this, a number of these students who participated in these classes, became associated with me, and, out of this association, came the birth of a nascent political organization, as much a philosophical organization as political. Our central commitment was Third World issues and related issues, that is, that economic justice for what is called the Third World is essential for a just society for all nations. I became particularly attached to this, during military service overseas in India, where I saw what colonialism does to people. And I was persuaded at the time, as I believe a majority of the people who were in service with me, was that we were coming to the end of a war, which we had not foreseen, but which we had been obliged to fight. And that if we allowed the circumstances to prevail that I saw in the Third World, we would bring upon ourselves some kind of disaster, either war or something comparable down the line. 

And that was essentially our commitment as an association. 

We became rather unpopular with a number of institutions, including McGeorge Bundy’s Ford Foundation. About 1969, we made a mess of a few projects he was funding, by exposing them. And we also became unpopular with the Federal Bureau of Investigation, perhaps on the behest of McGeorge Bundy. 

In 1973, according to a document later issued under the Freedom of Information Act by the Federal Bureau of Investigation, the New York Office of the Federal Bureau of Investigation, acting at all times under supervision of Washington headquarters, hatched a plot to have me eliminated, or to induce the Communist Party U.S.A., that my elimination would solve a number of their problems. There actually was an abortive attempt on me during that period. I knew the FBI had been involved. I couldn’t prove it then, but I knew it, and, later, a document appeared showing that. 

From that point on, during the 1970s, until the end of COINTELPRO, we were constantly beset by the FBI. Our main weapon against the FBI was jokes. We used to make some jokes about the FBI, which we would pass around, to try to persuade them to keep off our tail, but they kept coming, and all kinds of harassment. 

Then, in 1982, there was a new development. I sensed it happening, but I received the documents later: The events which led to my, what I would call, a fraudulently obtained indictment and conviction and incarceration. 

It started, according to the record — of which I had some sensibility this was going on at the time — of Henry Kissinger, the former Secretary of State (with whom no love was lost between us), went to William Webster and others, soliciting an FBI or other government operation against me and my associates. This led, as the record later showed, to a decision by Henry Kissinger’s friends on the President’s Foreign Intelligence Advisory Board, recommending an operation against me and my associates. This was adopted during the same month of January by Judge Webster, the Director of the FBI, who passed the implementation of this instruction along to his subordinate, Oliver “Buck” Revell, recently retired from the FBI, I believe. 

The first inkling I had of this, was in about April of 1983, at which time a New York banker, John Train, who is very intelligence-witting, shall we say, of the private bank of Smith and Train in New York City, held a salon at which various government agents, private individuals, the Anti-Defamation League, for example, and also NBC-TV News, the {Reader’s Digest,} the {Wall Street Journal}, and others, were represented. 

The purpose was to coordinate an array of libels, a menu of libels, which would be commonly used by the news media, in an attempt to defame me, and hopefully, from their standpoint, to lead to criminal action against me and my associates. 

In January of 1984, this attack came into the open, launched by NBC-TV, which had been a participant in this salon of Train’s, which launched the pattern, which was the pattern of coverage by all U.S. news media — major news media, and many minor news media. From the period of the end of January 1984, through the end of 1988, I saw no case of any significant coverage of me or mention of me, in the U.S. print media, particularly the major print media, the Associated Press, in particular, which was an active part of the prosecution, in fact, or in the national television media, network media, especially; not a single mention of me which did not conform to the menu of libels concocted by this salon, which had been established under John Train, as part of this operation. 

This salon, including the Anti-Defamation League, NBC-TV, others, the Associated Press, actively collaborated, beginning sometime in 1984, with forces inside the government, which were determined to have a criminal prosecution against me and my associates. The criminal prosecution was launched at about the time of the 1984 presidential election, in October-November 1984. And from that point on, it was a continued escalation, until a Federal case in Boston led to a mistrial, occasioned largely by government misconduct in the case, in May of 1988. 

Following that, on or about October 14 in Virginia, a new prosecution was opened up, and that led to my conviction in December of 1988, and my sentencing, for 15 years, in January 1989. I believe Mr. Anderson has described the nature of the case. And that resulted in five years of service in Federal prison, from which I’m now released on parole. 

The motivations of the case against us, I think, are, in part, obvious, perhaps partly not. 

In 1982-83, there were two things which greatly excited my enemies. Number one, I had been involved, in 1982, in presenting a proposal which was based on my forecast in the spring of 1982, that a major debt crisis would break out in South America, Central America, and the expectation that Mexico would be the nation that would have a debt crisis. I’d been involved with many of these countries and personalities in them, in projecting alternatives to this kind of inequitable system, where the “colonial nation” had been replaced by the term “debtor nation.” And the debt of South America, Central America was largely illegitimate, that is, it was a debt which had not been incurred for value received, but had been done under special monetary conditions, under the so-called floating exchange rate system, where bankers would come to a country, the IMF in particular, would say, “We just wrote down the value of the currency; we’re now going to re-fund your financing of your foreign debt, which you can no longer pay on the same basis as before.” 

So I proposed, that the debt crisis be used as the occasion for united action, by a number of governments of South and Central American countries, to force a reform in the international debt relations, and to force a reform within international monetary relations. This report was entitled {Operation Juárez}, largely because of the relationship of President Lincoln to Mexico during the time that Lincoln was President; with the idea that it was in the interest of the United States to accept and sponsor such a reform, to assist these countries in the freedom to resume development of the type which they had desired. 

This report was published in August of 1982, ironically a few weeks before the eruption of the great Mexico debt crisis of ’82, and was presented also to the U.S. government and the National Security Council, for the President’s information at that time. There was some effort, on the part of the President of Mexico, to implement my proposal in the initial period of the debt crisis. He had, at that time, some support from the President of Brazil and the government of Argentina. But under pressure from the United States, the government of Brazil and Argentina capitulated, and President José López Portillo, the President of Mexico, was left, shall we say, “hanging out to dry.” 

As a result, in October of 1982, he capitulated to the terms which were delivered to his government and people around him, by people such as Henry A. Kissinger, who made a trip to Mexico at that time, to attempt to intimidate the Mexicans to submitting to these new terms. This was one issue between me and Kissinger, and his friends. 

The second issue was, that sometime about December of 1981, a representative of the U.S. government approached me, and had asked me if I would be willing to set up an exploratory back-channel discussion with the Soviet government, because the Soviet government wanted, according to them, an additional channel to discuss things. And I said I didn’t reject the idea, I said, but I have an idea on this question of nuclear missiles. It was becoming increasingly dangerous, forward-basing, more precise missiles, electromagnetic pulse, we’re getting toward a first strike. It would be very useful to discuss what I proposed in my 1980 election campaign, with the Soviet government, to see if they’d be interested in discussing such a proposal. This might prove a profitable exploratory discussion. 

And so, from February of 1982, through February of 1983, I did conduct such back-channel discussions with representatives of the Soviet government in Washington, D.C. Those were somewhat fruitful, but ultimately abortive. Kissinger and others became aware of this discussion, during the summer of 1982, and their circles were very much opposed to that. The general view was expressed, that I was getting “too big for my britches,” and I had to be dealt with: on the question of debt, which some of these people were concerned about, and on this question of strategic missile defense, where I had this proposal, which the President adopted, at least initially, in the form of what became known as the Strategic Defense Initiative. And when the Strategic Defense Initiative was announced by the President on March 23, 1983, there were a lot of people out for my scalp. 

Those are the at least contributing factors, in what happened to me. But they may not be all. There probably are others, as well…. 

We have, in my view, a system of injustice whose center is within the Department of Justice, especially the Criminal Division of the U.S. Department of Justice. The problem lies not with one administration or another, though one administration or another may act more positively or more negatively. You have permanent civil service employees, like Deputy Assistant Attorney General Jack Keeney and Mark Richard, who are coordinators of a nest of institutions in the Criminal Division, which show up, repeatedly, as leading or key associates of every legal atrocity which I’ve seen. 

This is the case with the so-called Frühmenschen operation, which is largely an FBI operation, but which cannot run without cooperation from these people. … 

We have an out-of-control Justice Department, in my view, where the rot is not in the appointees, as much as it is in the permanent bureaucracy. We have a permanent sickness, in the permanent bureaucracy of part of our government. 

In my case, when the time came that somebody wanted me out of the way, they were able to rely upon that permanent injustice in the permanent bureaucracy of government, to do the job. As in the Frühmenschen case, the Weaver case, the Waco case, the case of Waldheim, the case of Demjanjuk, and other cases. Always there’s that agency inside the Justice Department, which works for contract, like a hitman, when somebody with the right credentials and passwords walks in, and says, “we want to get this group of people,” or “we want to get this person.” 

My case may be, as Ramsey Clark described it, the most extensive and the highest level of these cases, in terms of the duration and scope of the operation. … 

So my case is important, in the sense it’s more extensive, it’s more deep-going, long-going. But when it came to getting me, it was the same apparatus, that, I find, in my opinion, was used in these other cases. And that until we remove, from our system of government, a rotten, permanent bureaucracy which acts like contract assassins, using the authority of the justice system to perpetrate assassination, this country is not free, nor is anyone in it. … That’s my view of the matter. Thank you. [applause] 

 

MANN:  Thank you. 

 

J.L. CHESTNUT:  You and I had a little chat in Selma, Alabama. … I guess you can understand, that even somebody like me, sometimes, feels {overwhelmed}, and wonders whether or not America is just a lost cause. I hate to sound that way, but after 40 years, I’ve got {serious} reservations about whether we can save this country, about whether this country even {wants} to be saved. 

LAROUCHE:  Well, I take an evangelical view of this. I’ve been associated with many lost causes in my life — as you have — and, once in a while, we win them. [laughter] … 

The problem of people, as I see it, is people don’t trust the leadership; and I don’t blame them for not trusting their leadership. I blame them for being too pessimistic. And it’s up to us and others, to get enough people moving, to create a movement. 

Like the case, just, of Martin Luther King. Now, I never personally met Martin Luther King, but I watched him closely. And I know something about Martin Luther King, from people who knew him, and his circumstances. And here was a man, he was a good man, he was a preacher, a Baptist preacher, I don’t know. They run to this way and that way. 

But one day, somebody appointed him, nominated him, to be a leader of the civil rights movement; out of a crowd, so to speak. He took the job, as an appointee, like a federal appointee! Only this was a civil rights movement. He went from crisis to crisis, in a few years, from the time that he received that appointment, until he went to his death, knowing he was facing death. 

And in that period of time, he made a number of public speeches of great power and pith. Each of those speeches corresponded to a point of crisis in the history of the civil rights movement. And I saw, on television, and I read in the recorded speeches, I read a man who had gone into private, into his own Gethsemane, probably inspired by reading the New Testament, and said: “I will drink of this cup.” And he came out with an {idea}, with a lot of people swarming around him. But he came out with the {idea}, and he presented a concept, which took a whole people who were looking to him and the civil rights movement; and he {ennobled} them. 

He said, “You’re not fighting for African-American rights. You’re fighting for everybody’s rights! You’re fighting to make the Constitution real!” And it was a new idea, a different idea. And, as he did with his “Mountaintop” speech that he gave just before he went — again, a man who had walked into Gethsemane and said, “Yes, Lord, I will drink of this cup, as my Savior before me.” And he went out, and he drank of the cup; and he inspired people. 

Now, we don’t know who among us is going to be the great leader of this period. But we know, as the civil rights people of the 1960s, who had been at the civil rights business for many centuries, in point of fact, many of them with a conscious family tradition. They assembled together. They picked people from their midst as leaders; and among these leaders, was a Martin Luther King. 

And I think, if enough of us assemble today around these kinds of issues, and show the nation that there {is} something moving, something which is of concern to the average citizen, that from among those we gather, together for that purpose, we will find the leaders we need. 

[closing music] 

 




Helga Zepp-LaRouche i Kina: Øst/Vest-samarbejde er den eneste vej fremad
Schiller Instituttets ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche den 30. maj 2019

I denne uges webcast diskuterer Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, hendes seneste rejse til Kina, hvor hun deltog i konferencen om dialog mellem asiatiske civilisationer, den 15.-16. maj i Beijing, med præsident Xi Jinping som hovedtaler. Zepp-LaRouche og vært Bill Jones diskuterer, hvad der faktisk står på spil i den såkaldte handelskrig mellem USA og Kina, og hvordan det er muligt at løse den, så begge nationer vinder ved det. Hun advarer om, at det ikke er nogen fordel for Vesten at forsøge at indeslutte en nation som Kina, der har givet så mange bidrag til den menneskelige civilisation. Den eneste vej fremad, som vil være til gensidig gavn for begge lande og deres befolkninger, er et samarbejde og en overvindelse af de vestlige neokonservatives strategi for ‘sammenstød af civilisationer’ – “Clash of Civilizations”.




Foredrag #4 (18. maj): Italiensk Videnskab og Kultur

Talere: Liliana Gorini, John Sigerson

Lyndon LaRouches ideer afspejler i Italien et fremskridt for den videnskabelige og kunstneriske revolution i det 15. århundredes florentinske renæssance. Dette fremskridt omfatter en tilbagevenden til en naturlig musikalsk stemning, hvilket Giuseppe Verdi krævede for mere end et århundrede siden; Italiens nylige skridt til at gennemføre LaRouches forslag om en Glass/Steagall-banklovgivning, en tilbagevenden til Hamiltons principper om økonomisk politik; og Italiens dristige beslutning om at tilslutte sig Kinas Bælte- og Vejinitiativ for verdens udvikling.

Grundlæggende er der imidlertid ikke noget specifikt italiensk knyttet til disse fremskridt; Italien er den gode muldjord, som bærer de nuværende frugter af de platoniske ideer, der opstod i det gamle Grækenland, videreført af Nicolaus Cusanus, Johannes Kepler, den tyske matematiker og fysiker Bernhard Riemann, og det musikalske geni Wilhelm Furtwängler. Furtwängler var omtrent ene om at redde den europæiske musikkultur fra at blive destrueret af den britiske golem Adolf Hitler. Senere blev han den ledende inspiration for LaRouches insisteren på at musik ikke udfoldes i lyd, men i det riemannske komplekse domæne.




Hvorfor vi skal stemmes ind i Folketinget. Tom Gillesberg kandidat uden for partierne i København
fra Schiller Instituttets Venner

Se også Schiller Instituttets Venners hjemmeside www.sive.dk




Jordens næste 50 år – Foredrag # 2 (4. maj):
LaRouches ufuldendte krig for en ny økonomisk verdensorden
Udvalgt taler: Dennis Small

Historien om kampen for en retfærdig, ny økonomisk verdensorden (NWEO), baseret på nord-syd-samarbejde og udvikling, er et perfekt eksempel på hvordan ideer, og faktisk udelukkende ideer, skaber historien. De ideer, omkring hvilke de første kampe for en NWEO blev udkæmpet, især i perioden 1979-1983, og begrebet om hvordan man fører denne krig, blev udviklet af Lyndon LaRouche. Hans tilgang var ikke blot at foreslå ideen, og at påvise at denne politik ville være til gavn for både nord og syd. Hans metode var faktisk at fremlægge de underliggende filosofiske begreber og det videnskabelige fysisk-økonomiske grundlag for at bevise, at en sådan tilgang rent faktisk kan fungere. De politiske relationer mellem de store hovedpersoner i denne kamp, Mexicos José López Portillo og Indiens Indira Gandhi, blev også bevidst fremmet af LaRouche. Og da en flanke opstod, da Ronald Reagan overtog præsidentskabet i USA i januar 1981, kastede LaRouche sig over den for at bringe de kræfter, der rent faktisk kunne besejre fjenden og vinde den strategiske krig, ind i kampen. Dette er genstand for en lektion i uafsluttet krig.

 




Vær optimistiske! Samtalen mellem Trump og Putin fremskynder det nye paradigme.
Schiller Instituttets webcast med Helga Zepp-LaRouche den 5. maj 2019.

 

Det 90 minutters lange opkald mellem præsident Trump og Putin blev hilst velkommen af Helga Zepp LaRouche som “en rigtig god nyhed”, da hun gennemgik de omfattende strategiske konsekvenser af den nye situation, der er opstået efter Russiagate.

Disse omfatter:

  • Betydningen af Trump-Putin-diskussionen om økonomisk og strategisk samarbejde, herunder at afhjælpe situationerne i Venezuela, Ukraine og Nordkorea;
  • Det positive potentiale for samarbejde mellem USA og Kina, med endnu et møde om handelsforhandlinger planlagt – dette foregår på trods af de britisk dirigerede neokonservatives bestræbelser på at sabotere det;
  • En bredere anerkendelse af det attraktive ved at samarbejde med BVI efter det andet BVI-forum, som det fremgår i flere aktuelle rapporter, der er udgivet i Tyskland;
  • Betydningen af mødet om infrastrukturen mellem Trump og de Demokratiske ledere af Kongressen, der fremhæver splittelsen blandt Demokraterne mellem de vanvittige, som stadig er fokuserede på en rigsretssag og Green New Deal, og Pelosi og hendes netværk, der erkender behovet for at opnå noget positivt;
  • Voksende erkendelse af den britiske rolle i iscenesættelsen af Russiagate.

Kampen for at frifinde Lyndon LaRouche udgør den bedste køreplan for at forstå hvem der styrede Russiagate og de strategiske årsager hertil. LaRouches rolle viser den enkeltes evne til at ændre historien og bør være en kilde til optimisme, et afgørende behov for at vinde kampen for det nye paradigme.

 

 




LaRouchePAC foredrag # 1 (27. april): Oversigt: Den enkeltes rolle i historien.
Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet

En person kan ændre historien, og den mest magtfulde kraft i historien er ikke våben, penge eller hære: det er ideer. Lyndon LaRouche udnyttede denne indsigt og brugte den til at ændre verden. I dag ses frugterne af hans årtier lange organisering, sammen med mange kolleger og hans kone (læreren i denne klasse) i potentialet for internationalt samarbejde, som eksemplificeret af det kinesiske Bælte- og Vejinitiativ. For at undgå den truende mørke tidsalder, som atomkonflikten mellem USA og Rusland udgør, er det vigtigt med et begreb om den nødvendige renæssance.




Det andet Bælte- og Vejforum bringer verdensøkonomien ind i en ny dimension.
Schiller Instituttets ugentlige webcast med Helga Zepp-Larouche den 28. april 2019

Idet hun erklærede det netop afsluttede Bælte- og Vejforum i Beijing for en stor succes, rapporterede Helga Zepp LaRouche om den globale deltagelse i arrangementet og det udvidede omfang af BVI-aftaler. Hun betegnede den aktive inddragelse af en række europæiske ledere som “meget interessant”. Med henvisning til hendes LaRouchePAC-studiekreds aftenen før, opfordrede hun seerne til at se det klip hun brugte med Lyndon LaRouches tale fra 1997, hvor han insisterede på at USA måtte tage del i den Eurasiske Landbro – og med henblik på hvad der lige er sket i Beijing, sagde hun, at man igen ser, hvor profetisk han var med hensyn til at imødekomme menneskehedens fremtidige behov.

Nu, hvor Trump åbenlyst identificerer Russiagate som et “kup”, der er udtænkt til at drive ham ud af embedet – hvilket medierne, hvor utroligt det end måtte være, praktisk talt har ignoreret, – er det klart, at den britiske rolle i organiseringen af kuppet vil komme ud, sammen med deres rolle i at angribe BVI. Hun understregede, at i betragtning af at de der står bag kuppet kommer fra de samme netværk, som engagerede sig i de massive bagvaskelser af Lyndon LaRouche, er kampen for hans frifindelse afgørende for USA’s overlevelse.

Ligesom Cusas genoplivelse af Platons værker var afgørende for at skabe Den italienske Renæssance, er en fordybelse i LaRouches videnskabelige og filosofiske værker ligeledes afgørende for at sikre succesen for det nye paradigme i dag. Den ekstraordinære internationale indsats der var involveret i de fantastiske fotografier taget af et “sort hul” er en anden demonstration af dette princip: at det er vigtigt at udfordre alle aksiomerne fra et højere synspunkt. Internationalt samarbejde i rummet er afgørende for at inspirere dagens ungdom til at favne ægte videnskab for at skabe en bedre fremtid.

 




Afskrift: Mens neokonservative forsøger at inddæmme Trump,
peger udvikling i Italien på vejen til det nye paradigme.
Schiller Instituttets internationale webcast med Helga Zepp-LaRouche den 15. marts 2019

Her er begyndelsen af Helga Zepp-LaRouches webcast:

HARLEY SCHLANGER: Goddag, jeg er Harley Schlanger fra Schiller Instituttet. Velkommen til vores ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets grundlægger og præsident. I dag skriver vi den 15. marts, »idus martiae.« Der sker meget i Italien og der tales om »idus martiae« og Julius Cæsar. Italienerne satser stærkt på at arbejde med Kina. Helga, du deltog i denne uge i en meget betydningsfuld konference med repræsentation fra den kommercielle sektor i Italien, men også fra regeringen. Jeg synes vi skal starte der, fordi dette har givet anledning til en fortsat panik blandt unilaterale, geopolitiske kræfter i Den Europæiske Union, der forsøger at holde Kina ude. Så hvad laver italienerne? Hvad er det, der foregår?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Som du måske ved, kommer præsident Xi Jinping på officielt besøg i Italien den 22. og 23., altså i næste uge. Det er kommet frem, at italienerne og kineserne i anledning af dette besøg vil underskrive en hensigtserklæring (MoU) om at samarbejde omkring Bælte og Vej Initiativet (BRI). Dette har forårsaget stor uro; Financial Times flippede ud, Garrett Marcus – som på en eller anden måde står [USA’s nationale sikkerhedsrådgiver John] Bolton nær i Det Hvide Hus – sagde i hovedtræk, at italienerne absolut ingen gavn vil have af dette, og at det vil ødelægge deres image i verden i meget lang tid fremover. Så det kom temmelig rettidigt, at vi havde denne begivenhed i Milano, som var en begivenhed arrangeret i fællesskab mellem Movisol, som er Movimento Solidarita – LaRouchebevægelsens italienske søsterorganisation, ledt an af Liliana Gorini – og regionen Lombardiet. Emnet var netop Italiens samarbejde med Bælte og Vej Initiativet. Arrangementet havde længe været planlagt, så det er helt tilfældigt, at det fandt sted lige før Xi Jinpings statsbesøg.

Den første taler ved denne begivenhed var Michele Geraci, som er ministersekretær i ministeriet for økonomisk udvikling, og han er en person, der ved meget om Kina, hvor han i ti år virkede som professor. Han er nu leder af den italienske regerings ekspertgruppe angående Kina. Han gav en præsentation, hvor han nedtonede postyret omkring denne hensigtserklæring ved at gøre opmærksom på, at den ikke vil ændre noget; den vil ikke ændre Italiens alliance med NATO eller EU. Den betyder blot, at Italien vil få øgede eksportmuligheder på det hurtigst voksende økonomiske marked i verden, som udgøres af Kina. Italien prøver udelukkende at indhente det forsømte i forhold til andre europæiske lande, som Tyskland og Frankrig, der allerede har meget mere handel med Kina. Så han gav et meget roligt og optimistisk billede af, hvordan dette vil gavne udviklingen af havnene Trieste, Genova, Palermo – samt udviklingen af anden infrastruktur. Han sagde, at det ikke betyder, at Italien opgiver andre projekter, fordi disse alle er nye investeringer. Kineserne vil bygge nye kajpladser i nogle af disse havne, så kineserne investerer i ny-etableringer, som vil øge den italienske økonomis produktivitet; der er altså ingen grund til at være bekymret. Så efter min mening var det meget informativt.

Efterfølgende holdt jeg en tale, hvor jeg i hovedtræk sagde, at alt dette foregår i en større sammenhæng, fordi det, der sker, tydeligvis er, at den kinesiske regering forsøger at skabe et nyt paradigme, som Xi Jinping altid kalder »et samfund med en fælles fremtid for menneskeheden« eller »menneskeheds skæbnefællesskab« (人类命运共同体 – red.). Og de forsøger at opbygge et nyt sæt internationale relationer, som vil overvinde geopolitik. Jeg nævnte det faktum, at der historisk findes 16 tilfælde, hvor en sekundær magt ville overtage den hidtidigt dominerende magts rolle, at det i 12 tilfælde førte til krig, og at det i 4 tilfælde betød, at den anden magt trådte i stedet for den første magt og overgik den uden krig. Jeg understregede det faktum, at den kinesiske regering og især Xi Jinping har gjort det klart adskillige gange, at det ikke er intentionen at erstatte USA’s dominerende rolle i verden, og at de naturligvis heller ikke vil have en krig; men at de tilbyder en helt ny måde at relatere til hinanden på, som grunder på hensyntagen til den andens suveræniteten, på hensyntagen til forskellen mellem de sociale systemer, og på simpelthen at samarbejde på win-win basis.

Jeg udpegede følgende bemærkelsesværdige fænomen; efter Xi Jinping for omkring fire år siden annoncerede Bælte og Vej Initiativet i september 2013 i Kasakhstan, har dette historiens største infrastrukturprogram udviklet sig meget hurtigt. Nu er der 112 lande, der har forskellige grader af samarbejde og yderligere 30-40 internationale institutioner. I omkring fire år skrev de vestlige medier og de store tænketanke nærmest intet derom; de forbigik det eller lod som om, at dette historiens største infrastrukturprojekt ikke var til. Derefter, efter omkring fire år, begyndte alle medier og alle tænketanke på en tydeligvis koordineret måde pludselig et angreb mod Kina, hvor det udlagde BRI som ren kinesisk imperialisme: kineserne forsøger bare at få landene ind i gældsfælden; det er et autoritært system. I en vis forstand er det meget klart, at dette er en geopolitiske refleks, der er udløst af, at verden er i hastig forandring, og at magtcentret allerede er flyttet til Asien, idet Kina har påtaget sig lederskabsrollen i denne udvikling.

Så jeg synes, at den indlysende løsning på denne krise – og en stor beskyldning er naturligvis også, at Kina splitter EU, opdeler EU. Der er faktisk allerede 13 EU-lande, som har underskrevet MoU’er med Kina, og Italien bliver det første G7 land. Det er derfor, at de er så rystende nervøse over det. Det er klart, da det er den tredjestørste økonomi på kontinentet. Jeg understregede kraftigt, at de ikke behøvede Kina til at opdele EU; Den Europæiske Union er opdelt helt af sig selv. Se på splittelsen mellem nord og syd på grund af EU-Kommissions brutale nedskæringspolitik, som helt forarmede Grækenland, Italien, Spanien og Portugal. Der er en åbenlys kløft på dette punkt og en anden omkring problemet med immigration, som Øst- og Vesteuropa er helt uenige om. Faktisk har Kina mange gange argumentet for – og jeg er helt enig – at et samarbejde omkring Bælte og Vej Initiativet faktisk er måden, hvorpå Europa kan forenes, forudsat at f.eks. Frankrig og Tyskland ville anerkende, at det også er ensbetydende med en enorm forretningsmulighed for dem at deltage.

Hvis alle disse europæiske lande kort sagt ville sige, at det er i vores bedste interesse at samarbejde, ikke kun i multilaterale handels- og investeringsaftaler på det eurasiske kontinent, men især om at udvikle Afrika sammen, som er den eneste menneskelige måde at håndtere flygtningekrisen på – det kunne føre til en meget god udvikling. Men EU vil holde et topmøde om dette emne den 21. marts, og man har allerede udarbejdet en 10-punkts handlingsplan; det er klart en indsats for at imødegå denne indflydelse fra Kina. Så vil man holde et topmøde mellem EU og Kina i begyndelsen af april, og det er meget klart, at EU-Kommissionen er på en helt anden kurs end Italien. Men lad os nu se. Jeg tror, at Xi Jinpings besøget vil lykkes, og det på ny vil vise enhver, hvordan et samarbejde er i alles bedste interesse….

Se mere i videoen ovenover.




Nekrolog: Lyndon H. LaRouche, Jr. (1922-2019)

Lyndon LaRouche døde den 12. februar 2019. Han stiftede en politisk bevægelse midt i 1960erne, som Schiller Instituttet, stiftet af LaRouches kone Helga Zepp-LaRouche i 1984, er en del af.

Den 21. februar (EIRNS) – Lyndon H. LaRouche Jr., den US-amerikanske økonom og statsmand, der fra 1957 til 2007 udarbejdede og fremlagde verdens mest nøjagtige række af økonomiske forudsigelser, sov stille ind tirsdag morgen den 12. februar 2019. Han udgav i sit lange virke tusindvis af artikler og mere end hundrede bøger, boglange hæfter samt strategiske studier. LaRouche var en af de mest kontroversielle politiske personer i hele USA’s historie.

En afgørende årsag dertil var, at LaRouche igen og igen stolt og energisk førte i alt otte præsidentkampagner til hvert valg mellem 1976 og 2004 med den hensigt efter mordene på John F. Kennedy, Malcolm X, Martin Luther King, Jr. og Robert F. Kennedy mellem 1963 og 1968 at genetablere USA som en selvstyret nation på grundlag af den amerikanske forfatning. En anden årsag var, at det lykkedes ham at etablerede det, der vurderedes som verdens bedste uafhængig nyhedstjeneste, med et efterretningsapparat, der gav ham og hans samarbejdspartnere evnen til at indsamle ufiltrerede efterretninger fra hele verden. Dette gjorde dem i stand til på nøjagtig vis at gengive og rapportere om USA’s økonomis sande tilstand og om US-amerikanske og internationale politiske processers egentlige forløb, der ellers forekom mystiske.

LaRouche skabte også en international filosofisk forening, hvis udgangspunkt det var at genskabe en forståelse af det årtusind-gamle kontrovers, der har udspillet sig mellem den platoniske tradition og den aristoteliske skole, kampen mellem den republikanske statsmodel og det oligarkiske imperielle system.

LaRouches internationale rækkevidde opstod som et resultatet af hans vellykkede rekruttering af hundredvis af studerende med interesse for politik fra mange nationer, især europæiske samt syd- og nordamerikanske. Denne selvudpegede intelligentsia gav ham magten til at fostre og iværksætte politiske kursændringer via beskedne, men veluddannede og yderst velinformerede enheders indsats, der katalyserede meget større kræfter i forskellige nationer og undertiden gjorde, at disse fungerede som »ét sind på tværs af mange kontinenter.«

LaRouche var kendt for sin insisteren på, at hver borger i USA – såvel som borgere fra enhver suveræn nation – har ansvaret for at uddanne sig selv på de områder, der har afgørende betydning for de politiske beslutninger, som berører deres nationers og menneskehedens fremtid; for udelukkende at lave og forsvare politiske forslag, der »fremme[r] almindelig velfærd […] for os selv og vore efterkommere« (fra fortalen til USA’s forfatning – red.); og for at bekæmpe rovgriske økonomiske foranstaltninger, der vedtages for at opnå klodens affolkning, undertiden forklædt som »miljøbeskyttelse« eller »bæredygtig udvikling« og især rettet imod nationer i Afrika, Asien og Syd- og Centralamerika.

Selvom fremtrædende internationale personligheder og institutioner på det seneste er begyndt at rapportere om LaRouche, har ingen »større mediekilde« endnu haft modet til at citere Lyndon LaRouche for hans faktiske synspunkter på nogen af de områder, som han bidrog væsentligt til. Dette til trods for, at LaRouche var en af USA’s mest produktive forfattere. Denne frygt for LaRouche er bemærkelsesværdig, men ikke ny. Det har altid været tilfældet, at LaRouches modstandere havde en mindst lige så dybfølt frygt for den kraft, som LaRouches idéer besad, som de havde for personen LaRouche. Denne frygt vil ingenlunde aftage med hans fysiske bortgang.

Det anses stadig for utilladeligt, at LaRouches Fire Love; hans forslag til en firemagtsaftale mellem USA, Rusland, Kina og Indien; hans opfindelse af Det Strategiske Forsvarsinitiativ (SDI) – som daværende præsident Ronald Reagan præsenterede på nationalt TV 23. marts 1983 – og hans enestående fem årtier lange kamp for udviklingen af fusionskraft nævnes i massemedierne, sågar i anledning af LaRouches død. Kendte USA’s befolkning til disse politiske idéer, og dermed til, hvordan en påtvunget stilhedens sammensværgelse i årtier har nægtet dem adgang til LaRouche – især under de sidste 15 års finansielle kriser og nytteløse ødelæggende krige – ville de straks komme frem til, at nogen med stor ihærdighed i alle disse år må have prøvet at holde dem væk fra Lyndon LaRouches idéer.

Disse mennesker ville ikke længere finde sig i ordene »LaRouche er en slem fyr, men vi kan ikke fortælle dig hvorfor,« som forklaring på, hvorfor de ikke – heller ikke nu – bør vide, hvem Lyndon LaRouche er. Lykkes det os i dette historiske øjeblik at bryde de falske nyheders grænser ned, kan den virkelige Lyndon LaRouche endelig blive hørt og kendt. Til dette formål præsenteres følgende korte og meget ufuldstændige redegørelse for hans liv og arbejde.

Udviklingen af en global statsmand

LaRouche etablerede sig gennem mere end fire årtier som Det Britiske Imperiums største fjende, både i den form det tog før Anden Verdenskrig og i dets nuværende Commonwealth-form. At LaRouche tjente i Anden Verdenskrig, især i Indien-Burma-Kina-området, var personligt afgørende for ham: »Min livslange kamp for, at USA i efterkrigstidens skulle blive en verdensleder i arbejdet for at etablere en verdensorden viet til at fremme den økonomiske udvikling af de lande, vi i dag kalder ‘udviklingslande’, tog sin begyndelse med oplevelsen i Kolkata i 1946,« skrev LaRouche i sin selvbiografi The Power of Reason: 1988. LaRouche begyndte at kæmpe med den moderne udgave af Det Britisk-Ostindiske Kompagnis »politisk-økonomiske teoretikere« og slavehandlere, hvis teorier dominerede de US-amerikanske universiteters økonomiske fakulteter i kølvandet på Anden Verdenskrig.

LaRouche modsatte sig heftigt den opfattelse, som udbredtes af Francis Bacon, Thomas Hobbes, Parson Thomas Malthus og John Locke, at mennesket er et dyr. I stedet genoprettede LaRouche videnskaben »fysisk økonomi« i USA, en videnskab etableret i 1672 af den tyske polyhistor Gottfried Leibniz, ophavsmanden til calculus og medopfinder af dampmaskinen. Gennem en intensiv studietid mellem 1948 og 1952 gjorde LaRouche fremskridt i sine uafhængige studier af fysik for at kunne udvikle sin metode til økonomiske forudsigelser. I bogen LaRouche: Will This Man Become President? hedder det: »I 1952 anerkendte LaRouche for første gang, at han ved at antage en opfattelse af energi, der er aldeles i overensstemmelse med Riemanns afhandling fra 1854 med titlen Om de hypoteser, der ligger til grund for geometrien (Ueber die Hypothesen, welche der Geometrie zu Grunde liegen – red.), kunne måle både teknologi og økonomisk vækst med denne forståelse af, hvad energi er. I LaRouches værker måles økonomisk værdi – reel økonomisk vækst – primært i form af stigninger i samfundets relativt mulige befolkningstæthed.«

LaRouche anså imidlertid alt sit arbejde med fysisk økonomi som et særligt udtryk for og en del af en dybere epistemologisk opgave. I sit skrift Beethoven as a Physical Scientist fra 1988 skriver han:

»På alle de områder, hvor jeg har bidraget, grunder mine vigtigste opdagelser i min vellykkede afvisning af det berømte kantiske paradoks, som gentages i Immanuel Kants Kritik af dømmekraften. Kant hævdede to ting, der er relevante her.«

»For det første insisterede han på, at, omend der findes kreative processer, som er ansvarlig for gyldige grundlæggende videnskabelige opdagelser, ligger det hinsides enhver menneskelig mulighed at forstå disse processer. Jeg beviste, at dette var forkert. Og fra dette bevis udviklede jeg en måde, hvorpå disse kreative processer, og dermed underforstået målingen af teknologisk udvikling som sådan, kunne fremstilles på forståelig vis.«

»For det andet argumenterede Kant på baggrund af den første antagelse for, at der i æstetikken ikke kan opstilles nogen forståelige kriterier for sandhed eller skønhed. At Tyskland og andre har godtaget denne tese, som Kant og efter ham Friedrich Carl von Savigny udbredte, har været årsagen til, at der i dag er så udbredt en tolerance indenfor alle kunstformer for enhver type af moderne irrationalisme.«

Lyndon LaRouches store produktion af skrifter om musik, økonomi, historie, sprog og de fysiske videnskaber inspirerede mange samarbejder og udvekslinger med mennesker over hele verden. LaRouche var først og fremmest en statsmand – ikke en politiker. Han udøvede statsmandskunst på en sokratisk-athensk vis.

Han etablerede organisationer ved at undervise. Først gav han adskillige forelæsningsrækker i 1966, i løbet af hvilke han gjorde yderligere fremskridt i og debatterede om sin metode for at lave økonomiske forudsigelser, især på universiteterne. Mange stødte først på LaRouche, mens han debatterede med de personer, der skulle blive 1970’ernes økonomiske og politiske akademiske autoriteter. Dette stoppede efter LaRouches berømte debat med økonomen Abba Lerner i 1971. Lerner tabte, da han gav udtryk for sin holdning om, at hvis man havde fulgt den tyske finansminister Hjalmar Schachts nedskæringspolitik i 1920’erne, »ville Hitler ikke have været nødvendig.« Indenfor få måneder kunne man ikke længere finde nogen, der ville debattere med LaRouche, og ingen yderligere debatter af denne art fandt sted.

LaRouches foredrag om, hvad der på det tidspunkt blev kaldt »dialektisk økonomi« var netop det – dialoger mellem LaRouche og filosofiske, økonomiske og videnskabelige personligheder fra historien, der er skildredes af ham med en fortællers nøjagtighed, altid uden noter og ofte uden nogen bøger overhovedet. De studerende blev forsynet med et omfattende pensum af læsemateriale, med foreslåede læseplaner, der angav hver uges anbefalinger. En student fortæller, at »vi blev henvist til passager fra et værk som Kants Kritik af den praktiske fornuft, for eksempel. Vi blev bedt om at læse det. Hvis man gjorde det og kom til forelæsningen den næste uge, ville han først beskrive, hvordan han forstod passagen, hvilket han gjorde både overbevisende og nøjagtigt. Han ville derefter splitte det ad stykke for stykke, og fordi man havde læst det og accepteret det, opdagede man nødvendigvis vildfarelserne, der lurerde på bunden af ens eget sind. Han viste os forskellen mellem at læse og at tænke. Det var ikke forelæsninger, det var en dramatisk monolog. Og det var sådan vi blev interesserede.«

LaRouches kerneorganisation, »National Caucus of Labor Committees« (NCLC), som senere blev til »International Caucus of Labor Committees« (ICLC), var en filosofisk forening organiseret omkring et »system af konferencer,« som normalt afholdtes to gange om året. Fra denne forening udsprang mange andre organisationer såsom »Fusion Energy Foundation,« »the U.S. Labor Party,« »the National Democratic Policy Committee,« the »Anti-Drug Coalition« og andre. LaRouche grundlagde og arbejdede også med organisationer i Frankrig, Tyskland, Italien, Sverige, Canada, Danmark, Mexico, Colombia, Peru, Australien og mange andre nationer.

I december 1977 giftede LaRouche sig med Helga Zepp fra Tyskland, der senere grundlagde Schiller Instituttet, en politisk institution til fremme af statsmandskunst og en renæssance i klassisk kultur.

»I efteråret 1977 foreslog jeg, at vi skulle gifte os. […]. Jeg var lidt overrasket, men på behagelig vis, da hun indvillige i det. […]. Der var intet ordinært ved nogen af vore liv, og det var heller ikke sandsynligt, at det nogensinde ville blive anderledes. Vi blev gift i Wiesbaden 29. december 1977. Vielsen foregik på tysk; tjenestemanden fra Standesamt spurgte mig på tysk, om jeg vidste, hvad der foregik. Dette spørgsmål gav i de følgende uger anledning til megen latter blandt mine venner.« De nåede at dele et godt 41 år langt ægteskab.

Den kamplystne karakter og polemiske stil i LaRouche og hans samarbejdspartneres kampagner, valgkampagner såvel som andre, var unikke i USA’s politiske liv i 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne. Da LaRouche i 1976 købte 30 minutters sendetid til udsendelsen af hans Emergency Address to the Nation, var det første gang nogensinde, at en uafhængig kandidat havde købt den mængde tv-tid i et US-amerikansk nationalt valg. Under præsidentvalget i 1984 optrådte LaRouche femten gange på fjernsyn i 30-minutters segmenter og opfandt så at sige, hvad senere tider efterlignede med de såkaldte »infomercials.« LaRouches præsidentkandidatur og hans samarbejdspartneres kandidaturer ved forskellige valg, herunder opstillingen af omtrent 1000 kandidater til valg i 1986 alene, skræmte hans modstandere i USA. Og de inspirerede andre og gav dem mod til ikke blot at stille op til valg, men at bakke op om politiske idéer skabt til at gavne hele menneskeheden, og ikke kun deres »lokale mudderhul.«

Den Internationale Udviklingsbank (International Development Bank, IDB), som LaRouche fremlagde som koncept fra 1975 og fremefter, og som skulle erstatte Den Internationale Valutafond (IMF – red.) og udvikle det, der blev kaldt »Den Tredje Verden,« ved at skabe grundlag for eksport af hele byer og ikke kun US-amerikansk bygget teknologi, er et godt eksempel på et sådant politisk koncept. Disse byer skulle opføres som træningscentre, hvor befolkninger i udviklingssektoren hurtigt kunne tilegne sig de kompetencer, de skulle bruge, for at de kunne skabe deres egne på alle områder selvforsynende økonomier, frem for at blive gældsslaver, hvilket var, hvad der faktisk skete.

Personer som Frederick Wills, den daværende udenrigsminister for Guyana, talte for LaRouches IDB-forslag ved FN’s generalforsamling 27. september 1976. Mexicos daværende præsident José López Portillo og Indiens daværende premierminister Indira Gandhi mødtes med Lyndon LaRouche og Helga Zepp-LaRouche og vedtog aspekter af hans forslag, som ofte blev udgivet i boglange afhandlinger såsom Operation Juárez for Mexico og The Industrialization of India: From Backwardness to Industrial Power in Forty Years (Indiens industrialisering: fra tilbageståenhed til industriel magt på fyrre år) og A Fifty-Year Development Policy for the Indian-Pacific Oceans Basin (50 års udviklingspolitik for Stillehavets og Det Indiske Oceans bassiner), hvis kernebetragtninger, på trods af at de alle er skrevet i begyndelsen af 1980’erne, stadigt er aktuelle, ikke kun i dag, men for det næste årti eller mere.

Den ukonventionelle metode, som LaRouche anbefalede til at sprede disse idéer, var sokratisk: at tale med mennesker direkte og personligt. Den daglige gadeorganisering fandt sted ved jobcentre, posthuse, lufthavne, trafikkryds og på gadehjørner, i midtbyen og i indkøbscentre. Denne direkte kontakt med USA’s befolkning resulterede i, at LaRouche havde en bedre føling med, hvad der rørte sig blandt den almindelige befolkning i USA, end nogen anden politisk kraft i landet. Korrupte elementer i justitsministeriet, og »angiveligvis-ikke-statslig organisationer« som blev givet grønt lys til ulovligt at afbryde LaRouches samarbejdspartneres forfatnings-garanterede ret til at organisere, var nødte til at karakterisere organisationen som en »kult« for at afskrække borgerne fra at bidrage til LaRouches organisationer.

Ingen af LaRouches kritikere er i stand til at benægte den række af korrekte økonomiske forudsigelser, som han har fremlagt, herunder Bretton Woods-systemets sammenbrud 15. august 1971, sammenbruddet af Wall Streets aktiemarked i oktober 1987 (forudsagt af LaRouche i maj samme år) og forudsigelsen 25. juli 2007, der udsendtes som et webcast med titlen The End of the Post-FDR Era, af det finanskollaps, der fra september 2008 og fremefter førte til en billion-dollar-stor redningspakke. Nogle af de mest forbløffende af LaRouches forudsigelser var imidlertid ikke strengt taget økonomiske. På Columbusdag 12. oktober 1988 sagde Lyndon LaRouche i en tale på Kempinski Hotel Bristol i Berlin:

»Af profession er jeg økonom i tradition med Tysklands Gottfried Wilhelm Leibniz og Friedrich List og USA’s Alexander Hamilton og Matthew og Henry Carey. Mine politiske principper er de samme som Leibniz’, Lists og Hamiltons, og de er også i overensstemmelse med Friedrich Schiller og Wilhelm von Humboldts principper. I lighed med vor republiks grundlæggere har jeg en kompromisløs tro på princippet om aldeles suveræne nationalstater, og jeg er derfor imod enhver overnational myndighed, der ville kunne undergrave nogen som helst nations suverænitet. Men ligesom Schiller tror jeg, at enhver person, der stræber efter at blive en smuk sjæl, bliver nødt til at være en sand patriot for sin egen nation og på samme tid verdensborger.

»Af disse årsager er jeg gennem de sidste 15 år blevet specialist i mit lands udenrigspolitiske anliggender. Som et resultat af dette arbejde har jeg opnået en voksende og betydelig indflydelse blandt visse kredse i min egen regering vedrørende USA’s udenrigspolitik og landets strategi, to indbyrdes forbundne emner. Et godt eksempel på dette er den rolle, jeg spillede i løbet af 1982 og 1983, hvor jeg arbejdede med USA’s nationale sikkerhedsråd for at få gennemført vedtagelsen af et politisk initiativ, der blev kendt som Det Strategiske Forsvarsinitiativ (SDI). Selvom detaljerne er hemmelighedsstemplede, kan jeg godt fortælle jer, at mine synspunkter om den nuværende strategiske situation har større indflydelse i USA i dag end på noget tidligere tidspunkt. Derfor kan jeg forsikre jer om, at det, som jeg nu præsenterer for jer om udsigterne for genforeningen af Tyskland, er et forslag, som vil blive studeret seriøst blandt de relevante kredse i det US-amerikanske etablissement. Under de rette forhold ville mange i dag være enige om, at tiden er kommet til at tage de indledende skridt mod Tysklands genforening med det åbenlyse prospekt, at Berlin kunne genoptage sin rolle som landets hovedstad.«

Udpeget som mål for eliminering

To dage efter hans tale på Hotel Kempinski rettede den US-amerikanske stat anklager mod Lyndon LaRouche og adskillige af hans samarbejdspartnere. Senere, da han talte om anklagerne i den Nationale Presseklub, udtalte LaRouche: »Man kunne sige om selve anklagen, at alle, der begår lovovertrædelser mod Gud, menneskeheden eller begge, før eller siden straffes.« Anklagerne fulgte to år efter et mordforsøg mod LaRouche 6. oktober 1986, om hvilket LaRouche i 2004 skrev følgende i sit hæfte med titlen ‘Convict Him, or Kill Him!’ The Night They Came To Kill Me (»Døm ham eller dræb ham!« Natten de kom for at dræbe mig):

»6. oktober 1986 holdt det, der praktisk talt var en hær på mere end firehundrede bevæbnede personer, sit indtog i byen Leesburg, Virginia, for at gennemføre en politirazzia mod EIR (Executive Intelligence Review – red.) og dets medarbejdere, og for at gennemføre en anden, mere dyster mission. De lokaler, hvor jeg på det tidspunkt opholdt mig, blev omringet af en væbnet styrke, mens luftfartøjer, pansrede mandskabsvogne og andet personel ventede på ordre om at rykke frem og åbne ild. Heldigvis fandt drabet ikke sted, fordi en person med højere myndighed end chefen for justitsministeriets afdeling for kriminalitet, William Weld, beordrede angrebet på mig afbrudt. De styrker, der stod klar til at trænge ind på mig, min kone og en række af mine samarbejdspartnere, blev trukket tilbage om morgenen.«

»Dette var det andet fuldt dokumenterede tilfælde, hvor USA’s justitsministerium var involveret i operationer, der var målrettet mod at eliminere mig personligt fra politik.«

Omend LaRouche og seks andre blev fundet skyldige ved en domstol i Alexandria, Virginia, i december 1988 og blev fængslet 27. januar 1989, fortsætter den internationale og nationale protest mod disse korrupte domme til denne dag. Den tidligere amerikanske statsadvokat Ramsey Clark karakteriserede LaRouche-sagen som følger: Sagen »repræsenterede en bredere vifte af bevidst udspekuleret og systematisk embedsmisbrug over en længere tidsperiode ved brug af statsapparatets magtmidler end nogen anden retsforfølgelse ført af den US-amerikanske regering i min tid eller til mit kendskab.« Executive Intelligence Reviews dossier fra september 2017 med titlen Robert Mueller Is an Amoral Legal Assassin: He Will Do His Job If You Let Him (Robert Mueller er en amoralsk juridisk lejemorder: Han gør sit job, hvis du giver ham lov) giver et omfattende indblik i, hvordan Donald Trumps nuværende særlige anklager var en nøglekomponent i denne politiske forfølgelse af Lyndon LaRouche i 1980’erne.

Under sin afsoning fortsatte LaRouche med at skrive, hvilket ofte foregik ved, at han dikterede hele kapitler af et bogmanuskript over telefonen, naturligvis uden at have adgang til nogen form for baggrundsmateriale. Udover samlingen med titlen The Science of Christian Economy and Other Prison Writings (Videnskaben der ligger til grund for kristen økonomi og andre skrifter fra fængslet), skrev eller optog LaRouche mange andre dokumenter, hvoraf nogle er ved at blive samlet med andre ikke tidligere offentliggjorte skrifter.

Da det i løbet af 1989 blev klart, at Sovjetunionens indflydelsessfære kendt som Comecon oplevede stigende økonomiske vanskeligheder, indledte LaRouche og Helga et intensivt samarbejde om et program, der fik navnet The Productive Triangle Paris-Berlin-Vienna (Den produktive trekant Paris-Berlin-Wien), som efter Sovjetunionens opløsning blev udvidet til Den Eurasiske Landbro. Efter jerntæppets fald foreslog han med dette program, at Europas befolkninger og industricentre skulle sammenkædes med Asiens gennem såkaldte udviklingskorridorer. Det var den eneste omfattende fredsplan for det 21. århundrede, som på daværende tidspunkt lå på tegnebrættet, en mulighed, som briterne og USA’s anglofile neokonservative heftigt modarbejde. Disse gennemtvang i stedet deres ideologi om en unipolær verden med et neoliberalt system. Den Eurasiske Landbro blev snart kendt som Den Nye Silkevej. Mere end to årtier senere er det kinesiske Bælte og Vej Initiativ, som voksede ud af dette koncept, blevet det primære lokomotiv for verdens fysiske økonomi.

Forandrede tusinder af menneskers liv

Efter hans løsladelse fra fængslet 26. januar 1994 fortsatte LaRouche sin karriere med at lave forudsigelser. Han udviklede i 1995 et pædagogisk værktøj ved navn »tripelkurven« for at illustrere for ikke-økonomer, hvordan en proces af »hyperinflation a la Weimarrepublikken« havde grebet den transatlantiske verden og havde udplyndret den i en sådan grad, at der ikke kunne gøres noget for at bevare det gængse pengesystem, og hvordan det var nødvendigt at omorganisere pengesystemet fra top til bund, idet man tog Glass-Steagall-loven fra Franklin Roosevelts »New Deal« i brug som første skridt i en reorganisering af bankerne. I januar 2001 advarede LaRouche om faren for et voldsomt terrorangreb på en eller flere amerikanske byer. En advarsel han fremlagde i forbindelse med en gennemgang af, hvorfor og hvordan det finansielle system var overgået til en tilstand af en »high-tech boble« i 1999-2000.

LaRouche talte om muligheden for en slags rigsdagsbrand i takt med, at USA, der med hastige skridt nærmede sig økonomisk ruin, blev stadigt mere umuligt at regere. I tråd med hans forudsigelse fra maj 1987 om et sammenbrud af aktiemarkedet i oktober samme år, udtalte LaRouche 25. juli 2007, et år før nedbruddet af Lehman Brothers/AIG i september 2008:

»Det verdensomspændende monetære finanssystem er faktisk i øjeblikket i færd med at falde fra hinanden. Der er intet mystisk i det; jeg har talt om det i nogen tid, det har været under udvikling, det tager ikke af. Hvad der er bogført som aktieværdier og markedsværdier på de internationale finansielle markeder er nonsens! Disse værdier er rene fiktive beløb. Der er ingen sandhed i det; bedraget er enormt. Der er ingen mulighed for, at det nuværende finanssystem ikke går ned – ingen! Det er slut, nu!«

»Det nuværende finanssystem kan ikke fortsætte med at eksistere under nogen omstændigheder, under nogen præsident, under noget lederskab eller nogen form for internationalt lederskab. Kun en grundlæggende og pludselig forandring af verdens monetære finanssystem vil forhindre et alment, øjeblikkeligt kædereaktionslignende sammenbrud. Hvor hurtigt det vil gå, ved vi ikke, men det vil fortsætte, og det vil være ustoppeligt. Og jo længere det fortsætter, jo værre vil tilstanden blive.«

LaRouche fortsatte, som det fremgår af ovenstående forudsigelse fra hans 84. leveår, med selv at frembringe originale bidrag op i en enestående høj alder, men det var ikke alt. Ved årtusindskiftet gik LaRouche i spidsen for en bevægelse, der rekrutterede unge mennesker – en bevægelse der fik så stor success, at Demokraterne i forskellige dele af landet forsøgte at overtage den. Tusindvis af unge gennemgik denne dannelsesproces. LaRouches ungdomsbevægelse frembragte banebrydende bidrag, bl.a. i deres præsentation af fysikeren Johannes Keplers arbejde, i oplæringen i bel canto klassisk sang af både gymnasieelever og som modgift imod kulturel selv-degradering og i audiovisuelle præsentationener af USA’s historie, herunder US-amerikansk nutidshistorie (i modsætning til »aktuelle begivenheder« eller de endnu mere ødelæggende »nyheder«), såsom dokumentaren 1932, som er blevet set af over 1,2 millioner mennesker.

Siden LaRouche for første gang optrådte som offentlig person for over halvtreds år siden, har den eneste tragedie, der karakteriserede hans liv, været, at han aldrig, hverken som præsident eller som rådgiver for en siddende præsident, fik lov til at føre de økonomiske reformer ud i livet, som ville have forbedret livet for millioner af US-amerikanere og for milliarder af mennesker rundt om i verden.

Selvom Lyndon H. LaRouche Jr. vil være savnet af mange venner blandt ledende figurer indenfor videnskab, musik, økonomi og politik, var hans største ven – når vi tillader os at se bort fra hans enke Helga Zepp-LaRouche – de glemte mænd og kvinder i USA og i mange, mange andre lande.




Schiller Instituttets Konference på Præsidentens Dag – panel I, II & III

Schiller Instituttet afholdt den første amerikanske nationale konference i mere end femten år i weekenden på Præsidentens Dag, hvilket var en enorm succes i henseende til kvaliteten af præsentationerne og deltagelsen af tilhængere fra hele verden der deltog på konferencen. Konferencen, der nu præsenteres i sin helhed nedenfor, giver et sandfærdigt og optimistisk syn på mulighederne for menneskeheden som helhed for at overvinde den krise, som verden står overfor, mens det tidligere regerende, nu døende Britiske Imperium, kæmper for sin overlevelse mod den nye verdensorden, som tager fat i visionen fra Lyndon og Helga Zepp-LaRouche.

Panel I

Lyndon
LaRouche taler
:
Et talent, der blev brugt godt

Jacques
Cheminade
,
Præsident for Solidarité & Progrès: Lyndon LaRouches kommende
verden

John
Gong
,
Professor i økonomi ved ‘University of International Business and
Economics’, Beijing: Kinesiske investeringer og amerikansk
infrastruktur under nye sino-amerikanske relationer

H.E.
Ambassadør Vassily A. Nebenzia
,
Ambassadør and Permanent Repræsentant for den Russiske Føderation
ved de Forenede Nationer, præsenteret af rådgiver
Theodore Strzhizhovskiy
,
den Russiske Føderations mission ved FN: Prospekter for øst-vest
samarbejde: Den Russiske Føderations Synspunkt (transkript)

William
Binney
,
tidligere teknisk direktør, NSA

Jason
Ross
,
Schiller Instituttet, medforfatter af “Udvidelse af den Nye
Silkevej til Vestasien og Afrika”: Det presserende behov for et nyt
paradigme i Afrika

Dennis
Small
,
EIR’s redaktør for Latinamerika: Retfærdighed i Verden – Hvorfor
Donald Trump må rense Lyndon LaRouche nu

Panel II

Video
af ’Den æstetiske uddannelse af mennesket for skønheden af sindet
og sjælen’ – Panel II

Schiller
Instituttets kombinerede kor
:
Benjamin
Lylloff, arrangement: “Mo Li Hua” (“Jasmin Blomst”)
Benjamin
Lylloff, dirigent

H.T.
Burleigh
,
arrangement: “Dyb flod” (“Deep River”)
William
L. Dawson
,
arr: “Hver gang ånden kommer over mig” (“Ev’ry Time I Feel
the Spirit”)
Diane Sare, dirigent

Megan
Beets
,
LaRouchePAC Videnskabelige Forskningsteam, “Kunstnerisk og moralsk
skønhed” (“Artistic and Moral Beauty“)

Bruce
Director
,
kasserer, Schiller Instituttet i USA:
“Om LaRouches begreb om
betydningen af kunst for videnskaben, og videnskab for kunsten”

Diane
Sare
,
administrerende direktør for Schiller Instituttets kor i New York
City: “Kor princippet”

Johannes
Brahms
:
“Dem dunkeln Schoß der Heil’gen Erde”
(tekst fra Schillers
“Sangen om Klokken” (“Song of the Bell”)
Schiller
Instituttets kor
John Sigerson, dirigent

Johann
Sebastian Bach
:
Brandenburg Concerto No. 5 in D-dur, BWV 1050
I. Allegro
Schiller
Instituttets Orkester
John Sigerson, dirigent
Solister: Gregor
Kitzis, violin; Laura Thompson, fløjte; My-Hoa Steger, klaver

Ludwig
van Beethoven
:
Choral Fantasia, Op. 80
Schiller Instituttets Orkester, Kor, og
Solister
John Sigerson, dirigent
My-Hoa Steger, klaver

Spørgsmål
& svar session

Panel III

Kesha
Rogers
,
LaRouchePAC Politiske Komité, tidligere kandidat for den amerikanske
Kongres – Rummets grænseområder: Opfyldelsen af menneskehedens
skæbne som mennesket i universet

Thomas
Wysmuller
,
Grundlæggende medlem af ‘Det rette klima stof” (“The Right
Climate Stuff”): Hvad NASA har gjort, og hvor NASA er på vej hen

Larry
Bell
,
Grundlægger, Sasakawa Internationalt Center for Rumarkitektur,
‘College of Engineering’, Universitetet i Houston: Hvad der gør
mennesker enestående

Benjamin
Deniston
,
LaRouchePAC Videnskabelige Forskningsteam: LaRouches Strategiske
Forsvar af Jorden

Hal
BH Cooper, Jr. PhD PE:
 Infrastrukturelle
behov for jernbane-, energi- og vandsystemer til at fremme den
fremtidige økonomiske udvikling af Afrika




Lyndon H. LaRouche, Jr.: 1922-2019, Et talent, der blev brugt godt

Lyndon H. LaRouche, Jr., filosof, videnskabsmand, digter, statsmand, døde tirsdag i en alder af 96 år. Det var på Lincolns fødselsdag, en amerikansk præsident, som Lyndon LaRouche elskede og hyldede i sine skrifter.

De, der kendte og elskede Lyndon LaRouche, ved, at menneskeheden har lidt et stort tab, og i dag forpligter vi os selv til på ny at realisere de store ideer, som historien vil ære ham for. For dem der ikke kendte ham, eller kun for nylig har lært hans ideer at kende, er der ingen bedre vejledning til denne unikke personlighed end LaRouche selv. Her er hvordan han talte om livet her på jorden i en tale på en konference i 1988, midt i en politisk forfølgelse, der har en slående lighed med den, vi ser finde sted mod en amerikansk præsident i USA i dag:

Der er ingen del af samfundet, ingen vælgergruppe, der ikke har samme interesser. Der er ingen nation, for den sags skyld, hvor folk har andre interesser end i enhver anden nation. Vi taler om fremtiden for hundredvis af milliarder ufødte sjæle, foruden hvis succes vore liv intet betyder. Det er denne fælles interesse, der forener hver og en af os, sådan, at der om dette spørgsmål ikke er nogen forskel på nogen af os, i forhold til denne sag, denne interesse. Hvis vi kæmper på den måde, hvis vi kæmper med kærlighed til menneskeheden, ved især at tænke på de hundredvis af milliarder af sjæle, der venter på at blive født, og også tænker på dem, hvis martyrium og andre ofre gav os, hvad der var vores potentiale, og vores gæld til dem, med respekt for, hvad vi videregiver til fremtiden. Og vi tænker på vore liv, ikke som noget vi lever fra øjeblik til øjeblik, men som en lille smule erfaring, med en begyndelse og – ikke meget senere – en slutning. Og tænker på vore liv, ikke som en fornøjelse i sig selv, men som en mulighed for at opfylde et formål, et formål som afspejles i hvad vi testamenterer til de hundredvis af milliarder af sjæle, der venter på at blive født, under deres omstændigheder. Således, at hvis vi på noget tidspunkt skulle forkorte vores dødelige liv ved at bruge det på en måde, som sikrede de hundredvis af milliarder af sjæle, der endnu ikke er født, kunne vi gå i døden med glæde, fordi vi havde færdiggjort vort liv, opfyldt det. Vi er måske blevet nægtet chancen for at opfylde det i endnu højere grad, men alligevel har vi opfyldt det. Glæden ved livet, livets sande glæde, som har at gøre med hvad Det Nye Testamente kalder  agape på original græsk, caritas på latin og velgørenhed i kong James version (af Bibelen, red.), som nævnt i ’Paulus’ Første brev til Korintherne, 13’, kvaliteten af agape, kærlighedens kvalitet, kvaliteten af den hellige kærlighed, som forener os som individer med de hundredvis af milliarder af ufødte sjæle, for hvis kærlighed vi kan give vore liv, og med hvem vi smilende kan gå med glæde, og vide at de på en måde elsker os, også, selv om de endnu ikke er født.

Det giver en følelse af den sande betydning af vores liv, den sande glæde ved at være et levende menneske. Og vi må arbejde med hinanden i den forstand og med den indstilling til menneskeheden, menneskeheden historisk set, menneskeheden, der som en stor familie skylder sine tidligere generationer, og for nuværende skylder de fremtidige generationer. Kærligheden, der forener den familie er, i spørgsmålet om arbejde, det praktiske udtryk for den form for tro, fra hvilken styrken til at kæmpe og vinde denne krig stammer.

Hvis vi kan gøre dette, er jeg sikker på, at vi vinder. Jeg er bedre end de fleste til at forstå naturens love og naturlov generelt, og til at forstå sådanne dunkle begreber som absolut tid og den slags ting. Og jeg kan måske lettere end de fleste forstå, hvordan tro udtrykt på denne måde praktisk talt er sikker på at få succes. Vi er små hver især, vi er blot enkeltpersoner. Men hvis vi ved, at vi er forenede, at vi er forenede på denne måde, så ved vi, at hvad vi hver især gør som individer, på denne forenede måde, vil være årsag til succes.

Således har vi i dette forfærdelige øjeblik af menneskeheden historie risikoen for at civilisationen, som vi har kendt den i århundreder, vil blive taget fra os i de kommende to til ti år. Men vi har også muligheden for en heroisk løsning på denne krise, at blive den generation, som i vores tid – konfronteret med ‘bægeret i Getsemane’ – accepterede det, og således – i lighed med Kristus – forevigede grundlaget for fremtidige sjæles frelse.

Et år senere, efter at være blevet sendt i fængsel, skrev han i anledning af Martin Luther Kings fødselsdag den 17. januar 1990: “De af os, der befinder sig i Getsemane – et Getsemane hvor vi får fortalt, at vi må spille en ledende rolle med vore øjne rettet mod Kristus på korset – oplever ofte noget, som desværre er de færreste forundt. Vi har tendens til at se tingene fra en anden synsvinkel. Før jeg prøver at placere, hvordan jeg ser den seneste periode og perioden umiddelbart foran os, skal jeg forsøge at kommunikere, hvad mit synspunkt er, et synspunkt, som jeg ved, deles i en vis grad af alle, der er gået til Getsemane med øjnene rettet mod korset og siger: ‘Han gjorde det, jeg bliver nu fortalt, at jeg også må gå hans vej.

“Hvad jeg ofte foreslår, når jeg forsøger at forklare dette for en person der ikke har oplevet det, er at sige: ‘Forestil dig en tid 50 år efter at du er død. Forestil dig i det øjeblik, 50 år frem, at du kan blive bevidst og se tilbage på hele dit dødelige liv, fra begyndelsen til enden. Og snarere end at se det dødelige liv som en række erfaringer, ser du det som en enhed. Forestil dig at blive stillet spørgsmålet med hensyn til dette dødelige liv: “Var det liv nødvendigt i den samlede ordning af universet og menneskehedens eksistens, var det nødvendigt, at jeg var født for at lede det liv, summen af det antal år mellem fødsel og død? Gjorde jeg noget, eller repræsenterede mit liv noget, som var positivt gavnligt for nuværende generationer og implicit for fremtidige generationer efter mig? “Hvis ja, så burde jeg have gået igennem det liv med glæde, vel vidende at hvert øjeblik var værdifuldt for hele menneskeheden, fordi hvad jeg gjorde ved at leve, var noget der var nødvendigt for hele menneskeheden, noget gavnligt for hele menneskeheden. ” 

Senere, da han talte om Martin Luther Kings enestående geni i januar 2004, sagde LaRouche: Vi er alle dødelige. Og for at vække lidenskaben i os, mens vi lever, hvilket vil få os til at gøre det gode, må vi have en fornemmelse af, at vores liv og forbruget af vores liv, udgifterne til vores talent, vil betyde noget for kommende generationer. De bedste mennesker søger efter ting – som Moses – der kommer til at ske, når han ikke længere vil være til stede for at nyde dem. Det er denne følelse af udødelighed. Det er derfor, forældre i bedste fald ofrer sig for deres børn. Det er derfor samfund ofrer sig for uddannelse, for deres børn, for muligheder for deres børn. Du går gennem smerterne med lidelse og mangler, men du har en fornemmelse af, at du går et sted hen, at dit liv skal betyde noget. At du kan dø med et smil på læben: Du har besejret døden. Du har brugt dit talent klogt, hvorfor livet vil betyde noget bedre for kommende generationer. “






LaRouches metode, nye opdagelser og tapperhed er fremtiden

Den 12. februar (EIRNS) – Det er med bedrøvelse at vi må meddele, at Lyndon LaRouche gik bort i dag i en alder af 96 år. De, der elskede ham, sørger over ham. Det er et stort tab. Det er hverken muligt eller passende i disse første triste øjeblikke at forsøge at opsummere det dybtgående bidrag, som Lyndon LaRouche har ydet til menneskeheden. Men i lyset af dagens vurderinger, kan vi ære ham ved at oprette et imperativ, som han gentagne gange fremsatte: bedøm ideer og handlinger på grundlag af hvordan de bidrager til den fremtidige udvikling af menneskeheden. I dette perspektiv befinder vi os i et kritisk øjeblik i kampen.

For at begynde med den negative side, er der fortsat vildt dumme geopolitiske manøvrer i Europa, hvor regeringer slår om sig af mangel på at følge LaRouches paradigme om fremskridt. For eksempel blev der for nylig udgivet en ny rapport, “The Great Puzzle, Who Will Pick Up the Pieces” (‘Det store puslespil, hvem samler brikkerne op’) af ‘Münchens Sikkerhedskonference’, som mødes senere i denne uge. Rapporten henviser til uorden i den “liberale internationale orden”, hvilket har givet anledning til forslag, såsom at de vigtigste europæiske NATO-medlemslande ville være tjent med at distancere sig fra USA og NATO, og i stedet tilslutte sig Frankrig for at komme med ind i præsident Macrons nye militærblok.
 I mellemtiden har USA’s udenrigsminister Mike Pompeo besøgt Ungarn og Slovakiet i denne uge og opmuntrer centraleuropæere til at distancere sig fra Kina og Rusland og i stedet slå sig sammen med USA-blokken. Alle sådanne former for at spille den ene ud imod den anden er en intrigant blindgyde og meget farlig. Det er orkestreret lige ud af den britiske imperialistiske drejebog. Der vil sandsynligvis komme mere af samme slags i morgen i Polen, når den britiske udenrigsminister Jeremy Hunt kommer og tilslutter sig Pompeo og vicepræsident Mike Pence i et møde om sikkerhedsplaner for Mellemøsten.

Den modsatte, positive impuls ses i de gentagne opfordringer fra præsident Donald Trump, om at USA afslutter sit engagement i “evige krige.” Dette er en forudsætning for en fremtid til gavn for alle. For eksempel er planlægningen for Hanoi-topmødet den 27.-28. februar mellem Trump og den nordkoreanske leder Kim Jong-un, stærkt på vej. I dag er vietnamesiske embedsmænd i Pyongyang for at arrangere, ikke alene topmødet, men også et muligt statsbesøg af Kim i Vietnam, hvilket ville være det første af sin slags siden Kims bedstefar, Kim Il-sung, for 50 år siden. Kinesiske og russiske udsendinge mødtes i dag for at hjælpe med at Trump-Kim-mødet bliver fuldt vellykket. Om blot to måneder vil der være en verdenskonference med en oversigt over denne win-win-dynamik, nemlig det 2. Bælte- og Vej Forum for Internationalt Samarbejde i Kina. Præsident Xi Jinping henviser til processen som opbygning af et “fællesskab med en fælles fremtid for hele menneskeheden.”
 Lyndon LaRouches livsværk har lagt grunden til dette, og meget, meget mere. Som han elskede at minde os om: Fremtiden bestemmer nutiden.




Helga Zepp-LaRouches Nytårstale

Den 1. januar (EIRNS) – Helga Zepp-LaRouche udsendte følgende nytårstale pr. video i dag, udgivet på Schiller Instituttets internationale hjemmeside (https://schillerinstitute.com/blog/2019/01/01/new-years-message-from-helga-zepp-larouche/ – red.):

Jeg vil gerne ønske alle et rigtig godt nytår. Nogle af jer husker måske, at jeg for et år siden definerede det at overvinde geopolitik som det vigtigste mål for 2018, og mange af jer tænkte nok »Geopolitik, hvad er det? Er det virkelig det mest presserende spørgsmål?« Og jeg hævdede fortsat, at fordi geopolitik var kilden til to verdenskrige, kunne vi ikke fortsætte med en sådan konfrontationspolitik i en periode med kernevåben.

Se nu, hvad der er sket i det forgangne år. Vi så en enorm mængde gennembrud, hvor adskillige regioner i verden er ved at overvinde geopolitik. Bare for at nævne nogle få: Der var det historiske topmøde mellem præsident Trump og præsident Kim Jong-un i Singapore, hvilket har ført til en proces, hvor Nord- og Sydkorea efterhånden nærmer sig hinanden. Derefter så vi pludselig Japan begynde at arbejde sammen med Kina om Bælte og Vej Initiativet. Efter det meget vigtige topmøde i Wuhan mellem præsident Xi Jinping og premierminister Narendra Modi arbejder Kina og Indien nu sammen om forskellige projekter. Og efter valget af en ny premierminister i Pakistan er der grund til at være forsigtigt optimistisk omkring en forbedring i forholdet mellem Pakistan og Indien.

Også Afrika er med: Nationerne på Afrikas Horn – nemlig Somalia, Djibouti, Eritrea og Etiopien – som før enten ingen forbindelser havde eller lå i direkte konflikt, arbejder nu sammen om infrastruktur og har diplomatiske forbindelser. Hele det Afrikanske kontinent er fyldt med en optimistisk ånd på grund af det, Kina har gjort der, og tiltrækker nu også investeringer fra mange andre lande rundt om i verden. Men måske er den mest interessante af alle disse udviklinger præsident Trumps meddelelse om, at USA vil trække sig ud af Syrien. Dette er i øjeblikket årsag til en meget ironisk situation, fordi mange af de mennesker, der skreg »Ami gå hjem!« for bare nogle få år siden, nu siger, at USA skal blive der under alle omstændigheder; alt andet vil føre til kaos, det er en foræring til præsident Putin og Rouhani og så videre.

Tænk engang over det: Er det ikke bedre, at Trump indfrier sit valgløfte og afslutter sine forgængeres permanente krige? Og han har lovet det samme for Afghanistan; at efter de forgæves bestræbelser på at løse situationen i Afghanistan militært, er det nu hensigten at løse dem gennem forhandlinger og at involvere alle de store naboer til Afghanistan. Så er det ikke bedre at gå i denne retning, at søge løsninger gennem diplomati og forhandling? Der er dog stadig nogle kræfter, som stædigt holder sig til det gamle geopolitiske paradigme, først og fremmest den britiske regering. Se den seneste rapport fra Overhuset, som er et geopolitikkens mesterværk af den værste slags (»UK foreign policy in a shifting world order,« se https://publications.parliament.uk/pa/ld201719/ldselect/ldintrel/250/250.pdf – red.). Så er der naturligvis EU og desværre også Berlin-regeringen: De insisterer absolut på, at deres »regelbaserede orden« skal opretholdes.

Men dette virker ikke rigtigt så overbevisende. Og jeg vil faktisk opfordre dig til at stille dig selv spørgsmålet: »hvilken vej er bedre?« Kig på nytårsbudskabet fra Kinas præsident Xi Jinping, som er en meget stolt opremsning over alle de utrolige mange resultater Kina har leveret i det forløbne år, alle industriparkerne, den smukke bro mellem Macao, Zhuhai og Hong Kong og mange sådanne projekter (https://america.cgtn.com/2018/12/31/full-text-2019-new-year-speech-by-president-xi-jinping – red.). Kina har løftet 10 millioner mennesker ud af fattigdom på blot et år og er overbevist om, at det vil løfte alle de resterende fattige ud af fattigdom inden år 2020. Dette er et budskab fra en mand, der bekymrer sig om sit land og sit folk. Og se venligst på denne tale selv, især på grund af det enorme anti-Kina hysteri, der foregår. Og sammenlign så det nytårsbudskab med kansler Merkels, for hvem det er vigtigt at understrege, som den vigtigste begivenhed i 2018, at hun meddelte sin fratræden, og ellers er det bare mere af det samme gamle, og har ikke nogen vision overhovedet.

Fremadrettet tror jeg, at vi står over for dramatiske ændringer i det kommende år 2019. Det er endnu ikke klart, hvad disse ændringer vil være. Det er klart, at den gamle orden er i opløsning, en ny orden opstår, og hvad der vil blive de nøjagtige parametre eller principper for denne nye orden, er heller ikke afgjort endnu. Men jeg tror, at hvis vi ser på begreberne fra menneskehedens tidligere store tænkere, som havde visionen om menneskehedens enhed, visionen om en harmonisk udvikling af alle nationer, er det sådanne tænkere, vi kan spørge til råds. En af dem er Konfutse, en anden er Nikolaus von Kues, Gottfried Wilhelm Leibniz, og naturligvis også John Quincy Adams og mange andre – men bare for at nævne nogle få.

Så jeg tror, vi står ved et absolut historisk skæringspunkt. Vi kan forme en ny civilisationens æra, hvor vi overvinder geopolitik en gang for alle. Og jeg vil bede dig om at arbejde sammen med Schiller Instituttet, så vi kan overbevise de resterende nationer, som stadig klamrer sig til de gamle antagelser, og især få de europæiske nationer til at deltage i det nye paradigme. Vi kan skabe en fantastisk fremtid, hvis vi arbejder sammen.




De Gule Veste: En generalstrejke i Frankrig? Interview med Jacques Cheminade

Fredag, 7. december, 2018
Interview
Webcast

De Gule Veste: En generalstrejke i Frankrig? Interview med Jacques Cheminade

Mens protester fejer hen over Frankrig for den tredje weekend i træk, giver den tidligere franske præsidentkandidat og leder af Solidarité et Progrès-partiet (S&P) – www.solidariteetprogres.org) – Jacques Cheminade et eksklusivt interview fra Paris, for at formidle potentialet og muligheden for at sikre en ny økonomisk orden for Europa og globalt, som bevægelsen med De Gule Veste repræsenterer.

For flere detaljer om S&P-programmet, se den nye videoserie “Crise cyclique ou crise systémique?”  https://www.solidariteetprogres.org/actualites-001/video-crise-cyclique-ou-crise.html




Et helt kontinent skal organiseres ind i det nye paradigme.

Den 4. december (EIRNS) – Det centrale spørgsmål i historien lige nu er: Kan vi få USA til at deltage i de igangværende bestræbelser for – på internationalt plan – at organisere et nyt paradigme på linje med Lyndon LaRouches opfordring til et Nyt Bretton Woods til erstatning for det Britiske Imperiums bankerotte system med plyndring og geopolitik?  Som Helga Zepp-LaRouche fremhævede det i dag, er dette det store billede der tegner sig i forbindelse med en vurdering af den strategiske situation efter G20-topmødet i Buenos Aires.

“Hvis man vurderer resultaterne af mobiliseringen for at få en fire-magts aftale mellem USA, Kina, Rusland og Indien for at lancere et Nyt Bretton Woods-kreditsystem, hvilket ville indlede et nyt paradigme for internationale relationer til erstatning for geopolitikken,” udtalte Zepp-LaRouche, “kan man kan sige, at vi stadig befinder os i en dobbelt dynamik.”

På den ene side forsøger kræfterne bag det gamle system løbende at udøve maksimalt pres og skabe forstyrrelser for at forhindre, at det nye system vinder frem. Inden G20-mødet lancerede det Britiske Imperium en dobbelt operation med provokationerne fra ukrainsk side i Sortehavet og en eskalering af angrebene fra den særlige undersøger Robert Mueller på præsident Donald Trump, hvor der blev truffet en aftale om tilståelse med advokat Michael Cohen. “Alt dette var udtænkt for at forhindre topmødet mellem Trump og Putin,” sagde Zepp-LaRouche, “og man kan sige, at det var delvis succesfuldt – men kun delvist.”

De lykkedes at sabotere det planlagte møde mellem Trump og Putin, hvilket i betragtning af de strategiske spændinger virkeligt er uheldigt. Men på den anden side var der positive udviklinger på G20-topmødet, som var af strategisk betydning. G20 burde være det organ, der tager fat på spørgsmålet om faren for et nyt finansielt sammenbrud, og om at opbygge et nyt system – og som naturligvis ikke kunne forventes at gøre det, da der er nogle lande i det, der er ubøjelige modstandere af ethvert nyt system. Men på sidelinjen af G20 fandt mødet mellem den kinesiske præsident Xi Jinping og USA’s præsident Donald Trump sted, et møde, som begge sider betegner som meget succesfuldt.

“Måske endnu vigtigere,” fortsatte Zepp-LaRouche, “var det faktum, at der på Putins anmodning fandt et trepartsmøde sted med Xi, Putin og Indiens Modi. Og de var enige om regelmæssigt at holde sådanne møder i RIC- regi (Rusland, Indien og Kina). Det manglende fjerde land er naturligvis USA. Og det er for alvor stadig op til os at organisere for at sikre, at det sker.”

Præsident Trump har klart fornyet sit venskab med Xi, og han tweetede i går også om perspektivet om et møde mellem sig selv, Putin og Xi for at diskutere spørgsmålet om strategisk stabilitet. “Så det er klart hans hensigt,” sagde Zepp-LaRouche. “Men det betyder ikke nødvendigvis, at alle i hans administration er af den opfattelse.” Hele det britiske apparat forbliver i offensiven for at forhindre en sådan firemagts-forståelse for enhver pris.

“Der er ingen måde hvorpå det nuværende system kan fortsætte. Faren for et økonomisk sammenbrud, som vil føre til kaos, der atter vil føre til krig, vil absolut hele tiden være til stede, indtil systemet er udskiftet, “sagde Zepp-LaRouche. Hun pegede på Schiller Instituttets kommende konference i USA i februar som en lejlighed, hvor Lyndon LaRouches politik for et nyt globalt økonomisk system vil blive drøftet, med tanke på behovet for en klassisk kulturel renæssance som en del af det.

USA må på denne måde være internationalt orienteret med henblik på at arbejde sammen med Kina, Rusland, Indien og andre nationer for disse politikker. Dette er ikke en ny eller fremmed ide, understregede Zepp-LaRouche. Dette er selve den basis, hvorpå USA blev grundlagt: at gøre godt for andre. Det er arven fra Franklin, Quincy Adams, Lincoln, FDR og mange andre. Og det er det der gør Lyndon LaRouche til indbegrebet af en amerikaner.

Der er et helt kontinent, som skal organiseres ind i det nye paradigme, konkluderede Zepp-LaRouche. “Det store spørgsmål i historien lige nu er: Kan vi få USA til at ændre sig på denne måde? Vi kan gøre forskellen.”

 




Video: Verden efter det amerikanske midtvejsvalg:
Glass/Steagall-bankopdeling og et nyt Bretton Woods kreditsystem
kan udvikle den nye Silkevej til Verdenslandbroen

Schiller Instituttet og EIR tidsskrift (Executive Intelligence Review) holdte et seminar for diplomater og andre i København den 29. november 2018.

The Schiller Institute and EIR magazine (Executive Intelligence Review) held a seminar for diplomats and others on November 29, 2018.

 

Ordstyrer/moderator: Tom Gillesberg: formand for Schiller Instituttet i Danmark, Bureauchef for Executive Intelligence Review i København

Moderator: Tom Gillesberg: chairman of The Schiller Institute in Denmark, Copenhagen bureau chief for Executive Intelligence Review

1. del: Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen:

Hussein Askary: Vestasienkoordinator for Schiller Instituttet and Executive Intelligence Reviews arabiske redaktør, medforfatter af den nye specialrapport

Part 1: The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge:
Hussein Askary: West Asia Coordinator for the Schiller Institute and Executive Intelligence Review’s Arab desk editor, co-author of the new special report

2. del: Verden efter det amerikanske midtvejsvalg:

Helga Zepp-LaRouche: grundlægger og international formand for Schiller Instituttet, formand for det tyske politiske parti Bürgerrechtsbewegung Solidarität (BüSo), medforfatter af Schiller Instituttets nye specialrapport (via live video)

Part 2, The world after the U.S. mid-term elections:
Helga Zepp-LaRouche: founder and international president of The Schiller Institute, chairman of the German political party Civil Rights Solidarity (BüSo), co-author of The Schiller Institute’s new special report (via live video)

3. del: Hvorfor Glass/Steagall-bankopdeling og et Nyt Bretton Woods kreditsystem er nødvendigt for at undgå et nyt finansielt sammenbrud:

Paul Gallagher: EIR’s økonomi redaktør

Part 3: Why Glass-Steagall Bank Separation and a New Bretton Woods Credit System is Necessary to Avoid a New Financial Crash:

Paul Gallagher: EIR’s economics editor

 

 

Read about the seminar in English under the Danish text.

Om seminaret:

Resultatet af midtvejsvalget i USA kan give præsident Trump mulighed for at tilslutte sig andre internationale ledere med henblik på at implementere Schiller Instituttets omfattende program for fred gennem økonomisk udvikling, men dette vil kræve beslutsomme handlinger. De seneste bankskandaler i Danmark og resten af Europa, herunder Danske Banks hvidvaskning af penge i Estland, og det faktum, at nogle af Europas største banker var involveret i at plyndre massive beløb fra landes statskasser gennem skattetænkning i aktieudbytte, er kun en indikation på, at der er noget systemisk råddent i det transatlantiske banksystem centreret i City of London og Wall Street.

Den større fare er, at der er mange tegn på et kommende nyt finansielt sammenbrud, der vil blive værre end det i 2008. Selv IMF har i deres ”Stabilitetsrapport for Global Finans oktober 2018: Ti år efter den globale finansielle krise: Er vi mere sikre?” advaret om, at “store udfordringer for at forhindre en ny stor depression truer verdensøkonomien.” Rapporten understreger den kæmpestore boble af virksomhedsgæld, og at pengestrømmen ud af “emerging markets”, skaber stor ustabilitet. Derudover kan vi tilføje den gigantiske derivatboble, som en af de mange tikkende bomber under det finansielle system.

Og alligevel dukker de, i takt med at det gamle paradigme i det Londonbaserede finansielle og unipolære geopolitiske system kollapser, et nyt paradigme for international fysisk-økonomisk udvikling op, i kølvandet på Kinas Bælte & Vej-Initiativ (BRI), Den Nye Silkevej og tilhørende kreditmekanismer, som over 100 land allerede deltager i.

Hvis et sammenstød mellem disse to tektoniske plader ikke skal ende i krig, hvilket der er en reel fare for, skal den omfattende plan, der foreslås af Schiller Instituttets, vedtages. Vi opfordrer præsidenterne Trump, Putin, Xi og premierminister Modi til at lave aftaler om at gennemføre den på deres kommende topmøder.

1. Den Nye Silkevej:

Danmark og de lande i Europa – samt alle andre, herunder USA, – som ikke allerede er fuldt engageret i opbygningen af Den Nye Silkevej, bør blive det. BRI baserer sig i vid udstrækning på principper defineret af Lyndon LaRouche, den amerikanske økonom og statsmand, og promoveres af hans kone Helga Zepp-LaRouche, kendt som “Silkevejsdamen.” Schiller Instituttets nye rapport: “Den Nye Silkevej bliver til Verdens-andbroen, bind II: En fælles fremtid for menneskeheden”, er et omfattende overblik over projektets fremskridt og principper.

2. Glass/Steagall-bankopdeling og Lyndon LaRouches fire love:

Lyndon LaRouches fire love er designet til at undgå en økonomisk krise og tilvejebringe kredit for den produktive økonomi: 1. Vedtag Glass/Steagallbankopdeling, som rent faktisk vil sætte banksystemet under konkursbehandling; 2. Skab nationale kreditter ; 3. Brug kreditterne til at øge den fysiske økonomis produktivitet og energigennemstrømningstæthed, herunder bygning af moderne infrastruktur; og 4. start hasteprogrammer for videnskabelige projekter, især fusionsenergi og rumprogrammer.

Aktivister fra Schiller Instituttet i Danmark er for berømte for deres valgkampagne i 2011 for en Glass/Steagall-bankopdeling, som for nylig blev drøftet på Deadline på DR2 den 20. oktober 2018, som et historisk fortilfælde for håndtering af bankkriser (https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-9/deadline20181020?queryhash=!%2F00%3A16%3A03)

3. Et nyt Bretton Woods kreditsystem:

Opret en fire-magts alliance mellem USA, Rusland, Kina og Indien for at etablere et nyt internationalt Bretton Woods kreditsystem til finansiering af økonomisk udvikling, som alle lande kan deltage i.

Vi håber, at du vil være i stand til at deltage for at diskutere dette unikke perspektiv og udsigterne for dets gennemførelse.

****

Schiller Instituttets Special Rapport

“The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge Volume II: A Common Future for Humanity”

er tilgængelig for køb før eller efter konferencen.

Klik her for den detaljerede indholdsfortegnelse og den fulde introduktion til rapporten.

Her er den korte version:

I. INTRODUKTION, inklusive A Shared Future for Humanity, Helga Zepp-LaRouche

II. PRINCIPPER FOR FYSISK ØKONOMI

III. RAPPORTER OM FREMSKRIDT

IV. DET TRANSATLANTISKE OMRÅDE ER VED EN SKILLEVEJ

V. UDEN LAROUCHES ‘FIRE LOVE,’ VIL FINANSIELT SAMMENBRUD BETYDE KAOS

VI. DE NÆSTE 50 ÅR

Pris: Trykt udgave 500 kr. (ved afhentning); 550 kr. hvis den skal sendes med bpost; 580 kr. for dag-til-dag-forsendelse.

Som pdf-fil: 300 kr.

Tel: 53 57 00 51 eller 35 43 00 33.

E-mail: si@schillerinstitut.dk

Betaling til Schiller Instituttet i Danmark Home banking: 1551-5648408 Giro: 564-8408 eller kontant betaling ved seminaret.

****
Hjemmesider:

Dansk: www.schillerinstitut.dk

Engelsk: www.schillerinstitute.com www.larouchepub.com www.larouchepac.com

Andre sprog: Klik her

 

English:

About the seminar:
The result of the mid-term election in the U.S. can give President Trump the leeway to join other international leaders in implementing The Schiller Institute’s comprehensive program for peace through economic development, but this will require decisive action.

The latest bank scandals in Denmark and the rest of Europe, including Danske Bank’s money laundering in Estonia, and the fact that some of Europe’s biggest banks were involved in looting massive amounts of tax money from many countries through dividend arbitration (Cum-ex), is but an indication that there is something systematically rotten in the City of London/Wall Street centered trans-Atlantic banking system.

 

The larger danger is that there are many signs of a coming new financial crash, bigger than 2008. Even the International Monetary Fund (IMF) has warned that “large challenges loom for the global economy to prevent a second Great Depression,” in their Global Financial Stability Report October 2018: A Decade after the Global Financial Crisis: Are We Safer? The report underlines the corporate debt bubble, and that money streaming out of “emerging markets” is causing great instability. In addition, we can add the gigantic derivatives bubble, as one of the many ticking bombs under the financial system.

 

Yet, as the old paradigm of the London-based financial and unipolar geopolitical system is collapsing, a new paradigm for international physical economic development is emerging, spearheaded by China’s Belt & Road Initiative (BRI), the New Silk Road, and associated credit mechanisms, with 100 countries now participating. 

 

If this clash of two tectonic plates is not to end in war, which is a real danger, the comprehensive plan proposed by The Schiller Institute has to be adopted, and we urge presidents Trump, Putin, Xi, and Prime Minister Modi, to make agreements to implement them at their upcoming summit meetings.

1. The New Silk Road:

Denmark, and those countries in Europe, and all others, including the U.S., which are not already fully engaged in building the New Silk Road, should do so. The BRI is based, to a large degree, on principles defined by Lyndon LaRouche, the American economist and statesman, and campaigned for by his wife Helga Zepp-LaRouche, known in China as “The Silk Road Lady.”

 

The Schiller Institute’s new report “The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge, Volume II: A Common Future for Humanity,” is a comprehensive overview the project’s progress and principles.

 

2. Glass-Steagall bank separation and Lyndon LaRouche’s Four Laws:

Lyndon LaRouche’s Four Laws are designed to avoid a financial crash and provide credit for the productive economy: 1. adopt Glass-Steagall bank separation which will, in effect, put the banking system through bankruptcy reorganization; 2. Create national bank credit; 3. Use the credit to increase the productivity and energy-flux-density of the physical economy, including building modern infrastructure, and; 4. start science-driver crash programs, especially for nuclear fusion energy and the space program.

 

The Schiller Institute in Denmark is famous for its 2011 election campaign for Glass-Steagall bank separation, the which was recently discussed on DR2’s Deadline on October 20, 2018, as an historical parallel on how to respond to bank crises. (https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-9/deadline-20181020?queryhash=!%2F00%3A16%3A03)

3. A New Bretton Woods credit system:

Establish a four-power alliance between the U.S., Russia, China and India to establish a New Bretton Woods international credit system to finance economic development, open for all countries to join.

 

We hope that you, or another diplomat, will be able to attend, in order to discuss this unique perspective, and the prospects for its implementation. 

****

The Schiller Institute’s Special Report
The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge 
Volume II: A Common Future for Humanity

is available for purchase before, or at the seminar.

Click here for the detailed Table of Contents and the full introduction to the report.

Here is the short version:

I. INTRODUCTION, including A Shared Future for Humanity, Helga Zepp-LaRouche
II. PRINCIPLES OF PHYSICAL ECONOMY
III. PROGRESS REPORTS
IV. TRANS-ATLANTIC AT THE CROSSROADS
V. WITHOUT LAROUCHE’S ‘FOUR LAWS,’ FINANCIAL CRASH MEANS CHAOS
VI. MOVING 50 YEARS AHEAD

Order information:
Price:

Printed: pickup: 500 kr.; regular mail: 550 kr.; quick mail: 580 kr.
Electronic pdf: 300 kr.
Tel: 53 57 00 51; 35 43 00 33, si@schillerinstitut.dk

Payment to The Schiller Institute in Denmark
Home banking: 1551-5648408
Giro: 564-8408
Or cash payment at, before or after the seminar

****

Homepages:
Danish:  www.schillerinstitut.dk
English: www.schillerinstitute.com
www.larouchepub.com
www.larouchepac.com
Other languages: Click here

 




Schiller Instituttes foretræde for Erhvervsudvalget den 22. november 2018

Kun Glass/Steagall-bankopdeling og et Nyt Bretton Woods kreditsystem kan forhindre finanssammenbrud

Jeg er Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark. Tak fordi vi måtte komme.

Den danske offentlighed har haft en brat opvågning til den sande tilstand i den danske finansverden. Danske Bank har i årevis været dybt involveret i hvidvask af enorme pengebeløb og både bankens ledelse og Finanstilsynet svigtede totalt, når de gennem mange år blev gjort opmærksom på problemet. Andre af de store SIFI-banker i Danmark er samtidigt blevet afsløret i medhjælp til skatteunddragelse og svigt i deres bekæmpelse af svindel og hvidvask. Endelig har mange af de danske banker, i lighed med deres internationale kolleger, været medvirkende til at den danske og udenlandske statskasser er blevet plyndret gennem svigagtige udbytteskatrefusioner. Alt dette viser, at det ikke drejer sig om enkelte problemer eller enkelte brodne kar, men er et systemisk problem, hvor hele bank- og finansverdenen er gennemsyret af ukontrolleret grådighed, hvor man sætter sin egen finansielle vinding over loven og det almene vel. Politikken med afregulering, og med at lade finansverdenen styre sig selv, har spillet fallit.

Dette var egentlig allerede tydeligt i forbindelse med nedsmeltningen af det internationale finansielle system i 2007-2008. Jeg, og andre aktivister fra Schiller Instituttet, advarede om dette allerede i 2007, da jeg stillede op til Folketinget med sloganet: Efter finanskrakket – Magnettog over Kattegat. Men man sad vore advarsler overhørigt. Da vi så efter krakket i 2008 – hvor kun en dansk statsgaranti, der dækkede alle finansielle institutioner, forhindrede en nedsmeltning i den danske bankverden – kom med forslag til, hvordan vi kunne rense op i finansverdenen gennem en gennemførelse af Glass/Steagall-bankopdeling, hvor man i processen vil skille skidt fra kanel – udskille samfundsvigtig normal bankaktivitet fra kasinoøkonomi – så nægtede man på institutionelt hold i Danmark og resten af den vestlige verden atter at lytte. Man ville ikke gøre op med den usunde adfærd i finansverdenen, der havde skabt sammenbruddet i 2008. Havde man nemlig ikke afreguleret hele den finansielle sektor, og i 1999 afskaffet Glass/Steagall-bankopdelingen i USA, så havde vi nemlig undgået finanskrisen.

Men nu blev fokusset at redde bankerne – og alle andre aktører i finansverdenen – med bankpakker og kvantitative lempelser; på bekostning af realøkonomien og almindelige menneskers levestandard. Derfor står vi i dag over for en kommende finanskrise, der er potentielt langt værre end den, som vi oplevede i 2008. De danske tiltag med at lade banker og realkreditselskaber polstre sig (med kundernes penge) vil ikke forhindre en ny krise. Uden en opdeling af aktiviteterne i de finansielle supermarkeder har vi stadig, som i 2007-2008, ingen branddøre, der kan forhindre, at ildebrand i en del af finansverdenen spreder sig til hele det finansielle hus.

 

Det forestående finanssammenbrud

Der er mange tikkende bomber under det internationale finanssystem. I kølvandet på den amerikanske føderalbanks rentestigninger er der stadigt flere advarsler om en kommende nedsmeltning af det 3.500 mia. dollars store marked for amerikansk virksomhedsgæld, hvor stadig mere usikre lån bliver pakket om og gensolgt i mange forskellige forklædninger – i lighed med dårlige amerikanske boliglån i 2007-2008. Dette har fået følgeskab af nedgang på børserne og et kraftigt fald i den økonomiske vækst i USA og Europa. Bank for International Settlements advarede om denne farlige udvikling i sin årlige rapport i juli og noget lignende gjorde Bank of England i oktober. Så kom IMF’s udtrykkelige advarsel om faldende virksomhedsobligationsmarkeder i IMF-bloggen den 12. november.

Et kollaps af markedet for virsomhedsgæld vil have større konsekvenser end kollapset af den amerikanske subprimelån-boble i 2008. Når først krisen er udløst, vil det ramme bankerne verden rundt, og bag den blankpolerede overflade er de blevet endnu større og endnu mere bankerotte, end de var i 2008. I lighed med optakten til krisen i 2007-2008 har der også været et kollaps og en kapitalflugt fra de såkaldte ”emerging markets” og det gigantiske uregulerede marked for finansielle derivater kan implodere når som helst.

 

Løsningen

Der er ingen lille lappeløsning, der kan rette op på dette, men Schiller Instituttet og den internationale LaRouche-bevægelse har fremlagt en sammenhængende løsning for, hvordan vi kan bortoperere den spekulative kræftsvulst og skabe kreditter til produktive investeringer – både på internationalt plan og her i Danmark.

 

  1. Vi skal med i Den Nye Silkevej

Mens størstedelen af økonomien i den vestlige verden har ligget underdrejet i de seneste 10 år – hvor de fleste har oplevet en faldende levestandard – så har man i Kina oplevet fortsat kraftig økonomisk vækst og været i stand til at løfte stadig flere mennesker ud af fattigdom. Man brugte krisen i 2008 til at påbegynde massive infrastrukturprojekter, så Kina har nu flere kilometer højhastighedstog end resten af verden tilsammen. Man har bygget nye byer, vandprojekter, kraftværker og anden infrastruktur, der gør det muligt at tage sig af en voksende befolkning med en stigende levestandard.

I 2013 lancerede Kinas præsident Xi Jinping så denne udviklingspolitik på internationalt plan med Bælte- og Vej-Initiativet, også kaldet Den Nye Silkevej, der i dag er 12 gange større end USA’s Marshallplan efter 2. verdenskrig og som over 60 lande nu deltager i. Danmark burde være en fremtrædende del af denne udviklingsdagsorden, specielt i Afrika og Sydvestasien.

 

  1. Et Nyt Bretton Woods kreditsystem

Den 30. november er der G20-topmøde i Argentina, og Schiller instituttet har foreslået, at topmøderne mellem præsident Trump, Xi Jinping og Putin bruges til at etablere et nyt Bretton Woods kreditsystem, i samarbejde med Indiens premierminister Modi. En ny version af det gamle fastkurssystem, der blev etableret efter 2. verdenskrig, men nu for at skabe langfristede kreditter til udvikling af alle nationer. Dette er det eneste, som kan forhindre, at den igangværende disintegration af det nuværende City of London- og Wall Street-baserede finanssystem fører til kaos og mulig krig.

 

  1. LaRouches fire love

I Danmark kan vi i mellemtiden forberede tiltag, der kan beskytte vores økonomi imod den kommende finansielle tsunami. Schiller Instituttet har fremlagt Lyndon LaRouches fire love, der er en konceptuel drejebog for at få vores økonomi drejet væk fra finansiel spekulation og tilbage til fysisk økonomi og videnskabeligt og teknologisk fremskridt:

 

  • Gennemførelsen af en Glass/Steagall-bankopdeling af den danske finanssektor, hvor vi sanerer banksystemet og adskiller normal bankaktivitet fra finansiel spekulation. De finansielle supermarkeder skal opdeles i normale banker, investeringsbanker, realkreditaktivitet og forsikringsvirksomhed. Bankerne og andre finansielle institutioner skal opdeles og reduceres i størrelse, så de ikke længere udgør en systemisk risiko, og den statslige indskudsgaranti vil kun gælde for normale banker.
  • Vi må skabe statskreditter til produktive investeringer i økonomien;
  • Vi må kanalisere en del af disse kreditter ind i store infrastrukturprojekter og andet, der kan øge produktiviteten og energigennemstrømningstætheden i økonomien og skabe den næste højere økonomiske platform for Danmark, som f.eks. en Kattegatbro og et nationalt magnettognet, og faste forbindelser mellem Helsingør og Helsingborg og under Femern Bælt.
  • Vi må investere massivt i forskning og udvikling af de områder, som skaber fremtidens teknologier som f.eks. kernekraft, fusionsenergi, rumforskning etc.

Den største fejl, som vi kan begå, er at tro, at vi kan overlade disse spørgsmål til den finansielle verden. Den har bevist, at den hverken har det moralske kompas eller de nødvendige løsninger, til at sikre vores fremtid. Derfor må staten nu påtage sig sit ansvar, og etablere de nødvendige love og regler, der kan sikre det almene vel og Danmarks og danskernes fremtid. Det er der, i lyset af de seneste bankskandaler, en bred offentlig opbakning til.

Tak for ordet.

Slides fra mødet:


















I anledning af Schillers 259. fødselsdag: Vestens dybe moralske krise,
eller hvorfor vi har brug for en renæssance inden for den klassiske kultur!

Af Helga Zepp-LaRouche

Det er typisk for vor tids kortsigtede tankegang, at BDI (Bundesverband der Deutschen Industrie) for tiden er bekymret over, at der foregår en “systemkonkurrence” mellem “vor egen model med det åbne marked og Kinas statsstyrede økonomi”. Mulighederne for økonomisk udveksling bør nok udnyttes, men afhængigheden af det kinesiske marked bør formindskes, så at selv mulighederne for kortfristede konkurrencefordele fuldkommen ignoreres. Og sidstnævnte hænger ikke mindst sammen med de fremtidige arbejdskræfters menneskelige egenskaber, altså hos nutidens børn og unge. Vesten befinder sig set fra dette synspunkt i en dyb kulturel krise, der netop er resultatet af de “vestlige værdier”, der angiveligt skulle gøre os absolut overlegne i forhold til andre kulturområder.

13 døde og adskillige sårede under et skyderi i en bar i Thousand Oaks i Californien, hvor Ian David Long, en veteran fra US Marine Corps, gik amok, er blot det seneste eksempel på et endeløst mareridt i USA, der fortsætter så godt som dag for dag. I 2015 var der 209 masseskyderier, i 2017 allerede 346, og i dette år foreløbigt over 300 – og der er allerede folk, der med nød og næppe har undsluppet 2 sådanne rædselssituationer. De liberale medier er hurtige til at finde de påståede ansvarlige: Den nationale riffelassociation (NRA) og den anden tilføjelse til den amerikanske forfatning, nemlig retten til at bære våben. Men denne forklaring dækker ikke alle de andre udtryk for forråelse, først og fremmest hos yngre børn. Her skal jeg blot som eksempel nævne det tilfælde fra Florida, hvor en 16-årig kvalte sin moder, fordi han ikke brød sig om hendes kritik af hans karakterer i skolen, for derefter at køre hende i en trillebør til en varevogn og videre til en kirke i nærheden, hvor han begravede hende under et ildsted. Med hjælp fra 2 venner iscenesatte han derefter et indbrud og foretog så i følge sine egne ord et “grammyvindende opkald til 911” det gængse nødopkaldsnummer i USA. Sådanne “rå forbrydelser” finder ikke udelukkende sted på den anden side af Atlanten. I Berlin blev en tiårig for kort tid siden voldtaget på en klassetur af en anden tiårig. To elleveårige holdt offeret fast, medens to andre elever kikkede på.

Naturligvis har der altid forekommet chokerende tilfælde på kriminel adfærd, men ingen kan bestride, at selv mindre børns uhindrede tilgang til alle former for vold og pornografi på internettet sammen med en tilsvarende manglende opdragelse, der skulle give dem en indre moralsk dømmekraft, har ført til en katastrofal forråelse. Følgen er et helt fordærvet menneskesyn, især i forhold til kvinder og seksualitet. Og medtager man desuden de tilfælde, hvor et overdrevent forbrug af videospil har medført et mere eller mindre autistisk socialt forhold, så tegner der sig et meget negativt billede for de kreative muligheder hos en ikke ringe del af den næste generation. Foreningen for Dannelse og opdragelse (VBE) udsendte for nylig “i anledning af forråelsen af omgangsformerne og aktuelle hændelser som den for nylig i Chemnitz” en rundspørge om forældres og læreres syn på opdragelse og værdier i Tyskland. Over 90 % af begge grupper hævdede, at de fandt disse ting meget vigtige, men at det kneb med virkeliggørelsen af dem. Andre rundspørger fremhævede, at volden mod lærere havde nået et skræmmende omfang. Lærere udsættes tiltagende for skældsord, trusler og angreb. Rundspørgerne viste, at “tonen i samfundet er blevet mere rå, sproget forrået, konflikter eskalerer tiere og lettere, og at autoriteter ikke anerkendes mere. Der er tale om et “fænomen i hele samfundet” og det drejer sig ikke kun om mennesker med indvandrerbaggrund.

Om det drejer sig om veteraner, der lider af posttraumatisk stresssyndrom efter krigstjeneste i Mellemøsten – i USA begår en veteran selvmord hvert 65.minut – eller om det skyldes de virtuelle oplevelser under voldelige videospil eller såkaldt underholdning, så er i begge tilfælde tærsklen for voldsudøvelse sænket bekymrende helt ned til drab på andre mennesker. Og selv om denne udvikling længe har været åbenlys, foretager man sig intet i et samfund, der holder på sine “liberale værdier” og siger “alt er tilladt”, for at stoppe dette styrt ned i grænseløst forfald.

I fuldstændig modsætning dertil har Kina for nylig forbudt hip-hop-musik og banale quiz-shows, eftersom schlager-teksterne giver et nedværdigende kvindebillede, og fordi showene forhindrer tilskuernes kreativitet. Endnu vigtigere: Præsident XI Jinping understregede for nylig i et brev til otte professorer på det Centrale Akademi for Skønne Kunster (CAPA) den overordentlige vigtighed af en æstetisk opdragelse for en sund opvækst hos den kinesiske ungdom, både i fysisk, men også i åndelig henseende. Den æstetiske opdragelse spiller en afgørende rolle i udviklingen af en skønnere ånd, den fylder de studerende med kærlighed og fremmer skabelsen af store kunstværker.

I Kina går betydningen af en æstetisk opdragelse tilbage til Konfucius, men også i nyere historie har betydende lærde og opdragere anvendt denne metode med henblik på den moralske forædling hos elever og studerende. Een af den moderne æstetiks grundlæggere, Wang Gouwei fra Qinghua-instituttet for Æstetiske Studier, hengav sig til udforskning af den menneskelige elendighed, der i følge ham opstod af begæret. Begærligheden gør menneskene ulykkelige, får dem til at ville eje ting, hvad der kan føre til tvangsmæssig adfærd og ved tab af den ønskede genstand til indre ulykke og ydre sociale problemer. Er der så en vej til at overvinde denne begærlighed? Ja, siger Wang Gouwei, det er skønheden. Et lignende synspunkt var den tidligere rektor for Pekings Universitet, Cai Yuanpei, kommen til, der i en afhandling fra den 10.maj 1919 skrev: “Jeg tror, at roden til vort lands problemer ligger i den kortsynethed hos så mange mennesker, der får dem til at stræbe mod hurtigere succes eller hurtigere penge uden en højere moralsk tankegang. Den eneste medicin herimod er en æstetisk tankegang.”

I den samme filosofiske tradition skrev Zhu Guanggian i sit skrift “Æstetik forklaret”, at samfundets problemer lå i, at de fleste menneskers hjerter var slette. For at rense hjerterne må man kultivere ånden og sjælen, sætte sig højere og renere mål end bare at blive rig, have smukke klæder eller en høj stilling inden for regeringen. For at rense et menneskes ånd må man først forskønne dets liv. Hele Friedrich Schillers samlede værker er viet til denne opgave: forædlingen af mennesket gennem en æstetisk opdragelse. Men først og fremmest i sine Æstetiske Breve, som han havde skrevet som reaktion på Jakobinernes terror under rædselsperioden i Den franske Revolution. Her beskæftigede han sig med spørgsmålet om, hvorfra en forædling af menneskene kunne komme, når regeringerne er korrupte og masserne forråede. Ene og alene den store klassiske kunst ville være i stand dertil, fordi den indeholdt den ufejlbarlige nøgle til menneskesjælens højeste rørelser og overhovedet kunne opstille det højeste ideal for det menneskelige. I forordet til “Bruden fra Messina” udtalte Schiller, at den store klassiske kunst vækkede en kraft i menneskesjælen, der også varede ved, efter at kunstoplevelsen var ovre.

Hvis Vesten fortsætter som før med sin kultur, hvor “alt er tilladt”, så står det allerede klart, hvem der kommer til at vinde den “systemkonkurrence” som BDI taler om. For Kina gør enormt meget for at bringe sin 5000 år gamle kultur ud til flest muligt af sine borgere, og Xi Jinping er personligt optaget af, at udbrede den konfucianske filosofi i alle samfundets porer. Vi i Vesten har i hvert fald et kæmpe problem, fordi vi på grund af Kongressen for Kulturel Frihed, på grund af Frankfurter-Skolen og på grund af det af 68-erne fremkaldte adfærdsmønster allerede har flere generationer, der bevidst har rettet sig imod idealerne fra vor klassisk-humanistiske tradition. Men trods det vil det kun være muligt at overvinde den kulturelle og moralske krise, dersom vi vender tilbage til idealerne hos Nikolaus af Kues, Leibniz, Lessing, Schiller og von Humboldt, Bach og Beethoven – for blot at nævne nogle få – og videregive dem til de nuværende og kommende generationer. De, kære læser, kan ikke fejre Schillers 259. fødselsdag på nogen bedre måde end ved at melde Dem ind i Schiller-Instituttet.




Vi søvngængere: Har vi overhovedet lært noget af,
hvordan første verdenskrig begyndte?

Den 4 november 2018

Af Helga Zepp-LaRouche

Bare fem dage efter det forestående valg til kongressen i USA, der bliver afgørende for indstillingen til krig eller fred, mødes præsidenterne Putin og Trump i Paris i forbindelse med årsdagen for afslutningen af første verdenskrig. Der kommer det blandt andet til at dreje sig om USA’s ensidige opsigelse af INF-aftalen og forhåbentligt også om, hvordan disse to førende nationer trods den ekstremt anspændte internationale situation kan sikre, at menneskeheden spares for en tredje verdenskrig.

Denne gang én, der vil udslette menneskeheden.

Under min nylige rejse til Moskva havde jeg under flere samtaler med repræsentanter for førende institutioner lejlighed til at danne mig et førstehånds indtryk af, hvordan den strategiske situation ser ud set ud fra russisk synsvinkel. Den russiske ledelse har draget den ganske klare slutning ud fra Vestens og NATOs forskellige skridt  –  såsom udvidelsen af NATO op til Ruslands grænser, opbygningen af raketforsvarssystemer i Polen og Rumænien, der på meget kort tid kan omdannes til et angrebssystem, opsigelsen af ABM- og nu INF-aftalerne, såvel som de forskellige ”hændelser”, der beskriver Rusland som fjenden og Putin som en dæmon  –  at en kommende storkrig ikke lader sig afvise.

Få dage senere, den 26. oktober, understregede vicedirektøren for ikkespredning og nedrustning i det russiske udenrigsministerium, Andrej Belussov, over for FN i New York: ”USA har for nylig her på dette møde sagt, at Rusland forbereder sig på krig. Ja, Rusland forbereder sig på krig, jeg har bekræftet det. Vi forbereder os på at forsvare vort hjemland, vor territoriale integritet, vore principper, vore værdier, vort folk – vi forbereder os på sådan en krig. . .   Rusland forbereder sig på krig, og USA forbereder sig på krig. Hvorfor vil USA ellers trække sig ud af (INF-) aftalen, opbygge sit atompotentiale og udstede en ny atomvåbensdoktrin?”

Den 31. oktober offentliggjorde Mikhail Khodarenok, militærkommentator på Gazeta.ru i RT.com under titlen: ”Atomkrig: Mulige scenarier samt Ruslands gengældelsesmuligheder” en beskrivelse, der burde kunne slå koldt vand i blodet på folk, der arbejder med, hvordan sådan en krig ville kunne forløbe. Han understregede, at der ikke eksister nogen finansiel, territorial eller ideologisk konflikt mellem USA og Rusland, der burde kunne føre til en massiv anvendelse af atomvåben. Men så fortsatte Khodarenok med at give en detaljeret beskrivelse af forløbet med kodede beskeder, forseglede befalinger lige til affyringen af kærnevåbensarsenalet. I samme øjeblik som et massivt angreb af interkontinentalraketter fra US-territorier og undervandsbåde opfanges, beregnes målene i Rusland samt flyvetiden. Den russiske ledelse beslutter ”launch on Warning” (affyring efter advarsel), og efter 7-9 minutter følger det massive gengældelsesangreb med strategiske kærnevåben fra russisk territorium og omkringliggende farvande.

Den værste mulighed vil være udslettelsen af den politiske og militære ledelse og den deraf følgende umulighed for at udstede de nødvendige befalinger. I dette tilfælde aktiveres perimeter-systemet eller den tilsvarende moderne betegnelse, et atomvåbensføringssystem, der oprindeligt udvikledes og installeredes under den kolde krig, og som automatisk udløser et altomfattende modangreb. Khodarenok understreger til sidst, at samtlige muligheder for anvendelsen af atomvåben betyder en katastrofe for de deltagende parter såvel som for alle andre nationer på hele Jorden. Atomvinteren vil indfinde sig kort tid efter affyringen af kærnevåbnene og true de få mennesker, der måtte have overlevet atomkrigens Ragnarok.

Khodarenok henviser dermed til den aktuelle gyldighed for denne mekanisme, der var en bestanddel af den almindelige viden under den kolde krig. Men i mellemtiden har den veget pladsen for illusionen om en ”taktisk kærnevåbenskrig, der kan vindes”.

Fuldstændigt som om det handlede om et dagligdags konversationsemne udtalte den tidligere kommandant for de amerikanske tropper i Europa, Lt. Gen. Ben Hodges, for nylig på sikkerhedskonferencen i Warszawa, at sandsynligheden for en krig med Kina inden for de næste 15 år var meget høj. På spørgsmål fra den amerikanske internetside Daily Beast svarede Hodges, at det havde været hans hensigt at gøre det klart for europæerne, at størstedelen af det amerikanske våbenarsenal ville blive indsat i Stillehavet under en samtidig krig med Rusland og Kina.

I betragtning af de hyppige krigslystne udtalelser fra diverse militærpersoner, frem for alt amerikanske og britiske, såvel som talrige provokationer som for eksempel den nuværende NATO-manøvre ”Trident Juncture”, der simulerer ”et lands” overfald på et NATO-medlem, er det på høje tid at indse, at enhver indsats af atomvåben sætter hele ”dommedagsmekanismen” i gang. Jeg vil blot her henvise til den amerikanske militæranalytiker Ted Postols argumentation for, hvorfor det ligger i atomkrigens natur, at alle våben vil blive bragt i anvendelse.

Hundredårsdagen for afslutningen på den første verdenskrig, hvis forhistoriske begyndte med afskedigelsen af Bismarck og efterfulgtes af et kvart århundredes britisk inspirerede geopolitiske manipulationer – fra La Entente Cordiale over Tripleententen, den russisk-japanske krig i 1904-05, og frem til balkankrigene, indtil attentatet i Sarajevo endelig blev den vilkårlige udløser. Alt dette burde være en god anledning til at indse, hvor let menneskeheden vandrer som ”søvngænger” ind i katastrofen på et allerede forberedt skakbræt. Ingen af den første verdenskrigs deltagere kunne forudse dens forløb. Men især for de tyske og franske soldater, der nedslagtede hinanden i fire års meningsløse skyttegravskrige, betød denne krig den totale ødelæggelse af en hel generation. Grundstenen var lagt for nationalsocialisternes magtovertagelse og den anden verdenskrig.

I Rusland er erindringen om ”Den store fædrelandskrig”, der kostede 27 millioner russere livet, absolut nærværende – også hos de yngre generationer. I Vesten derimod er holdningen meget forskellig hos den generation, der bevidst har oplevet følgerne af den anden verdenskrig, og de efterfølgende generationer. For mange yngre mennesker er forestillingen om en krig lige så virtuel som deres videospil. Ellers ville det vel være uforklarligt, hvor virkelighedsfjernt konsekvenserne af de udspredte fjendebilleder af Putin og Rusland opsuges af en næsten patologisk ”gruppetænkning” hos de vestlige eliter.

I Rusland opfatter befolkningens absolutte flertal, trods den sidste tids modvilje med hævelsen af pensionsalderen, Putin som den nationale redningsmand, der har befriet landet fra Jeltsin-tidens frygtelige årti. I Vesten er det i stor udstrækning glemt, men i den russiske befolkning står erindringen ganske klart om den fra Vestens side påtvungne chokterapi, hvormed Jeffrey Sachs fra 1991-94 reducerede Ruslands industrielle kapacitet til blot 30 % af det tidligere. Det efterfølgende sammenbrud af den demografiske kurve – den russiske befolkning skrumpede ind med en million mennesker om året – oplevedes af befolkningen som folkemord.

Putin derimod opfattes som den præsident, der har inddæmmet oligarkernes magt, i det mindste på det politiske område, og tilintetgjort Vestens planer om at reducere Rusland fra en supermagt i Sovjetunionens tidsalder til et råstofeksporterende tredjeverdensland. I Rusland elskes og æres Putin for det; for Vestens geopolitiske eliter, der allerede regnede med at have fået fingrene i Ruslands enorme råstofforekomster, ligger her den sande grund til deres dæmonisering af Putin.

Ifølge en nylig rundspørge fra Military Times side blandt aktive amerikanske soldater og officerer er 46 %, altså godt halvdelen, overbeviste om, at deres land i 2019 inddrages i en stor militær konflikt med Rusland. Som pensioneret oberst Rolf Bergmeier, tidligere oberst i generalstaben og viceafdelingsleder for ”planlægning og ledelse” i NATO, endnu engang mindede om i en kritik af NATO-manøvren Trident Junction  –  som han betegnede som en unødvendig provokation  –  så risikerer Tyskland at blive den nukleare slagmark i en krig mellem øst og vest med den nuværende NATO-strategi.

For de tidligere præsidenter Reagan og Gorbatjov, der underskrev IBM-aftalen i 1987, stod det klart, at en atomkrig ikke kan vindes. Med den truede opsigelse af INF-aftalen fra USA’s side, kan vi meget hurtigt glide ind i en situation, der udviser paralleller til mellemdistanceraketkrisen i begyndelsen af 1980-erne. Dengang gik hundredtusinder på gaden, fordi det stod dem klart, at Tyskland ville blive udslettet i en krig mellem Øst og Vest. I dag er den overordnede situation langt farligere. Vandrer vi også denne gang som ”søvngængere” ind i en tredje verdenskrig?

Vi bør bruge årsdagen for afslutningen på første verdenskrig som anledning til den erkendelse, at vi er nødt til at overvinde geopolitikken og erstatte den med et nyt paradigme om den ene menneskehed. Den kinesiske præsidents forestilling om hele menneskehedens skæbnefællesskab, som ligger til grund for initiativet om Den nye Silkevej, beskriver dette paradigme som en helt ny form for internationale forhold, opbygget på samarbejde til gensidig fordel. Såfremt vi har lært noget af det 20. århundredes tragedier, så må vi lære at anskue menneskeheden på en helt ny måde.

 

 

 

 

 

 

 




Helga Zepp-LaRouches tale på konference i Moskva om Kina:
Et fællesskab med fælles fremtid for menneskeheden:
Kinas strategiske perspektiv indtil 2050

Det Russiske Videnskabsakademis Institut for Fjernøstlige Studier
Akademisk Råd for Omfattende Studier af det moderne Kina
23. internationale akademiske konference:  

“Kina, kinesisk civilisation og verden: Fortid, Nutid og Fremtid” 

Moskva, 24.-25. oktober, 2018 

Helga Zepp-LaRouches tale

“Et fællesskab med fælles fremtid for menneskeheden: – Kinas strategiske perspektiv indtil 2050” 

Det store spørgsmål, som burde optage alle tænkende mennesker på denne planet, er i det væsentlige det samme som blev diskuteret intensivt i den unge amerikanske republik, som rapporteret i “de Føderalistiske Papirer”: Er det menneskelige samfund i stand til en effektiv form for selvstyre? Men denne gang er det ikke et spørgsmål om en nation, det vedrører hele menneskeheden: Behovet for et nyt paradigme i verdensordenen. 

Spændinger i en verden plaget af adskillige kriser ser ud til at styre mod en kulmination: faren for et nyt, denne gang systemisk finansielt nedbrud i det transatlantiske finanssystem, en hidtil uset polarisering i USA omkring det igangværende kupforsøg mod landets præsident, operationer under falske flag, Goebbels-lignende bedrageriske operationer mod hele befolkningsgrupper, narkoepidemier, der er en ny form for opiumskrige, den globale migrationskrise, terrorisme og nazisme, en øgning af de centrifugale kræfter i EU, genopblomstringen af aggressive, geopolitisk motiverede bestræbelser på at forsvare en orden, som ikke længere eksisterer – bare for at nævne nogle af udfordringerne. Verden er i uorden. 

I lyset af en sådan kompliceret og tilsyneladende fuldstændig splittet verden, hvor realistisk er så det perspektiv, der blev fremlagt på Kinas Kommunistiske Partis 19. partikongres af den kinesiske præsident Xi Jinping, hvor han satte Kinas mål til inden år 2050 at blive et “stærkt, demokratisk, kulturelt avanceret, harmonisk, og smukt ‘fuldt moderniseret land'”, og endda omtalte nogle aspekter af skabelsen af en “smuk verden” hvor alle nationer kan deltage? Hvis man ser på de kriser og udfordringer, der er anført ovenfor, som uafhængige individuelle problemer, ender man i en “dårlig uendelighed”, hvor løsningen for mange af disse virker umulig. Men hvis man erkender, at alle disse problemer har fælles ophav, idet de er afledt af det gamle paradigme, af en epoke der går under, kan man finde løsningen ved at blive informeret om principperne for den nye epoke. 

Der er to emner, der sætter dagsordenen for den nærmeste fremtid, som vil skabe helt forskellige udfald for fremtiden. Den første vedrører den nuværende kamp, som udkæmpes på dette tidspunkt i USA, hvor kupforsøget mod præsident Trump enten vil lykkes, og han vil blive drevet fra embedet på den ene eller anden måde, eller, hvis det aftalte spil mellem cheferne for Obama-administrationens efterretningstjenester og briternes efterretnings-tjenester GCHQ og MI6 om iscenesættelsen af “Russiagate” mod Trump for at forhindre ham i at realisere sin intention om at lede forholdet mellem USA og Rusland på et godt grundlag, vil føre til en strafferetlig forfølgelse af bagmændene. Hvis demokraterne vinder Repræsen-tanternes Hus i midtvejsvalget, vil de forsøge at begrave den igangværende undersøgelse i Kongressen og konfrontationspolitikken, som vi har set i sanktionerne mod Rusland og handelskrigen mod Kina og vicepræsident Pences nylige tale, vil omgående eskalere. Hvis Trump kan konsolidere sin position, på trods af de mange høgeagtige ytringer der kommer fra USA nu, er det muligt, at han, i anden halvdel af sin første periode, vil være i stand til at forbedre forholdet til Rusland og vende tilbage til sin oprindelige positive holdning til Kina. 

Den anden relaterede mulighed for ændring er et perspektiv, hvormed “Thucydids fælde” kan overvindes, den tilsyneladende konflikt mellem den magt, som dominerer verden indtil nu, USA, og den opstigende magt, Kina, ved at definere en løsning, der går langt ud over den bilaterale situation for de to, og som adresserer eksistentielle farer for samtlige nationer og dermed en forskydning af niveauet af diskussion og tænkning til et højere niveau. 

Hvad min mand, Lyndon LaRouche, allerede har foreslået for mange år siden, er stadig gyldigt: De fire mest magtfulde nationer i verden, USA, Rusland, Kina og Indien – støttet af andre som Japan, Sydkorea og flere – skal på kort sigt oprette et nyt Bretton Woods system, for at undgå potentielle ødelæggende konsekvenser af et ukontrolleret finansielt sammenbrud. Dette nye internationale kreditsystem skal rette fejlen i det gamle Bretton Woods-system, som ikke blev realiseret sådan som præsident Franklin Delano Roosevelt havde til hensigt, men blev ødelagt af indflydelsen fra Churchill og Truman. Det skal garantere ubetinget suverænitet, for hver og en, af alle nationalstater som deltager i det, og det skal fremme deres ubegrænsede muligheder for at deltage i fordelene af videnskabelige og teknologiske fremskridt, til gensidig fordel for hver enkelt og for alle.
 

Dette Nye Bretton Woods-system skal som det vigtigste indeholde en dybtgående ændring af de valutamæssige, økonomiske og politiske forhold mellem de dominerende kræfter og de såkaldte udviklingslande. Medmindre de uligheder, som skyldes eftervirkningerne af den moderne kolonialisme, gradvist afhjælpes, kan der heller ikke skabes fred; og udfordringer så som migrationskrisen eller terrorisme kan ikke overvindes. 

Den grundlæggende forestilling om et sådant nyt kredit- og økonomisk system findes i princippet allerede i præsident Xi Jinpings Bælte og Vej politik. I de fem år, det har eksisteret, har det skabt en hidtil uset dynamik af håb og optimisme blandt de cirka 100 lande, der deltager i det, og med de fremskridt det har haft på så kort tid, er det indlysende, at målet defineret af præsident Xi Jinping, om en “smuk verden” i2050 for hele menneskeheden er absolut opnåelig. 

Det nye sæt af internationale relationer, som kræves til det Nye Paradigme, er allerede i færd med at blive bygget. Den stigende integration af Bælte og Vej Initiativet, Shanghai Samarbejds Organisationen, Eurasiske Økonomiske Union og de Globale sydlige organisationer udvikler sig succesfuldt og skaber allerede helt nye strategiske alliancer til gensidig gavn for alle, der deltager i dem. “Ånden i Den Nye Silkevej har fænget i de fleste lande i Asien og Latinamerika, og har for første gang i århundreder givet håb til Afrika, som præsident Xi har kaldt kontinentet med det største udviklingspotentiale, og som præsident Putin har lovet at ‘lyse op, ved at give det atomteknologi.'” Mange taler nu om “Afrika, det nye Kina med Afrikanske karakteristika”! Og på trods af modvilje fra den Europæiske Union og den nuværende regering i Berlin er der et stigende antal af mennesker i Europa, som ønsker at blive fuldt integreret i Den Nye Silkevej, som 16 + 1 landene, Spanien, Portugal,
Schweiz, Holland, Belgien, men især Østrig og Italien. 

Den største og uundgåelige udfordring vil imidlertid være at finde en løsning, som inkluderer USA. I betragtning af det reelle niveau af militarisering af USA, både hvad angår de væbnede styrker såvel som den indenlandske bevæbning af befolkningen, er chancen for at USA vil gå i opløsning, eller acceptere at blive udelukket fra et alternativt verdenssystem, lige så fredeligt som det skete med Sovjetunionen, sandsynligvis tæt på nul. Præsident Putins militære politik, som blev annonceret den 1. marts, vedrørende russisk militærvidenskab og den strategiske alliance mellem Rusland og Kina, viser russisk og kinesisk klarhed om dette. Så hvis Thukydids fælde skal undgås, skal der være et udkast til en løsning, som giver USA en høj plads i verdensordenen. 

Den fælles politiske platform, der tilbydes, skal være formet ud fra synspunktet om, hvad Nikolaus von Kues definerede som en helt ny form for tænkning, hans berømte {“Coincidentia oppositorum,”}. Den ene, som har en højere orden af virkeligheden end de mange. Dette er allerede implicit i præsident Xi Jinpings opfattelse af menneskeheden som et “Fællesskab med fælles fremtid.” 

I stedet for at nærme sig spørgsmålet om det nye sæt af relationer blandt verdens nationer ud fra et synspunkt af at bevare status quo vil visionen om hvorledes den menneskelige art er modnet til voksenlivet 50 eller 100 år fra nu give et sæt af konkrete politiske samarbejdsaftaler. Ifølge den videnskabelige teori fra Vladimir Vernadsky vil Noosfæren til den tid have avanceret sin dominans over biosfæren kvalitativt, og nye generationer af forskere og klassiske kunstnere vil kommunikere med hinanden baseret på en søgen efter nye fysiske og kunstneriske principper. 

Som den tyske raketforsker og rumvisionær Krafft Ehricke fremlagde det, er udbygningen af infrastruktur, først i det nærtliggende rum, som en forudsætning for interstellar rumrejse, en nødvendighed for næste niveau af den menneskelige artsudvikling. Som samarbejdet på den Internationale Rumstation og som Hubble-rumteleskopets øjenåbnende resultater har
demonstreret, ændrer fokuset på menneskeheden som en rumfarende art følelsen af identitet hos alle de involverede astronauter, ingeniører og forskere. Det har også helt ændret forestillingen om, at vi lever i et jordbundet system, hvor modstridende geopolitiske interesser skal strides om begrænsede ressourcer med den idé, at menneskeheden lige er begyndt at tage de allerførste babyskridt ind i et univers, hvor der er anslået to billioner galakser. 

Det kinesiske rumprogram vil snart ændre spillereglerne på en hidtil uset vis ved at lede verden til en ny videnskabelig og industriel revolution. De igangværende Chang’e månemissioner omfatter et ambitiøst program om at bringe helium-3 tilbage fra månen som brændstof til kontrolleret fusionskraft på jorden. Når den menneskelige art kan styre fusionskraft, vil vi have energi- og råmaterialesikkerhed for hele den menneskelige art i al overskuelig fremtid. 

I samme retning går Indiens Chandrayaan-2 mission ledt an af Indian Space Research Organization (ISRO), som vil analyse månens overflade for spor af vand og helium-3. Præsident Trump har erklæret, at bemandede rumrejser, tilbagevenden til månen og missioner til Mars og “verdener langt væk” er en national prioritet igen. Disse og relaterede missioner fra de andre rumnationer vil ikke kun gavne de involverede lande, men hele menneskeheden. Rumforskning vil transformere alle aspekter af livet på jorden idet de samme generelle teknologier og metoder, hvormed man vil skabe landsbyer på månen, kan bruges til at skabe beboelige forhold i “ørkenområder” på jorden, som med “Umka”, den russiske by planlagt på Aktis. Rumteknologi vil fuldstændigt revolutionere tilgangen til avanceret lægehjælp alle steder på Jorden, landbruget vil drage fordel af mange aspekter af rumforskning. Kombinationen af fusionsøkonomi og månens industrialisering som det næste trin i en ubegrænset proces af menneskehedens fortsatte mestring af universets love vil betyde en helt ny økonomisk platform i den forstand, der er defineret af Lyndon LaRouche. 

Hvis de mange mennesker i nød i verden – om det er som flygtning fra fattigdom og krigens hærgen eller som tilskuer til et samfund, der falder fra hinanden med en stigning i vold, alkoholisme, stofmisbrug og depression, eller ethvert andet udtryk for desperation – kendte til de umiddelbare muligheder for et gennembrud til en ny æra for menneskeheden, ville den nye silkevejsånd fænge an og blive et håbets fyrtårn for alle. 

Det ordnende princip for en splittet verden i dag kan blive grundlaget for et fælles lederskab i form af præsidenterne i Kina, Rusland, Indien og USA. 




Befolkningens genvundne kampgejst er Londons værste fjende: Optrap imod det Britiske Imperium

Leder fra LaRouchePAC den 17. oktober (EIRNS) – “Krigen for at besejre det Britiske Imperium og skabe et klassisk nyt paradigme er tydeligvis overkommelig, så længe vi holder mobiliseringen i højt gear i den nærmeste periode”, understregede Helga Zepp-LaRouche i dag i en diskussion med medlemmer. Hun betonede to nylige udviklinger, der understreger dette potentiale.

For det første leverede den tidligere amerikanske statsadvokat for D.C. Joe diGenova en ødelæggende bredside mod briterne for at sammensværge sig med ex-CIA-direktøren John Brennan og FBI i et kriminelt kupforsøg mod Trumps præsidentskab. “Britisk MI6 gennemførte ulovlig elektronisk overvågning af amerikanske statsborgere efter anmodning fra FBI og Brennan …. Derfor er briterne ved at blive vanvittige …. Det puster virkelig til ilden. Det åbner op for et enormt strafansvar for amerikanske efterretningstjenestefolk.”DiGenova understregede også, at Trump nu er “en anden præsident. Han har nu fuld kontrol over præsidentskabet”, men at det fortsat er afgørende at sikre det den 6. november.

For det andet skrider Bælte og Vej-Initiativet hastigt frem i de fleste områder på planeten. I dag blev et aftalemorandum  om Transaqua-projektet underskrevet i Rom af den italienske regering og Lake Chad Basin Commission, et epokegørende stort infrastrukturprojekt, der vil ændre hele det afrikanske kontinent, og som LaRouche-bevægelsen har støttet i årtier.

“Tag det som et eksempel på hvordan vores ideer, som vi har presset på for i 40-50 år, og som var i vores rapporter om Verdenslandbroen, der går tilbage til 1991, kan ændre verden og gøre den til et bedre sted”, understregede Helga Zepp-LaRouche.

Hun fortsatte: “Det er klart, at det gamle paradigme er ude, den gamle geopolitiske, unipolære verden fungerer ikke længere. Vi er vidne til en planetarisk proces, præcis som Lyndon LaRouche sagde, med Brexit-afstemningen, valget af Trump, den nye italienske regering osv.

“Nu må vi sørge for, at Trump-administrationen tager den næste, nært forestående, afgørende strid. “Vi må absolut bevæge os i retning af den Fire Magts-aftale, der er specificeret af Lyndon LaRouche, for hvis verden går i den retning, som kræves af IPCC, ville det være folkedrab, da de hævder, at jordens bæreevne kun er 1 milliard mennesker.

“Hvis du tænker på potentialet for Verdenslandbroen, har man brug for 50-100 gange mere energi i næste generation, og det kan naturligvis kun ske med den fulde udvikling af sikker fission og et storstilet program for fusionsenergi. I mellemtiden har vi brug for moderne kulkraftværker, som mange lande i verden er afhængige af. Den næste økonomiske platform vil blive defineret af nye fysiske principper, defineret af et forceret program og samarbejdet mellem USA, Rusland, Kina, Indien og andre lande for at udvikle disse fælles mål for menneskeheden.”

Zepp-LaRouche konkluderede: “Det finansielle sammenbruds Damoklessværd hænger over verden. De næste tre uger til midtvejsvalget i USA vil være af afgørende betydning. Vi kunne få en nedsmeltning udløst af bevidste handlinger; vi kunne have et utilsigtet sammenbrud – der er så mange miner i det finansielle system. Men hvis vi fokuserer på at gøre det af med det Britiske Imperium, og på den anden side den absolutte ånd fra den Nye Silkevej der breder sig, kan vi vinde.

“Dette er helt klart et ”punctum saliens” i historien, for mellem nederlaget til det Britiske Imperium og det nye paradigme er disse sjældne øjeblikke i historien, hvor man faktisk kan se, hvordan en epoke bliver erstattet af en anden. Vi har de objektive forhold for en verdensomspændende revolution eller en verdensomspændende ny æra af civilisation. Så det giver mig en meget optimistisk følelse, og jeg tror, at ud af denne optimisme burde vi virkelig lade gigantiske kræfter vokse.”

 




Afslutningen på kolonialismen: En ny fælles fremtid for menneskeheden,
Helga Zepp-LaRouches hovedtale ved Schiller Instituttets konference, New York City:
”Imod en fire-magtsaftale for et ’Nyt Paradigme’ for Udvikling”, den 13. september 2018

DENNIS SPEED: Emnet for hovedtalen, “Afslutningen på kolonialismen: En ny fælles fremtid for menneskeheden,” vil muligvis ikke blive forstået, medmindre vi tager det i den faktiske sammenhæng med den forestående FN-generalforsamling, som sker på et tidspunkt, hvor USA – endnu engang – bliver ledt hen imod at deltage i en krig, som ikke er i vores interesse, og som ikke er vigtig for hensigten og ånden i USA’s Forfatning. Jeg taler her om muligheden for at USA bliver ledt til at deltage i en indsats mod Syrien, en suveræn nation, der i enhver henseende samarbejder – både med Rusland, og hvor den kan – med USA, for, ikke kun at afværge krigen, men for at fjerne selve USA’s fjender; de fjender, der tog del i at begå de handlinger, der fandt sted for 17 år siden d. 11. september. Men jeg tror der er en endnu dybere måde at betragte den indeværende situation på.

Præsidentskabet i USA har i løbet af de seneste 50 år sjældent været fri for kontrol fra finansielle og oligarkiske kræfter, som i det store er centreret i London, og som har ført USA i krig. Men der var en tid, da det amerikanske præsidentskab afviste dette, og det var under den første Reagan-administration, hvor økonom og statsmand Lyndon LaRouche og hans kone Helga Zepp-LaRouche var involveret i en række ‘back-channel’-forhandlinger med den sovjetiske regering på vegne af USA. I forbindelse med disse drøftelser gjorde Helga Zepp-LaRouche på det tidspunkt også den observation, at det var langt bedre at skabe en form for institution, der ville tillade at fremhæve det bedste ved menneskeheden inden for kulturområdet blandt verdens nationer. Og Schiller Instituttet – jeg ved ikke hvor mange folk, der er klar over dette – var oprindeligt noget, der faktisk blev foreslået til USA’s regering som en måde, hvorpå regeringen kunne tilgå en ny dimension, sætte den i stand til at overveje en måde, hvorpå den kunne være ledende på kulturområdet, snarere end blot indenfor det militære område eller inden for økonomi, som folk normalt tænker på det.

Det er vigtigt at erkende, at det var Helga Zepp-LaRouche, der introducerede mange af os i USA til personen kardinal Nicholas af Cusa; en gigant fra det 15. århundrede, som også er grundlægger af de moderne begreber om videnskab og teknologi. Men som først og fremmest var med til at forsøge at ophæve splittelsen mellem øst og vest på det økumeniske koncil i Firenze i 1439, som han sammenkaldte. Dette syn, hvilket er et højere perspektiv end blot at forsøge på at appellere til at stoppe krig ud fra det pragmatiske behov om økonomisk fordel, er noget, som Helga introducerede til USA; og da den amerikanske regering afviste forslaget om, at Schiller Instituttet skulle være en egentlig statslig organisation som sådan, blev den i stedet dannet som en uafhængig institution i 1984, i perioden mellem juni og november – for 34 år siden. Hvor vi står lige nu i dag, er at det amerikanske præsidentskab, igen, i form af Donald Trumps person, forsøger at afvise krig. Og specifikt krig mod Rusland, krig mod Kina, og ærligt talt, krig mod nogen som helst. Men igen søger udenforstående kræfter at få indflydelse, og at påvirke, og måske endda forføre dette præsidentskab til at foretage handlinger, der går imod USA’s interesser.

Så nu igen udfordres vi til at spille den rolle, som vi spillede igennem 1980’erne. Og vi er involveret her i dag, på denne konference, for at forsøge at samles om denne sag. Vi begynder med musik, fordi vi tror, at det er i de højere principper for klassisk komposition – herunder som i skuespillene af digteren Friedrich Schiller – at det er i dette domæne, at de faktiske ideer er lokaliseret- de begreber, som er nødvendige for at menneskeheden kan hæve sig selv op til at drage fordel af det indeværende øjeblik, som vi befinder os i.

Så, nok så vigtigt vil jeg gerne sige – som en personlig kommentar om enden på kolonialisme – at der for nylig var en konference i Kina om dette spørgsmål, en konference, der involverede 53 afrikanske statsoverhoveder. Som en reaktion på dette gjorde Helga opmærksom på, at hvad vi ser lige nu i form af denne konference og de efterfølgende handlinger, er enden på kolonialismen. Dette har været en aspiration, ikke kun for det afrikanske folks – men også for resten af verden – igennem meget lang tid. Ved at eliminere den form for ondskab, imperialisme, kolonialisme og racistiske og andre teorier, der rationaliserer det, går verden, måske for første gang, ind i voksenalderen. Men det kan kun ske, hvis ideerne og de forestillinger, der giver en ny betydning og formål til menneskets værdighed, især set med unge menneskers øjne, kommunikeres på en dyb måde, som giver dem mulighed for at se en refleksion af dem selv i de politikker og muligheder, der nu står foran menneskeheden. Og jeg tror ikke at der er en person på planeten mere kvalificeret til at formidle det håb, den optimisme og klarhed, end vores hovedtaler, Helga Zepp-LaRouche.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Tak. Mine damer og herrer, kære Schiller Instituttets venner: Vi skal være bevidste om det historiske øjeblik, som vi befinder os i. Jeg tror ikke jeg overdriver det, når jeg siger, at vi befinder os ved universalhistoriens ankomst til det, som Friedrich Schiller i dramaet kalder et ’punctum saliens.’ (springende punkt, red.) Hvad han mener med dette er, at udviklingen af hele universalhistorien – eller plottet i dramaet – kommer til et punkt, hvor alle andre muligheder op til det pågældende tidspunkt er udtømte. Det er et dramatisk øjeblik, hvor det helt afhænger af den moralske karakter af hovedaktøren eller hovedpersonen på scenen, om dramaet falder ud som en tragedie, eller om det har potentiale til at føre til en bedre periode. Jeg tænker her på, at ud fra et universalhistorisk standpunkt – hvis man tager alle de mange millioner af år, men især de sidste 10.000-20.000 år – de sidste 100 år, i betragtning – så tror jeg vi er nået frem til et sådant punkt i historien, hvor, som min mand Lyndon LaRouche har sagt det mange gange, udfaldet af denne historiske periode helt er op til folkets moralske habitus. Hvor spørgsmålet, som vi er stillet overfor, er: Har menneskeheden den moralske styrke og karakter til at overleve eller ej?

Visse ledende kræfter er lige nu i stand til at implementere løsninger, fordi løsningerne på krisen findes. Men vil Amerikas og Europas befolkninger og folk på andre kontinenter give den nødvendige støtte til disse ledere, så de kan gennemføre det?

Bare for at give et overblik, da dette er et noget anderledes billede end hvad man får fra ‘mainstream’ medier i USA eller Vesteuropa, for den sags skyld; man har lige nu et hidtil uset sammenfald af eksistentielle kriser. Man har, som Dennis netop nævnte, den umiddelbare fare for en eskalering af krisen og konfrontationen med Rusland. Der har været udsendt advarsler af den russiske regering i de sidste uger, om at de har beviser for, at et tredje ‘false-flag’ kemisk angreb er ved at blive forberedt i Syrien. De har filmoptagelser af Hvide Hjelme og andre terrorister, der bringer giftgas – Sarin og andre kemiske våben – og de har mandskab fra de Hvide Hjelme klar til at filme en sådan massakre. Amerikanske tv-hold er flyttet ind i Idlib-regionen, og dybest set foregår det hele samtidigt med at Syrerne – med støtte fra det russiske luftvåben – forsøger at indtage terroristernes sidste opholdssted; al-Nusra, ISIS, efterfølgerne til al-Qaida, har samlet sig i Idlib. Den syriske regering gør brug af sin suveræne ret til at generobre den sidste provins i Syrien, og russerne hjælper med luftstøtten.

Så grundlæggende er ideen at udføre dette ‘false-flag’ angreb med kemiske våben; at have kamerahold til at filme det, og så at lade det gå verden rundt. Det hele understøttes af en britisk organisation af lejesoldater kaldet ‘Olive’; de har 5.000 lejesoldater i Abu Dhabi, og de iscenesætter denne operation. De forskellige kræfter i USA, den britiske regering og franskmændene har allerede erklæret, at de vil sætte ind med et militært angreb i samme øjeblik at et sådant bevis på et kemisk angreb fra Assad-regeringen fremlægges, og de er parat til at indsætte et sådant militært angreb.

Det tyske forsvarsministerium er allerede trådt sammen for at udvikle beredskabsplaner for tysk deltagelse, og denne gang ikke bare med luft-rekognoscering, men med brug af Tornado-fly til at bombe militære installationer. Og det tyske parlaments videnskabelige tjeneste er netop fremkommet med ekspertudsagn, der siger, at dette er en komplet krænkelse af folkeretten, fordi der ikke er nogen beslutning i FN’s sikkerhedsråd, og at det er en fuldstændig overtrædelse af den tyske ‘Grundgesetz’ [forfatning], som forbyder aggressionskrig – en meget bemærkelsesværdig klausul i lyset af den tyske historie. Så hvis det skulle ske, ville det helt klart være første gang siden Anden Verdenskrig, at Tyskland tager risikoen for en direkte militærkonfrontation med Rusland.

Hvis Trump, der tydeligvis er under permanent bombardement fra de mennesker, der forsøger at gennemføre et kup imod ham med sigte på at få ham afsat fra embedet med en rigsretssag – hvis de skulle lykkes med at lokke præsidenten til et fuldstændigt angreb, så har denne konflikt potentialet til at komme ud af kontrol. Hvad sker der, hvis disse amerikansk-britisk-fransk-potentielt tyske militærangreb rammer russiske mål i Syrien? Vil russerne være glade for det og undlade at reagere? Lige nu har vi en enorm koncentration af den russiske flåde i Middelhavet; der er 36 russiske flådefartøjer, der er britiske og amerikanske flådefartøjer, der holder øvelser. I bund og grund har USA – i stedet for at forkaste disse britiske anklager mod Syrien, og naturligvis mod Rusland i Skripal-affæren – vist deres samtykke ved at deltage i det.

Man må se Skripal-affæren i denne sammenhæng. Briterne har ikke fremlagt et eneste bevis for at det var Rusland, der gjorde et forsøg på at myrde Skripal, hans datter og senere hen også to andre personer. De britiske og tyske regeringer har netop sagt, at man har fuld tillid til briternes vurdering, at det var to [russiske] GRU-militære efterretningsagenter; men de gav intet bevis herfor.

Man må se på det andet før-krigsscenarie, som bliver orkestreret. Jeg er klar over, at jeg sandsynligvis træder nogen over tæerne, når jeg siger dette, men hvis man ser på hvordan [Senator John] McCain blev fejret og hans begravelse iscenesat som en spektakulær begivenhed i Hollywood-stil, som om McCain var en amerikansk helt, en patriot, på et tidspunkt, hvor Trump ikke er passende for Det Hvide Hus – i det mindste ifølge medierne; det internationale publikum kender McCain meget godt, fordi han hvert år viser sig til Sikkerhedskonferencen i München, og har været en af de værste krigsmagere med sine tirader mod Rusland, imod Kina og så videre.

Dybest set har vi en iscenesættelse, hvor Woodward-bogen fremstiller præsident Trump som upassende til Det Hvide Hus, som værende total inkompetent, og som en der frivilligt forærer argumenter til demokraterne om at gå efter det 25. forfatningstillæg (træder i kraft hvis præsidenten af den ene eller anden grund forlader embedet, red.). Så har vi den “anonyme” kronik i New York Times der siger, at der indenfor administrationen findes en opposition, som søger at omgøre alle disse ’farlige’ ting, som Trump forsøger at gøre. Selv Obama måtte komme ud og sige, at hvem end denne opposition måtte være, har den ingen demokratisk legitimitet, fordi den ikke er valgt, og har dermed ikke ret til at forsøge at fastlægge USA’s politik. Men der er også røster fremme om at det var New York Times selv, der skrev kronikken; hvilket er det mest sandsynlige forslag. Så i den sammenhæng kom Obama fuldt tilbage på scenen, og udtalte i Chicago: “Er det så vanskeligt at undsige nazisterne?” idet han henviste til, at Trump ikke fordømte hændelsen i Charlottesville [Virginia] for et år siden; dette billede ignorerer helt, at det var hans, Obamas administration, som hjalp kuppet i Kiev til at bringe nazister tilbage til magten i Ukraine. Dette fandt sted på den samme dag, som formanden for parlamentet i Ukraine, Radaen, krævede at Ukraine får direkte demokrati “i Adolf Hitlers tradition.” Så meget for dette angreb på nazisterne.

Lige nu, og når man kommer udefra, ses det tydeligere, har vi ‘mainstream’ medierne i USA, der oppisker et før-krigshysteri; betinger befolkningen til at se Putin som en dæmon; at se Xi Jinping som en autokratiske diktator; at se Trump som værende upassende til embedet. Så spørgsmålet man skal stille sig selv er: Hvor fører alt dette hen? Sætter man alt dette i gang bare for sjov, for så at stoppe igen? Eller er der en vis hensigt bag det?

Ser man på den militære situation i Syrien er det meget tydeligt, at siden præsident Putin greb ind militært i Syrien i 2015, har Syrien og Rusland fuldstændigt kontrolleret luftrummet over Syrien. I grunden er situationen for terroristerne i Idlib den, at enten kapitulerer de og overgiver sig, eller også vil de blive dræbt. Derfor balancerer situationen på et knivsæg. Bemærk, at Trump hidtil ikke har startet nogen krig. Han har lovet i valgkampen, at han vil forsøge at forbedre forholdet til Rusland. Han har gjort sig umage med at udvikle et personligt venskab med præsident Xi Jinping. Og i modsætning til Bush- og Obama-administrationerne, som startede flere krige, står det også meget klart, at vi lige nu befinder os i en nedtælling, hvor der ikke er den mindste tvivl om, at det Britiske Imperiums fraktion, der omfatter den britiske regering, Demokraterne og de neokonservative i det Republikanske Parti, forsøger at gøre alt for ikke at tillade Trump at opfylde sit valgløfte. Især efter det historiske topmøde i Helsinki, hvor Trump mødte Putin – og Trump for nylig sagde, at dette var et af de bedste møder han nogensinde har haft – helvede brød løs efterfølgende, står det helt klart, at denne fraktion ikke vil tillade, at Trump går videre med denne politik.

Alle disse ting, som jeg har beskrevet – angrebsplanen for Syrien, Skripal-orkestreringen, Woodward-bogen, kronikken i New York Times – de har alle til formål at forsøge at få Trump ud af embedet på den ene eller den anden måde

Så vi er i virkeligheden tilbage i en situation, hvor krigsfraktionen er parat til at risikere, at en præventiv atomkrig kan opstå. Det var det, som Truman gjorde i Hiroshima og Nagasaki, for hvilket der ikke var nogen militær årsag, fordi japanerne allerede havde kapituleret. Og bombningen af disse to byer skete alene for at etablere et regime af nuklear terror med henblik på at kontrollere efterkrigstiden. Forskellen fra den tid med Nagasaki og Hiroshima og til nu er, at USA og Ruslands atomvåbenarsenaler er store nok til at udslette den menneskelige art adskillige gange. Præsident Putin annoncerede den 1. marts, at Rusland har udviklet våbensystemer baseret på nye fysiske principper. For eksempel et Mach-20 (20 gange lydens hastighed –red.) hypersonisk missil, som er meget manøvredygtigt, og som ikke følger ballistiske baner; atomdrevne krydsermissiler; en atomdrevet ubåd, der kan bevæge sig frem med høj hastighed. Han annoncerede også, og det er i mellemtiden blevet bekræftet af forskellige militære eksperter, at disse nye russiske våben ophæver hele det anti-ballistiske missilsystem, som USA har opbygget i de seneste år; et missilsystem, om hvilket Rusland mange gange har sagt, at de ikke vil og ikke kan tillade fase III og IV at blive bygget, fordi det fuldstændigt ville ødelægge den strategiske balance til ulempe for Rusland. Så Rusland har tydeligvis taget deres modforholdsregler ved at udvikle disse nye våbensystemer.

I dag har vi Vostok-2018 militærøvelsen, der startede tirsdag i den fjernøstlige del af Rusland. Det er den største militærøvelse siden 1981, siden Sovjetunionen. Den involverer 300.000 russiske tropper, herunder 6.000 luftbårne tropper; over 1.000 krigsfly, helikoptere, droner, 36.000 køretøjer, 80 kamp- og støtteskibe. Den involverer Nordsøflåden i Arktis. Den tester Rusland evne til hurtigt at bevæge sig militært over lange afstande og koordinere mellem de forskellige værn af militæret. Det nye i denne forbindelse, er – bortset fra størrelsen – at det for første gang involverer 3.200 kinesiske tropper, 900 kinesiske kampvogne og 30 fly; og på denne måde demonstrerer en fuldgyldig militær alliance mellem Kina og Rusland. Også mongolske tropper deltager.

Så det er klart, at Rusland og Kina koordinerer deres våbensystemer og deres kommandostrukturer. Jeg synes, det er et meget klart signal til krigsfraktionen i Vesten om hvad de vil stå over for, hvis de vil risikere en provokation.

Nu er der en tysk embedsmand, den tidligere vice-forsvarsminister i Kohl regeringen ved navn Willy Wimmer, der stadig er medlem af det Kristelige Demokratiske Parti. Han har i de seneste ti dage kommet med flere advarsler om, at det kun er Donald Trump, der står mellem os og den næste krig, som vil udslette menneskeheden. Man kan mene hvad man vil om Trump, men jeg tror, at Wimmer har absolut ret i det synspunkt. Fordi hvis demokraterne lykkes med at afsætte Trump ved en rigsretssag efter midtvejsvalget, så tror jeg, at vi derefter meget klart vil se en konvergens af krigspartiet i så henseende. Så vi har mindre end to måneder – indtil den 6. november – og situationen i USA er allerede meget polariseret. Når man taler med folk, er de enten for Trump eller imod Trump, og man kan ikke have en rationel diskussion om hvorfor. Hvis du spørger en anti-Trump person “Hvorfor er du imod Trump?” “Han er en diktator” Hvis du siger, “Men han vil have fred med Rusland.” “Ja, det er fordi han kan lide diktatorer”- nemlig Putin. Så enhver form for rationalitet er forsvundet. Det historiske hysteri har tydeligvis nået et punkt af total optrapning. Hvad sagde folk efter det historiske gennembrud med mødet i Singapore, hvor Trump med meget stor succes satte krisen i Nordkorea på sporet mod en løsning? ”Denne Trump kan lide diktatorer, og det er derfor, han laver disse ting med Kim Jong-un.”

I USA er der lige nu er en komplet ‘gruppetænkning’; eller rettere, ‘gruppe-ikke-tænkning’. Fordi folk ikke tænker på den langsigtede universelle historie, men er helt hjernevasket af mediernes fortællinger. Hvis du spørger folk: “Hvorfor er Putin en diktator? Han blev trods alt demokratisk valgt tre gange; han har opbakning fra 80 % af hans befolkning. Så hvorfor er han diktator?” Så hører man, “at han annekterede Krim.” Nuvel, det er ikke ligefrem hvad der skete. Nyligt frigivne dokumenter fra George Washington Universitetets nationale sikkerhedsarkiver blev offentliggjort, og de viser meget klart, at Sovjetunionen og derefter Rusland i perioden ’89, ’90, ’91, blev givet absolutte forsikringer om, at der ikke var nogen hensigt om at udvide NATO østpå. Disse dokumenter gør det meget klart, at der var en bevidst indsats for at vildlede Sovjetunionen og Rusland om NATO’s intention om at gøre præcis dette. Gorbatjov modtog på det tidspunkt forsikringer om, at NATO ikke ville udvide sig udover Østtyskland. Derfor indvilgede Gorbatjov i den tyske genforening. Der blev skrevet memoranda i så henseende, og der foreligger en tale af tidligere NATO-generalsekretær [Manfred] Wörner fra den 17. maj 1990 i Bruxelles, hvor han sagde: “Det er helt sikkert, at vi ikke vil flytte NATO-hæren uden for tysk territorium.” Dette giver Sovjetunionen absolutte sikkerhedsgarantier, så de kan indvilge i den tyske genforening. Der er citater og dokumenter, som daværende udenrigsminister [James] Baker skrev til Gorbatjov den 9. februar 1990, og et berømt citat lyder: “NATO vil ikke udvide sig med så meget som en tomme østpå.” Det er derfor Sovjetunionen opløstes på fredelig vis, uden brug af kampvogne; de indvilgede i tysk genforening. Og det er derfor, at russerne i dag er ekstremt oprørte over tyskernes forræderi; fordi de indvilgede fredeligt i den tyske forening, og nu står tyskerne klar til at deltage i sådanne provokationer mod Rusland, herunder militære manøvrer, hvor Bundeswehr nu står på den Russiske grænse i de baltiske lande – noget som enhver med en fornemmelse af hvad der skete i Anden Verdenskrig mellem Tyskland og Rusland, ved, aldrig burde være sket igen.

Så i stedet for “ikke at flytte en tomme mod øst”, har vi en lang historie, der startede med regimeskifte, med farverevolution, ændringer i regeringerne i Østeuropa. Og så endelig Tony Blairs tale i 1999 i Chicago, hvor han officielt erklærede slutningen på den Westfalske Fred, og derved udskiftede respekten for FN’s charter for suverænitet med “humanitære interventioner”, som blev efterfulgt af “retten til at beskytte”, hvilket var ideen om at man kan gribe ind i ethvert land rundt omkring i verden, når blot man opfinder de nødvendige løgne for at gøre det, sådan som det skete i tilfældene med Irak, Afghanistan, Syrien og Yemen, som er et lignende tilfælde.

Så denne politik har kostet millioner af menneskers liv i de krigsramte lande, og præsident Trump har mange gange sagt, at disse krige har kostet 7 billioner $, og at han derfor vil gøre en ende på dem. Det bør ikke fortsætte. Washington Post var ‘pernittengryner’, og sagde, “nej nej, det var kun 4 billioner $ eller 6 billioner, men ikke 7 $.

Men dette er, hvad der virkelig er på spil. Når Trump siger, han ønsker at etablere en fredelig orden med Rusland og Kina, er det dette, som de britiske kræfter forsøger at forhindre, og grunden til at det Britiske Imperium er ude efter ham. Fordi hvis Trump skulle lykkes med at etablere et sådant forhold til Rusland og Kina, ville det for altid bringe en ende på det Britiske Imperiums evne til at fortsætte den geopolitiske manipulation af verden.

Så dette er situationen. Men en situation de fleste amerikanere ikke har nogen idé om, fordi hvordan skulle de kunne have det? Når de almindelige medier ikke engang nævner, at der allerede er noget helt anderledes under opsejling, en anden verden der er ved at opstå, nemlig dynamikken i Den Nye Silkevej og et helt nyt paradigme.

Der er gået fem år siden Xi Jinping annoncerede Den nye Silkevej i Kasakhstan i 2013, og man har set den mest utrolige transformation af Latinamerika, Asien, dele af Europa, af Afrika, hvor mange af de lande, der arbejder med Kina – det handler om 80-100 lande og store internationale organisationer – arbejder sammen i et ‘win-win’ samarbejde. De har i de sidste fem år udviklet store udviklingskorridorer, der forbinder Kina og Europa; indenfor Asien er der grundlæggende stor udveksling af godstog; Afrika er helt forandret. Der har været kinesiske investeringer for tilsammen 5 billioner dollars over de sidste fem år.

Hvad der har vist sig, er et helt nyt system af internationale relationer baseret på suverænitet, baseret på respekt for det andet lands sociale system, ikke-indblanding, og flere og flere lande slutter sig til det. Hvad man har set i den sidste måned er, at BRICS – Brasilien, Rusland, Indien, Kina, og Sydafrika – har sluttet sig til Shanghai Samarbejdsorganisationen og Den Eurasiske Økonomiske Union (EAEU). På den seneste BRICS-konference i Sydafrika havde man dannelsen af noget der kaldes “Det Globale Syden”, som praktisk talt er det, som tidligere blev kaldt “Den tredje Verden”. Det er G77, det er Mercosur, Organisationen for Islamisk Samarbejde, det er den Afrikanske Union og mange regionale organisationer, der alle er enige om, at de vil opbygge et nyt system for internationale relationer.

Xi Jinping sagde en smuk ting på topmødet i Johannesburg, nemlig, at videnskab og teknologi giver menneskeheden en uudtømmelig kraft til at forbedre sin situation – en uudtømmelig kilde. Og han sagde, at fordi Afrika har de fleste udviklingslande, har det afrikanske kontinent det største udviklingspotentiale af alle. Og Putin sagde på samme topmøde, at Rusland vil hjælpe med at løfte Afrika op ved at bringe elektricitet til 600 millioner mennesker, der stadig ikke har adgang til elektricitet; og ikke kun ved at levere gas og olie, men ved at hjælpe de afrikanske lande med at opbygge atomkraft for alle.

Derfor tror jeg, at hvad der skete i den sidste måned, mellem BRICS-konferencen i Sydafrika og derefter denne historiske konference, Forum for Kina-Afrika Samarbejde (FOCAC) i begyndelsen af september i Beijing, hvor 53 statsoverhoveder, mestendels præsidenter og for restens vedkommende fem premierministre, deltog, etablerer den officielle afslutning af kolonialismen: Fordi den har givet de afrikanske nationer en helt anden følelse af bemyndigelse, da Kina ikke alene tilbyder dem investeringer i infrastruktur, videnskab og teknologisk overførsel, men også tilbyder dem en strategi for at foretage ‘kvantespring’, hvorved afrikanske lande og andre udviklingslande kan få adgang til den mest avancerede videnskab og teknologi, for – ikke bare en gentagelse af alle de niveauer af udvikling som Vesten har gennemgået – men at springe direkte til det højeste niveau af videnskab og teknologi.

Hvad Xi Jinping sagde på denne konference er, at “Kina og Afrika sammen går mod velstand: Vi tænker med ét sind og vi arbejder med ét hjerte”. Kina forpligtede sig til 60 milliarder dollars i investeringer i projekter i Afrika i løbet af de næste tre år. Og han erklærede også, at dette er åbent for deltagelse af alle nationer – USA, europæerne, Japan – for enhver, der ønsker at deltage.

Idet man anerkender hvad Schiller Instituttet har fremlagt i dets to rapporter, “Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen,” er det der sker nu, at man laver en synergieffekt af Kinas Bælte og Vejinitiativ – som allerede er et globalt netværk af infrastruktur – med FN’s Agenda 2030, hvilket er ideen om at fattigdommen vil blive udryddet på hele planeten. Kina har i den seneste periode taget en ledende rolle i at skubbe denne dagsorden fremad, og Kina har planer om helt at fjerne fattigdom i Kina frem imod år 2020. Det er mindre end to år fra nu af, og man er meget godt på vej til at opnå præcist dette – Xi Jinping drog personligt ud på landet, til landsbyerne, traf folk, enkeltindivider, familier, og fandt frem til hvad der er nødvendigt for at forbedre deres situation. Og dette integrerer man med FN’s Agenda 2030 og med den Afrikanske Unions Agenda 2063, som er et meget, meget smukt og ambitiøst program for at afrikanerne kan være fuldt ud moderniseret inden år 2063. De meddelte dette i 2013 og derved er det et 50-årigt perspektiv for helt at omdanne det afrikanske kontinent.

Xi Jinping sagde meget klart, at målet med alt dette er at gøre verden mere afbalanceret og til et bedre sted for alle at bo.

Se nu på hvad afrikanerne selv siger. Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa sagde, at Kina og Afrika er på vej ind i en ny guldalder, en fantastisk tidsalder med omfattende samarbejde baseret på lighed, og med dyb respekt for hinanden. Han sagde, at ideen om neokolonialisme, som bliver hæftet på Kina, udbredes af mennesker der misunder os, og som er jaloux over vores forhold. Og dette, tror jeg, er helt sandt.

Ramaphosa sagde i sin tale til FOCAC-konferencen i Beijing: “Afrika er selvstændigt nu, og kan frit vælge dets partnere. Og Kina har været støttende og engageret i partnerskaber, hvor vi nu forsøger at fremme og hjælpe hinanden.”

Så dette er et historisk brud: 500 år med kolonialisme, og derefter 50-70 år med IMF ‘conditionalities’ (særlige betingelser for at opnå finansiering fra IMF –red.), som har undertrykt udviklingen af Afrika, er overstået, og den påtvungne tilbageståenhed af Afrika gennem doktrinerne for fysisk økonomisk stagnation, nulvækst og britisk frihandel, som blev pålagt Afrika af de tidligere kolonialmagter, er forbi.

I dag benytter Kina det som Franklin D. Roosevelt efterlyste i hans debat med Churchill (ved afslutningen af 2. Verdenskrig –red.) nemlig, at der er brug for 20. århundredes metoder, og ikke 18. århundredes. “18. århundredes metoder” indebærer plyndring, udnyttelse, slavehandel, udbytning af råvarer; “20. århundrede metoder” betyder industrialisering, forøgelse af arbejdskraftens produktivitet, forlængelse af levetiden, at lade alle få del i videnskabelige og teknologiske fremskridt, sundhed, infrastruktur og så videre. Så der er et nyt ordsprog: “Afrika bliver et ‘nyt Kina’, men ‘et nyt Kina’ med afrikanske karakteristika”. Kina lavede MoU (Memorandum of Understanding –red.) med 37 lande på dette FOCAC-møde. Dette er en komplet eksplosion af ‘udvikling’.

Ugen efter havde vi så det Østlige Økonomiske forum i Vladivostok. Dette var en tilsvarende gigantisk, strategisk omlægning i retning af udvikling, med 6.000 deltagere fra 60 nationer, 3.000 russere, 1.000 kinesere, mange folk fra Sydkorea, Nordkorea, Japan. Og hvad der blev diskuteret på dette forum var, at det russiske Fjernøsten, Sibirien, vil blive den nye grænse mod øst. Husk på, at dette repræsenterer en af verdens hidtil uudnyttede ressourcer, fordi man i det russiske Fjernøsten har alle grundstofferne i Mendeleyevs tabel (det periodiske system –red.) i store mængder. Så hvis man har fælles investeringer fra Nord- og Sydkorea, fra Japan, fra Rusland og fra andre til udvikling af disse regioner – hvilket USA nemt kunne deltage i via Berings-strædet, og en opkobling til dette trans-eurasiske netværk – vil dette føre til megen velstand for mange mennesker på planeten i de kommende årtier.

Det var også meget spændende på dette topmøde, at det blev meddelt mellem Putin og premierminister Shinzo Abe fra Japan, at der vil blive indgået en ny fredsaftale inden udgangen af året, en aftale, der ‘de-facto’ slutter den tilstand af ikke-krig, – men uden en fredsaftale – mellem de to lande; jeg planlægger i høj grad at følge op på dette og kræve en fredsaftale mellem USA og Tyskland – hvilket jeg også finder er meget, meget presserende.

Så jeg vil gerne have folk til at forstå, at virkeligheden ikke er, som det ser ud her fra USA. Man lever i en osteklokke. Man lever i et fuldstændigt kunstigt miljø, hvor man – hvis man stoler på massemedierne – ikke har en chance for at kende de virkelige problemer, der udspiller sig i verden, og som er bestemmende for menneskehedens fremtid. Og hvis man ikke ved hvad man leder efter, hjælper selv internettet ikke, fordi internettet oversvømmer os med information, så man har adgang til disse apps og meddelelser osv. – men man skal vide hvad man leder efter; man kan tage mine bemærkninger som retningslinjer, og man vil selv kunne finde frem til beviserne.

Der er et nyt system under udvikling, et helt nyt paradigme for relationer mellem nationerne, og premierminister Abe sagde på dette møde I Vladivostok, at vi er nødt til at slippe af med alt fra efterkrigstiden, og at vi har brug for en helt ny begyndelse.

Så alt hvad jeg siger, bliver naturligvis modsagt af ‘mainstream-medier’ og tænketanke, som igennem fire år grundlæggende har ignoreret hele denne fantastiske udvikling – og lige pludseligt vågnede op og indså, at alt dette faktisk finder sted. Så begyndte de en hidtil uset kampagne med bagvaskelse mod Den nye Silkevej; de hævder, at dette lokker tredjeverdenslande ind i en gældsfælde. Intet kunne være mindre sandt: Kina eftergiver mange af de lån, det har lavet, alt imens de vestlige lande har forårsaget en gældsfælde for mange af udviklingslandene. Et andet argument lyder, “Kina går videre med neokolonialisme.” Beklager: Hvis Kina løfter levestandarden op, og giver lige vilkår med win-win samarbejde, er dette det modsatte af kolonialismen.

Et andet argument lyder, “de benytter udelukkende kinesisk arbejdskraft, der er ingen gennemsigtighed. Disse projekter er ikke rentable, de skaber afhængighed for Den tredje Verden.” Altså, jeg vil råde folk til at læse den officielle McKinsey-rapport, som allerede sidste år klart sagde, at det kun er til gavn for disse lande: de har for første gang en udviklingsmulighed, de benytter 90 % afrikansk arbejdskraft, og kun de stillinger, som afrikanerne ikke er uddannet til, er midlertidigt overtaget af kineserne. I Etiopien, for eksempel, opretter Kina nu et nyt akademi til at lære folk at køre sofistikerede højhastighedstog og giver dermed deres viden videre til mange millioner andre mennesker.

Så sagde McKinsey-rapporten i øvrigt også, at alle disse projekter ikke følger en stor masterplan, hvor den kinesiske kommunistiske regering vil kontrollere alle investeringer, men at disse investeringer grundlæggende følger markedsregler – og McKinsey er ikke ligefrem et talerør for kommunistisk propaganda.

Hvad der i virkeligheden er på spil her, er opfattelsen af hvad mennesker er. Kina siger, ifølge Xi Jinping, at det afrikanske kontinent har det største udviklingspotentiale af alle, fordi det mest af alt behøver udvikling. Afrika vil i år 2050 have 2,5 milliarder mennesker. Det betyder, at der vil være mange unge mennesker; Afrika vil være det yngste kontinent af alle, hvilket vil betyde, hvis de unge afrikanere bliver uddannet, at det vil være det mest velstående. Dette er fuldstændig i kontrast til det menneskesyn, der for eksempel bliver givet af en forfatter som hedder Stephen Smith, lektor ved Duke Universitetet her i USA; Smith skrev en helt forfærdelig bog, som lige nu citeres overalt i de vestlige medier. Titlen på denne bog er EurAfrica: The Young Africa come to the Old Continent. (Det unge Afrika kommer til det gamle Kontinent), der henviser til migrantkrisen i Europa. Bogen siger, at de kinesiske investeringer i Afrika er forfærdelige, og at de er grunden til migrantkrisen, fordi de tillader afrikanerne at have en vis levestandard, så har de midlerne til at tage til Middelhavet, og drukne; og komme til det europæiske kontinent – det er helt vildt! Men dette citeres overalt. Og hvis man ser på sproget i denne bog, er det de gamle Rockefeller-mantraer, “overbefolkning”, ungdomsoverskud, overskydende ungdom” – alle ord som er helt kynisk anti-humane! Som om mennesker var en slags parasit, og man har for mange af dem. Så det er helt utroligt.

På den anden side understreger Kina og afrikanerne, at det der forener dem er et dybt venskab. Husk på, at Winston Churchill sagde, at dette er helt umuligt, fordi man ikke kan have venskab mellem lande, kun “interesser”. Og selvfølgelig, hvis man har et neoliberalt, neokonservativt etablissement, så er det naturligvis sandt. Men hvis man rækker ud efter en forståelse mellem folkeslagene, hvis man respekterer det smukke i de andre landes kulturer, så kan kærlighed udvikle sig! Man kan udvikle venskab, fordi man indser, at Gud har skabt Verden smuk på mange måder, så, når man kender disse andre kulturer, er man beriget. Xi Jinping siger, at formålet med alt dette er lykke for alle.

Tænk bare på at for den geopolitiske fraktion, fordi de er vant til at tænke i geopolitiske termer, er det enten amerikanske interesser eller EU’s interesser versus Kina, imod Rusland; og i mellemtiden Europa mod USA: Så, hvis man har de geopolitiske briller på, tror man naturligvis, at det er den eneste måde, og man kan ikke forestille sig, at menneskeheden er i stand til at skabe et helt andet system af menneskelige relationer.

Et godt eksempel er at se på forskellen i tænkning – og jeg mener at dette var en af de smukkeste muligheder for at se forskellen i tankegangen – nemlig det svar som Xi Jinping gav for nylig, som respons på et brev fra otte professorer fra Akademiet for de Fine Kunstarter i Kina, hvor disse professorer spurgte ham: “Hvor stor betydning tillægger du spørgsmålet om æstetisk dannelse?” Og Xi Jinping sagde, at den æstetiske dannelse i uddannelsen af studerende har den højeste betydning indenfor stor klassisk kunst, fordi målet med æstetisk dannelse er at skabe smukke sind.

Se, det er netop et af de absolutte formål for Schiller Instituttet – i Friedrich Schillers tradition – at vi vil have folk til at udvikle smukke sjæle! Og for Schiller er en smuk sjæl og et smukt sind det samme.

Tænk nu på hvordan den amerikanske ungdom behandles. Narkotikaepidemien, selvmordsraten, fortvivlelsen, ideen om ikke at have en fremtid – og man får en klar ide om, hvad problemet i virkeligheden er; og jeg tror, at også præsident Trump ved det. Han har allerede sagt, han vil af med denne epidemi med stofmisbrug, men de nuværende kampe, som han er involveret i, har gjort det meget vanskeligt for ham at gøre det.

Se på forandringerne i verden: man har Rusland og Kina i en strategisk alliance, og på Vladivostok-topmødet vil de uddybe deres regionale samarbejde i henhold til Volga-Yangtze mekanismen. Samtidig afholder Rusland sammen med Kina den største militærøvelse i Fjernøsten. Så, man ser de to potentialer: Det er meget klart, at Rusland og Kina bygger en ny verden, men de gør det også meget klart, at de ikke lader sig skubbe til side. De vil ikke starte en krig, men de gør det også særdeles klart, at de ved hvordan de skal forsvare sig.

Så jeg tror, at folk i Vesten skal gøre sig deres holdning klar: Enten tager Vesten – USA og Europa – del i det nye paradigme, eller også går vi i retning af en konfrontation, hvilket, hvis det eskalerede, med al sandsynlighed vil betyde udslettelsen af civilisationen. Og dette er den virkelige problemstilling ved midtvejsvalget. Det er ikke, hvad folk tror – dette eller hint, det er dette, og jeg er helt enig med Willy Wimmer i, at hvad der står mellem tredje verdenskrig og os alle sammen, er Donald Trump. Hvis han sættes ud af embedet på den ene eller anden måde, vil jeg ikke give to øre for verdensfreden.

Hvis man ser på hysteriet hos visse demokrater, som førhen plejede at være fornuftige, er det gået helt galt! Jeg mener, for mig er Robert Reich et eksempel. Reich, der, da han var arbejdsminister i Clinton-administrationen, nogle gange plejede at sige ganske anstændige ting om økonomi. Men han skrev for nylig en kronik, hvor han sagde, at vi skal tilintetgøre Trump! Dette præsidentvalg bør tilintetgøres fra historiens hukommelse, det burde aldrig være sket! Man taler ikke på den måde, medmindre man er besat og drevet fra forstanden, og mange af disse folk har sagt lignende ting.

Der er en anden fare: Og det er, at 10 år efter den finansielle krise i 2008, er vi igen på et punkt af potentielt sammenbrud af det monetære system, men på en meget større skala. Den tidligere cheføkonom for ‘Bank of International Settlements’, William White, som er en ganske god økonom – vi har studeret hans arbejde igennem nogen tid – kom for nylig ud og sagde, at eftersom ingen af årsagerne fra 2008 er blevet fjernet, er der til hver en tid en risiko for et økonomisk sammenbrud. Jean-Claude Trichet, som er den tidligere præsident for den Europæiske Centralbank mellem 2003-2011, har netop sagt det samme. Han sagde, at der er fare for et sammenbrud. Og mange andre advarer om, at et sådant finansielt sammenbrud kan finde sted selv før midtvejsvalget i USA.

Hvis dette sker, ender vi naturligvis i kaos, og ud af kaos ville der komme krig. Hvad Trichet foreskriver som et hjælpemiddel er mere af den samme gift, som han udspredte i hans tidligere stilling, nemlig flere “strukturreformer,” flere stramninger, mere reduktion af lønninger og lignende ting, men der findes faktisk en løsning. Og vi er nu på det punkt, hvor Lyndon LaRouche, som den 25. juli 2007, en uge før den sekundære gældskrise i USA brød ud, advarede, og i en video som kan ses på på internettet sagde, at dette finansielle system er håbløst konkurs, og at der intet i verden kan gøres for at redde det, medmindre man helt reformerer det og går efter Glass-Steagall – går efter et nyt Bretton Woods system. Han sagde, at alt hvad vi ser blot er forskellige aspekter af dette konkursramte system, som manifesterer sig – hvilket skete i 2007 med gældskrisen og i 2008 med Lehman Brothers. Og eftersom centralbankerne absolut intet gjorde for at afhjælpe det, har vi nu en situation, hvor virksomhedernes gæld, gældsætningen generelt, den såkaldte ‘reverse carry trade’ – da Federal Reserve forsøgte at hæve renten bare en lille smule, begyndte valutaerne for ’emerging countries’ at falde, praktisk taget uden bund; så man har hele dette minefelt, hvilket kan føre til en fuldstændig eksplosion i de kommende uger. [https://larouchepub.com/lar/2007/webcasts/3430july25_opener.html]

Kina er opmærksom på dette. De har i nogen tid krævet en ny finansiel international styring, og de har indført en lov, der forbyder spekulation og faktisk forbyder kinesiske investorer at involvere sig i internationale spekulative aktiviteter. Dette er en af de ting man skal overveje i lyset af den amerikanske handelskrig mod Kina, de amerikanske sanktioner mod Rusland, de sekundære sanktioner mod europæerne, der er ramt af disse sanktioner, alt imens andre diskuterer at erstatte dollaren som verdens førende valuta, og gå ind i handel med deres nationale valutaer ved hjælp af den tyrkiske lira, den russiske rubel, den kinesiske yuan/renminbi, og dette finder allerede sted i mange dele af verden.

Problemet er, at det ikke virker. For hvis man ikke inkluderer USA i en løsning på dette problem, vil alle disse smukke forsøg fra andre lande på at etablere forskellige relationer muligvis ikke fungere, fordi hvis der er kaos i det transatlantiske finansielle system, tror jeg ikke, at USA ville acceptere sin egen undergang på samme fredelige vis, som Sovjetunionen endelig opløstes i 1991. Jeg tror, at potentialet for at USA får en borgerkrig – hvilket mange europæiske analytikere har advaret om i den seneste periode, med den utrolige mængde af våben, der er i landet, herunder automatgeværer, at faren for, under kaotiske betingelser ved et sammenbrud, at der kunne udbryde borgerkrig i USA, samtidig med at en stor krig bryder ud på en global skala.

Det er derfor, at den eneste måde – og det er blevet sagt af min mand for mange år siden – er at have en Ny Bretton Woods-aftale, at gå tilbage til det punkt, hvor Nixon tog den forkerte vej, den 15. august 1971, da han afkoblede dollaren fra guldstandarden og opløste fastkurssystemet, hvilket i virkeligheden var begyndelsen på denne helt overdrevne deregulering af markederne, som har ført til den nuværende kasino-økonomi. Så man er nødt til at gå tilbage til det punkt, gå tilbage til et system med faste valutakurser, men det skal forbedres, hvilket er grunden til, at vi kalder det “Nyt Bretton Woods. Fordi, mens Franklin D. Roosevelt havde til hensigt at bruge “20. århundredes metoder” for at afslutte kolonialismen i udviklingslandene, var Bretton Woods-systemet under Truman meget påvirket af Churchill, og det er derfor, at når vi taler om det Nye Bretton Woods, så siger mange mennesker i Afrika og andre lande: “Åh nej!  Vi vil ikke have det, fordi det giver os så mange ulemper!” Derfor siger vi et Nyt Bretton Woods: en tilbagevenden til den slags system, hvor det ikke er spekulanternes maksimale profit, men almenvellet for folket, der skal være formålet med økonomien.

Min mand har mange gange sagt – og hvis man tænker over det, giver det absolut god mening – at for at slippe af med de magtstrukturer, City of London og Wall Street, som regerer Vesten i dag, og som i virkeligheden også står bag disse krigsprovokationer og mange andre ting – er den eneste måde hvorpå man kan opveje dem, at indgå en fire-magts aftale. Der er brug for en kombination af USA, Kina, Rusland og Indien, muligvis med Japan, med en åben invitation til verdens øvrige nationer, men man har brug for en kernekombination, som er stærk nok til at kunne erstatte det Britiske Imperiums system med et internationalt kreditsystem baseret på det amerikanske system for økonomi efter Alexander Hamiltons principper. Denne kombination skal indføre en global Glass-Steagall, begyndende med en bankopdeling; derefter skal der oprettes en nationalbank i hvert land; retten til at udstede kredit gives tilbage til de suveræne stater og regeringer; udstedelse af kredit, som er øremærket til investeringer i den fysiske økonomi; og oprettelse af et globalt system baseret på forpligtelsen til et samarbejde om statslige kreditter mellem suveræne nationer.

Et nyt Bretton Woods-system, som det var tænkt af FDR, ville udvikle tredjeverdenslandene, ikke med “20. århundredes metoder” men med 21. århundredes metoder, ved at tillade disse lande at tage skridt til et niveau af fuld udvikling, ved at øge deres produktivitet, levestandard, levetid og tillade dem at tage del i videnskab og teknologi på højeste niveau.

Folk siger, at dette er utopisk, at det ikke kan ske. Men det er ikke sandt! Rammen herfor eksisterer allerede i form af Bælte og Vejinitiativet, som er i færd med at blive til Verdens Landbroen. Der er allerede et globalt samarbejde om transportnetværk, der forbinder kontinenter gennem korridorer, tunneller, broer, i luften, på land, over havet. Og det er helt klart allerede begyndt med bygningen af infrastruktur, som verden lider enormt under manglen på. Der er en enorm mangel på infrastruktur, ikke kun i udviklingslandene, men også i Vesten, og jeg – jeg er her til morgen kommet fra New Jersey til New York – og jeg siger udtrykkeligt ”især i USA!” Jeg forstår ærlig talt ikke, hvordan I bærer jer ad… [latter].

Hvordan kan I rejse på disse veje med huller i? Hvis man har et rygproblem, får man rystet sine knogler for hver anden meter; men folk er også rasende, det er farligt – to timer om morgenen, to timer om aftenen, i nogle tilfælde endnu mere. Og det er irrationelt! Det er helt vanvittigt! Og jeg forstår ikke hvorfor folk ikke gør oprør imod det, at vi ikke vil have det! Dette snyder os for vore liv!

Hvis man for eksempel sammenligner det med hurtigtog-systemet i Kina; hvis I nogensinde har planer om at være turister i Kina, skal I rejse med hurtigtog-systemet. De kører nu med 320-330 km/timen. De kører jævnt, de flyver gennem landskabet. De er stille; de ryster ikke, for de er bygget rigtig godt. Og så bygger de en hurtigtog-forbindelse mellem alle storbyer i Kina. Det går fra Shanghai til Beijing, det varer lidt mindre end fem timer. Til Nanjing, fire timer. De dækker nu et område på størrelse med New York og New Jersey – nemlig trekanten mellem Beijing, Tientsin og Hebei provinsen – og de omlægger det hele og sætter hurtigtog ind; til transporten internt i byerne kører der langsomme maglev-magnettog, som kun går 150 km/t, og som meget hurtigt kan stoppe. Det smukke ved maglev er, at de har en meget hurtig acceleration, så de kommer op på topfart på 10 sekunder, og man falder tilbage i sædet, fordi teknologien er sådan, at det tager af sted og straks er man fremme. Så for intern bytrafik er dette helt perfekt.

Det er klart det som vi også har brug for her. Jeg tror, at man behøver et transportsystem i USA, der forbinder Philadelphia, Boston, New York, Chicago, Detroit, Vestkysten, og Texas gennem et netværk af hurtigtog-systemer. Vejsystemet er helt forældet! Amerika har 250 km hurtigtog! Et sted mellem New York og Boston mener jeg der er en strimmel på 200 km, hvor man kan køre 250 km/t, og det er det hele. Så der er intet! Men man burde have det! [bifald]

Forskellen er, at infrastrukturinvesteringer ikke kan foretages af private interesser. Fordi de private interesser ønsker at have vejafgifter, man skal betale 15 $ for Lincoln Tunnellen, og så betaler man 8 $ for et andet stykke vej. Der er nu steder på Beltway omkring Washington, hvor man på visse tider af dagen betaler 40 $ for et par miles! Dette er vanvittigt! Hvad det betyder, er naturligvis at ikke alle har råd til det, så mange biler kører fra motorvejen, tager sidevejene, som bliver overbelastede, og alt i alt er det kvælende for økonomien. Så systemet med vejafgifter er en anden af disse vanvittige ting, fordi det ikke er meningen, at infrastruktur som sådan skal give overskud, men at det burde udgøre de omgivende rammer for at industrien kan blomstre.

Det er her, at vi virkelig må mobilisere, for jeg tror, at præsident Trump nok har den rette hensigt med indførelse af toldtakster på visse kategorier af industrielle produkter som stål, aluminium og andre ting. Og jeg tror han har en rigtig tilskyndelse, at han ønsker at undgå fejlene fra tidligere administrationer, som har outsourcet produktion til billige arbejdsmarkeder, men det er ikke det rigtige at gøre. Jeg forsøger at forsvare Trump, og jeg er nok en ud af bare to personer i Tyskland, der tør tale om betydningen af at Trump ikke taber valget – men jeg tror, at han går virkelig forkert her. For hvis man vil have en fire-magtsaftale, hvis man vil have venskab mellem USA, Rusland, Kina, Indien og andre lande, skal man ikke starte en handelskrig. Jeg har talt med alle kinesiske kontakter – eller mange af dem i den seneste periode, og de er alle ekstremt opbragte, og siger, at dette gør ondt på alle: Det gør ondt på de amerikanske forbrugere, der skal betale de forhøjede priser; det fører ikke til den rette form for teknologisk innovation i nye industrier i USA, og det er bare en straffeaktion – det opfattes som en straftold rettet imod højteknologiske områder for at stoppe ‘Made in China 2025’. Dette skaber ondt blod, og det har at gøre med ‘Thukydides’ fælde’, spørgsmålet om hvorvidt USA tillader Kinas opstigning, eller om der vil komme en ny verdenskrig ud af det. Og det er sådan, at mange mennesker i Kina ser det.

Og efter min mening er der en meget bedre måde at gøre det på: Nemlig en fire-magtsaftale om at oprette dette Nye Bretton Woods-system, for at skabe en ny kreditmekanisme, og så have kineserne til at investere i infrastrukturen i USA. Kina har for omkring 1 billion $ i amerikanske skatkammerbeviser. Og tilbuddet fra Kina, fremsat af premierminister Li Keqiang, er, at Kina bruger disse værdipapirer til at investere i infrastruktur i USA, og tilbyder ‘joint ventures’ i andre lande og derved forøger størrelsen på kagen: Ved at øge handelen slipper man af med [u-]balancer på denne måde. Det er klart, at der er visse mennesker der ikke bryder sig om dette, men det er den rationelle løsning.

Er det muligt at få en sådan aftale? Hvad folk heller ikke tænker over er, at den kinesiske økonomiske model er meget tæt på det amerikanske system for [politisk] økonomi. Og hvis man ser på Friedrich List – Friedrich List arbejdede sammen med Mathew og Henry Carey; han tilbragte flere år i USA, og han skrev mange værker om forskellen mellem de amerikanske og britiske økonomiske systemer. Det forholder sig tilfældigvis sådan, at han lige nu, ifølge Frankfurter AllgemeineZeitung (FAZ) i 2011, og mange andre rapporter, er den mest populære økonomiske teoretiker i Kina. Den amerikanske journalist og forfatter Chalmers Johnson noterede sig, at List har meget mere indflydelse i Asien end både Adam Smith og Karl Marx. Og Kinas model kunne faktisk godt kaldes en ‘neo-Hamiltonsk’ eller ‘neo-List ‘-model med kinesiske egenskaber.

Hvis den amerikanske præsident – som tidligere har udtalt, at han kan lide det amerikanske økonomiske system, og at han planlægger at gennemføre Glass-Steagall – hvis Trump ville indvilge i at deltage, kunne USA engagere sig i investeringer i højteknologisk eksport til deltagerlandene i Bælte og Vejinitiativet. Og selvom denne eksport ikke altid ville bringe det største overskud, ville det føre til stigende omsætning for produktionssektoren med de mest avancerede kapitalgoder i USA, hvilket vil forårsage en kontinuerlig bølge af innovation, som på den måde øger produktiviteten i den amerikanske økonomi. Så, som et biprodukt af sådanne eksporter, ville innovationshastigheden og forbedringen af teknologien i USA stige, og dermed forøge den produktive arbejdskraft, og ved at øge produktionen af kapitalgoder til eksport ville USA hurtigt vende eftervirkningerne af outsourcing af produktion og de-industrialisering. Og eftersom de hurtigste vækstrater findes indenfor rumforskning, og da fællesskab om rumrejser desuden er menneskehedens fremtidige mission, skal vi koncentrere os om udvikling af Månen og Mars, og på denne måde forene os som én samlet menneskehed.

Så vi er nødt til at ændre den måde vi tænker på. Tænk ud af boksen. Hvis man betragter tysk politik indefra, tror man at man befinder sig på et psykiatrisk hospital. Folk siger, “dette er min holdning til din holdning”, og de debatterer helt meningsløse spørgsmål – og jeg hader at fortælle jer det, men i USA ser det ud på stort set samme måde.

Tænk på hvordan menneskeheden bør være om 100 år. Nutidens vision om at sende astronauter til Månen og Mars vil snart realiseres. Det er ikke et spørgsmål om ‘hvis’, men et spørgsmål om ‘hvornår.’ Så lad os koncentrere os om spørgsmål, som hvordan man kan skabe betingelser for at leve på ISS (den internationale rumstation –red.), at bo i landsbyer på Månen, og endelig på Mars.

Vi bør tænke på vores nutid ud fra et fremtidigt perspektiv om Schillers universal-historie: Hvordan vil vi gerne ses på af vores børnebørn og oldebørn? Er vi den humane kraft, den generation, som påbegyndte og bidrog til omdannelsen af verden til et nyt paradigme, der afsluttede kolonialisme, og som fik menneskehedens historie ledt ind på ideen om den ene menneskehed?

Tilbage til ideen om punctum saliens i historien, det afgørende punkt, hvor hele det moralske potentiale fremkaldes for ikke at historien skal slutte i en tragedie, men derimod skabe en ny, smukkere periode med menneskelig civilisation. Det er hvad der for tiden er vores situation. Så lad os i denne forstand arbejde ud fra standpunktet om ånden i den Ny Silkevej for at blive til virkelige mennesker, og lad dette – i Percy Shelleys betydning – blive til den sande tidsånd.