(Om Kinas storstilede investeringer i infrastruktur – Bælte & Vej/den Nye Silkevej):

»… Det her er utroligt spændende. Det, jeg vil vende tilbage til Danmark med, er en meget klar overbevisning om, at vi skal samarbejde med Kina om det her, fordi, de gode nyheder er, at Kina ikke kun gør det her internt; det gør man også, og det fortsætter man med. Men man har besluttet at tage en del af sine valutareserver og investere dem i kreditter til fysiske investeringer rundt omkring andre steder i verden; i Afrika, i Sydamerika, i Europa. Det betyder, at det, vi har manglet, det, der ikke er sket i Europa og USA siden 2008, nemlig, investering i fysisk infrastruktur, det er kineserne villige til at finansiere. Det giver i den grad håb for verden.

Det, der så er vores opgave – min og din – det er at sørge for, at det her kommer øverst på dagsordenen. Vi oplever også i Danmark, hvordan vores sundhedsvæsen forfalder lige nu. Hvorfor gør det det? Fordi vi har sat DJØF’er til at administrere, og DJØF’er gør, hvad økonomer siger til dem, de skal gøre; hvis de får at vide, de skal spare, så sparer de, selv om det koster menneskeliv. Kan vi ha’ et billigere sundhedsvæsen? Nej, vi skal ikke have et billigere sundhedsvæsen; vi skal bruge flere og flere penge på sundhed. Kan vi det? Ja, selvfølgelig kan vi det, så længe, vi har en voksende, fysisk-økonomisk aktivitet; så længe vi bruger moderne videnskabeligt og teknologisk fremskridt til at lade økonomien vokse. Så længe, vi gør det, man nu i Kina er begyndt at gøre …«

Hør hele videoen med Tom Gillesbergs spændende rapport.

Følg Schiller Instituttets Venners valgkampagne på http://sive.dk/   

Tom Gillesberg:

»For tolv år siden i 2005 stillede Schiller Instituttets Venner op for første gang i København og i Århus. Dengang med et meget klart budskab: Når boblen brister … Nyt Bretton Woods! At de stigende boligpriser, de voksende finansielle bobler meget snart ville kollapse. I 2007 stillede jeg op til folketingsvalget med mit slogan: Efter finanskrakket: Magnettog over Kattegat. Og advarede om, at, nu var det brag forestående.

I dag står vi der igen. Mens økonomien buldrer derudad, man bygger nye boliger til højre og venstre her i København, så er det, der er i gang internationalt, det næste, store, finansielle sammenbrud, med den meget store forskel i forhold til 2008, at denne gang, så kan man ikke bare sænke renterne og trykke utrolige mængder penge og smide ud i de finansielle markeder. Den her gang, så SKAL der findes en løsning, og den løsning skal vi forberede, allerede inden det finansielle sammenbrud sker.

Derfor stiller vi op igen, og derfor stiller vi op denne gang med en løsning på den krise, vi står overfor. Vi stiller op med et slogan om, at, nu skal København, ligesom resten af Danmark, ligesom resten af Europa og USA, med i den Nye Silkevej. Vi skal samarbejde med Kina i den form for økonomisk udvikling, som de, med stor succes, har trukket 700 mio. kinesere ud af fattigdom med, og som man nu er i gang med at udbrede til resten af verden, med bygning af jernbaner, højhastighedsjernbaner, havne, kraftværker, skoler, uddannelsesinstitutioner, hospitaler osv.

Det skal vi også i gang med. Og derfor skal vi allerede nu her i Danmark forberede os på den tsunami, der er på vej, når dette finansielle brag bliver udløst. Vi skal sørge for, at vi er klar med LaRouches Fire Love i en dansk version; dvs., en løsning på,

For det første: En Glass/Steagall-bankopdeling, således, at vi kan tage finansspekulationen ud af bankaktiviteterne;

Punkt nummer to: Vi skal sørge for, at vi er klar med statslige kreditter til infrastrukturopbygning, til store infrastrukturprojekter, som i modsætning til den boble, vi har nu med bygning af boliger, er noget, som på lang sigt øger værdien, produktiviteten af økonomien som helhed, i stedet for at skabe bobler.

Så skal vi også i gang med en satsning på de mest moderne teknologier, og det vil sige højhastighedstog; det vil sige magnettog; det vil sige, at vi skal sørge for at satse på, at Danmark er en ledende rumfartsnation; dvs., at vi skal sørge for, at vi også er med, ikke bare i udbygningen af kernekraft, men også fusionskraft.

Det her er noget, som vi alle sammen skal kæmpe for, hvis det skal realiseres, og derfor, så må folk ind i kampen. Derfor er det, vi vælger at stille op til kommunal- og regionalvalg netop nu med dette program og bruge det som en platform til at kunne få Danmark med i det nye paradigme, som netop nu er ved at erobre verden.

Forskellen mellem det, man gjorde i Europa og USA i 2008, og i Kina i 2008, står i dag lysende klart. Kina ejede dengang ingen højhastighedstog; de har i dag 25.000 km højhastighedstog; mere end resten af verden tilsammen, og de vil fordoble det i løbet af de kommende år. Kina løftede folk ud af fattigdom; Kina har som mål, at den sidste fattige kineser skal være væk i 2020. Man investerede i økonomien på lang sigt og er dermed ved at blive den ledende økonomi i verden.

I Europa; i USA – så sænkede man renten, så pumpede man enorme mængder penge ud til finansspekulation, men opbyggede ikke den fysiske økonomi, og alle de problemer, der var i 2008, er her derfor stadig i dag.

Schiller Instituttets Venner ønsker også at sætte en anden, meget vigtig sag på dagsordenen. Vi skal gøre her i København og de andre byer, ligesom man har gjort i Hjørring: Vi skal sørge for, at alle børn får tilbudt gratis instrumentalundervisning, gratis sangundervisning. Det er vigtigt, for, gennem at spille klassisk musik, får man ikke blot trænet sine kognitive færdigheder og sin kreativitet, men man har også samtidig et medie, hvor man kan være social sammen med sine kammerater på det højeste niveau. Har man tilgang til klassisk musik fra en tidlig alder, jamen, så træner man sin forestillingsevne; så træner man sin kreativitet. Så kan man have et langt og rigt liv, hvor musik selvfølgelig vil være en del af det; men man har også et langt og rigt liv, hvor man er langt mere kreativ; hvor man viljemæssigt er i stand til at skabe nye gennembrud, det være sig inden for videnskab, inden for kunst, inden for dagligdagen, og derigennem sørge for, at vi her i Danmark for alvor vil være i stand til at bidrage det maksimale, vi kan, ikke bare til vores egen udvikling, men også til hele verdens udvikling.

Men det er afgørende, at det er noget, alle skal have del i, og derfor skal det være gratis. I Hjørring har man gjort det, og det har vist sig, når man begyndte at gøre det, så kunne det faktisk godt lade sig gøre; det kostede ikke fantasillioner, det er muligt: Kan man gøre det i Hjørring, så kan man også gøre det her.

Vi stiller op til kommunalvalget her i København, i Brøndby, i Århus og i Randers. Vi stiller også op til Regionsvalget i Region Hovedstaden og i Region Midtjylland. Bliv en del af kampagnen! Gå ud og sørg for, at folk stemmer på os. Men bliv også en del af kampagnen under valget og efter valget, for at sikre, at Danmark bliver en del af det nye paradigme, som kommer til at skabe den største renæssance, vi nogensinde vil have set i menneskehedens historie.«

Video: https://www.youtube.com/watch?v=opcZ8QTg13c

Schiller Instituttets Venners kandidater til kommunalvalget:

Københavns Kommune, Liste T:

Tom Gillesberg

Michelle Rasmussen

Feride Istogu Gillesberg

Lissie Brobjerg

Hans Frederik Brobjerg

Brøndby Kommune, Liste T:

Christian B. Olesen

Århus Kommune, Liste L:

Hans Schultz

Randers Kommune:

Poul Gundersen

Schiller Instituttets Venners kandidater til regionsvalget:

Region Hovedstaden:

Tom Gillesberg

Michelle Rasmussen

Feride Istogu Gillesberg

Lissie Brobjerg

Hans Frederik Brobjerg

Christian B. Olesen

Region Midtjylland:

Hans Schultz

Poul Gundersen

Kontakt Schiller Instituttets Venner:

Tlf. 53 57 00 51

Tlf. 35 43 00 33

info@sive.dk

www.sive.dk

Dette er en utrolig historie, og på nuværende tidspunkt står det ikke klart, hvilken af siderne, der vinder. Men det forholder sig altså modsat i forhold til den måde, det fremstilles på: Det er nemlig de personer, der går efter Trump, som er dem, der bør efterforskes, og, hvis de findes skyldige, stilles for en domstol. Det er, hvad der virkelig foregår, og formålet er at gøre med Trump, ligesom det billede fra Gullivers Rejser, husker I nok, hvor Gulliver bliver holdt nede af så mange små reb, at han ikke kan røre sig. Og hele ideen bag kampagnen imod Trump er selvfølgelig, at han har så travlt med at forsvare sig, at han ikke kan gennemføre sin faktiske dagsorden.

Dette er den kamp, som USA’s, og gennem implikation, hele resten af verdens, eksistens beror på, i betragtning af USA’s strategiske betydning.

Se webcast her: https://www.youtube.com/watch?v=MslkvEHnOn0

Download (PDF, Unknown)

4. oktober, 2017 – USA har nu muligheden for at opgive et dødt, mislykket, geopolitisk og økonomisk system og gå sammen med Kina, Rusland og andre nationer i et win-win-paradigme for fælles udvikling. Standardlærebøger i økonomi formidler imidlertid ikke den nødvendige, videnskabelige forståelse af menneskeligt fremskridt og menneskelig udvikling. Vi må vende os mod Lyndon LaRouches videnskab om økonomi som grundlaget for dette nye, historiske paradigme, at begynde med hans opdagelse af Potentiel Relativ Befolkningstæthed.

Download (PDF, Unknown)

»Verden er i den grad præget af et helt utroligt potentiale for menneskehedens videre færd, her på Jorden og ude i det store univers, der omgiver os. Samtidig, så er vi også – på grund af, at der er en gammel magtstruktur [kan ikke høres] – jamen, så er vi også i en farlig tid, hvor det kan gå helt galt. Hvor vi lever med en aktiv trussel om, at disse galninge i den gamle garde kan finde på at udrydde menneskeheden i en atomkrig. Det er noget, man må forholde sig til og ikke lade sig terrorisere af det, så man bliver paralyseret – man skal måske synge lidt mere; ha’ lidt input for sjælen, så man ikke går helt i baglås – og så skal man ellers holde fokus på, hvad der er muligt, og hvordan vi intervenerer til gavn for de kommende generationer i at sikre, at vi i USA og i Europa får et skifte fra det gamle, defekte paradigme, som vi stadigvæk er præget af, og som etablissementet i den grad forsøger at fastholde; og så en overgang til et nyt og langt bedre paradigme, som indebærer en bedre fremtid for hele menneskehedens befolkning.« …

2. del:

https://soundcloud.com/si_dk/finansverdenen-frygter-trump-hvad-sker-der-nar-han-besoger-kina-om-en-maned

I denne korte video vil jeg præsentere to grundlæggende koncepter for Lyndon LaRouches økonomiske teori. Disse to koncepter er energigennemstrømnings-tæthed og potentiel, relativ befolknings-tæthed. Men lad os først se på dette centrale økonomiske mysterium: denne menneskelige evne til at gøre opdagelser.

LaRouche PAC lancerer ny online-undervisningsserie om LaRouches økonomiske metode. Start onsdag 4. okt.

Sept. 28–The 2017 economics class series will start next Wednesday (Oct. 4)! The PDF leaflet version of the public invitation is available on the registration page, LPAC.co/econ2017.

Download (PDF, Unknown)

Download (PDF, Unknown)

Med formand Tom Gillesberg.

Tom Gillesberg: »Velkommen til disse ualmindeligt dramatiske tider, hvor det internationale spændingsniveau stiger, og heldigvis er det ikke kun entydigt den forkerte vej. Jo, medierne her, ’fake news’ på alle 27 kanaler har jo haft travlt med at fortælle, at, nu holdt Trump jo sin store tale i FN og snakkede om bål og brand, Nordkorea, ’raketmand’, selvmordpilot, ’vi kommer og nakker dig’, eller noget i den stil, og nu rabler det hele nok. Men det er kun en meget lille del af historien. Det, som man ikke rapporterer, er, at den samme Donald Trump i sin tale til FN faktisk havde hovedfokus et andet sted. Det, der var bemærkelsesværdigt ved Trumps tale, var det, som bl.a. Lavrov, som var den russiske repræsentant – Vladimir Putin er ikke til stede ved FN’s Generalforsamling i år, og så er det udenrigsministeren, der er højeste, russiske repræsentant og ham, der render rundt og møder præsidenter og alt mulig andet – og det, han sagde om Trumps tale, det var, at den var bemærkelsesværdig. Den var tydeligvis ikke kun for internationalt brug, men også for den hjemlige publik. Lavrov sagde, at han særlig godt kunne lide, at Trump sagde, at USA ikke ønskede at påtvinge andre sin livsstil. ’Det er en velkommen udtalelse, som vi ikke har hørt fra en amerikansk leder i lang tid’, sagde Lavrov. Også Trumps udtalelse om, at ’stærke, suveræne nationer lader ikke bare forskellige lande med forskellige værdier eksistere samtidigt, men også samarbejde side om side på basis af gensidig respekt’. Det, han yderligere sagde, som også er lidt i den dur, så at sige, det er, at Trump sagde, ’Vi må samarbejde om en fælles sag, som alle har interesse i. En fremtid med værdighed og fred for menneskene på denne vidunderlige Jord. Som præsident for USA sætter jeg Amerika først, ligesom I som ledere af jeres lande, altid sætter, og altid bør sætte, jeres lande først. Nationalstaten forbliver det bedste middel til at opløfte menneskets omstændigheder.’

Det egentlige fokus i talen, det nye i talen, det var, at han sagde, at det er nationalstaten og samarbejde nationalstaterne imellem, der er kernen til, at menneskeheden får en god fremtid. …«

Hør hele Tom Gillesbergs analyse:   

2. del:

Seneste politiske briefing ved formand Tom Gillesberg. (Lydfil)

https://soundcloud.com/si_dk/truslen-kommer-ikke-fra-rusland-stop-folkemordet-i-yeman

v/ formand Tom Gillesberg.

lydfil:

https://soundcloud.com/si_dk/oversvommelser-i-usa-fulgt-af-demokratisk-samarbejde-med-trump-vil-usa-fa-en-ny-start

Med næstformand Michelle Rasmussen:

»Man kan bruge en linje fra Charles Dickens, hvor han skrev om historien om to byer, men her har vi historien om to verdener, to verdenssyn; det ene er et kollapsende paradigme, hvor man simpelthen har forsømt at investere i moderne infrastruktur, i vedligeholdelse og modernisering af infrastrukturen og har udsultet infrastrukturen, med katastrofale konsekvenser, på den ene side; og så et nyt paradigme … jeg vil fortælle historien om Schiller Instituttets årtier lange kamp for at realisere nogle nøgle-udviklingsprojekter, som nu faktisk er ved at blive til noget, fordi en stor nation som Kina har besluttet at være med.

Så først begynder vi i Houston. I har alle sammen set billeder og nyhedsdækningen. I Houston har vi en kombination af naturkræfter, hvor orkanen Harvey i USA faktisk er blevet en storm, der har den største mængde regnfald for en enkelt storm, 52 inches (132 cm) – kombinationen af virkelig stærke naturkræfter plus menneskelige fejl, fordi Houstons vandkontrol-system er fra lige efter Anden Verdenskrig, og så har der været forslag om modernisering; det seneste forslag vil koste $28 mia., men blev ikke til noget. Og nu har de en storm, hvor det mindste beløb, de snakker om, er $100 mia. Deres system til oversvømmelseskontrol blev her for nylig vurderet og fik et C, som virkelig ringe. Nu er der 50 amter i Texas, som er påvirket. 33 af dem er i nødtilstand, og også 5 amter i Louisiana. Der skulle være 1,7 mio. mennesker, der måtte forlade deres hjem; vi har oversvømmede huse, forretninger, landbrug; ingen elektricitet i tusindvis af hjem; vi har en hel del raffinaderi-kapacitet, der er blevet lukket; vi har en meget vigtig både national og international havn, Houston, som virkelig har taget skade; jernbanenettet, man skønner, at 500.000 jernbanevogne er blevet ødelagt. …

Helga [Zepp-LaRouche] holdt en hovedtale, der er tilgængelig på dansk på vores hjemmeside, hvor hun sagde – og det var samtidig med, at orkanen Harvey ramte – hvor hun sagde, at kun ved, at vi gennemfører Lyndon LaRouches Fire Økonomiske Love, plus, at USA tilslutter sig Kinas Bælte & Vej Initiativ, kunne vi virkelig få gang i de nødvendige investeringer og moderniseringer.

Denne tragedie i Texas og Louisiana kan nu blive en opvågnings-alarmklokke til borgerne, til politikerne, om, at, nu skal der virkelig ske noget drastisk, og det kan kun lade sig gøre, hvis vi siger, at, nu skal vi ikke bare tale om LaRouches Fire Love; nu skal vi ikke bare tale om, hvor fremragende, det ville være, hvis USA tilslutter sig Bælte & Vej Initiativet, men nu skal det faktisk gøres.…«

Lyd:

Dias til mødet…

v/ formand Tom Gillesberg.

»Velkommen til det spændende drama om, hvordan menneskeheden forhåbentlig klarer sig igennem alle de strabadser, der ligger frem for os, og hvordan at det, at man forsøger at lave noget, som man egentlig har gjort mange gange før, nemlig regimeskifte og kaos på bestilling fra London, som vi har set det i rigtig mange lande rundt omkring i verden; at forhåbentligt, så bliver det sådan, at, når man så forsøgte at gøre det i USA; at man forsøgte at afsætte en amerikansk præsident, som man ikke ville acceptere, fordi han havde den forkerte politik; fordi han brød med imperiepolitikken – så må vi håbe, at det ender sådan, at det simpelt hen blev et skridt for langt, at, dér havde man simpelt hen overtrådt – ikke Rubicon, for det gik jo desværre alt for godt – men taget et skridt ud over klippekanten, som gjorde, at man kom i frit fald og fik en meget dramatisk kvadring af det britiske imperium, som gjorde, at det britiske imperium for godt er smadret. Og når jeg siger det på den måde, så er det fordi, at bag alt det her, bag denne utrolige kampagne, vi ser i medierne, og i de europæiske medier mere end noget andet, vil jeg næsten sige, det er værre i Europa end i USA, i form af den kampagne, man kører mod Donald Trump. Der var nogen, der faktisk begyndte at føre lidt statistik og kigge lidt på, det virkede lidt unormalt, den behandling, Trump havde fået i medierne, og så begyndte de at gå igennem, jamen, hvad har der egentlig været af rapportering om Donald Trump i de amerikanske medier og forskellige andre steder? Og i USA tror jeg, at det var noget i retning af 70 % af alle indslag, der var negative, 30 % positive, og hvis man så havde set på f.eks. Barack Obama, da han blev indsat, så havde det nok været minimum det omvendte. Men når man så f.eks. kiggede på tyske Tv-indslag, så var man faktisk oppe på, at det var 98 %, der var decideret negative over for Trump, altså ikke engang objektive; negative. Og det forklarer lidt af den meget massive hjernevask, vi har haft i Europa, at alle folk ligesom pludselig har fået en idé om, hvad de også har på New York Times og Washington Post og måske også lidt i jetsettet i New York og Hollywood, at det eneste problem, USA og verden har netop nu, det er Donald Trump, og hvis bare Donald Trump ikke var der, så ville alt pludselig være helt fantastisk godt. Og igen, hallo, hallo, hvordan er det så gået de sidste otte år med Obama som præsident, har verden været et godt sted, har USA ført en fornuftig politik? Og hvad under Bush og Cheney; var det så fantastisk? Er det virkelig Donald Trump, der er summen af alle de problemer, man har, eller er det, der i virkeligheden foregår, en gigantisk afledningsmanøvre, hvor man har forsøgt at sige, at Donald Trump er problemet, mens det, der i virkeligheden foregår, hvad Donald Trump så ellers er, med alle de fejl og mangler, han har, og de er rimelig mange, så er man i tvivl om, hvorvidt han vil fortsætte imperiets politik, den politik, det såkaldte ’specielle partnerskab’ mellem Storbritannien og USA, som i hvert fald siden man fik myrdet John F. Kennedy mere eller mindre har været USA’s og Vestens politik. …«  

Video og lydfil.

https://soundcloud.com/si_dk/russiagate-taet-pa-kollaps-forbereder-briterne-praesidentmord-hvad-med-okonomien

v/ formand Tom Gillesberg.

https://soundcloud.com/si_dk/britisk-hand-bag-offensiv-i-usa-for-kup-imod-trump-og-forfatningen-og-for-krig-imod-rusland

Med Schiller Instituttets formand Tom Gillesberg.

»… Vi har netop haft den amerikanske Kongres, Repræsentanternes Hus, Senatet, som har vedtaget en ny lov, som er totalt ulovlig, kan man sige, bryder forfatningen på en hel masse punkter, men som blev vedtaget i Senatet med stemmerne 98 mod 2, og i Repræsentanternes Hus, 419 mod 3; så vi snakker ikke bare om, at her er et veto-sikkert flertal; vi snakker om, at meget få folk turde stemme imod; og denne lov gik grundlæggende ud på, at man sagde, præsident Trump ikke må have lov til at forbedre relationerne med Rusland, tværtimod, så skal han pålægge Rusland nye sanktioner; og iflg. den amerikanske forfatning er udenrigspolitik noget, der hører ind under præsidenten, det hører ikke under Repræsentanternes Hus; Senatet skal godkende ligesom ministre, præsidenten skal rådføre sig med dem, men grundlæggende set er det præsidenten, der fastlægger udenrigspolitikken. Og her vedtog de så, at der skal nye sanktioner; USA må aldrig nogensinde godkende, med mindre Kongressen beslutter sig for det, at Krim faktisk tilhører Rusland; man må ikke lempe sanktionerne, man skal fastholde de sanktioner, Obama skyndte sig at få igennem, inden han blev fjernet som præsident, så at sige, mere eller mindre til evig tid, med mindre Kongressen beslutter, at de skal fjernes. Og så var der lige nogen sanktioner mod Iran og Nordkorea … Det her skete for en uge siden, og Trump underskrev så i går denne lov, men lavede samtidig en udtalelse som præsident, hvor han sagde, jeg skriver under på denne lov af hensyn til den nationale samhørighed; men jeg kommer ikke til at gennemføre de dele af loven, som er forfatningsstridige. …«

Se også 2. del:

Lydfil:

https://soundcloud.com/si_dk/stop-kupforsoget-imod-trump-data-viser-at-anklager-imod-rusland-var-plantede-beviser

Med næstformand Michelle Rasmussen

Læs her en anden rapport om koncerten:

I New York City, i det historiske Carnegie Hall, blev en stor kunster og digter æret med en koncert i anledning af hendes 100-års dag: Sylvia Olden Lee, der blev født på dagen for koncerten, den 29. juni, i 1917. En hyldest til hendes minde og til forevigelse af hendes levende eftermæle blev sponsoreret af Fonden for Genoplivelse af Klassisk Kultur, med deltagelse af Schiller Instituttet, for et totalt fuldt hus og et publikum, der var passioneret involveret i mindet om og fejringen af arven efter denne utrolige kvinde.

Koncerten, »En hyldest til Sylvia Olden Lee, mester-musiker og lærer« bestod af arier, der blev sunget af førende elever af Sylvia Olden Lee i hele USA, og som nu er førende operasangere, og af mennesker, som hun havde rørt, og som havde lært af hende og levet ved hendes side. Den verdenskendte Simon Estes sang også. Der var arier og lieder af Verdi, Donizetti, Brahms, Schubert; men der blev også sunget afroamerikanske spirituals, der var så stor en del af arven efter denne kvinde. Sylvia Olden Lee, der var den første afroamerikanske stemmetræner, som blev ansat af Metropolitan Opera. Hun skabte ligeledes muligheden for, at operasangerinden Marian Anderson kunne bryde farvebarrieren og blive den første, sorte sanger til at synge på Metropolitan Opera, med mange andre, der sidenhen fulgte. Der var også udvalgte korstykker af spirituals, der blev sunget af et 220-mand stort kor, der omfattede Schiller Instituttets kor, og som også sang Ave Verum Corpus af Mozart og Halleluja-koret fra Beethovens Kristus på Oliebjerget. Det var en absolut fantastisk musikalsk begivenhed, men også en begivenhed, der bærer vidnesbyrd om den menneskelige sjæls udødelighed. For jeg tror, at, som alle, der deltog i denne hyldestkoncert kan fortælle jer, så blev Sylvia Olden Lee ikke blot mindet på denne koncert; hun var fysisk og åndeligt til stede for dem, der var samlet i dette lokale til hendes ære.  

Med formand Tom Gillesberg

»Velkommen til det fortsatte drama, hvor vi forhåbentlig er i gang med at skrive nye, meget mere spændende kapitler i menneskehedens historie; specielt på baggrund af det meget succesrige møde, der fandt sted i fredags mellem Donald Trump og Vladimir Putin, [i] kulissen af et ellers rimelig forfærdeligt G20-topmøde, der fandt sted i Hamborg. At rammerne for G20-topmødet var frygteligt, når det blev holdt i Tyskland, var ikke særlig overraskende. Der var ligesom blevet lagt op til – lang tid forinden, det sidste år, har man i Tyskland ikke snakket om andet, end at, nu skulle man få klimapolitikken tilbage på dagsordenen; det her skulle være mødet, hvor vi ligesom skulle re-fokusere, komme væk fra det her med diskussion om økonomi og udvikling og alt det her pjat, som Kina snakker om, og så komme tilbage til det, der virkelig betyder noget, nemlig, hvorledes vi kan få lagt skatter og afgifter på og reduceret menneskets aktiviteter her på jorden, således, at vi kan mindske mængden af CO₂ i atmosfæren; ja, ikke menneskemængden af CO₂ i atmosfæren, for det har vi mennesker jo ikke rigtig magt til at gøre måske; men i hvert fald måske reducere den menneskelige udledning af CO₂ med en eller anden brøkdel, og på den måde, håber vi, måske påvirke Jordens klima om hundrede år. Som jo er hele denne klimadagsorden, som har fyldt ufattelig meget, og som det jo var meningen skulle overtage alt her ved COP15-mødet her i København i 2009, og det skete heldigvis ikke. Og vi her på kontoret er meget stolte af, at vi var meget aktive desangående; at vi stod ude i bitter kulde foran Bellacentret og uddelte flyveblade i hobetal om, at det, klimadagsordenen drejede sig om, det var ikke at forbedre Jordens klima; det var at reducere antallet af mennesker her på Jorden. At det her var god, gammeldags malthusiansk politik; at man brugte CO₂ som en undskyldning for at sige, at vi skulle begrænse den menneskelige aktivitet her på Jorden; at vi skulle forhindre udvikling … «

Hør mere:

Video 2. del:

Lyd:

v/ Tom Gillesberg:

se også anden del:

lydfil:

https://soundcloud.com/si_dk/trump-topmode-med-putin-og-xi-jinping-ved-g20-vil-han-ga-med-i-deres-strategiske-partnerskab

Toms indledning: En hyldest til Sylvia Olden Lee.

Plakat for hyldestkoncerten for Sylvia Olde Lee i Carnegie Hall, hvor også Schiller Instituttets kor optræder.

»God Aften, og Velkommen til denne meget historiske dag. Jeg tænker ikke bare på vores begivenheder her i København i aften, men jeg tænker også på det, der løber af stablen om seks en halv time ovre i New York City, hvor der vil være en koncert til minde om Sylvia Olden Lee (1917-2004), som var en meget stor personlighed i amerikansk kulturliv. Hun var ’halvt sort’, hvis man kan sige det sådan, selv om hun så ’hvid’ ud; men hun insisterede på, at netop hendes sorte rødder var ekstremt vigtige, fordi hun kom ud af en familie, hvor – jeg tror, det var hendes mor, der var en meget stor operasanger, men som blev nægtet at synge som operasanger ved Metropolitan Opera, fordi hun var sort – og Sylvia Olden Lee gik i sine forældres fodspor. Hun blev en meget stor musiker og havde en fantastisk stemme; var fantastisk på klaveret, og fik meget hurtigt en særlig status. Da Franklin D. Roosevelt blev indsat som præsident, spillede hun ved indsættelsesceremonien i Det Hvide Hus – jeg tror, hun var 16 år på det tidspunkt. Det, der ikke lykkedes for hendes forældre, lykkedes for hende – hun blev ansat i Metropolitan Opera som akkompagnatør og stemmetræner og kom til at være en meget betydelig formende karakter for en stor del af musiklivet derefter i USA.

Samtidig med, at hun havde den position, var hun altid helt klar over, at hun havde en speciel rolle at spille ved at bryde denne negative tradition i USA med, at de sorte talenter ikke måtte komme frem pga. deres hudfarve. Så hun insisterede altid på, at hun var sort. Hun promoverede de sorte sangere – hun var én af nøglepersonerne i at sikre, at Marian Anderson ikke længere kunne holdes tilbage, men bl.a. spillede ved en meget stor koncert, hvor Elinor Roosevelt, Roosevelts enke, var meget vigtig i at få det arrangeret i Washington og sørge for, at man ligesom kunne bryde den her underliggende racisme, som stadigvæk florerede i USA.

Og netop med den historie kan det jo ikke overraske nogen, at da Sylvia gennem nogle venner kom i kontakt med Schiller Instituttet, så så hun netop i Schiller Instituttets arbejde – Lyndon LaRouches arbejde, Helga Zepp-LaRouches arbejde – en institution, der faktisk repræsenterede de samme idealer, som hun havde kæmpet for i hele sit lv. Og hun blev derfor, i lighed med andre, som Amilia Boynton-Robinson (1911-2015), en meget tæt samarbejdspartner med Schiller Instituttet, men specielt på det musikalske område; og faktisk også i Schiller Instituttets arbejde for at sænke kammertonen til C=256 og A=432. Det er derfor en meget stor glæde for alle musikelskere, at i dag (29. juni) officielt er udnævnt til at være ’Sylvia Olden Lee-dag’ i New York City af borgmesteren, og at der vil være denne mindekoncert i aften i Carnegie Hall, som er det fineste af det fine; men i modsætning til, hvad det plejer at være, at det er et sted, hvor alle de, der tjener minimum $100.000 om måneden, kan få lov at gå til koncerter, så er det faktisk noget, andre også kan betale sig fra, og hvor en lang række af de folk, hvis liv blev dramatisk forandret ved kontakten med Sylvia Olden Lee, vil være med på scenen. Schiller Instituttets kor i New York har netop i den anledning arbejdet meget hårdt – det er vokset meget substantielt til ca. 120 personer i de sidste måneder – og vil være der sammen med et andet kort, så det bliver et kor på 240 personer, der også vil synge Negro Spirituals.«

Hør hele Toms fremlæggelse på ovenstående videolink.  

v/ Tom Gillesberg.

https://soundcloud.com/si_dk/vil-trump-xi-jinping-og-putin-sammen-forandre-verden-ved-g20-topmodet-i-hamburg-den-7-8-juli

https://soundcloud.com/si_dk/kinas-nye-silkevej-larouches-nye-okonomiske-verdensorden-vil-vi-fa-larouchenomics

v/ formand Tom Gillesberg.

Video og lydfil.

Velkommen til dette fortsatte drama, som vi forhåbentlig vil se tilbage på om et par år og sige:

»Det var dengang, verden var på kanten af at udrydde og udradere sig selv; men lige pludselig, så lyttede menneskeheden til de fantastiske mennesker, de ikke ville lytte til før; så lyttede man til de vise ord fra Lyndon LaRouche og Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttet og Tom Gillesberg og Jacques Cheminade. Det her er folk, som igennem årtier havde kæmpet for at få vendt udviklingen og få verden sat på ret kurs. Og vi troede aldrig, det ville ske. Og lige pludselig, så begyndte man at lytte; og ikke nok med, at man lyttede til det her, man begyndte faktisk at gøre det.

Det var først kineserne, der for alvor så lyset og begyndte at gøre noget ved det. Men da først Kina satte sig i spidsen for dette udviklingstog, for den Nye Silkevej, så gik der ikke lang tid, så kom resten af menneskeheden med om bord, og så skete der noget. Og selv i de tidligere håbløse områder, som f.eks. New York City, hvor det var et mareridt, hvor man knap nok kunne bevæge sig fra A til B, fordi der var så mange folk, der skulle transporteres, og hele infrastrukturen var 100 år gammel; jamen, så i løbet af bare ganske få år med kinesisk hjælp, så lykkedes det faktisk at bygge en helt ny, fantastisk infrastruktur.

Og Donald Trump, som man forsøgte at gøre grin med, som man forsøgte at få afsat, som man forsøgte at få fjernet med alle midler; jamen, det viste sig, at han faktisk indgik et strategisk partnerskab med Kina, med Rusland og blev til en af USA’s rigtig store præsidenter.«

Og det er det, vi må håbe er fortællingen om ganske kort, for det er det potentiale, der er i tiden. Igen, man forsøger ved hjælp af ’fake news’, dvs., de veletablerede mediekanaler i den vestlige verden, hele tiden at have en pseudodagsorden; hele tiden at få folk fikseret på det ting, der ikke er de store spørgsmål, mens de virkelige, revolutionerende, afgørende begivenheder, der sker i verden rundt omkring, jamen, dem forsøger man ikke at snakke om.

Altså, hvor mange har læst i danske medier, en udførlig rapport fra Bælte & Vej Forummet, 14.-15. maj, (i Beijing); denne verdenshistoriske begivenhed, hvor 130 nationer var til stede, og hvor Bælte & Vej Initiativet så at sige gik ind i næste fase, og hvor sågar USA, som under Obama havde gjort alt for at sabotere dette udviklingsmomentum, faktisk gik med om bord; at man havde Pottinger som Trumps repræsentant; at man nu har etableret en samarbejdsgruppe, USA’s Bælte & Vej Samarbejdsgruppe, som skal få integreret USA i Bælte & Vej politikken.

Tilmed i Danmark; Karen Ellemann blev sendt som Lars Løkkes personlige repræsentant: Hvor mange danskere tror I ved det? At Danmark var med på Bælte & Vej Forummet? 1 procent; 1 promille? 5 Mennesker ud af fem millioner? Det er meget få, for der har ikke været en lyd om det. Intet. Og det er ligesom måden, man forsøger at behandle det her på; man forsøger ligesom fanatisk at sige, i den gamle optik, i den gamle verden, at der ikke er sket noget; verden er, som den altid har været. …

v/ Tom Gillesberg.

https://soundcloud.com/si_dk/trump-melder-usa-us-af-paris-aftale-vil-han-melde-usa-ind-i-russisk-kinesisk-patnerskab

Med formand Tom Gillesberg:

Video 2. del:

»Velkommen til disse ufatteligt spændende tider, hvor verden i den grad flytter sig, og hvor centrum for den historiske proces i den grad er flyttet over til Kina. I betragtning af, at der er 1,4 mia. kinesere og den tusindårige, gamle kultur, man har dér, er det egentlig ikke så mærkeligt, fordi der er et fundament, specielt også med hele den konfucianske kultur, som midlertidigt, igennem et stykke tid, blev holdt nede pga., at udefra kommende, kolonialistiske kræfter kunne manipulere kineserne til at ødelægge sig selv, grundlæggende set – det var briterne meget gode til. Men, nu har Kina fundet sig selv, og dermed er Kina i gang med at indtage sin naturlige plads på verdensscenen. Det var, hvad vi så med dette verdenshistoriske topmøde, som fandt sted den 14.-15. maj, det såkaldte Bælt & Vej Forum, i Beijing, hvor 29 stats- og regeringschefer og 130 lande, 50 internationale organisationer med FN’s generalsekretær i spidsen, og omkring 1500 delegerede, diskuterede, hvordan – hvor går vi nu hen i næste fase af dette gigantiske projekt, Kina har sat i gang, som allerede nu, i de projekter, man er blevet enige om, er 30 gange større end Marshallplanen i sin tid var det … «    

Lyd:

København, 18. maj, 2017 – Efter seminaret »Kinas Ét Bælt, én Vej-initiativ og mulighederne for Norden«, der var arrangeret i fællesskab af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og den Kinesiske Ambassade i Danmark, gennemførte Schiller Instituttets Michelle Rasmussen et interview med Wang Yiwei, professor ved School og International Studies; direktør for Institute of International Affairs, samt direktør for Center for European Studies ved Renmin Universitet i Beijing. Han er forfatter af bogen, »The Belt and Road: What will China offer the World in its Rise?«, fra 2016 (Bælt og Vej: Hvad vil Kina tilbyde den fremvoksende verden?)

Wang Yiwei deltog ved præsentationen af den kinesiske udgave af EIR’s specialrapport, »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«, som blev præsenteret af Schiller Instituttets stifter og præsident, Helga Zepp-LaRouche, ved et symposium, sponsoreret af Chongyang Institute for Financial Studies, der også er medsponsor af den kinesiske udgivelse, den 29. september, 2015, på Renmin Universitet.

Med formand Tom Gillesberg

Politisk orientering med sidste nyt v/ Tom Gillesberg

Video 2. del:

https://soundcloud.com/si_dk/baelt-og-vej-forum-i-beijing-et-historisk-skift-til-en-ny-okonomisk-verdensorden

Med formand Tom Gillesberg

EIR-video, 9. maj, 2017:

Helga Zepp-LaRouche: ’Hvis vi kan overbevise præsident Trump om at tage imod tilbuddet om at gå sammen med Kina og de andre nationer omkring den Nye Silkevej, så kan han blive en af de største præsidenter i USA’s historie.’ Dette initiativ, Bælt & Vej-initiativet, blev officielt lanceret af Kina i 2013. Det er en politik for gensidigt fordelagtig infrastrukturkonnektivitet, for fælles udviklingsprogrammer. Foreløbig omfatter programmerne og de igangværende arbejder flere end 60 nationer og berører flere end 4 milliard mennesker – flertallet af menneskeheden – og med planer om infrastrukturinvesteringer til $20 billion. Dette er et enormt projekt. Disse programmer har potentialet til at fjerne fattigdom på planeten inden for én generation; fuldstændigt og totalt at fjerne lokal fattigdom overalt.

Jason Ross:

»Det ville være den største fejltagelse nogensinde, hvis USA ikke benyttede sig af Bælt & Vej Forum, der finder sted i Beijing, Kina, om en uge (14.-15. maj) – den største fejltagelse nogensinde. Denne begivenhed vil samle repræsentanter fra over 100 nationer, inkl. den direkte deltagelse af næsten 30 statsoverhoveder, og man vil diskutere vor generations største projekt: Bælt & Vej-initiativet.

Foreløbig er der ingen meddelelse om, eller noget, der peger på, at præsident Trump eller andre repræsentanter for USA vil deltage, men:

(Helga Zepp-LaRouche)

’Hvis vi kan overbevise præsident Trump om at tage imod tilbuddet om at gå sammen med Kina og de andre nationer omkring den Nye Silkevej, så kan han blive en af de største præsidenter i USA’s historie.’

Dette initiativ, Bælt & Vej-initiativet, blev officielt lanceret af Kina i 2013. Det er en politik for gensidigt fordelagtig infrastruktur-konnektivitet, for fælles udviklingsprogrammer. Foreløbig omfatter programmerne og de igangværende arbejder flere end 60 nationer og berører flere end 4 milliard mennesker – flertallet af menneskeheden – og med planer om infrastrukturinvesteringer til $20 billion. Det udgør 2 til 3 gange den investering, det ville kræve totalt at genoplive den amerikanske infrastruktur. Det udgør 20 gange de $1 billion, som Trump foreløbig har krævet. Dette er et enormt projekt. Disse programmer har potentialet til at fjerne fattigdom på planeten inden for én generation; fuldstændigt og totalt at fjerne lokal fattigdom overalt. I løbet af de seneste par årtier har Kina allerede undergået en fænomenal udvikling,

(udenrigsminister Rex Tillerson)

’Kina begyndte virkelig at føle sig entusiastisk på det tidspunkt, og med rette, de har opnået meget; de har flyttet 500 millioner kinesere væk fra fattigdom og ind middelklassestatus.’

(præsident Trump)

’Og jeg havde et langt møde med Kinas præsident i Florida, og vi havde lange, lange diskussioner, i mange, mange timer. Han er en god mand.’

Kina springer fremad med sin egen udvikling og arbejder sammen med sine naboer gennem kinesiske investeringer, gennem staten, gennem foretagender, og gennem ny finansiering gennem institutioner som Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), Den Nye Udviklingsbank (BRIKS-banken) og Silkevejsfonden, som alle er mekanismer, der er skabt efter 2013; og store projekter i enorm skala er nu mulige.

(Richard Trifan)

’Dette er et historisk projekt, som I alle ved; det er sandsynligvis den største, globale præstation, der er analog med vores ekspansion ud i rummet og til Månen og andre planeter. Det er sandsynligvis det mest omfattende initiativ, som mange nationer vil samarbejde omkring.’

Lad os foretage en rundtur. Med udgangspunkt i Asien er der seks udviklingskorridorer, som Kina har foreslået, for veje, jernbaner, vandveje, elektricitet, kommunikation, sammen med blød kommunikation, såsom uddannelse, fælles toldsatser og kulturelle udvekslinger. Disse korridorer er i øjeblikket under opførelse i varierende grader. Lad os f. eks. se på den Økonomiske Kina-Pakistan-korridor: den er i øjeblikket under massiv opbygning; den vil bringe 10 gigawatt elektricitet til Pakistan – det rækker til millioner af mennesker, 10 millioner eller mere – en ny havn i Gwadar (ud til Oman Golfen), med hundrede tusinder af jobs undervejs, blot for dette ene byggeprojekt, og generelt mere udenlandsk investering i Pakistan, end denne nation samlet set har fået i de sidste par årtier.

Lad os se på havet: Det 21. Århundredes Maritime Silkevej, som bl.a. omfatter at udgrave en kanal gennem Kra-landtangen i Thailand. Dette er et enormt og nødvendigt projekt for at aflaste det overtrafikerede Malaccastræde, og for at bringe økonomiske muligheder til Thailand og Sydøstasien generelt. Denne idé, der har været foreslået i årtier, har nu en reel mulighed for at blive bygget inden for det nuværende årti.

Den Eurasiske Landbro, der når til Europa, transporterer stadigt voksende mængder af jernbanegods, med togafgange for godstog mod vest, der dagligt ankommer i Europa og vender tilbage til Kina med europæiske varer.

Hvis vi ser på Afrika, så har vi for nylig set åbningen af Addis Abeba-Djibouti jernbanen som blot et enkelt eksempel på den meget påtrængende nødvendige udvikling, som nu er mulig; som nu finder sted i Afrika, hvor investering i infrastruktur og industri og landbrug nu når nye højder, det meste af det fra Kina.

Hvis vi bevæger os mod øst, krydser vi Beringstrædet og bevæger os fra Asien og ind i Nordamerika, fra Rusland til Alaska. En rute over land, der muliggøres af denne Beringstrædeforbindelse, vil være hurtigere end transport med skib, og gør det muligt at udvikle området langs ruten. Det Arktiske Område har enorme resurser, der i øjeblikket er næsten fuldstændigt utilgængelige. Byggeriet af den nødvendige infrastruktur og selveste Beringstrædeforbindelsen vil være en storstilet infrastrukturpræstation. Dernæst vil et genopbygget, amerikansk infrastrukturfundament, et netværk af jernbaner, veje, en platform med ny, højdensitetskraftværker, kernekraft; havne, sluser, dæmninger; skoler og andre offentlige bygninger og offentlige værker, gøre det muligt for USA at opnå et nyt produktivitetsniveau, og have mere at bidrage med til verdenssamfundet og få fordel af verdenssamfundet.

Hvis vi nu bevæger os sydpå, så er der p.t. ingen transportmuligheder over land fra Nord- til Sydamerika. Man kan ikke køre til Sydamerika – det er ikke muligt. Der er en afbrydelse, kendt som Darien Gap. Når vi endelig får bygget denne forbindelse på blot nogle få dusin mil, vil vi endelig forbinde de amerikanske kontinenter som helhed. I Mellemamerika er ny finansiering, også fra Kina, ligeledes i færd med at muliggøre en sekundær Panamakanal, kunne man sige, med igangværende byggeri og forberedelse i Nicaragua.

I Sydamerika er en bi-oceanisk korridor, der strækker sig fra Peru til Brasilien, fra Stillehavet til Atlanterhavet via Bolivia, på planlægningsstadiet.

Så stor en del af verden arbejder i øjeblikket sammen, med fælles udvikling og en fælles fremtid med fremgang, værdighed og videnskabelige præstationer som mål. Vil USA tilslutte sig? Vi er blevet inviteret med åbne arme:

(Meifang Zhang)

’Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne citere Xi for at sige, at Kina byder USA velkommen til at deltage i samarbejdet inden for rammerne af Bælt & Vej-initiativet … Begge lande bør virkelig gribe disse muligheder.’

Lad os tage imod denne invitation. Om et hundrede år vil USA i tilbageblik være så lykkelig for, at vi gjorde det.«