Ikke korrekturlæst

Onsdag den 10. april 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 10. april 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. Du kan maile dine spørgsmål og kommentarer til questions@schillerinstitute.org, eller du kan skrive dem i chatrummet.

På trods af at NATO’s krig mod Rusland er slået fejl, i en indsats som de selv hævder er en kampagne for at besejre Rusland, virker NATO’s ledere opsatte på ikke bare at fortsætte krigen, men ligefrem at optrappe den og diskutere muligheden for endda at indsætte NATO-tropper inde i Ukraine.

Vores første spørgsmål kommer fra en, der beskriver sig selv som “geostrateg”, og han skriver: “Jeg har tidligere hørt dig diskutere den kinesiske fredsplan som en måde at afslutte krigen på. Der synes at være en del snak om det positive potentiale i den kinesiske rolle efter den kinesiske mægler Li Huis nylige besøg i Ukraine. Hvad foreslår Kina, og kan Europa tænkes at være åben over for det som en måde at afslutte krigen på?”

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Der er en masse i gang omkring dette. Det vigtigste er naturligvis den russiske udenrigsminister Lavrovs statsbesøg i Beijing, hvor han mødtes med Xi Jinping, Wang Yi, og han havde også et møde med de 70 ambassadører fra det Globale Syd i Moskva den 4. april, og hovedemnet var tilsyneladende – jeg ved det ikke i detaljer – men hovedemnet var Ukraine. I den sammenhæng kan jeg kun forestille mig, at Lavrov ud fra sine diskussioner, og Ukraine var også et emne i de diskussioner, Lavrov havde med kineserne, ville forsøge at få afsluttet denne krig. Der er også en artikel af en Kina-ekspert, Frank Sieren, i Berliner Zeitung den 8. april, som beskriver, at det kinesiske forslag er tæt på et gennembrud. Så disse er naturligvis ubekræftede, og man skal være opmærksom på, at der altid er potentiale for misinformation. Men jeg synes, det ville være et meget håbefuldt tegn på, at denne krig kan afsluttes, inden den fører til en katastrofe.

Og potentialet for, at Kina, som har et positivt forhold til begge sider, er meget vigtigt: De har et urokkeligt strategisk partnerskab med Rusland, men de har også bevaret en åben kanal til Ukraine. Udenrigsminister Dmytro Kuleba mødtes med Wang Yi på sidelinjen af sikkerhedskonferencen i München i februar, og den kinesiske specialudsending Li Hui havde netop i marts sin anden tur rundt i Europa, hvor han mødte folk i Rusland, Ukraine og Bruxelles, Tyskland og Frankrig. Så jeg tror, at der forhåbentlig er en mulighed for at afholde en sådan fredskonference og indgå en aftale. For hvad er alternativerne? Alternativet er at gøre det, som Macron foreslog i slutningen af februar, hvilket var en flyvetur fremad, eller måske en prøveballon for hele NATO, nemlig at flytte franske tropper ind i Ukraine. Det har skabt total nervøsitet og raseri, og Tyskland sørgede hurtigt for at sige, at enhver udstationering af franske tropper i Ukraine ikke ville omfatte NATO’s artikel 5, men ville være et rent fransk anliggende og ikke et NATO-anliggende. For det er klart, at Tyskland er meget forsigtig med at blive trukket ind i en krig i Ukraine, som ville være en komplet katastrofe uden ende.

Så er der udtalelsen fra professor Mearsheimer fra USA, og han siger, at det bedste, Ukraine kan gøre, er at gå efter en aftale lige nu, for hvis krigen fortsætter, er de i fare for at miste endnu mere territorium.

Og så er jeg ret sikker på, at kineserne også gør en dobbelt indsats for at nå frem til en afklaring, for uden en diplomatisk løsning tror jeg, at russerne vil forsøge at få flere militære gevinster, og det er noget, Kina ikke nødvendigvis byder velkommen, for kinesernes holdning er at afslutte krige gennem diplomati, at have en harmonisk udvikling af alle nationer, og naturligvis ville de ikke have noget at vinde, men kun at tabe ved en optrapning omkring Ukraine.

Så selvom alt dette ikke er sikkert endnu, tror jeg, at der er et vist håb, fordi Schweiz’ samtidige forsøg på at organisere en international Ukraine-konference, som europæerne og amerikanerne pressede meget på for, indtil videre er blevet afvist af Rusland, fordi de ikke mener, at Schweiz har en god position som mægler, da de bakker fuldt op om sanktionerne mod Rusland, og at Rusland betragter den schweiziske konference som en måde at forvirre landene fra det Globale Syd på.

Nu er der naturligvis en stor geopolitisk kamp involveret, men i betragtning af krigens alvorlige karakter, tror jeg, at det mest lovende forslag, jeg kan se, er det, som Kina forsøger at gøre, fordi de både har den økonomiske vægt, de har så at sige indflydelse på alle sider, inklusive USA, for med telefonsamtalerne den 2. april mellem Xi Jinping og Joe Biden, hvor de bekræftede deres gode samtale den 15. november 2023 i San Francisco, ser det ud til, at der i det mindste er en kanal åben for sådanne drøftelser. Og i betragtning af den absolut prekære situation i verden generelt, kan man kun hilse en indsats velkommen og håbe, at det vil føre til et resultat. Så jeg er beskedent optimistisk omkring det.

SCHLANGER: Lige en opfølgning fra geostrategen. Han sagde: “Ville Bælte & Vej Initiativet, der går ind i Ukraine, være en del af en genopbygningsplan, hvis der var en sådan fredsaftale? I modsætning til at overlade det til BlackRock og vestlige udbyttere?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at Ukraine vil have valget – forhåbentlig kommer vi til et punkt, hvor krigen er forbi, og så vil Ukraine have valget mellem at blive verdens våbenfabrik, da også nogle tyske våbenfabrikker planlægger at investere der: Og det er virkelig ikke en god idé, for det betyder en fortsættelse af krigen. Og hvis det ikke er Ukraine-krigen, så vil det være en anden krig, men det vil være en fortsættelse af den endeløse krigspolitik, som har hjemsøgt verden i de sidste mange årtier. Sammenlignet med muligheden for at blive integreret mellem Øst- og Vesteuropa gennem Bælte & Vej Initiativet, og udvikle landbruget, rekonstruere hele økonomien, være en del af den stigende handel mellem Europa og Asien. Så jeg håber, at en del af løsningen vil være en integration i Bælte & Vej Initiativet, fordi – se blot på forskellen i de to muligheder for politik og udenrigspolitik. USA har forsøgt at satse alt på militær magt, de har bygget næsten 1.000 baser rundt om i verden, krigsmaskinen er praktisk talt den vigtigste drivkraft i den amerikanske økonomi: Men har det virkelig opfyldt de amerikanske forhåbninger om at vinde venner i hele verden? Det vil jeg ikke mene. Det har indgået visse strengt militære alliancer, men Kina har haft langt større succes med at forsøge at udvikle økonomiske bånd til 150 lande i det Globale Syd. Og hvis du er et land i det Globale Syd – eller i Europa for den sags skyld – må du spørge dig selv, om det er bedre at være hangarskib for USA’s krigsmaskine? Eller er det bedre at investere i infrastruktur, landbrug og industri i samarbejde med Kina?

Jeg har nu i en årrække understreget, især siden krigen i Ukraine startede, eller den særlige militære operation, at vi er nødt til at have et system, hvor alle arbejder sammen, og at geopolitik skal overvindes. Jo mere jeg tænker over det, og jo længere tid der går, jo mere overbevist bliver jeg om, at geopolitik er det største onde, for når du først tror, at andre lande er din fjende og din modstander, så udspringer alt af det. Og på den anden side, hvis du siger: “Nej, vi har en fælles interesse: Den højeste interesse er menneskeheden,” så kan man altid finde en diplomatisk løsning i et økonomisk samarbejde til gavn for alle.

Så jeg tror, at den afgørende forskel mellem geopolitisk tænkning og win-win-samarbejde vil afgøre, om menneskeheden klarer den eller ej.

SCHLANGER: Da vi sendte en meddelelse ud om, at du ville tale om forsøget på at undslippe geopolitikkens greb, har vi fået en række spørgsmål om geopolitik. Her er to om Indien.

Thomas skriver, at han er bekymret over Indiens økonomiske politik. Han mener, at landmandsdemonstrationerne i Indien afslørede den nuværende regerings neoliberalisme i stedet for BRIKS-orienteringen, og han spørger, om det er muligt for Indien at vende tilbage til Nehru og Indira Gandhis tilgang.

Og vi har også et indlæg fra Charles, som spørger om Modi. Han siger: “Er Modi tæt på Israel, en ven af Netanyahu? Eller opfører han sig bare sådan af hensyn til interne valgkampe?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, at den indiske politik på ethvert tidspunkt er meget vanskelig at evaluere, for på den ene side har man en meget stærk følelse af indisk uafhængighed, som går tilbage til traditionen med den Alliancefri Bevægelse, og jeg tror ikke, at den er forsvundet, selv med Modi-regeringen. For hvis man f.eks. ser på udenrigsminister S. Jaishankars seneste rejser, så gentog han et meget stærkt forhold til Rusland, og jeg tror, at den indiske regerings overordnede orientering er “Indien først”.

Der er naturligvis modstandere i Indien fra Kongrespartiet, som har et meget negativt syn på BJP’s religiøse vægt, og der er naturligvis problemer, som inderne må løse. En væsentlig faktor er naturligvis den meget store muslimske befolkning, som i 2011 var oppe på 172 millioner, og derfor er Modi altid bekymret for de sikkerhedsmæssige konsekvenser af Indiens forhold til landene i Sydvestasien.

Så jeg vil mene, at håbet er, at traditionen fra Gandhi og Nehru, og Indira Gandhi for den sags skyld, lever videre som en meget stærk indisk identitet. Og du ved, Indien har en fantastisk historie! Hvis man tænker over det, er Indien en af menneskehedens vugger. De har haft en af de vigtigste kulturer for mere end 5.000 år siden, hele perioden med Rig Vedaerne, Upanishaderne: Det er filosofisk-teologiske skrifter, som er i absolut overensstemmelse med nogle af de vigtigste ideer i vestlig religion, kristendom og så videre. De har en skabelsessang, som er absolut fascinerende. Derefter havde de Gupta-perioden, som var litteratur på højt niveau 500 år efter Kristus. Senere havde de den indiske renæssance, som frembragte så ekstraordinære digtere som Rabindranath Tagore. Under alle omstændigheder er den indiske historie meget fascinerende og meget rig. Indien tager lige nu utroligt vigtige økonomiske skridt fremad: De har allerede overhalet Kina med hensyn til befolkningstal. Så man kan kun håbe, at i lyset af de utrolige gennembrud, der sker teknologisk og videnskabeligt over hele verden, når det gælder rumfart, når det gælder rumprojekter, hvor Indien også er en af de førende nationer. Indien spiller naturligvis en meget vigtig rolle i atomenergisektoren: De samarbejder med mange Alliancefrie lande og hjælper dem med at udvikle deres egen atomenergi.

Så jeg synes, at Indien er et meget vigtigt land, og jeg kan kun håbe, at den historiske, tektoniske forandring, der finder sted lige nu, kan skabe et nyt paradigme for internationale relationer, som løser historiske etniske konflikter mellem nationer generelt, og at vi virkelig kan rejse os op til menneskehedens fælles fremtid. Så lad os arbejde hen imod dette mål.

SCHLANGER: Vi har endnu et spørgsmål om Asien, som du henviste til tidligere. Personen skriver: “I betragtning af, hvad der var en positiv samtale tidligere på måneden mellem præsident Biden og Kinas præsident Xi Jinping, hvad forventer du så at få ud af Bidens møde i dag med Japans premierminister Fumio Kishida? Er dette et forsøg på at konsolidere Japan som en NATO-allieret mod Kina?”

ZEPP-LAROUCHE: Desværre tror jeg, at svaret på det er ja. For mens Biden på den ene side gør disse tilnærmelser til Kina, tror jeg også, at der lægges meget stor vægt på at flytte det Globale NATO ind i Stillehavet: Der er spændinger omkring denne filippinske ø, som er en slags latterlig konflikt, hvor det filippinske skib gik under på denne lavning. Der er stadig en indsats for at bevare den. Kina forsøger at forhindre det. Så det er udelukkende territoriale skænderier, som bliver blæst op af geopolitiske årsager.

Derudover har vi AUKUS, som er den militære alliance mellem USA, Australien og Storbritannien, som Kina også betragter som en stor provokation.

Så igen, så længe du tænker på at kontrollere territorier og flytte NATO som Global NATO ind i Stillehavet – jeg mener, hvad har NATO at gøre med Stillehavet? Ingenting! Det blev grundlagt som en forsvarsalliance for Nordatlanten. Den skulle have været opløst, da Warszawapagten blev opløst i 1991. Verden ville have været meget mere fredelig, hvis de havde gjort det. I stedet blev det forvandlet fra en defensiv alliance til en mere og mere offensiv alliance, der bevægede sig mod øst, tættere og tættere på den russiske grænse, og nu bevæger sig ind i Stillehavet, tættere på den kinesiske grænse. Så denne globale NATO-idé er en fuldstændig forfejlet idé, og den bør afvises af enhver, der har en interesse i, at menneskeheden kan overleve alle disse strategiske kriser.

Så desværre er jeg bekymret og ret sikker på, at dette Kishida-besøg ikke bliver noget at glæde sig over.

SCHLANGER: Lad os gå videre til situationen i Sydvestasien. Det første spørgsmål, jeg har til dette, er: “Hvis Palæstina skulle få status som medlem af FN, som det for eksempel blev foreslået for nylig i International Peace Coalition, kunne Israel så forhindre det?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er ikke helt sikker. Men jeg synes, det er meget vigtigt, for det er noget, som støttes af langt de fleste lande i verden. Jeg tror ikke, at USA var så meget for det. Men hvis vi ønsker at afslutte dette absolutte skrækscenarie, som stadig er en komplet krudttønde, så tror jeg, at ansøgningen kommer op i denne måned – jeg tror, det ville være et stort skridt i retning af at dæmpe situationen.

Jeg mener, det er stadig en komplet krudttønde! På den ene side har IDF-styrkerne i vid udstrækning trukket sig ud af Gaza. Mange er bekymrede for, at det bare er en pause, før det næste angreb finder sted. Kommunikationsrådgiveren John Kirby fra Det Hvide Hus har lige sagt, at den israelske regering lovede USA, at de ikke ville gøre noget med hensyn til Rafah, hvis der ikke var en personlig diskussion i Washington mellem Biden-administrationen, og i øjeblikket er der to medlemmer af det israelske kabinet i Washington. Men på den anden side har du de to israelske koalitionspartnere, sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir og finansminister Bezalel Smotrich, som repræsenterer 14 stemmer i Knesset, og de giver Netanyahu et flertal på tre stemmer – de har sagt, at de vil trække sig ud af koalitionen, vælte Netanyahu, hvis han går med til en aftale, hvor Hamas ikke er fuldstændig ødelagt, og at operationen efter deres mening ikke er afsluttet. Det betyder, at Netanyahu er under enormt pres fra alle sider, og der er fare for, at udvidelsen af konflikten, der involverer Libanon, involverer en direkte konflikt mellem Israel og Iran, hænger som et Damoklessværd over hele situationen, fordi det så virkelig kan komme helt ud af kontrol.

Så svaret på dit spørgsmål er: Ja, jeg synes, Palæstina skal have status som stat med det samme, og forhåbentlig vil FN’s Sikkerhedsråd finde mere enighed om at gennemføre det, de beslutter.

SCHLANGER: Og også en opfølgning på det: Hvis Palæstina bliver medlem af FN, åbner det så op for muligheden for at gøre det mere sandsynligt, at der kan oprettes en fond til at gennemføre Oasis-planen?

ZEPP-LAROUCHE: Det ville helt sikkert hjælpe! Siden du nævnte Oasis-planen, vil jeg gerne invitere alle jer, vores seere, til at deltage i vores kommende online-konference om Oasis-planen lørdag den 13. april. Det går rigtig godt: Vi har fået tilsagn om deltagelse fra ekstremt vigtige talere. Vi har flere ambassadører fra regionen i Sydvestasien, fra BRIKS-landene, og vi har nogle fremragende eksperter i atomenergi, i vand og vandforvaltning, infrastruktur: Så jeg tror, at perspektivet med at have en visionær plan for Sydvestasien som helhed, at have fred gennem udvikling, det vil blive meget tydeligere i mange menneskers øjne, for hvad er alternativet? Hvis man ikke kommer med en anden idé, så vil cyklussen af vold, terrorisme/antiterrorisme, krig/modkrig, i bedste fald gøre denne region til et helvede i årtier, i værste fald til en regional krig og mere til.

Men på den anden side, i betragtning af at verden er på kanten af enten en ny æra for menneskeheden eller en global krig, kan man kun håbe på, at ideen om at skabe fred gennem udvikling, at gøre ørkenerne grønnere: Alt, hvad man har brug for, er masser af ferskvand på forskellige måder, kanaler: man kan få adgang til grundvandsmagasiner, man kan forsøge at påvirke vejret gennem ionisering af atmosfæren, man kan gøre alle mulige ting med hensyn til afsaltning af store mængder havvand. Ved at gøre ørkenen grønnere og skabe mere vand, hvilket har været en kamp mellem mange nationer i regionen, kan man skabe fred! Jeg kan forestille mig, at hele Sydvestasien om få år kan ligne den grønneste stribe i Dubai og Emiraterne, som jeg besøgte engang: Det er utroligt, hvad man kan gøre med vand i en region, der før var ørken! Man kan gøre det til frodige haver, frodigt landbrug, frodige skove, og det er der, vi skal hen.

SCHLANGER: Der er et spørgsmål fra John, som skriver: “Det er blevet afsløret, at kunstig intelligens bliver brugt af Israel i konflikten i Gaza.” Jeg går ud fra, at dette er en henvisning til idéen om, at AI bliver brugt til at ramme og finde ud af, hvem der er Hamas og så videre. Og så spørger han: “Vi kan antage, at USA også bruger det, kan vi ikke?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg har ikke fået nogen særlige oplysninger om dette forhold, men jeg ved, at det er blevet gjort til et problem. Det er en af de mest onde og sataniske måder at bruge moderne teknologi på. Kunstig intelligens kan have en meget indbringende rolle, men hvis det bruges til at udpege folk til snigmord, tror jeg virkelig, det er visitkortet for den største ondskab, man kan forestille sig.

SCHLANGER: Et spørgsmål om Ukraine: Det amerikanske Repræsentanternes Hus er under enormt pres for at vedtage Bidens lovforslag om 60 milliarder dollars til Ukraine, for at give hjælp og våben og så videre. Der er tilsyneladende en vis vaklen hos formand Johnson, som sagde, at det ikke ville blive vedtaget, og nu prøver han at finde en måde at få pengene på. Og så kommer spørgsmålet op, at den britiske udenrigsminister David Cameron lige har været i Washington for at presse på for dette: Hvad ville der ske med situationen i de europæiske lande, hvis USA ikke leverede pengene? Ville der være en forpligtelse i Europa, som de hævder, at der ville være, til at skaffe penge nok til at holde krigen i gang?

ZEPP-LAROUCHE: Der er et forsøg på at militarisere budgetterne i Europa, og i Tyskland er der endda et pres for at løsne “gældsbremsen”, som er i forfatningen, til militær opbygning, til våbenforpligtelser over for Ukraine. Det er bare fuldstændig vanvittigt! Tyskland er ved at falde fra hinanden! Industrien er i frit fald. Der er ingen penge til reparation af den indenlandske infrastruktur. Det er fuldstændig vanvittigt! Og jeg kan kun håbe, at der sker en nytænkning – forhåbentlig vil det kinesiske initiativ ændre dynamikken fuldstændigt. Se på situationen med Nicaragua, der har indgivet en anklage i Haag mod Tyskland på grund af Tysklands våbensalg til Israel. Det blev forhandlet i Haag mandag og tirsdag den 8.-9. april i denne uge. Den tyske position er uholdbar!

Jeg lyttede til nogle radioindslag, og det eneste, de diskuterede, var, hvordan man kommer ud af det her ved hjælp af tekniske mekanismer, at det ikke er muligt at få en retssag, fordi denne og hin artikel – det er helt ved siden af! Pointen er, at – og nogle af disse kommentatorer reflekterede meget tydeligt, at de ikke er oprørte over, hvad der sker i Gaza med folkemord, krigsforbrydelser, de er ikke bekymrede over palæstinensernes lidelser. De er ikke bekymrede over, hvad der sker med hele regionen og hele verden som et resultat af det. Det, de er bekymrede for, er: “Åh, vores omdømme i det Globale Syd er skadet! Al denne mediedækning havde vi ikke forudset.” Jeg mener, det viser, at man ikke bekymrer sig om de virkelige problemer, men kun om omdømmet.

Men jeg tror ikke, at det politiske etablissement vil komme uden om, at Tysklands image allerede er alvorligt skadet på grund af hele denne situation. For at kunne reparere det og genetablere et positivt forhold til det Globale Syd, som trods alt repræsenterer 85% af den menneskelige befolkning, kræver det en del nytænkning i Tyskland. Folk af alle politiske afskygninger opfordres til at deltage i en sådan nytænkning: for det er ikke et spørgsmål om, at den nuværende regering er virkelig problematisk, især hvis man ser på det grønne element, og FDP for den sags skyld, men oppositionen er ikke så anderledes. Så Tyskland er virkelig nødt til at genoverveje den nuværende kurs, hvor det har tilladt sig selv at blive en komplet kolonialistisk undersåt i den nuværende unipolære verden.

Så jeg tror, at Tyskland virkelig er nødt til at tage sig sammen og ændre sit syn på tingene.

SCHLANGER: Med hensyn til Tyskland tog jeg i min daglige videoopdatering spørgsmålet om effekten af krigen og sanktionerne osv. på den tyske økonomi op. Så folk kan finde det på LaRouche-organisationens hjemmeside.

Helga, vi har et par kommentarer, der er nyttige i forhold til organiseringen. Den ene er Bob Van Hee, amtskommissær i Minnesota, som påpeger, at han har organiseret med LaRouche-bevægelsen i mere end 35 år, og han sagde, at han “bare ikke er sikker på, hvad der foregår med befolkningen. De er varme og kolde, de ønsker at gøre noget, og så klynker de.” Og så sagde han: “Folk må tage ansvar som borgere for at kæmpe for det fælles bedste.” Og han sagde: “Tak for ideerne, vi har brug for det her.”

Så har vi fra Battifolla [ph] fra Den Demokratiske Republik Congo. Han siger: “Congo har også brug for en Oasis-plan. Det ville bringe en længe ventet fred i regionen blandt en række nabolande, så landene endelig kan komme på fode igen.”

Nu har jeg et sidste spørgsmål til dig, fra Pat Moulton, som udtrykker sin forbløffelse over reaktionen på solformørkelsen i USA den 8. april. Hun sagde: “Folk kom ud af deres hjem, deres biler, deres kontorer og kiggede op i himlen.” Og hun sagde: “Gud talte fra himlen.” Helga, hvad hørte du?

ZEPP-LAROUCHE: Åh, jeg hørte en opmuntring til det, vi gør! Jeg laver bare sjov. Men jeg tror, at det nyttige ved sådanne naturbegivenheder er, at det tvinger folk til at løfte blikket mod himlen, for normalt, når folk løber gennem indkøbscentre eller lignende, kigger de ned i gulvet, eller de kigger på butiksvinduerne, eller de kigger på andre ligegyldige ting. Men når noget som dette sker, bliver folk begejstrede, og de begynder i det mindste at få et glimt af universets storhed. De tænker måske endda, at der findes mindst 2 billioner galakser – hvilket jeg altid synes er den mest forbløffende tanke. For det sætter simpelthen det hele i det rette perspektiv: At vi er den menneskelige art, vi er en del af dette vidunderlige univers, men vi kender stadig kun en lille brøkdel af det, og vi bør tage begivenheder som denne som en opmuntring til at studere dybere, både ting som Johannes Kepler, men også NASA-projekter, hvad er det seneste fra James Webb Space Telescope, og den slags, fordi det hjælper os til at blive mere menneskelige.

SCHLANGER: Og det er virkelig vigtigt. Helga, som du nævnte, har vi på lørdag fra kl. 11 Eastern Time Schiller Instituttets onlinekonference om din mands Oasis Plan, som et udgangspunkt for at omdanne verden til en udviklingsarkitektur. Er der noget, du vil sige afslutningsvis om, hvorfor folk bør deltage?

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Fordi det er det eneste konkrete forslag på bordet for fred i Sydvestasien. Kina har fremsat et forslag, allerede for næsten to år siden, men der var desværre ikke meget opfølgning, mens denne Oasis-plan er en idé, som blev fremsat for første gang af Lyndon LaRouche i 1975. Og for nylig, på grund af omstændighederne under krigen, har vi aktualiseret den, og vi er nu involveret med en række forskere fra mange lande, som alle er begejstrede og enige om, at produktionen af masser af ferskvand som en fredsaftale mellem de forskellige nationer ville være vejen fremad. Så vi planlægger, at denne konference ikke bare skal være en engangsforeteelse, men at vi vil præsentere en tilgang til, hvordan vi kan løse problemet ved at samle forskere fra alle de involverede lande, så de kan dele deres viden og udforske alle muligheder for at skabe vand i regionen, som nu udelukkende består af sand! Hvis du ser på kortet, er næsten hele Sydvestasien ørken, ørken, ørken. Man kan ikke skabe et beboeligt hjem for palæstinenserne eller for andre lande, der er i en forfærdelig tilstand, såsom Yemen, Syrien, Irak og Afghanistan, uden at skabe mere vand.

Så det er meget spændende, for det er en af de ting, som mennesket kan forbedre, og derfor vil jeg ikke kun opfordre dig til at se dette og deltage i konferencen på lørdag, men også til at dele invitationen med så mange af dine venner, sociale medier, e-mails, hvad ved jeg. For dette kan blive et absolut vendepunkt for en situation, som er ekstremt forfærdelig, og som aldrig burde være sket. Men dette er øjeblikket til at starte et kapitel for en bedre fremtid.

SCHLANGER: Og du kan finde linket til at registrere dig og sende det til andre, så de kan registrere sig på Schiller Instituttets hjemmeside.

Så Helga, endnu en gang tak, fordi du er med os i denne uge. Og vi ses på lørdag.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, og jeg vil også se dig, og alle jer derude!

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 3. april 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 3. april 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, kan du maile dem til questions@schillerinstitute.org.

Vi befinder os midt i et utroligt anspændt øjeblik i historien, hvor der i de seneste dage har været udviklinger, som truer med at forvandle konflikter til regionale krige og endda verdenskrig. Der var det israelske angreb på et iransk konsulat i Damaskus, det israelske mord på syv nødhjælpsarbejdere i Gaza er bare et par af de grusomheder, der fortsætter der. Og så har kyndige antiterroreksperter peget på MI6 og CIA som de sandsynlige bagmænd bag angrebene på Crocus City Hall-begivenhederne i Moskva, massemordet der.

Det første spørgsmål handler om den strategiske krise og den voksende spænding fra en kontakt i Oakland, Californien, som skriver: “Helga, hvor tæt er vi på en verdenskrig? Og hvordan kan vestlige ledere være så tåbelige eller onde, at de bliver ved med at iværksætte så farlige provokationer?”

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg er ikke i stand til at sige, hvor tæt på vi er, men vi er meget tæt på. For begge disse såkaldte regionale kriser, i Sydvestasien og i Ukraine, har begge det umiddelbare potentiale for optrapning, forsætligt eller ej, ved et uheld eller ej, men det er nok til at være helt søvnløs. Og jeg ville ønske, at flere mennesker ville få søvnløse nætter, for hvis vi går i søvne igen, som vi gjorde, da vi gik i søvne ind i Første Verdenskrig, og hvordan Anden Verdenskrig også var noget, der kunne have været forhindret, og nu er vi ved at gøre det samme med lignende argumenter – “Hurra for krigen” mod Rusland, dæmonisering af hele lande og systemer. Men det, jeg synes er mest bekymrende, er noget, der er dukket op både i forhold til USA og Israel, og det er den tilsyneladende og åbenlyse tilsidesættelse af international lov.

Og jeg synes, at det mest ildevarslende og grelle eksempel er USA’s svar på disse resolutioner og beslutninger fra FN’s Sikkerhedsråd med argumentet om, at de betragter dem som “ikke-bindende”. Det bekymrer mig mest, for hvis USA holder fast i det – jeg mener, vi har et system, nemlig FN, vi har Den Internationale Domstol, som træffer beslutninger; for nylig meget klart i forhold til, hvad de krævede af Israel for at stoppe folkedrabet der, som blev fuldstændig ignoreret; men også når Den Internationale Domstol træffer en beslutning, går den til FN’s Sikkerhedsråd for at blive gennemført. Og så, hvis USA praktisk talt gjorde FN-systemet ubrugeligt ved konstant at nedlægge veto mod enhver sådan beslutning, men i den allerseneste undlod de at stemme, hvilket betød, at resolutionen blev vedtaget. Men da talsmanden for Det Hvide Hus eller udenrigsministeriet blev spurgt om det, sagde han: “Vi betragter dette som ikke-bindende.” Det betyder, at FN’s Sikkerhedsråd, som er den eneste eksisterende og faktisk højeste institution for international lovlighed, “regelbaseret orden” om du vil, hvis det bliver ignoreret som “ikke-bindende”, så er vi virkelig i problemer: For det betyder, at der ikke er nogen institution, der kan appelleres til, og vi er på vej ind i en fuldstændig tilstand af jungle-lovløshed.

Og selvfølgelig skete det samme med Israel, med angrebet på de syv nødhjælpsarbejdere fra World Central Kitchen, som leverer mad til mennesker over hele verden, men især også nu i Gaza. Og som det nu forlyder, var det på forhånd annonceret, at denne konvoj ville køre og fortsætte, for intet skete uden at tjekke med IDF i Gaza, og så skete angrebet, hvor syv mennesker blev dræbt. Israel sagde naturligvis, at det var en fejl, og Netanyahu undskyldte på sin vis. Men det er 99,9% umuligt, at det var et uheld. For hvis du har en så anspændt situation, at – det er en komplet overtrædelse af enhver regel! Og det betyder, at hvis vi ikke er i stand til at rette op på det på kort sigt: Vi har en situation i Ukraine, som er på kanten. Vi har en situation efter det israelske angreb på det iranske konsulat i Damaskus, som igen er et komplet – jeg mener, forestil dig bare, hvis Rusland havde angrebet den amerikanske ambassade i Luxembourg eller et andet sted, hvad ville det internationale ramaskrig så ikke have været. Men her kommer Israel, og de angriber et iransk konsulat i Damaskus og dræber to højtstående militære kommandanter og syv andre mennesker! Jeg har slet ikke hørt sådan et ramaskrig. Og den dobbeltmoral, den er ikke skjult: Den bliver set af alle, af det Globale Syd, af den Globale Majoritet. Og bortset fra denne stigende tilstand af lovløshed er jeg virkelig bekymret for, at USA’s, briternes, EU’s og Tysklands opførsel i verdens øjne bliver mere og mere foragtelig, utrolig, og det vil have en varig indvirkning.

Som en konsekvens af det øges opdelingen af verden. Jeg har lige læst en meget interessant artikel af den russiske analytiker Dmitry Trenin, som normalt er en meget nøgtern analytiker, og han beskriver grundlæggende, hvordan Vestens opførsel over for Rusland har forårsaget en fuldstændig ændring i Ruslands orientering, at de i årtier havde forsøgt at være en del af Vesten, at have gode relationer med Vestens institutioner, det skete i 1990’erne. Så forsøgte de at tilpasse sig afvisningen i 2000-perioden og 2010; men nu, i en årrække på grund af Vestens opførsel, har de dybest set givet helt op, og de ignorerer helt relationerne med Vesten og vender sig mod Asien, mod Kina, Indien, BRICS-landene, Shanghai Cooperation Organization. Og selvom det naturligvis er en reaktion og et tilbageslag for disse politikker, tror jeg, at vi virkelig bevæger os mod noget, der er meget værre end en ny kold krig, for hvis der ikke er mere forståelse for, at vi er den eneste menneskehed på grund af det, der foregår, tror jeg, at konsekvenserne kan være absolut fatale for hele civilisationen.

Så svaret på dit spørgsmål er, ja, jeg tror, vi er meget tæt på en potentiel atomkrig, og det burde virkelig gøre alle søvnløse.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en fremtrædende talkshowvært og podcaster, som er meget bekendt med dit og Lyndon LaRouches arbejde. Han skrev dette spørgsmål om den igangværende snak i Europa om et Trump-præsidentskab og behovet for at forberede sig på det. Men han sagde, at han i mellemtiden ser på begivenhederne i Storbritannien, og han spekulerer på, hvad du mener om dette, at du har sygdomsangsten i den kongelige familie med kong Charles og Kate Middleton, du har sammenbruddet i støtten til Tories og Labour, genkomsten af David Cameron, der var involveret med Obama i ødelæggelsen af Libyen. Han siger: “Tror du, at briterne er i gang med at orkestrere et politisk skift for at håndtere fiaskoerne i Ukraine og Gaza?”

ZEPP-LAROUCHE: Hvis de gør, har jeg bestemt ikke bemærket det, og jeg ville være meget skeptisk, for alt, hvad jeg kan se, er, at briterne i den seneste periode har været dem, der altid har skubbet på, sat tropper ind i Ukraine og alle disse ting. Så hvis jeg forstår spørgsmålet korrekt, at du med et politisk skift mener, at de vil stoppe med det, er jeg ikke ligefrem optimistisk i forhold til at kunne se noget.

Det, jeg i stedet ser, er en ubønhørlig indsats fra NATO’s side for at cementere den nuværende politik. Der har lige været et møde under ledelse af Stoltenberg, hvor man foreslog, at NATO skulle vedtage en såkaldt ” Trump-sikker” politik ved at forpligte alle NATO-medlemmer til at finansiere en pakke på 100 milliarder dollars, så selv om USA dybest set ikke længere ville være en del af det, med et nyt Trump-præsidentskab, så ville den nuværende rustningspolitik over for Ukraine blive videreført.

Det finder jeg meget utroligt, for der er ingen måde, hvorpå denne krig kan fortsætte meget længere, for vi er tydeligvis ved at nå grænsen, og mange internationale militæreksperter siger dybest set, at ukrainerne simpelthen af mandskabsmæssige årsager ikke kan fortsætte denne krig meget længere, og hvad handler denne NATO-politik for permanent, kontinuerlig krigsførelse derfor om?

Jeg synes virkelig, at NATO burde nedlægges. Jeg synes, de skulle have været opløst for 30 år siden, senest i 1991, da de mistede al eksistensberettigelse, og de tydeligvis har forvandlet sig fra en nordatlantisk defensiv militæralliance til en global offensiv militæralliance. Og jeg tror, at vælgerne i alle lande vil gøre klogt i at stemme på en sådan måde, at det ikke kan opretholdes. (Vælgernes stemmer betyder ikke meget i disse dage, men ikke desto mindre må der mobiliseres for at ændre det).

Så jeg ved det ikke: Jeg er ikke optimistisk med hensyn til en sådan ændring, eller jeg kan have overset den.

SCHLANGER: Der er et slags opfølgende spørgsmål fra John Nunez. Han spørger: “Tror du, at USA, Storbritannien, EU og NATO fredeligt vil opgive deres drøm om et unipolært verdenshegemoni, som Sovjet gjorde i 1991, i betragtning af deres fejlslagne politik?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er bange for, at svaret på dette er et klart og tydeligt ” Nej”. Fordi Sovjetunionen i 1991 blev opløst fredeligt, der var ingen tanks. De var allerede tidligere gået med til en fredelig tysk genforening, og det var i en vis forstand held, en af disse sjældne stjernestunder i historien [Sternstunde des Menschheit], som blev helt og aldeles overset. I betragtning af hele retningen for NATO og USA, Storbritannien og EU er de i stigende grad så meget rettet mod militarisering, det militærindustrielle kompleks, at jeg ikke kan se, at de skulle kunne opløses fredeligt.

Det, der kunne ske, er nogle uventede udviklinger – jeg mener, som tingene går nu, især med den mulige baggrund, der kommer ud efter dette terrorangreb ved Crocus City Hall-koncerten nær Moskva, tror jeg, at Rusland er fast besluttet på absolut at straffe dem, der stod bag det, og at – jeg tror, de vil gå efter en militær løsning i Ukraine, uanset hvad det måtte medføre. Det kan ske. Det kan overraske nogle vestlige mennesker. Jeg tror, der er en bevidsthed om faren for en optrapning: For eksempel svarede den videnskabelige rådgivningstjeneste i det tyske parlament på et spørgsmål fra en parlamentariker i Forbundsdagen, at selv om Frankrig trækker NATO-tropper ind i Ukraine, betyder det ikke automatisk, at NATO’s artikel 5 tages i brug eller kan tages i brug, fordi det er en national beslutning fra Frankrigs side, som ikke involverer et angreb på Frankrig.

Så jeg tror, at folk er klar over det, men er det nok? Jeg mener, man har en fornemmelse af, at der er – jeg kiggede lige på det i en anden sammenhæng for et par dage siden: Stemningen før Første Verdenskrig var vanvittig, og folk sagde: “Lad os gå i krig! Hurra, lad os få krig!” og der var en krigslyst, og folk havde ingen anelse om, at denne krig ville vare i fire år og ende i blodige kampe i skyttegravene, hvor de franske og tyske soldater i skyttegravene i Verdun ville bevæge sig frem og tilbage, frem og tilbage, og dræbe hinanden i et absolut meningsløst blodbad.

Og ved slutningen af den krig var intet opnået.

Det, der var opnået, var død og ødelæggelse af en hel generation i Tyskland. Folk var blevet rodløse, og denne rodløshed plus de uretfærdige foranstaltninger i Versailles-traktaten betød, at det blot var springbrættet til Anden Verdenskrig. Og så skete der stort set det samme igen, denne gang især med Rusland.

Så jeg tror, at hvis man sammenligner dette, så er det virkelig sindssygt, som nogle politikere siger: “Lad os føre krigen til Ruslands territorium!” Men det er sindssygt! Du ved, Albert Einstein, som har ry for at være et geni, formulerede den berømte sætning, at hvis man bliver ved med at gøre det samme igen og igen og forventer et andet resultat, så er det definitionen på sindssyge. Og jeg tror, det er præcis det, vi ser lige nu, for det, der førte til Første Verdenskrig, var denne dæmonisering af den formodede fjende og geopolitiske motiver, og vi ser præcis det samme udspille sig igen. Naturligvis er forudsætningerne anderledes, historien er anderledes, men principperne for motivation er de samme.

Så jeg tror, vi befinder os i et meget farligt øjeblik, og jeg kan kun opfordre jer alle: Hvis I deler mine bekymringer, så slut jer til os i vores internationale fredskoalition, fordi vi forsøger at gøre folk mere bevidste om faren og få dem til at vedtage løsninger, som stadig kan stoppe dette.

SCHLANGER: Jeg har et par forslag fra folk om, hvordan man kan håndtere situationen. En af dem spørger om anmodningen fra den palæstinensiske FN-observatør i dag om, at Palæstina bliver accepteret som medlem af FN. Synes du, det er en god idé?

Og så spurgte den samme person også, om vi har henvendt os til rige arabiske lande som U.A.E. eller Qatar for at få dem til at støtte og hjælpe med at finansiere Oase-planen?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg mener, at begge dele bør gøres. Jeg mener naturligvis, at oprettelsen af en palæstinensisk stat, selv om den ikke umiddelbart vil blive anerkendt af Israel – naturligvis ikke med den nuværende regering – men det ville sende et signal. Nu har jeg ikke studeret det forslag ud fra et folkeretligt synspunkt, men spontant ville jeg svare ” Ja”.

På det andet spørgsmål synes jeg, at alle nabostater til Israel og Palæstina bør investere i deres egen fremtid! For det er så indlysende, at hvis hele den sydvestasiatiske region bliver ødelagt af krig, og nu er vi virkelig – jeg mener, forestil dig bare, hvis iranerne, som indtil nu har forsøgt meget ihærdigt ikke at blive trukket ind i en generel krig. Hizbollah har reageret relativt beskedent: De kunne have reageret på disse gentagne angreb fra israelerne, som de så besvarede og så videre, men det hele blev holdt på et meget lavt niveau, fordi alle naturligvis forstår, at hvis det kommer til en regulær krig mellem Israel og Iran, selv brugen af atomvåben er ikke et tabu, Iran har jo i nogen tid været ekstremt tæt på Rusland og Kina – vi kigger ind i øjet på Tredje Verdenskrig. Og selv hvis det ikke går så vidt, hvis det bare bliver en generel krig i Sydvestasien, der fører til ødelæggelse, krig, fordrevne mennesker, forarmede mennesker, terroriserede mennesker, traumatiserede unge, så har man den næste generation af terrorisme lige der, og det ville være noget, ethvert land i regionen må frygte.

Så det er hele formålet med vores Oase-plan, at den ikke begrænser sig til Israel og Palæstina, men at den helt klart henvender sig til alle de store lande i Sydvestasien, inklusive naboerne, som endda rækker ind i Centralasien og videre ind i Sydasien, fordi alle disse lande bør have, og virkelig har, en grundlæggende sikkerhedsinteresse i, at denne region endelig finder fred og rolig udvikling.

SCHLANGER: Du lytter til Helga Zepp-LaRouche fra Schiller Instituttet. Den Oase-plan, hun taler om, vil være fokus for en online-konference den 13. april, som Schiller Instituttet er medsponsor for. Og du kan tilmelde dig den på Schiller Instituttets hjemmeside.

Her er et forslag fra Thomas, som er en regelmæssig bidragyder til vores ugentlige dialog. Han siger: Det Globale Syd kan efter hans mening tvinge det transatlantiske finanssystem i knæ ved at lade gælden eksplodere. “Jeg kan ikke se nogen anden måde at ændre det finansielle system til et mere retfærdigt og lige system, end ved at ødelægge det.” Hvad er dine tanker om det, Helga?

ZEPP-LAROUCHE: Det kan ske, simpelthen fordi der kommer et punkt, hvor landene kommer til den konklusion, at det ikke giver dem nogen chance at forblive i det nuværende system. Det er ikke et ønsket resultat, for alt, hvad der er kaotisk, og man kan ikke – efter min beskedne mening – udføre en sådan operation som en kirurgisk, præcis ting. Det vil være kaotisk. Du vil få kollapsende valutaer, kollapsende markeder, afbrydelser i produktionskæden. Så alt, der er kaotisk på den måde, er ikke ønskværdigt af den simple grund, at det kan få uforudsete konsekvenser. Det kan også udløse militære aktioner af en eller anden slags.

Så som jeg sagde, kan det komme dertil, for hvis der absolut ingen vilje er til at indgå i en fornuftig diskussion, kan det blive konsekvensen. Men den langt mere ønskværdige vej at gå ville være at gøre præcis det, jeg har foreslået nu, siden den særlige militære operation i Ukraine startede – og det var en særlig militær operation i begyndelsen. Det var ikke meningen, at den skulle omfatte hele Ukraine, og slet ikke det, den er blevet til nu. Jeg foreslog en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, og hvis man ser på de ti principper, som jeg foreslog som stof til eftertanke fra begyndelsen af en sådan diskussion, så indeholder de eftertrykkeligt forslaget om en ny international finans- og kreditmekanisme, et nyt kreditsystem i traditionen fra Bretton Woods, som det var tænkt af Franklin Roosevelt, ikke ligefrem, hvad det blev til, for det var efter Roosevelts død, og det bedste ved det var ideen om at have omfattende kredit, langsigtet kredit til udvikling af det Globale Syd, til at hæve levestandarden i det Globale Syd. Det var den vigtigste del af Roosevelts hensigt, men på grund af hans alt for tidlige død fik Churchill og Truman ændret det, så det kun hjalp velstanden i den såkaldte avancerede sektor. Men ikke desto mindre er ideen om et Bretton Woods-system med guldreserver og faste valutakurser en køreplan for, hvor man kan starte en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som absolut skal omfatte en velordnet reorganisering af det finansielle system.

Er kræfterne i verden nu klar til at gå den rationelle vej? Det kan jeg kun håbe! Og hvis ikke, kan det komme til det, du siger.

SCHLANGER: OK. Nogen skrev ind og spurgte, om du havde nogen kommentar til samtalen mellem Xi Jinping og Joe Biden?

ZEPP-LAROUCHE: Tja, det er en lille lysstråle. Ifølge kinesernes udmeldinger var de meget positive over for diskussionen. De betragtede det som en fortsættelse af deres topmøde den 15. november i San Francisco, og de lagde grundlæggende meget stor vægt på, at Biden forpligtede sig til ét-Kina-politikken, til ikke at støtte Taiwans uafhængighed, og Biden sagde også, tror jeg, at forholdet mellem disse to lande er det vigtigste forhold i verden, hvilket ingen kan benægte, i betragtning af at det er de to største økonomiske magter i verden.

Så jeg tror, at med en beskeden forventning vil jeg sige, at det bestemt er godt og bedre end alternativet.

SCHLANGER: Vi har en anden fast bidragyder, som spørger: “Hvilke kanaler ville være acceptable for parterne til deeskalering?” Og så spørger han: “Hvis der ikke er sådanne kanaler, kan folkets magt så gøre en forskel?”

ZEPP-LAROUCHE: Jo, der er kanaler. Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi har pave Frans, som i sit “Urbi et Orbi”-budskab til påske igen meget, meget kraftigt krævede fredelige løsninger på de to store kriser: en forhandlet fred, våbenhvile, og han henledte især opmærksomheden på ofrene, børnene og andre. Så jeg tror helt sikkert, at paven er sådan en kanal, for han er helt sikkert en, der er upartisk, som virkelig forsøger at være i kristendommens ånd, og derfor har han et meget vigtigt omdømme blandt alle de andre religiøse ledere. Så jeg synes bestemt, at den kanal skal bruges og fremhæves.

Så har man andre kanaler: Der er Kina, som har fremsat et forslag både for Ukraine, et 12-punkts fredsforslag; der var en kinesisk udsending i den seneste periode, som rejste i regionen. Kina har også fremsat et forslag om en omfattende konference om Mellemøsten, som de desværre ikke er særlig aktive i at fremme, så vidt jeg kan se lige nu, men det er helt sikkert en kanal. Jeg vil tro, at der sandsynligvis er andre kanaler for folk af god vilje.

Men jeg tror tydeligvis ikke, det er nok. Så jeg synes, det var vigtigt, at der var 120 påskemarcher i Tyskland i påsken. De var en lille smule større end sidste år, men langt fra store nok. Jeg synes, at sådanne demonstrationer på gaden er ekstremt vigtige. Lige nu har vi for eksempel en meget vigtig ung mand ved navn Larry Hebert, et 26-årigt inaktivt medlem af luftvåbnet, som lige har startet en sultestrejke foran Det Hvide Hus på grund af det, han ser i Gaza, og han ønsker at gøre det til støtte for Aaron Bushnells selvafbrænding. Desuden var han i den afdeling, hvor det kontinuerlige våbensalg fra USA til Israel foregår hver dag, og det er det, han protesterer imod. Han sagde, at det, der gjorde ham mest oprørt, var den absolutte tavshed fra de overordnede, de øverste i kommandoen, om Aaron Bushnells død, at de ikke fandt nogen omtale, ikke ét ord! Og det viser igen den absolutte splittelse mellem etablissementet og folket.

SCHLANGER: Jeg har et par spørgsmål mere til dig, Helga. Det første er fra en professor fra Algeriet, som skrev om den atomaftale, som Algeriet og Rusland netop har underskrevet. Og han sagde: “Det ser ud til at pege i retning af et potentiale for voksende energiuafhængighed for afrikanske nationer. Det er efter min mening et positivt skridt væk fra det gamle koloniale forhold. Hvad er dit syn på dette?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er fremragende. Jeg lykønsker Algeriet med denne aftale, for det er tydeligvis den rigtige vej at gå: Man har brug for kilder med høj energi- og strømningsdensitet. Det er også en indirekte polemik mod EU’s dumhed, som ville have de nordafrikanske lande til at levere alle former for “grøn” energi, som ikke fører nogen steder hen. Og snart vil Algeriet være et mere magtfuldt økonomisk land end Tyskland, hvis Tyskland fortsætter på den grønne vej, hvilket ikke er, hvad jeg ønsker, men det er sådan, det går lige nu. Så jeg vil gerne opfordre dit land og alle andre lande til at fortsætte ad den vej, for fjerde generations atomenergi er i sig selv sikker. Der er stadig mange mennesker, der er imod atomkraft, men de forstår ikke, at propagandaen imod atomkraft var baseret på så mange løgne og meget få muligheder for at korrigere dem. Og selv om der var nogle svagheder, er de blevet overvundet. Den fjerde generation er i sig selv sikker; du har thoriumcyklussen, og du har snart termonuklear fusionskraft. Så det er virkelig vejen til uafhængighed.

Og atomenergi og suverænitet er synonymer. Så tillykke med det.

SCHLANGER: Her er et sidste spørgsmål til dig fra en aktivist. “Jeg har lige hørt, at du er blevet interviewet af Kim Iversen. Det er jo fantastisk! Og jeg kan ikke vente med at se det. Hvordan kan vi få mere eksponering for dig og LaRouche-bevægelsen, i betragtning af censuren mod dig?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, der er Kim Iversen-interviewet. Vi har delt det op i segmenter. Der er et afsnit om Oase-planen og nogle andre afsnit. Så mit forslag er at bruge disse videoer, sende dem til andre tv-stationer; eller tage denne webcast og sende linket til alle de mennesker, der burde udsende, hvad medlemmer af vores bevægelse har at sige. For jeg ville have bedre ting at lave, men der er sådan et vakuum af fornuft i politik, at enhver, der hjælper os med at fokusere på løsninger, er så påtrængende. For der er endda folk, der er imod de farlige politikker, som visse kredse promoverer lige nu, men meget få mennesker fokuserer på faktiske udveje! Og jeg tror, at på grund af min afdøde mand Lyndon LaRouches arbejde, LaRouche-bevægelsen, Schiller Instituttet, er vi i en vis forstand en fabrik for løsninger, for det er den måde at tænke på, som Lyndon LaRouche lærte os alle.

Så derfor, hjælp os med at få ordet ud med det eksisterende program, og prøv at fortælle dem, at de bør være en del af – Åh! Der er en virkelig vigtig udvikling: Jeg bør slutte med en virkelig positiv bemærkning. Der er lige nu en ny resolution, som jeg lige har læst, kun få minutter før denne udsendelse startede, af et faktisk ret stort antal journalister fra den første og anden kanal i Tyskland, NV Deutschlandfunk, som er en slags officiel radio, og mange af dem har underskrevet med deres navn; andre har sat deres navn hos en notar, fordi de stadig frygter problemer, hvis deres navn er kendt. Men de protesterer kraftigt mod forsøget på at udnytte den offentlige radio og tv til at fremme NATO’s linje. Og de opfordrer folk til at vende tilbage til journalistiske principper. Jeg synes, det er fantastisk! Det er en virkelig god udvikling, og det viser, at hvis man organiserer nok modstand, kan noget bryde igennem. Men i mellemtiden må I slutte jer til vores bestræbelser på at få vores budskab ud, for indtil vi kommer igennem til disse medier, kan der stadig gå lidt tid.

SCHLANGER: Jeg kan godt lide, hvad du sagde, Helga, om at LaRouche-bevægelsen er en “fabrik af løsninger”. Det er en fabrik, der ikke kan lukkes ned af afindustrialiseringsbevægelsen.

Så Helga, tak fordi du var med os igen i denne uge, og forhåbentlig vil de spørgsmål, som folk har stillet, få dem til at tænke og handle. Og på dette tidspunkt er det aktiveringen, der er vigtigst. Har du nogle afsluttende ord?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan kun bede dig om at få din bagdel op af sofaen. Det lyder måske ikke så høfligt, men jeg mener det virkelig, for det her er det farligste øjeblik, vi nogensinde har haft! Og hvis tingene går galt, eksisterer vi måske ikke længere! Så faren for atomkrig er meget reel, og vi er nødt til at ændre politik, for de nuværende magthavere har tydeligvis fået en mærkelig fejl i hjernen, som forhindrer dem i at tænke. Så vi har brug for, at du bliver aktiv sammen med os, for det haster mere end nogensinde før.

SCHLANGER: OK Helga: Tak, og vi ses igen i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: På gensyn i næste uge.

2. april 2024 (EIRNS)-Den 1. april sendte det meget sete Kim Iversen Show et tour de force-interview med Schiller Instituttets stifter og formand, Helga Zepp-LaRouche. Programmet har 239 tusinde abonnenter.

Her er linket.

Kim Iversen introducerede showet med en omfattende historie om både Lyndon LaRouches og hans bevægelses dybe indflydelse gennem de sidste 50 år og Washington D.C.-elitens forsøg på at knuse denne bevægelse og dens indflydelse. Helga Zepp-LaRouche beskrev en metode til tænkning og handling, der er nødvendig for at flytte verden fra den nuværende truende globale krig til en aktiv fredelig udvikling, og fremhævede LaRouches Oase-plan og Schiller Instituttets kommende internationale online-konference med fokus på dette forslag. https://schillerinstitute.nationbuilder.com/oasis_conference_20240413

Link til videoen her:

The Plan to Change the World for the Better | A Conversation with Helga Zepp-LaRouche

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 27. marts 2024

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 27. marts 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, kan du sende dem via e-mail til questions@schillerinstitute.org.

Helga, lad os begynde med udviklingen fra de sidste par dage: Først var der afstemningen i FN’s Sikkerhedsråd om en ny resolution, der opfordrer til våbenhvile i Gaza. Denne gang blev den vedtaget med 14 stemmer og 1, der undlod at stemme: I stedet for at nedlægge veto, undlod USA at stemme, hvilket betyder, at den blev vedtaget. Og så har FN’s særlige ordfører for menneskerettigheder i de besatte palæstinensiske områder, Francesca Albanese, fremlagt en rapport i Genève, som siger, at det er på tide at stoppe folkedrabet på palæstinenserne.

Nu har en seer skrevet til os og sagt: “Presset på Biden er tydeligvis stigende for at få en løsning, og det samme er presset på Netanyahu for at stoppe folkemordet. Men hvad mere skal der gøres for at sikre overholdelse af en våbenhvile med henblik på en reel fred i Mellemøsten?” Og hun skriver: “Jeg har tilmeldt mig Oase Plan-konferencen.” Så det er de første spørgsmål til dig.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Afstemningen i FN’s Sikkerhedsråd er obligatorisk, men det er så spørgsmålet, om Israel vil betragte det som obligatorisk at overholde. Og hvis ikke, er spørgsmålet, hvilke andre foranstaltninger der skal træffes?

Under alle omstændigheder kan vi kun foreslå at ændre hele perspektivet: Det er derfor, at Oaseplan-konferencen skal være en virkelig stærk intervention, og jeg tror, at det, du kan gøre, er at hjælpe os med at stable konferencen på benene. Få så mange enkeltpersoner, men også organisationer, fra regionen, fra Sydvestasien, men også fra USA og fra Europa og andre dele af verden til at bidrage med indflydelse. Fordi dette er så enormt, kunne USA naturligvis have stoppet det lige fra begyndelsen; nu er de under pres for at gøre noget. Men det store spørgsmål er, om de vil? Og jeg tror, at det eneste, man kan gøre, er at få – du ved, hvis du havde hele verden, som et magtfuldt kor, der krævede, at lidelserne for folk i regionen skulle stoppe, og at Oase-planen derfor skulle gennemføres. Forestil dig, at BRIKS-landene alle ville sige det, hvis alle naboerne ville sige det, Saudi-Arabien, Emiraterne, Irak, Syrien, Tyrkiet, og så ud over det alle landene i Europa, og alle ville kræve det, så kunne det ske! Så det er formålet med denne konference, at vi kan opbygge momentum og vise folk en vision for, hvordan der faktisk kan skabes fred gennem økonomisk udvikling.

Men jeg tror, det kræver, som alt andet i dette utroligt farlige øjeblik i historien, en enorm mobilisering af mennesker med god vilje: Så hjælp os med at opbygge denne konference. Og hjælp os ved at pege på folk, vi bør kontakte, folk, du kontakter, få borgmestre, byråd, kongresmedlemmer, parlamentarikere til at støtte den. Jo flere af disse stemmer vi har, jo bedre.

SCHLANGER: Konferencen er en online-konference, og man kan tilmelde sig den på Schiller Instituttets hjemmeside. Den finder sted den 13. april kl. 11 EDT. Og dette er et af de øjeblikke i historien, hvor den form for diskussion, der vil finde sted, vil være uden for etablissementets kontrol, hvilket betyder, at vi kan forsikre, at det vil være en ærlig, seriøs diskussion. Så tag det, Helga siger, alvorligt, og hjælp os med at bygge op til det.

Nu, Helga, er der kommet nogle flere e-mails om den samme generelle idé som det, du lige har foreslået. For eksempel skriver en person: “Systemet er ved at kollapse, dets ledere har kun lidt støtte. Hvad med en opfordring til en global generalstrejke?” Og en anden spørger: “Hvad med en international aktionsdag? Er der andre ideer, som Schiller Instituttet har, der kan flytte situationen meget hurtigere i den rigtige retning?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, i teorien ville det være en god idé, men jeg ved ikke, hvor realistisk det er. Hvis vi opfordrede til en international strejke, hvem ville så følge efter? Eller en international aktionsdag, det lyder mere håndgribeligt.

Men jeg synes, vi skal se på det på den måde, at jeg tror, vi er nødt til at organisere folk omkring idéen om, at vi har brug for en helt anden tilgang. For vi er virkelig på randen af Tredje Verdenskrig. Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS) er en gruppe amerikanske dissidenter, der tidligere har arbejdet for militæret, CIA, udenrigsministeriet, National Security Agency, og de har dannet denne organisation, der er kendt som VIPS: De har lige skrevet et utroligt vigtigt memorandum til præsident Biden “On the Brink of Nuclear War”, hvor de forholder sig til den franske præsident Macrons forslag om at sende franske tropper, alle NATO-tropper, ind i Ukraine. Og der er rygter om, at der allerede er 2.000 tropper klar til at blive sendt. Og VIPS advarer om, at det både vil føre europæerne ud i en atomkrig og trække USA med ind i det, der kan blive en udslettelse, hvis det ikke stoppes.

Det er meget vigtigt, for sådan er virkeligheden, og det vil vi nok komme mere ind på i forbindelse med terrorangrebet i Moskva. Hvis man ser på situationen, er vi i en situation, der er helt ude af kontrol, og derfor er det vigtigt, jo hurtigere vi indleder en diskussion, at vi er den intelligente menneskeart: Vi burde være begavede med fornuft og i stand til at definere løsninger ud af en tilsyneladende håbløs situation. Det er derfor, jeg siden november 2022 har foreslået ideen om en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skal tage hensyn til hvert enkelt lands interesser. Og det er et forslag, som er ekstremt vigtigt for folk at begynde at diskutere og tænke over, hvad det vil sige at skabe en verdensorden, hvor alle nationer kan leve! For hvis vi ikke kommer ud af den geopolitiske konfrontation mellem NATO på den ene side og Rusland og Kina på den anden side, er det en lille fejltagelse – der er folk, der siger: “Åh, nej. Det kommer aldrig til at ske. De vil ikke lade det ske.” Hvis man ser på historien før Første Verdenskrig og historien før Anden Verdenskrig, kan man i begge tilfælde tydeligt identificere det øjeblik, hvor det var for sent. Det kan man ikke vide i fremtiden, for der er noget, der hedder fri vilje, og man kan altid ændre dynamikken; men når man ser tilbage i historien, kan man helt sikkert sige, at på det tidspunkt var det for sent. Og vi befinder os lige nu i en periode, hvor ingen ved det, men mange mennesker er virkelig bange, fordi de nuværende etablissementer ikke synes at være styret af visdom, men til dels af vildfarne drømme! Og det synes jeg er meget skræmmende.

Så mit forslag er, at vi kunne overveje en international aktionsdag. Vi har nu 1. maj-demonstrationen i næste måned. Så i Europa har vi mange marcher, der er ved at blive planlagt. Du bør tage derhen og deltage: Vi har en folder på vores hjemmeside, “Vores opråb må ikke komme for sent!”. Du kan downloade denne folder, eller på flere sprog fra Schiller Instituttets sociale medier. Hvis du ikke har den, så tag en anden: Gå til disse 1. maj-marcher, som er mange steder i Europa. Og i USA kan du gå til gudstjeneste, tage denne folder, gå derhen og dele den ud. Kontakt vores kontorer, og lad os opbygge! For at lave en verdensomspændende aktionsdag kræver en del forberedelse, men hvis du mobiliserer i den kommende weekend, vil det være et første skridt.

Og tænk så på en større indsats, som ville være ideen om en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur: Det kræver mere organisering, men du kan gå ind i den diskussion med os lige nu.

SCHLANGER: Vi har en e-mail fra en kontakt fra Palæstina, som var ret oprørt over det møde, der fandt sted mellem Israels forsvarsminister Yoav Gallant og USA’s forsvarsminister Lloyd Austin. Han sagde: “Sikke en hykler! Austin sagde, at der skal gøres mere af humanitære årsager for palæstinenserne, men at USA vil fortsætte med at støtte Israel.” Og han sagde: “Kan de ikke se, at børn dør hver dag. Mødre dør, bedsteforældre dør; der er hungersnød overalt. Kan de ikke se, at verden ser på dem som en flok umoralske, onde hyklere?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at den rapport, som du nævnte i starten, af Francesca Albanese, som er FN’s særlige rapportør, hun holdt en tale i går i Genève for FN’s Menneskerettighedsråd, hvor hun præsenterede resultaterne af sin rapport, som hun kalder ” Et folkedrabs anatomi”, og hun gennemgår igen alle de argumenter og beskrivelser, som vi allerede kender fra Den Internationale Domstol.

Ja, det er folkedrab! Det bliver begået for øjnene af hele verdens befolkning. Og det har jeg sagt for længe siden: Dette er den moralske test, at hvis vi ikke kan stoppe det, hvis vi ikke kan gribe ind på en sådan måde, at det straks stopper, så falder det tilbage på, om vi er moralsk egnede til at overleve som en menneskelig art? Og jeg er bange for at sige, at nogle steder er svaret næsten klart “nej”, fordi regeringerne, som efter alle disse beviser bliver præsenteret og tilgængelige – det er ikke som nazisterne for 80 år siden; der kunne folk med en vis troværdighed hævde, at de ikke vidste det, og det bliver stadig diskuteret og undersøgt af historikere, hvor meget folk vidste? Og flertallet kunne helt sikkert ikke vide det og vidste det ikke, fordi der blev gjort en indsats for at skjule det.

Men i dette tilfælde er der ingen forsøg på at skjule det: Det er derude foran verdens øjne, og derfor tror jeg, at det virkelig er en test af vores evne til at overleve som en menneskelig art: Er vi mennesker, eller er vi ikke?

Så jeg kan kun sige, at vi kun kan mobilisere så meget, vi kan, for at forsøge at ændre dette på den måde, vi tidligere har diskuteret med Oase-planen.

SCHLANGER: Helga, du nævnte VIPS Memo, Veteran Intelligence Professions for Sanity, “The French Road to Nuclear War”. Der var en anden lignende kommentar i denne uge fra Viktor Orbán, Ungarns premierminister, som henviste til krigshøgenes snak på EU-topmødet, hvor de bakkede op om Macrons forslag: Han sagde, at det var som at “træde ind i en anden galakse.” En ven af Schiller Instituttet i Europa sagde: “Mens denne slags interventioner er afgørende, er der så andre i Europa, der taler imod Global NATO? Og hvad kan der gøres for at få flere mennesker ud?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, der er folk – jeg mener, at det billede, som premierminister Orbán bruger om de “to galakser”, er helt rigtigt, for nogle gange har man en fornemmelse af, at der er folk, som sikkert mange af dem, der ser dette program, der er ekstremt bekymrede over, at den nuværende geopolitiske konfrontation bringer menneskeheden i en fare som aldrig før. Og jeg tror, de er klar over, at på grund af sammenbruddet af tillid, sammenbruddet af alle nedrustningsaftaler og våbenkontrolaftaler, så er den nuværende situation meget, meget farligere end på højdepunktet af Cubakrisen! For på det tidspunkt talte Kennedy og Khrusjtjov stadig med hinanden; der var back-channel-diskussioner, så situationen kunne afværges.

Hvis det nu, som efter terrorangrebet uden for Moskva den 22. marts, viser sig, at sporene går til de angloamerikanske lande, hvilket er på tale, at Putin og FSB dybest set har sagt, at de undersøger, hvem der gav ISIS ordre til at udføre disse terrorangreb. Hvis det fører til lande i Vesten, kan vi stå i en situation, der er meget værre end Cubakrisen på få minutter. Og derfor tror jeg, at der er folk, der er bekymrede over det, og vi kender mange af dem, ikke dem alle, men jeg vil sige, at det er et betydeligt mindretal.

Men så har du den anden galakse, og det er folk, der siger: “Åh, russerne bluffer bare. Vær ikke bekymret. Vi har allerede krydset så mange røde linjer, og de har ikke gjort noget – så lad os krydse endnu en rød linje.” Og jeg synes, at det er virkelig skræmmende: For de mennesker, der befinder sig i den anden galakse, synes at være fuldstændig følelsesløse over for den fare, det udgør for hele civilisationens eksistens. Og jeg tror, at det største problem, vi har, er, at NATO-apparatet kontrollerer fortællingen. Nogle gange opstår der små sprækker, som når Victoria Nuland mister sin stilling, på grund af sprækkerne i det hele.

Men for det meste tror jeg, at nøglespørgsmålet er, om vi kan mobilisere samvittigheden og følelsen af selvopholdelsesdrift og selvtillid hos størstedelen af den anden galakse i tide?

SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål til dig om terrorangrebet i Moskva, og denne person skriver: “Uanset om det var Ukraine eller ej, der stod direkte bag, er forfatterne bag dette de samme som dem, der står bag stedfortræderkrigen med den hensigt at ødelægge Rusland. Og man kan se det på nogle af de neokonservative, som fryder sig over, at dette sker mod Rusland. Det er tydeligt, at de ikke har nogen medmenneskelighed. Men hvad siger det om problemerne i de vestlige medier, som bliver ved med at angribe Rusland og sige, at det er Putins skyld, at Putin fortjente det?” Spørgsmålet er: “Hvad kan du generelt sige om dette angreb, der fandt sted i Moskva?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at et argument, jeg læste tidligere, var, at man i civiliserede samfund ville fordømme enhver form for terrorisme, uanset hvem der er målet. Og nogen sagde, at da der skete en grusomhed i Ukraine, blev hovedkontoret i Berlin oplyst i Ukraines farver, gul og blå. Bliver disse kontorer så nu oplyst i de russiske farver? Naturligvis ikke. Så det afspejler, at verden ikke er civiliseret, og at folk tolererer ting, som er fuldstændig umenneskelige.

Men jeg synes, det er et meget farligt øjeblik, for Putin har lige mødtes med anklagerne og efterforskerne og andre embedsmænd og har tydeligvis instrueret dem i at gennemføre efterforskningen. Og hvis det viser sig, at det ikke kun var denne ISIS, som Putin gav cui bono, hvem ville så drage fordel af det? Og jeg kan kun råde folk til at se på den video, som min afdøde mand, Lyndon LaRouche, lavede i 1999: Det er en to en halv time lang video, der hedder “Storm over Asien”. Men hvis du ser de første 10 eller 15 minutter af den, er den helt betagende. Det var på det tidspunkt under krigene i Nordkaukasus, og han sagde, at de mennesker, der har været involveret i det store spil i meget lang tid, de har disse terroristiske lejesoldater, som rekrutteres og indsættes til ethvert formål i en destabilisering mod Rusland, Kina, Iran – og hvis du lytter til Lyndon LaRouche i den video, bare lyt til de første 10 minutter eller deromkring, og du vil få en absolut forståelse af, hvad der sker nu. Hvis du erstatter “Nordkaukasus” med “Ukraine”, så passer alt på situationen i dag.

Og jeg tror, det er den dybt forankrede Great Game-destabilisering, hvor man forsøger at afvikle Rusland, og i dag har man Jamestown Foundation; man har denne anden organisation, der hedder “Free Nations of Post-Russia Forum”, og de taler helt sikkert – og sandsynligvis ikke kun – om at afvikle Rusland, skære det i 12 eller flere stykker, og jeg tror, russerne er ekstremt opmærksomme på det faktum. Og det er derfor, når vi krydser grænsen, og Putin har bekræftet, at han ikke ændrer Ruslands atomdoktrin, som denne Sergei Karaganov havde foreslået. Putin sagde, nej, han vil ikke ændre atomdoktrinen, som fastslår, at hvis Ruslands territorium er truet, så vil Rusland sandsynligvis anvende atomvåben.

Men hele min fortolkning af situationen er, at enhver, der leger med brugen af atomvåben som middel til at løse denne konflikt, er klinisk sindssyg. Og jeg er ret overbevist om, at både Kina og Rusland vil gøre alt for ikke at bruge atomvåben, men hvis man har den slags destabiliseringer, så fungerer krige aldrig, som de er planlagt. Du har en hændelse. I reaktionen på dette terrorangreb var der en indtrængen i luftrummet, tror jeg, hvor et russisk jagerfly i 39 sekunder eller deromkring trængte ind i polsk luftrum, og straks lettede andre jagerfly naturligvis. Det er den slags små ting, der kan udløse en katastrofe. Og vi må ikke glemme, at vi lige nu og frem til maj stadig har denne meget store NATO-manøvre, kaldet Steadfast Defender 2024, hvor 90.000 tropper bliver udstationeret. Og de øver overførsel af et stort antal tropper og så videre: Det er den slags manøvrer, som meget hurtigt kan blive til virkelighed, hvis der sker en ulykke. Det er derfor, jeg beder om en mentalitetsændring, at vi må stoppe med at tænke, at, du ved, og lige nu tror jeg, det er virkelig på kanten.

SCHLANGER: OK, her er et spørgsmål til dig fra en fra Italien, som siger, at de er afhængige af Schiller Instituttet for en analyse af, hvad der sker i Europa; og de skriver: “Hvad skete der med Meloni-regeringen? Den skulle angiveligt være anti-NATO, muligvis anti-EU; i stedet er den blevet pro-krig, pro-NATO. Og de afbrød også aftalememorandummet med Bælte & Vej Initiativet med Kina. Hvad er der sket?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er præcis, hvad der er sket mange gange, at nogen hævder at være for et lands suverænitet, som i dette tilfælde, Italien; eller i Frankrig, hvor der er mange suverænister. Men når det kommer til stykket, bliver der på en eller anden måde trukket i trådene, og så er folk pro-EU, pro-NATO, pro-krig, pro-våbenleverancer til alle mulige steder, og jeg tror desværre, at det er sådan, det nuværende system fungerer, på den måde at de har deres klyngeagenter, deres indflydelsesagenter, og de sørger for, at hver organisation holder sig på måtten. Man kan faktisk lave en liste over sådanne mennesker i journalistikken og i de politiske partier, som har den slags roller. Og medmindre folk begynder at anerkende det som en del af kontrolsystemet, tror jeg, det vil fungere på den måde.

Hvad angår aftalememorandummet, mener jeg, at der lige nu er et enormt pres fra EU’s side for ikke at have relationer til Rusland og Kina. Det udspiller sig lige nu, for eksempel på det vestlige Balkan; der er valg i de næste par dage, og den serbiske præsident Vucic sagde, at der i de næste to, tre dage vil være enorme udfordringer i hans land.

Så jeg tror, at der er en enorm indsats for at forsøge at forhindre sådan noget. Men på den anden side tror jeg, at stemmen fra det Globale Syd, fra de lande, der har lidt under kolonialisme i 600 år, selv om de alle er under angreb, du kan se, hvad der sker i Egypten lige nu med IMF; i Etiopien, også lignende. Der er nu ved at blive opdaget en ny skandale i Sydafrika; Argentina er under massivt angreb, naturligvis med præsident Milei i spidsen.

Så det er ikke en kamp uden vanskeligheder, men i betragtning af, at det Globale Syd er den Globale Majoritet, repræsenterer de omkring 85% af verdens befolkning. Jeg tror, at faren er, at alt og alle bliver trukket ned; men jeg er også ret overbevist om, at størstedelen af verdens lande lige nu med BRIKS-Plus faktisk gør en indsats for at skabe et nyt økonomisk system, hvor alle faktisk kan udvikle og udnytte deres egne ressourcer og blive, ikke superrige, men have en anstændig levestandard for alle deres folk. Det er et ønske, og det er en tendens i tiden, som jeg tror er stærkere end alle bestræbelserne på destabilisering.

SCHLANGER: Som svar på det, I har diskuteret, har vi to nye spørgsmål, der lige er kommet ind. Det ene er: “Hvordan kan grundlæggende overbevisninger og sociale værdier afpolitiseres frivilligt og ikke med magt?” Og relateret til det er et spørgsmål: “Schiller Instituttets vægt på kulturel dialog mod det store spil er så vigtig, baseret på konceptet fra jeres grundlæggende principper om, at alle mennesker er skabt i Guds billede og lighed. Er der en indsats i gang for at få flere kunstnere til at udtale sig, som en del af den større indsats fra Den Internationale Fredskoalition?”

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Her til morgen havde jeg en rigtig god diskussion med nogle venner om behovet for at styrke civilisationens dialog. For jeg tror, at mange af vores seere, det vil sige dig, i disse meget, meget vanskelige dage nogle gange har en følelse af, at hele verden er ved at blive så forfærdelig; mange mennesker siger: “Jeg ser ikke nyhederne mere, fordi det bare er det ene rædselsshow efter det andet,” at det er så vigtigt at bevare en følelse af skønhed, at bevare en følelse af kreativitet, at bevare en følelse af, hvad menneskeheden er i stand til på en positiv måde, hvilket kommer til udtryk i kompositionen af klassisk musik, af smuk poesi, af smukke malerier. Så jeg vil tage dit spørgsmål som en påmindelse og en opmuntring: Vi vil gøre mange, mange bestræbelser på at organisere klassiske koncerter, en civilisationsdialog, der repræsenterer de bedste udtryk for kinesisk kultur, europæisk kultur og afrikansk kultur: Og få det til at være substansen i diskussionen blandt unge mennesker. Jeg tror, det er så vigtigt at opløfte sjælen, fordi det er en slags vision om, hvad menneskeheden bør være, og det bør motivere os til at forsøge at realisere det i virkeligheden, i stedet for at gå ud fra virkeligheden og så gå direkte i helvede, for det er der, det ser ud til at føre hen.

Så jeg tror, at digternes og musikernes opgave med at opløfte folk er vigtigere end nogensinde før. Så hvis du er kunstner, så kontakt os, hjælp os med at skabe koncerter og sådanne kulturelle dialoger.

SCHLANGER: Jeg har endnu et spørgsmål fra en person, der identificerer sig selv som en gammel ven af den afdøde Renée Sigerson, som siger, at hun håber meget på, at LaRouche Legacy Foundation vil udgive mere materiale og gøre det tilgængeligt. Og spørger, hvor det program står lige nu?

ZEPP-LAROUCHE: Åh, det gør bestemt fremskridt. Vi har nu det andet bind af Collected Works of Lyndon LaRouche hos trykkeren, så du kan forvente, at det kommer ud ret snart. Det bliver en smuk samling af især kulturelle skrifter, om musik, om poesi, og du bør helt sikkert bestille det nu, hvis du hører det.

LaRouche Library, som er under udvikling af LaRouche Legacy Foundation, gør også enorme fremskridt. Så du bør selv gå ind på hjemmesiden og kigge efter det. Det er et enormt arbejde, for min afdøde mand var en ekstremt produktiv skribent: I de perioder, hvor han var på sit højeste, skrev han op til 80 sider om dagen! Og ikke bare artikler, men med fodnoter, med grafik, med alt, så redaktionen næsten ikke havde noget arbejde med at færdiggøre artiklen til produktion. Og så har han skrevet, hvad der svarer til, vil jeg sige, over 100 bøger og tusindvis af artikler. Og så naturligvis mange videoer, lydbånd, kommunikation af alle slags. Så det er en enorm mængde arbejde, men vi vil gøre det hele tilgængeligt, for jeg tror, at det at studere Lyndon LaRouche på nuværende tidspunkt, at studere hans økonomiske teorier, at studere hans analyse af historien, hans utrolige indsigt i klassisk komposition, det er, vil jeg sige, det vigtigste, du kan læse i øjeblikket.

SCHLANGER: Helga, det er de spørgsmål, jeg har til dig. Jeg tror, det ville være nyttigt, hvis du endnu en gang kunne give folk en fornemmelse af, hvad hensigten er med denne konference den 13. april, ” Oase-planen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina og for hele Sydvestasien.”

ZEPP-LAROUCHE: På fredag har vi endnu et Zoom-møde i Den Internationale Fredskoalition. Det bliver meget vigtigt, og du bør kontakte os for at blive forbundet og være en del af det. For vi får gæster – to eller tre medlemmer af VIPS, Veteran Intelligence Professionals for Sanity, til at diskutere det memorandum, de skrev til Biden. Vi får højst sandsynligt besøg af en ledende pensioneret militærmand fra Frankrig, som vil være i dialog med disse VIPS-folk: Så det bliver en ekstremt fascinerende begivenhed. Jeg kan fortælle dig, at en af dem vil være Ray McGovern, og der vil være andre. Så du bør deltage i det, fordi du ønsker at være en del af en international fredskoalition: Fordi vi er nødt til at forene alle fredselskende mennesker i hele verden for at være stærke nok. For der er mange grupper her og der, men da de ikke er forenede, er deres stemme ikke tilstrækkelig til virkelig at påvirke politikken. Så det er den første ting.

Den 13. april afholder vi så denne Oase Plan konference. Vi får en enestående kombination af talere fra Palæstina, fra andre lande i regionen, fra eksperter i vand, i afsaltning, i atomenergi, i alle mulige aspekter af realiseringen af Oasis-planen. Og prøv at hjælpe os med at opbygge den konference: Send den til alle valgte embedsmænd; send den til alle parlamentsmedlemmer, byråd, lovgivere, borgmestre og andre grupper, der bør være bekymrede. Og lad os opbygge en bevægelse for fred gennem udvikling. Jeg tror, det er det vigtigste, du kan gøre lige nu.

SCHLANGER: OK. Jeg tror, det er alt, hvad vi har tid til, Helga. Tak, fordi du var med os i denne uge. Og som altid forventer vi at se dig igen i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, og forsøg at blive aktiv sammen med os.

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 20. marts 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og præsident for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 20. marts 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Send venligst dine spørgsmål og kommentarer til questions@schillersintitute.org.

Lad os starte vores diskussion med at tale om genvalget af Ruslands præsident Putin, som let overvandt Vestens bestræbelser på at underminere ham, men også på at ramme Rusland, ved at gennemføre operationer mod Rusland, designet til at svække landet. Men det lykkedes ikke, og det var med til at sikre ham en overvældende valgsejr. Men blandt de udtalelser, der angriber hans genvalg, gentager vestlige ledere deres advarsler om, at NATO skal forberede sig på krig med Rusland, og siger, at vestlige regeringer skal øge militærbudgetterne for at forberede sig på krig. Formanden for Rådet for Den Europæiske Union, Charles Michel, lavede endda en parodi på Orwells 1984 og sagde: “Hvis vi ønsker fred, må vi forberede os på krig.

Så ud fra dette perspektiv er der to spørgsmål om det russiske valg. Det første er: “Hvad er det, der driver denne hensynsløse retorik fra NATO?” Og for det andet, fra en person i Mellemøsten: “Hvordan reagerer den ikke-eurocentriske verden på Putins genvalg og den generelle opbygning af krig i det Globale Nord?”

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Hvis man prøver at se på dette valgresultat, er det næsten, som om det skete i to forskellige universer: Det ene er de vestlige medier og mainstreampolitikere, som alle siger, at det er en komplet farce, at det ikke var demokrati, at det var arrangeret på forhånd. Men hvis man ser på, hvordan det ser ud fra russisk side, og jeg så festlighederne i Kreml, som var sammenfaldende med Putins valgsejr og 10-årsdagen for Krims genforening med Rusland, så får man et helt andet indtryk. Og folk, der faktisk kender til den interne situation i Rusland, fortæller, at Putin har folkets opbakning, hvilket afspejles i, at han fik 87% af stemmerne, og det er især den russiske befolknings opfattelse af, hvor utroligt giftig Vesten er blevet over for Rusland, der gjorde dette valgresultat endnu stærkere.

Så Vesten er tydeligvis drevet, og der er folk, som er mere bekymrede for deres egen position som ledere og genvalg end konsekvenserne af det, der sker. Så jeg tror på en måde, at valgresultatet var forventeligt, og jeg finder det godt, for sammenlignet med de fleste ledere i Vesten er Putin faktisk inkarnationen af tålmodighed og fornuft. Og jeg ved godt, at folk vil hyperventilere nu, men sådan må det være.

Problemet er, at der er et hastværk med at komme i krig lige nu. Du nævnte noget af det, og jeg kunne blive ved og ved, men jeg tror, at det største wake-up call kommer fra FN’s generalsekretær Guterres, som talte i går ved den åbne debat i FN’s Sikkerhedsråd, hvor han gav en advarsel, som jeg faktisk synes er så præcis i sin formulering, at jeg gerne vil læse den op for dig, for jeg tror ikke, at den vil blive offentliggjort i de vestlige medier, men jeg synes, at dens opfordring til at vågne op er af største vigtighed. Så lad mig læse et vigtigt citat fra den tale for jer. Han sagde: “Vi mødes i dag på et tidspunkt, hvor geopolitiske spændinger og mistillid har øget risikoen for atomkrig til det højeste niveau i årtier. … fra akademikere og civilsamfundsgrupper, der opfordrer til at gøre en ende på det atomare vanvid. …

“Og hvad er svaret? Atomvåbenstater er fraværende ved dialogbordet. Investeringerne i krigens redskaber overhaler investeringerne i fredens redskaber. Våbenbudgetterne vokser, mens budgetterne til diplomati og udvikling skrumper. …”

Dialogen skal dreje sig om at værdsætte og udvikle befolkninger for deres færdigheder, deres talenter, deres genialitet. En kynisk, hund-æder-hund-mentalitet, hvor den eneste måde at komme frem på er ved at skubbe andre ned, har ført os til et frygteligt spøgelse af hungersnød, død og atomar udslettelse.

Hvis du vil læse hele talen, så gør det, for den er absolut ikke en tøddel overdrevet. Lige nu tror jeg, at vi er ved at nå et ekstremt farligt punkt, fordi der er mange rapporter, fra det franske militær og andre, der vurderer, at den ukrainske hær er ved at blive besejret, ved at kollapse, og så er der selvfølgelig alle disse bestræbelser på at omringe Rusland med nye militære foranstaltninger. Macron truer angiveligt med at sende 20.000 franske tropper ind i Ukraine, hvilket er en rød linje set fra russisk side. Derefter har man den polsk-tyske udrykningsstyrke, der er under opbygning; så har man de britiske bestræbelser på massivt at øge forsyningen af droner; man har Stoltenberg, der besøger Aserbajdsjan og laver en særlig traktat mellem Aserbajdsjan og NATO: Se på kortet! Hvad skete der med løftet om “ikke at flytte NATO en tomme mod øst”? Man ser en indtrængen af Rusland fra alle sider, og jeg tror virkelig, at vi er på vej mod en atomkrig, hvis vi ikke stopper det.

Hvis man ser på hysteriet, har man alle disse krigsmagere i for eksempel Tyskland: En af fornuftens stemmer kommer fra SPD’s fraktionsleder, Rolf Mützenich, som siger – han gør alt det ordkløveri, som man skal gøre, om russisk aggression og så videre, men så siger han: “Det er på tide at tænke på at fastfryse krigen for til sidst at nå frem til en diplomatisk løsning.

Hvis man ser på situationen i Ukraine, er mere end 500.000 mennesker blevet dræbt, økonomien ligger i ruiner, folk er desperate, flygtninge har forladt landet. Så det er ikke længere muligt at fortsætte denne kamp. Det handler ikke om Ukraine, det handler om Vestens ambition om at besejre Rusland, som de har sagt utallige gange. Men det kommer ikke til at ske, for Rusland er en atommagt, og i modsætning til de vestlige medier har Putin ikke truet Vesten med atomkrig. I sin seneste tale og interview med RIA Novosti den 13. marts gentog han blot, hvad der er den officielle russiske doktrin, nemlig at hvis Ruslands territoriale integritet trues, så er brugen af atomvåben en mulighed for Rusland, og det vil sandsynligvis ske.

Så ideen om at fortsætte med at fremføre, at man er nødt til at besejre Rusland, som er den stærkeste atommagt på planeten lige nu, er ren galskab, og jeg kan kun sige, at folk bør lytte til Guterres og komme til forhandlingsbordet. I atomkrigens tidsalder kan krig ikke være en mulighed for konfliktløsning, og sammenlign denne vanvittige opførsel fra vestlige politikere med den statsmandsagtige opførsel fra fru Pandor, den sydafrikanske udenrigsminister, som netop har besøgt Washington, og hun opfordrer til diplomati og siger dybest set, at man er nødt til at tale med alle, for hvis man ikke taler, fratager man sig selv enhver mulighed for en løsning.

Så jeg synes, at situationen er ekstremt bekymrende, og alle fornuftige mennesker, der ikke er helt skøre, bør slutte sig til koret af mennesker, der kræver en ændring af denne politik.

SCHLANGER: Vi har et opfølgende spørgsmål til dette. Nogen skrev ind: “Med Vesten i opløsning og valgkampagnerne, der ser ret dårlige ud for de vestlige lande, er det faktum, at Putin nu er blevet genvalgt i seks år, og at den kinesiske præsident Xi Jinping blev genvalgt sidste år, at de to sammen repræsenterer en kilde til stabilitet for en bevægelse væk fra en unipolær orden. Tror du, at det er en del af grunden til hysteriet i Vesten?

ZEPP-LAROUCHE: Ja, fordi de vestlige etablissementer i stedet for at gennemgå deres egen politik og indse, at den nuværende optrapning af den strategiske situation er et tilbageslag for det, de satte i gang. I stedet for at foretage en koldblodig analyse af, hvad der forårsagede den nuværende krise, fortsætter de med at gøre det, og de spiller skyldspillet, de kalder ethvert land, der ikke underkaster sig det unipolære verdenssyn, for “diktaturer” og “autokratier” og så videre, hvilket i de fleste tilfælde har meget lidt lighed med den faktiske virkelighed, fordi det ikke tager hensyn til traditionen og kulturen og historien i disse nationer, der er så beskyldte – Kina er et godt eksempel på dette. Så jeg tror, de er uvillige til at se på de politikker, der har forårsaget dette, især NATO’s udvidelse mod øst, som fortsætter med at krydse linjer, som russerne ser som røde linjer. Når Guterres siger, at dette er den værste krise i årtier, inkluderer det også Cubakrisen, for hvis man ser på, hvad der skete i Cubakrisen, da sovjetiske missiler blev placeret på Cuba, hvad er så forskellen, hvis man nu har amerikanske og NATO-sprænghoveder langs hele den russiske grænse? Ingen! Så hvis Rusland siger, at der skal være et stop, er det helt forståeligt; den eneste forskel er, at du ikke har en Kennedy i Det Hvide Hus, og du har ikke en Khrusjtjov; du har en helt anden konstellation nu.

Så jeg tror virkelig, at vi befinder os i en maksimal krise, og vi er nødt til at besejre denne krigsgale fraktion i Vesten, ellers kan det meget snart være for sent.

SCHLANGER: Du nævnte besøget af Sydafrikas udenrigsminister, Naledi Pandor, i Washington. Vi har en kommentar fra en sydafrikansk seer: “Jeg er meget stolt af Sydafrikas udenrigsminister Pandor for at tage til Washington og sige sandheden om Israels folkemordspolitik mod palæstinenserne. Den sydafrikanske regering har spillet en meget vigtig rolle i Den Internationale Domstol. Vil deres ord have nogen effekt i Washington?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er sikker på, at de vil have en effekt på mange mennesker, for det, hun gør, bliver fulgt af hele det internationale diplomatiske samfund; der er mange godhjertede amerikanere, der ser på situationen, som ikke er tilhængere af det, Biden-administrationen gør, og de er heller ikke tilhængere af Kushner, svigersønnen til tidligere præsident Donald Trump, som roser den frodige ejendom ved vandet i Gaza, der snart vil være på markedet, hvis denne rapport faktisk bliver bekræftet. Hvis det viser sig at være en rigtig kommentar, ville det være ganske modbydeligt og afslørende.

Men der er mange amerikanere, som væmmes, som generelt væmmes ved den amerikanske politik lige nu. Så jeg tror, at hendes ord vil blive hørt, og forhåbentlig vil de amerikanere, der har bedre intentioner, gøre noget for at skubbe situationen i Gaza i retning af en øjeblikkelig våbenhvile og lægge nok pres på Biden-administrationen til at få dem til at gøre det.

SCHLANGER: Jeg har et opfølgende spørgsmål fra en person i Afrika, Menashe, som spørger: “I betragtning af Putins advarsler om de potentielle konsekvenser af en direkte konflikt mellem Rusland og NATO, hvad er så dine tanker om de afrikanske nationers rolle i at fremme fred og stabilitet på den globale scene?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, at fru Pandor er et godt eksempel på den moralske status, som afrikanske ledere har i øjeblikket, og jeg synes, at det afrikanske kontinent som helhed virkelig bevæger sig fremad og indtager sin retmæssige rolle på verdensscenen. Jeg tror, at ånden fra Bandung, som fylder 70 år næste år, er blevet helt genoplivet. Tanken om, at kolonialismen vil blive lagt i graven for evigt, styrer tydeligvis de fleste afrikanske ledere nu, og mange afrikanske nationer har en klar politik om, at de ønsker at blive mellemindkomstlande meget snart; de hævder retten til at producere og forarbejde deres egne ressourcer: med andre ord er det definitivt slut med blot at være råvareeksportører og overlade profitten til kartellerne; afrikanske nationer kræver med rette kontrol over ressourcer og jord til at forarbejde disse ressourcer til halvfabrikata og færdige produkter og til at have hele den industrielle kæde, så der er udsigt til at opnå en anstændig levestandard inden længe.

Jeg synes, det er den mest fantastiske udvikling, og hvis folk i Vesten ikke var så fuldstændig dekadente, ville de være glade for det! Hvilken bedre situation end at gøre en ende på fattigdommen for bogstaveligt talt milliarder af mennesker rundt om i verden! Og man kan kun håbe, at den nuværende bevægelse for at udvide BRIKS; BRIKS er nu BRIKS-10; snart vil de være BRIKS-40 eller 50, fordi 40 lande har ansøgt om medlemskab. Og jeg tror, at størstedelen af det Globale Syd ønsker at skabe en retfærdig ny økonomisk verdensorden, som ikke vil erstatte det nuværende imperiale design, men som vil skabe et helt andet system, hvor national suverænitet og lige status for alle lande vil blive respekteret. Og jeg tror, at det er den lektie, som folk har forstået fra 600 års kolonialisme, og den æra er heldigvis ved at være slut.

Så jeg forventer store forandringer. Jeg tror virkelig, at denne bevægelse i det Globale Syd på en måde er den egentlige årsag til, at nogle lande er bange for at miste hegemoniet; men jeg tror, vi er nødt til at finde en bro, hvor de fælles interesser for hvert enkelt land, inklusive USA, inklusive briterne (selvom det nogle gange er svært at forestille sig), men selv europæerne, som i øjeblikket er i gang med at forsøge at – de er næsten mere skøre end nogle af amerikanerne i deres pres for krig, hvor verdensdiplomatiet næsten er blevet fuldstændig glemt. Men det er vi nødt til at ændre, og vi er nødt til at skabe et system, hvor alle lande, store som små, kan deltage på lige fod i det nye system.

Ellers vil vi ikke overleve – og jeg mener det meget alvorligt, for hvis det kommer til en atomkrig, er jeg helt sikker på, at det vil være enden på civilisationen, for alle bestræbelserne fra forskellige afdelinger og ministerier og hvad ved jeg for at bevise, at der ikke vil være nogen atomvinter, at kun 20 millioner mennesker vil dø i USA efter et atomangreb – det er forfærdeligt nok – men det kommer ikke til at ske. Jeg tror, den store fare er, at man virkelig leger med hele civilisationens eksistens.

SCHLANGER: Nu vil jeg gerne svare på et par spørgsmål om Sydvestasien og det, der sker i Gaza. Nogen skrev ind: “Med hensyn til Schumers kommentarer, der opfordrer til nyvalg for at erstatte Netanyahu, er der en vis tvetydighed i, hvad Schumer faktisk sagde, nemlig at valget bør vente, indtil krigen er forbi.” Spørgeren spørger: “Afspejler dette et skift i Bidens politik, eller er det bare hyklerisk retorik som svar på den voksende modstand mod Biden og hans støtte, militær og økonomisk, til Israel?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er bange for, at det ikke er noget godt. For hvis man ser på situationen i Gaza lige nu, rapporterne fra FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Volker Türk, eller andre FN-institutioner, så er der ikke længere en trussel om hungersnød, der er tale om en regulær hungersnød. Det rapporteres, at 450 mennesker dør hver eneste dag i Gaza, ikke af kugler, men af sult, af sygdom, af bare at være svækkede og dø af alle disse faktorer. Og i alt tror jeg, at 1,9 millioner mennesker i Gaza, eller måske endda 2,2 millioner mennesker, er i umiddelbar fare for at blive udsultet!

Nu er der kun én mulighed: Det ville være straks – øjeblikkeligt – uden nogen anden pause at trække al støtte fra Israel tilbage, økonomisk, militært, og tvinge Israel – jeg mener, Israel er bare et lille land. USA formodes at være den største militærmagt på planeten: Det ville være meget let for USA at hævde sin autoritet, at dette bør stoppe, og at der bør være en øjeblikkelig, permanent våbenhvile og øjeblikkelig humanitær hjælp, uden tilbageholdenhed, fordi det er et enormt arbejde – og denne farce med at smide mad ned med helikopter, det er bare så latterligt, at det ikke betyder noget. Måske bliver to mennesker reddet, men det er ude af proportioner med, hvad der foregår.

Så krisen er utrolig, og det vil være en skændsel for hele menneskehedens moralske status, i hvert fald for dem, der ikke bekæmper den.

Så i denne situation har du Schumer, som siger, ja, Netanyahu repræsenterer ikke længere Israels interesser, for hvis Israel bliver en paria, så er det ikke i Israels interesse. Så der bør være nyvalg, så snart krigen er slut! Og jeg synes, at netop den sætning er værd at bemærke, for det betyder, at Schumer godkender, at den operation, som Netanyahu gennemfører lige nu, “at ødelægge Hamas og sørge for, at Gaza aldrig vil være en trussel” (det er anførselstegn, nu), betyder, at der ikke vil være nogen mennesker tilbage, når hele denne affære er slut! Så Schumer lyder måske, som om han kritiserer Netanyahu, men hvis man ser på ordlyden, “indtil krigen er slut”, tror jeg slet ikke, det er en reel ændring.

SCHLANGER: Hvis vi bliver ved situationen i Sydvestasien, har vi et spørgsmål fra Richard Trifan, en komponist, direktør for scenekunst ved Eurasia Center, og han spørger: “Er det muligt for Oasis-planen at blive præsenteret for det amerikanske Repræsentanternes Hus med henblik på deres støtte?” Og så siger han: “Jeg tror, at formand Johnson er en fornuftig mand og vil se de fordele, som denne plan vil give alle parter.”

Hvad synes du, Helga?

ZEPP-LAROUCHE: Jamen, hr. Trifan, hjælp os med at få den derhen. Jeg synes, det er en fremragende idé. Jeg synes – se, denne ting er så visionær, at den virkelig kan løse situationen, måske ikke på en dag eller deromkring; men forestil dig bare, hvilken forskel det ville gøre, hvis USA og måske andre lande ville annoncere: “Ja, vi vil implementere Oasis-planen. Vi vil skabe en fremtid for Israel, for Palæstina, for alle naboerne” – for mange af naboerne befinder sig i en meget vanskelig situation, som Yemen eller Syrien eller Irak, alle de andre lande i regionen: Sikke en forandring det ville være, hvis sådan en udmelding kom! Det ville ændre dynamikken med det samme! Det ville skabe håb, det ville motivere unge og gamle til at gribe spaderne og begynde at bygge huse og veje. Og det, vi har foreslået med hensyn til at skabe meget mere ferskvand i regionen: Vi har de kanaler, som vi har foreslået, men du kan også tænke på andre projekter.

Med moderne teknologi og billig energi, som man kan få gennem atomenergi, kan man skabe nye floder! Det er en meget fascinerende idé, at hvis man tager hele denne region, som er ørken, ørken, ørken, så kan man gøre den grøn. I første omgang kan man få adgang til grundvandsmagasinerne, man kan ionisere atmosfæren, man kan skabe dæmninger, man kan skabe nye floder, men man kan gøre hele regionen grøn. Du har nok til at udvikle landbrug, skove, bygge nye byer.

Herefter ville terrorismen stoppe, fordi den største uretfærdighed ville blive overvundet af et system med velstand, overflod og håb for alle unge mennesker, der ser ind i fremtiden og indser, at det er meget mere fordelagtigt at studere, stifte familie og være lærer. Så jeg tror virkelig, vi kan ændre historien til det bedre, hvis vi kan finde nogle kloge politikere, der har modet til det lige nu.

Så jeg vil gerne bede dig og alle vores andre seere om at hjælpe os med at sætte dette på dagsordenen. For jeg er helt sikker på, at der kun skal et par gennembrud til, og så er det en idé, der vokser af sig selv.

SCHLANGER: Lad mig minde folk om, at Schiller Instituttet afholder en online-konference om Oasis-planen den 13. april. Du kan finde oplysningerne på Schiller Instituttets hjemmeside, og du kan tilmelde dig: Det er den 13. april.

Og du kan også få Oasis Plan-videoen, som vil give dig den information, du har brug for til at følge op på det, Helga lige har sagt, og tage det med til alle valgte organer i USA og i Europa og rundt omkring i verden.

Helga, her er et spørgsmål om FN: “En multipolær verden kræver et ægte demokratisk FN med veludstyrede fredsbevarende styrker. Hvordan tror du, at verden vil overvinde Vesten i FN” – jeg tænker primært på USA og Storbritannien – “eller tror du, at en anden institution, for eksempel Shanghai Cooperation Organization, kan overtage denne rolle?

ZEPP-LAROUCHE: Nej, jeg synes, at FN skal forblive, og der er mange kræfter, fordi det er den eneste virkelig repræsentative organisation, hvor alle lande har en stemme. Men der er en generel diskussion lige nu om, at FN’s Sikkerhedsråd ikke længere er i stand til at håndtere dette. Først og fremmest fordi, hvis kun fem atommagter har vetoret, så er det desværre muligt, at ét land igen og igen nedlægger veto mod alt og gør hele FN’s Sikkerhedsråd dysfunktionelt.

Der er en enorm indsats i gang lige nu for at reformere FN. Jeg tror, Pandor også nævnte det faktum, at Indien har 1,4 milliarder mennesker, og at de ikke har en permanent tilstedeværelse, hvilket for eksempel ikke gør det særlig repræsentativt. Det faktum, at Afrika endnu ikke er permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd, er også en komplet parodi.

Men jeg tror, at en af pointerne er, at eftersom FN’s Sikkerhedsråd er den eneste juridiske institution, der kan håndhæve politikker, der er truffet som en beslutning, enten af FN’s Sikkerhedsråd eller hvad vi ser nu med Den Internationale Domstol, så har de ikke en retshåndhævende instans. Den Internationale Domstol, for eksempel, træffer en beslutning, og så giver de den til FN’s Sikkerhedsråd, og det er meningen, at de skal gennemføre den. Men hvis den institution er blokeret af vetoer, så er der ingen håndhævelse.

Så jeg mener, at reformen af FN helt sikkert skal have en måde at have fredsbevarende tropper på og have magt til at få regeringer til at overholde beslutninger. For det er den eneste måde, indtil den menneskelige art udvikler sig til at være fornuftig, hvilket jeg tror vil være muligt, fordi jeg mener, at nogle landes nuværende opførsel virkelig ikke afspejler menneskehedens voksenalder, men indtil videre mener jeg, at vi har brug for sådanne instrumenter. Jeg er helt sikker på, at vi på et tidspunkt, ikke alt for langt ude i fremtiden, vil blive fornuftige, det vil sige, at man vil føre sin politik på en helt anden måde, du ved, ligesom forskere gør, eller som musikere arbejder, spiller sammen i et orkester: Hvorfor kan FN ikke arbejde som videnskabelige teams, der arbejder i et nødprogram for at opnå resultater? Hvorfor kan de ikke arbejde som orkestre med et kor og smukke forestillinger, hvor alle er fokuserede på resultatet? Og jeg tror, at det vil være menneskehedens fremtid: Og jeg mener, at menneskeheden er i stand til det, og jeg mener ikke, at det er en utopi, for jeg anser den nuværende adfærd med grådighed og krigeriske bestræbelser for at være en børnesygdom – og jeg er helt sikker på, at menneskeheden vil vokse fra det.

SCHLANGER: To spørgsmål mere, Helga. Du ved måske ikke så meget om det, fordi det lige er sket, men vores ven Angela fra Irland rapporterede, at Irlands premierminister er trådt tilbage i dag efter et mislykket forsøg på at få forfatningsændringer igennem. Folkeafstemningen slog fejl, og hun sagde, at “folket vandt”.

Har du nogen oplysninger om, hvad der foregår i Irland? Irerne er tydeligvis ret stærke i forsvaret af det palæstinensiske folk, men ellers er jeg ikke sikker.

ZEPP-LAROUCHE: Nej, denne nyhed overrasker mig. Men jeg kan kun sige, at jeg har fulgt irsk politik med stor interesse på det seneste, af præcis den grund, du lige sagde. Men jeg vil tjekke det ud, lige efter dette show.

SCHLANGER: OKAY. Et sidste spørgsmål, og det haster lidt: Der er rapporter om, at den palæstinensiske leder Marwan Barghouti, som fortsat er fængslet i Israel, hvilket han har været i mindst 20 år, at han bliver tortureret og slået. Og at mange mennesker ser ham som en leder, der kunne tjene fredens interesser i regionen. Personen, der sendte e-mailen, sagde: “Vil du ikke nok gøre opmærksom på dette? Vi har brug for en mobilisering for at kræve hans løsladelse.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er helt rigtigt, for hr. Barghoutis historiske rolle og det faktum, at han virkelig er værdsat af alle fraktioner i det politiske spektrum, gør ham til en helt unik potentiel figur til at være leder af en palæstinensisk stat i den nærmeste fremtid. Og vi bør naturligvis få flere oplysninger om det, du rapporterer, og jeg lover, at vi vil gøre det til en stor faktor i vores mobilisering. Og jeg opfordrer alle jer, der ser med, til at hjælpe. For det, der sker lige nu i Palæstina, og især i Gaza, men selvfølgelig også på Vestbredden, er virkelig noget, der kalder på verdens samvittighed: Dette er ikke en palæstinensisk affære. Det er noget, der efter min mening tester hele den menneskelige arts moralske egnethed, og hvis vi tillader dette at ske, og det inkluderer hr. Barghoutis skæbne, så er vores egen evne til at overleve som art meget i tvivl. Så jeg opfordrer alle mennesker med samvittighed til at hjælpe med det, du foreslår.

SCHLANGER: OK, det var de spørgsmål, jeg havde til dig. Nogen sidste ord for i dag, Helga?

ZEPP-LAROUCHE: Tja, nu har vi Oasis Plan-konferencen den 13. april: Organiser jer til den. Fortæl dine naboer, fortæl dine kontakter på de sociale medier, fortæl alle, at de skal deltage, og gør denne konference til en kraftfuld intervention i den nuværende situation. Hver uge om fredagen har vi IPC, International Peace Coalition-mødet, hvor vi forsøger at få flere og flere mennesker til at komme og advare om den overhængende fare for atomkrig, og selvfølgelig krigen i Gaza.

Så hjælp os med at opbygge en international fredskoalition, som i sidste ende bør omfatte alle, fordi vi alle er verdensborgere, i lyset af faren for en verdenskrig.

Vi kæmper også for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der skal tage hensyn til hvert enkelt lands interesser, for ellers vil den ikke fungere.

Vi har det åbne brev fra det mexicanske kongresmedlem Benjamín Robles Montoya, som opfordrer til, at en sådan sikkerhedsarkitektur sættes på dagsordenen i lyset af faren for atomkrig. Så spred kongresmedlem Robles’ brev på flere sprog. Send det til alle parlamentarikere, til alle borgmestre, til alle folkevalgte, og lad os prøve at komme ud af denne situation, og vær virkelig klar over, at vi aldrig har været i en sådan fare, som vi er nu, det er min stærkeste overbevisning. Og vi er nødt til at komme ud af det ved at ændre paradigmet fuldstændigt.

SCHLANGER: Helga, lad mig slutte af med dette: Vi fik et svar fra en, der havde stillet et spørgsmål om FN, og han skrev tilbage: “Tak, fordi du svarede på mit spørgsmål. Tak for dit indsigtsfulde svar. Det hjalp mig virkelig med at forstå tiden og FN’s rolle. Så jeg synes, vi skal sørge for, at folk kommer til os hver uge med spørgsmål og kommentarer, for det er den bedste måde at sikre, at folk er rustet til at lave den organisering, der er nødvendig.

Så vi vil slutte med det, og forhåbentlig ses vi i næste uge, Helga.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg håber, vi får en uge mere!

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 13. marts 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 13. marts 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. Du kan sende dine spørgsmål eller kommentarer til questions@schillerinstitute.org.

Vi har meget at dække i dag, Helga, for der er alle mulige skøre udtalelser fra NATO- og EU-embedsmænd om stedfortræderkrigen mod Rusland fra Ukraine, og opbygningen mod et forventet IDF-angreb i Rafah.

Men jeg ville gerne fortælle om en udvikling i USA efter afslutningen af nomineringerne for hvert parti i primærvalgene i går, og dette er et spørgsmål fra en seer i Europa, som skriver: “Med meningsmålinger, der viser, at få amerikanere ønsker en omkamp mellem Trump og Biden, ser det ud til, at det er præcis, hvad de kommer til at få.” Så han spørger: “Er dette det bedste, USA’s politiske system kan tilbyde? Og er det for sent for Diane Sare at stille op til præsidentvalget som uafhængig?”

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Hun er helt sikkert den person, der ville have kaliberen til at være en præsidentkandidat og en god præsident, helt sikkert. Om vi kan gøre det, ved jeg ikke: Det afhænger af, om vi kan mobilisere nok støtte i tide. Det er allerede meget sent i valgkampen, men jeg tror, at det ikke kun sker med et præsidentielt system, som desværre ikke er så demokratisk længere, men mere et plutokrati, hvor det koster 5 millioner dollars eller mere at stille op til Kongressen; til Senatet kan man tilføje et nul, og til præsidentposten har man brug for mange flere penge end det under normale omstændigheder.

Jeg tror, spørgsmålet er, om Diane Sare, Jose Vega og et par andre uafhængige kan samle nok af befolkningen til at være et alternativ? Det er meget svært, og jeg tror, at alt dette er det sene resultat af, hvad det amerikanske etablissement gjorde mod min afdøde mand, Lyndon LaRouche, som trods alt stillede op til præsidentvalget otte gange. Og den måde, de behandlede ham på, nu får mange mennesker “LaRouche-behandlingen”, men du kan se, hvad resultatet er: Du har et land, der i bund og grund er i forfald. Og man kan kun håbe, at det motiverer tilstrækkeligt mange mennesker til at samle sig om Diane Sare.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål om Oasis-planen. Nogen skrev ind: “Hvor vigtig det mexicanske kongresmedlem Robles’ støtte til Oasis-planen end er, har der så været nogen støtte til den fra valgte embedsmænd i Vesten, og forventer du, at der kommer nogen?”

ZEPP-LAROUCHE: Ja, vi er lige nu midt i organiseringen af en konference den 13. april. Jeg kan allerede sige, at vi har et par vigtige støtter, som vi ikke vil offentliggøre før konferencen, men jeg er faktisk ret optimistisk, at hvis vi bare får et par relevante personer, helst kongresmedlemmer, præsidenter, tidligere præsidenter, tidligere folkevalgte, ambassadører af forskellig slags; og så håber jeg, at de unge vil tilslutte sig kravet om Oasis-planen i demonstrationerne for en våbenhvile og fred i Sydvestasien, så tror jeg, det kan tage fart.

Så jeg har ikke et fuldstændigt svar på dit spørgsmål, andet end at jeg beder dig om at hjælpe os med at finde disse mennesker og være en del af den organiserende kraft for at få det til at ske.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål fra Menashe, som er en hyppig bidragyder. Han spørger, at han som afrikaner gerne vil have dig til at tale om, hvordan Oasis Plan-tilgangen til gensidig økonomisk udvikling kan anvendes til at tackle de udfordringer og muligheder, som afrikanske nationer står over for?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at Oasis-planen simpelthen er en skabelon for, hvad man kan gøre overalt, hvor der er mangel på udvikling. Det vigtigste projekt, vi har presset på for nu i tre årtier, er Transaqua-projektet: Det vil hjælpe et halvt dusin lande i hjertet af Afrika ved at omlede 3-4% af vandet fra Congo-floden, som ikke bliver udnyttet, til Atlanterhavet og føre det gennem en kanal og et flodsystem til Tchad-søen. Det ville give kunstvanding til alle nabolandene langs vejen, det ville hjælpe med at overrisle en stor del af Sahel-zonen, det ville give strøm til industriparker og lignende projekter. Det er helt sikkert, at hvis man kan få Oasis-planen, så har vi naturligvis det meget vigtige Ibn Sina-projekt til genopbygning af Afghanistan, og de kan alle integreres i Verdenslandbroen. For i virkeligheden er det hele det Globale Syd, der mangler udvikling, så forhåbentlig kan vi med Oasis Plan-kampagnen og Ibn Sina-projektet, der er på rette vej, virkelig vende denne underudvikling og gøre den sydlige del af halvkuglen til en blomstrende have med skove og gode områder, hvor folk kan leve og trives.

SCHLANGER: Som et opfølgende spørgsmål, der lige er kommet ind, spurgte nogen: “Skyldes den manglende gennemførelse af den slags projekter racisme, neokolonialisme eller bare ren og skær uvidenhed?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det nuværende neoliberale økonomiske system, som dominerer meget af den transatlantiske sektor, og som rækker ud i de tidligere koloniserede lande ved at bestemme vilkårene for handel og eksport og import og kreditfaciliteter og så videre, det er gearet til at gøre de rige rigere, og det er nu ved at nå et absurd punkt. For hvis milliardærerne bliver så absolut rige, at de umuligt kan bruge alle pengene i deres levetid, med sportsvogne og kaviar og alle mulige former for luksus, mens milliarder af mennesker bogstaveligt talt er dømt til knap nok at realisere deres menneskelige potentiale og dø tidligere, er det et system, der ikke kan fortsætte. Og det fortsætter ikke, fordi man lige nu har landene i det Globale Syd, der arbejder sammen med BRIKS-Plus og andre organisationer i det Globale Syd for at danne et alternativt økonomisk system, og problemet lige nu er, at den nuværende krigsfare, som er gigantisk og bliver større dag for dag – og vi bør bruge noget tid på at diskutere det, fordi det er ekstremt vigtigt, at folk er klar over det – at krigsfaren kommer fra det faktum, at de nuværende etablissementer i det Globale Nord, eller det kollektive Vesten, eller hvad man nu vil kalde det, de er fast besluttet på at beholde det system, som har givet dem enorme profitter, som de nu er ved at omdanne til en fuldgyldig krigsøkonomi! Som i Europa, hvor man forsøger at omdanne hele de europæiske økonomier til krigsøkonomier. Og hvis du ser på aktiemarkedet, aktierne i det militærindustrielle kompleks, så stiger de enormt, men til hvilken pris? Vi er meget hurtigt ved at nå det punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage, og hvor der er fare for, at de to regionale kriser eskalerer til en global atomkrig.

Så i en vis forstand er det, hvad vi hurtigst muligt må afhjælpe, og jeg opfordrer alle jer, der så dette program, til at gå sammen med Schiller Instituttet for virkelig at overbevise befolkningerne i det Globale Nord om, at der findes et alternativ, at hvis USA og de europæiske lande ville beslutte at samarbejde med landene i det Globale Syd, ville armene være åbne. Jeg har mange, mange gange hørt ord fra russiske og kinesiske ledere om, at de er villige til at indgå i et sådant samarbejde, men alle disse tilbud er hidtil blevet afvist kollektivt af Vesten, men det er ekstremt vigtigt, at vi får vendt udviklingen, før det er for sent.

SCHLANGER: Vi ser ud til at få en række spørgsmål om dette emne. Der er et fra en, der skrev om Putins interview, jeg tror i dag, med RIA Novosti, hvor han beskyldte den “gyldne milliard” for at snylte på andre folkeslag i Afrika, Asien og Latinamerika. Ifølge dette spørgsmål sagde Putin med henvisning til den “gyldne milliard”: “Men de må indse, at vampyrballet er ved at være slut.” Og så stiller spørgeren spørgsmålet: “Hvad mener han med den ‘gyldne milliard’? Og tror du, at det Globale Syd og BRIKS kan gøre en ende på dette parasitiske system uden støtte fra Vesten?”

ZEPP-LAROUCHE: Dette interview af Putin med RIA Novosti læste jeg lige før denne udsendelse, og jeg synes virkelig, det er en opfordring til at vågne op. For selvfølgelig vender mainstreammedierne det straks om og siger, at Putin har truet verden med atomkrig, men det er ikke, hvad han sagde. Han sagde, at Rusland er klar, at de stort set er i alarmberedskab, og at deres atomtriadesystem er i alarmberedskab hele tiden. Naturligvis er den russiske atomdoktrin, at hvis den russiske ledelse mener, at Ruslands integritet er på spil, så vil de bruge disse våben. Det er i en vis forstand en alarmklokke, for med Tysklands pres for at levere Taurus-krydsermissilet til Ukraine, som kan nå Moskva fra den ukrainske grænse – det kan ødelægge Kreml, det kan ødelægge de russiske ministerier, og med Macrons opfordring til at indsætte franske og andre NATO-tropper i Ukraine, er vi meget, meget hurtigt ved at nå et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage! Så Putin svarer på det, og han gør det meget klart, at Vesten risikerer civilisationens udslettelse, hvis de bliver ved med at presse på.

Det, han mener med “den gyldne milliard”, er simpelthen de mennesker, som jeg har nævnt før, de mennesker, der bevidst eller ubevidst har nydt godt af det neoliberale system. Dette system har undergået en enorm forvandling, for selv om Bretton Woods-systemet efter Anden Verdenskrig ikke blev, som Franklin D. Roosevelt havde tænkt det, fordi det på grund af Roosevelts død blev organiseret af Churchill og Truman, så opfyldte det ikke Franklin D. Roosevelts krav om, at Bretton Woods-systemet skulle muliggøre udviklingen af udviklingslandene; men det gjorde noget godt for landene i det Globale Nord: Det skabte mere eller mindre to år med stabilitet og økonomisk vækst; det skabte rammerne for genopbygningen af de lande, der var blevet ødelagt af Anden Verdenskrig; og det skabte stabilitet, det var en periode med velstand i Europa og i USA.

Men så blev det system hugget af. Min afdøde mand, Lyndon LaRouche, var absolut profetisk, da han den 15. august 1971, da Nixon gik fra faste valutakurser til flydende valutakurser, sagde LaRouche, at hvis man fortsætter ad den vej, vil det føre til en ny depression og en ny fascisme og faren for en ny verdenskrig. Det, han mente med det, var, at hvis man bliver ved med at skubbe til systemet på en sådan måde, at det kun tilgodeser spekulanterne, den skøre idé om, at “penge skaber penge”, til ulempe for maskinværktøjssektoren, for industrien på mellemniveau, og det skete gradvist i løbet af de følgende årtier, indtil det punkt, hvor realøkonomien nu er ved at bryde sammen, som i Tyskland, den er i frit fald; Europas infrastruktur er i dårlig stand, og USA’s infrastruktur er i forfærdelig stand.

Så der var en slags primitiv ophobning mod realøkonomien, og det er der, vi er nu. Men i mellemtiden gav det en masse mennesker i Europa og USA en meget høj levestandard, relativt set, og det er det, russerne generelt mener med den “gyldne milliard”. Hvis du tænker på, at vi har 8 milliarder mennesker, så er der måske en milliard mere i andre lande i Asien og andre steder, som klarer sig godt, men der er milliarder af mennesker, som enten er absolut, forfærdeligt fattige eller ikke klarer sig godt, hvilket betyder, at de ikke har nok at spise, at studere, at opdrage familier. Så jeg mener, at denne forskel mellem den “gyldne milliard”, eller den del af befolkningen, der er relativt velhavende, og det store flertal af mennesker, der er fattige, skal afhjælpes.

Jeg tror, at landene i det Globale Syd er i gang med at gøre det, og jeg tror, at de er i stand til at gøre det på egen hånd, uden støtte fra Vesten. For hvis Vesten vender sig imod dem og siger, vi vil ikke samarbejde med jer, men vi vil forsøge at undertrykke jeres udvikling, så vil landene i det Globale Syd være i stand til at gøre det selv, og de er i øjeblikket indstillet på netop det.

Det eneste problem er, at hvis Nord ikke samarbejder, men forbliver i en geopolitisk konfrontation, er jeg bange for, at det vil føre til Tredje Verdenskrig. Så vi må gøre alt, hvad vi kan, for at få folk til at forstå, at vi sidder i samme båd, og at enten har vi alle fremgang, eller også har ingen af os.

SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål om Mellemøstpolitik fra en, der identificerer sig som jødisk amerikaner. Han henviser til rapporten om, at hundredvis af rabbinere har skrevet et brev til Biden, hvor de opfordrer ham til at presse på for en våbenhvile, men at det bedste, Biden kunne gøre, var at sige, at en invasion af Rafah ville være at overskride en rød linje, men at han fortsat vil stå sammen med Israel. Så han spørger: “Hvad kan man gøre for at stoppe det israelske folkemord, hvis Biden ikke gør noget?”

ZEPP-LAROUCHE: Det er et meget vanskeligt spørgsmål. Jeg synes, at det, disse rabbinere gør, er præcis det rigtige. Og man kan kun håbe på, at flere vil rejse sig, for det, der sker i Gaza, er en hjerteskærende katastrofe, som sætter spørgsmålstegn ved hele menneskehedens moral. Hvis vi ikke kan løse det, så fejler vi som art!

Det er derfor, vi presser så hårdt på for ideen om en Oase-plan, det vil sige ideen om, at der skal være mere vand, mere ferskvand i hele regionen, men især mellem Israel, Palæstina og naboerne, Syrien, Yemen, Irak og andre lande. For hvis man ser på denne region, er den fuldstændig ørken. De eneste områder, der ikke er ørken, er Golfstaterne, De Forenede Arabiske Emirater, Dubai og andre Golfstater, som har gjort meget for at bringe frisk havvand hertil ved at afsalte havvandet, så det kan drikkes og bliver frisk. Man kan se, at disse kyststrækninger er som oaser! De blomstrer, de er utroligt rige med hensyn til vegetation. Dette har nu stået på i næsten 30 eller 40 år. Så det er frodige haver, frodige marker med alle slags planter, så selv fuglene har ændret deres træk fra vinter til sommer, fordi det er et dejligt sted at hvile og få mad.

Så dette princip kunne anvendes i Israel, i Gaza, på Vestbredden, i Palæstina, i Jordan; og vi har realiseret et forslag, som Lyndon LaRouche fremsatte allerede i 1975, nemlig ideen om at forbinde Middelhavet via kanaler til Det Døde Hav, og derfra til Det Røde Hav, og så bruge det afsaltede vand til kunstvanding, til kunstvanding af landbrugsmarker, til skovbrug, til industriparker, til infrastruktur. Så dybest set skal man have en vision om, at hele Sydvestasien om få år kan se lige så tæt udviklet ud som Tyskland. Tyskland er et land med en utrolig veludviklet infrastruktur (selv om den er ved at falde fra hinanden nu, men den er stadig meget udviklet), man har integrerede vandveje, for eksempel Rhinen, hvor der er fragtskibe, der sejler til havne i Holland, så de er forbundet med hele den internationale søhandel. Derudover har man Duisburg, som er en indlandshavn, der er forbundet med jernbaner og motorveje.

Så hvis du tænker på den tætte infrastruktur, som du kan se i Tyskland, er eller har været kilden til udvikling for Tyskland, fordi en integreret, tæt infrastruktur er forudsætningen for en høj arbejdsdeling, forskelligartet produktion; og hvis det ville blive udviklet i Sydvestasien, er der ingen grund i universet til, at alle landene i Sydvestasien ikke kunne have en levestandard som Tyskland, da det stadig var på vej op (lige nu er det ikke længere). Men Tyskland er en model for, hvornår man havde en meget veludviklet middelklasse, industri på mellemniveau og var meget velfungerende. Der er ingen grund til, at man ikke kan anvende et sådant koncept i Sydvestasien med Oasis-planen. Vi afholder en konference om det den 13. april, hvor I alle bør tilmelde jer og deltage og fortælle folk om det. For vi tror, at hvis nok mennesker, især unge mennesker, i regionen får den idé, at hvis man går over til et fredeligt samarbejde mellem israelere og palæstinensere og alle de andre, så er der en lys fremtid. Der er en grund til at overvinde lange, lange konflikter, og at vi må sætte en stopper for denne endeløse krig. For hvis man bliver ved med at gøre det, der er sket nu i de sidste årtier, er det elendighed for alle, og det er ikke i noget lands interesse.

Så vi er nødt til at indgyde denne idé om håb og en vision for fremtiden, og forhåbentlig kan vi vende det.

SCHLANGER: Du kan tilmelde dig konferencen den 13. april, som vil være online, og linket til tilmelding findes på Schiller Instituttets hjemmeside. Du kan også downloade den video, som LaRouche-organisationen, Jason Ross, har lavet om Oasis-planen, og sørge for, at den bliver distribueret, for det er materiale, der ikke er blevet dækket andre steder end i vores publikationer.

Nu, Helga, vil jeg gerne vende tilbage til krigen i Ukraine et øjeblik. Der er et spørgsmål, der er blevet sendt ind. “Du, fru LaRouche, har talt om Kinas diplomatiske initiativer med hensyn til at afslutte krigen i Ukraine. Hvad er det, Kina har foreslået?”

ZEPP-LAROUCHE: Den kinesiske udsending for regionen, Li Hui, har lige været på endnu en rundrejse og talt med folk i Kiev, i Moskva, i Bruxelles, Warszawa, Berlin og Paris. På etårsdagen for krigen havde Kina allerede lavet et 12-punktsprogram, som er et meget detaljeret indledende forslag til, hvordan man kan vende tilbage til en diplomatisk løsning på alle disse konflikter. Og det er klart, at den økonomiske udvikling i forbindelse med Bælte & Vej Initiativet vil være en ekstremt vigtig komponent for genopbygningen af Ukraine.

Jeg tror, at det nu er det mest aktive forslag. Kina har også fremsat et andet forslag, som jeg mener skal tages meget, meget alvorligt, og det er idéen om, at de to supermagter, USA og Rusland, skal vende tilbage til våbenkontrol og den form for nedrustning, der plejede at være, selv under den kolde krig, og som ikke er der nu, fordi alle traktater i bund og grund er blevet annulleret. Så jeg synes, at det kinesiske forslag er ekstremt vigtigt.

Så opfordrede paven Ukraine til at hejse det hvide flag og forhandle: Dette var endnu et eksempel på en utrolig forvrængningskampagne i massemedierne. For det, paven sagde, var, at når man erkender, at man har tabt, er det vigtigt at have modet til at forhandle, for ellers vil en masse mennesker dø uden nogen god grund. Nu synes jeg, det er meget, meget vigtigt, for der er en ny artikel i det franske magasin Marianne. Der beskriver de meget detaljeret, og jeg har ingen grund til at tvivle på, at det er korrekt, for det stemmer overens med andre rapporter, vi har fået før, hvorfor situationen i Ukraine er sådan, at den ikke kan vindes militært mere, simpelthen fordi der er en utrolig uoverensstemmelse: Russerne har meget mere mandskab, de har meget bedre teknisk udstyr til befæstning, de har ammunitionsforsyninger, og dybest set kan den ukrainske position ikke opretholdes, og krigen er de facto tabt. Det mener flere militæreksperter fra Schweiz, Frankrig, Italien og Tyskland.

Så i en sådan situation er det at sige, “lad os afslutte det” og lade os genopbygge en fremtid, ikke noget, man skal anfægte. Og jeg mener, at et sådant forslag er ekstremt presserende på et tidspunkt, hvor, hvis denne optrapning med Taurus fortsætter, og ideerne om at sætte vestlige tropper på jorden – der er nu flere og flere rapporter om, at der allerede er NATO-tropper på jorden, fra Frankrig, fra briterne, fra amerikanerne. Jeg synes, vi er så faretruende tæt på en rød linje, at jeg kun kan sige, at hvis folk tænker over, hvad der står på spil her, så er det en termonuklear global krig. Hvis det kommer så vidt, vil der absolut ikke være nogen tilbage til at overveje, hvorfor det skete. I betragtning af, at der er rapporter fra tidligere tider, hvor der blev lavet skøn over, hvor mange millioner døde vi har råd til at have sådan en krig – jeg mener, sådanne rapporter kan kun være lavet af folk fra en sindssygeanstalt, og jeg undskylder over for folk på sindssygeanstalten.

At tænke på denne måde betyder, at man leger med menneskehedens eksistens! Og hvis det kommer til en global termonuklear krig, vil alt, hvad dine forældre, bedsteforældre, digtere fra tidligere århundreder, komponister, alt hvad nogen gjorde, være forgæves, fordi der ikke vil være nogen tilbage til at have glæde af deres værker.

Så jeg kan kun sige, hør her, lad os gøre det på en anden måde: Samarbejd med det Globale Syd. Der er en løsning på denne situation, men jeg kan kun sige, at jeg er meget, meget bekymret over, at den nuværende politiske klasse – Simon Jenkins sagde i The Guardian, at hele den politiske klasse i Vesten er så uduelig, at de ikke er i stand til at erkende, at alle deres politikker i de sidste årtier har været en fiasko, og det er det største problem; så jeg kan kun sige, at vi er nødt til at have en alternativ diskussion og grundlæggende sige, at vi er nødt til at have en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle menneskers interesser på planeten. Det glæder mig at høre, at kongresmedlem Benjamín Robles fra Mexico har udsendt en opfordring til alle kongresmedlemmer og parlamentarikere i hele verden om at hjælpe ham med at sætte en sådan international konference på dagsordenen. Så jeg vil også bede jer om ikke bare at cirkulere Oasis-planen, men også at tage dette brev fra kongresmedlem Robles og sende det til alle kongresmedlemmer og borgmestre, statslige lovgivere og andre folkevalgte og få dem til at slutte sig til bestræbelserne på at få en anden arkitektur på bordet.

SCHLANGER: Jeg har endnu et spørgsmål til dig fra en, der beder om din ekspertise om Kina. Han skriver, at Steve Bannon og andre i anti-Kina-lobbyen jubler over det, de kalder “krakket” i den kinesiske økonomi, ejendomsproblemerne, afmatningen. Men så skriver vores seer: “Der er nu rapporter om, at Kinas eksport steg med over 10% år-til-år og især med salg til Indien, Brasilien og andre nationer i det Globale Syd.” Og han spørger: “Hvad er dit syn på det?” Og denne anti-Kina-lobby “er det derfor, de nu forsøger at presse et lovforslag igennem i Repræsentanternes Hus om at forbyde TikTok?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, disse mennesker er ganske enkelt inkompetente. De har forudsagt den kinesiske økonomis undergang så mange gange, og de tog fejl lige så mange gange. De forstår ikke, at Kina ikke forfølger spekulation som formålet med økonomien, men at de lægger al deres vægt på innovation, innovation, innovation. Og det er sådan, de har været i stand til at undgå de typiske cykliske udviklinger i økonomier, med andre ord, man har ikke en såkaldt Leontief-kurve, eller man har ikke cykliske udviklinger, fordi de hele tiden tilfører de mest avancerede opdagelser inden for videnskab og teknologi til økonomien, og på den måde har de undgået netop sådanne kollaps.

På den anden side bygger de nu som en reaktion på denne geopolitiske “afkobling” eller “de-risking”, som de kalder det, fra Vesten. Kina vender sig om og siger: OK, så opbygger vi markeder i Syd, vi investerer langsigtet – hvilket ikke er så langsigtet, men ikke daglig profit – men vi vil investere i at opbygge markeder i det Globale Syd ved at forsyne disse lande med havne, lufthavne, jernbaner og broer; og på den måde gør de udviklingslandene rigere, og de udvikler derved et marked for kinesiske varer og øger dybest set eksport/import med hele det Globale Syd. Så det er en vindende strategi.

Så jeg tror, at dommedagsprofetierne om den kinesiske økonomi er fuldstændig ideologiske, og ideologer har meget sjældent videnskabelig viden. Og jeg tror, at i tilfældet med Bannon er det en fair beskrivelse at karakterisere ham på den måde.

SCHLANGER: Helga, jeg har endnu et hurtigt spørgsmål til dig, fra en anden mangeårig seer: “Hvad tror du er årsagen til Macrons hårde linje over for Rusland i Ukraine, hvor han kræver NATO-støvler på jorden?”

ZEPP-LAROUCHE: Macron beskrives af nogle mennesker som en kamæleon, der kan skifte farve meget hurtigt. Han har i sin politiske karriere holdt nogle ekstremt flotte taler, og hvis man tror på ham, skulle man tro, at verden er ved at blive et paradis. Men der er altid en stor uoverensstemmelse mellem ord og handling, og jeg tror, Macron er i panik, fordi han har de samme rapporter, som jeg nævnte før, om denne artikel i Marianne og det franske militær, som har en meget nøgtern vurdering af, hvor krigen i Ukraine står. Eftersom Maron forbandt så meget af sin politiske skæbne med ideen om at “vinde i Ukraine”, er dette faktisk et desperat træk. Jeg mener, at det har fået kløften mellem Frankrig og Tyskland til at eskalere endnu mere, så EU slet ikke står så samlet; jeg tror, at Macron gør det, ikke mindst af indenrigspolitiske årsager, med henblik på det kommende valg og så videre. Men det er slet ikke særlig klogt af ham.

SCHLANGER: At dømme ud fra, hvad der bliver skrevet om ham i den franske presse, er ordet “kamæleon” måske det pæneste udtryk, der er blevet brugt om ham.

Så, Helga, jeg tror, vi er løbet tør for tid nu. Tak, fordi du var med i denne uge. Har du nogle afsluttende ord?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg vil bare gerne have, at folk tager det, jeg sagde om faren for termonuklear krig, til sig, for jeg ville ikke sige det, hvis det ikke var ekstremt alvorligt. Og i modsætning til 1980’erne, da vi havde krisen med mellemdistancemissilerne, mellem SS-20 og Pershing-2, var der hundredtusinder af mennesker på gaden i mange lande, og de talte om faren for Tredje Verdenskrig. Helmut Schmidt talte for eksempel om det hver anden dag.

Og nu, hvor situationen virkelig er meget, meget farligere, fordi alle de bagkanaler ikke længere eksisterer, som selv på højdepunktet af den kolde krig i Cubakrisen eksisterede mellem Khrusjtjov og Kennedy, er folk ikke på gaden; eller de er på gaden af alle mulige grunde, men ikke af den virkelige grund, som er faren for termonuklear krig. Så gør dig venligst bekendt med emnet, og arbejd sammen med Schiller Instituttet.

SCHLANGER: Helga, mange tak, og vi ses forhåbentlig igen i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: På gensyn i næste uge.

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 6. marts 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 6. marts 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende eventuelle spørgsmål eller kommentarer til questions@schillerinstitute.org.

Helga, det er tydeligt, at nationernes oprør mod den unipolære orden og dens såkaldte liberale demokratiske imperium uddybes, og det var tydeligt på mødet i FN’s Generalforsamling den 4. marts, hvor man tog spørgsmålet om USA’s veto op for at forhindre FN’s Sikkerhedsråd i at kræve en våbenhvile for Gaza. Jeg vil gerne begynde med at spørge om din analyse af dette oprør, som en del af det globale oprør i det Globale Syd, og om du forudser muligheden for, at dette kan tvinge et skift i USA’s og Storbritanniens holdning om at fortsætte deres medvirken til Netanyahus morderiske politik i Gaza.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Virkeligheden på jorden er så overvældende klar for hele verdenssamfundet, at det er helt forbløffende, hvordan de vestlige etablissementer forsøger at lade som om, at alt dette ikke finder sted. Men det minder mig virkelig om Schopenhauers “verden som vilje”: Som om en ren demonstration af viljestyrke ville få virkeligheden til at ændre sig. Men det kommer ikke til at ske.

Jeg ser USA’s og de europæiske nationers tøven med endelig at komme og hjælpe, sørge for at drabene stopper, sørge for at våbenleverancerne stopper, sørge for at den humanitære hjælp kan finde sted, og at der bliver fundet en løsning. Hver dag dette blokeres yderligere, gør det mere skade på omdømmet og opfattelsen af den såkaldte “værdibaserede” orden. Og jeg tror, vi er ved at nå til et punkt, og måske er vi allerede nået til det punkt, hvor dette ikke kan gøres ugjort. Og konsekvenserne af dette er yderst alvorlige, fordi hele verden virkelig er afhængig af at finde en løsning baseret på diplomati, baseret på forhandlinger. Og jo mere disse holdninger skærpes, jo sværere bliver det, for vi ser ikke kun på én krise, vi har at gøre med to regionale kriser, som potentielt kan føre til en verdenskrig.

Så jeg kan kun håbe, at det budskab, der kommer fra næsten alle nationer på planeten, til det såkaldte Globale Nord, eller det kollektive Vesten, eller hvad man nu vil kalde det, at det trænger ind i nogle hjerner og nogle ører, for medmindre Vesten ændrer sig og virkelig går i gang med at løse disse konflikter, før de kommer ud af kontrol, men jeg synes, at den mentale tilstand i det kollektive vestlige establishment virkelig rejser et stort spørgsmålstegn: Er disse mennesker stadig i den virkelige verden, eller er de ikke? Og jeg kan kun sige, at jo mere det budskab bliver formidlet, jo bedre.

SCHLANGER: Der er kommet flere spørgsmål ind om både Gaza og Ukraine. Lad mig starte med et fra Ukraine, som nok er af særlig interesse for dig, om den såkaldte lækage af [diskussionen mellem embedsmænd i det tyske luftvåben] (https://sputnikglobe.com/20240301/full-transcript-of-german-top-military-officials-leaked-plot-to-attack-crimean-bridge-1117078481.html) om brugen af Taurus-missilet mod Rusland, at ramme Kertj-strædebroen og så videre. Den tyske kansler Scholz har igen offentligt sagt, at han er imod at levere Taurus-missiler til Ukraine, men denne lækkede samtale rejser spørgsmålet om, hvem der egentlig har ansvaret for Tysklands politik? Og hvem kan have været ansvarlig for lækagen? Hvad er dine tanker om dette?

ZEPP-LAROUCHE: Det interessante ved denne debat i medierne er, at de alle forsøger at dække over virkeligheden i denne samtale, at det, disse fire officerer fra det tyske luftvåben diskuterede, var scenarier for, hvordan man kunne dække over tysk medvirken i leveringen af disse Taurus-krydsermissiler.

Så vidt jeg ved på nuværende tidspunkt, holder Scholz selvfølgelig fast og siger nej. Og han har sandsynligvis lyttet til [præsident Putins nylige tale] (http://en.kremlin.ru/events/president/news/73585), at hvis de går videre med det, er det helt sikkert den røde linje, som gør Tyskland til en krigsførende part, og som i bund og grund gør Tyskland til mål for russisk modreaktion og muligvis fører til en generel krig. Så jeg tror, Scholz på en måde holder ud. Men medierne gør en helt utrolig indsats for at aflede spørgsmålet om, at det faktisk er en del af det tyske militær, nemlig luftvåbnet, der er involveret, og forsøger at flytte det til diskussionen om, hvor skandaløst det var, hvem der lækkede oplysningerne, hvorvidt det var russerne; og det er så utroligt.

Jeg tror ikke, det vil holde, for der er intelligente mennesker, som for eksempel selv {Focus}, som er et mainstream-medie, havde en artikel med [Ralph Thiele] (https://www.focus.de/politik/ausland/ukraine-krise/analyse-zum-ukraine-krieg-der-verzweifelte-kampf-am-dnipro-birgt-zwei-bittere-erkenntnisse_id_259733657.html), som dybest set siger om spørgsmålet om, hvem der lækkede det, at det mest sandsynlige ville have været briterne. Og jeg synes, det er et frisk pust af rationel tænkning. Og han påpeger, at briterne ikke kun har stor erfaring med hybrid krigsførelse, men at de også har været synlige for enhver, der har lyst til at se det, som de kræfter, der pressede mest på for en udenlandsk optrapning af krigen. Så jeg tror bestemt, at det er noget, der skal overvejes, og de vil have en interesse i at miskreditere Scholz, som de sandsynligvis betragter som en hindring for optrapningen med Ukraine.

Situationen i Ukraine er de facto, som tidligere general Kujat allerede påpegede i august sidste år, nemlig at eftersom ukrainerne tydeligvis er ved at tabe krigen – og han så det tydeligvis komme allerede for et halvt år siden – så ville NATO stå over for spørgsmålet om enten at gå efter en diplomatisk løsning eller en optrapning, og vi så tydeligvis den ene optrapning efter den anden.

Så vi er lige på nippet til, at det kommer til at fortsætte hele vejen. Og jeg tror, at Putins budskab også var meget klart – han leverede det meget roligt – men han sagde meget klart, at hvis Vesten sender tropper ind i Ukraine eller foretager en anden optrapning, så er Rusland parat til at bruge sin doktrin: Og doktrinen foreskriver, at hvis Ruslands territorium er truet, vil de bruge atomvåben.

De vestlige medier forsøger naturligvis at ændre det til, at Putin truer Vesten med krig, men hvis man ser på den faktiske situation, er der intet, der understøtter det overhovedet. Jeg kan også råde folk til at lytte til et ekstremt interessant interview, som den schweiziske efterretningsekspert [Jacques Baud] (https://overton-magazin.de/dialog/die-deutsche-regierung-besteht-heute-aus-fanatikern/) gav til {Overton Magazin}, hvor han efter min mening giver en meget nøgtern vurdering, herunder udtrykker den største frustration over den tyske regering. Jeg vil ikke engang gentage, hvad han sagde: Du bør selv lytte til det.

SCHLANGER: Vi har også en kommentar fra Francis Boyle, den kendte menneskerettighedsadvokat, og han skriver om Benny Gantz, den israelske krigsminister, som kom til USA tidligere på ugen og mødtes med Kamala Harris og Lloyd Austin. Budskaberne var blandede: Harris opfordrede til en øjeblikkelig våbenhvile, men efter mødet med Gantz blev der givet grønt lys til, at Israel kunne gå i gang med at invadere Rafah. Boyle skriver, at Austin sagde, at der skal være en troværdig og gennemførlig plan for beskyttelse af civile og håndtering af den humanitære situation forud for enhver operation på landjorden i Rafah. Men det virker højst usandsynligt. Hvad mener du om dette frem og tilbage med Gantz-besøget, hvad Harris havde at sige, og det faktum, at Biden fortsætter med at tilkendegive sin fulde støtte til Israel?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at skylden for alt, hvad der sker lige nu, vil blive lagt tilbage på Biden-administrationen. For ikke alene afspejler Gantz-besøget det faktum, at Netanyahus politiske fremtid – alle ved, at i det øjeblik denne krig ville stoppe, ville Netanyahu ikke længere være i embedet, og han ville sandsynligvis blive anklaget for kriminalitet. Så Netanyahu ønsker tydeligvis at forlænge situationen for at undgå det, som alle forventer vil ske, når kampene stopper.

Jeg tror, at skylden for den utrolige tragedie, der udspiller sig for øjnene af hele verden, helt og holdent vil tilfalde USA, og jo hurtigere folk i USA kræver, at dette rædselsshow skal stoppe, desto bedre. Men jeg er meget bange for, at det kræver en helt anden tilgang, og det er derfor, vi presser på for en helt anden tilgang: Vi siger, at man naturligvis har brug for et øjeblikkeligt stop for våbensalg; man har brug for humanitær hjælp; man har brug for, at UNRWA kan fungere igen, fordi de er den eneste organisation på stedet, som hurtigt kan genoptage deres arbejde, fordi de er vant til det, og de har al den viden, de har på stedet osv. Så alle disse ting skal gøres meget hurtigt, men det kræver noget endnu større, og derfor foreslog vi [Oasis Planen] (https://laroucheorganization.com/larouche-plan-southwest-asia), som er ideen om en omfattende økonomisk udvikling, ikke kun for Gaza og Israel og de umiddelbare nabolande, men hele regionen i Sydvestasien, som en del af et enormt udviklings- og genopbygningsprogram, som ville omfatte alt fra Afghanistan, Irak, Syrien, Yemen og naturligvis Israel og Palæstina; og en tostatsløsning.

Alt dette skal samles som en pakke i en omfattende konference om Mellemøsten: Fordi man er nødt til at give folk håb. Og vores video, som jeg kun kan råde folk til at se, hvis de ikke allerede har gjort det, og hjælpe os med at distribuere den, fordi den viser, at hvis man sætter et økonomisk udviklingsperspektiv på dagsordenen til øjeblikkelig iværksættelse, så starter man med at producere masser af ferskvand ved afsaltning og på andre måder ved at bygge korridorer og kanaler fra Middelhavet til Det Døde Hav og Det Røde Hav, og på den måde har man ferskvand til rådighed til landbrug, til genplantning af skov, til at bygge nye byer, til infrastruktur, simpelthen et udviklingsperspektiv for hele den store region i Sydvestasien: Man er nødt til at have håb! Man er nødt til at give unge mennesker et perspektiv om en anstændig fremtid, hvor de kan stifte familie, hvor de kan få et normalt liv med studier, hvor de kan gøre nyttige ting med deres liv. For hvis du ikke sætter det på dagsordenen, vil der ske det, at selv hvis du får en delvis løsning eller en våbenhvile, men du ikke har et perspektiv om håb, vil du få nye bølger af konflikt, terrorisme og alle mulige former for krig. Så er vi den intelligente art eller ej? Dette er det egentlige spørgsmål.

Så jeg er ret håbefuld, for siden vi har cirkuleret denne video, har vi fået en masse respons. Det er endnu ikke nået ud til den store offentlighed, men jeg gav et interview til {Global Times}, som de offentliggjorde, og de nævnte, at Schiller Instituttet promoverer denne Oasis Plan, så alle læsere af {Global Times} er nu klar over dette, og forhåbentlig vil interessen for dette perspektiv vokse. Hvis I har et hjerte for det, der sker for befolkningen i Gaza lige nu, så hjælp os med at få Oasis Plan-perspektivet på bordet, for jeg tror, at det er den eneste faktor, som efter min mening virkelig kan ændre situationen.

SCHLANGER: Der er kommet en række spørgsmål om den seneste tids udvikling i Europa. En spørger, om udtalelserne fra Scholz og Borrell for nylig repræsenterer en forskel mellem dem og nogle af de mere høgeagtige neokonservative. Derefter sender RJ et spørgsmål: “Er der noget at sige til den voksende kløft mellem Macron og Scholz på grund af førstnævntes ønske om et uafhængigt europæisk forsvarssystem og Scholz’ tilsyneladende ønske om at forblive afhængig af amerikanske våben?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan kun sige, at ud fra de mange diskussioner, vi har haft med militærfolk i Frankrig, Tyskland, Schweiz, Italien og andre europæiske lande, udspiller der sig lige nu en absolut magtkamp bag dørene. I Frankrig er folk næsten i krigstilstand med Tyskland, fordi de betragter Tyskland som en komplet forræder. Det betyder ikke, at den franske position er bedre, for selv Macrons idé om at sende tropper til Ukraine bliver korrekt afvist af de fleste fornuftige kræfter i Tyskland. Men generelt er problemet, at i stedet for at have en holdning, som de Gaulle ville sige, om at Europa skal have en fælles mission og spille en positiv rolle, så betyder det ikke rigtig noget, hvis man holder sig inden for geopolitikken: Det vil sige, at det er legitimt at være med i denne kampagne af racistisk had mod Rusland, og jeg tror, det er et argument, som Jacques Baud fremfører i interviewet – som virkelig er meget interessant – han fremfører argumentet om, at den nuværende dæmonisering af Rusland er baseret på racisme; at europæerne ikke har noget klart mål, og det har USA heller ikke; de har ikke noget mål for, hvad de vil opnå i den ukrainske situation.

Da Austin bliver spurgt, hvad hans idé er, siger han: “At svække Rusland.” Baerbock siger det samme. De har ikke nogen idé – idéen om bare at svække en modstander og få soldater til at kæmpe for kampens skyld; de seneste rapporter siger, at der allerede er 500.000 døde i Ukraine, ifølge Jacques Baud og andre kilder, et forhold på 10:1 mellem døde ukrainere og døde russere. Der burde slet ikke være nogen døde mennesker, men ikke desto mindre, hvad skal perspektivet være for unge soldater, at gå ind i en krig, bare befinde sig i en kødhakkemaskine, indtil man er død? Jeg tror, at Bauds argument om, at denne idé om at “svække Rusland” er baseret på en dybt racistisk opfattelse, er helt sandt.

Det skal stoppes! Hvis vi ikke kommer væk fra denne geopolitiske idé om, at der er nogen legitim grund til denne konfrontation, vil vi ende i Tredje Verdenskrig på kortest mulig tid. Jo flere, der får øjnene op for dette faktum, jo bedre.

SCHLANGER: Jeg synes, det er værd at bemærke, når du taler om, hvad Jacques Baud sagde om denne racisme mod Rusland, at Keir Giles fra Chatham House har skrevet mindst tre bøger, som netop er fyldt med disse bagtalelser om, at man ikke kan stole på russerne, fordi de næsten er genetisk forpligtede til at lyve og være uærlige.

Nu, Helga, har vi nogle andre spørgsmål: Der er kommet et spørgsmål fra en tilhænger i staten Washington, som henviser til resultaterne af primærvalgene på Super Tuesday i går, hvor Trump vandt alle undtagen et, og Biden vandt alle primærvalgene, hvilket stort set afsluttede nomineringerne. Så det ser ud til, at det bliver et Trump vs. Biden-valg. Så fra staten Washington skrev nogen: “Jeg er ikke Trump-tilhænger, men sætter pris på hans modstand mod Bidens stedfortræderkrig mod Rusland i Ukraine. I et interview med Fox News i går sagde han, at han støtter Israel og sagde: ‘Man er nødt til at afslutte problemet,’ med henvisning til Hamas. Underminerer det ikke hans påstand om at være modstander af de neokonservative og deres krige?”

ZEPP-LAROUCHE: Jo, det tror jeg, det gør, for problemet er, at hvis man ikke stopper det nuværende geopolitiske spil, vil vi ende i Tredje Verdenskrig. Bare tag kombinationen af Taurus-krydsermissilet, der kan nå Moskva [fra Ukraine], det er det, disse mennesker presser på for, og muligheden for, at krisen i Mellemøsten kommer ud af kontrol: Vi er meget, meget tættere på faren for atomkrig, end de fleste mennesker tror. Problemet med Trumps holdning til Mellemøsten er dybest set, at jeg ikke har set nogen tegn på, at han virkelig tænker på et nyt paradigme, og jeg kan kun sige, at det i høj grad afhænger af andre kandidater, f.eks. de uafhængige kandidater, og forhåbentlig fornuftige folk i Trump-kampagnen, som reagerer på – jeg mener, det budskab, som Biden for eksempel fik, ikke kun i Michigan, men også i Minnesota, tror jeg (ret mig, hvis jeg tager fejl), hvor mange stemte blankt og dermed udtrykte total uenighed med Bidens politik i Mellemøsten.

Så jeg kan kun håbe, at Trumps analytiske kræfter, at folk rådgiver ham, eller at han selv får den idé, at en absolut forandring er nødvendig, og at den eneste måde for verden at overleve på er at stoppe denne geopolitiske tænkning! Verden er ikke et nulsumsspil, det er ikke et spil, hvor én vinder, og de andre taber. Hele det Globale Syd bevæger sig i retning af samarbejde, af en win-win-strategi, af en idé om at opbygge et helt nyt system, hvor alle kan trives og blive rigere. Hvis det kollektive Nord ikke får øjnene op for, at de er nødt til at tilslutte sig denne nye måde at tænke på, så tror jeg, at det bedste ville være, at Vesten ville kollapse, hvilket de vil, fordi vi allerede er meget hurtigt på det tog, og i værste fald ville vi ende med udslettelsen af hele civilisationen.

SCHLANGER: Du har ret, det var Minnesota, og det var en større uengageret stemme i det demokratiske primærvalg mod Biden, hvilket afspejler modstand mod hans krigspolitik, end selv ugen før i Michigan. Vi får se, om han forstår budskabet eller ej.
Jeg har fået et spørgsmål om FN’s generalforsamling i går, hvor Philippe Lazzarini, generalkommissær for FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA), som står for det meste af den humanitære hjælp i Gaza, sagde, at tilbageholdelsen af midler til UNRWA har bragt organisationen på randen af et nært forestående kollaps: Det vil sige, at det ene agentur, der yder hjælp, er ved at kollapse, og det bliver bevidst bragt til at kollapse af Netanyahus politik, mens Biden og en række andre lande tilbageholder midler. Men personen, der skrev spørgsmålet, sagde: “Som en selvbeskrevet FN-skeptiker, kan man så stole på FN’s Hjælpeorganisation i betragtning af anklagerne om, at mange af dens medlemmer var involveret i angrebet fra Gaza på Israel den 7. oktober?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det, vi ser lige nu, er, at omkring 1,5 millioner mennesker omkring Rafah, og nogle få mennesker tilbage i det nordlige Gaza, og de er alle akut ved at dø af sult. Hvis verden ser på det og ikke gør alt for at give disse mennesker midlerne til at overleve, tror jeg ikke, at denne plet på den menneskelige samvittighed nogensinde vil forsvinde! Uanset hvad. Så det eneste menneskelige ville være straks at geninstallere UNRWA-kapaciteten – jeg ved det ikke – verden reagerer ikke! Det er allerede en stor diskussion, hvorfor handler naboerne til Gaza ikke, hvorfor handler de andre arabiske lande ikke? Og det er helt sikkert en kritik, som vil blive mere højlydt, efterhånden som det her bryder ud.

Men jeg tror, at nøglespørgsmålet er – det kommer tilbage til USA og det kommer tilbage til Storbritannien, og desværre til Tyskland, som har en holdning, der mildest talt er utroligt umenneskelig. I Tyskland har man ikke engang lov til at nævne, hvad Den Internationale Domstol i Haag siger. Hvis man gentager, hvad ICJ-domstolen siger, kan man blive straffet! Det er utroligt, hvad der foregår i Tyskland!

Hvis du har 1,5 millioner mennesker, der sulter, og de tyske medier for eksempel ikke rapporterer det; de siger: “Åh, der er en trussel om en sult- og hungerkrise.” De er midt i det! Folk er allerede ved at dø! Og hvis der er nogen sans for proportionalitet, tror jeg, vi er nødt til at få en reel optrapning af mobiliseringen, og som jeg allerede har sagt, er du nødt til at gøre alt, hvad der er muligt for at redde de mennesker, der nu er i akut fare for at dø. Og mens vi taler her, dør de som fluer, efterhånden som minutterne løber ud.

Så der skal øjeblikkelig hjælp til. Men så har vi brug for et skift i retning af at sætte sig selv foran, på et højere niveau, og sige, “er vi mennesker eller er vi ikke?”

SCHLANGER: Der skete en interessant udvikling i går: USA’s udenrigsminister Antony Blinken sendte en besked ud om, at Victoria Nuland træder tilbage – eller går på pension. Det er tydeligvis for sent i betragtning af den skade, hun har forvoldt. Men der er sendt et spørgsmål ind: Tror du, hun gik af for at undgå skylden, når det kommer til spørgsmålet om, “hvem der tabte Ukraine?”

ZEPP-LAROUCHE: Der er folk, som faktisk har lavet noget mere research, og de hævder, at de penge, som hun og hendes apparat indsamlede, ikke var 5 milliarder dollars til NGO’er, der skulle lave en farverevolution i Ukraine, men nærmere 12 milliarder dollars. Ukraine-situationen er tydeligvis en total fiasko. Spørgsmålet vil komme: “Hvem tabte Ukraine?” For da USA og NATO forlod Afghanistan i al hast i 2021, og vi husker alle den ret skammelige afgang fra Kabuls lufthavn, som var fuldstændig ukoordineret og næsten som en flugt, var der allerede dengang en diskussion, hvor folk sagde: “Jamen, hvad gør USA og NATO for de mennesker, der arbejdede for dem – jeg kender ikke ordet på engelsk, {Ochskräfte} [ph], folkene fra Afghanistan?”. [ph], de mennesker fra Afghanistan, der samarbejdede med NATO i de 20 år, de blev stort set efterladt. I situationen med Ukraine er der allerede en stor debat i USA om ikke at give flere penge til Ukraine. Den store fare er naturligvis, og optrapningen truer med Taurus-missilet som et umiddelbart skridt, at hvis Ukraine tabes, vil det helt sikkert skade Vestens og USA’s omdømme. Så vil myten om den unipolære verdens uovervindelighed, eller den regelbaserede orden, gå fløjten.

Det er bedre end en optrapning, der fører til Tredje Verdenskrig. Så den eneste elegante vej ud af denne situation er virkelig at sige: “Okay, det her var en fejltagelse. Vi bør gå tilbage til, i det mindste, hvor vi var i marts 2022, hvor det nu bliver mere klart, at Zelenskyj var helt klar til at indgå et kompromis i Istanbul, at selv den tyske og franske regering gik med til afnazificeringen, hvilket selv Zelenskyj ville have været enig i. Så det var en umiddelbar mulighed for at stoppe krigen. Den daværende britiske premierminister Boris Johnsons rolle, som tog fra London til Kiev og sagde: “Nej, I er nødt til at kæmpe videre,” bør også undersøges. For det er ikke kun i strid med FN’s charter og de fleste forfatninger at føre en angrebskrig, man bør også overveje, om bestræbelserne på at stoppe muligheden for at afslutte en krig ikke bør underkastes den samme form for undersøgelse.

Så jeg tror, at den eneste effektive måde ville være at stoppe med det samme og sige, lad os forhandle. Den kinesiske udsending til Ukraine rejser tilsyneladende til flere lande i Europa lige nu, herunder Kiev og Moskva, og det [kinesiske 12-punktsprogram] (https://www.fmprc.gov.cn/eng/wjdt_665385/2649_665393/202302/t20230224_11030713.html) er stadig en meget fornuftig tilgang til at starte en diplomatisk løsning, og det bør sættes på dagsordenen med den største hast.

SCHLANGER: Jeg har et sidste spørgsmål, som jeg tror, du faktisk har besvaret flere gange i dag, men det faktum, at det bliver ved med at komme op, og med en vis hast – det er fra Angela i Italien: “Jeg værdsætter din indsats for at undgå en ny verdenskrig, men et spørgsmål trænger sig på igen og igen: Hvordan er det muligt, at verden kan tolerere, hvad der foregår i Gaza? Hvorfor er det ikke muligt at stoppe Netanyahu? Jeg spørger, fordi på trods af at jeg har gjort mit bedste for at forhindre disse forfærdelige forbrydelser i at blive begået, så har intet ændret sig efter alle disse måneder. Jeg føler mig håbløs og hjælpeløs. Kan du komme i tanke om en kollektiv handling, der kan udføres internationalt?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er nødt til at sige det samme, som jeg allerede har sagt: Hvis der var, lad os sige, en gruppe lande, der for alvor satte Oasis-planen på dagsordenen, holdt taler om den, lavede tv-programmer om den; eller havde en gruppe af, lad os sige, nobelprisvindere, der ville sige, at der faktisk er en plan for, hvordan interesserne for alle lande i regionen kan varetages. Eller enhver form for fremtrædende personer, lad os sige tidligere præsidenter, tidligere statsoverhoveder, alle religiøse ledere, paven, de forskellige religiøse ledere fra jødedommen, fra islam, hvis de ville mødes og sige, lad os sætte Oasis-planen for udvikling på dagsordenen – det kunne ændre det! Vi har brug for noget drastisk! Jeg ved godt, at det er meget svært; nogle gange har man en tendens til at sige, hvilket også er helt forfærdeligt, at jeg hellere må gå tilbage til mit privatliv og ikke lytte til nyhederne mere, jeg mener, der er mange mennesker, der siger sådan eller udtrykker sådan, men det hjælper ikke. Det hjælper bare krigsmagerne med at komme videre.

Men jeg tror, at hvis vi alle mobiliserer os, og Schiller Instituttet og Den Internationale Fredskoalition, det er det, vi virkelig prøver at opnå – hvis vi kunne få nogle lande, nogle statsoverhoveder, nogle tidligere statsoverhoveder, nogle nobelprisvindere eller en hvilken som helst kombination af religiøse topledere til at komme ud og sige: den eneste vej er fred gennem udvikling, det nye navn for fred er udvikling, og her er Oase-planen, som kan gøre det, så ville det inspirere alle. Det ville inspirere folk i regionen, det ville inspirere nabolandene, det ville virkelig – og jeg har tænkt meget over det, og det forslag, som min afdøde mand Lyndon LaRouche fremsatte allerede i 1975, det er stadig den eneste måde at få fred i Mellemøsten på! Så tilslut dig vores bestræbelser, kom til vores ugentlige International Peace Coalition-diskussion hver fredag, inklusive den 8. marts, og mobiliser alle dine venner til at tilslutte sig indsatsen.

SCHLANGER: Jeg synes, at folk bør gå ind på Schiller Instituttets hjemmeside og se [14 minutters video om Oasis-planen] (https://youtu.be/hjfFHIiXPmE). Og et forslag, se, vi er nu i begyndelsen af den varme fase af valget i 2024 i USA. Kandidaterne kommer til at føre valgkamp over hele landet. Og tag ved lære af [Diane Sare] (https://www.sareforsenate.com/), [Jose Vega] (https://votevega.nyc/) og andre medlemmer af LaRouche-organisationen, som tager til disse bymøder og præsenterer Oase-planen og sætter kandidaterne på plads i forhold til dette. Det er noget, folk kan gøre for at gøre offentligheden opmærksom på det.
Så Helga, tak fordi du kom i dag. Nogen afsluttende ord?

ZEPP-LAROUCHE: Bliv aktiv: Dette er ikke en periode, hvor man skal være en sofakartoffel eller en tilskuer, der ser til fra hegnet. For det er dig, der kan gøre forskellen, for hvis gode mennesker forener sig om en plan, kan de bøje armen på den værste tyran. Det er Friedrich Schillers ord, og jeg tror, han ramte plet.

SCHLANGER: OK, tak, og vi ses i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: På gensyn i næste uge.

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 28. februar 2024

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 28. februar 2024; jeg hedder Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til os via e-mail questions@schillerinstitute.org, eller du kan poste dem på chatsiden på YouTube.

Helga, vi befinder os nu i en periode med både dybtgående farer, men også enorme muligheder for at overvinde disse farer og begynde en ny æra med fredeligt samarbejde om økonomisk udvikling. Schiller Instituttet, din organisation er en ledende kraft i udformningen af et nyt paradigme, gennem den igangværende organisering af Den Internationale Fredskoalition, samt udbredelsen og diskussionen af dine ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som giver både et filosofisk og et praktisk grundlag for en overgang til et nyt paradigme.

Det første spørgsmål, jeg har, er fra en, der følger os meget tæt i USA, og som skriver: “Helga, i de seneste dage har vi set nye provokationer fra NATO’s side, såsom den franske præsident Macrons forslag om at overveje at udstationere NATO-tropper i Ukraine, og diskussionen i Tyskland om at forsyne Ukraine med langtrækkende missiler og endda udstationering af atomvåben i Tyskland og i Europa i det hele taget. Tror du, at der vil komme en modreaktion på disse og lignende provokerende forslag, eller vil de bare gå ubemærket hen?”

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det håber jeg, for hvis man lytter til, hvad de ledende politiske kredse siger i disse dage, er der kun én konklusion: at de kollektivt er blevet fuldstændig vanvittige, og at vi er nødt til at få dem væk fra denne kurs. For hvis dette fortsætter, vil det føre til en direkte konfrontation mellem NATO og Rusland i en meget nær fremtid.

Som du nævnte, var det seneste udbrud af en meget problematisk mental tilstand synlig hos præsident Macron, som organiserede et møde med omkring 20 lande om Ukraine, og på en midnatskonference meddelte han pludselig, at franske og andre NATO-tropper kunne sendes for at forstærke de ukrainske tropper inde i Ukraine, og at han ville lede en koalition af lande, som planlægger at gøre det muligt for Ukraine at sende mellem- og langdistancemissiler til Ukraine og bomber og så videre. Så dette var tydeligvis midt i et gigantisk pres på Tyskland, især på Scholz, for at sende Taurus-krydsermissilet, som kan flyve mere end 500 km og derfor teoretisk set kan nå Moskva og andre strategiske mål, såsom Kreml og andre ministerier. Og det fik naturligvis kansler Scholz til heldigvis at slå bremserne i, indtil videre, for han sagde, at han under ingen omstændigheder ville tillade, at Tyskland blev trukket ind i krigen som krigsførende part.

Samtidig var han uenig i at sende tyske tropper ind i Ukraine, og på den måde var der en åben splittelse mellem Macron og Scholz, og jeg kan kun sige, at de mennesker, der skubber på disse optrapninger, de udviser intet ansvar. Det er, som om deres hjerne er blevet fuldstændig slukket, og et ondt geni har overtaget deres hjerne og dikterer dem ting, som fører verden, hvis de ville følge det, direkte ind i Harmagedon og en atomar afslutning på civilisationen.

Så jeg kan kun sige, at det virkelig er på høje tid, at folk i Europa og andre steder vågner op og bremser det, og dybest set går på gaden – ikke som alle disse demonstrationer, der blev organiseret af disse såkaldte “undersøgende journalister” mod højrefløjen, som viser sig at være en orkestrering, hvor mistanken faktisk er, at regeringen organiserer det af deres egne politiske grunde. De samme mennesker burde gå ud på gaderne og i stedet demonstrere mod faren for en øjeblikkelig atomkrig! For det er det, der bliver resultatet af denne politik. I Tyskland ville det ikke være bedre, selv hvis man slap af med denne utroligt inkompetente såkaldte “street light”-koalition, og den blev erstattet af oppositionen, lad os sige CDU/CSU plus FDP eller De Grønne. Fordi der er politikere i oppositionspartiet, som Kiesewetter, der siger, at vi er nødt til at bringe krigen dybt ind på Ruslands territorium – jeg mener, disse mennesker leger med den stærkeste atommagt på planeten! Så er disse mennesker gået helt bananas? Det er den eneste forklaring, man kan have. Så hvor er de voksne i lokalet, der rejser sig og fortæller dem, at det her må stoppe, for det her er mere end at gå i søvne ind i Tredje Verdenskrig, det er at kaste sig ud i katastrofen med et ordentligt hurra.

Så jeg kan kun sige, at hvis du lytter eller ser denne webcast, så meld dig ind i vores internationale fredskoalition: Vi mødes hver fredag via Zoom, og vi diskuterer, hvad vi kan gøre. Og formålet med Den Internationale Fredskoalition er at forene den internationale fredsbevægelse, for der er mange mennesker, der kæmper for fred, men indtil videre er de ikke velorganiserede til at arbejde sammen, og vi er nødt til at få en stærkere fredsbevægelse internationalt, for det er meget tydeligt, at uoverensstemmelsen mellem det, regeringerne presser på for – uanset grundene, ethvert fornuftigt menneske kan ikke forstå det – at selv hvis man følger sin personlige grådighed og prestige og privilegier, kan man ikke risikere hele civilisationens eksistens ved at gøre, hvad de gør. Men der er en utrolig uoverensstemmelse mellem, hvad disse politikere presser på for, og hvad befolkningen oplever. For ud fra de mange diskussioner, jeg har haft i de seneste dage, er folk generelt skræmte, de er bange, de tror, at disse politikere er ved at blive vanvittige, og derfor er det eneste svar ikke bare at lade være med at sige det; mobiliser sammen med os, med Schiller Instituttet og Den Internationale Fredskoalition, som kan stoppe dette.

SCHLANGER: Ud fra de spørgsmål, jeg har modtaget, er det tydeligt, at folk nu virkelig er fokuseret på krigsfaren som aldrig før. Måske var det en masse ståhej omkring toårsdagen for den særlige militæroperation eller lignende. Men lad mig give dig nogle af disse spørgsmål: Vi har et fra Nigeria, hvor personen skriver: “Under Biden-administrationen synes USA at have forpligtet sig til at finansiere en permanent krig mod Rusland i Ukraine, i fuld støtte til den israelske premierminister Netanyahus mål om at drive den palæstinensiske befolkning ud af Gaza og Vestbredden. Som i tidligere tilfælde, i Irak, Afghanistan og så videre, har USA, i store dele af verdens øjne, været medskyldig i krigsforbrydelser. Er det muligt, at USA denne gang vil blive stillet til ansvar?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan kun sige, at der er visse juridiske tiltag. Der har været en sag i Californien, som dog blev afvist af domstolen, fordi de sagde, at der er en magtdeling, og at domstolene derfor ikke kan dømme den udøvende magt. Så jeg tror ikke, at den sag førte nogen steder hen.

Jeg tror, at resultaterne fra Den Internationale Domstol i Haag i mandags kom til en konklusion på deres krav fra 26. januar på baggrund af den sydafrikanske regerings klage. Men så vidt jeg ved, er dette endnu ikke blevet offentliggjort. Og den længere klage fra FN’s Generalforsamling fra 2022 er heller ikke offentliggjort, og det kan tage flere uger og måneder, måske endda år – under alle omstændigheder er den ikke afgørende, så vidt jeg ved.

Og så er der en ny sag i Holland, hvor en person har sagsøgt den hollandske regering for at forhindre den i at sende våben til Israel, fordi det muligvis ville være at se gennem fingre med folkedrab. Så jeg ved ikke, hvor denne sag ender, men der var en vis mængde afgørelser. Og på samme måde er der bestræbelser.

Men jeg tror ikke, at de juridiske sager er særlig lovende i forhold til, hvordan sagerne bør forløbe.

Men jeg tror, at der er brug for en generel diskussion, for jeg tror, at grunden til, at disse optrapninger finder sted, er, at etablissementerne i Nord indser, at deres system klart bliver afvist af det globale flertal. Det er et tilbageslag: I stedet for at undersøge sig selv og sige, hvorfor slår disse politikker fejl? Sanktioner, for eksempel de ensidige sanktioner uden godkendelse fra FN’s Sikkerhedsråd, som USA og EU meget generøst uddelte til mange lande, det har forårsaget et tilbageslag! Fordi det blev erkendt, at disse sanktioner, som Caesar-sanktionerne mod Syrien, eller sanktionerne mod Afghanistan, eller de mange andre lande, der er blevet sanktioneret, altid havde til formål at forårsage regimeskift, at vælte de fleste valgte regeringer. Og landene i det Globale Syd ser på det og siger: “Hvis det er det, vi får, så er det ikke det, vi ønsker.” De interventionistiske krige, de såkaldte “retten til at beskytte”-krige, er det samme: Disse krige resulterede i enorme tab, millioner og atter millioner af mennesker døde eller blev fordrevet. Det Globale Syd så på det og sagde: “Hvis det er, hvad vi får, når vi samarbejder med disse lande, vil vi hellere samarbejde med lande, hvor vi kan få en fordel, som Kina og BRIKS generelt.”

Så i stedet for at erkende, at det er dem selv, der er skyld i alt det her, bliver de ved med at insistere på, at de er de “gode”, og de andre er de onde.

Jeg tror, vi er nødt til at finde en måde at forene den formodede konflikt mellem det Globale Nord og det Globale Syd. For hvis man virkelig ser på det, sidder vi i samme båd, og faren for en termonuklear krig gør det mere klart end noget andet. Og vi er nødt til at stoppe geopolitikken og gå over til et samarbejde mellem Europa, USA, BRIKS-landene, BRIKS-Plus og det Globale Syd. I betragtning af, at etablissementerne er imod det, tror jeg, at det kræver en meget bredere diskussion: Måske er vi nødt til at bringe hele dette spørgsmål ind i FN’s Generalforsamling; måske er de nødt til at genskabe forskellige fora for at diskutere behovet for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, måske først på universitetsniveau eller i tænketanke eller andre praktiske fora, men jeg tror, at befolkningen virkelig bliver bedt om at involvere sig meget mere i at udtrykke deres vilje og deres retmæssige krav.

SCHLANGER: Som du nævnte, har Den Internationale Domstol netop afsluttet en uges høringer om et forslag til fremskyndelse af midlertidige foranstaltninger, hvilket ikke ser ud til at være sket endnu. Vi har et spørgsmål fra Sydafrika: “De vestlige regeringers manglende reaktion på de dystre prognoser om massesult og dødsfald på grund af sygdom er forbløffende. Hører de ikke børnenes skrig, eller ser de ikke fortvivlelsen i deres mødres øjne?”

ZEPP-LAROUCHE: Tilsyneladende ikke! Enhver, der ønsker at vide, hvad der sker i Gaza, har rig mulighed for at finde ud af det. Jeg læste lige her til morgen en rapport fra en mand, der beskriver, hvordan folk på grund af den totale mangel på mad bruger al deres energi på at finde et måltid til sig selv og deres familie; hvordan de har mindre og mindre at spise, selv om det måske kun er korn, men så er kornet ikke længere tilgængeligt. De har absolut ingenting. De går til deres familier, og de har den samme situation. Og hvordan folk, der var normalvægtige og sunde for bare et par måneder siden, nu er ved at dø af sult. Det er hjerteskærende!

Jeg mener, jeg kan ikke forstå, hvordan folk kan vide disse ting og så vende op og ned på det. I Berlin har der for eksempel lige været en filmfestival, den såkaldte Berlinale. Jeg har kun læst om den og ikke deltaget eller set nærmere på den, men det, der blev rapporteret, var, at nogle af kunstnerne begyndte at tage spørgsmålet om, hvad der sker i Palæstina, op. Derefter var der et kæmpe ramaskrig, hvor de dybest set sagde, at dette var en demonstration af had mod Israel! Det var ikke det, der skete! Absolut ikke! Hvordan kan man undgå at udtrykke et dybtfølt menneskeligt oprør over det, der sker med palæstinenserne i Rafah: 1,5 millioner mennesker i en utrolig situation! Hvis man ikke længere kan udtrykke en menneskelig følelse, føle med disse mennesker, så er vi ved at miste al menneskelighed.

Det er det, der virkelig er på spil her. Jeg vil gerne komplimentere den sydafrikanske regering: I, regeringen, har valgt en kurs, der er i overensstemmelse med menneskehedens moral, og det er et symbol på, hvor vi er, at det ikke var et af de smukke globale nordlande og den regelbaserede orden, der havde den moralske værdighed til at tage dette spørgsmål op. Det var den sydafrikanske regering. Jeg tror, at det er et tegn i tiden, at lederskabet, det moralske lederskab på dette tidspunkt kommer fra det Globale Syd. Sådan er virkeligheden, og hvis det Globale Nord ønsker at rette op på det, må de virkelig skynde sig og tage sig sammen, for historien er dommeren.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en fast seer, som skriver: “Viser EU’s og Storbritanniens krigsiver ikke, at eliterne og det militærindustrielle kompleks faktisk er bange for deres befolkninger, fordi de er nødt til at bruge frygt og krigsøkonomi til at dominere den politiske fortælling?”

ZEPP-LAROUCHE: Åh ja, absolut! Jeg tror, du rammer hovedet på sømmet. For hele spillet handler om at kontrollere fortællingen. Hvis du lytter til visse radioprogrammer eller tv-programmer, de har nu flyttet sig til selv såkaldt “underholdning”, nogle dumme programmer om religion eller børnespørgsmål, det hele bruges til at sikre, at fortællingen er den officielle NATO-fortælling. Hvis man har en anden opfattelse, for eksempel hvis man siger, at “krigen i Ukraine bør løses gennem dialog, fordi det ukrainske land er ved at blive ødelagt. Folk dør; mange mennesker er allerede døde, og der bør være et stop,” bliver vi kaldt en “Putin-sympatisør”! Enhver, der ikke er komplet idiot, kan lige nu se, at krig ikke kan være et middel til at løse politiske problemer. I atomvåbnenes tidsalder bør krig være udelukket, og vi befinder os lige nu i to situationer, Ukraine og Sydvestasien, hvor regionale konflikter umiddelbart indebærer en fare for, at de kan udvikle sig til større regionale konflikter eller endda en global konflikt, hvor ingen ville overleve!

Så jeg tror, vi er nødt til at bryde ud af denne bestræbelse på at sætte alle under pres ved simpelthen at sige: Vi har brug for et fuldstændigt skift. Kineserne har for eksempel allerede for et år siden, den 24. februar 2023, fremsat et meget omfattende 12-punkts forslag til en fredsløsning i Ukraine. Det er blevet blankt afvist af Vesten, men jeg synes, det er på høje tid at vende tilbage til det, for Kina har vist sig at være det eneste land i denne konflikt, som var meget afbalanceret, som var upartisk: De har også gode relationer til Ukraine, og de ville være nødt til at spille en stor rolle i genopbygningen af Ukraine, hvilket på bedste vis ville ske, hvis Den Nye Silkevej blev udvidet, hele Den Eurasiske Landbro som en del af Verdenslandbroen blev bygget, og så kunne Ukraine have en fremtid og en fremgangsrig idé om, hvordan de ville blive genopbygget efter denne forfærdelige krig.

Så jeg tror helt sikkert, at det er noget, som bestræbelserne på – det er næsten som 1984, man bliver mindet om George Orwell, og hvis man ikke behager Sandhedsministeriet, bliver man straks udset som mål for alle mulige operationer. Men jeg synes, at selv de mennesker, der gør det, bør tænke over, at de ikke kommer til at tjene på det, for vi vil alle dø som følge af denne politik.

SCHLANGER: Du nævnte kontrollen over narrativet og fremhævelsen af NATO’s synspunkt. Der var en absurd scene i dag i Europa-Parlamentet, hvor Alexei Navalnyjs enke kom ind og nærmest opfordrede Europa til at gå i krig mod Rusland. Og hun blev mødt af stor jubel fra de sindsforvirrede medlemmer af Europa-Parlamentet.

Vi har to spørgsmål fra Sydvestasien vedrørende Gaza. Det ene er fra Faisal, som skriver: “Hvorfor undervurderer Biden de arabiske landes magt i forhold til Gaza?” Og jeg vil gerne vide, om du tror, det er tilfældet. Men det andet spørgsmål, fra Algeriet, er: “Tror du, at Biden tager arabisk passivitet for givet? Kunne det ikke blive et stort problem for Vesten?”

ZEPP-LAROUCHE: Det tror jeg, det er. Og jeg tror, at det eneste middel er det, vi allerede har diskuteret i tidligere programmer. Hvis du endnu ikke har set vores 14 minutter lange video om ” Oase-planen for Sydvestasien”, bør du helt sikkert se den. Det, vi gør, er, at vi cirkulerer denne video globalt i håb om, at den vil blive et emne i pro-fredsdemonstrationerne: Fordi det ikke bare er nok at være for en afslutning på krigen, men den eneste måde, hvorpå man kan have et realistisk perspektiv, er, hvis man har en plan for økonomisk genopbygning efter krigens afslutning, og så håber man grundlæggende, at naboerne til Israel og Palæstina alle vil lægge deres vægt i det: Hvis de besluttede sig for det – de ville trods alt have en masse vægt – så er flere af de store olielande nu en del af BRIKS: Der er Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Iran, som nu er en del af BRIKS. Og de kunne lægge deres vægt sammen med de andre Golfstater og sørge for, at der er pres nok til at gennemføre Oase-planen.

Jeg tror, at hvis folk i gaderne ville kræve Oase-planen, så ville man skabe et miljø, hvor USA – som er i en valgkamp, og de er nødt til at tænke over, hvad de gør: I den sidste rapport fra primærvalget i Michigan var der mange, mange mennesker, der ikke havde besluttet sig, og det var på forhånd aftalt, at ” ikke besluttet sig” ville være en protest mod Bidens politik. Så der er midler, men jeg tror, det kræver mere handling fra alles side, for dette er menneskehedens prøve – alle – de arabiske nationer, de andre nationer i Sydvestasien som Tyrkiet; og der er mange mennesker, der handler, men de er alle nødt til at komme op på et meget højere niveau. Og i sidste ende er USA det eneste land, som alt afhænger af. For hvis USA i bund og grund siger, at I går efter en fredelig løsning, eller vi ikke vil sende våben og økonomisk hjælp, så vil det ske. Så den virkelige chance ligger hos USA.

Jeg kan kun bede folk om at se på denne ” Oase-plan”, for det er vejen ud. Hvis vi kan få alle deltagere til at blive enige om, at vi er nødt til at have et positivt, håbefuldt perspektiv, hvor alle kan leve, og alle deltager, så tror jeg, at det er den eneste vej ud af denne krise.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en blogger, som har en blog, der fokuserer på sikkerhedsstaten. Og han skriver: “New York Times’ artikel om CIA’s koordinering med Ukraines nynazister tilbage til 2014 burde ikke overraske nogen, især ikke folk i LaRouche-organisationen. Men hvorfor tror du, at den blev offentliggjort nu? Viser det, at nogle leder efter en vej ud af Ukraine-krigen?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at når New York Times offentliggør noget fra CIA, skal man ikke gå ud fra, at det er en lækage. Man bør antage, at det har et formål, og at det er designet til at fremme en bestemt politik. Jeg tror bestemt, at dette er mere som en meddelelse om politikken, og derfor er spørgsmålet virkelig, hvordan man får et skift i situationen, som kun kan komme gennem en koordinering af internationale kræfter, der handler sammen.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en seer i Pakistan. Han skriver: “Det er tydeligt, at USA var involveret i forsøget på at holde Imran Khan ude af regeringen, og at dette er en meget farlig operation, som får meget lidt opmærksomhed i Vesten. Har du nogen tanker om det?”

ZEPP-LAROUCHE: Der er rapporter, jeg tror fra en ambassadør, som rapporterede, at han blev presset af USA mod Imran Khan. Imran Khans parti fik flest stemmer ved det seneste valg, men der var tilsyneladende tale om indblanding, og stemmerne blev ikke talt korrekt op. Men det er en anden sag: Man kan ikke regere på ubestemt tid imod et folks vilje. Og i alle de tilfælde, hvor det er blevet forsøgt, har det ført til et forfærdeligt resultat, og jeg kan kun opfordre folk – det er meget svært; jeg er kun til en vis grad bekendt med Pakistans interne politik, og USA’s indflydelse der har historisk set været ret betydelig. På den anden side ligger Pakistan geografisk midt i den Nye Silkevej, og hvis der er noget håb for hele regionen, så er det en form for økonomisk “win-win-samarbejde”, som potentielt er muligt med den Nye Silkevej.

Så jeg kan kun sige, at folk i Pakistan må forsøge at overbevise flere mennesker om at være på samarbejdets side i stedet for konfrontationens. Men igen, hvis vi ikke får USA og Europa til at stoppe de geopolitiske spil, tror jeg ikke, at Vesten, som er ved at kollapse lige nu, vil kollapse lige så fredeligt, som Sovjetunionen gjorde. Og derfor er vi nødt til at få denne idé om, at konfrontation skal erstattes med samarbejde, og så kan vi løse enhver konflikt på planeten.

Men det skift – det skift, tror jeg, lige nu, hvis du siger til de fleste mennesker i Tyskland, for eksempel, eller i USA, til visse lag: “Lad os samarbejde med Rusland og Kina,” så ser de på dig, som om du kommer fra et andet univers eller en planet langt væk. Men hvad er det, der er så unormalt ved tanken om, at de største magter på denne planet ikke skal behandle sig selv som modstandere, men arbejde sammen for menneskehedens fælles bedste? Det er, efter min mening, det nødvendige evolutionære skridt: Hvis vi ikke er i stand til at tage det skridt, tror jeg, vi vil sprænge os selv i luften.

SCHLANGER: Helga, vi har en note om Aaron Bushnells selvafbrænding i protest mod folkemordet i Palæstina den 25. februar, som en mand med samvittighed, men et sørgeligt tab, og vi spørger, om du har nogen kommentarer til det, han gjorde.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg så denne video i går, og jeg må sige, at jeg virkelig fik ondt i maven, fordi det var så utroligt stærkt. Når han siger, at det er, hvad det palæstinensiske folk oplever hver dag, så synes jeg, at folk skal lytte til ham! Jeg ved, at der straks var en kampagne for at nedgøre ham og svine ham til og så videre; men jeg ved intet om Aaron Bushnell, men det, jeg så på denne slags video, var så hjerteskærende og så stærkt, at jeg kun kan ønske, at alle ville tage sig mod til at se det og ikke skubbe det til side: Tænk over det! For det er klart, at for en person, der er 25 år gammel, var han pilot, så han kan ikke være så sindsforvirret, som nogle mennesker forsøger at gøre det til, for han var tydeligvis midt i at være en aktiv amerikansk patriot.

Så, hvad er det? Tænk over det. Tænk over det. Og i en vis forstand tror jeg, at budskabet skal tages til hjertet.

SCHLANGER: Jeg har et sidste spørgsmål til dig fra en ung person, som gerne vil være aktivist, men som siger, at “når man vokser op i denne verden, er det meget svært at vide, hvad der virkelig sker”. Og hun spørger, om “du har nogle råd til, hvor man kan henvende sig for at blive mere kvalificeret til at tage lederskab i at flytte befolkningen ud af dette forfaldne system?”

ZEPP-LAROUCHE: Jamen, det er et meget godt spørgsmål. Jeg tror, at hvis jeg var et ungt menneske på dette tidspunkt og så på de tilbud, der er – krig i Ukraine, krig i Sydvestasien, et generelt dommedagsperspektiv – ville jeg virkelig være meget taknemmelig, hvis nogen ville svare på det spørgsmål.

Svaret er, at man er nødt til at kvalificere sig selv. Det er man nødt til i en verden, hvor desinformation og falske nyheder bliver brugt af alle, men det bliver helt sikkert brugt af Vesten til at kontrollere fortællingen, til aldrig mere at invitere russerne til konferencer; man hører ikke, hvad folk tænker i Kina; man hører ikke, hvad folk siger i Afrika og Latinamerika: Så du er nødt til at kvalificere dig selv, stille krav til dig selv om at kunne bedømme, om noget er sandt eller ej.

En god måde er, at vi i Schiller Instituttet udgiver en masse ting, som man kan kigge på i et stykke tid og så sammenligne med det, der står i mainstream-medierne, og så danne sig sin egen mening. Du kan også gå til andre aviser: Tag til den arabiske verden, Indien, til afrikanske lande; prøv at tale med folk fra andre lande. Prøv at være din egen, uafhængige dommer, også ved at lære ting, lær om filosofi, lær om Platon, Leibniz, Konfucius, mange andre.

Det, Schiller gjorde, har jeg for eksempel altid syntes var meget nyttigt: Han var ekstremt begavet, helt naturligt. Han havde en fremragende skolegang, på trods af at han syntes, at skolen var forfærdelig; men hvad han gjorde resten af sit liv, var altid at sige: “OK, jeg må tilegne mig et bestemt område af viden, som filosofi.” Når han så var blevet meget dygtig til det, sagde han: “Det næste emne er historie.” Og sådan bevægede han sig fra det ene område til det andet, altid med det mål i det mindste at kende emnet i dets essens, at kunne bedømme tingene. På den måde ophobede han, i løbet af sit desværre alt for korte liv, enorme mængder af det, man på tysk kalder Geistesmassen: tankeobjekter, ideer. Det smukke er, at hvis man indsamler flere og flere af den slags begreber og ideer, så giver de genlyd, og man begynder at se sammenhænge, og man får et holistisk syn, og man begynder at få et overblik, som man aldrig ville få, hvis man bare valgte det ene punkt her og det andet punkt der; men hvis man går systematisk til værks for at opbygge sin egen viden, kan man gøre enorme fremskridt på meget kort tid.

SCHLANGER: Nå, Helga, tak igen for at være med os i denne uge. Jeg vil også foreslå, at vores lyttere spørger de mennesker, de kender på Schiller Instituttet, eller skriver til Schiller Instituttet for at få oplysninger om de ugentlige møder i Den Internationale Fredskoalition hver fredag, og så kan man arbejde med det og blive en del af det, uanset hvor man er i verden.

Så, Helga, tak igen. Nogen afsluttende ord?

ZEPP-LAROUCHE: Det er et meget udfordrende øjeblik, ved du nok. Som gammel stridshest spørger jeg faktisk stadig: “Er det muligt, at disse såkaldte ledere skubber os ud på randen af Tredje Verdenskrig?”

Men det gør de.

Så jeg tror, at det eneste svar på det er at blive involveret. Bliv aktiv sammen med os. Lad være med at læne dig tilbage, for kun hvis vi har et stort antal mennesker, der er store nok til at flytte noget, kan vi stoppe det. Og det er helt afgørende, at du er en del af det.

SCHLANGER: OK, med det siger vi på gensyn i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: Det håber jeg.

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 14. februar 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og leder af Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 14. februar 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. Du kan sende os dine spørgsmål og kommentarer til questions@schillerinstitute.org.

Helga, siden vi sidst talte sammen, er der sket to vigtige udviklinger, som former en global strategisk debat, selvom den debat bliver undertrykt i USA og Europa, men det er den umiddelbare trussel om en israelsk aggression, offensiv i Rafah; og så for det andet Tucker Carlsons interview med [den russiske præsident Vladimir Putin] (http://en.kremlin.ru/events/president/news/73411) Så lad os begynde med Gaza: Mens Netanyahu optrapper angrebet på Rafah, har Jason Ross fra LaRouche-organisationen produceret en dokumentarfilm om LaRouche-løsningen på trekvart århundredes krig mellem Israel og Palæstina, centreret om din afdøde mands strålende arbejde med [Oase-planen] (https://laroucheorganization.com/article/2024/02/10/oasis-plan-larouches-solution-middle-east). Lyndon LaRouches idé overskrider {realpolitik} og geopolitik og viser, at ægte varig fred kræver, at man handler ud fra dybe filosofiske principper, som dem du identificerede i dit vigtige notat om de [ti principper] (https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/). Da vi netop har anerkendt Lyns arv på femårsdagen for hans død den 12. februar 2019, tror jeg, det ville være meget nyttigt for opbygningen af en ægte fredsbevægelse at høre fra dig, dine tanker om LaRouche-løsningen.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, at situationen i Gaza, især i Rafah, har nået et punkt af helt utrolige dimensioner og en potentiel menneskelig katastrofe: IDF har allerede indledt nogle militære aktioner i Rafah, som har ført til, at et stort antal mennesker er blevet dræbt, men Damoklessværdet, at der vil komme en virkelig massiv intervention, hænger over verdens skæbne, og derfor mener jeg, at det er ekstremt vigtigt, at den sydafrikanske regering så sent som i går kom med endnu en intervention, hvor den anmodede [Den Internationale Domstol] (https://www.thepresidency.gov.za/south-africa-makes-urgent-request-international-court-justice-rafah-offensive) om at handle på grundlag af artikel 75(1), som indeholder bestemmelsen om, at der kræves yderligere foranstaltninger for at intervenere.

I næste uge, den 19.-26. februar, vil der under alle omstændigheder være en gennemgang af kravene fra Den Internationale Domstol, og de vil stille spørgsmål om, hvad Israel og andre nationer har gjort for at forhindre folkedrab. Og desværre er det modsatte sket: Der var ingen forebyggelse, men faktisk en optrapning. Så lad os se, hvad der sker nu, for så vidt jeg ved, hvis Den Internationale Domstol træffer en afgørelse baseret på denne nyere anmodning fra den sydafrikanske regering, går bolden tilbage til FN’s Sikkerhedsråd, og de er nødt til at gøre noget, og hvis det ikke virker, går den til FN’s Generalforsamling (jeg tror, det er rigtigt).

Det er en utrolig situation, og derfor er det bedste, vi kunne gøre, og vi kan gøre, ud over at mobilisere folk og bede om en øjeblikkelig våbenhvile og gøre folk opmærksomme på behovet, for mainstream-medierne i Tyskland og de fleste politikere, de er bare absolut – de lader som om, at intet af dette er sket, de taler stadig om “Israels ret til at forsvare sig selv” og udelader fuldstændig den foreløbige afgørelse fra Den Internationale Domstol og den forfærdelige situation i Gaza, hvor mere end 30.000 palæstinensere er blevet dræbt og mange flere såret og ligger under murbrokkerne, og hvem ved hvad ellers. Så der er en fuldstændig disproportionalitet, selv hvis man siger, at Israel har ret til at forsvare sig, så er det gået langt, langt ud over noget sådant. Men politikerne og mainstream-medierne ignorerer det! Og hvis folk ikke vidste, hvad der sker, kunne man meget vel lytte til tv og læse aviser uden nogensinde at finde ud af, hvad der sker! Jeg mener, det er det virkelig chokerende ved det.

Men det kommer ikke til at vare ved, for den sydafrikanske regerings modige handling, som overvåges af den Globale Majoritet af Verdens befolkning, det er drivkraften lige nu. Så det bedste, vi kunne gøre under omstændighederne, var at genaktivere Lyndon LaRouches forslag, som han fremsatte allerede i 1975, nemlig at den eneste måde, hvorpå man kan bringe fred til den sydvestasiatiske region, er ved at have en massiv økonomisk udvikling. Og i betragtning af, at dette er et ørkenområde, skal det hele starte med massive mængder af nyt ferskvand, hvilket kræver, at man bygger kanaler fra Middelhavet til Det Døde Hav og til Det Røde Hav, og derefter anvender afsaltning af dette saltvand til udvikling af landbrug, infrastruktur og industri, og gør hele regionen til en blomstrende have af landbrug, skovbrug og derfor skaber betingelser for massiv forbedring for alle mennesker i regionen.

Jeg vil virkelig opfordre alle jer, der er bekymrede, til at hjælpe os med at distribuere denne [Oasis Plan-video] (https://laroucheorganization.com/article/2024/02/10/oasis-plan-larouches-solution-middle-east). Det er en video på 14 minutter, og den er allerede ved at blive oversat til mange sprog, på tysk, spansk, italiensk, fransk, svensk og mange andre sprog, og hjælp os med at distribuere den. For jeg tror, at hvis vi så at sige oversvømmer zonen, hvor alle, der er bekymrede, i alle nabolandene i Sydvestasien, hvis de alle ville vide, at dette er vejen til at bygge bro over situationen og skabe en reel fredsorden; baseret på ideen, og dette er ikke en ny ide: Allerede i 1967 skrev pave Paul VI en encyklika, der blev kaldt [{Populorum Progressio}] (https://www.vatican.va/content/paul-vi/en/encyclicals/documents/hf_p-vi_enc_26031967_populorum.html), hvor han siger: “Det nye navn for fred er udvikling.” Og det er ideen om, at ingen varig fred er mulig, medmindre man har en økonomisk udvikling, der gør levevilkårene for alle så meget bedre, at de har et incitament til at stoppe fjendtlighederne og gå over til en æra med samarbejde.

Så tag et kig på denne video, som er meget veludført, og den giver dig en reel vision af, hvordan denne region kunne se ud på meget kort tid, hvis nogle donorlande ville springe til og sige: “Vi har brug for en omfattende udviklingsplan for hele Sydvestasien.” Og det er det eneste håb, jeg kan se, for at stoppe denne situation i at udvikle sig til en større regional konflikt, som endda kunne udvikle sig til en global atomkrig. Så der er al mulig grund til at gribe ind og hjælpe os med at sprede denne video så langt, du kan; få den til dit parlamentsmedlem, kongresmedlem, valgte embedsmænd, byråd, borgmester, og lad os skabe en reel bevægelse for udvikling baseret på ideen om, at “det nye navn for fred er udvikling.”

SCHLANGER: En støtte fra Sverige skrev om sin støtte til det nye sydafrikanske initiativ, og hvor vigtigt det er. Men så påpegede han også, at du har sagt, at USA kunne forhindre yderligere drab, hvis bare Biden ville skære ned på midlerne til Israel og kræve våbenhvile. Og han spørger: “Hvad skal der til for at få det til at ske?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det kræver meget mere handling end det, der allerede foregår massivt i USA. Der er flere fredsorganisationer, der kræver netop det. Det seneste eksempel er, at [Veterans For Peace] (https://www.antiwar.com/blog/2024/02/13/veterans-demand-termination-of-weapons-to-israel/) netop har sendt en officiel anmodning til generalinspektøren for det amerikanske udenrigsministerium om, at han skal undersøge ulovligheden af våbensendingerne til Israel, grundlæggende ved at bruge Haag-domstolens argumentation om, at det naturligvis er fuldstændig ulovligt at sende våben til noget, som domstolen har erklæret for sandsynligt folkemord. Og i betragtning af, at USA ikke kun har en stor jødisk befolkning, men også en stor arabisk og islamisk befolkning, kunne det, hvis mange organisationer begyndte at støtte initiativet fra Veterans For Peace og naturligvis Oase-planen, skabe et miljø, hvor Biden, som må være bekymret for, hvilken indflydelse alt dette har på valgkampen, kan blive tilskyndet til at stoppe.

SCHLANGER: Nu, hvor vi taler mere om Gaza-situationen, har vi fra Svetlana: “Hvordan ville det være muligt at undgå interventioner fra London og Washington, som i de sidste årtier bogstaveligt talt har dræbt alt håb om udvikling i hele Mellemøsten? Hvordan kan det gøres?”

ZEPP-LAROUCHE: Jo flere mennesker, der diskuterer det, jo bedre. Jeg har lige set, at Jeffrey Sachs har lavet en ny liste, hvor han kræver oprettelsen af en ny “kirkekomité” på 50-årsdagen for kirkekomitéen i 1975, som undersøgte CIA’s ulovlige aktiviteter. Og jeg tror, at den slags ting, fordi der må være en løsning på den lovløshed, vi er ved at kaste os ud i.

Så jeg tror, at flere mennesker også skaber en offentlig debat, som det næsten er blevet farligt at have i det nuværende Vesten – men at have en debat om, at alle politikkerne fra det neoliberale etablissement i den transatlantiske region har slået fuldstændig fejl og har haft et enormt tilbageslag! Og det skal der være en debat om. For eksempel: Opnåede de interventionistiske krige i Mellemøsten noget som helst? Øgede de USA’s eller briternes interesser? Nej, de kostede millioner af mennesker livet, men USA’s indflydelse i Sydvestasien – og briternes for den sags skyld – er faldet drastisk. Så det var ikke i USA’s interesse at gøre dette. På samme måde, opnåede sanktionsregimet mod Rusland, hvad det var sat i verden for at gøre? “Ruinerede” det Rusland, som Baerbock altid krævede? Nej, det gjorde det ikke – det ruinerer Tyskland, og det på en massiv måde. Men den russiske økonomi er den stærkeste økonomi i Europa lige nu, så det virkede heller ikke. Og jeg kunne spørge dig, om brugen af dollaren som våben opnåede det, den skulle, nemlig at bidrage til Ruslands ruin? Nej, det førte til en af-dollarisering, hvor mange lande nu handler i deres egen nationale valuta.

Så jeg tror, at jo flere mennesker, der begynder at rejse disse spørgsmål, fordi etablissementet indtil videre tydeligvis ikke har vist tegn på at være i stand til at reflektere over fiaskoen i sin egen politik. Jeg tror, det er én ting. Og den anden ting, som jeg synes er lige så vigtig, eller måske endnu vigtigere, er at diskutere alternativet: Diskutere mulighederne for, at det ville være så nemt – og jeg mener virkelig meget nemt – at rette op på situationen, hvis vi kunne få de vestlige lande til at samarbejde med landene i den globale majoritet. Der er et tektonisk skift i gang, som allerede finder sted, og det er irreversibelt. Det er bare det, at nogle af de vestlige etablissementer har været fuldstændig uvidende og ligeglade, fordi de tror, at de er så smukke og så gode, og at der aldrig kunne ske noget med deres arrogance. Men virkeligheden er, at verden allerede har bevæget sig i en helt anden retning: Vi har BRIKS, vi har BRIKS-Plus, vi har 22 lande fra det Globale Syd, der har ansøgt om at blive BRIKS-medlemmer, og yderligere 40 har udtrykt deres interesse for at blive det. Så der er allerede en tendens, hvor det globale flertal bevæger sig i retning af at skabe et nyt økonomisk system.

Og den eneste måde, jeg kan se, at vi kan undgå en katastrofe på, er, at vi får de europæiske lande og endda USA til at stoppe den geopolitiske konfrontation og i stedet sige, “vi er nødt til at samarbejde”. Og jeg tror, at vi skal diskutere det og den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som vi har arbejdet på i næsten to år, for at udbrede den idé. Tag de [ti principper] (https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/), som jeg foreslog som grundlag for diskussionen, og få en diskussion blandt journalister, blandt tænketanke, blandt universiteter, for jeg tror, vi virkelig er udfordret: Er vi den kreative art, der kan undgå sin egen selvdestruktion, eller er vi dømt til at være som lemminger, der løber hen til klippen og hopper ud over den? Det tror jeg ikke. Men det kræver, at en masse mennesker virkelig tager mod til sig og engagerer sig i debatten, arbejder sammen med Schiller Instituttet, og der er meget, vi kan gøre.

SCHLANGER: Helga, jeg har endnu et spørgsmål til dig om Bidens politik over for Israel, og jeg må sige, at vi har fået en masse spørgsmål specifikt om dette. Charles skriver: “Det virker indlysende, at Joe Biden forsøger at vinde en Oscar-pris ved at foregive at have problemer med Netanyahu over aggressionen mod palæstinenserne i Gaza. Men det ser ud til at være et forsøg på at købe tid, ligesom Angela Merkel gjorde med Minsk-aftalerne. Tror han, at det vil få oppositionens flammer til at brænde ud?”

ZEPP-LAROUCHE: Hvis han tror det, hvilket jeg naturligvis ikke ved, så er det helt sikkert en fejltagelse. For denne situation i Gaza, og i Rafah i særdeleshed, disse mennesker har ingen steder at gå hen! Når Baerbock nu igen går til Israel for at sige: “Åh, der må være en sikker korridor” – ja, korridor til hvor? Der er intet tilbage! Egypten har nægtet at lade palæstinenserne blive drevet ind i Sinai, fordi de ikke vil have endnu en tikkende bombe, og de har endda truet med, at de vil annullere fredstraktaten med Israel, hvis der er et forsøg på at skubbe folk ind i Sinai. Så der er ikke noget sted, disse mennesker kan tage hen. Og de sidder der, og jeg vil ikke engang forestille mig, hvor bange og desperate næsten 1,5 millioner mennesker er, som er ved at sulte ihjel. Og forfattere som Chris Hedges, som har vundet Pulitzer-prisen, og før ham Jean Ziegler, som var FN’s første særlige rapportør om retten til mad, de har beskrevet i detaljer, hvordan folk dør af sult, og det er den værste form for død, fordi organerne begynder at fortære sig selv, og alle funktioner forsvinder, den ene efter den anden, og det er simpelthen en absolut katastrofe. Men den katastrofe er, hvad palæstinenserne lider under i Rafah lige nu.

Så der er ingen måde, hvorpå du kan gøre det ugjort! Det eneste, du kan gøre for at afhjælpe det, er at gå i gang med Oase-planen med det samme: Afhold en omfattende fredskonference i Mellemøsten, gå efter en tostatsløsning, og sørg så for økonomisk udvikling. Og hvis alle naboerne og andre lande fra det såkaldte Globale Nord, kunne man virkelig begynde at forbedre situationen meget, meget hurtigt. Men det kræver en massiv mobilisering af en masse mennesker, inklusive dig.

SCHLANGER: Lad os nu skifte retning og se på situationen i Europa, og især i Tyskland. Jeg har fået flere e-mails, der udtrykker vrede over diskussionen fra tyske regeringsembedsmænd om behovet for yderligere 100 eller 300 milliarder euro i forsvarsbudgettet for at (citat) “afskrække Putin.” I en af disse e-mails står der: “Disse embedsmænd må ikke have hørt Putins svar til Tucker Carlson om Polen, hvor han stillede spørgsmålet, hvorfor vi skulle invadere Polen?”
En anden person spørger: “Hvem er målgruppen for de neokonservative på den kommende sikkerhedskonference i München, hvor de vil fremføre den samme militære opbygningslinje.”
Og så endnu et direkte spørgsmål: “Er tyskerne virkelig så dumme?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, desværre kan jeg kun sige, at nutidens tyskere ser ud til at have mistet evnen fra tidligere generationer, som trods alt producerede en masse tænkere, digtere, opfindere, filosoffer – Tyskland blev engang kaldt tænkernes, filosoffernes og digternes folk. Der er næsten intet tilbage af det, og jeg tror, at i hvert fald en stor del af befolkningen på en eller anden måde har mistet forstanden. Jeg kan ikke sige det på nogen anden måde. Det er naturligvis ikke alle, for på samme tid er der massedemonstrationer af landmænd, lastbilchauffører, bagere og håndværkere, som alle kæmper for deres eksistens.

Men jeg tror, at der lige nu er brudt en psykose ud i Tyskland, som er helt utrolig. For eksempel er der nu denne nye gimmick, og jeg kan kun kalde det en meget farlig gimmick, som er ideen om at opfordre til atomvåben i Europa, måske endda i Tyskland, efter at tidligere præsident Trump kom med en bemærkning, jeg tror i lørdags, den 10. februar, hvor han sagde, at hvis han var præsident, og et NATO-land ikke ville betale den fulde andel af sine betalinger på 2% til NATO, så ville han dybest set ikke bare ikke komme til forsvar for et land, men han ville dybest set opmuntre Putin til at gøre, hvad han vil, eller en eller anden formulering i den retning.

Det har skabt et ramaskrig, og nu opfordrer flere til at bygge og etablere atomvåben i Europa, heriblandt socialdemokraternes spidskandidat til EU-parlamentet Katarina Barley. Selv den øverste repræsentant for det militærindustrielle kompleks i Tyskland, FDP’s medlem af Forbundsdagen Marie-Agnes Strack-Zimmermann, siger, at det ikke giver nogen mening, fordi hun tilsyneladende har en lille smule viden om området, i modsætning til Barley, og siger, at det vil tage lang tid, fordi man ikke bare kan placere nogle atomvåben langs grænsen. Man er nødt til at udvikle industrien, færdighederne, det kræver træning og 10 år eller deromkring. Og så er der nogle mennesker, og jeg vil ikke nævne deres navne, fordi det er så latterligt, der siger: “Hvem skal så kontrollere atomknappen?” Måske skulle vi have en kuffert, der rejser fra den ene hovedstad til den anden, så der er en rotation af ansvaret for, hvem der trykker på knappen.

Folk, der taler om dette emne på en så useriøs måde, synes jeg skulle gå til en psykiater og få en seriøs diagnose på, om de har et problem. For vi befinder os allerede på randen af Tredje Verdenskrig: Vi har to kriser, den ene omkring Ukraine og den anden i Sydvestasien, som kan gå galt når som helst! Og jeg tror, at enhver, der under disse omstændigheder forsøger at presse Tyskland til at støtte oprustningen af Europa med atomvåben, først og fremmest har glemt historien: Ønsker du virkelig, at tyskerne skal have atomvåben? Jeg tror, at hele verden hellere må lade sin stemme høre, at selvom Tyskland har opført sig relativt OK i de sidste årtier, så tror jeg, at Tysklands naboer og hele Europa ville blive oprørte over tanken, med den skyld, vi helt sikkert har som en historisk byrde, med det, der skete under Anden Verdenskrig i særdeleshed. Og jeg ville ikke engang bebrejde dem for at gøre det.

For det andet har Tyskland underskrevet traktaten om ikke-spredning af atomvåben (NPT) og om ikke-spredning af atomvåben, og det er en god ting! Atomvåben bør forbydes helt og holdent! At opgive atomnedrustning, som var en alvorlig sag, da det skete, er vanvittigt! Atomvåben, som kan føre til udslettelse af den menneskelige art, bør forbydes, og der er allerede mindst 50 lande, som har underskrevet en traktat, der forbyder atomvåben af en meget god grund. For hvis de nogensinde bliver brugt i noget omfang – og man behøver ikke at bruge dem alle; jeg tror, at hvis man bruger 10 % af dem, vil man få en atomvinter i 10 år, og det vil være enden på alt menneskeligt liv. Så de mennesker, der skubber på, i denne situation, mens de ikke har noget diplomatisk forslag, de har ingen vision om at afslutte krigen, de taler kun om “flere våben, flere våben”, hvorfor? Fordi det militærindustrielle kompleks har profitten. Og det skal bemærkes, at både Scholz og [De Grønnes økonomiminister Robert] Habeck lige nu er gået ud og har sagt, at de ønsker at gøre det tyske militærindustrielle kompleks konkurrencedygtigt i verden!

Det er virkelig forkerte ideer, og vi bør absolut modsætte os det og sige, at det, vi har brug for, ikke er en ny militarisering, men en diplomatisk løsning på alle problemerne. I en tid med atomvåben er krig ikke en mulighed, og det bør stå klart for alle. Og jeg tror, at behovet for at få en masse mennesker til at udtale sig om det er meget tydeligt.

SCHLANGER: Helga, vi har et svar på det, du nævnte tidligere, fra Harry Smith. Han sagde: “Bestemmelsen i FN’s Generalforsamling om at forene sig for fred giver med simpelt flertal den juridiske autoritet og pligt til at bruge militær intervention for at stoppe forbrydelser mod menneskeheden, hvis Sikkerhedsrådet svigter sin pligt.” Så jeg tror, han bekræfter, at du havde ret, da du sagde, at det ville gå til FN’s Generalforsamling.
Nu nævnte du Trumps udtalelse om NATO. Vi har et spørgsmål fra en amerikansk blogger, som spørger: Hvad mener du om den tidligere præsident Trumps kommentarer om NATO, at hvis NATO-landene ikke bruger flere penge på at forsvare sig, skal de ikke regne med USA’s støtte, hvis de bliver angrebet? Bloggeren skriver: “Selvom jeg er enig i hans foragt for NATO, blev jeg skuffet. Han sagde intet i udtalelsen om NATO’s provokationer mod Rusland.”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, at udtalelsen er særlig hjælpsom, for du så, hvad den udløste i form af virkelig vanvittige reaktioner. Problemet er, at der nu er folk, der taler om behovet for at have en ny europæisk sikkerhedsarkitektur, der inkluderer Rusland og Ukraine. Og jeg synes, det er et godt første skridt i den rigtige retning, men jeg tror ikke, det er nok, for konflikten er ikke europæisk. Konflikten er global: Vi har et globalt NATO; vi har Kinas fremgang, som nogle mennesker betragter som den absolutte trussel mod deres position i verden; og hvis vi ikke kommer ud af denne geopolitiske tankegang, tror jeg, at Tredje Verdenskrig vil være uundgåelig i en ikke alt for fjern fremtid. Europæerne overvejer nu – selv Tyskland – at sende en flådekonvoj, at sende en hel gruppe skibe til Stillehavet, tydeligvis med det formål at konfrontere Kina. Og det går i den helt forkerte retning, og derfor er jeg helt overbevist om, at vi er nødt til at få en diskussion om, hvordan vi kommer ud af dilemmaet, som fornuftige mennesker, som repræsentanter for den eneste art, der er begavet med fornuft, kendt i hele universet indtil videre, skulle vi ikke være i stand til at overvinde noget, der truer vores egen udryddelse?

Jeg mener, at den måde, vi skal se på det på, er med Den Westfalske Fred som model. For på det tidspunkt blev 150 års religionskrig bragt til ophør, fordi alle deltagerne indså, at de ville forårsage deres egen udslettelse, hvis de fortsatte krigen, og der ville absolut ikke være nogen tilbage til at nyde sejren. Det er en motivation, der burde få os til at sætte os til forhandlingsbordet, og hvorfor ikke have en undersøgelseskommission eller repræsentanter for de forskellige lande – måske pensionerede diplomater, måske folk, der har en fornemmelse af vigtigheden af dette spørgsmål – og begynde at diskutere, hvordan man rent faktisk kan afhjælpe situationen.

I Den Westfalske Fred i Münster tog det fire år at løse alle territoriale og andre spørgsmål. Måske tager det et stykke tid, før man har afklaret alle disse detaljerede spørgsmål og så videre. Men hvis den overordnede hensigt er at etablere et højere niveau af fornuft, af fælles udvikling, af – vi skrev allerede dette forslag i 2014, [“How the New Silk Road Became the World Land-Bridge”] (https://chinese.larouchepub.com/en/world-landbridge-en/), som er det detaljerede forslag til, hvordan man udvikler alle kontinenter gennem infrastruktur, hvordan man forbinder dem alle gennem tunneller og broer, og hvordan man bruger ideen om fælles økonomisk udvikling af hele verden som grundlag for fred. Hvis man starter med den hensigt, at man ønsker at finde en løsning, der er til gavn for {alle}, uden undtagelse, og så kan man begynde at diskutere detaljerne – sikkerhedsinteresserne for den ene og den anden – og man finder frem til en omfattende plan. Jeg er helt sikker på, at det kan lade sig gøre, men det kræver, at nogle modige mennesker træder frem, f.eks. pensionerede diplomater, der har erfaring med, hvordan man fører sådanne diskussioner, og så tror jeg, at vi kan finde en løsning. Så vær venlig at se på Oase-planen som en del, som en integreret del af dette Verdenslandbro-forslag, og så har du vejen til, hvordan du skal tænke på det.

SCHLANGER: Den anden ting er, at folk bør downloade dine [Ti principper] (https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/), som er et eksempel på, hvordan dette fungerer som et reelt princip for statskunst. Det er tilgængeligt på Schiller Instituttets hjemmeside.

Helga, jeg har et sidste spørgsmål til dig fra Jeremiah, som spørger: “Kan vi ikke bare afsløre krigsmagerne som tilhængere af kolonialisme? Hvad skete der med den amerikanske forpligtelse til at fremme den almene velfærd?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, du besvarede selv dit spørgsmål: Vi bør afsløre dem. Der er nogle mennesker i USA fra Pax Christi og andre organisationer, som allerede laver aktioner, fredelige direkte civile aktioner, ikke-voldelige aktioner, mod “dødens købmænd”, det militær-industrielle kompleks; landmændene demonstrerer mod kartellerne. Og hvis man ser på de finansielle strukturer, finder man ud af, at det militær-industrielle kompleks, de finansielle institutioner, der kontrollerer Wall Street og City of London, og kartellerne, de er alle den samme ting! Så det, de tidligere kolonilande forsøger at slippe af med for altid, nemlig de strukturer, der forhindrede dem i at blive udviklede, hvilket i høj grad er de internationale finansinstitutioner, kartellerne og det militærindustrielle kompleks, er det samme fænomen. Det er ikke nationer; det er oligarkiske strukturer, som kun tillader profitmaksimering for nogle få, mens de gør det store, store flertal i verden fattigere og fattigere og fattigere, og det er den struktur, vi er nødt til at ændre.

SCHLANGER: Helga, vi har været igennem de fleste af de spørgsmål, jeg har. Der er et par stykker, som er meget længere, og måske kan vi besvare dem via e-mail. Men jeg vil gerne takke dig for at være med os i dag og for din klarhed og ånd, når du påtager dig dette. Og vi ses i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, og bliv aktiv sammen med os i mellemtiden.

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 7. februar 2024

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og præsident for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 7. februar 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. Hvis du har kommentarer eller spørgsmål, kan du sende dem til questions@schillerinstitute.org.

Helga, det ser ud til, at hver uge vi mødes, uddybes spændingerne mellem den døende unipolære orden og det nye paradigme, og behovet for borgermobilisering i det Globale Nord bliver mere påtrængende, efterhånden som etablissementet fortsætter med at optrappe krige og provokationer. For at adressere dette har LaRouche-organisationen udsendt en erklæring, der er tilgængelig til distribution, og jeg opfordrer folk til at downloade og cirkulere den: “Vidste eller burde have vidst: Regeringer, der er medskyldige i folkedrab, vil ikke kunne påberåbe sig uvidenhed ved det kommende Nürnberg-tribunal.”

Eftersom så mange af vores spørgsmål, ligesom vores ven Munashes, handler om, hvad der kan gøres for at erstatte det døende system, så lad os starte der: Hvad kan folk gøre for at gøre en forskel?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det første, vi skal gøre, er at gøre alt, hvad vi kan, for at redde palæstinenserne, som kæmper for deres liv time for time. Samme dag som Den Internationale Domstol i Haag afgjorde, at der var en plausibel sag om folkedrab, og afgjorde, at den israelske regering skal gøre alt for at forhindre folkedrabet, og at de vil blive bedt om at rapportere om deres fremskridt om fire uger. Den samme dag, opdagede de det såkaldte samarbejde mellem 12 personer ud af 13.000 UNRWA-medarbejdere – UNRWA er den eneste nødhjælpsorganisation, der er fuldstændig ansvarlig for forsørgelsen af de palæstinensiske flygtninge, ikke kun i Palæstina, i Gaza og på Vestbredden, men også i Jordan, hvor der er 6 millioner palæstinensere, der er afhængige af UNRWA; så da de opdagede det, var ideen, at dette er et terroristsamarbejde, og derfor skal al finansiering afbrydes. Og i betragtning af, at det er den eneste organisation, der leverer mad og medicin og andre vigtige ting til de mennesker, der er fanget i Gaza, er det dybest set som en dødsdom. De forskellige regeringer, jeg tror, der var 18 i alt, sagde straks, at de ville skære al støtte til UNRWA væk. Et par dage senere meddelte IDF så, at de ville oversvømme Hamas’ tunneler: Så nu har du næsten 2 millioner palæstinensere, som befinder sig i et meget lille område nær eller i byen Rafah, ved den egyptiske grænse, og Egypten gør det meget klart, at de ikke vil tillade overførsel af palæstinensere til Sinai; og IDF har sagt, at de vil bringe den militære indsats ind i dette lille område. Desuden har Netanyahu nægtet at stoppe kampene.

Så i betragtning af, at dette er et folkemord, der finder sted for øjnene af os, mener jeg, at enhver person, der ikke er en komplet barbar og en komplet tåbe og faktisk en Nürnberg-forbryder, er nødt til at hjælpe med at stoppe denne død. Der skal være en absolut optrapning af det internationale pres for at genoptage finansieringen af UNRWA, selv hvis disse 12 personer havde samarbejdet med Hamas, er det ude af proportioner med effekten af at afskære al finansiering til organisationen, fordi det er en dødsdom for hele den palæstinensiske befolkning.

Vi har foreslået forskellige midler, som I er velkomne til at bruge, og jeg beder jer faktisk om at downloade og afholde demonstrationer foran ambassaderne eller konsulaterne i disse 18 lande, for at de skal genoptage finansieringen. Selvfølgelig skal vi have en øjeblikkelig våbenhvile og en tostatsløsning. Og det er faktisk den overvældende holdning hos Den Arabiske Liga, hos alle naboerne i regionen og endda et sted, hvor der lige nu forhandles mellem Egypten, Hamas og en række andre.

Så slut dig til denne mobilisering, for det er det første, der skal gøres. Og for det andet mener jeg selvfølgelig, at man skal slutte sig til de kræfter, der mobiliserer. Der er mange, mange internationale fredsorganisationer. På Schiller Instituttet har vi en Zoom-konference for International Peace Coalition hver fredag. Du bør helt sikkert deltage i den, og der bliver marchordrerne diskuteret hver uge.

På en større skala har vi brug for et nyt samarbejdsparadigme, for kun hvis vi stopper denne geopolitiske konfrontation mellem det såkaldte Vesten og det såkaldte Globale Syd, for det er det, det hele handler om, kan vi stoppe faren for optrapning til krig. Så eftersom én person ikke kan gøre det alene, kan jeg kun helhjertet invitere dig til at deltage i vores bestræbelser, for når du først er en del af denne større mobilisering, kan du være ekstremt vigtig, fordi det er på et tidspunkt i historien som dette, hvor modet og beslutsomheden hos blot nogle få individer, der skal være tusinder og atter tusinder, men aldrig mere end nogle få, kan gøre en forskel.

SCHLANGER: Nu har vi et par spørgsmål om Den Internationale Domstols foreløbige afgørelser og Israels ignorering af disse afgørelser. Lad mig stille de to spørgsmål.

Det første er kort: Hvad har Den Internationale Domstol tænkt sig at gøre efter 30 dage? For de gav Israel 30 dage til at reagere.

Det andet er fra Angelis G. fra Italien, som påpeger, at mens domstolen sagde, at beskyldningerne om folkedrab er “plausible”, kan lande, der hjælper Israel ved at sende våben og penge, derfor blive anklaget for medvirken, og hun nævner nedskæringen af midler til UNRWA som et eksempel på dette. Og hun siger: “I betragtning af antallet af involverede lande siger professor Francis Boyle, at det er lykkedes Israel at gøre anklagen næsten umulig at håndhæve. Er det virkelig sandt?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er selvfølgelig ikke i dommernes position, men Israel, og også de andre lande, der støtter Israel ved at sende våben og penge, har så vidt jeg ved absolut intet gjort for at stoppe folkemordet. Det er et faktum, og på en måde er det modsatte sket: De har fordoblet indsatsen ved at lancere denne historie om UNRWA’s samarbejde med Hamas, hvilket jeg som sagt ikke kan bedømme, men der er spørgsmålet om proportionalitet: Hvis 13.000 UNRWA-medarbejdere er ansvarlige for at opretholde disse menneskers levebrød, betyder 12 sammenlignet med 13.000 – dybest set, hvad det vil betyde, hvis finansieringen afbrydes, og de har allerede sagt, at den vil blive afbrudt i slutningen af februar, at intet vil fungere længere! Det er ikke kun i Gaza: Der er i årenes løb 6 millioner palæstinensere, der har slået sig ned i Jordan, og de er fuldt ud støttet af UNRWA.

Så der er den ekstra faktor, at hvis finansieringen stoppede, hvad ville der så ske med disse 6 millioner mennesker i Jordan? I øjeblikket er der en klausul, der undtager dem på grund af UNRWA-aftalen, men hvis UNRWA-aftalen ophører, vil alle disse mennesker være dækket af Genève-konventionen, hvilket betyder, at de vil have ret til asyl i Europa. Så du kan forestille dig, at et meget stort antal af dem vil forsøge at undslippe den visse død fra sult og andre farer, og du vil få en flygtningekrise, der vil oversvømme Europa på en måde, som disse mennesker, der absolut ikke tænker på det og tydeligvis ikke har nogen empati for det, men det er noget, der skal gøres opmærksom på. Det eneste, jeg kan sige, er, at vi må lægge maksimalt pres på disse regeringer for at få dem til at omgøre deres beslutning om at tilbageholde midler.

I betragtning af den konstante påvirkning af foruroligende nyheder, der når vores stuer dagligt, er det tydeligt, at disse begivenheder ikke er skjult bag lukkede døre, men snarere er en fremtrædende del af vores hverdag. I betragtning af dette har jeg svært ved at tro, at Domstolen, når den gennemfører sin foreløbige undersøgelse, ikke vil fastslå, at det, der sker, udgør et igangværende folkedrab.

SCHLANGER: Vi har nogle spørgsmål nu, et fra en kontakt i Fort Worth, Texas, som skriver: “Jeg kan huske, hvor foragtelig din mand opfattede Henry Kissinger og hans penduldiplomati i Mellemøsten, som så ud til at gøre krig mere sandsynlig. Nu er Blinken naturligvis ikke nogen Kissinger, men hvad i alverden forsøger han at gøre med sit penduldiplomati i Mellemøsten?”

ZEPP-LAROUCHE: Det er et spørgsmål til 64 millioner dollars! Hvis USA ville gøre en forskel, skulle de simpelthen stoppe med at levere våben og penge til Israel og fortælle dem, at de er nødt til at stoppe. Det er ikke det – min mand var meget eftertrykkelig på dette punkt, når folk begyndte at tale om, at “den zionistiske lobby kontrollerer USA”, sagde han altid: “Nej, I har misforstået det fuldstændigt: Det er USA og briterne, det er anglosfæren, der kontrollerer Israel, og når de har geopolitiske hensigter, bruger de hver gang Israel som en håndgranat, de kan kaste ind i situationen. Og jeg tror, at i betragtning af, at Israel kun er et lille land, og USA stadig er den største økonomiske og også militære magt. Man kan diskutere, om Rusland eller USA er størst; jeg tror, at de seneste våbengennembrud i Rusland faktisk gør Rusland til nummer et, men ikke desto mindre, hvis man ser på alle disse hangarskibe og andre krigsskibe, der er udstationeret i Middelhavet, og jeg tror også, at der er nogle i Golfen, så er USA’s militære magt betydelig. Og jeg mener, at ansvaret primært ligger hos Washington og London for at stoppe dette.

SCHLANGER: Vi havde et par spørgsmål om ansvarlighed, for en ting, der står klart, er, at Den Internationale Domstols midlertidige foranstaltninger etablerer et princip om ansvarlighed. Så vi har to spørgsmål, et fra Philip B., som spørger: “Kan du forklare, hvorfor amerikanske skatteydere betaler for at bevæbne regeringen mod dens egne borgere og dens allierede?” Og han peger på Rand Institute-undersøgelsen, som blev bestilt før Ukraine-krigen, og som retfærdiggjorde USA’s ødelæggelse af Nord Stream-rørledningerne for at afskære de russiske gasmarkeder, ødelægge den tyske økonomi og optrappe en ukrainsk borgerkrig, som USA havde været involveret i siden 2014. Og han siger: “Hvor er ansvarligheden for Nuland, Blinken, Sullivan, Pyatt, Harris og Biden?”

Og så siger Michelle R. fra Belfast: “I betragtning af at gangsterne, og det er præcis, hvad de er, ignorerer folkets vilje, hvem vil så tage de nødvendige skridt for at sikre, at de straks bliver arresteret og stillet for retten for deres forbrydelser?”

Så to spørgsmål om ansvarlighed.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at dette spørgsmål er ved at spidse til, for det første har republikanerne i USA gjort det meget klart, at de vil blokere enhver form for finansiering til Ukraine. Og Biden beskyldte Trump for at gøre arbejdet for Putin. Det betyder, at i betragtning af at den militære situation i Ukraine ser meget desperat ud for ukrainerne, og hvis der ikke kommer flere midler fra USA, vil presset være enormt på europæerne, især på Tyskland, men det løber også ind i enorme problemer, fordi den tyske økonomi kollapser i et frit fald lige nu på en måde, der ikke engang er sunket ind i verdensbefolkningens bevidsthed endnu. Det skyldes i høj grad USA’s sabotage af Nord Stream-rørledningerne, som den svenske regering ildevarslende nok netop har besluttet at afslutte efterforskningen af uden at have fundet noget.

Så dette er ved at nå et krisepunkt, og det eneste fornuftige at gøre ville være at mobilisere befolkningen til at kræve, igen, en diplomatisk løsning: For hvis I ikke gør det, sagde en russisk general, hvis navn jeg har glemt: Hvis også i forbindelse med den ekstremt store NATO-manøvre, Steadfast Defender, hvor 90.000 mennesker er udstationeret indtil maj, og hvor scenariet for første gang nævner Rusland i manøvren som den mulige angriber af et NATO-land – dét er manøvren… Men du har 90.000 tropper i en udstationeringsøvelse, og det er altid en ekstrem farezone, hvor du, hvis tingene virkelig går galt, kan gå fra en manøvre til en rigtig kamp på et øjeblik, fordi du allerede er i bevægelse. Så det er altid en tid med ekstrem spænding og fare, og især nu med situationen på jorden i Ukraine.

Denne russiske general advarede dybest set om, at hvis NATO under disse forhold sendte nogen form for hjælp til Ukraine, kunne situationen øjeblikkeligt eskalere til atomniveau. Så vi sidder på en komplet krudttønde: situationen i Sydvestasien, hvis krigen der spreder sig til Libanon og andre såkaldte “iranske stedfortrædere”, og i sidste ende vil involvere Iran, kan man komme ud i en atomar eskalering dér. Og hvis noget af det, jeg lige har nævnt, skulle ske i Ukraine, ville det være det samme.

Så jeg tror, vi befinder os på et ekstremt farligt tidspunkt i historien, og alt dette bliver selvfølgelig forstærket af, at USA har en valgkamp. Trump har tilsyneladende – jeg har ikke selv set det – men ifølge Fox News har han i en tale i Laconia, New Hampshire, sagt, at han tror, at der kan komme en atomkrig, selv før det amerikanske valg finder sted. Jeg ved ikke, hvad Trump baserer det på, om han rent faktisk har sagt det, men jeg kan kun være enig i den generelle situation, at vi befinder os i en absolut – jeg tror aldrig, det har været så farligt, som det er lige nu, og derfor må alle, der har nogen fornuft, mobilisere sig og lægge pres på politikerne for at finde diplomatiske løsninger, både i Ukraine og også i Sydvestasien.

SCHLANGER: Helga, vi får en række spørgsmål, der er parallelle, og det er derfor, jeg giver to ad gangen, men jeg synes, det er interessant, at folk har en tendens til at tænke i løsninger. Vi har et spørgsmål fra en seer i Serbien, som spørger: “Hvorfor er de vestlige neokonservative så fjendtlige over for Iran? Iran har faktisk spillet en vigtig rolle i kampen mod ISIS og de såkaldte ‘islamiske terrorister’. Er det, fordi de tror på teorien om ‘civilisationernes sammenstød’, eller er der en anden grund?”

Og vi har et spørgsmål fra Anthony, som spørger: “Hvis flere mennesker kendte til NATO’s alliance med den internationale terroristhjerne Abdul Rasul Sayyaf, som er Khalid Sheikh Muhammads chef, tror du så, at den viden ville ændre noget?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det har at gøre med, at den geopolitiske idé stadig er det, der dominerer folks tænkning. Hvis man tror, at verden er et nulsumsspil, at hvis den ene vinder, taber den anden, og hvis man har den idé, at kontrol over råstoffer er det, der skaber ens magt, og alle disse ting, så ender man i en situation som i det 20. århundrede, hvor geopolitik var den grundlæggende årsag til to verdenskrige. Det er klart, at det, der ligger til grund for alle disse konflikter lige nu, er det faktum, at i de sidste 30 år, 20 år, især de sidste 10 år, er Asien vokset – ikke kun Kina; Kina har haft det mest spektakulære økonomiske mirakel i historien nogensinde og har løftet 850 millioner af sine egne folk ud af fattigdom; Og i de sidste 10 år har det tilbudt andre lande i det Globale Syd at deltage i en sådan økonomisk udvikling, som for første gang har givet disse lande chancen for ikke at være eksportører af råmaterialer, men at begynde at tilføre værdi i deres eget land, med udsigt til at blive mellemindkomstlande i den nærmeste fremtid, hvilket har skabt en enorm optimisme i det Globale Syd, fordi Kina nu er en meget stærk økonomisk partner, og derfor ser disse lande i Afrika, Latinamerika og Asien chancen for at rejse sig.

Men andre lande i Asien har også oplevet økonomisk fremgang og boom, mens de såkaldte vestlige lande generelt er gået tilbage. Europa har ikke gjort fremskridt. USA, ikke rigtig: Jeg taler ikke om papirværdi, jeg taler om reel økonomisk vækst. Der var det hele Asien, der voksede. Derfor tror jeg, at Iran kun er en brik i et større puslespil; selvfølgelig har landet store olie- og gasreserver, det er et stort og magtfuldt land med en masse kontrol i Sydvestasien, men det er også allieret med Kina og Rusland.

Jeg mener, at det er denne form for geopolitisk tænkning, og jeg kan kun sige, at hvis man fortsætter ad denne vej, vil det føre til atomkrig! Jeg tror, det er så indlysende for enhver, der ser på dynamikken, ikke bare fra den ene dag til den anden, men hvis man ser på, hvordan denne maskine vokser og vokser. Og den eneste løsning er, hvad jeg har sagt, siden krigen i Ukraine startede, at vi er nødt til at komme ud af denne geopolitiske geometri ved at etablere et nyt paradigme. Læren af det er selvfølgelig den Westfalske Fred.

Den Westfalske Fred afsluttede 150 års religionskrige i Europa, hvor krigen bølgede frem og tilbage, frem og tilbage. I Trediveårskrigen, som var kulminationen på den periode, blev en tredjedel af alt ødelagt! En tredjedel af kvæget, af landsbyerne, af husene, af menneskene! Det var kun, fordi der var nogle intelligente mennesker, der sagde: “Hvis vi fortsætter dette spil, vil vi alle være døde, og der vil absolut ikke være nogen til at nyde sejren,” og er det ikke den situation, vi står over for i dag? Hvis dette eskalerer til en krig et sted, lad os sige i Europa, hvor nogle mennesker tror, at en taktisk atomkrig ville være mulig, uden at det ville udvide sig til en global krig, hvilket jeg synes er fuldstændig tåbeligt, så ser vi på “historiens afslutning”, men på en meget anderledes måde, end Fukuyama beskrev det for 30 år siden.

Så vi er nødt til at tage ved lære af den Westfalske Fred: Vi er nødt til at skabe en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til interesserne i hvert eneste land på planeten. Og det er ikke så umuligt, for hvis du tænker over det, så var der på tidspunktet for den tyske genforening i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 tale om at skabe et europæisk hus og en fredsorden fra Vladivostok til Lissabon. Da præsident Clinton besøgte Moskva i år 2000, mente Putin endda, at Rusland kunne blive medlem af NATO! Det var i år 2000: Så det er ikke så længe siden, og måske er NATO ikke det rette redskab nu, men jeg tror, at hvis man virkelig ønsker at løse dette, ville man sige: “Hvordan kan vi skabe en sikkerhedsorden, der tager hensyn til alle landes behov og sikkerhedsønsker?” Det var det, Putin spurgte USA og NATO om den 17. december 2021, to måneder før krigen i Ukraine brød ud, og USA og NATO svarede ikke. Og derfor blev denne sidste chance for at forhindre krigen forpasset.

Men du kan kun have en sikkerhedsinteresse for hvert enkelt land, hvis du har økonomisk udvikling for alle. Det er derfor, vi ikke taler om en sikkerhedsarkitektur, men vi siger, at det nye navn for fred er udvikling. Det betyder, at man er nødt til at reorganisere den nuværende situation i den finansielle arkitektur, så den giver mulighed for det. Og hvis det kræver fire års forhandlinger, ligesom den westfalske fred, så må det være sådan. Jeg tror, det kan gøres meget hurtigere. Men jeg tror, at set fra de fleste aktørers synspunkt i den nuværende strategiske situation, er det muligt. Jeg ved, at Kina har fremsat alle disse forslag om en “fælles fremtid for menneskeheden”, det globale sikkerhedsinitiativ, det globale udviklingsinitiativ og et globalt civilisatorisk dialoginitiativ, som går i samme retning. Og det kommer af, at Kina har en idé om harmonisk udvikling af alle nationer. Jeg tror, at det Globale Syd ville byde det helhjertet velkommen, hvis det Globale Nord ville gå med til det.

Men den eneste kraft, der ikke ville gå med til det, eller som ikke ville mene, at det ville gavne den, er det militærindustrielle kompleks, for der er tydeligvis en masse profit i evig krig: Men er det menneskehedens undergang værd? Er det ikke mere fornuftigt at omstille disse industrier og få dem til at producere infrastruktur, højhastighedstog, rumteknologi, samarbejde om hasteprogrammer for kernefusionskraft, fjerde generation af iboende sikre kernekraftværker? Alle disse ting kan gøres, og hvis vi ønsker at komme ud af denne situation, skal de gøres.

Så hvis du er enig med os, bør du helt sikkert blive aktiv sammen med os, for vi har brug for mange kræfter for at ændre denne dagsorden.

SCHLANGER: OK, Helga, jeg har to spørgsmål mere til dig. Det ene er fra en seer i Nigeria, som sagde: “Tak for din ekspertise og dit utrættelige arbejde. Mit spørgsmål er: Hvad er der galt med Ursula von der Leyen og Den Europæiske Union? Nu hører jeg, at hun giver klimaforandringerne og Putin skylden for, at landmændene marcherer i Tyskland? Hvordan kan hun forblive så indflydelsesrig og tage så meget fejl om alting?”

ZEPP-LAROUCHE: Det er et godt spørgsmål, for at tage så meget fejl for én person, skal man have en hær for at tage så meget fejl!

Men denne kvinde, jeg tror, at hendes selvforståelse er – virkeligheden er, og mange, mange mennesker i Europa ved det – at EU virkelig er degenereret til en kolonial guvernør for Anglosfærens imperium. Europa har degenereret til at tillade sig selv at blive en koloni for Anglosfæren, og jeg tror, det føler sig ret godt tilpas i den position. Jeg synes, at ideen om, at klimaforandringerne og Putin er ansvarlige for de tyske landmænds situation, er latterlig. Hvis man ser på de optøjer, der finder sted lige nu, er der landmænd i Grækenland, Italien, Spanien, Frankrig, Holland og Tyskland, som alle demonstrerer med hundredtusindvis af traktorer. I Rom er der lige nu 2.000 traktorer, der blokerer de store motorveje. Alle disse mennesker er i en absolut kamp for overlevelse. De ved godt, at grunden til, at de har dette problem, ikke kun er de høje energipriser, nedskæringerne i subsidier, EU’s vanvittige politik, som er en del af den grønne nulstilling, at de skal udlægge 30% af landbrugsjorden; eller 4% i Frankrigs tilfælde; at de ikke længere må bruge pesticider og kunstgødning; alle disse regler, som er resultatet af en ideologi. Dertil kommer de høje energipriser: De kommer ikke fra Putin, de kommer fra sanktionerne mod Rusland, de kommer fra afskæringen af russisk energi, hvilket ikke var Ruslands beslutning, det var resultatet af udviklingen omkring Nord Stream-rørledningerne.

Landmændene hævder nu med rette, at de kæmper for deres eksistens, og at de producerer de fødevarer, som vi alle er afhængige af, så de vil på ingen måde stoppe. Jeg ved ikke, hvor det ender, men det bliver mere og mere radikalt. De seneste rapporter er, at landmænd i Holland er begyndt at sætte ild til halm og træ, og de lægger gødning foran byrådsmedlemmers og borgmestres huse. Jeg mener, det er lidt vildt, men jeg er der ikke for at bedømme, hvilke midler de bruger. Pointen er, at vi har brug for en reform af hele dette system, hvor den fysiske økonomi og økonomien i folkets tjeneste igen kommer på dagsordenen, og ikke ved at skære i alle budgetområderne for det fælles bedste til fordel for nogle få menneskers profit! Milliardærerne bliver rigere, og den brede befolkning bliver fattigere og fattigere; middelklassen forsvinder, og det er et system, der tydeligvis ikke kan fortsætte. Vi er ved at se det gå til grunde!

Det er derfor, de forslag, vi har fremsat i de ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, skal sættes på dagsordenen. Og jeg vil virkelig opfordre jer til at læse disse ti principper, for I har brug for en omfattende tilgang. Vi er langt forbi den tid, hvor man bare kan løse et lille problem på lokalt plan: Man har virkelig brug for en omfattende tilgang for at rette op på hele systemet.

SCHLANGER: Helga, et sidste spørgsmål her, hvor jeg bruger din ekspertise i tysk politik: Det er fra en tysk tilhænger, som spørger: “Kan de, der angiveligt marcherer mod fascisme i Tyskland, se ironien i, at deres regering støtter folkemord i Sydvestasien?”

ZEPP-LAROUCHE: Det er meget morsomt, for denne “Correctiv”-gruppe af såkaldte undersøgende journalister, som i øvrigt er finansieret af meget højreorienterede amerikanske kilder, og delstatsregeringen i Nordrhein-Westfalen er den næststørste kilde til deres finansiering. Vi undersøger dette lige nu, fordi det er en reel orkestrering: Det, de hævder, at fascisterne (i Potsdam) diskuterede, var præcis det samme, som den tyske regering havde opfordret til dagen før, nemlig en offensiv for at flytte mange af migranterne. Så der er ingen forskel på, hvad den tyske regering faktisk foreslår og delvist gør, og hvad disse såkaldte “nazister” eller fascister har foreslået. Det hele er en komplet iscenesættelse.

Vi diskuterede netop med flere mennesker i dag, at jeg tror, det er ved at vende, for mens folk oprindeligt var meget oprørte over AfD og såkaldte “højreorienterede”, viser det sig nu, at mange af disse faktisk millioner af mennesker i gaderne demonstrerer mod regeringen! Så de bruger det faktum, at folk er på gaden og bare går ud, fordi de er ved at koge over, fordi de ser, at Tyskland er ved at blive ødelagt; alt det, der blev bygget op i generationerne efter Anden Verdenskrig, er ved at ryge ud af vinduet; folk mister deres levebrød, deres eksistens.

Så jeg tror, at sandheden om orkestreringen af hele denne demonstration er, at folk langsomt, men sikkert indser, at når de store medier annoncerer tid og sted for disse demonstrationer i detaljer, så begynder alle at indse, at det er regeringsorkestrerede demonstrationer, der kun har ét mål, og det er at ændre dagsordenen.

Folk burde være ude i gaderne og demonstrere mod faren for atomkrig, som der bliver slået på tromme for – hver dag taler forsvarsministre og andre om den kommende krig med Rusland. I Finland, i Sverige; admiral Rob Bauer, formanden for NATO’s militærkomité, og andre siger næsten hver dag: “I er nødt til at forberede jer på krig”; I er nødt til at have flasker med vand til de første 36 timer for at overleve efter et sådant angreb fra Rusland. Det er jo vanvittigt! Det har en tendens til at blive en selvopfyldende profeti, hvis vi ikke ændrer kurs! Det er det, folk burde demonstrere imod, ikke en eller anden fabrikeret grund, som bare er et forsøg på at aflede opmærksomheden fra det virkelige problem.

SCHLANGER: Tak, Helga, fordi du er med os som altid, og fordi du deler din meget værdsatte ekspertise. Jeg vil gerne opfordre folk igen: Gå ind på LaRouche-organisationens hjemmeside og download den erklæring, som vi har udgivet: “Vidste eller burde have vidst: Regeringer, der er medskyldige i folkedrab, vil ikke kunne påberåbe sig uvidenhed ved det kommende Nürnberg-tribunal”. Tag handling sammen med os. Det, du lige har hørt fra Helga, er et perfekt eksempel på, hvorfor du ikke kan stole på politikere og regeringer, men at de skal være lydhøre over for folkets interesser – og det betyder dig.

Så, Helga, nogle sidste ord for i dag?

ZEPP-LAROUCHE: Nej, men jeg tror, at dette er et øjeblik, hvor moralen hos hver enkelt af os bliver testet, og jeg kan kun citere den palæstinensiske protestantiske pastor Munther Isaac fra Betlehem, som i en nylig webcast mindede folk om situationen i Gaza, at Bibelen siger: “Hvad I gør mod de mindste af disse, det gør I mod mig. Så vi bør virkelig tage meget mere ansvar for, hvad der sker, for hvis det går galt, vil det være vores allesammens skyld, selv om der ikke vil være nogen tilbage til at græde over det.

SCHLANGER: Okay, vi ses i næste uge. Forhåbentlig klarer vi os igennem ugen og får endnu en mulighed for at besvare spørgsmål og give folk retning for deres aktiviteter.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, vi ses i næste uge.

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 31. januar 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og præsident for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 31. januar 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. Du kan sende dine spørgsmål eller kommentarer til questions@schillerinstitute.org.

Mens vi mødes, er FN’s Sikkerhedsråd ved at træde sammen for at behandle en anmodning fra Algeriet om, at FN’s Sikkerhedsråd stopper Netanyahu-regimets handlinger, som er i centrum for den sydafrikanske sag ved Den Internationale Domstol i henhold til konventionen om folkedrab fra 1948. Der er en stærk udtalelse fra pastor Munther Isaac fra den evangelisk-lutherske kirke i Betlehem, Palæstina, som kaldte Den Internationale Domstols udtalelse et “vendepunkt”. Bare et par sætninger fra hans udtalelse. Han sagde: “Gaza er i sandhed verdens moralske kompas lige nu…. Enten retfærdiggør man folkedrab, eller også står man virkelig for medmenneskelighed og solidaritet med de undertrykte.”

De første to spørgsmål vedrører ICJ’s afgørelse af 26. januar. Det første er: “Ser du denne afgørelse som en mulighed for at genoprette princippet om ansvarlighed i internationale relationer?” Og det andet spørgsmål: “Lægger det ikke et enormt pres på USA, Storbritannien og Tyskland for at trække deres støtte til Netanyahu og Israel tilbage?”

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, vi vil se svaret på disse to spørgsmål senere i dag, for hvis du erindrer det, siger den foreløbige afgørelse fra Haag-domstolen, at der er sandsynlige grunde til folkedrab, og at alle relevante kræfter skal gøre alt for at forhindre dette folkedrab. Så søgelyset er naturligvis rettet mod USA, fordi de har været de største leverandører af våben og penge; Storbritannien, som har stået i spidsen for at fremme den nuværende politik; og Tyskland, som i et anfald af sindssyge har besluttet helt at fordreje sin skyld over Holocaust for nu at vende det blinde øje til, hvad der foregår i Gaza, hvilket er en utrolig fordrejning af virkeligheden.

Så jeg tror, at vi i sidste ende vil se, om disse tre nationer er i stand til at lære noget. Jeg mener, at hvis regeringerne ikke er i stand til at gøre det, vil det være til skade for hele befolkningen i disse lande. Men jeg tror, at bortset fra den umiddelbare skæbne for de mennesker, der befinder sig i denne utrolige situation i Gaza, hvis liv afhænger af resultatet af det, der sker i dag, så er der noget meget større på spil: Og det er, at det næsten er forbløffende, at magtarrogancen i den tidligere ubestridte unipolære verdensorden, som mildest talt var baseret på en dramatisk form for eurocentrisme, og det gælder også USA; og da det er en europæisk kultur, kan man sige, at det eurocentriske verdenssyn også dominerede USA, og det er det mildeste, man kan sige, at det gør folk blinde for at indse, hvilken indvirkning hele denne situation har på resten af verden. For jeg er helt sikker på, at Sydafrikas handling og nu den algeriske regerings indgriben bliver fulgt af alle, i Afrika, i Latinamerika, i Asien og selvfølgelig i mange europæiske lande.

Der er også en anden meget interessant artikel i Chatham House, tænketanken RIIA i London, hvor de dybest set siger, at det ikke kun er Gaza-situationen, der afgøres, men den regelbaserede ordens skæbne, og det er det, jeg hele tiden har tænkt: At hvis disse tre landes moralske svigt fortsætter, kan det være det sidste søm i kisten for denne orden.

Så jeg er overbevist om, at vi befinder os ved et vendepunkt, og man kan kun håbe, at de mange mennesker, der mobiliserer sig i USA, og der var et meget interessant program med de tidligere CIA-analytikere Larry Johnson og Ray McGovern fra VIPS, som blev interviewet af dommer Napolitano, hvor Johnson bemærkede, at måske alle disse protestmøder, der har fundet sted i mange amerikanske byer, universiteter og så videre, og at præsident Biden i stigende grad er blevet mødt af demonstranter med kælenavnet “Genocide Joe”, at det har en effekt, og at han er meget tyndhudet, og at han ikke kan klare det længere.

Jeg tror, at alt vil blive afgjort, hvis USA, Storbritannien og Tyskland tager sig sammen og grundlæggende er enige i, hvad den algeriske bevægelse handler om, det vil være en slags geometri; men jeg tror, at hvis de holder fast i deres linje, vil vi se en meget hurtig acceleration af opløsningen af denne regelbaserede orden.

SCHLANGER: Helga, vi har to spørgsmål fra London om netop dette emne. Det første spørgsmål lyder: “Mens krigen i Gaza fortsætter, med yderligere 200 døde i går, er det så ikke et tegn på Israels afvisning af de foreløbige afgørelser fra Den Internationale Domstol?” Og den anden spørger henviser til bosætternes møde i Jerusalem, hvor medlemmer af den israelske regering, Itamar Ben-Gvir, Bezalel Smotrich og andre talte til støtte for at bygge nye bosættelser i Gaza – er det ikke også en overtrædelse af ICJ’s afgørelse?

ZEPP-LAROUCHE: Der er en yderligere kendsgerning, og det er, at nyheden kom i morges om, at Israel er begyndt at oversvømme tunnellerne i Gaza. Hvis det bekræftes, og det ser det ud til, at det sker, er det en absolut optrapning og en fordobling af den folkemorderiske tendens, for det var en stor debat før, at hvis man oversvømmer tunnellerne, gør man det med havvand, hvilket betyder, at man ødelægger jorden, man ødelægger muligheden for at genopbygge Gaza i nogen form, så folk kan leve der.

Så det ser ikke særlig godt ud, og jeg kan kun håbe, at de tre andre regeringer viser tegn på, at de anerkender, at det er det overordnede anliggende for den internationale orden, der er ved at blive afgjort.

SCHLANGER: Det næste spørgsmål, som følger op på det, er der nogen antydning af, at Det Hvide Hus er klar over, at dets politik forværrer forholdet mellem USA og det Globale Syd, og at dette fremskynder de beslutninger, der bliver truffet i retning af et muligt brud med dollaren og med det vestlige finansielle system?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg har ikke set et sådant tegn. Faktisk talte jeg med en bekendt den anden dag, og vi undrede os over, at det er så utroligt, at ikke bare USA’s, men også Europas magthavere, mens alt det, der sker lige nu, bøndernes masseprotester, befolkningernes omvæltninger rundt om i verden fra Argentina til Europa til grænsen mellem USA og Mexico, kan tilskrives Vestens fejlslagne politik. Afdollarisering er en reaktion på sanktionerne og konfiskeringen af russiske aktiver, afghanske aktiver og andre landes aktiver, så hvis der skabes en ny valuta, vil det være en reaktion på noget, som USA og muligvis Europa har gjort, fordi europæerne nu også overvejer at konfiskere nogle af de russiske penge, der er i europæiske banker, hvilket selv Den Europæiske Centralbank advarer imod. Men på trods af, at alle disse udviklinger er en slags modreaktioner på vestlig-amerikansk-europæisk politik, synes etablissementerne at være fuldstændig ude af stand til at reflektere over, at de måske fejler, og at de måske er nødt til at ændre deres politik. Nej, det gør de ikke! Det modsatte synes at være tilfældet: De cementerer deres position og tror på en eller anden måde, at mere af det samme vil føre til et andet resultat, hvilket Albert Einstein sagde var meget dumt. For hvis man fejler én gang, skal man ikke forsøge at gøre det samme i håb om, at man får et andet resultat.

Jeg tror, at ideologierne hos de fleste af disse mennesker er så indgroede, at fornuften ikke trænger ind i deres sind, og derfor finder jeg det ret interessant, at denne ene artikel optræder i Chatham House, for det er tydeligvis et af centrene for denne politik.

SCHLANGER: Samtidig er der andre folk i Chatham House, i Atlantic Council og lignende, som insisterer på, at europæerne efter Ramstein-mødet i sidste uge skal fortsætte strømmen af våben til Ukraine; de fortsætter med at tale om “truslen” fra Rusland, Steadfast Defender 2024 er ved at blive lanceret; så det lader til, at regeringerne i Europa ikke har forstået budskabet.

ZEPP-LAROUCHE: Nej, jeg tror faktisk, at der er et EU-møde i morgen, hvor man skal diskutere behovet for at presse denne pakke på 50 milliarder til flere våben til Ukraine igennem, og i betragtning af at både Ungarn og Slovakiet grundlæggende har sagt, at de er absolut imod dette, overvejer EU nu alvorlige straffeforanstaltninger mod Ungarn. Der er rapporter om, at de endda planlægger på spektakulær vis at annoncere, at de vil afbryde al støtte, alle de EU-penge, som Ungarn er berettiget til, og at dette vil medføre et enormt fald i valutaen og et enormt tab af arbejdspladser. Dermed vil de dybest set sætte en skræk i livet på alle andre lande, der måtte ønske at afvige fra EU’s politik.

Hvis det sker, er det en forudsigelig udvikling, at samhørigheden i EU, som i forvejen ikke rigtig er til stede, vil gå yderligere i opløsning. Jeg mener, hvis man behandler sine egne medlemslande, i dette tilfælde Ungarn, som en paria og som et land, der skal straffes med den hårdeste økonomiske krigsførelse, så sår man frøene til ødelæggelse i selve EU’s struktur. Så lad os se, hvad de gør.

SCHLANGER: Vi har nogle flere spørgsmål, som kom ind tidligere. Vi talte lige om Ungarn-spørgsmålet. Den faste seer Munashe skrev ind: “Hvad er de ultimative konsekvenser af EU’s forsøg på at afpresse Ungarn? Og hvad med Biden-administrationens tiltag for at begrænse leverancerne af flydende naturgas (LNG) til Europa?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, i sidste ende vil folk vågne op og se, hvad der sker. Se på situationen: Seymour Hershs artikel om antagelsen angående, hvem der var ansvarlig for sabotagen af Nord Stream-gasrørledningerne, på trods af alle anstrengelserne for at finde på nogle dækhistorier, fungerede det efter min og mange andre menneskers mening ikke. Folk tror stadig på Seymour Hershs historie om, at det var den amerikanske regering, der udførte sabotagen med det strategiske, geopolitiske mål at drive en kile ind mellem Rusland og Tyskland for evigt, at det er den egentlige historie. Da gassen fra Rusland efterfølgende blev afbrudt, delvist fordi EU ønskede det, var det ikke Rusland, der afbrød de resterende gasforsyninger. Energikrisen i Tyskland tredoblede energipriserne og fik mange middelklassevirksomheder, små og mellemstore virksomheder, restauranter, håndværkere og meget energiafhængige industrier som papir, aluminium og andre til at gå fallit. Så indvirkningen på Tyskland er katastrofal. Tyskland er det eneste land i EU, der lige nu oplever et større økonomisk kollaps, og det trækker selvfølgelig de andre europæiske lande med ned på grund af den tyske økonomis betydning i EU, så Europa lider virkeligt og betaler en meget høj pris. Og landmændenes protester, som dybest set breder sig – nu slutter håndværkere sig til, lastbilchauffører slutter sig til; landmændenes protester spreder sig over hele Europa, Italien, Spanien, Frankrig, Holland, og de tyske protester bliver mere målrettede – alt dette er et resultat af denne sabotage af Nord Stream-rørledningerne.

Og nu siger Biden: Åh, jeg har lige opdaget, at LNG er dårligt for klimaet! Jeg mener, det er virkelig at gnide salt i såret. Han truer med at afbryde forsyningerne til Tyskland. De betalte os dybest set for at bygge meget dyre, nye terminaler i Østersøen, på Rügen og andre kystnære øer, meget økologisk skadeligt, en masse biodiversitet er blevet negativt påvirket af det. Hvor var De Grønne, da det kom til at beskytte fisk og andre organismer mod disse terminaler og deres konstruktion? Selvfølgelig viste de endnu en gang, hvor komplet falske de er! Og nu vender Biden sig om og siger: “Åh, undskyld! Der var noget med klimaet, det havde jeg glemt.”

Jeg tror, man kan presse det til det maksimale udmattelsespunkt. Men jeg tror, at udmattelsespunktet er nået, og konsekvenserne af alle disse politikker er i opløsning. Og der er ikke engang mere tale om venskab – glem det, ikke engang partnere i alliancen. Og det er selvfølgelig meget problematisk, for det er ikke en strukturpolitik, det er simpelthen kaos og ødelæggelse.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål fra Wien, som også handler om protesterne i Europa. Spørgeren spørger: “Når landbrugsprotesterne spreder sig over hele Europa og nu til Sydeuropa, kan det så tvinge de folkevalgte til at ændre sig i forhold til EU’s grønne politik? Eller er de så ideologisk engagerede, at de vil handle på måder, der vil ruinere landbrugssektoren og ødelægge Europas fødevareforsyning?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, der foregår noget andet, og det er, at der netop i dag eller i går blev offentliggjort et såkaldt brandalarm-brev til regeringen, underskrevet af 50 store virksomheder, der insisterer på, at regeringen skal gennemføre den Grønne Aftale meget hurtigere. Og de henviser til landmændenes socialt eksplosive udvikling – de nævner ikke landmændene, men det er tydeligt, at det er dem, de henviser til – og de forsøger at lægge pres på regeringen for at få den Grønne Aftale hurtigere igennem og fjerne de bureaukratiske forhindringer, der står i vejen for den. Så dette er et åbenlyst forsøg fra klimalobbyen, fra de spekulanter, der tjener på Den Grønne Aftale, på at reagere på det pres, der kommer fra landmændenes folk på gaden.

Men igen, der er en anden historie under opsejling. Jeg tror, vi nævnte det i sidste uge, men lad mig gentage det: For den historie, der nu samler sig, er, at ifølge rapporter fra nogle alternative blogs, som siger, at den tyske efterretningstjeneste, Verfassungsschutz, allerede kendte til det planlagte møde i Potsdam den 25. november, i begyndelsen af november, og at de aflyttede konferencelokalet ved at sætte en mikrofon i et ur og optog hele forløbet, og så var der på det møde nogle AfD-medlemmer og nogle identitetspolitikere fra Østrig, som angiveligt talte om at sende migranter tilbage til deres hjemlande. Tilsyneladende blev ordet “deportation” aldrig nævnt på dette møde, men så sagde medierne senere, at det, der blev diskuteret på dette møde, var en “storstilet deportation”.

Men hvis man sammenligner, hvad kansler Scholz sagde dagen før, og hvad indenrigsminister Nancy Faeser sagde samme dag, hvor hun lavede en offensiv for at sende disse migranter tilbage, så er det identisk. Der var ingen anden diskussion på dette Potsdam-møde end det, kansleren og indenrigsministeren selv sagde. OK, så meget for fakta.

Derefter lod den såkaldte korrigerende samling af undersøgende journalister denne historie blive i dåsen, på hylden, uden at bruge den. Den 8. januar var der så den store traktordemonstration, hvor mere end 100.000 traktorer blokerede de fleste motorveje, byerne, og landbrugsprotesterne startede i en hel uge og kulminerede i en stor demonstration i Berlin en uge senere. Men to dage senere, den 10. januar, blev denne ildevarslende historie pludselig lækket til medierne, og ikke nok med det, mainstreammedierne offentliggjorde hver dag det nøjagtige tidspunkt og sted for disse demonstrationer mod den såkaldte “højrefløj”. Hvis jeg nogensinde har set et forsøg på at aflede opmærksomheden fra den virkelige sociale gæring – som er landmændene, lastbilchaufførerne og andre, men især landmændene! De er ærlige mennesker, de er moralske mennesker! Det er rygraden i moralen i samfundet. For hvis du nogensinde har talt med landmænd, så er den almindelige landmand en moralsk person; han er meget hårdtarbejdende, han har en masse arbejde, han er meget kompetent. De har hver især en mellemstor virksomhed, fordi de skal organisere alt, inklusive såning, høst, forarbejdning, salg, ledelse, regnskab, ligesom enhver anden mellemstor virksomhed; og de er ekstremt dedikerede til at producere mad til folk! De finder deres moralske identitet i at gøre noget godt for samfundet. De føler sig truet af de grønne politikker, af braklægningspolitikken, 30-til-30, fra jord til bord, alle disse politikker, der ifølge den grønne ideologi tvinger dem til ikke at dyrke dele af deres jord. Så får de ikke de priser, de har brug for til at dække deres omkostninger, så mange af dem siger, at de er ved at gå fallit, og de kan allerede se de store karteller, der bare sidder og venter på, at disse små og mellemstore landbrug går fallit, så de kan opsluge dem og indlemme dem i deres kartelstruktur.

Familielandbrugenes eksistens er absolut truet, og det er det, protesterne handler om. Så det er en legitim sag, fordi disse landmænd med rette påpeger, at det, de gør, er at producere mad til hele befolkningen og derfor tjener det fælles bedste. Og hvad ser ud til at ske? Regeringen bruger møder med efterretningstjenesten til at skabe en falsk demonstration for at aflede opmærksomheden fra dette. Hvis det ikke er en skandale, så ved jeg ikke, hvad det er!

SCHLANGER: Det er tydeligvis en skandale, og vi er nødt til at lave noget skandalemageri, for det er den måde, regeringerne handler på: På samme tid censurerer de, og så forsøger de at opbygge en opposition.

Jeg har to spørgsmål mere til dig, Helga. Det ene er fra Thomas, som er stamgæst, og som spørger: “Hvad nu, hvis landene i den alliancefri bevægelse annullerede deres gæld til IMF? Ville det ikke være den bedste måde at nedbryde det neokoloniale, imperiale system på?” Og dette er delvist en reference til, hvad din afdøde mand Lyndon LaRouche foreslog i begyndelsen af 80’erne med “gældsbomben”, at debitorerne kunne udløse en reaktion ved at nægte at betale gælden. Så Thomas vil gerne vide, om det er noget, de alliancefrie lande kunne foretage sig i dag?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at ordet “gældsbombe” blev opfundet af oligarkiet, for min mand talte aldrig om gældsbomben. For det, han foreslog, og det er en del af det, han gjorde sammen med den mexicanske præsident José López Portillo i 1982, var et forslag om en velordnet reorganisering af et bankerot banksystem og en uforholdsmæssig stor gæld i de latinamerikanske lande. De finansielle medier og folkene på Wall Street kaldte det en “gældsbombe”, men hvis López Portillo havde fulgt min mands råd den 1. september 1982 ved at indføre kapitalkontrol og begynde at oprette en nationalbank, og hvis Argentina og Brasilien havde handlet solidarisk med ham på det tidspunkt, ville problemet have været løst. Det gjorde de desværre ikke, og Argentina måtte betale prisen efterfølgende.

Men hvis det var blevet gjort, og der havde været en velordnet omstrukturering, en reorganisering af gælden, hvor man konverterede kortfristet gæld med høje renter til langfristet gæld med lave renter, og konverterede det til kredit til investeringer i produktive områder, ville vi ikke være i den krise, vi er i i dag.

Så i stedet for at kalde det en gældsbombe, var det i virkeligheden et forsøg på at redde banksystemet, hvilket de grådige spekulanter på Wall Street og andre steder nægtede at gøre. Og det er derfor, vi står i denne krise i dag.

SCHLANGER: Tak for den præcisering. Jeg har to sidste spørgsmål til dig, som relaterer sig til den vanvittige politiske situation i USA. Det første er: “Tror du, at dette er året, hvor det såkaldte topartisystem,” som er ved at blive afsløret som hovedsageligt ét parti, “at topartisystemet kan ophæves i USA?”

Og så har vi Bob Van Hee fra Redwood, Minnesota County Commission, som spørger: “Hvad med en uafhængig liste bestående af Trump og Kennedy? Har du nogen tanker om det?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, at situationen i USA er meget uforudsigelig, fordi der er så mange forskellige tendenser, der arbejder imod hinanden, og de er alle sammen umulige at få til at fungere. Se på, hvad der sker i Texas med grænsen og konflikten mellem guvernør Abbott og den føderale regering? Der er mange internationale medier, der allerede spekulerer i den kommende borgerkrig i USA; der er folk, der taler om Texas’ løsrivelse fra republikken; jeg mener, det er virkelig ekstremt bekymrende, og topartisystemet er tydeligvis ikke-eksisterende.

Og jeg ved ikke, om Steven Bannons indflydelse på Trump vil gøre sig gældende, for så rejser det en masse spørgsmål om, hvad der vil ske, hvis Trump vinder valget.

Der er mange kræfter, uafhængige kandidater, som den meget vigtige senatskampagne for Diane Sare i New York, og hun har nu en medkandidat, José Vega, som stiller op til kongressen. Der er mange andre uafhængige kandidater, som alle er imod dette – så jeg ved ikke, om det er tilstrækkeligt, for Bidens popularitet er meget lav. Jeg kan ikke engang forestille mig, hvordan de kan forestille sig at vinde under de nuværende omstændigheder.

Det er et meget vanskeligt spørgsmål, fordi der tydeligvis ikke er nogen præsidentkandidat, der har en vision om, hvordan USA kan vende tilbage til John Quincy Adams’ eller Lincolns eller præsident Grants eller FDR’s eller John F. Kennedys udenrigspolitik.

Med hensyn til Robert Kennedy Jr. og Trump ved jeg ikke, om det vil hjælpe meget i denne situation, for hvis vi går tilbage til det første spørgsmål, som vi diskuterede i dette program, nemlig at USA’s holdning til ICJ’s afgørelse, og hvad der vil ske i FN’s Sikkerhedsråd i dag, i begge tilfælde, Trump og Kennedy, læner sig meget, meget op ad den israelske holdning. Og det sætter det andet spørgsmål, vi startede med, på bordet: Kan USA svare på skriget fra den Globale Majoritet, som kræver en afslutning på kolonialismen, som kræver, at retfærdigheden genindføres, og svaret på det vil afgøre, hvad der sker med den “regelbaserede orden”, som vi har haft. Og jo mere det bliver klart for hele verden, at disse “regler” for det første ikke eksisterer, at de kan forbydes når som helst, og at ingen ved, hvem der har lavet dem. Jeg mener, vi befinder os virkelig på et bristepunkt, så der er lang, lang, lang tid mellem nu og valget, med mange farer og mange ændringer, der vil ske; og det er klart, at præsident Biden, da han blev spurgt, om han allerede havde besluttet sig for, hvad USA’s svar ville være på drabet på disse tre amerikanske militærfolk i Sydvestasien, sagde, at han havde besluttet sig, men at han ikke ville sige, præcis hvad det var. Det er en bekymrende tanke, for hvis der er en plan om på en eller anden måde at inkludere et større angreb mod Iran, kunne vi være i en absolut voksende fare for global krig på ingen tid, og man kan kun håbe, at præsident Biden ikke tror det.

SCHLANGER: Jeg tror, vi vil holde meget nøje øje med, hvad der kommer ud af FN’s Sikkerhedsråd i dag: Det er ikke nok at se med, folk bør gå ind på LaRouche-organisationens hjemmeside for at holde sig opdateret. Abonner på vores daglige nyhedsbrev. Og Helga, nogle sidste ord for i dag?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan kun appellere til jer om at blive aktive sammen med os! Verden er et meget, meget farligt sted, men hvis vi kan få nok mennesker i USA og Europa til at forstå, at de ikke behøver at være i opposition til det Globale Syd! Hvis folk i USA og Europa ville indse, at vi skal arbejde sammen med den Globale Majoritet af verdens befolkning, ville det være meget nemt at finde en vej ud. Min afdøde mands politik er det absolutte redskab til det, og jeg har længe opfordret til en international sikkerheds- og udviklingsarkitektur i traditionen fra den Westfalske Fred, en global økonomisk udviklingsplan. Vi har mange programmer, såsom Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen, som er en bog, vi udgav i 2014, og som er en plan for, hvordan vi virkelig kan bringe verdensøkonomien på en sikker kurs. Vi har planer for, hvordan vi kan løse problemet, men vi har brug for din støtte, så lad være med at læne dig tilbage, bliv aktiv og hjælp.

SCHLANGER: Vi ser frem til vores diskussion i næste uge, og i mellemtiden bør folk følge dit råd og blive aktive.

ZEPP-LAROUCHE: Vi ses i næste uge.

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 24. januar 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og præsident for Schiller Instituttet. Det er onsdag den 24. januar 2024, og jeg er din vært, Harley Schlanger. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til questions@schillerinstitute.org.

Beklager, at vi starter lidt sent, men vi havde et teknisk problem at løse, så lad os komme direkte til spørgsmålene.

Helga, titlen på dagens webcast er ” Døende tricks i et døende system”, og det gav anledning til vores første spørgsmål fra en seer i Texas. Han skriver: “Hvad gør dig så sikker på, at systemet er døende? Det virker, som om de kan blive ved med holde det kørende. Jeg er enig i, hvad Lyndon LaRouche sagde for mange år siden, at de efter 1971 vil gå efter en global fascistisk orden, men vil det holde deres system i live, og hvis ja, hvordan?”

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det vestlige oligarkis flip er gigantisk, fordi de for ganske nylig har indset, at der er en enorm modreaktion mod deres politik, fra alt til sanktionerne mod Rusland, til bevæbningen af dollaren, til de fortsatte kolonialistiske mekanismer i form af restriktioner og forskellige andre faktorer, Så lige nu er der en klar fremkomst af et nyt system, og bortset fra det, vi har diskuteret i tidligere udsendelser, er den nye udvikling, at der var et meget stort møde i Kampala, Uganda, hvor 3.000 delegerede fra 120 lande mødtes, først fra den Alliancefri Bevægelse og derefter fra G77. Og de vedtog en Kampala-erklæring, hvor de erklærede, hvordan de ønskede at organisere verdensordenen.

Det er en virkelig betydningsfuld udvikling: Det betyder, at landene i det Globale Syd, som for længst er blevet den Globale Majoritet, har til hensigt at afslutte et system af 600 års kolonialisme. Og jeg tror, at effekten af det vil være, at enten det vestlige oligarki, som har en utrolig boble af ubetalelige derivater, som de sidder på, og det er bare et spørgsmål om tid – du har ret, de har altid en måde at arbejde nogle tricks ind i systemet på – men der er en ende på vejen i sigte, og det eneste spørgsmål, der burde bekymre nogen ved deres fulde fem, er, om vi kan overbevise nok dele af det såkaldte Nord eller Vest i tide til at indse, at det ville være i deres bedste interesse at samarbejde med dette store flertal af menneskeheden? Ugandas præsident Yoweri Museveni sagde det meget godt. Han sagde: “Hvorfor skulle de globale aktører ikke indse, at det ville være i alles interesse at arbejde sammen med det Globale Syd, og at alle ville få velstand og alle ville få meget mere ud af det, end hvis det store flertal af verdens befolkning blev holdt i fattigdom?”

Tja, der er to muligheder: Enten sker denne transformation til en sådan ny orden, hvor landene i det Globale Syd accepteres som ligeværdige partnere i et nyt system af fælles samarbejde, af win-win-respekt for hinanden – enten sker denne transformation fredeligt og snart; eller også er der en absolut fare for, at den geopolitiske konfrontation, der eksisterer lige nu mellem NATO på den ene side og hovedsageligt Rusland og Kina på den anden, vil føre til en global katastrofe. Personligt kan jeg ikke se en tredje vej, for enten kan vi handle som en menneskelig art baseret på fornuft, eller også vil de fås interesser ødelægge verden for alle.

Så på den ene eller anden måde vil systemet få en ende, ikke kun af økonomiske årsager, men simpelthen fordi den dynamik, der nu er i gang, betyder, at en beslutning på den ene eller anden måde vil komme på bordet ret snart.

SCHLANGER: Vi har nu et spørgsmål fra Spanien, fra Manuel Miguel Enrique, som siger: “Godmorgen fra Spanien. Jeg vil gerne spørge, om en tredje verdenskrig er uundgåelig, eftersom alle broer af forståelse synes at være blevet brudt?”

ZEPP-LAROUCHE: Nej, det er den ikke. Hvis den var det, ville jeg ikke sidde her i et relativt optimistisk humør. Hvis det var uundgåeligt, tror jeg ikke, at universet ville være, som det er: Der er fri vilje i universet. Den er indbygget i universets lovmæssighed, og der er ingen, der har sagt det mere præcist end Gottfried Wilhelm Leibniz, der, som du måske ved, talte om den “bedste af alle mulige verdener”, som vi lever i. Og det var ikke det, Voltaire forsøgte at gøre som et sarkastisk angreb. Det, han mente, var simpelthen, at universet er indrettet på en sådan måde, at enhver ond kraft udløser potentialet for en endnu større god kraft. Man kan udtrykke det på en anden måde: Man kan sige, at universet er organiseret på en anti-entropisk måde, at udviklingen fra biosfæren til noosfæren, som Vladimir Vernadsky ville have udtrykt det, at denne tendens er stigende, og at jo mere det kognitive element i verden vinder dominans over de rent biologiske processer, jo større er chancen for, at vi faktisk når en ny æra af civilisation.

Dette spørgsmål om fri vilje betyder ikke, at det er determinisme. Det er ikke noget “histomat” eller “diamat” – en forkortelse for “historisk materialisme” eller “dialektisk materialisme”. Det betyder blot, at hvis nok mennesker af god vilje mobiliserer sig omkring en positiv vision om, hvor menneskeheden skal hen, er sandsynligheden for, at vi vil være i stand til at opnå det, ekstremt høj. Så det er i høj grad en subjektiv faktor, det er ikke en objektiv betingelse, og det er derfor, vi har brug for, at du er aktiv sammen med os, så vi kan lægge løsningerne på bordet, og løsningerne er primært behovet for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til interesserne i alle lande på planeten.

Så det er ikke uundgåeligt, men det vil kræve en masse arbejde og mobilisering af en masse gode mennesker.

SCHLANGER: Der er mange spørgsmål af lignende karakter, på den ene side den positive udvikling, de tyske landmænd, den sydafrikanske retssag, men på den anden side det vanvittige Ramstein-møde for nylig. Så lad mig starte med et spørgsmål om den sydafrikanske udvikling, Den Internationale Domstol (apropos fri vilje). “Har du nogen idé om, hvordan og hvornår ICJ vil træffe en afgørelse?” Og den samme person spørger: “Hvad er det for en forskruet logik, der ligger bag Tysklands forslag om at støtte Israel ved ICJ?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg håber, at beslutningen om en midlertidig foranstaltning kommer snart, for hver dag er naturligvis af ekstrem betydning for de mennesker, der befinder sig i denne ufattelige situation i Gaza.

Men jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad der er galt med Tyskland. Der er så mange åbne breve nu fra bekymrede jødiske mennesker til den tyske regering, fra parlamentarikere, fra alle mulige mennesker. Det er en uheldig udvikling, at Tyskland tydeligvis har taget skylden for Holocaust, der skete for 80 år siden, hvilket naturligvis er en god ting, fordi nogle andre lande, der har begået forbrydelser, måske ikke præcis de samme, men også ganske utrolige, ikke har taget ansvar for disse forbrydelser. Så jeg synes, det er prisværdigt, at Tyskland i meget høj grad har gjort op med, hvad nazisterne gjorde. Men hvis man er blind for, hvad der foregår omkring en, er det helt sikkert tragisk, og jeg er bange for, at Tyskland vil blive isoleret internationalt som følge heraf. Du har allerede set, at Namibias præsident, Hage Geingob, er gået ud og har sagt, at dette er det tredje folkedrab, som Tyskland ser igennem fingre med i dette tilfælde, efter folkedrabet på hereroerne i Namibia i begyndelsen af det 20. århundrede; det andet folkedrab var Holocaust. Og nu vender Tyskland det blinde øje til, hvad der sker i Gaza.

Jeg synes, det skal vendes om. Jeg mener, at alle juridiske eksperter i Tyskland bør gribe ind, for hvis man studerer argumenterne i Haag, hvis man er objektiv, kan man kun komme til den konklusion, at Sydafrikas argument er meget veldokumenteret, og Israels modargument er meget dårligt.

Nu vil effekten være, hvad vi allerede ser: Kunstnere fra det Globale Syd er allerede ved at trække sig. Nogen har fjernet en film fra Berlinalen [Berlins internationale filmfestival]. Der har været andre kulturelle begivenheder, der er blevet aflyst, og jeg er meget bekymret for, at dette kun er begyndelsen, hvor det meget gode omdømme, som Tyskland plejede at have på grund af dets innovationskraft, på grund af dets mange opdagelser, på grund af dets økonomiske magt, på grund af det image, der var forbundet med “Made in Germany” i årtier i efterkrigstiden, og især på grund af dets store kulturelle bidrag til verdenshistorien. Tyskland havde et ekstremt positivt image i mange, mange lande i verden, og det ved jeg fra mange personlige samtaler: Alt dette er ved at gå tabt! Og hvis Tyskland ikke ændrer sig, vil det blive en paria blandt stater, sammen med USA og Storbritannien, og det vil være meget svært at vende en sådan udvikling.

Jeg synes, det er en tragedie, og jeg kan kun sige, at der stadig er tid til at rette op på det, men det skal gøres meget hurtigt.

SCHLANGER: Vi har to spørgsmål mere om Tyskland. Det er klart, Helga, at folk gerne vil vide, hvad du tænker om det. Det ene er fra en tysker, der bor i Thailand, som spørger: “Med hvilken autoritet kan den tyske regering acceptere at sende militærhelikoptere, som rapporteret fra det nylige Ramstein-møde, og muligvis langtrækkende missiler til Ukraine? Skal der ikke være en afstemning i Forbundsdagen? Har der været en afstemning?”

Og så er det andet spørgsmål fra Ohio, hvor nogen skriver: “Tillykke til de tyske landmænd. Er der nogen chance for, at amerikanske landmænd kunne slutte sig til dem og køre traktorer til Washington for at protestere mod USA’s politik, som de gjorde i slutningen af 1970’erne?”

ZEPP-LAROUCHE: Hvad angår det første spørgsmål, tror jeg, at det, der altid sker, er, at Austin ringer til sin ukrainske gruppe i Ramstein, som om Ramstein var en del af USA. Så vidt jeg ved, har han aldrig spurgt nogen, om han måtte gøre det; han gør det bare. Jeg mener, det er simpelthen et symptom på, at Tyskland i øjeblikket desværre er en 100% koloni af Anglosfæren – jeg vil ikke sige USA, men jeg vil sige Anglosfæren, fordi det er den angloamerikanske fremdrift, som den tyske regering netop er – jeg tror, det er NATO’s gamle princip, som Lord Ismay, NATO’s første generalsekretær, så berømt sagde: At formålet med NATO var “at holde russerne ude, at holde amerikanerne inde og at holde tyskerne nede”. Og desværre har det nuværende hold af såkaldte ledere i Tyskland ikke rygrad til at forsvare tyske interesser!

Så det eneste håb, jeg ser, og det fører til det andet spørgsmål, er det faktum, at store dele af den tyske befolkning for første gang i meget lang tid går på gaden, og i dette tilfælde, når det gælder landmændene, lastbilchaufførerne, håndværkerne, bagerne og mange andre grupper, der nu går sammen, kæmper de for selve landbrugets eksistens! For transporten, for store dele af middelklassen, som forhåbentlig vil slutte sig til dem på et tidspunkt.

For Tyskland er i frit fald lige nu, ikke mindst på grund af sabotagen af Nord Stream-gasrørledningerne, de høje energipriser, og man har en situation, hvor folk i Tyskland kæmper for deres eksistens, ikke bare materielt, men folk er virkelig oprørte. Og jeg synes simpelthen, det er utroligt, hvad der er sket, for de store landbrugsdemonstrationer startede den 8. januar: Mandag den 8. januar havde de en utrolig demonstration med 100.000 traktorer! Hele landet var praktisk talt lammet, men det var fredeligt, det var godt koordineret.

Og hvad skete der så? To dage senere, den 10. januar, kommer der pludselig en pressehistorie om en såkaldt “korrigerende gruppe af journalister”, såkaldte undersøgende journalister, som er finansieret af alle mulige hedgefonde og fonde og hvad ved jeg – de kommer ud med en fuldstændig opdigtet historie om, at en gruppe højreorienterede mødtes den 25. november 2023, i Potsdam, nær det hotel, hvor Wannsee-konferencen [20. januar 1942] fandt sted, underforstået at dette er i samme tradition, og at de havde besluttet sig for en plan om at ” hjemsende” en masse mennesker, der søger asyl i Tyskland, og at dette ville være det store hemmelige plot, som de opdagede.

Nu benyttede jeg lejligheden til at sammenligne, hvad der blev rapporteret af denne “korrigerende” gruppe, af noget pressedækning, og alt, hvad jeg kunne finde, var, at nogle af disse mennesker tilsyneladende citerede fra en bog af en østrigsk forfatter, der er en del af identitetsbevægelsen. Hans bog er i sin fjerde udgave, og han foreslår, at mange udlændinge hjemsendes til deres hjemlande. Hvis man sammenligner den tekst, der blev brugt, er den identisk med, hvad kansler Olaf Scholz sagde i en forsidehistorie i {Der Spiegel}, om en “stor offensiv for hjemsendelse af asylansøgere” – det samme ordvalg! Det hele var en forfalskning, men fordi det blev offentliggjort som et så stort drama, opfordrede kirkerne, fagforeningerne og partierne selvfølgelig folk til store demonstrationer, og der var hundredtusinder af mennesker på gaden sidste weekend, og det overskyggede fuldstændig, eller skulle overskygge, landmændenes demonstration!

Det er virkelig en meget mærkelig historie. For det første, hvis det var sådan en stor skandale, hvorfor blev den så syltet og ikke udgivet i seks uger? Hvorfor blev den først udgivet to dage efter, at bønderne havde 100.000 traktorer på gaden? Og desuden, hvorfor er de samme mennesker ikke ude på gaderne og demonstrere mod krigsfremstødet? Formanden for NATO’s militærkomité, admiral Rob Bauer, kom ud med de store overskrifter i tabloidavisen {Bildzeitung}: “Vi har 36 timer til at forberede os. Alle bør skaffe sig batterier og vand, for hvis der kommer et russisk angreb i Europa, er de første 36 timer afgørende.” Folk bliver drevet ind i en frygtreaktion; overalt taler de om den kommende krig med Rusland om to år eller 18 måneder, om fem år, men under alle omstændigheder, som om det er sikkert, at den kommer.

Det skaber en fare for en “selvopfyldende profeti” – hvis man bliver ved med at gøre det, er jeg bange for, at konflikten vil finde sted. Men det er en komplet orkestrering, og jeg må virkelig sige, til befolkningen: Der er så mange grunde til at demonstrere, til at støtte landmændene, fordi de producerer den mad, der er eksistensen for alle. Folk bør støtte landmændene! Der er grund til at demonstrere mod nedskæringen af alle sociale programmer, mod manglen på infrastruktur, mod manglen på reparationer af skoler; der er mange, mange grunde til at demonstrere.

Men at falde for denne falske operation viser virkelig, at befolkningen skal være en lille smule klogere, og jeg tror, at den tyske befolkning lige nu – jeg talte med nogle mennesker, der deltog i den falske demonstration, og de sagde, at de virkelig ikke var der for at protestere mod AfD, fordi AfD ikke siger meget andet end Scholz og CDU, så det er et komplet luftkastel! Men folk var der, fordi de er vrede, og de ville vide, hvad de andre folk er vrede over.

Det ville jeg bare sige, og jeg synes, det er rigtig godt, at mange amerikanske landmænd i dette tilfælde allerede har sendt støttetelegrammer til de tyske landmænd, og jeg håber, at det vil blive flere og flere. Nu er der også annonceret landsdækkende demonstrationer i Italien, Spanien, Frankrig, Holland, så det spreder sig helt sikkert, og landmændene i Tyskland har sagt, at de ikke vil stoppe, før regeringen går med til deres krav.

SCHLANGER: Helga, vi har et par spørgsmål om konfrontationen, eller den forestående konfrontation, om man vil, med Rusland. Fra London har vi et spørgsmål: “Med det kommende valg i Rusland i marts, er det så ikke sandsynligt, at Vesten vil lancere en slags falsk flag-provokation for at destabilisere Rusland som en del af en Maidan-agtig farverevolution for at lave et regimeskifte mod Putin?” Og vi har et spørgsmål fra Beograd, hvor personen skriver, at “der er bevægelser i retning af en farvet revolution mod Vučić-regeringen i Serbien. Er det sandsynligt, at noget lignende vil blive lanceret mod Putin?”

ZEPP-LAROUCHE: Der er grund til at være bekymret for det, for der er en organisation, der hedder “Free Nations of Post-Russia Forum”, og de har allerede arrangeret en masse konferencer i USA, i Philadelphia, i Washington og andre steder. Og de promoverer opdelingen af Rusland i 40 forskellige enheder. De har tilsyneladende også nogle folk på jorden i Rusland, som har udført sabotage, som de kalder “frihedskæmpere” eller noget i den stil. Så der er grund til at være bekymret, men jeg tror ikke, det vil lykkes, for jeg tror, at størstedelen af den russiske befolkning støtter det, Putin gør, og den nuværende regering.

Desuden er det altid meget svært at få et fuldstændigt indblik i et andet land; man kan kun gå ud fra visse forudsætninger. Og når jeg ser på det store billede, den strategiske situation, og hvordan for eksempel landene i det Globale Syd forholder sig ikke bare til Kina, men også til Rusland, så tror jeg, at de har valgt den side, hvor de tror, at de kan få en bedre aftale, et bedre venskab og et bedre samarbejde. Jeg tror, at det virkelige spil er det store spil, du ved, det er ikke kun i Rusland og det kommende valg, men jeg tænker, at det er spørgsmålet om, hvorvidt kræfterne i verden kan arbejde sammen hurtigt nok til at bringe os fredeligt ind i en ny æra? For vi sidder på en komplet krudttønde. {Bulletin of the Atomic Scientists} har lige nulstillet dommedagsuret igen, hvilket de gør hvert år i januar, og de lod det stå på 90 sekunder i midnat. Faren er virkelig stor, så jeg kan ikke helt udelukke muligheden for, at noget sådant kan ske, men jeg tvivler meget på, at det vil lykkes.

SCHLANGER: Helga, vi har et par spørgsmål mere. Der er et fra Dalia i Storbritannien, som spørger: “Mens USA og Storbritannien optrapper krigene i Ukraine, Gaza og nu ved Det Røde Hav, ser det ud til, at de forventer, at EU bakker dem op, samler stumperne op og betaler regningen. Er du enig? Hvad er EU’s politik på disse områder?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er overbevist om, at EU ikke repræsenterer sine medlemslandes interesser, det er helt sikkert. Jeg tror, at nu hvor Trump har vundet primærvalget i New Hampshire, er han foran Nikki Haley. Hun har ikke givet op endnu, men det er meget sandsynligt, at donorerne, pengemændene bag Nikki Haley, vil stoppe med at investere i et fejlslagent projekt, så Trump kan meget vel blive den næste præsident. Der er udbredt panik blandt den vestlige elite i Europa over, at USA vil stoppe med at støtte Ukraine – det kan ske længe før valgdagen – og så vil Europa komme til at betale for alle de skader, der er sket. Dette er en stor, stor, stor byrde, og det samme gælder selvfølgelig, hvis Europa bliver involveret i konflikten i Sydvestasien. Det kan kun forværre problemet.

Problemet er, at vi kun har begyndelsen på bevægelser i Europa, der kæmper for medlemslandenes interesser. Det er klart, at jo mere folk begynder at tænke over, at det vigtigste spørgsmål lige nu er, at vi gør noget for at bevare verdensfreden: For hvis der kommer en atomkrig, vil alt være tabt! Du ved, hvis der er en atomkrig, vil der være en atomvinter bagefter, der vil ikke være noget liv tilbage på planeten, og der vil ikke være nogen historikere tilbage til at undersøge, hvem der var skyldig i det, der skete. Og det er min største frygt, for jeg tror, vi er meget tæt på det.

Enhver ekspert, der tænker klart og ser, at den nuværende generation af politikere leger med ting, som tidligere generationer var ekstremt opmærksomme på faren ved; de udarbejdede alle mulige traktater, nedrustningsforhandlinger – de var opmærksomme. Men den nuværende generation af politikere, når de går ud og brøler ind i et rum: “Ruiner Rusland! De har ingen viden om historien, om den strategiske situation, og de bekymrer sig heller ikke om andet end deres små egoer. Og det er efter min mening den største fare. Så vi har brug for en masse veluddannede, tænkende borgere, der begynder at blive aktive. For hvis vi havde et stort antal mennesker, der var uddannede, som var uddannede inden for militær, økonomi, kultur og diplomati, ville dette ikke kunne ske.

SCHLANGER: Helga, jeg har et sidste spørgsmål til dig, fra David, som går tilbage til det, du sagde tidligere om Leibniz. Og han spørger: “Var Leibniz ansvarlig for sproget i forfatningen og uafhængighedserklæringen i USA?” og han sagde: “Der henvises ofte til John Locke. Hvad er Leibniz’ rolle?”

ZEPP-LAROUCHE: Det var helt klart Leibniz, ikke Locke, der havde indflydelse på Uafhængighedserklæringen og selvfølgelig forfatningen, fordi Benjamin Franklin for eksempel havde omfattende netværk i Europa, som formidlede denne indflydelse. Og selve sproget i Uafhængighedserklæringen om “umistelige rettigheder til liv, frihed og stræben efter lykke” er Leibniz! Det er ikke “ejendom”, det er Locke.

Leibniz var en smuk sjæl, som var dybt kultiveret. Han havde en vision om, hvordan nationer på forskellige kontinenter kunne leve fredeligt sammen, og Leibniz’ indflydelse bør genoplives: Både i USA og i Eurasien, fordi han havde en meget, meget avanceret opfattelse af, hvordan lande kunne arbejde sammen til gavn for alle.

SCHLANGER: Og selvfølgelig John Locke, som var interesseret i fordelene for købmændene i City of London, som lige var begyndt at [lydtab]…

Tak, fordi du deltog. Vi er tilbage i næste uge. Har du nogle afskedsord til folk?

ZEPP-LAROUCHE: Gør noget sammen med os! Det er ikke tid til at sidde på sidelinjen, for det er en tid, hvor modige handlinger fra enkeltpersoner, der arbejder sammen om en god plan, faktisk kan ændre historien til det bedre.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag, lad mig byde jer alle velkommen. Det er virkelig en stor glæde at tale med unge mennesker fra over 20 lande, fordi vi befinder os i det mest utrolige øjeblik i historien. Jeg ved, at man kan sige det om mange øjeblikke i historien, men jeg tror aldrig, vi har været i en tid, hvor farerne for menneskehedens eksistens på den ene side aldrig har været så store; men samtidig er det også et meget glædeligt og håbefuldt øjeblik, fordi vi befinder os i en transformation, hvor ét system – den gamle neoliberale orden, den såkaldte “regelbaserede orden” – tydeligvis fejler, og vi ser fremkomsten af et helt nyt paradigme, der lover at blive et meget, meget bedre grundlag for relationer mellem lande internationalt, mellem hinanden.

Lad mig indlede med at tale lidt om, hvad vi skal gøre ved denne krigstrussel: Faktum er, at fordi den neoliberale orden er brudt sammen, så fungerer de kræfter, der ønsker at opretholde en unipolær verden, eller i det mindste en verden, hvor det gamle system med den regelbaserede orden opretholder dominansen over resten af verden, tydeligvis ikke. Faktisk er der fare for, at de aktuelle kriser, som vi ser i Ukraine og meget tydeligt i Sydvestasien, begge desværre har potentiale til at komme ud af kontrol og i værste fald blive til en global atomkrig, som, hvis det kom dertil – og vi må gøre alt for at forhindre det – ville betyde civilisationens udslettelse. For når man først har udvekslet atomvåben – og jeg afviser fuldstændig tanken om, at noget som en taktisk, regional atomkrig er mulig, for det er atomkrigens logik, at når først et atomvåben er brugt, er sandsynligheden for, at hele arsenalet af alle atomstyrker vil blive sluppet løs, ekstremt høj. Det ville betyde, at der efter en sådan atomudveksling ville være en atomvinter på mindst ti år, hvor alt liv på Jorden ville dø på grund af mangel på sol og føde. Så jeg tror, at unge mennesker, jer, der forhåbentlig har hele livet foran jer, er nødt til at have en stærkere stemme for at gøre det klart, at magthaverne skal stoppe en kurs, der er så truende for selve menneskehedens eksistens.

Det er derfor, hvad Schiller Instituttet har forsøgt at gøre, siden faren for krig er blevet så absolut akut – især siden krigen i Ukraine begyndte – vi har understreget meget kraftigt, at vi er nødt til at lære folk i alle lande på denne planet at tænke på den ene menneskehed først, før de tænker på nogen bestemt national interesse. At tænke på den ene menneskehed er ikke i modstrid med at være en god patriot, for ifølge Friedrich Schiller, som Schiller Instituttet er opkaldt efter, den store tyske frihedsdigter, er der ingen modsætning mellem at være patriot for sit eget land og at tænke og handle som en verdensborger.

Nu har jeg udformet et slogan: “Verdensborgere fra alle lande, foren jer! Nogle af jer, der kender Karl Marx, husker måske, at han opfandt sætningen “Proletarer i alle lande, foren jer!”. Da jeg har det privilegium at være født i den samme by som Karl Marx, den ældste by i Tyskland, Trier, ændrede jeg det bare til “Verdensborgere i alle lande, foren jer!”. Og det er ikke blot et slogan, for jeg tror, at efterhånden som vi ser tendensen til, at den Globale Majoritet bliver mere og mere fremtrædende, så befinder vi os også i en æra, hvor suverænitet er ekstremt vigtigt og vil være vigtigt i lang tid fremover, men vi er allerede i en periode, hvor man kan se, at der vil komme et tidspunkt i historien, hvor nationer vil være mindre vigtige. De vil ikke forsvinde, for kultur, sprog, tradition og kunst vil altid spille en meget vigtig rolle. Men vi vil helt sikkert, som en menneskelig art, til sidst nå en identitet, hvor vi er meget mere bevidste om at være den ene menneskehed, og det vil jeg vende tilbage til senere.

Der er også et filosofisk grundlag for, hvorfor man kan tænke på den ene menneskehed: Det er en filosofisk metode udviklet af en af mine yndlingsfilosoffer, Nicolaus af Cusa, som var grundlæggeren af den moderne videnskab i Europa og grundlæggeren af den suveræne nationalstat. Han levede i det 15. århundrede. Han udviklede en måde at tænke på, som han kaldte Coincidentia Oppositorum, Modsætningernes Sammenfald. Den grundlæggende idé er, at det menneskelige sind, udstyret med kreativ fornuft, altid kan tænke på det større end det mange. Nicolaus af Cusa var naturligvis kardinal i den katolske kirke og Vatikanets udenrigsminister på det tidspunkt. Han kom med denne idé på grund af teologiske overvejelser om, at den ene Gud har mere magt end alle de mange, som han har skabt. Men det er noget, man kan få adgang til, selv om man ikke er religiøs, for i matematikken har man også den idé, at der altid kan være en matematisk kraft, der har mere magt end de mange. Jeg synes, det er meget nyttigt – og måske skulle vi diskutere det i diskussionsperioden – det er et meget nyttigt redskab, især i en verden, hvor der er nogle som siger: “Amerika først!”, og andre der siger: “Mit land først!”. Andre siger: “Mit land er det udvalgte land.” Og jeg, der kommer fra Tyskland, er nu ekstremt tilbageholdende ved at høre nogen sige: “Mit land er det bedste”, for i Tyskland har vi ikke haft så gode erfaringer med det.

Men det er af eksistentiel betydning at komme til denne form for tænkning, at tænke på menneskehedens interesser først, når det drejer sig om faren for atomkrig.

Lige nu er vi i en situation, hvor mange mennesker i Vesten taler om den kommende uundgåelige krig med Rusland, med Kina. Der er folk i Sverige, Finland og Tyskland, som siger, at krigen med Rusland vil komme om to år, om tre år, på svensk territorium. Så sent som i går sagde lederen af NATO’s militærkomité, admiral Rob Bauer, at vi i NATO skal være i rødt alarmberedskab på grund af den uundgåelige kommende krig med Rusland. Jeg mener, at det tydeligvis er propaganda, det er et narrativ, for der er ingen uundgåelig fare for krig med Rusland. Hvis man ser på årsagen til, at folk siger dette, har det intet at gøre med Ruslands eller Kinas faktiske adfærd. Det har i høj grad noget at gøre med geopolitik.

Hvis du spørger dig selv: “Hvordan er vi kommet i en situation, hvor faren for atomkrig bliver diskuteret seriøst, hvor chefen for NATO siger dette, eller en af cheferne for NATO siger sådan. Man er nødt til at gå tilbage – og man kunne gå meget længere tilbage – men jeg vil gerne gå tilbage til slutningen af den såkaldte kolde krig – det var 1989-91 – den periode med tysk genforening, hvor Sovjetunionen kollapsede. På det tidspunkt var vi allerede ekstremt aktive som LaRouche-bevægelsen, Schiller Instituttet, fordi vi havde et klart koncept om, at når Sovjetunionen gik i opløsning, foreslog vi den Eurasiske Landbro som grundlag for en fredsorden, der forenede Europa og Asien gennem udviklingskorridorer, som vi allerede kaldte den Nye Silkevej på det tidspunkt. Dette ville have været et absolut gennemførligt koncept, fordi der ikke længere var nogen “fjende”; Sovjetunionens kommunisme var netop blevet afskaffet. Det ville i det mindste have været muligt at skitsere et fælles europæisk hus, som Gorbatjov talte om på det tidspunkt. Jeg vil spare jer for de mange aspekter af det, men virkeligheden var, at vores forslag blev afvist, fordi der i USA og Storbritannien var de neokonservative, som sagde: “Åh, vidunderligt! Sovjetunionen er væk, nu har vi vundet Den kolde Krig, og vi kan skabe en unipolær verden, hvor kun vi er den dominerende magt.” Der var især én fyr, der udarbejdede dette, Paul Wolfowitz, en af USA’s forsvarseksperter. Han opfandt Wolfowitz-doktrinen, som var ideen om, at nu hvor Vesten angiveligt havde vundet Den kolde Krig, ville USA ikke tillade noget andet land eller gruppe af lande nogensinde at overgå USA økonomisk, socialt, militært eller på anden måde. Desværre blev denne politik ført ud i livet. På det tidspunkt var der en amerikansk historiker ved navn Francis Fukuyama, som sagde, at dette var “historiens afslutning”. Det de mente med det var, at eftersom kommunismen angiveligt havde fejlet, ville hele verden indføre den neoliberale økonomiske model og den liberale model for socialpolitik. De påstod dybest set, at det ville betyde, at der ikke længere ville være krig, at det ville være historiens afslutning.

Den katolske pave på det tidspunkt, Johannes Paul II, advarede og sagde: “Nej! Det er ikke sådan, at Vesten har vundet, for hele verden er stadig under dominans af syndens strukturer”. At syndens strukturer ikke kun eksisterede i Sovjetunionen, men også i Vesten. Paven sagde, at hvis man ikke tror på det, så se på forholdene i Den tredje Verden for at se underudviklingen, fattigdommen, at disse syndens strukturer stadig hersker.

I begyndelsen af 1990’erne var Rusland ikke en fjende, fordi præsident Jeltsin, som fuldt ud gennemførte den neoliberale politik, de liberale økonomiske reformer; han gjorde præcis, hvad det vestlige oligarki ønskede, at han skulle gøre, så fra deres synspunkt var der ikke noget problem med Rusland. Bortset fra at den demografiske kurve i Rusland kollapsede med 1 million om året, og den russiske økonom Sergei Glazyev kaldte det folkemord, fordi hensigten var at reducere den russiske befolkning, at ruinere Rusland allerede dengang, under dække af liberal politik. Og Kina var heller ikke en fjende, for Kina var stadig under udvikling; det havde allerede gjort utrolige fremskridt, men det var ikke engang i nærheden af at udfordre USA. Men så, efter at Kina blev medlem af WTO, inviterede de vestlige magter Kina til at blive medlem af Verdenshandelsorganisationen, fordi de troede, at når Kina først var en del af vores WTO, ville det også indføre den liberale model og blive en del af os.

Det hele begyndte at ændre sig, da Putin kom og erstattede Jeltsin, fordi Putin var fast besluttet på at omgøre de liberale reformer og genetablere Rusland som en global magt, der dybest set var kollapset under Jeltsin, og så begyndte de at sige, at Putin faktisk er en fjende.

Og da Kina blev medlem af WTO, betød det selvfølgelig, at Kina pludselig havde adgang til alle de avancerede teknologier, og det blev starten på et stort produktivitetsspring, der løftede i alt 850 millioner mennesker i Kina ud af fattigdom, hvilket var et utroligt civilisatorisk bidrag. Men i sidste ende indførte Kina ikke Vestens liberale model; tværtimod gik Kina tilbage til sin 5.000 år gamle kulturelle tradition. De kaldte det ”kinesisk socialisme med kinesiske karakteristika”. Derefter gjorde Kina utrolige fremskridt. Endelig, i 2013, følte Kina sig økonomisk stærkt nok – det havde forsøgt før, men uden held – til at tilbyde resten af verden at deltage i den kinesiske model. Det var dengang, præsident Xi Jinping annoncerede Bælte- og Vej-Initiativet i Kasakhstan. Så begyndte den økonomiske udvikling at sprede sig fra Kina. De tilbød mange økonomiske samarbejdsaftaler med lande i Afrika, Latinamerika og Asien.

Og omkring 2017 begyndte Vesten for alvor at behandle Kina som en modstander. Vi fulgte det meget nøje, fordi vi havde vores egen plan for en verdenslandbro, for en eurasisk landbro, der ville strække sig til alle kontinenter, som vi udgav tilbage i 2014 som en bog med titlen: Den nye silkevej bliver Verdenslandbroen. Vi var ret overraskede over, at der i de første fire år næsten ikke var nogen dækning af Den nye Silkevej i de vestlige medier. Men så, i slutningen af 2017, begyndte alle sikkerhedsdokumenter, først USA’s og derefter alle de europæiske allierede, at behandle Kina som en modstander, som en konkurrent, men også mere og mere som en trussel.

Bestræbelserne på at opretholde den unipolære verden kom blandt andet til udtryk i de første fem udvidelser af NATO mod øst. Efter Sovjetunionens sammenbrud havde NATO lovet ikke at bevæge sig en tomme mod øst, men de rykkede 1000 km mod øst, tættere og tættere på Ruslands grænser. I 2014 lavede de vestlige magterne Maidan-kuppet, som var et fascistisk kup finansieret af bl.a. det amerikanske udenrigsministerium med 5 milliarder dollars (det indrømmede Victoria Nuland), og tanken var, at NATO skulle ekspandere ind i Ukraine. Set ud fra Ruslands sikkerhedsinteresser var dette uacceptabelt, fordi det ville være ligesom Cuba-krisen, hvor Sovjetunionen bragte sine atombevæbnede missiler til Cuba, og der opstod en Cuba-krise. Nu burde det være indlysende for enhver, at hvis NATO forsøger at gøre det samme den anden vej rundt, ved at bringe offensive våbensystemer til Ruslands grænse, ville det være en omvendt Cuba-krise. Det var der, krigen i Ukraine virkelig startede: Den startede for alvor i 2014.

Derefter blev sanktionsregimet mod Rusland mere og mere brutalt. Til sidst førte det endda til en bevæbning af dollaren, efter at den særlige militære operation blev søsat den 24. februar 2022. På dette tidspunkt gik vi ind i den nuværende situations konfrontatoriske fase. For de vestlige demokratier – og jeg er næsten nødt til at sætte ordet “demokratier” i anførselstegn – forsøgte hele tiden at trække størstedelen af landene i det Globale Syd, i Afrika, Latinamerika og Asien, over i de såkaldte “demokratiers” lejr. Men landene i det Globale Syd så på hele denne situation, og da de havde været ofre for kolonialisme i næsten 600 år, købte de ikke den fortælling, som de amerikanske og europæiske medier bragte, og de nægtede at tage Vestens parti og insisterede dybest set på at forblive neutrale. Fra det tidspunkt skete der en fuldstændig eksplosiv udvikling af traditionen og erindringen om den Alliancefri Bevægelse: Ånden fra Bandung, den første afro-asiatiske konference i 1955, som kom gevaldigt tilbage kan man sige, og landene i det Globale Syd, der blev mere og mere opmuntret af Kina, fordi de for første gang havde et alternativ for udvikling, mens Vesten i alle årene før ikke havde givet dem kredit for at opbygge infrastruktur. Hvorfor gav europæerne dem ikke langsigtede, lavtforrentede lån til at opbygge infrastruktur – havne, jernbaner, industriparker – i årene efter Anden Verdenskrig? Det gjorde de ikke. I stedet havde de IMF’s betingelser, som betød, at de såkaldte tredjeverdenslande skulle bruge de penge, de tjente på at eksportere råmaterialer, ikke til at investere i sundhedsvæsener, ikke til at investere i infrastruktur, men først til at betale deres gæld til bankerne i Paris-klubben.

Så det der skete var, at det Globale Syd blev stærkere og stærkere. BRIKS-landene – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – blev mere aktive. I slutningen af sidste år, på BRIKS-topmødet i Johannesburg, besluttede de at blive til BRIKS Plus. Fra 1. januar i år er det BRIKS-10: Etiopien, Egypten, Saudi-Arabien (som er i færd med at blive medlem), Emiraterne og Iran er alle medlemmer af BRIKS. Og omkring 30-40 andre lande har allerede ansøgt om at blive en del af det nye økonomiske system, som også har til hensigt at skabe en ny reservevaluta, så de kan få deres eget økonomiske system. Efter at dollaren blev gjort til et våben, da de amerikanske og europæiske banker konfiskerede russiske aktiver for omkring 300 milliarder dollars og afghanske aktiver for 9,5 milliarder dollars, begyndte disse lande at sige: “Måske er det ikke så sikkert at have sine aktiver i dollars. Måske skulle vi handle i vores egne valutaer – reais, rubler, rupees, renminbi og rand, blandt andre.

Det er dybest set der, vi er lige nu, for i år har Rusland formandskabet for BRIKS Plus. Og jeg forventer absolut, at BRIKS i den nuværende situation vil tage et kæmpe skridt fremad og blive et nyt økonomisk system. Det er et system, der er meget forskelligt fra den såkaldte regelbaserede orden, fordi de ikke har et sekretariat, de har ikke en fælles politik, som de ønsker at påtvinge resten af verden. Men blandt dem respekterer de hinandens suverænitet, forskellige sociale systemer, og at hvert land kan vælge sin egen udviklingsvej.

Jeg mener, at der må være et andet punkt i billedet. Sydafrikas nylige sagsanlæg mod Israel for folkedrab i Gaza er en verdenshistorisk begivenhed, for som mange har sagt, hvordan kan man benægte, at der foregår folkedrab i Gaza, når tv-stationer i hele verden sender live om hvad der foregår i Gaza hver dag? Når man afspærrer en lillebitte stribe land og sørger for, at der ikke kommer mad, elektricitet, medicin eller vand ind i tre måneder eller mere, og når selv FN siger, at antallet af mennesker, der forventes at dø af sygdom som følge af dette, vil være meget højere end antallet af mennesker, der er døde af bombardementerne, så er hensigten meget, meget klar.

Så ved Den Internationale Domstol i Haag præsenterede den sydafrikanske regering denne sag med 84 siders dokumentation af, hvad der foregår i Gaza. Jeg så de første tre timer af præsentationen og en del af de sidste tre timer. Jeg har aldrig set et så vandtæt juridisk argument, der ikke kun viser omfanget af den humanitære krise, men også den klare hensigt. Når du har alle de øverste embedsmænd i Israel, der taler om Amalek, taler om dyr, at ingen skal overleve, og så ser du [IDF]-soldaterne danse, i en vanvittig tilstand.

Under alle omstændigheder mener jeg, at betydningen af dette er historisk, fordi det beviser, at landet Sydafrika, som gennemgik apartheid og overvandt et system med racisme af den værste slags, har taget føringen for hele verden. Når Vesten, disse lande med de såkaldte høje moralske standarder, taler om demokrati og menneskerettigheder, når de konfronteres med denne utrolige situation i Gaza, dækker de over det og bringer det ikke for Verdensdomstolen. Det var Sydafrika, der reddede menneskehedens ære. Det er symptomatisk for den slags forandring, vi ser i verden lige nu. Jeg tror, det vil give genlyd, fordi hele den Globale Majoritet er på Sydafrikas side. Og jeg er meget ked af at sige det, men Tyskland har valgt den forkerte side i denne kamp ved at stille sig på USA’s og Israels side med det falske argument, at fordi Tyskland begik folkemord for mere end 80 år siden, er vi nødt til at holde med Israel, uanset hvad de gør. Det er en forkert idé, og jeg er meget ked af det, og forhåbentlig kan vi rette op på det.

Jeg håber, at vi kan rette op på det, for der er noget positivt at rapportere fra Tyskland: For et par uger siden begyndte tyske landmænd næsten uventet at gå på gaden for at protestere mod nedskæringer i deres forskellige budgetter og brændstoftilskud, som truer med at få dem til at gå fallit. De er på gaden nu: De samlede mere end 100.000 traktorer på én dag. De har stort set blokeret alle de store motorveje. De har demonstreret i en hel uge, og de stopper ikke. De forener sig nu med lastbilchaufførerne, som også protesterer, og mange andre dele af befolkningen støtter dem, fordi deres eget levebrød er på spil: Bagerne, restauratørerne, andre faggrupper. Forhåbentlig vil industrialisterne indse, at de er i en lignende situation, for det nuværende neoliberale system truer med at køre Tyskland helt i sænk.

Lad mig nu komme med en anden pointe, og det er: Jeg tror, at det vi ser lige nu med de tyske landmænds kamp og kampen i det Globale Syd, faktisk er den samme kamp! Det er måske ikke indlysende for folk i Bayern eller i Somalia – de ser det måske ikke på den måde. Men hvis man virkelig forstår, hvad der foregår, er det faktisk den samme kamp. For hvad er det, landene i det Globale Syd kæmper imod? De kæmper mod et system, der kontrollerer handelsbetingelserne. De kræver nu, at alle lande i udviklingssektoren ikke kun har ret til at udvikle deres egne ressourcer, men også til at øge produktionskæden, værdikæden i deres eget land, ved at udvikle industri, landbrug, infrastruktur, bygge nye byer, gå ind i nye områder inden for videnskab og teknologi; med andre ord at blive et mellemindkomstland i den nærmeste fremtid. Hvem forsøger at blokere for det? Det er de finansielle institutioner, Wall Street, City of London, det er det militærindustrielle kompleks i Nord, NATO og fødevarekartellerne! Hvis man ser på oversigterne over, hvem der sidder på magten i Wall Street, i City of London og andre finanscentre, så er disse komplekser, det finansielle, det militær-industrielle, fødevarekartellerne, genforsikringsselskaberne, så sammenflettede, at man ikke kan adskille dem en tøddel.

Så bønderne, der kæmper mod de samme karteller, og udviklingslandene, der kæmper mod det samme, har meget mere til fælles, end man skulle tro. En af de ting, vi ønsker at gøre, er at bringe disse to stærke bevægelser sammen, så de bliver til én, for jeg tror, at den eneste måde at komme ud af denne krise på er at forene Europas og USA’s befolkninger med befolkningerne i det Globale Syd. Jeg kan ikke se nogen anden løsning, for det er det eneste nye paradigme, vi kan opnå. Vi skal opnå dette nye paradigme ved at gøre en ende på 600 års kolonistyre af det Globale Syd.

Lad mig kort introducere mine ti principper, eftersom jeg for omkring to år siden begyndte at foreslå en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skal erstatte den nuværende geopolitiske orden. Hvis nogle af jer allerede har tænkt over det, vil jeg gerne have, at vi diskuterer, hvordan vi rent faktisk får en sådan ny sikkerhedsorden på bordet. De ti principper, som jeg har foreslået: For det første skal hvert lands absolutte suverænitet respekteres. Der skal være en absolut afskaffelse af fattigdom på hele planeten. Universel sundhedspleje i alle lande; universel uddannelse for alle nyfødte børn og voksne. Et kreditsystem, der kan finansiere dette. En verdenslandbro til at bringe infrastruktur til alle hjørner af planeten. Og så tre filosofiske ideer – denne metode med sammenfald af modsætninger som en metode til at løse problemer, og diskussionen om, hvordan man finder frem til sandheden. Hvordan skelner man mellem meninger og fortællinger og den egentlige sandhed? Og der er en metode, som naturvidenskaben giver os lige nu som en måde til faktisk at finde sandheden og effekten af ideer i det fysiske univers. Og endelig diskussionen om billedet af mennesket, at mennesket i sig selv er godt. Det er ikke en alt for lang diskussion, men vi kan vende tilbage til den i spørgsmål og svar.

Jeg vil gerne introducere en anden tankegang. Det vil sige, at jeg gerne vil opmuntre jer alle sammen og faktisk gøre jer interesserede i at studere min afdøde mands, Lyndon LaRouches, ideer. For det faktum, at vores bevægelse overhovedet eksisterer, er et mirakel. Vi burde være knust og ikke eksistere, udslettet fra jordens overflade. Hvorfor? Fordi Lyndon LaRouche har udviklet en metodisk tankegang, der er vejen til at sætte folk fri, hvordan man frigør sin egen kreativitet og giver en nøglen til, at næsten alle faktisk kan blive et geni – men det kræver en vis mængde flid, det falder ikke ned som manna fra himlen, men det kræver arbejde.

Lad mig give jer nogle ideer om, hvorfor jeg siger dette. Vores bevægelse er baseret på Lyndon LaRouches ideer, som udviklede en tænkemåde, der er baseret på fysisk økonomi; den er baseret på en metode til at identificere tænkningens aksiomer, ikke bare gå ud fra hvad folk siger, men straks se analytisk på det, identificere de aksiomer og antagelser, der ligger til grund for visse udsagn, og på den måde finder man en umiskendelig nøgle til ethvert vidensområde. Denne måde at tænke på gjorde det muligt for ham at lave en prognose om den nuværende situation, hvor vi har et systemisk sammenbrud af den neoliberale orden. Han erkendte dette allerede i 1971, da præsident Nixon fjernede dollaren fra guldreservestandarden og indførte flydende valutakurser. Fordi han erkendte, at afviklingen af det gamle Bretton Woods-system – efterkrigstidens kreditsystem – og dets erstatning med et system, der er fuldstændig gearet til at maksimere profit og derfor tilsidesætter befolkningens fælles interesser, uundgåeligt ville føre til en ny depression, en ny fascisme og faren for en ny atomkrig, medmindre man erstatter dette system med en helt anden økonomisk orden.

Jeg kan kun opfordre jer til at kigge på de skrifter, vi har udgivet i løbet af de sidste 50 år, for at se hvor absolut præcis han var i at forudsige hver eneste vending til det værre i det nuværende finansielle system. Mange aviser og liberale økonomer har i dag insisteret på, at ingen økonom nogensinde kunne vide, at verdens finanssystem ville komme ud i den nuværende krise. Vi kan bevise, at det ikke er sandt, fordi han identificerede alle de trin, der skete, med absolut præcision: Grunden til, at USA’s økonomi er i så dårlig stand, bortset fra det militær-industrielle kompleks, er, at de har outsourcet deres produktion til billige arbejdsmarkeder; de har skiftet fra en orientering mod det fælles bedste til et samfund, hvor aktionærernes værdi er i højsædet; de har skiftet fra at have fuld kædeproduktion i deres eget land; De gik over til just-in-time; de gik mere og mere over til ideen om, at penge skaber penge, hvilket endte i derivathandelen, som nu beløber sig til 2 billiarder dollars i udestående derivatkontrakter, der ikke kan betales, og det er derfor, vi lige nu er i fare for et totalt sammenbrud af det finansielle system.

Denne måde at tænke på er i høj grad relateret til at forstå, hvad det er, der bevæger samfundet fremad; hvad er kilden til rigdom? Det er nemlig udelukkende individets kreative kræfter, der er i stand til at blive ved med at komme med nye ideer, at blive ved med at identificere kvalitative gennembrud i videnskab, i stor kunst; at identificere principper, der giver os ny indsigt i, hvordan det fysiske univers fungerer. Når vi anvender disse principper i produktionsprocessen, fører det til en stigning i menneskelig produktivitet, industriel kapacitet og produktivitet generelt, hvilket fører til en stigning i fysisk velstand, igen og igen og igen. Så det er ikke besiddelsen af råmaterialer. Det er ikke kontrollen over handelsbetingelserne – hvad markedsøkonomerne siger: Det er udelukkende det menneskelige sinds evne til at bruge sine kreative åndsevner til at opdage fysiske principper, kvalitativt nye principper. Og derefter at anvende dem i produktionen og på den måde øge menneskets magt over naturen og over universet. Og det er den ret, som udviklingslandene er blevet nægtet indtil den seneste strid, hvor det Globale Syd insisterer på, at man skal anvende sin medfødte ret til at tillempe dette princip på sine egne økonomier.

Dette er dybest set relateret til billedet af mennesket. Økologerne forsøger at overbevise folk om, at mennesket er en parasit, at mennesket er en byrde for naturen. Nogle går endda så langt som til at sige, at kvinder ikke bør få børn mere, fordi hvert nyfødt barn er en byrde for naturen – der er bøger af den slags i Tyskland og USA. Nogle andre siger, at mennesket kun er naturens forvalter, og at det ikke bør være anderledes end de andre arter; at selv planter har de samme rettigheder som mennesket. Jeg mener, at det er et fundamentalt forkert begreb, og Lyndon LaRouche erkendte det meget tidligt i sit kreative arbejde, som faktisk varede, vil jeg sige, otte årtier (ja, det er stort set rigtigt). Meget tidligt erkendte han vigtigheden af rumrejser. Det er meget, meget vigtigt for unge mennesker i dag, for vi har en enorm kulturel krise. Der er undersøgelser overalt, der konkluderer, at unge mennesker har en koncentrationsevne som en græshoppe; de er gift med deres elektroniske apparater; og de er i stigende grad ude af stand til at indgå i socialt samspil og tænke på en verden og deres eget liv, der ikke er her og nu.

Lyndon LaRouche har holdt mange taler om, hvorfor det er så vigtigt at løfte øjnene og sindet mod stjernerne og begynde at tænke på rumvidenskab og rumrejser. Det indlysende faktum, som alle, der begynder at undersøge det, er klar over, er, at vores planet, Jorden, ikke vil være beboelig for evigt, men at vores planet på grund af visse processer i galaksen og Mælkevejens cyklus engang om cirka 2 milliarder år ikke vil være så beboelig længere. Vi er nødt til at tænke på at udbrede os i universet i almindelighed.

Det bringer alle de rigtige udfordringer med sig. Og så sent som i går landede japanerne et objekt på månen – det fungerer måske ikke perfekt, men de er nu den femte nation, der har gjort det. Det er meget tydeligt, at vores nuværende fase af rumforskning er i begynderstadiet. Og hvis man tænker på to, tre, fire generationer frem i tiden, så vil tanken om, at når vi først har mestret forskellige brændstoffer til rumfart, som for eksempel fusion, så vil rejsetiden til Mars og andre planeter blive meget kortere, og derfor vil det blive meget mere realistisk, at vi udforsker det nære rum. I det øjeblik vi forlader Jorden, forlader vi Jordens gravitationszone, og derfor træder vi ind i et relativistisk rum og en relativistisk tid. Det ændrer fuldstændigt den type fysiske love, vi skal forholde os til, og som Einstein gjorde det muligt for os overhovedet at tænke på. Og selv før det havde Ibn Sina lignende ideer, men det er en anden diskussion.

Hvis man tænker på, at vi med vores liv ikke kun skal løse problemerne med den nuværende omstilling af en gammel orden, som stadig er kolonial, til et nyt paradigme, hvor den ene menneskehed vil være den første overvejelse. Især når vi tænker på rumfart, vil begrebet én menneskehed blive meget mere indlysende. Vi skal ikke tænke på, hvem der kontrollerer månen, eller andre fjollede overskrifter, man kan læse i disse dage, eller hvem der vil gøre rummet til genstand for våben for bedre at kunne føre krig mod Jorden fra rummet. Nej, det handler om selve identiteten af, hvem vi er i universet. Hvis man f.eks. ser på, hvad Hubble-teleskopet eller nu James Webb-teleskopet har fundet, er der mindst 2 billioner galakser. Det er for mig en af de mest overvældende ideer: Når man kigger op på stjernerne, tænker man, at der er så mange stjerner. Men det er kun toppen af isbjerget. To billioner galakser – vi er kun i begyndelsen af udforskningen af, hvad universet handler om, hvordan det fungerer, og hvordan vi kan opretholde den menneskelige arts eksistens på en udødelig måde.

Det er klart, at vi alle er dødelige. Vi bliver født, og vi dør. Og det korte tidsrum mellem disse to begivenheder bliver spildt af de fleste mennesker, for før de overhovedet får tanken om, at de kunne bidrage med noget varigt med deres liv, er de blevet gamle og senile og har forpasset muligheden for at gøre det. Men virkeligheden er, at når man først forstår, at vores identitet som mennesker ikke er begrænset til vores biologiske eksistens, men at hvis vi virkelig udvikler vores kreative potentiale og bidrager med noget viden til den eksisterende viden om menneskeheden som helhed, og på den måde øger menneskehedens evne til en varig eksistens, så vil dette eksistere, selv efter at vi er gået bort. Og på denne måde, ligesom vi skaber udødelige ideer inden for videnskab og kunst, bidrager vi til den menneskelige arts udødelighed som helhed, men deltager også i denne udødelighed, når vi skaber sådanne værdifulde ideer.

Jeg har et absolut optimistisk syn på menneskehedens fremtid, for jeg tror, at når først vi skaber en verden, hvor geopolitisk konfrontation overvindes af ideen om, at vi har nye relationer mellem nationer, hvor vi respekterer hinanden og bringer de bedste traditioner frem; at vi har en dialog mellem civilisationer og kulturer, hvor hver nation og hver civilisation virkeliggører det bedste, den nogensinde har produceret i form af kultur, poesi, videnskab; alle de smukke ting, som folk har produceret i tidligere generationer, og vi går i dialog med andre nationer og bringer det bedste frem, de nogensinde har produceret, så vil vi virkelig vokse op. Jeg tror, at den nuværende situation i verden, som jeg altid sammenligner med fireårige drenge – jeg har en skræk for disse fireårige drenge, fordi de har en tendens til at sparke hinanden – og vi som nationer bør ikke opføre os som fireårige drenge. Men hvis vi udvikler vores kreativitet på den måde, jeg prøvede at beskrive tidligere, i forhold til det kreative potentiale hos den anden person, den anden nation, og omvendt, så vil vi træde ind i den menneskelige voksenalder. Der er absolut ingen grænser for, hvad vi kan udrette som den eneste kreative art, der er kendt i universet indtil videre.

Jeg tror, at vi er ved at være der. Det er derfor, jeg siger, at dette er det mest spændende øjeblik i historien, for mens truslen om total udslettelse i en atomkrig aldrig har været så stor, som den er nu, på samme tid, hvis vi kan overvinde denne nuværende vanskelighed – for i historiens lange bue er det ikke mere end en vanskelighed – og faktisk virkelig indse, hvem vi er som en kreativ art, tror jeg, at vi går ind i en periode, en ny renæssance, der vil være meget mere human og meget smukkere end noget, vi har oplevet før. Og jeg vil gerne invitere jer til at være en del af det og se jer selv som en skaber af det, ikke bare sidde der og se det udfolde sig, men at blive en aktiv del af at gøre vores verden mere menneskelig, mere beboelig og smukkere. Tak skal I have.

Afsluttende bemærkninger

Jeg synes, vi skal finde en måde at holde kontakten med alle de mennesker, der har deltaget i denne dialog, og forhåbentlig mange flere, der vil deltage i fremtiden. Måske kan vi overveje en WhatsApp-gruppe eller en anden gruppe, så alle kan kommunikere med hinanden, så vi kan holde kontakten.

Så vil jeg gerne spørge deltagerne, om det er okay med jer, at jeg føler, at vi er nødt til at gøre noget for at støtte den sydafrikanske regering. Jeg vil gerne foreslå, hvis vi kan blive enige, at vi sender et budskab om støtte til den sydafrikanske regering – ikke for at gøre noget konkret, men bare som en erklæring fra de unge, der er repræsenteret i dette panel, om at vi støtter dem, og at vi ønsker at fortsætte med at opmuntre deres kamp.

Og jeg vil foreslå alle deltagerne, hvis I har sociale netværk eller venner eller grupper, at dele den sydafrikanske regerings argumenter ved domstolen i Haag. For jeg har ikke set en mere kortfattet og absolut lufttæt præsentation af sagen, der opsummerer alt det, jeg selv har set i de sidste tre måneder. Jeg tror, det er vigtigt, især i lyset af kontrollen med medierne, at hvis hele verden ved, hvad der blev sagt der, tror jeg, det vil have en meget stor indflydelse.

Så jeg vil gerne foreslå disse tre konkrete handlinger og takke jer for jeres deltagelse. Lad os forsøge at opbygge denne proces, for jeg tror virkelig, at kun hvis “verdens borgere forener sig”, har vi mulighed for at skabe en verden, som den burde være. Jeg ved, at BRIKS forsøger at gøre det, men jeg tror, at det virkelige problem vil være at få en form for samarbejde mellem velmenende mennesker i Nord, i Europa, i USA og menneskerne i det Globale Syd, og det er en bro, som kun vi kan bygge. Jeg er helt sikker på, at uden dette er faren for, at det ikke bliver løst fredeligt, fortsat meget, meget stor. Så jeg mener, at vores indsats, og jeres indsats for at slutte jer til os, er af verdenshistorisk betydning.

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 17. januar 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 17. januar 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, kan du sende dem til questions@schillerinstitute.org.

Helga, vi befinder os i, hvad man kunne beskrive som en zone med øget ustabilitet, mellem en kollapsende, miskrediteret unipolær orden, som forsvares af en militærstyrke bestående af USA og NATO, og en fremvoksende orden med gensidigt fordelagtigt samarbejde, som nogle gange utilstrækkeligt beskrives som en multipolær orden. Krigene og provokationerne fra Vesten fortsætter, selv om diplomatiet for økonomisk samarbejde, som er kendetegnet ved BRIKS-processen, skrider frem.

Du har påpeget, at dette både er et meget farligt øjeblik, men også et øjeblik med et stort potentiale: Så vi har mange spørgsmål fra folk om, hvad der kan gøres for at sikre, at det går i den rigtige retning, så lad os begynde med din analyse af disse to modsatrettede retninger, mod de geopolitiske konflikter og den voksende krig, versus samarbejde og økonomisk udvikling. Hvor er vi på vej hen, og hvad kan folk gøre for at sikre, at vi bevæger os i den rigtige retning?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig starte med den farlige del: Jeg mener helt klart, at vi befinder os i en ekstremt farlig situation. Situationen i Sydvestasien er på nippet til at udvikle sig til en større konflikt, en regional konflikt. Der var postyr omkring angrebene på skibe i Det Røde Hav og houthierne; skylden er, at de blev støttet af Iran, og at det ville betyde, at Iran i sidste ende kunne blive involveret. Så vidt jeg ved, er der ingen beviser for, at houthierne støttes af Iran – de har faktisk mange gange udtalt, at de er helt uafhængige. Men uanset hvad, så har Rusland netop underskrevet en omfattende traktat med Iran, som indeholder en betydelig militær dimension, så det er nu krystalklart, hvad observatører har vidst i mange årtier, nemlig at når krigen i Mellemøsten udvider sig og involverer Iran, så har den potentiale til at blive endnu større og i sidste ende til en verdenskrig. Og hvis Iran og Rusland nu er forenet af en militær traktat, så er det helt sikkert blevet gjort meget klart. Men Indien har også gode relationer til Iran: Udenrigsminister S. Jaishankar har lige været i Teheran, hvor han ligeledes har indgået vigtige aftaler.

Så jeg tror, at situationen i Sydvestasien forbliver det absolutte centrum for farerne, især fordi, efter de historiske begivenheder i sidste uge i Haag, hvor den sydafrikanske regering har sagsøgt Israel med beskyldningen om at begå folkemord i Gaza – hvilket blev totalt benægtet af Israel, men selv den israelske avis {Haaretz} skrev, Lad os antage, at det, der sker, ikke er folkemord, hvordan vil du så kalde det at nægte mad, medicin og vand til næsten 2 millioner mennesker, hvor selv Verdenssundhedsorganisationen og andre FN-eksperter siger, at faren er, at mange flere mennesker vil dø af sygdom i de kommende uger – især børn? Børn, babyer, spædbørn, små børn, gravide kvinder er de mest sårbare i denne situation, og hvordan vil du kalde det, hvis ikke folkemord? Det kommer altså fra Israel selv.

Forhåbentlig vil Den Internationale Domstol i Haag udstede et påbud, der tvinger Israel til at indgå en våbenhvile og tillade ubegrænset adgang for humanitære forsyninger. Forhåbentlig sker det i denne eller næste uge, for det er supervigtigt. Hvad der vil ske med Haag-dommen generelt, er naturligvis det store spørgsmål. Normalt kan det tage flere måneder, før der bliver truffet en afgørelse. Det er også klart, at USA indtager en meget hård position: Blinken sagde, at anklagen i Haag er ” uden hold i virkeligheden” – jeg mener, helt ærligt! Så man kan forvente, at der vil være maksimalt pres på disse dommere. I mellemtiden sagsøger et stort antal advokater fra Sydafrika USA og Storbritannien for medvirken til folkedrab, og også i USA er der et søgsmål mod Biden af lignende grunde.

Så dette spørgsmål vil forblive hos os, men jeg tror, at hvis vi begynder at diskutere spørgsmålet om, hvad vi skal gøre ved det, hvad vi har sat på dagsordenen, i form af øjeblikkelig våbenhvile, en omfattende konference om Mellemøsten, og så især at lægge spørgsmålet om en tostatsløsning på bordet, som dog kun kan fungere, hvis der sker en gennemførelse af [“Oasis Plan,”](https://laroucheorganization.com/sites/default/files/2023-11/20231026 oasis plan_1. pdf), som er ideen om en omfattende økonomisk udviklingsplan med fokus på at skabe nyt ferskvand ved at bygge kanaler fra Middelhavet til Det Røde Hav og Det Døde Hav og bruge det vand til massiv afsaltning og kunstvanding af ørkenerne, og på den måde skabe økonomiske betingelser for, at Israel og Palæstina kan arbejde på en tostatsløsning, men med den ide, at alle vil få gavn af det. Det er den eneste farbare vej, vi kan komme ud af denne krise.

Det, der sker i Mellemøsten, er naturligvis kun ét aspekt, for den anden store begivenhed i sidste uge, som ikke stoppede i sidste uge, men startede mandag i sidste uge, den 8. januar, med de tyske landmænd, der blev støttet af transportfagforeninger, lastbilchauffører, bagere og håndværkere: De startede en ugelang protest i 100 byer i Tyskland, i alle 16 delstater, blokerede motorveje, lavede store demonstrationer, blokerede trafikken i alle disse byer; og så kulminerede det i en stor demonstration i Berlin ved Brandenburger Tor lørdag den 13. januar, hvor den tyske finansminister Christian Lindner talte, også på invitation fra bondeforeningen. Og hans tale blev fuldstændig buhet ud, fordi han sagde, at der ikke ville blive indgået noget kompromis om regeringens planlagte nedskæringer i støttepriserne på brændstof til landmændene. Så det er en uafklaret situation.

I den kommende uge vil lastbilchaufførerne stort set gøre det samme. Og i mellemtiden spreder protesterne sig til Italien, den 22. januar, med en stor italiensk landmandsprotest, og de er allerede i kontakt med de tyske landmænd. Og det spreder sig nu til Frankrig, hvor de franske landmænd protesterer.

Dette er tydeligvis det absolutte mareridt for etablissementerne, som har bevæget sig væk fra befolkningens daglige interesser i en sådan grad, at det er som en kløft, fordi regeringerne forfølger deres specifikke magtspil og interesser og har mistet befolkningens tillid i næsten alle lande. Det blev også demonstreret af det faktum, at Trump i USA vandt afstemningen i Iowa med 51%; og Ron DeSantis og Nikki Haley, de to andre store republikanske kandidater, fik et sted omkring 40% mellem dem. Så Trump vandt langt mere end de to tilsammen, og han er helt klart den anerkendte frontløber for republikanerne, hvilket får det neoliberale establishment på begge sider af Atlanten til at flippe helt ud. Men som det var tilfældet med den første stemme på Trump i 2016, får han stemmer fra sin base, men der er også mange mennesker, der udtrykker deres komplette afvisning af det neoliberale paradigme.

Så man har en situation, hvor etablissementerne i den neoliberale, såkaldte “regelbaserede orden” (og ingen ved, hvad disse regler er, hvis de nogensinde har eksisteret), har bevæget sig væk fra befolkningerne. De etablerede er virkelig bange – og hvad gør de? Tja, på den ene side har de dette megashow i Davos fra 15.-19. januar, hvor alle millionærerne og milliardærerne og deres medløbere mødes. Denne gang er temaet for Davos-konferencen “Genopbygning af tillid”. De vil ikke “genopbygge tilliden”, for det ville kræve, at de ændrede deres politik, og det er der ingen tegn på, at de er villige til.

I stedet, og det synes jeg virkelig, at folk skal være opmærksomme på, er der, selvom krigsfaren er reel, og selvom fortsættelsen af den nuværende politik, hvis den ikke ændres, har en klar fare for at føre til global krig, også i mange lande krigs-skræmmehistorier, der popper op i medierne. I {BildZeitung} hævdede man for eksempel i den forgangne uge, som reaktion på landmændenes protester, at {BildZeitung} angiveligt havde fået fat i et lækket dokument fra forsvarsministeriet, der siger, at der kan blive krig med Rusland allerede i sommeren 2025, hvilket tilfældigvis er på samme tidspunkt som det tyske valg – hvor belejligt, så behøver man måske ikke valg, hvis der er denne krigsfare. Lignende historier er dukket op i Finland, der siger krig om to år; Sverige, krig om tre år med Rusland. Og man skal virkelig være opmærksom på, at der er en meget stor grad af psykologisk krigsførelse i alt dette, hvor man forsøger at få folk tilbage i kontrol, ikke gå på gaden, ikke udfordre den nuværende politik, fordi der er denne krigsfare; og angiveligt er fjenderne Rusland, Kina, Iran og så videre.

Så man er nødt til at skelne mellem den reelle fare, at denne nuværende geopolitiske konfrontation, hvor NATO, de europæiske lande, USA plus nogle få andre som Japan, Australien, New Zealand, Sydkorea, at de på en eller anden måde forsøger at danne en blok mod BRIKS-Plus, det Globale Syd, den Globale Majoritet. Men hvis man ser på tallene, er landene i Den Nordatlantiske Alliance, som nu hævder, at de har noget at gøre i Stillehavet af en eller anden grund, i mindretal! Den Globale Majoritet udgør 85% af verdens befolkning, og de er fast besluttet på at gå efter et nyt økonomisk system, som tillader økonomisk udvikling for dem alle: De arbejder sammen med Kina, fordi dets fremgang har givet dem et alternativ til den vestlige neoliberale imperiale model. Og i stedet for at sige: “Hvordan kan vi tale med disse lande, hvordan kan vi samarbejde og løse verdens problemer sammen?” forsøger Vesten at holde fast i sin unipolære position, som de under alle omstændigheder allerede har mistet uigenkaldeligt, men det vil de ikke erkende.

Så mens denne geopolitiske konfrontation står på, er faren for krig meget reel og vil stige. Det, folk kan gøre, er at gå i retning af at støtte landmændene, som har brug for den samlede støtte fra hele befolkningen, alle befolkningsgrupper, og vi er nødt til at gå over til et helt nyt paradigme, hvor vi arbejder sammen som én menneskehed og holder op med at tro, at Rusland, Kina og det Globale Syd er menneskehedens “fjender”, for det er de ikke.

SCHLANGER: Nu har vi som sagt mange spørgsmål, der kom ind før diskussionens start. Vi har to spørgsmål fra Munashe, som sagde: “I de nuværende geopolitiske spændinger, hvad er så de vigtigste skridt, der kan tages for at fremme en dialog og forhandling mellem de globale magter og den Globale Majoritet?” Og “Hvordan kan dine foreslåede grundlæggende principper bidrage til at forme dette nye paradigme?”

ZEPP-LAROUCHE: Det optimale ville naturligvis være, hvis FN’s Sikkerhedsråd og FN’s Generalforsamling, eller en lignende organisation, simpelthen satte det på dagsordenen og sagde: “Vi har brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Lad os diskutere, hvad der skal til for at få den til at fungere.”

I betragtning af USA’s vetoret, som de har anvendt ved mange lejligheder, er det ikke sandsynligt, at det vil ske på den måde. Så jeg tror, vi har brug for en bedre dialog i befolkningen om statskunst, om hvad det kræver at styre sig selv, ikke kun i ét land, men blandt alle lande i verden. Og hvorfor ikke have studenterorganisationer? Hvis du er studerende på universitetet, kan du organisere et forum; hvis du er professor, kan du organisere dialoger mellem universiteter; hvis du er medlem af en tænketank, kan du organisere internationale Zoom-konferencer mellem tænketanke, eller du kan diskutere i enhver form for organisation, du er en del af, og sige: “Vi befinder os i en verdenskrise, og hvad med at have en diskussion om, hvordan vi, som sandsynligvis den eneste intelligente art i universet, kan organisere vores anliggender, så vi alle kan overleve og have en fremtid?”

Og jeg tror, at alt er bedre end, at de fleste mennesker siger: “Åh, verden er så forfærdelig, at jeg ikke engang kan se nyhederne mere,” og så gør de ikke noget – og dét er problemet!

Så jo mere folk tænker på sig selv som statsborgere, der tager ansvar for, hvad der udvikler sig i deres land og udenfor, jo bedre. For hvis vi havde en masse veluddannede statsborgere, ville disse politikere ikke slippe af sted med det, de gør.

SCHLANGER: Jeg vil gerne stille to spørgsmål her, som bygger videre på det, du har talt om. Det ene er fra en kontakt fra Storbritannien om Blinkens besøg i Sydvestasien, og han spørger: “Hvad er Bidens egentlige politik? Mens USA opfordrer Israel til at nedtrappe kampene, ser det ud til, at USA udvider krigen ved at gå sammen med Storbritannien om at angribe Yemen.” Og i forbindelse med det har vi et andet spørgsmål fra Paul, som jeg tror er fra Storbritannien, som sagde: “Hvem repræsenterer disse vestlige regeringer? Bankfolk, zionisterne? Er det overhovedet muligt at forhandle med psykopater?” [latter]

ZEPP-LAROUCHE: Tja, du ved, hykleriet er virkelig ganske overvældende. I betragtning af, at begivenhederne i Gaza er blevet transmitteret af mange direkte tv-nyhedsudsendelser, var der grusomme rapporter om dem, der dør i Gaza, så det er ikke sådan, at der foregår et forfærdeligt folkemord bag lukkede døre: Det sker i høj grad i verdensbefolkningens bevidsthed. Og det faktum, at 51 lande i Organisationen for Islamisk Samarbejde og omkring 20-30 andre lande har stillet sig på Sydafrikas side i denne sag, viser tydeligt, at verdensopinionen er ved at skifte, og hele det Globale Syd er ved at skifte, og har været det i et stykke tid, på palæstinensernes side. Så jeg tror, at Bidens udtalelse, hvor han forsøger at fortælle Israel, at de skal nedtone deres kamp, er typisk (som kvinde burde jeg ikke sige det, men du ved, hvad jeg mener), men der er en sætning om at “dække sin bagdel”, og jeg tror, at det er det, det er! For samtidig fortsætter leverancerne af våben til Israel, så de kan udføre præcis den slags operationer, som de gør. Så hvor er ordene, og hvor er handlingerne?

Jeg tror, at svaret på det andet spørgsmål er – jeg ved ikke, om man kan kalde alle disse mennesker for psykopater, men man kan med sikkerhed sige, at de er så langt fra virkeligheden, at jeg tror, at de måske ikke længere er i stand til at forstå den virkelige befolkning. Jeg vil give dig et sjovt eksempel: Finansminister Lindner talte på podiet; han var inviteret til at holde en tale til folkemængden, og før han talte, viste hans læber, at han tydeligvis var bange for den mulige reaktion, og der blev buhet hele tiden mod ham. Og da han endelig talte, skete der ikke noget stort, der blev ikke kastet æg efter ham og så videre, og han var meget lettet. Men han sagde i sin tale: “Åh, jeg forstår jeres landbrugsproblemer så godt, for engang var jeg på landet, og jeg gjorde rent i hestestalden. Så jeg ved, hvor hårdt I arbejder hele dagen, hvis I gør det her hele dagen, kan jeg forstå, hvor hårdt det er.” Og senere vendte en kvindelig landbrugsrepræsentant sig mod Lindner og sagde: “Hvis du tror, at du får nogen viden om landbrug ved at gøre rent i en hestestald én gang, så er du helt ude i hampen!” Og det er typisk. Det var så sigende for disse mennesker, at de fleste af dem virkelig ikke har nogen idé om, hvordan befolkningen har det, hvad der er problemerne, fordi de sidder i deres smarte ministerier og tager fra konference til konference i luksusfly – de fatter det ikke. Så jeg tror, at det eneste, man kan gøre, er at støtte det, landmændene gør, og alle dele af befolkningen bør alliere sig med dem, for vi har brug for en fuldstændig ændring af politikken, vi er nødt til at afvise denne bedrageriske økologiske politik, som kun bruges til at skabe endnu en boble, og det er landmændene helt klar over. Og vi er nødt til at vende tilbage til en politik som i genopbygningsperioden efter krigen, med fokus på videnskabeligt og teknologisk fremskridt, på værdier som flid, ærlighed, alle disse ting, som vi synes at have mistet i Vesten, og kun kineserne har tilsyneladende sådanne værdier nu om dage. Og vi er nødt til at gå tilbage til vores egen store klassiske kultur.

Så det er ikke sådan, at vi ikke kan løse det, men det kræver en meget mere aktiv indgriben fra mange borgere.

SCHLANGER: Det er Helga Zepp-LaRouche, du lytter til. Hun har lagt en [artikel om landbrugsdemonstrationerne](https://schillerinstitute.com/blog/2024/01/15/no-there-is-a-limit-to-the-tyrants-power-support-the-brave-saviors-of-germany-by-helga-zepp-larouche/) ud på Schiller Instituttets hjemmeside.

Helga, vi har et spørgsmål fra Indien, som er en af underskriverne af vores initiativer, og han spørger: “Hvordan vil en BRIKS-valuta hjælpe med at overvinde de økonomiske problemer i tredjeverdenslande?”

ZEPP-LAROUCHE: Åh, jeg tror, det er meget klart, at den nye udviklingsbank, som allerede er begyndt at arbejde i Shanghai under ledelse af den tidligere brasilianske præsident Dilma Rousseff, og som præsident Lula sagde, at den vil blive den store bank i det Globale Syd. Det vil være en bank, ligesom visse andre banker, der allerede eksisterer omkring Bælte & Vej Initiativet, de vil give kredit til investeringer i produktive områder, som industri, landbrug, infrastruktur, videnskab, teknologi. Og jeg tror, at ideen om en separat reservevaluta, som jeg ved, at landene arbejder på, simpelthen vil betyde, at de lande, der er en del af dette nye system, ikke længere vil være afhængige af IMF’s betingelser.

Vi har kendt til disse IMF-betingelser i mange, mange årtier, fordi de i høj grad er ansvarlige for den nuværende situation i mange udviklingslande, faktisk før Kina kom ind i billedet. Fordi de forbød investeringer i infrastruktur, forbød investeringer i sundhedssystemet, uddannelse og tvang de respektive lande til at betale deres gæld først! Så hvis du vil tale om en “gældsfælde”, var det ikke Kina, der forårsagede gældsfælden. Størstedelen af de afrikanske landes gæld var f.eks. til bankerne i Paris-klubben.

Og hvis man nu har idéen om først og fremmest at handle i de lokale valutaer, hvilket allerede sker overalt, i rupees, i rubler, i renminbi, i reais – alle mulige andre lokale valutaer – så giver det allerede landet større suverænitet over disse handelsbetingelser. Men især når man har et kreditsystem, der fungerer som en slags betalingsformidling mellem de forskellige nationale systemer – som om hvert land burde have en nationalbank, og så har man betalingsformidling til at regulere langsigtede internationale investeringer mellem disse forskellige lande – vil det være fuldstændig reguleret af disse landes suveræne beslutning, og ikke af nogle politiske kriterier og prædikener om, at landene skal foretage følgende sociale ændringer, eller “demokrati”, “retsstat”, som alle er synonymer for en eller anden indblanding i de respektive landes interne anliggender. Og når dette nye system først er der, vil det tildele de suveræne lande selv meget, meget større magt.

Og det ville være meget tilrådeligt for landene i det Globale Syd at tilslutte sig det, for problemet er ikke konflikter mellem lande. Konflikten er mellem det, vi kalder Det Britiske Imperium – men Det Britiske Imperium er ikke det britiske folk; det er det neoliberale finanssystem, der sidder på Wall Street, i Silicon Valley, i City of London og det tilhørende militærindustrielle kompleks. Så hvis man ser på de store investeringsfirmaer, disse enheder, det militærindustrielle kompleks, der er forbundet med dem, og fødevarekartellerne og forsikringsselskaberne, kan man se, at alt dette er fuldstændig sammenvævet. Så “fjenden”, i anførselstegn, er ikke lande og konflikter mellem lande, men det er dette system af udnyttelse til fordel for de få – de mennesker, der har råd til at spekulere stort, som bliver rigere og rigere dag for dag – og det store flertal af lande, hvis befolkning bliver fattigere i alle lande rundt om på kloden. Så jeg tror, at jo hurtigere alle går over til et nyt system, som tidligere blev betegnet som “det amerikanske system” af Alexander Hamilton, og som i dag anvendes af mange lande, og som faktisk er traditionen for det, Lyndon LaRouche udviklede i form af sin fysiske økonomi og det tilknyttede kreditsystem. Alle disse ting er tilgængelige, og jeg tror endda, at vi kan se den store ændring af dette i dette år 2024.

SCHLANGER: Helga, jeg har to spørgsmål mere til dig. Hvis vi kan tage dem hurtigt, tror jeg, de er ret vigtige. Vi har et fra Diana, som altid ser dig fra Canada, og som lige har sagt, at hun er “så glad for at se de tyske landmænd og andre stå op for folket.” Og der er et andet spørgsmål om landbruget fra en, der identificerer sig selv som en “lillebypige”. Hun spørger: “Vil landbrugsdemonstrationerne ebbe ud i Tyskland, eller vil de fortsætte med at vokse? Og hvordan kan vi støtte dem?”

ZEPP-LAROUCHE: Lige nu tror jeg ikke, at de vil ebbe ud, simpelthen fordi den tyske regering spiller hårdt ud, de giver ikke op, de indgår ikke et kompromis. Så landmændene har sagt, at eftersom dette er en kamp for deres eksistens, især de mindre og mellemstore landbrug, så tror jeg, det vil fortsætte. Og som jeg sagde, vil det nu sprede sig til logistikfolkene, til lastbilchaufførerne, til transportfolkene.

Og jeg kan kun sige: Send støttebeskeder. Hvis du er i nærheden af disse demonstrationer, så slut dig til dem! Eller kontakt Schiller Instituttet, så vil vi sørge for at finde en måde, hvorpå du kan blive aktiv. Og mange landmænd har fortalt os, at de virkelig er ude på et skråplan – en landmand lavede en meget rørende video, som er på internettet; den er på tysk, men jeg tror, du nemt kan få ideen. Det er fra en landmand, der sagde, at han kørte sin traktor 1.200 km tur-retur, at han brugte 100 euro på et hotel, og mange af hans kolleger gjorde det samme, eller mange af dem sov i deres traktorer i den isnende kulde; og han sagde “vi gjorde alt det, og så var der ingen fra regeringen, der ville tale med os!” Og han sagde, at han aldrig har oplevet noget så nedværdigende, så fuldstændig ligegyldigt og ligeglad med, hvad der foregår i befolkningen. Og han og mange andre sagde, “derfor er det så vigtigt”, når de ser støtte fra befolkningen, og de får en tommelfinger op fra folk i vejkanten. Så find en måde at organisere dig på i dit miljø for at støtte dette, for jeg er meget glad for, at de tyske landmænd har haft modet til at gøre det, for Tyskland er ved at kollapse! Det er ikke kun landmændene – jeg håber virkelig, at andre organisationer, såsom de mellemstore industrier, vil slutte sig til dem, fordi landmændene har taget ansvaret for at kæmpe for hele Tysklands interesser.

Tyskland er ved at kollapse! Middelstanden, industrien, er i frit fald af samme grund, som landmændene ikke kan klare det: Energipriserne, de fuldstændig vanvittige bureaukratiske regler, der kommer fra Berlin og også fra Bruxelles. Så jeg kan kun sige, gør noget for at organisere støtte til denne bevægelse, for de kæmper ikke kun for sig selv, de kæmper for hele Tyskland og faktisk for hele verden.

SCHLANGER: Og her er det sidste spørgsmål, som er en reference til det, du sagde tidligere om, at det, vi ser, er en afvisning af etablissementet over hele verden, inklusive primærvalget i Iowa. Daniel siger: “Jeg ser ikke afstemningen i Iowa som en reaktion på Vestens sammenbrud, men som en protest mod indvandring. Hvad er dit syn på det?”

ZEPP-LAROUCHE: Ja, men hvad er “indvandring”? Hvorfor er der et flygtningeproblem? Jeg tror, at alle verdens problemer i virkeligheden kan føres tilbage til det faktum, at den såkaldte “regelbaserede orden”, især efter afslutningen af den kolde krig, var et forgreningspunkt, hvor kommunismen gav op af egen fri vilje, uden vold, uden kampvogne, i fredelig opløsning. Og vi havde et forslag til en fredsplan – det var Lyndon LaRouche og vores organisation: Vi foreslog den Eurasiske Landbro, der skulle forbinde hele Europa og Asien gennem udviklingskorridorer, og også forbinde dem med lignende korridorer i Afrika, Latinamerika og Asien. Det ville have været det økonomiske grundlag for en fredsplan. Det ville have betydet en tilbagevenden til Franklin D. Roosevelts oprindelige idé, hvad han mente, Bretton Woods-systemet skulle have været – nemlig en mekanisme til massivt at øge levestandarden i den såkaldte udviklingssektor. Men Roosevelt døde på det forkerte tidspunkt. Truman tog over sammen med Churchill, og de designede Bretton Woods-systemet for {ikke} at gøre en ende på udviklingslandenes underudvikling! Så kolonialismen fortsatte.

Og det, du ser lige nu med oprøret i det Globale Syd, er den absolutte beslutsomhed om at afslutte denne kolonialisme i sin nye form. Hvorfor migrerer folk som flygtninge gennem Amerika til den mexicansk-amerikanske grænse? Hvorfor risikerer de at drukne i Middelhavet for at komme til Europa, hvor de slet ikke bliver behandlet godt? Ved du, hvorfor der overhovedet er flygtningeproblemer? På grund af den manglende udvikling!

Hvis man havde velstående lande i Afrika, Latinamerika og Asien, ville folk blive hjemme! Alle kan normalt bedre lide deres hjem end et land langt væk! Så migrantspørgsmålet som sådan er allerede et resultat af denne kolonialisme i sin moderne form. Og jeg er ikke sikker på, at Trump, hvis han bliver præsident, har visdom nok til at alliere sig med landene i det Globale Syd, for det er den eneste måde, hvorpå dette problem kan løses.

Så jeg synes, du skal genoverveje det, for det er måske ikke så let og så enkelt, men jeg tror, at det, der sker lige nu, er et oprør i det Globale Syd og et oprør i de lande, der protesterer mod de kolonialistiske forhold for dem, og landmændenes kamp, der protesterer mod den samme mekanisme, det samme finansielle system, de samme karteller, de samme strukturer: Så erkender man, at situationen hænger meget mere sammen, end man skulle tro.

SCHLANGER: Lad mig henlede folks opmærksomhed på et internationalt ungdomsopkald, som vi vil afholde. Folk kan deltage fra alle dele af verden for at diskutere, hvordan de kan blive en del af denne organiseringsbevægelse. Vi lægger et link til opkaldet på chatsiden: Det er på lørdag, den 20. januar, kl. 11.00 østkysttid og kl. 17.00 centraleuropæisk tid.

Med det, Helga, tak fordi du var med os i dag, og forhåbentlig ses vi igen i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, og bliv aktiv sammen med os i mellemtiden!

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 10. januar 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og leder af Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 10. januar 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Hvis du har kommentarer eller spørgsmål, kan du sende dem til questions@schillerinstitute.org.

Jeg vil gerne åbne vores diskussion med at bede om din vurdering, Helga, af to ekstremt vigtige udviklinger: Den ene er de traktorer, der ruller gennem Tyskland i protest mod regeringen og EU’s politik generelt, hvilket samler stor støtte fra befolkningen; og den anden er den høring, der finder sted i morgen ved Den Internationale Domstol om en begæring fra Sydafrika om at finde Israel skyldig i folkedrab mod befolkningen i Gaza i henhold til folkedrabskonventionen fra 1948. Det afspejler et skift fra passivitet og accept af skandaløse politikker til, hvad der ser ud til at være en ændring med hensyn til uvilje mod at acceptere den slags politikker. Ser du disse begivenheder som en indikation af, at tidevandet er ved at vende, at flere mennesker vil være villige til at stå frem og sige fra? Og tror du, at det er en afspejling af det mod, som lederne i det Globale Syd har udvist ved at lade deres stemmer blive hørt?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Ja, det vil jeg bestemt sige, – for at starte med situationen i Tyskland: Jeg tror virkelig, det er begyndelsen på en afgørende forandring. Og det er en afgørende ændring, fordi landmændene, som i meget, meget lang tid har protesteret og klaget over de forskellige regeringers politik, som har stået på i lang tid, men som er blevet optrappet med denne ubeskrivelige såkaldte “gadelygtekoalition”, som alle er enige om er den værste regering, Tyskland har haft siden Anden Verdenskrig, nu er kommet i udbrud. Fordi landmændene, og mange andre med dem, men især landmændene, udtrykker meget klart, at de ser deres eksistens truet gennem en kombination af stadig større nedskæringer – denne gang tilskuddene til dieselbrændstof, men også masser af bureaukratiske regler, der har gjort deres liv umuligt, at de ikke har kontrol over deres priser – så dette er brudt ud nu.

Men jeg tror, at det, der kommer ud af dette, er meget, meget – og jeg må rose de tyske landmænd. Jeg tror, at alle tyskere er ekstremt stolte over, at et udsnit af befolkningen, hvor man i lang tid spurgte folk i Tyskland, “hvad synes du?”, har gjort det samme. 99 % af befolkningen ville sige: “Tyskland er på vej mod afgrunden. De nuværende magthavere er ved at ødelægge alt det, som generation efter generation har bygget op efter Anden Verdenskrig,” men så ville de normalt tilføje, “der er ikke noget at gøre.” Og både koalitionsregeringen og oppositionen blev betragtet som relativt ens – med undtagelse af AfD, men mange troede, at det var noget, man virkelig kunne stemme på på grund af meget problematiske kredse inden for AfD.

I lang tid så den tyske situation virkelig forfærdelig ud, fordi den tyske økonomi brast og kollapsede, og især efter sabotagen af Nord Stream-gasrørledningerne, hvor alle har mistanke om, at Seymour Hersh har ret i, at det var USA, der gjorde det, og kræver en undersøgelse; Men folk vidste, at det frygtelige sammenbrud i den tyske økonomi, i det tyske landbrug, for en stor dels vedkommende var resultatet af sanktionerne mod Rusland, som Tyskland i virkeligheden blev tvunget til at gennemføre som en del af den generelle transatlantiske politik, men også stigningen i energipriserne, da gassen fra Rusland ikke længere var tilgængelig. Så alle havde en fornemmelse af, at landet var på vej ned og ned og ned, og at der ikke var nogen kræfter, der havde modet til at gøre noget ved det. Og nu havde vi i mandags [8. januar] mere end 100.000 traktorer, og der er mange videoer, der cirkulerer på internettet: 100.000 traktorer er meget! En masse lange, lange, lange køer. Demonstrationerne fandt sted i 100 byer, i alle 16 stater, og de blev støttet af lastbilchaufførerne, af arbejdere fra byggesektoren, der kom med deres lastbiler eller cementmaskiner eller andre byggekøretøjer; og også håndværkere. Og hvis man kører gennem nogle byer i Tyskland, kan man se skilte i vinduerne, hvor der står: “Vi støtter de tyske landmænds kamp.”

Så jeg tror, at dette nu er begyndelsen på noget, hvor jeg ikke kan se, hvordan det kan fortrydes, fordi landmændenes handling har givet dem en ny følelse af tillid til, hvad de kan gøre. Og hvis du lytter til dem, var de ekstremt fredelige, i modsætning til et ondskabsfuldt forsøg på forhånd på at kriminalisere det og sige, at det var undergravet af højreorienterede kredse. Så forsøgte de at blæse en hændelse op, hvor økonomiminister Habeck kom tilbage fra en ø i Nordsøen, og da hans færge forsøgte at lægge til kaj i Slesvig-Holsten, var der bønder, der ville tale med ham. Hvis man rekonstruerer det, skete der ikke noget stort; det var ikke et voldeligt angreb, men kaptajnen på færgen besluttede at vende færgen og ikke lægge til der med Habeck. Dette blev blæst op som en stor, stor ting, at dette er tegnet på, at bønderne forsøger at vælte staten. Jeg tror ikke, der var noget af den slags. Den tidligere leder af politiets fagforening, Rainer Wendt, latterliggjorde alle disse forsøg, og alle roste bønderne, politiet, de roste samarbejdet mellem dem.

Så jeg synes, det var en fremragende demonstration af statskunst, af virkelig at tage ansvar, og det vil fortsætte, tror jeg, indtil den såkaldte gadelys-koalition tager nedskæringerne tilbage, hvilket vi får at se. Der er flere demonstrationer hele ugen. Næste mandag, den 15. januar, har de indkaldt til en stor, national demonstration, og hele ugen vil de lokale demonstrationer fortsætte med at afskære adgangen til motorveje og blokere veje. Og i dag strejker lokomotivførernes fagforening i tre dage.

Så jeg tror, der er ved at ske et skift i Tyskland, og det gode er, at det også bliver rapporteret af alle medier, at omkring 90% af befolkningen støtter landmændene, og kun 10% klager: “De forstyrrer mit daglige arbejde.” Men folk forstår virkelig, at de tyske landmænd kæmper for hele Tyskland. Så det er fremragende.

Og der er landmænd fra hele verden, der sender støttetelegrammer, og hvis du lytter til dette show, uanset om du har noget at gøre med landbrug eller ej, så send dine støttetelegrammer, lav korte videoer til de tyske landmænd, fordi de nu er spydspidsen i kampen for at bringe økonomien tilbage til et fornuftigt grundlag.

Nu til den anden begivenhed, du nævnte: I morgen starter høringen i Haag om den sydafrikanske regerings krav om at undersøge, om Israel begår folkemord i Gaza, og der er nu mange organisationer og mange enkeltpersoner, ja, hundredvis af organisationer, der er gået sammen om at støtte Sydafrika. Og her vil jeg igen sige, at det er et tegn i tiden, at der er et land i det Globale Syd, i Afrika, i BRIKS, der tager det moralske lederskab for at forsøge at stoppe det, der foregår i Gaza, som er helt forfærdeligt og bliver værre dag for dag. Det anslås nu, at tusindvis af mennesker dør af sult og tørst hver dag. Og det anslås, at en fjerdedel af hele Gazas befolkning, dvs. 500.000 mennesker, i løbet af de næste måneder er i umiddelbar fare for at dø af sygdom på grund af sammenbruddet i de sanitære forhold: Intet rent vand eller den slags.

Det er super, supervigtigt, at der kommer en våbenhvile, og at fredsforhandlinger og en omfattende tilgang, som den Kina har foreslået til en Mellemøstkonference, bliver sat på dagsordenen. Men det faktum, at et land i det Globale Syd, og ikke i den såkaldte “værdibaserede, vestlige regelbaserede orden”, udviser dette moralske lederskab, synes jeg også er et tegn i tiden. Det betyder bare, at lederskabet er ved at skifte til det Globale Syd, fordi Vesten tydeligvis har mistet grebet om det.

SCHLANGER: Helga, du svarede på en måde på det, men vi har et spørgsmål fra en, der spurgte: “Støtter den tyske befolkning landmændenes protest?”

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Jeg synes, det er et meget, meget vigtigt tegn. I tidligere kampe har der været misforståelser og så videre, men denne gang er det af den grund, jeg allerede har været inde på. Jeg har haft mange diskussioner det sidste år, og uanset hvem man talte med, bagere, landarbejdere, iværksættere, Mittelstand-ledere, sagde de alle: “Tyskland er ved at kollapse!”

Det er ved at kollapse: Der sker en absolut indskrænkning af industrierne på mellemniveau, mange byer bliver spøgelsesbyer, hvor butikker lukker i bymidten, restauranter lukker, og det har alt sammen at gøre med de høje energipriser, og hvis kunderne bliver fattigere, så går de ikke så meget i restauranter og butikker. Så denne intervention fra landmændene, og der er det gode, at den officielle landmandsforening, Deutscher Bauernverband, og den slags alternative organisation, Land schafft Verbindung, som har eksisteret mere spontant i nogen tid; men tidligere var de aldrig på samme side. Nu arbejder de sammen, og jeg synes, det er ekstremt vigtigt. Desuden er der stor opbakning fra, jeg vil næsten sige, alle befolkningsgrupper har repræsentanter, der har udtrykt deres støtte. Det er ekstremt vigtigt.

Og jeg har en fornemmelse af, at dette kunne være begyndelsen på en ændring af situationen i Tyskland, ved at hævde flere suveræne rettigheder, flere af Tysklands reelle interesser, som i den seneste tid er blevet fuldstændig trampet på af de såkaldte “tidligere” besættelsesmagter, men nogle af dem tror stadig, at de er det, og forsøger at diktere politikker i Tyskland, som er absolut skadelige for Tysklands interesser – og jeg tror, at dette nu udgør regningen for det.

SCHLANGER: I forbindelse med det, du lige har sagt, har vi et spørgsmål fra Philip, der spørger: “Er de tyske beslutningstagere klar over, at USA’s ødelæggelse af Nord Stream-rørledningerne var en forræderisk handling fra deres såkaldte allierede? Og er det muligt, at dette vil fremprovokere en eller anden form for handling for at holde USA ansvarlig for, hvad de har gjort?”

ZEPP-LAROUCHE: Det var måske ikke i mainstreammedierne, fordi de helt latterligt solgte alle dækhistorierne om, at det var en yacht med nogen fra Polen og en ukrainsk besætning, og det var dækhistorien, mens mange militæreksperter påpegede, at man ikke kan lave sådan en eksplosion, der kan sabotere Nord Stream-rørledningerne, med den slags udstyr på en sejlbåd – man har simpelthen ikke det rette udstyr til dybdedykning osv. Så medierne præsenterede altid disse dækhistorier, og der var ingen diskussion!

Regeringen, Scholz, som i februar 2022 var til denne berømte pressekonference med Biden. Herr Biden sagde, at vi har måder at afslutte Nord Stream-rørledningen på, og journalisten spurgte så en anden gang, hvad der var med den, og han sagde noget i retning af, at “vi vil gøre det af med den.” Og Scholz stod ved siden af Biden, som en lille “puddel under bruseren” (det er en tysk talemåde), en “våd puddel”, som vi siger. Og det faktum, at den tyske regering ikke er i stand til at repræsentere det tyske folks interesser, og at hele den tyske økonomi er ved at kollapse som følge heraf, det var ikke i mainstream-nyhederne!

Men jeg kan forsikre dig om, at det var genstand for mange diskussioner, og jeg tror, at det var en af hovedårsagerne til, at tilliden til regeringen blev udhulet, og at regeringen i meningsmålingerne lige nu ligger på et absolut lavpunkt. Det kan endda være, at hvis regeringen ikke indgår en aftale, og dette fortsætter, kan regeringen blive skubbet ud i løbet af meget kort tid. Det eneste problem er, hvordan man organiserer en opposition, der har værdi, når man for eksempel tænker på, at lederen af CDU er den tidligere europæiske chef for BlackRock, og det rejser nogle spørgsmål om, hvad CDU’s politik vil være.

Men alt, hvad der ændrer den nuværende kurs, er godt og åbner op for en reel diskussion om, hvor Tyskland bør bevæge sig hen.

SCHLANGER: Nu har vi et spørgsmål fra Chris K., som bor i Panama, og som rapporterer om den overgang, der har været i gang i et stykke tid i Panama, fra at være en fysisk produktiv økonomi til en, der er baseret på finansielle tjenester, der udnytter dollaren. Han rapporterer, at skibstrafikken i kanalen er faldet, og at statens indtægter derfor er dalende. Og han spørger: “Hvordan vil lande som vores, Panama, overleve, når de er afhængige af finansielle tjenester relateret til dollaren? Hvordan kan de overleve? Hvad kan de gøre?”

ZEPP-LAROUCHE: Det er klart, at denne kamp ikke er afgjort, og at den bliver mere og mere voldsom, for man kan faktisk se, at bestræbelserne på at øge dollarens rolle igen, klart bliver fremmet, som det er tilfældet i Argentina.

Men på den anden side tror jeg, at dette år, 2024, bliver et år, hvor det nye økonomiske system for BRIKS-Plus, det Globale Flertal, de lande, der tilsammen repræsenterer langt over 80-85%, som forsøger at skabe et nyt økonomisk system – måske endda en ny reservevaluta – men sætter økonomisk samarbejde på dagsordenen til gavn for alle deltagere, det bliver den dominerende tendens. Jeg tror, at med Ruslands BRIKS-formandskab, som startede den 1. januar for BRIKS-10, og mere end 30 lande, som har ansøgt om medlemskab i den næste periode, så er jeg overbevist om, at det vil blive den dominerende dynamik.

De lande, der stadig bruger et finansielt system, som kun er godt for spekulanterne, i det mindste i øjeblikket, før der sker et større krak, og som kun søger at maksimere profitten for en relativt lille del af befolkningen, mens det fælles bedste for det store flertal negligeres, vil efter min mening ikke vare evigt. Det var min afdøde mand, Lyndon LaRouches, forudsigelse i 1971, da Nixon erstattede de faste valutakurser med flydende; Han påpegede dengang, at hvis man fortsatte ad den vej, ville det uundgåeligt føre til et kollaps af systemet, og selv hvis det tog et halvt århundrede, hvilket er lidt længere, end vi kunne forudse, fordi vi ikke helt bedømte centralbankernes enorme metoder til at manipulere markederne, til at bruge hele derivatsystemet, men derivatsystemet kan være sømmet på kisten, fordi man nu har 2 billioner dollars i udestående derivater, der ikke kan indfries. Og jeg tror, at hele det spil er ved at være slut.

Så i en vis forstand er der håb. Det er ikke en afgjort kamp, for jeg kan se, at små lande, der befinder sig i en geografisk position som Mexico, hvor mange sagde: “Vi har kun to problemer: det ene er historien, og det andet er geografien” – jeg tror ikke, at Panama er særlig langt væk fra et sådant dilemma. Men det faktum, at der nu er mange lande, der virkelig er beslutsomme, og som har stærke ledere – i BRIKS er der flere stærke ledere, og den sydafrikanske sag i Haag er blot endnu et bevis på en sådan ledelsesstyrke. Så jeg ville ikke opgive håbet og ville forsøge at holde ud.

SCHLANGER: Vi har et par spørgsmål mere, Helga. Du nævnte BlackRocks rolle. Vi har et spørgsmål fra en fast seer, som siger: “Du plejede at diskutere det militær-industrielle kompleks, eller MICIMATT, som Ray McGovern kalder det. Nu kalder du det det militær-finansielle kompleks. Afspejler det den rolle, som virksomheder som BlackRock, Vanguard og Silicon Valley spiller?”

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Jeg vil foreslå, at du går ind på vores hjemmeside, hvor vi har et faktaark. For før jul startede vi kampagnen “Gør sværd til plovjern”, fordi udgifterne til det militærindustrielle kompleks i Vesten, i USA, men også i stigende grad i Europa, er en så enorm ødelæggelse af fysisk velstand, at vi gik tilbage til dette gamle krav fra Esajas 2:4 om, at sværd skal gøres til plovjern. Der er mange, mange referencer i kirkens historie, hvor dette krav er blevet fremsat. Få dage senere kom paven med sit julebudskab, hvor han også krævede præcis det. I mellemtiden har mange flere religiøse ledere taget det op.

Så jeg tror, at ideen om, at man er nødt til at stoppe denne utrolige ødelæggelse af fysisk kapacitet og fysiske aktiver, som ville være så meget mere presserende for spørgsmål om det fælles bedste – infrastruktur, hospitaler, skoler, bare et enormt behov for at overvinde fattigdom, sult, at udvikle ferskvand; alle disse ting ville kræve præcis de kapaciteter, som nu bliver smidt væk i krig og ødelæggelse.

Så undersøgte vi, hvem der egentlig ejer disse militærindustrielle virksomheder, og det viser sig, at det ikke er de industrielle kræfter, men de finansielle kræfter på Wall Street, i City of London og andre finanscentre, fordi de dybest set administreres, og deres aktier og anparter sælges af de store finansielle investeringsselskaber. Så du kan virkelig se, at navnet burde ændres fra “militær-industrielt kompleks” til i det mindste “militær-industrielt-finansielt kompleks”, og så har du ejerskabet.

Hvad kan man gøre ved det? Vi arbejder på lovgivning; vi har skrevet et første udkast til USA, kaldet “The Swords into Plowshares Act of 2024.” Vi vil lægge linket under webcastet, og vi arbejder på lignende lovforslag for andre lande. Dette må få en ende, for hvis man ikke gør det, og man bliver ved med at militarisere økonomierne, som det vanvittige EU nu foreslår, hvis man siger, at vi skal forberede os på krig med Rusland, hvilket er, hvad de åbent siger nu i Sverige, i Finland; eller i Tyskland, hvor forsvarsminister Pistorius siger, at vi skal gøre Tyskland “krigsparat” – hvem ønsker at blive “krigsparat”? Vi ønsker ikke at ende i en situation, hvor vi får Tredje Verdenskrig, for det ville være en krig, som ingen ville overleve!

Så enhver, der siger, at vi bør blive krigsparate, bør hellere gå til sin læge og få en henvisning til en anden læge (jeg vil ikke uddybe det, du ved, hvad jeg mener).

Men det her er vanvittigt. Vi burde absolut have en mobilisering af befolkningen for at omdanne militærindustrien til fredelig produktion, og så kunne vi finde løsninger på alting.

SCHLANGER: Og mens du svarede på det spørgsmål, var der nogen, der skrev: “Hvordan kan vi få Kongressen til at indføre ‘Swords into Plowshares Act’?” Vi lægger det op i beskrivelsesdelen af webcastet. Og folk bør tage det ud og organisere sig med det. Læs det, studer det, få detaljerne om, hvad Helga lige diskuterede, med hensyn til hvem der styrer det militær-finansielle kompleks, og giv det til dit kongresmedlem. Og vær modig! Hold dig ikke tilbage.

Helga, vi har et par spørgsmål mere – et fra Stockholm, Sverige: “Selv hvis Sydafrika får retssagen mod Israel videre, hvilke officielle myndigheder har Den Internationale Domstol så? De har ikke en politistyrke, vel?”

ZEPP-LAROUCHE: Nej, men Den Internationale Domstol kunne foretage efterforskningen og så give hele pakken til Den Internationale Straffedomstol, som har en meget større jurisdiktion. Og jeg tror, at hvis en sådan sag bliver undersøgt, og den sydafrikanske regering allerede har leveret en 84-siders dokumentation, som er meget detaljeret og meget grundig, så er der allerede gjort et stort stykke arbejde. Hvis det blev undersøgt yderligere, og det blev et emne for offentlig diskussion blandt regeringerne i FN, i FN’s Sikkerhedsråd, i FN’s Generalforsamling og andre lignende fora, ville det ændre dynamikken.

For hele dette verdenssystem har kun fungeret, fordi der har været en enorm manipulation af den offentlige mening. Man havde ikke sandheden, men man havde de fortællinger, der blev promoveret – som for eksempel fortællingen om Gaza, der ændrede sig! I meget lang tid, flere måneder, var fortællingen, at det var alt Hamas ‘ angreb på Israel, der forårsagede alle disse problemer, og de udeladte fuldstændigt det faktum, at der var en overproportionel reaktion fra IDF, at den israelske hærs militære magt er så langt overlegen, at de afspærrede hele området og afskærmede folk fra mad, medicin-alt dette i lang tid blev ikke rapporteret, og det brød virkelig kun, måske for to uger siden, at nyheden blev så overvældende, så selv medierne, som i begyndelsen helt havde udeladt IDF ‘ s overreaktion, som klart derefter afslørede, at målet ikke kun var at straffe Hamas for dets angreb 7 oktober, men forskellige israelske ministre i mellemtiden kom ud og sagde åbent, at de ønskede at affolke alle palæstinensere, at de ønskede at overføre dem til Sinai, eller til Jordan, dybest set indrømmede de etnisk udrensning. Kun langsomt, langsomt ændrede fortællingen sig, og sandheden kom ud.

Så fordelen ved at have en sådan sag ved Den Internationale Domstol er, at sandheden og retfærdigheden igen får en chance for at blive synlig og hørt. Og det er, tror jeg, den absolutte forudsætning for enhver afhjælpning af situationen.

SCHLANGER: Vi har et par kommentarer. Louisa skriver: “Verden er mørk, og I oplyser den. Tak for det, som I gør.” Og en anden skrev ind og sagde: “Jeg vil hurtigst muligt komme efter mit kongresmedlem med denne lov.” Så var der en ved navn “Violin Hunter 2”, der sagde, at “Tyskland skal holde op med at støtte Ukraine.” Det tror jeg, du er enig i.

Har du noget at tilføje for at afslutte diskussionen i dag?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes virkelig, at folk skal blive aktive. Dette er et øjeblik, hvor det ikke er tilgiveligt at være passiv, sidde på sofaen eller sidde et hvilket som helst sted og ikke bevæge sig. For der er perioder, hvor der i lang tid ikke sker noget, og folk har en vis grund til at sige, “åh, man kan alligevel ikke gøre noget,” hvilket er en sætning, jeg ville forbyde med straffen for fangehul for længe siden. Jeg sagde, at hvis nogen siger det, skal de 10 år i fangekælderen, fordi det demoraliserer andre mennesker.

Spøg til side, jeg tror, at lige nu er det øjeblik, hvor man har – jeg vil ikke sige, at det er som i 1989, men det kan blive det. Husk på, at i 1989, da millioner gik på gaden i Østtyskland, faldt muren, og der var i en kort periode en chance for det, vi kalder “menneskehedens stjernestund”. Vi ved nu, og vi har endda udgivet en bog om det, at den chance i ’89 gik tabt af mange årsager: En af grundene var geopolitik, at den tyske genforening med mulighed for en fredsorden, der inkluderede Rusland, tydeligvis ikke var i USA’s, Bushs, Margaret Thatchers og Mitterrands planer i Frankrig. Så der blev helt sikkert manipuleret for at kvæle det potentiale.

Hvis man nu spørger folk fra Østtyskland, hvad de tænker om 1989, har de naturligvis et ret bittert syn på det. De mener, at de blev overtaget af vestlige imperialistiske kræfter, at hele deres livsværk blev annulleret, så der er meget bitterhed i Østtyskland, og jeg tror, at det er en del af grunden til, at de aldrig troede på fortællingen om årsagen til krigen i Ukraine, fordi deres egen oplevelse var meget anderledes.

Men jeg tror, vi kan tage ved lære og sige, at hvis et system er på vej ned, som det beskrives i Uafhængighedserklæringen – jeg har ikke de præcise ord nu, men I kender det alle – at man kan udholde en forkert regering i meget lang tid, men at der så kommer et tidspunkt, hvor man er nødt til at ændre den, så er det det samme emne som i Wilhelm Tell, skuespillet af Friedrich Schiller, der har de smukke formuleringer, præcis som i Uafhængighedserklæringen, at der er umistelige rettigheder, der hænger ned fra himlen. Og nogle gange er man nødt til at række ud og bringe disse stjerners kræfter ned på jorden. Jeg ændrer det en lille smule, men grundlæggende er ideen, at disse umistelige rettigheder er der, de er en del af skabelsen, en del af universet, og de fungerer.

Og forhåbentlig, i betragtning af at vi nu har denne utrolige forandring med de tidligere kolonilande, der rejser sig, ønsker de ikke at være i denne position længere, og de tager skridt til at udvikle sig selv. Hvis det eneste, vi skal gøre, er, at folk i Vesten, i USA, i de europæiske lande på en eller anden måde danner institutioner, der siger, at vi er nødt til at samarbejde med det globale syd og skabe et nyt samarbejdsparadigme på hele planeten: Og alle problemer kan løses, hvis vi går den vej.

Så der er masser af grund til at være optimistisk. Men det kræver, at en masse mennesker bliver aktive. Så meld dig ind i Schiller Instituttet, bliv aktiv sammen med os: Vi har masser at lave.

SCHLANGER: Helga, tak igen for at være med i denne uge, og vi ses igen i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, tak, Harley!

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 3. januar 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. Jeg er jeres vært, Harley Schlanger, og i dag er det onsdag den 3. januar 2024. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, kan du sende dem til questions@schillerinstitute.org.

Lad mig begynde med at ønske dig, Helga, og alle vores seere et godt nytår. Du har for nylig udsendt nogle erklæringer, hvor du tilkendegiver, at du mener, at vi har potentialet til at gøre dette år til afslutningen på seks århundreder med kolonialisme og skabe en ny, retfærdig udviklingsarkitektur. Det er tydeligvis hensigten med de handlinger, som lederne af det Globale Syd, BRIKS og så videre foretager, men det er også tydeligt, at de globale finansoligarker er indstillet på krig og enhver form for forstyrrelse, der er nødvendig for at stoppe denne proces. Det ser vi i Ukraine, i Gaza og andre steder.

Der er flere, der har skrevet til mig for nylig om, hvordan din optimisme i lyset af disse rædsler har været en inspiration for mange, så lad mig starte med et spørgsmål om det, for flere har bedt om, at jeg spørger dig: Hvordan bevarer du optimismen, når du ved, at verden ser ud til at være på vej mod undergang?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest vil jeg også ønske jer alle et godt nytår, og jeg synes, der er grund til optimisme: For jeg tror, det har meget at gøre med den prognose, som min afdøde mand, Lyndon LaRouche, kom med i august 1971, da Nixon fjernede dollaren fra guldreservestandarden og erstattede de faste valutakurser med de flydende, hvor han forudsagde, at hvis Vesten fortsatte på den kurs, ville det føre til et nyt systemkollaps, en ny depression, en ny fascisme, en ny krigsfare – eller også ville der komme et helt andet økonomisk system. Det var i 1971, så nu har vi 2024: Det er 53 år siden. Og i en vis forstand har hele mit politiske liv i denne bevægelse været styret af ikke bare denne ene prognose, men mange andre af min afdøde mands analyser, og hvad organisationen har bidraget med i alle disse årtier. Og i en vis forstand, når man har de videnskabelige grunde til, at et bestemt system ikke fungerer, og hvorfor man er nødt til at erstatte det med et andet system, som er baseret på helt andre principper, nemlig principperne for fysisk økonomi, og ikke på profitmaksimering for nogle få, så ser man i en vis forstand ikke på hver enkelt begivenhed hver dag og siger, at dette er virkeligheden, men man ser på historiens længere bue. Set fra det synspunkt må jeg sige, at ikke alene har min afdøde mands analyse vist sig at være helt rigtig, men hans ideer og vores ideer om, hvad der skal erstatte den, bliver også mere og mere indflydelsesrige.

Det er desværre ikke blevet opfanget af Vesten, fordi USA klart afviste Lyndon LaRouches synspunkter og endda retsforfulgte ham på måder, som Ramsey Clark kaldte uden fortilfælde og eksempel, og naturligvis har Vesteuropa, der er fuldstændig under kontrol af hovedsageligt Anglosfæren, heller ikke opfanget hans forslag. Men det, man kan se lige nu, og det var også den russiske økonom Sergei Glazyevs synspunkt, er, at hvis man ser på de lande i det Globale Syd, der blomstrer og klarer sig godt, så finder man indflydelsen fra LaRouches ideer meget, meget stærkt i Kinas politik, Indiens politik og politikken i andre lande i det Globale Syd. Eftersom 2023 var et år, hvor mange ting gik forfærdeligt galt, og 2024 ser ud til at blive et år, hvor mange lande stadig er i krig, som Ukraine og Gaza, og der er mange konflikter rundt omkring i verden, så verden bliver ikke pludselig et paradis, men man kan tydeligt se, at stemmen og den politiske indflydelse fra det Globale Syd er ved at blive meget stærkere. Det understreges blandt andet af, at Rusland overtog formandskabet for BRIKS-Plus for to dage siden, den 1. januar, og jeg tror, der er artikler selv i de vestlige medier, hvor de hader at indrømme det, men de kan ikke komme uden om det, der siger, at alle Vestens beregninger for at besejre Rusland – eller som den tyske udenrigsminister Baerbock altid sagde, “ruinere Rusland” – er slået fuldstændig fejl! Fordi de var baseret på ideologisk ønsketænkning, men ikke på realiteterne i situationen. Så jeg mener, at Rusland har udviklet sig til en stærk stat. Det har masser af venner i det Globale Syd, og BRIKS-processen er meget lovende og giver håb om, som du sagde, at 600 års kolonialisme virkelig er ved at være forbi, og at de vil blive erstattet af et system, der respekterer suveræniteten hos alle medlemmerne af dette nye flertal, og som har en politik om ikke-indblanding i de interne anliggender; respekterer de forskellige sociale systemer, men især fortsætter med ideen om, at verdenspolitik ikke er et nulsumsspil; men at man kan arbejde i den andens interesse og omvendt, og at det betyder, at det fælles bedste for alle skrider frem.

Så jeg tror, vi befinder os i en meget, meget vigtig historisk forandring, og jeg finder det meget vigtigt, at borgerne i Nord, eller Vesten, USA, Europa, ikke ser på den Globale Majoritet som noget, der skal frygtes eller inddæmmes, eller som en ny fjende, for det er de ikke! Jeg tror, at hvis vores politiske liv var en smule mere rationelt og sundt, ville alle være fuldstændig ovenud lykkelige over, at de lande, der repræsenterer det store flertal af den menneskelige art, nu endelig er på vej til at blive mellemindkomstlande; at ekstrem fattigdom vil blive udryddet; og at folk i den Globale Majoritet har håb om at få et tilfredsstillende liv, som tidligere kun folk i USA og Europa havde, da de stadig fulgte fornuftige principper, vel at mærke.

Så objektivt set er der faktisk grund til optimisme. Naturligvis skal vi ikke være blinde for faren ved krig, men jeg er ikke så overbevist om, at den neoliberale ordens strateger er så kloge, for hvis man ser på deres succesrate – hmm – så var den ikke så stor: Afghanistan, en total fiasko; Ukraine ser nu ikke anderledes ud end Afghanistan, og det stakkels ukrainske folk erkender langsomt, at de måske er blevet brugt som brikker i et meget større strategisk spil mod Rusland og underforstået mod Kina.

Jeg tror heller ikke, at befolkningerne i landene i det Globale Nord er identiske med deres regeringer. Hvis man for eksempel ser på meningsmålingerne, hvor stor opbakning G7-regeringerne har, så tror jeg, at den såkaldte “gadelys”-koalition [med henvisning til SPD, FDP og De Grønne] i Tyskland er helt nede i meningsmålingerne: I Sachsen for eksempel, hvor der er valg i år, ligger FDP på 1% – de er stadig en del af koalitionsregeringen, men de ligger i den delstat på kun 1%. Socialdemokratiet ligger på 3% – det betyder, at de ikke engang ville komme ind i parlamentet mere!

Borgerne i landene i det globale Nord leder virkelig efter et alternativ, og jeg tror, at når først de meget klart erkender, hvad der er hensigten med landene i det Globale Syd, at det ikke er imod dem, og ikke imod Nord, men imod visse levn fra kolonialismen, som blev udført af disse institutioner, så tror jeg, at vejen kan gøres klar for et samarbejde mellem folkene i det Globale Nord og dem i det Globale Syd.

Så alt taget i betragtning mener jeg, at der absolut er håb om, at vi vil få en bedre fremtid.

SCHLANGER: Ikke overraskende handler en række af de spørgsmål, vi får, om, hvordan man organiserer folk, så de kan forstå det her. Så igen, du kan sende spørgsmål til questions@schillerinstitute.org.

Her er et spørgsmål fra Thomas, en af vores faste korrespondenter. Han sagde: “Flertallet i Vesten er enige med dig i, at de er fortvivlede over de uretfærdigheder, som Vesten begår, men de er bange for at miste deres job, hvis de siger noget. Hvordan skal vi gribe det an?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, man er nødt til at være en lille smule opmærksom; ikke være skødesløs. Jeg tror, at det problem, vi tager fat på, er reelt: Vi har oplevet det mange gange. Men jeg tror, at de sociale medier er meget nyttige, der er mange grupper, man kan melde sig ind i. Bliv aktiv, og lige nu kan jeg for eksempel kun tale om Tyskland, men den 8. januar vil der være massive demonstrationer i mange byer og på føderalt niveau, hvor landmænd, lastbilchauffører, lokomotivførere og mange andre fra transportsektoren planlægger en massiv protest mod regeringens nuværende nedskæringer i alle disse sektorer. Så jeg vil foreslå, at hvis du er i Tyskland, så deltag i det; hvis du er andre steder, så prøv at komme i kontakt med folk, der er bekymrede for, at regeringens politik bliver sat på en bedre kurs. Og nogle gange er folk bange for de forkerte ting: Det, du virkelig skal være bange for, er, at hvis det ikke lykkes dig at ændre politikken; og Harley, du nævnte tidligere, at der er en krigslyst: Der er Macron og hans nytårstale – og han er ikke engang den værste af dem – han sagde, at der skal ske en militarisering af Europa, at Europa skal have en militærpolitik og et militærbudget, og naturligvis er de alle sammen enige om, at de er bange for, at Trump kan blive præsident igen i 2024, og at Europa under de omstændigheder skal befæstes og tage sig af sit eget forsvar. Det er stadig det gamle aksiom!

For hvis vi siger, at vi går sammen med Rusland, Kina og den Globale Majoritet i opbygningen af dette nye økonomiske system, så har du ikke en fjende: Det er simpelthen en helt forkert idé! Og i mange andre lande, i Sverige, siger folk, at der vil være krig med Rusland på svensk territorium om et par år! I Finland siger de endda, at det vil være om to år! Vores forsvarsminister Pistorius siger, at Tyskland skal blive “krigsparat”! Jeg mener, det er virkelig meget slemt! Jeg mener, at denne form for forsøg på at militarisere vores økonomier er meget farlig, og vi bør modsætte os den. Det er det, du skal være bange for. Så jeg tror, det er bedre at løbe en vis risiko ved at blive politisk aktiv, end at sidde der og ikke gøre noget; og så ende i en situation, der virkelig kunne være en komplet katastrofe.

Så jeg kan kun sige, som Schiller sagde i De æstetiske breve, at da gudinden Athene kom til Jorden, var hun fuldt bevæbnet med visdom, og hun sagde: “Vov at være vis,” og handl så på det grundlag. Takket være det mod kan man flytte meget.

SCHLANGER: Vi har fået tilsendt et digt, som jeg vil videresende til jer, skrevet af den afdøde pave Johannes Paul II, om hvad man kan gøre, hvis man arbejder for krigsmaskinen og ikke nødvendigvis føler sig ansvarlig for krigene, men indser, at de er det. Det blev sendt til os af en pensioneret præst, Bob Cushing, som er en af lederne i sammenslutningen af amerikanske katolske præster. Og her er, hvad han skriver om det:

“Det er tydeligvis ikke nok at fortsætte med at støtte den nuværende tavshedspropaganda, som gør det muligt for folkemordet i Gaza at fortsætte. Folk er nødt til at blive rystet i deres grundvold og vågne op! At se nyhederne hjælper ikke meget, men gør det snarere muligt for folk at finde sig i det.

“Hvad kan vi gøre for at vække hinanden i deres internationale samvittighed, for at tage fat på det nuværende øjeblik?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kommer til at tænke på to ting med det samme. For det første var der en utrolig prædiken af en protestantisk evangelisk præst fra Betlehem. Hans navn er pastor Munther Isaac. Og hele den gudstjeneste er optaget på video, og jeg vil foreslå, at vi lægger linket til denne video under webcastet, og at alle I, der ser dette webcast, virkelig spreder denne video vidt og bredt. For den er helt ærlig, den er hjerteskærende, og hvem bliver ikke rørt af det, som disse mennesker, denne præst og andre, der også taler, siger. Han beskylder verden for at være tavs, han beskylder kirkerne for at være tavse over for det, der sker i Gaza.

Så jeg vil foreslå, at man organiserer sig med denne video, og det er bestemt noget, alle kan gøre. Og den anden ting er, at den 10. og 12. januar, dvs. i slutningen af næste uge, vil Den Internationale Domstol begynde at reagere på den sydafrikanske regerings sagsanlæg mod Israels regering for at begå folkemord i Gaza. Og da både Sydafrika og Israel har underskrevet konventionen om folkedrab, vil den blive behandlet, og en talsmand for den israelske regering har allerede sagt, at de vil svare på det – de vil naturligvis afvise det totalt og sige, at det er latterlige, absurde anklager, og de vil fortælle deres historie.

Men bortset fra det, i betragtning af at hele verden har holdt øje med, hvad der foregår i Gaza, tror jeg ikke, det kan undertrykkes, og jeg mener, det vil være en meget nyttig flanke for flere mennesker i Vesten i særdeleshed, hvor medierne har været ekstremt ensidige, til at finde ud af, hvad der faktisk foregår. Desuden synes jeg, det er ret interessant, at det er Sydafrika, som er medlem af BRIKS, der tager det moralske ansvar for at bringe denne sag for Den Internationale Domstol, og at det ikke kommer fra Vesten. Det viser, hvordan det moralske lederskab allerede har flyttet sig. Og jeg tror også, at det vil være meget nyttigt at sprede det, der kommer ud af den begivenhed i næste uge.

Så der er mange ting, man kan gøre. Du kan også slutte dig til International Peace Coalition, som vi forsøger at opbygge til en international fredsbevægelse, der forsøger at overvinde adskillelsen mellem de mange grupper, der alle kæmper individuelt, men de er ikke forenede. Jeg tror, at der lige nu er mulighed for virkelig at lægge løsningerne på bordet: Jeg har allerede nævnt den sociale gæring, fordi vi cirkulerer og arbejder på det i mange lande, en lov, lovgivning til at omstille det militær-industrielle kompleks til civil produktion for økonomisk produktion til det fælles bedste. Så du kan slutte dig til den kampagne, få denne lovgivning ud til kongresmedlemmer, parlamentarikere og andre folkevalgte og hjælpe os med at opbygge presset: For USA alene har allerede brugt 17 billioner dollars på militærudgifter i de 15 år i det nye årtusinde, og du kan være sikker på, at alt dette set fra et realøkonomisk synspunkt er et komplet spild. Fordi det ødelægger aktiver, som kunne bruges til infrastruktur, skoler, hospitaler og alle mulige andre ting, og det bruges bare til destruktive formål. Så en omlægning af det, eller en meget stor del af det, vil jeg sige – du ved, du har måske brug for et vist minimum for at opretholde nogle defensive foranstaltninger, som hvert land bør have i denne nuværende periode – men jeg vil sige, at 90% af det er fuldstændig overflødigt og kun rettet mod profitskabelse, og det bør omlægges. Så vær med i den indsats: Det ville også være meget vigtigt.

SCHLANGER: Jeg bør nævne, at vi modtog en kommentar fra en nigeriansk-amerikansk kontakt; du nævnte landbrugsdemonstrationerne i den kommende uge i Tyskland. Han sagde, at de i Nigeria holder meget nøje øje med de tyske landbrugsprotester, og jeg tror, det er noget, der er ved at brede sig til hele Europa.

Helga, her er et spørgsmål fra en amtskommissær i Minnesota, en af vores gamle venner, Bob Van Hee, som fortæller, hvad du tidligere har sagt om Lyns skrifter og arbejde gennem de mange, mange år. Han sagde, at “de fleste kongresmedlemmer og senatorer ser ud til at være hjernedøde,” men han sagde, “vi har al denne fantastiske information” fra de 35-40 år, han har været aktiv, “en enorm samling af alt dette, som vi udgiver, bør gøres tilgængelig for offentligheden. Er der nogen måde at få alle disse værdifulde oplysninger ud til borgerne overalt?”

ZEPP-LAROUCHE: Mener du Lyns skrifter? Er det spørgsmålet? Åh, ja! Jeg har meget gode nyheder: Først og fremmest har vi LaRouche Legacy Foundation. Vi har LaRouche-biblioteket, og du bør gå ind på hjemmesiden – der er en hjemmeside for det, og vi uploader flere og flere artikler og videoer, og det vokser meget pænt. Og vi er ved at udgive det andet bind af LaRouches skrifter. Den første var mere generelle skrifter om økonomi. Denne gang er det meget fokuseret på kultur, på musik, på poesi, på andre skrifter om kultur. Og jeg kan kun foreslå, at du hjælper os med at gøre dette bibliotek kendt, for det er en enorm ressource for professorer, studerende, folkevalgte og alle andre, der virkelig ønsker at finde løsninger. Du vil opdage, at Lyndon LaRouches værker er en utrolig skat, og vi bør også lægge linket under denne webcast.

SCHLANGER: OK, det vil vi gøre. Her er et spørgsmål fra en, der følger den amerikanske valgkamp meget nøje, og det faktum, at Kongressen nu er helt fast besluttet på ikke at give flere midler til Ukraine. Men han påpeger, at han har hørt, at der er et forsøg på at stjæle de 300 milliarder dollars, der er beslaglagt fra Rusland, dvs. russiske aktiver, og give dem til ukrainerne. Og han stiller spørgsmålet: “Kan de slippe af sted med det? Betyder det, at andre lande i Europa kan beordre deres banker til at give de russiske penge til Ukraine?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er bange for, at det kan ske, eftersom de nuværende regeringer i Europa for det meste er ret ryggesløse. Hvis man for eksempel ser på, hvordan den tyske regering reagerede på sabotagen af Nord Stream-gasledningen fra Rusland til Tyskland, som er i gang med at ødelægge den tyske økonomi i dette øjeblik, kan man sige, og ingen reaktion fra kansler Scholz. Jeg mener, det er virkelig ynkeligt, hvis du spørger mig! Så jeg forventer ikke meget modstand på det punkt. Jeg håber, jeg tager fejl, men det er min opfattelse.

Men jeg læste tidligere i dag en udtalelse fra en russisk topanalytiker, som sagde, at russerne absolut har været i stand til at kompensere fuldt ud for disse 300 milliarder dollars, simpelthen ved at øge eksporten af olieindtægter. Så de har fuldt ud været i stand til at kompensere for det, fordi ideen om sanktioner er slået helt fejl. Rusland har simpelthen reorienteret sig mod Asien, mod øst og syd, og de klarer sig økonomisk meget bedre med hensyn til vækstrater end hele Vesten tilsammen! Så den politik er endnu et eksempel på en boomerang og tilbageslag og fejlberegning fra Vestens side. Men jeg tror også, at den er ekstremt kontraproduktiv for alle, der ønsker at forfølge amerikanske interesser.

Det har udløst en optrapning af af-dollariseringen, fordi alle landene i det Globale Syd, når de ser på det, udbryder: “Åh, 300 milliarder dollars fra Rusland er blevet konfiskeret; 9 milliarder dollars fra Afghanistan er blevet konfiskeret. Måske er amerikanske banker og europæiske banker ikke så sikre – måske skulle jeg ikke have mine penge i dollars.” Så den enorme proces med af-dollarisering er blevet fremskyndet, en masse handel i de lokale valutaer har erstattet handel i dollars; og jeg ville ikke blive overrasket, hvis forslaget om ikke bare at handle i andre valutaer end dollaren, men også rent faktisk at bevæge sig hen imod en ny, international reservevaluta kunne blive til virkelighed, eller i det mindste gøre enorme fremskridt i løbet af dette år. Så jeg synes igen, at dette var en meget dum politik, for hvis USA og Vesten holder op med at respektere international lov, og denne konfiskation er et eksempel på det, skal de ikke blive overraskede, hvis folk drager deres konklusioner og siger, at dette er for farligt at beskæftige sig med.

Så jeg kan kun sige, at de vestlige institutioner virkelig bør tænke over, at det måske er klogere at justere nogle politikker i den retning, vi taler om her, i stedet for at fortsætte på konfrontationskursen.

SCHLANGER: Et lignende spørgsmål kommer fra New Zealand, hvor nogen skriver: “Jeg har hørt om det ukrainske angreb på Rusland i de seneste dage, og også det israelske mord på en Hamas-leder i Beirut. Jeg er meget bekymret for, at det vil føre til en optrapning. Hvad skete der med ideen om international lov?” Og i den forbindelse er det også værd at bemærke, at vi har foreløbige rapporter om et angreb på en march på en kirkegård i Iran i dag, med et stort antal tilskadekomne. Så har du nogen kommentarer til det, Helga? Ser det sådan ud? Det afspejler den totale desperation hos etablissementet i Vesten.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det gør det. I tilfældet med krigen i Ukraine er det nu ikke længere noget, der skal debatteres, men det er en fastslået kendsgerning, at den berømte ukrainske modoffensiv slog fuldstændig fejl; at ideen, som hovedsageligt også kommer fra den britiske regering, om at krigen i Ukraine skal fortsætte i mindst et år mere – med hvem? Jeg mener, der er rygter, og det er meget svært at verificere og bekræfte alle disse nyheder, fordi de kommer fra et krigsområde, og der ikke er nogen uafhængig bekræftelse; men der er rygter om, at der endda var et bankkrak i Ukraine, da nyheden cirkulerede om, at der ville blive indkaldt endnu 500.000 mennesker som en reserve. Nu har de allerede bragt alderen op til den øvre grænse for pensionsalderen. Der er folk, der ikke længere er i stand til at kæmpe. Jeg mener, det er helt væk, og jo hurtigere man bevæger sig mod en diplomatisk løsning, tror jeg, at det faktum, at Boris Johnson saboterede potentialet for det i marts-april 2022, måske også er tilfældet for Den Internationale Domstol: For hvis man forhindrer en fredelig afslutning på en krig, bør det også være en krigsforbrydelse.

Jeg tror, at faren er, hvad general Harald Kujat (pensioneret) allerede har sagt i en artikel, som han udgav sammen med tre andre personer – Horst Teltschik, Hajo Funke og Peter Brandt – at NATO står foran beslutningen om enten at gå efter en diplomatisk løsning med det samme, eller at faren er for en eskalering. Lige nu skal man bestemt ikke frygte en optrapning fra Ruslands side, for de klarer sig ganske godt under de forfærdelige omstændigheder, som en krig er, men der er en fare for en optrapning. Så det er noget, man skal være helt klar over, og det samme gælder naturligvis for Sydvestasien, hvor mordet på Hamas-lederen i Libanon. Jeg tror, Nasrallah vil holde en tale i dag, måske mens vi taler sammen nu. Det forventes, at han ikke vil gå ind for en udvidelse af krigen, men angrebet i Iran er – jeg kender ingen detaljer om, hvem der er den potentielle skyldige – men der er et klart forsøg på at udvide krigen, at udvide den til Hizbollah, til Libanon, til Iran; men situationen i selve Israel er også meget i forandring, fordi højesteret har afgjort, at Netanyahus beslutning om at nedlægge højesteret ikke accepteres. Og jeg tror, det giver en masse opbakning til de mange mennesker, der demonstrerede mod Netanyahu i måneden før Hamas-angrebet den 7. oktober, mennesker, der havde protesteret mod Netanyahus retsreform – så man kan kun håbe, at oppositionen indefra Israel, jeg tror, Netanyahu har omkring 15% støtte tilbage, hvilket ikke ligefrem er meget.

SCHLANGER: Det sidste spørgsmål, jeg fik, handlede netop om dette emne og om den israelske højesterets afgørelse, der kan udløse en ny optrapning mod Netanyahu. Spørgsmålet, de stiller, er: “Kunne Netanyahus modstandere i Israel ikke bringe hans regering til fald? Og hvis det er tilfældet, er det så muligt, at den tendens, der lå bag Rabin og ideen om at søge en omfattende fredsløsning med palæstinenserne, er det noget, der er afsluttet med denne krig, eller er det noget, der kunne dukke op igen?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, man kunne håbe, at det ville dukke op igen. Situationen i Gaza og den nu åbne indrømmelse af, at målet med det hele var etnisk udrensning, at fjerne alle palæstinensere fra Gaza, fra Vestbredden, tvinge dem til andre lande, til Egypten, til Jordan – hvilket disse lande nægter – det er blevet så absolut kendt for verden nu, at jeg mener, at en meget grundlæggende ændring af hele politikken i Sydvestasien er påkrævet. Det er derfor, vi har presset så meget på med ideen om Oasis-planen, som var en økonomisk udviklingsplan, der blev foreslået af min afdøde mand i 1975, og som stadig er absolut gyldig: At man er nødt til at have en helt anden tilgang. At der skal være en tostatsløsning. Personligt mener jeg ikke, at man uden en tostatsløsning kan rette op på de forfærdelige ruiner og ar, som alt dette har forårsaget; men man er nødt til at ændre miljøet, man er nødt til at skabe økonomisk fremgang for alle.

Regionen er hovedsageligt ørken, og der er mangel på vand. Hvis man havde den slags forslag om at bygge kanaler mellem Middelhavet og Det Røde Hav og Det Døde Hav, kunne man bruge disse kanaler til massiv afsaltning af vand, have landbrug, skovrejsning, bygge infrastruktur, bygge nye byer og gøre hele regionen til det, den historisk var, nemlig knudepunktet for den gamle Silkevej og nu med Den Nye Silkevej og Bælte & Vej Initiativet, og det faktum, at Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Iran trods alt for to dage siden er blevet fuldgyldige medlemmer af BRIKS-Plus. Og derfor er potentialet for, at BRI udvides til hele Sydvestasien, et meget realistisk perspektiv; og man kunne inddrage Tyrkiet i dette, som ønsker at være en del af Den Nye Silkevej. Man kunne begynde at genopbygge Syrien, Yemen, Irak og Afghanistan. Hvis man havde en udviklingsplan for hele området, praktisk talt fra Indien til Middelhavet, fra Kina til spidsen af Yemen, med andre ord hele Sydvestasien som en integreret del af den økonomiske udvikling i Bælte & Vej Initiativet, kunne man indgyde håb i alle de forskellige befolkninger.

Jeg tror, at det fælles udviklingsperspektiv er den eneste måde, hvorpå man kan håbe på fred i fremtiden, og det er derfor, vi bør fremme denne Oasis-plan som en del af et generelt fredsinitiativ i Mellemøsten for at løse denne konflikt for altid.

SCHLANGER: Helga, jeg har en sidste bemærkning fra Diana, som er en af vores trofaste fans fra Canada: Hun ønsker dig et godt nytår, og hun sagde: “Hvis Storbritannien og USA ønsker, at krigen i Ukraine skal vare et år mere,” er hendes synspunkt, at de bliver nødt til at sende deres egne soldater, fordi Ukraine allerede har mistet så mange. Og hun sagde: “Til hvad?” Hun er enig med dig: Dette kunne have været afgjort på et tidligt tidspunkt.

Med det, Helga, har vi dækket en masse i dag. Folk kan gå ind på vores hjemmeside. Der er Helgas julebudskab. Vi vil udgive mere om omlægningen af det militær-industrielle-finansielle kompleks. Og hold øje med, hvad der foregår i dit lokalsamfund! Der er demonstrationer, der er folk, der bevæger sig for at bringe sandheden frem i lyset.

Og Helga, endnu en gang tak, fordi du var med i dag, og vi ses igen i næste uge!

ZEPP-LAROUCHE: Ja, og meld dig ind i Schiller Instituttet! Det er den bedste måde at blive politisk aktiv på.

Ikke korrekturlæst

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. Jeg er Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært i denne uge. Du kan sende spørgsmål og kommentarer til questions@schillerinstitute.com.

På trods af betydelig diplomatisk aktivitet var der ingen våbenstilstand i juleperioden, ingen våbenhvile, intet pusterum fra det igangværende bombardement af det palæstinensiske folk i Gaza. Du, Helga, udsendte en erklæring, “Gør sværd til plovjern”, som er lagt ud på Schiller Instituttets hjemmeside, og i løbet af juleweekenden kom der opfordringer fra en række religiøse ledere, inklusive pave Frans, som krævede våbenhvile og en fredelig løsning. Lad mig starte med at spørge dig, hvad er betydningen af disse opfordringer, og hvad skal der nu til for at bringe en ende på denne igangværende konflikt?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Vigtigheden er en generel udbredt bevidsthed om, at medmindre vi gør noget ved det militærindustrielle kompleks’ voksende magt, selv hvis vi stopper krigen i Gaza eller krigen i Ukraine, så vil de finde en anden krig, som de har fundet mange krige før – Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen og omkring 55 krige rundt om på kloden, hvor det militærindustrielle kompleks er involveret i at tjene masser af penge ved at sælge masser af våben; og selvom jeg ikke reducerer hele den økonomiske teori om det finansielle system og det neoliberale system til ideen om det militær-industrielle kompleks, mener jeg alligevel, at det er korrekt at hævde, at det er den neoliberale models sidste fase i at skabe penge og profitmaksimering. Jeg havde engang en meget kær ven i Indien, J.C. Kapur, som plejede at kalde dette for “pansret forbrugerisme”. Og hvis du husker det, tror jeg, det var Bush Sr., der i forbindelse med en af Irak-krigene, jeg tror, det var den anden Irak-krig, sagde, at USA var nødt til at gøre dette for at beskytte (citat) “den amerikanske livsstil”, hvilket betyder, at USA tilhører det, de i Rusland kalder “den gyldne milliard”. Og at den fortsatte fattigdom for mange milliarder mennesker i verden bliver opretholdt ved simpelthen at have et system, hvor kun nogle nationer tidligere fik lov til at forarbejde råmaterialer, at have merværdiproduktion, og at der på den måde blev opretholdt et system, som holdt kolonialismen i hævd i hundreder af år, og selv efter den såkaldte uafhængighed af de tidligere kolonistater fortsatte kolonialismen med at eksistere.

For at opretholde dette system, som kun tillader velfærd og profit for en relativt lille del af befolkningen, nemlig spekulanterne, dem, der enten er direkte involveret i det militærindustrielle kompleks eller i de relaterede finansielle selskaber, som driver disse militærfirmaer på Wall Street og i City of London, er det systemet, der genererer disse krige og øger drabene for profittens skyld. Så jo mere man ser på det, jo mere man tænker over det, er det meget tydeligt, at det gamle krav fra Bibelen, fra Esajas 2:4 om, at “de skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til beskærerkroge; folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere lære at føre krig”. Det er meget, meget relevant, for al denne militære produktion indebærer ren destruktion af fysisk velstand. Og selv præsident Eisenhower sagde i sin tale den 16. april 1953, “The Chance for Peace”, til American Society of Newspaper Editors, at hvert fly, der produceres, hver bombe, der produceres, tager noget væk fra folket i form af hospitaler, børnehaver og andre nyttige ting.

Så jeg tror, det er kommet til et punkt, hvor vi virkelig må kræve, at det militærindustrielle kompleks bliver omstillet, at disse firmaer, som til dels har ekstremt højteknologiske kapaciteter, kan producere noget nyttigt! Det eneste, man skal gøre, er at træffe den politiske beslutning om at gøre det, og så tage nogle designingeniører og fortælle dem: “Her er kapaciteterne, hvor lang tid tager det at omstille dem og producere, i stedet for F-35, F-15, F-16 bombefly eller missiler eller andet militært udstyr, hvad tager det at omstille disse industrier til at producere hurtige togsystemer, der kan køre 350 km/t, snart 600 km/t, som kineserne gør, eller andre nyttige ting, herunder virkelig højteknologi inden for det nukleare område? Med andre ord kunne man bruge al denne produktionskapacitet til at producere det, der er så påtrængende behov for i verden.

Det kræver dog en politisk mobilisering, for det vil ikke være en frivillig handling fra ejerne af det militærindustrielle kompleks at gøre dette, men i betragtning af at samfundet er ved at falde fra hinanden, tror jeg, at der vil være en voksende efterspørgsel. Og derfor skrev jeg mit julebudskab blot ved at tænke på det, og så blev jeg ekstremt opmuntret, da jeg lyttede til Angelus-bønnen, pavens “Urbi et Orbi”-budskab til jul, hvor han kom med præcis den samme pointe: Han sagde, at folk er nødt til at vide, hvem der tjener på disse militære produktioner, fordi det går ud over deres velfærd. Så han havde præcis den samme opfordring til at nævne navnene på det militærindustrielle kompleks og til at gøre sværd til plovjern. Så jeg blev meget opmuntret, og der er naturligvis mange kristne grupper, som Pax Christi i Amerika, der allerede i et stykke tid har fremført dette argument i stærke vendinger. Men jeg tror, at vi nu er ved at nå det punkt, hvor forbindelsen mellem den forfærdelige ødelæggelse, der foregår i Gaza, som det er utroligt at tænke på, at det skulle ske i vores tid, eller endda situationen i Ukraine, som også bliver mere og mere forfærdelig dag for dag, og det må høre op. Og vi er nødt til at lave en verdensomspændende mobilisering langs disse linjer, hvad jeg sagde i mit julebudskab, og hvad pave Frans tydeligvis helt uafhængigt også valgte at gøre til sit emne.

Så jeg vil bede jer om at tage disse tre, mit julebudskab; vores korte folder, hvor vi siger, hvem der styrer det militærindustrielle kompleks fra Wall Street, og hvad der skal gøres for at omstille det; og det lidt længere faktaark, så I kan tage disse tre stykker information og hjælpe med at sprede det så vidt som muligt, og slutte jer til vores mobilisering for at gennemføre denne form for forandring.

SCHLANGER: Denne erklæring er tilgængelig på hjemmesiden: Den hedder “Det militær-finansielle kompleks svulmer op på blodpenge fra krige”; og dit “Julebudskab fra Helga Zepp-LaRouche: Gør sværd til plovjern!” findes også på Schiller Instituttets hjemmeside.

Nu, hvor vi fortsætter med samme emne, har vi en note fra en seer i Ohio, som refererede til udtalelsen fra de israelske forsvarsstyrkers stabschef Herzi Halevi, som sagde, at krigen vil fortsætte i mange måneder, dette på trods af FN’s Sikkerhedsråds resolution, på trods af at USA fortæller israelerne, at de snart bør afslutte den. Han stillede spørgsmålet: “Har FN’s Sikkerhedsråd nogen magt til at håndhæve det?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, ikke som sådan. Vi har tidligere set, at USA gentagne gange nedlagde veto mod resolutioner om en våbenhvile, og medmindre der kommer et massivt politisk pres fra primært USA, men også fra resten af verden, tror jeg desværre ikke, at FN’s Sikkerhedsråd har sådanne beføjelser.

Men jeg tvivler på, at dette vil fortsætte i mange måneder, først og fremmest fordi situationen på stedet er så absolut alvorlig, at FN-organisationer som Verdenssundhedsorganisationen, Verdens Fødevare- og Landbrugsorganisation oplyser, at der er hundredtusinder af mennesker, hvis ikke 2 millioner, der er ramt af en akut hungersnød! Med andre ord er det mennesker, der ikke har noget at spise i morgen, i overmorgen, måske en lille smule på tredjedagen, og så ingenting igen, indtil de sulter. Sådan kan det ikke fortsætte i månedsvis: Enten sker der en ændring, eller også er der tale om en fuldstændig eliminering af alle palæstinensere, der bor i Gaza – det er det, vi ser på! Og det er ikke gået ubemærket hen i resten af verden. Tænk bare på alle de islamiske lande i verden, alle de arabiske lande, og ikke kun det, men hele det Globale Syd betragter det, og hvad ser de? De ser på den ene side, hvad IDF gør, men alle, der tænker en lille smule over det, indser, at intet af dette ville ske, medmindre USA ville give den økonomiske, militære og politiske støtte.

Og jeg tror, at det, der allerede er sket, er – jeg ved ikke, hvad det rigtige ord er – image, skade, det er de mildest mulige ting, jeg kan beskrive. Dette er en plet, som ikke vil forsvinde. Der er allerede mange artikler i mange dele af verden, som siger, at dette er et tegn på USA’s undergang. Hvis der ikke sker nogen forandring indefra i USA, kan det meget vel være det. Der er naturligvis så mange andre faktorer: Der er den umiddelbare fare for en udvidelse af krigen; Yemens angreb på skibe i Det Røde Hav; vindstød og træfninger mellem israelere og Hizbollah i nord; og så de amerikanske angreb i Irak, som den irakiske regering protesterede kraftigt imod. Så det hele er en krudttønde, og derfor er forslagene om fredelige forhandlinger for at bringe dette til en afslutning, som heldigvis også cirkulerer, ligesom Egypten har fremsat et forslag; Så er der et forslag, som kun blev offentliggjort af en afsides palæstinensisk hjemmeside, og som så blev samlet op af en israelsk hjemmeside, men det indeholder en hel række krav – en pause, en udveksling af fanger, og der, meget vigtigt, nævnes lederen af PFLP Ahmed Saadat og den palæstinensiske leder, som nu har siddet i fængsel i 20 år, Marwan Barghouti, som er anerkendt af hele det internationale samfund, men især af alle de palæstinensiske fraktioner, at han bør løslades i den næste fangeudveksling som den eneste person, der kan forene palæstinenserne og få en aftale, der fører til en fredelig løsning.

Så vi bør helt sikkert alle diskutere dette spørgsmål om Barghouti, behovet for at få ham løsladt, som et tegn, et symbol på håb om, at en diplomatisk løsning er mulig. Så jeg vil bede jer alle om at deltage i vores kampagne for at kræve ham løsladt, fordi han er en person, som helt sikkert er respekteret, og det ville være et tegn på, at der kan findes en løsning.

SCHLANGER: Vi havde et par stykker, der skrev ind og spurgte om Marwan Barghouti, og det har du lige svaret på. Men det er også bemærkelsesværdigt, at din mand allerede i 2004, da han første gang blev fængslet, sagde, at hans løsladelse ville være tvingende nødvendig for at have en fredspartner fra den palæstinensiske side. Og det er sandsynligvis derfor, han er blevet holdt i fængsel.

Du nævnte tidligere problemet med kolonialisme. Vi har et spørgsmål, der lige er kommet ind: “Mener du, at USA fungerer som en kolonialistisk supermagt?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, jeg tror, det er noget i den retning, for USA kontrollerer lige nu i høj grad NATO; de kontrollerer EU. Den Europæiske Union har mistet al suverænitet (hvis den nogensinde har haft nogen). Og naturligvis er det USA’s rolle, der bliver anerkendt som håndhæver af IMF, Verdensbanken og lignende ting.

Lad mig nu bare sige dette: Det er nu den 27. december, og det betyder, at der om fire eller fem dage, den 1. januar, vil ske en fuldstændig ændring i den strategiske situation. Det er den dag, hvor Rusland overtager formandskabet for BRIKS-Plus: Det bliver BRIKS-10, som omfatter Etiopien, Egypten, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Iran. Det betyder en stor forandring. Den russiske udenrigsminister Sergey Lavrov har udtalt, at det nye BRIKS ikke vil være en formel organisation med et sekretariat og et bureaukrati, men at det i lang tid vil være en sammenslutning, hvor hver nation kan bevare sin egen identitet, sin egen suverænitet, sin egen måde at gøre tingene på, sin egen vej til udvikling: Men de vil arbejde sammen om et nyt paradigme for udvikling af alle. Og på BRIKS-topmødet den 22.-24. august havde allerede 40 lande fra det Globale Syd udtrykt interesse for snart at blive medlem, og det er kun et spørgsmål om hastigheden og de nærmere regler for integrationen, men det er ved at ske.

Efter min mening er der et tektonisk skift i gang, og jeg tror, at folk i Vesten, som stadig er vant til eurocentrisk arrogance, hvilket inkluderer USA, som trods alt er en slags forlængelse af den europæiske civilisation, at dette eurocentriske syn er fuldstændig forældet. Det betyder ikke, at alle fortalerne har indset det, men resten af verden bevæger sig meget, meget hurtigt i en anden retning: De vil have en retfærdig økonomisk verdensorden, og for eksempel har den indiske udenrigsminister Subrahmanyam Jaishankar lige nu, siden mandag, besøgt Moskva, og han mødtes med mange mennesker fra mange samfundslag, herunder en fælles pressekonference med udenrigsminister Lavrov. De understregede den ekstreme betydning af de russisk-indiske relationer, og at det er en meget vigtig hjørnesten i det fremtidige nye paradigme. Dette på trods af, at de såkaldte vestlige demokratier har gjort en enorm indsats for at få Indien med i demokratiernes lejr. Men det har ikke fungeret: Indien er et uafhængigt land, som helt åbenlyst handler i traditionen fra den Alliancefri Bevægelse (NAM), og de har et dybt venskab med Rusland.

Mange, mange afrikanske lande siger også, at de har et dybt venskab med Rusland, som vil blive lige så dybt igen, som det var under Sovjetunionen, fordi disse lande indser, hvem der er deres venner, og hvem der giver noget i virkeligheden, og hvem der bare snakker og holder søndagsprædikener.

Så jeg tror, at det kommende år, selvom jeg ikke afviser faren – faktisk er farerne utrolige – ikke desto mindre er der al mulig grund til håb, for når flertallet af verdens befolkning bevæger sig på en samordnet måde, i en anden retning, og siger, at de ønsker at opbygge et retfærdigt nyt verdenssystem, der giver mulighed for udvikling for alle, tror jeg, at det er ustoppeligt. Det eneste, der kan stoppe det, er Tredje Verdenskrig, men den mulige anstifter af en sådan krig bør tænke sig om en ekstra gang, for de ville heller ikke overleve den – så det er måske ikke så god en idé.

Men jeg finder grund til optimisme, for jeg tror, at historien er ved at nå et punkt, hvor 500 eller endda 600 års kolonialisme er ved at være slut, og jeg tror ikke, at det kan gøres om.

SCHLANGER: Vi har også et spørgsmål om faren for verdenskrig fra en seer i Thailand, som skriver: “Jeg har hørt om Thukydid-fælden som den potentielle årsag til krig mellem USA og Kina. Jeg har hørt det fra mange eksperter, herunder Chas Freeman. Hvad er Thukydid-fælden, og gør den en krig mellem USA og Kina uundgåelig?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, ikke nødvendigvis. Thukydidfælden er opkaldt efter den græske historiker Thukydid, som for første gang udviklede ideen om, at når en ny magt er på vej frem, så ser den magt, der bliver overgået, det som sin vitale interesse at føre krig mod denne opstigende magt. Og han diskuterede dette i forbindelse med den peloponnesiske krig mellem Spata og Athen, der som bekendt var begyndelsen på delingen af Grækenland, som det aldrig rigtig er kommet sig over. Det er referencen, og der er omkring 12 tilfælde i historien, hvor en opstigende magt erstattede den tidligere topmagt, og det førte til krig, og der er omkring 4 tilfælde, hvor en sådan opstigen fandt sted uden at føre til krig. Det er der nogle, der gør til en teori, som om det ville være en naturlig ting.

Nu, i atomvåbnenes tidsalder, hvor USA er den næststørste atomvåbenmagt, er Kina meget hurtigt ved at blive den største økonomiske magt, mens de militært stadig er meget bagud. Men på grund af deres strategiske forhold til Rusland kompenseres der på en måde for det.

Det bør stå klart for alle, at hvis det nogensinde kommer til krig mellem USA og Kina, så er det så godt som verdens undergang. For det er atomvåbnenes logik, at ikke bare ét våben vil blive brugt, men et stort nok arsenal til at forårsage udryddelsen af den menneskelige art. Xi Jinping har netop holdt en tale i forbindelse med 130-året for Mao Zedongs fødsel, hvor han sagde, at Kina under ingen omstændigheder vil tillade en løsrivelse af Taiwan, og at landet hele tiden vil presse på for en fredelig genforening, men han gjorde det også meget klart, at de, der tilskynder til en mulig løsrivelse af Taiwan, ikke har nogen chance for at gøre det uden at få de ekstreme konsekvenser at føle.

Nu tror jeg, vi befinder os i en meget farlig dynamik, fordi den tyrkiske udenrigspolitiske komité netop har stemt for, at Sverige kan blive medlem af NATO. Det vil nu sandsynligvis på kort sigt føre til en afstemning i det tyrkiske parlament. Præsident Erdoğan er meget imod det, men i Sverige – jeg fik det at vide i dag af nogle af vores venner fra Sverige – er der en debat om, at en krig mellem NATO og Rusland, der omfatter svensk territorium, vil finde sted inden for fem år, og i Finland er der dukket lignende stemmer og artikler op, der siger, at det kun vil tage to år, før man har en krig mellem NATO og Rusland, der involverer Finland.

I Tyskland er der en tænketank, nogle skribenter, nogle helt uansvarlige (jeg er nødt til at beherske mit sprog, for jeg bliver virkelig meget vred, når jeg læser ting, som kun kan føre til civilisationens ødelæggelse!), og så siger disse såkaldte eksperter: Ja, vi skal have en fuldstændig mentalitetsændring i Tyskland, vi skal have en militarisering af hver eneste pore i samfundet; vi skal diskutere krigsmilitariseringen i klubberne, i byrådene, i delstatsparlamenterne, alle aspekter af samfundet skal gøres opmærksomme på, at vi snart kan have blodige lig, der bæres gennem landsbyerne igen i forbindelse med en krig mod Rusland.

Det er så uansvarligt! Derfor kan jeg kun bede jer alle, alle vores seere og forhåbentlig venner, om at gå sammen med os i en mobilisering om, at denne fremgangsmåde er vanvittig, fordi den vil føre til ødelæggelsen af hele den menneskelige art! Der er ingen grund til at være en fjende af Rusland eller Kina eller det Globale Syd! Og alternativet til denne form for militarisering af samfundet er præcis det, vi talte om i begyndelsen: Omstillingen af det militær-industrielle kompleks, og det vil naturligvis kun ske, hvis der er nok kræfter i civilsamfundet, der kræver det, såsom landmænd, fagforeningsfolk, iværksættere, offentlige embedsmænd, alle slags mennesker skal virkelig tilslutte sig denne idé: Er vi den menneskelige art? Er vi intelligente nok til at forhindre vores egen udryddelse, eller er vi ikke? Derfor mener jeg, at vi virkelig skal være ekstremt bevidste om, at den nuværende idé om “militarisering” af alle aspekter af samfundet er absolut selvmorderisk og bør erstattes af idéen om samarbejde mellem alle nationer i det nye paradigme.

SCHLANGER: Du kan få Helga Zepp-LaRouches “Julebudskab: Gør sværd til plovjern!” på Schiller Instituttets hjemmeside. Og også faktaarket om, hvad det militærindustrielle kompleks er, og hvad det finansierer, og hvor dine skattekroner går hen i stedet for til infrastruktur, sundhedspleje, uddannelse og nationens generelle velfærd.

Jeg har et spørgsmål til dig, Helga, fra Pat, som refererer til rygterne om et muligt Wall Street-krak i begyndelsen af året. I dag meddelte de tyske bankmyndigheder , at det tyske banksystem er fyldt med stort set værdiløst papir, og EU forsøger at finde ud af, hvordan man kan redde bankerne. Hvad tænker du om, hvad vi står over for med det finansielle system i den kommende tid?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at både de amerikanske banker og også de tyske banker, som Bundesbank nu har indrømmet, ligger inde med urealiserede tab. Der er en meget høj rente, både i USA og i mindre grad i Europa, men stadig meget høj, og det devaluerer mange af de aktiver, som blev købt til en bestemt markedsværdi, og når renten stiger, mister de værdi, og hvis de solgte dem, statsobligationer og obligationer, ville de få meget færre penge og afskrive tab. Og det kan de ikke, så derfor beholder de dem i bøgerne, som om de stadig ville være værdifulde papirer.

Dette er tydeligvis et problem, som ikke forsvinder. Realøkonomien er ved at kollapse, ikke så meget i USA, men i Tyskland lider vi stadig under sabotagen af Nord Stream-gasrørledningerne, og nu er den tyske industri ved at kollapse på grund af de høje energipriser. Det vil accelerere.

Jeg kan se, at der vil komme omfattende social uro, for når man truer landmændenes eksistens, som det f.eks. sker i Tyskland, fordi koalitionsregeringen har skåret i tilskuddene til brændstof, og for landmændene er det den røde linje, der gør deres landbrug uholdbart. Så landmændene vil i stor stil rykke ud på gaderne i januar sammen med lastbilchaufførerne og lokomotivførerne, og det vil kun være begyndelsen. Så jeg kan se, at det kommende år, med de aktuelle problemer i det finansielle system og den sociale protest mod de spareforanstaltninger, som de forskellige regeringer gennemfører, vil føre til en meget, meget ophedet situation. Derudover har vi den igangværende af-dollarisering, som er en anden vigtig faktor i situationen.

Så vi sidder på en vulkan med hensyn til det finansielle system, og jeg kan kun sige, at der er en måde at løse det på! Min afdøde mands, Lyndon LaRouches, program med de fire love er absolut anvendeligt på situationen i dag. De udgør til gengæld en del af mine ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, og det er den eneste måde, hvorpå vi kan komme ud af denne krise på en fredelig måde! Det er muligt! Det ville være politisk – det er det, der er så forbløffende – det ville være meget nemt: Alt, hvad man skulle gøre, var – måske ikke at indkalde til en stor offentlig konference i begyndelsen, men man ville have diplomater, der sendte deres følere ud, havde en vis mængde diskussioner blandt regeringerne på forhånd og så blev enige om, at man har brug for den slags reformer, og at vi er nødt til at erstatte konfrontation med samarbejde. Det har både Kina og Rusland erklæret gentagne gange – selv Putin sagde for nylig, at der stadig er mulighed for at finde en måde at samarbejde med Vesten på. Så hvis den politiske vilje kunne mobiliseres, ville det være meget nemt! Men det kræver naturligvis et veluddannet borgerskab, som vil stille politiske muskler bag disse krav.

SCHLANGER: Vi er næsten løbet tør for tid, men jeg har endnu et spørgsmål til dig fra Tyskland: Forudser du en politisk nyorientering i Tyskland, muligvis en stor koalition mellem CDU og SPD? Eller bare et forsøg på at fortsætte med at hutle sig igennem?

ZEPP-LAROUCHE: Der er mange, der kræver et tidligt valg, som Markus Söder, CSU’s leder i Bayern, der krævede det; og Friedrich Merz fra CDU har nævnt det. Jeg tror ikke, det kommer til at ske så let, for den nuværende koalitionsregering går tydeligvis mere op i magt end i principper, for ellers ville de ikke have dannet denne regering. De kan ikke få noget igennem. Uenigheden er ved at blive et samtaleemne overalt. Så der kan ske mange ting, som er uden fortilfælde og uventede, virkelig store ændringer, hvorved regeringen kan falde.

Problemet er, at den nuværende opposition ikke rigtig tilbyder et alternativ. CDU/CSU med Friedrich Merz og måske Söder i spidsen har ikke sagt eller foreslået noget, der på nogen måde adskiller sig fra den neoliberale politik. Og netop i dag døde Wolfgang Schäuble – han havde været finansminister i flere år; han havde været medlem af parlamentet i 51 år; han var berømt for at være “Mr. Black Zero”, i høj grad opfinderen af gældsbremsen og havde meget at gøre med Maastricht-kriterierne, alle de politikker, der kvalte den tyske økonomi. Og den ånd er stadig intakt.

Så jeg tror, at vi i det kommende år vil se Die Linke-parlamentsmedlemmet Sahra Wagenknecht annoncere, at hun vil danne et nyt parti. Der er også mange kredse i Tyskland, der diskuterer, at der skal gøres noget helt andet. Alt dette har endnu ikke taget form, men det vil bryde ud i lys lue i det kommende år.

Og jeg kan kun sige, at den eneste måde, hvorpå vi kan håbe på at komme ud af denne krise, er, at vi anerkender, at landene i Europa, og USA for den sags skyld, er nødt til at samarbejde med det Globale Syd, med Afrika, med Latinamerika, med Asien. Det er 85 % af jordens befolkning, og tanken om, at vi i al evighed kan være verdens herskere i en unipolær verden og undertrykke de andre lande – det kommer bare ikke til at ske. Det er forbi, og det kommer ikke tilbage.

Så hvorfor ikke? Hvorfor ikke tage et positivt skridt og sige: Lad os samarbejde med BRI, med BRIKS, med andre organisationer i det Globale Syd, og få venner i stedet for fjender?

SCHLANGER: Tja, Helga, nu hvor vi lige har afsluttet et år, der ser ud til at have været et af de mere dystre år nogensinde, vil jeg gerne takke dig på vegne af vores seere for din fortsatte optimisme og dit budskab om håb. Der er løsninger, som du har påpeget, og der er ingen grund til, at 2024 ikke kan blive et år, hvor disse løsninger kommer i forgrunden, og vi er afhængige af, at især vores seere tager det alvorligt, som du netop har diskuteret. Så tak igen, og vi ses næste år!

ZEPP-LAROUCHE: Ja, vi ses næste år!

Ikke korrekturlæst 

Onsdag den 20. december 2023

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 20. december 2023. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. Du kan sende os dine spørgsmål eller kommentarer til questions@schillerinstitute.org.

Helga, siden vi talte sammen sidst, er der sket så meget, så der er meget at tale om: Lad os starte med Netanyahus fortsatte angreb på Gaza. FN’s Sikkerhedsråd overvejer en ny resolution i dag. Der ser ud til at være en ekstraordinær diplomatisk indsats for at forsøge at forhindre USA i at nedlægge veto mod den. Det kan komme til afstemning i dag. Jeg vil gerne vide, hvad din vurdering er af det skift, der er sket internationalt, og som har isoleret USA og lagt pres på Biden, selvom han fortsat holder fast i sin støtte til Netanyahu. Hvad er din vurdering af, hvad der foregår?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det er klart, at de forfærdelige nyheder om, at der hver dag bliver dræbt og slået ihjel i Gaza, går ud til hele verden. Andre tv-stationer end de vestlige, som Al Jazeera og mange andre, rapporterer meget detaljeret, og de forskellige rapporter fra FN-embedsmænd og andre internationale hjælpeorganisationer beskriver den helt forfærdelige situation, hvor mere end 1 million palæstinensere stort set er efterladt uden mad, uden elektricitet, uden andet brændstof, uden husly; vinteren er ved at sætte ind, det regner. Folk har kun deres sommertøj. Så får de at vide, at de skal tage sydpå: Så bliver den by, hvor alle samles, Khan Younis, bombarderet. Så rædselshistorierne er så utrolige, at det ryster hele verdens samvittighed, og man kan sige, at det faktum, at de vestlige regeringer stadig ser igennem fingre med det, stadig gør det muligt, i særdeleshed naturligvis USA. Det spreder sig over hele verden, at der er ét land, der kan stoppe det – og det er USA. Hvis USA simpelthen ville stoppe leveringen af våben til Israel og anden økonomisk støtte, ville det stoppe øjeblikkeligt, fordi Israel absolut ikke ville have kapacitet til at fortsætte dette. 

Så dette er ved at blive et stort, stort spørgsmål, både internationalt, hvor mange lande har vendt sig og har skiftet holdning til sagen, men også internt i USA. Og jeg er så glad for, at der er nogle amerikanere, der har modet til at stå op, som den seneste, hvor mere end 1.000 topakademikere fra New England har underskrevet en appel, et brev til kongressen, hvor de beskriver, hvilke foranstaltninger der skal træffes, øjeblikkelig våbenhvile, øjeblikkelig humanitær hjælp, men også indsættelse af FN’s fredsbevarende tropper, og selvfølgelig skal en mere generel løsning sættes på dagsordenen. Og jeg kan kun sige, at vi gerne vil have alle i hele verden til at slutte sig til det kor og deltage i mobiliseringen for en øjeblikkelig våbenhvile, fordi alt andet er at se gennem fingre med det – og denne appel fra disse tusind akademikere siger dybest set, at der skal være en undersøgelse af alle forbrydelser begået siden den 7. oktober og frem til den dag, hvor konflikten bliver løst. Det betyder, at hver eneste dag, hvor disse krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden bliver begået, skal undersøges.  Så folk ophober en hel del skyld der. Men jeg tror, at det vigtigste er våbenhvilen, for myrderierne er nødt til at stoppe.
 
SCHLANGER: Lad os holde os til situationen i Sydvestasien med et par spørgsmål mere. Vi har et fra Louise, som refererer til den israelske nedskydning af israelske gidsler, der forsøgte at flygte fra Hamas, og som bar et hvidt flag. Og så IDF’s snigskytter, der skød ind i en katolsk kirke i Gaza og dræbte to kvinder og sårede syv. Hun spørger sarkastisk: “Er det et svar fra Netanyahu på Bidens opfordring til mere præcis måludpegning?” 

ZEPP-LAROUCHE: Tja, jeg synes, det er meget kynisk. Det er klart, at tropper, herunder IDF-tropper, gør, hvad de er trænet til, og hvis de ikke er blevet trænet til muligheden for, at gidsler eller andre mennesker overgiver sig med et hvidt flag og afdækket overkrop, så man kan se, at der ikke er sprængstoffer på kroppen, så er de ikke blevet trænet til det. Så jeg tror, at den første reaktion med at skyde gidslerne bare var en refleks. Man har et lignende fænomen i USA, hvor politiet har været militariseret i så lang tid, at disse utrolige hændelser sker hele tiden, hvilket er resultatet af en generel tankegang.

Og lad mig lige indskyde noget her: Fordi vi kan diskutere, og vi skal diskutere denne konkrete situation, og også Ukraine og omkring 100 andre igangværende militære konflikter rundt om i verden, men jeg tror, der er et meget mere grundlæggende spørgsmål, som vi har til hensigt at tage fat på i den næste periode på en massiv måde: Og det er, at der lige nu sker en militarisering af den amerikanske økonomi, af den europæiske økonomi, hvor det såkaldte militær-industrielle kompleks, som burde hedde “militær-industrielle-finansielle kompleks”, fordi det er vævet sammen med de store investeringsselskaber på Wall Street, er det, der driver krigen! I øjeblikket har vi, især siden 11. september, den ene krig efter den anden, altid under påskud af, at det viser sig at være fup eller løgn, men det er et faktum, at dette militærindustrielle kompleks har brug for disse krige for hele tiden at kunne tjene penge. Og det er vejen til katastrofe: For i Tyskland sagde forsvarsminister Boris Pistorius for eksempel: “Tyskland er nødt til at gøre sig klar til krig.” Derefter gav han et andet interview, hvor han sagde, at Vesten har omkring fem eller otte år maksimalt, før konfrontationen med Rusland er på dagsordenen. I USA laver tænketanke og andre militære institutioner krigsspil med henblik på den krig, der helt sikkert vil komme med Kina.

Så alt dette er en vej til Tredje Verdenskrig mellem NATO, USA og de andre store atommagter Rusland og Kina. Og det vil ske, hvis vi ikke afsporer denne maskine. Så vi vil slutte os til mange andre kræfter, men tage føringen i bestræbelserne på at omstille det militærindustrielle kompleks, for alt, hvad disse mennesker producerer, er affald! Det er et komplet spild set fra den fysiske økonomis synspunkt. Og hvis man bruger 1 billion dollars på det amerikanske forsvarsbudget om året, næsten nu, er det penge, der mangler i skoler, på hospitaler og i andre presserende behov. Og vi er virkelig ved at nå et punkt, hvor dette er slutfasen af hele det neoliberale, imperiale, neokoloniale system, hvor militariseringen er den sidste fase. Så hvis vi vil afbryde det, før det fører til Tredje Verdenskrig, er vi nødt til at have en kampagne, hvor vi viser nøjagtigt – og vi vil udgive foldere og faktaark, hvor vi viser nøjagtigt så mange B52-bombefly, hvor mange hospitaler man kan købe for det; så meget ammunition, hvor mange skoler og hospitaler man kan bygge for det.

Og jeg beder jer alle om, fra og med denne juletid, at downloade det faktaark, vi vil offentliggøre på vores hjemmeside, og den folder, der vil udkomme i løbet af den næste dag eller to, og lad os lave en kampagne, hvor dette spild af fysisk økonomi skal stoppe, og det skal reduceres, og vi skal have en helt anden tilgang, som vi har skitseret mange gange, med ideen om en ny udviklings- og sikkerhedsarkitektur. Men denne ødelæggelse og spild af fysiske aktiver i form af militær produktion skal stoppe.

Så det er et meget større problem. Det fjerner naturligvis ikke den umiddelbare nødvendighed af situationen i Gaza, men vi er også nødt til at tage fat på dette større billede, for ellers vil vi få endnu en krig efter denne.
 
 SCHLANGER: Og der vil komme en artikel om dette i næste nummer af {Executive Intelligence Review}, som vil give nogle af detaljerne om det, vi lige har beskrevet.

Med hensyn til faren for en krig, der spreder sig, er en af de ting, forsvarsminister Lloyd Austin insisterede på, da han var i Mellemøsten for et par dage siden, en pagt mellem nationer, en gruppe på mindst ti nationer, for at stoppe houthierne i at forstyrre transporterne i Det Røde Hav. Vi har et spørgsmål fra en person om faren for en krig, der spreder sig: “Tror du, at USA vil bruge houthiernes angreb fra Yemen på skibsfarten som en undskyldning for at angribe Iran?” 

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at krigen mod Iran har været planlagt i meget lang tid, og jeg tror, det er meget farligt, for der er praktisk talt fare for en absolut, akut udvidelse af denne krig, både houthiernes angreb på disse skibe, men også situationen i Libanon, hvor angrebene og frem og tilbage i Libanon allerede er eskaleret på trods af den forfærdelige økonomiske situation i landet. Så ja, svaret er bestemt, absolut ja, vi står på randen af en optrapning af en krig, som vil involvere Iran. Og jeg har sagt mange gange, at når man først går den vej, er der ingen grænser, og det kan involvere det samlede billede meget, meget hurtigt.
 
SCHLANGER: Vi har et spørgsmål fra Roderick i Storbritannien, som påpeger, at “Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyy blev afvist i Washington i sidste uge, og derefter blev han forpurret af Orbán med en anmodning om penge fra EU. Men Zelenskyy insisterer stadig på, at Ukraine kan vinde og kun vil forhandle med Rusland på hans betingelser. Kan ingen fortælle ham, at han befinder sig i en fantasiverden, og at han er nødt til at forhandle, mens der stadig er et Ukraine?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, jeg tror, at selv medlemmer af hans egen regering og militær er begyndt at fortælle ham det.
Jeg tror, at fortsættelsen af krigen i Ukraine lige nu, hvor Zelenskyj tilsyneladende har bedt om, at yderligere 500.000 mænd bliver indkaldt til hæren; jeg tror, at gennemsnitsalderen i AFU er steget fra 30 til 44 år, og nu bliver folk, der allerede får deres pension, indkaldt. Jeg vil sige, det er en fuldstændig slagtning og nedkæmpelse af hele landet. Og jo før det stopper, og der kommer forhandlinger i gang, jo bedre, ikke mindst for ukrainerne selv.

Nu synes jeg virkelig, at situationen er sådan, at vi er nødt til at have en seriøs diskussion: Hvordan kommer vi ud af det her? Og eftersom vi i meget lang tid har fremmet ideen om denne nye sikkerhedsarkitektur, synes jeg, det er meget vigtigt, at vi havde den første konference, der diskuterede det; den kom fra en gruppe professorer fra Nicaragua og nogle andre caribiske og latinamerikanske lande. Vi havde en todages konference den 9.-10. december, som for størstedelens vedkommende er oversat fra spansk og til andre sprog. Jeg vil opfordre folk til at begynde at tænke over, hvordan vi kan samle grupper af universiteter, tænketanke eller endda organisationer, der repræsenterer forskellige lande – hvordan vi kan skabe en diskussion, hvor folk diskuterer, hvordan vi kommer ud af konflikterne. Og jeg er helt sikker på, at verden er i så stort et kaos, at det kun fungerer, hvis man retter op på systemet som helhed, hvilket betyder, at man er nødt til at have en Westfalsk Fred-tilgang, hvilket betyder, at man har oprettet en orden, der tager hensyn til sikkerheds- og udviklingsarkitekturinteresserne for hvert enkelt land på planeten, ellers fungerer det ikke. Men det skal forberedes: Forhandlingerne om freden i Westfalen tog fire år, men de resulterede i international lov – for det var resultatet af disse forhandlinger – og international lov, som derefter blev udtrykt i for eksempel FN-pagten og lignende principper – jeg tror, at det er mere presserende end alt andet.
 
SCHLANGER: Helga, du nævnte konferencen fra Nicaragua, som var designet til at diskutere de grundlæggende principper, som du fremlagde i et papir til den nye internationale strategiske og udviklingsmæssige arkitektur, og folk kan downloade dine ti grundlæggende principper fra Schiller Instituttets hjemmeside.  Det er et godt sted at starte diskussionen.

Nu har vi fået et spørgsmål fra en person i Algeriet, som har underskrevet det “Ven af BRIKS”. Og han henviser til den indiske udenrigsminister S. Jaishankars kommende rejse til Moskva for at diskutere udvidelsen af den indisk-russiske handelsaftale, brug af nationale valutaer, transportforbindelser og så videre. Og han sagde: “Betyder det, at Biden-Blinken-NATO’s charmeoffensiv over for Indien, for at trække dem væk fra BRIKS, er slået fejl?”

ZEPP-LAROUCHE: Det vil jeg håbe! Indien har i den seneste tid virkelig sendt meget blandede signaler. På den ene side er de en del af BRIKS. Der har været en enorm indsats fra især USA’s side for at trække dem ind i “Quad”, i andre Stillehavsarrangementer. Men først og fremmest tror jeg, at premierminister Modi vil forfølge en traditionel politik for den alliancefri bevægelse, med andre ord vil de ikke lade sig fange i arrangementer, som i den truende konfrontation ville placere Indien på de såkaldte “demokratiers” side, selv om der var en enorm indsats fra disse “demokratier” – som ikke er så demokratiske i disse dage – for at trække dem ind i den lejr. Jeg tror også, at det langvarige, dybe venskab mellem først Sovjetunionen og siden Den Russiske Føderation og Indien vil sejre. Jaishankar er en ekstremt erfaren diplomat, og jeg synes, at de første tegn på hans besøg ser meget lovende ud.

Så i betragtning af, at Rusland bliver formand for BRIKS fra 1. januar, er der dog en meget intens intern debat i Rusland lige nu om, hvad man skal få ud af det årelange BRIKS-formandskab, men jeg er helt sikker på, at det momentum, der er omkring det, som præsident Putin har åbnet op for i forbindelse med det årlige Østlige Økonomiske Forum i Vladivostok, og som viser Sibiriens enorme potentiale. Jeg mener, husk på, at Rusland er det største land i verden: Det har enorme råstoffer, som ikke er udviklet. Alle grundstofferne i Mendelejevs periodiske system findes i Ruslands råstoffer. Mange af dem skal udvikles, og de vil repræsentere en enorm rigdom, som vil være til gavn for hele menneskeheden.

Det er i øvrigt en af grundene til, at denne organisation, som Jamestown Foundation i USA står bag, “Free Nations of Post-Russia Forum”, ønsker at opdele Rusland i 40 forskellige enheder, og det er Ruslands råstofrigdom, som mange mennesker i Vesten er ude efter, fordi de ikke ønsker, at Rusland skal være en suveræn magt, der kontrollerer sine egne ressourcer. Det tror jeg, Rusland er meget bevidst om. Jeg tror, at med det, Putin har sat i gang, bliver det meget attraktivt for de andre BRIKS-lande; som man kunne se på Vladivostok-konferencen den 10.-13. september 2023 i år, var der tusindvis af deltagere og talere, en fantastisk begivenhed, og det er helt naturligt, at BRIKS og BRIKS-Plus vil blive – endnu mere end de er lige nu – motoren i verdensøkonomien. Og som jeg har sagt mange gange, bør Vesten opgive sin arrogance og forsøg på at inddæmme det, for det kan de ikke – i hvert fald ikke fredeligt – og de bør slutte sig til det! Der er ingen grund til, at europæiske nationer og selv USA ikke kan sige: “Vi vil samarbejde med BRIKS-Plus på grundlag af lighed, suverænitet,” de fem principper for fredelig sameksistens, FN-pagten, og så kunne verden meget hurtigt gå i en fredelig retning.

Jeg mener, at diskussionen om denne mulighed, som et alternativ til den nuværende konfrontation, er det, der bør finde sted så mange steder som muligt. Og i betragtning af, at USA nu går ind i valgåret, hvor Bidens popularitet i meningsmålingerne er virkelig lav; alternative kandidater er ikke rigtig synlige; jeg mener, Trump er der naturligvis, og de skubber på nogle andre. Men jeg tror også, at der er et enormt vakuum for uafhængige kandidater: Først og fremmest vores egen Diane Sare, som kører en meget succesfuld anden kampagne for det amerikanske senat i staten New York; hun har bevist i sin første kampagne i 2022 mod Chuck Schumer, at hun kan samle kræfterne, og der er lige nu en diskussion om en hel liste af uafhængige kandidater, der arbejder sammen som et alternativ til topartisystemet (som i virkeligheden er et parti, som alle ved).

Så jeg tror, at situationen er meget i bevægelse, og forhåbentlig vil de kræfter i USA, der står for det rigtige Amerika, få en chance for at komme frem. Og det mener jeg faktisk {er} det vigtigste: For hvis USA ville stille sig på flertallet af menneskehedens side, kunne alle problemer løses. Hvis de beslutter sig for at forsøge at inddæmme flertallet af menneskeheden, vil det hele blive meget sværere eller mislykkes.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en af vores faste seere, Dalia, som starter med at takke for de gode diskussioner og den store visdom. Og så rejser hun sin bekymring. Hun siger: “Vi ved, at målet for denne nye verdensorden,” med henvisning til det udvidede militær-industrielle kompleks, “er at underlægge alle regeringer én verdensregering.” Og hun rejser et spørgsmål, som mange mennesker har, hovedsageligt på grund af dækningen i de såkaldte alternative medier. Hun spørger: “Kan det kinesiske Bælte & Vej-projekt være en del af bevægelsen mod denne verden uden suverænitet? Eller er der en anden mulighed for det?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, der er nogen fare for det, fordi den kinesiske model for Bælte & Vej Initiativet, og også organisationerne i nærheden af det – BRIKS-Plus, SCO, ASEAN, andre organisationer, der repræsenterer landene i det Globale Syd – de har haft det så meget med kolonialisme, med imperialisme, at jeg ærligt talt tror, der ikke er nogen måde at gå tilbage til et system, der ville være en ny model for imperialisme i nye klæder. Fordi jeg mener, at princippet om hvert enkelt lands suverænitet er blevet anerkendt som værende den absolutte forudsætning – undskyld mig, jeg er nødt til at stoppe et øjeblik. Jeg er stadig lidt sløj.

SCHLANGER: Okay, få vejret et øjeblik. Vi er glade for, at du besluttede at komme her i dag!
Jeg har et par spørgsmål om Europa, og så kan vi slutte af med det. Det første drejer sig om problemerne med EU, den manglende aftale om Ukraine, problemerne med stabilitetspagten, den mulighed, som Atlantic Council taler om, EU’s skrøbelige natur. Hvad er dine tanker om det?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, at Den Europæiske Union mangler én ting, og det er sammenhold. De repræsenterer heller ikke Europa, fordi de repræsenterer et overnationalt bureaukrati, som i høj grad handler imod deres medlemmers interesser. Så EU er ikke i god form, og det er sandsynligvis gode nyheder for verden. For EU er gennem længere tid degenereret til blot at være et agentur, der udfører ordrer fra Washington og London.

De har mistet al uafhængighed og suverænitet for deres egne medlemmer, og derfor, hvis folk som Ungarns premierminister Orbán, som virkelig er en torn i øjet på Bruxelles-bureaukratiet, har demonstreret ret effektivt, at han kan repræsentere Ungarns interesser på trods af bestræbelserne på at undertrykke ham. Jeg synes, det er helt forkert at karakterisere ham som en “Putin-agent”. Jeg tror, han repræsenterer, hvad han mener, er sit lands interesser, nemlig Ungarns. Og der er nu flere andre medlemslande, der udtrykker lignende følelser, især for eksempel Slovakiet, hvor den nye og gamle premierminister Robert Fico bevæger sig i en lignende retning.

Men hvis man ser nærmere på det, er der heller ingen enhed! Der er ingen enhed mellem Tyskland og Frankrig. Der er ingen aftale mellem Frankrig og Italien, for eksempel. Spanien har en ret uafhængig politik.

Og Europa er i en dyb, dyb krise, fordi vi lige nu oplever et fuldstændigt frit fald i økonomien. Tyskland er ved at kollapse: Der er en koalitionsregering, som af mange mennesker, som jeg er helt enig med, karakteriseres som den værste regering, der har eksisteret i Tyskland siden 1945. Og den kan falde fra hinanden hurtigere, end folk tror, fordi de på så mange punkter har fuldstændig modstridende holdninger, at den eneste lim, der holder dem sammen, er perspektivet om, at der ikke er noget reelt alternativ, fordi oppositionspartiet CDU i sin nuværende struktur ikke har andre holdninger end koalitionsregeringen. Og da de ikke kan danne en regering alene, fordi de kun har lige så mange stemmer som koalitionen – nemlig 32 % – nægter de at indgå i en koalition med AfD; at indgå i en stor koalition med SPD ville være mere af det samme. Så jeg tror desværre, at i betragtning af, at der ikke kun er valg til Europa-Parlamentet næste år, men også valg i flere af de tyske delstater, så tror jeg, at vi kommer til at opleve stor uro, og jeg kan forestille mig, at landskabet i Tyskland vil ændre sig meget, ligesom det er ved at ændre sig i mange andre europæiske lande.

Mange af disse højrefløjspartier har ikke nogen løsning på migrantspørgsmålet, for de vil bare gøre, som USA gør ved den mexicanske grænse og bygge mure, men det virker ikke at bygge en mur rundt om Europa. Og deres holdning til det Globale Syd er i det mindste ekstrem underudvikling, for at sige det meget mildt.

Så jeg tror, at det, vi gør med vores forskellige organisationer, BüSo (Civil Rights Solidarity) i Tyskland, Solidarité et Progrès i Frankrig, lignende organisationer, vi har i Danmark, i Sverige, i Italien, jeg regner med dem, fordi vi simpelthen er idéfabrikken, og det er det, der vil være afgørende i den kommende kamp.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål fra en af vores tyske seere, der henviser til landmændenes traktorprotest, der netop fandt sted i Berlin i går. Et af deres skilte lød: “Vores juleønske: En ny regering.” Og seeren spørger: “Hvordan kan vi få jer ind i den tyske regering?”

ZEPP-LAROUCHE: Det er en rigtig god idé! Jeg vil gerne have, at du rent faktisk kontakter os. Vi planlægger en masse i den næste periode, startende med Berlin, hvor forfatningsdomstolen nu igen, for anden gang, har besluttet, at dele af valget i Berlin skal gå om, så vi vil være en stemme i det. Vi vil deltage i nogle andre delstatsvalg. Og jeg håber faktisk, at der er mange mennesker, der er enige i, at vi har brug for den slags program, som vi har foreslået, nemlig at Tyskland kun har én chance for at komme ud af denne krise og komme væk fra den totale kontrol med at være en koloni i USA’s og briternes anglosfære, hvor det tyske folks interesser bliver {fuldstændigt ignoreret} og faktisk modarbejdet: Den eneste chance, Tyskland har, er at have en positiv holdning og samarbejde med BRIKS-Plus, med landene i den Globale Majoritet, og der tror jeg, at alt er muligt. Jeg ved, at hvis der var en tysk regering, der helhjertet ville sige: “Vi er klar til at samarbejde om udviklingsprogrammer for Afrika, Mellemøsten, Asien og Latinamerika, så ville de blive budt velkommen. For selv om det er svært at forestille sig, så har Tyskland stadig et positivt ry i store dele af det Globale Syd! For jeg tror, at folk i Afrika, Latinamerika og Asien nu er ved at forstå det, men mange har stadig et billede af Tyskland, som om det er Schillers, Beethovens og den klassiske musiks land, og at “Made in Germany” er et tegn på kvalitet, ekspertise, fortræffelighed og pålidelighed.

Så hvis der udvikler sig en kraft omkring den såkaldte Mittelstand, omkring industrifolk, omkring landmænd – du ser lige nu folk med 1300 traktorer i Berlin, det er en styrke – så er det den slags kraft, der kan vende Tyskland. Men der er brug for et programmatisk perspektiv, for ellers er der fare for, at det bare eksploderer i raseri. Så jeg hilser dine tanker velkommen, og tag kontakt, så lægger vi planer.

SCHLANGER: Nuvel, Helga, for at afslutte vores diskussion har vi en bemærkning fra en fast seer, som jeg tror taler på vegne af mange mennesker. Det er Diana, og hun siger: “Tak, Helga. Jeg elsker at lytte til din visdom og dine løsningsfokuserede svar. Jeg ønsker dig en rigtig glædelig jul og et godt helbred gennem hele julen og ind i det nye år.” Og jeg tror, at det er mange menneskers ønske. Så tak, fordi du var med i dag, og vi ses igen i den nærmeste fremtid!

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ønsker jer alle en glædelig jul og et godt nytår!

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 6. december 2023

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til den ugentlige dialog med Schiller Instituttets stifter og formand Helga Zepp-LaRouche. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. I dag er det onsdag den 6. december 2023. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, kan du sende dem til questions@schillerinstitute.org.

Helga, med afslutningen af våbenhvilen i Gaza er verden vidne til en optrapning af Netanyahu-regimets brutale angreb på den palæstinensiske civilbefolkning i Gaza, angiveligt i et forsøg på at udrydde Hamas. Der har været diplomatiske initiativer, der har været adskillige erklæringer, som fordømmer de israelske operationer, men indtil videre er der ikke blevet gjort noget for at gennemtvinge en våbenhvile.

Det første spørgsmål til dig er, at “i flere af dine seneste konferencer og udtalelser har du understreget, at selv om en våbenhvile er nødvendig, er den i sig selv ikke en garanti for fred, og at din afdøde mands Oase-plan er afgørende for fred og sikkerhed i Sydvestasien.” Nu synes dette spørgsmål at komme fra Henry Kissingers diplomatiske skole, som spørger: “Er det ikke nødvendigt først at nå frem til en politisk aftale, før man forsøger at løse økonomiske problemer?”

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det er grunden til, at mange af disse aftaler ikke har fungeret, fordi det er en forkert idé, at man først skal have en politisk løsning, før man kan gå i gang med et økonomisk genopbygningsprogram: Det skal være den anden vej rundt. For hvordan er situationen i Gaza og på Vestbredden, men især i Gaza lige nu? Jeg synes, at de rapporter, der kommer ind nu, time for time, er de mest utrolige, hjerteskærende – jeg kan ikke finde ord til at beskrive det, for folk har fået besked på at tage til den sydlige by Khan Younis, og så blev det sted bombet. Nu bliver de fortalt, at de skal tage til Rafah, som også er blevet bombet. Så bliver de sendt til et lille sted på den sydligste del af grænsen til Egypten, hvor et utroligt stort antal mennesker skal koncentreres – og jeg tror, det ord har en særlig betydning – på et lille sted uden vand, uden medicin, uden mad og under konstant bombardement.

Hvis man forestiller sig, hvad folk går igennem, tror jeg, at den, der tror, at man kan løse problemet med terrorisme på denne måde, hellere må tænke sig om en ekstra gang. Der er en debat lige nu i selve Israel, hvor nogle mennesker siger, at de “stolte” (i anførselstegn) rapporter om, at kun 2 civile blev dræbt for 1 Hamas, at det ville være et godt resultat, at den beregning er helt forkert; at der er en åbenlys fare, hvis dette fortsætter, hvis du ikke engang må sige de ting, du tænker længere, fordi der bliver lavet love, som straks stempler dig på måder, som slet ikke er berettigede: for 1 terrorist, for 1 Hamas-person dræbt, vil der dukke 10 terrorister op. Så hvis israelerne indtil videre har været i stand til at dræbe 5.000 Hamas-medlemmer (det er et gæt, formoder jeg), så ville der allerede være omkring 50.000 nye mennesker, der sværger hævn.

Så denne cyklus skal afbrydes! Der er ingen måde, hvorpå Israels sikkerhed kan garanteres, for det, der er en klar fare, er, at hele denne situation udvides til Libanon, Hizbollah; til Syrien, hvor mange grupper er i stigende spændinger – eller faktisk mere end “spændinger” – med amerikanske tropper; det samme i Irak. Spørgsmålet er så, hvad der vil ske med Iran, hvis det fortsætter.

Så jeg tror, vi står over for et komplet horrorshow, en krudttønde. Jeg mener, at der skal gøres noget med det samme. Det mest effektive ville naturligvis være, hvis USA bare sagde: “Vi stopper alle våben og pengestrømme til Israel,” og så ville det stoppe. Det er der mange, der mener, selv fra Israel, som udtrykker det.

Da det ikke er særlig sandsynligt lige nu, har vi forsøgt at introducere en dynamik i denne situation, som giver håb til hele regionen. Oaseplanen er et økonomisk udviklingsperspektiv, der skal forvandle hele denne region, som i bund og grund er ørken, ørken, ørken, til et område, hvor man ved hjælp af et system af kanaler, fra Middelhavet til Det Røde Hav, fra Det Røde Hav til Det Døde Hav, og så afsaltning af saltvand i stor skala til kunstvanding i landbruget, til opbygning af infrastruktur, endda opbygning af nye byer, industrialisering. Og det er i høj grad muligt, for man har praktisk talt Kinas forslag om at udvide Bælte & Vej Initiativet til hele regionen, at samle op på det kinesiske forslag om at afholde en omfattende fredskonference i Mellemøsten, hvor en løsning på krisen kunne finde sted, med anerkendelse af en tostatsløsning; men så har man brug for økonomisk udvikling. Og i betragtning af, at hverken USA eller Israel er villige til at gøre det lige nu, er den eneste måde, jeg kan forestille mig, at vi kan nå dertil, at vi får alle naboerne, alle landene i regionen og alle de islamiske lande til at kræve det.

Det er ikke særlig langt væk: For netop i dag er Ruslands præsident Putin på statsbesøg i De Forenede Arabiske Emirater; han har allerede mødtes med statsoverhovedet der. Han har en meget stor delegation, inklusive udenrigsminister Sergei Lavrov og mange andre, med sig, og de mødes med en lignende delegation fra Emiraterne. De har en enorm bilateral handelsvolumen. Og så tager Putin til Riyadh for at mødes med Saudi-Arabiens premierminister, kronprins Mohammed bin Salman Al Saud. Derefter mødes Irans præsident med Putin i Moskva den 7. december.

Betydningen af dette er, at alle disse tre lande vil være fuldgyldige medlemmer af BRIKS-Plus den 1. januar – det er kun tre uger væk. Og da disse lande alle er relevante i forhold til olieprisen og den mængde olie, der produceres hver dag, tror jeg, at der er mange faktorer, der taler for, at et sådant forslag kan realiseres.

Men det, der først og fremmest skal gøres, er at have et perspektiv, hvor alle mennesker, hvor forfærdelig situationen end er, har en fremtid, har et håb, og ved at sprede denne idé om at have en oaseplan, forsøger vi at lægge en helt anden dagsorden på bordet. Og jeg kan kun bede alle jer, der følger med i denne diskussion, om at hjælpe os: Download vores Oasis Plan, send den til alle lovgivere, til alle kongresmedlemmer, til alle parlamentsmedlemmer, borgmestre og andre valgte embedsmænd, andre organisationer, for vi er nødt til at mætte hele verden med ideen om, at vi har brug for en dramatisk ændring i politikken, hvis dette ikke skal blive udviklingen til Tredje Verdenskrig, hvilket det meget vel kunne blive.

SCHLANGER: Vi har lige fået et spørgsmål i forbindelse med dit svar. Nogen spørger: “Er der nogen chance for, at den westfalske tilgang til gensidig respekt for suverænitet kan blive effektivt honoreret i den nuværende kolonialistiske mentalitet, der driver vestlig politik?”

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det tror jeg. Jeg mener, fordi Vesten virkelig forsøger at bevare status quo i den gamle, tidligere unipolære verdensorden, som allerede er gået i opløsning til en multipolaritet, og det er ikke den sidste fase i denne udvikling. Jeg tror, at det, vi ser, er en historisk udvikling, som sandsynligvis har fundet sted flere gange i historien: At de mennesker, der var de privilegerede i en forfalden, kollapsende orden, på en eller anden måde har en mental blokering for at indse, at de er ved at tabe. Jeg tror, at det faktum, at mange vestlige regeringer ikke har fordømt det, der sker lige nu, på trods af at det er så indlysende og forfærdeligt – kun nogle få, som Spaniens premierminister og Belgiens premierminister, da de tog til grænseovergangen ved Rafah den 24. november, krævede en tostatsløsning. Og Spaniens premierminister Pedro Sánchez sagde endda, at Spanien måske ville anerkende den palæstinensiske stat ensidigt, hvis der ikke kom en passende handling fra resten af de europæiske ledere.

Så jeg tror, at det, du ser lige nu, er, at dele af etablissementet, langt størstedelen af det, tydeligvis ikke er i stand til at se, at deres handlinger er årsag til deres undergang. Jeg mener, at det, der truer nu i Gaza, vil miskreditere Vesten på en måde, som ikke kan afhjælpes. For hvis man tillader noget som dette at ske, vil det blive brændt ind i erindringen hos så mange mennesker rundt om i verden, og efter min mening vil det absolut øge beslutsomheden hos landene i det Globale Syd om at udvikle deres eget økonomiske system, at gøre en ende på kolonialismen én gang for alle; og jeg tror, at i betragtning af, at det transatlantiske finansielle system er i en reel krise, at det dybest set sidder der som en krudttønde klar til at eksplodere, så tror jeg ikke, at Vesten er i en så stærk position til at forhindre udviklingslandenes ønske om at danne et nyt system, som er til deres fordel.

Men det er meget farligt, for jeg tror, at det eneste, der kan ske, er, at det eksploderer fuldstændigt, og det kan føre til civilisationens undergang. Men jeg tror ikke, der er nogen måde, hvorpå dette nuværende system med undertrykkelse af det Globale Syds forhåbninger kan opretholdes.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål om forholdet mellem fortsættelsen af krig og samtidig manglen på penge til at finansiere den, som rammer en række lande, herunder USA: Der var en, der skrev om Schumers høringer med skuespil, at han skulle have en høring i går, hvor Zelenskyy skulle komme med en personlig og stærk appel om flere penge fra Kongressen, og Zelenskyy dukkede ikke op. Så spørgsmålet er: “I betragtning af den voksende modstand i Kongressen mod Bidens tillægsbudgetforslag på 106 milliarder dollars til Ukraine og Israel, hvad er så konsekvenserne af denne kamp? Hvad hvis USA ikke sender flere penge til Ukraine, hvad vil der så ske?”

ZEPP-LAROUCHE: Der er allerede en meget vidtrækkende anerkendelse af, at Ukraine tabte krigen, og det er et faktum. Den berømte “modoffensiv” lykkedes slet ikke. Alle de våben, der blev sendt, førte kun til et utroligt blodbad, ødelæggelsen af den ukrainske økonomi, og der er lige nu en erkendelse af, at der må komme noget andet, og at man på en eller anden måde er nødt til at komme ud af dette, med en slags operation, der holder facaden. Der er nogle mennesker, komplette krigshøge, som ønsker at fortsætte dette, uden hensyn til hvad det vil betyde for den ukrainske befolkning, som er ved at forbløde! Men jeg tror – jeg har ikke den seneste indsigt i, hvorfor Zelenskyj traf denne beslutning om ikke at tage af sted – men der er massiv modstand mod, at han fortsætter den måde, krigen gik på, inde fra Ukraine. Jeg mener, der er nogle af hans nærmeste rådgivere, som ikke længere tror på, at dette kan vindes.

Så jeg tror, at jo før man begynder at forhandle og afslutte denne forfærdelige krig med en fredsaftale, der også tager hensyn til Ruslands og Ukraines interesser, som Putin krævede den 17. december 2021, hvor han stillede et ultimatum – han sagde til NATO og USA, at de skulle give juridisk bindende sikkerhedsgarantier, og så ville det hele ikke være sket! Så jeg tror, at vi nu er nået til et punkt, hvor krigen i Ukraine er ved at være slut, fordi folk simpelthen ikke er der længere, og jo hurtigere Vesten erkender, at det skal slutte, og det er selvfølgelig en stor faktor, at valgkampen i USA nærmer sig, og mange ved godt, at krigen ikke er populær blandt vælgerne i USA.

Så forhåbentlig er der nogle mennesker inden for USA’s establishment – for jeg kan ikke forestille mig, i ved, at USA’s politik ikke har været en succes siden Vietnam! Se på alle disse krige: Vietnamkrigen blev tabt; Afghanistan blev tabt; Irak, Libyen, Syrien – en endeløs række af fejlslagne forsøg på at gennemtvinge politikker, som altid var skadelige for det pågældende lands interesser, og jo før denne idé om interventionskrige stopper, jo bedre. Og jeg tror – tag for eksempel Afghanistan: Hvis kun 3% af de 2,3 billioner dollars, som USA brugte i de 20 år, USA og NATO var i Afghanistan, kun var blevet brugt på årsbasis, er der skøn over, at landet ville være en blomstrende have, og der ville være industri og infrastruktur. Det samme gælder – alle disse penge til disse endeløse krige er en fuldstændig ødelæggelse af den fysiske økonomi. Pengene går naturligvis i spekulanternes og det militærindustrielle kompleks’ lommer, men set fra den brede offentligheds synspunkt er de spildt – hvis de penge var gået til skoler, sundhedssystemer og infrastruktur, ville alle være blevet tjent så meget bedre! Så man kan kun sige, at vi har brug for en mobilisering, der kræver netop det, at der skal ske et sådant skift.

SCHLANGER: Du lytter til Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet, som også er meget aktivt involveret i at samle den internationale fredskoalition, og vi vil have lagt information ud på vores hjemmeside om, hvordan du kan deltage i det.

Helga, vi har nogle spørgsmål i forbindelse med COP28-konferencen. Nogen skrev ind og sagde: “Tak for din konstante afsløring af den grønne dagsorden, og at det er en affolkningsdagsorden. På COP28-konferencen foregår der en kamp om fossile brændstoffer. Hvilken betydning tror du, det har, at Indien nægter at gå med til at reducere brugen af kul? Har det en bredere indvirkning på den overordnede grønne dagsorden?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det har den effekt, at der har været et enormt pres for at gå over til atomenergi, hvilket er præcis, hvad der skal gøres. Der er en hel gruppe af lande, der nu danner en atomklub med den idé at opbygge atomenergi så hurtigt som muligt. Men der vil være en periode, et hul, for man kan ikke bygge atomkraftværker fra den ene dag til den anden. Det tager mange år. Og der er nu en meget lovende første fjerdegenerationsreaktor, som Kina vil sætte online. Så der sker en enorm udvikling inden for kerneenergi, og det er meget, meget lovende.

Men man har brug for kul i den mellemliggende periode, og jeg tror, at det faktum, at Indien simpelthen siger dette, vil have en meget vigtig indvirkning på alle de andre lande i det Globale Syd.

Jeg synes, at COP28-topmødet var utroligt lærerigt: Ikke alene erklærede arrangørerne, at de ikke havde tænkt sig at forlade de fossile brændstoffer, hvilket skabte et kæmpe ramaskrig, men det blev også tydeligt, at det hele var svindel: Der var næsten 100.000 mennesker, der fløj til Dubai, og alle de CO2-udledninger fra alle disse fly, hvis du forestiller dig det. Og hvad blev der så opnået? Faktisk meget lidt. Og jeg må sige, at når folk siger noget rigtigt, bør man rose dem, og jeg synes, at Greta Thunberg, som nu bliver slagtet af de internationale medier, bragte det palæstinensiske folks skæbne på bane, og det synes jeg er meget vigtigt. For når folk først erkender, at noget går forfærdeligt galt, og de har modet til at sige det, er det nok et af de bedre resultater af dette COP28-topmøde.

SCHLANGER: Apropos folk, der gør ting forkert, så er der et andet spørgsmål om den generelle kamp mod fossile brændstoffer. Nogen skriver: “Hvad sker der i Europa, i EU, med uenighederne om den grønne dagsorden? Og hvad med situationen i Tyskland? Vil der være mangel på energi til vinter? Er der nogen måde, hvorpå tyskerne på en eller anden måde kan genoplive strømmen af gas og olie fra Rusland?”

ZEPP-LAROUCHE: Den tyske økonomi er lige nu i frit fald, og medierne rapporterer det ikke som et samlet billede, men hver dag finder du i et tysk medie en lille udtalelse fra denne CEO eller denne leder af en forening, der siger “min sektor kollapser …”, og jeg tror, at hvis man lægger det sammen, viser Tyskland absolut, at bunden er ved at falde ud. Og mange virksomheder siger, at de er nødt til at afskedige folk eller investere i andre lande. USA fører økonomisk krigsførelse mod Tyskland ved at lokke de virksomheder, der ikke længere har råd til de høje energipriser i Tyskland, til at geninvestere i USA med Inflation Reduction Act, der giver dem visse privilegier. Så det er ikke en vens handling, det er en fjendes handling. Og i betragtning af, at Nord Stream-sabotagen stadig er det store spørgsmål, der skal undersøges, er Seymour Hershs beskyldninger ikke rigtig blevet imødegået.

Så jeg tror virkelig, at det er på tide, at Tyskland drager sine konklusioner: Vil vi lade hele vores økonomi, alt det, der blev bygget op i efterkrigstiden, i generationer af ord, vil vi lade det gå i opløsning, kollapse, blive revet fra hinanden? Dette er et krisemoment for Tyskland, som man ikke har set i vores økonomi siden slutningen af Anden Verdenskrig!

Det interessante er, at Putin for nogle dage siden sagde, at han beklagede, at forholdet mellem Rusland og Tyskland er blevet så dårligt. Og hvis Tyskland ville beslutte sig, ville der være en måde at genoptage forholdet på – dette er ikke præcis hans ord, men den generelle betydning. Og jeg mener, at det er, hvad Tyskland bør gøre: Vi bør simpelthen genoptage det og sige, at vi især har brug for den billige russiske gas, og det ville være det mest fornuftige at gøre.

Så jeg tror, at denne vinter afhænger af det: Hvis den starter meget koldt, kommer det an på det. Hvis vinteren bliver meget hård, og der vil være behov for et stort energiforbrug, tror jeg, vi kan komme til et absolut krisepunkt. For alle de andre økonomiske parametre ser også helt forfærdelige ud. Så jeg tror, at Tyskland vil blive konfronteret med valget mellem enten at kollapse under operationer fra en allieret, vores såkaldte bedste allierede USA; eller vi tænker på vores egen befolkning og genåbner gasleverancerne fra Rusland.

SCHLANGER: Helga, jeg kiggede ud af vinduet i dag, og himlen er grå. Der har ikke været sol i omkring tre uger her i Berlin, og alle solpanelerne er dækket af sne. Så jeg tror, det fortæller dig noget om, at naturloven hævder sig over for de grønnes idioti.

Jeg har endnu et spørgsmål til dig, som kommer fra nogen, der siger, at de er meget håbefulde med hensyn til muligheden for, at religion kan være en faktor i en våbenhvile og fred. De henviser til, at Sergej Lavrov har talt om en “post-kristen kultur” i Vesten, og denne person skriver: “Er det muligt, at det her ved juletid giver en chance for at anerkende betydningen af kærlighed til vores medmennesker som grundlag for fred?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan kun sige, at alle mennesker af god vilje er opfordret til at forsøge at fremkalde denne følelse hos deres og vores medborgere. For jeg tror, at bortset fra den forfærdelige krig i Ukraine og den forfærdelige situation i Mellemøsten, så har vi en reel krise i den vestlige kultur. Jeg tror, vi står over for et fuldstændigt dekadent sammenbrud – det er svært at sige, om man skal sammenligne det med slutningen af Romerriget eller det 14. århundrede eller andre perioder med totalt sammenbrud og dekadence hos eliterne. Og jeg tror, at vi er nødt til at finde det menneskelige i os selv, og vi er nødt til at bygge videre på det og skabe håb. Den menneskelige art gennemgår lige nu en så dyb krise, og jeg synes, at både religiøse ledere, men også mennesker, der virkelig er religiøse, bør bruge denne højtid – julen og de andre højtider – til at fremkalde kærligheden til menneskeheden og forsøge at komme tilbage til et menneskeligt samfund.

Hvis vi kommer igennem denne krise, tror jeg, at vi vil gå igennem en periode på måske et år, halvandet år, to år, det er en periode, hvor jeg tror, at mange processer vil nå deres udmattelsespunkt, et brudpunkt, et overgangspunkt, og hvis det på en eller anden måde lykkes os at få nok mennesker med på ideen om, at der er en løsning, bør Vesten holde op med at være arrogant og tro, at de kan fortsætte den kolonialistiske orden, som i virkeligheden ligger til grund for alt det her. Og vi bør stoppe denne, jeg vil sige eurocentriske arrogance, som inkluderer USA – du kan kalde det “Amerika-centrisk arrogance, euro-centrisk arrogance” – at tro, at vi er noget bedre, og at landene i det Globale Syd, i Asien, Afrika og Latinamerika, og at de på en eller anden måde er underlegne. For jeg tror, at det virkelig er – hvis man spørger folk, vil de måske ikke mene, at de er racister, men hvis man ser på deres adfærd i form af den slags institutioner, de ønsker at opretholde, og som vil opretholde den manglende udvikling i Syd, så må man konkludere, at det er denne eurocentriske racistiske holdning, der ligger bag meget af det, der foregår.

Og det er på tide at komme af med det, at foretage et renselsesforsøg og minde os selv om Amerikas sande tradition, som er den amerikanske revolution, de grundlæggende fædre, hvad Benjamin Franklin sagde, hvad John Quincy Adams sagde; eller i Europa, den italienske renæssance, den andalusiske renæssance, den franske polyteknik, den tyske klassiske periode, det billede af mennesket, som er forbundet med Schiller, med Beethoven, med {Niende Symfoni}, som var Beethovens komposition af Schillers digt {Ode til glæden}, hvor ideen er, at “alle mennesker bliver brødre”!

Jeg mener ikke, at det er en utopi. Jeg tror, at det er den absolutte forudsætning for, at civilisationen kan overleve. Og jeg tror, at julen og hele denne periode er en periode, hvor alle mennesker af god vilje, religiøse eller ikke-religiøse, må arbejde sammen for at fremkalde det, hvis man ønsker at komme ud af denne krise.

SCHLANGER: Jeg har en idé til en julegave: De kan gå ind på LaRouche-organisationens hjemmeside og downloade Oasis Plan-pjecen og lægge den rundt om juletræet og få folk til at læse og diskutere den. Det er det, Helga har talt om i dag, og det er grundlaget for en varig fred, som er julens ånd og alle de religioner, der har fester på denne tid af året.

Så, Helga, der er et sidste spørgsmål til dig her: “Det, du beskriver som ‘eurocentrisk arrogance’, er det essensen eller grundlaget for geopolitik?”

ZEPP-LAROUCHE: Ja! Det er idéen om, at det virkelig startede helt tilbage i 1500, da idéen om kolonialisme begyndte, og man skal se på de 600 år, der fulgte efter den periode. Men i den seneste periode tror jeg, at det var forbundet med Wolfowitz-doktrinen: Det var, da Sovjetunionen gik i opløsning, og der var basis for fred. Dengang kunne man have bygget en fredsorden for det 21. århundrede, hvilket vi forsøgte med forslaget om den eurasiske landbro. Men på det tidspunkt havde man Paul Wolfowitz og Richard Perle og forskellige andre neokonservative, som definerede ideen om, at kommunismen var besejret (det sagde de, selvom det var en forkert opfattelse, at de havde “sejret” over kommunismen), men de kom med ideen om, at USA aldrig skulle tillade nogen gruppe af nationer at overgå dem økonomisk, militært eller kulturelt, og det var i virkeligheden meget af det, der gik galt, for det, USA skulle have gjort, var at gå tilbage til John Quincy Adams’ eller John F. Kennedys fredspolitik og sige: Vi arbejder med en alliance, et partnerskab af lande over hele verden og samarbejder. Og jeg tror, at den idé om at erstatte konfrontation med målet om at bevare den unipolære verden, som alligevel for længst er væk, og ændre det til en form for samarbejde, er det mest påtrængende at gøre i dag.

SCHLANGER: Nå, Helga, tak fordi du var med os i dag, og held og lykke med alt andet, vi ses igen i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Og meld dig ind i Den Internationale Fredskoalition!

Ikke korrekturlæst.

I dagens dialog understregede Helga Zepp-Larouche nødvendigheden af at gå over til et nyt paradigme som det primære spørgsmål for menneskeheden. Hun talte om den kinesiske indsats for at indgå en omfattende fredsaftale for Sydvestasien som et skridt fremad, som vejen til at flytte regionen væk fra at tjene som brikker i en geopolitisk konflikt. Hensigten med Lyndon LaRouches Oasis-plan var at give alle nationer i regionen en vej til samarbejde baseret på gensidig egeninteresse, begyndende med at øge den tilgængelige vandmængde til landbrug og industri.

Adspurgt om forskellige forslag til at afslutte konflikten, såsom en OIC/Arabisk Liga-ledet olieembargo eller sanktioner mod Israel, henviste hun til den westfalske model – at søge hævn bringer ikke fred, der skal være tilgivelse, baseret på fælles forpligtelser til at handle til fordel for den anden. Det er svært, det kræver et “åndeligt skift”, men intet andet vil virke. Hun talte om IPC’s rolle som en katalytisk kraft og opfordrede folk til at deltage i vores mobilisering.

Om Tyskland – det er den værste regering i årevis, sagde hun, at hun håber, at den vil blive udskiftet. Adspurgt om det amerikanske præsidentvalg talte hun om vigtigheden af en national bevægelse omkring Diane Sares senatskandidatur, som udviser lederskab for en tilbagevenden til den bedste tradition i USA.

Beslutningernes dage – Opbyg en massebevægelse for fred gennem udvikling
Schiller Instituttets dialog med Helga Zepp-LaRouche, Onsdag den 29. november 2023

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 29. november 2023. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. Du kan sende os dine kommentarer og spørgsmål til questions@schillerinstitute.org.

Helga, det begynder at se sandsynligt ud, at pausen i kampene i Gaza kan blive forlænget med yderligere to dage, måske endda lidt mere, men vi er ved at nå frem til et afgørende øjeblik: Der er et voksende pres på Netanyahu og på Biden for at stoppe den død og ødelæggelse, som Netanyahus invasion af Gaza har udløst, og det ser ud til, at det har en vis effekt. Den internationale fredskoalition, som du er meget involveret i, mobiliserer for at fremme en varig våbenhvile og en egentlig løsning baseret på økonomisk udvikling. Hvad er din vurdering på nuværende tidspunkt af, hvor tingene står? Og hvad kan folk gøre for at øge presset på Netanyahu og på Biden for at sikre, at der bliver indgået en aftale om en permanent våbenhvile?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Mens vi taler her, finder det særlige møde i FN’s Sikkerhedsråd sted, som kineserne havde indkaldt til, og den kinesiske udenrigsminister Wang Yi er formand – jeg tror, han er mere end udenrigsminister, han er ansvarlig for hele Kinas udenrigspolitik – og der er flere andre meget højtstående medlemmer af den kinesiske regering, som er rejst til dette møde; og mens vi taler her, er de forskellige fremlæggelser stadig i gang. Den palæstinensiske repræsentant talte, Israels repræsentant talte, og hele verden følger med i denne begivenhed, fordi dette er en intervention på højeste niveau i et forsøg på at skabe fred i Gaza, og situationen var ved at komme ud af kontrol. Nu har Kina fremsat et forslag om at afholde en international fredskonference for Mellemøsten, og jeg tror, at det er den eneste måde at gribe situationen an på. Og Den internationale Fredskoalition og Schiller Instituttet er lige nu engageret i en international mobilisering med alle de kræfter, vi har til rådighed, for at forsøge at få Lyndon LaRouches forslag, som han fremsatte allerede i 1975, om en “Oasis Plan”, ind i denne igangværende diskussion: Det vil sige en omfattende udviklingsplan for denne region.

Denne region er blevet brugt af Det britiske Imperium og også af de tidligere franske kolonimagter til at være det område, hvor geopolitik ville forårsage konflikt og skabe mistillid og krige, først og fremmest mod Rusland; nu i den seneste periode klart mod fremkomsten af et nyt udviklingssystem sponsoreret af Kina med Bælte & Vej Initiativet (BRI) og væksten i BRIKS-nationerne, som i august optog seks nye medlemmer: BRIKS er oprindeligt Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, og på topmødet i Johannesburg accepterede de seks nye medlemmer: Etiopien, Egypten, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Iran og Argentina. Fire af disse lande ligger enten i Mellemøsten eller er direkte naboer, som Egypten, der er en slags bro mellem Asien og Afrika; og udvidelsen af BRI var godt på vej.

Jeg har i et stykke tid gjort opmærksom på, at selvom krigen i Ukraine og nu krigen omkring Gaza begge har deres historiske rødder og oprindelse og specifikke forhold, så må man ikke desto mindre se, at de også er brikker i en meget større kamp mellem den neoliberale verdensorden, som tydeligvis er på vej ned, på trods af alle bestræbelser på at tale den op af folk som NATO’s generalsekretær Stoltenberg, og de opstigende nationer i det Globale Syd centreret omkring Kina og Bælte & Vej Initiativet.

Det er her, kampen virkelig udspiller sig, for enten fortsætter man med at spille geopolitik og splitte nationer og sprede spændinger og krig, eller også finder man frem til et nyt paradigme. Og det er i virkeligheden det, der er på spil. Vores pointe har været, at vi fremmer ideen om en omfattende udviklingsplan for hele regionen.

Folk, der har rejst i Mellemøsten, kan bekræfte, at den eneste ting, der mangler i den region, er vand. For når man flyver over flere af disse lande, ser man ned fra flyet, og man ser ørken, ørken, ørken – der er ikke én grøn plet. Oaseplanen, som blev promoveret af Lyndon LaRouche allerede i 1970’erne som en fredsplan, tager udgangspunkt i ideen om, at man er nødt til at tilvejebringe en masse ferskvand, som kan skabes på mange måder: Den mest effektive form er kanaler mellem Middelhavet, Det Røde Hav og Det Døde Hav, og så afsaltning af det vand. Så kan man have andre metoder til at skabe vand ved at skabe kunstig regn ved at ionisere atmosfæren, ved at tappe ind i grundvandsmagasinerne og dybest set have det vand til rådighed for massiv infrastrukturudvikling, industriel udvikling og landbrugsudvikling. Og kun ved at introducere denne idé, som allerede var på bordet, da Oslo-aftalerne blev underskrevet, men som så blev saboteret af Verdensbanken på det tidspunkt, kun hvis man har et udviklingsperspektiv, er der håb om, at man kan få fred mellem Israel og Palæstina og få en overordnet aftale mellem alle naboerne om at arbejde for alles fælles bedste. Hvis man ikke indfører et sådant perspektiv, er det meget svært at se, hvordan man kan skabe fred i regionen, da positionerne er så fastlåste.

En sådan omfattende fredsplan for Mellemøsten ville så måske være begyndelsen på en ny udviklings- og sikkerhedsarkitektur for hele planeten, som ville tage hensyn til alle landes sikkerheds- og udviklingsbehov, for jeg mener, at det er tvingende nødvendigt for at komme ud af denne nuværende geopolitiske konfrontation.

Så dette er lige nu fokus for vores mobilisering, og på fredag har vi et nyt møde i International Peace Coalition, hvor vi vil præsentere en opdateret version af denne Oasis Plan. Folk bør kontakte os, ringe til os, skrive til os, være en del af vores mobilisering, for jeg tror, vi har brug for en forening af alle fredsbevægelser rundt om i verden for at fokusere på løsningen af konflikten. For det er ikke nok bare at være imod krigen. Vi har brug for en tostatsløsning for Mellemøsten, men den kan kun have en chance for at fungere, hvis der sker en massiv forbedring af levestandarden for alle mennesker i hele regionen.

SCHLANGER: Hvis du har et spørgsmål til Helga, kan du sende det til os på questions@schillerinstitute.org.

Helga, flere mennesker har sendt spørgsmål om de bredere diplomatiske initiativer. Og en person skrev: “Hvad holder medlemmerne af Organisationen for Islamisk Samarbejde og Den Arabiske Liga tilbage fra at tilbageholde olie- og gasleverancer til Israel?” Jack Gilroy fra Pax Christi sendte et spørgsmål ind; han sagde: “Hvad med BRIKS’ forslag om økonomiske sanktioner mod Israel?” Hvad synes du om de forslag?

ZEPP-LAROUCHE: Tja, jeg er ikke sikker. For problemet er ikke straf og hævn, og så en ny cyklus. Jeg forstår godt, hvorfor folk gerne vil bryde de diplomatiske forbindelser med Israel eller i det hele taget gå i retning af sanktioner. Jeg har en lidt anden tilgang: Det betyder ikke, at man tilgiver de utilgivelige forbrydelser, der er blevet begået, men det er den absolutte erfaring fra Den Westfalske Fred, som afsluttede 150 års religiøs krigsførelse i Europa, at efter at have mistet næsten to tredjedele af Europa på det tidspunkt, eller store dele af Europa, og de fleste mennesker var døde, kom de til den konklusion, at man er nødt til at indføre noget helt andet: Så Den Westfalske Fred udviklede principperne om, at man for fredens skyld er nødt til at tilgive forbrydelserne på den ene side og den anden side. Det betyder ikke, at man glemmer dem, det betyder ikke, at man ikke opretholder mindet og drager konklusioner for fremtiden. Men man er nødt til at sætte en grænse, hvor man tilgiver. For ellers, hvis man bliver ved med at tælle, “den side gjorde det, og den side gjorde det …”, vil det betyde, at voldens cyklus fortsætter.

Jeg ved godt, at det er meget svært for folk at acceptere, men jeg tror ikke, at det er et isoleret problem, for som jeg sagde lige før, er det, der er på spil, både i tilfældet med Ukraine – tænk bare på de fem eller nu seks gange, NATO har udvidet mod øst og omringet Rusland med det klare geopolitiske mål at afvikle Rusland i sidste ende; og det er virkelig interessant, at Putin i går holdt en meget vigtig tale for Det Russiske Folkeråd, som blev grundlagt i 1993; han holdt en meget vigtig tale, hvor han sagde, at der er folk, der igen taler om at “afkolonisere Rusland”, befri folk, etniske grupper i Rusland, og at der er en plan for at nedbryde Rusland. Jeg tror, at det desværre bekræftes af mange aktiviteter, og man kan tydeligt se, at på trods af at der er specifikke ting – vores tid er for kort til at gennemgå dem nu – men det større spil er mellem Vesten og Rusland og Kina. Og Mellemøsten, eller Sydvestasien, er en del af det store strategiske spil.

Så hvis man ikke tager højde for alle faktorer, og efter min mening kræver det, at vi får en forståelse mellem alle nationerne og alle kræfterne i verden, at vi er nødt til at bevæge os til et helt andet niveau, vi er nødt til at bevæge os til et nyt paradigme for internationale relationer, hvor vi sætter den ene menneskehed først og sætter alle nationale interesser i samhørighed med den ene menneskehed. Det er en slags åndeligt spring, et mentalt spring til et helt nyt niveau, og det er baseret på Nicholas af Cusas tænkning og modsætningernes sammenfald, coincidentia oppositorum, som var en tænkemåde, han udviklede, og som jeg mener, informerede Den Westfalske Fred, fordi den gjorde det muligt for deltagerne, på trods af alle krigsforbrydelserne på begge sider, at bevæge sig til et nyt niveau og fastslå, at deres udenrigspolitik fra nu af skulle være baseret på den andens interesse, dvs. alle andre; og at udenrigspolitikken skulle være bygget på kærlighed. Og jeg tror, at det er en kvalitet, som måske lyder utopisk for nogle mennesker, fordi de naturligvis hævder, at det militær-industrielle kompleks aldrig i vores tid vil nå op på kærlighedens niveau i udenrigspolitikken. Men hvis vi får en massebevægelse for fred og en helt anden form for internationalt samarbejde mellem alle nationer, ja, så vil det militær-industrielle kompleks’ magt heller ikke bestå for evigt.

Men jeg prøver at sige, at vi har brug for en helt anden beskaffenhed, hvis vi vil undgå verdenskrig: For både i tilfældet med Ukraine og i tilfældet med Sydvestasien, hvis disse konflikter skulle blive optrappet, og i begge tilfælde er denne fare absolut til stede, og det ville komme til brug af atomvåben, er det logikken i atomvåben, at de alle vil blive brugt, når først et er blevet introduceret, og at det vil føre til civilisationens undergang og udslettelsen af alt, hvad vi nogensinde har kendt, elsket og holdt af, fordi der ikke vil være nogen tilbage til overhovedet at overveje, hvad der gik galt. Og der er nogle ekstremt skøre og sindssyge mennesker, der leger med det, som om man kunne “vinde” en atomkrig!

Så man er nødt til at starte fra det værst tænkelige scenarie, som er en atomvinter efter en atomkrig, og derfor er man nødt til at definere løsningen fra den vinkel: Med andre ord er man nødt til at introducere et koncept, der overvinder alle konflikter på regionalt plan, og det skal tage udgangspunkt i den ene menneskehed. Jeg tror, at den eneste regering, som jeg har hørt tale om at gå i denne retning, faktisk er Kina, fordi Xi Jinping altid taler om “menneskehedens fælles fremtid”, hvilket betyder, at vi kun har én fremtid. Og jeg har hørt Putin sige lignende ting, og nogle ledere fra landene i det Globale Syd bevæger sig også i denne retning, og jeg mener bestemt, at det er det eneste niveau, hvor dette problem kan løses.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål fra en af vores kolleger, som er historiker, og han spørger: “Når kampene er stoppet, hvad sker der så? Gaza er ødelagt. Genopbygning – men hvordan?”

ZEPP-LAROUCHE: Ligesom i den Westfalske Fred er der mange detaljer, der skal afklares, men jeg tror, at genopbygningen af Gaza og genopbygningen af en palæstinensisk stat, der indfører præcis den slags økonomiske udviklingstiltag, som jeg talte om før, er det, der skal gøres. Og jeg tror kun, at det kan gøres ved, at det internationale samfund indskærper deres absolutte beslutning om, at det skal ske; og også ved at lægge pres på USA, hvilket skal komme både fra USA’s egne rækker, fra borgerne i USA, men også fra det internationale samfund. For det er meget tydeligt, at hvis USA, hvis den amerikanske regering ville bede Israel om at gå med til denne politik, så ville de gøre det. Netanyahu har for nylig pralet med, at han trodsede det amerikanske pres, men jeg tror ikke, at det er sandt. Hvis USA i klare vendinger insisterede på, at Israel var nødt til at rette ind, ville de være nødt til det.

Så den virkelige opgave er derfor at kræve af hvert eneste menneske, at de ikke tier stille over for det, der sker, men det største ansvar ligger helt klart hos USA og de amerikanske borgere for at rette op på deres regerings fejlagtige politik.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål, der følger den samme tankegang, fra en fast seer, der spørger: “I betragtning af den voksende modstand mod Bidens tilsagn om at give flere penge til krigen i Ukraine og krigen i Gaza, 105 milliarder dollars mere i tillægsloven, vil Schumer og pro-krigsfraktionen i Kongressen være i stand til at få dette igennem, i betragtning af den voksende modstand i USA?”

ZEPP-LAROUCHE: Det er ikke et krystalkuglespørgsmål, det er et spørgsmål om politisk mobilisering. Jeg tror, at Schumer tydeligt viser, at han er en person, der spiller med på det militærindustrielle kompleks’ spil. Og jeg tror, at der er et voksende antal mennesker, i alle lag, blandt jøder, muslimer, alle slags etniske minoriteter, og både demokrater og republikanere, som virkelig er trætte af denne endeløse krigspolitik.

Hvad har den gjort ved USA? Da 11. september startede interventionerne i Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen og sandsynligvis en hel masse andre lande, blev disse lande ødelagt! De øgede ikke USA’s magt og omdømme: Faktisk tror jeg, at hele dannelsen af det Globale Syd, som nu er ved at blive en kraft for en ny økonomisk verdensorden, er resultatet af et gigantisk blowback. Hvis USA ikke havde startet disse interventionistiske krige, tror jeg ikke, at det Globale Syd ville gå sammen med Kina om et nyt økonomisk og finansielt system. Jeg synes, at eliterne i Vesten, i NATO, i USA og Europa, bør tænke over, at deres politik har forårsaget dette. Det er ikke Rusland, det er ikke Kina, men det er politikken med interventionskrige, som har kostet millioner af mennesker livet! Tænk bare på Madeleine Albrights berygtede, barbariske udtalelse om, at 500.000 børns død i Irak som følge af de sanktioner, der blev indført efter krigen, var en pris, der var værd at betale, sagde hun. Det “Ugly American”-image, som Madeleine Albright personificerer som ingen anden – ja, jeg kunne nævne et par stykker mere, men hun er helt sikkert en “Ugly American”, hvis jeg nogensinde har set en – det har fået hele det Globale Syd til at gøre oprør, og når sanktionspolitikken, som Cæsar-sanktionerne mod Syrien, som – jeg mener, folk er ikke dumme! De kan se, hvad der er hensigten med sådanne sanktioner, nemlig at få befolkningen i det pågældende land til at gøre oprør mod deres regering og føre til et regimeskifte. Så denne politik har tydeligvis slået fejl, og jeg mener, at det skal slås fast.

Og vi er nu nået til et punkt, hvor der er en international erkendelse af, at krig ikke længere kan være et middel til konfliktløsning i en tid med atomvåben: Det er ved at gå op for flere og flere mennesker. Der er flere og flere, der er imod ideen om krig, imod militær produktion, og jeg tror, at det er nødt til at stige, for nu bliver det også meget klart, at det transatlantiske finansielle system oplever alvorlige problemer. Det amerikanske banksystem er så godt som bankerot. Den tyske økonomi er ved at kollapse, den falder som en sten. Og du ved, de forsøger at militarisere den tyske økonomi og gå efter en militær oprustning. Hvordan vil de finansiere det? De vil skære ned på de sociale ydelser.

Så jeg opfordrer alle mennesker til faktisk at tælle, hvor mange skoler der kunne bygges for de penge, der sendes til disse endeløse krige? Hvor mange sundhedssystemer kunne der skabes? Og jeg tror, vi er nødt til at begynde at mobilisere befolkningen for virkelig at sætte en stopper for dette, fordi denne militære produktion er et komplet spild, set ud fra et fysisk økonomisk synspunkt, og det fylder kun lommerne på dem, der spekulerer i obligationer og aktier i de militære firmaer. Og det må blive klart, og en offentlig mobilisering bør virkelig sætte en stopper for det.

SCHLANGER: Vi taler med Helga Zepp-LaRouche fra Schiller Instituttet. Og husk, at der på fredag, den 1. december, vil være endnu et møde i Den Internationale Fredskoalition, og hvis du er interesseret i det, kan du sende os en e-mail eller ringe til os, så fortæller vi dig, hvad du kan gøre for at deltage.

Helga, vi har et par spørgsmål mere, og her er et fra Gregory: “Hvilke faktorer bidrog til, at de israelske forsvarsstyrker ikke reagerede rettidigt på Hamas-angrebet den 7. oktober?” Og han spørger: “Har vi at gøre med en situation, der ligner den, som Lyndon LaRouche beskrev i forbindelse med 11. september-angrebene i 2001, at Lyn havde forudsagt en ‘rigsdagsbrand’ for at give Bush-regeringen mulighed for at skifte emne?” Så hvad synes du om det?

ZEPP-LAROUCHE: Det er et meget interessant spørgsmål, for der er mange ubesvarede spørgsmål i denne henseende. For det første viser det sig nu, at der ikke var én advarsel til den israelske regering før, som den fra den egyptiske regering, men tilsyneladende var der flere stemmer i Israel, der advarede Netanyahu, og tilsyneladende også en rapport fra CIA, der advarede om, at et større Hamas-angreb var under planlægning. Ikke desto mindre blev IDF’s sikkerhedsstyrker trukket væk fra Gaza-hegnet; de blev omplaceret til Vestbredden; det er én stor ting.

Så er der mange andre spørgsmål, jeg mener, dette tunnelsystem under Gaza, angiveligt 500 km tunneler, 30 meter dybe. Jeg mener, det er ikke noget, der bare kan bygges på en uge! Det tager år og atter år – så hvorfor blev det ikke opdaget? Hvorfor var det aldrig et problem? Hvordan befæster man sådan et tunnelsystem? Man har brug for en enorm mængde cement, beton: Hvordan blev det transporteret? Hvordan kom det meget store antal missiler og andre våben ind i Gaza, som (angiveligt) var fuldstændig overvåget til det sidste? Hvordan kom disse våben derind?

Så der er mange, mange af den slags spørgsmål, som i virkeligheden stiller spørgsmålet: Måske var alt, hvad Hamas gjorde gennem mange, mange år, måske 20 år, kendt af Mossad? Var det kendt af IDF? Det ville i så fald bringe os til spørgsmålet om en 11. september-lignende begivenhed.

Det kan jeg ikke svare på lige nu, men jeg tror helt sikkert, at der kan rejses spørgsmålstegn, og en undersøgelse – en international undersøgelse – ville være helt på sin plads.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål, Helga, som nok er lidt smertefuldt for dig, men som du har talt en del om. Nogen skrev ind og spurgte: “Hvor meget længere kan Scholz-koalitionen i Tyskland overleve i betragtning af de forfærdelige nyheder med økonomien, den fortsatte forpligtelse til krig i Ukraine og nu støtten til Israel?” Hvad er din vurdering af det?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at vi er tynget af den værste regering, Tyskland nogensinde har haft, i hvert fald i efterkrigstiden. Jeg har altid ment, at Merkels regering kvalte kreativiteten i Tyskland ved at indføre en masse middelmådighed, men det, der nu regerer i Berlin, får Merkel til at ligne et geni i sammenligning. Det er virkelig for meget. Denne regering er en klodsmajor, og man ved aldrig, om de er klodsmajorer og ude af stand til at styre en økonomi, eller om de faktisk er de grønnes indflydelse, der har til hensigt at afindustrialisere Tyskland? For det har været De Grønnes eksplicitte program i så lang tid, at jeg ikke ville tro, at det, de gør, til dels er bevidst, at de bare vil afvikle industrien, fordi de er ideologer og gerne vil føre Tyskland tilbage til middelalderen og en slags feudalistisk totalitær orden, for det er også det, der foregår i Tyskland lige nu.

Jeg ved ikke, hvor lang tid det vil tage. Scholz holdt i går en tale om afgørelsen fra den føderale forfatningsdomstol i Karlsruhe, som dybest set havde erklæret det ulovligt at afskaffe gældsbremsen, som en eller anden dum kombination af mennesker havde stemt ind i Grundgesetz, forfatningen, på et tidligere tidspunkt. Og nu skal man have to tredjedeles flertal for at ændre det. Nu er der nogle mennesker, især i De Grønne og i Socialdemokratiet, som taler om, hvordan man kan ændre på gældsbremsen; dette blev straks afvist af De Frie Demokrater og Kristendemokraterne.

Den regering er så fuld af selvmodsigelser: Der er partier, som på nogle punkter er diametralt modsatte af hinanden, men for at holde fast i magten, holder de sammen. Men resultatet er naturligvis afgrundsdybt. Lederen af den Kristelige Sociale Union (CSU), som er ministerpræsident i Bayern, Markus Söder, opfordrede til et tidligt valg, så der kan afholdes forbundsdagsvalg samtidig med valget til Europa-Parlamentet i juni næste år. Jeg ved ikke, om det vil fungere; det vil kræve mere handling fra oppositionen. Men jo før denne regering bliver stemt ud, jo bedre, for de er ved at køre Tyskland i sænk, og det er forfærdeligt! Fordi de ødelægger ting, som er blevet opbygget i generationer efter efterkrigstiden. Og når man taler med almindelige tyskere, uanset hvor man møder dem, skraber man i overfladen, og de er ved at eksplodere af fortvivlelse, af raseri, af fuldstændig forfærdelse.

Så jeg synes, vi er i en meget dårlig situation i Tyskland. Og det er meget tydeligt, at hele Europa befinder sig i en meget vanskelig situation. Der har lige været et stort møde i Frankrig med “falske suverænister”, som Jacques Cheminade, vores samarbejdspartner i Frankrig og tidligere præsidentkandidat, kaldte dem. Det er folk, der lader, som om de går ind for et suverænt Frankrig, men de holder sig mest til neoliberale økonomiske politikker, den østrigske skole, og de er for det meste nu ved at blive trukket ind i et geopolitisk spil. Så de ligner oligarkiets “Plan B”. Og der er lignende formationer i mange lande. Så jeg tror, vi er i stor fare, for historien gentager sig aldrig nøjagtigt, men der er mange mennesker, der ser paralleller mellem det, der sker i Europa lige nu, og begyndelsen af 1930’erne.

Og den måde, de forsøger at eliminere ytringsfriheden og andre frihedsrettigheder på: Den virkelige totalitære fare er ikke der, hvor man normalt siger – Rusland og Kina er lande, man ikke kan kalde totalitære, fordi de kommer fra en helt anden tradition, en anden kultur. Men Vesten forsøger altid at sætte navn på lande, der har et andet socialt system, og det var det, Biden sagde; han kom med en virkelig provokerende udtalelse om Xi Jinping, efter at de havde mødtes i San Francisco. Han blev spurgt af en journalist i en klar provokation, om han mente, at præsident Xi Jinping var en diktator, og han sagde: “Ja, han kommer fra et helt andet system end vores eget.” Som om det at komme fra et andet system automatisk ville betyde, at man var en diktator! Det er bare terminologi, der stammer fra den kolde krig, og den er altid blevet brugt af efterretningstjenesterne til at skyde skylden på en fjende – det var sproget i Kongressen for Kulturel Frihed, og hvis du ser på terminologien, er det den samme! Selv om Rusland ikke længere er et kommunistisk system, selv om Kina er meget værdsat af 150 nationer fra det Globale Syd. Så når man kigger lidt dybere på alle disse ting, kommer man til den konklusion, at disse etiketter ikke siger ret meget.

Så for at vende tilbage til dit spørgsmål, så håber jeg, at denne regering kan blive erstattet af bedre partier. Der er mange bestræbelser på at skabe nye partier på dette tidspunkt. Vi promoverer også vores egen Borgerrettighedsbevægelse Solidaritet (BüSo), og jeg kan kun sige, at vi har brug for et alternativ til den tyske regerings nuværende forsøg på at remilitarisere Tyskland på måder, som kun kan få hårene til at rejse sig.

SCHLANGER: Det sidste spørgsmål, som faktisk udspringer af det første, er, at flere mennesker spørger om det kommende amerikanske præsidentvalg i 2024. Don siger for eksempel: “Måden at løse dette på er at fjerne det amerikanske demokratiske parti.” En række mennesker forsøger at give demokraterne skylden for det.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, at den nuværende kombination af præsidentkandidater virkelig giver plads til forbedringer. Biden er tydeligvis ikke længere så egnet til at stille op som præsidentkandidat. Tidligere præsident Trump – jeg har ikke set på hans program for nylig, men han er tydeligvis ikke på linje med tidens trend, hvilket er, hvad den Globale Majoritet udtrykker, nemlig ønsket om samarbejde snarere end en fortsættelse af det geopolitiske spil. Og de andre kandidater er heller ikke uden problemer. Man kunne håbe, at der er en anerkendelse af behovet for samarbejde.

Nu kan jeg kun helhjertet støtte kandidaten til det amerikanske senat i New York Diane Sare, og jeg har fået at vide, at der nu er en stor græsrodsbevægelse til støtte for hende. Der dannes “Friends of Sare”-cirkler i mange stater. Jeg tror, man håber, at der i hver eneste af de 50 stater plus Washington D.C. vil blive oprettet en “Friends of Sare”-kreds, og at der omkring den forhåbentlig vil blive dannet en ny præsidentliste, ikke en præsidentkandidat, men måske kandidater, der virkelig repræsenterer et alternativ. Så jeg kan kun håbe, at en sådan indsats vil lykkes, for jeg kan sige, at hele verden længes efter et bedre Amerika. Folk over hele verden håber, at Amerika vil vende tilbage til traditionen fra de grundlæggende fædre, fra Lincoln, fra John Quincy Adams, naturligvis, hvad angår udenrigspolitik, fra Franklin D. Roosevelt, hvad angår økonomisk politik, fra Kennedy, hvad angår fredspolitik; og at denne tradition i Amerika vil komme i forgrunden.

Det er, hvad hele verden ønsker, og jeg kan kun opfordre folk i Amerika til at genoverveje deres historie i en fart.

SCHLANGER: For dem, der spørger, så stiller Diane Sare op til det amerikanske senat i staten New York. Og du kan finde ud af mere om hende på hendes hjemmeside Sare for Senate.

Så Helga, tak fordi du kom. Igen skal folk være opmærksomme på det kommende temamøde fredag den 1. december. Se efter information på Schiller Instituttets hjemmeside, skriv til os, ring til os, lad os vide, hvis du er interesseret, og vi vender tilbage til dig.

Helga, tak fordi du kom, og forhåbentlig vil mange mennesker se dig på fredag!

ZEPP-LAROUCHE: Ja, vi ses på fredag.

Ikke korrekturlæst

26. november 2023 (EIRNS)

Helga Zepp-LaRouches hovedtale fra Humanity for Peace’s online konference den 26 november, “Ikke flere krigsforbrydelser! Økonomisk udvikling, ikke affolkning!”

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig først hilse på jer alle, uanset hvor I ser og lytter til dette program. Jeg synes, at det haster gevaldigt, fordi vi er i gang med at øge mobiliseringen af Den Internationale Fredskoalition (IPC)og få den til at vokse, indtil vi har bragt verden væk fra den nuværende kurs. Det er tydeligt, at der er en meget stor fare for, at fortsættelsen af den nuværende geopolitiske politik vil føre til en katastrofe, der er meget værre end den film, vi skal vise om lidt; nemlig en atomkrig, der vil gøre en ende på livet på Jorden. Hvis ikke på kort sigt, så er faren der helt sikkert på mellemlang eller lang sigt. For hvis den nuværende idé om, at vi er involveret i en kamp mellem to blokke – på den ene side NATO, på den anden side den voksende BRIKS-kombination af stater – vil det med absolut sikkerhed føre til civilisationens udslettelse. Kun en dybtgående mobilisering af befolkningen, først og fremmest i USA, men naturligvis også i Europa og alle landene i det Globale Syd, er vigtig for at kunne øge indsatsen, indtil vi har styrken til at gennemføre de løsninger, som faktisk findes.

En ekstremt vigtig bestanddel af denne kamp er kampen om, hvorvidt sandheden vil blive fortalt om alle disse konflikter, eller om det vil være en fortælling, der er skræddersyet på en sådan måde, at den legitimerer denne krigspolitik. Lad mig starte med de to regionale krige, der er i gang, men lad mig fra begyndelsen understrege, at hvor vigtig krigen i Gaza og krigen i Ukraine end er for alle de involverede – russerne, ukrainerne, NATO-tropperne, de israelske styrker, palæstinenserne – så bør vi absolut huske på, at disse to konflikter eller krige, som har deres helt egen historie, ikke desto mindre lige nu blot er brikker i den større kamp mellem disse to systemer.

Lad mig starte med et par ord om situationen i Gaza. Vi har nu den anden dag med våbenhvile i Gaza, som i bund og grund er blevet påtvunget Israel, fordi Netanyahu oprindeligt havde sagt, at der ikke ville blive forhandlet, før Hamas var fuldstændig ødelagt, og alle gidsler var blevet frigivet. Det var tydeligvis en kombination af de verdensomspændende mobiliseringer og demonstrationer i alle de islamiske lande, men også i mange byer i USA og på gaderne i Europa. Og naturligvis det, som de kinesiske medier kaldte “stormagts”-indflydelsen, dvs. mødet mellem præsident Xi Jinping og Biden i San Francisco, og de mange diplomatiske aktiviteter. Dennis har allerede nævnt OIC’s og Den Arabiske Ligas delegationer, der tager til Kina, Moskva, London, Paris, og nogle af dem drager til Washington. Alt dette har helt sikkert indflydelse, men faren er, at disse fire dage vil være ovre på tirsdag, og der er en ekstrem fare for, at krigen vil fortsætte. Og det i en situation, hvor det er utroligt, hvad der sker. Det gode, hvis der er noget godt i et mareridt af denne dimension, er, at verdensbefolkningen med egne øjne kunne se i det mindste et glimt af graden af ødelæggelse i Gaza, af palæstinensernes enormt vanskelige situation. 2,3 millioner mennesker i kulde og regn, næsten ingen boliger tilbage, ingen mad, intet vand, ingen medicinske forsyninger. Og det har stået på i mange uger. Nu er folk blevet skubbet mod syd; mange af dem samles nær Hafah-overgangen. Det er en ubegribelig situation, som mange menneskerettighedsorganisationer har kaldt etnisk udrensning, folkemord; at Gaza er ved at blive forvandlet til en komplet ødemark, hvilket er hensigten. Ideen er at gøre det umuligt for folk at bo der, i hvert fald ikke for palæstinensere.

Det er nu også ved at blive klart, at hele fortællingen om, at Al-Shifa hospitalet i virkeligheden var det sted, hvor Hamas’ hovedkvarter skulle være i et tunnelsystem nedenunder, og at Hamas brugte den palæstinensiske befolkning som menneskeligt skjold, har vist sig at være en løgn. Der er nu også rapporter om, at IDF [Israeli Defense Force] vidste, at Hamas’ egentlige hovedkvarter lå et andet sted, 8,5 kilometer væk. Så dette er en situation, hvor sandheden er ved at komme frem. En vigtig udtalelse blev fremsat af António Guterres, FN’s generalsekretær, som i en meget følelsesladet tale sagde, at Hamas’ angreb den 7. oktober ikke skete i et vakuum. Det medførte en fuldstændig hysterisk reaktion fra Israels støtter, USA og Tyskland. Hvorfor var reaktionen så hysterisk? Fordi den punkterede den israelske fortælling om, at det hele var et pludseligt angreb.

Den diplomatiske mission, der blev nævnt, opnåede en meget vigtig ting. Der er to lande – Kina, som foreslog, at en øjeblikkelig tostatsløsning for palæstinenserne skal sættes på dagsordenen i forbindelse med en mere generel fredskonference for Mellemøsten. Vi mobiliserer i dag og i disse dage med våbenhvile for at få så mange kræfter som muligt til at bakke op om ideen om, at kun en fredskonference virkelig kan løse situationen. Da delegationen ankom til Moskva, annoncerede Rusland tilsyneladende også, at de er ved at forberede en ny sikkerhedsarkitektur for hele Mellemøsten. Det er noget, som min afdøde mand, Lyndon LaRouche, allerede foreslog i 1975, da han foreslog en Oasis-plan. Det ville være en økonomisk udviklingsplan, der gjorde ørkenen grønnere, men oase-ideen var et symbol på, at oasen er menneskeskabt, og at man kan gøre ørkenen grøn med moderne teknologi. Man kan have industri, landbrug, infrastruktur, en reel økonomisk udviklingsplan for hele Sydvestasien som den eneste måde at få fred på. Det er afgørende, og det er vigtigt, at mange mennesker tager denne idé til sig, som vi også allerede har offentliggjort.

Situationen i USA – og alle ved, at Israel aldrig ville gøre, hvad de gør, uden USA’s fulde opbakning. Biden står over for genvalg, og han skal bekymre sig om det faktum, at et stort flertal af den amerikanske befolkning går ind for en våbenhvile i Gaza. Der er nu et voksende antal byer, der har vedtaget resolutioner – Seattle, Atlanta, Detroit og mange andre. Derfor kan jeg kun appellere til de mennesker, der ser med fra USA, men også fra Europa, om at gå på gaden og kæmpe for fredskonferencen i Mellemøsten og sikkerhedsarkitekturen og Oasis-planen. Konfronter jeres politikere med dette, så vi får en voksende mobilisering til at lægge det på bordet.

Lad mig hurtigt omtale den anden krig – den i Ukraine. Især i USA, og her og der også i Europa, indrømmer selv de etablerede medier, at Ukraine tabte krigen; at USA ikke har afsat flere penge i deres budget, så våbenleverancerne efterhånden er ved at være begrænsede. Tyskland, som nu hævder, at de vil fordoble midlerne til at sende våben til Ukraine, står imidlertid over for en massiv konkurs i deres økonomi, så det er tvivlsomt, om det virkelig kan gennemføres på den måde, som nogle krigsmagere planlægger det. Naturligvis er historien her også, som i Gaza den 6. oktober, historien om, at der var en uprovokeret krig, der ikke længere kan opretholdes. Der er en generel erkendelse af, at det var NATO’s brudte løfter om ikke at udvide sig en tomme mod øst, som forårsagede forhistorien til Ukraine-krigen. At det var de oranges kupforsøg i 2004; at det helt sikkert var det vestligt ansporede og finansierede Maidan-kup, og at der lige nu er en utrolig indsats for at realisere historien ved at sige, at Rusland startede krigen i 2014 ved helt at udelade det faktum, at det var et fascistisk kup, som Rusland reagerede på med udviklingen på Krim og senere i Donbas. Merkel, Hollande og Poroshenko har alle indrømmet, at de kun foregav at gå ind for Minsk-aftalen for at give ukrainerne mere tid til at blive trænet op til NATO-troppernes niveau. Derfor skal forhistorien til det, der skete den 22. februar 2022, tages i betragtning. For at forstå alt dette i den rette sammenhæng er man nødt til at se på de større strategiske rammer.

Lad mig nu orientere om noget, som, selv om det vedrører den specifikke tyske situation, efter min mening beskriver hele historien på en meget nyttig måde, så det internationale publikum kan reflektere over den. For nylig sagde den tyske forsvarsminister Boris Pistorius i en tale, måske med vilje, men han sagde, at den vigtigste opgave var at gøre Tyskland “krigsparat”. I dag tales der meget om, hvorfor Tyskland skal bakke op om Israel uden at stille spørgsmål på grund af Holocaust. Vi bør minde os selv om den tyske historie, når den tyske forsvarsminister igen siger, at Tyskland skal gøres “krigsparat”. Det er ikke kun Israel, vi skal tænke på, vi skal tænke på den tyske historie. Jeg appellerer til alle om at ringe til folk i Tyskland og fortælle dem, at de skal komme væk fra denne kurs. Hvad handler alt det her om? Jeg begyndte at kigge i den strategiske diskussion om, hvad der ligger bag denne Pistorius-bemærkning, og der er en bred diskussion blandt tænketanke og visse såkaldte analytikere og moderatorer og talkshows, som dybest set bedst udtrykkes i et papir udgivet af det tyske råd for udenrigsrelationer, DGAP, i et policy brief, som siger, at der skal ske et kvantespring i mentaliteten og hele Tysklands rustningspolitik. Der skal ske en stigning i den militære produktion, en reel krigsøkonomi; der skal ske en massiv stigning i antallet af soldater, der gør tjeneste i Bundeswehr. Og for det tredje skal der ske en absolut mentalitetsændring i befolkningens holdning til denne militarisering af Tyskland, fordi Tyskland så hurtigt som muligt skal udvikle den mest magtfulde og mest kampdygtige moderne NATO-hær i Europa. Så foreslår de ikke kun, at den militære produktion skal øges massivt; det er der ikke penge til, for alt andet vil blive skåret ned. Alle de sociale omkostninger – sundhedspleje, uddannelse, infrastruktur – alt vil blive skåret ned, undtagen denne militære oprustning.

Hvordan får man en mentalitetsændring i befolkningen, hvor de unge ikke kender historien så godt længere, men i de ældre generationer er der stadig nogle mennesker, der ved, hvad det betød, at Dresden blev bombet sønder og sammen i en ildstorm, at Köln var jævnet med jorden, og at mange andre byer var murbrokker. De har en erindring, selv om de ikke selv oplevede det, de kender det fra historien og fra deres bedsteforældre, som fortalte dem det. Så der er behov for at få befolkningen til at acceptere, at krigen igen skal udkæmpes på tysk jord. Det, der står i dette dokument, er, at for at få en sådan mentalitetsændring, skal alle fra 18 til 65 år tvinges til at gøre tjeneste i et år; indtil man er 35 år i militæret, og hvis man er 36-65 år, skal man gøre tjeneste i et år i enhver funktion, som er en hjælpefunktion til denne indsats. Og debatten om dette skal gå ind i alle samfundets kroge – sportsklubberne, skolerne, universiteterne, delstatsparlamenterne, byrådene og så videre. Hver eneste enhed, hvor det sociale liv finder sted, skal vænne sig til denne fremtidige militarisering af Tyskland, fordi folk skal trænes til at acceptere, at der en gang i fremtiden igen vil køre tanks gennem tyske landsbyer og byer mod øst. Selv hvis der så er kamp, vil sårede tropper komme fulde af blod, og de må acceptere at leve med disse billeder igen. Det er alt, hvad der står i denne artikel. Så har en af forfatterne, en mand ved navn Christian Mölling, som jeg aldrig har hørt om før og nok hurtigst muligt bør glemme igen, lige haft et 22 minutter langt interview i det bedste aften-tv-show, “ZDF Heute” (ZDF i dag), hvor han meget udførligt beskriver, hvad der virkelig er på spil. Først antager eller anklager han, at Ruslands egentlige mål er den kommende krig med NATO; men han har ingen beviser. Lad mig bare sige dette i parentes, briterne har også udgivet en ny hvidbog om Kina, hvor de stort set hævder det samme. I Möllings tilfælde siger NATO angiveligt, at Rusland er den største trussel mod hele NATO. Denne britiske hvidbog siger det samme om Kina. Virkeligheden er, at det ikke er sandt, lad mig bare indskyde dette her. Man bør spørge sig selv, hvorfor det er, at landene i det Globale Syd, som udgør langt størstedelen af verden, har en helt anden holdning til Rusland og Kina? De betragter disse to lande som venner, der hjælper dem med at overvinde deres underudvikling og for første gang gøre en ende på kolonialismen efter 600 år. Man skal endelig ikke falde for disse narrativer, for de har en geopolitisk hensigt. Så han siger, at Rusland, når krigen i Ukraine slutter – han ønsker ikke at berøre det faktum, at krigen i Ukraine blev tabt for NATO, ligesom alle disse andre krige; Vietnamkrigen for USA, Afghanistan, Irak, Libyen. Alle disse krige blev tabt, men det diskuterer han ikke. Han siger, at når krigen i Ukraine er slut, så vil Rusland opbygge sin fulde militære styrke. Og da det nok tager 6-10 år at gøre det, må NATO straks starte dette våbenkapløb, da Rusland allerede er mindst et skridt foran, måske to eller tre. Den russiske befolkning er mere villig til at opgive deres levestandard til fordel for militæret end i Vesten, og derfor må man være forberedt. Før eller siden vil Rusland invadere Baltikum. Se bare på de problemer, der allerede er ved den finske grænse, for ikke at nævne, at finnerne lige er blevet medlem af NATO i den sjette NATO-udvidelse mod øst, hvilket har forlænget grænsen mellem Rusland og NATO med 1300 km. Det er, som om Rusland og Kina ville flytte til den mexicansk-amerikanske grænse, men det nævner han slet ikke. Derefter siger han grundlæggende, at det er derfor, NATO er nødt til at opbygge alting massivt, fordi vi har konstateret, at der ikke var ammunition til Ukraine. Grundlæggende vil Tyskland blive knudepunktet for denne opbygning. Han siger, at krigen startede i 2014, så her kommer historien om den uprovokerede krig. Og befolkningen er nødt til at acceptere det, og derfor er vi nødt til at opbygge et militærindustrielt samfund. Så spørger moderatoren ham: “Så [lydfejl] mellem BRIKS og NATO er uundgåelig og vil ske?” Han siger, ja, vi er nødt til at træffe en beslutning. Vil vi gå efter risiko eller sikkerhed? Vi er nødt til at vælge sikkerhed. Faren er, at Rusland vil forsøge at splitte NATO-landene og få fat i nogle af dem. Smider vi dem så til dem som dyrefoder, en meget grim formulering på tysk, så er det for sent, og Vesten vil tabe.

Dette er naturligvis bare en refleksion, for det tyske Council on Foreign Relations har ikke tilfældigt en lighed med New York Council on Foreign Relations. De er dybest set søskende til denne institution. Det er tydeligvis det, der ligger bag de kræfter, der mener, at Rusland skal ruineres – som Baerbock har gentaget mange gange; at Kina skal inddæmmes, hvilket er umuligt, fordi Kina allerede er den stærkeste økonomiske magt og har omgået USA i faktisk fysisk økonomisk magt. Så dette er en absolut katastrofal kurs, og det vil ende som Hiroshima, hvis vi ikke ændrer os.

Hvordan ændrer vi det? Først og fremmest er vi nødt til at imødegå denne fortælling om, at Rusland er sådan et monster, der har til hensigt at overtage verden, for det er ikke sandt. Det er ikke sandt, at Kina forsøger at erstatte det imperiale USA, for Kina har ingen sådanne intentioner. Begge disse lande ønsker at have et system, som det er repræsenteret i BRIKS, der er baseret på suverænitet, respekt for andres sociale systemer, ikke-indblanding i interne anliggender; dybest set FN’s charter og de fem principper for fredelig sameksistens. Jeg tror, at den eneste måde, hvorpå vi kan forhindre, at den nuværende konstellation ender i en katastrofe, er ved at overbevise befolkningerne i Europa og USA om, at vi er nødt til at samarbejde med BRIKS-Plus, verdens globale flertal, og at vi er nødt til så hurtigt som muligt at etablere en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til sikkerheds- og udviklingsinteresserne i hvert eneste land på planeten. Jeg skrev Ti Principper, som ville være begyndelsen på en diskussion af, hvordan en sådan arkitektur kunne se ud. Jeg mener, at dette er den mest påtrængende opgave; at vi fortæller folk, at der er et alternativ til militær opbygning og konfrontation. Ligesom i den Westfalske Fred er det muligt at finde frem til et sæt principper, der gør det muligt at tage sig af alle landes interesser. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan komme ud af denne krise.

Så jeg appellerer til jer. Vi er nødt til at have et nyt finansielt system, for det nuværende transatlantiske finansielle system er i en meget fremskreden tilstand af sin egen undergang. Vi sidder på en krudttønde med 4 billioner dollars i udestående derivater. Alene de amerikanske banker sidder på flere hundrede milliarder dollars i urealiserede tab, som er en krudttønde, der kan eksplodere når som helst. Så vi har brug for en ny finansiel arkitektur, et nyt kreditsystem, som skal være grundlaget for at finansiere afskaffelsen af fattigdom, underudvikling, opbygningen af et sundhedssystem i alle lande på planeten, udviklingen af infrastruktur som en forudsætning for industrialisering og landbrug i alle lande på planeten. Vi bør forene vores hænder og kræfter for at overvinde levnene fra kolonialismen på den sydlige halvkugle og i landene i det Globale Syd. Hvis vi lægger dette på bordet, er der en vej ud af denne situation. Ingen taber, undtagen måske nogle spekulanter i det militær-industrielle kompleks, men vi kan også omdanne disse militær-industrielle komplekser til nyttig produktion af fysiske varer, som er til folkets fælles bedste.

Jeg tror, det er programmet, og vi er nødt til at få en seriøs diskussion om det, for uden en sådan intervention – og her appellerer jeg især til kræfterne i det Globale Syd – kan de hjælpe os med at få folk i Europa og USA til at forstå, at landene i det Globale Syd ikke er fjenden. Men at vi er nødt til at opbygge en verden, hvor vi alle kan leve. Det er menneskehedens store moralske test. Kan vi, som den eneste intelligente, kreative art, give os selv en orden, der gør det muligt for os alle at overleve på lang sigt? Mange tak.

Her er Helgas kommentarer fra diskussionsperioden:

1. kommentar:

Jeg synes faktisk, vi bør diskutere, hvordan vi kan indgyde optimisme i folk ved at drøfte Oaseplanen og diskutere, hvordan man gennem økonomisk udvikling kan vende hele situationen, og at det bliver det samlende initiativ for alle. Jeg tror, det vil have en effekt. For jeg tror, at verdenssituationen generelt er ved at nå et krisepunkt, hvor ideen om, at man ikke kan gøre noget, bliver erstattet af et kriseøjeblik, hvor hvis man lægger en løsning på bordet, så kan den blive til virkelighed.

Lige nu er der så mange mennesker i landene i det Globale Syd, som er fast besluttet på at overvinde underudvikling, at dette er tidens trend: ideen om at erstatte den nuværende orden af geopolitiske konflikter med en orden, hvor lande lever fredeligt sammen og arbejder sammen i gensidig interesse, dette er tidens ide, som kan realiseres.

Så mit forslag vil være, at vi virkelig kommer ud af dette møde med en fuldstændig forpligtelse til at tage Oasis-planen, at tage ideen om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur og virkelig starte en mobilisering: få universiteter, tænketanke, til at holde møder om det. Så kan vi helt sikkert få diskussionen væk fra krig og over på, hvordan vi rent faktisk kan skabe en fredsorden. Og jeg appellerer til alle deltagere om at gøre det til et diskussionsemne, uanset hvor I er. Og så vil vi tage det med rundt i verden.

Og jeg tror, at vi på denne måde kan besejre en tilsyneladende altdominerende mediekontrol og erstatte den med en diskussion i folkets interesse.

2. kommentar:

Ja, jeg vil gerne komme med en hurtig kommentar: Jeg tror, at Vanessa er meget tæt på situationen i Sydvestasien. Men jeg har altid en tendens til at tænke, at hvis man befinder sig i en slags sandkasse, hvor skakbrikkerne er sat, og det britiske imperium og andre kolonimagter har brugt denne region i meget lang tid, til det store spil, til Sykes-Picot-aftalen, til grænsedragningen, så er alt dette kendt, og det bliver spillet.

Så spørgsmålet for mig er altid, hvordan man på en eller anden måde kommer ud af boksen? Hvordan får man en tilgang, hvor man bringer et nyt element ind?

Jeg tror, at det udgør en del af det strategiske billede: Jeg forsøgte tidligere at påpege, at både situationen i det såkaldte Mellemøsten og i Ukraine, selvom de har specifikke karakteristika og historier og træk, er en del af dette større spil, og det større spil er den falske idé om, at der nødvendigvis er en uløselig konflikt mellem landene i det Globale Nord, NATO, USA, det såkaldte Vesten, og Rusland og Kina i særdeleshed; Kinas fremkomst som den primære økonomiske modstander, og Rusland, der igen bliver en verdensspiller med hensyn til militær magt. Og jeg tror, at det er den virkelige flaskehals eller det virkelige kritiske punkt, som vi er nødt til at løse. For så længe – og jeg tror, Putin har sagt det på et tidspunkt, at hvis de ikke havde fundet Ukraine, ville de have fundet et andet sted eller en anden grund til at komme i konfrontation med Rusland.

Jeg tror, at det vigtigste spørgsmål for mig er, at jeg kun kan sige, at den eneste måde, jeg tror, vi kan afdramatisere denne situation på, er, at vi på en eller anden måde bringer stemmen fra det Globale Syd meget mere ind i billedet: For da premierminister Nehru og præsident Sukarno på Bandung-konferencen talte om faren for atomkrig, sagde de, at det er et spørgsmål, der påvirker landene i det Globale Syd lige så meget, som det påvirker landene i Nord. De bliver måske dræbt et par dage eller uger senere, men i sidste ende vil en atomkrig dræbe alle.

Jeg ved, at problemet med BRIKS er, at de er forskellige lande, de har forskellige dagsordener – det er ikke en homogen gruppe, men i lyset af det, vi ser på, som virkelig er det billede, vi vil konfrontere med den film, vi snart vil vise, er dette noget, der påvirker hele menneskeheden, og jeg tror, vi er nødt til at gøre en reel indsats for, at landene i det Globale Syd, i lyset af denne fare, taler mere højlydt: For hvis de melder krystalklart ud, at den eneste måde, hvorpå der kan samarbejdes med Europa og USA, er, hvis de går med til et nyt internationalt system, et nyt paradigme for internationale relationer. Og hvis landene, BRIKS plus, samt alle de lande, der har ansøgt om BRIKS-medlemskab, hvilket er næsten 50 lande i alt, hvis de ville mødes og komme med sådan et budskab og sige: “Vi kræver, at det kinesiske forslag om en fredskonference i Mellemøsten og det russiske forslag om en ny sikkerhedsarkitektur for Mellemøsten bliver fulgt øjeblikkeligt, og vi lægger alle vores vægt bag det”; og de ville så appellere til fredsbevægelsen, som er fragmenteret, men ikke desto mindre eksisterer, der er mange mennesker og organisationer, der kæmper for fred, og hvis de ville appellere til den, så det Globale Syd og fredsbevægelsen i det Globale Nord ville gå sammen og kræve disse løsninger på en meget hurtig måde, så tror jeg, at det kunne tippe balancen.

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 22. november 2023

HARLEY SCHLANGER: Hej, og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 22. november 2023. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. Du kan sende os dine spørgsmål eller kommentarer til questions@schillerinstitute.org.

Helga, tingene bevæger sig meget hurtigt på forskellige strategiske fronter, med nye udviklinger i Netanyahus krig mod Gaza, diplomatiske initiativer, der har til formål at berolige brændpunkterne, og Schiller Instituttets initiativ til ikke bare at berolige situationen, men at bevæge sig hen imod en ny strategisk arkitektur. Lad os begynde med noget, der blev annonceret for et par timer siden, nemlig at der er indgået en aftale om en fire dages våbenhvile i Gaza, der begynder i morgen, og som vil gøre det muligt at udveksle israelske gidsler, der er taget af Hamas, med palæstinensere, der er blevet fængslet i Israel. Dette har fyldt meget i det internationale diplomati. Begge sider stiller spørgsmålstegn ved, om man kan stole på den anden part. Hvad er dit syn på dette, Helga, både på den igangværende diplomatiske aktivitet, og hvad det betyder generelt? Repræsenterer dette en potentiel, betydelig forandring?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det kunne man bestemt håbe. Jeg tror, der er mange faktorer, der spiller ind: Den ene er det faktum, at der er et internationalt ramaskrig mod det, der generelt blev opfattet og af mange karakteriseret som “folkemord”, der foregår i Gaza, af en dimension, som er ufattelig og fuldstændig umulig at fortsætte med at bære. Så der var demonstrationer i mange lande – naturligvis i de islamiske lande, som også i form af Organisationen for Islamisk Samarbejde er involveret i en større diplomatisk rundtur, sammen med Den Arabiske Liga, til de fem permanente medlemslande i FN’s Sikkerhedsråd. De besøgte først Kina, så Rusland og derefter Storbritannien og Frankrig. Derefter bliver Netanyahus situation i Israel naturligvis næsten lige så uholdbar, fordi mange mennesker, herunder de pårørende til ofrene fra den 7. oktober, beskylder Netanyahu for at være ansvarlig for det, der skete. Derefter var der en lang march af de pårørende til gidslerne den 4. november, hvor de også krævede, at Israel skulle handle for at befri gidslerne.

Så jeg tror, der opstod et stort pres på situationen, og man kan kun håbe, at denne nuværende pause, som forhåbentlig vil vare ved, vil blive brugt til at forlænge den ud over de fire dage; det blev allerede sagt, at for hver yderligere 10 gidsler, der blev frigivet, ville pausen blive forlænget med endnu en dag. Men det er tydeligvis ikke nok. Og det er først og fremmest op til USA at sørge for, at denne krig slutter, for det er den eneste magt, som Israel vil være nødt til at anerkende.

Jeg tror, at tiden er inde til, at alle mennesker, der virkelig er plaget af det, der er sket, bevæger sig og mobiliserer sig sammen med os og alle de andre fredelige bestræbelser, der er i gang, for at finde en konkret løsning i form af – Kina presser på for at få en international fredskonference til at etablere de to stater som en løsning på konflikten; men vigtigst af alt, så skal alle involverede kræfter forpligte sig til at skabe fred gennem udvikling: For den eneste måde, hvorpå der er håb om at løse denne konflikt og bringe den til ophør, er at have en fredsplan for hele regionen – det vil sige hele Sydvestasien – ved at mobilisere for “Oasis-planen”. Det var en plan, der blev udviklet af min afdøde mand, Lyndon LaRouche, allerede i 1975, og som gik ud på, at man er nødt til at have en massiv produktion af ferskvand, fordi alle disse stater for størstedelens vedkommende er ørkener, og at man er nødt til at have en reel industriel udvikling; hvilket nu er muligt på grund af Bælte & Vej Initiativet og Kinas vilje til at spille en stor rolle i udviklingen af regionen. Og fire lande i regionen vil blive medlemmer af BRICS fra 1. januar 2024: Det er Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Iran; og så er der Egypten, som er en del af regionen, og som samtidig er broen til Afrika.

Så hvis man nu forpligter sig til at holde en international udviklingskonference for hele regionen, vil det måske også provokere fredelige kræfter i Israel til at sørge for, at de bliver den dominerende kraft i landet, så der kan blive sat en stopper for dette absolutte rædselsshow, som jeg kunne sige meget mere om, men der er nu mange flere, der taler om det. Og jeg tror, at det eneste, der tæller på nuværende tidspunkt, er at få afsluttet krigen og få gang i udviklingen.

SCHLANGER: Du har dækket noget af det, der stod i de første par spørgsmål, vi modtog, men jeg stiller dem alligevel, fordi de afspejler den polarisering, der er derude. Fra en person i New York lyder spørgsmålet: “Hvad får dig til at tro, at man kan stole på, at Hamas vil overholde en våbenhvile?” Og fra Israel: “Hvorfor anerkender Biden og den amerikanske kongres ikke, at problemet er Netanyahu og hans alliance med de mest radikale, ekstremistiske zionistiske bosættere?” Og denne person henviste til den nationale sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir og finansminister Bezalel Smotrich, som begge stemte imod aftalen om våbenhvileudveksling.

ZEPP-LAROUCHE: Svaret på det første spørgsmål er, at jeg mener, at det palæstinensiske folks situation er tilstrækkelig, og at enhver, der har noget hjerte tilbage, vil imødekomme dette krav. Og jeg kan kun sige, at hvis man ikke tager højde for fremtiden, vil man aldrig få en ende på dette.

Og til det andet spørgsmål kan jeg kun reflektere over, hvad Lyndon LaRouche plejede at sige, nemlig at det ikke er Israel, der bestemmer situationen, men det er USA’s strategiske hensigt, som mange gange har brugt Israel som en håndgranat til at sætte en situation i gang. Og jeg tror derfor, at kontrollen over dette helt klart ligger i USA.

SCHLANGER: Der har været flere spørgsmål om din aktivitet og Schiller Instituttets aktivitet: Nogen spurgte: “Hvad er Den Internationale Fredskoalition, som vi er involveret i?” og “Hvordan kan man blive involveret?” Og dette er en person, der er interesseret i konferencen den 26. november, der er sat op til kl. 11 Eastern Time, med titlen “Ikke flere krigsforbrydelser! Udvikling, ikke affolkning!”

Så hvad er IPC, og hvordan kan folk blive involveret?

ZEPP-LAROUCHE: Den Internationale Fredskoalition er den indsats, vi lancerede for næsten fire måneder siden, med den idé at forene alle de forskelige fredsgrupper rundt om i verden. For der er mange mennesker, faktisk har jeg det klare indtryk, at det er det store flertal af mennesker rundt om i verden, der er trætte af at være ofre og udkæmpe krige for en lille, oligarkisk elite ved at ofre unge mænd og kvinder i meningsløse krige, og at hele denne idé i det 21. århundrede om, at konflikter kan løses med krig, må stoppe! For i en tid med atomvåben er det helt sikkert forældet og må stoppes. Så IPC er ideen om at forene fredsbevægelsen i Vesten – først og fremmest at forene dem, for der er del-og-hersk-princippet desværre stadig relevant, og nogle gange kræver det bare spidsfindige måder, du ved, at sige “tal ikke med disse mennesker”, “hold dig væk fra disse mennesker”. Så derfor er det, der burde være en grundbølge, en strøm af modstand mod selve ideen om krig, mange gange en lille demonstration her, en lille aktion der – men vi er nødt til at forene alle disse bestræbelser i det såkaldte Nord, og så kombinere fredsbevægelsen i det Globale Nord med ambitionen fra landene i det Globale Syd om at få en retfærdig ny økonomisk verdensorden. Og et af formålene med IPC er at få begge sider, fredsbevægelsen i Nord og udviklingslandene i Syd, til at erkende, at deres interesser er helt identiske, og at begge deres problemer – manglen på udvikling i Syd og manglen på fred i Nord – skyldes det samme oligarkiske princip, som tydeligvis er i en opløsningsfase og ikke bryder sig om tanken om, at det nye system er ved at opstå, primært omkring BRIKS-landene, men også mange andre organisationer i det Globale Syd.

Så du kan slutte dig til den indsats. Det er meget prisværdigt. Den næste store konference bliver søndag den 26. november, hvor vi på den ene side naturligvis vil diskutere mulighederne for en fredsløsning i Sydvestasien, men også eftertrykkeligt gøre det klart, at hvis vi ikke får fred, så truer det, der skete i Hiroshima med ofrene for de atombomber, der blev smidt der, hele verdens skæbne. Og eftersom nogle af krigshøgene dybest set har retfærdiggjort Israels uforholdsmæssigt store reaktion mod Gaza med, at det var legitimt, fordi USA trods alt kastede atombomben over Hiroshima og Nagasaki, og terrorbrandbombningen af Dresden også jævnede byen med jorden og forårsagede, at 35.000 mennesker døde i flammerne dengang, og derfor ville den uforholdsmæssigt store israelske reaktion også være legitim! Det er skandaløst, at nogen, der er mennesker, kan sige sådan noget. Men derfor vil vi vise den ekstraordinære dokumentar, “8:15 Hiroshima: From Father to Daughter”, lavet af datteren til et af ofrene fra Hiroshima, som viser præcis, hvad det betød, hvad døden i en atomkatastrofe betød. Så folk virkelig kan se sammenhængen, at hvis vi ikke får de to krige under kontrol, krigen i Ukraine og krigen i Sydvestasien, har det potentiale til at udvikle sig til en global krig, som nødvendigvis vil være en atomkrig, og det vil betyde enden på civilisationen.

Så den kommende søndag, den 26. november, er et wakeup call. Forfatteren til dokumentaren, den japanske kvinde, der skrev manuskriptet, Dr. Akiko Mikamo, vil også være til rådighed for spørgsmål og svar, og du kan stille hende spørgsmål, hvis du tilmelder dig i tide. Så gør det, og vær med på søndag.

SCHLANGER: Du nævnte din afdøde mands “Oasis Plan”. Der findes en pjece fra LaRouche-organisationen, “Peace Through Development for Palestine and Israel: LaRouches oaseplan.” Folk kan kontakte os for at få en kopi af den.

Nu, Helga, har vi et spørgsmål fra en af vores kontakter i Mexico, som spurgte: “Har du en rapport om BRIKS’ krisetopmøde om Gaza, som fandt sted i går?”

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Det var meget vigtigt. Det var naturligvis virtuelt, men det havde deltagelse af præsident Putin, præsident Lula; premierminister Modi var repræsenteret af sin udenrigsminister Jaishankar fra Indien; Ramaphosa fra Sydafrika og Xi Jinping fra Kina, og de diskuterede et initiativ, der opfordrede til en øjeblikkelig løsning af konflikten, i grundlæggende termer. Og jeg tror, at det faktum, at BRIKS nu tager ansvar, er meget vigtigt. For hvis man tager BRIKS og Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC) og Den Arabiske Liga, hvoraf de to sidstnævnte organisationer foretog denne rundrejse til medlemslandene af FN’s Sikkerhedsråd, tror jeg, det er den slags miljø, der giver håb om, at en løsning kan være mulig.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål, der blev sendt ind af Jeremiah, som tydeligvis forsøger at organisere sig på vegne af det, vi gør. Han spurgte: “Hvordan udfordrer du folk til at støtte et kreditsystem for at udvikle en fremtid i tråd med LaRouche-planen? Og til at få Vesten til at slutte sig til BRIKS i stedet for at forblive underlagt en imperialistisk nation?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, spørgsmålet om at acceptere et sådant kreditsystem kan tvinge sig selv på dagsordenen, hvad enten folk kan lide det eller ej. For der er ingen tvivl om, at vi sidder på en komplet krudttønde: USA formår lige nu at forlænge budgettet på en eller anden måde, men det er en komplet fiktion, fordi USA er så forgældet, og enhver form for forstyrrelse kan få det hele til at eksplodere – som det gør i Tyskland lige nu! I Tyskland er man nu i en situation, der kan sammenlignes med den, USA var i, før de indgik et budgetkompromis, men den er meget mere uløselig. Forfatningsdomstolen i Karlsruhe har netop afgjort, at det var forbudt for koalitionsregeringen at bruge de midler, der var afsat som en særlig fond til omkostningerne ved coronapandemien, til nu at finansiere noget af omstillingen til en grøn økonomi. Det er ude. Nu er der et hul i budgettet på 60 milliarder euro. Og der er gået panik i denne koalition, som har besluttet, at der er et udgiftsstop. Så der er mange ting: Der vil være penge, som skulle kompensere hver husstand for de øgede energiomkostninger på omkring 300 euro: Det er skåret væk. Så for mange mennesker vil det betyde, at de vil få svært ved at finansiere deres ublu energiregninger. Mange andre programmer vil blive skåret ned, og generelt vil det være alle områder inden for de sociale programmer, undtagen militærbudgettet! Og det vil få mange mennesker til at blive virkelig rasende, og måske kan vi komme ind på det spørgsmål senere.

Men jeg tror, at behovet for at acceptere reorganiseringen af et fuldstændigt bankerot system vil blive mere og mere tydeligt, fordi den militære opbygning er det eneste, regeringerne er villige til at betale for, mens alle de grundlæggende fornødenheder – infrastruktur, velfærd, sundhedssystem, uddannelse, alt det bliver skåret ned! Jeg tror, at folks vilje til at kræve en forandring vil være hastigt stigende.

Og især fordi vi nu har Den Nye Udviklingsbank, der ledes af Dilma Rousseff; hun er kendt for at have kæmpet for et nyt kreditsystem, lige siden hun var brasiliansk præsident, og nu er hun præsident for Den Nye Udviklingsbank; og der er mange bestræbelser fra de forskellige BRIKS-lande, især Kina og Rusland, men også andre, på at udvikle en ny valuta, en ny reservevaluta, et nyt kreditsystem. Og mens Vesten lider under alle disse konsekvenser af sammenbruddet, bevæger landene i det Globale Syd sig i den anden retning, og det vil blive mere og mere synligt.

Så det fornuftige ville være at sige: Okay, vi tager vores forretningsmodel op til revision. Og det er den anden ting: Det er så tydeligt, at alle bestræbelser fra det Globale Nord, fra USA, NATO, Europa, slår fejl! Se på alle de krige, der blev udkæmpet! Vietnam blev tabt, Afghanistan var en total fiasko; Irak, en fiasko. Assad er der stadig; Libyen er en fejlslagen stat som følge af NATO’s intervention. Alle disse politikker var fuldstændige fiaskoer. Nu kommer situationen i Ukraine, snart vil det være så tydeligt, at denne krig også er tabt, og det eneste resultat er enorme lidelser for det ukrainske folk, naturligvis, det russiske folk, og alle de andre, der lider under konsekvenserne, som de millioner af flygtninge, der er flygtet.

Så hvorfor kan de etablerede lande i det Globale Nord, USA, Tyskland, Frankrig, hvorfor kan de ikke have format nok til at mødes og sige: Jamen, måske foreslog vi en politik, som ikke fungerede! Ethvert firma, der er truet af konkurs, ville mødes, og enten kan ledelsen lave en ny forretningsplan, sætte virksomheden i et bedre perspektiv eller udskifte ledelsen. Den vestlige politiske elite ser ud til at være helt ude af stand til at tage det simple skridt, at korrigere deres politik, som tydeligvis er baseret på helt forkerte aksiomer.

Så det betyder, at kløften mellem befolkningen og deres regeringer aldrig har været så stor som i USA og Europa. Og jeg tror, det truer med at eksplodere, for jeg kan sagtens se, at den kommende vinter bare vil forværre hele situationen. Og vi er nødt til at finde flere og flere mennesker, der kræver et nyt paradigme, fordi det bør være klart, at alle disse ting hænger sammen, og at man ikke kan løse det ene problem efter det andet, et efter et, men at man virkelig er nødt til at rette op på hele systemet, hvis det svigter på den måde, som det er åbenlyst.

SCHLANGER: Du har lige fremprovokeret et spørgsmål fra Tyskland, hvor nogen spørger: “Når situationen i Ukraine udvikler sig så hurtigt, som den gør, og når Tyskland lover flere penge til Ukraine, og denne budgetkrise, som du lige har beskrevet, kan den nuværende koalitionsregering i Tyskland så overleve?”

ZEPP-LAROUCHE: Det håber man ikke! Situationen i Ukraine er overstået. Det diskuteres åbent i mange amerikanske spalter, af politikere og så videre, og det er klart, at krigen i Ukraine, den såkaldte modoffensiv, ikke virkede. USA’s nye budget, som lige er blevet vedtaget, forlænger ikke pengene til Ukraine, så pengene fra USA bliver betydeligt mindre; jeg tror, det bliver omkring 30% mindre, måske en større reduktion. Og hvad sker der i Tyskland? Forsvarsministeren har lige været i Kiev for tredje gang, siden han tiltrådte, og han lover mere tysk hjælp, mere tysk udstyr, flere tyske penge. Og denne Pistorius holdt for nylig en tale, hvor han sagde, at vi er nødt til at gøre Tyskland “krigsparat”-kriegssüchtig. Det udløste et ramaskrig blandt mange mennesker, for hver gang Tyskland går i retning af militarisme, er der nogle fornuftige mennesker, der ikke synes, det er så fedt. Hvad sker der så? Så gik han ind i et langt tv-interview og forklarede, at det bare betyder at gøre Tyskland klar til at forsvare sig selv. Hvem truer nu med at angribe Tyskland?

Tja, hvis man ser på de forskellige tænketanke og relaterede medier, som visse journalister og forskellige universitetsprofessorer, taler de pludselig om behovet for at foregribe en kommende krig med Rusland! Det vil jeg ikke have! De taler om, at krigen med Rusland vil være uundgåelig om seks år eller ti år, fordi de hævder, at når krigen i Ukraine er overstået, vil Rusland straks begynde at opruste for at angribe det næste land, måske i Baltikum, måske Moldova, måske endda nogle andre lande i Europa, og at krig i Europa derfor vil blive sandsynlig. Og da Rusland kan være klar om seks år, sandsynligvis om 10 år, må NATO være parat til at udkæmpe den krig om seks år. Og derfor er det eneste område, der skal opbygges, den militære sektor – alt andet skæres ned, men der skal ske en militær opbygning og en militarisering af det tyske samfund, en forøgelse af militærproduktionen, flere soldater i Bundeswehr og en styrkelse af befolkningens såkaldte “modstandsdygtighed”, derfor, som en tænketank foreslår, skal alle fra 35 til 65 år aftjene et års værnepligt! Ikke alle ved fronten, men alle steder, hvor de kan passe ind og spille en rolle.

Dette er planen for den kommende verdenskrig. Og jeg tror, vi er nødt til at vågne op og sige, at efter Anden Verdenskrig i Tyskland havde vi et meget berømt og meget nyttigt slogan, som var “Aldrig mere!”. Og det betød, aldrig mere folkedrab, aldrig mere krig, og at krig aldrig mere skulle udgå fra tysk jord, nogensinde. Og jeg tror, vi er nødt til at øge fredsbevægelsen, og jeg kan fortælle folk, at der på lørdag forhåbentlig vil være en stor demonstration i Berlin. I bør tage derhen og deltage. Og vi er nødt til at have en debat om, at dette er den forkerte vej: Vi bør absolut ikke gå i retning af en militarisering af Tyskland, og enhver person, der kender nogen i Tyskland, bør kontakte dem og sige: “Er du vanvittig, at du vil tolerere dette?” For jeg mener, at Tyskland har akut brug for en intervention, for i Tyskland bliver vi mere og mere en koloni – faktisk er jeg bange for, at vi allerede er det – og vi har brug for, at folk vågner op. For der er et alternativ: Alternativet er, at vi arbejder sammen med det Globale Syd, menneskehedens Globale Majoritet, og får et system, hvor alle kan overleve, og ikke går i retning af denne vanvittige militarisering, som er i Tysklands og resten af verdens værste traditioner.

SCHLANGER: Det, du beskriver, er det såkaldte militærindustrielle kompleks’ magt i bredere forstand, virksomhedskartellerne og så videre, i de fleste NATO-lande og helt sikkert i USA. Det bringer mig til det næste spørgsmål, som er, at det i dag er 60 år siden, at John F. Kennedy blev myrdet, og de fleste mener, at han blev myrdet på grund af sin modstand mod det militærindustrielle kompleks’ planer i USA på en række områder.

For dem, der ikke har set det endnu, har jeg dedikeret min daglige opdatering i dag til mindet om John F. Kennedy, og folk kan se det. Men spørgsmålet, der kom ind, er: “Tror du, at mordet på John F. Kennedy og mørklægningen af det stadig forhindrer ledende figurer i amerikansk politik i at udfordre etablissementet?”

ZEPP-LAROUCHE: Det tror jeg, fordi det i en vis forstand er som disse terrormord, og dette var et terrorangreb, eller ideen om politiske mord. Bortset fra at man skaffer sig af med en person, der er i vejen for magthaverne, har det også altid det tilsigtede medbudskab til alle andre mennesker, “gør ikke det samme, for så kan du få en lignende skæbne.” Faktisk plejede min afdøde mand, Lyndon LaRouche, at sige, at USA’s store sår ikke kun er mordet på Kennedy, men også tilsløringen gennem Warren-kommissionen. Fordi det amerikanske samfunds manglende evne til at afdække den virkelige historie bag dette mord har ført til et komplet paradigmeskift. Jeg kan kun råde dig til at gå ind på JFK Library’s hjemmeside og se på fredstalen 10. juni 1963] og nogle andre af Kennedys taler, såsom hans [20. september 1963 tale til FN’s generalforsamling, eller talen om uddannelse, og du vil se, at han havde et helt andet paradigme: Han var kulturel optimist. Han var for den økonomiske transformation af det Globale Syd. Han troede på den menneskelige kreativitets absolutte evne til at løse ethvert problem. Han mente, at man skal tale med sin fjende, han afværgede trods alt Cubakrisen, da de militære rådgivere forsøgte at overbevise ham om at løse konflikten militært, hvilket i betragtning af, at de sovjetiske missiler havde atomsprænghoveder på sig, kunne have ført til en atomkrig, hvilket folk ikke vidste på det tidspunkt – så Kennedy har så mange aspekter, som er i diametral modsætning til den politik, som den amerikanske regering fører i dag, at man kan sige, at han var en af de bedste til at løse den. USA’s regering i dag, at man virkelig kan se, at den virkelige grund til, at de myrdede ham, var at forårsage et paradigmeskift i retning af det nuværende militaristiske syn på det militærindustrielle kompleks – det, vi ser i aktion i dag.

Og parallellen i Tyskland var mordet på Alfred Herrhausen den 30. november 1989, på tidspunktet for den forestående tyske genforening, som heller ikke kun havde til formål at eliminere Herrhausen som chef for Deutsche Bank, der havde en meget anderledes politik end banksystemet i dag – nemlig gældseftergivelse for udviklingslandene og udviklingsprogrammer som for Polen uden om IMF’s betingelser. Og ved at fjerne ham kunne de ikke bare fjerne den politik, men det var også et advarselsskud mod alle folkene omkring den daværende kansler Helmut Kohl om ikke at anvende den tyske genforenings momentum til at håndhæve ægte tysk suverænitet. Og det lider vi under den dag i dag.

Så jeg tror, at enhver indsats for at efterforske Kennedy-mordet og rette op på det, sandsynligvis er lige så afgørende for USA’s overlevelse, som en lignende indsats ville være for Tyskland i forhold til Herrhausen.

SCHLANGER: Det ville også hjælpe at efterforske bombningerne af Nord Stream-rørledningen.

Afslutningsvis, Helga, lad mig vende tilbage til International Peace Coalitions konference på søndag den 26. november kl. 11 østkysttid: “Ikke flere krigsforbrydelser! Økonomisk udvikling, ikke affolkning!” og din vurdering af betydningen af, at folk rent faktisk mødes og har denne slags diskussioner.

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Jeg kan kun berette det for mig selv, men også for nogle venner og kolleger, som jeg talte med, at når man lige nu befinder sig i denne politiske situation, hvor det er meget tydeligt, at et helt system faktisk er ved at bryde sammen: Du har en ubeskrivelig reaktion på den mislykkede Ukraine-krig ved at gå i retning af en militær oprustning. Det risikerer at komme ud af kontrol og udvikle sig til en større krig. Så har du den forfærdelige situation i Sydvestasien: Det burde gøre alle oprørte og få dem til virkelig at handle og forsøge at ændre det. Og fordi de fleste mennesker ikke ser regeringer i Vesten, der ser ud til at reagere på alt dette med fornuftige politikker, er der en tendens – i hvert fald i Tyskland; jeg ved ikke, om det er i USA eller andre lignende lande – hvor folk fryser, de bliver paralyserede. De ser det, og de siger: “Åh! Jeg kan ikke holde det ud længere! Jeg vil ikke se nyhederne mere!” I stedet for at forstå, at hvis man ikke handler lige nu, kan det blive værre! Men hvis de tager skridtet og mødes til et arrangement som det på søndag, hvor du vil høre fornuftige mennesker fra hele verden, og der er et forum, hvor man faktisk kan tale om det og finde løsninger, så finder folk tilbage til optimismen og bliver menneskelige igen, for hvis du fryser og er lammet, mister du virkelig din kerne, så at sige.

Så jeg kan kun råde dig: Vi har brug for jer, vi har brug for, at alle mennesker på planeten mobiliserer sig, for dette er en test for vores moralske evne til at overleve, og svaret er endnu ikke klart.

SCHLANGER: Og lad mig lige understrege det med et citat fra John F. Kennedy, fra en tale han holdt til avisudgivere den 27. april 1961, hvor han angreb ideen om hemmeligholdelse og censur. Og han sluttede af med at sige: “Uden debat, uden kritik, kan ingen administration og intet land få succes – og ingen republik kan overleve. Det er derfor, den athenske lovgiver Solon erklærede det for en forbrydelse for enhver borger at vige tilbage for kontroverser.”

Så jeg vil helt klart tilslutte mig det, præsident Kennedy sagde, og det, Helga lige nævnte om vigtigheden af at sige sin mening og ikke give efter for frygt; og Helga, tak fordi du var med i dag, og forhåbentlig vil mange af dem, der ser med i dag, deltage i arrangementet på søndag.

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Og tag dine venner og kolleger med.

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 15. november 2023

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. Det er onsdag den 15. november 2023. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende os kommentarer og spørgsmål til questions@schillerinstitute.org .

Helga Jeg vil starte med et spørgsmål, jeg modtog tidligt i morges: Nogen sagde: “Da der allerede er to krige i gang med amerikansk og europæisk involvering,” med henvisning til Ukraine og Sydvestasien, “er der et vist håb om, at mødet mellem USA’s præsident Biden og Kinas præsident Xi Jinping i San Francisco kan føre til en forbedring af forholdet mellem USA og Kina. De to lande er uenige om Ukraine, Gaza, Taiwan, handel og så videre, men der var angiveligt en varm velkomst til Xi, da han ankom til lufthavnen, inklusive en delegation med Janet Yellen, finansministeren. I betragtning af dit kendskab til Kina og bekymringerne over den nedadgående tendens i de amerikansk-kinesiske relationer, hvad er så dine forventninger til dette møde?”

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Tja, midt i et hav af rædsler synes jeg, at der er små tegn på håb. For som du siger, var velkomsten meget fin, der var amerikanske og kinesiske flag langs gaderne, der blev gjort en masse forberedelser, der blev holdt en masse møder på alle mulige regeringsniveauer, om handel, økonomi og andre former for samarbejde. Og fra kinesisk side har man naturligvis en enorm forventning om, at dette møde vil føre til en forbedring af de to vigtigste økonomier i verden. Og jeg tror også, at der fra amerikansk side er nogle forsigtige tegn på, at de ønsker stabilitet. Så i et hav af ustabilitet og rædsler er dette i det mindste noget af en forsigtig optimisme, man kan have.

Det er klart, at man ville ønske, at denne historiske mulighed ville blive udnyttet, især af præsident Biden, for hvis jeg var Biden, ville jeg med dette møde tage imod tilbuddet fra præsident Xi Jinping, som tidligere har tilbudt USA’s præsidenter et særligt forhold mellem stormagter. Det tilbud eksisterer stadig. Jeg tror, at tilbuddet om, at USA kunne samarbejde med Bælte & Vej Initiativet, også stadig eksisterer, og hvis USA, præsident Biden, ville gå det ekstra skridt og komme med en erklæring om, at de kunne samarbejde, ville det åbne op for så enorme muligheder for begge sider, men især for USA til at samarbejde og deltage i de mange, mange projekter fra det globale flertal.

Jeg tror ikke, at det vil ske på dette topmøde, for det har tidligere været alt for problematisk – spionballonen og alle mulige spørgsmål omkring Taiwan, Det Sydkinesiske Hav – så jeg forventer ikke, at netop dette topmøde vil føre til et gigantisk gennembrud. Men hvis forholdet mellem alle regeringsniveauer kan stabiliseres på en sådan måde, at dialogen nu kan fortsætte på en mere normal måde, da verden kræver, at alle disse store problemer bliver løst – først og fremmest naturligvis krigen i Sydvestasien, krigen i Ukraine; hvad angår Sydvestasien, har Kina fremsat et omfattende forslag om en fredskonference for Mellemøsten. Den kinesiske særlige udsending rejser rundt i regionen: Han var i Tyrkiet, han vil tage til Egypten, han var tidligere i Saudi-Arabien, og jeg tror, at hvis USA ville arbejde sammen med Kina om initiativet til en konference i Sydvestasien, kunne det måske stoppe rædselsshowet omkring Gaza og føre til en løsning på situationen.

Det er alt sammen meget, meget store spørgsmål, og det er klart, at de to præsidenter – jeg mener, det gode er, at de kommer til at tale sammen i timevis; jeg tror, at der først vil være et møde, og derefter vil der være et en-til-en-møde udelukkende med tolke – så måske kan man ikke andet end at håbe og virkelig ønske for menneskehedens skæbne, at der kommer noget stort ud af dette topmøde, eller at der i det mindste bliver lagt et fundament for, at det kan udvikle sig i en mere positiv retning på opfølgende møder.

Så, som jeg sagde, i en verden med frygtelige farer, hvis disse to lande, de stærkeste økonomiske magter – stadig USA og den voksende magt, Kina – hvis de ville være i stand til at overvinde geopolitikkens forbandelse: Jeg synes, det er meget vigtigt at studere, hvad Kina gør, for jeg tror, at enhver, der studerer deres politik nøje, kan se, at der ikke er noget, der tyder på, at Kina ønsker at fortrænge USA som en dominerende magt i verden. De vil have en multilateral relation, de vil have en multilateral orden, og hvis USA ville gå med til det, tror jeg, at alle verdens problemer kunne bekæmpes og håndteres.

Så meget afhænger af dette topmøde, for vi befinder os virkelig på et tidspunkt i historien, hvor vi enten går ind i en optrapning, som kan ende med Tredje Verdenskrig, eller hvis fornuften sejrer, og vi alle samarbejder i et nyt paradigme, det er virkelig det forgreningspunkt, hvor dette møde finder sted.

SCHLANGER: En af de største bekymringer for hele verden er selvfølgelig det, der sker nu i Gaza, med israelernes fortsatte, ubarmhjertige angreb på Gaza, hvor de i dag trængte ind på Al-Shifa-hospitalet. Der er tydeligvis fare for en optrapning, efterhånden som dødstallet stiger.

Jeg har et par spørgsmål til dig om dette. En palæstinensisk kontakt stillede spørgsmålet: “Kan der gøres noget for at få Biden-administrationen til at handle for at stoppe drabene?”

En anden seer spurgte: “Nu hvor flere mennesker i de arabiske lande, der er naboer til Israel, går på gaden i protest, er der så mere, disse arabiske regeringer kan gøre for at kæmpe for en våbenhvile og undgå en optrapning til regional krig?”

ZEPP-LAROUCHE: Hvad angår det første spørgsmål, tror jeg, at mødet mellem Biden og Xi Jinping er det sted, hvor der forhåbentlig vil blive besluttet noget. For hvis USA i en vis forstand er fast besluttet på at bede Israel om at gå efter en våbenhvile og overtage forhandlingerne om Mellemøstprocessen, så er det naturligvis et meget vanskeligt spørgsmål. Men der kan kun være en diplomatisk løsning eller en optrapning. Vi sidder lige nu på en potentiel krudttønde med en udvidelse af krisen, hvis Hizbollah i Libanon bliver involveret, hvilket de tilsyneladende ikke ønsker, men faren er altid for uoverskuelige hændelser, og hvis Iran i sidste ende bliver involveret, står vi på afgrunden af en potentiel global krig. Og situationen i Ukraine må naturligvis ikke glemmes, for det er også en situation, som enten, som jeg formoder, general Harald Kujat, den tidligere generalinspektør for de tyske væbnede styrker, allerede sagde i slutningen af august, at NATO står over for en beslutning om enten at finde en diplomatisk løsning med det samme, eller at der sker en optrapning. Og det hænger lidt i en limbo-situation, der slet ikke er afklaret.

Så jeg tænker, at det bedste, der kunne ske, som jeg sagde, er, at hvis der ud af topmødet kommer en fælles aftale mellem USA og Kina – jeg mener, Kina har for eksempel gode relationer og økonomiske investeringer i Israel. Israel står også i en situation, hvor de er nødt til at tænke over den langsigtede eller mellemlange indvirkning, om de virkelig ønsker at have et fjendtligt forhold til de arabiske naboer, eller om de ønsker en situation, der endelig bliver stabil og sikker? Så jeg mener, at Biden-administrationen bør arbejde sammen med Kina: Det er min opfattelse, for kineserne er de eneste, der har fremsat et konkret forslag til en fredskonference i Mellemøsten. Og hvis USA og Kina begge ville sende det budskab, kunne der gøres noget for at stoppe dette utrolige drab, som foregår i Gaza, og som får det til at vende sig i maven på alle.

Med hensyn til det andet spørgsmål, kunne de arabiske lande så gøre noget? Ja, det kunne de. De kunne allerede tidligere have gjort mere for at hjælpe palæstinenserne i alle mulige situationer. Så jeg synes, de bør spille en konstruktiv rolle i fredskonferencen for Mellemøsten, og den eneste måde, hvorpå denne situation kan stabiliseres, er, hvad min afdøde mand, Lyndon LaRouche, allerede sagde i 1975, da han tilbød “Oasis-planen”. Det var ideen om, at man er nødt til at have en massiv økonomisk udvikling i alle disse lande, hvoraf de fleste er rene ørkener! Så for at starte med at skabe nyt ferskvand er det absolut en forudsætning for enhver form for udvikling. Og så har man brug for grundlæggende infrastruktur. Og situationen er gunstig nu, fordi Iran og Saudi-Arabien nærmer sig hinanden, fordi Kina tilbyder at udvide Bælte & Vej Initiativet til hele regionen, og fordi der er mange lande, der ønsker at samarbejde med Bælte & Vej Initiativet, såsom Egypten, Tyrkiet, Syrien, Irak og Afghanistan.

Så der er et stort potentiale for at løse situationen, hvis alle bliver enige om, at vi er nødt til at have et win-win overlevelsesperspektiv for alle, og at alle kun kan drage fordel af en fælles økonomisk udvikling, og at alle sammen bliver tabere, hvis krigen fortsætter. Så forhåbentlig vil der være en vis forståelse i den retning.

SCHLANGER: Vi får en række spørgsmål fra Storbritannien. Lad mig starte med to af dem, fra Lori: Hun henviste til den store protestdemonstration, der fandt sted i London sidste weekend, og sagde: “Der har ikke været nogen reaktion fra den britiske regering. Hvad kan vi gøre for at ændre det?”

Og så spørger Gordon, der identificerer sig selv som medlem af Labour Party i Storbritannien: Hvorfor vil Keir Starmer, som er leder af Labour-partiet, ikke støtte den “næsten universelle opfordring til en humanitær våbenhvile i Gaza?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, det ved jeg ikke! Jeg kender ikke denne mand godt nok, eller noget som helst om ham, til at svare seriøst på det spørgsmål.

Det er meget vigtigt, at disse demonstrationer fortsætter. Jeg tror, det er vigtigt, at de bliver udvidet. Der er en meget, meget bekymrende indsats fra flere regeringer, USA, i Europa, for dybest set at forsøge at sætte mundkurv på, hvad folk kan sige, ved dybest set at sige, at enhver, der ønsker at stoppe drabene i Gaza, automatisk er en antisemit. Og det er jeg grundlæggende uenig i, for hvis man siger, at proportionaliteten, som nu er helt ude af balance, at uanset hvad man mener om tabene den 7. oktober og rædselsshowet og fordømmer det, så giver det ikke Israel ret til at handle på en sådan måde, at så mange uskyldige civile bliver dræbt.

Det er klart, at der er en informationskrig, og i betragtning af, at journalister bliver dræbt i Gaza, er 40 journalister blevet myrdet eller dræbt på den ene eller anden måde, så rapporteringen bliver ekstremt sparsom, og man kan ikke bekræfte alle oplysninger, men det ser ud til, at der er nogle våbendepoter og andet i disse områder, så det er alt sammen en meget komplicerende faktor. Men ikke desto mindre kan man ikke blive ved med at dræbe eller endda bringe krigsførelsen ind på hospitaler! Jeg mener, dette er den absolutte røde linje for enhver humanitær overvejelse, og derfor må kampene stoppe!

Hvis dette ikke vendes – det er allerede nu klart, at der mangler vand til hundredtusinder af mennesker! Nu kan folk ikke leve uden rent vand ret længe, så vi står over for den værste humanitære krise, en total katastrofe, og det eneste svar må være, at der skal være våbenhvile. Og det er klart, at argumentet om, at Israel så ikke kan fortsætte sin kampagne mod Hamas – der skal være en proportionalitet i enhver…. Der er regler for krig, og disse regler skal respekteres. Der er internationale retningslinjer, konventioner, som folk er blevet enige om, og de skal absolut overholdes.

Så jeg synes, det er vigtigt, at demonstrationerne breder sig, for det er meget tydeligt, at regeringerne forsøger at inddæmme dem ved at give folk mundkurv på. Men jeg tror, at det, vi er involveret i, er en test af menneskelighed: Jeg tror, det var António Guterres, FN’s generalsekretær, der sagde, at det, der sker i Gaza, er en test, og det er en krise for hele menneskeheden. Og jeg tror, at det er helt sandt. Og jeg tror, at vores adfærd, hvordan vi reagerer på det, vil være et tegn: Er vi moralsk i stand til at overleve eller ej?

SCHLANGER: For at hjælpe dig med Keir Starmer-spørgsmålet, så anses han for at være en Tony Blair light, og det bringer mig til det næste spørgsmål fra Helen i Storbritannien, som spurgte: “Hvad synes du om udsigten til, at Blair bliver inddraget af Netanyahu i humanitære anliggender og Gaza?” Og hun spurgte også: “Hvad synes du om omrokeringen i kabinettet i Storbritannien? Er der noget større i at bringe Cameron ind,” den tidligere premierminister? Så det spørgsmål giver jeg videre til dig.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er den værst tænkelige beslutning, man kan træffe, at sætte Blair i denne position på dette tidspunkt. Og regeringsomdannelsen, hvor Cameron blev indsat, tror jeg ikke ændrer noget. De fortsætter bare den samme politik, og jeg tror, det er op til det britiske folk at reagere på det.

SCHLANGER: Og så har vi et spørgsmål om Tyskland. Spørgsmålet er, at forsvarsminister Pistorius talte om at fordoble støtten fra Tyskland til Ukraine på et tidspunkt, hvor der synes at være en voksende indikation af, at der kan være en indsats fra NATO-landene for at dumpe Zelenskyj-regeringen. Den person, der skrev om dette, spurgte: “Hvor er det tyske folk? Vil de tolerere en fordobling af de penge og våben, der sendes til Ukraine fra Tyskland?”

ZEPP-LAROUCHE: Det er århundredets store spørgsmål, hvor er det tyske folk? For Tyskland er lige nu ved at falde fra hinanden. Det er ved at gå til grunde. De seneste tal vedrørende økonomien er, at insolvensraten i oktober var 22,5% stigning i insolvenser sammenlignet med måneden før. Måneden før var det 19,5 % i forhold til den foregående måned. Så vi har virkelig at gøre med et accelererende antal konkurser. Det samme gør sig gældende i landbrugssektoren, hvor der nu hver dag lukkes 10 landbrug på grund af insolvens. Mellem 2010 og 2020 har halvdelen af alle svineproducenter, folk, der opdrætter svin, lukket. Vi ser lige nu en fuldstændig reduktion i landbrugsproduktionen i Tyskland, og der er landmænd, der allerede for et år siden fortalte os, at hvis det fortsætter, vil Tyskland snart have en enorm fødevaremangel, også på dyrefoder og den slags ting.

Hvis den tyske industri kollapser på den måde, når det var den, der gjorde socialstaten mulig, så hvis folk ikke vågner op nu, så vil Tyskland bryde sammen og blive et fuldstændig Morgenthau-deindustrialiseret land.

Så under disse omstændigheder, at øge og faktisk fordoble mængden af penge, der skal sendes til Ukraine, på et tidspunkt, hvor mange mennesker i USA og andre steder siger, at krigen er forbi, Ukraine har tabt den; dette er også sagt af general Kujat, der lavede en video om dette, som er gået helt viralt på internettet – jeg tror, den har næsten 2 millioner seere på dette tidspunkt – det er et jordfaldshul! Hvorfor kaste penge efter en situation, som tydeligvis var en enorm fejlvurdering af NATO og alle andre, der var involveret i denne krig. Og jeg synes, der er så mange ting, som at Mike Pompeo nu er blevet medlem af bestyrelsen i Ukraine for et stort hollandsk ejet internationalt kommunikationsfirma, så spørgsmålet om, hvem der tjener på alt dette, er naturligvis noget, man skal se på.

Men jeg mener, at denne krig bør stoppes på samme måde. Der skal være øjeblikkelige forhandlinger, og jeg mener, at de mange tilbud fra paven, som tilbød Vatikanets territorium, fra Brasiliens præsident Lula, fra det kinesiske 12-punktsprogram, så der var mange, mange tilbud, og de skal tages imod. For hele verden er ét sammenhængende sted, og hvis man begynder at optrævle det i ét område, og nu i to, har det indflydelse på hele verden, og verdensfreden hænger stadig i en tynd tråd.

SCHLANGER: Jeg har endnu et spørgsmål, som jeg synes er interessant. Det er en person, der refererer til sidste uges beslutning fra Moody’s om at nedgradere den amerikanske økonomi fra “stabil” til “negativ”. Han skriver, at der nu er en årlig gældsbetjeningsomkostning på 1 billion dollars, dvs. renter på gæld for den amerikanske regering. Og han skriver: “LaRouche har altid sagt, at det ikke løser problemet med et underskud at skære i udgifterne. Men hvad kan man gøre for at vende stigningen i statsgælden?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, man bliver nødt til at øge landets produktive aktivitet, generere flere skatteindtægter og afskrive den ubetalelige kasinogæld. Vi har en situation lige nu, hvor Moody’s har ændret sin vurdering af USA’s gæld til “negativ”, hvilket endda er en temmelig mild beskrivelse. For du har alle disse banker, som sidder med urealiserede tab: De beholder dem i bøgerne, for hvis de begynder at sælge disse obligationer til den nuværende markedspris, vil de være nødt til at afskrive enorme beløb. Mange af dem ville ikke overleve det, så de bliver ved med at have disse tab på bøgerne, men virkeligheden er naturligvis, at det ikke er meget værd.

Så før eller siden vil det her nå et absolut eksplosionspunkt. Hvis du husker ” Trippelkurven”, som Lyndon LaRouche præsenterede som et pædagogisk redskab, så at sige, for at forklare folk, hvad forskellen er mellem den fiktive del af pengesystemet og realøkonomien, så kommer der et punkt i denne kurve, hvor de finansielle aggregater og de monetære aggregater har en form for overgang: Med andre ord, uanset hvor mange penge man trykker, kan man ikke opretholde gælden. Og jeg tror, at vi er ved at nå det punkt – det ser virkelig ud til, at vi når det punkt inden for en overskuelig fremtid. Og derfor, hvis hele den pakke, som LaRouche foreslog, først skulle have Glass-Steagall, ville det kræve en global Glass-Steagall-bankopdeling; vi ville afskrive de udestående derivatkontrakter, som man ikke kan tilbagebetale; det er totalt umuligt. Man adskiller bankerne, man sætter de kommercielle banker under statslig beskyttelse, og så opretter man en nationalbank i hvert land, som har magten til at skabe kredit til nye investeringer i produktion for at få økonomien i gang. Og man forbinder disse nationalbanker til et verdensomspændende, nyt kreditsystem. På den måde kan man redde den, og man kan redde de dele af økonomien, som er gyldige og fungerer, og man kan holde dem i gang. Hvis man ikke gør det, er der fare for et ukontrolleret kollaps, som vil føre til kaos og ufattelige konsekvenser.

Så jeg ved, at der lige nu næsten ikke er nogen diskussion om Glass-Steagall eller nogen af de tiltag, jeg lige har nævnt. Men vi bør minde folk om, at der findes løsninger. Det er dybest set, hvad Franklin D. Roosevelt gjorde i 1933. Og man kan kun håbe på, at der er lovgivere på alle niveauer, der kan begynde at se seriøst på det, og at det hele dybest set kan løses. For eksempel hvis præsident Biden ved dette topmøde med Xi Jinping sagde: “Se, vi har ryddet op i San Francisco til dit besøg; der er ingen hjemløse nu.” Før var der 8.000 hjemløse alene i San Francisco, og så flyttede de dem på en eller anden måde for at få byen til at se pæn ud. “Men jeg har en seriøs interesse i at løse hjemløseproblemet i hele USA: Jeg vil gerne bygge hurtige tog – kan vi samarbejde om det? Kan du hente nogle kinesiske ingeniører ind, så kan vi gøre det i et hasteprogram? Kineserne har vist, at man kan gøre det ekstremt hurtigt; vi på den anden side vil hjælpe dig med nogle andre problemer, andre steder.”

Jeg mener, det kan lade sig gøre! Jeg vil ikke skabe urealistiske forhåbninger, men man kunne få et gennembrud, og Xi Jinping og Biden kunne komme ud fra dette møde og sige: “Hør, vi har en plan for, hvordan vi kan reorganisere hele verdenssystemet. Vi går ind for hvert lands suverænitet; ikke-indblanding.” Menneskerettigheder er, når man overvinder fattigdom, så derfor vil vi overvinde fattigdom i Afrika og Latinamerika, i de fattige dele af USA og Europa, og på den måde bliver der også taget hånd om menneskerettighedsspørgsmålet. Man kan gøre underværker! Men det ville kræve, at man virkelig var visionær og var båret af kærlighed til menneskeheden. Og man kan kun håbe, at disse to mænd giver udtryk for det.

SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål mere, men jeg vil tage et af disse spørgsmål fra “Fightback” i chatrummet: “Er lukningen af gårdene ikke en direkte konsekvens af klimaforandringspolitikkerne for landbruget?” Det er med henvisning til det, du sagde om Tyskland.

Det er helt sikkert en stor del af det: Det kan vi tale meget mere om i fremtiden, men jeg vil gerne komme ind på det sidste spørgsmål, der kom fra Brasilien, og som handler om det argentinske præsidentvalg, der finder sted i denne weekend. Han skriver, at der er en kandidat, som er en frimarkedsradikal. “Presser bankerne Argentina for at gøre situationen slem nok til, at argentinerne vil begå en fejl og vælge en frimarkedsradikal igen?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, der er en enorm kamp, fordi Argentina er et af de seks lande, der skal tilslutte sig BRIKS-11 den 1. januar 2024. Og ved at forsøge at bringe en kandidat ind nu, som helt sikkert ikke vil gøre det, eller som de håber ikke vil gøre det, er det et forsøg på at modarbejde hele ideen om et nyt system, der opstår med BRICS+.

Præsident Lula fra Brasilien har på den anden side sendt nogle valgrådgivere ind. Så jeg tror, at kampen i virkeligheden handler om, hvorvidt Argentina vil være en del af et nyt globalt finans- og kreditsystem, være en del af den nye udviklingsbank, det nye BRIKS-system, som er ved at opstå, eller ej? Og det er meget tydeligt, at de finansielle magthavere, det finansielle oligarki, gør alt, hvad de kan, for at forhindre, at det sker. Og man kan kun håbe, at det argentinske folk er klogt nok til at forstå, hvilke valgmuligheder de har: Det er i virkeligheden mellem en potentielt smuk fremtid og helvede.

SCHLANGER: Helga, jeg ved, at du har meget at se til, og jeg vil gerne takke dig for at være med os i dag. Og vi har sandsynligvis noget meget spændende – forhåbentlig interessant – at berette om fra mødet mellem Biden og Xi i næste uge. Så tak, fordi I kom, og vi ses i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: Vi ses i næste uge.

Ikke korrekturlæst.

8. november 2023 (EIRNS)-Schiller Instituttets webcast med Helga Zepp-LaRouche

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til denne uges dialog med Schiller Instituttets grundlægger og formand Helga Zepp-LaRouche. Det er onsdag den 8. november 2023. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært. Du er velkommen til at sende spørgsmål eller kommentarer til os.

Sidste weekend var der flere millioner mennesker, der marcherede for fred rundt om i verden og opfordrede til våbenhvile og en afslutning på Netanyahus “mægtige hævn”-kampagne, som allerede har dræbt mere end 4.000 børn i Gaza. Men på G7-udenrigsministermødet i Tokyo den 7.-8. november var der ingen resolution om en våbenhvile – faktisk blev den afvist – og USA’s udenrigsminister Blinken bekræftede USA’s støtte til Netanyahus handlinger. Han sagde, at en våbenhvile ville føre til et “uacceptabelt resultat”.

I lyset af dette er det klart, at der er et nødråb fra hele verden om fred, men det ser ikke ud til at falde i god jord i Vesten, især ikke i USA og NATO-landene. Så, Helga, hvad er din vurdering af, hvor tingene står, og hvad der skal gøres?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Der er mange mennesker, der har sagt vigtige ting, men jeg vil gerne citere FN’s generalsekretær Antonio Guterres, som sagde, at “Gaza er ved at blive en kirkegård for børn”. Og jeg synes, det beskriver situationen bedst. Han sagde også, at dette ikke er en krise i regionen, men en krise for menneskeheden. Og det mener jeg absolut er tilfældet, for der er ingen tvivl om, hvad der sker for øjnene af os, at den proportionalitet, hvormed Israel besvarer angrebet den 7. oktober, er helt ude af proportioner, at mere end 10.000 mennesker er blevet dræbt, heraf 4.000 børn. Og der er ingen måde at begrunde det, der foregår, og det er også meget tydeligt, at målet også er, at Israel ønsker at blive i Gaza, efter krigen er slut (hvad det så end betyder).

Så der er flere niveauer, hvor man skal se på denne sag: Det ene er den umiddelbare fare for en eskalering til en større krig. Der er en utrolig udstationering af amerikanske militærstyrker i regionen; der er to amerikanske hangarskibsgrupper ud for Israels kyst. Den seneste nyhed er, at ubåden af Ohio-klassen, sandsynligvis USS Florida, er på vej til Den Persiske Golf, og den eneste grund til, at man har en så stor udstationering – det forlyder, at der er 30.000 amerikanske soldater udstationeret der – er i forventning om en større krig, hvor man muligvis åbner en anden flanke med Libanon og Hizbollah, som så på en eller anden måde involverer Iran. Hvis det sker, så er vi i umiddelbar fare for en optrapning af krigen langt ud over Sydvestasien, det såkaldte Mellemøsten. Det er den ene fare.

Der er omfattende bestræbelser fra både Kina og Rusland på at forsøge at foreslå en øjeblikkelig fredskonference for hele regionen. Der er hektisk diplomatisk aktivitet. Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC), som består af de store islamiske organisationer og lande, der tilsammen har over 1 milliard medlemmer. De vil afholde et hastemøde på søndag den 12. november, indkaldt af Saudi-Arabien; mødet vil finde sted i Riyadh. Og den nye faktor i den situation er, at Saudi-Arabien og Iran har genetableret diplomatiske forbindelser, og de arbejder sammen om at koordinere nogle reaktioner. Derudover er der mange, mange bilaterale diskussioner og så videre, hvor Lavrov og kineserne især taler med alle araberne.

Men det her kan egentlig kun stoppes i USA. For Israel er én ting, men hvis USA definitivt siger, at det her skal stoppes, så kan det stoppes. Men det er Blinken, som tog rundt i regionen og talte med forskellige arabiske udenrigsministre, og han nægtede dybest set at bruge ordet “våbenhvile”.

Nu er der den umiddelbare effekt, det har i selve Gaza, på Vestbredden, hvor der siden den 7. oktober også er blevet myrdet omkring 133 palæstinensere. Og man kan kun begynde at tænke på, hvad folk går igennem, nu hvor den kolde og regnfulde sæson starter, halvdelen af befolkningen er allerede hjemløse, de har ingen mad, de har intet husly, intet vand, og det er bare utroligt, at der skulle være folk, der ikke opfordrer til våbenhvile i lyset af denne situation. Men der er et større aspekt: Det større aspekt er faren for en militær optrapning ud over den regionale krig. Men uanset hvad der sker, så ændrer det faktum, at de vestlige institutioner ikke reagerede ved at forsøge at køle situationen ned og gå ind for en våbenhvile og en humanitær intervention i Gaza, billedet af den såkaldte “regelbaserede orden” for altid. For hvis man ser på, hvad folk siger rundt omkring i verden, i Tyskland for eksempel, i Storbritannien, i Sverige, i USA, så forsøger man at håndhæve mundkurve, så folk ikke har lov til at kommentere på det.

For eksempel er der i USA et kongresmedlem, Rashida Tlaib, af palæstinensisk oprindelse, og hun sagde, at der for hende ikke er nogen forskel på israelske børns og palæstinensiske børns gråd, og hvad er der galt med de mennesker, der kun hører de israelske børns gråd? Så der er nu et forsøg på at stille et mistillidsvotum til hende, og der var faktisk en afstemning i kongressen om et mistillidsvotum mod hende. Der er lignende tiltag i Sverige, i Tyskland, hvor der er en reaktion på de demonstrationer, der fandt sted sidste lørdag, den 4. november. Og jeg kommenterer ikke, om alle disse demonstrationer var fokuseret på den rigtige måde eller ej – pointen er, at hvis du lige nu har en igangværende situation, som mange mennesker, herunder den brasilianske præsident Lula da Silva, men også den tidligere leder af FN’s menneskerettighedsafdeling i New York, Craig Mokhiber, som trådte tilbage på grund af situationen, som sagde, at han har set mange folkedrab, men at dette er det værste. Og de kalder det alle sammen “folkedrab”.

Hvis man ser på, hvad de latinamerikanske regeringer siger, så fordømmer de det fuldstændigt og i umiskendelige vendinger, og jeg tror, at hvis Vesten ikke ændrer holdning i dette spørgsmål, så vil deres omdømme hos den globale majoritet af verdens befolkning være tabt, måske for evigt, i hvert fald på dette vigtige tidspunkt, hvor vi under alle omstændigheder søger en forandring, hvor den gamle kolonialistiske orden ikke længere respekteres, og hvor landene i det Globale Syd forsøger at skabe et nyt system. Så hvis de i denne situation ser på den fuldstændig umoralske holdning hos landene i det såkaldte “Globale Nord” og den såkaldte “regelbaserede orden” – hvis dette er reglerne, tror jeg ikke, at noget land ønsker at være en del af den.

Så jeg tror, at hele denne sag vil få forgreninger af dramatisk historisk betydning. Og Israels tidligere premierminister Ehud Barak sagde, at han mener, at de israelske forsvarsstyrker måske i bedste fald har to uger til at besejre Hamas, fordi han mener, at hele verdensopinionen er ved at smuldre, at stemningen endda skifter i USA, og at tabet af støtte til Israel vil betyde højst to uger, og måske mindre, sagde han.

Det er højdramatisk, og jeg kan kun sige, at hvis man ikke kan gribe ind, når noget går så helt galt, så har vi virkelig en krise for menneskeheden, som Guterres udtrykte det.

SCHLANGER: Helga, du har lige besvaret nogle af spørgsmålene i dine indledende bemærkninger, men jeg vil give dig disse spørgsmål, fordi du kan få en fornemmelse af, hvordan folk ser på det, du taler om. Fra en kontakt i Sydvestasien og en fra Oakland, Californien, spørger de begge: Hvorfor har de muslimske og arabiske regeringer ikke gjort mere for at lægge pres på Israel og Vesten, for eksempel med en olieembargo?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg mener, at de arabiske regeringer i lang tid kunne have gjort langt mere for palæstinenserne, og jeg vil ikke fælde en hård dom over det, men det er generelt mange menneskers mening. Jeg mener, hvorfor investerede de ikke deres statslige formuer i Gaza og gjorde det til et eksempel på økonomisk fremgang?

Jeg tror, det er ved at ændre sig nu – håber jeg. Og jeg tror, at på søndag, når OIC mødes, vil de komme ud med en politik, hvor hele den islamiske verden står bag. Og jeg tror, det bedste ville være, hvis de helhjertet støttede det kinesiske og det russiske fredsforslag: Begge disse regeringer kræver en øjeblikkelig fredskonference, dybest set en øjeblikkelig våbenhvile, humanitære korridorer for straks at redde de mennesker, hvis liv er i yderste fare. Men derudover skal der være en reel løsning på situationen, grundlæggende som den Westfalske Fred, hvor man skal begrave stridsøksen; man skal for fredens skyld sige, at alle forbrydelser på begge sider skal glemmes; for fredens skyld skal man tage hensyn til den andens interesser, for uden det, er der ingen fred mulig.

Men vigtigst af alt er, at der skal være en omfattende, total økonomisk udviklingsplan for hele Sydvestasien: Det er dybest set min afdøde mands, Lyndon LaRouches, idé, som allerede i 1975 foreslog den berømte “Oaseplan”, som var idéen om at gøre ørkenerne grønne, udvikle nyt ferskvand, bygge grundlæggende infrastruktur til industrialisering og udvikling af landbruget i hele regionen. Og lige nu, hvis du ser på Sydvestasien, har du Afghanistan, Irak, Syrien, Yemen, Libyen (som er Nordafrika): Men hele denne region er blevet ødelagt af disse interventionistiske krige, og den humanitære situation i alle disse lande er helt forfærdelig. Nu er Gaza naturligvis langt det værste. Men der er brug for en økonomisk udviklingsplan for hele regionen: Det er så presserende, og heldigvis er der med det kinesiske Bælte & Vej Initiativ absolut mulighed for reelt at se på regionen som en helhed, som en omfattende plan.

Så jeg tror, at dette initiativ vil komme, helt sikkert fra Kina. Jeg er sikker på, at det vil blive støttet af det, Rusland gør, og i betragtning af, at de tre store olieproducerende lande, Iran, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien, er i færd med at tilslutte sig BRICS-11, de skal alle blive fuldgyldige medlemmer af BRICS den 1. januar 2024, tror jeg, at potentialet for at vende situationen og gå efter en økonomisk opbygning af hele regionen absolut er til stede. Hvis der kommer tegn i den retning, tror jeg, at det bedste, de vesteuropæiske nationer og USA kan gøre, er at støtte det helhjertet i stedet for at se på det som noget, der skal bekæmpes.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål om Kinas formandskab for FN’s Sikkerhedsråd og deres opfordring til en international fredskonference. Personen skrev, at ifølge Craig Mokhiber, den tidligere direktør i New York Office of the High Commissioner for Human Rights (OHCHR), som trådte tilbage den 28. oktober, er FN ude af stand til at håndhæve sine resolutioner. Mokhiber beskyldte USA, Storbritannien og Europa for at være medskyldige i folkedrab, og personen spørger: “Er der noget andet sted, der kan håndhæve international lov, hvis FN er impotent?”

ZEPP-LAROUCHE: Nej, det tror jeg ikke. Jeg mener, at FN er det eneste eksisterende organ, der repræsenterer alle verdens lande. Vi har i de seneste år set, at FN’s autoritet og integritet er blevet undermineret. Jeg mener, at et stort skridt i den retning var, da USA løj over for FN’s Sikkerhedsråd om, hvad formålet var med deres operation mod Libyen i 2011, som førte til NATO-angrebene og til sidst mordet på Gaddafi.

Bagefter stod det klart, at USA og NATO havde planlagt et regulært angreb, en militær overtagelse af Libyen, og de havde sagt, at det var en “luftoperation”. Og det er grunden til, at Rusland og Kina på det tidspunkt forholdt sig tavse eller stemte neutralt. Da det stod klart, at dette var en meget, meget større operation, fungerede FN’s Sikkerhedsråd praktisk talt ikke længere, for når man begynder at lyve i den slags topstyring af verden, så er potentialet for at bruge det til fredsformål blevet stærkt reduceret. På det tidspunkt sagde Lyndon LaRouche helt forudseende, at dette ikke bare var en operation mod Libyen, men at det var begyndelsen på en kommende verdenskrig mod Rusland og Kina. Og jeg tror, at hvis man ser på alle de efterfølgende udviklinger – Maidan-kuppet i Ukraine i 2014; de globale NATO-bestræbelser på at skabe et globalt NATO, der involverer Indo-Stillehavet – hvad har Indo-Stillehavet at gøre med den nordatlantiske forsvarstraktat? Det ved jeg ikke.

Problemet er, at vi har set, at alle afstemninger i FN er blevet fuldstændig kompromitteret siden da, fordi kun de lande, der er stærke nok til, at de føler, at de kan modstå pres, stemte efter deres virkelige mening, deres virkelige overbevisning, mens mange af de mindre lande, lande, der kun er en lille ø, eller et lille land her eller der, de ville normalt stemme med Vesten om resolutioner mod Rusland og Kina, og det er naturligvis blevet bemærket af alle. Der er ingen hemmelighed, der er kun dårskab, kan man sige.

Jeg synes bestemt, at FN har brug for en reform! Der er mange tidligere FN-embedsmænd, der arbejder på sådanne forslag, men jeg mener, at de ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som jeg foreslog, de sidste tre principper er ikke programmatiske: De første syv principper er programmatiske og kræver et nyt kreditsystem, sundhedssystem, alle disse ting; men de sidste tre principper har jeg skrevet ind, fordi jeg har haft FN’s mangler i tankerne, og disse tre principper er filosofiske, fordi jeg altid har ment, og det har jeg diskuteret meget tidligere ved forskellige lejligheder, at FN altid har lidt af en mangel på, hvad man kunne kalde en metafysisk komponent: Det vil sige, at man er nødt til at have noget derinde, som ligger ud over daglige nødvendigheder, programmatiske ting, man har brug for noget, der vedrører den måde, universet er organiseret på. I europæisk historie blev dette generelt kaldt “naturret”.

Nu er naturretten jo blevet afvist af nutidens jurister, fordi de siger, at der er noget, man ikke kan røre ved, og det er ikke klart, hvad det skal være. Men i tusindvis af år, i 2.000 år, har ideen om naturlov været, at der er noget i skabelsen, som er en iboende del af skabelsen; eller, hvis man ikke vil være religiøs, kan man sige, at det er en del af lovene i det fysiske univers. Og jeg tror, at FN har brug for at blive forankret i et sådant princip, for i alle store filosofier og religioner har man sådanne ideer. I Indien kaldes det “kosmologi”, at politikerne skal respektere kosmos’ love; i Kina har man ideen om, at der er noget, der hedder “Himlens mandat”, at hvis regeringen ikke følger Himlens mandat, har folket ansvaret for at udskifte den regering; og “naturret” er ideen om, at dette er en gudgiven lov, skabt med Skabelsen, som mennesker skal respektere, og hvis de ikke respekterer den, vil den falde tilbage på dem og føre til deres undergang før eller siden.

Der er nogle andre ideer, såsom hvordan man træner sindet til at tænke på den højere Ene først, før de Mange? Det er vigtigt, hvis man vil have ideen om, at den ene menneskehed er det første princip for politisk ledelse; og naturligvis ideen om menneskets natur, at man skal gå ud fra den antagelse, at menneskets natur grundlæggende er god, og at alt ondt kommer fra mangel på udvikling, og derfor kan overvindes gennem udvikling.

Det er alt sammen filosofiske spørgsmål, som er blevet debatteret af store hjerner gennem århundreder, og jeg tror, at hvis FN skal tilbage til et fungerende niveau, som det var hensigten, og som stadig er aktuelt med FN-pagten, så tror jeg, at det ville være vigtigt at inkludere nogle af disse mere grundlæggende principper i en nødvendig reform.

SCHLANGER: Det er bestemt et meget dybtgående svar på spørgsmålet. Og der er et andet spørgsmål i den retning, om de praktiske vilkår. En person spørger på Facebook: “Bør FN fjerne vetoretten fra Sikkerhedsrådet, fordi systemet er forældet og ikke demokratisk?” Jeg tror, du på en måde besvarede det ved at bringe spørgsmålet om en højere faktor ind, men måske har du lyst til at sige noget om det?

ZEPP-LAROUCHE: Ja, jeg tror, det ville være en stor fejltagelse. Jeg ved godt, at det måske ikke er det endelige svar, men på nuværende tidspunkt ville det at fjerne vetoretten være at åbne op for en fuldstændig overtagelse af den form for korruption, vi har set i de seneste år.

Så selvom det ikke er helt tilfredsstillende, at denne vetoret kun er i hænderne på de fem atommagter, der kom ud af Anden Verdenskrig, sådan som FN udviklede sig dengang, kan jeg alligevel kun sige, at hvis du fjerner den på dette tidspunkt, og du gør det til en demokratisk afstemning, vil du få præcis den proces, hvor lande tydeligvis er for svage til at modstå pres, og derfor mener jeg absolut ikke, at det bør gøres på dette tidspunkt.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en journalist i Pakistan. Igen, du var inde på det i dine indledende bemærkninger, men han spørger: “Mener du, at USA har mistet sin troværdighed som håndhæver af den regelbaserede orden? Og hvis ja [lydtab, 25:04]…

ZEPP-LAROUCHE: Jeg har sagt mange gange, at den unipolære verden er væk, uigenkaldeligt. Den kommer aldrig tilbage, og ethvert forsøg på at påtvinge resten af verden den såkaldte vestligt designede “regelbaserede orden”, hvor ingen ved, hvad disse “regler” er, og disse regler bliver bøjet ved enhver lejlighed, og hvis du har dette mål, og du bøjer dem på den måde, så vil du have noget, du bøjer dem på en anden måde: Dette er blevet en farce. Og det er blevet indset som sådan.

På den anden side er jeg ikke helt overbevist om, at den multipolære orden i verden er den største visdom, fordi den stadig indebærer muligheden for og eksistensen af geopolitisk tænkning: At man ved den ene pol har multipolaritet, og at alle de forskellige poler repræsenterer forskellige geopolitiske interesser. Det er ikke godt. For geopolitik, i min optik, jo mere konflikter som Ukraine og nu med Gaza fortsætter, jo mere styrkes min overbevisning om, at geopolitik er et af de største onder, som vi absolut må slippe af med, hvis vi skal overleve som menneskeart. For geopolitik er præcis den slags ting, der udløste to verdenskrige i det 20. århundrede, og hvis vi ikke overvinder det nu ved at gå i retning af et nyt paradigme, der sætter menneskehedens sag først, så vil vi sandsynligvis ikke slippe af med denne dødelige fare, som vi befinder os i.

Og det eneste land, der har foreslået noget, der går i den retning, er faktisk Kina. Og Xi Jinping, som altid taler om det “fælles samfund for menneskehedens ene fremtid” – og hvis du tænker over det, er det så indlysende: Vi sidder i samme båd! Der er et fælles samfund for én fremtid, for siden eksistensen af atomvåben og pandemier og internettet, og jeg kunne nævne en hel masse andre ting, som burde demonstrere for folk, at vi sidder i samme båd! Hvis vi får en atomkrig, vil det slå hele menneskeheden ihjel. Og hvis vi ikke tager os sammen, kommer det til at ske.

Så vi må hellere tænke over, at vi er én menneskeart. Det synes jeg er meget, meget vigtigt.

SCHLANGER: Vi har et sidste spørgsmål fra Thomas, som ofte sender spørgsmål ind. Han er lidt fortvivlet over, at der er millioner af mennesker, der demonstrerer, men at politikken ikke bliver ændret. Og han spørger: “Helga, kan du give os råd om, hvordan vi kan forblive optimistiske, når disse drab finder sted på det helt sårbare palæstinensiske folk?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, jeg tror faktisk, at man kan ændre situationen. De mange mennesker, der marcherer – det er meget vigtigt, at folk går på gaden og udtrykker deres krav om en våbenhvile, deres krav om en fredelig løsning. Men alle de marcher, jeg har hørt om eller læst om, de er ikke stærke nok endnu; de bliver ved med at råbe ” Frit Palæstina”, hvilket selvfølgelig er et vigtigt krav, men de har ikke rigtig magt. Hvis disse demonstrationer så at sige var mere ide-tunge, hvis de virkelig kæmpede for – for eksempel – en fredskonference for Mellemøsten og endda Oasis-planens udviklingsplan, så tror jeg, at de ville få meget mere vægt. Og jeg synes, vi skal arbejde i den retning, at disse krav bliver samlet op af de forskellige marcher.

Jeg vil give dig et glimrende eksempel: Der har lige været en vidunderlig konference i, af alle steder: Afghanistan! Et land, som er blevet fuldstændig glemt af de fleste mennesker. Det har været ude af nyhederne i omkring to år. Der var stor ståhej, da NATO forlod landet i august 2021, og så fulgte en kæmpe humanitær krise. Men så forsvandt Afghanistan fra overskrifterne.

Men vi arbejdede på Operation Ibn Sina, en økonomisk plan for et kommende økonomisk mirakel i Afghanistan, og vi udarbejdede en meget omfattende økonomisk udviklingsplan, der tog højde for alle aspekter, fra infrastruktur, energi, sundhed, industri, vandforvaltning – bare alle aspekter. Og der var netop en vidunderlig konference i Kabul, som fuldstændig tilsluttede sig dette program: 600 deltagere, og der er nu en fantastisk idé om at opbygge Afghanistan økonomisk.

Jeg synes, det er en fremragende nyhed, og det er et eksempel, som kan kopieres af hvert eneste land: Man har brug for sådanne økonomiske udviklingsplaner, og hvis man finder patrioter i alle lande, som kæmper for deres suverænitet og opbygningen af deres land, tror jeg, der er grund til at håbe, og at vi kan vende udviklingen. Du ved, Leibniz havde fuldstændig ret, da han sagde, at et stort onde altid fremkalder et endnu større gode. Og jeg tror, at det er præcis universets princip; og vi har brug for en masse mennesker med god vilje, og jeg tror absolut, at vi kan gøre det, fordi det er sådan, universet er.

SCHLANGER: Nå, Helga, vi har fået adskillige lykønskningsmails til dig, eftersom Operation Ibn Sina oprindeligt var din idé. Og folk er meget begejstrede for potentialet i denne form for udviklingsprogram. Så vi er nået til slutningen af vores spørgsmål – har du nogen afsluttende kommentarer?

ZEPP-LAROUCHE: Nej. Jeg synes, det er indlysende, at hvis man ser på det strategiske billede, så har man, hvis tidligere premierminister Ehud Barak siger, at situationen med Israel handler om to uger, så tror jeg ikke, at de kan vinde over Hamas på to uger, så det er et bestemt punkt, eller en deadline-krise, eller et vindue, hvor visse ting skal ske, eller de ikke sker.

På samme måde har vi nu en offentlig debat i Ukraine, hvor chefen for den ukrainske hærs generalstab, Valery Zaluzhny, lige er gået ud og har sagt, at Ukraine på ingen måde kan vinde denne krig, fordi Rusland er langt foran med hensyn til økonomi, militær opbygning og evnen til at producere våben, så Ukraine bør hellere forhandle, selv hvis det betyder tab af visse territorier; hvilket naturligvis har skabt en enorm vrede over ham og hans bemærkninger. Men det er sandt! General Harald Kujat, den tidligere generalinspektør for Bundeswehr, det tyske militær, sagde i slutningen af august, at NATO snart ville stå over for en situation, hvor man enten skulle gå efter en våbenhvile og en diplomatisk løsning, eller der ville være fare for en eskalering.

Vi har nu to situationer, hvor det netop er alternativet. I Ukraine, og med hensyn til Israel og Gaza, vil dette ikke fortsætte for evigt, og den eneste måde, hvorpå vi kan undgå Tredje Verdenskrig, er at få en våbenhvile nu og en diplomatisk løsning.

Og jeg appellerer til alle vores lyttere og seere – det vil sige jer – om at slutte jer til vores indsats. Vi har denne internationale fredskoalition, som vi er ved at opbygge. Hver fredag har vi meget vigtige diskussioner: Hvis du vil samarbejde om det, har vi nu medlemmer fra fire kontinenter – jeg tror, vi stadig mangler Australien, men alle de andre kontinenter er repræsenteret. Deltag i denne indsats, og gør din stemme for fred og en bedre verden hørt, og samarbejd. Vær ikke passiv! Bliv aktiv sammen med os! Dette er de vigtigste uger i vores liv.

SCHLANGER: Helga, tak for det, og tak for din inspiration i det hele taget. Og forhåbentlig når vi det til næste uge og får en yderligere samtale med dig.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det håber vi.

Den 6. november 2023 (EIRNS)-TV BRICS udsendte et 13 minutter langt uddrag af et videointerview med Helga Zepp-LaRouche på engelsk den 3. november og på russisk den 6. november. Interviewet, som hun gav dem for to uger siden, handler om BRIKS-Plus og Bælte- og Vej-Initiativets rolle som institutioner for fred og udvikling. TV BRICS har et potentielt publikum på 3,5 milliarder mennesker! 

Her er linket: https://tvbrics.com/en/shows/helga-zepp-larouche-founder-and-head-of-the-schiller-institute-the-countries-joining-the-brics-will-/

TV BRICS er den officielle medieinstitution, der blev etableret af BRIKS-landene i 2017, et “internationalt netværk af partnermedier i BRIKS-landene.” Deres beslutning om at interviewe fru Zepp-LaRouche, som de identificerer som grundlægger og leder af Schiller Instituttet, og enke efter den amerikanske statsmand og økonom Lyndon LaRouche, er en vigtig international faktor i at bringe hendes ideer i omløb blandt BRICS+-landene og derudover.

Deres hjemmeside fremhæver de spørgsmål, de stillede fru Zepp-LaRouche: “Hvad er BRIKS’ rolle i opretholdelsen af fred og stabilitet? Hvilken indflydelse kan de nye medlemmer have på alliancens økonomiske og politiske potentiale? Hvad er udsigterne for samarbejde mellem forskellige lande inden for rammerne af initiativet One Belt, One Road?”

For et par uger siden havde TV BRICS, som er baseret i Moskva, desuden en artikel om Schiller Instituttets videokonference den 9. september med citater fra tre talere.

Her er udskriften:

(Introduktionen er ledsaget af billeder af Helga Zepp-LaRouches aktiviteter rundt om i verden).

ANNA LISINA: Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og leder af det internationale Schiller Institut, en tænketank, som er registreret i otte lande og har venner i omkring 40 lande. Instituttet er opkaldt efter Friedrich Schiller, den store tyske digter og dramatiker fra det 18. århundrede.

Helga Zepp-LaRouche er enke efter den amerikanske statsmand og økonom Lyndon LaRouche. Hun studerede statskundskab, historie og filosofi på Berlins Frie Universitet og var dybt involveret i sin mands aktiviteter. Lederen af Schiller Instituttet er tilhænger af Bælte- og Vej-Initiativet.

God eftermiddag, fru Zepp-LaRouche, og mange tak for dette interview. Hvad er BRIKS’ betydning for at støtte fred og stabilitet?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest, goddag; tak fordi jeg kunne deltage i dette interview. Hvis man tager stemmerne fra BRIKS med, og især de nye medlemmer af BRIKS og de fremtidige BRIKS-medlemmer, så har man langt størstedelen af menneskeheden. Og hvis de kan få deres stemmer hørt, tror jeg, at det vil tippe balancen og være en kraft for fred.

Efter min mening ville en sådan fredskonference for Mellemøsten blot være det første skridt i en mere generel, global ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som der er et presserende behov for. Uden BRIKS er det helt utænkeligt, at dette nogensinde ville komme på bordet. Så det er ekstremt vigtigt.

Et andet aspekt er den finansielle side. For nylig i Shanghai introducerede Brasiliens præsident Lula den forhenværende præsident, Dilma Rousseff, som ny præsident for Den Nye Udviklingsbank. Han sagde på det tidspunkt, at denne nye udviklingsbank for BRIKS har chancen for at blive den store bank for det Globale Syd. BRIKS’ rolle kunne derefter påvirke FN med udgangspunkt i at fremme FN’s charter. Jeg tror, vi ville se begyndelsen på et helt andet system af internationale relationer, som ville være et håb for fred som en varig tilstand for menneskeheden.

LISINA: Og hvad er de vigtigste initiativer og programmer, som BRIKS er ved at udvikle inden for uddannelse og videnskab?

ZEPP-LAROUCHE: Der er en meget spændende udvikling i gang med BRICS Network University. Det er et initiativ, der har til formål at fremme samarbejdet mellem universiteterne i de forskellige BRIKS-lande. Det vil gøre det muligt at udveksle studerende og undervisere; det vil give mulighed for fælles forskningsprojekter og deling af ressourcer og ekspertise. Der er også BRICS Science Technology and Innovation, STI, som danner rammen om programmer for samarbejde inden for forskning og innovation blandt medlemslandene. Det vil gøre forskningsprojekter lettere, muliggøre teknologioverførsel og kapacitetsopbygning inden for områder af gensidig interesse. Det er fantastisk, for det betyder dybest set, at i stedet for at hvert land kæmper for at gøre den ene opdagelse efter den anden og gå op i kæden fra den laveste til den højeste, vil det give mulighed for at springe over, hvor gærdet er lavest. Når nye medlemmer af det Globale Syd slutter sig til BRIKS, kan de drage fordel af de gennembrud, der er sket i BRIKS-landene, som allerede har en længere udviklingshistorie. Alt i alt synes jeg, det er en fremragende idé.

Så er der BRICS Young Scientists’ Forum, som kan bringe unge forskere fra alle medlemslandene sammen for at udveksle ideer. De kan samarbejde om forskningsprojekter, og på den måde kan de arbejde sammen om at løse de globale udfordringer gennem megen videnskab og teknologi, i form af en masse videnskabelig innovation.

Endvidere er der ideen om at afholde innovationskonkurrencer. Det er en glimrende idé, fordi den opmuntrer til iværksætteri og teknologisk innovation. Disse konkurrencer udgør en platform for nystartede virksomheder og innovatører. De kan vise deres ideer og modtage støtte til videreudvikling. BRICS Virtual Digital Library er en online platform, der giver adgang til uddannelsesressourcer, forskningsartikler og akademiske tidsskrifter fra medlemslandene. Så der vil være en masse vidensdeling, og alle vil få gavn af det.

Så er der BRIKS Center for Water Resource Cooperation, som fokuserer på at håndtere vandrelaterede udfordringer. Man kan have kapacitetsopbygning på dette område, og det vil sigte mod at fremme bæredygtig vandforvaltning og samarbejde blandt medlemmerne.

Derefter vil medlemslandene holde regelmæssige møder på øverste ministerielle niveau. De skal diskutere og koordinere politikker relateret til videnskab, teknologi og innovation. På den måde har man et fælles samarbejde og kan sætte prioriteter for det fremtidige samarbejde.

Det er en fremragende måde at styrke samarbejdet inden for uddannelse og videnskab på, og det vil give mulighed for meget mere innovation. Hele økonomien vil være baseret på innovation, og det er trods alt kilden til produktivitet i enhver økonomi.

LISINA: Hvilken indflydelse kan de nye medlemmers optagelse efter din mening få på BRIKS-alliancens økonomiske og politiske potentiale?

ZEPP-LAROUCHE: Bælte- og Vej-Initiativet har kun en varighed på ti år. Det er blevet en afgørende drivkraft for udvidelsen af den globale handel. Det er det vigtigste redskab til at overvinde geopolitik; det er åbent for alle lande, der ønsker at samarbejde. Så jeg mener, at det er et af de vigtigste aspekter, fordi geopolitik er hovedårsagen til, at vi har haft to verdenskrige, og det kan overvindes. Så optagelsen af nye lande kan udvide BRIKS-alliancens økonomiske potentiale enormt, fordi disse nye medlemmer bringer forskellige økonomier, ressourcer og markeder med sig, og de vil uden tvivl bidrage til alliancens overordnede vækst og udvikling. På topmødet i Johannesburg for nylig blev der tilføjet seks nye medlemmer – Etiopien, Argentina, Egypten, Saudi-Arabien, Emiraterne og Iran – som alle bliver medlemmer den 1. januar. De fire sidstnævnte er store olieproducerende lande; de har et enormt udviklingspotentiale for Sydvestasien. Men hvis en fredsplan, som vi diskuterede tidligere, bliver gennemført, har disse lande ressourcerne til at foretage en meget koordineret økonomisk opbygning i Sydvestasien. Yderligere 40 lande har udtrykt interesse for at være med, og det repræsenterer naturligvis langt størstedelen af verdens befolkning, og med flere lande tilsluttet, kan alliancen få en stærkere stemme i internationale fora som FN, G-20, og Verdenshandelsorganisationen. De kan sandsynligvis blive den vigtigste stemme i udformningen af globale politikker og dagsordener. Det Globale Syd, repræsenteret ved BRIKS+, er den vigtigste faktor, som kan tippe balancen og bringe fornuft ind i international politik.

Så jeg mener helt klart, at BRIKS i den forstand repræsenterer det største håb for menneskehedens fremtid. I sidste ende vil et nyt system for internationale relationer udgøre det normale i internationale relationer. Det vil betyde, at krige vil blive udelukket som en metode til konfliktløsning. Men jeg tror ikke, at det kun er økonomiske fordele og diplomatiske fordele, men jeg tænker, at modellen for BRIKS indtil videre er at forholde sig til hinanden på lige fod med respekt for suverænitet, ikke-indblanding i den andens indre anliggender, respekt for den andens sociale system. Det betyder, at vi står på randen af en ny æra for menneskeheden. Hvis BRIKS-landene forholder sig til hinandens bedste traditioner, så vil det bedste blive bragt frem i hvert land og hver civilisation for at berige de andre. Jeg tror, at det kan betyde, og efter al sandsynlighed vil betyde, en ny renæssance for menneskeheden, hvor vi vil træde ind i voksenalderen for den menneskelige art.

LISINA: Hvad er mulighederne for samarbejde for andre lande under One Belt, One Road-initiativet?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at både ledelsen i Rusland og Kina samt andre har udtalt, at det er åbent for alle lande, som er enige i de principper, jeg fremlagde før. Det betyder i teorien, at alle kan være med, og vi kan virkelig opnå én menneskehed, visionen om en fælles fremtid for én menneskehed. Jeg tror, det er det, der sker med det tredje Bælte & Vej Forum – jeg var så heldig at deltage i det første i 2017. Der var ånden fra den Nye Silkevej så absolut til stede, og alle de mennesker, jeg talte med på det forum, var optimistiske med hensyn til en helt anden fremtid for menneskeheden. I mellemtiden er der sket så meget, og lige nu tror jeg, at langt størstedelen af menneskeheden vil være repræsenteret på Bælte & Vej-topmødet. Jeg regner med, at 150 lande deltager; 200 enten på statsoverhoved- eller ministerniveau, og jeg er helt sikker på, at der vil komme et meget stærkt budskab om én menneskehed og en lys fremtid fra dette topmøde.

LISINA: Hvordan påvirker Silkevejsinitiativet den globale handel? Hvad tror du selv?

ZEPP-LAROUCHE: Det er allerede blevet den absolutte motor for ekspansion af handel. I de sidste ti år, siden den blev oprettet, har der været en samlet investering i handel på 19 billioner dollars. Det er virkelig en stor sum, men mange af disse projekter tager lang tid – for eksempel er investeringer i grundlæggende infrastruktur forudsætningen for, at industri, landbrug og handel kan blomstre. Og naturligvis er der mange projekter i Afrika, som giver håb om, at kontinentet kan overvinde fattigdom og underudvikling og blive fremtidens kontinent. I 2050 vil Afrika have 2,5 milliarder mennesker, og hvis de nyder godt af samarbejdet med BRIKS-landene, kan de få en utrolig smuk fremtid. De har en ung arbejdsstyrke, landene har alle en enorm rigdom af råmaterialer, og hvis de kan begynde at forarbejde disse materialer og selv bidrage til værdikæden i stedet for blot at eksportere råmaterialer, vil fremtiden for disse lande være utrolig lys.

LISINA: Tusind tak for interviewet. Det var en fornøjelse for mig at have en så interessant samtale.

ZEPP-LAROUCHE: Mange tak, fordi du inviterede mig. Forhåbentlig kan vi arbejde sammen i fremtiden.