Video: Sare- og Vega-kampagnerne konfronterer ‘krigens spøgelser’ med klassisk musik

EIR Nyheder

Ikke korrekturlæst.

Den 26. oktober 2024 EIRNS

Med titlen »Build a Peace Chorus Against the Ghouls of War« var de kombinerede uafhængige kampagner for Jose Vega og Diane Sare vært for en offentlig begivenhed i New York City om eftermiddagen lørdag den 26. oktober.

Jose Vega, kandidat til USA’s Repræsentanternes Hus i Bronx’ 15. kreds, åbnede arrangementet og lovede »noget, der aldrig er blevet gjort før, en hybrid klassisk koncert/politisk demonstration«.

Derefter gik Sare Brass Quintet på scenen og fremførte Den lille Fuga af J.S. Bach med kandidaten Diane Sare på trombone, efterfulgt af et stykke for messingkvintet af den russiske komponist Victor Ewald. Kvintetten fik derefter selskab af koret Friends of Sare-Vega Chorus, dirigeret af Megan Dobrodt, til et arrangement af en koral fra Bachs Matthæuspassion med ny tekst på engelsk, »Because All Men Are Brothers«, af Tom Glazer.

Diane Sare, kandidat til det amerikanske senat i New York, introducerede gæstetalerne, »som alle er genier på deres egen måde.« Den første taler var Dennis Fritz, Command Chief Master Sergeant (ret., USAF) og direktør for Eisenhower Media Group, som bad tilhørerne om at overveje, at hvis den amerikanske kongres kan se til og ikke sige noget om drab på kvinder og børn, hvad betyder vi så for dem? Han og oberst Lawrence Wilkerson (ret.) og oberst Ann Wright var blandt dem, der blev fordømt i kongressen for at demonstrere uden for den israelske premierminister Benjamin Netanyahus optræden der: »Vores kongres spyttede os i ansigtet på vegne af Bibi Netanyahu.« Fritz hævdede, at vores studerende og professorer i USA har mere mod end vores kongresmedlemmer. Han kom med en besked til Netanyahu om krigen mod Iran: »Du ønskede denne krig, du fik den, men hold os ude af den.« Til sine amerikanske medborgere sagde han: Giv ikke muslimer, arabiske amerikanere, fredselskende jøder eller sorte mænd skylden, hvis jeres kandidat taber. Giv den israelske lobby skylden.

Angela McCardle, formand for det nationale Libertarian Party og medarrangør af Rage Against the War Machine, sendte en videobesked, hvor hun ønskede succes til alle de uafhængige kandidater og kandidater fra tredjeparter.

Dr. Mark Perlmutter, MD, rapporterede i en anden videobesked om de uhyggelige tilfælde af civile, som han behandlede i Gaza, og som var klare beviser på krigsforbrydelser.

Dernæst fulgte et musikalsk intermezzo med et arrangement for solist og kor af »Go Down, Moses«.

Russell Dobular og Keaton Weiss fra »Due Dissidence«, en platform for politiske kommentarer, var de næste talere. Dobular præsenterede en sarkastisk ristning af begge mainstream-præsidentkandidater og fokuserede sin polemik primært på Kamala Harris. Han hyldede Vega og Sare som de eneste fredskandidater, der »giver mig håb i håbløse tider«. Han blev efterfulgt af Weiss, som roste Jose Vegas og LaRouche-bevægelsens » ubønhørlige humanisme« og beskrev, hvordan han delte en søndagsbrunch med kylling og vafler med Jose, som »citerede Platon udenad og i lange baner«. Han kom med lærde bemærkninger om USA’s tilstand og citerede den lærde historiker Ibn Khaldun fra det 14. århundrede om begrebet asabiyya, eller solidaritet, og spurgte provokerende: »Hvem ønsker, at vi skal miste vores følelse af os selv som ét folk?« Han fortsatte med at sige, at »Jose og Diane er blandt de få aktivister, jeg kender, som ikke er faldet i den fælde at hade det land, de forsøger at repræsentere.«

Schiller Instituttets leder Harley Schlanger beskrev USA’s 50-årige økonomiske nedtur efter »Nixons paradigmeskifte« og LaRouche-bevægelsens rolle i at tilbyde et alternativ på trods af en bagvaskelseskampagne og politisk forfølgelse af LaRouche, som er slået fejl. Nu er BRIKS klar til at gennemføre LaRouches alternative politik.

Schlanger blev efterfulgt af tenoren Everett Suttle, som fremførte et solo-arrangement af den spirituelle »This Little Light of Mine«.

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet og leder af Den Internationale Fredskoalition, advarede om, at USA er blevet det mest frygtede land i verden, fordi det forsøger at blive verdens hersker. Krigene i Ukraine og Sydvestasien truer begge med at optrappe til en atomkrig, som kan gøre en ende på alt liv på jorden. Men BRIKS-nationerne, som repræsenterer den Globale Majoritet, »er fast besluttet på at afslutte perioden med 500 års kolonialisme ved at opbygge et nyt verdensøkonomisk system, som vil give dem mulighed for at industrialisere og overvinde fattigdom og underudvikling…. Hvis USA ville indtage en samarbejdsvillig holdning til dette nye system og endda blive en del af det, ville stort set alle problemer i verden blive håndterbare og kunne overvindes.«

Everett Suttle vendte derefter tilbage for at fremføre »He’s Got the Whole World in His Hands«.

Garland Nixon, en erfaren progressiv radio- og tv-talkshowvært og medlem af ACLU’s nationale bestyrelse, kom med bemærkninger om betydningen af det netop afsluttede BRIKS-topmøde i Kazan i Rusland. Han citerede en kommentator, som sammenlignede BRIKS med Noahs Ark, et redskab til at redde menneskeheden fra det forestående kollaps. »Jeg tror ikke, at menneskeheden kan overleve med en dominerende holdning i Washington, D.C.,« sagde han. »Amerikanerne tror, at de er på en luksusliner – de er på et piratskib.«

Diane Sare dirigerede derefter sit kor i en opførelse af »O, Freedom«.

Scott Ritter, tidligere FN-våbeninspektør, omtalte ironisk sig selv som en »krigens ghoul« på grund af sin lange militære karriere i marinekorpset. Han gav en poetisk beskrivelse af den proces, hvor han blev forvandlet fra en glødende krigselsker til at ønske en afslutning på krigen og blive en stærk tilhænger af Vega og Sare og det, de repræsenterer.

Dette blev endnu en gang efterfulgt af koret under ledelse af Diane Sare med et arrangement af den spirituelle sang »Hold On«.

Oberst Lawrence Wilkerson (ret., U.S. Army), tidligere stabschef for daværende udenrigsminister Colin Powell, gennemgik imperiernes historie. De er alle væk, bortset fra det nuværende, amerikanske imperium, som har det ene kendetegn, at det har opfundet midlerne til at udslette menneskeliv. »Det alene gør os unikke – forfærdeligt unikke.« Han havde håbet, at Israels fejlslagne angreb på Iran ville afskrække dem fra yderligere optrapning, men desværre ser det ud til, at Netanyahu, som er »en langt værre skurk end Golda Meir«, der havde sagt, at hun ikke ville tøve med at bruge atomvåben til at forsvare Israel i krig), planlægger at optrappe hensynsløst.

Den dystre og alarmerende stemning i Wilkersons bemærkninger blev derefter beroliget af en blid og øm fremførelse af et korarrangement af Spiritual, »Steal Away«.

Den politiske komiker Jimmy Dore serverede sin karakteristiske sorte humor. Han begyndte med en ironisk meddelelse om, at vores regering fortæller sandheden om Ukraine, selv om de har løjet om alle andre krige. Han mindede om, at Lindsey Graham for nylig havde meddelt, at der er mineraler til en værdi af 11 billioner dollars i undergrunden i Ukraine – “Han sagde det bare ligeud, ligesom hans kærestes navn på valentinsdag.” Han sagde, at han har zionistiske venner, som insisterer på, at Israel er det eneste demokrati i Mellemøsten, hvortil han svarer: »Ved du hvorfor? Det er, fordi vi væltede alle de andre demokratier.« Afslutningsvis introducerede han Jose Vega og sagde: »Der er ingen større glæde, jeg kan opleve i dag, end at se en video af Jose Vega, der laver en intervention på et neoliberalt krigssvin.«

Vega beskrev noget, han først havde lært for nylig, nemlig at den salvadoranske regering indkaldte hans far som 14-årig til at kæmpe mod de USA-bevæbnede Contras i borgerkrigen. Han fortsatte med at forklare, hvordan »interventionsprincippet« fungerer: »Vores job« i disse interventioner «er at chokere USA’s og amerikanernes bevidsthed og samvittighed.«

Ray McGovern, tidligere CIA-analytiker og medstifter af Veteran Intelligence Professionals for Sanity, eller VIPS, støttede Jose Vega i en videobesked. Han bemærkede, at Vega stiller op for at repræsentere det samme distrikt i Bronx, hvor McGovern selv voksede op. “Vi er nødt til at have nogen der, som ikke er en skabning af en eller anden lobby…. Jose er guld værd, han giver mig håb. … Med Jose vil der ikke være nogen, der blot nikker eller holder mund om folkedrab.”

Diane Sare tog derefter ordet og sagde, at selv om USA har været ved at blive fascistisk siden FDR’s død, og at vi nu har en optrapning af censuren under Biden/Harris-krigsadministrationen, så »har vi stadig frihed nok til at ændre vores nations retning, hvis vi bruger den.« Hun fortsatte: »Min drøm er, at ingen i New York skal kunne komme her og lyve offentligt … det skal være en by, hvor folk ved, at når de kommer, kan de ikke lyve for befolkningen, for så er der nogen, der rejser sig og laver en Jose Vega.«

Derefter fulgte særlige videopræsentationer af musik fra Iran, Sverige, Finland og Sydafrika samt en liveoptræden af en sang fra Albanien. Resten af arrangementet var for det meste en koncert med bl.a:

– Strygekvartet nr. 12, »American«, op. 96 B. 179, Antonin Dvorak (1841-1904) NEO Strygekvartet

– »Quia Respexit« fra Magnificat i D af J.S. Bach (»Han har skuet min ydmyghed«), sopran, obo duet

–  En palæstinensisk kvinde læste to rørende digte op om det palæstinensiske folks tragedie og håb via video.

– »Shalom Chaverim« kanon, hebraisk traditionel folkemelodi for fred, kor og publikum

– »My Country ’tis of Thee« arr. af Fred Haight fra Dvoraks Strygekvartet, op. 97 B. 180 Larghetto, kor og NEO Strygekvartet

– »Battle Cry of Freedom«, George Root, 1862, kor og publikum.




BRICS-konferencen i Peru giver optimisme om opbygning af et nyt udviklingsparadigme

Dennis Small

På engelsk:

Resumé:
Oct. 3, 2024 (EIRNS)–The optimism was almost palpable in the audience of over 500 students, professors, diplomats and others who gathered in the auditorium of the Central Library of San Marcos University in Lima, Peru, to discuss the role of the BRICS in “Development Strategies and Mechanisms for Cooperation in the Multipolar World.” The event, one of the nearly 200 official BRICS events organized internationally under Russia’s rotating presidency of the BRICS in 2024, was sponsored by the Russian embassy in Peru, San Marcos University, and the Schiller Institute-Peru. It was addressed in person by the ambassadors in Peru of BRICS nations Russia, Brazil, China, Egypt and India, and remotely by South Africa’s ambassador in Chile. And it featured remarks by the President of San Marcos University (the oldest university of the Americas, founded in 1551), Jeri Ruffner; Russia’s BRICS sous-sherpa, Pavel Knyazev; Viktoria Panova, the head of the BRICS Russian Expert Council; Helga Zepp-LaRouche, the founder of the Schiller Institute; and many other international experts from India, Egypt, Brazil, Italy, and Peru.

The event was a {statement}: The BRICS, which is growing in numbers of members, represents the aspirations of the Global Majority. The disorder, instability, poverty and war in the world today must be ended, and replaced with new institutions that meet the needs of our people. We represent different cultures and civilizations—but that is not a weakness; it is our strength. We are optimistic about the potential to change the world!

This was the underlying message of nearly every speech delivered at the Lima event.

“The BRICS has really become the core of the changing world order,” Dr. Panova stated. “We are doing things nobody expected us to do.” She directly addressed the hundreds of students present in the Lima auditorium, and those listening online in Spanish and in English simultaneous interpretation: “I’m speaking to you now from our ongoing [BRICS International School] that has been happening since 2017. In fact, I hope that your students, your youth will be participating in the next ones. This school now encompasses not just BRICS members, but 36 countries altogether.… There is certainly a group of countries that is very much supportive of a fair international system, and that could work together” to make that goal a reality.

China’s ambassador to Peru H.E. Song Yang also suggested there was room in the BRICS for Peru and many other countries, noting with a smile that the BRICS does not yet have a Spanish-speaking member. He emphasized that, in a world of growing disorder and conflict, the BRICS is playing a stabilizing and positive role. And he said that the needed changes include a reform of the international financial architecture, and establishing a system of security for all nations, because “security is indivisible, and no one nation has the right to seek security at others’ expense.”

Two of the Peruvian speakers—Luis Vásquez, representing Lyndon LaRouche’s {EIR} magazine; and Walter Heredia, Peru representative to the BRICS Municipal Forum—called explicitly for Peru to join the BRICS. Vásquez elaborated on the kinds of great infrastructure projects that are needed to pull nations out of poverty, such as linking Peru’s massive Chancay port project, now nearing completion with Chinese help, to other South American nations through a bi-oceanic high-speed rail corridor, connecting the Atlantic and Pacific coasts of the continent. Vásquez also emphasized that a global financial reorganization is required to rid the world of the $2.1 quadrillion speculative bubble, and identified Lyndon LaRouche’s 1975 [International Development Bank] proposal as a model to be studied.

India’s Ambassador H.E. Vishvas Vidu Sapkal emphasized that the BRICS New Development Bank is the best example of the successes the group has already achieved, with more to come. The Indian expert who later addressed the event, Nilanjan Ghosh, Director of the Center for New Economic Diplomacy, placed particular emphasis on the way India’s scientific and R&D capabilities can be of use to all the BRICS nations, at a time when innovation and technological advance is central to development.

Italy’s Michele Geraci, former Undersecretary of State at the Ministry of Economic Development and the architect of his country’s 2019 agreement to join China’s Belt and Road Initiative (which was subsequently abandoned by the current Meloni government), focused the audience’s attention on the way China’s development strategy is playing a major role in helping lift African nations out of poverty, by helping build infrastructure and investing in job-creating manufacturing enterprises there. Geraci made a sharp political point directed to European nations as well. “Instead of having poor migrants that come to our European countries and become marginalized … the role of China, and the Belt and Road in Africa, is to create those economic development opportunities so that people no longer migrate.”

But it was left to Schiller Institute founder Helga Zepp-LaRouche to present the broadest strategic challenge to the audience in Peru and beyond (Read her full speech below):

“The tension in the world affairs has never been stronger in human history,” she began. “On the one side, the genocide happening in front of the eyes of the world public and the terrifying threat of the possible extinction of mankind in a global nuclear war; and on the other side, the concrete perspective for the creation of a new economic system, where the aspiration of the Global South nations for development, prosperity and a fulfilled life for all of its citizens is about to come true. This tension characterizes the end of the epoch of colonialism, which started about 500 years ago, and is now about to end—one way or another.”

Zepp-LaRouche noted that “the effort by the BRICS and nations aspiring to become BRICS members has already evoked the `Spirit of Bandung,’ meaning a tremendous sense of optimism that economic independence can finally be accomplished.” She then quoted from Indonesian President Sukarno’s historic speech at the Bandung Conference in 1955:

“What can we do? We can do much! We can inject the voice of reason into world affairs. We can mobilize all the spiritual, all the moral, all the political strength of Asia and Africa on the side of peace. Yes, we! We, the people of Asia and Africa, 1.4 billion strong, far more than half the human population of the world, we can mobilize what I have called the Moral Violence of Nations in favor of peace. We can demonstrate to the minority of the world which lives on the other continents that we, the majority, are for peace, not for war, and that whatever strength we have will always be thrown onto the side of peace.”

Other distinguished speakers at the Peru conference included: Igor Romanchenko, Russia’s ambassador to Peru; Clemente Baena Soares, Brazil’s ambassador to Peru; Ahmed Bakr, Egypt’s ambassador to Peru; George Monyemangene, South Africa’s ambassador to Chile; Marta Fernández, head of Brazil’s BRICS Policy Center; and Carlos Aquino, the Director of the Center for Asian Studies at San Marcos University.
———————————————————–

Helga Zepp-LaRouche Addresses Conference on the BRICS in Peru 

Oct. 3, 2024 (EIRNS)–“The BRICS: Development Strategies and Cooperation Mechanisms in a Multipolar World”; Conference, Lima, Peru, October 3, 2024

Helga Zepp-LaRouche: Dear conference participants, Ladies and Gentlemen:

The tension in the world affairs has never been stronger in human history: On the one side the genocide happening in front of the eyes of the world public and the terrifying threat of the possible extinction of mankind in a global nuclear war, and on the other side the concrete perspective for the creation of a new economic system, where the aspiration of the Global South nations for development, prosperity and a fulfilled life for all of its citizens is about to come true. This tension characterizes the end of the epoch of colonialism, which started about 500 years ago, and is now about to end—one way or another.

As Russian Foreign Minister Lavrov recently said: The level of conflict on Occupied Palestinian Territory and in the Lebanese-Israeli border region is unprecedented, destabilizing the entire Southwest Asia and North Africa. According to two American surgeons who just returned from Gaza, Dr. Mark Perlmutter and Dr. Feroze Sidhwa, the level of suffering surpasses that of any other war zone they have ever worked in. The defiance of the powers that be to respect the rulings of the highest courts of this world, is encouraging a war drive, aimed to engage Iran and even the U.S. into the conflict, which would rapidly expand into a world war.

Equally at the cusp of global conflict is the situation between NATO and Russia, where President Putin just announced a proposed change in the Russian nuclear doctrine, stating for the first time, that Russia could respond with nuclear weapons to an overwhelming conventional military attack coming from a non-nuclear country, if that attacking country was backed by a nuclear power. This is the Russian reaction to a long line of provocations from the West, starting with the broken promises to President Gorbachev at the end of the Cold War, never to expand NATO one inch to the East, through the Western-backed Maidan coup in 2014, and the delivery of ever-more powerful weapons to Ukraine, until the very recent threat to allow Ukraine to use these weapons for strikes “deep into the territory of Russia.” The announcement of the new Russian nuclear doctrine is literally the last warning, before the apocalypse could descend on humanity.

The effort by the BRICS and nations aspiring to become BRICS-members has already evoked the “Spirit of Bandung,” meaning a tremendous sense of optimism that economic independence can finally be accomplished. But at the same time it is more than appropriate to also remind ourselves of the warnings of President Sukarno in his historic speech at the Bandung Conference in 1955, which sounds totally prophetic for the crisis we face today:

Sukarno said: “Today the picture is more black. War would not only mean a threat to our independence, it may mean the end of civilization and even of human life. There is a force loose in the world whose potentialities for evil no man truly knows. Even in practice and rehearsal for war the effects may well be building up into something of unknown horror.

“Not so long ago it was possible to take some little comfort from the idea that the clash, if it came, could perhaps be settled by what we called ‘conventional weapons’—bombs, tanks, cannon and men. Today that little grain of comfort is denied for us. It has been made clear that the weapons of ultimate horror will certainly be used, and the military planning of nations is on that basis. The unconventional has become conventional, and who knows what other examples of misguided and diabolical scientific skills have been discovered as a plague on humanity.

“And do not think that the oceans and the seas will protect us. The food that we eat, the water that we drink, yes, even the very air that we breathe can be contaminated by poisons originating from thousands of miles away. And it could be that, even if we ourselves escaped lightly, the unborn generations of our children would bear on their distorted bodies the marks of our failure to control the forces which have been released on the world.

“No task is more urgent than that of preserving peace. Without peace our independence means little. The rehabilitation and upbuilding of our countries will have little meaning. Our revolutions will not be allowed to run their course.

“What can we do? The peoples of Asia and Africa wield little physical power. Even their economic strength is dispersed and slight. We cannot indulge in power politics. Diplomacy for us is not a matter of the big stick. Our statesmen, by and large, are not backed up with serried ranks of jet bombers. What can we do? We can do much! We can inject the voice of reason into world affairs. We can mobilize all the spiritual, all the moral, all the political strength of Asia and Africa on the side of peace. Yes, we! We, the people of Asia and Africa, 1.4 billion strong, far more than half the human population of the world, we can mobilize what I have called the Moral Violence of Nations in favor of peace. We can demonstrate to the minority of the world which lives on the other continents that we, the majority, are for peace, not for war, and that whatever strength we have will always be thrown onto the side of peace.”

These were the words of President Sukarno. That is exactly the most urgent thing you, the peoples of the Global South, who have long become the Global Majority of 7.2 billion people, which according to Chatham House represent 88% of the human population, absolutely must do: You must make your voice unmistakenly made clear, so that the populations of the collective West, who are still condoning the policies of their governments can not help but being woken up to the immediate danger we all are in.

Fortunately the way out of this present existential danger is also right in front of us. President Sukarno had warned in the same speech: “Colonialism has also its modern dress, in the form of economic control, intellectual control, actual physical control by a small, but alien community in a nation.” The BRICS nations are working to make the New Development Bank, headquartered in Shanghai, the “great development of the Global South,” as President Lula da Silva of Brazil had put it. That bank has the potential of becoming the basis for a new credit system, which eventually will be the coordination center for a system of national banks of all sovereign countries of the Global South, issuing vast, long-term credit lines and low interest rates, which can finance the development of all countries of the developing sector into modern industrial and agricultural states.

There is a major effort underway, to shape the design of the New Development Bank according to the original first proposal to replace the IMF/World Bank system with an “International Development Bank,” first proposed by the American economist and statesman Lyndon LaRouche, in 1975. After meeting a significant number of leaders of the developing sector in Bagdad, he issued this document “[How the International Development Bank Will Work](https://larouchepub.com/eiw/public/2022/eirv49n20-20220520/eirv49n20-20220520_026-how_the_international_developmen-lar.pdf),” which subsequently was studied by all governments of the Non-Aligned Movement and whose demands were expressed in the final communiqué in the summit in Colombo, Sri Lanka, in the following year. LaRouche wrote in this proposal:

“To this end, we have already identified—in consultation with some of the world’s leading professionals and relevant governmental agencies—several major specific development projects which can readily (over a five- to ten-year period of development) yield a massive increase in the output and social-productivity of world agriculture, and thereupon premise the infrastructural basis for massive industrial development. We have similarly determined the feasibility of controlled thermonuclear fusion reaction technology within the horizon of such development programs, such that no long-term `energy crisis’ could exist except through massive incompetence by leading agencies.”

At that time, there was a major backlash against the leaders of the Non-Aligned Movement, several of whom were destabilized and driven out of office. But today the existence of the BRICS and a growing number of nations aspiring to become members have the historic momentum on their side, to indeed end colonialism for good and establish a just new world economic order, which enables every country on the planet to flourish.

The effort to create a new economic system must go hand-in-hand to establish [a new global security and development architecture](https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/), which takes the interest of every single country into account, in order to overcome the poison of geopolitical thinking once and for all. The historic model for this is the Peace of Westphalia, which ended 150 years of religious warfare in Europe, and which brought the warfighting parties together, who realized that nobody would enjoy a victory, because they all would be dead if they continued the fighting. And how much more this is true today in the era of thermonuclear weapons! Out of Westphalia came the principle, that peace is only possible, if one considers the interest of “the other,” and emphatically all “others”!

In order to overcome all forms of geopolitics all international relations must be based from now on, on the Five Principles of Peaceful Coexistence and the UN Charter, as well as a dialogue of civilizations aimed at the renaissance of the best traditions all of mankind has produced so far. By unleashing the creative potential of every human being on the planet, we will be able to overcome oligarchism and colonialism forever and bring forth the innate good of human nature through the development of all potentialities of all people.

We are at the ultimate crossroad of humanity. Never before have we been tested for our moral fitness to survive as just now. Let us uphold the principle of non-violence in the tradition of Mahatma Gandhi and Martin Luther King, but let us mobilize the “Moral Violence for Peace” of President Sukarno!

Let us all bring out the best in us and create a true community of the shared future of humanity!




Palæstinas ambassadør til Danmark, H.E. Prof. Dr. Manuel Hassassian’s
tale til Schiller Instituttets online-konference den 15. juni 2024.
Video og afskrift.

You can read the English transcript under the Danish translation.

Forstå den historiske baggrund for den palæstinensisk-israelske konflikt: Aktuelle realiteter, udfordringer og en køreplan for bæredygtig fred og varig retfærdighed, inklusiv Oase-planen

Prof. Dr. Manuel Hassassian

Palæstinensisk ambassadør i Danmark

Tale til Schiller Instituttets konference den 15. juni 2024.

Her er den fuld forudindspillet video og afskrift. Under konferencen var et par afsnit skåret væk pga. tidsbegrænsning.

Jeg vil gerne starte min tale med at takke Schiller Instituttet for denne mulighed for at tale til jeres ansete konference. Jeg beklager meget. Jeg kan ikke være til stede, fordi jeg er ude at rejse.

Og jeg vil gerne starte min tale med at give et kort resumé af Oase-planen, for senere, vil min diskussion eller overvejelse handle om den palæstinensisk-israelske konflikt, og hvordan det vil være i forbindelse med en plan, der virkelig vil bringe fred, sikkerhed og retfærdighed gennem økonomisk udvikling og gennem bånd mellem nord og syd og så videre. Og lad mig starte med at kaste et kort lys over Oase-planen, der er sponsoreret af Schiller Instituttet under titlen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina og for hele Sydvestasien. Fred gennem økonomisk udvikling er det eneste succesfulde grundlag for varig og retfærdig fred i Mellemøsten.

Der er ikke noget rent militært grundlag for fred eller sikkerhed, og militære løsninger har aldrig været en løsning. Så der er ikke noget rent militært grundlag for fred eller sikkerhed. Kun udvikling er afgørende. Men den største hindring for udvikling i vores region, som er Mellemøsten og Sydvestasien, er manglen på ferskvand. Som alle er bekendt med. For hvis vi ikke løser dette problem, vil den næste krig i Mellemøsten komme til at handle om vandressourcer, og gennem opførelsen af et netværk af afsaltningsanlæg, ideelt set baseret på atomkraft, der kan omdanne havvand til ferskvand.

Disse anlæg kunne forbinde Det Røde Hav med Det Døde Hav og Det Døde Hav med Middelhavet, som det er skitseret i planen. Og det vil kun ske ved at afvise magtpolitik, afvise geopolitik og opbygge et nyt paradigmeskift i internationale relationer, der er baseret på et nyt koncept for økonomisk udvikling, dvs. at sikkerhed og udvikling vil være fremherskende som et overordnet princip. Som Helga Zepp-LaRouche engang sagde. Jeg citerer: “Man er nødt til at have håb og give de unge en anstændig fremtid, så de kan få et normalt liv med nyttige ting.” Denne plan bør gælde for Palæstina-Israel-konflikten, for dens endelige afslutning og for dens lange levetid, for fred og sikkerhed.

Og lad mig nu kaste lys over den nuværende situation i Palæstina. Jeg synes, det er vigtigt at kende omfanget af denne store konflikt, som har påvirket hele verden. Og som I kan se, har den bredt sig til hele verden, hvor den offentlige mening bliver mere og mere opmærksom på, hvad palæstinenserne går igennem i Gaza, på Vestbredden og i Østjerusalem. Israels igangværende apokalyptiske militærkampagne mod Gaza, Vestbredden og Østjerusalem kommer oven på 76 års forfølgelse, fordrivelse og folkemord. Det har resulteret i masseødelæggelse. Den har ført til fordrivelse af over 90 % af Gazas befolkning og til, at titusinder af uskyldige civile er blevet dræbt og lemlæstet, hvoraf de fleste, som I ved, er kvinder og børn. 

I de sidste 250 dage har Israel gennemført en vedvarende kampagne med luftangreb rettet mod civile i Gaza. I den seneste optrapning er omkring 210 palæstinensere blevet massakreret, og over 400 er blevet såret i Al-Nuseirat-flygtningelejren i det centrale Gaza. Dødstallet ligger på ca. 37.000, og halvdelen af ofrene er børn. Tragisk er det, at over 10.000 martyrer menes at være fanget under murbrokkerne af de ødelagte bygninger. Den forfærdelige situation forværres af tabet af 147 FN-ansatte og ødelæggelsen af 32 hospitaler, hvilket kun efterlader nogle få operationelle faciliteter med begrænsede ressourcer. Desuden er alle uddannelsesinstitutioner, herunder skoler og universiteter, blevet decimeret, og adskillige religiøse steder som kirker og moskeer er blevet fuldstændig ødelagt. Kontrollen med grænseovergangen i Rafah begrænser yderligere adgangen til vigtige forsyninger, herunder brændstof, og forhindrer vitale tjenester i at fungere. Resultatet er, at ca. 70 % af Gazas infrastruktur ligger i ruiner, hvilket intensiverer den humanitære krise i regionen.

Hvilken betegnelse beskriver bedst denne konflikt? Er det en forsvarskrig, hvor Israel beskytter sig selv, eller er det en kampagne for at undertrykke et folk, der stræber efter uafhængighed og frihed? Nogle gange synes jeg, det er ironisk, når jeg diskuterer med europæiske eller amerikanske embedsmænd, som jeg har gjort utallige gange i min diplomatiske karriere, og de hele tiden taler for en to-statsløsning, mens Palæstina står over for stigende ødelæggelse. På trods af denne virkelighed fortsætter retorikken. Hvis de virkelig støtter en to-statsløsning, hvorfor udøver de så vetoret i FN, især når næsten 140 lande har anerkendt Palæstina? Desuden følger Europa ofte USA’s eksempel i denne sag, hvilket rejser spørgsmål om balancen i deres tilgang til to-statsløsningen.

I dag går palæstinenserne ind for det grundlæggende menneskelige princip om selvbestemmelse. Spørgsmålet er, hvorfor verdenssamfundet universelt støtter selvbestemmelse, som formuleret i Woodrow Wilsons 16. artikel, men at dette princip ofte ignoreres i forbindelse med Palæstina. Det giver anledning til overvejelser om, hvorvidt palæstinenserne opfattes som værende mindre værd i deres søgen efter anerkendelse som en uafhængig nationalstat i det internationale samfund.

Da det zionistiske projekt blev indledt i Palæstina, var regionen allerede betydeligt udviklet sammenlignet med naboområderne. Infrastruktur som havne og lufthavne samt en blomstrende økonomi og landbrug var allerede etableret. I modsætning til påstande fra personer som premierminister Golda Meir, der sagde, at ørkenen først blomstrede efter zionisternes ankomst, tyder historiske beviser på det modsatte. Der findes dokumenterede optegnelser, som understøtter påstanden om, at regionen allerede var velstående, før den zionistiske bevægelse begyndte.

Denne vedvarende konflikt, som har varet i mange år, har ikke i tilstrækkelig grad pirret verdenssamfundets samvittighed. Den er ofte blevet betragtet som en regional strid eller en konflikt mellem to parter, der kæmper om det samme territorium. Palæstinenserne hævder dog, at de ikke bestrider landet, men snarere hævder deres retmæssige ejerskab. De ser zionisterne som indtrængere, der har forsøgt at kontrollere deres hjemland. Derfor er konflikten ikke blot et spørgsmål om konkurrerende krav på fælles land; den opfattes som en indtrængen fra Israels side. Den zionistiske bestræbelse fik opbakning fra det internationale samfund, som bærer hovedparten af ansvaret for at omgøre konsekvenserne af disse handlinger.

Diskussionen om den praksis, der er forbundet med denne omstridte besættelse, kunne vare i timevis, men sagens kerne er klar: Hvordan kan vi gøre en ende på denne konflikt? Og hvem er de primære interessenter, der forsøger at skabe en løsning? Det er frustrerende, at USA på trods af sin position som fredsprocessens leder i de sidste tre årtier har svigtet og tyet mere til krisestyring end til konfliktløsning. I øjeblikket er det tydeligt, at USA har fejlet fælt i sin rolle som ærlig fredsmægler, da det har støttet Israel, den dominerende part, uforholdsmæssigt meget i forhold til Palæstina, den marginaliserede modpart.

Desværre har vores tillid til amerikanerne været malplaceret. Jeg har ondt af de amerikanske borgere, som styres af et så ineffektivt lederskab i USA med en nærsynet vision om at fremme global sikkerhed og fred. En præsident, der går ind for humanitær adgang, sender paradoksalt nok tusindvis af bomber, som resulterer i uskyldige børns og palæstinenseres død i Gaza. Hvordan kan vi tolerere så senile udtalelser fra en præsident, som ikke har kontakt med virkeligheden? Desværre er alternativet ikke mere lovende.

I det nuværende globale landskab bliver tanken om at bruge enkeltpersoner eller lande som simple brikker i internationale konflikter i stigende grad anset for uholdbar. Mens sådanne konflikter har potentiale til at optrappe til regionale eller endog globale krige, kan de grundlæggende årsager ofte spores tilbage til grundlæggende problemer som ekstrem sult, dyb fattigdom, manglende økonomisk udvikling og nationale interesser. 

Derfor rejser der sig et spørgsmål: Hvilke konsekvenser vil en anerkendelse af Palæstina som stat have for det internationale samfund? Palæstina har tidligere vist sig villig til at gå på kompromis, hvilket fremgår af, at landet kun accepterede 22 % af det historiske Palæstina som stat i 1988. Dette område omfatter Vestbredden, Gaza og Østjerusalem, mens de resterende 78 % blev tildelt det zionistiske projekt. På trods af dette store kompromis er der stadig visse fraktioner i Israel, som søger efter yderligere territorial ekspansion, især på Vestbredden. Når det er sagt, er det vigtigt at bemærke, at Israels interesse i Gaza primært drejer sig om sikkerhedshensyn og adgang til olie snarere end territoriale ambitioner.

I løbet af de sidste to årtier har der været et bemærkelsesværdigt fravær af effektivt og karismatisk globalt lederskab, hvilket har bidraget til en følelse af stagnation eller tilbagegang midt i igangværende konflikter, sult og uretfærdighed. Det rejser spørgsmål om kvaliteten af den demokratiske repræsentation og de politiske partiers indflydelse på valg af ledere. På trods af de mange intellektuelle og institutionelle ressourcer i USA, eksemplificeret ved anerkendte tænketanke og akademiske institutioner som Harvard, Yale, Columbia osv., anses præsidentkandidater som Biden og Trump af nogle personer som impotente og ineffektive. Det understreger bekymringen for den politiske elites dominans over valgprocessen i stedet for ægte folkeligt lederskab.

Der sættes spørgsmålstegn ved USA’s effektivitet som tredjepartsmægler, der skal bygge bro over kløften og uligheden mellem to parter, der ikke er på lige fod. I forhandlingerne mellem Israel og Palæstina er ubalancen i magtdynamikken tydelig. USA, som har en dominerende position, udarbejder ofte resolutioner til fordel for Israel, og palæstinenserne har ikke meget andet valg end at rette sig efter dem. Denne mangel på ligeværdighed underminerer essensen af ægte forhandlinger, som ideelt set involverer symmetriske forhandlinger mellem to stridende magter, der stræber efter at løse uoverensstemmelser. Men i denne sammenhæng var forhandlingerne mere dikteret af magtpolitik end af oprigtig dialog. Palæstinenserne, som den undertippede part, bar konsekvent byrden af disse ubalancer.

Den aktuelle situation med demonstrationer i Israel kan virke misvisende, men det er vigtigt at forstå den bredere offentlige stemning. Der er sket et markant skift i den israelske offentlige mening siden den første intifada i 1987 med en overvejende støtte til højrefløjens lederskab. Indflydelsen fra venstreorienterede progressive elementer er mindsket, hvilket har ført til deres marginalisering i det politiske landskab. Fremkomsten af personer som Ben-Gvir, Smotrich og Netanyahu i magtpositioner afspejler denne højreorienterede tendens. Derfor er potentialet for en mere liberal regering, der går ind for fred, blevet forhindret af den fremherskende højreorienterede stemning i det israelske samfund.

Ordsproget “Velgørenhed starter hjemme” lyder sandt i denne sammenhæng. Stabiliteten i regionen afhænger af, at USA fører en upartisk politik, i stedet for den dobbeltmoral landet hidtil har udvist. På den ene side forsøger man at skabe fred med vores nabolandes regeringer; at Israel kun er kirurgisk, når det handler med Hamas, men man kan tydeligt se konsekvenserne af det. Der er en risiko for at opildne til større konflikter med Egypten, Libanon og Iran. USA’s manglende evne til at skabe en våbenhvile har kompromitteret dets troværdighed. 

Den nuværende situation i Israel er meget ustabil, og optrapningen af spændingerne tyder på en farlig vej. Nogle observatører mener, at Israels undergang er i gang, hvilket understreges af nylige begivenheder som f.eks. studenterprotester i USA. Disse protester afslører en bredere kritik af Biden-administrationens håndtering af internationale konflikter, herunder Gaza-krisen og krigen i Ukraine. Ifølge eksperter er det et tegn på et større mønster af fiasko, når det gælder om at hævde amerikansk dominans på den globale scene. 

I dag er drivkraften bag konflikter ofte forankret i nationale og økonomiske interesser snarere end i ren ideologi. Men det nidkære engagement hos enkeltpersoner, der er drevet af religion, giver stadig anledning til bekymring. Det er vigtigt at forhindre enhver potentiel optrapning til en religiøs konflikt, især mellem muslimer og jøder. Vores fokus er på at føre en national kamp, styret af den verdslige ideologi om etablering af en demokratisk enhed i Palæstina, hvilket er i overensstemmelse med vores lederes overbevisning. Men denne vision kræver en kollektiv indsats, herunder præsident- og parlamentsvalg i Palæstina samt en omfattende reform af vores politiske infrastruktur. Jeg siger ovenstående som selvkritik, fordi jeg er nødt til at være ærlig som akademiker for at kunne skitsere de store skridt, der er nødvendige for realistisk at opnå bæredygtig og varig fred.

Endelig kan en omfavnelse af LaRouches koncept om økonomisk udvikling, som Schiller Instituttet står for, spille en central rolle i at skabe global sikkerhed gennem regional sikkerhed og ved at løse langvarige konflikter som den palæstinensisk-israelske konflikt. Ved at prioritere økonomiske bånd frem for militære løsninger kan nationer fra nord til syd omfavne en win-win-tilgang, der fremmer global stabilitet og velstand.

Jeg ønsker konferencedeltagerne held og lykke med deres bestræbelser, og jeg håber, at mit budskab er højt og tydeligt: Lad os alle sammen arbejde for fred og stabilitet gennem økonomisk stabilitet, og gennem det vi kalder LaRouche-konceptet. Hvilket er Oase-planen. Mange tak, mine damer og herrer. 

———————–
English transcript:

Understanding the Historical Context of the Palestinian-Israeli Conflict: Current Realities, Challenges, and the Roadmap to Sustainable Peace and Lasting Justice, including the Oasis Plan

Prof. Dr. Manuel Hassassian

Palestinian Ambassador to the Kingdom of Denmark

Speech to the Schiller Institute conference on June 15, 2024.

Pre-recorded video on June 12, 2024 . This is the full speech in video and written form, and includes a couple of paragraphs that were cut during the conference presentation for time reasons.

I would like to start my address by thanking the Schiller Institute for this opportunity to address your esteemed conference. I’m sorry that I’m not going to be with you because I’ll be traveling. And I would like to start my speech by giving a brief synopsis about the Oasis plan, because later my discussion or deliberation will be about the Palestinian-Israeli conflict and how that will be in the context of a plan that will really bring peace, security and justice through economic development and through ties between North and South, and what have you.

 

And allow me to start by shedding a brief light on the Oasis Plan, sponsored by the Schiller Institute under the title LaRouche solution for peace Through Development between Israel and Palestine and for all Southwest Asia. Peace through economic development is the only successful basis for lasting just peace in the Middle East region. There is no purely military basis for peace or security, and military solution has never been a solution. So there is no purely military basis for peace or security. Only development is essential. However, the greatest impediment to development in our region, which is the Middle East region and Southwest Asia, is the shortage of fresh water, as everybody knows. Because if we don’t solve this problem, the next war in the Middle East is going to be over water resources.

 

And through the construction of network of desalination plants, ideally nuclear powered, that could turn the seawater into fresh water. These plants could connect the Red sea with the Dead Sea and the Dead Sea with the Mediterranean as it is outlined in the plan. And it will only come about by rejecting power politics, rejecting geopolitics, and building a new paradigm shift of international relations that is based on a new concept of economic development, i.e. security and development will prevail as a great design. As Helga Zepp-LaRouche once said. I’m quoting. “You have to have hope and give the youth a decent future to have a normal life of doing useful things.” This plan should be applicable to the Palestine-Israel conflict, for its finality and for its duration of longevity, for peace and security. And now let me shed light on the current situation in Palestine. I think it is important to know the magnanimity of this great conflict that has been affecting the entire world. And as you can see, it has swept all over the world with public opinion that is becoming more and more aware of what the Palestinians are going through in Gaza, the West Bank and East Jerusalem. Israel´s ongoing apocalyptic military campaign against Gaza and the West Bank and East Jerusalem comes on top of 76 years of persecution, displacement and genocide. It has resulted in mass destruction. It has resulted in displacement of over 90% of the Gazan population, and the deaths and maiming of tens of thousands of innocent civilians, most, as you know, are women and children.

 

For the past 250 days, Israel has conducted a sustained campaign of airstrikes targeting civilians in Gaza. In the latest escalation, around 210 Palestinians have been massacred, with over 400 wounded at Al-Nuseirat refugee camp in central Gaza. The death toll stands at

approximately more than 37,000, with half of the victims being children. Tragically, over 10,000 martyrs are believed to be trapped under the rubble of destroyed buildings. The dire situation is exacerbated by the loss of 147 UN personnel and the destruction of 32 hospitals, leaving only a few operational facilities with limited resources. Furthermore, all educational institutions, including schools and universities, have been decimated, and numerous religious sites such as churches and mosques, have been completely destroyed. Control of the Rafah border crossing further restricts access to essential supplies, including fuel, preventing the functioning of vital services. As a result, approximately 70% of Gaza’s infrastructure lies in ruins, intensifying the humanitarian crisis in the region.

 

What label best describes this conflict? Is it a defensive war, with Israel protecting itself, or is it a campaign to suppress a people striving for independence and freedom? Sometimes, I find it ironic when I discuss with European or American officials, as I’ve done countless times in my diplomatic career, and they continuously advocate for a two-state solution while Palestine faces increasing destruction. Despite this reality, the rhetoric persists. If they truly support a two-state solution, why do they wield veto power in the United Nations, especially when nearly 140 countries have recognized Palestine? Moreover, Europe often follows the lead of the United States in this matter, raising questions about the balance in their approach to the two-state solution.

 

Today, Palestinians are advocating for the fundamental human principle of self-determination. The question arises as to why the global community universally supports self-determination, as articulated in Woodrow Wilson’s 16th article, yet this principle is often disregarded in the context of Palestine. This prompts reflection on whether Palestinians are perceived as deserving less consideration in their quest for recognition as an independent nation-state within the international community.

 

During the inception of the Zionist project in Palestine, the region was already significantly developed compared to neighbouring areas. Infrastructure such as harbors and airports, as well as a thriving economy and agriculture, were already established. Contrary to claims made by figures like Prime Minister Golda Meir, who stated that the desert bloomed only after the arrival of Zionists, historical evidence suggests otherwise. There are documented records supporting the assertion that the region was already prosperous before the onset of the Zionist movement.

 

This enduring conflict, which has persisted for many years, has not adequately sti rred the conscience of the global community. It has often been regarded as a regional dispute or a conflict between two parties vying for the same territory. However, Palestinians assert that they are not contesting the land but rather asserting their rightful ownership. They view Zionists as intruders who have sought to control their homeland. Therefore, the conflict is not simply a matter of competing claims over shared land; it is perceived as an incursion by Israel. The Zionist endeavour received backing from the international community, which bears the brunt of the responsibility to reverse the consequences of these actions.

 

The discourse on the practices associated with this contentious occupation could extend for hours, yet the crux of the matter is clear: how can we bring about an end to this conflict? Moreover, who are the primary stakeholders endeavouring to forge a resolution? It’s frustrating that despite positioning itself as the gavel holder of the peace process for the last

three decades, the United States has faltered, resorting more to crisis management than conflict resolution. Presently, it’s evident that the U.S. has failed dismally in its role as an honest broker for peace, as it has disproportionately supported, unequitably, Israel, the dominant party, over Palestine, the marginalised counterpart.

 

Regrettably, our faith in the Americans has been misplaced. I feel sorry for the American citizens who are governed by such ineffective leadership in the United States, with a myopic vision to fostering global security and peace. A president advocating for humanitarian access is paradoxically sending thousands of bombs, resulting in the deaths of innocent children and Palestinians in Gaza. How can we tolerate such senile statements from a president who seems out of touch with reality? Sadly, the alternative isn’t any more promising.

 

In the current global landscape, the notion of using individuals or countries as mere pawns in international conflicts is increasingly deemed untenable. While such conflicts have the potential to escalate into regional or even global wars, the root causes often trace back to fundamental issues like extreme hunger, abject poverty, lack of economic development and national interests.

 

Therefore, a question arises: what implications would the recognition of Palestine as a state hold for the international community? Notably, Palestine has previously demonstrated willingness to compromise, as evidenced by its acceptance of only 22% of historic Palestine for statehood in 1988. This territory encompasses the West Bank, Gaza, and East Jerusalem, while the remaining 78% was accorded to the Zionist project. Despite this heavy compromise, the quest for further territorial expansion, particularly in the West Bank, persists among certain factions within Israel. That said, it is important to note that Israel’s interest in Gaza primarily revolves around security considerations, and access to oil, rather than territorial ambitions.

 

Over the past two decades, there’s been a notable absence of effective and charismatic global leadership, contributing to a sense of stagnation or decline amidst ongoing conflicts, hunger, and injustice. This raises questions about the quality of democratic representation and the influence of political parties in shaping leadership choices. Despite the abundance of intellectual and institutional resources in the United States, exemplified by renowned think tanks and academic institutions like Harvard, Yale, Columbia, etc. the presidential candidacy of figures like Biden and Trump is viewed by some as a impotence and ineffective. This highlights concerns about the dominance of political elites over the electoral process, rather than genuine grassroots leadership.

 

The effectiveness of the United States as a third party mediator to bridge the gap and inequity between two sides that are not on equal footing is called into question. In negotiations between Israel and Palestine, the imbalance in power dynamics is evident. The United States, holding a dominant position, often drafted resolutions favouring Israel, leaving the Palestinians with little choice but to comply. This lack of parity undermines the essence of genuine negotiations, which ideally involve symmetric negotiations between two contending powers striving to resolve differences. However, in this context, negotiations were dictated more by power politics than by sincere dialogue. The Palestinians, as the underdog party, consistently bore the brunt of these imbalances.

 

The current state of demonstrations in Israel may appear misleading; however, it’s crucial to understand the broader public sentiment. There has been a significant shift in Israeli public opinion since the first Intifada of 1987, with a predominant support for right-wing leadership. The influence of left progressive elements has diminished, leading to their marginalisation within the political landscape. The emergence of figures like Ben-Gvir, Smotrich, and Netanyahu in positions of power reflects this right-wing trend. Consequently, the potential for a more liberal government advocating for peace has been hindered by the prevailing right-wing sentiment in Israeli society.

 

The adage “Charity starts at home” rings true in this context. The stability of the region hinges on the United States adopting an impartial policy instead of the double standards it has demonstrated thus far. On the one hand, attempting to have peace with our neighbouring governments; that Israel is only surgical when it deals with Hamas, but one can plainly see the ramifications of that. There’s a risk of instigating wider conflicts with Egypt, Lebanon and Iran. The failure of the U.S. to bring a ceasefire has compromised its credibility.

 

 

The current situation in Israel is very volatile, with escalating tensions suggesting a perilous path. There are observers expressing the belief that the destruction of Israel is underway, highlighted by recent events such as student protests in America. These protests unveil a broader critique of the Biden administration’s handling of international conflicts, including the Gaza crisis and the Ukraine war. Pundits view this as indicative of a larger pattern of failure in asserting American dominance on the global stage.

 

 

Today, the impetus for conflict is often rooted in national and economic interests rather than pure ideology. However, the zealous commitment of individuals driven by religion remains a concern. It is important to prevent any potential escalation into a religious conflict, particularly between Muslims and Jews. Our focus is on the pursuit of a national struggle, guided by the secular ideology of establishing a democratic entity in Palestine, which aligns with the beliefs of our leadership. Yet, this vision necessitates collective efforts, including presidential and legislative elections in Palestine, as well as comprehensive reform in our political infrastructure. I say the above as self-criticism, because I have to be honest as an academic in order to outline the major steps required to realistically attain sustainable and lasting peace.

 

 

Finally, embracing the LaRouche concept of economic development as espoused by the Schiller Institute, could play a pivotal role in creating global security, through regional security, through resolving long-standing conflicts such as the Palestinian-Israeli conflice. By prioritising economic ties over military solutions, nations from the north to the south can embrace a win-win approach that promotes global stability and prosperity.

 

I wish the conferees all the good luck in their endeavors, and I hope my message is loud and clear, and let’s work all together for peace, stability, through economic stability and through the what we call the LaRouche concept. Which is the Oasis plan. Thank you very much, ladies and gentlemen.




Panel 4: Verden på afgrundens rand: For en ny westfalsk fred!
Online-konference 16. juni 2024 kl. 18 eller senere.

Panel IV: Menneskehedens rige kulturer og den kommende gyldne renæssance (18.00-21.00; 12:00 ET)

Ordstyrer, Megan Dobrodt

– Jacques Cheminade, formand for Solidarité et Progrès, tidligere fransk præsidentkandidat; »The Culture of Peace« (Frankrig)

– Harley Schlanger, næstformand for bestyrelsen, Schiller Instituttet – USA; »Hvordan den offentlige mening manipuleres« (Tyskland)

– Sophie Tanapura, Maestra-sopran, grundlægger af Metropolitan Opera of Bangkok (Thailand)

– Karel Vereycken, maler og gravør, kunsthistoriker, Schiller Instituttet-Frankrig; »Samarbejde om verdens kulturarv: en vigtig nøgle til verdensfred« (Frankrig)




Alle videoer: Verden på afgrundens rand: For en ny westfalsk fred!
Online-konference 15.-16. juni 2024 eller senere.
Nu med talerlisten.

Verden på afgrundens rand: For en ny westfalsk fred!

Online-konference på www.schillerinstitute.com

15.-16. juni 2024 – Panel 1, kl. 14 dansk tid; Panel 2, kl. 18 dansk tid 
eller senere

Se alle videoer nedenunder.

Tilmeld dig her for at modtage linkene, opdateringer og talerlisten.

Du kan også se konferencen her: The World on the Brink: For a New Peace of Westphalia!

Schiller Instituttets foreløbige program for den internationale konference den 15.-16. juni

Den 11. juni 2024 (EIRNS) – Schiller Instituttet offentliggjorde i dag det foreløbige program for sin internationale online-konference den 15.-16. juni, »Verden på afgrundens rand: For en ny westfalsk fred!”

Foreløbigt program OPDATERET 14-06-2024

LØRDAG den 15. juni

Panel I: Europa efter valget til Europa-Parlamentet (14:00-17:00; 08:00 ET)

Ordstyrer, Dennis Speed

– Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet (Tyskland)

– Chas Freeman, forsker i USA og Kina og diplomat (pensioneret) fra USA’s udenrigstjeneste (USA)

– Dr. Olga Lazorkina, leder af udenrigspolitisk afdeling ved Belarusian Institute of Strategic Research (BISR), (Belarus)

– Prof. Georgy Toloraya, Direktør, Center for Asian Strategy, Institute of Economics of the Russian Academy of Sciences (Rusland)

– Caroline Galactéros, politolog (Frankrig)

– Oberstløjtnant (pensioneret) Ralph Bosshard, de schweiziske væbnede styrker; konsulent, militærstrategiske anliggender (Schweiz)

– Volker Tschapke, grundlægger og ærespræsident for det preussiske selskab Berlin-Brandenburg e.V. (Tyskland)

– Oberst (pens.) Alain Corvez, konsulent i internationale anliggender, tidligere rådgiver for det franske indenrigsministerium (Frankrig)

 


Panel II: Den Globale Majoritets forventninger til udvikling (18.00-21.00 CET; 12:00 ET)

Ordstyrer, Dennis Speed

– Jacques Cheminade, formand for Solidarité et Progrès, tidligere fransk præsidentkandidat (Frankrig)

– H.E. Donald Ramotar, tidligere præsident for Guyana (Guyana)

– Michele Geraci, tidligere statssekretær, det italienske ministerium for økonomisk udvikling (Italien)

– Folker Hellmeyer, cheføkonom i Netfonds AG (Tyskland)

– H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian, Den Palæstinensiske Myndigheds ambassadør i Danmark (Palæstina)

– Prof. Dr. László Ungvári, tidligere præsident for Wildau University of Technology (Ungarn)

– Tre repræsentanter fra det Globale Syd, som endnu ikke er annonceret

 

SØNDAG den 16. juni


Panel III: Konsekvenserne af den igangværende videnskabelige revolution (14:00-17:00; 08:00 ET)

Ordstyrer, Claudio Celani

Francois Mellet, industrial engineer, Director of Operations at Stratek Global (Sydafrika)

– Prof. Sergey Pulinets, ledende forsker, Det russiske videnskabsakademis Rumforskningsinstitut (Rusland)

– Prof. Gennady Aksenov, S.I. Vavilov Institut for Videnskabs- og Teknologihistorie ved Det Russiske Videnskabsakademi, Afdeling for jordvidenskabernes Historie (Rusland)

 


Panel IV: Menneskehedens rige kulturer og den kommende gyldne renæssance (18.00-21.00; 12:00 ET)

Ordstyrer, Megan Dobrodt

– Jacques Cheminade, formand for Solidarité et Progrès, tidligere fransk præsidentkandidat; »The Culture of Peace« (Frankrig)

– Harley Schlanger, næstformand for bestyrelsen, Schiller Instituttet – USA; »Hvordan den offentlige mening manipuleres« (Tyskland)

– Sophie Tanapura, Maestra-sopran, grundlægger af Metropolitan Opera of Bangkok (Thailand)

– Karel Vereycken, maler og gravør, kunsthistoriker, Schiller Instituttet-Frankrig; »Samarbejde om verdens kulturarv: en vigtig nøgle til verdensfred« (Frankrig)

Man kan også se den på denne side.

Alle tegn peger på en storm! Vestens kollektive forsøg på at forfægte det neoliberale systems globale dominans efter afslutningen af Den kolde Krig har været en rungende fiasko. Størstedelen af nationerne var på ingen måde parate til at acceptere den »historiens afslutning«, som Francis Fukuyama havde annonceret for tidligt, og som landene i det Globale Syd blot opfattede som en fortsættelse af den kolonialistiske politik. De måder, hvorpå man forsøgte at cementere den unipolære verdensorden, fra farvede revolutioner, interventionskrige eller ensidige sanktioner med henblik på regimeskift, til brug af dollaren som våben, havde en enorm boomerang-effekt. I stedet for at acceptere vestlige neoliberale værdier vendte nationerne i Asien, Afrika og Latinamerika sig mod deres egne kulturelle traditioner og er nu, hjulpet af Kinas økonomiske fremgang, i gang med at opbygge deres egne økonomiske systemer baseret på suverænitet og lighed.

Men i stedet for at støtte det Globale Syds bestræbelser, som for længst er blevet den Globale Majoritet, på at overvinde fattigdom og underudvikling gennem industriel udvikling (hvilket også ville løse flygtningekrisen på den eneste humane måde), insisterer det såkaldte kollektive Vesten på »fortællingen« om, at det er en kamp mellem »demokratierne« og de »autoritære diktaturer«, at Rusland fører en »uprovokeret angrebskrig« mod Ukraine, og at Israel blot udøver sin »ret til selvforsvar« i Gaza. For at forsvare disse »fortællinger« undermineres forfatningsmæssige rettigheder som retten til ytringsfrihed, forbuddet mod censur og retten til forsamlingsfrihed.

Det er forbløffende at se, hvor fuldstændig ude af stand etablissementet i det kollektive Vesten er til at erkende fiaskoen i deres politik og foretage de nødvendige korrektioner! Efter mere end et dusin sanktionspakker er Rusland ikke »ruineret«, men den europæiske økonomi er ved at kollapse, især Tyskland! Efter stadig mere omfattende våbenleverancer, som for længst har bragt Vesten op på eller forbi det punkt, hvor de er en del af krigen, står det klart, at Ukraine ikke kan vinde. Rusland har nu gennemført sin første militærøvelse med sine taktiske atomvåben som en reaktion på den franske præsident Emmanuel Macrons trussel om at sende NATO-tropper til Ukraine og på den britiske udenrigsminister David Camerons og den amerikanske udenrigsminister Antony Blinkens anbefaling om, at Ukraine skal bruge vestligt leverede missiler til at angribe Rusland. Efter at Vesten i otte måneder har set på krigsforbrydelserne i Gaza, har ICJ og ICC nu grebet ind for at stoppe det igangværende folkemord, fordi det synes at være blevet klart for nogle kræfter, at de dobbeltstandarder, der hidtil er blevet tolereret, ødelægger hele den internationale ordens legitimitet.

I dag står vi på randen af den potentielt største katastrofe i menneskehedens historie. Hvis vi ikke overvinder den geopolitiske konfrontation mellem Vesten og Rusland og Kina, er der en meget kort afstand til optrapning til en ny verdenskrig, hvor den sikre brug af atomvåben vil resultere i en atomvinter og udryddelse af den menneskelige art.

Det tektoniske skift, der er forårsaget af den absolutte beslutsomhed hos nationerne i det Globale Syd om at forfægte deres ret til suveræn udvikling, repræsenterer også en monumental mulighed for at overvinde krisen. Først må vi sikre, at folk i Europa og USA lærer om den nye »Bandung-ånd«, der inspirerer nationerne i det Globale Syd, og derefter må vi påvise de enorme muligheder, der byder sig til, hvis vi samarbejder med disse stater om deres udvikling.

De næste seks måneder vil være af allerstørste betydning for menneskehedens fortsatte eksistens: NATO- og SCO-topmøderne i juli, BRIKS-topmødet i Rusland i oktober, det amerikanske præsidentvalg i november. I løbet af denne tid må det lykkes os at sætte idéen om en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur på den internationale dagsorden, som tager hensyn til alle planetens nationers interesser, hvis vi skal forhindre den ekstreme polarisering af verdensordenen i to adskilte og urokkelige blokke, så den bryder helt sammen.

Schiller Instituttets kommende konference vil derfor samle talere og kræfter, der er forenet i intentionen om at finde en vej ud af krisen ved at præsentere et nyt paradigme for den næste æra i den menneskelige udvikling.

Panel 1: Den største forandring i verdenshistorien

Panel 2: Den Globale Majoritets forventninger til udvikling

Panel 3: Betydningen af den igangværende videnskabelige revolution 

Panel 4: Rigdommen i menneskehedens kulturer og den kommende gyldne renæssance

Tilmeld dig her for at modtage linkene, opdateringer og talerlisten.




Vores organisering for et nyt paradigme for menneskeheden
udgør det eneste alternativ til Tredje Verdenskrig

Ikke korrekturlæst

6. april 2024 (EIRNS)-Schiller Instituttets grundlægger og formand, Helga Zepp-LaRouche, holdt følgende åbningstale til Youth Cadre School i dag, hvorefter hun deltog i over en times diskussion med ungdomsbevægelsens publikum:

DANIEL BURKE: Velkommen til alle, der er mødt op. Mit navn er Daniel Burke, og jeg sidder i et lokale i Pennsylvania med omkring 25 mennesker, der er samlet til en kadre-skole i løbet af denne weekend. Folk, der er begyndt at arbejde med os, folk, der er interesserede i at lære mere om vores mission i Schiller Instituttet og den internationale LaRouche-bevægelse. Jeg kommer til at være ordstyrer i dag i en begrænset kapacitet.

Jeg tror, at vi alle er samlet og klar til at gå i gang. Derfor vil jeg gerne give ordet til grundlæggeren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag til jer i Pennsylvania, i Latinamerika, i Europa, hvor I end måtte være.

Jeg vil dele et par af mine tanker om, hvad jeg mener, en international ungdomsbevægelses mission bør være. Derefter vil vi have en fri diskussion, og jeg vil opfordre jer til at komme med alle jeres spørgsmål, uanset hvilket emne de måtte vedrøre.

Hvis jeg var et ungt menneske på dette tidspunkt, ville jeg nok rive mig i håret over den strategiske situation, for i en vis forstand er den ikke retfærdig. Du er måske 20, eller 30, eller 35, eller hvor gammel du nu er: Normalt ville man sige, at man endnu har 60-70 år foran sig i sit liv. Hvis du vokser op og gør, hvad livet byder dig, kan du blive en helt almindelig person helt frem til 2090, ja selv det 22. århundrede kan du nå. I en vis forstand er det ikke fair, at de nuværende magthavere, hvis de ikke bliver forhindret i deres hensigter og dumhed, efter al sandsynlighed kan bringe verden til ophør og berøve dig dit liv, og ikke kun dit liv, men hele den menneskelige arts liv.

Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi diskuterer dette, for hvis du sidder i USA, har du en anden oplevelse. For USA er tanken om en verdenskrig eller en krig på eget territorium meget usandsynlig. I modsætning til i Europa, hvor der var to verdenskrige på europæisk jord, og selv de mennesker, der er født efter krigen, som jeg selv, havde tilstrækkelig erfaring i min tidlige barndom fra bedsteforældre og endda forældre og bekendte, der fortalte helt forfærdelige historier om bombningerne, mændene, der gik i krig og aldrig kom tilbage, eller de kom tilbage med amputerede ben og andre dele af deres krop. Så selvom vi ikke oplevede krigens rædsler direkte, da jeg voksede op, var Tyskland stort set ved at komme sig over en ruinmark. I har alle set billederne af bombningerne af Dresden og andre byer, der blev fuldstændig jævnet med jorden.

Så selv om den yngre generation, som nu er vant til mobiltelefoner, spillekonsoller og lignende skærme, bestemt ikke har den samme oplevelse, tror jeg alligevel, at det gør en enorm forskel, hvis man er født og opvokset på et kontinent, hvor krig er en meget følelsesladet oplevelse. Det er klart, at hvis du er i udviklingslandene, ser det anderledes ud, fordi der måske har været krig på dit kontinent, men jeg tror, at verdenskrig stadig er en lidt anden sag. Men for amerikanerne var der krige i udlandet. Jeg ved ikke præcis, hvor mange krige USA har været involveret i efter Anden Verdenskrig, men jeg tror, det er omkring 30 krige i hvert fald. Der har været Afghanistan, Irak, der har været udstationeringer i andre dele af verden. Og nu er vi i en situation, hvor hvis vi ikke ændrer dynamikken, hvis vi fortsætter den optrapning, vi er i gang med, så er jeg helt sikker på, at optrapningslogikken vil føre os hele vejen til Tredje Verdenskrig.

Jeg vil bare ganske kort berøre situationen med Ukraine, krigen mellem USA og Rusland, for det er, hvad det faktisk er. Hvordan kom vi dertil? Vi havde en situation, hvor Sovjetunionen kollapsede for kun 33 år siden. I var ikke til stede, da den tyske genforening fandt sted: For os var det en meget håndgribelig oplevelse, fordi vi havde et program for, hvad vi skulle gøre. Den produktive trekant, som var ideen om at styrke området fra Berlin, Paris og Wien gennem moderne investeringer i højteknologi og gøre det til motoren i verdensøkonomien. Det blev så til Verdenslandbroen. Men det var et øjeblik, hvor Sovjetunionen, som havde eksisteret i 70 år, pludselig kollapsede. Det var noget, som kun Lyndon LaRouche virkelig havde forudsagt med stor klarhed i 1984. Men fordi vi lyttede til Lyn, blev vi ikke overraskede – vi var de eneste, der ikke blev overraskede. Vi gik ind i situationen udstyret med et program for, hvad vi skulle gøre. Det fungerede ikke helt på det tidspunkt, fordi USA, briterne og franskmændene var fast besluttet på, at den tyske genforening ikke skulle føre til en begyndende renæssance: Og når man ser tilbage på det, er det meget, meget tydeligere, at det var den samme dødbringende beslutsomhed om at få genforeningen til at mislykkes, der allerede eksisterede dengang, som lå bag den faktiske sabotage af Nord Stream-rørledningerne. For Nord Stream-rørledningerne, det faktum, at de blev saboteret, var sandsynligvis, som Seymour Hersh udviklede i sin hypotese, designet til at forhindre Tyskland og Rusland i nogensinde at få et forhold til hinanden. George Friedman sagde faktisk, at det var amerikansk politik i et århundrede eller mere, at forhindre, at den tyske knowhow, videnskaben og teknologien i Tyskland blev forenet med de enorme ressourcer i det største land på planeten – nemlig Sovjetunionen og derefter Rusland – fordi det så ville være en absolut konkurrent til anglo-amerikanernes unipolære verdensopfattelse.

Så når jeg ser tilbage på det – og jeg er nødt til at genoverveje alt dette fra det synspunkt – er det meget klart, at bestræbelserne på at sabotere det eksisterende forslag til, hvad man skulle gøre, som var designet af Lyn, og vi arbejdede på det sammen med alle de mennesker, der var omkring os på det tidspunkt, for hvordan man kunne vende denne historiske chance for Sovjetunionens sammenbrud, som ingen havde forventet, ideen om, at kommunismen ville forsvinde, det var stort! Sovjetunionen havde alle de forskellige sovjetrepublikker. Det var ikke bare Rusland, det var alle landene i det nære udland. Det var enormt. Ingen havde forventet det. Men så skete det præcis, som Lyn havde forudsagt det. Vi havde en plan for, hvordan vi kunne bruge det til at skabe en ny fredsorden i det 21. århundrede. Det var i høj grad gennemførligt.

Hvorfor skete det ikke? Fordi Margaret Thatcher, som er inkarnationen af det britiske imperium, sagde, at dette er Det Fjerde Rige. Hun fik sin minister Nicholas Ridley til at bagtale Helmut Kohl, den daværende kansler, for at være tilhænger af Det Fjerde Rige, hvilket i den grad forsurede hele atmosfæren. Så havde vi Mitterrand, som ifølge Attali – en fransk éminence grise – truede Kohl med krig mellem Tyskland og Frankrig, hvis Tyskland ikke ville opgive sin valuta, D-marken, og gå med til euroen. Det kan jeg tale meget om, for det var levende historie for os. Fordi vi intervenerede: Vi var ved Berlinmuren, da den faldt. En uge efter murens fald havde vi den første folder ude, hvor vi foreslog det, der blev til Den Produktive Trekant. Så det var en utrolig nærværende oplevelse for os.

Naturligvis var George Bush Sr. på det tidspunkt fuldstændig imod den tyske genforening. Først efter at rådgivere som Kissinger og, tror jeg, Brzezinski og andre gamle kendinge havde fortalt ham, at hvis USA modsatte sig tysk genforening på dette tidspunkt, ville de miste al indflydelse i Europa. Så skiftede USA holdning og indstillede sig på grundlæggende at inddæmme Tyskland, ved selvinddæmning, ved at tvinge Tyskland ind i euroen, ind i Maastricht-aftalen, og på den måde få kontrol over Tyskland, som på grund af de fredelige demonstrationer [i Østtyskland] for første gang havde fået ret til suverænitet i efterkrigstiden.

Så var stemningen helt åben. Vores forslag om den Eurasiske Landbro, at forene Europa og Asien gennem udviklingskorridorer, som var den næste fase efter Sovjetunionens opløsning i 1991, ville have været yderst gennemførligt. Det ville have været begyndelsen på et helt nyt paradigme i verden, hvor man forener mennesker gennem økonomisk udvikling. Ud af det voksede, som bekendt, senere Verdenslandbroen. Men det var absolut en mulighed. Og folk, der var vidner på det tidspunkt, fortæller os i dag, at ingen troede, at Rusland var en trussel på det tidspunkt. Allerede i Sovjetunionens sidste år var der ingen, der troede, at Sovjet ville være en trussel. Gorbatjov talte om et fælles europæisk hus; andre talte om et forenet eurasisk kontinent fra Vladivostok til Lissabon. Så det ville have været muligt at skabe en ny fredsorden for altid.

Nu ved vi, hvad der skete, for mens James Baker III, som var udenrigsminister på det tidspunkt, lovede Gorbatjov, at NATO ikke ville bevæge sig en tomme mod øst – og de troede sandsynligvis på det – i baggrunden havde man allerede de neokonservative i USA og de relevante folk i Storbritannien, som planlagde, hvordan de kunne blive den sejrrige vinder af den kolde krig.

Pave Johannes Paul II advarede på det tidspunkt om, at man ikke skulle blive overstadige, for man vandt ikke den kolde krig, for hvis man ser på udviklingslandenes tilstand, så ser man, at syndens strukturer ikke kun eksisterede i øst i kommunismen, men de eksisterede også i vest, for underudviklingen i udviklingslandene taler et stærkt sprog i den henseende.

Men ikke desto mindre blev folkene i Anglosfæren helt overstadige og fejrede sig selv som sejrherrer i den kolde krig og gik skridt for skridt frem for at skabe en unipolær verden baseret på det angloamerikanske imperium og på den måde regere verden for evigt. På det tidspunkt havde vi Francis Fukuyama, som sagde “dette er historiens afslutning”. Det var alles holdning, hvilket betød, at hele verden ville adoptere den liberale statsmodel og den neoliberale økonomiske model. Alle ville i bund og grund tilpasse sig denne unipolære verden efter disse linjer. De fortsatte trin for trin med at bevæge sig i denne retning. De havde indsat Jeltsin i Rusland, som var en fuldstændig frimarkedsøkonomi-freak. Med hjælp fra nogle vestlige økonomer lykkedes det ham at reducere Ruslands økonomiske potentiale på tre år, fra 1991-94, til kun 30% af landets industrielle kapacitet. Rusland blev helt klart forvandlet til et råstofeksporterende land og ikke længere en supermagt, hvilket senere fik Obama til at sige, at Rusland bare er en regional magt eller en tankstation, men ikke længere en seriøs rival.

Og som tiden gik, kom Putin til magten, og han begyndte at forsøge at gøre op med det, Jeltsin havde gjort – uden den store succes, for oligarkerne havde en del magt på det tidspunkt. Men det var så den periode, hvor “farverevolutionerne” startede: Ideen om, at den vestligt dominerede verden ville eliminere enhver regering, som ikke ville underkaste sig denne neoliberale verdensorden. I en vis forstand lykkedes det. Der var farverevolutioner senere, i 2004 i Ukraine, den orange revolution; der var rosenrevolutionen i Georgien; der var et forsøg på en hvid revolution i Rusland, som ikke fungerede. Senere havde vi det arabiske forår. Man havde den gule revolution i Hong Kong mod Kina, som heller ikke fungerede. Men der var helt klart en bestræbelse på at slippe af med enhver regering, som ikke ville underkaste sig denne unipolære verden.

Som om det ikke var nok, skete der efter 1999 en alvorlig transformation af NATO. Den første ikke-legitime krig fra NATO’s side, dvs. uden godkendelse fra FN’s Sikkerhedsråd, med NATO’s bombning af Jugoslavien. Det var den virkelige dramatiske ændring, for det var begyndelsen på den lovløshed, vi ser i dag. Det var også begyndelsen på “retten til at beskytte”, ideen om interventionskrige mod Afghanistan og Irak. Vi havde Bush Jr. og hans “ondskabens akse”, som jeg husker var Iran, Irak og Syrien. Den underforståede idé om, at man kan bombe ethvert regime, som ikke er i overensstemmelse med denne unipolære verden, sønder og sammen. Det var en oplevelse, som der heldigvis var nogle, der afviste, f.eks. den tyske kansler Gerhard Schröder. Han afviste Tysklands deltagelse i Irak-krigen i 2003, men det var allerede en NATO-krig: Fordi Tyskland ikke nægtede NATO-fly luftrum og overflyvning. Så Ramstein og andre baser i Tyskland blev brugt; så de facto var det en NATO-krig, selv om det ikke var med alle NATO-medlemmers fulde accept.

Jeg er nødt til at udelade en hulens masse ting, men jeg vil gerne give dig et overblik, men det førte alt sammen til en situation, hvor NATO-udvidelserne begyndte, først med Clinton-administrationen, derefter med Bush Jr. Så kom det næste store skridt, som var Maidan-kuppet i Ukraine i 2014 – det var forsøget på med vestlige midler at lave en farverevolution, NGO’er, dybest set et middel til at undergrave et land med det formål at ændre regeringen. Og det var, hvad Maidan-kuppet var. Der er nu utrolige bestræbelser på at hævde, at det ikke var et kup. Hvem kan sige, at det var et kup? Det var en demokratisk regeringsændring. Men det er ikke sandt! Vi var midt i situationen igen, og det var så det, der virkelig begyndte NATO’s krig mod Rusland.

I mellemtiden har NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg indrømmet, at Ukraine ikke var en uprovokeret krig fra Putins side i 2022, men at den startede i 2014. Så var der forbuddet mod det russiske sprog, som førte til Krims beslutning om at erklære, at de ønskede at være en del af Rusland. Der var de ukrainske angreb på Donbass, som varede i otte år, og alle Ruslands forsøg på få det gjort til et anliggende i OSCE [Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa] blev fuldstændig ignoreret.

Under alle omstændigheder udvides NATO mere og mere mod øst, der opstilles offensive amerikanske militærinstallationer tæt på Ruslands grænse, en omvendt Cubakrise: Da cubanerne havde placeret sovjetiske atommissiler på Cuba, var det USA’s legitime protest at påpege, at dette krænkede USA’s grundlæggende sikkerhedsinteresser. Det blev heldigvis afværget, fordi Khrusjtjov og Kennedy talte sammen i den røde telefon. Men de facto, med NATO’s udvidelse mod øst, havde man i stigende grad en omvendt Cubakrise. Det var langsomt, i sneglefart, men ikke desto mindre en Cubakrise.

Så da Putins særlige militæroperation endelig startede den 24. februar 2022, var det meningen, at det skulle være en begrænset operation. General Harald Kujat, den tidligere generalinspektør for den tyske hær [2000-2002], havde fremført det argument helt overbevisende, at størrelsen af russernes mobilisering indikerede, at de ikke havde til hensigt at overtage hele Ukraine. Men at de i virkeligheden kun ønskede at give støtte til befolkningen i Donbass og på Krim, og at det var operationens omfang.

Men så var der naturligvis forræderiet fra Vestens side: Husk på, at Merkel og Hollande indrømmede, at de kun forfulgte Minsk II-aftalen for at vinde tid til at træne ukrainerne, så de kunne komme på niveau med NATO. Hele tiden var de bare ved at vinde tid, vinde tid, træne ukrainerne til den kommende krig. Og til sidst var hele det samlede Vesten involveret på den ene eller anden måde: enten ved våbensalg, ved våbenleverancer, ved at træne ukrainske tropper, ved at forsyne dem med efterretninger. I løbet af årene fik vi en regulær krig fra det samlede Vesten, fra NATO mod Rusland.

Og nu oplever vi den allersidste fase, at dette ikke fungerede, på trods af alle de våben, der blev sendt, på trods af alle de mange milliarder dollars, der blev brugt på det, lykkedes den ukrainske modoffensiv ikke. Nu er NATO netop nået til det punkt, hvor de afviser en diplomatisk løsning og kræver, at den militære optrapning skal fortsætte.

Efter alle disse bestræbelser på at inddæmme Rusland og endda splitte det op i mange dele, er vi nu nået til et punkt, hvor der skal træffes en beslutning: Hvis det nu sker, hvad Macron har truet med, og der er folk, der tror, at det bare er en prøveballon for hele NATO, og at hele NATO i virkeligheden ønsker at deltage i det – det er ikke dokumenteret, men det er muligt – så er den røde linje helt sikkert overskredet. Og det, Blinken siger, er, at Ukraine bør være en del af NATO, den røde linje er helt sikkert krydset, og så er spørgsmålet, hvornår?

Hvis franske tropper bliver udstationeret i Ukraine, så er det et spørgsmål om hvornår – ikke om, men hvornår der vil komme en massiv modreaktion fra Rusland? Forskellige russiske ledere har allerede sagt, at i så fald er disse tropper et helt legitimt mål. Forestil dig, at de første ligposer kommer tilbage med døde franske soldater, måske nogle andre nationaliteter, som allerede er de facto i Ukraine i forskellige kapaciteter. Så har du høgene i Vesten, der hyler op, som Lindsey Graham, som Kiesewetter, som Strack-Zimmermann, som alle disse agenter for det militær-industrielle kompleks, de vil bede om optrapning, Taurus-missiler. Scholz, som ikke ligefrem har den stærkeste rygrad i universet, vil kollapse. Taurus-missiler vil blive opstillet; Taurus-missiler kan ramme Sankt Petersborg, de kan ramme Moskva. Det er naturligvis det punkt, hvor Rusland vil slå igen – måske endnu ikke med atomvåben, måske kun med konventionelle våben mod Paris, Berlin og Warszawa. Så er det et spørgsmål, om man stadig kan stoppe denne optrapning?

Og jeg tror ikke, den kan stoppes. Jeg tror, at hvis vi når til dette punkt, hvis du ser på alle disse mennesker, som er fuldstændig bevæbnet til tænderne i metaforisk forstand, så tror jeg ikke, at de vil stoppe på dette punkt.

Jeg kunne forestille mig en lignende optrapning i Sydvestasien: Hvor Israel nu siger, at hvis Iran gengælder angrebet på konsulatet i Damaskus, bliver det et helvede for Iran. Iran vil helt sikkert reagere – der er ingen mulighed for, at de ikke vil reagere – de vil sandsynligvis ikke involvere Hizbollah, fordi det vil være for meget for Libanon, og jeg tror ikke, Iran vil gå den vej. Men de kan meget vel reagere på et militært mål i Israel. Og hvis IDF så bevæger sig mod Iran, måske med et forsøg på at trække USA ind i denne konflikt, vil det udvikle sig til en regulær konflikt mellem Israel og Iran. Jeg tror, at man på det tidspunkt ikke kun har at gøre med Iran, men også med Rusland og Kina, fordi de ikke har råd til, at BRIKS-medlemmet Iran bliver udsat for et militært angreb fra Israel uden at reagere, og så er man igen i et optrapningsscenarie.

Så jeg vil ikke dvæle ved det, men jeg ville bare aktualisere disse to situationer for at diskutere, hvad der kan gøres på dette sene tidspunkt i processen for at finde en løsning. Tro mig, jeg har tænkt en del over det, for I kender det fra USA og måske andre lande, at folk er så uvidende og så forvirrede af mainstream-propagandaen, dæmoniseringen af Rusland, dæmoniseringen af Kina, at det er meget svært at få den gennemsnitlige person til at reagere på situationens alvor, eller endda på den løsning, der ville være tilgængelig.

Så jeg har tænkt meget over det. Og situationen mellem USA og Rusland er så fuldstændig nedbrudt. Som et resultat af alle de seneste års udviklinger er forholdet mellem Tyskland og Rusland fuldstændig ødelagt. Forholdet mellem USA og Kina er virkelig forgiftet, selv om Biden og Xi Jinping lige har talt sammen i telefonen. Det er blevet ødelagt i meget høj grad.

Så spørgsmålet er, hvor forandringen skal komme fra? Det eneste, jeg kan komme på, er, at vi er nødt til at inddrage den kraft, som virkelig repræsenterer størstedelen af menneskeheden, og det er det Globale Syd. Der har vi en situation, hvor den Globale Majoritet, for det er det, der er nu: Det er 150 lande, der samarbejder med Kina om Bælte & Vej Initiativet; det er BRIKS og BRIKS-Plus; yderligere 40 lande har ansøgt.

Der er en helt anden ånd i de lande, der tidligere blev kaldt den Alliancefri Bevægelse, i Afrika, i mange lande i Asien, Latinamerika, som ikke længere ønsker at være underlagt kolonialismen. Der er en ny ånd, hvor de ønsker at tage deres egen skæbne i egne hænder; de ønsker at være begunstiget af de råstoffer, de besidder, de ønsker ikke at eksportere råstoffer. De ønsker at have produktionskæden i deres eget land, produktion med merværdi.

Så derfor er der ved at opstå et nyt økonomisk system, baseret på de fem principper for fredelig sameksistens, FN’s charter. De arbejder hovedsageligt sammen med Kina, men de fleste af dem er også absolut pro-russiske. De nægter at lade sig trække ind i de såkaldte “demokratiers” lejr.

Så hvad skal vi gøre? Jeg tror, vi er nødt til at inddrage det Globale Syd meget mere som en stemme. Det er noget, der skal have taktiske anvendelsesmuligheder. Tag for eksempel FN’s Sikkerhedsråd: FN’s Sikkerhedsråd er den højeste myndighed i verden. Vi har ikke andre. Vi har Den Internationale Domstol. De afsagde for nylig en virkelig fremragende revolutionerende dom, hvor de krævede, at Israel skulle stoppe folkemordet, hvilket de tydeligvis ikke gjorde. Og Den Internationale Domstol besidder ikke udøvende magt: De giver det til FN’s Sikkerhedsråd til gennemførelse. Men problemet i den seneste periode har været, at FN’s Sikkerhedsråd altid blev blokeret, fordi enten et eller to af de permanente medlemmer – USA og Storbritannien – ville nedlægge veto, så ingen resolution ville blive vedtaget, ingen handling ville blive foretaget, og rædselsshowet ville fortsætte.

Så hvad kan der gøres nu? I det seneste tilfælde undlod USA at stemme, og derfor blev resolutionen vedtaget. Men det er stadig gennemførelsen, der mangler. Og derfor mener jeg, at Uniting for Peace-resolutionen, som blev vedtaget den 3. november 1950, var ironisk, fordi den faktisk blev skabt af USA i et forsøg på at blokere Sovjetunionen, som ønskede at forhindre Koreakonflikten, at blokere beskyttelsen af Sydkorea mod nordkoreansk aggression. I mellemtiden er denne Uniting for Peace-resolution blevet anvendt ti gange. Første gang blev den anvendt i forbindelse med krigen mellem Israel og Egypten i 1956 og det britisk-franske angreb på Suezkanalzonen. Derefter igen et par andre kriser, som Ungarn og lignende konflikter. Og så i 1997 omkring den israelske besættelse af det palæstinensiske område. Den har været åben siden; den har aldrig været lukket. Så med en relativt simpel beslutning – det kunne være en anmodning fra nogle af FN’s medlemmer, det kunne være et initiativ fra FN’s generalsekretær – kunne man aktivere FN’s Generalforsamling til at afholde et møde for at gøre det, som FN’s Sikkerhedsråd, hvis primære opgave det er at tage sig af international fred og stabilitet, når de ikke fungerer, den funktion kan gå til FN’s Generalforsamling. Det er det, vi bør støtte og organisere os for. I New York har vi naturligvis direkte adgang til FN. Vi bør tale med så mange af udviklingslandene som muligt. Vi er også repræsenteret i Latinamerika, vi har meget gode venner og kontakter i Afrika, i Asien. Jeg tror, vi er nødt til virkelig at arbejde sammen med disse lande, ikke kun for at gøre noget for Gaza og Oase-planen, som I har drøftet, og som I kender til, og vi vil have et stort arrangement om det, forhåbentlig i næste uge. Men vi er nødt til at komme til det punkt, hvor vi får FN’s Generalforsamling til at vedtage ideen om en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur sammen med de ti principper som udgangspunkt for diskussion, for jeg tror ikke, at vi kan løse verdens problemer uden at ændre paradigmet fuldstændigt.

Med andre ord, kun hvis vi flytter flertallet af nationer, og FN’s Generalforsamling er det åbenlyst nemmeste sted at gøre det, hvor de dybest set ville stemme for, at et nyt system er nødvendigt for at garantere den langsigtede overlevelsesevne for menneskeheden som helhed, og for at sætte den ene menneskehed først, tror jeg, at det er den eneste måde, hvorpå vi kan komme ud af denne krise uden en katastrofe. For der er mange lande i det Globale Syd lige nu, der er så trætte af de handlinger, der kommer fra NATO, fra Vesten, bevæbningen af dollaren, interventionskrigene, sanktionerne, at mange lande i det Globale Syd tror, at de stort set er forsvarsløse over for et aggressivt Nord, som frarøver dem deres grundlæggende rettigheder, alt sammen under påskud af den regelbaserede orden, demokrati og menneskerettigheder. Men de er trætte af dette mantra, fordi de ved, at det ikke er sandt.

Så nogle mennesker tænker: “Okay, vi har BRIKS, vi har det Globale Syd. Vi skal bare af med dollaren og skabe vores egen valuta, så bliver alt godt.” Men jeg er helt overbevist om, at det ikke er tilfældet. For i modsætning til Sovjetunionen, som gik i opløsning relativt fredeligt i 1991 ved dybest set at falde sammen, ved ikke at bruge tanks, ved ikke at føre krig – og det er det, mange mennesker nu tænker over, at det måske var en fejltagelse – men det var det, der skete. Jeg tror ikke, at NATO, som er bevæbnet til tænderne, hvor det militærindustrielle kompleks spiller en så absolut dominerende rolle i USA, i Storbritannien og nu desværre også i stigende grad i EU, jeg tror ikke, at Vesten vil give op og trække sig tilbage, så fredeligt som Sovjet gjorde i 1991. Jeg er bange for, at de vil forsøge at gennemtvinge deres opfattelse af verdensordenen, og det vil føre til Tredje Verdenskrig.

Og den eneste måde, jeg kan komme i tanke om – måske kan nogle andre komme med bedre ideer: Jeg hører dem gerne, men indtil videre er der ingen, der er kommet med sådan et forslag – jeg tror, at den eneste måde, vi kan komme ud af det her på, er, at vi på den ene side opmuntrer og styrker landene i det Globale Syd, at de skal handle på historiens verdensscene, for det er nu deres rolle. Og på samme tid organisere befolkningerne i Vesten – i USA og i Europa – til at opgive denne helt forfærdelige idé om, at de er de eneste, der kan udstikke reglerne. De er nødt til at acceptere, at en multipolær verden ikke bare allerede eksisterer, men at det ikke er godt nok, fordi multipolaritet stadig indebærer muligheden for geopolitisk konflikt, men at vi absolut ud fra den menneskelige arts langsigtede udvikling er nødt til at tage skridtet og tænke på den ene menneskehed først, og at vi er nødt til at have en arbejdsdeling, hvor de forskellige nationer deltager i en arbejdsdeling af, hvad deres evner og muligheder er, for at konstruere og opbygge verden som en helhed.

Og det betyder, at vi er nødt til at overvinde ideen om, at andre nationer er fjender: For hvis du ser på det fra de respektive nationers synspunkt, definerer de sig selv som fjender! Hvis du rakte armen og hånden ud fra Vesten til Kina, til Afrika, til Rusland, til Indien, til et hvilket som helst land i det Globale Syd, og sagde: “Lad os samarbejde på en venlig måde, i gensidig interesse,” så ville de alle være enige! Jeg kan kun komme i tanke om et eller to lande af mindre betydning, som måske ikke ønsker at gøre det med deres nuværende ledelse, men langt de fleste lande ville gå med til et sådant nyt paradigme.

Nogle mennesker mener, at det er en utopisk idé, og at det aldrig vil ske. Men jeg er helt sikker på – og den sikkerhed er baseret på et halvt århundredes politisk organisering – at det kan lade sig gøre, det skal lade sig gøre, og der er ikke noget alternativ til det, for enhver anden mulighed vil føre til en tredje verdenskrig.

Så derfor har vi en gigantisk opgave foran os med at bringe menneskeheden op på det niveau. At få befolkningerne i Vesten til at samarbejde på en ikke-dominerende måde, men på en ligeværdig måde, og at forene udviklingslandene til at tale med én stemme. Og hvis de gør det, er de det store flertal på 80-85% af alle mennesker, og jeg tror, det er den eneste måde, vi kan nå frem til en bedre tid for menneskeheden. Jeg vil gerne stoppe her.




Interview: Det palæstinensiske Selvstyres ambassadør i Danmark,
H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian, der støtter Oase-planen,
med dansk oversættelse

Den 14. marts 2024 (EIRNS) København (Schiller Instituttet i Danmark) – Schiller Instituttet i Danmark gennemførte i går et timelangt videointerview med Det Palæstinensiske Selvstyres ambassadør i Danmark, H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian, hvor ambassadøren udtrykte sin smerte over død og ødelæggelse i Gaza og også på Vestbredden, de vestlige politiske lederes manglende støtte til at afslutte krigen, og udtrykte fuld støtte til LaRouches Oase-plan og ideen om fred gennem udvikling. Han blev interviewet af Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark.

Se videoen om Oase-planen og skriv under på underskriftsindsamlingen til støtte for Oase-plan-ideen

Tilmeld dig Schiller Instituttets gratis online-konference lørdag den 13. april 2024 kl. 11 EDT; 17 CET: Oase-planen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina og for hele Sydvestasien

Videoen, som vil blive cirkuleret bredt internationalt, inkluderer links i videoen og beskrivelsen til LaRouche-organisationens video “The Oasis Plan: LaRouches løsning på Mellemøsten”, og et link til tilmelding til den kommende videokonference om Oasis-planen den 13. april.

H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian har haft en fremtrædende karriere inden for den akademiske og diplomatiske sfære. Hans akademiske ekspertise ligger inden for internationale relationer og konfliktløsning. Han er uddannet i Jerusalem, på American University i Beirut, og har taget en MA i internationale relationer og en Ph.d. i statskundskab på Toledo og Cincinnati universiteter i Ohio i USA. Han var professor og senere vicepræsident på Bethlehem University på Vestbredden i Palæstina. Han underviste i konfliktløsning mellem Israel og Palæstina sammen med den israelske professor Edward Kaufman på University of Maryland i 26 år.

Han var også PLO’s førende rådgiver i spørgsmålet om Jerusalems status.

H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian blev derefter Det Palæstinensiske Selvstyres ambassadør i Storbritannien i 13 år, Ungarn i et år og nu Danmark i de sidste fire år.

Interviewet dækker især det påtrængende behov for at stoppe det nuværende folkemord i Gaza og volden og undertrykkelsen på Vestbredden; behovet for FN’s og international anerkendelse af en uafhængig palæstinensisk stat, og hvad der skal til i Israel for at nå dertil; hans undervisning i israelsk-palæstinensisk konfliktløsning på University of Maryland; og til sidst hans varme ros af Schiller Instituttet.

Artikler af ambassadøren i Palestine-Israel Journal: https://www.pij.org/author/326

Mere omfattende CV: http://passia.org/personalities/351

Fuld udskrift:

Interview med Det Palæstinensiske Selvstyres ambassadør i Danmark H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian

Vi skal sejre: Fred, palæstinensisk uafhængighed og Oasis-planen i Sydvestasien

TOM GILLESBERG: Jeg er Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, og jeg er meget taknemmelig for at have denne mulighed for at interviewe Hans Excellence Prof. Dr. Manuel Hassassian, Palæstinas nuværende ambassadør i Danmark gennem de sidste fire år, udnævnt af præsident Mahmoud Abbas.

Du har også en meget fornem karriere bag dig, både på det diplomatiske område og på det akademiske område, så vil du præsentere dig selv for publikum?

AMBASSADØR PROF. DR. MANUEL HASSASSIAN: Mange tak, Tom. Det har været en fornøjelse at se dig for anden gang, og jeg er virkelig overvældet over dit generøse tilbud om at interviewe mig. Som du ved, er jeg tilhænger af jeres institut. Og I har gjort så meget for sagen, for international medmenneskelighed, og dette store skridt med at interviewe en palæstinensisk ambassadør i Danmark.

Jeg er født og opvokset i Jerusalem. Jeg gik på Frères-skolen, som undervises af De La Salle-brødrene, i gymnasiet. Derefter gik jeg i to år på Birzeit University for at få min sociale eksamen; jeg læste liberal arts. Derefter blev jeg optaget på American University of Beirut, som anses for at være et af de mest prestigefyldte universiteter i Mellemøsten. I 1975 fik jeg min bachelor og tog til Ohio, til USA: Jeg tog min kandidatgrad i internationale relationer på University of Toledo, Ohio; derefter fortsatte jeg min uddannelse og tog min ph.d. på University of Cincinnati, Ohio, og jeg fik min ph.d.-grad i 1986. Jeg kom tilbage til Bethlehem University i 1981, hvor jeg forberedte min afhandling. Jeg var instruktør i 1981, fordi jeg ikke havde færdiggjort min ph.d., men jeg blev dekan for de studerende. I 1986 blev jeg assisterende professor, og jeg forblev dekan for de studerende i ni år. Så blev jeg lektor, og jeg blev dekan for Det Humanistiske Fakultet. Og i 1996 blev jeg administrerende vicepræsident, hvilket er den højeste stilling for en palæstinenser på en katolsk skole. I 1999 blev jeg professor ved University of Bethlehem, og alt mit arbejde blev vurderet af professorer i USA, som gav mig denne fornemme titel. Jeg har undervist [på University of Maryland, USA] sammen med en kollega fra Hebrew University, fra Truman Center, professor Edy Kaufman, i de sidste 26 år. Vi stoppede under COVID.

[Ambassadør Prof. Dr. Hassassian har også været PLO’s chefrådgiver i forhandlingerne om Jerusalems status].

Jeg blev udnævnt til ambassadør af præsident Mahmoud Abbas i 2005. Jeg tjente 13 år som palæstinensisk ambassadør i London, og i 2018 flyttede jeg et år og tjente i Ungarn. På grund af en uoverensstemmelse med ungarerne, hvor vi diskuterede flytningen af deres ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem, blev jeg bedt af min præsident om at komme tilbage. Jeg blev et år, og vi havde aldrig nogen repræsentation på mit niveau. Så da jeg blev overført til Danmark for at blive ambassadør et år senere, udnævnte de en palæstinensisk ambassadør til at udfylde tomrummet.

(En mere komplet biografi, inklusive andre akademiske stillinger og priser, kan læses her).

Ambassadør Hassassian: Jeg sætter virkelig pris på den danske offentlighed: De støtter det palæstinensiske problem i høj grad, fordi de er forkæmpere for menneskerettigheder, og det var de også under Holocaust, hvor de hjalp alle de diaspora-jøder, der var blevet slagtet af nazisterne og fascisterne. Så Danmark har en lang tradition for at være en forkæmper for menneskerettigheder, og vi er ikke overraskede over at se de samme mennesker med den samme udholdenhed i at støtte palæstinenserne, i det mindste på det offentlige plan, hvor de ønsker at se et ophør af denne konflikt og åbning af grænserne for humanitær bistand. Desværre er regeringen ikke på niveau med den offentlige mening.

Tom Gillesberg: Det er ligesom under den danske besættelse: Det var ikke regeringen, der hjalp jøderne med at komme til Sverige.

Ambassadør Hassassian: Det var folket.

Gillesberg: Det er folket.

Amb. Hassassian: Absolut.

Gillesberg: Og jeg synes, det er en vigtig pointe.

Ambassadør Hassassian: Så det er derfor, jeg forsøger at drage en sammenligning, som efter min ydmyge mening og viden om Danmarks historie – jeg kom her og vidste en lille smule om Danmark, men nu kan jeg fortælle dig, at jeg kender kulturen, folket, måden de tænker på, måden de fremmer deres politik på, og jeg kan se, at der er en kile mellem den offentlige mening, ikke kun i spørgsmålet om Palæstina, men også i spørgsmål om lokalpolitik. Denne regering er konservativ, og uanset at den har visse undskyldende holdninger, når det kommer til Palæstina, så hjælper den stadig palæstinenserne med tilskud, med udvikling af infrastruktur, med støtte til UNRWA. Men på det politiske plan går de ind for en to-statsløsning, men de viser ikke deres politiske mod til at lægge pres på amerikanerne eller israelerne for at stoppe dette blodbad, dette angreb, denne nedslagtning af civile i Gaza, på Vestbredden og i Østjerusalem.

Så vi forholder os lidt, med forsigtig optimisme, jeg forholder mig som ambassadør til regeringen, jeg kan ikke sige, at de har været tilbageholdende med at modtage mig som dekan for Rådet af arabiske Ambassadører, for slet ikke at tale om, at jeg også leder spørgsmål vedrørende Mellemøsten, Organisationen for islamisk Samarbejde (OIC). Vi har mødtes flere gange med udenrigsministeren, med viceudenrigsministeren, med direktøren for MENA [Mellemøsten, Nordafrika], og vi har haft regelmæssige diskussioner om opdateringer af, hvad der sker i Palæstina, Mellemøsten, Det Røde Hav, afbrændingen af Koranen, den slags. Så jeg kan sige, at der er en vis form for kontakt mellem vores ambassade, Rådet af arabiske Ambassadører og den danske regering. Men vi oplever ikke øjeblikkelig handling.

Vi ser ikke, i de bilaterale relationer, en stærk støtte til palæstinenserne og et stop for dette blodbad! I dag dør vores folk af sult og hungersnød, mangel på medicin og mad. Seksogtredive hospitaler er blevet ødelagt. Vi har kun seks i drift nu. Det er en skam, at 12.000 børn er blevet martyrer, for slet ikke at tale om mere end 7-8.000 kvinder og ældre. Og det er svimlende tal! Selv under Anden Verdenskrig var vi ikke vidne til et så enormt antal ofre.

Dette systematiske angreb på vores folk er ikke kun – og tillad mig at sige, at det ikke er mod Hamas. Det er indlysende, at det er mod det palæstinensiske folk. De vil fordrive os i havet, i ørkenen, og når de er færdige med Gaza, vil de begynde, og de er allerede begyndt, på Vestbredden, for slet ikke at tale om, at de lægger økonomiske hindringer i vejen, alle mulige forhindringer, selv under Ramadanen, for at vores troende kan gå hen og bede i Al Aqsa-moskeen.

Man kan se, at der er en systematisk politik for apartheid, etnisk udrensning og nedbrydning af en nation.

Alle disse tre ting praktiseres af en sådan regering, som er en meget, meget, meget ekstrem, fascistisk regering. Jeg vil sige det – undskyld, jeg er nødt til at sige – fascistisk regering, fordi den måde, den har håndteret denne konflikt på, har været hensynsløs i sin politik. Den har aldrig udvist nogen form for tolerance, men den absolutte idé bag dette er genbesættelsen, igen officielt, af Vestbredden og Gaza. Og det er her, vi er nødt til at have det internationale samfund – med alle de FN-resolutioner, der har været til fordel for Palæstina; desværre har amerikanerne nedlagt veto mod dem, og det er derfor, amerikanerne i 30 år ikke har formået at mægle i fredsprocessen, fordi de støttede den øverste del over den nederste.

Og nu leder vi efter en kollektiv mægling, dvs. at vi starter med FN – måske kunne Danmark spille en meget vigtig rolle, for slet ikke at tale om Europa. Og vi afviser ikke USA, men de kan ikke være den eneste mægler i denne konflikt, for de har udvist modvilje mod at finde en troværdig løsning under denne konflikt. Alt, hvad amerikanerne har gjort i de sidste 30 år, er krisestyring.

Gillesberg: Nu er vi helt klart nået til et punkt, og jeg tror, at historien er, at den 7. oktober indtraf, og så startede det hele. Men hvis man ser på den proces, der var i gang på Vestbredden før den 7. oktober, var det tydeligt, at den politik, som vi nu ser blive ført, og som dybest set går ud på at annektere både Vestbredden og Gaza, så de bliver en permanent del af Israel, allerede var i gang! Det er ikke sådan, at angrebene begyndte efter den 7. oktober?

Ambassadør Hassassian: Faktisk har du ramt plet med denne kommentar. For desværre troede det internationale samfund – Europa, USA og så videre – at denne konflikt startede den 7. oktober med Hamas’ angreb på uskyldige civile. Men ingen har tænkt på den grundlæggende årsag til dette problem, som startede for 75 år siden. For slet ikke at tale om i 1948, hvor vores folk blev fordrevet, og denne zionistiske enhed blev etableret og skabt med støtte fra Storbritannien og det internationale samfund, med fordrivelsen af det palæstinensiske folk og oprettelsen af noget, der kaldes staten Israel. Og folk er ikke klar over, at vi har levet under besættelse i så mange år, og Gaza har været kvalt i de sidste 16 år med den økonomiske blokade og med manglen på enhver form for basale ydelser. Og selvfølgelig, hvis man putter nogen i en trykkoger, må den eksplodere. Og eksplosionen den 7. oktober for Gazaborgerne, fra Hamas og Islamisk Jihad og de andre, var blot en reaktion på denne blokade, på denne kvælning af 2,2 millioner mennesker, der bor i det tættest befolkede område i verden.

Og folk begyndte at se på Hamas og andre som terrorister, men de glemte, at Israel har udøvet statsterrorisme! Dette er ikke det første angreb på Gaza: Det er den fjerde krig mod befolkningen i Gaza! Og der har været løbende angreb på Vestbredden med opførelsen af bosættelser, hvor bosætterne har taget loven i egen hånd og forsøgt at rykke palæstinenserne op med rode, forsøgt at rykke appelsintræerne og oliventræerne op med rode og forsøgt at skabe kaos blandt palæstinenserne ved at skyde, dræbe, plyndre, rykke op med rode og hvad ved jeg.

Så spørgsmålet bør ikke være en adskillelse af Gaza fra Vestbredden, for slet ikke at tale om Østjerusalem, med alle bosættelserne, med de omsiggribende bosættelser, der har fundet sted af en regering, der kaldes en bosætterregering: Denne beslaglæggelse af land skabte også en vis form for kaos og forvirring, for slet ikke at tale om en streng politik over for de mennesker, der bor i Østjerusalem. Og i dag, under Ramadanen, har vi også set chikane, vi har set blokader af folk fra Vestbredden, der kommer og beder under den hellige måned, Ramadanen. Med andre ord skaber Israel flere spændinger, det skaber flere absolutte politikker, der vil gøre det meget ubehageligt for de mennesker, der bor i Jerusalem, for slet ikke at tale om dets vedvarende bombardementer, drab på Vestbredden og i Gaza, der fortsætter uden at blive stoppet af det internationale samfund.

Gillesberg: En ting er også, hvad der har foregået i lang tid, hvad man kan kalde Palæstinas “stille død”. Men det, vi har set efter den 7. oktober, er, tror jeg, noget, der er uden fortilfælde siden Holocaust. Måske har der været andre holocausts i gang, men de var i baggrunden. Her har vi siden den 7. oktober haft et fuldt tv-transmitteret folkemord i Gaza med hele verden som tilskuer, og selv Den Internationale Domstol kom ud og sagde, ja, det er meget sandsynligt, at der er et folkemord i gang. Vi vil undersøge det, og i mellemtiden kræver vi af Israel, vi kræver af IDF, de israelske forsvarsstyrker, at de gør alt for at sikre, at der ikke foregår et folkemord. Ikke kun fordi folk blev dræbt, men fordi der tydeligvis var en hensigt om at dræbe, i udtalelserne fra regeringen, fra militærpersoner og så videre.

Men det er stadig i gang.

Nu har den israelske regering sagt, at hvis vi når til Ramadanen, og vi ikke har en aftale med Hamas og de andre grupper om at frigive alle gidslerne, så vil vi begynde et angreb på Rafah; så kommer den næste fase af det, der er en udjævning af Gaza.

Og nu er vi i Ramadanen, så hvad tror du, der kommer til at ske?

Amb. Hassassian: Faktisk vil jeg gerne kommentere på Den Internationale Domstols beslutning, som blev betragtet som et rådgivende synspunkt, men som blev totalt blokeret af det amerikanske veto. Så Israel er ligeglad med FN og resolutionerne. De har aldrig overholdt dem, fordi amerikanerne altid står bag dem politisk ved at nedlægge veto, for slet ikke at tale om militært og finansielt, og de er medskyldige i folkemordet ved også at sende visse marinesoldater til at kæmpe i Gaza. Så det er ikke noget, vi ikke ved. ved…

Gillesberg: Og alle de bomber, der falder over Gaza –

Ambassadør Hassassian: – er alle amerikansk producerede.

Og det er derfor, jeg ville komme med denne korte kommentar, at Den Internationale Domstol er en rådgivende udtalelse. Den er ikke bindende, og det overser Israel simpelthen, og de er ligeglade.

Når det er sagt, så se på Gaza i dag: Vi har mere end 31.000 martyrer. Og jeg sagde, hvor mange børn, kvinder og ældre.

Halvfjerds procent af infrastrukturen og bygningerne er totalt ødelagte. Gaza er næsten jævnet med jorden. 2,2 millioner mennesker ved ikke, hvor de skal tage hen; de er fordrevet fra deres hjem, 1,9 millioner.

De var engang i nord, tog til syd, tilbage til nord. Og nu, med de trusler, der kommer fra Israel om at invadere Rafah, er det igen noget, der viser Israels intentioner, at Israel er interesseret i at besætte Gaza og jævne Gaza med jorden og slippe af med de 2 millioner palæstinensere i Gaza, så det er en krig mod palæstinenserne, ikke en krig mod Hamas. For hvis krigen var mod Hamas, fortæl mig så, hvad israelerne har opnået indtil videre? De er ikke sluppet af med Hamas, og de vil aldrig slippe af med Hamas. Det siger jeg som medlem af PLO.

Gillesberg: Men det er en ideologi – man kan ikke dræbe en ideologi.

Amb. Hassassian: Det er en ideologi – absolut! Absolut! Du har lige ramt hovedet på sømmet.

For det andet lykkedes det dem ikke at udvise palæstinenserne i Gaza, fordi palæstinenserne i Gaza er modstandsdygtige og fast besluttet på at blive på deres jord. De ønsker ikke at genopleve Nakba i 1948. Det er nummer to.

Nummer tre er, at de udtømmer alle deres ressourcer uden noget slutresultat. Derfor har de mistet verdensopinionen, selvom regeringerne stadig støtter dem. Og de har nu en skamplet på denne regering i Israel, som er en bosætterregering, en apartheidregering, som ikke ønsker fred med palæstinenserne, men vil dræbe dem og smide dem ud af landet.

Alt dette har haft negative konsekvenser for Israel. Så hvad er det for et antal ofre, Israel ønsker, for at sige, at vores mission er fuldført? Det er ligesom ikke defineret!

Under dække af sikkerhed har Israel retfærdiggjort alle sine grusomme forbrydelser i løbet af de sidste 75 års besættelse. Israel er nu kendt, ikke som et demokrati, men som en slyngelstat med den herskesyge ideologi om jødernes overherredømme over de kristne og muslimerne i verden, ikke kun i Palæstina. Og deres konsekvente, systematiske politik med at konfiskere jord i Jerusalem, overtage religiøse steder, spytte på præster og sheiker, alt dette er en afspejling af, hvor hadefulde disse bosættere er over for ikke-jødiske eller ikke-israelske borgere som jeg selv.

Og se, 22% af befolkningen i Israel er palæstinensere, som har israelsk statsborgerskab. De bliver diskrimineret. Og de bliver gjort opmærksomme på, at de ikke er engagerede israelske borgere. Selvom vi er repræsenteret i Knesset, i parlamentet. Men der er ingen respekt, og de bliver behandlet som tredjeklasses borgere i det, som de hævder er den demokratiske stat Israel.

Fra dette perspektiv konkluderer vi, at denne regering aldrig vil få fred med palæstinenserne! Og denne regering bør ikke støttes af det internationale samfund. Den har vist besættelsens grimme ansigt, og den har vist, at den ikke er for en to-statsløsning! De går ind for én stat, en apartheidstat, der har alle de etniske minoriteter, araberne, og hvad de ellers hedder, under deres kontrol, under det israelske flag.

Og det er, som du kan se, umuligt med det palæstinensiske folks urokkelige kamp for deres umistelige rettigheder og deres ret til selvbestemmelse og til at have deres egen uafhængige stat. Det internationale samfund har accepteret, at der i løbet af Oslo-processen – 30 år – ikke er blevet gjort noget for at rette op på situationen og afslutte besættelsen.

Jeg siger jer, at vold, usikkerhed og ustabilitet i Mellemøsten vil slutte med oprettelsen af en uafhængig, demokratisk palæstinensisk stat med grænserne fra 1967. Vi, PLO, gav allerede i 1988 staten Israel anerkendelse af 78% af det historiske Palæstina på et gyldent fad. Hvad kan vi ellers gøre for at indfri vores løfter til det internationale samfund?

Gillesberg: Du nævnte Oslo-fredsprocessen, og Schiller Instituttet på det tidspunkt, og lederen af vores organisation på det tidspunkt, Lyndon LaRouche, var en meget fremtrædende stemme, der støttede denne proces, men også udtalte, at den ikke ville blive en succes, medmindre der var en økonomisk udviklingspolitik, der drev den. Det vil sige, at både for at den palæstinensiske stat kan fungere, men også for at Israel kan fungere, og for at de kan leve i fred og harmoni, er der nødt til at være et samarbejde om et større mål, en oase-plan for hele regionen, som vil gavne alle.

Så i stedet for at se din nabo som din fjende, vil du se din nabo som en samarbejdspartner i denne udviklingsproces. Og i lyset af dette forfærdelige angreb, der har fundet sted i Gaza, har vi fra Schiller Instituttet udgivet en ny video om denne idé, kaldet ” Oase-planen: LaRouches løsning på Mellemøsten”, der beskriver den afdøde amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouches forslag – udviklet siden 1975 – om fred gennem udvikling mellem Israel og et uafhængigt Palæstina, ved at udvikle vandressourcer, herunder afsaltningsanlæg, drevet af atomkraft, langs to nye kanaler mellem Det Døde Hav og Det Røde Hav; og Det Døde Hav og Middelhavet; transport og anden infrastruktur, for at skabe en fremtidsvision, hvor israelere og palæstinensere ville udvikle regionen økonomisk, som en måde at bane vejen for fred på.

Vi vender måske tilbage til, hvordan en løsning kunne se ud med hensyn til stater, men inden da, hvad synes du om den foreslåede Oase-plan og om at have en større vision for at gøre det umulige muligt i regionen?

Ambassadør Hassassian: Jeg vil gøre det meget kort med hensyn til den kommentar, som du er kommet med. Jeg har set jeres video, og jeg var meget imponeret over jeres vision for fremtiden. Økonomisk udvikling bør altid være forbundet med politisk stabilitet, og hvis vi ikke er uafhængige som palæstinensere, skal vi forfølge økonomisk udvikling i partnerskab med Israel og Jordan, det jeg kalder “Benelux-modellen for økonomisk udvikling”, hvor I omhyggeligt har angivet i jeres erklæring, hvordan man går frem, og hvordan man opbygger den slags, hvad jeg kalder “bæredygtig udvikling”, at bæredygtig udvikling vil bidrage til at forlænge freden og stabiliteten mellem de to lande. Men vi kan ikke rigtig anvende økonomisk udvikling mellem besætter og besat. Det skal være på lige fod. Man er nødt til symmetrisk at se begge som uafhængige enheder.

Men økonomisk udvikling og samarbejde mellem lande, der er i konflikt, vil helt sikkert bidrage til at opretholde freden og give freden en lang levetid i fremtiden, hvor fred og harmoni vil skabe sameksistens, og denne sameksistens kan overføres til markeder af økonomisk interesse, til samarbejde, også til at styrke den offentlige sektor sammen med den private sektor for at komme på niveau med udviklingsprocessen, der er fuldstændig forbundet med udviklingen af vores læseplaner, vores uddannelse, vores sundhed, og hvad der ellers er; og man kunne udveksle færdigheder med udviklingen i lande som Israel, der er højt udviklet teknologisk; vi har kilderne til arbejdskraft. Vi er de mest intellektuelle i Mellemøsten. Så med ressourcer, med intellektualisme, med den arbejdskraft, vi har, kunne vi skabe en vis form for fælles enhed, der vil gavne begge folk.

Økonomisk udvikling efter politisk uafhængighed er vejen til vores sikkerhed og stabilitet. Og som i ved, har Mellemøsten været omdrejningspunktet for konflikter i verden, fordi alle forsøger at finde deres nationale interesser i Mellemøsten. Når vi først har den form for stabilitet og sikkerhed, tror jeg, vi vil være åbne for flere økonomiske transaktioner, for flere bilaterale, for flere internationale handelssystemer, for en NAFTA-lignende økonomisk relation med Israel, med Jordan, med den arabiske verden, med den islamiske verden. Og se, Israel kunne drage stor fordel af åbningen mod Asien, det islamiske Asien og mod Afrika og Mellemøsten.

Så der er fordele, meget mere end ikke-interesser, vil jeg sige, i denne del af verden.

Men Israel har valgt ødelæggelsens vej, ustabilitetens vej, overherredømmets vej, apartheidens vej, frem for de gode ting, du har nævnt, som ville skabe den slags harmoni, fredelig sameksistens, mellem religiøse samfund, der har været for længe i konflikt, hvor det er tid til konfliktløsning.

Gillesberg: Tingene er så forfærdelige, at man ville sige: “Hvordan kan det her ende?” Men alle krige ender på et tidspunkt. Om ikke andet, så simpelthen af udmattelse. Israel, selv på denne korte tid siden den 7. oktober, er den israelske økonomi skrumpet med 20%. Så det er ikke en gratis omgang. Og hvis krigen udvides, som nogle folk i den israelske regering taler om, til Libanon, mod Hizbollah, mod andre parter, vil det også efterlade Israel i ruiner.

Så på et tidspunkt, og forhåbentlig med vestlig indgriben, forhåbentlig med USA’s erkendelse af, at de simpelthen mister al respekt i verden, hvis de ikke griber ind for at stoppe dette. Så er folk nødt til at sætte sig ned – sandsynligvis ikke med den nuværende regering; de vil sandsynligvis blive smidt ud, eller Netanyahu smidt i fængsel eller lignende. Men alligevel må palæstinenserne og israelerne sætte sig sammen og finde ud af, hvordan vi løser det her på en måde, så vi alle kan leve her?

Du har tidligere skrevet om et to-statsforslag; du har også skrevet om, at det måske ikke bliver en to-stat, måske skal det være én stat. Hvad er dine tanker?

Amb. Hassassian: Tak igen for et meget interessant spørgsmål. Lad mig først sige, at Israel også betaler en høj pris, men ikke i form af så mange ofre, og man kan selvfølgelig ikke sammenligne det med Gaza. Men som du sagde, er deres økonomi skrumpet med 20 %, og hvis de fortsætter, vil den skrumpe endnu mere. Og der vil komme et tidspunkt, hvor amerikanerne – fordi de nu går til valg – måske holder op med at sende våben til Israel, og det vil være negativt for israelerne.

Men lad os ikke glemme, at en halv million mennesker allerede er emigreret fra Israel siden oktober. Og det er et tegn på, at Israel ikke længere er et sikkert sted at leve, simpelthen fordi denne form for politik har haft negative konsekvenser for det israelske samfund. Og lad mig forsikre dig om, at den israelske offentlighed nu går på gaden, de vil have Netanyahu ned med nakken, og de vil have et snarligt valg. Det er en af de negative konsekvenser af dette angreb, hvor Israel fejlbedømte udfaldet. De troede, at de ville vinde med en lynkrig; at de kunne jævne Gaza med jorden og slippe af med Hamas. Men nu er det ved at blive en udmattelseskrig. De opfylder ikke deres mål, og de taber nu i form af international støtte. For slet ikke at tale om, at indbyggerne i Gaza har bevist deres modstandsdygtighed ved at blive i landet. Så generelt, når man taler om at stoppe krigen, er Israel også ved at slide alle disse redskaber op. Hver dag er der deserteringer fra den israelske hær; folk er nu ikke overbeviste om denne krig, fordi de så, at der var en katastrofe på vej i deres samfund.

Jeg siger dig, nu er de imod Netanyahu; i morgen vil de være imod krigen i Gaza. Fordi de ved, at de har – det er uundgåeligt historisk set – at de ikke vil slippe af med palæstinenserne. De er nødt til at tænke og lære, hvordan de kan overleve.

Og jeg kan fortælle dig, at hvis man går tilbage til Andalusiens historie, så levede muslimer, kristne og jøder lykkeligt til deres dages ende. Det er ikke noget, vi aldrig har opfattet. Vi opfattede det, men det er zionismen, der har været den grundlæggende årsag, og ikke jødedommen. Det er derfor, vi skelner. Det israelske folk er ikke alle zionister. Lad os sige, at ikke alle er zionister; mange går ind for to-statsløsningen, mange tror på sameksistens.

Det er derfor, vi som palæstinensere vil forsøge at mobilisere flere og flere mennesker indefra, for forandringen i Israel kommer ikke fra et politisk diktat fra en udefrakommende magt. Selv USA kan ikke gennemtvinge sit politiske diktat for at stoppe denne krig. Men det skal komme indefra. Israelerne indefra bør forstå, at en sådan regering fører til ødelæggelse. Indtil videre har vi desværre ikke nået det niveau med hensyn til den offentlige mening i Israel. De kredser alle om deres regering for at støtte den, fordi det altid har været sikkerhedstanken, der får folk til at kredse om sig selv for at støtte regeringen. Selvom denne regering er en apartheid-bosætterregering, støtter flertallet af israelerne, de højreorienterede, stadig en sådan regering. Medmindre vi ændrer den politiske diskurs i Israel, at denne regering vil medføre en total ødelæggelse af Israel i fremtiden, kan vi ikke se en forbedring på jorden, når det gælder forhandlinger om den endelige status med den palæstinensiske side.

Gillesberg: På den anden side er det også derfor, vi udgav denne Oase-plan; for at sige, at man på en eller anden måde er nødt til – der er en tendens til, at når folk er involveret i disse ting, siger de: “Først har vi brug for de politiske løsninger. Når vi har de politiske løsninger, kan vi gå videre til de økonomiske.” Problemet er, på hvilket grundlag vil du få politiske løsninger, hvis der ikke er tillid? På en eller anden måde må tilliden komme fra en vision om, hvordan fremtiden skal være. I stedet for at sige: “Politikken i dag – vi fortsætter bare med at gøre det, vi har været vant til at gøre i lang tid,” med de samme resultater. Man er nødt til at sige: “Vi ønsker en anden fremtid; vi har en vision for fremtiden, men hvis vi vil nå dertil, så har vi brug for samarbejde.” For uden samarbejde, uden at begrave stridsøksen, uden at ændre geometrien, kommer vi aldrig i mål.

Jeg tror, der er en erkendelse i Israel af, at man ikke bare kan gå tilbage til den 6. oktober; den er væk. Vi befinder os i en anden verden nu, så på en eller anden måde må noget ændre sig.

På baggrund af det vil jeg gerne spørge dig, for da du var professor i Maryland, arbejdede du sammen med en israelsk professor –

AMB. HASSASSIAN: Edy Kaufman.

GILLESBERG: – og underviste i israelsk-palæstinensiske konfliktløsninger på University of Maryland i mange år. Og jeg tror, det kan være relevant, for på et tidspunkt kommer palæstinenserne til at sidde sammen med israelerne; begge har gode grunde til at være meget oprørte og meget hadefulde over det, der er sket, for der er mange tab. Men på en eller anden måde er de nødt til at arbejde sammen. Så kan du fortælle os noget om dine klasser, og måske kan vi også få en idé om det? Kan du beskrive denne konfliktløsningsmodel?

AMB. HASSASSIAN: Ja.

GILLESBERG: Og hvorfor har du sagt, at der ikke er nogen militær løsning på konflikten mellem Israel og palæstinenserne?

Ambassadør Hassassian: Lad mig komme med to korte kommentarer. Den første kommentar er, at jeg er enig med dig i, at økonomisk udvikling er en nøglefaktor for stabilitet. I forbindelse med en konflikt, som vi var vidne til i 1993 med Oslo-aftalen, burde vi have styrket vores civilsamfund ved at samarbejde økonomisk, uddannelsesmæssigt og hvad ved jeg, som en del af den økonomiske udvikling, for at gøre det meget stærkere i forhandlingsprocessen og i slutresultatet. Ingen kan opnå en maksimal position i en forhandlingsproces; den skal være optimal, hvilket vil sige, at begge parter giver efter for hinanden. Men så længe forhandlingerne ikke er symmetriske, men asymmetriske, hvor den overlegne hund er over den underlegne hund, vil det ikke lykkes.

Det er derfor, jeg er enig med dig. Det, der skete i Oslo, var, at den økonomiske udvikling ikke forløb, som den skulle. Der blev bygget flere bosættelser, Netanyahu kom til magten, Camp David mislykkedes, og se hvor vi er nu. Jeg vil stoppe her, men jeg er enig med dig i, at økonomisk udvikling er omdrejningspunktet for enhver stabilitet i verden.

Men uden politisk uafhængighed for palæstinenserne kan vi ikke tale om den økonomiske udviklingsproces i dens fulde sammenhæng med at skabe langvarig fred i fremtiden. Jeg er enig med dig i, at økonomisk udvikling er ekstremt vigtigt. Det kunne have skubbet fredsprocessen og forhandlingerne op på et meget bedre niveau. Men desværre har israelerne ødelagt det.

Studie i løsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt

For at vende tilbage til dit spørgsmål om det kursus i konfliktløsning, som jeg underviste i sammen med Edy Kaufman, en professor fra Israel, som oprindeligt er fra Argentina og emigrerede som zionist til Israel i en alder af 16 år. Selvom han er fredsforkæmper, var han direktør for B’Tselem; han var formand for International Human Rights Watch, og han har en lang fortid med fredsinitiativer.

Vi underviste en klasse på University of Maryland, sammen, i klasseværelset. Vi havde studerende – amerikanere, arabere, muslimer – i klassen; omkring 30 studerende. Vi plejede at lave scenarier med rollespil. For at de studerende kunne forstå det, startede vi med den historiske fortælling. Hver professor fortalte sin historiske fortælling. Så besluttede vi os for at vælge et af de uløselige problemer; én gang Jerusalem, én gang flygtninge, én gang sikkerhed, én gang økonomisk udvikling, og så videre. Og vi ville forsøge at lægge det på bordet som et forslag i FN, hvor israelere og palæstinensere skal forsvare sig selv, om de vil acceptere eller ikke acceptere forslaget.

Så vi delte klassen op i to, og vi begyndte med rollespil. Det har intet at gøre med den jødiske religiøse baggrund eller den islamiske; vi delte dem bare tilfældigt. Vi sagde: Du tager den israelske position, og du tager den palæstinensiske position og den arabiske position. Så lagde vi spørgsmålet, lad os sige, om bosættelser på bordet. Israelerne ville starte deres argumenter med at sige, at bosættelser er en del af de bibelske profetier; dette er det jødiske forjættede land fra Gud, og det ene og det andet. Og palæstinenserne sagde, at vi er den oprindelige befolkning; I kom her, I er zionistiske kolonisatorer.

Jeg giver dig bare et eksempel. Denne del, som er modsætningsfyldt – vores teori kaldes ARIA – Adversarial, Reflexive, Integrative, Action Plan – ARIA, ligesom den musikalske arie.

Den første fase, som er modsætningsfyldt, er det faktum, at vi ender med de døves dialog. Ingen af de delegerede, der forhandler, lytter til hinanden. Med kropssprog og skrig forsøger de at vinde de andre medlemmer over, at vise dem, at de har ret, og at den anden side tager fejl. Det gør begge parter. Så der kommer ikke noget ud af det i FN; et totalt sammenbrud, et totalt dødvande.

Det andet trin i denne teori er, at hver part går tilbage og forsøger at vurdere, hvad de har opnået i den modstridende position. De begynder at rationalisere: “Var det dumt af mig at gå til anti-klimaks-positionen, eller var det rigtigt at gøre det for at imponere publikum?” Begge sider vil begynde at tænke sig om. Det er her, vi påkalder den refleksive del af forhandlingerne.

Jeg er nødt til at fortælle dig, at begge sider byttede roller. Palæstinenserne ville spille israelernes rolle, israelerne ville spille palæstinensernes rolle for at nå frem til den tredje fase, som er den inkluderende fase, hvor vi søger efter et fælles grundlag. At søge efter et fælles grundlag er optakten til positive forhandlinger. Selvom vi stadig ville nå det optimale og ikke det maksimale. Og når vi har gennemgået processen med at søge efter fælles fodslag, begynder vi at indeksere og prioritere, hvad der er vigtigst for begge parter at starte med i forhandlingsprocessen. Det er det, vi kalder handlingsplanen.

Når handlingsplanen er færdig, er det alt sammen positivt, fordi de er blevet enige om gradvist at starte med de vigtigste emner, mens de overvejer de mindst prioriterede, indtil de når frem til de komplekse prioriteter, hvor de gunstige forhold i rummet gennem forhandlingerne vil være meget positive i forhold til at finde en sandsynlig løsning. Ingen vil være helt tilfredse med resultatet af sådanne forhandlinger, men i det mindste er der en fællesnævner om, at man taber noget for at vinde noget.

Det er det, vi har gjort i de sidste 26 år; ikke kun med studerende, men med journalister fra Israel og Palæstina, med politikere fra Israel og Palæstina og den arabiske verden, med militær fra Israel og Palæstina og den arabiske verden, og det, vi kalder second track diplomacy, som har været meget succesfuldt, når vi har brugt det. Det er så uheldigt, at når det kommer til forhandlinger i første spor, er tankegangen fuldstændig låst fast i nulsums-konflikten.

Som praktikere tror vi altid på, at en sådan teori kan føre fra nulsum til gensidig accept af hinanden. Og vi tror på, at vi gennem gensidighed kan opnå det uopnåelige. Og tro mig, vi bruger de seks uløselige problemer, som er spørgsmålene om vand, bosættelser, Jerusalem, sikkerhed og så videre, med alle disse samfundsgrupper, og vi har fundet fornuftige løsninger. Men når det kommer til det første spor, sidder vi fast.

Så jeg har altid forbundet det akademiske med det politiske, og det er grunden til, at jeg er velbevandret i historie, politik og internationale relationer, og selvfølgelig har den erfaring, jeg fik med politik, da jeg var i London og i Danmark, for slet ikke at tale om Ungarn, beriget min opfattelse af internationale kulturer. Jeg har pudset mine kommunikationsværktøjer af med forståelsen af det vestlige sind, og indtil videre har Gud hjulpet mig med at opnå min mission om at forsøge at øge bevidstheden, uanset hvor jeg kom hen.

Og lige en fodnote, jeg er lidt genert over at sige det, men jeg er nødt til at sige det. I 2015 fik jeg en af de mest fornemme priser fra Storbritannien som den dygtigste og mest fremragende diplomat. Så alt det kan i bund og grund koges ned til vores bidrag til at øge bevidstheden, og det er her, jeg mødes med civilsamfundene i værtslandene; jeg mødes med kirkeledere; jeg mødes med parlamentarikere. Jeg er konstant i kontakt med den udenlandske regering her, og de udenlandske regeringer i London og Ungarn. Og indtil videre forsøger vi at ændre nogle opfattelser.

Jeg kan fortælle dig, at siden jeg kom, og indtil nu, har jeg set dramatiske ændringer i den offentlige mening i Danmark, for slet ikke at tale om i den danske regering – selvom det går langsomt, men det er blevet bedre. Og det skyldes vores utrættelighed og modstandsdygtighed i forsøget på at indprente den vestlige kultur, danskerne og de danske politikere, at det er på høje tid at afslutte denne lange besættelse. Og at Danmark, som et første skridt, bør anerkende staten Palæstina i FN.

GILLESBERG: Netop det at få akademikerne, få professorerne, få filosofferne, tænkerne involveret, i stedet for blot at have en primitiv politisk proces med mudderkastning og den slags, det er det, vi gør i Schiller Instituttet.

Den 13. april afholder vi en international online-konference – det er på en lørdag – kaldet “Oas-planen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina, og for hele Sydvestasien.” Vi opfordrer alle til at deltage i den og dele invitationen; blive involveret i dialogen.

En stor forandring – nu hvor du er diplomat i Danmark, skammer jeg mig meget over at sige det, men det er ikke kun et dansk problem. Vi plejede at være stolte af at have dialog. Selv om man var uenige, kunne man stadig sætte sig ned og diskutere og lære den andens synspunkt at kende. Og netop den del af diplomatiet, kan man sige, er blevet taget ud af den politiske proces i den vestlige verden. Der er ingen dialog, der er ingen forsøg på at se den andens synspunkt. Det er bare narrativet, fortællingen, narrativet. Fortællingen kommer ned; det var ikke Moses, der kom med lertavlerne. Det er bare den, der kommer ned: “Dette er fortællingen, dette er, hvad du skal gentage. Hvis du ikke gentager det, så er du ude.” Og desværre er det i høj grad blevet tilfældet i Danmark, men jeg tror, at de fleste mennesker i Danmark og andre steder er ved at være ret trætte af det.

De vil gerne kunne tænke, de vil gerne kunne formulere deres egne tanker. For at gøre det på en god måde, har man brug for information, og det er det, vi gør, for eksempel med denne online-konference. Men også her, nu hvor vi er ved at afslutte, har du så nogle afsluttende ord til seerne? Hvad synes du, og er der noget, de bør gøre?

Amb. Hassassian: Absolut! Jeg vil gerne rose dig for det, du har gjort. Jeg roser instituttet for dets kontinuerlige kamp for at bringe retfærdighed til verden. Jeg synes, det er jeres ædle mission, og vi tror, at ved at øge bevidstheden og fremlægge de sande kendsgerninger på jorden, vil det få folk til at lytte til jer. Jeg synes, at jeres tilgang til konflikter, ikke kun palæstinensisk-israelske, men også internationale konflikter, giver jer stor troværdighed, fordi I søger fred og retfærdighed gennem økonomisk udvikling. Jeres Oase-video er en af de mest imponerende, jeg nogensinde har set fra Schiller Instituttets side, for slet ikke at tale om at sammenligne den med andre. Og jeg synes, I skal fortsætte med det, I gør.

Jeg ved, at I ikke kan høste frugterne med det samme; det er en løbende proces at genskabe en ny generation i Danmark og rundt omkring i verden, som forstår, at krige er hurtige løsninger, men at processen med forhandlinger, tolerance, forståelse, retfærdighed og menneskerettigheder er en lang proces. Det er en pinefuld vej. Når du først har indpodet disse gode kvalifikationer i folks tankegang, især de unges, så kan vi høste fordelene af jeres bidrag i den kommende generation, hvor vi i denne generation er trætte af regionale konflikter, verdenskonflikter, hvor unipolær magt har vist sig at være en sørgelig fiasko. Vi leder efter en magtbalance på det politiske niveau, i internationale relationer; men vi har også brug for institutter som jeres til at fortsætte med at arbejde med civilsamfundet, med kultur, med en progressivitet af kulturer, mellem fjendtlige kulturer, for at nå frem til en konklusion, hvor vores menneskelighed ikke bør gå tabt; vores retfærdighed bør være der; vores inklusion af hinanden er af største vigtighed; og tolerance er nøglen til en bæredygtig udvikling, hvad angår sikkerhed og stabilitet over hele verden.

Jeg vil gerne rose jer for det, I har gjort. Og jeg vil fra nu af være en støtte og en talsmand for jeres institut, som jeg synes er et af de mest strålende og imponerende institutter, jeg har mødt i Danmark. Min loyalitet og respekt til jer, og jeg håber, at vi fortsætter vores fremtidige forhold ved at bringe flere mennesker i dialog og forsøge at skabe en harmonisk fred blandt modstandere.

Må Gud også hjælpe os i denne proces, for den er virkelig fuld af forhindringer og fuld af kompleksitet. Men i sidste ende vil vi overvinde det.

Gillesberg: Jamen, tak, Deres Excellence, ambassadør Prof. Dr. Hassassian. Det har været en stor fornøjelse.

Ambassadør Hassassian: Det var en fornøjelse.

Gillesberg: Vi håber at tale sammen igen.

Ambassadør Hassassian: Forhåbentlig, forhåbentlig. Tusind tak, fordi jeg måtte komme.

GILLESBERG: Vi håber at tale sammen igen.

HASSASSIAN: Forhåbentlig, forhåbentlig. Mange tak, fordi jeg måtte komme.

 




Møde den 2. marts: Støt LaRouches Oase-plan for fred gennem udvikling
mellem Israel og Palæstina og området.
Se også videoen fra 2. del om atomkraft for Oase-planen og internationale udvikling

Talere: Ulla Sandbæk, fhv. præst og parliamentariker; Thomas Grønlund Nielsen, fysiker; Tom Gillesberg, formand.

Program:

1. LaRouches Oase-plan for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina

 Tom Gillesberg, Schiller Instituttets formand 

Tom vil vise Oase-plan videoen. Du kan også se den her, med skriftlig dansk oversættelse:

Video: Støt LaRouches Oase-plan for fred og udvikling mellem Israel og Palæstina,
og i Sydvestasien

2. Danmark har pligt til at forhindre Israels folkedrab i Gaza
  Gæstetaler: Ulla Sandbæk fra borgerforslagets initiativgruppe.

Pastor emerita dvs. pensioneret præst
Medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU 1989-1994 og for
JuniBevægelsen 1994-2004.
Folketingsmedlem for Alternativet 2015 – 2019.
Art of Living lærer på Vestbredden i Palæstina 2004-2011, 2 gang 3 mdr. hvert år, hvor hun underviste kvindelige politiske fangere.

3. Atomkraft for Oase-planen og international økonomisk udviklingGæstetaler: Thomas Grønlund Nielsen
Cand. Scient. i fysik fra Niels Bohr Instituttet.


Forfatter til atomkraft trilogi:

– ”Niels Bohr må vende sig i sin grav”  (2013)

– ”Den Grønne Atomkraft”  (2018)

– ”Den grimme atomælling” (2022)

(Billede: Linked In)




Video: Stop folkemordet i Gaza// Oase-planen for fred gennem økonomisk udvikling.
Schiller Instituttets møde den 16. december 2023

Program:

Stop folkemordet i Gaza, ved Tom Gillesberg, formand. 

Lyndon LaRouches og Schiller Instituttets Oase-plan for fælles økonomisk udvikling i Israel-Palæstina, ved Feride Gillesberg, næstformand. 

Følgende video fra 2010 blev vist under foredraget om Oase-planen:


Invitation:
 
Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets stifter og international leder sagde den 9. december:

“Angrebet den 7. oktober, hvor 1.200 mennesker blev dræbt, skal helt klart fordømmes. Men den israelske hærs fuldstændig uforholdsmæssige angreb siden da har dræbt mere end 16.000 palæstinensere, hvoraf 70% var kvinder, børn og ældre, og et ukendt antal er begravet under murbrokkerne fra ca. 60% af alle huse i Gaza, som er blevet ødelagt eller beskadiget. Der er ingen mad, vand, medicin, elektricitet eller husly. 2,3 millioner mennesker er blevet fordrevet fra nord til syd, hvorefter de bliver bombet, uanset hvor de flygter hen. Der er ikke noget sikkert sted i Gaza, og nu bliver et meget stort antal mennesker “koncentreret” i et lillebitte område nær grænsen til Egypten.

“Der må omgående komme en våbenhvile, og der må indkaldes til en omfattende konference for Sydvestasien, som Kina har foreslået, for at gennemføre en to-statsløsning baseret på en generel økonomisk udviklingsplan, som Oase-planen, der blev foreslået af min afdøde mand, Lyndon LaRouche, allerede i 1975. “

Det er folkemord.

Vi må gøre alt for at stoppe krigen, men også højne debatten gennem at komme med løsninger for en fælles fremtid. Her er citater fra EIR’s leder den 1. december:

“Det er yderst vigtigt at forstå, at LaRouches Oase-plan er det manglende løsningskoncept og den strategiske flanke, der nu er tilgængelig for at mobilisere kræfter i hele verden. Oase-planen, eller en tilnærmelse, må gennemføres samtidig med vedtagelsen af en tostatsløsning i Palæstina, en løsning, som Benjamin Netanyahu for nylig har erklæret, at han agter at modsætte sig, uanset hvad verden mener.”

Under mødet sagde Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets stifter og internationale leder, “Så når vi siger, at vi nu er nødt til at placere Oase-planen midt i denne diskussion, sker det ikke i et vakuum, men det er den eneste måde, hvorpå vi kan håbe at løse denne krise ved at bruge det faktum, at momentum var til stede for det nye økonomiske system omkring BRIKS og BVI (Bælte- og Vej-Initiativet), der blev udvidet til Sydvestasien…. Det vi ønsker at gøre, ved at placere Oase-planen midt i det hele, er at få folk i alle landene i Sydvestasien til at kæmpe for en bedre fremtid, til at kæmpe for deres ret til at have en anstændig levestandard, til at have uddannelses- og sundhedssystemer og meget andet til deres børn og børnebørn.”
En vigtig del af Oase-planen er at bygge mange afsaltningsanlæg, der producerer ferskvand, som kan gøre ørkenen grøn. Atomkraft vil være den mest effektive måde at forsyne disse anlæg med strøm.

(Udsat pga. sygdom: Fordraget om atomkraft ved Thomas Grønlund Nielsen)

Baggrund:

Video: Folkemordet i Gaza er afslutning på USA’s og Vestens dominans. BRIKS+ er fremtiden. POLITISK ORIENTERING den 11. december 2023 med formand Tom Gillesberg.

Video: Hvad førte til krigen i Gaza, og hvad er exit-strategien?
Med Hussein Askary, Schiller Instituttets koordinator for Sydvestasien. Fra mødet i København den 11. november 2023. På engelsk.

Hæfte: Våbenhvile nu! Stop voldsspiralen. NYHEDSORIENTERING september-oktober 2023.




Video: Hvad førte til krigen i Gaza, og hvad er exit-strategien?
Med Hussein Askary, Schiller Instituttets koordinator for Sydvestasien.
Fra mødet i København den 11. november 2023

Ikke korrekturlæst

Nov. 11, 2023 (EIRNS)–KØBENHAVN- Hussein Askary afholdt i dag en timelang, dybdegående præsentation og diskussion på engelsk til et møde i Schiller Instituttet i Danmark i København via Zoom.

Hussein Askary diskuterede vigtige elementer i historien om den nuværende krig fra begyndelsen af 1900-tallet til i dag, herunder det Britiske Imperiums rolle i spillet på begge sider i regionen. Den amerikanske statsmand og økonom Lyndon LaRouches rolle og hans forslag til Oasis-planen, der startede i 1975, blev fremhævet, såvel som visionen om, at regionen skal tilslutte sig den Nye Silkevej/Verdenslandbroen.

Diskussionen omfattede Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, og andre medlemmer.

Hussein Askary var gæstetaler ved mødet, som blev indledt med en fejring af Friedrich Schillers fødselsdag med en tale af Feride Gillesberg og musikalske indslag (Dona Nobis Pacem, to kanoner til tekster af Schiller, Ode til glæden og Boston Schiller Institutes Cease-Fire Now-sang). Tom Gillesberg gav en international briefing efterfulgt af Hussein Askary. Mødet sluttede med en tale af Jens Jørgen Nielsen, den danske Rusland/Ukraine-ekspert, om det russiske syn på Israel-Gaza-krigen og Ruslands muligheder for at mægle i en løsning i betragtning af deres tætte relationer til israelerne, palæstinenserne og de andre arabiske nationer.




Videoer: Stop folkemordet i Gaza/ Fred Gennem Udvikling,
Møde den 11. november 2032 i København

1a. Fejring af Friedrich Schillers fødselsdag, ved Feride Istogu Gillesberg, næstformand, og Schiller Instituttets kor, for at minde os om Schillers ædle menneskesyn som vi har hårdt brug for:

1b. Stop Folkemordet i Gaza, ved Tom Gillesberg, formand
Toms tale begynder 25.28 min. ind i videoen:


Linket til videoen, hvis den ikke er synligt her.

2. Hvad førte til krigen i Gaza, og hvad er exit-strategien? ved gæstetaler Hussein Askary, Schiller Instituttets Sydvestasien koordinator, medforfatter af “Udvid den Nye Silkevej til Vestasien og Afrika” (på engelsk):


Linket til videoen, hvis den ikke er synligt her.

3. Rusland som mulig mægler mellem Israel og Gaza, ved Jens Jørgen Nielsen, Rusland ekspert:



Ikke korrekturlæst

Nov. 11, 2023 (EIRNS)–KØBENHAVN- Hussein Askary afholdt i dag en timelang, dybdegående præsentation og diskussion på engelsk til et møde i Schiller Instituttet i Danmark i København via Zoom.

Hussein Askary diskuterede vigtige elementer i historien om den nuværende krig fra begyndelsen af 1900-tallet til i dag, herunder det Britiske Imperiums rolle i spillet på begge sider i regionen, og i at fremme ekstremisterne på begge sider. Den amerikanske statsmand og økonom Lyndon LaRouches rolle og hans forslag til Oasis-planen, der startede i 1975, blev fremhævet, såvel som visionen om, at regionen skal tilslutte sig den Nye Silkevej/Verdenslandbroen.

Diskussionen omfattede Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, og andre medlemmer.

Hussein Askary var gæstetaler ved mødet, som blev indledt med en fejring af Friedrich Schillers fødselsdag med en tale af Feride Gillesberg og musikalske indslag (Dona Nobis Pacem, to kanoner til tekster af Schiller, Ode til glæden). Tom Gillesberg gav en international briefing efterfulgt af Hussein Askary. Mødet sluttede med en tale af Jens Jørgen Nielsen, den danske Rusland/Ukraine-ekspert, om det russiske syn på Israel-Gaza-krigen og Ruslands muligheder for at mægle i en løsning i betragtning af deres tætte relationer til israelerne, palæstinenserne og de andre arabiske nationer.

Følgende sang var også sunget af vores kor under fejring af Friedrich Schillers fødselsdag:
Ceasefire for Israel-Palestine: Eye for an eye only brings blindness – YouTube




Schiller Instituttet afholder international videokonference den 9. september kl:
‘Lad os gå sammen med den Globale Majoritet om at skabe et nyt kapitel i verdenshistorien!

Her er panel 2:


Program:

Panel 1: Den strategiske situation efter det historiske BRIKS-topmøde

Lørdag den 9. september, kl. 15.00 – 18.00 eller senere

Ordstyrer: Dennis Speed, Schiller Instituttet (USA)

  • Helga Zepp-LaRouche (Tyskland), grundlægger af Schiller Instituttet: ” BRIKS: En transformation mere omfattende end afslutningen på den kolde krig”
  • H.E. Donald Ramotar (Guyana), tidligere præsident i Guyana: “Det Globale Syd er nu den Globale Majoritet”
  • Prof. Georgy Toloraya (Rusland), pensioneret seniordiplomat; næstformand for den Russiske Nationale Komité for BRIKS-forskning: ” BRIKS: En medicin til forebyggelse af krig”
  • Robert Cushing (USA), sammenslutning af amerikanske katolske præster, m.fl: “En politik for fred”
  • Raymond McGovern (USA), tidligere senioranalytiker, U.S. Central Intelligence Agency (CIA); stiftende medlem, Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS): “JFK og Rusland, et skift i retning af fornuft på randen af udslettelse”
  • Diane Sare (USA), uafhængig kandidat for U.S. senate i New York
  • Scott Ritter (USA), tidligere FN-våbeninspektør i Irak: “NATO’s verdensbillede kolliderer med virkeligheden”
  • Diskussionsrunde

Panel 2: Et nyt paradigme i menneskehedens historie er ved at tage form

Lørdag den 9. september, kl. 19.00 – 22.00 eller senere

Ordstyrer: Stephan Ossenkopp, Schiller Instituttet (Tyskland)

  • Lyndon LaRouche (USA), videnskabsmand og økonom (1922-2019), videopræsentation: TBA
  • Dennis Small (USA), Schiller Instituttet, USA: “Et hasteprogram til at redde Argentina, det nyeste medlem af BRIKS”
  • Kiran Karnik (Indien), tidligere præsident for National Association of Software and Service Companies (NASSCOM); 20 år hos den indiske rumforskningsorganisation (ISRO): “Indien og Chandrayaan-3: Det Globale Syd som drivkraft”
  • Jacques Cheminade (Frankrig), formand for partiet Solidaritet og Fremskridt; tidligere fransk præsidentkandidat: ” BRIKS’ win-win-politik og Argentinas rolle”
  • Prof. David Monyae (Sydafrika), direktør for Center of Africa-China Studies (CACS), University of Johannesburg, Sydafrika: “Fremtiden for Afrika, Kina og BRIKS”
  • Rubén Guzzetti (Argentina), udenrigspolitisk analytiker, Argentine Institute of Geopolitical Studies (IADEG): “Argentina i BRIKS, en historisk mulighed”
  • Franco Battaglia (Italien), professor i kemisk fysik, University of Modena, Italien: “Den kolde sandhed om global opvarmning”
  • Diskussionsrunde

Deltagere i diskussionen:

  • Dr. Akiko Mikamo (Japan), forfatter, “8:15 – En historie om overlevelse og tilgivelse fra Hiroshima”
  • Alejandro Yaya (Argentina), vicepræsident, Civil Institute of Space Technology; leder af Technology and Innovation Relations Unit, National Defense University

Du kan  tilmelde dig for at modtage et link til konferencen direkte til din e-mail og opdateringer her:

11. august 2023 (EIRNS)-{Schiller Instituttet afholder en international (online) konference lørdag den 9. september. Titlen på konferencen er “Lad os gå sammen med det Globale Majoritet for at skabe et nyt kapitel i verdenshistorien!” Følgende er teksten i invitationen til arrangementet, som blev offentliggjort i dag, og som vil blive fulgt op af flere detaljer om panelerne og talerne i de kommende dage. Se her.

Verden gennemgår forandringer, som kun sker én gang hvert tusinde år: Kolonialismens tidsalder, som begyndte i det 16. århundrede og varede i næsten 600 år, er ved at være slut. Landene i det Globale Syd, som repræsenterer langt størstedelen af menneskeheden, er ved at gøre op med levnene af den koloniale undertrykkelse, som stadig eksisterer i form af international kontrol over deres ressourcer, uretfærdige handelsvilkår og City of Londons og Wall Streets finansielle undertrykkelse og udplyndring. Landene i det Globale Syd hævder deres ret til at forarbejde disse ressourcer og producere varer med merværdi som et middel til at blive mellemindkomstsamfund inden for en overskuelig fremtid gennem højteknologisk industrialisering. Lyndon LaRouche har i årtier specificeret de nødvendige koncepter og politikker i den fysiske økonomi for at fremskynde denne overgang.

BRIKS-landenes topmøde den 22.-24. august kan forventes at afspejle det tektoniske skift, der er undervejs: Treogtyve lande har formelt ansøgt om medlemskab af denne organisation, og mere end tyve har ansøgt uformelt. I stedet for at se denne proces som en trussel mod Vesten, bør Europas nationer og endda USA tage imod tilbuddet om samarbejde. Hvis landene i det Globale Nord går videre med deres erklærede hensigt om at “afkoble” eller “fjerne risikoen” fra Kina, som er den største handelspartner for mange lande i det Globale Syd, vil det være særligt ødelæggende for økonomierne i Europa, som allerede er i gang med en afindustrialiseringsproces. Mere fundamentalt er det, at hvis Vesten fortsætter sin geopolitiske konfrontationspolitik med Rusland og Kina og forsøger at opretholde en unipolær verden ved at skabe et globalt NATO, kan de nuværende konflikter om Ukraine og snart Taiwan eskalere til en tredje verdenskrig, denne gang en atomkrig.

At den gamle orden ikke har formået at løse problemerne med fattigdom, sult og underudvikling for milliarder af mennesker i udviklingslandene, demonstreres af den forfærdelige migrantkrise, hvor tusinder og atter tusinder af desperate mennesker samles, og nationale grænser, hvad enten det er mellem USA og Mexico eller langs Middelhavet, som allerede er blevet en massegrav. I stedet for at ty til grusomme og umenneskelige metoder for at holde folk ude, bør vi gå sammen med Kina og andre vækstlande om at hjælpe landene i det Globale Syd med at blive industrialiserede. Der er ingen grund til rivalisering; der er så meget, alle kan gøre for at opfylde de eksistentielle behov hos de mennesker, der nu lider.

Hvilken vej vi vælger, vil efter al sandsynlighed afgøre, om vi ender i en verdenskrig, der fører til udryddelse af den menneskelige art, eller om vi bevarer vores menneskelighed og åbner et nyt, lysere kapitel i menneskets historie.

Vi har brug for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til interesserne i hvert eneste land på planeten. De stridende parter i Trediveårskrigen var i stand til at nå frem til Den Westfalske Fred i 1648, fordi de indså, at hvis de var blevet ved med at kæmpe, ville der ikke have været nogen tilbage til at nyde sejren. Vi bør i det mindste være lige så kloge.

Vi må genoplive de smukkeste traditioner i vores kulturer, især i den klassiske kunst, og fejre billedet af mennesket som en kreativ art, og derfra udvikle en vision om, hvordan vi skaber en varig fred for hele menneskeheden.

Du kan  tilmelde dig for at modtage et link til konferencen direkte til din e-mail og opdateringer her:



Dialog i Danmark mellem Pakistans viceudenrigsminister H.E. Hina Rabbani Khar og
Schiller Instituttets stifter og international formand Helga Zepp-LaRouche

Den 10. juni 2023 (EIRNS)-En 15-minutters dialog til offentlig omtale fandt sted i går mellem H.E. Hina Rabbani Khar, Pakistans viceudenrigsminister (Minister of State for Foreign Affairs) (siden april 2020), og Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og international formand af Schiller Instituttet, i anledning af minister Khars besøg i Danmark. Pakistans ambassade i Danmark havde inviteret Schiller Instituttet til en drøftelse med hende, hvori Helga Zepp-LaRouche deltog via Zoom. Til stede var også Tom Gillesberg, formand, og Michelle Rasmussen, viceformand for Schiller Instituttet i Danmark.

YouTube-videoen er tilgængelig her: https://youtu.be/4GtJMFd-T0c

Følgende blev inkluderet i pressemeddelelsen udsendt af Pakistans udenrigsministerium:

“Viceudenrigsministeren talte med den danske afdeling af Schiller Instituttet om Pakistans tilgang til vigtige regionale og internationale forhold. Den internationale præsident for Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, deltog i samtalen via Zoom.”

Pressedækning: Pressemeddelelsen fra Pakistans udenrigsministerium vedrørende minister Khars rejse til Danmark og Finland, herunder hendes møde med Helga Zepp-LaRouche og Schiller Instituttet i Danmark, blev offentliggjort af pakistanske medier, herunder The International News og The Nation, Dispatch News Desk, samt dækning i Radio Pakistan, The Business Reporter og Urdu Point, som udelukkende nævnte Schiller Instituttet i Danmark. Den blev også inkluderet i ministeriets RSS-feed og vist på Pakistans ambassades hjemmeside i Danmark og sandsynligvis på de andre ambassader rundt om i verden. 

H.E. Hina Rabbani Khar er en ledende politiker i Pakistan, som har været udenrigsminister (2011-2013), finansminister (2008-2011) og økonomiminister (2003-2007) samt medlem af parlamentet. Hun repræsenterer Pakistan People’s Party. Minister Khar fungerer som viceminister i udenrigsministeriet næst efter udenrigsministeren.

På udenrigsministeriets hjemmeside står der: “Hendes periode som udenrigsminister huskes bedst for det “regionale omdrejningspunkt” i Pakistans udenrigspolitik, hvor hun koncentrerede sig om at opbygge bånd til Pakistans nærmeste nabolande. Dette omfattede normaliseringen af handelsforbindelserne med Indien, og en politik der rakte ud til alle politiske partier og etniciteter i Afghanistan. Hendes tid inden for finans og økonomiske anliggender omfattede Pakistans bilaterale og multilaterale økonomiske diplomati.

“Hina Rabbani Khar dimitterede fra det prestigefyldte Lahore University of Management and Sciences med en kandidatgrad i økonomi og tog senere en mastergrad i ledelse fra University of Massachusetts i Amherst.” (https://mofa.gov.pk/minister-of-state/ )

Referat af mødet:

Dialogen i går begyndte med en kort introduktion af Helga Zepp-LaRouche, fremført af Michelle Rasmussen fra Schiller Instituttet i Danmark.

Minister Khar beskrev derefter nogle af de udfordringer, Pakistan står overfor midt i den nuværende verdenskrise. Her følger en sammenfatning af nogle vigtige punkter.

Ministeren fortalte, at hun gerne ville beskrive, hvordan “resten”, som ikke er en del af “Vesten”, anskuer situationen. “Hvordan er vi endt i en verden, hvor suveræne lande bliver adspurgt: “Hvilken side er du på?”” Vi er på vores egen pakistanske banehalvdel, hvor vi allierer os med det ene eller det andet land eller den ene eller den anden gruppe af lande i overensstemmelse med vores interesser og værdier. Det, der truer os nu, er, at vi siden 1945 har fået at vide, at vi skal have frihandel, fri bevægelighed for varer, investeringer, mennesker og information, og nu får vi besked på, at vi skal opføre barrierer.

Hvert land har lært sin egen lektie af, hvordan verdens beslutninger er blevet truffet. De to interventioner, som inkluderer den der har været i Afghanistan i 40 år, har været meget bekostelige. Kameraerne bevæger sig væk, men kaos er stadig til stede. Nogle lande udtalte på FN’s Doha Afghanistan Forum, at de ikke havde fejlet – de havde haft succes med at indføre sanktioner og sikre, at de ikke havde adgang til deres reserver. Det betyder kvælning af en økonomi. Skal piger, der ikke kan gå i skole, heller ikke have mad? Er det vores reaktion på et regime, vi ikke kan lide?

Pakistan er udfordret med hensyn til at brødføde og uddanne egne børn, øge BNP og håndtere de katastrofale hændelser, som klimaforandringerne fører med sig. COVID og klimaforandringerne afslørede, at vi ikke kan sikre os selv inden for vores grænser. Det er trist og en smule umodent, at vi på et tidspunkt, hvor vi burde forberede regler for kunstig intelligens og klimaforandringer, har meget travlt med at opdele verden i stadig flere stykker.

Helga Zepp-LaRouche (omskrevet): Helga takkede indledningsvist ministeren for muligheden for at tale med hende. Jeg er dybt bekymret over faren for verdenskrig, som er meget overhængende med kombinationen af Ukraine-krisen og forsøget på at etablere et Globalt NATO. Men jeg ønsker ikke udelukkende at fokusere på det.

Samtidig har vi et utroligt potentiale, fordi Den alliancefrie Bevægelse, som var mere eller mindre ude af drift – jeg kan nævne, at min mand, Lyndon LaRouche, udviklede Den Internationale Udviklingsbank i 1976, og vi førte samtaler med disse lande, som praktisk talt vedtog forslaget på deres konference i Colombo, Sri Lanka. Det fungerede ikke på det tidspunkt, på trods af at størstedelen af verden ønskede en ny økonomisk orden. Lande blev destabiliseret – Indira Gandhi (Indien), fru Bandaranaike (Sri Lanka), Ali Bhuttos tragiske historie i Pakistan.

I de senere år, primært på grund af Bælte- og Vej-Initiativet (fra Kina) og potentialet for ægte økonomisk udvikling, som China-Pakistan Economic Corredor (CPEC) i Pakistan, er der sket en genoplivning af Den alliancefrie Bevægelse og Bandung-ånden (byen i Indonesien, hvor bevægelsen blev stiftet) – at det er muligt at gøre en ende på kolonialismen én gang for alle.

Det er et enormt potentiale, for hvis man udelukkende ser på verden fra det Globale Nord og konflikten med Rusland og Kina, ser det næsten håbløst ud. Hvis verden falder i to helt adskilte blokke, er jeg enig med Dr. Mahathir fra Malaysia i, at det udgør faren for Tredje Verdenskrig.

Det Globale Syd, som repræsenterer størstedelen af menneskeheden, og hvor stemningen er optimistisk, hvilket ses af, at 30 lande har ansøgt om at blive medlemmer af BRICS, må fremstå med en meget tydeligere stemme. Som præsident Sukarno (Indonesien) og Nehru (Indien) sagde i Bandung, hvis der kommer en verdenskrig, vil den påvirke det Globale Syd lige så meget som Nord. Det giver det Globale Syd ret til at lade deres stemme høre.

Det er derfor, jeg har foreslået en global sikkerheds- og udviklingsarkitektur med ti principper, som jeg gerne vil gøre jer opmærksomme på, fordi det skal diskuteres.

På randen af tredje verdenskrig og sammenbruddet af den atlantiske verdens finansielle system er spørgsmålet, om vi, som den eneste kreative art vi kender, er i stand til at skabe en verdensorden for alle nationers overlevelse og udvikling?

Minister Khar: Jeg er fuldstændig enig med dig. Jeg har lige talt ved European Council on Foreign Relations, og jeg fik at vide, at min tale var meget forfriskende, selv om den bare skulle have været ganske almindelig. Mens du talte, skrev jeg ned, hvad jeg vil skrive en artikel om: Syd er det nye Nord. Vi minder resten af verden om de ting, vi har lært, og som vi ikke kommer til at glemme.

Jeg betragter det som konkurrence, der ændrer sig til konfrontation og derefter måske til konflikt. Og vi mangler samarbejde, som er fuldstændig udeladt. Det er næsten, som om man ikke kan samarbejde i verden, at den splittes i to.

Jeg vil læse de ti principper, og det vil virkelig være umagen værd for os at tilegne det, og sætte det ind i vores tænkning, og introducere det til Udenrigsministeriet. Og så er der “Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen (Schiller Instituttets og EIR’s specielrapporter)”. Lad os holde kontakten. Det, vi potentielt kan se på, er måske en lektion til vores udenrigstjenestes akademi, så vi er i stand til at formidle dette til en bredere kreds.

Afslutningsvis takkede Michelle Rasmussen minister Khar for at give os mulighed for at præsentere vores synspunkter og overrakte hende tre specialrapporter, The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge bind 1 og 2 og Extending the New Silk Road to the West Asia and Africa, som hun satte stor pris på. Minister Khar takkede derefter Helga Zepp-LaRouche og de to medlemmer af Schiller Instituttet fra Danmark.




Et gennembrud i amerikansk tankegang: “Houston, vi har en løsning!

Den 19. februar 2023 (EIRNS) – Denne uge markerer en vending i verdenssituationen, hvor folk i de “fangne transatlantiske nationer” bevæger sig for at afvise den tåbelige march mod atomar ødelæggelse. Har menneskeheden brug for krig? Menneskeheden har hverken brug for eller råd til krig. Krige er blevet sværere at vinde, selv om de er blevet lettere at føre. Nu er krigens umenneskelighed i det større perspektiv blevet den daglige oplevelse af umenneskelighed i det mindre perspektiv i form af masseskyderier, mord og selvmord i USA, herunder nedskydningen af en katolsk biskop i Los Angeles i går.

Det våben vi må anvende er ikke krig eller vold, men sandheden, som kan “jage løgnens ondskab ud sindet”. Og vi skal bruge det uafladeligt. I denne uge har Schiller Instituttet iværksat en række “eksperimenter med sandheden”, en kombination af symposier, publikationer og gadeorganisering, hvorved først tusinder og siden titusinder inddrages i en folkeoplysende masseuddannelse på det højest mulige niveau, under de for nogle måske mest usandsynlige omstændigheder.

Et eksempel: I Washington, D.C., ved afslutningen af søndagens “Rage Against the War Machine”-møde, blev en samtale mellem en arrangør fra Schiller Instituttet og en tilsyneladende mangeårig modstander af LaRouche vendt på hovedet via en diskussion om, hvorfor Gottfried Leibniz, og ikke den tidlige Karl Marx, var kilden til den revolution i videnskaben om fysisk økonomi, som var det rette grundlag for at fremme menneskehedens udvikling. “Modstanderen” havde netop skrevet en bog indeholdende en diskussion om Leibniz og hans Theodicy, som organisatoren, uden at vide det, havde bragt på bane over for ham et øjeblik forinden. “Ingen har nogensinde diskuteret Leibniz i denne økonomiske kontekst med mig før”. Ved at fastslå denne uerkendte betydning af Leibniz, som også var den vigtigste filosofiske indflydelse på Den amerikanske Frihedskrig, blev de tilsyneladende “forskelle” med LaRouche, der “går næsten fem årtier tilbage”, pludselig omsat til en helt ny sammenhæng.

Denne “coincidentia oppositorum” – “sammenfald af modsætninger”, som blev løst på et højere plan – var det optimistiske syn og ønske hos de fleste af deltagerne blandt de over 3.500 mennesker, der deltog i søndagens demonstration. Den nationale, alders- og generationsoverskridende og politisk mangfoldige begivenhed var enestående. Ingen havde deltaget i noget lignende før. Det begejstrede og opløftede flere af talerne ved demonstrationen. Selve arrangementets særlige karakter neutraliserede de skrøbelige forsøg på at forstyrre, gav mange af talernes indhold en følelse af ikke blot lettelse og begejstring, men også af “noget bedre”, som forsamlingen både bebudede og repræsenterede. Der er et nyt potentielt reservoir af god vilje og solidaritet blandt amerikanerne, hvis vi ønsker det, med resten af verden.

Blandt de festlige bannere, som blev fremvist under hele livestreamingen af demonstrationen, var der et banner med et verdenskort. Det proklamerede: “Peace Through Development-Schiller Institute” med illustrationer af World Land-Bridge, North American Water And Power Alliance Project (NAWAPA), Transaqua Project for Africa osv. Et andet banner proklamerede: “Join the Chorus for Peace-Dona Nobis Pacem” med billeder af pave Frans og Brasiliens præsident Lula. Et tredje viste billeder af lederne af BRICS-landene, herunder Vladimir Putin og Xi Jinping, med overskriften: “Helga Zepp-LaRouche siger: For at stoppe 3. verdenskrig må USA tilslutte sig det nye paradigme-Schiller Instituttet.” Under livestreamet var det sidste banner særligt fremtrædende i baggrunden bag hver taler, og alle tre bannere blev fremvist under hele forløbet.

“Dona Nobis Pacem”, som blev sunget af omkring 30 medlemmer af den 70-personer store Schiller-delegation, gav genlyd, da omkring 700 mennesker marcherede fra Lincoln Memorial til Det Hvide Hus. Dette var overraskende nyttigt til at afværge i hvert fald et delvist organiseret forsøg på at forstyrre. Da andre demonstranter hørte sangen, kommenterede de til de øvrige, herunder medlemmer af Schiller Instituttet: “Det er præcis, hvad vi skal gøre”. Skab et glædeligt postyr, ja, men med et optimistisk indhold og i bel canto-form. Så giver det genlyd og udstråler derfor den optimisme, uden hvilken det ikke er tænkeligt, endsige muligt at stoppe krigen.

Selve tanken om at de ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der bygger på ideer fra Nikolaus af Cusa fra det 15. århundrede, bliver grundlaget for en folkelig massebevægelse for social forandring, er så dristig og så indlysende rigtig, at den kan og vil kunne fungere.

NATO’s terrorbombning af Nord Stream imod Tyskland og Rusland; opretholdelsen af dødbringende “Caesar-sanktioner” mod syriske børn og familier, der går så vidt som til at bruge de nylige jordskælv som våben mod dem; den ufølsomme indrømmelse fra flere fejlagtige ledere om, at “vi aldrig har haft til hensigt at forhandle fred med Rusland, selv om vi fortalte både russerne og offentligheden det modsatte”; og den bevidste affolkning af Ukraine ved fortsat britisk/amerikansk støtte til en krig, som de ikke kan vinde, hvilket gør dem til en militær stedfortræder i en total finansiel krig mod Bælte- og Vej-Initiativet og den nye globale udviklings-, sundheds- og sikkerhedsarkitektur, der er ved at blive omfavnet i Sydamerika, Afrika og Asien i en genopstået “Bandung-ånd” – alt dette afslører, at de nuværende regeringer i alle de transatlantiske nationer, hver og en, er “blevet kontrolleret på vægten og fundet utilstrækkelige”. Det råber på det nye lederskab, der dukkede op som en spirende kim ved søndagens Lincoln Memorial-møde.

I denne uge, startende med gårsdagens Washington-møde; tirsdagens (21. februar) Schiller-symposium: “Syriens sanktioner må ophæves!”; torsdagens (23. februar) “Undersøg Nord Stream afsløringerne”: Stop Nuclear World War Three!” og lørdagens kulminerende serie af verdensomspændende demonstrationer, herunder måske op til 200 demonstrationer i de næste dage alene i Tyskland, udgør samlet set et forslag til en måde at ændre hele den nuværende banale “aktivistiske politik”.

Vi kan sige farvel, hvis vi vælger det, til den mediedrevne “mangel på identitets”-politik, til venstre-højre-stilstand, til FBI’s orkestrerede “vold er din ven”-ungdomsstunts. Den tidligere præsidentkandidat Tulsi Gabbards skarpe karakteristik af realiteten af atomkrig og Helga Zepp-LaRouches overraskende præsentation på skærmen i slutningen af atomvåbeneksperten Steve Starrs skarpe videopræsentation viste både situationens alvor samt de omhyggelige foranstaltninger for at komme væk fra ragnarok. “Der kan være noget, der er for sent”, formanede Martin Luther King Amerika. Måske vil tiden i denne uge begynde at ændre sig, når vi nu skynder os at bevæge det moralske univers i retning af retfærdighed.




Dona nobis pacem. Giv os fred. Sunget ved folketingskandidat Tom Gillesbergs valgfest 5. nov. 2022

København 7. november

Schiller Instituttet vil gerne gøre Dona Nobis Pacem til temasang for den voksende bevægelse imod faren for atomkrig og for fred i verden.




Videokonference med talerlisten: Stop faren for atomkrig nu.
Tirsdag den 22. november eller senere

Panel 1 ovenover. 
Her er Panel 2: Link

Dato: Tirsdag den 22. november 2022

Tid: Panel 1 (15:30– 18:30 dansk tid): Stop uret til Dommedag — Det almene vel af den ene menneskehed

Panel 2 (19:30 – 22:30 dansk tid): Fred gennem udvikling

Sted: Internet: schillerinstitute.com. og

Deputeretkammeret, Mexico City; Zoom (med simultantolkning på engelsk, spansk, tysk og fransk)

Tilmelding: Stop faren for atomkrig nu https://schillerinstitute.nationbuilder.com/conference_20221122

Et tredje seminar for nuværende og tidligere valgte embedsmænd og andre politiske og sociale ledere på verdensplan vil blive afholdt den 22. november med den presserende opfordring “For verdensfred: Stop faren for atomkrig nu”.

Beslutningen om at indkalde til dette tredje seminar blev truffet af de ledende deltagere i det andet seminar for nuværende og tidligere valgte embedsmænd fra hele verden, som Schiller Instituttet tog initiativ til, og som mødtes den 27. oktober på en online Zoom-konference i et mødelokale i Mexicos kongres.

Det kommende arrangement den 22. november vil også finde sted i den mexicanske kongres med en stadig voksende liste af sponsorerende institutioner og tilhængere af erklæringen, der også tjener som invitation til denne række af seminarer (se nedenfor for teksten til erklæringen og den fulde liste over underskrivere).

På grund af den hastigt voksende støtte til dette initiativ fra hele verden, i takt med at faren for atomkrig eskalerer, vil det tredje seminar blive udvidet til at bestå af to paneler. Nærmere oplysninger vil blive offentliggjort snarest muligt.

Opdateret invitation på engelsk:

The long-awaited U.S. midterm election did not reduce the danger of global nuclear war – if anything, it increased that threat. First, because the life-and-death issues facing the United States and the world – the escalating danger of nuclear confrontation around the Ukraine theater, and the breakdown collapse of the Western financial and economic system that is driving that war danger – were scarcely even mentioned for discussion before the American and world public during that election cycle. And second, because the dynamic of economic depression is marching forward relentlessly: 1.8 billion human beings face the danger of starvation; 2 billion people lack clean water; most of Europe is being plunged into a cold and hungry winter; hyperinflation is galloping ahead, worsened by the incompetent “anti-inflationary” policies adopted by the U.S. Federal Reserve, the Bank of England, and other central banks and financial institutions of the West.

But that is only half the story. From Asia and the Non-Aligned movement more broadly, a new international security and development architecture is being forged. An epochal change is underway: Nations representing the large majority of mankind are saying that the era of blocs and geopolitics is over; that colonialism, underdevelopment and poverty will no longer be tolerated. 

But if war is to be avoided, if we are to avoid sinking into two, decoupled geopolitical blocs set on a collision course, then the overriding interests of the One Humanity must be discovered, affirmed, and established as the basis for such a new architecture. National and regional interests cannot be partial and at war, one with the other, but must coincide with the interests of humanity as a whole. The threat of thermonuclear extinction has now forced that decision upon us: We shall either all prosper and develop, as we center our concerns on the benefit of the other; or we shall all perish through our own folly, and not survive to correct our mistakes.

Just how close we are to the edge of nuclear war was made dramatically clear in the events of Nov. 15-16, in which a rocket landed on Polish territory. Based on a rumor that Russia had fired the rocket, which turned out to be patently false, the world was within minutes of the activation of the equivalent of Article 5 of NATO. The entire incident, including the dangerously provocative role played by much of the Western media in fanning the flames, underscored how volatile the world situation is. Without a new international security architecture, it is only a matter of time until another such incident unleashes an actual war.

That is the subject, and the urgency, of the upcoming Nov. 22 “Third Seminar of Political and Social Leaders of the World: Stop the Danger of Nuclear War Now,” which will gather thoughtful leaders from across the planet to deliberate on these issues. Please see the attached open letter from Congressman Benjamín Robles Montoya and former Congresswoman María de los Ángeles Huerta of Mexico, urging current and former legislators from all nations to join that effort. You are also invited – you are urged – to attend and participate in that deliberation. The event will be conducted both on line and in a meeting room of the Mexican Congress, with simultaneous interpretation in four languages (English, Spanish, French and German), and it will follow the schedule we present below, along with a partial list of speakers and topics:   

Talerlisten:
Panel 1 (15:30– 18:30 dansk tid): Stopping the Doomsday Clock—The Common Good of the One Humanity

* Helga Zepp-LaRouche (Germany); founder, Schiller Institute

* Benjamín Robles Montoya (Mexico); congressman: 

* Col. Richard Black (U.S.); former state senator for Virginia: “The Danger of Nuclear War After the U.S. Mid-Term Elections

* Steven Starr (U.S.); retired director of the University of Missouri’s Clinical Laboratory Science Program, and a preeminent expert on nuclear war: “What Would Happen if a Nuclear War Started in the Black Sea?”

* Argentina; former congressman: “The Necessary Conditions for the Development of the Third World”

* Paulo Cannabrava Filho (Brazil); journalist, Editor of Diálogos do Sul: “Brazil and the Battle for an Expanded BRICS”

* Alberto Quintanilla (Peru); former congressman: “The End of Globalization and the Emergence of the BRICS”

* Antonio Ingroia (Italy); former anti-mafia judge in Sicily; candidate for Prime Minister

* Karl Krökel (Germany); small business leader, founder of “Craftsmen for Peace”

* Germany: religious leader

* France: elected official

 

Panel 2 (19:30 – 22:30 dansk tid): Peace Through Development

* Diane Sare (U.S.); 2024 candidate for U.S. Senate from New York state: “America’s Voice in the  Emerging New Global Architecture of Peace Through Development”

* María de los Ángeles Huerta (Mexico); former congresswoman: 

* Jorge Robledo (Colombia); former senator

* Donald Ramotar (Guyana); former President and former member of parliament

* George Koo (U.S.); retired international business advisor: “The Prospects for U.S. China Economic Cooperation”

* Juan Pari (Peru); former congressman: “The Energy Crisis and the Ukraine-Russia War”

* Dr. Rodolfo Ondarza (Mexico); former Representative, Mexico City Legislative Assembly: “Bacteriological Warfare and the Need for a Global Health System”

* Dr. Kirk Meighoo (Trinidad and Tobago); former senator

 

Erklæring:

Otte måneder inde i krigen mellem Rusland og Ukraine, i hvilken USA og NATO spiller en aktiv rolle, er der mange døde og sårede, omfattende ødelæggelser af alle former for ejendom og meget skadelige økonomiske og sociale konsekvenser i Europa og hele verden, hvilket forårsager chok, der forværrer de meget dybe problemer i verdensøkonomien med konsekvenser i form af en forværring af krisen og forøget arbejdsløshed, fattigdom og sult.

Det er kendt, at denne krig kan få langt alvorligere konsekvenser end dem, vi allerede lider under, herunder massive ødelæggelser og en krise af globale dimensioner, som aldrig tidligere er set, fordi krigen kan føre til en konfrontation med atomvåben mellem Rusland og USA og NATO.

Blandt de tiltagende stemmer, der opfordrer til en forstandig tilgang, fremhæver vi pave Frans’ opfordring til en forhandlet, fredelig løsning.

De undertegnede politiske og sociale ledere, nuværende og tidligere lovgivere og andre folkevalgte fra forskellige lande opfordrer Rusland, Ukraine, USA og NATO til at nå frem til en aftale, der først og fremmest afviser den voksende løsagtige snak om eventuel anvendelse af atomvåben og bekræfter den grundlæggende forpligtelse i den såkaldte Reagan-Gorbatjov-formel fra 1985, at “en atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes”. For at være varig skal en sådan aftale også etablere en ny international sikkerhedsarkitektur, der anerkender og respekterer de legitime sikkerhedsinteresser, som samtlige verdens nationer måtte have.

Vi anerkender og insisterer på, at Rusland i lighed med USA, NATO, Ukraine og alle andre lande har legitime sikkerhedsinteresser, som skal tages i betragtning og blive en af hjørnestenene i den nye sikkerhedsarkitektur. En tilbagevenden til de vellykkede principper fra den Westfalske Fred i 1648 – respekt for suverænitet, engagement i den andens, modpartens, bedste og eftergivelse af gæld, der forhindrer ægte økonomisk udvikling – er den slags arkitektur, vi efterstræber i dag.

Det almene gode for den fælles menneskehed er den obligatoriske forudsætning for det gode for hver enkelt nation. På den måde vil vi blandt alle verdens nationer kunne bidrage til at opbygge en organisation af borgere i en fælles international indsats, og på den måde etablere os som en drivkraft, der kan have indflydelse på den internationale politiske debat.

Vi opfordrer mennesker af god vilje i hele verden – uanset vores forskelligartede og naturlige forskelle – til at deltage i denne proces med overvejelser og søgen efter fredelige løsninger, herunder en grundig undersøgelse af en alternativ økonomisk politik med henblik på at erstatte spekulation, som har skabt så megen fattigdom og lidelse, med et system baseret på produktion og fremskridt, der kan tilgodese behovene hos en voksende verdensbefolkning.

Vi afviser alle forsøgene på at begrænse, intimidere eller forbyde en sådan overvejelsesproces. Og vi opfordrer USA, NATO, Ukraine og Rusland til at bevæge sig i den retning, som vi præsenterer i denne respektfulde opfordring.

UNDERSKRIVERE:

1) Donald Ramotar (Guyana); former President (2011-2015), former member of parliament (1992-2011, PPP)

2) Helga Zepp-LaRouche (Germany); founder, Schiller Institute

3) Jorge Robledo (Colombia); former Senator (2002-2022, Partido Dignidad)

4) María de los Ángeles Huerta (Mexico); former Congresswoman (2018-2021, Morena)

5) Dr. Kirk Meighoo (Trinidad & Tobago); former independent Senator (2004, United National Congress)

6) Dr. Rodolfo Ondarza (Mexico); former Representative, Mexico City Legislative Assembly (2015-2018, PT)

7) Diane Sare (U.S.); candidate for the U.S. Senate from New York (2022, independent/LaRouche)

**********

ADDITIONAL SIGNERS:

Bolivia

8) Gen. Edwin de la Fuente Jeria; former Commander in Chief of the Armed Forces of Bolivia (2012-2013)

Colombia

9) Jennifer Pedraza Sandoval; Congresswoman 

10) Luís Eduardo Peláez; state representative, Antioquia

11) Leónidas Gómez Gómez; state representative, Santander

12) Jorge Gómez Gallego; former Congressman 

13) Diógenes Orjuela García; former Secretary General, CUT trade union confederation

14) Manuel Sarmiento Arguello; city councilman, Bogotá  

Czech Republic

15) Vincenzo Romanello (Czech Republic/Italy); Ph.D., Senior Nuclear Researcher and Project Manager, National Radiation Protection Institute (SURO)

Denmark

Tom Gillesberg, formand, Schiller Instituttet, Folketingskandidat udenfor partierne i Københavns Storkreds

Dominican Republic

16) Ramón Emilio Concepción; former presidential precandidate (2020)

Italy

17) Sergio Tancredi; former member of the Sicilian Parliament (2017-2022) 

18) Antonio Ingroia; former anti-mafia judge in Sicily; candidate for Prime Minister (2013)

19) Alessia Ruggeri; trade unionist, Comitato per la Repubblica

Mexico

20) Benjamín Robles Montoya; Congressman (2018- ); former Senator (2012-2018)

21) Elpidio Tovar de la Cruz; former Congressman (2003-2006)

22) Claudia Yáñez Centeno; former Congresswoman (2014-2017)

23) Alberto Vizcarra Osuna; former Sonora state representative (1988-1991)

24) Dr. Sergio Pablo Mariscal Alvarado; former Mayor, Ciudad Obregón (2018-2021); engineering professor, Sonora Technological Institute

25) Emeterio Ochoa Bazúa; former Sonora state representative (2015-2021)

26) Antonio Valdez Villanueva; former Sonora state representative (2009-2012); Under- secretary General of the Mexican Labor Confederation (CTM) in Sonora. 

Netherlands

27) Dr. A. J. (Guus) Berkhout; Professor-Emeritus Geophysics, Technical Univ. of Delft; President of CLINTEL

United States

28) Richard Black; former Virginia state Senator (2012-2020), former member Virginia House of Delegates (1998-2006)

29) Graham Fuller; former U.S. diplomat, CIA official, and Islamic scholar

30) Dr. George Koo; International business advisor, retired

31) Dr. Mohammad A. Toor; Chairman of the Board of Trustees, Pakistani American Congress

32) Bradley Blankenship; Journalist 

33) Bob Van Hee; Commissioner, Redwood County, Minnesota

Venezuela

34) Román Rojas Cabot; former Venezuelan ambassador to the European Community, Brussels

35) Emil Guevara Muñoz; former member of the Latin American Parliament (2006-2011) 

Yemen

36) Dr. Fouad al Ghaffari; Advisor to the Prime Minister for BRICS Countries Affairs; President of Yemeni ALBRICS Youth Parliament

 




Videokonference – Noösfærens fysiske økonomi: Genoplivning af Vladimir Vernadskijs arv.
Lørdag den 12. november kl. 16 eller senere

Panel 2: kl. 20 eller senere

Den 1. november, 2022 (EIRNS) – Schiller Instituttet er vært for en konference om Noösfærens fysiske økonomi: Genoplivning af Vladimir Vernadskijs arv, den 12. november fra kl. 10.00 til 17.00 dansk tid.

I denne tidsalder med omfattende politisk tumult, med uenighed om den positive rolle, som menneskelig teknologisk udvikling udgør, og den voksende fare for militær konflikt mellem atomare magter, hvad enten den måtte skyldes planlægning eller fejlberegning, er det nødvendigt at undersøge og studere  den store sovjetiske, russisk-ukrainske videnskabsmand Vladimir Vernadskijs (1863-1945) revolutionære idéer. Dette gælder især Vernadskijs begreb om noösfæren, den fysisk-økonomiske sfære, hvorigennem den menneskelige videnskabelige tænkning udgør den dominerende kraft i vort univers.

I en tid med opfordringer til at opdele verden i ideologiske grupper kræver begrebet noösfære et nyt paradigme, som bringer menneskeheden tættere sammen og ikke længere fra hinanden.

Det centrale i noösfæren er at opretholde et grundlæggende engagement i videnskabens fremskridt, dvs. at realisere de grundlæggende gennembrud i den videnskabelige tænkning, som, når de tillempes den produktive proces, øger menneskets indflydelse i biosfæren. Mens Vernadskijs primære videnskabelige bidrag var hans opdagelse af “levende materies” kraftfulde funktion med hensyn til at omdanne og forbedre selve naturen af det underliggende inaktive univers gennem “atomernes migration”, indså han også, at mennesket gennem udviklingen af sin videnskabelige tænkning udøvede en lignende effekt på at omdanne og forbedre biosfærens virke.

Mod slutningen af Vernadskijs liv, da Anden Verdenskrig nærmede sig sin afslutning, insisterede han på, at det var presserende for landene at forene deres kræfter og arbejde sammen for at realisere menneskehedens fælles mål, et engagement, som han delte med Sovjetunionens allierede i krigen, den amerikanske Franklin Delano Roosevelt.

Dette symposium har til formål at genoplive denne fremtrædende videnskabsmands navn, idéer, arv og mission. Vi har samlet kendte videnskabsmænd fra hele verden for at diskutere de grundlæggende videnskabelige fremskridt, der er opnået eller snart vil blive gennemført inden for deres respektive aktivitetsområder, hvoraf mange også var Vernadskijs forskningsområder. Om eftermiddagen vil vi drøfte nogle af de fysiske ingeniørprojekter, der pågår i forskellige dele af verden, med henblik på at forbedre menneskehedens vilkår – at udvikle noösfæren.

  • Det første panel, der finder sted fra kl. 10 til 13, har titlen: “Vernadskijs revolution inden for videnskab og tænkning”.
  • Det andet panel, der finder sted fra kl. 14.00 til 17.00, omhandler “Fysisk økonomi: Udvikling af noösfæren”.

Vladimir Vernadskij skabte, ved at udvikle begrebet noösfæren, i det væsentlige en unik tilgang til fysisk økonomi, som påfaldende ligner LaRouches metode for fysisk økonomi, der anvender kemi og graderne af fysisk output og input i produktionen som fornødne indikatorer, snarere end den uspecifikke monetaristiske tilgang. Udviklingen og opdagelsen af nye ressourcer og nye metoder til at udnytte og fordele ressourcerne for effektivt at øge en økonomis produktive ydelse udgør en hjørnesten i denne tilgang. Vandforvaltning og udvikling af energi- og transportkorridorer er ligeledes af afgørende betydning. Talerne i dette panel vil drøfte effektive forslag på disse områder og diskutere nye opdagelser om selve vandets natur og dets forhold til biosfæren og noöfæren samt de bredere spørgsmål om klimaet i forbindelse med solsystemet og galaksen.

Et websted og yderligere oplysninger vil snart blive offentliggjort.




Københavns Universitets valgmøde:
Spørgsmål rejst om Tom Gillesbergs kampagne for at forhindre, at krigen i Ukraine bliver til atomkrig

København den 25. oktober. Kandidater fra otte partier deltog i Københavns Universitets valgmøde med 400 studerende. Tom Gillesbergs valgkampagne delte valgpjecer ud mens de studerende ankom.  

KU’s prorektor, Kristian Cedervall Lauta, som var ordstyrer begyndte mødet med at sige, at når man er politiker, skal man svare på fire spørgsmål. Det første er, hvordan man kan reducere faren for atomkrig, men det skal vi ikke tale om i dag. Der var tre andre emner. Det sidste var, hvordan skal vi håndtere den grønne omstilling i lyset af energikrisen og krigen i Ukraine? En af de to spørgsmål til politikerne fra salen om emnet var fra Executive Intelligence Review:  

Jeg synes ikke vi skal hoppe over, hvordan vi afslutter krigen i Ukraine. Der er en kandidat udenfor partierne, Tom Gillesberg, som siger, at det vigtigste spørgsmål er, hvordan vi forhindrer, at krigen i Ukraine bliver til atomkrig, og at vi skal skifte fra, at det vigtigste er at sende våben til Ukraine til, at det vigtigste er at presse på for fredsforhandlinger, og at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Hvad mener I om det? 

Det blev besvaret af Palle Dragsted fra Enhedslisten og Ida Auken fra Socialdemokratiet. 

Link til lydfil:

Københavns Universitets valgmøde: Spørgsmål rejst om Tom Gillesbergs kampagne for at forhindre, at krigen i Ukraine bliver til atomkrig

 

 




Støtterne af Tom Gillesbergs folketingskampagne tager kampagnen direkte ind i Folketinget

KØBENHAVN, 15. oktober 2022 (EIRNS) – En gruppe på tre personer tog Gillesberg-kampagnen direkte ind i Folketinget i forbindelse med Københavns Kulturnat. Inden de gik indenfor, uddelte de den første kampagnefolder til folk i den lange kø, som ventede på at komme ind i Folketinget, og den gik som varmt brød. På folderens forside er kampagneplakaten “Stop NATO’s krige: Samarbejde: Fred gennem udvikling” og Gillesbergs udtalelse: “Tør du stille kritiske spørgsmål, eller holder du mund og mister både velfærd og risikerer atomkrig?”

Indenfor gik delegationen rundt til repræsentationslokalerne hos alle de 13 opstillede politiske partier i Danmark med budskabet: “Det vigtigste spørgsmål i valget er at forhindre, at krigen i Ukraine bliver en atomkrig”, overrakte dem Gillesbergs valgfolder og førte diskussioner af længere eller kortere varighed. Delegationen talte med tre partiledere, herunder en tidligere statsminister, og yderligere 17 kandidater, hvoraf de fleste havde været fungerende folketingsmedlemmer.

Delegationen understregede, at i lyset af de sidste par ugers eskalering og drøftelserne om anvendelsen af atomvåben, må vi omstille os fra at levere våben for at fortsætte krigen så længe som muligt for at svække Rusland, til at insistere på at indlede forhandlinger for at afslutte krigen så hurtigt som muligt. I næsten alle tilfælde tog kandidaterne disse briefinger meget alvorligt, idet de erkendte, at faren er stor. Folketingskandidaterne blev straks draget ind i de mest alvorlige diskussioner. Det var det vigtigste, som blev gennemført.

Hvad angår svarene, var der et par stykker, som umiddelbart udtrykte: ” I har ret. De fleste var uenige om, hvad man skulle gøre ved det. Nogle sagde f.eks.: “Man kan ikke forhandle med Putin, det russiske folk er nødsaget til at vælte ham”. Et par stykker erklærede, at de registrerede det, vi nævnte, men at det ikke var tidspunktet til at afgøre sagen. Alle lovede at gennemgå Gillesberg-materialet.

I går fremhævede TV2’s hjemmeside udtalelsen imod våbenleverancer fremsat af formanden for De Frie Grønne, det eneste parti, der afviser at sende våben til Ukraine, i forbindelse med dækningen af deres interview med ham. Overskriften er: “Sikander Siddique ønsker at hjælpe Ukraine på alle tænkelige måder, men tvivler på, at flere våben er vejen til fred”. Sikander Siddique udtalte: “Vi ønsker at hjælpe Ukraine med humanitær hjælp, og vi bør gøre alt, hvad vi kan, for at presse Vladimir Putin til at komme til forhandlingsbordet. Men flere våben vil ikke skabe fred”. Han opfordrede til international nedrustning. Han var blandt de partiledere, som delegationen talte med.

Kampagnen fortsætter.




Webinar: Menneskerettigheder, udvikling og Bælte- og Vej-Initiativet

Den 13. okt. 2022 Bælte og Vej Instituttet i Sverige (BRIX) organiserede et internationalt webinar på internationalt topniveau om sammenhængen mellem menneskerettigheder og økonomisk udvikling og Bælte og Vej Initiativets rolle i forbindelse med fremme af menneskerettigheder og udvikling på verdensplan.

Sammenhængen mellem kinesiske og vestlige synspunkter på dette spørgsmål blev drøftet af diplomater og eksperter fra Kina, Europa og Asien og blev diskuteret indgående i denne første session af webinaret.

Talere på den første session var:
1. H.E. Cui Aimin, ambassadør for Folkerepublikken Kina i Sverige
2. Dmitry Mironchik, ambassadør fra Republikken Belarus til Sverige
3. Erik Solheim, tidligere direktør for FN’s miljøprogram, Norge.
4. Ambassadør Sven Hirdman, svensk tidligere diplomat.
5. Dr. Hassan Daud, administrerende direktør for Khyber Pakhtunkhwa Board of Investment, Pakistan.
6. Henry Tillman, formand for China Investment Research

Talere på den anden session var:
1. Shakeel A. Ramay, CEO Asian Institute for Eco-Civilization R&D, Pakistan
2. Stephen Brawer, formand for Bælte og Vej Instituttet i Sverige
3. Dr. Glenn Diesen, professor ved Vestfold Universitet i Norge
4. Hussein Askary, næstformand for Bælte- og Vej- Instituttet i Sverige

Link til anden session her: 

Besøg hjemmesiden: www.brixsweden.org
Kontakt os: infobrixsweden.org




Schiller Instituttet deltager i et DIIS seminar om atomkrig og nedrustning

KØBENHAVN, 27. september – Meget passende afholdt Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i dag et arrangement med titlen “Atomkrig og fremtidsudsigterne for atomnedrustning”, og to organisatorer fra Schiller Instituttet deltog. Seminaret var hybridt, både med folk i lokalet og live via internettet. 

Her er et link.

En folder med dagens ledende artikel af LaRouche-bevægelsens formand, Helga Zepp-LaRouche: “Wake up or you may not be here next week”, blev uddelt.

Det meste af seminaret og diskussionen handlede om udsigterne for atomnedrustning, men der var også henvisninger til den farlige situation mellem NATO-Ukraine og Rusland, hvor der er en åben diskussion om mulig anvendelse af atomvåben.

Under den første del af seminaret talte en britisk ekspert i nedrustning, hovedsagelig om nedrustning, men med hensyn til den aktuelle situation beskyldte han udelukkende den russiske part for at true med at gøre brug af atomvåben.

I begyndelsen af spørgerundens anden del spurgte ordstyreren, DIIS-forsker Rens van Munster, om Putins trussel om at bruge atomvåben, hvis den territoriale integritet trues, hvilket nu er blevet farligere efter folkeafstemningerne, og efter at USA har meddelt, at det vil medføre katastrofale konsekvenser. Er dette retorik, eller bringer det os tættere på en atomkrig?

Under den næste spørgerunde kunne en organisator fra Schiller Instituttet give en orientering om de vigtigste punkter i Helgas advarsel (ved 2 timer og 10 minutter): at den nuværende krise er værre end Cuba-krisen; at det er som to hurtige atomtog, der er på vej mod sammenstød, og at de kan kollidere allerede i denne uge efter folkeafstemningen i det østlige Ukraine; at der også har været trusler om atomangreb og forebyggende atomangreb fra NATO’s side; at russerne har den opfattelse, at Vesten er ude på at splitte Rusland; og at Helga har opfordret folk i Vesten til at tale åbent om faren og om behovet for forhandlinger af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Hun rundede af med at spørge de fire paneldeltagere, hvad der kan gøres for at bringe os tilbage fra afgrunden?

Tom Sauer, en forsker i nedrustning fra Belgien svarede, at spørgsmål om nedrustning er langsigtede anliggender, men som denne kvinde påpegede, med henvisning til organisatoren, har vi i denne uge et atomart problem i Ukraine. I Ukraine har vi en atomvåbenstat, der angriber en ikke-atomvåbenstat. Vil Putin bruge atomvåben? Det ved jeg ikke. Folk troede ikke på Putin, da han i 2008 advarede om, at hvis Ukraine ville tilslutte sig NATO, ville Rusland indtage Krim og det østlige Ukraine, eller før februar, at han ville bruge troppeopbygningen ved grænsen til at angribe, og jeg ved ikke, om han vil bruge atomvåben nu, men det er meget faretruende.

Den vigtigste udtalelse under hele arrangementet kom fra John Kierulf, pensioneret dansk diplomat fra Udenrigsministeriet i Danmark. I sine indledende bemærkninger fortalte han, at USA har en politik for et såkaldt atomart overrumplingsangreb  [first strike]. Det er kun Kina, som ikke har det. Mod slutningen af seminaret opfordrede ordstyreren ham til at uddybe dette. Han citerede fra Daniel Ellsbergs bog, “The Doomsday Machine”: Confessions of a Nuclear War Planner:

“Ligesom de bomber, der ødelagde Hiroshima og Nagasaki, ville ethvert fremtidigt angreb med et enkelt taktisk atomvåben i nærheden af et tætbefolket område, dræbe titusinder til hundredtusinder af ikke-kampdeltagere, ligesom dengang. Derfor er nærmest en hvilken som helst trussel om første brug af et atomvåben en terrortrussel. Enhver nation, der fremsætter sådanne trusler, er en terrornation. Det omfatter USA og alle dets allierede [det omfatter os, tilføjede han], herunder Israel, sammen med Rusland, Pakistan og Nordkorea.”

Kierulf tilføjede, at hvis den handling, som man vil udføre, er ulovlig, så er truslen også ulovlig. Vi har ikke brug for dem, da nutidens konventionelle våben kan udslette ethvert militært mål. Atomvåben er selvmord eller altødelæggende våben. Afskrækkelse har fejlet ved mange lejligheder.

Han sluttede med at citere fra en tale, som præsident Reagan holdt i 1984, som var rettet til den amerikanske kongres, om hvorfor atomvåben bør afskaffes:

“En atomkrig kan ikke vindes, og må aldrig udkæmpes. Atomvåben forårsager ubeskrivelige lidelser og drab på uskyldige civile. De er ulovlige i henhold til den humanitære folkeret og er en forbrydelse mod menneskeheden. De er ubrugelige som afskrækkelse. De koster milliarder af dollars og giver ingen sikkerhed. Tværtimod vil enhver brug af atomvåben ødelægge vores civilisation og natur. Det vil sige alt menneskeliv og alle levende arter.”




Video og afskrift: Samrådsmøde i Folketinget om den ukrainske sortliste
med Udenrigsminister Jeppe Kofod

Læs også Tom Gillesbergs report om samrådet her:
Dansk udenrigsminister blev udspurgt i en time om ukrainsk sortliste med 72 udlændinge

København 28. august 2022.

Om samrådet fra Folketings hjemmeside: Udenrigsudvalget har indkaldt udenrigsministeren i samråd om en liste over udlændinge, som efter ukrainsk opfattelse “fremmer” den russiske fortælling om krigen i Ukraine. Samrådet er åbent for alle og finder sted fredag den 19. august 2022 kl.13.00 i vær. 2-133.

 På baggrund af artiklen “Ukraine offentliggør liste over udlændinge, som fremmer “russisk fortælling” om krigen i Ukraine, hvor tre danskere figurerer på listen”, som blev bragt på www.mreast.dk den 29. juli 2022, er udenrigsministeren blevet bedt om at forholde sig til den omtalte liste over udlændinge, som efter ukrainsk opfattelse “fremmer” den russiske fortælling om den igangværende krig i Ukraine.

 Ministeren er også blevet bedt om at svare på, om listen efter regeringens opfattelse er udtryk for respekt for ytringsfrihed, demokrati og andre værdier, som ministeren mener, Danmark bør fremme i verden.

 Derudover ønsker udvalget at vide, om ministeren mener, at Danmark fortsat kan begrunde sin støtte til Ukraine med våben og penge med, at Danmark dermed er med til at støtte demokratiske værdier uden for Danmark.

 Samrådsspørgsmål U er stillet efter ønske fra Marie Krarup (Uden for folketingsgrupperne).
—————————–

Afskrift fra Samrådsmøde i Folketinget den 19. august 2022. (Ikke fra Folketingets hjemmeside. Nogle afsnit er ikke korrekturlæst, men det hele er sammenlignet med videoen.)

Christian Juul (Enhedslisten) – Velkomst: Så er vi klar til åbent samråd i udenrigsudvalget. Med introduktion (ikke skrevet ned.)

 Marie Krarup (MK) – Tak for ordet, og tak for ministeren for at komme til stede på sådan en varm og lummer sommerdag. Jeg læser spørgsmålet højt.

 Vil ministeren forholde sig til den ukrainske liste over udlændinge, der “fremmer den russiske fortælling”, herunder bedes ministerens svare på, om listen, efter regeringens opfattelse, er udtryk for respekt for ytringsfrihed og demokrati, og andre værdier, som ministeren mener at Danmark bør fremme i verden.

 Mener ministeren, at Danmark fortsæt kan begrunde sin støtte til Ukraine med våben og penge, med at Danmark således er med til at støtte demokratiske værdier udenfor Denmark.

 Der henvises til “Ukraine offentliggør liste over udlændinge, som fremmer “russisk fortælling” om krigen i Ukraine, hvor tre danskere figurerer på listen” – dette er overskrift på artiklen der blev bragt på www.mreast.dk den 29. juli 2022.

Min begrundelse for at rejse sagen er, at jeg mener at det er en alvorlig sag, fordi dette Center for at imødegå Desinformation – centeret der hører under Ukraines sikkerhedsråd – har lavet listen med 72 udlændinge udenfor Ukraine, og samme dag som denne liste blev offentliggjort, så sagde lederen, Andrej Shapovalov, at de folk, der spreder misinformation, de er informationsterrorister, og de skal stå til ansvar, som krigsforbrydere. Zelenskyjs rådgiver, Mikhail Podoljak, har uddybet disse synspunkter, i nogle interviews og i en artikel, hvor han opfordrer øvrige regeringer til begrænsning af disse personers indflydelse og for at de skal udsættes for noget, han kaldte for “militær udrensning”.

Derfor er jeg, selvfølgelig interesseret i at høre, om udenrigsministeren har taget initiativ til at foretage “militær udrensning” af lektor Jens Jørgen Nielsen, fredsforsker Jan Øberg og professor i international politik på Ålborg Universitetet Li Xing?

Eller har udenrigsministeren rettet henvendelse til Ukraine, for at få taget disse personer af listen? Eller mener udenrigsministeren fortsat, at vi støtter ytringsfrihed og demokrati, ved at støtte Ukraine? Tak.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (JK)-  [Her er et link til Udenrigsministerens talepapir.] (Her er et afskrift fra talen:) Ja, tak for det. Og tak til Marie Krarup for indkaldelse til samrådet i dag.

Putins angrebskrig i Ukraine betyder, at vi i Danmark og i Europa ikke længere kan tage vores frihed og vores sikkerhed for givet. Desinformation, løgn og propaganda er en integreret del af den russiske krigsførelse og forsøg på at undergrave sammenholdet i Vesten. Og som verdenssamfund, skal vi derfor tage løbende stilling til, hvordan vi svarer igen, med respekt for ytringsfrihed og vores grundlæggende demokratiske rettigheder.

Center for bekæmpelse af Desinformation, under Ukraines Nationale Sikkerheds og Forsvarsråd, har på sin side offentliggjort en liste over talere, som “promoverer narrativer, der er i overensstemmelse med russisk propaganda”. Listen som omfatter 4 personer, med tilknytning til Danmark, er dog ikke længere tilgængelig på hjemmesiden.

Ud over samrådet idag har listen vakt interesse flere steder i den danske presse, hvor den var modtaget med forundring og bekymring. Der rejses forundring over kriterierne for at komme på listen, og bekymring over at sådan en liste bliver brugt til at udskamme og lukke munden på stemmer i debatten, som man ikke er enige med.

Derfor har jeg også bedt den Danske Ambassade i Kiev om at tage kontakt til de ukrainske myndigheder, for at søge en afklaring om aktiviteterne i Center for bekæmpelse af Desinformation.

I den sammenhæng vil vi fra den danske side bakke op om bekæmpelse af Desinformation, som ER et væsentligt element i Ruslands krigsførelse mod Ukraine.

Vi vil i samme ombæring understrege den danske position, den er kendt, at kampen mod desinformation bør bidrage til at styrke, ikke til at undergrave demokrati, forsknings- og ytringsfrihed.

Når et svar fra de ukrainske myndigheder foreligger, så kommer jeg gerne tilbage til Udenrigsudvalget. Og indtil da, vil jeg gerne benytte lejlighed for at gøre regeringens politik fuldstændig klar:

Vi skal stå fast på at forsknings- og ytringsfrihed er vigtige demokratiske værdier for den danske regering; det skal der ikke herske nogen tvivl om.

Dernæst vil jeg mene, at Ukraine er truet på selve sin eksistens. Putin har sat sig for at ødelægge et helt land, et demokrati, faktisk benægte Ukraines berettigelse overhovedet.

Jeg tror at de fleste kan forstå, at de vigtige principper godt kan komme under pres i den situation.

Ukraines demokrati er under massiv angreb udefra, den ukrainske befolknings valg af en demokratisk vej, siden Majdan oprøret i 2014 har været torn i øjet på præsident Putin, og Rusland har indledt vanvittig angrebskrig, brutal angrebskrig, for at standse denne udvikling.

Men magt er ikke ret. Den russiske præsident, skal ikke have lov, til at påtvinge den ukrainske befolkning sin styreform.

Ukrainere kæmper for at opretholde folkerettens basale grundsætninger om suverænitet og territorielle integritet. At det er op til ukrainere selv, og ikke et eller andet autokratisk leder af et naboland, der bestemmer deres egen fremtid, og udenrigspolitisk orientering.

Ukraine har valgt sin vej, og vil være del af den europæiske familie.

Det er på denne baggrund Ukraine har fået en status, som kandidat til optagelse i EU. En status, som forpligter.
Som Ukraines venner – og det er vi, i Danmark, og allierede, har vi berettiget forventning om at de europæiske og demokratiske værdier, herunder ytrings- og forskningsfrihed efterleves. (00:08:16:10)

Det velfungerende demokrati opstår ikke fra den ene dag til den anden, Ukraine har, med et blomstrende civilsamfund, igangsat en positiv og imponerende udvikling. Og jeg er stolt af at Danmark er dybt engageret i den udvikling. Blandt andet med støtte til et nødvenlige reformarbejde, som var godt i gang, længe inden Rusland indledte sin brutale og ulovlige invasion den 24. februar i år.

Reformarbejdet fortsætter, også nu, under yderst vanskelige forhold. Ukrainere har ikke bøjet sig på præsident Putins erobringskrig, men insisterer endnu mere på at kunne leve i demokrati.

Til spørgsmålet om jeg, som ministeren mener, at “Danmark fortsat kan begrunde sin støtte til Ukraine med våben og penge, med at Danmark således er med til at støtte de demokratiske værdier udenfor Danmark” – er mit klare svar, ufortrødent “JA!”

 Dansk og international støtte til Ukraine med våben, til at forsvare sig selv, finansielle midler, humanitær bistand, og maksimalt internationalt pres på Rusland – er essentielt, for at støtte de demokratiske værdier i Ukraine, som er blevet en demokratisk frontlinjestat, under uforskyldt, ulovligt, angreb.

 Ukrainere kæmper lige nu, og dør i tusindvis for at leve i et frit land, og dermed også for vores fælles frihed og sikkerhed. (00:09:48:11)

 Det betyder ikke, at jeg bifalder alt hvad ukrainske myndigheder i al sammenhæng foretager sig. På det forelæggende grundlag er det ikke muligt for udenrigsministeriet at vurdere hvordan Center for Bekæmpelse af Desinformation har arbejdet med den offentliggjorte liste.

 Kampen mod Putins desinformation, som også har ramt Danmark og Rigsfællesskabet i øvrigt, har både til mål at stoppe de mange absurde påstande, og styrke tilliden til vores demokrati, alliancer og institutioner. Vi skal ikke tillade åbenlys propaganda, der forsøger at undergrave vores samfund.

 Men vi skal samtidig værne om den kultur, der gennem fri udveksling af ideer og debat, skaber viden og finder løsninger. Vi skal styrke vores demokrati, når vi besvarer propaganda og desinformation med oplysning og dialog.

 Det var mine indledende bemærkninger og betragtninger; jeg håber at jeg dermed har besvaret spørgsmål fyldestgørende, og har gjort regeringens position krystalklar. Jeg ser frem til yderlige drøftelser her. (00:10:50:27)

Yderlige spørgsmål og bemærkninger.

CJ (00:10:52:03): Tak for det. Nu er det mulighed til spørgerunden, og hele udvalget har muligheden til at spørge, den først, der er markeret – det er Marie Krarup. Værsgo.

MK (00:11:04:10) Tak. Tak for svaret. Jeg skal lige pensle det helt ud. Så de skridt, som udenrigsministeren og udenrigsministeriet har taget er, at man har bedt den danske ambassade i Ukraine om at analysere hvad er det der er sker, eller finde ud af, hvad er der … Jeg fik ikke helt formulering. Det lyder som om et meget “voldsom” initiativ, – voldsom er her i gåseøjne.
Men jeg skal lige have det, hvis jeg skal lige have lov til at begynde med det enkelte spørgsmål.

Præcis, hvad er det, udenrigsministeren har bedt den danske ambassade i Kiev om at gøre? (00:11:50:09)

JK (00:11:53:22) Til fru Marie Krarup. Jeg gentager meget gerne besvarelsen på samråd spørgsmålet.

Det, jeg har bedt den danske ambassade i Kiev, om er at tage kontakt til de ukrainske myndigheder, for at søge afklaring om aktiviteter i Center for bekæmpelse af Desinformation.

Og i den sammenhæng, der nævnte jeg også, og det er vigtigt, at fra dansk side bakker vi op om bekæmpelse af desinformation, som er et væsentligste element i Ruslands krigsførelse mod Ukraine. Det er en del af de våben, de bruger, for at forsøge at ødelægge og destabilisere den ukrainske demokrati og land. Og det er vigtigt, at vi bakker op bag imødegåelse af denne desinformation og misinformation. (00:12:42:00)

Derfor, også, ved bede ombærende at tage kontakten, understreger den danske position, den er jo velkendt: Kampen imod desinformation bør bidrage til styrke, ikke til at undergrave vores ytringsfrihed, vores demokrati, vores forskningsfrihed. Det er det vi står for. Den bedste garant for at tingene foregår frit, åbent, og med hensyn til de grundlæggende frihedsrettigheder, det er det, der gør vores demokratisk samfund stærk – og det, som autokraten Putin, og folk omkring ham så meget bekæmper, og forsøger også benægte mulighed for ukrainere at leve livet sådan et frit, som os andre. Så det er vigtigt, at vi gør. Selvfølgelig, den danske position er meget klar.

Det er jeg så siger, at når det kommer svar fra de ukrainske myndigheder, så tilbyder jeg gerne udenrigsudvalget om at komme tilbage til udvalget, med det, vores henvendelse har foranlediget, hvis det er interesse for udvalget.

Jeg håber det er klart nok.

MK (00:13:45:21): Tak for svaret. Så det vil sige, at det som udenrigsministeren har gjort, det er, at bede den danske ambassade i Kiev om at tage kontakt til de ukrainske myndigheder for at søge afklaring om aktiviteterne i Center for kamp imod russisk misinformation i Ukraine. Jeg håber, det er rigtig gentaget. Jeg har ikke nået at skrive alt fuldstændig ordret. Er det korrekt? Kan se, at det ligger indenfor det rigtige. OK (00:14:17:22) Det vil sige, at man har taget kontakt til den danske ambassade i Kiev for at gøre noget, som de altid skal gøre. Nu har jeg selv arbejdet på en ambassade, og jeg ved godt, hvordan man arbejder der. Hvis der foregår noget, i forhold til Danmark, så er det klart, at det er ambassadens forpligtigelse øjeblikkelig at får afklaring af hvad er det der sker. Det, som udenrigsministeren har gjort, cirka en måned efter at tre lovlydige danske forskere blev sat på en liste, hvor de blev kaldt “informationsterrorister”, og de bliver indirekte truet med, at de vil blive sat for krigsforbryderdomstol. Det er forskere, som bruger helt almindelig dansk ytringsfrihed til at sige fuldstændige almindelige og banale ting, som for eksempel, som en af dem har sagt: “Vestlige sanktioner imod Rusland virker ikke.”

 Så bliver man sat på en liste, hvor man får indirekte trussel om at man er krigsforbryder. Og så har udenrigsministeren, i løbet af den måned, der er gået, siden de tre danske statsborgere er blevet sat på denne ubehagelige liste, så har dansk udenrigsminister bedt den danske ambassade i Kiev om at gøre sit arbejde?

 Det synes jeg er meget ringe reaktion overfor de helt utrolig grove, at tre danske forskere bliver hæmmet i at udføre fuldstændig lovlige forskningsaktiviteter, fordi de nu skal leve med trusler hængende over deres hoveder.

 Har udenrigsministeren kontaktet politiet og bedt om at de sørger for de tre forskeres sikkerhed er i orden?

 JK (00:16:09:10) Jeg er nødt til at, desværre, korrigere fru Marie Krarup.

 Dansk ambassade HAR taget kontakten til de ukrainske myndigheder, så det er ikke sådan, at jeg har bedt ambassaden at tage kontakten. Og vi afventer svaret fra de ukrainske myndigheder. Og i den forbindelse, den kontakt, som den danske ambassade har taget, har man også udtrykt bekymring om listen, som i øvrigt er taget ned, som jeg forstår det.

 Og så lige i forhold til CBD, er det i følge af det oplyste, den fungerende leder af dette center, der er citeret for at fremføre den tanke, at man kunne beskytte informationsrummet mod desinformation, ved hjælp af en ny lovgivning, som kunne muliggøre retsforfølgelse af spredere af desinformation, som krigsforbrydere – det er det, som jeg tror, Marie Krarup er inde for.

 Det skal angivelig være fremført ved rundbordsdrøftelser, med støtte fra US Department of State, organiseret af National Security Service Academy, the Civilian Research and Development Foundation i USA.,  International Academy of Information, og koordineringsplatform National Security Cluster. (00:17:25:16) mm. Vi var ikke til stede, ved denne rundbordsdrøftelse. Men der er intet, der tilsiger umiddelbart at udtalelsen handler om personer på den liste, vi drøfter i dag.

Som nævnt, og det vil jeg gerne understrege, dog bedt den danske ambassade om at undersøge udtalelse nærmere, og få en forklaring fra de ukrainske myndigheder på, hvordan man vil varetage, og det håber jeg, fru Marie Krarup er enig i, hensynet til ytringsfrihed, forskningsfrihed og demokrati, med sådan en lovgivning.

 De ukrainske myndigheder, når deres udtalelse foreligger, så vil jeg sørge for, at udvalget her, udenrigsudvalget, bliver orienteret. Og jeg synes det er vigtig, at vi hører de ukrainske myndigheders forklaring. Også i en situation hvor der er rigtig meget misinformation derude…

 

(00:18:25:00) Og så vil jeg bare understrege alvoren, vi står i. Ukraine er i dag, den Ukrainske befolkning i dag, de er i gang med eksistens og overlevelseskamp for deres egen frihed, for deres egen demokrati, for de værdier, vi her taler om: ytringsfrihed, forskningsfrihed, mediefrihed, forsamlingsfrihed osv. – grundlæggende demokratiske værdier, værdier, der skal være til stede i den demokratiske samfund – alt det forsøger Rusland under Putin at tage fra dem på ulovligt og brutalt vis at indlede en erobringskrig i Europa, direkte i strid med FN-charter og Folkeretten, og i øvrig også en krig, hvor er der talrige eksempler – man kan også læse dem derude – omkring krigsforbrydelser, hvor Danmark er også meget aktiv for at retsforfølge og se på om vi kan retsforfølge de russiske krigsforbrydere, der er ansvarlige for at ødelægge de ukrainske byer, bombe civile, hospitaler, skoler, børnehaver, med missiler, med artilleri. Det er der vi står – midt i en krig i Europa, hvor et land, på helt uretfærdigvis, i strid med alt international lov og ret er blevet angrebet af en stort magtfuld atommagt – Rusland, som sidder i FN Sikkerhedsråd, som ellers har til opgave at opretholde fred og sikkerhed i verden, gør sig skyldig i brud på alle de forpligtigelser, man har som land, i den verden, man er en del af. (00:19:53:00)

Det vi står i – og jeg håber også fru Marie Krarup er lige så optaget af at imødegå russisk desinformation og brutal krig i Ukraine, som dette her spørgsmål, fordi i sidste ende, den kamp, ukrainere kæmper for os nu – det er kamp for os alle sammen. For vores egen frihed, også for danskere, og resten af europæernes frihed – der SKAL Rusland tabe, og Ukraine SKAL vinde! (00:20:16:26)

 MK (00:20:20:00) Udenrigsministeren svarede ikke på et spørgsmål om, har udenrigsministeren taget kontakt til politiet og sørget for at de tre danskeres lovlydige forskeres sikkerhed er i orden, når de nu blevet sat på en liste, hvor de har fået indirekte trusler fra ukrainske myndigheder. Det synes jeg burde bekymre udenrigsministeren. Udenrigsministeren burde kunne svare på det.

 Derudover, så vil jeg sige, at det, udenrigsministeren har foretaget – er ingenting, fordi ambassaden, lykkeligvis har gjort sit arbejde. Altså, har taget kontakt. Jeg er glad for at ambassaden har gjort sit arbejde. Det betaler vi dem for. Jeg er ked af, at udenrigsministeren har gjort ingenting, fordi jeg synes, at dette råber på handling. For det er rigtig, at vi skal forsvare demokrati og ytringsfrihed, men det er lige præcis det modsatte, der sker her. Det er jo undergravning af ytringsfriheden, og udenrigsministeren støtter det. I hvert fald, har udenrigsministeren ikke taget sine hænder ud af lommen og gjort noget som helst.

Hvordan kan udenrigsministeren acceptere at tre lovlydige danske forskere blev sat på en liste, som skal sætte folk i gabestok og få dem til at stoppe. Hvordan kan udenrigsministeren accepterer det? Og for øvrig må jeg anfægte, at disse svar fra lederen fra CCD og præsident Zelenskyjs rådgiver Podoljak, ikke skulle have henvisning til denne liste. Der er en meget tydelig udtalelse, at der ER henvisning til denne liste, hvor man opfordrer regeringer til at gennemføre noget, som er blevet kaldt for “military lustration”, som jeg tror, skal oversættes til “udrensning”, eller man skal pålægge dem sanktioner.

 Så vil udenrigsministeren følge præsident Zelenskyjs rådgivers opfordring til at sætte disse tre helt lovlydige forskere: en professor på Ålborg Universitet, en lektor et andet sted, og en fredsforsker, vil udenrigsministeren følge præsident Zelenskyjs rådgivers opfordring til at sørge for, at disse tre personer ikke længere kan udtale sig frit? (00:22:51:00)

JK (00:22:52:00) Ja, ved du hvad, jeg tror det er sådan, at fejlagtige påstande bliver ikke mere rigtige af at blive gentaget, som fru Marie Krarup gør her. For det første, jeg vil gerne skære helt ud i pap, også igen. Jeg har jo instrueret vores ambassade i at tage kontakten til de ukrainske myndigheder. Og det betyder, at vores ambassade har taget kontakt til de ukrainske myndigheder for at have dialog omkring de her spørgsmål. Godt. Denne liste og så videre. Vi venter. Vi afventer svar fra de ukrainske myndigheder på det.

 Bare for at sige, at det er med, eller man har ikke gjort noget, eller at man ikke kærer sig om ytringsfrihed, altså, jeg håber på, at Marie Krarup vil være lige så indigneret optaget af ukrainernes frihedskamp, som hun åbenbart er i en sag som denne her. Og så til det andet spørgsmål. (00:23:40:09)

 Vi kan ikke se, jeg kan ikke se den hjemmeside, at der ligger nogle lister mere.

 Det er også det, jeg har svaret på før. Den er, tror jeg er, taget ned.

 Og så i øvrigt, vil jeg bare sige, at jeg har heller ikke spurgt til hvad vi har gjort for sikkerhed for de forskere – det er vel en opgave for politi og vores nationale myndigheder. Men jeg kan ikke se, at der er nogle…. Jeg er ikke vidende om der er nogle sikkerhedstrusler mod vores forskere i Danmark. …

Jeg synes egentlig, at fru Marie Krarup tager alt, alt for let på hvad for en situation, Ukraine, som land stå i nu.

De er dagligt, de er hvert minut udsat for propaganda, misinformation, desinformation, russisk angreb, for at destabilisere deres demokrati, for at skabe splid, for at ødelægge den ukrainske stat. Vi ved også godt, og jeg håber, fru Marie Krarup er enig i, når man ser på, hvad har Putin udtalt, så respekterer han ikke at der findes en ukrainsk stat, på trods af at den folkerettelig anerkendt af Rusland.

Så har også Putin beordret en erobringskrig, direkte i strid med folkeretten. Det undrer mig, at de spørgsmål, omkring den russiske propaganda, Putins propaganda, hvor ikke bare Ukraine, men hele vesten, ikke er et spørgsmål, der optager fru Marie Krarup. Hvis det er, så må hun gerne modsige mig her. Fordi det er alvorlig trussel mod vores demokrati, mod vores værdier, mod den måde, som vi ønsker at leve på, og den måde ukrainere også ønsker at leve på.

Så jeg synes, at det i virkeligheden er en lidt skæv debat. Der burde være meget mere fokus på, hvad Rusland har gang i for øjeblikket. Med cyberangreb, desinformationer, misinformationer, som et forsøg på at ødelægge vores levevis. Det håber jeg også fru Marie Krarup vil være optaget af. (00:25:42:09)

MK (00:25:44:03): Tak. Jeg indkalder meget gerne til et nyt samråd, hvor vi taler om bekæmpelse af russisk misinformation, fordi selvfølgelig skal vi imødegå enhver form for løgn, selvfølgelig skal vi imødegå enhver form for begrænsning af ytringsfrihed – det er soleklart, det vil jeg til enhver tid gøre! 

Nu er det, som det drejer sig om her – der er tre danskere, helt lovlydige debattører, der er blevet sat på en liste, som udtryk for en indirekte trussel mod deres sikkerhed. Det er et forsøg på at lukke munden på dem.

Fordi de kommer med fuldstændig lovlige og nærmest kedelige ytringer, så som at, de vestlige sanktioner overfor Rusland ikke virker. Skal det være en kriminel handling at sige det?

Det er rigtig, at listen er ikke tilgængelig lige nu. Gudskelov. Det kunne jo tyde på, at Ukraines regering har fundet ud af, at det er at skyde sig selv i foden, at lave sådan en ubehagelig liste. For det er selvfølgelig ikke udtryk for ytringsfrihed og demokrati, at man laver en offentlig gabestok, og man begynder at opføre sig som nabolandet. Fordi, hvad har vi ud af, at vi begrænser ytringsfrihed i Danmark, begrænser ytringsfrihed i Ukraine, og dermed kommer til at ligne Rusland, hvor ytringsfrihed i den grad er begrænset.

Skal vi gøre vores lande til tyrannier? Nej, det skal vi ikke! Vi skal bekæmpe det! Men listen eksisterer! Der er kloge mennesker, som har printet den ud, det øjeblik den blev tilgængelig. Og den er her. Og jeg vil meget gerne videregive den. Der er mange helt almindelige fornuftige forskere på her, som på ingen måde overtræder loven med deres forskning. Højt anerkendte og respekterede professorer, for eksempel John Mearsheimer, som har været meget aktiv i denne debat og selvfølgelig, ikke har sagt noget som helst ulovlig. Har ikke opfordret til had, eller vold, eller noget, som helst. Fuldstændig lovlige ytringer. Og det er det, der drejer sig om.

(00:27:42:00) Vi kan tage mange andre samråd, om alt muligt andet, men lige nu er det et samråd, det drejer sig om, hvad man skal gøre for at sikre danske debattørers ytringsfrihed i Danmark? Og hvad udenrigsministeren har gjort for at undersøge hvad det er der sker?

Om udenrigsministeren mener at det er at støtte demokrati og ytringsfrihed – at man støtter en regering, som beder om, at vi sanktionerer vores egne, danske forskere – i Danmark!

Og at interessere sig for, hvordan mine holdninger eller følelser er i andre sammenhænge – er bare ikke indenfor dette samråd. Jeg synes, at det sker noget forfærdeligt i Ukraine, fuldstændig forfærdeligt. Og jeg ønsker at denne krig skal stoppe. Jeg synes det er en forbrydelse, at Rusland har invaderet, det er bare ikke det, det drejer sig om, lige nu. Lige nu drejer det sig om, at den ukrainske regering, som den danske regering støtter, opfordrer til, at den danske regering sanktionerer danske forskere og begrænser deres ytringsfrihed. Og jeg ikke fået noget svar fra udenrigsministeren, andet end noget om, at man måske har bedt ambassaden at gøre sit arbejde, eller gør ambassaden det bare selv? Der er bare ikke nogen offentlig udtalelse om, at det her, det kan vi ikke stå inde for. Det kan være, at den næste våbenleverance, der bliver forsinket, fordi vi ikke synes, at det er OK, at en professor i international politik på Ålborg Universitet – han bliver kriminaliseret for at sige, at de vestlige sanktioner ikke virker over for Rusland.

Jeg har ikke hørt udenrigsministeren giver udtryk for kritik, det vil jeg meget gerne høre udenrigsministeren gøre her. Er det OK, at Ukraine opfordrer til, at vi sanktionerer helt lovlydige forskere i Danmark.

JK (00:30:00:00): For det første; så kan jeg se, eller høre, hvis det er korrekt, så er det glædelig nyhed, at vi ser ens på tyrannier, og det, der foregår fra Ruslands side i Ukraine. Inklusive Ruslands desinformationer og misinformationer, angreb på alt fri forskning og viden, som de også står for. Det er godt, hvis det er rigtigt. Også de løgne, som Rusland spreder omkring krigen, og dens formål og indhold. Det er godt.

To. I Danmark har vi ytrings- og forskningsfrihed, som fru Marie Krarup udmærket ved, og vi har ikke modtaget nogen henvendelser fra den ukrainske regering. Jeg har ikke modtaget nogen henvendelser, om at vi skulle ændre ved det. Eller at der er bestemte personer, der må ikke måtte bruge deres ytrings- og forskningsfrihed. Så det kan jeg fuldstændig tilbagevise. Jeg har hellere ikke modtaget noget information om, at der skal være nogle trusler for nogle forskere i Danmark. I Danmark har vi frihed til at forske og ytre.

Det tredje, det er så spørgsmål til Ukraine. Og en af ting, som Danmark har jo længe var engageret i Ukraine, som land, også før den 24. februar, i år. Det ved fru Marie Krarup udmærket. Faktisk er det vores største naboskabsprogram samarbejdsland – modtagerland. Og jeg havde selv fornøjelsen for at her, i januar måned, sammen med ukrainsk udenrigsministeren Kuleba, her i København, at præsentere næste fase af vores naboskabsprogram. Over halvdelen af vores midler, der vil gå til Ukraine, blandt andet for at styrke de demokratiske værdier og reformer af landet, bekæmpelse af korruption, styrke frie medier, og så videre. For Ukraine vil gerne jo være et europæisk demokrati, det er også derfor de har, og det kan jeg bevidne, fordi jeg har talt med regeringen mange gange om det, i Ukraine, have søgt medlemskab af Europæisk Union, og har fået tildelt en kandidatstatus. De skal igennem reformer, og så videre, kan leve op til de værdier og regler, der gælder Europa, EU, ikke mindst i forhold til demokratiske værdier og retsstat principper. Herunder også friheden – ytringsfriheden, og forskningsfrihed, osv. (00:32:13:00)
Det er stort set ambitionen for ukrainere, og dem støtter jeg varmt. Og derfor skal vi også være sådan, at Rusland skal mislykkedes deres forsøg på ødelægge og destabilisere det ukrainske, det Ukraine, som land.

Og det er ikke bare spørgsmål om at stoppe krigen, det kunne vi gøre nu, hvis Rusland stoppede krigen, og trak sine styrker ud, så har vi ikke noget krig mere, så det er fred, og ukrainere kunne leve i frihed. Det er spørgsmål om, at ukrainere, de forsvarer sit eget land, så de kan leve frit, som vi andre også kan leve, med nogenlunde tro på, at de internationale regler, blandt andet om respekt for landets suverænitet og den territorielle integritet vil være respekteret. Det bliver i øjeblikket ikke Ukraine, og det blev hellere ikke i 2014.

Nu har Rusland indledt erobringskrig, ulovlig erobringskrig i landet, og der skal vi svare igen, og forsvare ukrainerne. Og derfor er vi på ingen måde, som fru Marie Krarup hørte om, kan tale om vores våben donationer. De våben donationer, vi giver til ukrainere, til deres forsvarskamp, det vil vi fortsætte med, og vi arbejder benhårdt på, at andre også bidrager, sådan at vi kan sikre ukrainere, at de kan leve uden russisk invasion.

De skal vinde, ukrainerne, og det, at de skal være i stand til at vinde, det kræver, at vi skal fortsætte med vores våbenleverancer, som vi bestemt har tænkt os at gøre, uanset, hvad fru Marie Krarup her nævner. 

Christian Juul (00:33:38:22): Jeg har selv skrevet mig på listen. Jeg vil gerne høre ministeren. Vi er Ukraines venner, vi støtter dem i den forfærdelige situation, der er. Og jeg tror i mine timer, siden 24 februar, der har jeg brugt tusindvis af timer på at forsvare Ukraine, men også brugt, cirka ti minutter, eller et kvarter på at kigge på de påstande, der har været om, at Ukraine, i den barske situation, faktisk også risikerer at overtræde nogle af de grundlæggende regler, som vi synes, hører til i et demokratisk samfund. Og det er vel også den pligt vi har, som politikere og ministre, at vi også prøver at se nuancerne i situation. Selv om den er alvorlig. Således, at den grundsten for det demokrati, som skal udvikles videre efter krigen, og efter at russerne har trukket sine tropper hjem, skal udvikle sig. Der får vi mindst lige så stor en opgave at hjælpe med det, efter min mening. Genopbygning, udvikling af landet, osv., osv.

Der vil jeg gerne stille to spørgsmål. Når vi er venner med Ukraine, så er det også vigtig, at vi er ærlige venner. Rigtige venner er ærlige venner, ikke?

Det vil sige, at hvis vi synes, at der er noget, som er uforståeligt, så siger vi det til hinanden. Lige som jeg synes, at de ministre, der har været på besøg fra Ukraine, har gjort til os. De har været meget klare i spyttet, når vi har været fodslæbende (00:35:05:20), og sat igennem: det er ikke det, vi snakker om, vi har ikke brug for venlige ord, vi har brug for våben, siger de, for eksempel på møderne. Det er ærlige venner, der siger sådan noget til sine samarbejdspartnere. (00:35:16:24) Mener ministeren, at det kan være argumenterne, for indskrænkning af ytringsfrihed i en ekstrem situation, som den, Ukraine er i i øjeblikket, og det vil være legalt, efter ministerens mening, at Ukraine siger, her har vi ikke råd til at have ytringsfrihed. Eller, for eksempel, det er debatteret i medierne på det sidste, at de forbereder en anti-fagforeningslov i Ukraine, det er der en del europæiske fagforeninger og enkeltpersoner, der har protesteret voldsomt imod, fordi, hvad har det med krigen at gøre? For det er et grundlæggende princip, vi også støtter. Så spørgsmål: kan der være en situation, hvor man må gøre køb på ytringsfriheden, i så ekstrem en situation, som Ukraine befinder sig i, under besættelsen. Efter ministerens mening. (00:36:07:00)

Det er det ene. Det andet, det er: kan ministeren bekræfte at vi er faktisk, ved at overvåge krigens love på begge sider? Og vi faktisk mener, at alle skal overholde krigens love. Også besatte lande. Fordi det danner grundlaget for at tingene ikke eskalerer i en helt vanvittig situation. Eller er det også et sted, hvor vi er nødt til at sige, at det er kun er en part, der skal overholde krigens love. 

Jeg spørger, kun fordi jeg synes det er vigtig at vi har nogle universelle tilgange til nogle af tingene. 

Det sidste spørgsmål, det er et dansk spørgsmål. Jeg vil gerne høre, om ministeren mener at de tre forskere har benyttet sig af åbenlys propaganda og desinformation, eller at ministeren har mistanke om, at de tre har gjort det? Det er lidt fordi, vi kan lige så godt spille det over på de danske baner med det samme. Hvis ikke de har gjort det, så skal vi forsvare dem, efter min mening. Hvis de har gjort det, så må vi have det på bordet. Og så må vi vide, (00:37:04:28) hvor strider dette imod dansk lovgivning.

MK (00:37:16:25): Tak. Det er ikke mærkeligt med afskaffelse af ytringsfrihed i et land, der er i krig. Og det har jeg indtryk af, at det er stort set det, man har gjort i Ukraine. Det der er mærkeligt, det er at vi siger, at vi forsvarer demokratiet, når vi støtter et land, der beder os om at afskaffe ytringsfrihed i vores eget land.

Det er DER, jeg synes problemet er. At få udleveret en liste, hvor der står tre danskere på, og blive bedt om, af lederen for Center [for bekæmpelse af Desinformation] og Zelenskyjs rådgiver, om at sanktionere dem. Og når ministeren påstår, at der er ikke noget, der tyder på, at det er det der er sket, så må jeg henvise til de udtalelser, som lederen for Centeret, Shapovalov, kom med, den 14. juli, om folk, der spreder misinformation, de er informationsterrorister, og de skal stå til ansvar for en krigsforbryderdomstol. Og noget af det samme skrev samme person i Ukraines Pravda, den 2. august.

Og Zelenskyjs rådgiver, Podoljak, sagde den 5. august om personerne på listen, at man opfordrer til, at de bliver sanktioneret af øvrige regeringer, deres indflydelse skal være begrænset, og så skal de udsættes for denne her “militær udrensning”, som jeg ikke helt ved, hvad betyder. (00:38:40:17)

Så det er det, som er en opfordring til, at vi, i vores land, lægger begrænsninger på helt lovlige danske forskeres ytringsfrihed. Det er DET, jeg beder ministeren om at forholde sig til. Det undrer mig, at ministeren ikke på en eller andet måde har sagt til Ukraine, for, som det var sagt tidligere, hvis man er venner, så er man, selvfølgelig, ærlige venner. Og hvis vi skal hjælpe Ukraine med at blive demokrati, som jeg bestemt synes, vi skal, så er ytringsfrihed en del af det.

Og det kan godt være, at de ikke kan have det nu, i den nuværende krigssituation, det har jeg egentlig forståelse for, i deres eget land, men at de opfordrer til, at vi, i Danmark, skal afskaffe ytringsfriheden, på nogle bestemte områder, den er ikke god. Der bør man altså sige til Ukraine, at det der, det bliver I nødt til at stoppe. I er nødt til at tage vores folk af. Vi vil ikke sanktionere vores forskere. Vi synes ikke at det er russisk misinformation, eller en ulovlig ytring, at sige, at ”vestlige sanktioner imod Rusland virker ikke”. Som en professor i international politik fra Ålborg Universitet har sagt. (00:39:53:24)

Mener ministeren, at det er en ulovlig ytring? Eller at det er spredning af russisk propaganda at sige, at vestlige sanktioner mod Rusland virker ikke.

 

JK (00:40:05:30) Tak. Først, til formanden, Christian Juhl. Ja, jeg tror vi er fuldstændige enige om at hvis man er gode venner, så er man også ærlige overfor hinanden. Og det er den måde, jeg og Danmark, fører sin udenrigspolitik på. Og du refererer til ukrainere og deres udtalelser. Og deres ærlige forventninger til os, i forhold til at støtte dem i deres kamp, for deres egen frihed, deres ønske om at være europæiske, demokrati, medlem af EU, de har de været meget, meget eksplicit omkring dette ønske. Og det har vi, i den grad, støttet dem i også.

Så ja. Jeg er jo også, det kan jeg godt afsløre, med udenrigsministeren af den ukrainske regering, gentagne gange, også før krigen, sagt at det er stort arbejde, der skal gøres, når man skal gøre sig til europæisk demokrati og retsstat. Ikke på nogen måde været tilbageholdende med at beskrive udfordringer for dem, og det er også derfor Danmark støtter det. Vi er faktisk, ikke bare støtter Ukraine, vi er (00:41:14:04) på hele den antikorruption programmet, som EU også foretager i Ukraine. Før krigen også. Og stadigvæk. For vi er dyb engageret i at hjælpe Ukraine, fordi Ukraine, selvfølgelig, har nogle udfordringer, som vi selv fuldt ud anerkender.

Og det, man skal huske på, med land, som Ukraine, det er: nu har vi Ukraine, som har viljen, ønsket, den store, stærke inspiration, for at blive europæisk demokrati, som os andre. Det er jo frihed. Men de har ikke evnen nu, fordi deres land er under angreb. Den er ved at være smadret af Rusland, i øjeblikket. Vi skal hjælpe dem, ved at give dem evnen, vi skal forvente, at de har viljen, og de lever op til de forventninger, vi har til dem. Og jeg er helt overbevist om, at de gør. Alle de ukrainere, jeg møder, er stærk engagerede i at skabe et europæisk, demokratisk land, som en del at den familie, som vi er en del af, her i Danmark.

(00:42:10:13) Det andet, omkring krigens love, som Christian Juhl har spurgt om. Det er altid et vigtig ting, for Danmark også, at der er vores linje kendt, at begge parter til en konflikt skal selvfølgelig overholde humanitær folkeret, og den generelle indtryk blandt os, internationale militære sagkyndige iagttagere i Ukraine er, at man rent faktisk, fra Ukraines side har gjort ret meget for at undgå unødig eksponering af civilbefolkningerne i kampzonerne. Det ser ud for eksempel med den iværksatte evakuering fra Donetsk, og opfordring til befolkningen i Kherson om at søge væk, inden den forventede ukrainske offensiv.  Samtidig, det er en langt række eksempler på at bevidst placering af russiske styrker i beboede områder, uden noget hensyntagen til civilbefolkning. Det fratager ikke ukrainere fra deres forpligtigelser, det ved jeg at de er fuldt ud bevidste om det.

Vi ved også, at det er rapporter om “falske flag” operationer, osv., hvor man også forsøger at skyde skylden på ukrainere for noget, som ikke nødvenligvis ukraineres skyld.

Så det er i krig, i den situation, hvor Rusland der invaderede Ukraine, så har de gjort køb på sandheden fra dag 1, i denne her krig, fra russisk side. (00:43:32:28)

Jeg synes, det er vigtigt at fastholde proportionerne her, det ved jeg også, at formand er helt optaget af.

Det er på russisk side, at vi over lang tid har set meget alvorlige og systematiske krænkelse af civilbefolkning.

Og Danmark, som bekendt var med til at henvise krigen i Ukraine til ICC – International Forbryder Domstol, som blandt andet har jurisdiktion til at efterforske krigsforbrydelser på ukrainsk territorium. Og det gælder uanset om at de her forbrydelser var begået af ukrainske eller russiske tropper.

Så, den tredje spørgsmål. Omkring forskerne i Danmark. Grundlæggende – jeg sætter pris på en fri forskning. Folk må forske og kom frem til de resultater de vil, nogle gange kan man være enige med forskere i deres arbejde og analyser, andre gange er det op til debat. Det kan være forskellige synspunkter, fru Marie Krarup nævner om sanktioner virker eller ikke virker, det kan være forskellige synspunkter på, og forskning – det er jo del af fri debat. Man kan diskutere det, og det gør vi i Danmark. Det synes jeg altid er meget nyttig. Og så bliver det over til svarene, til fru Marie Krarup, igen.

  1. Ukraine har ikke bedt os om at afskaffe ytringsfrihed i Danmark, som det er påstået, det vil jeg gerne slå fast.
    2. Der er ingen henvendelse fra ukrainske regering til os, om de forskere, som fru Marie Krarup henvender os til.
    3. Vi har ikke modtaget nogen liste. (00:45:15:00)
    Jeg synes virkelig, vi skal passe på at sådanne debatter ikke går ud af proportioner, når vi tænker på hvad det er en opgave vi står overfor, i form af desinformationer, misinformation. ( 00:45:21:00-00:45:23:00) Det kan man vælge sine kampe, som man vil.

Vi har ikke sanktioneret danske forskere, det lød lidt sådan. Det har vi, selvsagt, ikke tænkt os at gøre. Vi lever jo i et demokrati, med forskningsfrihed og ytringsfrihed. (00:45:39:00) For at slå det fast, jeg ved ikke, hvor alt det her kommet fra. Og dermed er også sagt, jeg håber virkelig også at fru Marie Krarup kan se proportionerne i det her. Altså, vi har et land, som, jeg har hørt fru Marie Krarup, også anerkende – er i forsvarskamp, i krig, og forsvarer sig imod russisk invasion, udsat for massiv, ikke bare militær magt, men også propaganda – misinformation, desinformation, fra russisk side.

Og her, tror jeg også, det er vigtigt at forstå, at de gør, hvad de kan, for at forsvare deres demokratiske samfund, deres mulighed for at kunne have en demokratisk samtale, og ikke basere sig for russiske løgne og påstande, og plantede informationer, osv. Det tror jeg rigtig vigtig, vi må ikke undervurdere, vi må ikke være naive her. Hvis vi er naive her, så begynder vi at gå de her autokraters og diktatorers, tyrannernes ærinder. Der må vi ikke være naive, vi skal bekæmpe dem, og alt det, de står for, så vi kan leve i den demokratiske og frie samfund, hvor vi ytrer os frit.

MK (00:46:42:07): Så udenrigsministeren benægter måske, at listen eksisterer? Den blev offentliggjort, den er blevet taget ned, gudskelov, kort efter at, for eksempel, Jyllands-Posten skrev en leder om den. Så Jyllands-Posten lever også i en alternativ virkelighed, hvor de tror på, at den liste eksisterer?

Den eksisterer rent faktisk. Og der kom udtalelser fra centerets leder, og fra Zelenskyjs rådgiver, Podoljak. Jeg ved, at udenrigsministeriet har modtaget dokumentation for det, med oversættelsen af de dokumenter, hvor lederen af centeret, og Zelenskyjs rådgiver, opfordrer de regeringer, hvor de udenlandske – det er jo 72 mennesker, der bor udenfor Ukraine –  hvor de opfordres til at tage aktion over for dem. Det er ikke en officiel henvendelse. Det er fuldstændig korrekt, det er jeg helt med på. Men det er en offentlig henvendelse. Og det er udenrigsministeren åbenbart fuldstændig ligeglad med.

Dokumentation er oversendt til udenrigsministeriet, det ved jeg, fordi jeg selv har fået det tilsendt ved samme lejlighed.

Så spørgsmålet er: (00:48:05:10) vil udenrigsministeren følge de her opfordringer til at begrænse danske forskeres ytringsfrihed? Det synes jeg ville være forkert. Jeg synes også, at det ville være på sin plads at sige til Ukraine, at det vil vi ikke gøre, og opfordre til at de tager afstand fra listen. Det er rigtig godt, at den ikke længere er tilgængelig på hjemmesiden; den er da stadigvæk synlig på deres Facebook-side. Med fotos af de mennesker, som de ikke kan lide. Som de vil have sanktioneret. Så, på den måde, eksisterer den stadigvæk.

Jeg håber ikke, at det er sådan, at hvis Rusland henvender sig, uofficielt, eller officielt til Danmark, og beder om at indskrænke ytringsfriheden, for nogle danske forskere, at man så siger “pyt”. Eller bare kigger ud af vinduet.

Så vil jeg ønske, at man officielt tog afstand fra den. Fordi det er forkert.

Og nu det drejer sig om et land, som vi støtter, og som vi siger, at vi støtter, fordi det er demokrati, så synes jeg bare, at det virker underligt, at man ikke kommer med en udtalelse. Jyllands-Posten kunne i det mindste skrive en leder om det, og tage afstand fra det. Og det synes jeg bare også regering skal gøre. Og så vejlede ukrainerne på venskabelig, ærlig vis, og sige: det er en dårlig ide, det her. Det skal I ikke gøre. (00:49:29:01) Vi vil ikke følge jeres opfordringer til at sanktionere danske forskere i Danmark, ligegyldig hvor forfærdelig situation I står i. For de står i en fuldstændig forfærdelig situation. Det er så rystende. Ligegyldig hvor forfærdelig situation I står i, så vil vi ikke ødelægge vores eget demokrati, vores egen ytringsfrihed.

Det burde en ærlig ven af Ukraine have sagt til Ukraine. Og det burde man også gøre af hensyn til de forskere, som naturligvis ikke synes at det er hyggeligt at få denne form for indirekte trussel.

Så, efter dette samråd, så går jeg ud fra, at udenrigsministeren nu, efter at have fået noget mere information, og forhåbentlig fået dybere forståelse for hvad det drejer sig om, vil tage aktion på dette her, Og henvender sig til den ukrainske regering og siger noget om, at ytringsfrihed i Danmark ikke skal ødelægges, fordi der er en frygtelig situation i Ukraine. og hvis Ukraine ønsker at være demokrati, på langt sigt, så er man nødt til at respektere ytringsfrihed.

Vil udenrigsministeren gøre det?

JK (00:50:55:02)(00:51:07:03): Prøv at høre, altså, jeg synes jo, at vi kører i ring, igen og igen. Jeg har svaret fuldstændig klart på, et – i Danmark gælder ytrings- og forskningsfrihed, det ved ukrainske regering, det ved omverden. Det er ikke noget, vi behøver at gå og fortælle, sådan er det.

Jeg kan godt gentage det, og jeg synes også, og jeg måske synes det er generelt ting, for fru Marie Krarup lægger alle mulige ting, ord i munden på mig, som jeg skulle have sagt, for eksemple at benægte, at det findes en liste, det har jeg ikke gjort. Jeg har bare sagt, at vi ikke har modtaget det. Vi har ikke fået liste, fra ukrainsk regering, sendt til den danske regering om nogle personer. Jeg nævnte, at det var en liste, som tilsyneladende er taget ned af hjemmesiden, og jeg tror også det er organizationer, blandt andet Schiller Instituttet, som har sendt, sikkert til Marie Krarup, også til undertegnede dette materiale. Så jeg synes man skal passe på, i iveren, for at debattere det her meget vigtig spørgsmål for fru Marie Krarup, at læge ord i munden og påstand i munden, som ikke holder. Og det er generelt en, fordi, når man så læser materialer samrådet igennem bagefter, så hvis jeg ikke nået at modsige alt, og korrigere alt, så er det generelt klargøring af, at man ikke kan lægge ord i munden på den måde.

Godt. (00:52:32:00) Hvordan er altså vi forholder os. Et: vi bakker jo op om bekæmpelse af desinformation, fra dansk side, fordi det er et væsentligt element i Ruslands krigsførelse imod Ukraine. Jeg tror også, jeg har sagt det mange gange i denne samråd her. Det bakker vi omkring. Det er vigtigt, at vi kan gå imod desinformation fra russisk side.

Men, i samme ombæring, det nævnte jeg også indledningsvis, så vil jeg understrege den danske klokkeklare position, som fru Marie Krarup godt kender. Kampen mod desinformation bør bidrage til at styrke, og ikke til at undergrave demokrati, forsknings, og ytringsfrihed.

Jeg gentager det gerne igen, men så bliver det så sidste gang. (00:53:15:00)

Og så spørger fru Marie Krarup, hvad har vi så gjort, i lyset af denne debat om denne her liste, osv. Så, som sagt, har jeg jo bedt, instrueret, den danske ambassade i Kiev om at tage kontakt til de Ukrainske myndigheder, for at søge afklaring om aktiviteter i dette Center for Bekæmpelse af Desinformation. Og det har den danske ambassade gjort, og nu afventer vi svaret fra de ukrainske myndigheder. Og så har jeg tilbudt udenrigsudvalget, at når svaret kommer, så vil jeg gerne delagtiggøre udenrigsudvalget og fru Marie Krarup i svaret fra de Ukrainske myndigheder.

Og så vil jeg bare sige, grundlæggende, så er vi stærk engageret i at hjælpe, støtte, understøtte Ukraine, i deres klokkeklare ønske, som jeg har drøftet med deres regeringschef, (00:54:03:00) præsident Zelensky, med deres udenrigsministeren Dimitry Kuleba, og mange andre i Ukraine.

De ønsker, at de udvikler sig til et europæisk demokrati, de ønsker at blive medlemmer af den Europæiske Union, de ønsker, at de kan leve i frihed og respekt for deres grænser. Det at de har retten til at (00:54:20:00) eksisterer, som et land, alt det. Og der er jo Danmark fuldstændig engageret i deres frihedskamp, og det håber jeg også, som sagt, Marie Krarup er. Inklusive også, at imødegå russisk desinformation.
CJ(00:54:40:29): Beder om at Marie Krarup kommentere og finde et passende afslutning på den her runde.

MK (00:54:47:00): Tak, det vil jeg meget gerne. Jeg er glad for at Udenrigsministeren ikke benægter at listen eksisterer, det er jeg virkelig glad for. Den eksisterer, den ligger lige her. Jeg synes det er pinligt, at ministeren ikke har taget aktion, når ministeren har et venskabelig forhold til den ukrainske udenrigsministeren Dmitry Kuleba, som ønsker at opbygge et demokrati, så burde udenrigsministeren i det mindste, i en fortrolig samtale, have sagt: vi kan altså ikke afskaffe ytringsfrihed i Danmark, fordi vi ønsker at støtte Ukraine.

For man bliver ikke demokrati, hvis man afskaffer sin egen ytringsfrihed. (00:55:44:06)

Det kan godt være, at det er nogle særlige vilkår lige nu, når det er krig i Ukraine, og man kan ikke efterleve ytringsfrihed fuldstændig i Ukraine. Det er ingen tegn på at man gør. Men at opfordre til at et demokrati, som Danmark, afskaffer sin egen ytringsfrihed, det mener jeg ikke er acceptabelt. Det kan jeg slet ikke forstår, at udenrigsministeren ikke har taget aktion, andet, end man har bedt ambassaden om at gøre sit arbejde.

Og hvis vi skal være, som Udenrigsministeren sagde, fuldt engageret i Ukraines frihedskamp, så mener jeg, så hører det med, at vi siger til Ukraine, at vi ikke kan acceptere, at det bliver sendt opfordringer til, at man skal begrænse ytringsfrihed i Danmark, eller andre vestlige lande, over for forskere, som siger noget fuldstændig lovlig, og, jeg vil sige, banalt, indenfor deres forskningsfelt.

Men tak, for at komme i samråd om emnet. Det er altid godt, så er det i hvert fald skete en ting, på det her område. Ud over, at man har bedt ambassaden om at gøre sit arbejde. Tak for det.

JK (00:57:04:29): Jeg vil slutte af med at gentage… af det, som jeg sagte indledningsvis, i besvarelse til samråd spørgsmål til Marie Krarup, hvor jeg nævnte “Center for bekæmpelse af desinformation, under Ukraines Nationale Sikkerheds og Forsvars Råd, har på sin side offentliggjort en liste over talere, som “promoverer narrativer, der er i overensstemmelse med russisk propaganda”.” – så, det er ukorrekt, når fru Marie Krarup siger, at jeg ikke har nævt listen. Det gjorde jeg, halvandet minut inde i min besvarelse.

Så igen, bare for at slutte af, altså, det er ingen tvivl, hvor dansk regering står, når det gælder ytrings- og forskningsfrihed, mediefrihed. Det er ingen tvivl om vores støtte til Ukraine, det er ingen tvivl om at de værdier, de demokratiske værdier, som vi kæmper for, som bliver tråd på så groft under foden, grundet russisk invasion af Ukraine, dem kæmper vi for. Og ukrainerne, ved jeg, også ved personlige samtaler med kollegaer og den ukrainske regering, at de vil gøre alt, hvad de kan, overhovedet, for at udvikle sig selv til et europæisk demokrati, og det vil vi hjælpe dem med. Det har vi forpligtigelse til. Og det glæder jeg mig til at fortsætte med at arbejde med.
Og så når vi har hørt om denne liste, det arbejde i denne Center for Bekæmpelse af Desinformation, så vender vi tilbage, til udenrigsudvalget. Så kan vi tage debatten videre der, hvis det er stadig aktuelt. (00:58:35:00)

MK (00:58:36:00) Det vil jeg gerne, hvis det kan lade sig gøre. Men jeg er glad for at ministeren ikke benægter. Faktisk, det var ikke det, som det drejede sig om. Det, som jeg synes er pinligt, det er, at ministeren ikke har taget aktion, for at forsvare danske forskeres ytringsfrihed. Tak for ordet. (00:58:49:14)

CJ – takker og afslutter. Vi vil gerne, i udenrigsudvalget, tage imod en skriftlig orientering, når den foreligger fakta om det, og så kan vi overveje en forlængelse af samrådet. Tak til alle.

Schiller Instituttets delegation ved samrådet:
Feride Gillesberg (tv), Tom Gillesberg og Michelle Rasmussen

Billede: Marie Krarup: skærmbillede fra Folketingets TV
Jeppe Kofod og Christian Juul: Michelle Rasmussen




Dansk udenrigsminister blev udspurgt i en time om ukrainsk sortliste med 72 udlændinge

KØBENHAVN, 19. august 2022 (EIRNS) – Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, blev i dag indkaldt til et åbent samråd i Folketinget i en time, vedrørende spørgsmålet om den liste fra Ukraines Center for Countering Disinformation (CCD), som består af 72 udlændinge, herunder tre fra Danmark, som alle havde deltaget i Schiller Instituttets konference den 25. maj, og som blev beskyldt for at “fremme den russiske fortælling”. Det er første gang, at Ukraine-listen er blevet drøftet i en national lovgivende forsamling, og det er så vidt vides første gang, at en udenrigsminister er blevet indkaldt til at redegøre herfor.

Det åbne samråd fandt sted i Folketingets udenrigspolitiske udvalg, hvor ministeren skulle svare på to spørgsmål fra folketingsmedlem Marie Krarup (løsgænger). 

Vil ministeren kommentere den ukrainske liste over udlændinge, som “fremmer” den russiske fortælling, herunder at ministeren anmodes om at oplyse, om listen efter regeringens opfattelse er udtryk for respekt for ytringsfrihed, demokrati og andre værdier, som ministeren mener, at Danmark bør fremme i verden?

Mener ministeren, at Danmark fortsat kan retfærdiggøre sin støtte til Ukraine med våben og penge ved at hævde, at Danmark dermed er med til at støtte demokratiske værdier uden for Danmark?

Det åbne samråd blev transmitteret live på Folketingets hjemmeside og er blevet vist på Folketingets egen tv-station. Her kan det ses på dansk https://www.ft.dk/aktuelt/webtv/video/20211/uru/td.1901318.aspx?from=30-07-2022&to=20-08-2022&selectedMeetingType=&committee=&as=1#player

Udover Marie Krarup var der kun ét andet udvalgsmedlem til stede, og én journalist, tydelige tegn på hvordan etablissementet forsøger at undgå drøftelse af dette penible opgør med ukrainsk anti-demokratisk adfærd. Det samme kunne man sige om svarene fra udenrigsministeren, der var ledsaget af tre rådgivere fra sit ministerium. I stedet for at besvare nogle af spørgsmålene, holdt han lange taler om vigtigheden af Ukraines frihedskamp mod de russiske invasionsmagter og vigtigheden af at bekæmpe russisk desinformation. Han sagde, at det var vigtigt for Danmark at hjælpe Ukraine med at bekæmpe russisk desinformation, men at det skal ske på en måde, der styrker og ikke underminerer ytringsfriheden.

Da Krarup gentagne gange adspurgte ham, om han var enig i, at det var en skandale, at lovlydige danske eksperter blev udpeget og sat på en liste for at intimidere dem og andre til at holde op med at bruge deres ytringsfrihed, sagde udenrigsministeren blot, at han selvfølgelig var for ytringsfrihed. På spørgsmålet om hvad han havde foretaget sig i forbindelse med offentliggørelsen af listen, der omfattede personer fra Danmark, svarede han, at han havde bedt den danske ambassade i Ukraine om at undersøge sagen, og at udenrigsministeriet stadig ventede på en ukrainsk respons. Når de modtager det, vil han meget gerne møde op foran udvalget igen og berette, hvad Ukraine har svaret.

Udenrigsministeren bestræbte sig ihærdigt på at undgå at kritisere Ukraines regering i sagen, men talte i stedet om den forfærdelige situation som Ukraine er i, og hvorfor vi skal støtte dem, så de kan vinde krigen mod Rusland.

Krarup hæftede sig ved, at ukrainske embedsmænd på et rundbordsmøde, sponsoreret af det amerikanske udenrigsministerium, talte om “informationsterrorister”, der skulle stilles for en “militærdomstol”, men udenrigsministeren insisterede på, at det ikke havde noget med personerne på listen at gøre, og at Danmark ikke havde modtaget nogen officiel anmodning fra Ukraine i sagen. Krarup fremhævede også, at en Zelenskij-rådgiver havde ytret sig om, at disse udlændinge skulle underkastes “militær bodshandling/renselse”.

På et spørgsmål om, hvad Udenrigsministeriet havde foretaget sig for at sikre sikkerheden for personerne fra Danmark på listen, svarede han, at det var et anliggende for politiet og ikke for hans ministerium.

Christian Juhl fra Enhedslisten, der var mødeleder og den eneste øvrige tilstedeværende parlamentariker ved samrådet, blev til sidst også lidt træt af udenrigsministerens ikke-svar og forsikrede, at han havde arbejdet meget for at bistå Ukraine siden den 24. februar; men uanset om vi støtter dem, så skal de stadig overholde visse regler. Han spurgte udenrigsministeren, om han ville insistere på, at der skal være ytringsfrihed i Ukraine på trods af, at der er krig, om ikke kun Rusland, men også Ukraine skal stilles til ansvar for krigsforbrydelser, og om udenrigsministeriet havde undersøgt, om der var hold i den ukrainske påstand om, at de tre fra Danmark på den ukrainske liste spredte “en russisk fortælling”. Udenrigsministeren svarede ikke på spørgsmålene ud over at sige, at Danmark naturligvis var imod krigsforbrydelser, og at Rusland begik adskillige af dem og skulle stilles til ansvar.

Det mest sandfærdige svar fra udenrigsministeren kom, da Krarup gik i rette med ham for gentagne gange at forsøge at bagatellisere sagen ved at påstå, at listen ikke længere var online. Hun tilbød ham en kopi af listen, og sagde at hun vidste, at alle de oplysninger, der var blevet stillet til rådighed for hende, også var blevet sendt til udenrigsministeriet. Ministeren svarede, at det var rigtigt, at udenrigsministeriet havde modtaget al udførlig dokumentation fra Schiller Instituttet.

link til Folketingets hjemmeside med den tilsendte dokumentation:
https://www.ft.dk/samling/20211/almdel/URU/bilag/264/2610711.pdf

Under hele samrådet nægtede udenrigsministeren gentagne gange, at kritisere den ukrainske regering og dens myndigheder for at have sat tre personer fra Danmark på sortlisten over 72 udlændinge, og Krarup kritiserede gentagne gange ministeren for at have udrettet så lidt i sagen. Efter at ministeren havde været konfronteret med disse forespørgsler i en time, hastede han og hans rådgivere ud af døren.

Schiller Instituttets brev til Udenrigsministeren og Udenrigsudvalget på Folketingets hjemmeside:

Download (PDF, Unknown)

 




Videoerne og talerlisten (Se de andre videoer her): Schiller Instituttets videokonference i anledning af
100 år efter Lyndon LaRouches fødsel:
d. 10-11. september kl. 16.00 dansk tid eller senere.
Inspiration til menneskeheden for at overleve den største krise i verdenshistorien

Panel II:

Panel III:

Panel IV:

Lørdag d. 10. september KL. 16 eller senere
Panel I
Hvorledes man kan inspirere menneskeheden til at overleve den største krise i verdenshistorien
Et panel af talere fra USA, Kina, Indien, Rusland og andre nationer vil følge efter hovedtalen af Helga Zepp LaRouche. Lyndon LaRouches kritiske interventioner, der går 70 år tilbage i tiden, vil danne rammen om diskussionen.

Music 

Moderator: Dennis Speed, The Schiller Institute 

  1. Helga Zepp-LaRouche (Germany), Founder, The Schiller Institute 

Tributes to Lyndon LaRouche on the Occasion of His 100th Birthday:

   * Jozef Mikloško (Slovak Republic), former Vice Premier, Czechoslovakia

  • Ding Yifan (China), Deputy Director, Research Institute of World Development, China Development Research Center

    Other Remarks:

    1. Prof. Georgy Toloraya (Russian Federation), Deputy Chairman of the Board, Russian National Committee on BRICS Research: “How We Managed to Bring the World to the Edge”
    2. Dr. Clifford Kiracofe (U.S.), Former Senior Staff Member, U.S. Senate Committee on Foreign Relations; President, Washington Institute for Peace and Development: “America Alone in a Changing World?” 
    3. Ray McGovern (U.S.), former Senior Analyst, U.S. Central intelligence Agency (CIA); Founding Member, Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS) 

    Question and Answer Session

    Panel II
    Værn om retten til at tænke! Sig fra over for sortlister og undertrykkelse af søgen efter sandhed
    Adskillige prominente personer, der er omfattet af en ukrainsk sortliste, deltager i paneldiskussionen. Hvis denne offensiv ikke stoppes, kunne det betyder det nuklear tilintetgørelse.

    Music

    Moderator: Harley Schlanger, The Schiller Institute

    • Diane Sare (U.S.), Candidate for United States Senate, 2022 (N.Y.), LaRouche Party: Keynote Address: “The Best of All Possible Worlds” 
    • Gretchen Small (U.S.), Executive Intelligence Review: “Shut Down Ukraine’s Center for Countering Disinformation, Global NATO’s Thought Police!”
    • Col. Richard H. Black (ret.) (U.S.), former head of the U.S. Army’s Criminal Law Division at the Pentagon, former Virginia State Senator: “Forbid Unlawful Efforts to Silence American Citizens” 
    • George Koo, Retired Business Consultant; Chairman, Burlingame Foundation: “America Must End Funding a Hit List” 
    • James Jatras (U.S.), former diplomat, former Advisor, U.S. Senate Republican Leadership: “Schiller Institute: Lightning Rod to Meet Perilous Times” (3 min.)
    • David T. Pyne (U.S.), Deputy Director of National Operations for the EMP Task Force on National and Homeland Security: “How Is Promoting a Realistic Peace Plan a ‘War Crime’?” 
    • Igor Lopatonok (U.S.), Director and Author of documentary Ukraine on Fire: “Shut Down the Nazi Kill List: It Is Not Just in Ukraine” 
    • Bradley Blankenship (U.S.), “A Young U.S. Journalist’s View of America’s Criminal War Policy and the Attempt to Silence Me” 

    Question and Answer Session 

    Søndag d. 11. september KL. 16 eller senere
    Panel III
    Præsentation af LaRouche-biblioteket: LaRouche i dialog med verdens nationer
    Aldrig tidligere viste videooptagelser vil blive offentliggjort på dette panel, som vil fremme en intens og absolut nødvendig dialog om menneskehedens universelle natur og LaRouches unikke indsigt i den rolle, som individers og nationers suveræne kreativitet spiller for menneskets varige overlevelse.

    Music

    Moderator: Dennis Small, Advisory Committee, LaRouche Legacy Foundation 

    • Helga Zepp-LaRouche (Germany), Board of Directors, LaRouche Legacy Foundation: Keynote Address 
    • Lyndon LaRouche Video Presentation: “LaRouche in Dialogue with the Nations of the World” 
    • John Sigerson (U.S.), Advisory Committee, LaRouche Legacy Foundation: “A Tour of the Digital LaRouche Library”
    • Gretchen Small (U.S.), President, LaRouche Legacy Foundation: “Upcoming: Vol. II of the Collected Works of Lyndon LaRouche”

    Question and Answer Session 

    Panel IV
    Optimismens kunst: At anvende det klassiske princip til at ændre verden
    En diskussion om sandhed og skønhed i kunst og videnskab og disses roller i den strategiske kamp for at besejre det onde oligarkiske system, som i kraft af sin undertrykkelse af den menneskelige kreative ånd fortaber sig selv. En voksende international LaRouche-ungdomsbevægelse er vitterligt den centrale kraft til at ændre fortabelsens kurs.
    Music

    Moderator: Jason Ross, The LaRouche Organization

    • Dennis Speed (U.S.), The Schiller Institute: Keynote Address: “Leibniz and America: The Best of All Possible Revolutions”
    • Megan Dobrodt (U.S.), U.S. President, The Schiller Institute: “LaRouche’s Principle of the Human Mind: Kepler and Our Harmonic Universe”
    • Jacques Cheminade (France), President, Solidarité et Progrès, former Presidential Candidate: “Optimism to Recover from our Mortal Illness”
    • Anastasia Battle (U.S.), Editor, Leonore magazine

    Question and Answer Session

    Baggrund:
    I dag gennemlever vi alle det farligste øjeblik i hele den kendte historie. Atomkrig, sult og hungersnød uden fortilfælde såvel som den hurtige overførsel af nye typer af sygdomme, foregår alle på én gang, tilskyndet af den malthusianske politik fra en vanvittig fraktion af den transatlantiske elite. De iværksætter krig efter krig, kup efter kup, hvilket, uanset hvor meget de benægter det, kan føre til milliarder af menneskers død gennem et termonukleart blodbad, måske allerede på kort sigt.

    De selvtilfredse, konsuler fra den anglofile sfære, som betegner udformningen af deres “unipolære globale” diktatur for “demokratiets march”, hævder deres ret til at invadere en hvilken som helst nation “for at redde planeten”, men hyler i protest, når Rusland efter den voldelige omstyrtelse af det valgte statsoverhoved i Ukraine i 2014, en otteårig krig og tilsidesættelsen af de FN-støttede Minsk-aftaler, iværksætter militære aktioner. Ikke alene er relationerne mellem Rusland og USA/NATO på et historisk lavpunkt, men provokationerne i forhold til Kina ligger ikke langt bagefter. Det afrikanske kontinent og nationer i Asien og Sydamerika får besked på at vælge mellem den udspekulerede konstruktion “USA/NATO vs. Rusland/Kina”, men er det ikke i virkeligheden den gamle kolonialisme i nye klæder med etiketter som “klimasikkerhed”, “autokratier vs. demokratier” osv.

    Dette perspektiv må forkastes til fordel for etableringen af en ny, inkluderende global sikkerheds- og udviklingsarkitektur med en avanceret global sundhedsplatform, herunder fødevarer, vand og andre sundhedsmæssige nødvendigheder, som det umiddelbare samarbejdsområde mellem nationerne. I stedet for samarbejde, får nationer i dag at vide, at de skal indtage et moralsk standpunkt i konflikter, som de ikke har iværksat, som de ikke har givet deres samtykke til, og som de ikke er i stand til at forklare deres egne befolkninger. Det koster sædvanligvis liv og formuer og er ikke til gavn for nogen. Men verden har bevæget sig videre fra den unipolære dominans i 1990. Hundrede og halvtreds nationer har begivet sig på en helt anden vej, undertiden omtalt som Bælte- og Vej-Initiativet, i virkeligheden en ny proces med en helt anden orientering med det formål at etablere en harmoni af interesser – økonomiske, videnskabelige og kulturelle – og ikke et diktatur af “demokratier”.

    Verden er først nu, hundrede år efter hans fødsel, ved at erkende, hvor avancerede Lyndon LaRouches økonomiske idéer og prognoser har været i løbet af de forgangne mere end halvtreds år. Fra den 15. august 1971, hvor den amerikanske dollar blev afkoblet fra guldstandarden, til LaRouches økonomiske rapport fra juni 2014, der præsenterer “Fire nye Love” til at redde USA og verdensøkonomien, formulerede Lyndon LaRouche løsninger for hver fase af de seneste årtiers kriser. Formålet med denne konference er at drøfte og foreslå løsninger, baseret på LaRouches principper for fysisk økonomi, som stadig, selv på dette sene tidspunkt, kan redde menneskeheden fra det, der kunne synes at være, men ikke behøver at være, vejen til selvdestruktion, sågar selvudslettelse.

    Tilmelding her for at modtage opdateringer, talerlisten og linkene direkte til din e-mail.

    Det ville også kunne ses på denne side.

    Læs også:

      Hundredsårsdagen for Lyndon LaRouches fødselsdag:
      Lyndon LaRouches idéer vil forme menneskehedens fremtid.
      af Helga Zepp-LaRouche




      Aalborg professor Li Xings tale på Schiller Instituttets videokonference den 25. maj 2022. Links.

      Li Xings tale begynder 1 time 43 min. inde i videoen.

      Dansk oversættelse:

      Li Xing, ph.d.: Kinesisk forslag til en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur:
       Xi Jinpings forslag fra april om en ny international sikkerhedsarkitektur,
      Bælte- og Vej-Initiativet og det Globale Udviklingsinitiativ

      Transcript of the original English version:

      Li Xing, PhD: Chinese proposals for a new security and development architecture, Xi Jinpings April proposal for a new international security architecture,  the Belt and Road Initiative and the Global Development Initiative