BEMÆRK TIDSÆNDRINGEN FOR EUROPA

Klik venligst på nedenstående link og brug dit fulde navn, når du deltager i mødet:

https://us02web.zoom.us/j/83288789255

Der er en voksende trommehvirvel i Washington, som opfordrer Trump-administrationen til at udnytte de nylige amerikanske luftangreb mod houthierne i Yemen som optakt til og øvelse i at give Iran et knock-out-slag næste gang. Den nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz truede den 23. marts med, at Iran var nødt til at ændre sin udenrigspolitik og »gå helt væk« fra sit atomprogram, ellers »vil det få konsekvenser.« Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu har efter sigende bildt Trump-administrationen ind, at Iran kan »halshugges« uden en omfattende krig, sådan som IDF gjorde med Hizbollah, og sådan som Assad-regeringen i Syrien blev væltet.

Dette er vanvid – et anstrøg af atomart vanvid.

Det amerikanske hangarskib USS Carl Vinson er på vej til det sydvestasiatiske område. To andre amerikanske hangarskibe – USS Nimitz og USS Gerald R. Ford – forbereder sig på at blive sendt af sted, selv om deres destination ikke er blevet offentliggjort. Samtidig er der troværdige medierapporter om, at USA netop har sendt mellem fem og syv B-2 stealth-bombefly fra Whiteman Air Force Base i Missouri til øen Diego Garcia midt i Det Indiske Ocean med tilhørende lufttankfly. Militæreksperter har bemærket, at dette er en meget stor og højst usædvanlig udstationering, som ser ud til at være knyttet til en forestående militæroperation.

Alligevel har præsident Trump selv været klar i mælet: »Vi mener, at det amerikanske militærs opgave ikke er at føre endeløse regimeskiftekrige rundt omkring på kloden, meningsløse krige«, sagde han i en tale i maj 2024.

Han havde ret dengang, og han bør lytte til sig selv nu.

Et angreb på Iran ville, udover at sprænge hele Mellemøsten i luften, tilintetgøre de afgørende forhandlinger, der er i gang mellem USA og Rusland, og som har potentiale til at skabe fred, ikke kun i Ukraine, men som også åbner døren for en meget tiltrængt ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur – i denne region og tilmed globalt….

Af William Jones

Den 27. marts 2025 (EIRNS) – Den russiske præsident Vladimir Putin besøgte det fjerne nord den 27. marts, hvor han talte på det VI Internationale Forum »[Arctic-A Territory of Dialogue](http://kremlin.ru/events/president/news/76554).« I sine 37 minutter lange kommentarer var det tydeligt, at han ikke så Arktis som et regionalt spørgsmål, men snarere som et globalt spørgsmål af betydning for Rusland. Den nordlige søvejs drift året rundt har styrket Ruslands position i verdenshandlen såvel som landets position som en stor søfartsnation.

Putin-regeringen har alle intentioner om at udnytte sin position i Arktis til at genvinde og styrke den rolle, landet har som stormagt, der omfatter den største landmasse af alle lande i verden. Han er også opsat på at genoplive samarbejdet med de andre arktiske nationer, især USA, efter at Arktisk Råd er gået i opløsning som følge af Vestens forsøg på at inddæmme Rusland. Han gennemgik de forskellige planer, der er under overvejelse for at bringe Arktis og dets ressourcer ind i verdensøkonomien: anlæggelse af nye havne, oprettelse af nye jernbanelinjer i det fjerne nord, opgradering af skibsbygning, herunder isbrydere og andre fartøjer til den maritime handelsrute, og forbedring af det omfattende system af floder – Ob, Jenisej og Lena, som løber ud i Det Arktiske Ocean.

Regionens betydning for Rusland blev også tydeligt antydet i hans omfattende kommentarer til præsident Trumps forslag om at annektere Grønland: »Der er nok at sige om USA’s planer om at annektere Grønland, som alle er klar over. Men det kan kun overraske ved første øjekast. Det er en stor fejltagelse at behandle det som noget absurd snak fra den nye amerikanske administration. Det er slet ikke tilfældet.

»Faktisk havde USA sådanne planer helt tilbage i 1860’erne. Allerede dengang overvejede den amerikanske regering en mulig annektering af Grønland og Island. Ideen fik dog ikke støtte i Kongressen dengang. …

“Så, det der sker i dag er egentlig ikke overraskende, især fordi denne historie allerede begyndte dengang, og den blev ved og ved. I 1910 blev der f.eks. forhandlet en trepartsaftale om landbytte mellem USA, Tyskland og Danmark. Resultatet var, at Grønland skulle have tilhørt USA, men dengang faldt aftalen til jorden.”

Putin bemærkede også etableringen af amerikanske baser i Grønland for at beskytte det mod nazisterne, da der selv dengang var tale om USA’s erhvervelse af Grønland.

»Hvad angår Grønland, så er det et spørgsmål, der vedrører to specifikke nationer og ikke har noget med os at gøre,« sagde han. Derefter gik han ind på det, han betragtede som det virkelige problem – skandinaverne, som ønsker krig. »Men samtidig er vi selvfølgelig bekymrede over, at NATO-landene stadig oftere udpeger det høje nord som springbræt for mulige konflikter og øver sig i at bruge tropper under disse forhold, også af deres ‘nye rekrutter’ – Finland og Sverige, som vi i øvrigt indtil for nylig slet ikke havde nogen problemer med.«

Billede:  Lex efter CIA World Fact Book. CC BY NC ND 4.0

Ikke korrekturlæst

[HZL] [HCS]

Onsdag den 26. marts 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 26. marts 2025. Jeg er Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært. Du kan sende spørgsmål og kommentarer pr. e-mail til fru Zepp-LaRouche på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden.

Vi har meget at tale om i dag, Helga. Løbende er der samtaler mellem USA og Rusland om fred i Ukraine, og der er konferencer i hele Europa, hvor man forsøger at holde krigen i gang i Ukraine. Men jeg synes ikke, vi skal begå den fejl at ignorere udviklingen i Sydvestasien, så lad mig starte med flere spørgsmål om den øgede fare for, at en regional krig bryder ud, og muligvis en verdenskrig derfra.

Det første kommer fra en fredsaktivist fra Storbritannien, som skriver: »Med demonstrationer på 100.000 mennesker i Israel i lørdags mod Netanyahu og vrede over hans fyring af chefen for Shin Bet, hans afvisning af at mødes med gidslernes familier og hans beslutning om at bryde våbenhvileaftalen, er der så en chance for, at han kan blive fjernet af det israelske folk?«

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, det kan udelukkes, for demonstrationerne er tilsyneladende ved at tage fart. Men jeg tror, at den umiddelbare fare er, at hele konflikten kan udvikle sig til en større krig i Mellemøsten med USA’s angreb på houthierne i Yemen, som er en reaktion på det, israelerne gør i Gaza. Og så ser det ud til, at Iran-politikken er det mest bekymrende. Det ser ud til, at der er en vis indflydelse på Trumps politik over for Iran. Det brev, som Trump skrev til Khamenei, var blandet, men det havde en masse provokerende toner, som ikke falder i god jord i Iran, da der stadig er denne fatwa, som siger, at Iran ikke har til hensigt at bygge atomvåben, fordi det er imod den islamiske religion. Ikke desto mindre er der en beskyldning, hvor Trump ser ud til at stille et ultimatum om, at Iran skal skaffe sig af med al atomar teknologi. Det er ikke helt klart, om det også omfatter det civile aspekt, hvilket ville være en fuldstændig krænkelse af Irans suverænitet.

Men jeg tror, at det mest bekymrende lige nu er, at der ifølge efterretninger fra åbne kilder lige nu er en udstationering af B-2 stealth-bombefly fra USA og forskellige amerikanske baser rundt om i verden til basen Diego Garcia i Det Indiske Ocean, og jeg tror også, at der i alt er to amerikanske hangarskibe i regionen. Hvis det nu er i retning af, hvad nogle kilder siger, efterretningskilder, analytikere fra regionen, som er eksperter i regionen, at dette peger i retning af et dødsstød mod Iran.

Hvis det sker – jeg siger bare, at det er scenarier, der bliver fremsat, men den militære udstationering på Diego Garcia ser ud til at være reel. Hvis det eksploderer, kan det fuldstændig ødelægge alt det positive, som Trump hidtil har gjort i forhold til Rusland. For hvis der kommer sådan et amerikansk, måske israelsk-amerikansk angreb på Iran, så vil det fuldstændig ødelægge de skridt, der er taget i Riyadh, hvor der er kommet visse positive tegn på, at konflikten omkring Sortehavet kan løses fredeligt, og både ukrainere, russere og amerikanere ser ud til at tage små skridt i retning af fremskridt. Men jeg kan kun udtrykke den største bekymring over, hvad der foregår i Mellemøsten. Jeg tror, vi sidder på en komplet krudttønde, og jeg tror, det er virkelig ekstremt farligt, for endnu en lille hændelse, som et terrorangreb, en rigsdagsbrand, der kan skabe begivenheder i området, og så kan vi faktisk få en optrapning, der ikke er til at komme udenom.

SCHLANGER: Det har vi et spørgsmål til. Nogen sagde: »Hvis Trump åbent støtter et israelsk angreb på Iran, hvad vil det så betyde for normaliseringen af båndene mellem Rusland og USA? Er det muligt, at det er strategien fra London for at vende Putin mod Trump og bryde samarbejdet?«

ZEPP-LAROUCHE: Det spørgsmål er allerede svaret. Ja, jeg tror, det er det, for man kan tydeligt se, at med de meget lovende skridt i retning af nedkøling og forhåbentlig løsning af Ukraine-krisen er der klare tegn på, at briterne, Keir Starmer, forsvarsminister John Healey, den franske præsident Macron og andre i Europa, ikke er enige i denne løsning, og de danner det, de kalder en »koalition af villige«, med det dobbelte ord, at de vedvarende vil sende våben og udstyr til Ukraine, for at sikre Ukraine endda efter krigens afslutning, med altid tanken om at holde konflikten i gang. Så denne »koalition af villige« er tydeligvis designet til ikke at støtte fredsbestræbelserne mellem Trump og Putin, men til at gøre det modsatte: At blive ved med at levere våben. Og det er helt forfærdeligt.

Det har forårsaget en stor, jeg vil sige strategisk vigtig reaktion fra den russiske udenrigsminister Lavrov, som holdt en utrolig skarp tale, hvor han dybest set sagde, at det, visse europæere gør lige nu, er i traditionen fra Napoleon og endda Hitler; at deres snak om at forårsage et strategisk nederlag for Rusland er præcis i denne tradition, og det går tilbage til Krimkrigen, til – han siger det ikke i denne tale, men det er blevet nævnt før – Lord Palmerston, og ideen om at skille Rusland fuldstændigt ad i mange stykker. Og hvis man ser på, hvad von der Leyen gør med sin ReArm Europe-politik, som hun omdøber til »Readiness 2030«, så synes jeg, at det er ekstremt bekymrende. Og jeg er virkelig ekstremt foruroliget over, hvad der foregår i Europa i øjeblikket.

SCHLANGER: Vi har endnu et spørgsmål fra Los Angeles – der er nogen, der skriver ind og siger: »Hej Harley og Helga. Jeg hørte jer sige i går, at en britisk admiral truede med at tilintetgøre 40 russiske byer. Har der været en modreaktion mod ham i Storbritannien? Eller er det nu acceptabelt for officerer at komme med sådanne provokerende udtalelser?« Og den samme person spørger: »Er der nogen stemmer i opposition i Tyskland til ‘Mr. BlackRock’ Friedrich Merz og hans skandaløse militærbudget?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at der er en modreaktion i Storbritannien; der er demonstrationer i gang. Også i Tyskland. Det er så utroligt, hvad der er sket. Den måde, hvorpå det nye parlament dybest set blev overlistet, eller rettere Merz, som vandt valget ved at love, at han ikke ville røre ved gældsbremsen, sagde i det øjeblik, han blev valgt ind: »Nej, situationen har ændret sig.« Så går han ind i det, som analytikere kalder den »finansielle bazooka« i Tyskland, som er sluppet løs. {Handelsblatt} sagde, at mængden af penge, der er blevet sluppet løs nu, er 1,7 {billioner} euro, og der er ikke noget loft: Det kan altid blive større. Det har ført til en situation, hvor det nye parlament blev indsat i går, og straks er AfD nu 1% højere på 23%; CDU gik 1% lavere. Så der er kun 4% mellem dem, og hvis det synker ind i befolkningen, hvad der sker lige nu, at der er sluppet et utroligt militært udgiftsprogram løs i Tyskland, som kun kan finansieres af penge, der er skabt uden for det almindelige budget, hvilket minder om det, Hjalmar Schacht gjorde med Mefo-lovene – og det, som folk virkelig er ved at vågne op til, langsomt, og gnider sig i øjnene og ikke vil tro det, men det er ved at synke ind, er, at når man først går ind på sådan en militariseringsvej, bliver det en selvopfyldende profeti, og det vil føre til krig.

Det er helt vanvittigt, for jeg mener, for det første er det hele baseret på fortællingen om, at Rusland har til hensigt at angribe et europæisk land, at Putin har til hensigt at genoprette Sovjetunionen, at han har til hensigt at opsluge hele Ukraine, derefter angribe Polen, så de baltiske lande og så endda et andet EU-medlem, intet af det er bevist! Det er simpelthen ren propaganda! Der er topmilitære eksperter, som advarer mod dette vanvid. Ted Postol, som er en af verdens førende eksperter i atomvåben, holdt ikke kun en meget vigtig tale for bare to dage siden i Berlin, hvor han igen viste, hvad han allerede har vist i vores program, hvad effekten vil være på Tyskland, hvis det nogensinde kommer til en krig: Nemlig ikke udløst af Rusland, fordi han også gør opmærksom på, at det russiske militær absolut ikke er i stand til at angribe hele Europa. Husk, at hele NATO’s militærbudget er ti gange så stort som Ruslands!

Jeg mener, at den eneste form for krig, der er tænkelig, er en atomkrig: Og hvis det kommer til en udveksling af atomvåben i Europa, vil Tyskland blive udslettet, og der er mange mennesker i Tyskland lige nu – ikke nok, men der er et betydeligt antal mennesker, der vågner op til det. Og lige siden mandag, hvor det nye parlament er blevet indsat, er der mange mennesker i Europa, som nu er virkelig bange, de er chokerede, de er forfærdede over, hvordan dette kup kunne ske. At mange mennesker taler om et »kup« – måske er det ikke juridisk et kup, men det har lighed med et kup, nemlig at Merz vendte 180 grader og kun behøvede en dag til at bryde sit løfte: Han løsnede gældsbremsen, hvilket ville have været legitimt og faktisk økonomisk klogt, hvis det var blevet gjort for at relancere den fysiske økonomi. Men at gøre det for en krigsøkonomi! Jeg tror, vi har en super-mega-krise. Og jo flere mennesker, der vågner op til den kendsgerning, jo bedre.

SCHLANGER: Nogen spurgte: »Har du en opdatering på, hvordan det går med de amerikansk-russiske forhandlinger? Går de fremad?«
ZEPP-LAROUCHE: Det er det eneste gode, man kan sige om det nuværende strategiske billede. Der var disse diskussioner i Riyadh, og det ser ud til, at de gjorde fremskridt på en hel masse punkter, herunder at skibsfarten i Sortehavet vil blive beskyttet, at de blev enige om ikke at bruge civile skibe til militære formål; og at der er en aftale mellem Rusland og Ukraine om ikke at angribe energiinfrastruktur, som forresten lige er blevet overtrådt af Ukraine igen. Men den russiske side besluttede sig for ikke at reagere på det, naturligvis for at forsøge at komme videre med denne aftale. Men det faktum, at der er en vis dialog i gang, er omtrent det eneste positive, man kan rapportere. Men jeg tror, at alle de andre indsættelser, som vi diskuterede før, er rettet mod at hindre dette fremskridt mellem USA og især Rusland.

SCHLANGER: Fra en landmand i Texas: »Jeg vil ikke have, at mine skattekroner skal betale for at dræbe palæstinensiske børn i Gaza. Mine venner siger, at Israel kontrollerer USA gennem den zionistiske lobby. Er det sandt? Og kontrollerer de præsident Trump?«
ZEPP-LAROUCHE: Det er det desværre, jeg tror, at man kan støtte præsident Trumps politik i forsøget på at forsone den diplomatiske diskurs med Rusland, hvilket jeg synes er helt afgørende, da dette er mellem de to største atomvåbenmagter, men jeg synes, at situationen i Mellemøsten er forfærdelig. Det faktum, at præsident Trump blev overbevist om at bombe Yemen, er forfærdeligt, fordi det, der kom fra houthierne, var en reaktion på IDF’s fornyede angreb på Gaza. IDF har fornyet offensiven med landtropper: Mere end 1.000 mennesker er blevet dræbt, de fleste kvinder og børn, og det ser ud til, at man nu er begyndt på det, der forsøges at blive den endelige flytning af alle palæstinensere.

Så houthierne reagerede på det. Og det, Trump burde have gjort, var det, han gjorde i første omgang, da han tvang Netanyahu til at indføre våbenhvilen. Men Netanyahu havde hele tiden gjort det klart, at han aldrig ville gå med til fase 2 af våbenhvilen, og den er nu ved at blive gennemført. Og jeg tror, at Trump er ved at få sig selv, USA og hele verden ind i en krig med Iran: Og hvis det sker, så tror jeg, at alle de fremskridt, han har gjort med Rusland, kan blive gjort til skamme i løbet af kort tid.

Så jeg tror, at svaret til denne bonde er, at jeg desværre tror, at disse kræfters indflydelse i USA er for stor, og det kræver en mobilisering af befolkningen imod dem.

SCHLANGER: Jeg vil opfordre ham til at sørge for, at han deltager i Den Internationale Fredskoalitions møde fredag den 28. marts, hvor der vedvarende har været møde hver eneste uge i 94 uger. Så kan han få sin stemme hørt og høre, hvad der ellers bliver sagt. Men fredag kl. 11.00 østlig tid har vi det næste opkald fra Den Internationale Fredskoalition.

Jeg har et spørgsmål, der kom fra en bankmand, som spurgte: »Tror du, at der kan komme noget positivt ud af dette initiativ til at gøre bitcoin til en del af det amerikanske Federal Reserve System?«

ZEPP-LAROUCHE: Nej. Og hvis du vil se på, hvad der sker, så se på Argentina, hvor denne spekulationsboble kollapsede fuldstændigt. Bitcoin og kryptovalutaer og såkaldte stabile valutaer er alle forsøg på at skabe kredit og penge uden for parlamenternes og budgetternes kontrol. Det er en fuldstændig spekulativ, privat indsats, og den går imod alt, hvad teorien om amerikansk fysisk økonomi, det amerikanske system, siger.
Nu synes jeg, det er meget problematisk, for det ser ud til, at Trump Jr. er involveret i nogle af disse bitcoin-operationer, og jeg tror ikke, der kan komme noget som helst positivt ud af det, og jeg kan kun advare alle, der tror, de kan blive rige hurtigt ved at sætte deres opsparing i det her: Gør det ikke! Lad være med at gøre det.

SCHLANGER: Tidligere, da vi talte om Yemen, kom spørgsmålet op om dette såkaldte DOD, Department of Defense call, som havde en journalist, faktisk en meget berygtet journalist, Jeffrey Goldberg, med. Så vi har et spørgsmål, hvor nogen skrev ind: »Jeg er meget mistænksom: Hvad tror du er den virkelige historie om, at Jeffrey Goldberg fra magasinet {The Atlantic} blev føjet til forsvarsministeriets opringning, da de angiveligt diskuterede bombningen af Yemen?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at denne såkaldte Signalgate tydeligvis er designet til at skabe problemer i Trumps kabinet for i sidste ende at få Waltz ud. Jeg synes, der bør være en seriøs undersøgelse af, hvem denne assistent er, og hvordan det blev arrangeret. For mig ser det ud til at være et rigtigt set-up. Og det ser nu ud til, at argumentet om, at der ikke blev afsløret tophemmelige oplysninger, måske ikke holder, da den nøjagtige timing af luftangrebene på Yemen blev diskuteret. Så det ville helt klart være et tegn på, at der blev lækket alvorlige efterretninger.
Jeg synes, det lugter af, at dette kunne være en ægte britisk designet Five Eyes-operation, som et modtræk til Trumps angreb på den dybe stat og lukning af mange af disse operationer, og her skaber de en typisk fælde for at forsøge at imødegå det. Og jeg tror, det er det, det er, og det bør undersøges.

SCHLANGER: Max Blumenthal rapporterede i dag, at Jeffrey Goldberg oprindeligt blev rekrutteret til politik af Meir Kahane, den ekstremistiske rabbinerterrorist, fra Jewish Defense League, og faktisk var i de israelske forsvarsstyrker i en periode som fængselsvagt. Og nu ender han som chefredaktør for magasinet {The Atlantic}. Så jeg tror, at det kommer ind på din pointe om, at det er et set-up.

Nu har vi et spørgsmål fra Thomas B., som spørger: »For at have et økonomisk genopretningsprogram for USA, ville Trump så ikke være nødt til at tage magten fra London- og Wall Street-bankerne? Det kan jeg ikke se ham gøre. Er der nogen chance for en Glass-Steagall-politik?«
ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at spørgeren har fuldstændig ret. Jeg kan heller ikke se Trump gøre det. Og Glass-Steagall ville også være det absolut nødvendige første skridt. Men jeg tror, at i betragtning af den strategiske situations kompleksitet og den ekstreme fare, vi befinder os i lige nu, bliver det, jeg har sagt i tre år, mere og mere påtrængende for hver time, der går: Og det er, at vi er nødt til at iværksætte en helt anden tilgang, nemlig at etablere en international diskussion om sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Jeg skrev Ti principper til en sådan diskussion, og Glass-Steagall er blot et element i den. Men i betragtning af, at vi virkelig befinder os i en opgørstid med total fare, mener jeg, at 1) Glass-Steagall ikke er nok; man er nødt til at lægge hele pakken på bordet, og jeg kan kun håbe, at mellem de igangværende bestræbelser, fra Kinas tre initiativer, Putins omtale af potentialet for et globalt sikkerhedssystem, at det bliver fremmet.

For det, man ser lige nu, er en reel modoffensiv: For eksempel er alle BRIKS-landene mål for finansiel krigsførelse; Indonesien har kapitalflugt, så de måtte bruge centralbanken til at gribe ind; og det påståede argument er, at Indonesien ville bruge for mange penge på skolefrokoster og gravide kvinder! Det er jo helt utroligt! Det er et suverænt land. Indonesien er meget vigtigt: Det kan blive den tredjestørste økonomi på kort tid; det er et vigtigt nyt BRIKS-medlem. Der er et lignende angreb på Brasilien, Sydafrika og Egypten, og man får næsten fornemmelsen af, at vi er på vej ind i stormens øje meget hurtigt, og derfor tror jeg, at man er nødt til at have en helt anden tilgang og tænke på, om en gruppe lande lige nu en gruppe lande ville insistere på at sætte en sådan global sikkerheds- og udviklingsarkitektur som et middel til at undgå krig på dagsordenen – for eksempel i FN’s generalforsamling – kunne det få verden til at indse, hvor stor faren er, og det ville fjerne den imperialistiske fraktions evne til at manipulere hver eneste konflikt, indtil den koger over, og det ville eliminere den mulighed. Og det er min dybeste overbevisning.

SCHLANGER: Vi havde igen et spørgsmål fra Storbritannien: »Har du nogen mening om det lovforslag om assisteret selvmord, der vil blive introduceret i det britiske parlament i denne uge?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kendte ikke til det lovforslag, men der er ingen tvivl om, at når man først bevæger sig i retning af finansiel fascisme – og det er, hvad denne oprustning er: For når man tyer til finansiering, i Hjalmar Schachts tradition, at man skaber penge uden for budgettet til at finansiere oprustning, så vil det i sidste ende gå hånd i hånd med massive nedskæringer på det sociale område, med brutale stramninger. Og som vi så det for 80 år siden, bliver eutanasi en økonomisk grund. Eller der er en økonomisk grund til aktiv dødshjælp: Man ønsker at reducere udgifterne til sundhedssystemet. Og det ser vi overalt! Vi ser nedskæringer i sundhedssystemet i USA, i Frankrig, i Tyskland, i Italien, og jeg har endda ikke kigget på alle de andre lande i detaljer, men jeg ved, at hvis de såkaldte større lande i Europa alle sammen lukker hospitaler, så er der naturligvis mange grunde til, at der på grund af budgetnedskæringerne ikke er nok sygeplejersker og specialister. Så jeg synes, det passer fuldstændig til den fascistiske profil: Og folk må hellere se på, hvad der skete for 80 år siden, så de kan mobilisere imod det i tide.

SCHLANGER: Helga, jeg har et spørgsmål mere til dig. Nogen skriver ind og siger: »For 42 år siden sidste søndag, den 23. marts 1983, holdt Ronald Reagan den berømte tale, hvor han annoncerede det strategiske forsvarsinitiativ, som var din mands politik, og som din mand rejste rundt i verden med dig for at promovere.« Så skriver han: »Nu taler Trump om en eller anden form for missilforsvarssystem. Hvad ville Lyndon gøre i dag?«

ZEPP-LAROUCHE: Han ville helt sikkert inddrage ideen i den nuværende begyndende dialog mellem Trump og Putin om at lægge et fælles missilforsvar på bordet. Det, folk ikke er klar over, er, at hele dette forslag, som blev til SDI, ikke var, hvad medierne sagde om det. Det var ikke »Star Wars«, det var ikke et forsøg på bare at bruge kinetiske energier til grundlæggende at benytte standardteknologier, men det var tænkt som en fælles forskning, hvor amerikanske og dengang sovjetiske og nu russiske forskere ville udvikle disse nye teknologier sammen, gennemføre disse systemer sammen, på en fuldstændig tillidsskabende måde. I dag ville man være nødt til at involvere alle de andre atomvåbenmagter på en eller anden måde, især kineserne, så det er nok mere kompliceret i dag. Men jeg tror, at denne idé – jeg mener, det er meget positivt, at Trump har talt om, at han vil halvere alle atomvåben, og på et tidspunkt sagde han endda, at han vil af med dem, og han kom med en vag henvisning til præsident Reagan og sagde, at han ikke havde teknologien endnu; så det indebærer, at russiske og amerikanske videnskabsfolk måske i det mindste har en idé om, hvor vi skal hen, hvilket Putin har demonstreret med de forskellige hypersoniske programmer, som han annoncerede den 1. marts 2018, og for nylig Oreshnik-missilet; men det er absolut nødvendigt at indføre det som en tillidsskabende foranstaltning for fælles samarbejde, fælles forskning og fælles udvikling af disse systemer.

SCHLANGER: Det kunne selvfølgelig også gælde for rumprogrammet, et fælles rumprogram. Og der har været nogle artikler i {Executive Intelligence Review} for nylig om videnskaben i det strategiske forsvarsinitiativ.

Så, Helga, det sidste spørgsmål: Vi har møde i Den Internationale Fredskoalition igen på fredag kl. 17.00 dansk tid. Hvad er der på programmet?

ZEPP-LAROUCHE: Vi vil helt sikkert diskutere krisen i Mellemøsten: Vi vil have specialister og eksperter fra Indien, Iran, Israel og Palæstina, så det bliver et stort kompleks. Eftersom krigsskyerne samler sig over regionen på en hidtil uset måde, skal du deltage på fredag, hvis du vil vide, hvad eksperterne mener. Og naturligvis situationen med Ukraine og oprustningen og den strategiske udvikling mellem USA og Rusland – og europæerne! Jeg kan kun sige, at Lavrov, som uden tvivl er en af de mest betroede og erfarne diplomater, verden har lige nu, hvis han begynder at bruge et sprog, som om det, europæerne gør, er i Napoleons og Hitlers tradition, så mener jeg, at det ikke er sagt med let hjerte. Så folk må hellere vågne op og høre disse advarsler, for I kan se, hvordan vi skridt for skridt bevæger os mod en katastrofe, som ingen vil komme ud af i live, hvis det går galt. Og vi vil forsøge at øge den Internationale Fredskoalition, så inviter alle dine kolleger, dine venner, dine familiemedlemmer. Se dette, deltag i det, for vi er nødt til at opbygge en ægte fredsbevægelse, som lige nu ikke er stærk nok.

På lørdag vil vi have store demonstrationer i Tyskland, i Wiesbaden, jeg tror i Berlin og andre steder. Det er på lørdag. Så kom til IPC på fredag, og overvej at deltage i enhver demonstration, du kan, på lørdag: For vi er nødt til virkelig at få ændret den nuværende kurs, før det er for sent!

SCHLANGER: Okay, Helga, tak fordi du kom i dag, og jeg er sikker på, at alle gerne vil være hos dig på fredag for at diskutere dette spørgsmål yderligere. Så tak igen.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, jeg håber, vi ses på fredag.

Ikke korrekturlæst

26. marts 2025, EIR Strategic Alert, Wiesbaden

Efter et første møde på højt niveau mellem amerikanske og russiske embedsmænd i Saudi-Arabien den 18. februar og telefonsamtalen blot en måned senere mellem præsidenterne Trump og Putin, mødtes tekniske delegationer fra de to lande i flere timer i Riyadh den 24. marts bag lukkede døre. Som forventet kom der ingen officielle offentlige erklæringer efter mødet. Ligesom i diskussionerne dagen før mellem den amerikanske delegation og ukrainske embedsmænd gennemgik deltagerne forskellige komplekse spørgsmål, som er nødvendige at løse for at nå frem til en våbenhvile og en afslutning på konflikten.

Den dybere betydning af de igangværende diskussioner skal dog ikke findes i detaljerne. Samtalerne er blot en del af den nye dynamik, der fejer hen over den strategiske scene, og som har bragt verden væk fra den kurs mod atomkrig, som NATO og Biden-administrationen havde sat i gang. Den ændring, som Donald Trump har indført, uanset hvad hans grunde måtte være, involverer alle aspekter af forholdet mellem USA og Rusland, ikke kun krigen i Ukraine, og vil påvirke alle lande, uanset om de ønsker det eller ej.

Udsigterne er bestemt mere lovende end før, men der er også mange forsøg på at sabotere dem, og de kommer fra »krigspartiet« i USA og Europa. Den britiske premierminister Keir Starmer for eksempel, som åbenbart drømmer om at genetablere det Britiske Imperium, forsøger stadig at skabe en europæisk »koalition af villige« til at fortsætte krigsindsatsen i Ukraine og truer med at konfrontere Rusland med Storbritanniens atomarsenal. Et forslag, som militærspecialister blandt hans egne landsmænd betegner som ren »posering« og »politisk teater«.

Trumps særlige udsending Steve Witkoff er derimod overbevist om, at der er sket reelle fremskridt i forhandlingerne med Rusland og Ukraine. I et interview med Tucker Carlson afviste han også påstanden om, at russerne vil »marchere gennem Europa«, hvis de ikke bliver stoppet nu, som »absurd«. Witkoff, som mødte Putin personligt i Moskva den 13. marts, skabte fuldstændig furore ved at antyde, at folkeafstemningerne i de fire regioner i Ukraine, som stemte for at tilslutte sig Rusland, kunne være legitime.

Fyodor Lukyanov, lederen af Ruslands udenrigs- og forsvarspolitiske råd, gav et nøgternt råd til alle dem, der følger situationen tæt. Mens han hilste åbningen af »en æra med nyt diplomati« velkommen, advarede han i en artikel den 18. marts om, at »to ekstremer skal undgås: Den ene er illusionen om, at alt vil blive løst hurtigt og smertefrit, og den anden er den kyniske tro på, at enhver aftale er fundamentalt uopnåelig«.

Reaktionerne fra landene i det Globale Syd på den nye dynamik, som de har været med til at skabe, har været overvældende positive. Den 20. marts holdt »Friends of Peace«, en G20-gruppe bestående af 13 lande, der blev dannet sidste år på initiativ af Brasilien og Kina, et »meget vellykket« møde i FN for at hjælpe de igangværende forhandlinger på vej (jf. SAS 40/24). De opfordrer »alle parter og interessenter til at gribe denne mulighed og engagere sig konstruktivt i fredsforhandlingerne«.

Ikke korrekturlæst

25. marts 2025. Følgende artikel blev publiceret i EIRNS’s Daily Briefing fra USA.

– USA’s vicepræsident J.D. Vance har netop meddelt i en video på X, at han ankommer til Grønland den 28. marts. Han sagde, at han vil besøge den amerikanske Space Force-base der og tjekke landets sikkerhed. Mange lande truer Grønland og truer med at bruge Grønlands territorier og vandvejene omkring det til at true USA, Canada og Grønland, sagde Vance. På Trumps vegne sagde han, at USA ønsker at genoprette sikkerheden for det grønlandske folk, hvilket er vigtigt for verdens sikkerhed. Lederne i USA og Danmark har ignoreret Grønland i alt for lang tid, sagde han, og vi tror, at vi kan ændre tingene i en anden retning.

J.D. Vances besøg vil forværre provokationen ved et besøg af en amerikansk delegation på højt niveau, som den grønlandske og danske regering allerede har betegnet som uacceptabel.

Den kommende delegation af amerikanske embedsmænd til Grønland, der er annonceret som et »privat besøg«, omfatter nu udenrigsminister Marco Rubio (ifølge Trump), energiminister Chris Wright, andendame Usha Vance (som ankommer den 27. marts) og national sikkerhedsrådgiver Mike Waltz. Deres besøg har nu fremkaldt den hidtil hårdeste reaktion fra den danske statsminister Mette Frederiksen, hvilket har skabt overskrifter over hele verden.

I et interview med Danmarks Radio og TV2 i dag, men før offentliggørelsen af J.D. Vances grønlandsrejse, sagde Frederiksen [Her er nogle uddrag.]:

Som svar på Egedes opfordring til mere international støtte sagde Frederiksen, at der er massiv støtte fra de nærmeste allierede blandt de nordiske lande og EU.

I går sagde Trump, at delegationen var »inviteret«. Men den midlertidige grønlandske regering udsendte en erklæring om, at »Den grønlandske regering har ikke inviteret nogen til et besøg, hverken officielt eller privat. Den nuværende regering er en midlertidig regering, der afventer dannelsen af en ny regering, og vi beder venligst alle lande om at respektere dette.”

På grund af den negative reaktion fra Grønland og Danmark, herunder planlagte demonstrationer, blev besøget i løbet af natten ændret til kun at omfatte J.D. Vance og hans kone, og de vil udelukkende besøge den amerikanske militærbase.

Opdatering den 28. marts: Det viser sig, at USA’s Nationale Sikkerhedsrådgiver Mike Waltz, Energiminister Chris Wright og senator Mike Lee, republikaner fra Utah, også var med i delegationen til Pituffik Space Bace. [mr_]

Foto: Creative Commons

Den 22. marts 2025 (EIRNS) – Det følgende er et udkast til en engelsk oversættelse af Jacques Cheminades præsentation den 18. marts for Académie de Géopolitique de Paris. Den redigerede præsentation sammen med ledsagende billeder vil blive offentliggjort i EIR’s udgave den 4. april 2025.

Jacques Cheminade: Tak, hr. Ali Rastbeen (præsident for akademiet), og tak til alle der er her, for sammen skal vi hjælpe med at løse en udfordring, som er grundlæggende for menneskeheden.

Fred er ikke blot en afvisning af krig. Det kræver en aftale at samle betingelserne for magt, eller snarere for et potentiale til at leve sammen. Det er ud fra denne menneskelige overbevisning, som var forfatternes til den Westfalske Fred i Europa i 1648, at der kan findes en løsning. En vanskelig løsning, men en reel løsning, ikke kun for den israelsk-palæstinensiske konflikt, men for at undgå at hele Sydvestasien bryder i brand.

Dette er grundlaget for den Oase-plan, som vores Internationale Fredskoalition og Schiller Instituttet har foreslået. Det er en plan for gensidig udvikling og vækst, et økonomisk udviklingsprojekt baseret på tre indbyrdes afhængige nøglefaktorer i denne del af verden: vand, energi og fødevarer.

Ikke nogen pæne ord, men vand, energi og mad! Det betyder ikke, at man skal tilsidesætte de politiske betingelser for at opnå dette, men snarere at man skal skabe rammerne og de økonomiske betingelser for at opnå en politisk løsning. Det bør være Europas plan, og først og fremmest Frankrigs.

En oase er ikke bare et sted, hvor man passerer, men når oaserne er mange, bliver de til kilder, der samler karavanerne. Det var den amerikanske økonom Lyndon LaRouche, som udtænkte dette projekt i 1975 efter samtaler med lederne af det irakiske og syriske Baath-parti og den antikoloniale tendens i det israelske arbejderparti, som dengang blev repræsenteret af Abba Eban. Jeg mødte selv ved flere lejligheder Maxim Ghilan, som i Paris ledede magasinet Israel & Palestine, der fordømte de israelske koloniale udskejelser, og som var samtalepartner for Yasser Arafat og hans venner.

Jeg vil beskrive denne plan her, grundlaget for udvikling og gensidig sikkerhed, som derfor må være til gavn for hele regionen, hvilket også var hensigten med Bashar al-Assads Fem-Have-plan. Jeg vil vise jer, at dette ikke er et luftkastel, der kommer ud af ingenting, men frugten af en dialog mellem modstandere på jagt efter et fælles gode.

Efter at have beskrevet grundlaget vil jeg vise jer de forskellige forsøgsprojekter, der gik forud for det, og hvordan de tre krige, der blev opildnet af oligarkier uden for regionen – Suez-krigen i 1956, Seksdageskrigen i 1967, Yom Kippur-krigen i 1973 – alle disse krige var operationer, der blev iværksat for at sabotere planerne om fred gennem gensidig udvikling, og så kommer selvfølgelig mordet på Yitzhak Rabin den 4. november 1995, Israels undertrykkelse af intifadaerne og Benjamin Netanyahus opstigen til magten, hans alliance med de israelske bosættere på Vestbredden og racisterne Bezalel Smotrich og Itamar Ben-Gvir, som organiserede folkemordet i Gaza og besætternes forbrydelser på Vestbredden.

Oase-planen er baseret på kompensation for disse forbrydelser, de krænkelser der er påført andre, og gennemførelse af store projekter til gensidig fordel, som igangsætter og udvider en dynamik. Den tilvejebringer derfor: vand, energi og fødevarer.

VAND: Israel bliver nødt til at opgive sin eksklusive kontrol over vandressourcerne til fordel for en aftale om retfærdig deling af ressourcerne mellem alle lande i regionen; det betyder øjeblikkelig installation af et flydende, undersøisk eller maritimt afsaltningsanlæg ved Gazas kyst.

I øjeblikket er der et, og I ved, at Israel ved at afbryde elektriciteten i Gaza for en uge siden dømmer Gaza til ikke at have drikkevand; det [vores plan] er oprettelsen af et vandforsyningssystem, vandgallerier [transportsystemer] fra Middelhavet til Det Døde Hav og fra Det Røde Hav til Det Døde Hav, bestående af tunneler, rørledninger, pumpestationer og vandkraft.

Det er også ENERGI. Før det afsaltes, kommer havvandet, der anløber Det Døde Hav, ind i et dæmningsreservoir. Derefter falder det ned i en 400 meter lodret skakt – I ved, Det Døde Hav ligger 400 meter under havets overflade – og gør det muligt [med turbiner] at skabe hydroelektrisk energi. Når det er nede, vil det salte havvand blive afsaltet.

Afsaltningen vil skabe ferskvand, som kan sendes til Jordan, Palæstina og Israel. Saltvandet vil blive brugt til at redde Det Døde Hav, og det er vigtigt; vi skal redde dette vandområde i denne region. Noget af det vand, der passerer gennem vandforsyningssystemet mellem Middelhavet og Det Døde Hav, kan afsaltes i Beersheba, hovedstaden i Negev, hvis befolkning kan fordobles takket være de nye ferskvandsreserver.

Og så er der mad, levevilkår og transport. Nye byer og udviklingskorridorer skal organiseres omkring det nye vandforsyningssystem. Det handler om at forvalte vand i udviklingskorridorer, til mennesker, til industrier og til serviceydelser.

Denne vandforvaltning omfatter genindvinding af overfladevand og regnvand, drypvanding, drypgødskning og afsaltning, selvfølgelig, og det vil føre til en hurtig udvikling af landbruget. Israel har i dag mere vand, end det har brug for: De må dele det.

En afslutning på bosættelsespolitikken på Vestbredden: Bosætterne skal opmuntres, enten skattemæssigt eller med mere direkte midler, hvis det er nødvendigt, til at flytte til Negev, hvor de kan [arbejde og leve] i harmoni med beduiner, palæstinensere og andre, påtage sig produktive jobs og få ørkenen til at blomstre. Der er plads til alle i regionen.

Endelig er der genopbygningen og den økonomiske udvikling af Gazastriben, herunder Yasser Arafats internationale lufthavn, som blev indviet i 1998, og som israelerne raserede i 2002, og som må genopbygges, og en stor havn, som betjener et bagland, der er udstyret med transport-, industri- og landbrugsinfrastruktur.

Så, er det idealistisk? Er det umuligt? For det første er der ikke noget andet valg end en win-win-aftale for befolkningerne, hvis vi virkelig ønsker at opnå fred. Kun en dynamik med gensidig udvikling kan undslippe en dynamik for krig.

Dette er Oase-planens metode. Lad os være ærlige, den har karakteristika, der er specifikke for denne del af verden, men for at sikre dens varige succes må den placeres indenfor rammerne af en international arkitektur med gensidig fred og sikkerhed, der rækker ud over denne region. Den eneste krig, der er værd at vinde, er krigen mod ørkenen.

I dag lægger win-win-systemet i BRIKS og Shanghai Cooperation Organization, støttet af det der er ved at blive den Globale Majoritet, grundlaget for denne nye fredsarkitektur på en skala, der i sig selv er global.

Politiske betingelser

Der er stadig to politiske betingelser knyttet til Oase-planen. Umiddelbart at anerkende den palæstinensiske stat, af alle, så der kan være to officielle samtalepartnere. Oslo-aftalen mislykkedes, fordi den ikke forudså dette fra starten.

Frigivelse af Marwan Barghouti, som er anerkendt som den leder, der er i stand til at samle alle palæstinensiske fraktioner, og en forpligtelse for hver part til at arbejde til fordel for den anden uden at betragte denne som en eksistentiel fjende, som Carl Schmitt ønskede, ikke kun på europæisk plan, men også på mellemøstligt plan, som det blev mindet om sidste gang. Så endnu en gang, utopi? Nej, det er resultatet af gennemførelsen af flere påvirkninger.

FIG 1

Så jeg vil gerne hurtigt vise jer nogle lysbilleder. Det første billede er af regionens geologiske relief. Man kan se, at der er Galilæas Sø – 200 meter under havets overflade – Det Døde Hav – 420 meter under havets overflade – og kysterne.

Det Døde Hav har en saltholdighed på 27 %, mens Middelhavet har en saltholdighed på 2 til 4 %. Så vi kan skabe forudsætningerne for at revitalisere det indre af landet: Vi har vandressourcer, og vi udvikler regionen. Dette er en akse, som først ville være Middelhavet-Det Røde Hav og derefter Det Røde Hav-Det Døde Hav. Det er en kæmpe udfordring på grund af terrænet, men også en mulighed for hele regionen.

FIG 2

Så er der uligheden i de naturlige vandressourcer i regionen. Så vi ser, at der er begunstigede regioner – Tyrkiet, for eksempel – og man ser Jordan, som ligger for enden, og også Palæstina, som har ekstremt begrænsede ressourcer. Mens 47 % af jorden i Israel og bosættelserne i dag er kunstvandet, er det kun 6 % af den palæstinensiske jord.

FIG 3

Så er der de bestræbelser, der blev gjort for at løse problemet. For det første var der Johnston-Eisenhower-planen allerede i 1953. Målet var at skabe udvikling mellem israelere og palæstinensere ved at udnytte vandressourcerne i Jordan-dalen, kunstvanding og vandkraft. Israel og Den Arabiske Liga støttede ikke denne aftale, fordi der var sår fra den israelske kolonisering, som endnu ikke var helet.

Og så var der den fransk-engelsk-israelske Suez-ekspedition i 1956, som skyldtes vand. Det siges, at det var, fordi Nasser ville nationalisere Suez-kanalen, men det er ikke helt sådan, det skete.

Det var først John Foster Dulles og Allan Dulles, som ville forhindre Aswan-dæmningen i at blive bygget. Nasser sagde: Hvis det er sådan det er, så nationaliserer jeg Suez-kanalen. Og på det tidspunkt var der den engelsk-fransk-israelske ekspedition, som blev stoppet af USA, på Eisenhowers tid, og naturligvis på det tidspunkt i USSR, Malenkov og jeg tror også Kaganovich, som stoppede den. Så krigen satte sine spor, og den i forvejen meget skrøbelige tillid [mellem jøder og arabere] forsvandt fuldstændig.

FIG 4

Så var der seksdageskrigen i 1967 og Yom Kippur-krigen i 1973. Og på trods af det var der i 1975 en plan fra de tyske ingeniører Herbert Wendt og Wieland Kelm, som gik ud på at bygge et vandtransportsystem fra Middelhavet til Det Døde Hav.

Taget fra over havoverfladen med en 7 km lang kanal, så et 55 km langt hydraulisk tunnelrør gennem terrænet, vi når frem til et 3 km langt reservoir, og så er der et 400 meter langt fald ned i Det Døde Hav, og vi skaber vandkraft derfra. Det er sådan, vi kan redde Det Døde Hav på samme tid. Det virker ikke, for det er tydeligvis gjort ensidigt af Israel, og under alle omstændigheder kan et projekt, der er udviklet på denne måde, ikke accepteres.

FIG 5

Den 16. december 1981 krævede FN’s Generalforsamling, at Israel stoppede byggeriet af kanalen mellem Middelhavet og Det Døde Hav, og opfordrede FN’s Sikkerhedsråd til at forhindre projektet i at gå videre. Det var derfor på grund af konflikten mellem de to parter, som var opildnet udefra, og fordi det ensidige projekt var i strid med international lov, at det blev stoppet.

Akvæduktprojektet mellem Det Døde Hav og Det Røde Hav var også på tegnebrættet. Ensidige projekter er dømt til at mislykkes.

FIG 6

Så kom Oslo-aftalerne fra 1993. De indeholdt et lidt omdiskuteret bilag 3, som omhandlede et israelsk-palæstinensisk økonomisk samarbejde baseret på vand og elektricitet med en permanent komité for økonomisk samarbejde. Derfor blev det godkendt af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, og selvfølgelig især af Marwan Barghouti, men det blev aldrig gennemført; det blev saboteret.

Den 4. november 1995 blev Yitzhak Rabin myrdet. På trods af Shimon Peres’, Yasser Arafats og den jordanske konges indsats er det eneste, der er tilbage, kanalen langs Jordan-floden, som skal forsyne Jordan med vand, og som ligger på jordansk territorium.

Netanyahu vinder: Han var Israels premierminister fra 1996 til 1999, derefter fra 2009 til 2021 og nu fra 2022. Man er nødt til at se, hvem Benjamin Netanyahu er. Hans far, Benzion Netanyahu, var den vigtigste samarbejdspartner og personlige sekretær for Vladimir Z. Jabotinsky, som er – lad os være høflige – en neofascist.

Han skubber på det vanvittige Ben Gurion Kanal-navigationsprojekt for at slå Egypten. Og nu er folkedrabet i Gaza Israels politiske vendepunkt.

Med Oase-planen kan tingene vendes. Ser I, der er en vision – jeg har ikke tid til at gå i dybden med den, men vi har alle elementerne i Oase-planen her (viser 38 siders rapport).

Lad os slutte af med en bemærkning om håb. Det eneste alternativ til Oase-planen er krig, permanent krig i Mellemøsten. Derfor er Oase-planen et uundværligt, sikkert, økonomisk pejlemærke, den må vedtages ud fra et ønske om fred, derfor et ønske, der skal komme indefra, et ønske om intern fred, men også udefra, den må påtvinges af især USA, med Ruslands og Kinas, Tyrkiets og Irans indflydelse som løftestang.

Så lad os huske på, at det er lykkedes den kinesiske regering at løse forholdet mellem Iran og Saudi-Arabien; det er den samme type udfordring, men meget dybere, som vi står over for her. Hvad den kinesiske regering viser er, at verden kan ændre sig, hvis man ændrer sin måde at tænke på, hvis  den fikse ide om geopolitisk dominans erstattes af win-win-projekter. Det er ikke et spørgsmål om lykkelig humanisme, men en nødvendighed.

I dag er der Kairo-planen. På et ekstraordinært topmøde i Kairo fordømte de arabiske lande – Den Arabiske Liga – i fællesskab de modbydelige forsøg på at fordrive det palæstinensiske folk og vedtog den plan, som Egypten har udarbejdet for genopbygningen af Gaza på fem år.

– Første fase er rydning af murbrokker og landminer.

– I anden fase skal der skaffes midlertidige boliger til 1,5 millioner mennesker på disse steder under erstatningspolitikken. Den anden fase er genopbygning, som efter planen skal vare indtil 2030. Det er planen at genopbygge veje, netværk, offentlige tjenester og gennemføre ideen om gensidig udvikling, som var med i bilag 3 til Oslo-aftalerne, og som altid er blevet saboteret.

Så dette er et første skridt, men fundamentet må stadig etableres: vand, energi og fødevarer, som findes i Oase-planen, men endnu ikke i Egyptens plan. Der er folk i Frankrig, som arbejder på dette – naturligvis med en pro-israelsk hældning.

Der er Ofer Bronchstein, som er Emmanuel Macrons særlige rådgiver for israelsk-palæstinensisk tilnærmelse, og han siger, at vi er nødt til at tænke i generationer og bestemt ikke i valg, især ikke i Israel. Og med denne forudindtagethed har han naturligvis et pessimistisk syn på en dialog, som, siger han, vil tage generationer. Det er jeg ikke enig i; jeg siger, at vi er nødt til at bevæge os meget hurtigere.

Endelig kan jeg sige til dem, der bliver ved med at sige: »De vil aldrig kunne blive enige« eller »der er begået for mange forbrydelser«, at den tidligere sydafrikanske udenrigsminister – hun er faktisk minister for internationale relationer og samarbejde, og hun har også været minister flere gange – Naledi Pandor, hun støttede den Oase-plan, som jeg netop har præsenteret for jer. Hun understreger, at Nelson Mandelas tilgang, som undgik et blodbad i Sydafrika ved at etablere Sandheds- og Forsoningskommissionen, ville være en tilgang, der var værd at udforske for Mellemøsten.

Nu kommer jeg til det emne, vi altid diskuterer [for at løse Israel-Palæstina-konflikten]: To-statsløsning? En løsning med én stat? I dag er det to-statsløsningen, fordi en palæstinensisk stat skal være på plads med det samme, for at forhandlingerne kan give mening, for at de kan komme i gang.

Oase-planen er derfor ensbetydende med en øjeblikkelig anerkendelse af palæstinensernes ret til en stat. Uden tvivl en enkelt stat i morgen, for dimensionerne af et territorium er for begrænsede, og Gaza og Vestbredden kan ikke forblive geografisk adskilt. En enkelt stat, derfor i Daniel Barenboims og Edward Saids »Divan«-ånd, der komponerer et politisk orkester, som gennem dynamikken i sit spil kan opnå en harmoni af det, der stadig er dissonanser.

I vil bemærke, at jeg ikke har sagt meget om EU: Det er ikke en nation, og det har ikke spillet den rolle, det burde have spillet i området. Det har givet penge, men det har ikke givet midlerne, fysiske eller menneskelige, til at etablere fred. I dag må jeg sige: Det har Frankrig heller ikke. Så jeg håber, at denne Oase-plan kan være en inspiration for det, så det bidrager til at etablere en ånd af national suverænitet, der kan kombinere patriotisme og tjeneste for menneskeheden. [jch]

af Megan Dobrodt 

Den 22. marts 2025 (EIRNS) – Diskussionen mellem USA og Rusland, som ledes af præsidenterne Trump og Putin, har ført verden tilbage fra randen af en øjeblikkelig atomar konfrontation og hen imod normaliserede relationer mellem verdens to største atommagter – en uundværlig betingelse for enhver levedygtig og fredelig fremtid for menneskeheden som helhed. I den forbindelse fortsætter forhandlingerne om en løsning på konflikten i Ukraine, som ifølge flere kilder, herunder USA’s særlige udsending Steve Witkoff, sandsynligvis vil indebære afholdelse af nyvalg i Ukraine.

På den anden side hænger situationen i Sydvestasien i en meget tynd tråd, da Gaza igen, og med præsident Trumps åbenlyse godkendelse, er blevet forvandlet til en folkemorderisk krigszone under israelsk angreb. Sammen med genoptagelsen af de direkte militære angreb er forsyningerne til Gaza blevet fuldstændig afskåret, og mad, brændstof og medicinske forsyninger svinder hurtigt ind. Katastrofale skader og dødsfald begynder igen at hobe sig op, mest blandt børn, kvinder og ældre.

Påstanden er, at Hamas måske nu vil være villig til at acceptere de tilbudte vilkår, uden at det nævnes, at det var Netanyahus Israel, der brød våbenhvileaftalen ved at nægte at forhandle om den lovede fase 2. Men de historiske dynamikker, der opererer under overfladen, dem bag Netanyahu i Israel, det transatlantiske militærindustrielle kompleks og videre til det britiske og amerikanske efterretningsvæsens historiske rolle i de manipulerede  konflikter i regionen, fortæller en mere kompleks historie, som ikke kan håndteres ved udelukkende at reagere på begivenheder.

Ikke alene skyldes konflikten i Sydvestasien ikke en rent lokal årsag, men den kan heller ikke løses med en rent lokal løsning. Den eneste brugbare tilgang er den, som Helga Zepp-LaRouche efterlyser: Vi må nu skabe en ny, global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle landes interesser.

For en person, der tænker geopolitikkens syge tanker, at alle nationer skal sikre deres interesser mod alle andre nationers, ville et sådant nyt system aldrig kunne fungere; for en person, der tænker et kreativt menneskes tanker, er et sådant foreslået system det naturlige, næste evolutionære skridt i det menneskelige samfund, når vi vælter geopolitikken og indfører en ny måde at tænke om menneskelige relationer på, som sætter menneskehedens interesser som helhed først.

Et eksempel på dette princip i praksis er LaRouches forslag om en Oase-plan for Sydvestasien. Denne plan blev præsenteret den 18. marts af formanden for Solidarité & Progrès Jacques Cheminade på et møde i Académie de Géopolitique de Paris, hvor han med rette hævdede, at »der ikke er noget andet valg end en win-win-aftale for befolkningerne, hvis vi virkelig ønsker at opnå fred. Kun en dynamik med gensidig udvikling kan undslippe en dynamik for krig. Dette er Oase-planens metode…. Den har særlige kendetegn for denne del af verden, men for at sikre dens varige succes må den placeres indenfor rammerne af en international arkitektur med gensidig fred og sikkerhed, som rækker ud over denne region. Den eneste krig, der er værd at vinde, er krigen mod ørkenen.«

Fred i én del af verden må føre til fred i alle dele af verden. Selv om situationen med hensyn til krigen i Ukraine er håbefuld, må vi handle hurtigt for at sikre, at der ikke bliver trykket på udløseren et andet sted, så situationen eksploderer. Alle bekymrede verdensborgere må gøre deres til, at fredens dynamik, som eksemplificeret i Oase-planen, bliver det aftalte grundlag for et nyt verdenssystem. Indtil da er vores arbejde ikke gjort.

Tag Helga Zepp-LaRouches bemærkning til den Internationale Fredskoalitions 94. møde som en missionserklæring: »Det er min dybeste overbevisning, at vi kun kan undgå en katastrofe ved at ændre paradigmet fuldstændigt.«

Foto: Solidarité et Progrès

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg vil være jeres ordstyrer sammen med Dennis Small og Dennis Speed. Dette er vores 94. møde i træk. Jeg vil gerne takke alle de faste deltagere og de mennesker, der er med os i dag fra hele verden. Jeg plejer at minde folk om, hvorfor vi skabte dette forum. Det er for at samle folk fra venstre og højre, fra mange forskellige ideologier, mange forskellige sprog og kulturer, for at have en dialog om, hvordan vi skaber ægte fred, hvad der virkelig foregår i verden, og hvordan vi handler på en koordineret måde for at indfri disse mål.

Til at indlede diskussionen i dag vil jeg gerne have Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition, til at lede diskussionen. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen til jer alle sammen. Det er en betagende verden, hvor der sker ændringer næsten dagligt, så lad mig prøve at placere det, vi diskuterer i dag, i den strategiske situation.

Den 18. marts vil helt sikkert blive husket i historien som en skæbnesvanger dag, fordi der skete to store begivenheder, som begge potentielt er enten ekstremt gode eller ekstremt dårlige. For det første var det den dag, hvor præsident Putin og præsident Trump havde en næsten to timer lang telefonsamtale. Det var det andet opkald af denne art, men de to opkald afsluttede en pause på 3,5 år, hvor der ikke var nogen direkte forbindelse mellem USA og Rusland – de to mest magtfulde atommagter. Ifølge udmeldinger fra både Det Hvide Hus og Kreml var diskussionen meget produktiv, og der er lagt op til en masse opfølgning, der handler om krigen i Ukraine, krisen i Mellemøsten og andre emner. Man kan virkelig se, hvem i verden der reagerede positivt på det: Det var hovedsageligt repræsentanter fra det såkaldte Globale Syd, udviklingssektoren, mens der fra Europa fremkom en absolut afvisning af denne diskussion.

Hvad kunne være mere positivt, end hvis de to mest magtfulde atommagter begynder at vende tilbage til diplomati i stedet for krig og optrapning? Efter min mening bør ethvert fornuftigt menneske være meget glad for denne begivenhed, også selvom den tydeligvis endnu ikke løser de mange forskellige problemer i verden. Det er et stort første skridt i den rigtige retning.

Desværre var der samme dag – den 18. marts – en historisk afstemning i det tyske parlament, som fik to tredjedeles flertal for at ændre forfatningen for at løsne op for den såkaldte »gældsbremse«, ikke for investeringer i produktion og realøkonomi, men for at åbne sluserne for et militærprogram på 400 milliarder euro uden loft, så det oven i købet kan blive endnu højere. Og så er der yderligere 500 milliarder euro til infrastruktur, hvoraf en vis del også er logistik til den militære opbygning. Ifølge det økonomiske dagblad Handelsblatt svarer det på nuværende tidspunkt til en samlet sum på 1,7 billioner euro til primært militære formål. Det vækker naturligvis dårlige minder fra sidste gang, Tyskland gik ind i et militariseringsprogram, og sidste gang var der også en sådan skabelse af midler til militarisering uden for budgettet af Hjalmar Schacht og de berygtede Mefo-lovforslag, som faktisk er en parallel til det, der sker nu.

Man kan hævde, at europæerne kun reagerer på, at de er blevet holdt uden for diskussionen, men det er ikke hele historien. Præsident Trumps argument var naturligvis, at da hans udenrigsminister Rubio mødtes med udenrigsminister Lavrov i Riyadh, var de nødt til først at etablere en grundlæggende diskussion mellem de to supermagter. Eftersom europæerne ikke havde taget initiativ til en diplomatisk tilgang til Ukraine-krisen, hvorfor skulle man så invitere nogen, som tydeligvis ikke har antydet, at en fredsløsning overhovedet er en del af deres strategiske beregninger?

Så det er nu en situation, hvor Merz, CDU-CSU’s kanslerkandidat, i Tyskland havde vundet sin valgkamp med løftet om, at han netop ikke ville gøre det, at han ikke ville løsne på gældsbremsen. En dag efter at han var blevet valgt, foretog han en 180-graders vending og sagde ja, vi vil gå denne vej på grund af den russiske trussel. Man kan faktisk argumentere for, at det minder meget om et statskup, og det endda af den samme person – Merz – som først lovede ikke at gøre det, og som så en dag senere sagde ja og vendte politikken om på en så drakonisk måde. Det er en fuldstændig skandale, fordi han brugte det gamle parlament, som lige var blevet stemt ud, til at få et to tredjedeles flertal, hvorigennem han vidste, at han ikke ville få to tredjedeles flertal med det nye parlament.

Så de brugte den slags parlamentariske kneb for at få det igennem. Efter min mening varsler det dårligt, for vælgerne er meget oprørte. Folk i Tyskland er forfærdede: Mange af dem, vi har talt med, er helt forbløffede over, hvordan det kunne ske. Og naturligvis forsøger EU nu at få alle opsparingerne ind i en opsparings- og investeringsunion for at finansiere militariseringen; hvilket er endnu mere skandaløst.

Det har naturligvis fået en meget stærk reaktion fra Rusland, hvor Maria Zakharova sagde, at dette er en afgørende overgang til en accelereret militarisering. Fremkalder det en følelse af déjà vu? Hun sagde, at hovedårsagen til det er det økonomiske kollaps i Tyskland. Tyskland havde en økonomisk model, som i høj grad var baseret på billig energi fra Rusland, og nu har fraværet af billig gas fra Rusland efterladt et enormt internt kollaps i økonomien, som ikke gav dem noget andet alternativ end at vende tilbage til en historisk afprøvet tilgang til militarisering. Hun siger, at de tilsyneladende har glemt konsekvenserne – nationens absolutte kollaps. Og Friedrich Merz gav sig tydeligvis af med ubegrundede påstande under debatten om den påståede russisk-initierede krig mod Europa og den russiske trussel. Hun siger: »Jeg vil gerne slå fast, at Rusland ikke har til hensigt at angribe Tyskland. Hvis Tyskland hævder noget andet, må sådanne planer ligge hos Tyskland selv. Under alle omstændigheder bør Berlin kalde en spade for en spade.« Hun siger, at dette er en tilbagevenden til historisk hævngerrighed, hvilket virkelig er forfærdeligt. Du skal huske, at hele historien om dæmoniseringen af Rusland er baseret på tesen om, at Rusland, når det er færdigt med Ukraine, planlægger at angribe de baltiske lande, derefter Polen og derefter endda andre europæiske stater.

Lad mig sige det så klart som muligt: Vi kan diskutere forhistorien til krigen i Ukraine, som ikke er en uprovokeret aggression fra Ruslands side. Der er mange øjenvidner, f.eks. Jack Matlock, som var USA’s ambassadør i Rusland på tidspunktet for den tyske genforening og afslutningen af den kolde krig. Og mange andre – [Hans-Dietrich] Genscher. Der findes historiske dokumenter og videoer i National Archives i USA. Jeg har disse videoer ved hånden, som gør det helt klart, at Rusland blev lovet ikke at udvide NATO mod øst. Vi ved alle, hvad der skete; der var seks udvidelser til Ruslands grænser, hvilket førte til en omvendt Cubakrise. Men jeg vil ikke diskutere forhistorien til krigen i Ukraine. Hvis du ser på det nu, er der så en trussel fra Rusland? Zakharova sagde absolut nej, men efter at have talt med flere højtstående militæreksperter er jeg helt sikker på, at argumentet om, at Rusland planlægger et angreb på Europa, er helt falsk, for der er ikke bare ikke hensigten, selv hvis man ser bort fra det, er der ingen kapacitet. Selv hvis Rusland ville mobilisere alle tilgængelige tropper, er det maksimale antal tropper, de kan samle, ifølge disse militæreksperter 1,5 millioner; og det er langt fra nok til at angribe Vesteuropa militært.

Så hele argumentet om, at der er behov for hele denne militarisering, ifølge flere efterretningstjenester fra Sverige, fra Danmark, fra Tyskland, at et angreb fra Rusland bør forventes senest i 2029, er blottet for enhver form for bevis. Alle de mennesker, der har argumenteret for, at Rusland har til hensigt at angribe Europa, har ikke fremlagt nogen som helst beviser. Jeg synes, det er et meget vigtigt punkt at nævne.

Bundesrat – overhuset i det tyske parlament – bekræftede i dag afstemningen i underhuset, Bundestag. Det betyder, at det nu går fremad.

Lad mig bare sige, at det er meget tydeligt, at EU er ved at falde fra hinanden på grund af dette. På den ene side har man koalitionen af de villige – det er primært Storbritannien, som leder den, Frankrig med Macron, Tyskland, så de baltiske lande, Polen og skandinaverne. Men det er i absolut opposition til Ungarn, Slovakiet, men også Italien, Spanien og Portugal, som ikke stemte for det seneste EU-møde, hvor Kaja Kallas havde foreslået at samle yderligere 40 milliarder euro, som skulle sendes til Ukraine. Så EU er fuldstændig splittet og kan faktisk gå i opløsning på grund af dette. I går mødtes militærfolk fra 20 lande i London, og Starmer havde inviteret koalitionen af villige. Det er stadig uvist, hvad der kommer til at ske. De ønsker helt sikkert ikke at sende fredstropper. Det kunne snarere være et forsøg på at sabotere den igangværende operation for at bringe krigen i Ukraine til ophør.

Situationen på stedet i Ukraine er, som bekendt, at der ikke er meget tilbage af Ukraine. Ukraines evne til at mobilisere tropper ophører snart, og nedslagtningen dræber bare folk uden nogen god grund. Derfor er der nu en masse snak om mulige valg i Ukraine. For eksempel har Aksyonov, en tidligere ukrainsk parlamentariker, som nu bor på Krim, givet et interview, hvor han siger, at der snart kan komme en våbenhvile, en ophævelse af undtagelsestilstanden og valg af en ny ledelse. Så kunne den nye ledelse være villig til at underskrive en langsigtet aftale med Rusland. Der er også et åbenlyst behov for en generel amnesti for alle de forbudte partier og de ledere, der enten er blevet fængslet eller er gået i eksil. De skal alle rehabiliteres, og der skal afholdes frie valg. Det ligger absolut i kortene nu og bør forfølges.

Den eneste anden store krise, jeg vil tage op, er naturligvis situationen i Mellemøsten. Selv om situationen i Ukraine er meget skrøbelig, er der i det mindste et vist håb om, at den kan løses. Men situationen i Mellemøsten er ifølge flere vidner fra regionen meget dårlig. Selv om der har været nogle positive elementer i Trumps offentlige udtalelser, er der i praksis ingen tvivl om, at der føres en politik med maksimalt pres. Hamas’ og houthiernes angreb får Iran skylden for, hvilket Iran naturligvis benægter. Hvad der er sandheden, er svært at finde ud af. Tonen i brevet fra Trump til Khamenei er 80 % truende. Det er naturligvis meget usikkert. På den anden side var der militære manøvrer mellem Rusland, Iran og Kina med deres flåder. Og så var der et politisk møde på højt niveau i Beijing, hvor Irans viceudenrigsminister deltog sammen med russerne.

Så der er helt klart et russisk og kinesisk element i baggrunden, men det er en gråzone, hvordan det kan ende. Israel har selvsagt brudt våbenhvilen i omkring ti dage, og der er en ny IDF-landoperation i Gaza, hvor mere end 1.000 palæstinensere er blevet dræbt – de fleste børn og kvinder. Truslen om at forflytte 2 millioner palæstinensere til andre lande er stadig på bordet. Situationen betragtes derfor af mange mennesker i regionen som helt forfærdelig.

Så det betyder alt sammen, at hvis man ser på situationen, så er den ekstremt skrøbelig og flydende. Mens præsident Trump tydeligvis har vist et vist lederskab ved at vende tilbage til diplomatiet med Rusland i den henseende, fortsatte russerne angrebene på Ukraine; Ukraine fortsatte angrebene ind i Rusland. Det er endnu ikke sikkert i mange områder. Der er også mange mennesker i USA, endda fra MAGA-lejren, som ikke ønsker endnu en krig i Mellemøsten. USA’s bombning af Yemen fik mange kritikere, og situationen i USA er derfor heller ikke stabil og kan virkelig føre til et tilbageslag, hvis der ikke rettes op på visse politikker.

Alt dette betyder, at vi absolut er nødt til at fordoble og ti gange øge vores indsats for at flytte verden over i et helt andet domæne: Nemlig en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur. For kun hvis man ændrer det nuværende geopolitiske regime, kan man gøre sig håb om at løse alle de store problemer, først og fremmest det faktum, at vi sidder på en tidsindstillet bombe, som er det forestående finansielle kollaps. Den tyske situation kan ikke holde, og denne indsats med boblen fra Green New Deal, som slog fuldstændig fejl med en ny boble af militarisering, mens bunden af realøkonomien er ved at falde ud, kan ikke lykkes. Det er topeksperters vurdering, at hvis det kommer til en militær konfrontation mellem USA og Iran, vil USA tabe. Ikke nødvendigvis af militære årsager, men fordi det ville føre til et fuldstændigt kollaps af det internationale finansielle system.

Så det er den krudttønde, vi sidder på. Derfor er vi nødt til at fordoble vores indsats for at få denne nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur på bordet. Hvis man ser på fredsbevægelsen i Europa og reaktionen på det, der skete i Tyskland, var der nogle demonstrationer, men det var et par hundrede mennesker her og et par hundrede der. Men der var ikke noget, i nærheden af at være nok til at have en indvirkning.

Derfor opfordrer jeg deltagerne i denne IPC til at studere vores tilgang, for det er min dybeste overbevisning, at vi kun kan undgå en katastrofe ved at ændre paradigmet fuldstændigt. Jeg vil gerne takke jer.

Bemærkninger under diskussionen:

Jeg synes, det er fantastisk, for det, Marcia demonstrerede, er, at militæret kan have et nyttigt formål. Der er faktisk forskellige traditioner i hvert eneste land, hvor militæret enten tjener imperiet, som Samuel Huntington i sin forfærdelige 800-siders bog The Soldier and the State, der beskriver, hvordan soldater er lejesoldater og bør øge deres drabsrate og være effektive. Sådan er det altid med imperier, Romerriget, Det Byzantinske Imperium, Det Britiske Imperium og hvad ved jeg. Sammenlignet med en helt anden opfattelse af militæret, som blev introduceret på den ene side af de preussiske reformatorer som Scharnhorst og Gneisenau, og i Frankrig Monge-brigaderne, hvor ideen er, at militæret har et større fokus på ingeniørkorpset og faktisk bliver brugt til at gribe konstruktivt ind. Jeg tror, at eftersom hele vores idé er, at selvom det ikke ser sådan ud i Tyskland lige nu eller i Europa, så tror vi stadig, at måden at konvertere industrien på ikke er fra fysisk økonomi til militær produktion, som det sker i Tyskland lige nu, hvor de tager VW-fabrikkerne og laver dem om til kampvognsfabrikker.

Det er perverst: Det burde være omvendt. Man burde tage fabrikker fra det militærindustrielle kompleks og omdanne dem til produktive fabrikker, der laver traktorer og andre ting. Vi har ikke opgivet at bruge den enorme kapacitet i det militærindustrielle kompleks og omdanne den til fredelig produktion for at genopbygge verden. Med det følger ideen om at transformere militæret; militæret bør kun have en defensiv karakter som en vis legitimitet, så længe vi befinder os i denne skøre verden, hvor folk tror, at de er nødt til at slå hinanden ihjel. En vis mængde strengt defensiv hær er nødvendig; men så er man nødt til at konvertere militæret til et ingeniørkorps, hvor de kan bidrage til at løse alle de problemer, man lige har identificeret, og hvor de har en positiv rolle. Måske kan vi få andre i diskussionsperioden til at forholde sig til det, for jeg mener, at vi er nødt til at gribe meget stærkere ind i fredsbevægelsen, for det er ikke nok bare at være imod krigen på nuværende tidspunkt. Man mobiliserer ikke folk, man viser dem ikke en vej ud. Hvis man har en plan for fred gennem udvikling, tror jeg, at vi forhåbentlig kan vække flere menneskers passion.

Lidt senere:

Jeg synes, at bestræbelserne på at lukke munden på ytringsfriheden er et stort problem i både USA og Europa lige nu. Heldigvis holdt vicepræsident Vance en stor tale på sikkerhedskonferencen i München, hvor han skældte ud på Europa for ikke længere at tillade ytringsfrihed. Jeg synes, at folk også bør holde den standard for USA. Det er mit korte svar.

Et par minutter senere:

Det er klart, at halvdelen af Ukraine, hvis ikke mere, allerede er blevet opkøbt – jeg ved ikke, om det er det rigtige udtryk, for BlackRock og lignende virksomheder har allerede overtaget en meget stor del og købt den gode jord. Jeg synes, det er i strid med en grundlæggende følelse af anstændighed at gå efter et land, som er blevet brugt i en stedfortræderkrig og er blevet ødelagt. De mistede omkring 1 million mennesker i en krig, som kunne have været undgået, hvis ikke Boris Johnson og tilsyneladende også Biden havde grebet ind udefra. At man så går hen og tager, hvad der er tilbage af dette land i form af naturressourcer, synes jeg er i strid med en grundlæggende følelse af anstændighed. Det bør ikke ske.

Helt ærligt synes jeg, at hele argumentet om, at investeringen i råstoffer i Ukraine er grundlaget for en sikkerhedsgaranti, lyder som et forfærdeligt dække. Jeg synes, det skal vendes om, og forhåbentlig kan der ske retfærdighed i en fredsaftale; for Ukraine har helt sikkert brug for alle de ressourcer, de har, til deres egen genopbygning. Landet er blevet decimeret. Jeg tror, at en tredjedel af befolkningen enten er rejst eller er blevet dræbt; industrien er blevet ødelagt. Jeg synes, det er i strid med enhver form for standard; det ville være mit svar på det.

Med hensyn til Macron kan jeg kun stole på rapporter fra vores franske kolleger. De mener, at Macron helt af sig selv har en oligarkisk tankegang. Det er måske blevet fremelsket af World Economic Forum og lignende institutioner, men man kan ikke kun bebrejde nogen, der gør noget ondt, det miljø, der har hjulpet dem på vej. Der er noget, der hedder fri vilje, og alle har mulighed for at beslutte sig for det gode eller det onde. Lige nu har Macron ifølge flertallet af det franske folk mistet den.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg tror, at det åbenlyse problem er, at vi har et imperialt kolonialt oligarkisk system, hvor folk, der går ind for det, gør det for pengenes skyld; de gør det for profittens skyld, og de er fuldstændig ligeglade med de sociale konsekvenser af deres politik. Det synes jeg bliver mere og mere tydeligt. På den anden side har man mennesker, som er optaget af det fælles bedste. De har heller ikke noget imod at have penge nok til deres anstændige liv, men de synes ikke, at de skal have flere penge, end de har brug for. De går ikke op i at blive rige. Jeg tror, at den store udfordring for menneskeheden på dette tidspunkt er, hvordan vi bruger spørgsmålet om æstetisk uddannelse til at få flere og flere mennesker til at stille sig på menneskehedens side? Hvis jeg troede, at menneskehedens nuværende tilstand var der, hvor vi skulle være, ville jeg have opgivet hele min kamp for mange år siden. Men jeg er en uhelbredelig optimist, og jeg mener, at historiens lange bue meget tydeligt viser, at vi forbedrer os. Det går ikke altid lineært fra den ene tilstand til den næste; nogle gange er man nødt til at tage tilbageslag. Men hvis man ser på menneskehedens lange historie, lad os sige de sidste 20.000 år, som er det, vi med rimelighed kan sige noget om, er der ingen tvivl om, at vi har øget vores evne til at gøre ting i det fysiske univers i en enorm grad. I stenalderen brugte vi en sten til at dræbe vores naboer for at få deres mad, og nu ser vi på den samme sten og siger: »Åh, det her er jernmalm eller sjældne jordarter, og vi kan gøre følgende ting med den.« Hvis du bare ser på de enorme fremskridt, og folk lever normalt hver dag, som om alt er selvindlysende. Men tag f.eks. til en meget moderne sundhedsklinik, et moderne forskningshospital: Den form for viden, du finder akkumuleret der med hensyn til ekspertise, arbejdsdeling, pleje af patienten, er enorm, det er et under. Folk burde bare holde op med at gå gennem verden, som om alt omkring dem var selvindlysende, og se på det igen, som om du ser det for første gang. På den måde åbner dit sind og dit hjerte sig for det, der virkelig er afgørende.

Hvis jeg ikke var overbevist om, at menneskeheden er designet til at være den kreative art i universet, og at vi meget snart vil udfolde alle de potentialer, som er medfødte i os alle, så tror jeg, at vi er meget tættere på, end vi tror. Tag for eksempel kunstig intelligens. AI kan bruges til ødelæggende ondskab. Hvis man bruger den til at styre droner til at dræbe mennesker, kan det være forfærdeligt. Der er andre anvendelser, som jeg ikke vil komme ind på. Men på den anden side, hvis vi havde uddannede herskere, uddannede regeringer, kunne man begynde at frigøre menneskeheden til livslang læring. Man ville ikke ende med at have manuelt arbejde, for evigt, som et muldyr. Folk ville udføre en vis mængde arbejde, men så bruge resten af tiden til at forbedre sig selv: Til at lære musik, til at lære poesi, til at lære historie, sprog.

Så jeg har en idé om, at med den fjerde industrielle revolution, som vi står på tærsklen til, hvis vi lige nu formår at få et nyt paradigme – og jeg bliver ved med at tale om det nye paradigme for den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur, fordi det er kravet for at nå dertil. Så kan vi overvinde geopolitikken; vi holder op med at tro, at verden er et nulsumsspil, hvor man skal vinde, så den anden taber. Det er en helt forkert tanke, for hvis man ser på, hvordan universets beviseligt anti-entropiske karakter faktisk er, så kunne det også være sådan, mennesker forholder sig til hinanden. Hver kreativ opdagelse, du og din nabo gør, styrker hinanden, og vi deler den fælles viden fra alle disse områder og bliver rigere i sindet og hjertet.

Jeg tror, det er det afgørende springbræt, hvor vi er lige nu. Jeg ved, at der allerede er mange mennesker, der tænker på denne måde. Jeg ved, at der er mange i det Globale Syd, som ønsker at overvinde kolonialismen præcis i den ånd. Det sidder måske ikke i Vesten lige nu; det sidder måske ikke i Europa. Der er også mange gode mennesker i Europa, men de sidder ikke i ledende stillinger lige nu, så vidt jeg kan se. Men jeg er helt overbevist om, at hvis vi gør vores arbejde lige nu og manøvrerer menneskeheden gennem denne ekstremt vigtige overgangsperiode, vil vi ikke være ulykkelige for evigt. Jeg tror, at vi snart vil nå et punkt, hvor vi kan bruge vores kræfter til produktive formål og opbygge ting, som alle disse smukke fred gennem udviklingsprojekter og forvandle Jorden. Jeg tror, det er inden for rækkevidde, hvis vi gør vores arbejde.

Så vær venlig at hjælpe os med at sprede budskabet om, hvad vi forsøger at gøre. [hzl/amb] [ssu]

Ikke korrekturlæst

Fredag den 21. marts, kl. 16 denne gang

B E M Æ R K   T I D S Æ N D R I N G E N   F O R   E U R O P A

Talere:

Agenda:
-Helga Zepp-LaRouche, founder Schiller Institute
-H.E. Ambassador Prof. Dr. Manuel Hassassian video statement, Palestinian Authority Ambassador to Denmark
-Ray McGovern, former CIA analyst and co-founder of the Veteran Intelligence Professionals
for Sanity (VIPS)
-Fernando Garzón, Executive Director of the Ecuadorian-Palestinian Union; Professor at Universities in Ecuador and consultant on development and land use planning for international organizations
-Marcia Merry Baker, Editorial Board, Executive Intelligence Review
-Dennis Fritz, Director of the Eisenhower Media Network; Command Chief Master Sergeant (ret. U.S. Air Force)
–General discussion, reports and initiatives, 3-minutes each

Svar på tilmelding her

De indledende bemærkninger fra hovedtalerne vil blive streamet på YouTube. Diskussionsperioden vil finde sted på Zoom. For at deltage på Zoom er en registrering nødvendig.

Se med på YouTube

Betydningen af den seneste telefonsamtale mellem Trump og Putin og de igangværende diskussioner mellem de to parter skal ikke findes i detaljerne om, hvad de diskuterede – eller undlod at berøre – i deres telefonsamtale den 18. marts. Betydningen er, at den er en del af en frisk ny vind, som har taget til og fejer hen over den strategiske scene og ændrer den kurs, som fik verden til at bevæge sig i retning af atomkrig i de sidste måneder af Biden-administrationen. Det er en ændring, der definerer en ny tilgang til de amerikansk-russiske relationer i det hele taget – og som har en generel “stemningseffekt” selv på emner, der ikke diskuteres specifikt, og på alle lande – uanset om de er klar over det eller ej.

Den russiske strategiske analytiker Fyodor Lukyanov, som leder Council on Foreign and Defense Policy, en førende russisk tænketank, fokuserede på det store billede i en artikel den 18. marts med den passende overskrift »Putin and Trump usher in an era of new diplomacy« (Putin og Trump indleder en æra med nyt diplomati). Lukyanov hævdede, at “den vigtigste udvikling er, at ægte diplomati er vendt tilbage”, og at “for første gang i årevis er der en reel chance for at finde en løsning – for langt om længe er der reelle forhandlinger.”

Lukyanov kom også med en nøgtern advarsel til russere, amerikanere og andre: »Men to ekstremer skal undgås: Den ene er illusionen om, at alt vil blive løst hurtigt og smertefrit, og den anden er den kyniske tro på, at enhver aftale i bund og grund er uopnåelig.«

Det er særligt vigtigt, at præsident Putin vedvarende sætter BRIKS i centrum for diskussionen om den nødvendige nye sikkerhedsorden. Den 13. marts, i sit første svar på Trumps forslag om våbenhvile, takkede Putin varmt Trump for hans engagement i forsøget på at opnå en forhandlet fred i Ukraine, og derefter takkede han straks også regeringscheferne i Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien – de oprindelige grundlæggere af BRIKS sammen med Rusland. Putin gjorde noget lignende lige før sin samtale med Trump den 18. marts ved at holde et langt møde med den russiske union af industrialister og iværksættere, hvor han fortalte dem, at BRIKS-landene og ikke Europa kommer til at være centrum for den globale økonomiske vækst i den kommende periode.

På den måde er Putin faktisk begyndt at gøre det Globale Syd til en samtalepartner i sine dialoger med Trump – hvilket Trump måske eller muligvis ikke engang er klar over endnu. Den nye politiske konstellation – USA, Rusland, Kina, Indien og andre nationer i det Globale Syd – er en kombination, der er stærk nok til helt at erstatte det konkursramte London-centrerede transatlantiske finanssystem en gang for alle.

Det ved briterne godt. I lyset af denne begyndende udvikling bliver briterne mere og mere desperate efter at opretholde deres overnationale politiske kontrol. I Tyskland har de netop gennemført et frækt de facto statskup for at iværksætte en omfattende Schachtiansk oprustning i hele Europa. Nu må man spekulere på, hvor i verden de vil iværksætte deres næste »rigsdagsbrand« eller provokation i stil med 11. september, som de historisk set altid har gjort, når de befinder sig i den slags knibe.

En central bekymring i den forbindelse er Sydvestasien, hvor briterne aktivt forsøger at narre (eller trække) Trump-administrationen ind i en omfattende krig mod houthierne i Yemen og derefter mod Iran. Netanyahu-regeringen i Israel er med sin frastødende genoptagelse af folkemordet i Gaza Londons perfekte håndlanger i den operation.

LaRouches Oase-plan udgør en klar løsning på dette problem, ligesom den er en model for den tilgang, der er nødvendig for at sikre, at den begyndende ændring i den globale politik konsolideres. Tulsi Gabbard, direktør for den nationale efterretningstjeneste i Trump-administrationen, talte før Raisina Dialogue i Indien og slog en håbefuld tone an i forhold til, hvad USA’s rolle igen kan være i den internationale konstellation. America First, sagde hun, »skal ikke misforstås som America Alone. De relationer, vi opbygger sammen, er afgørende for at fremme vores fælles interesser. Vores fælles værdier vil fortsat forme fremtiden for vores partnerskaber.”

Gabbard vendte sig derefter mod JFK’s historiske tale fra 1963 på American University som rettesnor:

»For det første må vi undersøge vores holdning til selve freden. Alt for mange af os tror, at det er umuligt. Alt for mange tror, at det er uvirkeligt. Men det er en farlig, opgivende tro. Den fører til den konklusion, at krig er uundgåelig, at menneskeheden er dødsdømt, at vi er grebet af kræfter, vi ikke kan kontrollere. Vi behøver ikke at acceptere det synspunkt. Vores problemer er menneskeskabte. Derfor kan de løses af mennesker. Menneskets fornuft og ånd har ofte løst det tilsyneladende uløselige, og vi tror på, at de kan gøre det igen.«

Interview foretaget af Tim Rush fra Schiller Instituttet på Advocacy Summit of the Middle East Churches for Peace i Washington, D.C. den 19. marts 2025, hvor H.E. Prof. Dr. Manuel Hassassian var hovedtaler.

Emner: Ambassadørens vurdering af den aktuelle situation i Gaza efter genoptagelsen af de massive israelske bombardementer. Hans budskab til konferencen var at lægge pres på Israel for at få dem til at stoppe krigen og vende tilbage til fredsforhandlingerne. Vold avler vold. Der findes ingen militær løsning.

Ambassadøren sagde, at Schiller Instituttets Oase-plan kan spille en afgørende rolle i at bygge bro over kløfterne gennem udvikling, fremskridt og ved at skabe et fælles grundlag. Den palæstinensiske og den egyptiske Gaza-plan kunne integreres med en international dimension med Oase-planen, en neutral, videnskabelig tilgang, som ikke ville blive afvist af amerikanerne eller europæerne.

H.E. Prof. Dr. Manuel Hassassian har talt om Oase-planen på Schiller Instituttet og andre konferencer.

Tim Rush forklarede, at Schiller Instituttet har lobbyet for Oase-planen på Capital Hill i Washington, som et middel til at skabe en fremtidig vision om økonomiske fordele. I 1960’erne vedtog den tidligere præsident Eisenhower en »Vand for fred«-plan, som blev støttet af den daværende præsident Johnson. En uge før den israelsk-arabiske seksdageskrig i 1967 blev der afholdt en konference i Washington med 6.400 delegerede fra 70 lande. Men projektet blev afsporet af krigen.

Til sidst sagde H.E. Prof. Dr. Manuel Hassassian, at krigen ikke kan opretholdes, der skal være fred baseret på gensidig forståelse og respekt, og han understregede behovet for anerkendelse af en palæstinensisk stat (de sidste ord blev afbrudt).

Læs det engelske afskrift nedenunder.

————————

Kontakt H.E. Prof. Dr. Manuel Hassassian: https://www.infopalestine.dk/

Kontakt Kirkerne for fred i Mellemøsten: https://cmep.org/

Kontakt Schiller Instituttet: Engelsk: https://schillerinstitute.com

Kontakt Schiller Instituttet i Danmark: +45 53 57 00 51; si@schillerinstitut.dk Dansk: www.schillerinstitut.dk Præsentationsvideo: Schiller Instituttet
————————-

Interview med H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian, Det Palæstinensiske Selvstyres ambassadør i Danmark, udført af Tim Rush fra Schiller Instituttet den 19. marts 2025 i Washington, D.C.

Videoen af det 7 minutter lange interview er her: Stop med at bombe Gaza, genopbyg med Oase-planen: Palæstinas ambassadør i Danmark H.E. Prof Dr Hassassian

https://www.youtube.com/watch?v=sbMsQM0znyI

Tim Rush: Velkommen, dette er Tim Rush fra Schiller Instituttet i Washington, D.C. den 19. marts. Det er mig en stor ære at have H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian med, den palæstinensiske ambassadør i Danmark, som har været en af hovedtalerne i dag ved et Advocacy Summit for Churches for Middle East Peace [https://cmep.org/]. Jeg vil gerne spørge, hr. ambassadør, mange tak fordi du kom.
H.E. Ambassadør Prof. Dr. Hassassian: Det er mig en fornøjelse, hr.

Tim Rush: Jeg vil gerne spørge dig, hvilket budskab du har med til forsamlingen i dag, og hvordan de seneste begivenheder, de forfærdelige begivenheder med sammenbruddet af våbenhvilen og den fornyede nedslagtning i Gaza, hvordan vi skal reagere på det, og hvordan vi skal forsøge at komme videre på trods af dette tilbageslag?

H.E. ambassadør Prof. Dr. Hassassian: Vi er faktisk nødt til at erkende, at den nuværende situation i Gaza er uacceptabel, og at denne åbenlyse aggression mod vores folk bør stoppe. Jeg kom her med et budskab til kirkelederne om at styrke ordene om fred og retfærdighed og arbejde ihærdigt sammen med de respektive regeringer for at lægge pres på Israel for at stoppe denne krig, og i bund og grund vende tilbage til fredsforhandlinger for at løse vores uoverensstemmelser på en fredelig måde i stedet for med våben og bomber og alt muligt andet. Vold avler altid vold. Og af den simple grund er vi nået frem til en beslutning om, at en militær løsning på denne konflikt ikke er nogen løsning. Så jo før jo bedre, så bør støvet lægge sig, vi bør få fred, og livet går videre. Og for at folk kan blomstre, er vi dybest set nødt til at fremme en bestemt slags politik, der kan være hensigtsmæssig for alle parter, for det er den måde, man trives på. Man kommer videre, og man overvinder politisk 
jingoisme [ekstrem chauvinisme].

Og da du interviewer mig fra Schiller Instituttet, taler jeg selvfølgelig altid om Oase-planen, hvordan den kan spille en meget vigtig rolle i at bygge bro over kløfterne, politisk, ved mere eller mindre at forsøge at fokusere på udvikling, og gennem udvikling kan vi overvinde denne snævre ideologi, opfattelser, der ophæver hinanden.

Så, syntesebevægelsen i dette er det faktum, at når vi ikke kun ser på vores konflikt som en politisk, kulturel eller religiøs konflikt, men hvis vi tænker, som om glasset er halvfyldt, så søger vi efter et fælles grundlag. Når alt kommer til alt, er nationale og økonomiske interesser et godt udgangspunkt for at forsøge at skabe politisk stabilitet.

Tim Rush: Jeg vil gerne tilføje et spørgsmål. Det program, der er blevet fremlagt af de arabiske lande, især gennem Egypten for nylig, for det første, hvordan vurderer du det? Og for det andet, er der en måde at udvide det på, så det bredere fokus i Schiller Instituttets Oase-plan kunne inddrages og bringes ind i en større sammenhæng?

H.E. Ambassadør Prof. Dr. Hassassian: Ja. Det Palæstinensiske Selvstyre har sin egen plan for genopbygningen af Gaza, som du ved, og den ligger godt i tråd med den egyptiske plan. Men vi mener også, at der bør være en international dimension i udviklingen. Og for at få den dimension er man nødt til at have folk, der er neutrale i denne konflikt, som simpelthen kommer ind og påtager sig ansvaret for at sætte gang i genopbygnings- og udviklingsprocessen på det økonomiske plan med en mentalitet, der bygger på et rent videnskabeligt perspektiv, som det er beskrevet i Oase-planen. Jeg tror, det kunne være en meget plausibel plan, som kunne integreres med den egyptiske og den palæstinensiske plan, når vi taler om dagen derpå i Gaza. Og derfor kunne vi give det en international dimension, hvor det bliver mere legitimt, mere acceptabelt for det internationale samfund, at se den internationale dimension blive tilført, dybest set, i denne overordnede omfattende genopbygningsplan, som kunne være acceptabel for alle. Og jeg tror ikke, at amerikanerne ville have noget imod det, heller ikke europæerne, for Oase-planen er blevet godt udbredt i hele Europa.

Og jeg har selv deltaget i så mange af jeres konferencer og talt om det, både i Danmark og i Palæstina. Jeg har lavet mange interviews, og I [Schiller Instituttet] er en af dem, der har interviewet mig fra København. Så ja, jeg mener, at den internationale dimension af fremskridt og udvikling gennem økonomi [er vigtig], og der er vidnesbyrd om, hvad Oase-planen har gjort og opnået.
Tim Rush: Jamen, det takker vi dig mange gange for. Jeg skal fortælle dig, at vi har været meget aktive på Capitol Hill (Kongressen i USA –red.) med at diskutere Oase-planen som fremskridtet, som en slags fremadrettet – hvad der skaber fællesskabet af fremtidige fordele, der kan lette de umiddelbare krav med hensyn til at standse drabene. Og især i Senatet fandt vi meget interessante reaktioner, også blandt republikanerne, for tilbage i 1960’erne var det tidligere præsident Eisenhower, der vedtog en Vand for Fred-tilgang med et meget detaljeret program og fik støtte fra præsident Johnson [https://larouchepub.com/other/2024/5126-when_water_for_peace_was_at_th.html]. Så det var en tværpolitisk indsats.

Og en uge før Seksdageskrigen i juni 1967 var der et møde i Washington D.C. med 6.400 delegerede fra [94] lande om et Vand for Fred-program [The International Conference for Water for Peace, 23.-31. maj 1967. Selv om det amerikanske udenrigsministerium skriver, at »94 lande var repræsenteret sammen med 24 internationale organisationer, deltog 635 officielle delegerede, 61 deltagere fra internationale organisationer og over 2.000 observatører.«]. Og det blev afsporet, dybest set, på grund af den dynamik, der blev udløst af Seksdageskrigen. Så i dag tror vi på, at vi kan samle det op.

H.E. Ambassadør Prof. Dr. Hassassian: Det kan lade sig gøre. Inshallah [Hvis Gud vil].

Tim Rush: Præcis. Og vi omfavner i høj grad alt det, du gør. Og mange tak for det.

H.E. ambassadør Prof. Dr. Hassassian: Hvis vi tror på Guds vilje, og med vores modstandskraft, at konflikten ikke kan opretholde sig selv, men at fred kan blive en varig fred. Og permanent fred kommer med gensidig anerkendelse, med gensidig respekt, med gensidig forståelse af, at fred og sikkerhed i Mellemøsten ikke kan opnås, medmindre palæstinenserne har deres egen uafhængighed. Og for at opnå det, og for at fremme fred og fredens bæredygtighed og varige karakter, er vi nødt til at være partnere i økonomi, i handelsrelationer og i udviklingen af vores naturressourcer til gavn for alle.

Tim Rush: Ja, inshallah. Og mange tak skal du have.

H.E. Ambassadør Prof. Dr. Hassassian: Det var så lidt, hr. Det var en fornøjelse.

Kontakt os: +45 53 57 00 51; si@schillerinstitut.dk
Dansk: www.schillerinstitut.dk
Præsentationsvideo: Schiller Instituttet: Fred Gennem Udvikling:    • Schiller Institut trailer: Fred genne…  
Andre vigtige hjemmesider: English: www.schillerinstitute.com
www.laroucheorganization.com
www.larouchepub.com
www.larouchepub.com/eiw

EIR Strategic Alert, Wiesbaden, 19. Marts 2025

Telefonsamtalen den 18. marts mellem præsidenterne Vladimir Putin og Donald Trump har åbnet døren til et perspektiv, som ikke har været til stede i mindst de sidste 35 år. Ifølge de meget foreløbige udskrifter, der var tilgængelige, før dette nummer af vores nyhedsbrev gik i trykken, blev der drøftet mange emner mellem de to ledere, som, hvis de realiseres, kunne betyde en afslutning på kampene i Ukraine og et meget tiltrængt skridt tilbage fra tærsklen til en direkte konflikt mellem atommagterne. Det ser ud til, at de blev enige om at starte med en våbenhvile for angreb på energiinfrastruktur og fortsætte derfra, efterhånden som flere detaljer bliver udarbejdet på opfølgende møder. Spørgsmålet om Ukraines medlemskab af NATO ser ud til at være fjernet fra dagsordenen, selv før opkaldet.

Vigtigst af alt synes både Donald Trump og Vladimir Putin at have en bevidst forståelse af behovet for at genetablere forholdet mellem USA og Rusland, som Ukraine-konflikten blot er en afspejling af. Begge udmeldinger understregede de »positive sider« og den »gensidige interesse« i at normalisere deres forhold, hvilket ville have en enormt gavnlig effekt på hele verden og fundamentalt ændre det paradigme, der er defineret af britisk-imperialistisk geopolitik.

Men alt vil afhænge af, hvilke handlinger der konkret bliver foretaget, og af hvor succesfulde bestræbelserne på at sabotere processen bliver. Det kan forventes, at de europæiske nationer, der står bag London i en besynderlig form for »Coalition of the Willing«, vedvarende vil forsøge at forhindre en afslutning på krigen. Faktisk har de siden mødet i Saudi-Arabien, hvor præsident Zelenskyj accepterede en våbenhvile, konstant gentaget fortællingen om, at »bolden nu er på Ruslands banehalvdel«, for at fremstille Moskva som den eneste hindring for en løsning.

På trods af alle de forhindringer og kompleksiteter, som denne konflikt indebærer, og efter årtiers geopolitisk manøvrering fra Vestens side for at bruge Østeuropa som rambuk mod Rusland, er præsident Trump forblevet optimistisk med hensyn til, at hans russiske modpart oprigtigt ønsker en afslutning på krigen og en genetablering af gode forbindelser med USA og Vesten. Trump er tro mod sig selv og har tænkt sig at indgå en kompromisløs aftale med Putin, men den russiske præsident lader sig ikke skræmme.

Da Vladimir Putin kommenterede forslaget om våbenhvile den 13. marts, kom han med en lidet bemærket, men meget vigtig henvisning. Han begyndte med at takke Trump for hans indsats og for »at have været så opmærksom på løsningen i Ukraine«, men han udtrykte også taknemmelighed over for lederne af andre nationer, som har taget fat på spørgsmålet, og nævnte udtrykeligt lederne af Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika. Disse nationer er selvfølgelig fire af de fem oprindelige BRIKS-medlemmer sammen med Rusland. Nogle skarpe iagttagere ser dette som en underfundig måde at minde Vesten om, at der er andre magter uden for NATO og den transatlantiske verden, hvis stemmer i stigende grad bliver hørt på verdensscenen.

Mens der sker visse fremskridt med hensyn til at stoppe krigen i Ukraine, er situationen i Mellemøsten langt mere bekymrende. Den skrøbelige våbenhvile i Gaza er blevet brudt, da Israel iværksatte flere luftangreb den 18. marts, som dræbte mindst 400 palæstinensere, og det forventes, at landoperationer vil blive genoptaget inden for kort tid. Palæstinensere i dele af det østlige Gaza er blevet beordret til at evakuere, hvilket skaber mere nød og lidelse, som nødhjælpsorganisationerne ikke har midler til at lindre. En talsmand for Det Hvide Hus sagde, at de israelske myndigheder havde rådført sig med Trump-administrationen, før de indledte operationerne.

Washington har også optrappet konflikten med Yemen ved at iværksætte tre nætters luftangreb på houthi-stillinger som gengældelse for angreb på amerikanske og israelske skibe på vej gennem regionen. Præsident Trump har udsendt voldsomme erklæringer, hvor han advarer om, at »hvert skud, der affyres af houthierne«, vil blive betragtet som affyret af Irans ledelse, og han fortæller houthierne, at »helvede vil regne ned over jer«, hvis I ikke stopper. Dette spiller naturligvis ind i Netanyahus planer om at anstifte et direkte opgør mellem Iran og USA.

Ikke korrekturlæst

[HZL] [LJ_] Onsdag den 19. marts 2025

HELGA ZEPP-LAROUCHE: er [starter midt i en sætning] … er det perspektiv, der kommer fra den erfaring. Bare for at nævne konteksten meget kort, så var i går en fantastisk dag: På den ene side havde man den virkelig vigtige, supervigtige telefonsamtale mellem præsident Trump og præsident Putin, som jeg mener er ekstremt vigtig for håbet om at undgå atomkrig, og alle, der ikke er helt ude på dybt vand, bør efter min mening være glade for den samtale – selvom processen med at løse de komplicerede spørgsmål ikke er let. Og samme dag var der en lige så spektakulær begivenhed, dog i den anden retning, i det tyske parlament, Forbundsdagen, hvor et flertal på to tredjedele stemte for at løsne gældsbremsen og dybest set finansiere et enormt oprustningsprogram, som ifølge det tyske økonomiske dagblad {Handelsblatt} vil beløbe sig til 1,7 billioner euro inden for en overskuelig fremtid, som vil blive løsnet og brugt til primært militære formål. Og så, en dag senere, annoncerede von der Leyen fra København en ny hvidbog om militære spørgsmål for EU, som også annoncerede et program for 800 milliarder euro til oprustning.

Fortæl vores seere og lyttere, hvad du mener om denne udvikling. Og især, hvad kan du fortælle folk rundt omkring i verden, hvordan de efter din mening kan komme ud af dette?

LARRY JOHNSON: Okay, det burde være en nem opgave på fem minutter, ikke? (latter)
Så lad mig starte med turen til Moskva. Jeg ankom til Moskva for to uger siden i dag, torsdag [6. marts] – eller i morgen. Jeg rejste for to uger siden i dag, og jeg ankom torsdag og var der i fem dage, med et møde med udenrigsminister Lavrov mandag. Jeg var der sammen med dommer Napolitano fra hans show »Judging Freedom« samt en ung iværksætter fra Dubai ved navn Mario Nawfal. Og vi havde en meget åbenhjertig og behagelig samtale med udenrigsminister Lavrov. Det var ikke planlagt. Ja, vi var på forhånd blevet bedt om at forberede spørgsmål, men realiteten er, at da vi først kom ind til mødet, røg de spørgsmål ud af vinduet, og vi kunne få en diskussion. Lavrov er en gentleman. Han er sjov. Men han er også en alvorlig mand. Og jeg spurgte ham især om to ting: For det første, om præsident Putins tale til Ruslands sikkerhedsråd i juni 2024 stadig var Ruslands politik i forhold til at sikre våbenhvileforhandlinger med Ukraine? Og Lavrov var ikke kategorisk omkring det: Han sagde: »Absolut. Det har ikke ændret sig.« Og så er de holdninger, som Putin fremlagde i 2024, at Ukraine for det første skal opgive og fjerne sig fra alt russisk territorium, hvilket inkluderer de nyligt indlemmede områder Kherson, Zaporozhye, Donetsk og Lugansk. Så de er nødt til at trække sig tilbage og stoppe alle militære aktioner. De er nødt til at afstå fra at tilslutte sig NATO, de er nødt til at afholde nye valg for at få en legitim leder på plads, som Rusland kan forhandle med, fordi Zelenskyj ikke betragtes som en legitim leder i lyset af, at han aflyste den sidste runde af præsidentvalget; og at USA er nødt til at afbryde al militær, finansiel og efterretningsmæssig støtte: De skal stoppe med at understøtte krigen. Det har ikke ændret sig. Så det er Ruslands krav til at starte forhandlinger om at bringe krigen til ophør, for så vidt angår at tale med Ukraine.

Så spurgte jeg ham om forholdet til Kina. Igen tror USA ud fra et politisk synspunkt, især omkring Trump – og det er ikke kun omkring Trump, det er tværpolitisk – at vi på en eller anden måde kan splitte Rusland fra Kina og bruge Rusland som en kile til at angribe og underminere Kina. Jeg mener, det er simpelthen vanvid. Men denne imperialistiske sygdom, som inficerer Vesten, er som en afhængighed. Det er meget svært at holde op. Men Lavrov påpegede, at Rusland og Kina nu har et forhold, som ikke er overfladisk: Det er gennemgribende, det er dybt. Det omfatter både økonomi, politik og militær. Lavrov erkendte, at der er ideologiske, filosofiske forskelle, som kan adskille de to; hvert land har sine egne interesser, som det forfølger, men de er også modne nok til at erkende, at de har mere til fælles, hvor de kan arbejde sammen.
Helt ærligt, så tror jeg, at Ruslands forhold til Vesten, Vladimir Putin og den russiske regering, fordi – når USA begår den fejl at personliggøre dette, altså som om Putin er diktatoren og styrer alt, hvilket absolut ikke er tilfældet. Men jeg tror, at russerne i det store og hele endelig har indset, at USA er det samme som en voldelig ægtefælle, som har skadet os i årevis. Og vi er altid vendt tilbage til dem med et løfte om at opføre sig ordentligt; de lover aldrig at gøre det igen, og vi vender tilbage, og de banker os, voldtager os, du ved, misbruger os; og det har været Ruslands forhold til Vesten. Og Rusland er nu, tror jeg, i særdeleshed udtrykt af Putin så sent som i går på en konference for industrifolk – Rusland forstår, at der ikke er udsigt til et normalt forhold til USA. Det betyder ikke, at de ikke kan have normale diplomatiske forbindelser, men forståelsen af, at USA aldrig vil gøre noget for at handle i Ruslands interesse, og bestemt ikke vil være ivrig efter at identificere eller acceptere nogen af Ruslands nationale interesser. Det er i høj grad et nytteorienteret forhold: Det handler om, hvad vi i Vesten vil have ud af det, og hvad vi kan tage fra Rusland, hvad vi kan udnytte fra Rusland, og hvordan vi kan manipulere og bruge Rusland til at nå andre mål.
Og det ved russerne godt nu. Så de siger: Okay, det gør vi ikke mere. Vil du have et forhold? Vi vil have et venskabeligt, voksent forhold, men der er ingen romantik involveret. Det skal være fair, det skal være retfærdigt, og hvis du ikke vil have det, så er det fint! Vi er glade for at leve vores liv uden at bekymre os om jer. De har ikke brug for Vesten. De anerkender, at de er bedre stillet, hvis de ikke skal bevæbne sig selv. Men helt ærligt, som du påpegede, er tyskernes handlinger, kombineret med retorikken fra Frankrig og Macrons tilbud om en atomar paraply, og så Starmers forsøg på at samle en »koalition af de villige«, Rusland erkender, at Vesten stadig er opsat på at invadere det og forsøge at ødelægge det. Og derfor vil det vedvarende tage skridt til at forsvare sig, og det vil ikke sænke paraderne og give efter for en våbenhvile, bare for at forsøge at tilfredsstille Vesten.

ZEPP-LAROUCHE: I betragtning af, at der synes at være to universer, hvor folk, der lever i det ene univers, har en overbevisning og et sæt aksiomer og måder at forstå, hvordan verden fungerer på; og så har du denne fantastiske afbrydelse på siden af de mennesker, der nu kalder sig selv »De villiges koalition«. Men hvis man ser på det, så er den tyske økonomi i frit fald på trods af al denne blær; de europæiske økonomier generelt kan ikke længere hamle op med Asien; og i en vis forstand, selv om de går ind i denne militære oprustning, deles dette ikke af alle, ikke engang af hele EU. Meloni har lige sagt, at hun ikke ønsker at være en del af dette. Naturligvis Ungarn, Slovakiet, men også lande som på Balkan, og faktisk også Spanien, der heller ikke er begejstrede, så vi ser virkelig kun på en meget lille del, endog af EU!
Hvad er din første forståelse af, hvorfor de gør, som de gør? Og for det andet fik jeg en rapport i dag fra flere af vores medlemmer, som havde mange diskussioner fra i går, efter at disse to begivenheder fandt sted praktisk talt samtidig, telefonopkaldet mellem Putin og Trump og så denne utrolige afstemning i Forbundsdagen, og befolkningen i Tyskland er helt forfærdet! De er ekstremt oprørte: De tænker: »Åh gud, hvor fører det os hen? Hvad kan vi gøre?«

Så hvad er dit råd til, hvad vi skal gøre? Hvad bør tyskerne indse efter din mening?

JOHNSON: Jeg tror, at en del af det, der driver dette, er beslutninger truffet af folk som Starmer, Macron og nu Merz, og det er penge. Og der er bogstaveligt talt blevet sparket millioner af dollars tilbage til politikere i Vesten. Jeg er klar over det her i USA, fordi en af mine venner er involveret i denne efterforskning: De har identificeret 26 medlemmer af den amerikanske kongres, både i Repræsentanternes Hus og i Senatet, som har modtaget – jeg ved, at en bestemt person, som har været en meget fremtrædende fortaler for at finansiere krigen i Irak, har modtaget 17,2 millioner dollars på sin egen personlige bankkonto! Så jeg har en stærk mistanke om, at folk som Starmer, Macron og Merz er blevet betalt af elementer med forbindelse til organiseret kriminalitet. Kan jeg bevise det lige nu? Nej, men det er min opfattelse, at der er et økonomisk incitament i det her, for ud fra et rationelt politisk synspunkt giver det, de går ind for, absolut ingen mening. Det er faktisk i modstrid med, hvad offentligheden ville forvente i et ægte demokrati, hvis et demokrati betyder, at man forsøger at følge folkets vilje eller udtrykke, hvad flertallet mener. Og så tror jeg, at et andet element er, at især i Storbritannien er de i høj grad økonomisk eksponeret i Ukraine, hvor de bogfører adgangen til ressourcer i Ukraine og ønsker at beskytte den adgang for enhver pris.

Og så har vi bare historien: For det er kun ca. 170 år siden, at briterne og franskmændene invaderede Krim og kæmpede mod Rusland. Så denne langvarige fjendtlighed mellem disse kolonimagter i Europa, som forsøgte at forhindre Rusland i at blive en del af Europa, og som samtidig forsøgte at erobre og ødelægge det, er ikke aftaget. Så du har ret i, at der er en enorm forskel på, hvad befolkningen nødvendigvis ønsker, og hvad ledelsen gør. Men en del af problemet er, at uanset om det er Storbritannien, Frankrig eller Tyskland, så er politikken meget rodet. Der er endnu ikke en klar flertalsbevægelse, som har rejst sig og sagt: »Vi er nødt til at stoppe det her.« For mange mennesker har fejret AfD’s succes ved det seneste valg, hvor de fik omkring 20 % af stemmerne. Men lad os være realistiske: De fik en femtedel af stemmerne, okay? Det er ikke et flertal, ikke i nærheden. Og der var heller ikke noget andet parti, du ved, alle var i 20’erne og 30’erne. Så det betyder, at du har et fuldstændig fragmenteret samfund. Det er problemet: Indtil offentligheden samles om et bestemt emne eller en gruppe af emner og siger: »OK, vi vil ikke være et land, der går i krig,« så vil du på det tidspunkt få en ændring i politikken; men indtil da vil disse politikere bare udnytte den manglende konsensus til deres egen fordel.

ZEPP-LAROUCHE: Der er mange, selv juridiske eksperter, som meget varsomt, men ikke desto mindre siger, at det, der er sket, ligner et statskup i Tyskland, fordi Merz gik til valg på løftet om, at CDU/CSU ville stå for ikke at slække på gældsbremsen – jeg mener, bare i parentes bemærket, at gældsbremsen er en forkert politik, fordi den udspringer af Maastricht-stramhedsvanviddet; så jeg forsvarer ikke gældsbremsen som sådan. Og nu er man nødt til at ændre forfatningen, fordi de stemte den ind i forfatningen, hvilket var tåbeligt. Hvis man nu vil ændre den, ville det være meget fornuftigt at sætte gang i realøkonomien – infrastruktur, modernisering, investering i innovation og alle disse ting. Men selv i infrastrukturdelen af dette program er der mange komponenter, som virkelig tjener logistikken for en fremtidig oprustning og bevægelse mod øst – man har broer og motorveje og tog, der kører fra vest til øst i tilfælde af en militær begivenhed. Men dette bruges udelukkende til militær orientering, og jeg tror, at det store spørgsmål bliver, hvor disse penge vil gå hen? For det militærindustrielle kompleks vokser helt sikkert enormt lige nu i Europa; men jeg tror ikke, at de på kort sigt har evnen til at producere alle de ting, de vil putte i dette, så sandsynligvis vil en stor del af dem gå til det militærindustrielle kompleks andre steder, blandt andet i USA. Det ville ikke overraske mig, for Merz var administrerende direktør for den tyske afdeling af BlackRock, før han begyndte sin politiske karriere.

Så i en vis forstand lovede han ikke at gøre det ved valget. Så vandt han, og næste dag siger han: »Åh, undskyld! Nu løsner jeg gældsbremsen og slipper den her bazooka løs.« Teknisk set er det måske ikke et statskup, men de facto gør det ingen forskel. Det kunne lige så godt have været en helt anden person, der marcherede ind og tog magten.

Så jeg synes, det er et af de værste og mest tragiske øjeblikke i tysk historie – i hvert fald i dette århundrede – og jeg er enig med dig i, at den eneste løsning ville være, at denne overfladiske splittelse, for Die Linke kunne f.eks. sammen med AfD have insisteret på, at parlamentsformanden, i stedet for at foretage afstemningen om forfatningen, kunne have indkaldt det nye parlament samme morgen, hvilket, i betragtning af at argumentet var, at hvis det var så påtrængende, ville hun have haft alle grunde til at indkalde det nye parlament, men der havde Merz ikke to tredjedeles flertal.

Så derfor tror jeg, at det, du siger, med hensyn til den absolutte, påtrængende nødvendighed af, at folk virkelig begynder at – og her gjorde Die Linke det ikke, fordi de sagde: »Vi vil aldrig gå sammen med et ekstremt højreorienteret parti, som det, der overvåges af [Bundesamt für] Verfassungschutz, af den interne efterretningstjeneste. Og hvis du spørger dig selv: »Hvad er værst? At arbejde med nogen, der ganske vist har nogle skinhellige elementer i sig – du ved, AfD har nogle meget problematiske mennesker i sig; men i det store og hele er der også meget anstændige mennesker i det. Så i stedet for at forhindre Tyskland i at gå i krig, har de denne latterlige idé om, at man ikke kan arbejde sammen med sådanne mennesker. Fortæl, hvad du mener om det.

JOHNSON: Det er lidt ironisk, hvad Tyskland går igennem nu. Det minder om det, der skete i 1920’erne og ind i 1930’erne med nationalsocialismens fremmarch: Hvad jeg mener med det, er, at det økonomiske kaos, der var i gang, og manglen på en sammenhængende politisk kraft; og lige nu ser vi ikke nogen anden gruppe, selvom AfD bliver portrætteret som nazisternes genfødsel, hvilket det ikke er. Men vi ser ikke nogen med den slags personlighedskarisma, som Hitler udviste dengang, og som i sidste ende gjorde ham til en populær figur; og en populær figur, til dels fordi han genoprettede økonomien i Tyskland, han overvandt de økonomiske problemer, og du ved, gav folk stor stolthed over at være tyskere på det tidspunkt. Ser vi nogen form for politisk aktør nogen steder i de forskellige tyske politiske partier med den slags karisma og evner? Nej, især ikke Merz. Merz er næsten som en dårlig stereotyp i en Hollywood-film, der forsøger at skabe en skurk med sine forbindelser til BlackRock. Og det er her, jeg tror, vi kommer til sagens kerne, det er stadig »follow the money«. Det hele handler om penge og rigdom. Og BlackRocks eksponering i Ukraine er betydelig. Og hvis Rusland fortsætter ad den vej og besejrer Ukraine, vil det være et betydeligt økonomisk tab, både for BlackRock, men også for Storbritannien.

Og her er Merz så, selvom han tilsyneladende forsøger at lede Tyskland, tjener han sin tidligere finansielle herres interesser. Og det er her, vi kommer til sagens kerne, at det ultimative mål for alle udgifterne til militært udstyr og den slags er at forsøge at ødelægge Rusland og tage alle Ruslands naturressourcer og bruge dem til gavn for Vesten. Jeg mener, Vesten er som en græshoppesværm lige nu, der forsøger at falde ned over en majshøst og blotte den.

Så det er det, Rusland kæmper imod. Og måske er det heldigt, at det, der foregår i Vesten, er manglen på en sammenhængende politik: Det er mere som folk på et synkende skib, der prøver at finde ud af, hvem der kan komme først i redningsbåden, og prøver at få kontrol over den redningsbåd. Det skaber uundgåeligt kaos.

ZEPP-LAROUCHE: Ja. At ødelægge Rusland fungerede ikke så godt. Baerbock, som stadig er vores udenrigsminister, havde sagt det mange gange, og nu foreslog nogen i den tyske regering, at hun skulle være formand for FN’s generalforsamling i et år fra september, hvilket er en absurd idé – hun ødelagde Tysklands image i hele sin periode som udenrigsminister, og nu foreslår de det! Så selv den tidligere chef for sikkerhedskonferencen i München, Christoph Heusgen, sagde, at det er absurd, fordi hun simpelthen er utidssvarende. Og i en vis forstand er det fuldstændig vanvittigt!

Men for at vende tilbage til det britiske spørgsmål: Den eneste interessante udvikling er, at hvis man ser på Rusland-analysen af, hvem der laver al sabotagen og forstyrrer ethvert forsøg på at løse tingene, så peger de meget stærkt på briternes rolle. Og det ser også ud til, at præsident Trump på baggrund af sin erfaring med Russiagate, og hvem der stod bag, er meget opmærksom på briternes rolle. Men briterne sendte Starmer til Washington i et forsøg på at manipulere situationen. Så hvor tror du, det her kan ende?

JOHNSON: Den gode nyhed er, at briterne åbenlyst vil være ude af stand til at gennemføre deres plan, det de ønsker at gøre. Og det er simpelthen, fordi de taler stort, de taler, som om de er Great Dane, men i virkeligheden er de en ældre legetøjspuddel uden tænder. De kan stadig lave rod i gulvtæppet, de er meget ubehagelige at være i nærheden af, men militært er de udhulet. Og du kan tage hele den britiske hær og putte den ind på Manchester Uniteds fodboldstadion, og der vil stadig være 20.000 sæder til rådighed til yderligere tropper! [De har ingen militær styrke, hverken hvad angår flådestyrker, luftvåben eller landstyrker. Ikke desto mindre opretholder de denne forestilling om, at de på en eller anden måde vil gøre en forskel på landjorden i lande som Ukraine. Og du har ret i, at briterne spillede en rolle i Rusland – de har virkelig haft en skadelig indflydelse! Og det er derfor, Trump på en måde legede med Starmer og ikke gav Starmer, hvad han ville have. Det, Starmer leder efter, er en garanti for, at hvis de begynder at skændes med Rusland, så vil USA komme og afslutte det. Og indtil videre har Donald Trump sagt: »Øh, nej. Det kommer vi ikke til at gøre.« Så Starmer er stadig på bar bund.

Jeg kan virkelig ikke se, hvordan han kan blive ved med at fokusere på udenrigsanliggender, mens han ignorerer den hjemlige uro! Storbritanniens økonomi er ikke meget bedre end Tysklands, og Storbritanniens økonomi er i bedste fald i stagnation. Så der er økonomisk recession i hele Europa, og det er ikke kun et spørgsmål om at kunne skaffe midler, men de har heller ikke personalet. Der er ikke det, jeg vil kalde tyske patrioter og britiske patrioter, der siger: »Vi vil i militæret! Vi vil kæmpe for vores land!« Heldigvis har vi ikke mange af den slags følelser: Det er den gode nyhed.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er forbløffet, for hvis man ser på de forandringer, der sker i verden lige nu, er de så gigantiske og så store, at det er meget svært at forstå, hvordan nogle mennesker ikke kan se det. Jeg vil give dig et eksempel: I går eller for to dage siden deltog Tulsi Gabbard i Raisina-dialogen i Indien, som er et meget prestigefyldt forum, der afholdes af det indiske udenrigsministerium og Observer Research Foundation. Og hun holdt en meget passioneret tale, fordi hun er hindu, og fordi hun føler, at Indien er hendes andet hjem. Og det indebærer naturligvis en god forbindelse mellem Indien og USA.

Samtidig holdt Modi, som også har en god forbindelse til Trump, en meget vigtig tale, hvor han sagde, at forholdet mellem Indien og Kina nu er meget bedre, og at de er som en familie, hvor man måske har små uoverensstemmelser, men hvor man ikke lader det udvikle sig til en virkelig alvorlig konflikt. Det hænger sammen med Rusland, som har et meget stærkt partnerskab med Kina. Så BRIKS-landene er på vej til at blive en ny fremtidig magtblok, eller de er allerede en magtblok. Og hvis USA via sådanne forbindelser som et pragmatisk forhold til Rusland og et positivt forhold til Indien, kan jeg konstatere, at USA ikke længere er modstander af det. Og Putin havde, før han talte i telefon med Trump, et møde med russiske industrifolk, og han fremlagde et perspektiv, hvor han sagde, hør her, fremtiden ligger virkelig hos den Globale Majoritet, BRIKS, og han rådede dem til at investere i dette område osv.

Så det, du ser, er en fuldstændig strategisk omlægning med Asiens fremgang; det er ikke kun Kina, men hele Asien. Så har du BRIKS-landene i tillæg til det, og der er et enormt ønske fra afrikanerne om for eksempel at holde op med at være råvareproducerende lande, og de ønsker at tage skridtet til at blive mellemindkomstlande på kort sigt, hvilket de nu kan gøre, fordi de har partnerskabet med Kina; mange af dem er allerede med i BRIKS eller ønsker at være en del af BRIKS.

Så hele verdens magtcentrum har tydeligvis flyttet sig, og fra det synspunkt ser det for mig ud til, at de få europæere virkelig er »altid i går«-folket: Dem, der bare ikke forstår, at verden har ændret sig, og de holder fast i deres gamle, neoliberale, neokolonialistiske verdenssyn. Og jeg tror på en måde, at det ikke kan vare længe, fordi dynamikken i denne nye magtblok vil være så tydelig, og især hvis USA i det mindste indtager en neutral eller ligefrem positiv holdning til det, tror jeg, at vi står over for gigantiske ændringer til det bedre. Så jeg har en underliggende, enorm følelse af optimisme.

JOHNSON: Jeg er enig med dig, især med hensyn til, lad os kalde det afslutningen på den kolonialistiske æra. Vi kan markere starten på den kolonialistiske æra med Vasco de Gamas, Christoffer Columbus’, rejser og begyndelsen på at erobre territorier rundt om i verden, og den har udviklet sig og været vedvarende, indtil USA blev den eneste tilbageværende hegemon. Nu følger Europas vasalstater med i USA’s bestræbelser på at kontrollere verden via dollaren.

Jeg tror, at når historien skrives om mange år, vil de se tilbage på starten af den særlige militære operation i Ukraine som det skelsættende øjeblik, hvor den ene verden sluttede, og den nye verden kom frem i lyset. For det var starten på den krig og derefter de sanktioner, som Vesten, især USA, forsøgte at pålægge Rusland, hvor det blev klart, at USA håbede, at de havde Rusland i et afhængighedsforhold, og at de faktisk havde Kina i et afhængighedsforhold; at det er en meget formynderisk model. Jeg kan huske, at jeg oplevede noget af dette med min egen far, hvor han havde en tvist, da jeg fyldte 18 år, og han bad mig om at gøre en ting, som jeg helt ærligt mente var min ret til at træffe den beslutning. Så han sagde: »Enten gør du det, eller også skrider du!« Så jeg skred! Jeg skred! Kom ud, fik et job, blev uafhængig. Og vi har faktisk stadig et venskabeligt forhold efter det, men jeg var nu uafhængig; jeg var ikke længere afhængig.

Og det er det, der sker med Rusland, med Kina, med Iran, med Indien, med Sydafrika, med lande over hele verden. Og jeg prøver ikke at lade som om, at nogle af disse lande ikke har deres egne interne problemer at slås med – men ved du hvad? Det er deres problem at slås med. Det er ikke mit job at blande mig og være med til at fortælle dem, hvad de skal gøre for at løse deres egne problemer. Og det er her, Rusland kommer ind i billedet, i en lederrolle, for russerne har været meget kloge til at håndtere andre lande, ikke ud fra et synspunkt om selvhøjtidelighed, ikke behandle dem på en nedladende måde, men behandle dem som ligeværdige! Det ser man især hos de forskellige afrikanske repræsentanter, som jeg har mødt ved det internationale økonomiske forum i Sankt Petersborg: Russerne behandler dem ikke, som om de er en flok tidligere slaver fra Afrika, de behandler dem som ligeværdige. Og du ved, folk ved, hvornår de bliver talt ned til, og de ved, hvornår de bliver behandlet med respekt. Og det er en af de ting, der er ægte ved russerne: At de ikke taler ned til dig og behandler dig, som om du er et mindreværdigt væsen eller et insekt. Og det er der, jeg tror, vi går ind i denne nye æra.

USA og Europa forsøger desperat at holde fast i det, men som vi har set i løbet af især de sidste to år, er Frankrig og Belgien ved at blive smidt ud af Afrika, og det med rette! Det samme gælder USA. Hvorimod Rusland og Kina gør fremskridt, og de gør fremskridt, fordi Rusland og Kina ikke er nødt til at gå ind i disse lande for at voldtage dem for deres ressourcer! For Rusland og Kina har deres egne ressourcer. I stedet tror jeg, at de virkelig er oprigtige omkring at fremme den ægte økonomiske udvikling i disse lande.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, at den nuværende situation er meget håbefuld. Jeg ved ikke, om du er klar over, at da den særlige militæroperation startede, fremsatte jeg straks et forslag om, at vi absolut skal stoppe geopolitikken og gå over til en international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle verdens landes interesser, hvilket er i overensstemmelse med traditionen fra Den Westfalske Fred, og som naturligvis i dag ville omfatte Rusland, Kina, Nordkorea og Iran. Og da jeg fremsatte dette forslag for næsten præcis tre år siden, var der mange, der sagde: »Åh nej, det er for tidligt. Det kan ikke lade sig gøre. Nu er vi i krig, og derfor vil folk ikke lytte til det.« Men hvis man ser på det, bevæger vi os nu i denne retning, fordi Xi Jinping foreslår sine tre initiativer, det Globale Sikkerhedsinitiativ, Udviklingsinitiativet og Civilisationsinitiativet; og Putin holdt den 14. juni 2024 en meget vigtig tale, hvor han sagde, at han nu, på grund af den særlige militære operation, ser muligheden for et europæisk sikkerhedssystem og endda et globalt sikkerhedssystem. Og det betyder, at både Kina og Rusland har udtalt, at de tænker i et nyt, globalt sikkerhedssystem.

Så jeg tror, at det virkelig er målet for fremtiden, for jeg tror, at vi af mange grunde, fremkomsten af atomvåben, internettet, pandemierne og AI og digitalisering, virkelig befinder os i et historisk øjeblik, hvor vi er nødt til at tænke på menneskeheden som én, fordi man ikke længere kan løse problemet på en delvis måde. Jeg mener, Romerriget kollapsede, og folk i Indien havde ingen anelse om, at det fandt sted, og de havde en Gupta-periode med blomstrende litteratur og så videre; og først mange år senere fandt de ud af, at der i en anden del af verden var et enormt kollaps. Det her er anderledes. At vi sidder i samme båd, og jeg tror personligt, at det bedste, vi kan gøre, er at bevæge os mod et sådant internationalt system så hurtigt som muligt, for kun da kan man efter min mening løse problemer som Mellemøsten og andre krisepunkter, som stadig er i uorden.

Så tror du, at Trump ville være villig til at overveje sådan noget?

JOHNSON: Hvis du havde spurgt mig om det for tre uger siden, ville jeg have sagt ja. Hvis du spurgte mig i dag, ville jeg sige nej. Jeg tror, at Trump vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at sabotere BRIKS; han vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at opretholde den amerikanske dollars overherredømme; og jeg tror, at det til dels er det, der ligger bag hans opfordringer til at overtage Grønland og indlemme Canada i USA, og vi tager Panamakanalen. Du ved, det er et niveau af aggressiv imperialisme, som, måske for at give Trump kredit, ikke er diskret. Han lader ikke som om, han er »Mr. Peace« og kommer nu med denne aggression. Han siger ligeud, at det er det, han vil gøre.
På trods af noget af hans valgkampsretorik om at ville fremme fred og gøre en ende på konflikter, ser det ud til, at han puster til ilden. Og hælder mere og mere benzin på bålet for at udvide konflikterne, ikke mindske dem. Men han har lagt en klar linje for BRIKS om, at han vil straffe ethvert land, der forsøger at bevæge sig væk fra at bruge dollaren som reservevaluta. Nu fremsætter han den trussel, men jeg tror, at han har klare begrænsninger for, hvad han kan gøre i den forbindelse.

ZEPP-LAROUCHE: Men jeg tror ikke, at det – jeg mener, nu hvor Mark Carney er ny premierminister i Canada, kan det faktisk være et interessant problem. Men jeg tror ikke, at tendensen i verden går i retning af at tolerere sådanne handlinger.
Men lad mig stille dig et andet spørgsmål: Det faktum, at Kennedy-akterne nu er blevet frigivet – vi har naturligvis ikke haft tid til at se på dem endnu – og det faktum, at Tulsi Gabbard fjernede sikkerhedsgodkendelsen fra en hel masse mennesker, herunder Blinken og Sullivan – hvordan bedømmer du den del af Trumps politik?

JOHNSON: Jeg tror, at jeg generelt støtter, at Tulsi bliver direktør for den nationale efterretningstjeneste. Hun har ikke megen erfaring med efterretninger, men hun er i stand til at lære. Hun har normalt de rigtige instinkter, men hun er kommet på andre tanker og har dybest set måttet bøje knæ for den zionistiske lobby, American Israel Public Affairs Committee og andre. Hun er deres fange; hun kan ikke gå imod dem, hun kan f.eks. ikke komme ud og sige til præsidenten: Hey, at angribe Yemen, som du gjorde i weekenden, var en uvidende ting at gøre. det var dumt. Det var kontraproduktivt. Og at fortsætte med at true Iran er kontraproduktivt. Så i den grad vil hun desværre gå med til det.

Lad mig lige kort komme ind på Kennedy-sagerne: Jeg tror, at en af de ting, der er blevet skjult, er den rolle, som CIA spillede i at sende Lee Harvey Oswald til udlandet og derefter også kontrollere ham, da han kom tilbage. Jeg tror ikke, at han var den ensomme skytte, men en af de ting, som CIA har forsøgt at skjule i årevis, er deres direkte forhold – tænk tilbage, her er denne knægt, han er knap 17 år; han melder sig til det amerikanske marinekorps, han bliver radaroperatør. Og det næste, du ved, er, at han beder om at få lov til at forlade militæret. Det får han lov til, og han undskylder sig med, at han er nødt til at tage sig af sin syge mor. Og få dage efter, at han havde forladt marinekorpset, var han på et skib med kurs mod Rusland. Jeg tror, at han på et tidspunkt under sin træning i marinekorpset blev udvalgt til at blive en person – du ved, han begyndte at skabe en legende om sig selv som en pro-sovjetisk person; så når han kom ud, ville han i det mindste have en plausibel historie at sælge sovjetterne; hvilket han gjorde. Og han tog dertil og blev gift, og efter et stykke tid fungerede tingene ikke, så han kom tilbage til USA, men fortsatte forholdet til CIA, hvilket førte ham ind i aktiviteter, hvor han igen forsøgte at præsentere sig selv som pro-Castro. Og i mellemtiden fortsatte han med at tage tilbage til Mexico for at forsøge at sno sig eller finde ud af, hvordan han kunne komme tilbage til Sovjetunionen. Så han var en syndebuk, et redskab. Og det er en af de store ting, der er blevet dækket over i årenes løb.

Men hvem affyrede egentlig det skud, der dræbte Kennedy? Det står ikke klart for mig. Det ser ikke ud til, bare ud fra et praktisk synspunkt om Kennedy, med det dødelige skud i hovedet, som ser ud til, at hvis det kom bagfra, forklarer det ikke, hvorfor hjernemassen blev blæst om bag i bilen. Den skulle have været blæst ud foran. Så – men jeg er ikke sikker på, at du vil få mange svar ud af offentliggørelsen af disse dokumenter. Jeg tror, folk vil synge Peggy Lee-sangen »Is That All There Is?«.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er tydeligvis mindre ekspert i disse spørgsmål, end du er, men ikke desto mindre vil jeg antage, at der er mange mennesker, der har kigget på det, inklusive Oliver Stone; der var John F. Kennedy-filmen, og i den film »JFK« er der faktisk en meget interessant figur, oberst Prouty. Og vi var i kontakt med ham, da han stadig var i live, og han gav os et meget interessant interview, hvor han sagde, at mordet på Alfred Herrhausen, formanden for Deutsche Bank den 30. november 1989, var lige så betydningsfuldt med hensyn til et paradigmeskift i forbindelse med den tyske genforening som mordet på John F. Kennedy for USA. Fordi det startede et helt nyt paradigme. Og Warren-kommissionens mørklægning er et meget vigtigt punkt, og der er mange amerikanere, som jeg endda kender til, som er overbeviste om – eller lad mig sige det på denne måde – som ser på hele denne periode ud fra det synspunkt, at dette afsluttede en periode med optimisme i USA. For Kennedy var ekstremt optimistisk med hensyn til videnskabens og teknologiens rolle, med hensyn til USA’s forhold til udviklingslandene, og det hele sluttede og blev til det modsatte med mordet og Warren-kommissionens mørklægning.

Grunden til, at jeg kommer med denne længere udtalelse, er, at jeg for nogle år siden deltog i en dialog mellem asiatiske civilisationer i Kina, og der var alle de asiatiske nationer til stede. Og det, der imponerede mig utroligt meget, var, at alle disse lande – ikke bare Kina, men Indien, Persien, Vietnam, Thailand – alle kiggede på deres egen rige tradition, der nogle gange havde varet i 5.000 år, og definerede, hvad der var det stærkeste bidrag, de havde ydet, og ud fra det definerede de så styrken for deres egen fremtid. Og i betragtning af, at man i USA snart har 250-års jubilæum for den amerikanske revolution, tror jeg, at når man ser på det paradigmeskift, som Kennedy-mordet forårsagede, i sammenhæng med USA’s relativt unge historie, Jeg kan meget vel se, at det vil føre til et nyt syn på amerikansk historie ud fra spørgsmålet om, hvornår der var perioder, hvor USA spillede en positiv rolle – som John Quincy Adams’ berømte ord om, at USA’s rolle ikke er at tage til udlandet »på jagt efter monstre«, men at leve i en alliance af fredelige republikker. At gå tilbage til dette Kennedy-paradigme og så tænke på 250-året for den amerikanske republik, at det virkelig kunne føre til et fornyet intellektuelt engagement hos amerikanerne med deres egen historie, at afvise det, der var negativt, hvilket efter min mening var den periode, hvor der var et særligt forhold mellem USA og Storbritannien, og bruge det som grundlag for at styre verden som et imperium, baseret på modellen for det Britiske Imperium; at afvise det og gå tilbage til sin tradition som republik, fordi uafhængighedskrigen trods alt var den første antikolonialistiske krig i historien, mod det Britiske Imperium.

Så selv om dette strækker emnet lidt ud over Kennedy-sagerne, synes jeg, at det er en fantastisk mulighed at se tilbage på den amerikanske historie for at forsøge at bringe landets sjæl tilbage: Synes du ikke?

JOHNSON: Lad os kalde det den mytologi, der dominerer lige nu, hvor vores historiske forklaring på vores eksistensberettigelse er centreret om Anden Verdenskrig, og den myte er, at USA passede sig selv, da tyrannen Adolf Hitler rejste sig, og den japanske krigsmaskine gik amok, og derfor blev vi ufrivilligt trukket ind i denne krig, og vi reddede dagen, vi vandt krigen – du ved, hvis man ser bort fra, hvad Rusland gjorde for at besejre det nazistiske imperium, men det er en helt anden historie! Så efter det har amerikanerne stadig denne model, denne forestilling: »Hey, vi er de gode. Det er os, der prøver at genopbygge. Vi dræber ikke alle japanerne nu, vi lader Japan genopbygge,« og det gjorde vi. Vi underkaster ikke Europa vores styre, vi lader dem vælge deres styre. Da Sovjetunionen blokerede Berlin, gennemførte vi luftbroen for at give folk mad på bordet. Så det skabte en forestilling om USA som »den gode«. {Men}: Det, der skete som en konsekvens af Anden Verdenskrig, var den kloge skabelse af det militærindustrielle kompleks, fordi den mængde penge, der blev brugt på disse våbensystemer og de industrier, der voksede op omkring dem, blev noget, der stillede USA over for et ubehageligt valg: Hvis vi afviklede det, ville vi ødelægge vores økonomi, fordi det spillede en væsentlig rolle i den økonomiske vækst og efterfølgende velstand, som amerikanerne nød godt af i kølvandet på Anden Verdenskrig.

Så med oprettelsen af CIA, som startede i 1948, blev CIA en agent for udenlandsk indblanding, for at skabe, om man vil, krige eller trusler i udlandet, som så kunne retfærdiggøre øgede militærudgifter. Og USA udkæmpede ikke kun krigen i Korea, omstyrtelsen af Arbenz i Guatemala, omstyrtelsen af Mossadegh i Iran, det var i 1953-54; støtten til franskmændene i Vietnam, som startede USA’s engagement i Vietnam for at bevare, igen, et kolonialistisk imperium; og franskmændenes fiasko ved Dien Bien Phu, men ud af den fiasko træder USA ind. Så lige pludselig har du disse enorme økonomiske interesser, der er investeret i krig! Og helt ærligt, siden 1960, i de sidste 65 år, har USA fundet en undskyldning for at gå i krig med nogen i stedet for at finde et alternativ, og det er den situation, vi befinder os i i dag, hvor Donald Trump i lørdags indledte den uberettigede bombning af houthierne i Yemen og hævdede, at det var for at sikre navigationsfriheden. Men faktum er, at houthierne havde overholdt den våbenhvile, som Trump havde forhandlet på plads med sin udsending Witkoff, og houthierne angreb ikke længere skibe, der forsøgte at sejle gennem Det Røde Hav.

Nu har Trump angrebet dem, og han har angrebet dem med ét formål, tror jeg, og det er at starte en krig med Iran. Så vi er tilbage på et meget farligt tidspunkt. Og igen, den ultimative grund til alt dette er at holde Raytheons, General Dynamics, Lockheed-Martins, alle disse store industrivirksomheder, som betjener det militære samfund, flydende og med tilstrækkeligt med kontanter i lommerne.

ZEPP-LAROUCHE: Det er sandt, men på den anden side har russerne gjort nogle militære fremskridt, som de bruger omkring en tiendedel af USA’s militærbudget på, men ikke desto mindre gør de gennembrud som Oreshnik-missilet og andre systemer…

JOHNSON: Nemlig!

ZEPP-LAROUCHE: Og hvis man f.eks. ser på Kina, så er moderniteten i hundredvis af kinesiske byer – ikke én, men hundredvis! – det er så absolut forbløffende, hvad angår forskellen, sammenbruddet af infrastrukturen i Europa og i USA, og hvordan Kina nu har 45.000 km hurtigtogsystemer, de er landet på den anden side af Månen. Med andre ord kan den militære produktion være et middel i en vis periode, men hvis den ikke understøttes af en reel økonomi, er det en midlertidig ting. Og hvis Trump ikke anerkender det, og han ønsker at »gøre Amerika stort igen«, må han genopbygge infrastrukturen, han må bygge nye byer, han må gøre noget for rent faktisk at investere i realøkonomien i USA og ikke bare profitten for de mennesker, der har investeret i det militærindustrielle kompleks. Så hvordan tror du, at det her vil løse sig?
JOHNSON: Jeg tror, at hvis USA gennemfører sin plan om at gå i krig med Iran, så vil den krig ende i en katastrofe for USA. Og jeg tror, at det så vil blive ledsaget af et betydeligt økonomisk kaos. Det positive ved det er, at USA måske vil være i stand til at erkende, at vi er nødt til at bevæge os væk fra vores alliance med en militær-finansieret økonomi. Og hvad mener jeg med det? Det er en militariseret økonomi, fordi en betydelig del af den økonomiske aktivitet går til at skabe våbensystemer, som ikke har nogen praktisk anvendelse på slagmarken, som F-35. Det er et jetfly, som nu efter sigende koster i alt 200 millioner dollars pr. styk, når man tager både købs- og driftsomkostninger i betragtning! Fly bliver skudt ned! Man har ikke råd til at have noget så dyrt flyvende rundt! Men den finansialiserede aktivitet, når man ser på de største virksomheder på aktiemarkedet med hensyn til markedsværdi, er de dybest set sociale medier: Yahoo, Google, hvis du ser på dem, så laver de ikke noget! De producerer faktisk ikke produkter. De bygger ikke noget. Og USA har levet med den illusion, at fordi vi er afhængige af både de militære udgifter og af at have dollars, den primære reservevaluta, har vi været i stand til at finansiere, låne penge rundt omkring i verden, købe amerikanske statsobligationer, og vi kan vedvarende bruge, hvad vi vil, uden at skulle tage hensyn til, at det er gæld, som vi er nødt til at betale tilbage på et tidspunkt.

Så jeg tror, at kampen eller en krig med Iran virkelig kan ende med at skade os, men bringe en erkendelse ud af det om, at vi er nødt til at ændre vores kurs.

ZEPP-LAROUCHE: Desværre er vi allerede kommet til vejs ende, så for at vende tilbage til spørgsmålet om, hvad der bør gøres i Tyskland? Hvis man ser på det, så strækker imperier sig altid for langt og kollapser derefter, så jeg har indtryk af, at vi ikke er langt fra det. Så hvad kan vi gøre for at vække disse tyskere, så de ikke går denne vej? For nu, på dette sene tidspunkt af den strategiske omlægning, er det næsten tragisk at gå i denne retning. Har du et sidste godt råd til os tyskere?

JOHNSON: Jeg ville ønske, at det tyske folk bare ville være, hvem de er! I løbet af mine 23 år i det amerikanske militær har jeg tilbragt meget tid i Tyskland, og jeg har også haft det privilegium at holde foredrag om terrorisme i Braunschweig, Berlin, Bonn, Köln, Frankfurt, Stuttgart, Baden-Baden og München – så jeg har været vidt omkring. Og jeg har altid fundet det tyske folk usædvanligt kompetent og meget omhyggeligt i det, de gør. Så måske, hvis det tyske folk bare ville genopdage, hvem de er, genopdage deres nationale rødder og leve op til det, så ville de have grundlaget for at sige: »Vi er nødt til at ordne det her. Vi er nødt til at vende tilbage til ikke at gå i krig, men vi er nødt til at være mennesker, der kan fremme fred.« Så jeg er stadig optimistisk i forhold til, at den evne findes i den tyske befolkning.

ZEPP-LAROUCHE: Mange tak! Jeg deler dit håb og din overbevisning, for jeg synes, det ville være en skam, hvis Tyskland kollapsede og blev fuldstændig ødelagt på sidelinjen af historien, for vi havde engang en smuk kultur, som stadig er der, så verden kan se den.
Så mange tak! Dette var en yderst interessant {tour d’horizon}, så lad os håbe, at vores bedste ønsker går i opfyldelse, og ikke de værste forventninger! Så mange tak, Larry.

JOHNSON: Tak, Helga, for din venlighed og muligheden for at chatte med dig i så lang tid. Det sætter jeg pris på.

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 17. marts 2025

Den 17. marts 2025 (EIRNS) – Præsident Trump og præsident Putin har planlagt en telefonsamtale tirsdag den 18. marts om Ukraine og andre emner. Det store spørgsmål lige nu er, om … Storbritanniens »koalition af villige« kan sabotere den igangværende proces med stormagter i samråd? Intet er afgjort, men den 12. februar talte Trump og Putin i telefon og genoptog den direkte kontakt på topniveau mellem de to stormagter, som havde været suspenderet i omkring tre år. Efterfølgende har delegationer fra de to lande mødtes, og den 11. marts mødtes delegationer fra USA og Ukraine for at drøfte mulighederne for en løsning. Der blev diskuteret formuleringer om en våbenhvile.

Samtidig er bevægelsen i Europa intens – offentlig og skjult – for at forhindre en løsning på Ukraine-konflikten og ruste sig til krig. Til at begynde med, efter mødet mellem USA og Ukraine i Jeddah blev der øjeblikkeligt spundet en fortælling om, at “bolden er på Ruslands banehalvdel” – en fortælling, der er designet som et trick, så når Rusland, som det kan forventes, gør indsigelse mod uacceptable våbenhvile-“sikkerheds”-betingelser (som ikke mindst kan tilskrives britiske “eksperter”), såsom at have fredsbevarende styrker fra NATO-medlemslande udstationeret i Ukraine, kan Rusland derefter fremstilles som den evindelige, ondskabsfulde fjende, som nødvendiggør den militære opbygning i Europa .

»Bolden er på Ruslands banehalvdel,« sagde Kaja Kallas i dag i Bruxelles. EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender, Kallas, talte med journalister før et møde i EU’s udenrigsråd, hvor man skulle drøfte situationen i Ukraine. Torsdag den 20. marts vil Sir Keir Starmer være vært for militære embedsmænd i London fra EU og 25+ nationer til sin »Coalition of the Willing«-konference for at forpligte sig til en enorm militarisering. Også den 20. marts, som fortsætter i to dage, mødes EU’s statsoverhoveder i Bruxelles, bl.a. med FN’s generalsekretær Antonio Guterres, for at følge op på »ReArm Europe-planen«, som forudser 800 milliarder euro i den kommende periode, med det formål at konvertere resterne af den europæiske økonomiske base til en krigsøkonomi.

Schiller Instituttets leder Helga Zepp-LaRouche opsummerede i dag den nuværende strategiske situation som kørende ad »to spor«: For det første det spor, der potentielt fører til en positiv løsning i Ukraine med fordele for andre konfliktområder; og det andet spor med krigsforberedende vanvid, der fører til undergang.

I dag blev de vigtigste russiske sikkerhedsovervejelser i forbindelse med en eventuel våbenhvile og løsning i Ukraine endnu en gang præciseret, denne gang af viceudenrigsminister Alexander Grushko. I et interview i Izvestia i dag advarede han: »Hvis vi ser på de strategiske opfattelser, der er godkendt af NATO og udviklingen i EU, samt arten af NATO’s udstationeringer langs vores grænser, vil vi se, at der er tale om langsigtede planer, som Vesten ikke på nogen måde forsøger at tilpasse til en fremtidig fredsaftale….«

Han afviste meget af snakken om en »fredspakke« som »en masse varm luft«, fordi den »sætter vognen foran hesten« ved at tale om fredsbevarelse, før der overhovedet er forhandlet en aftale på plads. Om den højlydte diskussion i Paris, London, Bruxelles og andre steder om at indsætte styrker i Ukraine sagde han strengt: »Fredsbevarelse og NATO er uforenelige ting.« Han sagde: »Vi er fuldstændig ligeglade med, under hvilken etikette NATO-kontingenter kan indsættes på Ukraines territorium, hvad enten det er EU, NATO eller i deres nationale kapacitet. Hvis de dukker op der, betyder det under alle omstændigheder, at de er udstationeret i en konfliktzone, med alle de konsekvenser det har for disse kontingenter som parter i konflikten.«

Zepp-LaRouche påpegede det usædvanlige vanvid i Tyskland med hensyn til militarisering og undertrykkelse af demokratiet. I morgen, den 18. marts, er der afstemning i Forbundsdagen om de foranstaltninger, der er nødvendige for at ophæve »gældsbremsen« i forfatningen for at gøre plads til de foreslåede krigsøkonomiske udgifter på 400 milliarder euro. Det er en åbenlyst forhastet afstemning, som skal finde sted, inden de nyvalgte medlemmer af Forbundsdagen indtager deres pladser om få dage, og som ikke forventes at godkende disse tiltag. Der er ingen præcedens for dette. Ja, den tyske forfatningsdomstol har måske for nylig godkendt fupnummeret af juridiske grunde, men ikke af hensyn til legitimiteten af det nyligt afholdte valg. Det der sker i Forbundsdagen i morgen, og relaterede begivenheder, vil udgøre et koldt statskup. Zepp-LaRouche advarede: »Dette varsler ikke noget godt for tysk politik i den næste periode.«

Zepp-LaRouche rapporterede om Tyskland som en del af den uorden, det kaos og den fare, der hersker i hele EU i øjeblikket. Dette understreger, hvor vigtigt det er, at folk reagerer på hendes opfordring fra den 8. marts med titlen: »I stedet for at opruste til den store krig er vi nødt til at skabe en global sikkerhedsarkitektur!« Et af emnerne på den Internationale Fredskoalitions næste møde fredag den 21. marts vil være »demokratiets forsvinden i Tyskland«. »Det ser ud til, at når det drejer sig om demokrati og krigskampagnen, er det »nu ser du det, nu ser du det ikke«.

Det er værd at bemærke de forfærdelige begivenheder, der udspiller sig i Sydvestasien på nuværende tidspunkt. Volden mod minoriteter i Syrien fortsætter. I Gaza fortsætter Israel med at tilbageholde eller alvorligt begrænse de daglige fødevareforsyninger. (Sidste nyt: Israel gennemførte omfattende bombardementer i Gaza, efter at denne artikel blev skrevet). I Yemen har USA for tredje dag i træk gennemført brutale angreb. Præsident Trump udsendte en voldsom meddelelse, hvori han hævdede, at Iran er ansvarlig for alt, hvad Yemen gør, og at det vil få alvorlige konsekvenser. Som svar advarede den øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgarde, Hossein Salami, i dag mod ethvert angreb på Iran.

Foto: kremlin.ru

Briterne skærer tænder over Trump, men arbejder febrilsk på at starte en europæisk krig mod Rusland

af Dennis Small 

Den 16 .marts 2025 (EIRNS) – Der er ting, der sker i forgrunden af billedet, som er afgørende – men begå ikke den fejl at ignorere, hvad der stille og roligt foregår i baggrunden eller lige uden for synsvidde, for så kan vi få en ubehagelig overraskelse. For eksempel:

I forgrunden: Præsidenterne Trump og Putin forventes at tale sammen igen i denne uge, ifølge USA’s særlige udsending Steve Witkoff, for at forsøge at komme videre med deres fælles forpligtelse til at afslutte krigen i Ukraine ved forhandlingsbordet. Begge sider omtaler fortsat udvekslingerne som »produktive«, og de er fortsat engagerede på trods af alle forsøg fra briterne og deres amerikanske allierede på at afspore processen. Faren for atomkrig er aftaget markant – i hvert fald den fare, der kommer fra den front. Situationen i Sydvestasien er en anden sag, især med de seneste amerikanske angreb på Yemen og trusler mod Iran.

Baggrund: Briterne har vendt deres fulde opmærksomhed mod Europa og arbejder gennem deres aktiver i City of London og Wall Street (tænk på BlackRock; eller den nye canadiske premierminister – og tidligere chef for Bank of England – Mark Carney) på at få EU til at opbygge en fuld schachtiansk krig og derefter føre dem østpå mod Rusland. Hvor usandsynligt det end lyder ved første øjekast, er der seriøse diskussioner i gang om at udvikle og anvende det, som The Economist i London kalder »eurobomben«. Det er i hvert fald på tide at begynde at tænke det utænkelige, skrev de i en artikel for nylig. De foreslår, at Europa skal være klar til at affyre atomare missiler »mod, formodentlig, russiske byer«, hvis USA ikke vil.

Det ville ikke være første gang, det Britiske Imperium forsøgte sig med dette udspil. I 1930’erne placerede Montagu Norman fra City of London, chef for Bank of England fra 1920-1944, sin protegé Hjalmar Schacht som chef for den tyske rigsbanks centralbank og derefter som Hitlers økonomiminister. Schacht udstedte ubegrænsede mængder af værdiløse »Mefo-veksel«-kreditter for at finansiere Hitlers krigsmaskine, som derefter blev vendt østpå mod Sovjetunionen.

Den britiske operation gik ikke så godt for verden. Det vil den nuværende heller ikke, hvis den får lov til at fortsætte.

Læsere af EIR opfordres til at læse om parallellerne mellem Schachts Mefo-veksler og nutidens kryptovalutaer og såkaldte »stablecoins«, som vi har rapporteret i denne måned; og til at studere Lyndon LaRouches egne skrifter, der afslører bedrageriet i den schachtianske økonomi.

Hjælp os desuden med at mobilisere for at stoppe dette forsøg på – gentagelse i Europa – ved at underskrive appellen fra Helga Zepp-LaRouche: »I stedet for at opruste til den store krig, er vi nødt til at skabe en global sikkerhedsarkitektur!« Som det hedder i den afsluttende del af appellen:

“Europa har reageret på Trumps pludselige signaler om en afslutning på krigen i Ukraine og en genoptagelse af diplomatiet med Rusland med stor panik – og med råb om krig. Men der er stadig tid til at korrigere denne potentielt fatale kurs. Hvis Europa vil overvinde sin nuværende økonomiske elendighed, ligger udvejen i et samarbejde med nationerne i det Globale Syd, som for længst er blevet til den Globale Majoritet. Menneskeheden er nået til et punkt, hvor den må overvinde de gamle tankemønstre, der er gennemsyret af geopolitik og Den kolde Krig, og erstatte dem med en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til alle nationers interesser på denne planet.«

Baggrund:

Fra euroobligationer til ‘eurobomber’: London kaster om sig med ideer

GRETCHEN SMALL

Den 16. marts 2025 (EIRNS) – City of Londons magasin The Economisthilste velkommen, at »Europas mest dybtgående atomdebat siden 1950’erne« nu er i gang, ved at udgiveen artikel den 12. marts med forslag til, hvordan Europa kan overvinde de to største forhindringer for at bruge sine egne »eurobomber«: troværdighed og kapacitet. Briterne er fast besluttet på at piske en diskussion op om det »utænkelige«.

Ideen om udvidet afskrækkelse, hvor »et land skal love at bruge sine atomare styrker – og dermed risikere atomar udslettelse – på vegne af et andet,« er en vanskelighed, indrømmer de. Storbritannien vedtog denne politik ved at overdrage sine »beskedne« atomare styrker til forsvaret af NATO. Det gjorde Frankrig ikke – undtagen, hævder The Economist, da det implicit udvidede sin afskrækkelse til Storbritannien i 1995, da Storbritannien og Frankrig blev enige om, at »den enes vitale interesser ikke kunne trues, uden at den andens vitale interesser også var i fare«, og til Tyskland, da det samme sprog blev vedtaget i 2019 i den fransk-tyske Aachen-traktat.

Spørgsmålet er nu, hvad disse traktater betyder i praksis. For eksempel: Den polske premierminister Donald Tusk ønsker, at Frankrig skal udvide sin atomare beskyttelse over Polen, men antyder, at han også ønsker beføjelser til affyring. The Economist anser det for usandsynligt, men minder sine læsere om, at der i 1950’erne var diskussioner om »en fællesejet og -drevet paneuropæisk atomstyrke«, og i 1960’erne »foreslog Storbritannien en atlantisk atomstyrke, der ville sætte britiske og amerikanske atommagter under international kommando med nationale vetoer.«

The Economist nævner andre muligheder. Den pensionerede britiske forsvarsembedsmand Peter Watkins foreslår, at Frankrig tilslutter sig NATO’s atomare planlægningsgruppe som observatør; »en mere slagkraftig mulighed ville være, at Frankrig offentligt præciserede den europæiske dimension af sine interesser«, foreslår The Economist. Forslag fra den franske atomekspert Bruno Tertrais interesserer også London, herunder hans idé om, »at Frankrig simpelthen kunne gøre det klart, at artikel 42.7 i Lissabontraktaten, EU’s klausul om gensidigt forsvar, ›kan udøves med alle midler, herunder atomvåben‹.«

Hvordan kunne det fungere at sprede britiske og franske atombomber rundt i Europa? Ubåde vil ikke fungere, men »fly er en anden sag.« Frankrig har allerede inviteret andre europæiske nationer til at »associere« sig med franske atomare øvelser (deltage ved at stille deres konventionelle kapacitet til rådighed, såsom brændstofpåfyldning). Det samarbejde kunne udvides ved at indkalde »en europæisk atomar maritim taskforce«, som Monsieur Tertrais har foreslået.

The Economist, som anerkender, at hverken Frankrig eller Storbritannien har en atomar kapacitet af betydning, fremmer ideen om »en ny Entente Cordiale« på den atomare front, hvor Storbritannien og Frankrig bliver enige om at udvikle atomare kapaciteter i fællesskab, mens Sverige, Tyskland og andre europæiske nationer øger deres deltagelse i franske atomøvelser.

Ingen af disse forslag er overbevisende, ikke engang for deres forfatter. Men det står helt klart, at briterne er fast besluttet på at gøre Europa i stand til at føre atomkrig. Europa skal være klar til at affyre atommissiler »mod, formodentlig, russiske byer«, hævder The Economist, hvis USA ikke vil.

Foto: kremlin.ru

<sub>[MR_]
14. marts 2025 (EIRNS) – KØBENHAVN – I går, to dage efter det grønlandske parlamentsvalg, holdt Trump en pressekonference sammen med NATO’s generalsekretær Mark Rutte. Som svar på et spørgsmål om at »annektere« Grønland, sagde Trump: »Ja, jeg tror, det vil ske. Og jeg tænker bare, at jeg ikke har tænkt så meget over det før, men jeg sidder sammen med en mand, som kan være meget afgørende. Mark, vi har brug for det til international sikkerhed, ikke bare sikkerhed, international…. Jeg tror, det er derfor, NATO måske bliver nødt til at blive involveret på en måde, fordi vi virkelig har brug for Grønland til national sikkerhed.« Han satte spørgsmålstegn ved Grønlands juridiske status som en del af Kongeriget Danmark, en NATO-allieret, og sagde at han måske vil sende flere tropper til den amerikanske militærbase der.</sub>

Reaktionen i Grønland i dag var, at formændene for alle de nyvalgte partier i det grønlandske selvstyreparlament Inatsisartut: Demokraatit, Naleraq, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Atassut, udsendte følgende erklæring.

»Vi – alle partiformænd – kan ikke acceptere de gentagne udtalelser om annektering og kontrol med Grønland.
– Vi finder som partiformænd denne adfærd uacceptabel over for venner og allierede i en forsvarsalliance.
– Vi, som lederne af samtlige partier i Inatsisartut i Grønland, skal understrege, at Grønland fortsætter arbejdet for Grønland, der allerede pågår gennem diplomatiske kanaler i henhold til internationale love og regler.
– Vi står alle bag denne indsats og tager skarp afstand fra forsøg på skabelse af splid. Grønland er ét land, som vi alle står bag.«

Der er indkaldt til demonstrationer i morgen i Grønlands to største byer for at protestere mod Trumps gentagne opfordringer til at overtage Grønland.

Rutte på sin side svarede udenom og sagde til Trump, at han ville overlade spørgsmålet om Grønlands fremtid til andre, og at »Jeg ikke ønsker at trække NATO ind i debatten«. Han sagde, at det burde være et emne for landene i det »høje nord«, fordi kineserne og Rusland bruger vandveje i området.

Foto: Christoph Strässler CC

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen; tak, fordi I er kommet i dag. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 93. møde i træk. Mit navn er Anastasia Battle; jeg vil være jeres ordstyrer i dag sammen med Dennis Small og Dennis Speed.

Vi skabte dette forum for 93 uger siden for at samle den internationale fredsbevægelse, som ærligt talt har været meget dysfunktionel. Der er så mange interne stridigheder og skænderier, som er med til at forhindre ægte fred i at ske. Vi ønsker at bringe folk sammen på tværs af deres ideologier for at diskutere, hvad vi kan gøre for at opnå ægte fred i verden. Hvis du er for fred, er du velkommen her.

Vi vil have et panel af forskellige fredsledere fra hele verden. Jeg vil bede Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition, om at starte os. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen, god dag til jer alle sammen. Jeg tror, vi er ved at nå et afgørende vendepunkt i situationen. Alle øjne er rettet mod løsningen af Ukraine-krisen, efter at de vestlige medier og politikere virkelig har forsøgt at narre Putin ved at lokke ham ud i en situation, hvor han ville afvise Trumps såkaldte tilbud om våbenhvile. Men Putin håndterede det meget smart, så dagens gode nyhed er, at præsident Trump på sin Truth Social-kanal fortæller, at han så sent som i går havde en meget god diskussion med Putin, og at han på den baggrund mener, at der er en meget god chance for, at krigen vil slutte. Der er dog stadig tusindvis af ukrainere omringet af russiske tropper i Kursk-regionen, som er i en meget dårlig position. Trump har på det kraftigste bedt Putin om at skåne deres liv. Men det er tydeligvis på bordet nu, og det, Putin havde sagt før, var, at han ikke svarede nej til anmodningen om en våbenhvile, men han pegede på mange vanskeligheder, som skal løses. Nemlig at der er en 2000 km lang frontlinje, og at hvis våbenhvilen kun bliver brugt til at omgruppere og genopruste ukrainerne og træne nye rekrutter, så vil det naturligvis være meget kontraproduktivt, og derfor skal der arrangeres sikkerhedsgarantier.

Men ikke desto mindre er dette et stort gennembrud, for det faktum, at Trump og Putin taler direkte, og at den særlige udsending Witkoff tilsyneladende var i Moskva i går for at briefe Putin om detaljerne i diskussionen i Saudi-Arabien. Så jeg synes, det er et ekstremt lovende tegn. Det er selvfølgelig stadig en meget vanskelig situation, da det for det ukrainske militær kun er et spørgsmål om tid, hvornår denne krig slutter på grund af ren og skær mangel på soldater og våben. Men jeg vil gerne understrege, at det kun er den værste del af den strategiske krise, som er faldet til ro. Det betyder slet ikke, at vi er ude af den dynamik, som er ekstremt farlig.

Nogle af elementerne i den er det utrolige pres for militarisering i Europa, som jeg synes er helt betagende. Det har mange elementer – for eksempel kræver den polske præsident Duda nu atomvåben til Polen. Han vil fordoble den polske hær fra de nuværende 250.000 til 500.000 soldater, men mere grundlæggende er von der Leyens bestræbelser på at opruste Europa. Det er tanken, at de den 19. marts vil udstede en slags euroobligation for at finansiere alt dette.

Det er interessant, at chefen for det italienske forsvarsmagasin Analisi Difesa, Gianandrea Gaiani, korrekt sagde, at oprustning af Europa ikke er en forsvarsstrategi, men en finansiel plan for at overføre offentlige og private midler – inklusive sparernes investeringsfonde – til systemer, der fodrer forsvarsindustrien. Han sammenlignede det dengang med de italienske fascisters kampagne i 1935 for at donere deres guldbesiddelser for at hjælpe med at finansiere Italiens krig mod Etiopien.

For blot et par timer siden i dag stemte Forbundsdagen i Tyskland, og CDU/CSU, Socialdemokratiet og De Grønne blev enige om militærbudgettet på betingelse af, at der nu indledes koalitionsforhandlinger. Jeg har ikke de nøjagtige detaljer endnu, men det er en plan på 400 milliarder euro til militære udgifter, 500 milliarder euro til infrastruktur – hvoraf en stor del er afsat til at opbygge logistikken for militæret. Der var også et større beløb på 50 milliarder euro eller mere til De Grønne til klimatiltag, som var betalingen til De Grønne for deres støtte. Det er alt sammen meget tvivlsomt, fordi det hele er vedtaget af det gamle parlament, som netop er blevet stemt ud. De Grønne er blevet bestukket, fordi de ikke er med i den nye regering. I dag kommer der en afgørelse fra forfatningsdomstolen om, hvorvidt dette er lovligt eller ej. Der blev anlagt adskillige sager ved forfatningsdomstolen for at udfordre lovligheden af denne procedure.

Men hele den europæiske situation er virkelig gearet til denne militarisering. For eksempel har Rheinmetall, som er den største tyske våbenproducent, lige meddelt, at de sandsynligvis overtager en fabrik fra VW, som skulle have været lukket i Osnabrück på grund af krisen i bilindustrien. De vil producere tanks og andre ting på denne fabrik. Gæt, hvem der er den største aktionær i Rheinmetall? Det er naturligvis BlackRock, som Merz tidligere var bestyrelsesformand for i den tyske afdeling, før han nu er kanslerkandidat og sandsynligvis bliver kansler i den næste tyske regering. Det er virkelig von der Leyen med hendes militarisering; det er Macron, der tilbyder den franske atomare paraply til hele Europa. Jeg kan kun sige, at der er et hysteri i Europa, som er uden fortilfælde, og jeg tror, det er ved at blive et stort problem. Det er helt klart en operation, som vi er nødt til at undersøge nærmere, for hvem er det, der skubber på?

For eksempel er der nu et nyt åbent brev fra 18 højtstående akademikere, som siger, at den store trussel nu ikke kun er Rusland, men også Trump-administrationen. USA er ved at forvandle sig fra at være en allieret og beskyttende magt til en sikkerhedsrisiko for Europa. De mennesker, der har skrevet under på det – blandt andre – er Christian Mölling, Carlos Masala, Claudia Major og Herfried Münkler; alle er de rasende militarister, som tidligere var transatlantiske talsmænd. Men nu, hvor Trump er i embedet, er de tydeligvis på den britiske linje. Så vi er nødt til at se på disse menneskers afstamning. De optræder i talkshows hver eneste dag i Tyskland og opildner virkelig befolkningen.

Jeg tror, at vi er kommet et stort skridt videre, og hvis Trump og Putin kan løse Ukraine-krisen, vil det selvfølgelig tage en masse vind ud af sejlene på disse mennesker. Men der har allerede været advarsler om, at hvis europæerne forsøger at lokke ukrainerne imod denne Trump-Putin-fredstilgang og forsøger at fortsætte krigen, så er vi virkelig i en ny situation.

Det er indlysende, at det andet store krisepunkt er situationen i Gaza. Vi har begge små skridt i den rigtige retning med den egyptisk-arabisk-støttede genopbygningsplan for Gaza, som nu er blevet godkendt af Haaretz, fordi den israelske regering straks afviste den. Men samtidig fortsætter de forfærdelige begivenheder i Gaza og på Vestbredden. Der er nu kommet en ny rapport fra FN’s undersøgelseskommission, som blev offentliggjort i går. I denne rapport står der, at Israel med vilje angreb og ødelagde det palæstinensiske områdes vigtigste fertilitetscenter, indførte en belejring og blokerede for hjælp, herunder medicin til at sikre sikre graviditeter, fødsler og neonatal pleje. Så dette foregår tydeligvis. Det afspejler tydeligvis den situation, at krisen i Mellemøsten absolut ikke er overstået.

De andre ting, man skal se på, er, at præsident Trump i Panama meddelte, at han endda ikke udelukker den militære mulighed for at tage kontrollen over kanalen tilbage; og med hensyn til Grønland, som lige har haft et valg, hvor et parti vandt, som ønsker mere uafhængighed for Grønland, også af Danmark. Men præsident Trump sagde igen, at USA har brug for Grønland; at det vil ske; at han har talt med Danmark. Danmark ønsker naturligvis ikke at afgive myndighed over Grønland. Så det er stadig bekymrende, for jeg tror ikke, at USA har brug for Grønland, og princippet om suverænitet bør respekteres overalt, uanset om et land er stort eller lille eller har mange eller få mennesker.

Der er én god ting, og det er, at vores utrættelige kampagne for en løsning på et højere niveau – nemlig en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur – tydeligvis giver genlyd. Jeg tror, at det faktum, at Global Times i går havde en leder, hvor de skrev »en ny sikkerhedsvision, der er fælles, omfattende, samarbejdsvillig og bæredygtig«, er påkrævet. »[D]et ene lands sikkerhed kan ikke bygges på andres usikkerhed. Det er vigtigt at fremme og gennemføre denne nye sikkerhedsvision for virkelig at opnå langsigtet fred og stabilitet på det eurasiske kontinent og i verden.« Så jeg tror, at det virkelig er en afspejling af IPC-processen i det sidste års tid; præsident Xi Jinpings tre initiativer; det faktum, at præsident Putin på sit FSB-møde den 27. februar også havde sagt, at han mener, at et europæisk sikkerhedssystem og endda et globalt system nu er muligt. Så du har kineserne, Rusland og naturligvis Schiller Instituttets kræfter, der kæmper for et sådant omfattende nyt niveau, hvor alle krigens parter og interesserede parter vil sætte sig ned og blive enige om principper, som de gjorde i den Westfalske Fred. Så kan man arbejde videre med detaljerne, de territoriale udfordringer og krav, etniske konflikter, religiøse konflikter og alt muligt andet. Men først bliver man enige om, at menneskeheden er det, der tæller som den ene menneskehed, og at vi alle sidder i samme båd. Vi er den kreative art, og derfor bør vi være i stand til at finde en løsning på enhver konflikt på planeten.

Jeg tror, at det med få ord er, hvor vi er, og jeg synes, at det er meget lovende, men det kræver meget mere aktivering af mange mennesker.

Bemærkninger under diskussionen:

Der er mange ting, men jeg vil gerne svare Graham, for jeg synes, at opdelingen af Europa er lidt anderledes, heldigvis. Jeg tror, at etableringen af Europa, som var en NATO-plukket og NATO-domineret etablering i al den tid, nu med Trump i Det Hvide Hus, skiftede de straks til briterne. Og EU har i den forstand altid været den lokale eller regionale version af det Britiske Imperium, og den farve kommer nu frem hos dem, der er på denne militariseringskurs. Men i modsætning til det er der mange andre tendenser. Hvis du ser på Østeuropa, er det ikke så forenet, som du sagde, for der er Ungarn, Slovakiet, Rumænien – de forsøgte endda at annullere valget. Ikke desto mindre er den præsidentkandidat, der fik flest stemmer, anti-EU og pro-Rusland. Og endda i Georgien har man en meget blandet situation. På trods af at der er Maidans i gang i mange af disse lande, er der en meget højrøstet befolkning, som ikke tænker i EU-baner. Kroatien har lige vundet et valg med et overvældende flertal for den samme profil. Serbien er ikke medlem af EU, men ikke desto mindre en del af kombinationen; og Østrig har også en kandidat, som faktisk har den samme NTEU-profil, og ved hjælp af intriger forhindrede de ham i at blive den nye statschef. Så dynamikken er meget blandet, og jeg tror, at Italien sidder på hegnet; Meloni har givet udtryk for, at hun ønsker at være en bro mellem USA og Europa. Så det er meget langt fra at være forenet.

Derfor opgiver jeg ikke håbet om Europas identitet. En af grundene til, at jeg synes, det er værd at kæmpe for Europa, er, at hvis man ser på historiens lange bue, har Europa noget vigtigt at bidrage med. Det er i høj grad den europæiske klassiske kultur; alt fra den italienske renæssance til den tyske klassiske periode, den danske klassiske periode. Der var mange lande, endda mellem Polen og Litauen, du havde Jagiellonian Act, som kæmpede for en forfatning 300 år før den amerikanske revolution, som havde mange af de samme principper. Det eneste, jeg siger, er, at der er en rig tradition, og hvis den går tabt, vil det være en skam for hele menneskeheden. Derfor er vi nødt til at kæmpe for at få europæernes sande identitet tilbage på dagsordenen. Til det har jeg en stor bøn til folk som dig, Graham, og også Ray og andre, der måske er med i dette opkald. Jeg tror, at en svag flanke er, at hele den militariseringsplan, som nu tager fart, er baseret på den linje, at Putin vil angribe Europa; at han ikke er tilfreds med Ukraine. Han vil gå ind i Baltikum og Polen og derfra endog angribe andre NATO-lande. Det er min bedste observation – og jeg er helt sikkert ikke Putin-agent; jeg synes, det er en fornærmelse at kalde mig det – men jeg tror, det ville være ekstremt vigtigt at udvikle et argument, som overbeviser de stakkels vildledte mennesker, der tror på mainstream-medierne; de er virkelig utroværdige. I Tyskland kan man ikke tænde for en nyhed, et familieprogram, en sæbeopera eller et religiøst program; overalt har de indsat noget forfærdeligt om Rusland og noget pænt om Ukraine. Det er en 24-timers hjernevask, der foregår.

Jeg tror, at hvis man fra et efterretningssynspunkt – og eftersom I er professionelle – kunne udvikle et argument, som ikke kan imødegås, fordi det er faktuelt og så indlysende overbevisende, at det ikke er i Ruslands interesse, ikke i Ruslands hensigt at angribe Europa. Jeg tror, der er mange militæranalytikere i Frankrig, Tyskland, Sverige, Schweiz og Italien, som er enige i, at det er latterligt, men de har ikke en stemme lige nu. Hvis der var noget i retning af »verdens efterretningsfolk forenes«, tror jeg, at det virkelig kunne gøre indhug i hele denne fortælling. Det ville være mit forslag.

[Et par minutter senere] Jeg tror, det ville være godt, hvis en masse mennesker internationalt kommenterede de neoliberales seneste opførsel. For jeg tror, at vi lige nu ser en meget hurtig nedbrydning af demokratiets smukke ansigt, og at diktaturets mere grimme ansigt kommer frem. Det har en tendens til at bekræfte både Platon og Thukydid, som tidligt sagde, at demokratiet har en anden side, som er tyranni. Jeg tror, at det mest åbenlyse eksempel er Rumænien, hvor Georgescu vandt valget; så annullerede de det. Så var der en protest fra det rumænske folk, og der bliver nu udskrevet nyvalg til maj. Georgescu forsøgte at anmelde sin deltagelse, og så afviste de ham af en absurd teknisk grund om, at der manglede en underskrift eller sådan et latterligt påskud. Så nu er han udelukket fra at deltage. Hvor er EU’s ramaskrig over denne afvisning af demokratiet?

På samme måde har du nu et stort udbrud over, hvad vicepræsident Vance sagde i München, at der ikke er nogen ytringsfrihed. Men hvis du vover at sige noget, som ikke er den officielle fortælling … de havde razziaer mod pensionister kl. 6 om morgenen, fordi nogen skrev noget på de sociale medier, som ikke var særlig undergravende, det var bare en mening. Jeg tror, at det ville være en stor hjælp, hvis flere mennesker kommenterede det faktum, at der ikke længere er noget demokrati i Europa. Jeg er enig i, at neoliberalisterne er de virkelige diktatorer; de ønsker at indføre deres paradigme. Og mange lande rundt om i verden bryder sig ikke om det. For eksempel bryder Rusland sig ikke om det, Ungarn bryder sig ikke om det, Kina bryder sig ikke om det, afrikanerne bryder sig ikke om det. For når europæiske politikere rejser rundt i alle disse lande – i det omfang de stadig kan, for de er ikke så velkomne længere – fortæller afrikanerne dem, at de ikke vil have LGBTQ-værdier, fordi det er i strid med deres traditioner. Så jeg tror, at jo mere vi diskuterer, om demokratiets sværd virkelig afspejler demokratiet, eller om det er det modsatte, jo bedre er det.

[Senere i diskussionen] Jeg vil faktisk foreslå, at de af os, der er med i dette opkald, og som har adgang til at gøre det, virkelig gør en indsats for at få nogle relevante talere fra det Globale Syd med til det næste møde i IPC. Og at vi fra nu af har spørgsmålet om BRIKS som et dominerende og fremtrædende emne. For jeg har længe ment, at hvis man ser på europæerne og amerikanerne og russerne og kineserne, så ser det helt fastlåst ud. Men hvis man inddrager det Globale Syd, BRIKS-Plus, så er det lande, som er meget langt fra at være det – Indonesien vil for eksempel snart overgå Tyskland som den tredjestørste økonomi i verden. Det er en stor faktor. Så er der andre lande, som er meget store; hele det afrikanske momentum. Så vi inddrager BRIKS mere som en bevidst beslutning og får deres stemme hørt. Jeg tror, de er helt afgørende som et nyt element i den strategiske ligning. Europæerne lader, som om de ikke eksisterer, eller siger nogle gange: »Åh ja, der er disse BRIKS-lande. Hvorfor indleder vi ikke diplomatiske forbindelser nu for at presse russerne og kineserne ud?« Det tog har for længst forladt stationen, fordi landene i det Globale Syd har gjort op med sig selv, hvem der er hvem på hvilken side af historien på nuværende tidspunkt. De har en lang historie om, hvad Sovjetunionen gjorde i deres kamp for uafhængighed, og hvad europæerne gjorde. Så jeg tror bestemt ikke, at det kommer til at fungere.

Men jeg tror, at hvis vi inddrager den tredje verdens blok, som i dag er reinkarnationen af den Alliancefrie Bevægelse i form af BRIKS-Plus og lignende organisationer, så skal de høres. Som Nehru og Sukarno sagde på Bandung-konferencen, har de ret til at have en stemme, for hvis det nogensinde kommer til atomkrig, vil de være lige så døde som folk i Vesten, måske to uger senere, men de vil også være døde. Derfor har de ret til at tale og give deres besyv med. Ifølge nogle hjemmesider fra Oxford University udgør de 85 % af verdens befolkning. Jeg synes, at det skal inddrages meget mere i ligningen.

Jeg vil også på det kraftigste opfordre alle til at hjælpe med at få en masse underskrifter under min appel. For jeg skrev denne appel som reaktion på militariseringen i Europa, men den slutter med at sige, at måden at komme ud af denne fælde på er ved at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til interesserne i hvert eneste land på planeten. Med andre ord, i betragtning af at kineserne og russerne allerede taler om en international orden, som jeg sagde i begyndelsen, mener jeg, at tiden nu er inde til virkelig at fremføre det argument. Vi befinder os absolut i et historisk øjeblik, hvor vi er nødt til at overvinde geopolitikken. Geopolitik var kimen til verdenskrige to gange i det 20. århundrede; det førte til forfærdelige verdenskrige. Vi er nødt til at overvinde ideen om, at et land eller en gruppe lande kan have en legitim interesse mod et andet land eller en gruppe lande, og at de kan forfølge den interesse med alle midler, herunder militære. Det er en meget dødbringende idé, som vi må overvinde ved virkelig at definere et nyt paradigme i internationale relationer baseret på freden i Westfalen, at man altid skal respektere den andens interesser, og at vi er menneskeheden først, og at nationale interesser kun er legitime, hvis de er i overensstemmelse med menneskehedens interesser som helhed.

Jeg vil virkelig opfordre jer alle til at hjælpe med at gøre denne appel til en meget hurtigt voksende appel, og få mange mennesker fra hele verden til at underskrive den.

Afsluttende bemærkninger:

Først og fremmest vil jeg gerne takke alle deltagerne i denne diskussion. Som svar på det spørgsmål, som Sophie fra Sverige og Dorian rejste, tror jeg, at forskellen mellem det, som et mindretal af mennesker ved er sandt, og det, som mainstream-institutioner, partier, medier osv. faktisk gør, bliver større dag for dag. På en eller anden måde må vi finde en måde at løse det på. Derfor vil jeg foreslå, at vi tilføjer lidt mere fri energi til det, vi gør. Problemet er nemlig, at det, I roser, Ray og Graham, med hensyn til mere adgang til ægte efterretninger og viden og så videre, kaldes desinformation. Og EU er lige nu i gang med en stor kampagne for at beskytte befolkningen mod forfærdelige elementer som os selv, der spreder »fake news« og desinformation. Jeg tror, at vi på en eller anden måde er nødt til at lægge en strategi. Så jeg vil foreslå, at vi danner en arbejdsgruppe med repræsentanter for de forskellige grupper inden for IPC, og at vi holder et lille møde i løbet af de næste par dage og virkelig tænker over, hvad der er nødvendigt for at få et gennembrud. Jeg tror, at hvis vi sætter os sammen, vil vi komme frem til mange flere flanker. Derfor vil jeg bede dem af jer, der føler, at de gerne vil være en del af det, om at kontakte Anastasia efter opkaldet, og at vi sætter det op på meget kort sigt.

Ellers tror jeg, at vi befinder os i et utroligt potentielt øjeblik. Igen, vær venlig at sende min appel rundt, for jeg synes, det er en meget konstruktiv løsning. Det var alt, hvad jeg ville sige. [hzl/amb] [ssu]

af Dennis Small (EIRNS) 

Den 13. marts 2025 (EIRNS) – Alle øjne var rettet mod Moskva torsdag morgen for at se, hvordan den russiske præsident Vladimir Putin ville reagere på det amerikansk-ukrainske forslag om en 30-dages våbenhvile i krigen i Ukraine. Briterne og deres globalistiske partnere i Washington håbede, at Putin uden videre ville afvise forslaget og dermed sætte en stopper for den strategiske dialog mellem Trump og Putin, som har gjort London så oprørt.

Putin gjorde intet af den slags. Da han blev spurgt om våbenhvilen på en pressekonference i Kreml, begyndte han med at takke præsident Trump for alle hans bestræbelser på at skabe fred. »Jeg vil gerne starte med at takke USA’s præsident, hr. Trump, for at have lagt så stor vægt på Ukraine-forliget.« Han fortsatte med også at takke lederne af Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika for deres indsats for fred – en umiskendelig hentydning til BRIKS og dets fire stiftende medlemmer sammen med Rusland.

Putin vendte derefter tilbage til forslaget om våbenhvile for at præcisere: »Vi støtter det, men der er nuancer«, som skal uddybes i detaljer. Putin tilføjede: »Jeg synes, vi skal kommunikere med vores amerikanske kolleger og partnere, måske endog arrangere et opkald med præsident Trump.«

Man kunne næsten høre tænderskæren i London.

Senere på eftermiddagen kom Trump med sit afmålte svar på Putins kommentarer. »Han kom med en meget lovende udtalelse, men den var ikke fuldstændig…. jeg ville meget gerne mødes med dem eller tale med ham, men vi er nødt til at få det overstået hurtigt. Hver dag bliver folk dræbt…. Nu får vi at se, om Rusland er der eller ej, og hvis de ikke er, vil det være et meget ærgerligt øjeblik for verden.”

Trump afviste en journalists provokerende forslag om, at han bruger »magtmidler« til at presse Putin: »Jeg har magtmidler, men jeg vil ikke tale om magtmidler nu, for lige nu taler vi med dem, og baseret på de udtalelser, han kom med i dag, var de ret positive, synes jeg.«

Mere tænders gnidsel i London.

Et afgørende element blev føjet til dialogen, et element, der peger i retning af et højst nødvendigt positivt alternativ til krisen, af en leder i det kinesiske dagblad Global Times, som ofte afspejler den kinesiske regerings politik. Det der er brug for i disse krisetider, skrev de, er »en ny sikkerhedsvision, der er fælles, omfattende, samarbejdsvillig og bæredygtig.« Lederen tilføjede skarpt: »Et lands sikkerhed kan ikke bygges på andres usikkerhed. Det er vigtigt at fremme og gennemføre denne nye sikkerhedsvision for virkelig at opnå langsigtet fred og stabilitet på det eurasiske kontinent og i verden.«

Læsere af denne publikation vil i dette fokus – og i Putins fremhævelse af BRIKS’ antikoloniale dynamik – straks genkende et ekko af Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouches utrættelige promovering af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur som den eneste måde at opbygge en varig fred på – som i hendes seneste appel: »I stedet for at ruste os til den store krig er vi nødt til at skabe en global sikkerhedsarkitektur!«

For at være varig må den nye arkitektur bygge på enighed om grundlæggende principper, ikke tilfældigt sammenfald af politik og programmer. Og hjørnestenen i disse principper er den videnskabeligt påviselige opfattelse, at mennesket grundlæggende er godt, at alt ondt er et resultat af manglende udvikling – og at menneskeheden af den grund har en fælles interesse, at vi kan opdage den, og at vi kan forme vores samfund og nationer omkring den.

I sin afsluttende bemærkning til et seminar den 11. marts med ungdomsledere fra hele verden sagde Helga Zepp-LaRouche:

»Prøv at sætte dig ind i det historiske øjeblik, vi befinder os i. Vi oplever afslutningen på en epoke, afslutningen på 500 års kolonialisme, hvor der for første gang er en realistisk mulighed for, at landene i det Globale Syd kan overvinde fattigdom og underudvikling og selv tage deres skæbne i egne hænder. Det skyldes, at BRIKS’ økonomiske magt nu er en partner, og det er en revolutionerende ændring, som jeg tror, er den vigtigste forandring….

“Tænk på, at hvert eneste menneske, der fødes på jorden, er en enestående berigelse. Hele ideen om overbefolkning var en af de mest sataniske ideer, som det malthusianske oligarki nogensinde har frembragt. Virkeligheden er den modsatte. Hvert nyfødt barn kunne være en ny Konfucius, en ny Platon, en ny Einstein, en ny Beethoven. Naturligvis aldrig det samme, fordi genialitet altid er særdeles enestående. Men jeg er overbevist om, at menneskehedens fremtid kan blive utrolig rig, hvis vi giver alle nyfødte børn mulighed for at udvikle deres potentielle evner fuldt ud….

»Så jeg vil bede dig om i dag at tænke disse ting igennem og så gøre op med dig selv, hvad du vil bidrage med i dit liv for at gøre menneskeheden til en bedre art og gøre verden til et bedre sted. Jeg tror, at alt afhænger af, at en masse unge mennesker påtager sig en sådan forpligtelse….

»Jeg er sikker på, at det menneskelige sind og det menneskelige hjerte har ubegrænsede muligheder for at blive mere passioneret, mere empatisk og mere medfølende over for verden, og at vi faktisk vil være i stand til at vokse fra mange af de ting, der generer os i dag.

»Men hver enkelt af os gør en forskel, så husk det. Deltag i vores bestræbelser.”

Foto: kremlin.ru

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 12. marts 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til dagens ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Det er onsdag den 12. marts 2025. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chatsiden.

Helga, med den hurtige udvikling er det svært at følge med, så jeg vil gerne begynde med dit syn på det store billede, en {tour d’horizon}: Hvor ser du tingene stå i dag i denne turbulente overgangsperiode mellem to paradigmer?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Som du siger, bevæger tingene sig så hurtigt, at det er svært at følge med. Jeg har lige sagt det samme til en anden for lidt siden, men jeg synes bestemt, at tegnene er lovende. Jeg synes, at mødet i Saudi-Arabien mellem Rubio og jeg tror, det var Yermak fra Ukraine, gik godt. Nu er Waltz på vej til Moskva; russerne har endnu ikke kommenteret resultatet af forhandlingerne mellem USA og Ukraine og siger, at de venter på, at de amerikanske delegerede kommer og briefer dem, men jeg synes, det går i den rigtige retning. Nu ved jeg ikke, om russerne vil gå med til det, der blev aftalt i Jeddah – det vil vi vide inden for en dag eller to, men det går helt sikkert i den rigtige retning, og jeg tror, at det, udenrigsminister Lavrov sagde i et interview med nogle amerikanske bloggere, som besøgte ham i Moskva, blandt dem Larry Johnson, som var med i dette program flere gange, og dommer Andew Napolitano, og en tredje person, Mario Nawfal, og Lavrov sagde i denne dialog, da han blev spurgt, hvordan han vurderer den nuværende udvikling mellem USA og Rusland, at han tror, at tingene er på vej tilbage til det normale, hvilket betyder, at de to stormagter, de to største atommagter, at hvis de begynder at have en dialog igen, så burde det være normalt.

Og jeg har virkelig sagt mange gange, at alle, der ikke er idioter, burde være glade for det! For ifølge mange eksperter – virkelig fornuftige, erfarne militæreksperter fra mange lande – var vi på vej mod en atomkonfrontation, og det gik så hurtigt i de sidste uger af Biden-administrationen, hvor stadig kraftigere, langtrækkende våben blev leveret til Ukraine og virkelig nåede snubletrådstilstanden meget, meget tæt på. Så hvis denne del af den strategiske verdenskrise nu i det mindste er på vej ind i en mere rolig periode, bør alle, der ikke er idioter, være glade for det! For hvis det nogensinde skulle komme til en militær konfrontation mellem de to største atommagter i verden, ville ingen overleve konsekvenserne.

Er alle så glade for det? Det er meget interessant: Keir Starmer, den britiske premierminister, som har forsøgt at opildne USA til at fortsætte og endda i den seneste tid har allieret sig med Macron for at holde krigen i Ukraine i gang, selv om USA forsøger at indgå en fredsaftale, hilser nu resultatet af mødet i Jeddah velkommen ved at sige, at han er helt enig og lykønsker præsident Trump med denne succes. Nu tror jeg, at briterne, som var de mest skræmte over tilnærmelsen mellem Trump og russerne, tydeligvis frygter for eksistensen af det »særlige forhold« mellem London og Washington, som har været grundlaget for den unipolære verden efter afslutningen af den kolde krig. Og hvis USA bevægede sig væk fra det, hang de ligesom i luften.

Det er naturligvis ikke alle i Europa, der deler denne opfattelse: Europæerne er utroligt opsatte på at holde krigen i gang, på at gå i gang med en hidtil uset oprustning af hele Europa. Nu havde præsident Macron tilsyneladende et møde bag lukkede døre med 37 lande og deres militære ledere eller stabschefer, og de har tydeligvis planlagt, hvordan krigen skal fortsætte, og de har endda talt om at sende franske tropper til Ukraine – alle disse ting. Von der Leyen forsøger at presse »Rearm Europe«-loven igennem Europa-Kommissionen, hvor hun ønsker at afsætte 800 milliarder euro til militarisering af Europa i de næste mange år, og hun ønsker at gøre det uden at konsultere eller endda informere Europa-Parlamentet ved at påberåbe sig artikel 122 i Lissabontraktaten, som dybest set er en nødretstilstand, hvilket jeg synes er meget udemokratisk, og som bare viser, hvad dette apparat, dette permanente bureaukrati, er blevet til. Og det faktum, at de nu forsøger at forhindre Calin Georgescu i Rumænien i at deltage i præsidentvalget, er blot endnu et tegn på, at demokratiet er ved at forsvinde, hvilket jeg mener bør bekymre enhver.

Så vi har en meget mærkelig situation, hvor de to store magter, USA og Rusland, ser ud til at være på vej mod, som Lavrov sagde, »en tilbagevenden til normalitet«, dialog, løsning af Ukraine-krisen, forhåbentlig på kort sigt, mens nogle europæere er fuldstændig drevet af tanken om, at de nu er nødt til at militarisere. Og jeg tror, det er meget farligt, for hvis man nu begynder at oprette budgetter – og Merz forsøger at gøre det samme i Tyskland; vi får se, om det lykkes for ham – hvis man begynder at oprette militærbudgetter uden for det almindelige budget, i traditionen fra Hjalmar Schacht og hans Mefo-lovforslag, så bliver det, eller kan det blive, en selvopfyldende profeti: For hvis man skaber en boble, som ikke skaber reel velstand, men som skaber militært maskineri, ammunition og våbensystemer af alle slags, så skal det til sidst enten bruges til at erobre et andet land, eller også skal det udødeliggøres på en eller anden måde: Og det er den store fare, som bliver drivkraften for krig.

Så jeg tror, at det, vi gør fra Schiller Instituttets side, er, at vi grundlæggende set tager fat på denne situation – og jeg har endda endnu ikke berørt Mellemøsten; der er naturligvis mange andre kriseområder rundt omkring i verden – men grundlæggende set med den idé, at den eneste måde, hvorpå man kan få orden i denne meget hurtigt udviklende situation, som har mange bump og vanskeligheder, er at gå over til et helt nyt paradigme: Nemlig ideen om, at man er nødt til at have en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som løser alle disse problemer på én gang ved at skabe et nyt system, hvor alle får deres interesser varetaget. Og det vigtigste i den forbindelse er naturligvis Den Westfalske Fred i 1648, som afsluttede 150 års religionskrig, og hvor krigens parter først blev enige om principper og derefter gik i gang med at udforme detaljerne. Og jeg tror, at en sådan tilgang absolut er det, der er brug for i dag.

SCHLANGER: Det var bestemt en {tour d’horizon}, og du gav os en masse ting at tænke over. Jeg har et par spørgsmål her, Helga. Det første er fra en podcaster i Canada, som spørger om dit syn på, hvad det betyder, at der vil ske en normalisering af forholdet mellem USA og Rusland? Du berørte det i dit første svar, men måske har du mere at sige.

Og han spurgte også, om du har nogen kommentarer til Mark Carney, tidligere chef for Bank of Canada, derefter guvernør for Bank of England og en af initiativtagerne til den store nulstilling, til hans udnævnelse eller valg som Canadas premierminister?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at normaliseringen mellem USA og Rusland faktisk har en rig historie, hvor Rusland og USA samarbejdede helt tilbage til den amerikanske revolution og i det 19. århundrede og naturligvis under Anden Verdenskrig. Så det er ikke sådan, at man starter fra bunden, men at der faktisk er et grundlag for, at de store magter i verden kan samarbejde. Og jeg tror nu, at hvis det fungerer godt, kan det også blive broen til at nå ind i det Globale Syd. For hvis USA er på den tidligere regerings linje, så er der en konflikt mellem BRIKS og USA og USA og det Globale Syd; men hvis man har en tilnærmelse mellem USA og Rusland, Rusland, som faktisk er meget værdsat af mange lande i det Globale Syd på grund af den støtte, Sovjetunionen havde givet dem i deres kamp for uafhængighed, så kan det også være et springbræt til at afhjælpe forholdet mellem USA og den Globale Majoritet af lande.

Om det lykkes, må vi se, men jeg tror bestemt, at potentialet er der, for Rusland er slet ikke isoleret; hele NATO’s fortælling om, at Rusland er isoleret, at Rusland skal besejres, alt dette, det skete ikke. Rusland er meget godt forbundet med landene i Afrika og Asien, det er én ting.

Hvad angår Mark Carney: Jeg tror, han er inkarnationen af City of London og Wall Street og det militærindustrielle kompleks tilsammen. For han var en af fortalerne for dette regimeskifte, hvor det ikke var regeringerne, der skulle føre politik, men centralbankerne. Det var den store debat, som du henviste til fra centralbankmødet i Jackson Hole i 2019, hvor de besluttede sig for Green Deal, Great Reset og alle disse ting. Har du hørt om den grønne aftale for nylig? (latter) Jeg tror, de har ladet den gå i glemmebogen. Der bliver ikke talt om den mere, og den virkede tydeligvis ikke. Så nu har de brug for en ny boble, og den nye boble er naturligvis militariseringen. Og i betragtning af, at Canada er en del af Commonwealth, og kong Charles faktisk er konge af Canada, tror jeg, man skal se meget nøje på, hvad det indebærer. For de har tydeligvis sat Carney ind for at imødegå alt, hvad Trump gør, især i lyset af Trumps udmelding om, at han vil gøre Canada til USA’s 51. stat, hvilket ikke faldt i god jord hos mange mennesker i verden.

Men jeg tror bestemt, at det er noget, man skal holde øje med, for der er meget få mennesker, der i lige så høj grad repræsenterer den absolutte inkarnation af hans monetaristiske system for profitmaksimering, som har stået bag mange af verdens dårligdomme.

SCHLANGER: Her har vi noget fra en abonnent på EIR Daily Alert, og hvis du ikke allerede abonnerer på den, bør du gøre det, for det er det daglige billede af verden, som vi sammensætter. Men hun skriver: »Jeg rundsender din erklæring mod oprustning af Europa, men jeg må indrømme, at jeg er meget pessimistisk. Jeg kan ikke tro, at de europæiske ledere ikke har lært noget af det sidste århundredes historie, som du forklarer i din udtalelse. Tror du virkelig, at de kan vågne op, før vi er i tredje verdenskrig?«

ZEPP-LAROUCHE: Så må vi hellere vække dem! Jeg tror ikke, at de nødvendigvis vil vågne op af sig selv, for de er virkelig hardcore. Og man kan se det i Tyskland, for eksempel. Der er visse repræsentanter for medierne og visse tænketanksfolk, måske et par dusin, men nogle meget fremtrædende; de dukker op i hvert eneste talkshow og i hvert eneste interview, og de er virkelig hardlinere! Og de er fuldstændig fast besluttede på, at man skal forhindre Putin i at erobre Polen og de baltiske lande, og i 2029 har Rusland helt sikkert opbygget sin kapacitet igen, så han vil angribe et andet europæisk land, og derfor er vi nødt til helt at opgive enhver form for social velfærd – det kommer snart, men det er allerede i støbeskeen. Og disse mennesker, du ved, jeg mener, jeg spekulerede virkelig på, hvad der får dem til at reagere? For de er tydeligvis professionelle analytikere. Men der er et tysk ordsprog, som siger: »Den måde, du råber ind i skoven på, er den måde, ekkoet kommer ud på.« Det synes jeg er et meget godt billede: Forestil dig, at du har et fredeligt landskab, en skov og marker og græs, og så står der nogen i skoven og råber: »Dit svin! Din idiot! Din dæmon!«, og til sidst kommer der naturligvis nogle dæmoner ud af skoven!

Jeg mener, det er en fantasi, ikke? Jeg tror ikke, at Rusland har til hensigt at erobre Europa: Hvorfor skulle de ønske at gøre det? Stedet fungerer ikke lige nu. Rusland er et meget stort land, de har 11 tidszoner, de har flere uudviklede råstoffer end hele Europa tilsammen. Hvad skulle deres formål være med at erobre Europa? Det giver ikke mening, og disse såkaldte eksperter har ikke bevist deres sag, de insisterer bare på det. Og da de er meget godt repræsenteret i massemedierne, er det i høj grad lykkedes dem at overbevise mange mennesker om, at det er tilfældet.

Men jeg tror ikke, det er tilfældet, og jeg tænker bare, hvad kan man gøre for at modbevise denne fortælling? Så det er derfor, jeg arbejder for en helt anden tilgang til en ny sikkerhedsarkitektur, for jeg tror, at hvis man står over for et uløseligt problem, er man nødt til at bevæge sig op på et nyt plan, et højere niveau af fornuft. Så vær venlig vedvarende at støtte min appel, for denne appel er dybest set henvendt til folk med fornuft, så de europæiske ledere erkender, at deres synspunkt ikke deles af et flertal af verdens befolkning. Så hjælp med at distribuere denne erklæring, få så mange underskrifter som muligt, og jeg tror, at det er det bedste, vi kan gøre på nuværende tidspunkt, for at forhindre, at dette bliver en automatik, hvor det på et vist tidspunkt bliver for sent.

SCHLANGER: Denne erklæring er [tilgængelig på](https://schillerinstitute.com/blog/2025/03/09/instead-of-rearming-for-the-great-war-we-need-to-create-a-global-security-architecture-by-helga-zepp-larouche/) på Schiller Instituttets hjemmeside. Og folk bør underskrive den og lade den cirkulere, så andre kan underskrive den, og gå til deres lokale politiske embedsmænd, fagforeningsfolk og kirkeledere og sørge for, at folk kender til den.

Nu, Helga, er der en kommentar til dette punkt; nogen skrev ind og sagde: »Diskussionen om NATO-udvidelsen som årsag til den særlige russiske militæroperation og chokterapien kommer nu meget mere ud i offentligheden. Lyndon og du var langt fremme med denne historie: Jeg vil bare gerne lykønske jer og spørge, om I oplever, at der er en voksende anerkendelse af jeres arbejde gennem årene på dette område?«

ZEPP-LAROUCHE: Både ja og nej. [latter] Jeg tror »ja«, fordi der er et stigende antal mennesker internationalt, som udtrykker, også direkte til mig og nogle af mine kolleger, at de virkelig sætter pris på det arbejde, vi udfører, især fordi vi har været urokkelige, at vi »ikke satte vores lille frakke for vinden«, som vi siger i Tyskland, men at vi holdt fast i vores principper, og princippet er, at vi er nødt til at have et mere retfærdigt verdensøkonomisk system, så alle verdens lande kan blomstre.

Men der er også en øget indsats for at undertrykke det, vi siger. Jeg synes, der er flere antydninger af, at de forsøger at undertrykke vores synspunkter. Jeg er endnu ikke nået til et punkt, hvor jeg kan præsentere dig for hele billedet, men jeg tror, at vi har observeret det på flere fronter. Vi er naturligvis ikke de eneste. Hvis de kan opgive hele valg, som de gjorde i Rumænien, og farverevolutionsapparatet stadig fungerer – det faktum, at præsident Trump afvikler de subversive elementer i USAID, betyder ikke, at strukturerne ikke stadig er i funktion i flere europæiske lande.

Nå, men for at besvare dit spørgsmål, så tror jeg, at det er både ja og nej: På den ene side er der flere mennesker, der udtrykker anerkendelse, men jeg tror, at der stadig vil være mange kampe at udkæmpe, medmindre vi har flyttet hele verden til et nyt syn, hvor vi kan erstatte konfrontation med samarbejde. Så ja: Det er, hvad jeg tror.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål – du har berørt situationen i Rumænien et par gange, og jeg har en e-mail her fra en selvudnævnt »ungarsk frihedskæmper«. Og det, han skriver, er: »Hvorfor diskvalificerede forfatningsdomstolen Georgescu fra at stille op til præsidentvalget i Rumænien? Hvad mener du om det? Var der pres for at diskvalificere ham fra de såkaldte demokratiforkæmpere i EU?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved ikke præcis, hvad der er sket med forfatningsdomstolen. Jeg tror, at befolkningen i Rumænien er meget oprørt over, at Georgescu allerede har vundet valget én gang, så kvalificerede han sig til at deltage i det næste valg, og så udelukkede de ham med det argument, at hans papirarbejde ikke var tilstrækkeligt, hvilket er et spinkelt argument. Men jeg tror, at en meget overbevisende grund er det faktum, at USA er ved at bygge den største militærbase i Rumænien lige nu. Og det kan være en grund til, at de ikke vil have en præsident, som de siger er venlig stemt over for Rusland og kritisk over for EU. Men jeg synes bestemt, at det er et spørgsmål, som alle, der tror på demokrati, bør være meget bekymrede over, for hvis man aflyser kandidater, der vinder valg, taler man ikke længere om et »demokrati«; man taler om et diktatur.

SCHLANGER: Jeg kan huske et af primærvalgene i Lyndon LaRouches kampagne, hvor han blev nummer to med 26 eller 28% af stemmerne, og de nægtede at give hans delegerede plads: Så det er ikke en hidtil uset handling.

Nu er der et spørgsmål om den egyptiske plan for genopbygning af Gaza. Nogen skrev ind og sagde: »Det ser ud til, at Netanyahu ikke overraskende har afvist den egyptiske plan for opbygning af Gaza. Hvis han ikke vil støtte den, er der så nogen måde, hvorpå den kan fortsætte – kan saudierne f.eks. tilbageholde den gensidige anerkendelse, som Israel ønsker, hvis han ikke vil acceptere planen?«

ZEPP-LAROUCHE: Det kunne de! Min overbevisning er, at den eneste måde – den egyptiske plan er helt sikkert et skridt i den rigtige retning. Men som vi har diskuteret mange gange, mener jeg, at permanent, holdbar fred i Sydvestasien kun er mulig gennem storstilede udviklingsprogrammer, som vi har præsenteret med oase-planen. Og det kræver virkelig et strategisk samarbejde mellem USA, Rusland og Kina. Hvis disse tre lande kan nå til enighed, og du ved, at der er rapporter om, at præsident Trump sandsynligvis ringer til Putin i denne uge. Han sagde, at han vil mødes med Putin personligt meget snart; han vil også mødes med præsident Xi Jinping, sandsynligvis inden for en måned. Hvis denne udvikling går godt, og den geopolitiske konfrontation mellem stormagterne derfor kan overvindes i Mellemøsten, så tror jeg, at alle de andre problemer kan løses. Endda selv om Kina allerede har mæglet mellem Saudi-Arabien og Iran – hele Mellemøsten har været en stedfortræderkrig, et iscenesat område, ligesom Ukraine er det. Derfor tror jeg, at en løsning skal komme oppefra og ned, og så kan alting blive løst. Det, tror jeg, er perspektivet.

SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål til dig fra Thomas B., som sagde: »Det siges, at handelsminister Lutnick er arkitekten bag Trumps toldpolitik« – jeg er ikke sikker på, at det er sandt. Men han spørger: »Ved du, hvad der er hensigten bag brugen af told?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det er en akilleshæl for Trump-administrationen. For så sent som i morges ved midnat indførte Trump 25 % told på europæisk stål- og aluminiumseksport til USA; von der Leyen svarede straks flere timer senere med at indføre 25 % import på whisky, på jordnøddesmør – det lyder latterligt, men den samlede sum på begge sider er 26 milliarder euro, og det er ikke jordnødder. Det vil betyde, at tingene bliver dyrere, og at forbrugerne skal betale prisen; det vil drive inflationen op. Og hvis truslen så også omfatter bilimport til USA, kan det virkelig skade den europæiske økonomi, især i Tyskland. Og så vil det blive imødegået igen med noget andet.

Jeg synes, det er en helt forkert idé. Trump tror selvfølgelig, at han beskytter den amerikanske produktion, og at han kan lokke flere investorer til USA ved at gøre alle disse ting. Men jeg tror, det skader alle! Det er et taber-taber-spil, og jeg synes, det er en dårligt udtænkt teori. For da Alexander Hamilton og de tidlige Founding Fathers talte om told, og også senere Henry C. Carey og Friedrich List og så videre, var det en helt anden situation, for told giver mening, hvis man har en ung, spirende økonomi, som skal beskyttes mod meget stærkere økonomier, der dominerer handlen. I det tilfælde kan told give mening. Men ikke hvis man har en totalt integreret verdensøkonomi: Hvis man f.eks. ser på de forskellige produktionsniveauer mellem USA og Kina, eller Kina og Europa, eller Europa og USA, så skader det alle parter, hvis man forsøger at skille det ad – afkoble, fjerne risikoen, eller hvad man nu vil kalde det.

Så jeg tror, at det forhåbentlig kan afhjælpes, for jeg tror, at det sammen med kryptovalutaen helt sikkert er en svag flanke i Trumps økonomiske politik.

SCHLANGER: Lad mig slutte af med at spørge dig om denne uges møde i Den Internationale Fredskoalition. IPC har stået i spidsen for at samle folk fra forskellige samfundslag, forskellige nationer, forskellige niveauer af engagement, og det har nu stået på i næsten 100 uger i træk. Hvad er der planlagt i denne uge?

ZEPP-LAROUCHE: Vi skal helt sikkert have en vurdering af, hvad der foregår i Syrien, hvor der er en stor opblussen af civile, der bliver dræbt. Vi får flere eksperter til at tale om det, og også en vurdering af den egyptiske Gaza-plan, og hvor vi er på vej hen i Mellemøsten generelt. Vi vil helt sikkert have talere om situationen i Ukraine, hvad der er sket efter Jeddah-mødet, hvad den generelle situation er mellem USA og Rusland, og hvad den europæiske reaktion er på det. Så du bør absolut tune ind og deltage, for det er stedet, hvor du hver uge kan høre topeksperter give dig deres syn på sagen, og det er et meget vigtigt supplement til det, du kan læse i mainstream-medierne, for det er alle mennesker, der har livslang erfaring som analytikere, som militære specialister og som diplomater: Så du bør helt sikkert være en del af det, og det er en voksende fredsbevægelse af mennesker, der kæmper for et nyt paradigme for at komme ud af de nuværende strategiske farer.

SCHLANGER: Nå, Helga, tak fordi du kom i dag, og tak fordi du gør det, du gør: Og vi ses på fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Det håber jeg. Indtil da.

Ikke korrekturlæst

11. marts 2025 (EIRNS) – Efter otte timers diskussion resulterede dagens møde i Jeddah, Saudi-Arabien, mellem amerikanske og ukrainske delegationer i, hvad udenrigsministeriet beskrev som »vigtige skridt i retning af at genoprette en varig fred for Ukraine«. Den amerikanske delegation blev ledet af udenrigsminister Marco Rubio og den nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz. Under kronprins Mohamed bin Salmans gæstfrihed blev den ukrainske part ledet af Volodymyr Zelenskyjs stabschef Andriy Yermak samt Ukraines udenrigsminister Andrii Sybiha og forsvarsminister Rustem Umerov. Kernen i aftalen er Ukraines accept af et amerikansk forslag om en 30-dages våbenhvile, »som kan forlænges efter gensidig aftale mellem parterne, og som er betinget af, at Den Russiske Føderation accepterer og samtidig gennemfører den.«

Som en del af aftalen er den amerikanske præsident og Ukraines fungerende præsident blevet enige om hurtigst muligt at underskrive en omfattende aftale om udnyttelse af Ukraines kritiske mineralressourcer.

Ifølge medierapporter vil den særlige udsending Steve Witkoff rejse til Moskva for at mødes med præsident Vladimir Putin den 13. marts, og Mike Waltz rapporterer, at han vil tale med sin modpart »inden for få dage«. På baggrund af Ukraines accept af den 30 dage lange våbenhvile, som kan forlænges efter gensidig aftale mellem parterne, meddelte Trump-administrationen, at den straks vil ophæve pausen i efterretningsudvekslingen og genoptage sikkerhedsassistancen til Ukraine. Humanitær nødhjælp blev også diskuteret som en del af fredsprocessen, der skal finde sted i løbet af den 30 dage lange våbenhvile.

Der nævnes flere specifikke punkter i erklæringen, som Kiev ønsker gennemført, men disse vil være genstand for forhandlinger med Moskva. De omfatter udveksling af krigsfanger, løsladelse af civile fanger og tilbagelevering af »tvangsforflyttede ukrainske børn« – en terminologi, som Moskva afviser. Den ukrainske delegation specificerede også, at »europæiske partnere skal inddrages i fredsprocessen.« Hvilke europæiske partnere taler de om?

På en pressekonference efter dagens maratonmøde understregede den amerikanske udenrigsminister Rubio, at ukrainerne accepterede det amerikanske tilbud om en våbenhvile og om at indlede øjeblikkelige forhandlinger, og »vi vil nu tage dette tilbud med til russerne, og vi håber, at de vil sige ja, at de vil sige ja til fred. Bolden er på deres banehalvdel. Jeg tror, at Ukraine i dag har taget et konkret skridt i den retning. Vi håber, at russerne vil gøre det samme.” [crr]

Ikke korrekturlæst

12. marts 2025 af EIR Strategic Alert, Wiesbaden

I en strategisk situation, der i øjeblikket i høj grad er bestemt af Trump-administrationen i Washington, er vesteuropæiske ledere skrækslagne for, at fremkomsten af en »multipolær« alliance centreret omkring USA og Rusland, som også kan omfatte Kina, vil betyde enden på den transatlantiske dominans i strategiske og økonomiske anliggender. For briterne er dette særligt vanskeligt, da deres evne til at udøve økonomisk kontrol afhænger af opretholdelsen af det »særlige forhold« til USA.

De samme ledere finder derfor på stadig vildere, uigennemførlige planer for at forsøge at bevare deres egen relevans, bl.a. ved at bakke op om det tabende regime i Kiev. Men præsident Zelenskyj selv gør en indsats for at vende tilbage til Donald Trumps gunst, et træk, der blev sat på prøve den 11. marts ved møder mellem amerikanske og ukrainske embedsmænd i Saudi-Arabien. Trump havde skruet op for varmen over for Zelenskyj siden deres opgør i Det Ovale Kontor (jf. SAS 25.10.) og suspenderet våben- og pengestøtte samt udveksling af efterretninger. Trump fremprovokerede også en reaktion fra den amerikanske presse, da han sandfærdigt sagde, at NATO-udvidelsen fremprovokerede Ruslands særlige militære operation, og at Ukraine afviste en fredsaftale, som landets forhandlere havde udarbejdet med russerne i marts 2022. Washington Post citerede disse kommentarer som eksempler på Trumps uærlighed!

Mens det går fremad med at få en freds»aftale« i Ukraine, er der tegn på, at fredsoffensiven kan sprede sig til Sydvestasien. Da fremtiden for palæstinenserne i Gaza stadig er uafklaret, blev det i sidste uge afsløret, at Trump-administrationen fører direkte samtaler med Hamas om frigivelsen af de resterende gidsler, som Netanyahu-regeringen forsøger at underminere. Desuden har Det Hvide Hus’ særlige repræsentant, Steve Witkoff, udtalt sig positivt om den egyptiske genopbygningsplan for Gaza, som blev præsenteret i sidste uge (se nedenfor). Også dette bringer administrationen på kant med premierminister Netanyahu, som fordømte den som uacceptabel.

Hvad angår truslen om et israelsk angreb på Iran, som sandsynligvis ville kræve amerikansk opbakning, sagde Trump, at han havde udarbejdet et brev til ayatollah Khamenei, hvor han foreslog en ny atomaftale som et alternativ til krig. Selv om det ikke er klart, om han har sendt det, har han ved at rejse spørgsmålet offentligt introduceret muligheden for en fredelig løsning på det, som Netanyahu har kaldt en eksistentiel trussel mod Israel. Det vil sandsynligvis fremprovokere en decideret fjendtlig reaktion fra de neokonservative i USA, såsom John Bolton og Lindsey Graham, som har krævet et regimeskifte i Iran.

Desuden har Trump-administrationens holdning til svindelnummeret om klimaforandringer også rystet vesteuropæiske ledere (se nedenfor). I en diskussion med værten Maria Bartiromo den 9. marts på Fox TV latterliggjorde han de »klimatosser«, herunder Joe Biden, som taler om klimaet som »vores største eksistentielle trussel«, men aldrig nævner faren for atomkrig. Brugen af »monster« atomvåben, sagde han, kunne føre til »verdens undergang« og tilføjede, at det »kunne ske i morgen«.

Yasir Masood

Opdateret 13:05, 10. marts 2025

Redaktørens bemærkning: Nu hvor de årlige to samlinger går i gang, har CGTN’s Visionary Voices søsat serien “Global Think Tanks Unpack China Agenda 2025”. Disse artikler er skrevet af eksperter fra tænketanke over hele verden og tilbyder banebrydende analyser af Kinas fremskridt inden for områder, der spænder over økonomi, teknologi, revitalisering af landdistrikter og kulturel innovation. Hver artikel afmystificerer Kinas vækstbane, samtidig med at den belyser dens globale betydning. Den niende artikel udforsker Kinas resultater inden for urbanisering og Bælte- og Vej-Initiativets rolle i at hjælpe landene i det Globale Syd med at fremskynde deres egen udvikling samt Kinas responsstrategi for USA’s toldsatser. CGTN’s opinionsredaktør Yasir Masood (ph.d.) havde en indsigtsfuld online-samtale med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet i Tyskland, for at dykke ned i hendes perspektiver på Kinas voksende globale rolle. Artiklen afspejler Zepp-LaRouches synspunkter og ikke nødvendigvis CGTN’s.

»Kinas evne til at omdefinere konventionelle økonomiske rammer gennem urokkelig innovation etablerer landet som den førende arkitekt for et nyt internationalt paradigme,« hævdede Zepp-LaRouche, og understregede nationens fusion af teknologisk smidighed og økonomisk styrke som grundlaget for international udvikling. Hun fremhævede knudepunkter som Shenzhen og Zhuhai, hvor banebrydende udvikling inden for kunstig intelligens, kvantesystemer og ren energi fortsat fremmer vedvarende økonomisk vækst, der er modstandsdygtig over for markedssvingninger. Med henvisning til data fra et australsk institut fremhævede hun Kinas lederskab på 37 ud af 44 centrale teknologiske områder, kombineret med gennembrud inden for udforskning af Månen, helium-3-høst og fusionsenergi. Disse fremskridt, hævdede hun, er ikke isolerede triumfer, men seismiske skift, der omkalibrerer både den globale handelsdynamik og den geopolitiske ligevægt.

Zepp-LaRouche fremstillede Kinas Bælte- og Vej-Initiativ (BVI) som en strategisk modvægt til historisk kolonipraksis, der gør det muligt for nationer i det Globale Syd at opnå en økonomisk status på mellemniveau via modernisering af infrastruktur og vidensdeling. I modsætning til vestlige bistandsmodeller, der er fyldt med betingelser, bemærkede hun, at afrikanske ledere i stigende grad ser Kina som en »autentisk samarbejdspartner«, der fremmer retfærdig udvikling. Hun advarede dog mod indblanding udefra og nævnte Panamas tvungne udtræden af BVI under geopolitisk tvang som et symbol på de voksende spændinger. “Vestens fiksering på inddæmning overser den ustoppelige bølge af Syd-Syd synergi,” hævdede hun.

Med hensyn til vestlige foranstaltninger rettet mod halvledere, elektriske køretøjer og grønne teknologier afviste Zepp-LaRouche isolationistiske taktikker som økonomisk uholdbare, og understregede at den gensidige afhængighed inden for internationale produktionsnetværk kombineret med fremkomsten af BRIKS, som nu udgør en betydelig del af menneskehedens demografiske fodaftryk, gør sådanne manøvrer forældede. »Sanktioner øger omkostningerne i de vestlige økonomier, mens de fremskynder Kinas teknologiske autonomi«, bemærkede hun og nævnte Tysklands vigende industrielle formåen og EU’s snublende ›de-risking‹-politik som symptomer på strategisk nærsynethed.

Mens de to sessioner er i gang, forudser Zepp-LaRouche en politik, der vil styrke Kinas position som en fredsskabende faktor i en splittet verden. Hun understregede Beijings diplomatiske skridt til at fremme dialogen i Ukraine-konflikten og dets førende rolle inden for fusionsenergi, og forudså en lovgivningsmæssig dagsorden, der prioriterer samarbejdsrammer frem for fjendtlige holdninger. »Disse sessioner må kæmpe for teknologisk suverænitet og BRIKS-sammenhold for at opveje vestlig dominans,« opfordrede hun, og talte for målrettede, fremadrettede strategier for at afbøde geopolitiske stridigheder.

Zepp-LaRouche forudså de to sessioner i 2025 som et afgørende tidspunkt for international styring. »Kinas evne til at synkronisere hjemlige fremskridt med globale partnerskaber udgør en skabelon for planetarisk ligevægt«, konkluderede hun. Beijings overvejelser kan i sidste ende diktere, om det 21. århundrede omfavner forenede fremskridt eller fastholder ideologiske skismaer, og placerer Kina ikke blot som en deltager, men som en dommer over menneskehedens livsbane.

af Marcia Merry Baker

10. marts 2025 (EIRNS) – Forandringer i alle retninger sker dag for dag i verdens strategiske situation og i folks hverdagsliv. Et historisk mønster, som man skal være opmærksom på, er fjendtligheden mellem USA og Europa. Det dramatiske træk ved dette er det vanvittige hastværk i Europa for militarisering – udført i Ukraines navn og for at forberede sig på at forsvare sig mod krig fra Rusland.

Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets grundlægger og leder, bemærkede dette i dag og kaldte bruddet mellem USA og Europa for »bekymrende og farligt«. Men hun talte ikke ud fra et synspunkt om at anbefale en tilbagevenden til den overensstemmelse mellem nationerne på begge sider af Atlanten, som er foregået i årtier under forfærdelig britisk geopolitik. Hun talte i dag ud fra et synspunkt om at gøre en ende på denne [geopolitik] for altid. Den 8. marts udsendte Zepp-LaRouche en erklæring om principper og handling gennem Schiller Instituttet med titlen: »I stedet for at opruste til den store krig, er vi nødt til at skabe en global sikkerhedsarkitektur .« Hendes appel advarer Europas nationer om, at »de er ved at begå en katastrofal historisk fejltagelse. Hvis de så også forsøger at finansiere den enorme mangel på militær kapacitet ved at skabe penge uden for de almindelige budgetter, gentager de den tyske rigsbankchef Hjalmar Schachts politik med Mefo-sedler fra 1930’erne.«

Zepp-LaRouches erklæring sluttede med otte punkter til handling, der begynder med: »Vi opfordrer de europæiske politikere til at komme til fornuft! Gentag ikke fejlene fra 1930’erne!«

…. I morgen mødes EU-funktionærerne Ursula von der Leyen, formand for EU-Kommissionen, og Antonio Costa, formand for Det Europæiske Råd, med Europa-Parlamentet i Strasbourg for at forsøge at opmuntre dem til den vanvittige EU-plan »Rearm Europe«, der kræver 860 milliarder dollars i ny våbenfinansiering til Europa og Ukraine for at stå imod Rusland. Den 20.-21. marts skal lederne af 27 EU-lande holde deres andet møde om denne milliardforpligtelse i Bruxelles, sandsynligvis med Volodymyr Zelenskyj, Ukraines fungerende præsident, til stede.

Denne fremrykning sker samtidig med, at sammenbruddet af de ukrainske styrker i felten hurtigt forværres. I Kursk-regionen har russiske styrker omringet omkring 6-10.000 indtrængende ukrainske soldater i en »gryde« ved Sudzha. Russerne gennemførte et overraskende træk for at komme ind gennem 15 km tomme underjordiske gasrørledninger.

Et møde finder sted i morgen, den 11. marts, i Jeddah, Saudi-Arabien, mellem ukrainske og amerikanske delegationer. USA’s udenrigsminister Marco Rubio leder amerikanerne. Den fungerende ukrainske præsident Zelenskyj vil blive ledsaget af Andrij Jermak, leder af præsidentembedets kontor.

Schiller Instituttets opslag om Zepp-LaRouches erklæring fra den 8. marts om »Det Globale Sikkerhedsinitiativ« har en underskriftsside til støtte, og byder også alle andre initiativer, der handler i samme ånd og efter samme principper, velkommen. For eksempel blev der den 9. marts i Frankrig udsendt en erklæring af tidligere militærofficerer og af suverænister, der er imod den udvidelse og deling af Frankrigs atombombestyrke, som den franske præsident Emmanuel Macron foreslår. Deres erklæring har titlen: »Atomar afskrækkelse er i bund og grund udtryk for en national vilje og kan ikke deles.«

Schiller Instituttets opslag introducerer fru LaRouches erklæring som »til øjeblikkelig og udbredt international cirkulation. Den udsendes på et tidspunkt, hvor Europa står ved en historisk skillevej, hvor et andet alternativ må lægges på bordet omgående, hvis en katastrofe skal undgås. Vi opfordrer til underskrifter fra alle samfundslag for at tvinge dette spørgsmål ud i den offentlige debat så hurtigt som muligt.«

Foto: Schiller Instituttet

Helga Zepp-LaRouche

Den 8. marts 2025 (EIRNS) –Følgende erklæring blev udsendt af Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, til øjeblikkelig og udbredt international cirkulation og tilslutning.

Skriv gerne under her på Schiller Instituttets internationale hjemmeside.

Den Europæiske Union (EU) og de fleste europæiske regeringer er grebet af et krigshysteri, der kun kan sammenlignes med den krigsgalskab, der brød ud før Første Verdenskrig. Astronomiske summer skal bruges på oprustning: Ursula von der Leyen ønsker at investere 800 milliarder euro(!) i »ReArm Europe«-planen, men ved at påberåbe sig artikel 122 i EU’s Lissabon-traktat for at omgå Europa-Parlamentet. Friedrich Merz, som før valget [23. februar] lovede, at CDU ikke ville røre ved gældsbremsen, siger nu det stik modsatte efter valget: Han foreslår til at begynde med 400 milliarder euro(!) til oprustning og 500 milliarder euro til »infrastruktur«, som i høj grad vil tjene militære formål, men uden at sætte en øvre grænse (!) for militærudgifterne – »Whatever it takes!«, som Merz udtrykte det. Det er de berygtede ord, som Mario Draghi brugte under eurokrisen for at signalere, at alle pengesluser skulle åbnes. Og det sker på et tidspunkt, hvor den tyske fysiske økonomi er i frit fald, hvor nogle europæiske lande er ved at blive knust af gigantiske gældsbjerge, og hvor Europa allerede i vid udstrækning er blevet hægtet af økonomisk.

Og hvorfor pludselig en så voldsom stigning i pengemængden, som om der ikke er en dag i morgen? Præsident Trump taler med den russiske præsident Putin og ønsker at afslutte krigen i Ukraine, som for længst er tabt militært, gennem forhandlinger og dermed sætte en stopper for de forfærdelige dødsfald blandt ukrainere og russere. Samtidig trækker Trump verden tilbage fra randen af en atomkrig, som vi kun var et mulehår fra på grund af den tidligere amerikanske regerings optrapning.

Men i stedet for at lykønske Trump og støtte ham, forsøger EU – som trods alt var vinderen af Nobels fredspris i 2012 – samt premierminister Starmer, præsident Macron og Merz at fortsætte krigen i Ukraine »til sidste ukrainer«, endog selvom eksperter vurderer, at den allerede har kostet over en million ukrainere og omkring 300.000 russere livet.

Europæerne forsøger således at gentage den sabotage, hvormed Boris Johnson torpederede Istanbul-aftalen mellem Putin og Zelenskyj i marts 2022, som kunne have afsluttet krigen efter et par uger, og som derfor er ansvarlig for alle dødsfaldene siden da.

Samtidig udarbejder forskellige efterretningstjenester i Sverige, Danmark, Tyskland osv. prognoser, som siger, at Rusland angiveligt vil have opbygget sin militære kapacitet så meget i 2029-30, at det derefter vil være i stand til at angribe en eller flere andre EU-stater. Dette er en rent geopolitisk motiveret påstand, som der ikke er noget som helst bevis for, men som kan vise sig at ske, hvis Europa vedvarende fokuserer på konfrontation ud fra devisen: »Det, jeg råber ind i skoven, kommer tilbage som et ekko.«

Forskellige institutter, såsom Kiel Institute for the World Economy, påpeger, at hverken det tyske Bundeswehr eller de britiske eller franske væbnede styrker overhovedet er i stand til at gå ind i en direkte konfrontation med verdens stærkeste atommagt – Rusland. Kiel-instituttet advarede f.eks. om, at det med de nuværende indkøbsrater ville tage Bundeswehr op til 100 år at nå op på niveauet for dets lagre i 2004. Den britiske hær har kun 219 kampvogne, mens Rusland producerer over 1000 om året. Det britiske Royal Air Force har kun 173 kampfly! Italien har imponerende 150 kampvogne! Macrons tilbud om at bruge franske atomvåben som en atomparaply for hele Europa burde ses som en provokation mod Rusland snarere end som en faktisk beskyttelse.

Tom Harrington, professor emeritus ved Trinity College i Hartford, Connecticut, opsummerede meget rammende europæernes reaktion: »Hvis du er en chihuahua og spiller dobermann i mange år på tv, kan du glemme, at du faktisk er en chihuahua. Det kan føre til stor vildfarelse, når instruktøren aflyser forestillingen.«

Hvis EU og de enkelte europæiske medlemslande nu saboterer Trumps intention om sammen med Rusland at afslutte krigen i Ukraine, som fra begyndelsen var en stedfortræderkrig mellem USA og Rusland, så begår de en katastrofal historisk fejltagelse. Hvis de så også forsøger at finansiere den enorme mangel på militær kapacitet ved at skabe penge uden for de almindelige budgetter, så gentager de Hjalmar Schachts politik med Mefo-sedler fra 1930’erne. På det tidspunkt vil den store krig med Rusland og med alle de lande, som Rusland har et strategisk partnerskab med, udvikle sig til en selvopfyldende profeti!

De europæiske etablissementer har hidtil undladt at reflektere over deres egne strategiske fejltagelser i de seneste årtier, som har ført til den nuværende situation, der er så ubehagelig for dem. I stedet for at gribe den store historiske mulighed, som Berlinmurens fald og den tyske genforening gav for at etablere en fredsorden, der var absolut mulig på det tidspunkt, endte hele Europa med at følge de angloamerikanske neokonservatives politik. I stedet for at opløse NATO sammen med Warszawa-pagten i 1991, brød Vesten alle de løfter, man havde givet Gorbatjov, og udvidede NATO ikke mindre end seks gange – med i alt 1000 kilometer – op til Ruslands grænser og skabte dermed forudsætningerne for en omvendt Cuba-krise. Derudover skabte politikken for sanktioner, regimeskift og interventionskrige, især i Sydvestasien, en enorm modreaktion i hele det Globale Syd.

Men de europæiske etablissementer har hidtil været ude af stand til at reflektere over deres fejltagelser af åbenlys frygt for, at det vil gavne deres kritikere. Stillet over for valget om at tilslutte sig Trumps nye amerikanske fredspolitik, stiller de sig bag den britiske politik – og dermed det land, der fører krigspolitikken!

Det er tydeligt, at de europæiske pro-atlantiske etablissementer stadig ikke har indset, at det historiske momentum allerede er skiftet massivt til Asien. Flere nationer her har vækstrater, som den europæiske økonomi kun kan drømme om. Kinas økonomiske succes skyldes landets økonomiske politik, som prioriterer investeringer i infrastruktur, realøkonomi, innovation, fremragende uddannelse og øget produktivitet gennem investeringer i banebrydende teknologier.

Kinas handelspartnere nyder godt af denne politik, som er baseret på win-win-samarbejde, da det også er økonomisk fordelagtigt for Kina. Organisationer som BRIKS, der nu har 22 medlemmer og mange flere, der håber at komme med, samt ASEAN, SCO, EAEU og andre, udgør nu et attraktivt alternativ til den unipolære »regelbaserede« orden, der udelukkende er baseret på militæralliancer og geopolitiske interesser. Frem for alt er det efterhånden velkendt, at anvendelsen af disse »regler« er et yderst vilkårligt anliggende.

Europa har reageret på Trumps pludselige signaler om en afslutning på krigen i Ukraine og en genoptagelse af diplomatiet med Rusland med stor panik – og råb om krig. Men der er stadig tid til at korrigere denne potentielt fatale kurs. Hvis Europa vil overvinde sin nuværende økonomiske elendighed, ligger udvejen i et samarbejde med nationerne i det Globale Syd, som for længst er blevet til den Globale Majoritet.

Menneskeheden er nået til et punkt, hvor den må overvinde de gamle tankemønstre, der er gennemsyret af geopolitik og Den kolde Krig, og erstatte dem med en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til alle nationers interesser på denne planet. Et positivt eksempel på dette er Den Westfalske Fred, som kom i stand, fordi de stridende parter kom til den konklusion, at hvis krigen fortsatte, ville ingen kunne nyde sejren, da der ikke ville være nogen overlevende. Hvor meget mere overbevisende er dette argument ikke i tider med atomvåben, som, hvis de blev brugt, ville føre til udryddelse af hele menneskeheden!

Vi opfordrer de europæiske politikere til at komme til fornuft!

• Gentag ikke fejlene fra 1930’erne!
• Menneskeheden står ved den vigtigste korsvej i sin historie!
• For et nyt paradigme: samarbejde i stedet for konfrontation!
• For øjeblikkelige forhandlinger om en ny Westfalsk Fred!
• For en afslutning på krigen i Ukraine gennem forhandlinger og diplomati!
• For en afslutning på krigen i Gaza gennem diplomati, anerkendelse af to-statsløsningen og økonomisk udvikling af hele regionen!
• Ingen udstationering af amerikanske mellemdistancemissiler i Tyskland!

  Skriv gerne under her på Schiller Instituttets internationale hjemmeside.

• Foto: getarchive.net

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg vil være jeres ordstyrer i dag sammen med Dennis Small og Dennis Speed. Dette er vores 92. møde i træk. Jeg vil gerne takke alle vores faste deltagere fra hele verden; ledere af forskellige organisationer, diplomater, forskellige repræsentanter for mange forskellige organisationer og også nye mennesker, som er med os i dag.

Vi oprettede dette forum for 92 uger siden for at forene fredsbevægelsen i hele verden, fordi mange forskellige koalitioner helt åbenlyst er brudt sammen og er blevet ret dysfunktionelle. Hvis vi skal opnå ægte fred på planeten, er vi nødt til at bringe folk sammen på tværs af deres ideologier for at opnå dette. Vi har koordineret i 92 uger, hvilket er noget af en bedrift.

Vi har et åbningspanel med meget interessante mennesker; jeg lægger dagsordenen op i chatten. Jeg vil gerne have Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition, til at indlede mødet i dag. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag. Vi befinder os i en virkelig dramatisk situation, hvor der næsten hver dag sker et nyt jordskælv. Det er endnu ikke klart, hvor det vil bevæge sig hen, men det er utroligt. Mens situationen omkring Ukraine har været i højsædet i den sidste uge, især efter Zelenskyjs dramatiske optræden i Det Hvide Hus i fredags, er tingene virkelig ved at gå helt amok. Den europæiske reaktion på præsident Trumps insisteren på, at han ønsker at afslutte krigen i Ukraine, er forbløffende. For et par dage siden var der et særligt EU-rådsmøde, hvor Ursula von der Leyen, formanden for EU-Kommissionen, meddelte, at de havde godkendt 800 milliarder euro til noget, der kaldes »Rearm Europe Plan«. Det er meningen, at der skal stemmes om det på det næste formelle møde i Det Europæiske Råd den 21. marts. Det er et enormt beløb – 800 milliarder euro. Men det er ikke nok, for i mellemtiden er det på en uge lykkedes den udpegede nye tyske kansler Friedrich Merz at lave en 180 graders kovending, for før han blev valgt, lovede han og fortalte vælgerne mange gange, at CDU ville være imod ændringen af den såkaldte gældsbremse. Gældsbremsen er en mekanisme, hvor det er skrevet ind i den tyske forfatning, at regeringen ikke kan overskride en bestemt grænse for nye kreditter. Han sagde, at fordi der er ekstraordinære omstændigheder, må det opgives. Derfor foreslår han nu et militærbudget på 400 mia. euro og derudover 500 mia. euro til infrastruktur. Men de 400 mia. euro er ikke et loft, men han sagde, at han vil gøre, hvad der skal til. Det er en tydelig henvisning til Mario Draghis berømte bemærkninger midt under eurokrisen, hvor han sagde, at Den Europæiske Centralbank ville mobilisere al den likviditet, der var nødvendig; hvad der end skulle til for at redde euroen. Så det bruger Merz nu, hvilket betyder en ubegrænset vilje til at finansiere Tysklands oprustning. EU har 800 milliarder euro, og Tyskland har 400 milliarder euro til fri afbenyttelse. Det er som sagt en 180-graders ændring på en uge! Manden har lige vundet valget med et løfte om, at han ikke ville ændre på det. Derfor støttede mange vælgere ham, og endda mange mennesker i selve CDU, fordi de er imod socialdemokraternes og de grønnes idé om bare at løsne gældsbremsen for alle mulige investeringer. Endda Bild Zeitung, som er den største tabloidavis i Tyskland, havde på side tre i dag en hel side med citater fra folk, der udtrykte, at de mener, at dette er et forræderi mod vælgerne, for hvis Merz en uge efter afstemningen gør præcis det modsatte af, hvad han gik til valg på, er det helt klart et forræderi.

Hvad er påskuddet for alt dette? Naturligvis reaktionen på den hurtige række af begivenheder. Først Hegseths tale i Bruxelles; så vicepræsident Vances tale på sikkerhedskonferencen i München, hvor han beskyldte EU for ikke at have noget demokrati, ingen ytringsfrihed; efterfulgt af mødet mellem udenrigsminister Lavrov og udenrigsminister Rubio i Riyadh; så telefonsamtalen mellem Putin og Trump. Og som kronen på værket flippede det hele ud i Det Ovale Kontor, da Zelenskyj var på besøg, og han kom op at skændes med Trump og Vance og blev uden varsel smidt ud af Det Hvide Hus. Dette efterfølges nu af en hel række begivenheder. Zelenskyj tog straks fra Det Hvide Hus til London, hvor han blev modtaget med åbne arme af Keir Starmer. Macron truede med at sende franske tropper ind i Ukraine for at åbne den franske atomparaply for hele Europa. Det blev straks besvaret af udenrigsminister Lavrov, som sagde, at Macrons forslag om at sende tropper ind i Ukraine er helt uacceptabelt. Det ville være en direkte indsættelse af NATO mod Rusland, og det ville naturligvis få passende konsekvenser.

Det, der er sket, er, at europæerne tydeligvis var så fast besluttede på hele deres strategi om at ødelægge Rusland, at forårsage et strategisk nederlag for Rusland, som har været dagsordenen i de sidste tre år, at de ikke kunne indstille sig på, at Trump ville sige: »Lad os afslutte denne krig og få en aftale med Rusland.« Det er klart, at europæerne ikke på noget tidspunkt forsøgte at løse konflikten gennem diplomati; på intet tidspunkt foreslog de at forhandle om noget som helst. De talte altid kun om, at Ukraine skulle vinde på slagmarken, og at Rusland skulle besejres. Det var deres eneste mantra. Nu, hvor de er konfronteret med denne indsats fra Trump, som endnu ikke er afgjort; det er bare de første spæde skridt i forhandlingerne nu. Naturligvis har mange ting fulgt efter. Trump er holdt op med at sende militært udstyr til Ukraine – det er måske kun en pause – og afskærer Ukraine fra militær efterretning. Nogen sagde, at det er som at bruge en 2 x 4 mod et muldyr bare for at få dets opmærksomhed. Under alle omstændigheder er det, hvad der skete.

Der er også trusler om, at USA kan skære ned på efterretningsudvekslingen med briterne og Five Eyes. Det har skabt en helt ny situation, fordi hele briternes atomarsenal kun er operationelt med amerikansk teknisk støtte og efterretningsstøtte; de kan ikke bruges uafhængigt. Det er kun det franske atomarsenal, som har en suveræn eller uafhængig evne til at fungere. Det, som hele denne sag har forårsaget, er en hidtil uset og på overfladen næsten uforståelig reaktion fra europæerne. De siger, at dette er en fuldstændig afbrydelse af den vestlige alliance; nu er Europa på egen hånd og må sørge for sit eget forsvar og kan ikke længere stole på USA. Det er som et fuldstændigt brud. På det europæiske topmøde i London, mens de løb rundt som en kylling uden hoved, indså de, at EU plus briterne ikke er militært i stand til at klare sig selv uden NATO. Det faktum, at de stadig er med i NATO, betyder naturligvis, at franskmændene end ikke frit kan bruge deres nukleare arsenal uden tilladelse fra NATO-strukturen generelt.

Der kommer også mange rapporter, f.eks. fra Keeler Economic Institute, som siger, at den tyske hærs tilstand er fuldstændig latterlig. De siger, at for at komme tilbage til niveauet for Bundeswehr, som det eksisterede i 2004, for at få det samme antal kampfly, er man nødt til at bruge 15 år. For at komme tilbage til niveauet af kampvogne fra 2004 er man nødt til at bruge 40 år. Og for at have en lignende mængde haubitser, er man nødt til at bruge 100 år. Det er selvfølgelig et tvivlsomt spørgsmål, så det er derfor, de går efter dette massive militære oprustningsprogram med de tal, jeg nævnte i begyndelsen. Der må man sige, at hvis de nu vil finansiere denne form for militær oprustning på europæisk og tysk niveau – og det er op til de andre lande, hvad de vil gøre – så kan det ikke finansieres inden for budgettet. Derfor ønsker de at skabe denne separate mekanisme, som har et historisk fortilfælde i Hjalmar Schachts Mefo-lovforslag. Det var sådan, det lykkedes Schacht at få gang i våbenindustrien igen. Der dukker nu forskellige artikler op, bl.a. i den britiske presse, som siger, at det var sådan, USA kom ud af depressionen; det var ikke New Deal, det var krigsmobiliseringen. Det er en meget almindelig historie. Men det, disse mennesker udelader, er, at det logiske resultat af denne Mefo-lovs mobilisering var at gå i krig; for man kan ikke realisere denne boble i faktiske fysiske økonomiske termer, undtagen når man går efter fuldstændig ødelæggelse i en krig.

Det er det, der truer, og det er faren. Og det er det, vi skal mobilisere imod for at få noget helt andet på dagsordenen. Hvis dette fortsætter, opstår der en fuldstændig katastrofe.

Det er ikke en ensartet godkendelse fra europæerne. I de forskellige lande er mange mennesker ved at få øjnene op for det enorme i det, der sker. Det er ikke 100 % klart, at Merz’ nye koalition kan skabes, for nogle folk i Socialdemokratiet har ondt i maven over denne form for oprustning; endda nogle af CDU-folkene er meget kritiske. Men naturligvis var Orbán, Ungarns premierminister, den eneste, der stemte imod, og han brugte sit veto mod en sådan plan. Han sagde, at dette langt overskrider EU’s muligheder for at gøre dette. Jeg mener, at dette er noget, verden må tage i betragtning som en strategisk grund til alarm af højeste prioritet. Det historiske fortilfælde er Hjalmar Schacht, og folk bør se på historien for at erkende, hvad resultatet blev af en sådan mobilisering.

Årsagen er indlysende: Det europæiske etablissement er så skræmt over Trump, fordi han repræsenterer en diskontinuitet i forhold til den tidligere imperiale politik. De har nemlig endnu ikke set på, hvorfor Trump blev valgt, nemlig fordi de amerikanske vælgere afviste den politik, der fulgte med det unipolære verdensherredømme, globaliseringen og alle dens aspekter. Hvis europæerne var kloge – hvilket de tydeligvis er meget langt fra at være – ville de reflektere over det faktum, at Trump blev valgt på grund af den tidligere regerings politik; i særdeleshed Obama og Biden. I stedet for at drage den konklusion, at hvis de ikke tager sig sammen og retter op på den fejlslagne politik, kan de måske holde fast i magten i en meget kort periode, men det vil helt sikkert give næring til lignende opposition i alle de europæiske lande, fra Geert Wilders til Meloni til Le Pen, til AfD og mange andre lignende bevægelser i andre lande også. Det er en fuldstændig kortsigtet og dum reaktion, men den repræsenterer det faktum, at disse politiske eliter i Europa ikke er villige og ikke i stand til at reflektere over den fejlslagne politik, der er blevet ført i de sidste 35 år efter afslutningen af den kolde krig og forsøget på at etablere en unipolær verden med alle de forudsætninger, det indebærer. Så det betyder, at vi har en meget dramatisk situation i Europa.

Ikke at sige, at den ikke er lige så alvorlig og dramatisk, for ikke at nævne, hvad der sker i Sydvestasien. Vi havde det ret vigtige og vellykkede topmøde i Cairo den 4. marts, hvor der blev vedtaget en plan for genopbygning af Gaza. Egypten har nu forpligtet sig til at organisere en stor all-arabisk konference for at realisere denne plan. Så det er et lille skridt i den rigtige retning for Oase-planen. Men i selve Gaza ser det meget sort ud, for nu på sjette dag blokerer IDF igen Gaza og lukker ikke mad og humanitær hjælp og andet udstyr ind. Det fører igen til enorme krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, som en FN-embedsmand netop har udtalt i situationen.

Vi er nødt til at forny vores bestræbelser på at få oase-planen på bordet som en del af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur. På grund af situationens alvor møder vi mange palæstinensere, som siger til os: »Glem oase-planen. Vi har brug for retfærdighed; vi har brug for en tostatsløsning. Intet andet tæller.« Jeg tror, at vi i denne diskussion om IPC mange gange har argumenteret for, hvorfor det ikke fungerer, fordi man ikke får en tostatsløsning, hvis man ikke ændrer hele dynamikken i regionen og derudover hele den strategiske situation på verdensplan. Det er i allerhøjeste grad muligt, fordi Kina tilbyder det, der svarer til en ny sikkerhedsarkitektur. Putin sagde i sin diskussion med FSB den 27. februar, at han nu ser potentialet for et europæisk sikkerhedssystem og endda et globalt sikkerhedssystem. Så disse muligheder er i horisonten, men de kræver, at vi og andre, der forsøger at bevare freden, tager målrettede skridt.

Endelig har Vatikanets repræsentant i FN igen rettet en dramatisk appel til verdenssamfundet om at standse denne krigsførelse, advaret om Hiroshima og Nagasaki og appelleret til verden om at gå i en anden retning. Man kunne ønske, at især de partier, der har et C i deres navn, som Kristendemokraterne, ville lytte til dette.

Jeg tror, det er her, vi er; og jeg tror, vi er nødt til absolut at optrappe vores mobilisering for det nye paradigme, for som man kan se, løser opsplitningen af den vestlige alliance, som den har fundet sted, ikke problemet, men har en tendens til at øge faren.

Bemærkninger under diskussionen:

Jeg kan kun være enig med dig i, at det ikke kun er uger og måneder, hvor europæerne ikke vil være klar til krig; det vil være år. Faktisk kommer forskellige efterretningsvurderinger fra Sverige, Danmark, Holland og Tyskland ud af det blå og siger, at Rusland vil være klar i 2029 eller 2030 til at føre endnu en storkrig mod et land i Europa eller måske hele Europa. Det er der ikke et eneste bevis for; det er en antagelse, der skal motivere den nuværende oprustningspolitik. Hvis man ser objektivt på Ruslands politik, har jeg ikke fundet og har ikke set beviser fra nogen anden på, hvorfor det skulle være i Ruslands interesse at gå den vej og forberede sig på krig i 2029 eller 2030. Det er bare en komplet løgn.

Jeg synes, det er vigtigt, da du sagde, at der igen vil være plads til debat, som lige nu er meget begrænset. Folk som tidligere medlemmer af efterretningstjenesterne som dig kan gøre verden og udsigten til fred en stor tjeneste ved at analysere. Er det et realistisk skøn? Er der noget bevis for, at Rusland har sådanne planer? Det samme gælder beskyldningen om, at Kina forsøger at erstatte USA som en imperialistisk magt. Det er der ikke noget som helst bevis for. Hvis man ser på den kinesiske regering og det kinesiske system, er det faktisk helt anderledes end i Vesten; det er sandt. De siger, at de er kommunister; man kan sige, at det er en meget specifik kommunisme med kinesiske karakteristika. Men det er i langt højere grad 5.000 års kinesisk tradition, som altid har været mere optaget af det fælles bedste end af individuel frihed. Mange af de ting, som Vesten nu kritiserer for at være så forfærdelige, er kinesisk kultur; en kultur, som har tjent dem godt. Hvorfor tror du, at Asien trives lige nu, mens Vesten er ved at kollapse? I det mindste er den europæiske del af det i frit fald. Jeg tror, vi er nået til et punkt, hvor vi absolut er nødt til at se på, hvad der i Vestens tankegang stadig er kolonialt? MI6 blev nævnt af både Bhadrakumar og Garland Nixon. Det er en kendsgerning, at den britiske rolle i anstiftelsen af denne krig har været helt ubestridelig. Boris Johnson ødelagde Istanbul-aftalen; Starmer opildnede Trump til at sende flere våben og våben med større rækkevidde. Briternes rolle er uden for enhver tvivl for enhver, der ønsker at se, hvad der foregår. Og nu tilbyder Macron en atomar paraply for hele Europa, hvilket jeg ikke synes er en god idé; også idéen om franske tropper i Ukraine. Er det ikke utroligt, at de tidligere kolonimagter fra Sykes-Picot-traktaten nu er de største anstiftere af krigen i Ukraine? Der er tydeligvis en rest af kolonialisme i disse europæeres politik. Jeg ved godt, at de helt arrogant vil skubbe det fra sig, men jeg tror desværre, at det er noget, der er nødt til at blive diskuteret. 2 x 4 er ikke mit yndlingsinstrument til dialog, men nogle gange er det nødvendigt.

Spørgsmål: Håndterer de nuværende europæiske ledere dette på eget initiativ, eller må vi antage, at der er større kræfter bag scenen uden for dagslyset, som driver og styrer dem?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er begge dele, for hvis man ser på, hvordan det europæiske system har udviklet sig, er det i Tysklands tilfælde mest indlysende, fordi hele Tysklands eksistens i efterkrigstiden har været som et besat land. Suverænitet er endnu ikke opnået. 2+4-aftalen efter genforeningen gav teoretisk eller praktisk suverænitet til Tyskland, men vi ved, at den ikke blev gennemført. Hele strukturen for, hvordan DDR blev overtaget, hvordan folk blev indsat af Vesten i henhold til checkhæftet og pengene og så videre, var en slags blåkopi af det, der skete med Vesttyskland efter Anden Verdenskrig af besættelsesmagten. De indsatte udvalgte politikere, som de havde valgt i eksil i henhold til den profil, der passede bedst til besættelsesmagtens interesser.

Hele strukturen er sådan, at folk, der følger programmet, gør karriere, og dem, der afviger, gør ikke. De eneste, der bryder med det, er naturligvis AfD og BSW, men BSW blev effektivt smidt ud af parlamentet. Vi har et reelt problem med det parlamentariske system i Europa. Det er virkelig degenereret næsten som det amerikanske valg, som i høj grad er blevet et plutokrati. Penge fra Wall Street og det militærindustrielle kompleks har virkelig muliggjort mange kongresmedlemmers og senatorers karrierer. På samme måde er det i høj grad et spørgsmål om, hvem der bliver opstillet i det parlamentariske partisystem i Europa. Passer de til profilen for oligarkiets interesser? Det er et stort problem.

Det betyder, at mange mennesker, som ellers ville handle anderledes, ikke ønsker at miste deres privilegier, og derfor følger de med. Hvis du spørger, hvad de andre uhyggelige kræfter er, så er det systemet; oligarkiets system. Man behøver ikke nødvendigvis at sætte folk på en lønningsliste; det er at være en del af klubben at følge med for at følge med.

Derudover tror jeg, at der er nogle mennesker, som helt klart er det, som British Integrity Initiative plejede at kalde klyngeagenter; folk, som bliver sat i positioner for at udbrede historien. De er meget tydelige, fordi de er åbenmundede og klare, men nogle af disse mennesker er så meget med i det, at de også er deres egne drivkræfter. Det er virkelig en mangel på demokrati, en mangel på statskunst. Jeg har længe sagt, at vi har brug for flere statsborgere – folk, der forsøger at blive kompetente, så de kan være kansler, økonomiminister, uddannelsesminister og kulturminister. Men det går imod dovenskaben hos folk, der hellere vil have banal underholdning end at tænke selv. Jeg synes, vi har en kæmpe krise i Vesten; folk prøver ikke længere at forbedre sig selv. Jeg tror virkelig, at det er en rest fra slutningen af Romerriget. Men Schiller Instituttet forsøger naturligvis at modvirke det ved at få folk overbevist om, at vi har brug for en kulturel renæssance. At tænke og forbedre sig selv for det fælles bedste er et meget højere mål end bare at have det sjovt.

[Lidt senere] Jeg er helt enig i det, Jack siger, for Oase-planen var en plan, som blev foreslået af Lyndon LaRouche i 1975 på grund af et meget specifikt potentiale, som eksisterede dengang. Vi har genaktiveret den på grund af de forfærdelige begivenheder, der foregår i Gaza og på Vestbredden og så videre. Jeg har sagt mange gange, at jeg mener, at det er vigtigt at organisere mange mennesker for det perspektiv; for det er kun, hvis man har en vision for en bedre fremtid, at man kan overvinde voldens cyklus. Men jeg har også altid givet udtryk for min tro på, at det kun vil være muligt, fordi der vil opstå en situation, hvor USA, Rusland og Kina bliver enige om noget, der går i retning af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. For kun hvis man stopper geopolitikken, for hele Mellemøsten er en stedfortræderkrig for kolonimagterne, inklusive USA i den forstand. Kun hvis disse magter stopper det geopolitiske spil og tillader et system, hvor alle lande på planeten får deres interesser opfyldt, kan man få sådanne løsninger.

Jeg tror, at dette allerede er den dominerende dynamik i verden, for hvis man ser på den seneste kongres i Kina, de såkaldte to sessioner, så har de et utroligt optimistisk perspektiv for på den ene side at opbygge hjemmemarkedet i Kina, som allerede er meget mere moderne end i noget andet land i Vesten. Men samtidig fokuserer de meget på det Globale Syd, på Afrika, på Latinamerika. Latinamerika nævner de ikke så meget på grund af den nuværende politik. Hvorfor er det Globale Syd så meget mere venligt stemt over for Kina og også over for Rusland? Hvorfor afviser de at blive inddraget i NATO’s fortælling om Rusland? Det er, fordi de oplever, at Kina og Rusland giver dem reelle fordele i deres egne bestræbelser på at udvikle sig. Det er derfor, de har opbygget disse venskaber. Den tidligere kombination af Vesten, som nu er ved at gå i opløsning, forsøgte at have mere end 800 militærbaser rundt om i verden. Hvad får udviklingslandene ud af det? I bedste fald får de sikkerhedstræning til deres soldater og en vis mængde industri omkring det. Men infrastruktur, industri, landbrug? Nej, absolut ikke.

Jeg tror, at det mentale spring, Vesten skal tage, er at sige, hvorfor vi ikke slår os sammen med Rusland, Kina, Indien, Japan, Brasilien, Indonesien og andre lande, som allerede er vækstøkonomier, og lader os forene vores bestræbelser på at løfte alle disse lande. Så vil vi have en global Marshall-plan, som du kalder det, eller vi kalder det »Den nye Silkevej bliver Verdenslandbroen«. I 2014 offentliggjorde vi planen for en sådan global Marshall-plan, som vi kaldte »Den nye Silkevej bliver Verdenslandbroen«. Den er til dels allerede ved at blive realiseret, men den kan blive den absolutte plan for, hvordan alle nationer kan arbejde for at løfte landene i det Globale Syd med det samme. Jeg tror, det er fremtidens krav, og jo flere studerende, der begynder at diskutere disse spørgsmål, jo bedre. Man er nødt til at have unge mennesker til at lægge pres på de eksisterende institutioner for at kræve en sådan ændring.

Spørgsmål: »Både Storbritannien og Frankrig vil gøre alt, hvad de kan, for at bevare deres imperiale rolle. Jeg ser det største brændpunkt i disse to nationer. Forhandlingerne må gå deres gang der, så Frankrig og Storbritannien kan finde en ny rolle.« Jeg går ud fra, at hun siger, at diskussionerne om krig skal have en indvirkning der.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror bestemt, det er sandt. Jeg ville ikke undervurdere hollænderne og belgierne. Europa har desværre en historie med kolonialisme. Jeg tror, at selv om den nuværende befolkning nok helt vil afvise tanken om, at de stadig udøver kolonialisme, så tror jeg, at det er et faktum. Se på Afrikas tilstand. De klager nu over kinesernes rolle i mange afrikanske stater, men har europæerne gjort noget for at udvikle Afrika i alle disse årtier? Nej, det gjorde de ikke. Jeg synes, at den koloniale tankegang kom tydeligst til udtryk i det, Josep Borrell sagde med sit latterlige billede af, at Europa er en have, og alle de andre er en jungle. Man skal sørge for, at jungleplanterne ikke vokser ind i den smukke have. Det var det mest latterlige udsagn, men det er illustrativt. Se på den stadigværende udenrigsminister, som forhåbentlig er ude om et par dage og løber rundt i verden og prædiker, hvad folk skal gøre. I en vis forstand synes jeg, at koloni-feberen er noget, folk bør blive bevidste om.

Hvis man taler med den almindelige borger og fortæller dem, at det historiske momentum allerede er flyttet til landene i det, der tidligere hed Den Alliancefrie Bevægelse, men som nu hedder Den Globale Majoritet, så synes jeg, at de har meget mere menneskelighed og stræben efter en bedre epoke for menneskearten, end man finder i Vesten lige nu. Men for at finde folk i Vesten, som endda indser det, skal man bruge et forstørrelsesglas. Derfor mener jeg, at det Globale Syd skal tale med store bogstaver; de skal inddrages i alle komitéer. Jeg tror, at det historiske momentum på nuværende tidspunkt er at inddrage vægten af 85 % af den menneskelige befolkning i alle komitéer, herunder reformen af FN for at afspejle det. Jeg tror, at det skal diskuteres meget mere, for det er tidens trend, som kan blive en meget positiv indflydelse.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg vil gerne komme ind på det, jeg startede med, nemlig det faktum, at Europa nu udsteder utrolige summer til militær produktion. Man kan diskutere, om det er det samme som Hjalmar Schachts Mefo-sedler, men det er pengeskabelse uden et produktivt grundlag. Derfor er det i sidste ende en inflationær forøgelse af en boble. Det samme kan siges om kryptovalutaer og andre Bitcoins og lignende ikke-regeringskontrollerede private valutaer. Jeg tror, det er en af akilleshælene i hele systemet.

Men siden du nævnte spørgsmålet om unge mennesker og ungdommen, synes jeg, at alle deltagerne i IPC-opkaldet bør kommunikere ideen om »Lad os ikke gentage historien« til alle de unge mennesker, du kender. Resultatet af en sådan bestræbelse var to forfærdelige verdenskrige, men især Anden Verdenskrig. Lad os ikke gå ned ad den vej igen. Hvis jeg var et ungt menneske lige nu, ville jeg reagere på det, for hvordan kan man have en fremtid, når faren for en ny fascisme truer? Det er også implicit tilfældet.

Ellers er jeg helt enig i den idé, Bernie nævnte, om at vi har brug for en international konference med alle regeringer. Jeg tror, at FN’s generalforsamling ville være det perfekte sted at afholde en sådan konference. Den kunne udspringe af generalforsamlingen. Den Westfalske Fred afsluttede 150 års religionskrig, og den eneste grund til, at folk fra forskellige lande mødtes, var, at de indså, at hvis krigen fortsatte, ville ingen være i live til at nyde sejren, fordi så mange mennesker allerede var blevet dræbt. Jeg tror, det er en stærk motivation.

Jeg tror, at vi lige nu befinder os i en periode med utrolige forandringer fra et paradigme til det næste. Den nye orden er endnu ikke sikkert formet, men det er perioder, hvor ideer betyder noget. Engagementet fra mennesker med god vilje har en meget større indflydelse end i tider, hvor alting går ad rene veje, som det har gjort i årtier. Dette er en periode med revolutionære forandringer. Næste tirsdag har vi et internationalt ungdomsopkald for at forberede deltagelsen i Schiller Instituttets konference i maj. Hvis du kender nogle unge, som gerne vil lære unge fra andre lande at kende og udveksle ideer om denne kamp, så kontakt Schiller Instituttet og bliv registreret som deltager i den kommende diskussion på tirsdag [https://schillerinstitute.nationbuilder.com/youthdialoguemarch2025]. Jeg tror, det bliver kl. 10 på østkysten. Husk, at der bliver skiftet til sommertid i løbet af weekenden, så du bør helt sikkert forsøge at opmuntre unge mennesker til at komme til den samtale. Jeg kan kun sige, at historien på nuværende tidspunkt bevæger sig i et så betagende tempo, at jeg tror, folk er klar over, at det er nu, de bør blive aktive. Tænk over, hvad dit liv handler om. Vil du bare være en forbruger, eller vil du være en, der ved slutningen af dit liv kan sige, at du har bidraget med noget til at forbedre den menneskelige arts vilkår? Jeg synes bestemt, at det er et mål, vi alle bør have. I den ånd, kom tilbage i næste uge til IPC-mødet og tag to eller tre venner med. [hzl/amb] [ssu]