Silkevejen kan få den syriske våbenhvile til at lykkes

24. februar 2016 (Leder fra LaRouchePAC) – Da Israel og den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) underskrev en aftale i 1993 om at afslutte drabene og oprette et selvstyre for palæstinenserne, sagde Lyndon LaRouche omgående, at traktorerne måtte køre, med det samme, hvis planen skulle lykkes. Den gensidige gavn, baseret på israelsk industrikapacitet og palæstinensisk faglært arbejdskraft, måtte lanceres uden tøven, insisterede han. Det skete ikke, eftersom IMF og Verdensbanken skulle lede processen. Treogtyve år senere …

Den dramatiske våbenhvile, som Ruslands og USA’s udenrigsministre, Sergei, Lavrov og John Kerry, hhv., aftalte den 22. februar i München, og som bekræftedes via en telefonsamtale fra præsident Vladimir Putin til præsident Barack Obama, har et umiddelbart potentiale til at transformere ikke alene Syrien, og ikke alene Mellemøsten, men hele verden. Den fremragende, strategiske intervention fra Putins side i Syrien sidste år i september demonstrerede, at terrorister kan nedkæmpes, men også, at USA under præsident Obama i realiteten havde allieret sig med terrorister for at opnå »regimeskift«, rettet mod ikke-samarbejdsvillige regeringer. Denne æra, med amerikansk underdanighed over for britisk imperietyranni, kan afsluttes – hvis våbenhvilen holder.

Ligesom med Oslo-aftalen vil våbenhvilen kun holde, hvis genopbygningen og udviklingen af Syrien (og regionen) omgående kommer i gang. Helga Zepp-LaRouche sagde den 23. feb., at den Silkevejsproces, som Xi Jinping har lanceret, kan og må bringes ind i regionen nu – ikke i næste måned, eller til næste år. Det udviklingsprogram for Sydvestasien, som EIR-rapporten ’Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen’ fremlægger, leverer fundamentet. Xi Jinping initierede projektet under sit besøg til Saudi Arabien, Iran og Egypten i januar. Der er ingen tid at spilde.

Titelfoto: USA’s udenrigsminister John Kerry i rådslagning med sin russiske modpart Sergei Lavrov og den russiske præsident Vladimir Putin. (en.kremlin.ru)  

 




RADIO SCHILLER den 22. februar 2016:
Knæk Det britiske Imperium med en tysk-russisk udviklingskorridor
og et kinesisk-koreansk-russisk hurtigtog

Med næstformand Michelle Rasmussen




Gør Det britiske Imperium forbi,
og sats på den eurasiske løsning

21. februar 2016 (Leder fra LaRouchePAC) – Lyndon LaRouche gav søndag, den 21. februar en strategisk vurdering, der sagde, at verden nu har nået et øjeblik med et vendepunkt, hvor enten, det onde Britiske Imperium, med sit system for monetaristisk udplyndring, bliver knust, eller verden vil snart styrte ned i en atomkrigs rædsler. Alt imens der er legitim fokus på de sindssyge provokationer, som kommer fra Tyrkiet og Saudi Arabien, der forsøger at gøre alt, hvad de kan, for at starte Tredje Verdenskrig på den syrisk-tyrkiske grænse, så er virkeligheden den, at det virkelige magtsæde bag disse manøvrer er den britiske krone.

Det transatlantiske, britiske system er totalt bankerot, og det virkelige centrum for global magt og stabilitet er skiftet over til Asien, hvor samarbejde mellem Kina, Rusland og Indien har skabt en relativ stabilitet, efter transatlantiske standarder. Der er trusler i Asien, men disse trusler kan overvindes gennem den form for politik for fysisk, økonomisk udvikling, som Kina har fremmet gennem initiativet med ’Et bælte, én vej’. Asien er blevet centrum for menneskehedens fremtid, fordi briterne har ødelagt næsten hver eneste hvid af kreativitet i USA, Storbritannien og det meste af kontinental-Europa. Der er muligheder, men de begynder alle med udslettelsen af Det britiske Imperiums magt.

For kontinental-Europa er den eneste, produktive løsning, at Tyskland, den sidste, tilbageværende økonomiske magt i Europa, allierer sig med Rusland omkring en plan for fysisk, økonomisk udvikling, tværs over hele korridoren mellem Tyskland og Rusland. En russisk-tysk koalition for en genoplivning af de produktive kræfter ville være den form for forandring, væk fra Det britiske Imperiums monetarisme, som der er et presserende behov for. Glem Det britiske Imperiums bankerotte pengesystem. Det er fuldstændig færdigt, og kan aldrig genoplives. En tysk alliance med Rusland om opbygning af de produktive forbindelser hen over Eurasien, i partnerskab med Kina og Indien, er skriften på væggen for en dødsdom over de imperiekræfter, der gør fremstød for krig ved hjælp af skakbrikker som Erdogan, Obama og Mohammed bin Salman.

Samme fremgangsmåde er presserende nødvendig i Nordøstasien, hvor Koreakrisen kun kan løses gennem en genoplivning af Kina-Korea-Rusland-jernbaneforbindelserne, der rent historisk har eksisteret, og som kan og må genoplives i dag. uden en fysisk-økonomisk dimension findes der ingen måde, hvorpå de britiske, geopolitiske svindelnumre kan overvindes. Afdøde general Douglas MacArthur forstod dette princip for asiatisk udvikling og stabilitet, som det ses af hans program for en genopbygning af Japan ved afslutningen af Anden Verdenskrig, og af hans fremragende lederskab i Korea. Genoplivningen af Kina-Korea-Rusland-jernbanekorridoren er afgørende for stabiliteten i Asien, og dette bliver forstået af det kinesiske lederskab som et nøgleelement i hele »win-win«-udviklingsstrategien i Eurasien.

Der er ingen levedygtige alternativer til denne totale sejr/totale fremgangsmåde med krig, til at overvinde briterne. En tysk-russisk alliance for en genoplivning af Eurasien fra den europæiske side, som det tidligere blev forudset af den franske præsident, general Charles de Gaulle, den sidste franske leder, der besad en vision om Eurasien, er den eneste, tilbageværende mulighed for Europa og hele det transatlantiske område. I USA betyder dette at dumpe Obama, der ikke er andet end en britisk brik, og at udslette Wall Street. I Asien er Kina-Korea-Rusland-jernbanekorridoren afgørende for en meningsfuld løsning til Det britiske Imperiums eskalerende krigsprovokationer, der i overvejende grad køres gennem Barack Obamas mund, og som er rettet, ikke mod Nordkorea, men mod Kina. Indien er en naturlig partner i denne asiatiske udviklingsbestræbelse, og er allerede med om bord og forlænger de eurasiske udviklingskorridorer ind i Det indiske Ocean.

Den russiske præsident Putin har gjort det godt med den russiske, strategiske intervention i Syrien, der har trukket tåberne i Tyrkiet og Saudi Arabien ind i en fælde, de selv har skylden for. Denne fælde har taget det britiske imperie-slæng på sengen, og øjeblikket til at knuse dem fuldstændigt er nu inde.

Dette er den presserende, globale politik, der må tages i betragtning, og vedtages. Tiden er ikke til endeløse debatter, og til at trække tiden ud. Denne politik må vedtages nu, og gennemføres i praksis. Det er den faktiske gennemførelse, der er underkastet seriøs planlægning blandt seriøse verdensledere, af hvilke flertallet er i Eurasien, som et resultat af generationers britiske brutalisering af befolkningerne i USA og kontinental-Europa.

Hvis du fanger dig selv i at tænke, »Ja, men det her er altså ikke praktisk«, er du allerede dømt til undergang.

 




Bliver Ankara et nyt Sarajevo?
Verden har brug for en fredsplan!
Af Helga Zepp-LaRouche

Løsningen er enkel: Kasinoøkonomien må afsluttes gennem realiseringen af Glass/Steagall-loven; en international gældskonference må afskrive bankernes giftige værdipapirer, og et nyt kreditsystem må finansiere investeringer i den Nye Silkevejs projekter. Og hertil har vi ikke brug for et oppumpet, overnationalt bureaukrati i Bruxelles, men derimod en alliance af suveræne stater, som er forpligtet over for den fælles mission for udvikling af de områder i verden, der har et presserende behov for vores hjælp.

Kun, hvis Europa finder tilbage til sin humanistiske tradition, vil vi kunne bestå.     

Download (PDF, Unknown)




Den Nye Silkevej bliver den
»Største økonomiske udviklingsplan på Jordens overflade«

20. februar 2016 – En artikel i Money Morning fra i går sammenligner størrelsen og den potentielle indvirkning på økonomien og verdenshandelen af de Nye Silkevejs-projekter med tidligere mega-infrastrukturprojekter, såsom Panamakanalen og USA’s Interstate Highway system. At se på, hvordan den Nye Silkevej »måler sig med tre af de mest mindeværdige, økonomiske megaprojekter i historien … sætter virkelig dens blotte størrelse i perspektiv«. Artiklen skønner, at, når man inkluderer de mindre, lokale regeringers projekter, der vil blive udviklet for at forbinde deres provinser med den Nye Silkevej, vil det Nye Silkevejs-projekt befinde sig i størrelsesordenen 600 mia. dollar, hvilket får alle andre mega-infrastrukturprojekter til at blegne i sammenligning.

Marshallplanen, der omfattede en hel befolkning, siger artiklen, på over 3 mia. mennesker, kostede USA omkring 130 mia. dollar, i nutidens penge. Panamakanalen kostede omkring 6 mia. dollar. Selvom artiklen ikke kvantificerer de tidligere programmers økonomiske indvirkning, beskriver den, hvordan kanalen revolutionerede shipping, hvordan Interstate Highway indvirkede på USA’s transport over land, og hvordan Marshallplanen genrejste Europas økonomier.

Overskriften på et medfølgende kort over de foreslåede ruter for det Nye Økonomiske Silkevejsbælte og det 21. Århundredes Maritime Silkevej – også kaldet ’Ét bælte, én vej’ – samt olie- og gasledninger, lyder: »Det største megaprojekt, der nogen sinde er forsøgt«




LaRouchePAC Internationale Fredags-webcast, 19. februar 2016:
USA og Europa må samarbejde med Rusland og Kina for at undgå krig

Faren for en massiv, endnu større strøm af flygtninge, der kommer fra Afrika og ind i Europa, så vel som også den fortsatte krise centreret omkring Mellemøsten, betyder således, at Europa er absolut dømt til undergang, med mindre der finder et fundamentalt skifte i politikken sted. Og dette betyder, at USA og Europa indledningsvis må række hånden frem mod Rusland og Kina. 

Engelsk Udskrift.

US & EUROPE MUST REACH OUT TO RUSSIA & CHINA TO AVOID WAR

International LaRouche PAC Webcast
Friday, February 19, 2016

MATTHEW OGDEN: Good evening. It’s February 19, 2016. My name
is Matthew Ogden and you’re joining us for our weekly, Friday
evening broadcast here from larouchepac .com
I’m joined in the studio tonight by Jason Ross from the
LaRouche PAC science team, and we’re joined via video, from a
remote location, by Jeffrey Steinberg of Executive Intelligence
Review. The three of us, along with several others, had a chance
to have a discussion earlier today with both Lyndon and Helga
Zepp-LaRouche, so what you’re about to hear will be informed by
that discussion.
Now, I’m going to just start right off the bat with a
discussion of the very dire threat of an international conflict
arising, especially from the powderkeg of Syria, Northern Africa,
and the Middle East. The area of Syria, where, despite the
efforts of Secretary John Kerry to find common ground with
Russian Foreign Minister Sergey Lavrov, Obama’s refusal to tell
Saudi Arabia and Turkey to stand down is threatening to blow this
entire thing sky high. A very accurate discussion of this was
published earlier today in a piece on Consortium News by Robert
Parry, the editor of that publication, in which he says the risk
that the multi-sided Syrian war could spark World War III,
continues, as Turkey and U.S. neo-cons seek an invasion that
could kill Russian troops, and possibly escalate the Syrian
crisis into a nuclear showdown.
What Robert Parry says in this article is that Barack Obama
took questions from reporters on Tuesday, but he did not take the
one that needed to be asked: which was whether he had forbidden
Turkey and Saudi Arabia to invade Syria, because on that question
could hinge whether the ugly Syrian civil war could spin off into
World War III and possibly a nuclear showdown.
Now, this was part of our discussion earlier today with Mr.
LaRouche and what I know Jeff will elaborate much more on, was
LaRouche’s analysis. But in short, what Mr. LaRouche had to say
is that what Putin is doing in this situation, and overall in a
strategic manner, defines the point of action, defines the point
of reference, for action. Everything else is bluff.
So, let me hand it over to Jeff, and he’ll elaborate many
more of the details, and then we’ll come back to our
institutional question for this evening, which Jeff will also
answer. So, Jeff?

JEFFREY STEINBERG: Thank you, Matt. Well, as we were going
through the discussion with Mr. LaRouche earlier today, he
actually drew a distinction between the bluff, and what he said
much more accurately is the folly of what Turkey and Saudi Arabia
are up to. It’s folly because they are caught in their own
madness, and don’t even realize the consequences of what they’re
doing in the real world. They don’t have the capability to carry
out the kind of provocations that they are threatening, and the
danger, of course, is that that does not mean that they’re not
going to try to do it.
Putin stepped into the Syria situation at a critical moment
last September, and the entire situation has shifted radically
since that point. The Russian intention is {not} to simply
accomplish a military victory on behalf of the forces of
President Assad. They’re creating the conditions to force the
intransigents, in this case Turkey, Saudi Arabia, Qatar, some of
the other Gulf states, and always lurking in the background when
you’re dealing with Saudi Arabia and the Muslim Brotherhood is
the British. So, Putin has established a clear sense of control
over the situation. Undoubtedly part of Putin’s configuration is
that Obama has been greatly weakened by the actions of Russia; on
the economic sphere, the actions of China; and there are sane
military forces in the United States who recognize the folly of
what Turkey and Saudi Arabia are doing.
This has been described by Parry, whose article you
mentioned, and by others, as the danger of a Sarajevo 1914 flash
point, along the Syria-Turkey border, but what Mr. LaRouche
emphasized today is that Putin has a very clear sense of the
military correlation in this situation, and has also a very clear
sense that Turkey and Saudi Arabia are acting on the basis of
their own irrationality. And he is luring them in to the kind of
trap that could be basically enclosed on them at any moment. It’s
a gravely dangerous situation, but you have at least one key
player, namely Russian President Putin, who knows what he’s
doing, and who is steering these events in a way that conforms to
an appropriate strategic analysis, and to an understanding of how
to basically defeat these forces that have been trying to destroy
Syria for the last five years, and in so doing, to deprive Russia
of one of its own critical access points in the Mediterranean
region.
Now, what Mr. LaRouche really emphasized, and I think that
this is the crucial point to take away from this issue, is that
the center of gravity of world affairs has dramatically shifted
to where the Asia-Eurasia region, anchored in the cooperation
between China and Russia and India, with other countries grouping
around that, is really where the strategic center of the world
economy has now been shifted. And if you look at the situation in
Europe, in particular, from one end to the other you see nothing
but bankruptcy and political failure. The United States is on the
verge of the same kind of bankruptcy. And so the only place where
you have growth and stability by any measure, and of course Asia
and Russia and Eurasia are not devoid of problems, but relative
to the state of absolute bankruptcy that we see in Europe and in
the United States, we see a disintegration of the political and
economic conditions in much of South America, as well. Of course,
Africa has been on the target list of the British and other
European colonial, imperial powers for the longest time.
But in Asia, you not only have a much more stable and
growing situation, but you have a commitment to an abandonment of
geopolitics in favor of what Chinese President Xi Jinping has
called the ”win-win” strategy. And if you look at the crisis in
Europe right now, leaving aside the fact that the entire European
financial system is bankrupt — hopelessly, irreversibly bankrupt
under the present conditions and terms of thinking that dominate
Europe — if you look at the refugee crisis, you’re beginning to
see a glimmer of sanity, driven by desperation, by certain of the
people who are responsible for creating the European fiasco in
the first place.
So, you’ve got people like Wolfgang Schäuble, the finance
minister of Germany, who was one of the monsters behind the
destruction of Europe, including the German economy itself, now
saying there must be a Marshall Plan to rebuild Syria, to rebuild
other parts of the Middle East, and only on the basis of a
Marshall Plan, which gives people a clear incentive to go back to
their homes, to rebuild their country, only under those
circumstances, and those circumstances alone, can the refugee
crisis in Europe be remotely solved. And of course, what applies
to the Middle East applies doubly for Africa, where the
U.S.-British-French overthrow of Qaddafi unleashed absolute hell
throughout the African continent.
And so the danger of a massive, even larger flow of refugees
coming out of Africa into Europe, as well as the continuing
crisis centered in the Middle East, means that Europe is
absolutely doomed unless there is a fundamental change in policy.
And for starters, that change means that the United States and
Europe must reach out to Russia and China. You had the recent
visit by President Xi Jinping of China to Saudi Arabia, to Iran,
and to Egypt, and what Xi Jinping made very clear is that China
is prepared to move towards the building of the Silk Road
infrastructure, the New Silk Road land route, the Maritime Silk
Route, which will come up through the newly expanded Suez Canal
— China will do that. In fact, just this week, the first freight
train from Eastern China arrived in Iran, and this is part of the
entire European system of not just transportation corridors, but
development corridors that have been put forward by China as the
cornerstone of their foreign policy.
So, they’re presenting a win-win alternative. And in the
case of Europe, there is no alternative. Europe is so politically
and psychologically bankrupt — the leadership of Europe is so
bankrupt that China, through this Middle East development portion
of the One Belt, One Road policy, offers the only viable basis
for this Marshall Plan idea to actually be put into practice. And
were it not for the Putin intervention, beginning last September,
we couldn’t even be contemplating the possibility of that kind of
solution to this seemingly intractable problem in the Middle
East.
Now, Mr. LaRouche emphasized in this context that Europe is
completely gone; it’s completely bankrupt, and there are
solutions, but the present leadership is unprepared to consider
that kind of level of rethinking. In the United States, we’re
very close to the edge, but the United States {can} be saved and
the solution to the problems in the United States begins with
removing President Barack Obama from off ice immediately, and
moving to wipe out the thoroughly bankrupt Wall Street system.
Because until that system is put through basically a bankruptcy
shutdown, then none of the viable and available solutions are
going to be there. But, if you were to get rid of Obama, if you
were to wipe out Wall Street,–and, for example, immediately
passage of Glass-Steagall would be one critical element for that
process to happen almost overnight — then we have a history in
the United States. We had Alexander Hamilton. We had Franklin
Roosevelt. We had glimmers of the same policy with John F.
Kennedy. You go back to a credit system, a government credit
system that kick-starts production, that trains a young
generation that’s right now completely unqualified to serve in a
real economy.
All of that means the United States coming into alignment
with what we see going on with China, with Russia, with India,
with others. In other words, the United States becomes part of a
genuine trans-Pacific collaboration, and under those
circumstances, Europe itself would have no choice but to get on
with the program.
So, what we’re seeing from Turkey, from Saudi Arabia, and as
I said, always watch for the British lurking in the background
with those two countries — you have clinical insanity and folly,
which holds the danger of war. But Mr. LaRouche again emphasized,
Putin knows this. He sees all of this, and he is on top of the
situation, and is prepared to take the appropriate and necessary
actions. And there are some people who are not completely out of
their minds on the U.S. side, within the military-intelligence
community, who understand that partnering with Russia is the only
way to solve this problem.

OGDEN: Thank you, Jeff. Now, just really on the subject that
you ended on here, the bankruptcy of Wall Street and the extended
Wall Street system, and the relationship of that to the
conditions in Europe; that brings us to our institutional
question for this evening, which reads as follows: ”Mr.
LaRouche. The heat is turning up on British Prime Minister David
Cameron, who’s trying to get the upper hand over a referendum
that could result in the UK leaving the European Union. The
potential break-up of the European Union, which is called
‘Brexit’, has elicited warnings about the impact on the UK
economy should voters say that they want out of the EU. A recent
poll showed that 42% of UK voters would opt to leave the EU;
compared to 38% who say that they would vote to stay. This week
will be the first major test as to whether Cameron’s done enough
to secure an agreement to change some terms of the UK’s
relationship with the European bloc. Cameron says that he will
campaign to stick with the EU, if a deal can be reached. This
Thursday and Friday will be the first time that all 28 EU
countries will discuss a package of proposals recently released
by the EU, aimed at addressing the UK’s economic concerns.
Cameron negotiated the proposals with the EU leaders and Donald
Tusk, President of the European Council — the EU’s main
decision-making body. What is your view of a possible ‘Brexit’?”

STEINBERG: Well, you know, you’ve got ”Brexit” that was
preceded by ”Grexit”, and probably we’re going to have a much
larger lexicon; that all comes down to the fact that people have
the sense that the European Union, particularly the European
Monetary Union, is a sinking ship. And therefore, if the ship is
sinking, or the movie theatre is on fire, you get to the exit as
fast as possible. But the reality is, that the European Union —
and within that, the European Monetary Union — are the problem.
So, therefore, unless you address the more underlying issue,
which is that Europe is financially and economically bankrupt;
then it really is almost of secondary significance whether
Britain stays in or leaves. If Britain leaves the European Union,
then that’s virtually it for the European Union. Other officials
in Europe, even including Schäuble at the Davos Conference
earlier this month, said that if the Schengen agreement, the open
borders agreement in Europe is broken, then the European Union
will cease to exist. And already in Poland, in Hungary, in other
countries on the edge of Europe but within the European Union,
they’re already building those walls. So in effect, the European
Union, as it’s presently constituted, is a dead letter; it really
doesn’t exist. And the countries of Europe, either collectively
or individually, are going to have to come to face the reality
that their banking system is thoroughly bankrupt; they’ve lost so
much productive capacity that Europe from a physical standpoint
is no longer capable of self-reliance, self-preservation. So, the
whole thing is going under; and of course, there’s a certain
irony in the British threatening to leave the European Union,
since the bankruptcy of the entire trans-Atlantic system is
largely the result of policies that were created in London, and
were then spread about Europe and the United States. You could
almost say that Europe was doomed from the moment that Margaret
Thatcher launched the Big Bang in 1985, and turned London into a
safe haven for speculative gambling operations, drug-money
laundering, anything other than investment in the real economy.
So now, we’re 30 years into that process, and Europe is
finished. So, the issues that are being negotiated between
Cameron and Tusk and the others on the European Commission, are
tiddlywinks; they’re not the real issues. Unless Europe comes up
with its own version of shutting down the City of London and Wall
Street, a genuine full-scale Glass-Steagall separation of
legitimate commercial banking activity from all of the gambling,
then Europe is completely doomed. And the only hope that they
will have is that some sane future leaders, who emerge out of
this political rubble, recognize before it’s perhaps too late
that aligning with China and Russia — which is exactly the
opposite of the policies that are being pursued in Europe right
now — is the only answer. So, I think that that’s the context in
which the question can be answered; and so the issue is merely
that Europe in its present circumstance is doomed. And whether
Britain leaves the European Union or stays in, they are part of
that system of doom that’s going to have to be changed in a much
more fundamental — I’d say ”revolutionary” — way. And the
opportunities are there; they’re presented there because Europe
is at the western end of Eurasia; and the Chinese have already
established the rail links between central China and Germany.
There are opportunities galore under the umbrella of the ”One
Belt-One Road” policy; but the first step is that the European
leaders are going to have abandon their folly. And that’s a
difficult proposition to conceive of, given who the current
European leadership is.

OGDEN: Absolutely. And, let me just elaborate a little bit
what Mrs. Helga Zepp-LaRouche emphasized, which is that if you
just look at the refugee crisis, for example, and the absolute
breakdown of Europe to even absorb and handle this under the
current economic conditions. This has pushed people to begin to
discuss the possibility of what the LaRouche movement has been
advocating for quite a long time; which is a new Marshall Plan, a
new program of economic development for the Middle East and North
Africa. It is what was published by the Schiller Institute and
{Executive Intelligence Review} in a major book-length
publication a number of years back, called ”A New Marshall Plan
for Southern Europe and the Mediterranean”. What Helga LaRouche
emphasized is that at the point that the EU is really detonating
underneath people’s noses, there is no solution within the
current geometry.
The only solution is to go with this kind of Marshall Plan,
and to work with China and the BRICS and other countries, to
extend the Silk Road project into this region and to develop the
Middle East and North Africa in order to have an incentive for
millions and tens of millions of refugees not to leave to seek a
better condition. And Helga LaRouche’s emphasis was that this is
a very substantial example of what Xi Jinping has called the
”win-win” paradigm; the ”win-win” system. It is a win for
everybody, for Europe and the United States to work with China
and Russia to develop the Middle East and North Africa along the
Silk Road routes. This kind of cooperation between China and the
rest of the world is what China is seeking in inviting the rest
of the world to engage in; and this is the only way to solve the
crises and shift the geometry overall which is creating the
existential threat which is now being faced by Europe.
Now, this new paradigm; this is exactly what we have been
talking about for quite a while, but I think the foundation for a
new paradigm cannot be seen as merely some sort of extension of
former or present geopolitical ideas about how the world works.
This is not merely a rearrangement of political and economic and
strategic alliances between countries that would still be
dominated by the same axiomatic world view which is what has
brought us to this crisis point to begin with. Rather, there
needs to be a true renaissance; a new calibration, a
re-examination of what our view of mankind is. What our view of
man as a species is, and what mankind’s role within this galaxy
and his relationship to the entire universe; and indeed, what his
responsibility is as a uniquely creative species in this universe
must be.
So, on that subject, Jason Ross is joining us from the
LaRouche PAC Science Team, and I think we’re going to have a
somewhat exciting discussion of what are the implications of the
really profound work that Albert Einstein engaged in over a
century ago; and which is now grabbing the headlines again in the
form of this experiment that has revealed the affirmation of
Einstein’s hypothesis concerning the shape of space-time.

JASON ROSS: Thanks. As I imagine everyone has heard by now,
on September 14th of last year, a gravitational wave was detected
by the interferometer experiments that we had set up in
Washington state and in Louisiana. Over a few months, that signal
was studied to make sure that that really was what had occurred;
and a paper was submitted in January and published in February
announcing the news that a gravitational wave phenomenon
representing the merging of two black holes had been detected.
This meant that a change in space-time had been experienced in
that detector; where maybe we don’t know how the experiment
worked.
Very briefly, two tracks at right angles to each other,
allowed light to move up and down those tracks. Those tracks
reach 4 kilometers long. Due to some very clever engineering, the
effect of length was 100 times that; and by the motion of these
gravity waves — meaning a change in the shape of space due to a
varying intensity of gravity due to these two black holes
spinning around each other — the length of the two tracks varied
by an amount that was about 1/10 the diameter of a proton over a
track length of 4 kilometers. This is equivalent to the star
nearest to us getting closer and further away by the width of a
hair. It’s amazing that was actually able to be measured; that’s
an astonishingly tiny change.
And it says something about the difficulties and why it’s
been — as Matt said — it’s been a century since Einstein had
proposed the existence of these gravity waves; and now they’ve
been detected. So, the recent upgrades to these detectors here in
the US made this possible; there are other detectors around the
world. Some of them are being upgraded; new ones are being
brought on line. There is a proposal for a space-based
interferometry experiment — the Lisa experiment; which NASA had
been a part of, and has now left it to the European Space Agency,
currently scheduled to launch in 2034. Perhaps it’ll be sent
sooner than that, based on this news.
But what does all of this mean? What does it tell us about
— what are the implications? Well for one thing, this means we
really have an entirely new tool for looking at the universe that
we live in. All of our knowledge about the heavens beyond us,
comes from sight, or various forms of sight. You can’t smell a
star, you can’t taste it; you can’t hear it, you can’t fell it.
You can see it. So various forms of seeing are the way we learn
more about our surroundings. From simple observations with the
eyes here on Earth, which were all that were available to Kepler
when he determined how the planets moved; the use of telescopes
in the optical range — simple telescopes that could be seen with
the eye — into more complex telescopes, including ones that see
what we wouldn’t typically call light; radio telescopes.
Telescopes in Earth orbit, looking in other wavelengths of the
electromagnetic spectrum; infrared telescopes, ultra-violet
telescopes, x-ray telescopes. We’ve got a lot of ways of

side of the Moon, where China is going to be within just a
few years sending a lander. The potential to do long wavelength
radio telescope work from that location; this represents
something new.
But what we’ve got with this successful detection based on
the change in space-time with the LIGO [Laser Interferometer
Gravitational-Wave Observatory] experiments, this is something
totally different. This is like bringing in a new sense all
together. We’ve been seeing the universe; now we can probably
hear it would be the best analogy. It represents a vibration,
like the sound vibrations our ears are able to pick up. Only this
time, it’s incredibly faint, and it’s about space itself
vibrating; that really is what it is. So, that’s tremendously
important.
On the history of this, it’s important to keep in mind
people are very excited about this; there’s good reason to be,
it’s quite a development. But this can only indirectly be called
a scientific breakthrough; the science behind this — Einstein
proposed this in 1916. He had some more thoughts and wrote
another paper in 1918; some more discussion about it. Hypotheses
about black holes, breakthroughs in computing ability to try to
model these types of things; all of that took place. But what
could be called the fundamentally scientific change occurred 100
years ago with Einstein’s theory of relativity; with gravity
waves being one of the implications. Being able to detect them is
wonderful; it’s an amazing technological advancement. It shows
that we are capable of precision that was totally undreamed of in
Einstein’s time, certainly, or even a few decades ago. The
development that we’ve made has been tremendous.
But I think it’s fair to say this was not a scientific
breakthrough in the real sense of science. It is a new sensation;
it is a new technology. It is a whole new way of looking at
things; and that is tremendously important. I think that if we
look back at what Einstein did that made his hypothesis possible,
we can compare it to the really awful influence of Bertrand
Russell.
So, first on Einstein. We’ve got to recall that what
Einstein did in laying out his revolutionary theories was not
something that he derived; it wasn’t something that he proved. It
wasn’t something that he showed was true based on what was
already known. What Einstein said about the universe contradicted
the Newtonian view of space and time that had become dominant.
Einstein said that that simplistic view of space and time, which
went along somewhat intuitively with our senses, was in fact
untrue; and that basic concepts like simultaneity, or knowing
that two events happen at the same time, such a basic concept as
that. That there’s one time that applies everywhere; Einstein
showed that was untrue. That’s a very unintuitive thought. The
idea that space could have a shape to it; that’s a very
unintuitive thought. It’s not suggested by appearances.
But what Einstein was doing was implementing a world outlook
that goes back to Cusa — although I’m not going to talk about
him right now — but to Leibniz and to Bernhard Riemann. If we
consider the work of Leibniz, 1646-1716, the founder of physical
economy; there’s plenty to say about him, and plenty will be said
on this website. One of the specific things that he looked at was
in the world of physics, Leibniz’s demonstration that there was
no absolute space; that there was no absolute time. This was
contrary to Descartes, Newton, and others. Leibniz said there’s
no distinction between rest and motion, for example. If there’s
no absolute space, you can’t say that anything is at absolute
rest; that was a concept used by Descartes. Absolute space was a
concept used by Newton. But Leibniz was in a fight about this,
saying that space was a relation between concurrently existing
things; but it didn’t exist on its own. In a debate that he had
with a top Newtonian — Samuel Clarke — this seemingly physical
discrepancy about is space absolute or not, turned into very
directly a political one. That, both of these two — Leibniz and
Clarke — used their concept of space to make a point about God,
and implicitly also about government; about the basis of the
legitimacy of a ruler.
Clarke, the Newtonian, said that because everything could
have been created anywhere in space once God decided to do the
Creation, that showed that God made a choice without any
necessity; that it was just because God felt like doing then and
felt like doing it where he did, because he felt like doing that.
Sort of like a dog deciding to his business wherever he feels
like it. Leibniz said that if God had to do something without a
good reason, that God would be only all-powerful, but not good or
wise. And Leibniz said that that conception of God has to include
those perfections as well; goodness, wisdom, and power.
Now between the lines, what these two were also saying was a
view of government and a view of society. Implicit in this is
Leibniz’s view that the legitimacy of a ruler or of government is
not simply from having gathered power; but from using it in a
wise way to achieve good ends. That may seem a little bit far
afield, but it’s true; and this is part of the background on this
concept. That from the necessity for goodness came the
nonexistence of absolute space; that’s how Leibniz showed that.
He was right.
Bernhard Riemann, in 1854, delivered a presentation, wrote a
paper on the shape of space. And Riemann said that since the time
of Euclid up to his time, no one had ever really taken on in a
realistic way, what the basis of the shape of space is. That
Euclid said things like the sum of the angles in a triangle are
180; Riemann said that may or may not be true. On a curved space,
for example, it’s not true. The most important aspect is that
Riemann didn’t propose replacing Euclid with a similar geometry;
it’s that he said that the basis of our understanding of space
has to be the physical causes that make things occur within
space. He was right; that was Einstein’s approach. With
relativity, he said that our understanding of space can’t start
from a box; it has to start from physical principles that give
rise to the effects in space, and to the relationship of objects
in space. So light, gravitation, these became the basis of space
for Einstein; and those concepts lie outside of space. They
aren’t geometrical concepts in the way Euclid’s concepts were
geometrical. Light is a real thing; gravity is a real principle.
So, Einstein, in following on this and implementing it, and
developing his theories, developing his breakthroughs of
relativity, created something that contradicted; he made a new
hypothesis. To contrast that, let’s look at the past 100 years.
We’ve now affirmed something that Einstein had proposed 100 years
ago; but where are the new Einsteins? Where are the new theories
that contradict? Where are the new concepts that don’t follow
from what we already know, but introduce fundamentally new
principles? And more importantly, why is that not understood as
what science really is?
To say just a little bit about Bertrand Russell’s role in
all of that, LaRouche has called Russell the most evil man of the
20th Century; and we have given ample demonstrations of that.
Some of the more straightforward evidence of it is his views
about keeping the world population down; especially dark-skinned
races, who Russell particularly was upset about there being more
of. Proposing a scientific dictatorship, using murder to
eliminate people who became intelligent and opposed the ruling
class, keeping science secret from the majority of people; this
is some of the nice outlook that Russell had on things. He also,
in his own work as a ”professional” you might say, worked on
destroying the concept of science and turning it into
mathematics. He did this before and after the year 1900; this is
somewhat earlier in his life, where he wanted to throw away what
Einstein ended up doing, which was creating a new concept that
contradicted the past. And say instead, that every thought in the
future, will have to derive from thoughts in the past; that we
can replace creativity with logic.
Russell really put that into practice. Many people who are
familiar with Russell might think of him as being an anti-war
demonstrator, as being a peace-loving activist. Somebody who was
opposed to war, to conflict; especially to nuclear weapons. And,
included in that, technology itself; the concept that science is
dangerous, that perhaps science should be held back, because
these technologies allow us to exterminate ourselves. The idea
that the appropriate response to that would be to eliminate
technologies, rather than to have a productive, future-oriented
basis for relations among nations. This really sprung up in a
major way around anti-nuclear activism, of which Russell was a
major proponent.
So, I think what we can reflect on, what we can take from
the excitement around these gravitational findings, is that: 1)
it’s an opportunity to really go back and really develop and
understanding of who Einstein was. How did he think? Who was this
man, who a century ago, put forth the hypothesis that was
detected in this way only this year. Who was Riemann? How did he
actually think? We can reflect on the opportunities that we have
for the use of these kinds of instruments to provide us an
entirely new window to understanding the universe around us. Not
only are we seeing things in a different band, we’re using a
different sense all together. We’re hearing the universe; we’re
able to listen in on a completely different kind of physical
process than the electromagnetic ones that are the basis of all
astronomy otherwise. Using light, radio waves, x-rays and that
sort of thing. And I think it also demonstrates that the ability
to develop new technologies, to rise to a challenge, certainly
exists. And we saw this in the Apollo program, which similarly,
going to the Moon itself did not involve as much new science as
it did new technologies, new social organizations to implement
those technologies. Which we saw with some of the breakthroughs
of the truly amazing apparatus used to detect these gravitational
waves. But we have to have grand objectives. I mentioned the LISA
experiment; a space-based interferometry experiment, similar to
ones which did this recent detection, which NASA had been a major
player in and then pulled back on, as part of the Obama
destruction of a national mission, a natural future. NASA, as the
leading representative of that future orientation of the nation.
So, we have to have human objectives for the nation, for
ourselves. We have to, as a nation, have objectives like what
China’s doing now; as represented by China’s moves towards the
Moon from the Helium-3 standpoint. From the sheer excitement of
the population of China being asked to put forward proposals for
experiments to take up to the Moon. This is something that people
are actually thinking about as citizens of this nation. ”Wow!
What are we going to send up there?” ”What are we going to take
to the Moon for the next trip?”
We’ve got a lot of objectives that have been defined that we
have just been sitting on for decades. And if we eliminate the
source of this culturally, the frankly unscientific view of
science, this anti-human view of humanity, we can do great
things. And we can do it by removing Obama and giving this nation
a future-oriented mission again.

OGDEN: Well thank you very much, Jason. I think that’s
certainly exciting; the idea to be able to directly perceive
changes in space-time itself. So, I’d like to thank Jason for his
presentation, and I’d like to thank Jeff for joining us remotely
today. And I’d like to thank all of you for joining us; and
please stay tuned to larouchepac.com. Good night.




Det transatlantiske finanssystem er færdigt
– Der findes kun en løsning med Rusland og Kina.
Af Helga Zepp-LaRouche

14. februar 2016 – Det kan siges præcis så slagfærdigt: Europas og USA’s finanssystem er allerede dødt, men begravelsen har endnu ikke fundet sted. Der finder bankkrak sted i hobetal, og centralbankernes berømte værktøj viser sig virkningsløse, eller også gør de katastrofen endnu værre. Det er på allerhøjeste tid at gøre en ende på kasinoøkonomien og virkeliggøre et Grand Design for opbygningen af verdensøkonomien, og først og fremmest i Sydvestasien og Afrika! Og samarbejdet med Kina om den Nye Silkevej er den bedste tilgang til dette!

Download (PDF, Unknown)




Helga Zepp-LaRouche:
Kun en videnskabelig og kulturel renæssance kan
standse den Mørke Tidsalder, der nu er ved at sænke
sig over menneskeheden. Dansk udskrift

(Zepp-LaRouche 32 min.)

Kun, hvis man anvender en Marshallplan, en Silkevejs-Marshallplan i regionen, hvor alle disse lande … arbejder sammen og siger: Vi vil tage hele området fra Kaukasus til den Persiske Golf, fra Afghanistan til Middelhavet, som ét område, og vi vil sætte en reel udvikling i gang. Vi erklærer ørkenen krig; vi skaber nyt vand! … Så kan man udvikle landbrug. Man kan udvikle skovbrug. Man må bygge infrastruktur, der er lige så tæt som f.eks. i Tyskland. Tyskland er et perfekt eksempel på et infrastrukturmæssigt meget veludviklet land. Så kan man bygge nye byer, og man kan opbygge industrier.

GDE Error: Requested URL is invalid




EIR-forum i Washington, USA:
Kun en videnskabelig renæssance kan standse den Nye Mørke Tidsalder,
der nu er ved at sænke sig over menneskeheden

26. januar 2016EIR’s forum i dag ved National Press Club i Washington, D.C., med Schiller Instituttets præsident Helga Zepp-LaRouche, internationalt anerkendt ekspert i den Eurasiske Landbro (Verdenslandbroen), og Thomas Wysmuller, tidligere NASA-meteorolog og talsmand for »De rigtige klima-fakta« (»The Right Climate Stuff«) tiltrak 38 personer, af hvilke de 19 var gæster. Dette fremmøde skete på trods af 90 cm sne, hvilket fik Kongressen til at aflyse sammentræde for hele ugen. Vejret skabte et kaos, der lukkede skoler, regeringer og andre virksomheder frem til i dag.

Deltagerne inkluderede en fremtrædende raketvidenskabsmand fra Kennedy-æraen, en demokrat fra området, der stiller op til Kongressen, russisk presse, internationale handelsfolk, repræsentanter fra ambassader og lokale tilhængere.

Hele EIR-forummet er tilgængeligt på video. (Se nedenfor.)

Thomas Wysmuller åbnede mødet med 12 stærke grafiske fremstillinger, der blev uddelt til alle deltagere og gav dem mulighed for, billede for billede, at følge hans afsløring af påstandene om, at forslagene fra COP21 skulle kunne reducere CO2; grafiske fremstillinger, der viste, at 7.500-års stigningen i havniveauet i tiden efter istiden affladedes i løbet af de seneste 8.000 år, og meget mere – enkelt og ligetil. Dr. Wysmullers fremlæggelse havde en stærk effekt på publikum.

Dernæst gav Helga Zepp-LaRouche en 50 minutter lang tur horisonten rundt om den strategiske situation: truslen om atomkrig med en understregning af, at der i dag ikke findes nogen »adfærdskode«, som der var mellem Kennedy og Khrusjtjov i 1960’erne; det umiddelbart forestående finanssammenbrud, som tidligere BIS-formand William White påpegede under Davos-forummet; planen for en global bail-in (ekspropriering af bankindeståender), som ikke kan fungere, og flygtningekrisen, de er ved at flå Europa fra hinanden. Helga sagde, at, hvis selv den tyske finansminister Schäuble kan sige, at Mellemøsten behøver en Marshallplan, så viser det, at verden kan forandre sig, og det viser betydningen af den internationale LaRouche-bevægelses arbejde, der ligger bag potentialet med løsningen med den kinesiske Landbro (Silkevejen).

 




Endnu ét skridt, og vi mister vores menneskelighed

Leder fra LaRouchePAC, 27. januar 2016 – Med advarslen » Endnu ét skridt, og vi mister vores menneskelighed«, skabte Helga Zepp-LaRouche et magtfuldt fokus for sin præsentation den 26. jan. i National Press Club Forum i Washington, D.C., som EIR var vært for, med titlen, »Kun en videnskabelig og kulturel renæssance kan standse den Mørke Tidsalder, der nu er ved at sænke sig over menneskeheden«. Forud for fr. Zepp-LaRouches tale holdt Thomas Wysmuller en tale. Thomas Wysmuller er en tidligere meteorolog ved NASA og en førende talsmand for »De rigtige fakta om klimaet« (»The Right Climate Stuff«) – en gruppe bestående af tidligere NASA-videnskabsfolk med hjemsted i Houston ved Johnson Space Center, der offentligt tager til orde imod svindelen med den menneskeskabte klimaforandring.

Helga Zepp-LaRouche fremlagde et bevægende billede af flygtningekrisen i Europa, inklusive ikke alene situationen med lidelse og død, men også den krise, der ligger i mange af de såkaldte EU-lederes depraverede respons til flygtningenes lidelser. Det er det samme, umoralske standpunkt, der nu begår, eller går med til, handlinger, der er i færd med at fremme det økonomiske kollaps og bringe os stadig nærmere en atomkrig. Dette gjorde fr. Zepp-LaRouche krystalklart.

Men vi kan handle, sagde hun. Vi er ikke henvist til blot at beskrive og fordømme, »hvad er det, der …«. Vi kan koncentrere os om, hvad vi kan gøre. Hun opfordrede alle til at ’tage fremtidens standpunkt’. I smukke detaljer fremlagde Zepp-LaRouche et udviklingsprogram for hele området i Sydvestasien og Nordafrika – en Silkevejs-Marshallplan for ’Mellemøsten’.

Sæt dette i kontrast til nogle af de aktuelle, dødbringende begivenheder. For eksempel: Den mere end 50 år lange britiske, kongelige ’grønne’ kampagne for affolkning har nu nået et stadium i USA, hvor hele kulsektoren er ved at blive lukket ned. Den seneste indsats i denne henseende kommer fra Californien, hvor Jerry Browns guvernørskab den 25. jan. meddelte, at forsikringsselskaber, der har erhvervsaktivitet i staten Californien, må skille sig af med alle forretningsinteresser, de måtte have i kulselskaber. Uden finansiering og med hastigt faldende indkomster er kulselskaber ved at gå fallit; kulminer lukkes i Appalacherne, og tusinder af minearbejdere kastes ud i arbejdsløshed.

Lyndon LaRouche kommenterede, at dette er den »britiske« plan. De er i færd med at gøre det af med produktionsevnen.

Men – som respons til Helga Zepp-LaRouches opfordring – kan vi hellige os til »at finde vores menneskelighed«. Det begynder med en mobilisering for tiltag, der kan fjerne Obama og bane vejen for de presserende nødvendige forholdsregler, der skal sikre vores fremtid.

 




Helga Zepp-LaRouche responderer til
den tyske finansminister Schäubles krav om
en Marshallplan til løsning af flygtningekrisen

24. januar 2016 – Fuldstændig uventet for de fleste brugte den tyske finansminister Wolfgang Schäuble lejligheden som deltager på diskussionspanelet om »Europas fremtid« på det Økonomiske Verdensforum i Davos, Schweiz den 21. jan. til at foreslå, at en »koalition af de villige« skulle investere »milliarder« i udviklingen af Mellemøsten og Afrika. Dette kommer mindre end en uge efter Zepp-LaRouches seneste artikel om spørgsmålet, med overskriften: »Løsningen på den europæiske flygtningekrise er en Silkevejs-Marshallplan!«.

Vi må »investere milliarder i disse områder« for at dæmme op for strømmen af folk, der flygter til Europa, sagde Schäuble. »Vi behøver en Marshallplan for de områder, der er ved at blive ødelagt«, erklærede han. Og i betragtning af, at en række europæiske lande har nægtet at acceptere påtvungne kvoter af flygtninge, foreslog han en »koalition af de villige« til at finansiere en udviklingsplan og lovede støtte fra Tyskland. Han erklærede sig endda enig med den græske premierminister Tsipras i, at de ville være skamfuldt for Europa at forvandle sig til et »fæstning« og nægte de mennesker, der befinder sig uden for grænserne, adgang.

Stifter af Schiller Instituttet Helga Zepp-LaRouche har længe foreslået et initiativ i lighed med Marshallplanen for Sydvestasien og Afrika, og hun er medforfatter af en EIR-Specialrapport om projektet for Verdenslandbroenhelga- verdenslandbroender inkluderer netop disse områder. I en artikel med et internationalt overblik, skrevet 22. jan., (»Kinas Ny Silkevejspolitik er løsningen på flygtningekrisen!«) spørger hun, hvad man skal mene om den tyske finansministers tilsyneladende pludselige skift i dette spørgsmål: At netop Schäuble, super-europæeren og bankernes mand og Trojkaens nedskæringsfortaler, pludselig skulle have åbnet sit hjerte for disse staters udvikling? Allerede Henrik IV forsvarede det synpunkt, at, for den gode sags skyld behøvede ikke alle at være motiveret ud fra de højeste idealer; for at opnå målet kræves der hos mange også, at deres egen skjorte brænder. For Schäuble ved, at, uden Schengen – aftalen om at ophæve grænsekontrol inden for EU – ingen euro, og uden euro, intet EU. Eftersom der ikke er nogen solidaritet i EU, er det bedre ikke at udøve pres, der blot gør nederlaget for Lissabontraktatens EU endnu mere åbenlyst, men blot forlade sig på ’de villige’«.

Helga Zepp-LaRouche fortsætter sin artikel med at understrege betydningen af den kinesiske præsident Xi Jingpings nylige besøg i Mellemøsten og hans tilbud om, at disse lande kan gå med i politikken med den Ny Silkevej. Og det på et tidspunkt, hvor det overforgældede finanssystem har kurs mod et nyt kæmpekrak. Som finansminister er Schäuble udmærket klar over dette. Hvis han derfor er seriøs mht. en Marshallplan for Mellemøsten og Afrika, må han promovere Glass/Steagall-reformer i hele Europa, som den eneste måde, hvorpå en reglementeret afskrivning af den giftige gæld og en udvikling af realøkonomien kan organiseres.

Dette er, slutter Helga Zepp-LaRouche, prøven, der skal vise, om Saul virkelig har konverteret til Paulus.

 




Xi Jinping tilbyder Den Arabiske Liga »Win-Win«-samarbejde
omkring »Ét bælte, én vej«-projektet

21. januar, 2016 – Kinas præsident Xi Jinping talte i dag, efter sit historiske besøg i Teheran og Riyadh, til Den Arabiske Liga i Kairo. Han tilbød fred og udvikling, bakket op af konkrete hjælpepakker, investeringer, lån og fælles projekter til en samlet værdi af mere end $55 milliarder. Tilbuddet gjaldt hele regionen, inkl. Palæstina. CCTV sendte talen live med simultanoversættelse til engelsk, mens andre kinesiske tv-kanaler havde arabiske oversættelser.

Xi begyndte med ordene, at Kina »tror på håb og tilskynder det med fred« og holdt hele talen inden for rammerne af »Ét bælte, én vej«-politikken. Xi sagde, at nøglen til at overvinde udfordringer er at fremskynde udviklingen. »Krisen i Mellemøsten stammer fra manglende udvikling, og i sidste ende vil løsningen afhænge af udvikling, som grunder i alles velfærd og værdighed. Det er et ræs mod uret og en kamp mellem håb og skuffelse. Kun, når unge mennesker kan leve et fuldendt liv i værdighed og udvikling, kan håbet vinde deres hjerter. Kun således vil de frivilligt afvise vold, ekstremisme og terrorisme.« Han fortsatte, »Udenforstående nationer kan ikke påtvinge dem løsninger. Kina søger ikke en »stedfortræder« [søger ikke at udnytte andre nationers geostrategiske placering for egen, snæversynede vindings skyld, -red.]. I stedet tilbyder Kina en »Win-Win«-strategi for alle lande i regionen på basis af fælles interesser, sagde han. Han refererede også til de uretfærdigheder, der begås mod det palæstinensiske folk og understregede Kinas opbakning til en tostats-løsning med grænserne fra 1967 som grundlag. Det blev bakket op af 50 millioner yuan ($7,6 million) til Palæstina.

Xi beskrev fire områder, hvor forholdet mellem Kina og de arabiske lande skal styrkes:

1) Terrorisme og ekstremisme: Han understregede, at årsagen ikke kan isoleres til et enkelt land eller en enkelt religion. »Vi må behandle symptomerne, men også årsagerne.« Derfor har Kina skabt et forskningsinstitut i Kina omkring en kinesisk-arabisk reform, hvortil 100 »berømtheder« fra mellemøstlige religiøse institutioner vil blive inviteret. Kina vil også yde $300 millioner til at hjælpe arabiske myndigheder med at bekæmpe terrorisme.

2) Strukturelle ændringer, innovation og fremme af »olie-plus«-handelsforbindelser. Kina ønsker et samarbejde, der inkluderer langtidskontrakter på køb af olie så vel som samarbejde omkring innovation. Han sagde, at »Kinas investeringer skifter til det høje gear«, og at fokus vil være på eksport af produktion samt transport.

3) Samarbejde om energikapacitet, og anvendelse af Kinas fremskridt mht. udvikling af effektive industrier, så som produktion af biler, for at skabe arbejdspladser i den arabiske verden. Xi refererede til en investering på $15 millioner, der netop var blevet underskrevet i Egypten, $10 millioner i lån til udbygningen af produktionskapaciteten i arabiske lande, $20 millioner til højteknologisk industri i De Forenede Arabiske Emirater og Qatar samt $10 millioner til andre projekter. Kina og de arabiske stater har også etableret et uddannelsescenter til fredelig anvendelse af kernekraft og ren energi.

4) Kulturel udveksling med grundlag i fælles respekt for andre kulturer. Dette samarbejde skal føre til, at man opdager »flere områder, hvor man gennem ‘Ét Bælte, én Vej’ kan skabe ‘Win-Win’-samarbejde.« Kina har inviteret 100 arabiske lærde og eksperter og inviterer 1000 unge, arabiske ledere til at besøge Kina. De vil også invitere partnere til at udforme 10.000 stipendier og 10.000 praktikpladser i Kina. I et andet projekt vil Kina og de arabiske stater lancere et »Silkevejs-oversættelsesprogram«, der skal oversættelse 100 arabiske og 100 kinesiske, klassiske bøger til det andet sprog. Xi sagde at »den kinesiske og de arabiske civilisationer har hver deres system og egenskaber, men de indeholder begge menneskehedens fælles idealer om og bestræbelser på at skabe udvikling og fremskridt, og de er begge forkæmpere for værdier som beskedenhed, fred, tilgivelse, tolerance og selvbeherskelse.

 

 




Helga Zepp-LaRouche, Xi Jinping, Schiller Instituttet og
rapporten om Den Nye Silkevej omtalt i arabisk avis

21. januar 2016 Al-Ittihad, en avis fra de Forenede Arabiske Emirater, udgav en inspirerende klumme om Kinas præsident, Xi Jinpings besøg i Saudi Arabien, Egypten og Iran, skrevet af Mohammed Aref, videnskabelig og teknologisk rådgiver. Han forklarede i den sammenhæng at denne nye, visionære politik kommer fra Helga Zepp-LaRouche og Schiller Instituttet.

Klummen, som bærer overskriften »Kinas 51. århundrede« (jf. Kinas historie), giver et malerisk og spændende billede af præsident Xis tur til området. Den forklarer, hvor meget vægt Kina lægger på Den Nye Silkevej og den økonomiske udvikling, som landet har erklæret som sin politik.

Aref udgav i 1997 som den første arabiske journalist en helsides anmeldelse af EIR’s oprindelige rapport om Den Eurasiske Landbro i dagbladet Al-Hayat, som har base i London, for hvilket han dengang var videnskabsredaktør.

Aref skriver i den nye artikel, efter at have tilbagevist argumenterne for, at Kinas økonomi er for nedadgående: »Kina er ved at trække nye linjer på verdenskortet, landet er ved at reducere antallet af kontinenter fra syv til seks ved at forene Europa og Asien. Som kineserne siger: ‘De, der vil erobre verden og forme den efter deres eget ønske, vil aldrig få medgang.’ (Tao Te Ching 29) Og det var, hvad Kinas udenrigsminister udtrykte i et dokument, udgivet sidste uge, der fremlagde retningslinjerne for Kinas forhold til Mellemøsten. Der hedder det, at Silkevejen, som forbandt Kina og den arabiske verden for 2000 år siden, skal genoplives. Kinas visdom er en vej, som, ligesom Silkevejen, forbinder de enorme, kontinentale landmasser, vi kalder Asien og Europa, og som strækker sig imellem Stillehavets, Det Indiske Oceans og Atlanterhavets kyster via infrastruktur, der vil fremme landbrug, industri, handel, teknologi, videnskab og kultur.«

Aref konkluderer med følgende afsnit:

»’Den Arabisk-Asiatiske Landbro; Silkevejens bankende hjerte’. Sådan lød titlen på min rapport fra 1997 i en af Londons aviser. Dengang havde jeg aldrig forestillet mig, at dette projekt, som blev udformet af Schiller Instituttet, faktisk ville blive taget op af Kina, og at den kinesiske præsident ville tage det med sig til det arabiske område denne uge. I september fejrede Beijing udgivelsen af den kinesiske oversættelse af [EIR’s rapport, -red.] »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«. Den arabiske oversættelse af rapporten bliver udgivet i første uge af februar og er redigeret af Hussein Askary, et irakisk[/svensk, -red.] medlem af Schiller Instituttet, grundlagt af Helga Zepp-LaRouche. Hun er i Kina kendt som ‘Silkevejsladyen’, fordi hun banede vejen for Den Nye Silkevej ved at organisere hundreder af konferencer og videnskabelig-politiske seminarer, og var ifølge den kinesiske videnskabsmand Deng Yifan den, der ‘etablerede ideen om Den Eurasiske Landbro som et værktøj til at forhindre krig’. Helga Zepp-LaRouche og Kina er begge ligesom kvinden, hvorom det i det kinesiske ordsprog lyder: ‘Selvom stilheden er eftergivende, overvinder kvinden altid manden gennem stilhed’ og det andet ordsprog: ‘En mægtig nation må ligesom en flod ligge lavest; dér mødes alt under himlen. Den må være en kvinde’ (begge Tao Te Ching 61).

Klummen kan findes på www.alittihad.ae/wajhatdetails.php?id=87966

 

 




Kinas Ny Silkevejspolitik er løsningen på flygtningekrisen!
Af Helga Zepp-LaRouche

Dette nye koncept for relationer mellem nationerne er en virkeliggørelse af det samme, højere plan som i coincidentia oppositorum, modsætningernes sammenfald, der kom til udtryk i Nicolaus af Cusas skrift De Pace Fidei, som han skrev som respons til Konstantinopels fald i 1453. Det er ideen om, at der i skabelsesordenen findes et højere niveau og en højere sandhed, hvor modsætninger kan overvindes. Denne tankegang er også til stede i den konfucianske filosofi i Kina i form af »Himlens Mandat«, alt imens den i den europæiske, humanistiske filosofi er udtrykt i ideen om naturret, som er ideen om, at der findes naturlove (universelle love), der sluttelig også er virksomme i menneskehedens anliggender, og som mennesker må holde sig til, hvis de ønsker at eksistere på længere sigt.

Download (PDF, Unknown)




Den kinesiske præsident Xi Jinping i Egypten understreger
den historiske relation mellem de to landes kulturer

20. januar 2016 – Præsident Xi Jinping ankom til Egypten for andel del af sit besøg i Mellemøsten. Egypten var det første mellemøstlige land, med hvilket Kina i 1956 etablerede diplomatiske relationer, som nu kan fejre 60 år. Det egyptiske besøg vil understrege betydningen af de kulturelle, så vel som de politiske bånd. Præsident Xi vil deltage i et kulturelt arrangement med præsident el-Sisi ved det historiske Luxortempel, der daterer sig tilbage til 1400 f.Kr. 2016 er blevet udnævnt til Egyptisk-Kinesisk Kulturår.

Præsident Xi har også skrevet en artikel, der blev udgivet i avisen Al Ahram i tirsdags. Heri understregede han de historiske, kulturelle bånd. »Både Kina og Egypten er oldgamle civilisationer. Venskabelige relationer mellem vore folk går tilbage til oldtiden. For mere end 2000 år siden sendte det kejserlige hof under Kinas Handynasti gesandter til Alexandria. Den antikke Silkevej var et bånd, der knyttede de to sider sammen«, skrev Xi. I artiklen understregede han også sine personlige bånd til Egypten, som han besøgte for 16 år siden, og hvordan han, med reference til Nilen, lærte, »hvordan egypterne udnyttede oversvømmelserne til landbrugsproduktion«. Han understregede de tætte bånd, der er etableret med præsident el-Sisi, og bemærkede med tilfredshed præsident el-Sisis deltagelse i mindefestlighederne i anledning af 70-året for Anden Verdenskrigs afslutning, sidste år i Beijing. Xi bemærkede mødet mellem Zhou Enlai og Gamal Abdul Nasser ved Bandung-konferencen i kampen mod kolonialisme og overherredømme. Dette førte senere til oprettelsen af diplomatiske relationer mellem de to lande.

»Kinas relationer med Egypten markerede begyndelsen af vores relationer med arabiske nationer og er indikerende for højden og varmen i de kinesisk-arabiske relationer«, skrev Xi. »I mere end seks årtier har det kinesisk-arabiske venskab og samarbejde undergået en historisk transformation, og vi har vundet megen værdifuld erfaring. På trods af forandringer i den internationale situation respekterer de to sider hinanden og behandler hinanden som ligeværdige og har handlet som hinandens ven, broder og partner. Vi har et fælles, forpligtende engagement over for win-win-samarbejde og fælles udvikling. Uanset tingenes foranderlighed har fælles interesser og bæredygtig udvikling altid været en fælles stræben for begge sider. Vi respekterer hinandens samfundssystemer og udviklingsvej og har fremmet en dialog mellem civilisationer. Kinesisk-ægyptisk interaktion og samarbejde i årenes løb ledes af principperne om gensidig tillid, gensidig assistance, gensidig gavn og gensidig fremgang.« Her understregede præsident Xi også betydningen af projektet ’Ét bælte, én vej’[1] og bemærkede, at begge sider har udarbejdet en handlingsplan for dette projekts virkeliggørelse.

Xi påpegede også behovet for at skabe et fredeligt Mellemøsten. »Kina og arabiske lande må forsvare regional fred. Verden kan ikke være et fredeligt sted, hvis der er ustabile forhold i Mellemøsten. Et studie af historien viser, at magtanvendelse aldrig er den rette løsning på problemer, og logikken bag nulsums-mentalitet og vinderen-tager-alt er ikke i overensstemmelse med tidens krav. Den sikreste vej til at finde den størst mulige fællesnævner mellem forskellige parters interesser er at søge konsensus og vise forståelse og være imødekommende. Som altid vil Kina forsat støtte fredsprocessen i Mellemøsten. Kina støtter oprettelsen af en uafhængig palæstinensisk stat med fuld suverænitet, baseret på grænsen fra 1967 med Østjerusalem som hovedstad. Kina vil yde flere offentlige tjenesteydelser og samarbejde med Egypten og andre arabiske lande for at garantere fred og stabilitet i Mellemøsten«, skriver Xi.

 

Foto: Traditionelle kinesiske lamper skal udsmykke templet i Luxor til den kinesiske præsident Xi Jinpings besøg i Luxor, Egypten, onsdag, den 20. januar 2016.     

[1] Se: Kinas politik for Ét bælte, én vej er nøglen til fred og fremgang i Eurasien og Mellemøsten 




Artikel i saudisk avis af Xi Jinping opfordrer til win-win-samarbejde om Ny Silkevejspolitik

19. januar 2016 – Xi Jinping ankom i dag til Saudi Arabien på et todages besøg, før han rejser videre til Iran og Egypten på en rejse, der har til formål at intervenere imod briternes fremprovokering af en krig mellem sunni og shia. Før han ankom til Riyadh, offentliggjorde Xi en artikel i den saudiske avis Alriyadh med titlen, »Vær gode partnere for fælles udvikling«. Besøget kommer blot få dage efter at Kina offentliggjorde sit første dokument om »Arabisk Politik«, der fremlagde Kinas intention om at forlænge konceptet med Silkevejen ind i Sydvestasien.

Xis artikel nævner ikke Iran eller faren for krig, men fokuserer på Kinas venskab og handelsforbindelser med saudierne – Kina er Saudi Arabiens tredjestørste handelspartner, og Saudi Arabien er Kinas største kilde til import af olie.

»For over 2000 år siden«, skrev han, »rejste utallige kamelkaravaner fra de to sider langs med den antikke Silkevej. Diplomatiske udsendinge fra Seljuk-imperiet besøgte Kina under Tangdynastiet. Zheng He, Kinas muslimske søfarer under Mingdynastiet, rejste til Jeddah, Mecca og Medina, og han beskrev dem som paradisiske steder, hvor folk levede i fred og harmoni. De kinesiske og islamiske civilisationers interaktioner, og at de gensidigt lærte af hinanden, er en vigtig del af historien om udvekslinger mellem civilisationer.«

Xi sagde, at de to nationer bør »huske på de kinesisk-saudiarabiske relationers strategiske natur … Lad os smede et win-win-partnerskab til gensidig gavn og fælles udvikling«, og han understregede »rumfart, fredelig anvendelse af atomkraft og bæredygtig energi … Vi håber og har tiltro til, at Saudi Arabien, med sin placering ved ’Bæltet og Vejens’ vestlige korsveje, vil blive en vigtig deltager, bidragsyder og modtager af dette initiativ«.

 

Foto: Den kinesiske præsident ankommer til Saudi Arabien.

 




Kinas politik for Ét bælte, én vej er nøglen
til fred og fremgang i Eurasien og Mellemøsten

Kina er mere end rede til at investere i den form for afgørende infrastruktur, der ville opbygge det eurasiske område som en zone med fred, stabilitet og fremgang. Men Europa må rette op på sig selv, hvilket betyder at dumpe briterne, og at dumpe de britiske agenter som Schäuble, og som driver Europa hen imod en intern konflikt og imod kaos. Hvis Europa falder ned i kaos og kollaps, i særdeleshed i sammenhæng med det europæiske banksystems fallit, og Mellemøsten forvandles til en zone med permanent krig i den islamiske verden, mellem sunni og shia, mellem arabere og persere, så vil man få et masseslagteri i hele Eurasien; koncentreret i den transatlantiske del og med en forlængelse ind i Mellemøsten, og udsigten til eurasisk fremgang vil blive dræbt.

Download (PDF, Unknown)




Glass-Steagall vil gøre en ende på WallStreet, City of London
og, endelig, det Britiske Imperium, og hermed faren for krig;
Et nyt paradigme med den Ny Silkevej, for genopbygning af hele verden!

LaRouchePAC Fredags-webcast 8. januar 2016, dansk udskrift. 

Vi har altså en situation lige nu, hvor tingene, over hele planeten, befinder sig på den yderste rand. På et hvilket som helst tidspunkt – mandag morgen, f.eks. – kunne vi vågne og finde, at hele det europæiske banksystem er gået ind i et kaotisk kollaps, der omgående vil spilde over til USA. Der vil være en indvirkning på Asien, men samarbejdet mellem Kina, Rusland, Indien og andre lande, i det asiatiske Stillehavsområde og i det eurasiske område, vil tage af for virkningen. Og krisens epicenter vil således være det transatlantiske område. Og det er grunden til, at briterne vil gøre fremstød for en krigsprovokation, en »bluff«-konfrontation, med Rusland og Kina for at få dem til at kapitulere og udplyndre dem, for at holde deres eget ynkelige, døende imperium gående i endnu et par dage. Der er vi kommet til i de globale anliggender.

Download (PDF, Unknown)




Verden er på vej ned i Helvede!
Kun ved at overvinde det Britiske Imperium
kan vi redde den

Leder fra LaRouchePAC, den 9. januar 2016 – Lyndon LaRouche advarede ved årets slutning om, at verden ville styrte ned i et Helvede efter nytår, og at kun den endelige overvindelse af det Britiske Imperium ville redde civilisationen. Denne nedstigning til Helvede skrider nu frem, som han advarede om, med det vestlige finanssystems opløsning, med både Mellemøsten og Asien, der er bragt ud på selve randen af en atomar konfrontation, og med befolkningerne i USA og Europa, der drives ud i en Mørk Tidsalder med narkotika, bandekriminalitet og en grad af økonomiske nedskæringer, der allerede nu skaber massedød.

Bail-in er nu landets lov i både Europa og USA og tillader decideret tyveri af almindelige borgeres bankkonti for at redde det bankerotte banksystem i endnu et par minutter. Det er det britiske system, der fra toppen og ned er drivkraften bag et globalt massedrab på den menneskelige befolkning. Den britiske kongefamilie har åbenlyst erklæret, at den er fast besluttet på at reducere den menneskelige befolkning til et lille fragment af det, den er i dag.

Asien, og især Kina, følger en anden kurs, baseret på storstilede investeringer i regional infrastruktur og en »win-win«-politik med samarbejde om menneskehedens fælles mål. Asien vil ikke blive ødelagt af virkningen af det økonomiske kollaps, der nu rammer det transatlantiske område – men det er netop årsagen til, at det Britiske Imperium, gennem Obama, er fast besluttet på at ødelægge Asien, og Rusland, i en krig.

Problemet er den kendsgerning, at de fleste mennesker er dumme, af frygt – de vil ikke gøre noget i denne retning, idet de klager, at det ikke er »praktisk«. Og dog er den eneste måde at redde planetens befolkning at blive alt det kvit, der er britisk myndighed, den britiske kongefamilie og dens arv, og i særdeleshed dens kontrol over USA, i form af personen, præsident Obama. Vi må optrappe kampagnen for Glass-Steagall for at lukke Wall Street ned og få USA med om bord i den Nye Silkevej, hvilket betyder en genopbygning i USA, og i verden, i tradition efter Franklin Roosevelt.

Titelbillede: Den amerikanske Frihedskrig: Briterne overgiver sig til general George Washington efter slaget ved Yorktown.




Løsningen på den europæiske
flygtningekrise er en Silkevejs-Marshallplan!
Af Helga Zepp-LaRouche

Der findes i øjeblikket kun et eneste, strategisk tiltag, der kan skabe en løsning på de forskellige kriser – den finansielle, økonomiske, flygtningerelaterede og moralske krise – og det er den kinesiske regerings tilbud om samarbejde om opbygningen af den Nye Silkevej, på basis af en win-win-strategi. Vi må omgående gøre en ende på City of Londons og Wall Streets kasinoøkonomi, til hvis undersåtter Schäuble, Spahn, Kerber og den tidligt falmende Jörg Asmussen hører, gennem den omgående vedtagelse af en bankopdelingslov i traditionen efter Franklin D. Roosevelts Glass/Steagall-lov. Og dernæst må vi have et kreditsystem som det, Tyskland havde med KfW (Kreditanstalt for Genopbygning) under genopbygningen efter Anden Verdenskrig. 

Titelbillede: Forsiden til Sebastian Brants satiriske skrift, ‘Narreskibet’, fra 1494.

Download (PDF, Unknown)

 




Rajin-havnen i Nordkorea udskiber nu nordkinesiske varer til Sydkina

4. januar, 2016 – Havnen i Rajin i det nordøstlige Nordkorea, hvor både Kina og Rusland har bygget havnefaciliteter, samt vej- og jernbaneforbindelser fra deres respektive territorier, tjener nu som transitområde for varer fra det nordlige Kina på vej til Sydkina. Benævnt ”den tredje nord-syd fødevare-transportrute” i en rapport i Peoples Daily i dag, udskibes nu ad denne rute, fra Hunchun i Kina, en by beliggende ved Tumen floden nær grænsen mellem Kina, Rusland og Nordkorea, gennem Rajin-havnen i Nordkorea, meget af de 600 tons fødevarer fra de nordøstlige provinser. I 2010 rapporterede Peoples Daily, at varer transporteret ad ruten begrænsede sig til kul. Siden sidste år afsendes også korn, tømmer og mineralpulver ad denne vej.

Det nordøstlige Kina producerer næsten en fjerdedel af nationens korn. Udviklingsprojektet for Tumen-floden (se EIR’s rapport ”Verdenslandbroen”[1]) udvikles fortsat, mens havneprojektet i Rajin også involverer større, private sydkoreanske firmaer, som dermed tjener som basis for samarbejde om udvikling mellem Nord og Syd (-Korea).

[1] Se udførlig introduktion på dansk: http://schillerinstitut.dk/si/?p=2661

Foto: Et russisk tog ankommer til Rajin.




DET SKER I VERDEN – Infrastruktur, videnskab og teknologi

Download (PDF, Unknown)

Nr. 2 Årgang 1

Omfatter rapporteringer fra hele verden for november måned, 2015.

Foto: Arsat 2 satelliten under en test i INVAP’s facilitet i Argentina.




Kina imødegår beskyldninger fra New York Times om, at den Nye Silkevej er geopolitik

28. december, 2015 – På en pressekonference i dag imødegik en talsmand for det Kinesiske Udenrigsministerium påstandene fra New York Times om, at det Nye Silkevejsinitiativ forårsager ”geopolitiske” spændinger mellem asiatiske lande.

Sidste lørdag bragte New York Times en artikel, der skarpt kritiserede intentionerne bag Kinas lancering af sin politik for Ét bælte, én vej (Silkevejsinitiativet). Artiklen havde overskriften ”Kina planlægger en Ny Silkevej, men handelspartnerne er varsomme”. I går fulgte Washington Post trop med en artikel i samme dur, der fokuserede på Kinas øgede samarbejde med Kasakhstan, på bekostning af Rusland.

En journalist på pressekonferencen bemærkede: ”I en artikel publiceret i New York Times siges det, at Kinas Ét bælte, én vej-initiativ forårsager geopolitiske spændinger, og at nogle lande i stigende grad er bekymrede for at blive for afhængige af Kina.”

Udenrigsministeriets talsmand svarede:

”Siden Ét bælte, én vej-initiativet blev fremlagt for to år siden, har mere en 60 lande langs med Bæltet og Vejen responderet positivt til at deltage i initiativet. Mange lande har underskrevet samarbejdsaftaler, eller er nået til enighed om at tilpasse deres strategier til de kinesiske. En række multilaterale og bilaterale store samarbejdsprojekter går støt fremad. Alt dette skal tages til udtryk for den kendsgerning, at Bæltet og Vejen-initiativet svarer til udviklingsbehovet for landene og regionerne langs med ’Bæltet og Vejen’, imødekommer de relevante parters fælles interesser og er i overensstemmelse med udviklingslinjerne for regionalt og globalt samarbejde.”

“Silkevejsinitiativet vil hæve niveauet for forbindelsesmuligheder mellem det eurasiske kontinent og andre kontinenter, hjælpe kontinentets indlandsstater med at diversificere deres korridorer for økonomisk vækst, energitransport og handel, gøre det muligt for lande langs med ’bæltet og vejen’ at skabe efterspørgsel og jobs, og fungere som motor for den generelle genrejsning af verdensøkonomien, hvilket vil gavne alle lande i hele verden.”

”Initiativet med Ét bælte, én vej er et åbent og inkluderende initiativ for regionalt samarbejde. Det er ikke et instrument for geopolitik. Kina har ikke geopolitiske motiver om at søge såkaldte indflydelsessfærer, og vil ikke påtvinge sin vilje over andre. Fra kinesisk side vil man fortsat tilslutte sig princippet om fælles opbygning af initiativet gennem konsultationer for at imødekomme alles interesser og uddybe det praktiske samarbejde i forskellige felter med lande langs ’bæltet og vejen’, for derigennem at opnå win-win resultater.”
 




Menneskets overlevelse i dag
afhænger af en Ny Renæssance;
det er menneskets iboende
natur at være skabende

Ben Deniston fra LPAC’s Videnskabsteam taler om den nye brochure, »USA tilslutter sig den Nye Silkevej«, og Kinas politik for den Nye Silkevej.

»Dette er en forståelse af, at udviklingen af fundamental videnskab, i samarbejde med forskellige nationer, skaber en nettoforøgelse af den mængde rigdom og ressourcer, der er til rådighed for alle. Og vi er nået til et punkt i menneskehedens udvikling, hvor, hvis vi ikke løfter os op på et niveau med internationale relationer og globalt samarbejde, der bygger på denne forståelse, vil vi ikke være i stand til at eksistere som art på denne planet. Hvis vi fortsætter denne fremgangsmåde, med geopolitiske konflikter, vil vi ødelægge os selv; sådan, som Obama netop nu truer med at gøre.«

Download (PDF, Unknown)




Ny brochure fra LPAC Videnskabsteam:
»USA tilslutter sig den Nye Silkevej«.
Dansk introduktion til LaRouchePAC
Videnskabsteams nye brochure,
v/teamleder Benjamin Deniston

Download (PDF, Unknown)