Fra arikvet fra 2010:

LaRouchePAC video i tre dele med dansk tale om økonomisk udvikling i Arktisk og betydning af de arktiske områder for forskning i, hvordan kosmisk stråling påvirker liv.

Med en opdateret introduktion af Schiller Instituttets danske formand Tom Gillesberg om nødvendigheden af den samme type for økonomisk udvikling på Grønland.

Her er 2. del: Link 

Her er 3. del: Link

Se venligst Den Internationale Fredskoalition møde fredag den 14. februar 2025 med
Dr. Naledi Pandor, Sydafrikas fhv. udenrigsminister, som speciel gæst.

Video og oversættelse: https://schillerinstitut.dk/si/?p=38767

Her er lydfilen.
Here is the audio file.

Read the English version below.

Francesca Albaneses hovedpointer var, at alle nationer er forpligtet til at stoppe det folkemord, der foregår i de besatte palæstinensiske områder, at Israel skal trække sig ud af disse områder, og at Palæstina skal anerkendes som en selvstændig nation.

Francesca Albanese’s main points were that all nations are required to stop the genocide that is going on in the Palestinian occupied territories, that Israel must pull out of these areas, and that Palestine must be recognized as an independent nation.

Executive Intelligence Review stillede de to første spørgsmål til Francesca Albanese. Det første spørgsmål handlede om Oase-planen, der første gang blev foreslået af Lyndon LaRouche i 1975.

Her er det første EIR-spørgsmål stillet af journalist Michelle Rasmussen:

Efter identifikation: “Jeg har et spørgsmål om at gennemføre en Oase-plan for fred gennem økonomisk udvikling og forbinde en politisk løsning med en økonomisk løsning.

Mit magasin Executive Intelligence Review og dets grundlægger Lyndon LaRouche foreslog i 1975 og efterfølgende en Oase-plan for samarbejde mellem et uafhængigt Palæstina, Israel, regionen og andre, nu også kineserne, om afsaltning af vand, nye vandoverførselskanaler og anden moderne infrastruktur.

Tror du, at noget sådant kan være med til at bryde cirklen af vold og had ved at skabe en fremtidig vision om samarbejde til gavn for alle, som kan være med til at bane vejen fra folkemord til fred og give folk håb?

Du sagde i et interview efter våbenhvileaftalen, at Palæstina er en test for menneskeheden i forhold til, hvad vi nu vil gøre.

Kan du kommentere behovet for internationalt samarbejde om genopbygning og økonomisk udvikling, herunder noget i retning af en Oase-plan, for at sikre en anstændig fremtid for palæstinenserne?”

På grund af et lydproblem troede Francesca Albanese desværre, at spørgsmålet handlede om »USA’s plan« og ikke om »Oase-planen«.

Det andet spørgsmål handlede om hendes reaktion på præsident Trumps opfordring til USA om at overtage Gaza og fjerne alle palæstinenserne.

En aktivist fra Schiller Instituttet uddelte 100 Oase-plan flyveblade foran FN-Byen til journalister, der skulle til pressekonference, og til FN-ansatte, og 200 flyveblade efter Francesca Albaneses møde på Københavns Universitet dagen efter.

Se den 14 min.-lange video: Støt LaRouches Oase-plan for fred og udvikling mellem Israel og Palæstina, og i Sydvestasien. Se og del den 14 min. video

Læs hele pressekonference afskriftet nedenfor.

English:

Executive Intelligence Review asked the first two questions to Francesca Albanese.
The first question was about the Oasis Plan, first proposed by Lyndon LaRouche in 1975.

Here is the first EIR question posed by journalist Michelle Rasmussen:

Foto: Michelle Rasmussen, Executive Intelligence Review

English: Read the English transcript below the partial Danish translation.

Her er den første del af et let redigerede udskrift af Francesca Albaneses indledende bemærkninger under pressekonferencen.

Jeg vil gerne sige tak. Godmorgen, alle sammen. Jeg er meget glad for at være sammen med jer i dag i København. Jeg må sige, at jeg er positivt overrasket over at se lokalet temmelig fyldt og så mange af jer her, da jeg blev ret negativt overrasket over at forstå, at så sent som i går besluttede to fremtrædende medier i dette land pludselig at aflyse vores længe planlagte interviews uden nogen forklaring, og lige før mit besøg. Så jeg tror, at det danske medieøkosystem, ligesom i andre lande, herunder mit eget [Italien], ikke er immunt over for pres. Men jeg tror, jeg tog fejl, og der er i det mindste undtagelser. Så mange tak, fordi I er her. Velkommen til alle.

Jeg har et tætpakket program forude i de kommende dage, hvor jeg skal tale om menneskerettighedssituationen i de besatte palæstinensiske områder. Jeg er her efter anmodning og invitation fra en koalition af danske civilsamfundsaktører og græsrodsorganisationer, som har arbejdet hårdt i månedsvis for at forberede dette besøg.

Vi står ved en meget interessant og farlig korsvej. Det tror jeg, alle fornemmer. Efter 15 måneder giver våbenhvilen i Gaza og de gensidige gidselfrigivelser – der er også fanger på den palæstinensiske side, der er mange gidsler – et lyspunkt. Det er der ingen tvivl om.

Men på trods af alt dette er situationen på jorden fortsat katastrofal. Men lad mig starte med at minde jer om det besatte palæstinensiske område og min juridiske vurdering. Sidste år konkluderede jeg, først efter seks måneders og derefter 12 måneders efterforskning, at der var rimelig grund til at tro, at Israel havde begået folkedrab i Gaza. Sidste år sagde jeg også, at Israel brugte det, jeg kaldte humanitær camouflage, til at retfærdiggøre sine operationer i Gaza ved at bruge international humanitær lov-jargon som »menneskelige skjolde, følgeskader, sikre zoner og evakueringsordrer« for at retfærdiggøre og normalisere angrebet, det hensynsløse angreb på civile liv. Det er blevet brugt til at camouflere folkedrab.

Og i min anden rapport argumenterede jeg for, at – jeg havde vedvarende dokumenteret angrebene i Gaza, men også, at den vold, vi havde set i Gaza, sivede ud over resten af det besatte palæstinensiske område. Og dette var en del af en proces med kolonial udslettelse. Argumenterne om, at Israel ønsker at udrydde Hamas, uanset hvad det betyder, eller befri gidslerne, var ikke hoveddrivkraften bag den omfattende ødelæggelse, som Israel har sluppet løs mod Gaza. Som jeg advarede om den 12. oktober 2023, ville Israel have forsøgt at gribe muligheden for at få mere land og tvangsforflytte det palæstinensiske folk.

Mine ord var profetiske. Landet har, i et forsøg på at genskabe det, som nogle politikere kaldte en anden Nakba [katastrofen], og i den proces, begået folkemord i krigens tåge. Israelske embedsmænd har åbent talt for en total udslettelse af Gaza og for massefordrivelse, tvangsfordrivelse af palæstinensere, som det skete i 1947, 1949 og 1967. Alt dette for at realisere en stat Israel kun for jøder, fra floden til havet.

Dette fortsætter, mens vi taler, fordi folkedrabet på palæstinenserne stadig er i gang, ligesom det ikke begyndte i 2023. Vi ved, at folkedrab er processer, ikke handlinger, ikke enkeltstående handlinger. Folkemord er en anden forbrydelse end krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Vi kan ikke lede efter hensigten med et forstørrelsesglas. Vi er nødt til at træde et skridt tilbage og se hensigten. Hensigten om at ødelægge en gruppe som sådan, et folk som sådan. Og de sidste 15 måneder har ført til ødelæggelsen – det ved I allerede. Jeg er sikker på, at jeg ikke behøver at gennemgå listen med data. De 70 % ødelagte hjem. Ikke flere universiteter, ikke flere skoler, få hospitaler findes stadig og er stadig stærkt reducerede, ude af stand til at fungere. Der er ingen mulighed for at genoptage et normalt liv i Gaza.

Og de mennesker, der nu bevæger sig gennem murbrokkerne for at lede efter resterne af deres elskede og forsøge at give dem en værdig begravelse, de er overlevende fra folkedrabet. De har overlevet 15 måneders ubarmhjertige bombardementer og drab, også fra snigskytter. Der er dokumentation om børn, som er blevet skudt i overkroppen og i hovedet. Og de har boet i telte uden nogen form for værdig adgang til vand, husly og mad.

Disse mennesker har brug for hjælp! Det er det, vi virkelig må fordøje, at dette er en befolkning af folkedrabsoverlevere, og de skal reddes, før vi tænker på, hvem der skal genopbygge Gaza. Selvfølgelig skal og vil Gaza blive genopbygget, men ingen andre end palæstinenserne har ret til at sige, hvordan Gaza skal genopbygges. Det er noget, vi er nødt til at tilegne os.

Lad mig gå hurtigt frem. Jeg er chokeret over at se, hvor lidt det internationale samfund, herunder lande i Europa, har registreret det seismiske paradigmeskifte, som ICJ’s, Den Internationale Domstols, rådgivende udtalelse sidste år har medført. Det faktum, at det er en rådgivende udtalelse, betyder ikke, at den ikke er bindende. Den er bindende, fordi den er baseret på ufravigelige normer i international lov.

Denne rådgivende udtalelse har konkluderet, at den israelske tilstedeværelse, ikke bare den militære tilstedeværelse, den israelske tilstedeværelse, både hæren og bosættelserne, er retsstridig. Den skal ophøre betingelsesløst og så hurtigt som muligt og fuldstændigt. Så Israel skal fjerne alt det materielle og immaterielle, håndgribelige og uhåndgribelige, civile og militære, som de har etableret i de besatte palæstinensiske områder. Punktum.

Og der er også en deadline for, hvornår det skal ske, nemlig den 16. september i år. Det er, hvad Generalforsamlingen har givet som tidsramme for Israel til at overholde. Og ved I hvorfor? Fordi besættelsen knuser det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse.

Resten af den danske oversættelse kommer senere, men her er Francesca Albaneses svar til EIR’s spørgsmål om Trumps udtalelse om, at USA burde overtage Gaza og fjerne alle palæstinenserne:

Trump – åh, hvor skal jeg begynde? Det korte svar på dit spørgsmål er, at det han foreslår er det rene nonsens. Og det er retsstridigt. De, han foreslår – jeg mener, folk taler om etnisk udrensning. Nej, det er værre. Det er værre. Det er tvungen fordrivelse. Det er opfordring til at gennemføre tvangsfordrivelse, hvilket er en international forbrydelse. Tvangsfordrivelse og yderligere afsavn. Og i forbindelse med et folkemord mener jeg, at det vil styrke Israels medskyldighed i de forbrydelser, de har begået i de sidste 15 måneder og tidligere. Det er ulovligt, umoralsk og uansvarligt. Det er fuldstændig uansvarligt, fordi det vil gøre den regionale krise endnu værre. Og jeg håber virkelig, at folk vil bevare roen, ikke gå i panik og huske på, at det internationale samfund består af 193 stater, og at det nu er tid til at tildele USA, hvad det har ledt efter – isolation.

Dette er muligheden for at genoplive eller give mening til et samarbejde, der bygger på respekt for grundlæggende regler. Der er en grund til, at international lov findes. Og se, der er Haag – jeg ved ikke, om du har fulgt det initiativ, der for nylig blev søsat af ni lande i Haag, Haag-gruppen, en række stater, der har forpligtet sig til at gennemføre grundlæggende foranstaltninger for at sikre ansvarlighed og afslutningen på straffrihed i de besatte palæstinensiske områder. Det er en model, som andre bør følge, og jeg håber virkelig, at Danmark, som har været meget principfast, meget principfast i andre sager, i andre regioner i verden, slutter sig til gruppen og initiativet.

Læs hele afskriftet på engelsk nedenunder. Der er markeret der, hvor den danske oversættelse slap.

———————————
English: The entire transcript
Here is the slightly edited transcript of Francesca Albanese’s opening remarks and the Q&A during the press conference.

Thank you. Good morning. I’m very happy to be with you today in Copenhagen. I have to say that I’m positively surprised to see the room pretty packed and so many of you here, given that I was quite negatively surprised to understand that just yesterday, two prominent media outlets in this country suddenly decided to cancel our long scheduled interviews without any explanation, and just before my visit. So, I do think that, like in other countries, including my own [Italy], the Danish media ecosystem is not immune to pressure. But I guess I was wrong, and at least there are exceptions. So thank you very much for being here. Welcome to all.

I have a dense program ahead these coming few days, to talk about the human rights situation in the occupied Palestinian territory. I am here at the request and invitation of a coalition of Danish civil society actors and grassroots organizations, which have worked hard for months to prepare this visit.

We are at a very interesting and dangerous crossroad. I think everyone senses it. After 15 months, the ceasefire in Gaza and the mutual hostage releases — there are also prisoners on the Palestinian side, there are many hostages — these offer a ray of hope. There is no question.

However, the situation on the ground remains catastrophic despite all this. But let me start by putting the occupied Palestinian territory and my legal assessment in your mind. Last year, I concluded, first after six months, and then 12 months of investigation altogether, that there were reasonable grounds to believe that Israel had committed acts of genocide in in Gaza. I also said, last year, that Israel used what I called humanitarian camouflage, used to justify its operations in Gaza, by using international humanitarian law jargon like “human shields, collateral damage, safe zones, and evacuation orders,” in order to justify and to normalize the assault, the reckless assault on civilian life. This has been used to camouflage acts of genocide.

And in my second report, I argued that– I had continued to document the attacks in Gaza, but also, that the violence that we had seen in Gaza, was leaking out across the rest of the occupied Palestinian territory. And this was part and parcel of a process of colonial erasure. The arguments that Israel wants to eradicate Hamas, whatever it means, or liberate the hostages, were not the main drive behind the wholesome destruction that Israel has unleashed against Gaza. As I warned on October 12, 2023, Israel would have tried to seize the opportunity to get more land, and forcibly displace the Palestinian people.

My words were prophetic. In an attempt to reproduce what some politicians called a second Nakba [the catastrophe], and in the process, it has committed acts of genocide under the fog of war. Israeli public officials have openly advocated for a total erasure of Gaza and for mass displacement, forced displacement of Palestinians, as it had happened in 1947, 1949 and in 1967. All these to realize a state of Israel for Jews only, from the river to the sea.

This continues as we speak, because the genocide of the Palestinians is still ongoing, just as it did not begin in 2023. We know that genocides are processes, not acts, not single acts. Genocide is a different crime than war crimes and crimes against humanity. We cannot look for the intent with a magnifying glass. We need to take a step back and see the intent. The intention to destroy a group as such, a people as such. And the past 15 months have led to the destruction — you know that already. I’m sure that I don’t need to go through the list of data. The 70% of homes destroyed. No more universities, no more schools, few hospitals still standing and still decimated, unable to function. There is no possibility to resume a normal life in Gaza.

And, plus, the people who now move across the rubble looking for the remains of their beloved ones, trying to give them a dignified burial, they are genocide survivors. They have survived the 15 months of relentless bombing and killing, including by sniper fire. There is documentation of children who have been shot in the torso and in the head. And they have been living in tents without any dignified access to water, shelter, food.

These people need to be helped! This is what we should really absorb, that this is a population of genocide survivors, and they need to be rescued before thinking about who’s going to rebuild Gaza. Of course, Gaza is going to be rebuilt and will be rebuilt, but no one has the right to say how Gaza will be rebuilt other than the Palestinians. This is something that we need to absorb.

Let me go fast forward. I’m shocked to see how little the international community, including countries in Europe, have registered the seismic paradigm shift that has been prompted by the ICJ, the International Court of Justice, advisory opinion last year. The fact that it’s an advisory opinion doesn’t mean that it’s not binding. It’s binding because it’s premised upon non-derogable norms of international law.

This advisory opinion has concluded that the Israeli presence, not just the military presence, Israeli presence, both army and settlements, is unlawful. It is to be ceased unconditionally, and as soon as possible, and totally. So, Israel needs to remove whatever material and immaterial, tangible and intangible, civilian and military, it has established in the occupied Palestinian territory. Full stop.

And there is also a deadline for it to happen, the 16th of September this year. This is what the General Assembly has given as a time frame for Israel to comply. And do you know why? Because the occupation crushes the right of self-determination of the Palestinian people.

Here is where the Danish translation ended for now.

We Western people do not understand what self-determination is, because we enjoy it, because we have it. Self-determination is the right to exist free as a people, to determine oneself, as a people, politically, economically, culturally. This is something that the Palestinians cannot do under Israeli rule, including in the little that remains of their land, the Gaza Strip, West Bank and East Jerusalem.

And let me remind everyone, this is the land that international consensus, I would say at least 192 states, minus Israel, (things might change right now, but it might become 191, it’s still okay, it’s still international consensus), recognize the right of exclusive rights of self-determination as statehood to the Palestinians. Which doesn’t mean that Jewish people cannot live in the occupied Palestinian territory. If they want to live there, first of all, it will not be on stolen Palestinian land, and they will not be Israeli citizens. They will be under Palestinian law, as simple as that. Meanwhile, Israel needs to withdraw.

In the face of all this, and this will be my last comment, I’m also shocked by the defiance of international law, not just of Israel, not just of Israel, but international — most of most countries in the international community, particularly the West, particularly the West, which has been preaching about compliance with international law with each and every country in the global South for the past decades. The ICC has issued arrest warrants for two Israeli leaders, three Palestinian leaders as well, Hamas leaders as well, but they have already been killed. There are two people who — and there should be more, in my view — who are wanted by the International Criminal Court. And a number of countries have run forward in order to shelter, to ensure that these people will be sheltered from accountability, so they have fully embraced impunity.

The International Court of Justice has concluded, already in January last year, that there was a plausible risk for the rights of the Palestinians in Gaza protected under the Genocide Convention, meaning it has recognized the plausibility of genocide, and it has issued not once, but twice, three times, provisional measures that have not been complied with, of course, by Israel, but not just by Israel, because all member states, including Denmark, have a clear responsibility toward international law. They should suspend all ties, especially economic and military ties with Israel.

So the question you should ask your government, if you have not done it yet, is “What are you doing to comply with the ICJ advisory opinion, with the ICC arrest warrants, including by securing that there are all domestic mechanisms in place to investigate and prosecute anyone who might have committed crimes in the occupied Palestinian territory?”

It’s regrettable that, in fact, the the government in this country is moving, but in the opposite direction, because I understand that it intends to pass a law to make investigation and prosecution of the crimes committed in Palestine, and trust me, it will be applied elsewhere, more difficult. So, as someone who deeply believes in human rights and justice, I firmly stand against this lawlessness, and encourage the government of Denmark to comply with its obligations to stop doing anything that translates into aiding and assisting Israel’s unlawful occupation, apartheid regime and, recently, an ongoing genocide. Thank you.
——————–
Question and answer period moderated by Noa Valentin Katz Søgaard Head of UN City Communications:

Executive Intelligence Review: Thank you. Francesca. I am Michele Rasmussen from the Executive Intelligence Review in the United States. And I have two questions. The first is, I have a question about implementing an Oasis plan for peace through economic development, and connecting a political solution to an economic solution. Because my magazine, and its founding editor, Lyndon LaRouche, back in 1975, came out with an Oasis plan for cooperation between an independent Palestine, Israel, the regional countries, now also possibly including the Chinese, for water desalinization, new water-transfer canals and basic modern infrastructure.

So, do you think that something like this could help break this cycle of violence and hate by creating a future vision of cooperation for the benefit of everyone, which could help pave a path from genocide to peace, and give people hope? Because you said in a recent interview that, what we do for Palestine, is a test for humanity, of what we want to do next. So, could you comment on the need for international cooperation, for reconstruction and economic development, including something like an Oasis plan to ensure a decent future for Palestinians?

[Unfortunately, because of an audio problem, Francesca Albanese thought that the question was about the “U.S. Plan” and not the “Oasis Plan.”]

Then I have a second question if it’s possible.

The other question is, of course, what do you say to President Trump’s statement yesterday that the United States should take over Gaza Strip, and throw out all the Palestinians.

Francesca Albanese: I was waiting for this question.

Before being the UN special rapporteur on the occupied Palestinian territory, I’ve devoted a decent number of years to the question of Palestine as a UN official first, and then as a scholar. And I know the question of Palestine through the perspective and through the story, the experience of its people, Palestinian refugees, in fact, we shouldn’t call them Palestinian refugees. We should call the Palestinians Nakba survivors, because this gives for the Palestinians, the fact of being refugees, not just being, like it’s not just a matter of legal status, it’s a matter of having been deprived of a homeland that, as Edward Said, used to say existed one day, and is no more.

So as such, I can tell you, for decades, for decades, the international community has treated the question of Palestine as something that could be managed in perpetuity, through means of development, economic incentives and encouraging growth, whatever it means, or managing it as a humanitarian crisis. And frankly, after, let’s say, at least the 56, 57, but in fact, it’s 76 years, it doesn’t work.

And you know why? Because, of course, economic development must happen. Of course, cooperation is necessary, but not at the expense of fundamental rights and freedoms, which is what, Israel, the United States, more openly than ever, and others, seem to expect that the Palestinians will accept. Like all indigenous people in the world, the Palestinians will never surrender. They will fight and they will resist. I mean, when I say fight, I do not mean armed resistance. They will fight for recognition of their rights and their dignity. And so, no, the short answer is no. Economic peace through economic development is expectation of surrender. And it will not work, because everyone has the right to be free, and to gain self-determination as a people. This is a collective right.

Executive Intelligence Review: The question was including a sovereign Palestine.

Francesca Albanese: Well, but this is not what has been talked about. I mean, the argument of sovereignty is used as a rhetorical one, I mean, just to kick the can in the air, because then when it comes to — you know, the only thing that is to be done, to allow a Palestinian state is not to, excuse me, ambassador [referring to H.E. Ambassador Prof. Dr. Manuel Hassassian, the Palestinian ambassador to Denmark], it’s not to fund the Palestinian Authority. It’s not to tell the Palestinian Authority how to reform. This is not our business. We don’t go to other countries telling them — we should probably in some countries, tell them, advise people whom to elect. You’re from the U.S., right? And we don’t do that. So the same thing applies to the Palestinians. I mean, the only thing we need to do to ensure a Palestinian state is to make sure that Israel withdraws troops, settlements, controls over resources. As simple as that. There is no other way around. The rest is hypocrisy. And frankly, the world has had enough of it. So no, it’s not going to happen. And so the next point you are raising is, is economic development going to break the cycle of violence? No. No. If there is one thing that I’m 100% sure of, the answer is no.

What happened in the last 15 months, what happened 15 months ago, and what has happened over and over, the violence in Palestine — And let’s be very, very blunt. Palestinians, they are not violent people. They are people who want to live in peace and freedom. And the fact that they might have resorted to violence at various points, and they might have committed crimes against the Israelis during 76 years of dispossession and displacement, is to be read as mirroring the violence they have been subject to.

So, the only way to stop the cycles of violence, is to give peace a chance through freedom, through full recognition of freedom. And this is not going to bring a decent future for the Palestinians, only, but for the Palestinians and the Israelis. I always have tried to have this inclusive language, because there are a few Israelis who are fighting against genocide, against occupation and against apartheid, and they should not be invisibilized. They are an important actor in the process.

Trump. Oh, where to start? The short the short answer to your question is what he proposes is utter nonsense. And it’s unlawful. What he proposes — I mean, people talk of ethnic cleansing. No. It’s worse. It’s worse. It’s forced displacement. It’s inciting to commit forced displacement, which is an international crime. Forced displacement and further dispossession. And in the context of a genocide, I mean, it will strengthen the complicity in the crimes that Israel has been committing over the past 15 months and before. It’s unlawful, immoral and irresponsible. It’s completely irresponsible, because it will make the regional crisis even worse. And I truly hope that people will stay calm, will not panic, and will remember that the international community is made of 193 states, and this is the time to give the U.S. what it has been looking for — isolation.

This is the opportunity to revive, or to to give meaning to cooperation premised upon respect of basic rules. International law is there for a reason. And look as there is The Hague — I don’t know if you have followed the initiative launched recently by nine countries in The Hague, The Hague Group, a number of states who have committed to implementing basic measures to ensure accountability, and the end of impunity in the occupied Palestinian territory. This is a model that others should follow, and I truly hope that Denmark, which has been very principled, very principled on other matters, on other regions of the world, joins the group and the initiative.

H.E. Ambassador Prof. Dr. Manuel Hassassian, Palestinian ambassador to Denmark: Thank you. Ms. Albanese, for being with us today. And I would start first by acknowledging and revering your position, that has always been very consistent with the facts on the ground. People think that you are biased for the Palestinians, but in fact, you have been the most pragmatic rapporteur that we have ever seen since 2022. And saying this, let me start with a premise, which is going to shock the people here when it comes, basically, about the resolution of this conflict. I believe that today, Palestinians and Israelis are stuck between the historically inevitable and the politically impossible, and we rely on the international community to shoulder the two-state solution, which has been adopted since 1994, as a result of the Oslo peace process, and unfortunately, the United States, that was supposed to be the honest broker of peace, became a total partisan, in trying, more or less, to push the agenda of the Israelis over the Palestinians. And, of course, the Americans have lost their credibility, not only among the Palestinians, but even among the Arab world. And today, we have a president that I would consider daringly a bully, who is trying to bully the entire world in order to achieve the national interests of the United States. He deals with the Palestinians as if we are ants, he could move us from Gaza, rebuild Gaza, make it Singapore, a place where the Americans could thrive economically, without paying attention to, that the Palestinians struggle for self-determination is the 14th article of a president called Woodrow Wilson, where the international community has practiced that right, except for the Palestinians, which is considered to be, today, one of the longest modern occupations in history.

And we have seen the onslaught of Trump, let alone Biden, on the agencies of the United Nations, especially UNRWA, the recent onslaught on UNRWA, to close down their offices in Jerusalem, is a sign that there is no right of return for the Palestinians. This is killing the refugee issue, and this is what they’re basically trying to do.

The United States wants to eradicate the Palestinian problem by forceful diasporization, by displacement, by ethnic cleansing, and by supporting Israel to basically control that part of the world, with a close proximity of interests of the United States in the region. And today, what we are witnessing in the Middle East are dramatic draconian changes that are basically going in the wrong direction. And this is partly because of the non-unity of the Arab countries, where they are fractionalized in their positions when it comes to U.S. policy in the region.

And I think if we cannot get united with the Europeans, and with other countries — and today, the threats of Trump for Europe, in terms of tariffs, Canada and what have you, all these signs, if it proves something, it does not prove the Pax Americana that we wanted to see back in the 1990s. We are seeing a total hegemony, a new imperialism, that basically has been trying to impose its position on the world, and trying to unilaterally rule over the world through its hegemonic processes.

And of course, as you are a human rights lawyer, and you represent the United Nations, and you are very well-spoken on this issue, to what extent do you think, you coming from an Italian background, from Europe, you could have a certain kind of an impetus, I would say, on the European countries to start moving. Because we cannot see any kind of change coming from the Middle East itself. It has to come from the Europeans, who are considered to be the natural allies of the United States. And in particular, I would like to see the government of Denmark talk the talk and not walk the walk. And this is what is happening today, where they are totally submissive to the dictate of American policies in the region, regardless of their position, in terms of human rights, and in developing Palestinian infrastructure. But we don’t see a clear position on the decimation, the ethnic cleansing of the Palestinians by this government, which is considered to be a rightist government.

And that’s why I think it’s about time that we have to shoulder our responsibilities as an international community. We have to push for the International Criminal Court justice resolutions, and we have to continue our struggle democratically, and not by using violence. Violence is rejected by the Palestinians. And I speak in terms of the Authority of the Palestinians. We are against violence. We don’t believe that violence is going to bring our rights for self-determination, but it’s through political accommodation. And we have done that in 1988, when we had our historic compromise, painful compromise, in accepting Israel on 78% of the land, and accepting 22% of the remaining Palestine. And this is our position. We believe that through pragmatism, through political accommodation, through negotiations, as recent U.S. presidents have promised us, where we can see the oxymoron represented in President Trump, that negates all kinds of agreements in the past, and opens a new avenue for continued conflict in the Middle East. Thank you very much for your presence, and thank you for your presentation.

Noa Valentin Katz Søgaard Head of UN City Communications: Thank you. Ambassador. There was a question in there, but let’s have another one, also in the interest of time.

Jordan News Agency: Thank you. My name is Osama. I’m from Jordan News Agency. I have a couple of questions. You started by saying that a couple of Danish media channels canceled their arriving here with you. So my question is, how do you describe the Western media coverage of what’s happening in Gaza and the occupied West Bank now? That’s the first question. Being in Denmark, my second question is, what’s your message to the Danish government regarding the ICJ resolutions, and regarding that Denmark is exporting weapons to Israel?

Francesca Albanese: First, a comment. Again whatever Israel’s ambitions in in destroying UNWRA, again, which is another abysmal phenomenon, which shouldn’t happen, because UNWRA is a subsidiary body of the General Assembly. Only the General Assembly can decide the future, the mandate or the cessation of the agency. So, if Israel, the United States, and other member states, who are defunding UNWRA, are against the continuation of the agency, they need to go through, and respect respect UN law, and go through the General Assembly, not operate outside the system because this is unlawful.

But, however, it will not kill the right of return, simply because the right of return is established under international law, that predates the creation of the state of Israel. So this is something that people need to absorb.

The impetus I can give to European countries, as a person? Look, my role is pretty limited, in the sense that the United Nations expects me to monitor, report on the situation in the occupied Palestinian territory, and produce a legal assessment. To assess the human rights situation, which as I said, is catastrophic. And of course, I make recommendations. I’ve done the utmost to deliver my mandate in the most effective way, which is making sure that people listen. And what I think I might have helped, Palestinians, especially, but also some Israelis who stand with them for a non-apartheid land between the river and the sea, is to make sure that people understand the framework.

We should stop calling what happens in that land as a conflict, unless we understand that it’s a conflict of a very specific nature, which happens in a settler colonial paradigm, where Israel — let’s put aside its foundations, etc., but since 1967, has actually pursued, and steadily pursued policies to acquire the control over the land that remained of Palestine and displace its people, its residents, its inhabitants. This is what settler colonialism is about. And of course, as history should tell us, if we bothered to look at it and learn from it, that settler colonialism is intimately, quintessentially genocidal, because it will result, sooner or later, in the annihilation of the indigenous people, if it succeeds.

Look at the United States. The United States is a country birthed from a genocide. Many genocides, in fact, as Indigenous American, Native American scholars teach us, many genocides. And so there have been many genocides in Latin America and in Africa. This is our history as a European. Denmark has its own — I mean, of course, there are major colonizers, and Denmark has its own history, so probably you don’t feel that responsible for the past. But it’s our European past, and so we should do better today.

So, this is what I aim to do, continue to bring attention to the facts, the context, the history, and what are the international law obligations. And here, let me move to the — then I will go back to what I think of negotiation. It’s a risky argument.

But the question of what is my message to the Danish government? First of all, my visit aims to speak to whomever wants to listen. And I think that those who want to listen the most here, considering the demand, are the Danish people. So the point and the message is, my request to the government is, please respect international law. You have clear international law obligations. Under the law of state responsibility, Denmark is called upon to not aid and assist an internationally wrongful act. And Israel maintains an occupation which, as I said, is ontologically illegal. So, the Danish government should explain, should reveal all the ties that it maintains with Israel, diplomatic, political, military, strategic, research-wise, and should suspend anything that, according to the ICJ advisory opinion, is found potentially detrimental to the rights of the Palestinians. And, therefore, the minimum is to suspend arms, the arms trade, arms deals with Israel not to sell, not to buy.

This is something that the International Court of Justice has also reminded member states, in the context of the genocide case. There are two cases pending before the ICJ: South Africa versus Israel, and then Nicaragua versus Germany. And in the latter, the court has reminded member states of their obligations to not transfer arms, to not have arms deals with countries which are committing violations of the Genocide Convention, but also the Geneva Conventions. So, first of all, there is this responsibility that Denmark will continue to have, even if it tries to circumvent international law, and change its laws so as not to comply with it. It will still be a stain on Denmark and will continue to violate international law, whatever the nationalist camouflages are.

And then the thing that I want to say to the Danish people, it is not just your state that has obligations toward international law, also businesses, private actors. I don’t know if it’s the case here, as in other European countries, but there are dual nationals, I mean, individuals with Israeli nationality who have committed crimes, or who might partake in crimes as individuals, as settlers, as business people who are dealing in the colonies. Well, they should be investigated and prosecuted. And also charities, pension funds, banks.  I’m investigating, right now, the complicity of the private sector in that monstrosity that Israel has set up in the occupied Palestinian territory. And I’m telling you, there are quite a few businesses, including located in this country, that I’m investigating, including, it’s no secret, Terma and Maersk. It’s very complicated. I’m carrying out an investigation right now. I will do the utmost to also get in touch with these businesses, like other European businesses that I’m investigating. But again, what I want to say to the lawyers in this country is: act, because it’s also your job to make sure that justice, I mean, justice starts at home. And also ordinary people have a responsibility.

There has been a silencing. And I will go to the other question. The role of the media, in general, in the West, has been unprofessional, unethical, to say the least, in the sense — not only facts have not — and I don’t speak of the Danish media, because I do not know the Danish media enough. I can only tell you that the Danish media is not immune to cancel culture, given the fact that, again, two important media outlets which scheduled interviews, long time, long time ago with me, canceled, yesterday. So there is this tendency to not host, not give a place, so that the voice is heard.

And this is frankly pathetic. It’s so sad, because, in any case, my voice is going to be heard anyway, so it’s their loss. But the point is, not only the media has not told the story. They have chosen which story to tell. Not telling the facts. Not giving context, for example, to what has happened on October 7th. Which doesn’t mean justifying the crimes that have been committed against Israelis. Absolutely, which I’ve condemned, and I’ve called for justice for all the victims. But there is a context, and that context has often been missed. And also what has followed has been misrepresented. The examples: the Palestinians are, by default, referred to as terrorists. And while terrorism is an act, cannot be an individual, I mean, independent, I mean independently from from what the acts, the operations or the ideologies. And, also, the Western media have amplified the Israeli propaganda. Israel lies. Israel lies, and it’s fully documented by commission of inquiry after commissions of inquiry. And, these, notwithstanding, facts have disappeared and international law has been completely sidelined. That’s very, that’s very unprofessional.

But also, I think that there is something worse, because again, there is a genocide, and there is an increasing consensus that there is a genocide ongoing. And like in other genocides, media do play a role. Also the work that international tribunals have revealed in the case of Rwanda, for example, or in the case of the former Yugoslavia. What is shocking here is that the international media has made itself complicit. It’s not just the Israeli media, and not all of them, of course. There are wonderful, wonderful journalists in Israel, and thanks to them, we know a lot, for example, about how artificial intelligence has been used to kill hundreds and hundreds of civilians in Gaza at the time. So, there should be a study and an investigation about how the Western media has acted in the context of this genocide.

One last comment, and this is in connection with negotiation and pragmatism. As I said before, sure, but neither negotiation nor pragmatism can happen at the expense of fundamental rights. The Palestinians should not be negotiating their right of self-determination. The right of self-determination should be the departure. Once the right of self-determination is realized, in the form of statehood as the starting point, then there is negotiation on the relations that Israel and Palestine will have. And one day, maybe they will decide, I mean the Israelis and the Palestinians, will decide to live happily together. Who knows? But the realization of the state, is the ground zero that should be pursued.

Noa Valentin Katz Søgaard: All right. Another question here. Thank you.

Irish journalist: Hello. My name is Claire McCarthy. I’m a journalist from Ireland, and which, as you know, is one of the few places to have recognized the sovereignty of Palestine, and which is working on making it illegal to import things from the settlers, and my government has access to exactly the same intelligence reports as do all the other governments of Western Europe. They know the same stuff. They know more than we’ve seen on our television screens. So my question would be this: why, what explains the reluctance of other Western small countries, or big countries, to do the morally correct thing? And that is to recognize the right, absolute right to self-determination of the Palestinians, and to recognize the genocide for what it undoubtedly is. Thank you.

Jonathan Ofir: My name is Jonathan Ophir. I would like to ask about the West Bank. Francesca Albanese, you have a made a report in late October among elsewhere, warning that the genocide of Gaza may be spreading to the West Bank? And now, precisely after the cease fire has taken place, we seem to have seen a major escalation in attacks and violence and assaults, and even blowing up of houses, serially, in the West Bank, something which seems to be a kind of Gazafization of the West Bank. What is your view of this situation?

AFP: James Brooks from AFP. Given Trump’s comments, what’s your thoughts on the next stage of negotiations, ceasefire negotiations?

Francesca Albanese: Ireland. Well, I think that Ireland is a case in point, in the sense that I do not think that it’s one of the few states that recognize Palestine. It’s one of the few states in Europe, which speaks to the hypocrisy of European countries, because on the one hand, they keep on saying and reciting the mantras of the the two states [solution], but then they don’t do anything to make sure it happens. So what I think — this is why I say we are living in an historical moment. We might not realize what’s happening, but the masks have fallen, and the hypocrisy is fully exposed, and this might propel changes in the way the rest of the world interacts with Europe. Because even that pretense of compliance with international law, that pretense of morality, has gone down the drain.

And I live in the Global South, I move and work across various countries in the Global South, and I can tell you that that sense, that was also probably a legacy of of decades and centuries of colonialism, of the primacy of the West and Europe, is gone. And I’m perfectly fine with it, although, as a European, I resent it. I would like us to be better, to do better, and we can still do better. I will get to this. So I do think that Ireland, inasmuch as it has done a lot, and has been very vocal, especially because of the people, still has some way to go to give full meaning to the recognition of, I mean, to ensure full compliance with international law, because there are still — the settlement bill has not been passed, and recently Ireland referred to the fact of its commitment to endorse the IHRA definition of anti-Semitism, which I think shocked everyone — if even Ireland does it. But again, this goes to the why, why Western states, in particular — and this is not just the West. This also applies to many countries in the rest — why these countries cannot, do not comply with their basic obligations under international law, because Palestine is very specific. Palestine is the state of exception, and Israel has enjoyed impunity, like no other state, probably other than the United States, in the world. So, this is the thing. Israel is, on the one hand, an extension, is the remnants of Western colonialism. It’s not considered a middle eastern country by the Israelis itself, first and foremost, or any other country. It seems like a prolongation of Europe, white, non-Muslim Europe. This is the reality. And of course, I know that many Israelis are not Europeans. But, I’m simplifying to say, there is this cultural affinity on the one hand. So Israel has projected itself like the bulwark to protect the Europeans of Western civilization against these “savages.” And again, this is a colonial language. And the thing is, that this colonial language and colonial mentality has a lot of buy-in in our culture, in our European culture. This is something we need to work on. So it’s partly cultural.

A lot of it has to do with geopolitical and economic interests. There is a work, that I strongly recommend everyone to read by Antony Loewenstein, “Palestine Laboratory.” It’s one of the most brilliant investigations I’ve come across on Israel-Palestine, because it really exposes the deep, intimate, real nature of Israel as a military state, a state that produces military services, techniques, intelligence and weapons, and has historically used the Palestinians, first and foremost, Palestine, as a laboratory to test all these, and then to sell its techniques, services and weapons all over the world, including many dictatorships. Israel has been, in a way, it’s not in a technical sense, but been a subcontractor of the U.S., to sell weaponry. This is what Antony Loewenstein reports in his book, to sell weapons and other strategic services to countries that it would have been uncomfortable for, inconvenient for the U.S. to trade with, like dictatorships in Latin America, like Chile and Argentina, but also countries that have committed genocides like, Guatemala, Rwanda and former Yugoslavia. This is all documented, including by Israelis. There is an Israeli lawyer who has done extraordinary exceptional work on this. So, because many countries buy these services, buy these techniques, buy these tools, the drones, the weaponry from Israel, it’s difficult to break that relationship. And this is where our focus, our attention needs to be.

The discussion concerning anti-Semitism. This has nothing to do with real anti-Semitism, which is disgusting and still exists. It’s still a Western problem. But the reason why anti-Semitism is used so much in the past, I mean, in the current times, is to deflect the attention — I mean, the accusation of anti-Semitism, is to deflect the attention from the reality, that Israel is coming under scrutiny for its military nature and the human rights implications of it.

I should have, of course, mentioned the West Bank more in my presentation. Look, since October last year, I’ve been warning the international community that there were discernible patterns of conduct that Israel had deployed in the West Bank, that reminded of what Israel was doing in Gaza.

Francesca Albanese: And I’ve been looking at the shoot-to-kill policy that has been used since October 7th, more and more by the army and the settlers in the West Bank and East Jerusalem, which has killed now, in 15 months, around 870 Palestinians, in the West Bank and East Jerusalem alone. These numbers are shocking. 200 of these are children. There are over 9,000 Palestinians from the West Bank who have been arrested and detained, and often tortured, and apparently, many of them raped while in detention. This is something that is shocking. It has happened to the Palestinians in Gaza, but it has also happened to the Palestinians in the West Bank.

And also the other trait, the other feature I documented is that there has been a strategic destruction, this is what I told the told the General Assembly in October, of essential civilian infrastructure, like homes, assaults on hospitals and health facilities, medical professionals and water infrastructure, energy grids, etc. Why? To make the life of the Palestinians more and more difficult. To create conditions of life that might lead, in my view, to the destruction of the Palestinian people. So while I didn’t conclude that there were acts of genocide identifiable in the West Bank, this is the trajectory. And because we know that genocide is a process, and because we know that genocide doesn’t distinguish — genocide is an assault. It’s a aimed at annihilation, aimed at destruction of a people, as such, of a group, as such. So it doesn’t matter if the Palestinians are in are in Gaza, or in the West Bank. They are targeted for ethnic cleansing, and in the process, Israel is committing genocide. So let me say, this is why we don’t need to conclude that Israel has committed acts of genocide in the West Bank, but what it has done, as of the beginning of cease fire in Gaza, is telling. Because the fighting machine has just shifted from the Gaza Strip toward the West Bank. In one day, Israel has detonated 24 buildings, simultaneously. This is not just a war crime. You need to read the totality of conduct, against the totality of the people, in the totality of the land that Israel wants for itself. This gives you the sense of why this is genocide, and why this is a settler colonial genocide.

And then, it is up to the court to determine where where certain acts have been — if the court wants to take that local approach to say, oh, in Jabalia we had the genocidal attacks, and not in Darbala (?), for example. In Gaza there have been genocidal attacks everywhere, but in the West Bank –. But again, we have an obligation, member states have an obligation to prevent genocide. And therefore, what’s happening? These similarities should be a warning and there should be prompt action, but nothing is moving.

The question after the Trump declaration, what is going to happen? Let me be hopeful. So to close on a positive note. Again, as I say, I know that this is going to generate panic across the world, because it bears huge consequences. We live in a world where the United States is ingrained in our politics, in our lifestyle, in everything we do in our economies. So these influences are hugely felt, and no one alone will be able to stand against the United States. But this will be the default option. I mean, it will be either subservience, a world made of vassals, who abide by this lawlessness, this lawlessness and nonsense that is being propagated. And the other, will be to take a principled stance and say, enough, enough. So start disengaging. And again, I want to hope that the American people, first and foremost, most come back to their senses, and oppose this system from within. It might not happen, so it’s up to the other 191 member states to fix this. And again, it’s the entire world. So it should make us feel stronger, rather than be be fearful. We can do better. This is the opportunity to do better.

Noa Valentin Katz Søgaard Head of UN City Communications: Thank you so much for your time this morning. I also want to thank you, dear colleagues …

Michelle Rasmussen, næstformand for Schiller Instituttet i Danmark, bidrog med følgende artikel til Soka Universitys udstilling i Japan, “Beethoven og Ode til Glæden, en særlig udstilling til minde om 200-års jubilæet for premieren på 9. symfoni.”

Bidraget til udstillingen blev anmodet, efter at en af arrangørerne læste hendes artikel, “Alle mennesker bliver brødre: Den årtier lange kamp for Beethovens niende symfoni.”

Udstillingen varer fra 1. november til 27. december 2024. Her er et link til Soka Universitys hjemmeside med billeder fra åbningen af udstillingen: 「ベートーヴェンと『歓喜の歌』展」が開幕しました【11月1日～12月27日】― 世界的偉人の足跡を示す直筆書簡を全文翻訳付で公開 :: 創価大学

Beethoven-udstillingshilsen

Kære Professor Takao Ito!
Jeg sender mine bedste ønsker til dig og Soka University for en vellykket udstilling om Beethoven og Ode til Glæden i anledning af 200-års jubilæet for den første opførelse af Beethovens 9. symfoni. Jeg ved, at den 9. symfoni ligger det japanske folk nært, og de fejrer med glæde nytåret til tonerne af 第九, だいく, daiku (den 9.).

1. symfonien slutter med en overraskelse – menneskestemmer, der udtrykker idéerne fra Friedrich Schiller, frihedens digter, fra hans digt An die Freude, Ode til Glæden, flettet sammen med orkestret for at skabe et af historiens mest bevægende kunstværker – en gave til hele menneskeheden. Sjældent har der i menneskehedens historie været en dialog og syntese mellem to store sind på niveau med Friedrich Schiller og Ludwig van Beethoven, selvom de aldrig mødtes.

Beethoven skrev, at hans kald var “at bruge min kunst som et middel til at lindre en trængende menneskehed.” Ja, det er ud af denne passion for menneskeheden, at den skabende kunstner søger at bevæge sine medmennesker til at se ind i sig selv og finde deres egen kilde til kreativitet, medfølelse og længsel efter at gøre en udødelig indsats for hele menneskeheden.

Medstifteren af Schiller Instituttet, Lyndon LaRouche, påpegede, at nøglen til at forstå Beethovens kreativitet er at betragte ham som et af de største videnskabelige sind i menneskehedens historie – at hver ny komposition var en ny videnskabelig opdagelse. Derfor kan vi, når vi lytter til Beethovens værker og omgiver os med hans skabende geni, lære at være kreative selv, ligesom den mytiske Prometheus gav ild (Götterfunken – guddommelige gnister) og kreativitetens kraft til menneskeheden, hvilket gør det muligt for os at skabe noget nyt og give det videre til kommende generationer.

Det tog Beethoven mindst 31 år fra de første spor af ønsket om at sætte Schillers digt til musik, men med sin stadigt større beherskelse af musikalsk kreativitet lykkedes det ham endelig at komponere et mesterværk, hvor Schillers idéer og hans musik sammen hævede sig til en højere enhed.

I den 9. symfoni fremkaldte Beethoven Schillers budskab, at gennem omfavnelsen af Glædens guddommelige gnister, datter af en kærlig fader: “Alle mennesker bliver brødre.” Schiller forklarede selv sin idé med digtet:
“Lad os blive bevidste om en højere ideal enhed, og gennem broderskab vil vi nå denne tilstand… Glæden er smuk, fordi den skaber harmoni, og den er ‘guddommelig nedsteget’, fordi al harmoni er afledt fra Verdens Herre og flyder tilbage til ham.”

For både Schiller og Beethoven var Glæde (Freude) uløseligt forbundet med Frihed (Freiheit), og symfonien blev en stærk manifestation for politisk frihed for hele menneskeheden til alle tider. Schiller var overbevist om, at vejen til frihed og sand viden findes gennem Skønhedens morgenport, fordi Skønhed forædler både vores følelser og intellekt, så de er i harmoni med hinanden, en idé, som han uddyber i sine Brev om Menneskets Æstetiske Opdragelse.

Hvad ville Schiller, der døde i 1805 før symfonien blev skrevet, have tænkt om den? Ironisk nok forstod Schiller, en af de største ordkunstnere, at musikkens kraft kunne føre os ud over ordenes domæne. Han skrev:
“Der er noget mystisk i musikkens virkning, at den bevæger vores indre, så den bliver et middel til forbindelse mellem to verdener. Vi føler os forstørret, opløftet, henført – hvad er det andet end i Naturens domæne at blive draget mod Gud? Musik er et højere, finere sprog end ord. I de øjeblikke, hvor sjælens ophøjede ytring synes for svag, hvor den fortvivles over at finde mere ædle ord, dér begynder musikkens kunst. Fra begyndelsen har al sang dette grundlag.”

Det er menneskets kreativitet, der adskiller mand og kvinde fra dyret. Det bør være samfundets mission at fremme den kreative mulighed, som, lig en kim, ligger hvilende i hvert barn og blot venter på kærlig næring for at kunne blomstre og skabe den smukkeste blomst, som til gengæld glæder og inspirerer andre til at udvikle deres eget kreative potentiale.

Der findes næppe en bedre læremester i kreativitet end Beethoven, hvis livslange stræben efter at perfektionere sine egne kreative kræfter, på trods af den lidelse hans tiltagende døvhed medførte, har været, er nu og vil for altid være en monumental kilde til studiet af kreativitet.

Lad os omgive os med de smukkeste kunstneriske skabelser fra fortiden og forhåbentlig genoplive evnen til at skabe sande skønne værker i fremtiden, så vi kan minde os selv om menneskehedens godhed, træde tilbage fra krigens afgrund og i stedet vandre sammen, hånd i hånd, mod en lys fremtid. Jeres Beethoven-udstilling vil være et vigtigt bidrag til denne indsats.

Michelle Rasmussen er næstformand for Schiller Instituttet i Danmark. Du kan læse hendes artikler om Beethoven og Schiller her: https://schillerinstitut.dk/si/tag/michelle_rasmussen/

Foto: SOKA University, Japan

Her er en bedre kvalitet lydfil:

Organisér for Schiller Instituttets kommende gratis internationale videokonference lørdag-søndag den 7.-8. december 2024:

I Schillers og Beethovens Ånd – Alle Mennesker Bliver Brødre!

Forløbig invitation here.

Tilmeld dig her.

Kontakt os: 53 57 00 51; si@schillerinstitut.dk

I forbindelse med Kulturnatten, den 11. oktober, havde Schiller Instituttets delegation mange diskussioner med Folketingsmedlemmer, ungdomsorganisationsmedlemmer og andre i alle partiernes receptionsværelser. Det inkluderede seks partiledere. Vores dagsorden var at tale om nødvendigheden for at stoppe faren for atomkrig, både i forbindelse med krigen i Ukraine og Israels krige/militæraktioner i Gaza, Libanon og Iran, samt for at stoppe Israels folkemord i Gaza. 

I stedet opfordrede vi dem vi talte med til at arbejde for en ny international sikkerheds- og udviklings arkitektur. Vi delte følgende flyveblad ud: Én løsning til at stoppe to regionale kriser fra at føre til tredje verdenskrig , men i stedet for afsnittet om vores interview med Malaysias fhv. statsminister Mahatir, havde vi trykt Helga Zepp-LaRouches Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur.

Indhold:

Opfordring til at skabe et Fornuftens Råd, 1

Sidste udkald før tredje verdenskrig – eller første skridt mod et nyt fredsparadigme? Den Internationale Fredskoalitions møde nr. 62 den 9. august 2024, 2

Helga Zepp-LaRouche interview med Dialogue Works:
Er NATO blevet fuldstændig vanvittigt?
Israels satsning, der kan udløse kaos!, 4

Deltag i Den Internationale Fredskoalitions Zoom-møder hver fredag kl. 17-19, bagsiden

Download (PDF, Unknown)

Af Feride Istogu Gillesberg

Read the English version below.

To koncerter med klassisk musik i juni ærede mindet om den danske koncertpianist Olga Schweizer Libohova, hvis mod gjorde hende til en albansk helt under Anden Verdenskrig. Den nyligt oprettede dansk-albanske kulturorganisation, Lola Aleksi Gjoka-Selskabet, efter den første  albanske pianist, Lola Aleksi Gjoka (1910-1985), arrangerede koncerterne i Albanien, den 3. juni i Libohova og den 7. juni i Tirana. De verdensberømte danske operasangere Stig Fogh Andersen, tenor, og Gitta-Maria Sjöberg, sopran, der var æreskunstnere, fik selskab af den danske pianist Knud Rasmussen og tenoren John Olsen samt denne forfatter.

Olga Schweizer Libohova (1886-1958) er bedst kendt i den lille by Libohova som “Madame Olga” eller “Zonja Olga” på albansk. Efter at have afsluttet sin uddannelse i Paris i begyndelsen af 1900-tallet gav hun talrige koncerter i europæiske hovedstæder, herunder Istanbul, hvor hun mødte den albanske intellektuelle Mufid Bey Libohova, som studerede på byens militærakademi. De to blev forelskede ved første blik og forlovede sig snart. De blev gift og bosatte sig i Albanien i 1909, hvor Bey Libohova spillede en vigtig rolle i skabelsen af nationen. Da Albanien endelig fik sin uafhængighed i 1912 efter 500 års besættelse af Det Osmanniske Rige, blev Libohova landets første indenrigsminister, senere finansminister og grundlægger af nationalbanken og landets valuta. Senere fungerede han som udenrigsminister.

Schweizers efterkommere fortæller historier om, hvordan hun elskede Albanien og dets folk. Derfor blev hun i Albanien, selv efter sin mands død i 1927. Hun tog sig af befolkningen i Libohova med et åbent hjerte og med hengivenhed og omsorg. Måske var det de karaktertræk, hun havde med sig fra sin danske opvækst, til at hjælpe mennesker i nød. Befolkningen i Libohova elskede hende for hendes venlighed og hengivenhed over for dem og gav hende det ærefulde navn “Madame Olga”.

I 1944 kom den tyske hær til Libohova for at udføre en hævnaktion mod partisanerne i området. Nazisterne stillede alle de mandlige indbyggere, gamle som unge, op på en række for at likvidere dem. Men madame Olga, som havde set, hvad der skete, kom ud af sit hus og gik hen til den tyske officer, der havde kommandoen. Hun stoppede ham i det øjeblik, han skulle til at beordre soldaterne til at skyde. På flydende tysk spurgte Olga officeren, hvad de havde gang i. Officeren var forvirret; han kunne ikke tro, hvad han hørte – en kvinde et sted langt væk, som talte flydende tysk! Han spurgte hende, hvem hun var. Hun undgik ham og sagde: “Jeg er en borger, som dem du har stillet op. Jeg er en borger, der lever med hverdagens bekymringer, sorger og glæder, ligesom alle andre her, hverken bedre eller værre end dem. Jeg nyder stor respekt fra borgerne her, og jeg beder jer om at lade dem gå.”

Den tyske officer blev mere og mere forvirret; Olga blev ved med at sige, at disse mænd var uskyldige, og at de hundrede mænd var en del af hundrede familier, som hun alle kendte. Der var ingen partisaner blandt dem. Men officeren svarede, at han havde ordre til at skyde dem. Madame Olga forsikrede ham igen om, at der ikke var nogen partisaner, og sluttede af med at sige: “Jeg er som dem, så du må behandle mig som dem.” Så stillede hun sig midt i rækken og sagde til officeren: “Hvis du tror, at disse mennesker er skyldige, hvilket jeg garanterer dig, at de ikke er, så skyd mig først!”

Der var stille et øjeblik.

“Hvem er du,” ville officeren vide.

“Det er ikke vigtigt,” var hendes svar. Officeren fortsatte med at spørge, og til sidst fortalte Madame Olga ham, at hun var Mufid Bey Libohovas kone. Det fik officeren til at ringe til den tyske kommandocentral i hovedstaden Tirana. Da den øverstbefalende hørte Libohovas navn, gav han ordre til at lade dem alle gå fri.

Olgas tapperhed er blevet genfortalt af alle efterkommere af dem, der blev reddet den dag og overlevede krigen, fra generation til generation. Hendes heltemodige handling er ikke blevet glemt, og hun lever videre i hjerterne på folk i Libohova den dag i dag. Men hendes heltemod blev først kendt uden for byen efter kommunismens fald i 1991.

Beretningen om Olga Schweizer skal også bringes ud over Albaniens grænser. De danske musikere, der hørte historien fra denne forfatter, som foreslog en koncert til ære for Schweizer, var rørte og beærede over at være en del af en klassisk koncert til hendes minde. Andersen og Sjöbjerg rejste sammen med Olsen, Rasmussen og undertegnede til Albanien for at afholde de to koncerter med et dansk-albansk program.
En lokalpolitiker fra Helsingør og en større delegation af danske borgere samt medlemmer af Dansk Albansk Venskabsforening rejste også fra Danmark til begivenheden. I Libohova var byens torv fyldt med de lokale beboere, herunder borgmesteren, sammen med danskerne, den danske konsul i Albanien og repræsentanter for den albanske intelligentsia fra Tirana. Selv albanske familier, der bor i Grækenland, og som havde hørt om fejringen, rejste dertil for at deltage: Medlemmer af deres familier var blevet reddet af Olgas mod. Libohova blev omdannet til et historisk teater.

Fejringen begyndte med afsløringen af en smuk mindeplade med et portræt af Olga Schweizer, lavet af den albansk-danske billedhugger Bajramali Idrizi, som blev sat op ved indgangen til Libohova-familiens hus. Indvielsesceremonien blev efterfulgt af taler og en gruppe børn, der dansede. Højdepunktet kom med den klassiske koncert. Sammen med de berømte kunstnere i programmet var en albansk sopran fra Gjirokaster, en kendt albansk komponist af folkesange, Rolandi Cenko, og denne forfatter. Programmet omfattede ikke kun smukke danske sange af Peter Heise, Carl Nielsen og Matti Borg, men også albanske sange af Lola Gjoka, sunget af de danske æreskunstnere.
Koncertens skønhed, især Andersens og Sjöbjergs sang, bevægede alle de fremmødte. Som Kemal Libohova, en meget vigtig drivkraft bag denne begivenhed, sagde, havde hans bedstemor endelig fået den fejring, hun fortjente.

En mindre mindekoncert, arrangeret af den danske konsul i Albanien, blev afholdt for diplomater på kunstgalleriet Kalo den 5. juni, Danmarks grundlovsdag. Den afsluttende koncert blev afholdt i den smukke koncertsal i Orthodhox-kirkens kulturcenter i Tirana.

Fejringen af Olga Schweizer skabte en enorm interesse for hende. Mellem koncerterne i Libohova og Tirana sendte det populære albanske nationale tv-program “Ura” (Broen), som når ud til den albanske diaspora i hele verden, to væsentlige interviews om hendes liv. Det første program interviewede de albansk-danske freelancejournalister Ibrahim Xhemajli og Ixhet Lutfiu, som havde dokumenteret historien om Schweizer for tre år siden. Det andet interview blev gennemført med denne forfatter som arrangør af koncerterne.

Olga Schweizers eksempel kan være en inspiration til mod for mange, da vi lever i en tid, der kræver mod af flere og flere af os til at stå op for fred og retfærdighed, som i Sydvestasien, hvor folkemordet på det palæstinensiske folk fortsætter i Gaza, eller i NATO’s krig i Ukraine, som må stoppes, før den bliver en atomar tragedie for hele menneskeheden. Må mindet om Olga Schweizers heltemodige handling for at redde sine medmennesker, selv med risiko for sit eget liv, inspirere os til at handle for menneskeheden, og må en musikalsk dialog mellem kulturer udvides og lægge grunden til fred mellem nationer og folk.

Boks: Masterclass med Gitta-Maria Sjöberg i Korca, Albanien
Den kendte danske operasangerinde Gitta-Maria Sjöberg holdt en todages masterclass på musikskolen Tefta Tashko, der er opkaldt efter en albansk operasangerinde, hvis sang fangede hjerterne i hele den nye nation. Skolen, både grundskole og gymnasium, integrerer instrumentalspil, sang og maleri i læseplanen). Skolen ligger i Korca, som engang blev kaldt “lille Paris”, en smuk gammel by i det sydøstlige Albanien, tæt ved Ohrid-havet, med en lang kulturel tradition, herunder musik. Korca var hjemsted for den albanske bel canto-sangerinde Jergjia Filce Truja. Da hun vendte tilbage til Korca efter at have afsluttet sine studier i Rom, var hun så heldig, at den første albanske pianist, Lola Aleksi Gjoka, var vendt tilbage til Korca på samme tid. Sammen begyndte de at give klassiske koncerter i Korca og andre byer. Den hidtil ukendte lyd af sange og arier af Schubert, Beethoven, Puccini og Verdi blev så elsket af befolkningen, at deres smukke musik dannede grundlag for en kulturel renæssance, der begyndte i slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 30’erne.

Fem studerende deltog i masterclassen. Sjöberg var forbløffet over disse unge talenter på grund af kvaliteten af deres uddannelse og sangernes udviklede stemmer. De studerende var til gengæld meget begejstrede for at lære nye aspekter af sang, og absorberede alt hvad de kunne i løbet af de to dage.

En koncert for de studerende og Sjöbjerg, tilegnet Lola Gjoka, blev arrangeret af skolens direktør i samarbejde med byen på byens kunstgalleri. Nyheden om hendes besøg og masterclass spredte sig hurtigt og skabte begejstring i hele byen. Selv det nationale tv lavede en dokumentar, som blev sendt i nyhederne, om masterclassen og koncerten. Sjöberg viste sin respekt for albansk kultur ved at synge en albansk sang under koncerten. Ilir Zguri, direktør for Tefta Tashko, var meget glad for og beæret over Gitta-Maria Sjöbergs arbejde og udtrykte håb om yderligere samarbejde i fremtiden.

Download (PDF, Unknown)

You can subscribe to EIR here.

7. juli 2024 (EIRNS) – Hvis det ikke var så ekstraordinært farligt, ville den nuværende strategiske krise næsten være komisk.

Den 9.-11. juli vil NATO holde topmøde i Washington D.C. for at koordinere den næste optrapning af deres kampagne for at udslette Rusland under dække af krigen i Ukraine. Lederne ved dette gallatræf vil omfatte den mumlende og desorienterede præsident Biden, hvis erkendelsesmæssige svækkelse netop er blevet udstillet offentligt for hele verden. En anden, Frankrigs Macron, har lige fået et af de mest forbløffende valgnederlag i moderne historie – og alligevel vil han spankulere rundt på scenen og muligvis mumle for sig selv “*Qu’ils mangent de la brioche*”. Og en tredje, Keir Starmer fra Storbritannien, stormede ind i embedet for 72 timer siden på lidt mere end det næsten universelle had mod hans konservative modstander.

Bortset fra en vigtig gruppe af krigsmodstandere omkring den ungarske premierminister Viktor Orbán, vil de alle sværge troskab til den “regelbaserede orden”, som aldrig er blevet defineret og faktisk ikke eksisterer; og de vil forpligte sig til yderligere hundredvis af milliarder dollars i dødbringende militær bistand til Volodymyr Zelenskyj i Ukraine – som ikke engang er Ukraines lovlige præsident på nuværende tidspunkt, eftersom hans præsidentperiode udløb den 20. maj 2024, da nyvalg planlagt til den 31. marts var blevet aflyst på grund af krigsretstilstand.

Det *gamle regimes* institutioner smuldrer faktisk hurtigere, end man kan nå at sige “vi opgiver aldrig vores spekulationsboble”.

Det er en krigskonstruktion, der ikke holdes sammen af meget mere end “fortællingen” om, at “Putin er ude på at genskabe Sovjetunionen”, og “Putin vil invadere de baltiske lande som det næste, hvis Ukraine falder” – åbenlyst falske påstande, der ikke holder til en direkte gennemgang af præsident Putins offentlige udtalelser i de seneste årtier, for ikke at nævne det væsentlige faktum i den nyere moderne historie.

I sin tale til deltagerne i Den Internationale Fredskoalitions møde den 5. juli udsendte Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, en bred udfordring om at tage fat på denne såkaldte “fortælling”:

“Jeg tror også, at vi er nødt til at arbejde i dybden. Jeg tror, at det vi oplever lige nu er en gigantisk indsats for at erstatte virkeligheden med fortællinger. Og jeg tror på Platon, jeg tror på Sokrates og den sokratiske dialog. Jeg tror ikke, at nogen har patent på sandheden, men jeg tror, at den sokratiske dialog er en metode til, hvordan man kan nå frem til sandheden. Hvis vi ender i en verden, hvor alle sider bare forsvarer deres fortællinger, går sandheden tabt….

“Jeg tror, vi er nødt til at give en udfordring til historikere, journalister, undersøgende journalister og andre mennesker, der er optaget af historisk sandhed, om at rekonstruere, hvordan vi kom til dette punkt med en potentiel tredje verdenskrig. Hvordan mistede vi en utrolig historisk mulighed, som eksisterede for mere end 30 år siden med den tyske genforening, Sovjetunionens sammenbrud – som naturligvis ikke var en god ting for de mennesker, der boede der, det var et sammenbrud af deres system.

“Putin har sagt, at han betragter Sovjetunionens endeligt som den største katastrofe i det 20. århundrede, eller en formulering i den stil. Netop det Putin-citat bliver altid misforstået som om, at han ønsker at genskabe Sovjetunionen. Det var ikke det, han sagde. Han sagde det, fordi der i de følgende år af Jeltsin-perioden skete en afvikling af den russiske industrikapacitet fra 1991 til 1994, et fald til kun 30 % af den tidligere kapacitet. Det førte til et utroligt kollaps af den befolkningsmæssige kurve. De mistede 1 million mennesker om året, fordi dødsraten steg i forhold til fødselsraten. Det var det, Putin henviste til; de omstændigheder, hvorunder Sovjetunionen kollapsede, førte derefter til sammenbruddet i 1990’erne, og dette er hvad han kalder denne katastrofe.

“Jeg tror, at alt lige nu er under kontrol af ‘fortællingen’: Man er nødt til at få folk til at tro, at fred er umulig, at Rusland skal besejres, og derfor er en sejr på slagmarken det, der er vigtigt. Det er den sikre vej til Tredje Verdenskrig.

“I Tyskland er det ikke engang længere tilladt at sige, at det, der sker i Ukraine, ikke er en uprovokeret angrebskrig fra Ruslands side. Hvis man siger det, kan man, som en af de tidligere talere påpegede, blive sat i fængsel eller arresteret eller straffet på en eller anden alvorlig måde.

“Jeg tror, at dette er enden på demokratiet, frihedens død, og jeg tror, at vi er nødt til at kæmpe for historisk sandfærdighed. Og derfor vil jeg opfordre alle deltagere i IPC-processen til at hjælpe med at rekonstruere, hvad der faktisk er sket siden 1989, siden muren faldt. Hvad var mulighederne? Hvordan blev de overset? Hvorfor blev de forpasset? Hvad kom i deres sted? For jeg tror, at en rationel bearbejdning af den historie er en vigtig ingrediens, så vi kan komme tilbage til en diskussion; for kun hvis man ser på, hvad der gik galt, kan man seriøst overveje, hvad der er nødt til at blive gjort for at rette op på det.”

Foto: NATO Photo

Fra EU repræsentation i Danmarks hjemmeside 3. juli 2024 – For nylig har Mellemfolkeligt Samvirke, Amnesty International Danmark, Oxfam Danmark og den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Al-Haq lagt sag an mod Udenrigsministeriet og Rigspolitiet i sagen om den danske våbeneksport til Israel, skriver Information. Både Mogens Lykketoft, Villy Søvndal og Martin Lidegaard støtter sagsanlægget, da de mener, at det er moralsk forkert og samtidig kan det “meget vel” være et brud på internationale regler. Det er dog endnu ikke afgjort, om organisationerne får lov til at føre sagen, men i en lignende sag i Holland fastslog en appelret i Haag, at der er en klar risiko for, at Israels F-35-kampfly bliver brugt til at krænke den humanitære folkeret under bombardementerne af Gaza og derfor pålagde domstolen Holland at standse al eksport af dele til de israelske fly. Udenrigsministeriet skriver i en skriftlig kommentar: “Det er fortsat Udenrigsministeriets vurdering, at Danmarks tilgang til eksportkontrol, også når det gælder F-35-programmet, er i overensstemmelse med Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser i øvrigt. De to retssager om disse spørgsmål må nu gå deres gang ved domstolene.”

Information bringer en kommentar af Villy Søvndal, Martin Lidegaard og Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsministre for hhv. SF, De Radikale og Socialdemokratiet. De skriver blandt andet: “Blodbadet, der er på vej ind i sin niende måned, er ubærligt at være vidne til. Og burde for længst have været bragt til ophør gennem massivt pres fra USA og Israels andre allierede, herunder også Danmark. Ubærligt er det ligeledes, at Israels uproportionale krigsførelse gennemføres med våben leveret af vestlige demokratier, herunder Danmark. Dette er ikke bare moralsk forkert. Den danske våbeneksport til Israel kan også meget vel være et brud på de internationale regler for våbenhandel, som Danmark har tilsluttet sig. Hvorvidt det er tilfældet, skal de danske domstole nu tage stilling til. Og det støtter vi. Vi bakker således op om de fire civilsamfundsorganisationer, der har sagsøgt den danske stat – eller mere præcist Udenrigsministeriet og Rigspolitiet, der har ansvaret for at udstede tilladelser til eksport af våben. […]

Vi håber, at retten vil sikre en effektiv kontrol med Danmarks overholdelse af reglerne for våbeneksport. Der er brug for at få afklaret, om Danmarks eksport af militært udstyr til Israel er lovlig. Og om de eksisterende eksporttilladelser er ugyldige og skal tilbagekaldes. Konkret handler det om, hvorvidt våbeneksporten til Israel strider mod EU’s fællesregler for våbeneksport og FN’s våbenhandelstraktat. Ifølge EU’s fællesregler er det forbudt at godkende våbeneksport, når der er en klar risiko for, at udstyret kan blive brugt til blandt andet krigsforbrydelser.” Information, s. 4,17 (03.07.2024)

Foto: Robert Sullivan, Flickr

af Michelle Rasmussen og Marcia Merry Baker

9. maj – Schiller Instituttet i Danmark afholdt den 8. maj et seminar i København for det diplomatiske samfund og andre gæster med temaet “Stopdrabene og begynd at genopbygge Gaza og regionen med Oase-planen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling.” Fire ambassadører og mange andre diplomater kom personligt fra tolv ambassader, som repræsenterede Sydvestasien og Nordafrika, nationer andre steder i Asien og Afrika samt Vesteuropa.

Publikum var intenst engageret i løbet af de tre timer, hvor de hørte de spændende præsentationer og deltog i dialogen, hvis fokus både var at bidrage til en øjeblikkelig afslutning på død og ødelæggelse i Gaza og at skitsere en udviklingsvej.

Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, var ordstyrer og fremhævede Schiller Instituttets aktuelle indsats i mange lande for at fremme dialogen om begrebet “fred gennem udvikling” i Palæstina, Israel og globalt for at bidrage til en ny økonomisk og sikkerhedsmæssig verdensarkitektur.

Den 13. april afholdt Schiller Instituttet internationalt en daglang online-konference, som nu er tilgængelig i video-arkiv, med titlen “[Oase]-planen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina og for hele Sydvestasien.” Siden februar har en 14-minutters video cirkuleret om “Oase-planen”.

Kort fortalt går konceptet ud på, at udvikling af infrastruktur til at levere pålideligt vand, strøm, transport, sundhedspleje, boliger og andre basale ting til støtte for moderne agroindustriel aktivitet er grundlaget for sikkerhed af gensidig interesse. I Trans-Jordan indebærer det opførelse af nye vandledninger og nuklear afsaltning, nye højhastigheds-jernbanelinjer, der forbinder Afrika, Asien og Europa, rigelig elektricitet og meget mere.
I 1975 præsenterede statsmanden og økonomen Lyndon LaRouche (1922-2019) denne tilgang som ”Oase-planen” for Sydvestasien, da han besøgte regionen,og samme år udsendte han også sit forslag til finansiering af “Den Internationale Udviklingsbank”.
Schiller Instituttets invitation til hele det diplomatiske samfund i København opfordrede til diskussion af et nyt paradigme i denne ånd:

“Død, ødelæggelse og sult er blevet brugt som krigsvåben; økonomisk udvikling skal bruges som et fredsvåben: til at forvandle sværd til plovskær. Vi må alle handle nu for at stoppe drabene og starte genopbygningen.

Schiller Instituttets seminar i København vil være et vigtigt bidrag til dialogen om, hvordan vi kan bringe fred og velstand til denne længe lidende del af verden og indlede et nyt paradigme for internationale relationer.”

Et videoarkiv på engelsk fra arrangementet den 8. maj i København er tilgængeligt her.

Talere: Fred gennem udvikling
De tre hovedpræsentationer begyndte med Helga Zepp-LaRouche, via videolink fra Tyskland. Hun er grundlægger og leder af Schiller Instituttet og har i årtier samarbejdet med sin mand, Lyndon LaRouche (1922-2019), om udviklingsdiplomati.

Den anden var H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian, Den Palæstinensiske Myndigheds ambassadør i Danmark. Disse to fortsatte i dialog deres udvekslinger, der blev indledt på den tidligere internationale Schiller Institut-konference den 13. april, herunder om det presserendespørgsmål om, hvorvidt “politiske” forskelle skal løses, før “økonomisk” udvikling kan gennemføres.

Den tredje taler var Hussein Askary, Schiller Instituttets koordinator for Sydvestasien, som er medforfatter til Schiller Instituttets bog fra 2017: Extending the New Silk Road to Southwest Asia and Africa, og har lavet den arabiske oversættelse af EIR-bogen: The New Silk Road Becomes the WorldLand-Bridge.

Helga Zepp-LaRouche begyndte sin præsentation med titlen: “Oase-planen: Fred kan kun opnås gennem udvikling” med de forfærdelige nyheder om starten på det israelske angreb på Rafah. Hun gav en global strategisk analyse af faren for regional og global krigsførelse og beskrev truslen om endog atomkrig fra optrapningen i Sydvestasien og som en udløber af NATO-Ukraine-Rusland-konflikten.

Zepp-LaRouche opfordrede diplomaterne til at samarbejde om at fremme ”Oase-planen” som en løftestang for at nå frem til et nyt paradigme og en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, den eneste vej ud af den eksistentielle krise, som verden gennemgår. Hun beskrev sine ti principper for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som hun udsendte til international diskussion i 2022.

Stop drabene, begynd genopbygningen
H.E. Amb. Prof. Dr. Hassassian talte om temaet “Stop drabene og start genopbygningen”. Han holdt en meget skarp tale om den igangværende tragedie for det palæstinensiske folk, konfliktens historie og hvad der er nødvendigt for at stoppe folkedrabet. Ambassadøren opfordrede de 12 lande, der var repræsenteret på seminaret, og det internationale samfund til at handle for at stoppe drabene, og han understregede behovet for en politisk løsning baseret på palæstinensisk suverænitet og understøttet af økonomiskudvikling. Diskussionen omfattede spørgsmålet om en to-statsløsning for Israel og Palæstina og, hvordan man kan sætte Oase-planen på den internationale dagsorden.

Ambassadør Hassassian taler ud fra lang erfaring og engagement. Han er tidligere ambassadør i Storbritannien og Ungarn. Han var vicepræsident forBethlehem University på Vestbredden og professor ved University of Maryland, hvor han udviklede et kursus i konfliktløsning mellem Israel og Palæstina. Han var PLO’s chefrådgiver i spørgsmålet om Jerusalems status. Han har en kandidatgrad i internationale relationer fra University ofToledo, Ohio, og en ph.d. i statskundskab fra University of Cincinnati, Ohio. Se hans interview den 15.marts 2024 med Schiller Instituttet.

LaRouches Oase-plan
Hussein Askary præsenterede konkrete områder af den økonomiske geografi og udviklingsprincipperne i Oase-planens tilgang under emnet “Det umulige er selvpålagt: Fred gennem økonomisk udvikling er den eneste vej frem i Vestasien.” Han udfordrede især aksiomerne bag nulvækstbevægelsen og dens politiske udtryk. Han forklarede, at udviklingsprincipper er baseret på den virkelighed, at menneskehedens kreativitet forvandler naturen.

Askary brugte eksempler fra sin nylige rejse til Xinjiang for at vise den kinesiske udviklingspolitik for at gøre ørkenen grøn. I diskussionsperioderne kom der mange forskellige spørgsmål op, bl.a. om der er for mange mennesker i verden, og hvad man skal gøre ved terrorisme i Vestafrika, hvor han understregede behovet for økonomisk udvikling som en modgift.

At fremme en global Oase-plan
I løbet af diskussionsperioden besvarede Helga Zepp-LaRouche et spørgsmål, der kom op ved at appellere til det Globale Syd om at lade deres stemmerblive hørt.

Et konkret forslag blandt debattørerne er, at Oase-planen skal være på dagsordenen på nogle af de symposier om sikkerhed, der hvert år afholdes af fonde og nationer. Palæstinensiske stemmer kunne formelt anmode om dette.H.E. Ambassadør Prof. Dr. Hassassian tilføjede at få diskussionen i gang på universiteterne og understregede vigtigheden af Oase-planen som en katalysator for økonomisk udvikling og Schiller Instituttets og LaRouche-bevægelsens arbejde med at fremme den.

Den generelle reaktion på selve seminaret fra diplomaterne var, at de var taknemmelige for idéerne, som er meget forskellige fra det, der rutinemæssigt præsenteres. Som en asiatisk diplomat sagde: “Jeg er helt overvældet. Det vil tage mig dage at tænke over alle de nye ideer, der blev præsenteret.”

Den umiddelbare mulighed for at udtale sig på en formel internationalplatform kommer kun to dage efter mødet i København, hvor FN’sGeneralforsamling den 10. maj har spørgsmålet om en palæstinensisk stat pådagsordenen til debat og formodentlig afstemning.
Helga Zepp-LaRouche rapporterede til Den Internationale Fredskoalition: “Det var et ekstremt vigtigt opfølgningsmøde på diplomat- og ambassadør niveau, og ud af dette møde kom en fuldstændig forpligtelse tilat fortsætte organiseringen, løfte den op på et højere niveau ved at forsøge at få en stor international konference med deltagelse af stater om behovet for alvor at sætte Oase-planen, udviklingsplanen for hele regionen Sydvestasien, på dagsordenen.”

Den førende palæstinensiske læge og fredsaktivist Dr. Izzeldin Abuelaish holdte følgende tale ved panel 2 af Schiller Instituttets online konference om Oase-planen den 13. april 2024. Videoen var optaget dagen inden konferencen. 

MICHELLE RASMUSSEN (Schiller Instituttet i Danmark): Hvilken betydning har ideen om fred gennem økonomisk udvikling og Oase-Plan-ideen, en fremtidig vision om samarbejde mellem et frit Palæstina og Israel, for økonomisk udvikling af hele området, og hvordan kan det være en vigtig måde at skabe fred på?

DR. IZZELDIN ABUELAISH: Ja, fred ér en dynamisk tilstand; det er ikke en statisk tilstand. Fred er et forhold mellem og indeni, og dette forhold kan være socialt, miljømæssigt, uddannelsesmæssigt, politisk, kulturelt og socialt forhold. Vi har brug for midlerne til det. Fred overskrider det, vi kalder konflikt og vold, og det er den negative fred; det, vi kalder negativ fred – fravær af krig og konflikt. Men vi har brug for den menneskelige og positive fred, som er relateret til og forbundet med mange andre faktorer[?] og mange andre områder. Grundlaget for fred er selvfølgelig at have en negativ fred; at have den negative fred, hvor der er fravær af krig og konflikt, hvilket fører til stabilitet og bæredygtighed i udviklingen af andre forhold i relation til uddannelse, sociale forhold, miljø, og en del af det handler om økonomisk udvikling. Økonomisk udvikling er yderst nødvendig, men man har brug for fundamentet. Kernen i fred er fravær af krig og konflikt, som fører til økonomisk udvikling, sociale relationer, der udvikler sig mellem mennesker baseret på lighed, retfærdighed, frihed, respekt, medfølelse og værdighed for alle. Det er det, vi er nødt til at arbejde med i en omfattende holistisk tilgang, ikke på en fragmenteret måde. For der er et samspil mellem disse sektorer: den økonomiske, den sociale, den politiske og den miljømæssige. Du kan se det i denne situation. Hvad skal vi gøre? Har vi fred med vores miljø eller ej? Vi gør skade på vores miljø, som du kan se med miljøforandringerne, klimaforandringerne, og hvad der sker i vores verden med den jord, vi lever på. Så vi er nødt til at lære, at fred er et forhold, der er baseret på samarbejde, partnerskab og deling af fælles interesser, der fører til stabilitet og bæredygtighed. Og det er meget vigtigt, at denne fred er dynamisk, så den matcher behovene og opdateringerne, for livet er ikke statisk, det forandrer sig hele tiden. Så vi har brug for denne fred for at kunne arbejde med den.

Jeg siger om det, at fred er en rejse, og på denne rejse er vi nødt til at være fleksible for at matche rejsen, med hvad behovene er. For fred, sundhed, demokrati, frihed, udvikling, lighed, retfærdighed, liv og uddannelse afhænger af, hvem du er, og hvor du er. Om du er mand, om du er kvinde, om du er barn, om du er gammel, om du er palæstinenser, om du er dansker fra denne verden. Så vi er nødt til at skabe noget fælles mellem folk for at tro på det og for at matche deres behov og for at handle ud fra deres behov.

Så jeg mener, at økonomisk udvikling er afgørende, når vi har den negative fred, afslutningen på krig og konflikt, og for at begynde at udfylde hullet i lighed og for at opnå lighed, frihed, retfærdighed og værdighed. Og selvfølgelig, vigtigst af alt, respekt for alle.

(Spørgsmål: Hvad kræves der nu for at rette op på denne katastrofe?)

DR. ABUELAISH: Det første skridt, prioriteten for dette selv nu er, at vi er nødt til at afslutte dette fortsatte igangværende folkemord. Vi er nødt til at stoppe blodsudgydelserne for at få en øjeblikkelig, permanent våbenhvile og en afslutning på krigen. For det andet er vi nødt til at starte seriøse forhandlinger for at sige: “Dette er det sidste, der sker, som blodsudgydelse og krig.”  Vi er nødt til at sætte en stopper for det, som jeg sagde, baseret på de internationale resolutioner. For jeg spørger: Hvor er vi i forhold til menneskerettighedskonventionerne? Hvor er vi i forhold til Genève-konventionen? Hvor er vi i forhold til FN’s resolutioner? Vi ønsker at genoplive håbet i disse institutioner, fordi verden mistede sin tro, og offentligheden, folket, mistede deres tro på disse institutioner. Vi er nødt til at genoptage en opgave med de internationale resolutioner og de internationale institutioner. Vi lever i en disharmonisk verden, der for det meste er styret af politiske dagsordener, der tjener de politiske lederes politiske dagsorden, som sidder der for at kontrollere og dominere. De er fuldstændig afkoblet fra befolkningens behov. Så vi har først og fremmest brug for at sætte en stopper for dette folkemord og starte seriøse forhandlinger baseret på de internationale resolutioner for at sætte en stopper for besættelsen, for uretfærdighederne og vigtigst af alt for ansvarligheden; for vi har brug for ansvarlighed i vores verden. Enhver, der krænker – for når vi taler om vold, sker vold, når vi krænker nogens værdighed, rettigheder, frihed og selvfølgelig liv. Så vi er nødt til at have ansvarlighed, og parallelt med det, at starte spørgsmålet om økonomisk udvikling, som vil være i overensstemmelse med stabilitet og bæredygtighed. Tro mig, det vil sprede håb blandt menneskene at se en forandring i deres liv. Det er nøglen til succes for økonomisk udvikling baseret på at afslutte volden og konflikten, besættelsen og uretfærdighederne.

[Spørgsmål: Du har selv oplevet en tragedie, da tre af dine døtre blev dræbt af en israelsk kampvogn i 2009. Hvad er dit budskab til folk om at stoppe denne voldscyklus og stoppe dette had]?

DR. ABUELAISH: Mit budskab til folk er, at de skal begynde at være opmærksomme, for det, der sker i Gazastriben og de palæstinensiske områder, er et folkemord, som du beskrev det. Det er en masseslagtning, massedrab, massefordrivelse, masseødelæggelse. Alle disse grusomheder, som palæstinenserne udsættes for under observation af det internationale samfund, bliver afsløret, og det udfolder sig dagligt. I er velkendte, respekterede journalister, mange journalister; mere end 100 journalister er blevet dræbt. Og børn er blevet dræbt; forældre; de har mistet deres familier; der er 17.000 forældreløse børn. Mere end 34.000 uskyldige palæstinensere er blevet dræbt. Når man ser det, er de fleste af dem – omkring 14.000 børn, omkring 10.000 kvinder. Hvorfor, når kvinder er fremtiden, og deres børn er deres fremtid og deres liv? De dræber livet. Så, hvad jeg kalder det, er et fremtidsdrab; at dræbe fremtiden. Så vi er nødt til at stoppe det.

Så jeg appellerer til verden om at zoome ind, handle og ikke bare se på, hvad der sker. Det påvirker os alle at se, hvad der sker. Det er smertefuldt; det er en forfærdelig situation, forfærdelig og hjerteskærende. Jeg føler [manglende lyd], da jeg netop i går var til Eid for palæstinenserne og muslimerne. Mange af de palæstinensere, jeg har set videoer med, . sagde: “Hvad kan du [manglende lyd]? Alle dem, vi elskede, vi så dem, min bror, søster, familier, de er alle væk.”  Bare den anden dag, du vil blive overrasket, besøgte min bror mine døtres grave, som du talte om. Selv mine døtres grave blev revet ned; stenene blev revet ned. Selv de døde, der er ingen nåde for de døde.

Så hvad kan vi gøre? Jeg opfordrer indtrængende det internationale samfund, som er ramt af det, der sker, fordi hvad der sker i Palæstina går på tværs af grænser, og på tværs af grænser er verden nu delt mellem de politiske ledere og offentligheden. Men offentligheden står fast, og jeg er sikker på, at offentligheden en dag vil sige: “Det er på tide at humanisere, at udligne, at stabilisere og at handle.”  Og vi er nødt til at lægge pres på de politiske ledere, der er partiske, medskyldige og ligeglade eller endog selektive for at tjene deres egen dagsorden. Det er på tide at stoppe dem og få dem til at stå til ansvar for deres handlinger og blive smidt ud af deres embeder. Det vil være garantien for, at fremtiden er folkets fremtid, ikke de politiske lederes fremtid.

MICHELLE RASMUSSEN: Goddag, jeg er Michelle Rasmussen, vicedirektør for Schiller Instituttet i Danmark. Mange tak, Dr. Izzeldin Abuelaish, for at give os dette interview. Du er her i København i anledning af premieren på en dokumentarfilm baseret på din bog, {I Shall Not Hate; A Gaza Doctor’s Journey}.

Du er en palæstinensisk gynækolog/obstetriker og ufrugtbarhedsekspert fra Gaza, som nu bor i Canada. Du valgte dette område, fordi du ønsker at bringe liv til verden. Du har oplevet en dyb tragedie i krigen mellem Israel og Hamas i 2009, og nu også i 2024. Alligevel rejser du verden rundt med et budskab om håb og forsoning, og du er endda blevet nomineret til Nobels fredspris flere gange.
Hvad er din personlige tragedie, og hvad er palæstinensernes tragedie?

DR. IZZELDIN ABUELAISH: Tusind tak. Jeg er kommet til København i anledning af premieren på filmen {I Shall Not Hate}, som er min livshistorie. Historierne er ikke noget, man kan læse i en bog, historierne handler om den levende oplevelse, så folk kan lære af den og leve den. Der er erfaringer bag, og man skal vide, hvem det palæstinensiske folk er. Som et palæstinensisk folk, og for mig som en palæstinensisk flygtning, og det er vigtigt, hvis vi vil vide det, er vi nødt til at grave dybere og spørge, hvad der foregår, hvad der sker.

For at lære, for at forbinde og så for at handle. For de fleste af udfordringerne i vores verden stammer fra uvidenhed, arrogance og grådighed. Så som palæstinensisk flygtning er vi nødt til at spørge, og det er det, jeg har lært, hvad meningen er med at være flygtning?  En person, som har et hjem, som har et land, som har værdighed, og som pludselig bliver smidt ud med magt, for at være nøgen i verden, berøvet værdighed, privatliv. Et hjem er ikke for krige, et hjem er kultur, er liv. Det betyder meget. Det eneste, jeg ikke vil acceptere i denne verden, er at se nogen hjemløs, for når nogen er hjemløs, bliver han udstillet for verden. Der er ikke noget privatliv, der er ikke noget liv. Som palæstinensere har vi oplevet det; under Nakba [“Katastrofen”: den voldelige etniske udrensning af palæstinensere i 1948, efter at Israel erklærede sig uafhængigt], og selv nu oplever palæstinenserne det i Gazastriben. Ingen nation er blevet testet, som vi er blevet testet som palæstinensere.

Mit liv var krig. Som palæstinensere kæmper vi hver dag. Ikke fordi vi ønsker at kæmpe, men for at overleve, for at blive anerkendt i denne verden. Vi elsker livet, og vi ønsker at leve og give liv til andre, selv i katastrofetider, under krigen, den nuværende krig, smiler palæstinenserne. De giftede sig, der har været ægteskaber, fordi de ønsker at videreføre deres liv. Det er et budskab til verden om at vide, hvem palæstinenserne er. Det er derfor, jeg er kommet her, for dette budskab, hvorfra jeg kom som flygtning.

Og intet stoppede mig fra at opnå mine planer og drømme. Fra Jabalia-flygtningelejren, da jeg var barn, drømte jeg om at blive læge. Men drømmene er ikke bare drømme, og så vil de ske. Du er nødt til at have selvtillid. Du er nødt til at have håb. Når man taler om håb, er håb ikke bare et ord. Håb, du er nødt til at tro på det, og du er nødt til at arbejde hårdt for at opnå det. Intet ændrer sig spontant; du er nødt til at gøre noget for at skabe forandringen. Så jeg drømte om at blive læge, og jeg arbejdede meget hårdt for det.

Livet lærte mig, at intet er umuligt i livet – intet. Jeg tror ikke på umulige ting. Ordet umuligt findes ikke i min ordbog. Den eneste umulige ting i livet, jeg tror på, er at få mine døtre tilbage til livet. Men de lever sammen med mig; de følger med mig overalt.

Som jeg sagde, fra Jabalia-lejren til Cairo Universitet for at få min MD [certificering], for at specialisere mig i obstetrik og gynækologi på Londons Universitet, for at komme tilbage, for at arbejde i Saudi-Arabien og i mange andre lande. At være den første palæstinensiske læge, der praktiserede medicin på et israelsk hospital. Det budskab er vigtigt. Da jeg arbejdede i Israel, arbejdede jeg der, fordi jeg troede på den mission, jeg har. Medicin og sundhed udligner, stabiliserer, socialiserer, harmoniserer og opretholder mennesker. Når jeg forløser et barn, kan ingen diskriminere eller skelne mellem det nyfødte barns gråd – palæstinensisk, israelsk, muslimsk, jødisk eller kristen. Det eneste skrig i livet, som betyder liv, er babyens skrig; det er et skrig af håb, og vi bliver glade, når vi hører babyen græde. Det betyder, at barnet er i live og har det godt. De er født frie og lige. Hvorfor tager vi ikke dette budskab med til at ligestille mennesker uden for hospitalernes grænser?  Selv den fødende kvinde – ingen ved, hvem der har veer; om hun er palæstinenser, om hun er israeler, om hun er dansker, amerikaner, canadier. Det var det, jeg lærte, og det var det, jeg holdt fast i.

Så jeg specialiserede mig i ufrugtbarhed og IVF [vitro-fertilisering], og derefter et andet underspeciale, fostermedicin og genetik. Jeg ønsker altid at opnå ting, der imødekommer folks behov. Med genetik, på grund af co-sanguinitet [blodforhold/forhold mellem nære slægtninge] blandt det palæstinensiske folk – ønskede jeg at gøre noget, der hjælper samfundet. Det er medicin; det er akademisk uddannelse. Den akademiske uddannelse skal have en menneskelig, social, sund og fredelig indvirkning på samfundet. Vi underviser ikke bare i matematik og naturvidenskab. Vi lærer folk at være mennesker og at opføre sig som mennesker.

Den sidste ting er jeg stolt af, for jeg blev ikke født med en guldske i munden. Mine forældre er simple landmænd; de blev smidt ud af deres hjemland, men de troede på, at deres børn udgør håbet. De investerede alt i deres liv for uddannelse. Så du kan se, at det palæstinensiske folk er et af de mest veluddannede folk i Mellemøsten, endog i verden. Og vi er fast besluttede, for nogen kan tage alt fra dig, men ingen kan tage uddannelsen fra os eller forhindre os i at blive uddannet. Den sidste ting er, hvordan jeg som palæstinensisk flygtning kom på Harvard?  Jeg var heldig at få et stipendium til at gå på Harvard. Det eneste3 der trøstede mig, da jeg dimitterede fra Harvard, da jeg så mine kolleger og deres familier ved dimissionen, de var der alle sammen, men min familie kunne ikke komme, men det, der trøstede mig, var det palæstinensiske flag, som var hejst blandt andre flag. Det sagde: “Jeg er her. Jeg er Izzeldin Abuelaish. Jeg er palæstinenseren; stolt af at være palæstinenser blandt dem, der er der.”  

Og hvad jeg har opnået nu. Jeg er på University of Toronto, professor, underviser kandidatstuderende, udfører en masse forskning, skriver, med en mission i livet. Det er det, vi har brug for, at folk har; at de spørger sig selv: “Hvorfor er vi her?”  Vi er nødt til at have en følelse af formål. Når dagen er omme, skal vi forlade denne verden, men vi ønsker at efterlade en arv. Det er mit hovedmål; at have en indflydelse og gøre min del som menneske for at tænke på andre på en positiv måde. For jeg led, og jeg vil aldrig acceptere, at noget menneske lider. Menneskelighed bør sejre. Vi bør menneskeliggøre, ikke politisere. Jeg har ikke en dagsorden; den dagsorden, jeg har, er en menneskelig dagsorden, ikke en politisk dagsorden, økonomisk eller nogen personlig dagsorden.

Også for at sende et budskab til mine kære, til mine døtre, om at jeres hellige sjæle og ædle blod ikke var spildt. Det gjorde en forskel i andres liv, for i mit liv som palæstinenser, som en trofast person, er jeg kun ansvarlig over for Gud og over for mine døtre, som bor sammen med mig. Som du ser, ser jeg dem. De spørger mig hele tiden: “Hvad har du gjort for os?”  Jeg er fast besluttet på at give deres hellige sjæle og ædle blod en åre af håb og menneskelighed i denne verden, som er korrumperet menneskeligt, moralsk og etisk.

RASMUSSEN: Hvad skete der med dine døtre?

DR. ABUELAISH: Mine døtre – det sker nu for palæstinenserne i Gazastriben. Det samme som i 2009, [den israelske hærs] Operation Cast Lead. Jeg accepterer ikke at kalde det en “operation”, for den medicinske betegnelse for en kirurgisk operation bruger vi til at helbrede og hjælpe patienterne; ikke til at dræbe, ødelægge eller beskadige. Operationer, etisk og moralsk inden for medicin, skal være for at forbedre og helbrede folks sår; ikke for at skade og ødelægge. Så den 16. januar 2009, kl. 16.45, beskød en israelsk kampvogn mit hus og dræbte tre af mine døtre og en niece og sårede andre alvorligt. Jeg kunne ikke tro det; de var uskyldige mennesker. Jeg sagde til dem, mine døtre, at de skulle være fredsaktivister. Jeg sendte dem på fredslejre, til USA, alle steder. Og propagandaen og myten …

RASMUSSEN: De tog af sted sammen med israelske børn.

DR. ABUELAISH: Med israelere, palæstinensere, jordanere. Jeg troede på de unge kvinders rolle og vigtigheden af deres indsats og aktiviteter. De var ikke menneskelige skjolde; de var uskyldige og studerede. Hvis jeg har 100 af mine døtre, er jeg stolt af dem. De var fokuserede på deres uddannelse; lærerne kæmpede for at have dem i deres klasser. Det lykkedes dem aldrig at få karakterer lavere end 97 procent i deres skole. De havde deres planer, de havde drømme. De planlagde og arbejdede hårdt for dem. Bessan, som var 21 år gammel, var ved at afslutte sin bachelorgrad fra universitetet. Jeg lovede at sende hende til London School of Economics. Mayar, som var 15 år, var nummer et i matematik i Gazastriben; hun planlagde at følge min vej og blive læge. Aya, som var 14, og som planlagde at blive journalist; at være de stemmeløses stemme, at tale til andre. Min niece Noor, der var 17, og som planlagde at blive lærer.

Jeg ønsker ikke, at nogen på jorden skal se, hvad jeg så. Jeg ønskede at se Bessan, for jeg var der sammen med dem, sekunder efter at jeg havde forladt mine døtres værelse, da den første bombe kom.  “Hvor er Bessan, hvor er Mayar, hvor er Aya, hvor er Noor?”  De var ved at drukne i deres blod. Som de scener, du ser nu, vansirede, deres hjerner spredt ud over det hele. Mayar blev halshugget. Jeg kan ikke genkende dem.

Så hvad kan jeg gøre i det øjeblik?  Når du ser dine kære blive dræbt foran dig?  De er livet, de er håbet. Jeg er et familiemenneske, jeg har bragt dem til verden. Jeg afleverede dem med mine hænder. Jeg gav dem navne. Jeg ønskede altid at give dem de bedste navne, at være stolt af dem.

Så i det øjeblik mistede jeg troen på menneskeheden.

Det er det, der sker nu i Gazastriben. Palæstinenserne bliver dagligt dræbt, udsultet og berøvet alt. Og verden ser på. Det er en skam. Når jeg som læge ser en blødende kvinde, skynder jeg mig at stoppe blødningen, i stedet for at se på, hvad der sker. Verden skammer sig over, hvad der sker. Hvis de kommer for at stoppe blodsudgydelserne, hvad kan de så gøre?  Vente på hvad?  Vente på hvad; at få mere?  Bløder vi som palæstinensere?  Er vores blod anderledes end andres?  Vi bløder alle den samme farve, vi elsker alle livet.
Det er på tide, at verden for en gangs skyld støtter menneskeheden og zoomer ind og handler positivt. At inspirere verden til at der er håb; at vi forandrer os. Vi diskriminerer ikke på baggrund af farve, etnicitet, religion, baggrund eller farven på øjnene eller farven på huden. Det er prøvestenen for det internationale samfund. Gazastriben er deres test. Hvad gør de?  De ser på det i stilhed. Med hensyn til uretfærdighed, så er det uretfærdigt. Det er uretfærdigt.

I det øjeblik rettede jeg kun mit ansigt mod Gud som en trofast person, mod Gud for at give mig styrken og visdommen til at håndtere tragedien. Og jeg er velsignet med at være læge og kunne håndtere nødsituationer. Så dem der blev dræbt, kunne jeg ikke gøre noget for; så jeg fokuserede på at tage mig af dem, der var sårede.

Og den første besked, der kom for at give mig støtte, var fra min søn, Mohammed, som var 12 år gammel. Hvorfor? Han så mig skrige, græde og have ondt. Han sagde: “Hvorfor græder du?  Hvorfor skriger du?  Du må da være glad.”  Jeg tænkte: “Hvad taler han om?  Vil han have, at jeg skal være glad?  Måske ved han det ikke.”  Jeg sagde: “Hvordan kan du ønske, at jeg skal være glad?  Bessan, Mayar, Aya og Noor er blevet dræbt.”  Han sagde: “Jeg ved, at de er blevet dræbt, men jeg ved også, at de er lykkelige der. De er sammen med deres mor. Hun spurgte efter dem.”  

Fordi deres mor døde præcis fire måneder før, de blev dræbt. Jeg sagde: “Hvis dette palæstinensiske barn på 12 år tror på det, kan han undervise de politiske ledere, der iagttager, hvad der sker. Jeg behøver ikke at bekymre mig om ham. Jeg er nødt til at fortsætte mit liv, for livet er som Einstein sagde, som at cykle. For at holde balancen må man blive ved med at bevæge sig.”  Jeg fortsatte med at bevæge mig hurtigere, stærkere, mere fast besluttet på ikke at give op og ikke glemme mine dejlige døtre. Og den ed, jeg gav dem:  “Jeg vil aldrig hvile. Jeg vil aldrig slappe af. Jeg vil aldrig give op.”  Det er derfor, jeg er her, indtil jeg møder dem en dag. For at møde dem en dag med en stor gave, nemlig at deres hellige sjæle og ædle blod ikke var spildt. Det gjorde en forskel i andres liv; ikke med kuglen, ikke med missilet. Det er med visdom; med modige, venlige ord og gode gerninger. Det er midlerne. For hvad gør du som journalist?  Ord er stærkere end kugler. Kuglen dræber én gang, men ord er mere indflydelsesrige. Det er det, jeg gør med mit liv; det er derfor, jeg er her.

RASMUSSEN: Som du siger, er den tragiske ironi, at du havde været en aktør for fred mellem Israel og Palæstina i mange år, før dine døtre og din niece blev dræbt. Som ung mand arbejdede du på en israelsk gård, og du fandt ud af, at familien var lige så kærlig som din egen familie. Dine døtre deltog i fredslejre med israelske børn. Du var den første palæstinensiske læge på et israelsk hospital. Du var med til at bringe israelere til dit hjem i Gaza en weekend om måneden for at nedbryde de fordomme, vi har over for hinanden. Du skrev endda, at du håbede, at dine døtres død ville være de sidste. Du sagde: “Nu er jeg nødt til at vælge. Vælger jeg mørkets vej, eller vælger jeg lysets vej?  Mørket er giftigt had og hævn, eller lyset er at tage mig af mine andre fem børn og fremtiden?”  Du håbede, at der ud af denne forfærdelige tragedie ville komme en måde at bygge bro over kløften på for at finde sandhedens lys, der kunne gøre det muligt for palæstinensere og israelere at leve sammen.

Kan du sige mere om, hvad din mission er nu?

DR. ABUELAISH: Min mission nu, og da jeg sendte mine døtre på fredslejr, og selv da jeg arbejdede på gården som 14-årig, var det første gang, for som jeg sagde, var mit liv krigen. Krig er ikke den soldat, der dræber og bliver dræbt. Krig er langt mere end den soldat, der dræber eller bliver dræbt. Krig handler om mennesker, om kvinder og børn. Kvinder og børn betaler den største pris i enhver krig. Krig er ikke det, vi ser på skærmen. Du ser, hvad der sker i Gaza; det er ikke det, der er krig. De usynlige omkostninger ligger langt ud over det, vi ser. Sårene i hjerterne og sindene og ånderne, som vil gå på tværs af generationer, fortsætter; det er permanent.  Jeg tænker altid på, hvad vi kan gøre med konsekvenserne af krig, som børnene vil bære med sig hele livet?  Indtil nu, i den seneste krig, er mere end 32.000 palæstinensere blevet dræbt. Mere end 74.000 er alvorligt sårede. Gazastriben er det smukkeste for mig; Palæstina er et paradis for mig. Før krigen var Gazastriben et helvede, som det internationale samfund beskrev det. Før krigen var fire ud af fem børn i Gazastriben mentalt syge. Nu er Gazastriben en spøgelsesby. Man kan ikke genkende kvartererne, gaderne. Folk er ikke dem, jeg kender.

For et par uger siden sendte de mig et billede af min nevø. Han er 24 år. Jeg var chokeret over at se ham. Han så ud til at være 45, 50. Gazastriben er nu håbløs, hjælpeløs, livløs, uden mad, uden vand, børneløs, forældreløs. Det er det tættest befolkede område med hensyn til befolkning, og det tættest befolkede område med handicappede, med forældreløse børn; 17.000 forældreløse børn. Familier blev udslettet.
Hvad kan vi sige?  Hvordan kan vi sende et budskab om, at vi befinder os i det 21. århundrede?  At vi lever i en menneskelig verden?  At vi ønsker, at verden skal være i overensstemmelse med menneskelige værdier?  For at bevise, at de levede efter disse værdier, men det forhindrer mig ikke i at sige min mening. Det er det, jeg opfordrer folk til at gøre; at sige fra. Hvad der sker i Gaza, og krigen der. Det er ikke der; det er på tværs af grænser. Krigen krydser grænser; man ser konsekvenserne over hele verden. Det er ikke palæstinensisk-israelsk – det er universelt. Vi har brug for, at det universelle, det internationale samfund for en gangs skyld står ved deres egne værdier, at de tror på dem – retfærdigheden, ligheden, friheden, værdigheden og menneskerettighederne. Hvem skrev menneskerettighedskonventionerne?  De blev skrevet i Europa. Tror de på det eller ej?  Hvis de tror på det, skal de leve efter det – ikke efter dobbeltmoral. Hvad der er hvidt, er hvidt; hvad der er sort, er sort. Og det er det, vi har brug for. Vi ønsker at genskabe tilliden til vores internationale samfund. Det er garantien for en stabil og bæredygtig verden.

Det er det, jeg forsøger at gøre og vil fortsætte med at gøre. Jeg tror på, at intet er permanent i livet. Intet er permanent, og intet er umuligt. Alt er dynamisk, og livet er en cyklus. Vi går op, og så går vi ned. Det er tid til forandring.

Jeg opfordrer de politiske ledere, som er der for at repræsentere deres folk, de er tjenere og tjener folket selv. De bør lytte til folket. Kan du se, hvad der sker overalt i verden?  Der er en kløft mellem den offentlige mening og de politiske ledere. De politiserer ud fra deres egne begrænsede politiske interesser eller dagsordener. Så det er på tide, at de har det moralske mod til at tage risici. At sige: “Vi slutter os til offentligheden for at nå offentlighedens mål.”  For på den måde vil de redde palæstinenserne, israelerne og deres folk. De vil redde israelerne fra deres ekstremt destruktive lederskab af israelerne. Og også fordi enhver skade – det ekstreme politiske israelske lederskab er destruktivt for deres folk og for os som palæstinensere. Så vi har brug for nogen, der kan sige: “Det her er ikke godt for nogen. Vi er nødt til at gribe ind med det samme; nu, ikke i morgen.”

RASMUSSEN: Du havde håbet, at dine døtres død ville være det sidste dødsfald i denne kamp. Nu, 15 år senere, fortsætter den endog i en meget større skala. Du sagde i et interview i sidste måned, at 20 medlemmer af din omfattende familie var døde. Hvad er årsagen til denne voldsspiral?

DR. ABUELAISH: Som læge, selvfølgelig, og som du nævnte, sagde jeg det:  Hvis jeg kunne vide, at mine døtre var det sidste offer, der blev dræbt på vejen til fred mellem palæstinensere og israelere, så ville jeg acceptere det. Men det var de ikke; de var bare tal. Og jeg vil aldrig acceptere, at noget menneske bare er et nummer, eller det de kalder “følgeskadevirkninger”. Mennesker er mennesker; de har navne, de har planer, de har håb. De har forældre, de har en fremtid, de har liv. Det er på tide at tale om mennesket som et menneske. Hvert menneske er verden for sine kære. Hvis man redder én, er det, som om man redder verden. At dræbe en, som om man dræbte verden. Det er derfor, jeg aldrig vil acceptere det, og jeg vil fortsætte med at kæmpe for menneskeliv og lighed.

Du taler om, hvad der er problemerne. Som læge lærte jeg, at for at kunne behandle en patient, skal jeg have en præcis diagnose. Den præcise diagnose er sandheden, er lyset, der leder os i mørke tider. For når jeg har diagnosen, kan jeg sætte den rigtige behandling i gang.
Så hvad gør jeg for at få en præcis diagnose, når en patient kommer til mig?  Jeg undersøger historien – ikke for at bebrejde patienten – men for at vide, hvad der er sket, og hvad der foregår. Derefter foretager jeg en gennemgang og nogle undersøgelser. Når jeg har en klar idé om diagnosen, kan jeg sætte den rigtige behandling i gang.

Som jeg sagde, er det sandheden, for Jesus sagde: “Søg sandheden, og sandheden vil gøre jer frie.”  Vi ønsker at være frie i denne verden. Så hvad skete der?  Vi, som det palæstinensiske folk, vi er den palæstinensiske nation. Vi er det palæstinensiske folk. Ikke for at håndtere det på en fragmenteret måde. Når en patient kommer til mig og lider i sin hånd, ser jeg på hånden, men denne hånd er knyttet til den menneskelige krop. Den fejlslagne læge behandler sygdomme. Vi behandler ikke sygdomme; vi behandler mennesker, hele mennesker. Så jeg fokuserer ikke på hånden; hånden er knyttet til den. Måske er symptomet her, men smerten eller sygdommen er i selve kroppen. Så vi er nødt til at have en samlet, omfattende og holistisk tilgang.

Der er en palæstinensisk nation, og der er et israelsk folk. Den ene er besætter, den anden er besat. Den ene er undertrykker, den anden er undertrykt. Den ene har atomkraft (våben), og palæstinenserne har ikke denne atomkraft. Kulturminister [Amihai Eliyahu, fra partiet Otzma Yehudit, han prøvede, og han sagde det, selv [det israelske Knesset-medlem for Likud Revital “Tally”] Gotliv sagde: “bomb palæstinenserne med atomvåbnet.”  Og forsvarsminister Yoav Gallant sagde: “Palæstinenserne er ikke mennesker, de er dyr.”  Det er tilskyndelser. Jeg opfordrer folk til, at hvis de ikke har et godt ord, så lad være med at sige et dårligt. Ord gør ondt; de gør mere ondt end noget andet. Det er diagnosen. Vi ønsker, at palæstinenserne skal være frie, og at israelerne skal være frie. Selv besættelsesmagten er ikke fri.

RASMUSSEN: Men du talte om behovet for at bryde voldscyklussen i form af hævn…

ABUELAISH: Hævn vil aldrig virke.

RASMUSSEN: Modhævn…

ABUELAISH: Aktion og reaktion vil ikke hjælpe.

RASMUSSEN: Og at der ikke er nogen militær løsning.

ABUELAISH: Jeg sagde det klart, og det er, hvad min datter Bessan, Gud velsigne hendes sjæl, sagde til mig, da hun var 14 år gammel: “At besvare vold med vold løser ikke noget problem.” Aktion og reaktion, denne onde cirkel hjælper overhovedet ikke. Vi har noget negativt, vi behøver noget positivt. Vi er nødt til at opnå ligestilling mellem palæstinensere og israelere, ikke besætter og besat, men fri og fri, baseret på lighed, retfærdighed, frihed for alle og værdighed for alle. Det sagde jeg klart og tydeligt. Vi er begge, som palæstinensere og israelere, som siamesiske tvillinger. Ingen kan vende ryggen til. Enhver skade på den ene vil påvirke den anden. Vi lever og sejler i samme båd, og vi må ikke tillade nogen at gøre skade på en anden; vi skal nå kysten fredeligt, på lige fod. Så jeg har sagt det: Israelernes fremtid, sikkerhed, uafhængighed, frihed, værdighed og liv er forbundet, sammenflettet, uadskilleligt og indbyrdes afhængigt af palæstinensernes sikkerhed, frihed, rettigheder, værdighed og liv. Det er den eneste måde, som er en garanti for et langvarigt, stabilt og bæredygtigt forhold. 

Selv ordet “fred” taler vi om nogle gange. Fred er ikke et ord; det er ikke et ord, vi taler om. Vi ønsker fred, men ingen beder os om at grave dybere. Hvad er det for en fred, vi taler om? Folk har mistet troen på den, fordi de ikke kan se den. Fred er en relation. Det er et forhold mellem to parter. Jeg har et fredeligt forhold til dig baseret på respekt, hvor vi lytter til hinanden.

Vi er nødt til at have fred mellem os og miljøet. Har vi fred med vores miljø, med Jorden? Vi gør skade på vores jord, vi gør skade på vores miljø. Vi har ikke engang fred med det miljø, vi lever i, så vi har brug for denne fred. Der er visse behov. Fred er målet, men vi har brug for midlerne til at opnå denne fred.

Hvad er midlerne? Nummer et: respekt, lighed, retfærdighed for alle, værdighed for alle, liv for alle. Når vi opnår disse forudsætninger, vil fred være en konsekvens. Og det er det, vi har brug for til at ændre vejen, ikke at starte fra bunden. Start med de grundlæggende krav, det vigtigste fundament for fred, og byg derefter. Bygningen vil være fred, men du er nødt til at etablere midlerne.

RASMUSSEN: For lige at følge op på det, så skrev du i din bog: “Mens det internationale samfund er imod raketter og selvmordsbomber, så er jeg også imod at lukke døren for de mennesker, der lider. Jeg beder om et anstændigt liv for palæstinenserne. I stedet for at bygge en mur skal vi bygge en bro.”

Som et minde til dine døtre, Bessan, Mayar og Aya, grundlagde du Daughters of Life Foundation. Og på jeres hjemmeside står der: “Had er ikke et svar på krig. I stedet er åben kommunikation, forståelse og medfølelse de værktøjer, der skal til for at bygge bro over kløften mellem israelske og palæstinensiske interesser. Alle kan leve i harmoni, og alle kan nå deres fulde potentiale åndeligt, følelsesmæssigt, fysisk og intellektuelt.”

Hvorfor kaldte du din bog {Jeg vil ikke hade}?

ABUELAISH: Jeg kaldte min bog {I Shall Not Hate}, fordi folk efter tragedien plejede at spørge mig, og de spurgte min datter Shatha – Christiane Amanpour spurgte hende i et interview: “Hader du?”  Min datter, Shatha, som er 17 år gammel, og som jeg også sendte på fredslejr, sagde, at svaret var: “Hvem skal man hade?”  Folk spurgte mig: “Hader du?”  Jeg sagde: “Hvorfor stiller man mig det spørgsmål?”  Så jeg begyndte at lære om had; at lave en masse litteraturgennemgang. Jeg kom til den konklusion, at baseret på lærebøgernes definition af had, betragtede de det som en følelse eller en adfærd. Reaktionen på hvad som helst fra en person, der bliver udsat for skade, er at hade gerningsmanden. Så jeg fortalte: “Som læge ved jeg, at had ikke er en følelse. Had er ikke en følelse eller en adfærd. Had ligger langt bag det. Og det er det, jeg har offentliggjort. Jeg lavede en masse research om det. Had er en destruktiv sygdom, der smitter en selv eller et samfund. Det er resultatet af påvirkning.”  Så jeg bruger min medicinske uddannelse. Den offentlige sundhedstilgang, den immunologiske tilgang, til at tillempe det på had. Så hvorfor ønsker folk, at jeg skal blive ramt eller syg af denne sygdom, der hedder had?

Had er en gift; det er en gift, som er giftig for den menneskelige krop. Det er en ild, der brænder kroppen; det er en kræftsvulst indeni. Hvis vi sidder her, og en person, der har gjort dig virkelig skade, en eksistentiel trussel, går forbi, hvordan har du det så? Med det samme bliver du blind, du kan ikke fungere, du kan ikke se. Så jeg sagde: “Had forstyrrer balancen i den menneskelige krop. Du fungerer ikke godt, du er tung, du kan ikke bevæge dig. Dit sind er altid optaget af det. Så i stedet for det, er livet stadig foran dig.”  Så jeg er et offer for tragedien og drabet på mine døtre, men jeg vil aldrig acceptere at være et offer for den sygdom, der hedder had.

Jeg siger til folk: “Accepter ikke at være et offer mere end én gang.” I stedet for at blive ved med at være et offer – at være et offer er forbundet med stigmatisering. Brug al din energi på at ændre tragedien eller den udfordring, du står over for, til en mulighed. At gå fra at være et offer til en overlever; at være en leder i denne verden. Det er det budskab, du sender til gerningsmanden, at modgiften til hævn og had er succes og lederskab og at bevæge sig fremad. Det er det, jeg er fast besluttet på at gøre. Fordi mine døtre – jeg tror også, min tro lærte mig, at selv denne tragedie var af det gode. Jeg spurgte mig selv, hvorfor mine døtre blev udvalgt; hvorfor blev jeg reddet? Fordi hvis jeg var blevet et par sekunder længere sammen med dem, ville jeg være væk. Der er en mission; det ved Gud, og det ved vi ikke.

Derfor bekendtgjorde den israelske premierminister [Ehud Olmert] en ensidig våbenhvile på andendagen, da den [tragedien] blev dækket direkte af medierne. Det reddede andre liv. Det hjalp mig; det tilfredsstillede mig. Det symboliserede krigen, og det er den anden positive ting, der kom ud af dette; etableringen af Daughters for Life Foundation. For livet er, hvad vi gør det til – det har altid været sådan, og det vil altid være sådan. Det er i vores hænder. Du kan forme dit liv, som du vil have det. Lad ikke andre forme det for dig. Vær dig selv; undervurder ikke dig selv. Tag ansvar uden at bebrejde eller skamme dig, og fortsæt fremad. 

Så jeg etablerede Daughters for Life, fordi jeg i mit liv som palæstinenser står i gæld til min mor, min kone og mine døtre. En palæstinensisk mor er helten, det er hende, der står bag den palæstinensiske nations overlevelseshistorie. Kvinder er dem, der giver liv; kvinder er dem, der nærer liv. Kvinder er dem, der ofrer alt for deres børn. Forestil dig en verden uden kvinder. Det er kvinderne, der udviser og spreder kærlighed, medfølelse og liv. De kan amme børnene. De har medfølelsen, kærligheden, beslutsomheden og venligheden. Det er derfor, jeg tror på kvinder. Nævn mig fem kvinder i verdenshistorien, som har stået bag krig. Du kan ikke finde fem, men hvor mange mænd kan du finde? Vi, i denne verden, kvinder og mænd; de blev skabt til at supplere hinanden, til at støtte hinanden. Kvinder er verdens skønhed.

Det er derfor, jeg har etableret Daughters for Life, for uddannelse af piger og unge kvinder fra Mellemøsten og Nordafrika, uden nogen form for diskrimination. Hvis politik diskriminerer baseret på race, etnicitet, farve eller religion, så inkluderer Daughters for Life alle. Det er inkluderende for alle, uden nogen form for diskrimination baseret på etnicitet eller religion: Palæstinensere, israelere, jordanere, syrere, libanesere, nordafrikanere, muslimer, jøder og kristne uden nogen form for diskrimination. Hvis politik splitter, samler Daughters for Life. Det er det budskab, vi ønsker i denne verden, for at opnå en stabil, bæredygtig verden er kvinders funktion og pligt, kvinders uddannelse, og at give kvinder mulighed for og evne til at udøve den rolle, de fortjener. Jeg er sikker på, at hvis det ikke lykkes for dem, vil de aldrig gøre det værre, end det er nu. Det er på tide at prøve. Jo mere vi ser kvinder sidde med ved bordet, jo mere håbefuldt er det.

RASMUSSEN: Tilbage til at bryde voldsspiralen: Din datter Aya sagde: “Når jeg bliver voksen og mor, vil jeg have, at mine børn skal leve i en virkelighed, hvor ordet ‘raket’ bare er et andet navn for en rumfærge.”  Og din datter Bessan sagde i en dokumentar om fredslejren: “Vi tænker som fjender. Vi bor på hver sin side og mødes aldrig. Men jeg føler, at vi alle er ens, vi er alle mennesker.” Du har også understreget, at palæstinenserne og israelerne er mere ens end forskellige.

For at vende tilbage til spørgsmålet om had, så sagde en meget ekstraordinær kvinde, Amelia Boynton Robinson, som var vicepræsident for Schiller Instituttet i mange år, og som var med i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, at “had ikke kun ødelægger den, der bliver hadet, men det ødelægger også den, der hader”. Som du siger, er det gift. Da du flyttede til Canada, talte du i en synagoge. Du blev spurgt: “Okay, Dr. Abuelaish, men hvad lærer du dine børn om israelerne?”  Hvad skete der så?

ABUELAISH: Mange tak for dette spørgsmål, for det er opfattelsen og uvidenheden. Når vi ikke kender folk, har vi vores egne ideer. Så efter det, jeg oplevede, blev jeg inviteret til den synagoge, hvor der var omkring 1200 mennesker – muslimer, jøder, kristne, fra alle steder. De flyttede endda lokalet fra det ene til det andet på grund af antallet; de kunne ikke rumme alle. Og det var første gang i mit liv, jeg tog mine børn med til en begivenhed. Efter spørgsmålene spurgte de: “Hvad skal jeg lære mine børn bagefter?”  Så mit svar til dem – som er på videoen – var: “Jeg praktiserer medicin med videnskabelig evidens, så mine børn er her.” Jeg kaldte på min datter Raffah, som var ni år gammel. “Habibi Rafah, min skat, kom her. Fortæl dem, hvad jeg lærte dig under krigen, da bombardementerne kom alle vegne fra, huset rystede og var under beskydning.”  Hun var genert, og så begyndte hun at tale. Det, hun sagde, var: “Min far lærte os hebraiske ord. Oversættelsen for ‘Jeg elsker dig’; ‘Hvordan har du det? ” Det er svaret. Det er opfattelsen. Hvorfor denne fordom om, at palæstinenserne lærer deres børn at hade eller at være vrede? Vi hader ikke nogen, selv vores palæstinensiske digter Mahmoud Darwish sagde: “Vi hader ikke nogen; vi stjæler ikke fra nogen; og vi ønsker ikke at udslette nogen.”  Vi ønsker at blive anerkendt; vi ønsker at have vores værdighed, vores frihed. For det helligste i universet er mennesket og friheden, og vi er berøvet friheden.

Så jeg opfordrer indtrængende verden – verden er i øvrigt ikke fri, så længe palæstinenserne ikke er det. De er nødt til at zoome ind for at forstå, at verdens frihed er baseret på palæstinensernes frihed.

RASMUSSEN: Vores partner, LaRouche-organisationen, har for nylig udgivet en video, ” Oase-planen: LaRouches løsning på Mellemøsten.”  Den beskriver, hvad den amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche har foreslået og udviklet siden 1975. Idéen om fred gennem udvikling mellem Israel og et uafhængigt Palæstina, gennem samarbejde om at udvikle vandressourcer og anden infrastruktur, fordi vi mener, at vi er nødt til at have en vision om en fremtidig fælles interesse i gensidigt fordelagtig økonomisk udvikling for at bygge bro over kløften. En vision, hvor israelere og palæstinensere kan leve fredeligt sammen, som en måde at bane vejen for fred på. Hvad synes du om forslaget til denne Oase-plan, og hvordan kan en vision om økonomisk udvikling være med til at skabe fred?

ABUELAISH: Det er et vigtigt element, fordi du taler om økonomi og udvikling. Økonomisk udvikling er et aspekt af et menneskes behov. Men vi har brug for udvikling i de forskellige sektorer og forskellige aspekter. Som en bygning, siger jeg. Bygningen har brug for et stærkt fundament, og økonomien og kapitalen er sikret. De [de internationale investorer] er bange. Man har brug for stabilitet og bæredygtighed, tryghed og sikkerhed. Enhver, der vil investere i en økonomi i Gazastriben – kan nogen nu gå hen og investere i Ukraine? Kan nogen investere i Ukraine nu? Nej, ingen vil investere i Ukraine, for det er ikke trygt, det er ikke sikkert. Hvis verden sagde: “Vi vil investere i Gazastriben”, hvad ville de så sige? “Nej, jeg vil have tryghed, jeg vil have sikkerhed.” Så økonomisk udvikling støtter og styrker de forhold, vi har brug for at forberede. Det fører til stabilitet, bæredygtighed og opbygning af tillid. Tillid er afgørende i et forhold. Så det første, man har brug for, er de midler, jeg talte om, for at økonomisk udvikling kan trives. Nummer et, lighed; for hvis vi ikke sidder [ligeværdigt ved samme bord] på samme tid, som vi siger udvikling, så tvivler jeg. Vi er nødt til at udfylde hullet med lighed.

Der er en kløft, så man er nødt til at udfylde kløften med lighed. Så bevæger vi os sammen på lige fod mod målet om økonomisk udvikling, der fører til stabilitet og bæredygtighed. At vende den mørke side i deres forhold og gøre det til en lysere side med følgende værdier: lige, retfærdig, fri, værdighed og udvikling. Det vil sige uden at lade nogen i stikken, uden at efterlade nogen tilbage. Og på en samarbejdende måde og inkluderende, ikke ekskluderende. Det er det, jeg tror kan føre til et langvarigt [samarbejdsforhold], og folk vil sige, at det er den rigtige, den korteste vej, som kan hjælpe os med at komme videre.

Som jeg har sagt mange gange, vil militære midler og krige aldrig sætte en stopper [for vold]; det fører kun til mere blodsudgydelse, mere smerte, mere lidelse, mere had, mere vold og mere ekstremisme end nogensinde før. Kan vi ændre på det og forstå det? Fordi vi siger: “Aldrig igen, aldrig igen, aldrig igen.” Vi er nødt til at lære, vi begår fejl i livet, men fejl er til for at lære af. En fejl er en fejl, hvis vi lærer af den og ikke gentager den. Hvis den bliver gentaget, er det ikke en fejl. Det betyder, at vi gør det med vilje, og at vi ikke har lært af det.

Jeg håber, at den 7. oktober bliver den sidste, vi oplever; at vi lærer af det og bruger det som en mulighed. Vi har et moralsk, etisk og menneskeligt ansvar; palæstinensere, israelere og det internationale samfund. De, der betalte prisen: de palæstinensiske børn, kvinderne, de sårede, ødelæggelserne og israelerne. Vores moralske ansvar for at holde dem i live ved at sprede håb, sende et budskab til dem om, at I banede vejen for denne udvikling baseret på de midler, vi taler om, at de spredte lyset for os alle. De var lys, der blev brændt for de kommende generationer, ikke for at blive afbrændt af politiske interesser. For i livet har vi en prioritet; prioriteten i livet er ikke fortiden. Fortiden er til at lære af. Prioriteten i livet er nutiden og fremtiden. Hvem er nutiden og fremtiden? Vores børn og de kommende generationer. Vi er ansvarlige; hvilken arv ønsker vi at efterlade dem? Hvis vi elsker dem, er vi nødt til at tage ved lære. For at give dem mulighed for at arve en tryg, sikker, sund, fredelig og fri fremtid. Det er det, vi er nødt til at arbejde sammen om. Det er ikke kun palæstinensere og israelere. Det internationale samfund bør træde til, fordi det er i hele verdens interesse. For det, der sker dér, er universelt. At løse det, at sætte en stopper for det, giver håb til verden. Stol på det internationale samfund, og hele verden vil få gavn af det.

RASMUSSEN: Der er også den idé, du lige talte om, om at have et billede af fremtiden. Og at bestemme, hvad vi gør nu for at nå den fremtid. Vi har et billede – det er vores idé om Oase-planen – men vores internationale formand Helga Zepp-LaRouche har også ofte brugt idéen om en katolsk biskop fra renæssanceperioden, kardinal Nicholas af Cusa. Han kaldte det modsætningernes sammenfald; at man aldrig kan løse konflikten på konfliktens niveau. At man er nødt til at hæve sig over det for at finde den fælles interesse, hvor folk så kan se, hvorfor de skal arbejde sammen. Han skrev endda et værk kaldet {De Pace Fidei}, {Troens fred}, for at finde en enhed blandt de mange forskellige religioner.

Til sidst i din bog talte du om, at du ligesom Martin Luther King har en drøm. Hvad er din drøm? Og har du nogle afskedsord til vores seere? Og lige før det talte du om din mission, også professionelt, om at bringe liv ind i verden. Det jødiske folk, når de vil sige “Skål!”… De siger faktisk “L’chaim!” – til livet. Hvis vi kunne gøre det til et fælles princip for at skabe enhed og fred mellem israelerne og palæstinenserne; at have det som et slogan – “Til livet!”  Men hvad er din drøm, og har du nogle afsluttende ord til vores seere?

ABUELAISH: Min drøm, og mit håb, som jeg arbejder for, er at se en ende på palæstinensernes lidelser og at være frie, side om side med israelerne. Jeg ser det i en dynamisk verden, som jeg sagde. Intet er umuligt. Ingen forventede, at der en dag i 1994 ville være en positiv aftale mellem Yasser Arafat og Yitzhak Rabin, og at de ville give hinanden hånden. Så intet er umuligt. Verden er fuld af overraskelser, men overraskelser er ikke bare ord. Overraskelser og håb er værdier, som vi er nødt til at kæmpe for; og at se sandheden og forstå uden fordomme. Det vil gavne verden.

Som jeg sagde, har vi mange fællestræk mellem begge dele. Den eneste garanti, mit håb er at se min nabo som en israelsk jøde; at leve side om side som ligeværdige, som frie. At vende vredens side, uvidenhedens-, arrogancens-, besættelsens-, undertrykkelsens- og umenneskelighedens side og finde sammen i fællesskab. Tro mig, jeg kan se det, hvis vi rækker hinanden hånden, palæstinensere og israelere. Du kan se det i Israel, sundhedssystemet i Israel er bygget af palæstinensiske israelere; 30%, 40% af sygeplejerskerne, lægerne, da jeg arbejdede der. Jeg drømmer om at se palæstinensiske børn og israelske børn i samme skole, på samme universitet, på lige fod med alle andre nationer. Tro mig, begge nationer venter på dette øjeblik. De er modstandsdygtige; de kan vende udviklingen. Jeg venter på at se det ske. Og personligt, når folk siger: “Det er kompliceret,” så siger jeg: “Intet er kompliceret.”  Hvis der er en god vilje, er der en vej. Og vi er nødt til at finde vores vej med støtte fra det internationale samfund. Og fordi det er håbet og målet og drømmen for det internationale samfund, uden at være ligeglade, partiske, selektive eller medskyldige. Men at være fair og arbejde for rettigheder, lighed og retfærdighed for palæstinensere og israelere. Jeg siger til jer, israelerne, at den israelske interesse er mere rettet mod og med palæstinenserne. De har amerikanske jøder, du er en amerikansk jøde. Deres nære nabo, som er palæstinenseren, er tættere på dem og mere forbundet med dem end jøderne i USA. Jeg bor i Canada, og mine naboer er jøder, så når jeg har brug for hjælp, er det første, jeg ringer til, min nabo. Så, de er nødt til at opbygge og styrke deres forhold som ligeværdige, frie og værdige naboer. Det er garantien for et godt liv for alle, hvor jeg værdsætter livet, og israelerne siger “L’chaim!”

RASMUSSEN: Tusind tak skal du have. Jeg opfordrer vores seere til at læse Dr. Abuelaishs bog og se filmen, når den er tilgængelig for jer. Vi ser den i eftermiddag. Jeg vil også opfordre jer til at tilmelde jer Schiller Instituttets gratis online-konference den 13. april, “”Oase-planen: LaRouches løsning for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina, og hele Sydvestasien.” 

Tusind tak skal du have.

ABUELAISH: Det var med glæde, tak.

RASMUSSEN: Tak, fordi du talte til os, og vi ønsker dig al mulig held og lykke med at udføre din mission for fred og forsoning. Vi håber, at mange mennesker vil slutte sig til dig i denne mission.

ABUELAISH: Jeg har brug for, at dit institut slutter sig til os.

RASMUSSEN: Ja. 

ABUELAISH: Tusind tak.

Epilog: Om medfølelse:

Efter at denne interviewer så dokumentarfilmen “I Shall Not Hate”, stillede hun Dr. Abuelaish et spørgsmål:

RASMUSSEN: Schiller Instituttet er opkaldt efter Friedrich Schiller, frihedens digter. Han, såvel som Mahatma Gandhi, understregede, at man er nødt til at fremkalde medfølelse for at åbne folks hjerter.

ABUELAISH: Jeg er enig med dig. Medfølelse betyder ansvar, at være autentisk, oprigtig og gøre det med mod. Vent ikke på at nogen fortæller dig, at du skal være medfølende. Vær initiativtageren. Jeg sidder i den rådgivende bestyrelse for Coalition for Compassion. Medfølelse er afgørende.

RASMUSSEN: Din historie, først i bogen, i stykket om dig og nu i filmen, vil åbne folks hjerter. Friedrich Schiller brugte drama til at fremkalde medfølelse. Mahatma Gandhi sagde: “Vi kan ikke begå vold mod andre…”

ABUELAISH: Vold mod vold.

RASMUSSEN: Men din lidelse vil åbne folks hjerter.

ABUELAISH: Jeg er enig med dig, og det er vigtigt.

RASMUSSEN: Nu må vi handle for at stoppe lidelserne.

Interviewet af Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, den 13. marts 2024.

H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian har haft en anset karriere inden for den akademiske og diplomatiske sfære. Hans akademiske ekspertise er inden for internationale relationer og konfliktløsning. Han er uddannet i Jerusalem, på American University i Beirut, og har opnået sin MA i internationale relationer og PhD i statskundskab på Toledo og Cincinnati universiteter i Ohio i USA. Han var professor og til sidst Executive Vice President på Bethlehem University på Vestbredden i Palæstina. Han underviste i konfliktløsning mellem Israel og Palæstina sammen med den israelske professor Edward Kaufman på universitetet i Maryland i 26 år.

Han var også PLO’s førende rådgiver i spørgsmålet om Jerusalems status.

H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian blev derefter Det Palæstinensiske Selvstyres ambassadør i Storbritannien i 13 år, Ungarn i et år og senest Danmark i de sidste fire år.

Ambassadørens artikler i Palestine-Israel Journal: https://www.pij.org/author/326 Mere omfattende CV: http://passia.org/personalities/351

Interviewet dækker mange områder, herunder især det påtrængende behov for at stoppe det nuværende folkemord i Gaza og volden og undertrykkelsen på Vestbredden, og fordømmer de vestlige politiske lederes manglende støtte til at stoppe krigen; behovet for anerkendelse i FN og internationalt af en uafhængig palæstinensisk stat, og hvad det vil kræve i Israel at nå dertil; hans støtte til LaRouche-organisationens video ”Oase-planen: LaRouches løsning på Mellemøsten” og ideen om fred gennem økonomisk udvikling for Israel og Palæstina; om hans kursus i israelsk-palæstinensisk konfliktløsning på University of Maryland; og hans varme lovprisning af Schiller Instituttet.

Se den 14 min. lange video: The Oasis Plan – LaRouche’s Solution for the Middle East fra LaRouche Organization:
Engelsk: https://youtu.be/hjfFHIiXPmE
Arabiske undertekster: https://youtu.be/551_XoiKUHA

Tilmeld dig Schiller Instituttets gratis online-konference lørdag den 13. april 2024 kl. 11 EDT; 17 dansk tid: Oase-planen: LaRouches løsning for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina og for hele Sydvestasien: https://schillerinstitute.nationbuild…

Kontakt: Palæstinensisk Mission i Danmark: +45 33 93 22 39; www.infopalestine.dk; info@infopalestine.dk

Schiller Instituttet i Danmark: +45 53 57 00 51; si@schillerinstitut.dk
Schiller Instituttets hjemmesider:
Engelsk: www.schillerinstitute.com
Dansk: www.schillerinstitut.dk
Arabisk: https://t.me/larouchearabic

Thomas Grønlund Nielsen er cand. scient. i fysik fra Niels Bohr Instituttet.

Forfatter til atomkraft trilogi:

– ”Niels Bohr må vende sig i sin grav” (2013)

– ”Den Grønne Atomkraft” (2018)

– ”Den grimme atomælling” (2022)

Download (PDF, Unknown)

Forfatter til atomkraft trilogi:

– ”Niels Bohr må vende sig i sin grav”  (2013)

– ”Den Grønne Atomkraft”  (2018)

– ”Den grimme atomælling” (2022)

(Billede: Linked In)

Download (PDF, Unknown)

Den 13. dec. 2023 (EIRNS) – Som udtryk for et voksende pres for at ændre Vestens politik i forhold til krigen i Gaza, stemte Danmark i går “ja” til FN’s Generalforsamlings resolution om våbenhvile.

Danmark havde undladt at stemme ved afstemningen i FN’s Generalforsamling i oktober, og klagede over at resolutionen ikke udtrykkeligt fordømte Hamas’ terrorangreb den 7. oktober og ikke udtrykte støtte til Israels ret til at forsvare sig i henhold til international lov. Selvom gårsdagens resolution stadig ikke indeholdt disse punkter, stemte Danmark “ja” på grund af den humanitære katastrofe, der udspiller sig for øjnene af os alle.

Men udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen gav i dag en udvandet fortolkning af resolutionen, da han skulle forklare, hvorfor Danmark ændrede holdning:

— Vi stemte ‘ja’ til resolutionen, fordi den humanitære situation i Gaza er katastrofal – der er behov for en humanitær pause i kamphandlingerne, ikke mindst så vi kan få mere nødhjælp frem til den nødlidende civilbefolkning.

— Med omtale af en ”humanitær våbenhvile” lægges der vægt på det humanitære fokus og altså ikke en permanent våbenhvile. Regeringen bakker fortsat op om Israels ret til selvforsvar inden for den humanitære folkeret.

Tusindvis af mennesker demonstrerede i København den 10. december mod krigen i Gaza.

Foto: Michelle Rasmussen, Schiller Instituttet, fra demonstration den 10. december 2023 i København