Du kan se de indledende præsentationer på YouTube (linket kommer på fredag):

For at deltage i diskussionen klik venligst på Zoom linket her.

Brug dit fulde navn, når du tilmelder dig mødet.

Talerlisten:
Senator (ret.) Richard Black, USA,
fhv. iransk ambassadør Seyed Hossein Mousavian,
Jonathan Kuttab,
Maoz Inon og andre.

Den 30. april 2025 (EIRNS) – Det er svært at undgå at se, at vi er vidne til en fuldstændig, systemisk sammenbrudskrise i Vesten.

Britisk geopolitik, herunder indsættelse af terrorister, truer med at udløse endnu en krig, denne gang i området omkring Indien og Pakistan, hvor begge lande er atommagter og åbent truer med at bruge disse våben.

Hele Den Iberiske Halvø, et landområde på omtrent samme størrelse som Texas, var uden strøm i næsten 24 timer den 28. april, fordi Spanien har været mest aggressiv i sin gennemførelse af EU’s klinisk vanvittige energipolitik, der går ud på fuldstændig afhængighed af »vedvarende« – dvs. ustabile og upålidelige – energikilder med den lavest mulige energigennemstrømningstæthed. Tyskland og hele EU følger tæt efter.

Og præsident Trump insisterer fortsat på en toldpolitik, der forudsigeligt øger inflationen kraftigt og lukker fabrikker i USA, hvilket fører til stigende misligholdelse af lån udstedt af banker i ind- og udland, og erklærer økonomisk krig mod netop de lande, som den amerikanske fysiske økonomi er mest afhængig af – især Kina.

Værre endnu er det, at de dominerende politiske etablissementer i både USA og Europa kategorisk nægter at indrømme, at deres politik har slået fejl, endsige overveje muligheder for at løse kriserne. Som Schiller-Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, sagde i en politisk diskussion den 28. april: »Det er meget klart, at hele krigsfaren lige nu kommer fra de vestlige etablissementers manglende evne eller vilje til at erkende, at denne politik har slået fejl, og rette op på den ved ganske enkelt at erstatte den med den rette politik,« såsom den, der fremmes af BRIKS og andre nationer i det Globale Syd, som er fast besluttet på at sætte en stopper for 500 års kolonialisme ved hjælp af videnskabsbaseret udvikling.

Vi er også vidne til, at den amerikanske regering fortsætter med at muliggøre det folkemord, der er i gang i Gaza, ligesom Joe Biden gjorde, denne gang ved at argumentere for Netanyahu-regeringens »ret« til at forvise UNRWA – den vigtigste kilde til organiseret mad og anden hjælp til sultende palæstinensere – fra Gaza og Vestbredden.

Men at »vidne om sandheden« indebærer et ansvar for at handle.

Og det er, hvad Schiller Instituttet – og den Internationale Fredskoalition, som det iværksatte i maj 2023 – vil sætte på sin presserende dagsorden på sit 100. ugentlige møde i træk fredag den 2. maj. Dette møde vil være startskuddet til IPC’s næste kampagne for at sætte en diskussion af LaRouches Oase-plan i centrum for drøftelserne omkring den kommende FN-konference den 2.-4. juni, hvor der kræves en »fredelig løsning på Palæstina-spørgsmålet«. Ifølge FN’s indkaldelsesresolution vil konferencen blive afholdt i New York City og »vedtage et handlingsorienteret slutdokument … for hurtigst muligt at udstikke kursen mod en uigenkaldelig vej til en fredelig løsning på Palæstina-spørgsmålet og gennemførelse af tostatsløsningen«.

»Vi er nødt til at stoppe folkemordet«, insisterede Zepp-LaRouche, »og til det har vi brug for et gennembrud«. Den tilgang for at besejre britisk geopolitik og opnå fred gennem udvikling, som blev anlagt i LaRouches Oase-plan for Sydvestasien, er et eksempel på den globale politik, der må vedtages i Vesten for at få den ud af sin nuværende, accelererende bane mod et systemisk sammenbrud.

Deltag i IPC’s 100. møde på fredag for at fordoble vores indsats for fred og udvikling. Tilmeld jer og vær med til at opbygge Schiller Instituttets konference den 24.-25. maj: »En smuk vision for menneskeheden i en tid med stor uro!«

Foto: The Schiller Institute

Ikke korrekturlæst

30. april 2025 (EIRNS) – Her er udskriften af Helga Zepp-LaRouches ugentlige webcast, der i dag blev præsenteret af LaRouche-organisationens præsident Diane Sare:

DIANE SARE: Godmorgen og velkommen til Helga Zepp-LaRouches engelske webcast. I dag er det onsdag den 30. april 2025. Jeg er Diane Sare, præsident for LaRouche-organisationen. Jeg må sige, at det er en ære og en fornøjelse at kunne føre denne samtale med Helga, som er grundlæggeren af Schiller-instituttet og initiativtageren til dialogen i Den Internationale Fredskoalition.

I dag huskes ikke i USA for den temmelig skammelige afslutning på Vietnamkrigen, hvor man, ligesom ved tilbagetrækningen fra Afghanistan, reddede mennesker ned fra taget af ambassaden i Saigon for 50 år siden i dag. Jeg tror, folk måske vil reflektere over forskellen mellem denne mærkedag og 80-årsdagen for fascismens nederlag i Europa, som snart skal fejres.

Men inden vi går videre til disse emner, ved jeg, at Helga for nylig har været til en meget vigtig konference i Qufu, Confucius’ fødeby. Helga, vil du fortælle os om det?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Mit bedste råd ville være, at alle, der ser dette program, tager til Qufu, for det er fantastisk. Det er ikke kun fødestedet for Confucius, som er den vigtigste tænker i kinesisk historie, og som har haft en meget dybtgående indflydelse på det kinesiske liv i 2.500 år, herunder det nuværende politiske system, men det er også et smukt sted. Det ligger i Shandong-provinsen nær Kinas kyst, mellem Beijing og Xiantao. Der er en smuk gigantisk sø og en endnu mere gigantisk statue af Confucius, og der er mange, mange ting omkring den, såsom et smukt gammelt palads, der er Confucius’ fødested, som gennem århundreder er blevet udvidet til et meget langt og stort palads.

Der er også et utroligt veludført moderne museum, der har alle artefakter og skrifter og skulpturer og malerier og så videre – herunder for øvrigt et billede af de amerikanske grundlovsfædre, der diskuterer Confucius. Det er en del af historien, som jeg synes fortjener at blive meget bedre kendt, for Benjamin Franklin var en stor beundrer af Confucius. Han baserede faktisk sit eget uddannelsessystem på Confucius’ moralske og etiske lære. Så jeg tror helt sikkert, at dette kunne være en bro i de nuværende, ganske vist anspændte relationer mellem USA og Kina. Men jeg tror, at hvis man går tilbage til rødderne af den amerikanske revolution og den amerikanske republik og viser [inaud; 03:50 – hun siger »vincinity«, men det er ikke et ord] nogle af dens vigtigste tænkere – især Benjamin Franklin, men også nogle af de andre grundlæggere – kunne det faktisk hjælpe med at lægge det filosofiske fundament for en bedre forståelse.

For hvis man ser på det hele, er det ganske forbløffende, at der er mange flere ligheder mellem det, Kina gør i dag med hensyn til økonomi, og den økonomiske teori i det amerikanske system, som det blev udviklet af Alexander Hamilton. Det er en fantastisk, helt fascinerende historie, og generelt kan jeg kun opfordre folk til at tage til Kina og danne sig deres egen mening, hvis de aldrig har været der eller kun har læst, hvad nogle af de angloamerikanske tænketanke skriver om Kina. Jeg lover Dem, og jeg tager ikke let på det, men jeg lover Dem, at De vil få det største positive kulturchok i Deres liv. For det er slet ikke, som De har fået at vide. De vil opleve enorme fremskridt i form af økonomisk fremgang. Togsystemet – de har ca. 40.000 miles moderne togsystemer, hvor togene kører med en gennemsnitshastighed på ca. 280 mph. De er hurtige, de er rene, det hele fungerer, det er fantastisk. Så har man enorme byggeprojekter, enorme moderne bygninger – Kina er nu førende inden for 57 ud af 66 højteknologiske områder. Det er fantastisk!

Under alle omstændigheder kan jeg kun sige: Tag derhen og dann din egen mening med dine egne øjne og dine egne samtaler med folk der. Du vil komme tilbage forandret, og du vil indse, at Kina kunne være USA’s bedste ven, hvis USA bare ville det.

SARE: Det er meget spændende. Jeg vil gerne vende tilbage til spørgsmålet om den amerikanske revolution, men inden jeg gør det, vil jeg lige nævne, at den konference, du talte på, handlede om grøn energi osv. Og jeg synes, din tilgang til det var meget vigtig og også informativ for de andre deltagere. Vil du måske sige noget om konferencens karakter og dine tanker om dette emne?

ZEPP-LAROUCHE: Konferencen handlede faktisk ikke om det emne; det var blot emnet for et af flere paneler. Konferencen var arrangeret af China Media Group, som havde inviteret førende medier fra hele verden, fra Europa, Afrika og Asien. Der var således mange administrerende direktører for nationale medieorganisationer fra deres respektive lande til stede. Jeg tror, det var et klart forsøg på at øge kommunikationen om vigtige opfattelser. Mit panel var blot et af flere, og emnet var faktisk grøn omstilling af økonomien og lignende spørgsmål.

Men jeg synes, det var helt klart, at Kina nu er førende inden for produktion af solcellepaneler og vindmøller og så videre, men de er også verdens førende inden for atomkraft. Så i en vis forstand er det ikke sådan, at grøn omstilling i Kina er et alternativ til atomkraft eller fossile brændstoffer, men en del af en samlet løsning. Jeg tror, at spørgsmålet om grøn omstilling i Kina i hvert fald er meget forskelligt fra f.eks. i Europa og især i Tyskland, hvor grøn omstilling er en ideologi, en malthusiansk idé om befolkningsreduktion eller befolkningsbegrænsning. Det er anti-videnskabeligt og anti-teknologisk. Men i Kina har det en helt anden betydning, fordi der i begyndelsen af industrialiseringen i Kina for omkring 30-40 år siden, hvor det hovedsageligt var multinationale selskaber fra internationale virksomheder, der stod for industrialiseringen, blev der gjort stor skade på miljøet. De havde et forureningsproblem i ganske lang tid; forurenet luft, forurenet grundvand og lignende bivirkninger.

Så på et tidspunkt besluttede den kinesiske ledelse at gøre noget ved det, og de gjorde et helt fantastisk stykke arbejde. De flyttede f.eks. al tung industri fra Beijing, som var enorm, når man tænker på, at Beijing er en by med mellem 20 og 30 millioner indbyggere. De flyttede al tung industri til en anden by ca. 150 km væk. Nu er himlen i Beijing blå, og luften er ren. De har stort set fået disse reelle miljøproblemer under kontrol.

Jeg synes ikke desto mindre, at diskussionen handlede om at gøre økonomien grønnere osv. Jeg tror, jeg kan bringe en vigtig idé ind i diskussionen, nemlig at hvis man ser på energi, skal man ikke kun se på de tilsyneladende omkostninger. Hvis man ser på de tilsyneladende omkostninger, kan man sige, at det er billigere at bygge et solcellepanel end at bygge et atomkraftværk. Men hvis man ser på effektiviteten, indser man, at atomkraft er meget mere omkostningseffektivt end solenergi, fordi det har en meget højere energigennemstrømningstæthed. Og som min afdøde mand Lyndon LaRouche havde udviklet et meget vigtigt teoretisk grundlag for, er der en sammenhæng mellem energigennemstrømningstætheden i produktionsprocessen og antallet af mennesker, der kan opretholdes på det niveau. Da sol og vind har en ekstremt lav energigennemstrømningstæthed, har de en tilsvarende lav befolkningstæthed. Så jeg kunne bringe det ind i diskussionen, at hvis man vil opretholde de nuværende 8 milliarder mennesker og forhåbentlig snart flere, kan man ikke kun stole på vedvarende energi, fordi den ikke har tilstrækkelig kraft til det. Det fik faktisk nogle af de andre paneldeltagere til at tage spørgsmålet op, og naturligvis blev spørgsmålet om en retfærdig verdensøkonomisk orden også et stort emne i diskussionen. Så jeg synes, det havde en god effekt.

SARE: Med hensyn til spørgsmålet om energi har vi netop haft en massiv strømafbrydelse i Europa, hvor Spanien angiveligt er førende i verden eller på vej over til vedvarende energi, hvilket ikke synes at fungere særlig godt. Har du nogen tanker om det?

ZEPP-LAROUCHE: Det er virkelig ironisk, hvis jeg nogensinde har set noget ironisk. Jeg tror, det var den 16. april, at Spanien stolt proklamerede, at de nu har alt på vedvarende energi. Hele deres elnet forsynes af sol- og vindenergi og lidt vandkraft. Så bare få dage senere – bogstaveligt talt mindre end to uger senere – havde man denne strømafbrydelse i Spanien, Portugal og endda dele af Frankrig. I mange timer var hele Den Iberiske Halvø uden strøm. Jeg tror, at de minimale omkostninger er 5 milliarder dollars i skader bare fra den ene dag. Nu er der naturligvis en stor interesse for at finde ud af, hvad der var årsagen. De evige propagandister sagde straks, at det måtte være et cyberangreb; Rusland må stå bag. Intet af det er tilfældet, og det bliver også mere og mere klart, at det er den iboende fejl ved vedvarende energi. Hvis man har et helt net, der forsynes af vedvarende energi – sol og vind – produceres energien, når vinden blæser, og solen skinner. Den stopper, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser. Men i alle andre økonomier, hvor dette anvendes, er der en slags backup, hvor man har kraftværker, der forsynes med kul eller gas eller turbiner eller atomkraft. På den måde kan man kompensere for det pludselige overskud af energi eller den pludselige mangel på energi. De andre kraftværker kan træde til og sikre stabilitet i elnettet. Hvis man ikke har det og kun har sol og vind som i Spanien, kan man ikke kompensere, hvis der pludselig er for meget, og elnettet bryder sammen. Det er grundlæggende en overbelastning af elnettet. Og der er ingen inerti, og strømmen skal konstant være på mere eller mindre 50 hertz. I dette tilfælde faldt trykket kun til ca. 49,86, hvilket ser ud som en meget lille margin, men det var nok til at lægge hele det nationale elnet i Spanien og Portugal ned. Naturligvis er forbindelsen til Frankrig meget dårlig, hvilket også kunne have udlignet noget af det, fordi Pyrenæerne ligger imellem. Der er altså meget frie net, der går over denne bjergkæde, og derfor var der ingen udligning.

Jeg tror derfor, at denne hændelse kunne ske overalt, hvor man er stærkt afhængig af vedvarende energi. Eksperterne i Tyskland var naturligvis meget hurtige til at sige, at dette aldrig kunne ske her, men andre eksperter har længe advaret om, at nøjagtig det samme kunne ske i Tyskland og andre lande, der er i en lignende situation. Så jeg er temmelig sikker på, at dette vil blive revurderet, og når årsagerne bliver klar, er jeg helt sikker på, at der vil ske en omlægning. Hvad vil der ske, hvis hele europæiske lande pludselig rammes af strømsvigt? Det er en katastrofal situation, og jeg tror, det vil tage lidt tid, men det vil føre til en omlægning af dette område.

SARE: Det håber jeg. Vi havde denne oplevelse i Texas for blot få år siden. Det er den olieproducerende delstat i USA, og vi havde disse vanvittige strømafbrydelser, hvor hundredvis af mennesker døde, og energiselskaberne udnyttede det til at hæve priserne. Vi synes ikke at have lært meget, men jeg håber, at vi bliver klogere.

Jeg vil gerne skifte emne, for det er 80-årsdagen for sejrsdagen den 8. og 9. maj, hvor fascismen blev besejret i Europa. Den russiske udenrigsminister Lavrov har sagt, at der kan ses konkrete resultater af dialogen mellem USA og Rusland i den nærmeste fremtid. Han sagde: »Der er håb om, at den lovende udvikling i dialogen mellem Rusland og USA bliver til virkelighed. Jeg forventer en solid bekræftelse af de gensidige interesser mellem Moskva og Washington i den nærmeste fremtid.« Han sagde dette på konferencen for BRIKS-udenrigsministrene i Brasilien for nylig. Jeg vil gerne høre dine tanker om dette. Jeg tror, at dette måske er præsident Trumps vigtigste initiativ til at forsøge at genoprette normale relationer mellem USA og Rusland. Så hvad er dine tanker om denne dynamik?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg håber, at præsident Trumps impuls fører til et resultat, der gør netop det – at genoprette de strategisk vigtigste forbindelser, for når alt kommer til alt er Rusland og USA de to atommagter, der har det største kontingent af atomraketter, der kunne udslette menneskeheden 20 gange. Så hvis de vender tilbage til normale forbindelser, tror jeg, det er det vigtigste strategiske spørgsmål, for uden det er der intet. Derfor er jeg meget utilfreds med nogle af disse europæere anført af Keir Starmer fra Storbritannien og Macron fra Frankrig. Desværre findes der noget, der hedder Koalitionen af Villige, som meget åbent forsøger at sabotere enhver sådan indsats fra Trump og Putin for ikke kun at genoprette relationerne, men også for at bringe en fredelig afslutning på krigen i Ukraine, som de facto er slut på grund af mangel på soldater i Ukraine. Det er bare et kontinuerligt blodbad, der foregår, og enhver ved sine fulde fem, der forsøger at forlænge dette, er simpelthen en kynisk person, der ikke bekymrer sig det mindste om det ukrainske folk eller soldaterne på begge sider.

Så jeg synes, det er meget vigtigt. Den såkaldte koalition af villige er blot vanvittig; jeg mener, der absolut ikke er noget at vinde. Selve tanken om, at Europa kunne erstatte USA i krigen mod Rusland, er blot storhedsvanvid og dumhed. Jeg tror desværre, at befolkningen bliver bombarderet med en masse propaganda, så kun en vis del af befolkningen kan se, hvor farligt dette er.

Da du nævnte 80-årsdagen for afslutningen af Anden Verdenskrig, er der en sådan vending eller nærmest en revanchistisk omskrivning af historien. Den sandsynligvis nye tyske kansler, Friedrich Merz, tager ikke til Moskva [til årsdagen], men til Kiev. Og Kiev har allerede ændret datoen; de fejrer ikke længere afslutningen på Anden Verdenskrig. De fejrer nu på samme dag en eller anden ildevarslende Europadag eller et nyt navn, de har givet den. Oliver Stone kritiserede for eksempel med rette dette og sagde, at disse mennesker er revanchister, fordi de står på den forkerte side af historien.

SARE: Lad mig bare spørge, er det også tilfældet, at de ikke inviterer den russiske ledelse til fejringerne i Europa? Efter at Sovjetunionen mistede 27 millioner mennesker, ville denne krig ikke være blevet vundet uden deres indsats? Er det stadig tilfældet?

ZEPP-LAROUCHE: Det er værre end det, for den afgående regering under kansler Scholz og denne usigelige udenrigsminister, der heldigvis har aflagt sit sidste besøg i sin egenskab af udenrigsminister, fordi det var uudholdeligt, hvordan hun rejste rundt i verden og virkelig skadede Tysklands image, uanset hvor hun satte sine ben. Men sammen har de indført en lovgivning eller et dekret, hvorved ingen i en officiel stilling – dette gælder også for Den Europæiske Union – må deltage i fejringerne i Moskva, ellers vil de blive ramt af sanktioner. I Tysklands tilfælde tror jeg også, at det er strafbart, hvis man på den dag går til den russiske ambassade i Berlin for at udtrykke sin taknemmelighed for det, Sovjetunionen gjorde i Anden Verdenskrig. Så det er virkelig en skam; det er en absolut vederstyggelighed. Det kan naturligvis kun forklares med folks ekstreme evne til at glemme historien og bare leve i nuet. Det er en af de aktuelle kulturelle kampagner, at få folk til at glemme historien og kun tænke på fornøjelserne i nuet, alt andet tæller ikke. Hvis man ser på populærkulturen, er der mange popsange, hvor folk synger »drikke vin, have det godt, man lever kun én gang«. Den slags absolutte mentale lavpunkt bliver propaganderet fra alle kanaler – fra tv, fra film og hvad ved jeg. Jeg synes, det er en skam, for hvis man glemmer historien, er der et ordsprog, der siger, at man nogle gange bliver tvunget til at genopleve den, enten som en farce eller som en større tragedie. Jeg håber, at vi kan forhindre, at det sker, men jeg synes, det er en absolut vederstyggelighed, hvad der sker omkring denne årsdag i Europa.

SARE: Jeg vil sige, at vi i USA har en glædelig forandring, for i de sidste par år har der ikke været nogen march for det udødelige regiment, hvor folks forfædre, der var involveret i Anden Verdenskrig – amerikanere og russere – marcherede sammen og lagde blomster og sendte hvide balloner op og fejrede afslutningen på krigen i Europa. Vi var ikke i stand til at afholde sådanne fejringer. Men i år vil der endelig igen være en Immortal Regiment March i Washington, D.C. den 3. maj. Jeg synes, det er en virkelig velkommen ændring, og det er en tilkendegivelse af, at der er mulighed for en ny retning.

Jeg vil også gerne nævne – og De har allerede været inde på den amerikanske revolution – at den russiske efterretningstjenestes websted bragte en lang erklæring med en temmelig lidet flatterende tegning af Ursula von der Leyen, der promoverer denne fascisme. De talte om det historiske forhold mellem USA og Sovjetunionen eller Rusland, der går tilbage til den såkaldte borgerkrig – den britiske pro-slaveri-anstiftede krig – hvor russerne sendte den russiske flåde til New York og San Francisco på Lincolns side. De talte om Suez-krisen, hvor Sovjetunionen samarbejdede med Eisenhower om at sætte Israel på plads. Og de talte om denne form for dynamik. Det forekommer mig, at dette ville være et meget naturligt grundlag for relationer, ligesom Confucius giver os et grundlag for relationer mellem USA og Kina. Forholdet mellem USA og Rusland kunne også blive meget vigtigt, hvis vi genopliver denne tradition. Hvad er dine tanker om det?

ZEPP-LAROUCHE: Det er min filosofi og derfor også Schiller-Instituttets filosofi, at hvis man ønsker fredelige relationer mellem nationer, skal man altid fokusere på hinandens positive bidrag. Hvis man går hen og taler med nogen og kun fremhæver de negative punkter, kunne jeg starte 3. verdenskrig med Dem, hvis jeg sagde, at Deres næse er grim, Deres kjole er modbydelig, og Deres frisure er elendig. Hvis jeg fortsætter og optrapper, er jeg sikker på, at vi efter en halv time ville være fjender. På den anden side, hvis jeg siger: »Diane Sare, du er sådan en begavet musiker; du har sans for poesi. Du er en stor leder« – så ville du svare, og vi kunne finde ud af, hvad vi har af fælles interesser og så videre. Det samme princip bør gælde for nationer, for i enhver historie er der op- og nedture. Så længe man har oligarkiske politiske ledere, sker det desværre, at lande gør dårlige ting. Men hvis man ønsker at reparere et forhold, skal man fremhæve det, der bringer menneskeheden fremad. I den forstand synes jeg, at alt fra Neutralitetsligaen og andre samarbejdsområder er et meget godt tegn på, at Rusland fremhæver disse positive elementer. Jeg synes, det ville være meget godt, hvis den amerikanske side ville imødegå dette ved at fortælle deres side af historien så meget som muligt.

SARE: Jeg er enig! Nu, med netop det eksempel, du lige gav, må jeg bringe konflikten mellem Indien og Pakistan på banen. Det er to meget store nationer, hvor det Britiske Imperium har spillet en meget destruktiv rolle. Jeg frygter, at vi virkelig er på randen af krig. Jeg vil gerne læse de seneste udtalelser fra Modi og Pakistans informationsminister. Modi har nu sagt, at »de væbnede styrker har fuld operationel frihed til at vælge midler, mål og datoer for Indiens gengældelsesforanstaltninger.« Dette er i forbindelse med terrorangrebet den 22. april, hvor omkring 26 turister blev dræbt. Modi sagde videre – og det lyder lidt som visse af vores neokonservative krigsfolk – »Jeg siger til hele verden, at Indien vil identificere, opspore og straffe alle terrorister og deres bagmænd. Vi vil forfølge dem til verdens ende.«

Derefter skrev Pakistans informationsminister i går på X: »Pakistan har troværdige efterretninger om, at Indien har til hensigt at iværksætte et militært angreb inden for de næste 24-36 timer under påskud af Pahalgam-hændelsen. Enhver aggressiv handling vil blive mødt med en beslutsom reaktion. Indien vil være fuldt ansvarlig for alle alvorlige konsekvenser i regionen.«

Jeg ved, at du og din afdøde mand, Lyndon LaRouche, har besøgt Indien mange gange. Du havde et godt venskab med Indira Gandhi, og Executive Intelligence Review offentliggjorde brevene fra Zulfikar Ali Bhutto, den myrdede tidligere leder af Pakistan. Så jeg ville virkelig gerne høre dine tanker om denne nye indsats, som jeg tror er briternes. Åh, og jeg vil gerne tilføje noget: Kinesernes reaktion var at sige, at vi skulle undersøge, hvad der skete før reaktionen. Det er noget helt andet end den amerikanske reaktion på 9/11 – undersøgelser kan rende og hoppe, vi invaderer nu det ene land og det andet. Og det samme gælder terrorangrebet på Israel den 7. oktober; der blev aldrig foretaget en undersøgelse, der blev straks truffet foranstaltninger. Så jeg sætter på en måde pris på den radikale kinesiske tilgang, hvor man først vil finde ud af, hvad der foregår, men hvad er din holdning til dette?

ZEPP-LAROUCHE: Desværre tror jeg, at situationen er ekstremt farlig, fordi Pakistan og Indien begge er atommagter. Der var allerede en pakistansk minister, der havde nævnt, at alle Pakistans atomvåben er rettet mod Indien, hvilket er en meget krigerisk trussel om at bruge disse atomvåben. Modis reaktion er naturligvis også meget hård og stridbar. Jeg håber bare, at det, han sagde, ikke er sandt, for hvis det er, kan vi inden for en til tre dage befinde os i en atomkatastrofe. Jeg kan kun sige, at den tidligere internationale bekymring om ikke-spredning og om, at faren for atomkrig kan komme fra andre steder end de store atommagter, men fra nogle af de andre, er meget reel. Så jeg kan kun håbe, at Pakistans forsvarsminister også sagde noget andet, som jeg synes er ekstremt vigtigt. Han sagde, at al Pakistans involvering i de sidste årtier var et resultat af, at landet blev udnyttet af Storbritannien og USA, herunder støtten til terrorisme fra pakistansk jord efter 9/11. Det er man helt klart nødt til at være opmærksom på, for nu med Trump-administrationen er det ikke det apparat, der gjorde det. Det var Brzezinski og hans islamiske kort, som han havde givet som ordre til Den Trilaterale Kommission på deres berygtede møde i Tokyo i 1975, hvilket derefter førte til Vestens støtte til koranskolerne og opbygningen af den ekstremistiske islamiske jihad i Afghanistan, først i krigen mod Sovjetunionen. Men efter at den krig var tabt, forsvandt disse terrorstyrker ikke; de spredte sig gennem hele regionen, gennem dele af de sovjetiske republikker, til Tjetjenien, til uigurerne i Xinjiang og andre områder. Så de inficerede hele regionen, og som general Flynn påpegede og forsøgte at formidle til Obama i 2012, blev disse kræfter – al-Qaeda, al-Nusra, uanset hvordan de ændrede sig – instrumentaliseret af Vesten, af USA og andre vestlige kræfter. Så jeg synes, at den pakistanske forsvarsministers henvisning til denne historie er yderst vigtig. Kun hvis man har et klart syn på tingene og ikke tilskriver det nationer, men andre former for interesser, kan man udforme en politik, der kan afbøde faren.

Jeg kan kun sige, at håbet er, at der er flere naboer, der straks blev aktive og forsøgte at mægle mellem Pakistan og Indien, såsom Iran, som er meget vigtig, og også Kina. De taler sammen, og de har positive relationer til begge sider. Man kan kun håbe, at deres mægling vil sejre, og at vi ikke kommer til at se en atomkrig på grund af denne krise på kort sigt.

SARE: Tak, det er et meget vigtigt svar. Vi har mange spørgsmål, men meget lidt tid. Så jeg vil bare vælge to af dem. Det ene er fra en tysk forretningsmand, der skriver: »Jeg har lige læst om Deres industrielle trekantprogram fra 1989-90 for at forbedre relationerne mellem Tyskland og det post-sovjetiske Rusland, da muren faldt. Hvis man antager, at der opnås fred i Ukraine, ville noget lignende kunne fungere i dag? Har man udarbejdet et forslag til i dag, der ville fungere og tage hensyn til begge landes skiftende behov?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det bedste resultat under de nuværende omstændigheder, som er uheldige, fordi vi nu har været i krig i tre år, og den særlige militæroperation kunne have været afsluttet i marts 2022. På det tidspunkt ville tabene have været minimale sammenlignet med den forfærdelige ødelæggelse, der er sket i de mellemliggende tre år på grund af sabotage fra primært Boris Johnson, men også fra visse elementer i Biden-administrationen. Det bedste, der kan ske nu, er, at man først indgår en våbenhvile, derefter en våbenstilstand og derefter indleder reelle fredsforhandlinger, hvor genopbygningen af Ukraine vil være tilskyndelsen for ukrainerne til at acceptere en sådan politik. Her tror jeg, at hvis man vendte tilbage til den idé, der eksisterede før krigens udbrud, nemlig at Kinas Bælte- og Vej-Initiativ kunne udvides helt til Europa. Så ville Ukraine være en bro mellem de europæiske og de asiatiske dele af Eurasien. Jeg mener, at det absolut stadig er en mulighed, for jeg har længe ment, at man skal have konkrete løsninger på lokale problemer og regionale kriser, men at vi kun kan komme ud af denne geopolitiske konfrontation ved hjælp af en global løsning. Jeg har opfordret til en global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der skal tage hensyn til alle landes interesser på kloden for at kunne fungere, en slags moderne Westfalske fred. Derefter kunne man virkelig tænke i samarbejde mellem landene i Eurasien og tage hånd om alle de problemer, der findes, herunder en Oase-plan for Sydvestasien, genopbygningen af Ukraine, men også opbygningen af moderne infrastruktur i hele Europa og forbindelsen til resten af Asien, så der på den måde bliver to fredelige kontinenter.

Jeg er helt sikker på, at kineserne allerede tænker i denne retning, og jeg kan kun håbe, at ukrainerne indser, at hvis de ønsker at have et land, og hvis de ønsker velstand og en fremtid, bør de absolut kræve, at en sådan løsning bliver lagt på bordet.

SARE: Så jeg vil ændre det sidste spørgsmål en smule, og du vil måske gerne kommentere de kommende konferencer i Schiller-instituttet i både USA og Europa. Du nævnte i går over for nogle af os noget, som jeg synes sætter tingene i et meget klart perspektiv, nemlig at du talte om den entropiske karakter af dette britiske liberalistiske imperium, som er konkurs, krigsmagerne, NATO’s krigsdrift osv. i modsætning til den nye dynamik, der er ved at opstå, som er vækstorienteret og faktisk bliver stærkere for hver dag, der går. Jeg tror naturligvis, at vi har en meget vigtig rolle at spille i den forbindelse, både her i USA og i Europa, fordi vi befinder os inden for det entropiske system, selv om der helt klart er en forandring i gang begge steder. Hvad vil du sige om konferencerne eller dine tanker om dette potentielle skillevej for menneskeheden?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke det på en passende måde, men når jeg sammenligner stemningen, udsigterne og forståelsen hos folk i Tyskland med dem, jeg lige er kommet hjem fra på denne rejse i Kina, er det forbløffende. Det er som at være i to helt forskellige universer. Når man taler med folk i Tyskland, er de alle ulykkelige, bange, deprimerede, pessimistiske, simpelthen forfærdelige. I Kina er alting helt anderledes. Alle, både kineserne og de internationale gæster, har en helt anden tankegang. De tænker på at opbygge ting, løse problemer, lave positive planer for fremtiden; de har helt enkelt en enorm positiv og optimistisk indstilling. Jeg tror, det skyldes, at man efter min mening ikke kan opdele den nuværende politiske situation i de gamle kategorier af venstre og højre og efter pladsfordelingen i det franske parlament på tidspunktet for den franske revolution. Det passer ikke længere. Der er mennesker, der angiveligt er venstreorienterede, men de er progressive, og der er mennesker på højrefløjen, der også er progressive. Så hvordan forener man det synspunkt? Jeg tror, den bedste måde er at sige, at verden er opdelt mellem de kræfter, der er fast besluttet på at bevare nogle fås privilegier, og som for disse privilegiers skyld er villige til at gå i den mest destruktive retning. På den anden side har man mennesker, der er velmenende, godhjertede og opgavestyrede, og de forsøger at gøre alting bedre. At få lande til at fungere sammen, at få økonomier til at fungere, at have høje poetiske idealer. De er grundlæggende anti-entropiske i deres tankegang. Jeg tror, at den overvældende tendens i vores tid er den sidstnævnte. Langt størstedelen af mennesker – det Globale Syd, dem, der faktisk udgør den Globale Majoritet – er i en meget konstruktiv stemning. Derfor kunne vi i Vesten, hvis vi ville tage det til os og sige, at vi vil samarbejde og løse de vigtigste problemer i vores tid – fattigdom, underudvikling, migrationsspørgsmålet – ved at opbygge de lande, som folk flygter fra, løse alle problemerne så let.

Det vil faktisk være emnet for vores konferencer, hvor vi vil forsøge at få folk i Vesten til at forstå, at den krigslignende fortælling ikke er ønskværdig. Den vil føre til en katastrofe. På den anden side er den historiske tendens for menneskeheden i dette særlige historiske øjeblik at overvinde geopolitikken og finde en måde at samarbejde på.

Det vil kort sagt være emnet for begge konferencer. Jeg kan kun råde jer til at tilmelde jer enten personligt eller, hvis I ikke kan rejse, via Zoom. Men vær en del af det; det er her, historien bliver skabt på den mest avancerede måde lige nu. Så gå ikke glip af det.

SARE: Mange tak. Jeg sætter pris på denne mulighed for at tale med Dem og stille Dem spørgsmål. Jeg undskylder over for de personer, der har sendt spørgsmål, som vi ikke nåede at besvare, men jeg er sikker på, at der vil være flere muligheder. Tak igen, og vi tales ved snart.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det håber jeg. Vi tales ved snart.

Den 27. april 2025 (EIRNS) – »Der foregår lige nu en enorm kamp i verden, som jeg mener Kina er en af lederne af,« sagde Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, i en paneldebat den 25. april i Kina om »Innovationsveje i den globale grønne omstilling,« arrangeret af China Media Group med CGTN-værten Yang Zhao. Zepp-LaRouche talte sammen med ambassadører og mediespecialister og satte tonen for hele diskussionen:

»Dette er en bestræbelse fra landene i den Globale Majoritet for at overvinde 500 års kolonialisme for altid ved ikke længere at være eksportører af råvarer, men at udvikle produktionskæden i deres egne lande. Der er naturligvis nogle, der ikke kan lide dette, og de vil gerne bevare de neokoloniale former.«

Mens Zepp-LaRouche talte, var »dem der ikke kan lide dette« – udøverne af britisk geopolitik med base i City of London og Wall Street – travlt optaget af at iværksætte dødbringende provokationer rundt om i verden for at sikre, at BRIKS-landene destabiliseres, og at USA og NATO holder kursen mod en endelig konfrontation med Rusland og Kina.

I området omkring Indien og Pakistan har et terrorangreb den 22. april, hvor 26 turister blev dræbt i det indisk kontrollerede område Kashmir, ført til en hurtig optrapning på begge sider. Indien har meddelt, at det suspenderer den meget vigtige Indus-aftale fra 1960 mellem Indien og Pakistan, som regulerer vandforsyningen til de to lande, der begge har et desperat behov for vand, og har inddraget næsten alle visa for pakistanere, der bor i Indien. Højtstående pakistanske myndigheder taler åbent om muligheden for at iværksætte et atomangreb mod Indien, som også er en atommagt! Heldigvis har Pakistans forsvarsminister peget fingeren mod  kræfter udefra, der udøver terrorisme i regionen, og udpeget Storbritannien og USA som de skyldige i de sidste 30 år.

I Rusland har myndighederne pågrebet manden, der den 25. april myrdede generalmajor Jaroslav Moskalik fra den russiske generalstab, og identificeret ham som en agent, der var udsendt af Kiev. Førende russiske efterretningseksperter forklarede hurtigt i nationalt fjernsyn: »Vi skal huske på, at terrorhandlinger af denne art udføres under tilsyn og direkte vejledning af de britiske specialtjenester.«

Og i Iran rystede en kæmpe eksplosion havnen i Bandar Abbas den 26. april, hvor mindst 25 mennesker blev dræbt og næsten 1.400 såret. Selvom det endnu ikke er fastslået, om der var tale om en ulykke eller sabotage, skete det på det præcise tidspunkt, hvor den amerikanske og iranske regering er involveret i følsomme forhandlinger, der er afgørende for at skabe fred i den krigshærgede region i Sydvestasien – hvilket den israelske og britiske regering er fast besluttet på at forhindre.

Indien, Rusland og Iran er alle medlemmer af BRIKS, som fører an i kampen for at skabe en ny international udviklingsarkitektur, der skal erstatte det nuværende fallerede system.

Som Zepp-LaRouche sagde i sine bemærkninger under paneldebatten i Kina:

»Vi har nu 70-årsdagen for Bandung-konferencen, og dengang i 1955 advarede præsident Sukarno, Zhou Enlai og Nehru om, at kolonialismen stadig eksisterer i sin moderne form gennem handelsforbindelser, adgang til kredit og så videre. Så nu befinder vi os i denne historiske, epokegørende forandring, hvor landene i den Globale Majoritet ønsker at overvinde dette, i vid udstrækning muligvis gennem Kinas fremkomst og gennem udviklingen af BRIKS-landene.«

Den kommende konference den 24.-25. maj i Schiller Instituttet vil samle førende intellektuelle og statsmænd fra nationer i både Nord og Syd for at drøfte, hvordan man på bedst mulig vis kan bringe netop en sådan epokegørende forandring i stand.

Zepp-LaRouches bemærkninger i CGTN-paneldiskussion: ‘Innovationsveje i den globale grønne omstilling’

27. april 2025 (EIRNS) — Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, deltog i en paneldiskussion den 25. april om ‘Innovationsveje i den globale grønne omstilling’, arrangeret af China Media Group, med CGTN-værten Yang Zhao. Andre deltagere var H.E. Dr. Simisa Berjan, ambassadør for Bosnien-Hercegovina i Kina; H.E. Khalil Hashmi, ambassadør for Pakistan i Kina; Dr. Veysel Binbay, direktør for teknologi og innovation ved Asia-Pacific Broadcasting Union (ABU); og Abbey Makoe, grundlægger og administrerende direktør for Global South Media Network.

CGTN’s hovedtema var internationalt samarbejde for at sikre den grønne omstilling, og hvordan teknologisk innovation kan påvirke dette. Zepp-LaRouche var den tredje af de fem talere, der blev kaldt op, efter ambassadøren fra Bosnien-Hercegovina og fra Pakistan, som begge fokuserede på, hvordan de gennemfører »den grønne omstilling«. Den pakistanske ambassadør erkendte vanskeligheden ved at »balancere« mellem de grønne omstillingskrav og det presserende behov for at skabe arbejdspladser i Pakistan.

YANG ZHAO (CGTN-vært): Fru Zepp-LaRouche, verdens første CO2-toldpolitik, som er EU’s mekanisme for tilpasning af grænserne for CO2-emissioner, eller CBAM, skal officielt gennemføres i januar 2026. Dette er en specifik politik, men mange lande er bekymrede over denne toldpolitik. Og de er bekymrede for, at det kan påvirke en global grøn omstilling og sandsynligvis opnåelsen af de globale mål for CO2-neutralitet. Så hvad er din holdning til dette spørgsmål?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, at mange landes bekymringer er meget berettigede, fordi jeg mener, at denne særlige mekanisme ikke er særlig fordelagtig for udviklingslandene. Faktisk er det Globale Syd bekymret for, at det sætter dem i en stor ulempe. Men ironisk nok er det heller ikke til fordel for industrierne i Tyskland og andre lande i Europa, fordi det i virkeligheden er et fupnummer. Det hjælper den finansielle sektor, men ikke den industrielle sektor. Der er mange mennesker, der er meget kritiske over for mekanismen, fordi Europa tidligere har gjort mange ting, der har begunstiget den spekulative sektor og ikke den industrielle sektor. Det er derfor, vi lige nu har en alvorlig økonomisk krise i Europa. Jeg tror, at det land, der er hårdest ramt, er Tyskland. Jeg mener der sandsynligvis vil komme en seriøs genovervejelse af disse spørgsmål.

ZHAO: Tror De, at dette er en anden form for protektionisme?

ZEPP-LAROUCHE: Ja, lige nu er Tyskland i frit fald. Økonomien er i frit fald. Det skyldes hovedsageligt tabet af billig gas fra Rusland, men jeg mener også, at Tyskland bør lære af Kina, fordi Kina har gjort det rigtigt ved at have en blanding. Man har vedvarende energi – sol, vind – men man investerer også i fjerde generation af fission, som er meget avanceret. Og Kina har som mål at have fusionskraft klar i 2034 eller ’35. Tyskland var engang et land med stor ekspertise inden for videnskab og teknologi, men jeg tror, vi er kommet lidt på afveje. Vi har forladt atomkraft uden at have en erstatning. Mange mennesker over hele verden har spurgt mig: »Hvad gør Tyskland? Har I et hemmeligt trick? Hvordan erstatter I det?« Men det har vi ikke, og jeg synes, vi skal se på Kina og se på blandingen af at gå tilbage til atomkraft og gøre en fornyet indsats inden for forskning og udvikling af fusionsenergi. Det ville være min vurdering …

Abbey Makoe fra Sydafrika talte senere lidenskabeligt om den dobbelte standard, der anvendes ved gennemførelsen af den »grønne omstilling« som en del af den generelle dobbelte standard i den globale styring. Han understregede i sin bredere behandling af spørgsmålet, at Afrikas problemer »ikke er selvforskyldte, men kommer fra andre steder«.

ZHAO: Fru Zepp-LaRouche, hvad er Deres synspunkt på denne afvejning [mellem omkostninger og langsigtede mål for den grønne omstilling]?

ZEPP-LAROUCHE: Det mest intelligente er naturligvis at investere i de ting, der er mest effektive. Selvom det ser ud til, at sol- og vindenergi er let tilgængelig og ikke så omkostningskrævende, er det ikke sådan i virkeligheden. For når det gælder energi, skal man tage højde for begrebet energigennemstrømningstæthed. Jo højere energigennemstrømningstætheden er, jo højere er produktiviteten i produktionsprocessen generelt i den samlede industri.

Tyskland er for eksempel en meget avanceret økonomi, og hvis man går over til meget lave energigennemstrømningstætheder, som kun findes i sol- og vindenergi, kan man ikke opretholde den høje produktivitet i økonomien. Derfor er der en omfattende genovervejelse i Tyskland blandt industrielle kredse om, at det var en stor fejltagelse at udfase atomkraft, for spørgsmålet er, hvordan man kan afstemme den mængde energi, der produceres på verdensplan, med befolkningens behov. Den lave energigennemstrømningstæthed ved sol- og vindenergi passer kun til en befolkningstæthed svarende til et område på ca. 1, måske 2 milliarder mennesker [på verdensplan]. Men hvis man vil opretholde en befolkning på 8 milliarder eller endog 10 milliarder eller 20 milliarder, hvilket sagtens ville være muligt, er man absolut nødt til at investere i områder med høj energigennemstrømningstæthed, som er fjerde generation, dvs. fissionsenergi, og der er ingen argumenter imod fjerde generation, fordi det f.eks. på thorium-siden er energikilder, der er helt sikre. De er miljøvenlige, de har ingen CO2-emissioner, der er værd at tale om. Derfor synes jeg, det er ekstremt godt.

Hvis man ser på Kinas eksport af energiprodukter til det Globale Syd, er Kina meget villig til at dele sine mest avancerede teknologier med Afrika. Derfor mener Afrika, at Kina er Afrikas ven. Churchill tog helt fejl, da han sagde, at de kun er interesseret [i at udvinde råstoffer]. Jeg mener, at forholdet mellem Kina og Afrika er beviset på, at der kan være ægte venskab mellem nationer, hvis man følger princippet om win-win-samarbejde, hvor begge sider vinder.

Hvis man ser på Kinas eksport til udviklingslandene i det Globale Syd, er det en blanding. Men der er også avancerede energikilder som fission, mens man i EU prædiker vand og drikker vin. De [henvendt til en anden paneldeltager – red) nævnte dette tidligere. De anvender kul, men de siger til afrikanerne, at de ikke skal anvende kul. Det viser hykleriet, at der i en vis forstand lige nu foregår en enorm kamp i verden, som jeg mener, at Kina er en af lederne af. Det er en bestræbelse fra landene i den Globale Majoritet for at overvinde 500 års kolonialisme for altid ved ikke længere at være eksportører af råstoffer, men ved at udvikle produktionskæden i deres egne lande. Der er naturligvis nogle, der ikke bryder sig om dette, og som gerne vil bevare de neokoloniale former.

Vi har nu 70-årsdagen for Bandung-konferencen, og dengang i 1955 advarede præsident Sukarno, Chou Enlai og Nehru om, at kolonialismen stadig eksisterer i sin moderne form gennem handelsforbindelser, adgang til kredit osv. Så nu befinder vi os i dette historiske skifte, hvor landene i den Globale Majoritet ønsker at overvinde dette, hvilket i høj grad er muligt gennem Kinas fremkomst og gennem udviklingen af BRIKS-landene.

Så hvis man sammenligner eksporten fra alle BRIKS-landene – Rusland eksporterer f.eks. også atomar teknologi, mens EU kun ønsker bæredygtig teknologi. Der er mange mennesker i det Globale Syd, der er kommet til den konklusion, at bæredygtig teknologi bare er et andet ord for ingen teknologi. Eller at man skal grave sin egen brønd og være tilfreds med det. Men jeg tror, at det Afrika har brug for – i Afrika er der 600 millioner mennesker, der ikke har elektricitet. Så hvordan gør man det i et lynprogram? Hvis europæerne er så bekymrede for migranterne fra Afrika, bør de hjælpe Afrika med at få adgang til elektricitet ved hjælp af turbiner og andre let tilgængelige midler, men samtidig begynde at bygge atomkraftværker nu. Jeg tror ikke, der er tale om en systemisk rivalisering – jeg vil ikke udtrykke det sådan, for jeg synes det er en tåbelig måde at se tingene på. Man bør se på relationerne mellem nationer på en helt anden måde. Men hvis der er en systemisk rivalisering, tror jeg, at det system, der er gavnligt for partnerne, vil sejre. Og det tror jeg vil være Kina.

Så Leibniz havde ret. Leibniz sagde allerede i det 17. århundrede, at hvis man skulle bedømme et folks visdom frem for kvinders skønhed, ville det gyldne æble gå til Kina. Og jeg tror, det er helt rigtigt.

Veysel Binbay vendte tilbage til diskussionen for at give udtryk for sin fulde enighed med Zepp-LaRouche: Mennesket kan ikke gå baglæns. Abbey Makoe blev spurgt, hvilken rolle medierne bør spille for at sikre, at svindel undersøges og afsløres i den »grønne omstilling«. Makoe svarede kontant, at der ikke vil være noget internationalt samarbejde, før medierne og det internationale diplomati igen er villige til at »kalde en spade for en spade«. Det bedste eksempel på de forværrede internationale relationer, der hersker i dag, er verdens tavshed over for det der sker i Palæstina.

Foto: CGTN

Ikke korrekturlæst

Du kan se de indledende præsentationer på YouTube her:

For at deltage i diskussionen klik venligst på følgende Zoom link.

Brug dit fulde navn, når du tilmelder dig mødet:

https://us02web.zoom.us/j/83288789255

Mobiliser venligst dine organisationer.

Deltag i Den Internationale Fredskoalition denne fredag sammen med fredsledere og -organisatorer fra hele verden. Send rapporter og initiativer til dagsordenen.

Venner af Den Internationale Fredskoalition,

Vil dagens politiske aktører pligtskyldigt spille deres tildelte roller, eller vil vi undgå at udspille vores egen tragedie i dag?

Mange faktorer spiller sammen for at gøre dette muligt. De vaklende finansielle systemer i det transatlantiske område truer med at gå i opløsning og kræver en ny økonomisk tilgang. Kinas spektakulære økonomiske succes og dets voksende videnskabelige og teknologiske kapacitet viser verden, at fremskridt, ja, meget hurtige fremskridt, er mulige. Den amerikanske præsident Trumps tilbøjelighed til en fredelig løsning på både NATO-Rusland-konflikten i Ukraine og den fremprovokerede Iran-krise er en mulighed, der bør udnyttes. I Europa frigør den antidemokratiske annullering af valg og de voksende begrænsninger af individers mulighed for at tale og tænke frit andre nationer i verden til at overveje alternative tilgange.

En verdensomspændende indsats for at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der fungerer på grundlag af en forståelse af menneskearten og dens historie, i overensstemmelse med vores identitet som den eneste kendte kreative art – det er det, der er brug for i dag.

Den Internationale Fredskoalition mødes denne fredag for at drøfte de frygtelige kriser, vi står over for, ud fra et perspektiv om, hvordan verden burde se ud om 50 år. Modige handlinger, styret af en lidenskabelig, legitim vision for fremtiden, kan bøje historiens bue.

Baggrund:

»Menneskets fremskridt har været det sandsynlige, men usikre resultat af historien som helhed,» skrev Lyndon LaRouche i sit essay fra 1998, »The Substance of Morality« (Moralens substans).

»Det var klart for den moderne europæiske civilisation, at fremskridt altid var muligt, men at fremskridt ikke nødvendigvis skete på den måde, som en simpel forestilling om fysisk videnskab antydede,« fortsatte han. «Stagnation eller værre, demografisk og fysisk tilbagegang, forekom ofte. I menneskehedens lange, kombinerede historie og forhistorie er kun få strømninger i den kulturelle udvikling ikke blevet kasseret, med rette, som mislykkede kulturer. I den kendte historie illustrerer den katastrofale vedholdenhed af oligarkiske samfundsformer, såsom de gamle mesopotamiske, romerske, byzantinske og aztekiske, det hyppige tilfælde af kulturer, der, selv om de mere eller mindre har været dominerende i lang tid, bedst kan karakteriseres som kulturer, der i sidste ende er dømt til undergang på grund af deres iboende mangel på tilstrækkelig ‘moralsk egnethed til at overleve’.« [Fremhævelse tilføjet.]

De nuværende angloamerikanske »eliter« mangler den moralske egnethed til at overleve. Finansialiseringen og militariseringen af økonomien, det selvmorderiske grønne angreb på produktiviteten, insisteren på, at den angloamerikanske alliance for evigt vil fortsætte med at være den fremherskende magt i verden, er alle udtryk for en moralsk fiasko.

Men ligesom fremskridt ikke er uundgåeligt, er tragedie det heller ikke, som Shakespeare og andre store dramatikere viser gennem deres værker, der ikke blot anklager en enkelt person for personlige fejl, men snarere det samfund, som denne person lever i.

»I den store klassiske tragedie bliver publikum forfærdet over at opdage, at det er kommet ind på området med en tilbøjelighed til at tolerere den slags fejl, der fører de tragiske figurer på scenen til deres undergang. Det er i denne uhyggelige ironi, at det sande drama ligger; der, i publikum selv, ligger den sande ontologiske dimension af det klassiske drama,« skriver LaRouche.

Ikke korrekturlæst

Torsdag den 17. april 2025

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen, god dag, lad mig byde jer velkommen, og især vores helt særlige gæst i dag, Chas Freeman. Nu er Chas Freeman ikke kun en højtstående diplomat i USA, men han har en ekstraordinær selvbiografi, og han var tolk for præsident Nixon i 1972, da Nixon åbnede op for forbindelserne med Kina. Og jeg tror, vi var der samme år i Kina, så jeg føler altid et vist bånd på grund af en fælles oplevelse, fordi man havde en fornemmelse af, hvordan Kina så ud på det tidspunkt, og hvad ændringerne har været indtil nu.

Men i dag vil jeg, ud over at byde dig velkommen, give dig ordet for at tale om den strategiske situation, som er i fuldstændig oprør – og det er nok årets underdrivelse, efter kun tre måneder med Trump i Det Hvide Hus: Vi har en toldkrig, vi har en uløst krise i Ukraine, vi har en utrolig farlig situation i Mellemøsten, og inden for alle disse emner er du en superekspert på grund af din rolle i diplomatiet og har kommenteret mange af disse spørgsmål i meget lang tid. Så fortæl mig, og fortæl vores seere, hvad din vurdering er af, hvor vi befinder os.

AMBASSADØR CHAS FREEMAN: Som diplomat og embedsmand i USA’s regering svor jeg en ed på at forsvare USA’s forfatning mod fjender i ind- og udland. Og i øjeblikket er fjenderne, både i udlandet og herhjemme, på fremmarch: Jeg vil først sige, at jeg er meget bekymret over det, der sker i mit eget land, og som ser ud til at have sin parallel i dit land, Tyskland – tabet af ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, retten til at indgive andragender til regeringen for at få oprejsning for uretfærdigheder og medvirken til krigsforbrydelser i Mellemøsten samt trusler mod Rusland, som virkelig er meget farlige. Internationalt, den udenlandske dimension af dette, arbejder vi naturligvis hen imod en større militær konfrontation med Kina. Vi har allerede indledt økonomisk krigsførelse med Kina. Jeg mener, at kompasset her ikke stemmer. Jeg tror, at vi vil tabe den krig på afgørende vis, ligesom vi har tabt krigen i Ukraine og med Den Russiske Føderation. Jeg kan ikke sige noget positivt om vores politik i Vestasien, som fortsat forårsager enorme lidelser. Det vigtigste resultat af den er ødelæggelsen af alle rester af international lov. Vi har et folkemord, som er blevet bekræftet af Den Internationale Domstol, af Den Internationale Straffedomstol, af alle større ikke-statslige organisationer – Human Rights Watch, Amnesty International og så videre – og alligevel fortsætter vi med at benægte og støtte disse handlinger.

I Europa finder jeg tingene meget forvirrende og ironiske: Jeg troede oprindeligt, at europæerne var enige med USA i at nægte at engagere sig i diplomati med Rusland og dybest set tvinge Den Russiske Føderation til at vælge mellem at acceptere fjendtlige styrker på sin grænse eller bruge magt for at fjerne dem. Jeg troede, at europæerne gik med til det, lidt modvilligt. Vi har nu den ironiske situation, at Trump, selv om han ikke er særlig fokuseret og ikke velinformeret og tilsyneladende ikke særlig kompetent, forsøger at afslutte krigen i Ukraine på vilkår, der vil føre til en tilnærmelse mellem USA og Rusland, og europæerne derimod deltager i diskussioner, ikke om politiske løsninger på Europas sikkerhedsspørgsmål, men om militære løsninger, som er umulige og aldrig vil blive accepteret af russerne, og derfor er de farlige. Der er møder i gang i Paris mellem europæerne og de højtstående amerikanere, der er involveret i drøftelserne med Moskva, dvs. Trumps forretningsven og ven, ejendomsmilliardæren fra New York Steven Witkoff, og Marco Rubio, USA’s udenrigsminister. Men det ser ud til, at den europæiske dagsorden fortsat handler om krigsførelse snarere end om diplomati.

Så jeg stopper her. Men dette er en introduktion til, hvad der kun kan beskrives som et farligt rod, ikke bare for europæere, ikke kun for amerikanere, men for verden som helhed. Og jeg har ikke engang nævnt noget af handelskrigen, toldtumulten og den øvrige udvikling, som Trump har fremprovokeret.

ZEPP-LAROUCHE: Lad mig starte med at fokusere på Tyskland, for du har helt ret i, at alle eller de fleste indtil for nylig har troet, at europæerne er USA’s vasaller, det sagde Macron på et tidspunkt, og nu viser det sig, at med Trump i Det Hvide Hus er det ikke USA, men det er en anden mekanisme; det er tilsyneladende en loyalitet over for det, som nogle kalder »den dybe stat«. Det er helt sikkert mere britisk end amerikansk, for det er helt klart – så hvad er din kommentar til, hvad det er for dybere netværk, der er på spil? For det er tydeligvis ikke et spørgsmål om nationer mod nationer, men det er en slags netværk af mennesker, der er ideologisk bundet sammen. Hvad er dit syn på en sådan hypotese?

FREEMAN: Lad mig komme med endnu en kommentar: For det første er det rigtigt, at i de sidste otte år, perioden efter Anden Verdenskrig, både den kolde krig og den efterfølgende periode med amerikansk ensidig dominans, har europæerne fulgt det amerikanske lederskab til Europas fordel. Det vil sige, at: Hvis europæerne ikke selv gjorde en indsats for at definere en europæisk orden, overlod de det til USA at skabe og opretholde den.

Men det amerikanske lederskab er nu væk. Europæerne følger ikke længere USA’s ledelse. De er måske undskyldt for ikke at gøre det, fordi den ledelse, som USA tilbyder, er ret forvirrende i øjeblikket – kaotisk, uberegnelig og genstand for pludselige ændringer, tilsyneladende efter præsident Trumps forgodtbefindende. Men faktum er, at det amerikanske lederskab i Europa, som har været en grundpille for orden i Europa, nu er dødt.

Og så har vi det fænomen, at europæerne, som virkelig historisk set har en erfaring ved mange lejligheder – man har jo selv talt om den westfalske traktat, eller mere præcist den westfalske fred – og europæerne har en vigtig diplomatisk historie: Hvis du er europæer, bor du i et land ved siden af et, som kan gå til modangreb på dig, hvis du angriber dem. USA har derimod to brede oceaner; vi har gode naboer – desværre gør vi alt for at fremmedgøre dem nu i øjeblikket, selv canadierne, som bestemt ikke fortjener det, og det gør mexicanerne heller ikke – europæerne forstår, at diplomati er langt at foretrække frem for krigsførelse. Europæerne har historisk set praktiseret diplomati. Det moderne diplomati blev født i Italien og Frankrig. Og alligevel har vi nu USA, der forsøger at praktisere en slags diplomati, og europæere, der afstår fra diplomati til fordel for magtanvendelse. Det giver ingen mening.

Diskussionerne i Paris ser ud til at have sat de europæiske deltagere, Tyskland, Frankrig, England og andre, op mod amerikanerne og argumenteret for tilstedeværelsen af en NATO-styrke eller en styrke fra NATO’s europæiske medlemmer i Ukraine, som russerne helt fra begyndelsen har gjort det klart var casus belli, årsagen til den krig, der begyndte, eller den invasion, der begyndte i 2022. Krigen begyndte i 2014 med statskuppet i Kiev og den efterfølgende udvikling.

Så jeg synes, det er meget mærkeligt. Det er næsten uforklarligt: Dit eget land diskuterer tilsyneladende, som en del af den militære tilgang til at håndtere Rusland og situationen i Ukraine, at levere Taurus-missiler til Ukraine, som ville ramme dybt ind i Rusland, og som russerne har gjort det klart, at de ville føle sig forpligtet til at gengælde – forhåbentlig med konventionelle våben, men muligvis også med atomvåben.

Så Tyskland er ikke, i modsætning til andre europæere, i stand til at løbe enorme risici, som forekommer mig ret tåbelige, og som ikke er nødvendige. Ukraine har tabt krigen. Det er i øvrigt ikke overraskende, at en person, der har tabt en krig, beder om en våbenhvile, hvilket Zelenskyj ser ud til at gøre nu. Og det står ikke klart for mig, hvorfor dem, der vinder krigen, skulle gå med til en våbenhvile uden at nå krigens mål. Og målene for krigen har russerne meldt klart ud udefra. De er tre:

For det første begyndte det med et krav om sproglige og kulturelle rettigheder for de russisktalende i Ukraine, et mindretal på 29% af Ukraine, som det så ud dengang. Det andet og vigtigste mål var imidlertid Ukraines neutralitet: Ingen NATO-tilstedeværelse, ingen udenlandsk militær tilstedeværelse, der er fjendtlig over for Rusland, ved Ruslands grænser til Ukraine. Og det tredje og vigtigste krav var en dialog om den europæiske sikkerhedsarkitektur, som ville erstatte opdelingen af Europa mellem Vesten og Rusland og den militære konfrontation mellem de to med en ny orden, som ville aflaste russerne for den følelse af trussel, som de frygter fra NATO, og aflaste NATO, Vesten, for den trussel, som det opfatter fra Rusland: Så en generel afspænding, en tilnærmelse, en ny arkitektur, der ville sikre, at alle europæere, inklusive russerne, var en del af et samarbejdende sikkerhedssystem, som garanterede orden, sikkerhed og velstand i Europa.

Det bliver ikke engang diskuteret. Intellektuelt befinder vi os i en steril strategiperiode. Vi har et strategisk underskud. Jeg synes, det er vigtigere end det handelsunderskud, som mit land har, strategiunderskuddet.

Så det er mine kommentarer til det. Det er meget bekymrende.

ZEPP-LAROUCHE: Denne Friedrich Merz, som sandsynligvis er eller kunne blive Tysklands næste kansler, gentog for få dage siden, at han ville sende Taurus-missiler til ukrainerne, og det er et varmt emne, for alle ved, at det kun kan fungere med tyske teknikere på jorden, sandsynligvis også amerikansk efterretning, rumfart og lignende efterretninger. Så han siger, at han vil gøre det i samarbejde med de europæiske allierede. Nu er der ingen andre europæiske allierede, der har et tilsvarende våben som Taurus, så det er en lidt mærkelig formulering. Men [forsvarsminister] Pistorius, som efter min mening er en krigsmager, fordi han opfordrer Tyskland til at blive »krigsklar« – du ved, jeg tror, at tyskerne med vores historie ikke bør tænke på at være »krigsklar«; vi bør tænke på at være »fredsklar«, men Pistorius opfordrer folket til at være »krigsklar«, og der foregår en utrolig militarisering i hele landet. Ikke desto mindre var Pistorius, ligesom Scholz, den afgående kansler, imod Taurus, simpelthen fordi alle forstår, at dette er at krydse endnu en og måske den sidste røde linje for Rusland.

Så hvordan i alverden kan Merz sige sådan noget, og nu har selv ledelsen af socialdemokraterne, som er i gang med en diskussion om at danne en koalitionsregering lige nu, dybest set sagt, at når Merz har adgang til oplysninger fra efterretningstjenesterne, så vil han forstå, at det er et no go at levere denne Taurus. Nu er jeg ikke privilegeret til at få oplysninger fra tyske eller andre efterretningstjenester, men bare ved at studere sagen er det meget klart, at Taurus sandsynligvis er den sidste røde linje. Hvad er din forklaring? Hvordan kan en person, der ønsker at blive kansler, sige sådan noget? Jeg mener, sætte hele Tysklands velbefindende og muligvis eksistens på spil?

FREEMAN: Lad os dele det op i to spørgsmål. Det ene er spørgsmålet om, hvorvidt Tyskland og andre europæiske lande bør udvikle en selvstændig forsvarskapacitet? Jeg synes, at europæerne bør gøre det. Man nævnte, at Taurus sandsynligvis ikke er særlig nyttig uden amerikansk efterretningsstøtte; det har været mønsteret, at USA leverer den centrale logistiske og efterretningsmæssige støtte til de europæiske styrker. Så da nogle europæere – gudskelov ikke Tyskland – af meget mærkelige grunde greb ind i Libyen og skabte det anarki, der i øjeblikket hersker i Libyen, var det ikke muligt uden logistisk og efterretningsmæssig støtte fra USA.

Så jeg er enig i, at Europa er nødt til at udvikle en autonom forsvarskapacitet. Hvor store investeringer, der er nødvendige for at gøre det, er noget, som eksperter bør undersøge. Jeg tror ikke, at en fordobling af forsvarsbudgettet er en særlig videnskabelig måde at gribe sagen an på. Det er næsten som at behandle, hvis jeg må, det er som i 1930’erne, da nazisterne gennemførte, hvad man kan kalde »militær keynesianisme«, byggede Autobahnen og opbyggede en masse militærindustrier som en måde at undslippe depressionen på. Det virkede! Slutresultatet var dog ret grimt for alle, også for tyskerne. Så jeg tror, det er ét problem.

Spørgsmålet om Taurus er et andet: Det er en provokation, og man bør ikke deltage i provokationer, medmindre man er helt sikker på, at man vil sejre. Der er ikke noget match mellem Tyskland og Rusland under de nuværende omstændigheder, især hvad angår den nukleare dimension og hypersoniske missiler. Russerne har brugt de sidste tre år i Ukraine på at lære at klare alt, hvad NATO kunne finde på at kaste efter dem, og det er de blevet meget effektive til. Og i øjeblikket er der selvfølgelig en typisk stilstand i kampene i Ukraine, fordi det er muddersæson, men når mudderet tørrer ud, vil vi se et angreb fra russerne langs den Kreml-Ukrainske forsvarslinje.

Alt dette burde tale for en hurtig indsats for at redde Ukraine – det, der er tilbage af det – fra yderligere forringelse, yderligere erobring af russerne og drab. Og jeg synes, at Trump har helt ret i at understrege begge disse ting, selv om han måske ikke gør det på den mest intelligente måde. Vi ser en amatørtilgang til dette hos Witkoff. Witkoff er tilsyneladende en meget intelligent mand; han lærer, han lytter, han er en god forhandler, han har erfaring med ejendomstransaktioner; han har ingen diplomatisk baggrund; han har ingen ekspertise i Rusland eller i sikkerhedsspørgsmål. Alligevel er det i Vestasien, hvor han også har været engageret i at forhandle fejlslagne aftaler med israelerne og nu er i dialog med Iran. Jeg forventer, at han lærer en hel del af iranerne: Han lytter.

Men dette er ikke A-holdet, dette er ikke en gruppe professionelle, som kan håndtere russerne effektivt. Og den største tragedie er, som jeg sagde tidligere, at vi alle burde tale om fred, vi burde tale om, hvordan vi kan sikre vores fred. Det eksempel, du gav med Westfalen, forhandlingerne om Westfalen, er meget relevant. Vi har brug for en omstrukturering af sikkerhedssystemet i Europa. Europa er også nødt til at reformere sin økonomiske politik og samhørighed for at kunne støtte en mere uafhængig rolle, som det bliver nødt til at tage. Indtil nu har Europa, set fra mit perspektiv, været meget mindre end summen af delene. Det bør være mere end summen af delene. Det kræver dyb tænkning og en dialog mellem europæerne, som jeg ikke ser ske. Det, jeg ser, er i stedet mere af den samme, næsten hjernedød hengivenhed til militarisme i stedet for til diplomati.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er enig med dig i, at der ikke er nogen strategisk debat, ingen tænkning, ingen vision. Det er faktisk skræmmende: Man får indtryk af, at vi styres af en elite, eller af et etablissement, burde jeg sige, for de er ikke særlig elitære, men de er ikke en elite. Og de ser ud til at være mere optaget af at beholde deres privilegier og poster, indkomst og alt det her, end de tænker på, at de har et ansvar over for befolkningen i de europæiske nationer. Og jeg tror – og jeg vil gerne høre din kommentar til følgende tanke – jeg tror, at europæerne har været så anti-intellektuelle i meget lang tid, at de helt har overset en strategisk ændring af enorme dimensioner, nemlig det faktum, at magtens centrum i verden klart er flyttet i de sidste, jeg vil sige årtier, til Asien, til det Globale Syd, til det faktum, at landene i den Globale Majoritet endelig ønsker at overvinde kolonialismen, de ønsker endelig at blive middelklasse- eller mellemindkomstlande, hvor alle deres borgere har et anstændigt liv. Og i betragtning af, at Rusland og Kina og BRIKS bevæger sig i en lignende retning, er bestræbelserne på at udstøde Rusland fuldstændigt og gøre Kina til en fjende bare fuldstændig grotesk! Det kan ikke fungere.

Men hvad er det, efter din mening, i psykologien hos disse, lad os sige europæiske etablissementer, som gør dem blinde for overhovedet at undersøge fiaskoen i deres egen politik?

FREEMAN: Jeg tror, at Europa oplever mange af de samme vanskeligheder, som mit eget land, USA, oplever: Nemlig et etablissement, som er ude af trit med den folkelige opinion, og som af almindelige mennesker opfattes som uimodtageligt og ude af stand til at levere det, som regeringer skal levere. Med andre ord den slags, som Hillary Clinton beskrev, da hun kaldte almindelige mennesker for »deplorables«, mennesker, som hun ikke havde andet end foragt til overs for.

Så hvis man har et etablissement, der regerer på den måde, får man en reaktion. Vi ser en hel del reaktioner i europæisk politik såvel som her. I Europa, i dit land, har man Alternative für Deutschland, som er et svar på den slags situationer. Men derudover tror jeg, du har ret: Man har en flok karrierefolk i spidsen: De er professionelle politikere. Jeg beundrer Canada, som tilsyneladende lige har valgt en person, der ikke er karrierepolitiker, hr. Carney, som er en strålende mand, der forstår den globale økonomi og de ændringer i verdensordenen, som du lige har beskrevet. Det adskiller ham fra alle andre i Vesten på dette tidspunkt, tror jeg. Verdensordenen, der er en særlig ironi i, at europæiske nationer, som engang var de store magter på denne jord, imperiale, koloniale, dominerende med hensyn til at eksportere europæiske værdier gennem verden, det er en særlig ironi, at som verdensordenen skifter og dybest set styrker mellemliggende magter, giver dem mere manøvrefrihed, end de havde under eller efter den kolde krig, frigør dem fra stormagtsrivaliseringens begrænsninger og giver dem mulighed for at træffe beslutninger på egen hånd, at det viser sig, at europæerne ikke ser ud til at være i stand til at træffe beslutninger på egen hånd. Jeg tror, at jeres nabo mod øst, Polen, har udviklet sig til en stormagt. Jeg ville ønske, at det tænkte mere klart om fremtiden, end det gør, men det er et eksempel på en mellemstor magt, som har potentiale til at udrette store ting.

Den anden ironi i dette er selvfølgelig, at jeg nævnte Europas eksport af europæiske værdier, den europæiske oplysnings værdier, opfattelserne af menneskelig værdighed og menneskerettigheder og international lov og værdierne af demokrati eller samråd mellem herskere og regerede, disse ting, som gav Europa moralsk autoritet, gav USA moralsk autoritet globalt, er nu i bund og grund blevet afvist af os. Hvis man nu er imod folkedrab, bliver man stemplet som antisemit – en stor ironi! En stor, stor ironi! Og hvis du er åbenmundet imod krigen i Ukraine, bliver du stemplet som en håndlanger for Vladimir Putin. Men ytringsfrihed, respekt for den forfatningsmæssige orden, retsstatsprincippet, de ti ændringer i vores forfatning, som er Bill of Rights, alle disse ting er ved at forsvinde. Og man har helt ret, Vestens handlinger, ikke bare i Ukraine, men i Vestasien, i det palæstinensiske spørgsmål og det, der sker i Gaza og på Vestbredden, Israels angreb på Libanon og Syrien, det potentielle angreb på Iran, alle disse ting har tilsammen fået resten af verden til at ønske at have meget lidt med os at gøre og ikke længere følge Vesten. Vi har kæmpet for vores eget lederskab, og lederskabet fra det såkaldte Globale Syd eller den Globale Majoritet har endnu ikke formået at træde virkningsfuldt frem. Jeg tror, at kineserne har evnen til at lede, men de mangler viljen. Og andre i den konstellation er, som du foreslog, Rusland, der i bund og grund er udstødt af Vesten, ikke af resten af verden. Lande som Brasilien mangler den internationale magt til at lede.

Og så ser vi, igen for at vende tilbage til tesen om, at magter på mellemniveau udøver mere autoritet og har mere frihed til at handle, at Tyrkiet dukker op igen som en vigtig kraft i den eurasiske kontekst, dvs. at landet orienterer sig mod syd, mod Levanten i Golfen og mod Centralasien; det har gode relationer til både Rusland og Ukraine; og det er blevet langt vigtigere for EU, end det nogensinde var tidligere, på grund af USA’s tilbagetrækning fra en aktiv rolle i Europa.

Så det er alt sammen ændringer, som er nødt til at blive anerkendt, og jeg er ked af at sige, at jeg ikke ser politikere i mit land eller i jeres, der udøver analyseniveauet og forstår, hvad der sker, og justerer politikkerne i overensstemmelse hermed.

ZEPP-LAROUCHE: Den russiske udenrigsminister Lavrov sagde allerede for et par år siden, at han mener, at det, der er sket i Vesten, er, at vi kulturelt har bevæget os væk fra det kristne værdisæt, det vil sige, at alt er tilladt, alt foregår, liberalisme til det ekstreme, og at det dybest set har forårsaget det nuværende fald i værdier og så videre. Min afdøde mand, Lyndon LaRouche, sagde på et tidspunkt, at han tror, at hvis det finansielle system oplever en ny krise som i 1930’erne, så vil det gå hånd i hånd med faren for en ny fascisme, at den nye fascisme ikke vil have samme farver og udseende som den gamle, men alligevel være en ny fascisme. Og jeg tror, at man kan argumentere for, at mange af de symptomer, du beskriver, som tolerancen over for folkemord, den totale mangel på et positivt menneskebillede, er det en ny fascisme, vi ser?

FREEMAN: Det tror jeg helt klart, vi gør. Jeg tror, det er det, der sker i mit land. Det tog Adolf Hitler 53 dage at ødelægge Weimarrepublikken; det tager Trump lidt længere tid at ødelægge den amerikanske republik, men det sker, mens vi taler, og det smitter på den måde, som jeg nævnte i dit land.

Det er ikke fascistisk endnu: Det vil sige, at journalister for det meste ikke bliver arresteret, folk bliver ikke skubbet ud af vinduer, brunskjorter marcherer ikke i gaderne, men alle symptomerne er der.

Med hensyn til værdier vil jeg bare sige, at uanset hvilken holdning man har til traditionelle værdier i forhold til de såkaldte »woke værdier«, som har været ret store for den kulturelle elite i mange lande – uanset hvad man siger om det, er det meget tydeligt, at wokeness, afvisningen af traditionelle værdier, har været en mindretalsbevægelse, og det kan man se meget tydeligt i den politiske udvikling i mit land. Trump blev valgt – ja, 60 % af de voksne amerikanere stemte; kun 60 % ved valget i 2024; halvdelen af dem, 49,7 %, lidt mindre end halvdelen, stemte på Trump. Resten stemte på noget andet eller stemte slet ikke.

Så Trump repræsenterede højst 30 % af vores befolkning, da han var på sit højeste, og alligevel er de 30 % og den personkult, der omgiver dem, nok til at ødelægge vores forfatningsmæssige orden, retsstatsprincippet og så videre. Og vi har en præsident, som ikke er lige så klog som Adolf Hitler, når det gælder om at eliminere domstolenes magt, noget som Netanyahu også gør med en anden metode i Israel. Men målet er det samme: En ensidig, samlet udøvende magt, en enkelt personlighed med ansvar for alt, spytslikkere omkring denne personlighed, så sandheden forvises fra regeringens indre arbejde og erstattes med smiger og så videre.

Vi har set det før! Denne gang kommer det i en anden form – men ikke så anderledes. Og det er meget skræmmende, synes jeg. Det er især skræmmende, fordi det, alle siger om fascisterne i 1930’erne, er, at de havde en vis grad af intelligent plan. Jeg kan ikke se en intelligent plan nogen steder! Uanset om det drejer sig om vores indenlandske økonomi – »toldtvangen« er fuldstændig irrationel! Det vil ikke opnå de erklærede mål; det vil opnå det modsatte. Angreb på universiteter er angreb på den ting, den store fordel, som vores land og Tyskland har haft i løbet af det sidste århundrede, nemlig en intellektuel etablering, der er åben for ideer, og som fungerer som en magnet for talent. Det er vi ved at ødelægge! Så dette er ikke andet end fascisme.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at vi går en meget hård tid i møde, eftersom toldkrigen mellem USA og Kina ser ud til at nå nye højder næsten dag for dag. Kina har svaret ganske hårdt igen. De har praktisk talt forbudt eksport af sjældne jordarter og magneter, og det er nødvendigt for næsten alle elektriske apparater, der bliver produceret. Så jeg tror, at Kina, og da du er en af de vigtigste eksperter i Kina, vil jeg gerne høre, hvad dit syn er.

Lad mig først fortælle dig, hvad mit synspunkt er: Jeg mener personligt, at kineserne med succes har udviklet en helt anden model, med det de kalder »win-win-samarbejde«. Selvfølgelig får de fordele, men de gør også noget for det land, de samarbejder med, og det har ført til en situation, hvor mange lande i verden, i Afrika og andre steder, virkelig tror, at Kina er deres ven, i modsætning til hvad Churchill insisterede på, nemlig at lande ikke har venner. Men de siger, at Kina er deres ven.

Hvis man rejser rundt i Kina, og det har jeg gjort mange gange, også for nylig, så er det fantastisk! Byerne er pæne, hovedbanegårdene er rene, togene kører til tiden. Man har et togsystem med hurtige tog med en længde på, tror jeg, i mellemtiden, 40.000 km, eller 45.000 km-35.000 miles.

USA har ingen! Ikke 1 km hurtigtog! Når man ser på infrastrukturen, kører man på motorvejen i New Jersey, og man forsvinder ned i huller i gaderne. Broer går i opløsning, som de gør i Tyskland; de kollapser på månedsbasis nu. Så hvorfor siger USA – hvis Trump vil gøre Amerika stort igen, hvorfor siger han så ikke: Lad os stoppe dette utrolige spild på at fodre det militærindustrielle kompleks, som ikke producerer noget af værdi, ikke set ud fra den almindelige befolknings levestandard, kun til spekulanternes lommer, og hvorfor gør vi ikke, som kineserne gjorde, ved at opbygge vores egen, indenlandske økonomi: Lad os bygge nye byer, du ved, USA er stærkt underbefolket i store områder i de centrale dele. Hvorfor ikke bygge hurtige togsystemer, som man har i Kina? Hvorfor ikke bygge nye byer, nye videnskabsbyer, og gøre USA stort igen ved at tiltrække de bedste hjerner i verden til at indgå i en dialog med os om videnskab, rumfart og andre intellektuelle ting.

For kineserne er lige nu langt foran! Det har man på 44 områder inden for avanceret teknologi, og kineserne er førende på 37 af disse 44: Så er det ikke et bedre forslag for USA at ændre kurs og sige: Lad os arbejde sammen med kineserne, og sammen kan vi løse næsten alle problemer på planeten?

FREEMAN: Jeg skal faktisk holde et foredrag i morgen aften i Boston Community Church om netop dette emne: Hvor konkurrencedygtige er USA i forhold til Kina? Min konklusion er, at vi ikke er konkurrencedygtige af mange grunde. I øvrigt er de 44 teknologiområder, du nævner, ironisk nok finansieret af det amerikanske udenrigsministerium til et institut i Australien, der hedder Australian Strategic Policy Institute, som har lavet den undersøgelse. Man har nu udvidet det til 64 teknologiområder, og Kina er foran på 57, siger man. Sydkorea er foran på 2, og på de resterende 5 er USA fortsat førende.

Så vi ser på et land, der har løftet sig selv op og opnået store ting! Kina gennemgik i 1950’erne og 60’erne to vanvittige forsøg på at »gøre Kina stort igen«. Formand Mao Zedong lancerede Det Store Spring Fremad, som var en katastrofe, der førte til massesult, og så fulgte han op med Den Store Proletariske Kulturrevolution, som var noget i retning af det, Elon Musk nu gør ved den amerikanske regering.

Og så blev disse fiaskoer erstattet i december 1978 af Deng Xiaoping med en mere vidtspændende, intelligent og sund indsats, som har været en succes.

Så du nævnte højhastighedstog i Kina, og det findes faktisk ikke i USA. Der er nogle højhastighedstog i Europa, men de blegner i sammenligning med dem i Kina. TGV’en [i Frankrig] er ikke i samme klasse. Jeg tror, at din afdøde mand havde helt ret, da han understregede behovet for investeringer i infrastruktur. Den manglende investering i infrastruktur har ført til forarmelse af mit og dit land. Så i den henseende havde han fuldstændig ret. Og det er ikke for sent at rette op på det, men vi går i den modsatte retning: Med vores nedskæring af statens indtægter. Præsident Trump lader til at tro, at udlændinge betaler vigtige skatter. Nej, nej, det er skatter på den amerikanske forbruger. Vi bliver ikke rige af dem, vi bliver fattige.

Og jeg vil gerne vende tilbage til sammenligningen med Kina: Den kinesiske eksport til USA er cirka tre gange så stor som den amerikanske eksport til Kina. På kinesisk er der en meget enkel definition af handel: »oufeng do« [ph], at udveksle det, man har, med det, man ikke har. I denne udveksling får vi meget mere fra Kina, end vi giver – jeg taler kun om varer her, ikke tjenesteydelser. Vi har en positiv handelsbalance på tjenesteydelser med Kina, hvilket kineserne vil gøre gengæld for. De har tilsyneladende lige forbudt Boeing-fly at blive solgt i Kina, og de forsøger at flytte al deres landbrugsimport, som har en lav værdi, stor volumen, men lav værdi; de sender alt dette til lande som Brasilien og potentielt til steder som Angola, som har et enormt potentiale for landbrugseksport. Og taberne her bliver landmændene i USA. Og vi ser faktisk i USA, at landmænd går konkurs, fordi bankerne ejer deres udstyr; landbrug i USA er ekstremt kapitalintensivt; meget få mennesker arbejder i sektoren, mindre end 1 %.

Det samme er i øvrigt sket i fremstillingsindustrien. Det vil sige, at i 1900 arbejdede 80 % af den amerikanske arbejdsstyrke i landbruget, 15 % arbejdede i industrien, og 5 % var i den såkaldte servicesektor. I dag er andelen mindre end 1 % i landbruget, 8 % i industrien og 91 % i servicesektoren. Så vi giver Kina skylden for tabet af produktionsjob, men det er stigninger i produktivitet, automatisering, manglende omskoling af arbejdere til at bruge denne automatisering og virksomheders grådighed, som outsourcer produktionen til udlandet med billig arbejdskraft i stedet for at forsøge at øge amerikanske arbejderes produktivitet, der har ført til situationen. Det er ikke kinesernes skyld!

Og der er mange myter i vores politik, for eksempel: Da Kina blev medlem af Verdenshandelsorganisationen, WTO, sagde alle: »Jamen, det er enden på den amerikanske industribase.« Men nej! Faktisk fortsatte USA’s eksport med at stige med præcis samme tendenslinje, som man havde før! Og antallet af industriarbejdspladser fortsatte med at falde på nøjagtig samme niveau og i samme tempo som før. Så vi har mange politiske myter, hvis nettoeffekt er at sætte os i stand til at give andre skylden for vores egne fejl. Jeg tror ikke, at USA er ene om at gøre det.

ZEPP-LAROUCHE: Min bekymring er, at i betragtning af at det transatlantiske finansielle system allerede er i en meget prekær situation, i betragtning af at USA har 37 billioner dollars i statsgæld; man har en udestående derivatboble, der nærmer sig 2 billiarder dollars; og nu, hvor man har disse pludselige afbrydelser i handelsmønstrene, kan der pludselig ske bankerot i vækstlandene, men også i overgældsatte virksomheder, og det kan faktisk udløse et kædereaktionskollaps, der efter min mening er større end det i 2008, og alle centralbankernes såkaldte »værktøjer« er opbrugt: man har foretaget kvalitative lempelser; man har anvendt negative renter.

Så det, der i værste fald kan ske, er en pludselig, kaotisk opløsning af verdens finansielle institutioner. Og min afdøde mand – han forudsagde det allerede første gang i 1971, da Nixon gik væk fra de faste valutakurser til systemet med flydende valutakurser, men især advarede han mod dette i mange, mange videoer og taler. Men han foreskrev også en løsning, som var ideen om, at man er nødt til at have en præsident, der gør præcis, hvad Franklin D. Roosevelt gjorde i 1933: Gennemfører Glass-Steagall-bankopdelingen, man beskytter de kommercielle banker, så produktionen i industri, landbrug og handel kan fortsætte, men man har brug for at eliminere den spekulative del. Og samtidig er man nødt til at gå i retning af et nyt internationalt kreditsystem, for verdenshandelen må fortsætte; og den eneste måde, hvorpå man kan overvinde problemerne med sult, underudvikling og så videre, ville være ved hjælp af en ny kreditinstitution.

Lige siden krigen i Ukraine startede, er jeg begyndt at opfordre til en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som efter min mening skal tage hensyn til hvert enkelt lands interesser, for ellers fungerer den ikke.

Hvad en sådan ny arkitekturdiskussion skal gøre, er ikke kun at diskutere alle de presserende spørgsmål, som at stoppe våbenkapløbet, vende tilbage til våbenkontrolaftaler, konvertere meget af den industrielle kapacitet i det militærindustrielle kompleks til nyttig civil økonomi, hvilket kunne gøres. Og så er man også nødt til grundlæggende at indsprøjte den slags videnskabelige og teknologiske fremskridt, som investering i fusionsteknologi og rumsamarbejde – og kineserne er langt foran på alle disse områder. De er den eneste rumfartsnation, som har været på den anden side af Månen. Så hvad ville efter din mening være nødvendigt for at opnå, at vi får kloge mennesker fra alle lande til at sige, at det nuværende system er ved at løbe panden mod en mur. Hvis vi fortsætter på den nuværende kurs længere, kan vi faktisk risikere den menneskelige arts eksistens, så kan kloge mennesker ikke mødes, sætte sig ved et bord og begynde at forhandle om principper for, hvordan vi kommer ud af det her rod? Det er det, vi kæmper for, og jeg vil virkelig gerne høre, hvad du synes?

FREEMAN: Jeg er enig med dig i, at vi befinder os i en meget usikker økonomisk situation i øjeblikket, og det kan man se med den kamp, der lige er brudt ud mellem formanden for Federal Reserve Jerome Powell og præsident Trump; man kan se det i guldprisen; man kan se det i handelskrigen; man kan se det i forstyrrelsen af de finansielle markeder. Og jeg tror faktisk ikke, at finanskapitalisme er en overlevelsesteknik.

Men hvad angår spørgsmålet om, hvorfor man ikke har kloge mennesker, der mødes for at tale om dette, så er faktum, at du er en af de få, der taler om det. Måske skulle vi bare klone dig og blive færdige med det, ikke? [griner] For der er en hel del diskussion på sidelinjen i intellektuelle kredse om mange af de spørgsmål, du rejser. De kommer ikke ind i regeringen. Og jeg er enig med dig i, at der er forsvarsmekanismer, som bør indføres med det samme. Genoprettelsen af Glass-Steagall ville være en af dem, men der er ikke noget pres for det! Og i mit land kunne den amerikanske kongres faktisk lige så godt afskaffe sig selv, fordi den ikke gør noget nyttigt. Den vedtager ikke engang budgetter, og når den store leder beder om støtte, gør den honnør, uanset hvor dumt hans forslag er.

Så jeg er ikke sikker på, hvor de kloge mennesker skal komme fra. Men jeg ved ikke, om jeg vil være her, når de dukker op. De vil dukke op.

ZEPP-LAROUCHE: Nå, men jeg regner med, at du bliver der, mere fordi verden har meget brug for dig! Og jeg synes, vi skal optrappe denne indsats for at finde sådanne kloge mennesker, for jeg ved, at mange såkaldt »normale«, enkle mennesker er ekstremt grebet af angst og bekymringer for fremtiden, men jeg tror, at det efterlader de mennesker, som har lidt mere tid og fritid i deres liv til at tænke disse ting igennem, til at træde frem og tage ansvar i sådan et kriseøjeblik. Og et sted, hvor det kommer til at ske, er vores kommende konference på Schiller Instituttet i maj, den 24.-25. maj, i nærheden af New York, så jeg håber, at vi vil høre fra jer der. Og at mange mennesker vil begynde at tilmelde sig og komme til denne konference, som vil være en personlig konference, men jeg tror også, at nogle sessioner vil være på Zoom. For vi har helt sikkert brug for en intervention, og det er det sted, hvor mange mennesker, der tænker som du og jeg, kommer sammen

Så mange tak skal du have. Det er altid en total fornøjelse at tale med dig, for fornuften er ikke gået tabt. Så mange tak, og lad os tale sammen snart!

FREEMAN: Tak, Helga.

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition; dette er vores 98. møde i træk. Tak, fordi I er kommet. Mit navn er Anastasia Battle; jeg vil være jeres ordstyrer sammen med Dennis Small og Dennis Speed. Grunden til, at vi dannede dette forum for 98 uger siden, er fredsbevægelsens generelle dysfunktionalitet. Jeg er sikker på, at mange af jer er klar over de forskellige interne stridigheder og forskellige former for operationer, der skal forhindre folk i at samarbejde. Det, vi ønsker at gøre her, er at bringe alle disse forskellige grupper og organisationer, forskellige ideologier, forskellige nationer og sprog sammen på ét sted og tale om, hvordan vi kan skabe ægte fred. Det er det, vi har arbejdet på i de sidste 98 uger.

Til at starte med i dag har vi en vidunderlig samling mennesker, der gennemgår den politiske situation. Men man kan heller ikke adskille det finansielle systems kollaps fra det, der foregår politisk. Alt dette hænger sammen, og vi bør ikke forsøge at skille det hele ad. Vi har en række eksperter til at gennemgå det i dag. Til at starte med vil jeg gerne have Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition, til at gennemgå sin analyse af, hvad der sker indtil videre. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Først velkommen til jer alle sammen. Bare to dage før påske er verden i oprør, kaos; det er helt umuligt at sige, hvor det vil ende. Jeg kan kun sige, at meget vil afhænge af modige handlinger fra mennesker, der slutter sig sammen for fred. Forhåbentlig vil der være store fredsmarcher i mange dele af Europa fra i morgen. Gå venligst til dem alle.

Som jeg sagde, er situationen i høj grad i bevægelse; intet er afgjort. Situationen i Ukraine, for at starte med det, er fortsat yderst ustabil, på trods af at der afholdes det ene møde efter det andet. Der var et i går i Paris, og i dag tror jeg, at det er i enten London eller Bruxelles. Der er ikke kommet noget konkret ud af det. Det ene store emne, som jeg tror ikke kun bekymrer folk, der er bekymrede for Tysklands fremtidige eksistens – men som burde bekymre hele verden – er det faktum, at den kommende sandsynlige eller ikke sandsynlige kansler, Friedrich Merz, for en uge siden i et tv-interview udtalte, at han ville opstille Taurus-missilerne, hvis det var i overensstemmelse med de europæiske allierede. Den britiske regering gik straks ud og sagde, at de støtter det fuldt ud. Der er dog et spørgsmål i betragtning af, at Taurus-missilerne er afhængige af efterretninger fra USA. Det store spørgsmålstegn er, om Trump vil gå videre og tillade, at amerikanske efterretninger bliver leveret til en potentiel udstationering af Taurus-missiler i Ukraine? Dette missil, som har en længere rækkevidde end tilsvarende missiler fra Frankrig og Storbritannien – det går mere end 500 km og kan derfor nå dybt ind på Ruslands territorium. Det kræver dog, at det betjenes af tyske soldater. Så hvis disse Taurus-missiler opstilles, gør det Tyskland til en direkte part i krigen. Dette er på det kraftigste blevet understreget af Maria Zakharova, som sagde, at dette er fuldstændig vanvittigt. Hun sagde, at det er terrorlogik; det er et udtryk for ekstremisme. Den tidligere russiske præsident [Dmitrij] Medvedev var endnu stærkere; han sagde, at hvis det fransk-britiske forslag om at sende såkaldte »fredsbevarende« tropper til Ukraine, som ville være kamptropper, blev gennemført, ville de komme tilbage i kister. Medvedev har i den seneste tid kommet med meget skarpe bemærkninger.

Den russiske efterretningstjeneste kommenterede konferencen i Paris med tegninger, som er inspireret af tegninger fra sovjettiden, og som viser NATO-generalerne med åben mund og blod, der drypper fra deres tænder. De siger dybest set, at eurofascismen kommer 80 år senere, som den kom for 80 år siden, som den fælles fjende for både Moskva og Washington. Jeg tror, at enhver, der ikke er fuldstændig historieløs, når han hører det sprog, først og fremmest må erkende, hvorfor det er, at der fra Tyskland igen kommer denne trussel om en optrapning af krigen? Hvad er det, der får denne fyr Merz til at være sådan en absolut russofob, som ikke kender til en diplomatisk løsning og forsøger at optrappe krigen i et øjeblik, hvor USA og Rusland forsøger at finde en ny aftale indbyrdes? Og i den forbindelse forhåbentlig også løse Ukraine-krisen? Så denne idé om, at der er noget, der vågner op i Tyskland, som har en tradition fra 80 til 90 år siden – som man kan høre, er jeg tysker, og jeg er virkelig ekstremt bekymret, fordi det ser ud til, at offentligheden, som trods alt stemte på Merz, i det mindste går i søvne. CDU-CSU blev det stærkeste parti ved det seneste valg. Men så, en dag efter at han var blevet valgt, vendte Merz fuldstændig rundt; han brød sit valgløfte om, at han ikke ville løsne gældsbremsen for oprustning, og han gjorde præcis det og frigav denne potentielt ubegrænsede finansiering af en oprustning af ikke bare Tyskland, men sammen med [Ursula] von der Leyen, af Europa. Så der er en militarisering i Europa, som jeg synes er meget bekymrende.

Situationen på landjorden i Ukraine er fortsat ekstremt ustabil, og på trods af den såkaldte våbenhvile har der været massive droneangreb fra Ukraine ind i Rusland og efterfølgende russiske angreb mod ukrainske mål. En ukrainsk drone blev netop skudt ned 300 meter fra atomkraftværket Zaporozhye, hvilket ville have skabt en nuklear hændelse af en vis alvor. Generelt er situationen i Ukraine helt desperat, for nu hvor vinteren er ved at være forbi, kan man forvente, at Rusland genstarter en forårs- og sommerkampagne. De kommenterer, at det på ingen måde bliver en gentagelse af det, der skete i 2024. Krigens afslutning er tydeligt synlig, da Ukraine er blevet mobiliseret med al mulig kapacitet; mens Rusland ikke har en sådan generel mobilisering. Ruslands økonomi klarer sig relativt godt på grund af maksimal olieeksport og den relativt svage rubel. Generelt har den russiske økonomi det ret godt. Den vigtigste flaskehals for Ukraine er både arbejdskraft – de har forsøgt at sænke rekrutteringsalderen nu til 18 år; folk ønsker ikke at gå til fronten af indlysende grunde. De siger officielt, at de har brug for 30.000 nye rekrutter hver måned, men i de sidste to måneder har kun 500 mennesker meldt sig. Ukraines frontlinjer opererer med en kapacitet på 40-50 %; de russiske styrker er til sammenligning på 80-90 %. Hele den ukrainske strategi er nu baseret på droner. Hvis Rusland er i stand til at skyde de fleste af disse droner ned, kan det hele gå i opløsning. Situationen er stadig ekstremt varm, og den fortsatte indsats fra den såkaldte »Coalition of the Willing« – Storbritannien, Frankrig, Tyskland og nogle andre som Baltikum, Polen og Skandinavien omkring dem – er fortsat spydspidsen i optrapningen af denne krig.

På det andet store område blev det værste heldigvis undgået, fordi forskellige medier, herunder New York Times, rapporterer, at præsident Trump nægtede at give USA’s opbakning til et planlagt israelsk angreb på atomanlæggene i Iran. Det er naturligvis ekstremt vigtigt, for det var det ene damoklessværd, der hang over verden, og som potentielt kunne føre til endnu en optrapning til en atomkrig. Men situationen i Gaza er fortsat helt forfærdelig. Den israelske topledelse blokerer for, at humanitær hjælp kan komme ind i Gaza. Folk bliver igen drevet fra det ene sted til det andet. Der dræbes og dør fortsat. Forsvarsminister Katz sagde, at de ikke giver humanitær hjælp, fordi den ville blive brugt af Hamas som et redskab. Itamar Ben-Gvir, sikkerhedsministeren, sagde: »Ikke ét gram mad eller hjælp vil blive tilladt,« fordi det bare vil blive brugt til at fortsætte Hamas’ terrorisme. Kultur- og sportsminister Miki Zohar sagde: »Det eneste, vi vil bringe ind i Gaza, er helvedesild.« Det er naturligvis en fuldstændig overtrædelse af Den Internationale Domstol, som har krævet, at der skal leveres humanitær hjælp til Gaza.

Det er også et lille lovende tegn, at den saudiske forsvarsminister lige har været i Iran, og at drøftelserne i Oman mellem USA og Iran – direkte/indirekte drøftelser – tilsyneladende også gik ret godt.

Jeg synes, der er et par lovende tegn. Det ene er, at kineserne og brasilianerne er blevet enige om, at de vil bygge den bi-oceaniske jernbane i Latinamerika fra Brasilien til Peru til havnen i Chancay. Det er et stort gennembrud for hele Latinamerika. Jeg tror, der er klare bestræbelser på at udnytte 70-årsdagen for Bandung-konferencen på et møde i Valdai-klubben, hvor en vigtig gruppe mennesker diskuterer muligheden for et Bandung 2.0. Så der er tegn på fornuft, i hvert fald i landene i den Globale Majoritet, men desværre er sådanne tegn ingen steder at se i det Globale Vesten eller Globale Nord. For eksempel forbød EU-Kommissionen EU’s medlemslande eller deres ledende personer at deltage i 80-årsdagen for afslutningen af Anden Verdenskrig i Moskva den 9. maj. Fico fra Slovakiet og Vučić fra Serbien trodser det og siger, at de vil tage af sted, uanset hvad EU siger. Den tyske forbundsdag har udsendt et officielt brev til alle mulige institutioner om, at Ruslands og Hvideruslands ambassadører ikke er velkomne den 8. maj, som fejres i forbundsdagen, hvilket er en absolut skam. Det, der fejres, er nazisternes nederlag, så hvad siger det, hvis det største land, som var medvirkende til at forårsage det nederlag – nemlig Sovjetunionen eller deres efterfølger Rusland – bliver udelukket? Det er at skamme sig over de mennesker i Tyskland, som gør det her. Jeg kan kun sige, at det er en katastrofe, for det er som en boble. Det afspejler, at jeg lige nu ikke kan se noget kompetent lederskab dukke op i Europa, som kan sætte en stopper for hele dette horrorshow. Jeg tror, at i betragtning af den toldkrig, som Trump udløste, hvor han nu har lavet en 90-dages pause for alle lande undtagen Kina, hvor handelskrigen er ved at blive optrappet. USA har 145 % told på kinesisk import; Kina svarer meget kraftigt igen med 125 % told på al amerikansk import til Kina. Og så indførte Kina en fuldstændig blokering af leveringen af sjældne jordarter og magneter, hvilket påvirker hele produktionen af elektriske instrumenter i USA.

Det vil som minimum medføre en massiv stigning i inflationen i USA og muligvis stor arbejdsløshed og afskedigelser i Kina, hvis det ikke kan undgås. Så jeg tror, vi har en samlet set ekstremt farlig og dramatisk situation. Det, vi hele tiden har presset på for – en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som lægger et helt andet paradigme ind i hele den strategiske diskussion – er efter min mening den eneste måde, vi kan komme ud af denne situation på.

Men det kræver, at flere træder frem og giver udtryk for deres fornuft. Et af formålene med dette IPC-møde hver uge er at prøve at lodde stemningen for, om der er fornuftige mennesker, der kan træde ud over geopolitiske gnidninger og dumme argumenter om ideologiske fordomme og danne et Fornuftens Råd af mennesker, der er klar til den næste fase af den menneskelige art og den historiske udvikling, som vi skal opnå som menneskelig art, hvilket er et nyt paradigme, og at geopolitik overvindes. Det var min første kommentar.

Bemærkninger under diskussionen:

Ved afslutningen af åbningspræsentationerne: Jeg vil bare henvise til det, Alex sagde om den nemme forsendelse fra Kina og Indien. Der er lige nu en erklæring fra Merz, som måske snart bliver Tysklands kansler, som siger, at det er en fuldstændig skandale, at der hver dag ankommer 400.000 pakker fra Kina med tvivlsomt indhold. Han vil straks gøre noget for at sætte en stopper for det, når han kommer til magten. Bare for at fortælle jer, at der er nogle mennesker, der forsøger at stoppe det.

Ellers kan jeg kun sige, at Bandung-konferencen, som fandt sted for 70 år siden, og ånden fra Bandung har fanget mange mennesker i mange lande i det såkaldte Globale Syd. Jeg tror, at i betragtning af at mainstream-medierne absolut ikke rapporterer i nogen form, hvad der er hensigten med disse lande, tror jeg, det er vigtigt, at du går til de forskellige tv-stationer. Nima er en af dem, som Alex nævnte. Nima Alkhorshid, som har et fantastisk program med dialogarbejde. Han er fra det Globale Syd; han bor i Brasilien lige nu. Jeg tror, der er mange andre talere, som har brug for at blive hørt. Og vi vil sørge for, at den nye ånd fra Bandung-konferencen, som dengang lovede gennem præsident Sukarno og præsident Nehru at gøre en ende på kolonialismen i dens nye form, som var kontrol med handels- og kreditbetingelserne. Men det fortsatte, og nu føler landene i det Globale Syd, især på grund af Kinas fremgang, at de er stærke nok til at gennemføre deres drøm om at afslutte kolonialismen og starte en ny æra for menneskeheden, hvor hvert land på planeten har ret til og mulighed for at udvikle potentialet hos alle sine borgere. Hvis Vesten ikke var så fuldstændig arrogant og dets såkaldte etablissementer så degenererede, ville folk være lykkelige. Hvilket bedre håb er der for menneskeheden end det faktum, at 2 milliarder mennesker, der ikke har adgang til rent vand hver dag, har udsigt til at ændre det på kort sigt og stoppe denne kværnende fattigdom? Det er den største krænkelse af menneskerettighederne, du kan forestille dig, for hvis man prøver at finde det ene måltid om dagen, har man ikke tid til at gå i skole eller studere eller udvikle sine talenter. Så vi skal være glade for, at det perspektiv findes. Jeg kan kun sige til folk i den såkaldt avancerede sektor, som stort set ser ud til at være bagud lige nu, at de har brug for at gentænke tingene og ikke tro, at det Globale Syd bare er migration og rædsler og fattigdom. Nej, det er et potentiale. Hvis vi stopper vores dumhed og hjælper disse lande, kan vi alle være velstående og leve som en menneskelig familie i den nærmeste fremtid. Men det kræver en dramatisk nytænkning af, hvordan vi ser på tingene.

Svar på spørgsmålet om, hvad der gik galt med våbenhvilen mellem Israel og Hamas. Jeg tror, at svaret på det desværre er meget enkelt. Der var flere medlemmer af Netanyahu-regeringen, som helt klart udtrykte, at de aldrig havde haft til hensigt at gå til fase 2 i våbenhvileaftalen. Så da det blev klart, at nogle gidsler var blevet returneret, brød det hele sammen. Det er klart, at USA’s regering, som kunne have sat foden ned, ikke gjorde det. Så du ser den nuværende forværring. Jeg tror, det er derfor, Dennis sagde, at det ikke kun er et spørgsmål om regeringen; det er et spørgsmål om alle amerikanere. Og naturligvis er de europæiske lande ikke en tøddel bedre; for våbenleverancerne til Israel fortsatte på trods af det, som to internationale domstole har betegnet som folkedrab. Så jeg tror, at det er derfor, vores mobilisering er ekstremt vigtig, og at vi virkelig ikke et øjeblik må acceptere det, der foregår.

Svar på spørgsmål om geopolitiske spændinger mellem Iran og USA. Er der en løsning på vej for atomprogrammet, eller vil de blive sprængt i luften? Jeg tror, at tilgangen til det emne kræver et overordnet strategisk forlig mellem de store atommagter – især USA, Rusland og Kina, muligvis Indien for den sags skyld. For hvis man ser på Mellemøsten som sådan, tror jeg, at det er en kendt sag, at Israel sandsynligvis har 200 atommissiler. Hele politikken i Sydvestasien er primært blevet formet af Israel. Jeg tror ikke, at USA har en ægte forudindtagethed over for Iran, selv om det går tilbage til Mossadegh, og der er en lang historie i det. Men jeg tror, at det virkelige problem er fælles sikkerhed, og det inkluderer i høj grad sikkerhed for Iran. Jeg er ret sikker på, at en af hovedårsagerne til, at Iran tidligere har overvejet at udvikle atomvåben, er, at Israel har atomvåben. Da dette faktum ikke engang er offentligt indrømmet, efterlader det Iran i en permanent angst for, at de kan blive konfronteret med en ny krig med Israel.

Men jeg tror, at det er realistisk, at regionen i betragtning af den historie, den har, kræver en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som eftertrykkeligt skal tage hensyn til sikkerhedsinteresserne for hver eneste nation på planeten. Det er derfor, jeg har understreget dette lige fra begyndelsen af den særlige militære operation i Ukraine. Vi har brug for at flytte hele diskussionen til en anden arkitektur. Man kan ikke lade noget land stå uden for et sådant sikkerhedsarrangement, for det vil uundgåeligt være kimen til nye krige.

Ellers kan jeg kun sige, at det bedste perspektiv er at gå efter at gennemføre Oase-planen. Og selv om det ikke ser ud til at være realistisk lige nu, kan jeg kun rapportere, hvad jeg allerede har sagt; at der i baggrunden er en masse aktiviteter fra ledende kræfter i regionen – diplomater, eksperter, tidligere regeringsembedsmænd og endda nogle nuværende – som tænker på at kombinere Oase-planen med den egyptiske plan for genopbygningen af Gaza, men udvide den til hele regionen. Så jeg kan kun sige, at håbet er, at den indflydelse på USA, som kommer fra Israel, og som presser på for en sådan støtte til en israelsk krig mod Iran, bliver dæmpet. Jeg synes, det er ekstremt lovende, at Trump afviste Israels seneste forsøg på at gå i den retning. Men det er en kamp, for Trump-administrationen er tydeligvis ikke særlig kohærent.

Lidt senere i diskussionen: Jeg havde i går en meget vigtig og behagelig diskussion med Chas Freeman, som er en af USA’s absolut højest rangerende diplomater. Han ledsagede Nixon på hans rejse til Kina i 1972, da USA indledte forbindelser med Kina. Han var Nixons tolk til kinesisk. Jeg havde denne meget vidtrækkende og brede diskussion med ham, og på et tidspunkt nævnte jeg, at meget af det, vi ser lige nu, inddragelsen af borgerlige frihedsrettigheder, elimineringen af ytrings- og meningsfrihed i mange lande, alt sammen er tegn, der er ekstremt bekymrende, hvis man kender det 20. århundredes historie. Min afdøde mand Lyndon LaRouche advarede altid om en ny fascisme, som ville antage en anden form end den gamle; det ville ikke være folk, der marcherede i uniformer og ting, som vi kender fra 80 eller 90 år siden. Men den ville tage en ny form. Jeg tror, vi ser en ny fascisme; jeg er ikke en af dem, der hvert femte minut kalder nogen for Hitler eller fordømmer folk for det, de siger. Men jeg synes, der er visse karakteristika ved fascismen, og det er et billede af mennesket. Hvis man har en idé om, at der kun er nogle udvalgte mennesker, og at andre er mindreværdige, så er det helt sikkert et tegn på den nye fascisme. Ideen om, at det er legitimt at pålægge dele af befolkningen hensynsløse besparelser på livsforkortende måder for at opnå sine magtplaner, er helt sikkert et andet tegn. Schachtiansk økonomi, som vi ser dukke op igen lige nu.

Så jeg synes, det ville være interessant, og jeg vil gerne sætte det på dagsordenen for fremtidige IPC-diskussioner, at opfordre intellektuelle, som kender historien, som kender forskellen på, hvad der skete i Italien og Spanien og Tyskland i det 20. århundrede, til at blive mere bevidste om, hvilken ny form denne nye fascisme truer verden med i dag. Som svar på disse utroligt idiotiske ideer fra Merz med Tyren kom der flere meget skarpe udtalelser fra russiske embedsmænd; fra Zakharova, men også, tror jeg, fra Lavrov og andre, der pegede på kontinuiteten i det, Merz’ familie gjorde – hans bedstefar, hans far og nu ham selv. Nu tror jeg ikke på, at familieklaner er ansvarlige for det, der sker, men jeg synes, det er ekstremt alarmerende, at vi igen er nået til det punkt. Jeg opfordrer virkelig folk til at dele deres synspunkter om den sag, for jeg tror, at jo mere sådanne ting bliver diskuteret og begrebsliggjort, så folk klart har redskaber og instrumenter til at forstå, hvad der foregår i nutiden, jo vigtigere synes jeg, det er.

Som svar på spørgsmålet om, hvorvidt Rusland anerkender Taleban i Afghanistan: Da NATO og USA forlod Afghanistan i august 2021, var det et utroligt billede, som I sikkert alle husker. De såkaldte lokale samarbejdspartnere, de afghanere, der havde arbejdet sammen med NATO, hang på flyet og forsøgte at komme ind i det; i panik over, at deres liv var i fare, og at de på en eller anden måde måtte komme ud. Naturligvis hjalp USA og NATO dem ikke ret meget, for mange af dem blev efterladt. Men det, der så skete, var, at de lukkede for alle penge til Afghanistan fra de såkaldte »donorlande«, som udgjorde 85 % af hele Afghanistans budget. Så den nye regering var en kaotisk situation, folk var ikke uddannet til at være regeringsembedsmænd, de havde bare vundet den militære sejr over NATO. Man skal tænke på, at 65.000 Taliban-krigere var i stand til at besejre NATO. Det var en af de mest skammelige tilbagetrækninger – som i øvrigt er ved at ske i Ukraine igen, hvilket er grunden til, at nogle mennesker flipper så meget ud over det. Under alle omstændigheder stod landet tilbage uden et budget og med en humanitær krise, som Verdenssundhedsorganisationen på det tidspunkt kaldte den værste humanitære krise på jorden.

Så på det tidspunkt havde vi flere Zoom-konferencer med afghanere i eksil og andre. Ud af dette kom idéen om Ibn Sinas økonomiske plan om at integrere Afghanistan i Verdenslandbroen, i Den Eurasiske Landbro og alle de forskellige BRI-projekter, der bygges i denne region – hvilket er det eneste håb for, at Afghanistan nogensinde kan udvikle sig. Nu er der gået meget tid, og desværre er Taleban meget splittet i spørgsmålet om kvinder. Skal kvinder have lov til at studere efter en vis alder eller ej? Der er nogle religiøse hardlinere i Kandahar, som har en hård linje, men mange eksilafghanere fortæller mig, at det ikke er repræsentativt for den nuværende Taleban-ledelse, som har erkendt, at hvis man vil genopbygge Afghanistans økonomi, kan man ikke fordømme mere end 50 % af befolkningen – kvinder – til ikke at deltage aktivt i den økonomiske genopbygning af landet. Så der er en masse bevægelse i gang, og jeg tror, at den meget vigtige idé er, at vi først skal sikre, at kvinderne og børnene og babyerne overlever. Hvis man har 97% fødevareusikkerhed – hvilket det var i 2021, og det er stadig en høj procentdel. Jeg siger ikke, at man skal stemme på Taleban; jeg er selvfølgelig kvinde, og jeg er ikke for Taleban. Men jeg må give dem kredit for at have udryddet hele opiumsproduktionen, hvilket de allerede gjorde i 2000; og da NATO-krigen startede, kom opiumsproduktionen tilbage, især i Helmand, den sydlige provins i Afghanistan under de britiske NATO-styrkers kontrol. Vi har skrevet meget om stoffets rolle i det monetære system. En af FN’s tidligere narkozarer, Antonio Maria Costa, havde faktisk i perioden med den finansielle nedsmeltningskrise i 2008 som FN-embedsmand sagt meget klart, at uden tilstrømningen af narkopenge ville hele det finansielle system kollapse. Derfor var der nogle magtfulde interesser, som sørgede for, at tilstrømningen af narkopenge til systemet fortsatte.

Da Taleban kom tilbage efter et år eller to, begyndte de at udrydde narkoproduktionen igen. Der var en anmodning fra Pino Arlacchi, som var FN’s vicegeneralsekretær i 2000, og som på det tidspunkt samarbejdede med Taleban om at eliminere narkotrafikken. Han ville sætte gang i et program for at få FN-penge og andre penge til at kompensere bønderne i Afghanistan. For det er ikke nok bare at bede dem om at producere noget andet. Det er meget nemt at producere opium, for man fylder det på lastbiler, kører det over en udefineret grusvej i nabolandet, og så er det klaret. Men hvis man vil producere landbrugsprodukter – og det er det, de vil – så har man brug for fødevareforarbejdning, man har brug for infrastruktur, man har brug for en måde at forarbejde fødevarerne på, så de kan nå frem til de markeder, hvor der er brug for dem. Det kræver grundlæggende infrastruktur. At give bønderne i Afghanistan den form for finansiel kredit blev nægtet af FN indtil i dag. De nægtede også Pino Arlacchi den slags akkreditiver, som ville have gjort det muligt for ham at indkalde til og gennemføre de nødvendige forhandlinger.

Så selv om dette ikke står øverst på vores liste over kriser i verden lige nu, er det et spørgsmål om stor bekymring, fordi det eneste håb for befolkningen i Afghanistan, herunder i høj grad pigerne og kvinderne, er, at der endelig kan ske en reel økonomisk udvikling. Derfor er den nuværende udvikling, at den russiske regering har fjernet Taleban fra terrorlisten, og at der nu er mange diplomatiske udvekslinger mellem Afghanistan og Kina, Iran og Afghanistan, Indien og Afghanistan. Det er en meget positiv udvikling. Det er kun de første spæde skridt, og der skal gøres meget mere, men der gennemføres seriøse projekter lige nu, hvor afghanske korridorer integreres med resten af udviklingen i Centralasien; og det er meget godt.

Svar på spørgsmål om, at Merz løj om våben i Ukraine, og hvorfor AfD ikke har mere at sige om det, da de har lige så meget støtte som Merz i koalitionen. Det tyske folk ønsker ikke krig med Rusland, så hvordan kan vi ændre det? Merz løj ikke om våben til Ukraine; han sagde klart og tydeligt i valgkampen, at han ville sende Taurus dertil [til Ukraine]. Det, han løj om, var gældsbremsen. Gældsbremsen er ikke noget, vi går ind for, for den var en del af indførelsen af euroen og Maastricht-traktaten og hele den schachtianske økonomi. Men Merz lovede, at han ikke ville løsne gældsbremsen for noget som helst. Efter min mening skulle gældsbremsen have været løsnet for længe siden for at investere i produktive aktiviteter som infrastruktur. I Tyskland kollapser broerne. Man har en stor bro over Elben i Dresden. Man har et perspektiv på ti år, før den skal repareres. En af de store broer i Berlin over bymotorvejen, som går gennem midten af Berlin, er lige kollapset; og alt måtte lukkes ned. Der er mange sådanne eksempler. Det ville være meget smart at investere i disse ting og ophæve gældsbremsen for det.

Men Merz lovede at sende våben, men han lovede ikke at hæve gældsbremsen. Nu ophæves gældsbremsen for at producere våben. Det er schachtiansk økonomi; man skaber penge uden for budgettet. Det plejede at hedde Mefo-sedler. Nu vil de gå efter folks opsparinger. Ursula von der Leyen, som også vil have skabt 800 milliarder euro til oprustning; de vil gå efter opsparingen. De kom frem til, at Tyskland har 24 billioner euro i sparekasserne; halvdelen af dem er relativt tilgængelige på daglig basis – 12 billioner euro er mange penge. Ursula von der Leyen er nu i gang med at udtænke planer for at få folk til at investere i statsobligationer til en eller anden form for oprustning. Jeg håber bare ikke, at nogen er så dumme at gøre det, for de forsøger nu også at få en masse nye investeringer i våben. De siger, at Rheinmetall har haft så stort et overskud alene i de sidste tre måneder, at du kan blive millionær, hvis du bare investerer i det. Forhåbentlig kan folk gennemskue det.

Så det, Merz løj om, var ophævelsen af gældsbremsen, ikke våbnene til Ukraine; bare for at rette op på det.

Jeg tror, at AfD allerede gør meget, fordi de er steget i meningsmålingerne. Jeg tror, at den seneste måling har dem på 25,5 %; de er steget 5,5 % siden valget. Merz og CSU-CDU faldt fra 32% til 24%. CDU falder hurtigere, end AfD stiger, og de stiger hurtigt. Så Merz bliver måske ikke engang kansler, fordi der nu er en masse modstand i den socialdemokratiske base, især hos de unge socialister [Jusos]. Jeg tror, at mange mennesker virkelig kan gennemskue, hvad Merz står for. Forhåbentlig skete det hurtigt nok til, at han måske ikke engang bliver forfremmet til kansler. For når man først har Merz som kansler, har han meget magt, og han kan gøre utrolig meget skade, som truer, hvis man ser på hele billedet. Hvis han sender Taurus til Ukraine, kan Tyskland blive det umiddelbare mål for et massivt russisk budskab. Jeg tror ikke, det bliver tredje verdenskrig lige med det samme, men jeg vil ikke udelukke, at Rusland vil angribe en amerikansk base i Tyskland for at sende et budskab eller noget i den stil. Men det har naturligvis altid faren for en øjeblikkelig optrapning.

Så jeg kan kun sige til alle, der lytter til denne diskussion, at de skal arbejde sammen med os; få flere mennesker til at blive alarmerede og aktive. Der er stadig tid, men vi har måske ikke så meget tid.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg tror, vi befinder os på et forgreningspunkt i historien som aldrig før. Der var vigtige forandringer i fortiden; imperier opstod og kollapsede. Man havde nye retninger, man havde renæssancer, man havde den mørke middelalder. Men aldrig i historien – og man kan udfordre mig ved at fortælle mig det modsatte – aldrig i historien har der været en situation, hvor vi var så indbyrdes forbundne med hensyn til vores skæbne i fremtiden. Xi Jinping kalder altid dette for det fælles fællesskab for menneskehedens fremtid og peger på, at vi har én fremtid, uanset om vi kan lide det eller ej. Det er helt forskelligt fra, om man tror på kristendom, kommunisme, marxisme, kinesisk socialisme med kinesiske karakteristika, eller om man er liberal eller hvad ved jeg. Vi har kun én fremtid! Og hvis dette nuværende kapitel af historien går galt, har man ingen. Man behøver ikke at være enig i noget som helst, men hvis man intellektuelt kan indse, at resultatet af denne nuværende strategiske situation, hvis den går galt, er en generel atomkrig, som med 99,99 % sandsynlighed vil eliminere alt liv på planeten, fordi der vil være en atomvinter. Efterfølgende vil der ikke være en eneste historiker eller journalist eller lignende til at undersøge, hvordan det kunne ske. Det er det, man har at starte med; det er det, jeg starter med. Det er derfor, jeg siger, at jeg er villig til at tale med folk, selvom de har skøre ideer om et eller andet emne, men hvis vi kan blive enige om, at vi først skal sørge for, at den menneskelige art bliver bevaret og har en fremtid; så kan vi gå hen og sige, at vi er uenige om atomkraft, vi er uenige om detaljerne i, hvordan økonomien skal fungere, eller kulturelle spørgsmål. Vi kan ordne det hele, men man må gå ud fra, at hvis folk ville vide – nu har vi fundet ud af det, vi kan stadig ikke bekræfte det 100 %, men Tucker Carlson havde sagt, at Pentagon i slutningen af Biden-administrationen var overbevist om, at vi var 50 % tættere på en atomkrig, hvis disse langdistancemissiler blev udstationeret i Ukraine. De accepterede det! En 50 % chance for, at atomvåben ville blive brugt, og når man først har brugt ét atomvåben, er der en chance for, at man vil bruge alle, blev accepteret af Pentagon med en 50 % sandsynlighed for, at det ville ske.

Jeg vil sige, at disse mennesker er klinisk sindssyge, for hvis man spiller hasard med den menneskelige arts eksistens, kan man ikke være et mentalt sundt menneske. Jeg tror i øvrigt ikke, at det har ændret sig i forbindelse med leveringen af Taurus-missilerne. Hvis man ser på de meget skarpe reaktioner fra forskellige russiske embedsmænd på udsigten til, at Taurus bliver leveret til Ukraine, sætter det os så ikke igen på 50 % sandsynlighed for, at atomvåben vil blive brugt? Jeg kender ikke svaret på det spørgsmål, men man kan ikke udelukke det. Det er det, vi skal koncentrere os om først.

Lad os sørge for, at der er nok internationalt pres på Tyskland og EU. Trump bør forlade NATO; det ville være det bedste, der kunne ske. Europæerne har måske alle deres krigsråb, men heldigvis er de ikke i stand til at erstatte USA på det militære område lige nu, fordi det tager år at opbygge den slags våben, som de ønsker at opbygge. Så hvis Trump forlader NATO, har han min fulde støtte. Og jeg synes, at vi alle bør forlade NATO, fordi NATO har forvandlet sig fra en angiveligt defensiv alliance til en ekstremt aggressiv organisme, der spreder sig over hele verden til Indo-Stillehavet og alle mulige andre steder. Så den har virkelig mistet sin eksistensberettigelse, og den bør erstattes af en ny sikkerhedsarkitektur, som tager hensyn til alle verdens landes interesser, for ellers ender vi i Tredje Verdenskrig.

Så med disse tanker vil jeg gerne opfordre jer til at blive aktive, især med IPC, med Schiller Instituttet; for vi har meget at gøre. [hzl/amb] [ssu]

Følgende artikel af Helga Zepp-LaRouche vil blive bragt i den kommende udgave af den tyske ugeavis Neues Solidarität nr. 16-17, 17.april 2025. Den er oversat af EIR.

Af Helga Zepp-LaRouche

Ved ensidigt at indføre told over for hele verden, derefter »sætte dem på pause« og så hæve toldsatserne over for Kina til 145 %, har USA’s præsident Donald Trump ikke forårsaget, men han har udløst en proces, der på relativt kort sigt kan føre til opløsningen af det globale finansielle system, som allerede befinder sig på randen af et kollaps. Denne optrapning bevæger sig mod »ukendt farvand« og risikerer at føre til en »direkte finanskrig«, ifølge den globale chef for valutaforskning i Deutsche Bank, George Saravelos. Som følge heraf truer en systemisk krise i det globale finansielle system med den akutte fare for, at de eksisterende brændpunkter for krig kan optrappes til en tredje verdenskrig!

Men selv før denne seneste forværring af den strategiske situation var vi her i Tyskland i gang med at forberede os på krig. Vi får at vide, at vi på grund af den »uprovokerede russiske aggressionskrig« skal blive »klar til krig«, at Rusland vil angribe Tyskland og andre europæiske nationer militært senest i 2029, så vi er nødsaget til at investere hundredvis af milliarder euro i oprustning, den tyske hær går ud i skolerne for at rekruttere, og indenrigsministeriet siger, at skolebørn skal forberedes på krig. En vis generalløjtnant Andre Bodemann forklarer i forbindelse med »Operation Plan Deutschland«, at folk snart må vænne sig til at se transporten af mange døde og sårede i gaderne igen, Volkswagen bygger endnu en gang kampvogne, som for 80 år siden, der vil blive brugt mod Rusland igen. Hele verden ser med rædsel på Tyskland og undrer sig over, hvordan dette er muligt med tanke på vores lands historie. Hvordan i alverden kom vi til dette punkt blot 35 år efter den fredelige revolution i Østtyskland og den tyske genforening?

Tysklands og verdens store historiske mulighed for at drage nytte af Berlin-murens fald i 1989 og den efterfølgende afslutning på Den kolde Krig til at etablere en fredsorden for det 21. århundrede blev forpasset. Mens den russiske ledelse gik med til Tysklands genforening og medlemskab af NATO, meget generøst set i lyset af den tyske historie, var de neokonservative i Washington og London allerede i færd med at planlægge etableringen af en unipolær verden.

Frigivne amerikanske, russiske, tyske, britiske og franske dokumenter, som nu er tilgængelige i USA’s National Archives, udenrigsministeriet, Pentagon, præsidentbibliotekerne og forskellige nationale arkiver og universitetsbiblioteker, beviser, at en syndflod af løfter om ingen NATO-udvidelse mod øst blev givet til den sovjetiske præsident Mikhail Gorbatjov og udenrigsminister Eduard Sjevardnadse af Baker, Bush, Genscher, Kohl, Gates, Mitterrand, Thatcher, Hurd, Major og Woerner. Disse dokumenter viser tydeligt, at de russiske klager over at være blevet bedraget er helt berettigede. Den tidligere CIA-direktør Robert Gates indrømmer utvetydigt, at Gorbatjov og andre bevidst blev forledt til at tro, at NATO ikke ville udvide mod øst.

Var den seksdobbelte udvidelse af NATO mod øst og opstillingen af offensive våbensystemer ved Ruslands grænse, som de facto betyder en omvendt Cuba-krise for Rusland, ikke en provokation? Og nu, den 31. marts, offentliggjorde New York Times en artikel på 13.000 ord om resultaterne af en årelang undersøgelse baseret på 300 interviews, som dokumenterer, at USA har styret krigen i Ukraine fra Clay Barracks i Wiesbaden siden senest midten af april 2022. Bekræfter det ikke til fulde, at der er tale om en klassisk stedfortræderkrig mellem USA og Rusland? Militæreksperter fra mange lande har overbevisende påvist, at Rusland hverken har intentioner eller personel og militær kapacitet til en angrebskrig mod Europa.

Hvis Trump, uanset hans toldpolitik, nu forsøger at afslutte denne krig og dermed dødsfaldene i Ukraine, burde Tyskland og Europa så ikke støtte dette 100 % i stedet for at ville fortsætte krigen i en »koalition af de villige«?

Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen ønsker et EU-militærbudget på 800 milliarder euro. Den kommende tyske kansler Friedrich Merz brød sit valgløfte umiddelbart efter sit valg, pressede en ændring af grundloven igennem og vil gennemføre et militærbudget på 400 milliarder euro til at begynde med, men potentielt uden nogen øvre grænse. Denne gigantiske militarisering vil også resultere i enorme nedskæringer i de sociale udgifter. Til det formål skal tyske indskydere overtales til at investere deres opsparing i oprustningsobligationer – en form for moderne Mefo-veksler. I betragtning af Trumps toldpolitik, som truer med ufrivilligt at »afvikle« hele det finansielle system med dets boble på 2 biliarder dollars i udestående derivatkontrakter, vil selv en sådan udplyndring være som blade, der fejes væk i vinden. Hvis der er én ting, vi kan lære af historien, så er det visheden om, at der i slutningen af sådanne oprustningsvanvid kommer krig, altid efter mottoet: Først vil de have dine penge, så vil de have dine børn.

På kort sigt, hvis Trump holder fast i sin toldkrig, vil der komme en bølge af bankerotter i landene i det Globale Syd og blandt amerikanske virksomheder og landmænd samt en stigning i inflationen og de deraf følgende private konkurser, mens ejere af amerikanske statsobligationer kan blive tvunget til at konvertere dem til hundredårige obligationer, som Trumps økonomiske rådgiver Steve Miran foreslår. Det kunne også kaldes ekspropriation.

Så hvad kan der gøres? I en sådan dobbelt eksistentiel krise – truslen om et finansielt kollaps og faren for krig – hjælper lappeløsninger ikke. Vi har brug for et helt nyt paradigme i internationale relationer, en tilbagevenden til diplomati som middel til konfliktløsning og en overvindelse af geopolitik ved at fokusere på menneskehedens fælles interesser.

1. Tyskland og de andre europæiske nationer må organisere en international konference, som straks skal sættes på dagsordenen for at skabe en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Denne konference skal først blive enig om fælles principper som beskrevet i de fem principper for fredelig sameksistens og FN-pagten. I denne ånd må der derefter skabes et nyt Bretton Woods-system, som frem for alt overvinder underudviklingen af landene i det Globale Syd gennem et retfærdigt kreditsystem.
2. Et banksystem i traditionen fra Glass/Steagall-loven, som blev indført af USA’s præsident Franklin D. Roosevelt i 1933, skal garantere den vedvarende betjening af industri, landbrug og handel. Kreditskabelse skal bringes under kontrol af suveræne regeringer gennem oprettelsen af nationalbanker. I Tyskland kan Kreditanstalt für Wiederaufbau efter Anden Verdenskrig være et referencepunkt.
3. Denne konference må derefter sætte en stopper for alle krige i verden i overensstemmelse med principperne i Den Westfalske Fred og iværksætte genopbygningen af de tidligere krigszoner gennem en retfærdig efterkrigsorden.
4. Nye våbenkontrolaftaler skal straks forhandles på plads, og en omfattende omlægning af det militærindustrielle kompleks’ industrielle kapacitet til nyttig industriproduktion må påbegyndes.
5. De fælles udfordringer for menneskeheden, såsom at overvinde sult og fattigdom, skabe et moderne sundhedssystem for alle nationer, universel uddannelse for alle mennesker og andre eksistentielle spørgsmål, skal løses i samarbejde med BRIKS-staterne og nationerne i det Globale Syd.
6. Denne konference har som mål at fremme en dialog mellem kulturer baseret på det faktum, at menneskehedens identitet er vores fælles evne til at ræsonnere, hvilket gør os i stand til altid at finde en løsning på alle problemer på et højere niveau end det, hvorfra de opstod.

Følg derfor disse opfordringer til handling:

Deltag i Den Internationale Fredskoalition, som har holdt en Zoom-konference hver fredag kl. 17.00 dansk tid i 97 uger!

Deltag i alle påskemarcher og fredsdemonstrationer!

Overlad ikke vores fremtid i hænderne på krigsmagerne!

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 97. møde i træk. Tak, fordi I er med, både dem, der har deltaget i 97 uger, og dem, der er med i dag. Vi har skabt dette forum for at samle mennesker fra hele verden for at diskutere, hvordan vi kan skabe ægte fred. Det er ligegyldigt, hvilken ideologi man har, hvis man ønsker at skabe ægte fred, er man velkommen her. Vi har haft folk fra 95 nationer, som vi kender til, til at deltage, og mindst 1.000 mennesker deltager hver uge i disse diskussioner. Så del dette med dine venner og organisationer, og få dem til også at deltage. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg er ordstyrer sammen med Dennis Small og Dennis Speed.

For at begynde i dag vil jeg gerne invitere Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition, til at tale til os. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig sige velkommen til jer alle sammen. Jeg tror, at alle er meget bevidste om, at verden befinder sig i en hidtil uset tumult. Til de mange kriser, vi har diskuteret i de sidste 97 uger, kommer nu et nyt stort chok. Det er, at præsident Trump først erklærede høje toldsatser mod praktisk talt hele verden; så kom der gengældelse, især fra Kina. Så accelererede Trump mod Kina igen, og nu har USA importtariffer mod Kina på 145%; og Kina har tariffer mod USA på 125%. I løbet af få dage blev billioner af dollars udraderet på de finansielle markeder. Og det var sandsynligvis på grund af det, at nogle af præsident Trumps milliardærvenner overbeviste ham om at indføre en 90-dages pause for resten af verden undtagen Kina.

Man kan selvfølgelig diskutere, hvad præsident Trumps hensigt er; han siger, at USA blev plyndret af hele verden, at alle udnyttede USA, og at han ønsker at genindustrialisere USA. Det er måske hans ærlige hensigt, men hvis man spørger rundt omkring i verden, tror jeg, at næsten ingen ville være enige i den fortolkning, fordi vi ved, at IMF/Verdensbank-systemet skabte handelsbetingelser til fordel for især USA, men også Europa, og til ulempe for udviklingslandene. IMF’s betingelser forhindrede faktisk den industrielle udvikling i det Globale Syd, og det er derfor, vi har dette oprør, som det kommer til udtryk i dannelsen af BRIKS og andre tilsvarende udviklinger.

Hvad bliver resultatet nu? Vi vil se, hvad der potentielt sker med denne optrapning af handelskrigen mellem USA og Kina, men det er ikke årsagen til finanskrisen. Den forårsager ikke den systematiske krise i det finansielle system. Men det kan udløse det endelige kollaps af hele systemet, fordi det system har været bankerot i meget lang tid. Vi cirkulerer lige nu internationalt på Schiller Instituttets hjemmeside og andre steder en erklæring, som jeg vil bede alle deltagere i denne opfordring om at hjælpe os med at distribuere. Overskriften er »[Hvad hver eneste nation må gøre nu: Wall Street gav os denne krise; LaRouche har svaret].« I papiret er der lange citater fra min afdøde mand, Lyndon LaRouche, som profetisk havde forudsagt det nuværende systemkollaps. Den foreslår meget klare foranstaltninger, som skal træffes, og som han havde døbt »[The Four Laws of Lyndon LaRouche].« Det starter med en Glass-Steagall-bankopdelingslov, præcis som Franklin D. Roosevelt indførte den i 1933. Det omfatter at bringe kreditgivningen tilbage under regeringers og parlamenters suveræne kontrol – i USA er det Kongressen. Det vil kræve oprettelsen af et nyt internationalt kreditsystem som et nyt Bretton Woods-system, der skal afhjælpe underudviklingen i det Globale Syd ved at give langfristet kredit til lav rente. Og det skal indføre en massiv forøgelse af produktiviteten i verdens økonomiske system ved at fokusere på rumteknologi, fusionsenergi og lignende ting. I kan se det hele skrevet i denne erklæring, og jeg vil opfordre jer alle til at tænke over, hvilke institutioner i jeres land, der skal gøres opmærksom på dette dokument.

Det er naturligvis et åbent spørgsmål, hvad der vil komme ud af denne konfrontation mellem USA og Kina. Jeg vil gerne citere en artikel, som netop er udgivet af Wang Wen, der er dekan for Chongyang Financial Institute ved Renmin University i Beijing. Han skriver en artikel med overskriften [»Bliver der krig mellem USA og Kina?«] . Han siger, at dette spørgsmål pludselig er blevet populært på de sociale medier efter denne handelskrig, og han slår først fast, at det aldrig har været Kinas hensigt at betragte USA som en fjende. Der er heller ikke kommet nogen udtalelse fra nogen højtstående kinesisk embedsmand om denne handelskrig. Han nævner dette som et punkt for at sige, at Kina ikke ønsker en optrapning. Og den 17. januar, tre dage før Trump tiltrådte, var der en telefonsamtale mellem Trump og Xi Jinping, hvor de begge udtrykte et ønske om at samarbejde og håb om, at det ville være muligt, forudsat at de hver især respekterer hinandens kerneinteresser. Derefter fortsatte han med at pege på Kinas øgede militære styrke; at det har tre hangarskibe langs kysten, at det har mange langtrækkende missiler, at det har 70 % af verdens droneproduktion, og at USA ikke kunne besejre Kina i en militær konflikt. Han henviste til nylige krigsscenarier fra RAND Corporation og tænketanken CSIS, som kom til den konklusion, at USA ikke kan vinde, men kan lide et katastrofalt nederlag. Til sidst citerer han en tegneserie, der gik viralt i Kina for nylig, og som viser Trump klædt ud som enkekejserinde Cixi, Qing-dynastiets sidste herskerinde, som i 1900 »erklærede krig mod de otte mest magtfulde lande på det tidspunkt«. Få år senere kollapsede Qing-dynastiet.« Dette er en åbenlys henvisning til det faktum, at USA er involveret i mange krige rundt om i verden. Han slutter artiklen med at sige, at hvis det kom til en krig mellem USA og Kina, ville det ende meget værre for USA end Koreakrigen. Jeg vil tro, at det bare er en udtalelse fra en ledende tænketanksperson fra Kina, men det peger på den faktiske situation.

Meget mere bekymrende er en [lækage, som netop er blevet offentliggjort af Tucker Carlson], som vi forsøgte at få bekræftet til dette møde; det har vi endnu ikke været i stand til. Men Carlson citerede en nylig Pentagon-vurdering, som siger, at Pentagon har dokumenter, der viser, at hvis de tillod Ukraine at affyre missiler dybt ind på Ruslands territorium, ville det medføre en 50% risiko for en optrapning til atomkrig. Og alligevel fik Ukraine den tilladelse. Tucker Carlson siger, at politikere, der føler sig trygge ved et sådant resultat, hører hjemme i et fængsel for kriminelle sindssyge. Vi vil naturligvis forsøge at få bekræftet, om der findes et sådant Pentagon-dokument, men jeg udelukker det slet ikke, for det var vores uafhængige vurdering af situationen mod slutningen af Biden-administrationen. Denne Pentagon-erklæring ville bare bekræfte det.

Ellers finder jeg situationen meget dramatisk. IDF i Gaza bombarderer flere steder i Gaza. Den humanitære situation er katastrofal. Smotrich sagde, at de ikke længere ville tillade, at der kom majskorn ind i Gaza, hvilket naturligvis betyder total hungersnød. Selv pensionerede IDF-soldater protesterede tilsyneladende mod Netanyahu, og FN’s Sikkerhedsråd udsendte en erklæring, der fordømte den nuværende israelske politik. Det er lige til at gå til, og optrapningen med Iran står naturligvis stadig højt på dagsordenen. Det har potentialet til virkelig at bringe verden på kanten af en global konfrontation. Og på den anden store front, Ukraine, bliver situationen på landjorden i Ukraine mere desperat for hver time, der går. Der er fuldstændig ødelæggelse; hæren er ikke længere i stand til at genopbygge sine rækker, og der var nogle højtstående kommandanter, der sagde, at de ikke kunne fortælle den ukrainske befolkning sandheden, fordi de ikke kunne klare det. Ukraine-kontaktgruppen mødes igen i Bruxelles lige nu, og Witkoff er i Sankt Petersborg.

Så det er nogle af parametrene i den ekstremt dramatiske situation. I mellemtiden bør jeg nævne denne meget vigtige afsløring fra New York Times, som den 31. januar offentliggjorde en artikel på 13.000 ord, der dybest set indrømmer, at fra midten af april 2022 og frem blev hele kommandoen over Ukraine-krigen ført fra Wiesbaden, Clay Barracks, hvor USA gav ordrerne, leverede den tekniske assistance, al sikkerhed og efterretning. Derfor er argumentet om, at krigen var uprovokeret, og at det var en krig mellem Rusland og Ukraine – som vi altid har sagt var en krig mellem USA og NATO og Rusland; det er nu blevet fuldstændig bekræftet. Jeg synes, at det anstændige ville være, at alle de mennesker, der gentog fortællingen om den uprovokerede angrebskrig, kom ud og anerkendte, at New York Times blandt andre har bevist, at det var en forkert fortælling.

Nu vi taler om en forkert fortælling, så er den nye tyske regering – den er ikke helt dannet endnu, men den har indgået en koalitionsaftale mellem CDU, CSU og socialdemokraterne. Den traktat indeholder den utrolige paragraf, at de fra nu af, mens denne regering sidder ved magten, vil forsøge at gennemføre en krig, der forbyder hvad? At lyve! Simpelthen at lyve! Det vil blive sat under straf, hvis nogen bevidst spreder misinformation. Selv Bildzeitung, den største tabloidavis i Tyskland, har i dag en leder, der kommenterer denne nyhed og siger, at de bør stoppe dette; det er meget farligt. Mange forfatningsmæssige og juridiske eksperter er citeret for at sige, at dette er på vej mod et diktatur, for hvem skal afgøre, hvad der er løgn, og hvad der ikke er? Og mange ting, som man troede var løgn, viste sig at være sande kort tid efter, så de advarer mod det og siger, at det er vejen til et diktatur. Jeg tror desværre, at det er en stor fare i betragtning af, at redaktøren af et magasin i Tyskland allerede er blevet dømt til fængsel – ikke med det samme, men som en ventende straf, fordi han lavede et billede af indenrigsminister Nancy Faeser, der viste en plakat, hvor der stod, at hun er imod ytringsfrihed. En satirisk kommentar, som tydeligvis ikke er tilladt i Tyskland længere.

Jeg synes, vi er i en utrolig situation, som virkelig kræver mobilisering af den internationale fredsbevægelse og Den Internationale Fredskoalition, men også enhver anden gruppe, som er bekymret for verdensfreden. Jeg har nu i flere år sagt, at jeg ikke tror, at denne situation kan afhjælpes ved at klistre kosmetiske plastre på problemerne; men at vi er nødt til at have en grundlæggende korrektion af det fejlbehæftede system ved at skabe en international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skal tage hensyn til hvert enkelt lands interesser i traditionen fra Den Westfalske Fred. Så vi bør diskutere dette i diskussionsperioden, og jeg giver ordet tilbage til dig, Anastasia.

Bemærkninger under diskussionen:

Jeg vil bare gerne takke Fuller for hans optimisme, som giver os et håbefuldt perspektiv. Jeg har mine tvivl, om det kan gå igennem, men jeg er glad for at høre det fra dig. Og jeg vil gerne takke professor Roberts for faktisk at tage spørgsmålet om en ny sikkerhedsarkitektur op, for jeg synes, at diskussionen om, hvordan vi kommer dertil, og hvad principperne for en sådan ny arkitektur skal være, er ekstremt vigtig. Men jeg vil sige, at vi har brug for noget bedre end både Jalta og de 100 års fred mellem Wienerkongressen og Første Verdenskrig. Det var en slags fred, men bestræbelserne på at udvikle republikanske principper i Tyskland mislykkedes f.eks. i 1848. Man havde dybest set stadig forskellige former for oligarkiske systemer. Jeg tror, vi er nødt til at finde på noget bedre, og jeg mener, at vi virkelig må starte en diskussion om, hvad principperne for denne nye arkitektur skal være. Jeg har skrevet ti principper, som forsøger at berøre det, jeg mener er helt afgørende at tilføje til ideer som de fem principper for fredelig sameksistens eller FN’s charter, som jeg mener skal spille en rolle i den nye arkitektur.

Men jeg tror, at den er nødt til at have noget, man næsten kan kalde et metafysisk grundlag; eller hvis man ikke vil kalde det metafysisk, vedrørende den faktiske lovmæssighed i det fysiske univers, for at give en slags forankring i noget, der ikke er en mening, men baseret på videnskab og principper for stor kunst. Men jeg tror, det ville være vigtigt virkelig at overveje, at det nye element i situationen er det faktum, at landene i det Globale Syd ønsker at have en ligeværdig stemme. På den ene side er man nødt til at have stormagterne til at garantere med al deres magt og militære styrke, men jeg tror, at det, der er brug for, er en orden, som giver alle lande en ligeværdig stemme, uanset om de er små eller store. Jeg tror, at BRIKS-landene har bevæget sig i denne retning og forsøgt at anvende disse principper. Men som sagt vil jeg bare gerne udtrykke min glæde over, at denne diskussion er blevet bragt til bordet igen af jer. Så måske kunne vi opmuntre nogle unge mennesker, nogle studerende, til at begynde at tænke over, hvad principperne for den nye økonomiske verdensarkitektur skal være. For den verden, vi forsøger at forme for at sikre menneskehedens overlevelse, vil i høj grad være den verden, I kommer til at leve i de næste 75 år eller mere. Så jeg synes, man skal have en stemme i det. Det ville også være min appel til yngre mennesker.

Senere i diskussionen:

Vi har fulgt perspektivet om, at vi ville komme til dette punkt i 54 år. For i 1971, da Nixon gik fra faste valutakurser til flydende valutakurser, erkendte min afdøde mand, Lyndon LaRouche, straks, at det ville betyde, at Bretton Woods-systemet var dødt. Bretton Woods-systemet var tiltænkt Franklin D. Roosevelt, men det blev aldrig helt gennemført, som han havde tænkt sig, fordi han døde på det forkerte tidspunkt, og så blev det faktiske Bretton Woods i høj grad påvirket af Churchill og Truman. Derfor gjorde det en masse godt for den såkaldt avancerede sektor, men det forsømte fuldstændig ideen om, at Bretton Woods-systemet – ifølge Roosevelts hensigt – skulle overvinde fattigdom i udviklingslandene som en absolut prioritet. Ikke desto mindre betød Bretton Woods-systemet en meget stabil udvikling i to årtier, og det var ved at være slut. Lyndon LaRouche sagde på det tidspunkt, at hvis de vestlige lande holder fast i politikken med at lægge vægt på spekulationsgevinster og profitmaksimering, vil det absolut og nødvendigvis ende med en ny depression, en ny fare for verdenskrig og endda fare for en ny fascisme.

I hele sit liv fra det øjeblik analyserede han altid enhver væsentlig vending til det værre; han kom med ni grundlæggende forudsigelser i denne periode. Han tilbød altid, hvad der burde være alternativet. Det alternativ har udviklet sig fra forslaget om en ny international udviklingsbank, som han fremsatte i 1975, til det nuværende system med Lyndon LaRouches fire love. Der er blevet skrevet mange artikler om det af ham, og jeg mener, at den store tragedie for USA og verden er, at etablissementerne på Wall Street, City of London og magthaverne frygtede, at Lyndon LaRouches ideer ville begrænse deres privilegier så meget, og at det ville fjerne deres magt til at skabe absolut profit; at de gik efter LaRouche på måder, som kun nogle gange er blevet nået af chikanen og forfølgelsen af Trump i hans første administration. Men den store tragedie er, at folk er blevet nægtet uhæmmet adgang til disse ideer. Så jeg vil faktisk foreslå dig og andre, der lytter til dette, at Anastasia måske kan lave en læseliste med mindst to, tre eller fire store artikler, som du absolut bør læse som følge af denne diskussion. Læg den i chatten eller i en e-mail efter denne diskussion.

For lige nu tror jeg, at det, verden har mest brug for, er de rigtige økonomiske principper for fysisk økonomi. Der er en masse forvirring; folk tror på kryptovalutaer og Bitcoin og alle mulige charlataner og fupmagere. Jeg tror, at det, der er brug for lige nu, er en massemobilisering af mennesker, som kræver de rigtige løsninger.

Til professor Roberts vil jeg bare sige, at selvom jeg er enig i, at en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur er et spørgsmål om stater, kan det kun være stater, der gennemfører det. Men hvad gør man, når i hvert fald nogle stater – dem i Vesten – har vist sig at være helt ude af stand til at rette op på de fejl, der førte til den nuværende situation? Man har BRIKS-processen, som er den Globale Majoritet, der forsøger at sammensætte et nyt system baseret på gyldige principper om et win-win-samarbejde, der giver alle lande mulighed for at udvikle sig. Men landene i Vesten, som har holdt fast i den neoliberale politik både med hensyn til økonomi og finans, men også den såkaldte regelbaserede orden, som har været en fuldstændig fiasko, der har ført til den nuværende verdenskrise. Etablissementerne har ikke været villige til at indrømme, at det er resultatet af deres politik. Derfor er vi nødt til at få folk udefra til at gribe ind; folk med god vilje, eksperter som dig selv, historikere, akademikere, folk, der seriøst har studeret forskellige vidensområder; til at danne et Fornuftens Råd, for hvis de nuværende regeringer ikke er i stand til at løse problemet, må rådet komme fra et velinformeret flertal af befolkningen. Vi forsøger at inspirere til netop det.

Lidt senere:
Jeg vil bare tilføje, at opmærksomheden ikke kun går til selve problemet, men også til en hidtil uset militarisering. I Europa vil EU bruge 800 milliarder euro på at opruste Europa; Tyskland vil bruge 400 milliarder euro eller mere uden et loft. Og desværre har Trump netop annonceret et militærprogram på 1 billion dollars. Den nye rumkommando sigter mod dominans i rummet. Der er mange aspekter, som viser, at vi er meget langt fra den form for økonomisk system, som ville bringe det tilbage til at tjene det fælles bedste. Jeg tror, at militærudgifterne er de mest kontraproduktive; det er det militærindustrielle kompleks, som er en slags sidste fase af denne profitmaksimering. Det er en lov, som kan bevises i historien; først bruger man pengene på våben, så kalder man de unge til fronten, og til sidst kalder man børnene til fronten, som det er sket i alle større krige. Vi er meget tæt på det i Ukraine, og i Tyskland går Bundeswehr-officerer ud på skolerne og forsøger at rekruttere 17-årige til at slutte sig til Bundeswehr. Så jeg vil eftertrykkeligt sige, at hele dette fremstød for militarisering af økonomien skal opgives, fordi det er en selvopfyldende profeti, der fører til en katastrofe. Det har ikke noget som helst at gøre med Hamiltons økonomi.

Med hensyn til Balfour-aftalen og Sykes-Picot-traktaten:
Jeg tror, det var aftalen om opdeling af Mellemøsten i 1916. Det var grundlæggende mellem franskmændene og briterne. Den trak grænserne op på en sådan måde, at den ville give plads til fremtidig manipulation. Jeg tror, at det er det korte af det lange. Alle disse traktater mellem begyndelsen af Første Verdenskrig og afslutningen af Første Verdenskrig – Versailles var en af dem; Trianon-traktaten var en anden. Der var en række af sådanne aftaler, som opretholdt det Britiske Imperiums og det Franske Imperiums evne til hele tiden at bruge Mellemøsten som et cockpit for det store spil. Jeg tror, at det stadig er problemet i dag, fordi briternes indflydelse i Israel eller i den nuværende syriske regering er levn fra det. Hele historien om de såkaldte befrielsesbevægelser, der blev til officielle regeringer, udviklingen af al-Qaeda, til ISIS, til al-Nusra; alt dette var en del af den indflydelse, der kom ud af sådanne manipulationer. Det er det korte af det lange.

Afsluttende bemærkninger

Jeg vil gerne bringe det tilbage til det, jeg sagde i begyndelsen, for vi har en verden i hidtil uset uro. Jeg tror ikke, at nogen lige nu kan forudsige, hvor denne nuværende optrapning mellem USA og Kina vil føre hen. Den kan på kort sigt udløse den form for kollaps, som i sidste ende vil finde sted, medmindre man foretager en reorganisering af et nyt Bretton Woods i forbindelse med en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Så vi sidder på en komplet krudttønde. Jeg kan kun bede alle deltagere om at tage dette dokument, som I så på skærmen, som vil være i chatten, og som I kan finde på Schiller Instituttets webside, og bruge det. Alle kan tage denne erklæring og kontakte deres parlamentariker, kongresmedlem, senator, delstatssenator, folkevalgte, borgmester, andre råd af forskellig art og kræve, at de handler. Vi er nødt til at sætte denne løsningsmodel ind i denne debat meget hurtigt. Tidligere har vi haft mobiliseringer, hvor delstatslovgivere overvejede at gennemføre og foreslå love til Kongressen som Glass-Steagall. Denne gang har vi brug for hele pakken. Hvis vi gør det i alle lande samtidig, tror jeg, vi kan få stor indflydelse. Den anden ting er, at jeg gerne vil pege på, at vi i det mindste i Europa har påskeperioden med de berømte påskemarcher. Der vil være fredsdemonstrationer, hovedsageligt arrangeret af fagforeningerne. Jeg ved ikke, om der er sådanne ting i USA, men uanset hvor man har disse påskemarcher, bør man absolut printe et stort antal af dette dokument ud, tage derhen og distribuere det bredt.

Vi er nået til et punkt, hvor menneskehedens håb afhænger af enkeltpersoners mod og af mennesker, der træder ud af deres almindelige livsstil og adfærd og tager ansvar for udfaldet af denne historiske periode. Det er, hvad denne IPC handler om, og det er, hvad jeg beder jer om at gøre. Hjælp os med virkelig at udvide denne indsats. I næste uge vil vi gerne have mindst dobbelt så mange mennesker med. Vi er nødt til at gribe ind i denne periode med den viden, at vi har vejen ud af disse problemer. Det giver os et enormt historisk ansvar.

Ikke korrekturlæst

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag. Lad mig byde vores publikum velkommen, og især vores gæst i dag, ambassadør Jack Matlock, som er et af de fremragende øjenvidner, der har været i afgørende positioner ved vigtige forgreningspunkter i historien, nemlig afslutningen af den kolde krig. Du var jo USA’s ambassadør i Moskva på det tidspunkt og deltog i mange af de afgørende diskussioner, som virkelig lagde grunden til en utrolig chance i historien, som efter min mening – og jeg tror, at du til en vis grad deler den – gik tabt. Men før vi kommer til denne periode, som er meget relevant for det, der sker i dag, så lad os starte med at høre, hvad du mener om den uro, der finder sted på de finansielle markeder lige nu som en reaktion på præsident Trumps foranstaltninger; han har indført told på import fra alle lande på planeten. Det ser ud til, at der er ved at opstå kaos, og jeg tror, at der lige nu er meget få mennesker i hele verden – også i regeringerne – som har nogen idé om, hvor det her fører hen.

Tror du, at præsident Trump har en klar plan? Har han en klar idé om, hvordan han skal gennemføre det for at nå sit mål?

AMBASSADØR JACK MATLOCK: Tak, fordi du inviterede mig til at deltage i denne diskussion. Nej, jeg tror, at præsident Trump er fuldstændig vildledt i sin måde at bruge toldsatserne på. Jeg tror, han går ud fra de forkerte antagelser, og den rådgiver, der muligvis opfordrer ham til at gøre det, tror, at det vil bringe udbredt produktion tilbage til USA. Jeg tvivler på, at det kommer til at ske, og i stedet forstyrrer det en stor del af verdenshandelen, og omfanget af disse ting skaber nu uro i en stor del af økonomien. Værdien af vores aktier er nu faldet i de sidste fire eller fem dage, og aktiemarkedet er lige åbnet for nylig i dag her, og de fortsætter deres nedadgående kurs. Så jeg tror ikke, at det kommer til at virke, og virkningerne vil sandsynligvis ikke blot kunne mærkes af de lande, som det er rettet mod, men også af amerikanerne og vores forbrugere. Så jeg tænker, at deres politik er dårlig for alle.

Nu siger nogle, at han kun vil forhandle om lavere toldsatser og mere handel. Vi får se, men jeg synes, at omfanget af disse er så urimeligt, at de vil skade mange mennesker. Så jeg tror, at man i USA vil se en stigende modstand mod dem. For gennemsnitsforbrugeren går der måske et par måneder, før de mærker det, men nogle af vores arbejdere, f.eks. bilfabrikkerne, har allerede fyret medarbejdere på grund af tolden på reservedele og andre varer, der kommer ind i landet. Jeg tror, vi får se, men jeg vil i hvert fald sige, at det har været en meget destruktiv effekt indtil videre.

ZEPP-LAROUCHE: Det ser ud til, at det allerede påvirker de finansielle markeder betydeligt. For eksempel er mange banker begyndt at afvikle deres derivatpositioner, og jeg tror, at i betragtning af at det transatlantiske finansielle system er så overgældsat, og at man har en derivateksponering, som nogle eksperter anslår til at være 2 kvadrillioner dollars i udestående derivatkontrakter. Så når vi begynder at gå ind i dette, kan vi se et virkelig stort finansielt sammenbrud. Det er mit spørgsmål, for lad os sige, at Trump vil ophæve globaliseringen; der kunne være nogle argumenter for, at det er legitimt at gøre det, fordi globaliseringen, som den har udviklet sig i løbet af de sidste årtier, har gjort nogle flere rige mennesker, flere millionærer, flere milliardærer og mange, mange flere fattige over hele verden. Så en korrektion af dette system er ønskværdig, kunne man hævde. Men min største bekymring er, at man ikke bare kan tyrannisere folk over hele verden; skubbe til folk. Det er måske Trumps berømte stil, men jeg tror, at den rigtige måde at gøre det på ville have været at indkalde til en stor international konference, som en ny Bretton Woods-konference, og diskutere principperne for, hvordan denne omorganisering skal ske. Og så overlade detaljerne til en taskforce og ekspertgrupper og finde ud af det hele i et velvilligt samarbejde. Men det ser ikke ud til at være det, Trump har tænkt sig. Hvad tror du?

MATLOCK: Nej, det er bestemt ikke Trumps stil. Og som jeg sagde, tror jeg, at det vil give bagslag. Men hvor hurtigt han bliver tvunget til at ændre sig – hvis han bliver tvunget til at ændre sig – det ved vi simpelthen ikke. Så jeg tror, der er mange usikkerheder forude. Men hans stil er helt sikkert at ruske op i tingene og vise, at det er ham, der bestemmer. Han er helt klart en autoritær leder, og på grund af vores meget indviklede politik i det seneste årti eller mere i USA vandt han valget. Men faktum er, at ingen af vores politiske partier gav os en kandidat, der var dedikeret til fred. Og jeg tror, at fred er vigtigt for os og for hele verden. I stedet for at fortsætte krige forskellige steder burde vi have forsøgt at dæmpe dem.

Vi må se, hvordan de forskellige ting går, men på den økonomiske front skal vi amerikanere i hvert fald huske på, at vi nu har et underskud på mere end 36 billioner dollars. Hvor meget længere kan dollaren bevare sin værdi med så stor en gældsbyrde, og i betragtning af Trumps planer om at sænke skatterne og det faktum, at inflationen vil fortsætte, kan jeg se, at den amerikanske gæld kan fortsætte med at stige. Den er allerede alt for høj. Så jeg tror, det er noget, der venter på at bringe ikke bare USA, men hele verden, ud i en økonomisk recession og en slags krise.

ZEPP-LAROUCHE: Da præsident Trump kom til, var der mange, der håbede, at da han begyndte at vise tegn på, at han ville normalisere forholdet til Rusland, så var det det vigtigste. Det var som i slutningen af den forrige regering, hvor vi var kommet faretruende tæt på en reel optrapning på grund af de amerikanske langdistancemissiler, der blev affyret ind på russisk territorium og så videre. Vi sad på en vulkan. Så i begyndelsen så det ud, som om Trump mente det alvorligt med at få fred med Rusland; det kan naturligvis ikke gøres på 24 timer og måske ikke engang på uger, men der var en chance. Jeg tror, at den chance stadig eksisterer, men i mellemtiden har mange andre ting kompliceret billedet. For eksempel havde Trump lovet ikke kun at afslutte alle krige, men heller ikke at starte nye. Men han startede bombekampagnen mod Yemen, og der er stadig dystre udsigter for, hvad der vil ske med Iran. Så jeg vil gerne høre dine tanker om det og det faktum, at europæerne – i det mindste nogle af europæerne, ikke dem alle, men nordeuropæerne – ønsker at danne en såkaldt koalition af villige til at holde krigen i Ukraine i gang. Det er helt utroligt! De bygger tanks igen i Tyskland af VW for at sende dem mod Rusland. Det er kun 80 år efter afslutningen af Anden Verdenskrig. Så jeg tror aldrig, vi har haft et verdensbillede – i hvert fald i min levetid – som var så kompliceret og fyldt med både håb og farer. Men synes du ikke, at Trump bør opfordres til at gå videre med denne fred med Rusland? Jeg synes, det er det vigtigste element i hele billedet.

MATLOCK: Ja, jeg tror, det er meget vigtigt for Europa og USA og ikke mindst Ukraine, at der kommer en afslutning på denne krig og en løsning, der kan skabe stabilitet. Jeg synes, at den stigende oprustning i Vesteuropa næsten er tragisk. For det første er de unødvendige; Rusland truer ikke de lande, der nu er med i NATO. Og problemet har været, at vi har behandlet en meget urepræsentativ regering i Ukraine, som om den var et NATO-medlem; hvilket har været en rød linje for Rusland i årtier. Men det, vi har gjort ved at bringe våben ind – vi og vores europæiske allierede – er det største, vi ville være forpligtet til at gøre, hvis de var et NATO-medlem. Den russiske ledelse har gjort det klart i over 20 år, at dette er en absolut rød linje; at bringe vestlige våben ind i Ukraine, eller jeg vil sige Hviderusland. Det bør vi helt ærligt forstå, for vores egne lande – især USA – ville ikke tolerere bevæbnede baser i nabolandene, Mexico, Canada eller Caribien, som er bevæbnet af en fremmed magt.

At sige, at krigen i Ukraine var uprovokeret, er efter min mening en forkert fremstilling af kendsgerningerne. Og når den nu skal afgøres, kan det ikke ske ved etableringen af grænser, som blev skabt af Stalin og Hitler. Vi må ikke glemme, at Stalin og Hitler skabte disse grænser for at samle det, der i dag er Vestukraine, og forene det med Ukraine. Og hvorfor vi vil have ukrainere til at dø og få deres land ødelagt for at forsvare Josef Stalins og Adolf Hitlers arv, er mig en gåde. Jeg kan bare ikke se det, og jeg kan ikke forstå, hvordan både USA og vores europæiske allierede har været ofre for en sådan vildfarelse om, at Ukraine på en eller anden måde har ret til alle disse grænser, uanset hvad det gør og med hensyn til dets meget store mindretal af russisktalende. For det, der skete med tiden, var, at de fjernede disse menneskers kulturelle rettigheder, og lad os se det i øjnene, meget af volden er skabt af nynazister, som har alle symbolerne og har opstillet monumenter for nogle af de værste krigsforbrydere fra Anden Verdenskrig, som var involveret i henrettelsen af jødiske indbyggere i det, der dengang var det østlige Polen, men som nu er det vestlige Ukraine.

Så det ser ud til, at de europæiske politikker er historisk nærsynede, og at de glemmer historien om disse problemer og har tunnelsyn. For når man ser på fortiden i det omfang, vi gør, glemmer man mange af de relevante fakta.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg har svært ved at forstå, hvordan historien kan glemmes; jeg ved ikke, om det er det rigtige engelske ord. Hvor meget europæerne faktisk fuldstændig har trukket på skuldrene af erindringen om historien for 80 år siden. Du har sagt, at Rusland ikke har til hensigt at erobre andre europæiske lande, hvilket lige nu er den store fortælling om, hvorfor denne militarisering fremmes. De har ikke kapacitet til at erobre resten af Europa, og jeg tror ikke, de har intentionen, fordi Rusland har vendt sig væk fra Europa og mod Asien, mod BRIKS. Så jeg kan ikke engang se et motiv, og jeg kan ikke se, at de har kapacitet til at angribe. Ikke desto mindre er dette fortællingen, og der er nu sket en meget vigtig udvikling, som jeg mener, underbygger det. Det er det faktum, at {New York Times} for måske en uge siden havde en artikel på 13.000 ord, som var en årelang undersøgelse, de foretog. De interviewede 300 mennesker fra mange lande. Det korte af det lange er, at de indrømmer, at fra midten af april 2022 og fremefter blev hele krigen i Ukraine ledet, udført, teknisk assisteret osv. fra det amerikanske militære hovedkvarter for Europa og Afrika i Wiesbaden. De bragte de øverste ukrainske militærledere ind i civil i midten af april 2022. Artiklen beskriver derefter meget detaljeret, at praktisk talt hele krigen blev ført af amerikanerne fra Wiesbaden, og at ukrainerne virkelig havde en meget underordnet rolle; de var dybest set kanonføde for denne operation.

Det er efter min mening en meget vigtig indrømmelse, for hele NATO’s og nordeuropæernes fortælling er, at dette var en »uprovokeret« angrebskrig. Hvis nogen journalist eller kommentator tvivler på det, risikerer man i Europa at få en bøde, hvis man sætter spørgsmålstegn ved den fortælling. Og hvis man siger, at der var en forhistorie til det, der går tilbage til NATO-udvidelserne – så nævnte man, at vi de facto har en omvendt Cubakrise, fordi alle disse offensive systemer er meget tæt på den russiske grænse. Nogle af disse systemer har en advarselstid på måske seks minutter til Moskva. Så enhver, der ser objektivt på situationen, vil sige, at det ikke var uprovokeret.

Så hvad tror du er konsekvensen af denne {New York Times} artikel? Efter min mening har de stadig en vis grad af dækhistorie, fordi de siger, at amerikanerne gjorde alt rigtigt, det var bare, at ukrainerne ikke adlød amerikanernes ordrer ordentligt, og det var derfor, krigen blev tabt. Jeg synes heller ikke, at det stemmer helt overens med historien. Men efter min mening, min retfærdighedssans og min fornemmelse af, at hvis man ikke genindfører sandheden i denne debat, kan vi ikke finde en løsning. Synes du ikke, at det ville være passende, at alle de journalister og politikere, som blev ved med at gentage fortællingen om den »uprovokerede angrebskrig«, dybest set skulle undskylde og sige, at de i bedste fald tog fejl?

MATLOCK: Selvfølgelig burde der være en undskyldning, men det er jeg sikker på, at der ikke bliver.

Man kan sige, at vores udenrigspolitiske elite er dem, der er koncentreret i Washington, og mange i tænketanke, finansieret af vores våbenproducenter, har ærligt talt konstrueret en helt falsk fortælling, tror jeg, om situationen. Det, der er sket, er, at selv om de fortæller det amerikanske folk, at »Jamen, vi må forsvare Ukraine. Det er et stakkels uskyldigt demokratisk land, som er blevet invaderet af det onde, gamle Rusland.« Ja, Ukraine er blevet invaderet af Rusland, det er sandt. Men den invasion har ikke været så komplet som den amerikanske invasion af Irak tilbage i den anden Bush-regering, hvor Irak ikke udgjorde nogen som helst trussel mod USA. USA tog mange af sine NATO-allierede med sig. Så der er præcedens for, at USA har ført en aggressiv krig uden provokation.

Og nu beskylder USA Rusland for en aggressiv krig og ignorerer det faktum, at provokationen var der. Præsident Putin begyndte i sin tale i 2007 i München på Wehrkunde-konferencen at advare om de ting, der skete, og som jeg vil sige, belastede freden med Rusland. De fleste af disse ting var baseret på udvidelsen af NATO, og ikke kun udvidelsen af NATO, men også placeringen af militærbaser i de østeuropæiske lande tæt på Rusland. Rusland havde lige siden 1990’erne signaleret, at det var uacceptabelt.

Vi glemmer, at da Vladimir Putin kom til magten, rettede han ikke kun op på Ruslands økonomi i en grad, så den næsten havde været bankerot: Han bragte den tilbage i produktivitet, og de betalte Sovjetunionens og Ruslands udlandsgæld på omkring tre til fire år. Han bragte en vis regelmæssighed ind i det russiske økonomiske system. Så på det tidspunkt betragtede han sig selv som Vestens allierede og forsøgte at bringe Rusland ind i Vesten. Og gentagne gange blev bestræbelserne på at skabe et sikkerhedssystem, der ville omfatte Rusland såvel som de andre lande, simpelthen ignoreret af de vestlige lande og USA. I stedet så det ud til, at man forsøgte at fjerne tidligere dele af Sovjetunionen, dele, der juridisk set var en del af Sovjetunionen, som Georgien og især Ukraine, fra russisk indflydelse, og det var af indlysende grunde uacceptabelt.

Men ideen om, at Rusland på en eller anden måde altid er aggressiv, overser det faktum, at det faktisk var den russiske leder, der opløste Sovjetunionen. Det var Boris Jeltsins møder med lederne af Hviderusland og Ukraine, der bragte Sovjetunionen til fald. Det var ikke en sejr for Vesten, og det var ikke der, den kolde krig sluttede. Den kolde krig sluttede tidligere. Og USA ønskede på det tidspunkt, under den første Bush-regering, ikke, at resten af Sovjetunionen skulle falde fra hinanden. Vi havde altid ønsket, at de tre baltiske stater skulle genvinde deres uafhængighed; vi anerkendte aldrig, at de juridisk set var en del af Sovjetunionen. De andre 12 republikker, som vi anerkendte, var der lovligt; og som den første præsident Bush sagde til det ukrainske parlament i 1991, bad han dem om at undgå selvmorderisk nationalisme. Og alligevel begyndte den selvmorderiske nationalisme – den slags, der tidligere havde ramt Georgien og ført til krig der – at være dominerende i Ukraine. Det blev simpelthen ignoreret af dem, der nu argumenterer for, at vi skal besejre Putin, ellers bliver han en trussel mod andre.

Jeg bryder mig ikke om, hvad Putin har gjort internt. Jeg bryder mig bestemt ikke om invasionen. Men fra slutningen af 1990’erne advarede jeg om, at det ville være katastrofalt at udvide NATO, og især at placere baser i Østeuropa, uden sikkerhedsgarantier til Rusland. Næsten alle os, der ved, at Gorbatjov havde forhandlet afslutningen på den kolde krig, gjorde det klart, da spørgsmålet blev debatteret i USA. Og det er en tragedie, at vores forudsigelse nu er blevet til virkelighed.

Jeg vil komme med en anden pointe: At vi og vores vesteuropæiske venner ødelægger Ukraine i denne proces i et forsøg på blot at svække Rusland. Vi har alle brug for, at Rusland samarbejder om nutidens og fremtidens store udfordringer. Miljøødelæggelserne hærger, og vi ser hver dag flere brande, flere oversvømmelser og så videre. Og alligevel forhindrer disse krige os i virkelig at håndtere klimaforandringerne. De medfører endnu flere massive folkevandringer, som er en belastning for alle vores lande. I stedet for at stå sammen om at forsøge at løse disse problemer, giver vi næring til kampene, ikke kun i Ukraine, men endnu værre i Mellemøsten. Vi tolererer den folkemordspolitik, som Israel fører i Gaza og i stigende grad på Vestbredden. Dækningen af dette i vores vigtigste medier er simpelthen stærkt partisk.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg takker dig for din menneskelige stemme, som du udtrykker så klart. Hvad er din forklaring, hvorfor? Jeg kan kun sige, at de taler, som Putin holdt gentagne gange, da Clinton besøgte Moskva i 2000, og da Putin talte til den tyske forbundsdag i 2001 – han talte endda delvist på tysk – citerede han alle de tyske digtere og udtrykte en meget varm holdning til Tyskland, hvilket jeg synes var meget bemærkelsesværdigt i betragtning af, at Tyskland trods alt havde en ledende rolle i Anden Verdenskrig, hvor 27 millioner russere blev dræbt, hvilket stadig er meget, meget aktivt i folks bevidsthed, når de taler om den store fædrelandskrig. Så jeg synes, at russernes opførsel i forbindelse med den tyske genforening og selv bagefter var ekstremt generøs! De gik med til at lade Tyskland være en del af NATO, hvis der ikke skete en udvidelse af NATO mod øst. Og det, jeg virkelig kæmper med, er, hvordan kan disse, mine nutidige tyskere, hvordan kan de være så uagtsomme og uvidende og ligeglade med den tyske historie? For vi burde være taknemmelige over for Rusland, at vi havde denne fredelige revolution, som historisk set var en enorm chance. Vi kunne have haft en fredsorden. Vi kunne have bevæget os ind i en helt anden æra af den menneskelige civilisation. Jeg kæmper stadig med tanken om, hvorfor de hader russerne så meget – eller nogle mennesker gør – at de forårsager den potentielle ødelæggelse af hele civilisationen i stedet for at indrømme, at de tog fejl?

MATLOCK: Jeg tror, du har ret i mange henseender. Jeg var til stede, da vores udenrigsminister gentagne gange forsikrede præsident Gorbatjov og den sovjetiske udenrigsminister Sjevardnadse om, at hvis de gik med til en genforening af de daværende to tyske stater, og en genforening på de vilkår, som Vesttyskland havde fastsat, hvilket simpelthen var at absorbere Den Tyske Demokratiske Republik i den vesttyske forfatning – med andre ord ville de østtyske {Länder} simpelthen blive en del af Tyskland. Den sovjetiske holdning var tidligere, at der måtte være forhandlinger mellem de to stater. Men begivenhederne i Østtyskland gjorde det umuligt, da valget i februar 1990 bragte CDU ind, som fik flertallet af stemmerne i Den Tyske Demokratiske Republik.

Under alle omstændigheder var der dengang en aftale om, at når Tyskland blev forenet, var der, selv om der ikke stod noget om NATO-udvidelse i aftalerne, en bestemmelse om, at der ikke måtte være udenlandske tropper eller atomvåben på det, der havde været Den Tyske Demokratiske Republiks territorium. De forsikringer, som den amerikanske udenrigsminister og den tyske udenrigsminister gav, og som jeg forstår, at den britiske premierminister John Major gav på det tidspunkt, var, at der ikke ville ske nogen NATO-udvidelse mod øst. Som udenrigsminister Baker sagde på et tidspunkt: »Ikke en tomme.« Han talte om Den Tyske Demokratiske Republiks territorium på det tidspunkt, men det ville naturligvis også have været gældende for Østeuropa. De talte ikke om Østeuropa, for på det tidspunkt var der stadig Warszawapagten. Der var aldrig nogen tanke om, at vi ville udvide den yderligere. Samtalerne handlede om Østtyskland. Men traktaten forbød udenlandske baser. Så da vi senere begyndte at udvide NATO, havde den daværende præsident Putin ingen indvendinger mod den første udvidelse. Han havde ikke engang indvendinger mod udvidelsen til de tre baltiske lande.

Da det blev diskuteret, kom han til New York og holdt en tale på Columbia University. Jeg underviste der på det tidspunkt, og jeg spurgte ham direkte på et offentligt møde, hvad hans holdning var til at inkludere de tre baltiske lande i NATO? Han sagde, at han mente, det var unødvendigt, men at han ikke ville modsætte sig det, så længe der ikke var nogen udenlandske baser der.

Så det, vi ignorerer, når vi siger, at det bare er en NATO-udvidelse, er, at det er en NATO-udvidelse plus udenlandske baser. Vi må ikke glemme, at de antiballistiske missilbaser, der senere blev etableret i Polen og Rumænien, brugte missiler, der med en ændring i softwaren kunne have været offensive. Så der er en god og solid grund til, at præsident Putin har modsat sig dette. Så ja, den nuværende krig i Ukraine er en stor tragedie, mest af alt for Ukraine, men også for Rusland: Fordi den vil skabe fjendtlighed i generationer mellem de to lande. Men faktum er, at hvis der skal være fred i Europa, er man nødt til at have en løsning på et andet grundlag end en total genoprettelse af de grænser, som Hitler, Stalin og i Krims tilfælde Khrusjtjov skabte. Så det tror jeg er kendsgerningen, og jeg har svært ved at forstå, hvorfor det ikke er mere forstået i Europa, og især i Tyskland.

ZEPP-LAROUCHE: Georgiens statsoverhoved har lige sagt, at han mener, at europæerne nu er en dyb stat, eller at de er i familie med det, folk kalder den dybe stat i USA. Jeg tror, det er geopolitik, jeg tror, det er det Britiske Imperium. Folk tror, at det Britiske Imperium er forsvundet, eller at det ikke længere eksisterer. Men jeg tror, det eksisterer i en anden form. Først har man Commonwealth; man har Five Eyes. Så er der de finansielle kræfter i Wall Street og City of London, som er en slags forlængelse af det Britiske Imperium, fordi de kontrollerer en stor del af betingelserne for kredit, handel og så videre. Jeg tror, at hvis man ser på briternes rolle i denne konflikt, så har de været anstiftere igen og igen. Keir Starmer kom til Washington i den sidste fase af Biden-administrationen og opildnede ham til at bruge langdistancemissiler på russisk territorium.

Kan du sige, hvordan du ser briternes rolle i det særlige anglo-amerikanske forhold?

MATLOCK: Jeg tror, at man helt korrekt har diagnosticeret det som en slags imperienostalgi, at man ser Rusland som en evig fjende, om man så må sige. For der var selvfølgelig en kamp i Krimkrigen og en kamp om kontrollen med Afghanistan, som går tilbage til det 19. århundrede, og så videre. Så ja, jeg tror, at amerikanerne i manges bevidsthed i virkeligheden er blevet håndhævere af en genetablering af en slags Britisk Imperium, inspireret af de samme holdninger. Men jeg tror ikke, det er i folkets interesse i Storbritannien. Igen mener jeg, at begge vores regeringer – vi må heller ikke glemme den aggressive invasion af Irak, som den anden Bush-regering gennemførte baseret på falske beviser, som de vidste var falske, når vi ser tilbage. Hvem var vores vigtigste allierede i den forbindelse? Tja, briterne. Igen tror jeg ikke, at det er i briternes interesse, men man har måske et udvalg bestående af følelser og tanker om imperiet, især på steder som Krim, som jo i det 19. århundrede blev angrebet af briterne.

I øvrigt var den store forfatter Leo Tolstoj, som senere blev pacifist, faktisk russisk artilleriofficer i forsvaret af Krim under Krimkrigen. Alle disse ting, som vi i dag kæmper om, er for russerne følelsesmæssigt en meget integreret del af deres egen historie. Så en af de ting, vesteuropæerne og amerikanerne bør forstå, er, at denne konflikt i høj grad er en borgerkrig blandt østslaverne om, hvem der kontrollerer hvad, og hvor de er orienteret. Som i andre borgerkrige forværres den blot af andres indblanding. Dette kunne have været afgjort uden en total krig, hvis Minsk-aftalerne var blevet overholdt; men det var underskriverne, Frankrig og Tyskland, der overtrådte dem. Man hører nu: »Åh, man kan ikke stole på Vladimir Putin.« Hvis man faktisk ser på, hvad han sagde, og hvad andre har sagt, så vil jeg sige, at Frankrig og Tyskland har brudt flere aftaler, end han har. Alle har brudt nogle, men i dette tilfælde tror jeg, at vi har set et forsøg på at trimme Rusland og begrænse dets indflydelse. Selvfølgelig er det svagere end USA, men faktum er, at når vi forsøger – som vores tidligere forsvarsminister sagde – at svække Rusland, gør vi faktisk mere for at dele verden op og skabe, vil jeg sige, større problemer for os selv og hele menneskeheden.
ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror også, at USA befinder sig i en krise. På Bandung-konferencen – den første asiatisk-afrikanske konference i Den Alliancefrie Bevægelse – diskuterede præsidenterne Sukarno og Nehru, at USA’s uafhængighedskrig var den første antikoloniale krig i noget land.

Jeg tror, at hvis USA’s befolkning bare kunne gå tilbage og se på deres egen historie og se på, hvad der var hensigten med den amerikanske republik hos Benjamin Franklin, hos grundlæggerne, hos John Quincy Adams, som berømt udtalte, at det ikke er USA’s formål at tage til udlandet og lede efter udenlandske monstre. Det amerikanske økonomisystem blev indført af Alexander Hamilton. Det var faktisk en tid, hvor mange mennesker rundt om i verden så op til den amerikanske revolution som et forgreningspunkt i historien, fordi Europa stadig var under kontrol af monarkier og oligarkier, og den amerikanske republik skulle være en republik. Den var dedikeret til det fælles bedste, ikke kun for det nuværende folk, men også for fremtidige generationer, som det hedder i forfatningens indledning. Og så har man Uafhængighedserklæringen.

Da jeg grundlagde Schiller Instituttet for 41 år siden, ledte jeg efter et dokument, der kunne danne grundlag for Schiller Instituttets forfatning. Jeg tænkte, at det, der kom tættest på idéerne om, hvad det skulle udrette, var Uafhængighedserklæringen. Så jeg ændrede kun seks ord, f.eks. hvor der står amerikansk koloni, sagde jeg udviklingslande; hvor der står koloniherren, sagde jeg det finansielle kreditsystem eller finansiel kontrol af systemet. Ved blot at ændre fem eller seks ord gjorde jeg det gældende for hele verden. Jeg ønskede, at amerikanerne skulle minde sig selv om deres egen stolte tradition, og jeg ønskede, at amerikanerne også skulle se, at andre lande har samme ret som dem; og at de andre lande ser, hvad der er USA’s bedste geni.

Hvad ville efter din mening være nødvendigt for at genoplive den stolte amerikanske tradition og afvise det Britiske Imperiums greb?
MATLOCK: Jeg tror, at amerikanerne og vores vesteuropæiske allierede ved afslutningen af den kolde krig simpelthen antog en falsk doktrin. Vi synes med mindre ændringer at have overtaget den tidligere sovjetiske idé om, at kommunismen ville feje verden af banen ved hjælp af revolutioner, og at det derfor var deres historiske pligt at støtte revolutioner i forskellige lande. Faktum var selvfølgelig, at disse revolutioner ikke producerede den socialisme, som Marx havde beskrevet. De skabte totalitære systemer. Men der var en anden antagelse om, at hvis man var det, de kaldte »socialistisk«, dvs. domineret af Sovjetunionen, så ville de være venner. Det var selvfølgelig et spørgsmål om sovjetisk dominans. Men så trak andre lande, som det marxistiske Jugoslavien, Albanien sig væk; Kina trak sig væk under Mao Zedong. Så faktisk var idéen om, at dette ville blive verdens fremtid, simpelthen forkert.

Da Sovjetunionen gik i opløsning, havde vi vores filosoffer, der sagde, at dette var historiens afslutning; og som fulgte en slags forvrængning af Hegel, at denne gang ville det være demokrati og kapitalisme, der ville feje hen over verden. Og at det var USA’s pligt som det vigtigste demokratiske og kapitalistiske land at udbrede demokrati i resten af verden. Der er flere ting galt med det. En ting, som bestemt ikke nødvendigvis er sand, er, at bare fordi man har den samme regeringsform, så bliver man venner. Om man er venner eller ej, afhænger af mange ting. Det andet er, at et land ikke kan skabe demokrati i et andet. Som Lincoln på et tidspunkt udtrykte det: Regering af, ved og for folket. Hvordan kan en anden person så skabe det? Hvis andre lande blander sig i den interne politik, kan de faktisk gøre mere skade på de mennesker, som de ønsker at hjælpe.

Du citerede John Quincy Adams ganske rammende, for da han advarede mod og sagde »Amerika går ikke til udlandet og søger monstre at ødelægge«, sagde han også i sit meget blomstrende sprog, at hvis USA bliver involveret i stridigheder i Europa og støtter den ene eller den anden side i disse stridigheder, vil Amerika selv blive et imperium. Han advarede mod det. Nu har vi en præsident, som i høj grad beundrer præsident McKinley, som var det tidspunkt, hvor USA blev åbenlyst imperialistisk. Amerikansk udenrigspolitik har vaklet på en række forskellige måder. Men da vi begyndte at ekspandere uden for Nordamerika, var det under McKinley. McKinley synes at være præsident Trumps idol. Han citerer ham ofte, og han ville endda omdøbe Alaskas bjerg til Mount McKinley igen i stedet for Denali, som var det oprindelige navn, som befolkningen der havde givet det. Så det er et af vores problemer. Trump ser ud til at ville vende tilbage til en periode, som faktisk viste sig ikke at være særlig succesfuld i det lange løb. Men jeg vil sige, at amerikansk politik vakler; det har den altid gjort. Det har ikke været en lige linje på nogen måde. Jeg tror, at det, vi kommer til at se, på mange måder er en fiasko for den nuværende politik, og i hvert fald den nuværende krigeriske måde at bruge told på. Vi fortsætter med at give næring til krige i Mellemøsten og giver våben til det, der helt klart er en folkemordskrig mod Gaza osv.

Jeg tror, der sker mange ting nu, som ikke kommer til at gå godt. Men jeg vil også sige, at der kan komme uventede vendinger ret hurtigt. Da jeg rådgav præsident Reagan om, hvordan vi kunne afslutte den kolde krig, tog vi en meget anspændt situation, og i løbet af tre år fik vi vendt den. Så jeg tror, at der kan ske uventede ting. Men én ting, jeg vil sige, er, at idéen om, at der vil være en fremtid i at forsøge at opdele verden mellem øst og vest og bruge militære midler, efter min mening vil være katastrofal for alle. Jo hurtigere vi kommer væk fra det, jo bedre vil det være for alle.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg har længe ment, at vi er nået til et punkt i menneskehedens historie, hvor vi har brug for et nyt kapitel. Et nyt paradigme, som skal være lige så forskelligt fra middelalderen, som den moderne tid er det. Hvis man tænker på det 14. århundrede, som var den sorte død, havde man overtro, tro på hekseri; peripatetikerne diskuterede, hvor mange engle der kunne sidde på en nål. Det var virkelig et syn, som var meget tilbagestående. Så kom den italienske renæssance, og man havde begyndelsen på den moderne tid; urbanisering spillede en større rolle. Individets rolle blev mere tydelig; videnskabens og teknologiens rolle for at forbedre folks levestandard blev en faktor; man havde bogtrykkerkunsten. Den moderne tid havde meget forskellige aksiomer i, hvad folk tænkte om billedet af mennesket, universets natur. Jeg tror, vi er nået til et punkt i historien, hvor man virkelig må tænke på det nye paradigme. Lægge imperialisme, oligarki og grådighed af den ubegrænsede type, vi oplever i dag, bag os og virkelig tænke på, hvad der placerer os som menneskehed på et helt andet plan. For af alle de skabninger, der findes i universet, er menneskearten den eneste kreative art. Vi kan igen og igen finde på løsninger på problemer. Vi kan gøre videnskabelige opdagelser, som fuldstændig ændrer vores måde at leve på og forbedrer den forventede levealder og levestandarden for flere og flere mennesker. Jeg tror, at vi nu virkelig er udfordret til at give os selv en orden, som gør det muligt for alle nationer på planeten at overleve; under hensyntagen til alle nationers interesser på planeten. Lidt ligesom den Westfalske Fred gjorde det for første gang. At man virkelig har tænkt, at man skal tage hensyn til alles interesser, ellers bliver ingens interesser varetaget.

Jeg håber, at nogle ledende mennesker i verden vil komme på den idé at skabe et nyt paradigme, en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som gør præcis det. Så hvis du vil være så venlig at fortælle mig, hvad du synes om sådan en idé?

MATLOCK: Jeg tror, du har ret i, at vi er nødt til at finde en vej til et verdenssystem, der kan tolerere forskellige kulturer. Man må erkende, at uanset hvor vigtige nogle af ideerne fra den vestlige renæssance og udviklingen af international ret er, så var der også andre perioder. Som i den mørke middelalder i Vesteuropa, hvor Byzans og Østen var meget mere succesfulde. Og i den tidlige middelalder var mange aspekter af det muslimske samfund, især i Spanien, efter min mening mere liberale og mere indsigtsfulde end de fremherskende vestlige ideer. Så ideen om, at Europas fremgang og det, der i en periode var dominansen over resten af verden, på en eller anden måde var en midlertidig tilstand, og at den bar byrden af underforstået racisme med sig; en dominans af kolonier andre steder. Vi ser stadig udviklinger ud over det.

Men jeg tror, at når vi i dag bekymrer os om f.eks. kinesisk indflydelse, så ser det ud til, at den indflydelse skyldes kinesisk økonomisk politik, kinesiske investeringer og salg i forskellige lande. Så vidt jeg ved, har Kina ingen militærbaser uden for landets grænser, bortset fra nogle af de omstridte øer i Det Sydkinesiske Hav, mens USA har over 80 baser i over 80 lande. Det forekommer mig at være latterligt at tale om en kinesisk militær trussel. Selvfølgelig har Kina ikke udelukket at bruge magt mod Taiwan; men Gud forbyde, at vi kommer i krig på grund af det. Hvis det skulle ske, er det slet ikke sikkert, at Kina ikke ville sejre. I dag tror jeg, at ideen om at udelukke eksport af ting som avancerede chips vil føre til en situation, hvor Kina simpelthen overhaler USA inden for nogle af disse teknologiområder. Jeg tror, der har været en slags blindhed over for dette. Men bag meget af dette har der i USA været en kraft, som jeg kalder det militærindustrielle og kongreskomplekset. Ideen om, at vi på en eller anden måde er nødt til at finde jævnbyrdige konkurrenter for at kunne finansiere et større og større såkaldt forsvarsbudget. Et forsvar, som er blevet mere og mere offensivt; jeg tror ikke, det er i det amerikanske folks interesse, og jeg tror ikke, det er i resten af verdens interesse.

ZEPP-LAROUCHE: Ambassadør, det har virkelig været et frisk pust at lytte til dig, for jeg taler mest med europæere i disse dage. Det, du siger, er så meget mere fornuftigt og oplyst. Vil du være så venlig at fortælle vores publikum her til sidst din advarsel, eller hvis man ser på Ursula von der Leyen, og nu har vi en ny regering i Tyskland-Merz. De ønsker alle at militarisere; de ønsker at gøre Tyskland krigsparat. Kan du på baggrund af din erfaring fortælle tyskerne og europæerne, hvordan de skal ændre deres tankegang omkring disse spørgsmål?
MATLOCK: Jeg tror ikke, at Tyskland i særdeleshed, men også resten af Europa, vil være i stand til at udnytte sit fulde potentiale uden samarbejde med Rusland og Østen. Rusland er simpelthen for stort; det indeholder så mange ressourcer. Og selvfølgelig har det en kultur, som er europæisk og en af de vigtigste kulturer for Europa. Det forekommer mig, at Tyskland aldrig kan blomstre, hvis det er afskåret fra Rusland. Når alt kommer til alt, vil hele spørgsmålet om energiinput være billigere fra Rusland. Det er den tyske industri meget afhængig af. Jeg tror, at de nuværende toldsatser fra USA vil være katastrofale, hvis de fortsætter. At opføre sig, som om Rusland er en trussel mod Tyskland, tror jeg simpelthen er en meget farlig illusion.

ZEPP-LAROUCHE: Mange tak! Lad mig udtrykke min taknemmelighed over for dig og spontant fortælle dig, at du er et fantastisk menneske, og jeg håber, at du vil give os den glæde igen i fremtiden. Tusind tak skal du have.

MATLOCK: Tak for komplimenterne og for det privilegium, det er at være med i dit show.

ZEPP-LAROUCHE: Vi ses meget snart. På gensyn.

Ikke korrekturlæst

af Stewart Battle (EIRNS) – 08. april 2025

Trump-administrationen har fortsat sin egenrådige tilgang med nye politiske initiativer rundt om i verden. Blandt disse er nu: forsøg på at udvide USA’s militær yderligere rundt om i verden, herunder ud i rummet, udtrykkeligt for at imødegå Rusland, Kina og andre »modstandere«; en optrapning i Sydvestasien, som truer med at udløse en omfattende militærkampagne mod Iran – alt imens der tilsyneladende ikke sættes grænser for Israels folkemord i Gaza; og nu en kaotisk handels- og toldpolitik, som truer med at få verdensøkonomien til at bryde sammen.

Ikke desto mindre har der vist sig glimt af diplomati og løsning. Da Israels premierminister Netanyahu ankom til Det Hvide Hus den 7. april, blev han chokeret over at høre, at præsident Donald Trump havde været i dialog med den iranske regering, og at samtalerne var planlagt til at begynde lørdag den 12. april. Som Times of Israel rapporterede, blev Netanyahu hverken informeret om dette før kort før sit møde med Trump, og han fik heller ingen forsikringer om Israels krav i forhold til Iran.

Man kan håbe, at dette i det mindste antyder et vist niveau af rationel tænkning fra præsident Trumps side og en uafhængighed af Netanyahu og hans ligesindedes vanvid. Det er dog stadig uvist, om de køligere hoveder vil sejre i løbet af de kommende dage, eller om der i sidste ende vil udbryde krig. Men uanset hvad der sker, skal det understreges, at Trumps åbenlyse mobbemetode, selv om den lejlighedsvis er vellykket, ikke er en tilgang, der vil gøre USA – eller nogen anden nation – virkelig »stor« igen. Ud over at opflamme regionen til en katastrofal krig kan den afspore den lovende forbedring i forholdet mellem USA og Rusland, som i så høj grad har trukket verden tilbage fra randen af et atomart ragnarok.

I mellemtiden er verden stadig påvirket af »befrielsesdagen«, hvor der blev indført toldsatser i sidste uge. Nogle lande vil måske bøje sig og gå med til at forhandle, men andre – for eksempel Kina – vil muligvis holde fast. Trumps indførelse af yderligere 50 % told på kinesisk import, hvilket hæver den samlede told til 104 %, vil ikke blive taget let på. Uanset hvad blev det dilemma, Trump står over for, beskrevet den 7. april i en artikel for Kinas CGTN af Helga Zepp-LaRouche, som bemærkede, at der er meget større faktorer på spil end at lege med tal og handelsunderskud. Disse faktorer omfatter det forfærdelige niveau af teknologiske fremskridt og produktivitet i de vestlige økonomier i løbet af de sidste to årtier, den næsten manglende eksistens af små og mellemstore virksomheder i USA, som kan erstatte importerede varer, og boblen af finansielle derivater til en værdi af 2 billioner dollars, som venter på at sprænge. Hvorvidt Trump forpligter sig til at løse disse problemer for alvor eller blot forsøger at pumpe flere penge ind i den bankerotte amerikanske økonomi, kan afgøre, om dette bliver den lunte, der får hele det finansielle system til at nedsmelte.

Mens alt dette skete, var en helt anden udvikling i gang – en udvikling, der antyder et håbefuldt alternativ til det nuværende kaos og den nuværende fare. Tirsdag morgen den 8. april blev Soyuz-rumfartøjet om bord på en russisk raket opsendt med to russiske kosmonauter og en amerikansk astronaut og ankom med succes til den internationale rumstation. Som den russiske præsidents særlige udsending for investeringer og økonomisk samarbejde Kirill Dmitriev sagde om opsendelsen: »Halvtreds år efter at Apollo-Soyuz viste, at rummet kan forene os, flyver Rusland og USA stadig sammen. Historien giver ekko i rummet.” Dmitriev havde besøgt USA den 3. april for at mødes med Trumps udsending Steven Witkoff og andre om samarbejdet mellem USA og Rusland i løbet af den 2.-3. april.

Udfordringerne i dag er store, og kompleksiteten kan føles overvældende, men når vi tænker på de kampe og den beslutsomhed, som tidligere krigere for sandheden har udvist, kan det inspirere os til at forstå vores mere universelle mission. For 80 år siden, den 9. april 1945, blev Dietrich Bonhoeffer – en af de stærkeste åndelige ledere i modstandsbevægelsen mod Hitler – henrettet i koncentrationslejren Flossenbürg. I sit essay »Efter ti år« fra 1942 talte Bonhoeffer imod »kortslutningen af uhistoriske og uansvarlige tænkere«, som fralægger sig ansvaret i øjeblikke med store kriser. Han skrev:

»I en sådan situation lærer vi, at hverken et teoretisk synspunkt eller et kritisk og holdningspræget synspunkt, eller en afvisning af at se kendsgerningerne i øjnene, eller opportunisme, eller selvopgivelse og kapitulation over for succes, kan yde vores opgave retfærdighed. Vi ønsker ikke at være fornærmede kritikere eller opportunister, men vi må være medansvarlige for den historiske proces, fra sag til sag og i hvert øjeblik, som sejrherrer eller som de besejrede. At tale om en heroisk undergang i lyset af et uundgåeligt nederlag er dybest set meget uheroisk, fordi det ikke vover at se ind i fremtiden. Det sidste ansvarlige spørgsmål er ikke, hvordan jeg kan redde mig selv heroisk ud af omstændighederne, men hvordan en fremtidig generation skal leve. Kun ud fra dette historisk ansvarlige spørgsmål kan der opstå frugtbare – om end midlertidigt meget ydmygende – løsninger. Kort sagt er det meget lettere at holde fast i princippet end i det konkrete ansvar.«

Bonhoeffer uddybede dette tema om optimisme og fremtid: »Optimisme er i bund og grund ikke et syn på den nuværende situation, men den er den vitale kraft, en kraft af håb, hvor andre resignerer, en kraft til at holde hovedet højt, når alt synes at mislykkes, en kraft til at udholde tilbageslag, en kraft, der aldrig overlader fremtiden til modstanderen, men gør krav på den for sig selv. Der findes bestemt også en tåbelig, fej optimisme, som skal fordømmes. Men ingen bør se ned på optimisme som en vilje til fremtiden, selv om den tager fejl hundrede gange. Det er livets sundhed, som de syge ikke bør inficere.«

Firs år senere, i 2025, er der en løsning – hvis vi vælger at skabe den. Det er på tide at droppe det bankerotte britiske imperiesystem og erstatte det med en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur i en verden af suveræne nationer, der respekterer hinanden.

Foto: Dietrich Bonhoeffer – en af de stærkeste åndelige ledere i modstanden mod Hitler. Kredit: Offentligt domæne

4. april 2025 (EIRNS) — {Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche taler til det svenske Schiller Instituts årlige konference søndag den 30. marts 2025.}

Helga Zepp-LaRouche: Jeg vil gerne byde jer alle velkommen, Schiller-venner, Schiller-medlemmer, gæster på Schiller Instituttet. På trods af verdens forfærdelige tilstand føler jeg alligevel, at vi med Schiller Instituttet har gjort et godt stykke arbejde. Hvis man ser tilbage, hvad var så målet, da vi grundlagde Schiller Instituttet for 41 år siden? Vi stillede os to store opgaver. Den ene var at skabe en retfærdig ny økonomisk verdensorden, som ville give mulighed for økonomisk udvikling, især i udviklingslandene. Og for det andet at skabe en kulturel renæssance ved at skabe en dialog mellem de mest avancerede dele af den universelle kultur gennem århundrederne.

Hvis man ser tilbage, har nogle mennesker måske ment, at det var et utopisk mål, som aldrig ville blive til noget; andre var mere overbeviste om, at det var en smuk vision, som skulle realiseres. Jeg må sige, at hvis man kun ser på 41 år af vores aktiviteter, er vi kommet meget tæt på at nå begge mål, i hvert fald i store dele af verden.

Den nye økonomiske verdensorden er ved at tage form. Faktisk har man i dag BRIKS+-landene, som nu er 22 medlemmer og næsten 40-50 lande mere, der har ansøgt om medlemskab i et nyt system, der ikke er baseret på den neoliberale økonomiske model, men på win-win-samarbejde, der fremmer hinandens velfærd. Og med det ophørte en epoke. Det, jeg mener med det, er, at 500 års kolonialisme, som startede i Europa omkring år 1500, definitivt er ved at rinde ud. Jeg tror ikke, at ånden nogensinde kan puttes tilbage i flasken, for landene i det Globale Syd er nu i gang med en omstillingsproces. De ønsker at slippe af med kæderne fra de institutioner, som fremmede og opretholdt neokolonialismen, selv efter at disse lande allerede havde opnået uafhængighed. Hensigten er, at de ikke længere vil være råvareproducerende lande, men at de vil udvikle værdikæderne i deres egne lande og meget snart opnå status som mellemindkomstlande.

Det er helt indlysende, at grunden til, at de er i stand til at gøre det, er, at de samarbejder med Kina. Det vil jeg berøre om lidt, men den mest umiddelbare udløser af denne gigantiske tektoniske forandring var et tilbageslag for forsøget på at etablere en unipolær verden. I 1984, året hvor Schiller Instituttet blev grundlagt, var det også året, hvor Lyndon LaRouche, min afdøde mand, kom med en meget visionær prognose; han forudså nemlig, at hvis Sovjetunionen holdt fast i den økonomiske politik, man havde på det tidspunkt, og afviste hans tilbud om Det strategiske Forsvarsinitiativ og bevægede sig ind i et helt nyt paradigme, så ville landet kollapse inden for fem år. Som vi ved, skete det først med revolutionerne i Østeuropa, den fredelige revolution i Østtyskland i særdeleshed, og til sidst faldt Berlinmuren. På det tidspunkt var der en utrolig chance for at skabe en ny økonomisk verdensorden. På det tidspunkt foreslog vi først den produktive trekant, som var ideen om at forene området mellem Paris, Berlin og Wien, og senere udvidede vi til den Eurasiske Landbro. Men den smukke vision blev ikke taget op på grund af geopolitiske motiver, på trods af at dette var den chance, vi kaldte menneskehedens stjernestund: muligheden for at skabe en helt ny fredsorden for det 21. århundrede. Gorbatjov og Sjevardnadse blev lovet meget klart ikke at udvide NATO en tomme mod øst. Der er nu mange arkivdokumenter, som er blevet frigivet, og alle kan læse dem og se, at der ikke var ét løfte fra udenrigsminister Baker til Gorbatjov, men mange af dem. Genscher lovede i en berømt tale den 31. januar 1990 i Tutzing på det protestantiske akademi, at NATO aldrig ville rykke mod øst, at der aldrig ville være NATO-tropper på det tidligere DDR’s [Østtysklands] territorium. Så der er ingen tvivl om, at der var mange – bogstaveligt talt dusinvis – diskussioner, hvor der blev givet løfte om ikke at flytte NATO en tomme mod øst.

På trods af at disse løfter blev givet, havde man allerede de neokonservative i Washington og deres samarbejdspartnere i London, der planlagde at bruge dette til at skabe en unipolær verden baseret på det særlige anglo-amerikanske forhold. Det er forræderi! Og når folk i dag siger, at vi har brug for NATO i Sverige, NATO i Finland, de siger, at der er en »uprovokeret krig« fra Ruslands side i Ukraine, og at det er derfor, man er nødt til at have hele denne NATO-udvidelse, så er det ikke sandt. Vi har nu de dokumenter, som absolut beviser, at russerne blev snydt, at de blev løjet for. I god tro reagerede de på disse løfter ved at lade den tyske genforening finde sted på en meget fredelig måde, hvilket er forbløffende i betragtning af, at det kun var 40+ år efter afslutningen af Anden Verdenskrig, og i betragtning af Tysklands rolle i at forårsage denne krig og påføre Rusland utrolige lidelser i det, de kalder Den Store Fædrelandskrig. I lyset af alt dette var det ekstremt generøst af først Sovjetunionen og derefter af russerne at tillade en fredelig genforening af Tyskland. Jeg finder det vigtigt at gentage det, for det var begyndelsen på den nuværende krise, i hvert fald den del, man har i Europa.

Det er klart, at det der skete var, at de neokonservative straks gik videre skridt for skridt for at få et regimeskifte, en farverevolution og en udvidelse af NATO. I begyndelsen kunne man sige, at de østeuropæiske lande ønskede at være en del af Vesten. Alligevel var det ikke helt det, der skete, for mange af de såkaldte ledere i disse østeuropæiske lande havde før gjort karriere i USA og Storbritannien. De blev valgt i eksil til at stå i spidsen for de nye regeringer, men det er en anden historie. Under alle omstændigheder var russerne i begyndelsen meget tålmodige og tillod de første udvidelser af NATO – Polen, Tjekkoslovakiet, selv Rumænien og Bulgarien. Men da det kom til Ukraine, blev det selvsagt som en omvendt Cuba-krise. Det var det allerede før med installationen af defensive missilsystemer i Polen og Rumænien, en del af Aegis-systemerne, som russerne hele tiden var imod, fordi de hævdede, at disse »defensive« systemer kunne ændres til offensive systemer i løbet af få timer. Så de protesterede og sagde, at der var en rød linje, som de ikke kunne tillade blev overskredet.

Med Maidan, som var et kup orkestreret af angloamerikanerne, pralede Victoria Nuland med, at udenrigsministeriet brugte 5 milliarder dollars på Ukraine alene; så de spillede en stor rolle i det. Jeg vil kun nævne det for at minde jer om det, for i dag bliver Maidan karakteriseret som et fredeligt udtryk for folkets demokratiske vilje. Men vi var så tæt på situationen, at vi som øjenvidner kan bevidne, at det var et kup orkestreret af Vesten. Så i begyndelsen ville Minsk I- og Minsk II-aftalerne have kunnet løse problemet ved at give den østlige del af Ukraine større selvstændighed, ved at lade det russisktalende folk have selvstændige rettigheder, samtidig med at de var en del af Ukraine. Men som vi nu ved, løj Merkel og Hollande: De havde aldrig til hensigt at gennemføre Minsk-aftalen. Merkel og Hollande indrømmede begge, at det kun var for at vinde tid til, at det ukrainske militær kunne blive trænet til NATO-niveau.

Det var tydeligvis en del af Brzezinskis plan, at hvis man fratager Rusland dets indflydelsessfærer i Ukraine, så er Rusland – ifølge Brzezinski – ikke længere en verdensaktør, men bare en regional magt eller en tankstation med kampvogne, hvilket også er en hån mod Rusland.

I mellemtiden blev NATO’s grænser udvidet med mere end 1000 km mod øst, og den sjette udvidelse var Sverige og Finland. Naturligvis havde man ordningen med brutale sanktioner, jeg tror 12 eller 13 gange af EU alene, som forsøgte at ruinere Rusland: Det var Baerbocks og andres paroler. Sanktionerne, herunder brugen af dollaren som våben til at stjæle aktiver for 300 milliarder dollars fra Rusland, 9 milliarder dollars fra Afghanistan og mange yderligere milliarder fra andre lande, som Venezuela og lignende, førte til en situation, hvor udviklingslandene i lyset af alt dette pludselig indså, at det, der sker med Rusland og Ukraine, minder meget om det, der skete med kolonialismen i forhold til dem selv. Derfor gik landene i det Globale Syd aldrig med til at købe NATO’s fortælling om den »uprovokerede angrebskrig«. De forblev altid neutrale og holdt fast i deres position i den Alliancefrie Bevægelses tradition. Da det hele eksploderede, var tilbageslaget gigantisk.

I mellemtiden, på grund af Kinas fremgang, som for en stor dels vedkommende skyldtes Deng Xiaopings reform- og åbningspolitik, indledt allerede i 1978, havde Kina gennemført det største civilisationsmirakel i menneskehedens historie nogensinde, fordi de løftede 850 millioner mennesker ud af fattigdom og bragte middelklassen i Kina til i øjeblikket omkring 400 millioner mennesker. De udryddede endda fattigdommen i de fjerneste dele af det vestlige Kina og andre dele af det indre af landet. Det var på grund af dette, og i forbindelse med Xi Jinpings annoncering i september 2013 af den Nye Silkevej, som i høj grad lignede det, Schiller Instituttet havde promoveret i 1990-91 med den Eurasiske Landbro. Vi var meget involveret i det, fordi vi havde mange konferencer, mange diskussioner og seminarer. Under alle omstændigheder var Kina det eneste land, som reagerede på disse ideer, og da Xi Jinping i 2013 søsatte Den Nye Silkevej, satte det gang i en utrolig transformation. For første gang kunne landene i det Globale Syd alliere sig med Kina og have deres egne udviklingsprojekter, en række udviklingskorridorer, industriparker og udvikling af landbrug. Så da tilbageslaget kom mod den unipolære verden, eller angloamerikanernes forsøg på at etablere en unipolær verden, var der allerede et kim til multipolaritet i det, der blev til BRIKS+. Så nu har man en situation, hvor det absolutte flertal af verdens befolkning – ca. 85 % – er fast besluttet på at skabe en ny økonomisk verdensorden baseret på retfærdighed, baseret på de fem principper for fredelig sameksistens, baseret på FN’s charter. Så den proces kunne være en god og retfærdig udvikling, bortset fra at kræfterne i det gamle system, det neoliberale system, ikke ønsker, at det skal ske, fordi de ønsker at bevare kontrollen over det, de mener er deres retmæssige position til at sætte reglerne, til at bevare en unipolær verden, selv om den ikke længere eksisterer.

Det næste chok kom med valget af præsident Trump i USA. For Trump, som er et offer for den unipolære fraktion, for den dybe stat, ændrede i sin første regering fuldstændig dagsordenen, vendte op og ned på tingene. Han satte sig for at normalisere forholdet til Rusland. Det sker ikke kun af humanitære grunde, hvilket er tydeligt. Trump har en anden opfattelse af USA’s styrke – Make America Great Again. Og det gælder også for måske at besætte Grønland, om nødvendigt militært; besætte Panama, om ikke andet så ved at BlackRock ejer havnene og tager dem væk fra kinesisk indflydelse; måske endda tilknytte Canada som USA’s 51. stat. Så det er ikke kun godt, og det er måske ikke det, vi ønsker. Vi har aldrig sagt, at vi synes, at Trump er i nærheden af det, vi siger, bortset fra visse principper, som normalisering med Rusland, som vi naturligvis støtter, fordi enhver burde være glad for, at de to største atommagter har et anstændigt forhold til hinanden.

Men det blev naturligvis betragtet som en absolut livstruende trussel mod den underliggende kontrol af det særlige forhold mellem USA og Storbritannien. Dette særlige forhold er, hvad opbakningen til forsøget på at indføre et unipolært verdenssystem beror på, for det var det Britiske Imperiums endelige succes, som man aldrig havde opgivet fra det øjeblik, den Amerikanske Uafhængighedskrig erklærede den amerikanske republiks uafhængighed. Uafhængighedskrigen var den første antikoloniale krig i historien nogensinde. Det blev understreget af præsident Suharto og premierminister Nehru på den første Bandung-konference. De sagde, at Amerika faktisk førte den første antikoloniale krig nogensinde. Nu havde briterne på deres side aldrig opgivet, at de efter deres mening havde mistet den vigtigste koloni: nemlig USA. De forsøgte altid at generobre den. Først militært gennem krigen i 1812 og borgerkrigen, og til sidst indså de, at de ikke kunne vinde militært, så de besluttede, at de blev nødt til at korrumpere det amerikanske etablissement til at vedtage modellen for det Britiske Imperium som grundlag for den unipolære verden og derefter styre verden sammen, baseret på dette særlige forhold mellem Storbritannien og USA.

Da Trump vandt valget, kendte han udmærket den britiske rolle i sabotagen af hans første regering med Russiagate. Så nu satte han sig for at hævne sig på dem og eliminere den dybe stat ved at udnævne en række personer som Tulsi Gabbard til direktør for den nationale efterretningstjeneste, og Kash Patel til chef for FBI, ligesom den nye chef for CIA og nogle andre. De frigav dokumenter om Kennedy-mordet og Russiagate, og alt dette bliver nu undersøgt, og de skyldige risikerer fængselsstraffe. Mange af dem har allerede fået ophævet deres sikkerhedsgodkendelser, så der er krigstilstand i den amerikanske administration.

Nu kommer den knap så pæne side af Trump-administrationen, og det er, at de aldrig har brudt med den zionistiske lobby, med de kristne zionister i USA, og på grund af det har de aldrig brudt med Israel. Som vi desværre ved, har Israel i over halvandet år begået en folkemordskrig mod Gaza og nu også i stigende grad mod Vestbredden. Det bringer landet på kant med alle, der opretholder retsstatsprincippet, hvis man kan tillægge disse ord nogen betydning.

Briterne har lige nu iværksat en kampagne for at få fat i USA og, naturligvis, også Israel – og den britiske indflydelse i Israel er virkelig stor, som det netop blev understreget af den tidligere chef for MI6, Sir Richard Dearlove. De ønsker at få USA til at gå i krig mod Iran. Det er en meget varm situation og meget farlig. Hvis man ser på det, så samler USA lige nu omkring syv B-2 stealth-bombefly på basen Diego Garcia i Det Indiske Ocean. De udstationerer optankningsfly der. De sender også i alt tre hangarskibsgrupper ind i regionen. Der tales mere og mere om, at USA bør gå i krig mod Iran. Nogle mennesker kræver endda et »halshugningsangreb« mod Iran med det argument, at vi måske ikke er nødt til at bruge atomvåben, fordi atomvåben er den eneste måde at eliminere atomanlæggene i Iran på, fordi de ligger dybt inde i bjergene. Man kan ikke engang klare det med de sædvanlige bunkerbomber, så man er nødt til at bruge atomvåben, hvis man virkelig vil ødelægge disse atomanlæg. Men der er nu nogle mennesker i Washington og andre steder, som siger: “Man er ikke nødt til at bombe Iran, vi kan halshugge Iran ved hjælp af den samme metode, som vi brugte med IDF mod Hizbollah i Libanon, eller som vi eliminerede Assads præsidentskab i Syrien ved simpelthen at flytte HTS-regeringen meget hurtigt ind i landet.” Og vi kan på samme måde have et halshuggende angreb mod Iran og derefter flytte et regime ind, som er pro-israelsk og pro-amerikansk.

Desværre er det ikke helt umuligt, at Trump rent faktisk gør det. Men det egentlige mål, hvis det lykkes for den britisk-israelske kombination at lokke Trump ind i en krig mod Iran, er et halshugningsangreb mod Trump, fordi det ville ødelægge Trumps præsidentskab fuldstændigt. Det ville sandsynligvis få olieprisen til at stige til 100 dollars eller mere pr. tønde, eller endda til det dobbelte. Det kunne udløse et sammenbrud i det finansielle system, som er fuldstændig skrøbeligt og klar til at eksplodere under alle omstændigheder. Så det er den umiddelbare fare. Og naturligvis har briterne sandsynligvis fanget den nye skandale mod Trump. I den første regering var det Russiagate. Nu har de denne såkaldte “Signal-gate”, som er den meget inkompetente brug af hele Trumps nationale sikkerhedsteam til at diskutere bombningerne mod Yemen meget konkret over en ikke-sikker kanal. Hvordan kan man forestille sig, at cheferne for FBI, CIA og den nationale efterretningschef er så uerfarne og inkompetente, at de ville tillade dette at ske? At tillade en journalist, en redaktør af magasinet {The Atlantic}, som tidligere var fængselsbetjent for IDF i Israel, at deltage i disse diskussioner? Det mindste, man kan sige, er, at det viser en alvorlig svaghed i denne gruppe. Men det bliver naturligvis udnyttet til det yderste i forsøget på at afsætte netop disse mennesker – Kash Patel, Tulsi Gabbard og nogle andre. Det ville gøre Trump blind og gøre det samme ved ham i den anden regering, som de havde relativt stor succes med i den første.

Så dette er i gang. Det er varmt, varmt, varmt. Det kunne ende med en krig i Iran, hvilket ville kaste verden ud i en frygtelig krise. Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre det.

Men det er desværre ikke det eneste problem, for i mellemtiden har europæerne – i stedet for at være glade for, at der er en tilnærmelse mellem USA og Rusland, som stadig er i gang, og hvor der stadig er håb om, at det kan lykkes – besluttet at sabotere processen. De besluttede at sabotere den og forlænge krigen i Ukraine ved at skabe en koalition af villige og love at sende langtrækkende våben til Ukraine. Dette ville manipulere Zelenskyj til at sabotere de facto-potentialet i en fredsaftale mellem USA og Rusland. Og samtidig vil de gå efter en hidtil uset militarisering af EU, af Tyskland. Ursula von der Leyen har tænkt sig at bruge 800 milliarder euro på at opruste Europa. Det har hun virkelig tænkt sig at gøre. Og i Tyskland brugte den nye regering det trick at bruge et to tredjedels flertal i det tidligere, allerede nedstemte parlament til at ændre forfatningen, så man kunne løsne på gældsbremsen og skabe ubegrænsede penge til militarisering af Tyskland. Dette er forfærdeligt! Og hele verden er chokeret over, at Tyskland kun 80 år efter Anden Verdenskrig igen kaster sig ud i en militarisering og sender kampvogne mod russerne. Det ødelægger absolut Tysklands omdømme i hele verden, men det gør også potentielt Tyskland til et mål, hvis det kommer til en krig, der involverer Rusland. I så fald ville der ikke være noget tilbage af Tyskland, og heller ikke af noget andet land, som ville være en del af dette.

Så vi er i en utrolig situation. Mekanismerne er kendte; det er præcis, hvad Hjalmar Schacht gjorde med nazisternes krigsmaskine. Det er pengeskabelse uden for det almindelige budget; i tiden op til Anden Verdenskrig blev det kaldt Mefo-veksler. Nu skaber mekanismen ekstra budgetter og gør dybest set det samme, som man gjorde for 80 år siden.

Så hvis man ser på dette billede, er spørgsmålet naturligvis, hvor er vejen ud? Vi har sagt lige fra begyndelsen – i hvert fald da den særlige militære operation startede i februar 2022 i Ukraine – at man nu er nået til et punkt i verdenshistorien, hvor man ikke kan løse problemer på regional eller national basis. Man har brug for at flytte hele verden ind i et helt nyt paradigme. Og det nye paradigme må gøre præcis det, som den Westfalske Fred gjorde i 1648, da krigsparterne efter 150 års religionskrig indså, at en fortsættelse af den krig ville føre til, at ingen ville være tilbage til at nyde sejren, fordi alle ville være døde. Nu, i atomvåbnenes tidsalder, hvis et atomvåben nogensinde bliver brugt, er det logikken i forskellen mellem atomkrig og konventionel krig, at alle våben vil blive brugt. Og det vil efter al sandsynlighed være civilisationens og menneskehedens endeligt. Derfor er vi absolut tvunget til at appellere til fornuften og fortælle folk, at vi er nødt til at finde et nyt paradigme som den Westfalske Fred; baseret på alle parters interesser. For hvis man udelader bare ét land – lad det være Rusland, lad det være Kina, Nordkorea, Iran – vil det ikke fungere. Man har brug for at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som omfatter hvert enkelt lands interesser; sikkerhedsinteresserne, men også udviklingsinteresserne.

Det er derfor, jeg har skrevet de {ti principper}, som indeholder de vigtigste principper for en sådan arkitektur, men især hvad der er ideerne om menneskeheden, og hvorfor vi kan have håb om, at dette kan realiseres. Det tiende princip diskuterer menneskets natur, og det er den absolutte 100 % overbevisning om, at mennesket er godt af natur. Det menneskelige sind og den menneskelige karakter, den menneskelige sjæl, kan perfektioneres i det uendelige; der er ingen grænse for perfektion af det menneskelige sind og den menneskelige karakter. Vi kan blive uendeligt gode. Det faktum, at der stadig er ondskab i verden, er blot en afspejling af manglende udvikling, og det betyder, at man kan overvinde ondskab gennem udvikling. Det har vi brug for at sætte på dagsordenen med det samme.

Man er nødt til at have en konference arrangeret af enten BRIKS eller FN’s generalforsamling eller et andet organ, som vi kan vælge, for at begynde at diskutere disse spørgsmål og bevæge verden i denne retning. Vi er ikke de eneste, der tænker på denne måde. Det er derfor, det ikke blot er et utopisk ønske. Hvis man ser på Xi Jinpings politik, har han foreslået tre initiativer: Det Globale Sikkerhedsinitiativ; Det Globale Udviklingsinitiativ; og Det Globale Civilisationsinitiativ, som vedrører spørgsmålet om en dialog mellem civilisationer – præcis det, som Schiller Instituttet satte sig for at gøre ved sin grundlæggelse. Præsident Putin har for nylig sagt, at han mener, at der på grund af den militære sejr på slagmarken i Ukraine nu er mulighed for at skabe et europæisk og måske ligefrem et globalt sikkerhedssystem. Så i det mindste Rusland, Kina og mange af BRIKS-landene tænker allerede i retning af en sådan ny sikkerhedsarkitektur. Derfor tror jeg absolut, at vi kan overbevise europæerne om at gå i denne retning; at opgive den uigennemtænkte, frygteligt farlige og onde NATO-udvidelsesstrategi og erstatte den med en sådan ny arkitektur.

Det er ikke synligt lige nu, men det kan ske meget hurtigere, end folk tror, fordi von der Leyens nuværende politik kan føre til en opsplitning af EU. Der er mange europæiske lande, som ikke ønsker at gå med til dette, såsom Ungarn, Slovakiet, Kroatien, selv i Rumænien og Bulgarien har man meget stærke tendenser i denne retning til at arbejde med BRIKS. Georgien, selv om det ikke er en del af EU, og Serbien ligeså, men alle disse lande ønsker at have et samarbejde med BRIKS. Selv Meloni ønsker ikke at være en del af koalitionen af de villige. Så koalitionen af villige er kun Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Polen, de baltiske lande og skandinaverne. Men det er kun en lille del af Europa, og EU kan faktisk blive splittet.

Derfor mener jeg, at vi i alle lande, hvor vi er – og I bør gøre det samme i Sverige – bør indlede en seriøs debat om en sådan ny sikkerhedsarkitektur og vinde folk for den løsning, at vi har brug for et nyt økonomisk system, som giver landene i det Globale Syd mulighed for at udvikle sig. Jeg tror, at det er noget, hvor vi har en unik stemme til at bringe disse løsninger ind i fredsbevægelsen. Det er godt, at fredsbevægelsen er imod krig, men de tænker normalt ikke rigtig over kompleksiteten i billedet, som jeg beskrev det. Men Schiller Instituttet, som er i Lyndon LaRouches og Schillers ånd, er absolut fornuftens stemme, som kan få dette til at ske.

Det er der, vi er; så der er meget at gøre, og jeg ønsker jer stor succes med at bringe Sverige tilbage til menneskehedens lejr og ud af NATO.

Ikke korrekturlæst

[HZL] [AMB] [SSU]

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition, og dette er vores 96. møde i træk. Tak, fordi I er kommet. Mit navn er Anastasia Battle; jeg er jeres ordstyrer i dag, og Dennis Small og Dennis Speed er medordstyrere. Vi skabte dette forum for 96 uger siden for at samle folk fra hele verden for at diskutere, hvordan vi kan skabe ægte fred. Som mange mennesker er klar over, har det været meget dysfunktionelt at forsøge at bringe forskellige fredsgrupper sammen, fordi der altid er noget, der trænger sig på. Vi ønsker at bringe folk sammen for at få en moden dialog.

Du vil måske opdage, at der er folk, du ikke er enig med; det er fint, vi vil gerne have den dialog med folk, så vi kan forstå, hvordan vi kan skabe en ægte fredsproces. Jeg synes, det er meget tydeligt med det, der er sket i de sidste par uger, at de mennesker, vi har organiseret os imod, vil have denne krig; de vil have en atomkrig på den ene eller anden måde. Uanset om det drejer sig om Ukraine, Palæstina eller Iran, er der tiltag fra briterne og andre for at få det til at ske. Vores indgriben i denne proces lige nu er af afgørende betydning. Vi vil have en indledende dialogproces med en håndfuld talere, ledere fra hele verden, og så vil vi åbne op for diskussion med deltagerne.

Så jeg vil gerne have Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition, til at åbne for os i dag. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen til jer alle sammen. Verden bevæger sig hver dag ind i nye konfrontationer, overraskelser og chok. På nuværende tidspunkt tror jeg ikke, at nogen kan sige, om det vil ende galt, eller om vi kan flytte verden ind i et nyt paradigme for internationalt samarbejde. Lige nu synes jeg, at krigsskyerne over Mellemøsten er blandt de mest bekymrende elementer. Der er denne kontrovers, hvor Trump har stillet et ultimatum til Iran om at gå med til at afvikle hele sit atomprogram, hvilket er uacceptabelt for Iran, fordi de har ret til at have et fredeligt atomprogram som ethvert andet suverænt land. Der er en såkaldt fatwa fra Khamenei, den øverste leder, om, at Iran ikke ønsker at have atomvåben, fordi det ville være i strid med islams ånd.

Uanset dette gentager Trump sit ultimatum, og samtidig bliver B-2 stealth-bombefly sendt til Diego Garcia-basen i Det Indiske Ocean. Desuden er tre amerikanske hangarskibsgrupper på vej til regionen generelt. Iran har reageret på alt dette ved at sige, at hvis der kommer et angreb på Iran, vil det blive besvaret med et meget alvorligt modangreb. Efter vores mening er det naturligvis en fælde for præsident Trump, for hvis det kommer til en sådan krig, kan det ikke kun føre til en eksplosion i oliepriserne og i den allerede ekstremt spændte situation, især efter at toldkrigen er startet; det kan føre til et kollaps af det finansielle system. Og det kunne ikke føre til et sammenbrud af Iran, men til et sammenbrud af Trump-administrationen i stedet. Det er den fare, vi ser, og det er derfor, vi advarer mod sådanne tiltag. Helt ind i præsident Trumps base er man ved at blive ekstremt utilfreds og nervøs, fordi Trump vandt valget på et løfte om, at han ikke bare ville afslutte alle eksisterende krige, men heller ikke ville starte nye. Nu er angrebene på Yemen allerede en overtrædelse af det, og mange MAGA-folk er ekstremt oprørte over det. Det er ikke, hvad de havde håbet på at opnå med valget af Trump.

Der er mange andre kriseudviklinger. NATO er tydeligvis stadig fast besluttet på at gøre fjendebilledet af Rusland til det primære fokus. EU’s forsvarsministre har lige mødtes i Polen og er blevet enige om at gå videre med ReArm Europe-programmet til 850 milliarder euro og betragte Rusland som den primære trussel. Det er det ikke, og det vil jeg komme ind på om lidt. Desuden siger NATO nu, at de vil sende NATO-fredstropper efter en eventuel våbenhvile i Ukraine; noget, som Rusland allerede har afvist som fuldstændig uacceptabelt. Det afspejler klart NATO’s hensigt om at bevare et permanent konfliktpunkt der.

Ellers kan jeg kun sige, at EU er i centrifugal uorden, hvor de nordlige lande – Storbritannien, de skandinaviske lande, de baltiske lande, Tyskland, Polen og Frankrig – er på vej til at opbygge konfrontationen med Rusland, mens de sydlige lande, Balkanlandene og de østeuropæiske lande hurtigt er på vej i en anden retning. Så der er helt klart sprækker i EU. Det forhindrer ikke EU-Kommissionen i at gøre sin indflydelse gældende, og den seneste chokerende oplevelse viser, at J.D. Vance, da han talte på sikkerhedskonferencen i München og sagde, at Europa ikke længere er et demokratisk kontinent, skabte et enormt postyr. Men EU beviser det dag for dag, og det seneste eksempel er dommen mod Marine Le Pen. Hun er leder af Rassemblement National (RN), og i meningsmålingerne fik hun 37% af stemmerne, hvilket er næsten det dobbelte af, hvad Macron får i disse dage. For at eliminere hendes passive stemmeret ved at finde hende skyldig i at have brugt EU-penge til sit personlige personale i den franske kampagne, trådte hoveddommeren i Rene Hænder-skandalen i Italien for mange år siden, Di Pietro, frem og sagde, at da han var medlem af Europa-Parlamentet, kunne han bevidne, at det er helt umuligt at skelne fuldstændigt mellem, hvornår man bruger sit personale til EU-formål, og hvornår man gør det til nationale formål. Det er en bedragerisk bøde, siger han.

Husk, at da Christine Lagarde var fransk økonomiminister, blev hun beskyldt for at have sendt 450 millioner euro til en fransk forretningsmand på bekostning af den franske regering. Og retten afgjorde, at hun ikke skulle have en bøde, fordi hun var en person med international prestige. Le Pen har helt sikkert også international prestige. Men af de politiske kræfter, som EU-Kommissionen ikke kan lide, så det tæller ikke, og Le Pen er kun anklaget for at have misbrugt værdien af 5 millioner euro – det er ca. 10 % af, hvad Lagarde gjorde. Så det viser tydeligt, at der er en dobbeltmoral, og at alle, der ikke makker ret i Europa lige nu, får en »rumænsk behandling«, især hvis de kommer tæt på magten. Så forholdene i Europa er yderst problematiske.

Men jeg ville gerne gøre et andet emne til hovedfokus for mine indledende bemærkninger; og det er den absolut betagende chokerende artikel, som blev offentliggjort af {New York Times} i en 13.000 ord lang artikel, som var resultatet af en årelang undersøgelse af krigen i Ukraine. Den var baseret på interviews med 300 forskellige personer fra forskellige lande. Jeg mener, at alle, der kæmper for fred, bør se denne artikel i {New York Times} som den absolutte grund til, at fortællingen om Ruslands uprovokerede aggressionskrig mod Ukraine ikke længere kan opretholdes. Denne artikel siger, at der ikke kun var 12 hemmelige spionbaser i Ukraine tilbage fra 2014 – hovedsageligt fra kort efter Maidan-kuppet – men at især efter den oprindelige særlige militære operation var kommet til et håbefuldt punkt med Istanbul-forhandlingerne, hvor Zelenskyj og Putin grundlæggende var blevet enige om en våbenhvile og en løsning på krisen; så tog Boris Johnson som bekendt til Kiev og fortalte Zelenskyj, at han absolut skulle fortsætte med at kæmpe og sagde, at de ville få al opbakning fra NATO. Nu viser det sig, at {New York Times} afslører, at der i Wiesbaden af alle steder, i Clay Barracks, som er hovedkvarteret for de amerikanske styrker i Europa og Afrika, var en kombination af generaler og officerer på højt niveau, og kun to måneder efter, at krigen i Ukraine startede, tog ukrainske generaler på højt niveau dertil uden uniform for at diskutere operationer sammen med CIA og amerikanske militærstyrker.

Derefter beskriver artiklen i detaljer alle de mange operationer, der blev udført fra Wiesbaden i Ukraine. For eksempel at hjælpe ukrainerne med at gå efter Ruslands berømte 58. armé, hvor de flere gange slog ledelsen ud. Så flyttede hæren, og ved hjælp af amerikansk rekognoscering blev den nye placering opdaget, og den nye ledelse blev dræbt. Det skete mange gange. CIA var også involveret i angrebet på Sevastopol og i jagten på den russiske flåde i Sortehavet. Der står også, at Biden-administrationen, selv om den officielt ikke gav tilladelse til visse offensive operationer, i al hemmelighed gav grønt lys og hjalp Ukraine med at gennemføre disse operationer. Så der er ingen tvivl om, at det var, hvad russerne hele tiden havde sagt, at dette ikke var en konflikt mellem Ukraine og Rusland, men at det var en stedfortræderkrig mellem USA og Rusland og mellem NATO og Rusland. Hele den amerikanske efterretningstjeneste – CIA, NSA, DIA og NGA – var alle involveret, og de drøftede, hvordan man kunne operere med plausibel benægtelse. De sagde, at hvis man nogensinde bliver spurgt, om man ramte et russisk mål, skal man ikke kalde det et mål, men et interessepunkt. Så når man bliver spurgt, kan man sige nej, man har aldrig ramt noget i Rusland. CIA var også involveret i bombningen af Kerch-broen og så videre og så videre.

Jeg tror, at alle, der kæmper for fred, bør opfatte denne {New York Times} artikel som en bekræftelse på, at den russiske version af det, der blev sagt, var den rigtige. Og at hele historien om den uprovokerede krig ikke kan opretholdes, og derfor bør de politikere, der har kolporteret den i de sidste tre år, officielt korrigere deres opfattelse for ærlighedens skyld. Jeg mener, at kun hvis sandheden om, hvad der skete, bliver etableret igen, og at man også tager fat på de grundlæggende årsager til krisen – hvilket man opdager, når man ser på manipulationen af denne fortælling – så kan man finde en løsning. Hvis man ikke gør det, vil man blive holdt fast i dette spind af løgne for evigt, indtil det er for sent.

Så mit forslag til dette møde i IPC er, at alle deltagere bruger denne artikel fra New York Times til at kræve af deres politikere, uanset hvor de befinder sig, at de skal rette op på det, de har sagt om det. Det skal være en reel korrektion af, hvad der faktisk skete, i parlamenter og andre fora. For hele historien falder sammen med afsløringen af denne løgn. Jeg synes, det er noget, vi alle bør være optaget af, og hvis folk ønsker at diskutere det, bør vi gøre det.

{Bemærkninger under diskussionen:}}

Jeg har normalt stor respekt for professor Starrs militære arbejde, men også for Scott Ritter. Jeg synes dog, at han overser noget på dette punkt, især da han gentog, at dette ville være katastrofalt regionalt. Jeg tror, han overser, at dette er et større spil. Iran er naturligvis vigtig for iranerne, og hele Mellemøsten er vigtig for alle de mennesker, der bor der. Men set fra de store geopolitiske magter i verden har Mellemøsten altid kun været cockpittet i deres geopolitiske spil. Lige nu er det eneste relevante spil i byen ud fra et strategisk udviklingssynspunkt den begyndende fornyelse af forholdet mellem USA og Rusland; det faktum, at Putin og Trump er begyndt at føre en dialog, og at der er nogle første skridt, der går i den rigtige retning. Jeg tror, det er det, der er målet. Så jeg vil gerne have, at Scott Ritter virkelig genovervejer det. For jeg ved, at han er meget vidende om Rusland og så videre. Jeg synes, han overser det mest afgørende punkt, og jeg vil virkelig gerne have, at vi diskuterer det.

Briterne, som er de klart dokumenterede anstiftere af den ukrainske krig igen og igen; det var Boris Johnson, der afviste muligheden for at nå frem til en løsning i marts-april 2022. Og lige nu er de anstiftere af fortsættelsen af både koalitionen af de villige, men også af presset mod Iran. Den tidligere MI6-chef Sir Richard Dearlove sagde som bekendt, at Iran er den største trussel mod jøderne i Storbritannien. Han opmuntrer USA. Så jeg tror, at det, jeg kort sagde i mine indledende bemærkninger, er, at hele denne operation ikke kun potentielt har til formål at halshugge den iranske regering; den er designet til at halshugge Trump-administrationen og slå dem ud af kurs i forhold til deres nuværende dialog med Rusland. Uanset hvilken advarsel vi kan give Trump-administrationen om at gennemgå dette hurtigst muligt, er det nødvendigt, for jeg tror, at de af alle de grunde, som professor Starr nævnte, har deres egne religiøse og andre overbevisninger, som jeg overhovedet ikke vil begynde at kommentere på. Men jeg tror, at den strategiske fælde er at ødelægge dialogen mellem USA og Rusland. Det er efter min mening det vigtigste strategiske spørgsmål på bordet….

Jeg vil bare gerne tilføje et element. Hvis Trump gjorde det, der blev beskrevet her, ville det ødelægge hans omdømme for altid. Alle landene i det Globale Syd ville … det ville være dødsstødet til hans image; og jeg tror, at det ville være det værste, han kunne gøre for sin egen skyld og America First-interessen. Det ville være ødelæggende for de amerikanske interesser.

{Senere i diskussionen:}}

Meget kort sagt mener jeg, at situationen med Iran simpelthen illustrerer, at sikkerheden skal være udelelig og er udelelig. Hvorfor forsøger Iran at lege med muligheden for altid at kunne udvikle atomvåben? Det er, fordi Israel har atomvåben. Jeg synes slet ikke, at det faktum bliver taget med i diskussionen. Jeg har mange gange argumenteret for, at Den Westfalske Fred fungerede, fordi den tog højde for alle landes interesser. Når man forsøger at få en fredsaftale, som udelukker et eller to eller tre lande, er det optakten til den næste krig. Et eksempel på det er Versailles-traktaten, som var uretfærdig over for Tyskland og Kina, og derfor var den næste verdenskrig praktisk talt allerede indregnet. Det er den ene pointe.

Den anden, jeg ville sige, er, at på trods af at vi ikke talte så meget om det i dag, foregår der en meget vigtig organisering for Oase-planen blandt mange repræsentanter. Vi taler med mange diplomater og andre institutionelle kræfter. Jeg ville bare nævne det, for hvis hr. Schenker eller hr. Baskin ville være i stand til at indgå i en diskussion med os om, hvad vi skal gøre for at fremme Oase-planen som en fredspolitik, måske tilføje den til Olmert-planen, tror jeg, at det ville være yderst nyttigt.

{Senere i diskussionen:}}

Set i bakspejlet tror jeg, at det er en fuldstændig godkendelse af Oase-planen. Jeg tror, at Martin Luther King er tilhænger af Oase-planen, så jeg tror, at vi kan være sikre og sige det.

{Senere i diskussionen:}}

Jeg er i det mindste enig i den sidste konklusion [at Helgas plan for en ny demokratisk arkitektur er meget forskellig fra Trump-planen], fordi jeg har argumenteret for dette mange gange. Hvis man ser på den lange bue i menneskets historie, i den universelle historie, er vi nu nået til et punkt, som aldrig har eksisteret før. Da andre kulturer og civilisationer kollapsede, som da Romerriget kollapsede, var der en renæssanceperiode i Indien på samme tid – Gupta-perioden. Men folk vidste ikke noget om det, fordi det nogle gange tog år at rejse og komme tilbage. Det var som en fuldstændig opdelt udvikling. Jeg kunne komme med mange andre eksempler.

Denne gang er det meget anderledes. Vi sidder virkelig i samme båd; på grund af atomvåben, på grund af internettet, på grund af pandemier. Man kunne tilføje kunstig intelligens og alle mulige andre ting, som gør os så absolut forbundne, at det længe har været min opfattelse, at vi kun kan løse menneskehedens problemer på én gang. Man kan ikke forsøge at løse problemet i Ukraine og tro, at det løser problemet, mens Mellemøsten ligger i ruiner; eller løse problemet i Afrika og lade Ukraine være i fred. Nej, vi er nødt til at bringe retfærdighed ind i hele arkitekturen, hvilket kun kan ske ved at hæve hele diskussionen over geopolitik. Jeg tror ikke, at ideen om, at et land eller en gruppe af lande har en legitim interesse over for en anden gruppe af lande, kan fungere længere. Geopolitik er en sygdom, som i det 21. århundrede vil føre til en katastrofe.

Hvad er så alternativet til geopolitik? Det er helt klart, at man først skal se på menneskeheden som en enhed, som noget, der hænger sammen. Man siger, at man først skal gøre, hvad der er i den ene menneskeheds interesse, og derefter kan man definere de nationale interesser i overensstemmelse med denne højere Ene. Det er naturligvis kun muligt, hvis man indfører en udviklingsdynamik; for hvis man bare flytter rundt på brikkerne i puslespillet på et statisk bord, kommer man ikke frem til en løsning. Men hvis man indfører en reel udvikling, som er i alles interesse, så kan man finde frem til alle delløsninger. Jeg tror også, at den idé i en vis forstand er påtvunget verden, for hvis der sker et finansielt sammenbrud i det transatlantiske finanssystem, vil det påvirke hele verden. Det vil forstyrre produktionskæderne fuldstændigt; det vil føre til sammenbrud i strømmen; det vil føre til massemigration osv. osv.

Derfor skrev jeg disse ti principper, som er principper; de er ikke det sidste ord om det detaljerede program, men de peger på det absolutte minimum af ideer, som skal gennemføres for at nå frem til en sådan ny arkitektur; inklusive de sidste tre filosofiske punkter, som er introduktionen til principperne før.

Så jeg vil på det kraftigste foreslå … jeg venter stadig på, at flere mennesker rent faktisk engagerer sig i en diskussion om dette, for jeg mener virkelig, at vi har brug for en proces som den Westfalske Fred. Og efter min mening kan den kun starte nu, hvor universiteter, tænketanke og andre mennesker med god vilje begynder at diskutere, hvordan vi kan sætte menneskehedens grundlag på en holdbar platform, hvor menneskehedens overlevelse er garanteret. Vi kan begynde at gå videre derfra, for hvis jeg ikke troede på, at vi som menneskeart er den kreative art – jeg elsker dyr, jeg nyder blomster, planter og træer – men vi er den eneste intelligente art, der er begavet med kreativ fornuft. Derfor mener jeg, at vi burde være i stand til at finde en løsning ud fra vores fornuft. Og jeg er ret optimistisk med hensyn til, at det er en klar mulighed, som bør styre vores aktiviteter, især i en situation som nu.

{Afsluttende bemærkninger:}}

Jeg tror, at det nuværende politiske lederskab i store dele af Europa – ikke alle, men nogle lande som den øverste regering i Storbritannien, i Frankrig. Heldigvis er Merz endnu ikke kansler; det bliver han måske ikke. De løber ind i en masse interne stridigheder og uenighed. Men jeg synes, at de alle fortjener en klinisk undersøgelse; lad mig sige det på denne måde. Der er så mange love nu, at man ikke kan sige en enkel ting. Under alle omstændigheder mener jeg, at de er nødt til at bekymre sig gevaldigt om deres helbred i meget bred forstand, så ingen kan kritisere mig, hvis jeg vil opfordre dem til at passe på deres hoveder, men I ved, hvad jeg mener.

Det er fuldstændig sindssygt. Nu går Bundeswehr ind i skolerne, og ungdomsofficerer forsøger at rekruttere 17-årige til at gå ind i hæren. Der er hele denne vanvittige militarisering, som om to verdenskrige ikke ville have fundet sted i Europa. Det er, som om folk har afskrevet enhver erindring om, at hvis man begynder at investere store summer i våben, så tager det bare lidt tid, og så er der krig. Det er logikken i det. Jeg tror, vi har brug for en meget stærkere fredsbevægelse, for jeg tror, vi har en dyb krise i Europa. Jeg tror, at krisen er økonomisk, den er militær, men vigtigst af alt er den kulturel. Det er også mit svar til Alberto Portugheis. Hvorfor er det, at folk ikke lærer, at vores børn og børnebørn i sidste ende vil dø i denne krig? Måske vil vi også dø, afhængigt af hvor hurtigt det går. Jeg tror, at den eneste måde er, at vi i Europa må tage fat på den kulturelle krise. Jeg tror, vi er faret vild; vi har underkastet os et oligarki, som udspiller Romerrigets slutfase – dekadencen, det kulturelle forfald.

Der er ingen forskel på Romerrigets sidste fase og det, der sker nu: den seksuelle perversion, pornografien, volden for voldens skyld. Jeg tror, at det, vi har allermest brug for, er en kulturel renæssance. Vi er nødt til at vende tilbage til den klassiske kultur. Min afdøde mand, Lyndon LaRouche, sagde altid, at et samfund, som ikke kan tænke på, hvordan klassisk musik og klassisk poesi bliver komponeret, ikke er i den virkelige verden. De kan ikke tænke. Hvis man ser på debatterne, så er de ikke en sokratisk dialog; de er talkshows. Du siger en idiotisk ting, og din nabo samler et ord op af det, du sagde, og vender det om, og den anden vender det om. Der er ingen bestræbelser på at nå frem til sandheden; der er bare tale for talens skyld. Vi er nødt til at gå tilbage til de store komponisters musik, til poesien skrevet af de store digtere og dramatikere i hele verdenshistorien; for de havde en metode til at tænke. Nogle af de asiatiske lande gør det faktisk, og vi er nødt til at slå os sammen med store dele af det Globale Syd.

Jeg tror, at hvis Merz bliver valgt til kansler – hvilket måske ikke sker, fordi de virkelig er i problemer – men hvis han bliver valgt, tror jeg, at han er ude hurtigere, end nogen kan forestille sig, i betragtning af at forskellen mellem CDU, CSU og AfD kun er 1 %. Hvis han går videre og gør disse ting, tror jeg ikke, at hans regering holder ret længe.

Europa er i fuld gang med at omstille sig lige nu. Det er faktisk en god ting, for det, von der Leyen repræsenterer, er bare en fortsættelse. Det, som Le Pen bliver beskyldt for, gjorde von der Leyen en million gange, da hun var forsvarsminister. Hun gav en masse penge væk til entreprenører, utrolige summer, for hvad? For ingenting, for at producere totalt affald.

Jeg vil gerne understrege, at vi har brug for en kulturel renæssance af den klassiske kultur. Det var Schiller Instituttets program, da vi startede for 41 år siden, og det er absolut mere påtrængende i dag end nogensinde før.

DENNIS SPEED: Der er en konference med titlen »A Beautiful Vision for Humanity in Times of Great Turbulence«. Du gav konferencen den titel. Den finder sted om syv uger. Har du noget, du gerne vil sige om, hvorfor du gav den titel, og hvad du tror, den konference skal bruges til?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at vi virkelig befinder os i en revolutionær periode, hvor den gamle orden er ved at gå i opløsning, og det bliver den mere og mere for hver dag, der går. Hvordan den nye orden kommer til at se ud, vil udelukkende skyldes indsatsen fra mennesker med god vilje. Jeg synes, det er et optimistisk perspektiv, at der kan komme noget meget bedre ud af den nuværende uro, for tanken om en unipolær verden eller en verden, der er domineret af kun én nation med 300 millioner indbyggere, som regerer som en slags verdenspoliti over resten af verden, har aldrig været en holdbar idé.

I den umiddelbare efterkrigstid var der et betydeligt element af det, men det blev meget stærkt efter afslutningen af den kolde krig. Francis Fukuyama sagde, at historiens afslutning er kommet, fordi hele verden vil adoptere den neoliberale demokratiske model. Det var den korteste forkerte prognose, jeg nogensinde har set, for nu er der et enormt bagslag. Men jeg tror, vi er nødt til at gribe ind; der er så mange mennesker, der nu er i opløsning, bange for krig, bliver skubbet ud på sidelinjen økonomisk, og der er mange dårligdomme, som folk lider under. Jeg tror, vi er nødt til at skabe et nyt økonomisk verdenssystem, der er styret af helt andre moralske principper, som er baseret på naturvidenskab og på store kunstneriske opdagelser fra alle tiders store klassiske kunstnere.

Derfor er jeg helt sikker på, at hvis vi får en masse mennesker til ikke at sidde på sidelinjen, ikke sidde på sofaen som en sofakartoffel; men faktisk begynder at tage ansvar som statsborgere for deres land og for menneskeheden som helhed, så er jeg meget optimistisk med hensyn til, at det kan lade sig gøre. Jeg tror, at alle de store komponister og kunstnere og digtere i særdeleshed havde dette meget optimistiske billede af mennesket. Schiller siger i dette digt om håb, at menneskeheden er født til noget bedre [gentager linjen på tysk]. Det er min overbevisning. Hvis vi fremkalder den ånd, som er overalt – Martin Luther King blev lige citeret i dag i denne ånd. Der er mange kræfter i verden, som forsøger at genoplive Bandung-ånden, udviklingslandenes absolutte inspiration til at overvinde fattigdom for altid og få normale liv for alle deres folk.

Alle disse ting kan lade sig gøre, hvis vi omdanner det militærindustrielle kompleks til nyttig produktion, så kan vi løse sulten på et år. Jeg er helt sikker på, at det kan lade sig gøre. Så hvorfor ikke mobilisere verdens unge til at sige: Skal vi virkelig gå i retning af civilisationens ødelæggelse? Risikere at bruge atomvåben, som ville være enden på os alle? Måske skulle vi skabe en ungdomsbevægelse af unge mennesker, som siger, at vi ønsker at være en del af denne utrolige historiske situation, hvor størstedelen af verden allerede er i gang med at opbygge et nyt og mere retfærdigt system? Lad os overbevise amerikanerne og europæerne om, at de skal gøre det samme. Det er det, denne konference handler om, så du bør helt sikkert tilmelde dig den, og hvis du kan, bør du deltage personligt. Hvis du ikke kan, fordi du er for langt væk, så deltag i det mindste virtuelt, men deltag.

Ikke korrekturlæst

[HZL] [HCS]
Onsdag den 2. april 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 2. april 2025. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden. Jeg vil sige til dig, at dette er en ekstraordinær mulighed for at komme i dialog med en af de førende eksperter og aktivister i verden, så udnyt den.

Mens vi taler i dag, er spørgsmålet om krig og fred stadig et centralt emne for stort set alle. På trods af visse fremskridt med hensyn til at forbedre forholdet mellem USA og Rusland forbereder krigshøgene i Europa sig på krig mod Rusland. Netanyahu optrapper en indsats for at fjerne palæstinenserne fra Palæstina, og der cirkulerer et memo i det amerikanske forsvarsministerium fra forsvarsminister Hegseth, som opfordrer til at forberede sig på krig mod Kina.

Så Helga, det første spørgsmål til dig kommer fra en person, som følger Rusland meget tæt. Han skriver, at »Putin sagde i sidste uge, at den gamle orden er væk, men forvent ikke en ændring fra Europa.« Putin fortsatte med at sige, at Rusland har reageret på sanktioner ved at ændre sin økonomi for at overleve, men han forventer alligevel flere sanktioner fra Europa. Så spørgsmålet til dig er: »Hvorfor erkender de europæiske ledere ikke, at deres planer ikke virker? Er de så forblændet af russofobi?«

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det korte svar på det er ja. Jeg tror, det er et fænomen, at den tyske elite – det tyske etablissement og også mange andre i Europa – ser ud til at være vendt tilbage til et syn, vi havde for mere end 80 år siden. Jeg har det meget svært med at sige det, men der er ingen anden forklaring, for hvordan kan det være, at det store flertal af verdens befolkning har et helt andet syn på Rusland? Der er det Globale Syd, som fuldstændig nægter at acceptere fortællingen om, at krigen i Ukraine er forårsaget af en »uprovokeret aggression« fra Rusland, som overtræder international lov, og på det punkt vil jeg bare gerne fortælle vores publikum – det vil sige jer – at den historie ikke kan opretholdes. For som om det skulle være nødvendigt, havde {New York Times} naturligvis for to eller tre dage siden en artikel på 13.000 ord, som var resultatet af en årelang undersøgelse, hvor man interviewede 300 forskellige personer fra mange forskellige lande om omstændighederne ved udbruddet af krigen mod Ukraine, og det de klart fastslog: De starter med den umiddelbare forhistorie til den faktiske begyndelse af den særlige militæroperation – at der først og fremmest var en samling af ukrainske tropper ved Donbass, og at USA imidlertid, umiddelbart efter at krigen var startet, straks sendte store mængder tropper, officerer og personale af forskellig art ind i Ukraine, til den russiske grænse!

Som mange andre eksperter klart har påvist, havde russerne kun planlagt en begrænset militæroperation, for de havde kun omkring 100.000 tropper ved den ukrainske grænse, langt fra nok til hele krigen mod Ukraine, men selvfølgelig var amerikanerne til stede, og måske andre NATO-tropper ({Figaro} rapporterede om franske tropper på et tidspunkt), men disse tropper blev indsat fra Wiesbaden, fra Clay House, Clay Kaserne i Wiesbaden, som dybest set kommanderede hvert eneste skridt, endog kanonernes retning, jeg mener, ned i de mindste detaljer. Så amerikanerne, og dermed NATO, var i krig næsten lige fra begyndelsen.

Hvis man derudover tager det faktum, at Victoria Nuland pralede med, at udenrigsministeriet havde brugt 5 milliarder dollars på NGO’er og andre formål i Ukraine før Maidan, så er der omstændighederne ved Maidan, Vestens involvering, den båndede diskussion mellem Nuland og ambassadør Geoffrey Pyatt, samt Minsk 2-sabotagen, som blev indrømmet af Merkel og Hollande. Så hvis man lægger hele historien sammen, så var NATO med i krigen helt fra begyndelsen, forberedte den, ansporede den, og det er nu alt sammen officielt. Så man skulle tro, at disse europæiske etablissementer ville sige: »Vent lige lidt. Vores fortælling er ikke længere håndterbar, vi kan ikke længere opretholde den.« Nej, Baerbock tager samme dag som artiklen i {New York Times} til Kiev og lover – jeg vil ikke karakterisere det; jeg lader det bare være ved min undertrykte impuls til at karakterisere det – så hun lovede vedvarende støtte, overhovedet ud over denne nuværende regering.

Så der er ingen antydning af anerkendelse af, at deres løgne er blevet afsløret, at der nu er, {New York Times} er trods alt den største avis i USA. Så jeg tror, der er en næsten klinisk defekt i disse menneskers tankegang. Og jeg synes, det er meget forfærdeligt, for det, der sker, er, at Europa går amok, Europa falder fra hinanden. Se på alt det, der sker i Europa lige nu: Jeg tror, at indsatsen i Frankrig for at undertrykke Le Pen som modstander til Macron, der er langt foran i meningsmålingerne, kun kan give bagslag. Ligeledes er situationen i Tyskland fuldstændig kaotisk! Så jeg tror bestemt ikke, at disse eliter opfylder den ed, de aflagde, da de tiltrådte, om at forsvare deres folks fælles bedste, og de befinder sig helt sikkert i et parallelt univers. Og det kan kun ende galt for dem, men i værste fald for alle.

SCHLANGER: Vi har endnu et spørgsmål om krig og fred fra Paz i Spanien, som spørger: »Kære Helga, hvad kan Schiller Instituttet gøre for at forhindre Europas oprustning? Krigen mod Iran og alt det, som de neokonservative og City of London sammen med Trump og Bruxelles planlægger mod verdensfreden? Er det nok at tale på konferencer? Hvad gør Europas befolkning for at forhindre dette vanvid?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes bestemt, det går fremad – men ikke hurtigt nok. Jeg mener, vi vil afholde konferencer; vi vil afholde en i USA, og nogle gange vil vi også afholde en i Europa. Vi deltager i demonstrationerne, og vi vil helt sikkert opfordre en masse mennesker til at deltage i påskemarcherne omkring påske, til at gå på gaden. Jeg tror, det er absolut nødvendigt.

Og jeg tror, at vi lige nu oplever et fuldstændigt kollaps i befolkningens tillid til alle regeringer, eller næsten alle regeringer i Europa. I Tyskland er situationen helt utrolig: Efter tre uger, eller lidt mere, med forhandlinger om en ny regering, eller et forsøg på en ny regering, med det formål at indsætte Friedrich Merz som ny kansler, er det hele ved at falde fra hinanden! Det forlyder fra flere kilder, at spændingerne mellem SPD og CDU/CSU er værre end i slutfasen af den såkaldte »gadelygtekoalition«, og alle siger, at vi forbereder os på nyvalg, for det her kommer ikke til at fungere.

Forskellen mellem denne såkaldte koalition og AfD er 1 %! Hvis du fortsætter en uge mere, vil AfD være foran! Så vi ser lige nu et fuldstændigt kaos og en transformation af hele Europa, og jeg tror, det er ekstremt vigtigt at gribe ind overalt – i demonstrationerne, på konferencerne, i interventioner, i alle slags begivenheder – med ét budskab: Den eneste måde, hvorpå vi kan løfte den nuværende situation ud af dette kaos, er at etablere et højere niveau, et nyt paradigme for en dialog mellem alle lande på planeten, at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skal tage hensyn til alle landes interesser. Jeg tror, vi bevæger os centimeter for centimeter tættere på den idé, for tanken om, at man er nødt til at gøre noget helt andet, bevæge sig væk fra geopolitik og tage fat på det presserende spørgsmål om menneskeheden, er en tanke, der bliver mere og mere populær, efterhånden som det bliver tydeligt, at de nuværende politikker ikke kan lade sig gøre.

Så slut dig til os i den indsats, og måske kan du sætte os i kontakt med relevante personer i Spanien, for Spanien er et meget vigtigt land lige nu, fordi Spanien har en politik, der ikke er så tosset som den såkaldte Koalition af Villige.

SCHLANGER: Vi har en rapport fra {Washington Post} om, at forsvarsminister Hegseth distribuerer et memo i Pentagon, som beordrer Pentagon til at fokusere på at forberede sig på en krig med Kina. Er det en opdatering af, hvad de havde i de tidligere National Defense Authorization Acts, eller er det noget nyt?

ZEPP-LAROUCHE: Nej, jeg er bange for, at det kun er en opdatering, men det er en vedvarende fortsættelse af den samme politik, nemlig at erklære Kina for USA’s hovedmodstander. Hvilket er fuldstændig latterligt, for desværre ser det ud til, at Trump-administrationen er ved at løbe ind i nogle virkelige problemer. Jeg mener, de har kun siddet i seks-syv uger, og allerede nu kan man sige, at Trumps base gør oprør på grund af de brudte løfter. Det ved vi fra mange diskussioner, vores kolleger har haft i USA med MAGA-folk, med alle mulige grupper, der støtter Trump, og de er meget oprørte over, at Trump ikke holder sine løfter om, at han ikke bare vil afslutte alle krige, men heller ikke starte nye.
Så jeg synes, det er helt forfærdeligt, for vi sidder på en tidsindstillet bombe med Iran; hvis du nu tilføjer konflikten med Ukraine, som endnu ikke er løst, og hvis du nu tilføjer krisen med Kina, kan det her eksplodere i stor stil. Det mindste, det vil gøre på kort sigt, er absolut at øge et våbenkapløb, både med hensyn til konventionelle våben, atomvåben og rumvåben, hvilket jeg tror kun kan føre til en katastrofe. Så meget desto vigtigere er det, at landene i det Globale Syd kommer på banen, for de har ingen interesse i sådan en ny opdeling af verden, hvor USA tydeligvis stadig forsøger at opretholde en militær dominans i verden: Der har lige været høringer i Senatet, hvor flere rumkommandører sagde, at USA skal vinde dominans i rummet med alle mulige nye våbensystemer: Jeg synes, det er meget, meget skidt, og hvis der bliver krig med Kina, er jeg helt sikker på, at USA vil tabe stort, for hvis man ser på Taiwans geografiske placering, lad os sige i Det Sydkinesiske Hav, vil USA være i en meget ugunstig position, simpelthen på grund af de geografiske forhold. Og der er naturligvis altid muligheden for at gå atomart til værks, hvilket var en stor bekymring for Daniel Ellsberg, fordi der allerede i 1958 var planer i Pentagon om at bruge atomvåben, hvis det nogensinde kom til en konflikt med Kina om Taiwan. Men det ville udløse Armageddon, og jeg kan ikke forestille mig, at præsident Trump ville gå den vej.

SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål fra vores ven i Pakistan, som sagde, at han rejser spørgsmålet om brugen af normaliseringen med Rusland som en mulighed for at fokusere på Kina. Men han skriver: »Den indiske udenrigsminister S. Jaishankar diskuterer tilnærmelse til Kina og virker meget seriøs omkring det. Hvad ville konsekvenserne være af en normalisering af forholdet mellem Indien og Kina? Det ser ud til, at det vil ødelægge hele ideen om et globalt NATO, hvis Indien og Kina arbejder sammen.«

ZEPP-LAROUCHE: Der er meget lovende tegn, ikke kun det, du rapporterede om Jaishankar, men også premierminister Narendra Modi er kommet med lignende udtalelser. Der er snart 75-års jubilæum for forholdet mellem Kina og Indien. Og jeg tror, at de planlægger at styrke det, for jeg ser absolut Indien som et alliancefrit land, og de har modstået alle bestræbelser under Biden-administrationen på at trække dem over i lejren for de såkaldte »demokratier« versus »autokratier«.

Så jeg synes bestemt, det er et lovende tegn, og det er derfor, jeg siger, at vi er nødt til at opmuntre alle landene i det Globale Syd – og det omfatter eftertrykkeligt Brasilien, det omfatter Indonesien, det omfatter naturligvis Indien, mange afrikanske nationer – til at indtage en stærkere rolle. Og jeg tror, at hvis de alle lægger deres vægt i det, så tror jeg, at landene i det såkaldte Vesten bliver nødt til at genoverveje det: For det er ikke kun Rusland og Kina, men det er det faktum, at BRIKS-landene, som nu har 22 medlemmer, og mange, mange flere har ansøgt om medlemskab, men de repræsenterer hele det Globale Syd. Så derfor, jo stærkere det Globale Syds stemme høres, jo mere må folk i USA og Europa overveje, at verdens fremtid tilhører det Globale Syd, alene på grund af befolkningens størrelse. Så det tror jeg er et meget vigtigt element i billedet.

SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål her fra en pensioneret journalist, som er amerikaner og nu bor i Israel; og han spørger med meget store, fede bogstaver: »Er du opmærksom på Qatargate?« med henvisning til de juridiske problemer, Netanyahu har med bestikkelse og en skandale, der involverer penge fra Qatar. Han skriver: »Mens den juridiske løkke strammes om Bibis hals, og demonstrationerne mod ham vokser i Israel, optrapper han i Gaza, i Libanon og kommer med flere trusler mod Iran. Er der en chance for, at Trump eller nogen anden leder vil handle for at forhindre en forfærdelig tragedie i at blive udløst af en desperat Netanyahu?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er det mest bekymrende spørgsmål lige nu, for der er ikke kun en ny trussel fra præsident Trump med nogle ildevarslende bemærkninger om, at der vil ske meget slemme ting; der er et ultimatum til Iran om helt at slippe af med sit atomprogram, som tilsyneladende også omfatter missilsystemet, hvortil Iran allerede har svaret meget klart, at de ikke vil gøre det, under ingen omstændigheder. Så derfor ser vi lige nu en fuldstændig optrapning mod Iran, hvilket helt klart er i Netanyahus interesse. Og hvis man så tager det faktum, at alle mulige våbensystemer bliver bragt ind i regionen, THAAD-missilerne bliver tilsyneladende bragt dertil, der er flere hangarskibe på vej, enten til Golfen eller Stillehavet eller Middelhavet, men under alle omstændigheder i regionen; og der er tilsyneladende flere B-2 stealth-bombefly, der bliver bragt til Diego Garcia, den amerikansk-britiske base i Det Indiske Ocean; så alt tyder på, at der er en stor forberedelse til en vedvarende militær aktion mod Iran.

Om det vil ske eller ej, er stadig uvist, men jeg kan kun sige, at hvis det skal ødelægge atomvåbnene – eller Irans atomprogram: Der er stadig en fatwa fra Khamenei om, at Iran ikke har til hensigt at anskaffe atomvåben, fordi det er imod islams ånd. Det skøre er, at overhovedet de amerikanske efterretningstjenester i deres seneste rapport om Iran sagde meget klart, at der absolut ikke er noget bevis for, at Iran forbereder et atomvåbenprogram på nuværende tidspunkt. Ikke desto mindre er der denne trommehvirvel, og hvis der af en eller anden grund, efter britisk tilskyndelse, er en Dearlove, som dybest set kræver handling mod Iran, og han har tilskyndet til dette i lang tid, ville det være en katastrofe, hvis det lykkes. For den eneste måde, man kan eliminere Irans atomprogram på, er ved at bruge atomvåben: Fordi disse faciliteter ligger dybt nede i mange bjerge, og derfor kan du ikke bare eliminere dem, endda ikke med disse bunker buster-bomber.

Hvis atomvåben bliver brugt, har Kucinich, det tidligere kongresmedlem, netop udsendt en advarsel, hvor han siger, at hvis der kommer et angreb på atomanlæggene – jeg tror overhovedet ikke, at der kommer atomvåben – vil faren for nedfald ikke kun dræbe millioner af mennesker i Iran, men også hundreder af millioner i nabolandene, Pakistan, Afghanistan, helt op til Indien og mange andre lande i regionen; og det vil føre til kræft, babyer, der bliver født med mangler, alle mulige rædsler; og han advarer på det kraftigste imod det. Men jeg tror, at faren er meget akut, og jeg tror, at det har at gøre med præcis det, du siger, at Netanyahu er desperat, at modstanden mod ham vokser, at Qatar-skandalen, som du kalder den, kan eksplodere, og det store spørgsmål er, hvad det israelske militær vil gøre i denne situation? Så vi sidder på en komplet krudttønde, og den russiske viceudenrigsminister Sergey Ryabkov har netop advaret meget kraftigt i Moskva om, at en sådan militær aktion mod Iran vil få katastrofale konsekvenser. Kinas udenrigsminister Wang Yi er i øjeblikket i Moskva, hvor han diskuterer med både Lavrov og Putin, og det står naturligvis meget højt på dagsordenen, hvad man kan gøre for at stoppe det.

Jeg tror, at målet helt klart ville være at gøre en ende på Trumps præsidentskab. Vi har talt om dette med mange eksperter i Europa, militære eksperter i forskellige lande, og der er en fælles vurdering af, at målet er at halshugge Trump-administrationen, at skabe så meget ravage, at den ville være færdig, at Trump dybest set ville være ude, fordi den hjemlige opposition mod ham ville stige; man kunne få en eksplosion i olieprisen, som ville udløse et finansielt sammenbrud, og målet er dybest set at stoppe Trump: Det er det egentlige mål med det.

SCHLANGER: Her er et interessant spørgsmål fra Harrison. Han stiller det ikke som et spørgsmål, men han siger: »Jeg føler, at en ofte overset indikator i økonomien er betydningen af befolkningstilvækst. Det Globale Syd har en meget vigtig fordel på den måde, og i store dele af resten af verden, herunder Vesten og Østasien, er der en lav fødselsrate. Hvordan tackler man sådan noget?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er et fænomen, at det afrikanske kontinent lige nu er det eneste, der har en betydelig befolkningstilvækst, hvilket betyder, at de har det bedste perspektiv for deres økonomiske fremtid. For i alle lande, i Europa, i USA, overhovedet i Kina og Rusland, er der befolkningsmæssige kurver, som betyder, at andelen af den aldrende befolkning bliver større og større sammenlignet med befolkningen i den arbejdsdygtige alder. Og det kan naturligvis kompenseres; det kan kompenseres med ekstremt høje økonomiske vækstrater: Hvis man har en stor indsprøjtning af videnskab og teknologi i økonomien, kan man klare det, i hvert fald i en vis periode.

Men jeg tror, det har noget at gøre med, for eksempel i Kina, hvor jeg har haft mange diskussioner med videnskabelige kolleger, forskere og venner, og de rapporterer grundlæggende, at på trods af den enorme økonomiske vækst i Kina er det stadig relativt set for dyrt at opfostre børn til, at mange par kan forestille sig et sådant perspektiv. Jeg tror, at det er en faktor dér. I Vesteuropa og USA tror jeg, at det har mere at gøre med livets meningsløshed. For hvis man i dag spørger yngre mennesker, yngre par: »Hvad er formålet med dit liv?« Så får man ikke et fyldestgørende svar. De siger normalt, at de forventer, at deres børns og børnebørns skæbne vil blive meget værre end deres egen eller deres forældres. Så de ser på udviklingen som en nedadgående spiral, og derfor ønsker de ikke at få børn!

Jeg tror, det ville være absolut nødvendigt at omdefinere spørgsmålet om meningen med livet: Hvorfor er vi her? Hvorfor eksisterer livet? Hvad laver vi på denne planet? Hvad er den menneskelige arts rolle uden for vores planet, i det nære rum, i universet i det hele taget? Og disse spørgsmål bliver naturligvis ikke diskuteret, eller i hvert fald ikke på nogen meningsfuld måde, og jeg tror, det har noget at gøre med, at folk er blevet så overfladiske og så, du ved, nedtrykte i deres syn på tingene, at de nyder livets øjeblikke, har det sjovt, men ikke er intellektuelle. Jeg tror, at det problem, vi især har i Vesten, er, at vores såkaldte etablissementer er blevet så tomme for intellekt, så tomme for enhver form for intellektuel spænding eller fremskridt: Og desværre afspejler det en fordummelse af befolkningen over en lang periode. Så den lille procentdel af mennesker, der stadig er intellektuelt levende, føler, at de er i mindretal, og at deres stemme ikke bliver hørt. Og jeg tror, vi har en reel krise i Vesten, og fødselsraten er et resultat af det.

SCHLANGER: Jeg har to spørgsmål til noget, du nævnte tidligere, nemlig Le Pen-dommen i Frankrig. Der er et notat fra en assistent til et medlem af Europa-Parlamentet, som skrev til mig og sagde, at det, hun er anklaget for, bliver gjort af næsten alle kontorer i Europa-Parlamentet, dvs. såkaldt sammenblanding af midler, partiets midler og kontorets midler.

Men det andet spørgsmål, der kom ind, er: Hvad er konsekvenserne af dette? Er dette en mulig borgerkrig i Frankrig? Hvorfor skulle nogen vælge denne tid med kaos for at skabe endnu mere kaos i Frankrig?

ZEPP-LAROUCHE: Med hensyn til det første spørgsmål er det meget vigtigt, at Antonio Di Pietro, som jeg tror var den vigtigste dommer i »Rene hænder«-skandalen i Italien: Hvis du husker, var det for mange år siden, da korruptionssagen i Italien blev det dominerende emne. Og i Italien vidste alle, at man i hele efterkrigstiden havde principperne om »{amici di amici}«, at man gav kontrakter til sine venner, og at man hjalp hinanden og så videre, og det var sådan, systemet var. Så det var naturligvis kendt af efterretningstjenesterne og blev ikke omtalt i årtier; men på et tidspunkt besluttede de at nedlægge hele partistrukturen, som den havde udviklet sig i efterkrigstiden, og de lancerede »Rene hænder«-skandalen.

Hovedanklageren i denne sag var Di Pietro. Og han kom ud i dag og kritiserede det, der skete med Marine Le Pen, ved at sige, at han selv arbejdede som medlem af Europa-Parlamentet på et tidspunkt, og han kan sige af egen erfaring, at man absolut ikke kan skelne mellem, hvornår man bruger sit personale til opgaver, der har med EU at gøre i Bruxelles, og hvornår man bruger det samme personale til arbejde fra sit parti derhjemme, i sit hjemland? Det ligger i sagens natur, at det er blandet, fordi det er de samme mennesker, der gør begge ting. Så det er en fuldstændig latterlig anklage, og det afspejler naturligvis Macrons desperation, for han er nede i meningsmålingerne, jeg tror et sted omkring 20 %, eller meget lavt; og Marine Le Pen havde fået omkring 40 % i meningsmålingerne.

Så det er meget klart, at hun ville være den vindende kandidat ved det næste valg, og selvfølgelig et ikke så uafhængigt retssystem – og det er ikke første gang, at retten i Frankrig har handlet på denne politiske måde, for det skete flere gange for vores kandidat Jacques Cheminade, hvor de forsøgte at orkestrere og manipulere situationen, hvilket er typisk for det såkaldte »demokrati«. Jeg mener, jo mere man oplever den slags ting, og jeg må sige, hvad der skete med min afdøde mand og organisationen, så er det umuligt stadig at tro på demokratiet, når man ser, at hver gang en kandidat, der ikke er med i den såkaldte NATO-fortælling, får den »rumænske behandling« eller »LaRouche-behandlingen«, så mister man enhver tillid til systemet! Og det er præcis, hvad der sker: Det sker i Frankrig, og jeg kan kun gætte på, at de vil få meget store demonstrationer; hendes nye partinavn, Rassemblement National (RN), har allerede opfordret til store demonstrationer i mange franske byer, og efterhånden som hele den finansielle og økonomiske krise bliver værre, hvem ved så, hvor det ender?

Og det samme gælder i Tyskland! I Tyskland, hvis de ikke kan samle en regering – og hvordan kan de det? De forsøger nu at sammensætte en regering af partier, som har været absolut modstandere af hinanden i valgkampen, og nu skal de finde et kompromis: Det fungerer naturligvis ikke. Det viser svagheden ved det parlamentariske system. Og så beskylder de Kina for at være et »autokrati«, men det såkaldte »altomfattende demokrati«, som de praktiserer i Kina, er en demokratisk model, som muligvis endda fungerer meget bedre end det såkaldte vestlige system.

Men jeg tror, vi er på vej mod en enorm krise i begge lande, i Frankrig og i Tyskland, og der er nu lækager om, at den nye koalition, mens de har disse interne stridigheder og problemer med overhovedet at danne en regering, allerede er ved at forberede et nyt papir, der skal straffe de EU-medlemmer, der ikke opfylder alle reglerne. Nu nævner de ikke Ungarn, men det er klart, at de mener Ungarn, og at de måske vil smide Ungarn ud af EU. Hvis de gør det, tror jeg, at det er dødsstødet til EU, for det vil have en signaleffekt, og mange andre lande vil også forlade EU.

Så selv om trusselsbilledet fra NATO og EU lige nu ser meget stort ud, tror jeg, at de er meget sårbare og meget skrøbelige, hvis man ser på det fundament, de står på.

SCHLANGER: Du har lige forudset det sidste spørgsmål, som er relateret til Tyskland og vanskelighederne med at danne en koalitionsregering, når de to førende partier bliver mere og mere upopulære. Men personen spørger: »Er det et problem med de parlamentariske regeringer, som de findes i Europa? Især i Tyskland og Storbritannien, hvor man har mindretalskoalitioner, hvor man har regeringer, der kun i meget ringe grad reagerer på vælgernes og befolkningens problemer? Ville der være mulighed for en reform, for at gå fra et parlamentarisk system til et stærkt præsidentielt system, eller ville folk erklære, at det er for autoritært?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror heller ikke, at præsidentsystemet løser problemet fuldt ud, som man kan se i USA, hvor der er mere plutokrati end demokrati. Jeg mener, når man tænker på, at Wall Street i gennemsnit bruger flere milliarder på et sæde i Senatet og mange millioner på et sæde i Kongressen, og disse kongresmedlemmer og senatorer så udviser en utrolig loyalitet over for det militærindustrielle kompleks og andre aspekter af Wall Street. Jeg tror ikke, at det er et rigtigt svar.

Jeg tror, at det, der er brug for, er noget meget mere grundlæggende: Jeg tror, at vi har brug for en stor bevægelse af statsborgere, fordi ethvert system ikke fungerer, hvis borgerne er korrumperede. Man er nødt til at have individuelle mennesker, som træder frem, som kommer fra deres erhverv som videnskabsmænd, som lærere, som alle slags håndværkere, læger, alle mulige forskellige samfundslag; og så beslutter de sig for at bruge en vis tid af deres liv på det fælles bedste, og de er nødt til at prøve at kvalificere sig til, at de kunne være præsident eller kansler eller minister, fordi de mestrer økonomi, kultur, historie, videnskab.

Jeg tror, vi lige nu er i en situation, hvor den typiske, professionelle politiker – mange af dem i Forbundsdagen for eksempel – aldrig har haft et erhverv, de har ikke lært noget for at tjene til livets ophold, de har aldrig betalt skat; de kom fra universitetet, som de i mange tilfælde ikke afsluttede, og så gik de ind i politik, og de er ikke kompetente! Det er det, der er problemet. Vi har en udenrigsminister i Tyskland, som ikke ved, hvad ordet »diplomati« betyder! For hun har aldrig, i de tre år hun har været i embedet, demonstreret, at hun kender til diplomatiets kunst!

Ikke desto mindre tror jeg, at vi har – som jeg sagde før – en meget dybere intellektuel krise i Vesten, for hvor er de mennesker, der er uafhængige tænkere, som har opnået store områder af viden på egen hånd? De er ved at blive en minoritet! Og det er ikke dem, der leder partierne.

Så jeg tror, vi har brug for en slags ny – altså, der er nogle partier, hvor man har flere intellektuelle end andre, men jeg tror, vi virkelig har brug for en kulturel renæssance, fordi hele den »post-kristne kultur«, som udenrigsminister Lavrov kaldte den, har ført til en fuldstændig eliminering af hele den viden om det, der engang var 2.500 års europæisk historie og alt, hvad der hører med, som var en del af Humboldts uddannelsessystem: Det skal geninstalleres. Problemet nu er, at vi ikke har lærere, der er kompetente til det.
Så jeg tror, at vi virkelig har brug for en bevægelse af borgere over partierne, fordi partistrukturen er sådan en model, som har vist sig ikke at fungere.

SCHLANGER: Sidste spørgsmål, Helga. Den Internationale Fredskoalition mødes fortsat med Zoom-opkaldene hver fredag kl. 17.00 dansk tid. Hvad har du planlagt for denne uge, den 4. april?

ZEPP-LAROUCHE: Vi vil naturligvis have en masse meget vigtige talere fra Israel, fra Mellemøsten, for det er der, den største krigsfare er lige nu. Og naturligvis vil vi helt sikkert have toptalere om den udviklende strategiske krise ved siden af Kina som et nyt, kommende element i den. Så du bør helt sikkert følge med, for IPC er et forum, hvor folk fra hele verden hver uge har mulighed for at få det ufiltrerede syn fra topeksperter, og du bliver opdateret i diskussionen – og du kan deltage, hvis du tilmelder dig,  du kan deltage i diskussionen, og det er det, du bør gøre. Og du bør sprede nyheden om denne begivenhed til alle dine venner og kolleger.

SCHLANGER: Tak, fordi du kom i dag. Det er altid godt at se dig, og vi ses på fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, og vær meget aktiv sammen med os indtil da.

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen til Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 95. møde i træk. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg vil være jeres ordstyrer sammen med Dennis Small og Dennis Speed.

Vi har skabt dette forum for at samle folk fra hele verden til en egentlig diskussion om, hvordan vi skaber ægte fred. Der har været så meget dysfunktion og det at sætte folk op mod hinanden, når vi faktisk burde være fælles allierede i kampen for ægte fred og velstand for hele menneskeheden. Til at starte os i dag har vi Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Ja, velkommen til jer alle sammen. Den strategiske situation i verden er meget forvirrende for de fleste mennesker, fordi der næsten hver dag sker store skift og forandringer, som får folk til at gnide sig i øjnene og sige: »Verden bevæger sig i så mange forskellige retninger, hvordan kan vi få mening ud af det?« Derfor tror jeg, det er nødvendigt at prioritere vigtigheden af begivenhederne først, og så vil alt falde på plads.

Hele verdenssituationen er fortsat helt præget af den forandring, der skete, efter at præsident Trump flyttede ind i Det Hvide Hus, og især efter at han begyndte at normalisere forholdet til Rusland. Det var et fuldstændigt opgør med det tidligere regime, hvor den neoliberale orden havde forsøgt at inddæmme Rusland og på en eller anden måde bevare den unipolære, regelbaserede verdensorden. Det var præsident Trump fuldstændig uenig i. Mens visse ting har udviklet sig, er der nu helt klart en indsats for at lægge en strategisk fælde for præsident Trump; for at afspore hans indsats over for Rusland og hans bestræbelser på at få en fredelig løsning på Ukraine-krisen.

Hvorfor siger vi det? Der er nu stigende snak i Washington i særdeleshed, men også andre steder, om et forestående halshugningsangreb fra USA mod Iran. Mike Waltz krævede den 23. marts, at Iran helt skulle opgive sit atomprogram; det vil sige potentielt endda det civile atomprogram, ellers ville det få »konsekvenser«. Der er naturligvis rapporter om, at Netanyahu fortalte Trump-administrationen, at det ville være muligt at halshugge Iran fuldstændigt uden en total krig, men at bruge modellen for, hvordan Hizbollah blev afviklet eller alvorligt svækket i Libanon; hvordan Assad-regeringen hurtigt blev udskiftet i Syrien; og at gå efter regimeskifte i Iran for at indsætte et regime, som ville være mere venligt stemt over for USA eller Vesten i almindelighed. Det ville naturligvis være en katastrofe, fordi det ville skabe fuldstændig kaos i hele Sydvestasien; det ville drive oliepriserne op, øge benzinprisen til 7-10 dollars per gallon. Det kunne faktisk udløse et fuldstændigt finansielt kollaps og på den måde skabe den form for ustabilitet, som ville ødelægge præsident Trumps igangværende bestræbelser på at rette op på forholdet til Putin og Rusland. Det er det egentlige mål med hele denne operation.

Der er meget bekymrende tegn. Hangarskibet USS Carl Vinson er allerede på vej til Sydvestasien. Der er to andre hangarskibe, som forbereder sig på at blive sendt af sted, selv om der ikke er meldt noget ud om destinationen. Der er lige nu et klart tegn på, at dette kan være under forberedelse – og f.eks. sendte det tidligere kongresmedlem Kucinich et åbent brev til præsident Trump, hvor han advarede ham om, at det er præcis, hvad der vil ske.

Dette kan ikke ses separat fra europæernes bestræbelser på at sabotere Ukraine-drøftelserne i Riyadh mellem USA, Ukraine og Rusland, hvor der synes at være sket langsomme, ordentlige fremskridt, fordi præsident Macron på et såkaldt møde i Koalitionen af de Villige, som netop fandt sted for to dage siden i Paris, hvor Keir Starmer og Zelenskyj var til stede sammen med i alt 30 lande. Resultatet var, at Koalitionen af Villige nu ønsker at sende franske og britiske tropper, ikke til Ruslands grænse, men som en » tryghedsskabende styrke« inde i Ukraine. Det er ret latterligt, og vestlige medier som Reuters erkender endda, at den britiske hær er en joke, og at det slet ikke kan lade sig gøre at sende tusindvis af tropper.

Men det er et meget ubehageligt træk, for ved at sætte tropper ind i Ukraine, hvor Rusland allerede har sagt, at det er helt uacceptabelt; at de ikke vil tillade såkaldte fredsbevarende styrker fra NATO-landene. Det er tydeligvis et forsøg på at foregribe et forestående totalt nederlag for den ukrainske hær, som ser ud til at være i stadig dårligere form. Præsident Putin har sagt meget klart, at Rusland er i stand til at afslutte konflikten militært, hvis den diplomatiske tilgang ikke fungerer. Men der er virkelig meget mere på spil end bare situationen i Ukraine; det er det historiske forsøg på at forsone forholdet mellem de to største atommagter i verden.

Det har medført en meget hård reaktion fra bl.a. den russiske udenrigsminister Lavrov, som totalt kritiserede den ukrainske adfærd og sagde, at de lyver hele tiden, selv under forhandlingerne i Riyadh. Men så gik han efter dette seneste europæiske træk og sagde, at de tydeligvis handler i traditionen fra Napoleon, Hitler og Krimkrigen før; og det er naturligvis ret stærk tobak, som vi siger på tysk, at drage denne parallel til Hitler og Napoleon. Men det er helt klart det, russerne tænker på, for hver gang de ser muligheden for, at europæiske kampvogne kommer mod deres grænse, vækker det mindet om især Den Store Fædrelandskrig. Tonen er blevet helt utrolig. I samme tale sagde Lavrov, at det faktum, at Pistorius, von der Leyen og Habeck siger, at de aldrig vil genåbne Nord Stream-rørledningerne, betyder, at de enten er syge eller selvmorderiske. Helt sikkert selvmorderiske for den europæiske økonomi.

Ellers kan jeg kun sige, at krigshysteriet i Tyskland er utroligt. Den normale befolkning, som vi taler med hver dag, fordi vi er arrangører, er forfærdet. De ser, at hundredvis af milliarder af dollars ryger ud af skorstenen til hvad? Til oprustning af Ukraine, til militarisering af Europa og Tyskland på et tidspunkt, hvor infrastrukturen er ved at kollapse? For bare et par dage siden lukkede de hovedbroen til den centrale bymotorvej i Berlin, hvilket førte til totalt trafikkaos. Og det er efter kollapset af Carola-broen i Dresden og mange andre lignende situationer. Så folk siger: »Hvorfor bruger de ikke pengene på infrastruktur? Hvorfor opruster vi igen?« Og forresten går mange af disse penge igen til det amerikanske militærindustrielle kompleks, hvilket oven i alt andet gør befolkningen enormt vred, fordi de står over for enorme nedskæringer. På samme måde reagerer befolkningen i USA meget stærkt mod Trump. Jeg ved ikke, om han har bemærket det indtil videre, men vi har talt med nogle af de centrale MAGA-folk, og de er lige så forfærdede og siger: »Trump lovede at afslutte alle disse udenlandske krige. Hvorfor bomber vi nu Yemen igen?« Så situationen er meget ustabil.

I alt dette er der et forsøg på at halshugge Trump-administrationen, ikke kun ved at skabe en fælde for at lokke dem ind i krigen mod Iran, men også ved at forsøge at ramme de nøglepersoner, som Trump har indsat for at gå efter den dybe stat; især J.D. Vance, Tulsi Gabbard, Kash Patel og Ratcliffe. Så nu er der krav om, at de skal holdes ansvarlige for at have sjusket med tophemmelige oplysninger og brugt denne angiveligt sikre signalkanal til at diskutere bombningen af Yemen. Den var tydeligvis ikke sikker, for chefredaktøren for magasinet Atlantic kunne snige sig ind på den. Det ligner en typisk operation fra den dybe stat. Det er næsten som et kapløb om, hvem der kommer først, for præsident Trump har samtidig frigivet alle FBI-filer om Russiagate fra sin første regering, og det går naturligvis ud over de skyldige, der var ansvarlige for det. Så det er et ekstremt intenst kapløb, og man kan kun sige, at man virkelig er nødt til at kende historien, man er nødt til at kende det Britiske Imperiums rolle og forstå, hvad der virkelig står på spil her. Det er, at den nye multipolære orden, som Trump står for, ikke accepteres af kræfterne i det gamle neoliberale system. Det er det, krigen handler om.

Det betyder, at vi er nødt til at indføre en helt anden tilgang, nemlig ideen om, at vi absolut skal katapultere hele den strategiske diskussion op på et højere niveau – et nyt paradigme, en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til hvert enkelt lands interesser, for kun på den måde kan vi løse de regionale konflikter, hvad enten det er i Ukraine eller i Sydvestasien. Det var mine indledende kommentarer.

BATTLE: Tak, Helga. Jeg vil bare gerne understrege, at når vi taler om det Britiske Imperium, så mener vi faktisk det Britiske Imperium, hvilket kommer mere og mere frem, og som folk er ved at indse.

Nu vil jeg gerne give ordet til ambassadør Hossein Mousavian, som er tidligere ambassadør for Iran i Tyskland. Tak, fordi du er med os i dag. Værsgo at gå i gang.

AMBASSADØR HOSSEIN MOUSAVIAN: Tak Anastasia, og hej til alle. Jeg blev spurgt af Helga, om jeg kunne holde en kort tale om den seneste situation mellem Iran og USA, muligheden for krig og sagen om atomart indhold.

Med præsident Trump har vi i de sidste tre måneder faktisk stået over for to forskellige Trump’er – en før valget og tiltrædelsen og en efter valget.

Før han tiltrådte, kom præsident Trump med flere positive udtalelser. Først og fremmest gentog han, at hans politik i den anden periode ville være meget anderledes end i den første. Han bekymrer sig om den iranske nation. Han ønskede endda succes for den iranske øverste leder og insisterede på, at han går efter en fredelig aftale og diplomati med Iran. Og endnu vigtigere, han sagde, at hans eneste problem er, at Iran ikke skal have en atombombe. Med disse udtalelser reagerede de iranske myndigheder også positivt, og de sagde, at de foretrak diplomati, og at de er klar til at gå i dialog med USA, forhandle med og endda direkte med USA, for at løse mistanker eller misforståelser om atomproblemet.

Men i praksis har vi en anden præsident Trump, efter at han tiltrådte den 20. januar 2025. Blot to uger efter sin tiltrædelse underskrev han et memorandum, der genindførte politikken om maksimalt pres fra hans første embedsperiode i 2016-2020. Overraskende nok blev det underskrevet, da premierminister Netanyahu besøgte ham i Det Hvide Hus, samtidig med at det blev annonceret. Det andet problem er, at han i memorandummet ikke kun taler om det atomare: Han taler om alle de omstridte spørgsmål mellem Iran og USA, som f.eks. regionale spørgsmål, terrorisme, menneskerettigheder, og endda Irans forsvar og militære kapacitet og så videre. Men da jeg sammenlignede Mike Pompeos 12-punktsliste under præsident Trumps første periode – Pompeo præsenterede de 12 punkter som betingelser for at forhandle med Iran – så jeg præcis alle 12 punkter i det samme memorandum, som præsident Trump underskrev i 2025. Men det var ikke kun memorandummet, han begyndte straks at gennemføre en lang række sanktioner mod Iran. Ikke desto mindre sendte han i midten af marts et brev til den iranske øverste leder. Israelske kilder afslørede, at brevet er truende, og at præsident Trump har givet den iranske side en frist på to måneder: enten aftale eller krig.

Det andet problem er de selvmodsigende udtalelser, vi hører fra Trumps topembedsmænd. Steve Witkoff, Trumps repræsentant i Mellemøsten, gav et interview, og det var meget positivt. Han sagde, at vi ikke er ude efter krig. Vi er kun ude efter det atomare, vi er for et kontrolprogram, der skal vise, at Iran ikke stræber efter en atombombe, og så videre. Straks sagde Trumps nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz, at målet fortsat er fuld nedrustning og afvikling, fuld afvikling. Det betyder, at Iran skal afvikle hele berigelsesprogrammet, hvilket er umuligt. Med denne politik viste præsident Trump i praksis, at efter han tiltrådte, så meddelte Iran, at Iran ikke vil deltage i direkte forhandlinger, men at Iran ville være åben for at fortsætte indirekte forhandlinger.

Det andet spørgsmål om det iranske atomprogram er spændingen mellem IAEA og Iran, som er blevet optrappet. Den 8. februar rapporterede IAEA, at det iranske lager af 60 % beriget uran er nået op på 275 kg, hvilket ifølge specialisterne er nok til to eller tre bomber.

Ikke desto mindre sagde Tulsi Gabbard, den amerikanske direktør for National Intelligence, for nogle dage siden, at den amerikanske vurdering siger, at Iran ikke stræber efter et atomvåben i øjeblikket, og at Irans øverste leder Ayatollah Khamenei ikke har godkendt atomvåbenprogrammet i Iran.

I december 2024 informerede de tre EU-lande – Tyskland, Frankrig og Storbritannien – FN’s Sikkerhedsråd om, at de unilateralt vil bruge en tilbagekaldelsesmekanisme. Rusland har hævdet, at EU mangler den juridiske autoritet til ensidigt at udløse denne mekanisme. Og samtidig har Rusland, Iran og Kina etableret en gruppe på tre, der forhandler om muligheden for en atomaftale, og i en officiel erklæring har de modsat sig den europæiske og amerikanske politik i sagen om det iranske atomprogram.

For bare to dage siden svarede Irans øverste leder på præsident Trumps brev. For mig er der måske fem punkter, der er interessante, når man lægger mærke til dette brev. For det første besøgte den japanske premierminister Iran i præsident Trumps første embedsperiode, mødte ayatollah Khamenei og overbragte præsident Trumps budskab. I den periode trak Trump sig ud af atomaftalen, myrdede general Soleimani, og så sagde ayatollah Khamenei, at han ikke ville svare præsident Trump. Og han sagde offentligt, at Trump ikke var et svar værdigt. Men denne gang svarede ayatollah Khamenei præsident Trump, og det er positivt.

Det andet punkt er, at selv om præsident Trumps brev blev leveret af U.A.E., blev Irans svar leveret til Oman. Iran ville vise, at de ikke stoler på De Forenede Arabiske Emirater, fordi de er Israels allierede, og de tog initiativ til Abraham-aftalerne osv. Eller, de tog initiativ til Abraham-aftalerne. Iran ville bare vise mistillid og vise, at de ikke bryder sig om, at Abu Dhabi er involveret i forholdet mellem Teheran og Washington.

Det tredje punkt er, at Iran meddelte, at de ikke er klar til direkte forhandlinger med USA under den nuværende politik med sanktioner, pres og trusler. Men de vil deltage i indirekte forhandlinger, og hvis der sker fremskridt, vil de gå til direkte forhandlinger med USA. Hvis der ikke sker fremskridt, er der ikke behov for direkte forhandlinger.

Som jeg forstår det, har Iran reageret positivt på alle positive punkter i præsident Trumps brev, og de er kommet med gensidige modtrusler til alle truende punkter i præsident Trumps brev.

Mange mennesker spørger nu, om der bliver tale om indirekte forhandlinger? Hvem skal være mægler? Jeg tror, at Oman og derefter Rusland har en større chance for at blive mæglere.

Helga nævnte nogle punkter om tegn på mulig krig. Jeg vil ikke gå i detaljer. Det første tegn er, at vi kan se, at krigsanstifterne igen er blevet aktive. Premierminister Netanyahu gør alt, hvad der står i hans magt, for at bruge Trumps fejltagelse til at trække USA ind i en krig med Iran. Neokonservative stemmer, som skubbede USA ind i Irakkrigen, opfordrer til et angreb på Iran – grupper som FDD (Foundation for Defense of Democracies), den israelske lobby og Washington Institute for Near East Policy [WINEP] opfordrer igen til krig mod Iran og hævder, at der aldrig har været et bedre tidspunkt at angribe Iran på, fordi Iran nu er rigt. Men præsident Trump og ayatollah Khamenei har begge offentligt sagt, at de er imod krig. Det er godt, at de to ledere er imod krig. Men problemet er, at Trump-administrationen ikke er enig, og at der er uenighed om, hvorvidt vi skal gå i krig eller føre diplomati.

De arabiske lande, Rusland, Kina, Indien og det internationale samfund er alle imod krig. Men med de følgende spørgsmål, som jeg vil gennemgå med jer, tror jeg, at der er mulighed for en militær konflikt mellem Iran og USA. For det første den nye bølge af amerikansk-israelske regionale angreb. Præsident Trump indledte en ny omfattende militæroperation mod houthierne og erklærede, at Iran ville blive holdt ansvarlig for houthiernes eventuelle angreb på amerikanske eller NATO-faciliteter. For det andet overtrådte Netanyahu våbenhvileaftalen i Gaza og indledte militære angreb mod palæstinenserne. Som bekendt er hundredvis af mennesker blevet dræbt i løbet af de sidste to-tre uger. Og samtidig iværksatte premierminister Netanyahu et militært angreb på Libanon og Syrien. Jeg mener, han kæmper på tre fronter; jeg bør også tilføje Yemen, fire fronter. Trump forsynede Netanyahu med våben, som den tidligere amerikanske regering havde nægtet at levere; 4 mia. dollars i bistand, som omfatter over 35.000 almindelige bombekroppe til 2.000 lb. bomber og 4.000 bunker-buster 2.000 lb. bomber, som efter sigende skulle bruges mod iranske atomanlæg.

Det næste spørgsmål er realiteten i den militære opbygning. Helga nævnte, at hangarskibet USS Carl Vinson er på vej til Sydasien. Og vi har læst nyheden om, at to andre amerikanske hangarskibe også er klar til at blive brugt. USA har sendt et sted mellem tre og syv B2-bombefly til Diego Garcia midt i Det Indiske Ocean. Som svar har Iran forstærket sine forsvarssystemer og opstillet avancerede missiler. Iran, Rusland og Kina havde fælles militærøvelser i Omanbugten, hvor de viste deres militære bånd.

Det næste spørgsmål, virkeligheden, er igen et kapløb mellem sanktioner og det atomare spørgsmål. USA øger sanktionerne og presset, og til gengæld optrapper Iran sine atomare aktiviteter og opstilling af missiler.

Det næste spørgsmål er realiteten i det diplomatiske ultimatum. Du har læst meget om, at Trump har givet Iran et ultimatum på to måneder, og virkeligheden er, at vi har en tidsgrænse, for vi har oktober 2025, som er den periode, hvor FN’s Sikkerhedsråds resolution 2231 vil blive ophævet. Og hvis europæerne ønsker det – og de har allerede informeret FN’s Sikkerhedsråd – kan de bruge en tilbagekaldelsesmekanisme. Hvis de bruger den, har Iran officielt informeret EU om, at de vil trække sig fra NPT [traktaten om ikke-spredning af kernevåben]. Du kan forestille dig, at med sådan en regional situation, hvis europæerne vil bruge en snapback og genindføre alle internationale sanktioner mod Iran, og Iran vil trække sig fra NPT, vil det virkelig optrappe muligheden for krig.

Der er dog en chance for diplomati. I min seneste kronik i Middle East Eye forklarede jeg, hvilke faktorer præsident Trump kan bruge for at få et vellykket diplomati med Iran. Jeg vil bare gennemgå det med jer og dele hovedtrækkene med jer: Først og fremmest har jeg insisteret på nødvendigheden af gensidig respekt, hvis de virkelig ønsker at starte en god forhandling. For det andet er der behov for sammenhæng mellem amerikanske ord og amerikanske handlinger. De kan ikke i ord opfordre til diplomati og i handling gå efter sanktioner, trusler, ydmygelse eller militær optrapning. For det tredje skal en aftale være baseret på internationale regler, for USA har under præsident Trump vist, at de ikke respekterer internationale regler, som da de trak sig ud af JCPOA [Joint Comprehensive Plan of Action] atomaftalen med Iran, hvilket var en klar overtrædelse af FN’s Sikkerhedsråds resolution 2231. Hvis de skal blive enige om forskellige emner, bør de blive enige om, at kriterierne skal være internationale regler, ikke noget uden for de internationale regler. Og aftalen bør omfatte begge parters bekymringer, ikke kun USA’s bekymringer, iranerne har også deres egne bekymringer. De bør begge være enige om, at de vil forhandle om den anden sides bekymringer.

Det femte spørgsmål handler om aftalens bæredygtighed. Det er virkelig et spørgsmål. Selv om der er en aftale, selv om der er forhandlinger, selv om der er en aftale mellem Iran og USA under præsident Trump, hvad er så sikkerheden og garantien for, at den næste amerikanske præsident ikke igen vil slå aftalen ihjel, ligesom præsident Trump gjorde i sin tidligere regering? Den anden pointe er, at de bør diskutere alle spørgsmål, men det betyder ikke, at de skal have en omfattende aftale. De har brug for en direkte og omfattende dagsorden – ikke en omfattende aftale, for det er umuligt at blive enige om alt på kort tid. De er nødt til at starte med spørgsmålet om atomart samarbejde og så gå videre til det andet.

Til det formål har jeg foreslået, at Iran og USA skal have to lister. En liste over omstridte emner og en liste over emner af interesse: For Iran og USA har mange omstridte emner, men de har også mange emner, hvor de virkelig har fælles interesser. De bør gå efter at gennemføre det i flere faser. Mens de forhandler om atomare spørgsmål, bør de starte et samarbejde om et af de emner, hvor de har fælles interesser, som en tillidsskabende foranstaltning. Jeg mener, at den bedste måde at opbygge tillid på er at samarbejde om de fælles interesser, de delte interesser, mens de forhandler om de omstridte spørgsmål. Det er den formel, jeg har insisteret på i årevis, men desværre er der ingen, der lytter.

Og det andet forslag er, at Iran og USA forhandler om en stor økonomisk pakke, fordi jeg mener, at økonomisk samarbejde er en god åbning mellem de to lande og virkelig kan lette spændingerne og fremme bredere spørgsmål, herunder de regionale spørgsmål. Hvis de har en stor økonomisk aftale om brug af dollars, vil de ikke slå hinanden ihjel i Mellemøsten. Jeg tror, de vil gå efter mere økonomisk samarbejde. Og så har jeg altid insisteret på nødvendigheden af mellemfolkelige relationer; nationale relationer. Jeg mener, at amerikanerne og den iranske nation ikke er fjender af hinanden. De har aldrig været hinandens fjender. Staterne, ja – de har et problem og fjendtligheder, men folket, de har ikke noget problem sammen: Derfor bør præsident Trump og den iranske regering åbne døren for mellemfolkelige relationer, som sport, videnskab, akademiske relationer, kunst, kultur, konsulære udvekslinger og så videre.

Og den sidste, om regionen, da der er meget snak om tvister mellem Iran og USA om regionale spørgsmål, mener jeg, at fire principper ville være ekstremt vigtige, hvis de vil indgå et regionalt kompromis. For det første bør Iran og USA gensidigt respektere hinandens legitime interesser og rolle i regionen, og de bør ikke konfrontere hinanden med den anden parts interesser. For det andet er det nødvendigt at begrænse den sikkerhedsmæssige og militære konflikt mellem Israel og Iran. For det tredje er vi nødt til at have en tostatsløsning for at afslutte den gamle arabisk-israelske 80 år gamle konflikt. Og endelig er vi nødt til at have en ny struktur mellem Iran og de arabisk-amerikanske allierede i Den Persiske Golf, Iran, GCC-landene og Irak for at få et nyt samarbejdssystem, ligesom EU, som vi har haft i de sidste 50 år, og som virkelig har været en succes. I dette tilfælde, med dette initiativ, tror jeg også, at det er den bedste måde at afslutte årtiers persisk-arabiske stridigheder på.

Tak for det. Jeg håber ikke, at jeg overskred mine ti minutter for meget.

Bemærkninger under diskussionen:

ZEPP-LAROUCHE: Der var mange interessante ting. Jeg vil gerne takke Hossein for at have givet os en så omfattende vurdering. Jeg vil gerne foreslå én ting, eftersom du nævnte til sidst, at økonomisk samarbejde mellem Iran og USA faktisk kunne spille en positiv rolle i forhold til at opbygge tillid og så videre. Måske burde Iran fremme Oase-planen som en omfattende tilgang til hele situationen. Jeg vil gerne høre dine kommentarer til det.

Og til Carolina vil jeg absolut sige: »Fantastisk!« Vi skal have fat i alle unge fra alle lande, for i Tyskland møder vi for eksempel igen og igen unge, som siger, at det ikke er fair, at de får denne krigssituation. Jeg tror, at hvis vi organiserer en massebevægelse af unge mennesker, der kæmper for udvikling, kan det virkelig være en game-changer for hele den strategiske situation. Fortsæt det gode arbejde, og andre mennesker bør tage ved lære af det, du gør.

Til oberst Corvez vil jeg bare opfordre dig til at blive ved med at sige disse ting; især til det tyske folk. De er nødt til at lytte til en fornuftig stemme fra Frankrig, og det er meget værdsat.

Og til Cliff vil jeg bare sige, at jeg er enig i det meste af det, du sagde, bortset fra at Concert of Europe fra det 19. århundrede efter min mening ikke er noget, jeg ville fremme. Jeg ville hellere gå efter de Gaulles idé om fædrelandenes Europa, baseret på suverænitet. For Concert of Europe var i høj grad stadig baseret på monarkier og oligarkier, og de manipulerede en hel del med situationen. Så det ville være min eneste opfordring til at gå over til et fædrelandenes Europa.

Senere i diskussionen:

Jeg er helt enig med Alberto, og jeg vil faktisk opfordre dig til at slutte dig til vores bestræbelser på at gå imod denne seneste fase af remilitariseringen i Europa: Von der Leyens 800 milliarder euro, og i Tyskland vil Merz have 400 milliarder euro, men uden loft. Så det vil stige med det samme. Det er alt sammen penge, der er skabt ud af budgettet, og derfor er den historiske parallel til Mefo-regningerne, som Hjalmar Schacht finansierede krigsøkonomien med for 80 år siden, virkelig fortilfældet. Slutresultatet vil være at gå i krig, for det er logikken, som du helt korrekt siger.

Men lad os bare forene vores kræfter, for vi er ved at forberede et faktaark, hvor vi viser, hvad pengene går til. For Merz siger samtidig, at vi nu er nødt til at have en fuldstændig gennemgang af alle programmer; vi har brug for en Kassenstorz[ph], hvilket betyder, at de vil gå efter at skære i alle de sociale programmer, sundhedssektoren, infrastrukturen; alt vil blive skåret ned, ikke opbygget. Så lad os gøre en fælles indsats for virkelig at uddanne folk. Hvis vi ikke går den anden vej, er de lige nu ved at omdanne VW og Porsche til militærproduktion – i det mindste nogle fabrikker. Og det stik modsatte ville være nødvendigt, nemlig at omstille værktøjsmaskinsegmenterne i det militærindustrielle kompleks til fredelig produktion af traktorer, hurtigtogssystemer og andre nyttige ting. Så jeg ville bare tilbyde dig, at vi sammen gør en indsats for at få dette budskab bredt ud. Det er et igangværende arbejde, og jeg vil gerne orientere dig mere om det, måske i en separat telefonsamtale.

Afsluttende bemærkninger:

Med hensyn til det første spørgsmål om den 7. oktober tror jeg, at der faktisk også i Israel er en gennemgang, som har peget i en lignende retning. Der har været massedemonstrationer hver dag i de sidste to uger eller deromkring. Jeg vil foreslå, at vi prøver at invitere nogen fra den israelske fredsbevægelse til vores næste IPC-møde for at informere os om status for diskussionen der. Det ville være mit forslag.

Hvad angår spørgsmålet om en palæstinensisk stat, så er det naturligvis vigtigt at vende tilbage til grænserne fra 1967, og der er faktisk resolutioner i FN om det. Jeg tror, at det skal på bordet, men jeg tror, at den eneste måde, det kan gøres på, er, hvis USA siger, at det skal gøres. Jeg tror, det hele kommer an på det spørgsmål, for der er mange andre muligheder, men den eneste måde, det kan gøres på med de to stater, inklusive Oase-planen, er, at vi er nødt til at skabe et skift i USA. Det er min dybeste overbevisning.

Om orienteringen for fredsindsatsen generelt: Som jeg nævnte tidligere, er vi begyndt at arbejde meget konkret med, hvor disse nye enorme summer – vi taler om billioner af nye euro, der bliver skabt til denne nye oprustning. Det skal absolut stoppes. Vi er ved at udarbejde et faktaark – jeg ved ikke, hvor hurtigt vi kan gøre det, for det skal gøres grundigt. Men hvis ikke på næste fredagsmøde, så tror jeg, at vi kan få en statusrapport om, hvordan det går. Vi planlægger også at lægge korte videoer ud på de sociale medier. Jeg vil faktisk opfordre alle de deltagere, som ser med lige nu, til at komme frem. Vi har brug for en hær af aktivister, af mennesker, der kan hjælpe os med at udbrede denne information på de sociale medier og i gaderne. Så vær aktiv sammen med os, for jeg tror, det her er et enormt potentiale. Jeg tror, der er en voksende bevidsthed om problemet med det militærindustrielle kompleks. I USA har vi meget vigtige samarbejdspartnere, som har kæmpet mod disse dødens købmænd i lang tid. Men jeg tror, at vi i Europa og andre dele af verden helt sikkert er nødt til at øge bevidstheden om dette spørgsmål. Jeg er enig med Alberto Portugheis i, at vi absolut skal eliminere det militærindustrielle kompleks, for det er dem, der producerer krigene. De har brug for krigene for at tjene penge. Men til det har vi brug for omstillingen, og til det har vi brug for en social bevægelse, der kræver det.

Jeg kan kun gentage: Bliv aktiv sammen med os, og prøv at få denne bevægelse til at vokse, især ved at få unge mennesker til at tage flaget op. Det var egentlig, hvad jeg ville fortælle jer i dag. Følg med; læs vores Daily Alert hver dag, for vi er nu i en periode af historien, hvor man skal holde sig opdateret. Du er nødt til at have en intelligent vurdering af, hvordan verden bevæger sig strategisk hver dag. For mange mennesker i fredsbevægelsen har på en eller anden måde en slags tidløs tilgang til, at de er for fred, men det er ikke tilstrækkeligt i tider som disse. [hzl/hm] [amb] [ssu]

Ikke korrekturlæst

[HZL] [HCS]

Onsdag den 26. marts 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 26. marts 2025. Jeg er Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært. Du kan sende spørgsmål og kommentarer pr. e-mail til fru Zepp-LaRouche på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden.

Vi har meget at tale om i dag, Helga. Løbende er der samtaler mellem USA og Rusland om fred i Ukraine, og der er konferencer i hele Europa, hvor man forsøger at holde krigen i gang i Ukraine. Men jeg synes ikke, vi skal begå den fejl at ignorere udviklingen i Sydvestasien, så lad mig starte med flere spørgsmål om den øgede fare for, at en regional krig bryder ud, og muligvis en verdenskrig derfra.

Det første kommer fra en fredsaktivist fra Storbritannien, som skriver: »Med demonstrationer på 100.000 mennesker i Israel i lørdags mod Netanyahu og vrede over hans fyring af chefen for Shin Bet, hans afvisning af at mødes med gidslernes familier og hans beslutning om at bryde våbenhvileaftalen, er der så en chance for, at han kan blive fjernet af det israelske folk?«

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, det kan udelukkes, for demonstrationerne er tilsyneladende ved at tage fart. Men jeg tror, at den umiddelbare fare er, at hele konflikten kan udvikle sig til en større krig i Mellemøsten med USA’s angreb på houthierne i Yemen, som er en reaktion på det, israelerne gør i Gaza. Og så ser det ud til, at Iran-politikken er det mest bekymrende. Det ser ud til, at der er en vis indflydelse på Trumps politik over for Iran. Det brev, som Trump skrev til Khamenei, var blandet, men det havde en masse provokerende toner, som ikke falder i god jord i Iran, da der stadig er denne fatwa, som siger, at Iran ikke har til hensigt at bygge atomvåben, fordi det er imod den islamiske religion. Ikke desto mindre er der en beskyldning, hvor Trump ser ud til at stille et ultimatum om, at Iran skal skaffe sig af med al atomar teknologi. Det er ikke helt klart, om det også omfatter det civile aspekt, hvilket ville være en fuldstændig krænkelse af Irans suverænitet.

Men jeg tror, at det mest bekymrende lige nu er, at der ifølge efterretninger fra åbne kilder lige nu er en udstationering af B-2 stealth-bombefly fra USA og forskellige amerikanske baser rundt om i verden til basen Diego Garcia i Det Indiske Ocean, og jeg tror også, at der i alt er to amerikanske hangarskibe i regionen. Hvis det nu er i retning af, hvad nogle kilder siger, efterretningskilder, analytikere fra regionen, som er eksperter i regionen, at dette peger i retning af et dødsstød mod Iran.

Hvis det sker – jeg siger bare, at det er scenarier, der bliver fremsat, men den militære udstationering på Diego Garcia ser ud til at være reel. Hvis det eksploderer, kan det fuldstændig ødelægge alt det positive, som Trump hidtil har gjort i forhold til Rusland. For hvis der kommer sådan et amerikansk, måske israelsk-amerikansk angreb på Iran, så vil det fuldstændig ødelægge de skridt, der er taget i Riyadh, hvor der er kommet visse positive tegn på, at konflikten omkring Sortehavet kan løses fredeligt, og både ukrainere, russere og amerikanere ser ud til at tage små skridt i retning af fremskridt. Men jeg kan kun udtrykke den største bekymring over, hvad der foregår i Mellemøsten. Jeg tror, vi sidder på en komplet krudttønde, og jeg tror, det er virkelig ekstremt farligt, for endnu en lille hændelse, som et terrorangreb, en rigsdagsbrand, der kan skabe begivenheder i området, og så kan vi faktisk få en optrapning, der ikke er til at komme udenom.

SCHLANGER: Det har vi et spørgsmål til. Nogen sagde: »Hvis Trump åbent støtter et israelsk angreb på Iran, hvad vil det så betyde for normaliseringen af båndene mellem Rusland og USA? Er det muligt, at det er strategien fra London for at vende Putin mod Trump og bryde samarbejdet?«

ZEPP-LAROUCHE: Det spørgsmål er allerede svaret. Ja, jeg tror, det er det, for man kan tydeligt se, at med de meget lovende skridt i retning af nedkøling og forhåbentlig løsning af Ukraine-krisen er der klare tegn på, at briterne, Keir Starmer, forsvarsminister John Healey, den franske præsident Macron og andre i Europa, ikke er enige i denne løsning, og de danner det, de kalder en »koalition af villige«, med det dobbelte ord, at de vedvarende vil sende våben og udstyr til Ukraine, for at sikre Ukraine endda efter krigens afslutning, med altid tanken om at holde konflikten i gang. Så denne »koalition af villige« er tydeligvis designet til ikke at støtte fredsbestræbelserne mellem Trump og Putin, men til at gøre det modsatte: At blive ved med at levere våben. Og det er helt forfærdeligt.

Det har forårsaget en stor, jeg vil sige strategisk vigtig reaktion fra den russiske udenrigsminister Lavrov, som holdt en utrolig skarp tale, hvor han dybest set sagde, at det, visse europæere gør lige nu, er i traditionen fra Napoleon og endda Hitler; at deres snak om at forårsage et strategisk nederlag for Rusland er præcis i denne tradition, og det går tilbage til Krimkrigen, til – han siger det ikke i denne tale, men det er blevet nævnt før – Lord Palmerston, og ideen om at skille Rusland fuldstændigt ad i mange stykker. Og hvis man ser på, hvad von der Leyen gør med sin ReArm Europe-politik, som hun omdøber til »Readiness 2030«, så synes jeg, at det er ekstremt bekymrende. Og jeg er virkelig ekstremt foruroliget over, hvad der foregår i Europa i øjeblikket.

SCHLANGER: Vi har endnu et spørgsmål fra Los Angeles – der er nogen, der skriver ind og siger: »Hej Harley og Helga. Jeg hørte jer sige i går, at en britisk admiral truede med at tilintetgøre 40 russiske byer. Har der været en modreaktion mod ham i Storbritannien? Eller er det nu acceptabelt for officerer at komme med sådanne provokerende udtalelser?« Og den samme person spørger: »Er der nogen stemmer i opposition i Tyskland til ‘Mr. BlackRock’ Friedrich Merz og hans skandaløse militærbudget?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at der er en modreaktion i Storbritannien; der er demonstrationer i gang. Også i Tyskland. Det er så utroligt, hvad der er sket. Den måde, hvorpå det nye parlament dybest set blev overlistet, eller rettere Merz, som vandt valget ved at love, at han ikke ville røre ved gældsbremsen, sagde i det øjeblik, han blev valgt ind: »Nej, situationen har ændret sig.« Så går han ind i det, som analytikere kalder den »finansielle bazooka« i Tyskland, som er sluppet løs. {Handelsblatt} sagde, at mængden af penge, der er blevet sluppet løs nu, er 1,7 {billioner} euro, og der er ikke noget loft: Det kan altid blive større. Det har ført til en situation, hvor det nye parlament blev indsat i går, og straks er AfD nu 1% højere på 23%; CDU gik 1% lavere. Så der er kun 4% mellem dem, og hvis det synker ind i befolkningen, hvad der sker lige nu, at der er sluppet et utroligt militært udgiftsprogram løs i Tyskland, som kun kan finansieres af penge, der er skabt uden for det almindelige budget, hvilket minder om det, Hjalmar Schacht gjorde med Mefo-lovene – og det, som folk virkelig er ved at vågne op til, langsomt, og gnider sig i øjnene og ikke vil tro det, men det er ved at synke ind, er, at når man først går ind på sådan en militariseringsvej, bliver det en selvopfyldende profeti, og det vil føre til krig.

Det er helt vanvittigt, for jeg mener, for det første er det hele baseret på fortællingen om, at Rusland har til hensigt at angribe et europæisk land, at Putin har til hensigt at genoprette Sovjetunionen, at han har til hensigt at opsluge hele Ukraine, derefter angribe Polen, så de baltiske lande og så endda et andet EU-medlem, intet af det er bevist! Det er simpelthen ren propaganda! Der er topmilitære eksperter, som advarer mod dette vanvid. Ted Postol, som er en af verdens førende eksperter i atomvåben, holdt ikke kun en meget vigtig tale for bare to dage siden i Berlin, hvor han igen viste, hvad han allerede har vist i vores program, hvad effekten vil være på Tyskland, hvis det nogensinde kommer til en krig: Nemlig ikke udløst af Rusland, fordi han også gør opmærksom på, at det russiske militær absolut ikke er i stand til at angribe hele Europa. Husk, at hele NATO’s militærbudget er ti gange så stort som Ruslands!

Jeg mener, at den eneste form for krig, der er tænkelig, er en atomkrig: Og hvis det kommer til en udveksling af atomvåben i Europa, vil Tyskland blive udslettet, og der er mange mennesker i Tyskland lige nu – ikke nok, men der er et betydeligt antal mennesker, der vågner op til det. Og lige siden mandag, hvor det nye parlament er blevet indsat, er der mange mennesker i Europa, som nu er virkelig bange, de er chokerede, de er forfærdede over, hvordan dette kup kunne ske. At mange mennesker taler om et »kup« – måske er det ikke juridisk et kup, men det har lighed med et kup, nemlig at Merz vendte 180 grader og kun behøvede en dag til at bryde sit løfte: Han løsnede gældsbremsen, hvilket ville have været legitimt og faktisk økonomisk klogt, hvis det var blevet gjort for at relancere den fysiske økonomi. Men at gøre det for en krigsøkonomi! Jeg tror, vi har en super-mega-krise. Og jo flere mennesker, der vågner op til den kendsgerning, jo bedre.

SCHLANGER: Nogen spurgte: »Har du en opdatering på, hvordan det går med de amerikansk-russiske forhandlinger? Går de fremad?«
ZEPP-LAROUCHE: Det er det eneste gode, man kan sige om det nuværende strategiske billede. Der var disse diskussioner i Riyadh, og det ser ud til, at de gjorde fremskridt på en hel masse punkter, herunder at skibsfarten i Sortehavet vil blive beskyttet, at de blev enige om ikke at bruge civile skibe til militære formål; og at der er en aftale mellem Rusland og Ukraine om ikke at angribe energiinfrastruktur, som forresten lige er blevet overtrådt af Ukraine igen. Men den russiske side besluttede sig for ikke at reagere på det, naturligvis for at forsøge at komme videre med denne aftale. Men det faktum, at der er en vis dialog i gang, er omtrent det eneste positive, man kan rapportere. Men jeg tror, at alle de andre indsættelser, som vi diskuterede før, er rettet mod at hindre dette fremskridt mellem USA og især Rusland.

SCHLANGER: Fra en landmand i Texas: »Jeg vil ikke have, at mine skattekroner skal betale for at dræbe palæstinensiske børn i Gaza. Mine venner siger, at Israel kontrollerer USA gennem den zionistiske lobby. Er det sandt? Og kontrollerer de præsident Trump?«
ZEPP-LAROUCHE: Det er det desværre, jeg tror, at man kan støtte præsident Trumps politik i forsøget på at forsone den diplomatiske diskurs med Rusland, hvilket jeg synes er helt afgørende, da dette er mellem de to største atomvåbenmagter, men jeg synes, at situationen i Mellemøsten er forfærdelig. Det faktum, at præsident Trump blev overbevist om at bombe Yemen, er forfærdeligt, fordi det, der kom fra houthierne, var en reaktion på IDF’s fornyede angreb på Gaza. IDF har fornyet offensiven med landtropper: Mere end 1.000 mennesker er blevet dræbt, de fleste kvinder og børn, og det ser ud til, at man nu er begyndt på det, der forsøges at blive den endelige flytning af alle palæstinensere.

Så houthierne reagerede på det. Og det, Trump burde have gjort, var det, han gjorde i første omgang, da han tvang Netanyahu til at indføre våbenhvilen. Men Netanyahu havde hele tiden gjort det klart, at han aldrig ville gå med til fase 2 af våbenhvilen, og den er nu ved at blive gennemført. Og jeg tror, at Trump er ved at få sig selv, USA og hele verden ind i en krig med Iran: Og hvis det sker, så tror jeg, at alle de fremskridt, han har gjort med Rusland, kan blive gjort til skamme i løbet af kort tid.

Så jeg tror, at svaret til denne bonde er, at jeg desværre tror, at disse kræfters indflydelse i USA er for stor, og det kræver en mobilisering af befolkningen imod dem.

SCHLANGER: Jeg vil opfordre ham til at sørge for, at han deltager i Den Internationale Fredskoalitions møde fredag den 28. marts, hvor der vedvarende har været møde hver eneste uge i 94 uger. Så kan han få sin stemme hørt og høre, hvad der ellers bliver sagt. Men fredag kl. 11.00 østlig tid har vi det næste opkald fra Den Internationale Fredskoalition.

Jeg har et spørgsmål, der kom fra en bankmand, som spurgte: »Tror du, at der kan komme noget positivt ud af dette initiativ til at gøre bitcoin til en del af det amerikanske Federal Reserve System?«

ZEPP-LAROUCHE: Nej. Og hvis du vil se på, hvad der sker, så se på Argentina, hvor denne spekulationsboble kollapsede fuldstændigt. Bitcoin og kryptovalutaer og såkaldte stabile valutaer er alle forsøg på at skabe kredit og penge uden for parlamenternes og budgetternes kontrol. Det er en fuldstændig spekulativ, privat indsats, og den går imod alt, hvad teorien om amerikansk fysisk økonomi, det amerikanske system, siger.
Nu synes jeg, det er meget problematisk, for det ser ud til, at Trump Jr. er involveret i nogle af disse bitcoin-operationer, og jeg tror ikke, der kan komme noget som helst positivt ud af det, og jeg kan kun advare alle, der tror, de kan blive rige hurtigt ved at sætte deres opsparing i det her: Gør det ikke! Lad være med at gøre det.

SCHLANGER: Tidligere, da vi talte om Yemen, kom spørgsmålet op om dette såkaldte DOD, Department of Defense call, som havde en journalist, faktisk en meget berygtet journalist, Jeffrey Goldberg, med. Så vi har et spørgsmål, hvor nogen skrev ind: »Jeg er meget mistænksom: Hvad tror du er den virkelige historie om, at Jeffrey Goldberg fra magasinet {The Atlantic} blev føjet til forsvarsministeriets opringning, da de angiveligt diskuterede bombningen af Yemen?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at denne såkaldte Signalgate tydeligvis er designet til at skabe problemer i Trumps kabinet for i sidste ende at få Waltz ud. Jeg synes, der bør være en seriøs undersøgelse af, hvem denne assistent er, og hvordan det blev arrangeret. For mig ser det ud til at være et rigtigt set-up. Og det ser nu ud til, at argumentet om, at der ikke blev afsløret tophemmelige oplysninger, måske ikke holder, da den nøjagtige timing af luftangrebene på Yemen blev diskuteret. Så det ville helt klart være et tegn på, at der blev lækket alvorlige efterretninger.
Jeg synes, det lugter af, at dette kunne være en ægte britisk designet Five Eyes-operation, som et modtræk til Trumps angreb på den dybe stat og lukning af mange af disse operationer, og her skaber de en typisk fælde for at forsøge at imødegå det. Og jeg tror, det er det, det er, og det bør undersøges.

SCHLANGER: Max Blumenthal rapporterede i dag, at Jeffrey Goldberg oprindeligt blev rekrutteret til politik af Meir Kahane, den ekstremistiske rabbinerterrorist, fra Jewish Defense League, og faktisk var i de israelske forsvarsstyrker i en periode som fængselsvagt. Og nu ender han som chefredaktør for magasinet {The Atlantic}. Så jeg tror, at det kommer ind på din pointe om, at det er et set-up.

Nu har vi et spørgsmål fra Thomas B., som spørger: »For at have et økonomisk genopretningsprogram for USA, ville Trump så ikke være nødt til at tage magten fra London- og Wall Street-bankerne? Det kan jeg ikke se ham gøre. Er der nogen chance for en Glass-Steagall-politik?«
ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at spørgeren har fuldstændig ret. Jeg kan heller ikke se Trump gøre det. Og Glass-Steagall ville også være det absolut nødvendige første skridt. Men jeg tror, at i betragtning af den strategiske situations kompleksitet og den ekstreme fare, vi befinder os i lige nu, bliver det, jeg har sagt i tre år, mere og mere påtrængende for hver time, der går: Og det er, at vi er nødt til at iværksætte en helt anden tilgang, nemlig at etablere en international diskussion om sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Jeg skrev Ti principper til en sådan diskussion, og Glass-Steagall er blot et element i den. Men i betragtning af, at vi virkelig befinder os i en opgørstid med total fare, mener jeg, at 1) Glass-Steagall ikke er nok; man er nødt til at lægge hele pakken på bordet, og jeg kan kun håbe, at mellem de igangværende bestræbelser, fra Kinas tre initiativer, Putins omtale af potentialet for et globalt sikkerhedssystem, at det bliver fremmet.

For det, man ser lige nu, er en reel modoffensiv: For eksempel er alle BRIKS-landene mål for finansiel krigsførelse; Indonesien har kapitalflugt, så de måtte bruge centralbanken til at gribe ind; og det påståede argument er, at Indonesien ville bruge for mange penge på skolefrokoster og gravide kvinder! Det er jo helt utroligt! Det er et suverænt land. Indonesien er meget vigtigt: Det kan blive den tredjestørste økonomi på kort tid; det er et vigtigt nyt BRIKS-medlem. Der er et lignende angreb på Brasilien, Sydafrika og Egypten, og man får næsten fornemmelsen af, at vi er på vej ind i stormens øje meget hurtigt, og derfor tror jeg, at man er nødt til at have en helt anden tilgang og tænke på, om en gruppe lande lige nu en gruppe lande ville insistere på at sætte en sådan global sikkerheds- og udviklingsarkitektur som et middel til at undgå krig på dagsordenen – for eksempel i FN’s generalforsamling – kunne det få verden til at indse, hvor stor faren er, og det ville fjerne den imperialistiske fraktions evne til at manipulere hver eneste konflikt, indtil den koger over, og det ville eliminere den mulighed. Og det er min dybeste overbevisning.

SCHLANGER: Vi havde igen et spørgsmål fra Storbritannien: »Har du nogen mening om det lovforslag om assisteret selvmord, der vil blive introduceret i det britiske parlament i denne uge?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kendte ikke til det lovforslag, men der er ingen tvivl om, at når man først bevæger sig i retning af finansiel fascisme – og det er, hvad denne oprustning er: For når man tyer til finansiering, i Hjalmar Schachts tradition, at man skaber penge uden for budgettet til at finansiere oprustning, så vil det i sidste ende gå hånd i hånd med massive nedskæringer på det sociale område, med brutale stramninger. Og som vi så det for 80 år siden, bliver eutanasi en økonomisk grund. Eller der er en økonomisk grund til aktiv dødshjælp: Man ønsker at reducere udgifterne til sundhedssystemet. Og det ser vi overalt! Vi ser nedskæringer i sundhedssystemet i USA, i Frankrig, i Tyskland, i Italien, og jeg har endda ikke kigget på alle de andre lande i detaljer, men jeg ved, at hvis de såkaldte større lande i Europa alle sammen lukker hospitaler, så er der naturligvis mange grunde til, at der på grund af budgetnedskæringerne ikke er nok sygeplejersker og specialister. Så jeg synes, det passer fuldstændig til den fascistiske profil: Og folk må hellere se på, hvad der skete for 80 år siden, så de kan mobilisere imod det i tide.

SCHLANGER: Helga, jeg har et spørgsmål mere til dig. Nogen skriver ind og siger: »For 42 år siden sidste søndag, den 23. marts 1983, holdt Ronald Reagan den berømte tale, hvor han annoncerede det strategiske forsvarsinitiativ, som var din mands politik, og som din mand rejste rundt i verden med dig for at promovere.« Så skriver han: »Nu taler Trump om en eller anden form for missilforsvarssystem. Hvad ville Lyndon gøre i dag?«

ZEPP-LAROUCHE: Han ville helt sikkert inddrage ideen i den nuværende begyndende dialog mellem Trump og Putin om at lægge et fælles missilforsvar på bordet. Det, folk ikke er klar over, er, at hele dette forslag, som blev til SDI, ikke var, hvad medierne sagde om det. Det var ikke »Star Wars«, det var ikke et forsøg på bare at bruge kinetiske energier til grundlæggende at benytte standardteknologier, men det var tænkt som en fælles forskning, hvor amerikanske og dengang sovjetiske og nu russiske forskere ville udvikle disse nye teknologier sammen, gennemføre disse systemer sammen, på en fuldstændig tillidsskabende måde. I dag ville man være nødt til at involvere alle de andre atomvåbenmagter på en eller anden måde, især kineserne, så det er nok mere kompliceret i dag. Men jeg tror, at denne idé – jeg mener, det er meget positivt, at Trump har talt om, at han vil halvere alle atomvåben, og på et tidspunkt sagde han endda, at han vil af med dem, og han kom med en vag henvisning til præsident Reagan og sagde, at han ikke havde teknologien endnu; så det indebærer, at russiske og amerikanske videnskabsfolk måske i det mindste har en idé om, hvor vi skal hen, hvilket Putin har demonstreret med de forskellige hypersoniske programmer, som han annoncerede den 1. marts 2018, og for nylig Oreshnik-missilet; men det er absolut nødvendigt at indføre det som en tillidsskabende foranstaltning for fælles samarbejde, fælles forskning og fælles udvikling af disse systemer.

SCHLANGER: Det kunne selvfølgelig også gælde for rumprogrammet, et fælles rumprogram. Og der har været nogle artikler i {Executive Intelligence Review} for nylig om videnskaben i det strategiske forsvarsinitiativ.

Så, Helga, det sidste spørgsmål: Vi har møde i Den Internationale Fredskoalition igen på fredag kl. 17.00 dansk tid. Hvad er der på programmet?

ZEPP-LAROUCHE: Vi vil helt sikkert diskutere krisen i Mellemøsten: Vi vil have specialister og eksperter fra Indien, Iran, Israel og Palæstina, så det bliver et stort kompleks. Eftersom krigsskyerne samler sig over regionen på en hidtil uset måde, skal du deltage på fredag, hvis du vil vide, hvad eksperterne mener. Og naturligvis situationen med Ukraine og oprustningen og den strategiske udvikling mellem USA og Rusland – og europæerne! Jeg kan kun sige, at Lavrov, som uden tvivl er en af de mest betroede og erfarne diplomater, verden har lige nu, hvis han begynder at bruge et sprog, som om det, europæerne gør, er i Napoleons og Hitlers tradition, så mener jeg, at det ikke er sagt med let hjerte. Så folk må hellere vågne op og høre disse advarsler, for I kan se, hvordan vi skridt for skridt bevæger os mod en katastrofe, som ingen vil komme ud af i live, hvis det går galt. Og vi vil forsøge at øge den Internationale Fredskoalition, så inviter alle dine kolleger, dine venner, dine familiemedlemmer. Se dette, deltag i det, for vi er nødt til at opbygge en ægte fredsbevægelse, som lige nu ikke er stærk nok.

På lørdag vil vi have store demonstrationer i Tyskland, i Wiesbaden, jeg tror i Berlin og andre steder. Det er på lørdag. Så kom til IPC på fredag, og overvej at deltage i enhver demonstration, du kan, på lørdag: For vi er nødt til virkelig at få ændret den nuværende kurs, før det er for sent!

SCHLANGER: Okay, Helga, tak fordi du kom i dag, og jeg er sikker på, at alle gerne vil være hos dig på fredag for at diskutere dette spørgsmål yderligere. Så tak igen.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, jeg håber, vi ses på fredag.

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg vil være jeres ordstyrer sammen med Dennis Small og Dennis Speed. Dette er vores 94. møde i træk. Jeg vil gerne takke alle de faste deltagere og de mennesker, der er med os i dag fra hele verden. Jeg plejer at minde folk om, hvorfor vi skabte dette forum. Det er for at samle folk fra venstre og højre, fra mange forskellige ideologier, mange forskellige sprog og kulturer, for at have en dialog om, hvordan vi skaber ægte fred, hvad der virkelig foregår i verden, og hvordan vi handler på en koordineret måde for at indfri disse mål.

Til at indlede diskussionen i dag vil jeg gerne have Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition, til at lede diskussionen. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen til jer alle sammen. Det er en betagende verden, hvor der sker ændringer næsten dagligt, så lad mig prøve at placere det, vi diskuterer i dag, i den strategiske situation.

Den 18. marts vil helt sikkert blive husket i historien som en skæbnesvanger dag, fordi der skete to store begivenheder, som begge potentielt er enten ekstremt gode eller ekstremt dårlige. For det første var det den dag, hvor præsident Putin og præsident Trump havde en næsten to timer lang telefonsamtale. Det var det andet opkald af denne art, men de to opkald afsluttede en pause på 3,5 år, hvor der ikke var nogen direkte forbindelse mellem USA og Rusland – de to mest magtfulde atommagter. Ifølge udmeldinger fra både Det Hvide Hus og Kreml var diskussionen meget produktiv, og der er lagt op til en masse opfølgning, der handler om krigen i Ukraine, krisen i Mellemøsten og andre emner. Man kan virkelig se, hvem i verden der reagerede positivt på det: Det var hovedsageligt repræsentanter fra det såkaldte Globale Syd, udviklingssektoren, mens der fra Europa fremkom en absolut afvisning af denne diskussion.

Hvad kunne være mere positivt, end hvis de to mest magtfulde atommagter begynder at vende tilbage til diplomati i stedet for krig og optrapning? Efter min mening bør ethvert fornuftigt menneske være meget glad for denne begivenhed, også selvom den tydeligvis endnu ikke løser de mange forskellige problemer i verden. Det er et stort første skridt i den rigtige retning.

Desværre var der samme dag – den 18. marts – en historisk afstemning i det tyske parlament, som fik to tredjedeles flertal for at ændre forfatningen for at løsne op for den såkaldte »gældsbremse«, ikke for investeringer i produktion og realøkonomi, men for at åbne sluserne for et militærprogram på 400 milliarder euro uden loft, så det oven i købet kan blive endnu højere. Og så er der yderligere 500 milliarder euro til infrastruktur, hvoraf en vis del også er logistik til den militære opbygning. Ifølge det økonomiske dagblad Handelsblatt svarer det på nuværende tidspunkt til en samlet sum på 1,7 billioner euro til primært militære formål. Det vækker naturligvis dårlige minder fra sidste gang, Tyskland gik ind i et militariseringsprogram, og sidste gang var der også en sådan skabelse af midler til militarisering uden for budgettet af Hjalmar Schacht og de berygtede Mefo-lovforslag, som faktisk er en parallel til det, der sker nu.

Man kan hævde, at europæerne kun reagerer på, at de er blevet holdt uden for diskussionen, men det er ikke hele historien. Præsident Trumps argument var naturligvis, at da hans udenrigsminister Rubio mødtes med udenrigsminister Lavrov i Riyadh, var de nødt til først at etablere en grundlæggende diskussion mellem de to supermagter. Eftersom europæerne ikke havde taget initiativ til en diplomatisk tilgang til Ukraine-krisen, hvorfor skulle man så invitere nogen, som tydeligvis ikke har antydet, at en fredsløsning overhovedet er en del af deres strategiske beregninger?

Så det er nu en situation, hvor Merz, CDU-CSU’s kanslerkandidat, i Tyskland havde vundet sin valgkamp med løftet om, at han netop ikke ville gøre det, at han ikke ville løsne på gældsbremsen. En dag efter at han var blevet valgt, foretog han en 180-graders vending og sagde ja, vi vil gå denne vej på grund af den russiske trussel. Man kan faktisk argumentere for, at det minder meget om et statskup, og det endda af den samme person – Merz – som først lovede ikke at gøre det, og som så en dag senere sagde ja og vendte politikken om på en så drakonisk måde. Det er en fuldstændig skandale, fordi han brugte det gamle parlament, som lige var blevet stemt ud, til at få et to tredjedeles flertal, hvorigennem han vidste, at han ikke ville få to tredjedeles flertal med det nye parlament.

Så de brugte den slags parlamentariske kneb for at få det igennem. Efter min mening varsler det dårligt, for vælgerne er meget oprørte. Folk i Tyskland er forfærdede: Mange af dem, vi har talt med, er helt forbløffede over, hvordan det kunne ske. Og naturligvis forsøger EU nu at få alle opsparingerne ind i en opsparings- og investeringsunion for at finansiere militariseringen; hvilket er endnu mere skandaløst.

Det har naturligvis fået en meget stærk reaktion fra Rusland, hvor Maria Zakharova sagde, at dette er en afgørende overgang til en accelereret militarisering. Fremkalder det en følelse af déjà vu? Hun sagde, at hovedårsagen til det er det økonomiske kollaps i Tyskland. Tyskland havde en økonomisk model, som i høj grad var baseret på billig energi fra Rusland, og nu har fraværet af billig gas fra Rusland efterladt et enormt internt kollaps i økonomien, som ikke gav dem noget andet alternativ end at vende tilbage til en historisk afprøvet tilgang til militarisering. Hun siger, at de tilsyneladende har glemt konsekvenserne – nationens absolutte kollaps. Og Friedrich Merz gav sig tydeligvis af med ubegrundede påstande under debatten om den påståede russisk-initierede krig mod Europa og den russiske trussel. Hun siger: »Jeg vil gerne slå fast, at Rusland ikke har til hensigt at angribe Tyskland. Hvis Tyskland hævder noget andet, må sådanne planer ligge hos Tyskland selv. Under alle omstændigheder bør Berlin kalde en spade for en spade.« Hun siger, at dette er en tilbagevenden til historisk hævngerrighed, hvilket virkelig er forfærdeligt. Du skal huske, at hele historien om dæmoniseringen af Rusland er baseret på tesen om, at Rusland, når det er færdigt med Ukraine, planlægger at angribe de baltiske lande, derefter Polen og derefter endda andre europæiske stater.

Lad mig sige det så klart som muligt: Vi kan diskutere forhistorien til krigen i Ukraine, som ikke er en uprovokeret aggression fra Ruslands side. Der er mange øjenvidner, f.eks. Jack Matlock, som var USA’s ambassadør i Rusland på tidspunktet for den tyske genforening og afslutningen af den kolde krig. Og mange andre – [Hans-Dietrich] Genscher. Der findes historiske dokumenter og videoer i National Archives i USA. Jeg har disse videoer ved hånden, som gør det helt klart, at Rusland blev lovet ikke at udvide NATO mod øst. Vi ved alle, hvad der skete; der var seks udvidelser til Ruslands grænser, hvilket førte til en omvendt Cubakrise. Men jeg vil ikke diskutere forhistorien til krigen i Ukraine. Hvis du ser på det nu, er der så en trussel fra Rusland? Zakharova sagde absolut nej, men efter at have talt med flere højtstående militæreksperter er jeg helt sikker på, at argumentet om, at Rusland planlægger et angreb på Europa, er helt falsk, for der er ikke bare ikke hensigten, selv hvis man ser bort fra det, er der ingen kapacitet. Selv hvis Rusland ville mobilisere alle tilgængelige tropper, er det maksimale antal tropper, de kan samle, ifølge disse militæreksperter 1,5 millioner; og det er langt fra nok til at angribe Vesteuropa militært.

Så hele argumentet om, at der er behov for hele denne militarisering, ifølge flere efterretningstjenester fra Sverige, fra Danmark, fra Tyskland, at et angreb fra Rusland bør forventes senest i 2029, er blottet for enhver form for bevis. Alle de mennesker, der har argumenteret for, at Rusland har til hensigt at angribe Europa, har ikke fremlagt nogen som helst beviser. Jeg synes, det er et meget vigtigt punkt at nævne.

Bundesrat – overhuset i det tyske parlament – bekræftede i dag afstemningen i underhuset, Bundestag. Det betyder, at det nu går fremad.

Lad mig bare sige, at det er meget tydeligt, at EU er ved at falde fra hinanden på grund af dette. På den ene side har man koalitionen af de villige – det er primært Storbritannien, som leder den, Frankrig med Macron, Tyskland, så de baltiske lande, Polen og skandinaverne. Men det er i absolut opposition til Ungarn, Slovakiet, men også Italien, Spanien og Portugal, som ikke stemte for det seneste EU-møde, hvor Kaja Kallas havde foreslået at samle yderligere 40 milliarder euro, som skulle sendes til Ukraine. Så EU er fuldstændig splittet og kan faktisk gå i opløsning på grund af dette. I går mødtes militærfolk fra 20 lande i London, og Starmer havde inviteret koalitionen af villige. Det er stadig uvist, hvad der kommer til at ske. De ønsker helt sikkert ikke at sende fredstropper. Det kunne snarere være et forsøg på at sabotere den igangværende operation for at bringe krigen i Ukraine til ophør.

Situationen på stedet i Ukraine er, som bekendt, at der ikke er meget tilbage af Ukraine. Ukraines evne til at mobilisere tropper ophører snart, og nedslagtningen dræber bare folk uden nogen god grund. Derfor er der nu en masse snak om mulige valg i Ukraine. For eksempel har Aksyonov, en tidligere ukrainsk parlamentariker, som nu bor på Krim, givet et interview, hvor han siger, at der snart kan komme en våbenhvile, en ophævelse af undtagelsestilstanden og valg af en ny ledelse. Så kunne den nye ledelse være villig til at underskrive en langsigtet aftale med Rusland. Der er også et åbenlyst behov for en generel amnesti for alle de forbudte partier og de ledere, der enten er blevet fængslet eller er gået i eksil. De skal alle rehabiliteres, og der skal afholdes frie valg. Det ligger absolut i kortene nu og bør forfølges.

Den eneste anden store krise, jeg vil tage op, er naturligvis situationen i Mellemøsten. Selv om situationen i Ukraine er meget skrøbelig, er der i det mindste et vist håb om, at den kan løses. Men situationen i Mellemøsten er ifølge flere vidner fra regionen meget dårlig. Selv om der har været nogle positive elementer i Trumps offentlige udtalelser, er der i praksis ingen tvivl om, at der føres en politik med maksimalt pres. Hamas’ og houthiernes angreb får Iran skylden for, hvilket Iran naturligvis benægter. Hvad der er sandheden, er svært at finde ud af. Tonen i brevet fra Trump til Khamenei er 80 % truende. Det er naturligvis meget usikkert. På den anden side var der militære manøvrer mellem Rusland, Iran og Kina med deres flåder. Og så var der et politisk møde på højt niveau i Beijing, hvor Irans viceudenrigsminister deltog sammen med russerne.

Så der er helt klart et russisk og kinesisk element i baggrunden, men det er en gråzone, hvordan det kan ende. Israel har selvsagt brudt våbenhvilen i omkring ti dage, og der er en ny IDF-landoperation i Gaza, hvor mere end 1.000 palæstinensere er blevet dræbt – de fleste børn og kvinder. Truslen om at forflytte 2 millioner palæstinensere til andre lande er stadig på bordet. Situationen betragtes derfor af mange mennesker i regionen som helt forfærdelig.

Så det betyder alt sammen, at hvis man ser på situationen, så er den ekstremt skrøbelig og flydende. Mens præsident Trump tydeligvis har vist et vist lederskab ved at vende tilbage til diplomatiet med Rusland i den henseende, fortsatte russerne angrebene på Ukraine; Ukraine fortsatte angrebene ind i Rusland. Det er endnu ikke sikkert i mange områder. Der er også mange mennesker i USA, endda fra MAGA-lejren, som ikke ønsker endnu en krig i Mellemøsten. USA’s bombning af Yemen fik mange kritikere, og situationen i USA er derfor heller ikke stabil og kan virkelig føre til et tilbageslag, hvis der ikke rettes op på visse politikker.

Alt dette betyder, at vi absolut er nødt til at fordoble og ti gange øge vores indsats for at flytte verden over i et helt andet domæne: Nemlig en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur. For kun hvis man ændrer det nuværende geopolitiske regime, kan man gøre sig håb om at løse alle de store problemer, først og fremmest det faktum, at vi sidder på en tidsindstillet bombe, som er det forestående finansielle kollaps. Den tyske situation kan ikke holde, og denne indsats med boblen fra Green New Deal, som slog fuldstændig fejl med en ny boble af militarisering, mens bunden af realøkonomien er ved at falde ud, kan ikke lykkes. Det er topeksperters vurdering, at hvis det kommer til en militær konfrontation mellem USA og Iran, vil USA tabe. Ikke nødvendigvis af militære årsager, men fordi det ville føre til et fuldstændigt kollaps af det internationale finansielle system.

Så det er den krudttønde, vi sidder på. Derfor er vi nødt til at fordoble vores indsats for at få denne nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur på bordet. Hvis man ser på fredsbevægelsen i Europa og reaktionen på det, der skete i Tyskland, var der nogle demonstrationer, men det var et par hundrede mennesker her og et par hundrede der. Men der var ikke noget, i nærheden af at være nok til at have en indvirkning.

Derfor opfordrer jeg deltagerne i denne IPC til at studere vores tilgang, for det er min dybeste overbevisning, at vi kun kan undgå en katastrofe ved at ændre paradigmet fuldstændigt. Jeg vil gerne takke jer.

Bemærkninger under diskussionen:

Jeg synes, det er fantastisk, for det, Marcia demonstrerede, er, at militæret kan have et nyttigt formål. Der er faktisk forskellige traditioner i hvert eneste land, hvor militæret enten tjener imperiet, som Samuel Huntington i sin forfærdelige 800-siders bog The Soldier and the State, der beskriver, hvordan soldater er lejesoldater og bør øge deres drabsrate og være effektive. Sådan er det altid med imperier, Romerriget, Det Byzantinske Imperium, Det Britiske Imperium og hvad ved jeg. Sammenlignet med en helt anden opfattelse af militæret, som blev introduceret på den ene side af de preussiske reformatorer som Scharnhorst og Gneisenau, og i Frankrig Monge-brigaderne, hvor ideen er, at militæret har et større fokus på ingeniørkorpset og faktisk bliver brugt til at gribe konstruktivt ind. Jeg tror, at eftersom hele vores idé er, at selvom det ikke ser sådan ud i Tyskland lige nu eller i Europa, så tror vi stadig, at måden at konvertere industrien på ikke er fra fysisk økonomi til militær produktion, som det sker i Tyskland lige nu, hvor de tager VW-fabrikkerne og laver dem om til kampvognsfabrikker.

Det er perverst: Det burde være omvendt. Man burde tage fabrikker fra det militærindustrielle kompleks og omdanne dem til produktive fabrikker, der laver traktorer og andre ting. Vi har ikke opgivet at bruge den enorme kapacitet i det militærindustrielle kompleks og omdanne den til fredelig produktion for at genopbygge verden. Med det følger ideen om at transformere militæret; militæret bør kun have en defensiv karakter som en vis legitimitet, så længe vi befinder os i denne skøre verden, hvor folk tror, at de er nødt til at slå hinanden ihjel. En vis mængde strengt defensiv hær er nødvendig; men så er man nødt til at konvertere militæret til et ingeniørkorps, hvor de kan bidrage til at løse alle de problemer, man lige har identificeret, og hvor de har en positiv rolle. Måske kan vi få andre i diskussionsperioden til at forholde sig til det, for jeg mener, at vi er nødt til at gribe meget stærkere ind i fredsbevægelsen, for det er ikke nok bare at være imod krigen på nuværende tidspunkt. Man mobiliserer ikke folk, man viser dem ikke en vej ud. Hvis man har en plan for fred gennem udvikling, tror jeg, at vi forhåbentlig kan vække flere menneskers passion.

Lidt senere:

Jeg synes, at bestræbelserne på at lukke munden på ytringsfriheden er et stort problem i både USA og Europa lige nu. Heldigvis holdt vicepræsident Vance en stor tale på sikkerhedskonferencen i München, hvor han skældte ud på Europa for ikke længere at tillade ytringsfrihed. Jeg synes, at folk også bør holde den standard for USA. Det er mit korte svar.

Et par minutter senere:

Det er klart, at halvdelen af Ukraine, hvis ikke mere, allerede er blevet opkøbt – jeg ved ikke, om det er det rigtige udtryk, for BlackRock og lignende virksomheder har allerede overtaget en meget stor del og købt den gode jord. Jeg synes, det er i strid med en grundlæggende følelse af anstændighed at gå efter et land, som er blevet brugt i en stedfortræderkrig og er blevet ødelagt. De mistede omkring 1 million mennesker i en krig, som kunne have været undgået, hvis ikke Boris Johnson og tilsyneladende også Biden havde grebet ind udefra. At man så går hen og tager, hvad der er tilbage af dette land i form af naturressourcer, synes jeg er i strid med en grundlæggende følelse af anstændighed. Det bør ikke ske.

Helt ærligt synes jeg, at hele argumentet om, at investeringen i råstoffer i Ukraine er grundlaget for en sikkerhedsgaranti, lyder som et forfærdeligt dække. Jeg synes, det skal vendes om, og forhåbentlig kan der ske retfærdighed i en fredsaftale; for Ukraine har helt sikkert brug for alle de ressourcer, de har, til deres egen genopbygning. Landet er blevet decimeret. Jeg tror, at en tredjedel af befolkningen enten er rejst eller er blevet dræbt; industrien er blevet ødelagt. Jeg synes, det er i strid med enhver form for standard; det ville være mit svar på det.

Med hensyn til Macron kan jeg kun stole på rapporter fra vores franske kolleger. De mener, at Macron helt af sig selv har en oligarkisk tankegang. Det er måske blevet fremelsket af World Economic Forum og lignende institutioner, men man kan ikke kun bebrejde nogen, der gør noget ondt, det miljø, der har hjulpet dem på vej. Der er noget, der hedder fri vilje, og alle har mulighed for at beslutte sig for det gode eller det onde. Lige nu har Macron ifølge flertallet af det franske folk mistet den.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg tror, at det åbenlyse problem er, at vi har et imperialt kolonialt oligarkisk system, hvor folk, der går ind for det, gør det for pengenes skyld; de gør det for profittens skyld, og de er fuldstændig ligeglade med de sociale konsekvenser af deres politik. Det synes jeg bliver mere og mere tydeligt. På den anden side har man mennesker, som er optaget af det fælles bedste. De har heller ikke noget imod at have penge nok til deres anstændige liv, men de synes ikke, at de skal have flere penge, end de har brug for. De går ikke op i at blive rige. Jeg tror, at den store udfordring for menneskeheden på dette tidspunkt er, hvordan vi bruger spørgsmålet om æstetisk uddannelse til at få flere og flere mennesker til at stille sig på menneskehedens side? Hvis jeg troede, at menneskehedens nuværende tilstand var der, hvor vi skulle være, ville jeg have opgivet hele min kamp for mange år siden. Men jeg er en uhelbredelig optimist, og jeg mener, at historiens lange bue meget tydeligt viser, at vi forbedrer os. Det går ikke altid lineært fra den ene tilstand til den næste; nogle gange er man nødt til at tage tilbageslag. Men hvis man ser på menneskehedens lange historie, lad os sige de sidste 20.000 år, som er det, vi med rimelighed kan sige noget om, er der ingen tvivl om, at vi har øget vores evne til at gøre ting i det fysiske univers i en enorm grad. I stenalderen brugte vi en sten til at dræbe vores naboer for at få deres mad, og nu ser vi på den samme sten og siger: »Åh, det her er jernmalm eller sjældne jordarter, og vi kan gøre følgende ting med den.« Hvis du bare ser på de enorme fremskridt, og folk lever normalt hver dag, som om alt er selvindlysende. Men tag f.eks. til en meget moderne sundhedsklinik, et moderne forskningshospital: Den form for viden, du finder akkumuleret der med hensyn til ekspertise, arbejdsdeling, pleje af patienten, er enorm, det er et under. Folk burde bare holde op med at gå gennem verden, som om alt omkring dem var selvindlysende, og se på det igen, som om du ser det for første gang. På den måde åbner dit sind og dit hjerte sig for det, der virkelig er afgørende.

Hvis jeg ikke var overbevist om, at menneskeheden er designet til at være den kreative art i universet, og at vi meget snart vil udfolde alle de potentialer, som er medfødte i os alle, så tror jeg, at vi er meget tættere på, end vi tror. Tag for eksempel kunstig intelligens. AI kan bruges til ødelæggende ondskab. Hvis man bruger den til at styre droner til at dræbe mennesker, kan det være forfærdeligt. Der er andre anvendelser, som jeg ikke vil komme ind på. Men på den anden side, hvis vi havde uddannede herskere, uddannede regeringer, kunne man begynde at frigøre menneskeheden til livslang læring. Man ville ikke ende med at have manuelt arbejde, for evigt, som et muldyr. Folk ville udføre en vis mængde arbejde, men så bruge resten af tiden til at forbedre sig selv: Til at lære musik, til at lære poesi, til at lære historie, sprog.

Så jeg har en idé om, at med den fjerde industrielle revolution, som vi står på tærsklen til, hvis vi lige nu formår at få et nyt paradigme – og jeg bliver ved med at tale om det nye paradigme for den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur, fordi det er kravet for at nå dertil. Så kan vi overvinde geopolitikken; vi holder op med at tro, at verden er et nulsumsspil, hvor man skal vinde, så den anden taber. Det er en helt forkert tanke, for hvis man ser på, hvordan universets beviseligt anti-entropiske karakter faktisk er, så kunne det også være sådan, mennesker forholder sig til hinanden. Hver kreativ opdagelse, du og din nabo gør, styrker hinanden, og vi deler den fælles viden fra alle disse områder og bliver rigere i sindet og hjertet.

Jeg tror, det er det afgørende springbræt, hvor vi er lige nu. Jeg ved, at der allerede er mange mennesker, der tænker på denne måde. Jeg ved, at der er mange i det Globale Syd, som ønsker at overvinde kolonialismen præcis i den ånd. Det sidder måske ikke i Vesten lige nu; det sidder måske ikke i Europa. Der er også mange gode mennesker i Europa, men de sidder ikke i ledende stillinger lige nu, så vidt jeg kan se. Men jeg er helt overbevist om, at hvis vi gør vores arbejde lige nu og manøvrerer menneskeheden gennem denne ekstremt vigtige overgangsperiode, vil vi ikke være ulykkelige for evigt. Jeg tror, at vi snart vil nå et punkt, hvor vi kan bruge vores kræfter til produktive formål og opbygge ting, som alle disse smukke fred gennem udviklingsprojekter og forvandle Jorden. Jeg tror, det er inden for rækkevidde, hvis vi gør vores arbejde.

Så vær venlig at hjælpe os med at sprede budskabet om, hvad vi forsøger at gøre. [hzl/amb] [ssu]

Ikke korrekturlæst

[HZL] [LJ_] Onsdag den 19. marts 2025

HELGA ZEPP-LAROUCHE: er [starter midt i en sætning] … er det perspektiv, der kommer fra den erfaring. Bare for at nævne konteksten meget kort, så var i går en fantastisk dag: På den ene side havde man den virkelig vigtige, supervigtige telefonsamtale mellem præsident Trump og præsident Putin, som jeg mener er ekstremt vigtig for håbet om at undgå atomkrig, og alle, der ikke er helt ude på dybt vand, bør efter min mening være glade for den samtale – selvom processen med at løse de komplicerede spørgsmål ikke er let. Og samme dag var der en lige så spektakulær begivenhed, dog i den anden retning, i det tyske parlament, Forbundsdagen, hvor et flertal på to tredjedele stemte for at løsne gældsbremsen og dybest set finansiere et enormt oprustningsprogram, som ifølge det tyske økonomiske dagblad {Handelsblatt} vil beløbe sig til 1,7 billioner euro inden for en overskuelig fremtid, som vil blive løsnet og brugt til primært militære formål. Og så, en dag senere, annoncerede von der Leyen fra København en ny hvidbog om militære spørgsmål for EU, som også annoncerede et program for 800 milliarder euro til oprustning.

Fortæl vores seere og lyttere, hvad du mener om denne udvikling. Og især, hvad kan du fortælle folk rundt omkring i verden, hvordan de efter din mening kan komme ud af dette?

LARRY JOHNSON: Okay, det burde være en nem opgave på fem minutter, ikke? (latter)
Så lad mig starte med turen til Moskva. Jeg ankom til Moskva for to uger siden i dag, torsdag [6. marts] – eller i morgen. Jeg rejste for to uger siden i dag, og jeg ankom torsdag og var der i fem dage, med et møde med udenrigsminister Lavrov mandag. Jeg var der sammen med dommer Napolitano fra hans show »Judging Freedom« samt en ung iværksætter fra Dubai ved navn Mario Nawfal. Og vi havde en meget åbenhjertig og behagelig samtale med udenrigsminister Lavrov. Det var ikke planlagt. Ja, vi var på forhånd blevet bedt om at forberede spørgsmål, men realiteten er, at da vi først kom ind til mødet, røg de spørgsmål ud af vinduet, og vi kunne få en diskussion. Lavrov er en gentleman. Han er sjov. Men han er også en alvorlig mand. Og jeg spurgte ham især om to ting: For det første, om præsident Putins tale til Ruslands sikkerhedsråd i juni 2024 stadig var Ruslands politik i forhold til at sikre våbenhvileforhandlinger med Ukraine? Og Lavrov var ikke kategorisk omkring det: Han sagde: »Absolut. Det har ikke ændret sig.« Og så er de holdninger, som Putin fremlagde i 2024, at Ukraine for det første skal opgive og fjerne sig fra alt russisk territorium, hvilket inkluderer de nyligt indlemmede områder Kherson, Zaporozhye, Donetsk og Lugansk. Så de er nødt til at trække sig tilbage og stoppe alle militære aktioner. De er nødt til at afstå fra at tilslutte sig NATO, de er nødt til at afholde nye valg for at få en legitim leder på plads, som Rusland kan forhandle med, fordi Zelenskyj ikke betragtes som en legitim leder i lyset af, at han aflyste den sidste runde af præsidentvalget; og at USA er nødt til at afbryde al militær, finansiel og efterretningsmæssig støtte: De skal stoppe med at understøtte krigen. Det har ikke ændret sig. Så det er Ruslands krav til at starte forhandlinger om at bringe krigen til ophør, for så vidt angår at tale med Ukraine.

Så spurgte jeg ham om forholdet til Kina. Igen tror USA ud fra et politisk synspunkt, især omkring Trump – og det er ikke kun omkring Trump, det er tværpolitisk – at vi på en eller anden måde kan splitte Rusland fra Kina og bruge Rusland som en kile til at angribe og underminere Kina. Jeg mener, det er simpelthen vanvid. Men denne imperialistiske sygdom, som inficerer Vesten, er som en afhængighed. Det er meget svært at holde op. Men Lavrov påpegede, at Rusland og Kina nu har et forhold, som ikke er overfladisk: Det er gennemgribende, det er dybt. Det omfatter både økonomi, politik og militær. Lavrov erkendte, at der er ideologiske, filosofiske forskelle, som kan adskille de to; hvert land har sine egne interesser, som det forfølger, men de er også modne nok til at erkende, at de har mere til fælles, hvor de kan arbejde sammen.
Helt ærligt, så tror jeg, at Ruslands forhold til Vesten, Vladimir Putin og den russiske regering, fordi – når USA begår den fejl at personliggøre dette, altså som om Putin er diktatoren og styrer alt, hvilket absolut ikke er tilfældet. Men jeg tror, at russerne i det store og hele endelig har indset, at USA er det samme som en voldelig ægtefælle, som har skadet os i årevis. Og vi er altid vendt tilbage til dem med et løfte om at opføre sig ordentligt; de lover aldrig at gøre det igen, og vi vender tilbage, og de banker os, voldtager os, du ved, misbruger os; og det har været Ruslands forhold til Vesten. Og Rusland er nu, tror jeg, i særdeleshed udtrykt af Putin så sent som i går på en konference for industrifolk – Rusland forstår, at der ikke er udsigt til et normalt forhold til USA. Det betyder ikke, at de ikke kan have normale diplomatiske forbindelser, men forståelsen af, at USA aldrig vil gøre noget for at handle i Ruslands interesse, og bestemt ikke vil være ivrig efter at identificere eller acceptere nogen af Ruslands nationale interesser. Det er i høj grad et nytteorienteret forhold: Det handler om, hvad vi i Vesten vil have ud af det, og hvad vi kan tage fra Rusland, hvad vi kan udnytte fra Rusland, og hvordan vi kan manipulere og bruge Rusland til at nå andre mål.
Og det ved russerne godt nu. Så de siger: Okay, det gør vi ikke mere. Vil du have et forhold? Vi vil have et venskabeligt, voksent forhold, men der er ingen romantik involveret. Det skal være fair, det skal være retfærdigt, og hvis du ikke vil have det, så er det fint! Vi er glade for at leve vores liv uden at bekymre os om jer. De har ikke brug for Vesten. De anerkender, at de er bedre stillet, hvis de ikke skal bevæbne sig selv. Men helt ærligt, som du påpegede, er tyskernes handlinger, kombineret med retorikken fra Frankrig og Macrons tilbud om en atomar paraply, og så Starmers forsøg på at samle en »koalition af de villige«, Rusland erkender, at Vesten stadig er opsat på at invadere det og forsøge at ødelægge det. Og derfor vil det vedvarende tage skridt til at forsvare sig, og det vil ikke sænke paraderne og give efter for en våbenhvile, bare for at forsøge at tilfredsstille Vesten.

ZEPP-LAROUCHE: I betragtning af, at der synes at være to universer, hvor folk, der lever i det ene univers, har en overbevisning og et sæt aksiomer og måder at forstå, hvordan verden fungerer på; og så har du denne fantastiske afbrydelse på siden af de mennesker, der nu kalder sig selv »De villiges koalition«. Men hvis man ser på det, så er den tyske økonomi i frit fald på trods af al denne blær; de europæiske økonomier generelt kan ikke længere hamle op med Asien; og i en vis forstand, selv om de går ind i denne militære oprustning, deles dette ikke af alle, ikke engang af hele EU. Meloni har lige sagt, at hun ikke ønsker at være en del af dette. Naturligvis Ungarn, Slovakiet, men også lande som på Balkan, og faktisk også Spanien, der heller ikke er begejstrede, så vi ser virkelig kun på en meget lille del, endog af EU!
Hvad er din første forståelse af, hvorfor de gør, som de gør? Og for det andet fik jeg en rapport i dag fra flere af vores medlemmer, som havde mange diskussioner fra i går, efter at disse to begivenheder fandt sted praktisk talt samtidig, telefonopkaldet mellem Putin og Trump og så denne utrolige afstemning i Forbundsdagen, og befolkningen i Tyskland er helt forfærdet! De er ekstremt oprørte: De tænker: »Åh gud, hvor fører det os hen? Hvad kan vi gøre?«

Så hvad er dit råd til, hvad vi skal gøre? Hvad bør tyskerne indse efter din mening?

JOHNSON: Jeg tror, at en del af det, der driver dette, er beslutninger truffet af folk som Starmer, Macron og nu Merz, og det er penge. Og der er bogstaveligt talt blevet sparket millioner af dollars tilbage til politikere i Vesten. Jeg er klar over det her i USA, fordi en af mine venner er involveret i denne efterforskning: De har identificeret 26 medlemmer af den amerikanske kongres, både i Repræsentanternes Hus og i Senatet, som har modtaget – jeg ved, at en bestemt person, som har været en meget fremtrædende fortaler for at finansiere krigen i Irak, har modtaget 17,2 millioner dollars på sin egen personlige bankkonto! Så jeg har en stærk mistanke om, at folk som Starmer, Macron og Merz er blevet betalt af elementer med forbindelse til organiseret kriminalitet. Kan jeg bevise det lige nu? Nej, men det er min opfattelse, at der er et økonomisk incitament i det her, for ud fra et rationelt politisk synspunkt giver det, de går ind for, absolut ingen mening. Det er faktisk i modstrid med, hvad offentligheden ville forvente i et ægte demokrati, hvis et demokrati betyder, at man forsøger at følge folkets vilje eller udtrykke, hvad flertallet mener. Og så tror jeg, at et andet element er, at især i Storbritannien er de i høj grad økonomisk eksponeret i Ukraine, hvor de bogfører adgangen til ressourcer i Ukraine og ønsker at beskytte den adgang for enhver pris.

Og så har vi bare historien: For det er kun ca. 170 år siden, at briterne og franskmændene invaderede Krim og kæmpede mod Rusland. Så denne langvarige fjendtlighed mellem disse kolonimagter i Europa, som forsøgte at forhindre Rusland i at blive en del af Europa, og som samtidig forsøgte at erobre og ødelægge det, er ikke aftaget. Så du har ret i, at der er en enorm forskel på, hvad befolkningen nødvendigvis ønsker, og hvad ledelsen gør. Men en del af problemet er, at uanset om det er Storbritannien, Frankrig eller Tyskland, så er politikken meget rodet. Der er endnu ikke en klar flertalsbevægelse, som har rejst sig og sagt: »Vi er nødt til at stoppe det her.« For mange mennesker har fejret AfD’s succes ved det seneste valg, hvor de fik omkring 20 % af stemmerne. Men lad os være realistiske: De fik en femtedel af stemmerne, okay? Det er ikke et flertal, ikke i nærheden. Og der var heller ikke noget andet parti, du ved, alle var i 20’erne og 30’erne. Så det betyder, at du har et fuldstændig fragmenteret samfund. Det er problemet: Indtil offentligheden samles om et bestemt emne eller en gruppe af emner og siger: »OK, vi vil ikke være et land, der går i krig,« så vil du på det tidspunkt få en ændring i politikken; men indtil da vil disse politikere bare udnytte den manglende konsensus til deres egen fordel.

ZEPP-LAROUCHE: Der er mange, selv juridiske eksperter, som meget varsomt, men ikke desto mindre siger, at det, der er sket, ligner et statskup i Tyskland, fordi Merz gik til valg på løftet om, at CDU/CSU ville stå for ikke at slække på gældsbremsen – jeg mener, bare i parentes bemærket, at gældsbremsen er en forkert politik, fordi den udspringer af Maastricht-stramhedsvanviddet; så jeg forsvarer ikke gældsbremsen som sådan. Og nu er man nødt til at ændre forfatningen, fordi de stemte den ind i forfatningen, hvilket var tåbeligt. Hvis man nu vil ændre den, ville det være meget fornuftigt at sætte gang i realøkonomien – infrastruktur, modernisering, investering i innovation og alle disse ting. Men selv i infrastrukturdelen af dette program er der mange komponenter, som virkelig tjener logistikken for en fremtidig oprustning og bevægelse mod øst – man har broer og motorveje og tog, der kører fra vest til øst i tilfælde af en militær begivenhed. Men dette bruges udelukkende til militær orientering, og jeg tror, at det store spørgsmål bliver, hvor disse penge vil gå hen? For det militærindustrielle kompleks vokser helt sikkert enormt lige nu i Europa; men jeg tror ikke, at de på kort sigt har evnen til at producere alle de ting, de vil putte i dette, så sandsynligvis vil en stor del af dem gå til det militærindustrielle kompleks andre steder, blandt andet i USA. Det ville ikke overraske mig, for Merz var administrerende direktør for den tyske afdeling af BlackRock, før han begyndte sin politiske karriere.

Så i en vis forstand lovede han ikke at gøre det ved valget. Så vandt han, og næste dag siger han: »Åh, undskyld! Nu løsner jeg gældsbremsen og slipper den her bazooka løs.« Teknisk set er det måske ikke et statskup, men de facto gør det ingen forskel. Det kunne lige så godt have været en helt anden person, der marcherede ind og tog magten.

Så jeg synes, det er et af de værste og mest tragiske øjeblikke i tysk historie – i hvert fald i dette århundrede – og jeg er enig med dig i, at den eneste løsning ville være, at denne overfladiske splittelse, for Die Linke kunne f.eks. sammen med AfD have insisteret på, at parlamentsformanden, i stedet for at foretage afstemningen om forfatningen, kunne have indkaldt det nye parlament samme morgen, hvilket, i betragtning af at argumentet var, at hvis det var så påtrængende, ville hun have haft alle grunde til at indkalde det nye parlament, men der havde Merz ikke to tredjedeles flertal.

Så derfor tror jeg, at det, du siger, med hensyn til den absolutte, påtrængende nødvendighed af, at folk virkelig begynder at – og her gjorde Die Linke det ikke, fordi de sagde: »Vi vil aldrig gå sammen med et ekstremt højreorienteret parti, som det, der overvåges af [Bundesamt für] Verfassungschutz, af den interne efterretningstjeneste. Og hvis du spørger dig selv: »Hvad er værst? At arbejde med nogen, der ganske vist har nogle skinhellige elementer i sig – du ved, AfD har nogle meget problematiske mennesker i sig; men i det store og hele er der også meget anstændige mennesker i det. Så i stedet for at forhindre Tyskland i at gå i krig, har de denne latterlige idé om, at man ikke kan arbejde sammen med sådanne mennesker. Fortæl, hvad du mener om det.

JOHNSON: Det er lidt ironisk, hvad Tyskland går igennem nu. Det minder om det, der skete i 1920’erne og ind i 1930’erne med nationalsocialismens fremmarch: Hvad jeg mener med det, er, at det økonomiske kaos, der var i gang, og manglen på en sammenhængende politisk kraft; og lige nu ser vi ikke nogen anden gruppe, selvom AfD bliver portrætteret som nazisternes genfødsel, hvilket det ikke er. Men vi ser ikke nogen med den slags personlighedskarisma, som Hitler udviste dengang, og som i sidste ende gjorde ham til en populær figur; og en populær figur, til dels fordi han genoprettede økonomien i Tyskland, han overvandt de økonomiske problemer, og du ved, gav folk stor stolthed over at være tyskere på det tidspunkt. Ser vi nogen form for politisk aktør nogen steder i de forskellige tyske politiske partier med den slags karisma og evner? Nej, især ikke Merz. Merz er næsten som en dårlig stereotyp i en Hollywood-film, der forsøger at skabe en skurk med sine forbindelser til BlackRock. Og det er her, jeg tror, vi kommer til sagens kerne, det er stadig »follow the money«. Det hele handler om penge og rigdom. Og BlackRocks eksponering i Ukraine er betydelig. Og hvis Rusland fortsætter ad den vej og besejrer Ukraine, vil det være et betydeligt økonomisk tab, både for BlackRock, men også for Storbritannien.

Og her er Merz så, selvom han tilsyneladende forsøger at lede Tyskland, tjener han sin tidligere finansielle herres interesser. Og det er her, vi kommer til sagens kerne, at det ultimative mål for alle udgifterne til militært udstyr og den slags er at forsøge at ødelægge Rusland og tage alle Ruslands naturressourcer og bruge dem til gavn for Vesten. Jeg mener, Vesten er som en græshoppesværm lige nu, der forsøger at falde ned over en majshøst og blotte den.

Så det er det, Rusland kæmper imod. Og måske er det heldigt, at det, der foregår i Vesten, er manglen på en sammenhængende politik: Det er mere som folk på et synkende skib, der prøver at finde ud af, hvem der kan komme først i redningsbåden, og prøver at få kontrol over den redningsbåd. Det skaber uundgåeligt kaos.

ZEPP-LAROUCHE: Ja. At ødelægge Rusland fungerede ikke så godt. Baerbock, som stadig er vores udenrigsminister, havde sagt det mange gange, og nu foreslog nogen i den tyske regering, at hun skulle være formand for FN’s generalforsamling i et år fra september, hvilket er en absurd idé – hun ødelagde Tysklands image i hele sin periode som udenrigsminister, og nu foreslår de det! Så selv den tidligere chef for sikkerhedskonferencen i München, Christoph Heusgen, sagde, at det er absurd, fordi hun simpelthen er utidssvarende. Og i en vis forstand er det fuldstændig vanvittigt!

Men for at vende tilbage til det britiske spørgsmål: Den eneste interessante udvikling er, at hvis man ser på Rusland-analysen af, hvem der laver al sabotagen og forstyrrer ethvert forsøg på at løse tingene, så peger de meget stærkt på briternes rolle. Og det ser også ud til, at præsident Trump på baggrund af sin erfaring med Russiagate, og hvem der stod bag, er meget opmærksom på briternes rolle. Men briterne sendte Starmer til Washington i et forsøg på at manipulere situationen. Så hvor tror du, det her kan ende?

JOHNSON: Den gode nyhed er, at briterne åbenlyst vil være ude af stand til at gennemføre deres plan, det de ønsker at gøre. Og det er simpelthen, fordi de taler stort, de taler, som om de er Great Dane, men i virkeligheden er de en ældre legetøjspuddel uden tænder. De kan stadig lave rod i gulvtæppet, de er meget ubehagelige at være i nærheden af, men militært er de udhulet. Og du kan tage hele den britiske hær og putte den ind på Manchester Uniteds fodboldstadion, og der vil stadig være 20.000 sæder til rådighed til yderligere tropper! [De har ingen militær styrke, hverken hvad angår flådestyrker, luftvåben eller landstyrker. Ikke desto mindre opretholder de denne forestilling om, at de på en eller anden måde vil gøre en forskel på landjorden i lande som Ukraine. Og du har ret i, at briterne spillede en rolle i Rusland – de har virkelig haft en skadelig indflydelse! Og det er derfor, Trump på en måde legede med Starmer og ikke gav Starmer, hvad han ville have. Det, Starmer leder efter, er en garanti for, at hvis de begynder at skændes med Rusland, så vil USA komme og afslutte det. Og indtil videre har Donald Trump sagt: »Øh, nej. Det kommer vi ikke til at gøre.« Så Starmer er stadig på bar bund.

Jeg kan virkelig ikke se, hvordan han kan blive ved med at fokusere på udenrigsanliggender, mens han ignorerer den hjemlige uro! Storbritanniens økonomi er ikke meget bedre end Tysklands, og Storbritanniens økonomi er i bedste fald i stagnation. Så der er økonomisk recession i hele Europa, og det er ikke kun et spørgsmål om at kunne skaffe midler, men de har heller ikke personalet. Der er ikke det, jeg vil kalde tyske patrioter og britiske patrioter, der siger: »Vi vil i militæret! Vi vil kæmpe for vores land!« Heldigvis har vi ikke mange af den slags følelser: Det er den gode nyhed.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er forbløffet, for hvis man ser på de forandringer, der sker i verden lige nu, er de så gigantiske og så store, at det er meget svært at forstå, hvordan nogle mennesker ikke kan se det. Jeg vil give dig et eksempel: I går eller for to dage siden deltog Tulsi Gabbard i Raisina-dialogen i Indien, som er et meget prestigefyldt forum, der afholdes af det indiske udenrigsministerium og Observer Research Foundation. Og hun holdt en meget passioneret tale, fordi hun er hindu, og fordi hun føler, at Indien er hendes andet hjem. Og det indebærer naturligvis en god forbindelse mellem Indien og USA.

Samtidig holdt Modi, som også har en god forbindelse til Trump, en meget vigtig tale, hvor han sagde, at forholdet mellem Indien og Kina nu er meget bedre, og at de er som en familie, hvor man måske har små uoverensstemmelser, men hvor man ikke lader det udvikle sig til en virkelig alvorlig konflikt. Det hænger sammen med Rusland, som har et meget stærkt partnerskab med Kina. Så BRIKS-landene er på vej til at blive en ny fremtidig magtblok, eller de er allerede en magtblok. Og hvis USA via sådanne forbindelser som et pragmatisk forhold til Rusland og et positivt forhold til Indien, kan jeg konstatere, at USA ikke længere er modstander af det. Og Putin havde, før han talte i telefon med Trump, et møde med russiske industrifolk, og han fremlagde et perspektiv, hvor han sagde, hør her, fremtiden ligger virkelig hos den Globale Majoritet, BRIKS, og han rådede dem til at investere i dette område osv.

Så det, du ser, er en fuldstændig strategisk omlægning med Asiens fremgang; det er ikke kun Kina, men hele Asien. Så har du BRIKS-landene i tillæg til det, og der er et enormt ønske fra afrikanerne om for eksempel at holde op med at være råvareproducerende lande, og de ønsker at tage skridtet til at blive mellemindkomstlande på kort sigt, hvilket de nu kan gøre, fordi de har partnerskabet med Kina; mange af dem er allerede med i BRIKS eller ønsker at være en del af BRIKS.

Så hele verdens magtcentrum har tydeligvis flyttet sig, og fra det synspunkt ser det for mig ud til, at de få europæere virkelig er »altid i går«-folket: Dem, der bare ikke forstår, at verden har ændret sig, og de holder fast i deres gamle, neoliberale, neokolonialistiske verdenssyn. Og jeg tror på en måde, at det ikke kan vare længe, fordi dynamikken i denne nye magtblok vil være så tydelig, og især hvis USA i det mindste indtager en neutral eller ligefrem positiv holdning til det, tror jeg, at vi står over for gigantiske ændringer til det bedre. Så jeg har en underliggende, enorm følelse af optimisme.

JOHNSON: Jeg er enig med dig, især med hensyn til, lad os kalde det afslutningen på den kolonialistiske æra. Vi kan markere starten på den kolonialistiske æra med Vasco de Gamas, Christoffer Columbus’, rejser og begyndelsen på at erobre territorier rundt om i verden, og den har udviklet sig og været vedvarende, indtil USA blev den eneste tilbageværende hegemon. Nu følger Europas vasalstater med i USA’s bestræbelser på at kontrollere verden via dollaren.

Jeg tror, at når historien skrives om mange år, vil de se tilbage på starten af den særlige militære operation i Ukraine som det skelsættende øjeblik, hvor den ene verden sluttede, og den nye verden kom frem i lyset. For det var starten på den krig og derefter de sanktioner, som Vesten, især USA, forsøgte at pålægge Rusland, hvor det blev klart, at USA håbede, at de havde Rusland i et afhængighedsforhold, og at de faktisk havde Kina i et afhængighedsforhold; at det er en meget formynderisk model. Jeg kan huske, at jeg oplevede noget af dette med min egen far, hvor han havde en tvist, da jeg fyldte 18 år, og han bad mig om at gøre en ting, som jeg helt ærligt mente var min ret til at træffe den beslutning. Så han sagde: »Enten gør du det, eller også skrider du!« Så jeg skred! Jeg skred! Kom ud, fik et job, blev uafhængig. Og vi har faktisk stadig et venskabeligt forhold efter det, men jeg var nu uafhængig; jeg var ikke længere afhængig.

Og det er det, der sker med Rusland, med Kina, med Iran, med Indien, med Sydafrika, med lande over hele verden. Og jeg prøver ikke at lade som om, at nogle af disse lande ikke har deres egne interne problemer at slås med – men ved du hvad? Det er deres problem at slås med. Det er ikke mit job at blande mig og være med til at fortælle dem, hvad de skal gøre for at løse deres egne problemer. Og det er her, Rusland kommer ind i billedet, i en lederrolle, for russerne har været meget kloge til at håndtere andre lande, ikke ud fra et synspunkt om selvhøjtidelighed, ikke behandle dem på en nedladende måde, men behandle dem som ligeværdige! Det ser man især hos de forskellige afrikanske repræsentanter, som jeg har mødt ved det internationale økonomiske forum i Sankt Petersborg: Russerne behandler dem ikke, som om de er en flok tidligere slaver fra Afrika, de behandler dem som ligeværdige. Og du ved, folk ved, hvornår de bliver talt ned til, og de ved, hvornår de bliver behandlet med respekt. Og det er en af de ting, der er ægte ved russerne: At de ikke taler ned til dig og behandler dig, som om du er et mindreværdigt væsen eller et insekt. Og det er der, jeg tror, vi går ind i denne nye æra.

USA og Europa forsøger desperat at holde fast i det, men som vi har set i løbet af især de sidste to år, er Frankrig og Belgien ved at blive smidt ud af Afrika, og det med rette! Det samme gælder USA. Hvorimod Rusland og Kina gør fremskridt, og de gør fremskridt, fordi Rusland og Kina ikke er nødt til at gå ind i disse lande for at voldtage dem for deres ressourcer! For Rusland og Kina har deres egne ressourcer. I stedet tror jeg, at de virkelig er oprigtige omkring at fremme den ægte økonomiske udvikling i disse lande.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, at den nuværende situation er meget håbefuld. Jeg ved ikke, om du er klar over, at da den særlige militæroperation startede, fremsatte jeg straks et forslag om, at vi absolut skal stoppe geopolitikken og gå over til en international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle verdens landes interesser, hvilket er i overensstemmelse med traditionen fra Den Westfalske Fred, og som naturligvis i dag ville omfatte Rusland, Kina, Nordkorea og Iran. Og da jeg fremsatte dette forslag for næsten præcis tre år siden, var der mange, der sagde: »Åh nej, det er for tidligt. Det kan ikke lade sig gøre. Nu er vi i krig, og derfor vil folk ikke lytte til det.« Men hvis man ser på det, bevæger vi os nu i denne retning, fordi Xi Jinping foreslår sine tre initiativer, det Globale Sikkerhedsinitiativ, Udviklingsinitiativet og Civilisationsinitiativet; og Putin holdt den 14. juni 2024 en meget vigtig tale, hvor han sagde, at han nu, på grund af den særlige militære operation, ser muligheden for et europæisk sikkerhedssystem og endda et globalt sikkerhedssystem. Og det betyder, at både Kina og Rusland har udtalt, at de tænker i et nyt, globalt sikkerhedssystem.

Så jeg tror, at det virkelig er målet for fremtiden, for jeg tror, at vi af mange grunde, fremkomsten af atomvåben, internettet, pandemierne og AI og digitalisering, virkelig befinder os i et historisk øjeblik, hvor vi er nødt til at tænke på menneskeheden som én, fordi man ikke længere kan løse problemet på en delvis måde. Jeg mener, Romerriget kollapsede, og folk i Indien havde ingen anelse om, at det fandt sted, og de havde en Gupta-periode med blomstrende litteratur og så videre; og først mange år senere fandt de ud af, at der i en anden del af verden var et enormt kollaps. Det her er anderledes. At vi sidder i samme båd, og jeg tror personligt, at det bedste, vi kan gøre, er at bevæge os mod et sådant internationalt system så hurtigt som muligt, for kun da kan man efter min mening løse problemer som Mellemøsten og andre krisepunkter, som stadig er i uorden.

Så tror du, at Trump ville være villig til at overveje sådan noget?

JOHNSON: Hvis du havde spurgt mig om det for tre uger siden, ville jeg have sagt ja. Hvis du spurgte mig i dag, ville jeg sige nej. Jeg tror, at Trump vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at sabotere BRIKS; han vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at opretholde den amerikanske dollars overherredømme; og jeg tror, at det til dels er det, der ligger bag hans opfordringer til at overtage Grønland og indlemme Canada i USA, og vi tager Panamakanalen. Du ved, det er et niveau af aggressiv imperialisme, som, måske for at give Trump kredit, ikke er diskret. Han lader ikke som om, han er »Mr. Peace« og kommer nu med denne aggression. Han siger ligeud, at det er det, han vil gøre.
På trods af noget af hans valgkampsretorik om at ville fremme fred og gøre en ende på konflikter, ser det ud til, at han puster til ilden. Og hælder mere og mere benzin på bålet for at udvide konflikterne, ikke mindske dem. Men han har lagt en klar linje for BRIKS om, at han vil straffe ethvert land, der forsøger at bevæge sig væk fra at bruge dollaren som reservevaluta. Nu fremsætter han den trussel, men jeg tror, at han har klare begrænsninger for, hvad han kan gøre i den forbindelse.

ZEPP-LAROUCHE: Men jeg tror ikke, at det – jeg mener, nu hvor Mark Carney er ny premierminister i Canada, kan det faktisk være et interessant problem. Men jeg tror ikke, at tendensen i verden går i retning af at tolerere sådanne handlinger.
Men lad mig stille dig et andet spørgsmål: Det faktum, at Kennedy-akterne nu er blevet frigivet – vi har naturligvis ikke haft tid til at se på dem endnu – og det faktum, at Tulsi Gabbard fjernede sikkerhedsgodkendelsen fra en hel masse mennesker, herunder Blinken og Sullivan – hvordan bedømmer du den del af Trumps politik?

JOHNSON: Jeg tror, at jeg generelt støtter, at Tulsi bliver direktør for den nationale efterretningstjeneste. Hun har ikke megen erfaring med efterretninger, men hun er i stand til at lære. Hun har normalt de rigtige instinkter, men hun er kommet på andre tanker og har dybest set måttet bøje knæ for den zionistiske lobby, American Israel Public Affairs Committee og andre. Hun er deres fange; hun kan ikke gå imod dem, hun kan f.eks. ikke komme ud og sige til præsidenten: Hey, at angribe Yemen, som du gjorde i weekenden, var en uvidende ting at gøre. det var dumt. Det var kontraproduktivt. Og at fortsætte med at true Iran er kontraproduktivt. Så i den grad vil hun desværre gå med til det.

Lad mig lige kort komme ind på Kennedy-sagerne: Jeg tror, at en af de ting, der er blevet skjult, er den rolle, som CIA spillede i at sende Lee Harvey Oswald til udlandet og derefter også kontrollere ham, da han kom tilbage. Jeg tror ikke, at han var den ensomme skytte, men en af de ting, som CIA har forsøgt at skjule i årevis, er deres direkte forhold – tænk tilbage, her er denne knægt, han er knap 17 år; han melder sig til det amerikanske marinekorps, han bliver radaroperatør. Og det næste, du ved, er, at han beder om at få lov til at forlade militæret. Det får han lov til, og han undskylder sig med, at han er nødt til at tage sig af sin syge mor. Og få dage efter, at han havde forladt marinekorpset, var han på et skib med kurs mod Rusland. Jeg tror, at han på et tidspunkt under sin træning i marinekorpset blev udvalgt til at blive en person – du ved, han begyndte at skabe en legende om sig selv som en pro-sovjetisk person; så når han kom ud, ville han i det mindste have en plausibel historie at sælge sovjetterne; hvilket han gjorde. Og han tog dertil og blev gift, og efter et stykke tid fungerede tingene ikke, så han kom tilbage til USA, men fortsatte forholdet til CIA, hvilket førte ham ind i aktiviteter, hvor han igen forsøgte at præsentere sig selv som pro-Castro. Og i mellemtiden fortsatte han med at tage tilbage til Mexico for at forsøge at sno sig eller finde ud af, hvordan han kunne komme tilbage til Sovjetunionen. Så han var en syndebuk, et redskab. Og det er en af de store ting, der er blevet dækket over i årenes løb.

Men hvem affyrede egentlig det skud, der dræbte Kennedy? Det står ikke klart for mig. Det ser ikke ud til, bare ud fra et praktisk synspunkt om Kennedy, med det dødelige skud i hovedet, som ser ud til, at hvis det kom bagfra, forklarer det ikke, hvorfor hjernemassen blev blæst om bag i bilen. Den skulle have været blæst ud foran. Så – men jeg er ikke sikker på, at du vil få mange svar ud af offentliggørelsen af disse dokumenter. Jeg tror, folk vil synge Peggy Lee-sangen »Is That All There Is?«.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er tydeligvis mindre ekspert i disse spørgsmål, end du er, men ikke desto mindre vil jeg antage, at der er mange mennesker, der har kigget på det, inklusive Oliver Stone; der var John F. Kennedy-filmen, og i den film »JFK« er der faktisk en meget interessant figur, oberst Prouty. Og vi var i kontakt med ham, da han stadig var i live, og han gav os et meget interessant interview, hvor han sagde, at mordet på Alfred Herrhausen, formanden for Deutsche Bank den 30. november 1989, var lige så betydningsfuldt med hensyn til et paradigmeskift i forbindelse med den tyske genforening som mordet på John F. Kennedy for USA. Fordi det startede et helt nyt paradigme. Og Warren-kommissionens mørklægning er et meget vigtigt punkt, og der er mange amerikanere, som jeg endda kender til, som er overbeviste om – eller lad mig sige det på denne måde – som ser på hele denne periode ud fra det synspunkt, at dette afsluttede en periode med optimisme i USA. For Kennedy var ekstremt optimistisk med hensyn til videnskabens og teknologiens rolle, med hensyn til USA’s forhold til udviklingslandene, og det hele sluttede og blev til det modsatte med mordet og Warren-kommissionens mørklægning.

Grunden til, at jeg kommer med denne længere udtalelse, er, at jeg for nogle år siden deltog i en dialog mellem asiatiske civilisationer i Kina, og der var alle de asiatiske nationer til stede. Og det, der imponerede mig utroligt meget, var, at alle disse lande – ikke bare Kina, men Indien, Persien, Vietnam, Thailand – alle kiggede på deres egen rige tradition, der nogle gange havde varet i 5.000 år, og definerede, hvad der var det stærkeste bidrag, de havde ydet, og ud fra det definerede de så styrken for deres egen fremtid. Og i betragtning af, at man i USA snart har 250-års jubilæum for den amerikanske revolution, tror jeg, at når man ser på det paradigmeskift, som Kennedy-mordet forårsagede, i sammenhæng med USA’s relativt unge historie, Jeg kan meget vel se, at det vil føre til et nyt syn på amerikansk historie ud fra spørgsmålet om, hvornår der var perioder, hvor USA spillede en positiv rolle – som John Quincy Adams’ berømte ord om, at USA’s rolle ikke er at tage til udlandet »på jagt efter monstre«, men at leve i en alliance af fredelige republikker. At gå tilbage til dette Kennedy-paradigme og så tænke på 250-året for den amerikanske republik, at det virkelig kunne føre til et fornyet intellektuelt engagement hos amerikanerne med deres egen historie, at afvise det, der var negativt, hvilket efter min mening var den periode, hvor der var et særligt forhold mellem USA og Storbritannien, og bruge det som grundlag for at styre verden som et imperium, baseret på modellen for det Britiske Imperium; at afvise det og gå tilbage til sin tradition som republik, fordi uafhængighedskrigen trods alt var den første antikolonialistiske krig i historien, mod det Britiske Imperium.

Så selv om dette strækker emnet lidt ud over Kennedy-sagerne, synes jeg, at det er en fantastisk mulighed at se tilbage på den amerikanske historie for at forsøge at bringe landets sjæl tilbage: Synes du ikke?

JOHNSON: Lad os kalde det den mytologi, der dominerer lige nu, hvor vores historiske forklaring på vores eksistensberettigelse er centreret om Anden Verdenskrig, og den myte er, at USA passede sig selv, da tyrannen Adolf Hitler rejste sig, og den japanske krigsmaskine gik amok, og derfor blev vi ufrivilligt trukket ind i denne krig, og vi reddede dagen, vi vandt krigen – du ved, hvis man ser bort fra, hvad Rusland gjorde for at besejre det nazistiske imperium, men det er en helt anden historie! Så efter det har amerikanerne stadig denne model, denne forestilling: »Hey, vi er de gode. Det er os, der prøver at genopbygge. Vi dræber ikke alle japanerne nu, vi lader Japan genopbygge,« og det gjorde vi. Vi underkaster ikke Europa vores styre, vi lader dem vælge deres styre. Da Sovjetunionen blokerede Berlin, gennemførte vi luftbroen for at give folk mad på bordet. Så det skabte en forestilling om USA som »den gode«. {Men}: Det, der skete som en konsekvens af Anden Verdenskrig, var den kloge skabelse af det militærindustrielle kompleks, fordi den mængde penge, der blev brugt på disse våbensystemer og de industrier, der voksede op omkring dem, blev noget, der stillede USA over for et ubehageligt valg: Hvis vi afviklede det, ville vi ødelægge vores økonomi, fordi det spillede en væsentlig rolle i den økonomiske vækst og efterfølgende velstand, som amerikanerne nød godt af i kølvandet på Anden Verdenskrig.

Så med oprettelsen af CIA, som startede i 1948, blev CIA en agent for udenlandsk indblanding, for at skabe, om man vil, krige eller trusler i udlandet, som så kunne retfærdiggøre øgede militærudgifter. Og USA udkæmpede ikke kun krigen i Korea, omstyrtelsen af Arbenz i Guatemala, omstyrtelsen af Mossadegh i Iran, det var i 1953-54; støtten til franskmændene i Vietnam, som startede USA’s engagement i Vietnam for at bevare, igen, et kolonialistisk imperium; og franskmændenes fiasko ved Dien Bien Phu, men ud af den fiasko træder USA ind. Så lige pludselig har du disse enorme økonomiske interesser, der er investeret i krig! Og helt ærligt, siden 1960, i de sidste 65 år, har USA fundet en undskyldning for at gå i krig med nogen i stedet for at finde et alternativ, og det er den situation, vi befinder os i i dag, hvor Donald Trump i lørdags indledte den uberettigede bombning af houthierne i Yemen og hævdede, at det var for at sikre navigationsfriheden. Men faktum er, at houthierne havde overholdt den våbenhvile, som Trump havde forhandlet på plads med sin udsending Witkoff, og houthierne angreb ikke længere skibe, der forsøgte at sejle gennem Det Røde Hav.

Nu har Trump angrebet dem, og han har angrebet dem med ét formål, tror jeg, og det er at starte en krig med Iran. Så vi er tilbage på et meget farligt tidspunkt. Og igen, den ultimative grund til alt dette er at holde Raytheons, General Dynamics, Lockheed-Martins, alle disse store industrivirksomheder, som betjener det militære samfund, flydende og med tilstrækkeligt med kontanter i lommerne.

ZEPP-LAROUCHE: Det er sandt, men på den anden side har russerne gjort nogle militære fremskridt, som de bruger omkring en tiendedel af USA’s militærbudget på, men ikke desto mindre gør de gennembrud som Oreshnik-missilet og andre systemer…

JOHNSON: Nemlig!

ZEPP-LAROUCHE: Og hvis man f.eks. ser på Kina, så er moderniteten i hundredvis af kinesiske byer – ikke én, men hundredvis! – det er så absolut forbløffende, hvad angår forskellen, sammenbruddet af infrastrukturen i Europa og i USA, og hvordan Kina nu har 45.000 km hurtigtogsystemer, de er landet på den anden side af Månen. Med andre ord kan den militære produktion være et middel i en vis periode, men hvis den ikke understøttes af en reel økonomi, er det en midlertidig ting. Og hvis Trump ikke anerkender det, og han ønsker at »gøre Amerika stort igen«, må han genopbygge infrastrukturen, han må bygge nye byer, han må gøre noget for rent faktisk at investere i realøkonomien i USA og ikke bare profitten for de mennesker, der har investeret i det militærindustrielle kompleks. Så hvordan tror du, at det her vil løse sig?
JOHNSON: Jeg tror, at hvis USA gennemfører sin plan om at gå i krig med Iran, så vil den krig ende i en katastrofe for USA. Og jeg tror, at det så vil blive ledsaget af et betydeligt økonomisk kaos. Det positive ved det er, at USA måske vil være i stand til at erkende, at vi er nødt til at bevæge os væk fra vores alliance med en militær-finansieret økonomi. Og hvad mener jeg med det? Det er en militariseret økonomi, fordi en betydelig del af den økonomiske aktivitet går til at skabe våbensystemer, som ikke har nogen praktisk anvendelse på slagmarken, som F-35. Det er et jetfly, som nu efter sigende koster i alt 200 millioner dollars pr. styk, når man tager både købs- og driftsomkostninger i betragtning! Fly bliver skudt ned! Man har ikke råd til at have noget så dyrt flyvende rundt! Men den finansialiserede aktivitet, når man ser på de største virksomheder på aktiemarkedet med hensyn til markedsværdi, er de dybest set sociale medier: Yahoo, Google, hvis du ser på dem, så laver de ikke noget! De producerer faktisk ikke produkter. De bygger ikke noget. Og USA har levet med den illusion, at fordi vi er afhængige af både de militære udgifter og af at have dollars, den primære reservevaluta, har vi været i stand til at finansiere, låne penge rundt omkring i verden, købe amerikanske statsobligationer, og vi kan vedvarende bruge, hvad vi vil, uden at skulle tage hensyn til, at det er gæld, som vi er nødt til at betale tilbage på et tidspunkt.

Så jeg tror, at kampen eller en krig med Iran virkelig kan ende med at skade os, men bringe en erkendelse ud af det om, at vi er nødt til at ændre vores kurs.

ZEPP-LAROUCHE: Desværre er vi allerede kommet til vejs ende, så for at vende tilbage til spørgsmålet om, hvad der bør gøres i Tyskland? Hvis man ser på det, så strækker imperier sig altid for langt og kollapser derefter, så jeg har indtryk af, at vi ikke er langt fra det. Så hvad kan vi gøre for at vække disse tyskere, så de ikke går denne vej? For nu, på dette sene tidspunkt af den strategiske omlægning, er det næsten tragisk at gå i denne retning. Har du et sidste godt råd til os tyskere?

JOHNSON: Jeg ville ønske, at det tyske folk bare ville være, hvem de er! I løbet af mine 23 år i det amerikanske militær har jeg tilbragt meget tid i Tyskland, og jeg har også haft det privilegium at holde foredrag om terrorisme i Braunschweig, Berlin, Bonn, Köln, Frankfurt, Stuttgart, Baden-Baden og München – så jeg har været vidt omkring. Og jeg har altid fundet det tyske folk usædvanligt kompetent og meget omhyggeligt i det, de gør. Så måske, hvis det tyske folk bare ville genopdage, hvem de er, genopdage deres nationale rødder og leve op til det, så ville de have grundlaget for at sige: »Vi er nødt til at ordne det her. Vi er nødt til at vende tilbage til ikke at gå i krig, men vi er nødt til at være mennesker, der kan fremme fred.« Så jeg er stadig optimistisk i forhold til, at den evne findes i den tyske befolkning.

ZEPP-LAROUCHE: Mange tak! Jeg deler dit håb og din overbevisning, for jeg synes, det ville være en skam, hvis Tyskland kollapsede og blev fuldstændig ødelagt på sidelinjen af historien, for vi havde engang en smuk kultur, som stadig er der, så verden kan se den.
Så mange tak! Dette var en yderst interessant {tour d’horizon}, så lad os håbe, at vores bedste ønsker går i opfyldelse, og ikke de værste forventninger! Så mange tak, Larry.

JOHNSON: Tak, Helga, for din venlighed og muligheden for at chatte med dig i så lang tid. Det sætter jeg pris på.

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen; tak, fordi I er kommet i dag. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 93. møde i træk. Mit navn er Anastasia Battle; jeg vil være jeres ordstyrer i dag sammen med Dennis Small og Dennis Speed.

Vi skabte dette forum for 93 uger siden for at samle den internationale fredsbevægelse, som ærligt talt har været meget dysfunktionel. Der er så mange interne stridigheder og skænderier, som er med til at forhindre ægte fred i at ske. Vi ønsker at bringe folk sammen på tværs af deres ideologier for at diskutere, hvad vi kan gøre for at opnå ægte fred i verden. Hvis du er for fred, er du velkommen her.

Vi vil have et panel af forskellige fredsledere fra hele verden. Jeg vil bede Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition, om at starte os. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen, god dag til jer alle sammen. Jeg tror, vi er ved at nå et afgørende vendepunkt i situationen. Alle øjne er rettet mod løsningen af Ukraine-krisen, efter at de vestlige medier og politikere virkelig har forsøgt at narre Putin ved at lokke ham ud i en situation, hvor han ville afvise Trumps såkaldte tilbud om våbenhvile. Men Putin håndterede det meget smart, så dagens gode nyhed er, at præsident Trump på sin Truth Social-kanal fortæller, at han så sent som i går havde en meget god diskussion med Putin, og at han på den baggrund mener, at der er en meget god chance for, at krigen vil slutte. Der er dog stadig tusindvis af ukrainere omringet af russiske tropper i Kursk-regionen, som er i en meget dårlig position. Trump har på det kraftigste bedt Putin om at skåne deres liv. Men det er tydeligvis på bordet nu, og det, Putin havde sagt før, var, at han ikke svarede nej til anmodningen om en våbenhvile, men han pegede på mange vanskeligheder, som skal løses. Nemlig at der er en 2000 km lang frontlinje, og at hvis våbenhvilen kun bliver brugt til at omgruppere og genopruste ukrainerne og træne nye rekrutter, så vil det naturligvis være meget kontraproduktivt, og derfor skal der arrangeres sikkerhedsgarantier.

Men ikke desto mindre er dette et stort gennembrud, for det faktum, at Trump og Putin taler direkte, og at den særlige udsending Witkoff tilsyneladende var i Moskva i går for at briefe Putin om detaljerne i diskussionen i Saudi-Arabien. Så jeg synes, det er et ekstremt lovende tegn. Det er selvfølgelig stadig en meget vanskelig situation, da det for det ukrainske militær kun er et spørgsmål om tid, hvornår denne krig slutter på grund af ren og skær mangel på soldater og våben. Men jeg vil gerne understrege, at det kun er den værste del af den strategiske krise, som er faldet til ro. Det betyder slet ikke, at vi er ude af den dynamik, som er ekstremt farlig.

Nogle af elementerne i den er det utrolige pres for militarisering i Europa, som jeg synes er helt betagende. Det har mange elementer – for eksempel kræver den polske præsident Duda nu atomvåben til Polen. Han vil fordoble den polske hær fra de nuværende 250.000 til 500.000 soldater, men mere grundlæggende er von der Leyens bestræbelser på at opruste Europa. Det er tanken, at de den 19. marts vil udstede en slags euroobligation for at finansiere alt dette.

Det er interessant, at chefen for det italienske forsvarsmagasin Analisi Difesa, Gianandrea Gaiani, korrekt sagde, at oprustning af Europa ikke er en forsvarsstrategi, men en finansiel plan for at overføre offentlige og private midler – inklusive sparernes investeringsfonde – til systemer, der fodrer forsvarsindustrien. Han sammenlignede det dengang med de italienske fascisters kampagne i 1935 for at donere deres guldbesiddelser for at hjælpe med at finansiere Italiens krig mod Etiopien.

For blot et par timer siden i dag stemte Forbundsdagen i Tyskland, og CDU/CSU, Socialdemokratiet og De Grønne blev enige om militærbudgettet på betingelse af, at der nu indledes koalitionsforhandlinger. Jeg har ikke de nøjagtige detaljer endnu, men det er en plan på 400 milliarder euro til militære udgifter, 500 milliarder euro til infrastruktur – hvoraf en stor del er afsat til at opbygge logistikken for militæret. Der var også et større beløb på 50 milliarder euro eller mere til De Grønne til klimatiltag, som var betalingen til De Grønne for deres støtte. Det er alt sammen meget tvivlsomt, fordi det hele er vedtaget af det gamle parlament, som netop er blevet stemt ud. De Grønne er blevet bestukket, fordi de ikke er med i den nye regering. I dag kommer der en afgørelse fra forfatningsdomstolen om, hvorvidt dette er lovligt eller ej. Der blev anlagt adskillige sager ved forfatningsdomstolen for at udfordre lovligheden af denne procedure.

Men hele den europæiske situation er virkelig gearet til denne militarisering. For eksempel har Rheinmetall, som er den største tyske våbenproducent, lige meddelt, at de sandsynligvis overtager en fabrik fra VW, som skulle have været lukket i Osnabrück på grund af krisen i bilindustrien. De vil producere tanks og andre ting på denne fabrik. Gæt, hvem der er den største aktionær i Rheinmetall? Det er naturligvis BlackRock, som Merz tidligere var bestyrelsesformand for i den tyske afdeling, før han nu er kanslerkandidat og sandsynligvis bliver kansler i den næste tyske regering. Det er virkelig von der Leyen med hendes militarisering; det er Macron, der tilbyder den franske atomare paraply til hele Europa. Jeg kan kun sige, at der er et hysteri i Europa, som er uden fortilfælde, og jeg tror, det er ved at blive et stort problem. Det er helt klart en operation, som vi er nødt til at undersøge nærmere, for hvem er det, der skubber på?

For eksempel er der nu et nyt åbent brev fra 18 højtstående akademikere, som siger, at den store trussel nu ikke kun er Rusland, men også Trump-administrationen. USA er ved at forvandle sig fra at være en allieret og beskyttende magt til en sikkerhedsrisiko for Europa. De mennesker, der har skrevet under på det – blandt andre – er Christian Mölling, Carlos Masala, Claudia Major og Herfried Münkler; alle er de rasende militarister, som tidligere var transatlantiske talsmænd. Men nu, hvor Trump er i embedet, er de tydeligvis på den britiske linje. Så vi er nødt til at se på disse menneskers afstamning. De optræder i talkshows hver eneste dag i Tyskland og opildner virkelig befolkningen.

Jeg tror, at vi er kommet et stort skridt videre, og hvis Trump og Putin kan løse Ukraine-krisen, vil det selvfølgelig tage en masse vind ud af sejlene på disse mennesker. Men der har allerede været advarsler om, at hvis europæerne forsøger at lokke ukrainerne imod denne Trump-Putin-fredstilgang og forsøger at fortsætte krigen, så er vi virkelig i en ny situation.

Det er indlysende, at det andet store krisepunkt er situationen i Gaza. Vi har begge små skridt i den rigtige retning med den egyptisk-arabisk-støttede genopbygningsplan for Gaza, som nu er blevet godkendt af Haaretz, fordi den israelske regering straks afviste den. Men samtidig fortsætter de forfærdelige begivenheder i Gaza og på Vestbredden. Der er nu kommet en ny rapport fra FN’s undersøgelseskommission, som blev offentliggjort i går. I denne rapport står der, at Israel med vilje angreb og ødelagde det palæstinensiske områdes vigtigste fertilitetscenter, indførte en belejring og blokerede for hjælp, herunder medicin til at sikre sikre graviditeter, fødsler og neonatal pleje. Så dette foregår tydeligvis. Det afspejler tydeligvis den situation, at krisen i Mellemøsten absolut ikke er overstået.

De andre ting, man skal se på, er, at præsident Trump i Panama meddelte, at han endda ikke udelukker den militære mulighed for at tage kontrollen over kanalen tilbage; og med hensyn til Grønland, som lige har haft et valg, hvor et parti vandt, som ønsker mere uafhængighed for Grønland, også af Danmark. Men præsident Trump sagde igen, at USA har brug for Grønland; at det vil ske; at han har talt med Danmark. Danmark ønsker naturligvis ikke at afgive myndighed over Grønland. Så det er stadig bekymrende, for jeg tror ikke, at USA har brug for Grønland, og princippet om suverænitet bør respekteres overalt, uanset om et land er stort eller lille eller har mange eller få mennesker.

Der er én god ting, og det er, at vores utrættelige kampagne for en løsning på et højere niveau – nemlig en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur – tydeligvis giver genlyd. Jeg tror, at det faktum, at Global Times i går havde en leder, hvor de skrev »en ny sikkerhedsvision, der er fælles, omfattende, samarbejdsvillig og bæredygtig«, er påkrævet. »[D]et ene lands sikkerhed kan ikke bygges på andres usikkerhed. Det er vigtigt at fremme og gennemføre denne nye sikkerhedsvision for virkelig at opnå langsigtet fred og stabilitet på det eurasiske kontinent og i verden.« Så jeg tror, at det virkelig er en afspejling af IPC-processen i det sidste års tid; præsident Xi Jinpings tre initiativer; det faktum, at præsident Putin på sit FSB-møde den 27. februar også havde sagt, at han mener, at et europæisk sikkerhedssystem og endda et globalt system nu er muligt. Så du har kineserne, Rusland og naturligvis Schiller Instituttets kræfter, der kæmper for et sådant omfattende nyt niveau, hvor alle krigens parter og interesserede parter vil sætte sig ned og blive enige om principper, som de gjorde i den Westfalske Fred. Så kan man arbejde videre med detaljerne, de territoriale udfordringer og krav, etniske konflikter, religiøse konflikter og alt muligt andet. Men først bliver man enige om, at menneskeheden er det, der tæller som den ene menneskehed, og at vi alle sidder i samme båd. Vi er den kreative art, og derfor bør vi være i stand til at finde en løsning på enhver konflikt på planeten.

Jeg tror, at det med få ord er, hvor vi er, og jeg synes, at det er meget lovende, men det kræver meget mere aktivering af mange mennesker.

Bemærkninger under diskussionen:

Der er mange ting, men jeg vil gerne svare Graham, for jeg synes, at opdelingen af Europa er lidt anderledes, heldigvis. Jeg tror, at etableringen af Europa, som var en NATO-plukket og NATO-domineret etablering i al den tid, nu med Trump i Det Hvide Hus, skiftede de straks til briterne. Og EU har i den forstand altid været den lokale eller regionale version af det Britiske Imperium, og den farve kommer nu frem hos dem, der er på denne militariseringskurs. Men i modsætning til det er der mange andre tendenser. Hvis du ser på Østeuropa, er det ikke så forenet, som du sagde, for der er Ungarn, Slovakiet, Rumænien – de forsøgte endda at annullere valget. Ikke desto mindre er den præsidentkandidat, der fik flest stemmer, anti-EU og pro-Rusland. Og endda i Georgien har man en meget blandet situation. På trods af at der er Maidans i gang i mange af disse lande, er der en meget højrøstet befolkning, som ikke tænker i EU-baner. Kroatien har lige vundet et valg med et overvældende flertal for den samme profil. Serbien er ikke medlem af EU, men ikke desto mindre en del af kombinationen; og Østrig har også en kandidat, som faktisk har den samme NTEU-profil, og ved hjælp af intriger forhindrede de ham i at blive den nye statschef. Så dynamikken er meget blandet, og jeg tror, at Italien sidder på hegnet; Meloni har givet udtryk for, at hun ønsker at være en bro mellem USA og Europa. Så det er meget langt fra at være forenet.

Derfor opgiver jeg ikke håbet om Europas identitet. En af grundene til, at jeg synes, det er værd at kæmpe for Europa, er, at hvis man ser på historiens lange bue, har Europa noget vigtigt at bidrage med. Det er i høj grad den europæiske klassiske kultur; alt fra den italienske renæssance til den tyske klassiske periode, den danske klassiske periode. Der var mange lande, endda mellem Polen og Litauen, du havde Jagiellonian Act, som kæmpede for en forfatning 300 år før den amerikanske revolution, som havde mange af de samme principper. Det eneste, jeg siger, er, at der er en rig tradition, og hvis den går tabt, vil det være en skam for hele menneskeheden. Derfor er vi nødt til at kæmpe for at få europæernes sande identitet tilbage på dagsordenen. Til det har jeg en stor bøn til folk som dig, Graham, og også Ray og andre, der måske er med i dette opkald. Jeg tror, at en svag flanke er, at hele den militariseringsplan, som nu tager fart, er baseret på den linje, at Putin vil angribe Europa; at han ikke er tilfreds med Ukraine. Han vil gå ind i Baltikum og Polen og derfra endog angribe andre NATO-lande. Det er min bedste observation – og jeg er helt sikkert ikke Putin-agent; jeg synes, det er en fornærmelse at kalde mig det – men jeg tror, det ville være ekstremt vigtigt at udvikle et argument, som overbeviser de stakkels vildledte mennesker, der tror på mainstream-medierne; de er virkelig utroværdige. I Tyskland kan man ikke tænde for en nyhed, et familieprogram, en sæbeopera eller et religiøst program; overalt har de indsat noget forfærdeligt om Rusland og noget pænt om Ukraine. Det er en 24-timers hjernevask, der foregår.

Jeg tror, at hvis man fra et efterretningssynspunkt – og eftersom I er professionelle – kunne udvikle et argument, som ikke kan imødegås, fordi det er faktuelt og så indlysende overbevisende, at det ikke er i Ruslands interesse, ikke i Ruslands hensigt at angribe Europa. Jeg tror, der er mange militæranalytikere i Frankrig, Tyskland, Sverige, Schweiz og Italien, som er enige i, at det er latterligt, men de har ikke en stemme lige nu. Hvis der var noget i retning af »verdens efterretningsfolk forenes«, tror jeg, at det virkelig kunne gøre indhug i hele denne fortælling. Det ville være mit forslag.

[Et par minutter senere] Jeg tror, det ville være godt, hvis en masse mennesker internationalt kommenterede de neoliberales seneste opførsel. For jeg tror, at vi lige nu ser en meget hurtig nedbrydning af demokratiets smukke ansigt, og at diktaturets mere grimme ansigt kommer frem. Det har en tendens til at bekræfte både Platon og Thukydid, som tidligt sagde, at demokratiet har en anden side, som er tyranni. Jeg tror, at det mest åbenlyse eksempel er Rumænien, hvor Georgescu vandt valget; så annullerede de det. Så var der en protest fra det rumænske folk, og der bliver nu udskrevet nyvalg til maj. Georgescu forsøgte at anmelde sin deltagelse, og så afviste de ham af en absurd teknisk grund om, at der manglede en underskrift eller sådan et latterligt påskud. Så nu er han udelukket fra at deltage. Hvor er EU’s ramaskrig over denne afvisning af demokratiet?

På samme måde har du nu et stort udbrud over, hvad vicepræsident Vance sagde i München, at der ikke er nogen ytringsfrihed. Men hvis du vover at sige noget, som ikke er den officielle fortælling … de havde razziaer mod pensionister kl. 6 om morgenen, fordi nogen skrev noget på de sociale medier, som ikke var særlig undergravende, det var bare en mening. Jeg tror, at det ville være en stor hjælp, hvis flere mennesker kommenterede det faktum, at der ikke længere er noget demokrati i Europa. Jeg er enig i, at neoliberalisterne er de virkelige diktatorer; de ønsker at indføre deres paradigme. Og mange lande rundt om i verden bryder sig ikke om det. For eksempel bryder Rusland sig ikke om det, Ungarn bryder sig ikke om det, Kina bryder sig ikke om det, afrikanerne bryder sig ikke om det. For når europæiske politikere rejser rundt i alle disse lande – i det omfang de stadig kan, for de er ikke så velkomne længere – fortæller afrikanerne dem, at de ikke vil have LGBTQ-værdier, fordi det er i strid med deres traditioner. Så jeg tror, at jo mere vi diskuterer, om demokratiets sværd virkelig afspejler demokratiet, eller om det er det modsatte, jo bedre er det.

[Senere i diskussionen] Jeg vil faktisk foreslå, at de af os, der er med i dette opkald, og som har adgang til at gøre det, virkelig gør en indsats for at få nogle relevante talere fra det Globale Syd med til det næste møde i IPC. Og at vi fra nu af har spørgsmålet om BRIKS som et dominerende og fremtrædende emne. For jeg har længe ment, at hvis man ser på europæerne og amerikanerne og russerne og kineserne, så ser det helt fastlåst ud. Men hvis man inddrager det Globale Syd, BRIKS-Plus, så er det lande, som er meget langt fra at være det – Indonesien vil for eksempel snart overgå Tyskland som den tredjestørste økonomi i verden. Det er en stor faktor. Så er der andre lande, som er meget store; hele det afrikanske momentum. Så vi inddrager BRIKS mere som en bevidst beslutning og får deres stemme hørt. Jeg tror, de er helt afgørende som et nyt element i den strategiske ligning. Europæerne lader, som om de ikke eksisterer, eller siger nogle gange: »Åh ja, der er disse BRIKS-lande. Hvorfor indleder vi ikke diplomatiske forbindelser nu for at presse russerne og kineserne ud?« Det tog har for længst forladt stationen, fordi landene i det Globale Syd har gjort op med sig selv, hvem der er hvem på hvilken side af historien på nuværende tidspunkt. De har en lang historie om, hvad Sovjetunionen gjorde i deres kamp for uafhængighed, og hvad europæerne gjorde. Så jeg tror bestemt ikke, at det kommer til at fungere.

Men jeg tror, at hvis vi inddrager den tredje verdens blok, som i dag er reinkarnationen af den Alliancefrie Bevægelse i form af BRIKS-Plus og lignende organisationer, så skal de høres. Som Nehru og Sukarno sagde på Bandung-konferencen, har de ret til at have en stemme, for hvis det nogensinde kommer til atomkrig, vil de være lige så døde som folk i Vesten, måske to uger senere, men de vil også være døde. Derfor har de ret til at tale og give deres besyv med. Ifølge nogle hjemmesider fra Oxford University udgør de 85 % af verdens befolkning. Jeg synes, at det skal inddrages meget mere i ligningen.

Jeg vil også på det kraftigste opfordre alle til at hjælpe med at få en masse underskrifter under min appel. For jeg skrev denne appel som reaktion på militariseringen i Europa, men den slutter med at sige, at måden at komme ud af denne fælde på er ved at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til interesserne i hvert eneste land på planeten. Med andre ord, i betragtning af at kineserne og russerne allerede taler om en international orden, som jeg sagde i begyndelsen, mener jeg, at tiden nu er inde til virkelig at fremføre det argument. Vi befinder os absolut i et historisk øjeblik, hvor vi er nødt til at overvinde geopolitikken. Geopolitik var kimen til verdenskrige to gange i det 20. århundrede; det førte til forfærdelige verdenskrige. Vi er nødt til at overvinde ideen om, at et land eller en gruppe lande kan have en legitim interesse mod et andet land eller en gruppe lande, og at de kan forfølge den interesse med alle midler, herunder militære. Det er en meget dødbringende idé, som vi må overvinde ved virkelig at definere et nyt paradigme i internationale relationer baseret på freden i Westfalen, at man altid skal respektere den andens interesser, og at vi er menneskeheden først, og at nationale interesser kun er legitime, hvis de er i overensstemmelse med menneskehedens interesser som helhed.

Jeg vil virkelig opfordre jer alle til at hjælpe med at gøre denne appel til en meget hurtigt voksende appel, og få mange mennesker fra hele verden til at underskrive den.

Afsluttende bemærkninger:

Først og fremmest vil jeg gerne takke alle deltagerne i denne diskussion. Som svar på det spørgsmål, som Sophie fra Sverige og Dorian rejste, tror jeg, at forskellen mellem det, som et mindretal af mennesker ved er sandt, og det, som mainstream-institutioner, partier, medier osv. faktisk gør, bliver større dag for dag. På en eller anden måde må vi finde en måde at løse det på. Derfor vil jeg foreslå, at vi tilføjer lidt mere fri energi til det, vi gør. Problemet er nemlig, at det, I roser, Ray og Graham, med hensyn til mere adgang til ægte efterretninger og viden og så videre, kaldes desinformation. Og EU er lige nu i gang med en stor kampagne for at beskytte befolkningen mod forfærdelige elementer som os selv, der spreder »fake news« og desinformation. Jeg tror, at vi på en eller anden måde er nødt til at lægge en strategi. Så jeg vil foreslå, at vi danner en arbejdsgruppe med repræsentanter for de forskellige grupper inden for IPC, og at vi holder et lille møde i løbet af de næste par dage og virkelig tænker over, hvad der er nødvendigt for at få et gennembrud. Jeg tror, at hvis vi sætter os sammen, vil vi komme frem til mange flere flanker. Derfor vil jeg bede dem af jer, der føler, at de gerne vil være en del af det, om at kontakte Anastasia efter opkaldet, og at vi sætter det op på meget kort sigt.

Ellers tror jeg, at vi befinder os i et utroligt potentielt øjeblik. Igen, vær venlig at sende min appel rundt, for jeg synes, det er en meget konstruktiv løsning. Det var alt, hvad jeg ville sige. [hzl/amb] [ssu]

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 12. marts 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til dagens ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Det er onsdag den 12. marts 2025. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chatsiden.

Helga, med den hurtige udvikling er det svært at følge med, så jeg vil gerne begynde med dit syn på det store billede, en {tour d’horizon}: Hvor ser du tingene stå i dag i denne turbulente overgangsperiode mellem to paradigmer?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Som du siger, bevæger tingene sig så hurtigt, at det er svært at følge med. Jeg har lige sagt det samme til en anden for lidt siden, men jeg synes bestemt, at tegnene er lovende. Jeg synes, at mødet i Saudi-Arabien mellem Rubio og jeg tror, det var Yermak fra Ukraine, gik godt. Nu er Waltz på vej til Moskva; russerne har endnu ikke kommenteret resultatet af forhandlingerne mellem USA og Ukraine og siger, at de venter på, at de amerikanske delegerede kommer og briefer dem, men jeg synes, det går i den rigtige retning. Nu ved jeg ikke, om russerne vil gå med til det, der blev aftalt i Jeddah – det vil vi vide inden for en dag eller to, men det går helt sikkert i den rigtige retning, og jeg tror, at det, udenrigsminister Lavrov sagde i et interview med nogle amerikanske bloggere, som besøgte ham i Moskva, blandt dem Larry Johnson, som var med i dette program flere gange, og dommer Andew Napolitano, og en tredje person, Mario Nawfal, og Lavrov sagde i denne dialog, da han blev spurgt, hvordan han vurderer den nuværende udvikling mellem USA og Rusland, at han tror, at tingene er på vej tilbage til det normale, hvilket betyder, at de to stormagter, de to største atommagter, at hvis de begynder at have en dialog igen, så burde det være normalt.

Og jeg har virkelig sagt mange gange, at alle, der ikke er idioter, burde være glade for det! For ifølge mange eksperter – virkelig fornuftige, erfarne militæreksperter fra mange lande – var vi på vej mod en atomkonfrontation, og det gik så hurtigt i de sidste uger af Biden-administrationen, hvor stadig kraftigere, langtrækkende våben blev leveret til Ukraine og virkelig nåede snubletrådstilstanden meget, meget tæt på. Så hvis denne del af den strategiske verdenskrise nu i det mindste er på vej ind i en mere rolig periode, bør alle, der ikke er idioter, være glade for det! For hvis det nogensinde skulle komme til en militær konfrontation mellem de to største atommagter i verden, ville ingen overleve konsekvenserne.

Er alle så glade for det? Det er meget interessant: Keir Starmer, den britiske premierminister, som har forsøgt at opildne USA til at fortsætte og endda i den seneste tid har allieret sig med Macron for at holde krigen i Ukraine i gang, selv om USA forsøger at indgå en fredsaftale, hilser nu resultatet af mødet i Jeddah velkommen ved at sige, at han er helt enig og lykønsker præsident Trump med denne succes. Nu tror jeg, at briterne, som var de mest skræmte over tilnærmelsen mellem Trump og russerne, tydeligvis frygter for eksistensen af det »særlige forhold« mellem London og Washington, som har været grundlaget for den unipolære verden efter afslutningen af den kolde krig. Og hvis USA bevægede sig væk fra det, hang de ligesom i luften.

Det er naturligvis ikke alle i Europa, der deler denne opfattelse: Europæerne er utroligt opsatte på at holde krigen i gang, på at gå i gang med en hidtil uset oprustning af hele Europa. Nu havde præsident Macron tilsyneladende et møde bag lukkede døre med 37 lande og deres militære ledere eller stabschefer, og de har tydeligvis planlagt, hvordan krigen skal fortsætte, og de har endda talt om at sende franske tropper til Ukraine – alle disse ting. Von der Leyen forsøger at presse »Rearm Europe«-loven igennem Europa-Kommissionen, hvor hun ønsker at afsætte 800 milliarder euro til militarisering af Europa i de næste mange år, og hun ønsker at gøre det uden at konsultere eller endda informere Europa-Parlamentet ved at påberåbe sig artikel 122 i Lissabontraktaten, som dybest set er en nødretstilstand, hvilket jeg synes er meget udemokratisk, og som bare viser, hvad dette apparat, dette permanente bureaukrati, er blevet til. Og det faktum, at de nu forsøger at forhindre Calin Georgescu i Rumænien i at deltage i præsidentvalget, er blot endnu et tegn på, at demokratiet er ved at forsvinde, hvilket jeg mener bør bekymre enhver.

Så vi har en meget mærkelig situation, hvor de to store magter, USA og Rusland, ser ud til at være på vej mod, som Lavrov sagde, »en tilbagevenden til normalitet«, dialog, løsning af Ukraine-krisen, forhåbentlig på kort sigt, mens nogle europæere er fuldstændig drevet af tanken om, at de nu er nødt til at militarisere. Og jeg tror, det er meget farligt, for hvis man nu begynder at oprette budgetter – og Merz forsøger at gøre det samme i Tyskland; vi får se, om det lykkes for ham – hvis man begynder at oprette militærbudgetter uden for det almindelige budget, i traditionen fra Hjalmar Schacht og hans Mefo-lovforslag, så bliver det, eller kan det blive, en selvopfyldende profeti: For hvis man skaber en boble, som ikke skaber reel velstand, men som skaber militært maskineri, ammunition og våbensystemer af alle slags, så skal det til sidst enten bruges til at erobre et andet land, eller også skal det udødeliggøres på en eller anden måde: Og det er den store fare, som bliver drivkraften for krig.

Så jeg tror, at det, vi gør fra Schiller Instituttets side, er, at vi grundlæggende set tager fat på denne situation – og jeg har endda endnu ikke berørt Mellemøsten; der er naturligvis mange andre kriseområder rundt omkring i verden – men grundlæggende set med den idé, at den eneste måde, hvorpå man kan få orden i denne meget hurtigt udviklende situation, som har mange bump og vanskeligheder, er at gå over til et helt nyt paradigme: Nemlig ideen om, at man er nødt til at have en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som løser alle disse problemer på én gang ved at skabe et nyt system, hvor alle får deres interesser varetaget. Og det vigtigste i den forbindelse er naturligvis Den Westfalske Fred i 1648, som afsluttede 150 års religionskrig, og hvor krigens parter først blev enige om principper og derefter gik i gang med at udforme detaljerne. Og jeg tror, at en sådan tilgang absolut er det, der er brug for i dag.

SCHLANGER: Det var bestemt en {tour d’horizon}, og du gav os en masse ting at tænke over. Jeg har et par spørgsmål her, Helga. Det første er fra en podcaster i Canada, som spørger om dit syn på, hvad det betyder, at der vil ske en normalisering af forholdet mellem USA og Rusland? Du berørte det i dit første svar, men måske har du mere at sige.

Og han spurgte også, om du har nogen kommentarer til Mark Carney, tidligere chef for Bank of Canada, derefter guvernør for Bank of England og en af initiativtagerne til den store nulstilling, til hans udnævnelse eller valg som Canadas premierminister?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at normaliseringen mellem USA og Rusland faktisk har en rig historie, hvor Rusland og USA samarbejdede helt tilbage til den amerikanske revolution og i det 19. århundrede og naturligvis under Anden Verdenskrig. Så det er ikke sådan, at man starter fra bunden, men at der faktisk er et grundlag for, at de store magter i verden kan samarbejde. Og jeg tror nu, at hvis det fungerer godt, kan det også blive broen til at nå ind i det Globale Syd. For hvis USA er på den tidligere regerings linje, så er der en konflikt mellem BRIKS og USA og USA og det Globale Syd; men hvis man har en tilnærmelse mellem USA og Rusland, Rusland, som faktisk er meget værdsat af mange lande i det Globale Syd på grund af den støtte, Sovjetunionen havde givet dem i deres kamp for uafhængighed, så kan det også være et springbræt til at afhjælpe forholdet mellem USA og den Globale Majoritet af lande.

Om det lykkes, må vi se, men jeg tror bestemt, at potentialet er der, for Rusland er slet ikke isoleret; hele NATO’s fortælling om, at Rusland er isoleret, at Rusland skal besejres, alt dette, det skete ikke. Rusland er meget godt forbundet med landene i Afrika og Asien, det er én ting.

Hvad angår Mark Carney: Jeg tror, han er inkarnationen af City of London og Wall Street og det militærindustrielle kompleks tilsammen. For han var en af fortalerne for dette regimeskifte, hvor det ikke var regeringerne, der skulle føre politik, men centralbankerne. Det var den store debat, som du henviste til fra centralbankmødet i Jackson Hole i 2019, hvor de besluttede sig for Green Deal, Great Reset og alle disse ting. Har du hørt om den grønne aftale for nylig? (latter) Jeg tror, de har ladet den gå i glemmebogen. Der bliver ikke talt om den mere, og den virkede tydeligvis ikke. Så nu har de brug for en ny boble, og den nye boble er naturligvis militariseringen. Og i betragtning af, at Canada er en del af Commonwealth, og kong Charles faktisk er konge af Canada, tror jeg, man skal se meget nøje på, hvad det indebærer. For de har tydeligvis sat Carney ind for at imødegå alt, hvad Trump gør, især i lyset af Trumps udmelding om, at han vil gøre Canada til USA’s 51. stat, hvilket ikke faldt i god jord hos mange mennesker i verden.

Men jeg tror bestemt, at det er noget, man skal holde øje med, for der er meget få mennesker, der i lige så høj grad repræsenterer den absolutte inkarnation af hans monetaristiske system for profitmaksimering, som har stået bag mange af verdens dårligdomme.

SCHLANGER: Her har vi noget fra en abonnent på EIR Daily Alert, og hvis du ikke allerede abonnerer på den, bør du gøre det, for det er det daglige billede af verden, som vi sammensætter. Men hun skriver: »Jeg rundsender din erklæring mod oprustning af Europa, men jeg må indrømme, at jeg er meget pessimistisk. Jeg kan ikke tro, at de europæiske ledere ikke har lært noget af det sidste århundredes historie, som du forklarer i din udtalelse. Tror du virkelig, at de kan vågne op, før vi er i tredje verdenskrig?«

ZEPP-LAROUCHE: Så må vi hellere vække dem! Jeg tror ikke, at de nødvendigvis vil vågne op af sig selv, for de er virkelig hardcore. Og man kan se det i Tyskland, for eksempel. Der er visse repræsentanter for medierne og visse tænketanksfolk, måske et par dusin, men nogle meget fremtrædende; de dukker op i hvert eneste talkshow og i hvert eneste interview, og de er virkelig hardlinere! Og de er fuldstændig fast besluttede på, at man skal forhindre Putin i at erobre Polen og de baltiske lande, og i 2029 har Rusland helt sikkert opbygget sin kapacitet igen, så han vil angribe et andet europæisk land, og derfor er vi nødt til helt at opgive enhver form for social velfærd – det kommer snart, men det er allerede i støbeskeen. Og disse mennesker, du ved, jeg mener, jeg spekulerede virkelig på, hvad der får dem til at reagere? For de er tydeligvis professionelle analytikere. Men der er et tysk ordsprog, som siger: »Den måde, du råber ind i skoven på, er den måde, ekkoet kommer ud på.« Det synes jeg er et meget godt billede: Forestil dig, at du har et fredeligt landskab, en skov og marker og græs, og så står der nogen i skoven og råber: »Dit svin! Din idiot! Din dæmon!«, og til sidst kommer der naturligvis nogle dæmoner ud af skoven!

Jeg mener, det er en fantasi, ikke? Jeg tror ikke, at Rusland har til hensigt at erobre Europa: Hvorfor skulle de ønske at gøre det? Stedet fungerer ikke lige nu. Rusland er et meget stort land, de har 11 tidszoner, de har flere uudviklede råstoffer end hele Europa tilsammen. Hvad skulle deres formål være med at erobre Europa? Det giver ikke mening, og disse såkaldte eksperter har ikke bevist deres sag, de insisterer bare på det. Og da de er meget godt repræsenteret i massemedierne, er det i høj grad lykkedes dem at overbevise mange mennesker om, at det er tilfældet.

Men jeg tror ikke, det er tilfældet, og jeg tænker bare, hvad kan man gøre for at modbevise denne fortælling? Så det er derfor, jeg arbejder for en helt anden tilgang til en ny sikkerhedsarkitektur, for jeg tror, at hvis man står over for et uløseligt problem, er man nødt til at bevæge sig op på et nyt plan, et højere niveau af fornuft. Så vær venlig vedvarende at støtte min appel, for denne appel er dybest set henvendt til folk med fornuft, så de europæiske ledere erkender, at deres synspunkt ikke deles af et flertal af verdens befolkning. Så hjælp med at distribuere denne erklæring, få så mange underskrifter som muligt, og jeg tror, at det er det bedste, vi kan gøre på nuværende tidspunkt, for at forhindre, at dette bliver en automatik, hvor det på et vist tidspunkt bliver for sent.

SCHLANGER: Denne erklæring er [tilgængelig på](https://schillerinstitute.com/blog/2025/03/09/instead-of-rearming-for-the-great-war-we-need-to-create-a-global-security-architecture-by-helga-zepp-larouche/) på Schiller Instituttets hjemmeside. Og folk bør underskrive den og lade den cirkulere, så andre kan underskrive den, og gå til deres lokale politiske embedsmænd, fagforeningsfolk og kirkeledere og sørge for, at folk kender til den.

Nu, Helga, er der en kommentar til dette punkt; nogen skrev ind og sagde: »Diskussionen om NATO-udvidelsen som årsag til den særlige russiske militæroperation og chokterapien kommer nu meget mere ud i offentligheden. Lyndon og du var langt fremme med denne historie: Jeg vil bare gerne lykønske jer og spørge, om I oplever, at der er en voksende anerkendelse af jeres arbejde gennem årene på dette område?«

ZEPP-LAROUCHE: Både ja og nej. [latter] Jeg tror »ja«, fordi der er et stigende antal mennesker internationalt, som udtrykker, også direkte til mig og nogle af mine kolleger, at de virkelig sætter pris på det arbejde, vi udfører, især fordi vi har været urokkelige, at vi »ikke satte vores lille frakke for vinden«, som vi siger i Tyskland, men at vi holdt fast i vores principper, og princippet er, at vi er nødt til at have et mere retfærdigt verdensøkonomisk system, så alle verdens lande kan blomstre.

Men der er også en øget indsats for at undertrykke det, vi siger. Jeg synes, der er flere antydninger af, at de forsøger at undertrykke vores synspunkter. Jeg er endnu ikke nået til et punkt, hvor jeg kan præsentere dig for hele billedet, men jeg tror, at vi har observeret det på flere fronter. Vi er naturligvis ikke de eneste. Hvis de kan opgive hele valg, som de gjorde i Rumænien, og farverevolutionsapparatet stadig fungerer – det faktum, at præsident Trump afvikler de subversive elementer i USAID, betyder ikke, at strukturerne ikke stadig er i funktion i flere europæiske lande.

Nå, men for at besvare dit spørgsmål, så tror jeg, at det er både ja og nej: På den ene side er der flere mennesker, der udtrykker anerkendelse, men jeg tror, at der stadig vil være mange kampe at udkæmpe, medmindre vi har flyttet hele verden til et nyt syn, hvor vi kan erstatte konfrontation med samarbejde. Så ja: Det er, hvad jeg tror.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål – du har berørt situationen i Rumænien et par gange, og jeg har en e-mail her fra en selvudnævnt »ungarsk frihedskæmper«. Og det, han skriver, er: »Hvorfor diskvalificerede forfatningsdomstolen Georgescu fra at stille op til præsidentvalget i Rumænien? Hvad mener du om det? Var der pres for at diskvalificere ham fra de såkaldte demokratiforkæmpere i EU?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved ikke præcis, hvad der er sket med forfatningsdomstolen. Jeg tror, at befolkningen i Rumænien er meget oprørt over, at Georgescu allerede har vundet valget én gang, så kvalificerede han sig til at deltage i det næste valg, og så udelukkede de ham med det argument, at hans papirarbejde ikke var tilstrækkeligt, hvilket er et spinkelt argument. Men jeg tror, at en meget overbevisende grund er det faktum, at USA er ved at bygge den største militærbase i Rumænien lige nu. Og det kan være en grund til, at de ikke vil have en præsident, som de siger er venlig stemt over for Rusland og kritisk over for EU. Men jeg synes bestemt, at det er et spørgsmål, som alle, der tror på demokrati, bør være meget bekymrede over, for hvis man aflyser kandidater, der vinder valg, taler man ikke længere om et »demokrati«; man taler om et diktatur.

SCHLANGER: Jeg kan huske et af primærvalgene i Lyndon LaRouches kampagne, hvor han blev nummer to med 26 eller 28% af stemmerne, og de nægtede at give hans delegerede plads: Så det er ikke en hidtil uset handling.

Nu er der et spørgsmål om den egyptiske plan for genopbygning af Gaza. Nogen skrev ind og sagde: »Det ser ud til, at Netanyahu ikke overraskende har afvist den egyptiske plan for opbygning af Gaza. Hvis han ikke vil støtte den, er der så nogen måde, hvorpå den kan fortsætte – kan saudierne f.eks. tilbageholde den gensidige anerkendelse, som Israel ønsker, hvis han ikke vil acceptere planen?«

ZEPP-LAROUCHE: Det kunne de! Min overbevisning er, at den eneste måde – den egyptiske plan er helt sikkert et skridt i den rigtige retning. Men som vi har diskuteret mange gange, mener jeg, at permanent, holdbar fred i Sydvestasien kun er mulig gennem storstilede udviklingsprogrammer, som vi har præsenteret med oase-planen. Og det kræver virkelig et strategisk samarbejde mellem USA, Rusland og Kina. Hvis disse tre lande kan nå til enighed, og du ved, at der er rapporter om, at præsident Trump sandsynligvis ringer til Putin i denne uge. Han sagde, at han vil mødes med Putin personligt meget snart; han vil også mødes med præsident Xi Jinping, sandsynligvis inden for en måned. Hvis denne udvikling går godt, og den geopolitiske konfrontation mellem stormagterne derfor kan overvindes i Mellemøsten, så tror jeg, at alle de andre problemer kan løses. Endda selv om Kina allerede har mæglet mellem Saudi-Arabien og Iran – hele Mellemøsten har været en stedfortræderkrig, et iscenesat område, ligesom Ukraine er det. Derfor tror jeg, at en løsning skal komme oppefra og ned, og så kan alting blive løst. Det, tror jeg, er perspektivet.

SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål til dig fra Thomas B., som sagde: »Det siges, at handelsminister Lutnick er arkitekten bag Trumps toldpolitik« – jeg er ikke sikker på, at det er sandt. Men han spørger: »Ved du, hvad der er hensigten bag brugen af told?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det er en akilleshæl for Trump-administrationen. For så sent som i morges ved midnat indførte Trump 25 % told på europæisk stål- og aluminiumseksport til USA; von der Leyen svarede straks flere timer senere med at indføre 25 % import på whisky, på jordnøddesmør – det lyder latterligt, men den samlede sum på begge sider er 26 milliarder euro, og det er ikke jordnødder. Det vil betyde, at tingene bliver dyrere, og at forbrugerne skal betale prisen; det vil drive inflationen op. Og hvis truslen så også omfatter bilimport til USA, kan det virkelig skade den europæiske økonomi, især i Tyskland. Og så vil det blive imødegået igen med noget andet.

Jeg synes, det er en helt forkert idé. Trump tror selvfølgelig, at han beskytter den amerikanske produktion, og at han kan lokke flere investorer til USA ved at gøre alle disse ting. Men jeg tror, det skader alle! Det er et taber-taber-spil, og jeg synes, det er en dårligt udtænkt teori. For da Alexander Hamilton og de tidlige Founding Fathers talte om told, og også senere Henry C. Carey og Friedrich List og så videre, var det en helt anden situation, for told giver mening, hvis man har en ung, spirende økonomi, som skal beskyttes mod meget stærkere økonomier, der dominerer handlen. I det tilfælde kan told give mening. Men ikke hvis man har en totalt integreret verdensøkonomi: Hvis man f.eks. ser på de forskellige produktionsniveauer mellem USA og Kina, eller Kina og Europa, eller Europa og USA, så skader det alle parter, hvis man forsøger at skille det ad – afkoble, fjerne risikoen, eller hvad man nu vil kalde det.

Så jeg tror, at det forhåbentlig kan afhjælpes, for jeg tror, at det sammen med kryptovalutaen helt sikkert er en svag flanke i Trumps økonomiske politik.

SCHLANGER: Lad mig slutte af med at spørge dig om denne uges møde i Den Internationale Fredskoalition. IPC har stået i spidsen for at samle folk fra forskellige samfundslag, forskellige nationer, forskellige niveauer af engagement, og det har nu stået på i næsten 100 uger i træk. Hvad er der planlagt i denne uge?

ZEPP-LAROUCHE: Vi skal helt sikkert have en vurdering af, hvad der foregår i Syrien, hvor der er en stor opblussen af civile, der bliver dræbt. Vi får flere eksperter til at tale om det, og også en vurdering af den egyptiske Gaza-plan, og hvor vi er på vej hen i Mellemøsten generelt. Vi vil helt sikkert have talere om situationen i Ukraine, hvad der er sket efter Jeddah-mødet, hvad den generelle situation er mellem USA og Rusland, og hvad den europæiske reaktion er på det. Så du bør absolut tune ind og deltage, for det er stedet, hvor du hver uge kan høre topeksperter give dig deres syn på sagen, og det er et meget vigtigt supplement til det, du kan læse i mainstream-medierne, for det er alle mennesker, der har livslang erfaring som analytikere, som militære specialister og som diplomater: Så du bør helt sikkert være en del af det, og det er en voksende fredsbevægelse af mennesker, der kæmper for et nyt paradigme for at komme ud af de nuværende strategiske farer.

SCHLANGER: Nå, Helga, tak fordi du kom i dag, og tak fordi du gør det, du gør: Og vi ses på fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Det håber jeg. Indtil da.

Helga Zepp-LaRouche

Den 8. marts 2025 (EIRNS) –Følgende erklæring blev udsendt af Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, til øjeblikkelig og udbredt international cirkulation og tilslutning.

Skriv gerne under her på Schiller Instituttets internationale hjemmeside.

Den Europæiske Union (EU) og de fleste europæiske regeringer er grebet af et krigshysteri, der kun kan sammenlignes med den krigsgalskab, der brød ud før Første Verdenskrig. Astronomiske summer skal bruges på oprustning: Ursula von der Leyen ønsker at investere 800 milliarder euro(!) i »ReArm Europe«-planen, men ved at påberåbe sig artikel 122 i EU’s Lissabon-traktat for at omgå Europa-Parlamentet. Friedrich Merz, som før valget [23. februar] lovede, at CDU ikke ville røre ved gældsbremsen, siger nu det stik modsatte efter valget: Han foreslår til at begynde med 400 milliarder euro(!) til oprustning og 500 milliarder euro til »infrastruktur«, som i høj grad vil tjene militære formål, men uden at sætte en øvre grænse (!) for militærudgifterne – »Whatever it takes!«, som Merz udtrykte det. Det er de berygtede ord, som Mario Draghi brugte under eurokrisen for at signalere, at alle pengesluser skulle åbnes. Og det sker på et tidspunkt, hvor den tyske fysiske økonomi er i frit fald, hvor nogle europæiske lande er ved at blive knust af gigantiske gældsbjerge, og hvor Europa allerede i vid udstrækning er blevet hægtet af økonomisk.

Og hvorfor pludselig en så voldsom stigning i pengemængden, som om der ikke er en dag i morgen? Præsident Trump taler med den russiske præsident Putin og ønsker at afslutte krigen i Ukraine, som for længst er tabt militært, gennem forhandlinger og dermed sætte en stopper for de forfærdelige dødsfald blandt ukrainere og russere. Samtidig trækker Trump verden tilbage fra randen af en atomkrig, som vi kun var et mulehår fra på grund af den tidligere amerikanske regerings optrapning.

Men i stedet for at lykønske Trump og støtte ham, forsøger EU – som trods alt var vinderen af Nobels fredspris i 2012 – samt premierminister Starmer, præsident Macron og Merz at fortsætte krigen i Ukraine »til sidste ukrainer«, endog selvom eksperter vurderer, at den allerede har kostet over en million ukrainere og omkring 300.000 russere livet.

Europæerne forsøger således at gentage den sabotage, hvormed Boris Johnson torpederede Istanbul-aftalen mellem Putin og Zelenskyj i marts 2022, som kunne have afsluttet krigen efter et par uger, og som derfor er ansvarlig for alle dødsfaldene siden da.

Samtidig udarbejder forskellige efterretningstjenester i Sverige, Danmark, Tyskland osv. prognoser, som siger, at Rusland angiveligt vil have opbygget sin militære kapacitet så meget i 2029-30, at det derefter vil være i stand til at angribe en eller flere andre EU-stater. Dette er en rent geopolitisk motiveret påstand, som der ikke er noget som helst bevis for, men som kan vise sig at ske, hvis Europa vedvarende fokuserer på konfrontation ud fra devisen: »Det, jeg råber ind i skoven, kommer tilbage som et ekko.«

Forskellige institutter, såsom Kiel Institute for the World Economy, påpeger, at hverken det tyske Bundeswehr eller de britiske eller franske væbnede styrker overhovedet er i stand til at gå ind i en direkte konfrontation med verdens stærkeste atommagt – Rusland. Kiel-instituttet advarede f.eks. om, at det med de nuværende indkøbsrater ville tage Bundeswehr op til 100 år at nå op på niveauet for dets lagre i 2004. Den britiske hær har kun 219 kampvogne, mens Rusland producerer over 1000 om året. Det britiske Royal Air Force har kun 173 kampfly! Italien har imponerende 150 kampvogne! Macrons tilbud om at bruge franske atomvåben som en atomparaply for hele Europa burde ses som en provokation mod Rusland snarere end som en faktisk beskyttelse.

Tom Harrington, professor emeritus ved Trinity College i Hartford, Connecticut, opsummerede meget rammende europæernes reaktion: »Hvis du er en chihuahua og spiller dobermann i mange år på tv, kan du glemme, at du faktisk er en chihuahua. Det kan føre til stor vildfarelse, når instruktøren aflyser forestillingen.«

Hvis EU og de enkelte europæiske medlemslande nu saboterer Trumps intention om sammen med Rusland at afslutte krigen i Ukraine, som fra begyndelsen var en stedfortræderkrig mellem USA og Rusland, så begår de en katastrofal historisk fejltagelse. Hvis de så også forsøger at finansiere den enorme mangel på militær kapacitet ved at skabe penge uden for de almindelige budgetter, så gentager de Hjalmar Schachts politik med Mefo-sedler fra 1930’erne. På det tidspunkt vil den store krig med Rusland og med alle de lande, som Rusland har et strategisk partnerskab med, udvikle sig til en selvopfyldende profeti!

De europæiske etablissementer har hidtil undladt at reflektere over deres egne strategiske fejltagelser i de seneste årtier, som har ført til den nuværende situation, der er så ubehagelig for dem. I stedet for at gribe den store historiske mulighed, som Berlinmurens fald og den tyske genforening gav for at etablere en fredsorden, der var absolut mulig på det tidspunkt, endte hele Europa med at følge de angloamerikanske neokonservatives politik. I stedet for at opløse NATO sammen med Warszawa-pagten i 1991, brød Vesten alle de løfter, man havde givet Gorbatjov, og udvidede NATO ikke mindre end seks gange – med i alt 1000 kilometer – op til Ruslands grænser og skabte dermed forudsætningerne for en omvendt Cuba-krise. Derudover skabte politikken for sanktioner, regimeskift og interventionskrige, især i Sydvestasien, en enorm modreaktion i hele det Globale Syd.

Men de europæiske etablissementer har hidtil været ude af stand til at reflektere over deres fejltagelser af åbenlys frygt for, at det vil gavne deres kritikere. Stillet over for valget om at tilslutte sig Trumps nye amerikanske fredspolitik, stiller de sig bag den britiske politik – og dermed det land, der fører krigspolitikken!

Det er tydeligt, at de europæiske pro-atlantiske etablissementer stadig ikke har indset, at det historiske momentum allerede er skiftet massivt til Asien. Flere nationer her har vækstrater, som den europæiske økonomi kun kan drømme om. Kinas økonomiske succes skyldes landets økonomiske politik, som prioriterer investeringer i infrastruktur, realøkonomi, innovation, fremragende uddannelse og øget produktivitet gennem investeringer i banebrydende teknologier.

Kinas handelspartnere nyder godt af denne politik, som er baseret på win-win-samarbejde, da det også er økonomisk fordelagtigt for Kina. Organisationer som BRIKS, der nu har 22 medlemmer og mange flere, der håber at komme med, samt ASEAN, SCO, EAEU og andre, udgør nu et attraktivt alternativ til den unipolære »regelbaserede« orden, der udelukkende er baseret på militæralliancer og geopolitiske interesser. Frem for alt er det efterhånden velkendt, at anvendelsen af disse »regler« er et yderst vilkårligt anliggende.

Europa har reageret på Trumps pludselige signaler om en afslutning på krigen i Ukraine og en genoptagelse af diplomatiet med Rusland med stor panik – og råb om krig. Men der er stadig tid til at korrigere denne potentielt fatale kurs. Hvis Europa vil overvinde sin nuværende økonomiske elendighed, ligger udvejen i et samarbejde med nationerne i det Globale Syd, som for længst er blevet til den Globale Majoritet.

Menneskeheden er nået til et punkt, hvor den må overvinde de gamle tankemønstre, der er gennemsyret af geopolitik og Den kolde Krig, og erstatte dem med en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til alle nationers interesser på denne planet. Et positivt eksempel på dette er Den Westfalske Fred, som kom i stand, fordi de stridende parter kom til den konklusion, at hvis krigen fortsatte, ville ingen kunne nyde sejren, da der ikke ville være nogen overlevende. Hvor meget mere overbevisende er dette argument ikke i tider med atomvåben, som, hvis de blev brugt, ville føre til udryddelse af hele menneskeheden!

Vi opfordrer de europæiske politikere til at komme til fornuft!

• Gentag ikke fejlene fra 1930’erne!
• Menneskeheden står ved den vigtigste korsvej i sin historie!
• For et nyt paradigme: samarbejde i stedet for konfrontation!
• For øjeblikkelige forhandlinger om en ny Westfalsk Fred!
• For en afslutning på krigen i Ukraine gennem forhandlinger og diplomati!
• For en afslutning på krigen i Gaza gennem diplomati, anerkendelse af to-statsløsningen og økonomisk udvikling af hele regionen!
• Ingen udstationering af amerikanske mellemdistancemissiler i Tyskland!

  Skriv gerne under her på Schiller Instituttets internationale hjemmeside.

• Foto: getarchive.net

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg vil være jeres ordstyrer i dag sammen med Dennis Small og Dennis Speed. Dette er vores 92. møde i træk. Jeg vil gerne takke alle vores faste deltagere fra hele verden; ledere af forskellige organisationer, diplomater, forskellige repræsentanter for mange forskellige organisationer og også nye mennesker, som er med os i dag.

Vi oprettede dette forum for 92 uger siden for at forene fredsbevægelsen i hele verden, fordi mange forskellige koalitioner helt åbenlyst er brudt sammen og er blevet ret dysfunktionelle. Hvis vi skal opnå ægte fred på planeten, er vi nødt til at bringe folk sammen på tværs af deres ideologier for at opnå dette. Vi har koordineret i 92 uger, hvilket er noget af en bedrift.

Vi har et åbningspanel med meget interessante mennesker; jeg lægger dagsordenen op i chatten. Jeg vil gerne have Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition, til at indlede mødet i dag. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag. Vi befinder os i en virkelig dramatisk situation, hvor der næsten hver dag sker et nyt jordskælv. Det er endnu ikke klart, hvor det vil bevæge sig hen, men det er utroligt. Mens situationen omkring Ukraine har været i højsædet i den sidste uge, især efter Zelenskyjs dramatiske optræden i Det Hvide Hus i fredags, er tingene virkelig ved at gå helt amok. Den europæiske reaktion på præsident Trumps insisteren på, at han ønsker at afslutte krigen i Ukraine, er forbløffende. For et par dage siden var der et særligt EU-rådsmøde, hvor Ursula von der Leyen, formanden for EU-Kommissionen, meddelte, at de havde godkendt 800 milliarder euro til noget, der kaldes »Rearm Europe Plan«. Det er meningen, at der skal stemmes om det på det næste formelle møde i Det Europæiske Råd den 21. marts. Det er et enormt beløb – 800 milliarder euro. Men det er ikke nok, for i mellemtiden er det på en uge lykkedes den udpegede nye tyske kansler Friedrich Merz at lave en 180 graders kovending, for før han blev valgt, lovede han og fortalte vælgerne mange gange, at CDU ville være imod ændringen af den såkaldte gældsbremse. Gældsbremsen er en mekanisme, hvor det er skrevet ind i den tyske forfatning, at regeringen ikke kan overskride en bestemt grænse for nye kreditter. Han sagde, at fordi der er ekstraordinære omstændigheder, må det opgives. Derfor foreslår han nu et militærbudget på 400 mia. euro og derudover 500 mia. euro til infrastruktur. Men de 400 mia. euro er ikke et loft, men han sagde, at han vil gøre, hvad der skal til. Det er en tydelig henvisning til Mario Draghis berømte bemærkninger midt under eurokrisen, hvor han sagde, at Den Europæiske Centralbank ville mobilisere al den likviditet, der var nødvendig; hvad der end skulle til for at redde euroen. Så det bruger Merz nu, hvilket betyder en ubegrænset vilje til at finansiere Tysklands oprustning. EU har 800 milliarder euro, og Tyskland har 400 milliarder euro til fri afbenyttelse. Det er som sagt en 180-graders ændring på en uge! Manden har lige vundet valget med et løfte om, at han ikke ville ændre på det. Derfor støttede mange vælgere ham, og endda mange mennesker i selve CDU, fordi de er imod socialdemokraternes og de grønnes idé om bare at løsne gældsbremsen for alle mulige investeringer. Endda Bild Zeitung, som er den største tabloidavis i Tyskland, havde på side tre i dag en hel side med citater fra folk, der udtrykte, at de mener, at dette er et forræderi mod vælgerne, for hvis Merz en uge efter afstemningen gør præcis det modsatte af, hvad han gik til valg på, er det helt klart et forræderi.

Hvad er påskuddet for alt dette? Naturligvis reaktionen på den hurtige række af begivenheder. Først Hegseths tale i Bruxelles; så vicepræsident Vances tale på sikkerhedskonferencen i München, hvor han beskyldte EU for ikke at have noget demokrati, ingen ytringsfrihed; efterfulgt af mødet mellem udenrigsminister Lavrov og udenrigsminister Rubio i Riyadh; så telefonsamtalen mellem Putin og Trump. Og som kronen på værket flippede det hele ud i Det Ovale Kontor, da Zelenskyj var på besøg, og han kom op at skændes med Trump og Vance og blev uden varsel smidt ud af Det Hvide Hus. Dette efterfølges nu af en hel række begivenheder. Zelenskyj tog straks fra Det Hvide Hus til London, hvor han blev modtaget med åbne arme af Keir Starmer. Macron truede med at sende franske tropper ind i Ukraine for at åbne den franske atomparaply for hele Europa. Det blev straks besvaret af udenrigsminister Lavrov, som sagde, at Macrons forslag om at sende tropper ind i Ukraine er helt uacceptabelt. Det ville være en direkte indsættelse af NATO mod Rusland, og det ville naturligvis få passende konsekvenser.

Det, der er sket, er, at europæerne tydeligvis var så fast besluttede på hele deres strategi om at ødelægge Rusland, at forårsage et strategisk nederlag for Rusland, som har været dagsordenen i de sidste tre år, at de ikke kunne indstille sig på, at Trump ville sige: »Lad os afslutte denne krig og få en aftale med Rusland.« Det er klart, at europæerne ikke på noget tidspunkt forsøgte at løse konflikten gennem diplomati; på intet tidspunkt foreslog de at forhandle om noget som helst. De talte altid kun om, at Ukraine skulle vinde på slagmarken, og at Rusland skulle besejres. Det var deres eneste mantra. Nu, hvor de er konfronteret med denne indsats fra Trump, som endnu ikke er afgjort; det er bare de første spæde skridt i forhandlingerne nu. Naturligvis har mange ting fulgt efter. Trump er holdt op med at sende militært udstyr til Ukraine – det er måske kun en pause – og afskærer Ukraine fra militær efterretning. Nogen sagde, at det er som at bruge en 2 x 4 mod et muldyr bare for at få dets opmærksomhed. Under alle omstændigheder er det, hvad der skete.

Der er også trusler om, at USA kan skære ned på efterretningsudvekslingen med briterne og Five Eyes. Det har skabt en helt ny situation, fordi hele briternes atomarsenal kun er operationelt med amerikansk teknisk støtte og efterretningsstøtte; de kan ikke bruges uafhængigt. Det er kun det franske atomarsenal, som har en suveræn eller uafhængig evne til at fungere. Det, som hele denne sag har forårsaget, er en hidtil uset og på overfladen næsten uforståelig reaktion fra europæerne. De siger, at dette er en fuldstændig afbrydelse af den vestlige alliance; nu er Europa på egen hånd og må sørge for sit eget forsvar og kan ikke længere stole på USA. Det er som et fuldstændigt brud. På det europæiske topmøde i London, mens de løb rundt som en kylling uden hoved, indså de, at EU plus briterne ikke er militært i stand til at klare sig selv uden NATO. Det faktum, at de stadig er med i NATO, betyder naturligvis, at franskmændene end ikke frit kan bruge deres nukleare arsenal uden tilladelse fra NATO-strukturen generelt.

Der kommer også mange rapporter, f.eks. fra Keeler Economic Institute, som siger, at den tyske hærs tilstand er fuldstændig latterlig. De siger, at for at komme tilbage til niveauet for Bundeswehr, som det eksisterede i 2004, for at få det samme antal kampfly, er man nødt til at bruge 15 år. For at komme tilbage til niveauet af kampvogne fra 2004 er man nødt til at bruge 40 år. Og for at have en lignende mængde haubitser, er man nødt til at bruge 100 år. Det er selvfølgelig et tvivlsomt spørgsmål, så det er derfor, de går efter dette massive militære oprustningsprogram med de tal, jeg nævnte i begyndelsen. Der må man sige, at hvis de nu vil finansiere denne form for militær oprustning på europæisk og tysk niveau – og det er op til de andre lande, hvad de vil gøre – så kan det ikke finansieres inden for budgettet. Derfor ønsker de at skabe denne separate mekanisme, som har et historisk fortilfælde i Hjalmar Schachts Mefo-lovforslag. Det var sådan, det lykkedes Schacht at få gang i våbenindustrien igen. Der dukker nu forskellige artikler op, bl.a. i den britiske presse, som siger, at det var sådan, USA kom ud af depressionen; det var ikke New Deal, det var krigsmobiliseringen. Det er en meget almindelig historie. Men det, disse mennesker udelader, er, at det logiske resultat af denne Mefo-lovs mobilisering var at gå i krig; for man kan ikke realisere denne boble i faktiske fysiske økonomiske termer, undtagen når man går efter fuldstændig ødelæggelse i en krig.

Det er det, der truer, og det er faren. Og det er det, vi skal mobilisere imod for at få noget helt andet på dagsordenen. Hvis dette fortsætter, opstår der en fuldstændig katastrofe.

Det er ikke en ensartet godkendelse fra europæerne. I de forskellige lande er mange mennesker ved at få øjnene op for det enorme i det, der sker. Det er ikke 100 % klart, at Merz’ nye koalition kan skabes, for nogle folk i Socialdemokratiet har ondt i maven over denne form for oprustning; endda nogle af CDU-folkene er meget kritiske. Men naturligvis var Orbán, Ungarns premierminister, den eneste, der stemte imod, og han brugte sit veto mod en sådan plan. Han sagde, at dette langt overskrider EU’s muligheder for at gøre dette. Jeg mener, at dette er noget, verden må tage i betragtning som en strategisk grund til alarm af højeste prioritet. Det historiske fortilfælde er Hjalmar Schacht, og folk bør se på historien for at erkende, hvad resultatet blev af en sådan mobilisering.

Årsagen er indlysende: Det europæiske etablissement er så skræmt over Trump, fordi han repræsenterer en diskontinuitet i forhold til den tidligere imperiale politik. De har nemlig endnu ikke set på, hvorfor Trump blev valgt, nemlig fordi de amerikanske vælgere afviste den politik, der fulgte med det unipolære verdensherredømme, globaliseringen og alle dens aspekter. Hvis europæerne var kloge – hvilket de tydeligvis er meget langt fra at være – ville de reflektere over det faktum, at Trump blev valgt på grund af den tidligere regerings politik; i særdeleshed Obama og Biden. I stedet for at drage den konklusion, at hvis de ikke tager sig sammen og retter op på den fejlslagne politik, kan de måske holde fast i magten i en meget kort periode, men det vil helt sikkert give næring til lignende opposition i alle de europæiske lande, fra Geert Wilders til Meloni til Le Pen, til AfD og mange andre lignende bevægelser i andre lande også. Det er en fuldstændig kortsigtet og dum reaktion, men den repræsenterer det faktum, at disse politiske eliter i Europa ikke er villige og ikke i stand til at reflektere over den fejlslagne politik, der er blevet ført i de sidste 35 år efter afslutningen af den kolde krig og forsøget på at etablere en unipolær verden med alle de forudsætninger, det indebærer. Så det betyder, at vi har en meget dramatisk situation i Europa.

Ikke at sige, at den ikke er lige så alvorlig og dramatisk, for ikke at nævne, hvad der sker i Sydvestasien. Vi havde det ret vigtige og vellykkede topmøde i Cairo den 4. marts, hvor der blev vedtaget en plan for genopbygning af Gaza. Egypten har nu forpligtet sig til at organisere en stor all-arabisk konference for at realisere denne plan. Så det er et lille skridt i den rigtige retning for Oase-planen. Men i selve Gaza ser det meget sort ud, for nu på sjette dag blokerer IDF igen Gaza og lukker ikke mad og humanitær hjælp og andet udstyr ind. Det fører igen til enorme krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, som en FN-embedsmand netop har udtalt i situationen.

Vi er nødt til at forny vores bestræbelser på at få oase-planen på bordet som en del af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur. På grund af situationens alvor møder vi mange palæstinensere, som siger til os: »Glem oase-planen. Vi har brug for retfærdighed; vi har brug for en tostatsløsning. Intet andet tæller.« Jeg tror, at vi i denne diskussion om IPC mange gange har argumenteret for, hvorfor det ikke fungerer, fordi man ikke får en tostatsløsning, hvis man ikke ændrer hele dynamikken i regionen og derudover hele den strategiske situation på verdensplan. Det er i allerhøjeste grad muligt, fordi Kina tilbyder det, der svarer til en ny sikkerhedsarkitektur. Putin sagde i sin diskussion med FSB den 27. februar, at han nu ser potentialet for et europæisk sikkerhedssystem og endda et globalt sikkerhedssystem. Så disse muligheder er i horisonten, men de kræver, at vi og andre, der forsøger at bevare freden, tager målrettede skridt.

Endelig har Vatikanets repræsentant i FN igen rettet en dramatisk appel til verdenssamfundet om at standse denne krigsførelse, advaret om Hiroshima og Nagasaki og appelleret til verden om at gå i en anden retning. Man kunne ønske, at især de partier, der har et C i deres navn, som Kristendemokraterne, ville lytte til dette.

Jeg tror, det er her, vi er; og jeg tror, vi er nødt til absolut at optrappe vores mobilisering for det nye paradigme, for som man kan se, løser opsplitningen af den vestlige alliance, som den har fundet sted, ikke problemet, men har en tendens til at øge faren.

Bemærkninger under diskussionen:

Jeg kan kun være enig med dig i, at det ikke kun er uger og måneder, hvor europæerne ikke vil være klar til krig; det vil være år. Faktisk kommer forskellige efterretningsvurderinger fra Sverige, Danmark, Holland og Tyskland ud af det blå og siger, at Rusland vil være klar i 2029 eller 2030 til at føre endnu en storkrig mod et land i Europa eller måske hele Europa. Det er der ikke et eneste bevis for; det er en antagelse, der skal motivere den nuværende oprustningspolitik. Hvis man ser objektivt på Ruslands politik, har jeg ikke fundet og har ikke set beviser fra nogen anden på, hvorfor det skulle være i Ruslands interesse at gå den vej og forberede sig på krig i 2029 eller 2030. Det er bare en komplet løgn.

Jeg synes, det er vigtigt, da du sagde, at der igen vil være plads til debat, som lige nu er meget begrænset. Folk som tidligere medlemmer af efterretningstjenesterne som dig kan gøre verden og udsigten til fred en stor tjeneste ved at analysere. Er det et realistisk skøn? Er der noget bevis for, at Rusland har sådanne planer? Det samme gælder beskyldningen om, at Kina forsøger at erstatte USA som en imperialistisk magt. Det er der ikke noget som helst bevis for. Hvis man ser på den kinesiske regering og det kinesiske system, er det faktisk helt anderledes end i Vesten; det er sandt. De siger, at de er kommunister; man kan sige, at det er en meget specifik kommunisme med kinesiske karakteristika. Men det er i langt højere grad 5.000 års kinesisk tradition, som altid har været mere optaget af det fælles bedste end af individuel frihed. Mange af de ting, som Vesten nu kritiserer for at være så forfærdelige, er kinesisk kultur; en kultur, som har tjent dem godt. Hvorfor tror du, at Asien trives lige nu, mens Vesten er ved at kollapse? I det mindste er den europæiske del af det i frit fald. Jeg tror, vi er nået til et punkt, hvor vi absolut er nødt til at se på, hvad der i Vestens tankegang stadig er kolonialt? MI6 blev nævnt af både Bhadrakumar og Garland Nixon. Det er en kendsgerning, at den britiske rolle i anstiftelsen af denne krig har været helt ubestridelig. Boris Johnson ødelagde Istanbul-aftalen; Starmer opildnede Trump til at sende flere våben og våben med større rækkevidde. Briternes rolle er uden for enhver tvivl for enhver, der ønsker at se, hvad der foregår. Og nu tilbyder Macron en atomar paraply for hele Europa, hvilket jeg ikke synes er en god idé; også idéen om franske tropper i Ukraine. Er det ikke utroligt, at de tidligere kolonimagter fra Sykes-Picot-traktaten nu er de største anstiftere af krigen i Ukraine? Der er tydeligvis en rest af kolonialisme i disse europæeres politik. Jeg ved godt, at de helt arrogant vil skubbe det fra sig, men jeg tror desværre, at det er noget, der er nødt til at blive diskuteret. 2 x 4 er ikke mit yndlingsinstrument til dialog, men nogle gange er det nødvendigt.

Spørgsmål: Håndterer de nuværende europæiske ledere dette på eget initiativ, eller må vi antage, at der er større kræfter bag scenen uden for dagslyset, som driver og styrer dem?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er begge dele, for hvis man ser på, hvordan det europæiske system har udviklet sig, er det i Tysklands tilfælde mest indlysende, fordi hele Tysklands eksistens i efterkrigstiden har været som et besat land. Suverænitet er endnu ikke opnået. 2+4-aftalen efter genforeningen gav teoretisk eller praktisk suverænitet til Tyskland, men vi ved, at den ikke blev gennemført. Hele strukturen for, hvordan DDR blev overtaget, hvordan folk blev indsat af Vesten i henhold til checkhæftet og pengene og så videre, var en slags blåkopi af det, der skete med Vesttyskland efter Anden Verdenskrig af besættelsesmagten. De indsatte udvalgte politikere, som de havde valgt i eksil i henhold til den profil, der passede bedst til besættelsesmagtens interesser.

Hele strukturen er sådan, at folk, der følger programmet, gør karriere, og dem, der afviger, gør ikke. De eneste, der bryder med det, er naturligvis AfD og BSW, men BSW blev effektivt smidt ud af parlamentet. Vi har et reelt problem med det parlamentariske system i Europa. Det er virkelig degenereret næsten som det amerikanske valg, som i høj grad er blevet et plutokrati. Penge fra Wall Street og det militærindustrielle kompleks har virkelig muliggjort mange kongresmedlemmers og senatorers karrierer. På samme måde er det i høj grad et spørgsmål om, hvem der bliver opstillet i det parlamentariske partisystem i Europa. Passer de til profilen for oligarkiets interesser? Det er et stort problem.

Det betyder, at mange mennesker, som ellers ville handle anderledes, ikke ønsker at miste deres privilegier, og derfor følger de med. Hvis du spørger, hvad de andre uhyggelige kræfter er, så er det systemet; oligarkiets system. Man behøver ikke nødvendigvis at sætte folk på en lønningsliste; det er at være en del af klubben at følge med for at følge med.

Derudover tror jeg, at der er nogle mennesker, som helt klart er det, som British Integrity Initiative plejede at kalde klyngeagenter; folk, som bliver sat i positioner for at udbrede historien. De er meget tydelige, fordi de er åbenmundede og klare, men nogle af disse mennesker er så meget med i det, at de også er deres egne drivkræfter. Det er virkelig en mangel på demokrati, en mangel på statskunst. Jeg har længe sagt, at vi har brug for flere statsborgere – folk, der forsøger at blive kompetente, så de kan være kansler, økonomiminister, uddannelsesminister og kulturminister. Men det går imod dovenskaben hos folk, der hellere vil have banal underholdning end at tænke selv. Jeg synes, vi har en kæmpe krise i Vesten; folk prøver ikke længere at forbedre sig selv. Jeg tror virkelig, at det er en rest fra slutningen af Romerriget. Men Schiller Instituttet forsøger naturligvis at modvirke det ved at få folk overbevist om, at vi har brug for en kulturel renæssance. At tænke og forbedre sig selv for det fælles bedste er et meget højere mål end bare at have det sjovt.

[Lidt senere] Jeg er helt enig i det, Jack siger, for Oase-planen var en plan, som blev foreslået af Lyndon LaRouche i 1975 på grund af et meget specifikt potentiale, som eksisterede dengang. Vi har genaktiveret den på grund af de forfærdelige begivenheder, der foregår i Gaza og på Vestbredden og så videre. Jeg har sagt mange gange, at jeg mener, at det er vigtigt at organisere mange mennesker for det perspektiv; for det er kun, hvis man har en vision for en bedre fremtid, at man kan overvinde voldens cyklus. Men jeg har også altid givet udtryk for min tro på, at det kun vil være muligt, fordi der vil opstå en situation, hvor USA, Rusland og Kina bliver enige om noget, der går i retning af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. For kun hvis man stopper geopolitikken, for hele Mellemøsten er en stedfortræderkrig for kolonimagterne, inklusive USA i den forstand. Kun hvis disse magter stopper det geopolitiske spil og tillader et system, hvor alle lande på planeten får deres interesser opfyldt, kan man få sådanne løsninger.

Jeg tror, at dette allerede er den dominerende dynamik i verden, for hvis man ser på den seneste kongres i Kina, de såkaldte to sessioner, så har de et utroligt optimistisk perspektiv for på den ene side at opbygge hjemmemarkedet i Kina, som allerede er meget mere moderne end i noget andet land i Vesten. Men samtidig fokuserer de meget på det Globale Syd, på Afrika, på Latinamerika. Latinamerika nævner de ikke så meget på grund af den nuværende politik. Hvorfor er det Globale Syd så meget mere venligt stemt over for Kina og også over for Rusland? Hvorfor afviser de at blive inddraget i NATO’s fortælling om Rusland? Det er, fordi de oplever, at Kina og Rusland giver dem reelle fordele i deres egne bestræbelser på at udvikle sig. Det er derfor, de har opbygget disse venskaber. Den tidligere kombination af Vesten, som nu er ved at gå i opløsning, forsøgte at have mere end 800 militærbaser rundt om i verden. Hvad får udviklingslandene ud af det? I bedste fald får de sikkerhedstræning til deres soldater og en vis mængde industri omkring det. Men infrastruktur, industri, landbrug? Nej, absolut ikke.

Jeg tror, at det mentale spring, Vesten skal tage, er at sige, hvorfor vi ikke slår os sammen med Rusland, Kina, Indien, Japan, Brasilien, Indonesien og andre lande, som allerede er vækstøkonomier, og lader os forene vores bestræbelser på at løfte alle disse lande. Så vil vi have en global Marshall-plan, som du kalder det, eller vi kalder det »Den nye Silkevej bliver Verdenslandbroen«. I 2014 offentliggjorde vi planen for en sådan global Marshall-plan, som vi kaldte »Den nye Silkevej bliver Verdenslandbroen«. Den er til dels allerede ved at blive realiseret, men den kan blive den absolutte plan for, hvordan alle nationer kan arbejde for at løfte landene i det Globale Syd med det samme. Jeg tror, det er fremtidens krav, og jo flere studerende, der begynder at diskutere disse spørgsmål, jo bedre. Man er nødt til at have unge mennesker til at lægge pres på de eksisterende institutioner for at kræve en sådan ændring.

Spørgsmål: »Både Storbritannien og Frankrig vil gøre alt, hvad de kan, for at bevare deres imperiale rolle. Jeg ser det største brændpunkt i disse to nationer. Forhandlingerne må gå deres gang der, så Frankrig og Storbritannien kan finde en ny rolle.« Jeg går ud fra, at hun siger, at diskussionerne om krig skal have en indvirkning der.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror bestemt, det er sandt. Jeg ville ikke undervurdere hollænderne og belgierne. Europa har desværre en historie med kolonialisme. Jeg tror, at selv om den nuværende befolkning nok helt vil afvise tanken om, at de stadig udøver kolonialisme, så tror jeg, at det er et faktum. Se på Afrikas tilstand. De klager nu over kinesernes rolle i mange afrikanske stater, men har europæerne gjort noget for at udvikle Afrika i alle disse årtier? Nej, det gjorde de ikke. Jeg synes, at den koloniale tankegang kom tydeligst til udtryk i det, Josep Borrell sagde med sit latterlige billede af, at Europa er en have, og alle de andre er en jungle. Man skal sørge for, at jungleplanterne ikke vokser ind i den smukke have. Det var det mest latterlige udsagn, men det er illustrativt. Se på den stadigværende udenrigsminister, som forhåbentlig er ude om et par dage og løber rundt i verden og prædiker, hvad folk skal gøre. I en vis forstand synes jeg, at koloni-feberen er noget, folk bør blive bevidste om.

Hvis man taler med den almindelige borger og fortæller dem, at det historiske momentum allerede er flyttet til landene i det, der tidligere hed Den Alliancefrie Bevægelse, men som nu hedder Den Globale Majoritet, så synes jeg, at de har meget mere menneskelighed og stræben efter en bedre epoke for menneskearten, end man finder i Vesten lige nu. Men for at finde folk i Vesten, som endda indser det, skal man bruge et forstørrelsesglas. Derfor mener jeg, at det Globale Syd skal tale med store bogstaver; de skal inddrages i alle komitéer. Jeg tror, at det historiske momentum på nuværende tidspunkt er at inddrage vægten af 85 % af den menneskelige befolkning i alle komitéer, herunder reformen af FN for at afspejle det. Jeg tror, at det skal diskuteres meget mere, for det er tidens trend, som kan blive en meget positiv indflydelse.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg vil gerne komme ind på det, jeg startede med, nemlig det faktum, at Europa nu udsteder utrolige summer til militær produktion. Man kan diskutere, om det er det samme som Hjalmar Schachts Mefo-sedler, men det er pengeskabelse uden et produktivt grundlag. Derfor er det i sidste ende en inflationær forøgelse af en boble. Det samme kan siges om kryptovalutaer og andre Bitcoins og lignende ikke-regeringskontrollerede private valutaer. Jeg tror, det er en af akilleshælene i hele systemet.

Men siden du nævnte spørgsmålet om unge mennesker og ungdommen, synes jeg, at alle deltagerne i IPC-opkaldet bør kommunikere ideen om »Lad os ikke gentage historien« til alle de unge mennesker, du kender. Resultatet af en sådan bestræbelse var to forfærdelige verdenskrige, men især Anden Verdenskrig. Lad os ikke gå ned ad den vej igen. Hvis jeg var et ungt menneske lige nu, ville jeg reagere på det, for hvordan kan man have en fremtid, når faren for en ny fascisme truer? Det er også implicit tilfældet.

Ellers er jeg helt enig i den idé, Bernie nævnte, om at vi har brug for en international konference med alle regeringer. Jeg tror, at FN’s generalforsamling ville være det perfekte sted at afholde en sådan konference. Den kunne udspringe af generalforsamlingen. Den Westfalske Fred afsluttede 150 års religionskrig, og den eneste grund til, at folk fra forskellige lande mødtes, var, at de indså, at hvis krigen fortsatte, ville ingen være i live til at nyde sejren, fordi så mange mennesker allerede var blevet dræbt. Jeg tror, det er en stærk motivation.

Jeg tror, at vi lige nu befinder os i en periode med utrolige forandringer fra et paradigme til det næste. Den nye orden er endnu ikke sikkert formet, men det er perioder, hvor ideer betyder noget. Engagementet fra mennesker med god vilje har en meget større indflydelse end i tider, hvor alting går ad rene veje, som det har gjort i årtier. Dette er en periode med revolutionære forandringer. Næste tirsdag har vi et internationalt ungdomsopkald for at forberede deltagelsen i Schiller Instituttets konference i maj. Hvis du kender nogle unge, som gerne vil lære unge fra andre lande at kende og udveksle ideer om denne kamp, så kontakt Schiller Instituttet og bliv registreret som deltager i den kommende diskussion på tirsdag [https://schillerinstitute.nationbuilder.com/youthdialoguemarch2025]. Jeg tror, det bliver kl. 10 på østkysten. Husk, at der bliver skiftet til sommertid i løbet af weekenden, så du bør helt sikkert forsøge at opmuntre unge mennesker til at komme til den samtale. Jeg kan kun sige, at historien på nuværende tidspunkt bevæger sig i et så betagende tempo, at jeg tror, folk er klar over, at det er nu, de bør blive aktive. Tænk over, hvad dit liv handler om. Vil du bare være en forbruger, eller vil du være en, der ved slutningen af dit liv kan sige, at du har bidraget med noget til at forbedre den menneskelige arts vilkår? Jeg synes bestemt, at det er et mål, vi alle bør have. I den ånd, kom tilbage i næste uge til IPC-mødet og tag to eller tre venner med. [hzl/amb] [ssu]

Ikke korrekturlæst

[HZL] [HCS]

Onsdag den 5. marts 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Dette er onsdag den 5. marts 2025. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært. Du kan sende spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail til questions@schillerinstitute.org, eller du kan sende dem til chat-siden.

Nu, Helga, i går aftes under sin State of the Union-tale læste præsident Trump et brev fra Volodymyr Zelenskyj, hvor han skrev: »Ingen ønsker en endeløs krig. Ukraine er klar til at komme til forhandlingsbordet så hurtigt som muligt for at bringe varig fred tættere på.« Og så sagde han: »Jeg er klar til at arbejde under præsident Trumps stærke lederskab.« Det er noget af en kovending og tydeligvis en reaktion på den skideballe, han fik af Trump og Vance sidste fredag, da han blev smidt ud af Det Hvide Hus, det mislykkede Starmer-topmøde i London, Trumps pause med våben og økonomisk støtte til Ukraine og andre udviklinger. Så lad os begynde med din vurdering af disse begivenheder. Bringer disse begivenheder os tættere på en bæredygtig fred i Ukraine?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det mener jeg, for jeg ved ikke, om du har nævnt, at USA har afbrudt informationsudvekslingen og de militære forsyninger, og det efterlader Ukraine med en meget kort periode, hvor de under alle omstændigheder kan opretholde militære aktiviteter. Så jeg synes, det er et meget, meget vigtigt øjeblik, og hvis man sammenligner med den hysteriske adfærd hos nogle mennesker i Europa, så tror jeg, at det nu bliver meget klart, hvem der er interesseret i at holde krigen i gang, og hvem der ønsker fred. Så jeg synes, det er et meget håbefuldt tegn, og det er endnu ikke den fulde løsning på problemet, men det viser, at der er en vilje, i hvert fald fra USA’s og Ruslands side, og at Trump også er fast besluttet på at sætte handling bag sine ord. Og det er et princip, som, hvis det anvendes til et godt formål, virkelig bringer verden væk fra kanten af Tredje Verdenskrig. Så jeg synes, at alle, der er fornuftige, bør være glade for det!

SCHLANGER: Flere mennesker skrev til os og spurgte til rygterne om, at Trump måske ville annoncere, at USA forlader NATO, som reaktion på Starmer-Macron-mødet, at de havde en decideret negativ reaktion på europæerne, fordi de kom ud og sagde, at de ikke vil have fred! De er indstillet på krig. Så vi har to spørgsmål om dette: »Hvad ville du mene om, at USA forlod NATO?« og «Kan NATO overleve uden USA?«

ZEPP-LAROUCHE: Det har længe været min opfattelse, at NATO burde have været opløst på samme tid, som Warszawapagten blev opløst i 1991; at NATO’s karakter i mellemtiden i stigende grad, skridt for skridt, har ændret sig fra en defensiv nordatlantisk alliance til en offensiv alliance med globale ambitioner i det indo-pacifiske område og klart har ændret karakter fra at være et defensivt instrument, der forsvarer USA’s og europæernes interesser, til at dæmme op for Rusland, Kina og nu potentielt hele BRIKS-udviklingen.

Så jeg synes, at NATO bør opløses: Jeg synes, det er en forældet opfattelse. Jeg synes, det ville være godt, hvis USA også tog den beslutning, og jeg tror ikke, at Europa alene kan opretholde noget, der ligner NATO. De kan måske udvikle et europæisk sikkerhedssystem, selvom jeg personligt mener, at det ville være en fuldstændig forpasset mulighed: For jeg tror, vi er nået til et punkt, hvor vi er nødt til at gå ind i et nyt paradigme for internationale relationer, hvor geopolitik bliver erstattet af en samarbejdsorienteret tilgang. Og i betragtning af, at der nu er to store ledere, Xi Jinping og Vladimir Putin, der taler om et globalt sikkerhedssystem – Xi Jinping har sagt det i nogen tid med sine tre initiativer, Global Development, Global Security og Global Civilizational Initiative; og Putin sagde på et møde sidste lørdag med [FSB] (http://en.kremlin.ru/events/president/news/76338) grundlæggende, at han nu ser muligheden for at etablere et europæisk sikkerhedssystem og endda et globalt sikkerhedssystem.

Så jeg tror, at alle i Vesten, som ønsker et andet syn på tingene, straks bør tage det til sig og indlede seriøse forhandlinger i den retning, for selve idéen om, at man altid er nødt til at have en fjende, er bare en af disse {Ewiggestrige} idéer: Det betyder på tysk de tilbagestående ideer fra fortiden, som bør udryddes. Og I ved, menneskeheden bør tage et nyt spring ind i en æra af samarbejde, og jeg synes, at alle med god vilje bør hjælpe og arbejde i den retning.

SCHLANGER: Vi har lige fået et spørgsmål ind, Helga, fra John North, som spørger: »Er Zelenskyjs brev bare en finte, mens Ukraine vender tilbage til sine oprindelige, uacceptable krav?«
ZEPP-LAROUCHE: Det tror jeg ikke. Jeg tror, at krigens realiteter, som er forfærdelige – og se, nu er vi nødt til at få fred, det er det første og vigtigste. Men i sidste ende er man nødt til at se tilbage på, hvem der forhindrede fred i marts 2022? Jeg mener, der er selvfølgelig hele spørgsmålet om, hvordan det overhovedet kom til krig? Og der er især mange vigtige amerikanere, der har peget på hele udviklingen af NATO-udvidelsen, de brudte løfter, Jack Matlock, Jeffrey Sachs, Wertheimer, alle mulige relevante mennesker, har peget på dette. Og jeg tror, at hvis alt er under kontrol, hvilket forhåbentlig snart er tilfældet, så må man se tilbage og sige, hvem var ansvarlig for, at den aftale, der blev indgået i Tyrkiet, i Istanbul i marts 2022, hvor der var en aftale mellem Putin og Zelenskyj, hvem saboterede den? Og nu er der flere og flere, der står frem og siger, at det var Biden, og det var eftertrykkeligt Boris Johnson, der fløj til Kiev og sagde til Zelenskyj, at han skulle blive ved med at kæmpe, »vi støtter dig hele vejen.«

Så alle de mennesker, der er døde siden – det er hundredtusinder af mennesker; ingen ved præcis hvor mange, men sandsynligvis mere end en halv million med sikkerhed, og hele landet er ødelagt, infrastrukturen er ødelagt. Mange mennesker har forladt Ukraine. Landet er kun en skygge af, hvad det var før – og for hvad? For hvad? Og jeg tror, at man virkelig må komme til fornuft og dybest set sige, at i moderne tid er krig ikke en måde at løse konflikter på.
Så jeg tror, at dette er et øjeblik, hvor det vigtigste er at få fred, og så må historikere og måske journalister og andre – der er stadig nogle journalister, men der er vist ikke så mange nu om dage – virkelig besvare det spørgsmål. Men det vigtigste lige nu er at afslutte krigen.

SCHLANGER: Vi har endnu et spørgsmål om talen om nationens tilstand. Nogen skrev ind og sagde: »Præsident Trump talte om et missilforsvarssystem, kaldte det en ‘Golden Dome’ til at beskytte USA og henviste til Reagans opfordring til missilforsvarssystemet som model.« Og denne person skriver ind: »Din mand, Lyndon LaRouche, arbejdede sammen med Reagan-administrationen om ideen om et missilforsvar i begyndelsen af 1980’erne og førte kampagne for det over hele verden. Er det, Trump foreslog i går aftes, baseret på Lyndons idé, eller er det anderledes?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, man kan udlede af det, Trump sagde i sin tale, hvad han præcist mener, for det var ikke særlig klart. Han henviste på den ene side til Reagans politik i 1980’erne, og det ville jo antyde noget i retning af SDI. Med hensyn til SDI er der så mange misforståelser mellem det, Lyndon LaRouche mente, som var en meget vidtrækkende vision om, hvordan man opløser blokkene, hvordan man opløser Warszawapagten og NATO, og hvordan man går fra gensidigt garanteret ødelæggelse til gensidigt garanteret overlevelse. Det var et samarbejde mellem Rusland og NATO, eller USA i særdeleshed, om at udvikle de teknologier, som ville gøre atomvåben forældede. Og så bruge anvendelsen af disse nye fysiske principper, som ville være opnået, til at anvende det i den civile sektor og derefter bruge det utrolige løft i produktiviteten til at foretage en teknologioverførsel til udviklingslandene for at overvinde deres underudvikling for godt, for at holde op med at behandle disse lande i stedfortræderkrige, men give dem chancen for fuldt ud at udvikle deres potentiale. Så dette var et Grand Design; det var ikke bare en »Iron Dome« eller »Golden Dome« efter israelsk forbillede.
Så jeg tror, det er for tidligt at kommentere på det, for Trumps bemærkninger var for sparsomme til, at man kan vide, om han mente SDI, som præsident Reagan overtog fra min afdøde mand, eller om han mente »Golden Dome« med henvisning til den israelske »Iron Dome«? Men jeg synes bestemt, at det er et meget interessant spørgsmål, som skal afklares. Og man kunne håbe, at det ville være Reagan-versionen, men vi må se.

SCHLANGER: Nu har vi et spørgsmål fra Debaschis [ph], som meget ofte sender spørgsmål af strategisk karakter ind, og han spørger: »Kan BRIKS, USA og andre skabe en global New Deal?« Og han sagde: »Det er måske mere realistisk end FN’s mål for bæredygtig udvikling. Hvad synes du?«

ZEPP-LAROUCHE: Det kommer helt an på det. Lige nu synes jeg, det er lovende, at Trump gentagne gange har sagt, at Rusland ikke er en fjende. Det er meget vigtigt, for hvis du taler med nogle af europæerne lige nu, så er de så absolut – de har skum om munden, når du nævner ordet »Rusland«, og det er utroligt, hvordan denne russofobi har taget overhånd.
Hvis Trump på den anden side går i retning af at indgå varige og vidtrækkende aftaler med Rusland, ja, så er der naturligvis en implikation af, at Rusland og Kina har et strategisk partnerskab, som jeg ikke tror, nogen nogensinde kan splitte igen. Jeg mener, der var Steven Bannon og Pompeo, som rendte rundt i Europa under Biden-administrationen og fortalte ledende europæere: »Vi vil splitte Rusland fra Kina, det er sådan, vi vil besejre det hele.« Jeg tror ikke, det vil ske, for jeg tror, at både Ruslands og Kinas regeringer udmærket ved, at hvis de er splittede, er de sårbare over for angreb. Så jeg tror, det er næsten 100 % sikkert, at ethvert forsøg på at adskille dem ikke vil lykkes. Desuden har du BRIKS som en ny dynamik, den Globale Majoritet, som er landene i Asien, Afrika og Latinamerika, der alle ønsker udvikling, og de vil ikke lade sig lokke over i de såkaldte »demokraters« lejr, som Biden havde forsøgt gentagne gange, helt forgæves, fordi disse lande har deres egen erfaring: De har oplevet kolonialisme. Vietnam har oplevet en krig og Agent Orange. Andre lande i Afrika har oplevet kup og mord på deres ledere. Jeg mener, det er alt sammen meget nærværende i deres hukommelse, og jeg tror ikke, de vil lade sig overbevise om at alliere sig med noget, der går imod hverken Rusland eller Kina, fordi disse lande har hjulpet dem.

Så derfor, hvis Trump vil håndtere alt det på en positiv måde, er han nødt til at tage Kina med i pakken, fordi Kina har givet mange af disse lande i det Globale Syd en reel udvikling, og de er blevet venner. Så derfor tror jeg, at det bedste, der ville ske, og det har jeg sagt i meget lang tid, er, at de europæiske lande og USA opgiver deres geopolitiske fantasier og dybest set siger: »Vi går fra konfrontation til samarbejde.« Og så ville en New Deal faktisk være let: Det ville være en smal sag! Det er derfor, jeg har skrevet disse ti principper , som vil være udgangspunktet for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur.

Så jeg tror, at det er ligegyldigt, om man kalder det en New Deal eller et New Paradigm; men idéen er at sætte en stopper for geopolitisk tænkning, som jeg mener er en mental sygdom, der bør udryddes for altid i fremtiden.

SCHLANGER: Nu har vi noget fra en journalist i Libanon, som skriver om det møde, der fandt sted i Egypten i går, om genopbygning af Gaza. Og hun sagde: »Jeg kiggede og så ikke noget om oase-planen. Var det noget, jeg overså, eller er det ikke en del af den egyptiske plan?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, det er med endnu. Jeg synes, at den egyptiske plan er et meget godt modforslag til det, præsident Trump har foreslået med sin »Riviera Gaza«-idé, som er ret skandaløs, især hvis man tænker på den AI-genererede video, som cirkulerer, og som han har lagt ud på sin egen kanal, hvilket er modbydeligt. Så den egyptiske plan er helt sikkert et skridt i den rigtige retning. Den siger en tostatsløsning; den siger, at palæstinenserne skal blive der, mens genopbygningen står på, hvilket ifølge planen vil tage omkring fem år; den har en detaljeret tilgang til at opdele Gaza i forskellige zoner til forskellige centre.

Så det ser alt sammen meget godt ud og meget realiserbart. Men det er langt fra oase-planen, for oase-planen har grundlæggende denne idé om vand, om at generere store, store mængder ferskvand fra havvand ved afsaltning, og kanalerne fra Middelhavet til Det Døde Hav og Det Røde Hav er kun begyndelsen. Hvis man tænker på oase-planen i forbindelse med Bælte- og Vej-Initiativet for hele Sydvestasien, skal man tænke på hele regionen, fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Den Persiske Golf: Dette er hovedsageligt ørken, næsten udelukkende ørken – fuldstændig mangel på vand. Og oase-planen er dybest set en opfattelse af, hvordan man kan forvandle denne ørken til land til landbrug, skovbrug, infrastruktur og bybyggeri. Så det er en meget større opfattelse.

Men jeg tror, at oase-planen i sidste ende vil komme ind i debatten, fordi vi fra Schiller Instituttet organiserer os ekstremt aktivt: Vi taler med ambassader, vi taler med diplomater, vi taler med alle mulige personer på alle sider, og vi oplever en stigende interesse, for når folk først får ideen – du ved, normalt tager det et stykke tid, før folk virkelig forstår, hvad vi foreslår der. Men når de først har forstået det, ser de, at det er en måde at overvinde voldsspiralen på for altid. Og selv om retfærdighed er et vigtigt element, hvis man kun ser på spørgsmålet om retfærdighed og ser på, hvem der gjorde hvad mod hvem og hvornår, så var det netop det, der var meningen med freden i Westfalen: At folk indså, at hvis de holdt sig til det, kunne man for altid regne med, hvad den ene side gjorde mod den ene, og den anden mod den anden; selvom det i dette tilfælde ikke er så jævnt fordelt. Ikke desto mindre er man nødt til at tage et skridt videre og nå frem til en fælles vision for fremtiden, at der stadig skal være juridisk arbejde, som f.eks. den internationale domstol, og det er helt sikkert tilfældet, og de arbejder. Så det skal også respekteres.

Men jeg tror, at ideen om oase-planen er meget levende, og jeg kan kun bede jer om at hjælpe os: Gør, hvad du kan. Kontakt os, så kan vi lave flere forslag sammen.

SCHLANGER: Vi har fået en e-mail fra Storbritannien fra en person, som siger, at Starmer mere og mere ligner en idiot. Det står nu klart for de fleste mennesker i Storbritannien, at han har et standpunkt.

Men han er bekymret over det, han læser i {The Economist}, {Financial Times}, {Daily Telegraph}, som har skrevet om, at Trump ser ud til at ride højt nu, men der er, som {The Economist} udtrykte det, »advarselstegn på økonomisk svaghed i horisonten.« Og han skriver: »Det forekommer mig, at dette er Trumps svage flanke. Er der noget, der tyder på, at han har en anden plan end europæerne, som kun handler om forsvarsudgifter og budgetnedskæringer?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er desværre tilbøjelig til at være enig i, at det er Trumps akilleshæl, for først og fremmest er der hele hans snak om, at han elsker told. Jeg mener, det er bare ikke en god idé. Idéen om told er en meningsfuld ting, når man har en spirende økonomi, når man har et udviklingsland, eller i den førindustrielle tidsalder, da lande begyndte at industrialisere, så var det meget nyttigt at have beskyttelsestold for at give dem en fair chance mod andre lande, der var mere udviklede, og som dybest set kunne udslette de spirende industrier i det land. Men hvis du har ekstremt udviklede lande, er det fuldstændig kontraproduktivt. Og nu er der halvanden krig mellem Canada og USA, mellem Kina og USA, og landene reagerer med lignende toldsatser på andre produkter, hvilket i sidste ende vil skade produktionskæden, industrikæden, stabiliteten; det vil skade tilgængeligheden af varer; det vil dybest set betyde, at forbrugerne skal betale en højere pris, og det kaldes generelt inflation – så det er ikke godt.

Og så er hele idéen om at skabe en ny boble med kryptovalutaerne naturligvis en fuldstændig monetaristisk idé, og jeg forstår ikke, hvorfor præsident Trump ikke kigger på Argentina, og hvad der lige er sket med præsident Milei, som er involveret i en kæmpe skandale: Fordi han prøvede et lignende fupnummer, og det virkede ikke.

Så jeg synes, det er en meget vigtig pointe, og jeg kan kun sige, at vi på en eller anden måde må sørge for at finde nogle folk i Trumps team, som har forståelse for fysisk økonomi, og hvad det faktisk kræver at gøre USA stort igen, når det gælder økonomisk politik, hvilket helt klart er en total fornyelse af infrastrukturen i USA: At bygge nye byer, nye videnskabsbyer i de mindre befolkede områder – naturligvis rummet, fusionskraft – alle disse ting er ekstremt vigtige. Men jeg tror, at det transatlantiske finanssystems bankerot, hvis man forsøger at løse det ved at skabe nye bobler, enten i form af en ny militær aftale i Europa eller en aftale om kryptovaluta i USA, er en svaghed af enorme dimensioner.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en, der ofte skriver ind, og han skriver: »Med alt det, der sker med hensyn til Ukraine og Gaza, har jeg ikke hørt meget fra Kina med hensyn til fredsinitiativet. Jeg så [dit interview med det kinesiske tv-netværk] (http://en.chinadiplomacy.org.cn/2025-03/03/content_117742153.html) på din hjemmeside, og jeg var meget imponeret. Men hvilken rolle spiller Kina på nuværende tidspunkt for at fremme freden?«

ZEPP-LAROUCHE: Åh, jeg synes, de gør enormt mange ting! De har lige nu de såkaldte »to sessioner«. Det er de to bestyrelser, og de har et årligt møde, som kaldes »Two Sessions« – det er flere tusinde delegerede – og de diskuterer lige nu, hvad der skal være den næste femårsplan, og det er meget tydeligt, at Kina virkelig bevæger sig med en utrolig hastighed. De har et vækstperspektiv på 5 % for den næste femårsplan, især i det næste år. Men de ændringer, der sker lige nu – de ønsker at opbygge hjemmemarkedet. Kina har et hjemmemarked på 1,4 milliarder mennesker, og hvis man øger levestandarden for så stor en gruppe mennesker ved at hæve lønningerne, ved at lave en industriel revolution, ved at anvende AI, kunstig intelligens, digitalisering, kvantecomputere, så moderniserer man også den eksisterende økonomi på hjemmemarkedet og øger produktiviteten, så folk bliver mere velhavende. Og jeg tror, at det er den motor, der giver Kina mulighed for at spille en ledende rolle i enhver fredsindsats i verden, fordi Kina med en sådan motor af økonomisk magt kan være en faktor i genopbygningen af Ukraine. Hvis man går tilbage til Maidan-kuppet før 2014, var der potentiale for, at Ukraine kunne blive broen mellem Europa og Asien ved at være en absolut bro mellem Europa, de vestlige dele af Ukraine og de østlige dele af Ukraine, som hælder mere mod Rusland, men som ikke desto mindre er ét land. Og hvis man bygger Bælte- og Vej-Initiativet, dybest set fra Asien og hele vejen ind i Europa, ville Ukraine være i en unik position, og jeg tror, at det ville være den bedste fremtid for Ukraine, hvis man går tilbage til en sådan tilgang.

På samme måde har Kina også fremsat fredsforslag for Mellemøsten. De har sagt åbent på vores konferencer, at Kina kunne gennemføre oase-planen, fordi de har erfaring med at vende ørkendannelse, med at omdanne ørkener til landbrug og skovbrug. Og Kinas økonomiske kapacitet ville være yderst velkommen. Og man har brug for store spillere til at gøre alt dette.

Så jeg tror, at det kinesiske bidrag til fred især er ideen om fred gennem udvikling.

SCHLANGER: Jeg vil varmt anbefale alle vores seere at se det [interview] (https://schillerinstitute.com/blog/2025/03/04/helga-zepp-larouche-speaks-with-chinese-program-diplomacy-talk/), som du har lavet, og som nu er lagt ud på Schiller Instituttets hjemmeside, for det er meget interessant at få et indblik i.  Men du kan se, hvor langt fremme du var dengang, og dialogen er ret interessant

Her er et andet spørgsmål til dig, Helga, fra en af mine gamle venner, som identificerer sig selv som en jødisk aktivist, der har boet i Israel, og hun siger, at hun er blevet meget deprimeret af at se, hvad Netanyahu har gjort, og hans politik med etnisk udrensning. Men endnu mere deprimerende er det at se den israelske befolkning acceptere det. Men hun sagde: »Nu begynder jeg at se nogle ændringer i befolkningen i Israel,« og hun henviser til Shin Bet-rapporten, der udkom i dag, og som identificerede en efterretnings- og sikkerhedssvigt, der gjorde det muligt for den 7. oktober 2023 at ske; det faktum, at det nu står i pressen, at Netanyahu kanaliserede penge til Hamas gennem Qatar. Og nu er gidslernes familiemedlemmer stærkt kritiske over for Netanyahu for ikke at tage en kampagne for at befri gidslerne alvorligt.
Så hun sagde: »Mens de fleste stadig støtter ideen om at udslette Hamas, ser det ud til, at der er en forandring på vej. I betragtning af din optimisme, som jeg beundrer meget i forhold til den menneskelige natur, kan du så foreslå, hvad der kan ændre kulturen i Israel?« Der er et stort spørgsmål til dig, Helga.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, du ved, at Israel står foran den beslutning, at hvis de fortsætter med at gøre det, der er sket i de sidste – du ved, faktisk 76 år, men eftertrykkeligt mere det sidste år plus nogle få måneder, kan du fortsætte helvedescyklussen, hvor den ene massakre vil erstatte den næste, og vi har den ene krig efter den anden. Og det vil være et mareridt! Der er ingen sikkerhed. Det er ikke kun et problem for Israel: Det er også problemet for de arabiske naboer. De er også nødt til at tænke på stabilitet, for det her var – det, der foregik i Gaza, var ikke skjult. Det var i Al Jazeera: Hver dag kunne man se de detaljerede billeder på fjernsynet derhjemme. Og det har haft en varig indvirkning på befolkningen, og jeg tror, at det har ført til en mere politiseret tilgang. Så lande er nødt til at tænke på deres stabilitet, for hvis de tolererer for meget, holder de måske ikke for evigt. Jeg mener, det er en meget alvorlig overvejelse.

På den anden side, hvis du har en vision om, hvordan hele denne region kunne se ud: Jeg har altid et billede af Tyskland. Infrastrukturen i Tyskland er ganske vist ved at være nedslidt, men den er stadig blandt de bedste i verden. Man kan tage en container fra Rotterdam, man kan tage Rhinen, Mosel og andre floder, og man er forbundet via motorveje, jernbaner og havne; så infrastrukturens tæthed er det, der gjorde Tyskland så produktivt, da økonomien stadig fungerede, før de forskellige regeringers nylige dumheder. Men Tyskland er et højt udviklet land, hvad angår infrastruktur: Og tænk bare, at den tæthed kunne eksistere i hele Mellemøsten eller Sydvestasien, og man kunne til sidst få en sprudlende økonomisk udvikling: nye byer, ny videnskabelig udvikling, og det er ikke så fjernt. For husk, at for 2.000 år siden gik den gamle Silkevej gennem de fleste af disse steder – du havde Samarkand, du havde Bagdad, du havde Damaskus: Mange af disse byer var perler inden for kultur, videnskab og handel, og denne region var knudepunktet mellem Asien, Afrika og Europa! Og det kunne blive fremtiden for Sydvestasien igen.

Og man skal bare have fantasi til at forestille sig, hvordan forvandlingen af ørkenen ville se ud, og man kan lave en animation – måske skulle vi faktisk gøre det, det ville nok være en stor hjælp. Vi lavede en lille video, men jeg tror, at vi virkelig kunne udvikle denne idé meget mere, så folk faktisk kan begynde at få en idé om, at det her er inden for rækkevidde. Og jeg tror, at det ville ændre kulturen i Israel, for Israel befinder sig ikke i et vakuum, det er ikke en ø, det er en del af regionen. Så jeg tror, at den bedste måde at ændre Israel på er at ændre alle lande omkring det.

SCHLANGER: Helga, nogle af disse spørgsmål kommer fra folk, der har deltaget regelmæssigt i den Internationale Fredskoalitions ugentlige Zoom-opkald. Og jeg går ud fra, at vi har endnu et opkald på fredag. Hvad er planerne for fredagens opkald den 7. marts?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved, at de to emner vil være de katastrofale forandringer, et jordskælv om dagen, som vi oplever lige nu i den transatlantiske situation. Vi får sandsynligvis besøg af nogen fra VIPS, Veteran Intelligence Professionals for Sanity – jeg ved endnu ikke præcis hvem, men det bliver helt sikkert en eller to talere. Vi leder efter lignende korrespondance fra Europa, fra Frankrig, fra Tyskland, så det vil være ét emne, for det er her, folk vil få den nyeste vurdering af, hvordan folk, der er analytikere og eksperter, opfatter denne dramatiske ændring mellem USA og Europa?
Og det andet emne vil være evalueringen af, hvad der sker i Gaza og i Mellemøsten efter den egyptiske plan, og hvad er farerne, og hvad skal der gøres for at få hele oase-planen på bordet? Så folk bør virkelig være der, for vi forsøger at gøre den diskussion så aktuel som muligt og henvise til den seneste, dramatiske udvikling.

SCHLANGER: Og du kan være med kl 17.00 dansk tid, eller det vil blive gemt, men jeg tror, det er den bedste måde at holde sig opdateret på og være med. Så Helga, tak fordi du kom i dag, og jeg håber at se dig på fredag.
ZEPP-LAROUCHE: Ja. Og hav det godt og vær aktiv!

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen, alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 91. møde i træk. Mit navn er Anastasia Battle; jeg vil være jeres ordstyrer sammen med mine medordstyrere Dennis Small og Dennis Speed.

Jeg vil gerne minde folk om, at vi oprettede dette forum for 91 uger siden, fordi vi ønskede at samle den internationale fredsbevægelse i ét forum. Den har været ret dysfunktionel; der har været en masse operationer for at holde folk i kamp med hinanden. Vi ønskede at skabe mulighed for at arbejde sammen og have en åben dialog og koordinere vores aktiviteter rundt om i verden. Hvis vi vil opnå ægte fred på planeten, er vi nødt til at finde måder at kunne koordinere med hinanden rundt om i verden. Det har vi arbejdet meget med.

Vi vil have en række indledende talere til at starte os i dag, og så vil vi gå ind i en generel diskussion. For at åbne diskussionen i dag vil jeg gerne have Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition, til at starte. Helga, værsgo at gå i gang.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag og velkommen til jer alle sammen. Vi oplever en hidtil uset ændring i den strategiske situation, og man kan faktisk sige, at der sker tektoniske forskydninger, som efterlader nogle mennesker helt forbløffede, og de forstår ikke helt, hvad der sker. Det, man kan sige, er, at det såkaldte »kollektive Vesten«, som forsøgte at dominere verden gennem en unipolær verdensorden, især efter afslutningen af den kolde krig, ikke længere eksisterer. Med lidt mere end fire uger med Trump i Det Hvide Hus er der opstået en splittelse mellem USA og Europa, som er ganske bemærkelsesværdig, og som efter min mening aldrig vil blive rettet op igen.

Europæerne har ikke helt reflekteret over den fejlslagne politik. Krigen i Ukraine er så godt som tabt; Trump har sagt, at han ikke vil fortsætte med at levere våben eller penge til Ukraine, og europæerne siger nu, at de vil fortsætte med at puste til krigen ved potentielt at sende europæiske tropper ind i Ukraine. Trump har allerede nægtet at give en »amerikansk bagstopper« til dette. Så er europæerne i stand til at gøre dette? Hvis man ser på økonomiens tilstand i Storbritannien og Frankrig og især i Tyskland, som er i frit fald, er det helt usandsynligt. Tænketanke anslår, at det straks vil kræve 300.000 flere tropper fra Europa, 250 milliarder euro, og det er bare til at begynde med. Er Europa i stand til at opretholde det? Det er yderst tvivlsomt. Så europæerne er ikke i stand til at vurdere, hvad der sker, og oven i købet vil indsatsen for at forsøge at fortsætte krigen, når den allerede er tabt, kun øge antallet af mennesker, der dør forgæves. Der er tydeligvis en forbløffende mangel på realitetssans i europæernes tankegang. Jeg kan især godt lide et billede, som blev brugt af Patrick Lawrence, der citerede Tom Harrington, som brugte billedet af, at europæerne, som så at sige har stået i skyggen af den angloamerikanske dominans hele tiden og altid har foregivet at være stærke, men i virkeligheden har nul suverænitet på egen hånd, er som en chihuahua, der på tv har spillet rollen som dobermann i mange år, og som pludselig bliver bedt om at spille dobermann i det virkelige liv; og naturligvis er den stakkels chihuahua ikke i stand til at klare opgaven og bliver stående på scenen og bjæffer hjælpeløst. Jeg synes, det passer til billedet, hvis det ikke var så tragisk. Nogle gange synes jeg, at en vis mængde ironi er nødvendig.

Så på dette tidspunkt skifter europæerne dørhåndtaget i Washington: Først kom Macron, angiveligt som repræsentant for EU, men uden at have koordineret med de andre EU-medlemmer. Husk ramaskriget, da Orbán gjorde noget lignende i begyndelsen af det ungarske formandskab. Macron blev behandlet høfligt af Trump, men der blev ikke aftalt noget af betydning. Så kom den britiske premierminister Starmer, og han gjorde en stor indsats og afleverede en invitation fra kong Charles til et statsbesøg i håb om at reparere det særlige anglo-amerikanske forhold. Men da spørgsmålet kom op om, hvorvidt USA ville bakke op om en eventuel udstationering af europæiske tropper i Ukraine, var svaret »nej«. Så der var ingen substans i det besøg. Da Kaja Kallas, EU’s såkaldte udenrigsminister, ankom til Washington, var der ikke noget møde for hende – en total afvisning.

I dag er Zelenskyj der, angiveligt for at indgå denne gigantiske økonomiske aftale, hvor USA vil udforske og udnytte sjældne jordarters mineraler og ressourcer i Ukraine. Hvis man ser nærmere på den aftale, kan den meget vel vise sig at være en stor omgang ingenting, for ifølge en vestlig videnskabelig tænketank er de sjældne jordarter i Ukraine aldrig blevet undersøgt grundigt. Desuden befinder mange af dem sig lige nu i det område, der er besat af Rusland. Og da Starmer tog til Kiev for nogle måneder siden for at indgå en 100-årig traktat med Ukraine, indeholdt den også en aftale om, hvem der skulle udnytte disse sjældne jordarter. Så det ville ikke overraske mig, hvis det hele eksploderer som et ingenting. Under alle omstændigheder er det ikke ligefrem noget at være stolt af, og det kunne jeg sige meget mere om.

Så hvad sker der med europæerne? Hele verden klør sig i hovedet og siger: »Hvad er der sket med de europæere?« Jeg tror, jeg har en ret god forståelse; det er magtens arrogance. Husk, at der i 2005 var en folkeafstemning i Frankrig og Holland om en europæisk forfatning, som skulle skabe en slags europæisk stat. Den blev afvist med et overvældende flertal, både i Frankrig og i Holland. De ønskede ikke at fortsætte med det, så en gruppe mennesker – Amato og forskellige andre – gik sammen og omskrev praktisk talt den europæiske forfatning ved kun at ændre 5 % af den. Derefter blev den med et stort hurra omdøbt til Lissabontraktaten, fordi en traktat ikke kræver en folkeafstemning. Derefter foretog de i al hemmelighed disse kætterske ændringer i alle paragrafferne, men de offentliggjorde det aldrig. De offentliggjorde kun ændringerne, så af en gigantisk traktat på omkring 1.500 sider skulle parlamentarikerne, som skulle have stemt om den, have sat ændringerne ind i traktaten, hvilket gjorde den endda endnu mere uforståelig, fordi alt var i juridisk sprog. Så en person, der ikke har studeret jura i Europa, ville ikke være i stand til at forstå det, eller i hvert fald ikke uden en stor indsats. Og det var kun, fordi en studerende fra Dresden gjorde arbejdet og indførte disse ændringer og derefter offentliggjorde det hele, at parlamentarikerne kunne læse traktaten i dens ændrede form. Det viser, at det europæiske bureaukrati lige fra begyndelsen forsøgte at stoppe regeringerne og skjule, hvad de gjorde. Det blev klart senere, da von der Leyen og Stoltenberg afslørede, at de ville have et ekstremt tæt forhold mellem EU og NATO på et tidspunkt, hvor NATO var på vej til at blive et globalt NATO, så det betød virkelig, at det europæiske imperium, EU-imperiet, var bundet til denne globale NATO-ekspansion.

Hvis man læser Lissabontraktaten, forpligter den allerede nu alle medlemmer til at komme alle de andre til militær hjælp, hvis en af dem bliver angrebet. Så på grund af det overlappende medlemskab mellem EU og NATO er der de facto tale om en militarisering af EU. Den militarisering er i fuld gang. Der er bestræbelser på at øge budgetterne, ikke kun for at gøre Tyskland krigsparat. Der er en enorm propaganda om dette; i går havde den første kanal på tysk tv et 10 minutter langt klip om, hvor fantastiske arbejdsforholdene er i Rheinmetall, den største tyske våbenproducent; hvordan to nye medarbejdere tjener en masse penge og nu har råd til at bygge et hus: Total propaganda, som helt udelader, at grunden til, at Rheinmetall-aktierne nu er steget 1.000 % siden 2022, er, at de fodrer krigsmaskinen og får mennesker til at dø. Det blev naturligvis ikke fremhævet, så det tyske tv er blevet forvandlet til et propagandaværktøj for krigsindustrien – det er helt ulækkert.

Vil det virke? Det tror jeg ikke, for lige nu har præsident Putin på sit årlige møde med den føderale sikkerhedsstyrelses efterretningstjeneste sagt, at de første diskussioner med USA var meget lovende. Der var en pragmatisk holdning, og de forlod den tidligere regerings stereotyper om den regelbaserede orden og den slags klichéer og kom frem til en realistisk dialog. Meget vigtigt sagde Putin, at han mener, at der på grund af Ruslands militære sejre nu er potentiale til at skabe en europæisk og endda global permanent sikkerhedsarkitektur, hvor et lands sikkerhed ikke vil være på bekostning af et andet, men at der vil være en udelelig sikkerhedstilgang. Det er meget i tråd med det, vi har presset på, om end med et lidt andet sprog, i Schiller Instituttet og IPC siden udbruddet af krigen i Ukraine: nemlig behovet for at have en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Så på baggrund af de russiske drøftelser med USA taler Putin nu om muligheden for en sådan global arkitektur. Jeg tror, det er en stor forandring til det bedre og åbner vinduet for en løsning af alle andre konflikter rundt om på kloden, især forhåbentlig også den i Mellemøsten.

Apropos det, så fortsætter den såkaldte våbenhvile med afbrydelser her og der. I dag ankom en delegation fra Israel og Qatar til Cairo for at diskutere anden fase af våbenhvilen. Våbenhvilen holder mere eller mindre; ikke helt, men der var en udveksling af fire døde gidsler fra Hamas og mere end 600 palæstinensere fra israelerne. Situationen på Vestbredden er fortsat forfærdelig: Fire flygtningelejre blev tømt. Det er stadig i total uorden. Israelerne nægtede også at forlade Philadelphi-korridoren, vejen mellem Gaza og Egypten. IDF er begyndt at foretage en undersøgelse af den kolossale efterretningssvigt i forbindelse med angrebet den 7. oktober 2023. Den 4. marts er der arabisk topmøde i Cairo, hvor man vil diskutere den egyptiske plan om at genopbygge Gaza, mens palæstinenserne bliver der, som modtræk til Trumps forslag. Så der er endnu ingen tegn på, at oase-planen er en del af det; vi er derfor nødt til absolut at fortsætte vores mobilisering. Forhåbentlig, hvis denne større tilnærmelse mellem USA, Rusland og forhåbentlig Kina og Indien lykkes, og så i sidste ende alle andre lande, er der faktisk et tegn på håb i horisonten.

Men vi fra IPC-koalitionen skal endnu ikke gå på pension, før den brik er sikker, så jeg beder dig om at slutte dig til vores mobilisering og fortsætte kampen.

Bemærkninger under diskussionen:

[Svar til professor Ravenet] Tak, professor Ravenet, jeg synes, det var et ekstremt oplysende syn på sagen, og jeg er helt enig med dig i, at jeg personligt kom til den konklusion, at det kinesiske konsultative demokrati fungerer meget bedre end det såkaldte liberale demokrati af den grund, at kineserne gennemgår en meget kedelig proces med ansvarlighed. Før valget går det fra det lokale niveau til det regionale niveau til provinsniveauet til det nationale niveau, hvor beslutningerne bliver formuleret. Og efter cirka to sessioner går den samme konsultative proces hele vejen igen. Det står i skarp kontrast til det berømte citat af en tidligere socialdemokratisk politiker i Tyskland ved navn Franz Müntefering, som på et tidspunkt sagde, at det er helt urimeligt at minde en politiker om de løfter, han gav under valgkampen, bagefter [griner], hvilket jeg virkelig synes er at ramme hovedet på sømmet.

Ellers vil jeg bare sige, at det, europæerne gør lige nu, er, at de angriber såkaldte diktaturer i Kina og andre steder, men der er ingen beviser for, at kineserne vil lave regimeskift i Afrika eller Asien eller Latinamerika. Det gør de ikke; de blander sig ikke i andre landes indre anliggender. Tværtimod, hvis man ser på, hvad EU gør lige nu med sine medlemslande: Det er, fordi det europæiske etablissement er forbundet med den dybe stat i USA. Det er derfor, de føler sig så absolut destabiliserede, for med Trump i Det Hvide Hus, der går efter den dybe stat i USA, føler de, at de har mistet deres mest foretrukne trældom. Men hvis man ser på praksis, hvad gør de så f.eks. i Rumænien? Der blev valgt en præsident, og så kom interventionen; de annullerede valget. Befolkningen i Rumænien er i høj grad på denne kandidat Georgescus side, så de udskrev et nyt valg i maj. Og bare timer eller minutter før han kunne indgive sin deltagelse i valget i maj, blev han arresteret. Det er helt utroligt! Hvad er der sket med demokratiet i Europa? Det eksisterer ikke. I Slovakiet, Ungarn og Serbien er der ligeledes alvorlige klager fra befolkningen over, at der er Maidans i gang mod officielt valgte regeringer. Jeg synes virkelig, det er noget, vi skal se nærmere på: Europas forbindelse til den dybe stat i USA, for det ser ud til at være den mekanisme, der er på spil.

Siden du nævnte alle disse filosofiske stridigheder i den europæiske historie, tror jeg, at det, der styrer de vestlige eliter, er den samme tankegang som Joseph de Maistre, der i sit berømte brev til en russisk prinsesse skitserede præcis, hvorfor de mener, at et bestemt oligarki er folkets masser overlegent. Og selv om forudsætningerne har ændret sig – det er ikke længere kun monarkier, men et finansielt oligarki – mener de, at de er bedre end disse »deplorables«, som Hillary Clinton har kaldt dem. Jeg synes, at Hillary Clintons omtale af de såkaldte »deplorables« var en af de mest utrolige indrømmelser af deres tankegang og menneskebillede. Men jeg synes, at hele den diskussion, som du introducerede, er ekstremt værdifuld, og jeg er meget glad for den.

Svar på spørgsmål om Afrika] Jeg tror, der er mange ting. Til at begynde med er én ting eksemplet med Sydafrika. Den måde, hvorpå Sydafrika gennem sit samarbejde med Mahatma Gandhi var i stand til at overvinde apartheid. Sandheds- og forsoningskommissionen er stadig en model for, hvordan man overvinder konflikter i dag, som hele verden kan lære af. Det faktum, at Sydafrika gik forrest med at bringe palæstinensernes sag for Den Internationale Domstol, var et utroligt skridt, hvor Sydafrika tog lederskab, da hele det såkaldte Vesten svigtede. Jeg tror, at den slags moralsk lederskab er, hvad man kan forvente. Jeg vil på det kraftigste sige, at man bør tale meget mere om Agenda 2063-udviklingsplanen, for som Dr. Pandor sagde ved IPC’s arrangement den 14. februar, så passer det, vi forsøger at gøre med oase-planen for Sydvestasien, fuldstændig med principperne i Agenda 2063. I betragtning af at Afrikas befolkning vil være på 2,5 milliarder i 2050, mener jeg, at det er en god idé at gå meget stærkere i den retning nu og ikke kun invitere Kina, som allerede er meget engageret, men at tilbyde en model for fælles udvikling mellem de forskellige nationer af god vilje. Jeg ved for eksempel, at inderne allerede er involveret i Afrika, og Japan har gjort en indsats. Så at tilbyde en fælles økonomisk udviklingsmodel, der kunne være som en ny sandheds- og forsoningskommission for udviklingen af hele Afrika, men også være en model til at overvinde konflikter, racisme og så videre. Det er nogle ideer.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg tror, at farerne ved situationen stadig er meget store. Se på Mellemøsten; vi er meget langt fra at være i sikkert farvand. Situationen omkring Ukraine, Rusland og USA ser meget mere lovende ud. Men jeg tror, vi har brug for en mobilisering, for det værste, der kan ske, er selvtilfredshed. Efter det tyske valg har folk en tendens til at falde tilbage i business-as-usual-tilstand, og det ville være fatalt. Jeg tror, at det, vi skal gøre, er at mobilisere en international dialog om, hvad statskunst er. Er vi den intelligente art på planeten eller ej? Jeg ser både i Europa og mellem Europa og USA, at tonen er blevet så uhøflig og barbarisk. I al den tid er europæerne ikke kommet med ét eneste fredsinitiativ; de har saboteret to fredsinitiativer – Minsk II-forslaget og derefter Istanbul-forslaget fra marts 2022. Men de er ikke selv kommet med en eneste idé til, hvordan man kan løse situationen med diplomati og så videre og så videre. Jeg tror, at det, der tydeligvis mangler, er et niveau af statskunst. Schiller Instituttet blev udnævnt til et institut for statskunst, da det blev grundlagt, af den simple grund, at det er en kunst. Statskunst bør være som på tysk, »Staatskunst«, kunsten at skabe staten og kunsten at have internationale relationer.

Jeg synes, at diskussionen i dag viste, at der er en sult efter disse ideer, og jeg kan kun sige, at potentialet for at ændre verden til det bedre ikke har været så stort siden 1989: 1989 var den forspildte chance, hvor man havde potentialet til at skabe en fredsorden. Vi foreslog Den Eurasiske Landbro som grundlag for en sådan fredsorden i det 21. århundrede. Det blev ødelagt dengang, dybest set på grund af den samme slags geopolitiske idiotiske tankegang, som vi ser i dag. Kina tog den Eurasiske Landbro op, og nu er Bælte- og Vej-Initiativet det dominerende infrastrukturprojekt på kloden.

Men jeg tror, at vi lige nu er i en situation, hvor vi, hvis krigen i Ukraine slutter – og det sker forhåbentlig i løbet af de næste uger eller måneder – står over for endnu en chance. Og denne gang tror jeg ikke, vi må gå glip af den. Så jeg vil gerne invitere alle til at gå ind i en diskussionsproces med os. Ikke bare diskutere, men blive aktive sammen med os, så vi kan få lagt på bordet, hvad der skal være omridset af den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Jeg har skrevet ti principper som stof til eftertanke. Jeg tror, vi er nødt til at have sådan en diskussion. Vi er nødt til at have en ny Westfalisk Fred for at løse verdens problemer og samle op på det, Putin lige har sagt. Jeg synes, det har skabt en enorm åbning.

Så jeg vil gerne opfordre alle, der har ideer til, hvordan de næste IPC-møder kan organiseres. Vi vil afholde store konferencer på Schiller Instituttet i USA i maj og i Europa på et tidspunkt og et sted, der snart vil blive fastlagt. Men vi er allerede i gang med at organisere os frem mod den konference. Det bør blive en stor intervention for at få en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, en ny Westfalisk Fred, på bordet for alvor. Jeg beder jer alle om at være aktive i den forbindelse. [hzl/amb] [ssu]

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 26. februar 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Dette er onsdag den 26. februar 2025. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært. Du kan sende spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.

Jeg tror, at den vigtigste historie, vi skal se på i dag, Helga, er bestræbelserne på at afslutte krigen i Ukraine. Det giver vilde udsving, modstridende resolutioner i FN, en gruppe europæiske ledere, der tager til Kiev, og en hel parade af dem, der skal mødes med Donald Trump, herunder Tusk fra Polen, Macron, Starmer og Zelenskyj. Der er flere mailere, som stiller spørgsmålet: Hvor står tingene nu? Hvilken vej går det efter din mening, og hvad vil bringe denne krig til ophør?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: I betragtning af, at der ser ud til at være en aftale mellem præsident Trump og præsident Putin, som det blev udtrykt i en telefonsamtale, de havde, mødet mellem udenrigsminister Lavrov og udenrigsminister Rubio i Riyadh og efterfølgende udvekslinger, ser det ud til, at der mellem USA og Rusland er en aftale om faktisk at afslutte krigen i Ukraine, hvilket naturligvis er en god ting, fordi alle eksperter bekræfter og er enige om, at krigen er tabt; at det at fortsætte denne krig blot er at knuse mennesker og dræbe mennesker uden nogen god grund. Så det er virkelig en meget vigtig udvikling, at denne krig slutter. Det er klart, at det skaber fuldstændig uro i Den Atlantiske Alliance, for det er næsten, som om situationen er fuldstændig omvendt, hvor USA søger fred, og europæerne ønsker at fortsætte krigen. Det er faktisk ret hysterisk.

Jeg tror, at det værste tilfælde er briterne: Som du siger, kommer premierminister Starmer til Washington i morgen for at mødes med præsident Trump, og de har allerede meddelt, at for briterne er alt på spil, det særlige britiske forhold til USA, NATO, AUKUS og forskellige andre aftaler. Og det er klart, at det britisk-amerikanske særlige forhold er kernen i alt, hvad der gik galt i perioden efter afslutningen af den kolde krig. Det var drivkraften til at skabe den unipolære verden med alle de hæslige aspekter, der fulgte med – interventioner i mere end 100 lande rundt om i verden med henblik på regimeskift, interventionskrige, alt sammen for at beskytte et imperium, der var baseret på dette særlige amerikansk-britiske forhold, og som brugte det Britiske Imperium som model for at styre verden.

Hvis det nu er ved at være slut, er det den bedste nyhed, man kan få. Præsident Trump er tydeligvis fast besluttet på at afslutte den krig. Og briterne er naturligvis helt ude af den: Starmer har lige meddelt, at han vil øge det britiske militærbudget til 3 %, og de ønsker virkelig at holde krigen i gang. Det er betydningen af alle disse mennesker – Ursula von der Leyen, António Costa fra Portugal – som alle kommer til Kiev og lover at blive ved med at forsyne Kiev med penge og våben. Jeg mener, det viser bare, at disse mennesker ikke er i den virkelige verden.

Jeg må sige, at jeg synes, at de europæiske etablissementer, som har forsvaret de angloamerikanske interesser i så lang tid, at de helt har glemt, hvad deres egne interesser er, nu pludselig begynder at skrige, at Europa skal forsvare sine egne interesser, at Europa skal blive uafhængigt, strategisk selvstændigt – det er Friedrich Merz, den nyvalgte kommende forbundskansler i Tyskland. Franskmændene har tilsyneladende, ifølge Daily Telegraph, fået en unavngiven embedsmand, som Telegraph citerer, til at sige, at nu skal den franske atomparaply udvides over Tyskland; Frankrig kunne nemt sætte et par atomare kampfly ind i Tyskland. Og det er et komplet hysteri, for hvis man ser på europæernes faktiske militære styrke uden NATO, dvs. uden USA, kan det ikke fungere, men det gør Tyskland og Frankrig og alle de andre lande, der er med på den, til meget attraktive mål, hvis konflikten med Rusland optrappes.

Så jeg synes, det er en forfærdelig situation, men jeg har en fornemmelse af, at de europæiske eliter virkelig har mistet forbindelsen til virkeligheden i så lang tid, at de ikke kan tilpasse sig og på en eller anden måde justere sig til en skiftende strategisk situation. Der findes et meget godt ord til at beskrive en sådan tilstand, når nogen har mistet al kontakt med virkeligheden, man kalder det normalt »sindssyg«. Men jeg synes, at det er en passende beskrivelse.

Jeg synes, det er meget farligt, og jeg er naturligvis især oprørt over den tyske situation, hvor valgresultatet ikke overraskende gav Tyskland den kommende kansler, efter al sandsynlighed (det er endnu ikke sikkert, men meget sandsynligt) Friedrich Merz, tidligere administrerende direktør for BlackRock Tyskland, og måske kan vi tale mere om det om lidt; men jeg tror, at vi har et virkeligt krisepunkt, fordi denne opsplitning af den transatlantiske alliance slet ikke er afklaret endnu, og hvis denne militaristiske tendens i Europa fortsætter, tror jeg, at det varsler en meget dårlig udvikling.

SCHLANGER: Jeg tror, at mange af lytterne håber, at du vil være i stand til at opklare nogle af komplikationerne og kompleksiteterne i situationen med NATO. For eksempel er der nogen, der spørger om dine tanker om udfaldet af det tyske valg: Kan Merz samle en stabil koalitionsregering? Vil han få støtte, hvis han går videre og suspenderer gældspausen for at bruge en massiv mængde midler til forsvarssektoren? Og hvad vil du sige er vejen ud for Tyskland?

ZEPP-LAROUCHE: Tja, Merz, på grund af valgresultatet, hvor AfD er det næststørste parti, nu med 20,8 % eller deromkring, er den eneste mulige koalition lige nu CDU-CSU og socialdemokraterne. Så sent som i dag tror jeg, at den nye fraktionsleder i SPD er Lars Klingbeil, og han erstatter Rolf Mützenich, som var mere for dialog, diplomati og fred, og Lars Klingbeil er en forfærdelig person – han er tredje generation i den transatlantiske skole: Han omskrev hele Socialdemokratiets historie og gav grundlæggende Willy Brandt og Egon Bahr skylden for krigen i Ukraine ved at være »bløde« over for russerne, bla, bla, bla. Det er virkelig utroligt, og jeg synes stadig, det er hårrejsende, at så mange socialdemokratiske medlemmer går med til det, for uden Willy Brandts Ostpolitik ville den fredelige genforening af Tyskland aldrig have fundet sted.

Nu er der mange mennesker, især i øst, som synes, at det var en meget dårlig udvikling, og set i bakspejlet må man virkelig sige, at hele den chance, som den tyske genforening repræsenterede, blev fuldstændig forspildt på grund af Vestens nærmest kolonialistiske overtagelse af det østlige Tyskland. Så folk har meget blandede følelser: Det er en af grundene til, at AfD er så stærkt. I øst er de praktisk talt det stærkeste parti i de fleste af de østtyske delstater.

Så jeg tror, at det nok skal lykkes dem at danne en regering. Men vil det være en stabil regering i dette dramatisk skiftende miljø? Hvis modsætningen mellem denne europæiske fraktion og Trump-administrationen består, tror jeg ikke, at nogen regering i Europa vil være særlig stabil: For hvis man skal forstå, hvad der virkelig foregår, er det, at de nuværende britiske, franske, tyske, skandinaviske og baltiske ledere har været helt bundet til Biden-administrationen, til den slags Amerika. Og nu, hvor Trump har skabt en fuldstændig omvæltning og ændret spillet fuldstændigt i USA, er disse pro-atlantiske europæere, der tidligere var knyttet til Biden-administrationen, efterladt i uvished, og de famler i blinde og er hysteriske over konsekvenserne af det. Men realistisk set tror jeg ikke, at de – hvis man ser på det tyske Bundeswehr, den britiske hær, den franske hær – overhovedet er i stand til, endda hvis de går ind for et hvidt oprustningsprogram, i tilfælde af at det kommer til en konflikt med Rusland, at blive smadret. Tyskland vil blive smadret, Frankrig, Storbritannien, alle disse lande vil blive udslettet. Derfor finder jeg det, de gør lige nu, ekstremt farligt og ekstremt urimeligt.

Og som spørgsmålet allerede lød, så er det, Merz forsøger at gøre nu, at han vil bruge det nuværende parlament, som lige er blevet stemt ud, til at ændre Grundloven, hvilket er nødvendigt, hvis man vil ændre gældspausen, for at løsne gældspausen, fordi gældspausen er skrevet ind i Grundloven, og til det er man nødt til at have to tredjedeles flertal. Så de vil bruge det faktum, at De Grønne stadig er i den nuværende styrke, hvorved de kan bruge den midlertidige regeringskombination til at få denne lempelse af gældspausen. Måske vil Merz gøre det på en anden måde, med et særligt, eksternt militærbudget – det diskuteres stadig. Men det er helt klart, at Merz taler om yderligere 200 milliarder euro, et separat budget, som skal oprettes på den ene eller anden måde til den militære opbygning, og det vil naturligvis ske i en tysk økonomi, som er i frit fald – jeg mener, det er vanvittigt! Det er fuldstændig vanvittigt. Så hvad vil det gøre? Det vil kun være muligt med massive nedskæringer på de sociale områder, og det vil helt sikkert møde stor modstand i befolkningen, og det er bare den forkerte vej.

Så hvad ville være vejen ud? Udvejen ville være, at Tyskland og andre fornuftige lande dybest set siger, at det er en god ting, hvis der er fred mellem USA og Rusland, som løser Ukraine-krisen, som var en stedfortræderkrig lige fra begyndelsen, og det støtter vi! Og vi vil finde en fredelig løsning på det her; men at holde krigen i gang med Rusland, når USA slutter fred med Rusland, er bare sindssygt. Og jeg kan kun håbe, at nok mennesker vil vågne op og indse, at det ikke kan ske.

Så hvad Tyskland bør gøre – jeg mener, den nuværende regering vil ikke gøre det, men hvis der er fornuftige mennesker, så ræk hånden ud til den Globale Majoritet, for det er fremtiden; det er også fremtiden for den tyske økonomi: Det er der, 85 % af verdens befolkning befinder sig, og de er fast besluttede på at gå i en helt anden retning. Men jeg tror, det kræver noget mere omfattende organisering for at opnå det.

SCHLANGER: Nå, Helga, det ser ud til, at mange af vores seere deler din fornemmelse af, at dette er på vej mod sindssyge. Julia, som er aktivist i Storbritannien, skrev: »Helga, det ser ud til, at du har fuldstændig ret i, at briterne er ved at blive vanvittige over udsigterne til fred. Nu har du dette forslag om en britisk-fransk atomar paraply for Europa. Er det ikke en fuldstændig vanvittig idé? Har det noget at gøre med Merz’ forslag om uafhængighed af USA?« Det svarede du på en måde på. Men hvis du vil sige noget om den anglo-franske atomparaply, der beskytter Europa, så tror jeg, det er det, hun spørger om.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det kommer nu mere og mere ind i diskussionen. Det blev rejst på tidligere tidspunkter, hvor det ikke førte til noget, fordi Tyskland mente, at hvis der var nogle franske atomare kampfly, så skulle Tyskland have noget at skulle have sagt om indsættelsen. Og det nægtede franskmændene naturligvis, så det blev ikke til noget. Og man må også forstå, at Macron er i en ekstrem mindretalsposition; han kan ikke få et budget igennem. Så Europa er ikke i en god position. Og jeg kan kun håbe, at alle fredselskende mennesker bliver ved med at organisere og mobilisere, som om valgkampen var i den varme fase, for virkelig at øge befolkningens samvittighed, for det er hele Europas fremtid, der står på spil.

SCHLANGER: Vi har nogle flere spørgsmål til dig, Helga, og folk kan stadig sende deres spørgsmål ind til questions@schillerinstitute.org.

Dette er fra en amerikansk podcaster, som sagde: »Det ser ud til, at der snart kommer et Trump-Putin-topmøde. Men jeg bliver ved med at læse, at nogle analytikere fra etablissementet mener, at det er muligt at splitte Rusland fra Kina, og at Trump ønsker at gøre det. Hvad synes du om det?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg vil ikke lægge Trump til last, at han vil gøre det, for det var det, han gjorde eller forsøgte at gøre i den første regering, og det er det, Steven Bannon er berømt eller berygtet for. Men jeg tror ikke, det vil lykkes. For det, der er sket, siden Trump forlod Det Hvide Hus for fire år siden, er, at verden har ændret sig dramatisk. Det er ikke længere Rusland og Kina, men man har lige nu BRIKS. BRIKS består af 22 lande, og mange flere har ansøgt om medlemskab i fremtiden.

Nu betragter Trump tydeligvis BRIKS som en fjende, fordi Marco Rubio, tror jeg, på sin første rejse tog til Panama og lagde en masse vægt – amerikansk vægt – på dette lille land, at de ikke skulle forlænge MOU’en om samarbejde med Bælte- og Vej-Initiativet. Og der er rapporter om, at USA lægger pres på andre lande for, at de ikke skal samarbejde med Bælte- og Vej-Initiativet og BRIKS.

Men jeg tror, at det eneste, det kan gøre, er at skabe kaos og skade. Jeg tror ikke, at det kan forhindre det, for hvis man ser på dynamikken, så har det, der tidligere blev kaldt »den tredje verden« eller den Alliancefrie Bevægelse eller landene i det Globale Syd, en anden partner nu. De har Kina, som nu er langt den stærkeste økonomi. Hvis man sammenligner den utrolige økonomiske vækst, der finder sted i Kina, med 44 kritiske teknologier, så er Kina førende inden for 37. De gør enorme gennembrud inden for rumforskning og -rejser, inden for forskning i atomar fusion, inden for kunstig intelligens, inden for ethvert område, du kan forestille dig, og USA’s forsøg på at bremse, at Kina ville matche dem inden for chip- og halvlederindustrien, det fungerer ikke. De prøver meget hårdt, men det fungerer ikke, simpelthen fordi Kina er et meget stort land: De har en enorm tilgang af nye videnskabs- og ingeniørstuderende hvert år. Og den kinesiske regering har sat en absolut præmie på innovation, på nye produktive kræfter af høj kvalitet, som de kalder det, hvilket er den permanente indsprøjtning af nye teknologier i produktionen.

Så det er partneren nu for det Globale Syd, for lande fra Afrika, Asien, Latinamerika; og mange projekter, som jernbanen fra Kunming til Laos, som vil gå til Thailand; så andre projekter, som CPEC, den økonomiske korridor mellem Kina og Pakistan; højhastighedsbanen mellem Jakarta og Bandung i Indonesien; dybvandshavnen i Peru: Det, disse lande har oplevet, er, at når de arbejder sammen med Kina – og Rusland for den sags skyld – får de reelle økonomiske fordele, reel udvikling, infrastruktur og samarbejde om vigtige projekter. Og når de samarbejder med Vesten, har de indtil nu ikke fået noget af det, men de kunne få militærbaser, ligesom USA har mere end 800 militærbaser rundt om i verden; de kunne få sikkerhedstræning; de kunne udføre fælles missioner – men ikke en opbygning af deres land! Og derfor, ud fra hvad der er i disse landes interesse i det Globale Syd, vil de absolut ikke stille sig på USA’s eller Europas side mod Kina og Rusland.

Det afspejlede sig i øvrigt i de mange afstemninger i FN’s Generalforsamling, FN’s Sikkerhedsråd, hvor landene i det Globale Syd, med undtagelse af nogle dværgstater, som er helt i lommen på Vesten, ikke ønskede at tage parti i krigen i Ukraine, fordi de ikke ønskede at fordømme Rusland som aggressor, fordi de så på forhistorien, og de kom frem til den konklusion, at det ikke var det, der foregik.

Så jeg tror, at situationen er meget mere kompleks, og derfor tror jeg, at målet om at splitte Rusland og Kina er umuligt. For begge lande ledes af kompetente ledere, Putin og Xi Jinping, og jeg tror, at de meget tydeligt er klar over, at hvis de lader sig splitte, så vil det føre til, at de begge kommer i skudlinjen hver for sig, og det tror jeg slet ikke ligger i kortene.

Så Vesten bør virkelig tage et skridt til at overvinde denne idiotiske, geopolitiske tankegang – jeg mener, hvis man ser på landene i det Globale Syd, BRIKS, så lever de efter ideen om et »win-win«-samarbejde, til gensidig fordel for alle. Det er en normal, god udenrigspolitik! Vesten har dette utrolige levn fra imperiet og kolonitiden, hvor man er nødt til at have en fjende for at motivere sit militærindustrielle kompleks, man tjener penge på krig, og man tror altid, at verden er et nulsumsspil, hvor hvis den ene vinder, så taber den anden. Den tankegang er epistemologisk så forfejlet, at den næsten er som en børnesygdom, som voksne ikke bør få mere! Ideen om geopolitik – egentlig hader jeg ikke noget, men jeg kom til at hade geopolitik, for det er virkelig, det er virkelig næsten, som om du har et insekt i din hjerne, og dette insekt æder dig op og forhindrer dig i at tænke. Og jeg mener, at geopolitik er noget, der skal udryddes og erstattes med en meget højere opfattelse af udenrigspolitik, dybest set som den Westfalske Fred, hvor man tager hensyn til det andet lands interesser. Alt, hvad der ikke gør det, er dårligt og fører til krig og bør derfor elimineres.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en person, som siger, at hun har deltaget i en række af Den Internationale Fredskoalitions Zoom-opkald, som finder sted hver fredag, og der vil være endnu et på fredag, den 28. februar. Hun spørger: »Har du nogen opdatering på din og Schiller Instituttets kampagne for at vinde støtte til oase-planen? Har du præsenteret den for de egyptiske og saudiske ledere, som lige nu diskuterer, hvordan de skal genopbygge Gaza? Kunne de indarbejde den i deres planer?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja, Schiller Instituttet har gennemført en enorm kampagne. Vi har ikke kun diskuteret det på Schiller Instituttets konferencer og IPC-møder; vi har haft separate, private diskussioner med diplomater fra mange lande, og vi har gjort det meget klart, at det er vores bidrag at tage op – jeg tror, at Mike Waltz sagde, at Trumps forslag om en Gaza-riviera ville være det bedste forslag på bordet, og hvis nogen havde et bedre forslag, skulle de bare komme op og præsentere det. Så vi gjorde en indsats for at gøre alle relevante steder opmærksomme på, at vi har et bedre forslag. Men indtil videre har jeg ikke fået nogen tilbagemelding om et gennembrud. Så den 4. marts finder der en stor konference sted i Kairo, arrangeret af araberne, hvor de vil fremlægge deres modforslag, som jeg kun ved vil indeholde ideen om, at Egypten vil tage ansvaret for genopbygningen af Gaza, men med palæstinenserne boende der. Og det har alle mulige underfunktioner.

Jeg har endnu ikke set, at oase-planen er blevet nævnt i nogen form: Derfor beder jeg dig, der ringer ind, og alle andre lyttere om at hjælpe os med denne kampagne. For situationen er fortsat helt utrolig: Døden af palæstinensere fortsætter, udskiftningen af palæstinensere på Vestbredden med bosættere fortsætter stadig, så der er ingen pause i situationen endnu. Våbenhvilen holder på en måde, men ikke rigtigt. I dag skal der være endnu fire gidsler fra Israel mod flere hundrede palæstinensere, hvilket forhåbentlig vil finde sted.

Men jeg tror, det kræver mere mobilisering af folk: Så hvis du er interesseret i, hvad der skal ske i regionen, og hvis du ønsker, at denne forfærdelige situation skal slutte, så deltag i vores kampagne. Jeg synes endnu ikke, at vi er i en god situation.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra Martin fra Oklahoma, som starter med at sige: »Tillykke med din rolle i at få Tulsi Gabbard og Kash Patel bekræftet. De lækager, der er kommet ud om USAID og de forskellige andre ikke-statslige organisationer, der er involveret i farvede revolutioner, virker virkelig vigtige. Forventer vi, at der kommer flere? Det er så vigtigt at afsløre den rolle, som den amerikanske regerings finansiering af regimeskift spiller.« Det er hans spørgsmål til dig.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg håber helt sikkert, at der kommer mere. Jeg ved, at der er en demonstration, jeg tror i Washington, jeg tror af fyrede folk fra USAID, som protesterer mod, at de blev smidt ud. Og det er det eneste, der er rapporteret i Europa. Men dette er et perfidt problem: Så sent som i dag vandt den rumænske præsidentkandidat Georgescu første valgrunde, og så blev valget omstødt af den rumænske højesteret; så var der så mange protester fra rumænere, som mente, at dette var en forfærdelig, ulovlig indblanding i det rumænske valg, så de måtte udskrive nyvalg i begyndelsen af maj, og det forventes, at Georgescu ville vinde det med en høj procentdel. Og så skete der det i dag, at han blev arresteret, kort før han ville medbringe sine præsidentpapirer for at ansøge om at deltage i kampagnen! Så det er helt utroligt. Og der er rapporter om, at EU nu overvejer at erstatte USAID-pengene, som ikke længere kommer, med EU-kanaler.

Så problemet vil helt sikkert ikke forsvinde. Og bare for at blive på sit område meddelte Friedrich Merz, tror jeg, i dag, at han vil have et svar fra den nuværende Scholz-regering, som finansierede de store demonstrationer i Tyskland mod højrefløjen. Husk, at allerede for et år siden, da landmændene organiserede sig, begyndte denne falske journalistorganisation pludselig at hype Potsdam-mødet, hvor AfD angiveligt havde et hemmeligt møde om re-migration, og inden for to dage demonstrerede hundredtusinder af mennesker på gaden mod højrefløjen. Så det samme apparat blev mobiliseret i de sidste uger af valgkampen mod Merz, der accepterede AfD’s stemmer i en resolution mod migration, hvilket i bund og grund er det samme som det, AfD blev beskyldt for. Nu beder Merz efter valget Scholz-regeringen om at afsløre, hvor finansieringen af de største demonstrationer kommer fra, og en foreløbig liste, som er blevet offentliggjort, viser, at de alle er organisationer som Greenpeace, BUND, alle NGO’er, som får meget store statslige midler. Så det er virkelig en skandale, for det betyder, at Scholz-regeringen brugte statslige penge – skatteydernes penge – til at blande sig i valget, i dette tilfælde Merz. Og nu kommer Merz ud med denne historie efter valget.

Det hele er så korrupt, at jeg tror, at hvis de bliver ved med at gøre disse ting, vil vælgernes afsky for det såkaldte »demokrati« og alle disse betydninger og tilbøjeligheder bare vokse, og AfD vil helt sikkert vinde flere stemmer, og sandsynligvis også på venstre side.

SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål mere til dig, en lang e-mail om din modstand mod geopolitik, og hvorfor han er enig med dig. Han siger, at han var så begejstret, da han så vicepræsident Vances tale i München, som for ham så ud til at være et virkeligt vendepunkt, men han kan bare ikke bakke op om Marco Rubio, i betragtning af hvad han er, og hvad han har set; og når Rubio taler om en ende på den unipolære verden, er han ikke helt sikker på, hvor det fører hen.

Men så nævner han, at der har været en masse snak om et muligt »nyt Jalta«, hvor Putin, Xi og Trump er de tre store. Og han siger: »Det ser ud til at være en opskrift på en ny orden baseret på supermagtskonkurrence, hvilket ville være en tilbagevenden til eller en vedvarende geopolitik. Har du nogen tanker om det?«

ZEPP-LAROUCHE: Det er stadig i en relativt tidlig formuleringsfase, og derfor betyder det for Schiller Instituttet, at vi vil fordoble og tredoble og firedoble vores indsats for at sætte den idé på dagsordenen, at vi har brug for en helt anden opfattelse af udenrigspolitik og statskunst. At vi skal bygge videre på den Westfalske Fred, og at enhver aftale altid skal tage hensyn til den andens – alle andres – interesser – det må være en af de vigtigste opfattelser. Og så er vi nødt til at definere den ene menneskeheds interesse først. Det har jeg forsøgt at foreslå i de ti principper, ligesom man skal have absolut suverænitet i alle nationalstater. For overnationale strukturer giver plads til den form for imperialistisk bureaukrati, som vi ser i EU lige nu. Og så må et af de første mål naturligvis være at udrydde fattigdom: Fattigdom blandt milliarder af mennesker, som stadig findes, er en så grov krænkelse af menneskerettighederne, at det især er fordi, det ville være så let at afskaffe den ved blot at øge landbrugsproduktionen, ikke af hensyn til kartellerne, men af hensyn til det fælles bedste, hvor hver nation producerer nok mad til at give alle sine borgere en sund kost; For det andet sundhedspleje, den mest avancerede sundhedspleje for alle lande og alle borgere; ideen om universel uddannelse for alle børn og voksne; ideen om udvikling af infrastruktur som forudsætning for industriel udvikling, så alt dette kan ske; et nyt kreditsystem til at finansiere alt dette; en sikkerhedsarkitektur, som tager hensyn til alle landes sikkerhedsinteresser.

Læs venligst disse ti principper, for jeg tror, at hvis vi ikke formår at katapultere hele diskussionen op på et højere plan, hvor vi starter med menneskehedens interesser først, så vil intet fungere, og vi vil ikke overvinde de geometrier, der førte til to verdenskrige i det 20. århundrede. På den anden side eksperimenterer landene i det Globale Syd allerede med at opbygge et andet system, baseret på FN-pagten, som fortsat vil være ekstremt vigtig; og på de fem principper for fredelig sameksistens, som i bund og grund udtrykker det, jeg lige har sagt før:

1. Gensidig respekt for hinandens territoriale integritet og suverænitet,
2. Gensidig ikke-aggression,
3. Gensidig ikke-indblanding,
4. Lighed og gensidig fordel og
5. Fredelig sameksistens.

Så jeg tror, at det er en debat, vi har brug for: Vi har brug for almindelige borgere, såvel som universiteter, tænketanke, folkevalgte, fagforeninger, erhvervsorganisationer, de bør alle deltage i en diskussion om, hvordan vi kan styre os selv som et menneskeligt fællesskab i verden på en måde, så vi stopper disse totale, ødsle, militære og undergravende aktiviteter, som har været imperiets teknik, især efter afslutningen af den kolde krig? Så jeg tror, at hvis der er et »nyt Jalta«, er det noget, vi alle må sørge for at definere med disse ideer på et meget højere niveau.

SCHLANGER: Nå, Helga, du gav lige en god introduktion til det sidste spørgsmål, jeg har til dig, som er, at jeg går ud fra, at vi har endnu et Zoom-opkald med Den Internationale Fredskoalition på fredag den 28. februar. Kan du fortælle os lidt om, hvad du har tænkt dig at gøre?

ZEPP-LAROUCHE: Vi vil forsøge at få talere til at kommentere den utrolige uro, der foregår i det transatlantiske samfund. Man kan ikke sige mere, for det bryder bare sammen. For det er sådan et jordskælv, at jeg tror, det vil være meget nyttigt at få et perspektiv, forhåbentlig fra nogen fra Europa, fra Frankrig, fra Tyskland, fra USA, for jeg forventer, at massemedierne vil forsøge at dække over det og dæmme op for det; og dæmonisere Trump og Putin. Men den sande historie er en helt anden, så vi vil forsøge at dække det emne, og vi vil naturligvis se meget skarpt på, hvor diskussionen om Gaza bevæger sig hen, og hvad implikationerne er.

Lavrov har lige været i Teheran, hvor han mødtes med den iranske udenrigsminister, og Iran har lige sagt, at de ikke vil acceptere at blive mobbet af USA. Så det er også et ekstremt vigtigt emne.

Så du bør helt sikkert deltage og tage nogle venner med og deltage i diskussionen.

SCHLANGER: Det bliver på fredag, den 28. februar, kl. 11 østlig tid, og linket er tilgængeligt på Schiller Instituttets hjemmeside. Helga, mange tak for din klarhed og din optimisme i dag. Dette er et øjeblik, hvor man er nødt til at have det niveau af tænkning, den kritiske tænkning, som du altid introducerer. Så vi ses på fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Okay, stadig fredag. (hzl/hcs)