Ikke korrekturlæst
Onsdag den 28. maj 2025
HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen alle sammen, jeg byder jer alle velkommen, men jeg er særlig glad for at byde velkommen til professor Ted Postol, der tidligere var professor ved MIT og sandsynligvis en af verdens mest berømte og kompetente eksperter i atomvåben, og han vil diskutere med mig sin opfattelse af farerne ved den ›gyldne kuppel‹, som præsident Trump har foreslået. Men inden jeg stiller Dem nogle spørgsmål – og først velkommen til Dem – vil jeg meget kort sætte dette emne ind i den meget dramatiske udvikling, der har fundet sted i de seneste dage. Og jeg vil virkelig opfordre alle jer, vores seere, til at være yderst opmærksomme, for jeg tror, at vi er vidne til en meget hurtig og dramatisk forværring af den strategiske situation, selv i den sidste uge.
For det første kom den tyske kansler Friedrich Merz med en ildevarslende udtalelse, hvor han sagde, at Tyskland, Frankrig, Storbritannien og USA angiveligt alle har ophævet alle restriktioner vedrørende rækkevidden af våben, der leveres til Ukraine, og hvor langt de kan trænge ind på russisk territorium. Det har udløst en meget skarp og øjeblikkelig reaktion fra Kremls talsmand Peskov, der sagde, at denne udtalelse og de tilsvarende handlinger har bragt verden flere skridt nærmere en direkte konfrontation. Maria Zakharova sagde, at da Merz allerede havde nævnt meget konkrete mål i Rusland, såsom Kertj-broen, kunne man forvente passende modreaktioner fra Rusland, der ville ramme passende mål i Tyskland, hvis sådanne våben blev brugt.
I tv-programmet »60 Minutes« i Moskva var der en diskussion, hvor nogle eksperter drøftede muligheden for, at hvis Taurus-missilerne blev leveret til ukrainerne og brugt, kunne Rusland ødelægge fabrikken, hvor Taurus-missilerne produceres, som er et lille sted, en lille by i Bayern, 40 km nord for München, der hedder Schrobenhausen, og jeg er sikker på, at borgerne i Schrobenhausen ikke vil være særlig glade for at høre det, for hvis de bliver ramt af Oreshnik-missiler, som ikke kan stoppes, vil det være et forvarsel om en stor rædsel, ikke kun for Schrobenhausen, men efterfølgende sandsynligvis for hele Tyskland og Europa.
Det er desværre ikke det eneste, der er sket i løbet af de sidste par dage: Man har også på den strategiske front mellem USA og Rusland en dramatisk forværring efter den meget håbefulde diskussion, som præsident Putin havde med præsident Trump i løbet af de sidste, jeg vil sige seks eller syv dage, hvor der var et kæmpe angreb på russisk territorium med mange ukrainske droner og andre køretøjer – jeg tror i alt 1.100 droner, der hovedsagelig var rettet mod Moskva, så de måtte lukke fire lufthavne i Moskva, og tilsyneladende blev præsident Putins helikopter også ramt. Om dette var en målrettet operation, et attentatforsøg eller ej, kan jeg ikke sige, men det er en meget alvorlig sag. Naturligvis svarede Rusland med et meget kraftigt droneangreb på Ukraine, som, som sædvanlig rapporteres i vestlige medier, kun omtaler de russiske droner, men ikke at det var en reaktion på de øgede droneangreb fra ukrainernes side mod Moskva. Da præsident Trump blev spurgt om dette i en lufthavn, var han tydeligvis meget frustreret, fordi han også allerede havde skrevet på Truth Social, at Putin var gal. Naturligvis sprang de internationale medier på denne udtalelse, og Trump blev i dette interview i lufthavnen spurgt: »Er du klar over angrebet på Putins helikopter?« og Trump svarede »Nej.« Det er jo helt utroligt: At præsidenten for De Forenede Stater ikke skulle vide, at et sådant angreb havde fundet sted i denne ekstremt spændte situation.
Han sagde i sit svar til journalisten, at der kunne ske meget dårlige ting for Rusland, hvis tingene ikke blev bedre, eller noget i den retning. Så jeg tror, at de lovende drøftelser, som Putin og Trump havde, naturligvis var til stor forfærdelse for den såkaldte »koalition af villige«, de europæere, der ønsker at forlænge krigen i Ukraine med alle midler, og man kan være sikker på, at der er mange kræfter i USA, med den tidligere regering, som også var ekstremt vrede over drøftelserne mellem Putin og Trump, og de vil gøre en del for at afspore dem.
Så det er den situation, vi nu befinder os i, hvor vi ikke kun har truslen om, at Taurus vil blive brugt, men også meddelelsen om, at USA vil bygge denne Golden Dome. Så jeg vil gerne bede dig, Ted, fortælle os, hvad du mener om alle disse spørgsmål.
TED POSTOL: [griner] Du spørger – lad mig lige komme med en hurtig kommentar, for noget, jeg lærte af dig i din indledning, var, at præsident Trump tilsyneladende ikke var blevet informeret om droneangrebet på præsident Putin. Har jeg forstået det korrekt?
ZEPP-LAROUCHE: Ja, ja.
POSTOL: Det er en ret vigtig indsigt i den manglende efterretningsstøtte til politiske ledere i Vesten generelt og i USA i særdeleshed. Et af de problemer, som jeg tror, mange mennesker, der ikke har haft meget personlig kontakt med mennesker i politisk betydningsfulde roller, ikke er klar over, er, at disse mennesker ikke holdes godt informeret af vores efterretningstjenester. Der er flere grunde til dette. Det har ikke kun at gøre med bureaukratiet – man har nogen, der ved, at dette har foregået; jeg er sikker på, at der er folk i vores efterretningstjeneste, der er klar over dette, men denne information er aldrig blevet videregivet til de folk, der orienterer præsidenten om den aktuelle situation i Ukraine.
Jeg har observeret denne type fænomener mange gange i min karriere, hvor jeg har talt med højtstående personer enten i Det Hvide Hus eller med folk i flådens stab, som jeg var rådgiver for, og et af de temaer, jeg hele tiden bringer op i nogle af vores diskussioner, når det er relevant, er at minde folk om, at vores efterretningstjeneste ikke giver vores politiske ledelse tilstrækkelige oplysninger. Noget af det har at gøre med den politiske ledelses ansvar: De bør være nysgerrige nok til at spørge om det. Hvis man ikke ved, at der foregår noget, ved man selvfølgelig ikke, at man skal spørge om det. Men der bør være nogen på det relevante niveau, der sikrer, at præsidenten er klar over den slags ting. Det er angiveligt derfor, vi har en national efterretningschef. Jeg er overrasket over, at Tulsi Gabbard ikke sikrede sig, at præsidenten blev gjort opmærksom på dette. Jeg vil ikke antyde, at hun ikke gør sit arbejde. Jeg tror, hun har et frygtelig svært job, men hvis præsidenten ikke blev gjort opmærksom på dette, var Tulsi Gabbard måske ikke klar over, at de mennesker, der skal orientere præsidenten, holdt ham ajour. Så hvis af en eller anden grund en person, der arbejder sammen med Gabbard, som jeg anser for at være meget kompetent – jeg vil gerne understrege, at min erfaring med Tulsi Gabbard er, at hun er meget kompetent – hvis nogen, der arbejder sammen med hende, tilfældigvis ser dette, vil jeg opfordre dem til at gøre Gabbard opmærksom på, at præsidenten ikke blev informeret om denne yderst vigtige oplysning, så hun kan få rettet op på det system, der ikke holder ham ordentligt informeret. Men det er min reaktion på din udtalelse.
Desværre er den situation, som Trump står over for, at han er udsat for stort politisk pres fra to grupper, som han har været allieret med i fortiden, faktisk som han er allieret med. Den ene er denne gruppe, der er ledet af senator Lindsey Graham, som lobbyer for at fortsætte krigen i Ukraine. Han har lobbyet i Senatet og andre steder – undskyld, jeg er lige ved at komme mig over en lungebetændelse; han har lobbyet hos medlemmer af Senatet og også konspireret med politiske ledere i Vesteuropa, hovedsagelig de politiske ledere i Storbritannien, Frankrig og Tyskland, Merz, Macron og Starmer, for at forsøge at holde denne krig i gang. Disse mennesker tror ikke, at det er i deres interesse at få en fredelig afslutning på denne krig, der nu dræber mennesker uden grund. Jeg vil understrege, at krigen er forbi, hvad angår de forudsigelige konsekvenser: Russerne dominerer fuldstændigt militært. De har ikke brugt nær så meget magt, som de er i stand til. Det vil vi se i de kommende uger eller i løbet af en måned eller deromkring, når de indleder en fuldskalaoffensiv i et omfang, der er endnu større end det, de allerede gør. Men hvem ved, hvad der vil ske der? Hvor hurtigt tingene kan bryde sammen for Ukraine. Og krigen er tabt, så mennesker, ukrainere, dør, og russere dør uden grund, fordi de politiske ledere i Ukraine ikke vil erkende, at de er besejret!
Og ved at lade som om, at de kan beordre russerne til at overgive sig, på trods af at russerne har vundet krigen, er det eneste, de gør, at forårsage mere død og ødelæggelse i det ukrainske samfund. Det ukrainske samfund har allerede lidt ekstraordinære tab af unge mænd og også unge kvinder i den mest produktive alder, så Ukraines demografi er allerede ændret for de næste 40 år, fordi tabet af disse mennesker – de vil ikke få familier, de vil ikke producere intellektuel rigdom, de vil ikke producere materiel rigdom, de vil være et hul i den ukrainske befolkningssammensætning, og det hul bliver kun større og dybere, da disse mennesker insisterer på at dræbe deres eget folk uden grund. Så jeg må sige, at jeg er ude af mig selv over denne situation. Der er selvfølgelig intet at gøre andet end at påpege det, synes jeg i hvert fald, og jeg tror, at præsident Trump er klar over dette, og han synes også at være meget oprørt over situationen.
Men det er i sidste ende op til ukrainerne at handle nu: Det er helt klart, at ukrainerne fik at vide på mødet i Istanbul, som fandt sted, jeg tror det var omkring den 18. maj, hvor russerne havde et møde med ukrainerne – endelig havde et møde med ukrainerne; husk, at før dette havde Zelenskyj fået vedtaget en lov om, at ukrainerne ikke kan forhandle med Rusland, af grunde, som jeg tror, de i det væsentlige blev påtvunget af Trump, hvilket var en god ting, han gjorde, han tvang ukrainerne til at gå ind i et rum og sætte sig sammen med russerne. Så de overtrådte deres egen lov, hvilket var godt! Så de sad faktisk sammen.
Det, ukrainerne fik at vide, var, at vi – vi russere – har dette forslag: Forslaget er velkendt på dette tidspunkt. De vil have ukrainerne til at overgive de fire østlige provinser, som er ved at blive taget med magt. Disse provinser er tabt. De vil sandsynligvis blive taget inden for få uger, hvis ikke før. Vi vil have, at I overgiver jer, holder op med at bestride vores kontrol over disse fire provinser, oblasts og Krim, og holder op med at forfølge ukrainske borgere af russisk afstamning; I skal acceptere ikke at tiltræde NATO og ikke at tillade udenlandske tropper og militært udstyr på jeres territorium, som vil blive brugt mod os. Det er, hvad russerne har bedt om.
Russerne har indtaget den holdning, at vi, russerne og ukrainerne, havde en aftale i 2022, og i marts og april 2022 blev denne aftale underskrevet og paraferet af den ukrainske og russiske side, og den var langt mere gunstig end det, der nu tilbydes ukrainerne. Men ukrainerne trak sig ud af denne aftale, på trods af at de havde underskrevet den, fordi den amerikanske regering på det tidspunkt, Biden-administrationen og briterne krævede, at ukrainerne trak sig ud, ellers ville de trække deres støtte til Ukraine tilbage, og meget uklogt fulgte Zelenskyj ordrerne fra USA og Storbritannien. Konsekvensen heraf var, at russerne led et betydeligt militært tilbageslag, fordi russerne villigt trak tropper tilbage, der allerede havde besat områder omkring Kiev, som et tegn på god vilje: Disse styrker blev ikke drevet væk fra deres positioner: De blev flyttet frivilligt af russerne for at vise, at russerne var villige til at vise god vilje, fordi denne traktat allerede var underskrevet.
Og hvad der så skete, var, at disse styrker blev angrebet. Og det russiske militær var ikke tilfreds med dette resultat, og jeg er sikker på, at Putin blev udsat for intern kritik fra det russiske militær over dette, hvilket er grunden til, at det russiske militær sad med ved planlægningen af de forhandlinger, der netop fandt sted i midten af maj. Lederne af de russiske sydlige, centrale og nordlige kampgrupper var alle til stede ved de forhandlinger, som det russiske sikkerhedsråd havde før, før russerne tog til mødet i Istanbul.
Det, ukrainerne fik at vide i Istanbul, hvilket jeg tror var et resultat af det møde, der havde fundet sted i Moskva før, dette møde mellem Det Nationale Sikkerhedsråd og Det Russiske Sikkerhedsråd i Moskva, var følgende: De fik at vide, at hvis der ikke blev indgået en aftale i overensstemmelse med russernes krav, ville russerne antage, at de ville være nødt til at bringe denne krig til ophør. Og at slutresultatet vil se således ud: Russerne vil indtage Sumy-området nord og vest for Kiev, de vil indtage Kharkiv, de vil indtage Kharkiv-området, og de vil indtage Nikolayev og Odessa. Det er tilsyneladende, hvad ukrainerne har fået at vide.
Så de er blevet advaret. De har fået et valg: I kan enten acceptere det, vi beder om nu, eller I får en meget værre situation. I har allerede en meget værre situation, end I havde i marts 2022, da I havde en traktat, og russerne stort set ville trække sig tilbage. Så det, den ukrainske regering viser den russiske regering, er, at den politiske ledelse ikke er bekymret for sin egen befolknings velfærd i sit eget land. De forsøger simpelthen på grund af deres ideologiske, ultranationalistiske synspunkter, som er fuldstændig uacceptable, at kæmpe til det sidste, ligesom Hitler kæmpede til det sidste og ville have forvoldt endnu større skade på Tyskland, hvis Albert Speer havde udført Hitlers ordre til Speer om at ødelægge resten af Tyskland i stedet for at lade det falde i hænderne på de allierede. Det er den slags Götterdämmerung, den slags afslutning på krigen i Ukraine, der er ved at opstå på grund af den ukrainske politiske ledelse. Og det er ikke en god ting, disse konsekvenser er forfærdelige!
ZEPP-LAROUCHE: Det er meget bekymrende, fordi alle de rapporter, man får fra forskellige kilder, er, at de vestlige styrker lyver konstant, man havde – først og fremmest havde man en revanchistisk omskrivning af historien. Jeg husker meget godt, hvad der skete på Maidan i 2014: Victoria Nuland, der delte kager ud til demonstranterne, telefonsamtalen mellem hende og Pyatt. Men de vestlige medier og de vestlige politikere lader som om, at man ikke har nogen hukommelse, at man ikke kan huske disse fakta, og de omskriver historien om, hvad denne krig egentlig handlede om.
Derefter kom naturligvis indrømmelsen fra Merkel og Hollande, at de blot opretholdt Minsk II-aftalen for at vinde tid til, at ukrainerne kunne blive trænet på NATO-niveau, og så videre og så videre. Resultatet af alt dette er, at jeg nu grundlæggende mener, at stemningen – det er de rapporter, vi får fra forskellige kilder – at stemningen i Rusland har skiftet. Den slags tålmodighed, måske ikke med Putin, heldigvis, som synes at være en meget tålmodig person, men stemningen blandt russerne, herunder befolkningen, er virkelig ved at være opbrugt, fordi de er kommet til den konklusion, at man ikke kan stole på nogen som helst i Vesten, og at hele denne konflikt derfor må løses militært.
Og Vesten lever fortsat i den vildfarelse, at de kan fortsætte krigen. Og jeg tror, at denne blanding af på den ene side fuldstændig frustration og skuffelse hos russerne og på den anden side den fortsatte vildfarelse, at man stadig på en eller anden måde kan ødelægge Rusland, når man helt klart ikke kan, skaber en meget eksplosiv blanding.
POSTOL: Jeg ville nok vælge et andet ord end »vildfarelse«: Jeg ville kalde det »hallucination«. For det, der sker nu, er, at man har en ledelse i Vesten, der bogstaveligt talt hallucinerer, og når man hallucinerer og springer fra den ene gren til den anden på et træ og springer til en gren, der ikke er der, overlever man ikke.
HELGA ZEPP-LAROUCHE: Vi har netop fejret 80-årsdagen for afslutningen af Anden Verdenskrig, og jeg ved, at for Rusland er hele erindringen om Anden Verdenskrig og det, de kalder den »Store Fædrelandskrig«, er så levende, at mange, herunder Lavrov og mange andre ledere i Rusland, nu naturligvis siger, at når Merz nu igen indsætter hæren mod Rusland, og der er blevet sendt en ny bataljon til Litauen, vækker det minder fra for 80 år siden, og de bruger ret hårde ord om den tankegang, som disse tyskere, men også andre europæiske ledere, der gør det, har. Så hvad skal vi sige…
TED POSTOL: Jeg kan tage fejl. Jeg er typisk i Tyskland mindst to gange om året, fordi jeg har en adoptivdatter der og hendes søn, og man møder ofte deres venner snarere end den brede befolkning. Men mit overvældende indtryk er, at det tyske folk husker, hvad der skete med Tyskland i Anden Verdenskrig! Og desværre er den politiske ledelse helt ude af trit med det, jeg forstår, at den tyske offentlighed forstår. I det mindste tager jeg måske fejl; du er måske nødt til at rette mig. Du er nedsænket i dette samfund, du ser et bredere udsnit af befolkningen end jeg gør. Men det forekommer mig, at det tyske folk er meget, meget bevidst om konsekvenserne af, hvad der skete i Anden Verdenskrig, og hvad der skete i den efterfølgende periode med den kolde krig.
Og desværre er den politiske ledelse fuldstændig ude af trit. Merz – jeg tror ikke, Merz kan sidde og tale med en almindelig person på gaden. Han må leve i en kokon. Macron er af samme slags. Denne Starmer i Storbritannien er også fuldstændig ude af trit. Hvis man ser på, hvor virkelighedsfjerne disse politiske ledere er, og lad os bare fokusere på Tyskland, da du er bekymret for landet – hvilket jeg i øvrigt også er, fordi jeg elsker Tyskland og elsker at rejse dertil. Jeg synes, det er et vidunderligt land. Hvis man ser på ledelsen i Tyskland, og især Merz, er der ingen højere forpligtelse for en leder end at gøre det, der er bedst for sit folk. Det, der er bedst for dit folk, er dit mål som leder. Og at ødelægge sit lands økonomi, som det sker i Tyskland, hvor bruttonationalproduktet i det væsentlige er fastfrosset og vil falde med tiden, hvor Tyskland bliver deindustrialiseret i et fantastisk tempo, hvor tabet af kvalificerede arbejdspladser ikke kun finder sted, men vil accelerere, alt sammen på grund af en myte, som du fortæller dig selv, at russerne på en eller anden måde er en fjende, der snart vil stå ved porten – russerne kan ikke stå ved porten! De har ikke den militære kapacitet til at stå for døren! De har heller ikke lyst til det: Jeg tror, du har ret i din vurdering af stemningen i Rusland. Stemningen i Rusland er: »Lad os for helvede være i fred! I har været efter os i 30 år.« I har løjet for os i 30 år, I har forsøgt at skade os i 30 år, og nu har vi dannet en ubrydelig alliance med Kina, som fungerer meget godt for både Rusland og Kina, og vi vil ikke finde os i det længere! Og det er russernes holdning.
Og en af de ting, jeg altid har forsøgt at gøre, når jeg var i Pentagon, er at sætte mig i potentielle fjenders sted. Og disse potentielle fjender kan være mennesker, jeg afskyr. Når jeg så på, hvad der foregik i Kosovo, satte jeg mig i deres sted – ja, man vil dræbe så mange civile som muligt, fordi man kæmper mod en magtfuld fjende, og hvis man kan få Vesten til at dræbe en masse uskyldige bønder ved at lægge en fælde, hvor bønderne får det til at se ud, som om de er et militært mål, så gør man det, fordi man ikke har nogen etiske standarder. Og så sætter man sig ind i tankegangen – hvis jeg sætter mig ind i russernes tankegang, som jeg i øvrigt ikke sammenligner med folk, der lægger fælder for at dræbe civile; russerne har ført denne krig i – der findes ikke noget, der hedder en »civiliseret krig«, men de har ført den i overensstemmelse med krigens regler i langt højere grad end ukrainerne har; de har forsøgt at minimere unødvendige skader eller drab på civile, hvilket jeg vil sige, at det bestemt ikke er tilfældet med ukrainerne, når vi ser på, hvad de har gjort. De –
ZEPP-LAROUCHE: I de tyske medier får man den stik modsatte historie hver dag. Det er jo utroligt!
POSTOL: Ja, jeg forstår. Det er en hallucination. Det er en løgn, der faktisk fremmer en hallucination, som, hvis nok mennesker tror på den, kan føre til beslutninger, der vil forårsage utrolige og uigenkaldelige skader for Tyskland i fremtiden. Fordi…
ZEPP-LAROUCHE: Derfor er jeg så taknemmelig for, at du taler med mig her.
For situationen i Tyskland er, vil jeg sige, at der er en vis del af befolkningen, der husker Anden Verdenskrig, og du ved, hvad der skete i ’45, genopbygningen, ruinerne, terrorbombardementerne. Du ved, der er en vis del af befolkningen, for hvem det enten stadig er et levende minde, eller som har hørt om det fra deres forældre eller bedsteforældre. Men desværre er der en helt massiv fremme af fortællinger, hvor man ikke længere taler om historiske fakta, men om fortællinger: Alt er en fortolkning, der er designet på en sådan måde, at den når ud til en bestemt målgruppe og overbeviser dem om at tage en bestemt holdning. Det har intet med fakta at gøre, eller – det har desværre en stor effekt i Tyskland, og i hele Europa gør man lige nu en enorm indsats for at kontrollere den fortælling. Jeg mener, der er –
POSTOL: Ja, hvis folk forstår den virkelige situation – jeg siger ikke, at de ikke gør det, men hvis folk forstår den virkelige situation, må de hellere bede for Putins helbred! For lad mig sige dig, gå ud og se, hvad Dmitry Medvedev siger nu: Han kunne blive præsident i Rusland, hvis Putin bliver dræbt eller myrdet. Og hvis han kommer i nærheden af at gøre, hvad han faktisk siger, han vil gøre, får vi en verdenskrig! Jeg mener, denne optagethed, som jeg finder – jeg ved, at under hammeren vil nogen forsøge at fremhæve denne udtalelse som en eller anden form for »bed for Putin«, men lad mig sige jer, se på Dmitry Medvedev, se på Peskov. Jeg mener, disse fyre skummer af raseri over at komme efter Vesten. Putin har været den eneste, der har udvist reel tilbageholdenhed. Mellem Putin og Xi Jinping er de eneste voksne i rummet med hensyn til disse forfærdelige, provokerende situationer, som Vesten skaber for både Rusland og Kina, og gudskelov, at disse mennesker opfører sig som voksne og modne politiske ledere! For hvis de opførte sig som Biden, ville vi alle være døde! Vi ville allerede være døde.
Og jeg synes, det er på tide, at folk konfronterer denne situation! Vi har at gøre med hallucinerende ledere i Vesten, og de forsøger at tvinge beslutninger igennem – hvilket de endnu ikke er lykkedes med – som kan udløse en global atomkrig, der i det væsentlige ville betyde enden på civilisationen og muligvis menneskelivet på planeten. Det er utroligt for mig, at folk kan tale om Putin, som de gør, når man ser, hvor tilbageholdende og forsigtig han har været.
Så jeg er ikke helt så bekymret som du er. Forhåbentlig har jeg ret – det betyder ikke, at jeg har det – for Putin er, som du sagde tidligere, en mand, der ikke vil lade sig provokere til at gøre noget, der vil eskalere og skade både Ruslands og verdens generelle velfærd. Han vil holde øje med bolden og fortsætte med at skrue til skruerne i Ukraine, så længe ingen dræber ham. Hvis nogen lykkes med at dræbe ham, så må Gud hjælpe os!
ZEPP-LAROUCHE: Nå, jeg håber, at du har ret, og at jeg tager fejl. Men det, man må undre sig over, er, at efter Biden er der nu mange, der indrømmer, at vi var tæt på 3. verdenskrig mod slutningen af Bidens regering, og at selv i Pentagon var der en vurdering af, at hvis disse langdistance-missiler bliver leveret til ukrainerne, vil det betyde en 50 % chance for, at det kan føre til en atomkrig, og at denne 50 % chance tilsyneladende blev accepteret!
Så har man en situation, hvor man skulle tro, at enhver fornuftig person ville være glad for, at Trump og Putin forsøger at normalisere forholdet mellem de to største atomvåbenmagter i verden. Men i stedet ser man den såkaldte »koalition af villige«, der forsøger at forlænge krigen, at holde krigen i gang, indtil 2029 eller endda 2030 eller længere…
POSTOL: De kan ikke forlænge krigen. Der er et par hære, russiske hære, der endnu ikke er blevet involveret, som sidder og venter på offensiven, venter på deres ordrer til offensiven, der vil begynde om nogle uger eller en måned eller deromkring. Jeg mener, helvede vil bryde løs i Ukraine, ud over det helvede, der allerede er ved at udvikle sig i Ukraine. Jeg mener, dette sted vil falde fra hinanden i løbet af de næste par uger til måneder! Der vil ikke være krig – ved udgangen af året kan jeg ikke forestille mig, at der vil være krig ved udgangen af året, i betragtning af den styrke, russerne har til rådighed, at –
ZEPP-LAROUCHE: Jeg siger ikke, at de vil få ret, men du kan se, at intentionen er død. Fordi de har timet deres politiske karriere så meget efter den fortælling, der nu udspiller sig, at de ikke vil – hvis de var realistiske, ville de sige, at det hele var en stor fiasko, at Vesten har tabt alle disse krige, fra Vietnam, Afghanistan, Irak og nu Ukraine; hvis de var rationelle, ville de måske sige, at det ikke er så god en idé at fortsætte disse krige. Men der er slet ingen tegn på en sådan refleksion, og jeg tror, at det, jeg nævnte i begyndelsen om den uheldige ændring i Trumps synspunkter, peger på et miljø, et globalt miljø, hvor de vestlige kræfter stadig synes at ville bevare en global dominans på den ene eller anden måde, og det er ikke ændret.
Vi har netop haft en meget vellykket konference i Schiller-instituttet i New Jersey. Målet var, at hvis vi ikke lykkes med at overvinde geopolitikken og erstatte denne idé om, at en nation eller en gruppe af nationer skal undertrykke en anden gruppe eller dominere en anden gruppe, med idéen om, at vi skal bevæge os mod én menneskehed, der har fælles mål. Dr. Teller talte om »menneskehedens fælles mål«, og jeg tror, at denne idé om, at vi er én menneskehed, i sidste ende bør erstatte denne idé om stridende interesser og ideologiske kontroverser.
Det er altså meget tydeligt, at ideen om verdensherredømme stadig eksisterer, og det bringer os til det emne, vi egentlig ville diskutere i dag, nemlig din holdning til Golden Dome, for det synes at være et udtryk for netop dette ønske om at dominere, nu også rummet. Så vil du ikke fortælle os, hvad du mener?
POSTOL: Lad mig komme med en sidste kommentar som svar, og så kan De vende tilbage til det, og så går vi videre: Det bedste håb, vi har lige nu, er efter min mening – og det er et håb, for jeg tror ikke, vi har nogen kontrol over det – at Putin fortsat holder øje med bolden og ikke lader sig skubbe af de magtfulde politiske kræfter, der helt sikkert skubber ham hver dag i Kreml, og at han bevarer sin strategiske forståelse af tingene og sine strategiske mål; og hvis han gør det, tror jeg, at han ganske enkelt vil fortsætte denne krig, uanset hvad der sker, selv om der kommer langdistanceangreb mod Rusland fra en uforsvarlig tysk ledelse. Og hvad Putin vil gøre, er blot at tage resten af Ukraine og derefter gøre, hvad der skal gøres. Og hvis det er det, han gør, og forhindrer os i at få en global atomkrig, tager jeg hatten af for ham! For lige nu har man en hallucinerende politisk ledelse i Tyskland, og befolkningen viser ved deres stemmeafgivning, at de er utilfredse med den politiske ledelse, men cyklussen, den politiske cyklus mellem, at folk rent faktisk kan få disse mennesker fjernet fra deres embeder, og at de rent faktisk bliver fjernet fra deres embeder, er lang. Så de repræsenterer ikke det tyske folk, så vidt jeg kan se.
Men desværre kommer vi til at opleve en meget farlig periode, hvor folk som Merz vil rende rundt og gøre ting, der kan føre os alle ind i en atomkrig! Vi må bare håbe, at den anden side fortsat vil udvise den politiske modenhed, den har vist indtil nu. Jeg ved ikke, hvad vi ellers kan gøre! Man kan ikke stoppe dem.
Trump forstår måske situationen bedre, end det er blevet rapporteret. Jeg er ikke overbevist om, at han kun giver Putin skylden for situationen. Det kan han godt, men jeg er ikke så sikker på det. Husk, at rapporteringen ikke er særlig afbalanceret. Jeg har forstået, at han også kom med nogle ret skarpe kommentarer om det europæiske lederskab og Zelenskyj, og han er ikke nogen fan af Zelenskyj, det ved vi med sikkerhed! Det er hans vicepræsident heller ikke.
Så lad os gøre, hvad vi kan, for at informere folk, og lad os håbe, at den politiske ledelse i Rusland og Kina og i USA, som er velinformeret, vil forhindre, at tingene eskalerer ud af kontrol. Vi ved det ikke. Vi må bare håbe på det bedste.
ZEPP-LAROUCHE: Derfor vil jeg virkelig gerne have, at dine ord bliver kendt i Tyskland så bredt som muligt, for Tyskland er lige nu som i et fuldstændigt vakuum, og stemmer fra omverdenen, der taler fornuft, er måske det bedste [kryds-snak]—
POSTOL: Det samme gælder USA! USA er [inaud 43:36].
ZEPP-LAROUCHE: Ja.
POSTOL: Så når krigen bliver overvældende, hvis den ikke allerede er det, og det bliver klart, at krigen er tabt, så offentligheden ikke længere kan ignorere det, vil folk begynde at stille spørgsmål. Når Sumy falder, når Kharkiv falder, når Odessa falder, når Nikolayev falder, vil aviserne ikke kunne undlade at rapportere om det! Og folk vil så begynde at stille spørgsmålet: »Hvordan kunne vi ikke vide det? Men det er jo ikke bare sket.« Det vil være en åbning for folk som dig og forhåbentlig mig til at sige: »Se! Det er ingen overraskelse for os! Man har misinformeret og vildledt jer af jeres egen presse! Så I har ikke et demokratisk land, fordi jeres demokratiske presse har gjort jer en bjørnetjeneste i de sidste tre eller fire år, i det mindste!«
Så det bliver vores mulighed. Jeg venter på den. Og jeg beder bare til, at Putin fortsat holder øje med målet og ikke lader sig provokere til at gøre noget, der kan føre til en optrapning. Vi får se. Det er alt, vi kan sige.
Så måske skulle vi vende os mod det andet deprimerende emne [griner], nemlig den overvældende fare for den internationale stabilitet, som skyldes muligheden for, at Trump vil gennemføre en eller anden form for »Golden Dome«-opfattelse, som han har talt om. Jeg skal dog sige fra starten, at de tekniske muligheder for at gennemføre et af disse »Golden Dome«-systemer er så skræmmende, at man på en måde kan se det som en teknisk hallucination, med andre ord, at det ikke vil være muligt. Problemet er, at hensigten er et stort problem, så når man siger, at man vil gøre noget, afslører man sin hensigt, og denne form for hensigt er en tilkendegivelse af en global holdning, som politiske ledere andre steder ikke kan ignorere. For eksempel har de amerikanske missilforsvarssystemer hidtil ikke produceret noget brugbart – nul, der er hidtil blevet produceret af missilforsvaret. Det gælder både de havbaserede og de landbaserede missilforsvarssystemer. Det faktum, at disse systemer ikke har givet noget resultat, har gjort den politiske ledelse i Kina opmærksom på, at en minimal atomar afskrækkelse ikke vil afskrække amerikanerne, og det har fået dem til at begynde at udvide deres atomstyrker. Kineserne udviste en ekstraordinær tilbageholdenhed med hensyn til deres atomstyrker i årtier, hvor de kunne have udvidet disse styrker i lang tid, men de valgte ikke at gøre det. De valgte ikke at gøre det – det vil jeg gerne understrege. USA brød kamelens ryg, mener jeg, ved den endelige installation af THAAD-systemet i Sydkorea, hvor USA skubbede dette forsvarssystem ind i Sydkorea. Forsvarssystemet var tydeligvis der for at give det amerikanske jordbaserede missilforsvarssystem ekstra kapacitet, men det er en anden diskussion, og kineserne reagerede ved at lægge ekstremt økonomisk pres på Sydkorea. Det var klart, at det økonomiske pres ikke ville virke, så kineserne sagde: »OK, hvis det økonomiske pres på Sydkorea ikke får sydkoreanerne til at gøre noget fornuftigt, og sydkoreanerne stadig vil gøre dumme, aggressive ting mod Kina, som f.eks. at sælge artillerigranater til Ukraine, så må vi passe på vores egen sikkerhed.« Og en af disse foranstaltninger var at udvide deres atomstyrker.
Så hvis du vil finde nogen at takke for udvidelsen af de kinesiske atomstyrker, så se på Biden og Obama. Og måske også Trump, Trump 1.
Så nu ser vi en udvidelse af de kinesiske atomstyrker, og det er et resultat af de tidligere intentioner, som de amerikanske aktiviteter har vist, selv om de ikke har ført til noget. Det værste, man kan gøre, er at vise en fjende, at man har onde hensigter mod ham, men så ikke gøre noget. Man viser bare sin fjendtlighed, og det er, hvad vi har gjort.
Nu er denne »Golden Dome« endnu et eksempel på en intention om at skade Kina og Rusland. Lad mig beskrive systemet: Det er en forbedring af det, vi allerede har gjort, plus en rumkomponent til vores aktiviteter. Lad mig forklare jeres publikum, hvad denne rumkomponent er, og så vil jeg beskrive nogle af konsekvenserne af dette system. Lad mig først og fremmest påpege, at det vil være satellitter, der sættes i kredsløb, og disse satellitter vil have interceptorer, de vil huse interceptorer; så satellitten kan veje 2 tons, og den kan have en interceptor på tre fjerdedele af en ton i sig, men satellitten vejer mere end det, fordi satellitten sørger for stationeringskapacitet for satellitten, for interceptoren, den leverer strøm, miljøkontrol, alle former for støttesystemer: Så du taler om en satellit på måske 2 tons, der indeholder en interceptor. Kan jeg få slides – kan jeg få delingen, tak? [Fig. 4] OK, lad mig starte med at vise jer, hvor satellitterne ville blive placeret i kredsløb. Dette er et diagram – kan I se cursoren? Kan I se en bevægelig cursor? Godt. Du kan se, at markøren er over den grønne cirkel med rød baggrund; OK, godt.
Så satellitterne vil blive placeret i kredsløb, en højde på ca. 400 km er et godt valg, fordi de skal være lavt nok i kredsløb, så interceptoren kan nå et område med lavere højder før det ballistiske missil, som er vist her; kan du se det ballistiske missils bane, som jeg peger på? Hvor man kan opfange det ballistiske missil, før det afslutter sin motorflyvning. Så dette gule område, hvor den røde kontur er en slags skive i rummet, er hvor satellitten har sin maksimale evne, maksimal rækkevidde, til at ødelægge opfangere, der affyres fra jorden. Så hvis man kan forestille sig en opfanger affyres herfra eller herfra, inden for en region på 500 km på jorden, vil ca. 500 eller 600 km være dækket af denne satellit.
Sådan fungerer systemet: Hvis et missil affyres på et givet tidspunkt, bliver satellitten advaret om affyringen af sensorer, der befinder sig langt ude i rummet. Sensorerne fortæller satellitten: »Der er en affyring på denne position, her.« Og så ville der være en forsinkelse, en lille forsinkelse, fordi sensorerne i rummet skulle spore ICBM’ens, missilets, bane tilstrækkeligt til at vide, hvor den omtrent ville flyve hen, så interceptoren kunne affyres, hvilket er vist her, ca. 20 eller 25 sekunder efter den første registrering af affyringen. Derefter accelererer interceptoren over tid, og inden for måske 150 eller 170 sekunder efter den faktiske detektion af affyringen vil interceptoren være i stand til at ødelægge en ICBM, der er affyret fra dette område.
Så hvis vi vil have en fornemmelse af, hvor mange satellitter vi skulle affyre, er her en situation, hvor jeg har antaget 288 satellitter [Fig. 5]. Bemærk, at man her til venstre ser satellitterne på et tidspunkt, og 200 sekunder senere ser man, hvor satellitterne befinder sig 200 sekunder senere. Hvis man f.eks. ser markøren igen, har satellitten på denne position her bevæget sig til denne position her: Den er bevæget sig fra denne position til denne position på 200 sekunder. Og hvis der var en affyring fra denne position 200 sekunder tidligere, da satellitten faktisk var her, ville interceptoren bevæge sig ud fra den faktiske affyringsposition i kredsløb, og den ville være i stand til at dække dette lille område på ca. 500 eller 600 km i diameter, hvor en enkelt ICBM var blevet affyret.
Så for at skyde en enkelt ICBM ned over hele verden ville man have brug for omkring 2.000 af disse satellitter. Her har man kun 288, så man ville være nødt til at opsende omkring 2.000 af disse satellitter i kredsløb. Så hvis satellitterne vejer omkring 2 tons [Fig. 2], ville man være nødt til at sende omkring 4.200 tons i kredsløb, og man ville muligvis have brug for 42 opsendelser af dette meget tunge løftefartøj, som SpaceX har testet – de sidste tre opsendelser er i øvrigt mislykkedes, men der er ingen grundlæggende årsag til, at fartøjet ikke i sidste ende vil fungere. Men den kan sende omkring 100 tons i kredsløb pr. opsendelse, så man ville have brug for 42 Starship-opsendelser for at sende 2.000 satellitter i kredsløb. Det ville koste omkring 4,2 milliarder dollars – det er selvfølgelig ikke prisen for at bygge hver enkelt satellit, det er kun opsendelsen. Så hvis man antager, at de koster det samme som det koster at opsende dem, er det to eller tre gange så meget, så det er 12 milliarder dollars, og selvfølgelig, lad os sige 15 eller 20 milliarder dollars for at have en satellitkonstellation, der kan håndtere en ICBM-opsendelse hvor som helst i verden.
Den oplagte måde at besejre dette system på, lad os sige det koster 20 milliarder dollar, er at opsende måske 10 ICBM’er samtidigt, som er relativt tæt på hinanden; relativt tæt, det kan være ti eller 50 eller 100 km fra hinanden, fordi det område, hvor man kan angribe en ICBM, er cirka 500 km stort. Så man skal have ca. 10 satellitter i en position, hvor de kan angribe 10 ICBM’er i en relativt samlet affyring, hvilket betyder, at man skal have en satellitkonstellation, der er 10 gange større. Hvis den konstellation koster 20 milliarder dollars for én, vil den koste 200 milliarder dollars for 10, og hvis man har 100 ICBM’er, som let kan affyres fra et ICBM-felt i Kina eller Rusland, taler vi om et par billioner dollars. Så vi taler virkelig om billioner af dollars for at bygge et system, som man nogensinde kunne håbe på at kunne placere over [Fig. 2]; dette forudsætter, at man ikke støder på nogen teknologiske problemer.
Så hvis man vil have en fornemmelse af, hvor kompleks styringen af dette system ville være. Lad os se, om jeg kan køre denne opsætning [Fig. 6]. Dette er en video af, hvordan satellitterne ville bevæge sig. Dette er for 288 satellitter. Bemærk, at områderne åbner sig overalt og lukker sig igen. Så man skal tage højde for denne åbning og lukning af områder, så man har brug for omkring 2.000 af disse satellitter, næsten ti gange flere satellitter.
Kan I ikke se videoen? Åh, I kan ikke se videoen, og I kan ikke afspille videoen. Okay, lad os ikke bekymre os om videoen. Lad os bare fortsætte.
Så det problem, man har, er, at man har brug for tusinder, som man kan se på dette dias 10 [Fig. 10]: Det problem, man nu har – kan du se markøren bevæge sig?
ZEPP-LAROUCHE: Ja.
POSTOL: Okay, så hvis vi ser på satellitter, der er i lavt kredsløb om Jorden, det er de grønne, den grønne satellit i lavt kredsløb om Jorden, som jeg peger på, har den satellit en interceptor, der kan nå 5 km/sekund, fordi den er designet til at kunne nå ned til lavere højder og opfange en ICBM, når den flyver op fra Jordens overflade. Det viser altså en bane, som den samme interceptor kan nå, hvis den kun bruger 2 km/sekund af sine 5 km, altså kun 40 % af sin fulde hastighed. Denne interceptor er altså i stand til at angribe satellitter i det, der kaldes geosynkrone baner. Hvorfor er geosynkrone baner så ekstremt vigtige? En geosynkron bane er en bane, der ligger ca. 36.000 km fra Jordens overflade eller 42.000 km fra Jordens centrum. I denne højde bevæger satellitten sig med en hastighed, så den roterer i sin bane ca. en gang hver 24. time. Når Jorden roterer nedenunder, roterer satellitten også med samme hastighed, så den ser ud til at stå stille over Jordens overflade. Af årsager, der er unikke for denne bane, befinder kritiske kommunikationssatellitter, såsom militærkommunikation, kritiske varslingssystemer og kritiske systemer, der bruges til signal efterretning, som ville blive brugt i krig, sig alle i geosynkron bane.
Geosynkron bane er normalt ikke så let at nå, men hvis man havde tusindvis af satellitter, som alle havde interceptorer, der pludselig kunne nå geosynkron bane, ville man have en ekstraordinær trussel mod stort set alle Kinas og Ruslands satellitter fra dette system, hvis man kun havde et system med 200 satellitter, som jeg viste tidligere, hvilket ville være helt utilstrækkeligt og kun kunne opfange en enkelt ICBM en tiendedel af tiden! Det ville være en overvældende antisatellittrussel mod Ruslands og Kinas vigtigste militære rumaktiver. Nu vil ingen lande sidde og lade denne situation stå ubesvaret. Så man vil få to effekter [Fig. 9]: Man vil få et forsvar, der vil blive tilskyndet til at opsende ICBM’er i stort antal i stedet for at opsende enkelte, for at overvælde satellitkonstellationen, så man er nødt til at bygge og opsende 20.000 eller 200.000 satellitter, eller man vil få en stor antisatellittrussel – eller begge dele!
Så grundlæggende vil man skabe en uacceptabel trussel [Fig. 10], som sandsynligvis vil blive besvaret af russerne og kineserne, der vil sende deres egne systemer ud i rummet for at angribe satellitter i lavt kredsløb, hvilket bestemt ikke ville være ønskeligt, fordi det betyder, at man kunne få en krig, hvor den ene eller den anden side kunne foretage et forebyggende angreb og ville have tilskyndelse til at angribe den andens rumsatellitter, før den anden kunne ødelægge deres system. Det er en uacceptabel farlig situation.
Så hvis man bare overvejer, hvad man kunne få, hvis man tillod dette system at opstå, denne situation at opstå, så skal man bare se på det rumskrot, der i øjeblikket findes i kredsløb. [Fig. 14] Gennem hver af disse hvide prikker kan man se billedet af Jorden nedenunder, og man ser denne ring af næsten helt hvidt område: Det er objekter, der ikke længere fungerer som satellitter. Det er ikke fungerende satellitter, de fungerer ikke længere, og det er affald fra opsendelser af disse satellitter, der alle befinder sig i lavt kredsløb om Jorden, hvor de i det væsentlige vil være i hundreder af år!
Et af de problemer, vi ved kan opstå – og det er ikke science fiction – er, at hvis man beskadiger eksisterende satellitter nok, altså hvis man angriber eksisterende satellitter i lavt kredsløb, kan man skabe så meget affald i lavt kredsløb, at ingen lande kan bruge lavt kredsløb, fordi satellitter, der opsendes i lavt kredsløb, vil blive ramt af et stykke affald inden for relativt kort tid og ødelagt. Så man ville ikke kunne opsende satellitter og bruge dem. Og faktisk ville hver eneste satellit, man opsender i denne dødszone, der er skabt af tidligere angreb på lavt kredsløb, skabe en endnu værre situation: Hvis man opsender satellitter, lad os sige hver måned, vel vidende at de kun vil holde en måned, så vil den næste generation af satellitter, affaldet, øges, og man vil kun kunne have satellitter, der kan overleve en uge! Det ville bogstaveligt talt være en kaskadesituation, hvor man aldrig ville kunne bruge lavt kredsløb om Jorden igen i en overskuelig fremtid.
Lavt kredsløb om Jorden er meget vigtigt. Så skaderne på kommercielle og rumaktiviteter, for ikke at nævne alle landes militære kapacitet, ville være uoprettelige og uigenkaldelige. Så det er den slags situation, man inviterer til, hvis man igen går ind i den slags situation, vi ser nu. Dette er blot et diagram [Fig. 13], der viser den geosynkrone bane og en bestemt russisk bane, der også ville blive angrebet, men det vil jeg ikke gå nærmere ind på. Men det er grundlæggende, hvad der ville ske, hvis man havde ressourcerne, hvilket jeg ikke tror, man har, til at forsøge at opbygge en rumbaseret komponent til et eller andet missilforsvarssystem.
Lad mig også påpege, at det vil tage lang tid – år – at implementere dette system. Systemet ville straks udgøre en stor trussel mod satellitter. Det ville være fristende at angribe denne trussel mod satellitter lige fra starten, fordi implementeringsperioden ville være sårbar over for forebyggende angreb, og en fjende kunne håbe at afskrække den anden fra at fortsætte en opsendelsesindsats, hvis en sådan var i gang. Det er altså ikke en god situation: Man ville provokere begge sider til at tage skridt mod hinanden, hvilket let kunne føre til en optrapning af krigen i rummet, som igen kunne føre til en generel, global atomkrig. Man skal huske på, at den doktrinære holdning i USA, Kina og Rusland er, at hvis man angriber et militært aktiv, der er afgørende for vores nationale overlevelse, såsom vores tidlige varslingssystemer, vil vi betragte det som et angreb på det pågældende rumaktiv, et angreb på vores suveræne territorium, og vi vil reagere i overensstemmelse hermed. Jeg mener, det er en idé, som, hvis man kunne gennemføre den, og jeg siger ikke, at man kan, ville koste bogstaveligt talt astronomiske beløb, men hvis man kunne gennemføre den, ville den være så provokerende, at man i realiteten ville forberede verden på dens undergang. Det ville være så uovervejet, at det er svært at tro, at selv hr. Merz ville støtte det, men vi ved det ikke. Jeg mener, man skulle være fuldstændig uansvarlig, helt utroligt, for at forsøge at indsætte et sådant system – og det ville selvfølgelig ikke fungere.
Så jeg synes ikke, at Golden Dome er en særlig god idé.
ZEPP-LAROUCHE: Ja, jeg synes, at hvis ideen om en udelelig sikkerhed allerede gælder for forhold på planeten, så gælder den i dobbelt forstand for rummet, for det er jo sådan en spild af ressourcer!
Vi har sådan et spændende perspektiv på at finde ud af, hvordan universet fungerer: Hubble-teleskopet har allerede opdaget, at der er mindst 2 billioner galakser, og vi er ikke engang kommet uden for vores egen, endsige 2 billioner: Så der er så meget at opdage! Og det ville være så meget mere i alles interesse –
POSTOL: Heldigvis er de fleste af dem for langt væk til, at vi kan angribe dem! [griner]
ZEPP-LAROUCHE: Ja, men alligevel, du ved, disse opdagelser, der stadig skal gøres –
POSTOL: Nej, måden at tænke på rummet og satellitter på, og det er noget, som folk ikke forstår, heller ikke folk i vores militære rumkommando: Disse mennesker forstår det ikke. Men der er en simpel kendsgerning om satellitter: Satellitter er spinkle objekter, de er meget skrøbelige. De er skrøbelige, fordi det koster så meget at sende dem i kredsløb, så man gør dem så lette som muligt. For man betaler tusinder af dollars per pund for at sende dem i kredsløb. Det er uden de titusinder af dollars per pund, man betaler for at bygge den ting, der koster tusinder af dollars per pund at sende i kredsløb. Så når man først har en satellit i kredsløb, er den skrøbelig og kan ikke forsvares. Man kunne f.eks. sige: “Jamen, jeg vil forsvare min satellit. Jeg sætter interceptorer på dem.” Men når man ser på udgifterne til at opsende disse interceptorer sammen med satellitterne, er det uoverkommeligt. Det er teknisk umuligt og uoverkommeligt at sætte interceptorer sammen med alle disse satellitter for at forsvare dem, og disse interceptorer ville selvfølgelig, hvis de var i stand til at forsvare satellitterne, udgøre en anti-satellit-trussel mod andre satellitter. Så man ville skabe ustabilitet bare ved det.
Den anden mulighed er, at man kunne forsøge at manøvrere, at udmanøvrere interceptorerne. Men det er let at give interceptorerne tilstrækkelig såkaldt »afledningskapacitet«, at satellitternes afledningskapacitet skulle være enorm, hvilket ville få deres vægt til at stige enormt, fordi de ikke blot skulle accelerere, være i stand til at accelerere meget hurtigt, men man ville også være nødt til at forstærke satellitternes fysiske struktur, så de ikke ville gå i stykker, hvis man forsøgte at accelerere dem hurtigt nok til at undvige en af disse interceptorer, fordi interceptoren er et solidt, meget stift konstrueret objekt, mens satellitten er et spinkelt objekt. Så man har en slags – det er næsten som en situation med atomar afskrækkelse: Man har ingen mulighed for at forsvare sig, men man har en betydelig mulighed for at angribe den andens satellitter. Så hvis den ene side dumt nok udgør en trussel mod den anden og får den anden side til at reagere, vil begge sider komme i en meget farlig, ustabil situation, hvor risikoen for en ulykke, der fører til krig, vil blive kraftigt forøget! Det er derfor, at Tyskland, når visse tyskere – slå det op – udvikler deres egen atomare afskrækkelse mod Rusland, for eksempel, er det det sidste, Tyskland bør ønske sig, for hvis Tyskland placerer atomvåben mod Rusland, vil det være våben med meget kort varsel, som russerne vil reagere på med våben med meget kort varsel, og begge sider vil have angrebsvåben med kort varsel mod hinanden, hvilket i høj grad vil reducere chancerne for, at folk opdager, at et angreb er undervejs, og i høj grad øge chancerne for en ulykke, der vil udløse en global atomkrig.
Så det sidste, man ønsker, er at placere flere atomvåben i Europa: Man ønsker at få dem ud af Europa. Man ønsker at holde dem på lang afstand; hvis man skal have dem, skal de være på lang afstand, og derfor skal traktaten om mellemdistancemissiler genindføres! Og den bør udvides til at omfatte alle disse lokale atomstyrker, som f.eks. Storbritanniens og Frankrigs styrker. Man ønsker ikke, at disse atomstyrker er tæt på hinanden. Advarselstiden er allerede alt for kort, og risikoen for en uoprettelig ulykke er allerede for høj, alt for høj.
Så, anyway—
ZEPP-LAROUCHE: Desværre er tiden ved at løbe ud. Men—
POSTOL: Ja! På mange måder! [griner]
ZEPP-LAROUCHE: Men jeg vil gerne takke Dem mange gange for det, De sagde, især lige nu til sidst, for det er en anden ting, der generer mig meget, at i begyndelsen af 80’erne, da vi havde krisen med mellemdistancemissilerne, var der hundredtusinder af mennesker på gaden, fordi de vidste, at denne korte rækkevidde betød, at vi havde få minutter, og at vi var tæt på 3. verdenskrig. Og nu, hvor vi er i en meget, meget farligere situation, sover folk. Så med hensyn til spørgsmålet om en atomparaply for Europa, kunne vi måske, hvis jeg må bede om din hjælp, lave et andet program, ikke alt for langt ude i fremtiden. For der er en reel debat lige nu, og jeg støtter fuldt ud din idé om, at alle atomvåben, alle amerikanske atomvåben, bør trækkes tilbage til USA og ikke distribueres over hele Europa. For det bidrager ikke til vores sikkerhed.
POSTOL: Ja. Ja. Helt vanvittigt!
Ja, den politiske doktrin – ja, vi vil ikke gå ind i den diskussion nu, men den politiske doktrin er forvrænget, urealistisk. Den blev udarbejdet af en gruppe mennesker, der burde have tænkt sig bedre om, hvad de gjorde, og også til en anden tid. Men det kan vi diskutere i en separat diskussion.
ZEPP-LAROUCHE: OK, og mange tak! Det var yderst vigtigt, og vi vil oversætte denne diskussion til tysk og forsøge at få den udbredt.
POSTOL: Lad mig komme med en forudsigelse, som kunne ske i løbet af det næste år eller deromkring, for jeg tror ikke, det vil ske med det samme. Men jeg tror, at den tyske offentlighed i løbet af det næste år eller deromkring, på trods af den dårlige presse, den uansvarlige tyske presse, der ikke holder folk informeret, vil blive opmærksom på den fare, der opstod i 1983 og i 1980’erne, før traktaten om mellemdistancemissiler, og at den vil genopstå, hvis den nuværende tyske regering får sin vilje. Og jeg forudsiger, at vi igen vil se hundredtusinder af mennesker på gaden. Det er mit gæt, men det vil tage et år. Det vil kræve, at russerne vinder nok i Ukraine, så aviserne ikke længere kan ignorere, at krigen er tabt i Ukraine, og tvinge aviserne til at åbne en debat om, hvad der skal ske nu, og at det, der skal ske nu, er uacceptabelt og udgør en alvorlig fare for menneskehedens fremtid.
ZEPP-LAROUCHE: Mange tak. Lad os gøre vores bedste for at bringe menneskeheden til en mere fornuftig tilstand.
POSTOL: Absolut! Absolut!
ZEPP-LAROUCHE: Så ses vi næste gang. Mange tak.
POSTOL: Tak! Farvel.