Invitation: Den internationale fredskoalitions hundrede møde: At ‘vidne om sandheden’ betyder at handle for at stoppe folkemordet.
Fredag den 2. maj kl. 17 eller senere.

Du kan se de indledende præsentationer på YouTube (linket kommer på fredag):

For at deltage i diskussionen klik venligst på Zoom linket her.

Brug dit fulde navn, når du tilmelder dig mødet.

Talerlisten:
Senator (ret.) Richard Black, USA,
fhv. iransk ambassadør Seyed Hossein Mousavian,
Jonathan Kuttab,
Maoz Inon og andre.

Den 30. april 2025 (EIRNS) – Det er svært at undgå at se, at vi er vidne til en fuldstændig, systemisk sammenbrudskrise i Vesten.

Britisk geopolitik, herunder indsættelse af terrorister, truer med at udløse endnu en krig, denne gang i området omkring Indien og Pakistan, hvor begge lande er atommagter og åbent truer med at bruge disse våben.

Hele Den Iberiske Halvø, et landområde på omtrent samme størrelse som Texas, var uden strøm i næsten 24 timer den 28. april, fordi Spanien har været mest aggressiv i sin gennemførelse af EU’s klinisk vanvittige energipolitik, der går ud på fuldstændig afhængighed af »vedvarende« – dvs. ustabile og upålidelige – energikilder med den lavest mulige energigennemstrømningstæthed. Tyskland og hele EU følger tæt efter.

Og præsident Trump insisterer fortsat på en toldpolitik, der forudsigeligt øger inflationen kraftigt og lukker fabrikker i USA, hvilket fører til stigende misligholdelse af lån udstedt af banker i ind- og udland, og erklærer økonomisk krig mod netop de lande, som den amerikanske fysiske økonomi er mest afhængig af – især Kina.

Værre endnu er det, at de dominerende politiske etablissementer i både USA og Europa kategorisk nægter at indrømme, at deres politik har slået fejl, endsige overveje muligheder for at løse kriserne. Som Schiller-Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, sagde i en politisk diskussion den 28. april: »Det er meget klart, at hele krigsfaren lige nu kommer fra de vestlige etablissementers manglende evne eller vilje til at erkende, at denne politik har slået fejl, og rette op på den ved ganske enkelt at erstatte den med den rette politik,« såsom den, der fremmes af BRIKS og andre nationer i det Globale Syd, som er fast besluttet på at sætte en stopper for 500 års kolonialisme ved hjælp af videnskabsbaseret udvikling.

Vi er også vidne til, at den amerikanske regering fortsætter med at muliggøre det folkemord, der er i gang i Gaza, ligesom Joe Biden gjorde, denne gang ved at argumentere for Netanyahu-regeringens »ret« til at forvise UNRWA – den vigtigste kilde til organiseret mad og anden hjælp til sultende palæstinensere – fra Gaza og Vestbredden.

Men at »vidne om sandheden« indebærer et ansvar for at handle.

Og det er, hvad Schiller Instituttet – og den Internationale Fredskoalition, som det iværksatte i maj 2023 – vil sætte på sin presserende dagsorden på sit 100. ugentlige møde i træk fredag den 2. maj. Dette møde vil være startskuddet til IPC’s næste kampagne for at sætte en diskussion af LaRouches Oase-plan i centrum for drøftelserne omkring den kommende FN-konference den 2.-4. juni, hvor der kræves en »fredelig løsning på Palæstina-spørgsmålet«. Ifølge FN’s indkaldelsesresolution vil konferencen blive afholdt i New York City og »vedtage et handlingsorienteret slutdokument … for hurtigst muligt at udstikke kursen mod en uigenkaldelig vej til en fredelig løsning på Palæstina-spørgsmålet og gennemførelse af tostatsløsningen«.

»Vi er nødt til at stoppe folkemordet«, insisterede Zepp-LaRouche, »og til det har vi brug for et gennembrud«. Den tilgang for at besejre britisk geopolitik og opnå fred gennem udvikling, som blev anlagt i LaRouches Oase-plan for Sydvestasien, er et eksempel på den globale politik, der må vedtages i Vesten for at få den ud af sin nuværende, accelererende bane mod et systemisk sammenbrud.

Deltag i IPC’s 100. møde på fredag for at fordoble vores indsats for fred og udvikling. Tilmeld jer og vær med til at opbygge Schiller Instituttets konference den 24.-25. maj: »En smuk vision for menneskeheden i en tid med stor uro!«

Foto: The Schiller Institute




Helga Zepp-LaRouche webcast den 30. april 2025:
Hemmeligheden bag et nyt paradigme: En LaRouche-Hamilton kreditpolitik

Ikke korrekturlæst

30. april 2025 (EIRNS) – Her er udskriften af Helga Zepp-LaRouches ugentlige webcast, der i dag blev præsenteret af LaRouche-organisationens præsident Diane Sare:

DIANE SARE: Godmorgen og velkommen til Helga Zepp-LaRouches engelske webcast. I dag er det onsdag den 30. april 2025. Jeg er Diane Sare, præsident for LaRouche-organisationen. Jeg må sige, at det er en ære og en fornøjelse at kunne føre denne samtale med Helga, som er grundlæggeren af Schiller-instituttet og initiativtageren til dialogen i Den Internationale Fredskoalition.

I dag huskes ikke i USA for den temmelig skammelige afslutning på Vietnamkrigen, hvor man, ligesom ved tilbagetrækningen fra Afghanistan, reddede mennesker ned fra taget af ambassaden i Saigon for 50 år siden i dag. Jeg tror, folk måske vil reflektere over forskellen mellem denne mærkedag og 80-årsdagen for fascismens nederlag i Europa, som snart skal fejres.

Men inden vi går videre til disse emner, ved jeg, at Helga for nylig har været til en meget vigtig konference i Qufu, Confucius’ fødeby. Helga, vil du fortælle os om det?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Mit bedste råd ville være, at alle, der ser dette program, tager til Qufu, for det er fantastisk. Det er ikke kun fødestedet for Confucius, som er den vigtigste tænker i kinesisk historie, og som har haft en meget dybtgående indflydelse på det kinesiske liv i 2.500 år, herunder det nuværende politiske system, men det er også et smukt sted. Det ligger i Shandong-provinsen nær Kinas kyst, mellem Beijing og Xiantao. Der er en smuk gigantisk sø og en endnu mere gigantisk statue af Confucius, og der er mange, mange ting omkring den, såsom et smukt gammelt palads, der er Confucius’ fødested, som gennem århundreder er blevet udvidet til et meget langt og stort palads.

Der er også et utroligt veludført moderne museum, der har alle artefakter og skrifter og skulpturer og malerier og så videre – herunder for øvrigt et billede af de amerikanske grundlovsfædre, der diskuterer Confucius. Det er en del af historien, som jeg synes fortjener at blive meget bedre kendt, for Benjamin Franklin var en stor beundrer af Confucius. Han baserede faktisk sit eget uddannelsessystem på Confucius’ moralske og etiske lære. Så jeg tror helt sikkert, at dette kunne være en bro i de nuværende, ganske vist anspændte relationer mellem USA og Kina. Men jeg tror, at hvis man går tilbage til rødderne af den amerikanske revolution og den amerikanske republik og viser [inaud; 03:50 – hun siger »vincinity«, men det er ikke et ord] nogle af dens vigtigste tænkere – især Benjamin Franklin, men også nogle af de andre grundlæggere – kunne det faktisk hjælpe med at lægge det filosofiske fundament for en bedre forståelse.

For hvis man ser på det hele, er det ganske forbløffende, at der er mange flere ligheder mellem det, Kina gør i dag med hensyn til økonomi, og den økonomiske teori i det amerikanske system, som det blev udviklet af Alexander Hamilton. Det er en fantastisk, helt fascinerende historie, og generelt kan jeg kun opfordre folk til at tage til Kina og danne sig deres egen mening, hvis de aldrig har været der eller kun har læst, hvad nogle af de angloamerikanske tænketanke skriver om Kina. Jeg lover Dem, og jeg tager ikke let på det, men jeg lover Dem, at De vil få det største positive kulturchok i Deres liv. For det er slet ikke, som De har fået at vide. De vil opleve enorme fremskridt i form af økonomisk fremgang. Togsystemet – de har ca. 40.000 miles moderne togsystemer, hvor togene kører med en gennemsnitshastighed på ca. 280 mph. De er hurtige, de er rene, det hele fungerer, det er fantastisk. Så har man enorme byggeprojekter, enorme moderne bygninger – Kina er nu førende inden for 57 ud af 66 højteknologiske områder. Det er fantastisk!

Under alle omstændigheder kan jeg kun sige: Tag derhen og dann din egen mening med dine egne øjne og dine egne samtaler med folk der. Du vil komme tilbage forandret, og du vil indse, at Kina kunne være USA’s bedste ven, hvis USA bare ville det.

SARE: Det er meget spændende. Jeg vil gerne vende tilbage til spørgsmålet om den amerikanske revolution, men inden jeg gør det, vil jeg lige nævne, at den konference, du talte på, handlede om grøn energi osv. Og jeg synes, din tilgang til det var meget vigtig og også informativ for de andre deltagere. Vil du måske sige noget om konferencens karakter og dine tanker om dette emne?

ZEPP-LAROUCHE: Konferencen handlede faktisk ikke om det emne; det var blot emnet for et af flere paneler. Konferencen var arrangeret af China Media Group, som havde inviteret førende medier fra hele verden, fra Europa, Afrika og Asien. Der var således mange administrerende direktører for nationale medieorganisationer fra deres respektive lande til stede. Jeg tror, det var et klart forsøg på at øge kommunikationen om vigtige opfattelser. Mit panel var blot et af flere, og emnet var faktisk grøn omstilling af økonomien og lignende spørgsmål.

Men jeg synes, det var helt klart, at Kina nu er førende inden for produktion af solcellepaneler og vindmøller og så videre, men de er også verdens førende inden for atomkraft. Så i en vis forstand er det ikke sådan, at grøn omstilling i Kina er et alternativ til atomkraft eller fossile brændstoffer, men en del af en samlet løsning. Jeg tror, at spørgsmålet om grøn omstilling i Kina i hvert fald er meget forskelligt fra f.eks. i Europa og især i Tyskland, hvor grøn omstilling er en ideologi, en malthusiansk idé om befolkningsreduktion eller befolkningsbegrænsning. Det er anti-videnskabeligt og anti-teknologisk. Men i Kina har det en helt anden betydning, fordi der i begyndelsen af industrialiseringen i Kina for omkring 30-40 år siden, hvor det hovedsageligt var multinationale selskaber fra internationale virksomheder, der stod for industrialiseringen, blev der gjort stor skade på miljøet. De havde et forureningsproblem i ganske lang tid; forurenet luft, forurenet grundvand og lignende bivirkninger.

Så på et tidspunkt besluttede den kinesiske ledelse at gøre noget ved det, og de gjorde et helt fantastisk stykke arbejde. De flyttede f.eks. al tung industri fra Beijing, som var enorm, når man tænker på, at Beijing er en by med mellem 20 og 30 millioner indbyggere. De flyttede al tung industri til en anden by ca. 150 km væk. Nu er himlen i Beijing blå, og luften er ren. De har stort set fået disse reelle miljøproblemer under kontrol.

Jeg synes ikke desto mindre, at diskussionen handlede om at gøre økonomien grønnere osv. Jeg tror, jeg kan bringe en vigtig idé ind i diskussionen, nemlig at hvis man ser på energi, skal man ikke kun se på de tilsyneladende omkostninger. Hvis man ser på de tilsyneladende omkostninger, kan man sige, at det er billigere at bygge et solcellepanel end at bygge et atomkraftværk. Men hvis man ser på effektiviteten, indser man, at atomkraft er meget mere omkostningseffektivt end solenergi, fordi det har en meget højere energigennemstrømningstæthed. Og som min afdøde mand Lyndon LaRouche havde udviklet et meget vigtigt teoretisk grundlag for, er der en sammenhæng mellem energigennemstrømningstætheden i produktionsprocessen og antallet af mennesker, der kan opretholdes på det niveau. Da sol og vind har en ekstremt lav energigennemstrømningstæthed, har de en tilsvarende lav befolkningstæthed. Så jeg kunne bringe det ind i diskussionen, at hvis man vil opretholde de nuværende 8 milliarder mennesker og forhåbentlig snart flere, kan man ikke kun stole på vedvarende energi, fordi den ikke har tilstrækkelig kraft til det. Det fik faktisk nogle af de andre paneldeltagere til at tage spørgsmålet op, og naturligvis blev spørgsmålet om en retfærdig verdensøkonomisk orden også et stort emne i diskussionen. Så jeg synes, det havde en god effekt.

SARE: Med hensyn til spørgsmålet om energi har vi netop haft en massiv strømafbrydelse i Europa, hvor Spanien angiveligt er førende i verden eller på vej over til vedvarende energi, hvilket ikke synes at fungere særlig godt. Har du nogen tanker om det?

ZEPP-LAROUCHE: Det er virkelig ironisk, hvis jeg nogensinde har set noget ironisk. Jeg tror, det var den 16. april, at Spanien stolt proklamerede, at de nu har alt på vedvarende energi. Hele deres elnet forsynes af sol- og vindenergi og lidt vandkraft. Så bare få dage senere – bogstaveligt talt mindre end to uger senere – havde man denne strømafbrydelse i Spanien, Portugal og endda dele af Frankrig. I mange timer var hele Den Iberiske Halvø uden strøm. Jeg tror, at de minimale omkostninger er 5 milliarder dollars i skader bare fra den ene dag. Nu er der naturligvis en stor interesse for at finde ud af, hvad der var årsagen. De evige propagandister sagde straks, at det måtte være et cyberangreb; Rusland må stå bag. Intet af det er tilfældet, og det bliver også mere og mere klart, at det er den iboende fejl ved vedvarende energi. Hvis man har et helt net, der forsynes af vedvarende energi – sol og vind – produceres energien, når vinden blæser, og solen skinner. Den stopper, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser. Men i alle andre økonomier, hvor dette anvendes, er der en slags backup, hvor man har kraftværker, der forsynes med kul eller gas eller turbiner eller atomkraft. På den måde kan man kompensere for det pludselige overskud af energi eller den pludselige mangel på energi. De andre kraftværker kan træde til og sikre stabilitet i elnettet. Hvis man ikke har det og kun har sol og vind som i Spanien, kan man ikke kompensere, hvis der pludselig er for meget, og elnettet bryder sammen. Det er grundlæggende en overbelastning af elnettet. Og der er ingen inerti, og strømmen skal konstant være på mere eller mindre 50 hertz. I dette tilfælde faldt trykket kun til ca. 49,86, hvilket ser ud som en meget lille margin, men det var nok til at lægge hele det nationale elnet i Spanien og Portugal ned. Naturligvis er forbindelsen til Frankrig meget dårlig, hvilket også kunne have udlignet noget af det, fordi Pyrenæerne ligger imellem. Der er altså meget frie net, der går over denne bjergkæde, og derfor var der ingen udligning.

Jeg tror derfor, at denne hændelse kunne ske overalt, hvor man er stærkt afhængig af vedvarende energi. Eksperterne i Tyskland var naturligvis meget hurtige til at sige, at dette aldrig kunne ske her, men andre eksperter har længe advaret om, at nøjagtig det samme kunne ske i Tyskland og andre lande, der er i en lignende situation. Så jeg er temmelig sikker på, at dette vil blive revurderet, og når årsagerne bliver klar, er jeg helt sikker på, at der vil ske en omlægning. Hvad vil der ske, hvis hele europæiske lande pludselig rammes af strømsvigt? Det er en katastrofal situation, og jeg tror, det vil tage lidt tid, men det vil føre til en omlægning af dette område.

SARE: Det håber jeg. Vi havde denne oplevelse i Texas for blot få år siden. Det er den olieproducerende delstat i USA, og vi havde disse vanvittige strømafbrydelser, hvor hundredvis af mennesker døde, og energiselskaberne udnyttede det til at hæve priserne. Vi synes ikke at have lært meget, men jeg håber, at vi bliver klogere.

Jeg vil gerne skifte emne, for det er 80-årsdagen for sejrsdagen den 8. og 9. maj, hvor fascismen blev besejret i Europa. Den russiske udenrigsminister Lavrov har sagt, at der kan ses konkrete resultater af dialogen mellem USA og Rusland i den nærmeste fremtid. Han sagde: »Der er håb om, at den lovende udvikling i dialogen mellem Rusland og USA bliver til virkelighed. Jeg forventer en solid bekræftelse af de gensidige interesser mellem Moskva og Washington i den nærmeste fremtid.« Han sagde dette på konferencen for BRIKS-udenrigsministrene i Brasilien for nylig. Jeg vil gerne høre dine tanker om dette. Jeg tror, at dette måske er præsident Trumps vigtigste initiativ til at forsøge at genoprette normale relationer mellem USA og Rusland. Så hvad er dine tanker om denne dynamik?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg håber, at præsident Trumps impuls fører til et resultat, der gør netop det – at genoprette de strategisk vigtigste forbindelser, for når alt kommer til alt er Rusland og USA de to atommagter, der har det største kontingent af atomraketter, der kunne udslette menneskeheden 20 gange. Så hvis de vender tilbage til normale forbindelser, tror jeg, det er det vigtigste strategiske spørgsmål, for uden det er der intet. Derfor er jeg meget utilfreds med nogle af disse europæere anført af Keir Starmer fra Storbritannien og Macron fra Frankrig. Desværre findes der noget, der hedder Koalitionen af Villige, som meget åbent forsøger at sabotere enhver sådan indsats fra Trump og Putin for ikke kun at genoprette relationerne, men også for at bringe en fredelig afslutning på krigen i Ukraine, som de facto er slut på grund af mangel på soldater i Ukraine. Det er bare et kontinuerligt blodbad, der foregår, og enhver ved sine fulde fem, der forsøger at forlænge dette, er simpelthen en kynisk person, der ikke bekymrer sig det mindste om det ukrainske folk eller soldaterne på begge sider.

Så jeg synes, det er meget vigtigt. Den såkaldte koalition af villige er blot vanvittig; jeg mener, der absolut ikke er noget at vinde. Selve tanken om, at Europa kunne erstatte USA i krigen mod Rusland, er blot storhedsvanvid og dumhed. Jeg tror desværre, at befolkningen bliver bombarderet med en masse propaganda, så kun en vis del af befolkningen kan se, hvor farligt dette er.

Da du nævnte 80-årsdagen for afslutningen af Anden Verdenskrig, er der en sådan vending eller nærmest en revanchistisk omskrivning af historien. Den sandsynligvis nye tyske kansler, Friedrich Merz, tager ikke til Moskva [til årsdagen], men til Kiev. Og Kiev har allerede ændret datoen; de fejrer ikke længere afslutningen på Anden Verdenskrig. De fejrer nu på samme dag en eller anden ildevarslende Europadag eller et nyt navn, de har givet den. Oliver Stone kritiserede for eksempel med rette dette og sagde, at disse mennesker er revanchister, fordi de står på den forkerte side af historien.

SARE: Lad mig bare spørge, er det også tilfældet, at de ikke inviterer den russiske ledelse til fejringerne i Europa? Efter at Sovjetunionen mistede 27 millioner mennesker, ville denne krig ikke være blevet vundet uden deres indsats? Er det stadig tilfældet?

ZEPP-LAROUCHE: Det er værre end det, for den afgående regering under kansler Scholz og denne usigelige udenrigsminister, der heldigvis har aflagt sit sidste besøg i sin egenskab af udenrigsminister, fordi det var uudholdeligt, hvordan hun rejste rundt i verden og virkelig skadede Tysklands image, uanset hvor hun satte sine ben. Men sammen har de indført en lovgivning eller et dekret, hvorved ingen i en officiel stilling – dette gælder også for Den Europæiske Union – må deltage i fejringerne i Moskva, ellers vil de blive ramt af sanktioner. I Tysklands tilfælde tror jeg også, at det er strafbart, hvis man på den dag går til den russiske ambassade i Berlin for at udtrykke sin taknemmelighed for det, Sovjetunionen gjorde i Anden Verdenskrig. Så det er virkelig en skam; det er en absolut vederstyggelighed. Det kan naturligvis kun forklares med folks ekstreme evne til at glemme historien og bare leve i nuet. Det er en af de aktuelle kulturelle kampagner, at få folk til at glemme historien og kun tænke på fornøjelserne i nuet, alt andet tæller ikke. Hvis man ser på populærkulturen, er der mange popsange, hvor folk synger »drikke vin, have det godt, man lever kun én gang«. Den slags absolutte mentale lavpunkt bliver propaganderet fra alle kanaler – fra tv, fra film og hvad ved jeg. Jeg synes, det er en skam, for hvis man glemmer historien, er der et ordsprog, der siger, at man nogle gange bliver tvunget til at genopleve den, enten som en farce eller som en større tragedie. Jeg håber, at vi kan forhindre, at det sker, men jeg synes, det er en absolut vederstyggelighed, hvad der sker omkring denne årsdag i Europa.

SARE: Jeg vil sige, at vi i USA har en glædelig forandring, for i de sidste par år har der ikke været nogen march for det udødelige regiment, hvor folks forfædre, der var involveret i Anden Verdenskrig – amerikanere og russere – marcherede sammen og lagde blomster og sendte hvide balloner op og fejrede afslutningen på krigen i Europa. Vi var ikke i stand til at afholde sådanne fejringer. Men i år vil der endelig igen være en Immortal Regiment March i Washington, D.C. den 3. maj. Jeg synes, det er en virkelig velkommen ændring, og det er en tilkendegivelse af, at der er mulighed for en ny retning.

Jeg vil også gerne nævne – og De har allerede været inde på den amerikanske revolution – at den russiske efterretningstjenestes websted bragte en lang erklæring med en temmelig lidet flatterende tegning af Ursula von der Leyen, der promoverer denne fascisme. De talte om det historiske forhold mellem USA og Sovjetunionen eller Rusland, der går tilbage til den såkaldte borgerkrig – den britiske pro-slaveri-anstiftede krig – hvor russerne sendte den russiske flåde til New York og San Francisco på Lincolns side. De talte om Suez-krisen, hvor Sovjetunionen samarbejdede med Eisenhower om at sætte Israel på plads. Og de talte om denne form for dynamik. Det forekommer mig, at dette ville være et meget naturligt grundlag for relationer, ligesom Confucius giver os et grundlag for relationer mellem USA og Kina. Forholdet mellem USA og Rusland kunne også blive meget vigtigt, hvis vi genopliver denne tradition. Hvad er dine tanker om det?

ZEPP-LAROUCHE: Det er min filosofi og derfor også Schiller-Instituttets filosofi, at hvis man ønsker fredelige relationer mellem nationer, skal man altid fokusere på hinandens positive bidrag. Hvis man går hen og taler med nogen og kun fremhæver de negative punkter, kunne jeg starte 3. verdenskrig med Dem, hvis jeg sagde, at Deres næse er grim, Deres kjole er modbydelig, og Deres frisure er elendig. Hvis jeg fortsætter og optrapper, er jeg sikker på, at vi efter en halv time ville være fjender. På den anden side, hvis jeg siger: »Diane Sare, du er sådan en begavet musiker; du har sans for poesi. Du er en stor leder« – så ville du svare, og vi kunne finde ud af, hvad vi har af fælles interesser og så videre. Det samme princip bør gælde for nationer, for i enhver historie er der op- og nedture. Så længe man har oligarkiske politiske ledere, sker det desværre, at lande gør dårlige ting. Men hvis man ønsker at reparere et forhold, skal man fremhæve det, der bringer menneskeheden fremad. I den forstand synes jeg, at alt fra Neutralitetsligaen og andre samarbejdsområder er et meget godt tegn på, at Rusland fremhæver disse positive elementer. Jeg synes, det ville være meget godt, hvis den amerikanske side ville imødegå dette ved at fortælle deres side af historien så meget som muligt.

SARE: Jeg er enig! Nu, med netop det eksempel, du lige gav, må jeg bringe konflikten mellem Indien og Pakistan på banen. Det er to meget store nationer, hvor det Britiske Imperium har spillet en meget destruktiv rolle. Jeg frygter, at vi virkelig er på randen af krig. Jeg vil gerne læse de seneste udtalelser fra Modi og Pakistans informationsminister. Modi har nu sagt, at »de væbnede styrker har fuld operationel frihed til at vælge midler, mål og datoer for Indiens gengældelsesforanstaltninger.« Dette er i forbindelse med terrorangrebet den 22. april, hvor omkring 26 turister blev dræbt. Modi sagde videre – og det lyder lidt som visse af vores neokonservative krigsfolk – »Jeg siger til hele verden, at Indien vil identificere, opspore og straffe alle terrorister og deres bagmænd. Vi vil forfølge dem til verdens ende.«

Derefter skrev Pakistans informationsminister i går på X: »Pakistan har troværdige efterretninger om, at Indien har til hensigt at iværksætte et militært angreb inden for de næste 24-36 timer under påskud af Pahalgam-hændelsen. Enhver aggressiv handling vil blive mødt med en beslutsom reaktion. Indien vil være fuldt ansvarlig for alle alvorlige konsekvenser i regionen.«

Jeg ved, at du og din afdøde mand, Lyndon LaRouche, har besøgt Indien mange gange. Du havde et godt venskab med Indira Gandhi, og Executive Intelligence Review offentliggjorde brevene fra Zulfikar Ali Bhutto, den myrdede tidligere leder af Pakistan. Så jeg ville virkelig gerne høre dine tanker om denne nye indsats, som jeg tror er briternes. Åh, og jeg vil gerne tilføje noget: Kinesernes reaktion var at sige, at vi skulle undersøge, hvad der skete før reaktionen. Det er noget helt andet end den amerikanske reaktion på 9/11 – undersøgelser kan rende og hoppe, vi invaderer nu det ene land og det andet. Og det samme gælder terrorangrebet på Israel den 7. oktober; der blev aldrig foretaget en undersøgelse, der blev straks truffet foranstaltninger. Så jeg sætter på en måde pris på den radikale kinesiske tilgang, hvor man først vil finde ud af, hvad der foregår, men hvad er din holdning til dette?

ZEPP-LAROUCHE: Desværre tror jeg, at situationen er ekstremt farlig, fordi Pakistan og Indien begge er atommagter. Der var allerede en pakistansk minister, der havde nævnt, at alle Pakistans atomvåben er rettet mod Indien, hvilket er en meget krigerisk trussel om at bruge disse atomvåben. Modis reaktion er naturligvis også meget hård og stridbar. Jeg håber bare, at det, han sagde, ikke er sandt, for hvis det er, kan vi inden for en til tre dage befinde os i en atomkatastrofe. Jeg kan kun sige, at den tidligere internationale bekymring om ikke-spredning og om, at faren for atomkrig kan komme fra andre steder end de store atommagter, men fra nogle af de andre, er meget reel. Så jeg kan kun håbe, at Pakistans forsvarsminister også sagde noget andet, som jeg synes er ekstremt vigtigt. Han sagde, at al Pakistans involvering i de sidste årtier var et resultat af, at landet blev udnyttet af Storbritannien og USA, herunder støtten til terrorisme fra pakistansk jord efter 9/11. Det er man helt klart nødt til at være opmærksom på, for nu med Trump-administrationen er det ikke det apparat, der gjorde det. Det var Brzezinski og hans islamiske kort, som han havde givet som ordre til Den Trilaterale Kommission på deres berygtede møde i Tokyo i 1975, hvilket derefter førte til Vestens støtte til koranskolerne og opbygningen af den ekstremistiske islamiske jihad i Afghanistan, først i krigen mod Sovjetunionen. Men efter at den krig var tabt, forsvandt disse terrorstyrker ikke; de spredte sig gennem hele regionen, gennem dele af de sovjetiske republikker, til Tjetjenien, til uigurerne i Xinjiang og andre områder. Så de inficerede hele regionen, og som general Flynn påpegede og forsøgte at formidle til Obama i 2012, blev disse kræfter – al-Qaeda, al-Nusra, uanset hvordan de ændrede sig – instrumentaliseret af Vesten, af USA og andre vestlige kræfter. Så jeg synes, at den pakistanske forsvarsministers henvisning til denne historie er yderst vigtig. Kun hvis man har et klart syn på tingene og ikke tilskriver det nationer, men andre former for interesser, kan man udforme en politik, der kan afbøde faren.

Jeg kan kun sige, at håbet er, at der er flere naboer, der straks blev aktive og forsøgte at mægle mellem Pakistan og Indien, såsom Iran, som er meget vigtig, og også Kina. De taler sammen, og de har positive relationer til begge sider. Man kan kun håbe, at deres mægling vil sejre, og at vi ikke kommer til at se en atomkrig på grund af denne krise på kort sigt.

SARE: Tak, det er et meget vigtigt svar. Vi har mange spørgsmål, men meget lidt tid. Så jeg vil bare vælge to af dem. Det ene er fra en tysk forretningsmand, der skriver: »Jeg har lige læst om Deres industrielle trekantprogram fra 1989-90 for at forbedre relationerne mellem Tyskland og det post-sovjetiske Rusland, da muren faldt. Hvis man antager, at der opnås fred i Ukraine, ville noget lignende kunne fungere i dag? Har man udarbejdet et forslag til i dag, der ville fungere og tage hensyn til begge landes skiftende behov?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det bedste resultat under de nuværende omstændigheder, som er uheldige, fordi vi nu har været i krig i tre år, og den særlige militæroperation kunne have været afsluttet i marts 2022. På det tidspunkt ville tabene have været minimale sammenlignet med den forfærdelige ødelæggelse, der er sket i de mellemliggende tre år på grund af sabotage fra primært Boris Johnson, men også fra visse elementer i Biden-administrationen. Det bedste, der kan ske nu, er, at man først indgår en våbenhvile, derefter en våbenstilstand og derefter indleder reelle fredsforhandlinger, hvor genopbygningen af Ukraine vil være tilskyndelsen for ukrainerne til at acceptere en sådan politik. Her tror jeg, at hvis man vendte tilbage til den idé, der eksisterede før krigens udbrud, nemlig at Kinas Bælte- og Vej-Initiativ kunne udvides helt til Europa. Så ville Ukraine være en bro mellem de europæiske og de asiatiske dele af Eurasien. Jeg mener, at det absolut stadig er en mulighed, for jeg har længe ment, at man skal have konkrete løsninger på lokale problemer og regionale kriser, men at vi kun kan komme ud af denne geopolitiske konfrontation ved hjælp af en global løsning. Jeg har opfordret til en global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der skal tage hensyn til alle landes interesser på kloden for at kunne fungere, en slags moderne Westfalske fred. Derefter kunne man virkelig tænke i samarbejde mellem landene i Eurasien og tage hånd om alle de problemer, der findes, herunder en Oase-plan for Sydvestasien, genopbygningen af Ukraine, men også opbygningen af moderne infrastruktur i hele Europa og forbindelsen til resten af Asien, så der på den måde bliver to fredelige kontinenter.

Jeg er helt sikker på, at kineserne allerede tænker i denne retning, og jeg kan kun håbe, at ukrainerne indser, at hvis de ønsker at have et land, og hvis de ønsker velstand og en fremtid, bør de absolut kræve, at en sådan løsning bliver lagt på bordet.

SARE: Så jeg vil ændre det sidste spørgsmål en smule, og du vil måske gerne kommentere de kommende konferencer i Schiller-instituttet i både USA og Europa. Du nævnte i går over for nogle af os noget, som jeg synes sætter tingene i et meget klart perspektiv, nemlig at du talte om den entropiske karakter af dette britiske liberalistiske imperium, som er konkurs, krigsmagerne, NATO’s krigsdrift osv. i modsætning til den nye dynamik, der er ved at opstå, som er vækstorienteret og faktisk bliver stærkere for hver dag, der går. Jeg tror naturligvis, at vi har en meget vigtig rolle at spille i den forbindelse, både her i USA og i Europa, fordi vi befinder os inden for det entropiske system, selv om der helt klart er en forandring i gang begge steder. Hvad vil du sige om konferencerne eller dine tanker om dette potentielle skillevej for menneskeheden?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke det på en passende måde, men når jeg sammenligner stemningen, udsigterne og forståelsen hos folk i Tyskland med dem, jeg lige er kommet hjem fra på denne rejse i Kina, er det forbløffende. Det er som at være i to helt forskellige universer. Når man taler med folk i Tyskland, er de alle ulykkelige, bange, deprimerede, pessimistiske, simpelthen forfærdelige. I Kina er alting helt anderledes. Alle, både kineserne og de internationale gæster, har en helt anden tankegang. De tænker på at opbygge ting, løse problemer, lave positive planer for fremtiden; de har helt enkelt en enorm positiv og optimistisk indstilling. Jeg tror, det skyldes, at man efter min mening ikke kan opdele den nuværende politiske situation i de gamle kategorier af venstre og højre og efter pladsfordelingen i det franske parlament på tidspunktet for den franske revolution. Det passer ikke længere. Der er mennesker, der angiveligt er venstreorienterede, men de er progressive, og der er mennesker på højrefløjen, der også er progressive. Så hvordan forener man det synspunkt? Jeg tror, den bedste måde er at sige, at verden er opdelt mellem de kræfter, der er fast besluttet på at bevare nogle fås privilegier, og som for disse privilegiers skyld er villige til at gå i den mest destruktive retning. På den anden side har man mennesker, der er velmenende, godhjertede og opgavestyrede, og de forsøger at gøre alting bedre. At få lande til at fungere sammen, at få økonomier til at fungere, at have høje poetiske idealer. De er grundlæggende anti-entropiske i deres tankegang. Jeg tror, at den overvældende tendens i vores tid er den sidstnævnte. Langt størstedelen af mennesker – det Globale Syd, dem, der faktisk udgør den Globale Majoritet – er i en meget konstruktiv stemning. Derfor kunne vi i Vesten, hvis vi ville tage det til os og sige, at vi vil samarbejde og løse de vigtigste problemer i vores tid – fattigdom, underudvikling, migrationsspørgsmålet – ved at opbygge de lande, som folk flygter fra, løse alle problemerne så let.

Det vil faktisk være emnet for vores konferencer, hvor vi vil forsøge at få folk i Vesten til at forstå, at den krigslignende fortælling ikke er ønskværdig. Den vil føre til en katastrofe. På den anden side er den historiske tendens for menneskeheden i dette særlige historiske øjeblik at overvinde geopolitikken og finde en måde at samarbejde på.

Det vil kort sagt være emnet for begge konferencer. Jeg kan kun råde jer til at tilmelde jer enten personligt eller, hvis I ikke kan rejse, via Zoom. Men vær en del af det; det er her, historien bliver skabt på den mest avancerede måde lige nu. Så gå ikke glip af det.

SARE: Mange tak. Jeg sætter pris på denne mulighed for at tale med Dem og stille Dem spørgsmål. Jeg undskylder over for de personer, der har sendt spørgsmål, som vi ikke nåede at besvare, men jeg er sikker på, at der vil være flere muligheder. Tak igen, og vi tales ved snart.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det håber jeg. Vi tales ved snart.




Forpligt dig til fremtiden

Ikke korrekturlæst

af Stewart Battle (EIRNS) – 08. april 2025

Trump-administrationen har fortsat sin egenrådige tilgang med nye politiske initiativer rundt om i verden. Blandt disse er nu: forsøg på at udvide USA’s militær yderligere rundt om i verden, herunder ud i rummet, udtrykkeligt for at imødegå Rusland, Kina og andre »modstandere«; en optrapning i Sydvestasien, som truer med at udløse en omfattende militærkampagne mod Iran – alt imens der tilsyneladende ikke sættes grænser for Israels folkemord i Gaza; og nu en kaotisk handels- og toldpolitik, som truer med at få verdensøkonomien til at bryde sammen.

Ikke desto mindre har der vist sig glimt af diplomati og løsning. Da Israels premierminister Netanyahu ankom til Det Hvide Hus den 7. april, blev han chokeret over at høre, at præsident Donald Trump havde været i dialog med den iranske regering, og at samtalerne var planlagt til at begynde lørdag den 12. april. Som Times of Israel rapporterede, blev Netanyahu hverken informeret om dette før kort før sit møde med Trump, og han fik heller ingen forsikringer om Israels krav i forhold til Iran.

Man kan håbe, at dette i det mindste antyder et vist niveau af rationel tænkning fra præsident Trumps side og en uafhængighed af Netanyahu og hans ligesindedes vanvid. Det er dog stadig uvist, om de køligere hoveder vil sejre i løbet af de kommende dage, eller om der i sidste ende vil udbryde krig. Men uanset hvad der sker, skal det understreges, at Trumps åbenlyse mobbemetode, selv om den lejlighedsvis er vellykket, ikke er en tilgang, der vil gøre USA – eller nogen anden nation – virkelig »stor« igen. Ud over at opflamme regionen til en katastrofal krig kan den afspore den lovende forbedring i forholdet mellem USA og Rusland, som i så høj grad har trukket verden tilbage fra randen af et atomart ragnarok.

I mellemtiden er verden stadig påvirket af »befrielsesdagen«, hvor der blev indført toldsatser i sidste uge. Nogle lande vil måske bøje sig og gå med til at forhandle, men andre – for eksempel Kina – vil muligvis holde fast. Trumps indførelse af yderligere 50 % told på kinesisk import, hvilket hæver den samlede told til 104 %, vil ikke blive taget let på. Uanset hvad blev det dilemma, Trump står over for, beskrevet den 7. april i en artikel for Kinas CGTN af Helga Zepp-LaRouche, som bemærkede, at der er meget større faktorer på spil end at lege med tal og handelsunderskud. Disse faktorer omfatter det forfærdelige niveau af teknologiske fremskridt og produktivitet i de vestlige økonomier i løbet af de sidste to årtier, den næsten manglende eksistens af små og mellemstore virksomheder i USA, som kan erstatte importerede varer, og boblen af finansielle derivater til en værdi af 2 billioner dollars, som venter på at sprænge. Hvorvidt Trump forpligter sig til at løse disse problemer for alvor eller blot forsøger at pumpe flere penge ind i den bankerotte amerikanske økonomi, kan afgøre, om dette bliver den lunte, der får hele det finansielle system til at nedsmelte.

Mens alt dette skete, var en helt anden udvikling i gang – en udvikling, der antyder et håbefuldt alternativ til det nuværende kaos og den nuværende fare. Tirsdag morgen den 8. april blev Soyuz-rumfartøjet om bord på en russisk raket opsendt med to russiske kosmonauter og en amerikansk astronaut og ankom med succes til den internationale rumstation. Som den russiske præsidents særlige udsending for investeringer og økonomisk samarbejde Kirill Dmitriev sagde om opsendelsen: »Halvtreds år efter at Apollo-Soyuz viste, at rummet kan forene os, flyver Rusland og USA stadig sammen. Historien giver ekko i rummet.” Dmitriev havde besøgt USA den 3. april for at mødes med Trumps udsending Steven Witkoff og andre om samarbejdet mellem USA og Rusland i løbet af den 2.-3. april.

Udfordringerne i dag er store, og kompleksiteten kan føles overvældende, men når vi tænker på de kampe og den beslutsomhed, som tidligere krigere for sandheden har udvist, kan det inspirere os til at forstå vores mere universelle mission. For 80 år siden, den 9. april 1945, blev Dietrich Bonhoeffer – en af de stærkeste åndelige ledere i modstandsbevægelsen mod Hitler – henrettet i koncentrationslejren Flossenbürg. I sit essay »Efter ti år« fra 1942 talte Bonhoeffer imod »kortslutningen af uhistoriske og uansvarlige tænkere«, som fralægger sig ansvaret i øjeblikke med store kriser. Han skrev:

»I en sådan situation lærer vi, at hverken et teoretisk synspunkt eller et kritisk og holdningspræget synspunkt, eller en afvisning af at se kendsgerningerne i øjnene, eller opportunisme, eller selvopgivelse og kapitulation over for succes, kan yde vores opgave retfærdighed. Vi ønsker ikke at være fornærmede kritikere eller opportunister, men vi må være medansvarlige for den historiske proces, fra sag til sag og i hvert øjeblik, som sejrherrer eller som de besejrede. At tale om en heroisk undergang i lyset af et uundgåeligt nederlag er dybest set meget uheroisk, fordi det ikke vover at se ind i fremtiden. Det sidste ansvarlige spørgsmål er ikke, hvordan jeg kan redde mig selv heroisk ud af omstændighederne, men hvordan en fremtidig generation skal leve. Kun ud fra dette historisk ansvarlige spørgsmål kan der opstå frugtbare – om end midlertidigt meget ydmygende – løsninger. Kort sagt er det meget lettere at holde fast i princippet end i det konkrete ansvar.«

Bonhoeffer uddybede dette tema om optimisme og fremtid: »Optimisme er i bund og grund ikke et syn på den nuværende situation, men den er den vitale kraft, en kraft af håb, hvor andre resignerer, en kraft til at holde hovedet højt, når alt synes at mislykkes, en kraft til at udholde tilbageslag, en kraft, der aldrig overlader fremtiden til modstanderen, men gør krav på den for sig selv. Der findes bestemt også en tåbelig, fej optimisme, som skal fordømmes. Men ingen bør se ned på optimisme som en vilje til fremtiden, selv om den tager fejl hundrede gange. Det er livets sundhed, som de syge ikke bør inficere.«

Firs år senere, i 2025, er der en løsning – hvis vi vælger at skabe den. Det er på tide at droppe det bankerotte britiske imperiesystem og erstatte det med en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur i en verden af suveræne nationer, der respekterer hinanden.

Foto: Dietrich Bonhoeffer – en af de stærkeste åndelige ledere i modstanden mod Hitler. Kredit: Offentligt domæne




Live-dialog med Helga Zepp-LaRouche: LaRouche-planen for fred og velstand

Ikke korrekturlæst

[HZL] [HCS]

Onsdag den 26. marts 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 26. marts 2025. Jeg er Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært. Du kan sende spørgsmål og kommentarer pr. e-mail til fru Zepp-LaRouche på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden.

Vi har meget at tale om i dag, Helga. Løbende er der samtaler mellem USA og Rusland om fred i Ukraine, og der er konferencer i hele Europa, hvor man forsøger at holde krigen i gang i Ukraine. Men jeg synes ikke, vi skal begå den fejl at ignorere udviklingen i Sydvestasien, så lad mig starte med flere spørgsmål om den øgede fare for, at en regional krig bryder ud, og muligvis en verdenskrig derfra.

Det første kommer fra en fredsaktivist fra Storbritannien, som skriver: »Med demonstrationer på 100.000 mennesker i Israel i lørdags mod Netanyahu og vrede over hans fyring af chefen for Shin Bet, hans afvisning af at mødes med gidslernes familier og hans beslutning om at bryde våbenhvileaftalen, er der så en chance for, at han kan blive fjernet af det israelske folk?«

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, det kan udelukkes, for demonstrationerne er tilsyneladende ved at tage fart. Men jeg tror, at den umiddelbare fare er, at hele konflikten kan udvikle sig til en større krig i Mellemøsten med USA’s angreb på houthierne i Yemen, som er en reaktion på det, israelerne gør i Gaza. Og så ser det ud til, at Iran-politikken er det mest bekymrende. Det ser ud til, at der er en vis indflydelse på Trumps politik over for Iran. Det brev, som Trump skrev til Khamenei, var blandet, men det havde en masse provokerende toner, som ikke falder i god jord i Iran, da der stadig er denne fatwa, som siger, at Iran ikke har til hensigt at bygge atomvåben, fordi det er imod den islamiske religion. Ikke desto mindre er der en beskyldning, hvor Trump ser ud til at stille et ultimatum om, at Iran skal skaffe sig af med al atomar teknologi. Det er ikke helt klart, om det også omfatter det civile aspekt, hvilket ville være en fuldstændig krænkelse af Irans suverænitet.

Men jeg tror, at det mest bekymrende lige nu er, at der ifølge efterretninger fra åbne kilder lige nu er en udstationering af B-2 stealth-bombefly fra USA og forskellige amerikanske baser rundt om i verden til basen Diego Garcia i Det Indiske Ocean, og jeg tror også, at der i alt er to amerikanske hangarskibe i regionen. Hvis det nu er i retning af, hvad nogle kilder siger, efterretningskilder, analytikere fra regionen, som er eksperter i regionen, at dette peger i retning af et dødsstød mod Iran.

Hvis det sker – jeg siger bare, at det er scenarier, der bliver fremsat, men den militære udstationering på Diego Garcia ser ud til at være reel. Hvis det eksploderer, kan det fuldstændig ødelægge alt det positive, som Trump hidtil har gjort i forhold til Rusland. For hvis der kommer sådan et amerikansk, måske israelsk-amerikansk angreb på Iran, så vil det fuldstændig ødelægge de skridt, der er taget i Riyadh, hvor der er kommet visse positive tegn på, at konflikten omkring Sortehavet kan løses fredeligt, og både ukrainere, russere og amerikanere ser ud til at tage små skridt i retning af fremskridt. Men jeg kan kun udtrykke den største bekymring over, hvad der foregår i Mellemøsten. Jeg tror, vi sidder på en komplet krudttønde, og jeg tror, det er virkelig ekstremt farligt, for endnu en lille hændelse, som et terrorangreb, en rigsdagsbrand, der kan skabe begivenheder i området, og så kan vi faktisk få en optrapning, der ikke er til at komme udenom.

SCHLANGER: Det har vi et spørgsmål til. Nogen sagde: »Hvis Trump åbent støtter et israelsk angreb på Iran, hvad vil det så betyde for normaliseringen af båndene mellem Rusland og USA? Er det muligt, at det er strategien fra London for at vende Putin mod Trump og bryde samarbejdet?«

ZEPP-LAROUCHE: Det spørgsmål er allerede svaret. Ja, jeg tror, det er det, for man kan tydeligt se, at med de meget lovende skridt i retning af nedkøling og forhåbentlig løsning af Ukraine-krisen er der klare tegn på, at briterne, Keir Starmer, forsvarsminister John Healey, den franske præsident Macron og andre i Europa, ikke er enige i denne løsning, og de danner det, de kalder en »koalition af villige«, med det dobbelte ord, at de vedvarende vil sende våben og udstyr til Ukraine, for at sikre Ukraine endda efter krigens afslutning, med altid tanken om at holde konflikten i gang. Så denne »koalition af villige« er tydeligvis designet til ikke at støtte fredsbestræbelserne mellem Trump og Putin, men til at gøre det modsatte: At blive ved med at levere våben. Og det er helt forfærdeligt.

Det har forårsaget en stor, jeg vil sige strategisk vigtig reaktion fra den russiske udenrigsminister Lavrov, som holdt en utrolig skarp tale, hvor han dybest set sagde, at det, visse europæere gør lige nu, er i traditionen fra Napoleon og endda Hitler; at deres snak om at forårsage et strategisk nederlag for Rusland er præcis i denne tradition, og det går tilbage til Krimkrigen, til – han siger det ikke i denne tale, men det er blevet nævnt før – Lord Palmerston, og ideen om at skille Rusland fuldstændigt ad i mange stykker. Og hvis man ser på, hvad von der Leyen gør med sin ReArm Europe-politik, som hun omdøber til »Readiness 2030«, så synes jeg, at det er ekstremt bekymrende. Og jeg er virkelig ekstremt foruroliget over, hvad der foregår i Europa i øjeblikket.

SCHLANGER: Vi har endnu et spørgsmål fra Los Angeles – der er nogen, der skriver ind og siger: »Hej Harley og Helga. Jeg hørte jer sige i går, at en britisk admiral truede med at tilintetgøre 40 russiske byer. Har der været en modreaktion mod ham i Storbritannien? Eller er det nu acceptabelt for officerer at komme med sådanne provokerende udtalelser?« Og den samme person spørger: »Er der nogen stemmer i opposition i Tyskland til ‘Mr. BlackRock’ Friedrich Merz og hans skandaløse militærbudget?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at der er en modreaktion i Storbritannien; der er demonstrationer i gang. Også i Tyskland. Det er så utroligt, hvad der er sket. Den måde, hvorpå det nye parlament dybest set blev overlistet, eller rettere Merz, som vandt valget ved at love, at han ikke ville røre ved gældsbremsen, sagde i det øjeblik, han blev valgt ind: »Nej, situationen har ændret sig.« Så går han ind i det, som analytikere kalder den »finansielle bazooka« i Tyskland, som er sluppet løs. {Handelsblatt} sagde, at mængden af penge, der er blevet sluppet løs nu, er 1,7 {billioner} euro, og der er ikke noget loft: Det kan altid blive større. Det har ført til en situation, hvor det nye parlament blev indsat i går, og straks er AfD nu 1% højere på 23%; CDU gik 1% lavere. Så der er kun 4% mellem dem, og hvis det synker ind i befolkningen, hvad der sker lige nu, at der er sluppet et utroligt militært udgiftsprogram løs i Tyskland, som kun kan finansieres af penge, der er skabt uden for det almindelige budget, hvilket minder om det, Hjalmar Schacht gjorde med Mefo-lovene – og det, som folk virkelig er ved at vågne op til, langsomt, og gnider sig i øjnene og ikke vil tro det, men det er ved at synke ind, er, at når man først går ind på sådan en militariseringsvej, bliver det en selvopfyldende profeti, og det vil føre til krig.

Det er helt vanvittigt, for jeg mener, for det første er det hele baseret på fortællingen om, at Rusland har til hensigt at angribe et europæisk land, at Putin har til hensigt at genoprette Sovjetunionen, at han har til hensigt at opsluge hele Ukraine, derefter angribe Polen, så de baltiske lande og så endda et andet EU-medlem, intet af det er bevist! Det er simpelthen ren propaganda! Der er topmilitære eksperter, som advarer mod dette vanvid. Ted Postol, som er en af verdens førende eksperter i atomvåben, holdt ikke kun en meget vigtig tale for bare to dage siden i Berlin, hvor han igen viste, hvad han allerede har vist i vores program, hvad effekten vil være på Tyskland, hvis det nogensinde kommer til en krig: Nemlig ikke udløst af Rusland, fordi han også gør opmærksom på, at det russiske militær absolut ikke er i stand til at angribe hele Europa. Husk, at hele NATO’s militærbudget er ti gange så stort som Ruslands!

Jeg mener, at den eneste form for krig, der er tænkelig, er en atomkrig: Og hvis det kommer til en udveksling af atomvåben i Europa, vil Tyskland blive udslettet, og der er mange mennesker i Tyskland lige nu – ikke nok, men der er et betydeligt antal mennesker, der vågner op til det. Og lige siden mandag, hvor det nye parlament er blevet indsat, er der mange mennesker i Europa, som nu er virkelig bange, de er chokerede, de er forfærdede over, hvordan dette kup kunne ske. At mange mennesker taler om et »kup« – måske er det ikke juridisk et kup, men det har lighed med et kup, nemlig at Merz vendte 180 grader og kun behøvede en dag til at bryde sit løfte: Han løsnede gældsbremsen, hvilket ville have været legitimt og faktisk økonomisk klogt, hvis det var blevet gjort for at relancere den fysiske økonomi. Men at gøre det for en krigsøkonomi! Jeg tror, vi har en super-mega-krise. Og jo flere mennesker, der vågner op til den kendsgerning, jo bedre.

SCHLANGER: Nogen spurgte: »Har du en opdatering på, hvordan det går med de amerikansk-russiske forhandlinger? Går de fremad?«
ZEPP-LAROUCHE: Det er det eneste gode, man kan sige om det nuværende strategiske billede. Der var disse diskussioner i Riyadh, og det ser ud til, at de gjorde fremskridt på en hel masse punkter, herunder at skibsfarten i Sortehavet vil blive beskyttet, at de blev enige om ikke at bruge civile skibe til militære formål; og at der er en aftale mellem Rusland og Ukraine om ikke at angribe energiinfrastruktur, som forresten lige er blevet overtrådt af Ukraine igen. Men den russiske side besluttede sig for ikke at reagere på det, naturligvis for at forsøge at komme videre med denne aftale. Men det faktum, at der er en vis dialog i gang, er omtrent det eneste positive, man kan rapportere. Men jeg tror, at alle de andre indsættelser, som vi diskuterede før, er rettet mod at hindre dette fremskridt mellem USA og især Rusland.

SCHLANGER: Fra en landmand i Texas: »Jeg vil ikke have, at mine skattekroner skal betale for at dræbe palæstinensiske børn i Gaza. Mine venner siger, at Israel kontrollerer USA gennem den zionistiske lobby. Er det sandt? Og kontrollerer de præsident Trump?«
ZEPP-LAROUCHE: Det er det desværre, jeg tror, at man kan støtte præsident Trumps politik i forsøget på at forsone den diplomatiske diskurs med Rusland, hvilket jeg synes er helt afgørende, da dette er mellem de to største atomvåbenmagter, men jeg synes, at situationen i Mellemøsten er forfærdelig. Det faktum, at præsident Trump blev overbevist om at bombe Yemen, er forfærdeligt, fordi det, der kom fra houthierne, var en reaktion på IDF’s fornyede angreb på Gaza. IDF har fornyet offensiven med landtropper: Mere end 1.000 mennesker er blevet dræbt, de fleste kvinder og børn, og det ser ud til, at man nu er begyndt på det, der forsøges at blive den endelige flytning af alle palæstinensere.

Så houthierne reagerede på det. Og det, Trump burde have gjort, var det, han gjorde i første omgang, da han tvang Netanyahu til at indføre våbenhvilen. Men Netanyahu havde hele tiden gjort det klart, at han aldrig ville gå med til fase 2 af våbenhvilen, og den er nu ved at blive gennemført. Og jeg tror, at Trump er ved at få sig selv, USA og hele verden ind i en krig med Iran: Og hvis det sker, så tror jeg, at alle de fremskridt, han har gjort med Rusland, kan blive gjort til skamme i løbet af kort tid.

Så jeg tror, at svaret til denne bonde er, at jeg desværre tror, at disse kræfters indflydelse i USA er for stor, og det kræver en mobilisering af befolkningen imod dem.

SCHLANGER: Jeg vil opfordre ham til at sørge for, at han deltager i Den Internationale Fredskoalitions møde fredag den 28. marts, hvor der vedvarende har været møde hver eneste uge i 94 uger. Så kan han få sin stemme hørt og høre, hvad der ellers bliver sagt. Men fredag kl. 11.00 østlig tid har vi det næste opkald fra Den Internationale Fredskoalition.

Jeg har et spørgsmål, der kom fra en bankmand, som spurgte: »Tror du, at der kan komme noget positivt ud af dette initiativ til at gøre bitcoin til en del af det amerikanske Federal Reserve System?«

ZEPP-LAROUCHE: Nej. Og hvis du vil se på, hvad der sker, så se på Argentina, hvor denne spekulationsboble kollapsede fuldstændigt. Bitcoin og kryptovalutaer og såkaldte stabile valutaer er alle forsøg på at skabe kredit og penge uden for parlamenternes og budgetternes kontrol. Det er en fuldstændig spekulativ, privat indsats, og den går imod alt, hvad teorien om amerikansk fysisk økonomi, det amerikanske system, siger.
Nu synes jeg, det er meget problematisk, for det ser ud til, at Trump Jr. er involveret i nogle af disse bitcoin-operationer, og jeg tror ikke, der kan komme noget som helst positivt ud af det, og jeg kan kun advare alle, der tror, de kan blive rige hurtigt ved at sætte deres opsparing i det her: Gør det ikke! Lad være med at gøre det.

SCHLANGER: Tidligere, da vi talte om Yemen, kom spørgsmålet op om dette såkaldte DOD, Department of Defense call, som havde en journalist, faktisk en meget berygtet journalist, Jeffrey Goldberg, med. Så vi har et spørgsmål, hvor nogen skrev ind: »Jeg er meget mistænksom: Hvad tror du er den virkelige historie om, at Jeffrey Goldberg fra magasinet {The Atlantic} blev føjet til forsvarsministeriets opringning, da de angiveligt diskuterede bombningen af Yemen?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at denne såkaldte Signalgate tydeligvis er designet til at skabe problemer i Trumps kabinet for i sidste ende at få Waltz ud. Jeg synes, der bør være en seriøs undersøgelse af, hvem denne assistent er, og hvordan det blev arrangeret. For mig ser det ud til at være et rigtigt set-up. Og det ser nu ud til, at argumentet om, at der ikke blev afsløret tophemmelige oplysninger, måske ikke holder, da den nøjagtige timing af luftangrebene på Yemen blev diskuteret. Så det ville helt klart være et tegn på, at der blev lækket alvorlige efterretninger.
Jeg synes, det lugter af, at dette kunne være en ægte britisk designet Five Eyes-operation, som et modtræk til Trumps angreb på den dybe stat og lukning af mange af disse operationer, og her skaber de en typisk fælde for at forsøge at imødegå det. Og jeg tror, det er det, det er, og det bør undersøges.

SCHLANGER: Max Blumenthal rapporterede i dag, at Jeffrey Goldberg oprindeligt blev rekrutteret til politik af Meir Kahane, den ekstremistiske rabbinerterrorist, fra Jewish Defense League, og faktisk var i de israelske forsvarsstyrker i en periode som fængselsvagt. Og nu ender han som chefredaktør for magasinet {The Atlantic}. Så jeg tror, at det kommer ind på din pointe om, at det er et set-up.

Nu har vi et spørgsmål fra Thomas B., som spørger: »For at have et økonomisk genopretningsprogram for USA, ville Trump så ikke være nødt til at tage magten fra London- og Wall Street-bankerne? Det kan jeg ikke se ham gøre. Er der nogen chance for en Glass-Steagall-politik?«
ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at spørgeren har fuldstændig ret. Jeg kan heller ikke se Trump gøre det. Og Glass-Steagall ville også være det absolut nødvendige første skridt. Men jeg tror, at i betragtning af den strategiske situations kompleksitet og den ekstreme fare, vi befinder os i lige nu, bliver det, jeg har sagt i tre år, mere og mere påtrængende for hver time, der går: Og det er, at vi er nødt til at iværksætte en helt anden tilgang, nemlig at etablere en international diskussion om sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Jeg skrev Ti principper til en sådan diskussion, og Glass-Steagall er blot et element i den. Men i betragtning af, at vi virkelig befinder os i en opgørstid med total fare, mener jeg, at 1) Glass-Steagall ikke er nok; man er nødt til at lægge hele pakken på bordet, og jeg kan kun håbe, at mellem de igangværende bestræbelser, fra Kinas tre initiativer, Putins omtale af potentialet for et globalt sikkerhedssystem, at det bliver fremmet.

For det, man ser lige nu, er en reel modoffensiv: For eksempel er alle BRIKS-landene mål for finansiel krigsførelse; Indonesien har kapitalflugt, så de måtte bruge centralbanken til at gribe ind; og det påståede argument er, at Indonesien ville bruge for mange penge på skolefrokoster og gravide kvinder! Det er jo helt utroligt! Det er et suverænt land. Indonesien er meget vigtigt: Det kan blive den tredjestørste økonomi på kort tid; det er et vigtigt nyt BRIKS-medlem. Der er et lignende angreb på Brasilien, Sydafrika og Egypten, og man får næsten fornemmelsen af, at vi er på vej ind i stormens øje meget hurtigt, og derfor tror jeg, at man er nødt til at have en helt anden tilgang og tænke på, om en gruppe lande lige nu en gruppe lande ville insistere på at sætte en sådan global sikkerheds- og udviklingsarkitektur som et middel til at undgå krig på dagsordenen – for eksempel i FN’s generalforsamling – kunne det få verden til at indse, hvor stor faren er, og det ville fjerne den imperialistiske fraktions evne til at manipulere hver eneste konflikt, indtil den koger over, og det ville eliminere den mulighed. Og det er min dybeste overbevisning.

SCHLANGER: Vi havde igen et spørgsmål fra Storbritannien: »Har du nogen mening om det lovforslag om assisteret selvmord, der vil blive introduceret i det britiske parlament i denne uge?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kendte ikke til det lovforslag, men der er ingen tvivl om, at når man først bevæger sig i retning af finansiel fascisme – og det er, hvad denne oprustning er: For når man tyer til finansiering, i Hjalmar Schachts tradition, at man skaber penge uden for budgettet til at finansiere oprustning, så vil det i sidste ende gå hånd i hånd med massive nedskæringer på det sociale område, med brutale stramninger. Og som vi så det for 80 år siden, bliver eutanasi en økonomisk grund. Eller der er en økonomisk grund til aktiv dødshjælp: Man ønsker at reducere udgifterne til sundhedssystemet. Og det ser vi overalt! Vi ser nedskæringer i sundhedssystemet i USA, i Frankrig, i Tyskland, i Italien, og jeg har endda ikke kigget på alle de andre lande i detaljer, men jeg ved, at hvis de såkaldte større lande i Europa alle sammen lukker hospitaler, så er der naturligvis mange grunde til, at der på grund af budgetnedskæringerne ikke er nok sygeplejersker og specialister. Så jeg synes, det passer fuldstændig til den fascistiske profil: Og folk må hellere se på, hvad der skete for 80 år siden, så de kan mobilisere imod det i tide.

SCHLANGER: Helga, jeg har et spørgsmål mere til dig. Nogen skriver ind og siger: »For 42 år siden sidste søndag, den 23. marts 1983, holdt Ronald Reagan den berømte tale, hvor han annoncerede det strategiske forsvarsinitiativ, som var din mands politik, og som din mand rejste rundt i verden med dig for at promovere.« Så skriver han: »Nu taler Trump om en eller anden form for missilforsvarssystem. Hvad ville Lyndon gøre i dag?«

ZEPP-LAROUCHE: Han ville helt sikkert inddrage ideen i den nuværende begyndende dialog mellem Trump og Putin om at lægge et fælles missilforsvar på bordet. Det, folk ikke er klar over, er, at hele dette forslag, som blev til SDI, ikke var, hvad medierne sagde om det. Det var ikke »Star Wars«, det var ikke et forsøg på bare at bruge kinetiske energier til grundlæggende at benytte standardteknologier, men det var tænkt som en fælles forskning, hvor amerikanske og dengang sovjetiske og nu russiske forskere ville udvikle disse nye teknologier sammen, gennemføre disse systemer sammen, på en fuldstændig tillidsskabende måde. I dag ville man være nødt til at involvere alle de andre atomvåbenmagter på en eller anden måde, især kineserne, så det er nok mere kompliceret i dag. Men jeg tror, at denne idé – jeg mener, det er meget positivt, at Trump har talt om, at han vil halvere alle atomvåben, og på et tidspunkt sagde han endda, at han vil af med dem, og han kom med en vag henvisning til præsident Reagan og sagde, at han ikke havde teknologien endnu; så det indebærer, at russiske og amerikanske videnskabsfolk måske i det mindste har en idé om, hvor vi skal hen, hvilket Putin har demonstreret med de forskellige hypersoniske programmer, som han annoncerede den 1. marts 2018, og for nylig Oreshnik-missilet; men det er absolut nødvendigt at indføre det som en tillidsskabende foranstaltning for fælles samarbejde, fælles forskning og fælles udvikling af disse systemer.

SCHLANGER: Det kunne selvfølgelig også gælde for rumprogrammet, et fælles rumprogram. Og der har været nogle artikler i {Executive Intelligence Review} for nylig om videnskaben i det strategiske forsvarsinitiativ.

Så, Helga, det sidste spørgsmål: Vi har møde i Den Internationale Fredskoalition igen på fredag kl. 17.00 dansk tid. Hvad er der på programmet?

ZEPP-LAROUCHE: Vi vil helt sikkert diskutere krisen i Mellemøsten: Vi vil have specialister og eksperter fra Indien, Iran, Israel og Palæstina, så det bliver et stort kompleks. Eftersom krigsskyerne samler sig over regionen på en hidtil uset måde, skal du deltage på fredag, hvis du vil vide, hvad eksperterne mener. Og naturligvis situationen med Ukraine og oprustningen og den strategiske udvikling mellem USA og Rusland – og europæerne! Jeg kan kun sige, at Lavrov, som uden tvivl er en af de mest betroede og erfarne diplomater, verden har lige nu, hvis han begynder at bruge et sprog, som om det, europæerne gør, er i Napoleons og Hitlers tradition, så mener jeg, at det ikke er sagt med let hjerte. Så folk må hellere vågne op og høre disse advarsler, for I kan se, hvordan vi skridt for skridt bevæger os mod en katastrofe, som ingen vil komme ud af i live, hvis det går galt. Og vi vil forsøge at øge den Internationale Fredskoalition, så inviter alle dine kolleger, dine venner, dine familiemedlemmer. Se dette, deltag i det, for vi er nødt til at opbygge en ægte fredsbevægelse, som lige nu ikke er stærk nok.

På lørdag vil vi have store demonstrationer i Tyskland, i Wiesbaden, jeg tror i Berlin og andre steder. Det er på lørdag. Så kom til IPC på fredag, og overvej at deltage i enhver demonstration, du kan, på lørdag: For vi er nødt til virkelig at få ændret den nuværende kurs, før det er for sent!

SCHLANGER: Okay, Helga, tak fordi du kom i dag, og jeg er sikker på, at alle gerne vil være hos dig på fredag for at diskutere dette spørgsmål yderligere. Så tak igen.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, jeg håber, vi ses på fredag.




Stå op for principper: Grib ind for at ‘skabe en global sikkerhedsarkitektur’!
Webcast-dialog den 12. marts 2025 med Schiller Instituttets
grundlægger og formand Helga Zepp-LaRouche

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 12. marts 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til dagens ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Det er onsdag den 12. marts 2025. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chatsiden.

Helga, med den hurtige udvikling er det svært at følge med, så jeg vil gerne begynde med dit syn på det store billede, en {tour d’horizon}: Hvor ser du tingene stå i dag i denne turbulente overgangsperiode mellem to paradigmer?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Som du siger, bevæger tingene sig så hurtigt, at det er svært at følge med. Jeg har lige sagt det samme til en anden for lidt siden, men jeg synes bestemt, at tegnene er lovende. Jeg synes, at mødet i Saudi-Arabien mellem Rubio og jeg tror, det var Yermak fra Ukraine, gik godt. Nu er Waltz på vej til Moskva; russerne har endnu ikke kommenteret resultatet af forhandlingerne mellem USA og Ukraine og siger, at de venter på, at de amerikanske delegerede kommer og briefer dem, men jeg synes, det går i den rigtige retning. Nu ved jeg ikke, om russerne vil gå med til det, der blev aftalt i Jeddah – det vil vi vide inden for en dag eller to, men det går helt sikkert i den rigtige retning, og jeg tror, at det, udenrigsminister Lavrov sagde i et interview med nogle amerikanske bloggere, som besøgte ham i Moskva, blandt dem Larry Johnson, som var med i dette program flere gange, og dommer Andew Napolitano, og en tredje person, Mario Nawfal, og Lavrov sagde i denne dialog, da han blev spurgt, hvordan han vurderer den nuværende udvikling mellem USA og Rusland, at han tror, at tingene er på vej tilbage til det normale, hvilket betyder, at de to stormagter, de to største atommagter, at hvis de begynder at have en dialog igen, så burde det være normalt.

Og jeg har virkelig sagt mange gange, at alle, der ikke er idioter, burde være glade for det! For ifølge mange eksperter – virkelig fornuftige, erfarne militæreksperter fra mange lande – var vi på vej mod en atomkonfrontation, og det gik så hurtigt i de sidste uger af Biden-administrationen, hvor stadig kraftigere, langtrækkende våben blev leveret til Ukraine og virkelig nåede snubletrådstilstanden meget, meget tæt på. Så hvis denne del af den strategiske verdenskrise nu i det mindste er på vej ind i en mere rolig periode, bør alle, der ikke er idioter, være glade for det! For hvis det nogensinde skulle komme til en militær konfrontation mellem de to største atommagter i verden, ville ingen overleve konsekvenserne.

Er alle så glade for det? Det er meget interessant: Keir Starmer, den britiske premierminister, som har forsøgt at opildne USA til at fortsætte og endda i den seneste tid har allieret sig med Macron for at holde krigen i Ukraine i gang, selv om USA forsøger at indgå en fredsaftale, hilser nu resultatet af mødet i Jeddah velkommen ved at sige, at han er helt enig og lykønsker præsident Trump med denne succes. Nu tror jeg, at briterne, som var de mest skræmte over tilnærmelsen mellem Trump og russerne, tydeligvis frygter for eksistensen af det »særlige forhold« mellem London og Washington, som har været grundlaget for den unipolære verden efter afslutningen af den kolde krig. Og hvis USA bevægede sig væk fra det, hang de ligesom i luften.

Det er naturligvis ikke alle i Europa, der deler denne opfattelse: Europæerne er utroligt opsatte på at holde krigen i gang, på at gå i gang med en hidtil uset oprustning af hele Europa. Nu havde præsident Macron tilsyneladende et møde bag lukkede døre med 37 lande og deres militære ledere eller stabschefer, og de har tydeligvis planlagt, hvordan krigen skal fortsætte, og de har endda talt om at sende franske tropper til Ukraine – alle disse ting. Von der Leyen forsøger at presse »Rearm Europe«-loven igennem Europa-Kommissionen, hvor hun ønsker at afsætte 800 milliarder euro til militarisering af Europa i de næste mange år, og hun ønsker at gøre det uden at konsultere eller endda informere Europa-Parlamentet ved at påberåbe sig artikel 122 i Lissabontraktaten, som dybest set er en nødretstilstand, hvilket jeg synes er meget udemokratisk, og som bare viser, hvad dette apparat, dette permanente bureaukrati, er blevet til. Og det faktum, at de nu forsøger at forhindre Calin Georgescu i Rumænien i at deltage i præsidentvalget, er blot endnu et tegn på, at demokratiet er ved at forsvinde, hvilket jeg mener bør bekymre enhver.

Så vi har en meget mærkelig situation, hvor de to store magter, USA og Rusland, ser ud til at være på vej mod, som Lavrov sagde, »en tilbagevenden til normalitet«, dialog, løsning af Ukraine-krisen, forhåbentlig på kort sigt, mens nogle europæere er fuldstændig drevet af tanken om, at de nu er nødt til at militarisere. Og jeg tror, det er meget farligt, for hvis man nu begynder at oprette budgetter – og Merz forsøger at gøre det samme i Tyskland; vi får se, om det lykkes for ham – hvis man begynder at oprette militærbudgetter uden for det almindelige budget, i traditionen fra Hjalmar Schacht og hans Mefo-lovforslag, så bliver det, eller kan det blive, en selvopfyldende profeti: For hvis man skaber en boble, som ikke skaber reel velstand, men som skaber militært maskineri, ammunition og våbensystemer af alle slags, så skal det til sidst enten bruges til at erobre et andet land, eller også skal det udødeliggøres på en eller anden måde: Og det er den store fare, som bliver drivkraften for krig.

Så jeg tror, at det, vi gør fra Schiller Instituttets side, er, at vi grundlæggende set tager fat på denne situation – og jeg har endda endnu ikke berørt Mellemøsten; der er naturligvis mange andre kriseområder rundt omkring i verden – men grundlæggende set med den idé, at den eneste måde, hvorpå man kan få orden i denne meget hurtigt udviklende situation, som har mange bump og vanskeligheder, er at gå over til et helt nyt paradigme: Nemlig ideen om, at man er nødt til at have en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som løser alle disse problemer på én gang ved at skabe et nyt system, hvor alle får deres interesser varetaget. Og det vigtigste i den forbindelse er naturligvis Den Westfalske Fred i 1648, som afsluttede 150 års religionskrig, og hvor krigens parter først blev enige om principper og derefter gik i gang med at udforme detaljerne. Og jeg tror, at en sådan tilgang absolut er det, der er brug for i dag.

 

SCHLANGER: Det var bestemt en {tour d’horizon}, og du gav os en masse ting at tænke over. Jeg har et par spørgsmål her, Helga. Det første er fra en podcaster i Canada, som spørger om dit syn på, hvad det betyder, at der vil ske en normalisering af forholdet mellem USA og Rusland? Du berørte det i dit første svar, men måske har du mere at sige.

Og han spurgte også, om du har nogen kommentarer til Mark Carney, tidligere chef for Bank of Canada, derefter guvernør for Bank of England og en af initiativtagerne til den store nulstilling, til hans udnævnelse eller valg som Canadas premierminister?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at normaliseringen mellem USA og Rusland faktisk har en rig historie, hvor Rusland og USA samarbejdede helt tilbage til den amerikanske revolution og i det 19. århundrede og naturligvis under Anden Verdenskrig. Så det er ikke sådan, at man starter fra bunden, men at der faktisk er et grundlag for, at de store magter i verden kan samarbejde. Og jeg tror nu, at hvis det fungerer godt, kan det også blive broen til at nå ind i det Globale Syd. For hvis USA er på den tidligere regerings linje, så er der en konflikt mellem BRIKS og USA og USA og det Globale Syd; men hvis man har en tilnærmelse mellem USA og Rusland, Rusland, som faktisk er meget værdsat af mange lande i det Globale Syd på grund af den støtte, Sovjetunionen havde givet dem i deres kamp for uafhængighed, så kan det også være et springbræt til at afhjælpe forholdet mellem USA og den Globale Majoritet af lande.

Om det lykkes, må vi se, men jeg tror bestemt, at potentialet er der, for Rusland er slet ikke isoleret; hele NATO’s fortælling om, at Rusland er isoleret, at Rusland skal besejres, alt dette, det skete ikke. Rusland er meget godt forbundet med landene i Afrika og Asien, det er én ting.

Hvad angår Mark Carney: Jeg tror, han er inkarnationen af City of London og Wall Street og det militærindustrielle kompleks tilsammen. For han var en af fortalerne for dette regimeskifte, hvor det ikke var regeringerne, der skulle føre politik, men centralbankerne. Det var den store debat, som du henviste til fra centralbankmødet i Jackson Hole i 2019, hvor de besluttede sig for Green Deal, Great Reset og alle disse ting. Har du hørt om den grønne aftale for nylig? (latter) Jeg tror, de har ladet den gå i glemmebogen. Der bliver ikke talt om den mere, og den virkede tydeligvis ikke. Så nu har de brug for en ny boble, og den nye boble er naturligvis militariseringen. Og i betragtning af, at Canada er en del af Commonwealth, og kong Charles faktisk er konge af Canada, tror jeg, man skal se meget nøje på, hvad det indebærer. For de har tydeligvis sat Carney ind for at imødegå alt, hvad Trump gør, især i lyset af Trumps udmelding om, at han vil gøre Canada til USA’s 51. stat, hvilket ikke faldt i god jord hos mange mennesker i verden.

Men jeg tror bestemt, at det er noget, man skal holde øje med, for der er meget få mennesker, der i lige så høj grad repræsenterer den absolutte inkarnation af hans monetaristiske system for profitmaksimering, som har stået bag mange af verdens dårligdomme.

 

SCHLANGER: Her har vi noget fra en abonnent på EIR Daily Alert, og hvis du ikke allerede abonnerer på den, bør du gøre det, for det er det daglige billede af verden, som vi sammensætter. Men hun skriver: »Jeg rundsender din erklæring mod oprustning af Europa, men jeg må indrømme, at jeg er meget pessimistisk. Jeg kan ikke tro, at de europæiske ledere ikke har lært noget af det sidste århundredes historie, som du forklarer i din udtalelse. Tror du virkelig, at de kan vågne op, før vi er i tredje verdenskrig?«

ZEPP-LAROUCHE: Så må vi hellere vække dem! Jeg tror ikke, at de nødvendigvis vil vågne op af sig selv, for de er virkelig hardcore. Og man kan se det i Tyskland, for eksempel. Der er visse repræsentanter for medierne og visse tænketanksfolk, måske et par dusin, men nogle meget fremtrædende; de dukker op i hvert eneste talkshow og i hvert eneste interview, og de er virkelig hardlinere! Og de er fuldstændig fast besluttede på, at man skal forhindre Putin i at erobre Polen og de baltiske lande, og i 2029 har Rusland helt sikkert opbygget sin kapacitet igen, så han vil angribe et andet europæisk land, og derfor er vi nødt til helt at opgive enhver form for social velfærd – det kommer snart, men det er allerede i støbeskeen. Og disse mennesker, du ved, jeg mener, jeg spekulerede virkelig på, hvad der får dem til at reagere? For de er tydeligvis professionelle analytikere. Men der er et tysk ordsprog, som siger: »Den måde, du råber ind i skoven på, er den måde, ekkoet kommer ud på.« Det synes jeg er et meget godt billede: Forestil dig, at du har et fredeligt landskab, en skov og marker og græs, og så står der nogen i skoven og råber: »Dit svin! Din idiot! Din dæmon!«, og til sidst kommer der naturligvis nogle dæmoner ud af skoven!

Jeg mener, det er en fantasi, ikke? Jeg tror ikke, at Rusland har til hensigt at erobre Europa: Hvorfor skulle de ønske at gøre det? Stedet fungerer ikke lige nu. Rusland er et meget stort land, de har 11 tidszoner, de har flere uudviklede råstoffer end hele Europa tilsammen. Hvad skulle deres formål være med at erobre Europa? Det giver ikke mening, og disse såkaldte eksperter har ikke bevist deres sag, de insisterer bare på det. Og da de er meget godt repræsenteret i massemedierne, er det i høj grad lykkedes dem at overbevise mange mennesker om, at det er tilfældet.

Men jeg tror ikke, det er tilfældet, og jeg tænker bare, hvad kan man gøre for at modbevise denne fortælling? Så det er derfor, jeg arbejder for en helt anden tilgang til en ny sikkerhedsarkitektur, for jeg tror, at hvis man står over for et uløseligt problem, er man nødt til at bevæge sig op på et nyt plan, et højere niveau af fornuft. Så vær venlig vedvarende at støtte min appel, for denne appel er dybest set henvendt til folk med fornuft, så de europæiske ledere erkender, at deres synspunkt ikke deles af et flertal af verdens befolkning. Så hjælp med at distribuere denne erklæring, få så mange underskrifter som muligt, og jeg tror, at det er det bedste, vi kan gøre på nuværende tidspunkt, for at forhindre, at dette bliver en automatik, hvor det på et vist tidspunkt bliver for sent.

 

SCHLANGER: Denne erklæring er [tilgængelig på](https://schillerinstitute.com/blog/2025/03/09/instead-of-rearming-for-the-great-war-we-need-to-create-a-global-security-architecture-by-helga-zepp-larouche/) på Schiller Instituttets hjemmeside. Og folk bør underskrive den og lade den cirkulere, så andre kan underskrive den, og gå til deres lokale politiske embedsmænd, fagforeningsfolk og kirkeledere og sørge for, at folk kender til den.

Nu, Helga, er der en kommentar til dette punkt; nogen skrev ind og sagde: »Diskussionen om NATO-udvidelsen som årsag til den særlige russiske militæroperation og chokterapien kommer nu meget mere ud i offentligheden. Lyndon og du var langt fremme med denne historie: Jeg vil bare gerne lykønske jer og spørge, om I oplever, at der er en voksende anerkendelse af jeres arbejde gennem årene på dette område?«

ZEPP-LAROUCHE: Både ja og nej. [latter] Jeg tror »ja«, fordi der er et stigende antal mennesker internationalt, som udtrykker, også direkte til mig og nogle af mine kolleger, at de virkelig sætter pris på det arbejde, vi udfører, især fordi vi har været urokkelige, at vi »ikke satte vores lille frakke for vinden«, som vi siger i Tyskland, men at vi holdt fast i vores principper, og princippet er, at vi er nødt til at have et mere retfærdigt verdensøkonomisk system, så alle verdens lande kan blomstre.

Men der er også en øget indsats for at undertrykke det, vi siger. Jeg synes, der er flere antydninger af, at de forsøger at undertrykke vores synspunkter. Jeg er endnu ikke nået til et punkt, hvor jeg kan præsentere dig for hele billedet, men jeg tror, at vi har observeret det på flere fronter. Vi er naturligvis ikke de eneste. Hvis de kan opgive hele valg, som de gjorde i Rumænien, og farverevolutionsapparatet stadig fungerer – det faktum, at præsident Trump afvikler de subversive elementer i USAID, betyder ikke, at strukturerne ikke stadig er i funktion i flere europæiske lande.

Nå, men for at besvare dit spørgsmål, så tror jeg, at det er både ja og nej: På den ene side er der flere mennesker, der udtrykker anerkendelse, men jeg tror, at der stadig vil være mange kampe at udkæmpe, medmindre vi har flyttet hele verden til et nyt syn, hvor vi kan erstatte konfrontation med samarbejde. Så ja: Det er, hvad jeg tror.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål – du har berørt situationen i Rumænien et par gange, og jeg har en e-mail her fra en selvudnævnt »ungarsk frihedskæmper«. Og det, han skriver, er: »Hvorfor diskvalificerede forfatningsdomstolen Georgescu fra at stille op til præsidentvalget i Rumænien? Hvad mener du om det? Var der pres for at diskvalificere ham fra de såkaldte demokratiforkæmpere i EU?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved ikke præcis, hvad der er sket med forfatningsdomstolen. Jeg tror, at befolkningen i Rumænien er meget oprørt over, at Georgescu allerede har vundet valget én gang, så kvalificerede han sig til at deltage i det næste valg, og så udelukkede de ham med det argument, at hans papirarbejde ikke var tilstrækkeligt, hvilket er et spinkelt argument. Men jeg tror, at en meget overbevisende grund er det faktum, at USA er ved at bygge den største militærbase i Rumænien lige nu. Og det kan være en grund til, at de ikke vil have en præsident, som de siger er venlig stemt over for Rusland og kritisk over for EU. Men jeg synes bestemt, at det er et spørgsmål, som alle, der tror på demokrati, bør være meget bekymrede over, for hvis man aflyser kandidater, der vinder valg, taler man ikke længere om et »demokrati«; man taler om et diktatur.

 

SCHLANGER: Jeg kan huske et af primærvalgene i Lyndon LaRouches kampagne, hvor han blev nummer to med 26 eller 28% af stemmerne, og de nægtede at give hans delegerede plads: Så det er ikke en hidtil uset handling.

Nu er der et spørgsmål om den egyptiske plan for genopbygning af Gaza. Nogen skrev ind og sagde: »Det ser ud til, at Netanyahu ikke overraskende har afvist den egyptiske plan for opbygning af Gaza. Hvis han ikke vil støtte den, er der så nogen måde, hvorpå den kan fortsætte – kan saudierne f.eks. tilbageholde den gensidige anerkendelse, som Israel ønsker, hvis han ikke vil acceptere planen?«

ZEPP-LAROUCHE: Det kunne de! Min overbevisning er, at den eneste måde – den egyptiske plan er helt sikkert et skridt i den rigtige retning. Men som vi har diskuteret mange gange, mener jeg, at permanent, holdbar fred i Sydvestasien kun er mulig gennem storstilede udviklingsprogrammer, som vi har præsenteret med oase-planen. Og det kræver virkelig et strategisk samarbejde mellem USA, Rusland og Kina. Hvis disse tre lande kan nå til enighed, og du ved, at der er rapporter om, at præsident Trump sandsynligvis ringer til Putin i denne uge. Han sagde, at han vil mødes med Putin personligt meget snart; han vil også mødes med præsident Xi Jinping, sandsynligvis inden for en måned. Hvis denne udvikling går godt, og den geopolitiske konfrontation mellem stormagterne derfor kan overvindes i Mellemøsten, så tror jeg, at alle de andre problemer kan løses. Endda selv om Kina allerede har mæglet mellem Saudi-Arabien og Iran – hele Mellemøsten har været en stedfortræderkrig, et iscenesat område, ligesom Ukraine er det. Derfor tror jeg, at en løsning skal komme oppefra og ned, og så kan alting blive løst. Det, tror jeg, er perspektivet.

 

SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål til dig fra Thomas B., som sagde: »Det siges, at handelsminister Lutnick er arkitekten bag Trumps toldpolitik« – jeg er ikke sikker på, at det er sandt. Men han spørger: »Ved du, hvad der er hensigten bag brugen af told?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det er en akilleshæl for Trump-administrationen. For så sent som i morges ved midnat indførte Trump 25 % told på europæisk stål- og aluminiumseksport til USA; von der Leyen svarede straks flere timer senere med at indføre 25 % import på whisky, på jordnøddesmør – det lyder latterligt, men den samlede sum på begge sider er 26 milliarder euro, og det er ikke jordnødder. Det vil betyde, at tingene bliver dyrere, og at forbrugerne skal betale prisen; det vil drive inflationen op. Og hvis truslen så også omfatter bilimport til USA, kan det virkelig skade den europæiske økonomi, især i Tyskland. Og så vil det blive imødegået igen med noget andet.

Jeg synes, det er en helt forkert idé. Trump tror selvfølgelig, at han beskytter den amerikanske produktion, og at han kan lokke flere investorer til USA ved at gøre alle disse ting. Men jeg tror, det skader alle! Det er et taber-taber-spil, og jeg synes, det er en dårligt udtænkt teori. For da Alexander Hamilton og de tidlige Founding Fathers talte om told, og også senere Henry C. Carey og Friedrich List og så videre, var det en helt anden situation, for told giver mening, hvis man har en ung, spirende økonomi, som skal beskyttes mod meget stærkere økonomier, der dominerer handlen. I det tilfælde kan told give mening. Men ikke hvis man har en totalt integreret verdensøkonomi: Hvis man f.eks. ser på de forskellige produktionsniveauer mellem USA og Kina, eller Kina og Europa, eller Europa og USA, så skader det alle parter, hvis man forsøger at skille det ad – afkoble, fjerne risikoen, eller hvad man nu vil kalde det.

Så jeg tror, at det forhåbentlig kan afhjælpes, for jeg tror, at det sammen med kryptovalutaen helt sikkert er en svag flanke i Trumps økonomiske politik.

 

SCHLANGER: Lad mig slutte af med at spørge dig om denne uges møde i Den Internationale Fredskoalition. IPC har stået i spidsen for at samle folk fra forskellige samfundslag, forskellige nationer, forskellige niveauer af engagement, og det har nu stået på i næsten 100 uger i træk. Hvad er der planlagt i denne uge?

ZEPP-LAROUCHE: Vi skal helt sikkert have en vurdering af, hvad der foregår i Syrien, hvor der er en stor opblussen af civile, der bliver dræbt. Vi får flere eksperter til at tale om det, og også en vurdering af den egyptiske Gaza-plan, og hvor vi er på vej hen i Mellemøsten generelt. Vi vil helt sikkert have talere om situationen i Ukraine, hvad der er sket efter Jeddah-mødet, hvad den generelle situation er mellem USA og Rusland, og hvad den europæiske reaktion er på det. Så du bør absolut tune ind og deltage, for det er stedet, hvor du hver uge kan høre topeksperter give dig deres syn på sagen, og det er et meget vigtigt supplement til det, du kan læse i mainstream-medierne, for det er alle mennesker, der har livslang erfaring som analytikere, som militære specialister og som diplomater: Så du bør helt sikkert være en del af det, og det er en voksende fredsbevægelse af mennesker, der kæmper for et nyt paradigme for at komme ud af de nuværende strategiske farer.

 

SCHLANGER: Nå, Helga, tak fordi du kom i dag, og tak fordi du gør det, du gør: Og vi ses på fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Det håber jeg. Indtil da.




Helga Zepp-LaRouches interview på “Diplomatisk samtale” fra Kina:
Kinas initiativer udstikker kursen for løsning af globale kriser

Her er linket til videoen (17 min.) på chinadiplomacy.org.cn.

Udgivet den 3. marts 2025. Interviewet er det første i en serie.

Afskrift på engelsk:

Diplomacy Talk program
Global crises need solutions, not empty rhetoric – and according to Helga Zepp-LaRouche, founder of the German think tank Schiller Institute, China’s comprehensive plan is the only serious proposal on the table.

In this episode of “Diplomacy Talk,” Zepp-LaRouche explains how President Xi’s three initiatives – the Global Development Initiative, the Global Security Initiative and the Global Civilization Initiative – offer practical solutions to pressing world issues. 

The conversation also examines China’s remarkable journey from manual farming to technological leadership, its successful poverty reduction program that lifted 850 million people out of poverty, and its role in developing global infrastructure through the Belt and Road Initiative.

At a time when the world faces unprecedented challenges and needs desperately to find the way forward, this discussion highlights the vital role of Xi’s initiatives in addressing global challenges. 

Following is the transcript of the interview.

Diplomacy Talk (Gao Anming): The Schiller Institute has been doing great work in promoting cross-cultural understanding and cooperation. What inspired you to create it?

Helga Zepp-LaRouche: I created the Schiller Institute in 1984, and that was just in the period when in Europe we had the medium-range missile crisis. So many people were extremely concerned that we were on the verge of a global war, and hundreds of thousands of people went into the streets.

At that time, the relationship among all nations was terrible. I thought that one needs to have a different concept of foreign policy. So I developed a different conception about foreign policy, which was the idea that, first of all, you need justice, economic justice. The first aim was to have a just new world economic order. And basically, this, however, would only function if it would be combined with improvement of the culture. I did not like the Americanization of the culture, which was very strong at the time. And I thought if every nation and every civilization goes back to their own best tradition, and has a classical renaissance, then you have a dialogue among these best traditions, then communication and friendship is very easy.

Diplomacy Talk: You had the opportunity to visit China multiple times throughout your career. Could you share your observations about the country and its people based on these direct experiences?

Helga Zepp-LaRouche: I must say that the encounter with China had for me a very profound impact in my whole life, because I came here as a young journalist in 1971. And I could travel around in Shanghai, Tianjin, Qingdao, and Beijing. The agriculture was totally manual, no mechanization. The people were very poor. And then I came back 25 years later. I participated in a big conference in Beijing. And already then it was so transformed.

But then in the following years, when I came more frequently, every time you come, you find new buildings, new technologies, new science. I keep telling people in Germany that you go into a fast train, and you put a glass of water on the desk, not one drop will ever jump out. And I read a lot naturally about the space breakthroughs China has made, to go to the far side of the moon to grow a little plant. That’s incredible.

China is so inspiring that I think it is a model for the world. I personally think the Chinese should be much more self-confident in telling the rest of the world how they did it. I think this is something the other people should learn from.

Diplomacy Talk: Over the years, China has transformed from a poor country to an important global player. However, these days, some countries call China a “threat.” What do you think about this, given what you’ve witnessed in China?

Helga Zepp-LaRouche: People forget that China, until the 15th century, was a leading nation anyhow. China has a 5,000-year-old history. It has contributed so many discoveries over the millennia. That is just the shortness of the memory. Why people said China is a “threat?” They say it because they have a Euro-Atlantic spectacle on their nose. They project what they are doing to China. And I think that the Chinese have not engaged in war. They are no threat. I cannot verify this remark other than it is a threat to the unipolar world or those people who think they should run a unipolar world.

But the reality is that unipolar world has gone already. I think this notion that China is a threat is just not true. And I find it very unfair, frankly. Since I know China a little bit, I’m not claiming to be an expert, China, in my view, is doing a lot of good with Africa, with other places. And then to be slandered like that is just an injustice. It reveals more about the mindset of those people who say China is a threat than about China.

Diplomacy Talk: In the 1990s, Samuel Huntington proposed the theory “clash of civilizations,” which predicted that cultural differences would be the primary source of global conflict. Last year (2023), President Xi Jinping presented a contrasting vision with the Global Civilization Initiative. This initiative advocates for mutual respect and harmony among world civilizations. Given that your institute has long rejected Huntington’s idea, what significance do you see in President Xi’s initiative?

Helga Zepp-LaRouche: I personally think Samuel Huntington knows very little. He knows little about Christianity, Islam, Buddhism, Hinduism, Confucianism. So I dismiss his thesis as more propaganda. It’s not science.

I think, on the contrary, that President Xi has proposed three initiatives— the Global Development Initiative, the Global Security Initiative and the Global Civilization Initiative, which I think represent together with the concept of a global community of shared future, the only available proposal from a leading government on how to solve the strategic crisis. It’s a concept to establish a higher one — the interest of the one humanity, which I think is necessary today.

The idea that you have a group of nations who have the right to impose their will on another group of nations… This geopolitical outlook has caused two world wars in the 20th century, and right now in the danger of nuclear wars. If you don’t overcome that, we may end up annihilating the entire human species.

So I think President Xi Jinping’s conception is the most advanced. I would hope that it is being put on the international agenda, not just talking about it, but in the form of a serious proposal, like the UN General Assembly. There could be a UN General Assembly meeting discussing these three initiatives of President Xi Jinping as a way to address the problem of every single country in the world.

Diplomacy Talk: We still see a lot of tension between different civilizations today. What do you think are the real root causes of these conflicts?

Helga Zepp-LaRouche: Francis Fukuyama, he said “This is the end of history.” What that meant was that the whole world would be based on the neoliberal model of democracy.

They offer China the WTO membership in the hope that China would also take the Western liberal economic model. China used, based on Deng Xiaoping’s reform and opening-up policy, the opportunity to participate in the global market, but China did not take the Western model. China went back to its own tradition of 5,000 years of history and revived that. I have visited many museums, and I have seen how much culture has been restored and made available to the general population.

So these people, instead, they had hoped China would become liberal. Actually, China did not. But they pursued this idea through regime change, color revolution. So that’s how we ended up in the present, really dangerous, extremely dangerous situation.

But I think the main cause is the attempt by some forces to keep the unipolar world order when it does no longer exist. They are terrified, because at the G20, they just recognized that the Global South is not voting with them anymore.

Diplomacy Talk: How do you view China’s role in promoting exchanges and mutual learning among civilizations?

Helga Zepp-LaRouche: I participated in several conferences. One of them was called the Conference on Dialogue of Asian Civilizations. And then I know what the Africans are thinking about China. Churchill famously has said that there is no friendship among countries, only interest. But I have talked to many Africans. And they say China is the friend of Africa, because ever since China started to invest in infrastructure, industrial parks, fast train systems, these countries have started to develop in having for the first time the perspective of overcoming underdevelopment. So naturally, they turn to China because they feel that what comes from China is good for them. And they don’t want to listen to the Sunday sermons of the Europeans anymore who come and preach but deliver nothing. So I think that the role of China in promoting real friendship is spectacular.

Diplomacy Talk: Looking ahead, what do we hope to see happen between China and Western countries in terms of cultural exchange?

Helga Zepp-LaRouche: The most important task I find is that we have to convince the countries of the West that it is in their interest and the interest of the whole world to cooperate with China.

I think cultural dialogue would greatly help to make it a joyful undertaking to work with other countries. We are human beings. We should enjoy each other and not regard each other as enemies. For example, when I experience for the first time, Chinese painting, I said, “This is so different than European painting, because there is, for example, literati painting, where you have a painting, calligraphy, and the poem.” And the meaning of that piece of work lies in the three of them. We don’t have that in Europe. It gave me a new dimension of my understanding. When you have a dialogue of culture all the time like that, you discover why it is beautiful that we have different cultures and we have dialogue, and then we get all lit up.

Diplomacy Talk: China just joined the Global Alliance against Hunger and Poverty at the G20 meeting in Brazil. Why do you think fighting poverty is so important for everyone, not just developing countries?

Helga Zepp-LaRouche: First of all, there is a lot of poverty in Europe and in the United States, but China was the only major country which had actually the plan to alleviate and eliminate poverty. I looked in the European Union. We do not have a program to alleviate poverty. Can you imagine? Despite the fact that I think there are 90 million poor people or people who are, they put it differently, they say that people who are in danger of being poor, but they are really poor. Two billion people have no fresh water. Many people have only one meal a day, or are not sure that they will get a meal the next day.

Now, if you put yourself in the shoes of these people, they are in many countries, Haiti, Yemen, Afghanistan, Mali, many more, then you have to spend all your energy to get the next meal or to be sure that you have a next meal. You have absolutely no time to develop your potential as a human being. You cannot learn. Lifelong learning is a virtue which Confucius promoted. You cannot do that when you are poor, because the burden of daily life is depriving you from what is most important about human beings — their access to their own creativity.

So I think that given the fact that China has brought up 850 million of its own population out of poverty, therefore, in my view, China is the country which has done the most for human rights of all countries. The definition of what is human rights may be different. But I think the Europeans, for sure, are violating human rights of not fighting against poverty.

Diplomacy Talk: Your institute came up with the idea of Eurasian land bridge, which is similar to the China-proposed Belt and Road Initiative. They both aim to connect people. What are your thoughts on China’s Belt and Road Initiative? And are you surprised by how big it has become globally or by how the Western media has responded to it?

Helga Zepp-LaRouche: When Xi Jinping in 2013 announced the New Silk Road, we were so happy. This is fantastic. I think what is now coming into being is exactly this idea that eventually the whole world will be integrated infrastructure-wise.

Diplomacy Talk: What about the smear and accusation it received from the Western media?

Helga Zepp-LaRouche: It’s just colonial thinking, because this is what prevented the Europeans or the Americans from having built up infrastructure in Africa, Latin America. They could have made friends with these countries.

But now these countries have turned away from them because they feel that they have been kept a new colonial state. Even if colonialism was ended and the so-called independence was accomplished, the new colonialism continued to exist in the form of unfair trade relations that the cartels would control the raw material prices.

That is what is ending now. Because of the help of China, the countries of the Global South now have for the first time the opportunity to not export their raw materials, but to keep the value chain in their own country, to have a full set industrial production, and to have the profit of their own work and own raw materials in their own country. And therefore, they have the hope to become middle-level-income countries in the near future.

Diplomacy Talk: You read some of President Xi’s books. From what you’ve read, what impression did you get of him as a leader?

Helga Zepp-LaRouche: I think the thing which has impressed me the most is, first of all, the all-around knowledge. When he travels to other countries, he always makes speeches or writes articles ahead of time, which demonstrates his incredible knowledge about what is the most important contribution of that country.

For example, he one time went to India, and he emphasized all the important points: the Vedic writings, the Gupta period, the Indian renaissance… When he came to Germany and France, he mentioned the most important scientific discoveries or poets. So I find him a very, really universal mind.

Given the fact that China is such a big country… It has 1.4 billion, even more people. How well is this country functioning? The trains are in time. In Germany, no more. It used to be. Everything is organized; everything is digitalized; and everything goes smoothly.

I must say that I regard Xi Jinping as a leader who is giving confidence, not only for China, but for the whole world, because you have to have responsible leaders. And unfortunately, we don’t have everywhere responsible leaders. I don’t want to make any names right now. I could give you a long list. I think that I’m very happy that you have some leader like that in a very dangerous moment in history.

Presenter: Gao Anming

General supervisor: Wang Xiaohui

Producer: Li Xiaohua

Production supervisor: Zhang Liying

Editors: Zhang Ruomeng, Zhang Heling, Jiao Yuan, Lyu Yiyi, Xia Fangting

Produced by chinadiplomacy.org.cn




Helga Zepp-LaRouche og Garland Nixon:
Geopolitikkens kollaps og fremkomsten af det nye paradigme
Schiller Instituttets webcast, onsdag den 19. februar 2025

Ikke korrekturlæst

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag, god eftermiddag, godmorgen, alt efter hvor du er. Jeg er meget glad for at byde velkommen til den politiske analytiker Garland Nixon, som også er en meget populær radiovært i Washington. Og jeg er meget glad for, at du er her, Garland, for vi har en meget, meget fascinerende, forandret situation i verden, hvor den transatlantiske alliance ikke længere ser i samme retning, hvilket jeg synes er en meget god ting. Eller med andre ord, at telefonsamtalen mellem præsident Trump og Putin og det efterfølgende møde i Riyadh i Saudi-Arabien mellem udenrigsminister Marco Rubio og udenrigsminister Sergej Lavrov – og de havde også andre folk med i delegationen – har ført til en situation, hvor præsident Trump tydeligvis ønsker en afslutning på krigen i Ukraine på kort sigt, og europæerne er helt ude af den.

Personligt synes jeg, at dette er et længe ventet møde. Det kommer på et rigtig godt tidspunkt. Denne krig burde slet ikke have fundet sted, og det tog alt for lang tid, fordi en løsning var mulig allerede i marts 2022, som så blev saboteret af [den daværende britiske premierminister] Boris Johnson. Så jeg synes, det er en meget, meget, meget vigtig udvikling, og jeg er meget interesseret i, hvordan det ser ud fra dit perspektiv, da du er en meget skarp insider i amerikansk politik og international politik. Så hvad synes du?

GARLAND NIXON: Jeg tror, der er en række vinkler, man kan anlægge på det her, på det, der foregår nu. En af de ting, jeg finder interessant, er europæernes reaktion, især de vesteuropæiske magter og i særdeleshed Storbritannien, og jeg skal fortælle dig hvorfor: Det er min overbevisning, at efter Anden Verdenskrig, og da det Britiske Imperium begyndte at trække sig tilbage, og nogle vil måske hævde, at det kollapsede, knyttede det sig til det amerikanske imperium, og fra mit perspektiv var der en populær sang, og sangen lød sådan her: »Jeg har hjernen, du har musklerne, lad os tjene pengene« – ikke sandt? Og at briterne, dybest set, Storbritannien så sig selv – at USA er ret stærk, og de har nogle muskler; vi ved, hvordan man laver et imperium rigtig godt, og da vi ikke fysisk har imperiet længere, vil vi knytte os til det amerikanske imperium og til en vis grad guide dem til de imperiale ting, der skal gøres rundt omkring i verden, og effektivt stadig være et imperium.

Det, vi ser nu, tror jeg, er et meget vigtigt tidspunkt, hvor det Britiske Imperium vil blive tvunget til at indse, at det ikke længere er et imperium, det er ikke længere en imperialistisk magt. Briterne har det, der hører et imperium til, ikke? De har nogen, de kan tage en kappe på, de kan tage en krone på med stjålne juveler fra Afrika, og de kan have vagtskifte på Buckingham Palace – alle de ting, der ligner et imperium. adskiller sig fra dem, da USA ser dem som problematiske, som ikke længere et værdifuldt aktiv, må Storbritannien nu for første gang i mange, mange århundreder se i øjnene, at det ikke er et imperium, at de ikke styrer bølgerne, og at solen går ned over Storbritannien.

Jeg tror – lad mig også tilføje dette; jeg tror, det er vigtigt: Fra din organisations perspektiv, Schiller Instituttets organisation, tror jeg, at en af de ting, der er sket i fortiden, er, at den imperiale magt var nødt til at udstøde, angribe, isolere din organisation, fordi du var en af de få organisationer, der var klog på præcis, hvem de var, og du talte om, »dette er, hvem det Britiske Imperium er, og dette er, hvad de gør«, og når det Britiske Imperium begynder at forstå præcis den virkelighed, de har med at gøre nu, tror jeg, at nødvendigheden af at gå efter jeres organisation vil aftage, og jeg tror, at jeres organisation vil kunne blomstre og udføre noget af det virkelig gode arbejde, I gør, mere åbent og ikke blive skubbet så meget ud i skyggen, som I er blevet.

ZEPP-LAROUCHE: Det er meget gode nyheder! Jeg håber, du har ret. Faktisk er det ret forbløffende, at alle de problemer, vi har haft i vores næsten halve århundrede – mere end et halvt århundrede – med politisk arbejde, kom fra Anglosfæren. Det kom naturligvis fra Washington. Hvis jeg skulle give dig en liste over folk, der gennem årtier har fortalt os, at de var helt vilde med vores ideer, at de var totalt begejstrede og syntes, at det var en frisk og ny måde at gribe tingene an på – og så blev de kontaktet af embedsmænd på ambassaden, af repræsentanter for konsulater, og de fik at vide, at » hvis ikke du afbryder forbindelsen med disse mennesker, vil du miste din forretning, dit navn vil blive ødelagt”, og jeg tror, at det var det værste af det hele, nemlig retsforfølgelsen af min afdøde mand. Og jeg håber, du har ret, for som jeg sagde til det berømte tribunal, vi havde i 1995, sammen med en række sorte folkevalgte og Ramsey Clark blandt andre, så var den virkelige forbrydelse i alt dette ikke kun, hvad de gjorde mod os, og det var naturligvis ikke så rart, men at de forhindrede især det amerikanske folk i at få adgang til ideer, som ville have – alle disse problemer, du ved, de 20 års interventionistiske krige, de millioner af mennesker, der døde som følge af det i Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen, alle disse ting; og den nuværende situation i verden, som stadig er et meget forpint sted, alt dette ville ikke være sket, hvis folk havde haft uhindret adgang til min afdøde mands, Lyndon LaRouches, ideer i den organisation, som han har skabt. Så jeg kan kun håbe, at du har ret.

NIXON: Ja. For at være ærlig fik vi at vide, at jeg ikke vidste noget om LaRouche-organisationen. Det eneste, jeg fik at vide, var, at »de er bare en flok skøre mennesker. De er skøre mennesker.« Men jeg fik aldrig at vide hvorfor, eller hvad de sagde, der var så besynderligt. Og nu, da jeg begyndte at lære om Chatham House og Romklubben og nogle af disse forskellige organisationer, tænkte jeg: »Jamen, disse ting er alle virkelige! Og med de ting, de taler om, er det ikke så mærkeligt, at de bliver udstødt.«

Men i bund og grund tror jeg, at det, vi kommer frem til nu, er, at der er et nyt paradigme. Man kan argumentere for, at det er en anden slags imperialistisk paradigme, måske et mere korporativt imperialistisk paradigme fra USA, men ikke desto mindre et andet paradigme. Og jeg tror, at de traditionelle kolonimagter i Europa, Frankrig og Tyskland, er ved at blive skubbet i baggrunden. Og jeg tror faktisk, at der vil være – du ved, vi kan fejre det, jeg synes, der er ting at fejre lige nu. Risikoen for en atomkrig er ikke væk for øjeblikket mellem de store atommagter, men den ser i det mindste ud til at være blevet mindre. Så der er ting, vi kan, og det er vigtigt, at vi overlever. Der vil være udfordringer, men det er muligt, at der kan være muligheder, måske for at oplyse folk om at have internationale diskussioner, som ikke var tilgængelige før.

Men det bliver en svær tid i Europa, for jeg tror, at Europa kommer til at stå over for alvorlige økonomiske udfordringer. Det eneste, jeg tror, der kan være en mulighed for Europa, er dette: Europa havde ikke uafhængig suverænitet. Det var til en vis grad – man kan argumentere for, at der var et vasalforhold til det amerikanske imperium eller det Britiske Imperium eller hvem som helst, men det er klart, at de enkelte lande i Europa efter min mening ikke havde den suverænitet, de var nødt til at have for at kunne træffe beslutninger på egen hånd. Og hvis noget af det begynder at ske, tror jeg, at der vil være muligheder. En af de ting, som både præsident Putin og præsident Trump har sagt, er: »Vi er villige til at indgå individuelle aftaler med de enkelte lande i Europa i stedet for med EU eller disse overnationale organisationer.« Jeg tror, der er muligheder der. Hvis nogle af de enkelte lande kan begynde at komme til fornuft og sige: »Okay, vi laver nogle økonomiske aftaler, der fungerer«, og russerne har atomkraft, måske kan de komme ind og bygge et værk til os, eller hvad ved jeg, så kan der ske forskellige ting. Jeg tror, der er muligheder, hvis der kommer nyt lederskab, og måske kan den fattigdom og de forfærdelige ting, der forudsiges i Europa, afbødes, hvis folk får lov til at tage kontrollen. Og som du siger, hvis folk får lov til at blive eksponeret for forskellige ideer, tror jeg, der er nogle muligheder her.

Så der er altid plads til at være positiv og håbe og presse på for at få en bedre fremtid og en bedre nutid!

ZEPP-LAROUCHE: Da vicepræsident J.D. Vance holdt sin tale i München, syntes jeg virkelig, at det var et frisk pust, fordi han sagde – og publikum gispede, man kunne faktisk se, hvordan de prøvede at få luft. Men han sagde, at det ikke er Rusland og Kina, der er den største trussel mod Europa, men at den kommer fra EU selv, nemlig at der er en undertrykkelse af ideer og ytringsfrihed. Og jeg synes, at det er så sandt! For der er næsten tale om et diktatur med hensyn til, hvad der må siges, og hvad der ikke må siges, og jeg tror virkelig, at det ramte en nerve. Og ved et tilfælde var jeg dagen efter til en demonstration i München med Zoom sammen med Scott Ritter og Ray McGovern; de demonstrerede mod sikkerhedskonferencen i München, fordi den konference plejede at være et meget godt forum for eksperter, der diskuterede sikkerhedsforanstaltninger, da Ewald von Kleist og Horst Teltschik stadig stod i spidsen for den. Men lige siden Wolfgang Ischinger blev leder [2008-2022], er det gået ned ad bakke for den nuværende ledelse af Christoph Heusgen, som i øvrigt begyndte at græde, da han forlod stedet! Han var en rigtig tudeprins. Men det blev til en PR-organisation for det militærindustrielle kompleks.

Så der var en demonstration mod det, hvor man insisterede på at løse alle konflikter gennem dialog og forhandlinger, og jeg talte meget kort om det i Zoom, men jeg fik at vide af vores egne arrangører, som deltog i demonstrationen, at folk var helt vilde med Vances tale, og de sagde, at det var så vigtigt, at det blev sagt på et tidspunkt.

Så så langt, så godt. Jeg synes, det var meget, meget godt. Det eneste problem er, at jeg er meget glad for det, der sker med Ukraine, med Putin og med Trump: Jeg synes, de har foretaget en historisk ændring af spillet, som jeg synes er ekstremt værdifuld. Det eneste, der er tilbage, er, hvad der bliver Trumps politik i Mellemøsten: For der har vi Trumps ultimatum fra sidste lørdag om, at alle palæstinensere skulle acceptere at forlade Gazastriben, og det er naturligvis helt uacceptabelt. Det blev afvist af alle naboerne, og kravet om, at Hamas skulle udlevere alle gidsler med det samme: Det ultimatum blev overholdt, og der skete nogle fremskridt.

Så det ser ud til, at det går lidt frem og tilbage. Men grusomhederne på Vestbredden fortsætter; angrebene endda i Gaza fortsætter, og jeg er bekymret for, at eftersom Trumps mellemøstpolitik var meget påvirket af zionistiske elementer, der støtter enten Netanyahu – Netanyahu kommer i stigende grad under pres fra Israel selv, fra militæret der og andre. Men ikke desto mindre er der stadig lovgivning, tror jeg, i Kongressen, som forbyder studerende endda at vise empati for palæstinensernes situation, og der ser jeg en dobbeltmoral: For jeg tror, at hvis Trump virkelig ønsker at komme ind og fortælle europæerne, hvad de skal høre, så er det et svagt punkt, hvis han forfølger den samme undertrykkelse af diskussionen om, hvad der foregår i Mellemøsten i USA. Så hvad er din holdning til det?

NIXON: Der er et par ting, og det er noget, jeg har sagt i et stykke tid nu. Jeg har forsøgt at navigere i forhold til den nye Trump. Denne version af Trump er en meget anderledes version af Trump, end vi oplevede de første fire år, og jeg tror, det til dels skyldes, at der er – jeg kalder dem »bestyrelsen« – du ved, de meget, meget magtfulde teknologibrødre, som jeg kalder dem, der støtter Trump og tydeligvis har besluttet sig for at føre landet i en anden retning.

Men en af de ting, jeg virkelig er kommet frem til, er, at vi skal ignorere, hvad Trump siger. At Trump siger ting for effektens skyld, ikke? At han kommer med bombastiske, besynderlige kommentarer: »Hvis russerne ikke gør det, så fordobler vi indsatsen, og vi sender ekstra …« og alle blev virkelig oprørte, da Trump sagde: »Hvis russerne ikke laver en aftale, så fordobler vi indsatsen, vi sender mere, vi tredobler sanktionerne« og alt det der. Og på det tidspunkt tænkte jeg: »Ja, det får vi at se. Det siger Trump bare. Vi får se, hvad han siger.« Og når vi ser, hvad politikken i virkeligheden er, så er den 180 grader – eller som nogle ville sige »360 grader« – den er 180 grader fra det.

Jeg er kommet til den konklusion, at Trump er en person, der siger ting for at få en stærk effekt: »Hvis du ikke gør dette, vil jeg gøre noget virkelig, virkelig stort«, og så danser vi alle rundt som en kat på et varmt bliktag, og vi taler alle om det. Og mens vi taler om det, formulerer de en politik.

Så jeg vil ikke længere forbinde Trumps bombastiske tweets om Truth Social eller andet med hans faktiske politik. Jeg tror, vi er nået til et punkt, hvor vi er nødt til at se, hvad Trump-administrationen gør, og bruge de handlinger, der sker fra dag til dag, til at forsøge at projicere den næste handling i modsætning til at bruge det seneste bombastiske tweet på Truth Social, eller hvad det nu er. Når det er sagt, så er det her min pointe: Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at møderne med russerne var i Saudi-Arabien, i Mellemøsten, at den saudiske leder blev betragtet som en mægler med en integreret del af det. Saudierne har sagt, at der er én ting, vi ved med sikkerhed om Trump, og det er, at han helt sikkert ønsker en normalisering med Saudi-Arabien. Jeg tror, saudierne ønsker det med Israel. Saudierne har gjort det klart, at der skal være en palæstinensisk stat, for at det kan ske. Der er meget stærke rygter på en række forskellige områder, som dybest set siger, at en del af diskussionen med det russiske hold var, hvordan USA kan arbejde sammen med russerne og bruge Ruslands diplomatiske styrke til at afbøde nogle af de problemer, som USA har med Iran og Nordkorea osv.

Jeg tror, at det, vi ser her, vil være et pres for at løse Ukraine-problemet og samtidig eller kort tid efter forsøge at løse problemet i Mellemøsten. Jeg tror, at Trump virkelig ønsker at løse det, og jeg siger det ikke, fordi han er en god eller en dårlig fyr, ikke ud fra et moralsk perspektiv, men ud fra den vision, han ser for USA’s fremtid. Jeg tror, at den diskussion, som Trump har haft for nylig om at reducere militærbudgettet, indebærer, at man bliver nødt til at rydde op i sit rod i Mellemøsten, hvis man skal have mindre militær og modtage; så jeg tror, at der vil være et skub – åh, den anden ting er, at det fremgår tydeligt af retorikken fra Trumps diplomatiske team, at de ønsker at vende tilbage til det diplomatiske verdenssamfund i modsætning til at forsøge at dominere det diplomatiske verdenssamfund. Og den eneste måde, de kan gøre det på – de kan have det moralske grundlag for at gøre det – er ved at rydde op, i mangel af et bedre udtryk, i problemet i Gaza, det besatte Palæstina, eller hvad man nu vil kalde det.

Så jeg tror, at de vil benytte lejligheden til at tale med russerne, forsøge at samarbejde med russerne og saudierne og forsøge (i mangel af bedre) at få styr på de elementer i Israel, som er ude af kontrol, og få en aftale i stand. Det håber jeg på. Det er trist, og igen må vi slå tilbage mod den vold, der foregår lige nu.

Men jeg prøver at gætte, og jeg ser det som en mulig, potentiel retning, som vi vil komme ud af forhandlingerne i Saudi-Arabien, og jeg siger, at jeg tror, at der vil komme meget ud af forhandlingerne i Saudi-Arabien, andet end bare Ukraine. Der foregår meget mere end bare Ukraine, og jeg tror helt sikkert, at det var i Saudi-Arabien, så de kan forsøge at få det israelske spørgsmål løst så hurtigt som muligt.

ZEPP-LAROUCHE: Som du ved, skubber vi på oase-planen: Det er ideen om at udvikle masser af nyt ferskvand, både fra et kanalsystem fra Middelhavet til Det Døde Hav, men også atomart til afsaltning og så videre. Min afdøde mand og jeg var i Abu Dhabi i 2001. Og hvis man tager derhen langs stranden, er det helt utroligt: Ved hjælp af vand har de forvandlet ørkenen til vidunderlige haver, til frodige plantager, og der er en ø, som tidligere var helt gold, og nu er der allerede gammel vegetation, 40 år gammel, som de fandt olien på. Og der er fugle, fugle, der migrerer om vinteren, de lander på denne ø, og man tror, det er et paradis.

Så den tilgang kunne man tage til hele Mellemøsten! For hele Mellemøsten er ørken. Jeg ved ikke, om du nogensinde har fløjet over den region: Det gjorde jeg engang, og jeg kiggede ud af flyvinduet og prøvede at se en oase, og der var ingen! Intet, intet grønt. Så hvis vi måske kunne overbevise Golfstaterne, Saudi-Arabien, Emiraterne, de er alle meget velhavende; og lige nu, i stedet for at bygge et sky-resort i ørkenen, som jeg tror, Saudi-Arabien gør, kunne de bruge nogle af disse penge på at gøre hele regionen beboelig for alle som grundlag for fred, for jeg tror, at »det nye navn for fred er udvikling«: Og man er nødt til at give unge mennesker et incitament, så de dybest set siger: OK, lad os stoppe voldsspiralen, lad os blive ingeniører, forskere eller forældre, for vi vil bygge en fremtid.

Og jeg tror, at det, der er mest brug for lige nu, er visionære ledere, hvad enten det er Trump eller folk fra regionen, som dybest set træder frem og siger: Lad os gå efter en helt anden politik.

Så mit håb er, at vi fra Schiller Instituttet laver en kæmpe international kampagne om det. Og i sidste uge havde vi møde i Den Internationale Fredskoalition, hvor vi havde æren af at have Dr. Naledi Pandor fra Sydafrika: Hun støttede oase-planen. Og vi har andre diplomater fra Palæstina og andre lande, som støtter den. Så jeg håber, at præsident Trump bliver opmærksom på dette, for han er en investor: Han ville inspirere folk til at investere i sådanne projekter, og så ville det flyve. Så hvad tror du? Er der en chance for, at han gør det?

NIXON: Jeg synes, ja, jeg synes, vi skal gøre ham opmærksom på det. Der bør presses på. Jeg synes, det er en god mulighed. Og en af de vinkler, der kunne bruges over for præsident Trump, er denne: Jeg er sikker på, at du er bekendt med Californien; en stor del af Californien er bare ørken, bygget på ørken, og de er nødt til at pumpe vand ind, og de har problemer med ikke at få nok regn. Du ved, det regner i Californien i fem eller seks år, og så regner det ikke i fem eller seks år! [Afsaltningsanlæg kunne være noget, der kunne bruges der. Så jeg tror, at man fra præsident Trumps side kunne skubbe afsaltning og den slags teknologier derhen og sige, at »se, det er noget, man kan bruge i USA«. Fordi han går meget op i »Make America Great Again«, America First, og hvad der er godt for USA, når man udvikler teknologierne, kan amerikanske virksomheder selvfølgelig også være involveret, og de kan være med til at tjene penge, og det kunne bruges i forskellige dele af USA.

Så det er noget, som præsident Trump kunne skubbe på og støtte. Jeg tror, der skal være en vinkel derinde, så præsident Trump kan se en måde, hvorpå denne type teknologi og denne slags ting kan gøres i USA for at hjælpe amerikanerne. Og hvis han ser det, kan det hjælpe ham til at se, at »hør, jeg ønsker fred og velstand i den region, men hey! Det her kan også hjælpe os, og måske kan vi få noget…« Du ved, hvad jeg mener.

Jeg plejede at arbejde med salg, og for mange år siden havde jeg en professor, som sagde: »Salg handler om at påvirke folk til at købe noget, du sælger, et produkt eller en service.« Og jeg havde en professor for mange år siden, som sagde til mig: »Hvordan påvirker man folk?« Han sagde: »Alle lytter til den samme radiostation, WIIFF, ›What’s in it for me?‹. Og hvis du vil overbevise nogen om noget, så lad være med at fortælle dem, at det ville være godt, hvis du gjorde det her … det ville være rart, det ville hjælpe folk. De vil falde i søvn. Du er nødt til at sige til folk: Det her er, hvad du får ud af det.« Og jeg tror, at ved at nærme sig præsident Trump fra vinklen »hvad er der i det for«, ikke bare ham, men hvad er der i det for det land, han repræsenterer, tror jeg, at det er en god idé her, at det ville være godt for verden, og jeg tror, at der fra den vinkel er en stor mulighed for at få præsident Trump til at bakke op om det. Og jeg tror, at hvis han bakker op om det, så tror jeg, at det kan lade sig gøre. Tilføj dette: Du har Kina, som bygger og konstruerer meget i Afrika og Mellemøsten, og som har en enorm kapacitet i den region. Og som også får en masse olie fra den region. Så det gavner Kina at have stabilitet, at have vækst i regionen, at have økonomisk vækst og ekspansion.

Så jeg tror, der er mange muligheder for at påvirke verdensmagterne, Kina, Rusland og USA, til at være med, til at investere og til at være en del af det: Jeg synes, det er en god idé.

ZEPP-LAROUCHE: Præsident Trump nævnte for nogle uger siden, da brandene i Los Angeles rasede, at »hvorfor henter I ikke vandet fra Canada?« og så videre. Og der er det berømte NAWAPA, det nordamerikanske vandforvaltningsprojekt, som vi promoverede allerede for nogle årtier siden: Det kunne straks sættes på dagsordenen, og man kunne virkelig eliminere faren for, at en sådan brand – ikke bryder ud – men får så enorme konsekvenser. Hvis USA bare ville se på Kina og ikke sige, »dette er en trussel«, som Vance i München sagde, »Kina og Rusland er ikke en trussel«, og det var jeg meget interesseret i at høre. Hvis præsident Trump og Trump-holdet bare ville se på, hvad Kina gjorde: Faktisk anvendte de det amerikanske økonomisystem, fordi det er nationalbankvæsen; suveræn kontrol over kreditten, hvilket er, hvad Alexander Hamilton promoverede; og hvis man går tilbage til det amerikanske økonomisystem i USA, som har været meget under det britiske system i den seneste periode, kunne man gøre præcis, hvad Kina gjorde, og endda bedre! Kina har bygget 45.000 km hurtigtog, og disse tog kører – det er en ren fornøjelse at køre med dem, for man flyver gennem landskabet, man ryster ikke, de kører jævnt med 350 km/t, og de er nu ved at bygge et til 400 km/t, og de tester allerede et til 600 km/t, og endda et loop på 1.000 km/t. Så USA kunne bare gå til det mest avancerede, springe over alle disse teknologier og gå til det mest avancerede. Bygge et helt moderne system, bygge nogle videnskabelige byer: USA er befolket ved kysterne, men det er fuldstændig underbefolket i de centrale områder. Og hvis man sagde: Lad os forbinde alle de store byer i USA med højhastighedstog. Og så bygge nogle nye byer langs disse knudepunkter, disse knudepunkter på dette togsystem.

Man kunne lave en ny videnskabsby, som ville være dedikeret til den mest avancerede videnskab og teknologi; man kunne have studerende der, man kunne have et kulturcenter. Jeg mener, hvis araberne kan bygge det største nye museum og alt muligt andet, hvorfor kan USA så ikke tage det bedste fra alle kulturer og gøre det til en slags museumsdemonstration, så alle børn og studerende, der vokser op, får kendskab til den universelle historie og virkelig får et helt andet syn på tingene.

For jeg tror, at ideen om »Make America Great Again« måske appellerer til de mennesker, som Hillary Clinton kalder »de beklagelige« – hvilket var det mest kyniske udtryk, man kunne få! Men USA er også berømt som en smeltedigel: Der er mange asiater, mange mennesker fra Latinamerika, mange mennesker fra alle steder i verden. Og USA kunne blive et sted, hvor en ny renæssance finder sted, hvor man udnytter det bedste, som alle traditioner i alle kulturer hidtil har frembragt! Og på den måde kunne præsident Trump blive en ægte visionær. Jeg ved godt, at jeg strækker den lidt, men jeg ved, at man er nødt til at komme med ideer nu, som fuldstændig bryder med de gamle geopolitiske skemaer. Selve idéen om, at nogle mennesker tror, at man absolut skal have en fjende for at kunne gøre det, man gerne vil, er efter min mening den værste idé! Det førte til to verdenskrige, og i en tid med atomvåben bør vi absolut betragte geopolitik som en psykisk sygdom: For jeg tror, det er det, det er.

NIXON: Jeg tror endda, at titlen på dette show, »The Emergence of a New Paradigm«, antyder, at vi er nødt til at tænke fremad, at vi er nødt til at komme med nye ideer, og at vi er nødt til at have et vist håb og en vis tro på, at vi måske kan indføre nogle af de – jeg siger »nye ideer« – som du ved, er mange af disse ideer ikke nye! Men ingen ville lytte til dem, der havde disse ideer, og en stor del af diskussionen nu handler om, at det militærindustrielle kompleks potentielt kan halveres, og jeg ved ikke, om det er realistisk. Men når det er sagt, så er vi oppe på omkring 850 milliarder dollars, men som du ved, når du lægger de hemmelige operationer, CIA-budgetterne, USAID og National Endowment for Democracy til, så er vi oppe på over en billion dollars.

Så hvis man nu har en halv billion dollars at starte med, kan man nu tale om højhastighedstog, som kan flytte folk, som kan flytte produkter og ting, der er nødt til at blive flyttet, uanset om det er mineraler, ting, der udvindes, og som flyttes og bruges; så virkeligheden er, at hvis der faktisk sker et betydeligt fald i militærbudgettet, bliver diskussionen om højhastighedstog, diskussionen om at bygge ny infrastruktur, en legitim diskussion. Hovedårsagen til, at disse ting ikke har været en legitim diskussion, er, at dette har været et militaristisk imperium, og det hele er blevet brugt til at bygge våben og sende våben, og alle pengene er gået til det militærindustrielle kompleks.

Og må jeg tilføje dette, og det er afgørende: Spørgsmålet om hjerneflugt, når folk kommer ud af skolen med ingeniørgrader og fysikgrader osv. hvad gør de? Hvor tager de hen for at tjene penge? De tager til Lockheed-Martin, de tager til Northrop Grumman, de tager et sted hen, hvor de kan bruge den viden til at lave det nyeste missil og bygge det nyeste målsøgningssystem, ikke? Den teknologiske sektor, ja, det bruges til målretning, og det bruges til, at vi skal opgradere vores atomvåben osv.

Når man ændrer paradigmet til et, hvor vi opgraderer vores infrastruktur, hvor vi finder ud af, om vi skal anlægge højhastighedstog osv. nu, så har vi ikke den hjerneflugt. Og når folk kommer ud af college med disse STEM-grader, kan den intellektuelle kapital – jeg hader at bruge den slags udtryk, som de neoliberale bruger, men I forstår, hvad jeg mener – vores unges intellektuelle kraft nu bruges til at målrette ting til forbedring af vores samfund, og det ændrer sig igen! Det er fremkomsten af et nyt paradigme, et paradigme, hvor vi faktisk ser det, der blev kaldt »fredsdividenden«, den fredsdividende, som vi aldrig havde. Og den fredsdividende blev omdirigeret til, i stedet for at være en fredsdividende, at fordoble krigsparadigmet.

Så jeg tror, at den idé, du taler om, er en stærk – jeg tror, at en af grundene til, at disse idéer blev afvist, du ved, idéer fra dine organisationer og andre organisationer, en af grundene til, at de blev bagatelliseret og afvist, var, at de ville have taget noget af den finansielle kapital, som krigsmagerne ønskede at bruge til det militærindustrielle kompleks. Og lad mig tilføje dette: Når det narrative kompleks af tænketanke og nyhedsvirksomheder rundt om i verden ikke længere dræner al den kapital, som de bruger til at fremme og forbedre vores samfund, tror jeg ikke, det vil være så vigtigt at lukke munden på folk som dig, der kommer med nye ideer. Og som jeg sagde, er nogle af disse ideer endda ikke nye! De er gode idéer, men de måtte simpelthen afvises, fordi de var en trussel mod de penge, der gik i krigsmagernes lommer.

ZEPP-LAROUCHE: Der kom faktisk et spørgsmål fra Alberto Portugheis, som er grundlægger og formand for en fredsorganisation, der hedder HUFUD. Han siger: »Hvordan kan vi gøre en ende på krigens svøbe i et system, hvor regeringerne i industrilandene har pligt til at fremme eksporten af det, deres krigsindustri producerer?« Du besvarede det delvist, og jeg besvarede det også delvist, men spørgsmålet står stadig tilbage – mange af disse mennesker bidrog til præsident Trumps valgkampagne, især fra Silicon Valley. Og hele området med kunstig intelligens og cyber og den slags ting vil spille en stadig større rolle.

Det vil kræve et enormt stykke arbejde at styre dem – jeg er ikke imod kunstig intelligens: Jeg tror, at digitalisering og alle disse ting, ligesom enhver teknologi, afhænger af, om den bruges til det fælles bedste, eller om den bruges til onde formål? Og det afhænger helt og holdent af kvaliteten af det menneske, der anvender disse teknologier.

Så hvordan tager vi springet til at vende et system, som indtil 20. januar var rettet i én retning, og med præsident Trumps tiltræden er der en ny begyndelse, men det er et gigantisk arbejde. Et problem er, at den europæiske ledelse, eller ikke alle, men dele af den, er bundet til det, man kalder »Deep State« i USA. Så den dynamik – briterne giver ikke op; NATO planlægger stadig at forberede sig på den kommende krig mod Rusland. Den danske militære efterretningstjeneste har udsendt en erklæring om, at de forventer en storkrig med Rusland om ca. fem år. Den tyske forsvarsminister Pistorius taler om at gøre hele landet »krigsklart«, hvilket er en vederstyggelighed! Hvem i Tyskland vil have endnu en krig? Jeg synes, det er så absolut modbydeligt: Først og fremmest burde den tyske historie have lært alle i Tyskland, at krig er det sidste i universet, man ønsker sig, og disse krigsmagere er i gang med det uden ophør!

Jeg har lige beskrevet nogle af vanskelighederne. Hvad skal der til for at håndtere disse problemer, for at Trump-administrationen kan gøre den håbefulde lysstråle, som vi så på Riyadh-mødet, til en stærk og stabil tendens?

NIXON: Et par ting. Jeg tror, at paradigmet med aggression og konfrontation fra medlemmer af den herskende elite i Europa lige nu vil blive ændret. Og jeg kan huske, at nogen sagde: »Nogle mennesker er født store, nogle mennesker bliver store, og nogle mennesker bliver påtvunget storhed.« Jeg tror, at paradigmet vil blive påtvunget de mennesker i Europa, som er klar til en konfrontation med Rusland, det vil blive påtvunget dem både af vælgerne i Europa og af USA, som vil trække sig tilbage fra Europa. Og de vil hverken have den økonomiske eller den politiske kapital, som de er nødt til for at fortsætte deres onde gerninger, der vil bringe os alle til en atomar konfrontation. Det synes jeg er en god ting.

Jeg tror, at en vigtig del af svaret på det store spørgsmål, som den herre havde, var hans første tre ord: »Hvordan kan vi…« Det er et godt spørgsmål, »hvordan gør vi det?« Og her er, hvordan vi gør det, efter min mening: Nummer 1: Man skal vedvarende bygge på og styrke antikrigsfællesskabet, man skal vedvarende bygge på dem af os, der er imod konfrontation. Men jeg tror, der er en anden del af det, som vi virkelig er nødt til at overveje nu, og det er: Jeg er her f.eks. Da Biden-administrationen var der, eller som jeg ofte har kaldt dem, »Blinken-Sullivan-administrationen«, var vi nødt til at skubbe tilbage mod folk, der tydeligvis bevægede sig i en forkert retning. Med Donald Trump får vi en blandet landhandel: Vi får nogle ting, som vi er utilfredse med, og vi får nogle ting, som vi er tilfredse med. Jeg tror, vi er nødt til at opbygge antikrigsmiljøet, men jeg tror også, at antikrigsmiljøet er nødt til at få et mere selvsikkert aspekt, hvor vi ved, at bare ordet »anti« – jeg er imod krig og militære konflikter, men hvad er du for?

Og nu kan jeg se på Trump-administrationen og sige, at jeg er utilfreds med nogle af de ting, de gør, men jeg er meget glad for nogle af de ting, de gør. Antikrigssamfundet skal have et element af, at når vi ser vores regering eller en bestemt embedsmand føre en politik, som vi bifalder, så har vi et element, hvor vi, i mangel af et bedre udtryk, belønner dem. Så når Donald Trump siger: »Jeg vil slutte fred med land X«, så i stedet for at vi mennesker løber rundt med skilte, hvor der står »vi er imod krig med land Y«, og når han så siger: »Jeg vil slutte fred med land X«, så går vi hjem og kigger ud af vinduet, så har vi nu et element, hvor vi, når vi ser en regering, et land, en politiker gøre noget, der ser ud til at være i folkets bedste interesse, så støtter vi det!

Det betyder ikke, at vi støtter Donald Trump, hvis vi ikke støtter Donald Trump. Perspektivet er, at når der er politikker, som vi er imod, så går vi aktivt imod dem på en fælles måde. Men når vi ser ting, vi godt kan lide, så kommer vi ud og klapper ham på ryggen og siger: »Præsident Trump, det er et godt stykke arbejde at få fred med Rusland.«

Der sker noget, som vi ikke gør: For nogle år siden havde vi en stor demonstration i D.C., hvor jeg var en af talerne, kaldet Rage Against the War Machine. Hvad er der galt – hvis vi får en aftale med russerne, og den nu er underskrevet, og den går gennem vores senat, og vi nu har en traktat med russerne – med at have en demonstration, der ikke er en »Rage Against the War Machine«; med at have en demonstration, der siger, at vi er glade for dette, og vi støtter denne ting, og vi siger til Trump-administrationen, kan du få nogen fra din administration til at komme og tale ved vores demonstration? Og vi ønsker at støtte netop denne ting.

Hvis de gør noget andet, som vi ikke bryder os om, går vi imod dem. Men fordi der er muligheder nu, tror jeg, der er nødt til at være et element i antikrigssamfundet, som også er der for at presse på for de ting, vi kan lide, og for at belønne de politikere og administrationer, som bevæger sig i en mere fredelig retning.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er et godt råd, for jeg synes også, at verden har ændret sig dramatisk siden for fire år siden. Fordi du nu har den antikoloniale dannelse af BRIKS; du har det Globale Syd, som er den Globale Majoritet. Jeg tror ikke, at det er en ånd, der kan skubbes tilbage i flasken, for afrikanerne, latinamerikanerne og mange asiatiske lande genopliver Bandung-ånden. I år er det 70 år siden, at den historiske konference blev afholdt. Men forskellen er, at i 1955, da de asiatiske og afrikanske lande for første gang for alvor mødtes for at skabe den Alliancefrie Bevægelse, manglede de styrke, og derfor blev alle bestræbelserne på at få en ny økonomisk verdensorden skubbet tilbage. Og det var vi involveret i: Min mand skrev et forslag til en international udviklingsbank allerede i 1975, som blev vedtaget af den Alliancefrie Bevægelse i 1976 i Colombo, Sri Lanka. Men alle de ledere, der havde underskrevet det, fru Bandaranaike fra Sri Lanka, Indira Gandhi, Zulfiqar Ali Bhutto fra Pakistan – de blev alle destabiliseret og i Bhuttos tilfælde endda dræbt. Så hele bevægelsen gjorde ikke de store fremskridt.

Men nu, med Kinas fremgang, har Kina løftet 850 millioner af sin egen befolkning ud af fattigdom, og det synes jeg er et stort civilisatorisk bidrag, fordi fattigdom er en krænkelse af menneskerettighederne: Hvis folk skal være usikre på, hvor deres næste måltid kommer fra, hvordan kan man så tale om menneskerettigheder? Så Kina har bidraget. Og jeg påstår ikke, at jeg er Kina-ekspert, men jeg har rejst i Kina siden 1971, så jeg tilhører en meget sjælden kategori af mennesker, der har set Kinas fremgang med egne øjne mange, mange gange. Og i min dybeste overbevisning tror jeg ikke, at Kina er en imperialistisk, aggressiv magt: De eksporterer ikke deres ideologi og beder andre lande om at gøre den til deres egen; de mener, at ikke-indblanding i andre landes systemer er grundlaget for et retfærdigt win-win-samarbejde, hvor alle har fordele, og alle mener, at den andens fordel er en fordel for dem selv.

Så derfor er den største forhindring efter min mening, at de afrikanske lande virkelig tror, at Kina er deres ven, og afviser Churchills skøre idé om, at lande ikke har venner, men kun interesser: Jeg har talt med mange afrikanere, som har fortalt mig, at de virkelig tror, at Kinas holdning til Afrika er, at de optræder som en ven. Og det samme gælder for Rusland, fordi Rusland støttede uafhængighedsbevægelsen og nu forsyner dem med energi osv.

Men den største forhindring er, om den nye Trump-administration kan få et positivt forhold til det Globale Syds ønske om at overvinde kolonialismen for altid og selv blive et mellemindkomstland? Jeg tror, det er den største forhindring, der skal overvindes, og jeg vil gerne høre, hvad du mener?

NIXON: Jeg er enig med dig. Og i forbindelse med det særlige spørgsmål, som vi endnu ikke har set, må man se, hvordan Trump-administrationen vil forholde sig til Sydamerika, og især til Cuba, Nicaragua og Venezuela – især Venezuela, for det er der, olien er. Og det kommer til at være et stort fokus. Og vi ved endnu ikke, hvad det bliver, for en af de diskussioner, der har været her, og jeg er sikker på, at du har hørt den, er en diskussion om »indflydelsessfærer«. Hvor de nye folk ved magten, USA’s nye retning, måske ville være, at vi har indflydelsessfærer; Kina har deres, Rusland har deres, og vi har vores. Vi overtager Grønland eller Canada, og nu er denne halvkugle vores indflydelsessfære. Folk, der har præsenteret det for mig, har selvfølgelig spurgt: »Hvad synes du om det? Tror du, det er planen?« Jeg sagde, at for det første vil Rusland og Kina aldrig gå med til det. For i stedet for »indflydelsessfærer« ser man på blokke, og i stedet for militære blokke eller ideologiske blokke med den sovjetiske blok og den amerikanske blok, ser man bare på geografiske blokke. Og blokke ender i sidste ende med modsætninger, de ender med konfrontationer, og blokke ender med krige. Så jeg tror, at det russiske eller kinesiske perspektiv ville være: Hvis vi vil gøre forretninger med lande i Sydamerika, så er det fint! Hvis I vil gøre forretninger med lande i Kaukasus eller Asien, så er det fint! Alle handler med dem, de har lyst til.

Så jeg tror, at vi endnu ikke har set, hvilken retning USA vælger at gå i den henseende, men jeg tror, at det er afgørende. Nu begynder vi at se retningen mod Europa og til en vis grad mod Eurasien folde sig ud, hvad angår USA’s udenrigspolitik. Jeg tror, det er vigtigt at holde øje med den retning, de vælger, især i Sydamerika, Caribien, i deres lokalområde – om de forfølger en diplomatisk retning, f.eks. med verdensmagterne, eller den traditionelle retning med dominans. Så lad os se det i øjnene, alle ved, at der er årtier, hvor der ikke sker noget, og uger, hvor der sker årtier! Selv om Trump-administrationen bogstaveligt talt har siddet i tre eller fire uger, virker det, som om der er gået tre eller fire år med forandringer!

Så jeg vil formane folk til ikke at tage forskud på glæderne og komme med en masse antagelser om, hvad de vil gøre, hvad enten det er godt eller skidt, så vi kan forblive flydende – de af os, der er imod krig og for vækst og medmenneskelighed, kan være flydende og holde øje med, i hvilken retning tingene går, for lige nu er tingene flydende. Men jeg tror, at den fejl, som mange mennesker begår, er at gå for vidt i forsøget på at forudsige. For alle de forudsigelser, vi hører nu, er baseret på det gamle paradigme: Trump gjorde det i sin første periode, så det vil han også gøre. Russerne har altid gjort det, så de vil gøre det. Den amerikanske regering er en imperialistisk magt, de har allerede gjort det. Det er en fejltagelse nu, og præcis som du siger, er vi i færd med at skabe et nyt paradigme. Det nye paradigme har endda ikke taget helt form. Og set fra et positivt perspektiv, fordi det nye paradigme er ved at tage form nu, giver det folk som os en mulighed for at få indflydelse på den endelige løsning: Hvordan ser det paradigme ud? Jeg synes ikke, at vi bare skal sidde og vente og sige: »Lad os se, hvad dette land beslutter at gøre. Lad os vente og se, hvad verdensmagterne beslutter at gøre.«

Som du sagde i din diskussion af spørgsmålet i Mellemøsten og Afrika om afsaltningsanlæggene og om, hvordan tingene kan ændres der, så kan forskellige grupper, organisationer og koalitioner nu komme med anbefalinger til disse verdensmagter, vi kan få vores verdensbillede, vi kan få vores idéer ind og forhåbentlig hjælpe med at forme et paradigme, der er ved at blive dannet, i stedet for at vente på, at verdensmagterne gør det.

For I kan være helt sikre: De, der var involveret i nogle meget onde gerninger i tidens løb, er ikke gået nogen steder, og de vil arbejde på at udnytte muligheden for at forme det nye paradigme. Lige nu, hvis man ser på Storbritannien og Keir Starmer, så stivner de mennesker, og de siger: »Nej! Jeg vil ikke lade det her ske! Vi beholder det på den gamle måde.« På et tidspunkt tror jeg endda, at de vil sige: »Vent lige lidt: Hvis du ikke kan slå dem, så slut dig til dem.« Og de er kloge: Vi kan ikke undervurdere disse mennesker. Og jeg tror, at de på et tidspunkt vil vågne op og sige: »Ved du hvad? Verden er ved at ændre sig. Hvordan kan vi påvirke dette nye paradigme og få det til at vende tilbage til den retning, det havde.« Og mens de gør det, tror jeg, at vi alle bliver nødt til at forstå, at det nye paradigme, der er ved at opstå, ikke er endeligt endnu, og at vi ud fra et positivt perspektiv kan komme med input og hjælpe med at forme det, og det er vores ansvar at gøre det.

ZEPP-LAROUCHE: Tiden flyver af sted, og vi er næsten nået til timen. Men lad mig nævne en sidste idé: Jeg har længe ment, at verden har bevæget sig til et punkt, hvor vi enten sætter menneskeheden først og definerer de nationale interesser i overensstemmelse med menneskehedens interesser, eller også vil det ikke fungere. Og det har at gøre med det faktum, at da Romerriget kollapsede, vidste folk i Indien ikke noget om det i flere år, og de havde den smukke Gupta-periode, og det var en stigende renæssance. Men denne gang er vi på grund af atomvåben, pandemier og internettet så forbundne, at jeg tror, vi er nået til et punkt i historien, hvor vi har brug for en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle verdens landes interesser. Og jeg tror helt ærligt, at mødet mellem udenrigsministrene Lavrov og Rubio, selv om man kan sige meget om det som sekundære og tredjehånds kommentarer, rummer kimen til et håb om, at en sådan ny sikkerhedsorden kan opstå. For hvis Trump-administrationen siger, at de ikke betragter Rusland som en fjende, så er det allerede et meget vigtigt skridt.

Hvis de ville udvide det til Kina, tror jeg, at vi endda ville være et stort skridt videre. Trump har allerede i sin første regeringsperiode bevist, at han kan tale med Nordkoreas leder. Jeg tror, at hvis de ville indtage en mere forsonlig holdning over for Iran, som nu har en militær alliance med Rusland og er meget tæt på Kina, så tror jeg, at man kunne nå frem til en ordning, som faktisk gør det, som den Westfalske Fred gjorde: Nemlig at skabe et princip om, at man skal tage hensyn til hinandens interesser, hvis man vil have fred. Og jeg tror, at det efter min mening ville være det virkelige nye paradigme, fordi man bevæger sig ud over geopolitik. Man bevæger sig ind på et område, hvor diplomati og forhandling virkelig vil være den måde, konflikter vil blive løst på i fremtiden.

Så hvad er dit syn på sådan et perspektiv?

NIXON: Jeg er enig. Og jeg tror lige nu, at Rusland kan være en integreret del af det, fordi Rusland har evnen til at dæmpe spændingerne mellem Indien og Kina, og hvis de også kan dæmpe spændingerne mellem USA og Kina, så kan Rusland ændre verden. For hvis Kina og Indien kan komme ud over deres historiske problem, og hvis USA kan komme ud over opfattelsen af at forsøge at dominere Kina eller se dem som en modstander i stedet for en potentiel allieret – hvis Rusland kan komme ind i midten og få de – de 3,5 verdensmagter, ikke sandt? Jeg tror, at det virkelig giver os en mulighed for at komme videre. Og for at afhjælpe problemet med stedfortræderkrige, for mange af de problemer, vi ser på, eller de krige, vi ser på, er stedfortræderkrige mellem verdensmagter. Og hvis man kunne få de fire verdensmagter til at stå sammen, ville alle stedfortræderkrigene forsvinde. Og hvis der er krige i bestemte områder, vil de alle være engagerede i at løse dem og bringe dem til ophør.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg har lige svaret på et spørgsmål fra TASS om mine kommentarer til Riyadh-mødet, du ved, udbruddet om, at Europa ikke var inviteret, og jeg sagde: Hvorfor skulle man invitere stedfortrædende magter i betragtning af, at krigen i Ukraine var en krig mellem NATO og Rusland? Så jeg tager dine ord til mig med stor glæde, og jeg takker dig mange gange. Det er et ekstremt håbefuldt perspektiv, og jeg håber, at det vil inspirere en masse mennesker til at komme med nye produktive ideer.

Og mange tak, og jeg håber at se dig igen snart!

NIXON: Mange tak. Jeg sætter pris på dit gode arbejde, og det har været en ære og en fornøjelse at tale med dig i dag.

ZEPP-LAROUCHE: Tak skal du have. Vi ses snart igen!




Godkend Tulsi Gabbard og Kash Patel for at stoppe krige og løgne.
Helga Zepp-LaRouches ugentlige webcast den 29. januar 2025

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 29. januar 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. I dag er det den 29. januar 2025. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært.

Helga, bekræftelseshøringerne for præsident Trumps tre ledende kandidater begynder i dag med Robert F. Kennedy, Jr. som er nomineret til at lede ministeriet for sundhed og menneskelige tjenester, og som skal møde op i Senatets finansudvalg og udvalg for sundhed, uddannelse, arbejde og pensioner. I morgen er det Kash Patel, Trumps valg til at lede FBI; han skal møde op i Senatets retsudvalg. Og Tulsi Gabbard, der er nomineret til posten som direktør for den nationale efterretningstjeneste, som skal føre tilsyn med 18 efterretningstjenesters arbejde, skal møde op i Senatets efterretningsudvalg.

Vores første spørgsmål handler direkte om dette. Spørgeren siger: »Der er en samordnet indsats i gang for at afvise disse kandidater. I Patels og Gabbards tilfælde er det ironisk, fordi Dick Cheney og John Bolton gør fælles sag med neokonservative i det demokratiske parti som Hillary Clinton for at besejre dem. Din organisation støtter Gabbard og Patel. Hvorfor ser du disse udnævnelser som så afgørende, og hvorfor er modstanden mod dem så voldsom?«

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Fordi man på baggrund af tidligere udtalelser fra disse to personer naturligvis har et vist håb om, at de vil gå efter det, der generelt kaldes den dybe stat. Det er ikke et uklart spørgsmål; det går tilbage til, da præsident Eisenhower forlod embedet, og han advarede om, at det militær-industrielle kompleks kunne blive et meget alvorligt problem for USA. Det hænger naturligvis sammen med spørgsmålet om præsident Trumps beslutning om at frigive sagsakterne om mordet på og mørklægningen af mordet på Kennedy, herunder Robert Kennedy og Martin Luther King, som hører under det samme apparat. Kennedy Jr, som bliver udspurgt i dag under høringen, sagde grundlæggende, at han er overbevist om, at CIA’s rolle i disse mord vil komme frem.

Jeg tror, det her åbner Pandoras æske. Det åbner op for, hvem der stod bag Russiagate, og jeg tror, at Trump har et regnskab at gøre op på det punkt. Vi er naturligvis yderst fortrolige med det apparat, for det er præcis det samme apparat, som gik efter min afdøde mand, Lyndon LaRouche, og vores organisation i USA i særdeleshed, men også internationalt. Så dette er det modsatte af, hvad Amerika skulle være som en republik; dette er det apparat, der virkelig står bag, og som også er et instrument for alle de politikker, der er gået galt i den seneste periode internationalt, herunder interventionskrigene, herunder regimeskiftet, den farvede revolution. Det er en rigtig hvepserede eller Pandoras æske, som jeg sagde. Der er et vist håb om, at Gabbard og Patel, som ikke kommer fra den afstamning, vil handle på vegne af præsident Trump og begynde at rydde ud i dette apparat. Uden det tror jeg ikke, der er noget håb om, at USA nogensinde bliver en republik igen og kommer væk fra den krigspolitik, som Biden-administrationen førte. Så jeg håber bare, at alle disse mennesker vil blive bekræftet. Jeg tror, Kennedy blev grillet en hel del om sin sundhedspolitik; måske kunne Kennedy også være en stemme i forhold til dette Deep State-apparat, hvor han har en særlig interesse, fordi det er relateret til hans familiehistorie.

Så jeg tror kun, man kan håbe, at disse nomineringer går igennem.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål fra en tilhænger fra Storbritannien, som skriver: »USA’s efterretningstjeneste arbejder tæt sammen med det Britiske Imperiums Five Eyes-efterretningsoperationer. USA’s og NATO’s politik synes ofte at blive styret af MI6.« Han bruger som eksempel anklagen om Putins indblanding i valget eller støtte til Zelenskyj; og han henviser til Starmers 100-årsaftale med Ukraine. “Hvis hun bliver bekræftet, tror du så, at Gabbard vil udfordre det fortsatte særlige forhold? Og når Trump afviser valget af britisk ambassadør i USA, tror du så, at han vil udfordre det særlige forhold?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er håbefulde tegn. Det er apparatet, der står bag den nuværende geopolitiske konfrontation. Jeg mener, hvis man laver en kronologi over, hvor disse politikker kommer fra, kan man finde mange tilfælde, hvor det var briterne, der ansporede USA til at presse på for mere konfrontation. Som da Starmer tog til Washington og forsøgte at overbevise Biden om at tillade brugen af ATACMS, hvilket Biden først nægtede med det argument, at det kunne føre til en storkrig. Så kapitulerede han og gav tilladelse. Og på den måde havde man Boris Johnson, som tog til Kiev i marts 2022 og ødelagde muligheden for en fredsløsning, som var blevet forhandlet mellem Putin og Zelenskyj i Istanbul, og på den måde kan man faktisk sige, at det var denne indblanding, som er ansvarlig for de sandsynligvis 1 million døde mennesker i Ukraine. Så hvis der sker noget, der kan afslutte det særlige forhold, som så at sige var den britiske hævn for den amerikanske uafhængighedskrig, ved at ophæve den amerikanske revolution, ved at overbevise den amerikanske etablering om at vedtage modellen for det Britiske Imperium som grundlag for den unipolære verden, der derefter blev drevet af det særlige forhold mellem USA og Storbritannien. Så dette er kernen i, hvad der er gået galt i de seneste årtier.

Så jeg håber bare, at disse mennesker har udholdenhed og mod til at forfølge det. For et par år siden var der et møde i Privy Council i Storbritannien, hvor man sagde, at en anden Trump-administration under alle omstændigheder skulle forhindres. Så der står meget på spil, og man kan kun håbe, at alt dette vil blive afklaret.

SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål til dig fra en person, der identificerer sig som en »West Coast techie«. Han siger: »Den store nyhed i denne uge er Kinas udrulning af sin platform for kunstig intelligens, DeepSeek. Den blev kaldt en overraskelse og sammenlignet med Sputnik. Hvorfor skulle det være en overraskelse, at Kina gør teknologiske fremskridt? Er amerikanske teknologivirksomheder og efterretningstjenester så blinde, når det gælder Kina?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, vi igen og igen har set Vestens arrogance i at tro, at de er de gode, at de er de overlegne, at verden bør styres af en unipolær verden. Bag mange af de helt åbenlyse politiske fejltagelser ligger denne arrogance. Jeg tror, at den vil støde panden mod muren. For det, jeg ser i Trumps indledende, ret vilde udtalelser om, at folk bør elske Amerika med ærefrygt, skræmt og beundret – det er ikke virkeligheden i verden. Virkeligheden er, at Trump skal gøre meget for at rette op på det, som de tidligere regeringer gjorde med interventionskrigene i Mellemøsten, som kostede millioner af mennesker livet, med at muliggøre det, som Israel har gjort i Gaza – meget langt fra det lige nu – og på mange, mange andre punkter. Så jeg tror, at det, vi ser, er en fatal selvovervurdering fra det kollektive Vests side, som man også ser i EU. De nægter at anerkende, at alle deres politikker har slået fejl. Den grønne aftale er slået fejl, den liberale model er slået fejl.

Jeg tror, det burde være indlysende for enhver, at Kina har overhalet Vesten med hensyn til videnskabelige og teknologiske fremskridt, med hensyn til antallet af patenter, de registrerer hvert år. Ifølge en australsk hjemmeside, som er tilknyttet en tænketank, er Kina førende inden for 38 ud af 47 videnskabelige og teknologiske områder. Så det er helt normalt, at der kommer en Sputnik-effekt inden for kunstig intelligens, og man kan kun håbe, at det får folk i Vesten til at vågne op. Men jeg tror ikke, det vil kunne bygge bro hurtigt, for den arrogance har ført til utrolige fejl, og medmindre de fejl bliver analyseret, og de aksiomer og den tankegang, der ligger bag dem, bliver korrigeret, tror jeg ikke, det bliver nemt at rette op på.

SCHLANGER: Du nævner arrogance og liberal politik: Det næste spørgsmål handler om Friedrich Merz. Personen skriver: »Jeg var chokeret over, hvor arrogant Merz fremstod i sit interview i Davos. Han sagde, at han vil vinde; han vil arbejde sammen med Macron; han vil være i stand til at finde en koalitionspartner; og han vil fortsætte krigen.« Og denne person skriver: »Er dette virkelig den person, der vil løse problemerne for Tyskland?«

ZEPP-LAROUCHE: Nej, og jeg kan kun håbe, at der kan gøres noget for at forhindre ham i at blive den næste kansler. Denne person er berygtet: Han var CEO for den tyske afdeling af BlackRock. Det betyder, at han er fuldstændig identisk med det militærindustrielle kompleks, Wall Street og City of London, som er det egentlige problem i det nuværende system. Han er fuld af selvtillid. Han har sandsynligvis allerede nu holdt en tale i Forbundsdagen, hvor han vil foreslå en migrantlov, som grundlæggende er i strid med den tyske forfatning, den er i strid med Genève-konventionen, den er endda i strid med EU-lovgivningen, fordi den praktisk talt vil fjerne den individuelle ret til asyl. Det er en af de grundlæggende menneskerettigheder, hvis du vil nævne nogen af dem. Han har allerede sagt, at han er ligeglad med, om AfD støtter dette.

Det betyder bare, at AfD også er med på den umenneskelige politik over for migranter. Men det lader til at være den nye form for konsensus, for i Davos sagde Merz også, at hvis Trump klager over et handelsunderskud mellem USA og EU, vil vi løse det ved bare at købe mere LNG-gas og købe flere våbensystemer fra USA. Det er ikke en tysk patriot, der taler. Det er en person, der taler på vegne af BlackRock. LNG-gas fra USA er en af de medvirkende årsager til, at den tyske økonomi er i frit fald! Dette er absolut imod de tyske interesser, og jeg kan kun håbe, at i det mindste nogle af industrierne er ved at få øjnene op for, at Merz ikke er deres repræsentant, men at han vil fortsætte den tyske økonomis nedtur. Så forhåbentlig vil der komme til at ske ændringer. Og hvis Merz regner med Macron, så held og lykke! Macron er helt færdig i Frankrig – han er hadet. Den franske regering er fuldstændig ustabil og har ingen udsigt til at opnå stabilitet.

Men der er en fare for, at Melonis liberalkonservative, indvandrerfjendtlige politik ser ud til at være en ny aftale mellem alle disse mennesker, hvilket ikke ville være i modstrid med det, Trump siger. Men det er ikke i EU-medlemmernes interesse, som man kan se af de centrifugale tendenser, der kommer fra Slovakiet, Ungarn, Østrig, Kroatien og som en tendens i Georgien, Bulgarien og Rumænien. Den serbiske premierminister Vucevic er lige trådt tilbage, fordi der var et Maidan i gang mod Serbien. Så det er meget turbulent og meget langt fra at være stabilt. Men det værste ved Merz er, at han sagde, at der er brug for en mobilisering af de liberale demokratier mod de ikke-liberale autokratier, og at Kina og Rusland er modstanderne. Med den holdning er Merz virkelig det modsatte af, hvad der er brug for i forhold til at løse den strategiske krise ved at finde et nyt aftalememorandum med BRIKS, med den Globale Majoritet. Jeg tror, at hvis det lykkes Merz at blive kansler, går vi en stormfuld fremtid i møde, fordi han vil skære i det sociale system og skabe elendighed i Tyskland for befolkningen, og det vil heller ikke vare længe.

Det er ikke et godt perspektiv, det ved jeg, men valget er ikke overstået.

SCHLANGER: Vi har endnu et spørgsmål om Europa fra en person, der spørger: »Hvorfor tolererer europæiske borgere kommentarer som den tyske forsvarsministers, der siger, at Tyskland skal blive krigsparat? Eller NATO’s generalsekretær Rutte, der opfordrer til en krigstankegang? Har de glemt konsekvenserne af krig?« Han påpegede, at det i denne uge er 80-årsdagen for befrielsen af Auschwitz, og alligevel deltager folk i disse demonstrationer og lader krigshisserne fortsætte. Hvordan kan det være tilfældet i Europa?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan kun sige, at der er en enorm indsats for at skubbe til befolkningen – for at bruge dette ord, som blev opfundet af Cass Sunstein, Obamas ghoul – for at skubbe befolkningen til at tro, at de skal gøre sig mere klar; som om den tyske historie ikke ville eksistere. Det er virkelig et fantastisk fænomen, som ikke er gået ubemærket hen hos størstedelen af verdens befolkning. I dag var der f.eks. nogle taler i den tyske forbundsdag om 80-årsdagen for befrielsen af Auschwitz. Folk fortalte om gruopvækkende beretninger: hvordan mennesker blev myrdet, forsvarsløse og så videre. Et øjeblik tænkte jeg, at de måske beskrev, hvad der skete i Gaza, men det nævnte de naturligvis ikke. At de kunne sige disse ting uden at nævne Gaza, er virkelig et forbløffende fænomen. Det er svært at sige, om det er flertallet eller ej, for statistikkerne i mainstream-medierne giver ikke et præcist billede, og jeg ved for eksempel, at folk i Østtyskland absolut ikke køber denne fortælling om NATO-historien.

Men endda den vesttyske befolkning, har de glemt, hvad Tyskland gjorde mod Rusland under Anden Verdenskrig? I betragtning af den historie har jeg altid ment, og jeg mener stadig, at Rusland var ekstremt generøs i perioden med den tyske genforening ved ikke at fremlægge den historiske historie om Tyskland, men ved at lade Tyskland blive genforenet og blive en del af NATO; kun med de to bestemmelser om, at NATO ikke måtte udvides mod øst, og at der ikke måtte stationeres udenlandske tropper på Østtysklands territorium, og begge disse bestemmelser bliver overtrådt på den mest åbenlyse måde. Så jeg kan kun tænke, at hele denne situation i Tyskland ikke bliver fredelig. Det vil komme til et punkt, hvor enten folk erkender, at den eneste måde, Tyskland kan overleve på, er ved at slutte sig til den Globale Majoritet og være en stemme for fred. Så man kan kun håbe, at mange mennesker hører det og støtter os, for det er det, vi forsøger at gøre.

SCHLANGER: Jeg har endnu et spørgsmål fra en person, som skrev: »Jeg så din diskussion med oberst Wilkerson i sidste uge med stor interesse. Emnet var det amerikanske imperiums tilbagegang. Er du enig med ham i, at Amerika i løbet af de sidste 60 år er blevet et imperium?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om det. Hvis man ser på USA’s sikkerhedsdoktrin, som igen blev omtalt offentligt af kontreadmiral Thomas Buchanan ( på et møde på CSIS Center for Strategic and International Studies) i november sidste år, sagde han, at USA endda tager sig ret til at bruge atomvåben præventivt, hvis USA’s overherredømme er truet. Hvis det ikke er en erklæring fra et imperium, så ved jeg ikke, hvad det er. Så det er ikke min fortolkning. Jeg tror, Buchanan gav verden det absolutte bevis, og det har desværre været den amerikanske sikkerhedsdoktrin i stort set hele efterkrigstiden. Men jeg tror, at den i den seneste periode er blevet mere fremhævet og mere voldsom. Jeg tror, jeg er enig med oberst Wilkerson i, at hvis man kigger ned i historien, så er alle imperier forsvundet, fordi de alle har den samme fejl: Ved at blive et imperium strækker de sig til sidst for langt, og med denne overstrækning mister de evnen til at bevare kontrollen. Jeg tror, at det, præsident Trump ser ud til at gøre, er, at han måske ikke ønsker et globalt imperium, måske ikke at USA skal være en global politimand som den tidligere regering; men han ønsker helt sikkert at ændre grænsen. I sin tiltrædelsestale sagde han, at USA igen er inde i en periode, hvor landet vokser. Så fortsatte han med at sige Panama og annektering af Canada og opkøb af Grønland og omdøbning af Den Mexicanske Golf til Den Amerikanske Golf: Alle disse ting udgør måske ikke et fuldgyldigt imperium, men han har helt sikkert en idé om ikke America Great Again, men America Greater Again. Jeg tror heller ikke, at det vil gå så godt.

SCHLANGER: Helga, jeg har et spørgsmål mere til dig. Det er en, der skrev og sagde: »Jeg er blevet meget opmuntret af at se arrangementerne om fredagen i Den Internationale Fredskoalition, som du har taget initiativ til. Det ser ud til, at der er nogle mennesker, som er patrioter og gode borgere. Men hvordan får vi flere mennesker involveret i dette? Jeg prøver at få mine venner til at interessere sig, og de siger, at de har fået nok af politik.«

Når du besvarer det spørgsmål, hvorfor giver du os så ikke en fornemmelse af, hvad emnet vil være på fredag på det næste Zoom-opkald fra Den Internationale Fredskoalition?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, du skal blive ved med at gøre det, og du skal også være med: Ikke kun tale med dine venner og kolleger og så videre, men hjælpe os med at lave outreach og kontakte andre organisationer. Vi er helt sikkert på vej mod faren for kaos i hele verden. Det bliver naturligvis et emne på næste fredagsmøde, hvor vi vil se på, hvor verden står efter 10 eller 12 dage med Trump-administrationen, som allerede har medført dramatiske ændringer. Så vil vi helt sikkert se på, hvordan situationen er i Mellemøsten, hvor Trump nu har gentaget sit forslag om simpelthen at ændre palæstinensernes placering: Flytte dem ud af Gaza og ind i Egypten og Jordan og måske endda Indonesien. Tilsyneladende er ingen af disse regeringer blevet spurgt på forhånd. De har i hvert fald afvist det. Det var hele problemet, at Egypten ikke ville have palæstinenserne i Sinai-ørkenen, for eksempel, fordi de frygtede, at det kunne blive en permanent kilde til destabilisering for Egypten. Så jeg tror ikke, at der er nogen sandsynlighed for, at det vil ske, for palæstinensernes identitet har hele tiden været, at de insisterer på, at de har ret til deres eget land.

Så det vil helt sikkert blive et diskussionsemne. Og vi ser naturligvis ikke kun på dette som kommentatorer, men vi forfølger meget aggressivt ideen om, at det nu er det øjeblik, hvor Oase-planen skal lægges på bordet. Man er nødt til at have en helt anden tilgang. Hvis landene i regionen ville gå med til at sætte Oase-planen på den internationale dagsorden; det vil sige at skabe mere ferskvand ved at bygge kanaler, ved at bygge en masse atomkraftværker til afsaltning af store mængder vand, så man kunne overrisle hele regionen. Kina har bevist, at de kan overrisle store områder. De har kunstvandet et område på størrelse med Tyskland i nordøst, som tidligere var en ørken. Disse metoder skal anvendes i Mellemøsten, og på den måde skaber man en vision for fremtidens samarbejde. Man er nødt til at finde en tostatsløsning, ellers tror jeg ikke, det sker. Så er man nødt til at gå i gang med en massiv industriel udviklingsplan for alle, for palæstinenserne, men også for Libanon, for Syrien, for Yemen, for Irak. Hele regionen har påtrængende behov for at blive bygget op. Jeg tror forhåbentlig, at præsident Trump vil gå med til det. Han har gentagne gange sagt, at han tror på opbygning, og det ville være en unik chance. Hvis han er enig med, lad os sige, præsident Putin, præsident Xi Jinping, med Saudi-Arabien, er der en ny tilnærmelse mellem Saudi-Arabien og Iran. Hvis alle lande i regionen er enige, kan man ændre parametrene fuldstændigt og få ægte fred.

Så det vil helt sikkert være et emne på fredagsmødet. Vi mobiliserer i øjeblikket for at få så mange kræfter som muligt til at støtte Oase-planen; for at få den til at fungere. Det er helt sikkert et af emnerne.

SCHLANGER: Helga, bare et hurtigt spørgsmål: Har du endnu nogen antydninger af, at der er bevægelse i retning af et møde mellem Trump og Putin eller Trump og Xi Jinping? Det er blevet nævnt, men er der noget konkret om det endnu?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er ret sikker på, at det er under forberedelse. Disse topmøder kommer normalt ikke ud af det blå, men der er altid en proces, hvor eksperterne på de to sider begynder at diskutere emnerne, og når de er nået frem til en vis forståelse, mødes præsidenterne. Jeg har indikationer, som ikke er 100 % bekræftede, men jeg har indikationer på, at en sådan proces er i gang fra både Rusland og Kina. Putin sagde i dag eller i går, at krigen i Ukraine kan være slut om et par uger. Og under alle omstændigheder er situationen i Ukraine på vej mod et beslutningspunkt. Endda chefen for Ukraines militære efterretningstjeneste, Budanov, sagde, at enten er der fred for Ukraine inden sommer, eller også står selve Ukraines eksistens på spil. Det er første gang, at en ledende ukrainsk embedsmand siger sådan noget. Og i betragtning af at Trump har sagt, at han vil bidrage til at bringe Ukraine-krisen til ophør, kan man kun håbe, at de forslag, som Trump fremsætter over for Rusland, vil tage hensyn til Ruslands absolut væsentlige sikkerhedsinteresser, uden hvilke en aftale ikke er mulig. Men det er en meget anspændt situation. Det korte svar på dit spørgsmål er, at jeg har fuld tillid til, at disse ting er undervejs.

SCHLANGER: Vi ses på fredag til den Internationale Fredskoalitions næste Zoom-opkald. Vores seere kan hente det fra Schiller Instituttets hjemmeside, der er et link til det. Helga, tak fordi du kom i dag, og vi ses.

ZEPP-LAROUCHE: OK; indtil da.




Video af Helga Zepp-LaRouche hos Dialogue Works:
Vi må ‘overvinde geopolitik og bevæge os mod én menneskehed’

Ikke korrekturlæst

Den 16. november 2024 (EIRNS) – Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet, gav den 15. november et interview af en times varighed til Nima Alkhorshid, vært for programmet Dialogue Works, der udsendes fra Brasilien. Alkhorshid fokuserede mange af sine spørgsmål på den politiske situation i Tyskland, da Zepp-LaRouche er en mangeårig tysk politisk skikkelse og i øjeblikket spidskandidat for sit parti BüSo (Borgerrettighedsbevægelsen Solidaritet) ved det kommende tyske valg.

Zepp-LaRouche brugte imidlertid situationen i Tyskland som et springbræt til at diskutere større initiativer på globalt plan. Hun fremhævede især et hasteprogram, som Schiller Instituttet vil præsentere i de kommende uger. Programmet fokuserer på, hvordan Europa og USA kun for alvor kan løse migrant- og flygtningekrisen ved at samarbejde med BRIKS-landene om store infrastrukturprojekter, især i Latinamerika og Afrika.

——————————————————–

Helga Zepp-LaRouche on Mel K Show, ‘Ending the Zero-Sum Game: Peaceful Coexistence Is Possible’

Nov. 17, 2024 (EIRNS)—Schiller Institute founder and Chairwoman Helga Zepp-LaRouche gave an hour-long interview to prominent conservative talk show host Mel K on Nov. 16. Mel K gave Zepp-LaRouche free rein to organize her viewers around her own history, alongside her late husband Lyndon LaRouche, and the prospect now before the world in the form of a new global system free of the trappings of colonialism. 

Klik venligst her for at se videoen.




Ram de hylende krigsgrise med polyfoni
Webcast-dialog med Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche

Ikke korrekturlæst

[HZL] [HCS]
13. november 2024 (EIRNS) – Webcast-dialog med Schiller Instituttets grundlægger [Helga Zepp-LaRouche] 

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Schiller Instituttets grundlægger og formand Helga Zepp-LaRouche. Dette er onsdag den 13. november 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.
Jeg vil gerne starte med at fortælle, at Schiller Instituttet sponsorerer en vigtig konference den 7.-8. december under titlen »I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre« . Du kan finde et link til at tilmelde dig på Schiller Instituttets hjemmeside. Jeg er sikker på, at vi vil diskutere dette i dag, når vi tager fat på spørgsmålet om, hvad der kan gøres for at sikre, at vi kan bringe menneskeheden ud af den fare, den befinder sig i, med to igangværende krige og planlægning af flere krige, som vi vil diskutere i løbet af vores dialog.

Helga, det er en uge siden, at Donald Trump blev valgt til USA’s præsident. Jeg er rimelig sikker på, at etableringen stadig er noget chokeret og iværksætter planer for at bevare deres kontrol. Men der har været mange efterdønninger som følge af afstemningen. Jeg har modtaget flere e-mails, der udtrykker pessimisme over for den nye regering, så lad os starte med det. Hvad er din anbefaling til den kommende præsident? Hvad bør hans umiddelbare prioriteter være?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det er klart, at valget af hans kabinet og ellers ledere af institutionerne giver plads til en vis bekymring: Fordi verdensscenen har ændret sig dramatisk, siden Trump forlod Det Hvide Hus for fire år siden, og nu er eksistensen af en Globale Majoritet i form af BRIKS en ny strategisk realitet, som jeg mener, at ingen præsident i USA eller regeringschef i noget land kan ignorere. Der var netop den 22.-24. oktober BRIKS-topmøde i Kazan, Rusland, hvor 22 lande nu er medlemmer af BRIKS, eller klar til at blive medlemmer i begyndelsen af året; og omkring 30 andre lande har udtrykt interesse for at slutte sig til denne gruppe. Allerede i Kazan repræsenterede dette 4,7 milliarder mennesker, dvs. 57% af verdens befolkning. Og hvis man ser på de involverede lande, er det Kina og Indien, og mellem disse to befolkningsrige lande er der allerede 3 milliarder mennesker; så er der mange vækstlande som Brasilien, Indonesien og også mange andre, og vækstraterne er især høje i den del af verden.

Så hvis USA ikke har et positivt forhold til denne gruppe af lande, som udtrykkeligt har erklæret, at de ikke er en blok, at de ikke forsøger at konkurrere med NATO, at de ikke forsøger at udelukke lande, så tror jeg, at Xi Jinpings tilbud til Obama for nogle år siden om, at USA burde alliere sig med Kina, stadig eksisterer. BRIKS er åben for tilmed NATO-medlemmer. Så jeg tror, at i betragtning af at USA har et nyt præsidentskab, og jeg er sikker på, at Trump har draget sin egen konklusion af, hvad der skete i hans første embedsperiode, Russiagate, og hvem der stod bag, så har han flere gange annonceret, at han vil åbne arkiverne om Kennedy-mordet, og han kunne også åbne mange andre arkiver for den sags skyld! Så jeg tror, at han kunne starte med et helt rent bord, og han kunne virkelig forsøge at indfri sit løfte om at afslutte krigene og helt sikkert ikke starte nye.

Og tilmed tror jeg, at det afgørende spørgsmål er, om han kan overbevise landene i det såkaldte »kollektive Vesten«, det vil sige USA og de vesteuropæiske nationer, om at samarbejde med BRIKS-landene om udviklingen af det Globale Syd, og jeg tror, at det er vores tids udfordring. For det smukke er, at landene i Afrika, Asien og Latinamerika er i fuld gang med at overvinde ikke bare kolonialismen, men også neokolonialismen, som fortsatte, efter at de opnåede såkaldt »uafhængighed«, og nu ønsker alle disse lande ikke længere bare at være råvareeksportører, men de ønsker at beholde råmaterialerne til oparbejdning, at udvikle værdikæden i deres egne lande og blive fuldgyldige økonomier og øge levestandarden, så fattigdom og underudvikling udryddes. Og det er naturligvis den eneste måde, hvorpå man kan forhindre millioner af mennesker i at forsøge at flygte på grund af fattigdom og nød, og på den måde kan man løse migrantspørgsmålet.

Så i stedet for at forsøge at bygge en mur, hvilket jeg er meget bange for, at han vil gøre, men tilmed hvis han begynder at bygge denne mur, hvilket jeg mener er en helt forkert politik, hvis han i stedet rakte hånden ud og sagde, at vi hjælper – Biden tager nu til Lima i Peru, hvor der er APEC-møde. Der vil Xi Jinping være, og Biden tager af sted med 600 militærfolk, hvilket er en magtdemonstration, vil jeg mene; men de vil bygge den bi-oceaniske jernbane, som vil forbinde havene, via en enorm infrastrukturudvikling for hele Latinamerika, fordi det vil have alle mulige sideeffekter. Hvis USA sagde: »Vi prøver ikke at bekæmpe det, men vi samarbejder. På samme måde ønsker vi at samarbejde om udviklingen af Afrika og andre asiatiske lande,« så tror jeg, at Europa kunne gøre det samme. Og i stedet for at have dette skrækshow med tusinder og atter tusinder af mennesker, der krydser Sahara for derefter at drukne i Middelhavet eller blive skubbet tilbage af Frontex, som er EU’s grænsevagt, og som allerede har forvandlet Middelhavet til en vandig kirkegård, så vælg en anden tilgang: Gå sammen med BRIKS, og sig: Vi vil sammen bygge infrastruktur, havne, jernbaner, hurtigtog, afsaltning af havvand, generobre ørkenen, Sahel-zonen, Sahara, som begge udvider sig betydeligt hvert år. Og på den måde kan man bygge industriparker, man kan bygge smukke landskaber ved at genplante skov i områder, hvor der nu er ørken, eller have landbrug, hvor der nu er ødemark, som i Sudan, og mange andre sådanne projekter, som Transaqua, som vil fylde Tchadsøen op igen og give vand og elektricitet til 12 regnfattige lande. Alle disse projekter er så store, at det virkelig ville være nødvendigt for alle lande, der har industriel kapacitet, at gå sammen om at udvikle dem.

Og hvis Trump ville gøre det, ville han – som jeg allerede har sagt i hans første periode – kunne blive en af USA’s store præsidenter. Hvis han går den anden vej, i retning af konfrontation og at få Amerika til at blive stort igen på bekostning af Kinas eller andre landes fremgang, ser jeg desværre, at verden vil gå i en forfærdelig retning. Men det er friskt! Det er en {tabula rasa}, så at sige – ikke helt – men han kunne virkelig slå tonen an på en lovende måde.
Så lad os håbe, at det kan forstås af så mange mennesker som muligt. Det er derfor, vi afholder Schiller Instituttets konference den 7.-8. december, og jeg kan allerede nu love, at vi får en fantastisk gruppe af talere. Og jeg synes, det er en konference, som alle bør tilmelde sig og følge med i.

SCHLANGER: I forbindelse med dit svar lige nu har vi fået rapporteret, at oberst Douglas Macgregor (pensioneret), som tjente i slutningen af Donald Trumps første periode i forsvarsministeriet, talte om »fejlslagne sanktioner, mobning og trusler mod andre nationer« og tydeligvis kritiserede Madeleine Albrights, Blinkens og Bidens politik. Og han sagde: »Vi må finde et nyt ark papir frem og starte forfra.« Nu er der igen skepsis fra folk over, at Trump ville gøre dette, men så er der den anden side. Der kom et spørgsmål ind: »Hvis USA gjorde det, tror du så, at det ville blive accepteret af de nationer, som har været ofre og mål for ‘sanktioner, mobning og trusler’?«

ZEPP-LAROUCHE: Til den sidste del af spørgsmålet vil jeg eftertrykkeligt sige: »Ja.« For jeg tror, at den ånd, der var i Kazan, men også på de andre nylige konferencer – der var lige Rusland-Afrika Partnerskabsforum den 10.-11. november; der var Valdai Discussion Club Forum den 4.-7. november, og på alle disse konferencer citerede folk ånden fra Bandung, ånden fra de fem principper for fredelig sameksistens, og den ånd er ikke revanchistisk! Den er grundlæggende klar til at respektere alles suverænitet, men også til ikke at blande sig i den andens indre anliggender, til at acceptere den andens anderledes sociale system og til generelt at arbejde for hinandens fælles bedste. Jeg mener, at det er det modsatte af revanche, og jeg er ret optimistisk med hensyn til, at hvis USA og Europa for den sags skyld sender et så stærkt signal, så vil glæden over det gamle regime med krige og interventioner og sanktioner og brug af valuta som våben og drab på jeres ledere stoppe.

Tucker Carlson sagde den 11. november noget meget interessant. Han sagde, at hvis folk var klar over, hvor meget verden hænger på afgrunden af atomar udslettelse af menneskeheden, ville de blive helt forfærdede. Og han opfordrede også til en ændring af politikken. Han sagde, at vi – det vil sige USA – gik ind i disse andre lande og dræbte deres ledere, Saddam Hussein, Gaddafi, og vi forsøgte med den syriske præsident Bashar al-Assad, og man kunne lave en længere liste, hvis man går tilbage i historien. Så jeg tror, at hvis det stopper, så er der et berettiget håb om, at Trump vil stoppe det, for jeg tror ikke, at det er hans hensigt. Så hvis det blev officiel amerikansk politik, ville hele verden være så glad – og broen til et nyt paradigme er der faktisk!

Så jeg synes, at alle mennesker med god vilje virkelig skal prøve at forene deres kræfter lige nu, og hvis du har et lederskab, hvis du har en klub eller forening, som du er en del af, så bring bare disse perspektiver ind. Og vi er virkelig i en revolutionær periode, for hvis man lytter til, hvad mange såkaldte sociale medier, alternative YouTube-kanaler, Rumble-kanaler, alle mulige kanaler, siger, så er der virkelig en ny form for anerkendelse af, hvad problemet har været, og en klar uenighed om, at det skal fortsætte. Jeg mener, det er stadig sådan, at de NATO-ledede regeringer har kontrollen i det meste af Europa, men nedenunder er der et oprør i gang, hvor jeg tror, at Trump-vælgerne tydeligvis ikke ønsker at fortsætte den politik. Så hvis Trump tager et skridt i den retning, tror jeg, at der kan ske en reel verdensrevolution. Vil de gøre det? Tja, jeg beder til det.

SCHLANGER: Du lytter til Helga Zepp-LaRouche, formand for Schiller Instituttet og en person, der har kæmpet for denne forandring i mange, mange år.
Nu er det andet spørgsmål, der er kommet fra flere faste lyttere, til din vurdering af Ruslands og BRIKS’ reaktion, og der er flere henvisninger til den tale, som Vladimir Putin holdt i Valdai-klubben , hvor han præsenterede ideen om »polyfoni« som den mere komplekse opfattelse til at beskrive, hvad nogle mennesker kalder »multipolaritet«. Og spørgsmålet fra flere er: »Hvad tror du, Putin mener med det?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, Putin er en ekstremt veluddannet person, der kender principperne for klassisk komposition, og det er det, det refererer til, hvilket betyder, og han siger det faktisk udtrykkeligt i sin tale, at i stedet for at have en unipolær verden, hvor man har en solist, der synger hele tiden og undertrykker alle de andre stemmer i det potentielle kor, fordi han kun vil have sin stemme lyttet til (jeg uddyber nu lidt); Han siger, at vi skal have en symfoni, en polyfonisk komposition, hvor alle stemmerne bliver hørt, og alle de forskellige musikalske temaer arbejder sammen i en polyfonisk komposition, som er en helhed.

Jeg synes, det er et meget smukt billede på, hvordan nationer kan forholde sig til hinanden. For ligesom i en komposition har du et lille tema, så har du et større gennemgående tema, og disse forskellige temaer bliver flettet sammen, nogle gange i en dobbelt fugal komposition, nogle gange på andre måder; men ud fra disse forskellige musikalske ideer og emner har alle toner en plads, og i en gennemarbejdet komposition er der ikke én tone for meget, men hver tone spiller en afgørende rolle. Og det er en smuk metafor for forskellen på nationer: Du har selvfølgelig store nationer, du har små nationer, du har noget som Liechtenstein, og du har Rusland – det ene er meget lille, det andet er 11 tidszoner. Du har lande, der har mange mennesker som Kina og Indien, og så har du små lande med bare et par millioner eller tilmed mindre. Der er lande, som har masser af råstoffer, og der er lande, som næsten ingen har. Der er forskellige grader af udvikling. Men hvis alle disse lande deltager i en fælles udvikling, kan de hver især udfolde hele det potentiale, der er indlejret i dem.

Så det er som en symfoni, hvor en klassisk flerstemmig komposition er harmonisk, den lyder smukt for øret, den løfter sjælen, og den svarer til det højeste billede af mennesket, mennesket i Skaberens billede, eller mennesket som et kreativt væsen, og det er et meget smukt billede på, hvordan vi kommer ud af denne krise. For jeg har troet på det i mindst 40 år nu, faktisk meget længere, men for 40 år siden, da jeg grundlagde Schiller Instituttet, kaldte jeg det Schiller Instituttet, fordi Friedrich Schiller er den tyske digter, der havde den idé, at hvert menneske har potentiale til at blive et geni, og gennem den æstetiske uddannelse kan man ikke kun udvikle sit sind og frigøre alle sine intellektuelle potentialer, men man kan også uddanne sine følelser, så man kan begynde at føle sig mere ædel. Kan du forestille dig det, hvis du havde et grådigt dyr, der løb gennem truget for at få mest muligt bytte, men at du faktisk kan tage alle dine følelser – dem alle sammen – og uddanne dem, så de føles mere på niveau med fornuften gennem den æstetiske uddannelse. Og jeg tror i den forstand, at mennesket kan perfektioneres, og at mennesket er godt af natur, og hvis man fortsætter med at opbygge et sådant nyt system af nationer efter disse linjer, tror jeg, at vi står på randen af en ny renæssance, som vil være smukkere end alle de renæssancer, vi tidligere har haft.

SCHLANGER: Det virker, som om Putin er en af dine medtænkere i hele spørgsmålet om de grundlæggende principper, som du har udarbejdet. Og folk burde gå ind på Schiller Instituttets hjemmeside og læse dine Ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvor denne diskussion i Valdai-klubben i bund og grund mindede mig om den diskussion, du har indledt omkring det.

Du nævnte tidligere, at EU- og NATO-landene stadig forsøger at reagere på frygten for, at hvis Trump trækker sig ud af krigen i Ukraine, hvad vil der så ske? Hvem skal tage over? Der blev afholdt en konference den 7.-8. november i Budapest, sponsoreret af Ungarns premierminister Viktor Orbán; EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen og andre sendte de obligatoriske lykønskninger til Trump, men der er stadig en mobilisering for at fortsætte krigen. Den polske regering og briterne har arrangeret møder for at forberede sig på det. Hvad kan du fortælle os om den generelle reaktion i Europa, og tror de virkelig, at de kan gennemføre en krig mod Rusland?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg må sige, at der lige nu, helt uafhængigt af, hvad Trump måtte gøre eller ikke gøre, er en virkelig samordnet indsats fra denne NATO-atlantiske skare, som starter med en ny artikel, jeg tror, det er i {Foreign Affairs}, og en tilsvarende artikel i DGAP, det tyske råd for udenlandske relationer, i Berlin, som også har udgivet en rapport. Og argumentet går ud på, at den kommende krig mellem Kina og USA er uundgåelig, og derfor vil USA orientere sig mod Stillehavet, og derfor bør Europa kompensere for, at de amerikanske tropper forlader Europa, Europa bør militarisere for at opbygge mere militær kapacitet, for at have mere produktion af ammunition til brug i den fremtidige krig med Kina; og det er bare {fuldstændigt} vanvittigt!

Og der er visse politikere, som giver udtryk for det: Den sidste var den tyske forsvarsminister Boris Pistorius, som – kan du forestille dig det? – han blev spurgt, hvad der ville ske, hvis Trump ville afslutte krigen i Ukraine: »Ja, jeg frygter, at den fare eksisterer, og jeg håber, at den ikke materialiserer sig.« Kan du forestille dig det? Han »frygter«, at freden kan bryde ud! Det viser dig, hvor omvendt disse mennesker tænker. Og man skal naturligvis være opmærksom på, at det ikke er et let job, for jeg tror, at Trump vil være tilbøjelig til at lægge ansvaret for Ukraines kurs over på europæerne. Det vil helt sikkert skabe ondt blod. Så jeg siger ikke, at vi er i paradis lige med det samme; jeg talte bare om potentialet, at folk skulle se, hvor vi kunne gå hen.

Men jeg tror, at der lige nu er et fornyet pres – den polske stabschef har lige sagt, at Polen ønsker at tage føringen i betragtning af, at Tysklands regering er faldet, og der vil være en tillidsafstemning den 16. december og derefter sandsynligvis en ny afstemning den 23. februar. Så der er den største ustabilitet i Tyskland. Frankrig er også i en meget ustabil position. Og derfor forsøger man at skabe en ny akse mellem Biden-administrationen, så længe den stadig er der, og den britiske regering, Polen, de baltiske lande og EU-Kommissionens nye udenrigsrepræsentant, Kaja Kallas: Hun er en rædsel! Hun er tidligere premierminister i det lille land Estland, men hun vil gerne tage kampen op mod Rusland – intet problem! Det er en stor atomvåbenmagt, men det lille land Estland, hun vil tage kampen op mod en atomar supermagt, den største i verden! Jeg ved ikke, hvad disse mennesker spiser til morgenmad, det må være nogle mærkelige morgenmadsprodukter med steroider i.

Spøg til side, jeg synes, det er meget dumt og meget farligt, og tanken om en kommende krig med Kina er bare den værste ting at sige, for ingen ville overleve sådan en krig. Og hvis man ser på den militære alliance mellem Rusland og Kina, som igen blev konsolideret af den tidligere forsvarsminister Shoigus besøg i Kina, som nu er sekretær for det russiske sikkerhedsråd. Han mødtes med udenrigsminister Wang Yi, og de sagde grundlæggende, at forholdet mellem Rusland og Kina er det bedste nogensinde, og at det vil blive udvidet og forbedret på alle områder. Og så er der en ny militæralliance mellem Rusland og Nordkorea, og også en militæralliance mellem Rusland og Iran. Så hvis man angriber et af disse lande, angriber man dem alle! Og så har du tredje verdenskrig, og det er det!

Så jeg synes virkelig, at folk skal begynde at genoverveje idéen om »den kommende krig med Kina«, for det er en forfærdelig, uhyrlig idé.

SCHLANGER: Blandt de andre udviklinger, og du nævnte lige dette med den tyske regerings kollaps, og nyvalget er blevet fastsat til den 23. februar; det var blevet fastsat til september næste år, og så var der snak om at holde det i marts, men der er et pres for at få det så hurtigt som muligt for at få en ændring i regeringen. Og i baggrunden lurer oppositionsleder Friedrich Merz fra CDU. Spørgsmålet kom ind: »Giv os din fornemmelse af, hvad der er i gang politisk i Tyskland. Og er der nogen, der træder frem med løsninger på problemerne i den tyske økonomi? Og vil folk tolerere Merz, som er mere en høg, end De Grønne?«

ZEPP-LAROUCHE: Situationen er ikke let, fordi regeringen faldt over spørgsmålet om Ukraine, hvor Scholz krævede flere milliarder til våben til Ukraine, og han krævede af finansminister Christian Lindner (FDP), at han skulle løsne gældsbremsen, som er blevet stemt ind i Grundgesetz, den tyske grundlov eller forfatning. Så Scholz var villig til at ophæve denne uhellige »gældsbremse«, som slet ikke giver mening, for at finansiere krigen i Ukraine, men han nægtede tidligere at gøre det samme for investeringer i infrastruktur og industrielle investeringer i Tyskland, hvilket ville være så påtrængende, da den tyske økonomi er i frit fald som følge af sabotagen af Nord Stream-gasrørledningen fra Rusland, der leverer billig energi. Og Tyskland er i en forfærdelig situation! Jeg tror, vi får et forfærdeligt efterår og en forfærdelig vinter, fordi virkningen af, at mange virksomheder enten går konkurs eller tager til udlandet for at få bedre investeringer, vil kunne mærkes tilmed i de næste måneder hen over vinteren og derefter.

Så Scholz var ikke villig til at gøre noget ved det, hvilket allerede viser, at han er en forfærdelig kansler. Det, Lindner foreslog – han nægtede at løsne gældsbremsen, men han sagde: »Vi burde sende Taurus-missiler i stedet.« Det ville være at overskride den røde linje over alle røde linjer, for som det blev opdaget i en lækage af samtalen mellem disse tre Bundeswehr-officerer, kan Taurus ikke betjenes af ukrainerne alene; det kræver Bundeswehr-teknikere og efterretningsdata, hvilket ville betyde, at Taurus ville blive betjent af tyske soldater! Det ville betyde, at Tyskland ville være med i krigen mod Rusland! Er disse mennesker stadig ved deres fulde fem? Rusland er den største og mest magtfulde atomvåbenmagt i verden, og det tyske militær er en joke. Det eneste, man kunne gøre, var at udløse tredje verdenskrig, og så ville Tyskland helt sikkert blive ødelagt.

Så meget for Lindner. Og nu har vi en situation, hvor Merz, oppositionslederen, presser på for at få et tidligt valg. Han lagde et stort pres for at fremskynde det, og Scholz gik med til det, så der blev indgået et kompromis om at holde valg den 23. februar. Men den samme Merz vil også give Ukraine Taurus og kombinere det med et ultimatum til Rusland om, at enten stopper I med at bombe Ukraines infrastruktur inden for 24 timer, eller også vil vi tillade ukrainerne at bruge Taurus-missilerne dybt ind på russisk territorium. Det betyder tredje verdenskrig. Derfor løser valget ikke nogen problemer – mange mennesker er enige om, at den såkaldte »gadelygtekoalition« var den værste regering siden Anden Verdenskrig, men hvis det bare er en udskiftning med en krigshøg som Merz kombineret med De Grønne eller FDP, som begge er høge, får man desværre ingen forbedring.

Så de seneste rygter går på, at det kan ende med en stor koalition igen, CDU/CSU plus SPD, hvor Scholz ikke bliver kansler, men sandsynligvis Merz. Det løser heller ikke problemet, for Merz er en hardcore atlantist, og SPD har været meget svagt. Så man må sige, at Scholz i det mindste har forhindret indsættelsen af Taurus indtil videre. Det er ikke meget, men det er noget vigtigt.

Der er også oppositionen, AfD (Alternativ for Tyskland) og Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW). Og naturligvis BüSo, hvor jeg er den planlagte spidskandidat. Men nu er der opstået et problem med den korte valgkamp: Man skal indsamle tusindvis af underskrifter til delstatslisterne, og oven i købet skal man aflevere underskrifterne seks uger før valgdagen. Det vil sige, at man skal have indsamlet alle underskrifterne i begyndelsen af januar, hvilket giver fem uger til at indsamle underskrifter, og det i juleperioden, hvor det er meget svært at indsamle underskrifter, fordi folk er fikseret på at få gaver. Og så er der perioden mellem jul og nytår, hvor mange mennesker tager på ferie. Der er en protest fra otte såkaldte »mindre partier«, som har sendt et brandalarmbrev til regeringen eller de valgansvarlige om, at disse kriterier ikke kan opfyldes.

Det er indlysende, men der er 120 små partier, og hvis de udelukker dem alle, hvad så med »demokratiet«? Det bliver en blankocheck til de etablerede parlamentspartier, og de laver reglerne sådan, at oppositionspartier ikke kan deltage, så det vil helt sikkert blive et problem. Og vi vil forsøge at manøvrere inden for det, så godt vi kan, men det er ikke en nem situation. Men da vi er i samme situation som mere end 100 andre partier, kan vi måske finde nogle allierede til at bringe sagen for forfatningsdomstolen. Men det er den situation, vi befinder os i.

SCHLANGER: Du lytter til Helga Zepp-LaRouche, formand for Schiller Instituttet. Vi afholder igen Den Internationale Fredskoalitions telefonmøde fredag den 15. november kl. 11.00 østkysttid, kl. 15.00 dansk tid. Og jeg vil gerne minde folk om at tilmelde sig på Schiller Instituttets hjemmeside, ikke bare dig selv, men også din familie og dine venner, til Schiller Instituttets Zoom-konference den 7.-8. december, »I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre!«
Helga, vi har et par spørgsmål mere. Vores ven Diana fra Canada siger: »Helga, du har ret, vi har brug for en global revolution eller renæssance, ikke en global nulstilling.« Og en ven fra Afrika siger, at der helt klart er et oprør mod identitetspolitik og geopolitik. Men han spørger: »Hvordan flytter man tankegangen fra et oprør til en positiv opfattelse af mennesket, som gør det muligt for en renæssance at finde sted, hvis idé er, at alle mennesker er potentielt kreative? Hvordan inspirerer man folk til at gå op på det højere niveau?«

ZEPP-LAROUCHE: Vi har talt om det i 40 år eller mere, nemlig at man er nødt til at have en ny økonomisk verdensorden, men den vil kun fungere, hvis man kombinerer den med en renæssance for klassisk musik og klassisk kultur, ikke bare for den europæiske tradition, men for alle traditioner. For hvis du kigger efter, vil du se, at der i enhver civilisation, i enhver nation, er højdepunkter og lavpunkter, som kunsten afspejlede og udtrykte i overensstemmelse hermed. For eksempel den klassiske periode i Tyskland, som frembragte musikken fra J.S. Bach over Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert, Schumann og Brahms: Det er en periode, hvor kompositionerne er så absolut opløftende, når man lytter til dem! På samme måde har du Verdi i Italien og andre komponister andre steder. Du har en masse klassiske kompositioner i Kina, i Indien og i andre lande.

Og for repræsentanterne for de forskellige kulturer er det meget svært at forstå det: Hvis man er vokset op med det, lyder det smukt og behageligt for øret, men hvis det er nyt for en, skal man opdage det. Og det er derfor, vi har lagt vægt på civilisationernes dialog, for jeg er helt sikker på, at vores titel for konferencen »I Schillers og Beethovens ånd: All Men Become Brethren!« naturligvis er mænd og kvinder, og det kan kun ske, når folk bliver smukke sjæle og genier, i det mindste med en tilbøjelighed i den retning. Det betyder, at man er nødt til at have en opfattelse af sin egen udvikling: Man skal sætte sig ned hver dag eller en gang om året og tænke: Hvad vil du med dit liv? Vil du være en middelmådig forbruger, som bare propper sig med mad, og på din grav står der: »Denne person spiste 1.000 stykker toast med kaviar og indtog 90.000 porterbøffer«, eller hvad ved jeg? Jeg bruger det som en metafor for forbrugerisme. Eller ønsker du at få det bedste frem i det, du som en begavet person kan gøre i dit liv og bidrage med? Med hensyn til at komponere musik, skrive store digte, male store malerier, tegninger, skrive smukke essays, uddanne dine medborgere eller børn som lærer, videnskabsmand, opdager? Der er så mange områder, hvor du kan udvikle det, der er i dig, og de fleste mennesker gør det ikke!
Og jeg tror, at det, vi ser lige nu, faktisk er en omvæltning rundt om i verden. Og det gode ved mennesker er, at når de ser et håb, og når de ser en mulighed, så er de motiverede til at gå i den retning og opfylde det. Det er kun, når kulturpessimismen hersker, og de tror, at man alligevel ikke kan gøre noget, så bliver folk små og tilmed onde og potentielt endda fascistiske: Det er et vigtigt emne, men der er en sammenhæng mellem kulturpessimisme og accept af fascisme.
Så jeg tror derfor, at fordi der er så mange kræfter i bevægelse, udtrykker landene i det Globale Syd den ånd – i hvert fald har jeg hørt mange mennesker fra det Globale Syd i den seneste måned i særdeleshed. Så jeg tror, at hvis vi fremmer denne idé, og det er formålet med vores Schiller-konference den 7.-8. december, så ved jeg, at der bliver lyttet mere og mere til os, og det er meget vigtigt, for jeg tror, at vi stadig er en idéfabrik, som kan inspirere en masse andre mennesker og bevægelser, så alle kan bidrage med det bedste, de har i sig som potentiale.

SCHLANGER: Helga, tak for din vedvarende optimisme og din kamp for sandhed og skønhed. Kan du give os en lille fornemmelse af, hvad du forventer, der vil komme ud af den Internationale Fredskoalitions nr. 76 Zoom call-møde fredag den 15. november?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved, at vi har flere talere fra Israel, som er forfærdede over, hvad Israel gør lige nu, og som kæmper for palæstinensernes rettigheder. Så det er vigtigt, for folkedrabet fortsætter, og FN advarer hele tiden om, at sultkrisen i Gaza forværres dag for dag. Tilmed tysk radio i morges, som har været tavs i månedsvis, havde en rapport, der sagde, at den mængde mad, som børnene i Gaza får, bliver mindre og mindre for hver dag, der går, og at de langsomt dør: Og det er hensigten! Så det, der foregår med uskyldige børn, som ikke kan beskyldes for noget, mener jeg er den store moralske advarsel om, at vi er ved at miste vores moralske overlevelsesevne.

Så vi vil have flere talere om det emne, og vi vil naturligvis også kommentere den strategiske betydning af udfaldet af det amerikanske valg, og hvad den tyske krise varsler. Så kom og vær med, for Den Internationale Fredskoalition er en integreret del af vores indsats for at forene alle mennesker af god vilje til at kæmpe for en løsning, før det er for sent: Så kom og vær med på fredag.

SCHLANGER: Helga, tak fordi du kom i dag, og jeg ser frem til at se dig på fredag den 15. november.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, indtil fredag.




Uanset det amerikanske valg står verden over for atomkrig
Den Internationale Fredskoalitions møde nr. 74, 1. november 2024

Ikke korrekturlæst.

Uanset det amerikanske valg står verden over for atomkrig – Den Internationale Fredskoalitions møde nr. 74, 1. november 2024; udskrift af bemærkninger fra Helga Zepp-LaRouche
[HZL] [AMB] [SSU]

1. november 2024 (EIRNS)–ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition; dette er det 74. møde i træk, vi afholder. Mit navn er Anastasia Battle; jeg er jeres ordstyrer, og det samme er mine medordstyrere Dennis Small og Dennis Speed. Tak, fordi I er kommet i dag på dette meget turbulente tidspunkt. Vi skabte dette forum for 74 uger siden for at forene fredsbevægelsen i hele verden. Samle folk fra alle ideologier, der ønsker ægte fred, og fra alle nationer. Hvis vi rent faktisk skal stoppe tredje atomkrig, er det, hvad vi er nødt til at gøre. Det er præcis det, vi står over for, og det vil I høre om i dag. Jeg lægger dagsordenen ud i chatten.

Vi gør det lidt anderledes i dag. Scott Ritter vil holde den første præsentation, og så vil vi have nogle flere talere efterfølgende.

For at fortsætte har vi som den næste Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig først sige »velkommen« til jer alle. Jeg vil gerne fremhæve den aktuelle situation i Gaza og Libanon, hvor den israelske regering har forbudt FN’s palæstinensiske hjælpeorganisation UNRWA. Det har naturligvis forværret situationen totalt, så Philippe Lazzarini, som er kommissær for den organisation, sagde, at FN blev etableret for at gøre en ende på den slags rædsler, som førte til Anden Verdenskrig, og at vi nu står over for den samme slags kaos, som førte til den situation, hvilket er en ret skarp sammenligning af det, der foregår nu, med perioden under nazisterne. Men jeg tror, at hvis man ser på, hvad der foregår i Gaza, så kan man ikke undgå den slags sammenligninger. Lazzarini sagde også, at hvis man i dag ser på børnene i Gaza, så ved vi, at mange af dem vil dø i morgen, og at der faktisk er 650.000 piger og drenge under 18 år, som befinder sig i den situation. Så han sagde, at det betyder, at den såkaldte »regelbaserede orden« er ved at smuldre. Jeg tror, det er den overvældende situation, at den orden er ved at gå i opløsning. Det er det, der udgør den overordnede fare for en global krig.

Den sydafrikanske regering har netop afleveret endnu en rapport til Den Internationale Domstol, hvor de fremhæver intensiveringen af israelernes drab på palæstinensere. Det er et dokument på 750 sider med yderligere 4000 sider med bilag og yderligere materiale. De beskriver tydeligvis meget detaljeret brugen af sult som et krigsvåben og hensigten om at fordrive alle palæstinensere fra dele af Gaza. Det burde være en øjenåbner, men der er stadig regeringer, som leverer våben til Israel. Sådan er situationen i Sydvestasien.

Der er rapporter, som jeg ikke kan bekræfte; jeg kan kun nævne, at de eksisterer, og at der kunne komme et modangreb fra Iran allerede før det amerikanske valg. Der citeres udtalelser fra iranske embedsmænd om, at det, der vil ske, vil være anderledes end noget scenarie, Israel kunne forestille sig, og at Irans reaktion vil være endelig og smertefuld. Hvis det sker, kan det endda ske på valgdagen. Det viser, hvor tæt vi er på en atomkrig, for hvis det udvikler sig til en aktion/modaktion, og der til sidst bliver brugt atomvåben, så er alting forbi.

En lignende krise er ved at blive opbygget i forbindelse med en mulig NATO-intervention i Rusland på grund af rapporter om de 10.000 nordkoreanske soldater, der angiveligt er i Rusland for at blive trænet. Det er der ingen beviser for. Så var der mødet mellem Austin og den sydkoreanske forsvarsminister, og i samme periode affyrede Nordkorea et ICBM-våben, som havde en længere rækkevidde og fløj højere end noget andet våben, der var blevet testet hidtil. Det er naturligvis for at demonstrere, at Nordkorea har evnen til at nå amerikansk territorium, hvis det bliver nødvendigt.

Så vi har faktisk en ekstremt anspændt situation. På den anden side er alternativet, som vi tidligere har sagt, også synligt. Alternativet var synligt i Kazan, hvor BRIKS-mødet fandt sted. Nu er i alt 22 nationer medlemmer af BRIKS, i hvert fald pr. 1. januar. Der er i alt 50 nationer, som ønsker at være en del af BRIKS. I går og i dag er der en sikkerhedskonference i Minsk, hvor 600 deltagere fra 40 lande diskuterer en skitse til en eurasisk sikkerhedsarkitektur; naturligvis i overensstemmelse med det, Putin nævnte den 14. juni om behovet for en ny eurasisk sikkerhedsarkitektur.

Situationen er så meget i bevægelse, at selv EU kan regnes med i det smuldrende system, for det er meget tydeligt, at EU-Kommissionen er på krigsstien mod flere af sine medlemmer, så premierminister Orbán fra Ungarn beskyldte EU-Kommissionen for at fremme et aktivt regimeskifte mod regeringen i Ungarn, et EU-medlem. The {Financial Times} har en giftig bagvaskelse mod Slovakiets premierminister Fico, som går i samme retning. Og så er der den løbende mulighed for en gentagelse af Maidan-kuppet mod Georgien. Det viser, at situationen virkelig er tilspidset, og vi er absolut nødt til at optrappe vores kampagne for at få et helt nyt paradigme. Vi er nødt til at forlade det geopolitiske felt. Geopolitik var ansvarlig for to verdenskrige i det 20. århundrede; og nu i atomvåbnenes tidsalder, hvis det kommer til endnu en optrapning – hvad enten det er omkring Ukraine eller Mellemøsten – ville vi være i umiddelbar fare for en global krig, som ville omfatte atomvåben og derfor meget let kunne betyde afslutningen på al civilisation på planeten; den menneskelige civilisation, men også alt andet liv på planeten.

Det er vi meget tæt på i Ukraine, for alle rapporter viser, at ukrainerne taber terræn dag for dag; at situationen bliver militært mere desperat for hver dag, der går. Som Lukashenko sagde på sikkerhedskonferencen i Minsk, er det nu tid til at forhandle. Men Zelenskyj kræver et øjeblikkeligt medlemskab af NATO for Ukraine og adgang til atomvåben for Ukraine; hvilket ifølge general Kujat, den tidligere stabschef for Bundeswehr og tidligere formand for NATO’s militærkomité, ville betyde, at NATO øjeblikkeligt ville gå i krig med Rusland. For det vil naturligvis betyde, at NATO får adgang til alle offensive våbensystemer på Ukraines territorium, hvilket var den røde linje for Rusland lige fra begyndelsen.

Så jeg mener ikke, at det er den eneste krise, for en effekt af den smuldrende orden er afspejlingen af optrapningen af såkaldte »hunger spots« i udviklingslandene. Der er fem lande lige nu, som befinder sig i en umiddelbar katastrofe – Haiti, Mali, de besatte palæstinensiske områder, Sydsudan og Sudan. Men der er 22 andre såkaldte “hunger spots”, hvor folk dør uden nogen egentlig grund, for det ville være meget nemt at afhjælpe. Behovet for virkelig at ændre verdensarkitekturen, så alle nationer på denne planet kan overleve, og for at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til hvert eneste lands interesser på planeten, er mere påtrængende end nogensinde før. Da vi tror – i hvert fald tror jeg, og jeg ved, at mange af mine kolleger her også tror det – at intet af dette virkelig vil blive afgjort endeligt gennem det amerikanske valg. Der vil ske nogle ændringer afhængigt af, hvem der vinder, men jeg er ikke optimistisk med hensyn til, at det amerikanske valg vil løse de underliggende aksiomatiske årsager til, at vi befinder os i denne krise. Denne geopolitiske idé om, at en gruppe nationer har en interesse mod en anden gruppe nationer, hvor de har ret til at forsvare den med alle midler, herunder militære midler. Vi er nødt til at komme ud af den logik og etablere et nyt system, en ny arkitektur, som hæver os over geopolitikken.

For at sætte det på dagsordenen foreslår vi, at vi snart afholder en internet-Schiller-konference i to dage, hvor vi vil diskutere, hvordan en sådan ny sikkerhedsarkitektur kunne se ud; hvordan vi kommer dertil, og hvilke økonomiske og kulturelle programmer, der er nødvendige for at nå dertil. Lige nu foreslår vi at indkalde til en sådan konference i begyndelsen af december. Jeg har skrevet en meget foreløbig invitation, som vi vil lægge ud i chatten. Den er naturligvis meget foreløbig, for vi vil opdatere den efter det amerikanske valg, for så vil vi vide, hvilken slags geometri vi befinder os i, hvis valgresultatet bliver kendt, som det burde forventes. Men under alle omstændigheder vil vi opdatere invitationen. Jeg vil gerne opfordre alle jer, der deltager i dette IPC-møde, til at hjælpe os med at opbygge denne konference som en meget kraftfuld måde, hvorpå en helt anden udformning af verdenspolitikken er mulig.

Jeg vil slutte med det og give ordet tilbage til jer.

Bemærkninger under diskussionen:
Der blev rejst en masse ting, som fortjener en kommentar. En af dem er, at grunden til, at jeg i begyndelsen nævnte, at Schiller Instituttet har planer om at afholde en todages konference i begyndelsen af december, er, at jeg forventer, at det amerikanske valgresultat ikke rigtig vil løse nogen af de spørgsmål, vi har nævnt. Forhåbentlig vil der komme en løsning omkring Ukraine, men jeg synes, at situationen i Mellemøsten ser meget mere bekymrende ud, hvad det angår. Så jeg mener, at valg er vigtige, fordi de bør udtrykke suverænens vilje – nemlig folkets – men vi er lige nu i en situation, hvor intet valg i et enkelt land vil afhjælpe dette; hvilket jeg mener er den værste krise, menneskeheden nogensinde har befundet sig i. For hvis en regional konflikt optrappes og fører til en global atomkrig og dermed udslettelse af hele menneskeheden, tror jeg aldrig, vi har haft sådan en situation. De to verdenskrige var forfærdelige og havde utroligt mange ofre; men denne gang ser vi virkelig på den mulige udslettelse af civilisationen.

Jeg tror, det er vigtigt, at Den Internationale Fredskoalition og andre fredsbevægelser ikke mister det af syne, for der vil altid være forskelle på, hvordan man ser på det ene og det andet aspekt. Men jeg tror, at det, der bør forene os alle, er, at vi absolut er nødt til at kæmpe til det yderste for at forhindre, at civilisationen bliver udslettet. Der er en særlig rædsel ved tanken om atomvåben, fordi vi havde flere eksperter – Ted Postol, Steven Starr og andre – som gennemgik forskellen mellem atomkrig og almindelig krig. Så jeg tror, vi er nødt til at vende tilbage til spørgsmålet om, at dette skal forhindres. Jeg har ikke fundet noget bedre svar end at sige, at vi er nødt til at ændre hele paradigmet. Det er ikke nok at løse … selv hvis man løser ét aspekt; lad os sige, at man afslutter krigen i Ukraine. Men så er der stadig den vedvarende eksplosion i Mellemøsten, eller du har det forestående kollaps af det finansielle system. Det, Chandra Muzaffar nævnte, var, at hegemonen ønsker at bevare sin magt. Så vi er nødt til at løse alle disse spørgsmål på samme tid. Derfor skal løsningen findes på et niveau af en højere orden og en højere natur end det niveau, hvor alle disse konflikter opstod. Det er et nyt paradigme, som sætter menneskeheden først.

Det er mit svar på et af de tidligere spørgsmål om, hvad vi skal gøre for at uddanne de evangeliske (kristne). Se tilbage i historien: Hver gang en nation eller en kultur troede, at de var det udvalgte folk, gik det helt galt. Jeg er ked af at sige det, men det var ideen hos nationalsocialisterne i Tyskland, som mente, at den ariske race var andre racer overlegen, og at det derfor gav dem ret til at udrydde jøder og sigøjnere og andre mennesker. Jeg synes, at idéen om, at man skal sætte en nation først, er en ødelæggende idé; vi bør ikke tænke på den et eneste minut. Det er umenneskeligt; det fører til katastrofe. Det er derfor, jeg eftertrykkeligt siger, at vi alle må blive enige om at sætte menneskeheden først. Der er kun én menneskerace, og det er menneskeheden som helhed. Hvad din hudfarve er, eller hvilken religion du har, er noget personligt, du kan vælge eller lade være – hudfarve naturligvis ikke. Men det er irrelevant. Det eneste, vi skal koncentrere os om, er, at vi er en del af den ene menneskeart, som er meget speciel. Jeg mener, jeg elsker dyr, og jeg er enig i, at vi med artsdiversiteten bør forsøge at bevare så mange som muligt. Men der er en grundlæggende forskel mellem de bedste dyr og mennesker. For mennesker er, hvis man vil sige det i religiøse termer, Guds, Skaberens, levende billede. Det er derfor, vi har {vis creative}, den kreative kraft. På samme måde som Gud skabte verden og universet, kan vi også skabe ting i universet, hvis man vil tale om det i religiøse termer. Vores kreativitet er en del af det udviklende univers. Det kan ingen andre arter sige om sig selv.

Jeg kan selvfølgelig godt lide alle slags dyr – katte, hunde, æsler og andre. Men ingen af disse arter kan gøre, hvad vi kan. De kan ikke dyrke bedre afgrøder for at få bedre måltider; de kan ikke bygge bedre højhuse for at få mere vandkraftdrevet landbrug i skyskrabere; de kan ikke dyrke planter på den anden side af månen (hvilket kineserne har vist, at vi kan). Så jeg tror, vi er nødt til at respektere det faktum, at det, der gør os til mennesker, er vores fælles væren i Guds, Skaberens, billede. Det mener jeg, at enhver evangelisk bør forstå. Og jeg tror ikke, at der er noget i Skriften – og jeg er ikke ekspert i Skriften, det må jeg indrømme. Men der er intet, der siger, at den ene race er den anden overlegen. Jeg synes, det er en frygtelig tankefejl, og jeg kan kun sige, at det er ødelæggende set fra et kristent synspunkt. Jeg er katolsk opdraget, og jeg kender ikke noget i den kristne religion, som giver os ret til at udslette andre mennesker, eller som siger, at vi kan forfølge vores interesser med alle midler – inklusive militære midler, inklusive brug af masseødelæggelsesvåben. Det er satanisk; det er en synd. Og jeg kan ikke forestille mig, at det er Guds vilje, at vi skal gå satanismens ærinde. Jeg ved ikke, om jeg siger det på den rigtige måde, men jeg vil virkelig gerne understrege, at vi er den kreative art.

Til Chandra vil jeg bare sige, at det er sandt, at det er den uforholdsmæssigt store individualitet, der har bragt os til det punkt, hvor folk støtter disse politikker. Men jeg tror, at problemet kommer af, at vi har forladt vores bedste traditioner. Hvis vi stadig holdt fast i humanismens principper – og jeg er klar over, at ordet humanisme bruges anderledes i USA end i Europa. I Europa betyder det den bedste periode i den klassiske periode i renæssancen, i den klassiske periode i Tyskland, den gyldne renæssance i Italien. Grundlæggende er det ideen om, at vi som mennesker har talenter, når vi bliver født, og at det er vores glæde og frihed, men også moralske forpligtelse, at vi udvikler alle disse talenter til at blive smukke sjæle. At vi udvikler en smuk karakter; at vi udvikler vores potentiale til at blive genier så meget, vi kan, og på den måde deltager og bidrager til det fælles bedste.

I den asiatiske kultur var vægten altid en smule omvendt; man sagde, at vi først og fremmest har brug for statens og fællesskabets velfærd, og kun hvis man har en velfungerende stat, kan individet trives og udvikle sig. Mens man i Europa lagde lidt mere vægt på, at individet skal perfektionere sig selv, for at staten kan udvikle sig bedst muligt. Jeg tror, at løsningen er det, man finder i Schillers fjerde brev [i de æstetiske breve]. Der er et smukt citat, som jeg ikke har med mig, og jeg kan det ikke udenad; måske kan vi lægge det ind i chatten. Det siger grundlæggende, at ethvert menneske har som den store opgave i sin eksistens behovet for at perfektionere sig selv og være i enhed med staten. Jeg yder det ikke fuld retfærdighed, for Schiller har et meget smukt sprog, og mit engelsk er nogle gange ikke tilstrækkeligt til at udtrykke det på den rigtige måde. Se venligst på dette citat, for jeg tror, at hvis man både perfektionerer staten for individernes velbefindende, og man på den anden side har den idé, at alle individer har behov for og nødvendighed af at perfektionere sig selv, så ender man i samme tilstand – den bedst mulige frihed for individet og den bedst mulige udvikling af staten. Og det er det, vi bør sigte efter. Jeg tror ikke, det er en selvmodsigelse, som ikke kan løses.

Problemet er, at Vesten, som lagde lidt mere vægt på individualitet end Asien, da det neoliberale paradigme tog over, og vi blev det, som den russiske udenrigsminister Lavrov engang kaldte »de post-kristne værdier«, så kom man virkelig i den situation, vi har nu. Alt er frit; alt er tilladt. Så ender man i det hul af umoral, hvor vi befinder os i Vesten lige nu. Så jeg tror, at den rigtige måde at komme tilbage på sporet på er, at vi vender tilbage til vores bedste traditioner inden for humanisme, til de principper, som grundlæggerne af den amerikanske revolution havde. Jeg tror, at hvis vi gør det, så vil en dialog mellem civilisationer være absolut mulig.

Så jeg ville bare komme med den kommentar. For det er op til os; vi er nødt til at forbedre os. Jeg er enig med Friedrich Schiller i, at der ikke vil ske nogen forbedring af den politiske situation, medmindre vi forædler os selv. Det må alle gøre individuelt, for staten eller nogen anden institution kan på ingen måde befri os fra det behov, vi har for at udvikle os. Vi er nødt til at vie vores liv til et højere formål, som er udviklingen af menneskeheden som helhed.
Afsluttende bemærkninger:

Jeg kan kun sige, at jeg vil opfordre folk til, hvis de har et bestemt synspunkt, og de mener, at det, vi diskuterer her, ikke dækker det, at de nogle gange er nødt til at revidere deres tankegang. Jeg synes, det er meget tydeligt, at menneskeheden for første gang sidder i samme båd. Eksistensen af atomvåben, som kan udslette livet på planeten; internettet, som gør, at man kan nå det fjerneste hjørne af kloden for at holde konferencer og alle mulige ting, gør det berømte ordsprog om, at verden er blevet en landsby; det faktum, at man har pandemier, som på grund af flyrejser kan spredes på en dag over hele kloden. Jeg kunne sikkert komme med en hel masse andre grunde til, at menneskeheden virkelig sidder i samme båd. Før i tiden var det ikke tilfældet. Da Romerriget kollapsede, oplevede man i samme periode en renæssance i Indien kaldet Gupta-perioden, hvor de havde de smukkeste dramaer og poesi osv. Men folk blev ikke påvirket; Romerriget kunne bryde sammen, og andre steder oplevede man en renæssance. Det tog måneder at rejse, så selv nyhederne om disse udviklinger ville nogle gange ikke komme tilbage i løbet af et helt liv. Denne gang er det anderledes. Alt er øjeblikkeligt, alt er forbundet. Med AI og digitalisering vil det hele bare gå hurtigere. Hvis vi i denne sammenkoblede verden ikke finder en løsning, som tager hensyn til hver enkelt nations, hver enkelt civilisations interesser, vil vi ikke kunne klare det sammen.

Enten vinder vi sammen, eller også dør vi sammen; det er et berømt gammelt ordsprog. Jeg tror, det kræver, at vi virkelig tænker over, hvordan vi kan definere en verdensorden, som tager hensyn til alle nationers interesser – USA’s, de europæiske nationers, de afrikanske nationers, Ruslands, Kinas, Irans, Nordkoreas, Israels og Palæstinas. Hvordan definerer man en sikkerhedsarkitektur, som alle kan acceptere, fordi de føler, at den ikke går imod deres interesser? Jeg tror, at det er muligt. Jeg tror, at det magiske ord for det er udvikling, for hvis man bare sætter alt ind i ligningen og forbliver statisk – status quo – så ser disse konflikter ud til at være uoverkommelige. Men når man siger, at alle nationer fra nu af ser det som deres egen interesse at fremme alle andres interesser og vice versa, så er det nemt. Harmoni kan kun opstå, hvis alle nationer og alle underafdelinger udvikler sig til deres bedst mulige.

Det er dybe filosofiske spørgsmål, som tidligere er blevet tacklet af tænkere som Nicholas af Cusa, Leibniz og Confucius. Det kræver en filosofisk tilgang, for hvis man bare siger: »Men de nøgne fakta er sådan, og mine materielle interesser er sådan«, så kommer man ikke frem til en løsning. Man er nødt til at gå ind i filosofiens, metafysikkens, videnskabens, den store kunsts og især et ekstremt ophøjet menneskebillede, som man er nødt til at anerkende enten i virkeligheden eller som et potentiale i alle andre væsener. I ved alle, at hvis man taler med sin nabo og siger til ham: »Du er bare et modbydeligt eksemplar af menneskearten, og du er grim og dum,« så er det meget let at få problemer med sin nabo. Hvis du er afhængig af dit temperament, ender du i slagsmål eller det, der er værre. Men hvis du siger: »Jeg så, at du talte så pænt til børnene i nabolaget. Du har et utroligt pædagogisk talent. Hvorfor udforsker du ikke denne bog, som jeg lige har læst, fordi den indeholder følgende indsigter i, hvordan man kan gøre pædagogik bedre?« Det hele afhænger virkelig af, hvordan du forholder dig til den anden person, hvordan du forholder dig til den anden nation, om du får krig eller fred. Jeg tror, det er den raffinerede personlighed, der gør forskellen. Jeg tror ikke, at den profit, som lige nu ser ud til at styre verden, vil være det eneste motiv. Jeg har en grundlæggende tro på menneskets godhed. Når man giver dem den rette opmuntring, eller nogle gange skal de bare konfronteres og slippes løs, så de gør ting ud over deres såkaldte grænser, så frigør man et kreativt potentiale i den anden person.

Jeg tror, vi er nødt til at have den kærlighed til menneskeheden, hvis vi vil ud af det her. Jeg kan ikke se, hvordan vi skal redde denne verden, hvis vi ikke alle individuelt, startende med os selv, forpligter os til at blive bedre mennesker; at vi vil være mere kærlige; at vi vil have en mere generøs holdning til alle andre mennesker. Hvis vi kan starte en bevægelse af mennesker, der elsker menneskeheden, er jeg helt sikker på, at de milliarder af mennesker, der findes, vil bringe denne godhed og disse syndens strukturer frem, som lige nu klart dominerer verden – det var, hvad pave Johannes Paul II sagde ved afslutningen af den kolde krig; at syndens strukturer findes i øst og vest. På det tidspunkt var det den kollapsende Sovjetunion. Han advarede mod de neokonservatives eufori og sagde: »Nej, I har ikke vundet den kolde krig, for disse syndens strukturer findes også i Vesten.«

Jeg tror, vi er nødt til at tænke på disse spørgsmål på en anden måde. Men jeg tror ikke, vi kommer uden om at organisere, organisere og organisere. Få mange flere mennesker ind i denne IPC-proces. Organiser, at Schiller-konferencen, som nu er fem uger væk, kan blive en rigtig massebegivenhed, der involverer tusinder og atter tusinder af mennesker på alle kontinenter. Og sætte gang i ideen om en ny økonomisk verdensorden, som gør det muligt for alle mennesker på planeten at overleve og have det godt.

Så jeg vil bare slutte af med at sige, at vi befinder os i det farligste øjeblik i verdenshistorien nogensinde; men jeg kan også se, at vi potentielt står ved begyndelsen af en smuk ny renæssance, hvor vi overvinder disse syndens strukturer, fordi vi endelig bliver mennesker og bliver kreative og lever sammen og fejrer denne unikke karakter hos hele menneskearten. Så selv om vi bør være på vagt, årvågne og alarmerede, bør vi også være optimistiske. For hvis vi gør, hvad vi skal, kan vi vinde denne kamp.




Opgør i FN, det Globale Syds udfordring af den unipolære orden
Webcast med Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche

Ikke korrekturlæst

Torsdag den 26. september 2024

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Schiller Instituttets grundlægger og formand Helga Zepp-LaRouche. Det er torsdag den 26. september 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende spørgsmål og kommentarer via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.

Helga, en stor del af verdens opmærksomhed har de seneste dage været rettet mod FN’s generalforsamling i New York City. Spørgsmålet om krig og fred er et centralt emne, som tages op, da NATO’s krig mod Rusland truer med at udvikle sig til tredje verdenskrig, og da Netanyahu og Israel udvider deres krig til det sydlige Libanon med brutale følger. Zelenskyj holdt en sindsoprivende tale til FN’s Generalforsamling i går, hvor han krævede mere krigshjælp og frihed til at angribe Rusland. Biden er under ubarmhjertigt pres fra London for at give Ukraine grønt lys til at sende missiler dybt ind på russisk territorium, og i går udsendte præsident Putin en revideret doktrin omkring atomprogrammet. Hvilke ændringer foretog han, og hvad er konsekvenserne af disse ændringer?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at verden er ved at få øjnene op for, hvor vi står. De facto har Putin virkelig gjort den røde linje så klar, at alle kan se, at hvis der kommer et angreb fra et land, som kun har konventionelle våben, men som støttes af et land, med atomvåben, og hvis der kommer et massivt luftangreb, så har Rusland ifølge sin nye doktrin fri ret til at besvare det med atomvåben. Det refererer meget tydeligt til Ukraine, da forskellige russiske talsmænd fra Lavrov til Peskov og jeg tror, at Putin selv har gjort det meget klart, at alle disse ukrainske angreb ikke ville være mulige uden USA’s eller NATO’s vejledning, satellitstøtte, datastøtte, og så er NATO de facto allerede på randen af at være i krig med Rusland, og at hvis dette yderligere skridt tages, at Biden kapitulerer over for kravet om, at USA giver Ukraine grønt lys til at bruge langdistancemissiler til at ramme dybt ind i Rusland, så er den betingelse opfyldt. Så vi er på kanten, og jeg kan kun sige, at disse vestlige kommentatorer, som i Tyskland, der dybest set stadig siger, at Putin »bluffer«, disse mennesker er så fuldstændig ude af deres forstand, at man kun kan sige, at vi virkelig er i fare for at blive regeret af galninge, og medierne, som er fuldstændig i sådanne galninges tjeneste.

Så det eneste svar på nuværende tidspunkt er en bred offentlig diskussion. De demonstrationer, der er planlagt for den næste periode, både i USA og især i Tyskland, skal være en klar demonstration af, at masser af mennesker, i bedste fald hundredtusinder eller millioner af mennesker, mener, at de er absolut imod dette. Og der må endelig komme den længe tiltrængte diskussion om, hvor vi står, og hvorfor denne nuværende politik med at forsøge at opretholde »overherredømme«, når dette overherredømme tydeligvis allerede er fortid, det må vendes, og vi må sætte en helt anden tilgang på dagsordenen, som f.eks. det, vi har diskuteret i næsten tre år nu: En ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som virkelig skal have en helt anden tilgang, stoppe denne geopolitiske konfrontation og gå ind i et samarbejde med den Globale Majoritet af lande, der helt klart bevæger sig i en anden retning.
Men hvis folk ikke lytter til denne alarmklokke, kan det være for sent for hele menneskeheden.

SCHLANGER: Det andet land, som er i Vestens geopolitiske søgelys, og du er lige vendt tilbage fra en hurtig rejse dertil, hvad var din fornemmelse af at være i Kina? Jeg ved, at du ikke har været der i et stykke tid. Hvordan er situationen der?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg har ikke været der i et år, og det interessante er, at hver gang man vender tilbage til Kina, selv om der kun er gået et år, bliver man fuldstændig chokeret over forandringerne til det bedre. Anledningen til, at jeg rejste dertil denne gang, var den internationale fredsdag den 21. september, og jeg deltog i vigtige festligheder i Shandong-provinsen, i Jinan og Weifang. Og det var en ret betydningsfuld konference med folk fra mange, mange lande, som grundlæggende fejrede Kinas bidrag til en helt anden tilgang.

Det bemærkelsesværdige er, at Kina helt klart har fået et gennembrud som det førende land inden for mange, mange fakulteter – jeg har ikke det nøjagtige tal nu, men det er noget i retning af 65 områder, hvor Kina nu er førende inden for ca. 55. Så det er for længst forbi det punkt, hvor intellektuel ejendom skal beskyttes mod Kina, for i mellemtiden er Kina førende! Så Kina var det første land, der landede et rumfartøj på Månens bagside, nu to gange. De har lige afsluttet en meget vellykket mission, hvor de bragte materialer tilbage fra Månens bagside – der har ikke været nogen andre før det. Og på samme måde besøgte vi under denne flere dage lange fejring nogle af de højteknologiske virksomheder, hvor Kina er på forkant med udviklingen inden for optik og forskellige nye teknologier, men også inden for robotteknologi, automatiserede fabrikker og højteknologiske landbrug.

Og jeg kan kun sige, at jeg besøgte Kina første gang i 1971, og jeg tog også ud på landet. Der var ingen mekanisering der; folk var virkelig, ekstremt fattige, praktisk talt på niveau med landene syd for Sahara. Og nu har de et landbrug, som er fuldstændig intelligent, det er integreret med alle former for digitalisering og intelligente teknologier. Der findes absolut intet af den slags i Europa eller USA. Og folk er generelt glade.

Så ideen om, at Kina kun laver propaganda eller sælger en fortælling – Kina {gør}, hvad de siger! De forbedrer livet for deres eget folk, og grunden til, at den kinesiske model er så meget mere attraktiv, er, at de forbedrer livet for folk i hele verden, især i Afrika og de asiatiske lande, og det kommer til udtryk i en helt anden attitude. Nu er det ikke sådan, at Vesten konkurrerer med fortællingen. Vesten tænker stadig, at det er et spørgsmål om fortællingen, mens Kina gør det i virkeligheden og forbedrer livet for så mange mennesker. Så kontrasten kunne ikke være større.
Denne fredsdag, som blev arrangeret af Chinese People’s Association for Peace and Development, var en absolut demonstration af, at en anden samarbejdsmodel er mulig, og at det er vejen til fred. Og idéen om fred gennem udvikling er en realitet, som denne nye model virkelig gør synlig for folk.

SCHLANGER: Vi har lige fået en besked fra Bob van Hee; jeg tror, han stadig er folkevalgt i Minnesota, som svar på det, du sagde om Putin. Han sagde: »Putins seneste udtalelser om USA’s involvering i leveringen af våben til Ukraine er for mig en perfekt timing til at ruske op i det såkaldte amerikanske lederskabs dumhed.« Han opfordrer til, at der udarbejdes et budskab til vores folkevalgte, så folk kan få deres stemme hørt for at stoppe dette vanvid, og han sagde, at hvis vi udarbejder et sådant budskab, »vil jeg og andre sende det til vores ledere i D.C. for at stoppe dumheden i at være medskyldige i Ukraines involvering i angrebet på Rusland.« Så det er fra en tilhænger i Minnesota.

Helga, du nævnte vigtigheden af den Globale Majoritet, som ses i FN, der går imod USA’s og NATO’s politik. Der er et spørgsmål her fra en person, der sagde: »Jeg hører dig tale om det Globale Syd, men det Globale Syd er ikke rigtig forenet. Det er ikke stærkt nok. Hvordan skal de kunne tage kampen op mod City of London og NATO?«

ZEPP-LAROUCHE: Det Globale Syd er en meget forskelligartet kombination af lande. De forsøger at skabe et nyt system. Der vil være det årlige topmøde i BRIKS i Kazan i Rusland den 22.-24. oktober. Og selv om jeg ikke har kendskab til planerne for det topmøde, tyder alt på, at der vil blive taget et stort skridt fremad i bestræbelserne på at skabe et andet betalingssystem, et andet kreditsystem, og at alle bestræbelserne på at øge den økonomiske magt i landene i det Globale Syd vil blive bragt et stort skridt fremad.

Nu kunne det være en overraskelse, det kunne være et nyt Bretton Woods, som der tales om i en artikel af Pepe Escobar. Jeg har ikke noget belæg for at tro, at det vil ske; det kunne ske. Under alle omstændigheder tror jeg, at nøglespørgsmålet er, at vi skal overbevise landene i det Globale Nord, i det kollektive Vesten, i det tidligere eller nuværende NATO, om, at de skal samarbejde: Vi kan ikke have en situation, hvor verden bliver delt i to nye blokke, hvor NATO bliver til »Globale NATO« med konfrontation; Mellemøsten på randen af en potentiel regional krig, der kan komme ud af kontrol; situationen i Ukraine absolut på randen af en katastrofe; så flere provokationer i Taiwanstrædet, i Det Sydkinesiske Hav. Vi er nødt til at komme væk fra denne konfrontationskurs, ellers vil en fejltagelse – situationen er så absolut anspændt, at en lille menneskelig fejl, en teknisk fejl, en række uheld, kan gøre en ende på civilisationen! Vi er nået til det punkt.
Så jeg tror ikke, det er et spørgsmål om det Globale Syd mod det Globale Nord.

Jeg tror, at vi er nødt til at nå til et punkt, hvor vi i Vesten er nødt til at sige, at vi vil samarbejde. BRIKS-landene bevæger sig i den rigtige retning. Kina har helt klart en helt anden tilgang: De tænker på en langsigtet, harmonisk udvikling af alle nationer. De forsøger ikke at opnå overherredømme. Jeg har virkelig studeret dette i et halvt århundrede, og der er absolut ingen måde, hvorpå Kina ønsker at erstatte USA’s hegemoni – det er ikke deres hensigt. Og det ville være meget, meget nemt for landene i det kollektive Vesten bare at sige: »Vi vil samarbejde med det nye system, der er ved at opstå«, for vi har problemer nok, som vi skal løse sammen: overvinde fattigdom, underudvikling, skabe et sundhedssystem for hele verden; sørge for, at alle børn har adgang til universel uddannelse. Der er så mange problemer, som bedst løses i fællesskab. Og jeg tror, at det er det absolutte skridt, vi skal tage, og vi har valget: Vil vi have tredje verdenskrig, hvis vi holder fast i denne konfrontation mod Kina, Rusland og dermed det Globale Syd? Eller skal vi gå i retning af at tro, at vi kan løse alle problemer sammen? Og jeg tror, at det er et spørgsmål, hvor alle personligt bliver udfordret til at være med til at skabe løsningen.

SCHLANGER: Vi har endnu et spørgsmål om BRIKS-topmødet på vej fra en supporter, der arbejder med afrikanske regeringer og ikke-statslige organisationer. Han sagde, at han har to spørgsmål om BRIKS-topmødet, der finder sted den 22.-24. oktober: »Er det muligt, at de vil være klar til at indføre en ny valuta, for jeg er bange for, at hvis de venter for længe, vil USA og briterne sabotere deres initiativ?« Og for det andet spørger han: »Vil du være der, eller vil Schiller Instituttet have repræsentanter der? Jeg synes, det er vigtigt, at Schiller Instituttet er der for at hjælpe med at forme diskussionen.«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at der er bestræbelser på at bevæge sig i retning af en ny valuta, men det er ikke et let spørgsmål. Jeg mener, tænk bare på de fejl, der blev begået i forbindelse med oprettelsen af euroen: For man kan ikke samle økonomier og lande med helt forskellige økonomiske udviklingsniveauer i én integreret økonomisk og valutamæssig zone uden at skabe massive problemer for dem, der er mindre udviklede. Så det skal være meget omhyggeligt udformet, og jeg ved, at der er nogle fremragende økonomer både i Rusland og i Kina, som lægger en stor indsats i denne opgave.
Så jeg kan kun sige, at hvis man bevæger sig for hurtigt eller for langsomt, så tror jeg ikke, at der er nogen fare på færde. Den eneste fare er, at kræfter i Vesten, som briterne har demonstreret med Keir Starmers besøg i Washington, at de forsøger at gå efter den militære konfrontation for at kompensere for svagheden i deres økonomi; at indsatsen for at dæmpe det nye økonomiske system vil være på det militære område og bringe os ind i Tredje Verdenskrig: Det er faren…
Nu tror jeg, at Schiller Instituttet, {EIR}, helt sikkert vil dække begivenheden. Jeg tror ikke, at vores indsats for at forme, hvad der sker, vil være i Kazan, fordi det vil være et regeringsmøde. Men jeg tror, at vi helt sikkert vil komme med alle mulige løsninger, især ideen om det nye niveau af den nye udviklings- og sikkerhedsarkitektur, som er det, Schiller Instituttet promoverer. På samme måde går Kina i retning af det, Xi Jinping har foreslået som det Globale Sikkerhedsinitiativ, det Globale Udviklingsinitiativ og det Globale Civilisationsinitiativ, som går i samme retning. Der er en stor samhørighed. Men jeg tror, at vores unikke bidrag er at forsøge at uddanne folk i Vesten om det utrolige potentiale, der ville være, hvis de stoppede deres geopolitiske spektakel – fjernede det fra deres næse – og tænkte i samarbejde på et helt nyt niveau: Tænke på menneskeheden, som den burde være om 100 år, og så bruge den visdom fra fremtiden til at løse problemerne i nutiden.

SCHLANGER: Helga, jeg har to spørgsmål om det delstatsvalg, der fandt sted i søndags, den 22. september, i Tyskland. En skriver: »Efter at Scholz-koalitionen blev knust af vælgerne i tre tyske delstater, hvad så nu? Vente et år på det nationale valg [planlagt til september 2025], eller kan der gøres noget for at stoppe den skade, de forvolder?« Og det andet spørgsmål var: »Hvor stærk er den ekstreme højrefløj i Europa og Tyskland?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at valgresultaterne i disse tre delstater, Thüringen, Sachsen og Brandenburg, helt klart har ændret den politiske situation i Tyskland. Jeg tror, at det bedste resultat er De Grønnes forsvinden, deres pulverisering. Nogle har sagt, at dette er {Ibykus’ kraner}, med henvisning til Schillers digt, hvor de skyldige afslører sig selv og bliver stillet for retten på grund af deres egen manglende evne til at holde forbrydelsen skjult. Nu er den forbrydelse, De Grønne har begået, den fuldstændige ødelæggelse af den tyske økonomi: De fik præsenteret lovforslaget, ledelsen trådte tilbage, og den grønne ungdomsorganisation, ikke alene trådte hele ledelsen tilbage, men de forlod også partiet og antydede, at de vil skabe et nyt parti på venstrefløjen, hvilket betyder, at De Grønne i det mindste for tiden er færdige. Og det er en god ting, for den grønne politik er det, der har været det mest ødelæggende element i ødelæggelsen af den tyske økonomi, bortset fra de geopolitiske faktorer som sabotagen af Nord Stream 2, som i øvrigt også bliver et emne igen. For den russiske efterretningstjeneste har netop udsendt en erklæring om, at de er sikre på, at Nord Stream-rørledningen blev saboteret af briterne og amerikanerne.

Men jeg tror, at med hensyn til valget kan det meget vel være, at den nuværende koalitionsregering ikke holder et år mere. Jeg tror, der er mange faktorer, der spiller ind, og alle disse partier er i oprør. Socialdemokraterne, hvis de beholder Scholz – alternativet ville være forsvarsminister Boris Pistorius, hvilket er endnu værre, fordi han ønsker at gøre Tyskland »krigsparat«. Jeg tror, at Tyskland virkelig har brug for en klar afvisning af krigspolitikken: Denne afvisning er det, der forener AfD, i det mindste delvist, med Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW): Det er et positivt element.
Problemet er, at højrefløjen, det du sammenfatter med »højrefløjen«, er en meget blandet landhandel: Der er mange mennesker, som er ganske fornuftige, som er for alle de rigtige politikker, som afviser NATO’s krigspolitik, som er for atomkraft, som er for alle mulige ting, som man kan støtte; men jeg tror, at problemet er, at de har visse meget uhellige elementer i deres parti, som de burde smide ud, og så kunne man arbejde sammen med dem – men indtil videre har de ikke været villige til at gøre det.

Så jeg tror, vi ser en tektonisk forandring, og problemet er, at massemedierne forhindrer folk i at få en idé om alternativet. Hvis man for eksempel spørger almindelige mennesker i Tyskland, hvad de ved om BRIKS, så ved de næsten ingenting. De har ingen idé om, hvilken enorm chance for fremtiden, der opstår der. Tyskland er for eksempel en eksportnation, og det ville være det mest naturlige for Tyskland at samarbejde med voksende markeder. Hvis Tyskland ville deltage sammen med andre lande i BRIKS og forhåbentlig andre europæiske lande og endda USA for at skabe 2-3 milliarder nye produktive job i Afrika, Asien og Latinamerika, ville det være en måde at løse migrantproblemerne på, på en human måde. Afrika vil have 2,5 milliarder mennesker i 2050, og den eneste måde, hvorpå der vil være en positiv fremtid og ikke hundredtusinder af migranter, der kommer til Europa og drukner i Middelhavet eller bliver skubbet af EU’s grænsevagter i Frontex på en modbydelig måde, som det er sket indtil nu, ville være, hvis Europa vendte sig om og sagde: »Vi vil samarbejde med BRIKS om at skabe 2 milliarder nye produktive job inden 2050 og hjælpe Afrika med at modernisere sig.« Det ville kræve joint ventures mellem Kina og europæiske nationer og andre nationer rundt om i verden: Og det er den retning, vi skal skubbe det hele i, og så er der håb.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål fra en professor, som sagde: »Med Ukraines beslutning om at slå til dybt inde i Rusland, hvis det sker, og om at opstille atomare missiler i Tyskland, har vi så brug for, at folk i NATO-landene strømmer ud i gaderne, som de gjorde i kampagnen mod euro-missilerne i 1980’erne?«

ZEPP-LAROUCHE: Det er helt klart, hvad vi skal opnå, for situationen lige nu er, at alle tegn tyder på krigsforberedelser. Der tales om, at det tyske samfund skal være forberedt på snart at håndtere et meget stort antal sårede, der kommer tilbage fra alle mulige fronter i øst. Røde Kors får endda at vide, at de skal integreres i et sådant system. Det er meningen, at sundhedssystemet i Tyskland skal prioritere de sårede fra de kommende krige – jeg mener, det er sindssygt!

Og heldigvis er der nu flere mennesker, der vågner op til denne fare. Jeg tror, at den næste store demonstration bliver den 3. oktober i Berlin, og det er nødvendigt, at vi virkelig sørger for, at denne demonstration bliver meget, meget stor. Så hvis du har mulighed for det, så hjælp med at opbygge den. Den 28. september vil der være en stor demonstration i USA: Det skal absolut gøres så stort som muligt. Og jeg tror, vi er nødt til virkelig at vække folk: Hvis du kender dine naboer, dine kolleger, så tal med dem om det! Tal med dem, for folk har på en eller anden måde mistet erindringen om de sidste verdenskrige i det 20. århundrede, og de yngre generationer synes at være blevet så påvirket af computerkrigsspil, at de har mistet fornemmelsen af, hvad det betyder, når byer som Dresden bliver jævnet med jorden af massebombardementer, og den elendighed, der fulgte med. På et af de sidste møder i Den Internationale Fredskoalition havde vi besøg af en professor fra Tyskland, som havde boet i Dresden som ung dreng, da bombardementerne fandt sted, og han var meget følelsesladet, da han fortalte om det. Og jeg tror, at den virkelighed skal bringes hjem til folk i dag, for hvis det kommer til en tredje verdenskrig, tror jeg, at der er mange lande, som der ikke vil være noget tilbage af. Og hvis det bliver en global krig, hvilket er meget sandsynligt, når man begynder at bruge atomvåben, vil hele civilisationen forsvinde, da atomkrigen vil blive efterfulgt af ti års atomvinter.

Og sandsynligheden for, at de mennesker, der tror, at de kan overleve det i deres bunkere, hvilket er en meget lille procentdel af de privilegerede mennesker, tror jeg vil være et mareridt, som ikke vil fungere i virkeligheden: For tanken om, at man kan leve i flere år i en bunker og så komme ud og fortsætte sit liv, er ikke et særlig realistisk perspektiv. Men det er, hvad nogle mennesker diskuterer i disse dage!

SCHLANGER: Vi har to spørgsmål mere om mediespørgsmålet og også anmodninger til dig om at give folk en bedre fornemmelse af, hvordan de skal organisere sig omkring det. Det ene er fra Storbritannien, hvor en person skriver: »Medierne stempler alle, der er imod fortællingen, som ›det yderste højre‹. Men er der virkelig en ‘yderste højrefløj’ i Tyskland? Hvad er deres politik?«
Og det andet spørgsmål er fra Pat, som skriver: »Mainstream-medierne kontrollerer en stor del af befolkningen. Hvordan kan sandheden komme til at afsløre det kvælertag? Hvad skal vi gøre for at få sandheden ud til folk?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror først og fremmest, at der er en slags digt af Friedrich Schiller – det er mere som disse par eller {distichon} på tysk – hvor han siger: »Hvis du ikke kan være en helhed, så knyt dig til en.« [Og jeg tror, at det er sandt, for hvis man kun er et individ, føler man sig næsten hjælpeløs over for det, vi står over for. Derfor bør du i morgen deltage i mødet i Den Internationale Fredskoalition: Det er et forsøg på at forene den internationale fredsbevægelse, som vi har været i gang med i over et år nu – i morgen er det 69. møde i træk, hvor vi mødes hver fredag, og vi er vokset ganske støt. De sidste par møder har vi haft mere end 1.000 deltagere online, og så har tusindvis af andre set videoen bagefter. Og hver uge diskuterer vi, hvad vi skal gøre. Og jeg tror, at en af de tidligere spørgere spurgte: »Hvorfor sender I ikke et budskab ud?« Måske vil vi præsentere et kort budskab i morgen, så folk har noget at bevæbne sig med, så de kan ringe til de folkevalgte, bruge sociale møder, tale med alle deres slægtninge, kolleger og venner: Få dem mobiliseret, for vi befinder os virkelig i et utroligt farligt øjeblik, og jeg tror, at til sidst – jeg er ret sikker på, at kontrollen over medierne smuldrer. Det faktum, at vi i Tyskland havde disse valgresultater, hvor to partier, FDP Liberale og De Grønne, blev pulveriseret, og dybest set udtrykker befolkningen deres bekymring med en klar erklæring mod krigen.

Så det er ikke umuligt. Men jeg vil sige, at det mest umiddelbare, du kan gøre, er at slutte dig til Den Internationale Fredskoalition (IPC) i morgen; fortæl alle dine venner om det, vi vil igen have en ekstraordinær kombination af talere. Så vidt jeg ved, er der ingen platform, som mødes regelmæssigt med udveksling af synspunkter på så højt et niveau, altid om dagens emner. Og du kan være sikker på, at vi i morgen udførligt vil diskutere konsekvenserne af, at Rusland har ændret sin atomare doktrin som reaktion på NATO’s politik. Og jeg tror, at det er noget, der vil trænge igennem til befolkningen, fordi vi nu er ved at nå et punkt, hvor der næsten ikke er nogen vej tilbage – men ikke endnu: Så der er stadig tid til at gøre noget.

SCHLANGER: I den forbindelse har vi lige fået en besked fra en person, som sagde: »Min ven sagde til mig, at jeg skulle melde mig til Den Internationale Fredskoalition i sidste uge. Jeg var skeptisk. Jeg har altid troet, at LaRouche-bevægelsen var noget marginal, og at ideen om at tage den internationale kamp op var noget håbløs. Men jeg er glad for, at min veninde blev ved. Hun har bedt mig om at komme med i ugevis. Jeg kom med: Det var utroligt!« Og hun skriver: »Jeg opfordrer alle til at deltage i opkaldet og blive aktive.«
Opkaldet finder sted kl. 11 østkysttid i morgen. Og jeg tror, at det viser, at folk bliver berørt af det, vi gør. Situationen er under forandring, der er et vakuum for reel diskussion på grund af mediernes rolle, men det er det, vi gør – vi ændrer det.
Så, Helga, har du nogle afsluttende ord?

ZEPP-LAROUCHE: Nej, men dette er helt klart det farligste øjeblik i verdenshistorien nogensinde. Og i stedet for at gemme sig og tænke, »hvordan kan jeg bevare mit privatliv«, som under Anden Verdenskrig, hvor de mennesker, der forsøgte at undgå krigen, endte med at blive ramt, fordi det endte med, at der ikke var noget sted at gemme sig. Og faren for en tredje verdenskrig er helt sikkert, at der ikke er noget skjulested! Så mobiliser det positive billede, du har af menneskeheden, og handl ud fra kærlighed til menneskeheden. For det, der motiverer mig stærkest, er tanken om, at hvis vi ikke løser dette problem, så vil alle de smukke ting, der er blevet skabt af generationer før os, gå tabt: Beethovens og andre komponisters musik; poesien fra alle de smukke digtere rundt om i verden vil være blevet komponeret for ingenting. Og det ville være en skam!
Så det er virkelig noget, man skal mobilisere i sig selv for at have styrken til at være en del af løsningen og stoppe dette og skabe en bedre verdenssituation med en ny økonomisk verdensorden ved at samarbejde med BRIKS-landene, for det ville være den nemme udvej.

SCHLANGER: Nå, Helga, jeg ved, at du er træt af jetlag og lige er kommet tilbage fra din rejse. Men tak, fordi du er med os i dag. Og igen, alle bør være med i morgen kl. 11.00 østkysttid. Du kan registrere dig og få linket på Schiller Instituttets hjemmeside. Så indtil i morgen, Helga, vi ses senere.

ZEPP-LAROUCHE: Vi ses i morgen!




Video: USA’s nye atomare doktrin: Grund til at verden bekymrer sig:
Møde i Den Internationale Fredskoalition, nr. 66, 6. september 2024

Ikke korrekturlæst

USA’s nye atomare doktrin: Grund til at verden bekymrer sig: Møde i Den Internationale Fredskoalition, nr. 66, 6. september 2024

ANASTASIA BATTLE: Mit navn er Anastasia Battle. Tak, fordi I er kommet. Jeg vil være jeres ordstyrer. Dette er Den Internationale Fredskoalition, vi har folk fra over 50 lande, som er kommet til disse møder i løbet af de sidste 66 uger, som vi har gjort i træk for at koordinere alle vores bestræbelser som fredsbevægelse rundt om i verden. Jeg har mine to medordstyrere, Dennis Speed og Dennis Small. Bare for at give jer en fornemmelse af, hvordan dette forum fungerer, så har vi en overordnet åbning med talere, relevante eksperter, embedsmænd, som vil holde en præsentation i dag, og så har vi en fælles diskussion.

Grunden til, at vi oprettede dette forum for 66 uger siden, var at forene den internationale fredsbevægelse; at bringe folk sammen over deres ideologier, over deres forskelle, og at sige, at vi er nødt til at skabe ægte fred nu, ellers står vi over for en atomar tredje verdenskrig. For et år siden troede jeg, at det var så tæt på, som vi overhovedet kunne være; jeg havde aldrig forestillet mig, hvor vi er i dag. Jeg giver ordet til Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest vil jeg gerne byde jer alle velkommen. Jeg er meget taknemmelig for, at vi i dag har en lang række ekstremt vigtige eksperter, fordi det er så påtrængende at bringe videnskabelig klarhed ind i den strategiske debat. Vi befinder os tydeligvis ikke kun midt i to egentlige regionale krige, men i en førkrigssituation, som er domineret af informationskrigsførelse i forsøget på at kontrollere fortællingen. Vi ser mange ekstremt bekymrende eksempler på, at ytringsfriheden og pressefriheden bliver undertrykt. Resultatet af alt dette er, at befolkningen for størstedelens vedkommende befinder sig i en tilstand af forvirring.

Vi er alle ekstremt bekymrede for, at situationen i Ukraine er ved at komme ud af kontrol. I dag er der møde i kontaktgruppen Ramstein-Ukraine. Præsident Zelenskyj er der, og han kræver, at Ukraine får flere langtrækkende missiler med tilladelse til at ramme dybt inde på Ruslands territorium, fordi målet angiveligt stadig er at »påføre Rusland et strategisk nederlag«, hvilket i betragtning af, at det er den største atommagt, er praktisk talt umuligt uden at forårsage ødelæggelse af hele verden. Forsvarsminister Austin svarede straks Zelenskyj og sagde: “Jeg forstår, at det haster. Vi vil gøre alt, hvad vi kan.«

Mens situationen i Donbass ser ret dyster ud for ukrainerne – russerne vinder hurtigt kontrol – er situationen i Kursk heller ikke holdbar. Flere og flere droner og missiler bliver sendt ind i Rusland. I går kom det russiske udenrigsministeriums talskvinde Zakharova med et meget stærkt angreb og sagde, at London står bag droneangrebene inde i Rusland; og at det er London, der ubarmhjertigt stræber efter at optrappe konflikten. Derefter gav hun en lang liste med eksempler på, at det har været tilfældet i de sidste mange år. Hun mindede også om, at det russiske udenrigsministerium den 6. maj i år havde udsendt en advarsel om, at alle britiske militære anlæg og udstyr på ukrainsk territorium og udenfor vil blive ramt, hvis dette ikke stoppes. På sidelinjen af Eastern Economic Forum sagde Zakharova også, at europæerne ikke forstår, hvad de bliver trukket ind i af USA, af angelsakserne.

Den 29. juli underskrev Biden en ændring af den amerikansk-britiske gensidige forsvarsaftale fra 1958. Denne nye aftale fjerner udløbsdatoen, fordi der var en bestemmelse om, at denne aftale skulle fornyes hvert tiende år. Malcolm Chalmers, vicegeneraldirektør i den britiske tænketank RUSI, sagde, at det er meget godt, for nu behøver man ikke længere at bekymre sig om skiftende regeringer, for på denne måde er det åbenbart tanken at gøre aftalen permanent eller »Trump-sikker«.

Hvad er det, europæerne bliver trukket ind i? At finde sandheden er lidt som at skrælle et løg. Lad mig skrælle et lag: I slutningen af august rapporterede {New York Times}, at Biden allerede i marts havde underskrevet en ny amerikansk atomar doktrin, som er aldeles hemmelig og angiveligt ikke engang findes i elektronisk form; der er kun udleveret en håndfuld trykte eksemplarer til meget udsøgte personer. Ifølge {New York Times} står der, at USA skal forberede sig på en trefrontskonfrontation mod Rusland, Kina og Nordkorea. Et par måneder senere, efter marts, i juli på NATO-topmødet, meddelte den tyske kansler Scholz bare nonchalant, at USA havde besluttet at placere amerikanske mellemdistancemissiler i Tyskland fra 2026, og at det var en god beslutning. Ingen debat i Forbundsdagen, ingen offentlig debat i Tyskland, ingen diskussion med europæiske allierede, i modsætning til i 1979, da beslutningen om at omstille NATO blev truffet, og der var en bred offentlig diskussion blandt de allierede. Fire allierede delte beslutningen sammen med Tyskland. Det er klart, at hvis USA placerer missiler i Tyskland, påvirker det alle de allieredes sikkerhedsinteresser.

I en diskussion med militære eksperter fandt jeg ud af, at beslutningen om at placere disse missiler i Tyskland i 2026 ikke blev truffet på sidelinjen af NATO-topmødet eller endda i bilaterale diskussioner før. Beslutningen blev allerede truffet i 2021, nemlig at det er en del af USA’s avancerede nationale system, og derfor er der ikke behov for nogen diskussion med de allierede. Hvad dette gør, er meget indlysende: Det gør Tyskland til den strategiske scene for en konfrontation mellem de to mest magtfulde atommagter og nu for et potentielt sammenstød mellem det Globale Nord og Rusland, Kina og Nordkorea.

Lad mig hurtigt se på, hvordan vi er nået dertil. I december 2017 udgav USA den nationale sikkerhedsstrategi (NSS) under ledelse af H.R. McMaster, som på det tidspunkt var national sikkerhedsrådgiver. I dette dokument blev Rusland og Kina for første gang nævnt som geopolitiske rivaler. Det skete præcis fire år efter, at Xi Jinping i 2013 havde annonceret Den Nye Silkevej, som var begyndt at tage sig af udviklingsprojekter i mange udviklingslande. Dette dokument siger det ikke udtrykkeligt, men kræver en gentænkning af politikken og siger, at integrationen af Kina i WTO var en fejl, og at det var nødvendigt for USA at hævde sin militære dominans. Kort tid efter, den 19. januar 2018, udsendte Pentagon den nationale forsvarsstrategi (NDS), som jeg tror stadig er klassificeret den dag i dag. Den kræver, at afskrækkelse opgraderes i tre regioner – Indo-Stillehavet, Europa og Nærøsten – og at alle våbensystemer, inklusive atomvåben, moderniseres. En måned senere, den 3. februar 2018, offentliggjorde de Nuclear Posture Review (NPR), som opfordrede til modernisering af triaden, herunder udstationering af atombomber med lavt energiindhold på Trident-ubåde og andre steder.

Nu, en måned senere, den 1. marts 2018, annoncerede præsident Putin de nye atomvåben, som Rusland havde udviklet – de hypersoniske missiler, Avangard, det hypersoniske krydsermissil Kinzhal, som kan gå Mach-20 og har meget høj manøvredygtighed, og forskellige andre undervandsdroner og laservåben. Kort tid efter annoncerede USA den opdaterede amerikanske rumdoktrin, og den daværende chef for den amerikanske rumkommando, James Dickinson [faktisk først chef for den amerikanske rumkommando i 2020], sagde: »Vi vil forsøge at undgå konflikt, men hvis det mislykkes, vil vi vinde krigsførelse i rummet.«

Alt dette var tæt koordineret med briterne. Den britiske forsvarsminister Mark Lancaster sagde: »Politikken for NSS, NDS og NPR er også den britiske regerings politik.« Det omfattede Obamas drejning mod Asien, og for omkring tre år siden blev hele denne politik opgraderet ved at opfordre til et netværk af regionale partnere og allierede. AUKUS blev oprettet, som først kun var USA, Storbritannien og Australien, derefter Quad-systemet med Japan, Sydkorea og Indien, og nu tales der om, at New Zealand skal være med. Ideen om et globalt NATO kom mere og mere i forgrunden. Der var et møde mellem von der Leyen og Stoltenberg, hvor de sagde, at EU og NATO nu er fuldt integreret og vil arbejde sammen.

Så NATO er helt klart broen til, hvordan Europa bliver trukket ind i den kommende konflikt mellem USA og Kina – eller det skulle være planen. Og Tyskland deltog i en typisk forventningsfuld lydighed for flere uger siden i en Stillehavsmanøvre. Den tyske forsvarsminister Pistorius løb rundt på Hawaii og proklamerede stolt, at Tyskland havde bidraget med to små skibe til disse krigsmanøvrer. Så dette er fuldt ud under forberedelse. For to dage siden besøgte kansler Scholz Todendorf, hvor luftforsvarssystemet IRIS-T blev vist frem; og han sagde offentligt – og det blev transmitteret af tysk tv – »Rusland har opsagt INF-traktaten.« Det er en del af fortællingen; det er absolut ikke sandt. INF-traktaten, som for en stor dels vedkommende var resultatet af de store demonstrationer i begyndelsen af 1980’erne, hvor en million mennesker til sidst gik på gaden for at protestere mod de mellemdistancemissiler, der blev udstationeret – SS-20 og Pershing II. Dette var effektivt, indtil INF-traktaten den 5. februar 2005 ødelagde alle amerikanske og russiske systemer, der tilhørte denne kategori. Det, der var nyttigt, var et unikt kontrolsystem, som ikke kun kunne kontrollere systemernes eksistens, men også deres konstruktion og endda designet på de kontorer, hvor ingeniørerne udarbejdede disse planer. Den traktat udløb i 2015. USA ventede fire år mere, og i februar 2019, med seks måneders varsel, opsagde USA INF-traktaten pr. 1. august 2019. En dag senere, den 2. august 2019, sagde Rusland, at hvis en traktat, som kun har to partnere, bliver opsagt af den ene part, er der ingen grund til at beholde den, men vi opretholder et moratorium, som jeg tror, de stadig holder den dag i dag, om ikke at opstille sådanne missiler lige siden.

Den anden fejltagelse eller løgn, som Scholz udtalte i Todendorf, var, at sådanne missiler også ville blive opstillet i Kaliningrad. Da Berlin kun ligger 530 km væk, kunne de ramme Berlin. Han talte tydeligvis om Iskander-missilerne, som har en rækkevidde på under 500 km. Hvordan de kunne ramme Berlin 530 km væk, skal man have et særligt regnestykke for at komme frem til. Det sker hele tiden.

Der er en meget enkel måde at løse det på. Begge sider bør genindføre det kontrolsystem, som fungerede så godt i hele INF-traktatens løbetid.
Jeg vil gerne stoppe her, for jeg vil bare sige, at dette ikke er noget, der er sket på grund af krigen i Ukraine eller noget andet i den seneste tid. Planen om at dæmme op for Kinas fremgang tror jeg har været synlig i hvert fald siden 2017. Derfor tror jeg, at vi er nødt til at have en påtrængende strategisk debat; en inkluderende debat om, hvilken slags sikkerhedssystem vi virkelig er nødt til at have for at bevare eksistensen af alle vores nationer. Tak for det.

{{Under diskussionen:}}

DENNIS SPEED: Vi har haft en omfattende diskussion om spørgsmålet om den nuværende fare, og hvordan vi er havnet her. Der har været mange forskellige præsentationer, forskellige aspekter. Og især vores europæiske gæster, professor Dr. Wilfried Schreiber fra Tyskland og oberstløjtnant Ralph Bosshard fra Schweiz, har givet et godt indblik i, hvordan det ser ud fra folk uden for USA’s synspunkt, hvilket er et ekstremt vigtigt element. Jeg vil bare spørge dig, for at få os i gang, for vi havde en video fra dig, som vi ikke viste; vi ville vente og se, om vi fik fat i dig. Kan du ud fra din erfaring – for du var der; du var med, da muren faldt, og kom så ind under Reagan-administrationen og forhandlede om den situation. Hvorfor er det, at vi har forrådt den forståelse, og hvad har det betydet for verden, at USA ikke gjorde det, som du og andre forsøgte at gøre på det tidspunkt?

AMBASSADØR JACK MATLOCK: Hvis du taler om løftet om ikke at udvide NATO mod øst, ja, så vil jeg sige, at min udenrigsminister, Baker, den tyske udenrigsminister og den britiske premierminister alle forsikrede Gorbatjov om, at hvis han godkendte sammenlægningen af de to tyske stater – dvs. sammenlægningen af Den Tyske Demokratiske Republik og Vesttyskland – så ville der ikke ske nogen udvidelse af NATO. På et tidspunkt sagde udenrigsminister Baker faktisk, at hvis der ikke sker nogen udvidelse af NATO, ikke en tomme, ville det så ikke være bedre at have et forenet Tyskland i NATO? Og Gorbatjov svarede, at enhver udvidelse naturligvis ikke er tilladt. Men han fortsatte med at sige, at han godt kunne forstå, hvorfor vi måske ville beholde NATO, selv med et forenet Tyskland.

Da traktaterne skulle skrives, kom det ikke med i de formelle traktater. Det var, vil jeg sige, diplomatiske løfter. Jeg vil sige, at dette løfte blev givet på baggrund af en tidligere erklæring fra den første præsident Bush, som på sit møde med Gorbatjov på Malta aftalte, at hvis Sovjetunionen lovede ikke at bruge magt i Østeuropa for at forhindre politiske forandringer – det vil sige demokratisering – og præsident Bush lovede, at vi ikke ville drage fordel af demokratiseringen. Så baggrunden var ret klar: Gorbatjov følte, at han havde sikkerhed for, at der ikke ville ske flere udvidelser af NATO.

Da den formelle aftale blev indgået, blev der gjort en undtagelse for det tidligere Østtysklands territorium, idet det ganske vist fik lov til at være en del af NATO, men der måtte ikke være udenlandske tropper eller atomvåben stationeret der. Det stod formelt i traktaten.
Lad mig lige tilføje, at for Rusland har problemet ikke så meget været udvidelsen af NATO. Det vil sige det faktum, at USA i realiteten ville garantere sikkerheden. Det, de har været mest imod – og det blev påpeget over for os i 1990’erne – var udstationeringen af amerikanske eller andre vestlige baser i disse lande. Så vi skal huske, at præsident Putin faktisk ikke havde noget imod den første udvidelse af NATO – han var ikke premierminister dengang – men den yderligere udvidelse til de tre baltiske lande, da den blev foreslået, var han i New York til et møde i Council on Foreign Relations, tror jeg, det var. Jeg spurgte ham direkte, hvad han mente om udvidelsen af NATO til de tre baltiske lande. Han sagde, at han mente, det var unødvendigt, men så længe der ikke var nogen baser, havde han ingen indvendinger.

Så problemet har været kombinationen. Samtidig var det meget klart, at der ville være en forskel i Moskvas holdning til NATO; man kunne sige landene i Østeuropa og de baltiske stater og dem, der var tidligere sovjetrepublikker og anerkendt som sovjetrepublikker af USA og andre. Så tanken om at udvide NATO til for eksempel Georgien, Ukraine eller Hviderusland ville have været en rød linje for enhver russisk præsident, tror jeg. Og jeg må sige, at den russiske regering respekterede de grænser, der var aftalt, indtil spørgsmålet om NATO-udvidelse begyndte, og visse vestlige magters forsøg på at blande sig i Ukraines politik. Det var noget, som enhver, der forstår historien om dette, som er meget kompleks, ville forstå, at russerne ville modsætte sig.

Intet af dette betyder, at det, der er sket, har været godt, eller at jeg er enig i, at det burde være sket. Men jeg tror, at det, vi er nødt til at forstå, er, at udvidelsen af NATO og især baserne – og i dette tilfælde var det baserne, der var planlagt i Polen og Rumænien til antiballistiske missiler. Det viste sig, at selv om det var defensive våben, kunne de let omdannes til offensive våben. Så det var forståeligt, at den russiske leder var meget imod. Alligevel gik vi videre, og efter gradvist at have trukket os fra stort set alle våbenkontrolaftaler, som vi havde forhandlet i 1980’erne og begyndelsen af 90’erne, begyndte vi at forsøge at påvirke den ukrainske regering og tilbyde NATO-medlemskab. Så jeg mener, at dette var en fuldstændig omvending af det diplomati, vi brugte under den kolde krig, og for at afslutte atomtruslerne mod Europa….

JOSE VEGA: Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til professor Postol og oberst Wilkerson. Jeg vil gerne takke jer begge for jeres præsentationer samt resten af panelet. Jeg vil også gerne anerkende, at mange af deltagerne i dette opkald ikke bare er tilskuere og lyttere, men aktivister og organisatorer. Jeg har selv gjort dette i ti år; jeg har været tilknyttet Schiller Instituttet i ti år, og nu er jeg kandidat til Kongressen her i Bronx. Jeg er stolt over at kunne sige, at jeg ser mange navne på deltagerlisten, som jeg ved også er organisatorer og aktivister. Jeg beder til, at folk, der lytter til disse præsentationer, vil bevæge sig og handle på dette.

Jeg vil gerne bede panelet om at kommentere noget, men jeg vil især gerne høre fra professor Postol og oberst Wilkerson og selvfølgelig Helga. Da Daniel Ellsberg så, at USA truede med krig mod Kina over Taiwan i 2021, lagde han klassificerede dokumenter online, som oprindeligt var kopieret i 1970’erne, og som viste, at de amerikanske militærplanlæggere pressede på for atomkrig mod det kinesiske fastland så tidligt som i 1958. Det var planer, som Ellsberg selv var en del af, som han indrømmede i et interview med CBS]. Det skulle ikke kun gå ud over Kina; de ville ramme hver eneste by i Sovjetunionen og hver eneste by i Kina. Der var ingen plan, som ikke også indebar udslettelse af den kinesiske befolkning. De var klar til at begå 100 holocausts og slippe af med de dengang 600 millioner kinesere. Jeg vil gerne sætte det i kontrast til det, vi for nylig har fundet ud af, nemlig at Biden tilbage i marts havde beordret eller havde planer om at være klar til en atomar konfrontation mellem Kina og Rusland.

Men endnu vigtigere vil jeg gerne spørge, hvorfor vi kender til den slags planer, og hvorfor de bliver frigivet eller lækket til offentligheden? Er der nogen i udenrigsministeriet med samvittighed, som trygler den amerikanske befolkning om at gribe ind på en eller anden måde? Er der overhovedet nogen, der træffer den slags beslutninger om at gå i krig med en samvittighed? Og hvis vi antager, at der er nogen i Repræsentanternes Hus eller i Udenrigsministeriet med en samvittighed, hvad er det så, de forventer, at den amerikanske befolkning skal gøre?

COL. LARRY WILKERSON: I slutningen af Dans liv – og lad mig i parentes tilføje, at jeg synes, Dan var en af de største helte i anden del af det 20. århundrede og første del af det 21. århundrede. Dan og jeg havde mange samtaler. Jeg var faktisk med til at arbejde sammen med Paul Jay i Canada, som er ved at lave den, tror jeg, definitive dokumentarfilm om Dan og atomvåben. Forhåbentlig udkommer den snart; den koster meget mere, end Paul havde forestillet sig. Men jeg tror, at den bliver ekstremt stærk, når den kommer ud.

Dan og jeg havde nogle samtaler om nogle af de afsløringer, du lige har nævnt. En af de ting, jeg forsøgte at dæmpe – hvis det er det rigtige ord – hans bekymringer med, var, at det amerikanske militær i sine krigsplanlægningsafdelinger planlægger for alle mulige eventualiteter. Det planlægger for ting, som du nok ikke ville tro på. For eksempel planlægger det krig med Storbritannien; det planlægger krig med Tyskland; det planlægger krig med næsten alle lande i verden, som har kapacitet til at gøre skade på USA. Disse planer er ikke faste planer, der – som vi siger i dag i moderne terminologi – er tip-fitted (data om tid, fase, styrke og indsættelse); med andre ord klar til udførelse. Det er bare de planer, som militær over hele verden formentlig har, men som USA helt sikkert har. Vi er det eneste land i verden, der deler verden op i territorier og sætter en firestjernet general eller admiral i spidsen for hvert territorium. Jeg tror ikke, der er noget imperium i menneskehedens historie, der har gjort det. Vi er også det eneste land i verden, der har 800 oversøiske baser. Kina og Rusland har f.eks. ikke engang 80 tilsammen.
Al denne planlægning bliver nogle gange lækket, og det bliver lækket på forskellige måder. Det kan være en Julian Assange, det kan være en anden journalist. Og når det kommer ud, ser det dramatisk farligt ud. Det ser endda vanvittigt ud i forhold til imperiet. Og nogle gange vil jeg være den første til at indrømme, at det nok er sindssygt. Men mange af de ting, der sker med hensyn til krigsplanlægning i Kina og Rusland, som på en eller anden måde er sluppet ud bagefter, og som Dan henviste til, var ting, som ledelsen ikke overvejede at udføre. De blev simpelthen overvejet af de militære planlæggere til den eventualitet, at en af lederne forhåbentlig begge ledere på det tidspunkt, for vi har to – forsvarsministeren og præsidenten – i den civile kommandokæde ville bede om at blive gennemført eller ville bede om at blive taget ned fra hylden og støvet af og muligvis gennemført.

Mange af de ting, som Dan kiggede på, og mange af de ting, som andre har kigget på siden, var af den karakter. Jeg tror ikke, der var andre end måske en general Curtis LeMay eller en anden fuldstændig sindssyg militærofficer, der overvejede at gennemføre dem; de gjorde bare deres arbejde. For eksempel var der en plan – og Dan og jeg har talt om det – der var en plan om at smide atomvåben over Korea, lige efter at kineserne havde grebet ind. Der var 400.000 frivillige, og vi blev kørt grundigt i sænk. Folk i Washington talte om at opgive halvøen; de talte seriøst om det. General MacArthur foreslog at smide atomvåben på tværs af hovedaksen fra øst til vest i Nordkorea, og derfor kunne der ikke komme flere styrker ned, fordi det ville være for radioaktivt. Det var en plan, det var et forslag fra den øverstbefalende for hele området. Det blev ikke engang taget alvorligt af de civile, i hvert fald fremgår det ikke af referatet, at de civile tog det alvorligt. Så det er noget af det, der kendetegner militær planlægning, især når man har et militær, der er så stort og dygtigt som imperiets. De civile, som senere opdager, hvad de »planlagde«. Det er ikke nødvendigvis så slemt, som det kan se ud, selv om man samlet set kan sige: »Jeg ville ønske, at jeg ikke var et imperium.« For det er det, imperier gør; de planlægger at bekæmpe alle i verden på et eller andet tidspunkt, eller alle med kapacitet og mulige intentioner om at gøre skade på dem hele tiden.

Det får sit eget liv. Og jeg tør godt sige, at folk som general Wes Clark, der fortalte mig – og jeg så selv nogle af tegnene på dette, før jeg fik forbud mod at tage til Pentagon af Donald Rumsfeld, den daværende forsvarsminister. Vi havde planer om at gå efter Syrien; vi havde planer om at gå efter Iran; vi havde planer om at gå ind i Libanon; vi havde planer for hele Levanten. Jeg tror, og jeg tror, at general Clark ville bakke mig op i dette – tidligere NATO-kommandør – at vi ville gennemføre disse planer, hvis Irak gik virkelig let i 2003. Vi ville indtage Syrien, vi ville indtage Iran, vi ville indtage Libanon; vi ville indtage hele Levanten. Udførte vi de planer? Nej, for i dette tilfælde tror jeg, at den primære grund var, at Irak ikke var et let mål, og det er stadig fyldt med problemer på grund af det, vi gjorde. Som jeg tror, du sagde, var det en ulovlig krig. En af de første ting, Kofi Annan sagde, var, at det var en ulovlig krig. Det gør de kommentarer, som Tony Blinken kom med forleden om grænsers ukrænkelighed og alt muligt andet, til det rene hykleri. For vi startede krænkelsen af grænsernes ukrænkelighed i den moderne tidsalder med Irak i 2003.

Nå, men Dan var en fantastisk fyr: Han var en helt. Nogle af de historier, Dan fortalte mig om, hvad han gjorde, da situationen med atomvåben var på sit højeste, var, at han kørte en jeep ud gennem pigtråden i Nevada med en anden mand i jeepen sammen med ham. Han kørte en jeep gennem pigtråden og ud til Ground Zero for at forhindre Ronald Reagan i at foretage en atomprøvesprængning den dag. Han tog ud til testområdet i en jeep sammen med en anden person – det var alt, hvad der var. Og han stoppede demonstrationen: Han stoppede den atomare detonation. Han var en amerikansk helt {par excellence}.

PROF. TED POSTOL: Først og fremmest vil jeg gerne sige, at jeg er enig i alt, hvad oberst Wilkerson sagde. Men jeg har et lidt andet syn på det, fordi jeg ikke har fordelen af at være soldat. Men jeg har fordelen af at være uddannet som videnskabsmand. Jeg havde også det store privilegium at arbejde tæt sammen med en masse dygtige soldater, da jeg var i Pentagon, så jeg har et glimt af den verden, selv om jeg ikke vil påstå, at jeg har den samme ekspertise som de meget dygtige og kompetente soldater, jeg arbejdede sammen med.

Men en af de ting, jeg vil sige, der er anderledes ved atomvåben og planlægning af atomvåben, er, at der er problemer med begrebsliggørelsen af disse våbens sande kapacitet og virkninger, hvis man ikke har en særlig uddannelse, og hvis man ikke gør en særlig indsats for at forstå, hvad der faktisk foregår; med andre ord de fysiske virkninger. Så jeg vil gerne gøre det klart, at der er mange mennesker, der siger: »Jeg er videnskabsmand, jeg ved det.« Det er noget vrøvl; de ved det ikke. Men hvis du er videnskabsmand, og du er uddannet som sådan, og du arbejder seriøst med det, bør du have en rimelig forståelse af virkningerne af disse våben. Jeg var involveret i planlægningen af atomart arbejde; jeg havde tilsynsansvar, så jeg kunne se, hvordan tingene blev gjort. Og det, der slog mig, var, at planlægningsprocessen var en meget ritualiseret proces. Folk havde de her små cirkulære nøgler, som man satte over et mål og flyttede lidt rundt på, og så kunne man måske justere punktet, hvor atombomben skulle detonere. Men de vidste virkelig ikke, hvad våbnenes sande effekt var, for de var ikke uddannet til at kende disse effekter. De var soldater; de blev hentet ind fra at være højt kvalificerede kampvognsoperatører, piloter, navigatører, skibsførere. Men deres træning omfattede virkelig ikke nogen detaljer om atomvåben.

Jeg plejede at holde et foredrag, jeg plejede at joke, jeg vil give folk en fornemmelse af min sorte humor. Jeg plejede at holde et foredrag, jeg kaldte mit »Shake and Bake«-foredrag, som var en meget nøgtern, detaljeret beskrivelse af virkningerne af atomvåben. Jeg holdt det, da jeg var på Stanford. Det var en stor klasse, hvor jeg holdt nogle af forelæsningerne. Jeg fik studerende til at skrive til mig efter undervisningen, at de havde mareridt efter den time. Og for at være helt ærlig, så var jeg selvfølgelig glad for det. Jeg forsøgte ikke at overdrive, jeg forsøgte meget ærligt og på en måde, der var let at forstå, at vise folk, hvad virkningerne af atomvåben ville være, hvis de blev brugt. Det var et foredrag, jeg gjorde en stor indsats for. Men et af de fænomener, jeg oplevede flere gange, var, at unge soldater, som tilfældigvis var blandt publikum – de var sandsynligvis på besøg i disse militære udvekslingsprogrammer – kom op efter foredraget og sagde til mig: »Jeg ville ikke gøre sådan noget. Det er kriminelt. Det er imod min ed som officer om ikke at myrde folk vilkårligt. Jeg er forfærdet over det, du viser. Jeg vil bare have, at du skal vide, at jeg aldrig bevidst ville være involveret i det her.« Og det var en interessant oplevelse for mig, for på dette tidspunkt var jeg allerede på Stanford, men jeg havde været involveret i planlægningen af atomkrigen og havde observeret, hvordan det blev gjort på denne rutineprægede måde, denne ritualiserede måde, det blev gjort på. Og jeg indså, at det var soldater, som bare gjorde, hvad de fik besked på, uden tilstrækkelig teknisk baggrund til at forklare dem de fulde konsekvenser af det, de gjorde. De var bare blevet sat til at gøre det. Og de havde meget stærke moralske og etiske standarder, som mange af de soldater, jeg har været så heldig at arbejde sammen med, havde. Men de havde ingen anelse om, hvad der virkelig foregik.

Og jeg tror, det er tilfældet med planlægning af atomkrig generelt. Jeg synes, at det var modigt af Dan at offentliggøre disse planer. Og jeg tror, at disse planer ville være blevet udført, som de var planlagt, hvis en række begivenheder skabte en situation, hvor der blev truffet en beslutning om at bruge atomvåben. Jeg skrev en artikel, som skabte en masse problemer – heldigvis – og det var det, jeg håbede på. Den blev holdt på et symposium på National Academy of Medicine i Washington, hvilket var et godt forum, fordi det blev dækket af den internationale presse. Jeg kaldte det ” Ofre fra superbrande fra atomare angreb på byer”. Hvad artiklen gjorde – den er stadig tilgængelig fra National Academy of Sciences for dem, der vil have den, eller jeg kan gøre den tilgængelig for jeres folk. Den viste, at brande, der opstår som følge af et atomvåben – atomvåben er ikke store eksplosive enheder. En eksplosion når aldrig en temperatur over ca. 5.000° Kelvin. Et atomvåben har oprindeligt en temperatur på 100 millioner grader Kelvin, og det skaber denne ildkugle, der er så varm, at den er varmere end solens overflade i brøkdele af et sekund, og sætter ild til en enorm rækkevidde. Hvis du har en by på 200, 400 eller 500 kvadratkilometer, der brænder samtidig, vil du se et miljø som Dresden, men mere intenst. For al denne varme fra forbrændingen skaber en opadgående luftstrøm og en indadgående strøm af kølig luft fra omgivelserne. Og du har vindstød af orkanstyrke på gaden, som er over temperaturen på kogende vand. Ingen overlever det; intet overlever det. Så du ville have bybrande på hundredvis af kvadratkilometer ad gangen; og det er ikke inkluderet i krigsplanlægningen. Jeg havde en lang diskussion med Dan om dette engang, da jeg var i Tyskland, hvor dette fænomen ikke engang var inkluderet. Han var ikke klar over det, før jeg skrev denne artikel.

Det er stadig ikke inkluderet i amerikansk krigsplanlægning, så fire eller fem gange flere mennesker ville blive dræbt med det samme af disse atomvåben – ikke at det ville betyde noget, for der ville være sekundære effekter, som ville være enorme. Men de får ikke engang de grundlæggende fysiske virkninger med i planlægningen. Så det er en meget farlig situation. Og selvfølgelig er planlægningen af atomkrig meget hemmelig. Det er meget svært at få adgang til denne planlægningsproces. Civile får ikke rigtig noget af det. De civile, som har ansvaret i Pentagon, og som jeg mødte, var for det meste, hvad jeg vil kalde, ikke særligt raffinerede politologer, som var optaget af at gentage argumenter på en abelignende måde, som ikke gav nogen mening; som ikke havde noget at gøre med, hvad der rent faktisk ville ske, hvis man brugte atomvåben. Det er en skræmmende situation, i hvert fald set fra mit perspektiv, fordi de mennesker, der har ansvaret for hele denne planlægningsproces, ikke har nogen idé – slet ingen – om, hvad de laver.

Så der er denne ekstra funktion, som Lawrence ikke tog med i sin diskussion, fordi soldaterne ikke er klar over det, fordi systemet ikke er klar over det. Så det uddanner ikke soldaterne i disse virkninger. Du tager en soldat og giver ham en ammunition. Den soldat ved, hvad ammunitionen vil og ikke vil gøre; de er trænet meget godt. De har en ekstraordinær raffineret forståelse af, hvad de gør. Med atomvåben kan man ikke gå ud fra noget som helst; så der er et lag af, jeg vil kalde det illusion, som er forbundet med hele planlægningsprocessen, og som er ekstraordinært farligt.

WILKERSON: Jeg vil bare sige én ting. Så vidt jeg ved, opererer vi stadig med princippet om civil kontrol med militæret. For det andet, og det siger jeg med en vis forsigtig kynisme, fordi jeg har set tingene anderledes i de sidste par år. Men min erfaring efter 31 år i militæret var, at jeg var mere bange for de civile ledere, end jeg var for mine militære chefer.

POSTOL: Det var jeg også. Jeg var aldrig bange for de soldater, jeg arbejdede sammen med.

WILKERSON: Og Joe Biden giver mig helt ærligt kuldegysninger.

POSTOL: Ja, jeg synes, han er en forbryder.

WILKERSON: Det er helt utroligt, at han gik fra den atomare position, der var, til det, der sker nu.

POSTOL: Den krig, han startede i Ukraine? Han startede den. Vi prøvede og dømte folk ved Nürnberg-processerne for bevidst at starte en krig efter eget valg; det var en del af anklagerne mod dem. Hvad er anderledes her?

WILKERSON: Jeg er enig.

ZEPP-LAROUCHE: Meget kort. Så vidt jeg ved, havde Daniel Ellsberg i et af de sidste interviews, han gav, før han døde, opfordret folk i Pentagon til at rapportere om, hvad den faktiske diskussion er om brugen af atomvåben. Jeg synes måske, vi skal gentage hans anmodning.

{{Slutbemærkning:}}

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan kun håbe, at det program, vi producerer i dag, vil blive distribueret bredt over hele verden. Jeg vil gerne appellere til jer alle om at hjælpe med at gøre det ved at bruge alle de lister, kanaler og platforme, I har. For jeg tror, at hvis vi kunne få et publikum på lad os sige ti millioner mennesker, så ville det gøre en forskel. Så jeg beder jer om at hjælpe med at gøre det.

Jeg tror også, at behovet for at gå hurtigt på gaden er vigtigt. Vi har den 26. september, som du sagde Anastasia, den 28. september Scott Ritter-rally, Rage Against the War-rally, den 3. oktober er der planlagt en stor demonstration i Berlin – det er den nationale genforeningsdag – og en masse grupper opfordrer til det. Men jeg tror bare, at vi virkelig er nødt til at organisere alle for at få regeringerne til at forstå, at de ikke kan gøre, hvad de vil hen over hovedet på folket. I 1980’erne bidrog dette i høj grad til et miljø, hvor INF-traktaten blev muliggjort.

Men jeg mener ikke, at det er godt nok. For den underliggende årsag til konflikten er på den ene side det truende sammenbrud af det transatlantiske system, der hviler på USA’s gæld på 33 billioner dollars, men derudover er der 2 billioner dollars i udestående derivater, som kan detonere når som helst. For det andet, at den virkelige årsag og ændringen i de strategiske doktriner i USA, som derefter blev ledsaget af en ensartet beskydning af Rusland og Kina fra alle de transatlantiske tænketanke, som virkelig startede i 2017. Årsagen var Kinas fremgang og fremkomsten af BRI, hvor Kina udvidede den kinesiske økonomiske model til andre udviklingslande. I fire år lagde Vesten ikke mærke til det; vi fulgte det meget tydeligt. Som nogle af jer måske ved, var Den Eurasiske Landbro vores bud på en fredsorden i 1991, da Sovjetunionen brød sammen. Meget af det, Kina gør nu, er i familie med det, min afdøde mand og vores bevægelse gjorde i et halvt århundrede.

Derfor løser man ikke problemet ved bare at lave en ny forsvarstraktat eller nedrustningstraktat eller noget lignende. Man er nødt til at tage fat på de grundlæggende årsager, hvilket betyder, at man er nødt til at ændre paradigmet. Jeg tror, vi kan blive venner igen med ikke bare russerne, men også alle andre lande eller mennesker i verden, hvis vi tænker på, at vi er én menneskehed. Uanset hvilke historiske, etniske og andre skel, der måtte adskille os, må vi tage springet og først tænke på menneskehedens interesser som helhed og derefter på vores nationale interesser. I en vis forstand er det det modsatte af America First. America second, eller American in line with humanity first. Jeg tror, at det mentale spring skal foretages.

Jeg tror, vi er nødt til at tage fat på den konflikt, som præsident Ramotar sagde, at verden er ved at falde i to blokke. Det bør ikke ske. Vi er nødt til at have en situation, hvor USA og de europæiske nationer stopper dette geopolitiske nonsens og siger, at vi samarbejder med den Globale Majoritet. Hvis landene i det Globale Syd nu endelig efter 600 års kolonialisme har tænkt sig at opbygge deres eget system, som giver mulighed for deres økonomiske udvikling, skal vi ikke bekæmpe det, vi skal støtte det. Hvis du vil håndtere migrantkrisen ved grænsen mellem Mexico og USA, eller hvis du ikke ønsker, at Middelhavet skal blive til en massegrav, så hjælp med at skabe 2-3 milliarder produktive jobs i Afrika, Latinamerika og Asien. Alle mennesker vil med glæde opbygge deres egen økonomi og overvinde fattigdommen, som er en krænkelse af menneskerettighederne, hvis jeg nogensinde har set en. Hvis man er fattig, hvis man forsøger at få et måltid om dagen, og man ikke ved, om man har et til i morgen, så er ens menneskerettigheder krænket, fordi man bliver frataget det vigtigste, der gør os til mennesker, nemlig vores kreative potentiale, som vi kun kan udfolde og udvikle, hvis vi har de grundlæggende materielle behov til at gøre det.

Derfor har jeg foreslået, at vi har brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som varetager interesserne for alle mennesker på planeten, alle nationer. Og jeg har foreslået ti principper, som kunne være udgangspunktet for en diskussion af, hvordan en sådan arkitektur kunne se ud. Det, Suzanne Schwartz sagde, passer perfekt ind her, og jeg synes virkelig, vi skal bevæge os i retning af løsninger. For hvis vi kun protesterer mod det negative, er det ikke nok. Vi er nødt til at komme med konstruktive løsninger. Hjælp os derfor med at opbygge IPC; kom med tre eller ti gange så mange mennesker i næste uge; og bliv ved med at organisere med dette program.

Mange tak.




Haste Appel fra Russisk General: Borgere i Vesten, Vågn Op Før Det Er For Sent!
Webcast med grundlægger og formand for Schiller Instituttet Helga Zepp-LaRouche

Ikke korrekturlæst

Onsdag, 28. august 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til denne uges webcast med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Det er onsdag, den 28. august 2024. Jeg er Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært i dag. I kan sende jeres spørgsmål og kommentarer til questions@schillerinstitute.org eller poste dem på chat-siden.
Helga, du har understreget i den sidste uge eller deromkring, at de næste tre til seks måneder vil være den farligste periode i menneskets historie, og Den Internationale Fredskoalition har netop udsendt en erklæring om, hvad der skal gøres for at undgå tragedie, med titlen “Council of Reason, Not Council of War!” tilgængelig på Schiller Instituttets hjemmeside.

Interessant nok, mens NATO har kørt hårdt over røde linjer, opfordrede den russiske generalmajor Apty Alaudinov borgere i Vesten til at “vågne op” og gå ud i gaderne og demonstrere. I denne sammenhæng har vi vores første spørgsmål fra en amerikansk podcaster med militære bånd. Han skriver: “Det er klart, at det vestlige etablissement har besluttet at bruge krig og krigstidsmetoder, såsom kup, attentater og censur for at beskytte deres imperium. Hvad tror du, der skal til for at få flere fremtrædende personer til at bakke op om dine bestræbelser på at få vestlige nationer til at opgive deres imperialistiske drømme og i stedet samarbejde med BRICS og det Globale Syd?” Og han henviser til udtalelser fra Robert F. Kennedy, Jr. og Tulsi Gabbard, da de støttede Donald Trump, hvor de advarede om faren for atomkrig. Er dette de slags udtalelser, der kan hjælpe os væk fra Tredje Verdenskrig?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er bestemt nyttigt og ekstremt presserende. Jeg tror, det første skridt for at undgå en katastrofe er, at befolkningerne over hele verden, ikke kun på begge sider af Atlanten, men også med vægt på det Globale Syd, vågner op til det absolut presserende faktum, at vi står på randen af atomkrig. Og dette er ikke generelt forstået i dybden og alvoren af situationen. Fordi i de seneste dage har mange eksperter og analytikere, også på begge sider af Atlanten, argumenteret for, at Ukraines invasion af Kursk-regionen i Rusland ikke er, hvad nogle medier oprindeligt portrætterede det som, nemlig at Ukraine ville lave et overraskelsesangreb på russisk territorium, erobre noget russisk territorium som et forhandlingskort til forhandlinger, når der er fredsaftaler, så Ukraine ville have noget at forhandle med i form af territorium besat af Rusland inde i Ukraine.

Nu viser der sig i stedet et billede, som jeg mener, ikke længere er i tvivl om, at grunden til, at ukrainerne satte deres bedst udstyrede og bedst trænede bataljon ind i Kursk, har en helt anden karakter: Det er uden tvivl en brigade, ikke som folkene i Donbass, der dør i høje tal hver dag, men en brigade trænet på det højeste niveau af NATO-træning, NATO-udstyr og NATO-forsyninger fra satellitter; dette er NATO’s top, top, top standard. Så spørgsmålet, jeg stillede mig selv oprindeligt, var, hvorfor skulle Ukraine, eller hvem der end støtter Ukraine, gøre dette, hvorfor ikke forstærke tropperne i selve Ukraine, som tydeligvis taber territorium hele tiden; er det bare for PR-effekt, er det for at bevise, at ukrainere stadig er i stand til at levere og dermed fremme at få vestligt udstyr kontinuerligt sendt? Det var en hypotese, men nu, som flere rapporter kommer ind, og flere eksperter udtaler sig, er det mere klart, at grunden er, at det faktisk er en del af et NATO-angreb mod Rusland, med det formål at fortsætte uden at stoppe; og jeg tror, det når meget definitivt det punkt, eller måske allerede har nået det punkt, at truslen mod Ruslands territorium og integritet bliver så stor, at Ruslands atomdoktrin ville træde i kraft. Udenrigsminister Sergey Lavrov gentog det så sent som i går og sagde, at de mænd og kvinder, der kontrollerer atomvåbnene i Vesten, leger med ild: De leger med tændstikker, som om de aldrig var vokset op. Og andre, som Gilbert Doctorow, en velkendt ekspert, hævder grundlæggende, at det allerede har nået det punkt, hvor atommuligheden er det eneste, der er tilbage for Rusland.

Det er klart, at den russiske militære generalstab og ledelse ved, at en del af spillet er at lokke Rusland til at bruge atomvåben, hvilket naturligvis, hvis det skulle ske, ville sigte mod at miskreditere Rusland, især i resten af verdens øjne, det Globale Syd, Kina, og mange andre kræfter; alle rundt omkring i verden ville distancere sig fra Rusland.

Jeg ved ikke: Dette bliver latterligt. Dette bliver et spil og beregninger med den nukleare Armageddon, med muligheden for udryddelse af menneskelig civilisation. Og givet det faktum, at hele kontrollen af militær-industrielle kompleks, at NATO er af vital interesse for dem, der er ved magten lige nu, tror jeg, der vil blive gjort en hvilken som helst indsats for at forhindre Trump i at vinde præsidentposten igen. Farezonen er nu. Vi når afslutningen på visse processer på én gang lige nu. Så jeg holder fast i min bekymring om, at perioden mellem nu og valget og derefter det næste punkt, når den nye præsident træder ind i Det Hvide Hus, er den periode med den højeste, mest farlige ustabilitet indtil videre. Det betyder ikke, at afhængigt af hvordan tingene går, at den fare ikke vil mindskes efterfølgende, men jeg tror, vi skal være absolut på vagt, og jeg tror, situationen er meget, meget farligere end under Cubakrisen i 1962; det er helt sikkert farligere end under mellemafstandsmissilkrisen i 1980’erne, og på det tidspunkt var der hundredtusindvis af mennesker på gaderne for at protestere mod det. Og jeg tror, hvad der kræves nu, er ikke hundredtusindvis, men millioner af mennesker på gaderne overalt.

SCHLANGER: En del af det spørgsmål om at vågne op er for alle vores seere at sende ind jeres spørgsmål og kommentarer, deltage i dialogen, og så tage det ud til alle, I kender: Fordi vi skal have den slags mobilisering, der har foregået med Den Internationale Fredskoalition.
Helga, i betragtning af hvad du lige har sagt, er der et spørgsmål, der lige er kommet ind: “Tror du, NATO er vanvittig nok til at angribe russiske atomkraftværker?”

ZEPP-LAROUCHE: Nå, selvfølgelig, i mange af de ting, der sker, gøres de på en sådan måde, at de altid involverer muligheden for “plausibel benægtelse.” Jeg tror ikke, vi vil se en situation, hvor NATO åbent ville angribe et russisk atomkraftværk, medmindre du allerede er midt i egentlig krigsførelse. Men jeg tror, faren for, at det ville ske, er enorm, og der var tre droneangreb på atomkraftværker—et på Zaporozhye og to mod Kursk NPP—som det russiske luftforsvarssystem besejrede, så de var ude af stand til at forårsage nogen skade.
Men om det vil jeg virkelig sige, at flere atomforskere har kommenteret, at i mellemtiden, og hvad jeg finder mest bemærkelsesværdigt er, at De Grønne internationalt, især De Grønne i Tyskland, som i årtier har sagt, “vi er imod civil brug af atomenergi, fordi hvad hvis der ville være et militært angreb på et atomkraftværk, det kunne forårsage utrolige stråling og frygtelige skader.” Nå, jeg har ikke hørt en lyd fra De Grønne i Tyskland, ej heller nogen andre Grønne, der fordømmer de tre ukrainske droneangreb på de to atomkraftværker! Og det faktum, at Rusland var i stand til at skyde dem ned, mindsker ikke intentionen hos dem, der affyrede dronerne. Så De Grønne, efter min mening, har fuldstændig miskrediteret sig selv igen som komplette svindlere, totalt ideologiske, ikke på nogen måde bekymret om nukleart nedfald, ligesom de er ubekymrede om enhver anden skade, såsom CO2-udledninger fra krigsudsendelser, såsom krigsskibe og fly. Efter min mening burde De Grønnes manglende handling virkelig give De Grønne vælgere noget at tænke over.

SCHLANGER: Det leder ind i det næste spørgsmål, der kommer fra en russisk tv-nyhedsproducer, som spurgte om den 1. september statens parlamentsvalg i Thüringen og Sachsen, og muligheden for et stort opgør—et stort nederlag—for regeringskoalitionerne, herunder De Grønne. Han spørger: “Vil dette ændre tingene i Tyskland? Vil dette ændre Scholz-regeringens position med at være totalt underordnet den anglo-amerikanske politik?”

ZEPP-LAROUCHE: Det vil helt sikkert være et stort slag. Hvis det er nok til virkelig at ændre denne regering, må man se. Som det er nu, viser meningsmålingerne i både Thüringen og Sachsen, at AfD vil komme ind som nummer et, CDU i Sachsen vil miste sit embede som ministerpræsident; og Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW) vil komme stærkt ind som nummer to eller tre. Lad mig nu påpege noget ekstremt vigtigt i denne sammenhæng: Sachsens ministerpræsident Michael Kretschmer (CDU) førte i meningsmålingerne indtil for nylig. Derefter udtalte han, at mens han er for forhandlinger og dialog med Rusland, støtter han ikke desto mindre stationeringen af amerikanske langdistancemissiler i Tyskland fra 2026 og frem, hvorpå hans meningsmålinger faldt under nummer et, og det kan meget vel være, at AfD vil være det stærkeste parti ved valget den 1. september.

Nu, lad mig sige et par ord om denne langdistancemissilstationering, fordi det er meget vigtigere, end folk tror. For det første var dette tilsyneladende en beslutning truffet af USA; det var, hvad Scholz sagde efter NATO-topmødet sidste måned, og han sagde, det var en god beslutning. Han indrømmede derfor, at der ikke var nogen tysk deltagelse i det. Det ser nu ud til, at der var drøftelser før NATO-topmødet mellem Tyskland og USA om dette emne. Man skal først og fremmest se det i lyset af ændringen af USA’s nukleare doktrin i marts, som var hemmelig; den er ikke engang elektronisk tilgængelig, fordi den er så tophemmelig, og den ændrer USA’s nukleare holdning til en forventet trefrontskrig mod Rusland, Kina og Nordkorea. Det var i marts. Så tilsyneladende, da NATO-topmødet fandt sted i juli, var det selvfølgelig allerede under rubrikken af den ændrede amerikanske nukleare doktrin, og derfor også beslutningen om at indsætte langdistancemissiler i Tyskland.

Der var ingen bred diskussion i NATO om denne bilaterale aftale mellem Tyskland og USA. Der er ingen omtale af det i NATO-erklæringen i juli, og hvad det betyder er, at en beslutning, der klart ændrer den strategiske balance mellem Rusland og USA, og alvorligt truer og forværrer Tysklands sikkerhedsinteresser, hvilket gør det til et atomart mål, fordi Rusland vil helt sikkert modvirke det med symmetriske eller asymmetriske, men mere sandsynligt symmetriske modforanstaltninger, betyder der var ingen debat, åbenbart ikke i Tyskland; ikke i Forbundsdagen, ikke i offentligheden, ikke i medierne, men heller ikke generelt blandt de europæiske allierede!

Nu, i modsætning til NATO Nachustungsverschluss [ph]—jeg ved ikke, hvad ordet er på engelsk—beslutningen i 1979, som førte til Pershing II/SS-20 mellemniveaumissiludsendelserne i begyndelsen af 1980’erne, var der på det tidspunkt fire yderligere allierede, en del af det, og de blev naturligvis konsulteret, på dette tidspunkt, ikke. Dette er første gang i hele efterkrigstidens historie, at Tyskland igen gør noget enkeltstående; det bringer frem spøgelset af den {deutsche Sonderweg}, Tysklands særlige vej, som historikere holder ansvarlig for at være vejen, der endte i nationalsocialismen og nazisterne i 1930’erne. Så for Tyskland at igen gå på en enkel vej uden konsultation med de allierede, når den beslutning tydeligt berører sikkerhedsinteresserne hos alle allierede i Europa, fordi konsekvenserne vil blive mærket ikke kun af Tyskland, men også af hele Europa, jeg kan kun forudsige, at mange af de mindre lande vil føle, at deres sikkerhedsinteresser igen er blevet trådt under fode af denne tyske unilaterale beslutning. Og jeg tror, givet spændingen i EU allerede, at det vil have en meget eroderende effekt på NATO’s enhed, på EU’s enhed, fordi det ikke er noget bygget på tillid, på selvtillid eller pålidelighed; og jeg tror, det mærkes af folk.

Jeg tror, diskussionen om det er lige begyndt, fordi det er ret lang tid indtil 2026, men februar 2026 er også det tidspunkt, hvor New START-traktaten udløber, og på det tidspunkt vil du slet ikke have nogen enkelt nedrustningsaftale mere, og det er det tidspunkt, hvor USA planlægger at indsætte deres langdistancemissiler i Tyskland. Så hvis der ikke er en super-eskalation i den umiddelbare periode, hvilket jeg tror, der vil være, tror jeg senest på det tidspunkt, vil du have en større krise i Europa. Og folk fornemmer det: De mere intelligente og mere opmærksomme dele af befolkningen er allerede bekymrede, og det er derfor de politiske partier, der støtter dette, falder i meningsmålingerne som en varm kartoffel. Og jeg tror, konsekvenserne af det er absolut alvorlige. Under alle omstændigheder ville jeg sige det, fordi der sker meget mere end det, der umiddelbart møder øjet, men jeg tror, man kan være sikker på, at Tyskland vil ændre sig nationalt, fordi disse to statsvalg i september og et andet senere på året, har nationale implikationer.

SCHLANGER: På det, du lige talte om, har vi et spørgsmål fra en af vores regelmæssige korrespondenter, D—. “Hvad med forskelle mellem NATO-generalernes, som vi ikke ser? Er der splittelser? Er der forskelle?”

ZEPP-LAROUCHE: For sikker, fordi hvad jeg lige henviste til før. Hvis disse missiler, som skal være amerikanske missiler på tysk jord, var der tidligere en diskussion om, at der eventuelt skulle være et fælles italiensk-fransk-tysk missilsystem, der tilsyneladende er berørt af dette, og jeg tror, bag kulisserne, er jeg ret sikker på, at der er en masse uenighed; og hvis du ser på det politiske landskab i Europa lige nu, er det et af kaos. Det er ikke overdrevet. Frankrig har endnu ikke nogen regering; Macron afviser visse muligheder. Frankrig er i kaos. Koalitionsregeringen i Berlin er den mest upopulære regering i Tysklands efterkrigstidshistorie; jeg tror, andre, mindre lande, såsom Ungarn, Slovakiet, men også andre lande i Østeuropa er virkelig ikke enige med den nuværende kurs, så vi sidder på et krudttønde. Og hvad jeg sagde er, at denne unilaterale beslutning fra USA, der kraftigt tvinger den ned i halsen på Tyskland, om at indsætte disse missiler i Tyskland, vil have en meget eroderende effekt.

SCHLANGER: Vi har nogle spørgsmål, der vedrører ideen om krigsforberedelser, såsom censur osv. Diana fra Canada siger: “Jeg er sikker på, at de fleste canadiere ikke har nogen idé om, hvad der sker uden for landet. Nationalt medier vil ikke dække det, og nedtoner alvoren.” Hun sagde, “Jeg tror, det vil tage en forfærdelig begivenhed som 9/11 for at vække dem.”
Vi har også fra en australier, der er aktiv i Assange-kampagnen, kampagnen for at frigøre Julian Assange—som sagde, “Efter al afsløringen af bestræbelserne i Assange-sagen for at undertrykke ytringsfrihed, er de i gang igen på en større måde, målrettet Scott Ritter, anholdelsen af Telegrams administrerende direktør, Pavel Durov; jagten på Rumbles administrerende direktør ud af Europa—han sagde, han måtte forlade Europa af sikkerhedsmæssige årsager; anholdelsen af Richard Medhurst.” Og hun siger, “hvor er de ærlige journalister, der burde rapportere dette? Hvor er de borgerlige frihedsrettighedsforkæmpere? Hvor er statsmændene?”

ZEPP-LAROUCHE: [griner] Nå! Det er et meget passende spørgsmål, “Hvor er de?” Jeg tror, der er lige nu en retssag—jeg har glemt, hvor den kom fra, men den kom måske fra Sydafrika eller fra et andet Globalt Syd-land—mod mainstream medierne for at have været medvirkende til folkedrabet i Gaza. Og mens det måske ikke ser ud som det mest presserende spørgsmål, i lyset af hvad der sker der, tror jeg, det er den absolut utrolige rædsel: 20% af folkene i Gaza rapporteres akut døende af sult og sult, og verden gør intet tilstrækkeligt for at stoppe det! hvilket jeg tror vil være en plet på mindet og samvittigheden hos alle dem, der har været stille om det.
Men endnu værre, mainstream medierne for det meste, er en del af fortællingen, der altid siger, efter aggressionen fra Hamas den 7. oktober 2023, og så siger de, hvad der ellers sker, men altid skal man give det udseende, at hvad der sker nu, er resultatet af, hvad der skete den 7. oktober, og dækker i høj grad over omfanget af, hvad der sker i Gaza. Så disse medier bliver sagsøgt for at blive holdt medskyldige for at være medansvarlige. Og måske vil dette ikke påvirke begivenhederne i dag og i morgen, fordi, også udsendelsen af de to amerikanske hangarskibe i regionen har rejst spørgsmål, hvad er de der for? Mulig regional krig i Mellemøsten, eller er de en del af en større udsendelse i NATO-konfrontationen mod Rusland? Men uanset hvad der sker på kort sigt, hvis vi kommer ud af denne krise i live, hvilket ikke er sikkert på nogen måde, fordi vi er tættere på Tredje Verdenskrig end på noget andet tidspunkt før—hvis vi kommer ud af dette, opførslen fra Vesten, medierne, fra de såkaldte højtstående politikere, det vil ikke forsvinde. Det vil være en plet på samvittigheden, en plet i historien, fordi, folk, der var ved magten, kan tænke, vi er i en førkrigs situation, og derfor kan vi bestille, at der kun er én synsvinkel tilladt, men hvis man ser tilbage i historien, vil historikerne (forudsat at der vil være nogen, hvilket ikke er sikkert), der vil blive skrevet en historie, og den historie vil ikke blive skrevet denne gang af de sejrende magter, ligesom i den anden verdenskrigs efterkrigsperiode, for nylig er Sovjetunionens rolle blevet skrevet ud af den historie i de vestlige lærebøger. Men givet den dramatiske ændring, der foregår lige nu, hvor det Globale Syd allerede spiller en meget større rolle i udviklingen, er jeg virkelig bekymret for, at hvis vi ikke finder vej tilbage i Europa, i USA, vil vi blive miskrediteret i en meget, meget lang tid. Hvis du tænker på, hvor lang tid det tog Tyskland at komme sig efter at have været på lavpunktet i perioden af det nazistiske diktatur, tror jeg, vi er virkelig akut forpligtet til at ændre vores kurs og gå tilbage til dialog. Vi er måske allerede forbi det punkt, fordi vi har spillet mange muligheder væk allerede.

Men det skal nu være en bred diskussion blandt folk, i parlamenterne, men hele offentligheden er kaldet til at debattere dette! Vi kan ikke gå som får til slagteriet: Vi skal have en åben diskussion, hvad er i vores landes interesse? og menneskeheden som helhed?

SCHLANGER: Vi har en rapport her, Helga, at dette er det største antal mennesker, der ser live, som vi nogensinde har haft. Det er et godt tegn, men vi skal blive ved med at bygge det.
Emmanuel sendte en note, der sagde, at hans synspunkt er, at formålet med Kursk-kampagnen af Ukraine og NATO, er at give politisk dækning for de siddende håbefulde til genvalg, og som faktisk vil fortsætte krigen.
Nu, på det notat, havde vi et tidligere spørgsmål: “Er der noget i rapporten om, at Den Internationale Straffedomstol vil gå videre med anklager mod Netanyahu og Gallant, og de palæstinensiske ledere, og selvfølgelig, to af dem, der var en del af anklagen, er nu døde. Men personen spørger, “Hvorfor vil Harris ikke støtte ICC-rapporten, hvis hun virkelig bekymrer sig om palæstinenserne?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, folk burde spørge hende om det ved enhver rally, ved enhver bymøde og valgarrangement muligt. Fordi realiteten af situationen vedrørende folkedrabet i Gaza, er, at der kun er ét sted, der kunne stoppe det, og det er den amerikanske regering. Og selvfølgelig, Biden støttede Netanyahu til det punkt, hvor vi er nu, og Kamala Harris foregiver at være mere sympatisk, men jeg tror, der er kun én måde at stoppe det, og det ville være, at USA skulle bringe deres fulde magt ind, for at læne sig på Israel på en sådan måde, at de skal gøre det. Og de er de eneste.
Så jeg tror, det faktum, at det ikke kommer, burde—det beviser bare, at Kamala Harris ikke har ændret sig fra en politik til den modsatte. Hun har ikke gennemgået den transformation, hun er tydeligvis bare i en valgkampagne, mange ord bruges til at skabe et positivt billede. Men jeg venter stadig på noget substantielt, der kommer fra Kamala Harris. Jeg har ikke set noget tegn på det.

SCHLANGER: Jeg tror ikke, du er den eneste, der venter. Jeg tror hele pressekorpset hævder at vente, men de har ikke presset hende endnu.
Igen vil jeg opfordre folk til at gå til Schiller Instituttets hjemmeside og downloade 26. august erklæringen fra International Peace Coalition, “A Council of Reason, Not a Council of War!” Der er et par spørgsmål om dette, som jeg tror, vi kan afslutte med. Fra en regelmæssig, Gerry, han spørger om en Westphalian-aftale med Storbritannien: Bør det ikke være vægten, at forsøge at få en aftale med Storbritannien, da de er så meget involveret i ting?” Og han siger også, “Jeg tror, den konstante retorik om atomkrig faktisk anstifter det. Hvad tænker du om det?”

ZEPP-LAROUCHE: Der er et nyligt interview af en italiensk general, der var chef for den Internationale Sikkerhedshjælpsstyrke (ISAF) i Afghanistan. Og han sagde grundlæggende, at anstifteren af denne nuværende Ukraine-krise er briterne. Og jeg tror, det er absolut tilfældet, og derfor sætter jeg slet ikke mine håb på briterne, simpelthen fordi deres imperium er det, der er på spil.
Nu, folk tror, det Britiske Imperium ikke længere eksisterer: Jeg tror, det bestemt eksisterer i form af Anglosfæren, ideen om neokonservative at herske over verden baseret på det særlige anglo-amerikanske forhold. Og det er derfor, vi er i det rod, vi er i. Så jeg tror, grunden til, at vi er i sådan en krise, er fordi vi oplever slutfasen af et imperium, og jeg kan kun sige, jeg tror ikke, at de ledende institutioner vil ændre sig. Det kræver den absolutte mobilisering af masserne af folket, at gå på gaderne: Jeg tror ikke, der er nogen måde at løse det uden det. Jeg tror ikke, det er det eneste, der kræves, hvilket er grunden til, at jeg har kaldt til oprettelsen af dette Råd for Fornuft, som langsomt bevæger sig, men det bevæger sig. Der er en seriøs diskussion om at se efter de individer med fremragende karakter og bidrag til menneskehedens velvære, og det kommer sammen. Det sker ikke så hurtigt, som jeg ville ønske, men det bliver seriøst diskuteret, fordi mange mennesker er på et punkt af fortvivlelse, for hvad der kan gøres for at forhindre menneskeheden fra at gå ind i en katastrofe, som ingen ville være tilbage til endda at kommentere på.

SCHLANGER: Lad mig afslutte med at minde folk om, at Den Internationale Fredskoalition vil mødes igen, som den har gjort hver fredag i nu 65 uger. Og måske kunne du sige noget afslutningsvis for at inspirere folk til at deltage i det, fordi det er blevet et ekstremt vigtigt forum for den slags mennesker, der burde være i Rådet for Fornuft, for at diskutere, hvordan man vækker befolkningen. Så Helga, hvorfor siger du ikke noget om dette uges kommende møde?

ZEPP-LAROUCHE: Bare for at kommentere på aspektet af det tidligere spørgsmål, at retorikken om Tredje Verdenskrig er anstiftende, det er det modsatte. Se, jeg diskuterer med vigtige figurer i forskellige lande, og der er kun få mennesker, en lille procentdel af mennesker, der er klar over, hvor langt fremskreden denne trussel er. Idéen om, at du kan ignorere alle Ruslands røde linjer, og så sige, “Nu ser du, Putin reagerede ikke med atomvåben. Det betyder, der er ingen røde linjer endnu: Det betyder, vi kan fortsætte, fortsætte, fortsætte,” det er den mest tåbelige, den mest kriminelle og mest idiotiske politik, du overhovedet kan have!
Virkeligheden er, at vi lige nu allerede næsten er ved point of no return, med hensyn til at true med at komme til det punkt, hvor Rusland ikke vil have nogen anden måde end at ty til sin egen nukleare doktrin.

Så, jeg tror, at den fare er meget umiddelbar. Det faktum, at Kursk-udsendelsen ikke er til forhandling om en fredsforhandling for Ukraine, men hvis du tænker det igennem, er det en del af en generel udsendelse af NATO ind i Ruslands territorium med tyske kampvogne, med amerikanske soldater, med hele spektret, der allerede er ind i Rusland. Og det bringer os ekstremt tæt på faren for, virkelig, et point of no return.

Det vil være emnet på det kommende møde i Den Internationale Fredskoalition fredag den 30. august: Vi har allerede meget vigtige talere på programmet. Jeg tror, vi vil have listen over talere på Schiller Instituttets hjemmeside i dag eller i morgen—formentlig i dag. Og vores antal deltagere vokser. I de sidste flere uger har vi haft omkring 550-600 deltagere, og bagefter mange flere. Og mere end 50 lande er repræsenteret. Jeg tror, næste gang vil vi høre fra Larry Johnson, Ray McGovern og flere andre. Du bør deltage: Det vigtigste er at internationalisere fredsbevægelsen, fordi vi skal være forenede for at være stærke nok, så vi kan få den slags effekt, vi havde med mellemafstandsmissilkrisen i 1980’erne, som bidrog til indgåelsen af INF-traktaten (Intermediate-Range Nuclear Forces). Og lige nu har vi brug for meget mere.
Og så kan jeg kun sige den 1. september vil vi have demonstrationer i mange dele af verden, med International Fredsdag. Hold øje med hvor disse demonstrationer vil finde sted. Den 28. september har du både Scott Ritters rally og også Rage Against the War Machine. Derefter den 3. oktober er der landsdækkende demonstrationer i Tyskland. Og du bør holde øje med dem og bygge dem: Fortæl alle dine naboer og kolleger om at gå på gaderne og demonstrere for fred! Og alt det vil blive diskuteret på fredag.

SCHLANGER: Nå, Helga, tak fordi du deltog i dag, og forhåbentlig vil alle, der er på nu, være med igen på fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Vi ses på fredag.




Fred kræver en ny strategisk arkitektur: Hvis vi står sammen, kan vi flytte bjerge
Webcast med Schiller Instituttets grundlægger og formand Helga Zepp-LaRouche
Torsdag den 25. april 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Dette er torsdag den 25. april 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til questions@schillerinstitute.org.

Helga, der har været nogle meget vigtige afstemninger, siden vi talte sammen sidst, herunder Biden-administrationens veto mod en resolution i FN’s Sikkerhedsråd, som ville have givet staten Palæstina medlemskab af FN. Desuden stemte det amerikanske Repræsentanternes Hus og Senatet for at vedtage et ekstra forsvarsbudget på 95 milliarder dollars, som blev brugt til at finansiere stedfortræderkrigen i Ukraine, det igangværende folkemord på palæstinenserne i Gaza og til at forberede en krig mod Kina i det indiske Stillehavsområde.

Jeg har modtaget en række e-mails fra folk: Nogle skriver for at fortælle, hvor overraskede de var over, hvor hurtigt republikanerne gav op og gik sammen med Biden-administrationen. Andre skriver og siger, at de ikke var spor overraskede. Men folk fra begge grupper har et spørgsmål til dig, og det er: Hvad gør vi nu?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det er faktisk et godt spørgsmål. Det, vi har sagt fra begyndelsen, efter at den russiske særlige militæroperation i Ukraine startede i februar 2022, var det klart på det tidspunkt, at vi var på vej mod tredje verdenskrig, for selvfølgelig – man må ikke sige det, men det er et faktum, at historien ikke startede den 24. februar 2022. Nogle mennesker tror måske noget andet, men der var en hel forhistorie, og det var meget tydeligt, at vi var på vej mod en potentiel konflikt mellem NATO og Rusland. På det tidspunkt begyndte jeg at tale om behovet for at gå over til en [ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur] (https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/), som ville tage hensyn til alle verdens landes interesser. Jeg kan huske, at jeg på det tidspunkt havde diskussioner med nogle militære eksperter, og de sagde: “Det er et godt forslag, men det er alt for tidligt. Du er nødt til at vente, til det her sker, og når katastrofen er indlysende, kan du komme med sådan et forslag, og så vil folk måske lytte.”

Jeg svarede: “På det tidspunkt er det måske for sent,” og jeg tror, at vi meget hurtigt er ved at nå det punkt: For det, der ligger bag afstemningen om de tre emner, du nævnte, Ukraine, Israel og Stillehavet, hvis man tager alle de forskellige ting sammen, er der ingen tvivl om, at NATO-styrkerne, USA, Europa, briterne, alle er fast besluttet på at holde Kinas fremgang nede, grundlæggende at nægte Rusland en rolle som verdensaktør, de vil gerne have Rusland splittet i mange stykker.

Det er utroligt. På trods af, at alle disse beregninger tydeligvis ikke har holdt stik, er der kommet en ny, meget interessant strategisk vurdering i en artikel af general Harald Kujat, som er tidligere chef for NATO’s militærkomité og før det tidligere generalinspektør for Bundeswehr, og hvis dømmekraft er højt respekteret internationalt: Han pegede grundlæggende på det faktum, at begge sider fejlberegnede – Rusland fejlberegnede helt klart ved at tro, at den særlige militære operation kunne gennemføres meget hurtigt, hvilket naturligvis ikke skete, fordi de undervurderede træningsniveauet for tropperne i Ukraine, som var blevet trænet i næsten otte år af Vesten og NATO, men også Vestens, NATO’s og USA’s beregninger holdt absolut ikke stik. Ikke alene bragte sanktionerne ikke Rusland til fald, ikke alene fordampede den russiske økonomi ikke, men tværtimod blev den styrket, og Rusland er stadig i stand til at udvikle nye teknologier inden for våbensystemer, og de har netop annonceret, at de har et nyt missilforsvarssystem, S-500, som tilsyneladende også kan ramme hypersoniske missiler under flyvning, hvilket tydeligvis er rettet mod de kommende generationer af hypersoniske missilsystemer, der er under udvikling i Vesten.

Så potentialet for fejlberegning fortsætter absolut. Det er så tydeligt, at beslutningen i USA, som involverer begge partier – og vi bør tale om, hvad der fik formanden for Repræsentanternes Hus, Mike Johnson, til at skifte side – men også i Europa, er tanken om militarisering af økonomierne, om at den tyske økonomi skal forberedes på en kommende krig i Tyskland, fuldstændig vanvittig. Det gør det endnu vigtigere at foretage det, jeg kalder “et intellektuelt spring”, for på en eller anden måde at komme ud over ideen om geopolitisk konfrontation, [Wolfowitz-doktrinen] (https://larouchepub.com/eiw/public/2002/eirv29n38-20021004/index.html) i USA, som siger, at USA efter Sovjetunionens sammenbrud skal bevare sin status som nummer ét på alle områder, økonomisk, politisk og militært, og sikre, at intet andet land eller gruppe af lande overgår USA’s magt i denne henseende, hvilket tydeligvis ikke er muligt. Man kan ikke forsøge at begrænse og bremse det Globale Syd. Det Globale Syd udgør nu allerede 70 % af BNP og 88 % af verdens befolkning. Kina er uden tvivl på vej frem: Hvis man bare ser på antallet af nye ingeniørstuderende, som de producerer hvert år, er det meget mere end Tyskland, Japan og Italien tilsammen. Og det har noget at gøre med, at Kina har en befolkning på 1,4 milliarder mennesker, og de har en økonomisk politik, som er baseret på innovation, hvor de hele tiden tilfører de mest avancerede teknologier.

Så jeg tror, det er nødvendigt med en smule realisme. Den eneste måde, vi kan komme ud af det på, er ved at få tilstrækkelig støtte til ideen om, at vi har brug for en ny verdensorden, som giver mulighed for trivsel og overlevelse for hver eneste nation på planeten, og det betyder intet andet end, at Europa og USA skal finde en måde at samarbejde med den Globale Majoritet på. Efter min mening er det det eneste, der kan løse dette problem. Jeg ved godt, at hele det militærindustrielle kompleks er på vej i en helt anden retning, men det er det problem, vi har. Jeg er overbevist om, at hvis vi ikke er i stand til at skabe en ny orden i traditionen fra Den Westfalske Fred, som afsluttede 150 års religionskrig i Europa, fordi alle var overbeviste om, at hvis de fortsatte krigen, ville der ikke være nogen tilbage i live til at nyde en sejr. I en tid med atomvåben er det mere sandt end nogensinde.

Så det korte svar på dit spørgsmål er: Hjælp os med at organisere en sådan international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, begyndende med konferencer. Vi er nødt til at introducere dette emne på universiteter, i tænketanke og blandt grupper af lande, men vi er nødt til at begynde at diskutere det og overveje at implementere det for alvor.

SCHLANGER: I forbindelse med det forslag var der et par mennesker, der skrev ind med deres forslag, og de ville gerne vide, hvad du syntes. Den ene er Charles, som er fast korrespondent, og som siger, at han er lidt optimistisk, for mens Vesten bevæger sig mod et slutspil, er der håb om, at Indien som BRIKS-medlem måske kan støtte Oasis-planen, eller at Italien måske kan spille en rolle i at skubbe på mod krigene. Han peger også på, at det, der sker på de amerikanske universiteter, hvor antikrigspotentialet eksploderer, er en positiv udvikling.

Men så har vi også Sivala [ph], som spørger, hvorfor vi ikke har støttet Robert F. Kennedy Jr. som en, der er imod virksomhedslobbyer og det militærindustrielle kompleks; og hvorfor ikke Sahra Wagenknecht i Tyskland, siden hun har organiseret antikrigsdemonstrationer? Hvorfor ikke støtte disse kandidater?

ZEPP-LAROUCHE: Hvad angår det første spørgsmål, så håber jeg faktisk, at der vil være andre lande som Indien, Italien og andre, som kan blive inddraget i udviklingen af Oase-planen. Det arbejder vi på efter den meget fremragende internetkonference'(https://schillerinstitute.com/blog/2024/04/13/conference-the-oasis-plan-the-larouche-solution-for-peace-through-development-between-israel-and-palestine-and-for-all-of-southwest-asia/), vi havde. Vi har nu et video-resumé(https://youtu.be/7TvJt6nlYpI), og vi laver massiv outreach til alle institutioner og alle lande. Hvis du har tid, så slut dig til os og hjælp os med at fremme dette, for jeg tror, at de lande, der er naboer til Israel og Palæstina, har en grundlæggende interesse i et fredeligt, stabilt miljø, og jeg udelukker ikke, at det vil lykkes os at overbevise dem, for det er i alles interesse. Men hvis du har tid, så se den ikke bare, men hjælp os med at få den ud og kom i kontakt med os, for vi har for meget arbejde i forhold til det antal mennesker, vi tæller.

Hvorfor støtter vi ikke Kennedy? Problemet er, at selvom Robert Kennedy Jr. har haft nogle fremragende pointer, for eksempel var hans tale i New Hampshire i traditionen fra hans onkel og hans [fredstale den 10. juni 1963]
(https://www.presidency.ucsb.edu/documents/commencement-address-american-university-washington) meget fremragende, men han er ikke så klar i mælet på andre områder, som for eksempel politikken i Mellemøsten. Og vi har en meget høj standard, som blev sat af min afdøde mand, Lyndon LaRouche, med hensyn til, hvilke principper vi forsvarer, og derfor har vi ikke noget imod at gå ind i diskussioner og forhandlinger, og vi håber, at de kan føre til nogle afklaringer på nogle af disse punkter; men vi har et meget godt navn at bevare. Jeg er åben for at tale med fru Wagenknecht. Jeg tror, de er i færd med at opbygge deres parti. Jeg tror, de er ekstremt restriktive med, hvem de tillader at være medlem – selv nogle ældre medlemmer af Linkspartei klager over, at de blev udelukket, fordi de er meget forsigtige med ikke at blive infiltreret og ikke have bølleagtige elementer.

Men jeg kan kun sige, at vi er i en sådan situation, at hvis nogen er fornuftige og ærlige, er vi helt åbne for at tale med dem alle, og hvis det er muligt, endda lave fælles mobiliseringer. Det er derfor, vi organiserer International Peace Coalition hver fredag, fordi vi ønsker at forene alle elementer i den internationale fredsbevægelse, for så længe vi og de alle er fragmenterede, tror jeg, at i betragtning af denne krigsmaskines enorme kraft og momentum, har disse bestræbelser indtil videre ikke været tilstrækkelige, og derfor vil vi byde enhver form for forslag i den retning, du har fremsat, velkommen, men de skal følges op.

SCHLANGER: Med hensyn til det spørgsmål, du stillede om, hvad der skete med formanden for Repræsentanternes Hus, Mike Johnson, som tilsyneladende foretog en kovending, så har der været et par ting, som har været ret tydelige: Johnson var under enormt pres fra republikanske strategiske høge, herunder folk som Lindsey Graham; også kristne fundamentalister – Fisher Hady [ph] kom forbi lige før afstemningen og lagde pres på ham, og Johnson har en tendens til at være kristen fundamentalist. Demokrater og udenlandske ledere rottede sig sammen mod ham. Men der var også spørgsmålet om Donald Trump, som tilsyneladende ændrede sig fra at være modstander af at finansiere Ukraine, en modstander af at genautorisere FISA [Foreign Intelligence Surveillance Act], til i stedet at træde tilbage og sige til Johnson, værsgo, det er ikke kampen værd lige nu.

Det spørgsmål, der kom op, var, at nogen skrev ind og sagde: “Viser den måde, dette udspillede sig på, ikke den pointe, som Lyndon LaRouche altid fremførte, at der ikke er nogen statsmænd, ingen mennesker med principper, der træffer beslutningerne? Og er det ikke det, vi skal begynde at lede efter, at finde folk, der har et princip bag det, de gør?”

ZEPP-LAROUCHE: Ja, absolut. Jeg er ikke indviet i, hvad der foregik i disse forhandlinger og diskussioner omkring Mike Johnson, men hvis man ser på det overordnet, hvad der sker på planeten, er det meget tydeligt, at der fra USA’s side er en gigantisk indsats for at splitte Kina og Rusland. Jeg tror ikke, det er begrænset til republikanerne eller demokraterne, men der kommer ekkoer af det fra alle sider. For eksempel er udenrigsminister Blinken i øjeblikket på et tredages besøg i Kina, og forskellige stemmer pressede Kina og truede dem med sanktioner, hvis de ikke ville bremse al handel med Rusland for såkaldte “teknologier med dobbelt anvendelse”. Nu har Kina hidtil fastholdt, at de ikke direkte støtter Rusland militært i krigen i Ukraine, men begrebet “teknologi med dobbelt anvendelse” er naturligvis meget fleksibelt. Du kan tage en hammer og sige, at det er en “dual use”-teknologi, fordi du kan bruge den til at slå et søm i væggen, og så er det fredeligt; du kan tage denne hammer og slå din nabo i hovedet, og så er det et militært objekt. Det samme gælder for næsten alt.

Så det er en gummiparagraf, som i virkeligheden er designet til at forsøge at sanktionere Kina, efter at man må erkende, at denne politik slog helt fejl i forhold til Rusland, fordi den russiske økonomi voksede efter sanktionerne, og de har reorienteret sig mod syd og øst, til stor ulempe for Vesten. Så det fungerede ikke, men nu forsøger de åbenbart at gøre det samme i forhold til Kina. Men på den anden side har Trump naturligvis lovet, at hvis han blev valgt til præsident, ville han afslutte krigen i Ukraine inden for 24 timer. Men der er også elementer omkring Trump, som helt klart synes at følge Brzezinskis politiske tradition ved at håbe på en eller anden måde at få en alliance mod Kina, eller omvendt, med Kina mod Rusland, med Rusland mod Kina.

Jeg tror absolut ikke, at det vil lykkes, for jeg tror, at alliancen mellem Putin og Xi Jinping er meget solid. De har et klart venskab, men de har også klare strategiske interesser, som kombinerer deres indsats. Så det er efter min mening et håbløst geopolitisk forsøg på at forstyrre forholdet mellem disse to lande.

Jeg tror, der foregår et taktisk og strategisk spil, hvor folk ikke er principfaste, men hvor de f.eks. mener, at på trods af de enorme våbenpakker, som briterne og Stoltenberg diskuterer mere og mere, er der ingen garanti for, at de vil fungere af den simple grund, som tidligere general Kujat påpegede, at der er en utrolig mangel på soldater fra Ukraine, som man ikke kan opveje selv med de mest avancerede våbensystemer. Så et kollaps i Ukraine er ikke udelukket, selv før det amerikanske valg, og det er meget tydeligt, at skyldsspørgsmålet om “hvem tabte Ukraine?” muligvis er en faktor i beregningerne.

Men du har helt ret: Alt dette er fuldstændig principløst, og derfor kan det ikke lykkes. Og det faktum, at det ser ud til, at de store politikere er så svage med hensyn til principper, betyder, at vi er nødt til at have flere statsborgere, der rejser sig og sørger for, at de får den slags regering næste gang, som gennemfører sådanne principper. Netop nu er de eneste, jeg fuldt ud kan støtte, Diane Sare, som stiller op til det amerikanske senat fra New York, og Jose Vega, som stiller op til den amerikanske kongres fra den 15. valgkreds i Bronx, fordi disse to mennesker er principfaste, og jo mere man støtter dem og hjælper dem med at gøre deres kampagner til nationalt anerkendte kampagner – ikke en præsidentkampagne, men en nationalt anerkendt kampagne – jo bedre er det for USA og for verden.

SCHLANGER: Apropos at opgive principper, så er der et spørgsmål, der lige er kommet ind: “Kan du sige noget om ånden i Elbe-jubilæet i dag?” Det var den 25. april 1945, da sovjetiske og amerikanske tropper mødtes i Torgau, en by ved floden Elben, og der har været en mindehøjtidelighed for det møde, især i de senere år. Men personen skriver: “Jeg har hørt, at den amerikanske regering har forbudt den russiske ambassade at deltage i en gentagelse af ceremonien med USA ved en mindeplade på Arlington-kirkegården” i Washington. “Det synes at være den forkerte vej at gå for at opnå fred.”

ZEPP-LAROUCHE: Det kan jeg kun være helt enig i. Det er fuldstændig dumt. Hvis der er noget håb om at komme tilbage til diplomatiske løsninger, så er det netop sådanne historiske milepæle, som betyder meget, eller burde betyde meget, i begge nationers identitet, og det faktum, at det bliver sparket til side, er virkelig tragisk. Problemet er lige nu, at ingen regering i Vesten – ikke én, jeg lige kan komme i tanke om – lige nu forfølger diplomati som en måde at løse konflikter på. Det hele handler om militær opbygning og militær sejr, og desværre har vi to eksempler fra det 20. århundrede, hvor et sådant syn på tingene førte til verdenskrige: Og vi er ekstremt tæt på en tredje verdenskrig!
Hvis man skal projicere det lidt videre, så tag bare det faktum, at Polens præsident Andrzej Duda nu beder USA om at placere amerikanske atomvåben i Polen. Ruslands viceudenrigsminister Sergey Ryabkov har lige sagt, at det gør disse atomvåben til et førsteklasses mål. Jeg mener..: De er på grænsen til Rusland! Det er som en omvendt Cubakrise!

Og folk er bare, der er ikke engang et ramaskrig i medierne, alle disse ting bliver diskuteret og rapporteret på en fuldstændig afslappet måde, som om det bare var ingenting. Men vi bevæger os skridt for skridt mod et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage, og enhver, der tænker klart over situationen, burde have søvnløse nætter over det.

Fordi spændingen allerede er så høj, er der kun én fejl, og så har vi stadig den store NATO-manøvre, Steadfast Defender 2024, som bringer 90.000 NATO-tropper til Ruslands grænse for at øve et russisk angreb på et eller flere NATO-lande: Det er et mareridt. Jeg ville virkelig ønske, at folk ville vågne op og sige: Lad os vende tilbage til Elbens ånd, lad os finde diplomatiske løsninger, lad os redde liv. For så længe disse krige fortsætter, bliver der ofret flere liv, og familier bliver kastet ud i traumer for resten af deres liv.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål, jeg fik, lige før vi gik i luften, fra en person fra Serbien: “Mens den tyske kansler Scholz var i Kina til samtaler, hævder det tyske indenrigsministerium, at det har afsløret en kinesisk spionageoperation med forbindelse til en leder af AfD, partiet Alternativ für Deutschland, der stiller op til europaparlamentsvalget. Det var højst sandsynligt ikke en tilfældighed og syntes at have til formål at sabotere Scholz’ møder i Kina.” Hun spørger: “Blev der opnået noget positivt på Scholz’ rejse?”

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Jeg tror, at det faktum, at den tyske industri er rasende over den politik, der kommer fra Bruxelles, og også fra De Grønne og De Frie Demokrater i koalitionsregeringen. Under disse omstændigheder tog Scholz af sted med en stor delegation af administrerende direktører fra nogle af de største virksomheder, og besøget var, efter hvad jeg kan læse mig til, især hvad kineserne siger om det, men også en del vestlig dækning, under disse omstændigheder meget nyttigt. For holdet afviste risikoreduktionen og afkoblingen, som alt sammen er et forsøg på at forberede tredje verdenskrig, for det er det, risikoreduktionen og afkoblingen vil bane vejen for.

Så dette besøg var positivt, naturligvis inden for visse grænser, men denne kampagne for nu at opdage kinesiske agenter under hver eneste seng er bare absurd. Jeg kender ikke til det specifikke tilfælde med AfD’s spidskandidat til EU-parlamentet Maximilian Krah, det var en af hans assistenter – det kan være, at han var en kinesisk agent – jeg kan ikke sige det. Det, jeg kan sige, er, at den ude af proportioner, som denne sag bliver fremstillet på, er helt absurd. Hvis man ser på den overvældende fordel, som Kina og Tyskland og Europa, og hvis de gerne vil, også USA, men hvad de lande, der handler med Kina, er det en meget ligetil forretning – jeg mener – jeg håber ikke, at jeg gør nogle kinesere vrede lige nu, men min overbevisning er, at kineserne stort set ikke er i stand til at spionere. Den meget enkle grund er, at hvis man observerer dem, hænger de altid ud på kinesiske restauranter, de opholder sig kun blandt kinesere, de blander sig aldrig med såkaldte indfødte, så evnen til at spionere er virkelig ikke deres mentalitet. Under alle omstændigheder er den kinesiske udenrigspolitik i det store og hele baseret på et win-win-samarbejde. Hvorfor tror du, at størstedelen af det Globale Syd foretrækker at handle med Kina og ikke med Vesten? Fordi de får fordele! Ville de gøre det, hvis det bare var en måde at tvinge og snyde dem på? Naturligvis ikke!

Det er gået så vidt, at selv i [{Foreign Affairs}] (https://www.foreignaffairs.com/china/chinas-alternative-order-xi-jinping-elizabeth-economy), magasinet for Council on Foreign Relations, har de i denne uge en artikel af Elizabeth Economy, og bortset fra noget Kina-bashing i begyndelsen, men grundlæggende siger hun, at USA måske burde lære af Kina ved at have en tilsvarende attraktiv model, og måske ville vi komme længere, end vi er i øjeblikket. Så selv i USA er der en nytænkning: “Vent lige lidt: Måske gør kineserne noget rigtigt, og måske er det ikke så god en idé bare at presse lande til militært samarbejde uden at give dem økonomiske fordele.”

Jeg tror, at det er mit korte svar: Det er fuldstændig overdrevet. Selv om denne person havde en vis adgang på grund af sin position i Europa-Parlamentet, så er den begrænset, og i forhold til de strategiske spørgsmål er det blæst ud af proportioner.

SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål fra en ven fra Cameroun, som indleder med at sige: “Tak til Schiller Instituttet for jeres dækning af det Globale Syds fremgang. Det virker, som om meget få mennesker uden for det Globale Syd er klar over dette, så tak for det, I har gjort.” Og så skriver hun: “Jeg er bekymret for gengældelse fra Vesten for det antikolonialistiske standpunkt, som regeringer i Vestafrika, såsom Niger, Mali, Burkina Faso og så videre, har indtaget.” Og hun spørger: “Kan BRIKS, OPEC-landene eller en anden koalition gøre noget for at hjælpe dem økonomisk, f.eks. udstede kredit mod råstofreserver eller noget i den stil? Jeg takker dig igen som borger i det Globale Syd for dit svar.”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det er det, der allerede sker. Det er naturligvis ikke så let, for det kan kun gøres på bilateralt niveau, eller måske nogle trilaterale ordninger, men det er endnu ikke nået til det punkt, hvor BRIKS for eksempel ville have en fælles reservevaluta, for det ville indebære flere forhandlinger. Så det er endnu ikke fuldt udviklet. Jeg vil tro, at i løbet af i år og næste år – i år har Rusland formandskabet for BRIKS. De holder et stort topmøde den 22.-24. oktober i Kazan. Jeg tror, vi kan forvente visse skridt til den tid.

Også næste år, efter 2025, vil Rusland være formand for Den Nye Udviklingsbank, som indtil da vil blive ledet af Dilma Rousseff. Så forudsat at vi ikke oplever en større strategisk katastrofe, der afslutter civilisationen, er jeg ret overbevist om, at BRIKS-landene er fast besluttede på at afværge alle forsøg på at sabotere den, og i sidste ende vil der blive givet en masse forskelligartet kredit, ligesom Kina allerede har gjort det ved at bruge alle sine statsbanker, bortset fra BRIKS-banken. AIIB [Asian Infrastructure Investment Bank] eksisterer stadig.

Så jeg kan kun sige, at jo flere mennesker, der definerer velvalgte, konkrete udviklingsprojekter og siger: “Se, her er, hvad vi gerne vil have i gang, for elektricitet, for vand, for industri, for landbrug”, og begynder at tale med BRIKS-landene, så vil det forhåbentlig lykkes. Det bliver en kamp, men jeg er optimistisk med hensyn til, at det forhåbentlig bliver flertallet i verden, der vinder. Det er virkelig nødvendigt for hele menneskeheden.

SCHLANGER: Helga, her er et sidste spørgsmål for i dag, fra Menashe, du henviste til det tidligere, men han skriver: “Hvor vigtigt er det, at de universitetsstuderende protesterer i USA over Israel-Gaza-konflikten?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er meget vigtigt, fordi man forsøger at indskrænke ytringsfriheden og demokratiet og retten til at udtrykke vrede over det, der sker. Jeg mener, det regelbaserede samfund roser sig selv så meget for at være dem, der opretholder demokrati, menneskerettigheder og regler, men jeg tror, at jo mere undertrykkende de er, jo mere bliver selvmodsigelsen tydelig. Det gode er, at unge mennesker ikke altid tænker så meget over, hvad konsekvenserne kan være, men at de ofte gør det, de føler er det helt rigtige. Så i en vis forstand tror jeg, at meget af håbet afhænger af de unge mennesker, at de ikke vil kapitulere. Jeg synes, det er ret fantastisk, at der er dette oprør på alle de store universiteter i USA. Jeg var bare meget interesseret i et nyligt interview, som blev givet af [professor Jeffrey Sachs med dommer Napolitano] (https://www.foreignaffairs.com/china/chinas-alternative-order-xi-jinping-elizabeth-economy), hvor han beskriver dette i meget åbenhjertige og meget klare vendinger. Han er trods alt professor på Columbia University, så man kan kun håbe, at nogle af hans kolleger har en lignende standard, når det gælder om at opretholde disse værdier for ytringsfrihed, i hvert fald hvis man ikke går ind i emnet for det, de protesterer imod. Så jeg synes, det er meget vigtigt, og vi bør støtte dem.

SCHLANGER: En af hans kolleger på Columbia University er den ynkelige Victoria Nuland, som måske uddeler småkager til nationalgarden, så de kan komme til Columbia og smadre demonstrationerne. Vi får se!
Helga, det er alle de spørgsmål, vi har. Nogle afsluttende ord?

ZEPP-LAROUCHE: Tag ikke imod småkager fra Victoria Nuland – aldrig!
SCHLANGER: [latter] Okay! Tak, og vi ses i næste uge.
ZEPP-LAROUCHE: Ja, vi ses i næste uge.




Helga Zepp-LaRouche taler til Den Internationale Fredskoalition, 29. marts 2024

Ikke korrekturlæst 

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 43. møde i træk. Jeg vil gerne takke jer alle for at være kommet. Vi har et meget specielt og vigtigt budskab i dag, især vedrørende det vigtige VIPS-notat, der blev udgivet for et par dage siden om faren for atomkrig. Vi har en række af disse forfattere og underskrivere med i dag, som vil tale om det. Vi er beærede over at have dem med, og vi vil tage imod spørgsmål i løbet af diskussionsperioden. Så tænk over, hvad du kunne tænke dig at spørge om, og hvordan du vil adressere tingene, mens vi går videre. Jeg vil især opfordre nye deltagere til at præsentere sig selv i diskussionsperioden, herunder hvilken organisation de kommer fra, og hvilken slags aktiviteter de har lavet. Hvis du er en regelmæssig deltager, vil vi meget gerne høre om din organiseringsaktivitet i den forgangne uge. Det er meget vigtigt, at vi holder os orienteret om, hvad vi alle laver, fordi det alt sammen hjælper os med at bevæge os i retning af at skabe reel fred som en international koalition af mennesker.

Vi har to ordstyrere ud over mig selv. Jeg hedder Anastasia Battle. Dennis Small og Dennis Speed fra Schiller Instituttet er medmoderatorer. De vil hoppe ind senere i løbet af arrangementet i dag. Til at starte med vil jeg gerne spørge Helga Zepp-LaRouche, som er initiativtager til Den Internationale Fredskoalition, medstifter af koalitionen og grundlægger af Schiller Instituttet. Hvis du kunne begynde, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Hej, lad mig byde jer alle velkommen. Vi har en utrolig farlig mobilisering af krigsmagterne til konfrontation, og vi vil diskutere to store kriser i dag. Den ene er optrapningen omkring Ukraine-krisen generelt, og den anden – som er lige så hjerteskærende – er det, der sker i Gaza. For at sætte jer ind i, hvor hele denne strategiske situation befinder sig, kan jeg kun foreslå jer – jeg har ikke forberedt den til denne samtale, men vi vil lægge et link i chatten til en video, som blev lavet af min afdøde mand, Lyndon LaRouche, i 1999 og hedder “Storm over Asien”. Jeg tror, det er en video på 2,5 timer, men hvis du kun ser de første ti minutter, hvor han diskuterer, hvordan kræfterne i Det Store Spil ved hjælp af lejesoldater og terrorisme sætter ind mod visse stater som Rusland, Kina, Iran og andre. Hvis du bare erstatter det sted, hvor han taler om Nordkaukasus, som var den akutte krise på det tidspunkt, med Ukraine, så har du en nøjagtig analyse af, hvorfor dette sker, og hvem der gør det, og hvilke værktøjer der bruges. Så jeg kan kun sige, at hvis man ønsker at få en dybere fornemmelse af historien, er det meget lærerigt at se, at LaRouche havde denne nøjagtige analyse af, hvad der er vor tids strategiske slag allerede for 25 år siden.

De to udviklinger vedrørende Ukraine er naturligvis Macrons trussel om at indsætte 20.000 tropper i Ukraine i håb om, at det så vil involvere hele NATO, eller at franske tropper ikke vil blive angrebet, fordi de er en del af NATO, hvilket er en meget speget situation. Vi har talerne fra VIPS i dag, to eller tre talere, som vil uddybe det, så jeg vil ikke komme nærmere ind på det. Men den anden store udvikling, der fandt sted omkring Ukraine, kan man sige i bredere forstand, er naturligvis terrorangrebet på Crocus City Hall-koncerten nær Moskva. I mellemtiden har den russiske undersøgelseskommission meddelt, at de nu har væsentlige beviser for, at angrebet kom fra Ukraine. De har beviser for, at store pengesummer er blevet brugt i kryptovalutaer, og hvis der er ukrainske kilder, betyder det naturligvis per definition, at amerikansk og britisk efterretning også er involveret.

Putin var meget forsigtig; han sagde, at de vil efterforske meget nøje for at finde ud af, hvem der bestilte angrebet, og at hvem det end er, uanset hvor, vil blive straffet for det. Så det er en meget spændt situation. For hvis det viser sig, at det kan bevises, at USA og Storbritannien var involveret i dette terrorangreb, vil det være et skridt tættere på Tredje Verdenskrig. Jeg tør ikke engang tænke på, hvor tæt på.

Situationen med den franske udstationering, vi har en militærperson fra Frankrig på dette opkald for at indgå i en dialog med VIPS-folkene, fordi jeg tror, at denne udvikling virkelig afhænger af, om vi har krig eller fred på kort sigt. Så jeg tror, det er en meget vigtig del af diskussionen.

Lige et sidste punkt: Scholz, den tyske kansler, holder indtil videre fast i sit afslag på at udstationere Taurus-missilerne [til Ukraine]. Han er under enormt pres fra NATO-kredse, selv fra sin egen koalition og oppositionen. Indtil videre holder han fast, fordi han siger, at han som regeringsleder har ansvaret for spørgsmål om krig og fred. Naturligvis har Tyskland allerede betalt 28 milliarder euro i militærhjælp til Ukraine, og Scholz fortsatte med at sige, at Tyskland vil fortsætte med at gøre det, så længe det er nødvendigt. Der er generel enighed om, at det ikke kan være ret længe, da den militære situation på stedet er praktisk talt uholdbar. Vigtige militærpersoner har eftertrykkeligt og gentagne gange udtalt, at der ikke er nogen Wunderwaffen; uanset hvilke våben du indsætter, vil det ikke være en game-changer. Vi er tydeligvis på randen af en fuldstændig ødelæggelse.

Den anden store krise er naturligvis omkring Gaza, hvor det ufattelige horrorshow, der overstiger og overgår alle forestillingsevner, finder sted hver dag, hver time, hvert minut. Omkring 2 millioner mennesker eller flere er bogstaveligt talt ved at dø for øjnene af verden. Heldigvis er der nogle regeringer, der har taget ansvar. Først og fremmest greb Sydafrikas regering ind over for Den Internationale Domstol og krævede øjeblikkelig handling. I går beordrede Den Internationale Domstol Israel til øjeblikkeligt at levere alt, hvad der er brug for – mad, vand, medicin, elektricitet, husly, tøj, simpelthen alt. For folk i området har absolut ingenting. Og Israel er blevet beordret til at åbne flere overgange, så mere hjælp kan komme ind. Jeg har ikke et godt overblik på nuværende tidspunkt over, om Israel efterlever det eller ej. Men det er også ekstremt vigtigt, at den irske regering slutter sig til den sydafrikanske regering i deres appel til Den Internationale Domstol. Det er ekstremt vigtigt, for det, der er på spil her, er menneskelighed for os alle. Det er ikke kun ét land, det er os alle sammen, der virkelig er nødt til at handle.

Situationen på jorden er helt forfærdelig, og derfor synes jeg, det er ekstremt vigtigt, at USA på mødet i FN’s Sikkerhedsråd den 25. marts for første gang ikke nedlagde veto, men blot undlod at stemme. Derfor ville der teoretisk set nu være en forpligtelse til at gennemføre beslutningerne i FN’s Sikkerhedsråd. Der er også 140 trosledere fra hele verden, som appellerer til præsident Biden om, at USA og andre magter øjeblikkeligt skal stoppe med at sende våben til Israel, og at alle lande skal overholde FN’s konvention om folkedrab.

Jeg synes også, det er meget vigtigt, at en embedsmand i udenrigsministeriet, Annelle Sheline, har trukket sig fra sin stilling med det argument, at 2 millioner menneskers sult i Gaza, forårsaget af den amerikanske regerings diplomatiske og militære støtte, er grunden til, at hun trækker sig tilbage. Derefter citerede hun Aaron Bushnells selvafbrænding som endnu en grund til sin handling. Så dette er meget vigtigt, fordi mainstreammedierne er så utroligt fortiende op til i dag, at sådanne modige handlinger er absolut vigtige.

I mellemtiden er vi i fuld gang – når jeg siger “vi”, mener jeg Schiller Instituttet – med at organisere den kommende Oasis Plan-konference den 13. april. Det er ideen om at organisere kræfter – politikere, diplomater, men også eksperter i vand, energi, landbrug, infrastruktur – for at diskutere gennemførelsen af Oasis-planen for fred gennem udvikling i Mellemøsten. Jeg vil gerne opfordre jer alle til, at vi i løbet af diskussionen i dag, når vi vender tilbage til Oase-planen, går ud af dette møde med jer alle sammen for at maksimere fremmødet og deltagelsen i denne konference den 13. april, fordi vi ønsker at gøre det til et stort brag, et stort Paukenschlag [trommeslag], noget, der ikke kan afvises, for at flytte og implementere og få flere mennesker til at støtte dette. Så denne konkrete plan for øjeblikkelig våbenhvile, tostatsløsning, økonomisk udvikling for hele Sydvestasien, kan blive lagt på bordet med det samme, og at I alle hjælper med at organisere det.

Som en del af denne mobilisering ønsker vi at adressere det faktum, at den palæstinensiske leder Marwan Barghouti, som efter mange menneskers mening i regionen og andre steder, er den eneste figur, der kunne forene alle palæstinenserne. Han har siddet i et israelsk fængsel i 20 år, og ifølge en nylig rapport i Washington Post fra hans søn Arab Barghouti, som fik en rapport fra sin advokat, blev han tortureret og forslået i fængslet og sat i isolationsfængsel og tortureret i 12 dage. Så at få Marwan Barghouti løsladt, at få ham som en del af den løsning, der forener alle palæstinensere med en fredelig tilgang, også i forhold til Israel, tror jeg er en meget vigtig del af vores mobilisering.

Jeg vil lade det blive ved det og give ordet tilbage til dig. Dette er virkelig en periode, hvor tiden er ved at løbe ud, og vi har et presserende behov for en fuldstændig ændring i paradigmet for den strategiske situation, som skal katapultere hele verden op på et niveau over geopolitik og tage udgangspunkt i den ene menneskehed. For hvis vi ikke tænker på den måde, tror jeg ikke, at vi vil være i stand til at finde en løsning på nogen af de problemer, jeg har nævnt.

Afsluttende bemærkninger

Lad mig lige gentage, hvor presserende situationen er, for selvom der endnu ikke har været nogen officiel reaktion fra Rusland på terrorangrebet på Crocus City Hall den 22. marts, så tror jeg, at det faktum, at de nu siger, at der er beviser for, at USA og Storbritannien støttede Ukraine, selvom Putin har været ekstremt tålmodig, gør, at man virkelig kan sige, at jeg ikke vil udelukke, at der snart kommer en asymmetrisk handling. Ikke en gengældelse, men noget, for det er ikke rigtig til at forestille sig, at man kan lave sådan et terrorangreb med 140 døde og 200 sårede og så ikke foretage sig noget. Så jeg vil virkelig antage, at vi vil se en optrapning, og det er grunden til, at jeg gerne vil sige, at vi i Europa har påskemarcherne, som er en gammel tradition. De af jer, der er i nærheden, tror jeg, at der i morgen, søndag og mandag er mange påskemarcher i byer i Tyskland og andre steder. Så gå ud: Vi har en [folder, du kan downloade fra vores hjemmeside. Jeg synes, det er ekstremt vigtigt, at vi bliver ved med at mobilisere flere mennesker og gøre dem opmærksomme på denne fare. I den sidste IPC-diskussion diskuterede vi, at i USA, hvor man ikke har disse påskemarcher, er der kirkearrangementer. Tag hen til disse kirker og uddel folderen til prædikerne. Jeg tror ikke, at man normalt ønsker at forstyrre folks religiøse følelser, men på den anden side er det et øjeblik, hvor folk skal advares. Så tag denne folder fra vores hjemmeside, gå til prædikenerne, og prøv at skabe så meget opmærksomhed, som du overhovedet kan.

Som svar til Christine fra Frankrig, der udtrykte rædsel over de grusomheder og den umenneskelighed, der foregår, mener jeg, at det er en stor fare. Når man har store katastrofer som i det 14. århundrede, hvor den sorte død dræbte en tredjedel af alle mennesker fra Indien til Irland, så fortsatte det i lang tid. Folk blev mere og mere skøre. Kriser bringer ikke nødvendigvis det gode frem i folk, for folk har en vis grænse for, hvad de kan klare af grusomheder, og så bliver de værre. Så jeg tror, det er en mentalitet, vi er nødt til at være bevidste om. Og også at den øjeblikkelige krigsfare er umiddelbar, men der er også en fare på kort og mellemlangt sigt i forhold til det, de taler om; militariseringen af de europæiske økonomier. Der er et enormt drive for at skabe en europæisk hær, for endda at have atomvåben i Tyskland og alle mulige skøre ideer. Men det er i virkeligheden Hjalmar Schacht, det er præcis, hvad nazisterne gjorde op til Anden Verdenskrig. Tilfældigvis har formanden for det økonomiske institut IFO, Herr Fuest, lige holdt en tale og sagt, at man ikke kan have kanoner og smør. Man er nødt til at beslutte sig, enten har man smør eller kanoner. Så der vil være en stigende tendens til at skære ned på sociale programmer, skære ned på folks levestandard og bruge det hele på militære udgifter. Jeg tror også, det er noget, vi absolut må imødegå og mobilisere folk imod, for de gyldne 1% får fyldt deres lommer mere og mere, men den voksende tendens i Europa og USA er, at mange mennesker bliver fattige. Jeg tror også, vi er nødt til at organisere dem.

Disse strømninger har en tendens til at gøre noget dårligt ved menneskeheden, og det er, at vi virkelig er i fare for at miste vores menneskelighed. At acceptere folkedrab har en indvirkning på vores egen sjæl. Jeg tror derfor, at vi, især i disse påskedage, skal være ekstremt forsigtige og bevidste om ikke at miste idealet om menneskelighed, at alle mennesker har ret til at udvikle sig til at blive smukke sjæle.

Det bringer mig til mit sidste punkt, og det er, at jeg absolut vil appellere til jer alle om at tage programmet, videoen og det skriftlige program til Oase Plan konferencen den 13. april. Vi vil udsende et program med talerne i løbet af de næste par dage. Organiser sammen med os alt, hvad I overhovedet kan – kirker, borgmestre, byråd, delstatslovgivere, kongresmedlemmer, parlamentarikere, civile grupper. Gør dem alle til et kor for Oase-planen, for i betragtning af situationen på jorden, tror jeg ikke, at Oase-planen vil blive vedtaget uden mobilisering af alle disse kræfter. Men hvis vi har et kor af folk fra Mellemøsten, fra alle lande, fra ambassadører, tidligere ambassadører, forskere, folk fra Europa, fra USA, Asien, Afrika, Latinamerika, som alle kræver, at der skal være fred gennem udvikling i Sydvestasien, så tror jeg, vi kan vende situationen.

Endelig udgør dette kun Mellemøsten af det, vi skal opnå, og det er et nyt paradigme, hvor vi overvinder geopolitik. Jeg ved, at der i USA er en tendens til at sige “America First!”. Det lyder måske godt for nogle mennesker, men i en verden som denne, hvis man siger “mit land først, jeg er det enestående folk, og de andre er ikke,” så er det alt sammen et levn fra geopolitik. Det var det frø, der førte til to verdenskrige i det forrige århundrede. Hvis vi ikke overvinder geopolitikken, vil vi dømme os selv til at få en tredje og sidste verdenskrig. Se derfor venligst på de ti principper, som jeg har foreslået for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Den idé gør fremskridt; vi finder flere og flere interessante mennesker, som forstår, at vi som menneskehed er nødt til at foretage et intellektuelt og følelsesmæssigt spring over nationale interesser ved at bringe de nationale interesser i overensstemmelse med den samlede menneskeheds interesser. Vi er nødt til at afholde en konference engang i fremtiden, hvor vi samler vigtige kræfter for at tilbyde det som et alternativ til den nuværende krigsførelse.

Så bliv venligst hos os. Undersøg alle disse ting. Se videoen “Storm over Asien” af min afdøde mand, Lyndon LaRouche, fra for 25 år siden, og studer forslaget om den nye internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Se på Den Westfalske Fred, som afsluttede 150 års religionskrig. Men brug disse dage i påsken til at komme dybere ind i alle disse spørgsmål, for vi har brug for forkæmpere, der er på det øverste niveau af, hvad menneskeheden kan mobilisere i dette øjeblik med alvorlig krise. Mange tak skal I have.




Helga Zepp-LaRouches tale til Schiller Instituttet i Sveriges
jubilæumskonference 1984 – 2024

4 februar 2024.
Helga Zepp-LaRouches tale til Schiller Instituttets jubilæumskonference 1984 – 2024




Schiller Instituttets webcast med Helga Zepp-LaRouche: Døende tricks i et døende system

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 24. januar 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og præsident for Schiller Instituttet. Det er onsdag den 24. januar 2024, og jeg er din vært, Harley Schlanger. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til questions@schillerinstitute.org.

Beklager, at vi starter lidt sent, men vi havde et teknisk problem at løse, så lad os komme direkte til spørgsmålene.

Helga, titlen på dagens webcast er ” Døende tricks i et døende system”, og det gav anledning til vores første spørgsmål fra en seer i Texas. Han skriver: “Hvad gør dig så sikker på, at systemet er døende? Det virker, som om de kan blive ved med holde det kørende. Jeg er enig i, hvad Lyndon LaRouche sagde for mange år siden, at de efter 1971 vil gå efter en global fascistisk orden, men vil det holde deres system i live, og hvis ja, hvordan?”

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det vestlige oligarkis flip er gigantisk, fordi de for ganske nylig har indset, at der er en enorm modreaktion mod deres politik, fra alt til sanktionerne mod Rusland, til bevæbningen af dollaren, til de fortsatte kolonialistiske mekanismer i form af restriktioner og forskellige andre faktorer, Så lige nu er der en klar fremkomst af et nyt system, og bortset fra det, vi har diskuteret i tidligere udsendelser, er den nye udvikling, at der var et meget stort møde i Kampala, Uganda, hvor 3.000 delegerede fra 120 lande mødtes, først fra den Alliancefri Bevægelse og derefter fra G77. Og de vedtog en Kampala-erklæring, hvor de erklærede, hvordan de ønskede at organisere verdensordenen.

Det er en virkelig betydningsfuld udvikling: Det betyder, at landene i det Globale Syd, som for længst er blevet den Globale Majoritet, har til hensigt at afslutte et system af 600 års kolonialisme. Og jeg tror, at effekten af det vil være, at enten det vestlige oligarki, som har en utrolig boble af ubetalelige derivater, som de sidder på, og det er bare et spørgsmål om tid – du har ret, de har altid en måde at arbejde nogle tricks ind i systemet på – men der er en ende på vejen i sigte, og det eneste spørgsmål, der burde bekymre nogen ved deres fulde fem, er, om vi kan overbevise nok dele af det såkaldte Nord eller Vest i tide til at indse, at det ville være i deres bedste interesse at samarbejde med dette store flertal af menneskeheden? Ugandas præsident Yoweri Museveni sagde det meget godt. Han sagde: “Hvorfor skulle de globale aktører ikke indse, at det ville være i alles interesse at arbejde sammen med det Globale Syd, og at alle ville få velstand og alle ville få meget mere ud af det, end hvis det store flertal af verdens befolkning blev holdt i fattigdom?”

Tja, der er to muligheder: Enten sker denne transformation til en sådan ny orden, hvor landene i det Globale Syd accepteres som ligeværdige partnere i et nyt system af fælles samarbejde, af win-win-respekt for hinanden – enten sker denne transformation fredeligt og snart; eller også er der en absolut fare for, at den geopolitiske konfrontation, der eksisterer lige nu mellem NATO på den ene side og hovedsageligt Rusland og Kina på den anden, vil føre til en global katastrofe. Personligt kan jeg ikke se en tredje vej, for enten kan vi handle som en menneskelig art baseret på fornuft, eller også vil de fås interesser ødelægge verden for alle.

Så på den ene eller anden måde vil systemet få en ende, ikke kun af økonomiske årsager, men simpelthen fordi den dynamik, der nu er i gang, betyder, at en beslutning på den ene eller anden måde vil komme på bordet ret snart.

SCHLANGER: Vi har nu et spørgsmål fra Spanien, fra Manuel Miguel Enrique, som siger: “Godmorgen fra Spanien. Jeg vil gerne spørge, om en tredje verdenskrig er uundgåelig, eftersom alle broer af forståelse synes at være blevet brudt?”

ZEPP-LAROUCHE: Nej, det er den ikke. Hvis den var det, ville jeg ikke sidde her i et relativt optimistisk humør. Hvis det var uundgåeligt, tror jeg ikke, at universet ville være, som det er: Der er fri vilje i universet. Den er indbygget i universets lovmæssighed, og der er ingen, der har sagt det mere præcist end Gottfried Wilhelm Leibniz, der, som du måske ved, talte om den “bedste af alle mulige verdener”, som vi lever i. Og det var ikke det, Voltaire forsøgte at gøre som et sarkastisk angreb. Det, han mente, var simpelthen, at universet er indrettet på en sådan måde, at enhver ond kraft udløser potentialet for en endnu større god kraft. Man kan udtrykke det på en anden måde: Man kan sige, at universet er organiseret på en anti-entropisk måde, at udviklingen fra biosfæren til noosfæren, som Vladimir Vernadsky ville have udtrykt det, at denne tendens er stigende, og at jo mere det kognitive element i verden vinder dominans over de rent biologiske processer, jo større er chancen for, at vi faktisk når en ny æra af civilisation.

Dette spørgsmål om fri vilje betyder ikke, at det er determinisme. Det er ikke noget “histomat” eller “diamat” – en forkortelse for “historisk materialisme” eller “dialektisk materialisme”. Det betyder blot, at hvis nok mennesker af god vilje mobiliserer sig omkring en positiv vision om, hvor menneskeheden skal hen, er sandsynligheden for, at vi vil være i stand til at opnå det, ekstremt høj. Så det er i høj grad en subjektiv faktor, det er ikke en objektiv betingelse, og det er derfor, vi har brug for, at du er aktiv sammen med os, så vi kan lægge løsningerne på bordet, og løsningerne er primært behovet for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til interesserne i alle lande på planeten.

Så det er ikke uundgåeligt, men det vil kræve en masse arbejde og mobilisering af en masse gode mennesker.

SCHLANGER: Der er mange spørgsmål af lignende karakter, på den ene side den positive udvikling, de tyske landmænd, den sydafrikanske retssag, men på den anden side det vanvittige Ramstein-møde for nylig. Så lad mig starte med et spørgsmål om den sydafrikanske udvikling, Den Internationale Domstol (apropos fri vilje). “Har du nogen idé om, hvordan og hvornår ICJ vil træffe en afgørelse?” Og den samme person spørger: “Hvad er det for en forskruet logik, der ligger bag Tysklands forslag om at støtte Israel ved ICJ?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg håber, at beslutningen om en midlertidig foranstaltning kommer snart, for hver dag er naturligvis af ekstrem betydning for de mennesker, der befinder sig i denne ufattelige situation i Gaza.

Men jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad der er galt med Tyskland. Der er så mange åbne breve nu fra bekymrede jødiske mennesker til den tyske regering, fra parlamentarikere, fra alle mulige mennesker. Det er en uheldig udvikling, at Tyskland tydeligvis har taget skylden for Holocaust, der skete for 80 år siden, hvilket naturligvis er en god ting, fordi nogle andre lande, der har begået forbrydelser, måske ikke præcis de samme, men også ganske utrolige, ikke har taget ansvar for disse forbrydelser. Så jeg synes, det er prisværdigt, at Tyskland i meget høj grad har gjort op med, hvad nazisterne gjorde. Men hvis man er blind for, hvad der foregår omkring en, er det helt sikkert tragisk, og jeg er bange for, at Tyskland vil blive isoleret internationalt som følge heraf. Du har allerede set, at Namibias præsident, Hage Geingob, er gået ud og har sagt, at dette er det tredje folkedrab, som Tyskland ser igennem fingre med i dette tilfælde, efter folkedrabet på hereroerne i Namibia i begyndelsen af det 20. århundrede; det andet folkedrab var Holocaust. Og nu vender Tyskland det blinde øje til, hvad der sker i Gaza.

Jeg synes, det skal vendes om. Jeg mener, at alle juridiske eksperter i Tyskland bør gribe ind, for hvis man studerer argumenterne i Haag, hvis man er objektiv, kan man kun komme til den konklusion, at Sydafrikas argument er meget veldokumenteret, og Israels modargument er meget dårligt.

Nu vil effekten være, hvad vi allerede ser: Kunstnere fra det Globale Syd er allerede ved at trække sig. Nogen har fjernet en film fra Berlinalen [Berlins internationale filmfestival]. Der har været andre kulturelle begivenheder, der er blevet aflyst, og jeg er meget bekymret for, at dette kun er begyndelsen, hvor det meget gode omdømme, som Tyskland plejede at have på grund af dets innovationskraft, på grund af dets mange opdagelser, på grund af dets økonomiske magt, på grund af det image, der var forbundet med “Made in Germany” i årtier i efterkrigstiden, og især på grund af dets store kulturelle bidrag til verdenshistorien. Tyskland havde et ekstremt positivt image i mange, mange lande i verden, og det ved jeg fra mange personlige samtaler: Alt dette er ved at gå tabt! Og hvis Tyskland ikke ændrer sig, vil det blive en paria blandt stater, sammen med USA og Storbritannien, og det vil være meget svært at vende en sådan udvikling.

Jeg synes, det er en tragedie, og jeg kan kun sige, at der stadig er tid til at rette op på det, men det skal gøres meget hurtigt.

SCHLANGER: Vi har to spørgsmål mere om Tyskland. Det er klart, Helga, at folk gerne vil vide, hvad du tænker om det. Det ene er fra en tysker, der bor i Thailand, som spørger: “Med hvilken autoritet kan den tyske regering acceptere at sende militærhelikoptere, som rapporteret fra det nylige Ramstein-møde, og muligvis langtrækkende missiler til Ukraine? Skal der ikke være en afstemning i Forbundsdagen? Har der været en afstemning?”

Og så er det andet spørgsmål fra Ohio, hvor nogen skriver: “Tillykke til de tyske landmænd. Er der nogen chance for, at amerikanske landmænd kunne slutte sig til dem og køre traktorer til Washington for at protestere mod USA’s politik, som de gjorde i slutningen af 1970’erne?”

ZEPP-LAROUCHE: Hvad angår det første spørgsmål, tror jeg, at det, der altid sker, er, at Austin ringer til sin ukrainske gruppe i Ramstein, som om Ramstein var en del af USA. Så vidt jeg ved, har han aldrig spurgt nogen, om han måtte gøre det; han gør det bare. Jeg mener, det er simpelthen et symptom på, at Tyskland i øjeblikket desværre er en 100% koloni af Anglosfæren – jeg vil ikke sige USA, men jeg vil sige Anglosfæren, fordi det er den angloamerikanske fremdrift, som den tyske regering netop er – jeg tror, det er NATO’s gamle princip, som Lord Ismay, NATO’s første generalsekretær, så berømt sagde: At formålet med NATO var “at holde russerne ude, at holde amerikanerne inde og at holde tyskerne nede”. Og desværre har det nuværende hold af såkaldte ledere i Tyskland ikke rygrad til at forsvare tyske interesser!

Så det eneste håb, jeg ser, og det fører til det andet spørgsmål, er det faktum, at store dele af den tyske befolkning for første gang i meget lang tid går på gaden, og i dette tilfælde, når det gælder landmændene, lastbilchaufførerne, håndværkerne, bagerne og mange andre grupper, der nu går sammen, kæmper de for selve landbrugets eksistens! For transporten, for store dele af middelklassen, som forhåbentlig vil slutte sig til dem på et tidspunkt.

For Tyskland er i frit fald lige nu, ikke mindst på grund af sabotagen af Nord Stream-gasrørledningerne, de høje energipriser, og man har en situation, hvor folk i Tyskland kæmper for deres eksistens, ikke bare materielt, men folk er virkelig oprørte. Og jeg synes simpelthen, det er utroligt, hvad der er sket, for de store landbrugsdemonstrationer startede den 8. januar: Mandag den 8. januar havde de en utrolig demonstration med 100.000 traktorer! Hele landet var praktisk talt lammet, men det var fredeligt, det var godt koordineret.

Og hvad skete der så? To dage senere, den 10. januar, kommer der pludselig en pressehistorie om en såkaldt “korrigerende gruppe af journalister”, såkaldte undersøgende journalister, som er finansieret af alle mulige hedgefonde og fonde og hvad ved jeg – de kommer ud med en fuldstændig opdigtet historie om, at en gruppe højreorienterede mødtes den 25. november 2023, i Potsdam, nær det hotel, hvor Wannsee-konferencen [20. januar 1942] fandt sted, underforstået at dette er i samme tradition, og at de havde besluttet sig for en plan om at ” hjemsende” en masse mennesker, der søger asyl i Tyskland, og at dette ville være det store hemmelige plot, som de opdagede.

Nu benyttede jeg lejligheden til at sammenligne, hvad der blev rapporteret af denne “korrigerende” gruppe, af noget pressedækning, og alt, hvad jeg kunne finde, var, at nogle af disse mennesker tilsyneladende citerede fra en bog af en østrigsk forfatter, der er en del af identitetsbevægelsen. Hans bog er i sin fjerde udgave, og han foreslår, at mange udlændinge hjemsendes til deres hjemlande. Hvis man sammenligner den tekst, der blev brugt, er den identisk med, hvad kansler Olaf Scholz sagde i en forsidehistorie i {Der Spiegel}, om en “stor offensiv for hjemsendelse af asylansøgere” – det samme ordvalg! Det hele var en forfalskning, men fordi det blev offentliggjort som et så stort drama, opfordrede kirkerne, fagforeningerne og partierne selvfølgelig folk til store demonstrationer, og der var hundredtusinder af mennesker på gaden sidste weekend, og det overskyggede fuldstændig, eller skulle overskygge, landmændenes demonstration!

Det er virkelig en meget mærkelig historie. For det første, hvis det var sådan en stor skandale, hvorfor blev den så syltet og ikke udgivet i seks uger? Hvorfor blev den først udgivet to dage efter, at bønderne havde 100.000 traktorer på gaden? Og desuden, hvorfor er de samme mennesker ikke ude på gaderne og demonstrere mod krigsfremstødet? Formanden for NATO’s militærkomité, admiral Rob Bauer, kom ud med de store overskrifter i tabloidavisen {Bildzeitung}: “Vi har 36 timer til at forberede os. Alle bør skaffe sig batterier og vand, for hvis der kommer et russisk angreb i Europa, er de første 36 timer afgørende.” Folk bliver drevet ind i en frygtreaktion; overalt taler de om den kommende krig med Rusland om to år eller 18 måneder, om fem år, men under alle omstændigheder, som om det er sikkert, at den kommer.

Det skaber en fare for en “selvopfyldende profeti” – hvis man bliver ved med at gøre det, er jeg bange for, at konflikten vil finde sted. Men det er en komplet orkestrering, og jeg må virkelig sige, til befolkningen: Der er så mange grunde til at demonstrere, til at støtte landmændene, fordi de producerer den mad, der er eksistensen for alle. Folk bør støtte landmændene! Der er grund til at demonstrere mod nedskæringen af alle sociale programmer, mod manglen på infrastruktur, mod manglen på reparationer af skoler; der er mange, mange grunde til at demonstrere.

Men at falde for denne falske operation viser virkelig, at befolkningen skal være en lille smule klogere, og jeg tror, at den tyske befolkning lige nu – jeg talte med nogle mennesker, der deltog i den falske demonstration, og de sagde, at de virkelig ikke var der for at protestere mod AfD, fordi AfD ikke siger meget andet end Scholz og CDU, så det er et komplet luftkastel! Men folk var der, fordi de er vrede, og de ville vide, hvad de andre folk er vrede over.

Det ville jeg bare sige, og jeg synes, det er rigtig godt, at mange amerikanske landmænd i dette tilfælde allerede har sendt støttetelegrammer til de tyske landmænd, og jeg håber, at det vil blive flere og flere. Nu er der også annonceret landsdækkende demonstrationer i Italien, Spanien, Frankrig, Holland, så det spreder sig helt sikkert, og landmændene i Tyskland har sagt, at de ikke vil stoppe, før regeringen går med til deres krav.

SCHLANGER: Helga, vi har et par spørgsmål om konfrontationen, eller den forestående konfrontation, om man vil, med Rusland. Fra London har vi et spørgsmål: “Med det kommende valg i Rusland i marts, er det så ikke sandsynligt, at Vesten vil lancere en slags falsk flag-provokation for at destabilisere Rusland som en del af en Maidan-agtig farverevolution for at lave et regimeskifte mod Putin?” Og vi har et spørgsmål fra Beograd, hvor personen skriver, at “der er bevægelser i retning af en farvet revolution mod Vučić-regeringen i Serbien. Er det sandsynligt, at noget lignende vil blive lanceret mod Putin?”

ZEPP-LAROUCHE: Der er grund til at være bekymret for det, for der er en organisation, der hedder “Free Nations of Post-Russia Forum”, og de har allerede arrangeret en masse konferencer i USA, i Philadelphia, i Washington og andre steder. Og de promoverer opdelingen af Rusland i 40 forskellige enheder. De har tilsyneladende også nogle folk på jorden i Rusland, som har udført sabotage, som de kalder “frihedskæmpere” eller noget i den stil. Så der er grund til at være bekymret, men jeg tror ikke, det vil lykkes, for jeg tror, at størstedelen af den russiske befolkning støtter det, Putin gør, og den nuværende regering.

Desuden er det altid meget svært at få et fuldstændigt indblik i et andet land; man kan kun gå ud fra visse forudsætninger. Og når jeg ser på det store billede, den strategiske situation, og hvordan for eksempel landene i det Globale Syd forholder sig ikke bare til Kina, men også til Rusland, så tror jeg, at de har valgt den side, hvor de tror, at de kan få en bedre aftale, et bedre venskab og et bedre samarbejde. Jeg tror, at det virkelige spil er det store spil, du ved, det er ikke kun i Rusland og det kommende valg, men jeg tænker, at det er spørgsmålet om, hvorvidt kræfterne i verden kan arbejde sammen hurtigt nok til at bringe os fredeligt ind i en ny æra? For vi sidder på en komplet krudttønde. {Bulletin of the Atomic Scientists} har lige nulstillet dommedagsuret igen, hvilket de gør hvert år i januar, og de lod det stå på 90 sekunder i midnat. Faren er virkelig stor, så jeg kan ikke helt udelukke muligheden for, at noget sådant kan ske, men jeg tvivler meget på, at det vil lykkes.

SCHLANGER: Helga, vi har et par spørgsmål mere. Der er et fra Dalia i Storbritannien, som spørger: “Mens USA og Storbritannien optrapper krigene i Ukraine, Gaza og nu ved Det Røde Hav, ser det ud til, at de forventer, at EU bakker dem op, samler stumperne op og betaler regningen. Er du enig? Hvad er EU’s politik på disse områder?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er overbevist om, at EU ikke repræsenterer sine medlemslandes interesser, det er helt sikkert. Jeg tror, at nu hvor Trump har vundet primærvalget i New Hampshire, er han foran Nikki Haley. Hun har ikke givet op endnu, men det er meget sandsynligt, at donorerne, pengemændene bag Nikki Haley, vil stoppe med at investere i et fejlslagent projekt, så Trump kan meget vel blive den næste præsident. Der er udbredt panik blandt den vestlige elite i Europa over, at USA vil stoppe med at støtte Ukraine – det kan ske længe før valgdagen – og så vil Europa komme til at betale for alle de skader, der er sket. Dette er en stor, stor, stor byrde, og det samme gælder selvfølgelig, hvis Europa bliver involveret i konflikten i Sydvestasien. Det kan kun forværre problemet.

Problemet er, at vi kun har begyndelsen på bevægelser i Europa, der kæmper for medlemslandenes interesser. Det er klart, at jo mere folk begynder at tænke over, at det vigtigste spørgsmål lige nu er, at vi gør noget for at bevare verdensfreden: For hvis der kommer en atomkrig, vil alt være tabt! Du ved, hvis der er en atomkrig, vil der være en atomvinter bagefter, der vil ikke være noget liv tilbage på planeten, og der vil ikke være nogen historikere tilbage til at undersøge, hvem der var skyldig i det, der skete. Og det er min største frygt, for jeg tror, vi er meget tæt på det.

Enhver ekspert, der tænker klart og ser, at den nuværende generation af politikere leger med ting, som tidligere generationer var ekstremt opmærksomme på faren ved; de udarbejdede alle mulige traktater, nedrustningsforhandlinger – de var opmærksomme. Men den nuværende generation af politikere, når de går ud og brøler ind i et rum: “Ruiner Rusland! De har ingen viden om historien, om den strategiske situation, og de bekymrer sig heller ikke om andet end deres små egoer. Og det er efter min mening den største fare. Så vi har brug for en masse veluddannede, tænkende borgere, der begynder at blive aktive. For hvis vi havde et stort antal mennesker, der var uddannede, som var uddannede inden for militær, økonomi, kultur og diplomati, ville dette ikke kunne ske.

SCHLANGER: Helga, jeg har et sidste spørgsmål til dig, fra David, som går tilbage til det, du sagde tidligere om Leibniz. Og han spørger: “Var Leibniz ansvarlig for sproget i forfatningen og uafhængighedserklæringen i USA?” og han sagde: “Der henvises ofte til John Locke. Hvad er Leibniz’ rolle?”

ZEPP-LAROUCHE: Det var helt klart Leibniz, ikke Locke, der havde indflydelse på Uafhængighedserklæringen og selvfølgelig forfatningen, fordi Benjamin Franklin for eksempel havde omfattende netværk i Europa, som formidlede denne indflydelse. Og selve sproget i Uafhængighedserklæringen om “umistelige rettigheder til liv, frihed og stræben efter lykke” er Leibniz! Det er ikke “ejendom”, det er Locke.

Leibniz var en smuk sjæl, som var dybt kultiveret. Han havde en vision om, hvordan nationer på forskellige kontinenter kunne leve fredeligt sammen, og Leibniz’ indflydelse bør genoplives: Både i USA og i Eurasien, fordi han havde en meget, meget avanceret opfattelse af, hvordan lande kunne arbejde sammen til gavn for alle.

SCHLANGER: Og selvfølgelig John Locke, som var interesseret i fordelene for købmændene i City of London, som lige var begyndt at [lydtab]…

Tak, fordi du deltog. Vi er tilbage i næste uge. Har du nogle afskedsord til folk?

ZEPP-LAROUCHE: Gør noget sammen med os! Det er ikke tid til at sidde på sidelinjen, for det er en tid, hvor modige handlinger fra enkeltpersoner, der arbejder sammen om en god plan, faktisk kan ændre historien til det bedre.




NYHEDSORIENTERING NOVEMBER-DECEMBER 2023:
Stop folkemordet i Gaza. Fred gennem udvikling

Download (PDF, Unknown)




Live webcast dialog med Helga Zepp-LaRouche den 14. september 2023:
Fremad efter BRIKS- og G20-topmøderne!

Ikke korrekturlæst: HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche: Hun er grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. Det er torsdag den 14. september 2023, og jeg er jeres vært Harley Schlanger. Hvis du vil stille spørgsmål eller komme med kommentarer, kan du sende dem til questions@schillerinstitute.org.

Helga, da vi talte sammen i sidste uge, talte du om begivenhedernes hæsblæsende tempo. Jeg vil sige, at tempoet er blevet højere, siden vi talte sammen sidst: Der var G20-topmødet, som var et flop for dem i den unipolære orden, der forsøger at tvinge resten af verden til at underkaste sig deres “regelbaserede orden”; der er Eastern Economic Forum i Vladivostok, hvor Putin holdt en meget interessant tale. Og så Schiller Instituttets konference den 9. september, som bød på præsentationer af folk fra mange lande, der står i spidsen for at forme begivenhederne. Lad os begynde med din vurdering af disse begivenheder: Hvad er din fornemmelse af, hvad der er sket i løbet af den sidste uge?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Vi oplever lige nu den meget hurtige dannelse af en helt ny økonomisk verdensorden, hvor størstedelen af verdens nationer i det Globale Syd bevæger sig for at slippe af med resterne af kolonialismen og faktisk har meget spændende planer for fremtiden. Og lederne i det Globale Nord har på en eller anden måde bare ikke fattet det: De prøver på en måde at fortsætte med deres gamle planer. Se på Tysklands udenrigsminister Baerbock, hun farer rundt i verden, men hun har ingen anelse! Det er det, der er problemet.

Det, vi gjorde på vores konference, var et forsøg på at sætte perspektivet fra det Globale Syd på dagsordenen, så folk i Nord faktisk kan høre førstehånds fra meget vigtige talsmænd for det Globale Syd, hvad disse lande stræber efter, og hvorfor det ville være i Europas og USA’s allerbedste interesse at samarbejde med denne nye, fremvoksende orden.

Jeg vil opfordre folk til at se det selv, (https://schillerinstitute.com/blog/2023/09/08/conference-let-us-join-hands-with-the-global-majority-to-create-a-new-chapter-in-world-history-2/) men jeg synes, at det, der var meget vigtigt i det første panel (https://youtu. be/A7sx7BUvdK4), var, at vi ikke kun havde en meget højtstående diplomat fra BRIKS-landene selv, vi havde flere amerikanere; jeg synes, det er meget vigtigt, at der er amerikanere, som er fornuftige – naturligvis Diane Sare, som kører en meget succesfuld kampagne for det amerikanske senat i New York; vi havde Scott Ritter, Ray McGovern og flere meget vigtige repræsentanter for kirker i USA, både katolske og også nogle andre kirkesamfund. Så jeg synes, at det første panel var meget vigtigt af den grund.

Og naturligvis var det andet panel (https://youtu.be/V3N9_8B44Xc) meget, meget interessant, fordi der var talsmænd fra Latinamerika, Sydafrika, Indien, som helt klart udtrykte, hvordan størstedelen af verden ser på de nuværende begivenheder. Så tag dig tid til at se det.

G20 har allerede slået fast, at det globale Nords forsøg på at bruge den sædvanlige taktik med at få landene i Afrika, Latinamerika og Asien til at fordømme den “russiske uprovokerede aggression” naturligvis absolut ikke fungerede. Og der kunne ikke være noget mere anderledes end det billede og den opfattelse, som de vestlige medier forsøger at skabe af, hvad der foregår med Rusland, Kina og selv Nordkorea, og hvordan det i virkeligheden er: Se på, hvad der skete på denne konference i Vladivostok, som er en enorm forretningsbegivenhed. Og ideen om, at Putin er isoleret, er fuldstændig latterlig. Der var mange delegationer, store forretningsdelegationer, og det perspektiv, som Putin præsenterede, hvis folk ikke var så ideologisk forudindtagede, ville de anerkende, hvilket enormt potentiale det er – jeg mener, nogle mennesker gør det, men af geopolitiske, ikke så pæne grunde. Men det, præsident Putin sagde, var, at han pegede på det enorme potentiale i det fjernøstlige Rusland. Han sagde dybest set, at kun ca. 30 % af det russiske territorium er udviklet i forhold til overhovedet at erkende, hvor ressourcerne er. Og i betragtning af, at Rusland inden for sit enorme territorium har alle de råstoffer, der findes eller hidtil er blevet opdaget på planeten, er Ruslands råstofrigdom gigantisk, især hvis man tænker på den næste periode med industriel og teknologisk-videnskabelig udvikling.

Så Putin sagde, at dette vil være Ruslands prioritet i det 21. århundrede. Han sagde, at denne plan ikke er en reaktion på det, der skete i 2014 i Ukraine, altså Maidan-kuppet. Han sagde, at dette var en plan, der startede for 10 år siden, hvor den russiske regering begyndte at se på perspektivet i at opbygge infrastruktur i Fjernøsten for at skabe adgang til de enorme råstoffer. Han sagde, at vi begik en lille fejl ved ikke rigtig at forudse potentialet, fordi vi ikke troede, at der ville blive handlet så utroligt meget gods i denne region, hvilket nu ser ud til at blive tilfældet. Så der vil ske en enorm udvikling, han henviste til den transsibiriske jernbane, grev Wittes plan, som i sin tid blev afbrudt af den russisk-japanske krig i 1905; men det er en plan, som absolut er tilbage på dagsordenen, og mange lande planlægger at investere stort, herunder Kina, for hvem åbningen af så enorme ressourcer er af vital betydning.

Alt dette beviser, at hele forsøget på at splitte BRIKS, at sige, at der er alle disse spændinger, bare ikke er sandt i virkeligheden, for jeg tror, at disse lande er helt fast besluttede på at opbygge et nyt system baseret på lighed og baseret på fælles projekter med win-win-fordele for alle. Og jeg tror, at i stedet for at være fuldstændig fjendtligt indstillet over for denne udvikling, ville det være på høje tid, at de vestlige eliter simpelthen skulle sige, at størstedelen af verden bevæger sig i en anden retning, og lad os tage det positive skridt at samarbejde.

Desværre ser vi intet af det lige nu. Det ses bestemt ikke fra Biden-administrationen, og det ses heller ikke fra Den Europæiske Union. Ursula von der Leyen har lige holdt en tale foran Europa-Parlamentet i Strasbourg, hvor hun lavede et af sine teaternumre, som hun må have studeret i meget lang tid, hvordan man ser godt ud. Men det, hun sagde, var ikke så godt, nemlig at hun nu foreslår at indføre straftold på kinesiske elbiler, der sælges i Europa. Kineserne har allerede svaret, at hvis det sker, vil det åbne op for modforanstaltninger. Så vi har udsigt til en handelskrig, hvilket virkelig er det værste at gøre under de nuværende omstændigheder.

Så jeg kan kun sige, at vi er nødt til at uddanne befolkningen om potentialet i at opbygge en verden, hvor alle lande arbejder sammen. Europa er i en forfærdelig tilstand. Den tyske økonomi er i frit fald, og vi bør ikke tolerere disse politikker, som fremmedgør Rusland og Kina, og det Globale Syd og BRIKS-landene, men vi bør tage skridt til at samarbejde.

Så der er nogle fornuftige stemmer i Tyskland og i USA, men de er i mindretal lige nu, og vi skal have dem til at blive hørt bedre.

SCHLANGER: I den sammenhæng har vi et spørgsmål fra C.S., som henviser til indernes Chandrayaan-3-landing på Månen; de lignende programmer fra Japan og andre steder, sammen med Putins diskussion om “nye fysiske principper”, at dette er begivenheder og diskussioner, der ændrer den strategiske situation. Han spørger, idet han tænker tilbage på Lyndon LaRouches oprindelige SDI-politik: “Kan vi ikke finde folk med god vilje og fornuft i USA og Europa, som vil forpligte sig til at afslutte krigspolitikken og skabe et nyt paradigme baseret på denne slags udviklinger?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, det vil gå ubemærket hen, at Indien var i stand til at få dette landingsfartøj til at lande blødt på Månens sydpol og nu er den fjerde nation, der har været i stand til at foretage en månelanding. Og det, Modi sagde om at opbygge et konsortium for rumforskning blandt BRIKS-landene, betyder, at ikke kun BRIKS-landene, men også mange andre lande er helt indstillet på at drage fordel af de videnskabelige gennembrud, der automatisk genereres, hvis man er seriøs med hensyn til forskning og rumfart.

Så når det er sagt, tror jeg, at det, præsident Putin sagde, at de er ved at opdage “nye fysiske principper” eller er i færd med at opdage dem, som grundlæggende vil skabe sikkerhed. [http://kremlin. ru/events/president/news/72258] Nu er det for tidligt for mig at kommentere på indholdet af det, for det er sandsynligvis laservåben, det er sandsynligvis våben med rettet energi, det kan være nogle andre nye fysiske principper, som vi så på sidste gang på en seriøs måde i tiden med SDI, men det var min afdøde mands vision, da han foreslog dette, og præsident Reagan tog det op, du ved, hvor Reagan gjorde det til officiel politik at tilbyde Sovjetunionen på det tidspunkt, at de to supermagter ville samarbejde om at udvikle sådanne nye teknologier baseret på nye fysiske principper for at gøre atomvåben forældede; og så gennemføre dem sammen og til sidst overvinde den geopolitiske bloktænkning. Det var et utroligt stærkt og frugtbart øjeblik i verdenshistorien, og russerne har naturligvis arbejdet på det hele tiden. Biproduktet af det var, at Putin annoncerede de nye missiler, som ikke er ballistiske missiler, men dybest set er bevægelige med meget høj hastighed, hvilket fuldstændig forstyrrede den strategiske balance i forhold til USA’s bestræbelser på at opbygge et globalt missilforsvarssystem.

Så det er meget tydeligt, at man ikke kan stoppe teknologiske fremskridt, men man kan bruge dem til at skabe en sikker verden. Så jeg er meget interesseret i at finde ud af mere om dette, for den svøbe, eller det Damoklessværd, som potentiel atomar udslettelse er, hvis det kan overvindes med videnskabelige og teknologiske midler, vil det sandsynligvis være et af de absolutte gennembrud for menneskeheden.

I perioden før præsident Reagan annoncerede SDI i marts 1983, havde vi haft konferencer i Paris, Rom, Bonn og Washington, og vi havde diskussioner med en masse militærfolk på topniveau, generaler og admiraler og andre på det tidspunkt. Og der var en meget seriøs diskussion om det. Så hvis vi kan genoplive det, tror jeg faktisk, at det kan åbne op for en vej ud af den nuværende fastlåste situation. Så jeg synes, det er en meget optimistisk ting, og jeg håber at kunne give dig flere detaljer i fremtiden.

SCHLANGER: Helga, jeg har tre spørgsmål mere, som er direkte relateret til eftervirkningerne af BRIKS-topmødet. Det første er, at der var flere, der skrev om Indien. En sagde, at der tydeligvis er en samordnet indsats for at trække Indien væk fra en alliance med Rusland og Kina, som en måde at underminere BRIKS på. De skriver: “Det ser ikke ud til at virke,” men de spørger: “Tror du, at der vil komme mere pres på Indien, og kan det lykkes?”

ZEPP-LAROUCHE: Ja, der vil komme mere pres på Indien, men jeg tror ikke, det vil lykkes. Jeg tror, at folk undervurderer, at den indiske regering under premierminister Narendra Modi – jeg vil ikke kommentere på kritikken af den interne indiske situation, som nogle mennesker er kritiske over for; jeg synes, at det er et spørgsmål, som inderne skal diskutere – men mit indtryk er, at Indiens politik faktisk er alliancefri. Jeg tror ikke, at Indien på nogen måde har planer om at opgive deres historiske positive relationer til Rusland. Jeg tror, at de vestlige politikere og medier overdriver spændingerne mellem Indien og Kina. Jeg tror, at forsøget på at skabe en slags IMEC, den økonomiske korridor mellem Indien og Mellemøsten og Europa, en korridor, der går fra Indien hele vejen gennem Mellemøsten og til sidst ind i Europa, blev udråbt til at være en modoffensiv mod Bælte & Vej Initiativet og mod alle de kinesisk-relaterede korridorer i regionen.

Jeg sagde med det samme, at det skulle du ikke bekymre dig om, for min idé om, hvordan menneskeheden skal udvikle sig, er langs de linjer, som vi præsenterede i 2014, efter at Xi Jinping havde annonceret, at Kina havde en Ny Silkevejspolitik. På det tidspunkt udgav vi den opdaterede version af alle vores studier i en stor rapport med titlen “Den Nye Silkevej bliver verdens landbro”. Det var en omfattende plan for, hvordan alle kontinenter vil blive udviklet gennem infrastruktur, og hvordan alle kontinenter derefter vil blive forbundet gennem tunneler og broer, så man snart kan rejse med maglevtog fra sydspidsen af Argentina eller Chile, hele vejen op gennem Amerika, krydse Beringstrædet ind i den eurasiske landbro og derefter tage hele vejen til Gibraltar og derefter videre til Kap det Gode Håb på spidsen af Sydafrika. Så du kan så at sige rejse over land hele vejen (undtagen Australien, naturligvis) gennem fire kontinenter på denne måde. Og den integration af infrastruktur er det, der kommer til at ske – hvis verden ikke bliver sprængt i luften, og menneskeheden ender – det er den naturlige vej at gå.

Og jeg blev meget glad og tilfreds, da jeg læste, hvad præsident Putin havde sagt, da han i Vladivostok blev spurgt, hvad han mente om denne IMEC-korridor. (http://en.kremlin.ru/events/president/news/72259) Han havde stort set det samme svar og sagde, lad dem bygge den. Det hjælper bare med at opbygge logistikken, og det hele vil fungere sammen, for hvis du har godstransport, har du brug for et meget tæt integreret infrastruktursystem, hvor du f.eks. flytter containere fra skib til tog til lastbil, og alle disse ting fungerer sammen. Så jeg tror, at det er sådan, man skal se på det: Enhver form for opbygning af infrastruktur har en positiv effekt på både de mennesker, der bygger den, og også på de mennesker, der har fordelen af at have denne nye infrastruktur i deres omgivelser, fordi det udvider deres syn, det bringer dem op på et højere niveau, og jeg tror, at Verdenslandbroen i sidste ende vil vokse sammen – jeg tror, at der er en forgæves indsats for at forsøge at dele og erobre, men den nye ånd er stærkere, og jeg er ret sikker på, at den vil sejre.

SCHLANGER: Du kan se Helgas hovedtale til konferencen den 9. september på Schiller Instituttets hjemmeside (https://schillerinstitute.com/blog/2023/09/12/helga-zepp-larouche-a-transformation-bigger-than-the-end-of-the-cold-war/), samt flere andre præsentationer på Schiller Instituttets YouTube-kanal (https://www.youtube.com/@SchillerInstitute), og vi håber at få dem alle lagt ud individuelt i løbet af de næste par dage. Så gå ind på https://www.schillerinstitute.com eller https://www.youtube.com/@SchillerInstitute for at downloade, læse, se og dele den diskussion, der fandt sted på Schiller Instituttets konference.

Her er et spørgsmål fra David fra Nigeria. Han spørger: “Vil BRIKS hjælpe lande, der er fanget i neokoloniale relationer, og vil de gribe ind i kampe, der opstår i Afrika?”

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Tendensen er, at de projekter, som har været kendt i lang tid, kan komme på dagsordenen nu, og det vil ændre miljøet. Selvfølgelig er der lige nu stadig fare for, at der vil komme en militær intervention mod de lande, især i Vestafrika, som for nylig skiftede regering gennem kup. Der er tydelige tegn på, at nogle vestlige magter ikke ønsker at opgive deres tilbøjelighed, men jeg tror, at fremdriften på den anden side kommer fra Kinas, Ruslands, Indiens og endda Japans interesse i at bidrage – og forhåbentlig arbejder vi hårdt på at overbevise europæerne om, at de også bør have en holdning til at investere i Afrika. Der er visse projekter, som virkelig ville være en game-changer.

For eksempel – det er så tragisk – det, der sker nu på Afrikas nordkyst: Først var der jordskælvet i Marokko, som dræbte flere tusinde mennesker, og man har endnu ikke fundet alle de omkomne. Så var der denne forfærdelige oversvømmelse i Libyen, som måske allerede har dræbt mere end 20.000 mennesker i én by! Tyve procent af hele befolkningen blev bare oversvømmet i havet, og hvorfor skete det? OK, det var skænderiet mellem den østlige og den vestlige regering; eller den vestlige regering, som faktisk er den valgte regering; og så den østlige regering, som af en eller anden mærkelig grund er udråbt af EU som den officielle regering, på trods af at det var dem, der lavede kuppet, fordi de sidder på det mest interessante sted set fra EU’s synspunkt, i forhold til at være i vejen for flygtningesituationen, og EU ønsker at lave aftaler med dem. Det er fuldstændig vanvittigt. Det har betydet, at lige siden NATO’s absolut kriminelle opførsel i 2011, som førte til kuppet og derefter drabet på Gaddafi, havde Gaddafi faktisk arbejdet på at udvikle infrastrukturen, ikke kun i Libyen, men i hele Afrika. Han havde skabt adgang til to reservoirer med rent vand, som bl.a. gav vandforsyning til de byer, der nu er ramt. Efter at Gaddafi blev dræbt, var der tilsyneladende absolut ingen vedligeholdelse eller reparation, heller ikke af de dæmninger, der brød sammen, så man kan faktisk sige, at tragedien i det, der sker lige nu, er den sene frugt af folk som Obama, som Hillary Clinton.

Vi glemmer aldrig hendes modbydelige bemærkninger: “Vi kom, vi så, at han døde,” (https://www.youtube.com/watch?v=6DXDU48RHLU) da hun talte om Gaddafi. Du ved, det var billedet af et meget grimt sind, som viste sig der. Så man kan faktisk sige, at den forfærdelige forsømmelse af reparationen af infrastrukturen, som er en af de vigtigste årsager til, at denne tragedie, eller begge tragedier, faktisk blev så ødelæggende, skyldes de mennesker, der lavede denne militære operation i 2011, som blandt andet også begyndte at sætte FN’s Sikkerhedsråd ud af spillet, fordi de løj over for det og sagde, at de bare ville lave en neutral intervention, som så viste sig at være en militær intervention. Det var i øvrigt det øjeblik, hvor min afdøde mand sagde, at dette drab på Gaddafi og omstændighederne beviser, at NATO ønsker at gå i Tredje Verdenskrig mod Kina og Rusland: Og se, hvad der er sket siden.

Så hvad er svaret på det? Svaret er at sætte nogle af de store infrastrukturprojekter i Afrika på dagsordenen og samles om dem. Et af dem er, hvad Sydafrikas præsident Ramaphosa sagde ved topmødet om den nye globale finansieringspagt i Paris i juni, [https://youtu.be/xhHBIpvyQ_A] hvor præsident Ramaphosa sagde, efter at Macron havde holdt en stor tale: Jeg ønsker ikke at høre dette, vi ønsker ikke at høre dette. Finansier Inga-dæmningen i Congo, som kun koster omkring 80 milliarder dollars, men som vil give elektricitet til omkring et dusin lande i Afrika, og medmindre du gør det, vil vi ikke høre mere. [https://youtu.be/xhHBIpvyQ_A?t=654] Og det er det sprog, der kræves.

Og gør det samme med Transaqua-projektet, som blev vedtaget af seks lande i Lake Chad Basin Commission allerede i 2018 på en stor konference i Abuja, Nigeria [https://larouchepub.com/eiw/public/2018/eirv45n10-20180309/06-13_4510.pdf]. Dette Transaqua-projekt, som kun vil tage omkring 3% af det overskydende vand i Congo-floden, som nu går ubrugt ud i havet, og vil gennem et system af floder og kanaler bringe vandet til Tchad-søen. Det ville give masser af muligheder for kunstvanding i Sahel-zonen, det ville have gjort industriel udvikling mulig langs dette vandsystem, og det vil fylde Tchad-søen op igen.

Det er disse ting, afrikanerne skal samles om, og ikke tillade flere forstyrrelser mod dem. For fredens navn {er} udvikling, og det gælder også for stabiliseringen af hvert eneste land på det afrikanske kontinent.

Vi bør diskutere disse projekter mere. Vi har skrevet lange udviklingsprojekter for hele det afrikanske kontinent. Du kan gå ind på vores hjemmeside: Du kan se, at vi skrev – den første rapport skrev vi i 1976, og vi havde en stor konference i Paris om den. Vi udgav den i 1978. Min afdøde mand havde skrevet en {Kritiske kommentarer til Lagos-handlingsplanen: The Economics of Nation-Building} i 1981. Så vi har været involveret i udviklingen af infrastrukturen i Afrika i meget lang tid, og nu er tiden inde til at realisere disse planer. En af vores World Land-Bridge-rapporter handler om “Forlængelse af den nye silkevej til Vestasien og Afrika: En vision om en økonomisk renæssance.” Du bør se på disse planer og sørge for, at vi får det på dagsordenen. Og jeg tror, at med BRIKS-udviklingen og med Den Afrikanske Union, der nu er udnævnt som en del af G20, går alt dette i den rigtige retning og skal fremskyndes.

SCHLANGER: Helga, jeg ved, at du har meget travlt og snart skal af sted, men jeg har to spørgsmål mere om BRIKS, som jeg vil samle sammen. Et, der kom ind på chatroom-siden: Det ene er fra Corey, som spørger: “Er løsningen for os i Vesten at blive venner med BRIKS?” Og så spørger Ken: “Kommer BRIKS’ nye udviklingsbank til at erstatte eller arbejde sammen med revisionen af Verdensbanken?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, det første spørgsmål er indlysende. Se, geopolitik er en sygdom! Hvorfor skal verden opdeles i geopolitiske blokke, hvor en gruppe nationer siger, at denne anden gruppe nationer er min fjende, og derfor skal jeg have en militær opbygning? Du ved, det er kun i det militærindustrielle kompleks’ interesse og for de mennesker, der spekulerer i endeløse krige, for endeløse krige betyder endeløse våben, betyder endeløs profit. Det er nødt til at stoppe! Al den militære produktion er i bund og grund, set ud fra et fysisk økonomisk synspunkt, rent spild!

Vi er nået til et punkt, hvor hvis vi fortsætter med militære konflikter, med krige som konfliktløsning, vil vi sprænge os selv i luften, og det vil ikke være så smart. Hvis vi er den intelligente, kreative art på planeten, den eneste, der er kendt i universet indtil videre, burde vi så ikke være i stand til at styre os selv på en måde, så et broderligt eller søsterligt samarbejde mellem nationer er muligt? Jeg mener, at det er tilfældet, og det er den vision, der bør lede os.

Se på Beethovens {Niende Symfoni}, som er baseret på den smukke {Ode til glæden} af Friedrich Schiller, og lyt til denne musik, hvor der i korstemmen er et vers, “Alle mennesker bliver brødre”: “{Alle menschen werden brüder}.” Og det er det normale for menneskeheden at bevæge sig ind i fremtiden. [https://www.youtube.com/watch?v=gm06Q4itv04]

Og jeg tror, vi er nødt til at organisere os meget, meget hårdt og skarpt i de europæiske lande og i USA, så folk siger: “Vi bør ikke betragte Rusland og Kina som fjender, for det er de ikke!” Jeg mener, OK, du kan gøre hvem som helst til en fjende, hvis du bliver ved med at råbe ad dem og fortælle dem, hvor grimme de er, til sidst vil du få dem til at blive vrede, og du vil få Tredje Verdenskrig. Men jeg tror, vi er nødt til at tage dette skridt og virkelig arbejde sammen, bruge Europas og USA’s industrielle kapacitet til at gå sammen med Rusland, Kina, Japan og Indien om at udvikle de dele af verden, der endnu ikke er udviklet. Så jeg tror, det er det perspektiv, vi skal gå ind i.

Og hvad angår det andet spørgsmål, så tror jeg, at det kan lade sig gøre, men det vil kræve, at Verdensbanken ændres. Du ved, indtil videre har både IMF og Verdensbanken, som burde gøre noget andet, men ikke har gjort det – det burde de, fordi de er institutioner under FN, og derfor bør de repræsentere viljen hos flertallet af FN’s medlemslande, og ikke kun hos den stærkeste af dem. Men indtil videre har IMF’s betingelser og Verdensbankens lån dybest set ikke fremmet langsigtede investeringer. Verdensbankens lån var normalt altid for korte, de skulle betales tilbage for hurtigt, så det land, der havde modtaget lånet, sad på en stor gæld, men projektet havde endnu ikke resulteret i egentlig profit eller velstand. Så det var sådan, gældsfælden udviklede sig. Det var ikke Kina. Vi havde disse statistikker: Gælden er primært til bankerne i Paris-klubben.

Vi har brug for en reform: Jeg tror, at Verdensbanken kan spille en positiv rolle, men det kræver, at de ændrer deres politik. Hvis de ikke ønsker at gøre det, så tror jeg, at behovet vil være at opbygge den nye udviklingsbank, som alligevel allerede er på vej, fordi de nu vil begynde at udstede kredit baseret på lokale valutaer, på rupees, på rubler, på renminbi, andre valutaer. Og for eksempel har en af de russiske embedsmænd lige sagt, at de vil bruge de utrolige rupee-aktiver, som Rusland har fra handel med Indien, til at udstede kredit gennem den nye udviklingsbank til udviklingsprojekter. Så det er allerede ved at ske.

Man kan kun håbe, at der er folk i Vesten, i Norden, som er villige til at ændre sig, for det er, tror jeg, det store spørgsmål. Er vi i stand til at ændre os, når vi erkender, at vi var på det forkerte spor? Og det er det, vi er nødt til at organisere os hen imod.

SCHLANGER: For at følge med i disse hurtige udviklinger kan du altid gå ind på Schiller Instituttets hjemmeside (https://schillerinstitute.com), og også {EIR}s hjemmeside på https://www.larouchepub.com, og det er her, du kan finde mange af de skrifter af Lyndon LaRouche, som Helga nævnte tidligere.

Helga, tak fordi du er med os igen i denne uge. Og jeg har en note fra en fast seer, som siger: “Tak Helga for at give mig min ugentlige dosis optimisme.” Med det ser jeg dig i næste uge!

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Og glem ikke at forberede dig på at deltage i den næste store demonstration foran FN den 21. september. Det er den internationale fredsdag. Og hvis du har andre demonstrationer og møder, så deltag i dem, for det er meget vigtigt, at vi øger bevægelsen for fred.




Webcast med Helga Zepp- LaRouche: I lyset af BRIKS-topmødet,
lad os tale om at gøre en ende på det Globale Nords isolation!

Onsdag, August 23, 2023

HARLEY SCHLANGER: Hello and welcome to our weekly webcast with Schiller Institute founder and chairwoman Helga Zepp-LaRouche. I’m your host Harley Schlanger and today is Wednesday, Aug. 23, 2023. You can send your questions or comments to questions@schillerinstitute.org or post them to the chat room and they’ll be forwarded to me.

Today is the second day of the historic BRICS summit taking place in Johannesburg, South Africa. It’s been greeted with excitement by most of the world, and I should say, dismay from the City of London and its adherents. Helga, you drafted a statement, an “Appeal to the Citizens of the Global North: We Must Support the Construction of a New Just World Economic Order!” which viewers can read and sign and circulate, as we want to get this discussion going in the Global North. (https://schillerinstitute.nationbuilder.com/appeal_to_the_citizens_of_the_global_north_we_must_support_the_construction_of_a_new_just_world_economic_order)

Many people complain that there’s no one in the governments in the Global North who will listen to this or pay attention. What affect did you intend in drafting your statement?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Well, what a day! Let me first express my absolute joy about what happened today: I watched the BRICS summit, the speeches, I heard the news and read the news about success of the Indian Chandrayaan-3 mission to the Moon, which was highly successful. And then Prime Minister Modi announced in his speech that India will not only propose cooperation in space exploration among the BRICS countries, and the BRICS-Plus countries, soon, but that he proposes to create a BRICS space cooperation consortium. This is, really, together with all the many constructive proposals that were coming from the different heads of state and government, this marks the beginning of a new age of mankind. Because, if the majority of the countries start to cooperation in the exploration of space, of science, space travel, this will completely change the identity of man. We will definitely make the jump which started with the lifting of the first man off from Earth; then the Apollo Moon landing, and now we have a definite idea for the major nations to cooperate in moving man not only to the Moon, creating Moon villages, but going further, with the exploration of the possibility of eventually building a city on Mars, and going beyond. I can only say, there is no better proof about the excellent intention of the BRICS countries to move humanity into a new paradigm, a completely new way of living together, than that decision.

So I think it’s an excellent day for humanity, and I want to use this and many other occasions to express my full-hearted congratulations to India, for its successful Moon mission, to the BRICS countries, for their very successful BRICS summit, and there were many other excellent points made. But I think altogether, if one listened to President Ramaphosa, President Lula da Silva, Prime Minister Modi, President Putin (who was transmitting by live video), and President Xi Jinping, I can only say, this was a breath of fresh air. If you don’t believe me, please go to the YouTube or whatever other media and watch the speeches yourself. (https://www.youtube.com/@BRICSZA/videos) And you will get a completely different sense about the attitude and the outlook of these leaders than you are used from our politicians who—I don’t even want to quote any examples, not to bring the whole level down again to the daily level we are used to.

This is the future, and this makes, to answer your question, this is making our campaign which I initiated with the Appeal to the Citizens of the Global North, that we must convince the countries of the Global North to join with joyful transformation of the history of mankind. Because, if the North at this point is catching up with the cultural optimism which is expressed by the BRICS leaders, it can only be to the benefit of everybody. And I think it’s the absolute important moment to stop this geopolitical arrogance, thinking that only the G7 are the good ones and all the other ones are barbarians living in a jungle, as Josep Borrell had said last October [https://www.eeas.europa.eu/eeas/european-diplomatic-academy-opening-remarks-high-representative-josep-borrell-inauguration_en]—he didn’t say barbarians, but he said “jungle.”

So I think this is an incredibly important moment, and I have written this Appeal to the Citizens of the Global North to absolutely demand that the governments of the Global North join this development and create a new world economic order for the benefit of all of mankind together: That is the demand of the hour, and we must absolutely not let this moment pass, because it is one of these absolute star moments of human history, when you can really change the whole directionality of where things go.

Now, there has been a lot of concern, will the Western leaders even listen to this? I think they will have to listen. I watched and tried to find out what the main media were saying this morning, and there was hardly any coverage. And if there was, it was “yeah, there are tensions between India and China, and they will never get their act together.” Well, I think that this summit is proving the opposite, and this is so powerful that I think the Western leaders cannot ignore it. Because you have to always consider that the vast majority of the people in the developing South, which is now the Global Majority, are also watching this, and they’re perfectly capable of comparing what they’re getting from the so-called West and what they’re being offered by the BRICS. And I think the answer is very clear.

So the only reasonable answer is, don’t condemn it, don’t try to derail it: Join it, because that is the way of the future.

SCHLANGER: And you can get Helga’s appeal on the Schiller Institute website. [https://schillerinstitute.nationbuilder.com/appeal_to_the_citizens_of_the_global_north_we_must_support_the_construction_of_a_new_just_world_economic_order] Read it, circulate it. We’re getting signatures coming in and this is a very hopeful development.

I would just tell you, Helga, that before we started, I noticed on CNN and the {Washington Post}, their coverage of the Indian Moon landing was essentially to contrast the success of India’s mission with what they described as the “failure” of the Russian mission last week, and again, they’re trying to do this divide-and-conquer, as opposed to acknowledging the great accomplishment of Indian scientists and engineers.

Now, much of the opening day of the BRICS summit yesterday was taken up with discussion of the role of the New Development Bank, the establishment of a mechanism of credit for a variety of trade agreements and so on. And so we received several questions that are related to the New Development Bank: They requested your thoughts on whether there will be a new financial system? Is this a step in the right direction? And also, a very interesting comment from someone who asked, “Would Lyndon LaRouche urge the BRICS countries to not be cautious and move more aggressively toward a new system?” So those are two questions for you.

ZEPP-LAROUCHE: The answer to the first question is, definitely, yes. I think there is nothing in the world which will stop this, except World War III, which would not be to the benefit of even those who start it. Because this is now gaining a momentum, as I wrote in my Appeal, the de-dollarization is not an aggressive act coming from the countries that are doing it; it’s an act of self-defense. Because the sanctions, which were for the most part unilateral sanctions—not approved by the UN Security Council, and therefore, technically illegal—and on top of it, the weaponization of the dollar, whereby the U.S. confiscated $300 billion or more from Russia, $9 billion from Afghanistan, and also amounts from other countries, that has led to a situation where these countries have basically said it’s no longer secure to have your assets in dollars, and therefore, let’s have trade in national currencies. And eventually the New Development Bank was significantly upgraded to become—as President Lula said at one point, the “great bank of the South,” a lending institution—and it will start lending already this year; I think they announced they will lend the first credit in October in rupees, and in other currencies: So it is a transformation, and it cannot be stopped.

Now, the second question: I don’t know. I think Lyn was a very thorough methodological thinker, and he would not advise people to do things in a rush, which need to be done with care. And that’s what I see what these leaders are essentially doing, because the difficulties to be surmounted are not small. You have to consider that they said they will definitely create an international currency for balancing accounts among them, but to have a real, international reserve currency, with all that that requires is taking a lot of consideration. You have to make it in such a way, as a stable thing, so that it can last. Also, the other measures which are being mooted, are all necessary.

So I would say, Lyndon LaRouche would for sure encourage them to move ahead full steam, but he also would say that the importance is that the principles which he laid out in many writings, the first one in the proposal for a new International Development Bank, the IDB, which he wrote in 1975! [http://r.schillerinstitute.org/economy/phys_econ/2014/larouche_40_year_record_files/IDB_1975_Campaigner_Publications_0.pdf] That is a document which is still absolutely actual, and has the most advanced conceptions for how such a new credit institution must be created. And then, in July 2000, he wrote another document which is also extremely relevant to what is going on right now, and that is “On a Basket of Hard Commodities: Trade without Currency” [https://larouchepub.com/eiw/public/2000/eirv27n30-20000804/eirv27n30-20000804_004-on_a_basket_of_hard_commodities-lar.pdf], in which he discusses the need to put such a new currency on stable mechanisms, such as—not monetarist values, like the IMF does with the Special Drawing Rights, but to put it on the value of currencies {and} commodities. So that basically, there is a parameter linked to the productivity of the respective economies and the labor force. And that is a completely different conception than you have it with the present monetarist considerations.

So I think, since I know that the ideas of Lyndon LaRouche are circulating widely, I would be very optimistic that that will be done right.

SCHLANGER: Helga, we have from the chatroom a question that was I think initiated by your opening on the Indian Moon mission. Someone asked the question: “How is the role of space going to shape geopolitics over the next 20 years?”

ZEPP-LAROUCHE: It is very important, because it is the most important thing to shift the thinking of people about the nature of man. It’s not just an exciting scientific and technological adventure, to move into a completely new economic platform, because, you know, Lyndon LaRouche developed the notion of economic platform, to mean that every time you develop a qualitatively new method of economics, which space science lends itself to, to basically be continuously such a motor. It redefines all previously existing economic functions, and therefore, it is really a jump every time you do that in terms of productivity.

So it has extremely important scientific and economic features, but I think the most important is what it does to the identity of man. I always think about the vision of the great rocket scientists and astronomer, and space scientist Krafft Ehricke, who had this vision about the {Extraterrestrial Imperative}: Meaning, that first of all, that once you enter space exploration, it is a driver, because it forces you to adjust all the previously assumed axioms to whatever is required in space, and that is a necessity. It does not allow for the ludicrous; space requires that you behave rationally, and therefore it will change the identity of man, from thinking of themselves just as “earthlings,” who have their nose on the ground and don’t look up the stars, but to a species living in space. And as we have seen with the incredible cooperation among astronauts on the ISS, or in any other field, when they look down on the small planet Earth, a tiny blue planet in a huge, huge galaxy; and we are now living in one of at least 2 trillion galaxies.

So the future of man in space will mean that we will think of ourselves as completely different. And it will change the identity of man: Imagine if you are having a village on the Moon, where all international countries are working together. Then you start from there to really seriously think about missions to Mars: With revolutions in fuel technology, such as fusion power, you can reduce the travel time significantly so it will become safe for people to travel to Mars. Then, maybe years down the road, but nevertheless, a city on Mars will happen, and then beyond that, even if you think about several generations ahead, I’m sure that interstellar space travel is not impossible to think about.

So I think we are really on the beginning of a completely new era in mankind, because rationality and the idea of scientific cooperation, that will be what I have called the “age of adulthood of mankind” where we no longer squabble around any more and have little wars which are not to the benefit of anybody, except the speculators.

So I think this is a really an extremely important date today.

SCHLANGER: You’re listening to a very happy Helga Zepp-LaRouche, the founder and chairwoman of the Schiller Institute.

Helga, I have a question on the BRICS, from someone who is retired from working with the UN food program, and this person wrote about Putin’s promise yesterday, that Russia would provide 25-50,000 tons of grain to each of six African countries for free, to address the food crisis. “With Putin making that promise, with countries like Burkina Faso sending emergency food supplies to Niger, doesn’t that expose the hypocrisy of the rest of the world, which seems to accept that hunger and starvation are inevitable, and that sanctions against hungry nations are acceptable?”

ZEPP-LAROUCHE: Yeah, I guess the answer to this question is, yes it does expose it. Because the Western media, again, had nothing better to do than to say this shows the evil intentions of the Russians, trying to make the poorest countries dependent on their grain. I mean, if you are sitting somewhere and you are about to starve, you will be absolutely happy about anybody who comes to your lifesaving. And of the whole Russia-Ukraine grain deal, it has been found out that a lot of the grain which Ukraine could export, did not go to the African countries or other countries in need, but it went basically went into Poland; it made the Polish farmers extremely upset, because it was in competition in prices to the grain they produce; it went to other European countries.

I think the genie is out of the bottle, because there was for a long time the effort to conceal all of these conditions, but the train has left the station: because, if you listen to the speeches from many, many leaders from the Global South, they are now saying, we have understood what the realities are. And they are not going to be discouraged, even though there is still tremendous pressure, like on ECOWAS situated in Nigeria to go for military action against Niger; or even on the African Union, putting an ultimatum to the new Niger government. All of this reflects Western influence, but I can only repeat myself: The more quickly the countries and forces in the countries, not just the governments, but also the farmers, the trade unionists, civil groups and others, the more quickly they express support for what is now evolving the better, and the better the chances that we can overcome the present strategic crisis in a very short time.

SCHLANGER: I have a couple of questions that go back to the matter of geopolitics and the war danger, from a U.S. blogger who wrote a question, identifying that there was resistance to the opening of a NATO headquarters in Japan from French President Macron, and so that was at least somewhat postponed. And yet, NATO seems to be going full steam ahead in Asia: You had the meeting last week of Japan’s Prime Minister Fumio Kishida, and South Korea’s President Yoon Yuk Seol, with Joe Biden in Camp David, promising to move toward a coordination of what they described as an “Asian NATO.” And this blogger asks: “Why would Japan go along with this?”

ZEPP-LAROUCHE: That is a good question, which many people should as the Japanese. Because, it’s for sure connecting Japan not with its best tradition of the Meiji Restoration. The Meiji Restoration would be the outlook Japan should have in joining what is developing with the BRICS right now.

The Meiji Restoration, after Japan was self-isolated for several centuries, people went out to the United States, to Germany, to Holland, and other European countries, and studied what became physical economy, and they brought it back to Japan. And within a few years, Japan developed and exploded from being an extremely backward country into one of the major industrial powers in the world. That literally occurred in less than a few decades.

And that is the outlook which was still existing in the post-war period, with the Mitsubishi. I visited an interesting science city not very far from Tokyo, where all the major Japanese industrial firms worked together under one roof for the benefit of the whole country. And that Mitsubishi outlook is what would be required right now for Japan to join with the BRICS.

Unfortunately, as everybody knows, Japan has also another tradition, that of the military alliance with Germany in the Second World War, and naturally this brings forward the most horrible memories in China because especially the Japanese attacks on China and territorial conquering, including Hongkong, and many other battles, the Massacre of Nanjing, so this is really bad for Japan! And I don’t know why Japan is doing that, because they have clearly to choose between two completely different traditions, and one can only hope that the general dynamic convinces people in Japan that they have a better future than to join something which can only lead to a catastrophe if it’s pursued to the end. And given the fact that there are all these tensions already, there were several warnings, even I think from one of the American think tanks, they said, a nuclear war in Northeast Asia in the next 10 years is likely to happen.

Now, if I had such a perspective in front of me, coming from a U.S. think tank, I would start to think, “Hey, wait a second, the Americans are letting the Ukrainians fight in Ukraine; they would like to have the Nigerians fight in Africa against Niger; so maybe, it’s not such a good idea, maybe we should really help to establish a system of peaceful coexistence of sovereign republics working together, and the whole idea of an ‘Asian NATO’ as being part of a Global NATO is the worst idea and should be put into mothballs, or better, into the wastepaper basket, and the more quickly the better.”

SCHLANGER: Someone who’s been on some of the calls of the International Peace Coalition referred to your comments that the American Revolution was the first successful anti-colonialist war, and that the Founding Fathers were explicitly against imperial policies. And this person asks: “How can we get Americans to recognize that the development around the BRICS is in that tradition, and therefore should be supported by real patriotic Americans?”

ZEPP-LAROUCHE: I think that’s one of the most important things to do right now, for people in the United States. Because, unfortunately, the real history of the United States has really been forgotten—or never learned by many, many people. But we, from the LaRouche movement, we did an enormous amount of historical studies. If you go on our websites, you find in our {EIR} Archive, where you can pull out an enormous amount of original historical research, because the role of Benjamin Franklin in bringing the influence of Gottfried Leibniz into what became the young American republic; the roots of the American System of economy, the ideas of a republic among republics, by John Quincy Adams, and especially naturally the War of Independence against the British Empire for the right for economic development: That’s exactly what the BRICS countries are trying to do now. And it was President Sukarno at the Bandung Conference in 1955, who, in his major speech, he reminded the American people that they set the example and the pathway by fighting the first war against colonialism.

And I think that that is exactly the viewpoint that Americans should take right now, if they judge what is happening in terms of the BRICS. Because the reason why the BRICS countries have such an enormous attraction right now, for, I would say, probably 130, 140, 150 countries—the only reason why countries say they are not supporting it, is because they are under too much pressure to dare to do so—but it is because they want to have the same rights for development as the young American republic was fighting for, and they want to have the right to have infrastructure as a precondition for industrial development; they want to have modern energy, clean water, industrial parks; they want to have a decent living standard for all of their people, a modern health care system. And that is really what the fight is all about and therefore, I think, to study the origins of America, to study the real history, the battle between the American System and the British System—Friedrich List wrote about that when he was in America for several years; and later, you had Henry C. Carey writing on the same topic.

So in a certain sense, the real history of America was to become independent, to shed the status of being a colony, and to have the right for development. And there were many phases, because the British Empire did not give up lightly. They did not accept the loss of what was in their view the most important colony, so they started to try to undo this militarily in the War of 1812. And then later in the Civil War, the British Empire allied with the Confederacy to defeat the Lincoln and the Union. They did not succeed. This was a major, major effort to undo the accomplishments of the American Revolution, and after that, they realized that practically, it could not be done militarily, so they started, especially after the assassination of William McKinley, to try to influence the American establishment to adopt the model of the British Empire as the platform to rule the world on the basis of the Anglo-American unipolar world conception. And that’s what we are still fighting with today.

And it’s very important to study that, and I can only suggest that people should use our archives, because a lot of work went into that, including that of my late husband, Lyndon LaRouche, because nowadays, there are so many people in the world, and we meet them all the time, who are filled with a profound anti-American sentiment, because they dislike the idea of the unipolar world, they dislike interventionist wars, they think the U.S.-led wars in Afghanistan, Iraq, Libya. Libya, for example: The Libyan war is a big issue of discussion in Africa right now.

So they don’t want this any more, and therefore, they throw the baby out with the bathwater by becoming anti-American. And that doesn’t help you much, because if you don’t talk to the United States, to convince them and bring out the better tradition, I don’t think we can solve the strategic conflict, either.

So it’s not very wise to just put a label on the United States and reject it altogether. I think it’s important to cooperate with good forces in America. And I heard with great pleasure, that in the first day, more than 500 people from the United States were signing the Appeal to the Citizens of the Great North, we mentioned at the beginning of this show. And that is just in one day: We will definitely expand that.

So, for example, what Indian Prime Minister Modi announced, in terms of the BRICS space cooperation consortium, that is exactly what John F. Kennedy proposed in 1963 to the Soviet Union! So I think that that idea will catch on in the United States, and there will be people who are excited about space cooperation, and that will be one of the areas where we can build bridges and see that cooperation is so much more reasonable, than to continue on the war and continue on the path of confrontation.

The history of the United States, what it really was and what it was not, should be an object of intellectual curiosity for everybody.

SCHLANGER: Helga, I’ll conclude with an email I got from someone who just signed the appeal, and said that she would be circulating it. She said she was “inspired by it and by your optimism, so much so that she’s willing to take on what seems to be the dead, former anti-war movement people in Europe, to try and get them into the proper frame of mind, to win this fight.” She thanks you for issuing the Appeal, and said we’ve got to get more people behind this immediately in Europe.

Any final comments, Helga?

ZEPP-LAROUCHE: I want you to join my optimism. Because, people in Germany are generally so downtrodden and so pessimistic that nothing can be done, and indeed, if you only look at the internal German dynamics, with this horrible government we have right now—where the Chancellor just made a statement calling people who are fighting for peace, “foreign angels coming directly from Hell”! I mean, this is really bad: I think he has just earned himself a place in history as one of the most horrible Chancellors you could possibly think of. What a stupid statement to make! But so, if you only look at the German situation you could get really depressed—but don’t look at it that way. Look at it from above. Look at it from the dynamic of history, and the majority of people right now, led by five, very excellent leaders of their countries, are moving in the formation of a new world economic order. And that is something that this movement, the LaRouche movement, has been fighting for, for I would say a half-century, and now a lot of what my late husband, Lyndon LaRouche, wrote and discussed and accomplished a lot of incredible things over the decades, this is now becoming a reality! That is a reason to be happy, and to get onboard, and get active.

And I want to thank the questioner, I am perfectly happy to join your efforts, because the peace movement needs to be put on that perspective.

SCHLANGER: Well, with that, Helga, thank you very much for joining us today, and we look forward to our discussion next week.

ZEPP-LAROUCHE: Yes! And become active right now. Sign the petition, and call us, and let’s do things together.




Skriv under! Appel til borgerne i det Globale Nord:
Vi bør støtte opbygningen af en ny retfærdig økonomisk verdensorden!

Skriv gerne under her.

af Helga Zepp-LaRouche den En korrekt analyse af, hvordan denne tektoniske ændring i den strategiske situation opstod, er afgørende. Denne dannelse af en ny økonomisk model er ikke et resultat af “russiske trolde” eller “kinesisk aggression”, som de etablerede medier forsøger at få os til at tro. Det er snarere resultatet af en enorm strategisk fejlvurdering af kræfter primært i USA og Storbritannien, som efter Sovjetunionens opløsning fejlagtigt så sig selv som sejrherrer i Den kolde Krig, og som heraf udledte tilladelsen til at påtvinge deres neoliberale økonomiske model på en unipolær verden, og til at bringe de forskellige metoder til “regimeskift” i anvendelse på alle regeringer, som ikke ønsker at tilpasse sig denne “regelbaserede orden”.

Den historiske mulighed i 1989 for at etablere, hvad der dengang udgjorde en perfekt mulig fredsorden for det 21. århundrede, blev forspildt og erstattet af de amerikanske neokonservatives Wolfowitz-doktrin og Brzezinskis politik, som var designet til at cementere den amerikansk-britisk dominerede unipolære verdensorden, som påbød, at ingen nation eller gruppe af nationer nogensinde skulle overgå USA økonomisk, militært eller politisk.

Denne formodede “historiens afslutning”, som Fukuyama mente at iagttage, indebar en fuldstændig deregulering af markederne og en omfattende privatisering af dele af økonomien, som tidligere havde været under statslig kontrol. Der var nu ikke længere noget til hinder for profitmaksimering i en globaliseret kasinoøkonomi, hvilket førte til en stadig større kløft mellem rig og fattig, og i sidste ende til det punkt, som Lyndon LaRouche havde forudsagt i 1971, da præsident Nixon ophævede Bretton Woods-systemets faste valutakurser, nemlig det neoliberale finanssystems systemiske krise, som manifesterede sig i 2008, og som ikke er blevet løst siden da, men udelukkende er blevet udskudt af centralbankernes ubegrænsede pengetrykning, den såkaldte ” kvantitative lempelse” (QE).

Denne politik, som i bund og grund gavnede spekulationen, førte til en kompleks modreaktion. Kina var villig til at deltage i globaliseringen med sin reform- og åbningspolitik, men i stedet for at underkaste sig den vestlige neoliberale demokratimodel, vendte denne 5.000 år gamle civilisation sig mod sin egen kultur og forfulgte modellen med socialisme med kinesiske karakteristika og satte dermed gang i et hidtil uset økonomisk mirakel. Kinas villighed til at dele erfaringerne fra denne succesfulde model med andre nationer i det Globale Syd, i form af Silkevejs-Initiativet, førte til en renæssance for den Alliancefri Bevægelse og en genoplivning af “Bandung-ånden”. Landene i det Globale Syd er smerteligt bevidste om, at kolonialismen har bestået i sin moderne form – nemlig i det liberale finanssystems uretfærdige handels- og kreditbetingelser – som præsidenterne Sukarno og Nehru allerede advarede om i Bandung for 68 år siden.

Denne kolonialisme sluttede ikke efter afslutningen af Anden Verdenskrig, som præsident Roosevelt havde tænkt sig, men blev videreført af Churchill og Truman. Men frem for alt koncentrerede USA sig efter den 11. september 2001 under overskriften “krigen mod terrorisme” om militære og sikkerhedsmæssige operationer over hele verden, etablering af op til 1.000 militærbaser og træning af militære styrker på næsten alle kontinenter. Så var der forskellige “humanitære interventionskrige”, krigene i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien osv. Tanken om økonomisk udvikling i disse lande blev tydeligvis tilsidesat.

Under disse omstændigheder er det ikke overraskende, at en stor del af nationerne i det Globale Syd vælger at samarbejde med BRIKS-landene, som tilbyder dem reel økonomisk vækst og behandling som ligeværdige partnere. I dette, og i den meget konkrete erfaring med de tidligere kolonimagters (og den nuværende overmagts) opførsel, ligger grunden til, at nationerne i Syd har nægtet at fordømme Ruslands angiveligt “uprovokerede aggressionskrig” og at tage parti for det “regelbaserede” Vesten.

BRIKS-topmødet vil gøre denne historiske nyorientering synlig i verden på en så dramatisk måde, at selv de etablerede medier og de politiske kræfter (som indtil for nylig med deres sædvanlige eurocentriske arrogance i bedste fald har opfattet landene i det Globale Syd som eksotiske feriesteder) må tage bestik af den nye virkelighed. Men det allervigtigste spørgsmål vil være, hvordan nationerne i det Globale Nord forholder sig til denne nye økonomiske orden.

Forsøget på at opretholde den for længst nedlagte unipolære verden vil næsten med sikkerhed føre til Tredje Verdenskrig, som vi er kommet faretruende tæt på med situationen i Ukraine, hvor den fejlslagne ukrainske modoffensiv har udtømt krigens konventionelle dimension, så kun en afslutning af krigen gennem diplomatiske forhandlinger eller en optrapning til brug af atomvåben er tilbage som muligheder. Forestillingen om, at Vesten skal “afkoble sig” fra Kina og BRI’s indflydelsessfære, eller engagere sig i “risikoreduktion” for at bruge den nye, absurde formulering, vil ikke kun føre til økonomisk selvdestruktion som i Tysklands tilfælde, men denne forestilling fører også til krig. For en opsplitning af verden i to helt adskilte blokke – en USA-domineret, global NATO-blok, der fortsat holder fast i kasinoøkonomiens model, og en økonomisk hurtigt voksende blok i det Globale Syd omkring BRIKS-landene – forbliver heller ikke fredelig.

Der er kun én sikker måde at løse de mange eksistentielle kriser på, som findes rundt omkring i verden: I stedet for at betragte og modsætte sig BRIKS-landenes nye økonomiske model som en modstander, er det i det globale Nords egen interesse at samarbejde med denne nye økonomiske verdensorden og i fællesskab tackle den skræmmende opgave med at overvinde fattigdom og underudvikling.

Der er i øjeblikket kun få tegn på, at repræsentanterne for det transatlantiske establishment er villige til at indrømme deres fejlvurderinger og politiske fejltagelser i de sidste næsten 35 år, med nogle få undtagelser som den tidligere franske præsident Sarkozy. Men de almindelige borgere i Europa og USA bør nu meget hurtigt tjekke aksiomerne i deres egen tænkning og spørge, om de muligvis er påvirket af et eurocentrisk synspunkt og den tilhørende latente racisme.

I Goethes Faust spørger den unge Gretchen sin elsker, Faust, hvordan han har det med religion. Tyskerne kalder det et “Gretchen-spørgsmål”, og det kan betegne det spørgsmål, man ikke har lyst til at svare på, fordi det afslører det, man helst vil skjule. Det enkle Gretchen-spørgsmål om forholdet mellem Nord og Syd er: Har vi virkelig accepteret, at det skal forblive sådan for evigt, at næsten en milliard mennesker permanent er på randen af sult, to milliarder har ikke rent drikkevand, 940 millioner har ikke adgang til elektricitet, og langt størstedelen af menneskeheden har på grund af fattigdom ikke mulighed for at udvikle det potentiale, der er iboende i dem, og bliver dermed frarøvet det, der er et af menneskets mest dyrebare ejendele?

Vi behøver ikke at se fremkomsten af denne nye økonomiske orden som noget, der kun er på høje tid for Afrika, Asien og Latinamerika, men vi bør også forstå, at vi udelukkende kan få vores egne skrantende økonomier i gang igen ved at samarbejde med dem. Præsident Xi Jinping har fra starten gjort det klart, at Bælte- og Vej-Initiativet er åbent for samarbejde med alle lande i verden, og det er næsten sikkert, at BRIKS-landene vil reagere åbent på tilbud om samarbejde fra vestlige nationer.

Ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur)

Hele vores fremtid, nationerne i det Globale Syds fremtid og ikke mindst verdensfreden vil afhænge af, om vi kan vinde nok kræfter i de europæiske nationer og USA til at gribe den ekstraordinære chance, der ligger i muligheden for samarbejde med BRIKS-Plus-staterne. Vi oplever i øjeblikket en epokegørende forandring af den slags, der måske sker en gang hvert tusinde år, og det fantastiske er, at vi alle kan være med til at forme denne nye æra gennem vores bidrag. Vi kan hjælpe med at afslutte kolonialismens skammelige fase og begynde et menneskeligt kapitel i den universelle historie.

Skriv gerne under her.

Foto: Wikimedia Commons




Ottende møde i Den Internationale Fredskoalition (IPC)
gør klar til den internationale aktionsdag den 6. august

Ikke korrekturlæst

28. juli 2023 (EIRNS)- Den Internationale Fredskoalition (IPC) holdt sit ottende ugentlige møde fredag den 28. juli med over 60 deltagere fra 16 lande. Ønsket om at ændre historiens gang, mens den nuværende udvikling bringer verden stadig tættere på et atomart ragnarok, var til at tage og føle på i hver talers rapport, og alle fokuserede på Humanity for Peace-rallyet, der skal afholdes den 6. august, på 78-årsdagen for USA’s atomare ødelæggelse af Hiroshima i 1945. Den centrale demonstration den dag vil blive afholdt foran FN-bygningen i New York City, med søsterdemonstrationer, der finder sted over hele USA, i Storbritannien, Tyskland, Sverige, Mexico, Guatemala, Nicaragua og Malaysia, blandt andre lande.

Helga Zepp-LaRouche, som tog initiativ til IPC, åbnede diskussionen og understregede, at faren for atomkrig stiger i takt med, at USA og dets NATO-allierede optrapper forsendelsen af militære våben til krigszonen og lyver om, at Ukraine “vinder” krigen. Dette anerkendes internationalt som en løgn, så selv en del af den lurvede amerikanske presse indrømmer nu, at det ukrainske militærs “modoffensiv” har været en total fiasko. Der må ske et totalt brud et eller andet sted i Vesten, hvad enten det er Tyskland, Frankrig eller USA, for at afslutte konfrontationen og begynde et samarbejde mellem atommagterne for at skabe en arkitektur af sikkerhed og udvikling for alle nationer. Det virker langt væk på nuværende tidspunkt, hvilket blot betyder, at vi må udvide vores indsats for at bryde igennem muren af løgne om Rusland og Kina.

Ray McGovern, den tidligere CIA-analytiker, som plejede at give den daglige briefing til præsidenten, og som var med til at grundlægge Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS), bemærkede derefter, at Vladimir Putin, som i årevis har hævdet, at USA’s indenrigspolitik bestemmer USA’s udenrigspolitik, sagde, at Biden-familien er i dybe problemer på grund af afsløringerne om Hunter Bidens bærbare computer og den globale korruption, der nu er afsløret, men at præsident Joe Biden blot fortsætter den vanvittige påstand om, at Rusland “allerede har tabt krigen” i Ukraine. Den neokonservative politik, som nu fremmes af Biden-administrationen og hans efterladte Obama-bande (Blinken, Sullivan og Nuland), som burde være i fængsel for deres mange forbrydelser, er mere tilbøjelige til at starte en atomkrig end at blive fængslet. I sin lange karriere i efterretningstjenesten har han “aldrig set dette niveau af fare”.

Oliver Boyd-Barrett, professor ved California State University, leverede en detaljeret undersøgelse af den faktiske situation på slagmarken i Ukraine og bemærkede “det store antal, der dør i denne skandaløse og unødvendige krig. Bestræbelserne på at benægte fiaskoen for den ukrainske “modoffensiv” er slået fejl, men der er stadig “krigens tåge”, som kan bruges til at retfærdiggøre optrapning til en atomaffyring. Forfremmelsen af Victoria Nuland til nummer to i udenrigsministeriet viser, at regimet “enten er for dumt eller for ondt” til at stoppe vanviddet.

Anastasia Battle, som modererede arrangementet, fortalte, at der er 4.000 (for det meste uafhængige) journalister på IPC’s lister, nævnte nogle af de planlagte talere ved demonstrationen i FN den 6. august, som vil blive live-streamet fra kl. 13-16, og nævnte flere af “søster”-demonstrationerne rundt om i verden.

Guyanas tidligere præsident Donald Ramotar sagde, at Vesten lavede en frygtelig fejlberegning, da de troede, at sanktioner ville ødelægge den russiske økonomi, og at moderne NATO-våben ville knuse dem i Ukraine, men at faren for atomkrig nu er endnu større. Han anbefalede, at vi rekrutterer videnskabsfolk til at deltage i fredsbestræbelserne. Den næste taler, videnskabsmanden Steve Starr, forfatter til “The State of the Nuclear Danger” og andre artikler og videoer om virkningerne af atomvåben, indvilligede hurtigt i at skrive et offentligt brev til andre videnskabsmænd om at slutte sig til bevægelsen, som Ramotar havde foreslået.

Rapporter fra arrangørerne af flere planlagte søstermøder i Nicaragua, Canada, Tyskland, Sverige og Storbritannien gav en fornemmelse af bevægelsens globale karakter.

Diane Sare, dirigent for Schiller Instituttets Community Chorus i New York, informerede mødet om en plan om at opføre Mozarts Requiem i en kirke i New York City efter demonstrationen ved FN for at ære de hundredtusinder af civile, der blev dræbt af USA’s atombomber over to japanske byer i 1945. En gæstedirigent fra Tyrkiet, som har ledet musikken ved flere andre fredsdemonstrationer, meldte sig frivilligt til at lede arrangementet. Der har været en bølge af kordeltagelse, og et orkester er også ved at blive mobiliseret.

Bernie Holland, en aktivist fra Storbritannien, foreslog, at selv hvis atomvåben skulle elimineres fra krigsførelse, skulle selve bomberne redesignes til at forsvare Jorden mod asteroider, en plan kendt som Strategic Defense of Earth (SDE). Han opfordrede alle til at læse Mike Billingtons bog, Reflections of an American Political Prisoner-The Repression and Promise of the LaRouche Movement, og bemærkede, at det kinesiske tegn for “krise” er sammensat af både tegnene for “fare” og “mulighed”, hvilket han også sammenlignede med fru Zepp-LaRouches reference til “modsætningernes sammenfald” fra Nicholas af Cusa. Han tilføjede, at dette også er i overensstemmelse med buddhistisk lære. Vi må drage fuld fordel af den nuværende krises mulighed for at skabe en “kritisk masse af bevidsthed” blandt folket, sagde han.

Fru Zepp-LaRouche afsluttede mødet med at bemærke, at den nyligt udkomne film om Robert Oppenheimer henleder opmærksomheden på atomvåbnenes rædsel, og at Schiller Instituttet har udarbejdet en folder, der skal distribueres til seerne af filmen, og som opfordrer dem til at deltage i demonstrationerne den 6. august. Hun støttede opfordringen til videnskabsfolk om at slutte sig til bevægelsen, men foreslog, at brevet blev adresseret til “videnskabsfolk og kunstnere”, da videnskabsfolk og kunstnere deler en kærlighed til den positive vision for menneskehedens fremtid. Hun opfordrede deltagerne til at bruge de resterende dage inden den 6. august til at mobilisere alle, især ungdommen og det Globale Syd, som oplever et revolutionært opsving, mod opfordringen til krig fra NATO-landene til fordel for fred og udvikling i samarbejde med Rusland og Kina, som er overbeviste om at afslutte kolonialismens tidsalder én gang for alle.

Foto: Pixabay, CCO




Webcast med Helga Zepp-Larouche: Opbygning af en international fredskoalition

Onsdag den 21. juni 2023

HARLEY SCHLANGER: Hej, velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet.  Det er onsdag den 21. juni 2023. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært. Hvis du vil deltage i diskussionen, kan du sende dine spørgsmål eller kommentarer til os på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chatsiden, og Anastasia vil sende dem videre til mig.

Helga, der er meget at tale om: Der er Blinken i Beijing, afrikanske ledere i Kiev og Moskva, rygter om en optrapning fra Biden og NATO, da modoffensiven ikke går som forventet; også at præsidentkandidaterne Trump og Robert F. Kennedy, Jr. begge kommer med relativt stærke kommentarer mod krigen og udtaler sig negativt om NATO’s permanente krig. Og så er der dit initiativ til en international fredskoalition. Hvor vil du gerne starte?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det er virkelig en verden, der udvikler sig hurtigt. Jeg kan komme med korte kommentarer til alle de punkter, du nævnte. Først og fremmest lod det til, at udenrigsminister Blinkens besøg i Kina gik godt. I det mindste mødtes han med den kinesiske udenrigsminister, og derefter mødtes han med præsident Xi Jinping i en halv time, som efterfølgende sagde, at mødet var produktivt. Nu skete der desværre det, at præsident Biden, før Blinken forlod Kina, under en privat fundraising-middag kaldte Xi Jinping for en “diktator”. Og det har forårsaget en meget vred reaktion fra det kinesiske udenrigsministerium, og deres talskvinde, Mao Ning, kaldte det en absolut uacceptabel provokation.  Og spørgsmålet er faktisk troværdigheden: Hvis Blinken siger én ting, har kineserne nu gentagne gange slået fast, at det vestlige ledere siger ikke betyder ret meget. Og når Blinken så siger én ting og forsøger at – jeg ved ikke, hvad han præcist sagde; jeg havde ikke oplæsningen, men hvis præsident Biden så siger noget i den retning, sætter det igen spørgsmålstegn ved det hele. Jeg synes virkelig, det er et problem!

Samtidig er den kinesiske delegation med premierminister Li Qiang både i Tyskland og i morgen i Frankrig til en dialog mellem regeringerne, som ifølge de foreløbige rapporter vi har her fra Tyskland, ikke var dårlig, og det skyldtes hovedsageligt delegationens sammensætning, hvor udenrigsminister Baerbock og forsvarsminister Pistorius ikke deltog på tysk side, så især fra Baerbock kom der ingen besynderlige bemærkninger, så det var nyttigt for diskussionen. Så lad os sige, at der er en stærkere impuls og en erklæring fra tysk industri lige nu om, at det er helt imod deres interesse at “de-risikere”, og “de-risikere” er under alle omstændigheder bare et andet ord for afkobling, fordi den endelige effekt ville være den samme. Så jeg synes, det gik relativt godt, omstændighederne taget i betragtning.

Rapporterne fra Ukraine, som nu offentliggøres i mange vestlige medier, er naturligvis, at den såkaldte ukrainske offensiv egentlig ikke var særlig vellykket, hvilket meget alvorligt sætter spørgsmålet om at afslutte denne forfærdelige krig, som stadig koster flere menneskeliv, på dagsordenen. Og i den sammenhæng må jeg sige, at den udtalelse, som præsidentkandidat Robert F. Kennedy, Jr. udsendte, selv før hans tale i New Hampshire, at han igen citerede udtalelsen fra den tidligere israelske premierminister Naftali Bennett, som sagde, at fredsforhandlingerne faktisk var på nippet til at lykkes i marts 2022, og at det derefter var interventionen fra især briten Boris Johnson, der ødelagde det, fordi Johnson gav beskeden til Zelenskyj om, at NATO insisterer på, at krigen skal fortsætte.  Så jeg synes, det er meget vigtigt. Kennedy sagde også, at han kræver, at Biden kommer med to undskyldninger, en til det amerikanske folk, fordi han i realiteten har ført den amerikanske hær ind i en forfærdelig krig, som er helt imod det amerikanske folks interesser; og for det andet, endnu vigtigere, til det ukrainske folk, fordi det tilintetgør deres land.

Så jeg synes, det er meget vigtigt, og jeg havde ikke tid til at læse Kennedys tale, som han holdt i går, men jeg så bare nogle noter om den: Han opfordrer USA til at vende tilbage til John Kennedys fredspolitik; jeg mener, det er i bund og grund, hvad vi havde lagt frem i en appel til USA’s næste præsident for at gøre præcis dette. [https://schillerinstitute.nationbuilder.com/urgent_appeal_by_citizens_and_institutions_from_all_over_the_world_to_the_next_president_of_the_united_states] Vi er begyndt at indsamle mange underskrifter fra hele verden, fordi mange mennesker overalt i verden ønsker, at USA igen skal fremstå som en fredsmagt.  Så jeg synes, det er meget opmuntrende, eftersom man har Trump, som absolut har sagt nogle hårde ord om krigspolitikken, og som vil være kandidat, uanset hvad den juridiske forfølgelse af Trump vil være. Så efter al sandsynlighed vil man have Trump på den republikanske side og efter al sandsynlighed Kennedy på den demokratiske side, hvilket betyder, at der for første gang i meget lang tid vil være en rigtig valgkamp i USA. Så det er meget vigtigt.

Nu har jeg advaret mod at blive grebet af valgmani fra amerikanernes side, fordi, som George Washington sagde, da han forlod embedet, folk ikke skal falde i fælden med politiske partier, fordi partier har tendens til at være repræsentanter for interesser, og derfor ikke den nationale interesse, som en præsidentkandidat naturligvis let kan overvinde ved virkelig at tale for hele landets interesse, hvilket naturligvis kræver meget. Særligt fordi de vigtigste beslutninger om hvor verden vil bevæge sig hen, krig eller fred, finansielt kollaps eller et nyt paradigme for et nyt økonomisk system, efter al sandsynlighed vil blive truffet længe før den 5. november 2024, og derfor er det vigtigt at holde et internationalt fokus på, hvor verden bevæger sig hen.

Så jeg synes, det er et meget interessant miljø, hvor der findes muligheder. Selvom faren for krig fortsat er ekstremt høj, blev det diskuteret, at ikke alene har Rusland nu placeret taktiske atomvåben i Hviderusland, men USA taler også om at placere taktiske atomvåben i Rumænien og Polen. Russerne har svaret meget kraftigt nej til det, fordi det er de steder, hvor de amerikanske missilforsvarssystemer er blevet installeret, og det er meget tydeligt, at de kan omdannes fra defensive til offensive systemer på ekstremt kort tid.

Jeg kan kun sige, at krigsfaren ikke er mindre, den vokser, og det er derfor, at vores internationale fredskoalitions indsats er så {ekstremt} vigtig. Vi havde den anden, meget vellykkede diskussion – flere mennesker, flere kræfter slutter sig til. Jeg tror bestemt, at det er et modsvar, vi er nødt til at have mod denne voksende krigsfare.

Det er mine indledende kommentarer.

Det resterende er på engelsk.

SCHLANGER: And you can find the press release on the Schiller Institute International Peace Coalition at the Schiller Institute website [https://schillerinstitute.com/blog/2023/06/20/press-release-international-peace-coalition-holds-second-meeting/] along with a lot of other information as well as Helga’s Ten Principles for a New International Security and Development Architecture [https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/]. Again, you can send your questions to questions@schillerinstitute.org

Helga, we have some questions. Here’s one from someone who describes himself as a “patriot.” He says: “Do you think that many are aware of the media manipulation that this has gone on since before World War I? But given this, how can this Coalition bring consensus?”

ZEPP-LAROUCHE: Well, I think that the discrediting of the mainstream media is growing, because a lot of people who think can really see in the first minute of listening to these media or reading them, that there’s always a spin, there is never a straight reporting of objective developments. That’s a big problem, and that’s why our websites, our webcasts and other activities we’re doing, like seminars, and this is very important, and I appeal to all of you to help spreading it, build up the viewership in the social media. Get the word around, that we do exist and our efforts exist. That’s an organizing activity which is necessary.

And I think that the Ten Principles, or the consensus of the International Peace Coalition—I think it’s possible. I don’t think it will be the lowest common denominator, because that’s what people normally think is a consensus. I think the consensus will come from the human mind being able to think a new paradigm, a completely different level, a higher level, a One, in which you have a higher power than the Many. And this is a philosophical discussion which was coming from many thinkers in the Middle Ages, but especially then in the Renaissance, the great German philosopher, Nicholas of Cusa, developed the method of the “coincidence of opposites,” the idea that the human mind can conceptualize a higher One, which is of a higher power than the Many. Now, that was Einstein’s idea that a solution can only be found on a new level, which is higher than the level on which all the conflicts arose. And in this particular case, it means to put the interests of humanity as a whole first, not “America first,” not “Germany first,” not whatever other country first, but to think about American interests, German interests, Ghana interests, Mali interests, in coherence with the interests of humanity. National interest is allowed, it’s positive, but it should not contradict the interest of humanity as a whole.

And right now, given the parameters in which we find ourselves, it means we have to have a new credit system, which gives out credit for the development of all countries—peace through development: That has been our campaign over many decades. It was originally the idea of Pope Paul VI when he put out the 1967 Encyclical {Populorum Progressio} about the development of all people. [https://www.vatican.va/content/paul-vi/en/encyclicals/documents/hf_p-vi_enc_26031967_populorum.html] And the actuality of that Encyclical and the fight to have peace through development is as relevant today as it always was.

So, it’s not a static idea, this consensus or this new paradigm. It’s not a static idea, but it’s a dynamic idea, because only if all countries can develop, and their respective benefit of each other to each other is working like a great Classical fugue, where all the elements, and all the musical lines, contribute to the unfolding of the totality, then you can have peace.

SCHLANGER: That answer basically answers a number of the questions we have! But I’ll go through some of these questions anyway, because there may be other aspects of it that you want to address. From Mushtaq, who is a professor in Pakistan and chairman of the Sindh Democratic Forum, writes that he believes ”National interests are the biggest block against the world peace.” But he asks for your thoughts on How to ensure that national security can coexist with the establishment of world peace? That is, is national security an impediment to peaceful cooperation?

ZEPP-LAROUCHE: Well, no, not necessarily, if you approach it the way I just said a moment ago. Because, frankly—is it really meaningful to waste billions and billions, and even trillions in dollars and euros and other currencies, on this unbelievable armament and rearmament which is going on right now? The U.S. national defense budget this coming year will be $1 trillion: That’s insane! Just imagine how much the United States could be improved, if they would spend this money on national infrastructure, which is falling apart; on repairing schools, building new schools, which are in terrible condition; on the medical system—you know, many people who have mental problems have been just dumped on the streets, periodically, because it was too expensive to keep them in hospitals. Then the mass shootings—what is this the result of? It’s the lack of caring for the education of the pupils, of giving them a perspective for the future. I mean, there are so many ills in the United States which need to be urgently addressed. So the spending of $1 trillion on defense, on weapons, which are totally a destruction of physical economy, just does not make sense. Actually, one could say, it’s against the national security interest of the United States.

Now, obviously, disarmament alone, does not really work. That’s the proven history of where we are today. So I think we need to destroy weapons, we need to have disarmament agreements among nations, but it must coincide with the idea to replace this present system, where you have countries armed to the teeth, staring at each other, waiting to ruin each other, and that cannot be the stage of human development where we want to be. I think if we go to a new paradigm, and I’m absolutely optimistic that it’s possible, that you have a partnership of sovereign countries—John Quincy Adams, for example, said that. He said, the purpose of the United States is not to go abroad and find foreign monsters, but we have to have an alliance of republics. John F. Kennedy, in his famous American University speech said the same thing. He said, the idea of peace is not a {Pax Americana}, where we force with weapons with a mission of all countries to that peace, but a true peace for all time, for the future. And that’s not a utopia. I think that is eminently possible, and I think we can envision a vision, actually, whereby these weapons systems can be replaced by productive industry. Just think that if all countries would use the capacities, they’re using presently for weapons industries and for ever-new weapons systems, if all of that effort, including the creative effort going into the invention of these systems would go into solving the common aims of mankind, finding cures for presently incurable diseases; defending the planet against the danger of an asteroid strike; developing peaceful use of nuclear energy in the form of thermonuclear fusion, this would give us energy security, raw materials security; and the lack of financing has been the key element keeping these programs on a forever kind of trajectory. All of these things can be done, and many, many, many more if we would become reasonable. And since I believe that the human species is capable of reason, I think we can do it.

SCHLANGER: Now, here’s a proposal for the organizing from someone you know, Jack Gilroy, who’s a peace activist. He said, “What about taking actions against the merchants of death, the arms industry? Should people worldwide show up at the gates of the merchants of death, to expose them as war criminals who profit from death and destruction?”

ZEPP-LAROUCHE: Well, it’s an idea. I think we need some powerful demonstrations. We, in the International Peace Coalition, are discussing for example, to have a major, worldwide action on August 6, which is the anniversary of the Hiroshima bombing; to have another action on November 22, which is the actual date of the assassination of John F. Kennedy; and probably there are many other incidents in between which we can discuss. I don’t know if the gates of these industries is the place to be, because they’re mostly remote, and the public would not get much out of it. But I think if we would agree in the International Peace Coalition and make that coalition grow, and then have some powerful demonstrations—maybe in Washington, maybe in other places—I think that is in my view the more promising idea, and it is extremely welcome that all of you mobilize to the hilt to make that an absolutely thundering success, which cannot be unheard of anyplace in the world.

SCHLANGER: And one of the ways you can do that is to take the copy of the press release of the International Peace Coalition from the Schiller Institute website and circulate it. Get discussions going in whatever venue you have. (https://schillerinstitute.com/blog/2023/06/20/press-release-international-peace-coalition-holds-second-meeting/ )

Here’s a question for you, Helga, on the situation in Germany, from Takis P., who’s an activist in Athens. He refers to Chancellor Olaf Scholz’s at Davos, where he said the war in Ukraine will last many years, and Germany will be there for the duration. And he asks, “Do Germans have no concern for the numbers of dead, the destruction of the environment, etc.?”

ZEPP-LAROUCHE: Ah! Well, I think, my feeling is that because the mass media are so absolutely controlled and in Germany, they’re probably the most controlled in any country in the world right now, that people are—that there’s a lot more opposition and concern than meets the eye. I think there is a large proportion of the population that is sleeping, or they’re so event-fixated, or interested to keep their comfort zone, that they don’t let any thought to penetrate their minds. That is unfortunately a big problem. And I find this morally completely convulsive, that from Germany, there would be again, tanks going against Russia! It’s just totally forgetting the history that the Second World War was, after all, fought by Germans—it was not entirely only caused by Germans; there’s a much more complicated picture. But it is a fact that Russia lost, there are now new figures, showing there were 27 million or even 35 million people were killed; also many Ukrainians obviously, but that is beside the matter.

I think we should have learned the lesson, “Never again! Never again war! Never again war from German ground!” I think it’s even in the constitution that Germany should not deliver weapons to areas where you have conflict. I didn’t have the time to ask legal experts to actually check that, but if any of you among the listeners have any expertise on that, you’re welcome to send in comments on that. Because I think that constitutional issue should be raised. In Italy, right now, there are some peace activists who are trying to conduct a referendum by collecting 500,000 signatures within one month, because it does go against the Italian constitution to send weapons to war zones. And I think it’s a terrible thing that the majority of the population seems to be indifferent.

There is, however, and that is also my perception, a growing number of people, below the surface, who absolutely, totally reject the present course of the government! The present German government in the latest polls has only 20% support! They should resign! They are no longer representing the majority of the people.

So, I think I can only answer you by saying, we should do everything possible to break through this dormant majority and get them to understand, if it comes to war, Germany will be annihilated in minutes. If any conflict escalates, and the use of tactical nuclear weapons would come into effect, there are thick, fat targets in Germany that would be in the first minutes eliminated, and the radiation following that would ruin much of Germany. And then the danger of a global nuclear war would be on the table in any case.

But I think we have to wake people up: I really think it’s an absolute priority.

SCHLANGER: We have one more question on the war situation from Colin H. which is something you just discussed, about tactical nuclear weapons. He says, “Isn’t it the case that by the United States talking about and threatening using tactical nukes, how can this not be expected to escalate the tensions?”

ZEPP-LAROUCHE: Sure it does! And I can only say that the fact that we have several U.S. bases which are the organizing center, headquarters, for the present war, and if it would come to an expanding war, then these places would be target number 1! And they’re in the middle of Germany.

So, I can only say, people should wake up, because it’s very, very much on the edge.

SCHLANGER: Now, Helga, here’s a question on the economy. We haven’t gotten too many of those recently, but Terry asks: “Is there any way to restore Glass-Steagall {and} back the dollar by gold?”

ZEPP-LAROUCHE: Yes, absolutely! There is a renewed debate about Glass-Steagall. It erupted especially when, a few weeks ago you had the bankruptcy of several American banks: First Republic Bank, Silicon Valley Bank, some other minor banks, and the collapse of the Credit Suisse and its take over by the Union Bank of Switzerland. There was, for a short period of time, a real panic, and a Glass-Steagall debate erupted. In Switzerland, you had several parliamentarians raising it in the parliament. I think Marcy Kaptur raised it in the U.S. Congress. But then, since now, no banks are collapsing, people are “back to normal,” and that is just foolish: Because nothing of the problems that existed some weeks ago have vanished—to the contrary: The longer this bubble continues, the greater the danger is of a sudden collapse.

So I would say the debate must be spread, because the effort by the Global South countries, including Russia, China, the BRICS, there is an actual debate to create a new, international currency, not based on monetary values, but based on physical values, commodities. This is the proposal by my late husband, Lyndon LaRouche, who made that proposal many years ago, and it’s as relevant today as it was then. [“On a Basket of Hard Commodities: Trade without Currency,” by Lyndon H. LaRouche, Jr., July 18, 2000: https://larouchepub.com/eiw/public/2023/eirv50n18-20230505/lar_trade_without_currency_offprint.pdf]

And that is being acted upon. So there is a de-dollarization going on, trade in many national currencies, and I think it’s important for people in the West to understand that this is regarded as a threat to the dollar, a threat to the euro, but the Western liberal system sits on a derivatives bubble of $2 quadrillion outstanding derivatives, in dollar denominations. Now, that is a potential bomb, which can sink the {Titanic} on which we’re all sitting. And the only way to save the West would be to have a Glass-Steagall reorganization, put the currencies back on a secure ground of physical economy, and then cooperate with the countries of the Global South in a new economic system. Now, that way, our life’s work would be saved. If it comes to a blowout, we may see the fate of what happened in Germany in 1923, with a hyperinflation or with a sudden collapse, as we have seen it tendentially in 2008. But a repetition of 2008 is not going to function, because you have right now all instruments which were used are exhausted, and used up. So to go to Glass-Steagall would be the only way right now how you can protect our life savings, our economy, and that would be the way to link up with the currencies of the Global South.

SCHLANGER: I have one more question for you, Helga, that’s on China. You’ve been doing a lot of interviews, recently, just with Global Times, again [https://www.globaltimes.cn/page/202306/1292838.shtml], and you just came back from China. [https://larouchepub.com/eiw/private/2023/eirv50n24-20230616/eirv50n24-20230616_015-schiller_institute_delegation_vi.pdf] This is actually a question from last week, but W.T. asks: “Are the Chinese overly concerned with the appearance from non-governmental organizations inside China, or do they let their infrastructure projects do the talking?”

ZEPP-LAROUCHE: I think the Chinese are very concerned, because if you forget the anti-China propaganda for a moment, and just look at the situation as it is: When you are in China, the world looks so completely different. The Chinese people are generally very supportive of what their government does. They think the government has done a lot of good for them, lifted people out of poverty, giving them a decent living standard, created a growing middle class. They have many friends in the world: 151 nations cooperate with the Belt and Road Initiative. So, from the Chinese standpoint, the policy of the government has not changed since 40 years! But, then, all of a sudden, in the last few years, one can probably date it back to 2017, the anti-China propaganda started in the West. And it took a while before the average Chinese realized that, but now they are realizing it, and they say, “Why is that?” They really do not understand why the West has turned so radically anti-Chinese. And it is not supported by anything China does, because when you read about Taiwan, military intervention, invasion in Taiwan—if it ever comes to that, it will be in reaction to the fact that the United States pays lip service to the One China policy, which is the international policy of the UN, and then the United States turns around and delivers weapons systems to Taiwan; has state visits as if it would be a separate state; makes one provocation after the other. And if the illusion in Taiwan by certain forces that they can have independence from China would come to the point where Taiwan declares independence, then in that case, China has said they will intervene. But that will then be the reaction to activities from mainly the United States.

So China has not changed its Taiwan policy, it’s the U.S. which has changed their Taiwan policy.

I think China, given the circumstances, is doing a remarkable job, by introducing a new level of diplomacy, by keeping relatively calm, patient, offering cooperation, reaching out to all countries, including the United States, including the European countries, and trying to calm the situation. So I think China is doing a remarkable job from the standpoint of—they’re a real anchor of stability! If you look at what China does, and go to China, if you have some vacation, I would advise people to go and travel there, and get your own impression. Because the real China is very different from what the Western media say.

SCHLANGER: Helga, I know your time is limited, but do you have time for one more philosophical question?

ZEPP-LAROUCHE: Yes.

SCHLANGER: Scott B. asks, basically, what is man’s purpose in the universe. And he said, “If you get this wrong, if the philosophy is wrong, the result will be wrong.” So how would you answer this question of what is man’s purpose in the universe?

ZEPP-LAROUCHE: Well, I think man’s purpose in the universe is to multiply and colonize all available, reachable heavenly bodies. The Moon, for sure; I think it’s quite on the horizon, maybe in one generation, or maybe more. To have a city on Mars. If we have thermonuclear fusion, we can think about interstellar travel. If we are only 10,000 years of real development—humanity is older than that, but the last 10,000 years were really the super, qualitative development, which is amazing. There’s no reason to think that this will stop. The next thousand years will be much more interesting than the previous 10,000 years. So I have a limitless confidence in the ability of the human species to develop.

Now, that happens to be, philosophically, also in cohesion with Nicholas of Cusa, who, already in the 15th century thought that there was a coherence between the lawfulness of the Microcosm and the Macrocosm, the Macrocosm being the universe at large and the Microcosm being the human mind. Now, there is a proof that such a coherence exists, and that is the fact that the human mind can formulate adequate hypothesis. And the adequate hypothesis leads to scientific discovery about the physical universe. That discovery in science leads to a higher technology, which if it’s applied in the production process, leads to an increase of the living standard of the people: greater longevity, higher population-density, which can be maintained; and that’s a limitless process.

That’s fascinating, because that means that an immaterial idea, something which has been produced in the mind, which has no weight, no size, you can’t see it—not as an idea; you can write it down, but an idea is immaterial. But that has an effect in the physical universe of all of these consequences! That means, there is a he coherence between the laws of the mind and the laws of the universe, and that, again, means that human creativity {is} the most advanced aspect in the whole universe!

That whole thing is a negentropic, self-expanding process: The Russian scientist Vernadsky basically said the Noösphere will gain more and more dominance over the Biosphere, that is built into the laws of the universe. So I think if you start to think about that, then you get very optimistic, because then you’re not an Earthling, you’re not bound by the so-called limited resources on our planet Earth (which are not limited anyway, also, because science and technology can transform them completely).

But it also means we are the species in the universe, because it is our purpose—it’s not a practical idea for your next door politician, who thinks about reelection four years from now—but it is a matter of almost scientific certainty that our Sun will be a problem in about 2 billion years, and not be safe for human beings to live on the planet Earth any more. Now, some people may think, “2 billion years, why should I bother about that?” But since we are creative, and we are intellectuals, we can think about that: What does it require to make sure that our human species survives whatever processes will go on, on the Sun, in admittedly the distant time of 2 billion years. So maybe the smarter ones among ourselves should start to think, what should be the directionality in which we pursue our present, basic research & development (R&D), in such a way that in 2 billion years, we are ready to solve that problem?

And I think that’s food for thought, but once you start to think that way, you are freed: You are internally freed, you are mentally freed, and that is why the Schiller Institute is called “Schiller Institute” because Friedrich Schiller was so much more concerned about the inner freedom, than the outer freedom. And he was very concerned about the outer freedom. But he was extremely interested in how to make man free, so that you can develop your creative potential to the fullest.

So, therefore, think about 2 billion years from now, think about not only a village on the Moon, read Krafft Ehricke’s book {Extraterrestrial Imperative}. Krafft Ehricke, the absolutely fantastic pioneer of space research, of rocket science: He had a vision about how the extraterrestrial imperative would change the identity of human beings, and I can only tell you, there is nothing more fruitful, especially for young people, than to study the books of Krafft Ehricke. Because he is one of the most under-appreciated philosopher-scientists I know of, who has produced a tremendous work, but it’s completely under-rated and not known beyond a certain circle of scientists. And we should really find the resources, at some point, to publish the entire collected works of Krafft Ehricke. And a good friend of mine, Marsha Freeman, has done incredible work to promote that, and I absolutely intend that the Schiller Institute will follow through with this.

SCHLANGER: Helga, I’m very happy we had the time for that last question, because I think you did give people something to think about, the future of 2 billion years having come into their mind today for how to act. Thank you for joining us, Helga, and we’ll see you again next week.

ZEPP-LAROUCHE: Yes, till next week.




Video med Helga Zepp La-Rouche:
Uden udvikling af samtlige nationer kan der ikke skabes varig fred på planeten

HZL tale begynder 19:10