4 februar 2024.
Helga Zepp-LaRouches tale til Schiller Instituttets jubilæumskonference 1984 – 2024

Ikke korrekturlæst

Fredag den 2. februar 2024.

ANASTASIA BATTLE: Velkommen, alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition; det er vores 35. møde i træk, vi har ikke misset en uge. Mange af os her er virkelig dedikerede til at skabe ægte fred i verden. Jeg vil gerne byde jer alle velkommen, især dem, der er nye. Jeg vil bestemt opfordre nye mennesker til at springe ind i dag og introducere sig selv, og hvilken organisation de er med i. Mit navn er Anastasia Battle; jeg vil være mødeleder. Med mig er også mine medmoderatorer, Dennis Small og Dennis Speed.

Vi kommer til at have omkring en times forberedte rapporter og præsentationer fra forskellige mennesker rundt om i verden. Derefter har vi en åben diskussion. Jeg vil gerne indlede den med min kære ven, Helga Zepp-LaRouche, som er initiativtager til Den Internationale Fredskoalition og grundlægger af Schiller Instituttet. Vi har gang i en masse lige nu; mange af jer har sikkert fået den e-mail, jeg sendte ud om, hvad der foregår med hensyn til folkemordet i Gaza. Helga indleder samtalen her.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig byde jer alle velkommen. Jeg tror, alle er klar over den ekstraordinære, hidtil usete optrapning af situationen i Gaza, hvor vi havde den historiske afgørelse fra Den Internationale Domstol den 26. januar, hvor domstolen i en foreløbig afgørelse fastslog, at der er sandsynlige grunde til at antage, at folkedrab finder sted. De definerede en hel række foranstaltninger, som Israel skulle gennemføre for at afhjælpe situationen og forhindre folkedrab, herunder en massiv forøgelse af den humanitære bistand, forhindre yderligere forværring af situationen gennem udveksling og lignende ting. Derefter gav domstolen Israel fire uger til at rapportere tilbage til domstolen om succesen med gennemførelsen af disse foranstaltninger. Det var klart; det var en historisk beslutning; det var virkelig en lettelse, at retfærdighed var mulig gennem den højeste domstol i verden.

Men samme aften anklagede den israelske regering 12 medlemmer af UNRWA, FN’s Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge, for at samarbejde med Hamas om terrorangrebet den 7. oktober. Uden at vente på nogen uafhængig bekræftelse af denne rapport afbrød flere regeringer, herunder USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig og nogle andre, straks al finansiering til UNRWA. Det betyder, at den eneste organisation, der har været ansvarlig for at levere mad, medicin og andre forsyninger, har fået stoppet sin finansiering; disse penge vil slippe op senest ved udgangen af denne måned.

Umiddelbart efter blev det forstærket ved at beskylde 10% af alle UNRWA-medlemmer for at have bånd til Hamas. Det er at spille på folks uvidenhed, for Hamas er den valgte regering i Gaza, og hvis UNRWA eller en anden nødhjælpsorganisation vil gøre noget, er de den eneste eksisterende partner, som man kan indgå sådanne aftaler med. Men det blev selvfølgelig ikke rapporteret af de etablerede medier. Der var flere lande, som ikke skar i hjælpen; det var Norge, Irland og Spanien. Det tyske udenrigsministerium sagde, at mens de skar ned på den økonomiske støtte til UNRWA, ville de fortsætte den humanitære støtte gennem organisationer som UNICEF og nogle andre. Men det er fuldstændig bedragerisk, for hvis du ikke har nogen til at levere mad og medicin, så er det en total nedskæring.

Fire dage senere, den 30. januar, meddelte IDF så, at de ville oversvømme Hamas’ tunneler [med havvand]. Dette var allerede blevet diskuteret som en mulighed i avisartikler, og flere hydrologer havde tydeligt advaret om, hvad virkningerne ville være. Hvis man oversvømmer Hamas’ meget lange og talrige tunneler med saltvand, ødelægger det fuldstændig akviferen, grundvandet, i hundrede år eller mere. Det gør vandet udrikkeligt for omkring 85% af befolkningen. Under alle omstændigheder har hele IDF’s politik resulteret i, at mere end 1,5 millioner palæstinensere er blevet drevet ind i et meget lille område nær Rafah. Det gør dem helt afhængige af enhver form for hjælp, som nu er afskåret. Effekten af dette er, at det, der truede med at blive en hungersnød, hvor folk ville dø af sult og tørst, nu faktisk sker i disse timer og dage.

Det er en optrapning, der er så utrolig, at det overgår fantasien. De etablerede medier i Tyskland, for eksempel, er stort set mørklagte og har i stedet historier om årsdagen for Holocaust, om den stigende antisemitisme i Tyskland. Alle disse ting kan have en vis berettigelse, men på dette tidspunkt tjener de som en stor distraktion fra beslutningen i Haag, som aldrig rigtig blev diskuteret, eller konsekvenserne af at skære i finansieringen til UNRWA eller oversvømme tunnellerne. Der er næsten total mørklægning i pressen. Måske er der en lille smule nyheder her og der, men det kommer ikke ud i den offentlige bevidsthed.

Så jeg tror, at Israels handlinger, beskyldningerne mod UNRWA og oversvømmelsen af tunnellerne helt sikkert vil blive nævnt om mindre end tre uger, når domstolen mødes igen i Haag. De vil helt sikkert bemærke, at Israel ikke blot undlod at træffe alle de foranstaltninger, det burde have truffet for at forhindre folkedrab, som domstolen udtrykte det, men at det modsatte skete.

Nu skal vi virkelig være opmærksomme på, at eftersom de fleste af de involverede lande har underskrevet folkedrabskonventionen, er de faktisk forpligtede til at forhindre dette folkedrab, men de gør det modsatte. Hvad det vil betyde, vil jeg ikke spå om, men det kan meget vel være, at alle de regeringer, der gør disse ting lige nu, vil blive fundet medskyldige i folkedrab. Hvad det vil gøre ved den internationale orden, er igen hinsides enhver fantasi. Der er allerede mange tegn på, at Tyskland er ved at blive fuldstændig isoleret; kulturelt set trækker kunstnere sig ud af ethvert samarbejde med Tyskland. I det Globale Syd er folk forfærdede, men det vil betyde, at Vesten vil miste, eller allerede har mistet, sin moralske status, og det vil eskalere voldsomt.

Så det gør hele den strategiske situation værre, for samtidig har vi nu næsten alle forsvarsministrene i alle NATO-landene, der kommer med helt hysteriske advarsler om, at der vil være krig i Rusland om 18 måneder, om to år, tre år, fem år; det varierer fra land til land. Men de advarer alle – og selvfølgelig NATO selv; admiral Bauer, som er leder af militærkomiteen, advarer om, at folk skal gøre sig klar til at overleve de første 36 timer af et russisk angreb ved at hamstre batterier og vand og alt muligt andet. Så en vis mængde frygt bliver indpodet. Hele denne formodede trussel om en kommende krig med Rusland kan blive, og vil sandsynligvis blive, en selvopfyldende profeti, hvis vi ikke ændrer kurs.
Jeg tror, at situationen i Ukraine set fra NATO’s synspunkt er, at krigen kommer til at fortsætte i mange år, fordi EU netop her til morgen er blevet enige om et budget, der giver yderligere 50 milliarder euro til Ukraine over de næste fire år. Det ignorerer fuldstændig det faktum, at det ukrainske folk ikke er i stand til at udkæmpe en sådan krig. De har en enorm mangel på soldater, en enorm mangel på arbejdere, fordi de enten er døde eller i udlandet. Så det er en fuldstændig kynisk tilgang. Der er ingen diskussion om en diplomatisk løsning fra disse kredse.
Jeg tror, faren er, at hvis vi fortsætter med denne geopolitiske konfrontation mod Rusland og Kina, er det næsten sikkert, at situationen vil ende i en tredje verdenskrig. Jeg bør nævne, at situationen i Mellemøsten er gearet op til en mulig krig med Iran, som, hvis det kommer dertil, også kan eskalere krigen til en global krig meget hurtigere.

Jeg bør nævne, at {New York Times} i dag rapporterer, at over 800 embedsmænd, offentligt ansatte, har udsendt en erklæring, hvor de protesterer mod deres regeringers handlinger. Dette inkluderer embedsmænd fra USA, Storbritannien og flere europæiske lande, hvor disse 800 embedsmænd siger, at de er forpligtet til deres lands forfatning, og at de ser den nuværende regeringspolitik som skadelig for deres landes interesser og meget farlig. De kommer ud i en bølge af protester. Så der er en vis opposition under udvikling, men jeg tror, vi virkelig er nødt til at komme til den konklusion, at vi på den ene side absolut er nødt til at gøre noget for at stoppe det, der sker i Gaza, for i de tre uger, der er tilbage, før Haag-domstolen mødes igen, er der ikke mange palæstinensere, der kan forvente at overleve, hvis det her ikke bliver ændret. Vi har brug for en øjeblikkelig, absolut akut mobilisering gennem alle mulige kanaler, hvor vi kontakter religiøse ledere, forskellige civile organisationer, folkevalgte. Der skal ske en indgriben for at stoppe dette og genåbne situationen ved at gennemføre alle de foranstaltninger, som Den Internationale Domstol har fastsat, at Israel skal gøre for at forhindre folkedrab. Det skal gøres med det samme.

Men generelt mener jeg, at vi er nødt til at ændre hele situationens retning, for hvis du vil skabe en fjende, skal du bare blive ved med at gentage, at du er en fjende, så skaber du en fjende. Jeg tror, vi har brug for en fuldstændig forandring. Vejen ud ville være meget nem, hvis Europas og USA’s befolkninger klart erklærede, at vi ønsker at samarbejde med det Globale Syd, med den Globale Majoritet, og at vi i dette samarbejde meget nemt kan finde en løsning. Det kunne ske: Det kunne ske i morgen, for jeg er 100 % sikker på, at BRIKS plus, landene i det Globale Syd, absolut ville byde en sådan gestus fra det Globale Nord velkommen. Jeg tror også, vi er nødt til at tænke alvorligt over, hvordan vi kan sætte den internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur på dagsordenen som den eneste vej ud. Men jeg vil mene, at den umiddelbare situation nu handler om at redde det palæstinensiske folk.

Afsluttende bemærkninger
Jeg vil også lige påpege, at Hamas er den valgte regering i Gaza. Hvis en hjælpeorganisation – uanset om det er Caritas eller UNRWA – opererer i et land med internationale folk, skal man altid koordinere med den regering, der har ansvaret for det pågældende sted. Så argumentet om, at 10% af UNRWA-folkene har forbindelser til Hamas, er helt forkert. Hvis man siger: “Jeg har en lastbil med mælkepulver, og jeg vil gerne køre ad den følgende vej,” så skal man kontakte det embedsværk, der har ansvaret for den pågældende vej. Jeg siger bare, at man kan fordreje ethvert udsagn til at betyde det modsatte. Desuden må vi ikke glemme, at der i mellemtiden, i de sidste tre måneder efter Hamas-angrebet i Israel, har været rapporter, selv i de israelske medier, om, at det var Netanyahu selv, der finansierede Hamas og hjalp med at opbygge det som en modvægt til Det Palæstinensiske Selvstyre, med den specifikke hensigt at gøre Hamas stærkere, så det ville umuliggøre ideen om en palæstinensisk stat.

Folk i dag tror, at man skal glemme historien i enhver konflikt og bare tro på den fortælling, der bliver lagt frem på dagen. Det er tilfældet med Gaza, og det er tilfældet med Ukraine og alle andre konflikter. Men vi har en hukommelse, for vi er ikke dumme. Det er én ting, man kan sige.
Jeg synes virkelig, vi skal tage det til os, for hvert minut, hver time – jeg så nogle af optagelserne fra andre lande, fra Kina, fra Al-Jazeera – når man ser nogle af interviewene, så er der mennesker, der sidder på jorden og løber fra sted til sted. De får at vide: “Tag mod syd, der er sikkert. Så bliver de bombet dér, jaget væk. Det er helt utroligt, hvad der sker. Så jeg synes, vi alle bør føle et personligt ansvar for at gøre dette til et bedre sted. På en måde, når man ved, hvad der foregår, er vi alle en del af en menneskelig familie, og man kan altid sige: “Hvad har jeg at gøre med Palæstina?” Men det er vores menneskelighed, vi står over for verdensdomstolen, som repræsenterer historien. Vi er alle ansvarlige for udfaldet af det, der sker. Jeg synes, at man skal tænke over det, for i dag tænker folk ikke som verdenshistoriske borgere: De har en tendens til at tænke: “Jeg har mit privatliv, og det er godt nok for mig”. Men ud fra et universalhistorisk synspunkt er vi verdensborgere, og det, vi gør eller ikke gør, skaber vores historie. Det er vores ene menneskelighed og én menneskelighed.

Så jeg vil virkelig opfordre jer til at tage dette til jer. Tag disse retningslinjer, som vi måske udsender senere i dag eller i morgen, og spred dem til andre organisationer. Du kender måske andre organisationer, der er involveret i fredsarbejde. Jeg tror, de alle har brug for denne form for fælles handling. Hvis alle de andre organisationer, som vi endnu ikke har været i stand til at få med i International Peace Coalition, også alle ville lave aktioner som denne, med det formål at lægge pres på regeringerne for at vende denne nedskæring af finansieringen til UNRWA – du kender alle navnene, jeg behøver ikke at nævne dem alle – tror jeg, vi kan gøre dette til en meget stærk kraft, og jeg tror, det er den bedste ting, jeg kan komme i tanke om i øjeblikket for at gribe ind.

Så gør venligst det allerbedste, i kan.

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 24. januar 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og præsident for Schiller Instituttet. Det er onsdag den 24. januar 2024, og jeg er din vært, Harley Schlanger. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til questions@schillerinstitute.org.

Beklager, at vi starter lidt sent, men vi havde et teknisk problem at løse, så lad os komme direkte til spørgsmålene.

Helga, titlen på dagens webcast er ” Døende tricks i et døende system”, og det gav anledning til vores første spørgsmål fra en seer i Texas. Han skriver: “Hvad gør dig så sikker på, at systemet er døende? Det virker, som om de kan blive ved med holde det kørende. Jeg er enig i, hvad Lyndon LaRouche sagde for mange år siden, at de efter 1971 vil gå efter en global fascistisk orden, men vil det holde deres system i live, og hvis ja, hvordan?”

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det vestlige oligarkis flip er gigantisk, fordi de for ganske nylig har indset, at der er en enorm modreaktion mod deres politik, fra alt til sanktionerne mod Rusland, til bevæbningen af dollaren, til de fortsatte kolonialistiske mekanismer i form af restriktioner og forskellige andre faktorer, Så lige nu er der en klar fremkomst af et nyt system, og bortset fra det, vi har diskuteret i tidligere udsendelser, er den nye udvikling, at der var et meget stort møde i Kampala, Uganda, hvor 3.000 delegerede fra 120 lande mødtes, først fra den Alliancefri Bevægelse og derefter fra G77. Og de vedtog en Kampala-erklæring, hvor de erklærede, hvordan de ønskede at organisere verdensordenen.

Det er en virkelig betydningsfuld udvikling: Det betyder, at landene i det Globale Syd, som for længst er blevet den Globale Majoritet, har til hensigt at afslutte et system af 600 års kolonialisme. Og jeg tror, at effekten af det vil være, at enten det vestlige oligarki, som har en utrolig boble af ubetalelige derivater, som de sidder på, og det er bare et spørgsmål om tid – du har ret, de har altid en måde at arbejde nogle tricks ind i systemet på – men der er en ende på vejen i sigte, og det eneste spørgsmål, der burde bekymre nogen ved deres fulde fem, er, om vi kan overbevise nok dele af det såkaldte Nord eller Vest i tide til at indse, at det ville være i deres bedste interesse at samarbejde med dette store flertal af menneskeheden? Ugandas præsident Yoweri Museveni sagde det meget godt. Han sagde: “Hvorfor skulle de globale aktører ikke indse, at det ville være i alles interesse at arbejde sammen med det Globale Syd, og at alle ville få velstand og alle ville få meget mere ud af det, end hvis det store flertal af verdens befolkning blev holdt i fattigdom?”

Tja, der er to muligheder: Enten sker denne transformation til en sådan ny orden, hvor landene i det Globale Syd accepteres som ligeværdige partnere i et nyt system af fælles samarbejde, af win-win-respekt for hinanden – enten sker denne transformation fredeligt og snart; eller også er der en absolut fare for, at den geopolitiske konfrontation, der eksisterer lige nu mellem NATO på den ene side og hovedsageligt Rusland og Kina på den anden, vil føre til en global katastrofe. Personligt kan jeg ikke se en tredje vej, for enten kan vi handle som en menneskelig art baseret på fornuft, eller også vil de fås interesser ødelægge verden for alle.

Så på den ene eller anden måde vil systemet få en ende, ikke kun af økonomiske årsager, men simpelthen fordi den dynamik, der nu er i gang, betyder, at en beslutning på den ene eller anden måde vil komme på bordet ret snart.

SCHLANGER: Vi har nu et spørgsmål fra Spanien, fra Manuel Miguel Enrique, som siger: “Godmorgen fra Spanien. Jeg vil gerne spørge, om en tredje verdenskrig er uundgåelig, eftersom alle broer af forståelse synes at være blevet brudt?”

ZEPP-LAROUCHE: Nej, det er den ikke. Hvis den var det, ville jeg ikke sidde her i et relativt optimistisk humør. Hvis det var uundgåeligt, tror jeg ikke, at universet ville være, som det er: Der er fri vilje i universet. Den er indbygget i universets lovmæssighed, og der er ingen, der har sagt det mere præcist end Gottfried Wilhelm Leibniz, der, som du måske ved, talte om den “bedste af alle mulige verdener”, som vi lever i. Og det var ikke det, Voltaire forsøgte at gøre som et sarkastisk angreb. Det, han mente, var simpelthen, at universet er indrettet på en sådan måde, at enhver ond kraft udløser potentialet for en endnu større god kraft. Man kan udtrykke det på en anden måde: Man kan sige, at universet er organiseret på en anti-entropisk måde, at udviklingen fra biosfæren til noosfæren, som Vladimir Vernadsky ville have udtrykt det, at denne tendens er stigende, og at jo mere det kognitive element i verden vinder dominans over de rent biologiske processer, jo større er chancen for, at vi faktisk når en ny æra af civilisation.

Dette spørgsmål om fri vilje betyder ikke, at det er determinisme. Det er ikke noget “histomat” eller “diamat” – en forkortelse for “historisk materialisme” eller “dialektisk materialisme”. Det betyder blot, at hvis nok mennesker af god vilje mobiliserer sig omkring en positiv vision om, hvor menneskeheden skal hen, er sandsynligheden for, at vi vil være i stand til at opnå det, ekstremt høj. Så det er i høj grad en subjektiv faktor, det er ikke en objektiv betingelse, og det er derfor, vi har brug for, at du er aktiv sammen med os, så vi kan lægge løsningerne på bordet, og løsningerne er primært behovet for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til interesserne i alle lande på planeten.

Så det er ikke uundgåeligt, men det vil kræve en masse arbejde og mobilisering af en masse gode mennesker.

SCHLANGER: Der er mange spørgsmål af lignende karakter, på den ene side den positive udvikling, de tyske landmænd, den sydafrikanske retssag, men på den anden side det vanvittige Ramstein-møde for nylig. Så lad mig starte med et spørgsmål om den sydafrikanske udvikling, Den Internationale Domstol (apropos fri vilje). “Har du nogen idé om, hvordan og hvornår ICJ vil træffe en afgørelse?” Og den samme person spørger: “Hvad er det for en forskruet logik, der ligger bag Tysklands forslag om at støtte Israel ved ICJ?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg håber, at beslutningen om en midlertidig foranstaltning kommer snart, for hver dag er naturligvis af ekstrem betydning for de mennesker, der befinder sig i denne ufattelige situation i Gaza.

Men jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad der er galt med Tyskland. Der er så mange åbne breve nu fra bekymrede jødiske mennesker til den tyske regering, fra parlamentarikere, fra alle mulige mennesker. Det er en uheldig udvikling, at Tyskland tydeligvis har taget skylden for Holocaust, der skete for 80 år siden, hvilket naturligvis er en god ting, fordi nogle andre lande, der har begået forbrydelser, måske ikke præcis de samme, men også ganske utrolige, ikke har taget ansvar for disse forbrydelser. Så jeg synes, det er prisværdigt, at Tyskland i meget høj grad har gjort op med, hvad nazisterne gjorde. Men hvis man er blind for, hvad der foregår omkring en, er det helt sikkert tragisk, og jeg er bange for, at Tyskland vil blive isoleret internationalt som følge heraf. Du har allerede set, at Namibias præsident, Hage Geingob, er gået ud og har sagt, at dette er det tredje folkedrab, som Tyskland ser igennem fingre med i dette tilfælde, efter folkedrabet på hereroerne i Namibia i begyndelsen af det 20. århundrede; det andet folkedrab var Holocaust. Og nu vender Tyskland det blinde øje til, hvad der sker i Gaza.

Jeg synes, det skal vendes om. Jeg mener, at alle juridiske eksperter i Tyskland bør gribe ind, for hvis man studerer argumenterne i Haag, hvis man er objektiv, kan man kun komme til den konklusion, at Sydafrikas argument er meget veldokumenteret, og Israels modargument er meget dårligt.

Nu vil effekten være, hvad vi allerede ser: Kunstnere fra det Globale Syd er allerede ved at trække sig. Nogen har fjernet en film fra Berlinalen [Berlins internationale filmfestival]. Der har været andre kulturelle begivenheder, der er blevet aflyst, og jeg er meget bekymret for, at dette kun er begyndelsen, hvor det meget gode omdømme, som Tyskland plejede at have på grund af dets innovationskraft, på grund af dets mange opdagelser, på grund af dets økonomiske magt, på grund af det image, der var forbundet med “Made in Germany” i årtier i efterkrigstiden, og især på grund af dets store kulturelle bidrag til verdenshistorien. Tyskland havde et ekstremt positivt image i mange, mange lande i verden, og det ved jeg fra mange personlige samtaler: Alt dette er ved at gå tabt! Og hvis Tyskland ikke ændrer sig, vil det blive en paria blandt stater, sammen med USA og Storbritannien, og det vil være meget svært at vende en sådan udvikling.

Jeg synes, det er en tragedie, og jeg kan kun sige, at der stadig er tid til at rette op på det, men det skal gøres meget hurtigt.

SCHLANGER: Vi har to spørgsmål mere om Tyskland. Det er klart, Helga, at folk gerne vil vide, hvad du tænker om det. Det ene er fra en tysker, der bor i Thailand, som spørger: “Med hvilken autoritet kan den tyske regering acceptere at sende militærhelikoptere, som rapporteret fra det nylige Ramstein-møde, og muligvis langtrækkende missiler til Ukraine? Skal der ikke være en afstemning i Forbundsdagen? Har der været en afstemning?”

Og så er det andet spørgsmål fra Ohio, hvor nogen skriver: “Tillykke til de tyske landmænd. Er der nogen chance for, at amerikanske landmænd kunne slutte sig til dem og køre traktorer til Washington for at protestere mod USA’s politik, som de gjorde i slutningen af 1970’erne?”

ZEPP-LAROUCHE: Hvad angår det første spørgsmål, tror jeg, at det, der altid sker, er, at Austin ringer til sin ukrainske gruppe i Ramstein, som om Ramstein var en del af USA. Så vidt jeg ved, har han aldrig spurgt nogen, om han måtte gøre det; han gør det bare. Jeg mener, det er simpelthen et symptom på, at Tyskland i øjeblikket desværre er en 100% koloni af Anglosfæren – jeg vil ikke sige USA, men jeg vil sige Anglosfæren, fordi det er den angloamerikanske fremdrift, som den tyske regering netop er – jeg tror, det er NATO’s gamle princip, som Lord Ismay, NATO’s første generalsekretær, så berømt sagde: At formålet med NATO var “at holde russerne ude, at holde amerikanerne inde og at holde tyskerne nede”. Og desværre har det nuværende hold af såkaldte ledere i Tyskland ikke rygrad til at forsvare tyske interesser!

Så det eneste håb, jeg ser, og det fører til det andet spørgsmål, er det faktum, at store dele af den tyske befolkning for første gang i meget lang tid går på gaden, og i dette tilfælde, når det gælder landmændene, lastbilchaufførerne, håndværkerne, bagerne og mange andre grupper, der nu går sammen, kæmper de for selve landbrugets eksistens! For transporten, for store dele af middelklassen, som forhåbentlig vil slutte sig til dem på et tidspunkt.

For Tyskland er i frit fald lige nu, ikke mindst på grund af sabotagen af Nord Stream-gasrørledningerne, de høje energipriser, og man har en situation, hvor folk i Tyskland kæmper for deres eksistens, ikke bare materielt, men folk er virkelig oprørte. Og jeg synes simpelthen, det er utroligt, hvad der er sket, for de store landbrugsdemonstrationer startede den 8. januar: Mandag den 8. januar havde de en utrolig demonstration med 100.000 traktorer! Hele landet var praktisk talt lammet, men det var fredeligt, det var godt koordineret.

Og hvad skete der så? To dage senere, den 10. januar, kommer der pludselig en pressehistorie om en såkaldt “korrigerende gruppe af journalister”, såkaldte undersøgende journalister, som er finansieret af alle mulige hedgefonde og fonde og hvad ved jeg – de kommer ud med en fuldstændig opdigtet historie om, at en gruppe højreorienterede mødtes den 25. november 2023, i Potsdam, nær det hotel, hvor Wannsee-konferencen [20. januar 1942] fandt sted, underforstået at dette er i samme tradition, og at de havde besluttet sig for en plan om at ” hjemsende” en masse mennesker, der søger asyl i Tyskland, og at dette ville være det store hemmelige plot, som de opdagede.

Nu benyttede jeg lejligheden til at sammenligne, hvad der blev rapporteret af denne “korrigerende” gruppe, af noget pressedækning, og alt, hvad jeg kunne finde, var, at nogle af disse mennesker tilsyneladende citerede fra en bog af en østrigsk forfatter, der er en del af identitetsbevægelsen. Hans bog er i sin fjerde udgave, og han foreslår, at mange udlændinge hjemsendes til deres hjemlande. Hvis man sammenligner den tekst, der blev brugt, er den identisk med, hvad kansler Olaf Scholz sagde i en forsidehistorie i {Der Spiegel}, om en “stor offensiv for hjemsendelse af asylansøgere” – det samme ordvalg! Det hele var en forfalskning, men fordi det blev offentliggjort som et så stort drama, opfordrede kirkerne, fagforeningerne og partierne selvfølgelig folk til store demonstrationer, og der var hundredtusinder af mennesker på gaden sidste weekend, og det overskyggede fuldstændig, eller skulle overskygge, landmændenes demonstration!

Det er virkelig en meget mærkelig historie. For det første, hvis det var sådan en stor skandale, hvorfor blev den så syltet og ikke udgivet i seks uger? Hvorfor blev den først udgivet to dage efter, at bønderne havde 100.000 traktorer på gaden? Og desuden, hvorfor er de samme mennesker ikke ude på gaderne og demonstrere mod krigsfremstødet? Formanden for NATO’s militærkomité, admiral Rob Bauer, kom ud med de store overskrifter i tabloidavisen {Bildzeitung}: “Vi har 36 timer til at forberede os. Alle bør skaffe sig batterier og vand, for hvis der kommer et russisk angreb i Europa, er de første 36 timer afgørende.” Folk bliver drevet ind i en frygtreaktion; overalt taler de om den kommende krig med Rusland om to år eller 18 måneder, om fem år, men under alle omstændigheder, som om det er sikkert, at den kommer.

Det skaber en fare for en “selvopfyldende profeti” – hvis man bliver ved med at gøre det, er jeg bange for, at konflikten vil finde sted. Men det er en komplet orkestrering, og jeg må virkelig sige, til befolkningen: Der er så mange grunde til at demonstrere, til at støtte landmændene, fordi de producerer den mad, der er eksistensen for alle. Folk bør støtte landmændene! Der er grund til at demonstrere mod nedskæringen af alle sociale programmer, mod manglen på infrastruktur, mod manglen på reparationer af skoler; der er mange, mange grunde til at demonstrere.

Men at falde for denne falske operation viser virkelig, at befolkningen skal være en lille smule klogere, og jeg tror, at den tyske befolkning lige nu – jeg talte med nogle mennesker, der deltog i den falske demonstration, og de sagde, at de virkelig ikke var der for at protestere mod AfD, fordi AfD ikke siger meget andet end Scholz og CDU, så det er et komplet luftkastel! Men folk var der, fordi de er vrede, og de ville vide, hvad de andre folk er vrede over.

Det ville jeg bare sige, og jeg synes, det er rigtig godt, at mange amerikanske landmænd i dette tilfælde allerede har sendt støttetelegrammer til de tyske landmænd, og jeg håber, at det vil blive flere og flere. Nu er der også annonceret landsdækkende demonstrationer i Italien, Spanien, Frankrig, Holland, så det spreder sig helt sikkert, og landmændene i Tyskland har sagt, at de ikke vil stoppe, før regeringen går med til deres krav.

SCHLANGER: Helga, vi har et par spørgsmål om konfrontationen, eller den forestående konfrontation, om man vil, med Rusland. Fra London har vi et spørgsmål: “Med det kommende valg i Rusland i marts, er det så ikke sandsynligt, at Vesten vil lancere en slags falsk flag-provokation for at destabilisere Rusland som en del af en Maidan-agtig farverevolution for at lave et regimeskifte mod Putin?” Og vi har et spørgsmål fra Beograd, hvor personen skriver, at “der er bevægelser i retning af en farvet revolution mod Vučić-regeringen i Serbien. Er det sandsynligt, at noget lignende vil blive lanceret mod Putin?”

ZEPP-LAROUCHE: Der er grund til at være bekymret for det, for der er en organisation, der hedder “Free Nations of Post-Russia Forum”, og de har allerede arrangeret en masse konferencer i USA, i Philadelphia, i Washington og andre steder. Og de promoverer opdelingen af Rusland i 40 forskellige enheder. De har tilsyneladende også nogle folk på jorden i Rusland, som har udført sabotage, som de kalder “frihedskæmpere” eller noget i den stil. Så der er grund til at være bekymret, men jeg tror ikke, det vil lykkes, for jeg tror, at størstedelen af den russiske befolkning støtter det, Putin gør, og den nuværende regering.

Desuden er det altid meget svært at få et fuldstændigt indblik i et andet land; man kan kun gå ud fra visse forudsætninger. Og når jeg ser på det store billede, den strategiske situation, og hvordan for eksempel landene i det Globale Syd forholder sig ikke bare til Kina, men også til Rusland, så tror jeg, at de har valgt den side, hvor de tror, at de kan få en bedre aftale, et bedre venskab og et bedre samarbejde. Jeg tror, at det virkelige spil er det store spil, du ved, det er ikke kun i Rusland og det kommende valg, men jeg tænker, at det er spørgsmålet om, hvorvidt kræfterne i verden kan arbejde sammen hurtigt nok til at bringe os fredeligt ind i en ny æra? For vi sidder på en komplet krudttønde. {Bulletin of the Atomic Scientists} har lige nulstillet dommedagsuret igen, hvilket de gør hvert år i januar, og de lod det stå på 90 sekunder i midnat. Faren er virkelig stor, så jeg kan ikke helt udelukke muligheden for, at noget sådant kan ske, men jeg tvivler meget på, at det vil lykkes.

SCHLANGER: Helga, vi har et par spørgsmål mere. Der er et fra Dalia i Storbritannien, som spørger: “Mens USA og Storbritannien optrapper krigene i Ukraine, Gaza og nu ved Det Røde Hav, ser det ud til, at de forventer, at EU bakker dem op, samler stumperne op og betaler regningen. Er du enig? Hvad er EU’s politik på disse områder?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er overbevist om, at EU ikke repræsenterer sine medlemslandes interesser, det er helt sikkert. Jeg tror, at nu hvor Trump har vundet primærvalget i New Hampshire, er han foran Nikki Haley. Hun har ikke givet op endnu, men det er meget sandsynligt, at donorerne, pengemændene bag Nikki Haley, vil stoppe med at investere i et fejlslagent projekt, så Trump kan meget vel blive den næste præsident. Der er udbredt panik blandt den vestlige elite i Europa over, at USA vil stoppe med at støtte Ukraine – det kan ske længe før valgdagen – og så vil Europa komme til at betale for alle de skader, der er sket. Dette er en stor, stor, stor byrde, og det samme gælder selvfølgelig, hvis Europa bliver involveret i konflikten i Sydvestasien. Det kan kun forværre problemet.

Problemet er, at vi kun har begyndelsen på bevægelser i Europa, der kæmper for medlemslandenes interesser. Det er klart, at jo mere folk begynder at tænke over, at det vigtigste spørgsmål lige nu er, at vi gør noget for at bevare verdensfreden: For hvis der kommer en atomkrig, vil alt være tabt! Du ved, hvis der er en atomkrig, vil der være en atomvinter bagefter, der vil ikke være noget liv tilbage på planeten, og der vil ikke være nogen historikere tilbage til at undersøge, hvem der var skyldig i det, der skete. Og det er min største frygt, for jeg tror, vi er meget tæt på det.

Enhver ekspert, der tænker klart og ser, at den nuværende generation af politikere leger med ting, som tidligere generationer var ekstremt opmærksomme på faren ved; de udarbejdede alle mulige traktater, nedrustningsforhandlinger – de var opmærksomme. Men den nuværende generation af politikere, når de går ud og brøler ind i et rum: “Ruiner Rusland! De har ingen viden om historien, om den strategiske situation, og de bekymrer sig heller ikke om andet end deres små egoer. Og det er efter min mening den største fare. Så vi har brug for en masse veluddannede, tænkende borgere, der begynder at blive aktive. For hvis vi havde et stort antal mennesker, der var uddannede, som var uddannede inden for militær, økonomi, kultur og diplomati, ville dette ikke kunne ske.

SCHLANGER: Helga, jeg har et sidste spørgsmål til dig, fra David, som går tilbage til det, du sagde tidligere om Leibniz. Og han spørger: “Var Leibniz ansvarlig for sproget i forfatningen og uafhængighedserklæringen i USA?” og han sagde: “Der henvises ofte til John Locke. Hvad er Leibniz’ rolle?”

ZEPP-LAROUCHE: Det var helt klart Leibniz, ikke Locke, der havde indflydelse på Uafhængighedserklæringen og selvfølgelig forfatningen, fordi Benjamin Franklin for eksempel havde omfattende netværk i Europa, som formidlede denne indflydelse. Og selve sproget i Uafhængighedserklæringen om “umistelige rettigheder til liv, frihed og stræben efter lykke” er Leibniz! Det er ikke “ejendom”, det er Locke.

Leibniz var en smuk sjæl, som var dybt kultiveret. Han havde en vision om, hvordan nationer på forskellige kontinenter kunne leve fredeligt sammen, og Leibniz’ indflydelse bør genoplives: Både i USA og i Eurasien, fordi han havde en meget, meget avanceret opfattelse af, hvordan lande kunne arbejde sammen til gavn for alle.

SCHLANGER: Og selvfølgelig John Locke, som var interesseret i fordelene for købmændene i City of London, som lige var begyndt at [lydtab]…

Tak, fordi du deltog. Vi er tilbage i næste uge. Har du nogle afskedsord til folk?

ZEPP-LAROUCHE: Gør noget sammen med os! Det er ikke tid til at sidde på sidelinjen, for det er en tid, hvor modige handlinger fra enkeltpersoner, der arbejder sammen om en god plan, faktisk kan ændre historien til det bedre.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag, lad mig byde jer alle velkommen. Det er virkelig en stor glæde at tale med unge mennesker fra over 20 lande, fordi vi befinder os i det mest utrolige øjeblik i historien. Jeg ved, at man kan sige det om mange øjeblikke i historien, men jeg tror aldrig, vi har været i en tid, hvor farerne for menneskehedens eksistens på den ene side aldrig har været så store; men samtidig er det også et meget glædeligt og håbefuldt øjeblik, fordi vi befinder os i en transformation, hvor ét system – den gamle neoliberale orden, den såkaldte “regelbaserede orden” – tydeligvis fejler, og vi ser fremkomsten af et helt nyt paradigme, der lover at blive et meget, meget bedre grundlag for relationer mellem lande internationalt, mellem hinanden.

Lad mig indlede med at tale lidt om, hvad vi skal gøre ved denne krigstrussel: Faktum er, at fordi den neoliberale orden er brudt sammen, så fungerer de kræfter, der ønsker at opretholde en unipolær verden, eller i det mindste en verden, hvor det gamle system med den regelbaserede orden opretholder dominansen over resten af verden, tydeligvis ikke. Faktisk er der fare for, at de aktuelle kriser, som vi ser i Ukraine og meget tydeligt i Sydvestasien, begge desværre har potentiale til at komme ud af kontrol og i værste fald blive til en global atomkrig, som, hvis det kom dertil – og vi må gøre alt for at forhindre det – ville betyde civilisationens udslettelse. For når man først har udvekslet atomvåben – og jeg afviser fuldstændig tanken om, at noget som en taktisk, regional atomkrig er mulig, for det er atomkrigens logik, at når først et atomvåben er brugt, er sandsynligheden for, at hele arsenalet af alle atomstyrker vil blive sluppet løs, ekstremt høj. Det ville betyde, at der efter en sådan atomudveksling ville være en atomvinter på mindst ti år, hvor alt liv på Jorden ville dø på grund af mangel på sol og føde. Så jeg tror, at unge mennesker, jer, der forhåbentlig har hele livet foran jer, er nødt til at have en stærkere stemme for at gøre det klart, at magthaverne skal stoppe en kurs, der er så truende for selve menneskehedens eksistens.

Det er derfor, hvad Schiller Instituttet har forsøgt at gøre, siden faren for krig er blevet så absolut akut – især siden krigen i Ukraine begyndte – vi har understreget meget kraftigt, at vi er nødt til at lære folk i alle lande på denne planet at tænke på den ene menneskehed først, før de tænker på nogen bestemt national interesse. At tænke på den ene menneskehed er ikke i modstrid med at være en god patriot, for ifølge Friedrich Schiller, som Schiller Instituttet er opkaldt efter, den store tyske frihedsdigter, er der ingen modsætning mellem at være patriot for sit eget land og at tænke og handle som en verdensborger.

Nu har jeg udformet et slogan: “Verdensborgere fra alle lande, foren jer! Nogle af jer, der kender Karl Marx, husker måske, at han opfandt sætningen “Proletarer i alle lande, foren jer!”. Da jeg har det privilegium at være født i den samme by som Karl Marx, den ældste by i Tyskland, Trier, ændrede jeg det bare til “Verdensborgere i alle lande, foren jer!”. Og det er ikke blot et slogan, for jeg tror, at efterhånden som vi ser tendensen til, at den Globale Majoritet bliver mere og mere fremtrædende, så befinder vi os også i en æra, hvor suverænitet er ekstremt vigtigt og vil være vigtigt i lang tid fremover, men vi er allerede i en periode, hvor man kan se, at der vil komme et tidspunkt i historien, hvor nationer vil være mindre vigtige. De vil ikke forsvinde, for kultur, sprog, tradition og kunst vil altid spille en meget vigtig rolle. Men vi vil helt sikkert, som en menneskelig art, til sidst nå en identitet, hvor vi er meget mere bevidste om at være den ene menneskehed, og det vil jeg vende tilbage til senere.

Der er også et filosofisk grundlag for, hvorfor man kan tænke på den ene menneskehed: Det er en filosofisk metode udviklet af en af mine yndlingsfilosoffer, Nicolaus af Cusa, som var grundlæggeren af den moderne videnskab i Europa og grundlæggeren af den suveræne nationalstat. Han levede i det 15. århundrede. Han udviklede en måde at tænke på, som han kaldte Coincidentia Oppositorum, Modsætningernes Sammenfald. Den grundlæggende idé er, at det menneskelige sind, udstyret med kreativ fornuft, altid kan tænke på det større end det mange. Nicolaus af Cusa var naturligvis kardinal i den katolske kirke og Vatikanets udenrigsminister på det tidspunkt. Han kom med denne idé på grund af teologiske overvejelser om, at den ene Gud har mere magt end alle de mange, som han har skabt. Men det er noget, man kan få adgang til, selv om man ikke er religiøs, for i matematikken har man også den idé, at der altid kan være en matematisk kraft, der har mere magt end de mange. Jeg synes, det er meget nyttigt – og måske skulle vi diskutere det i diskussionsperioden – det er et meget nyttigt redskab, især i en verden, hvor der er nogle som siger: “Amerika først!”, og andre der siger: “Mit land først!”. Andre siger: “Mit land er det udvalgte land.” Og jeg, der kommer fra Tyskland, er nu ekstremt tilbageholdende ved at høre nogen sige: “Mit land er det bedste”, for i Tyskland har vi ikke haft så gode erfaringer med det.

Men det er af eksistentiel betydning at komme til denne form for tænkning, at tænke på menneskehedens interesser først, når det drejer sig om faren for atomkrig.

Lige nu er vi i en situation, hvor mange mennesker i Vesten taler om den kommende uundgåelige krig med Rusland, med Kina. Der er folk i Sverige, Finland og Tyskland, som siger, at krigen med Rusland vil komme om to år, om tre år, på svensk territorium. Så sent som i går sagde lederen af NATO’s militærkomité, admiral Rob Bauer, at vi i NATO skal være i rødt alarmberedskab på grund af den uundgåelige kommende krig med Rusland. Jeg mener, at det tydeligvis er propaganda, det er et narrativ, for der er ingen uundgåelig fare for krig med Rusland. Hvis man ser på årsagen til, at folk siger dette, har det intet at gøre med Ruslands eller Kinas faktiske adfærd. Det har i høj grad noget at gøre med geopolitik.

Hvis du spørger dig selv: “Hvordan er vi kommet i en situation, hvor faren for atomkrig bliver diskuteret seriøst, hvor chefen for NATO siger dette, eller en af cheferne for NATO siger sådan. Man er nødt til at gå tilbage – og man kunne gå meget længere tilbage – men jeg vil gerne gå tilbage til slutningen af den såkaldte kolde krig – det var 1989-91 – den periode med tysk genforening, hvor Sovjetunionen kollapsede. På det tidspunkt var vi allerede ekstremt aktive som LaRouche-bevægelsen, Schiller Instituttet, fordi vi havde et klart koncept om, at når Sovjetunionen gik i opløsning, foreslog vi den Eurasiske Landbro som grundlag for en fredsorden, der forenede Europa og Asien gennem udviklingskorridorer, som vi allerede kaldte den Nye Silkevej på det tidspunkt. Dette ville have været et absolut gennemførligt koncept, fordi der ikke længere var nogen “fjende”; Sovjetunionens kommunisme var netop blevet afskaffet. Det ville i det mindste have været muligt at skitsere et fælles europæisk hus, som Gorbatjov talte om på det tidspunkt. Jeg vil spare jer for de mange aspekter af det, men virkeligheden var, at vores forslag blev afvist, fordi der i USA og Storbritannien var de neokonservative, som sagde: “Åh, vidunderligt! Sovjetunionen er væk, nu har vi vundet Den kolde Krig, og vi kan skabe en unipolær verden, hvor kun vi er den dominerende magt.” Der var især én fyr, der udarbejdede dette, Paul Wolfowitz, en af USA’s forsvarseksperter. Han opfandt Wolfowitz-doktrinen, som var ideen om, at nu hvor Vesten angiveligt havde vundet Den kolde Krig, ville USA ikke tillade noget andet land eller gruppe af lande nogensinde at overgå USA økonomisk, socialt, militært eller på anden måde. Desværre blev denne politik ført ud i livet. På det tidspunkt var der en amerikansk historiker ved navn Francis Fukuyama, som sagde, at dette var “historiens afslutning”. Det de mente med det var, at eftersom kommunismen angiveligt havde fejlet, ville hele verden indføre den neoliberale økonomiske model og den liberale model for socialpolitik. De påstod dybest set, at det ville betyde, at der ikke længere ville være krig, at det ville være historiens afslutning.

Den katolske pave på det tidspunkt, Johannes Paul II, advarede og sagde: “Nej! Det er ikke sådan, at Vesten har vundet, for hele verden er stadig under dominans af syndens strukturer”. At syndens strukturer ikke kun eksisterede i Sovjetunionen, men også i Vesten. Paven sagde, at hvis man ikke tror på det, så se på forholdene i Den tredje Verden for at se underudviklingen, fattigdommen, at disse syndens strukturer stadig hersker.

I begyndelsen af 1990’erne var Rusland ikke en fjende, fordi præsident Jeltsin, som fuldt ud gennemførte den neoliberale politik, de liberale økonomiske reformer; han gjorde præcis, hvad det vestlige oligarki ønskede, at han skulle gøre, så fra deres synspunkt var der ikke noget problem med Rusland. Bortset fra at den demografiske kurve i Rusland kollapsede med 1 million om året, og den russiske økonom Sergei Glazyev kaldte det folkemord, fordi hensigten var at reducere den russiske befolkning, at ruinere Rusland allerede dengang, under dække af liberal politik. Og Kina var heller ikke en fjende, for Kina var stadig under udvikling; det havde allerede gjort utrolige fremskridt, men det var ikke engang i nærheden af at udfordre USA. Men så, efter at Kina blev medlem af WTO, inviterede de vestlige magter Kina til at blive medlem af Verdenshandelsorganisationen, fordi de troede, at når Kina først var en del af vores WTO, ville det også indføre den liberale model og blive en del af os.

Det hele begyndte at ændre sig, da Putin kom og erstattede Jeltsin, fordi Putin var fast besluttet på at omgøre de liberale reformer og genetablere Rusland som en global magt, der dybest set var kollapset under Jeltsin, og så begyndte de at sige, at Putin faktisk er en fjende.

Og da Kina blev medlem af WTO, betød det selvfølgelig, at Kina pludselig havde adgang til alle de avancerede teknologier, og det blev starten på et stort produktivitetsspring, der løftede i alt 850 millioner mennesker i Kina ud af fattigdom, hvilket var et utroligt civilisatorisk bidrag. Men i sidste ende indførte Kina ikke Vestens liberale model; tværtimod gik Kina tilbage til sin 5.000 år gamle kulturelle tradition. De kaldte det ”kinesisk socialisme med kinesiske karakteristika”. Derefter gjorde Kina utrolige fremskridt. Endelig, i 2013, følte Kina sig økonomisk stærkt nok – det havde forsøgt før, men uden held – til at tilbyde resten af verden at deltage i den kinesiske model. Det var dengang, præsident Xi Jinping annoncerede Bælte- og Vej-Initiativet i Kasakhstan. Så begyndte den økonomiske udvikling at sprede sig fra Kina. De tilbød mange økonomiske samarbejdsaftaler med lande i Afrika, Latinamerika og Asien.

Og omkring 2017 begyndte Vesten for alvor at behandle Kina som en modstander. Vi fulgte det meget nøje, fordi vi havde vores egen plan for en verdenslandbro, for en eurasisk landbro, der ville strække sig til alle kontinenter, som vi udgav tilbage i 2014 som en bog med titlen: Den nye silkevej bliver Verdenslandbroen. Vi var ret overraskede over, at der i de første fire år næsten ikke var nogen dækning af Den nye Silkevej i de vestlige medier. Men så, i slutningen af 2017, begyndte alle sikkerhedsdokumenter, først USA’s og derefter alle de europæiske allierede, at behandle Kina som en modstander, som en konkurrent, men også mere og mere som en trussel.

Bestræbelserne på at opretholde den unipolære verden kom blandt andet til udtryk i de første fem udvidelser af NATO mod øst. Efter Sovjetunionens sammenbrud havde NATO lovet ikke at bevæge sig en tomme mod øst, men de rykkede 1000 km mod øst, tættere og tættere på Ruslands grænser. I 2014 lavede de vestlige magterne Maidan-kuppet, som var et fascistisk kup finansieret af bl.a. det amerikanske udenrigsministerium med 5 milliarder dollars (det indrømmede Victoria Nuland), og tanken var, at NATO skulle ekspandere ind i Ukraine. Set ud fra Ruslands sikkerhedsinteresser var dette uacceptabelt, fordi det ville være ligesom Cuba-krisen, hvor Sovjetunionen bragte sine atombevæbnede missiler til Cuba, og der opstod en Cuba-krise. Nu burde det være indlysende for enhver, at hvis NATO forsøger at gøre det samme den anden vej rundt, ved at bringe offensive våbensystemer til Ruslands grænse, ville det være en omvendt Cuba-krise. Det var der, krigen i Ukraine virkelig startede: Den startede for alvor i 2014.

Derefter blev sanktionsregimet mod Rusland mere og mere brutalt. Til sidst førte det endda til en bevæbning af dollaren, efter at den særlige militære operation blev søsat den 24. februar 2022. På dette tidspunkt gik vi ind i den nuværende situations konfrontatoriske fase. For de vestlige demokratier – og jeg er næsten nødt til at sætte ordet “demokratier” i anførselstegn – forsøgte hele tiden at trække størstedelen af landene i det Globale Syd, i Afrika, Latinamerika og Asien, over i de såkaldte “demokratiers” lejr. Men landene i det Globale Syd så på hele denne situation, og da de havde været ofre for kolonialisme i næsten 600 år, købte de ikke den fortælling, som de amerikanske og europæiske medier bragte, og de nægtede at tage Vestens parti og insisterede dybest set på at forblive neutrale. Fra det tidspunkt skete der en fuldstændig eksplosiv udvikling af traditionen og erindringen om den Alliancefri Bevægelse: Ånden fra Bandung, den første afro-asiatiske konference i 1955, som kom gevaldigt tilbage kan man sige, og landene i det Globale Syd, der blev mere og mere opmuntret af Kina, fordi de for første gang havde et alternativ for udvikling, mens Vesten i alle årene før ikke havde givet dem kredit for at opbygge infrastruktur. Hvorfor gav europæerne dem ikke langsigtede, lavtforrentede lån til at opbygge infrastruktur – havne, jernbaner, industriparker – i årene efter Anden Verdenskrig? Det gjorde de ikke. I stedet havde de IMF’s betingelser, som betød, at de såkaldte tredjeverdenslande skulle bruge de penge, de tjente på at eksportere råmaterialer, ikke til at investere i sundhedsvæsener, ikke til at investere i infrastruktur, men først til at betale deres gæld til bankerne i Paris-klubben.

Så det der skete var, at det Globale Syd blev stærkere og stærkere. BRIKS-landene – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – blev mere aktive. I slutningen af sidste år, på BRIKS-topmødet i Johannesburg, besluttede de at blive til BRIKS Plus. Fra 1. januar i år er det BRIKS-10: Etiopien, Egypten, Saudi-Arabien (som er i færd med at blive medlem), Emiraterne og Iran er alle medlemmer af BRIKS. Og omkring 30-40 andre lande har allerede ansøgt om at blive en del af det nye økonomiske system, som også har til hensigt at skabe en ny reservevaluta, så de kan få deres eget økonomiske system. Efter at dollaren blev gjort til et våben, da de amerikanske og europæiske banker konfiskerede russiske aktiver for omkring 300 milliarder dollars og afghanske aktiver for 9,5 milliarder dollars, begyndte disse lande at sige: “Måske er det ikke så sikkert at have sine aktiver i dollars. Måske skulle vi handle i vores egne valutaer – reais, rubler, rupees, renminbi og rand, blandt andre.

Det er dybest set der, vi er lige nu, for i år har Rusland formandskabet for BRIKS Plus. Og jeg forventer absolut, at BRIKS i den nuværende situation vil tage et kæmpe skridt fremad og blive et nyt økonomisk system. Det er et system, der er meget forskelligt fra den såkaldte regelbaserede orden, fordi de ikke har et sekretariat, de har ikke en fælles politik, som de ønsker at påtvinge resten af verden. Men blandt dem respekterer de hinandens suverænitet, forskellige sociale systemer, og at hvert land kan vælge sin egen udviklingsvej.

Jeg mener, at der må være et andet punkt i billedet. Sydafrikas nylige sagsanlæg mod Israel for folkedrab i Gaza er en verdenshistorisk begivenhed, for som mange har sagt, hvordan kan man benægte, at der foregår folkedrab i Gaza, når tv-stationer i hele verden sender live om hvad der foregår i Gaza hver dag? Når man afspærrer en lillebitte stribe land og sørger for, at der ikke kommer mad, elektricitet, medicin eller vand ind i tre måneder eller mere, og når selv FN siger, at antallet af mennesker, der forventes at dø af sygdom som følge af dette, vil være meget højere end antallet af mennesker, der er døde af bombardementerne, så er hensigten meget, meget klar.

Så ved Den Internationale Domstol i Haag præsenterede den sydafrikanske regering denne sag med 84 siders dokumentation af, hvad der foregår i Gaza. Jeg så de første tre timer af præsentationen og en del af de sidste tre timer. Jeg har aldrig set et så vandtæt juridisk argument, der ikke kun viser omfanget af den humanitære krise, men også den klare hensigt. Når du har alle de øverste embedsmænd i Israel, der taler om Amalek, taler om dyr, at ingen skal overleve, og så ser du [IDF]-soldaterne danse, i en vanvittig tilstand.

Under alle omstændigheder mener jeg, at betydningen af dette er historisk, fordi det beviser, at landet Sydafrika, som gennemgik apartheid og overvandt et system med racisme af den værste slags, har taget føringen for hele verden. Når Vesten, disse lande med de såkaldte høje moralske standarder, taler om demokrati og menneskerettigheder, når de konfronteres med denne utrolige situation i Gaza, dækker de over det og bringer det ikke for Verdensdomstolen. Det var Sydafrika, der reddede menneskehedens ære. Det er symptomatisk for den slags forandring, vi ser i verden lige nu. Jeg tror, det vil give genlyd, fordi hele den Globale Majoritet er på Sydafrikas side. Og jeg er meget ked af at sige det, men Tyskland har valgt den forkerte side i denne kamp ved at stille sig på USA’s og Israels side med det falske argument, at fordi Tyskland begik folkemord for mere end 80 år siden, er vi nødt til at holde med Israel, uanset hvad de gør. Det er en forkert idé, og jeg er meget ked af det, og forhåbentlig kan vi rette op på det.

Jeg håber, at vi kan rette op på det, for der er noget positivt at rapportere fra Tyskland: For et par uger siden begyndte tyske landmænd næsten uventet at gå på gaden for at protestere mod nedskæringer i deres forskellige budgetter og brændstoftilskud, som truer med at få dem til at gå fallit. De er på gaden nu: De samlede mere end 100.000 traktorer på én dag. De har stort set blokeret alle de store motorveje. De har demonstreret i en hel uge, og de stopper ikke. De forener sig nu med lastbilchaufførerne, som også protesterer, og mange andre dele af befolkningen støtter dem, fordi deres eget levebrød er på spil: Bagerne, restauratørerne, andre faggrupper. Forhåbentlig vil industrialisterne indse, at de er i en lignende situation, for det nuværende neoliberale system truer med at køre Tyskland helt i sænk.

Lad mig nu komme med en anden pointe, og det er: Jeg tror, at det vi ser lige nu med de tyske landmænds kamp og kampen i det Globale Syd, faktisk er den samme kamp! Det er måske ikke indlysende for folk i Bayern eller i Somalia – de ser det måske ikke på den måde. Men hvis man virkelig forstår, hvad der foregår, er det faktisk den samme kamp. For hvad er det, landene i det Globale Syd kæmper imod? De kæmper mod et system, der kontrollerer handelsbetingelserne. De kræver nu, at alle lande i udviklingssektoren ikke kun har ret til at udvikle deres egne ressourcer, men også til at øge produktionskæden, værdikæden i deres eget land, ved at udvikle industri, landbrug, infrastruktur, bygge nye byer, gå ind i nye områder inden for videnskab og teknologi; med andre ord at blive et mellemindkomstland i den nærmeste fremtid. Hvem forsøger at blokere for det? Det er de finansielle institutioner, Wall Street, City of London, det er det militærindustrielle kompleks i Nord, NATO og fødevarekartellerne! Hvis man ser på oversigterne over, hvem der sidder på magten i Wall Street, i City of London og andre finanscentre, så er disse komplekser, det finansielle, det militær-industrielle, fødevarekartellerne, genforsikringsselskaberne, så sammenflettede, at man ikke kan adskille dem en tøddel.

Så bønderne, der kæmper mod de samme karteller, og udviklingslandene, der kæmper mod det samme, har meget mere til fælles, end man skulle tro. En af de ting, vi ønsker at gøre, er at bringe disse to stærke bevægelser sammen, så de bliver til én, for jeg tror, at den eneste måde at komme ud af denne krise på er at forene Europas og USA’s befolkninger med befolkningerne i det Globale Syd. Jeg kan ikke se nogen anden løsning, for det er det eneste nye paradigme, vi kan opnå. Vi skal opnå dette nye paradigme ved at gøre en ende på 600 års kolonistyre af det Globale Syd.

Lad mig kort introducere mine ti principper, eftersom jeg for omkring to år siden begyndte at foreslå en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skal erstatte den nuværende geopolitiske orden. Hvis nogle af jer allerede har tænkt over det, vil jeg gerne have, at vi diskuterer, hvordan vi rent faktisk får en sådan ny sikkerhedsorden på bordet. De ti principper, som jeg har foreslået: For det første skal hvert lands absolutte suverænitet respekteres. Der skal være en absolut afskaffelse af fattigdom på hele planeten. Universel sundhedspleje i alle lande; universel uddannelse for alle nyfødte børn og voksne. Et kreditsystem, der kan finansiere dette. En verdenslandbro til at bringe infrastruktur til alle hjørner af planeten. Og så tre filosofiske ideer – denne metode med sammenfald af modsætninger som en metode til at løse problemer, og diskussionen om, hvordan man finder frem til sandheden. Hvordan skelner man mellem meninger og fortællinger og den egentlige sandhed? Og der er en metode, som naturvidenskaben giver os lige nu som en måde til faktisk at finde sandheden og effekten af ideer i det fysiske univers. Og endelig diskussionen om billedet af mennesket, at mennesket i sig selv er godt. Det er ikke en alt for lang diskussion, men vi kan vende tilbage til den i spørgsmål og svar.

Jeg vil gerne introducere en anden tankegang. Det vil sige, at jeg gerne vil opmuntre jer alle sammen og faktisk gøre jer interesserede i at studere min afdøde mands, Lyndon LaRouches, ideer. For det faktum, at vores bevægelse overhovedet eksisterer, er et mirakel. Vi burde være knust og ikke eksistere, udslettet fra jordens overflade. Hvorfor? Fordi Lyndon LaRouche har udviklet en metodisk tankegang, der er vejen til at sætte folk fri, hvordan man frigør sin egen kreativitet og giver en nøglen til, at næsten alle faktisk kan blive et geni – men det kræver en vis mængde flid, det falder ikke ned som manna fra himlen, men det kræver arbejde.

Lad mig give jer nogle ideer om, hvorfor jeg siger dette. Vores bevægelse er baseret på Lyndon LaRouches ideer, som udviklede en tænkemåde, der er baseret på fysisk økonomi; den er baseret på en metode til at identificere tænkningens aksiomer, ikke bare gå ud fra hvad folk siger, men straks se analytisk på det, identificere de aksiomer og antagelser, der ligger til grund for visse udsagn, og på den måde finder man en umiskendelig nøgle til ethvert vidensområde. Denne måde at tænke på gjorde det muligt for ham at lave en prognose om den nuværende situation, hvor vi har et systemisk sammenbrud af den neoliberale orden. Han erkendte dette allerede i 1971, da præsident Nixon fjernede dollaren fra guldreservestandarden og indførte flydende valutakurser. Fordi han erkendte, at afviklingen af det gamle Bretton Woods-system – efterkrigstidens kreditsystem – og dets erstatning med et system, der er fuldstændig gearet til at maksimere profit og derfor tilsidesætter befolkningens fælles interesser, uundgåeligt ville føre til en ny depression, en ny fascisme og faren for en ny atomkrig, medmindre man erstatter dette system med en helt anden økonomisk orden.

Jeg kan kun opfordre jer til at kigge på de skrifter, vi har udgivet i løbet af de sidste 50 år, for at se hvor absolut præcis han var i at forudsige hver eneste vending til det værre i det nuværende finansielle system. Mange aviser og liberale økonomer har i dag insisteret på, at ingen økonom nogensinde kunne vide, at verdens finanssystem ville komme ud i den nuværende krise. Vi kan bevise, at det ikke er sandt, fordi han identificerede alle de trin, der skete, med absolut præcision: Grunden til, at USA’s økonomi er i så dårlig stand, bortset fra det militær-industrielle kompleks, er, at de har outsourcet deres produktion til billige arbejdsmarkeder; de har skiftet fra en orientering mod det fælles bedste til et samfund, hvor aktionærernes værdi er i højsædet; de har skiftet fra at have fuld kædeproduktion i deres eget land; De gik over til just-in-time; de gik mere og mere over til ideen om, at penge skaber penge, hvilket endte i derivathandelen, som nu beløber sig til 2 billiarder dollars i udestående derivatkontrakter, der ikke kan betales, og det er derfor, vi lige nu er i fare for et totalt sammenbrud af det finansielle system.

Denne måde at tænke på er i høj grad relateret til at forstå, hvad det er, der bevæger samfundet fremad; hvad er kilden til rigdom? Det er nemlig udelukkende individets kreative kræfter, der er i stand til at blive ved med at komme med nye ideer, at blive ved med at identificere kvalitative gennembrud i videnskab, i stor kunst; at identificere principper, der giver os ny indsigt i, hvordan det fysiske univers fungerer. Når vi anvender disse principper i produktionsprocessen, fører det til en stigning i menneskelig produktivitet, industriel kapacitet og produktivitet generelt, hvilket fører til en stigning i fysisk velstand, igen og igen og igen. Så det er ikke besiddelsen af råmaterialer. Det er ikke kontrollen over handelsbetingelserne – hvad markedsøkonomerne siger: Det er udelukkende det menneskelige sinds evne til at bruge sine kreative åndsevner til at opdage fysiske principper, kvalitativt nye principper. Og derefter at anvende dem i produktionen og på den måde øge menneskets magt over naturen og over universet. Og det er den ret, som udviklingslandene er blevet nægtet indtil den seneste strid, hvor det Globale Syd insisterer på, at man skal anvende sin medfødte ret til at tillempe dette princip på sine egne økonomier.

Dette er dybest set relateret til billedet af mennesket. Økologerne forsøger at overbevise folk om, at mennesket er en parasit, at mennesket er en byrde for naturen. Nogle går endda så langt som til at sige, at kvinder ikke bør få børn mere, fordi hvert nyfødt barn er en byrde for naturen – der er bøger af den slags i Tyskland og USA. Nogle andre siger, at mennesket kun er naturens forvalter, og at det ikke bør være anderledes end de andre arter; at selv planter har de samme rettigheder som mennesket. Jeg mener, at det er et fundamentalt forkert begreb, og Lyndon LaRouche erkendte det meget tidligt i sit kreative arbejde, som faktisk varede, vil jeg sige, otte årtier (ja, det er stort set rigtigt). Meget tidligt erkendte han vigtigheden af rumrejser. Det er meget, meget vigtigt for unge mennesker i dag, for vi har en enorm kulturel krise. Der er undersøgelser overalt, der konkluderer, at unge mennesker har en koncentrationsevne som en græshoppe; de er gift med deres elektroniske apparater; og de er i stigende grad ude af stand til at indgå i socialt samspil og tænke på en verden og deres eget liv, der ikke er her og nu.

Lyndon LaRouche har holdt mange taler om, hvorfor det er så vigtigt at løfte øjnene og sindet mod stjernerne og begynde at tænke på rumvidenskab og rumrejser. Det indlysende faktum, som alle, der begynder at undersøge det, er klar over, er, at vores planet, Jorden, ikke vil være beboelig for evigt, men at vores planet på grund af visse processer i galaksen og Mælkevejens cyklus engang om cirka 2 milliarder år ikke vil være så beboelig længere. Vi er nødt til at tænke på at udbrede os i universet i almindelighed.

Det bringer alle de rigtige udfordringer med sig. Og så sent som i går landede japanerne et objekt på månen – det fungerer måske ikke perfekt, men de er nu den femte nation, der har gjort det. Det er meget tydeligt, at vores nuværende fase af rumforskning er i begynderstadiet. Og hvis man tænker på to, tre, fire generationer frem i tiden, så vil tanken om, at når vi først har mestret forskellige brændstoffer til rumfart, som for eksempel fusion, så vil rejsetiden til Mars og andre planeter blive meget kortere, og derfor vil det blive meget mere realistisk, at vi udforsker det nære rum. I det øjeblik vi forlader Jorden, forlader vi Jordens gravitationszone, og derfor træder vi ind i et relativistisk rum og en relativistisk tid. Det ændrer fuldstændigt den type fysiske love, vi skal forholde os til, og som Einstein gjorde det muligt for os overhovedet at tænke på. Og selv før det havde Ibn Sina lignende ideer, men det er en anden diskussion.

Hvis man tænker på, at vi med vores liv ikke kun skal løse problemerne med den nuværende omstilling af en gammel orden, som stadig er kolonial, til et nyt paradigme, hvor den ene menneskehed vil være den første overvejelse. Især når vi tænker på rumfart, vil begrebet én menneskehed blive meget mere indlysende. Vi skal ikke tænke på, hvem der kontrollerer månen, eller andre fjollede overskrifter, man kan læse i disse dage, eller hvem der vil gøre rummet til genstand for våben for bedre at kunne føre krig mod Jorden fra rummet. Nej, det handler om selve identiteten af, hvem vi er i universet. Hvis man f.eks. ser på, hvad Hubble-teleskopet eller nu James Webb-teleskopet har fundet, er der mindst 2 billioner galakser. Det er for mig en af de mest overvældende ideer: Når man kigger op på stjernerne, tænker man, at der er så mange stjerner. Men det er kun toppen af isbjerget. To billioner galakser – vi er kun i begyndelsen af udforskningen af, hvad universet handler om, hvordan det fungerer, og hvordan vi kan opretholde den menneskelige arts eksistens på en udødelig måde.

Det er klart, at vi alle er dødelige. Vi bliver født, og vi dør. Og det korte tidsrum mellem disse to begivenheder bliver spildt af de fleste mennesker, for før de overhovedet får tanken om, at de kunne bidrage med noget varigt med deres liv, er de blevet gamle og senile og har forpasset muligheden for at gøre det. Men virkeligheden er, at når man først forstår, at vores identitet som mennesker ikke er begrænset til vores biologiske eksistens, men at hvis vi virkelig udvikler vores kreative potentiale og bidrager med noget viden til den eksisterende viden om menneskeheden som helhed, og på den måde øger menneskehedens evne til en varig eksistens, så vil dette eksistere, selv efter at vi er gået bort. Og på denne måde, ligesom vi skaber udødelige ideer inden for videnskab og kunst, bidrager vi til den menneskelige arts udødelighed som helhed, men deltager også i denne udødelighed, når vi skaber sådanne værdifulde ideer.

Jeg har et absolut optimistisk syn på menneskehedens fremtid, for jeg tror, at når først vi skaber en verden, hvor geopolitisk konfrontation overvindes af ideen om, at vi har nye relationer mellem nationer, hvor vi respekterer hinanden og bringer de bedste traditioner frem; at vi har en dialog mellem civilisationer og kulturer, hvor hver nation og hver civilisation virkeliggører det bedste, den nogensinde har produceret i form af kultur, poesi, videnskab; alle de smukke ting, som folk har produceret i tidligere generationer, og vi går i dialog med andre nationer og bringer det bedste frem, de nogensinde har produceret, så vil vi virkelig vokse op. Jeg tror, at den nuværende situation i verden, som jeg altid sammenligner med fireårige drenge – jeg har en skræk for disse fireårige drenge, fordi de har en tendens til at sparke hinanden – og vi som nationer bør ikke opføre os som fireårige drenge. Men hvis vi udvikler vores kreativitet på den måde, jeg prøvede at beskrive tidligere, i forhold til det kreative potentiale hos den anden person, den anden nation, og omvendt, så vil vi træde ind i den menneskelige voksenalder. Der er absolut ingen grænser for, hvad vi kan udrette som den eneste kreative art, der er kendt i universet indtil videre.

Jeg tror, at vi er ved at være der. Det er derfor, jeg siger, at dette er det mest spændende øjeblik i historien, for mens truslen om total udslettelse i en atomkrig aldrig har været så stor, som den er nu, på samme tid, hvis vi kan overvinde denne nuværende vanskelighed – for i historiens lange bue er det ikke mere end en vanskelighed – og faktisk virkelig indse, hvem vi er som en kreativ art, tror jeg, at vi går ind i en periode, en ny renæssance, der vil være meget mere human og meget smukkere end noget, vi har oplevet før. Og jeg vil gerne invitere jer til at være en del af det og se jer selv som en skaber af det, ikke bare sidde der og se det udfolde sig, men at blive en aktiv del af at gøre vores verden mere menneskelig, mere beboelig og smukkere. Tak skal I have.

Afsluttende bemærkninger

Jeg synes, vi skal finde en måde at holde kontakten med alle de mennesker, der har deltaget i denne dialog, og forhåbentlig mange flere, der vil deltage i fremtiden. Måske kan vi overveje en WhatsApp-gruppe eller en anden gruppe, så alle kan kommunikere med hinanden, så vi kan holde kontakten.

Så vil jeg gerne spørge deltagerne, om det er okay med jer, at jeg føler, at vi er nødt til at gøre noget for at støtte den sydafrikanske regering. Jeg vil gerne foreslå, hvis vi kan blive enige, at vi sender et budskab om støtte til den sydafrikanske regering – ikke for at gøre noget konkret, men bare som en erklæring fra de unge, der er repræsenteret i dette panel, om at vi støtter dem, og at vi ønsker at fortsætte med at opmuntre deres kamp.

Og jeg vil foreslå alle deltagerne, hvis I har sociale netværk eller venner eller grupper, at dele den sydafrikanske regerings argumenter ved domstolen i Haag. For jeg har ikke set en mere kortfattet og absolut lufttæt præsentation af sagen, der opsummerer alt det, jeg selv har set i de sidste tre måneder. Jeg tror, det er vigtigt, især i lyset af kontrollen med medierne, at hvis hele verden ved, hvad der blev sagt der, tror jeg, det vil have en meget stor indflydelse.

Så jeg vil gerne foreslå disse tre konkrete handlinger og takke jer for jeres deltagelse. Lad os forsøge at opbygge denne proces, for jeg tror virkelig, at kun hvis “verdens borgere forener sig”, har vi mulighed for at skabe en verden, som den burde være. Jeg ved, at BRIKS forsøger at gøre det, men jeg tror, at det virkelige problem vil være at få en form for samarbejde mellem velmenende mennesker i Nord, i Europa, i USA og menneskerne i det Globale Syd, og det er en bro, som kun vi kan bygge. Jeg er helt sikker på, at uden dette er faren for, at det ikke bliver løst fredeligt, fortsat meget, meget stor. Så jeg mener, at vores indsats, og jeres indsats for at slutte jer til os, er af verdenshistorisk betydning.

Download (PDF, Unknown)

Lørdag den 9. december 2023

TÉLLEZ CASTELLÓN: [via oversætter] Udmærket. Tak, Dennis. Nu giver vi ordet til vores hovedtaler, fru Helga Zepp-LaRouche. Hun vil indlede vores konference med emnet “Den nye internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur”. Velkommen, Helga, hilsner.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Mange tak. En hilsen til jer alle sammen. Vi var alle vidner til det forfærdelige resultat af mødet i FN’s Sikkerhedsråd i går, hvor en enkelt nation stemte nej til resolutionen, så det utrolige blodbad, der finder sted i Gaza, fortsætter. Lad mig hurtigt komme ind på udviklingen i dette. Da generalsekretær António Guterres skrev dette brev til formanden for FN’s Sikkerhedsråd, hvor han henviste til artikel 99 i FN-pagten og påpegede faren for en yderligere forværring af de eksisterende trusler mod opretholdelsen af international fred og sikkerhed, var det et påtrængende spørgsmål, men også et desperat forsøg på at appellere til FN’s Sikkerhedsråd om at gribe ind for at stoppe den etniske udrensning af Gaza, som nu finder sted for øjnene af hele verden, og som er på tv-skærmene hver eneste dag.

Angrebet den 7. oktober, hvor 1.200 mennesker blev dræbt, skal helt klart fordømmes. Men IDF’s fuldstændig uforholdsmæssige angreb siden da har dræbt mere end 16.000 palæstinensere, hvoraf 70% var kvinder, børn og ældre, og et ukendt antal er begravet under murbrokkerne fra ca. 60% af alle huse i Gaza, som er blevet ødelagt eller beskadiget. Der er ingen mad, vand, medicin, elektricitet eller husly. 2,3 millioner mennesker er blevet fordrevet fra nord til syd, hvorefter de bliver bombet, uanset hvor de flygter hen. Der er ikke noget sikkert sted i Gaza, og nu bliver et meget stort antal mennesker “koncentreret” i et lillebitte område nær grænsen til Egypten.

Der må omgående komme en våbenhvile, og der må indkaldes til en omfattende konference for Sydvestasien, som Kina har foreslået, for at gennemføre en to-statsløsning baseret på en generel økonomisk udviklingsplan, som Oase-planen, der blev foreslået af min afdøde mand, Lyndon LaRouche, allerede i 1975. Hvis dette ikke sker øjeblikkeligt, på trods af denne skammelige afstemning i FN’s Sikkerhedsråd, kan det meget vel være, at den forestående apokalypse i Gaza er dråben, der får bægeret til at flyde over. Det er ikke kun en forfærdelig oplevelse for alle muslimer rundt om i verden, men for hele det Globale Syds nationer at erfare, hvor meget værdi der tillægges en palæstinensers liv i den nuværende verdensorden.

FN’s Sikkerhedsråds manglende evne til at gøre noget for at stoppe dette barbari på grund af vetoet fra mindst ét permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd – USA – understreger, at det haster med at genoverveje grundlaget for den nuværende verdensorden. Ifølge Stockholm Peace Institute er der i øjeblikket, i 2023, 55 væbnede konflikter i gang i verden. To af dem – krigen i Ukraine og krigen i Gaza – har potentiale til at eskalere til en regional eller endog en global krig, som kan involvere brugen af atomvåben. Det kan føre til udslettelsen af den menneskelige art og enden på alt liv på jorden.

Det er derfor mere end presserende at definere en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager fat på de grundlæggende årsager til den nuværende krise, og som tager hensyn til sikkerhedsinteresserne i hvert enkelt land på planeten. Et relevant fortilfælde kan være Den Westfalske Fred, som afsluttede 150 års religionskrig i Europa. På det tidspunkt blev de stridende parter enige om at forhandle om en afslutning på krigen og den efterfølgende fredsorden, da de indså, at hvis krigen fortsatte, ville der snart ikke være nogen tilbage til at nyde sejren, da de alle ville være døde. Det kunne være en stærk motivation for os i dag til at skabe et nyt fundament for sameksistens på jorden og en erkendelse af, at krig må udelukkes som konfliktløsning i atomvåbnenes tidsalder.

I dagens verden af misinformation, fake news og propaganda er det imidlertid vigtigt, at vi sikrer os, at der fra begyndelsen er en klar forståelse af betydningen af de anvendte begreber. For mangel på klarhed i de anvendte begreber kan ødelægge bestræbelserne på at etablere en ny fungerende orden. Konfucius insisterede på dette ved at sige, at det første skridt må være at bringe orden i begreberne, hvis man ønsker at løse et problem.

Et godt eksempel på dette krav illustreres af det ofte gentagne mantra om behovet for at udvide den “regelbaserede orden” til resten af verden; eller at der var en formodet konfrontation mellem den gode regelbaserede orden og de onde autokratier; med henvisning til den tilsyneladende kontrovers mellem Vesten og det nu meget store flertal af resten af verden. Bortset fra, at det ingen steder står skrevet, hvad disse regler er, og på hvis autoritet de blev skrevet, har de en tendens til at være lige så solide som glat gelé. Når det er belejligt at udråbe dem som beskyttere af menneskerettighederne, finder man variationer af dem overalt. Men da NATO for eksempel forlod Afghanistan efter 20 års krig, i hvad der dengang blev kaldt den værste humanitære krise på planeten, havde de vestlige banker ingen skrupler med at stjæle afghanske aktiver til en værdi af 9 milliarder dollars, hvilket forværrede situationen for en befolkning, som var 97% fødevareusikre, og som er ved at sulte. For at dække over, hvad der foregår i Gaza lige nu, uddeler de toneangivende medier manualer til deres journalister om, hvordan de skal rapportere enhver rædsel som værende forårsaget af Hamas osv.

De ti principper, jeg har foreslået som diskussionsgrundlag for en sådan ny sikkerhedsarkitektur, forsøger derfor at være af en sådan art, at disse principper er forståelige, gennemsigtige og ikke kan fordrejes til deres modsætning af nutidens farisæere. Som det første princip definerede jeg partnerskabet mellem fuldstændigt suveræne nationalstater baseret på de fem principper for fredelig sameksistens og FN-pagten, fordi det vedrører det absolutte behov for selvbestemmelse og deltagelse i regeringen for den enkelte, hvilket er udelukket i alle former for overnationale institutioner. Betydningen af den suveræne nationalstat står ofte ikke klart for folk, fordi de forveksler den med chauvinistiske former for nationalisme, som ofte beskyldes for at være årsagen til krige. Men den suveræne nationalstat opstod tværtimod i en meget lang og vanskelig proces ud af imperiernes enetilværelse og deres oligarkiske styreform, hvor kun en lille magtelite havde alle privilegier, mens hovedparten af befolkningen var på niveau med slaver eller håndlangere, som blev holdt så tilbagestående som muligt, så de lettere kunne kontrolleres.

I Europa, efter mange århundreder med sådanne imperier, var selv fremkomsten af nationale monarkier et skridt opad mod gennembruddet for ideen om en nationalstat, der for første gang var helliget folkets fælles bedste. Det skete i det 15. århundrede med Ludvig XI’s Frankrig, hvis 20-årige regeringstid fordoblede befolkningens levestandard, og skrifterne af Nikolaus af Cusa, som for første gang definerede begrebet det repræsentative system mellem regeringen og de regerede. Fuldkommen national suverænitet skal i dag opretholdes mod indblanding i alle staters indre anliggender og retten til at definere sit eget sociale system og sin egen udviklingsvej baseret på sin egen kultur og tradition. Den eneste grænse for denne suverænitet er, at den aldrig kan være i modstrid med menneskehedens interesser som helhed, hvilket er tilfældet for patrioten, som samtidig er verdensborger, som Friedrich Schiller definerede det.

Det andet princip, behovet for at afskaffe fattigdom for alle mennesker på planeten, er baseret på det faktum, at det let kan lade sig gøre, hvis man bruger de eksisterende teknologier. Det er også nødvendigt, fordi fattigdom er en af de værste krænkelser af menneskerettighederne. En person, der skal bekymre sig om måltider, sundhedspleje, husly, uddannelse osv., vil ikke være i stand til at finde den nødvendige fritid til at udvikle alle sine kreative potentialer som menneske. Fattigdom er livsforkortende, og da det i høj grad er muligt at overvinde den, bør den ikke eksistere.

Vigtigheden af det tredje princip blev understreget af den nylige pandemi og forskellen på dødeligheden i de forskellige lande: Peru, for eksempel, havde 221.564 dødsfald; Kina, med en meget større befolkning, havde kun 121.877; USA havde 1.144.877. Kina har næsten 4,5 gange så mange indbyggere som USA.

Det fjerde princip, at gøre universel uddannelse tilgængelig for alle børn og voksne, er den absolutte nøgle til succesfuld og holdbar økonomisk vækst, da det er den kontinuerlige proces med opdagelse af nye principper inden for videnskab og kunstnerisk innovation, der er drivkraften bag økonomisk vækst. Men universel uddannelse er også den uerstattelige metode til at frigøre ens egen kreativitet og vokse fra ufuldkommenheder i sindet og sjælen ved at absorbere, hvad menneskeheden hidtil har opnået, og ved at bygge videre på denne arv med det ædle mål at tilføje noget vigtigt til gavn for fremtidige generationer.

Emnet for det femte princip vil efter al sandsynlighed tvinge sig selv på dagsordenen meget hurtigere, end det er den offentlige opfattelse. Det transatlantiske finanssystem oplevede allerede en systemisk krise i 2008, som blev dækket over med enorme mængder likviditet, den såkaldte kvantitative lempelse, der sprøjtede billioner og atter billioner ind i systemet, som nu sidder på 2 billiarder dollars i derivateksponering. USA bruger allerede næsten 20% af sit budget på gældsbetjening alene, og muligheden for at fordele underskud til hele verden ved blot at trykke penge med dollaren som verdens reservevaluta er tydeligvis snart slut.

Bevæbningen af dollaren ved at beslaglægge fremmede landes aktiver i amerikanske banker, indførelsen af ensidige sanktioner som et middel til regimeskifte, der især skader de fattige i de ramte lande, samt især erfaringerne fra interventionskrigene siden 9/11, der efterlod millioner af mennesker døde, disse og flere udviklinger har ført til et gigantisk tilbageslag. Nu er en proces med af-dollarisering i gang: Lande handler mere og mere i deres nationale valutaer. Der foregår dybtgående diskussioner mellem forskellige lande om at skabe en ny international reservevaluta, der ikke er baseret på pengeværdier, men på råstoffer og de involverede landes produktivitet. Det er en udvikling, som Lyndon LaRouche har forudsagt siden 1971 og begrebsliggjort i form af løsninger som hans forslag om en International Udviklingsbank i 1975. Det var ideen om at erstatte IMF, hvis funktion var og er at undertrykke udviklingen af den såkaldte udviklingssektor, med en kreditinstitution tilegnet den økonomiske udvikling af det Globale Syd.

Hele Lyndon LaRouches livsværk, det sjette princip, var helliget den konkrete realisering af en ny økonomisk verdensorden med Oase-planen fra 1975 for en grønnere ørken i Sydvestasien; Afrikas udviklingsplan, der først blev foreslået i 1976; Operation Juárez, som han formulerede i samarbejde med den mexicanske præsident López Portillo, for integration af infrastrukturen i hele Latinamerika i 1982; en 40-årig udviklingsplan for Indien i diskussion med Indira Gandhi; den 50-årige udviklingsplan for Stillehavsbækkenet. Og så i 1991 den Eurasiske Landbro, som blev udvidet til Verdenslandbroen i 2014. Disse programmer er for en stor dels vedkommende ved at blive realiseret på grund af Bælte- og Vej-Initiativet i dag.

Det syvende princip om en ny sikkerhedsarkitektur behandler spørgsmålet om en ny sikkerhedsarkitektur som sådan, som skal starte med ideen om udelelig sikkerhed. Det betyder, at mens alle nationers sikkerhedsinteresser må tages i betragtning, har ingen nation ret til at insistere på sine egne sikkerhedsinteresser, hvis det krænker en anden nations. Geopolitik skal afsluttes en gang for alle, da det har været kilden til to verdenskrige i det 20. århundrede og utallige krige i tiden derefter. Intet land eller gruppe af lande har ret til at insistere på sin ret over for et andet land eller gruppe af lande. Vejen til at overvinde denne tilsyneladende modsigelse er gennem fælles udvikling for alle. Hvis alle lande på planeten kan deltage i en retfærdig international orden, hvor en international arbejdsdeling er rettet mod at overvinde ulemper i et forløb med forbedring af forholdene for alle – med andre ord, hvis hver nation kan have sikkerhed for, at den på et tidspunkt i fremtiden kan realisere den fulde udvikling af sit eget potentiale som land og af sin befolkning, så kan en harmonisk udvikling af alle garanteres. Atomvåben skal forbydes og gøres teknologisk forældede gennem internationalt samarbejde om forskning og udvikling af nye fysiske principper. De militærindustrielle komplekser er selv drivkraften bag stadig flere krige, da deres profit afhænger af en kontinuerlig række af krige. Militærindustriens industrielle kapacitet må omstilles og bidrage til den produktive fysiske kapacitet, der er nødvendig for alle menneskers fælles bedste. Omdannelsen af det, der nu er et enormt spild af kapacitet, til produktion af midler til ernæring, sundhedspleje, uddannelse osv., vil være så fordelagtigt for folket, at de vil betragte det som deres egeninteresse, at der aldrig vil ske en tilbagevenden til produktionen til krigsmaskinen.

På dette tidspunkt kan man høre et kor rejse sig i baggrunden og protestere mod, at dette er et for optimistisk syn; at mennesket er motiveret af “interesse” og ikke af en hengivenhed til det fælles bedste. Og at en sådan vision derfor er utopisk og ikke vil gå i opfyldelse. Det er grunden til, at det tiende princip hører med til denne pakke. Jeg oplæser nu det tiende princip:

“Den grundlæggende antagelse for det nye paradigme er, at mennesket er fundamentalt godt og i stand til uendeligt at perfektionere sit sinds kreativitet og sin sjæls skønhed, og at det er den mest avancerede geologiske kraft i universet, hvilket beviser, at sindets og det fysiske univers’ lovmæssighed er i overensstemmelse og samhørighed, og at alt ondt er resultatet af manglende udvikling og derfor kan overvindes.”

Hvis man undersøger, hvilke kræfter der er enige i denne definition af menneskets natur, kan man se, at de tre mosaiske religioner er enige – det vil sige kristendom, islam og jødedom – derefter hinduisme og buddhisme, som tilsammen tegner sig for omkring 77% af verdens befolkning. Så kan man også tælle kommunisterne og nogle andre lande med, som også arbejder på at forbedre både den materielle og den kulturelle livskvalitet for deres befolkninger. Så det er helt klart det overvældende flertal af den menneskelige art, der har dette positive billede af mennesket.

På den anden side kan man se, at det kun er oligarkiske styreformer, der insisterer på, at menneskets grundlæggende karakter er beskrevet som i den britiske oplysningstid af Hobbes, Hume, Locke eller den hollandske Bernard Mandeville, der hævder, at mennesket er ondt af natur og derfor skal undertrykkes af en almægtig Leviathan – det er Hobbes’ idé – en verdenspolitimand i en unipolær verden. Det var helt klart den underliggende antagelse i Francis Fukuyamas fejlagtige forudsigelse af historiens afslutning efter Sovjetunionens opløsning i 1991. Det er også det aksiom, som ideen om et globalt NATO hviler på.

Men som allerede antydet, har disse påstande allerede haft et enormt tilbageslag, fordi de i virkeligheden ikke svarer til menneskets sande natur. De har ført til fremkomsten af det globale flertal af nationer, som i øjeblikket er i færd med at opbygge et nyt økonomisk og politisk verdenssystem, som svarer til den opfattelse, der kommer til udtryk i det tiende princip.

Den naturlige udvikling af biosfæren til noosfæren, som ifølge Vladimir Vernadsky er indbygget i lovmæssigheden i vores fysiske univers – eller Guds skaberværk, hvis man vil udtrykke det i religiøse termer – vil i stigende grad øge potentialet for godhed. Det er op til os at gennemføre denne nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur nu og ikke lade et levn fra et tidligere udviklingstrin, en form for huleboer, gribe ind fra stenalderen og ødelægge hele menneskeheden med en termonuklear håndøkse. Tak skal I have.

Ikke korrekturlæst

10. november 2023 (EIRNS)-Schiller Instituttets grundlægger og formand, Helga Zepp-LaRouche, holdt følgende tale ved åbningen af mødet i Den Internationale Fredskoalition fredag den 10. november 2023. Hun blev introduceret af Anastasia Battle:

ANASTASIA BATTLE: Velkommen, alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er den 23. uge af vores møder. Vi sætter pris på, at alle er med i dag. Vi har folk med fra hele verden, og vi bringer folk sammen med mange forskellige ideologier, fra mange forskellige nationer, sprog og kulturer. Husk venligst at være respektfulde. Vi vil have et udvalg af folk, der vil give præsentationer, forslag, ideer, rapporter. Vi vil meget gerne opmuntre nye mennesker til at deltage i den åbne diskussionsperiode, som kommer efter de indledende oplæg.

Med det vil jeg gerne bede en af initiativtagerne til Den Internationale Fredskoalition, Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, om at give et generelt overblik og sine tanker for i dag.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag. Det er meget svært, men situationen i Gaza eskalerer lige nu til et næsten ubærligt omfang. De seneste nyheder fra det kinesiske CGTN TV er, at IDF bomber flere hospitaler i den nordlige del af Gaza, og vigtigst af alt, al-Shifa Hospital, fordi de siger, at der nedenunder skulle være et hovedkvarter for Hamas. De rapporterer også, at der er mere end 60.000 mennesker på hospitalet, som leder efter ly. Så du kan forestille dig, hvad der foregår der.

Den iranske udenrigsminister kommenterede dette og sagde, at omfanget af de lidelser, som civilbefolkningen i Gaza udsættes for, næsten uundgåeligt betyder en total optrapning af konflikten. Det sagde han til sin modpart i Qatar, udenrigsministeren i Qatar. Der er tydeligvis en fare for, at denne konflikt kan eksplodere når som helst. Der er den militære side af det. Vi har allerede diskuteret i de foregående uger, at der er to amerikanske hangarskibe, og der er – som noget usædvanligt – en atomdrevet ubåd af Ohio-klassen, sandsynligvis USS Florida, som også sejler rundt i regionen. Det er klart, at al denne udstationering kun giver mening i forhold til en udvidelse af konflikten med Iran. Vi har sagt mange gange, at hvis det kommer så vidt, så er alt åbent for, hvad der kan ske: Det kan i værste fald føre til en global atomkrig.

Nu er der selvfølgelig den menneskelige side af sagen, som jeg tror, på mange måder påvirker alle mennesker på planeten. Jeg tror, at Antonio Guterres, FN’s generalsekretær, sagde, at det faktum, at israelerne ikke skelner mellem Hamas og børn, betyder, at hele vores menneskelighed er på spil. Han siger, at i alle de rapporter, der kommer fra konfliktområder, er antallet af dræbte børn normalt flere hundrede. Men i dette tilfælde er det allerede tusinder og atter tusinder af børn, der dør i Gaza i løbet af en ekstremt kort periode.

Jeg tror, at vi er nødt til at gøre en virkelig stor, stor indsats. Nogle steder er det næsten forbudt at mobilisere for en våbenhvile! Tyskland, Storbritannien, Sverige – disse lande forsøger at lukke munden på alle, der kræver en våbenhvile. Men jeg mener, at situationen er sådan, at vi absolut må optrappe de internationale fredsbestræbelser. Jeg kunne desværre ikke finde ud af mere om det kinesiske forslag om en øjeblikkelig fredskonference for Sydvestasien. Kineserne har fremsat et sådant forslag; der er et vist håb om, at mødet i næste uge mellem præsident Biden og præsident Xi Jinping, som skal finde sted i San Francisco i forbindelse med APEC-mødet, måske kan munde ud i en aftale – men det er en uge ude i fremtiden.

Så jeg tror, at det, vi skal gøre, er at forsøge at vække befolkningens samvittighed, at så mange kræfter som muligt forsøger at stoppe dette. Det har allerede konsekvenser i meget lang tid. Der er rapporter fra CNN om telegrammer, som de fik i hænderne fra amerikanske diplomater i regionen, som skrev til udenrigsministeriet, at hele denne udvikling allerede betyder, at USA har tabt den arabiske verden for mindst en generation. Men det er ikke kun USA. Jeg tror, det er alle de lande, der ser igennem fingre med det og forholder sig tavse uden at gribe ind, der vil lide samme skæbne. Desværre sidder de for det meste i det såkaldte Globale Nord.

Der er mange initiativer. Paven talte med den iranske præsident Raisi, og der er mange andre diplomatiske aktiviteter. Men det er tydeligvis ikke nok til at stoppe denne utrolige situation, der foregår i Gaza. Så jeg appellerer til jer alle: Prøv at få flere med. Vi er nødt til at blive det absolutte, synlige flertal, hvis det her skal stoppe. De forslag, vi har lagt på bordet – en øjeblikkelig våbenhvile, en øjeblikkelig fredskonference i Mellemøsten, som foreslået af Kina og Rusland; og så skal der være en øjeblikkelig økonomisk udviklingsplan – Oasis-planen, som min afdøde mand foreslog allerede i 1975, skal lægges på bordet i forbindelse med udvidelsen af Bælte & Vej Initiativet til Sydvestasien, så hvert enkelt land får en økonomisk fordel af at arbejde sammen og etablere en varig fred.

Lad mig nu nævne en sidste ting. I dag er det Friedrich Schillers 264-års fødselsdag. Han er den tyske digter, som Schiller Instituttet er opkaldt efter. Vi fejrer hans fødselsdag hvert år siden oprettelsen af Schiller Instituttet, og også i dag. I mange byer rundt om i verden fejrer vi hans fødselsdag ved at fremføre poesi, ved at spille stor klassisk musik, ved at fremkalde det billede af mennesket, som Schiller står for, på den smukkeste og mest kraftfulde måde. Og jeg synes, det er meget vigtigt, for når menneskeheden konfronteres med en så utrolig krise i vores egen menneskelighed, hvor vi er ved at miste den, hvis vi ikke handler for at stoppe denne rædsel, så er det vigtigt, at vi minder os selv om de mest ædle ideer, som menneskeheden har frembragt i fortiden.

Jeg tror, at det vigtigste lige nu er, at mange mennesker – enkeltpersoner og forhåbentlig valgte embedsmænd, men også almindelige mennesker – tænker og handler på et ophøjet niveau. Vi kan ikke vælge side, hvor følelserne styrer os. Vi er nødt til absolut at arbejde på en sådan måde, at vi skaber en fred, der kommer fra anerkendelsen af menneskeligheden i alle mennesker, der er involveret i konflikten og i verden, og at handle beslutsomt.

Schiller har givet verden så mange smukke ideer om, hvordan man forvandler folk fra almindelige borgere, der ikke tænker over, hvad der sker med menneskehedens skæbne, ved at bruge klassisk kunst, ved at bruge det klassiske drama, til at ophøje folk, til at sætte sig i heltenes sted på scenen i det klassiske drama, til at tænke, at det er dem, der er ansvarlige for de kommende generationers skæbne. Jeg synes, der er for mange mennesker, der er ligeglade og siger: “Jeg kan alligevel ikke gøre noget.” Og at tænke med Schiller, billedet af mennesket, at det er opgaven i vores eksistens – som han siger – at blive “en smuk sjæl”. En smuk sjæl er en person, der gør det nødvendige af fri vilje, for hvem pligt og nødvendighed, lidenskab og pligt er det samme. I brevene om Kallias skriver han, at dette er tilfældet for den barmhjertige samaritaner, som, når han ser nogen i nød, i dette tilfælde manden i vejkanten uden husly, uden tøj, giver ham sit tøj, og han bringer ham i sikkerhed i den næste by; som overhovedet ikke tænker på sig selv, men kun tænker på, hvad denne person har brug for i dette øjeblik: Og jeg tror, vi alle har brug for at have hjerter og sind som barmhjertige samaritanere i denne stund.

Det er, hvad jeg vil sige for øjeblikket.

Den 6. november 2023 (EIRNS)-TV BRICS udsendte et 13 minutter langt uddrag af et videointerview med Helga Zepp-LaRouche på engelsk den 3. november og på russisk den 6. november. Interviewet, som hun gav dem for to uger siden, handler om BRIKS-Plus og Bælte- og Vej-Initiativets rolle som institutioner for fred og udvikling. TV BRICS har et potentielt publikum på 3,5 milliarder mennesker! 

Her er linket: https://tvbrics.com/en/shows/helga-zepp-larouche-founder-and-head-of-the-schiller-institute-the-countries-joining-the-brics-will-/

TV BRICS er den officielle medieinstitution, der blev etableret af BRIKS-landene i 2017, et “internationalt netværk af partnermedier i BRIKS-landene.” Deres beslutning om at interviewe fru Zepp-LaRouche, som de identificerer som grundlægger og leder af Schiller Instituttet, og enke efter den amerikanske statsmand og økonom Lyndon LaRouche, er en vigtig international faktor i at bringe hendes ideer i omløb blandt BRICS+-landene og derudover.

Deres hjemmeside fremhæver de spørgsmål, de stillede fru Zepp-LaRouche: “Hvad er BRIKS’ rolle i opretholdelsen af fred og stabilitet? Hvilken indflydelse kan de nye medlemmer have på alliancens økonomiske og politiske potentiale? Hvad er udsigterne for samarbejde mellem forskellige lande inden for rammerne af initiativet One Belt, One Road?”

For et par uger siden havde TV BRICS, som er baseret i Moskva, desuden en artikel om Schiller Instituttets videokonference den 9. september med citater fra tre talere.

Her er udskriften:

(Introduktionen er ledsaget af billeder af Helga Zepp-LaRouches aktiviteter rundt om i verden).

ANNA LISINA: Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og leder af det internationale Schiller Institut, en tænketank, som er registreret i otte lande og har venner i omkring 40 lande. Instituttet er opkaldt efter Friedrich Schiller, den store tyske digter og dramatiker fra det 18. århundrede.

Helga Zepp-LaRouche er enke efter den amerikanske statsmand og økonom Lyndon LaRouche. Hun studerede statskundskab, historie og filosofi på Berlins Frie Universitet og var dybt involveret i sin mands aktiviteter. Lederen af Schiller Instituttet er tilhænger af Bælte- og Vej-Initiativet.

God eftermiddag, fru Zepp-LaRouche, og mange tak for dette interview. Hvad er BRIKS’ betydning for at støtte fred og stabilitet?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest, goddag; tak fordi jeg kunne deltage i dette interview. Hvis man tager stemmerne fra BRIKS med, og især de nye medlemmer af BRIKS og de fremtidige BRIKS-medlemmer, så har man langt størstedelen af menneskeheden. Og hvis de kan få deres stemmer hørt, tror jeg, at det vil tippe balancen og være en kraft for fred.

Efter min mening ville en sådan fredskonference for Mellemøsten blot være det første skridt i en mere generel, global ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som der er et presserende behov for. Uden BRIKS er det helt utænkeligt, at dette nogensinde ville komme på bordet. Så det er ekstremt vigtigt.

Et andet aspekt er den finansielle side. For nylig i Shanghai introducerede Brasiliens præsident Lula den forhenværende præsident, Dilma Rousseff, som ny præsident for Den Nye Udviklingsbank. Han sagde på det tidspunkt, at denne nye udviklingsbank for BRIKS har chancen for at blive den store bank for det Globale Syd. BRIKS’ rolle kunne derefter påvirke FN med udgangspunkt i at fremme FN’s charter. Jeg tror, vi ville se begyndelsen på et helt andet system af internationale relationer, som ville være et håb for fred som en varig tilstand for menneskeheden.

LISINA: Og hvad er de vigtigste initiativer og programmer, som BRIKS er ved at udvikle inden for uddannelse og videnskab?

ZEPP-LAROUCHE: Der er en meget spændende udvikling i gang med BRICS Network University. Det er et initiativ, der har til formål at fremme samarbejdet mellem universiteterne i de forskellige BRIKS-lande. Det vil gøre det muligt at udveksle studerende og undervisere; det vil give mulighed for fælles forskningsprojekter og deling af ressourcer og ekspertise. Der er også BRICS Science Technology and Innovation, STI, som danner rammen om programmer for samarbejde inden for forskning og innovation blandt medlemslandene. Det vil gøre forskningsprojekter lettere, muliggøre teknologioverførsel og kapacitetsopbygning inden for områder af gensidig interesse. Det er fantastisk, for det betyder dybest set, at i stedet for at hvert land kæmper for at gøre den ene opdagelse efter den anden og gå op i kæden fra den laveste til den højeste, vil det give mulighed for at springe over, hvor gærdet er lavest. Når nye medlemmer af det Globale Syd slutter sig til BRIKS, kan de drage fordel af de gennembrud, der er sket i BRIKS-landene, som allerede har en længere udviklingshistorie. Alt i alt synes jeg, det er en fremragende idé.

Så er der BRICS Young Scientists’ Forum, som kan bringe unge forskere fra alle medlemslandene sammen for at udveksle ideer. De kan samarbejde om forskningsprojekter, og på den måde kan de arbejde sammen om at løse de globale udfordringer gennem megen videnskab og teknologi, i form af en masse videnskabelig innovation.

Endvidere er der ideen om at afholde innovationskonkurrencer. Det er en glimrende idé, fordi den opmuntrer til iværksætteri og teknologisk innovation. Disse konkurrencer udgør en platform for nystartede virksomheder og innovatører. De kan vise deres ideer og modtage støtte til videreudvikling. BRICS Virtual Digital Library er en online platform, der giver adgang til uddannelsesressourcer, forskningsartikler og akademiske tidsskrifter fra medlemslandene. Så der vil være en masse vidensdeling, og alle vil få gavn af det.

Så er der BRIKS Center for Water Resource Cooperation, som fokuserer på at håndtere vandrelaterede udfordringer. Man kan have kapacitetsopbygning på dette område, og det vil sigte mod at fremme bæredygtig vandforvaltning og samarbejde blandt medlemmerne.

Derefter vil medlemslandene holde regelmæssige møder på øverste ministerielle niveau. De skal diskutere og koordinere politikker relateret til videnskab, teknologi og innovation. På den måde har man et fælles samarbejde og kan sætte prioriteter for det fremtidige samarbejde.

Det er en fremragende måde at styrke samarbejdet inden for uddannelse og videnskab på, og det vil give mulighed for meget mere innovation. Hele økonomien vil være baseret på innovation, og det er trods alt kilden til produktivitet i enhver økonomi.

LISINA: Hvilken indflydelse kan de nye medlemmers optagelse efter din mening få på BRIKS-alliancens økonomiske og politiske potentiale?

ZEPP-LAROUCHE: Bælte- og Vej-Initiativet har kun en varighed på ti år. Det er blevet en afgørende drivkraft for udvidelsen af den globale handel. Det er det vigtigste redskab til at overvinde geopolitik; det er åbent for alle lande, der ønsker at samarbejde. Så jeg mener, at det er et af de vigtigste aspekter, fordi geopolitik er hovedårsagen til, at vi har haft to verdenskrige, og det kan overvindes. Så optagelsen af nye lande kan udvide BRIKS-alliancens økonomiske potentiale enormt, fordi disse nye medlemmer bringer forskellige økonomier, ressourcer og markeder med sig, og de vil uden tvivl bidrage til alliancens overordnede vækst og udvikling. På topmødet i Johannesburg for nylig blev der tilføjet seks nye medlemmer – Etiopien, Argentina, Egypten, Saudi-Arabien, Emiraterne og Iran – som alle bliver medlemmer den 1. januar. De fire sidstnævnte er store olieproducerende lande; de har et enormt udviklingspotentiale for Sydvestasien. Men hvis en fredsplan, som vi diskuterede tidligere, bliver gennemført, har disse lande ressourcerne til at foretage en meget koordineret økonomisk opbygning i Sydvestasien. Yderligere 40 lande har udtrykt interesse for at være med, og det repræsenterer naturligvis langt størstedelen af verdens befolkning, og med flere lande tilsluttet, kan alliancen få en stærkere stemme i internationale fora som FN, G-20, og Verdenshandelsorganisationen. De kan sandsynligvis blive den vigtigste stemme i udformningen af globale politikker og dagsordener. Det Globale Syd, repræsenteret ved BRIKS+, er den vigtigste faktor, som kan tippe balancen og bringe fornuft ind i international politik.

Så jeg mener helt klart, at BRIKS i den forstand repræsenterer det største håb for menneskehedens fremtid. I sidste ende vil et nyt system for internationale relationer udgøre det normale i internationale relationer. Det vil betyde, at krige vil blive udelukket som en metode til konfliktløsning. Men jeg tror ikke, at det kun er økonomiske fordele og diplomatiske fordele, men jeg tænker, at modellen for BRIKS indtil videre er at forholde sig til hinanden på lige fod med respekt for suverænitet, ikke-indblanding i den andens indre anliggender, respekt for den andens sociale system. Det betyder, at vi står på randen af en ny æra for menneskeheden. Hvis BRIKS-landene forholder sig til hinandens bedste traditioner, så vil det bedste blive bragt frem i hvert land og hver civilisation for at berige de andre. Jeg tror, at det kan betyde, og efter al sandsynlighed vil betyde, en ny renæssance for menneskeheden, hvor vi vil træde ind i voksenalderen for den menneskelige art.

LISINA: Hvad er mulighederne for samarbejde for andre lande under One Belt, One Road-initiativet?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at både ledelsen i Rusland og Kina samt andre har udtalt, at det er åbent for alle lande, som er enige i de principper, jeg fremlagde før. Det betyder i teorien, at alle kan være med, og vi kan virkelig opnå én menneskehed, visionen om en fælles fremtid for én menneskehed. Jeg tror, det er det, der sker med det tredje Bælte & Vej Forum – jeg var så heldig at deltage i det første i 2017. Der var ånden fra den Nye Silkevej så absolut til stede, og alle de mennesker, jeg talte med på det forum, var optimistiske med hensyn til en helt anden fremtid for menneskeheden. I mellemtiden er der sket så meget, og lige nu tror jeg, at langt størstedelen af menneskeheden vil være repræsenteret på Bælte & Vej-topmødet. Jeg regner med, at 150 lande deltager; 200 enten på statsoverhoved- eller ministerniveau, og jeg er helt sikker på, at der vil komme et meget stærkt budskab om én menneskehed og en lys fremtid fra dette topmøde.

LISINA: Hvordan påvirker Silkevejsinitiativet den globale handel? Hvad tror du selv?

ZEPP-LAROUCHE: Det er allerede blevet den absolutte motor for ekspansion af handel. I de sidste ti år, siden den blev oprettet, har der været en samlet investering i handel på 19 billioner dollars. Det er virkelig en stor sum, men mange af disse projekter tager lang tid – for eksempel er investeringer i grundlæggende infrastruktur forudsætningen for, at industri, landbrug og handel kan blomstre. Og naturligvis er der mange projekter i Afrika, som giver håb om, at kontinentet kan overvinde fattigdom og underudvikling og blive fremtidens kontinent. I 2050 vil Afrika have 2,5 milliarder mennesker, og hvis de nyder godt af samarbejdet med BRIKS-landene, kan de få en utrolig smuk fremtid. De har en ung arbejdsstyrke, landene har alle en enorm rigdom af råmaterialer, og hvis de kan begynde at forarbejde disse materialer og selv bidrage til værdikæden i stedet for blot at eksportere råmaterialer, vil fremtiden for disse lande være utrolig lys.

LISINA: Tusind tak for interviewet. Det var en fornøjelse for mig at have en så interessant samtale.

ZEPP-LAROUCHE: Mange tak, fordi du inviterede mig. Forhåbentlig kan vi arbejde sammen i fremtiden.

https://tvbrics.com/en/shows/helga-zepp-larouche-founder-and-head-of-the-schiller-institute-the-countries-joining-the-brics-will-/

An html version is below the pdf.

Download (PDF, Unknown)

By Assist. Prof. Vihra Pavlova, PhD,  Institute of Philosophy and Sociology at Bulgarian Academy of Sciences, Department “Social Theories, Strategies and Prognoses.” (See more about the author at the end of the article.)

This article was written on the occasion of the 101th anniversary of Lyndon LaRouche’s birth (Sept. 10, 1922 – February 12, 2019).

Lyndon H. LaRouche, Jr., Physical Economy and the Schiller Institute Peace Conferences   

Bulgarian: ЛИНДЪН Х. ЛАРУШ, ФИЗИЧЕСКАТА ИКОНОМИКА И КОНФЕРЕНЦИИТЕ ЗА МИР НА ИНСТИТУТА ШИЛЕР 

Abstract: The global transformation currently taking place has already been foreseen with brilliant accuracy even before (for example, P. Kennedy, I. Wallerstein, J. Galtung, G. Arrighi) and immediately after the collapse of the bipolar system by philosophers, macrosociologists and economists, including the Russian academician S. Glazyev and the “prophet of our time,” as Glazyev called him, Lyndon H. LaRouche, Jr., to whom this text is dedicated, on the occasion of the 101st anniversary of this birthday  – September 8, 1922.   

The name Lyndon LaRouche is not known in Bulgaria, but this eminent American economist is one of the main opponents of the financial oligarchy, and a fighter against the speculative economy, for which he paid with his freedom.  

This article is purely informative, and does not aim to refute criticism of his personality and work. LaRouche’s model has been endorsed and adopted by most countries in Asia, thus becoming the engine of economic growth, and it also currently boldly challenges the postulates of the Washington Consensus and “rules-based order.”  

Keywords: Lyndon H. LaRouche, Jr., physical economy, stable geopolitical environment 

Abstract in Bulgarian (The English text resumes after that):
Резюме: Настоящата глобалната трансформация бе предвидена с брилятна точност още до (напр. П. Кенеди, И. Уолърстейн, Й. Галтунг, Дж. Ариги) и непосредствено след разпадането на двуполюсната система от философи, макросоциолози и икономисти, сред които руският академик С. Глазев и “пророкът на нашето време”, както Глазев го нарича, Линдън Х. Ларуш младши, на когото е посветена тази статия, по случай 101 годишнината от рождението му – 8 септември 1922 г.   

Името на Линдън Ларуш не е известно в България, но този крупен американски икономист е един от главните опоненти на финансовата олгархия и борец със спекулативната икономика, за което е платил със свободата си.  

Статията има чисто информативен характер и няма за цел да опровергава критиките към неговата личност и творчество. Моделът на Ларуш е приветстван и възприет от повечето страни в Азия, която се превърна в двигател на икономическия растеж и днес смело оспорва постулатите на Вашингтонския консенсус и “редът, основан на правила”.   

Ключови думи: Линдън Х. Ларуш младши, физическа икономика, стабилна геополитическа среда 

Introduction 

In the early 1950s, L. LaRouche rejected the information theory as being inadequate for describing economic processes, and developed his own scientific method of physical economy, which was based on the methods of Gottfried Wilhelm Leibniz, Friedrich List, Henry C. Carey and Bernhard Riemann, among others. In the 1960s, he warned of the potentially catastrophic effects of drugs and the sexual revolution on the cognitive potential and, thus, on the long-term productivity of the population. However, his most significant forecast is his assessment of the collapse of the Bretton Woods System through the introduction of flexible exchange rates, and the decoupling of the dollar from the gold standard on August 15, 1971. He warned at that time that if the course change to a purely monetarist financial system aimed at profit maximization were maintained, the world would, inevitably, find itself in a new depression, a new fascism, and the danger of a new world war, unless a completely new and just world economic order were established. Economic justice in LaRouche’s view is based on physical economics. 
 

Lyndon H. LaRouche Jr.’s fulfilled predictions, and his ideas successfully applied in Eurasia   

On June 29, 2001, at the parliamentary hearings “On Measures to Ensure the Development of the Russian Economy in the Context of the Destabilization of the World Financial System,” S. Glazyev warned about the collapse of the financial pyramid, which would also lead to the collapse of those national financial systems that were involved in it. Glazyev called for the diversification of Russian foreign exchange reserves, and the accumulation of real, material reserves, which would allow the Russian economy to function normally during the destabilization of the global financial system. “And here, obviously, it is necessary to speak about the possibilities of switching to the use of national currencies for payments, first of all, among the CIS (Commonwealth of Independent States) members, with the European Union, with China, with India, i.e., with our major trading partners, with whom our critical imports depend…” (Glazyev, 2001). 

Mr. Lyndon LaRouche (September 8, 1922 – February 12, 2019), in his post-Glazyev speech, stressed the urgent need for policy changes in order to overcome the collapse. According to him, “Nothing can save the present world financial and monetary system in its current form….  The present crisis, unless it is stopped by drastically needed reforms, will also be a demographic collapse more or less comparable to what is called by historians ‘the New Dark Age,’ which dominated Europe following the Fourteenth-Century bankruptcy… 

“Therefore, talking about any economic policy that does not include an early and radical reform of the International Monetary Fund (IMF) system is worse than a waste of time” (LaRouche, 2001).  

Nowadays, the recommendation of L. LaRouche: “A new system of transcontinental cooperation between the sovereign nation-states of continental Eurasia should become the backbone of world economic growth; Continental Eurasia should be the center of such global economic recovery and growth, but the whole world will benefit through participation as partners in that effort” (LaRouche, 2001), is a fact. India, China, the countries of the Association of Southeast Asian Nations (ASEAN) have become the engine of economic and technological growth. An Asian geopolitical union is being formed, uniting the countries of the Shanghai Cooperation Organization (SCO), the Eurasian Economic Union, ASEAN and some microstates of the South Pacific.  

In addition, following the restoration of the Iranian diplomatic relations with Saudi Arabia and the United Arab Emirates (UAE), Syria’s return to the Arab League and a ceasefire in Yemen, the countries of the League are gradually being integrated into this Alliance. Among them is Egypt, which has joined the BRICS New Development Bank and is a candidate for membership in the group, along with about 30 other countries, one of which is Indonesia, the largest Muslim country in the world. There, at the official meeting of the ASEAN Finance Ministers held on March 28, it was decided to reduce dependence on the U.S. Dollar, Euro, Yen, and British Pound in financial transactions, and move to settlements in local currencies. In turn, Malaysia reiterated its call for the establishment of an Asian Monetary Fund, proposed by the Japan’s E. Sakakibara in 1997, but immediately rejected by the U.S. as a threat to the IMF.  

According to LaRouche, the purpose of this fund is not only protection against financial warfare attacks by hedge funds and similar speculators. It is also aimed to promote urgently needed measures in hard-commodity forms of combined trade and long-term capital improvements among those Asian nations. “In this first stage, we might foresee the emergence of regional, somewhat overlapping, groupings of similar outlook and their cooperation among one another, in various regions of the planet” (LaRouche, 2000: 6). 

This is exactly what we are observing in 2023. Recently, the State Duma of the Russian Federation (RF) has adopted a law on Islamic banking, which should give Russia access to the capital of wealthy Islamic countries. Also, Islamic banks in Southeast Asia intend to open branches in the Russian Federation as soon as the legal framework regulating Islamic banking is introduced (Bifolchi, 2023). As is known, Islamic banking implies the implementation of banking activities in accordance with the norms of Islam, according to which interest-bearing transactions are prohibited, and profits are achieved only through investments, leasing, equity financing, etc. of a similar nature. This is a serious challenge to the rentier financial and economic model of the West, from which more and more countries of the world are striving to free themselves. 

ASEAN and its partners China, South Korea, and Japan (ASEAN+3) are building an integrated policy framework for macrofinancial stabilization, with the understanding that economies can best overcome crises when they work closely with each other, exchange data and share experience through political dialogue, not only in turbulent times, but, also, in calmer times, as well as when they develop and deepen financial markets in a concerted manner, and coordinate policies in a regional context (Asian Development Bank, 2021). On July 17, 2023, at the annual China Business Summit held in Auckland, the Southeast Asian countries once again have demonstrated that they want a stable geopolitical environment in order to focus on their economic development, and that they do not want to be forced to “take sides” in any hegemonic rivalry (China Business Summit, 2023). 

Following the adaptation of LaRouche’s ideas [1] for the purposes of regional and national development, over the course of two decades, Eurasia managed to consolidate, and began to build its future in defiance of the Washington consensus. Instead of a free market, deregulation and privatization, the principles of the physical economy have been applied – the protection of vital industries and trade at the regional level, state investment in scientific and technological progress, comprehensive education, the development of basic economic infrastructure, the effective lending to the real, manufacturing sector, and the regulation of economic activity in general.  

The progress made by Asian countries as a result of these economic policies is now attracting more and more countries in Latin America, Africa and the South Pacific. China has demonstrated a new model of large-scale economic development and poverty eradication, and that model is becoming the pivot point for world development. Beijing is challenging Washington’s leading position in international organizations, or, when that does not work, is creating parallel structures in politics and institutions. The Asian Infrastructure Investment Bank (AIIB) is the new version of the World Bank, while the Shanghai Cooperation Organization and the BRICS provide Beijing with great platforms for political influence. BRICS is expanding and is working to create its own international gold-backed currency and a basket of real assets/commodities. This new currency, again, reflects LaRouche’s ideas, especially in his article, “On a Basket of Hard Commodities: Trade without Currency” (LaRouche, 2000). BRICS represents a quarter of the world GDP and 18% of global trade. And this might be enough for their monetary ambition to create a multipolar world that would not be dominated by the United States, given the desire of such large countries as Saudi Arabia, Iran and the UAE, to accelerate the process of de-dollarization. In recent months, the central banks of these countries have shifted most of their foreign exchange reserves from dollars to gold. 

However, the main issue in the process of de-dollarization is not the search for an alternative to the U.S. currency, but the coordinated efforts of the Eurasian countries to move away from the dollar model of the economy. 

As Mathew Burrows recently wrote, “Unfortunately, the split between the West and the Global South is expanding. For many developing countries, the alienation toward the West did not begin with Ukraine; rather, it can be traced to the West’s disregard for their struggle with the COVID-19 pandemic, if not further back.   

“The West runs the risk of losing the Global South altogether if it does not try to understand these countries’ interests, needs, and demands and does not stop striving to impose Western values on them. If the West does not alter its course vis-à-vis the Global South, it is most likely to find itself at odds with a multipolar global order, which will continue to evolve and reflect the rise of emerging powers such as Brazil, India, and South Africa. These countries will strengthen their efforts to reform existing multilateral institutions or to create new ones that will enable them to better exert influence on the international arena. More generally, they will continue to develop parallel networks of diplomatic, economic, cultural, and security partnerships and alliances in which the West will gradually lose influence and predominance.” (Burrows, 2022). 

The Schiller Institute Conferences on “Peace through development” 

To prevent this kind of division, from which the people, and not the elites will suffer, numerous conferences on peace through development are being held worldwide. But the conferences initiated by the Schiller Institute [2] and, personally, the wife of L. LaRouche, Helga Zepp-LaRouche, seem to have the greatest impact. 

Why are they so significant? 

Because other than revealing [3] to the world the true causes of crises and wars (which the media try to cover up), they also offer an alternative to the neoliberal order – which is systematically presented to us as being without alternatives, and, above all, they provide a conceptual basis for peace movements, the geography of which is expanding and attracting more and more scientists and intellectuals, former politicians and military officers, intelligence services officers, working people, but, above all, many young people dreaming of a fairer world.  

For example, the Schiller Institute international conference June 18-19, 2022 titled, “There Can Be No Peace without the Bankruptcy Reorganization of the Dying Trans-Atlantic Financial System,” [4] was attended by 31 speakers, from 12 countries, including Russia, China, Brazil, and Afghanistan. The live-broadcasts of the conference numbered in the thousands at different locations over the two days, and the pre-registration of 1,300 people represented dozens of nations. The conference took place as part of an on-going mobilization process, including an international petition, issued by the Schiller Institute in February 2022 – “Convoke an International Conference to Establish a New Security and Development Architecture for All Nations,” [5] which, as of mid-June, has collected nearly 5,000 signatures from dozens of nations.  

An international conference was held on July 8-9, 2023, titled “On the Verge of a New World War: European Nations Must Cooperate with the Global South!” [6]. This event is in sharp contrast to the “Summit for a New Global Financial Pact” held on June 22 Paris, where leaders of the Global South opposed [7] the hypocrisy of their European counterparts. The organizers were pushing for a global tax of at least 1 trillion U.S. dollars per year to be used in the fight against climate change.  

The conference was also a timely and necessary intervention against Global NATO’s July 11-12 summit in Vilnius, Lithuania, where NATO’s expansion was on top of the agenda: Sweden joining the Alliance, NATO membership for Ukraine, and a proposal to set up a liaison office in Tokyo. An expansion that the dean of America’s Russia experts, George F. Kennan, had called ‘the most fateful error of American policy in the entire post-Cold War era’ (Goldgeier, 1999: 18). 

In Panel 2, titled “The Rise of the Global South against Geopolitical Blocs,” Jacques Cheminade, French politician, former diplomat and the head of the Solidarity and Progress (SP) party, characterized the current historical period as “the battle between the domineering financial oligarchy, and those who believe that the human species has a right to development.” He highlighted the crucial role of L. LaRouche in discovering the principles of physical economy – critical for a New Paradigm of development.  

These principles were recalled by Academician S. Glazyev on Sept. 12, 2022, in his message, On the 100th Anniversary of Lyndon LaRouche’s Birth, in which he stated: “If the leaders of the world’s nations had listened to the voice of Lyndon LaRouche, then perhaps we might have managed to avoid the social upheavals we confront today…  30 or 40 years ago, he proposed a different model of globalization, based on the principles of physical economy: in particular, the famous project, which he and his wife, Helga Zepp-LaRouche, put forward for international discussion – the so-called Eurasian Land-Bridge. This is a splendid and interesting project, which now, after many years, has begun to be implemented through the Chinese Belt and Road Initiative, which we support through linking it with the Eurasian Economic Union…. 

“It is the principles of Physical Economy championed by LaRouche, that today underlie the Chinese economic miracle and are there in the foundations of India’s economic development policy. The supporters of LaRouche in those countries exert a fruitful, very positive, and constructive influence on economic policy-shaping in these leading nations of the new world economic paradigm….  

“Lyndon LaRouche turned out to be right. Today we rely on his work, his writings, in composing proposals for a very rapid transition to a new world economic paradigm. We call it an integrated world economic model, in which finance capital will be subordinated to the tasks of developing the economy, and in which the principles of Physical Economy will come to fruition. As we can see, countries that are taking this path are enjoying success….” [8]. 

Therefore, in the coming decades, we can expect a radical renewal of the physical basis of the world economy – primarily, that all energy, transport, water and communication systems will be fundamentally upgraded through large-scale infrastructure projects using the latest technologies. These projects can be financed independently of the IMF, of the World Bank and of the international capital markets, by the governments of the respective countries themselves, namely through the establishment of government credit lines. The necessary exchange of technological progress through infrastructural and other projects can be organized by means of long-term trade and credit agreements between the participating countries, as suggested by L. LaRouche in his concept of “Trade without currency.” That takes us to, I would call it the strategic conference, which was held in the middle of April, 2023, under the title “Without the Development of All Nations, There Can Be No Lasting Peace for the Planet” [9], which was attended by approx. 40 speakers from all continents.   

In short, LaRouche showed how the creation of stable regional cooperation could be organized when a commodity basket consisting of basic commodities would be used as a standard cost to protect mutual trade and credit agreements from currency volatility. Thus, the foundation for the future new global financial system would be created. In Asia, important efforts have already been made in this direction. An international structure for large-scale infrastructure projects [10] has already been outlined in the concept of the “Eurasian Land-Bridge,” the construction of a colossal network of infrastructure corridors between Europe and Asia, from East to West and from North to South, with high-speed rail links, water channels, pipelines, power supply and communication networks, etc.  

A New Security Architecture and its Philosophical Foundations  

The Bulletin of the Atomic Scientists has now moved the Doomsday Clock to 90 seconds before midnight, the closest it has been to the symbolic time of the annihilation of humanity and the Earth since 1947 [11]. This is alarming, which is why leaders in the Global South have been making the case to halt the warmongering over Ukraine and against China. 

Аt the same time, the largest U.S. mutual funds – which manage the retirement and other savings of tens of millions of Americans – are profiting from investments in nuclear weapons, cluster munitions and other banned or controversial arms [12]. In this case, how could the world believe in the “fight” against the climate crisis and global warming? Aren’t wars one of the causes? 

From the outset of the war in Ukraine, the Schiller Institute has insisted in a number of conferences, beginning on April 9, 2022, that the only solution to this crisis would be the establishment of a new global security and development architecture, which takes into account the security interest of every single country on the planet. This view is shared by more and more forces in the world. There is a “tectonic shift” underway in world politics, in which the nations of the Global South are rising up against the unipolar world order, the attempts to create a Global NATO and a New Global Financial Pact in which they see no opportunities for development, but a threat to their existence and new colonialism.  

Even the Atlantic Council admitted: “What the developing and low-income countries really need are concrete initiatives and the less said about grand strategy the better. Dressing those initiatives up as parts of a “new global financial architecture” risks conflating them with the geopolitical conflict centered around changing or preserving the current world order. That conflation will only make it more difficult to develop the international consensus required to adopt those measures.” (Tran, 2023). 

In this direction, Helga Zepp-LaRouche recalled [13] the political foundation for durable peace, given by L. LaRouche in 1983, which he thinks should be: a) the unconditional sovereignty of each and all nation-states, and b) cooperation among sovereign nation-states to the ef­fect of promoting unlimited opportunities to participate in the benefits of technological progress, to the mutual benefit of each and all.” “That political foundation is now in sight… What remains is for world citizens to create a miracle: to spur the U.S. to sincerely offer to join this new era,” she noted. She suggested ten principles upon which the new era needs to be based. Her formulation of her tenth principle reads: “The basic assumption for the new paradigm is, that man is fundamentally good and capable to infinitely perfect the creativity of his mind and the beauty of his soul… and that all evil is the result of a lack of development, and therefore can be overcome.” [14] 

These principles are embedded in her husband’s overall political-economic philosophy, which views physical economy as the science of applying the creative mind of man in practice, as a process of transforming the universe through man’s socio-economic activity.  

In summary, in contrast to conventional economic theories, physical economy focuses exclusively on the real economy, putting aside financial and monetary measures of economic performance. Researchers in this field identify scientific and technological progress as the main driver of increases in real productivity, and study how economies evolve through an unending series of stages of development and structural transformation, under the impact of scientific and technological progress, and related advances in human knowledge. From the general characteristics or “laws” of this evolutionary process, scientists derive principles for the long-term development of nations, which are of vital importance for economic policy making. 

The intimate relation between physical economic development and human creativity – in the strict sense exemplified by the process of scientific discovery – leads to a further, profound field of investigation. On the one side, human creativity is shown to be an essentially unlimited resource, providing the means for progressively overcoming all conceivable limits to the future expansion of human activity on the Earth and beyond. On the other hand, to the extent the economy of a nation is organized to foster maximum rates of scientific and technological progress, the economy becomes an instrument for realizing the creative potentials of the population, through their involvement in the generation of new knowledge and its assimilation into the economic process as a whole. In this context the problem of alienation is discussed, which is the main barrier standing in the way of involving the masses of the population into scientific activity, and a future direction of economic development leading to the emergence of what we call a “Knowledge Generator Economy” is proposed.  

The essential goal of physical economy is human happiness: Not only freedom from material want, but to create the conditions in which the creative potential of each individual is realized to the maximum extent possible, in an environment of progress and a general expansion of knowledge (LaRouche, 1995, LaRouche, 2001б, Tennenbaum, 2015).   

Conclusion 

LaRouche’s ideas are attractive to that part of the political and economic elite of the countries of the world, and, in particular, Russia, which has placed its hopes on industrial development, instead of the raw material and speculative economy that dominates today.   

Unloved in his homeland, but respected abroad, LaRouche left a rich intellectual legacy from which there is a lot to be appreciated, and implemented, for the purpose of national, regional, and, why not, global development – so as to achieve lasting peace on the planet, rather than a “clash of civilizations.” 

Footnotes: 

[1] In 1975, LaRouche proposed the International Development Bank, a plan to strengthen every currency in the world with long-term, low-interest loans for development projects, and the export of capital goods to the underdeveloped sector. Within a year, the plan was accepted, unconditionally, by the Non-Aligned Movement, a group of 86 countries, mostly from the underdeveloped sector, with LaRouche’s friend, Indian Prime Minister Indira Gandhi, as one of their leading voices. LaRouche also offered the New Bretton Woods plan, as well as detailed accounts of the industrial development of Africa, Mexico, South America, Southwest Asia, India, and the Indian Ocean basin, not to mention the United States and other countries.  

This original proposal is the conceptual origin of the many new international development banks coming into being in 2015 and beyond. In it, LaRouche showed how to bring the world together around the creation of a better future for all. (See LaRouche, L. 2019. How The International Development Bank Will Work: IDB. https://larouchepub.com/lar/2022/4920-how_the_international_developm-lar.html). 

Many world leaders have personally worked with LaRouche to promote a new international financial system based on physical economic development. 

LaRouche’s enemies did not forgive him for this. A federal raid involving 400 agents was carried out on LaRouche’s home and political offices in 1986, after which he was convicted and sent to jail. (See The Battle for Justice: The LaRouche Case https://archive.schillerinstitute.com/exon/exon_toc.html).  

[2] The Schiller Institute is a political and economic think tank founded by Helga Zepp-LaRouche, which is registered in eight countries and has friends in around 40 countries. It is among the principal organizations of the LaRouche movement. The Institute’s stated aim is to apply the ideas of the poet and philosopher Friedrich Schiller to the contemporary world crisis. Their constitution, adopted in 1984, rails against international financial institutions and other supranational bodies, that hinder development, and, thus, lasting peace in the non-Western world.  

The Institute has initiated numerous conferences since its inception in North and South America, Europe, Asia, Africa and Australia, to promote the idea of “peace through development.” The discussion at these conferences centers around LaRouche’s proposals for infrastructure projects such as the “Eurasian Land-Bridge,”, and the “Oasis Plan,” a Middle East peace agreement based on Arab-Israeli collaboration on major water projects, as well as proposals for debt relief, and a sweeping reorganization of the world monetary system. The Institute strongly opposes the “Clash of Civilizations” thesis of Samuel Huntington, and appeals for a dialogue of civilizations.  

[3] See The Schiller Institute. Recent news https://schillerinstitute.com/recent-news/  

[4] Schiller Institute international conference June 18-19, 2022 “There Can Be No Peace without the Bankruptcy Reorganization of the Dying Trans-Atlantic Financial System” https://schillerinstitute.com/?s=There+Can+Be+No+Peace+without+the+Bankruptcy+Reorganization+of+the+Dying+Trans-Atlantic+Financial+System  

[5] PETITION: Convoke an International Conference to Establish a New Security and Development Architecture for All Nations.  https://schillerinstitute.com/blog/2022/02/23/petition-convoke-an-international-conference-to-establish-a-new-security-and-development-architecture-for-all-nations/  

[6] A two-day international conference “On the Verge of a New World War: European Nations Must Cooperate with the Global South!” https://schillerinstitute.com/blog/2023/07/20/conference-on-the-verge-of-a-new-world-war-european-nations-must-cooperate-with-the-global-south/   

[7] See Pres. Ramaphosa addressing the New Global Financing PACT summit in Paris https://www.youtube.com/watch?v=ZMsO6h1buy0;  President William Ruto on The Summit for a New Global Financing Pact in Paris https://www.youtube.com/watch?v=hPEb5xONN_s;  Rumble, О., Gilder, А. 2023. The Paris Summit for a New Global Financing Pact: Our Takeaways. African Climate Wire, 4 July 2023 https://africanclimatewire.org/2023/07/the-paris-summit-for-a-new-global-financial-pact-our-takeaways/    

[8] Sergey Glazyev, On the 100th Anniversary of Lyndon LaRouche’s Birth. December 9, 2022. https://www.youtube.com/watch?v=_nkLsgz6fU0  

[9] Without the Development of All Nations, There Can Be No Lasting Peace for the Planet. April 15 & 16, 2023.  https://schillerinstitute.nationbuilder.com/conference_20230415  

[10] By the way, оne of the top-priority projects Alexander Grigoryevich Granberg a leading Russian specialist in the area of comprehensive economic development of the regions of Siberia and the Far East, who headed the Council for the Study of Productive Forces (SOPS) under the Ministry of Economics of the Russian Federation (RF), worked on was the construction of a tunnel under the Bering Strait, which would connect the railroad systems of Russia and the USA. This idea is a key one in LaRouche’s program for global economic recovery. In 2027, when the tunnel should unite the two shores of the Bering Strait (according to the plan), the railroad station on the Russian coast would be named after Prof. Menshikov, and the one on the American side would be named after Lyndon LaRouche. Оfficially, in RF, the project to link Russia and the USA by railway across the Bering Strait was incorporated in 2007 in the “Strategy for the Development of Rail Transport in the RF to 2030,” adopted by the Government of the RF. This resulted, to a significant degree, from the efforts of such Russian scientists as Professor Menshikov and Academician Granberg, who sympathized with LaRouche’s ideas (See Russian Website Features LaRouche’s Influence in Post-Soviet Russia. In: Executive Intelligence Review. 2012. 39 (21), pp. 19-20. https://larouchepub.com/eiw/public/2012/eirv39n21-20120525/15-22_3921.pdf).   

The idea of such a bridge or tunnel across the Bering Strait to connect North America and Eurasia dates back to the end of the 19th century, but its realization has always been hindered by various circumstances.    

[11] A time of unprecedented danger: It is 90 seconds to midnight. 2023 Doomsday Clock Statement. Science and Security Board, Bulletin of the Atomic Scientists, January 24, 2023. https://thebulletin.org/doomsday-clock/current-time/   

[12]  The largest fund managers are heavily invested in arms manufacturers, nuclear weapons, and controversial weapons. Weapon Free funds, 2023 https://weaponfreefunds.org/fund-managers 

[13] To End Colonialism: A Mission for All Youth. Schiller Institute International Online Youth Conference, Saturday, March 11. https://schillerinstitute.nationbuilder.com/march_11_2023_online_conference  

[14] Ten Principles of a New International Security and Development Architecture. Helga Zepp-LaRouche at the Nov. 22 Schiller Institute conference, “Stop the Danger of Nuclear War Now; Third Seminar of Political and Social Leaders of the World”. https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/  
 

References  

Asian Development Bank. 2021. Redefining Strategic Routes to Financial Resilience in ASEAN+3. ADB, December 2021 

Bifolchi, G. 2003. Islamic banking in Russia: why does it matter? Special Eurasia [viewed January 18, 2023]. Available from:  https://www.specialeurasia.com/2023/01/18/islamic-banking-in-russia/?fbclid=IwAR3YjChZ-dTR2BozAPKTp64jGM-rXmUZDuEOHXlzgey06plPiEGiho8tL0E  

Burrows, М. 2002. Red Cell: Is the West losing the Global South? Security & Strategy [viewed December 10, 2022]. Available from:  https://www.stimson.org/2022/red-cell-2-is-the-west-losing-the-global-south/  

China Business Summit. 2023. [viewed July 17, 2023]. Available from:  https://chinabusinesssummit.co.nz/    

Glazyev, S. 2001. Russia Is Facing Financial Shocks. Аddress to Duma official hearing “On Measures To Ensure the Development of the Russian Economy Under Conditions of a Destabilization of the World Financial System”, June 29, 2001 [viewed June 15, 2023]. Available from:  https://archive.schillerinstitute.com/duma/duma_glazyez.html  

Goldgeier, J.  1999. The U.S. Decision to Enlarge NATO. // Brookings Review, 1 June 1999, 19-21. Available from: https://www.brookings.edu/wp-content/uploads/2016/06/goldgeier.pdf  

LaRouche, L. 1995. The meaning of the term ‘physical economy’. // Executive Intelligence Review.  22 (1),  62-63. https://larouchepub.com/eiw/public/1995/eirv22n01-19950101/eirv22n01-19950101_074-the_meaning_of_the_term_physical-lar.pdf 

LaRouche, L. 2000. On a Basket of Hard Commodities: Trade Without Currency. // Executive Intelligence Review. 27(30),  4–19. https://larouchepub.com/lar/2000/lar_commodities_2730.html 

LaRouche, L. 2001. Policy Changes Needed To Overcome the Collapse. Testimony to the Russian State Duma’s Economics Committee, in Moscow on June 29, 2001 [viewed June 15, 2023]. Available from:  https://archive.schillerinstitute.com/highlite/highlite_duma_6_29_01.html#LaRouche%20to%20Duma  

LaRouche, L. 2016. The Gravity of Economic Intentions. // Executive Intelligence Review. 28 (13), 20-55. https://larouchepub.com/eiw/public/2018/eirv45n11-20180316/26-65_4511-lar.pdf 

Tennenbaum, J. 2015. The Physical Economy of National Development. Berlin, September 27, 2015. https://www.scribd.com/document/370188870/The-Physical-Economy-of-National-Development-Definitivo-Jonathan-Tennenbaum 

Tran, Н. 2023. Lessons from the Paris Summit for a New Global Financing Pact. Atlantic Council [viewed  August 15, 2023 ]. Available from:  https://www.atlanticcouncil.org/blogs/econographics/lessons-from-the-paris-summit-for-a-new-global-financing-pact/   

About the author:
Education and degrees awarded
PhD in Political Philosophy, Bulgarian Academy of Sciences (BAS), Institute
for the Study of Societies and Knowledge, Sofia, Bulgaria;
Doctoral Dissertation: “Transformations in geopolitics and new methods and practices of geopolitical
forecasts”, 15.06.2018

MA Communication and library management, “St. Cyril and St. Methodius” University of
Veliko Tarnovo
MA thesis: “Children’s book publishing and its presence in the global network”, 2006

Areas of research
Political philosophy, chronopolitics, geopolitics, futurology, global forecasting

Academic positions
10.11.2020 – currently, Assist. Prof., Bulgarian Academy of Sciences, Institute of Philosophy
and Sociology, Department of Social Theories, Strategies and Prognosis
28.06.2018 – 01.07. 2020, Research Assistant, Bulgarian Academy of Sciences, Institute for the
Study of Societies and Knowledge, Department of Social Theories, Strategies and Prognosis

Monographs:
Pavlova, V. 2020. The role of the Asia-Pacific region in global geopolitical transformation
In addition, Vihra Pavlova has written many texts in collections of papers and scientific journals listed in her CV below.

Download (PDF, Unknown)

Følgende åbne skrivelse blev udarbejdet af Helga Zepp-LaRouche til øjeblikkelig cirkulation i New York City ved FN og til resten af verden. Den vil blive distribueret som løbeseddel af Schiller Instituttet med Helgas Ti Principper på bagsiden af løbesedlen.

ÅBENT BREV TIL STATSLEDERNE VED FN’S GENERALFORSAMLING – I MÅ HANDLE FOR AT BEVARE VERDENSFREDEN!

af Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet

Hvem kan benægte, at beskyttelsen af verdensfreden er den vigtigste forpligtelse for regeringer? To verdenskrige i det 20. århundrede, og nedkastningen af to atombomber over Hiroshima og Nagasaki, bragte død og lidelse til de berørte lande, som mange ledere og politikere i dag tydeligvis ikke kan forestille sig.

Men aldrig har hele menneskehedens eksistens været i større fare end i dag. Den strategiske krig mellem hele Vesten og Rusland om Ukraine er tæt på et militært dødvande, og det efterlader kun to muligheder: enten en optrapning, der truer med brug af atomvåben, eller en øjeblikkelig afslutning af krigen gennem diplomatiske forhandlinger!

Hvis nye niveauer af dødbringende våben, såsom Taurus-krydsermissiler og F-35 stealth-bombefly med atomvåben, bliver indsat, som det nu er planlagt, truer det med at føre til en europæisering af krigen og mere til. Hvis det kommer til en global atomkrig, vil menneskeheden uddø i de efterfølgende 10 års atomvinter, og stort set alt liv på planeten vil uddø sammen med den.

Hvor andre steder end i FN’s Generalforsamling bør dette tages op? De statsoverhoveder, der deltager i denne session i denne unikke institution, repræsenterer alle nationer i verden og må forholde sig til denne eksistentielle fare. Når den nuværende organisering af verden har ført til faren for civilisationens udslettelse, så må denne organisering ændres! Verden har brug for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til sikkerheds- og udviklingsbehovene i hvert eneste land på jorden. En sådan ny arkitektur skal skabe betingelser, der beskytter og fremmer alle menneskers liv, og som beskytter ethvert menneskes potentiale som et kreativt individ. Det betyder ikke kun mennesker, der lever i dag, men også fremtidige generationers liv!

Verden oplever i øjeblikket en epokegørende forandring. Den ca. 600 år lange periode med kolonialisme nærmer sig sin afslutning og bliver erstattet af et nyt økonomisk verdenssystem, der vil give alle mulighed for et værdigt liv. Realiseringen af Bælte & Vej Initiativet (BVI), det største infrastruktur- og udviklingsprogram i menneskehedens historie, har skabt betingelserne for, at flere og flere lande kan overvinde fattigdom og underudvikling. Den nylige udvidelse af BRIKS i Johannesburg, Sydafrika, hvor yderligere 40 lande nu er ved at ansøge om medlemskab, og de efterfølgende konferencer i Skt. Petersborg, Jakarta, New Delhi og Vladivostok har demonstreret den betagende hastighed, hvormed et nyt system er ved at opstå. Desuden er bestræbelserne på at skabe nye kreditmekanismer for udvikling, såsom BRIKS’ nye udviklingsbank (NDB), der nu er ved at blive “det Globale Syds store bank”, velkomne og nødvendige.

Men faren for, at verden splittes op i to blokke, er endnu ikke overvundet, og med en sådan opsplitning ville faren for den samme form for geopolitisk splittelse fortsætte, som var årsagen til verdenskrigene i det 20. århundrede. Derfor lyder der en indtrængende appel til landene i det Globale Nord om, at de skal støtte den Globale Majoritets stræben efter at etablere en retfærdig ny økonomisk verdensorden for alle!

Dette øjeblik i historien repræsenterer en større udfordring og chance end afslutningen på Den kolde Krig for at skabe en bedre verden. Lad os ikke gå glip af denne enestående chance!   

Ikke korrekturlæst: HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche: Hun er grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. Det er torsdag den 14. september 2023, og jeg er jeres vært Harley Schlanger. Hvis du vil stille spørgsmål eller komme med kommentarer, kan du sende dem til questions@schillerinstitute.org.

Helga, da vi talte sammen i sidste uge, talte du om begivenhedernes hæsblæsende tempo. Jeg vil sige, at tempoet er blevet højere, siden vi talte sammen sidst: Der var G20-topmødet, som var et flop for dem i den unipolære orden, der forsøger at tvinge resten af verden til at underkaste sig deres “regelbaserede orden”; der er Eastern Economic Forum i Vladivostok, hvor Putin holdt en meget interessant tale. Og så Schiller Instituttets konference den 9. september, som bød på præsentationer af folk fra mange lande, der står i spidsen for at forme begivenhederne. Lad os begynde med din vurdering af disse begivenheder: Hvad er din fornemmelse af, hvad der er sket i løbet af den sidste uge?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Vi oplever lige nu den meget hurtige dannelse af en helt ny økonomisk verdensorden, hvor størstedelen af verdens nationer i det Globale Syd bevæger sig for at slippe af med resterne af kolonialismen og faktisk har meget spændende planer for fremtiden. Og lederne i det Globale Nord har på en eller anden måde bare ikke fattet det: De prøver på en måde at fortsætte med deres gamle planer. Se på Tysklands udenrigsminister Baerbock, hun farer rundt i verden, men hun har ingen anelse! Det er det, der er problemet.

Det, vi gjorde på vores konference, var et forsøg på at sætte perspektivet fra det Globale Syd på dagsordenen, så folk i Nord faktisk kan høre førstehånds fra meget vigtige talsmænd for det Globale Syd, hvad disse lande stræber efter, og hvorfor det ville være i Europas og USA’s allerbedste interesse at samarbejde med denne nye, fremvoksende orden.

Jeg vil opfordre folk til at se det selv, (https://schillerinstitute.com/blog/2023/09/08/conference-let-us-join-hands-with-the-global-majority-to-create-a-new-chapter-in-world-history-2/) men jeg synes, at det, der var meget vigtigt i det første panel (https://youtu. be/A7sx7BUvdK4), var, at vi ikke kun havde en meget højtstående diplomat fra BRIKS-landene selv, vi havde flere amerikanere; jeg synes, det er meget vigtigt, at der er amerikanere, som er fornuftige – naturligvis Diane Sare, som kører en meget succesfuld kampagne for det amerikanske senat i New York; vi havde Scott Ritter, Ray McGovern og flere meget vigtige repræsentanter for kirker i USA, både katolske og også nogle andre kirkesamfund. Så jeg synes, at det første panel var meget vigtigt af den grund.

Og naturligvis var det andet panel (https://youtu.be/V3N9_8B44Xc) meget, meget interessant, fordi der var talsmænd fra Latinamerika, Sydafrika, Indien, som helt klart udtrykte, hvordan størstedelen af verden ser på de nuværende begivenheder. Så tag dig tid til at se det.

G20 har allerede slået fast, at det globale Nords forsøg på at bruge den sædvanlige taktik med at få landene i Afrika, Latinamerika og Asien til at fordømme den “russiske uprovokerede aggression” naturligvis absolut ikke fungerede. Og der kunne ikke være noget mere anderledes end det billede og den opfattelse, som de vestlige medier forsøger at skabe af, hvad der foregår med Rusland, Kina og selv Nordkorea, og hvordan det i virkeligheden er: Se på, hvad der skete på denne konference i Vladivostok, som er en enorm forretningsbegivenhed. Og ideen om, at Putin er isoleret, er fuldstændig latterlig. Der var mange delegationer, store forretningsdelegationer, og det perspektiv, som Putin præsenterede, hvis folk ikke var så ideologisk forudindtagede, ville de anerkende, hvilket enormt potentiale det er – jeg mener, nogle mennesker gør det, men af geopolitiske, ikke så pæne grunde. Men det, præsident Putin sagde, var, at han pegede på det enorme potentiale i det fjernøstlige Rusland. Han sagde dybest set, at kun ca. 30 % af det russiske territorium er udviklet i forhold til overhovedet at erkende, hvor ressourcerne er. Og i betragtning af, at Rusland inden for sit enorme territorium har alle de råstoffer, der findes eller hidtil er blevet opdaget på planeten, er Ruslands råstofrigdom gigantisk, især hvis man tænker på den næste periode med industriel og teknologisk-videnskabelig udvikling.

Så Putin sagde, at dette vil være Ruslands prioritet i det 21. århundrede. Han sagde, at denne plan ikke er en reaktion på det, der skete i 2014 i Ukraine, altså Maidan-kuppet. Han sagde, at dette var en plan, der startede for 10 år siden, hvor den russiske regering begyndte at se på perspektivet i at opbygge infrastruktur i Fjernøsten for at skabe adgang til de enorme råstoffer. Han sagde, at vi begik en lille fejl ved ikke rigtig at forudse potentialet, fordi vi ikke troede, at der ville blive handlet så utroligt meget gods i denne region, hvilket nu ser ud til at blive tilfældet. Så der vil ske en enorm udvikling, han henviste til den transsibiriske jernbane, grev Wittes plan, som i sin tid blev afbrudt af den russisk-japanske krig i 1905; men det er en plan, som absolut er tilbage på dagsordenen, og mange lande planlægger at investere stort, herunder Kina, for hvem åbningen af så enorme ressourcer er af vital betydning.

Alt dette beviser, at hele forsøget på at splitte BRIKS, at sige, at der er alle disse spændinger, bare ikke er sandt i virkeligheden, for jeg tror, at disse lande er helt fast besluttede på at opbygge et nyt system baseret på lighed og baseret på fælles projekter med win-win-fordele for alle. Og jeg tror, at i stedet for at være fuldstændig fjendtligt indstillet over for denne udvikling, ville det være på høje tid, at de vestlige eliter simpelthen skulle sige, at størstedelen af verden bevæger sig i en anden retning, og lad os tage det positive skridt at samarbejde.

Desværre ser vi intet af det lige nu. Det ses bestemt ikke fra Biden-administrationen, og det ses heller ikke fra Den Europæiske Union. Ursula von der Leyen har lige holdt en tale foran Europa-Parlamentet i Strasbourg, hvor hun lavede et af sine teaternumre, som hun må have studeret i meget lang tid, hvordan man ser godt ud. Men det, hun sagde, var ikke så godt, nemlig at hun nu foreslår at indføre straftold på kinesiske elbiler, der sælges i Europa. Kineserne har allerede svaret, at hvis det sker, vil det åbne op for modforanstaltninger. Så vi har udsigt til en handelskrig, hvilket virkelig er det værste at gøre under de nuværende omstændigheder.

Så jeg kan kun sige, at vi er nødt til at uddanne befolkningen om potentialet i at opbygge en verden, hvor alle lande arbejder sammen. Europa er i en forfærdelig tilstand. Den tyske økonomi er i frit fald, og vi bør ikke tolerere disse politikker, som fremmedgør Rusland og Kina, og det Globale Syd og BRIKS-landene, men vi bør tage skridt til at samarbejde.

Så der er nogle fornuftige stemmer i Tyskland og i USA, men de er i mindretal lige nu, og vi skal have dem til at blive hørt bedre.

SCHLANGER: I den sammenhæng har vi et spørgsmål fra C.S., som henviser til indernes Chandrayaan-3-landing på Månen; de lignende programmer fra Japan og andre steder, sammen med Putins diskussion om “nye fysiske principper”, at dette er begivenheder og diskussioner, der ændrer den strategiske situation. Han spørger, idet han tænker tilbage på Lyndon LaRouches oprindelige SDI-politik: “Kan vi ikke finde folk med god vilje og fornuft i USA og Europa, som vil forpligte sig til at afslutte krigspolitikken og skabe et nyt paradigme baseret på denne slags udviklinger?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, det vil gå ubemærket hen, at Indien var i stand til at få dette landingsfartøj til at lande blødt på Månens sydpol og nu er den fjerde nation, der har været i stand til at foretage en månelanding. Og det, Modi sagde om at opbygge et konsortium for rumforskning blandt BRIKS-landene, betyder, at ikke kun BRIKS-landene, men også mange andre lande er helt indstillet på at drage fordel af de videnskabelige gennembrud, der automatisk genereres, hvis man er seriøs med hensyn til forskning og rumfart.

Så når det er sagt, tror jeg, at det, præsident Putin sagde, at de er ved at opdage “nye fysiske principper” eller er i færd med at opdage dem, som grundlæggende vil skabe sikkerhed. [http://kremlin. ru/events/president/news/72258] Nu er det for tidligt for mig at kommentere på indholdet af det, for det er sandsynligvis laservåben, det er sandsynligvis våben med rettet energi, det kan være nogle andre nye fysiske principper, som vi så på sidste gang på en seriøs måde i tiden med SDI, men det var min afdøde mands vision, da han foreslog dette, og præsident Reagan tog det op, du ved, hvor Reagan gjorde det til officiel politik at tilbyde Sovjetunionen på det tidspunkt, at de to supermagter ville samarbejde om at udvikle sådanne nye teknologier baseret på nye fysiske principper for at gøre atomvåben forældede; og så gennemføre dem sammen og til sidst overvinde den geopolitiske bloktænkning. Det var et utroligt stærkt og frugtbart øjeblik i verdenshistorien, og russerne har naturligvis arbejdet på det hele tiden. Biproduktet af det var, at Putin annoncerede de nye missiler, som ikke er ballistiske missiler, men dybest set er bevægelige med meget høj hastighed, hvilket fuldstændig forstyrrede den strategiske balance i forhold til USA’s bestræbelser på at opbygge et globalt missilforsvarssystem.

Så det er meget tydeligt, at man ikke kan stoppe teknologiske fremskridt, men man kan bruge dem til at skabe en sikker verden. Så jeg er meget interesseret i at finde ud af mere om dette, for den svøbe, eller det Damoklessværd, som potentiel atomar udslettelse er, hvis det kan overvindes med videnskabelige og teknologiske midler, vil det sandsynligvis være et af de absolutte gennembrud for menneskeheden.

I perioden før præsident Reagan annoncerede SDI i marts 1983, havde vi haft konferencer i Paris, Rom, Bonn og Washington, og vi havde diskussioner med en masse militærfolk på topniveau, generaler og admiraler og andre på det tidspunkt. Og der var en meget seriøs diskussion om det. Så hvis vi kan genoplive det, tror jeg faktisk, at det kan åbne op for en vej ud af den nuværende fastlåste situation. Så jeg synes, det er en meget optimistisk ting, og jeg håber at kunne give dig flere detaljer i fremtiden.

SCHLANGER: Helga, jeg har tre spørgsmål mere, som er direkte relateret til eftervirkningerne af BRIKS-topmødet. Det første er, at der var flere, der skrev om Indien. En sagde, at der tydeligvis er en samordnet indsats for at trække Indien væk fra en alliance med Rusland og Kina, som en måde at underminere BRIKS på. De skriver: “Det ser ikke ud til at virke,” men de spørger: “Tror du, at der vil komme mere pres på Indien, og kan det lykkes?”

ZEPP-LAROUCHE: Ja, der vil komme mere pres på Indien, men jeg tror ikke, det vil lykkes. Jeg tror, at folk undervurderer, at den indiske regering under premierminister Narendra Modi – jeg vil ikke kommentere på kritikken af den interne indiske situation, som nogle mennesker er kritiske over for; jeg synes, at det er et spørgsmål, som inderne skal diskutere – men mit indtryk er, at Indiens politik faktisk er alliancefri. Jeg tror ikke, at Indien på nogen måde har planer om at opgive deres historiske positive relationer til Rusland. Jeg tror, at de vestlige politikere og medier overdriver spændingerne mellem Indien og Kina. Jeg tror, at forsøget på at skabe en slags IMEC, den økonomiske korridor mellem Indien og Mellemøsten og Europa, en korridor, der går fra Indien hele vejen gennem Mellemøsten og til sidst ind i Europa, blev udråbt til at være en modoffensiv mod Bælte & Vej Initiativet og mod alle de kinesisk-relaterede korridorer i regionen.

Jeg sagde med det samme, at det skulle du ikke bekymre dig om, for min idé om, hvordan menneskeheden skal udvikle sig, er langs de linjer, som vi præsenterede i 2014, efter at Xi Jinping havde annonceret, at Kina havde en Ny Silkevejspolitik. På det tidspunkt udgav vi den opdaterede version af alle vores studier i en stor rapport med titlen “Den Nye Silkevej bliver verdens landbro”. Det var en omfattende plan for, hvordan alle kontinenter vil blive udviklet gennem infrastruktur, og hvordan alle kontinenter derefter vil blive forbundet gennem tunneler og broer, så man snart kan rejse med maglevtog fra sydspidsen af Argentina eller Chile, hele vejen op gennem Amerika, krydse Beringstrædet ind i den eurasiske landbro og derefter tage hele vejen til Gibraltar og derefter videre til Kap det Gode Håb på spidsen af Sydafrika. Så du kan så at sige rejse over land hele vejen (undtagen Australien, naturligvis) gennem fire kontinenter på denne måde. Og den integration af infrastruktur er det, der kommer til at ske – hvis verden ikke bliver sprængt i luften, og menneskeheden ender – det er den naturlige vej at gå.

Og jeg blev meget glad og tilfreds, da jeg læste, hvad præsident Putin havde sagt, da han i Vladivostok blev spurgt, hvad han mente om denne IMEC-korridor. (http://en.kremlin.ru/events/president/news/72259) Han havde stort set det samme svar og sagde, lad dem bygge den. Det hjælper bare med at opbygge logistikken, og det hele vil fungere sammen, for hvis du har godstransport, har du brug for et meget tæt integreret infrastruktursystem, hvor du f.eks. flytter containere fra skib til tog til lastbil, og alle disse ting fungerer sammen. Så jeg tror, at det er sådan, man skal se på det: Enhver form for opbygning af infrastruktur har en positiv effekt på både de mennesker, der bygger den, og også på de mennesker, der har fordelen af at have denne nye infrastruktur i deres omgivelser, fordi det udvider deres syn, det bringer dem op på et højere niveau, og jeg tror, at Verdenslandbroen i sidste ende vil vokse sammen – jeg tror, at der er en forgæves indsats for at forsøge at dele og erobre, men den nye ånd er stærkere, og jeg er ret sikker på, at den vil sejre.

SCHLANGER: Du kan se Helgas hovedtale til konferencen den 9. september på Schiller Instituttets hjemmeside (https://schillerinstitute.com/blog/2023/09/12/helga-zepp-larouche-a-transformation-bigger-than-the-end-of-the-cold-war/), samt flere andre præsentationer på Schiller Instituttets YouTube-kanal (https://www.youtube.com/@SchillerInstitute), og vi håber at få dem alle lagt ud individuelt i løbet af de næste par dage. Så gå ind på https://www.schillerinstitute.com eller https://www.youtube.com/@SchillerInstitute for at downloade, læse, se og dele den diskussion, der fandt sted på Schiller Instituttets konference.

Her er et spørgsmål fra David fra Nigeria. Han spørger: “Vil BRIKS hjælpe lande, der er fanget i neokoloniale relationer, og vil de gribe ind i kampe, der opstår i Afrika?”

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Tendensen er, at de projekter, som har været kendt i lang tid, kan komme på dagsordenen nu, og det vil ændre miljøet. Selvfølgelig er der lige nu stadig fare for, at der vil komme en militær intervention mod de lande, især i Vestafrika, som for nylig skiftede regering gennem kup. Der er tydelige tegn på, at nogle vestlige magter ikke ønsker at opgive deres tilbøjelighed, men jeg tror, at fremdriften på den anden side kommer fra Kinas, Ruslands, Indiens og endda Japans interesse i at bidrage – og forhåbentlig arbejder vi hårdt på at overbevise europæerne om, at de også bør have en holdning til at investere i Afrika. Der er visse projekter, som virkelig ville være en game-changer.

For eksempel – det er så tragisk – det, der sker nu på Afrikas nordkyst: Først var der jordskælvet i Marokko, som dræbte flere tusinde mennesker, og man har endnu ikke fundet alle de omkomne. Så var der denne forfærdelige oversvømmelse i Libyen, som måske allerede har dræbt mere end 20.000 mennesker i én by! Tyve procent af hele befolkningen blev bare oversvømmet i havet, og hvorfor skete det? OK, det var skænderiet mellem den østlige og den vestlige regering; eller den vestlige regering, som faktisk er den valgte regering; og så den østlige regering, som af en eller anden mærkelig grund er udråbt af EU som den officielle regering, på trods af at det var dem, der lavede kuppet, fordi de sidder på det mest interessante sted set fra EU’s synspunkt, i forhold til at være i vejen for flygtningesituationen, og EU ønsker at lave aftaler med dem. Det er fuldstændig vanvittigt. Det har betydet, at lige siden NATO’s absolut kriminelle opførsel i 2011, som førte til kuppet og derefter drabet på Gaddafi, havde Gaddafi faktisk arbejdet på at udvikle infrastrukturen, ikke kun i Libyen, men i hele Afrika. Han havde skabt adgang til to reservoirer med rent vand, som bl.a. gav vandforsyning til de byer, der nu er ramt. Efter at Gaddafi blev dræbt, var der tilsyneladende absolut ingen vedligeholdelse eller reparation, heller ikke af de dæmninger, der brød sammen, så man kan faktisk sige, at tragedien i det, der sker lige nu, er den sene frugt af folk som Obama, som Hillary Clinton.

Vi glemmer aldrig hendes modbydelige bemærkninger: “Vi kom, vi så, at han døde,” (https://www.youtube.com/watch?v=6DXDU48RHLU) da hun talte om Gaddafi. Du ved, det var billedet af et meget grimt sind, som viste sig der. Så man kan faktisk sige, at den forfærdelige forsømmelse af reparationen af infrastrukturen, som er en af de vigtigste årsager til, at denne tragedie, eller begge tragedier, faktisk blev så ødelæggende, skyldes de mennesker, der lavede denne militære operation i 2011, som blandt andet også begyndte at sætte FN’s Sikkerhedsråd ud af spillet, fordi de løj over for det og sagde, at de bare ville lave en neutral intervention, som så viste sig at være en militær intervention. Det var i øvrigt det øjeblik, hvor min afdøde mand sagde, at dette drab på Gaddafi og omstændighederne beviser, at NATO ønsker at gå i Tredje Verdenskrig mod Kina og Rusland: Og se, hvad der er sket siden.

Så hvad er svaret på det? Svaret er at sætte nogle af de store infrastrukturprojekter i Afrika på dagsordenen og samles om dem. Et af dem er, hvad Sydafrikas præsident Ramaphosa sagde ved topmødet om den nye globale finansieringspagt i Paris i juni, [https://youtu.be/xhHBIpvyQ_A] hvor præsident Ramaphosa sagde, efter at Macron havde holdt en stor tale: Jeg ønsker ikke at høre dette, vi ønsker ikke at høre dette. Finansier Inga-dæmningen i Congo, som kun koster omkring 80 milliarder dollars, men som vil give elektricitet til omkring et dusin lande i Afrika, og medmindre du gør det, vil vi ikke høre mere. [https://youtu.be/xhHBIpvyQ_A?t=654] Og det er det sprog, der kræves.

Og gør det samme med Transaqua-projektet, som blev vedtaget af seks lande i Lake Chad Basin Commission allerede i 2018 på en stor konference i Abuja, Nigeria [https://larouchepub.com/eiw/public/2018/eirv45n10-20180309/06-13_4510.pdf]. Dette Transaqua-projekt, som kun vil tage omkring 3% af det overskydende vand i Congo-floden, som nu går ubrugt ud i havet, og vil gennem et system af floder og kanaler bringe vandet til Tchad-søen. Det ville give masser af muligheder for kunstvanding i Sahel-zonen, det ville have gjort industriel udvikling mulig langs dette vandsystem, og det vil fylde Tchad-søen op igen.

Det er disse ting, afrikanerne skal samles om, og ikke tillade flere forstyrrelser mod dem. For fredens navn {er} udvikling, og det gælder også for stabiliseringen af hvert eneste land på det afrikanske kontinent.

Vi bør diskutere disse projekter mere. Vi har skrevet lange udviklingsprojekter for hele det afrikanske kontinent. Du kan gå ind på vores hjemmeside: Du kan se, at vi skrev – den første rapport skrev vi i 1976, og vi havde en stor konference i Paris om den. Vi udgav den i 1978. Min afdøde mand havde skrevet en {Kritiske kommentarer til Lagos-handlingsplanen: The Economics of Nation-Building} i 1981. Så vi har været involveret i udviklingen af infrastrukturen i Afrika i meget lang tid, og nu er tiden inde til at realisere disse planer. En af vores World Land-Bridge-rapporter handler om “Forlængelse af den nye silkevej til Vestasien og Afrika: En vision om en økonomisk renæssance.” Du bør se på disse planer og sørge for, at vi får det på dagsordenen. Og jeg tror, at med BRIKS-udviklingen og med Den Afrikanske Union, der nu er udnævnt som en del af G20, går alt dette i den rigtige retning og skal fremskyndes.

SCHLANGER: Helga, jeg ved, at du har meget travlt og snart skal af sted, men jeg har to spørgsmål mere om BRIKS, som jeg vil samle sammen. Et, der kom ind på chatroom-siden: Det ene er fra Corey, som spørger: “Er løsningen for os i Vesten at blive venner med BRIKS?” Og så spørger Ken: “Kommer BRIKS’ nye udviklingsbank til at erstatte eller arbejde sammen med revisionen af Verdensbanken?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, det første spørgsmål er indlysende. Se, geopolitik er en sygdom! Hvorfor skal verden opdeles i geopolitiske blokke, hvor en gruppe nationer siger, at denne anden gruppe nationer er min fjende, og derfor skal jeg have en militær opbygning? Du ved, det er kun i det militærindustrielle kompleks’ interesse og for de mennesker, der spekulerer i endeløse krige, for endeløse krige betyder endeløse våben, betyder endeløs profit. Det er nødt til at stoppe! Al den militære produktion er i bund og grund, set ud fra et fysisk økonomisk synspunkt, rent spild!

Vi er nået til et punkt, hvor hvis vi fortsætter med militære konflikter, med krige som konfliktløsning, vil vi sprænge os selv i luften, og det vil ikke være så smart. Hvis vi er den intelligente, kreative art på planeten, den eneste, der er kendt i universet indtil videre, burde vi så ikke være i stand til at styre os selv på en måde, så et broderligt eller søsterligt samarbejde mellem nationer er muligt? Jeg mener, at det er tilfældet, og det er den vision, der bør lede os.

Se på Beethovens {Niende Symfoni}, som er baseret på den smukke {Ode til glæden} af Friedrich Schiller, og lyt til denne musik, hvor der i korstemmen er et vers, “Alle mennesker bliver brødre”: “{Alle menschen werden brüder}.” Og det er det normale for menneskeheden at bevæge sig ind i fremtiden. [https://www.youtube.com/watch?v=gm06Q4itv04]

Og jeg tror, vi er nødt til at organisere os meget, meget hårdt og skarpt i de europæiske lande og i USA, så folk siger: “Vi bør ikke betragte Rusland og Kina som fjender, for det er de ikke!” Jeg mener, OK, du kan gøre hvem som helst til en fjende, hvis du bliver ved med at råbe ad dem og fortælle dem, hvor grimme de er, til sidst vil du få dem til at blive vrede, og du vil få Tredje Verdenskrig. Men jeg tror, vi er nødt til at tage dette skridt og virkelig arbejde sammen, bruge Europas og USA’s industrielle kapacitet til at gå sammen med Rusland, Kina, Japan og Indien om at udvikle de dele af verden, der endnu ikke er udviklet. Så jeg tror, det er det perspektiv, vi skal gå ind i.

Og hvad angår det andet spørgsmål, så tror jeg, at det kan lade sig gøre, men det vil kræve, at Verdensbanken ændres. Du ved, indtil videre har både IMF og Verdensbanken, som burde gøre noget andet, men ikke har gjort det – det burde de, fordi de er institutioner under FN, og derfor bør de repræsentere viljen hos flertallet af FN’s medlemslande, og ikke kun hos den stærkeste af dem. Men indtil videre har IMF’s betingelser og Verdensbankens lån dybest set ikke fremmet langsigtede investeringer. Verdensbankens lån var normalt altid for korte, de skulle betales tilbage for hurtigt, så det land, der havde modtaget lånet, sad på en stor gæld, men projektet havde endnu ikke resulteret i egentlig profit eller velstand. Så det var sådan, gældsfælden udviklede sig. Det var ikke Kina. Vi havde disse statistikker: Gælden er primært til bankerne i Paris-klubben.

Vi har brug for en reform: Jeg tror, at Verdensbanken kan spille en positiv rolle, men det kræver, at de ændrer deres politik. Hvis de ikke ønsker at gøre det, så tror jeg, at behovet vil være at opbygge den nye udviklingsbank, som alligevel allerede er på vej, fordi de nu vil begynde at udstede kredit baseret på lokale valutaer, på rupees, på rubler, på renminbi, andre valutaer. Og for eksempel har en af de russiske embedsmænd lige sagt, at de vil bruge de utrolige rupee-aktiver, som Rusland har fra handel med Indien, til at udstede kredit gennem den nye udviklingsbank til udviklingsprojekter. Så det er allerede ved at ske.

Man kan kun håbe, at der er folk i Vesten, i Norden, som er villige til at ændre sig, for det er, tror jeg, det store spørgsmål. Er vi i stand til at ændre os, når vi erkender, at vi var på det forkerte spor? Og det er det, vi er nødt til at organisere os hen imod.

SCHLANGER: For at følge med i disse hurtige udviklinger kan du altid gå ind på Schiller Instituttets hjemmeside (https://schillerinstitute.com), og også {EIR}s hjemmeside på https://www.larouchepub.com, og det er her, du kan finde mange af de skrifter af Lyndon LaRouche, som Helga nævnte tidligere.

Helga, tak fordi du er med os igen i denne uge. Og jeg har en note fra en fast seer, som siger: “Tak Helga for at give mig min ugentlige dosis optimisme.” Med det ser jeg dig i næste uge!

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Og glem ikke at forberede dig på at deltage i den næste store demonstration foran FN den 21. september. Det er den internationale fredsdag. Og hvis du har andre demonstrationer og møder, så deltag i dem, for det er meget vigtigt, at vi øger bevægelsen for fred.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det er yderst nødvendigt, at vi gør de almindelige borgere i de europæiske lande og USA – som dagligt bombarderes med en spærreild af nyheder i de etablerede massemedier, som alle generelt har et spin på en sådan måde, at de skaber en næsten helt fiktiv parallel virkelighed – opmærksomme på den tektoniske forandring, der foregår i dette historiske øjeblik. For kun hvis de anerkender de valg, der klart ligger foran os, er der håb om en positiv vej ud af menneskehedens nuværende eksistentielle krise.

Det er på høje tid at gennemgå succesen og fiaskoen ved de officielle politikker i den seneste periode for at vurdere gyldigheden eller manglerne ved ens egne aksiomer for tænkning. Hvis der er noget, man kan lære af de to verdenskrige i det 20. århundrede, så er det antallet af fejlvurderinger fra deltagerne i disse krige. Med den parallel i baghovedet kan man kun råbe vagt i gevær på den mest skingre måde.

Den geopolitiske konfrontation mellem USA og NATO om Ukraine, som ikke startede “uprovokeret” den 23. februar 2022, men i virkeligheden allerede med den “orange revolution” finansieret af NED i 2004 og blev optrappet med Victoria Nulands Maidan-kup i 2014, fungerer tydeligvis ikke, som det var hensigten. Den hidtil usete række af sanktioner “ruinerede” ikke Rusland, som Annalena Baerbock havde ønsket, men forårsagede en vidtrækkende omdirigering af Rusland mod øst og syd. Men Ruslands forventning om, at den militære specialoperation skulle være kortvarig, blev heller ikke indfriet, da den russiske ledelse tydeligvis undervurderede effekten af NATO-operationerne i Ukraine efter Maidan-kuppet og befolkningens efterfølgende holdning, samt Vestens vidtrækkende vilje til militært engagement i Ukraine.

Nu er man nået til et militært dødvande, og fortsættelsen af de militære operationer kan på trods af alle nye våbenleverancer kun føre til en fuldstændig udmattelse af de menneskelige ressourcer i Ukraine, som allerede har lidt frygtelige tabstal, og faren for en optrapning til atomniveau, hvis enten Rusland ser sin territoriale sikkerhed truet, eller nogen mener, at en begrænset atomkrig er mulig.

Hvis europæerne troede, at deres eftergivenhed over for kravene om stadig “flere våben” til Ukraine ville føre til en sejr for Ukraine på slagmarken, gik det heller ikke. I stedet befinder de europæiske nationer sig fuldstændig afskåret fra ethvert bånd til deres nabo Rusland, “energiafhængigheden” er flyttet fra Rusland til den meget dyrere amerikanske energi, og i mellemtiden har Tyskland mistet selv skyggen af en rest af suverænitet og dermed respekten i hele verden. Tyskland, det tidligere økonomiske kraftcenter i Europa, gennemgår hurtigt en afindustrialiseringsproces forårsaget af urimelige energipriser fra den vidunderlige beskyttelsesmagt og allierede USA, som ikke tøver med at lokke de slagne tyske industrier til at bosætte sig i USA ved hjælp af Inflation Reduction Act – for slet ikke at tale om Nord Stream-rørledningerne, om hvilke der ikke er nogen, som tror på den for sent opfundne historie om sejlbåden Andromeda. Et populært ordsprog i disse dage er: Hvad skal man med fjender, når man har venner som disse?

Tyskland er blevet forvandlet til en dørmåtte, der trampes på af NATO-støvler, mens det nuværende politiske lederskab med sin grønne atlantiske ideologi, som det ville være en omskrivning at kalde “tysk”, spiller næsten alt væk, hvad alle generationer har bygget op af ruinerne efter Anden Verdenskrig. Halvdelen af den tyske middelstand, kilden til hele det sociale system i landet, er enten ved at gå fallit eller ved at forlade landet for at geninvestere i USA eller Kina. Den overvældende stemning i landet er desperation, restaurantejere, landmænd, håndværkere, butiksejere, sygeplejersker, alle former for serviceindustrier, føler alle, at bunden bliver trukket væk under dem, og de, der ikke ønsker at flytte til Alternativ für Deutschland, et højrefløjsparti med nogle gode pointer, men også uacceptable elementer i sig, føler, at de ikke har noget sted at vende sig hen. “Alt vil ramle mod muren,” er en af de mest hørte sætninger i mange private diskussioner. Folk føler sig fuldstændig forrådt. Vi skal huske på, at det var den totale følelse af forræderi efter Versailles-traktaten, som var dødsstødet for Weimar-republikken!

Men hvad de fleste borgere i Vesten ikke har nogen anelse om, er, at der foregår en meget større, meget mere betydningsfuld udvikling andre steder, i de dele af verden, som påvirkes af det, der foregår mellem NATO og Rusland, hvor “følgeskaderne”, såsom høje energi- og fødevarepriser i disse lande, blev betragtet som “ubetydelige”. Og nu viser det sig, at den forglemmelse var den største fejlvurdering af alle.

De ensidige (og derfor ulovlige) sanktioner mod Rusland og en lang række andre lande, konfiskeringen af statslige aktiver og bevæbningen af dollaren oven i den mangeårige erfaring med uretfærdige handels- og kreditvilkår har ført til et gigantisk tilbageslag i landene i det Globale Syd, som siden har udviklet sig til den Globale Majoritet, der repræsenterer mere end 85% af verdens befolkning. NATO-landenes massive forsøg på at presse lande i Latinamerika, Asien og Afrika til at tage parti for “demokratierne” i den “regelbaserede orden” mod de formodede “autokratier” og “diktaturer” i Ukraine-konflikten gav grundigt bagslag. Disse landes identitet som en del af Den alliancefri Bevægelse og “Bandung-ånden”, den store alliance mellem asiatiske og afrikanske lande fra konferencen i 1955, blev vakt til live igen og med den erindringen om, at det var Sovjetunionen, der havde hjulpet mange af udviklingslandene i deres kamp for uafhængighed mod kolonimagterne.

Da Lyndon LaRouche, min afdøde mand, i 1975 første gang foreslog et alternativ til IMF og dens betingelser med forslaget om IDB, der skulle udstede kreditlinjer på 400 mia. dollars om året til industrielle udviklingsprojekter, blev dette forslag helhjertet støttet af NAM, Den Alliancefri Bevægelse, der indarbejdede det i deres endelige resolution i Colombo, Sri Lanka, som allerede dengang repræsenterede 75% af verdens befolkning. Finansmagternes reaktion var brutal: Indira Gandhi og fru Sirimavo Bandaranaike blev fordrevet fra magten, premierminister Zulfikar Ali Bhutto og premierminister Indira Gandhi blev flere år senere myrdet. NAM spillede en afdæmpet rolle i mange år fremover som følge af disse angreb.

Lyndon LaRouche, hvis 101-års fødselsdag vi fejrede i går, og hans internationale bevægelse fortsatte ufortrødent med at skrive udviklingsplaner, en omfattende infrastrukturplan for hele det afrikanske kontinent, præsenteret i 1976 på en konference i Paris, Operation Juárez for Latinamerika i samarbejde med den mexicanske præsident López Portillo, en 50-årsplan for Stillehavsområdet i lyset af den forventede stigning i befolkningstætheden i den del af verden, en 40-årsplan for Indien, som Mrs. Gandhi begyndte at gennemføre, Oasis-planen for Sydvestasien, og i 1991, da Sovjetunionen gik i opløsning, den Eurasiske Landbro, den Nye Silkevej – alle disse programmer blev præsenteret på bogstaveligt talt hundredvis af konferencer og seminarer på fem kontinenter.

Efter at præsident Xi Jinping præsenterede konceptet for Den Nye Silkevej i Kasakhstan for præcis 10 år og 2 dage siden, ignorerede vestlige regeringer, tænketanke og medier på forbløffende vis dette program, som helt klart var det største infrastrukturprogram i historien nogensinde, endog i en størrelsesorden større end Marshall-planen for Europa efter Anden Verdenskrig.

Men for landene i det Globale Syd blev Bælte- og Vej-Initiativet (BVI) den afgørende faktor, der gjorde det muligt for mange af dem for første gang for alvor at igangsætte infrastrukturprogrammer, industriparker, avancerede videnskabsprojekter osv. Fra slutningen af 2017 skiftede holdningen i Vesten til BVI pludselig fra ligegyldighed til fjendtlighed, først i Pentagons sikkerhedspapirer og derefter synkroniseret i alle vestlige medier og tænketanke blev Kinas fremgang karakteriseret som “systemisk rival” og “modstander”, hvilket kulminerede i den nylige “afkobling” og “derisking”-vanvid. Med den nylige udvidelse af BRIKS til BRIKS-11 og den tilkendegivne interesse fra omkring 40 andre lande for at slutte sig til, er ideen om en fuldstændig afkobling fra Rusland og Kina mere end absurd: Den er selvmorderisk. Perspektivet med at skabe to mere eller mindre adskilte blokke er i realiteten ikke gennemførligt og kan kun ses som et nytteløst forsøg på at svække en modstander økonomisk før et planlagt militært angreb, som i betragtning af eksistensen af flere tusinde atommissiler ville betyde udslettelsen af den menneskelige art og dermed alt liv på jorden.

Det er tid til en grundlæggende strategisk genovervejelse. Er det ikke nu mere i USA’s og de europæiske nationers interesse at tage initiativ til at samarbejde med alle landene i det Globale Syd og opbygge en velstående verden for alle nationer, end at løbe risikoen for at føre en politik, der kan føre til “historiens afslutning”, om end på en anden måde end Francis Fukuyama, faderen til alle politiske fejlvurderinger, fantaserede om?

Her til morgen kom der nyheder om, at premierminister Modi på det igangværende G20-topmøde i New Delhi for længst havde bekendtgjort, at Den afrikanske Union er blevet optaget i G20 og dermed i G21. Det er positivt, men helt utilstrækkeligt. For at eliminere faren for en tredje, denne gang termonuklear krig, er vi nødt til at skabe en helt ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til sikkerheden og de økonomiske interesser for alle nationer på planeten. Og det er kun muligt, hvis det er baseret på alles udvikling, på næstens, den andens, interesse og skabelsen af en fælles fremtid, som er lovende og opløftende for hele menneskeheden.

Det omfattende studie, som Schiller Instituttet udgav i 2014 som respons på præsident Xis meddelelse fra 2013 i Kasakhstan, “Den Nye Silkevej bliver Verdenslandbroen”, kan være grundlaget for en sådan fredsorden for det 21. århundrede. Den giver en klar retning for den økonomiske opbygning af alle dele af planeten, konkrete planer for at overvinde underudviklingen i det Globale Syd, såvel som konkrete retningslinjer for genopbygningen af de forfaldne økonomier i det Globale Nord. Sammen med de ti principper, jeg foreslog for en sådan ny arkitektur, kunne disse forslag være grundlaget for ethvert seriøst forsøg på at finde en løsning på den nuværende krise. Hvorfor ikke afholde et særligt møde i FN’s Generalforsamling for at diskutere en sådan ny international arkitektur, når så mange mennesker verden over tydeligvis er bekymrede over truslen mod verdensfreden?

Ideen om en Verdenslandbro, der forbinder alle infrastrukturelt udviklede kontinenter gennem tunneller og broer, så man snart kan rejse med et maglev-tog (magnetisk svævebanetog) fra sydspidsen af Argentina eller Chile op nordpå gennem Amerika via Beringstrædet hele vejen langs Den transsibiriske Jernbane til Gibraltar og videre gennem Afrika til Kap det gode Håb. Dette vil være realiseringen af den tyske økonom Friedrich Lists vision og hans “rum- og tid-økonomi”, hvor han skitserede, hvordan et avanceret transport- og kommunikationssystem med høj hastighed, tæt regelmæssighed og omkostningseffektiv infrastruktur ville give mulighed for nye niveauer af de mentale og materielle produktive kræfter. Denne udvikling ville så føre til en “planetens republik”, som han kaldte det, baseret på “menneskehedens økonomi”, som ville gøre det muligt, at alle talenter ville udveksle deres ideer og arbejde sammen på alle områder inden for videnskab og kunst og alle vidensområder, hvilket igen ville øge effektiviteten af alle menneskehedens kræfter, det stik modsatte af “afkobling” og “derisking”, naturligvis.

En lignende idé om menneskehedens fremtidige udvikling til at blive et stort fællesskab for hele verden, en “datong shijie”, kan man også finde hos Cai Yuanpei, den første undervisningsminister i Republikken Kina og præsident for Peking Universitet, som introducerede Schillers begreb om æstetisk uddannelse i Kina. Det var tydeligvis den samme evolutionære medfødte idé, der styrede Nicholai af Kusas idé om harmoni i makrokosmos baseret på den bedste gensidige udvikling af alle mikrokosmos. Gottfried Wilhelm Leibniz’ idé om en forudbestemt harmoni i universet repræsenterer den samme idé; Vernadskys forestilling om noösfærens stigende dominans over biosfæren ligeså. Og jeg husker udmærket, hvordan Lyndon LaRouche forbløffede sine medarbejdere, da han talte om, at på trods af den nuværende betydning af nationalstatens suverænitet, så ville det ikke være det sidste stadie i menneskehedens evolutionære udvikling.

Se på det seneste gennembrud, som Kina gjorde inden for kontrollerbar kernefusionsteknologi til en ny generation af en “kunstig sol”, Huanliu-3, for en uge siden. Ifølge China National Nuclear Corporation (CNNC) realiserede de for første gang high-confinement mode-drift med en plasmastrøm på 1 million ampere. High-confinement-mode bruges også som standard-mode i International Thermonuclear Experimental Reactor (ITER) i Cadarache, Frankrig, som drives af syv medlemslande: Kina, EU, Indien, Japan, Rusland, Sydkorea og USA. Denne iboende sikre form for kerneenergi er, når den er fuldt realiseret, en af de teknologier, som vil fjerne grundlaget for geopolitisk rivalisering, fordi den vil gøre energi så rigelig og billig, at det vil være billigere end at fortsætte militære konflikter.

Perspektivet for et helt nyt paradigme i internationale relationer er i horisonten, og det kan komme meget hurtigere, end de fleste kan forestille sig. En ændring i USA ved det næste præsidentvalg kan bringe USA tilbage på vejen mod en republik. Som Sergej Glazyev antydede, vil en ny BRIKS-valuta sandsynligvis materialisere sig i 2024 under Ruslands formandskab for BRIKS, hvilket kan vise sig at være redningsbåden for det globale finansielle system.

Så der er al mulig grund til et kulturelt optimistisk syn på menneskehedens fremtid, forudsat at vi erstatter had, misundelse og vrede med kærlighed, generøsitet og nysgerrighed over for de andre kulturers potentiale. Vi har stadig tid til at nulstille aksiomerne i vores tænkning.

Ikke korrekturlæst.

6. september 2023 (EIRNS)-Onsdag den 6. september 2023 (https://youtu.be/uEV0KcnRrSs)

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores live-dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 6. september 2023. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. Hvis du vil deltage i diskussionen med spørgsmål eller kommentarer, kan du sende dem til os på questions@schillerinstitute.org.

Vi er på vej ind i en meget travl periode med konferencer, der har stor betydning for opbygningen af en ny udviklingsarkitektur: Der er et ASEAN-topmøde i gang i Indonesien; G20-topmødet finder sted i Indien på lørdag [9. september]. Eastern Economic Forum er på vej i Vladivostok. Alt dette følger udvidelsen af BRIKS, som sætter overgangen ud af den unipolære orden på dagsordenen. Selvfølgelig afholder Schiller Instituttet en online-konference den 9. september, som vil behandle disse spørgsmål under temaet “Lad os gå sammen med den Globale Majoritet om at skabe et nyt kapitel i verdenshistorien!” (https://schillerinstitute.nationbuilder.com/conference_20230909).

Helga, kan du opsummere for os, hvor tingene står efter BRIKS-topmødet og frem mod disse begivenheder?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Ja. Ifølge en insider, som er meget involveret i opbygningen af dette nye økonomiske system, foregår opbygningen af et nyt økonomisk system med en utrolig hastighed, som selv han, som er en gammel kending i disse sammenhænge, finder fuldstændig overraskende. For tingene bevæger sig meget hurtigt. Jeg tror, at det mest indlysende er, at mens BRIKS 11-processen er i gang, vil yderligere seks lande slutte sig til BRIKS i begyndelsen af næste år. Et af dem, Argentina, er under voldsomt angreb fra de finansielle magthavere, og jeg er sikker på, at det vil komme op i diskussionsperioden. Ikke desto mindre inspirerer denne proces alle landene i det Globale Syd.

På den anden side er det også meget tydeligt, at det såkaldte Globale Nord, dvs. de nordatlantiske lande på begge sider af “dammen”, på en eller anden måde ikke reflekterer over, hvad det betyder, at størstedelen af verden bevæger sig i en anden retning. Men det er meget tydeligt, at selvom krigen i Ukraine ikke fører nogen steder hen, i hvert fald ikke set fra dem, der gerne vil have Ukraine til at vinde, så eskalerer den, og det indebærer mange farer. Men der er også et klart tegn på, at man i stigende grad vil flytte konflikten til Indo-Stillehavsområdet, eller et andet aspekt af konflikten til Indo-Stillehavsområdet, til Taiwan, og at man bare vil fortsætte med at gøre, hvad man gjorde før: Forsøge at få et globalt NATO, et unipolært, som ikke længere eksisterer.

Samtidig er det på grund af massemediernes kontrol kun den lille del af befolkningen i alle lande, som er selvmotiverede, og som individuelt følger deres egne kilder, læser og ser tv og radio og medier fra Kina, Rusland og Afrika, som er helt klar over, at der med BRIKS-udviklingen er opstået en helt ny strategisk situation, som også skaber helt nye muligheder for lande som for eksempel Tyskland eller Italien og Frankrig. Men størstedelen af befolkningen er ikke klar over det, for hvis man læser om BRIKS-relaterede udviklinger, er det eneste, man læser, “spændinger mellem Indien og Kina”; det er grunden til, at Xi Jinping ikke tager til G20-topmødet i New Delhi. Putin tager ikke af sted, så det er klart, at Bloomberg siger, naturligvis med henvisning til unavngivne kilder, at dette vil blive brugt af europæerne til at lægge det største pres på afrikanerne for at få dem til at tage afstand fra Rusland og Kina.

Nu vil jeg sige, at det er for sent. For bevidstheden hos landene i det Globale Syd, i Latinamerika, i Afrika, i Asien, om denne nye strategiske, lad os sige “opdeling” – at størstedelen af det, der tidligere blev kaldt den alliancefri bevægelse, nu for alvor forsøger at etablere deres eget økonomiske system, som giver mulighed for udvikling for dem alle – det er ustoppeligt. Jeg mener virkelig, at intet kup, intet forsøg på at destabilisere dem via farverevolutioner og de sædvanlige ting, vil være tilstrækkeligt, for lige nu befinder vi os i en historisk forandring, tror jeg, som kun sker én gang i tusind år, fordi dette afslutter kolonialismen, som startede omkring år 1500.

Så jeg tror også, at man kan fortolke det faktum, at Rusland og Kina ikke tager af sted – i hvert fald ikke statslederne – til G20-topmødet i Indien, og at de i stedet sender deres udenrigsministre, sådan, at tillidsbruddet mellem det Globale Syd og NATO er så dybt, at de måske betragter andre møder som vigtigere, som ASEAN og helt sikkert det kommende Vladivostok-møde [den 10.-13. september], for det er her, de udfærdiger deres traktater, laver deres investeringsplaner og så videre.

Så alt, hvad jeg siger, er, at hastigheden af integrationen absolut eskalerer og fortsætter. De vestlige etablissementer er absolut ikke villige til at erkende, at alt det, der sker, ikke er Ruslands eller Kinas eller nogen af disse landes onde gerninger, men at det er et tilbageslag for deres egen politik. Befolkningerne i Vesten er stadig, for det meste, relativt uvidende, men de, der forstår, at vejen ud af den økonomiske og finansielle krise i Europa, for eksempel i Tyskland og andre lande, ville være at samarbejde fuldt ud med landene i det Globale Syd. Det er det, Schiller Instituttets konference den 9. september handler om: Vi har fremragende talere, der i høj grad repræsenterer det Globale Syd, så du vil høre fra første parket, hvad der er den virkelige hensigt med lande som dem i Latinamerika, Afrika og Asien. De har tydeligvis et helt andet syn på verden: De er ekstremt optimistiske, de taler om rumsamarbejde, atomkraft, gennembrud inden for termonuklear fusionskraft. Så hvis du vil have en optimistisk idé om fremtiden, så bør du helt sikkert tune ind kl. 9 på lørdag til Schiller-konferencen og blive en del af denne bevægelse, for det er et af de mest spændende øjeblikke i historien at se fremkomsten af et system, der vil sætte retfærdighed på [dagsordenen] (https://schillerinstitute.nationbuilder.com/conference_20230909).

SCHLANGER: Lad mig følge op på det, du sagde om, at Xi Jinping ikke tager til G20: En amerikansk blogger, der følger os tæt, skriver: “Tak, Helga, for det arbejde, du gør. De amerikanske medier skriver om, hvad de kalder en økonomisk nedsmeltning i Kinas ejendomssektor, og der er spekulationer om, at præsident Xi Jinping er i politiske problemer. Hvad er dine tanker om dette, eller er det bare mere psykologisk krigsførelse mod Kina?”

ZEPP-LAROUCHE: Det er absolut tilfældet. Jeg mener, se på, hvad Kina gør: De har virkelig forvandlet ikke bare Kina, men mange, mange lande i Afrika og andre dele af det Globale Syd. Og disse lande er blevet venner, ikke bare allierede eller partnere, men venner! Jeg mener, afrikanerne siger: “Kina er en ven af Afrika,” og de har rigeligt med beviser på det.

Nu er det sandt, at det kinesiske byggeri nogle gange bevæger sig fremad, fordi de har en stor befolkning på 1,4 milliarder mennesker, og når man skal skaffe boliger til så mange mennesker, kan man ikke gøre det på samme måde som i USA i forstæderne, hvor man bygger det ene hus efter det andet med en baggård og en lille have foran. Man er nødt til at have en byggeplanlægning, hvor man skaffer boliger til alle. Og sommetider, og det skete tidligere, og det sker måske også til en vis grad nu, at nogle af disse bygningskomplekser står tomme i en kort periode. Men det har altid været en ekstremt kort periode, før disse byggerier er blevet fyldt med folk, der flytter ind. Så man kan lave en forkert historie ud af hvad som helst: Man kan tage statistikker og tage segmenter, og så kan man tage et andet segment fra den samme statistik og bevise det stik modsatte.

Så jeg ville ikke tro på det, for se, hvad der sker i Europa! Tyskland er ved at kollapse: Ikke Kina. USA’s infrastruktur er i en afgrundsdyb tilstand. Se på infrastrukturen i Kina: Hvis man tager alle parametre i den fysiske økonomi, er Kina stadig motoren i verdensøkonomien, og alle dommedagsprofetierne vil ikke ændre på det.

SCHLANGER: Et opfølgende spørgsmål til dette kom fra Dr. Balkrishna K., som spørger: “Hvad er de kortsigtede og langsigtede effekter af Bælte & Vej Initiativet i det Globale Syd?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at der på kort sigt vil være flere af den slags projekter, vi har set med de forskellige korridorer, omkring seks store korridorer i forskellige dele af verden; flere af de hurtige tog, som vi ser mellem Kunming og Laos, eller mellem Bandung og Jakarta i Indonesien; flere projekter af den slags, som er begyndt at transformere Afrika, især i de sidste 10 år. Så jeg er sikker på, at det vil fortsætte. Jeg tror, at der i det lange løb vil blive lagt meget mere vægt på at opgradere arbejdsstyrken: Kina er allerede begyndt at gøre det ved at invitere titusindvis af studerende til at komme til Kina for at blive uddannet, eller ved at flytte kinesiske teams til forskellige lande.

Men Kina forsøger ikke at blive den nye hegemon. Det er bestemt ikke min vurdering, og jeg vil tro, at hvis BRIKS-Plus fortsætter med at ekspandere, som det bør og skal, for at skabe en ny økonomisk verdensorden, så vil alle de andre lande, der har betydelige industrielle kapaciteter, som Indien, som Japan, som Tyskland (hvis det ikke er afviklet inden da), Schweiz, Italien, andre lande, der har betydelige, især maskinværktøjssektoren, de vil alle blive en del af en arbejdsdeling. Se på, hvad der sker i Sydvestasien, som var et område med fuldstændig kolonialistisk ødelæggelse i de sidste næsten hundrede år, men nu, på grund af tilnærmelsen mellem Iran og Saudi-Arabien, og fordi Tyrkiet spiller en særlig rolle i denne konstellation, er der faktisk en chance for, at alle de konflikter, der eksisterede mellem shia- og sunnimuslimerne, kan udelukkes og overvindes gennem fælles økonomisk udvikling.

Folk siger altid, hvem vil være det land, der har fordele? Hvis du ser på det som en længere bue, er det ligegyldigt, om du begynder at bygge en jernbane nord-syd i dette land eller øst-vest, for til sidst vil infrastrukturen blive integreret i hele verden, fordi det er sådan, det hænger sammen. Hvis man går hundrede eller to hundrede år tilbage, var infrastrukturen meget begrænset: Man havde kun nogle få jernbaner, nogle få veje, nogle få vandveje; men efterhånden som udviklingen af industrien, og især industrien, skred frem, blev infrastrukturen mere tæt. Se på Tyskland: Da Tyskland var på sit højeste, hvilket desværre er flere årtier siden nu, havde vi en fremragende infrastruktur, der integrerede motorveje, jernbaner og vandveje, og man kunne sende fragtgods og andre varer fra den ene til den anden, fra vandveje, til jernbane til lastbil, indtil man nåede den endelige destination – og man forsøgte at minimere lastbilaspektet af transporten; Men det var et meget integreret, meget tæt infrastrukturnetværk, og det er netop det, at jo mere udviklet et land bliver, jo vigtigere er det at have en integreret infrastruktur, fordi det reducerer transporttiden, tabet af effektivitet og så videre.

Så da Xi Jinping annoncerede Den Nye Silkevej i 2013, for ti år siden, i Kasakhstan, offentliggjorde vi hele vores studie. For vi havde foreslået det, vi kaldte Den Eurasiske Landbro i 1991, da Sovjetunionen kollapsede. Vi foreslog en eurasisk landbro, der forbinder Europa og Asien gennem infrastrukturkorridorer. Og det er, i en vis forstand, det, der blev til den Nye Silkevej – vi kaldte den allerede “Den Nye Silkevej” i 1991. Og da Xi Jinping annoncerede Den Nye Silkevej i 2013, udgav vi alle vores studier i en stor bog med titlen The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge. Faktisk har man infrastrukturplaner om at forbinde sydspidsen af Argentina og Chile, hele vejen op gennem Latinamerika, Mellemamerika, Nordamerika; og så forbinde gennem en tunnel eller en bro over Beringstrædet til den eurasiske forbindelse, dybest set den transsibiriske jernbane og andre linjer, der går hele vejen til spidsen af Spanien, og går fra Gibraltarstrædet ind i Afrika og hele vejen ned gennem et infrastrukturnetværk til Kap det Gode Håb.

Så teoretisk set, hvis dette program blev realiseret, kunne man rejse med maglev-hurtigtog fra spidsen af Argentina eller Chile, hele vejen gennem Beringstrædet, tværs over Eurasien, til Kap det Gode Håb i Sydafrika.

Se, det kommer til at ske! Det vil helt sikkert ske, for det er den måde, menneskeheden udvikler sig på. Så i det lange løb ser jeg Bæltet og Vejen blive en integreret del af et fælles infrastrukturnetværk, hvor alle de forskellige lande i BRIKS-Plus og den nye økonomiske verdensorden samarbejder til gavn for alle de lande, der deltager i det.

Hvis vi ikke oplever Tredje Verdenskrig, vil jeg være helt sikker på, at det er det, der vil ske.

SCHLANGER: Helga, vi får masser af spørgsmål fra hele verden, så jeg vil kombinere flere af dem for dig. Dette kombinerer to spørgsmål om Tyskland: En tysker, der nu bor i Canada, skriver, at hun væmmes ved det, der foregår i Tyskland. Hun henviser til kansler Scholz’ bekræftelse af, at Tyskland ikke skal have atomkraft, de kommende møder med den kemiske sektor, kollapset i bilsektoren, og hun spørger: “Hvad er der galt med det tyske folk? Hvor længe vil de tolerere denne koalition [regering]?” Og det andet spørgsmål fra en ph.d.-studerende i USA sagde, at han lige havde læst en bog, When Kings Depart, om hvad der blev gjort mod Tyskland under Versailles-traktaten. Og han sagde: “Kan du sammenligne det, der bliver gjort mod Tyskland i dag, med det, der blev gjort af briterne og franskmændene, især efter Første Verdenskrig i Versailles?”

ZEPP-LAROUCHE: Det er to meget gode spørgsmål. Jeg mener, at den nuværende tyske regering ledes af en kombination af uvidende og svage personer. Derfor, når man ser på tysk politik lige nu, under kansler Olaf Scholz – nu bærer han klap for øjet – er den ensidig. Det er mildt sagt! Den kigger kun i retning af Atlanterhavet, og jeg tror, at han bærer klap for øjet, så han ikke behøver at se resten af verden: Han kan bare følge sit tunnelsyn om at være en god vasal.

Når man ser på retningen for tysk politik under denne ledelse, minder det mig om en skildpadde, der har trukket hovedet ind og så bevæger sig baglæns; den har sat bagtroppen i bevægelse. Så Tyskland bevæger sig tilbage til middelalderen. Det er forfærdeligt! Vi sidder på en krudttønde, for jeg og mange andre medlemmer af Schiller Instituttet har haft mange diskussioner i de seneste uger, og det, man finder ud af, er, at den tyske befolkning er i en tilstand af absolut anspændthed: Hvis man spørger nogen, så siger de: “Alt det, vi har bygget op efter Anden Verdenskrig, er ved at falde sammen! De er ved at ødelægge det! Al den lovgivning, de laver, ruinerer Tyskland!” Og det er stemningen i Tyskland. De er vrede.

Problemet er, at de ikke rigtig kan se, hvad de skal gøre. Der er partiet Alternativ for Tyskland (AfD), som har haft en stor stigning i popularitet på grund af denne frustration. Men der er også grænser, for desværre er der bare nogle frustrerede mennesker i det, men de har også nogle ret uheldige karakterer, så det er ikke rigtig et alternativ for de fleste mennesker. Det efterlader den almindelige borger uden meget håb.

Jeg tror derfor, at det vigtigste er at sprede nyheden om, hvad BRIKS-landene gør, for når folk i Tyskland forstår, at BRIKS ikke er Tysklands fjende, men partneren og den potentielle fremtidige vej ud, så kan problemet løses. For Tyskland har været en eksportorienteret nation i hvert fald siden Bismarcks tid, og Tyskland har ikke mange råstoffer, og dets høje levestandard var resultatet af en høj grad af videnskabelig og teknologisk udvikling og eksport af disse varer, som derefter blev meget berømte med synonymet “Made in Germany”. Det blev oprindeligt givet til Tyskland af besættelsesmagterne som et tegn på skam – “made in Germany”, det “Germany”, du ved – men på grund af det tyske folks arbejdsomhed blev det til et æresmærke. Og folk sagde: “Åh, ‘made in Germany’, det er høj kvalitet”, og derfor ville folk købe disse produkter, selv om de var lidt dyrere end fra andre lande, fordi det stod for ekspertise.

Men det er nu ved at forsvinde. Tyskland sakker bagud med hensyn til patenter, med hensyn til biler – Tyskland plejede at være et førende bileksporterende land; det falder nu meget hurtigt tilbage. Og med det sank mange andre også.

Så Tyskland står over for et økonomisk kollaps, som jeg forudser vil ramme i det kommende efterår og vinter, i stor stil. For så vil de høje energipriser betyde, at mange mennesker vil blive hårdt ramt; mange virksomheder vil gå konkurs, hvilket allerede er ved at ske – restauranter, kunsthåndværk, industri på mellemniveau vil alle kollapse. Og på det tidspunkt tror jeg faktisk, at det hele vil eksplodere. Og derfor er det ekstremt vigtigt, at nyheden om potentialet i at samarbejde med BRIKS-landene om udviklingen af det Globale Syd er det punkt, der virkelig kan ændre Tysklands retning.

Det er derfor, vi afholder disse konferencer; det er derfor, at hvis du er tysker og bor i Canada, så hjælp os med at sprede nyheden om det. Hvis du har slægtninge, så gør dem opmærksomme på vores kommende konference, og hvad vi gør, for vi har brug for en masse mennesker, der kæmper sammen med os, for det er en stor kamp, og besættelsesmagterne besidder stadig Tyskland i meget høj grad. Eftersom folk ikke er suveræne i deres hoveder, for slet ikke at tale om landets praktiske suverænitet, er vi stadig nødt til at kæmpe meget hårdt.

I forhold til det andet spørgsmål vil jeg sige, absolut, ja. For set fra imperiets synspunkt – og hvis man ikke forstår imperier som lande, men som et oligarkisk system, der bevægede sig fra det romerske imperium og endda før, fra det persiske imperium, det romerske imperium, det byzantinske imperium, det osmanniske imperium, det venetianske imperium, det anglo-hollandske imperium, det britiske imperium, og måske kan man sige det anglo-amerikanske imperium i dag, så har de grundlæggende set Tyskland som en potentiel trussel mod det oligarkiske system.

Hvorfor siger jeg det? Af forskellige årsager producerede Tyskland adskillige tænkere, som var virkelig fremragende: Nicolas af Kues i det 15. århundrede, Kepler, Leibniz; inden for klassisk musik, med få undtagelser som Verdi og nogle andre, kommer meget af det fra Tyskland – den store klassiske musik. I litteraturen havde man store digtere som Lessing, Schiller, Heine, Goethe til en vis grad; og mange andre gennembrud inden for videnskab, opdagelser. I den klassiske periode i Tyskland havde man så kombinationen af Friedrich Schiller, som var en tårnhøj gigant, der udviklede den æstetiske uddannelse som en måde at gøre folk frie på, den indre frihed; og han havde en ven, Wilhelm von Humboldt, som gjorde Schillers teori om æstetisk uddannelse til et uddannelsessystem, det berømte Humboldt-uddannelsessystem. Og på trods af, at Wilhelm von Humboldt som en af de preussiske reformatorer kun var i embedet i meget kort tid, jeg tror mindre end et år, var han stadig i stand til at indføre sit system, det Humboldtske Gymnasium, studie- og undervisningsprincippet på universitetet, så Humboldts indflydelse var meget langt ud over hans faktiske tid i embedet. Og jeg tror, at hvis han var blevet i embedet – det var en proces, der blev afsluttet med Wienerkongressen og Metternichs reformer – hvis han kunne være blevet længere og have implementeret Humboldts uddannelsessystem fuldt ud, ville hvert barn have haft chancen for at blive et geni. Og der er ingen større trussel mod oligarkiets system end at have en masse genier, som er indre frie, indre styrede mennesker, der ikke vil acceptere at være underlegne i forhold til en eller anden adelig eller en eller anden konge eller en eller anden prinsesse eller en eller anden overflødig person. Jeg tror, at det er grunden til, at briterne senest fra begyndelsen af det 19. århundrede, og i stigende grad med Bismarck og industrialiseringen, udså sig Tyskland som et sted, der skulle undertrykkes. Og det var tilfældet med Versailles. Man kan endda sige, at det i meget høj grad var med til at motivere Første Verdenskrig. Versailles var den bevidste idé om at holde Tyskland nede. Med [Rapallo traktaten] (https://larouchepub.com/other/editorials/2022/4916-on_the_100th_anniversary_of_th.html) [i 1922 mellem Tyskland og Sovjetunionen] forsøgte man at omstøde det. Mordet på [den daværende tyske udenrigsminister] Walther Rathenau skulle virkelig sikre, at Tyskland ikke ville komme sig igen. Og selv sponsoratet af Hitler gennem internationale finansielle kræfter havde den idé, at hvis man sætter Hitler til magten, vil en krig mellem Tyskland og Rusland være det logiske resultat. I efterkrigstiden handlede det igen om at holde Tyskland nede: Hvad er formålet med NATO? “Hold amerikanerne inde, hold russerne ude, og hold tyskerne nede,” det var det britiske slogan, og det vidste alle.

Da den tyske genforening fandt sted i 1990, havde Tyskland fået sin ret til suverænitet på grund af den fredelige revolution i Østtyskland. Ikke desto mindre blev mekanismerne sat i fokus for at holde Tyskland nede igen ved at underlægge det euroen og Maastricht-aftalen.

Så det er en lang historie, at oligarkiets mål var at holde Tyskland nede. Eftersom de fleste mennesker ikke rigtig har studeret den historie, er de stort set på bar bund. Jeg har længe været af den opfattelse, at folk er nødt til at studere deres historie for at forstå, hvorfor vi er, hvor vi er. Men for at vende tilbage til svaret på det første spørgsmål, så tror jeg, at der er en meget hurtig vej ud, og det er: Gå sammen med BRIKS, og gå sammen med størstedelen af verdens befolkning, og Tyskland vil have en middelstor, middelmådig plads, men en smuk plads, hvis vi genopliver vores egne klassiske traditioner.

SCHLANGER: Jeg vil gerne se, om vi kan få to spørgsmål mere, som er vigtige. Det ene er fra Menashe, som spørger: “Hvordan kan den potentielle tilføjelse af Den Afrikanske Union til G20 påvirke BRIKS-Plus-nationerne?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det bør ske. Jeg ved ikke, om G20 vil være formen for evigt, for det er igen ikke helt repræsentativt – hvorfor disse 19 lande plus EU; hvis EU kan være med som medlem, så bør Den Afrikanske Union så meget desto mere også være medlem. Så jeg går ind for det, men jeg tror heller ikke, at kombinationen af G20 er det sidste ord. For hvorfor ikke have en repræsentation af alle: G1 eller G-All. Det er FN dybest set allerede, og man kunne overveje reformer af den struktur, som ville sikre, at alle nationers stemmer på planeten bliver hørt og er effektive.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra Pat, som sagde: “Tak til Schiller Instituttet for at adressere angrebene på Argentina,” som selvfølgelig var et af de lande, der blev føjet til BRIKS på topmødet i sidste uge i Sydafrika. Hun spørger: “Kan du se, at det argentinske folk står stærkt og engageret i denne politik? Hvordan kan vi støtte dem?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, jeg tror, at kampen for Argentina er en kamp for hele menneskeheden: For Argentina er ikke et tilbagestående land. Argentina plejede at være nummer tre i verden i begyndelsen af det 19. århundrede, så det har en tradition for at være en stolt og udviklet nation. Og det har været under angreb fra IMF, fra briterne – tænk på Malvinas-krigen i 1982, som de kaldte “Falklandskrigen”, men som i virkeligheden var Malvinas-krigen. Så Argentina er, igen, et af de lande, som oligarkiet har været meget efter.

Schiller Instituttet cirkulerer i øjeblikket et politisk dokument, som forsvarer [Argentina](https://schillerinstitute.com/blog/2023/09/05/an-emergency-program-to-save-argentinathe-newest-member-of-the-brics/), og det har en række programmatiske forslag, som stammer fra min afdøde mand, Lyndon LaRouche, der i 1982 havde designet et lignende program til den daværende mexicanske præsident José López Portillo, da [López Portillo](https://store.larouchepub.com/product-p/eirsp-1982-10-0-0.htm) havde bedt ham om at hjælpe mod den kapitalflugt, som var organiseret mod den mexicanske peso.

Så vi cirkulerer dette dokument, ” Et nødprogram til at redde Argentina, det nyeste medlem af BRICS,” og det foreslår foranstaltninger, som, hvis de blev gennemført, ville løse problemet: først og fremmest at indføre kapitalkontrol for at forhindre kapitalflugt; nationalisere centralbanken; udstede kredit på grundlag af ethvert lands suveræne ret til at udstede kredit til klart defineret udvikling; lavrentelån med lang løbetid. Samtidig skal man vælge visse projekter, som løfter landet ind i en ny retning: Et af dem er den bi-oceaniske jernbane, som vil hjælpe hele Latinamerika med at blive mere integreret og produktivt; og gør Argentina til medlem af de rumfarende nationer, for Argentina har en tradition for rumforskning, og andre latinamerikanske lande bør også være en del af det, i tråd med hvad den indiske premierminister Modi sagde på BRIKS-topmødet, nemlig at han ønsker at skabe et konsortium for rumforskning for BRIKS.

For hvis landene tager springet, så at sige, og bliver en del af den utroligt spændende oplevelse, det er at have månemissioner – Indien har nu en mission til Solen, hvor de observerer processerne i Solen. Tidligere var der missioner til Mars, ud over den nuværende mission til Månen. Det katapulterer et land ind i en helt anden retning, hvor man går efter maksimale videnskabelige gennembrud, og især ændrer det folks identitet fra bare at være jordboere, der tror, at vi har begrænsede ressourcer og al denne grønne propaganda, til at indse, at universet er så gigantisk stort, og at der ikke er nogen grænser for vækst. Og det er den vigtigste oplevelse, et land kan få.

Så gå ind på vores hjemmeside, download dette papir, og spred det vidt og bredt, for det er ikke kun for [Argentina] (https://schillerinstitute.com/blog/2023/09/05/an-emergency-program-to-save-argentinathe-newest-member-of-the-brics/): Det er noget, som alle lande har brug for at vide, hvis de ønsker at forsvare deres eget folks fælles bedste.

Jeg tror, der er meget at gøre, men jeg vil virkelig appellere til jer, vi har brug for en masse mennesker, der arbejder sammen med os, kæmper sammen med os, for det er den mest spændende periode i historien lige nu, fordi det er muligt at skabe en forandring til det bedre!

SCHLANGER: Helga, endnu en gang tak, fordi du er med os i dag. Jeg synes, folk skal tage til sig, hvad du siger. Opgive at være en tilskuer eller en klynker. [Tilmeld dig](https://schillerinstitute.nationbuilder.com/conference_20230909) på Schiller Instituttets hjemmeside til konferencen den 9. september på lørdag. Og tilmeld andre mennesker! Få en hel diskussionsgruppe i gang! Folk klager hele tiden over, at der er et “censurindustrielt kompleks”, der forhindrer dig i at vide, hvad der foregår. Bryd det! Få folk involveret i diskussionen. Og Helga, jeg tror, vi ses i næste uge, men folk bør komme på lørdag til onlinekonferencen.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg håber at se jer der!

Onsdag, August 23, 2023

HARLEY SCHLANGER: Hello and welcome to our weekly webcast with Schiller Institute founder and chairwoman Helga Zepp-LaRouche. I’m your host Harley Schlanger and today is Wednesday, Aug. 23, 2023. You can send your questions or comments to questions@schillerinstitute.org or post them to the chat room and they’ll be forwarded to me.

Today is the second day of the historic BRICS summit taking place in Johannesburg, South Africa. It’s been greeted with excitement by most of the world, and I should say, dismay from the City of London and its adherents. Helga, you drafted a statement, an “Appeal to the Citizens of the Global North: We Must Support the Construction of a New Just World Economic Order!” which viewers can read and sign and circulate, as we want to get this discussion going in the Global North. (https://schillerinstitute.nationbuilder.com/appeal_to_the_citizens_of_the_global_north_we_must_support_the_construction_of_a_new_just_world_economic_order)

Many people complain that there’s no one in the governments in the Global North who will listen to this or pay attention. What affect did you intend in drafting your statement?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Well, what a day! Let me first express my absolute joy about what happened today: I watched the BRICS summit, the speeches, I heard the news and read the news about success of the Indian Chandrayaan-3 mission to the Moon, which was highly successful. And then Prime Minister Modi announced in his speech that India will not only propose cooperation in space exploration among the BRICS countries, and the BRICS-Plus countries, soon, but that he proposes to create a BRICS space cooperation consortium. This is, really, together with all the many constructive proposals that were coming from the different heads of state and government, this marks the beginning of a new age of mankind. Because, if the majority of the countries start to cooperation in the exploration of space, of science, space travel, this will completely change the identity of man. We will definitely make the jump which started with the lifting of the first man off from Earth; then the Apollo Moon landing, and now we have a definite idea for the major nations to cooperate in moving man not only to the Moon, creating Moon villages, but going further, with the exploration of the possibility of eventually building a city on Mars, and going beyond. I can only say, there is no better proof about the excellent intention of the BRICS countries to move humanity into a new paradigm, a completely new way of living together, than that decision.

So I think it’s an excellent day for humanity, and I want to use this and many other occasions to express my full-hearted congratulations to India, for its successful Moon mission, to the BRICS countries, for their very successful BRICS summit, and there were many other excellent points made. But I think altogether, if one listened to President Ramaphosa, President Lula da Silva, Prime Minister Modi, President Putin (who was transmitting by live video), and President Xi Jinping, I can only say, this was a breath of fresh air. If you don’t believe me, please go to the YouTube or whatever other media and watch the speeches yourself. (https://www.youtube.com/@BRICSZA/videos) And you will get a completely different sense about the attitude and the outlook of these leaders than you are used from our politicians who—I don’t even want to quote any examples, not to bring the whole level down again to the daily level we are used to.

This is the future, and this makes, to answer your question, this is making our campaign which I initiated with the Appeal to the Citizens of the Global North, that we must convince the countries of the Global North to join with joyful transformation of the history of mankind. Because, if the North at this point is catching up with the cultural optimism which is expressed by the BRICS leaders, it can only be to the benefit of everybody. And I think it’s the absolute important moment to stop this geopolitical arrogance, thinking that only the G7 are the good ones and all the other ones are barbarians living in a jungle, as Josep Borrell had said last October [https://www.eeas.europa.eu/eeas/european-diplomatic-academy-opening-remarks-high-representative-josep-borrell-inauguration_en]—he didn’t say barbarians, but he said “jungle.”

So I think this is an incredibly important moment, and I have written this Appeal to the Citizens of the Global North to absolutely demand that the governments of the Global North join this development and create a new world economic order for the benefit of all of mankind together: That is the demand of the hour, and we must absolutely not let this moment pass, because it is one of these absolute star moments of human history, when you can really change the whole directionality of where things go.

Now, there has been a lot of concern, will the Western leaders even listen to this? I think they will have to listen. I watched and tried to find out what the main media were saying this morning, and there was hardly any coverage. And if there was, it was “yeah, there are tensions between India and China, and they will never get their act together.” Well, I think that this summit is proving the opposite, and this is so powerful that I think the Western leaders cannot ignore it. Because you have to always consider that the vast majority of the people in the developing South, which is now the Global Majority, are also watching this, and they’re perfectly capable of comparing what they’re getting from the so-called West and what they’re being offered by the BRICS. And I think the answer is very clear.

So the only reasonable answer is, don’t condemn it, don’t try to derail it: Join it, because that is the way of the future.

SCHLANGER: And you can get Helga’s appeal on the Schiller Institute website. [https://schillerinstitute.nationbuilder.com/appeal_to_the_citizens_of_the_global_north_we_must_support_the_construction_of_a_new_just_world_economic_order] Read it, circulate it. We’re getting signatures coming in and this is a very hopeful development.

I would just tell you, Helga, that before we started, I noticed on CNN and the {Washington Post}, their coverage of the Indian Moon landing was essentially to contrast the success of India’s mission with what they described as the “failure” of the Russian mission last week, and again, they’re trying to do this divide-and-conquer, as opposed to acknowledging the great accomplishment of Indian scientists and engineers.

Now, much of the opening day of the BRICS summit yesterday was taken up with discussion of the role of the New Development Bank, the establishment of a mechanism of credit for a variety of trade agreements and so on. And so we received several questions that are related to the New Development Bank: They requested your thoughts on whether there will be a new financial system? Is this a step in the right direction? And also, a very interesting comment from someone who asked, “Would Lyndon LaRouche urge the BRICS countries to not be cautious and move more aggressively toward a new system?” So those are two questions for you.

ZEPP-LAROUCHE: The answer to the first question is, definitely, yes. I think there is nothing in the world which will stop this, except World War III, which would not be to the benefit of even those who start it. Because this is now gaining a momentum, as I wrote in my Appeal, the de-dollarization is not an aggressive act coming from the countries that are doing it; it’s an act of self-defense. Because the sanctions, which were for the most part unilateral sanctions—not approved by the UN Security Council, and therefore, technically illegal—and on top of it, the weaponization of the dollar, whereby the U.S. confiscated $300 billion or more from Russia, $9 billion from Afghanistan, and also amounts from other countries, that has led to a situation where these countries have basically said it’s no longer secure to have your assets in dollars, and therefore, let’s have trade in national currencies. And eventually the New Development Bank was significantly upgraded to become—as President Lula said at one point, the “great bank of the South,” a lending institution—and it will start lending already this year; I think they announced they will lend the first credit in October in rupees, and in other currencies: So it is a transformation, and it cannot be stopped.

Now, the second question: I don’t know. I think Lyn was a very thorough methodological thinker, and he would not advise people to do things in a rush, which need to be done with care. And that’s what I see what these leaders are essentially doing, because the difficulties to be surmounted are not small. You have to consider that they said they will definitely create an international currency for balancing accounts among them, but to have a real, international reserve currency, with all that that requires is taking a lot of consideration. You have to make it in such a way, as a stable thing, so that it can last. Also, the other measures which are being mooted, are all necessary.

So I would say, Lyndon LaRouche would for sure encourage them to move ahead full steam, but he also would say that the importance is that the principles which he laid out in many writings, the first one in the proposal for a new International Development Bank, the IDB, which he wrote in 1975! [http://r.schillerinstitute.org/economy/phys_econ/2014/larouche_40_year_record_files/IDB_1975_Campaigner_Publications_0.pdf] That is a document which is still absolutely actual, and has the most advanced conceptions for how such a new credit institution must be created. And then, in July 2000, he wrote another document which is also extremely relevant to what is going on right now, and that is “On a Basket of Hard Commodities: Trade without Currency” [https://larouchepub.com/eiw/public/2000/eirv27n30-20000804/eirv27n30-20000804_004-on_a_basket_of_hard_commodities-lar.pdf], in which he discusses the need to put such a new currency on stable mechanisms, such as—not monetarist values, like the IMF does with the Special Drawing Rights, but to put it on the value of currencies {and} commodities. So that basically, there is a parameter linked to the productivity of the respective economies and the labor force. And that is a completely different conception than you have it with the present monetarist considerations.

So I think, since I know that the ideas of Lyndon LaRouche are circulating widely, I would be very optimistic that that will be done right.

SCHLANGER: Helga, we have from the chatroom a question that was I think initiated by your opening on the Indian Moon mission. Someone asked the question: “How is the role of space going to shape geopolitics over the next 20 years?”

ZEPP-LAROUCHE: It is very important, because it is the most important thing to shift the thinking of people about the nature of man. It’s not just an exciting scientific and technological adventure, to move into a completely new economic platform, because, you know, Lyndon LaRouche developed the notion of economic platform, to mean that every time you develop a qualitatively new method of economics, which space science lends itself to, to basically be continuously such a motor. It redefines all previously existing economic functions, and therefore, it is really a jump every time you do that in terms of productivity.

So it has extremely important scientific and economic features, but I think the most important is what it does to the identity of man. I always think about the vision of the great rocket scientists and astronomer, and space scientist Krafft Ehricke, who had this vision about the {Extraterrestrial Imperative}: Meaning, that first of all, that once you enter space exploration, it is a driver, because it forces you to adjust all the previously assumed axioms to whatever is required in space, and that is a necessity. It does not allow for the ludicrous; space requires that you behave rationally, and therefore it will change the identity of man, from thinking of themselves just as “earthlings,” who have their nose on the ground and don’t look up the stars, but to a species living in space. And as we have seen with the incredible cooperation among astronauts on the ISS, or in any other field, when they look down on the small planet Earth, a tiny blue planet in a huge, huge galaxy; and we are now living in one of at least 2 trillion galaxies.

So the future of man in space will mean that we will think of ourselves as completely different. And it will change the identity of man: Imagine if you are having a village on the Moon, where all international countries are working together. Then you start from there to really seriously think about missions to Mars: With revolutions in fuel technology, such as fusion power, you can reduce the travel time significantly so it will become safe for people to travel to Mars. Then, maybe years down the road, but nevertheless, a city on Mars will happen, and then beyond that, even if you think about several generations ahead, I’m sure that interstellar space travel is not impossible to think about.

So I think we are really on the beginning of a completely new era in mankind, because rationality and the idea of scientific cooperation, that will be what I have called the “age of adulthood of mankind” where we no longer squabble around any more and have little wars which are not to the benefit of anybody, except the speculators.

So I think this is a really an extremely important date today.

SCHLANGER: You’re listening to a very happy Helga Zepp-LaRouche, the founder and chairwoman of the Schiller Institute.

Helga, I have a question on the BRICS, from someone who is retired from working with the UN food program, and this person wrote about Putin’s promise yesterday, that Russia would provide 25-50,000 tons of grain to each of six African countries for free, to address the food crisis. “With Putin making that promise, with countries like Burkina Faso sending emergency food supplies to Niger, doesn’t that expose the hypocrisy of the rest of the world, which seems to accept that hunger and starvation are inevitable, and that sanctions against hungry nations are acceptable?”

ZEPP-LAROUCHE: Yeah, I guess the answer to this question is, yes it does expose it. Because the Western media, again, had nothing better to do than to say this shows the evil intentions of the Russians, trying to make the poorest countries dependent on their grain. I mean, if you are sitting somewhere and you are about to starve, you will be absolutely happy about anybody who comes to your lifesaving. And of the whole Russia-Ukraine grain deal, it has been found out that a lot of the grain which Ukraine could export, did not go to the African countries or other countries in need, but it went basically went into Poland; it made the Polish farmers extremely upset, because it was in competition in prices to the grain they produce; it went to other European countries.

I think the genie is out of the bottle, because there was for a long time the effort to conceal all of these conditions, but the train has left the station: because, if you listen to the speeches from many, many leaders from the Global South, they are now saying, we have understood what the realities are. And they are not going to be discouraged, even though there is still tremendous pressure, like on ECOWAS situated in Nigeria to go for military action against Niger; or even on the African Union, putting an ultimatum to the new Niger government. All of this reflects Western influence, but I can only repeat myself: The more quickly the countries and forces in the countries, not just the governments, but also the farmers, the trade unionists, civil groups and others, the more quickly they express support for what is now evolving the better, and the better the chances that we can overcome the present strategic crisis in a very short time.

SCHLANGER: I have a couple of questions that go back to the matter of geopolitics and the war danger, from a U.S. blogger who wrote a question, identifying that there was resistance to the opening of a NATO headquarters in Japan from French President Macron, and so that was at least somewhat postponed. And yet, NATO seems to be going full steam ahead in Asia: You had the meeting last week of Japan’s Prime Minister Fumio Kishida, and South Korea’s President Yoon Yuk Seol, with Joe Biden in Camp David, promising to move toward a coordination of what they described as an “Asian NATO.” And this blogger asks: “Why would Japan go along with this?”

ZEPP-LAROUCHE: That is a good question, which many people should as the Japanese. Because, it’s for sure connecting Japan not with its best tradition of the Meiji Restoration. The Meiji Restoration would be the outlook Japan should have in joining what is developing with the BRICS right now.

The Meiji Restoration, after Japan was self-isolated for several centuries, people went out to the United States, to Germany, to Holland, and other European countries, and studied what became physical economy, and they brought it back to Japan. And within a few years, Japan developed and exploded from being an extremely backward country into one of the major industrial powers in the world. That literally occurred in less than a few decades.

And that is the outlook which was still existing in the post-war period, with the Mitsubishi. I visited an interesting science city not very far from Tokyo, where all the major Japanese industrial firms worked together under one roof for the benefit of the whole country. And that Mitsubishi outlook is what would be required right now for Japan to join with the BRICS.

Unfortunately, as everybody knows, Japan has also another tradition, that of the military alliance with Germany in the Second World War, and naturally this brings forward the most horrible memories in China because especially the Japanese attacks on China and territorial conquering, including Hongkong, and many other battles, the Massacre of Nanjing, so this is really bad for Japan! And I don’t know why Japan is doing that, because they have clearly to choose between two completely different traditions, and one can only hope that the general dynamic convinces people in Japan that they have a better future than to join something which can only lead to a catastrophe if it’s pursued to the end. And given the fact that there are all these tensions already, there were several warnings, even I think from one of the American think tanks, they said, a nuclear war in Northeast Asia in the next 10 years is likely to happen.

Now, if I had such a perspective in front of me, coming from a U.S. think tank, I would start to think, “Hey, wait a second, the Americans are letting the Ukrainians fight in Ukraine; they would like to have the Nigerians fight in Africa against Niger; so maybe, it’s not such a good idea, maybe we should really help to establish a system of peaceful coexistence of sovereign republics working together, and the whole idea of an ‘Asian NATO’ as being part of a Global NATO is the worst idea and should be put into mothballs, or better, into the wastepaper basket, and the more quickly the better.”

SCHLANGER: Someone who’s been on some of the calls of the International Peace Coalition referred to your comments that the American Revolution was the first successful anti-colonialist war, and that the Founding Fathers were explicitly against imperial policies. And this person asks: “How can we get Americans to recognize that the development around the BRICS is in that tradition, and therefore should be supported by real patriotic Americans?”

ZEPP-LAROUCHE: I think that’s one of the most important things to do right now, for people in the United States. Because, unfortunately, the real history of the United States has really been forgotten—or never learned by many, many people. But we, from the LaRouche movement, we did an enormous amount of historical studies. If you go on our websites, you find in our {EIR} Archive, where you can pull out an enormous amount of original historical research, because the role of Benjamin Franklin in bringing the influence of Gottfried Leibniz into what became the young American republic; the roots of the American System of economy, the ideas of a republic among republics, by John Quincy Adams, and especially naturally the War of Independence against the British Empire for the right for economic development: That’s exactly what the BRICS countries are trying to do now. And it was President Sukarno at the Bandung Conference in 1955, who, in his major speech, he reminded the American people that they set the example and the pathway by fighting the first war against colonialism.

And I think that that is exactly the viewpoint that Americans should take right now, if they judge what is happening in terms of the BRICS. Because the reason why the BRICS countries have such an enormous attraction right now, for, I would say, probably 130, 140, 150 countries—the only reason why countries say they are not supporting it, is because they are under too much pressure to dare to do so—but it is because they want to have the same rights for development as the young American republic was fighting for, and they want to have the right to have infrastructure as a precondition for industrial development; they want to have modern energy, clean water, industrial parks; they want to have a decent living standard for all of their people, a modern health care system. And that is really what the fight is all about and therefore, I think, to study the origins of America, to study the real history, the battle between the American System and the British System—Friedrich List wrote about that when he was in America for several years; and later, you had Henry C. Carey writing on the same topic.

So in a certain sense, the real history of America was to become independent, to shed the status of being a colony, and to have the right for development. And there were many phases, because the British Empire did not give up lightly. They did not accept the loss of what was in their view the most important colony, so they started to try to undo this militarily in the War of 1812. And then later in the Civil War, the British Empire allied with the Confederacy to defeat the Lincoln and the Union. They did not succeed. This was a major, major effort to undo the accomplishments of the American Revolution, and after that, they realized that practically, it could not be done militarily, so they started, especially after the assassination of William McKinley, to try to influence the American establishment to adopt the model of the British Empire as the platform to rule the world on the basis of the Anglo-American unipolar world conception. And that’s what we are still fighting with today.

And it’s very important to study that, and I can only suggest that people should use our archives, because a lot of work went into that, including that of my late husband, Lyndon LaRouche, because nowadays, there are so many people in the world, and we meet them all the time, who are filled with a profound anti-American sentiment, because they dislike the idea of the unipolar world, they dislike interventionist wars, they think the U.S.-led wars in Afghanistan, Iraq, Libya. Libya, for example: The Libyan war is a big issue of discussion in Africa right now.

So they don’t want this any more, and therefore, they throw the baby out with the bathwater by becoming anti-American. And that doesn’t help you much, because if you don’t talk to the United States, to convince them and bring out the better tradition, I don’t think we can solve the strategic conflict, either.

So it’s not very wise to just put a label on the United States and reject it altogether. I think it’s important to cooperate with good forces in America. And I heard with great pleasure, that in the first day, more than 500 people from the United States were signing the Appeal to the Citizens of the Great North, we mentioned at the beginning of this show. And that is just in one day: We will definitely expand that.

So, for example, what Indian Prime Minister Modi announced, in terms of the BRICS space cooperation consortium, that is exactly what John F. Kennedy proposed in 1963 to the Soviet Union! So I think that that idea will catch on in the United States, and there will be people who are excited about space cooperation, and that will be one of the areas where we can build bridges and see that cooperation is so much more reasonable, than to continue on the war and continue on the path of confrontation.

The history of the United States, what it really was and what it was not, should be an object of intellectual curiosity for everybody.

SCHLANGER: Helga, I’ll conclude with an email I got from someone who just signed the appeal, and said that she would be circulating it. She said she was “inspired by it and by your optimism, so much so that she’s willing to take on what seems to be the dead, former anti-war movement people in Europe, to try and get them into the proper frame of mind, to win this fight.” She thanks you for issuing the Appeal, and said we’ve got to get more people behind this immediately in Europe.

Any final comments, Helga?

ZEPP-LAROUCHE: I want you to join my optimism. Because, people in Germany are generally so downtrodden and so pessimistic that nothing can be done, and indeed, if you only look at the internal German dynamics, with this horrible government we have right now—where the Chancellor just made a statement calling people who are fighting for peace, “foreign angels coming directly from Hell”! I mean, this is really bad: I think he has just earned himself a place in history as one of the most horrible Chancellors you could possibly think of. What a stupid statement to make! But so, if you only look at the German situation you could get really depressed—but don’t look at it that way. Look at it from above. Look at it from the dynamic of history, and the majority of people right now, led by five, very excellent leaders of their countries, are moving in the formation of a new world economic order. And that is something that this movement, the LaRouche movement, has been fighting for, for I would say a half-century, and now a lot of what my late husband, Lyndon LaRouche, wrote and discussed and accomplished a lot of incredible things over the decades, this is now becoming a reality! That is a reason to be happy, and to get onboard, and get active.

And I want to thank the questioner, I am perfectly happy to join your efforts, because the peace movement needs to be put on that perspective.

SCHLANGER: Well, with that, Helga, thank you very much for joining us today, and we look forward to our discussion next week.

ZEPP-LAROUCHE: Yes! And become active right now. Sign the petition, and call us, and let’s do things together.

Skriv gerne under her.

af Helga Zepp-LaRouche den En korrekt analyse af, hvordan denne tektoniske ændring i den strategiske situation opstod, er afgørende. Denne dannelse af en ny økonomisk model er ikke et resultat af “russiske trolde” eller “kinesisk aggression”, som de etablerede medier forsøger at få os til at tro. Det er snarere resultatet af en enorm strategisk fejlvurdering af kræfter primært i USA og Storbritannien, som efter Sovjetunionens opløsning fejlagtigt så sig selv som sejrherrer i Den kolde Krig, og som heraf udledte tilladelsen til at påtvinge deres neoliberale økonomiske model på en unipolær verden, og til at bringe de forskellige metoder til “regimeskift” i anvendelse på alle regeringer, som ikke ønsker at tilpasse sig denne “regelbaserede orden”.

Den historiske mulighed i 1989 for at etablere, hvad der dengang udgjorde en perfekt mulig fredsorden for det 21. århundrede, blev forspildt og erstattet af de amerikanske neokonservatives Wolfowitz-doktrin og Brzezinskis politik, som var designet til at cementere den amerikansk-britisk dominerede unipolære verdensorden, som påbød, at ingen nation eller gruppe af nationer nogensinde skulle overgå USA økonomisk, militært eller politisk.

Denne formodede “historiens afslutning”, som Fukuyama mente at iagttage, indebar en fuldstændig deregulering af markederne og en omfattende privatisering af dele af økonomien, som tidligere havde været under statslig kontrol. Der var nu ikke længere noget til hinder for profitmaksimering i en globaliseret kasinoøkonomi, hvilket førte til en stadig større kløft mellem rig og fattig, og i sidste ende til det punkt, som Lyndon LaRouche havde forudsagt i 1971, da præsident Nixon ophævede Bretton Woods-systemets faste valutakurser, nemlig det neoliberale finanssystems systemiske krise, som manifesterede sig i 2008, og som ikke er blevet løst siden da, men udelukkende er blevet udskudt af centralbankernes ubegrænsede pengetrykning, den såkaldte ” kvantitative lempelse” (QE).

Denne politik, som i bund og grund gavnede spekulationen, førte til en kompleks modreaktion. Kina var villig til at deltage i globaliseringen med sin reform- og åbningspolitik, men i stedet for at underkaste sig den vestlige neoliberale demokratimodel, vendte denne 5.000 år gamle civilisation sig mod sin egen kultur og forfulgte modellen med socialisme med kinesiske karakteristika og satte dermed gang i et hidtil uset økonomisk mirakel. Kinas villighed til at dele erfaringerne fra denne succesfulde model med andre nationer i det Globale Syd, i form af Silkevejs-Initiativet, førte til en renæssance for den Alliancefri Bevægelse og en genoplivning af “Bandung-ånden”. Landene i det Globale Syd er smerteligt bevidste om, at kolonialismen har bestået i sin moderne form – nemlig i det liberale finanssystems uretfærdige handels- og kreditbetingelser – som præsidenterne Sukarno og Nehru allerede advarede om i Bandung for 68 år siden.

Denne kolonialisme sluttede ikke efter afslutningen af Anden Verdenskrig, som præsident Roosevelt havde tænkt sig, men blev videreført af Churchill og Truman. Men frem for alt koncentrerede USA sig efter den 11. september 2001 under overskriften “krigen mod terrorisme” om militære og sikkerhedsmæssige operationer over hele verden, etablering af op til 1.000 militærbaser og træning af militære styrker på næsten alle kontinenter. Så var der forskellige “humanitære interventionskrige”, krigene i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien osv. Tanken om økonomisk udvikling i disse lande blev tydeligvis tilsidesat.

Under disse omstændigheder er det ikke overraskende, at en stor del af nationerne i det Globale Syd vælger at samarbejde med BRIKS-landene, som tilbyder dem reel økonomisk vækst og behandling som ligeværdige partnere. I dette, og i den meget konkrete erfaring med de tidligere kolonimagters (og den nuværende overmagts) opførsel, ligger grunden til, at nationerne i Syd har nægtet at fordømme Ruslands angiveligt “uprovokerede aggressionskrig” og at tage parti for det “regelbaserede” Vesten.

BRIKS-topmødet vil gøre denne historiske nyorientering synlig i verden på en så dramatisk måde, at selv de etablerede medier og de politiske kræfter (som indtil for nylig med deres sædvanlige eurocentriske arrogance i bedste fald har opfattet landene i det Globale Syd som eksotiske feriesteder) må tage bestik af den nye virkelighed. Men det allervigtigste spørgsmål vil være, hvordan nationerne i det Globale Nord forholder sig til denne nye økonomiske orden.

Forsøget på at opretholde den for længst nedlagte unipolære verden vil næsten med sikkerhed føre til Tredje Verdenskrig, som vi er kommet faretruende tæt på med situationen i Ukraine, hvor den fejlslagne ukrainske modoffensiv har udtømt krigens konventionelle dimension, så kun en afslutning af krigen gennem diplomatiske forhandlinger eller en optrapning til brug af atomvåben er tilbage som muligheder. Forestillingen om, at Vesten skal “afkoble sig” fra Kina og BRI’s indflydelsessfære, eller engagere sig i “risikoreduktion” for at bruge den nye, absurde formulering, vil ikke kun føre til økonomisk selvdestruktion som i Tysklands tilfælde, men denne forestilling fører også til krig. For en opsplitning af verden i to helt adskilte blokke – en USA-domineret, global NATO-blok, der fortsat holder fast i kasinoøkonomiens model, og en økonomisk hurtigt voksende blok i det Globale Syd omkring BRIKS-landene – forbliver heller ikke fredelig.

Der er kun én sikker måde at løse de mange eksistentielle kriser på, som findes rundt omkring i verden: I stedet for at betragte og modsætte sig BRIKS-landenes nye økonomiske model som en modstander, er det i det globale Nords egen interesse at samarbejde med denne nye økonomiske verdensorden og i fællesskab tackle den skræmmende opgave med at overvinde fattigdom og underudvikling.

Der er i øjeblikket kun få tegn på, at repræsentanterne for det transatlantiske establishment er villige til at indrømme deres fejlvurderinger og politiske fejltagelser i de sidste næsten 35 år, med nogle få undtagelser som den tidligere franske præsident Sarkozy. Men de almindelige borgere i Europa og USA bør nu meget hurtigt tjekke aksiomerne i deres egen tænkning og spørge, om de muligvis er påvirket af et eurocentrisk synspunkt og den tilhørende latente racisme.

I Goethes Faust spørger den unge Gretchen sin elsker, Faust, hvordan han har det med religion. Tyskerne kalder det et “Gretchen-spørgsmål”, og det kan betegne det spørgsmål, man ikke har lyst til at svare på, fordi det afslører det, man helst vil skjule. Det enkle Gretchen-spørgsmål om forholdet mellem Nord og Syd er: Har vi virkelig accepteret, at det skal forblive sådan for evigt, at næsten en milliard mennesker permanent er på randen af sult, to milliarder har ikke rent drikkevand, 940 millioner har ikke adgang til elektricitet, og langt størstedelen af menneskeheden har på grund af fattigdom ikke mulighed for at udvikle det potentiale, der er iboende i dem, og bliver dermed frarøvet det, der er et af menneskets mest dyrebare ejendele?

Vi behøver ikke at se fremkomsten af denne nye økonomiske orden som noget, der kun er på høje tid for Afrika, Asien og Latinamerika, men vi bør også forstå, at vi udelukkende kan få vores egne skrantende økonomier i gang igen ved at samarbejde med dem. Præsident Xi Jinping har fra starten gjort det klart, at Bælte- og Vej-Initiativet er åbent for samarbejde med alle lande i verden, og det er næsten sikkert, at BRIKS-landene vil reagere åbent på tilbud om samarbejde fra vestlige nationer.

Ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur)

Hele vores fremtid, nationerne i det Globale Syds fremtid og ikke mindst verdensfreden vil afhænge af, om vi kan vinde nok kræfter i de europæiske nationer og USA til at gribe den ekstraordinære chance, der ligger i muligheden for samarbejde med BRIKS-Plus-staterne. Vi oplever i øjeblikket en epokegørende forandring af den slags, der måske sker en gang hvert tusinde år, og det fantastiske er, at vi alle kan være med til at forme denne nye æra gennem vores bidrag. Vi kan hjælpe med at afslutte kolonialismens skammelige fase og begynde et menneskeligt kapitel i den universelle historie.

Skriv gerne under her.

Foto: Wikimedia Commons

Download (PDF, Unknown)

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 9. august 2023 

ANASTASIA BATTLE: …Vi skal diskutere en begivenhed, der aldrig skulle have fundet sted: I dag er det den 9. august 2023, og det er også 78-årsdagen for atombombningen af Nagasaki. Så i dag skal vi have en meget spændende diskussion med Helga Zepp-LaRouche, og jeg vil gerne overlade det til Helga at starte.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag. Ja, vi befinder os i en virkelig historisk verden i forandring: Jeg har sagt, at vi oplever en forandring, der kun kommer én gang hvert tusinde år. Og det, jeg mener med det, er, at den epoke, der begyndte med kolonialismen omkring 1500, og som nu har varet i 600 år, definitivt er ved at være slut, og vi står nu på randen af en ny æra for menneskeheden, som enten vil føre til atomar udslettelse i en tredje verdenskrig, hvis den nuværende fare for krig eskalerer. Eller, hvis det kan undgås, tror jeg, vi vil se en periode med samarbejde mellem nationer på lige fod, hvor ingen nation vil være dominerende, men man vil have et partnerskab af suveræne nationer, der arbejder for alles fælles bedste.

Nogle vil måske mene, at det er utopi, men det er det, der sker, og jeg tror, at BRICS-topmødet, som finder sted i Johannesburg i Sydafrika den 22.-24. august, vil være en begivenhed, der vil føre til “tektoniske ændringer” i verdenssituationen. Det er ordene fra den sydafrikanske ambassadør til BRIKS, Anil Sooklal, som annoncerede en sådan kommende forandring. Og det er indlysende for enhver, der har fulgt denne udvikling på det seneste. Sydafrikas udenrigsminister, Naledi Pandor, sagde, at 23 nationer fra det Globale Syd formelt har ansøgt om at blive en del af BRIKS, omkring 20 eller flere har uformelt meddelt deres interesse for at blive det i fremtiden; 67 ledere fra det Globale Syd, herunder de øvrige 53 nationer i Afrika, er blevet inviteret til at deltage i BRIKS-topmødet.

Så det bliver en utrolig vigtig begivenhed. Kinas præsident Xi Jinping vil ikke kun deltage personligt, men han vil også aflægge et statsbesøg i Sydafrika før topmødet den 22. august.

Jeg tror, at der vil komme dramatiske ændringer ud af dette topmøde.

Det er mit absolutte håb, og det er, hvad hele vores indsats med at organisere det har været, at de vestlige lande ikke vil se det som en trussel, hvilket de fleste af dem desværre har gjort indtil videre. Det er ikke en trussel: Det er en mulighed! Det er en mulighed for at arbejde sammen og endelig gøre en ende på kolonialismen, for at etablere et forhold mellem nationer, hvor folk begynder at behandle hinanden som ligemænd. Jeg tror, at det er en ånd, der ikke kan puttes tilbage i flasken, fordi landene i det Globale Syd, i traditionen fra Nehrus, Sukarnos, Titos og Nassers alliancefri bevægelse, alle disse mennesker, der var grundlæggerne af den alliancefri bevægelse, nu er blevet voksne i en vis forstand, fordi de har været igennem utrolige kampe. For da de forsøgte at skabe en ny økonomisk verdensorden i 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne, blev de altid mødt med kup, med destabilisering. Men nu er verden ved at ændre sig: For den økonomiske vækst sker ikke længere i G7 – de sakker klart bagud. Den økonomiske vækst finder sted i de mest udviklede lande i det Globale Syd: Kina er selvfølgelig i spidsen.

Meget spændende er det, at nyhederne nu kommer fra Greater Bay Area i Kina, som er regionen Shenzhen, Guangzhou, Zhuhai, Hong Kong, Macau og andre megabyer, denne region med omkring 80 millioner mennesker, og det er verdensøkonomiens lokomotiv. Hvis man bare tager den region med 80 millioner mennesker, ville de være nummer 12, når det gælder nationaløkonomi, bare i den region. De har annonceret, at de nu vil have et maglev-system med et maglev-tog, der kan køre 650 kilometer i timen! Det er virkelig fantastisk, og det vil køre hver halve time, så disse byer vil være forbundet med et maglevtog hver halve time. Det er så betagende, og hvis du tænker på den utrolige bro-tunnel i den region, fra Hong Kong og Shenzhen til Zhuhai og Macau; jeg var på den bro for flere år siden, før den var helt færdig, og det er et helt fantastisk stykke ingeniørarbejde, som jeg tror, deres ingeniører har introduceret 120 nye patenter på.

Så i stedet for at Vesten sætter sig op på en høj hest og siger: Se, det her er en systemisk trussel, I burde være glade for at samarbejde! Jeg mener, det er så utroligt – den økonomiske motor er helt klart Kina. Det er helt klart de asiatiske lande, og Tyskland er lige nu desværre på vej mod muren på grund af en ond regering – jeg kan kun sige, at det, den nuværende økonomiminister gør, ikke bare er topmålet af inkompetence, det er direkte ondt, fordi han ødelægger levebrødet for generationers arbejde, for genopbygningen af Tyskland efter Anden Verdenskrig, og denne fyr ødelægger bare det hele! Og han burde blive drevet ud af embedet så hurtigt som muligt.

Men i stedet for at se udviklingen i Asien som en trussel, bør Vesten samarbejde. Med den nuværende udvikling vil Tyskland, som stadig er nummer 6 med hensyn til BNP-produktion, snart falde bagud. Tyskland plejede at være nummer 4, nu er det nummer 6. Og lige nu udvikler Brasilien og Indonesien sig hurtigt, og de vil overhale Tyskland inden for en meget kort tidsperiode. Og i stedet for at se alt dette som en trussel, har Kina mange, mange gange tilbudt, at Bælte & Vej Initiativet er åbent for alle. De har endda skabt en særlig samarbejdsmodel for stormagtsrelationer, især for samarbejdet mellem Kina og USA. Og Kina håber meget, at Europa vil være interesseret i at samarbejde med Kina. Og så vil joint ventures i Afrika, i andre asiatiske lande og i Latinamerika selvfølgelig være vejen at gå.

Så jeg tror, at vi i den forstand står ved en total skillevej. Selvfølgelig er faren for krig overhængende, for jo mere det bliver klart, at krigen i Ukraine ikke kan vindes konventionelt, i det mindste vil NATO-siden helt sikkert ikke vinde, fordi alle disse våben og flere våben og flere våben fører til nedslagtning af det ukrainske folk. De bliver ødelagt, og antallet af ofre, der kommer ud, er helt forfærdeligt.

Derfor var vores fredsdemonstration sidste søndag foran FN i New York City så absolut afgørende: Jeg er meget glad for den, og Anastasia, du gjorde et fantastisk stykke arbejde sammen med Irene Mavrakakis med at organisere den og moderere den. [https://humanityforpeace.net/index.php/nyc-live-stream/] Men det var en meget bred alliance, og det er alternativet. Vi bør ikke kun mobilisere for at stoppe krigen, men for at få hele verden til at samarbejde med den nye økonomiske orden, der er ved at opstå, og så kan vi løse alle problemerne. Så jeg vil stoppe her, for jeg er sikker på, at der er spørgsmål.

BATTLE: Tak, Helga. Jeg er sikker på, at Irene Mavrakakis vil blive meget glad for at høre, at du synes, vi gjorde et fremragende stykke arbejde. Jeg vil også gerne påpege, at vi havde en smuk koncert, også lige efter FN-rallyet, som var et meget sublimt udtryk for menneskelighed. Og jeg tror, at alle de mennesker, der deltog i den, sangerne, orkestret, mange af dem var mennesker, der blev bragt ind gennem lidenskab og netværk og bare ønskede at udtrykke deres kærlighed til menneskeheden og forsøge at hæve alles sjæl til det højeste niveau for at stoppe atomkrig. Så det er ret fantastisk. [https://www.youtube.com/watch?v=pjYZqqkPyJg]

Vi har fået et spørgsmål fra Thomas. Han siger: “Tak for den smukke koncert i søndags. Det var virkelig godt og vigtigt at bringe denne form for skønhed til folk på dette tidspunkt. På dette kritiske tidspunkt i historien, med stor fare og store muligheder på samme tid, hvad er så de bedste måder at få succes med at skabe den nødvendige forandring i transatlantisk politik? Tror du, at den tilbagevendende regering vil stå imod presset fra folket, når lederskabet i Vesten har været så arrogant og moralsk fallit over for sit eget folk og resten af verden? Hvad tror du, Helga?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, der er en pointe i det, du siger, at de stort set er uvidende om næsten alt. Men der er noget, der hedder valg, som heldigvis ikke er blevet opgivet endnu. Så de er nødt til at se på resultaterne af deres politik.

Jeg tror, at det amerikanske valg er næsten et år og et kvarter væk, så det er lang, lang tid. I Tyskland har vi også valg til Europa-Parlamentet næste år, og derefter har vi forbundsdagsvalg. Så alle disse ting ligger langt ude i fremtiden, og krisen er meget akut. Så jeg tror, det er vigtigt at fortsætte denne form for mobilisering. Vi vil helt sikkert have en ny Schiller Institut-konference snart, sandsynligvis hybrid eller virtuel. Men så skal vi også opbygge disse demonstrationer, for jeg tror, det er meget vigtigt, at folk ser, at der er et alternativ, og det faktum, at vi har internettet, og vi har alternative medier, vi har sociale medier, kan vi begynde at opbygge. Jeg tror ikke, at det alene vil gøre det, for den militære krigsmaskine er meget fast besluttet på at fortsætte med at tjene penge på disse krige. Men jeg tror, det er en kombination af ting: Heldigvis har vi en række topledere, som jeg synes er meget fornuftige. Jeg vil sige, at der i det globale syd er adskillige fremragende mennesker, som har mod, som har moralsk integritet, og jeg vil ikke undervurdere, at de kommer til at spille en rolle i den strategiske udvikling.

Det virkelig afgørende spørgsmål er selvfølgelig, hvad der vil ske i USA? Hvad vil der ske i Tyskland? Det er to helt afgørende lande, og så er Frankrig, Italien og andre lande i Europa selvfølgelig også afgørende. Så jeg kan kun sige, hjælp os med at mobilisere løbende, det første skridt er at tage videoen af demonstrationen den 6. august, som er på internettet [https://humanityforpeace.net/index.php/nyc-live-stream/] og på vores hjemmeside. Sørg for, at folk også ser koncerten, for både de spirituals, der blev sunget, og nogle andre kunstsange, men især Mozarts {Requiem}, det er vigtigt, fordi vi er så meget på randen af at miste menneskelighed, når det kommer til krig, at vi har brug for, som du lige sagde, Anastasia, vi har brug for at mobilisere de højeste og ædleste følelser i folk, og vi har brug for at få den bedste menneskelighed frem i dem. Og det er derfor, vi er nødt til at sprede koncerten, sprede rallyvideoen: Kom til vores fremtidige mobiliseringer og bare kontakt os og bliv sammen med os i denne mobilisering. For på en eller anden måde har jeg en stærk fornemmelse af – og det er ikke bare en fornemmelse, det er baseret på en masse fakta og ikke bare fakta – at vi befinder os i en periode, det er meget svært at sige, måske de næste seks måneder, måske det næste år, måske det næste halvandet år, to år; men i denne periode tror jeg, at beslutningen vil blive taget om, i hvilken retning menneskeheden vil gå. Og jeg tror, at i perioder som denne er det den enkeltes bidrag, der vil gøre en forskel. Så kontakt os og mobiliser sammen med os. [https://schillerinstitute.nationbuilder.com/membership]

BATTLE: Ja, absolut. Vi havde søstermøder over hele verden, ikke kun i Europa og USA, men også i asiatiske lande, vi havde afrikansk støtte, vi havde folk fra hele verden, der kom ud som et udtryk for kærlighed til menneskeheden og råbte, at vi er nødt til at stoppe atomkrig. Så uanset hvor du kommer fra, så kontakt os, kontakt Schiller Instituttet, kontakt Humanity for Peace. Vi har en fantastisk hjemmeside: https://humanityforpeace.net/. Og vi vil udgive flere af disse ting, så du kan dele dem ud og hjælpe dig med at organisere. [https://twitter.com/4peacehumanity?s=20]

Jeg synes, at en af de virkelig gode ting, der er kommet ud af arbejdet med International Peace Coalition, som vi har lavet, Helga, er, at den idé, du havde om at forene den antiimperialistiske bevægelse i det Globale Syd, det, du ser med BRICS, BRICS-processen, topmødet i Sydafrika, med fredsbevægelsen, virker! At dette er et meget inspirerende øjeblik for folk.

Så jeg vil gerne stille dette spørgsmål, som kommer fra Alam. Han siger: “Hvorfor er Vesten, især Europa, tavs, når den står over for ukontrolleret migration, fordi nogle lande, som Frankrig, skamløst udplyndrer afrikanske ressourcer? Et rigt land, der opkræver skatter fra sine tidligere kolonier, er ikke bare skammeligt, men ondt. Hvornår får europæerne en menneskelig bevidsthed, som normalt fjerner det dyriske i os, så de kan handle menneskeligt og blive retfærdige? Hvis det ikke ligger i franskmændenes psyke, bør de i det mindste stoppe den skammelige gangsteragtige udplyndring af fattige lande ved at modsætte sig en skat og udnytte deres mineraler uden at betale en fair pris. Hvad synes du, Helga?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ville ønske, at det kun var Frankrig, der førte en kolonialistisk politik. Desværre er det indtil videre G7, det såkaldte Vesten, NATO-landene, de er alle med i det. Jeg tror ikke, at de alle er med, for der er folk som for eksempel den tidligere viceminister for økonomi i Italien, Michele Geraci: Han kom for nylig med et meget fremragende indlæg, hvor han sagde, at måden at løse flygtningekrisen på er at skabe udvikling, og at Europa bør gå sammen med Kina og hjælpe med at udvikle infrastrukturen og alle de andre behov – industri, landbrug. Og jeg tror, det er den rigtige vej.

Vi presser meget hårdt på i den retning. Og Afrika, tror jeg, er fremtidens kontinent. Vi ved nu, at Afrika om bare 25 år vil have mindst 2,5 milliarder mennesker. Geraci sagde, at Afrika snart vil have 4 milliarder mennesker, og så vil det være det kontinent med den yngste gennemsnitsalder; de fleste mennesker vil være yngre end 20 år. Og hvis vi så sørger for midlerne, dvs. millioner og hundreder af millioner af produktive jobs, er der selvfølgelig ingen grund til, at Afrika ikke kan blive fremtidens absolutte økonomiske mirakel. Og jeg synes, det er det, vi skal arbejde hen imod.

Så du har ret i din kritik, for indtil nu har de internationale selskaber været i landene i det globale syd for at “hjælpe” dem, i anførselstegn, ved at udvinde råmaterialerne og derefter sælge dem, men tjene langt størstedelen af overskuddet; og de lande, der faktisk ville eje disse ressourcer, ville have en lille, lille dråbe. Og det er i virkeligheden det, der foregår bag denne udvikling i Niger, som bliver fuldstændig misrepræsenteret af de vestlige medier. Og det virkelige problem er – tag for eksempel Niger – at de har store uranressourcer. De producerer og eksporterer omkring en tredjedel af al den uran, som Frankrig har brug for til sin atomkraft. Og den nye regering har nu suspenderet eksporten af uran til Frankrig, fordi de føler, at de nuværende prisforhold er helt urimelige. Så du har en utrolig eksplosiv situation. Nigers nabolande – Mali, Burkina Faso, Tchad, Algeriet – alle disse regeringer har dybest set sagt, at de støtter regeringsskiftet i Niger. Den nye præsident i Nigeria, som også er leder af ECOWAS [Economic Community of West African States], ønskede en militær intervention, som tydeligvis blev støttet af EU og, tror jeg, USA. Men heldigvis stemte det nigerianske senat imod det, og ifølge den nigerianske forfatning er det bindende, så den militære intervention er blevet stoppet indtil videre.

Folk i regionen har ikke glemt, hvad resultatet af NATO’s intervention i Libyen var! Se på, hvad der skete: De dræbte Gaddafi og kastede Libyen ud i totalt kaos, og landet er ikke kommet sig endnu. Se på Irak: De dræbte Saddam Hussein, og Irak, som var på en meget lovende vej mod modernisering; kvinder havde alle muligheder for at gå på universitetet, infrastrukturen udviklede sig utroligt godt; og nu er landet stadig i en forfærdelig krise. Alt dette er kendt! Folk glemmer ikke disse ting, og det er derfor, de alle var imod en militær intervention i Niger. Og jo mere Vesten skubber på, jo mere vil Vesten miskreditere sig selv.

Så jeg tror, at det virkelig er enden på kolonialismen, hvor landene i Afrika og andre regioner i verden kræver at kontrollere deres egne ressourcer, og hvad ville være mere retfærdigt end det? De kræver, at de udvikler deres egen produktion, deres egen industri, for at generere indkomst, så de kan blive mellemindkomstlande så hurtigt som muligt, og det bør støttes! Det er den legitime ret for enhver nation på denne planet.

Så man kan se folks intentioner ved at se på, hvad de siger om denne konflikt. Hvis de siger “demokrati” og “pressefrihed”, så bør de holde sig for næsen, før de begynder at kritisere andre lande, de bør feje for egen dør.

Men jeg synes, det er et meget spændende øjeblik, og vi bør støtte denne udvikling, for det er ethvert lands ret at tage sig af sin befolkning og udvikle sig.

BATTLE: Fremragende! Med hensyn til situationen i Niger har vi faktisk fået et spørgsmål fra John om det. Han siger: “Afrika tager et reelt standpunkt mod vestlig imperialisme, især Niger. Tror du, at Niger, med støtte fra sine naboer, i sidste ende vil få succes mod Vesten og ECOWAS-imperialismen? Mali har allerede meddelt, at de vil hjælpe med at forsvare Niger mod militære angreb, og jeg har hørt rapporter om, at Rusland også sender Wagner-gruppen for at forsvare Niger. Hvad synes du om det?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, der er en meget god chance for, at det vil lykkes, for det er holdningen i langt de fleste afrikanske lande, som har det på samme måde. Den [amerikanske viceudenrigsminister] Victoria Nuland, som er blevet berygtet for sin optræden på Maidan i 2014, hvor hun endte med at dele småkager ud til folk, der var i oprør. Og hun pralede med, at udenrigsministeriet havde brugt 5 milliarder dollars på NGO’er alene i Ukraine. Så hun havde tydeligvis en rolle i alt, hvad der skete under kuppet. Hun pralede i et telefonopkald til den amerikanske ambassadør i Kiev, Geoffrey Pyatt, og det blev på en eller anden måde optaget, og det blev offentliggjort. Og på båndet siger hun: “F-k the EU,” dybest set vil vi bestemme, hvem der skal være den næste leder, “our guy, Yats,” med henvisning til Arseniy Yatsenyuk.

Så selvfølgelig, når hun tager til et land, der er i en ustabil situation, eller et krisepunkt, som Niger er lige nu, og hun insisterede på at tale med den tidligere præsident, hvilket blev nægtet hende; hun kunne kun tale med ham i telefonen. Og hun sagde, at hun havde haft nogle “meget vanskelige” og til dels “ubehagelige” samtaler med den nuværende regering, og så bad hun dem åbenbart om ikke at ringe til Wagner-gruppen. Og Prigozhin sagde, åh, du har godt nok hørt, at fru Nuland er så opmærksom på dem. Jeg tror ikke, at Wagner-gruppen vil gå ind, eller jeg har ikke detaljeret viden om det. Men jeg tror, bortset fra disse detaljer, at den generelle tendens er, at Afrika ønsker at hævde sig, og det har Frankrig lært.

Jeg tror bestemt, at Kina er en ven af Afrika. Der er nogle, der siger, at venskab mellem nationer ikke er muligt, men Xi Jinping har gentagne gange sagt, at Kina er Afrikas ven, og mange afrikanske ledere har sagt, at de mener, at Kinas opførsel beviser, at det er en sand ven af afrikanske nationer. Og Rusland huskes også meget godt, fordi det under Sovjetunionen hjalp afrikanske nationer med at få deres uafhængighed, og det er heller ikke blevet glemt. Og nu tilbyder Rusland atomenergi og atomteknologi til afrikanske lande. Så de er ikke alene.

Så jeg kan kun sige, at jo før de europæiske nationer og selv USA siger: “Okay, lad os stoppe vores konfrontation og lade os samarbejde,” det er, hvad Geraci anbefalede. Der er så meget at gøre i Afrika, der er plads til alle. Så hvorfor ikke tage hinanden i hånden og arbejde sammen i stedet for at forsøge at forblive den dominerende magt og dræbe alle andre?

BATTLE: Vi har en række mennesker her i dag, som har været arrangører for Humanity for Peace, ikke kun i USA, men i hele verden. Og mange mennesker tænker: “Hvad skal vi nu gøre? Hvordan skal vi fortsætte med at organisere det her?” Et spørgsmål kommer ind fra D., som spørger: “Hvordan udvikler vi de nye ledere med de rette færdigheder, holdninger og mod til at møde de kommende udfordringer? Hvad synes du, vi skal gøre?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, først og fremmest er der LaRouche Legacy Foundations bibliotek. [https://www.larouchelegacyfoundation.org/news/llf-launches-the-larouche-library] Vi er i gang med at udgive hele min afdøde mands livsværk. Og han har skrevet så mange ting, at selv om de blev skrevet for 10, 20, 30, 40 år siden, så er de som en rettesnor for, hvad man skal gøre. For eksempel skrev han en meget vigtig artikel for nok 20 år siden med titlen “On a Basket of Hard Commodities: Trade without Currency” [https://larouchepub.com/eiw/public/2000/eirv27n30-20000804/eirv27n30-20000804_004-on_a_basket_of_hard_commodities-lar.pdf], som var et forslag om en reservevaluta baseret på råvarer i stedet for pengeværdier. Og det er det, der bliver diskuteret lige nu, og landene forsøger at finde ud af, præcis hvordan det skal gøres. Det vil være et emne på det kommende BRICS-topmøde i Sydafrika. Jeg tror ikke, at det vil føre til en fælles valuta lige med det samme, for det er en meget vanskelig proces, som vi har set med euroen, som ikke blev gjort godt, og den fungerer ikke godt. Så det kræver en masse arbejde.

Der er mange, mange flere artikler: Jeg vil foreslå, at det første skridt er virkelig at begynde at blive ekspert i økonomi. Studer det amerikanske økonomiske system, som det blev udviklet af Leibniz, af Friedrich List, af Alexander Hamilton, af Mathew og Henry C. Carey, og som det blev udvidet af Lyndon LaRouche: Denne idé om, hvordan man får en økonomi til at fungere, er noget, der er absolut forståeligt, og du kan studere det. Så er vi selvfølgelig nødt til at have en metodologisk, filosofisk uddannelse, hvor vi tager de bedste hjerner, som menneskeheden har produceret indtil nu: Konfucius, Platon, de vediske skrifter i Indien, Leibniz, Cusanus, Ibn Sina og mange andre. Så kontakt Schiller Instituttet, og vi vil give dig en læseliste, så du kan udvikle den nødvendige intellektuelle ammunition til at vinde dette slag så hurtigt som muligt. Og vi kan altid diskutere disse ting mere indgående, hvis du ønsker det.

BATTLE: Jeg tænkte lige, mens du talte, Helga, for jeg har lyttet til gamle optagelser af Lyndon LaRouche, din mand, og læst hans papirer for at minde mig selv om og få inspiration til at organisere det, der lige er blevet samlet sammen. Og det blev aldrig mere klart, end at Lyn altid talte om ideen om, at det er “mellem tonerne”, det er ikke, hvad du siger, men det er “mellem tonerne”, det er noget, der faktisk kommer fra dig, som bliver udtrykt til andre mennesker, som aktiverer dem. Og jeg tænkte på alle de nye organisatorer, unge, gamle, uanset hvor i verden I kommer fra, og jeg ville spørge jer om noget, der ligner det, D. spurgte om, men jeg tror, det er mere specifikt: Det forekommer mig, at folk også har brug for kulturel træning, så de har den følelsesmæssige styrke til at håndtere denne slags spørgsmål. Jeg har lyttet til en masse spirituals, og jeg kan godt lide Schuberts 9. symfoni, dirigeret af Wilhelm Furtwängler. Og den idé, Furtwängler havde om at blive i Tyskland under nazismen for at redde sit folk, for at løfte folk op til det højeste koncept af menneskelighed.

Og jeg ville gerne spørge dig om din anbefaling til, hvordan jeg skal henvende mig til folk for at uddanne dem på denne måde? Hvad tror du, er den bedste måde at gøre det på?

ZEPP-LAROUCHE: Åh! Jeg tror, det kræver en læseplan, og jeg tror, vi har brug for hold af mennesker til at – måske skulle vi tænke på et Schiller-akademi. I begyndelsen af 1980’erne havde vi et netværk af hundredvis af professorer, videnskabsfolk og forskere, og vi overvejede faktisk at oprette universiteter. Og det var på et meget avanceret stadie, fordi vi havde nogle af de bedste videnskabsfolk, som professor Robert Moon, og mange andre i Fusionsenergifonden på det tidspunkt; og ideen om at oprette akademier eller private universiteter og endda statslige universiteter. Det er helt sikkert et mål, der vil komme i horisonten før eller senere. I mellemtiden tror jeg, at jeg vil anbefale grundlæggende studiegrupper om de vigtigste emner. For det er et enormt felt: Der er universel historie, musik, videnskab, poesi, maleri, rumvidenskab, biovidenskab. Så det er et enormt felt! Men jeg tror, man skal starte med et solidt fundament af klassiske kilder. Man skal være fortrolig med menneskehedens vigtigste skrifter op til i dag, og man behøver ikke alle fodnoterne og alle professorerne og deres kommentarer.

Men man er nødt til at kende de vigtigste og de vigtigste gennembrud, for hvis man studerer, hvilke kvalitative gennembrud der er sket inden for videnskab, musik og andre kunstarter, bliver det en vane at tænke. Man lærer at tænke i termer af at lede efter den kreative løsning, som man ikke har tænkt på før, og det er en måde at tænke på: Det er ikke et spørgsmål om, at man skal have en masse grundlæggende viden, men der er folk, der lærer resten af deres liv, og de får bare aldrig en kreativ tanke, fordi de har den forkerte metode – hvis du er deduktiv eller induktiv eller positivistisk eller alle disse ting, vil du aldrig komme på en kreativ idé!

Så det er i høj grad en måde at tænke på, og det kommer f.eks. til udtryk, når man studerer stor musik som Schuberts sange: Du er nødt til at studere poesien, du er nødt til at studere kompositionen, og så vil du se, hvorfor for eksempel {Lied}, især den tyske {Lied}, Lyndon LaRouche kaldte den “Rosetta Stone”, fordi den åbner op for poesi, den åbner op for musik, den åbner op for det niveau af kunst, der er over alt i prosa. Der er mange ting, men det kræver noget arbejde. Men vi bør nok tænke lidt mere over, hvordan vi kan tilbyde disse ting.

BATTLE: Tak, det er meget nyttigt. Tak for dit svar. Og med det vil jeg gerne takke alle for alle deres spørgsmål og for at deltage i denne dialog over hele verden. Og lad mig se, Helga, om du har nogen afsluttende bemærkninger til i dag?

ZEPP-LAROUCHE: Ja, man skal ikke være pessimistisk. Mange mennesker siger: “De mennesker, der ikke er fuldstændig hjernevaskede af mainstream-NATO og den måde, de ser på Rusland og Kina, og den måde, de ser på udviklingslandene som fjender, der er mange mennesker, der kommer på andre tanker og siger: “Vi bør have en ny økonomisk verdensorden, der gør det muligt for alle nationer på planeten at overleve”. Men de har en tendens til at være pessimistiske. De siger: “Åh, disse kræfter er så stærke, at jeg ikke kan gøre noget”. Og den pessimisme får dem til at være passive. Og jeg synes, det er noget, man bør anerkende som et problem, der skal udryddes: For når du først begynder at organisere dine medborgere, din familie – de er nogle gange et problem – vil du indse: “Nej, der er så meget at gøre!” Begynd at læse den relevante litteratur, som jeg talte om før, og bliv aktiv, og det er ikke tid til at sidde på hegnet, for selve menneskehedens skæbne er ved at blive afgjort. Enten vil vi ophøre med at eksistere, hvis det hele fører til en stor krig, inklusive udveksling af atomvåben, så er det slut, det er slut for hele menneskeheden.

Eller også vil vi virkelig nå frem til et nyt system, hvor forholdet mellem nationer vil være ordnet på en bestemt måde, ligesom i en familie, hvor man ønsker det bedste for hinanden! Og det er præcis ideen med Schiller Instituttet, som snart fylder 40 år. Men det var ideen helt fra begyndelsen, at relationer mellem nationer skulle organiseres på en sådan måde, at man koncentrerer sig om at få det bedste frem i den anden, og omvendt, ved at koncentrere sig om den bedste historiske og kulturelle tradition, og dele det, man har produceret bedst som nation eller som kultur. Og så ville samarbejde i relationer mellem nationer og civilisationer være meget, meget let: Så det er noget, vi skal forpligte os til, hjælpe os med at opbygge.

BATTLE: Tak skal du have! Jeg synes, det har været en virkelig fantastisk organiserende diskussion, og hvor vi skal hen herfra. Og folk, hold venligst øje: Vi kommer til at have en masse events. Tak, Helga, for dit svar. Og tak til jer alle for jeres spørgsmål. Og vær med i næste uge til endnu en webcast med Helga Zepp-LaRouche. Tak, Helga.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, på gensyn. Vi ses i næste uge.

Her er videoen:

Humanity for Peace Concert: Mozart Requiem, African American Spirituals and Other Selections

Ikke korrekturlæst

28. juli 2023 (EIRNS)- Den Internationale Fredskoalition (IPC) holdt sit ottende ugentlige møde fredag den 28. juli med over 60 deltagere fra 16 lande. Ønsket om at ændre historiens gang, mens den nuværende udvikling bringer verden stadig tættere på et atomart ragnarok, var til at tage og føle på i hver talers rapport, og alle fokuserede på Humanity for Peace-rallyet, der skal afholdes den 6. august, på 78-årsdagen for USA’s atomare ødelæggelse af Hiroshima i 1945. Den centrale demonstration den dag vil blive afholdt foran FN-bygningen i New York City, med søsterdemonstrationer, der finder sted over hele USA, i Storbritannien, Tyskland, Sverige, Mexico, Guatemala, Nicaragua og Malaysia, blandt andre lande.

Helga Zepp-LaRouche, som tog initiativ til IPC, åbnede diskussionen og understregede, at faren for atomkrig stiger i takt med, at USA og dets NATO-allierede optrapper forsendelsen af militære våben til krigszonen og lyver om, at Ukraine “vinder” krigen. Dette anerkendes internationalt som en løgn, så selv en del af den lurvede amerikanske presse indrømmer nu, at det ukrainske militærs “modoffensiv” har været en total fiasko. Der må ske et totalt brud et eller andet sted i Vesten, hvad enten det er Tyskland, Frankrig eller USA, for at afslutte konfrontationen og begynde et samarbejde mellem atommagterne for at skabe en arkitektur af sikkerhed og udvikling for alle nationer. Det virker langt væk på nuværende tidspunkt, hvilket blot betyder, at vi må udvide vores indsats for at bryde igennem muren af løgne om Rusland og Kina.

Ray McGovern, den tidligere CIA-analytiker, som plejede at give den daglige briefing til præsidenten, og som var med til at grundlægge Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS), bemærkede derefter, at Vladimir Putin, som i årevis har hævdet, at USA’s indenrigspolitik bestemmer USA’s udenrigspolitik, sagde, at Biden-familien er i dybe problemer på grund af afsløringerne om Hunter Bidens bærbare computer og den globale korruption, der nu er afsløret, men at præsident Joe Biden blot fortsætter den vanvittige påstand om, at Rusland “allerede har tabt krigen” i Ukraine. Den neokonservative politik, som nu fremmes af Biden-administrationen og hans efterladte Obama-bande (Blinken, Sullivan og Nuland), som burde være i fængsel for deres mange forbrydelser, er mere tilbøjelige til at starte en atomkrig end at blive fængslet. I sin lange karriere i efterretningstjenesten har han “aldrig set dette niveau af fare”.

Oliver Boyd-Barrett, professor ved California State University, leverede en detaljeret undersøgelse af den faktiske situation på slagmarken i Ukraine og bemærkede “det store antal, der dør i denne skandaløse og unødvendige krig. Bestræbelserne på at benægte fiaskoen for den ukrainske “modoffensiv” er slået fejl, men der er stadig “krigens tåge”, som kan bruges til at retfærdiggøre optrapning til en atomaffyring. Forfremmelsen af Victoria Nuland til nummer to i udenrigsministeriet viser, at regimet “enten er for dumt eller for ondt” til at stoppe vanviddet.

Anastasia Battle, som modererede arrangementet, fortalte, at der er 4.000 (for det meste uafhængige) journalister på IPC’s lister, nævnte nogle af de planlagte talere ved demonstrationen i FN den 6. august, som vil blive live-streamet fra kl. 13-16, og nævnte flere af “søster”-demonstrationerne rundt om i verden.

Guyanas tidligere præsident Donald Ramotar sagde, at Vesten lavede en frygtelig fejlberegning, da de troede, at sanktioner ville ødelægge den russiske økonomi, og at moderne NATO-våben ville knuse dem i Ukraine, men at faren for atomkrig nu er endnu større. Han anbefalede, at vi rekrutterer videnskabsfolk til at deltage i fredsbestræbelserne. Den næste taler, videnskabsmanden Steve Starr, forfatter til “The State of the Nuclear Danger” og andre artikler og videoer om virkningerne af atomvåben, indvilligede hurtigt i at skrive et offentligt brev til andre videnskabsmænd om at slutte sig til bevægelsen, som Ramotar havde foreslået.

Rapporter fra arrangørerne af flere planlagte søstermøder i Nicaragua, Canada, Tyskland, Sverige og Storbritannien gav en fornemmelse af bevægelsens globale karakter.

Diane Sare, dirigent for Schiller Instituttets Community Chorus i New York, informerede mødet om en plan om at opføre Mozarts Requiem i en kirke i New York City efter demonstrationen ved FN for at ære de hundredtusinder af civile, der blev dræbt af USA’s atombomber over to japanske byer i 1945. En gæstedirigent fra Tyrkiet, som har ledet musikken ved flere andre fredsdemonstrationer, meldte sig frivilligt til at lede arrangementet. Der har været en bølge af kordeltagelse, og et orkester er også ved at blive mobiliseret.

Bernie Holland, en aktivist fra Storbritannien, foreslog, at selv hvis atomvåben skulle elimineres fra krigsførelse, skulle selve bomberne redesignes til at forsvare Jorden mod asteroider, en plan kendt som Strategic Defense of Earth (SDE). Han opfordrede alle til at læse Mike Billingtons bog, Reflections of an American Political Prisoner-The Repression and Promise of the LaRouche Movement, og bemærkede, at det kinesiske tegn for “krise” er sammensat af både tegnene for “fare” og “mulighed”, hvilket han også sammenlignede med fru Zepp-LaRouches reference til “modsætningernes sammenfald” fra Nicholas af Cusa. Han tilføjede, at dette også er i overensstemmelse med buddhistisk lære. Vi må drage fuld fordel af den nuværende krises mulighed for at skabe en “kritisk masse af bevidsthed” blandt folket, sagde han.

Fru Zepp-LaRouche afsluttede mødet med at bemærke, at den nyligt udkomne film om Robert Oppenheimer henleder opmærksomheden på atomvåbnenes rædsel, og at Schiller Instituttet har udarbejdet en folder, der skal distribueres til seerne af filmen, og som opfordrer dem til at deltage i demonstrationerne den 6. august. Hun støttede opfordringen til videnskabsfolk om at slutte sig til bevægelsen, men foreslog, at brevet blev adresseret til “videnskabsfolk og kunstnere”, da videnskabsfolk og kunstnere deler en kærlighed til den positive vision for menneskehedens fremtid. Hun opfordrede deltagerne til at bruge de resterende dage inden den 6. august til at mobilisere alle, især ungdommen og det Globale Syd, som oplever et revolutionært opsving, mod opfordringen til krig fra NATO-landene til fordel for fred og udvikling i samarbejde med Rusland og Kina, som er overbeviste om at afslutte kolonialismens tidsalder én gang for alle.

Foto: Pixabay, CCO

Ikke korrekturlæst.

Ukraine-krigen truer med at eskalere: Schiller Instituttets internationale webcast med Helga Zepp-LaRouche
Torsdag den 27. juli 2023 (https://www.youtube.com/watch?v=FZbC5A7qdmI&t=1s)

HARLEY SCHLANGER: Hej, og velkommen til vores ugentlige live-dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og præsident for Schiller Instituttet. I dag er det den 27. juli 2023. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til questions@schillerinstitute.org.

Helga, efterhånden som NATO’s krig i Ukraine fortsætter, og de ukrainske væbnede styrker, under direkte NATO-overvågning, foretager stadig mere provokerende handlinger, er der blevet opbygget et positivt momentum for demonstrationerne den 6. august, som International Peace Coalition og Humanity for Peace har opfordret til. Eftersom du har spillet en afgørende rolle i organiseringen af disse demonstrationer, kan du så fortælle os, hvorfor du mener, at det nu haster mere og mere for folk at komme ud og organisere sig til disse begivenheder?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, der er mange senioranalytikere og folk med stor politisk erfaring, som alle er enige om – de er ikke mainstream, eller de dækkes ikke af mainstream – at det mest skræmmende ved situationen er, at vi kommer tættere og tættere på en atomkrig, og politikerne synes at være fuldstændig uvidende om det. De lader ikke til at bekymre sig om den fare, vi befinder os i. Størstedelen af befolkningen går i søvne; de er nu mere bekymrede for ferier, for at tage på ferie. Men virkeligheden er, at vi virkelig nærmer os en krig, fordi den berømte ukrainske modoffensiv tydeligvis ikke virker; det indrømmer selv mainstream-medierne i Vesten nu. Og for nylig har der været nye udviklinger i horisonten, som peger på en mulig optrapning af krigen. Den ene er, at Putin, blandt andre russiske embedsmænd, på en eller anden måde rapporterede, at der er tegn på, at polske tropper bevæger sig tættere på grænsen til Ukraine, og at der er en mulighed for, at polske tropper under visse omstændigheder vil bevæge sig ind i det vestlige Ukraine. Putin henviste til de relevante historiske fortilfælde, hvor dette er sket på en lignende måde tidligere.

Så er der en meget vigtig indisk senioranalytiker, der advarer om, at faren er, at Sortehavet i stigende grad bliver kontrolleret af NATO under påskud af kornskibe og alle mulige andre ting. Men Sortehavet har historisk set været set som Ruslands baghave eller territorium, og før det Sovjetunionen. Så selvom Vesten siger, at NATO ikke bevæger sig mod øst, at det ikke er sandt, at det er en russisk fantasi, så har der været seks NATO-udvidelser mod øst. De facto er NATO i Ukraine lige nu af en række tekniske, cybermæssige og andre årsager. Hvis NATO ikke også rykkede ind i Sortehavet og fik mere kontrol der, ville det være en omringning. Som vi altid har påpeget, er krigen i Ukraine ikke den egentlige årsag til, at alt dette sker, men det er det faktum, at det vestlige system ikke kan acceptere, at landene i det globale syd, herunder Kina, er på vej frem. De forsøger at inddæmme Rusland og Kina, og på en måde er situationen i Ukraine en brik på skakbrættet i den forbindelse. Faren er klart eskalerende, og i betragtning af at en lille fejl eller fejllæsning kan være nok til at udløse katastrofen, er folk, der har studeret sagen og har tænkt klart, ekstremt bekymrede over faren for Tredje Verdenskrig og afslutningen på den menneskelige civilisation. Men de fleste mennesker lader til at være ligeglade, som om atomkrig er noget, man måske eller måske ikke har, det betyder ikke noget. Denne nonchalance er i virkeligheden den største fare i hele situationen.

Det er derfor, International Peace Coalition og mange andre organisationer mobiliserer omkring årsdagen for bombningen af Hiroshima den 6. august og Nagasaki den 9. august. Men især den 6. august, for at få så mange kraftfulde demonstrationer rundt om i verden som muligt. International Peace Coalition forsøger at lave et stort show foran FN, så jeg opfordrer alle jer, der ser dette program, hvis I er i nærheden af New York City, eller hvis I på nogen måde har mulighed for at komme til demonstrationen foran FN den 6. august, så tag af sted. Tag alle dine venner og kolleger med, og mød op til en stor demonstration mod faren for atomkrig og for at minde folk om rædslerne i Hiroshima.

Heldigvis er filmen “Oppenheimer” netop blevet udgivet på flere sprog, jeg ved med sikkerhed på engelsk og tysk. Og der er rapporter om, at tusindvis af mennesker strømmer til biograferne, især unge mennesker. Det er tydeligvis en måde at få en fornemmelse af virkeligheden på. For når folk ser denne film, bliver de mindet om, hvad der skete i den forfærdelige tragedie i Hiroshima, og at det aldrig må ske igen. Så vi mobiliserer denne internationale fredskoalition; der er folk i Latinamerika, der vil være søstermøder i Mexico, i Argentina, måske i andre latinamerikanske lande. Men også i Europa, vi har demonstrationer i forskellige europæiske byer, og selvfølgelig er der søsterdemonstrationer i forskellige amerikanske byer. Hvis du går ind på vores hjemmeside, eller hjemmesiden humanityforpeace.net, kan du finde alle oplysningerne. Du vil også finde en flyer. Download flyeren og del den ud på sociale medier, i dit nabolag, læg den i folks postkasser, der hvor du bor. Bliv involveret i en virkelig vigtig mobilisering. Folk er nødt til at få øjnene op for, at faren er meget reel, og det er nødt til at blive et stærkt tegn på modstand mod dette vanvid.

SCHLANGER: Helga, et forslag, som folk har fremsat, er, at løbesedlen til demonstrationen den 6. august – Israel, Sudan osv. Mens Ukraine og Taiwan fortsætter med at varme op, er vi så med i en britisk-orkestreret global spændingsstrategi?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er en rimelig beskrivelse, for alle disse såkaldte stedfortrædersituationer, som for eksempel i Syrien, hvor den syriske hær for nylig har taget skridt til at fortælle de amerikanske tropper, at de ikke har noget at gøre der, eftersom Syrien er et suverænt land. De har aldrig bedt USA om at komme der. I det område, hvor de amerikanske tropper har været udstationeret i flere år, er der oliereserver. USA tager olie, der tilhører Syrien, ud af landet. Det er helt klart uacceptabelt. Du har lignende situationer, som også bliver varmere og varmere.

Så jeg tror, at alt dette skal ses som et strategisk billede, for som jeg sagde, er den egentlige årsag til alt dette ikke de regionale konflikter, hvor vigtige de end er. Selv Syrien har problemer, der er ekstremt relevante, eller Sudan; Taiwan, selvfølgelig. Men den egentlige årsag er det, de kalder den systemiske rivalisering mellem det vestlige neoliberale system, som insisterer på ideen om, at de er de eneste, der kan lave reglerne i verden i den såkaldte regelbaserede orden, og at størstedelen af verden ikke har noget at skulle have sagt. Og de skal ikke kræve for meget udvikling, for deres plads er stadig i den neokoloniale orden. Det er det egentlige problem. Hvis man ser på det ud fra det synspunkt, tror jeg virkelig, at vi befinder os i en – det er meget svært at sige, for det finansielle system er de facto allerede så godt som dødt. Centralbankernes nuværende desperation efter at hæve renten igen truer med det samme med endnu et kollaps. Økonomien, det finansielle system, befinder sig i en utrolig anspændt situation. I september, ved udgangen af finansåret, kan vi se en ny, virkelig stor krise. Det er i virkeligheden baggrunden for det hele, for samtidig har BRIKS-landene og BRIKS+ – der er rapporter nu om, at mere end 40 lande har ansøgt om BRIKS-medlemskab, fordi de ønsker at have et andet økonomisk system, der tillader deres egen økonomiske udvikling. Det faktum, at NATO eller Vesten, under den britisk-amerikanske dominans, ikke ønsker at tillade disse landes fremgang, i stedet for at samarbejde, er den virkelige konflikt. Ville det være så svært at række hånden ud og sige: “Lad os lægge de dårlige ting bag os. Lad os finde ud af, hvordan vi løser de virkelige problemer i verden og arbejder sammen”. Der har været tidspunkter i USA’s og Ruslands historie, hvor de to lande har arbejdet meget godt sammen, så der er et referencepunkt. Så jeg tror, det er det, vi skal huske og arbejde hen imod.

SCHLANGER: I forbindelse med dette spørgsmål om et nyt paradigme har vi en fast korrespondent, som gerne vil høre dine tanker om fremskridtene hen imod både BRIKS-topmødet, men også det igangværende Rusland-Afrika-forum, som finder sted i Skt.

ZEPP-LAROUCHE: Spændingerne omkring både BRIKS-topmødet, som finder sted i slutningen af august, og det igangværende Rusland-Afrika-topmøde i Sankt Petersborg er virkelig store. Fordi for eksempel den tyske – jeg kan ikke huske, hvad hendes position er, det er så irrelevant – den tyske miljøminister, jeg tror, det er hende, jeg kan tage fejl. Hun sagde, at dette topmøde i Sankt Petersborg bare er en PR-begivenhed for Putin. Hvor arrogant kan man være? Ved det sidste topmøde mellem Rusland og Afrika for et par år siden var der 43 statsoverhoveder. Denne gang er det kun 21 statsoverhoveder, men 17 vicepræsidenter eller udenrigsministre og 5 ambassadører. Hvorfor er det sådan? Fordi USA og europæerne har rendt rundt i Afrika og lagt maksimalt pres på disse lande; truet dem, tilbudt dem ting. De har bedt dem om ikke at tage af sted, i hvert fald ikke på statslederniveau, til dette topmøde i Sankt Petersborg. Og i betragtning af, at mange afrikanske lande ikke ligefrem er i – de har økonomiske problemer, de har vanskeligheder – så er de ikke alle i stand til at modstå det pres. Ikke desto mindre er det en utrolig begivenhed. Først og fremmest gør den det meget klart, at Putin langt fra er isoleret, for som vi ved fra mange diskussioner med afrikanske lande, betragter de Rusland som en ven. De ser Kina som en ven. Det er et meget anderledes forhold, disse afrikanske lande har til Rusland og Kina, end de har til europæerne eller USA. Men jeg vil mene, at dette er et ret desperat træk i sidste øjeblik for at forhindre, at denne nye koalition bliver dannet. Men jeg tror slet ikke, det vil lykkes for dem, for det, Rusland tilbyder, er reel økonomisk udvikling, reel teknologi, f.eks. atomteknologi. Kina tilbyder i øvrigt alle mulige infrastrukturprojekter, jernbaner og industriparker. Så jeg synes, Vesten bør reformere sig. De bør virkelig komme væk fra idéen om, at det er min vej eller motorvejen. Den holdning hører fortiden til og bør stoppe.

SCHLANGER: Der er et spørgsmål om fremkomsten af en ny økonomisk og udviklingsmæssig arkitektur. Nogen spørger, nu hvor BRIKS-topmødet nærmer sig, om BRIKS-landene indfører den form for kreditbaseret system, som du og din afdøde mand foreslog, såvel som bankregulering? Og hvis de ikke har, burde de så ikke gøre det?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, de er i gang med at gøre netop det. Jeg synes, det er meget vigtigt, at for eksempel Dilma Rousseff, den nye leder af Den Nye Udviklingsbank og tidligere præsident i Brasilien, deltager i mødet i Sankt Petersborg. Og der er mange tegn og udtalelser fra folk, der er involveret i at sammensætte et sådant nyt økonomisk system og en ny valuta. Jeg tror absolut, at de gør det, men det er ikke noget, man gør fra den ene dag til den anden. Man er nødt til at tage højde for en masse faktorer, såsom de forskellige niveauer af økonomisk udvikling, de forskellige produktionsmidler, hvad er de enkelte landes kreditværdighed med hensyn til produktionskraft? Alt det skal beregnes og sættes ind i et meget klart, afbalanceret system.

Men jeg tror, det er ved at ske, og det kan blive redningen for det vestlige finanssystem, for vi er på vej ind i en enorm finanskrise, ingen tvivl om det. Men det, der kommer til at tælle, er fysiske aktiver, og de lande, der har investeret i fysiske aktiver, i infrastruktur, i produktionskapacitet, vil være bedre stillet. Og dem, der har investeret alle deres aktiver i at satse på finansielle gevinster og profitmaksimering, de kan alle gå op i røg, fordi derivatboblen, som er et sted i omegnen af 2 billioner dollars i udestående derivatgæld, på ingen måde kan blive betalt. Så vi er på vej mod et finansielt krak, og jo hurtigere de vestlige lande ville sige: “Lad os reorganisere dette bankerotte system. Lad os indføre Glass-Steagall-bankopdeling og få styr på vores økonomier. Gå tilbage til at investere i den fysiske økonomi, og gå så sammen med landene i det globale syd. Det ville være vejen ud, men det ville kræve, at Vesten kom ned fra sin høje hest.

SCHLANGER: I den forbindelse er der netop blevet offentliggjort et notat i et af BRIKS’ nyhedsbreve, skrevet af to af vores kolleger, Dennis Small og Mary Jane Freeman, om netop dette spørgsmål om økonomiske reformer og forandringer, der er nødvendige for det udviklingsperspektiv, som du og din mand har kæmpet for i så mange år. Det burde være tilgængeligt på vores hjemmeside eller i næste nummer af Executive Intelligence Review.
Jeg har et spørgsmål her fra Patricia, som spørger, hvordan du, med kornembargoen i Sortehavet, den manglende fornyelse af aftalen og andre former for fødevareforsyningsproblemer, kan tale om den kortsigtede indvirkning af det, der sker med hensyn til den globale hungersituation?

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Jeg tror, at spørgsmålet om fødevaresikkerhed og øget fødevareproduktion er et emne på topmødet i Sankt Petersborg. Nu er Vesten gået i et absolut hyperangreb mod Putin, især for at annullere forlængelsen af kornaftalen for Sortehavet. De fordrejer det fuldstændigt, som om det var Putins sarkasme at lege med livet for hundreder af millioner af mennesker, som nu vil blive afskåret fra ukrainsk korn. Virkeligheden er, at russernes argument er, at denne berømte kornaftale aldrig blev implementeret, fordi kun 5% af det ukrainske korn gik til de sultne lande i Afrika og andre kontinenter, mens størstedelen af kornet gik til EU eller andre rige lande. Og nabolande som Polen og Tjekkiet ønskede at blokere for eksporten af ukrainsk korn, fordi det ikke gik til de fattige lande. I stedet oversvømmede det deres markeder og ruinerede deres landmænd. Så det hele var en helt anden historie end den, der blev portrætteret i de vestlige medier. Og russerne fik aldrig lov til at eksportere deres korn og gødning, hvilket var en del af den oprindelige aftale. De blev fuldstændig blokeret. Så på det tidspunkt sagde Rusland, at der ikke var nogen grund til at fortsætte aftalen, fordi den ikke blev implementeret. Jeg er helt sikker på, at de arbejder på en alternativ måde at få det faktiske korn – i det mindste det russiske korn – ud til de lande, der har brug for det; især fordi Rusland tilbød at give en masse af dette korn gratis. Så beskyldningen om, at det hele var for Ruslands profit, og at de stjal ukrainsk korn, var absolut ikke tilfældet. Så dette er et typisk eksempel. Når jeg lytter i disse dage, og det gør jeg ikke for sjov, jeg gør det for at holde øje med, hvad mainstream-medierne laver. For eksempel den tyske næsten statsejede radio, Deutschland Radio, der er ikke den nyhed, som de ikke giver et twist. Det er helt utroligt. Når man først ved, hvad der foregår, og så lytter til, hvordan de straks forsøger at modarbejde alt, hvad der sker i en positiv retning, og forsøger at svine det til. Det er helt utroligt.

SCHLANGER: Med hensyn til spørgsmålet om narrativer har vi en, der spørger om klyngeammunition, og som skriver, at de vestlige medier og demokrater og republikanere i Kongressen retfærdiggør brugen af dem – Bidens levering af klyngeammunition til Ukraine – ved at sige, at Rusland bruger dem. Denne person spørger, om det er sandt, eller om det bare er endnu en af de selvretfærdiggørende løgne?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er ikke helt sikker på, om Rusland har brugt klyngebomber eller ej. Det tror jeg ikke. Det tror jeg ikke, men jeg er nødt til at tilbageholde svaret på det spørgsmål. Det, jeg kan sige, er, at dette spørgsmål om klyngebomber, selv hvis Rusland skulle bruge dem, ikke ville retfærdiggøre, at USA bruger dem. Jeg mener, at Biden annoncerede, at de vil sende i alt 300 millioner klyngebomber. Det er mere, end der blev brugt i hele Vietnam-Laos-krigen, og der går regeringerne stadig ud i forbindelse med de nuværende leverancer af klyngebomber og siger, at efter mere end 50 år bliver hundredvis af mennesker dræbt eller lemlæstet hvert år. Fordi de rammer civile, de rammer mennesker, som absolut ikke har noget med krigen at gøre. Det rejser et andet spørgsmål, som jeg ikke har fundet et godt svar på. Hvert år rapporteres det, at USA’s militærbudget stiger og stiger og stiger, og det seneste er på næsten 1 billion dollars. Sidste år var det lidt mindre, men ikke meget mindre. Hvordan kan det være, at et land med et militærbudget, der er større end de næste ti lande tilsammen, ikke er i stand til at producere ammunition til at holde trit med den russiske hær? Det russiske militærbudget er, tror jeg, 10% af USA’s militærbudget; den russiske økonomi er naturligvis meget mindre end USA’s. Jeg fatter det ikke! Hvad er der galt med den vestlige produktion, siden de ikke kan følge med i produktionen af ammunition? Jeg siger ikke, at de skal, men det er det faktum, at Biden siger, at de ikke kan. Jeg synes, det er ekstremt ildevarslende, og der er også mange advarsler om, at mange af våbnene dukker op overalt på de internationale illegale våbenmarkeder, så hvem ved, hvad der foregår der? Men det er bestemt en meget ildevarslende ting.

SCHLANGER: Helga, her er et spørgsmål fra en anden lytter, der spørger om den 100-årige Henry Kissingers besøg i Kina og hans møde med Xi Jinping. Indikerede hans besøg et skift i USA’s holdning til Kina?
ZEPP-LAROUCHE: Det ved jeg ikke. Det er en kendsgerning, at præsident Xi Jinping tydeligvis modtog Kissinger med stor ære og roste det faktum, at det var Kissinger, der begyndte at forberede diplomatiske forbindelser med Kina i 1971. Og at Kina er taknemmelig for den rolle. Jeg synes, det er godt, at han gjorde det. Får det mig til at stole på Kissinger? Nej, det gør jeg ikke, for Kissinger var den absolutte modsætning til min afdøde mand, Lyndon LaRouche, på mange områder. Det faktum, at Kissinger tog til Kina i ’71, var ikke rent humanitært. Det var dybest set for at imødegå Sovjetunionen geopolitisk på det tidspunkt, eller for at forsøge at lave sådanne intriger. Jeg er ikke helt sikker på, hvad Kissingers hensigt var på det tidspunkt, da han tog til Kina, i betragtning af at der var så mange mennesker, der forsøgte enten at få Rusland til at bryde med Kina eller få Kina til at bryde med Rusland. Så man er nødt til at se meget nøje på det. Hvis der er en fraktion i USA, der står bag Kissingers forsøg på at sende følere ud, kan det kun være velkomment. Men Kissinger har ligesom mange andre mennesker, når de bliver meget gamle, en tendens til at give afkald på de synder, de har begået i tidligere år. Det kan være tilfældet, jeg ved det ikke. Lad os nu se.

SCHLANGER: Det ville være en meget lang tilståelse, hvis Kissinger valgte at komme med den. Jeg har endnu et spørgsmål til dig, Helga, om den aktuelle amerikanske valgkamp. Det er fra en lytter i Australien, som siger, at ud fra hvad de ser, ser det ud, som om der er en meget desperat indsats for at stoppe kandidaturerne fra Robert F. Kennedy, Jr. og Donald Trump. I Kennedys tilfælde er der tale om censur, bagvaskelse og løgne om hans holdninger. I Trumps tilfælde er der den ene anklage efter den anden. Folk spørger: “Vil det her virke, eller vil det amerikanske folk gennemskue det?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at flere og flere begynder at gennemskue det, for Trump er langt foran sine modstandere i det republikanske parti. DeSantis er langt bagefter, og andre er endnu mindre fremtrædende. Jeg tror helt sikkert, at Trump vil være en faktor, selv hvis de satte ham i fængsel, ville han være en faktor. Jeg tror, det er meget nyttigt, fordi Trump har nogle holdninger, som er meget sundere end noget, man ser i det politiske mainstream-panorama. Robert Kennedy udtaler sig på en forbløffende frisk og ærlig måde. Jeg tror, der er mange lag i USA, som ser på situationen, og de er ikke født i går. Når man for eksempel har en person som Wasserman Schultz, kongresmedlemmet, der bagvasker Robert Kennedy, vil folk huske, at det var hende, der var helt for Hillary Clinton mod Bernie Sanders. Bernie Sanders havde tydeligvis ikke modet eller rygraden til at stå imod, hvilket efterlod mange af hans tilhængere fuldstændig skuffede.

Så den politiske scene i USA er tydeligvis i oprør. Det faktum, at den økonomiske situation for mange amerikanere ikke går godt, vil helt sikkert øge mistænksomheden over for alt, hvad der kommer inde fra Beltway. Så jeg tror, at det faktum, at man har en reel kandidat på den republikanske side i Trump, og at man har en meget lovende kandidat på den demokratiske side i Robert Kennedy. Og du har relevante uafhængige kampagner som Diane Sare, der stiller op til Senatet i New York. Jeg tror, at det alt sammen giver et meget mere håbefuldt politisk spektrum, hvor der måske en dag kan komme en rigtig kampagne tilbage til USA, for det har der ikke været i de sidste mange valgperioder. Men det er ikke bare et spørgsmål om at tænke over det, det er et spørgsmål om at handle. Selv om du ikke er amerikaner, kan du hjælpe processen på vej ved at deltage i de verdensomspændende fredsdemonstrationer den 6. august, også selv om du kun er én person. Måske kan du gå fem sammen og tage hen til byrådet eller et andet bemærkelsesværdigt sted i dit land, i din by. Så gør det! Vi ønsker at få folk i så mange lande som muligt til at komme ud og sørge for, at der er viden om en voksende verdensomspændende fredsbevægelse. Så bliv aktiv, selv om du sidder i Australien eller et andet sted langt væk. Jeg taler fra Tyskland på dette tidspunkt. Gør det, fordi der er så meget på spil. Jo flere mennesker, der kommer ud og udtrykker deres vilje til fred, jo mere vil det påvirke USA. Vi er nødt til at blive så stærke, at de mennesker, der normalt ikke tænker, de almindelige mennesker, der er afhængige af dumme tv-serier eller slet ikke interesserer sig for verden, bliver nødt til at indse, at der er en fare, og at der er en voksende bevægelse, der vil imødegå den.

SCHLANGER: Et tegn på absurditeten i amerikansk politik er, at Wasserman Schultz, det kongresmedlem, du nævnte, forsøgte at censurere Robert F. Kennedy Jr. fra at vidne foran et kongresudvalg. Emnet for udvalget var censur i politik.

Jeg har et sidste spørgsmål til dig fra et medlem af International Peace Coalition, som gerne vil vide, hvad du mener, er måden at holde atomvåben ude af hænderne på terrororganisationer.

ZEPP-LAROUCHE: Det er naturligvis en stor fare, for vi har ikke kun atomarsenalerne fra de fem store atommagter i FN’s Sikkerhedsråd, men også fra Pakistan og Israel. Der er altid en fare for, at disse våben eller teknologier kan spredes og ende i hænderne på terrorister. Det er en meget stor fare, og det vil det være i nogen tid. Den eneste måde, vi kan eliminere denne fare på, er, at man ikke kan stoppe videnskabelige fremskridt; man kan ikke fortryde, at atomet blev opdaget; man kan ikke fortryde atomenergi eller atomvåben. Men det, man kan gøre, er at mobilisere den politiske vilje, for alt afhænger altid af de mennesker, der bruger disse teknologier. Min afdøde mand, Lyndon LaRouche, havde denne absolut geniale idé om et nyt paradigme blandt supermagterne, som var den idé, der blev til SDI, som er meget misforstået, fordi den er blevet så misrepræsenteret af massemedierne. Det var dybest set ideen om, at USA og Sovjetunionen på det tidspunkt skulle have arbejdet sammen, og jeg understreger arbejdet sammen, om at udvikle teknologier til at gøre atomvåben forældede; sammen. Og så bruge disse teknologier som en videnskabelig motor til at øge produktiviteten i begge økonomier med henblik på en enorm teknologioverførsel til udviklingslandene. Stop ideen om blokke, og stop ideen om at bruge disse lande som stedfortrædere i stedfortræderkrige. Alt dette var på bordet i et helt år, og præsident Reagan gjorde det til USA’s officielle politik den 23. marts 1983. Dette program blev aldrig implementeret, fordi oppositionen i USA, men også i Sovjetunionen, gik helt på barrikaderne, så programmet blev aldrig rigtig implementeret. Men det ville være den rigtige vej at gå, på samme måde som klassifikation er virkelig dumt i en vis forstand. Det ville være meget bedre at nå frem til et fredeligt samarbejde mellem alle verdens videnskabsfolk om at gøre disse teknologier forældede. At gøre alle videnskabelige opdagelser kendt for alle; og på denne måde ikke forhindre fremskridt i hvert eneste land på planeten.

Det kræver tillid; tillid, der er helt væk på dette tidspunkt. Men ideen om, at man på en eller anden måde kan fjerne risikoen eller forbindelsen og forbyde forskere fra andre lande at kende til disse ting, er fuldstændig latterlig. Det har aldrig virket i hele den menneskelige arts udvikling, og det er beviset på, at man ikke kan sætte videnskab og teknologi i fængsel. Det er menneskets evne at opdage nye fysiske principper hele tiden, og spørgsmålet er, hvordan vi uddanner folk til at være mennesker? Ikke til at bruge disse ting til destruktive formål, men til at bruge dem til gavn for menneskeheden? Det går tilbage til spørgsmålet om menneskets image. Hvis man tror, at mennesket er godt af natur, og at synd bare er resultatet af manglende udvikling, så tror man, at man kan gøre, hvad jeg siger. Hvis man mener, at mennesket er et dyr, og at mennesket er ondt og skal inddæmmes af et stærkt politiapparat, så mener man selvfølgelig, at det aldrig kan ske. Men det er i virkeligheden den grundlæggende kamp, vi kæmper lige nu. Det er problemer som, hvad vi skal gøre med eksisterende atomvåben, og hvordan vi forhindrer spredning. Det er problemer, som kun kan løses i et tillidsfuldt miljø, og det er derfor, jeg har været så stærk til at sige, at vi har brug for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvor tillidsskabende foranstaltninger bliver genoprettet, og vi kommer ud af denne fuldstændig vanvittige og bestialske geopolitiske konfrontation, som kun kan ende med at ødelægge os alle.

Det er måske ikke et fuldstændigt svar på dit spørgsmål, men det burde give dig lidt stof til eftertanke.

SCHLANGER: Vi er nået til slutningen nu, Helga, og jeg vil opfordre folk, der ønsker at blive en del af den internationale fredskoalition – og det bør alle, der ser dette, selvfølgelig ønske – vi har en masse materiale om det på schillerinstitute.com, herunder pressemeddelelser om de igangværende møder, der finder sted, og flyers, som du kan downloade og distribuere, og hvad du kan gøre for at blive aktiv sammen med os. Så gå ind på schillerinstitute.com. Helga, mange tak, fordi du var med os i denne uge, og jeg tror, vi ses i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, indtil næste uge.

Ikke korrekturlæst.

21. juli 2023 (EIRNS) – Den Internationale Fredskoalition (IPC) afholdt sit syvende internationale ugentlige møde fredag den 21. juli med repræsentanter fra 17 nationer, hvoraf de fleste rapporterede om de mobiliseringer, der finder sted i deres lande i forbindelse med den internationale aktionsdag den 6. august på årsdagen for USA’s folkemorderiske atomødelæggelse af Hiroshima.

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, åbnede opkaldet med at understrege, at krigsmagernes vanvid på NATO-topmødet den 17.-18. juli stadig eskalerer mod fuldskala krig, som ikke vil blive stoppet, før sandheden om årsagen og formålet er forstået af den brede offentlighed over hele verden. Det faktum, at der nu er to systemer, det ene baseret på det globale NATO’s unipolære verden, og det andet baseret på BRIKS og næsten alle nationerne i det Globale Syd, som bevæger sig mod et nyt system, der er forpligtet til at gøre en ende på kolonialismen for evigt.

Zepp-LaRouche fremhævede tilfældet Tyskland, hvor suveræniteten er fuldstændig tabt, og hvor den “regelbaserede orden” (uden at nogen ved, hvem der laver disse såkaldte “regler”) er ved at ødelægge økonomien. Alt, hvad tyskerne byggede op efter Anden Verdenskrigs destruktion, er nu ved at blive ødelagt, og virksomhederne flygter fra landet i hobetal – selv om 70 % af befolkningen synes, at regeringen udfører et forfærdeligt stykke arbejde. Alle landes suverænitet er under angreb fra det globale krigsparti USA-UK-NATO – de mindede folk om, at alle landes suverænitet er det første af deres “ti principper”. Vi må gøre den 6. august til et “klarråb” for en fredelig afslutning på krigen i Ukraine. For at gøre dette må vi følge opfordringen fra Steve Leeper, tidligere leder af Hiroshima Peace Culture Foundation, om, at organisationer verden over må sætte alle forskelle til side og forene sig den 6. august i FN eller andre steder for at stoppe krigsfremstødet.

Rapporter om initiativer til organisering kom ind fra hele verden:

Nicaragua: Bolívar Téllez Castellón fra Nicaragua rapporterede, at en komité er ved at blive dannet for at mobilisere støtte til den 6. august og derefter, og at flere af lederne er ved at lave korte videoer for at samle støtte, som han deler med IPC til verdensomspændende brug i spansktalende lande. Han bemærkede, at landet har været i en broderkrig i over 20 år, men nu arbejder sammen med Rusland og Kina for at opnå reel udvikling.

Malaysia: Chandra Muzaffar, grundlægger og direktør for International Movement for a Just World (JUST), meddelte, at han havde sendt pressemeddelelsen om arrangementet den 6. august og brevet fra Steve Leeper til JUST’s 20-25.000 medlemmer store mailingliste. [https://schillerinstitute.com/blog/2023/07/19/open-letter-to-friends-enemies-and-people-who-have-no-idea-who-i-am/] Han fortalte også, at han havde skrevet til en række fredsorganisationer i Asien og bedt dem om at tilslutte sig IPC. JUST sponsorerer sit eget arrangement den 6. august, hvis format stadig diskuteres. Han sagde, at det at få en million mennesker på gaden, enten i New York City eller på verdensplan, er et meget stort mål, men et nødvendigt mål, da det, der står på spil, er selve menneskeheden. Den nuværende fare er den største i historien – i 1945 havde kun den ene side atomvåben, nu har mange lande dem, og de er langt mere dødbringende end Hiroshima/Nagasaki-bomberne. Vi skylder historien og de kommende generationer at lykkes med vores opgave. Det er ” fremgang eller undergang”.

Tyskland: Jimmy Gerum, som er pressesekretær for koalitionen Humanity For Peace, sagde, at “enhver krig er startet med en løgn”, og at vi har brug for et massivt pres fra individuelle, uafhængige journalister for at bryde igennem løgnene i mainstream-medierne.

Guatemala: Raul Marroquin, fra Observatoriet for Menneskelig Fred i Guatemala, sagde, at han har været tilknyttet Lyndon LaRouche og Schiller Instituttet i mange år. Nu ser vi, at verdens oligarker ønsker at se enden på menneskeheden, hvilket vi må handle for at forhindre.

Frankrig: Karel Vereycken, et ledende medlem af Schiller Instituttet i Frankrig, beskrev Schiller Instituttets konference den 8.-9. juli i Strasbourg, den første personlige Schiller-konference siden før pandemien, hvor 250 mennesker hørte fra ledere fra Rusland, Kina, Indien, Afrika, Europa og USA: Det franske Schillerinstitut planlægger tre arrangementer: den 6. august i Notre Dame; den 9. august, årsdagen for bombningen af Nagasaki, i UNESCO’s kontorer; og en senere dato om videnskab, der vil fremhæve John von Neumanns rolle som den person, der opfordrede præsident Harry Truman til at bruge atombomben mod de civile byer Hiroshima og Nagasaki.
Østrig: Peter Weish, en fredsaktivist, beskrev Østrigs mangeårige stolthed over sin status som et neutralt land, der er modstander af krig, men fortaler for aktiv ikke-voldelig neutralitet, som nu er under enormt pres fra NATO og de NATO-påvirkede medier. Han sagde, at hans folk har demonstreret i årevis den 6. og 9. august, og at de vil gøre det igen i år som en del af den internationale aktionsdag.

Polen: Udo Leitman, der repræsenterer United for Freedom i Polen, sagde, at i Polen er dem, der som ham skriver sandheden, under voldsomt angreb, i mange tilfælde også fra politiets side. Han advarede om, at regeringerne i Polen og Ukraine arbejder tæt sammen og måske endda fjerner grænsen mellem dem og forener deres militær.

Sverige: Ulf Bejerstrand, som startede “Folkets Röst” for at give folket mulighed for at bryde igennem mediernes løgne, sagde, at de har 50.000 følgere på de sociale medier. Han sagde, at hvis folket står sammen, kan de besejre krigsmagerne.

Sverige: Ulf Sandmark, formand for Schiller Instituttet i Sverige, sagde, at de planlægger et arrangement i Stockholm den 6. august. Han sagde, at kollapset af Sortehavets Korninitiativ var et alvorligt slag orkestreret af NATO og oligarkerne, netop fordi det var et lille, men vigtigt skridt mod samarbejde og fred.

Mexico: Carolina Dominguez fra Schiller Instituttet i Mexico beskrev sin organisering til støtte for præsident John Kennedys tale den 10. juni 1963, hvor han opfordrede til samarbejde mellem USA og Sovjetunionen for fred og udvikling. Hun sagde, at de unge i Mexico ikke tror på NATO-fortællingen, og at de respekterer Rusland og BRIKS-landene. Hun citerede den mexicanske helt, præsident Benito Juárez, som besejrede Habsburgs besættelse af Mexico, og som insisterede på, at “respekt for andres rettigheder betyder fred”. Hun sagde, at organisationen har distribueret tusindvis af eksemplarer af “Indtrængende appel fra borgere og institutioner fra hele verden til USA’s (næste) præsident”, redigeret af Helga Zepp-LaRouche, der opfordrer til en tilbagevenden til de fredsprincipper, som JFK gik ind for. [https://schillerinstitute.nationbuilder.com/urgent_appeal_by_citizens_and_institutions_from_all_over_the_world_to_the_next_president_of_the_united_states]

USA: Elliot Greenspan, leder af LaRouche-bevægelsens Outreach Task Force, beskrev bestræbelserne på at samle ” bindestregs-amerikanerne” af pakistanere, indere, kinesere, guineanere og andre, såvel som kristne organisationer, til demonstrationerne den 6. august, og insisterede yderligere på, at de forskelle, der helt sikkert findes mellem disse lag, må sættes til side for at forhindre atomkrig. Dennis Speed, en amerikansk national direktør for Schiller Instituttet, sagde, at det at få en million mennesker på gaden, som Chandra Muzaffar havde antydet, er en vanskelig, men vigtig opgave, hvis folkemorderne skal stoppes. Han bemærkede, at NATO’s sabotage af Sortehavets Korninitiativ er endnu et eksempel på, at disse malthusianere arbejder på at sulte millioner af mennesker ihjel, og at JFK’s “Mad for Fred”-koncept er afgørende i dag.

Tyskland: Barbara Spahn fra det tyske Schiller Institut beskrev de demonstrationer, de afholder i Frankfurt den 5. og 6. august i samarbejde med andre institutioner, herunder landmænd, kommunistpartiet og andre.

Helga Zepp-LaRouche afsluttede mødet og roste de fremskridt, der hidtil er sket i IPC, men insisterede på, at det skal vokse hurtigere for at nå målet. Hvert medlem må tage ansvar for at række ud til andre organisationer – freds-, religiøse, demokratiske og andre grupper – for at få dem til at slutte sig til bevægelsen. Hun opfordrede til at bruge videnskabsmanden Steven Starrs video om atomkrigens ødelæggelser, [https://www.youtube.com/watch?v=X0zlyfhz7hk] og opfordrede også til at læse Friedrich Schiller om, hvordan man “bøjer tyrannens arm”.

20. juli 2023 (EIRNS) – Grundlæggeren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, medvirkede i CGTN’s podcast “World Today” den 19. juli, hvor hun blev spurgt om sit syn på det nylige EU-CELAC-møde. Hun optræder i det tredje indslag i programmet:

https://radio.cgtn.com/podcast/news/1/How-critical-are-next-five-years-in-construction-of-Beautiful-China/428197

Ikke korrekturlæst.

Den 19. juli 2023: Helga rapporterede, at NATO-styrkernes voksende desperation i lyset af Vilnius-sammenbruddet og den mislykkede modoffensiv betyder, at der er en betydelig risiko for eskalering, da det vestlige etablissement ikke er i stand til at se, at dets strategi efter 1989 har været en fiasko. Samtidig er der en positiv udvikling i bestræbelserne på at finde en forhandlingsløsning, hvor Lulas indsats spiller en central rolle. Hun sagde, at hun ville ønske, at hun kunne have været en “lille fugl i rummet”, da Biden mødtes med Zuppi, da hun er meget interesseret i at vide, hvad de diskuterede.
Hun henledte også opmærksomheden på den britiske meningsdanner Robert Clark, som sagde, at Vesten bliver nødt til at acceptere indrømmelser fra Rusland.

Hun svarede på spørgsmål om betydningen af den italienske premierminister Melonis kritik af at sende klyngeammunition til Ukraine, udsigterne til et uafhængigt præsidentbud i USA i 2024, hvorfor befolkningerne i Vesten er så polariserede, og hvad der kan gøres ved “migrationskrisen” i Europa, som bliver forværret af EU’s fumleri.

Hun sluttede af med at opfordre seerne til at handle nu, mens der stadig er en mulighed. Svaret er ikke Amerika først eller nogen anden nation først, men menneskeheden først.

17. juli 2023 (EIRNS) – En artikel i Xinhua, dateret den 17. juli i Berlin, har overskriften “Tysk ekspert advarer mod ‘derisking’ eller ‘decoupling’ fra Kina,” og inkluderer synspunkter fra Schiller Instituttets leder Helga Zepp-LaRouche fra et nyligt eksklusivt interview.

Hun udtaler. “Der er ingen risiko ved Kina. Kina er en af de mest pålidelige handelspartnere og økonomiske partnere.” Faktisk er afkobling “økonomisk set fuldstændig selvmorderisk, fordi den tyske økonomi og den kinesiske økonomi er så tæt forbundne”. En afkobling vil få den tyske økonomi til at kollapse.

https://english.news.cn/20230718/8b251cf9013a4de28c6aec036ad1d6f9/c.html 

Den 8. juli 2023 (EIRNS) – Det følgende er en redigeret udskrift af en videooptaget præsentation af Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og leder af Schiller Instituttet, som afholdt en international konference denne weekend.

“Lad en have iblandt en million haver blomstre!”

Excellencer, ærede gæster, kære venner af Schiller Instituttet!

Hvilken glæde at byde folk fra så mange nationer velkommen her personligt, efter at omstændighederne i over tre år har tvunget os til udelukkende at afholde vores Schiller-konferencer virtuelt! Men vi anvendte denne tid hensigtsmæssigt til at samle så mange nye kræfter verden over, hvormed vi sammen kan gribe ind i dette afgørende øjeblik i verdenshistorien for at skabe et nyt paradigme for menneskehedens fremtid!

Lad mig sige det med det samme: Selv om vores kontinent befinder sig i en eksistentiel krise, vil vi ikke tillade dets undergang. Tværtimod vil vi genoplive det bedste af, hvad europæisk kultur har frembragt, og hvad der nu er begravet under taleboblerne fra en dekadent modkultur og fortidens barbari, og vi vil bringe det ind i udformningen af det nye paradigme!

Vi befinder os utvivlsomt i det farligste øjeblik, den menneskelige art nogensinde har stået over for, da vi er ekstremt tæt på at uddø som art på denne planet, eftersom det ville være konsekvensen af en global atomkrig. Og i modsætning til hvad de transatlantiske massemediers propaganda påstår, skyldes faren ikke “Ruslands uprovokerede aggressionskrig” eller “Kinas stadig mere aggressive imperiale magtovertagelse”, men de transatlantiske kræfter, der skruppelløst leger med atomilden, mens de med alle midler forsøger at udøve unipolær dominans over verden, når den for længst har bevæget sig i en multipolær retning. Mens MSM [mainstream-medierne] i kor bagtaler alle, der vover at tro, at udviklingen ikke begyndte den 24. februar 2022, som “Putin-sympatisører”, og mens NATO og USA’s regering finansierer organisationer, der sætter folk på lister, som bringer deres liv i fare, har nationerne i det Globale Syd i høj grad fået et uafhængigt syn på tingene.

NATO’s seksdobbelte udvidelse mod øst, der kommer tusind kilometer tættere på Ruslands grænser på trods af løfter om det modsatte, kan forties lige så lidt som den nordlige “ATLANTIC”-forsvarsalliances bestræbelser på at ekspandere i Indo-Stillehavsregionen som Global NATO. Frem for alt har de krydset Rubicon med de stadig mere åbenlyse og arrogante appeller, hvormed repræsentanter for den “regelbaserede orden” kræver, at hele verden underkaster sig deres intriger og deres “aflad” i moderne klæder (såsom en kulstofafgift eller handel med CO₂-emissioner). Men med sådanne midler håber de at forlænge eksistensen af det håbløst bankerotte neoliberale finanssystem i det mindste en smule længere.

Vi oplever i øjeblikket et epokeskift, om end ikke af den slags som kansler Scholz henviste til den 24. februar 2022, hvilket svarer til militariseringen af Europa som et protektorat for USA. Vi ser snarere afslutningen på omkring 500 års kolonialisme, som landene i det Globale Syd er fast besluttet på omsider at ryste af sig med hjælp fra Kina og BVI (Bælte- og Vej-Initiativet). For eksempel krævede præsident Ramaphosa på det nylige internationale finanstopmøde i Paris, at det internationale samfund finansierer Inga-dæmningen:

“Lad os få det gjort, og så vil vi være overbeviste om, at I mener det alvorligt med de løfter, I giver…. Det anslås, at prisen vil være 80 milliarder dollars og generere mindst 42 gigawatt elektricitet, og det vil have en helt revolutionerende indflydelse på hele kontinentets energiforsyning og økonomi.”

Mere end 30 nationer har ansøgt om medlemskab af BRICS, som så vil omfatte verdens mest folkerige lande. Forsøget, som hovedsageligt kommer fra USA og Storbritannien, på at “afkoble” sig fra Kina, eller at “de-risikere”, som denne tåbelige frase er blevet kaldt – når alle disse lande er tæt forbundet med Kina – kan kun føre til økonomisk selvmord eller til en lige så selvmorderisk dannelse af geopolitiske blokke, som vil bære kimen til en verdenskrig.

I lyset af denne tektoniske magtforskydning, som højst sker en eller to gange i et årtusinde, må de europæiske nationer – men også USA – beslutte, om de vil samarbejde produktivt med denne nye verdensorden, eller om de (sammen med NATO, USA og Storbritannien) vil vælge total konfrontation og forsøget på at undertrykke det absolutte flertal af menneskeheden. Beslutningen mellem disse to muligheder vil på samme tid teste vores moralske evne til at overleve: Er vi, som rationelle væsener, i stand til sammen med det Globale Syd at tilvejebringe en orden, der garanterer sameksistens for os alle og, som Leibniz ville have udtrykt det, gør det muligt for fremtidige generationer at være lykkelige? Eller er vi sjælløse menneskelige maskingeværer, der hadsk kun er rettet mod ødelæggelsen af den formodede fjende?

Dette er ikke et akademisk spørgsmål, hvilket vil blive tydeligt om fire dage på det årlige NATO-topmøde i Vilnius, hvor den ungarske regering – heldigvis – meddelte, at Ukraines optagelse i NATO vil forblive udelukket, så længe krigen fortsætter, hvilket egentlig burde være en selvfølge. Men nu har Berlins to førende tænketanke – Stiftung Wissenschaft und Politik (SWP) og Deutsche Gesellschaft für Auswärtige Politik (DGAP), som begge er tæt på regeringen – for nylig udtalt sig om mulige sikkerhedsgarantier for Ukraine uden for et formelt NATO-medlemskab. Selv om det blot er ideer fra tænketanke og ikke nødvendigvis den berlinske regerings politik, fortjener disse artikler den største opmærksomhed, fordi deres forfattere er typiske for de såkaldte “eksperter”, der taler uafbrudt i talkshows og således påvirker befolkningens synspunkter.

Det er ikke kun i Frankrig, at der på det seneste har været stor bekymring over Tysklands tilsyneladende fuldstændige tab af al suverænitet (som aldrig var særlig hensigtsmæssig), som det kunne ses i den tyske regerings udeblivende reaktion på sabotagen af Nord Stream-rørledningerne.

Nu skal man huske på, at SWP, som blandt andet rådgiver regeringen, Forbundsdagen, EU, NATO og FN, blev oprettet på initiativ af BND [Bundesnachrichtendienst, Tysklands udenrigsefterretningstjeneste], som, da den blev grundlagt i den amerikanske besættelsesmagts regi i 1962, omfattede personale fra den militære efterretningstjeneste Fremde Heere Ost og Gehlen-organisationen. SWP havde oprindeligt base i Ebenhausen, en lille by i nærheden af Pullach, hvor BND’s hovedkvarter lå. Det meget større DGAP (Tysk Selskab for Udenrigspolitik), 2.800 medlemmer, blev grundlagt så tidligt som i 1955 i samarbejde med og efter forbillede fra det amerikanske Council on Foreign Relations og det britiske Royal Institute for International Affairs, kendt som “Chatham House”.

I et SWP-papir fra 29. juni 2023 med titlen “From Ad Hoc Support to Long-Term Security Guarantees as a NATO Member” står der, at der er to muligheder, bortset fra fuldt NATO-medlemskab, som virkelig ville garantere Kievs sikkerhed. Den første er “demilitarisering” af Rusland ved at reducere landets væbnede styrker og våbenindustri til et niveau, der udelukker “offensive operationer”. Dette ville kun være muligt gennem “eksterne chok”, et klart nederlag for hæren, en afstandtagen fra ledelsen af dens “neo-imperiale forståelse af dens rolle”, hvilket ville kræve et regimeskifte, og en samtidig fjernelse af atomvåben fra Ruslands militære potentiale. Men det, siger de, er “urealistisk i øjeblikket.” Den anden mulighed ville være, at Ukraine opbyggede sit eget atomarsenal.

For en sikkerheds skyld har DGAP foreslået endnu en mulighed, der cirkulerer under nøgleordet “pindsvin”, som et dyr, der symboliserer en så massiv oprustning af Ukraine – til et superarsenal så at sige – at det vil afskrække alle fremtidige angreb. Det gælder også den variant, som formanden for det britiske forsvarsudvalg, Tobias Ellwood, har foreslået, hvor man forestiller sig støtte fra en koalition af villige og en magtfuld taskforce, et Joint European Defense Initiative (JEDI). Den tyske Rheinmetall-koncern har allerede annonceret planer om at bygge en moderne kampvognsfabrik og andre våbenfabrikker i Ukraine. I mellemtiden har de amerikanske forsvarsleverandører Grumman, Raytheon og Lockheed Martin sponsoreret champagnereceptioner på den ukrainske ambassade i Washington, ikke mindst for at fejre det MOU [forståelsespapir], som verdens største finansielle servicevirksomhed, BlackRock, der forvalter 10 billioner dollars i aktiver, har indgået med den ukrainske regering. JEDI skal kun hjælpe med at bygge bro over kløften; på lang sigt er NATO-medlemskab uundværligt. Målet er at forankre Ukraine uigenkaldeligt i de euro-atlantiske strukturer. Prioriteten er derfor proaktivt at kommunikere til deres egne befolkninger om “meningen, formålet og målene” med NATO-medlemskab for Ukraine og at gribe ind over for institutioner, der hævder at være en del af civilsamfundet, men som i virkeligheden er kontrolleret af den russiske stat. For en god ordens skyld: Vi er ikke kontrollerede!

Sikke et mareridt! Det stort set ødelagte Ukraine skal omdannes til et mega-bevæbnet land, et “pindsvin”, eller snarere til en permanent pengemaskine for det militærindustrielle kompleks på begge sider af Atlanten; det vil blive en “frossen” konflikt, der kan aktiveres når som helst, som en permanent overskridelse af de røde linjer defineret af Rusland, som i mellemtiden formodes at være “ruineret” (ifølge den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock), eller permanent svækket ([USA’s forsvarsminister Lloyd] Austin, RUSI [Royal United Services Institute], [NATO’s generalsekretær Jens] Stoltenberg, etc.).

Der er ikke en eneste tanke om at afslutte krigen gennem diplomati, ingen fredsforhandlinger, ingen positiv vision for det ukrainske folk, og bestemt ikke en fredsorden for verden som helhed! Hvilken grim, destruktiv ånd stikker sit fjæs frem her, ingen menneskelige følelser påvirker tænkningen, den er kold som en robot, der styres af en ormeædende algoritme!

Men den arrogance, der får nogle til at hævde, at de tilhører de “gode menneskers lejr” og derfor ustraffet kan foreslå de mest forfærdelige ting, gør dem også blinde. Realiteten er på ingen måde, at den russiske økonomi er ved at kollapse, tværtimod. Den økonomiske vækst i maj var 5,4%, mens Tyskland officielt er i recession, og Rusland blev tvunget af sanktionerne til at opbygge mange af sine produktionskæder til egen fordel og omdirigere handelsmønstrene fra Vesten til Asien, hvor verdensøkonomien alligevel har sit momentum.

På den anden side sidder den transatlantiske finanssektor på en boble på to billiarder dollars i udestående derivatkontrakter – det er et 2-tal med 15 nuller – hvilket i sidste ende indebærer en håbløs systemisk gæld. Centralbankerne skifter frem og tilbage mellem QE og QT [kvantitative lempelser og stramninger] i tilsyneladende rådvildhed. Men Josep Borrell, EU’s højtstående repræsentant for udenrigspolitik, tager kegler. Han udtalte for nylig med den største arrogance på Det europæiske diplomatiske Akademi i Brugge, at Europa er en have, mens det meste af resten af verden er en jungle, der kan trænge ind i den.

Et sådant synspunkt vil ikke finde forståelse hos de 5.000 år gamle kulturfolk i Asien, som sammen med de andre lande i det Globale Syd længe har været i gang med at indføre en ny økonomisk verdensorden – og hvor Borrell nu betragtes som en komiker, men ikke en man inviterer på besøg – eller hos de næsten 50% af de tyske virksomheder, som flygter ud af landet på grund af den tyske regerings dårlige ledelse og de ubetalelige energipriser.

Når man hører Borrells malplacerede sammenligning med en have, kommer man til at tænke på scene 10 i anden akt af Schillers skuespil Don Carlos, hvor markisen af Posa, der ser sig selv som verdensborger og bærer Flanderns befrielse fra det spanske åg i sit hjerte, konfronterer kong Filip II, den enevældige hersker af Spanien, det “imperium”, om hvilket man dengang sagde, at “solen aldrig går ned”. Filip siger noget meget lignende:

Se jer dog om i Spanien! Her blomstrer

jo borgerlykken under under skyfri fred;

og denne ro jeg under også Flandern.

Og Markisen svarer:

Ja, ro som på en kirkegård! Og håber De at fuldbyrde, hvad De har begyndt?

… som verdens form forynger? De alene –

vil i Europa De alene kaste Dem foran verdensskæbnens hjul, som ruller

af sted ustandseligt, i hurtigt løb?

… De gør det ikke!

(Tysk original:)

“Sehet in meinem Spanien Euch um. Hier blüht des Bürgers Glück in nie bewölktem Frieden; und diese Ruhe gönn ich den Flamändern.”

Og Posa svarede:

“Die Ruhe eines Kirchhofs,

Und Sie hoffen…den allgemeinen Frühling aufzuhalten,

der die Gestalt der Welt verjüngt? De vil…

Allein in ganz Europa- sich dem Rade

des Weltverhängnisses, das unaufhaltsam

in vollem Laufe rollt, entgegenwerfen?

Sie werden nicht!..”

Det absolutte flertal i Tyskland har for eksempel mistet tilliden til regeringen, og ifølge de seneste meningsmålinger er 79% ikke tilfredse med regeringens politik. Her i Frankrig har vi netop set, i hvilken tilstand det sociale netværk i denne have er. Ingen mur kan bygges høj nok til at beskytte haven, siger Borrell? Tja, vi ser ved EU’s ydre grænser, hvordan disse mure ser ud. Pave Frans beskrev modtagelejrene for flygtninge i Europas grænselande som koncentrationslejre, der er omgivet af høje mure med NATO-pigtråd, og som er frastødende nok til at afskrække folk fra at vove sig ud i små både over Middelhavet, som for længst er blevet forvandlet til en forfærdelig massegrav.

Nej, hr. Borrell, dette Europa er ikke en have, det er et kontinent, som kompetente politikere som Charles de Gaulle og Konrad Adenauer ønskede at bringe ud af Anden Verdenskrigs murbrokker til en bedre fremtid, og som en helt igennem dekadent politisk kaste, der har smidt sin fredspligt ud af vinduet, nu fører ind i en ny katastrofe, der truer med langt at overgå Anden Verdenskrigs rædsler.

Og hvis store dele af verden uden for Europa ligner en jungle, er det, fordi Europa ikke har udviklet Afrika i de seneste århundreder, men kendte familier i den transatlantiske verden har bygget deres formuer på slavehandel, tjent penge på opiumhandel eller profiterer på kolonialismens moderne efterfølger – kasinoøkonomien – hvor de rige bestemmer reglerne for vores åh-så-fantastisk-organiserede regelbaserede orden.

Eller måske er andre regioner en jungle, fordi de transatlantiske invasionshære slog sig ned der, som NATO gjorde i 20 år i Afghanistan, hvor intet blev bygget, og derefter efterlod landet i ruiner. Eller som i Irak, hvor et moderne land blev bombet tilbage til stenalderen, og hvor Madeleine Albright sagde, at 500.000 irakiske børns død var en rimelig pris at betale for retten til at fortsætte med at ødelægge landet. Og listen over, hvorfor nogle lande i denne verden ikke er haver, kunne blive ved: Syrien, Yemen, Libyen, Haiti … osv.

Men der er en vej ud. Nationerne i det Globale Syd, hvis eksistens først for nylig blev opdaget af G7, og som repræsenterer det overvældende flertal af menneskeheden, har længe rystet den moderne kolonialismes lænker af sig og skabt en ny international valuta, nye udviklingsbanker, et nyt kreditsystem. Over 30 lande har ansøgt om medlemskab af BRICS-Plus; SCO, AU, ASEAN, EAEU, Mercosur og andre organisationer er gået over til at udføre deres handel i nationale valutaer. Et hundrede og halvtreds lande samarbejder med Kinas Bælte –og Vej-Initiativ (BVI), som i år fejrer sit tiårs jubilæum, og i løbet af det årti er det lykkedes dem at sikre, at udtrykket “udviklingslande” virkelig gælder for landene i det Globale Syd.

Vi i Europa, og endog i Amerika, er nødt til at opgive det allerede dødsdømte forsøg på at inddæmme disse landes fremgang ved at afkoble eller “de-risking”. Vi er nødt til at erstatte konfrontation, som under alle omstændigheder kun gavner det militærindustrielle kompleks, med samarbejde. Tyskland, Frankrig, Italien og alle andre europæiske nationer må blive en del af det nye paradigme i internationale relationer; vores middelklasse, som nu er bankerot under det gamle paradigme, kan ikke blot hjælpe til med at bygge Inga-dæmningen, men også realisere Transaqua-projektet, som vil levere elektricitet til yderligere tolv nationer i Afrika. Vi kan samarbejde med Kina om at forsyne hele det Globale Syd med et højhastigheds-jernbanesystem, vi kan bygge havne og vandveje, gøre ørkener grønne gennem storstilet afsaltning af havvand og bygge nye byer.

Ja, og mens vi er i gang, kan vi også modernisere vores egen skrantende infrastruktur; i stedet for at berige forsvarsindustrien og forarme befolkningen, kan vi reparere vores skoler, gøre sundhedssystemet funktionelt igen, intensivere det internationale samarbejde om fusionsprojektet ITER som et hasteprogram for hurtigere at opnå kommerciel udnyttelse af fusionsenergi, og vi kunne spare os selv for al den forurening og ødelæggelse af vores landskaber med de utallige vindmøller. Vi kan også genopbygge Ukraine som en bro mellem Centraleuropa og Rusland som en del af Den nye Silkevej.

At bringe Europa og Amerika ind på denne vej er vores forpligtelse. Og lad os huske, hvad Posa sagde til kong Philip, og hvad vi, sammen med Schiller, siger til de mange Borrell’er i dag:

Geben Sie die unnatürliche Vergöttrung auf,

die uns vernichtet!…

Sie wollen pflanzen für die Ewigkeit,

Und säen Tod? Ein so erzwungnes Werk

Wird seines Schöpfers Geist nicht überdauern…

Opgiv den unaturlige guddommeliggørelse, der ødelægger os!…

Du ville plante i al evighed, og alligevel er de frø

du sår omkring dig, er dødens frø!

Denne håbløse opgave, med naturens love i strid,

Vil aldrig overleve ånden fra dens grundlægger….

Giv os, hvad vi har brug for igen! Lassen Sie,

Grossmüthig, wie der Starke, Menschenglück

Aus Ihrem Füllhorn strömen-Geister reifen

In Ihrem Weltgebäude, Geben Sie,

Was Sie uns nahmen, wieder. Werden Sie,

von Millionen Königen, ein König!

Giv tilbage, hvad De har taget fra os! Vær højmodig –

den stærke er højmodig – og lad lykke

med fylde vælde ud – lad ånder modnes

i deres verdensbygning! Giv tilbage,

hvad De har taget fra os! Bliv en konge

blandt millioner konger!